Artikler
September 18, 2020
Nora og Laura
Uden Laura var Henrik Ibsens drama ”Et Dukkehjem” aldrig blevet til. Laura blev til Nora. Dramaet er bygget op over virkelige hændelser. Dramaet fik stor betydning for kvindebevægelsen. Manden var frygtelig syg. Det eneste, der kunne redde ham, var en tur syd på. Men han havde ikke råd. Konen (Laura) lånte pengene i en bank. Hun sagde til hendes mand, at det var optjente penge. Men Laura kunne ikke betale penge tilbage. Hun ville ikke fortælle hendes mand sandheden. Det kom til et stort opgør, hvor manden sendte Laura på sindssygehospital. Efter lang tid mødte Laura og Henrik Ibsen hinanden personlig. Henrik Ibsen døde i 1906 og Laura døde i 1932.
Et dukkehjem havde premiere i København den 4. december 1879 med Betty Hennings i hovedrollen. Det er et af Henrik Ibsens mest berømte skuespil, en klassiker, der stadig spilles. Stykket blev centralt for udviklingen af det moderne drama, og selv om det ikke var Ibsens hensigt, fik det også betydning for kvindesagen. Det er bygget op over den situation, at hustruen bag sin mands ryg skaffer penge til en rejse til Syden, som er nødvendig for at redde hans liv.
Da han kommer hjem frisk og rask, opdager han, at hun har pådraget sig en gæld, som hun ikke kan betale, og det kommer til et voldsomt opgør. Stykket ender med, at hun går sin vej fra mand og tre børn. Regibemærkningen understreger det eftertrykkeligt:
“Nedefra høres drønet af en port, som slås i lås”.
Forfattere er frit stillet over for deres stof, men situationen var ikke opdigtet. Ibsen kendte den fra Laura og Victor Kielers ægteskab, men her formede slutningen sig anderledes. Det var man klar over i samtiden,
men i vore dage synes Laura Kielers skæbne at være glemt.
Laura var født i Norge 1849 som datter af Tromsø-fogeden Smith Petersen. Som ganske ung læste hun Ibsens drama “Brand” (1866), skrev anonymt en lille roman “Brands Døtre”, som hun tilegnede Ibsen og sendte ham med et ærbødigt brev. I et venligt takkebrev udtalte han håbet om, at de kunne træffes. I 1870 mødtes de i København, og Ibsen blev overrasket over, at forfatteren til Brands Døtre var en livsglad og munter ung dame. Han var på det tidspunkt med sin hustru Suzannah flyttet til Dresden og indbød hende til et besøg der.
Det fandt sted i 1871, varede et par uger og var vellykket. En aften havde Ibsen direkte opfordret Laura til at skrive skuespil. I 1872 døde Lauras far; hun flyttede med sin mor til Danmark, hvor hun det følgende år blev gift med Victor Kieler.
Han blev lærer i Hillerød, hvor han underviste i latin og fransk. De fik børn, og Laura bidrog til husholdningen ved at skrive noveller og historier. Victor var en agtet lærer, venlig og omgængelig, men han havde et fast princip, der skulle vise sig at blive fatalt: Man måtte ikke optage lån, man måtte ikke skylde penge væk.
En dag blev Victor alvorlig syg, det var galt med lungerne. Lægen foreskrev et længere kurophold i Syden som absolut nødvendigt. Det var udelukket, sagde Victor, vi har ikke råd. Men Laura sagde, at hun havde
lagt lidt penge til side, og rejsen fandt derefter sted i 1874. Laura havde lånt pengene i en bank i Kristiania.
Hun lod Victor tro, at det var penge, hun havde tjent på hvad han kaldte hendes skriverier. I juni 1876 vendte de hjem og gjorde på vejen et ophold hos Ibsen, der nu var flyttet til München.
Laura betroede sig til Henrik Ibsens hustru Suzannah; hun var bekymret for, hvordan hun skulle kunne få lånet betalt. De ord er sandsynligvis gået videre til Ibsen.
Han kendte allerede til den celebre historie om Orla Lehmanns datter Margrethe, der i 1876 havde forladt sin mand, forfatteren Gotfred Rode og deres to senere så berømte børn Ove og Helge til fordel for nordmanden Erik Vullum.
Laura og Victor Kieler vendte tilbage til Danmark. Han var fuldt helbredt og levede lige til 1917. I første omgang fik Laura en kortvarig forlængelse af lånet, idet hun kunne stille en dansk grosserer som
medkautionist. Forskellige andre anstrengelser mislykkedes, og så skrev hun under tidspres fortællingen “Ultima Thule”, som hun tillige med nogle skitser sendte til fru Ibsen.
Laura spurgte, om hun kunne formå sin mand til at sende manuskriptet til Gyldendals direktør Frederik Hegel. Ibsens svar var langt og sønderknusende. Det er dateret 26. marts 1878, og et uddrag af brevet giver et indtryk af Henrik Ibsens stil og personlighed:
“Ikke på nogen måde hverken kan eller vil jeg anbefale til Hegel det hidsendte manuskript, Ultima Thule.
… Den hele skildring er uden spor af sandsynlighed, troværdighed og realitet.” Ibsen kan ikke forstå, at Lauras mand ikke på det bestemteste har modsat sig offentliggørelsen. Hun måtte tage sig sammen og give sin mand fuld besked. Han måtte tage på sig de sorger og bekymringer, som pinte hende og jagede hende i angst.
“Under alle omstændigheder, husk på, at De har en naturbegavelse at gøre regnskab for.
… Hegel ville aldrig have taget Deres manuskript på forlag, om jeg end havde sendt ham det med en anbefaling. …
Skal der kunne gøres noget brugbart ud af det, så må det helt og holdent omarbejdes. Jævn, naturlig, troværdig fortælling; al sygelig opskruethed væk! Og lad Dem ikke påvirke af nogen.
I Danmark findes der så meget åndløs korrekthed. Vogt Dem for den, og vogt Dem ligeledes for at agere dansk, skam Dem ikke ved at vedblive at tænke og føle på norsk; unorsk kan man vistnok gøre Dem, men dansk bliver De ikke derfor. … Læg alt, hvad der trykker Dem, i Deres mands hænder.
Han er jo den, som har at bære det.”
Manuskriptet sendte Ibsen tilbage.
Da Laura fik svaret, var hun syg og forpint af sine økonomiske bekymringer. Hun havde for nylig fået sit tredje barn. Hun måtte lægge kortene på bordet, og da løb Victors nerver af med ham. Han blev rasende,
lod Laura – uden barnet – tvangsindlægge på et sindssygehospital, antagelig i nogle måneder, og han forlangte skilsmisse.
Nogle breve på Det Kgl. Bibliotek viser, at Laura i hvert fald fra september 1878 opholdt sig i København.
Hvis man nu stiller spørgsmålet: gik Laura ud på samme måde som Nora? – så er svaret: Nej, Laura blev smidt ud, endog tvangsindlagt, og manden forlangte skilsmisse. Men Ibsen var klar over, at der var problemer. Så sent som 2. august 1879 skrev han i anden sammenhæng til Frederik Hegel:
“P.S. Med fru Kieler kom det, som De formentlig ved, til en sørgelig katastrofe. Hendes mand underrettede os ganske kort om, at hun nu var bragt i en sindssygeanstalt. Kender De nærmere sammenhængen hermed, og om
hun endnu befinder sig der?” Men da var Laura for længst kommet til København, hvor Et dukkehjem fik urpremiere 4. december 1879.
Laura genoptog sin skribentvirksomhed, og hun engagerede sig også i den offentlige debat. Hun gav efter for Victors bønner og genoptog samlivet (de var kun separeret og ikke skilt) og fik i 1886 og 1888 børnene
Thyra og Ernst. Hun havde kun ganske sporadisk forbindelse med Ibsen.
En overgang var Laura journalist ved Morgenbladet, og i den egenskab interviewede hun i 1885 Henrik Ibsen, der var i København på gennemrejse.
Resultatet blev ifølge professor J.F. Kinch en beåndet og sympatisk stemt avisartikel, som senere blev optaget i en bog med titlen “Silhuetter”.
Hun skrev også et skuespil “Mænd af Ære”. Men hun følte trang
til at få talt ud med Ibsen, der jo i sit brev 26. marts 1878 havde afsløret en enestående mangel på forståelse for hendes situation. Bruddet med Victor havde været smerteligt og genstand for almindelig omtale. Hertil kom det pinefulde i året efter at skulle se sig selv udstillet for København og hele verden som Nora i Et dukkehjem.
Hun opsøgte derfor Ibsen, da han og Suzannah i 1891 efter 27 års udlændighed flyttede tilbage i Kristiania. Det blev til en lang samtale, hvor ting, som Ibsen havde glemt eller fortrængt, kom op til overfladen.
Ibsen havde grædt. Det hedder sig, at afsnit i hans to sidste skuespil “Bygmester Solnes” og “Når vi Døde vågner” afspejler denne samtale.
Laura blev imidlertid indbudt til at deltage i den store festmiddag for Ibsen på Hotel d’ Angleterre i 1898 i anledning af hans 70 års dag. Hun takkede nej. Ibsen døde 1906. Laura døde hos familie i Ålsgårde i 1932, 83 år gammel.
Uden Laura Kielers historie, ville Henrik Ibsens – Et dukkehjem – aldrig have set dagens lys.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 3, 2020
Auschwitz og Thalidomid-skandalen
Thalidomid testet på fanger i Auschwitz. Det var en af de ledende folk i IG Farben, der stod for dette. Han blev dømt i Nürnberg for massemord og slavehandel. Kun fire år i fængsel sad han. Han blev ansat af kemifirmaet Grünenthal, der skulle tjene hurtige penge. Og så lancerede man et produkt – helt uden bivirkninger, påstod man. Men 10.000 børn blev født med alvorlige skader eller døde ved fødslen. Kemifirmaet bestak læger, ansatte privatdetektiver og advokater for at benægte fakta. Lang om længe kom der til en retssag, der varede i seks år. Ingen blev dømt, man kom til kompromis. Man kunne søge en fond. Men det var svært at bevise. Først i 2012 undskyldte Grünenthal. I Danmark blev ofrene ydmyget. Myndighederne havde holdt advarslerne tilbage. Først i 2018 blev der udbetalt erstatning. Andre lande havde for længst gjort det. Og efter sin død blev Otto Ambros hyldet af bl.a. BASF. Han blev spurgt om sit engagement. ”Det er ikke så meget vi tænker over”.
Thalidomid blev testet på Fanger i Auschwitz
Under Anden Verdenskrig opdagede nazisterne og kemikeren Otto Ambros stoffet ”Thalidomid”. Stoffet testede han på fanger i KZ-Auschwitz. Det førte til forfærdelige bivirkninger og dødsfald. Alligevel var han med til at lancere lægemidlet i 1957.
Da Otto Ambros opdagede stoffet ”Thalidomid” sad han i toppen af IG Farben.
Otto Ambros – tæt på beslutningerne
Dette firma og deres aktiviteter havde en afgørende betydning for Hitlers krig. Og det er også dette firma, der indirekte er skyld i Thalidomid-skandalen. Otto Ambros var en af de ledende folk i IG Farmen. Han stod bl.a. også for bygningen af Kz-lejren Auschwitz. Han fik en meget mild straf for sine forbrydelser. Og det skyldtes bl.a. amerikanerne.
Otto Ambros hævdede, at han ikke kendte noget til gasning af jøderne. Han var en af dem, der var nærmest på beslutningerne.
En af de største medicinal – skandaler i Europa
Det førte til en af de største medicinal-skandaler i europæisk historie. Chemie Grünenthal sendte et nyt lægemiddel på markedet. Det kunne fjerne graviditetskvalme og hovedpine. ”Neosedyn” hed lægemidlet i Danmark, og det indeholdt stoffet ”Thalidomid”.
For de gravide var det et vidundermiddel. Men det skulle vise sig, at midlet var sendt fra helvede. Mange af de kvinder, der fik lægemidlet, fødte nemlig misdannede børn. Børn, der manglede arme, ben eller endda øjne eller ører. Og flere kvinder fik også permanente nerveskader af præparatet.
I alt 10.000 børn blev ramt
De hyppigst ramte var mødre, som havde indtaget præparatet få gange i løbet af de første måneder af graviditeten. Ved længerevarende brug af midlet sås aborter og dødfødte børn.
Skaderne skyldtes, at Thalidomid hæmmer væksten af blodkar i vævet, når et organ vokser, og samtidig hæmmer væksten i de lange rørknogler, som findes i arme og ben.
I alt blev omkring 10.000 børn født med misdannelser på verdensplan – hvoraf en fjerdedel allerede døde ved fødslen. Først efter fem år på markedet blev lægemidlet fjernet fra hylderne.
Medicinalfirma holdt oplysninger tilbage
Under hele skandalen forsøgte Chemie Grünenthal at holde så mange informationer tilbage som muligt. Men det var nogle af firmaets højtstående medarbejdere eksperter i. Efter krigen havde de forsøgt at skjule de krigsforbrydelser, de havde begået.
Under Anden verdenskrig blev der i de tyske koncentrationslejre lavet mange medicinske forsøg – især på de jødiske fanger.
Her havde de nazistiske videnskabsmænd masser af forsøgspersoner, de kunne bruge til forsøg.
Han udviklede nervegift
En af dem, der var med til at lave den slags forsøg var Otto Ambros. Han arbejdede hos IG Farben, som var en sammenslutning af tyske kemi – og medicinalfirmaer. En sammenslutning, der arbejdede tæt sammen med nazisterne, som vi allerede har hørt.
Han havde været med til at udvikle nervegiften Sarin, som nazisterne ville brugte til krigsførelse. Men før de kunne det, havde de brug for en modgift hvis nu deres egne soldater uheldigvis blev ramt.
Det var Otto Ambros, der sørgede for det gode samarbejde mellem Nazisterne og den kemiske industri. Han var leder af ”Pulver og spængstof” og ”Kemiske kampmidler”.
Han stod for fabrikker i Auschwitz
Han opbyggede de såkaldte Buna-fabrikker i Auschwitz, hvor der i alt blev brugt 80.000 slavearbejder. I 1937 var han blevet medlem af NSDAP.
Han stod også for udvikling af Auschwitz 3 – Monowitz. Han udviklede flere militære giftstoffer.
Og det var netop i arbejdet her, at han opdagede stoffet Thalidomid. Stoffet blev anvendt på fanger i koncentrationslejrene Auschwitz og Bergen-Belsen. Her blev børn født med samme misdannelser, der senere blev opdaget, da lægemidlet kom på markedet i 1950’erne.
Otto Ambros kendte til bivirkningerne
Otto Ambros har kendt til bivirkningerne. I slutningen af 1970’erne fandt en argentinsk forfatter beviser på at IG Farben under Otto Ambros havde eksperimenteret med Thalidomid i diverse Kz-lejre herunder Auschwitz.
Han fik kun fire års fængsel
I 1948 blev Otto Ambros dømt for massemord og slaveri ved Nürnberg-processen. Han fik en fængselsstraf på 8 år. Men han blev løsladt allerede efter fire år, da han sad inde med en viden som amerikanerne godt kunne bruge.
Som tak til amerikanerne, der sikkert har hjulpet med til hans løsladelse hjalp han firmaer som W.R. Grace and Company og Dow Cheminal. Også den amerikanske hærs kemiske tropper fik glæde af ham.
Chemie Grünenthal ville tjene hurtige penge
I 1956 blev han så ansat af Chemie Grünenthal, hvor han præsenterede sin opfindelse – Thalidomid. Der var behov for at tjene på nye ting i Tyskland efter krigen. Chemie Grünewald havde forstået det. Det var et kemisk firma, der producerede en masse kemiske ting som f.eks. vaskemiddel, men nu oprettede de også et medicinalfirma.
Man bildte offentligheden ind, at det var dem, der havde opfundet lægemidlet ”Thalidomid. Det var et beroligende middel, som firmaet hævdede kunne bruges til alt fra for tidlig sædafgang til mavebesvær, fra influenza til angst og ikke mindst et fremragende sovemiddel.
Det havde ingen bivirkninger
De sovemidler man havde dengang, havde store bivirkninger, men det havde deres absolut ikke, hævdede Grünenthal. Man hævdede at have testet midlet på forsøgsdyr uden at se nogen bivirkninger. Ja man reklamerede med, at en person havde forsøgt at begå selvmord med deres nye vidundermiddel uden at det var lykkedes.
Midlet blev solgt uden recept. Da det ikke havde nogen bivirkninger. Hele Europa blev overdynget med reklamer. Det gjaldt både læger og tidsskrifter. Nu skulle der tjenes penge.
Utroligt at ingen havde betænkeligheder. Lægemidlet blev sendt på gaden med en lovning om, at det på ingen måde var skadeligt for gravide. Og det var selv om Otto Ambros havde helt andre erfaringer i diverse koncentrationslejre.
I Danmark kom midlet i handelen i marts 1959.
Nervebetændelse – blot en allergisk reaktion
I 1959 begyndte historier om, at stoffet var giftigt at dukke op i medierne. Der var flere artikler om kvinder, der fik nerveskader af stoffet. I 1961 kunne en australsk læge vise en forbindelse mellem Thalidomid og misdannelser hos børn.
Grünenthal reagerede ved at hævde, at nervebetændelse blot var en allergisk reaktion som holdt op igen, når man holdt op med at tage lægemidlet. De havde ikke tidligere hørt om disse symptomer. Det ville være en katastrofe for indtjeningen, hvis produktet blev dårlig omtalt. På dette tidspunkt blev produktet solgt til 46 lande.
Grænseoverskridende metoder
Man brugte nu grænseoverskridende metoder og betalte læger for ikke at skrive om symptomerne i tidsskrifter. Man hyrede også privatdetektiver for at undersøge smuds i lægernes privatliv for at kunne true dem. Nogle læger gik med til at vente med at offentliggøre deres fund. Alt dette førte til at Thalidomid steg voldsomt i salg og blev absolut en guldgrube for Grünenthal.
På apotekerne fattede de også mistanke, da kunderne begyndte at spørge inde til bivirkninger. For at modvirke stormen af kritik tilføjede Grünenthal en tekst om en harmløs bivirkning i form af en harmløs allergisk reaktion på pakningen. De troede dermed at kritikken ville drive over. Men de tog fejl.
For i 1961 blev man klar over at stoffet også skabte fosterskader. Pludselig blev sjældne misdannelser at storme frem. Der kom tusindvis af tilfælde.
Grünenthal bestak læger
Grünenthal hævdede, at de trak lægemidlet tilbage med det samme, da de fandt ud af denne mistanke. Sandheden er dog, at der skulle lægges et massivt pres på firmaet, inden det skete.
Hos Chemie Grünenthal, der stadig er en stor virksomhed med filialer i mange lande forsøgte man at lægge låg på skandalen ved at tilbageholde information, bestikke læger og presse medicinske tidsskrifter. Det gik årevis før lægemidlet blev trukket tilbage.
I Danmark gik myndighederne stille med dørene
I Danmark trak Sundhedsstyrelsen medicinen af markedet i december 1961. Af frygt for at skabe panik i befolkningen, gik myndighederne stille med dørene, så kun lægerne blev underrettet.
De danske apoteker blev først orienteret den 30. december 1961 at præparatet var udgået,
Det var først, da Ugeskrift for læger tre måneder senere sendte en advarsel ud om Thalidomid, at befolkningen fik mulighed for at opdage faren ved medicinen. Men da var det for sent, da flere kvinder allerede havde medicinen stående hjemme i medicinskabet.
I en lille artikel i ”Ugeskrift for Læger” stod en anmærkning:
Birthe Wilke blev ramt
I marts 1962 var Birthe Wilke, der sammen med Gustav Winckler især var kendt for at have fået en tredjeplads første gang Danmark deltog ved det internationale Melodi Grand Prix, gravid.
Hun led af morgenkvalme og stående i skabet havde hun Thalidomid, som hun tog. Da hun i 1963 fødte en søn, havde han nærmest ingen arme. Birthe Wilke og hendes søn blev billedet på Thalidomid-skandalen i Danmark, fordi hun var meget åben om sin tragedie.
Sønnen var ikke den eneste, der blev mærket for livet af pillerne. Birthe Wilke fik en nervebetændelse, som hun led af til sin død.
Efter skandalen trak hun sig fra rampelyset.
Fosterskader skyldtes rygter, påstod Grünenthal
I Tyskland er cirka 8.000 børn født med misdannelser.
Familier med Thaidomid – børn samlede sig nu fra flere lande for at sagsøge Grünenthal. I Tyskland blev firmaet politianmeldt. Politiet kom og beslaglagde Grünenthals arkiver. Her fandt man mange problemer. Blandt andet det med at firmaet skulle have gennemført syreforsøg, fordi det viste sig, at de aldrig havde verificeret disse dyreforsøg. Men disse forsøg havde Otto Ambros jo gennemført i Kz-lejre.
Grünenthal holdt fast i at misdannelserne skyldtes rygter og ikke deres lægemiddel. De ville ikke betale erstatninger til ofrene. Firmaet brugte flere penge på over 100 advokater til at beskytte sig, end de nogensinde har brugt på erstatning.
Problemet for anklagerne var at der ikke på daværende tidspunkt var nogen viden om hvad Thalidomid gjorde ved menneskekroppen. Dette hævdede Grünenthal, der mente at Thalidomid faktisk redede fostre der egentlig ville være gået til grunde.
Retssagen varede i seks år
Retssagen, der varede seks år, endte med et forlig. Ingen af de 11 anklagede blev straffet. Der blev oprettet en fond hvor ofre kunne søge erstatning. Dette viste sig dog ikke at være nemt, da Grünenthal ville have dokumentationen for at kvinderne havde indtaget Thalidomid under graviditeten. For mange kvinder var denne dokumentation umulig. Kun 3 ud af 20 børn i Danmark fik erstatning fra Grünenthal.
Birte Wilke var en af dem. Hun skrev dagbog, hvoraf det fremgik hvilke tabletter hun havde taget.
Forskningschef også dømt tidligere
Grünenthals forskningschef doktor Mückner havde en fortid som overlæge på Institut for tyfus og virusforskning, der var underlagt den tyske hær under Anden verdenskrig. Under Nürnberg – processen blev instituttet senere anklaget for at have lavet eksperimenter på fanger i koncentrationslejre, hvoraf en del døde.
