Artikler
Oktober 29, 2020
De Uønskede – Tyske flygtninge
Thomas Harders bog er en solid bog mad masser af oplysninger. Kan man kalde det en bedrift? Og så er den dejlig letlæselig. Vi havde ikke bedt om flygtningene. De moralske konflikter udrulles i bogen. Hvordan var det lige med lægehjælpen? Forfatteren tager ikke personlig stilling. Men debatten oprulles. Efter kapitulationen var det danskernes ansvar. For meget hjælp kunne provokere offentligheden. Oksbøl – lejren var Danmarks sjettestørste by. De allerfleste var sagesløse. Medfølelsen med flygtningene var til at overse. Benådningsbrev på toilettet. Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene. Vi skal passe på ikke at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det var kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende, men vi taler ikke så gerne om det.
En solid bog med masser af oplysninger
Thomas Harder har igen begået en solid bog med masser oplysninger. Også nye. Denne side har efterhånden en del om dette tema. Vi har også anmeldt flere af forfatterens bøger her på siden. Det er heller ikke længe siden, at vi her anmeldte en lille bog fra Århus Universitetsforlag om dette emne.
Og Thomas Harders udgivelser har vi før anmeldt.
Denne er ret så grundig på 480 sider. Og som sædvanlig er det en meget velskrevet bog. Vi får også at vide, hvad der skete både før og efter.
Vi havde ikke bedt om flygtningene
Blandt historikere og almindelige mennesker er der delte meninger om de tyske flygtninge blev behandlet på en sober måde. På Nørrebro blev de i den grad hadet. Det ses bl.a. i læserbreve fra den tid.
I Sønderjylland var det Mindretallets læger, der behandlede flygtningene. Mange af flygtningene blev indkvarteret hos private i landsdelen.
Der kom ca. 250.000 tyske flygtninge. Og det var bestemt ikke nogen som Danmark havde bedt om. Mange danskere så det som den Anden Tyske besættelse. Det var jo Herrefolket, så måtte landets flygtninge også være det. Sådan tænkte de fleste danskere.
Det hele startede den 31, januar 1945. Det danske udenrigsministerium fik besked om, at tyskerne ville sende 10.000 sårede soldater til Danmark. Det havde det danske hospitalsvæsen slet ikke kapacitet til, blev det svaret, Snart fik man at vide, at der ville komme 80.000. Men tyskerne havde efterhånden beslaglagt alle offentlige bygninger mere eller mindre.
Den moralske konflikt udrulles i bogen
Tyskland var blevet bombet til ruiner. Russerne var på vej og millioner af tyskere flygtede. De danske myndigheder indledte drøftelser med Werner Best.
Der var mange allerede dengang, der gjorde opmærksom på, at flygtningene ikke blev behandlet humant. Men fra myndighedernes side gjorde man opmærksom på, at man fra dansk side ikke havde ubegrænsede midler efter at man i fem år var blevet udsultet af tyskerne.
Denne moralske konflikt udrulles også i bogen. Vi får også nogle personlige beretninger fra dem, der selv oplevede det – de tyske flygtninge. Vi oplever også det indviklede politiske spil – både det som foregik herhjemme og det, der foregik i udlandet.
Hvordan var det lige med lægehjælpen?
Var det rigtigt, at vi lod de små børn dø, fordi der ikke kom lægehjælp? Var det fordi vi hadede Nazi – Tyskland så meget, at vi ikke ville hjælpe? Nu får vi måske ikke lige så meget svar på dette spørgsmål, men vi får da ellers en bred forklaring på, hvordan de havde det.
Det var virkelig mange af flygtningene, der havde behov for lægehjælp – akut hjælp i nogle tilfælde. Den 10. marts 1945 blev der fra tysk side anmodet om akut hjælp til et skib med 10.000 flygtninge. Otte kvinder havde lige født og 40 kvinder var lige ved at gå i fødsel.
Forfatteren tager ikke personlig stilling
Lægeforeningens formand ville gerne hjælpe, men det ville bestyrelsen ikke. Det endte med et kompromis, hvor de mest syge fik hjælp. På Århus Kommunehospital måtte man under trusler fra tysk side tage imod 11 syge børn.
Selv om Thomas Harder ikke personlig tager stilling, så bliver emnet med lægerne grundig behandlet. Vi får hele diskussionsforløbet mellem de danske sundhedsmyndigheder og lægerne på den ene side og tyskerne på den anden side. Vi får også diskussionerne mellem lægerne indbyrdes. Der var meget forskellige holdninger blandt dem til hvilken hjælp og til hvilke grupper der skulle ydes hjælp til.
Der hersker endnu uenighed om, hvorvidt den danske stat kunne have gjort mere for at forhindre, at alle de mange tyske flygtninge døde i Danmark.
Måske kunne man savne at høre forfatterens holdning til dette spørgsmål. Men det er sikkert meget bevidst, at Thomas Harder ikke har taget stilling til dette.
Lægeforeningen ville have modydelser fra tyskerne for at ville hjælpe. Det skulle være hjemsendelser af danske KZ – fangere eller bedre kår for deporterede danskere.
Mange var underernærede og traumatiserede. Og af de 250.000, der kom hertil døde 17.209.
Mange af disse flygtninge ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Så mange at man lavede en massegrav. Der findes uhyggelige billeder, hvor man kan se, hvor udmagrede de tyske flygtninge var. Mange havde været gennem helvede på jord inden de kom hertil.
Der døde flere tyske flygtninge herhjemme end danskere under besættelsen. Mange af dem var små børn, der døde af epidemiske sygdomme og almindelig dårlig sundhedstilstand.
Efter kapitulationen var det dansk ansvar
Thomas Harder har været i tyske, britiske og danske arkiver. Og det er første gang, at vi også ser problematikken fra tysk side.
NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) hjalp i de tidlige forårsmåneder i 1945 med syge og sårede flygtninge.
I begyndelsen var det den tyske besættelsesmagt, der selv måtte sørge for deres landsmænd. Men fra den 5. maj 1945 var det danskernes ansvar. I de første dage var det modstandsbevægelsen, der stod for bevogtningen. Men fra den 8. maj overgik bevogtningen til Statens Civile Luftværn.
For megen hjælp kunne provokere offentligheden
Det var lejrlederen, der stod for hovedansvaret. Det var et lavtlønnet job og ikke særlig velanset. Det var svært at få fat i folk til at varetage dette job.
Et stykke tid efter tyskernes kapitulation fortsatte Tysk Røde Kors deres arbejde i lejrene. Senere kom en ordning, hvor civile tyske læger og sygeplejersker kunne arbejde videre nu efter dansk – tysk ledelse.
Det var en overvældende logistisk øvelse. De hygiejniske forhold skulle sikres og så var det lige det med lægehjælp. Og det kneb med de hygiejniske forhold. Der forekom både tyfus og paratyfus blandt en del flygtninge.
Lejrene var bl.a. bevogtet af såkaldte CB’ er (civilbeskyttelsesbetjente) som havde strenge forbud mod at ”søge” samkvem med flygtninge. Men det viste sig at ikke alle havde respekt for fraterniseringsforbuddet.
Fra dansk side ville man ikke hjælpe for meget. Man mente at man på den måde kunne provokere den danske offentlighed.
Oksbøl-lejren – Danmarks sjette største by
Den næststørste lejr var Oksbøl. Her boede der 36.000 indbyggere. På et tidspunkt var det Danmarks sjettestørste by. Det var organiseret som en stor kommune med eget byråd. Man forsøgte at beskæftige børnene. De skulle have noget at lave til de kunne blive hjemsendt. Der var i alt omkring 50.000 skolesøgende børn. Det lykkedes at finde 2.000 lærere til dem De kom fra alle mulige erhverv.
Alle blev screenede for nazistiske tendenser. Thomas Harder gennemgår også de overvejelser, der blev gjort, hvilke fag man skulle undervise i. I hvert fald var man enige om, at de tyske flygtninge ikke skulle slå rødder i landet.
Vi får en systematisk gennemgang af lejrene. Stort indtryk gør også flygtningenes egne beskrivelser af forholdene dengang.
De allerfleste var sagesløse
Efter besættelsen stod de tyske flygtninge ikke i høj kurs hos de danske modstandsfolk. Medierne og især de gamle modstandsblad Information førte an i hetzen mod de tyske flygtninge.
Nogle har sikkert været medskyldige i nazismens forbrydelse. Men et overvejende flertal var utvivlsomt sagesløse, mindreårige, kvinder, syge og gamle. De havde blot begået den fejl at være tyskere på det forkerte sted i den forkerte tid.
Medfølelsen var til at overse
Titusindvis var under flugten døde af udmattelse og sult eller omkom på Østersøen. Flere forliste. Mest kendt er torpederingen af krydstogtslineren Wilhelm Gustloff i januar 1945, da over 10.000 fortrinsvis kvinder og børn omkom i verdenshistoriens hidtil største skibskatastrofe.
Sådanne begivenheder havde mildt sagt ikke danskernes interesse, kun glæden over døde tyskere udpræget. Medfølelsen var til at overse. Den senere så bramfri borgmester og partistifter Erhard Jacobsen fortalte tit og gerne, at han slog kraftspring af lykke og jublede, når tyske byer blev bombet.
Da tyske styrker kapitulerede, var de flygtende ikke længere delagtige i en voldsmagts ugerninger, men mennesker med krav på værdig behandling, føde og ophold uden unødige og diskriminerende restriktioner. Men sådan så danskerne ikke på det.
Den danske befolkning interesserede sig i 1946 slet ikke for, hvad der foregik i flygtningelejrene. De betragtede det som et lukket land. Og de tyske flygtninges hårde skæbne var løn som forskyldt.
Kløvermarken – kritisable forhold
Vi har tidligere skrevet om Oksbøl som vi udnævnte som Danmarks største flygtningelejr, men Kløvermarken var faktisk større. Her holdt bevæbnede vagter, projektører og pigtråd 70.000 civile tyskere i skak.
Forholdene på Kløvermarken – nu Københavns Lufthavn i de tider var udtørret sump forblev kritisable.
Forfatteren gengiver også debatten
Man fortalte den danske befolkning ind, at flygtningene levede over evne i de forskellige lejre. Men repræsentanter fra International Røde Kors var kritisk over for de 18 lejre, som de besøgte.
Vi får en grundig detaljeret gennemgang af forholdene i lejrene. Hvordan blev de administreret og bevogtet. Hvordan skulle det hele tilrettelægges og sidst men ikke mindst. Hvordan var forholdet til den danske befolkning?
Thomas Harder gengiver også en del af den debat, der har været om de tyske flygtninge.
Der var bestemt ikke alle flygtninge, der var uskyldige. Der var i lejrene nazister, der havde skumle gerninger bag sig. Godt 200 flygtninge blev arresteret og 147 udleveret til briterne.
Benådningsbrev på toilettet
Forfatteren mener, at lederen af den danske flygtningeadministration, Johannes Kjæbøl var den helt rigtige til denne opgave. Han var effektiv, robust og handlekraftig.
PH blev slæbt for retten og idømt hæfte for injurier med flygtningeadministrationens chef. Denne indstillede bevidst den berømte arkitekt og kritikker til benådning. PH hængte siden benådningsbrevet fra Christian den Tiende på toilettet.
Da flygtningene skulle hjem opstod der problemer. Stalin ville ikke modtage flygtninge i den russiske zone og vestmagterne stillede betingelser. Lige syd for den dansk – tyske grænse var der decideret hungersnød.
Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene
I Tønder var modstandsbevægelsen uden englændernes samtykke begyndt at sende flygtninge hjem. Det står der dog ikke noget om i bogen.
Jo danskerne ville hurtigst muligt af med flygtningene. Men så let var det ikke. Langt de fleste (95 pct.) af flygtningene kom øst fra. USSR’ s gesandt i Danmark havde meget tidligt meldt ud, at de ikke agtede at modtage en eneste tysk flygtning i deres besættelseszone.
Briterne og amerikanerne i deres respektive zoner havde store vanskeligheder med at brødføde flere mennesker end dem, der allerede var i zonen.
Omkring 12,5 millioner fordrevne tyskere var stuvet sammen i de fire zoner. Og Danmark blev ved med at presse den britiske forvaltning i Slesvig Holsten. Men hvert var der nærmest hungersnød. Forhandlingerne førte ikke til noget i 1946. Til gengæld gik amerikanerne og franskmænd med til at de sidst på året hver kunne tage ca. 12.000 flygtninge.
Først i 1947 var det britiske udenrigsministerium indstillet på at skride til handling både af humanitære og politiske grunde.
Alle tyske flygtninge samt hele 10.250 soldater er begravet på 475 kirkegårde rundt om i landet.
Fælles regler – først i 1946
I april 1946 blev der åbnet for postforbindelse mellem Tyskland og flygtningelejrene. Udover breve kunne flygtningene godt modtage pakker. De måtte dog ikke modtage madvarer, tobak eller nydelsesmidler. Man ville ikke havde misundelse eller paralleløkonomi i lejrene.
Det kunne ikke undgås at der opstod kriminalitet i lejrene. Men først i april 1946 blev der indført fælles regler for alle lejrene.
Vurder ikke historien med nutidens humanistiske briller
Interessant i bogen er også omtalen af de forhold, som flygtningene oplevede, da de kom til Tyskland. De tyske lejre var endnu dårligere end de danske. Og de fik heller ikke en god modtagelse af de lokale tyskere. Specielt prøjserne blev tit omtalt som ”artsfremmende” og som ”ikke landsmænd”.
Igen en gang ligger der en fare i at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det skævvrider. De danske lægers såkaldte ”svigt” skal bl.a. ses i lyset af de bestialske mord på netop lægerne.
Det var også kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende
Skoler og sportshaller blev inddraget for at huse dette menneskelige vraggods fra de krigshærgede områder i Østpreussen og den tysk annekterede del af det nuværende Polen. Dødeligheden lå meget over det danske gennemsnit – især blandt børnene. Man sagde at de danske myndigheder forvaltede denne ekstraordinære, højst uønskede situation professionelt.
Men dog også kritisabelt, hårdhændet og med diskriminerende ubehag.
En opgørelse fra maj 1945 viste, at der var indkvartering i omkring 1.100 forskellige skoler, forsamlingshuse, fabrikker og barakker. 64 af 70 skoler i København husede desuden flygtninge. På baggrund af det store antal døde flygtninge blev cykelskure og lignende brugt som midlertidige lighuse.
Bogen er en bedrift
Det er en bedrift en så fyldig bog er så let-læsende. Vi kommer vidt omkring. Der er også brugt et enormt kildemateriale. En masse ny og nyttig viden er dukket op i denne bog, som kan varmt anbefales. Et trist stykke historie er gjort særdeles spændende.
Vi kommer vidt omkring både omkring det politiske, ideologiske, økonomiske og administrative. Det er flot historieformidling Og der er også frygtelige fotos af udmattede mennesker, flest kvinder og børn på vandring med sparsomme ejendele eller anbragt bag et hegn med bevæbnede vagter.
Den fine fortælling blev trods flygtningeskandalen fastholdt. Og den bliver selvfølgelig også berørt her i bogen.
Thomas Harder: De Uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949/ Gyldendal
Kilde:
På www.dengang.dk finder du 1.663 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:
Oktober 25, 2020
Østerbro Husholdningsforening
Der blev bygget hele 22 blokke. 4.700 døde inden for tre måneder af kolera i København. Det var de fattiges egen skyld. Man kiggede på de selvforskyldte fattigdomsårsager. Tab af helbred var dog et samfundsanliggende. Arbejderne skulle lære en god tone, orden og sædelighed. Planløs godgørenhed faldt ikke i god jord. Ulrik var den egentlige initiativtager til foreningen. Sortimentet blev hele tiden udvidet. Det var mændene, der sad i bestyrelsen. Varerne skulle konkurrere både i kvalitet og pris. I planlægningen var det ikke taget hensyn til selvforsyning. Bibliotek fik succes. Velbesøgte fester. Og disse vakte forargelser i borgerskabet. Marx og Pio satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken. Havde arbejderne overhovedet kultur? Og så kunne beboerne faktisk selv. Ikke alle respekterer dog det fredede område.
I dag er det et museum
Dette er bestemt ikke historien om en almindelig Husholdningsforening. Og det er vel også historien om Brumleby, som først fik det navn meget senere. Det er også historien om arbejderne, som man gerne ville opdrage på. I 1868 startede Østerbro Husholdningsforening. I dag er det museum.
Disken er af brunt træ, lamperne har krøllekant forneden. Væggene er i originalfarver. Kælderen, der dengang blev brugt som varelager bliver i dag brugt til aktiviteter. Bag ved butikken ligger biblioteket. Ovenpå kan man se brugsuddelerens lejlighed samt karlekammer og kontor.
Hele 22 blokke, blev der bygget
Arkitekterne var Gottlieb Bindesbøll (blokkene A-H 1853-57) og Vilhelm Klein (blokkene J – S 1866 – 72) Bindesbøll lod sig inspirere af italienske landarbejderboliger og stod for de otte første af i alt 22 blokke.
Husene blev opført i rækker som aflange længer i to etager, holdt i hvidt og okker med skifertage. Det banebrydende i planlægningen var de mange friarealer og fællesfaciliteter, vaskehuse, forretninger, badeanstalt, sløjdlokale m.m. Lejlighederne var meget små (ca. 25 m2) Som regel var disse beboet af familier med mange børn.
4.700 døde inden for tre måneder i København
I 1853 var der koleraepidemi i København. På bare tre måneder kostede koleraepidemien over 4.700 menneskeliv alene i København. Den havde hærget der, hvor folk boede tættest og under kummerlige forhold. Der var en sammenhæng mellem overfyldte boliger, dårlig hygiejne og sygdom.
Det var de fattiges egen skyld
Og efter den nye næringslov i 1857 opstod der sociale problemer. Der var stigning i antallet af daglejere. Og tilgangen til det offentlige fattigvæsen blev sat i forbindelse med hinanden.
Man mente, at det var de fattiges egen skyld, at de var blevet fattige. Man mente at kunne løse problemet ved at ”hæve” arbejderklassens stade gennem forebyggende initiativer som bedre boliger, syge – og understøttelsesforeninger.
Efter tidens målestok var boligstandarden høj. Man havde eget køkken og huslejen var lav. I 1870’erne husede bebyggelsen 2.000 mennesker.
De selvforskyldte fattigdomsårsager
Lægerne var primært optaget af hygiejnens indvirkning på epidemier og børnedødelighed. Præsterne fokuserede på, hvordan boligen som ramme om familielivet var med til at fremskynde familiens opløsning. Det var kvindernes udearbejde på fabrikker, de uægte børns stigende antal, kvindernes løsagtighed, de uægte børns stigende antal samt mændenes forbrug på værtshuse.