Ofre ydmyget i Danmark
Allerede i maj 1962 udsendte de britiske myndigheder en advarsel. I USA, Frankrig og DDR godkendte myndighederne aldrig midlet. Flere lande betalte erstatning til ofrene for Thalidomid. I 1991 betalte Canada et engangsbeløb på 80.000 dollars til hver af landets 125 Thalidomid-ofre på 80.000 dollars. Sverige beklagede landets rolle i skandalen og udbetalte ligeledes erstatning. Men det varede lang tid i Danmark. I stedet måtte ofrene finde sig at blive ydmyget af politikere.
De mente at sagen var forældet selv om ofrene havde forsøgt at få erstatning i årevis. Men endelig i 2017 besluttede man at give ofrene 1,5 millioner kroner af satspuljerne. I andre lande havde man for længst anerkendt at staten bar et ansvar for skandalen. Ofrene fik i Folketinget at vide, at hvis de skulle give ofrene erstatning, skulle de jo også give alle andre.
I en mail til TV2 skrev bl.a. Ellen Trane Nørby, at hun ikke kan lave om på fortiden og med tilbagevirkende kraft tage smerten fra de berørte. Hun kan heller ikke yde retfærdighed til de mennesker, som blev udsat for hændelserne.
Først i 2012 undskyldte Grünenthal
Først i 2012 undskyldte producenten bag Thalidomid, Grünenthal for første gang offentligt
Skandalen førte til, at man i Danmark og det meste af Europa pålagde lægerne, at de skulle indberette bivirkningerne fra den medicin, de udskrev. Og det førte til, at lægemiddelmyndighederne etablerede strikse systemer og procedurer til at vurdere og godkende nye lægemidler.
Først efter denne skandale begyndte man for alvor at stille myndighedskrav til lægemidler. Før det kunne virksomhederne nærmest bare sende ny medicin på markedet som alle andre varer.
Man turde ikke teste medicin på kvinder
Efter skandalen turde man nærmest ikke at teste ny medicin på kvinder, da man var bange for at det ville skade fosteret, hvis det viste sig at en kvinde var gravid.
Det var først i 1990’erne, myndighederne begyndte at stille krav til medicinalindustrien om, at de også skulle teste medicin på kvinder. Det har ført til at vi har en historisk pukkel af medicin, der kun er blevet testet på mænd.
Og det er et problem i dag. Ny amerikansk forskning viser at kvinder får dobbelt så mange bivirkninger ved en lang række medicintyper end mænd gør. Det skyldes, ifølge forskerne, at meget medicin ikke er blevet testet på kvinder, før de er kommet på markedet.
Otto Ambros blev hyldet efter sin død
Da den hovedskyldige, Otto Ambros døde skrev familien:
Også BASF – koncernen udtrykte deres begejstring for alt det han havde skabt i sit liv:
Det er ikke noget vi tænker så meget over
Da en amerikansk journalist fik lejlighed til at en personligt interview med Ambros i hans lejlighed i Mannheim og spurgte ham om hans aktiviteter under Anden verdenskrig, svarede Ambros:
En artikel om IG Farben følger
Vi vil senere lave en artikel om IG Farben, der allerede i 1933 forærede NSDAP 400.000 mark. Lederne sad ikke længe i fængsel og fik ledende stillinger efter deres korte fængselsstraf, deriblandt Otto Ambros.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2020
Sæbefabrikken Blaagaard A/S
Peter skifter skole mange gange. Familien forsøger mange ting. Peter kommer i lære uden løn. Der er næsten ikke nogen fritid. Nu finder arbejdsgiveren ud af at han også skal have prygl. Peter skifter plads til et sted på Amagerbro. Han tager til Amerika, som er hans store drøm. I begyndelsen er han ved at miste modet. Men så bliver han gift og sparer op. Men alle penge bliver brugt til hospital og medicin, da hans kone bliver alvorlig syg. Faderen og morgen har i mellemtiden oprettet en æbleskivebutik i Blågårdsgade, En dag kommer en mand ind og sælger noget sæbe. Det kommer til at ændre livet for hele familien. Faderen beder Peter om at komme hjem. Fabrikken starter i et hønsehus. Men det flytter mange gange og ender i Ryesgade, hvor Schou senere køber det. Men Peter har ikke fået nok. Han opretter en stor fabrik i Landskrona med i alt 535 ansatte (1935). Han bliver dekoreret både i Sverige og i Danmark.
Ikke kendt af mange
Dette er historien om et virksomhedseventyr på Nørrebro og i Sverige og historien om den mand, der skabte dette. Ja historien handler nok mest om Peter. Han var nærmest ved at gå til grunde i Amerika. Men to gange skabte han en stor fabrik med butikker til. Ja faktisk flere gange. Og det hele startede på Blågårdsgade på Nørrebro.
Peter Johannes Thomsen er nok ikke kendt af mange. I 1934 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog.
Peter skiftede skole hele tiden
Hans far og mor boede i Raumsølille i Gadstrup Sogn, og her blev Peter født den 15. april 1873. Hans forældre havde en lille gård og indtægterne var små. For at få indtægterne oprettede faderen et hvidtølsbryggeri. Men stedet, hvor dette blev valgt var uheldigt. Der var ikke vand i tilstrækkelige mængder.
Faderen solgte fødegården og købte ca. 12 tdr. land jord i Havdrup og byggede efter den tids forhold et moderne bryggeri. Her boede familien så i otte år. Peter var begyndt at gå i skole seksårsalderen.
Faderen solgte bryggeriet i 1883. Nu begyndte et evigt flytteri som varede i flere år. Peter var næppe kommet i en ny skole før han igen skulle begynde i en ny skole. Faderen havde efterhånden mistet alt.
Læretid, uden løn og også med prygl
Da Peter var blevet konfirmeret, begyndte han i købmandslære i Vordingborg. Og så måtte han ellers hjælpe karlen med at opmåle kul, tappe petroleum, sigte puddersukker og i øvrigt holde pakhuset rent.
Det var ikke noget, der hed løn. Mad og logi blev anset for at være tilstrækkelig. Det tøj som skulle bruges, måtte forældrene købe hos en eller anden marskandiser i København. Der var ikke råd til at købe nyt.
Lommepenge kendte en fattig dreng ikke til dengang. Frihed var der heller ikke meget af. Butikken holdt åben fra 6 morgen til 10 aften. Om søndagen var det åbent til klokken 9 om formiddagen. Derefter skulle hele butikken gøres rent. Klokken 4 om eftermiddagen åbnede butikken atter.
Det hele gik sådan set godt nok, indtil arbejdsgiveren mente at det var passende med en gang prygl en gang imellem. Det syntes Peter ikke var i orden, når han også skulle arbejde uden løn og ikke havde fri.
Ny plads på Amagerbro
Forældrene syntes heller ikke dette var i orden. De sendte straks rejsepenge. Af arbejdsgiveren fik han et dokument, der viste, hvor længe han havde været i lære. Peter kom nu tilbage til forældrene i København. Det var han nu ikke så stolt af.
Faderen skulle gennemgå en øjenoperation. Mens dette stod på, hjalp Peter sin mor i den lille butik, som forældrene havde i den tid.
Da faderen igen var erklæret rask, kunne Peter igen søge plads. Han fik ansættelse hos urtekræmmer Peter Jensen på Amagerbro. Han var en god mand og fruen var en elskværdig frue. Her skulle Peter heller ikke have løn.
Men juleaften fik han 50 kr. Og sidste år af læretiden endog 100 kr. Pludselig kunne Peter ernære sig selv.
Den store drøm – Amerika
Tiden gik, læretiden var udløbet. Nu blev Peter ansat som kommis og fik nu en fast løn på 30 kr. pr. måned. Og dertil den sædvanlige julegave. Nu begyndte Peter så at samle sammen til sin store drøm – at komme til Amerika. Her troede han, at der var muligheder.
Men det gik helt anderledes. I marts 1893 løste han en tredjeklasses billet til Chicago og kom ombord i den gamle udvandrerdamper ”Hekla” med 12 dollars i lommen. Men Peter var endnu ikke fyldt 20 år og havde intet kendskab til det engelske sprog.
Selve rejsen på Søen varede i 31 dage. Hyggeligt er sådan en rejse ikke. Overalt var der griseri og utøj. Peter måtte gennem så mangen en skærsild, da han endelig kom til Amerika. Da han endelig kom til Chicago, kunne han få sig et bad.
Den første vinter var uhyggelig – pengene var små
Allerede dagen efter fik han sig et arbejde som nattevagt. Samtidig gjorde han rent i en bar. Men manglende sprogkundskaber tvang ham til at stoppe. Siden arbejde han på en farm, i et bageri, som kusk og mange andre steder.
Han var ikke bange for at tage hvad som helst. Men den første vinter var uhyggelig. Indtægterne var små. Men af indehaveren af det bageri, hvor han arbejde fik han lov til at sove i et værelse bag bageriet. Det var en seng i dette værelse, men desværre ingen sengeklæder. Peters overfrakke tjente som over-dyne.
Det var koldt. Og der hang is ned ad væggene. Mad kunne han kun få en gang dagligt i denne vinter. Da vinteren var over, fik han igen et ordentligt job. Han skiftede med at arbejde i bageriet og som kusk. Senere arbejde han et par år i et kartoffelfirma. Arbejdet var hårdt og til laveste løn.
En lille mælkeforretning
Nu havde han lært landets sprog. For sine sammensparede penge købte han en lille mælkeforretning, som dog ikke gav det store udbytte. Men han blev syg af gigtfeber og kom dårlig gennem de næste tre måneder.
Da han igen meldte sig til tjeneste, var hans plads optaget. For første gang begyndte modet at svigte ham. Han stod nu på fuldkommen bar bund. Han tænkte på at skrive til sin gamle arbejdsgiver i Danmark. Han vidste at denne ville sende ham penge, hvis han bad om en billet hjem.
Peter blev gift
Men nej, det ville han alligevel ikke. Han søgte og fik atter arbejde ved et stort mælkefirma. Om morgenen klokken tre måtte han op og ud med vognen. Det var uanset om der var regn eller sne. Men efterhånden var han vant til det.
Han begyndte igen at spare. Efter et par år indgik han ægteskab med sin hustru. Hun var født i Amerika men af dansk herkomst. Hun kunne næsten tale dansk, men de talte dog altid amerikansk sammen. Hun var meget praktisk anlagt. Hun fik købt brugte men næsten nye møbler. De fik et pænt og hyggeligt hjem for små penge.
Penge gik til medicin og hospitalsophold
Efter at de havde været gift i tre måneder blev hustruen meget syg. Hun måtte lade sig operere. Peters lille opsparede kapital gik nu til læger, medicin, hospitalsophold m.m. Efter fem måneders forløb var hustruen til dels rask igen.
En æbleskiveforretning i Blågårdsgade
Peter’ s forældre havde de sidste tre år haft en æbleskiveforretning i Blågårdsgade på Nørrebro. En dag kom en mand ind i forretningen. Han købte seks æbleskiver og et glas mælk, som han fortærede på stedet.
Men denne mand solgte en blok Marseillesæbe – ca. 5 pund for en krone. Faderen og denne kunde kom til at tale sammen. Resultatet blev, at Peters far skulle betale ti kroner for at få recepten på denne sæbe og selvfølgelig have ret til overvære fabrikationen et par gange. Dette skete allerede et par dage efter.
Nu solgte forretningen i Blågårdsgade både æbleskiver og sæbe. Men det gik dog lidt småt med sæben, som kun gik til venner og bekendte.
Startkapital på et par hundrede kroner
Faderen solgte nu æbleskiveforretningen og fik nu nogle få hundrede kroners driftskapital. Nu ville han kun lave sæbe. Han følte dog at han måske var blevet for gammel til dette. Så han sendte et brev til Peter. Muligvis kunne faderen og moderen leve af det, men han mente det sagtens kunne gå så godt at alle kunne leve under bedre kår.
Da Peter fik brevet, greb længslen efter Danmark ham. Hustruen mente, at han trængte til en lang ferie i Danmark. Selv ville hun tage tilbage til hendes mor i Chicago.
Som den driftige og energiske som hun var, sagde hun, at nu hvor de var to, kunne de sagtens klare sig. Hvis det gik godt i Danmark, ville hun komme. Hvis det ikke gik, skulle Peter vende tilbage. Som tænkt så gjort.
Nu ville hustruen med
Peter sagde sin plads op med løfte om at få den tilbage, hvis han vendte hjem igen. Alle møbler blev solgt. Og da Peter stod og skulle rejse ville hustruen alligevel med. Og hun kom med. Han lånte 150 dollars af en god ven, som han dog nærmest betragtede som en reserve, hvis det hele skulle glippe i Danmark.
Peter overtog kommandoen
Ved midsommertid i juli 1899 vendte Peter sammen med hustruen tilbage til København. De holdt ferie i 14 dage. Derefter begyndte Far og søns kompagniskab. Det begyndte meget småt. Hele varelageret blev opgjort til 60 kr. Peter indbetalte 30 kr. i firmaet. Foruden varelageret var der i fabrikken (et forhenværende hønsehus) en balje, et kogeapparat, en lille gryde og en pind. Nu begyndte arbejdet.
Peter overtog nu kommandoen. Et par agenter blev ansat. Men de gav dog snart op. Så begyndte hustruen i stedet for. Hun forstod det bedre. Om dagen fabrikerede Peter sæben og om aftenen blev de solgte varer bragt ud til kunden.
Forældrene havde udlejet et lille værelse med egen indgang. Dette lejede Peter og indrettede det første udsalg. Og dette passede forældrene.
Indtægterne steg hurtigt
Indtægterne steg meget hurtig. Efter kort tids forløb blev den såkaldte fabrik for lille. Firmanavnet ”Sæbefabrikken Blaagaard” blev indregistreret. For hver gang der var penge i kassen, blev en ny butik startet.
Når fabrikken nu fik dette navn, var det fordi den første fabrik blev startet i Blågårdsgade. Da den hurtigt blev for lille, flyttede den et pat gange. I Ryesgade blev den indrettet med maskiner og ret store kogekedler. Alle mulige slags sæbe samt indførte skurebørster, husholdningsvarer og galanterivarer blev forhandlet i udsalgene.
Det fortsatte med at gå godt. I 1914 kom så verdenskrigen, som bragte mange besværligheder med sig, men også gav forretningsfolk store chancer.
”Sæbefabrikken Blaagaard” blev i 1916 til et aktieselskab med Peter Johannes Thomsen som administrerende direktør. Kapitalen var da en halv million kr. Senere blev den udvidet til halvanden million kroner.
Peter solgte fabrikken til C. Schous fabrikker
Da alt på Børsen i 1918 – 1919 gik den anden vej opkøbte Peter de fleste aktier og solgte dem så i 1926 til kollegaen og konkurrenten C. Schou’ s Fabrikker.
Nu skulle Peter så til at leve som velhaver. Meningen var at han skulle nyde frugten af de mange års strenge arbejde. Men som det går de fleste mennesker som har oparbejdet noget og så bliver ledige, således gik det også Peter. Tiden blev ham for lang. Han måtte i gang med at arbejde igen.
En svensk fabrik blev udvidet
Heldigvis havde han under krigen købt en lille anpart i en nylig påbegyndt sæbefabrik i Landskrona. Da Peter ikke var eneindehaver, fik den lov til at gå som den bedst kunne. Men på et tidspunkt, da han havde afhændet alle aktier i Danmark, kunne han nu vælge enten at likvidere eller få fabrikken ind under ordnede forhold.
Peter valgte det sidste. Flere dage om ugen tilbragte han nu i Landskrona. Og i 1926 valgte han sammen med sin kone at bosætte sig her.
Fra nu af gik fabrikken frem i hurtigt tempo. Et par ejendomme ved siden af blev købt. Fabrik og lager blev også indrettet i disse.
Den mest moderne fabrik i Sverige
I 1929 blev Peter meget syg af en blodprop. Han lå i sengen i seks måneder. Gennem et helt år kunne han kun gå ved hjælp af krykker. Men i den tid byggede han en større ejendom til yderligere udvidelse af fabrikken. Og dengang var det den mest moderne fabrik i Sverige.
På fabrikken blev der fremstillet blød sæbe, toiletsæbe, alle slags vaske-, pudse- og skuremidler, parfumer, hårvand, kosmetiske artikler som tandcreme, hudcreme, puder og alt som dertil hører af tekniske artikler som Glycerin, Bonevoks, skosværte m.m.
Peter havde 535 mennesker ansat
Navnet på virksomheden var Industrie A/B Sylvia. Til firmaet blev der oprettet 103 butikker (1935). De spredte sig over næsten hele Sverige. Fra disse forgår alt salget. Dertil kom en masse andre ting, der blev solgt i butikkerne.
Det var importerede varer som manufakturvarer, grammofonplader, glas og porcelæn, legetøj og et utal af andre ting. Peter havde i 1935 ansat 535 mennesker i sit foretagende
Dekoreret både i Danmark og Sverige
I november 1933 blev Peter af Hans Majestæt Kongen af Sverige udnævnt til Ridder af Vasaordenen og året efter så af som vedblivende dansk undersåt benådet med Ridderkorset af danneborgsordenen.
Vi har også lige kigget på Erhvervspolitisk Årbog i 2014. her beskrives situationen for sæbefabrikkerne i Danmark.
Situationen set fra en anden side
Mange især mindre og mellemstore sæbefabrikker måtte lukke, fordi de ikke havde nok kapital til at stå imod. Hvor der i 1913 var 63 danske sæbefabrikker, så var tallet reduceret til 29 i 1927. Af de 29 sæbefabrikker producerede 5 fabrikker hele 70 pct. af Danmarks produktion.
Modgangen var mere end A/S Schreiber & Carl Petersen jr.’ s Fabrikker samt Sæbefabrikken Blaagaard A/S kunne klare. Under krigen havde C. Schous fabrikker haft et godt samarbejde med begge konkurrenter. De efterkrigstidens vanskeligheder havde ramt dem hårdt, kom der gang i forhandlingerne om driftssamarbejde i begyndelsen af 1920erne.
Først med Sæbefabrikken Blaagaard A/S i 1922 og to år senere med andre fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 24, 2020
Hammers krig i Vadehavet i 1864
Hammer fik overladt noget gammelt skrammel, der var gennemrustet. Han bad hele tiden forgæves om nyt materiel, bl.a. dampskib. Meget tyder på, at de i København slet ikke var klar over, hvad der skete. Selv om flåden på et tidspunkt var i nærheden måtte han ikke gør brug af dem. Hammer forhindrede mange gange landgang fra fastlandet over til vadehavsøerne. Og så kæmpede han også mod Slesvig – Holstenerne på øerne. Han fik åbenbart tilsendt en forkert våbenhvile. erklæring af en embedsmand. Han stoppede kamphandlingerne, men det gjorde fjenden ikke. Så de fik nogle fordele. De havde nemlig ikke fået nogen. Dagen efter, som Hammer havde overgivet sig den 20. juli 1864 fik han præsenteret en våbenhvile. Det irriterede i den grad Hammer. Men heller ikke det havde han fået noget at vide om. Det kan godt være, at de i København havde glemt Hammer. Men det havde de ikke i Vadehavet og har det stadig ikke.
Vi har før hørt om ham
Vi har tidligere rapporteret om Hammer i Vadehavet i forbindelse med Den Første Slesvigske Krig. Og så har han været gode venner med apotekerfamilien fra Højer, som også har berettet om Hammer.
Med stor dygtighed forhindrede han at den prøjsisk-østrigske hær besatte Vesterhavs – øerne. Det var med en beskeden styrke og noget udrangeret materiale at han gjorde dette. Og som vi skal høre om så havde han også oprørske Slesvig – Holstenere at kæmpe imod.
Bedre vidende i København
Det var en lunken støtte som han fik fra en vankelmodig regering i København. Således udtalte Marineministerens adjudant efter et møde:
Hammer havde hele tiden bedt om bedre materiel. Men styrken bestod kun af to små armerede dampskibe, 8 kanonjoller, et antal toldkrydsere samt et kompagni soldater. Han kæmpede med enestående sejhed, djærvhed, der aftvang såvel fjender beundring som var påskønnelsesværdig.
Adskillige gange anmodede han uden virkning marineministeriet om forstærkning.
Hammer havde stort lokalkendskab
Hammer havde stort lokalkendskab. Og han ville godt have haft fat i de to dampskibe, der lå i Husum – Hammer og Augusta. Det var gamle postskibe. De havde en ringe dybde. Men forhandlingerne trak alt for langt tid ud.
Løjtnant Holbøll kom til at fungere so0m næstkommanderende. Han blev beordret til at tage til Fanø og oprette en station der. Der var kommanderet et mandskab på 40 men kun 30 var dukket op.
Lodserne kom ikke
På det tidspunkt havde Hammer ikke fået et dampskib til rådighed. Han meddelte Marineministeriet at dette var absolut en nødvendighed. I det hele taget var kommunikationen med marineministeriet meget dårligt. Og her var det som om, at man overhovedet ikke havde kendskab til forholdene eller lagt en strategi.
Hammer skulle have modtaget et antal lodser fra Ejderen, men de havde åbenbart ”svigtet deres ed” og var udeblevet. Hammer fik en lille næste fordi han syntes det gik for langsomt fra Marineministeriet så han havde selv kontaktet kommandoerne. Men han fik at vide, at alle anmodninger skulle gå gennem ministeriet.
Hammer ville også gerne have oplysninger om, hvorfra hans mandskab kom. Det kunne han ikke få i første omgang. Den 16. februar 1864 tog Hammer en tur syd på til Amrum og Smaldyb.
Prins Frederik af Augustenborg skabte røre
Han fik at vide, at er havde været ballade i Wyk på Før. Landfogeden havde været nødsaget til at forlade øen. Han opholdt sig i kutteren Neptun i Amrum Havn. Straks tog Hammer videre til Wyk.
Prins Frederik af Augustenborg havde sendt agenter til vadehavsøerne for at opildne folket. Straks ved oprørets start havde inspektionsassistent ladet krydsfartøjerne opruste og føre til Amrum Havn så de ikke faldt i oprørerens hænder.
Nu var det sådan at Hammer faktisk boede på Før sammen med sin kone og seks børn. De boede ret isoleret i den sydligste del af byen.
Beboerne var bange for Sultan
De boede også sammen med den store ”glubske lænkehund Sultan” som hele byens befolkning havde en panisk skræk for.
En skare mere eller mindre fordrukne individer, forsynet med jagtbøsser høtyve og lignende demonstrerede op mod det hammerske hus. De ville med vold og magt trænge ind i dette. Men fru hammer var en ualmindelig resolut og modig dame. Hun tog med Sultan hen til porten og truede med at pudse den på hver og en, der vovede sig inden for rækværket. Det hjalp – skaren spredte sig hurtig.
Efter at Hammer var ankommet forsvandt de oprørske tendenser. Hammer sammenkaldte Flækkekollegiet og landskabsrepræsentanterne fra Østerlands-Før. Efter nogen forhandling blev det besluttet med de kommunale myndigheder at Landfogeden skulle komme tilbage. Hvor længe der var ro, kunne man ikke vide. Der skulle nok komme flere fanatikere fra fastlandet.
Det lykkedes aldrig at skaffe en læge
Hammer rejste videre til Amrum, hvor der i havnen lå nogle indefrosne krydsfartøjer. Han beordrede dem til, så snart isforholdene tillod det at krydse Før og Amrum.
Næste dag tog Hammer til Sild, hvor han talte med landfoged Tvede. Her fik han så at vide, at også her havde der været optræk til ballade. Den værste agitator var Dr. Jenner. Men over halvdelen af befolkningen her var loyale over for Danmark. Hammer aftalte at al post fremover skulle ske via Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Strandby.
Det lykkedes aldrig at få en læge tilknyttet til flotillen. Det blev forsøgt mange gange. Efter Dannevirkes rømning forsvandt også en del af det unge mandskab. For ikke at bruge for meget tid på dette lod Hammer denne sag i bero.
De måtte true med at skyde
Hammer gik nu sammen med et par krydsere og to kanonjoller syd på for at afskære Sild og Før’ s forbindelse til fastlandet. For at berolige beboerne udsendte Hammer en proklamation.
Men Keitum by og omegn befandt sig allerede i oprørstilstand. Hammer sendte løjtnant Rasmussen som anholdte seks af hovedmændene i oprøret. Man fik dog ikke fat i den egentlig hovedmand Dr. Jenner.
Mod Landfogedens hus stormede 100 oprører. Og enhver opfordring til at stoppe blev efterkommet. Sidste chance for at stoppe oprørerne var kommandoen til matroserne:
Kun truslen om at der ville blive skudt, så snart en eneste havde trådt inden for rækværket fik den ønskede virkning. Der blev indgået en overenskomst som foreløbig bragte ro. Men Hammer stolede ikke på denne ro, da hovedmanden endnu ikke var pågrebet.
Atter engang gjorde Hammer opmærksom på i en ny rapport til Marineministeriet at han ikke kunne forsvare øerne uden dampskibshjælp og flere soldater.
Igen optræk til ballade
I Wyk havde der igen været uroligheder. Man havde besluttet at hvis der blev arresteret nogen så ville man gøre modstand. Nu vidste Hammer, at der kun var en mindre del af øens befolkning, der bakkede op om dette, så han tog ikke rigtig notits af det.
Den 4. marts modtog Hammer et telegram, hvor Marineministeriet gav ham deres fulde opbakning. Desuden havde man besluttet at sende yderligere 100 mand under hans kommando. Han havde desuden fået bemyndigelse til at erklære ”Belejringstilstand” på Vesterhavs-øerne.
Beboerne forsynede sig med knipler og pigge
Den 11. marts var de sidste kanonjoller på Fanø færdige. Og i landsbyen Øvenum begyndte man at forsyne sig med knipler og pigge for om muligt at få jaget kanonbådsvagten bort fra Wyk. Heldigvis kunne nogle af jollerne undværes fra afspærringen så de kunne sættes ind mod oprørerne.
Hammer sendte patruljer ud forskellige steder. Enkelte arrestationer blev foretaget. En af urostifterne, en indvandret preussisk barber blev sat om bord i fyrskibet. Efter nogle dage var roen genoprettet.
Kanonjolle var læk
Det viste sig at nogle af jollerne var læk. Efter en skydeøvelse sprang kanonjollen ”Aarøsund” så læk. Den sank ved Wyk red. Dette vakte stor glæde blandt de tysksindede. Tyske blade kunne allerede meddele, at den havde gjort sin sidste rejse til havet s bund. Det lykkedes dog at få den hævet. Men al krudtet var naturligvis fordærvet.
Den 20. marts lykkedes det at føre de sidste kanonjoller fra Fanø over åben sø til de sydlige øer. Endnu var hverken dampskib og tropper dukket op. Ankomsten var anmeldt af marineministeriet den 8. marts.
Endelig – et dampskib – men uden tropper
Endelig den 24 marts dukkede dampskibet op. Men der var ingen tropper med. Nu måtte en reserveløjtnant fra Hammers flotille selv tage affære. Endelig den 31. marts dukkede 100 mand fra 11. regiment op ved Hjerting. De blev afhentet af dampskibet ”Limfjorden”. Og ført videre til Før. Her blev oprørerne meget lange i ansigtet.
Det gik nu efterretninger om at der var ankommet preussiske krigsskibe til Bremerhaven. De skulle snart videre nord på.
Den 26. marts gik Hammer med dampskibet og to kanonjoller syd på og nærmede sig Okholm. Herved kuldkastedes fjendens planer om at gå op langs Øland og så om natten at overrumple Før.
Fra nu af måtte man være forberedt på at forvente angreb såvel fra søen som fra Elben og fra fastlandet.
Kun øerne fra Amrum mod nord kunne besættes
Den 27. marts rekognoscerede Hammer farvandene omkring Nordstrand, Pelvorm og Heveren op til Husum. Men med kun et dampskib uden forbindelse til krigsskibe i Nordsøen var styrken alt for lille til at kunne besætte disse øer.
Strategien fremover blev at forsvare øerne fra Amrum mod nord.
Igen engang – resultatløst møde i København
Gennem længere tid havde Hammer ikke hørt fra Marineministeriet. Han var bange for at hans breve og rapporter var havnet i fjendens hænder. Han ville nu personlig stille op i ministeriet også for at anmode om mere materiel. Men i stedet besluttede han at sende Lind.
Men efter 14 dage i hovedstaden havde denne ikke opnået noget som helst. Det var med beklemt hjerte han overdrog denne besked til Hammer. Man var ikke særlig imødekommende over for Hammers mission i Vadehavet.
Man mente i ministeriet at dampskibene var uhyre kostbare.
Hvor blev den danske flåde af?
Hammer havde en plan, hvor han skulle bruge den danske flådes hjælp for at få de to dampskibe i havnen i Husum. Men efter fire uger havde Hammer ikke hørt fra ministeriet og nu var den danske flåde væk.
Den 11. april mødte Hammer så endelig den danske eskadre. Men glæden varede kort. Allerede den 20. april var de igen forsvundet. Hammer løb derfor med Limfjorden til Helgoland med fik her at vide, at eskadren var afgået til Chritianssand.
Den 4. maj anløb Hammer igen Helgoland. Befolkningen på øen, der var i engelsk besiddelse, havde næsten udelukkende danske sympatier.
Fjendtlige både i sigte
Pludselig lød der en melding om, at danske skibe var i sigte. Men det viste sig at være fjendtlige skibe, nemlig to østrigske fregatter og tre preussiske krigsskibe. Hammer afgav straks melding til Marineministeriet og sendte kutteren Neptun til Christianssand for at underrette dem.
I de følgende dage blev den fjendtlige eskadre set ret jævnligt ud for øerne. Den 9. maj lød meldingen at der var fjendtlige skibe i sigte. Glæden var stor, da det viste sig at være danske skibe.
Man ville gerne bringe eskadrens 50 sårede i land, men Hammers flotille havde ingen læge, så det hjalp ikke noget. Men enden på det hele blev at der blev indrettet et lazaret i Wyk.
”Danskerne lod æblerne ligge”
Men pludselig uden Slesvig – Holstenerne jublede. ammers viden stak den danske flåde af uforklarlige grunde med fulde damp mod nord.
Hvordan englænderne havde set kampen ved Helgoland fik Hammer mulighed for at få at vide, da han mødte en engelsk søofficer fra fregatten Aurora:
Overgang fra Højer blev standset
Planen var at netop den dag skulle de to preussiske dampkanonbåde løbe ind i farvandene for at angribe kanonjollerne. Samtidig skulle 400 landsoldater overføres fra Højer til Sild og 1.000 mand til Før dels med både fra fastlandet og dels fra Husum med dampskib.
En østrigsk søofficer var ankommet til Højer om formiddagen for at lede angrebet, men kort før ekspeditionen skulle starte kom der melding om slaget ved Helgoland. Samtidig blev ordren om indskibning standset.
Hammer i København
Hammer besluttede nu selv at tage til København for at berette om den nye situation. Han foreslog at der blev oprettet batterier på øerne. Hvis dette ikke skete, var man prisgivet. Dampskibets plader var så godt som fortæret af rust. Kølpladerne var fulde af huller. De måtte tilstoppes med talg og værk.
Ministeren mente at Hammer skulle få hele flotillen tilbage til Fanø og der indtage en position, så man i yderste nødstilfælde kunne tilintetgøre hele materiellet og dernæst slippe bort med besætningen til søs.
Hertil gjorde Hammer opmærksom på, at farvandet mellem Fanø og fastlandet og selve havnen ved Nordby var fuldstændig behersket af fjendens riflede skyts. Her var man fuldstændig magtesløs. Hammer erklærede at han ville foretrække en retræte i det sydlige vadehav mellem Før og Sild. Atter engang bad han om mere dampkraft. Og endelig en dampkanonbåd.
Man kunne ikke undvære Rolf Krake. Den skulle bruges til at forsvare Als. Atter engang måtte han forlade hovedstaden med uforrettet sag.
Keitum i undtagelsestilstand
I mellemtiden var oprøret i Keitum igen blusset op. Folk, der havde givet deres æresord holdt det ikke. Landfogeden erklærede sig ude af stand til at oprette ro og orden. Hammer måtte derfor erklære Keitum i belejringstilstand, og byen blev afspærret.
Folk blev anholdt og betragtet som landsforrædere. De blev anbragt i Limfjorden og ført op til den militære kommando i Nykøbing på Mors. Herfra blev de sendt videre til København. Fanatikerne blev rasende over disse arrestationer. En præst, der havde svoret troskabsed til Kong Christian den Niende opfordrede de slesvig-holstenske beboere på Sild til at øve lynjustits mod de danske kommanderende. Forinden Hammers afrejse fra Sild var der genskabt ro.
Ved en smart manøvre lykkedes det for Hammer at få fat i dampskibet Aurora. Slesvig – Holstenerne havde mente, at den skulle bruges til at overføre tropper fra Højer til Sild.
Under en våbenhvile syntes nogle af skibene at de kunne føre det Slesvig – Holstenske flag. Dette kunne ikke tåles fra Hammers side. Et skib blev opbragt og skipperen blev idømt fem dage på vand og brød. Og så kan det godt være at skibene fik fjernet flaget.
Hammer ville have batterier installeret på øerne
Hammer anmodede nu om at få batterier installeret på øerne, men det blev igen afvist. I stedet fik han lovning på 6 kanoner som skulle installeres på Fanø. Desuden var der lovet yderligere 60 – 70 mand. Og så ville man sende dampskibet Dan til flotillen, men det kom dog aldrig.
Hammer måtte atter engang gøre opmærksom på at Fanø var det dårligste sted til retræte og 60 – 70 mand ikke kunne stille noget op imod fjenden.
Fjenden skulle tro at øerne var besat
Den 30. juni lå en østrigsk eskadre bestående af et linjeskib, en panserfregat, to fregatter, en korvet og tre kanonbåde under Helgoland. Fjendens tropper var fordelt langs kysten. Efter de modtagende efterretninger stod der 2.000 østrigere over for Fanø.
Desuden var kysten besat helt ned forbi Dagebøl med så stor en styrke, at man skulle tro at fjenden frygtede angreb fra øerne. Man var åbenbart blevet narret af de sidste efterretninger.
For at vedligeholde troen på at øerne var stærkt besat, blev der af og til foretaget divisioner imod fastlandet af dampskibet Limfjorden med kanonjoller og mindre fartøjer.
Østrigerne sendte nogle armerede både ind til Sild og bortførte to beboere. Dem tog de med ombord og afhørte dem om den danske styrke og stilling.
Østrigerne forsøgte igen landgang fra Højer
To kanonjoller fra Hammers flotille lå foran Højer Kanal. Og det var ganske heldigt. Med 30 både, hvori der var 8 – 10 soldater om bord forsøgte østrigerne at sejle over mod Sild. Men det havde Hammers kanonjoller set. Et par granater fik soldaterne til at springe i vandet. De løb og svømmede gennem vand og mudder i alle retninger op efter digerne.
Mens dette foregik forsøgte fjenden også at iværksætte overgang fra fastlandet på to forskellige steder over til Før. De to kanonjoller der havde station her, gik straks i angreb. En halv snes skud var nok til at fjenden vendte om.
Også landgang fra Dagebøl blev forhindret
Også fra Dagebøl forsøgte østrigerne at komme over. Men det lykkedes heller ikke. Løjtnant Holbøll var om morgenen stået ud fra Wyk i dampskibet Augusta sammen med to kanonjoller. Tre overgangsforsøg på en gang var blevet afvist.
Hammer bestemte nu at opgive forsvaret af Sild for en overgang fra Ballum over Rømø til List kunne iværksættes uden at den danske styrke kunne gøre noget som helst.
Snart igen kunne man fra udsigtstårnet i Wyk se, at man havde travlt med at træffe foranstaltninger til en ny overgang fra Dagebøl. Hammer beordrede straks Holbøll til med ”Augusta” og 4 kanonjoller at angribe og ødelægge bådene. Fra to sider løb jollerne tæt ind under Dagebøl og åbnede på 800 – 1.000 alen en livlig granatild.
Sild var blottet for forsvar
Dette gjorde en fortrinlig virkning. Efter en halv time kom der fjendtlig artilleri til stede og rettede kraftig ild mod jollerne mens disse fortsatte beskydningen. Efter en times beskydning var bådene ødelagt. Hammers joller fik en del skud gennem sejl og årer, men hverken både eller besætning tog skade.
Da de danske styrker havde trukket sig tilbage fra farvandene mellem Højer og Sild var vejen fri for østrigerne og den 13. juli iværksatte de overgangen til denne ø som nu var blottet for forsvar.
Opfordring til Hammer om overgivelse
Et krydsfartøj sendtes imod et fartøj med Parlamentærflag på toppen kommende inde fra Dagebøl. Det var feltmarchall – løjtnant von Gablenz, der lod Hammer underrette om, at den danske styrke nu var fuldstændig indesluttet af den allierede østrigsk – preussiske krigsmagt til lands og til vands. Han opfordrede ham til at overgive sig med hele sin styrke. Men Hammer gav herpå et kort og bestemt afslag.
Men situationen var yderst kritisk. Fjenden var ubestridt herre i Nordsøen og kunne hvad øjeblik det skulle være sende fem stærkt armerede kanonbåde ind i farvandene og desuden udsende barkasser og andre armerede fartøjer fra sine linjeskibe og fregatter uden at der var noget batteri i land, som man kan støtte sig til. Endelig kunne man møde op med lige så mange små dampere med landgangstropper fra Elben, som man ønskede at disponere over. De danske styrker både til lands og til vands var slet ikke i nærheden.
I længden kunne man heller ikke forhindre en besættelse af alle øer. Man var henvist til stillinger i vadehavet. Man skulle forsvare sig med forældet materiel. Rækkevidden på skyts var kun halvt så langt som fjendens.
Østrigerne fik en overraskelse
Østrigerne belavede sig på at falde den danske styrke i ryggen ved at forberede landgang på vestsiden af Før. Dette måtte forhindres. Kl. 2 om morgenen kunne man skimte en del både, der var lagt op på en landtange. Kanonjollerne blev lagt i angrebsstilling og fra dampskibet blev der gjort landgang. Mens Hammer var ude på denne ekspedition, havde Holbøll foretaget en fremrykning mod sydvesthjørnet.
Holbøll truede med at smadre byen
Indefra kunne det se ud som om, at danskerne var på flugt, men det var ingenlunde tilfældet. Demonstrationer og skandaler blev igen sat i værk. Og det ene oprørsflag efter det andet blev hejst. Det fik så fru Hammer til på kommandørboligen at hejse Dannebrog. På den til huset hørende flagstang.
Holbøll skyndte sig ind tilkaldt af det hejste flag. Han lod byens borgere underrette om, at byen ville blive skudt i brand hvis flagene ikke omgående blev taget ned. På Limfjorden blev de erobrede både ophugget og brugt som brændsel. Oprørsflagene blev igen taget ned og der blev igen skabt orden.
På Hørnum Odde var man rasende over tabet af både. Da kanonjollen Barsø patruljerede blev man beskudt. Næste morgen blev to af kanonjollerne beskudt på 5-6.000 alens afstand.
En kort glæde
Den 17. om morgenen blev der jubel i den danske lejr. Hammer modtog et telegram fra generalkonsul Pontoppidan fra Hamborg. I det stod der, at der var våbenstilstand til enden af måneden. Glæden varede desværre kort.
Hammer så i løbet fa formiddagen skibe nærme sig i Smaldyb. Det ville Hammer ikke finde sig i. Han hejste parlamentærflag og nedlagde protest mod fjendens fremtrængen. Oberstløjtnant Schidlack modtog protesten. Han havde ikke modtaget nogen meddelelser om våbenhvile.
Heller ikke i Højer eller Dagebøl havde man modtaget nogen melding. I nattens mulm og mørke og uden at afvente yderlige oplysninger havde fjenden landsat tropper på Nieblum Strand. Han nedlagde straks protester imod denne adfærd som var ganske uforsvarlig og stred imod tro og love. Hammer henviste til den besked som han havde fået fra Hamborg.
Fjenden overholdt ikke krigens regler
Men chefen på den østrigske kanonbåd Seehund, kaptajn Kronowetter underrettede Hammer om, at fjendtlighederne ville blive fortsat kl. 6 næste morgen. Det var kun et par timer efter, at hammer kunne forlade den tyske eskadre. Dette protesterede Hammer også over, fordi det var det mest uheldige tidspunkt på grund af ebbe.
Hammer forklarede fjenden at han havde fuld tillid til telegrammet fra Hamborg og derfor havde indstillet alle forsvarsforanstaltninger på Før. Han foreslog derfor at fjendtlighederne først fortsatte kl. 11.
Men allerede kl. 5.30 begyndte fjenderne at beskyde Hammers flotille. Først efter et stykke tid kunne Limfjorden igen flyde. De østrigske tropper besatte nu Wyk. De var forundret over slet ikke at finde noget militær.
Hammer fulgte mandskabet
Fjenden havde endnu ikke fået en våbenhvile og fortsatte fjendtlighederne og var sikkert heller ikke interesseret idet nu hvor de pludselig havde fået store fordele ud af kampene. Man diskuterede nu hos danskerne om man skulle overgive sig eller prøve på i nattens løb at undslippe med Limfjorden. Men ingen turde tage et ansvar at stå til søs med 200 mand om bord i et fartøj, der ikke var sødygtigt.
Hammer foretrak at følge sit mandskab i fangenskab. Man tog beslutningen straks at ødelægge al krigsmateriel.
En overraskende ny våbenhvile
Hammer overgav sig til den nærmest liggende fjende, kanonbåden Blitz. Den 20. juli om formiddagen begav Blitz sig til Wyk. Ombord blev Hammer præsenteret for en våbenhvile underskrevet af den danske oberst Kauffmann, der skulle træde i kraft den 20. juli kl. 12. Denne efterretning ærgrede Hammer og hans officerer. Dette havde Hammer ikke haft nogen anelse om. Han henholdt sig stadig til den besked som han havde fået fra Pontoppidan.
Hammer beordrede den øvrige del af flotillens mandskab til at melde sig til chefen for Seehund. Hele styrken på 9 officerer og 236 mand var endnu før våbenstilstanden indtrådt i krigsfangenskab og blev over Husum ført til Rendsborg. Dampskibet ”Limfjorden” blev straks efter overgivelsen besat af østrigerne og benyttet til at overføre den danske styrke til Husum.
Krigsfange i Schlesien
Hammer endte som krigsfange i Schlesien. Men han havde nu ret frie forhold. Han havde lovet med æresord at han ikke ville flygte.
Han kom skuffet hjem efter fredsslutningen i Wien til et reduceret kongerige. Skuffet var han over at regeringen dengang svigtede ham. Han blev dog langt om længe dekoreret med Kommandørkorpset og modtog en æressabel som var en kopi af Tordenskjolds sabel. Sidstnævnte var givet af de dansksindede på Vesterhavsøerne.
Hammer havde et eventyrligt liv
Men Hammer havde et eventyrligt liv. Udover at være med i to slesvigske krige, var han involveret i bataljer med de indfødte i den danske koloni ved Guldkysten i 1845. Og i 1870 drev han i flere døgn rundt på en isflage for til sidst at havne på Island.
Han var en tid medlem af Rigsrådets landsting som repræsentant for Haderslev, Tønder og Løgumkloster.
Han havde oprettet det danske Fiskeriselskab, der drev hval- og robbefangst. Men selskabet måtte senere opløses. Den russiske regering belønnede ham med en guldmedalje. Og inden sin død drev han et savværk ved Gällö i Jämtland.
Ikke alle har glemt hans indsats
Hammer var godt sur over alle de misforståelser og manglende opbakning som han oplevede fra den danske regering. Anerkendelsen fra hans bedrift var højere i udlandet end på hjemmefronten. Det var som om, at man i København var ligeglade med hans indsats. Men alle dansksindede på vesterhavsøerne og ved det nuværende Sønderjylland og Nordfrislands vestkyst kan endnu huske Hammers indsats.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Hammer, 1864 og Vesterhavsøerne:
Under Højer (76 artikler):
Under Sønderjylland (188 artikler):
Under Aabenraa (154 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Tønder (269 artikler):
Under København (178 artikler):
Under 1864 – og De Slesvigske Krige (36 artikler):
August 22, 2020
Russiske Krigsfanger i Nordslesvig
Man taler ikke meget om, hvordan nordslesvigerne havde det inden foreningen med Danmark i 1920. De var meget berørt af krigen og varemangel. Og så glemmer man alle de nordslesvigere, der ikke kom hjem fra krigen. Landmænd skulle mod deres vilje kæmpe ved fronten, mens krigsfanger skulle passe deres landbrug derhjemme. Dette er et lang indlæg, ja faktisk et foredrag. Nordslesvigerne fik et godt forhold til russerne. En kvinde og hendes datter kom i fængsel, fordi de havde spillet kort med russerne. Og så havde en ung pige haft et seksuelt forhold til en russer. Det blev takseret til tre måneders fængsel. En del blev tilbage, mens andre tog nordslesvigere med til Sortehavet. Ved Ballum fortalte tatarer, at de havde 3-4 skønne koner derhjemme. Efterhånden blev der indrettet en masse interneringslejre på den anden side af Kongeåen til de flygtende russere. Tyskerne indførte en bonus på 20 Mark for hver pågrebet russer. Desværre blev mange russere også skudt under deres flugt.