Man fokuserede mere på de ”selvforskyldte” fattigdomsårsager i stedet for at stille spørgsmålet om lønnen var den rigtige.
Tab af helbred, et anliggende for samfundet
Lægeforeningens Boliger på Østerbro var fra starten et socialt arrangement. Her opstod også Københavns første brugsforening, Østerbro Husholdningsforening.
Det var en kreds af engagerede læger med lægen Emil Hornemann som ideologisk bannerfører der indsamlede midler til en permanent bebyggelse uden for den overfyldte bys volde. Sundheden for den arbejdende klasse var særlig vigtig, mente Hornemann, da de fattige kun havde deres arbejdskraft at sælge. Tabet af helbredet var også et anliggende for samfundet, mente han.
En god tone, orden og sædelighed
Med inspiration fra engelske eksperimenter med mønsterboliger, nævnes at boligerne medførte:
Jo man kiggede skam også på arbejdernes moral. Og så diskuterede man i bestyrelsen, hvem der skulle optages. Skulle det være de ”allerfattigste” eller blot de ”fattigste”. Den første gruppe levede på fattighjælp. Og den anden gruppe havde deres arbejdskraft.
Til de ”allerfattigste” regnede man enkerne og de ældre.
Planløst Godgørenhed
Formålet med Lægeforeningernes Boliger var at gøre de enkelte hushold selvhjulpne og undgå at komme under fattigvæsnets forsørgelse. Men både den offentlige og den private hjælp kom til at spille en stor rolle for de enkelte hushold.
Mange gange blev hjælpen kun givet i form af naturalier.
Pastor Munck gik imod den offentlige brødhjælp og den ”planløse Godgjørenhed” uddybede dette synspunkt med et moralsk argument:
Ulrik – den egentlige initiativtager til foreningen
I Danmark fik husholdnings- eller forbrugsforeningerne samme udformning som i Tyskland. Lægen F.F. Ulrik udtalte sig om dette:
Ulrik var den egentlige initiativtager til oprettelse af foreningen i Lægeforeningens Boliger. Som bestyrelsesmedlem og senere formand for boligerne havde han et godt kendskab til dette byområde. Spareprincippet blev indbygget i ordningen:
Sortiment blev udvidet
Efterhånden blev varesortimentet udvidet. Man fik smør, rugbrød, sigtebrød, hvedebrød, ost, fedt, gryn, mel, øl, mælk, sennep og svovlstikker.
Efter et års tid handlede man med ”colonialvarer” som kaffe, rosiner, te, melis, kandis, St. Crois rom og krydderier.
Udsalg af brændevin krævede næringsbrev og borgerskab til detailhandel, hvilket udsalget fik i løbet af det første år.
Der var røster fremme, der hævdede, at foreningerne kun skulle handle med brænde, brød og smør som nødvendighedsartikler til fattige. Men det var i ”luksusvarerne” overskuddet var at hente.
Man startede det store byggeri i 1853. Lys, luft og renlighed var stikordene dengang. det skulle ikke være lige som inde i byen, hvor det hele var sølet ind i den gamle boligmasse uden kloakering.
Den lønnede bogfører fik masser at se til
Det var en tendens til at overlade det meste arbejde til den lønnede bogfører, der dermed fik større beføjelser. Den allerførste bestyrelse sad derfor heller ikke længe. På generalforsamlingen måtte bestyrelsen stå til ansvar. Foruden klager over uhøflig betjening i udsalget, elendige varer ”fordervet Flesk” og ”Fløde som Vand” kunne selve bestyrelsens måde at forvalte tingene på at blive bragt op:
Konflikterne mellem medlemmer, bestyrelse og udsælgeren blev tolket som ukyndighed og forsøg på kupmageri som led i det ”socialistiske Røre” der ”maatte øve en betydelig Indflydelse paa Gemytterne iblandt en Arbejderbefolkning, der levede saa nær ved Bevægelsens Hovedsæde”
Kritikken af bestyrelsen sigtede mod to sider, dels rettet mod den daglige drift, dels mod foreningens ideologiske sigte.
I foreningsbladet ”Arbeideren” blev der givet mange gode råd om, hvordan foreningen kunne drives frem til at give et pænt overskud.
Det var mændene, der sad i bestyrelsen
Nu var det nok heller ikke så let at være medlem af sådan en forening. For det første skulle man bruge tid i foreningen og dernæst skulle varerne betales kontant. Om det første punkt – foreningsarbejdets omfang – var problemet især aktuelt for bestyrelsen, der skulle på indkøbsture m.v.
Man diskuterede om bestyrelsesarbejdet skulle lønnes og opfattes som arbejde. Forhandlinger med foredragsholdere, musikere og ture rundt i byen skildres som:
Nogle oplevede foreningen som mere pligtbetonet end andre. Det var mændene, der var med i foreningen. Principielt var det åbent for både mænd og kvinder. Og bestyrelsen var udelukkende sammensat af mænd. Men det var kvinderne, der stod for husholdningen.
Varerne skulle konkurrere både i pris og kvalitet
Et væsentligt princip var kontant afregning, både ved vareindkøb hos leverandør og i foreningens udsalg. Og så kunne ikke alle forstå det logiske. Medlemmerne svigtede opbakningen og havde en egoistisk ”handlemåde” som en forklaring på Husholdningsforeningens svingende resultater. Et andet punkt var det forhold, at medlemmerne hævede deres tilgodehavende i ”utide” – dvs. uden at melde sig ud.
Varerne skulle konkurrere på pris, men også kvalitet:
Problemet var ikke blot at få indtægterne til at slå til men også at lødiggøre indkøbene, altså kostens kvalitet og næringsindhold.
Der var ikke taget hensyn til selvforsyning
Nu ville det jo være skønt, hvis man selv kunne stå for brødbagningen. Dels havde lejlighederne ikke ovne, dels fik en del familier uddelt brød fra private hjælpeforeninger og den offentlige fattighjælp bestod for en stor del i netop uddeling af rugbrød.
Desuden tyder netop vareudvalget i Østerbro Husholdningsforening på, at brød var en af de helt store artikler.
Daglige fornødenheder som brændsel, fødevarer, tobak/brændevin blev en væsentlig del af salget.
Efterhånden kunne man også købe blusser, sokker, træsko, franske trætøfler og almindeligt arbejdstøj. Og skomagerartikler var der sandelig også.
Nu var det ikke i planlægningen af lejlighederne taget helt højde for selvforsynings-økonomiens udfoldelse. Der manglede ovne, opbevaringsplads til redskaber og madvarer samt mulighed for dyrehold i tilknytning til boliger. Det sidste var ovenikøbet forbudt ifølge reglementet.
Men der var bedre muligheder herude for fælleskøkkener end i Indre By og for at udfolde disse sider.
Bibliotek fik stor succes
Man oprettede sit eget bibliotek og havde så stor succes, at man måtte indføre begrænsninger på udlån af særlig populære bøger og tidsskrifter. Foreningen skabte liv i det lille samfund.
Oplysning og læsning skulle fremme dannelsen. Biblioteket tilbød romaner af Dickens, Balzac, Walter Scott og mange flere. Der var også politisk litteratur på hylderne af Berbel, Engels med flere samt teologi – og historiebøger.
Velbesøgte fester
Foreningens fester samlede familierne uden for boligen med fællesspisning, underholdning og sang. En af deltagerne til sådan en fest beskriver det på følgende måde:
Normalt blev der serveret kogt laks, forloren skildpadde og kalvesteg. Det kostede en krone pr. kuvert og 35 øre for en dessert. Ballet varede til klokken seks. Og bagerne havde god afsætning på de varme boller og på morgenkrydderne.
Festerne vakte forargelse i borgerskabet
Men der var nu ikke alle der var lige begejstret for at foreningen skulle afholde disse fester. Det vakte forargelse i borgerskabet. Der var ikke sammenhæng mellem fattigdom og manglende økonomisk sans.
Man mente at fælles for den offentlige og private hjælp var at man fratog familierne ansvaret for deres egen økonomi og hindrede, at pengene gik til ”unødvendigheder”. Derfor var det for borgerskabet provokerende, når de fattige holdt fest – var glade og ubekymrede for en enkelt aften.
Skulle være forbeholdt de få. Husholdningsforeningen skulle tage sig af helt andre opgaver.
Det hele drejede sig også om at få lønnen til at strække til. Det var ment som et alternativt eller rettere en forebyggende indsats overfor de socialistiske ideer om højere løn og kortere arbejdstid.
Marx og Pio satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken
Brugerne gik ind i foreningen men på forskellig måde. De tilpassede de nye muligheder idet medlemstallet steg og omsætningen blev forøget. Hertil kom nye former for samvær, fester, sangkor og hjælpeforanstaltninger. Set ud fra brugernes synsvinkel indgik foreningen som en del af dagliglivet.
Nu var det jo sådan, at i Brumleby gik der hele tiden opsynsmænd, der var ansat af bestyrelsen. De kunne smide beboerne ud, hvis de ikke overholdt reglerne.
Skulle man virkelig spare op af sin lave løn, altså betale dividende eller generelt kæmpe for højere løn. Både Pio og Karl Marx satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken. Alligevel kæmpede arbejderne for at komme ind i bestyrelsen.
Vi har også tidligere påvist at handelsforeninger, urtekræmmerforeninger m.m. ikke var begejstrede for brugsforeningstanken. De mente, at disse blev forfordelt af politikerne.
Havde arbejderne kultur?
Beboerne i Lægeforeningens Boliger fik gradvis flere lokale muligheder for at handle eller på anden måde skaffe dagligvarer.
For arbejderne blev fritiden en nødvendig kontrast til arbejdets rutine og afhængighed, tiden kunne blive udfyldt af udlængsel og eventyr, samvær og fest.
For borgerskabet var festen en uforståelig letsindighed og ligegyldighed – ja selve årsagen til fattigdom og nød. De kulturelle aktiviteter i husholdningsforeningen skulle udbrede dannelse ud fra den tanke, at arbejderne ingen kultur havde.
Brugerne kunne faktisk selv
Foreningen blev gradvist overtaget af brugerne. Hermed var de borgerlige igangsættere helt ude af billedet. Tros ideerne om selvhjælp havde de ikke taget højde for, at brugerne faktisk kunne selv.
Fra slutningen af 1960’erne var det mange unge og studerende, der flyttede ind.
Arkiv fundet under tykt lag duemøg
Brugsen eller købmanden fortsatte helt frem til 1984, hvor den blev udkonkurreret af de nye supermarkeder. Egentlig havde man regnet med at arkivet var gået tabt. Men på mirakuløs vis dukkede det op, da huset efter lukningen blev undersøgt. På loftet fandt man en flig af en presenning med flere centimeter duemøg på og derunder lå hele arkivet fra 1868 og frem.
Man kæmpede imod nedrivning
Da beboerne i Brumleby fra 1960 til 1980’erne kæmpede mod nedrivningen af deres kvarter, var sikringen af Østerbro Husholdningsforening til museum en del af planerne. Selv om Brumleby allerede blev fredet i 1959 var planerne om højhusbyggeri på stedet langt fremme Så det var godt kæmpet dengang.
Mellem 1992 og 1996 blev Brumleby gennemgribende saneret ved arkitekten Gehrt Bornebusch i samråd med beboerne. Efter saneringen varierede lejlighederne i størrelsesorden fra 35 til 110 kvadratmeter.
Inden da var der mange steder stadig fælles lokum i gården. Nu blev 550 lejligheder lagt sammen til 242 lejligheder.
Til stuelejlighederne er tilknyttet en have, som beboerne kan indrette efter eget behov. Lejlighederne på 1. sal kan få tildelt en af de mange små haver ude på området. Fællesarealerne med de mange fredede træer er tilknyttet visse fælles regler.
Undertegnede ved ikke om der er flere lysthuse tilbage. De midter-områder der er fælles bruges til legeplads og fester.
Et museum opstod
Efter forskellige ansøgninger lykkedes det i 2014 at få et tilbud fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til 4,8 millioner kroner på betingelse af, at Nationalmuseet skulle stå for restaureringen.
I butikken er væggene blå og rosa, mens reolerne, der er malet som egetræ, har rosa indre. Det hele afsluttes med en bort af malede liljer.
På biblioteket er væggene rosa, mens reoler har fået deres finde guldkanter tilbage. Jo man tænkte dengang at også arbejderne skulle omgives af flotte farver.
Den 16. november præcis på 130 årsdagen for Husholdningsforeningens indvielse kunne beboerne i Brumleby sige velkommen i museet. Nu sidder der så en bestyrelse for Brumleby Museum bestående af beboerne samt repræsentanter fra Københavns Museum, Arbejdermuseet, COOP og Nationalmuseet.
Ikke alle har respekt for det fredede område
Og måske er man heldig at komme på en rundvisning. 25 beboere har meldt sig som frivillige kustoder.
Tænk engang her var både Børneasyl, Badeanstalt, Mødesalen, der blev kaldt Kostalden. Ja for hver blok blev der dengang bygget vaskehus med gruekedel, som i dag er skiftet ud med vaskemaskine og tørretumblere.
Ja den gamle badeanstalt er der endnu. Bygningen ligger ud mod Østerbrogade. Og der står Rambow på den. Men der er nu ikke alle, der har noget til overs for de flotte fredede bygninger. Når der ikke lige er Corona-restriktioner så bliver der i den grad ofte larmet i Parken og hele Brumleby bliver forvandlet til et stort offentlig toilet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 91 artikler fra Østerbro:
Man kan sige at artiklen indeholder speciel industri – kultur. Det finder du også under vores kategori ”Industri på Nørrebro”. Her var også medtaget Nordvest. Her finder du 61 artikler om Industri, arbejdere m.m.
Under kategorien Tønder (269 artikler) finder du to artikler om initiativtageren til Østerbro Husholdningsforening F.F. Ulrich
Oktober 22, 2020
At sejle på Haderslev Fjord
Fjorden har gennem tiden gennemgået mange forandringer. Her har det været vanskeligt at sejle for lidt større skibe både grundet dybden og de mange krumninger. Men der har dog været forbindelse til Østersølande. Der er gengivet billeder, der umulig kan passe. Og vi kan se, at der er kommet skibe med materiel til Hansborg. Men de er næppe løbet ind i havnen. Svenske skippere gik hellere syd på end at forsøge at sejle ind ad fjorden. Det gik ned ad bakke for Haderslev. På et tidspunkt havde man kun fire jagter. Losningsforholdene var de værst tænkelige. Man ville indføre trækbane. Man forsøgte flere gange at uddybe fjorden. Og det hjalp byen, der fik fremgang. Skibsbygning voldte også problemer. Man måtte vente op til to måneder for at få et skib ud. Fjorden havde oplevet landtilgang. Og så havde fjorden et spændende forsvarsværk.
Fjorden har gennemgået forandringer
Haderslev Fjorddal er noget for sig selv. Dens smalle og varierende forløb gør det nødvendigt at tage mange kursændringer. Det er umiddelbart ikke så let at besejle fjorden. Den er ikke så let at besejle som Aabenraa Fjord. Den frembryder også tydelige vanskeligheder, når vi sammenligner med naboen mod nord – Kolding Fjord.
Den fortsætter sydvest for Haderslev i den 5 km lange Haderslev Dam. Det er en meget smuk indsø, som også har en spændende historie.
Haderslev Fjord har i tidens løb gennemgået visse forandringer. I Stenalderen lå fjordbredderne på 2,5 meters dybde ud for Aastrup Teglværk. Det viser fundet af en køkkenmødding. Det er flere meter højere end i nutiden.
Fjorden har altid voldt vanskeligheder ved sejlads
Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere, men der lå også et par øer i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet ”Øen”. Dette parti er adskilt fra det øvrige sogn og er op til 17 meter højt. Her er en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau. Dette tyder på at en gren af fjorden er gået øst om ”Øen”. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.
Omkring Starup var der i 1050 et vigtigt handelssted.
Fjorden har altid voldt vanskeligheder, når den skulle besejles. Men egentlig lader vort kendskab til disse forhold meget tilbage at ønske. Vi hører dog at byen drev søfart allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier. Ja skibsfarten var så betydelig, at andre erhverv trådte helt i baggrunden sammenlignet med denne.
Forbindelser til østersølande
I byens stadsret omtales skibsfarten gentagende gange, således i artikel 5, der nævner hvorledes både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes ligesom der omtales tolden på møllesten – en vare som man nok må regne med, kom ad søvejen.
Man kan ud fra artikel 5 også se hvilke varer, der er indført. Og her er det tydeligt at der har været forbindelse med østersølandene. Dette støttes også af oplysningen om, at skibet ”Kejserinden” af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.
I den følgende tid omtales Haderslev som en ret betydelig by. Men det var især i 16. århundrede under hertug hans den Ældre – at den oplevede sin glansperiode. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring 1600 omtales flere skibe fra Haderslev i Nordnorge. Men til selve Haderslev er disse skibe ikke kommet.
Et billede, der nok ikke passer
På et billede fra 1585 ser man ganske vist, at der i havnen indenfor slottet Hansborg er placeret nogle skibe, som efter datidens forhold har haft en ret anselig størrelse. Et par er endda ankret op helt inde ved Sønderbro.
Men det er nok mest sandsynligt at tegneren blot ville give tegningen mere liv ved anbringelse af disse dekorative fartøjer. Skibene er vel ”galeoner”. De har fire master og en dybde på 12 – 14 fod. De har næppe kunne komme herind.
Hansborg brændte i 1644
Det synes fastslået at farvandet ind til slottet på den tid højst kan have været 6 fod dybt. Da man i begyndelsen af det 19. århundrede foretog en opmuring af havnen, fandt man i sejlrenden i nærheden af det sted, hvor Hansborg havde ligget en lås liggende på bunden af havnen. Efter indskriften at dømme var den dengang 300 år gammel. Denne lås er sandsynlig slynget ud i havnen, da Hansborg brændte i 1644.
I 1844 fandt man ved Starup Kirke – på en dybde af 7 fod – en pram lastet med tagsten af den type som man ikke kendte mere, men som ganske svarede til den slags tagsten, som man fandt ved udgravningen af resterne af Hansborg.
Skibe med byggemateriale til Hansborg
Ganske vist er der en fortegnelse fra 1581 over, hvad der hørte til slottet Hansborg også nævnt ”die Schiffsbrücke”. Dette kan dog også betyde en almindelig bro. Og det kan være den, der fra Hansborg førte over til fjordens sydlige bred, og som man i øvrigt fandt resterne af ved uddybningen af fjorden.
Om sejladsen i det 16. århundrede foreligger der enkelte oplysninger. Fra april 1544 er der således en skrivelse om, at der sendes 4 læster sild fra Falsterbro ”til Haderslev paa en Skude”.
Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes også hvorledes der ad søvejen sendes forskellige materialer til anvendelse ved slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons) som tilhører hertugen, er blevet lastet med bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker, og som var bestemt til Kolding, til Haderslev, men hun beder dog om at få oplyst, hvorvidt ”Solche Sckuten” kan sejle ind til Haderslev.
I fortegnelsen over byggematerialer til slottet anføres bl.a. (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm og i 1556 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland samt tømmer fra Königsberg og Skåne – foruden fra Norge.
Man må dog ikke af dette uden videre drage den slutning at de her nævnte skibe alle sammen er gået op til selve byen. Allerede i 1550 var fjorden utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.
En liggeplads for skibe
Fra 1582 berettes det, at kongen ønsker at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev hurtigst muligt. Og derfor skal borgmester og råd sørge for at man sender et antal skuder og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.
I 1585 siger Rantzau om havnen, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender ud mod Østersøen. En anden forfatter skriver samtidig, at det er en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.
Men også her skal man lige være opmærksom på, at der er anvendt ordet ”Portus”, som ikke skal sammenlignes med nutidens havn. Det betegnes som en liggeplads for skibe, et beskyttet sted.
Skibe måtte lægge op i mundingen
I 1652 beskriver Danekwerth at fjorden er for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de må standse i mundingen:
I en indberetning om forholdene i Haderslev amt i 1737 omtales også skibsfarten som betegnes som værende ”von schlechter Beshaffenheit”. Der gøres opmærksom på, at varerne ind til byen skal prammes ind.
Svenske skippere gik andet sted
Det hænder at svenske skippere ikke gerne går herind, men hellere sejler til Aabenraa eller Flensborg. Man nævner også at der en gang om året sendes et skib af på 46 læster til England efter salt. Dette skib omtales som det største af de skibe, der ligger i vinterhavn på Haderslev fjord. Denne vinterhavn har sikkert været ud for skoven ved Nygaard. Før reguleringen af fjorden i midten af det 19. århundrede turde ingen af de fartøjer, der sejlede på København vove sig længere op ad fjorden end til dette sted.
Det gik ned ad bakke for Haderslev
De dårlige forhold blev forværret. Byens handel var uden videre betydning. Og nu som tidligere blev agerbruget fremhævet. Tabet af den fyrstelige hofholdning var blevet så meget mere skæbnesvangert for byen som landmændene i omegnen kun aftog en meget ringe del af byens varer. Ikke i vid omkreds boede der en rig adel.
En meget væsentlig årsag til, at bønderne i Haderslev amt mest foretrak at gå udenom deres by, var, at de her fik deres varer betalt i danske pengesedler, mens de skulle betale deres afgifter i slesvig-holstensk kurantmønt, som desuden nød mere anseelse end de danske pengesedler.
Resultatet blev, at bønderne hellere ville køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja, endog Slesvig, hvor de ikke alene fik højere priser, men også fik betaling i den ny mønt.
Hertil kom at bønderne fik tømmer, jern m.m. som de havde brug for, billigere i disse byer. Haderslev havde nemlig så at sige ingen direkte handel dengang, men de fleste af byens købmænd tog varerne hjem fra Flensborg, Lübeck eller måske Hamborg, hvorfra de så transporteredes over land fra Højer eller Ribe.
Byen havde kun fire små jagter
Omkring 1775 var der således, at de to eneste købmænd i Haderslev, der handlede med svensk tømmer, kunne nøjes med én gang om året at tage en skibsladning hjem til deling på grund af den ringe afsætning.
Varetrafikken på fjorden var ikke større, end at lægterfartøj var mere end tilstrækkeligt til at bestride lægtertrafikken der. Byen havde kun fire små jagter hjemmehørende. De sejlede på Flensborg, Lübeck og København.
Losse- og ladepladsen for de større skibe var, således som de havde været i lange tider enten den ydre red ved Ørbyhage eller ved Stevelt, hvor i øvrigt strækningen omkring Stageodde kaldtes ”Svenske Red”.
Men også ind langs fjorden var der enkelte ladepladser – udskibningssteder for f.eks. korn og brænde – således som ved bæk.
Omkring 1847 sejlede en jagt mellem Haderslev og København. Denne kunne ikke indtage sin last inde i byen men måtte gøre det ved Bæk, da den stak alt for dybt.
Losningsforholdene, de dårligst tænkelige
Inde ved byen var losningsforholdene de dårligst tænkelige. Pramme og både gik ind til et sted, der kaldtes ”den gamle skibsbro” og som lå nær ved Aastrupbro. Der fandtes dog ikke nogen egentlig skibsbro her, men kun resterne af et gammelt, men stenfyldt fartøj, der havde tjent som sådan. Bådene og prammene måtte gå så langt ind til kysten som muligt og varerne måtte derefter losses over i vogne, der blev kørt ud i vandet – en møjsommelig og farlig fremgangsmåde, som krævede stille vejr og derfor undertiden kunne medføre en lang ventetid – ofte 8 – 14 dage.
Dette var det eneste spor af ældre indretning, som man har fundet til gavn for skibsfarten. Inde bag vindmøllen ud for den senere toldbod, var der ganske vist losseplads for små fartøjer, der stak indtil 4 fod. Helt inde i den inderste del af havnen for både, der stak tre fod.
Småbåde kunne gå helt op til Sønderbro. Dengang var der et 50 meter bassin, som i 1881 blev kaldt ”Fiskerihavnen”. På et kort fra 1817 kaldes det for ”Das Revier oder der Hafen an der Stadt. Omkring 1900 forsvandt dette bassin ved den opfyldning, der fandt sted, for at man kunne føre amtsbanen igennem.
Man ville forbedre besejlingsforholdene
Adskillige Haderslev borgere var klar over, at man for at afhjælpe de dårlige forhold først og fremmest måtte sørge for at forbedre besejlingsforholdene. På den anden side var det vanskeligt at blive enige om, hvad der var vigtigst.
Kort efter år 1800 blev der planlagt stiftelsen af et selskab, som skulle have udbygningen af hele fjorden som sin opgave, men det blev ikke til noget. Måske var det fordi den store opgave afskrækkede folk.
Omkring 1820 androg en del købmænd byen om, at der måtte blive bygget en skibsbro, hvad magistraten dog ikke mente at kunne gå med til på grund af fjordens tilstand, ligesom en opmudring af bassinet ved Sønderbro til 10 fod heller ikke blev til noget.
Et nyt havneselskab i 1829
I 1829 lykkedes det endelig et nystiftet interessentskab at få påbegyndt arbejdet med at forbedre havnen. Dette havneselskabs formål var:
Man ville indføre trækbane
Havneselskabet kunne ikke påtage sig at uddybe hele fjorden. Kapitalen var kun på 4.800 rigsdaler. Uddybningsarbejdet der kun foregik med små maskiner og håndkraft, skred dog hurtigt frem.
I 1846 var man skredet så meget frem, at der i fjordens midte var dannet en rende, så jagter kunne gå ind til byen. For store skibe var dette stadig ikke muligt.
Det nord-syd gående stykke af fjorden fra Nygaard til Store Bredning et stykker der også blev kaldt Børløs bugten var den vanskeligste del af fjorden. Gennem det meget bakkede terræn gik farvandet her ganske tæt ved fjordens vestlige bred. Vindforholdene her var lunefulde og skiftende. Ofte blev skibene opholdt her på grund af modvind.
Man overvejede her at indføre en trækbane på den vestlige bred af Børløs bugten. Det var en strækning på ca. 1.100 meter fra skovene ved Nygaard. Anlægget blev påbegyndt i 1844 ved bygning af en dæmning, der kun lå 20 meter fra sejlrenden. Men den blev aldrig fuldført.
En by i vækst
Ved 25 – året for havneselskabets beståen kunne man dog notere, at Haderslev var en by i vækst. Industrien havde gjort store fremskridt. Her var nu jernstøberi, sukkerraffinaderi og tobaksfabrikation. Opblomstringen skyldtes for en meget stor del indvandring fra kongeriget. Men de forbedrede havneforhold havde også en betydelig andel. Fra 1831 til 1853 tredobledes således antallet af ind – og udgående skibe.
Skibsbygning med vanskeligheder
I 1840’erne og 1850’erne var der endvidere en del skibsbygning, men atter engang virkede de dårlige besejlingsforhold hæmmende, ved bygning af barkskibe på 100 – 150 commercelæster kunne det nemlig ske, at det nybyggede skib måtte vente både én og to måneder, inden der kom tilstrækkelig højvande, til at skibet kunne føres gennem fjorden.
I disse år arbejdede man imidlertid med planer om en uddybning af sejlrenden gennem fjorden til 10 fod. Man ville også gøre sejlrenden bredere nogle steder var den kun på 30 fod. Og 6 – 7 fod dyb. Nu ville man have den 100 fod bred og 10 fod dyb over det hele. Disse arbejder blev dog dyrere end man havde regnet med. I 1862 måtte man derfor standse uden at have nået målet.
Preusserne gav sig
Efter krigen forsømtes fjorden i flere år, så dybden i 1875 mange steder kun var 7 ½ fod. Mens havnen var kommunal, sorterede fjorden under den preussiske regering, og denne gav først i 1899 efter for byens indtrængende anmodninger. Man gik med til at lave en uddybning til 5,3 meter (17 fod) samtidig med at løbet blev rettet flere steder.
Ved Snævringen og ved Fjordholm ret øst for Aastrup blev et lille fremspring på den nordlige bred af fjorden gravet bort for at give plads til det nye sejlløb. Krumningen fra Store Bredning med nord fik en større radius. Derfor blev der også gravet noget fri ved Aastrup Teglværk. Den yderste del af dette fremspring kom til at danne en ø – Djævleøen. Nu var det også anlæggelsen af Amtsbanen, der satte gang i det hele.
De foretagende uddybninger blev dog ikke vedligeholdt i den resterende del af fjorden, hvor der nogle steder nu kun var en dybde på 4, 7 meter.
Inden 1920 blev der foretaget en foreløbig uddybning og det påbegyndtes også i 1922. Dette gav sejlløbet en dybde på 6,5 meter. Helt let var det nu ikke. På 16 km var der 14 forskellige kurver.
Fjorden har oplevet megen landtilgang
Krigene i 17 – tallet og fjordens beskaffenhed var årsag til Haderslevs nedgang. Ja egentlig minder Haderslev Fjord meget om Slien.
Haderslev Fjord har oplevet megen landtilgang. To øer er blevet landfaste. Hertil kommer meget af det materiale, der blev gravet ud ved reguleringen af sejlløbet, er anbragt forskellige steder langs fjordbredden.
Et forsvarsværk
Og det var så ved disse udgravninger, at man opdagede et forsvarsværk som vi tidligere har omtalt. Denne spærring har ganske givet sat gang i øget slamtilførsel. Vi har her tale om ”Æ Lei” og ”Magrethes Bro”.
De to anlæg minder meget om den pælespærring som Knud Lavard anlagde i inderste del af Slien
Ifølge Knytlinge Saga så lukkede Knud Lavard på kejser Henriks råd havnene og krævede told af hvert skib, som ville have adgang.
Var det derfor man lavede en lignende spærring i Haderslev Fjord? Eller var det en ukendt fjende som man var bange for?
Stadig ingen mulighed for store skibe
Vi ved at der er foregået en kolossal afskovning i Haderslev Amt Kan dette have betydet noget for åernes afløbsforhold og påvirket fjorden? Fjernelsen af træerne bevirkede, at der løb mere vand bort langs overfladen.
Indløbet til fjorden går mellem Ørby-grund og Knude-grund nordvest for Årø. Dybden i fjorden er i dag under to meter. Sejlrenden er i dag på ca. 5 meter. I selve havnen er der 5 ½ meter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 194 artikler under kategori Sønderjylland, hvor du finder følgende artikler fra Haderslev:
Oktober 20, 2020
Hitlers Spisekammer
Historikere svinede hinanden. Ved Flensborg Fjord blev man straffet af modstandsbevægelsen. Dyrt for lønmodtagere og arbejdsløse. Danmark blev ikke udsultet af tyskerne. Hovedparten af landmændene solgte ulovligt. Eksporten steg hele tiden – også efter 29. august 1943. Der var fødevaremangel næsten overalt. Den danske ”Lieferfreude” skulle bevares. Mængderne oversteg de tyske forventninger. Man ville have en rolig udvikling i Danmark. Danske fødevarer var vigtigere end ideologi. Danmark udgjorde en vigtig del af Hitlers spisekammer. Fiskeriet og landbruget blev ikke retsforfulgt og skulle ikke betale deres fortjeneste tilbage.
Historikere svinede hinanden
Pludselig kunne man en af vores store dagblade læse som en nyhed, at Danmark havde været Hitlers spisekammer. Det blev skrevet af unge journalister. Egentlig havde man jo vidst det i mange år.
Men at dette kunne præsenteres som en nyhed i 1999 i et større dansk dagblad må nok betegnes som historieløshed eller kollektiv historiefortrængning.
En masse kronikker i diverse blade fulgte. Det endte med at ansete historikere beskyldte hinanden for at politisere med fakta. Det er vel omkring 15 – 20 år siden. Det var ikke et særligt fint sprogbrug man brugte over for hinanden. I hvert fald ved den lejlighed kan man godt forstå at den danske befolkning blev noget forvirret, da man skulle sætte sig ind i besættelsestidens historie.
De blev chikaneret af modstandsbevægelsen
Danske fiskere og dansk landbrug tjente styrtende med penge i deres samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage og blev heller ikke straffet. Men den lille husmand eller bondekone, der havde solgt æg og brød til de tyske soldater, der gik vagt langs Flensborg Fjord blev i den grad chikaneret af den lokale modstandsbevægelse.
Er det ikke bare en frase? Nej, i forbindelse med en bogudgivelse i 2017 har vi snakket med en del ældre mennesker i Kollund. Vi skal selvfølgelig ikke se fortiden med nutidens briller, men alligevel. Her er historien om Hitlers Spisekammer.
Landbrugsrådet førte direkte forhandlinger
Landbruget udgjorde kernen i den økonomiske kollaboration under besættelsen. Allerede den 15. maj 1940 – fem dage efter besættelsen – blev den tyske politik til at sikre den vigtige landbrugsproduktion slået fast. Landbrugsrådet gik fra de første uger af besættelsen aktivt ind i forhandlingerne med besættelsesmagten.
Produktionen skulle sikres og reguleres med forhøjede priser, så landmændene i egen interesse omlagde og maksimerede produktionen. Eksportpriserne steg markant. Landbrugsrådet førte direkte prisforhandlinger med besættelsesmagten uden regeringens indblanding.
Dyrt for lønmodtager og den arbejdsløse
Der var en direkte sammenhæng mellem eksportpriserne og de danske forbrugspriser. Lønmodtagere og arbejdsløse måtte skære kraftigt ned på forbruget af kød, smør og flæsk og spise mere brød, grød og kartofler i stedet.
Danmark blev ikke udsultet af Tyskland
Selv om besættelsesmagten havde magten til at opstille ultimative krav til omfanget af fødevareleverancerne fra Danmark, var det ikke kendetegnende for handelsaftalerne. Vi har tidligere set betegnelser som ”Danmark blev udsultet af Tyskland”.
Aftalerne var udformet sådan at de danske myndigheder var interesseret i at afholde aftalerne. Det var muligt for Danmark at importere vigtige råstoffer fx metalvarer, kemikalier m.m., som ikke blev leveret fra Tyskland. Det havde stor betydning for dansk industri.
”De gjorde det så forbandet effektivt”
I de sidste to år sikrede Danmark en væsentlig del af de tyske byers fødevareforsyning. Op mod 15 pct. af bybefolkningens forbrug af kød og flæsk blev dækket fra Danmark, mens 10 pct. af byernes smørforsyning blev sikret af det danske landbrug.
Fødevareforsyningen ville ganske givet have været meget mindre, hvis besættelsesmagten havde gennemført en udplyndringspolitik som i andre besatte lande, hvor de tog selv. En amerikansk historiker sagde det på denne måde:
Hovedparten solgte ulovligt
De danske landmænd havde under krigen ret til at slagte svin og kreaturer til eget forbrug. Denne rettighed turde besættelsesmagten ikke pille ved. Cirka 1/3 af den danske befolkning boede dengang på landet.
Der var en betydelig handel direkte mellem landmændene og forbrugerne i byerne. De illegale blade opfordrede fra foråret 1942 løbende til at landmændene skulle levere illegalt til familier og venner i byerne, hvilket sikkert har haft meget betydning.
Vores illegale blade tegnede i de sidste besættelsesår et billede af, at hovedparten af landmændene solgte ulovligt ved stalddøren til den tyske værnemagt. Men Landbrugsrådet pointeret dog at der kun var et fåtal af landmænd der solgte ulovligt.
Opfattet som udplyndring
Det har været diskuteret om denne eksport har haft krigsmæssig betydning. I Berlin tillagde man den danske eksport stor betydning. De nazistiske ledere ville have et tilfreds folk, der fik nok at spise. De skulle ikke undergrave systemet indefra, fordi de var utilfredse.
Leverancerne af fødevarer til Tyskland blev i stigende grad opfattet som udplyndring, mens der næsten ikke var kritik af landbruget eller danske myndigheder. Og det danske forbrug smør, flæsk og oksekød faldt stort set ikke under besættelsen. Problemet var at priserne steg. Landbruget forlangte mere og mere. Og ikke alle danskere havde råd til det.
Var det en fejlbombning
De allierede var interesseret i at Danmark holdt den danske landbrugsproduktion i gang. Man var interesseret i danske landbrugsprodukter efter krigen. Derfor kan det undre at allierede skød efter danske fiskere og bombede et slagteri i Skjern.
Det kunne virke som en advarsel at slagteriet blev angrebet. I Danmark frygtede man at der med bombningen var tale om et strategisk offensiv for at ødelægge den danske fødevareleverance til Tyskland.
Men det må anses som en fejlbombning. I begyndelsen af besættelsen stod sådanne virksomheder også på SOE’ s prioriteringsliste. Briterne slettede senere danske fødevarevirksomheder af mållisten for ikke at få den danske folkestemning imod sig, men også fordi man anså det for vigtigt at den danske landbrugsproduktion var parat ved krigens slutning.
Hold nu igen med prisstigningerne
Kritikken efter krigen rettede sig primært mod landbrugets indtjening som følge af de stigende priser på landbrugsvarer. Dette blev betalt via den stigende clearingsgæld i Nationalbanken. Landbrugsrådet forsøgte i efteråret 1945 med svigtende held at forsvare sig mod kritikken. Under besættelsen blev det visket landbruget i ørerne at nu skulle de ikke lade varerne stige yderligere.