Kvinderne måtte træde til
Masser af russiske soldater blev taget til fange under Første Verdenskrig blev taget til fange. 6.000 – 7.000 af disse havnede i Nordslesvig. Dertil kom engelske, belgiske og franske soldater. De blev placeret i mindst 14 krigsfangelejre fordelt over hele Nordslesvig. I alt tog tyskerne 1.700.000 krigsfanger.
Samtidig var alle voksne mænd mellem 18 år og 45 år indkaldt. Også dem i Nordslesvig. Det betød, at det var kvinderne, der skulle passe gårdene. Og på industri – arbejdspladserne måtte kvinderne i forstærket grad træde til.
35.000 nordslesvigere deltog i krigen
Det er mange ting, som man glemmer, når man taler om grænsedragning, deling, afståelse eller det som man helst vil kalde det Genforening. Det er den store mangelsituation, der var op til 1920 og også de 35.000 krigsdeltagere fra det nuværende Sønderjylland, der deltog i tyskernes krig:
De efterlod:
Myndighedskontrol og afleveringspligt
Situationen har virket grotesk. De nordslesvigske mænd var sendt ud i en krig som de allerfleste følte, at det ikke var deres, mens deres arbejde derhjemme blev udført af krigsfanger.
Nede i Nordslesvig var man i den grad påvirket af Første Verdenskrig både på den ene og anden måde. Nordslesvigske mænd, også de dansksindede blev sendt i krigen. Kvinderne måtte overtage mændenes arbejde. Det førte til øget myndighedskontrol og afleveringspligt for bøndernes landbrugsvarer. Det gav også grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og en svækket tiltro til myndighederne.
Alle samfundets ressourcer blev mobiliseret. Hele Tysklands produktion blev tilpasset til militærets behov. Et effektivt propagandaapparat blev sat i værk for at holde moral, offervilje og udholdenhed oppe blandt borgerne.
Russiske krigsfanger blev nødvendig
Kvinderne måtte overtage det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Arbejdskraften fra russiske krigsfanger var nødvendig for at holde det nordslesvigske landbrug kørende. Men noget var alligevel galt. For de kvindelige teglværksarbejdere fik kun halvdelen i løn som de mandlige arbejdere. Den tyske stat havde ganske vist forsørgerpligten over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne, hvilken skabte økonomisk pres på især arbejderfamilierne.
Belastning for sundhed og nerver
Kvinderne måtte ofte tage nattetimerne til hjælp. For hende var det lige som de pårørende ved fronten en belastning for sundhed og nerver. Efterhånden som mændene igen vendte hjem overtog de arbejdet igen. Det traditionelle kønsrollemønster var genetableret.
Ved krigsudbruddet måtte tyskerne i 1914 importere 25 pct. af deres fødevarer. Fra 1915 indførtes rationeringsmærker, pligtaflevering af brødkorn samt regulering af handel med korn og mel. Hver person kunne nu kun købe 2 kg brød om ugen. Der opstod store mangelsituationer. Det kunne for eksempel være kaffe fremstillet af brændt rug eller kålrabi.
Der blev nedsat kommissioner, der skulle stå for fordelingen af levnedsmidler i byerne.
Mangel på foderstoffer
På landet så man en markant nedgang i dyreholdet på grund af mangel på foderstoffer. F.eks. blev byg, der var hovednæringsmiddel for svin fra 1916 i stigende grad anvendt som brødkorn. Og kvægholdet blev beskåret. Der var ingen til at passe dyrene. Resultatet blev, at mælkeproduktionen svandt ind til under 25 pct. af niveauet i fredstid. I efteråret 1916 var ernæringssituationen kritisk. Kartoffelhøsten slog fejl.
Kun en tredjedel af de kalorier, der var nødvendige
I 1917 måtte bønderne i Nordslesvig affinde sig med at skulle tvangsaflevere alt, hvad de producerede. Det var kun tilladt at beholde levnedsmidler til eget forbrug. For at kontrollere, at der f.eks. ikke blev bagt brød eller slagtet i smug, blev lokale gendarmer sat til at inspicere de enkelte gårde og myndighedernes kontrol blev i krigens løb mere og mere omfattende. Med rationeringsmærker var det umuligt at skaffe sig fødevarer, der indeholdt mere end 1.000 kalorier pr. dag. Det var faktisk kun en tredjedel af, hvad en person med fysisk arbejde havde brug for.
Ved krigens slutning var befolkningen i Nordslesvig nedslidt og delvis udsultet. Mangelsituationen betød at der var masser af smugleri, bestikkelse og sortbørshandel i Nordslesvig. Dette påvirkede også den manglende tillid til myndighederne yderligere.
De første fangelejre
Der blev hurtigt oprettet et par fangelejre i Nordslesvig, dels ved Bajstrup ved Tinglev, dels ved Løgumkloster. Til Bajstrup – lejren blev der først på året 1915 sendt englændere, belgiere og franskmænd. De blev sat til at udføre vandingsarbejde ved Tinglev Sø. Men efter nogle måneder blev de sendt syd på til tyske industriegne.
Måske var det fordi som Tinglev – borgerne sagde:
4.000 russere til Tinglev
I stedet kom der ca. 4.000 russere til Tinglev – egnen. Samtidig blev disse krigsfanger tilbudt arbejde inden for landbrug og industri. Men det var en fare ved det at placere disse i grænseegne med nationale mindretal. Der var risiko for fraternisering og det, der var værre.
Der måtte laves helt præcise og kontante forordninger og bestemmelser om, hvordan krigsfanger skal behandles. Desuden var det øget risiko for, at fangerne kunne flygte hvis de kom uden for pigtråd.
Advarsler blev spredt til befolkningen
Myndighederne søgte i de første år at få anbragt krigsfangerne i mindre forlægninger på 8 – 20 mand. Disse arbejdede som regel på større landbrug under opsyn af en vagtmand. Som regel var det ældre landstormsmænd, der fungerede som vagtmænd.
Gennem landråderne spredtes advarsler til hele befolkningen at undlade at gå hen til fangelejrene og forstyrre roen eller endnu værre – at give ”Liebesgaben”. Det vil sige små hilsner til fangerne:
Ja sådan udtalte General von Roehl i sommeren 1915 og tilføjede at overtrædelse mod nærmere kontakt med krigsfangerne kunne straffes med fængsel op til et år.
De dansksindede betragtede ikke russerne som fjender
Men lokalbefolkningen var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjender. Fra Løgumkloster er der mange historier om at lokale beboere forsøgte at stikke mad hen til beboerne.
Fangerne havde meget ringe mulighed for kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var konstant bevogtning og lejren var utilnærmelig om aftenen.
Der manglede tag over hovedet
Bajstrup-lejren og Løgumkloster-lejren kunne hver især rumme 2.000 – 3.000 fanger, men dertil kom en del mindre forlægninger med henblik på kortere arbejdsopgaver af kortere varighed især afvandings- og jordkultiveringsopgaver.
I Bajstrup blev man delt op i grupper af 25 mand som fremdeles delte sovesal og var sammen til parade, madudlevering m.m. Træbarakkerne som rummede 150 mand var ikke færdigbyggede og manglede tag og vinduer, da de første flygtninge kom. Og maden var elendig. Pigtråd blev rullet ud og barakkerne blev færdiggjorte.
H.P. Hanssen klagede i den tyske Rigsdag
H.P. Hanssen som sad i den tyske Rigsdag klagede over de forhold som krigsfangerne blev udsat for særlig i Bajstrup og Løgumkloster. Ernæringen var ussel. Den bestod af foderoer, Runkelroer og rådne kartofler.
Toiletforholdene var elendigt og vask var umuligt.
Det var spændende for børnene med først en, så hele tre krigsfangelejre så tæt på. De ville gerne snakke med fangerne men de måtte ikke.
Lørdag eftermiddage og om søndagen kunne man i en vis grad socialisere. Spil som fodbold og tennis var tilladt. Andre lege som rundbold holdt humøret oppe.
Også ved Øster Terp lå en lejr. Her var plads til 500 fangere og 50 tyske fangevogtere. De første krigsfanger kom hertil i april 1915.
Plettyfus i Løgumkloster
Lejren i Løgumkloster blev oprettet til 2.000 mand i februar 1915. men den kom til at rumme 3.000 mand. Lejren blev anlagt med opdyrkning af Draved Mose. I sommeren 1915 udbrød der plettyfus blandt fangerne. I alt døde op mod 70 mand plus lejrens læge.
Ved hjælp af rensning og rengøring lykkedes det at holde epidemien væk fra Løgumkloster by.
Efterhånden blev alle russere herfra overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne, mens de fleste belgiere og franskmænd blev sendt syd på. Lejren blev efterhånden tømt for krigsfanger. Fra 1917 blev den hovedsagelig anvendt til tyske krigsfanger.
I 1920 udbrød der en omfattende brand og alle spor er i dag forsvundet. Det eneste minde om denne betydelige krigsfangelejr er en lille lund lidt vest for byen med 71 krigsgrave.
De tyske fangere blev brugt til forsvarsværket
I løbet af 1916 blev fødevaremanglen mærkbar i hele Tyskland – også i Nordslesvig. Ret hurtig blev fødevaremanglen mærkbar i krigsfangelejrene. De to lejre, Bajstrup og Løgumkloster blev derefter mest brugt som gennemgangslejre. Straffefanger fra de tyske fængsler blev også overført hertil. Disse blev brugt til at udføre militære arbejde på Sicherungsstelle Nord.
I Aabenraa var 75 pct. af krigsfangerne russere. De fleste russere var beskæftiget i landbruget. Men de blev også brugt til jordforbedringsarbejde, afvandings – og inddæmningsarbejde.
Havdiget blev ikke højt nok
I 1915 – 1916 byggede 80 russiske krigsfanger et havdige, der var 4,5 km langt. Og 2,5 meter højt. Også havdiget fra Ballum til Rejsby blev bygget af krigsfanger.
I 1915 blev 200 russiske krigsfanger indkvarteret i den forladte præstegård i Rejsby. De byggede havdiget færdigt på et år. Havdiget skulle lukke det sidste åbne stykke af Sønderjylland.
Men havdiget blev ikke højt nok. En udbygning blev vedtaget i begyndelsen af 1920’erne. Før den blev fuldført, kom der i 1923 en stormflod, som kostede 19 mennesker livet. Nu blev det bygget væsentlig højere og stod færdig i 1925.
Der skete også mange andre forbedringsarbejder rundt omkring i landsdelen.
En grim oplevelse
Når de ankom til en landsby især om vinteren så vakte deres fremartede udseende og deres lammeskindshuer med øreklapper opsigt i byen.
Ribe Stiftstidende var godt orienteret om, hvad der skete syd på. I to – tre uger var der sket en grim tildragelse ved oprydningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen gik fangerne tilbage til lejren.
På hjemvejen den 25. maj 1915 blev en russisk fange en dag så syg at han ikke kunne slæbe sig afsted. , da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen.
De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke måtte give ham et glas vin for at sørge for at hun kom til kræfter igen. Men denne naturlige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik på, at han snarere skulle have gift end vin.
Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere frem trods sparken og skubben. Han måtte så bæres hele vejen. Ved ankomsten til lejren var han død efter få minutter.
Nogle dage senere blev han begravet og fik efter forholdene en smuk jordefærd, hvor det ikke manglede medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, mens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt. Det var jo ikke deres skyld at krigen raserede.
Anbragt i barakker ved de store Landbrug
I begyndelsen var det kun de større gårde, der fik glæde af de russiske krigsfanger. Så blev de indkvarteret i barakker og bevogtet af mandskab fra ”Landesturm Bataillon 24” fra Flensborg.
Fangevogterne skulle hindre flugtforsøg f.eks. ved at overvåge, at fangerne blev afhentet om morgenen og afleveret igen om aftenen af en person fra den gård, hvor de arbejdede. Ja man kunne endda se, at familiens yngste kom gående hånd i hånd med en krigsfange.
Fangevogterne skulle gå med skarpladte og afsikrede våben for at hindre flugtforsøg. Men fangevogterne havde ingen bemyndigelse til at straffe fangerne. Dette var alene opgave for officerer og underofficerer.
Vagtmandskabet skulle også indberette hvis der fandt unødig kontakt sted eller hvis der blev givet gaver.
Kastede sig over møddinger
Nu var det sådan, at de ældre nordslesvigere ikke fik lov til at være vagtmandskab derhjemme. Således blev Jes Hinrichsen, gårdejer fra Varnæs sendt ned til Hamborg. Han var over 40 år og skulle ikke mere til fronten.
I 1916 var den tyske kartoffelhøst slået fejl. Dette bevirkede meget stor fødevaremangel.
Dette bragte så for alvor kålroer frem. Jes Hinrichsen oplevede at krigsfangerne fra Wilhelmsburg ved Hamborg kastede sig over møddinger på deres vej for at finde noget spiseligt. Selv fik han langt mere kost end fangerne. Og en gang imellem fik han tilsendt pakker fra Varnæs.
De fleste nordslesvigske vagtmænd, både danske og tyske var ret humane over for de russiske krigsfanger.
Specielle regler på Als og Sundeved
På Als og Sundeved var det helt specielle regler for krigsfangerne. De skulle arbejde de første fem timer gratis hver dag. Og så skulle de have absolut minimum-betaling. Arbejdsgiverne var personlig ansvarlig for, at flygtningene ikke flygtede.
Landråd von Schönberg forsøgte også at få bønderne til at give afkald på tilskud til forplejning, som de var berettiget til. Det var lettere at få stillet fanger til rådighed, når man indgik denne aftale.
Helt anderledes stod det til i Haderslev, hvor friherre von Löw regerede. Han var afholdt og human. I Aabenraa og Tønder sad von Sienow og Böhme. De placerede sig midt imellem de to.
Man måtte ikke mishandle fanger
Der blev understreget at man ikke måtte mishandle fangerne. Man måtte heller ikke skyde dem ved arbejdsvægring. Hvis krigsfanger skulle uskadeliggøres, kunne man anvende geværkolben , i svære tilfælde måtte bajonetten anvendes. Forfølgelse med vagthunde var forbudt.
Krigsfanger skulle sove i aflåste barakker med jerntremmer for vinduerne og med vagtmandskabet lige i nærheden. Deres tøj skulle afleveres til vagtmandskabet om aftenen så flugt blev vanskeliggjort. Alle flugtforsøg blev straffet hårdt. Som regel blev fangerne sendt tilbage til hovedlejrene. Dette var frygtet for disse lejre var overfyldte og kosten var særdeles dårlig.
Da fangerne fra 1916 blev placeret ude på gårdene krævede myndighederne fortsat jerntremmer for vinduerne i deres soverum og aflåst døre om natten.
Men krigsfangerne arbejdede som regel uden opsyn i stald og mark om dagen. De havde rig mulighed for at flygte hele dagen.
Vagtmandskabet skulle afsløre dovenlarser
Fangerne skulle udføre alt det arbejde de blev pålagt fra staten. Det eneste de kunne nægte var at arbejde i krigsindustrien med fremstilling og transport af våben samt skansearbejde.
Vagtmandskabet skulle afsløre ”Drückenberger” det vil sige dovenlarser. Hvis man ville slippe uden om pligterne skulle vagten sørge for at tilkalde en læge. Denne skulle så afsløre om fangen forsøgte at stimulere sig syg. Sådanne fanger skulle holdes til arbejdet med tvang.
Man måtte gerne betale fangerne noget mere end det anviste for eksempel ved høstarbejde. I de første forordninger var det forbud mod at fangerne måtte lade sig fotografere. Men det slækkede man hvis lidt på. Russerne brugte disse fotos som gaver til deres værtsfamilier.
De måtte ikke få bedre mad end landarbejdere
Krigsfangerne måtte ikke få bedre kost end den tyske landarbejderfamilie:
Sådan hedder det sig i en forordning fra Krigsministeriet fra juni 1917.
Hvad skulle de have at spise
Til russiske krigsfanger anbefaledes en tyk suppe om morgenen: Der skal være mindst tre daglige måltider. I reglen skal de indeholde ½ pund kød eller ½ pund fisk pr. dag. Pølse eller bælgfrugter må gives som erstatning højst 1-2 gange om ugen. Vagtmandskabet som ikke udførte kropsligt arbejde havde krav på den dobbelte portion.
Men grundet fødevaremangel blev disse bestemmelser opstrammet.
Mange steder blev dette ikke overholdt. Hos de fleste dansksindede fik de russiske krigsfanger den samme mad som den øvrige husholdning. I Sønderborg var landråd von Schönberg efter arbejdsgiverne. Han mente, at de russiske krigsfanger fik alt for god mad. En typisk dag kunne se sådan ud:
Det var helt forbudt at servere flæsk, fedt og sødmælk og æg for fangerne. Derimod kunne arbejdsgiverne hos myndighederne bestille sild, rogn og spædkalvekød til at lave krigsfangekost af.
De store gårde serverede ikke god mad
Kosten blev efterhånden så kaloriefattig, at man forsøgte med hyppigere måltider for at holde sulten nede. Det kan ikke undre at disse kostforordninger hyppigt blev overtrådt.
Krigsfangerne i de forskellige forlægninger skulle spise sammen. Vagtmandskabet måtte ikke spise sammen med dem. Krigsfangerne i de mindre forlægninger i Nordslesvig synes at have langt bedre forhold end nede i Tyskland.
Der var ofte klager over maden på de store gårde. Alt tyder på, at der har været en fristelse for arbejdsgiveren at sikre en ekstra fortjeneste på denne konto.
Man spiste sammen med værtsfamilien
På de almindelige gårde med en eller to krigsfanger var det svært at leve op til myndighedernes krav om en særlig kost til krigsfanger og servering af maden i enerum. Her besluttede de fleste husmødre at fangen skulle deltage i familiernes måltider og have samme kost som alle andre i husstanden.
Dette var en klar overtrædelse af forbuddet mod samkvem med rigets fjender. Der blev også udstedt adskillige bøder – tilsyneladende uden virkning.
Det var vigtigt at være beskæftiget i fritiden
Myndighederne fandt det vigtigt, at fangerne var beskæftiget i fritiden. Så tænkte de ikke på flugt, at slås eller på samkvem med lokalbefolkningen. Derfor understregede myndighederne at arbejdsgiverne gerne måtte kræve søndagsarbejde for eksempel pasning af dyr og andet tilsvarende arbejde.
Det var ikke tilladt fangerne at gå til andre landsbyer for at besøge kammerater. Besøg på kroer og værtshuse var også forbudt for den enkelte krigsfanger. Alle fanger skulle bære identitetsmærke. Der var udgangsforbud om vinteren efter kl. 21 og om sommeren efter kl. 22.
Myndighederne mente at kvinder og børn skulle holde sig væk
Myndighederne mente at især kvinder og børn skulle holde sig væk fra russerne. De kunne blive smittet af lus og det, der var værre. Myndighedernes holdning var klar og kontant fra krigens begyndelse til krigens afslutning. Alle krigsfanger var – uanset nationalitet – soldater fra fjendtlige nationer, som man førte krig imod. De skulle behandles rimelig og heller ikke mere.
I Nordslesvig tog befolkningen nu ret afslappet på dette, især de dansksindede. Mange krav og forordninger blev hurtig fortolket på lempelig vis.
Englænderne var ikke populære
Englænderne var ikke særlig populære. De ville ikke sove for tæt ved andre og var for fine til at tage ordentlig fat på mark – og staldarbejde. Men deres værste fejl var at de ikke havde sans for at dele med andre.
Englænderne fik mange gavepakker fra hjemlandet med ting for eksempel sæbe. Dette var også en mangelvare hos civilbefolkningen.
Italerne var meget rare
Italienerne var ganske vellidte, selv om deres arbejdsindsats ikke roses. De fik gaver fra hjemlandet og de delte med medfanger og civilbefolkningen:
Franskmændene huskes ikke
Franskmændene huskes ikke for særlige dyder. Måske var det fordi man ikke knyttede særlige kontakter til dem.
Russerne var arbejdsomme, muntre og vellidte
Russerne var populære hos næsten alle. De omtales med varme og interesse endda efter flere generationers forløb:
En soldaterkone fra Dybbøl siger:
Solide folk
På herregården Gammelgård på Als var der omkring 30 krigsfanger. Herregården ejedes af en westphalsk baron. Han havde sikret et stort kontingent krigsfanger. Det var hovedsageligt russere, og deres arbejdsindsats vurderes således af en danske mejerist, der passede gårdmejeriet:
Bønderne vil helst have russisk arbejdskraft. I en vurdering blev der sagt:
Englænderne ville virke elegante
Englænderne var i aviser fremstillet som løgnere men de viste sig at lægge stor vægt på at de var gentlemen og kavalerer, ærlige men dovne. Hvis de fik besked på at bestille mere, svarede de:
Krig er for officerer
Russerne forblev de populære. En af dem sagde engang:
Krieg Kaput – Deutsch kaput
Russerne lærte sønderjyske brokker samtidig med at de lærte børnene at tale russisk. I de sidste krigsår var der næsten kun russiske fanger tilbage. Måske havde myndighederne fundet ud af, at de gik i godt spind sammen.
Når man mødte russerne på landevejen, nikkede man til dem og de sagde bredt ”Godaw”. De pegede så på deres armbind, hvor der stod K.G. som Kriegs Gefangener. Og så svarede de:
Russerne sagde også altid:
Russerne havde afslappet forhold til myndighederne
Forbuddet mod at spise med russere blev brudt i mange dansksindede hjem. Og det var det to årsager til. Russerne blev ikke betragtet som fjender og så var det tidsbesparende at man sad ved samme bord.
Medvirkende til russernes popularitet har også været, at de synes at have et afslappet forhold til myndighedernes restriktioner og med stor lyst har bistået den nordslesvigske landbefolkning i omgåelse af en lang række lovovertrædelser. Det har fremmet følelsen af skæbnefællesskab og solidaritet.
Russerne var lettet
Mange russere havde forventet, at nu blev det meget værre med tvangsarbejde m.m., når de flyttede fra hovedlejren De er blevet glædelig overrasket. Fra overfyldte fangelejre i Mecklenburg kom de til et endnu ikke udsultet Nordslesvig.
Franskmænd, belgiere og englændere var klar over deres rettigheder som krigsfanger i henhold til Haag-konventionerne. Disse soldater var ikke særlig taknemmelige over at udføre arbejde til en betaling, der var i strid med internationale aftaler, ligesom deres indkvarteringsforhold også var det.
Fængsel for at spille med russerne
I januar 1917 idømtes en gårdmandskone og hendes pige fængsel og bødestraf fordi de havde spillet kort med den russiske krigsfange, der arbejdede på gården.
En landmand blev dømt, fordi han hver søndag i sommertiden badede med russerne i en sø.
Forskel på fæstebønder
Særlig på de store gårde fik russerne serveret hundeæde. Her var det ofte tysksindede arbejdsgivere. De mente at sådan skulle man behandle kejserens fjender. Mange russerne måtte sove i stalden som kreaturer.
Tidligere tiders store forskel i fæstebøndernes forhold og livegenskabets udbredelse i hertugdømmerne Slesvig Holsten syntes endnu at spores i behandlingen af krigsfanger under Første Verdenskrig. De russiske krigsfanger syntes at være klar over denne forskel.
Den danske presse i Nordslesvig syntes at have medvirket til at fremme det gode forhold mellem krigsfanger og lokalbefolkningen.
Russerne gjorde meget ud af søndagene
I mange landsbyer har russerne lavet håndværksmæssige ting til deres værtsfamilier som uroer eller træskærerarbejde. Man har underholdt med deres hjemlands sange og danse, deriblandt kosakdanse. Harmonikaen har man så lånt til lejligheden. Man havde også selv fremstillet balalajka, som de spillede på til sangene.
Russerne gjorde meget ud af at fejre søndagen, så tog de deres bedste tøj på, hvis de nåede at få det med. Og dem, der havde været med i den russisk – japanske krig havde meget store medaljer, de gik rundt med.
De havde 3 – 4 smukke koner derhjemme
Omkring Ballum var der 50 – 60 tatarer, som ifølge pastor Jørgensen i Skærbæk var dannede muhamedanere. De fik mange pakker hjemmefra især med fin tobak til cigaretter. De fortalte, at de derhjemme havde 3-4 smukke hustruer og smukke børn. Ved solens opgang knælede de på deres kapper med ansigtet vendt mod øst og syd mod mekka og Medina. Det gjorde de mens de mumlede deres børn og lod en rem glide mellem deres hænder.
En uheldig episode
En uheldig episode indtraf i den lille by Stevning på Als i 1916. Hos landmand Claus Torre var der en russisk krigsfange, der havde fået et brev, der meddelte ham, at hans hus var brændt ned og at hans børn var indebrændte. Krigsfangen gik pludselig amok og stak gårdejeren ihjel med en kniv. Han blev naturligvis straks arresteret og ført bort.
Næsten lige så alvorlig som drabet på Claus Torre var det efter myndighedernes mening hvis der opstod et kærlighedsforhold mellem en nordslesvigsk kvinde og en krigsfange. Men at dette også forekom, kan vel ikke overraske. I en tid med et stort underskud af mænd i alderen 18 – 45 år – og en noget løsere samfundsmoral end normalt – måtte der uundgåeligt opstå et vist samkvem mellem enlige kvinder og nogle af de mange krigsfanger.
Den første russer blev født på Als
I Sønderborg fortaltes, at der i 1916 var nogle af landmandskonerne, der gik og sang:
Og der fortaltes med et smil i Aabenraa at samme år var den første russer født på Als.
Tre måneders fængsel for et seksuelt forhold
I Avnbøl fik en soldaterkone et barn med en russisk krigsfange. De arbejdede begge som hjælpere på et damptærskeværk, der blev kørt om i sognet. Kvinden og barnets videre skæbne kendes ikke.
En 22 – årig tjenestepige fra Als blev i 1916 ved retten i Flensborg dømt for at have haft et seksuelt forhold til en russisk krigsfange. Straffen for det utilbørlige forhold var to måneders ubetinget fængsel.
En tilsvarende sag dukkede op måneden efter.
De fik otte børn
I Ulkebøl på Als var en ung pige kæreste med en russer og flygtede med ham i 1918. Hvorledes de var kommet til hans hjemstavn ved Sortehavet ved ingen. Mern nogle år senere hørte forældrene fra hende. De var nået til hans hjemstavn. Hun var blevet gift med sin krigsfange og havde fået tvillinger.
Iwan Apuschkin arbejdede på Grøngård. I 1921 giftede han sig med den 21 – årige Johanne Sophie. De fik i alt 8 børn. Trods økonomisk smalhals længtes han til sit fædreland og rejste en tur over for at besøge sin familie. Men han havde ikke råd til at komme tilbage. Men så gik det danske konsulat ind og hjalp ham. Han døde i 1937 og er begravet på Saksborg Kirkegård.
For at forhindre for nær og vedvarende kontakt blev fangerne udskiftet en gang imellem.
20 mark for at pågribe en russer
I 1915 lykkedes det for op mod hundrede russere at flygte til Esbjerg. Rygtet om heldig gennemførte flugtforsøg gav hurtigt inspiration til andre. Myndighederne strammede grebet og gav nu vagtmandskabet og arbejdsgiverne personlig ansvarlig.
Fra 1916 var det også tyske straffefanger, der flygtede over grænsen. Fra august 1916 blev der anbragt pigtråd i alle grøfter nær landegrænsen for at hindre at flygtninge opholdt sig her. Fra oktober 1916 blev der udleveret en dusør på 20 Mark til alle, både bevogtningsmandskab og civile, der hjalp med at pågribe flygtninge.
Undertiden kunne det ske, at de flygtende krigsfanger slog følge med unge sønderjyder, der deserterede fra værnepligten. Dette var tilfældet i en flygtningegruppe på tre fra Rejsby Sogn.
To russiske flygtninge oplevede efter 16 dages flugt at blive taget direkte på grænsen. De blev indsat i den tyske toldbygning, hvorfra de kunne se Ribe Domkirke – det forjættede land.
Antallet af flugtforsøg voksede
Sidst på året 1917 voksede antallet af flugtforsøg blandt de russiske fanger. Mange havde da været i Nordslesvig i et par år. De længtes at se fædrelandet og familien. Flugten kunne foregå til fods over landegrænsen eller pr. båd ved at krydse Lillebælt fra den sønderjyske østkyst. Enkelte vovede sig også gennem Vadehavet. Dette var nok den mest farlige rute. Den krævede nøje kendskab til tidspunkterne mellem ebbe og flod.
Efter indgåelsen af fred i Brest – Litovisk i marts 1918 mellem Tyskland og Rusland voksede flugtforsøgene hastigt. Mange russiske soldater opgav at vendte på den officielle hjemsendelse og forsøgte selv at organisere deres tilbagevenden.
Efterhånden vidste landmændene også hvordan de skulle bestikke vagtmandskabet – med ekstra fødevarer. Så blev de ikke så hurtig indberettet.
Mange druknede under flugtforsøg
Mange forsøgte at flygte fra Barsø og Als. Dette var tyskerne opmærksomme på. Så de indskrænkede mulighederne for at man kunne udleje både såvel i Østersøen og som i Nordsøen.
Det så jo let ud sådan en solskinsdag, at Lyø og Ærø lå tæt på. Fangerne på gammelgård stjal båd, der lå nede ved den lille sø. Andre flettede en båd af grene og overtrak den med sejldug. Atter andre fik to aljetønder transporteret til havs og forbandt dem med brædder som de kunne sidde på. Nogle druknede, andre blev fisket op af tyske vagtskibe, der uafbrudt krydsede vandet. Bevogtningen i området ved landegrænsen blev forøget fra 1918. De tyske vagtposter begyndte at affyre skræmmeskud langs hele grænsen. Mange kræfter blev sat ind for at fange desertører og flygtende krigsfanger.
Hvis man ville flygte over landegrænsen, måtte man skjule sig om dagen og kun vandre nord på om natten. Det kunne godt være adskillige nætter at vandre fra Tønder eller Tinglev – området op til Kongeågrænsen.
Tyskerne gik over den danske grænse for at fange flygtninge
Filip Goljeff en russisk bonde var en af de flygtninge der forsøgte flere gange. Han arbejdede nede i Ejderstedt. Efter 16 dage blev han pågrebet. De blev ført til straffelejren i Bajstrup. Her måtte han udstå 14 dages mørk arrest – sammen med 64 andre, der også var blevet pågrebet.
Men ikke alt gik helt lovligt til. Sådan var tilfældet i Farris den 30. oktober 1916, hvor forsøget på at fange flygtende fanger førte til krænkelse af dansk neutralitet. I Ribe Stiftstidende berettedes om den følgende dag, hvorledes en russisk krigsfange var blevet skudt af tyske grænsevagter efter at han havde nået dansk grund. To tyske soldater løb 40 – 50 meter ind på dansk grund efter at have skudt ham og slæbte den sårede russer med sig over grænsen igen.
Fanger blev skudt efter at have overgivet sig
Folk i Rejsby – området fortæller at russiske flygtninge blev skudt på nært hold efter at de havde overgivet sig.
I løbet af eftersommeren 1918 begyndte den tyske regering at forberede en udveksling af krigsfanger med Frankrig og Belgien.
Sovjetrepublikken kom ud i en borgerkrig. De russiske fanger var de sidste, der blev hjemsendt. Gårdmand Hoeck på Dynt Mark fik i februar 1919 besked på, at hans russiske fange August Reiter skulle sendes med en transport øst på til stamlejren. Mange kom dog til at vente meget længere end August.
57 pct. i Tønder Amt tog skæbnen i egen hånd
Fra Gefangenkommando Tondern blev der meddelt den 4. juli 1919 at de 86 russere som var tilbage i området n u var afsendt til deres stamlejre. Samtidig udfærdiger fangekommandoen en oversigt over de 115 fanger, som var flygtet og har unddraget sig hjemtransporten. Det er således hele 57 pct. af de russiske flygtninge i Tønder – området som valgte at tage skæbnen i deres egen hånd.
Interneringslejre langs Kongeåen
I Jylland blev der oprettet interneringslejre langs hele Kongeågrænsen, hvor flygtningene efter deres ankomst blev interneret i fjorten dage. Grænsekontrollen blev varetaget af Grænsegendarmeriet. I lejrene eller på nærmeste sygehus blev de lægeundersøgt for evt. smitsomme sygdomme og renset for utøj.
Efter interneringsperioden blev de sendt til Det Kejserlige Russiske Generalkonsulat i København, hvor man sørgede for hjemtransport til Rusland. De lokale politimestre eller herredsfogeder sendte regningen for kost og logi samt evt. ny beklædning m.v. til konsulatet, som efterfølgende refunderede beløbet.
Russere valgte at blive boende
Efter fredsafslutningen mellem Tyskland og Rusland måtte Danmark selv stå for alle udgifter.
De allerfleste krigsfanger blev tilbagesendt i løbet af vinteren og foråret 1919. Men nogle vendte faktisk tilbage igen. De var trætte af at vente i hovedlejren.
Mange valgte også at blive boende. Men så skulle arbejdsgiveren fremsende en erklæring om, at der ikke var lokalt arbejdskraft at få. Således blev 17 russiske krigsfanger i Aabenraa Amt. En del valgte også at blive boende uden tilladelse, men de kom så i klemme senere.
Nogle af de russere, der valgte Danmark som nyt fædreland rejste alligevel tilbage til Rusland efter nogle år. Og det skete selv efter rædselsberetninger derfra. Det gjaldt også for Simon Cholodenko fra Ukraine. Han fik to børn med en sønderjysk tjenestepige under krigen. Han blev daglejer og rygter efter krigen. Men i 1929 opgav han Danmark og sejlede til sin hjemstavn.
Men ak. Han var ud af en ortodoks jødisk slægt og blev betragtet som en paria af familien fordi han havde giftet sig med en kristen pige. Sibirien blev deres nye hjemstavn.
I 1922 var der 170 russer tilbage
I Ulkebøl flygtede en landmandsdatter med familiens krigsfange. Det lykkedes de to at nå til krigsfangens hjemstavn ved Sortehavet. Hendes forældre opnåede kontakt med hende men tilbage til Als kom hun aldrig igen.
Der var endnu 170 russere tilbage i Danmark i 1922. De fleste af dem var i Sønderjylland. Justitsministeriet overvejede at udvise dem. Mange af dem var utrygge ved det nye styre i Sovjet. En russer blev glarmester i Lydersholm mens en anden russer ernærede sig som skomager i Vilsbæk. I Bylderup blev russeren Androsoff boende. Han giftede sig med en krigsenke og blev landmand og grisehandler. Også i Lund forblev krigsfangen på gården. Han giftede sig med datteren og faldt godt til.
Men nu var det de færreste, der blev gårdejere. De blev landarbejdere eller husmænd.
Ikke alt endte lige lykkeligt
Fjodor Bjelous, kaldet Belose kom til familien Møller på gården Fausbøl i Todsbøl, Bjolderup sogn i 1915. Han blev boende her indtil sin død som 81 – årig i 1970. Han var ugift. . Skønt han blev i Todsbøl i 55 år lærte han ikke dansk eller tysk. Ud over det mest nødvendige. Dansk statsborgerskab fik han først i 1958, da han var 65 år.
Kalika bosatte sig i Hammerlev, hvor han havde været krigsfange. Han var uddannet pelsmager. Dette erhverv kunne han ikke udføre i Sønderjylland. Han søgte en plads som fodermester. På gården arbejdede en pige fra Aabenraa, som han i 1923 giftede sig med. Han havde opgivet at vende hjem. Han var analfabet. Men deres største sorg var at de mistede tre børn. Først langt senere fik de et barn, der overlevede.
Det var et hårdt job som fodermester. I 1936 flyttede de til Aabenraa. Kalikas største ønske var at få søndagsfri. Han kom til at gå langt efter arbejde. To gange 12 km hver dag. I 1949 døde hans kone kun 52 år gammel. På et tidspunkt havde han tre husbestyrerinder. De ville alle giftes med ham. Men han ville ikke og så ville de ikke mere føre rent for ham.
Han endte sine dage på plejehjemmet Grønnegården i Aabenraa. På spørgsmålet om hvorvidt han havde glædet sig med Danmark som nyt fædreland svarede han:
Bange for beskæftigelsen
Fra 1917 ændredes danskernes indstilling til flygtninge. Man var bange for, at deres situation blev udnyttet til billig arbejdskraft så man ikke selv kunne finde beskæftigelse. De ville efterhånden blive en konkurrent på arbejdsmarkedet.
Efter at det russiske gesandtskab havde lukket kassen udfoldede de danske myndigheder store anstrengelser for at undgå at få russiske flygtninge ind i landet. Den tidligere åbne dørs politik blev nu vendt til klar afvisning.
Den nutidige danske flygtninge – og fremmedpolitik har således sine rødder i perioden 1914 – 1918.
Flertallet af russerne syntes at have haft det godt. Måske kan dette skyldes den tyskfjentlige holdning i befolkningen.
Tårer ved afsked
I Bov Sogn var befolkningen kede af det den dag de russiske fangere forlod sognet. De blev kørt til banegården i Flensborg. Ved banegården holdt et langt tog med lukkede godsvogne. Langs resten af toget stod lange rækker af fanger opstillet med mellemrum. Mellem hvert hold og foran hvert hold stod vagtfolkene.
Der blev udvekslet mange ”Doswedanje”. Fangerne gav udtryk for at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov. Og denne opfattelse var gensidig. Mange af værtsfolkene var taget med til Flensborg for at sige farvel.
En lille lund syd for Løgumkloster
På en lang række af landsdelens kirkegårde møder vi i dag de fremmede soldaters navne. Stærkest indtryk får man ved at besøge en lille lund syd for Løgumkloster nær Tønder. Her ligger de 71 soldater, der døde af plettyfus fra lejren i Løgumkloster. I gravlunden er det tillige begravet to russere, der valgte at bosætte sig i området. De fik tilladelse til at blive begravet sammen med deres kammerater. Det skete i 1965.
Også på Tinglev kirkegård er der et smukt monument på en fællesgrav. I smug havde danskere om natten plantet røde og hvide nelliker. Men ellers er der russiske grave mange steder i Sønderjylland – ja ca. 175 stykker.
I oktober og november 1918 døde 20 russer under fangekommando Aabenraa af influenza og lungebetændelse.
Kørt over af et tog
På Tønder Kirkegård er der tre gravsteder over russiske krigsfanger. De har været der i mange år og er omtalt i Ingolf Haases bog: Tønder Kirkegård – en kirkegård ved grænsen. Men man har hele tiden troet, at de to af gravene stammede fra Anden Verdenskrig. De to af gravstenene er først rejst i 1957. Men en henvendelse fra Den Russiske Ambassade vendte op og ned på denne opfattelse.
Man fandt ud af, at de to var døde i 1917. I bøgerne fandt man ud af, at de to både var døde og begravet samme dag. Det viste sig at være en dramatisk historie. De havde taget flugten fra en nærliggende fangelejr, havde taget tøjet af for at krydse en å. Og så havde de befundet sig på nogle skinner og blevet kørt ned af et tog.
Kilde:
August 21, 2020
Sydens Dronning
af l. Olesen
Tre borgere på Samsø interesserede sig for sjældne kartoffelsorter. De hjemtog forskellige eksotiske knolde. Så forsøgte de sig frem og skrev alt ned. Dette blev opbevaret i apotekerens kælder. Men ak, en dag fandt to katte derned. Det hele blev ødelagt. Apotekerens havemand, Hans Hansen fik til opgave at rydde op. Men en dag så han stor kraftig plante vokse op på kompostbunken. Han gav den navnet ”Sydens Dronning”. I flere kunne Hans Hansen levere to uger før alle andre. Efterhånden gav man lov til at den ”sjældne art” også måtte vokse uden for øen. En lærer ville have sandheden frem. Han sendte en prøve til en genbank. Efter fire års spændende venten fik han resultatet – Sydens Dronning var den udbredte Sharpes Express.
Til spørgsmålet: ”Hvem er Sydens Dronning?” bliver vi desværre læseren svar skyldig, men hvis spørgeordet ændres fra hvem til hvad, er svaret let: ”En god historie!”
Samsø er i dag nok mest kendt for sine tidlige kartofler, men sådan har det ikke altid været. I begyndelsen af 1800-årene var det så som så med den lokale kartoffeldyrkning. Professor Gregers Begtrup skriver således i 1808 om Samsø i sit store værk – Agerdyrkningens tilstand i Danmark: “En frugttræhave, hvori findes nogle grønkål, men få kartofler, er til enhver bondegård”.
Her, som i resten af landet, vandt kartoflen dog mere og mere terræn, og i 1851 kan sognepræsten i Nordby, pastor Heegaard, fortælle, at ”kartofler dyrkes langt mere end forhen, endog til udførsel”. 15 år senere var 363 tdr. land udlagt til kartoffeldyrkning.
Det kan måske lyde af meget, men det skal sammenlignes med, at øen på samme tid havde korn på mere end 7.500 tdr. land.
Et veritabelt katteslagsmål i begyndelsen af 1900-årene blev den direkte årsag til det senere samske kartoffeleventyr.
Tre gode borgere i Tranebjerg: toldforvalter Fryd, apoteker Schultz og doktor Engberg, nærede alle stor interesse for nye og sjældne kartoffelsorter. De hjemforskrev prøver af nye sorter fra bl.a. England, Italien og Sydamerika og anstillede forædlingsforsøg med et efterhånden stort forsøgsmateriale.
Alene fra et anerkendt forsøgsinstitut i Erfurt fik de mere end tyve forskellige sorter. Forsøgene tegnede lovende. Knoldene blev prøvedyrket og opformeret, og de forskellige sorters ydeevne, kvalitet og voksehastighed blev nøje optegnet. Om vinteren blev samlingen, omhyggeligt mærket, opbevaret i apotekerens kælder.
De tre herrers videnskabelige sysler endte desværre brat, da to katte ved et uheld fik adgang til kælderen. De lavede så stor ravage, at alt videre forsøgsarbejde måtte opgives og de sørgeligt sammenblandede knolde kasseres. Apotekerens havemand, Hans Hansen, fik til opgave at rydde op på åstedet, og hele molevitten røg på kompostbunken.
Hen på foråret bemærkede Hans Hansen, der som håndgangen mand havde bistået med forsøgene, at en kraftig kartoffelplante spirede på kompostdyngen. Den mindede om en af de planter fra forsøget, der havde
været mest lovende, og under den grønne top var der mange og tidligt udviklede knolde.
Hansen tog de små kartofler med hjem og påbegyndte en opformering af sorten. Den viste sig ikke blot at yde mere end nogen sort, han før havde dyrket, den kom også væsentligt tidligere frem. Han gav den navnet “Sydens Dronning”, fordi han vidste, at mange af apotekerens forsøgsknolde var hentet i syden.
I flere år kunne Hans Hansen levere nye kartofler to uger før alle andre, og han vogtede derfor strengt over den nye sort. Efter nogle år overlod han dog en lille del til sin bror, Mourits, som til gengæld højtideligt
måtte love ikke at sælge læggekartofler til andre.
Rygtet om brødrenes tidlige kartoffel bredte sig over øen, og selv om læggekartoflerne ikke var til salg, kunne Mourits, der var passioneret jæger, ikke modstå fristelsen til at erhverve en eftertragtet jagtret i bytte for en lille portion læggekartofler.
Herefter spredtes sorten hurtigt blandt avlere på øen, og efterhånden fortrængte den fuldstændigt de før benyttede sorter, da den ikke blot var tidligere, men også overgik dem i både ydeevne og kvalitet.
I 1930’erne, 40’erne og 50’erne blev Sydens Dronning dyrket på hele Samsø, først og fremmest på de små og middelstore landbrug, men også de fleste haveejere blev fristet til at være med. Der var en særlig spænding i at avle nye kartofler. Prisen kunne svinge voldsomt fra dag til dag.
Succesen med de tidlige Samsøkartofler skyldtes dog ikke blot sorten. Også andre faktorer spillede ind, f.eks. det milde ø-klima, der får frosten til at slippe sit tag lidt før end på fastlandet – og den menneskelige faktor. Landmanden skulle kende sin jord. Enhver fandt den plet, der egnede sig bedst, og netop her lå hans kartoffelstykke.
Fortjenesten var god, om end det krævede hårdt arbejde. Kartoflerne skulle forspires, og det blev de oftest i den lune kostald. ”Alle her på Samsø må have køer”, sagde en husmand i 1951 til en interesseret journalist. Og der var noget om snakken, for på det tidspunkt var der ca. 700 kvægbesætninger på øen, de fleste ganske små, men store nok til at have en stald til kartoffelspiring.