Eksporten steg hele tiden
Den danske smøreksport til Tyskland steg fra knap 40.000 tons i 1942 til 50.000 tons i 1944. Eksporten af okse – og svinekød steg i samme periode fra 100.000 tons til knap 200.000 tons. I takt med krigssituationen steg betydningen af de danske leverancer.
I 1941 eksporterede Danmark 90.800 tons fisk, hvilket er fem gange så meget som i 1936. Tyskerne kaldte selv den danske fiskeleverance for rygraden i de tyske forsyninger selv om de norske leverancer var større.
Historikere beskyldte kollegaer for bevidst at manipulere
I ”De Frie danske” bebrejdede man landbruget at de overhovedet ikke var med i modstandsarbejdet. Men der var ingen kritik af landbrugets ledere.
Bønderne og deres ledere slap helt uden om retsopgøret ligesom de heller ikke blev mødt med krav om tilbagebetaling af urimelige fortjenester. Dette blev fastholdt i en stor artikel i Politiken i 1999 under overskriften ”Bøndernes gyldne krigsår” efterfulgt af undertitlen ”Penge, Penge, Penge”.
Senere er der så kommet bøger, der giver en mere nuanceret beskrivelse af forholdene.
Men det var ikke alle historikere, der var enige om, at Danmarks eksport var så stor. De beskyldte deres kollegaer for bevidst at manipulere med tal. Og årsagen til dette skulle bevidst være for at politisere.
Fødevaremangel – burde være basal viden også for historikere
Man fik pludselig at vide, at Danmark var med til at holde tyskernes levestandard op under krigen. De skulle efter Danmark have den største levestandard i Europa. Men sandheden var jo vitterlig en anden. Og efter krigen var der jo nærmest hungersnød i store dele af Tyskland.
Fra dansk side blev de dansksindede hjulpet. Og det var vel ikke uden grund, at de blev kaldt ”Späck – Dänen”. Men se den historie har vi fortalt et andet sted.
At Tyskland under krigen lige som stort set resten af Europa befandt sig i en fødevarekrise er basal viden selv for historikere, som beskæftiger sig med perioden.
Fødevarekrisen bærer hovedansvaret for, at millioner af tvangsarbejdere sultede, og at millioner af sovjetiske krigsfanger sultede ihjel. Den spillede en hovedrolle i forceringen af de jødiske folkemord.
Den danske ”Lieferfreude”
Der kom nu en masse artikler og kronikker i de danske dagblade med at den danske eksport slet ikke havde været så stor og at denne kun omfattede 2 promille af de samlede leverancer til Tyskland. Ja sådan var budskabet or 15 – 20 år siden.
Åbenbart skulle indberetninger og notater fra tyske embedsmænd i Berlin og København været meget større for ernæringstilstanden end hvad statistikkerne kunne fremvise.
Tyske embedsmænd advarede mod at man traf foranstaltninger, der kunne skade den danske ”Lieferfreude”.
Forskellige historikere har været fremme med postulater om, at Danmark under krigen var Tysklands vigtigste fødevareleverandør næst efter Italien. Problemet er nok, at historikerne glemmer, at man i Berlin ikke betragtede Danmark som et ”besat” land men som et ”Ausland”. Og så kan historikerne ellers skændes, hvordan man skulle beregne de rigtige eksporttal.
Historikerne fremstiller sagen på forskellige måder
Sandheden er, at Danmark kun var Tysklands næststørste handelspartner i 1940. Men man glemmer at nævne at den danske landbrugs – og fiskeeksport hele tiden steg. Og det gjorde den også efter den 29. august 1943. Men det er meget tydeligt at de forskellige historikere har forskellige måder at fremstille problemstillingerne på.
Konklusionen var, at der ikke havde været nogen væsentlig ændring efter den 29. august 1943. Der havde været en afbrydelse på transportområdet et par dage. Og så havde det været et par små huller i leverancen af slagtekvæg og frisk fisk.
Ville de allierede anerkende Danmark?
Under regeringens krisemøde i august 1943 blev den tanke luftet, at modstandsbevægelsen kunne have betydning for de allieredes behandling af Danmark efter et tysk nederlag. Heroverfor bemærkede Scavenius at det ville blive helt andre hensyn, nemlig de pågældende stormagters interesser over længere sigt, der ville blive afgørende for deres holdning efter krigen, og ikke sabotage, der på det afgørende punkt, nemlig leverancerne til Tyskland af danske produkter, specielt landbrugsprodukter, overhovedet ikke betød noget som helst.
Det er ikke historikere værdige
At nogle af historikerne skulle manipulere med tallene for at tjene et ganske bestemt politisk formål for at sætte samarbejdspolitikkerne samt landbrugs – og fiskerierhvervene på anklagebænken er beskyldninger som ikke er historikere værdige.
Vores landbrugsproduktion var blandt de mest effektive i Europa. Omkring 80 pct. af smørproduktionen og 65 pct. af svinekødet gik før krigen til eksport. Ret hurtigt stod det klart at Tyskland ville aftage alt hvad Danmark kunne levere.
Tyskerne kendte udmærket vores økonomiske forhold
Når historikere påstår, at tyskerne ikke kendte til Danmarks økonomiske situation ved besættelsen, så passer det ikke. Oberkommando der Wehrmacht (OKW) havde en hel gruppe, der udelukkende beskæftigede sig med disse ting. Deres økonomiske afdeling havde for længst sat sig ind i landbrugets situation herhjemme.
De kunne også godt gennemskue, når rapporter fra Danmark var for positive.
Mængderne oversteg de tyske forventninger
De mængder man leverede fra Danmark, oversteg i virkeligheden de forventninger som man havde i maj – juni 1940. Og besættelsesmagten forstod at værdsætte dette. Danmark var et særtilfælde af besatte lande. Fra de tyske forhandlinger fra 1930’erne blev ved med at fungere. Det var ikke bare skinforhandlinger, som det også har været fremme.
Det virker lidt barokt når historikere skal vurdere om et dansk bidrag på cirka en tiendedel af den tyske civilbefolknings kødforbrug eller omkring en tolvtedel af smørforbruget i de sidste par krigsår er meget eller lidt.
Eller omkring en femtedel af værnemagtens smørforbrug og ca. en tredjedel af kødforbruget kan siges at være af betydning.
Man ville have en rolig udvikling
De tyske embedsmænd, der havde med eksporten at gøre så helst at udviklingen i Danmark foregik så rolig som muligt. De så helst at dansk politi blev genindsat. Man frygtede at hvis en politisk spænding ville være af længere varende periode, så ville det gå ud over landbrugseksporten.
Havde man gennemført en skrappere besættelsespolitik lige som i Holland og Norge ville det være gået ud over landbrugseksporten.
Danske fødevarer er vigtigere end ideologi
Lederen af det tyske Sicherheitsdiensts udlandsafdeling, Walter Schellenberg beretter i sine erindringer at han i sommeren 1942 havde været i Danmark hvor han havde afvist den danske nazifører Frits Clausens forsøg på at finde tysk støtte til et kup mod den danske regering.
De danske fødevareleverancer var vigtigere til at man turde sætte den over styr for ideologiske hensyn.
Hitler var meget opmærksom
To dage efter den danske tilbagetrækning den 31. august 1943 udstedte Hitler et dekret, hvor betydningen at opretholde den danske ”Wirtschaftskraft” blev fremhævet. I april 1944 udstedte Hitler en instruks om, at leverancerne af råstoffer til Danmark skulle øges for at sikre landbrugsvarer. Og den 9. oktober 1944 understregede han betydningen af de danske landbrugsvarer. Betydningen har ganske givet påvirket de beslutninger man tog i forhold til bosættelsespolitikken i Danmark.
En vigtig del af Hitlers europæiske spisekammer
Nogle historikere forklejner Danmarks bidrag. Men når den samlet udgør et månedsforbrug til den samlede tyske befolkning, kan hvis godt konkludere, at det er et væsentlig bidrag til den tyske krigsøkonomi.
Om det er tilstrækkeligt til, at man kan kalde Danmark for en vigtig del af Hitlers europæiske spisekammer tude vel være en smagssag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.661 artikler herunder 332 artikler om Besættelsestiden (Før/Under/Efter)
Oktober 19, 2020
En tur på Frihedsmuseet
En rundviser på det gamle Frihedsmuseum. Sandhederne er ikke altid lige populære. Arkiverne er ikke åbne for alle. Vi fandt flere mord. Måske var vi alt for forudindtaget inden vores besøg. Frihedsmuseet er ”gået under jorden”. Man bliver fulgt kronologisk gennem de fem år. Måske kunne man være startet før. Vi følger fem personer og bliver mødt med en overflod af teknologi. Det henvender sig især til den yngre generation. Vi vendte jo ikke helhjertet tyskerne ryggen. Tekster og information er skåret ned til et minimum. Måske giver det beslag, når du har sat dig ind i historien? Det var yderfløjene, der startede modstanden. Og havde SOE og Moskva egentlig den store indflydelse? De fysiske genstande gør mest indtryk. Udstillingen burde berige – måske provokere? Man satser på de sikre spor. Det er et tålmodigt personale.
En rundviser på Frihedsmuseet
Det er hvis 20 år siden min afdøde kone og jeg skulle høre en rundviser på Frihedsmuseet forklare, at i Sønderjylland var der ingen modstandskæmpere på grund af Det Tyske Mindretal. Vi havde godt nok fat i kravetøjet på den unge mand bagefter. Det viste sig, at han var historiestuderende. Måske er det på tide at revidere historieopfattelsen.
Sandheden er ikke altid populær
Der er sket meget i de 20 år. Der har været en brand, og der er kommet et nyt Frihedsmuseum. Af de tre bøger, jeg i mellemtiden har fået udgivet, har også været en om et mord, begået efter ”befrielsen” i nærheden af Padborg. Den blev udmærket modtaget i den begrænsede del af medierne, der gad at anmelde den. Men det gjorde den ikke i lokalmiljøet. Måske var det fordi vi fandt nogle sandheder, som ikke var så populære.
Man kom til at beskrive nogle kendte familier, som folk stadig ser op til på egnen. Og man tror stadig på de usandheder, der bliver sagt i diverse historiebøger dikteret af myndighederne. Jo vi er part i sagen. Vi forsvarer den myrdedes familie og det, de har været igennem. Vi ser også historien gennem deres billeder.
Arkiverne er ikke åbne for alle
Vi har ikke så meget til overs for gerningsmændene, der tydeligt forsøger at skjule ting og sager. De bruger deres magt til at manipulere med en historie, der ikke har fundet sted. Og det er ikke kun for at forsvare gerningsmændenes familier. Når man så mange år efter forsøger at finde frem til sandheden, ja så stiller man sig også i vejen på arkiverne.
Det var nu ikke alle arkiver, der var lige afvisende. Meget overraskende for os, var det overraskende at se hvor mange dansksindede virksomheder, der gerne ville arbejde for tyskerne, herunder det store antal sønderjyske vognmænd. Også de mange dansksindede ansøgere til de tyske tropper overraskede os.
Vi fandt flere mord
Det var tydeligt, at nogle havde forsøgt at skjule de forbrydelser, som de havde begået. Selvfølgelig har vi givet myndighederne besked om de spor, som vi fandt. Men de var ikke interesseret. De er sikkert udmærket klar over, hvad der er foregået. Det skal vi da bare hurtigst muligt glemme.
Måske var vi forudindtaget?
Er det også sådan med Frihedsmuseet? Det er meget lettere for samfundet at sige, at man er en konspirator, der bevidst forsøger at manipulere med historien.
Som det nok kan læses mellem linjerne, så var vi meget forudindtaget, da vi aflagde Frihedsmuseet et besøg.
Frihedsmuseet ”er gået under jorden”
Hele syv år gik det efter at ukendte gerningsmænd satte ild til museet. Bygningerne ligner ude fra en bunker og ligger ikke langt fra Kastellet. Måske er det noget symbolsk i, at Danmark har fået et underjordisk frihedsmuseum. Men rammerne er nu truffet for at tage hensyn til den fredede nabo, Kastellet.
Det ”at gå under jorden” er en del af frihedskampen. Og forskellen fra det sidste museum til nu, er at antallet af genstande er stærkt reduceret. De digitale virkemidler har overtaget. Man vil have de nye generationer med. For en 9. klasse vil det helt sikkert være en kæmpe oplevelse at besøge Frihedsmuseet. Besættelsestidshistorien er en del pensum i folkeskolen.
Man bliver fulgt kronologisk gennem de fem år
Nu kan det jo også være svært at formidle et budskab i valget om at gå i modstand selv om konge og regering siger nej. Hvordan skildrer man en så vigtig og symbolladet periode i Danmarks nationalhistorie?
Der har været mange delte meninger om, hvad det ny museum skulle indeholde.
Nu har Corona m.m. forsinket indvielsen. Men gæsterne bliver fulgt kronologisk gennem de fem år. Det starter allerede den 8. april 1940 om aftenen.
Man kunne være startet før
Men egentlig kunne man have startet før. Samme år som nazisterne greb magten blev kommunister og flygtende jøder afvist ved grænsen. I 1938 blev af 1.000 jødiske børn kun tilladt 25 at indvandre til Danmark.
Måske kunne man også have fortalt, at i 1935 startede HIPA (Hovedorganisationens Informations og Propaganda Afdeling). Det var en efterretningstjeneste primært rettet mod kommunister. I 1945 skiftede man navn til AIC (Arbejdernes Informations Central).
Man får ikke rigtig at vide, at 127.000 tysklandsarbejdere nærmest blev tvunget til Tyskland. Hvis de ikke gjorde det, blev de sortlistet eller deres understøttelse blev fjernet.
Lidt absurd er omtalen af valget i marts 1943, hvor 93,4 pct. af stemmerne gik til samarbejdspartierne. Ifølge museets katalog blev det ”en slags folkeafstemning for regeringen og mod oppositionen, hvad enten den kom fra nazisterne eller den spirende modstand”
Og så er det jo også den velkendte historie med de 56 kommunister, som tyskerne forlangte. De fik fem gange så mange. Og så glemte man alt om aftalen oppe i Horserød. 150 kommunister blev sendt til Stutthof. Men til Frihedsmuseets forsvar skal det siges at man primært satser på frihedskæmperne.
Derfor er det mærkeligt, at Frihedsrådets eksistens er næsten, ikke er omtalt.
Vi følger fem personer
Og jeg skal da love for at vi får brugt de tekniske hjælpemidler. Det er et meget anderledes og interaktivt museum, som vi har fået. Gæsterne kan følge fire modstandsfolk og en nazist. Det er autentiske personer, der har skrevet ting ned. Hvad får folk til at blive modstandsmænd og hvad får folk til at blive nazist?
Kristeligt Dagblad mener, at museet er blevet en mellemting mellem en lydbog og dokumentarfilm på DR 2. Det kan nok ikke undgås at blive en form for tivolisering nogle gange. Andre gange kan man ikke løsrive sig fra skærmene.
Overflod af teknologi
Her et stemningsfuldt mørke kun oplyst af montre. Her en flot scenografi med gademiljøer. Det er en arkitektonisk og elektronisk oplevelse at komme her. Da vi nærmer os 1945 bliver det straks lysere i lokalerne.
Man kan interaktivt knække koder, fremstille illegale blade, aflytte telefonsamtaler og sende lyssignaler til britiske fly.
Der er et Danmarkskort med filmklip og Oprop flyver ned fra loftet. Jo der er en overflod af teknologi. Historikerne blev sat i skammekrogen. Historien er i den grad blevet redigeret.
Man kunne jo godt have gengivet BOPA’ s værksted med stengun-produktion og det illegale trykkeri. Og det er vel nærmest en hån, at en gammel selvbygget panservogn er blevet erstattet af en salgsvogn for Hansen Is.
Vi vender ikke tyskerne helhjertet ryggen
De minimale tekster gør det heller ikke bedre. Det siges godt nok, at de fleste danskere tror at tyskerne vil vinde krigen. Men vi får ikke en forklaring på, hvad det betyder. Tyskerne får godt nok en kold skulder, men først da de er ved at tabe krigen. Men det økonomiske samarbejde og landbrugseksporten fortsætter.
Mønt – og toldunionen samt det gode idrætssamarbejde nævnes. Et demokratisk – patriotisk dansk ”vi” vendt mod tyskerne holder ikke.
Tekster og information skåret ned til et minimum
Egentlig var der mange flere ting udstillet på det gamle museum dengang. Billeder og lydcollager har erstattet disse ting. Brugen af de nye medier udgør den røde tråd. Man fortæller ikke mere historien ud fra den enkelte genstand. Selvfølgelig skal der anvendes nye og moderne virkemidler, men det skal ikke stå alene.
Tekster og forklaringer er skåret ned til et minimum. Man kan ikke kalde det overfladisk. Museer er sat i verden for at tiltrække publikum og tjene penge. Med den nye teknik har man også fået fat i en ny ”kundegruppe”.
Måske mener man, at gæsterne ikke gider at læse lange tekster. I det dunkle går det også lidt ud over læsbarheden af teksterne.
Det kræver forklaring for den yngre generation
Der kommer nye generationer med. Besættelsens historie får en anden karakter. Og det sker i kraft af at der bliver færre og færre øjenvidner. Børge Outze sagde det i 1957 nok så rammende:
Giver det bagslag, fordi man har sat sig ind i historien?
Måske er undertegnede allerede blevet for gammeldags. Men besættelsestidens historie rummer også andet end iPad, skærm og lydeffekter. Nej det skal ikke være et sted, hvor historikere udveksler forskningsresultater.
Måske giver det lidt bagslag, at man har sat sig meget ind i besættelsestidens historie selv om mange sikkert vil kritisere os for vores artikler på siden. Således virker gennemgangen af jernbanesabotagen på Frihedsmuseet meget overfladisk.
Her var det især de sønderjyske modstandsfolk, der udøvede dette. Og det fik store konsekvenser for dem. For især i Sønderjylland var Gestapo effektive. Bagefter skulle gamle modstandsfolk så læse, at jernbanesabotage i det store og hele ikke havde stor effekt på den samlede krigsførelse.
Det var fra yderfløjene, modstandsbevægelsen startede
Der var ikke meget at se på de politiske yderfløje. Det ville også være indlysende at beskæftige sig med samarbejdspolitikken og de østfrontfrivillige.
Det var jo netop fra yderfløjene modstandsbevægelsen startede, inkarneret i kommunister tilhørende partiet DKP og demokrati-skeptiske Dansk Samling. Det forklares ikke rigtig hvad kommunisterne stod for og hvorfor befolkningen i sidste ende frygtede dem snarere mere end nazisterne.
Kommunisterne ønskede en ny verdensorden. Men det var dog ikke sådan at det var Moskva der bestemte, hvilket sabotagemål, der skulle blive det næste.
Kommunisterne kæmpede for Sovjetunionens og kommunisternes egen sag. Men glemt er også at Stauning dengang mente, at Danmark blev en ”blivende europæisk nyordning”.