I marts skulle de forspirede kartofler i jorden, helst en uge før den sidste nattefrost, om man nu bare kunne ramme rigtigt! De næste par måneder afhang alt så af vejret og den kærlige pleje med hyppeploven, og
omkring Grundlovsdag – 5. juni – kunne man begynde at tage kartoflerne op.
Det var ofte et arbejde for hele familien at pille kartofler op, og man skulle tidligt i gang for at være færdig med det aftalte stykke, inden vognmanden afhentede kartoffelkasserne ved middagstid. De nyopgravede
kartofler skulle jo gerne nå frem til grønttorvet til salg næste morgen.
Efterhånden udbredtes kendskabet til Sydens Dronning sig, som man kan se i bogen ”Dyrkning af Køkkenurter paa Friland og under Glas” fra 1943, hvor en farveplanche viser prøver af fire gode, tidlige sorter: Sydens Dronning, Sharpes Express, Di Vernon og Juli, og i 1943 gav Samsø Landboforening så sit officielle samtykke til, at Sydens Dronning måtte dyrkes uden for øen.
Om Sydens Dronning var en selvstændig sort, der kun kendtes i den stamme, der blev opformeret på Samsø og udgik herfra, var gennem årtier et stort spørgsmål. Gårdejer Jens Gylling Holm, som i 1947 beskrev Samsøs landbrug i bogen ”Samsø, Danmarks Midtpunkt” siger om Sydens Dronning: ”Den minder
ikke så lidt om Sharpes Express, men synes dog hverken identisk med denne eller nogen anden almindelig kendt sort”.
Nye Samsøkartofler er i dag stadig en af øens vigtige afgrøder, men eventyret med Sydens Dronning er slut. Andre sorter har for længst udkonkurreret den, både hvad gælder kvalitet og ydeevne. Der foregår til
stadighed et forædlingsarbejde, og hvert år bliver nye sorter prøvedyrket.
Også dyrkningsmetoder har ændret sig, som spiringen, der i dag foregår under skarp kontrol af temperatur og lys, dyrkning under
plastik og med mulighed for effektiv markvanding og selve optagelsen, der måske for de allerførste kilo foregår med nænsomme hænder, men snart overtages af store maskiner.
Men spændingen ved at dyrke de tidlige kartofler er der stadig!
Selvom Sydens Dronning nu ikke længere – officielt – bliver dyrket, er den dog ikke helt forsvundet. Rundt om i de samske haver findes den stadig.
I 1998 forsøgte lærer Leif Hansen fra Samsø at løse gåden om
sorten på videnskabelig vis. Han sendte læggekartofler til “Nordiska Genbanken” i Sverige, og resultatet forelå fire år efter: Sydens Dronning er identisk med den allerede kendte engelske sort Sharpes Express.
Den plante, Hans Hansen fandt på apotekerens kompostbunke, var altså ikke et resultat af forædlingsforsøgene, men derimod en fremspiret plante fra en af stamsorterne.
Kilde:
https://www.visitsamsoe.dk/inspiration/sydens-dronning/?fbclid=IwAR2OSwZtMbZ0D4-
CjJ7cfbqtORciGrRLq1ZlVdwiCGYtqbfjlDZXrhW5S70
Tak til L. Olesen
August 19, 2020
Pastor Jacobsen fra Skærbæk
Det var bestemt ikke kedeligt i Skærbæk fra 1884 – 1904. Pastor Jacobsen var kommet til byen. Han var ide- og initiativrig men også meget letsindig. Han fik etableret en masse virksomheder med lånt kapital. Han sagde selv, at det var for at ”Kejserriget skulle få mere indflydelse i Nordslesvig”. Det fremmede bestemt ikke det gode dansk – tyske forhold. Jacobsen havde god opbakning fra von Köller. Det var lige før, at denne havde gjort ham til biskop. De dansksindede kunne godt se, at der var noget galt med banken og de mange virksomheder. Men det kunne de tyske embedsmænd ikke. Den tyske regering holdt hånden over ham. Efterhånden krakelerede det hele. Mange retssager fulgte. Men Jacobsen blev frifundet vel sagtens for at beskytte tyske embedsmænd. Nu vendte Jacobsen fuldstændig og gik imod den tyske tvangspolitik. En meget lokal brand i et pengeskab ødelagde efterforskningen omkring Nordsøbad Lakolk.
Ikke kedeligt i Skærbæk 1884 – 1904
Vi skal møde en ikke helt almindelig præst. Vi har mødt ham før i et par artikler, men nu er det da vist på tide, at vi lærer ham rigtig at kende. Det var bestemt ikke kedeligt i Skærbæk fra 1884 til 1904. Modsætning mellem dansk og tysk skabte spænding. Den tyske lejr var præget af de bitterste stridigheder, men der var også forandring, fremgang og udvikling.
Men først og fremmest var der skandaler, der til sidst endte i katastrofer. Pastor Jacobsen var endt på en egn i opbrud. Så massivt egoistisk og upåvirkelig som han træder frem, viser han sig snarere at være et redskab for politiserende embedsmænd og skrupelløse spekulanter.
Hvordan var pastor Jacobsen?
I 1901 karakteriserede landråd Becherer i Haderslev Jacobsen således:
Det var en hård dom. Men det forhindrede nu ikke landråd Becherer i at bruge Jacobsen.
Alt nyt dengang var tysk
Det gik ikke mange år i Skærbæk før Jacobsen havde tildraget sig opmærksomhed i vide kredse som selskabsmand, politiker og grundlægger af en masse virksomheder i fortyskningens interesse.
Man skal huske på, at her hvor Jacobsen kom til at regere var et gammelt uland, regeret af bondehierarki. Al fornyelse, der kom til det, havde tysk præg. Ved de prøjsiske rets – og forvaltningsreformer havde storbønderne mistet indflydelse. De stillede ikke længere fogeder og sandemænd på tinge. Landbrugsstrukturen var i bevægelse.
Der var afvanding af landbruget, den skabte mangel på udvikling og indtægt. En tid var emigration den væsentligste udvej. Gårdmændenes indflydelse var på retur, deres sidste bastion var kirkeforvaltningen. Slaget om den tabte Jacobsen hurtigt, menighedslivet forkrøblede.
Det var ikke så sært, at landråder, overpræsidenter og kejserlige ministre fik øje på denne kraftkarl, der kunne vende op og ned på al ting.
Skærbæk nåede at få tysk flertal. Arnum, Toftlund og Rødding gennemgik samme forvandling. Tænk hvis Jacobsen var havnet i den tyske rigsdag.
Masser af dansk ballast med hjemmefra
Han havde så meget dansk ballast med hjemmefra. Racisme, antisemitisme, militær og altyske penge. Man kunne have forventet et samarbejde med den danske del af menigheden i stedet. I stedet mødte Jacobsen op med et brutalt fjendskab.
Måske kunne et par af Jacobsens initiativer have overlevet med en ordentlig administration og langfristet gæld. I stedet så vi kynisk spekulationshandel.
Kritikken som alligevel vovede sig frem imod hans foretagender, blev ubarmhjertigt slået ned. Landråd von Uslar måtte også bede Jacobsen om penge til købet af Dannevirke. Men von Köllers forsøg på at give Jacobsen bispestolen gik ikke. Der var alt for meget modstand fra de menige præster.
Initiativtager til tysk bank i Skærbæk
Han udviklede sig til i årene 1895 – 1903 at blive tyskhedens føre i Nordslesvig. Han var opvokset i en dansk præstegård.
Inden han kom til Skærbæk, var han tysk præst i København, fra 1861 sognepræst i Bøl i Gottorp provsti. Og fra 1864 – 1884 var han præst i Starup-Grarup i Haderslev provsti. Han var født i Haderslev.
Allerede i 1890 oprettede han Skærbæk Kreditbank med et tysknationalt sigte. Han var medstifter af Den tyske forening for det nordlige Slesvig. Fra det alttyske forbund modtog han fra 1895 store summer til opkøb af jord, der med lån fra Kreditbanken skulle koloniseres af tilvandrende tyskere. Jo han var initiativtager til ”Creditbank Scherrebek” allerede i 1890.
Regeringen holdt hånden over ham
Han var meget energisk og iderig, men det var også med stor letsindighed han oprettede en række betydelige foretagender. Han var god til at få fat i penge og sætte ting i gang. Men han formodede ikke at skabe sund økonomi, der var langtidsholdbar. Hans projekter havde germanisering for øje. Da han blev præst i Skærbæk, var det et udpræget dansk område.
Hans ikke særlige præstelige optræden skabte ham problemer med sognebørnene Hertil kom hans politiske aktiviteter til fordel for tyskheden. Regeringen brugte ham som mellemmand i en økonomisk transaktion som dårligt tålte dagens lys.
Regeringen holdt alt for længe hånden over ham i hans tvivlsomme gøremål. Til sidst prisgav hans beskyttere ham. Situationen var blevet uholdbar. De kirkelige myndigheder havde i årevis været betænkelig ved hans embedsførelse.
Masser af energi i Jacobsen
Det var bl.a. i 1896, hvor han oprettede Skolen for kunstværk, hvis billedtæpper vandt europæisk ry. Teglværket i Frifelt fulgte i 1897. Og i 1897 overtog han overfarten til Rømø. Det var nok med henblik på Nordsøbad i Lakolk.
Kroen ”Zum goldenen Karpfen”, en briketfabrik i Hønning Mose, opkøb af gårde og et dampbageri i Skærbæk var også nogle af aktiviteterne.
I 1898 var det så det berømte Nordsøbad Lakolk på Rømø. Nordseebad Lakolk var en god ide, men indtægterne de første fem år svarede slet ikke til forventningerne. På de tyske vadehavsøer var der sket en eksplosion af badeturisme. Og sådan var det også på Fanø omkring 1900.
Ved sommertid 1900 fejredes der en ordentlig midsommerfest på Rømø. Et tysk blad berettede om det:
Lakolk – konkurs i 1903
Der var udgifter til drift, vedligeholdelse og udvidelser. Det viste sig med al tydelighed, da Lakolk i efteråret 1903 blev erklæret konkurs. Jacobsen blev bare for dette idømt tre måneders fængsel, men blev frikendt.
Da Nordseebad Lakolk gik konkurs, bestod det af badehotel, restaurationsbygning, strandpavillon, vinstue, badehal, butikker samt staldbygning og banegård for den hestetrukne skinnevogn, troljen, der kørte badegæsterne tværs over øen fra havnen i Kongsmark. Der var også transportproblemer til øen. Indtil 1897 foregik sejladsen til øen først og fremmest fra Sylt, Højer eller Ballum til Havneby.
Skærbæk Rederi
Med Skærbæk Rederi skulle overfarten ske fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark. Jacobsen selv var hovedaktionær. Der blev gravet sejlrender og anlagt kaj. Sejladsen var dog ikke uden problemer. På grund af tidevandet kunne sejlturen blive en langstrakt oplevelse, idet bådene – først motorbåde, siden dampere – hyppigt sejlede på grund og overfarterne beskrives gerne som oplevelser for de eventyrlystne.
Transportproblemer
Ved ankomsten til Kongsmark blev gæsterne i 1899 kørt tværs over øen til Lakolk med trolje – en hestetrukken togvogn, der kørte på skinner. Oprindelig var planen at etablere en decideret jernbaneforbindelse over øen, men det blev aldrig realiseret.
Der blev forsøgt at køre strækningen med et damplokomotiv, men det væltede på de spinkle sveller. Desuden var der risiko, for at en gnist kunne starte en brand i den tørre vegetation. Her var hestene bedre egnet.
Mange rejsende kom helt fra Berlin. I 1901 kunne man stå på toget i Berlin kl. 6.30, bære i Skærbæk 14.48 og fremme i Lakolk 17.25
Selskabets økonomi kom aldrig helt for dagens lys. Hovedbogen var under mystiske omstændigheder gået til ved en meget lokal brand, der kun omfattede det pengeskab, hvor den lå i.
Røde Ørns Orden
Og i 1902 Nordslesvigsk karpeavlsselskab Renbæk. I overpræsident M. von Köllers embedstid nåede Jacobsen masser af indflydelse. I 1900 blev han dekoreret med ”Den Røde Ørns” Orden af 4. klasse. Han var regeringens mellemmand i forsøget på at købe det danske blad Dannevirke i Haderslev.
Ironi med sandhed ved Posthusets åbning
Man begyndte at tale om de store foretagender:
Disse stikord stammer fra et digt, Jacobsens datter læste op, da det nye posthus i Skærbæk blev indviet. Man må sige, at det var ironi med sandhed.
For at styrke det tyske kejserrige i Nordslesvig
Samme år var Jacobsen blevet medlem af Det altyske Forbunds hovedbestyrelse og 1901 deres forretningsudvalg. I 1898 blev han antisemitist rigsdagskandidat Schaumburg – Lippe og nationalliberal landbrugskandidat i Tønder. I 1902 stillede han op som tysk rigsdagskandidat i Haderslev – Sønderborg kredsen. Det var lige før han blev tyskernes førstemand i Nordslesvig. Han gik også efter at blive biskop i Slesvig men heller ikke dette lykkedes for ham.
Det var alt sammen for at styrke det tyske kejserriges magt i Nordslesvig.
Allerede i 1901 var der regnskabsuorden og økonomiske problemer i hans foretagender. Han måtte bede regeringen om hjælp.
De nødvendige lån blev hevet hjem
Det var ikke fordi, at Jacobsen ikke gjorde noget for sin bank. På hans mange rejser solgte han masser af gældsbeviser. Men allerede i 1901 måtte der mere penge til banken. Han ansøgte den preussiske indenrigsminister om et lån på 135.000 Mark. Men da landråd Becherer på ministeriets forespørgsel betegnede lånet som risikabelt fik banken det ikke.
Ud på sommeren skrev Jacobsen atter til indenrigsministeriet. Og det hjalp heller ikke at han rejste ned til von Köller for at få hjælp.
I august blev landråd Becherer dog kaldt ned til Slesvig. Her lagde von Köller det brev som han havde modtaget af Jacobsen foran Becherer. I dette vad Jacobsen indtrængende om et lån.
Det endte nu men at den preussiske Statsbank ydede Skjærbæk Bank et lån på 90.000 Mark. Til gengæld forlangte overpræsidenten på landrådens forslag, at banken kom under statstilsyn.
Man fik også et lån fra Delbrück & Sohn i Berlin og på 70.000 Mark fra Kredssparekassen i Haderslev. Året 1901 endte med et underskud i banken på en kvart million mark.
Hvorfor opdagede regeringen ikke noget?
Under den senere retssag blev bankens regnskab kaldt for ”forvirret”, dets bogføring for ”utilladelig” og ”under al kritik”. Det barokke er, at hverken regeringskommissæren eller regeringsrevisoren havde opdaget dette.
Foruden diverse lån havde regeringen allerede ydet tilskud på 650.000 Mark til Jacobsens mange aktiviteter.
Han var ikke en ubegavet mand, tværtimod. Men han var meget letsindig. Måske kan man bruge ordet ”samvittighedsløs”. Og så var han også behæftet med forskellige andre menneskelige skrøbeligheder. Det må nok siges, at han egnede sig grumme lidt til at være præst og da allermindst i Nordslesvig, ensidige i et sogn som Skærbæk, hvis fører ubestridt var en mand som P. Timmermann ”Skærbæks danske konge”.
Ja sådan kaldte Jacobsen ham. Han var både formand for Kirkeældste og formand for den danske sparekasse. Det var en slem konkurrent til Præstens Kreditbank.
Det lykkedes ikke at få Timmermann fyret
Jacobsen forsøgte da også flere gange at få Timmermann fyret som Kirkeældste. Han mente, at denne ”begunstigede og befordrede den grundtvigianske Agitation”. Men Jacobsen fik at vide, at man ikke ville sende en kommission til Skærbæk for at undersøge sagen.
Drikkeriet tiltager og sognebørnene forespørger om de ikke kan få Jacobsen forflyttet. Men de tyske embedsmænd lytter ikke til sognebørnene. Dr. Kaftan advarede Jacobsen og truede ham med, at hvis han ikke fik styr på sit drikkeri, så ville der blive indledet en disciplinærsag mod ham.
Jacobsen klagede over sin øverste chef. Det førte til at Kaftan kom til en tjenestelig samtale hos von Köler, der ville vide, hvorfor han ville rydde en præst af vejen ”fordi han var en god tysker”.
I 1899 medvirker Timmermann til oprettelse af en frimenighed i Skærbæk. Måske havde han nogle tilbøjeligheder som Jacobsen gjorde opmærksom på. Men endnu i 1903 var han kirkeældste.
Beboerne slukkede lyset
I 1899 fandt de tyske myndigheder ud af, at der skulle rejses en sten til minde om de to faldne soldater ved ”Slaget ved Brøns”. Men ingen ville sælge til tyskerne. Så tog man halvdelen af et postbuds gravsten. Den 17. september 1899 talte pastor Jacobsen ved den lejlighed. Henvendt til dansker skulle pastoren ifølge Hejmdal have sagt:
Efter denne indvielse skulle der være forgået en temmelig fugtig fest på Brøns Kro. Da deltagerne hørligt berusede drog til stationen efter festen, var det meningen at vinduerne i byen skulle have været illuminerede, men beboerne valgte i stedet at slukke lyset.
De tyske embedsmænd skulle sikres
I 1902 tvang altyskerne ham ud af Lakolk – selskabet. I september 1902 måtte han forlade Kreditbankens direktion. I begyndelsen af 1903 fratog regeringen ham alt støtte. Væveskolen, karpeselskabet og Jacobsen blev erklæret konkurs. På grund af tvivlsom moral blev han i 1904 afsat som præst uden pension.
Drukkenskab og usædelig vandel havde gjort ham uværdig til agtelse og anseelse som hans livsindstilling krævede.
En række langvarige retssager fulgte. Her blev Jacobsen beskyldt for bedrageri, underslæb og konkursforseelser. De endte dog alle med frifindelser eller små bøder. Måske var dette for at beskytte de tyske embedsmænd.
Jacobsen havde en kompliceret personlighed. Han blev en stadig mere aggressiv altysker, som bestemt ikke gavnede det dansk – tyske forhold. Men det var der sikkert nogen, der tænkte på dengang.
En tysk dødssynd
Regeringens forgæves forsøg på at redde Kreditbanken kostede dem over to mio. Mark. Jacobsen gjorde regeringen til sin uforsonlige fjende ved at tage forbehold over for den antidanske tvangspolitik og ved at afsløre korrupte forhold hos amtsforstander von Winther. Kaldet Aldersflügel og hos landråd K.K.A. Becherer i Haderslev.
De tyske embedsmænd blev skånet. Men det gjorde Jacobsen ikke selv. Den væsentligste årsag hertil er sikkert Nicolai Svendsens berømte interview med Jacobsen i Hejmdal den 11. maj 1903. Det var ”Nestbeschmutzung”, en tysk dødssynd.
Brud med tvangssystemet kostede det sidste
Pludselig havde Jacobsen også vendt fokus. Han stillede skarpt mod udvisninger, politichikane og hele tvangssystemet. Nogle dage efter havde han sendt et brev til Hejmdal og betegnet tvangspolitikken som ”uretfærdig og kortsynet”, en politik, der ”ligefrem skadede den tyske sag”:
Frankfurter Zeitung havde citeret dette brev. De skrev bl.a.:
Pastor Jacobsens brud med tvangspolitikken fra tysk side betød, at han ikke kunne tilgives. Regeringen kasserede nu alle hans poster. Han blev udstødt af diverse foreninger.
Skandalerne overraskede ikke danskerne
En god dansk egenskab er overbærenhed og evne til at indrømme anderledes tænkende en vis idealisme. Langs ad sted kan der findes træk i Jacobsens person og handlinger, som nærmest er uappetitlige.
Skandalerne overraskede ikke den danske del af befolkningen. Den preussiske administration havde stået med blindhed. Åbenbart var regeringen blevet misinformeret. Von Köller havde bistået Jacobsen hele vejen.
I 1907 blev Jacobsen protestantisk præst i Acro ved Gardasøen, Ved Italiens indtræden i Første Verdenskrig flygtede han til Tyskland.
I 1905 udsendte Jacobsen under pseudonymet Arminius det dokumentariske forsvarsskrift ”Gewalt geht vor Recht”. I 1907 kom hans selvbiografiske roman ”Zwischen zwei Meeren 1-2.
Det storslåede eventyr, som Jacobsen fik sat gang i over på Rømøs vestkyst, kom efterfølgende på forskellige hænder. Men med tiden gik de fleste af restaurations – og sommerhuse i forfald på grund af manglende vedligeholdelse og for dårlig kvalitet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.620 artikler, herunder 189 artikler fra Sønderjylland inkl.:
August 17, 2020
En salmebog fra Varnæs
Bertel Christian Ægidius var præst I Varnæs fra 1701. Han sendte et forslag til en ny salmebog ud til kollegaer. De skulle også lige hjælpe med sproget. De skulle kigge igennem 1.018 sider. Ingen af dem var mester i det danske sprog. For første gang var en salmebog fuld af numre. Dansk og tysk blev sunget på samme tid. Så måske blev oversættelsen ”på poesiens bekostning”. Fætter Enevold forsøgte at hjælpe med udbredelsen, men det blev opdaget. Salmebogen blev ikke så populær i Tønder By selv om pastoren gik ind for den. Men flere var i gang med salmebøger. Men det var et imponerende pionerarbejde Ægidius udrettede. Man brugte salmebogen i 160 år i Varnæs Kirke.
Præst i Varnæs fra 1701
Det er mange ting, som Varnæs er berømt for. En af disse ting er den berømte Varnæs – salmebog.
Og det var Varnæs – præsten Bertel Christian Ægidius (Gjødesen) der udgav denne. Han tilhørte den pietistiske bevægelse. Men det bar salmebogen nu ikke så meget præg af. Han blev præst i Varnæs i 1701.
Han giftede sig med præstenken, sådan var det tradition den gang.
Han var præstesøn fra Bylderup og havde studeret i Kiel
Inspiration fra kollegaer
Inden udgivelsen ville han da lige høre, hvad hans kollegaer rundt om mente. Han udsendte derfor en rundskrivelse forfattet på latin. Men eksperter mener nu ikke, at dette var perfekt latin. Det var meget knudret. Her findes også tilstødende græske gloser.
Brevet viser, at pastor Ægidius er gået til sin opgave med alvor og nidkærhed. Han ville gerne have inspiration fra kollegaerne. Og så ville han gerne have at kollegaerne også rettede i hans fejl.