Havde Moskva og SOE den store indflydelse?
Kommunisterne fik ikke meldinger fra Moskva om, hvad der skulle stå i de illegale blade. Der var meget lidt forbindelse mellem DKP og Kom-intern, der i øvrigt blev opløst i 1943. På en information står der skrevet at de borgerlige fulgte retningslinjer fra SOE og kommunisterne retningslinjer fra Moskva.
Nu havde SOE nok ikke den største indflydelse herhjemme. Der står heller ikke nævnt noget om, at dansk politi jagtede agenter fra SOE. Det endte som bekendt med den store nedskydning i Øresundsgade/Vordingborggade.
Man kan selvfølgelig ikke gå ind i alle mystiske hændelser på udstillingen, således nævne München-aftalen, hvor briterne og franskmændene fik solgt Tjekkoslovakiet til nazi – Tyskland.
De fysiske genstande gør mest indtryk
Vi ser da også noget der gøre mere indtryk end andre ting på udstillingen. Vi ser den oprindelige flugtbåd ternen, som den jødiske familie Steinbock flygtede med i oktober 1943. Man viser også tre henrettelsespæle som stod i Ryvangen, hvor frihedskæmpere blev henrettet. Man ser en frihedskæmpers bluse gennemhullet af skudhuller.
Den 2. september 1942 udtalte Wilhelm Buhl at man skulle angive sabotører. Et år efter blev dødsstraffen indført af nazisterne. Siden blev 102 modstandsfolk henrettet. Yderligere 260 døde i KZ – lejre.
Men igen, der er hvor der er placeret genstande, at historien bliver bedst formidlet.
Eller hvad med befrielsen og de ting, der skete lige efter. Vi følger fire modstandsmænd og en enkelt nazist, Henning Brøndum.
Udstillingen burde berige – måske provokere?
Hvorfor må man ikke udfordre historien? Stille spørgsmålstegn? Udstillingen burde berige os noget mere – måske provokere!
De bøger, der kom lige efter besættelsen, var meget ”farvet”. Og det har en del udgivelser da også været hen ad vejen. Men vi har sandelig også historikere, der kan levere kvalitet. Så vi kan sagtens give en fyldig og rigtig information om besættelsestiden videre. Museer bør være museer.
Vi skal nok passe på for meget ”Feel-good stemning”. Man bør vise de uløselige dilemmaer. Besættelsestiden er stadig et minefelt, der er genstand for moralske debatter og opgør. Det handler også meget om etik og problematisering.
Måske er museet ikke sluppet igennem de moralske gråzoner. Den bør være mere end en interaktiv turistattraktion. Det er helt klart genstandene, der har gjort størst indtryk.
Man satser på det rigtige spor
Teksterne undlader at uddybe f.eks. problematikken om samarbejde og landbrugseksporten. Dette forstærkede jo også den tyske moral. Eksporten forlængede krigen og antallet af døde i KZ – lejrene.
Man bevæger sig ikke ud på kontroversielle emner. Man holder formidlingen på de sikre spor.
Vi har på vores hjemmeside forsøgt også at bore i det kontroversielle uden at ville spille ”Fætter Modsat”. Det har gennem tiden ført til kritik. Og det er sikkert mange, der vil kalde dette berettiget kritik.
Informationsniveauet er ikke stort
Informationsniveauet er ikke stort på det lille museum, som er underlagt Nationalmuseet. Det er private fondspenge, der har muliggjort det nye museum. Når man besøger museet, får man en grundplan uden forklaringer.
To etager nede er der en smal indgang til udstillingen. Her får man udleveret en gumpetung minihøjtaler. Hensigten er at man skal scanne et højtalersymbol rundt i udstillingen. Så vil man høre en langsom stemme læse op. Nogle gange er det spillescener i monologform.
Egentlig er udstillingen meget smuk. Der er masser af plakater og filmindslag. Der er kun en vej. Ingen smutveje. Kronologien skal følges. Har man hang til klaustrofobi, så skal man nok ikke komme her.
Et tålmodigt personale
Personalet er tålmodigt. Der var denne mandag formiddag en del højtalere, der skulle skiftes. Man bruger lige så lang tid på højtalerne som på at aflæse montrerne.
Et flot katalog kan købes. Men det kan du rigtig læse dernede på grund af den mørke baggrund. Og så mangler der en direkte relation til udstillingen.
Her vil undertegnede henvise til alle de pragtfulde bøger som Frihedsmuseets venner har udgivet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.660 artikler herunder 331 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Under Kategorien ”Grænsen er overskredet” kan du læse mere om den bog, som vi har udgivet.
Oktober 18, 2020
De skamfulde sygdomme
Det var bestemt ikke alle der var velkommen på de københavnske hospitaler dengang selv om de trængte til behandling. Og det var heller ikke alle behandlinger, der hjalp. Nogle behandlinger gjorde mere skade end gavn. Og så var det de sygdomme, som man ikke talte om. Carl havde mærket det klø i to måneder. Det var de uacceptable sygdomme. Officielt var ingen sygdomme udelukket fra behandling. Så var det den hemmelige prostitution. Og det skabte disciplinære problemer. Fnat var en mide under overfladen. Bagersvende var mest udsatte. Gode huskeråd mod fnat. På hospitalet fik man kviksølv mod det. Men det havde en del bivirkninger. Ladegårdsmedlemmer frembragte selv kunstig ”Fnat” På Hospitalet brugte man petroleum og harpiks, fordi det var billigt. Men det var ikke smart.
Mærket en kløe i to måneder
Børne skammede sig over, at få lus, lopper og fnat. Men det gjorde de voksne sandelig også. Og hertil kom også syfilis og andre kønssygdomme. De var meget udbredte dengang i København mellem 1863 og 1892.
Carl Georg J.E.V. Larsen lod sig indlægge på Københavns Kommunehospital efter at have:
Han havde desuden udslæt mellem fingrene, på lårene og andre steder. Det var den 19. september 1892. Jo disse symptomer førte til indlæggelse på hospitalets 4. afdeling som forestod behandlingen af fnat, hudsygdomme og syfilis.
Uaccepterede sygdomme
Carl Georgs diagnose var scabies (fnat). Fnat og syfilis var i slutningen af 1800-tallet såre almindelige, men socialt uaccepterede sygdomme. Begge sygdomme blev forbundet med urenlighed, fattigdom og moralsk fordærv. For mange patienter var det bestemt ikke lidelser, man talte højt om, en tendens, som kan spores til nutiden.
Man mente dengang at denne sygdom var udtryk for ubalance eller uregelmæssighed i de fire legemesvæsker: blod, slim, gul og sort galde. Behandlingen skulle genkalde balancen. Det kunne for eksempel ske gennem afføringsmidler eller forskellige former for diætetiske forskrifter.
Ingen sygdomme er udelukket fra behandling
Sygdommene fnat og syfilis førte i 1800-tallet ikke kun til diskriminering og fordomme i det omgivende samfund. Også indenfor hospitalsverdenen blev der diskrimineret.
Københavns Kommunehospital var ved sin åbning det første hospital med princippet:
Patienten skulle være i stand til at betale for behandlingen, da hospitalet var et betalingshospital. Men der var undtagelser. Personer som led af:
Skt. Johannes Stiftelsen
Og som blev forsørget af Københavns Fattigvæsen skulle principielt behandles på Almindeligt Hospital. Men Almindeligt Hospital var i flere perioder bl.a. i 1892 ikke i stand til at varetage behandlingen.
Patienter indlagdes i stedet på Kommunehospitalet. Dette forhold syntes dog ikke at have ændret sig synderligt efter at behandlingen i 1886 overgik til den nyopførte St. Johannes Stiftelsen på Blegdamsvej.
Skt. Johannes Stiftelsen var ligesom de to andre hospitaler ejet af Københavns Kommune. Det bestod af et arbejderhus, en optagelsesanstalt og et sygehus. Sygehuset modtog foruden anstaltens egne beboere, syge fra fattigvæsenet herunder patienter overført fra andre hospitaler pga. af pladsmangel, ved langvarig rekonvalescens eller uhelbredelig tilstand.
De offentlige fruentimmere
Men fritliggende fnatpatienter var kun en del af de patienter som af sociale eller diagnosemæssige årsager var uønskede. Blandt de øvrige var byens prostituerede – de såkaldte offentlige fruentimmere.
Prostitution var i slutning af 1800-tallet et lovligt erhverv, hvis kvinden var registreret hos politiet. I 1892 var 538 prostituerede indskrevet hos Københavns politi. Derudover fandtes der en såkaldt ”hemmelig” prostitution dvs. kvinder, der drev erhvervet uden at være registreret.
Christiane ansås for at være sindssyg
Til disse hørte Christiane, der ansås for at være sindssyg. Hun opholdt sig normalt på Ladegården. Mange prostituerede endte her deres dage. Den 43 – årige Christiane tilstod ved indlæggelsen:
Christianiane skulle have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Berghs Hospital). Ved åbningen i 1886 var 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.
Oprindelig var det kun:
Disciplinære problemer
Der var uønskede. Disse kvinder var prostituerede, som politilægen havde mistanke om, var smittet med en kønssygdom eller selv meldte sig med mistanken. Ugentlige lægeundersøgelser var tvungne for de prostituerede.
Ved mistanke om smitte blev de indlagt på særlige sygestuer på Almindeligt Hospital. Indlæggelsen måtte højst vare 14 dage, hvorefter de skulle overføres til Kommunehospitalet til videre behandling.
Men i 1864 blev det ”paa Grund af Pladsmangel” besluttet at alle prostituerede skulle indlægges på Almindeligt Hospital.
Kommunehospitalet havde fra starten haft store disciplinære problemer med de prostituerede. Allerede tre måneder efter hospitalets åbning blev besøgstiden indskrænket på 4. afdeling som husede flest prostituerede, til kun tirsdag og torsdag mellem 16 og 18.
Ladegårdslemmer var heller ikke velsete
Ladegårdslemmer var en anden ikke særlig velset patientgruppe, som Kommunehospitalets øvrige patienter ikke gerne delte stue med. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård og husede 700-800 af byens over 6.000 fattige på varig hjælp.
Eget sygehus på Ladegården
Ladegården havde to sygestuer hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 blev kun indlagt mindre syge patienter. Alle andre syge blev indlagt på Kommunehospitalet. I 1870 blev forholdene ændret således, at ladegården selv kunne forstå behandlingen af en lang række sygdomme herunder:
Mistro og modvilje mod Ladegårdslemmer kan have medført disse forandringer. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at lægge samfundet til fastslog for på alle måder at ”udnytte systemet”. En samtidig observatør skriver om Ladegårdslemmerne, at de ikke undslog sig fra at ”benytte Lægen som Skærmbrædt” ved ulyst til at arbejde.
Frederiks Hospital opdagede, at de ikke skulle behandle kopper
Kommunehospitalet var ikke alene om at forsøge at slippe for særlige patientgrupper. Ved det nye hospitals åbning trak det Kongelige Frederiks Hospital sin fundats op af skuffen og påpegede, at de ikke var forpligtet til at modtage koppepatienter, hvilken man hidtil havde været nødsaget til.
Dette fik Kommunehospitalet til at skrive følgende i deres årsberetning som medførte:
En mide under overfladen
Fnat var en udbredt sygdom i sidste halvdel af 1800-tallet. Det var en parasitær hudsygdom, der skyldtes en mide, der gnaver sig ned under overhuden. Miden kan lige ses med det blotte øje. Den laver gange, som viser sig ved en streg i huden. I den ene ende findes miden.
Miden medfører kløe, hvorfor patienten kradser sig, og der går infektion i sårene. Sygdommen er meget smitsom, specielt ved tættere kontakt i varme omgivelser som ved seksuel omgang.
Behandlingen rettede sig herefter mod at mekanisk at åbne gangene under overhuden ved f.eks. stødt kridt eller hård skrubning og dernæst dræbe miden med midler som svovl eller speciel balsam.
Bagersvende var meget udsatte
Når en fnatpatient blev indlagt forsøgte lægerne at opspore kilden til sygdommen. Det gjaldt også for havnearbejder Carl Georg. Men han var nu ikke i stand til at give nogen forklaring på, hvordan han havde fået sygdommen.
For nogle fag syntes fnat nærmest at have været en erhvervsrisiko. Det gjaldt for eksempel de københavnske bagersvende. Omkring ¼ af de svende, der blev indlagt på Kommunehospitalet i 1867 med fnat var bagersvende.
Bagersvendene hørte til bagermesterens husstand og var dermed hans ansvar. I de fleste hjem sov flere i samme seng. Selv i arresten delte 4-5 personer en sovebriks. Det var en praksis, der først blev ændret i 1882. Da gik man over til celler i stedet for fællesrum.
Soldater var en anden udsat gruppe. Især krigen i 1864 medførte en opblomstring af fnat. Flere af disse tilfælde havnede på Kommunehospitalet.
Gode råd mod Fnat
Mange børn blev også smittet af fnat. I892 modtog Kommunehospitalet 106 børn med fnat. Hverken Børnehospitalet i Rigensgade eller Dronning Louises Børneasyl behandlede fnat.
Husråd blev gerne anvendt først, En folkelig tryksag fra 1868 med råd mod børnesygdomme anbefalede mod fnat at barnet fik et afføringsmiddel bestående af sennepsblade kogt med salt eller svesker så det medførte afføring ”et par Gange” med to – tre dages mellemrum. Herefter bør det ”svede et par Nætter” hvilket opnås ved at drikke hyldeblomstte.
Kuren skulle afsluttes med varm mælk tilsat finstødt svovlblomme (tungtopløselig svovl) samt smøring af de fnattede steder med en salve af svovlblomme og fløde.
Kommunehospitalet med flere senge
I 1892 havde Kommunehospitalet eksisteret i mere end en generation nærmere bestemt 29 år. Hospitalet var vokset i størrelse. Sengeantallet var øget fra 800 til 966 senge uden at der var sket tilbygninger. Flere af hospitalets oprindelige funktioner bl.a. isolationsbygningen for epidemiske sygdomme var flyttet til Blegdamshospitalet og Øresundshospitalet.
Kviksølvssalve
Behandlingen af havnearbejder Carl Georg tog seks dage og bestod af en kur med indgnidning af kviksølvssalve. Dette præparat anvendtes ellers mest mod syfilis. Og gonorre.
Havde Carl Georg nu blevet indlagt i 1863 havde behandlingen bestået af sæbekure, dvs indgnidning af grøn sæbe. En beskrivelse fra Ladegården:
Ladegårdsslemmer frembragte kunstig Fnat
Men man sagde om Ladegårdslemmerne, at de med vilje fremkaldte kunstig fnat for derigennem at undslippe Ladegårdens trængsler.
Fnatten frembragte man ved hjælp af knappenålsstik, hvori man smurte tobakssaft. Opholdet kunne forlænges med børstning med en rigtig stiv børste. Så kunne man altid få lægen til at ordinære en ny smøretur.
Brug af petroleum og harpiks var ikke for smart
Kommunehospitalet forsøgte sig i 1865 med en tredages kur. Kuren bestod i indgnidninger i alkohol og petroleum. Brugen af petroleum ophørte dog hurtigt. Det var billigt men virkningerne var hvis ikke det man havde håbet. Hjemmekure med petroleum medførte ofte længerevarende hospitalsindlæggelser.
Man forsøgte også med harpiks. Men det viste sig at være meget allergifremkaldende. Dengang kiggede man nøje på medicinudgifterne. Billigst var man på psykiatrisk afdeling. Her var de årlige medicinudgifter pr. patient 4 kr. 69 øre.
Man måtte vaske sig i flere dage
I 1880’erne kom en ny salve man skulle indgnides i. Bagefter pudredes man så med mel. Man måtte så ikke vaske sig i flere dage. Men nu blev man også instrueret i at desinficere derhjemme.
I 1892 var syfilis socialt uacceptabel og til tider livstruende sygdom. Syfilis blev betegnet som en venerisk sygdom (kønssygdom) hvis behandling hørte under Kommunehospitalets 4. afdeling. Venerisk sygdom dækkede over:
I 1892 behandlede kommunehospitalet 1.210 patienter for syfilis.
Mange konsekvenser
Gennem 1800-tallet gennemgik patienter forskellige former for kviksølvskure. Man kunne komme op på 8 piller om dagen. Ligeledes kunne man gennemgå ætsninger af sår. På hospitalets badeanstalt fandtes særlige svedekasser til syfilispatienter.
Der kunne med den store indtagelse af kviksølv let opstå forgiftning. Det bevirkede tandtab, mundbetændelse, psykiske symptomer, mavepine og blodig diarre. I 1892 var den gennemsnitlige indlæggelsestid for syfilispatienter 28 dage.
Men behandlingen havde sjældent den ønskelige virkning. Patienter fik ofte tilbagefald. Den behandling som man fik var ofte fuld af bivirkninger.
Transportable badekar
Når en patient blev ordineret badeterapi, fik vedkommende udleveret et af de 210 badetegn, hospitalet havde købt til formålet. Badetegnet skulle afleveres til badekonen.
Mands- og kvindebadeanstalten lå i hver sin fløj af hospitalet. Sengeliggende patienter kunne få bad på stuen. Hospitalet rådede over flere transportable badekar med varmeapparater til badevand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om sygdomme og sygehuse. www.dengang.dk indeholder 1.659 artikler herunder:
På YouTube kan du finde to videoer omhandlende et foredrag, som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen er forsynet mad gamle fotos fra Ladegården og åen.
Oktober 17, 2020
At være fattig
Der var landsdækkende forbud mod betleri. Myndighederne kriminaliserede det. Også almissegivning var forbudt. Man ønskede en nyordning af fattiglovgivningen. Stiftsprovst var også imod myndighederne. De var en broget skare. Der kom til optøjer. Sympatien var på tiggernes side. Var bønderne virkelig dovne 0g ugidelige? Tiggerne truede med Bibelen. 75 pct. af Københavns befolkning var i farezonen. Der var manglende økonomiske ressourcer. ”Lad ikke de faldne ligge” Der kom ”Frivillig fattigvæsen”. Endnu ser vi sørgelige erindringer fra fattigdommen. Jernsengen måtte pantsættes. Der er stadig mange tiggere og hjemløse på Strøget-
Landsdækkende forbud mod betleri
Vi har allerede nu i mange artikler beskrevet hvordan det var at være fattig. Der var forskel på det i storbyen og på landet. Bagerst i denne artikel har vi som sædvanlig samlet en liste på artikler, hvor du kan fordybe dig endnu mere. Vi har også beskæftiget os med fattiggårde og tvangsarbejderanstalter- Det var her man blev sendt hen, når myndighederne ikke mente, at man selv kunne klare det mere eller når man skulle bidrage til samfundet for at få hjælp.
Allerede efter svenskekrigens afslutning i 1720 havde statsmagten begyndt en ny krig – krigen mod betleri og almissegivning til tiggere. Ja allerede skete det i 1708, da man indførte et landsdækkende forbud mod betleri.
Uvilje og forbud fra statsmagten
Men lovene blev slet ikke overholdt. Tiggerne fortsatte med deres plageri og befolkningen gav dem trods forbud penge og andet. Man sendte kun sjældent en fattig bort med ingenting. Men dette var en torn i øjet på magthaverne. De svarede igen med en sand syndflod af forordninger, reskripter og plakater.
En broget skare af bønder, fattigfolk, borgere og embedsmænd havde ikke i sinde at overholde dette.
Fra det 16. århundrede og fremefter blev betlere mødt med stadig større uvilje og forbud fra statsmagtens side. Værdigt trængende som ikke var i stand til at forsørge sig selv, måtte ganske vist fortsat tigge, men uværdige betlere skulle arresteret og forjages.
Myndighederne kriminaliserede tiggeri og almisser
Tiggeriet var fortsat lovligt for dem, der var blevet tildelt et såkaldt tiggertegn. Der var fortsat forbudt for borgerne at give betlerne almisse og husly. I stedet skulle de gavmilde borgere give til fattigbøssen og herfra kunne de værdigt trængende så få deres almisse.
Man var værdigt trængende, når ens fattigdom var uforskyldt. Det gjaldt forældreløse eller faderløse børn, gamle uarbejdsdygtige folk, syge, lemlæstede og sengeliggende, som ikke kunne tjene til livets ophold samt fattige.
Det centrale var, at kun de, som enten ikke havde mulighed for at tjene penge eller penge nok, fik fattigunderstøttelse. Enhver skulle yde det arbejde, som var muligt. Derfor forsøgte man at ramme den gruppe betlere, som var løsgængere – folk som man mente gik ledige på grund af dovenskab. De havde ikke ret til almisse, men kunne nu, hvis de fortsat betlede, straffes med arbejde i Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset.
Myndighederne kriminaliserede tiggeriet og almissegivningen. Men det fortsatte dog relativt uhindret.
Man ønskede en nyordning af fattigvæsnet
Da Struensee i 1771 ville reformere det københavnske fattigvæsen, var det netop fordi:
Man ønskede en nyordning af fattigvæsenet, og i 1799 forelå endelig en stor ambitiøs ny planlægning af Københavns Fattigvæsen. Betleriets afskaffelse via et forbud mod al tiggeri var fortsat blandt Fattiglovens hovedintentioner. Dem, der overtrådte reglerne skulle indsættes i Fattigvæsnets tvangsarbejderhus.
Stiftsprovst var uenig med myndighederne
Kampen mod hovedstadens betlerhoveder blev således skærpet i 1800 med oprettelsen af Tvangsarbejderhuset, hvor betlere blev straffet med hårdt arbejde eller ensomt fængsel, indtil huset brændte under Københavns bombardement i 1807. Nu blev bøderne pludselig fordoblet.
Professor og stiftsprovst Jerns Lodberg var uenig med loven på flere punkter og nævnte det i sin prædiken. Han mente at loven stred mod det kristne budskab. Man måtte ikke nøde nogen til at give fast almisse. I så fald var almissen at betragte som en skjult skat.
Det var egentlig forbudt at kommentere kongelige forordninger. Lodberg slap dog alligevel igennem med sin kritik. Men kritikken foranledigede dog ingen ændring af lovgivningen.
Så atter engang i 1789 så Københavns politimester sig nødsaget til at indskærpe for hovedstadens borgere at det var strafbart at hjælpe tiggerne.
I et officielt skrift fra Trinitatis Sogn lød det i 1798:
Man havde i kirken en vis forståelse for de tanker og følelser, der lå bag folks fortsatte almissegivning.
En broget skare
Man indså efterhånden at borgerne ikke kunne klandres for at være barmhjertige mod betlere så længe Fattigvæsnet hverken magtede at understøtte alle værdigt trængende eller få has på de uværdigt trængende. Også inden for Fattigvæsnet beklagede man at alle betlere blev behandlet lige hårdt uden at skæve til baggrunden for deres betleri.
Mange betragtede tiggerne som en broget skare og anså ikke alt betleri som lige illegalt. Mange mente, at man ikke burde kunne trække en sulten tigger frem til straf.
Det kunne være svært for de lokale forvaltninger at inddrive de frivillige ydelser til almisser. Også mange herremænd var imod at deres bønder skulle betale faste ydelser til det lokale fattigvæsen. Normalt ønskede de lokale magistrater ikke at indføre en fattigskat.
Københavns Magistrat fandt det således:
Man holdt fast i den gamle ordning
I flere byer holdt man fast ved den gamle ordning, hvor byens fattige på bestemte dage gik tiggergang gennem byen. Endnu i 1772 blev der i Middelfart givet regler for, hvorledes stodderfogeden hver lørdag skulle samle stadens tiggere, opstille dem i en række og derefter lede den betlende flok fra dør til dør.
Stodderfogeden hørte selv til blandt tiggerne, men havde en slags offentligt embede, der gjorde ham til ”stoddernes konge”, som almuen plejede at kalde ham.
I 1800 blev det bemærket, at befolkningen anså det for tvang årligt at skulle give ”noget klækkeligt” til sognets fattigkasse, men gerne gav fremmede betlere af et godt hjerte.
Betleroptøjer
Fattigfogederne var meget upopulære. Befolkningens sympati var oftest på betlernes side. Det skete ikke sjældent, at almuen forhindrede fattigfogederne i at pågribe de flygtende betlere. Jagten på tiggerne førte således ofte til tumulter og slagsmål, når pøblen tog parti for de pågrebne betlere og gik løs på de forhadte og foragtede fattigfogeder.
Betleroptøjerne udviklede sig i nogle tilfælde til meget voldsomme sammenstød. Det skete for eksempel søndag den 14. januar 1714, da de københavnske fattigfogeder i Grønnegade blev overfaldet af matroser:
En af fattigfogederne fik fem store huller i hovedet, og hans højre pegefinger blev næsten hugget af, mens to andre fattigfogeder blev slået ”blå og blodige” af den ophidsede pøbel.
Bølleoptøjerne og voldelige overfald på fattigfogederne fortsatte som hyppige hændelser op gennem det 18. århundrede, og i 1789 var det kommet så videt, at:
En slags fornedrende forretning
For at hindre befolkningen i at angribe fattigfogederne var det bestemt at byens almindelige politi og vægtere skulle komme fattigfogederne til undsætning. Det blev endog forordnet at alle borgere skulle have et lille våben i deres bolig og komme politi, vægtere eller fattigfogeder til hjælp, hvis der var optøjer i deres nabolag.
Nu ville hverken politi, vægtere eller almindelige borgere identificeres med fattigfogeder.
Myndighederne fastslog, at hvis fattigfogeder blev ramt af vold eller skældsord ville man blive straffet med henholdsvis spidsrod, tamp og den spanske kappe. Hvis man blev straffet tredje gang for denne forseelse, blev man idømt tre års straffearbejde i citadellet.
Straffen for at medvirke i bølleoptøjer blev skærpet til to måneders tugthus.
Fra 1813 kunne almindeligt politi nu jagte betlere. Men politiet værgede sig ved dette, da anholdelse af betlere i almindelighed blev betragtet som:
Borgerne havde en naturlig sympati for tiggerne
Mange almindelige borgere gemte også betlere. I 1799 bestemte myndighederne, at byens kroholdere og husejere skulle straffes med bøder mellem 4 og 20 rigsdaler, hvis de ikke anmeldte folk i deres husstand, de mistænkte for at være betlere.
Vi har tidligere beskrevet Børne – og Tugthuset og de forhold, der her eksisterede. Folk havde en naturlig sympati for disse beboere.
Var bønderne virkelig dovne og ugidelige
Dengang blev bønderne fremstillet som dovne og ugidelige. Men situationen så ofte anderledes ud. En del af almuen så det nødvendigt at man valgte tiggerlivet i en kortere eller længere periode af livet.
Mange var udsat for ulykker som sygdom og misvækst. Adskillige på samfundets bund blev pågrebet af fattigfogeder.
Betlernes trusler
I bibelen kunne man finde passager, der mere end antydede passager, der mere end antydede, at ulykker ville indtræffe, dersom betlerne ikke fik, hvad der tilkom dem.
Betlernes trusler og bøndernes frygt blev herfor ofte anført som en af grundene til, at forbuddet mod almissegivningen ikke lod sig gennemføre. I 1780’erne nævnes betlernes trusler om brandstiftelse som den vigtigste årsag til den fortsatte almissegivning.
Lejlighedsvis iværksatte myndighederne regulære tiggerjagter, hvor man forsøgte at indfange omstrejfende betlere. Men udbyttet af jagterne var ofte magert i forhold til de mange indrapporteringer af omstrejfende flokke af løsgængere.
Eventuelle angivere kunne både frygte hævn fra betlerne selv og indfangede betlers venner.
Befolkningsgrupper indgik i fællesskaber som f.eks. landsby- og håndværkslavene som bl.a. havde til formål at hjælpemedlemmer i krisesituationer.
75 pct. af Københavns befolkning var i farezonen
Selvom middelstandens lavsmedlemmer i tilfælde af varig krise også før eller siden ville nedsynke i fattigdom, var by – og landbefolkningens store underklasse i endnu højere grad truet af at blive fattige som følge af sygdom, brand eller dårlige konjekturer.
Men reelt må man henregne store dele af befolkningen til gruppen, der var i den økonomiske farezone, og hvor uventede katastrofer kunne være ensbetydende med et liv i fattigdom. Der blev anslået, at omkring 75 pct. af den københavnske befolkning var i , hvad man kan kalde ”fattigdoms-risikogruppen”
Det var den store økonomisk dårligt stillede grupper der bl.a. indbefattede soldater, matroser, svende, lærlinge, sømænd, fiskere, tjenestefolk og daglejere. De var pga. deres lave indkomster konstant i fare for at måtte gribe til tiggerstaven, hvis sygdom, dårligt høstår eller andre ulykker gjorde dem ude af stand til at tjene til dagen og vejen.
Størstedelen af Danmarks befolkning levede i det man kaldte et knapheds- eller risikosamfund. Det sociale sikkerhedsnet var hullet og kun de færreste kunne føle sig fuldstændig sikre på, at de ikke ved uheldige omstændigheder ville komme ind på en social rutsjetur.
Manglende økonomiske ressourcer
Den almindelige danskers liv var med andre ord præget af manglende økonomiske ressourcer og stor afmagt over for de stadig tilbagevendende ulykker. Vejen fra byhuset, gården, husmandsstedet eller i endnu højere grad fra indsidderboligen eller baghuset til tiggerstaven var kort.
Det 18. århundredes fattiglove mødte hovedsagelig en tavs modstand, der mere kom til udtryk i handlinger end i ord. Som vi har set, findes der talrige eksempler på, at befolkningen direkte eller indirekte støttede tiggerens ret til at betle.
Borgerne skulle moralsk og åndelig oprustes
København havde lige som andre europæiske storbyer massive fattigdomsproblemer. Byens gader var overfyldt med tiggere, gadebørn, krøblinger og andre fattigfolk. Hovedstadens fattigforsøg var betydningsfuld på mange områder. København fungerede ofte som en slags eksperimentarium for nye ideer og tiltag. København var en prøveklud.
Borgerne skulle moralsk og åndeligt oppustes. Et universalmiddel, som stadig gælder den dag i dag er arbejde og arbejdstvang. Det gavnede staten. Man lærte også de fattige at bestille noget. Vi har tidligere her på siden kigget på tvangsarbejderanstalter bl.a. Ladegården.
Lad ikke de faldne blive liggende
I 1849 berettede provst Smith, hvordan private almisser angiveligt oversteg fattigskatten fire gange. Smith mente, at disse almisser var såre nødvendige så længe det offentlige fattigvæsen ikke var sin opgave voksen, men betvivlede også at betleriet nogensinde helt ville kunne udryddes.
Ja sådan lød et opråb fra en kirkelig forening i 1876. Livet i København var farligt. Pyntesyge piger og ensomme sømænd kunne risikere at blive ledt i fordærv. Københavns menneskelige forfald blev de kristne missioners store menneskemark, hvor fortabte sjæle skulle høstes for Gud.
Det var datidens sociale arbejde. Bagved lå også en solid gang småborgerlig og især kristelig moralpåvirkning til grund. Målet var at gøre fattige mennesker fra de lave sociale klasser til gode samfundsborgere, hvilket vil sige dybt kristne med udsigt til at blive tjenestepiger for borgerskabet eller lønarbejdere for fabriksejerne.
Der opstod organisationer som Christianshavns Understøttelsesforening eller Nørrebro Bespisningsforening.
Frivilligt fattigvæsen
Ofte gik frivillige ud for at undersøge om de forskellige foreningers midler gik til de rigtige. Pengene måtte i hvert fald ikke gives til ”opmuntrede skrålhalsenes dovenskab” De såkaldte ”undersøgere” måtte ikke have dårlige nerver, at de blev formidlede ved synet af en seng med halm i stedet for sengeklæder eller af en skrigende og pjaltet børneflok.
En ansøger skulle sandelig være værdig trængende. Pastor Holck skrev i 1869 bogen ”Om Godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn, og her inviterede han sine læsere på et hjemmebesøg for at besigtige et fattigt hjem:
Pastoren gjorde opmærksom på, at man ikke skulle lade sit hjerte hoppe over ved at se en stak pantelånesedler. Man skulle undersøge mandens forhold. Det kunne jo være at han brugte alle sine penge hos værtshusholderen i kælderen, hvor han drak brændevin og spiste sine måltider, fordi hjemmet ikke var så indbydende.
Sørgelig erindring om fattigdom
Man kan endnu læse erindringer fra dengang, hvor børn fortæller om deres opvækst, dengang, der var masser af fattige. Vi har kigget på Camilla ’s erindringer. Faderen var fordrukken skomager-mester i Gothersgade.
Han drak hele sin ugeløn op, så mor måtte tage arbejde som vaskekone. Hun arbejdede fra kl. 4 om morgenen. De boede mindst 15 forskellige steder og blev smidt ud, da de ikke kunne betale husleje. Det var altid 1 – værelses lejligheder uden køkken og i 3. baggård.
Børnene spiste på ”Den barmhjertige Samaritan”, hvor fattige kun få et måltid mad hver dag. Det var som regel bygvandgrød med kogende skummetmælk over og dertil tykke stykker rugbrød.
Fra soldaterkasernen fik børnene rugbrød med margarine på. Der måtte de tage så meget de kunne. Og børnene blev populære, når de stolt kom hjem med en hel stabel, smurte klemmer.
Om morgenen blev der købt gammelt brød. Hver lørdag gik de til Slagterboderne efter kød og ben. Og hos fiskerkonerne ved Gammel Strand faldt der altid et par ålekvabber til den fattige familie. Det blev til søndagsmaden med en suppe med store melboller i.
Jernsengen måttepantsættes
Når familien ikke kunne betale husleje, blev de med møblerne – en jernseng, et lille bord og en stol – sat på gaden. Jernsengen måtte senere sendes til Lånekontoret. Den blev aldrig købt tilbage.
Camilla måtte tigge på gaden indtil der var penge nok til en ny lejlighed. Mange gange kom familien som husvilde på Ladegården. Og her blev far sat til at feje gader og mor blev ansat i vaskeriet.
Camillas bror på 10 år arbejdede som mælkedreng fra kl. 4 om morgenen. Og så havde han byplads hos en lægefamilie fra 8 til 12 og gik i skole fra 13 til 18. Camilla gik i skole fra 8 – 13 og afløste hendes bror hos lægefamilien.
Stadig masser af tiggere og hjemløse
Går du i dag en tur ned ad Strøget vil du stadig kunne finde masser af hjemløse og tiggere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.658 artikler:
Oktober 13, 2020
Hvem ejede Brede Kirke?
Vi er i Brede(bro) mellem 1250 og 1350. Munkene fra det nærliggende Løgum kloster ville absolut havde Brede Kirke. I forvejen havde de Daler og Løgum Kirke. Niels Degn var aldrig blevet præsteviet. Det var åbenbart komplicerede ejerforhold. Nu skulle der fines en løsning. En retssag blev indledt i Brede kirke. Flere parter gjorde krav gældende. Man betvivlede ægtheden af de mange breve, der findes om denne sag. En af modstanderne af munkene sagde: ”I kan skrive breve som I vil have dem. Endelig i 1324 fik munkene fra Løgum kloster ejerskabet over Brede kirke.
Munkene ville have kirken
Ja det var måske et dumt spørgsmål at stille. Men munkene ville gerne have patronantsretten til Brede Kirke. Der eksisterer et væld af breve omkring denne historie. Men man mener ikke at alle breve i denne forbindelse er ægte.
Allerede siden 1252 havde Løgum kloster interesseret sig for kirken. De kæmpede i meget lang tid for at få kirken. Først med hertug Eriks gavebrev til Mariaalteret i klostret i 1324 og hertug Valdemars afkald på kirketiende i 1344 synes klosteret at være kommet i besiddelse af kirken. Men det er den kamp vi her skal høre om.
Kirken ligger i den østlige del af byen lige nord for Brede Å ved det gamle vadested ”Bredevad”.
Hvorfor blev Niels Degn ikke præsteviet?
Kirken bragte åbenbart munkene store økonomiske fordele. Som modydelse ville de holde en daglig messe. Det økonomiske overskud fik klosteret angiveligt ved som præst i kirken at ansætte en ringe betalt vikar og selv nyde det resterende overskud.
Kirken var taget fra den tidligere præst. Niels Degn fordi denne et år efter sin embedstiltrædelse ikke ville lade sig præstevie. Hertugen havde derved ret til at overgive patronatsretten. Hvorfor havde hertugen ikke selv sørget for at Niels Degn blev præsteviet? Var det så abbeden eller hertugen der selv havde henvendt sig til Løgum kloster?
Kompliceret ejerforhold
Så var det jo lige det at Gribslægten den 26. november 1327 sender et såkaldt anerkendelsesbrev.
Hertug Erik var ekskonge og nu hertug af Sønderjylland. Nu sad han inde med en kirke. Han rådede over et præsteembede og dets indtægter. Hertug Erik overdrager også patronatsretten til sin 10 – årige søn, Valdemar.
Men der sker så det at ribebispen Jacob overdrager kapitlets samtykke til klosteret.
Åbenbart havde munkene ramt ned i noget meget vanskeligt og kompliceret med hensyn til ejerforholdet af Brede Kirke. Nu lå Brede Sogn lige i spændingsfeltet mellem de kongerigske og de hertugelige områder. Men Gribslægtens afkald på patronatsretten fo9rpligtede slægt og familie, hvilket peger hen på rettigheder, der optrådte som uafhængige af kongehuset.
Overdragelse blev betvivlet
Brede Kirke var åbenbart for årtier forinden blevet skænket til klosteret. Men denne overdragelse var blevet betvivlet fra anden side.
Allerede den 20. marts 1276 sad der mange fornemme folk i den forårskolde Brede Kirke. Fremmødet gjaldt omstridte rettigheder til kirken. De stridbare parter sad på hver sin side. Nemlig abbeden og konventet fra Løgumkloster på den anden side.
Der skulle findes en løsning
Biskop Tyge fra Ribe skulle forsøge at finde en løsning.
Abbeden og munkene forsøgte at stævnede Hr. Mogens og deres klageskrift blev indledningsvis læst op. Munkene hævdede at kirke var deres, da de repræsenterede denne rette patron, kong Abel. Derefter havde de fået kirken på lovlig vis.
I det første indlæg hævdede ærkedegn hr. Mogens, at kongen aldrig har været den rette patron. Han har hverken bygget kirken, givet grunden eller doneret den. Derfor måtte munkenes ejerskab betvivles.
Hr. Mogens mente ikke at munkene ikke kan præsentere sig selv og være ejer af kirken.
Kongen havde åbenbart heller ingen rettigheder
Bispen henvendte sig til den nuværende vikar i Brede Kirke og alle fremtidige vikarer i Brede Kirke. De måtte ikke lade andre end Løgum Kloster betjene Brede Kirke. Eller overlade kirkens indtægter til andre end munkene.
Den som var vikar i juli 1272 var ikke indsat af abbeden i Løgum.
Der var nogle forhold, der tegnede på at ærkedegnens krav på Brede Kirke ikke skyldtes, at han er udpeget af Kong Erik. Ærkedegnens procedure gik på at fastslå eller bevise at kongen ingen rettigheder havde i kirken.
Den 30. april 1273 mente slesvigprovsten Grumme at nogen hindrede klosterets rettigheder til kirken i Brede.
Hr. Mogens mente, at munkene ifølge kanonisk ret ikke kan besidde kirker. Det må også formodes at de havde flere kirker uden dispensation.
Sognekirken var åbenbart blevet overdraget
Lederen af Retsmødet, biskop Tyge fremlagde et dokument beseglet af Ribe-bispen Esger. Her stod det at Abel for bispen havde præsenteret klostret til kirken i Brede for at han skulle overdrage sognekirken til klosteret, hvilket Esger havde gjort med domkapitlets samtykke.
Hr. Mogens ville frakende munkene deres ret, fordi de danske konger ifølge hans påstand aldrig har haft patronatsret til kirken. Hvis Abel havde været den rette patron, så kunne han kun overdrage de samme rettigheder til klosteret som han selv havde.
Munkene besad også kirkerne i Daler og Løgum
Der henvises til at cistercienser-munkene ikke skulle besidde kirker. Men modsat står der heller ikke at de ikke måtte. Under retssagen forsøgte man fra Løgum kloster at snakke uden om. Det var ikke så godt sidde en pavelig opfordring overhørig.
På det tidspunkt besad munkene også sognekirkerne i Daler og Løgum.
Første retsmøde sluttede nu i den omstridte sønderjyske kirke. Næste retsmøde var berammet til den 5. juni i Ribe.
”I kan skrive breve just som I vil have dem”.
Spørgsmålet var, hvorfor munkene ikke havde alle relevante dokumenter med til det første møde? Havde Løgum Klosters indbyggere det på samme måde som Århus – bispen Tyge påstod var tilfældet hos munkene i Øm kloster, da han sagde:
I klosterets brevsamling, der eksisterer som afskrift i Løgumbogen fra 1578, findes der et overordentligt stort antal breve vedrørende sognekirken i Brede. De er ikke indført i nogen bestemt kronologisk form.
Disse breve er udtryk for klosterets rettigheder, men også munkenes besidderkrav. Men de er i den grad også blevet modsagt og truet.
Munkene udvider begrebet ”besiddelse”
Gennem tiden har man diskuteret ægtheden af de mange breve. Man synes ikke at gennemgangen af retssagen er rigtig. Og så er der beskrevet et møde, hvor Abel var til stede, men ifølge andre kilder skulle han på det tidspunkt have været død i en måned.
Hertug Valdemar stadfæster den 15. juli 1256 pastonatsretten, hvilken er en udvidelse af den oprindelige gave. Åbenbart har dette noget at gøre med Svanstrup-godset.
Noget tyder tog på, at munkene udvidede begrebet ”besiddelse”. Der var en grund til at sognefolkene i Brede og omegn hindrer klosteret i en fredelig besættelse af kirken for der var ikke hjemmel for andet en hel eller delvis, formelt angiveligt ret til at repræsentere præst for kirken.
Åbenbart vandt sognebørnene første slag
Klosteret kan fremvise et overdragelsesdokument fra 1324. Klosterfolket havde ikke i den mellemliggende tid kirken i deres besiddelse. I et brev fra 1295 fremgår det en kannik ved Roskilde domkirke Jens Fod, havde modtaget flere kirker med sjælesorg bl.a. Brede kirke.
Den 30. december 1298 blev der sluttet en overenskomst mellem biskop Kristian af Ribe og Løgum kloster vedrørende gæsteri. Man skulle svare gæsteri, der skyldes visitation. Og det skyldtes Løgum og Daler kirke. Brede kirke blev ikke nævnt med et ord.
Klosteret havde anklaget ærkedegnen Hr. Mogens for uretmæssigt at side på Brede kirke. Men der var mange der gjorde krav på denne kirke. Kongehus, Hertugslægt, sogneboerne, verdslige stormænd og munkene.
Men åbenbart var det sognebørnene, der vandt slaget om Brede kirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Brede. På www.dengang.dk finder du 1.658 artikler herunder 194 artikler om Sønderjylland inclusive:
Hvis du vil vide noget om: Kirker – Præster – Kirkegårde og Åndsliv:
Oktober 12, 2020
Ladegården – nok engang
Ladegården fik oprindelig til huse i skanserne. Krigshospitalet oprettede stiftelse. Flere lemmer kom efterhånden på Ladegården. Ladegården var i forfald. Der var voksende krav Et nyt byggeri blev omdannet til ”Almindeligt Hospital”. Ikke alt blev overholdt. Vi skal også høre om ladegårdens bygningshistorie. Og så satte lemmerne ild til bygningerne. Et nyt Sankt hans Hospital skulle etableres. Nye forslag. Ladegården var usund og praktisk. En ny kirkesal blev etableret i 1850
Fik huse i skanserne
Som en led i en ny befæstning foran søerne blev der i 1620’erne anlagt tre fremskudte skanser. I skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Sankt. Jørgens Sø opførtes Københavns Slots ny ladegård.
Skønt ladegårdsdriften snart måtte opgives og de oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen 1658, hang benævnelsen Ladegården ved og blev benyttet af forskellige institutioner som frem til 1930’erne fik til huse i skanserne.
Nu var der sådan at den oprindelige meget moderne ladebygninger blev ødelagt ved en maget kraftig storm. Og selve institutionen var i 1930’erne for længst flyttet til Amager.
Krigshospitalet oprettede stiftelse
Stedet skiftede ejer flere gange fra 6. oktober 1710, hvor kongen skænkede Ladegården til Krigshospitalskassen, benyttedes området på forskellig vis til indkvartering af almisselemmer. Under pestepidemien 1711 benyttedes bygningerne som pesthospital. Efter den store brand 1728 fandt et stort antal husvilde ly her – bl.a. lemmerne fra Brøndstræde Hospital.
I 1733 oprettedes en stiftelse, kaldet Krigshospitalet for såvel civile som militære fattige. De militære fonde for land- og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring.
Og en kapital på 1.200 Rigsdaler, som kongen havde betalt Pesthuset for fattige garderes og grenaderers enker og børn overførtes til Krigshospitalskassen.
Flere lemmer i Ladegården
I Krigshospitalet indrettedes en kirke som blev indviet på Dronning Sophie Magdalenes fødselsdag den 28. november 1734. Det faldt sammen med første søndag i advent.
Med tiden overtog landetaten krigshospitalet. I 1765 fungerede det dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Desuden fandtes syv dårekister for afsindige af den militære etat.
Antallet af lemmer varierede mellem 200 og 400, men under dyrtiden først i 1760’erne fandtes ofte over 500 personer i stiftelsen.
Som led i 1760’ernes hærreformer oprettedes ved kongelig forordning af 15. maj 1765 en stiftelse, Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården. Institutionen skulle foruden administrationen kunne optage 160 invalider, 40 enker, 60 forældreløse drenge og 40 forældreløse piger.
Ladegården i forfald
Der blev erhvervet et fabriksanlæg i Store Kongensgade som blev ombygget til formålet. I 1767 kunne stiftelsen, der efter Frederik den Femtes død skiftede navn til Christians Plejehus rømme Ladegården, som blev solgt til Københavns Magistrat.
Komplekset blev herefter istandsat til brug for Stk. Hans Hospital og Claudi Rossets stiftelse som flyttede hertil fra Pesthuset fredag den 6. oktober 1769.
Selv om Ladegården var nyopført 1751-55 og repareret inden indflytningen fremsattes snart kritik af forholdene. I årene 1787 – 1805 klagedes vedholdende over bygningernes elendige tilstand. Der fremsættes flere forslag til opførelse af nye bygninger.
Voksende krav
Men efter de omfattende ødelæggelser i forbindelse med bombardementet af København i 1807, hvor englænderne havde et batteri ved Ladegården erhvervede fattigvæsnet 11. juni 1808 Bistrup gård ved Roskilde. Flygtningen var fog først tilendebragt i 1816. Den sidste gudstjeneste afholdtes fastelavnsdag dette år.
1822 indrettedes ”Arbejderanstalten på Ladegården”. Fra november 1833 var der også ”Københavns Tvangs- og Arbejderanstalt i komplekses. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal voldsomt fra 250 i slutningen af 1820’erne over 513 i 1853 til 916 i 1865. Hermed måtte belægningen igen mindskes.
Der var voksende krav til de mange medlemmer. De voksende krav skulle også honoreres og der var krav til køkkener, vaskehuse m.m. Komplekset blev udvidet flere gange.
Bebyggelsen blev til almindeligt Hospital
Sidst i 1880’erne fremsattes planer om opførelse af en ny anstalt og et byggearbejde blev indledt. Mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Inden færdiggørelse blev det besluttet at overdrage komplekses til Almindeligt Hospital. Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejdsanstalten Sundholm blev opført.
Det gamle domicil ved ladegårdsåen blev definitivt forladt 1. juni 1908. Efter at være lejet ud til forskellige formål blev bygningerne nedrevet i 1930. I dag er kvarteret helt ændret.
Tre forskellige kirker på Ladegården
Hvad de færreste sikkert ved, så havde Ladegården deres egen kirke. Hele nøjagtig tre forskellige salg i tidens løb. Lemmerne ved Skt. Hans Hospital havde deres egen præst. De holdt offentlige søndagsgudstjenester. De daglige morgenbønner og aftenbønnerne på stuerne blev derimod holdt af lemmer, lønnet henholdsvis af præsten og borgmesterens legat.
Præstekaldet blev bevaret til en tid efter flytningen til Bistrupgård, men blev 1833 forenet med Vor Frue og Skt. Jørgensbjerg kirker.
Til Arbejderanstalten blev knyttet ved kancelliskrivelse af 18. dec. 1834 en teologisk kandidat til at undervise de i anstalten anbragte børn og holde andagt for de ledige lemmer.
I 1835 blev han ordineret som teologisk kateket for at kunne forrette konfirmation og kommunion samt overtage den almindelige sjælesorg på Ladegården. Ved kongelig resolution af 21. november 1852 omdannedes kateketeembedet til et almindeligt præsteembede. Lønnen blev det pålagt Københavns Kommune at udrede.
Ikke alt blev overholdt
Kirkegården blev anlagt nørdøst for skansen, sandsynligvis allerede i 1710. Komplekset blev det år taget i anvendelse som kvæsthus. I 1711 havde vi pestepidemi.
Ved Ladegårdens overdragelse til fattigvæsenet 1768 krævedes bl.a. at fortifikation for altid skulle være uforandret. De følgende 10 år måtte kirkegården hverken blive opgravet, oppløjet eller bebygget.
Det første grav blev ikke overholdt, da en opfyldning af ladegårdsgraven indledtes i slutningen af 1700’tallet. Det var vidt fremskreden i 1843. Men kirkegården blev bevaret så længe, at Skt. Hans fandtes på Ladegården. Endnu i 1907 omtales Arbejderanstaltens blegeplads som den gamle kirkegård.
Bygningshistorie
Den oprindelige Ladegård blev som nævnt bygget i 1620’erne. Det var i et område, der i dag begrænses af Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaaesvej, Jacob Dannefærds vej.
Krigshospitalets vagt var bygget med pæle ned i åen. I de fire fløje der omsluttede den uregelmæssige forgård, fandtes lejligheder for hospitalets betjente, magasiner og stalde samt sygestuer.
I mellembygningen blev kirken indrettet i 1734. Baggården kunne nås gennemport gennemgange forbi kirken. Her lå væve – og spindestuerne samt vævemesterens lejlighed og de gamle og giftes sovesal.
I 1748 – 55 blev Ladegården ombygget. Der skabtes et regelmæssigt anlæg men kompleksets disponering forblev uændret. Blot blev antaget af senge og sovesale øget betragteligt i baggårdens bygninger.
Den 4. november 1753 blev en arkitektonisk spartansk kirke indviet. Kirkebygningen var ca. 25 x 10,5 x 3,5 meter. Den havde et tag af ”Flensborgtegl”.
Da lemmerne stak ild til Ladegården
Under Københavns Bombardement i 1807 led bygningen skade. I 1816 var udflytningen så langt fremme til Bidstrupgård at man ansøgte om at få lov til at rive kirken ned. De brugbare materialer blev brugt i Bidstrup.
I 1822 begyndte en tiltrængt istandsættelse. Af den mindst forfaldne længe. I 1807 havde man nøjes med at lægge en ekstra etage over den østlige del.
Det var i 1839 at lemmerne stak ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og damer ved at opføre et stort plankeværk over gården. Skaderne blev udbedret. I 1848 deltes gården med en tværbygning i tre etager. I den del der vendte ud mod vejen, indrettedes et kapel, der blev indviet i 1850.
På den østligste side blev i 1858 – 59 opført en fattiggård i to etager.
Et nyt Sankt Hans Hospital
1700’s slutning blev præget for en øget forståelse for sindets sygdomme og de helbredelsesmuligheder, der lå i at sørge for de rette omgivelser. I 1789 blev der som emne til Akademiets Guldmedalje i arkitektur foreslået ” et bekvemt hospital for 500 vanvittige”.
I 1803 blev tanken genoptaget idet forslaget nu gjaldt ”en offentlig bygning for 200 meter eller mindre vanvittige”. Ingen af disse ideer blev dog benyttet.
Nye forslag til nyt Sankt Hans Hospital
Men de afspejler både tidens idealer og den diskussion, der netop førtes omkring de overbelagte og stærk forfaldne bygninger på Ladegården. Parallelt med flere forslag om bygning af Skt. Hans Hospital fremkom således fire projekter til om – og nybygning hvoraf de to gjaldt anlæg som skulle opføres i tilknytning til det eksisterende og kun rumme sindssyge.
Begge disse projekter var planlagt uden selvstændige kirkesale. Den centralt beliggende kirkebygning skulle afsondres.
Ladegården var usund og upraktisk
I 1793 havde Danske Kancelli med såvel læger som byggesagkyndige kigget på Ladegården. Samstemmende fandt de at Ladegårdens beliggenhed var usund og dens anlægstype uhensigtsmæssig,
I 1794 blev der nedsat en hospitalskommission, hvor stadsfysikus og hofbygmester havde forsæde. Under forudsætning af hospitalets flytning var det kommissionens opgave at tage stilling til hvorvidt de uhelbredelige, de veneriske og de sindssyge fortsat skulle holdes inde for samme institution eller færdes på separate afdelinger.
En ny kirkesal i 1850
Kun et enkelt medlem mente, at der fremover skulle være en kirkebygning på Ladegården. Flertallet mente, at det var urimeligt at belaste budgettet med ”sådant noget”.
En tilkaldepræst og et par undervisningslokaler burde være nok. Hospitalsplanerne blev dog foreløbig skrinlagte.
Man havde forsøgt at indrette en kirke i de lokaler man fik stillet til rådighed. Men meget gik til grunde i forbindelse med Københavns bombardement. Englænderne ødelagde inventar for 22.000 Rigsdaler.
En kirkesal var planlagt i den 1848 opførte træbygning. Men denne sal blev først indviet i 1850.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.657 artikler, herunder 293 fra Nørrebro, inclusive:
Oktober 11, 2020
Over Grænser – et festskrift til Hans Schultz Hansen
Vi har læst dette festskrift som er en hyldestartikel til Hans Schultz Hansen, forskningsleder på Rigsarkivet . Bogen rummer 17 indlæg fra hans kollegaer. De er både på dansk og tysk. Vi kommer vidt omkring. Men fællesnævneren er Grænsen. Her får du en anden måde at opleve den sønderjyske historie på. Læs kun en bid ad gangen ellers risikere du at få alt for meget.
Forskningsleder
Når der udgives et festskrift, så er det for at hædre en person, og det er det da også i dette tilfælde. Hans Schultz Hansen bor i Bolderslev og han sin gang i Aabenraa. Måske er bogen blevet anmeldt i nogle lokale aviser, men vi har ellers ikke set nogle anmeldelser.
Han er formand for Historisk Samfund for Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Vi har ofte citeret ham som kilde og anmeldt hans pragtfulde bog om ”Genforeningen” i serien om 100 historier fra Danmarksserien. Han er lige blevet 60 år i juni, derfor har kollegaer og andre bidraget med 17 forskellige bidrag. Og bidragene har det tilfældes at de beskæftiger sig med nogenlunde de ting som vores hovedperson også beskæftiger sig med og det er:
Bidrag på både dansk og tysk
Bidragsyderne er både danske og tyske forskere, derfor er nogle af bidragene også på tysk. Vi er tidsmæssig fra slutningen af 1800-årene og frem til tiden efter 1945. Men der er da også nogle afstikkere langt tilbage i historien.
Og man må da nok sige, at Hans Schultz Hansen er en flittig person. Man bliver helt svedt, når man ser hans bibliografi i bogen.
Når man så ser på disse 17 meget forskellige indlæg, så er der nogle af indlæggene, der forekom en mere interessant end andre. Det kan vel ikke undgås. Det har vel noget at gøre med ens egen interesse at gøre.
Alt dette indeholder festskriftet
Vi har nu heller ikke tænkt os at anmelde hvert bidrag, men nøjes med det som har vores interesse. Men bogen indeholder følgende bidrag:
Som det kan ses, er der noget for enhver smag.
En Herredsfoged i Bondeklør
”En Herredsfoged i Bondeklør” er en meget fin skildring af en embedsmand, herredsfoged Johann Dietrich von Lange som i begyndelsen får tildelt en betroet stilling på Helgoland og siden i Broager. Vi er tidsrummet 1783 – 1796.
I 1785 kom von Lange i økonomiske vanskeligheder. Han gik konkurs. Unge værnepligtige klagede over, at han udstedte uberegnelige indkaldelser til sessioner. Han kom også i karambolage med sine medarbejdere. Han forstyrrede en gudstjeneste ved sammen med vagter at smide brygger Christian Clausen væk fra familiens stolestader.
Han havde fået to indflydelsesrige fjender, pastor Dithmer og teglværksejer Bonefeld. Og så opdagede Broagerfolket at han levede adskilt fra sin kone. Hans datter Louise fik hele tre uægte børn. Og hun nød godt af von Langes tjenestekørsler. Von Lange spyttede også på folk, der var uenige med ham.
85 mand skriver under
Da en rekrut klagede over en indkaldelsesordre, lod von Lange ham indespærre i fængslet. Von Lange kom ellers fra en anerkendt familie. Men hans far var også kendt for at være hård over for hans arbejdere.
Til sidst indbragte 85 bolsmænd, kådnere, teglværksfolk og bryggere en klage. I de følgende måneder kom der endnu flere klageskrifter. Hvis folk ikke hilste hurtig nok på ham, slog han dem med hundepisken.
Men endelig tog Overretten på Gottorp fat i klagen. Amtmand von Dörring måtte flere gange rykke for en redegørelse fra von Lange. I 1795 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge klagerne fra de 85 Broager – borgere.
Von Lange frataget sine embeder
Von Lange blev suspenderet med løn under undersøgelsen. Det blev godtgjort at han udsugede sine undersåtter og optrådte som en lille tyran. Hans liv på Fyn og Helgoland samt det at han levede med en elskerinde betød også at han havde mistet folks agtelse.
I 1797 kom Overretten frem til en afgørelse. Von Lange blev frataget alle sine embeder. Men han klagede til Tyske Kancelli.
Dette hjalp nu ikke meget. Skulle han nu virkelig ydmyge sig til at søge Broager Fattigkasse om hjælp? Derefter blev der stille om von Lange. Han døde i Ekernførde i 1822, 88 år gammel.
Utilfredshed med embedsmænd førte til mange sager dengang. Von Lange – sagen viste hvad resultat det kunne bringe hvis ikke forudsætningerne var til stede.
Søfartsmiljøet
En anden interessant artikel er ”Søfartsmiljøernes Nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig”. Og ingen kan gøre det bedre end Mikkel Leth Jespersen.
Skibsrederne i Aabenraa havde deres interesse rettet mod syd særlig Hamborg. Fra at være overvejende danskorienteret blev de tyskorienteret. Modsat var det i Flensborg. Her var interessen rettet mod København, Grønland og Vestindien.
De dansksindede ønskede en opretholdelse af status quo med Slesvig som en del af helstaten under den danske konge. De tysksindede ønskede et forenet Slesvig-Holsten under en liberal forfatning evt. men hertug som samlende figur.
Søfarten i Aabenraa
Søfarten i Slesvig måtte genopbygges. Situationen efter 1814 var blevet helt anderledes. Mest uproblematisk skete det i Aabenraa med oplandet Løjt. Her kom der også igen gang i skibsbyggeriet. Først sejlede man til Middelhavslandene og derefter satte man kursen over Atlanten mod de tidligere portugisiske og spanske kolonier i Sydamerika. Efterhånden gik turen også til Fjernøsten.
Oprindelig var Hamborg Aabenraa-skibenes europæiske hjemhavn. Jørgen Bruhn var nok den vigtigste person i hele denne udvikling. Han forblev også på dansk side. Det var derfor, at han blev udnævnt som kongelig agent. Han var ret alene på det standpunkt i familien.
Sammen med hans bror, Hans Bruhn på Høgebjerg og den anden var hans svoger, Jacob Bendixen på Stolliggård etablerede de store rederier.
De tysksindede oprettede en såkaldt Klipperskole på Løjt, hvor man blev undervist i tysk, engelsk og fransk. Læreren var en patriotisk slesvig-holstener.
I Aabenraa var det Frederik Fischer, der var ud af en kaptajnsfamilie, der var absolut dansksindet ligesom Andreas Cornett. Skibstømrerne i Aabenraa gik også på gaden for at stoppe det tyske oprør i 1848.
I Flensborg – dansk sindelag
Flensborgs velstand kom bl.a. af handlen med Vestindien. Denne handel var grundlagt af Andreas Christensen. I det hele taget kom det danske sindelag tydeligt til udtryk i Treårskrigen.
I Sønderborg overvejende dansksindet
Som den tredje skibsmiljø var det Sønderborg. Mellem 1807 – 1814 havde man her fortsat småskibsfarten. Man havde et lokalt orienteret skippermiljø og langt færre talstærkt reder- og kaptajnsmiljø. Byens søfartsmiljø var overvejende dansksindet.
Christian Petersen var den toneangivende og blev også anset for at være dansksindet. I 1864 var det Christian Karberg, der ejede 11 store sejlskibe. I Treårskrigen stod han i spidsen for det danske parti.
De store skibe kunne ikke gå i havnen
I Haderslev kunne de store skibe ikke gå ind i havnen. Nogen afgørende kamp i den nationale kamp syntes søfolkene ikke at have spillet. Ved Stændervalget i 1860 var der kun fem skippere. To stemte dansk, to stemte tysk og en undlod at stemme.
Otto Kier sad i havedirektionen. Han tilhørte en stor sømandsfamilie. Hantilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse. Men i 1848 blev byens sejlskibe ført til Fyn for ikke at havne hos fjenden. På den måde tydede det på, at der var dansk flertal.
Skibsbygger og jernstøber Wolfgang Petersen var den første, der byggede dampskibe med stålskrig i Nordslesvig. Han syntes også at være dansksindet.
Søfarten i Sydslesvig
I Eckernførde var det dengang ikke nogen udbredt søfartsby. Der var heller ikke nogen udpræget danskhed i byen.
Byen Slesvig var engang en betydelig søfartsby men efter 1830’erne var Slien begyndt at sande til. Der var heller ikke meget danskhed at finde her, bortset fra fiskerne.
Småskipperne fra Kappel, Arnæs og Maasholm overtog en del skibsfart. Kappel havde i 1864 hele 74 fartøjer. I Arnæs og Maashom var der en del dansksindede. Adskillelsen med Danmark i 1864 blev en katastrofe for disse skipper-samfund. Kappel holdt længst.
På den slesvigske vestkyst var der ikke havnebyer af betydning. Kun Tønning havde et egentligt søfartsmiljø. Havnens interesse var rettet mod England.
Øerne og nogle enkelte kystsamfund leverede masser af søfolk til Nederlandene, Hamborg og København i tiden før englandskrigene. I de Kongerigske Enklaver var troskaben dog stor.
80 pct. af mændene på Amrum var søfolk. Mange af søfolkene fra øerne herunder Rømø havde været beskæftiget på hvalfangerbåde.
Claus Manicus – en journalist
Jørgen Witte skriver en artikel om Claus Manicus, en journalist, der forholdt sig kritisk til mange ting. Han fik mange af sine indlæg offentliggjort i Dannevirke, men fik også flere kasseret og det var han godt sur over. Der var nemlig to overredaktører. De var åbenbart ikke altid enige. Ved siden af var han læge og fik egentlig ikke noget for sine skriverier.
Han truede med at levere stof ril blade i Aabenraa og Flensborg, der lå tættere på hans egen mening. Men han forblev dog med at skrive til Dannevirke. Han var modstander af den nationalliberalnationale politik.
Borgmester Schow i Aabenraa regnede med at den fattige urmager Frederik Fischer ville udgive et tamt blad om handel og søfart. Men det skulle være et blad for fædrelande og imod Slesvig-holstenismen. Bladet kom til at hedde Apenrader Ugeblad. Til dette blad begyndte Marcus nu også at levere artikler.
Også til Flensburger Zeitung leverede han stof. Men dette blad udviklede sig efterhånden til at være et blad til fordel for helstaten.
I 1847 skrev han en bog i under navnet C. Hinrichsen. I denne betragtede han Slesvig-Holstenismen som en sygdom. I 1851 – 1864 blev han redaktør af Flenburger Zeitung og stod nu ved sine holdninger.
Danskhedens ubestridte leder
Klaus Tolstrup Petersen skriver om de dansksindedes ubestridte politiske leder, Hans A. Krüger fra 1867 til 1881. Da han døde, var det en splittet dansk bevægelse, der ikke kunne blive enige om, hvem de skulle pege på.
Han mente at edsaflæggelsen var en blåstempling af den preussiske annektering. Heller ikke i Landdagen ville han aflægge ed. Han var i begyndelsen også den eneste dansksindede i Rigsdagen i Berlin.
Tobaksavler Junggreen, der senere kom til at sidde her, tillagde nu ikke Hans A. Krüger’ s manglende tyskkundskaber som årsag ti at han ikke fik nogle politiske resultater igennem. Krüger nægtede at acceptere ophævelsen af § 5. Han elskede også at tirre Rigsdagen med provokerende udtalelser.
Fra dansk side var man foruroliget over at Krüger gang på gang rejste spørgsmålet om § 5. Man forsøgte fra dansk side at føre en neutral politik over for tyskerne. De mente at Krügers kommentarer ofte var uvedkommen.
Krüger afviste også en hver forhandling som ikke omfattede hele Nordslesvig.
Nationalt land – og skovbrug
Carsten Porskrog Rasmussen skriver om ”Nationalt land- og skovbrug”. De nordslesvigske bønder, der for en stor dels vedkommende var dansksindede sendte deres elever på landbrugsskole i Danmark. Således kom cirka 1,000 af disse til at arbejde under tysk styre.
Fra 1890’erne foregår der en jordkamp. Tyskerne sætter massivt ind. Den bliver så stoppet i 1920 men fortsætter så igen fra 1927 – 1928.
Skovrejsning i Sønderjylland var en del af det nationale tyske projekt. Omfanget var dog markant mindre end nord for Kongeåen.
Kielerkanalen fra en anden vinkel
Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung har beskrevet Kielerkanalen fra en anden vinkel. Europas længste kunstige vandvej fra Eidersted til Holtenau blev anlagt fra 1777 til 1784. Nu ville han så kort efter overtagelsen af hertugdømmet ny anlægge forbindelsen mellem Østersø og Nordsø.
Danskerne var slet ikke optaget af at diskutere Hertugstaten som et selvstændigt område. Man diskuterede heller ikke frihedsønsket fra Slesvig – Holstenerne.
Englænderne ville ødelægge kanalen
Den britiske admiralitets ønske om kanalens ødelæggelse efter Første Verdenskrig mødte modstand i handelskredse men også fra amerikansk side. En dansk overtagelse ville være urealistisk. Danmark havde også meddelt at man ikke var interesseret.
Den næstbedste løsning var at sikre fri passage for alle skibe. Man fandt frem til et kompromis. Der blev fri passage for alle, der stod på god fod med Tyskland.
Danskerne blev forhadt af den tyske offentlighed
I den tyske offentlighed gjaldt Danmark nu som tilhænger af den forhadte Versailles-fred. Men der var stadig nogle, der håbede på en sydligere grænsedragning. Pludselig kunne man læse i Hejmdal, at danske sydslesvigere var interesseret i en Kanalstat.
Claus Eskildsen var kommet med tre forslag i sin bog Dansk Grænselære:
Danskerne og Sydslesvig blev diskuteret af englænderne i 1947
Den danske regerings holdning til Kanalen blev diskuteret i London i 1947. Danmark mente, at området skulle være internationalt. Danskernes håndtering af sagen ramte lige ned i det, så briterne helst ville undgå.
Det blev aldrig en kanalstat.
Versailles – freden
Uwe Danker fortæller om Versailles-freden og Wilsons 14 punkter. Han fortæller også om afstemningsformen, der var til Danmarks fordel. Vi hører om de fremmede troppers ankomst til Sønderjylland i 1920 og CIS’ s arbejde med grænsedragningen.
Svenstrup – opstillingerne
Vi gennemgår i en anden artikel de seks forskellige Svenstrup – opstillinger. Det er en form for en national opstilling med sønderjyske piger og et Dannebrog. Lokalt ude i forsamlingshusene har man tilsvarende former. Opstillingerne blev udgivet som postkort og plakater.
Det var som om, at man på Als ville overgå hinanden i danskhed.
Var det lokalpolitik eller nationalpolitik?
Erik Nørr skriver om kommunevalgene i mellemkrigstiden. Han stiller det interessante spørgsmål – Var det lokalpolitik eller Nationalkamp? Fem gange blev de afholdt i tidsrummet mellem 1922 – 1937.
15-20 pct. havde ikke valgret. De havde modtaget offentlighjælp og man skulle have bopælspligt i den pågældende kommune, hvor man skulle stemme.
Skattebetaling og skatterestancer spillede også en stor rolle.
De hyggede sig i Aabenraa
Men man har da også hygget sig. Således var regningen i 1933 for udgifterne til valgdagen, 230 stk. smørrebrød og 130 snapse på Hotel Royal. 40 gange kaffe med kager hos Cafe Thaysen og betaling for 100 pilsnere, 50 Bavaria og 14 sodavand hos Aabenraa Aktiebryggeri.
I 1933 var stemmesedlen over en meter lang.
De danske partier i Aabenraa og Haderslev rykkede tættere sammen for at undgå den tyske trussel og nazisme.
Den sønderjyske befolkning blev efter 1920 integreret i det demokratiske system. Før 1920 havde de været vant til, at det var den tyske stat, der bestemte deres hverdag.
Pludselig anerkendte tyskerne grænsen, men!
Peter Fransen har set på Udenrigspolitisk nævn og deres holdninger til grænselandsspørgsmål i 1936/37.
Et opsigtsvækkende stykke papir blev offentliggjort. Det sluttede således:
Tyskerne havde ikke anerkendt 1920 – grænsen, og heller ikke i Weimartiden havde man godkendt den. Det kan så ikke undre, at dette skabte verbale stormløb mod grænsen anført af førende nazistiske kredse i Slesvig-Holsten.
Det var en frustration, der fik Berlin til at trække i land. Resultatet blev at propagandaminister Joseph Goebbels pålagde Flensborg Avis at bringe et dementi, hvoraf det fremgik at en godkendelse af grænsedragningen kun gjaldt Sydslesvig.
Episoden viser vel, hvor usikkert det hele var mht. Nazi – Tyskland.
Wilhelm Buhl kaldte Flensborg Avis for Nazi – avis
Indlægget handler også om Udenrigspolitisk Nævn. Og det var i sådan et møde Wilhelm Buhl havde råbet at Flensborg Avis var et Nazi-blad. Der tre sønderjyder i dette nævn var generel uenige. Og Munch var forsigtig og afventende. Udadtil gik nævnet på listefødder.
Den første Fangetransport fra Frøslev
Henrik Skov Kristensen skriver om den første fangetransport den 15. september 1944 til Neuengamme. Den omhandlede 195 fanger. Det var et klart brud på forudsætningen for at opføre lejren. I alt blev 1.600 af 7.000 deporteret.
Lejrkommandanten havde ikke ret meget at skulle sige. Der var andre, der bestemte, hvem der skulle afsted syd på.
Vi gennemgår i indlægget de forskellige efterretningstjenester og grupper og hvordan de blev optrevlet. Gestapo har været særdeles effektiv. Her får vi også en oversigt over alle dem, der skulle deponeres efter den fejlslagne Holger Danske aktion i Aabenraa.
Her på den første deportation var også den meget afholdte lektor Rosenkjær fra Tønder.
Efterhånden var der også dødsstraf for våbenbesiddelse. men dog ikke for illegal presse.
Det dansk-tyske forhold efter Anden verdenskrig
Interessant er også det tema som Annette Østergaard Schultz og Leif Hansen Nielsen beskæftiger sig med nemlig ”Det dansk – tyske forhold efter Anden Verdenskrig”. Vi oplever en virkelig familie, der dog angives med andet navn. Han er tysker og kan ikke få dansk statsborgerskab. Konen er dansker.
I Modstandsbevægelsens grundliste, stod der at Wilhelm skulle anholdes. Og det blev han den 5. maj 1945. Han håner alt dansk, og er en uønsket person. Døtrene taler kun tysk i forretningerne. Ja sådan skrev modstandsbevægelsen. Senere får Wilhelm at vide, at arrestationen kun er en sikkerhedsforanstaltning.
To dage efter er politiet der igen. Denne gang er der en bevæbnet modstandsmand med. Wilhelm er 64 år og det kniber med helbredet. Han bliver interneret og først afhørt den 22. maj. Han gjorde selv opmærksom på at han havde været zeitfreiwillig. Dette kunne han ikke undsige sig, da han var tysk statsborger. Han havde forgæves søgt om dansk statsborgerskab.
Lange undersøgelser
Den 19. juni blev han igen afhørt af politiet. Han fortæller, at han var udkommanderet til at grave panzergrave. Han deltog dog kun i gravearbejdet i to dage grundet sygdom. Først i slutning af november blev han løsladt med begrundelsen, at han som tysk statsborger var tvunget til at gøre tjeneste. Han fik dog at vide, at han skulle stå til rådighed for politiet.
I det tyske mindretal var man meget utilfreds med retssystemet. Der opstod den såkaldte ”Fårhusmentalitet”. Man forstod heller ikke danskernes manglende forståelse for den loyalitetskonflikt, som de havde været udsat for.
Den 31. december 1946 havde den lokale politimester bestemt at ægteparret skulle smides ud af landet, Man havde talt med 14 personer- Det er næsten en grufuld beretning med masser af afhøringer.
Vi har tidligere beskæftiget os med noget lignende på vores side. Det var et ægtepar i Kiskelund. Her brugte manden sin viden for at presse justitsministeriet. Men det var ikke noget den lokale politimester brød sig om. Det handlede om den berygtede Asmus Jensens sag.
Et lille input ad gangen
Festskriftet er en anden form for historiebog. Noget af det vidste vi godt i forvejen måske i en anden version, men så er det igen noget, som man ikke vidste noget om. Det er altid spændende at høre tingene fra forskellige forskere.
Nu skal du nok ikke læse det hele i et hug. Det er befriende at få et lille input ad gangen. Men alt i alt er festskriftet en berigelse for din historieforståelse.