Også provsten i Tønder, Samuel Reimarus roste oplægget. Men det var alle kollegaer i Tønder nu ikke lige begejstret for.
Provsten mente, at ikke alle tyske salmer var oversat lige godt i tidligere salmebøger. Men nu er en stor del af de bedste tyske salmer blevet oversat. Provsten opfordrede kollegaerne til at bakke op om projektet.
De skulle kigge igennem 1.018 sider
Og disse præster skulle gennemgå hele 415 salmer på 1.018 sider. Skal vi prøve at oversætte titelbladet til nudansk, så står der sådan noget lignende som:
48 sider af bogen indeholdt dette:
Ingen mester i det danske sprog
Ægidius var ikke selv stiv i det danske sprog havde brug for nogen til at gennemlæse bogen med henblik på sproget. Efter at have været gennem provsten i Tønder og de de seks præster i Slogs Herred og endelig Lohmann i Tinglev, som alle stort set ikke var bedre tjent end Ægidius og Reimarus selv blev bogen sendt til den venlige og distræte professor Steenbuch i København, der gennemgik den og rettede ting i manuskriptet. Men dette tog man nu ikke alt for højtideligt.
Send numrene i forvejen
Præsten i Bylderup, Ewald Ægidii, som var bror til Varnæs – præsten opfordrede til, at man en uge i forvejen sendte besked ud til menigheden, hvad man skulle synge om søndagen. Så kunne man øve sig derhjemme. De seks præster i Slogs Herred var enige om. At den ny salmebog skulle indføres i deres herred.
På poesiens bekostning
Afsyngelsen af samme salmer på dansk og tysk gjorde det nødvendigt at teksterne i versemål og tonegang ”muligst bragtes til dækning”, selv om dette måtte ske på poesiens bekostning”.
Måske var Varnæs Salmebogen et Slesvigsk modstykke til Kingos salmebog. Den nye salmebog var forsynet for første gang med numre. Der var hele 414 salmer i den. Og så var den forsynet med:
Varnæs – Salmebogen indeholder 104 salmer, der ikke tidligere var blevet oversat til dansk. Der var kun ganske få ren danske salmer.
Præsten fik tilsendt et prøveeksemplar
I Varnæs Kirkes regnskab for 1712 er der opført en udgiftspost på 11 skilling til en ny salmebog tilsendt af superintendenten. Det er sandsynligvis den ”Hoch – Fürstliche”, der er blevet tilsendt Ægidius som prøveeksemplar, da udgiften næppe dækker anskaffelsen, men kun tilsendelsen.
I 1712 havde to tyske salmebøger set dagens lys i de gottorpske lande. Mange steder i Tønder, Løgumkloster og Højer sang man med tyske salmebøger til dansk gudstjeneste.
Alt skulle godkendes
Sådan uden videre kunne man ikke udgive en salmebog. Den skulle først godkendes her og der. Fra gottorpsk side ville man nok helst undvære den kongelige danske kingoske salmebog.
Ægidius havde sin egen holdning til salmesang og salmetekst. Før havde det været sådan at man havde et fast antal af salmer, som man kunne bruge til gudstjeneste. Men alligevel begrænsede udvalget sig til kun en snes stykker. Dertil kom så salmerne til de kirkelige handlinger, dåb, vielse og begravelse.
Man sang samtidig på begge sprog
Disse salmer kunne så blive sunget på tysk af den ene del af forsamlingen og så på dansk af den anden del af forsamlingen. På den måde opstod der ingen problemer med at lære menigheden nye tekster eller melodier. De mange, der ikke kunne læse, havde heller ingen problemer med at følge med.
Man kunne ikke uden videre påtvinge en befolkning en salmebog med kun danske, for det meste hovedsagelig ukendte salmer.
Måske kunne salmebogen dække hele området?
Sønderjyderne var ikke så begejstret for Kingo som i Kongeriget. Så Varnæs – præsten håbede at hans salmebog kunne komme til at dække hele området.
I 1717 er der i Varnæs Kirkes regnskabsbog fra 1717 en post, der anfører at der er anskaffet 4 tavler til kirken for 2 mark. Nu kunne man på tavlerne se hvilket nummer man skulle synge.
Den værste konkurrent til Varnæs – salmebogen var den Pontoppidanske Sangbog, der udkom i 1740.
Og Brorson kom med en pietistisk dansk salmebog.
Det gik ikke for Fætter Enevold
I 1731 udkom salmebogen med et nyt titelblad på Vajsenhusets Forlag. Det viste sig at være Ægidius fætter Enevold Ewald, der stod bag dette. Han fik en bøde for det. Og desværre så blev bogen forsøgt bremset i København.
Han troede at kunne benytte sin stilling som Vajsenhuspræst til at udgive salmebogen. Men ak, det blev opdaget.
Biskop Worm havde klaget til over bogen til Christian den Sjette. Han mente at adskillige salmer var forvanskede og skriftstridige. Ewald forsøgte at forklare at det var fordi den var skrevet under krigens tid.
Et tillæg fra Tønder
I 1743 blev der trykt en udgave hos Claus Kiesbuy i Tønder med 123 selvstændige salmer på 248 sider. Måske mente man at salmebogen manglede noget. På titelbladet blev der nævnt noget om
Måske var der nogle, der savnede nogle flere pietistiske sange?
Den blev ikke populær i Tønder By
Men den blev dog udsendt i det område, som den var tiltænkt. Bogen blev også kaldt Flensborg – salmebogen, for der var her den blev trykt. Den blev optrykt flere gange sidst i 1765. Den blev brugt i Ullerup til 1871 og i Varnæs til 1882.
Men udbredelsen af bogen stoppede brat ved enklaveområdet mod vest. Bemærkelsesværdigt er det også at bogen ikke vakte genklang i Tønder, til trods for at 2 – 3 udgaver er trykt her.
Reimarus havde været venligt stemt over for den. Den blev ikke benyttet i Tønder Kirke, men den blev brugt i Tønder Landsogn. Således brugte Brorson den i Emmerske bedehus.
Tønder By havde altid været forholdsvis tysksindet, og da Schrader allerede i 1731 udgav den store tysksprogede salmebog, må der være heri, at man skal finde forklaringen på, at Varnæs – Salmebogen ingen landvinding gjorde i Tønder by.
160 år i Varnæs Kirke
Men det er godt nok imponerende at man i over 160 år brugte Varnæs – Salmebogen i Varnæs Kirke. Selvfølgelig skyldtes det først og fremmest, at det var en præst fra deres eget sogn.
Ægidius var en overgangsskikkelse. Varnæs – Salmebogen var en stjerne, der forholdsvis hurtig forsvandt igen. Den blev kun synlig på en mindre måde. Alligevel må det siges, at det har været et kæmpe pionerarbejde det som han har gjort.
Pontoppidan optog store dele af denne den første dansksprogede slesvigske salmebog i sin fra 1740. Den er sikkert fremstillet på opfordring af kongen.
Endnu i ”Den Sønderjydske Salmebog” fra 1925 er der bevaret 11 salmer fra Varnæs – Salmebogen, heraf 4 af Ægidius selv. Varnæs – Salmebogen gjorde sig gældende helt op til Norge, hvor mange af dens salmer blev anvendt i forskellige andre salmebøger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.620 artikler. Under Aabenraa (155 artikler) – Artikler fra området:
Kirker-præster-Kirkegårde-Åndsliv:
Under Tønder (267 artikler):
Under Højer (75 artikler):
Under Aabenraa (154 artikler):
Under Sønderjylland (188 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Nørrebro (290 artikler):
Under Østerbro (90 artikler):
August 16, 2020
Zeppelinbasen i Tønder
Forsøg på at anmelde: Mogens Jensen, Zeppelinbasen i Tønder. Det er en meget underholdende bog, der beskriver et meget farligt job. Tabsfrekvensen var vel også stor. Mandskabet på basen forsøgte at integrere sig i byen og mange blev her efter krigens afslutning. Tønder var den nordligste base. 500 mand ankom til Tønder 1. november 1914. Tønders første luftskibe gik det ikke så godt. Også uheld ved bugsering. Et luftskib brændte også op ved et uheld. Der blev foretaget mange observationsflyvninger fra Tønder. Men det, der blev foretaget inden Jyllandsslaget på vandet, var ikke godt. Tre gange forsøgte englænderne at bombe basen. Der var ikke meget forsvar fra tyskernes side. Den psykologiske virkning var større end den fysiske, konkluderer forfatteren meget rammende i denne meget oplysende bog. Læs den inden du besøger Zeppelin – museet. Revolutionen i Tønder afsluttede det hele.
En underholdende bog
Vi har allerede en del artikler om dette emne på vores. Men i den kigger vi på en ny bog af Mogens Jensen: Zeppelinbasen i Tønder. Og det er i håb om at finde noget nyt om denne base. Det stod der anført i foromtalen, at den flytter billedet fra det engelske til det tyske perspektiv. Spørgsmålet er også om basen fik løst de opgaver, som den var udset til.
Hvilke opgaver havde basen egentlig? Hvordan blev den bygget? Hvordan formede livet sig for besætninger og personale? Vi håber på en ny indsigt og nye erkendelser. Man må nok sige, at det er et imponerende kildemateriale, der er brugt. Og bogen er kun på 108 sider med flotte illustrationer. Teksten er måske for små for os gamle under fotoerne, selv om det er skrevet med fed skrift.
Men igen en god bog fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Dem er der efterhånden mange af.
Bogen er ganske underholdende. Vi får et blik i livet ude på basen og hvordan basen har det med byen Tønder. Og det var bestemt ikke alle matroser, der opførte sig eksemplariske.
En farlig arbejdsplads
Til tider er det som om man læser en spændingsroman. Vi kan da også se, at Mogens Jensen har brugt nogle af kræfterne fra Zeppelin – museet i Tønder. I begyndelsen kunne briterne ikke finde ud at basen lå i Tønder. Men efterhånden fik de et ret godt kendskab til Tønder – basen og deres mandskab. Det skete ved hjælp af spionage. Spændende bliver de om man fremover kunne bore i dette.
Tabet af luftskibe var stort. Det gik meget mandskab til. Det var virkelig en farlig arbejdsplads. Det får man også indtryk af i at læse bogen.
Der er flotte interessante skemaer i bogen. Vi får en forklaring på forskellene på de forskellige luftskibe og hvordan de er indrettet. De kunne medføre fra 500 kg til 3.000 kg bomber. Lasteevnen afhang af temperaturen.
De to første luftskibe blev mistet
Målet for den tyske marineledelse var at få mindst 15 luftskibe som slagstyrke og opklaring for hæren. Man skulle også anvende dem til landdistancebombning. Den tyske marines hovedmodstander vart Storbritannien. Efterhånden var våbenkapløbet faldet ud til britersens fordel.
Men i løbet af 1914 så det ud som tyskerne overhalede briterne. I 1912 havde man planlagt at bygge en luftskibshal ved i Nordholtz ved Cuxhaven. Men dette byggeri gik kun langsomt frem. Og så var tyskerne så uheldige at miste deres to første luftskibe i 1912.
En Zeppelin af m – klassen som for eksempel L 3 kunne man bygge på blot seks uger for blot en million mark.
Tønder var den nordligste base
Antallet af baser blev øget ved et dekret udstedt af Reichsmarineamt den 16. september 1914. Der skulle bygges tre baser, Namur i Belgien, Hage i Østfrisland og Tønder i Nordslesvig.
Det officielle navn for den base, der blev anlagt 2 ½ km. Nord for Tønder hed:
Under Første Verdenskrig kom tyskerne til at benytte sig af 15 baser og Tønder var den nordligste. De store åbne områder mente man var en fordel for luftskibene. Men den fremherskende vestenvind og hyppige tåge skulle vise sig at blive en udfordring.
500 mand ankom den 1. november 1914
Ca. 500 mand ankom syd fra den 1. november 1914. De blev borgerlig indkvarteret rundt om i byen. Omtrent samtidig med at man på basen begyndte at anlægge beboelsesbarakker begyndte at anlægge to vældige luftskibsbarakker på hver 180 meter lange, 34 meter bredde og 28 meter høje.
I dagtimerne skulle 60 vinduer oplyse hallen, mens elektriske glødepærer skulle oplyse hallen, når mørket faldt på. Hallerne var desuden forsynet med to underjordiske tankanlæg, der hver kunne rumme 10.000 liter brændstof. Rundt om hele basen var der 2, 5 meter pigtrådshegn.
Men det gik nu ikke som forventet. Men storm i begyndelsen af december 1914 medførte oversvømmelser og det forsinkede jordarbejdet. Den sydlige hal blev først færdig og kunne nu bruges søm nødhavn.
Nødlanding på Fanø
Først på eftermiddagen den 17. februar modtog man en melding fra luftskibsledelsen i Nordholtz, at Luftskibet L 3 var i vanskeligheder ud for den danske kyst. Den ville lande på Tønderbasen. Al mandskabet var parat.
Vinden havde taget på i styrke og det var begyndt at sne. Og nu nåede viden orkanstyrke. Først ud på aftenen indløb der besked til Tønder, at man ikke skulle vente på den. Sidst på eftermiddagen var den blevet nødt til at lande på Fanø.
L 4 forsøgte også at lande på den jyske vestkyst men det lykkedes kun for en del af personalet at komme i land. Fem blev med luftskibet blæst ud over Vesterhavet og man har aldrig set dem igen.
Den 10. marts kunne personalet fra borgerkvarterne placeres i barakkerne ude på basen.
Tønders første luftskibe
Endelig den 23. marts kom basens første luftskib PL 25 og den 25. april ankom L 7, den anden af basens luftskibe. De to var meget forskellige. Luftskibene blev løbende forbedret.
Allerede den 15. december 1914 besluttede Reichsmarineamt at supplere de endnu ikke færdigbyggede haller med en dobbelthal. Den fik navnet Toska. Den blev placeret 300 meter nordligere end de andre to. Det var en imponerende hal på imponerede dimensioner – 180 meter lang, 72 meter bred og 44 meter højt.
De to første haller var blevet omdøbt til Toni og Tobias. Nu var der plads til luftskibe. Det blev fuldt udnyttet fra april til december 1916 og i to måneder i sidste halvdel af 1917.
Masser af havari blandt flyene
Der skulle bruges store mængder brint til luftskibene. Til at begynde med blev det leveret syd fra med jernbanen. Senere fik stationen eget gasanlæg. Der var en daglig produktion på 10.000 m3 brint.
I 1915 blev basen bemandet med fire skolefly. Der skete ofte havari også ved landing. Dette skyldtes ofte bløde landingsbaner. I løbet af krigen blev basens materiel ofte udskiftet.
På Tønder Landbrugsskole tog officererne også plads. Sammen med kontoret på basen styrede de det hele herfra. Man havde selvfølgelig også Funkspruch Stelle til trådløs radiokommunikation med luftskibene. Desuden var der lyskaster og lysfyr. Ved tåge kunne man også signalisere med tågeklokke.
Et godt forhold mellem by og base
På basen var der indrettet et officerskasino, der fungerede som messe og opholdsrum for officererne. Befalingsmænd og menige havde deres egne messer. I november 1914 var der 397 personer tilknyttet basen. I april 1917 var der 504 personer.
Forholdet mellem basen og byen var gennemgående godt. Basens ledelse gjorde sig umage for at fremme det gode forhold. Det kunne man bl.a. se i juledagene i 1915 i forbindelse med en snestorm. Mandskabet blev udkommanderet. Til at bistå med snerydning i byens gader.
Den 9. november 1915 indløb der en anmeldelse om tyveri hos en landmand tæt ved basen. Der var blevet stjålet 50 stykker skinker og 35 pølser. Mistanken faldt på basens marinemandskab men sagen blev aldrig opklaret.
Tønder var før krigen en livlig handelsby med 60 forskellige udskænkningssteder. Soldater og marinere fandt også vej til værtshusene. Schützenhof og Centralhalle var blandt byens foretrukne forlystelsessteder.
Ubekræftede rygter vil vide af ”det lette kavaleri” fra Reeperbahn i Hamborg havde forlagt residensen til Tønder for at få del i omsætningen.
Flere soldater blev gift med lokale kvinder. En del af dem blev boende i området efter krigens afslutning. Man basen Tønder blev anset for et kedeligt tjenestested.
Uheld under bugsering
Mandskabet var delt ind i små kommandoer, der hver for sig tog sig af en bestemt praktisk ting. Ofte var basens orkester til stede, når der skulle landes eller gør klar til opstigning. Luftskibene skulle helst lande i modvind. Normalt var hele 200 mand i gang under en landing. Men i stæk vind var man op imod 400.
Ofte skete der uheld under bugsering.
Dagen begyndte kl. 6.00 på basen. For en del af mandskabet var der køkkentjeneste. Der var mange kartofter, ser skulle skrælles. Og så skulle der hentes mælk. Det var svært at finde drikkevand ved basen så det blev leveret.
Dagligdag på basen
Tøjvask, rengøring, skopudsning og reparation hørte også til rutinerne. På badehuset var der opvarmet vand. Ellers var der eksercits og øvelser. Skydeøvelser foregik på Schützenhof’ s skydebane. Resultatet var ikke imponerende men det kan skyldes de dårlige forhold.
I begyndelsen af 1916 blev en enkelt kødløs dag erstattet af to. Den engelske blokade havde dog endnu ikke haft sit afgørende aftryk. Basens musikere var fritaget for de mest slidsomme opgaver. Til gengæld skulle de øve. De kunne blive udkommanderet til andre opgaver.
Således kom der melding om den 20. oktober 1915 at fire russiske og en belgisk krigsfange var brudt ud af fængslet i Tønder. Fem underofficerer og 44 mand blev sendt afsted. Delingen stødte godt nok på to russere. Men det viste sig at være fanger fra en nærliggende fangelejr, der var sat på landbrugsarbejde hos en landmand i omegnen af basen. Den næste dag kom der melding om at to russere var skudt ved grænsen, mens en enkelt russer og belgieren var tilbage til fængslet.
Ikke imponeret af sine medarbejdere
Vizefeldwebel Eckelmann var ikke imponeret af sit mandskab. Han stødte hele tiden på sovende og fraværende vagter. Han strammede gevaldigt op, og det syntes at hjælpe. Men vagtposterne var begyndt at advare hinanden indbyrdes med signaler, når han viste sig.
Uha, så var der en matros, der havde smuglet et kvindemenneske ind på basen. Det kostede fem dages middelstraf. Kom man for sent fra ferie kostede det ti dages ekstra straffeeksercits.
Protestanterne gik i kirke i Abild og katolikkerne i Tønder. Men mandskabet var nu ikke just flittige kirkegængere.
Julefesten måtte ikke fejres med levende lys i luftskibshallerne. Så det blev i stedet holdt i mandskabsrummet. Der blev hentet forsyninger fra Tondernsche Aktien-brauerei. Også nytåret blev fejret men hver afdeling for sig.
Mange observationsflyvninger
Luftskibet L 7 nåede at foretage 77 missioner mens den var stationeret i Tønder. De fleste missioner var ret begivenhedsløse. Men en gang imellem skete der noget spændende for eksempel den 23. oktober 1915, da man kom i kamp med en engelsk båd. Fra 200 meter var den blevet beskudt.
Tønder var fra det sted, hvor der blev iværksat flest opklaringsflyvninger over Nordsøen. Alene i 1916 blev halvdelen af disse flyvninger foretaget fra Tønder.
Mandskab udsat for ekstreme oplevelser
Ofte var mandskabet udsat for ekstreme oplevelser. Kulde, iltmangel, frossen proviant og lange togter førte til ekstreme vilkår for besætningen. Man havde flere lag tøj på. Meget foregik i mørke. Enkelte besætningsmedlemmer gik rundt med en lommelygte. Trådte man ved siden af kunne man risikere at falde ud gennem hylsteret. Der var et toilet agter i skibet. Men besværet med at komme hen til det gjorde, at der ved flere stationer fandtes et afløb, som kunne benyttes til nødtørft.
Da zeppelineren L 55 nåede en utilsigtet rekordhøjde på 7.600 meter var flere af besætningsmedlemmerne nærmest bevidstløse. De kunne kun med besvær bevæge sig frem til forreste gondol, hvor de med deres vægt skulle bidrage med at få stævnen vendt nedad.
Senere blev den rene ilt udskiftet med ”flydende luft” (LOX) som havde færre bivirkninger. Men på lange togter slapilten op.
Luftskib udbrændte ved uheld
Den 4. november 1915 forlod PL 25 Tønder og fløj til Fuhlsbüttel. Den afløser L 18 ankom 16. november 1915. Men blot dagen efter udbrændte den totalt ved et uheld i Toska. Der var både dræbte og hårdt kvæstede.
Efter tre forsøg landede L 20 endelig. Man havde i første øjeblik slet ikke kunne få øje på basen i Tønder. Dagen efter kom L 19- den måtte også have mere end et forsøg. Nu skulle luftskibene fra Tønder også deltage i bombetogter. Kejser Wilhelm som var barnebarn af dronning Victoria var ikke meget for at sætte London i brand fra luftskibe.
Englænderne knækkede koden
Det var en 70 meter lang antenne plus hele 60 flere antenner blev sat op i Tønder. Men blot fire måneder efter, at tyskerne var begyndt med radiokommunikation mellem jorden og luftskibene kunne briterne lytte med. Tyskerne opdagede aldrig at englænderne havde knækket deres flådekoder.
I oktober 1919 skulle ni luftskibe angribe Liverpool. Blandt disse var L 19 og L 20 fra Tønder. L 20 landede efter tre forsøg. Men de havde ikke bombet Liverpool med i stedet Sheffields højovne.
Hvad skete der med L 19?
Men hvad var der sket med L 19? Den kom ikke tilbage. Den havde bombet industrianlæg i Burton. Briterne havde derved observeret at den drev for vind og vejr kun på en motor. En landing på havet var uundgåelig. Den 2. februar 1916 tidlig om morgenen havde en engelsk trawler se vraget af L 19 drivende på havet 110 sømil øst for Flamborough Head.
King Stephan af Grimsby – en lille trawler havde godt nok været i nærheden men det var på ulovligt fiskeri. Det tyske mandskab var på 16 hans var på 9. Selv om tyskerne bad for deres liv så lod den engelske kaptajn ”sejl deres egen sø”.
Luftskibet endte i Norge
Næste bombetogt for F 20 blev fatalt. Den lettede den 2. maj 1916 fra Tønder. Den blev drevet af vinden og nåede helt op til Grandsfjorden syd for Stavanger. Nogle hoppede ud og svømmede i land. Luftskibet fortsatte med mandskab ombord. På en klippe lagde den sig på siden og fire besætningsmedlemmer blev lettere kvæstet.
Næste morgen sprang nordmændene luftskibet i stykker og internerede mandskabet. Det lykkedes dog for kommandanten at flygte over på et tysk skib. Den 20. december var han tilbage i Tønder igen.
Nej, basen lå ikke i nærheden at Højer
De første bombardementer af London udløste udbredt harme og frygt. Briterne var godt trætte af det. Nu skulle der sættes ind på basen i Tønder. Den 25. marts 1916 fortog man et angreb mod Tønder med fem tosædede fly.
Men dengang formodede man at basen lå i nærheden af Højer. Ved Vyl Fyrskib syd for Esbjerg blev flyene sat i vand med en kran. Kort efter start løb man ind i snebyger. Og de fem fly blev opdaget af det tyske luftforsvar. Tre af dem måtte nødlande. De tre piloter og to observatører blev taget til fange.
En stor lade var blevet angrebet lige som andre bomber faldt i nærheden af gården Poppelhøj. Den anden pilot kunne også medbringe den vigtige besked at basen lå i nærheden af Tønder og ikke i nærheden af Højer.
Angrebet førte til at tyskerne anlagde et luftværnsartilleri ved Skærbæk og muligvis også ved Ballum.
Endnu en fiasko for englænderne
Godt fire måneder efter forsøgte man igen med et angreb. De to moderskibe hed HMS Vindex og HMS Engadine. De blev eskorteret af 19 lette krydsere og destroyere. Tilsammen havde de britiske skibe 11 ponton fly om bord. Men endnu engang måtte briterne indkassere en fiasko. Otte fly kunne ikke lette i den høje søgang.
Kun et eneste fly nåede ind over land lastet med to 65 pund bomber. Flyet blev observeret over Toftlund kl. 6.18 og kl. 6.33 blev der slået alarm i Tønder. Fra Rejsby blev der meldt om en bombe men aldrig ind over Tønder.
Et godt skud
L 7 blev sendt ud på en observationsflyvning. Fra en højde på 2.500 km fik man øje på fire krigsskibe. Man kunne i første omgang ikke se om de var fjendtlige, men det fandt man ud af.
De to lette krydsere Phaeton og Galatea forfulgte luftskibet, der skød mod skibene med maskingeværer. Et skud fra Phaeton ramte nu L 7 Det har krævet dygtighed og held at kunne ramme nu på en afstand af 10 km.
L 7 blev nu nød til at nødlande. Det ville man forsøge på Horns Rev. Det var den sidste melding fra L 7. Den sank mod havoverfladen med agterpartiet først. En hollandsk trawler ville hjælpe, men to engelske trawlere sørgede for, at den ikke kom til at hjælpe. En engels u – båd gav luftskibet de sidste skud inden den sank helt. Syv besætningsmedlemmer blev dog reddet og kom i engelsk fangenskab.
Nu var L 22 det eneste luftskib tilbage i Tønder, indtil L 24 ankom 22. maj. Yderligere et luftskib L 9 ankom den 2. juli og var stationeret indtil 3. august 1916.
Dårlige observationer op til ”Jyllandsslaget”
Den 31. maj 1916 lettede L 22 og L 24 fra Tønder. Vi er tiden omkring Jyllandsslaget på havet. Åbenbart havde L 24 fejlrapporteret. Dette fik den tyske admiralitet til at ændre taktik. Og det var bestemt ikke til det bedre. Slaget endte nærmest uafgjort. Briterne led det største tab, men briterne bevarede søherredømmet, så strategisk var det en britisk sejr.
Briterne mistede 14 skibe og 6.097 mand. Tyskerne mistede 11 skibe og 2.551 mand.
I de første måneder af 1917 var L 23 det eneste luftskib stationeret i Tønder men 5.april kom L 30. L 37 var her i ikke engang en måned. Bombetogterne var stort set overtaget af fly. Behovet for opklaring var begrænset, da krigsskibene sjældent forlod havnene.
Luftskibet havde ingen chance
Den 21. august kl. 3.50 lettede L 23 fra basen i Tønder på en rutinepatrulje. Kl. 5.40 afgav luftskibet en melding om nordgående eskadre med fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. Skibene havde deltaget i en minelægningsoperation. De var nordgående.
HMS Yaemouth havde en startplatform for fly monteret på toppen af et kanontårn. Herfra lettede B.A. Smart i sit jagerfly. Snart steg han op i 2.300 meters højde og under udnyttelse af skydækket lykkedes det ham i et dyk at beskyde L 23, der fløj i en højde af 1.800 meter. L 23 sendte løbende signaler til Tønder om de fjendtlige styrker men forsøgte at undvige flyet.
Det skulle synes umuligt at ramme fobi et luftskib, men Smarts første salve af eksplosive projektiler skød over luftskibet. Han foretog et duk for at øge hastigheden i et nyt angreb, og i en afstand af blot 35 meter fra luftskibet så han seks projektiler ramme L 23. Han dykkede igen for at undgå en kollision. Da Smart kiggede bagud, så han L 23 omspændt af et flammehav.
L 23 ramte havet 40 km vest for Stadilfjord. Et besætningsmedlem var åbenbart sprunget ud i faldskærm. Han overlevede springet men druknede senere., da der ikke var nogen til at samle ham op. Smart landede på havet og blev samlet op af HMS Prince. Hele besætningen på 19 mand omkom.
Man kunne nu gå op i 6.000 km’ s højde
Efter L 23’s forlis var der i en måned kun to luftskibe L 45 og L 54 stationeret i Tønder.
I de sidste to krigsår blev der gennemført 11 bombetogter. Og tyskerne havde udviklet luftskibe, der kunne komme uden om de britiske flys rækkevidde nemlig i en højde af 6.000 meter.
Men denne pris for sikkerhed medførte højdesyge, stærk kulde og uforudsigelige vejrforhold. Samtidig blev navigationen vanskelig og motorerne mistede ydekraft i den iltfattige luft.
Spionage i Tønder
Den 19. og 20. oktober 1917 skulle man deltage i et stort anlagt angreb mod The Midlands. Fra Tøndermarsken deltog L 45 og L 54. Mern atter engang var man helt ude af kurs. Efter en farefuld færd måtte L 45 nødlande på en tørlagt i Sydfrankrig. Landingen var vellykket. Personalet overlevede. Efter landingen blev luftskibet sat i brand.
Kommandanten fandt efter afhøringer ud af, at englænderne vidste særdeles meget om forholdene i Tønder.
L 54 kom helskindet hjem. De engelske fly kunne ikke følge med.
I bogen fortæller Mogens Jensen om tre personer fra Tønder og to fra Nordholtz, der angivelig skulle være blevet skudt sigtet for spionage. Den engelske efterretningstjeneste vidste udmærket, hvad der skete i Tønder. Men sagen er aldrig blevet nærmere belyst.
Angrebet mod Tønder
Det ville være populært i England hvis man kunne gennemføre et succesrigt angreb mod Tønder – basen. Efterhånden havde man også fået teknologien til at gennemføre dette. HMS Furios var egentlig tænkt som en slagkrydser. Men nu fik skibet et 46 meter langt flyvedæk. Men testflyvninger gik ikke så godt. Så nu fik man i stedet et 90 meter flyvedæk.
Den 17. juli stævnede en flådestyrke ud fra Rosyth bestående af 11 skibe og en eskorte på 8 skibe. Syv specielle fly var også med. For første gang i verdenshistorien blev et angreb indledt fra et hangarskib.
Man måtte lige udsætte angrebet en enkelt dag. Men den 19. juli blev det skudt af i to bølger.
De første bomber ramte ved siden af
Luftskibsbasens jagerbeskyttelse blev trykket den 6. marts efter flere alvorlige uheld i 1918. De britiske fly blev fulgt af den danske kystvagt ved Mandø. Tyskerne opdagede flyene ved Skærbæk kl. 4.45. Men det blev først modtaget 5.32 tre minutter inden angrebet startede. Der var ingen officerer til stede måske fordi der havde været afholdt fest aftenen forinden.
Åbenbart havde de engelske piloter svært ved at finde basen. Den forreste skulle have viftet med et rødt flag med kunne ikke finde den. Den første bombe ramte en mark, hvor en kvinde stod og malkede. Den anden bombe gik ned, der hvor Tønderhallerne i dag ligger. Kvægmarkedet blev også ramt.
Men to bomber gik igennem taget på Toska og antændte luftskibene L 54 og L 60. De udbrændte begge totalt. Tobias blev også ramt. Et kæmpe flammehav opstod. Endnu et angreb blev foretaget. En række togvogne fyldt med benzin og brint blev ramt.
Efter angrebet fik Tønder kun betydning som alternativ nødhavn.
Revolutionen afsluttede det hele
Den 5. august 1918 gennemførte tyskerne det sidste luftskibsangreb mod England. Men angrebet blev en katastrofe. Alle luftskibe blev skudt ned af engelske fly.
Alle officerer blev afvæbnet ved revolutionen i Tønder. Man fik hjælp fra marinesoldater fra Kiel. Det skete den 6. november 1918. Efterfølgende blev der på Tonhalle holdt et stort møde.
Denne hændelse var det endelige dødsstød for Tønder – basen. Mandskabet forlod nu basen, der blev ribbet for masser af værdier. Indtil den 5. maj 1920 stod basen tom. Da overtog dansk militær den.
Den psykologiske virkning større end de fysiske
I bogen er der jongleret med forskellige tal. Disse viser at tabsprocenten var på 26,3 pct. Og forfatteren konkluderer meget rammende:
Den maj 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i barakkerne på basen. De var i en elendig forfatning. De fleste af barakkerne blev flyttet til den tidligere Funkstation, der lå i den nuværende Ryttervej.
Da vi i sin tid gravede huler på hjørnet Lærkevej/Nordre landevej fandt vi en del bestik antagelig fra dengang.
Få fat i bogen
Det er en spændende bog, vi fik mange nye ting at vide. Men der var også ting, som vi må vente med at få at vide. Når nu dette var det tredje angreb mod basen, hvorfor var tyskerne så sløsede med deres forsvar?
De kunne jo slet ikke stille noget op. Og meldingerne fik de alt for sent. Hvorfor havde de ikke fået rettet op på deres fly og fået forbedret forholdene for dem. Det virker for sløset. Måske får vi svar på dette når vi besøger Zeppelin-museet nord for Tønder. Læs endelig bogen, inden du besøger dette spændende sted. Man føler sig i den grad godt orienteret. Det er tydeligt at mærke at forfatteren er inde i sit fag.
Og nord for Tønder bliver det spændende at se, om de kan udnytte den gamle/ny flyvehal til spændende ting.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.619 artikler, herunder 269 artikler fra Tønder, herunder:
August 14, 2020
Sønderjylland eller Slesvig?
Mange meninger om et bestemt tema. Der er mange meninger om Sønderjyllands historie. Meget tidligt nævnte man ordet 2Sønderjylland”. Man kaldte det også for Jylland. Ordet Slesvig blev dog også brugt. Sidstnævnte blev efterhånden officielt. Hertugdømmet benævnes som selvstændig betegnelse. Stænderforsamlingen blev vred. Administrationen bevarede sit navn efter 1850. Ordet ”Nordslesvig” vandt frem. Så fik bøde for at bruge ordet ”Sønderjylland”. Og syd på kalder man det efterhånden for Landesteil Schleswig. Der røres i den grad i følelserne. Men hvad så med de ”Sønderjyske” krigsdeltager? Er det ikke bedre med de dansksindede nordslesvigere”?
Mange meninger om et bestemt tema
Der mange meninger om Sønderjyllands historie
Det er så en af de talrige beskeder og mails, vi har fået. Men en ting er sikkert, jeg er ikke fuld af løgn. I hvert fald ikke bevist.
De ting, som læseren undrer sig over, er sådan set temaer, som vi har haft oppe at vende i vores artikler. Sønderjyllands historie er kompliceret.
I debatten har følelserne nok taget overhånd og det har skadet den historiske korrekthed. Nu er det lettere at anfægte brugen af ordet ”Genforening” end det, der skrives i bøger, artikler m.m. og som vi hører og ser i medierne. For juridisk er ”Genforening” forkert. Ja man kan gå mange år tilbage og så finde ud af, at Slesvig – Holsten var dansk i 1200-tallet.
Men Sønderjyllands historie er vanskelig. Og hverken Nord- eller Sydslesvig var dansk i 1864 eller efter 1200 – tallet.
Meget tidligt nævnte man ordet ”Sønderjylland”
Men året 811 er skelsættende i grænselandets historie. I dette år blev der indgået aftale mellem frankerkongen Karl den Store og daner-kongen Hemming. Man mødtes ved Ejderen og blev enige om, at dette skulle være grænsefloden.
Jylland strakte sig ned til Ejderen. Området nord for Kongeåen var Nørre – Jylland. Området syd for var Sønder – Jylland. Og denne sydlige del af Jylland fik sin egen hertug.
De fleste af de ældste kilder er på latin, så der er navnene lidt anderledes.
Men hos gode gamle Saxo. Hos ham er Jylland landet fra Skagen til Ejderen. Han kalder indbyggerne syd for åen for sønderjyder. I den danske rimkrønike fra 1400-tallet omtales beboerne som ”de søndre jyder”. Og i flere tyske kilder sidst i 1300-tallet tales om ”de Sünderjüten”.
Man kaldte det også for Jylland
I Ryd Kloster årbogen fra 1200-årene optræder området som Sunder Jucia. Da hertug Valdemar 1326 kåres til konge benævnes hertugdømmet i hans håndfæstning ”Sunderjütland”. At grænselandet er en del af Jylland, kom til udtryk i titlen for de grænsevogter – eller hertuger hertugerne der fra 1000-tallet og fremefter blev indsat i det sydligste område. Valdemar Sejr kaldes foruden sin kongelige titel:
I Flensborgs danske byret fra 1284 siges det at den er givet af:
I Aabenraa Byret fra 1335 taler man tilsvarende om
Dette var det almindelig sprogbrug frem til midten af 1300 – årene. Hertugen bar officielt titlen ”Jyllands hertug, fordi der kun var en hertug i Jylland.
Ordet ”Slesvig” blev også brugt
Vi møder ordet Sønderjylland fra ældste tid. Men området havde også endnu en betegnelse. Tidligt blev byen Slesvig sæde for områdets grænsevogter og for bisperne. Dermed kom byens navn, som skik var sydpå, til at betegne ikke blot byen, men også den myndighed som udgik fra byen.
Saxo taler om det slesvigske statholderskab og slesvigske landområde. Svend Aggesen bruger sidst i 1100 – årene i sin Danmarkshistorie betegnelsen den slesvigske hertug om Knud Lavard.
I en toldforordning fra Greifswald 1275 forekommer navnet det slesvigske hertugdømme. Brugen af slesvigsk og Slesvig i hertugtitlen har altså lige så gammel hjemmel som brugen af Jylland og Sønderjylland.
En officiel betegnelse
Men officiel titel ”hertug af Slesvig” først, da hertuglinien af Abels slægt uddøde 1375. Her blev hertuglinien afløst af de holstenske grever. Lidt efter lidt ændredes sprogbrugen, så man ikke blot kunne sige ”hertugdømmet Slesvig” men ”Slesvig” alene som betegnelsen for området. Denne forskydning var formentlig tilendebragt i 1500-årene.
Men navnet Sønderjylland for landsdelen gik aldrig helt af brug. Det benyttes af Anders Sørensen Wedel sidst i 1500-årene. I anledning af Frederik den Fjerdes overtagelse af den gottorpske del af hertugdømmet i 1721 blev der smedet et pragtfuldt mindebæger – Det Slesvigske Bøger. Indskriften lød således:
Hertugdømmet omtales som selvstændig betegnelse
Navnet Slesvig blev den almindelige, i officiel sprogbrug ligefrem den enerådende betegnelse på landsdelen. Mange forfattere brugte dog begge betegnelser. De gjorde Erik Pontoppidan også med fastslog da også i Den danske Atlas bd. 7 fra 1781, at:
Konsekvent omtales beboerne også for slesvigere og ikke sønderjyder. Johann Friederich Hansen skrev i 1770, at Slesvig er et selvstændigt hertugdømme og ikke en del af Danmark eller Tyskland.
Nogle brugte begge betegnelser
Navnet Sønderjylland blev dog foretrukket af danske lærerstuderende i Tønder i 1788. men for at gøre forvirringen endnu større var det sandelig også folk, der brugte betegnelsen Holsten for hele området fra Kongeåen til Ejderen.
Længe endnu var Slesvig dog klart den foretrukne betegnelse, både i officiel og i daglig tale. Slesvig blev således brugt af kniplingskræmmer Jens Wulff i Brede. En mere diffus regionalfølelse var endnu i 1840’erne meget udbredt. Mange ville forblive slesvigere.
Christian Paulsen skrev i en pjece i 1837, at Slesvig indtil Slien var et dansk land. Han skrev også:
Stænderforsamlingen blev vred
I 1838 fremkom der et nyt kort over Danmark, Holsten og Lauenburg. Her var Slesvig erstattet med navnet Sønderjylland. Dette fremkom stærk vrede i den slesvigske stænderforsamling. Her så man Hertugdømmets selvstændighed krænket.
Brugen af ”Sønderjylland” forblev en teoretisk diskussion. Mange brugte begge betegnelser. Den danske bevægelse brugte dog betegnelsen Slesvig. Den første danske nationale forening fra 1843 fik således navnet:
Man ville bevare selvstændigt styre
Den slesvig-holstenske opstand i marts 1848 og Treårskrigen tvang slesvigerne til at opgive den nationale neutralitet. De måtte tage parti for hertugdømmets tilknytning enten til norden eller syden. Det blev de ved at blive enten dansk – slesvigere eller slesvig-holstenere. Mere end danskere eller tyskere i renkultur.
Dansk-slesvigerne ønskede et forfatningsfællesskab mellem kongeriget Danmark og Slesvig men fortsat selvstyre inden for indre slesvigske anliggender. De mest aktive organiserede sig i 1849 i ”Den slesvigske Forening”.
Slesvig-holstenerne foretrak et nært fællesskab mellem de to hertugdømmer inden for Det tyske Forbund, men som selvstændig småstat under egen fyrste.
Administrationen bevarede sit navn
Freden i 1850 genindførte status quo fra før 1848, og landsdelen Slesvig beholdt sit officielle navn. Administrationen hed da også:
Brugen af ”Sønderjylland” blev nu en politisk sag, en Ejderdansk sag. Mest tydeligt blev bruget af ordet i Pastor Kok fra Burkal i hans bog om det sønderjyske folkesprog.
Ordet ”Nordslesvig” vandt frem
Efter 1864 da Preussen og Østrig overtog Hertugdømmerne overdrog Østrig i 1866 rettighederne til Preussen. Med § 5 knæsattes tanken om Slesvigs deling som de dansksindede slesvigers grænsepolitik.
I overensstemmelse hermed vandt navnet Nordslesvig frem som en betegnelse på den del af Slesvig, der var dansk af sindelag og/eller sprog og som kunne påberåbe sig en forening med Danmark i henhold til § 5.
Danskhedens tilbagegang i Flensborg rejste tvivl om, byen kunne regnes for Nordslesvig. Selv om § 5 blev ophævet i 1878 var Nordslesvig blevet indgroet i befolkningen. Og læg mærke til alle de foreninger, der opstod dengang med navnet Nordslesvig:
Ja sådan kunne vi blive ved. Man har ellers hævdet at bruget ordet Nordslesvig var kendetegnende for de tysksindede. Men se dette her var dansksindede foreninger.
Den tyske organisation ”Deutscher verein für das nördliche Schleawig fik snart tilnavnet ”Nordmarkverein” og benævnelsen ”Nordmark”.
Bøder for at bruge ordet ”Sønderjylland”
Men stadig flere bøger brugte efterhånden ordet ”Sønderjylland”. I stigende grad fandt de danske nordslesvigere sikkert også deres forbilleder i folkebevægelser nord for Kongeåen.
Karsten Thomsen fra Frøslev sagde også ”I Sønderjylland er jeg født”. Og fra 1884 brugte H.P. Hanssen betegnelsen ”Brev om Sønderjylland” når han korresponderede med danske aviser.
Det nye tidsskrift for landsdelen skulle hedde ”Sønderjyske Årbøger”, men ordet blev forbudt af de preussiske myndigheder. Bladet Hejmdal fik også en række bøder fordi de brugte ordet Sønderjylland.
Landesteil Schleswig
Ved foreningen med Danmark i 1920 var det ”De Sønderjydske Landsdele”, der blev anvendt. Det virkede dog lidt kunstigt. Først i 1993 skiftede Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele navn til Landsarkivet for Sønderjylland.
I 1918/1920 var der adskillige foreninger, der skiftede navn og brugte Betegnelsen Sønderjylland. Efter 1920 brugte Det Tyske Mindretal betegnelsen ”Nordschleswig. De betragtede hændelsen som en ”Abtrennung” fra Sydslesvig. Og deres valgforening fik navnet Slesvigsk Parti.
Det officielle slesvig-holstenske navn på Sydslesvig er ikke Südscleswig men Landesteil Schleswig. Historisk korrekt kan man ikke sige, at man har anvendt alle disse benævnelser. Men man har taget konsekvensen af folkets selvbestemmelsesret og indført de navne, som de respektive befolkninger eller årtiers politisering af landsdelens navnskik selv foretrak.
Der røres i den grad ved følelserne
Og historien er stadig ukorrekt. Skolebørn får stadig at vide, at det var de slemme holstenske graver som fortyskede det urdanske grænseland og bragte deres navn Slesvig ind på bekostning af det danske Sønderjylland. De får også at vide at Preussen ”stjal” Sønderjylland fra ”danskerne”.
Der røres i den grad ved følelserne. Politikere i Sønderjylland mener, at folk fra det tyske mindretal skal tvinges til anerkende ordet ”Genforening”. Og tiden er slet ikke ind til dobbeltsporede skilte.
Måske er dette også en af årsagerne til at vi møder så meget kritik af vores artikler fordi vi forsøger at beskrive sandheden.
Hvad så med de ”Sønderjyske” krigsdeltagere
Når man så mener, at det var dansksindede sønderjyder, der kæmpede i første verdenskrig. Ja så man jo også huske, at det var folk, der mod deres vilje kæmpede for en fremmed magt mod nogle, der slet ikke var deres fjender. De såkaldte fjender sørgede for at Sønderjylland fra 1920 blev dansk.
Alt dette må vi håbe, at medierne fortæller
Kilde:
Hvis du vil vide mere: