Artikler
April 2, 2021
Holmens Kirkegård
Kirkegård for de fattige. Fem forskellige kirkegårde under Holmens Kirke. Kun for de ubemidlede. Menigheden blev opdelt i tre lønningsklasser. En tidligere præst banede vejen for mindesmærker. Admiralsgangen. Nu var det pludselig mondænt at blive begravet her.
Kirkegårde for de fattige
Rige og kendte københavnere kunne lade sig begrave i de kirkegårde som omgav byens kirker. Hvis man var virkelig rig, kunne man også lade sig begrave i selve kirken. Mindre formuende og fattige kunne nøjes med en grav i periferien og ved muren omkring kirkegården. Man kunne også søge ud mod de supplerende hjælp- eller assistens-kirkegårde, som fra 1500 – tallet opstod uden for bygrænserne. De var svære at holde under opsyn og var ofte misligholdte, forstyrrende steder. Her var det ikke så rart at ligge. Derfor blev de fortrinsvis brugt under epidemier og af byens fattige.
Fem forskellige kirkegårde
Holmens Sogn blev oprettet af Christian den Fjerde i 1617 og kirken blev indviet i 1619. I 1546 var der anlagt en kirkegård lige uden for Nørreport. Der var også en på selve Holmen, den var i brug indtil 1666. Den lå omkring der, hvor Det Kongelige Teater i dag findes.
Til Holmens kirke fandtes i tidens løb flere annekskirkegårde. Der var ikke mindre end fem forskellige kirkegårde. Men fra 1660’ernes begyndelse blev den nylig indkaldte fæstningsingeniør Hendrik Rüse (Rusensteen) bedt om at afstikke et par nye kirkegårde uden for voldene. Den ene af disse kirkegårde var beregnet til Hæren og den anden til Flåden, men Hærens, den senere Garnisons Kirkegård lå tættere på stranden og havde en højere grundvandsstand. Den blev først for alvor taget i brug i 1700 – tallet.
Kun for de ubemidlede
Flådens Kirkegård eller Skibskirkegården, som blev Holmes Kirkes tredje assistens-kirkegård blev indviet den 10. august 1666. Den fik en ganske anden varighed end sine forgængere, idet den nu er Københavns ældste kirkegård i brug. Den ligger uden for Østerport. Den var som alle andre kirkegårde uden for byen fra første færd en fattigkirkegård, beregnet for dem, der som det hed, ikke havde råd til at lade sig begrave ”herinde”, dvs. i byen.
I 1706 blev der udsendt en bekendtgørelse, der sagde at man skulle tage det alvorligt at kirkegården kun var for de ubemidlede. Men det var nu ingen i Kongens tjeneste ved Holmen, som var formuende nok til at kunne betale til kirken for Jorden og skolen. Kirkegården var dengang med sine 500 kvadratalen kun halvt så stor som i dag.
Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet, idet antallet af begravelser mere end fordobledes.
Menigheden blev opdelt i lønklasser
Menigheden var efter 1728 opdelt i lønklasser, er hver især fik en pris at lægge for et lod af jorden.
I første omgang var kirkegården for flådens menige og ubemidlede matroser. Den fik navnet Skibskirkegården. De mere velbjergede skibsofficerer brød sig ikke om at blive begravet her. Der måtte som skrevet ikke blive sat mindesmærke op for dem.
Holmens Kirkegård var dog stadig ikke det sted, hvor de afdøde kunne få et varigt minde. I 1733 blev den endelig hegnet inde. Da der stadig fandtes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplanting af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer. Det var først tilladt at markere mindesmærker i 1790’erne.
En tidligere præst banede vejen for mindesmærker
Men efter 1728 blev der forordnet at også officerer og skibsfører og andre måtte blive begravet her dog mod betaling. Men efterhånden blev det tilladt at sættes mindesmærker op. Det var hvis nok en tidligere præst ved Holmens Kirke, Laurids Smith, der endte som slotspræst på Fredensborg, der startede. Han ønskede ”at hvile blandt sine hensovende tilhørere”.
Men det var godt nok uden for hegnet. På monumentets forplade er der en hund og hvorfor nu det? Jo Laurids Smith var både præst, filosof, forfatter og dyreven. Tre år før sin død skrev han et banebrydende værk, der hed:
Admiralsgangen
I 1798 blev der anlagt en bred nord-syd gående hovedalle, hvortil kom, at den fik et nyt reglement, som tillod monumenter og som naturligvis også satte en række priser på, hvad der skulle koste at have et gravsted med en sten.
Og hovedalleen blev kaldt Admiralsgangen. Egentlig var der popler, der var plantet i siden. De er så senere erstattet af lindetræer.
På Holmes Kirkegård ligger der legender begravet. Det vrimler med fortidens store politiker, kvindeskæbner, krigshelte og ofre for historiske begivenheder. Jo her fortælles i den grad Københavner historie.
Slaget på Rheden
Her er også en gravhøj for de faldne ved Slaget på Rheden den 2. april 1801, hvor sø-krigerne vovede at tage kampen op mod Lord Nelson. Slaget fandt sted skærtorsdag. Påskedag udgik det berømte ligtog fra Søvæksthuset til Holmens Kirkegård. Hele staden fulgte de døde til det sidste hvilested.
Det var en enorm procession. Hofmarskalen, de højeste hofembedsmænd, Københavns kommandant, admiraler, søofficerer, videnskabsmænd, kunstnere og borgere og bagerst den sidste eskorte på 1.000 mand fra Det Kongelige Livskorps. I følget så man Oehlenschläger, Grundtvig og Blicher.
I dagene fra 5. april til 3. juli blev 500 begravet i fællesgraven. En stor del af de faldne var optaget fra søen.
Der blev samlet 1.600 Rigsdaler ind til et mindesmærke. Dengang var det frit udsyn til Kongedybet. Ved højens fod står en række kampsten på de 11 officerer, som blev dræbt under slaget og navnene på de skibe, hvor de faldt. Stenenes størrelse er afpasset efter de afdødes rang og opsat i orden, skibene havde ligget på Rheden.
Nu var det mondænt at blive begravet her
Med Krigergraven indledtes en ny epoke, idet det nu blev mondænt at blive gravsat på skibskirkegården.
Her er både berømte og mindre berømte kvinder i 1800-tallet, Guldalderens personligheder og personligheder fra De Slesvigske Krige, Indlemmelsen 1920 og Anden verdenskrig.
Her møder vi Gunnar ”Nu” Hansen, Dea Trier Mørch, Karen Lykkehus, H.C. Lumbye og digteren Christian Winther.
Trækapellet er fra 1902. I tidens løb har det mødt meget kritik. Egentlig ligner det en norsk stavkirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 2, 2021
Fra Søerne til Nordvest
Hvorfor hedder det Sortedam Dosseringen. Blegdammene blev flyttet. Og hvorfor kunne søerne ikke fungere som voldgrave? Vi bevæger os også en tur til Østerbro og til Nordvest. Vi ønsker en god tur. Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro med udsigt over søerne. 27 skud indviede det nye fængsel. Holberg nævnte tjenestepiger og blegdammene. Den stærke mand knuste så mange kvindehjerter. Et vangehus og skydebane blev oprettet. Vi besøger Københavns Renovationsvæsen og Hauberg og Titan. En bom var løsningen på en sporvogns-forbindelse. En remisseafdeling havde en sygeafdeling. Og så måtte hestene igen trække læsset. Vi besøger Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte mere jord. Sø var der sørgefest i Remissegården på Tagensvej. Og så kom man fem gang i fængsel, fordi man var baptist. Der var masser af pilekviste i Lersøen, hvor der også var ulovlig fuglefangst. Så skulle det vist have heddet ”Bissebjerg” i stedet for Bispebjerg.
Blegdammene blev flyttet
Vi går en tur hernede fra Søerne helt ud til Bispebjerg. Vi kommer til at overskride en geografisk grænse – vi kommer nemlig ud i Nordvest og kommer forbi Østerbro.
Blegdammen var områdets grønne bais. Her herskede blegemændene fra 1672 og små 200 år frem over græs og damme lige nord for Sortedamssøen. Hertil bragte tjenestepigerne fra hovedstadens bedre huse et par gange om året herskabets hvidevarer til bleg.
Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene og derefter udbredt på græsset for at solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.
Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med mellemrum truttede i sit kohorn for at holde eventuelle tyve væk, samtidig med at han beviste, at han passede sit arbejde. Ingemann har skrevet det på den måde:
Nu var det jo sådan at blegdammene blev flyttet over på den anden side af søerne.
Sortedamssøen
Sortedamssøen hører vi om allerede i 1619, da kaldes den for ”Soerte Dam”. Egentlig ved man ikke, hvorfra navnet stammer. Det kan være at dam er betegnelsen for en mindre sø, men det kan også være betegnelsen for en dæmning. Og netop dæmningen ved Østerbrogade var afgørende for søen, da den ellers ville løbe ud i Øresund.
Navnet dossering kommer fra det franske ”dos” som betyder ”ryg”. Det kan bruges om en vej på en dæmning eller skråning ved noget vand. Det var, hvad vejen tidligere var, en sti ved en lille skråning ned til søen med et par enkelte både- og fiskebroer.
Sortedamssøen er som andre søer skabt kunstigt og fik deres nuværende form i slutningen af 1720’erne, da dosseringerne blev lagt helt fast. Det skyldes hensynet til Københavns befæstning, der gerne skulle have et præcist velafgrænset vandareal foran glaciset. Men det var også et forsøg på at undgå oversvømmelser af bl.a. blegdammene ved forårstid, når vandet stod højt.
Sortedam Dosseringen
På hjørnet, hvor Sortedam Dossering og Østerbrogade mødes, ses der på tidligere kort over bydelen Østerbro fra 1728, at her lå en ”Tobacks-Plantagie”
I dæmningen ved Østerbrogade var der anbragt et udløb så kongens fiskedamme og haverne mod øst kunne få frisk vand. Fra 1894 til 1920’erne kunne man hvert 7. minut tage rutebåden, der gik herfra til Gyldenløbsgade.
I 1929 indrettedes spadserestier på dosseringens nedre skråning, så man kunne promenere tæt på vandet.
I den østlige ende er der altid isfrit langs dosseringen, fordi der her findes et udløb af kølevand fra Rigshospitalets cyklotroner. Her holder masser af fugle derfor til om vinteren.
Skulle søerne have været voldgrav
I grunden er det mærkeligt at Københavns volde ikke blev flyttet her ud til søerne., således at de kunne bruges som voldgrav. Men hvis nu dæmningerne ved Gl. Kongevej og Østerbrogade skulle sprænges i luften, ja så ville vandet være løbet væk. Så søerne som voldgrav var måske ikke så bevendt alligevel.
Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro
Søren Kierkegaard boede i en lejlighed med udsigt over Sortedamssøen. Det gjorde han fra april 1851 til oktober 1852. Adressen var Østerbro 108. I daghedder adressen Østerbrogade 50. Men ejendommen, hvor han boede, blev revet ned, da Willemosegade skulle føres ud i Østerbrogade. Ifølge Peter Tudvad så boede han:
Borgerskabet på Østerbro drillede ikke
Kierkegaard boede på førstesal. En stor have hørte til ejendommen. Kierkegaard havde haft nogle besværlige år efter ”Corsar – fejden”, som begyndte i 1846. Han var genstand for massiv latterliggørelse i det satiriske københavnske ugeblad Corsaren. Drillerierne kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.
Pludselig kunne han ikke tale med høj og lav i hovedstadens gader uden at blive chikaneret af en sværm af gadedrenge og andre løse fugle. Den slags blev han ikke udsat for blandt borgerskabet på Østerbro.
27 kanonskud for et nyt fængsel
Vi har i tidligere artikler fortalt om, hvad der fandtes af spændende ting på Blegdamsvej. Men vi har egentlig aldrig fortalt om fængselsbygningen. Jo du kan stadig komme i spjældet på Blegdamsvej.
Det var den 18. december 1848, hvor der gjaldede 27 kanonskud. Da kom kongen nemlig til Nørrebro. Det nye fængsel blev indviet. Digterkongen Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate af musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater.
Amtmanden holdt en tale, der nok satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt. Han takkede bl.a. kongen for sit engement.
Egenhændigt havde kongen sandelig også fået foretaget ændringer i de tegninger, som kongelig byginspektør Bindesbøl havde leveret.
Forfærdelige forhold i gamle fængsler
Fængslet ved Langebro var under al kritik. Det blev kaldt for Blåtårn, jo det var her Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under ret så kummerlige forhold. Fangerne klagede gentagende gange over forholdene. Således måtte kælderen tømmes for vand. Og cellerne var fulde af lopper og lus.
Hygiejne var noget, der hørte fremtiden til. Om vinteren var der bitterligt koldt i huset. Endelig i 1838 kom der en befaling om at ændre forholdene. Det blev så startskuddet til fængslet på Blegdamsvej.
Holberg nævnte tjenestepigerne og Blegdammen
Her var som bekendt ca. 20 smalle grunde. Men det havde allerede i 1700 – tallet et tvivlsomt renomme. Det fremgår af Holbergs komedie ”Kilderejsen”. Den menneskekloge doktor Bombastus advarer Hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler:
Den stærke Mand knuste så mange pigehjerter
Og lige i nærheden har vi jo også hørt om Den Stærke Mand, der optrådte. Han knuste så mange et kvindehjerte og efterlod ubetalte veksler. Pludselig var han forsvundet. Han optrådte i kirketiden og lokkede unge mennesker i fordærv.
Der skete noget på Blegdam nr. 2
Men på Blegdam nr. 2 stod der et moderne Tinghus og tilhørende fængsel klart til at modtage de første klienter. Her havde Niels Borthig ellers haft lysstøberi og tjærebrænderi.
Arresthuset var på tre etager med egen indgang og ringmure Lange korridorer forbandt arresthuset med de to tinghuse. I de følgende år gennemførtes adskillige tilbygninger bl.a. i 1894 med en dampkedel til desinfektion af arrestanternes tøj og sandelig i 1911 et Vand Closetrum.
I 1907 – 13 kom der en ekstra etage på bygningerne ud mod vejen og enn helt ny facade med fire søjler.
Under besættelsen blev lokalerne brugt som depot for beslaglagte våben. Freja Ejendomme købte tinghuset i 2014. Mindre virksomheder har i dag til huse her.
Vangehus og skydebane
Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte det grønne som Fælleden, der var militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen, der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra Frederik den Førstes tid – 1539 – tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.
En vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Da han opnåede at få egen embedsbolig, kom den til at ligge, hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej. Senere kaldtes boligen i folkemunde ”Tagenshus”, sandsynligvis efter en vis Tage Nielsen, der var vangemand først i 1700-tallet. Man ved, at han døde i 1720, men hans navn lever videre i Tagensvej.
Det var i 1631, at der blev oprettet et vangehus. På stedet, hvor huset blev bygget, blev der i 1694 indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev siden papegøjestangen.
Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen.
Københavns Renovationsvæsen
Nede ved Haraldsgade havde Københavns renovationsvæsen overtaget nogle store udgravninger som det nedlagte Aldersro Teglværk havde efterladt. Hver kule var ca. af omfang på størrelse med Nørrebros Runddel, og lige så dyb, som et femetagers hus er højt. Disse gruber var som skabt til at modtage natmændenes ”høst”. Uheldigvis kunne ekskrementerne i varme perioder udvikle så meget gas, at en kule eksploderede med et overdøvende brag. Overdækningsplanker fløj da til alle sider.
De ansatte arbejdere var til stadighed udsat for smitte og mange fik f.eks. ”blodgang” og tyfus. Men nogen skulle jo gøre det. ”Etablissementet” havde også en vis indtjening, idet det lagrede, nu faste materiale blev læsset på godsvogne og kørt ud på landet, hvor det brugtes som gødning.
S.C. Hauberg og Titan
Samtidig med at dette foregik, satte industrialiseringen i stigende grad sine spor. Dens bygherrer havde i første omgang mest interesseret sig for den brolagte Nørrebrogade – tidligere slet og ret Nørre Landevej.
Først derefter blev det fordelagtigt at bygge på parallelvognen – nu kaldet Tagensvej. Blandt andre etablerede fabrikant Sophus Hauberg sig her i 1885 med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Virksomhed”, der senere blev til ”Titan”.
Kampen om Sølvgades Sporvej
Han var imidlertid klar over at afstanden fra den indre by ville gøre det svært at skaffe arbejdere. Ganske vist var bicyklen opfundet, men man regnede den ikke rigtig for et befordringsmiddel. Den var nærmere en luksusgenstand, som overklassens sportsfolk muntrede sig med.
Arbejderne ville med andre ord i mange tilfælde komme til at gå op til en time frem – og en tilbage fra det planlagte etablissement., og det måske endda i træsko. Med en arbejdstid på ti timer alle ugens seks hverdage ville det være for hårde betingelser.
Derfor kastede fabrikanten sig ud i en årelang kamp med de koncessionsgivne myndigheder om at få bevilling til at drive, hvad han kaldte ”Sølvgadens Sporvej”. Du kan læse mere om det i vores artikel om Titan her på hjemmesiden.
En bom var løsningen
Men for at sporvognene skulle kunne komme over søen, måtte Hauberg skaffe udvej for den spinkle gangbro over Sortedamssøen. Den blev nu afløst af en dæmning, der kunne bære både hest og vogn
Bevillingen blev givet og dæmningen blev bygget. Tilbage stod besværlige forhandlinger med militæret, der ikke uden videre kunne lade den ny sporvogn køre gennem det ellers lukkede øvelsesareal. Man fandt dog frem til en løsning, selvom det var noget besværligt. En bom blev sat ved ind – og udkørselsstederne. Her måtte kusken hoppe ned for at låse op – og straks hoppe en gang til, nu for at låse bommen efter sig.
Man kom da igennem og kom ud til et mere gæstfrit område efter Jagtvejen. I hele ti år knirkede bommene op og ned, indtil Fælleden ophørte at være militært område, så Tagensvej omsider kunne føres igennem til Fredensgade.
Remiseanlæg med sygeafdeling
Straks efter starten 1889 blev Sølvgadelinjen installeret i et imponerende remiseanlæg dér, hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej. På gamle kort hed Haraldsgade ”Vej i Raadmandsmarken”. Der var plads til 74 heste plus en sygeafdeling med seks ”sengepladser”. Dertil kom en firsporet remise med staldmesterens bolig.
En tur med Gas – Sporvogn
Pressen var inviteret med til linjens indvielse, og der faldt mange rosende ord. Specielt hæftede man sig ved, hvor bekvemt vognen var konstrueret med et forhøjet midterparti, der gjorde det muligt for ”Herrer, selv bærende høje Hatte” at passere gennem Vognen uden at dukke sig.
Linjen var blevet forlænget til Kongens Nytorv syv år senere. Og det var her de igen blev inviteret for nu var det en ”gasdreven” sporvogn. Det fremgik af Berlingskes Morgenavis den 21. marts 1896, at prøveturen forløb smukt. Trafikmedarbejderen studser ved opstigningen over ”en vis Sitren af hele Vognen”- dog ingenlunde generende. Færden udgik fra Kongens Nytorv og ”I Bredgade sættes Farten op”- man havde nu Lejlighed til at studere det nye Kommunikationsmiddel i Virksomheden.
Kørslen var hurtig og behagelig. Vognen bevæger sig let over Skinnerne. Rystelsen er ikke så stærk som ved en almindelig Hestevogn, og den før omtalte ”Sitren gaar fuldstændig op i Vognens øvrige Bevægelser”
Så måtte hestene igen trække læsset
Så vidt så godt. Den 1. april (!) blev gasvidunderet sat ind i den daglige drift og allerede den 15. april var det slut med herligheden, Pengene til forsøget slap op, og nye var ikke til at finde. Den prægtige gassporvogn endte efter sigende sine dage i gården hos ”Titan” – som aftrædelsesrum for de ansatte. Hestene måtte igen trække læsset.
4.000 lejligheder på rekordtid
Takket være Fredensbro-dæmningen blev det lukrativt at bygge på Nørrebro – siden af søerne. Omkring 4.000 nye lejligheder blev bygget på rekordtid. Flere og flere havde elektrisk lys indlagt fra begyndelsen. Og mange fik installeret de nymodens Water-Closets. Hvad facaderne angik, ødslede bygmestrene med kobberbeklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.
Gang i den på Nørrebro
Haraldsgade – kvarteret blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger. Således var området først fuldt udbygget omkring 1950. Industrien koncentrerede sig til områderne omkring Titan-fabrikken på Tagensvej og banelegemet langs Rovsingsgade. Fabrikken Titan lukkede i 1966.
Der kom gang i detailhandlen. Og industrien var på pletten med teglværker, rebslagerier og virksomheder, der hørte til beklædningsindustrien, som klarede sig specielt godt i København.
Holger Petersens tekstilfabrik
Grosserer Holger Petersen var branchens store navn. Han havde meldt sig frivillig til kampene i 1864. Privat havde han øst store summer i finansieringen af danskes køb af danske gårde i det sydlige. Det lå ikke til ham at gå i små sko, så da han ønskede at samle sin store tekstilproduktion, købte han hele fire tønder land god Nørrebro-jord udgående fra hjørnet af Tagensvej og den nuværende Hamletsgade, hvor en umanerlig lang, rød fabriksbygning stadig ses.
Produktionen krævede plads. Den omfattede så at sige alt i sy-artikler fra nåle, knapper, bånd til kniplinger og lampevæger. Anlæggets hovedstamme var rejst samtidig med, at Sophus Hauberg åbnede sin elektrotekniske virksomhed længere nede på Tagensvej.
Man lagde ud med en væveribygning, et farveri, et kedelhus til dampmaskinen – den drivende kraft, og et dertil hørende kul-skur ikke at forglemme.
Vinkelret på Tagensvej og ikke langt fra fabrikken lå en lang række boliger forbeholdt de mere betroede ansatte. Som noget aldrig før set i Danmark havde disse boliger en fælles spisesal efter engelsk mønster. Boligerne og resten af det murstensgule kompleks blev i foråret 1990 fredet. Adgang dertil af slippen på Tagensvej 85.
Kommunen købte mere jord
Kommunale embedsmænd indså, at tiden var moden til at opkøbe jord. Man havde allerede terrænet ud til Haraldsgade. I 1897 sikrede man jorden helt til Lerøsen. Ifølge Borgerrepræsentationens dokumenter mente men, at købet var rimeligt.
Det måtte være ”af interesse for Kjøbenhavns Kommune at blive raadig over større samlede Arealer”
Man bestemte sig for købet – også på grund af den samlede pris ”en krone pr. kvadratlen”. Pengene skulle tages af kommunens ”Masseformue”.
Sørgefest i Remissegården på Tagensvej
Skæbnen havde indhentet hestesporvognene. Den kørte for langsom og var for dyr i drift i forhold til de elektriske sporvogne Det gik som det måtte gå. I 1905 blev hestene spændt fra for sidste gang. Mandskabet pyntede den veltjente vogn med kulørte lamper og holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej. Fra da af var det kun en hestetrukket sporvogn tilbage i byen, nemlig ”Hønen”, der bl.a. befærdede Nørregade.
Boet efter remissen skulle sælges
Auktionsholder Christensen påtog sig at sælge boet efter remissen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram.
Han udbød endda staldens 50 fag vinduer til slag, hvad der må have kreperet vognmand Hansen i høj grad, da han et par måneder senere overtog den tidligere remise – stald til sine heste. I øvrigt var selve forvaltningsboligen – ”Remissegaarden” – at se til langt ind i 1960’erne.
I dag ligger der et stort moderne hus på stedet med flere opgange- Tagensvej nr. 97 svarer til gamle dages nr. 41 og dermed hestesporvognens historiske tilholdssted.
Fem gange i fængsel for at være Baptist
Uden for lands lov og ret lå Lersøen upåagtet hen. Det var der hvor ”forhaven” ligger til Bispebjerg Hospital.
Stedet var så tilpas afsides, at der i 1839 blev udset til en skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten i parken. Hidtil havde ingen overtrådt det forbud mod voksendåb og anden baptistvirksomhed, der var vedtaget ved lov 1745.
Dengang havde en udtalelse fra biskop Mynster gjort udslaget. Han havde mod det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var der lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev elleve personer hemmeligt døbt i søens vande.
Blandt dem var menighedens leder, forstander P.C. Mønster og hans frue. Til uheld for dem og de ni andre havde en ung fyr set dem og røbede deres forbudte handling til politiet. Kort efter blev de ny-døbte kaldt til afhøring og Mønster – der ikke ville love at afstå fra sin baptistiske missionsgerning – var årene derefter i alt fem gange i fængsel.
Pilebuske i Lersøen
Som tiden gik, groede søen til og blev til mose, hvor man plantede lange række pilebuske til brug for kurvemagerne, først og fremmest dem der arbejdede på Blindeinstituttets værksted.
Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at bekæmpe ukrudtet omkring buskene. Når grenene var tjenlige var den lille arbejdsstyrke i gang med at skære dem af og binde dem i bundter. Derefter gik turen til Lygteåen for bundterne skulle gennem en opblødningsperiode.
Til sidst kom afbarkningen – et arbejde også børnene kunne være med til. Så var det hele næsten som kurvemagerne ville have det.
Ulovlig fuglefangst
Samtidig med den lovlydige flid drev foretagsomme Nørrebro – knægte og unge fyre ulovlig jagt på stedets sangfugle. Dem fangede de ved hjælp af lokkefugle i snedigt udformede hjemmelavede lokkebure. Fuglene afsatte de til dyrehandlerne inde i byen.
Ganske vist var det forbudt at indfange sangfugle i Danmark, men import var tilladt, så da fuglene ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer. Men politiet var efter fuglefængerne. Når de fik fat på en, vankede der bøde. Desuden betalte Dyreværnsforeningen en dusør for hver pågrebet fuglefænger.
Mosen tiltrak også mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet, lægdsrullen med mere. De indrettede sig hjemligt i hytter bygget af sammenflettede grene fra to nabobuske. Taget blev gjort mere eller mindre vandtæt med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads forsynede man sig nemt og bekvemt med madrasser, gryder og kedler.
Som de praktiske folk de var, organiserede de sig med egne færdselsårer, der fik danske navne som Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og Peter Knæ’ s Gang. Du kan læse en masse mere om disse Lersø – Bøller på vores hjemmeside.
Det skulle vel have heddet ”Bissebjerg”
Og så nåede vi til Bispebjerg, men navnet er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt betegnelse for kvarteret på bakketoppen. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som ”Bissebjerg Aas. Her har køerne åbenbart løbet grassat og dette helt uden biskoppelig velsignelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under: Store og små fabrikker på Nørrebro (18 artikler):
Her finder du bl.a. mere om de fabrikker, der er omtalt i artiklen
Under Nørrebro (297 artikler) finder du bl.a.
Under København (185 artikler):
Under Østerbro (95 artikler):
Marts 31, 2021
Bellahøj
Her var vi ofte en overgang. Men vi begynder med en gård i Utterslev. Familien Marieboe ankommer til København. Gården er opkaldt efter Bella Henriques. Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler. Engelske tropper var her på gården i to måneder. I 1813 blev gården solgt til Magnus Lütken. Han var en meget liberal mand, som plejede at få sin vilje. Men kunne han vælges som sognerådsformand. Han boede jo kun her om sommeren` Familien Heiberg kom på besøg. Lille Bellahøj brændte. Og hvem var Lütkens børn? I 1925 blev det hele solgt til Københavns Kommune, men de overtog det først ved beboernes død. I 1937 bestemte Borgerrepræsentationen at her skulle være restaurant. Så blev Grøndalscentret anlagt og det store ”Grødslotte” blev etableret. Ja her er sandelig også gravhøje fra bronzealderen.
Her var vi ofte en overgang
Det var her ude på Restaurant Bellahøj, hvor vi kom en del nu for indtil 17 år siden. Vi havde dengang et godt samarbejde de forskellige handelsforeninger imellem.
Det var også her Nørrebro Handelsforening fejrede 110-års fødselsdag, hvor Bjørn Tidemann underholdt. Alle medarbejdere fra vores indkøbsordning deltog. Denne indkøbsordning tvang Københavns Kommune os nærmest til at sælge til det der senere blev til nemlig.com. Ja så fik alle gæster min første bog udleveret. Den handlede om Nørrebro Handelsforening.
Men det skal handle om Bellahøj.
En gård i Utterslev
Udgangspunktet er matr. 9 i Utterslev. Her lå en gård i matr. 9 indtil udskiftningen i 1791. det var sydvest for Utterslev Torv, der Utterslev Købmandshandel senere kommer til at ligge.
Gården i Utterslev var i 1682 beboet af Rasmus Nielsen, hvis søn Niels Rasmussen havde den til 1715. Enken gifter sig i 1727 med Ole Nielsen. De havde gården til 1756, hvor han gik på aftægt og overlod gården til Børge Nielsen, som fik skøde på den 1766. Hans enke giftede sig med Jens Sørensen, der havde gården nogle år.
Familien Mariboe ankommer til København
Købmand og grosserer Moses Levin Mariboe købte gården ved an aktion i 1791 for 2.910 rigsdaler. Han var af jødisk familie, men tog ved sin dåb 1809 fornavnene Martin Leopold. Han far var Moses Levin Mar(i)boe, som indvandrede fra Schlesien og havde slået sig ned i Maribo. Det var formentlig herfra han tog sit slægtsnavn. I 1744 tog han til København.
Opkaldt efter Bella Henriques
Sønnen Moses Levin Mariboe var første gang gift med Isabella eller Bella Henriques, som gården er opkaldt efter. Gården benævnes ofte Bellehøj, men det hedder retteligt Bellahøj, hvilket kan ses af et reskript 17. oktober 1806, hvorved Mariboe får kgl. Bevilling til i sin have at lade indrette familiegravsted.
I 1793 købte Mariboe også gården ”Johanneshåb” på Brønshøj byvej for 2.200 rigsdaler. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler uden besætning.
Om gården ”Johanneshåb” er der også en historie. Dengang var der kirkestier for at få bønderne i kirken. Og lige dette sted var det kirkestien til Brønshøj Kirke. Men ved denne gård var der en indhegning, så man ikke kunne komme videre. På et tidspunkt fik enken 8 dage til at rive hegnet ned eller indrette anordninger, så man kunne fortsætte af kirkestien uden forhindringer.
Gården i Utterslev by flyttede han i 1792 til det smukkeste sted på de udskiftede marker. Fra denne plads fik han en pragtfuld udsigt over København. Her opførtes gården som en smuk et-etages bygning på det sted, hvor den ligger i dag. Bygningen er n u fredet og indrettet til restaurant.
Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler
I 1792 blev gården takseret til assurance. Hovedbygningen var 11 fag lang og 7 fag dyb. Den var tækket med rør og to rækker tagsten forneden. Og den var grundmuret. Hvert fag blev takseret til 400 rigsdaler, så det blev i alt til 4.400 rigsdaler. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og kostald til 24 køer. Hver længe var takseret til 2.420 rigsdaler. Alt i alt var assurancesummen på 10.010 rigsdaler.
Engelske tropper var her i to måneder
Marieboe boede ikke fast på gården. Ved folketællingen 1801 står et ægtepar som beboere ved ”Marieboes gård”. Der har været et lille hus, hvor husmand Hans Andersen på 46 år boede og havde en jordlod.
Hans Andersen skulle flytte fra den ny købte ejendom med sin kone Karen Børgesdatter til et hus i Utterslev. Da englænderne i 1807 bombarderede København, var Brønshøj besat af de fjendtlige tropper. På gården Bellahøj lå engelske tropper. De var her i to måneder. En af de engelske officerer blev så betaget af den skønne udsigt til hovedstaden, at han tegnede et billede af udsigten. Efter sigende på sin manchet.
I 1813 solgt til Magnus Lütgen
Bellahøj blev i 1813 skødet til premierløjtnant i Søetaten, senere kontreadmiral Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. I skødet blev den kaldt ”Avlsgården Bellahøj” og var på 50 tdr. land.
Magnus Lütken var sønnesøn af kaptajn i Søetaten Frederik Christopher Lütken, der blev adlet i 1780. Han boede på Bellahøj om sommeren frem til sin død i 1847.
Hans enke Cecilie Lütken overtog gården. I 1867 købte hun den nærliggende og nu nedrevne gård på matr. Nr. 8, hvor der boede en avlskarl. Bellahøjs areal blev nu fordoblet. I 1876 var der 9 heste, 28 køer, 3 stk. ungkvæg og 4 svin.
En meget liberal mand
Cecilie Lütken boede på gården til sin død1875 sammen med sin søn Otto Hans Lütken. Denne blev nu gårdens ejer. Han var orlogskaptajn. Inden 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marinemester i 1864/65 under ministeriet Monrad og fortsatte i ministeriet Bluhme. Han var et meget liberalt tænkende mand.
Han deltog i det lokale liv og valgt som formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76. Han nød stor anseelse i sognet. Der måtte ikke tales om andet end de sager, som man havde på dagsorden. Og det siges at Otto Hans Lütken altid fik sin vilje.
Kunne han nu vælges?
I 1881 blev han igen valgt som formand, Men nu rejste Utterslev Marks borgerlige Forening spørgsmålet om Lütken egentlig var valgbar til sognerådet, fordi han havde bopæl uden for sognet i vinterhalvåret.
Ved Sognerådsmødet den 5. januar 1882 blev spørgsmålet behandlet, men da havde amtsrådet bestemt, at han var valgbar. Idet han jævnligt var på sin ejendom og opretholdt husholdning der. Efter at være gået som formand i 1882 var han stadig medlem af sognerådet, men døde 26. november 1883.
Man siger, at der altid er sømandsvejr omkring Bellahøj, jo det spøger af århundrede gammel havluft her.
Familien Heiberg kom på besøg
Otto Hans Lütken var gift med Annine Buntzen, som var født på Christianshavn. Hun var barnebarn af komponisten Eduard Du Pay. Som barn boede Annine Buntzen i hus med Heibergerne, hvor Thomasine Gyllembourg, der var hendes fars kusine har været barnepige for hende.
Familien Heiberg kom også på besøg på Bellahøj. Hun var et litterært menneske og meget livlig. Det berettes at Anninine (Annie) testamenterede et gavebrev til Brønshøj Sogns Børneasyl. Det vides, at der i 1990 blev uddelt 801 kr. fra Annie Lütkes legat til trængende i sognet.
I 1898 – 99 solgtes en stor del af jordene til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning (matr. Nr. 9), omkring Utterslev Asyl (Brønshøj Sogns Børneasyl) og omkring Lille Bellahøj på matr. 8 A.
Lille Bellahøj brændte
Lille Bellahøj, hvis bygninger var opført 1848 -49 skulle dog overgå til kommunen, når beboerne fraflyttede den. Det skete i 1900, da bygningerne brændte. Illustreret Tidende af 28. oktober 1900 fortæller følgende:
Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester mellem svedne træer. Derefter opførte bankfuldmægtig Andreas M. Lütken ”Ny Bellahøj” på matr. 9 b.
Lütkens børn
Otte Hans Lütken og Annie Lütken havde flg. børn:
I 1925 solgt til Københavns Kommune
Parken var enorm stor. Her var masser af frugt. Stikkelsbærbuske, ribsbuske og meget andet. På Bellahøj blev der holdt køer og man havde i hvert fald malkepige til 1910. Her blev også fremstillet ribsvin.
Pauline Lütgen beskrives som en elskelig gammel dame som gik ene i det gamle hus og værnede om slægtstraditionerne. Det var som om at man var 100 år tilbage, når man befandt sig herude.
Familien Lütgen var en velhavende familie. Gennem Paulines sidste år på Bellahøj var hun flere gange blevet opsøgt af Københavns Kommune, der gerne ville købe stedet. Men hun ville ikke sælge det.
Forhandlingerne i 1925 mellem Pauline og Andreas M. Lütgen medførte, at bygningerne, landstedet og parken blev solgt til Københavns Kommune. De blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.
I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen, at her skulle være restaurant
Kommunen overtog hovedbygningen på Bellahøj efter Pauline Lütgens død i 1932. I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen så at indrette restaurant i bygningen. Først var det kun til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj. Senere blev der til en permanent restaurant.
Grøndalscentret
Bellahøjmarken var 1938 – 67 dyrskueplads. Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug i 1965 som kongrescenter. Men denne funktion ophørte i 1975, da man opførte centret på Amager.
Københavns Kommune indrettede centerbygningerne på Bellahøj til sportscenter. Det er det, der i dag kaldes Grøndalscentret. På græsarealet blev der afholdt for – og efterårskræmmermarked.
I arealets østlige hjørne var en stor tung bygning i en historisk inspireret stil. Det er vandreservoir opført i 1912.
Grødslottene
I 1955 kom så Danmarks første højhuse her. De blev kaldt ”grødslottene”. Man mente, at når huslejen var betalt, var der kun penge til grød. Egentlig var det et byggeprojekt for tysklandsarbejderne, der når de kom hjem skulle have et arbejde.
Og tre uger efter man flyttede ind i disse højhuse skulle man vise en vielsesattest.
Der blev i den grad sjusket med byggeriet. Renovering blev hurtigt påkrævet.
Da pladsen blev indrettet til dyrskue, opførtes en friluftsscene, som i 1954 blev ombygget med de store jordmængder, som blev til overs ved udgravningen af højhusene.
Gravhøje fra Bronzealderen
Vi skal også huske at nævne tre – fire fredede gravhøje fra bronzealderen Og det var her de svenske soldater lå i lejren Carlstad fra 1658 – 1660.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 27, 2021
Østerport – endnu mere
Østerport flyttet et par gange. Et nyt overraskende fund. I 1708 placering ved Østerport Station. Det var ikke Pelli, der tegnede porten. Det var Marselis. Men der blev brugt for meget sand og for lidt kalk. Ingeniørofficererne var utilfredse. Det nye hvælv styrtede ned. Alvorligt uheld på broen. Brandenburg var døende. I 150 år blev den nye Østerport benyttet. Et flot skue. Porten blev senere ændret.
Østerport flyttet et par gange
Vi har allerede skrevet en historie om Byporten Østerport, men nu får du endnu mere. Den oprindelige port lå, der hvor Østergade munder ud i Kongens Nytorv.
Senere blev den flyttet et par gange, først i den modsatte ende af Torvet, hvorfra landevejen gik til Helsingør. I 1377 blev den kaldt for ”Den Røde Port” og var en del af den fæstningsvold, som lå hvor Kongens Nytorv ligger i dag.
Dette tyder på at porten var malet rød eller var opsat i røde mursten.
Et nyt fund
I december 2010 udgravet arkæologer den oprindelige Østerport. Man fandt bl.a. et udhugget løvehoved, som man regner med, var portens oprindelige udsmykning. Det var opfattelsen, at byporten her var genopført af Christian den Fjerde. Men dateringen af fundlagene omkring porten viser, at fundet stammer fra perioden 1300 – 1500-tallet.
Arkæologerne kunne dog se at fundamentet til den gamle byport var ødelagt. Og det skyldtes at Christian den Fjerde lod opfører en ny byport oven over den første. Måske finder man frem til fund fra den allerførste byport fra 1294 som skriftlige kilder beretter om.
Resterne af porten, der er af kalksten, er ikke fundet lige ved Strøgets udmunding i pladsen, hvor arkæologerne havde troet, den lå. Det var en smule sydligere.
I 1708 placering ved Østerport Station
Med anlægget af den nye bydel Ny-København. I 1647 blev porten atter flyttet. Denne gang blev den placeret ved den nuværende Rigensgade.
Omkring år 1700 blev Helsingørvejen omlagt og blev til Store Kongensgade. Nu blev porten igen flyttet. Den kom til at ligge nord for Østerport Station, hvor Øster Voldgade møder Oslo Plads.
Det var i 1708 at Frederik den Fjerde lod Østerport genopfører.
Her ved porten stod konsumtions-betjentene gennemsøgte vognlæssene. Med en lang, tynd jernstang, blev der stukket ind i læsset. Der blev undersøgt om der var gemt noget derinde.
På gamle billeder kan det ses, at Østerport var mere enkelt udsmykket end Nørreport med plastre og kugler. Man kan også se to vagtbygninger. Det kunne godt ligne, at man havde lavet en vippebro. En træoverbygning er kommet til i 1745.
Velkommen til Domenico Pelli
Inden vi nu går videre med vores historie, skal vi hilse på Domenico Pelli. Han kom hertil i 1688 for at medvirke til moderniseringen af fæstningsforsvaret ved rigets sydgrænse. Han havde medvirket ved ny-befæstningen af Strassbourg. Også hans far havde medvirket. Og denne havde endda skrevet en bog: ”Håndbog i militær og civil bygningskunst”
Pelli junior fik store opgaver først og fremmest i Holsten. Han stod således for Rendsborgs fæstning. Han kom også til Kronborg, hvor såvel Scholten og de Balagny stod for arbejdet 1688-1691. Den kongelige bygmester Hans van Steenwinkel var død i 1700.
Det var ikke Pelli, der byggede Østerport
Da der i 1702 skulle bygges et krudttårn i Kastellet overlod man det til Pelli. I det sjette bind af O. Nielsens ”Københavns Historie og Beskrivelse” fra 1892 kan man læse følgende:
Antagelsen er rimelig med forkert. Alligevel har Pellis navn været tilknyttet til denne port i adskillige beskrivelser.
Marselis tegnede porten
Frederik den Fjerdes bygningsinspektør hed Wilhelm Frederik von Platen. Det var ham, der var portens arkitekt. Han hentede polskfødte arkitekt Christof Marselis, født i Polen. Ud fra de erindringer Marselis har efterladt sig, fremgår det, at Marselis fik opgaven, da Østerport skulle tegnes. Men han stod også for opførslen.
For lidt kalk og for meget sand
En dag, hvor Marselis indfinder sig på arbejdspladsen, konstatere han, at der er kommet for lidt kalk og for meget sand i mørtelen. Han gør indvendinger, men bliver afvist. Han hævder dog, at hvælvet ville falde ned. Han beskyldte entreprenøren for bedrageri. Det kom til en injuriesag, som Marselis tabte. Man forlangte at han fik en skriftlig undskyldning. Marselis ville ikke nævne entreprenørens navn. Men det var Ernst Brandenburg og han fik 5.069 rigsdaler for sit arbejde.
Ingeniørofficererne var utilfredse
Ingeniørofficererne var ikke tilfredse. Deres tegninger og overslag blev kasseret. Sådan var det også da Garnisonskirken blev bygget.
Officererne kritiseret hvælvet meget kraftigt. De mente, at det faldt alt for lavt. De mente at kun tøndehvælv kunne klare vores klima. Man sikrede sig flere steder ved at give portene overbygninger med saddeltag og gennemkørsel i voldgravens niveau.
Hvordan det ulyksalige retsopgør mellem Marselis og Brandenburg forløb er ikke klart. Men Marselis var blevet tvunget til at underskrive en undskyldning.
Det nye hvælv styrtede ned
Men et par dage efter kom nogle kendte forretningsfolk ham i møde og gratulerede ham med at han havde fået revanche. Ved ni – tiden om morgenen var kommandanten general de Cormaillon med kongen og gehejmeråd von Platen redet ud til den ny Østerport for med øjne at se det:
Og det var af det helt nedstyrtede nye hvælv. Det lå nu pladask på vejen gennem porten. Og den ”halve” by var vandret dertil for at beskue skaderne.
Arkitektens høje chef, gehejmeråd von Platen mente, at Marselis nu kunne triumfere.
Alvorligt uheld på broen
Porten blev bragt i orden. En aften kørte Brandenburg en aften en tur kort før at porten blev lukket. Han kom udefra i en lille let tohjulet vogn (kariol). Og så gik det galt. Han blev skubbet ud fra broen, der førte til porten og ned i den brede tørre grav. Vognen var blevet ramt på den smalle plankebelagte bro af en larmende bondevogn, som rasede ud af byen. Det var halvmørkt. Det hele gik meget hurtigt. Ingen så hvad der skete.
Porten var smækket i efter bondevognen.
En time senere runderede vagten terrænet foran den lukkede port. Det var helt mørkt. Men vagten melder til den vagthavende officer, at det spøger i voldgraven! Officeren sendte nu folk ud med lygter.
Man fandt hesten dræbt og vognen splittet i tusinde stumper. Manden der kørte den var endnu i live. Kommandanten, der fik at vide, hvem der var, beordrede porten åbnet og Brandenburg bragt hjem.
Brandenburg var døende
Han levede endnu et år og kom til forståelse med Marselis. De havde arbejdet sammen en halv snes år, så forsoningen gjorde godt.
Brandenburg var sengeliggende. Marselis blev sendt til ham under hans sidste svære sygdom i et ”kongeligt ærinde”. Han førtes til hans seng for tjenesteligt at forelægge ham en sag, der krævede besvarelse. Ved den lejlighed beskylder Brandenburg sin kone for at udgive ham som syg. Han havde aldrig været syg. Og det var aldeles ikke rigtig, at han var dødssyg.
Marselis kom i vildrede, men lægen som var til stede, hviskede ham i øret at patienten allerede var på vej i sin dødskamp. Det svar som Marselis skulle have haft fik han aldrig. Han trak sig tilbage og afgav forklaring om det skete. Da han for anden gang blev sendt afsted var det for sent.
Med et ”Gud være os nådig” sluttede Marselis sin fortælling. Ernst Brandenburg blev bisat i Sankt Petri Kirke den 14. november 1713.
I 150 år blev den nye Østerport benyttet
Porten blev nedrevet i 1857. Men i 150 år blev porten flittigt benyttet af rejsende, der ville ud til Nordsjælland og af andre, der skulle ind til byen. De sidste kom straks efter gennemkørslen til et græsklædt område, der kaldtes Grønland. Til midten af 1700 – tallet dannede det en del af det frie åbne felt (Esplanaden) mellem Kastellets glacis og bebyggelsen.
Et flot skue
Kongens operahus lå ligefrem for dem, der kom ind ad porten og kørte videre af den nyanlagte forlængelse af Store Kongensgade.
Det vældige teater, der løftede sig højt over bydelens huse, var med facadernes pilastre i stor orden blevet til under von Platens ledelse.
Østerport blev den tidssvarende entré til dette vidunder i lige så stor orden som port bygningen ved en kordongesims var opdelt i to ”etager”. De to et – etagers huse med vagt og portnerbolig, der flankerede indersiden af porten, var også pilastersmykkede.
Porten blev ændret
Ingeniørerne havde i 1704 tænkt sig at lægge et svært egetræsdæk over porten. Det fik von Platen forpurret. Men efter hvælvets sammenstyrtning kunne planen måske være taget op igen. På diverse tegninger og malerier kan vi se, at der skete en ændring.
Kilde:
Marts 25, 2021
Lov mig, at du skyder dig selv
Forsøg på anmeldelse af Felix Huber: ”Lov mig, at du skyder dig selv” Egentlig udkom bogen allerede i 2014. Selvmord var sidste udvej for titusinder af tyskere efter Anden verdenskrig. En by på 15.000 indbyggere var ramt af 1.000 selvmord. Den Røde Hær begik plyndringer, overfald og voldtægter. Folk opførte sig ikke helt normalt. Det var en slags massehysteri. En dansk journalist kom meget tæt på. Befolkningen havde troet på Hitler som deres frelser og befrier. Dette er et ikke anerkendt kapitel i tysk historie. I DDR måtte man ikke tale om overgreb. Faderen opfordrede datteren til at skyde sig selv. Den tyske propaganda var medskyldige i selvmordene. Aviser og radio opfordrede til det. En farverig og grusom beskrivelse. Tysker betragtede sig både som ofre og medskyldige.
Bogen er fra 2014
Man skulle næsten tro, at nu har man fået nok at vide om Anden verdenskrig. Men nu kommer den tyske historiker Florian Huber med en ny opsigtsvækkende bog på dansk.
Ja ny er den nu ikke. Den udkom allerede i 2014 på tysk. Men måske er det fordi at bogen nu er kommet på engelsk at den danske forlægger mener, at bogen også skal udkomme på dansk.
Vi vil her forsøge at anmelde bogen, men vi er også gået lidt videre og har søgt andre tyske kilder for at belyse emnet på lidt anden måde.
Sidste udvej på en håbløs krig
Ved slutningen af Anden verdenskrig begik mange tyskere selvmord som følge af Det tredje Riges totale kollaps. Det var ikke kun en række nazi-førere, Hitler, Goebbels og Bormann men også helt almindelige tyskere.
Den 30. april skød Adolf Hitler sig en kugle i hovedet. Det var på samme tid, hvor Den Røde Hær kom marcherende. Selvmordene greb om sig som en epidemi. For mange var det sidste udvej på en håbløs krig.
En by ramt af ca. 1.000 selvmord
Det var ikke kun i det østlige Tyskland, hvor Den røde Hær var på vej. De var jo kendt for ikke at holde sig tilbage. By efter by oplevede masseselvmord. I den lille landsby Demmin i Vorpommern tær på den nuværende grænse til Polen – døde på få dage op mod tusinde indbyggere på egen hånd. Byen havde 15.000 indbyggere.
Forfatteren kigger bl.a. på nogle erindringer som en datter til kirkegårdsgartneren i byen har nedfældet. Indtil den 15. juli 1945 havde hun og hendes mor nedfældet 600 navne, sted, dato og dødsårsag (selvmord).
Kvinder og skoleelever blev inden dette tvunget til at anlægge skyttegrave og pansergrave østlig for byen. Også barrikader i byen blev anlagt. Men intet holdt Den Røde Hær tilbage.
De tyske soldater havde for længst forladt byen og overladt byens indbyggere og flygtninge til sig selv. Hvad der skete i de kommende tre dage, hører til en af krigens grusomme handlinger.
Helt frem til den 27. april forsøgte man at spærre vejene til byen. Den 28. april blev lazarettet i byen evakueret. Rygterne spredte sig, at alle broer i omegnen skulle sprænges. Så var der slet ingen flugtveje mere for befolkningen i Demmin.
Da russerne så indtog byen den 30. april, var byen næsten mennesketomt. I præstegården havde beboere forsamlet sig. Andre steder havde beboere forskanset sig i husene. Andre steder hang der hvide håndklæder ud ad vinduerne.
Den Røde Hær begik plyndringer, overfald og voldtægter
Åbenbart greb Den Røde Hær med det samme til plyndringer og overfald. Voldtægt forekom også i rigeligt antal. Bagefter blev husene sat i brand. Angst og skræk fik indbyggerne til at springe i floden. Masser af lig kunne de næste dage findes ved bredden. Kvinder gik også med deres børn til floden for at drukne sig. Mange familier havde taget gift eller hængte sig. Mange kvinder gik med deres barn på armen ud i floden eller søen.
I bogen oplever vi folk kaste sig i floder og forældre dræber børn. Vi får vi en blanding af analyser og erindringer godt og smart skruet sammen.
På baggrund af dokumenter, erindringer og breve får vi i begyndelsen af bogen dette drama om byen med de mange selvmord. Det var folk fra alle samfundslag, der begik selvmord.
Tyskerne havde på deres russiske togt myrdet 20 millioner civilister så hævntørsten var stor hos Den Røde Hær.
Folk opførte sig ikke normalt
Tyske soldater advarer mod at der vil finde kamphandlinger sted. Mange familier, mest kvinder med børn flygter ud i skovene. Broerne var endelig blevet sprængt så de kunne ikke vende tilbage. På bondegårde i området oppe på høloftet gemmer der sig en masse kvinder med børn. Også her begynder man på selvmord. Ældre kvinder hængte sig. Børn bliver kvalt med bælte. De kunne med deres gråd røbe gemmestedet. Pulsen bliver skåret op på børn med en barberkniv.
Overlevende fortæller at der var udbrudt panik. Folk opførte sig ikke normalt.
Der var så mange lig i floden, at man hele tiden måtte stable dem op ved bredden. Der hang lig i træerne. Det var et sandt drama her 200 km nord for Berlin.
En dansk journalist kom tæt på
Også i Bayern steg det hurtigt med selvmord. Men også i byer som Hamborg var hele familier der begik selvmord.
Børn, kvinder mænd. Der masser af øjenvidner og skriftlig dokumentation endda fra den berømte danske journalist Jacob Kronika. Han rapporterede fra Berlin og kom meget tæt på.
Befolkningen troede på Hitler
Bogen er delt i fire. I anden del beskæftiger vi os med Vergangenheitsbewältigung. Og dette er meget interessant. Hvordan kunne føreren på den måde forføre sit folk? På mange måder gjorde han deres liv bedre. Han gav dem håb og fremtid og løftede dem ud af mismodet. Mange så ham som løftet ud af mismodet. Han var svaret på den elendighed Tyskland blev kastet ud i efter Første Verdenskrig.
Da Hitler kom til magten, troede mange tyskere efter ydmygelsen i Første Verdenskrig at han var befrieren.
Ikke anerkendt kapitel i tysk historie
For mange var det ikke noget at leve for efter 1945 hvor alt var tabt. Deres verden var styrtet sammen. Alle lukkede sig om sig selv. De fik selvmedlidenhed og flugt fra realiteterne. Man betragtede sig selv som ofre for nationalsocialismen. Det var det samme folk som havde båret den systematiserede vold frem. De kendte udmærket dens konsekvenser.
I stedet for at acceptere nederlaget for Det Tredje Rige og det der fulgte efter, valgte de døden. De mistede viljen til at leve og valgte at forgifte, hænge eller skyde sig selv. Og derefter blev de glemt. Eller man ville slet ikke tale om det.
Det er en fascinerende og tragisk indsigt af almindelige menneskers oplevelse af historien. De var fanget i den og følte ikke, at de kunne komme ud af den. Men mange havde også en skyldfølelse.
Det er en chokerende og vigtig undersøgelse af et indtil nu ikke anerkendt kapitel i Tysklands historie.
I DDR måtte man ikke tale om det
Der var masser af tavshed og fortielser. Den stadige skyldsdiskussion blev for meget. Skal man blive ved med et lands eftergeneration dårlig samvittighed? Længe holdt man disse selvmord hemmeligt. I DDR var det forbudt at tale om det, der skete dengang. Man måtte heller ikke tale om Den Røde Hærs grusomheder.
Heller ikke da genforeningen mellem øst og vest var en realitet kom der noget frem.
Man kunne ikke rigtig indpasse fænomenet i den tyske historie. Det var jo hverken helte eller skurke. Det var jo heller ikke ofre fra KZ – lejrene. Det var jo tale om mennesker, der havde dræbt sig selv under ekstreme tilstande.
Faderen opfordrede datteren til at skyde sig selv
Den 20. april 1945 på Hitlers fødselsdag blev faderen til Frederike Grensemann kaldt til sin sidste tjeneste i Hitler – korpset. De allierede var i anmarch. Foran sin datter tog han afsked med ordene:
Han forklarede hende helt nøjagtig, hvad hun skulle gøre. Da russerne så kom skød datteren sig og smed pistolen i affaldsspanden.
Andre følte det ikke som en befrielse fra Det Tredje Rige. De var fulde af angst.
Den tyske propaganda var medskyldige i selvmordene
Folk havde gennem flere år hørt på den tyske propaganda. Her havde de så fået at vide, hvad der ventede dem, hvis fjenden engang kom. Det blev udmalet med grusomme vendinger.
Man sagde bl.a., at når russerne kom, så skar de tungerne ud på børn og stak deres øjne ud. Desuden ville de voldtage alle kvinder. Og de flygtninge, der var ankommet kunne også fortælle grusomme historier om russernes opførsel. Indbyggerne var fortvivlede.
En fotoreporter og hendes oplevelse
På et lædermøbel-arrangement kunne man se en familie. Det virkede helt naturligt. Man kunne i første øjeblik ikke se, at familien ikke levede mere. Ved skrivebordet sad Dr. Kurt Lisso. Han havde lagt sit hoved i sine hænder, som om han ville hvile sig. På sofaen lå hans datter. I den tyk polstrede stol sad hans kone. Alle dokumenter og legitimationskort lå udbredt på skrivebordet.
Det var den 20. april 1945. Og det var den amerikanske fotoreporter, Margaret Bourke-White som kom sammen med de amerikanske tropper, der havde taget billedet. Kurt Lisso var overborgmester i Leipzig. Han havde to dage før sammen med sin familie begået selvmord med Cyanid
Berømte nazister begik selvmord lige som Hitler og Goebbels. Men også funktionærer som Lisso tog deres eget liv ved krigens afslutning De vidste at retssager ville følge. Men også almindelige mennesker tog deres liv i titusindvis.
Aviser og radio opfordrede til selvmord
Tyskerne var bange for at fjendens hævn skulle gå ud over hver enkelt. Det havde de jo fået at vide af propaganda – maskinen. Men allerede ved tyskernes første nederlag ved Stalingrad opstod de første selvmord.
Hvor mange selvmord, der egentlig var vides ikke. Men man kender tallet for Berlin. Her regner man med ca. 7.000. Det var også i Berlin, at der i de sidste to krigsuger skete de fleste selvmord.
Ved krigens slutning anbefalede aviser og radiostationer at man begik selvmord. Det ville absolut være en fordel hvis fjenden kun forefandt døde tyskere.
Ved den sidste koncert fra ”Berliner Philharmoniker” den 12. april skulle medlemmer af Hitler Jugend have stået med kurve og delt Cyankalium ud. Ja man tror det næppe. Men det var jo det som regimet havde opfordret til.
Farverig og grusom beskrivelse
I årevis havde tyskerne forårsaget andre døden. Nu rettede pilen sig mod ens eget liv. Mange tog deres af kærlighed til føreren, som skyld, dårlig samvittighed eller skam.
Bogen virker som en dokumentarfilm. Forfatteren forsøger at sætte sig ind i vidnernes situation. Måske er der nogle gange for mange gentagelser. I 12 år måtte tyskerne leve med Nazismen og Hitler. Det var som om det var ”Alt eller intet”. Bogen er i den grad oplysende og informativ. Den giver et anderledes billede af Tysklands historie. Vi får en farverig men meget grusom beskrivelse af hændelsesforløbet.
Det kan måske til tider være svært at skelne mellem den videnskabelige/historiske udlægning og så erindringerne.
Tyskerne betragtede sig som ofre og skyldige
Den tyske befolkning kunne i det store hele ikke finde ud af, hvor de var på vej hen. Til sidst vågnede de op, men betragtede sig selv som ofre og skyldige.
Kilde:
Marts 25, 2021
Hvem var Claus Eskildsen fra Tønder?
Dette er anden del af historien om Claus Eskildsen. Vi præsenterer lige kollegaerne på Tønder Statsseminarium. Han kunne fortælle eleverne en masse om Sønderjylland, Brorson og kirken. Han blev brugt som guide på ture i Sydslesvig. Og så skrev han ”Ole Bole”, der gik sin sejrsgang med et oplag på 300.000. De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg. Har var lidt af moralens vogter. Han skrev ”Blut und Boden” med modsat fortegn og ville have grænsen placeret ved Ejderen. Han skiftede national side to gange. Og så blev kollegaen valgt ind i Sygekassens bestyrelse.
Kollegaerne på Tønder Statsseminarium
Hav var absolut en af Tønders berømtheder. Og vi har da også allerede skrevet en artikel om ham. Men det er jo meget mere at fortælle om ham.
Det var dengang i 1929 på Tønder Statsseminarium, hvor vi lage skal præsentere nogle af hans kollegaer:
Claus Eskildsen var historieguide på Seminariets ture
Ja så var det jo ham selv med den skaldede isse. Han underviste i bl.a. religion, kirkehistorie og pædagogik
For mange nye elever var det en trist tur fra Tinglev til Tønder, men de livede op, når de gik gennem den smukke hovedgade. Her var masser af smukke huse.
Her var sandelig også elevhjem.
Claus Eskildsen var ofte guide, når Seminariet var på tur. Det var han også på en tur til Lübeck i 1929. Fra Seminariets side så man helst at alle meldte sig til. Og det var da også tre busser, der kørte afsted.
En masse historie om Sønderjylland
Eskildsen var meget søgende efter historie. Hvis en af eleverne havde et specielt navn, ville han gerne vide, hvor det stammede fra. Han opfordrede også sine elever at søge tilbage i deres slægt.
Han holdt mange foredrag og udgav mange skrifter. Det som om, at alt dette var noget han brændte inde med.
Eleverne fik også at vide i undervisningen at i Sønderjylland fulgtes sprog og sind ikke altid af. En nordfra kommende stamfader til en slægt kunne udmærket være tysksindet og tale tysk i hjemmet men også kunne beholde det danske sprog, selv om han var tysksindet.
Disse problemer og det meget stof som vi finder i ”Dansk Grænselære” som udkom i 1937 var også noget eleverne på Tønder statsseminarium blev underholdt med i slutning af 1920’erne.
Der var mange ture til Sydslesvig dengang men også i omegnen af Tønder. Og det var altid med Claus Eskildsen som guide. Hans viden om forholdene og evnen til at give videre var fremragende.
En byvandring med Eskildsen åbnede elevernes øjne for Tønder gennem tiderne og marsken. Dige-byggeriet lærte han også eleverne at forstå.
Brorson og kirken
Også kirken vidste han alt om. Man måtte forstå, hvordan kirken var indrettet og hvordan gudstjenesten havde foregået i tidens løb. Han vidste også alt om stilarterne i kirken. Han gjorde også meget ud af Hans Adolf Brorson. Eleverne forstod, at de Emmerske bønder, der talte dansk måtte falde søvn under gudstjenesterne, når de skulle være så tidlig i Tønder om morgenen.
Det betød meget for bønderne i Emmerske, at de fik deres eget bedehus. Og han skrev salmer til menigheden, og det er salmer, der bliver brugt den dag i dag.
Dansk slesviger med tryk på dansk
På seminariets elevhjem boede både dansk- og tysksindede sønderjyder sammen. Ja og så alle dem, der kom fra det gamle land. I det daglige tænkte man aldrig på, hvem der var hvem. En tysksindet pige havde fortalt, at Eskildsen havde holdt foredrag på Knivsbjerg. Eleverne mente, at det var fordi han var nødt til det som tysk seminarielærer.
En af de danske sønderjyder fortalte, at han nok især følte sig som slesviger, hvorpå dem fra det gamle land mente, at så var han ”dansk slesviger med tryk på dansk”.
Ole Bole gik sin sejrsgang
I Tredje Seminarieklasse skulle eleverne i praktik. På et tidspunkt gik Claus Eskildsens begynderlæsebog ”Ole Bole” sin sejrsgang i de danske skoler.
Men nu var det ikke alle lærere, der forstod Eskildsens lydmetode, selv om de havde på kursus i brug af bogen. De blev ved med at bruge den gammeldags stavemetode. Det forstår forældrene bedst sagde de lærere. De forstår ikke det ”brægeri”.
Andre lærere underviste nærmest efter ordbilledmetoden og børnene lærte den delvis udenad.
Så var der ellers praktik i Eskildsens første klasse. Der var 30 børn i klassen og de fire praktikanter sad pænt på deres stole langs vinduet. Når Eskildsen kom ind, rejste alle sig op. Børnene stod som ranke soldater men med et funklende blik i øjet, der sagde, at nu skulle de have det sjovt.
En bevægelse med hånden og så kunne man sætte sig. Et tilsyneladende tilfældig valgt ord i flere stavelser skulle børnene klappe. Dernæst skulle de kaste stavelser væk alt under stor morsomhed. Tilbage havde de nu en stavelse. Så gjaldt det om at analysere den op i lyd, og når Eskildsen stod tilbage med en enkelt lyd, blev den tegnet op på tavlen og navnet på lyden skrevet.
Alt mens dette skete fik han børnene til at more sig eller undre sig. Til sidst stod der måske en hel sætning. Så blev der også læst i Ole Bole. Efter dette fik børnene til opgave at skrive det indlærte ned i deres hæfter.
Tænk engang – Ole Bole udkom i et oplag på 300.000 eksemplarer
Mens børnene sad og arbejdede henvendte Eskildsen sig til praktikanterne. Han nøjedes ikke bare med at gøre rede for børnepædagogik men også børnepsykologi og udviklingspsykologi.
De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg
Ingen tvivl om at Claus Eskildsen var præget af den prøjsiske disciplin. Han var uddannet på et tysk seminarium. Han havde været seminarielærer i Tønder i den tyske tid, hvor seminarieeleverne skulle være på deres værelser rundt i byen til fastsatte tider.
Tønder Statsseminarium var nu blevet et blandet seminarium, og til dette var der knyttet et elevhjem for de kvindelige elever. Det var forbudt at modtage sine mandlige kammerater om aftenen. De sås nu heller ikke gerne om eftermiddagen. Seminariet ønskede ikke forlovede par.
Den kvindelige part måtte så opgive eller flytte til Ribe Seminarium. Selvfølgelig kunne det ikke undgås, at et par fandt sammen, men da gik de meget stille med det.
Claus Eskildsen færdedes ofte sent på aftenen på Ribe Landevej eller Flensborg Landevej i sin bil hjem fra foredrag eller en tur hjem fra sin gård i Sæd.
Hvis han da så et par gå tæt sammen, satte han sit lange lys på sin bil for at se, hvem det nu var. Næste dag kunne samme par forvente en nedsættende bemærkning i klassen.
Eskildsen opdagede slet ikke, at den lærer han havde udlejet værelser til på førstesalen blev forlovet med en af de kvindelige elever. Og han opdagede heller ikke at denne lærer ofte havde besøg af hende. Eskildsen var lidt af ”Moralens vogter”
Han boede på Ribe Landevej 13.
Man skulle side parat på sin plads
Det var fælles morgensang for øvelsesskolens elever og seminariets elever hver morgen i festsalen. Denne var frivillig for seminarieelevernes vedkommende. Men det sås ikke gerne fra flere lærers side, at man mødte op.
Eskildsen var en af disse. I hvert fald forventede han, at man sad på sin plads, når han kom ind i klassen. Han tog det meget unådigt op, hvis man kom i klassen lige i hælene på ham. Det var at komme for sent.
Blod og jord med modsat fortegn
Mange dansksindede sønderjyder oplevede Hitler og hans filosofier omkring Blut und Boden. Eskildsen tog udfordringen op og skrev en bog med modsat fortegn. Han argumenterede for at det danske folkepræg i Slesvig strakte sig helt ned til Ejderen. Derfor gik han ind for en grænse netop ved Ejderen.
Han argumenterede for at dansk/nordisk folkepræg og egenart dominerede Sønderjylland og Sydslesvig, hvorfor Sydslesvig egentlig burde være en del af Danmark.
Hans markante synspunkter fik både tilslutning og modstand i samtiden. I en dobbeltkronik i Heimdal beskyldte Poul Engberg ham nærmest for at være nazist. Senere fulgte han op på temaet med bogen Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942.
Eskildsen argumenter blev også brugt efter Anden verdenskrig for dem, der kæmpede for en dansk grænse her syd på.
Eskildsen skiftede side
Det bemærkelsesværdige ved Claus Eskildsen er, at han voksede op i en dansksindet familie. Efter en tysk seminarieuddannelse sluttede han sig til de tysksindede. Hans oplevelser under Første verdenskrig har han også nedfældet i en bog.
Efter sin deltagelse i krigen skiftede han atter side og knyttede sig nu til danskheden.
Da kollegaen blev valgt ind i Sygekassen
Det unge Grænseværn blev også dannet. Eskildsen bad en kollega om at gennemgå alle foreninger i Tønder for at efterprøve om de var dansk- eller tysksindede. Det lykkedes for Eskildsen at få valgt kollegaen ind i Sygekassens bestyrelse, der var tysk- domineret. En masse seminarieelever dukkede pludselig op og stemte på læreren.
I mange år var Claus Eskildsen redaktør af Sønderjysk Månedsskrift. Han døde i 1947 ombord på Storebæltsfærgen M/F Nyborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 9, 2021
Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
Dette er en ny- redigering af en ældre artikel. Her følger anden afdeling af livet herude vest på under blandt andet tre – års krigen. Et forvirret liv med skiftevis tysk og dansk herredømme. Embedsmænd blev fyret og igen indsat. Der var vold mod henholdsvis tysk – og dansksindede. Tusindvis af mennesker døde i de slesvigske krige. Og så her i den første slesvigske krig var der mange omkomne. Masser af rygter fulgte i kølvandet på krigen. Men også lokalt ude vest på var der kamp. Særlig apoteker Nagel i Højer fik ”kærligheden” at føle.
Kaotiske forhold
Vi fortsætter vores beretning i dagbogs – form om forholdene for befolkningen her i Vest – Sønderjylland. Det er midt i den første Slesvigske krig, også kaldet Tre – års krigen. Alt efter, hvem der har magten, så bliver både tysk – sindede og dansk – sindede arresteret. For befolkningen var det både forvirrende og kaotiske forhold.
Våbenstilstandens betingelser er netop blevet forkastet af tyskerne.
Pastor Gram blev valgt
Den 5. oktober 1848 var der i Bredebro valg til Landsforsamlingen i København. Her blev pastor Gram fra Daler valgt. Opstillet var også Knudsen fra Ballum. Beck fra Trøjborg havde ellers peget på ham.
På åben mark
Valgstedet skulle have været i kirken, men den tilhører Hertugdømmet Slesvig. Så derfor blev valghandlingen henlagt til en åben mark, som tilhørte Ribe Amt. I gamle dage lå her sognefogedens fenne.
En ny regering
Den 24.oktober 1848 indløber meldingen om at våbenstilstanden alligevel blev efterkommet. Den provisoriske regering er trådt af, og en ny er dannet indtil freden bliver genindført. Den ny regering kom til at bestå af blandt andet Reventlow, Jersbeck, v. Heintze, v. Moltke, Preuser, Boysen, Bremer og Bargum. Ligeledes skal Landsforsamlingen opløses.
En ny herredsfoged
Den 7. december 1848 overværede den nye herredsfoged, Thorup, Tingretten. Brasens gård var blevet solgt for 7.000 Rigsdaler.
I Rendsborg havde militæret igen lavet ballade, men det var igen blevet ordnet.
Præsterne sang med
Den 15. december 1848 inviterede den ny herredsfoged til fest på Trøjborg. Ved afsked blev der sunget en krigssang, Den Tapre Landsoldat. Især præsterne sang godt med på denne sang.
Den 21. december 1848 forlød det, at tyske tropper var på vej. På Als er de danske tropper blevet forstærket.
Når man blandede sig i trafik
Den 27. decmber 1848 kunne man først høre knægte synge Den tapre Landsoldat forbi apoteket i Højer. Et stykke tid efter kunne man så høre Schleswig – Holstein mehrunschlungen. Måske var det for at genere apoteker Nagel? Sådan var det, når man blandede sig i politik.
Bønderne i oprør
Den 19. januar 1849 var der tropper overalt på vestkysten for at hjælpe med skatteindkrævning. Men bønderne havde grebet til våben og jaget tropperne bort.
Den 28. januar 1849. Kampene mellem bønderne og soldaterne havde betydet mange sårede bønder, 2 soldater var døde. 30 landmænd var taget til fange og ført til Haderslev. Mange landmænd var flygtet, nogle til Ribe, andre til Ballum og Rømø. (På vores hjemmeside har vi to artikler om kampene ved Brøns).
Nagel – igen indkaldt til stævning
Den 26. februar 1849 fik Apoteker Nagel en stævning. Han skulle igen give møde på Tønder Rådhus. Han slap med en mult af 40 mk. for at have udbredt proklamationer. Han protesterede og ville anke til Overretten.
Den 26. marts 1849 udløb våbenstilstanden.
Igen kamphandlinger
Den 4. april 1849 hørte folk ved vestkysten, at der havde været en træfning ved Sundeved.
Den 6. april 1849 var krigen brudt ud ved østkysten. Mange kamphandlinger havde fundet sted. Haderslev var taget af tyskerne, men igen blev trængt tilbage til Flensborg. .
Den 7. april 1849 gik rygterne, at danskerne igen var på tilbagetog.
Krigsskibe taget af tyskerne
To dage efter blev det bekræftet, at ved Eckernförde var linjeskibet Christian den Ottende sprængt i luften med 84 kanoner og fregatten Gefion med 42 kanoner blev taget. Dette skulle åbenbart være sket den 5. april.
Danske tropper truet
Den 11. april 1849 går rygterne på, at tyskerne skulle være kommet til Kolding. På Als skulle den danske styrke være blevet taget. Tusinder skulle være faldet og kongen skulle være skudt. 7.000 skulle være taget til fange. Alt dette kunne ikke have sin rigtighed.
Og i Tønder blev det den 13. april sagt, at man havde givet de danske tropper et ultimatum. Enten skulle man rømme Als, ellers blev hele Jylland besat.
Nye tropper til vestkysten
De dårlige nyheder fortsatte. Den 17. april forlød det, at Dybbøl Skanse samt brohovedet til Als blev taget med storm af tyskerne. Flere tusinde skulle være blevet dræbt eller såret.
I løbet af dagen forlød det, at såfremt de tyske tropper overskred grænsen til Jylland ville det føre til krig med Sverige og Tyskland.
Den 21. april kom en del tropper fra Flensborg til Tønder, Møgeltønder og Højer. De besatte blandt andet havnene langs vestkysten.
Dagen efter gik rygterne på, at Kolding skulle være blevet besat. De havde altså overskredet grænsen.
Indkvartering ved vestkysten
Den 23. april er der indkvartering af fremmede tropper i Daler, Gærup og Visby. Allerede den 20. skulle tyske tropper være overskredet grænsen ind i Jylland.
Den 25. april var tropperne forsvundet fra Møgeltønder. De var marcheret mod Haderslev. Det hed sig, at der havde fundet et blodigt slag sted ved Kolding, og en del af byen var blevet brændt. Nu var det hvis gået løs på det stakkels Jylland.
Dagen efter opstod rygterne, at Vejles amtmand, Orla Lehmann var taget til fange og sendt til Gottorp.
Kanonbåd ved Højer
I havnen i Højer lå en tysk kanonbåd. Den 30. april var flere kanonbåde taget til Rømø, for at kapre Tøge Tygesens Islands – farer med fuld ladning. Den skulle have haft en værdi af 10.000 mark.
Den 1. maj 1849 nedbrændte Peter Bossens gård i Mjolden. Hele besætningen undtagen en enkelt hest blev flammernes bytte. Desuden nedbrændte 2 småhuse.
Tyske tropper ind i Jylland
Den 11. maj bekendtgjorde aviser, at forbunds – tropperne var rykket ind i Jylland. Og i Højer skulle der findes plads til 300 soldater.
To dage efter kom en del tyske tropper gennem Bredebro. De skulle overnatte i Døstrup, og siden drage videre mod Ribe.
Der kom ordre om at levere havre, hø, halm, flæsk og brød til Kolding.
Nagel på en kanonbåd
Den 28. maj måtte apoteker Nagel stille på en kanonbåd i havnen i Højer. Han var blevet angivet for sit danske sindelag og for nogle uoverlagte ytringer.
En masse brand – og krigsskat måtte betales. Og det så ikke ud til, at det var fred foreløbig. Man håbede på russernes hjælp.
Den 25. juni 1849 havde folkene på kanonbåden i havnen ved Højer gjort indsigelse mod de rød hvide farver på stakittet foran apoteket. I drukkenskab var et par af soldaterne på vej til et indbrud på apoteket, men apoteker Nagel havde forhindret dette med et gevær.
Soldaterne blev efterfølgende stillet for en krigsret.
Atter engang våbenhvile
Den 9. juli 1849 blev det berettet om kamphandlinger ved Fredericia. Danskerne slog tyskerne tilbage. De erobrede fjendens kanoner. Der skulle være mange dræbte.
Der skulle ifølge aviserne omkring den 15. juli være indgået våbenhvile.
Hertugdømmerne skulle være gået imod våbenhvilen. Det så stadig farlig og truende ud.
Svenske tropper i Nordslesvig
Den 21. juli 1849 studerede man våbenstilstanden i Tønder. Det så ud som om at Slesvig skulle skilles fra Holsten. De aviser man studerede, var over en uge gammel.
Kloster Marked blev afholdt den 24. august 1849 trods krig og ufred. Her var der ingen spor af dette.
Den 31. august 1849 havde svenske tropper besat Nordslesvig. Her skulle de blive ind til freden havde indfundet sig. 4.000 preussere var stadig i Sydslesvig.
Men indbyrdes blandt tyskere og danskere var det en hadefuld stemning.
Embedsmænd fyres
Ifølge bladet Mercur var mange embedsmænd i Slesvig fratrådt. Flere ville følge efter.
Den 27. august 1849 var der en del uro i Tønder i anledning af en ny amtmands tiltrædelse. En del embedsmænd var blevet afsat, men befolkningen gik imod dette. Således var det ikke blot i Tønder, der var uro, men også i Husum, Tønning og andre steder.
Den 17. oktober 1849 var der 400 preussere i Tønder. Men ellers var det stille og rolig.
I Højer var der igen en del gnidninger mellem danske og tyske. Forbitrelsen var stor.
Landet var igen truet
Den 30. november 1849 var der stor frygt for, at krigen skulle genopstå. Det så meget truende ud. Landet blev igen truet med stor ødelæggelse.
Den 1. februar 1850 var en del præster blevet afskediget og nye indsat. Men det var ikke til befolkningens begejstring.
Den 4. februar 1850 står vejen til Døstrup under vand. I Skærbæk var vandet så højt, at det gik ind i husene.
Det brændte på Trøjborg
En trist ulykke opstod den 8. marts 1850. På Trøjborg brændte Hede – eller Brænderigården. Det startede som en lille skorstensbrand. Dampkedlen og en del af bygningen blev bortsprængt. En person er blevet dræbt.
Stor forvirring
Den 30. marts 1850 blev kontrollør Hinricksen i Højer afsat efter ordre fra ”stattholderskabet” i Rendsborg.
En stor forvirring er opstået. Ingen ved, hvem der har myndigheden. De svenske tropper lader hver gøre sit.
De preussiske tropper havde forladt Tønder og andre byer på vestkysten. I Tønder så det ud som man ikke adlød Landsforvaltningen i Flensborg men ”Stattholderskabet” i Rendsborg.
Den 19. juni 1850 var der kommet svenske beskyttelses – tropper til Tønder. 90 mand var taget til Højer og 50 til Emmerlev.
Kammerraad Boolsen var kommet til byen for at indsætte andre toldkontrollører. En anden herredsfoged skulle også indsættes i Højer Herred.
Ballade ved Højer Sluse
Den 22. juni1850 var herredsfoged Wolfhagen blevet indsat. Ingen ville have den gamle herredsfoged Lundius boende. Men apoteker Nagel forbarmede sig.
Ved Højer Sluse opstod der den 25. juni en del oprør vedrørende toldklarering. Det var nogle borger fra Tønder, der gjorde oprør. De svenske tropper måtte have hjælp inde fra Højer by.
Sten mod danskere i Husum
Den 9. juli 1850 var der opstået problemer i Husum. Der var kastet sten mod dansksindede. Natten efter var borgmester Davids og kontrollør Evers med kone, postmesteren og flere flygtet fra byen.
Nagel tilbage med eskorte
I Højer skete der en dramatisk udvikling. Svenskerne var borte. Men den nye herredsfoged Dettlefsen og toldkontrollanterne havde taget flugten. Også apoteker Nagel var væk. Sidstnævnte var bange for tyskernes hævn.
Den 16. juli 1850 kom apoteker Nagel tilbage til Højer. Han var sammen med en søløjtnant og nogle bevæbnede matroser.
Byen var blevet spærret og uden skriftlig tilladelse kunne man ikke kom ud og ind.
Igen masser af rygter
Rygterne gik på, at de Slesvig – holstenske tropper var gået over grænsen. De havde besat Slesvig.
Dagen efter var Husum også blevet spæret. Dansksindede havde fået smadret deres vinduer.
Tysk krigsskib sprunget i luften
Den 21. juli 1850 gik det rygter i Husum, om at danske tropper skulle have besat Tønder, Leck og Bredsted.
To dage efter, fik man så at vide, at danskerne alligevel ikke var i Bredsted.
Det Slesvig – Holstenske dampskib von der Tann, der havde kapret et dansk handelsskib, var blevet forfulgt af et dansk krigsskib og sprunget i luften.
Tønder besat
Mange tysksindede Tønder – borgere var flygtet til Husum. Tønder var besat af hen ved 800 mand.
Masser af døde og sårede
Mange rygter florerede den 25. juli 1850. I det fjerne kunne man høre kanoner. Det blev ved hele formiddagen. Folk, der kom fra Slesvig og omegn havde set belæssede vogne med døde og sårede.
Men snart hed det sig, at de danske tropper var blevet slået. 700 fanger skulle være taget til fange og bragt til Slesvig.
De danske tropper havde hals over hoved måtte flygte fra Flensborg. Snart igen var det tyskerne, der havde lidt nederlag.
Kanonskud – hørt i Husum
Den 26. juli 1850 fik man at vide, at danskerne havde besat byen Slesvig. Fra Rendsborg blev der berettet om hundredvis af vogne med døde og sårede.
Dagen efter skulle de danske tropper have rejst det hvide flag. Der var våbenhvile, så man kunne begrave de døde og pleje de sårede.
Den 30. juli hørte man igen kanonskud i Husum. Man hørte, at Hannoverske tropper skulle være kommet til Rendsborg og besat fæstningen.
Ny amtmand i Tønder
I Tønder var en ny amtmand blevet udnævnt af kongen, det var greve Arthur Rewentlov. Drøhse havde atter fået et embede og var blevet udnævnt til borgmester.
Ved vestkysten var der skabt direkte sø – forbindelse til England via Tønning, Hjerting, Ballum og Højer.
Apoteker Nagel blev beæret med ridderkorset, og fik tilkendt hvervet som postmester i Højer.
Tvungen undervisning i dansk
Den 4. maj 1852 var stemningen i Tønder nu ikke den bedste. De tysksindede følte sig krænket, efter at der var blevet indført tvungen undervisning i det danske sprog.
Der var udbrudt en kæmpe brand i Husum den 11. juni 1852. i alt blev 41 huse ofre for ilden.
Den 28. december 1852 kunne Flensburger Zeitung berette om, at provst Ahlmann i Tønder var blevet afskediget med pension.
Den 31. juli1853 foruroligede det befolkningen, da de hørte, at der var udbrudt kolera i København.
En stormflod havde ramt vestkysten den 27. september 1853. Ved Ballum var mange får druknet.
I Hertugdømmerne gjorde sprogsagen et uhyggeligt indtryk. Fra dansk side ville man med magt tvinge det danske sprog igennem.
En damp – båd i Højer
Den 6. januar 1855 foregik der en indsamling til en damp – båd, der skulle gå mellem Højer og Husum. Dampskibet skulle også besøge Föhr.
Den 3. september 1856 havde heste – og kreaturmarkedet i Tønder rekordbesøg. Aldrig havde der været så mange besøgende og så mange dyr på markedet. Også markedet den 23. oktober 1856 var der masser af mennesker til markedet i Højer.
I tiden frem til 1858 havde roen sænket sig over vestkysten. De nationale gnidninger fortsatte dog. Og 8 år efter, blev vestkysten og hele Sønderjylland tysk. Atter engang måtte tusinder og atter tusinder lade livet.
Kilde: Se
Under Sønderjylland (200 artikler):
Under Aabenraa (164 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)
Under Højer (77 artikler):
Under Tønder (273 artikler):
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (22+119 artikler):
Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 15 artikler
Marts 9, 2021
Tønder – egnen 1814 – 1848(b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel. I de 34 år vi beskriver, var der meget forvirring her ude på vestkysten. Vi beskriver udviklingen især i Tønder, Højer, Bredebro og Løgumkloster. Men vi tager nogle ture til Ribe, Aabenraa, Rendsborg og andre steder. I Tønder var der både kosakker og skiftevis danske og tyske tropper. Flere gange var apoteker Nagel fra Højer arresteret. Tre års krigen var startet. I Tønder var det skiftevis dansk og tysk. Der blev arresteret på livet løs afhængig af sindelag, og hvem der havde magten.
Kosakker i Tønder
I begyndelsen af 1814 var der kosakker i Tønder. Det viste sig at være skikkelige folk. Men de var hurtig væk igen. I februar skulle der komme 300 polske soldater til Tønder.
Får dør i hobetal
April 1837 startede vinterligt. Det så sørgelig ud for kreaturerne. Der var mangel på foder mange steder. Mange kreaturer var allerede bukket under. Det var især får, der gik ud over. Omkring tusind får mistede livet.
Stormflod
En stormflod har igen raseret vestkysten den 8. – 9. januar 1839. Den synes at have været kraftigere end i 1825. Marker er blevet belagt med store ismasser. Mange huse og bygninger er ilde tilredte, mange er forsvundet. Vandet gik meget højt i huse, og mange dyr er druknet i vandmasserne.
Kongeparret i Aabenraa
Den 4. august 1840 var næsten alle gader i Aabenraa illumineret, og æresporte rejst. Kongeparret var på besøg.
Dårlig Kvægmarked i Tønder
Kvægmarkedet den 8. maj var dårligt, og priserne var helt i bund.
Atter forhøjet vandstand
Endnu engang den 27. juni 1842 har vandet stået højt. Ved Ribe står engene atter engang under vand.
Præstegården i Hjerpsted brændte
Præstegården i Hjerpsted brændte her omkring årsskiftet 1843.
Friser – fest i Bredsted
En stor friser – fest blev afholdt i Bredsted den10. Juni 1844. Der var masser af musik og taler på frisisk.
Kongeparret i Løgumkloster
Kongeparret besøgte den 9. september1844 Løgumkloster.
Humlekærren til salg
Den kendte kro, Humlekærren var på aktion. Man havde forlangt 10.000 mk. men ingen bød på kroen. Det var den 26. marts 1845.
Kongen i Tønder
Kongen kom den 5. august 1845 til Ribe. Han kørte videre via Løgumkloster til Tønder
Vandet var højt i Brede Å
Vandet var temmelig højt den 8. august 1845 ved Brede Å. Alle enge stod under vand, og vandet stod næsten under broen.
Hø ved diget
Meget hø var drevet op til diget ved stormfloden. Her var vel 1.000 læs. Der skulle ligge lige så meget ved Emmerlev. Det var den 22. august 1845.
Musikalsk underholdning på Trøjborg
Den 7. januar 1846 var der musikalsk underholdning på Trøjborg.
Stændervalg i Tønder
Den 8. februar 1846 var der valg til stænderforsamlingen. Tønder lå i 7. distrikt.
Kongeparret atter på besøg
Den 8. september 1847 var kongeparret begunstiget af pragtfuldt vejr fra deres sommerresidens på Föhr på vej til Ribe. Men der var først ophold på Trøjborg og bagefter i et oplyst Bredebro. Og her var der sandelig sørget for majestæterne. Der var marcipan fra Flensborg, og frugter fra Hamborg.
Dertil forskellige vine, portvin og champagne.
Kongeparret så derefter 25 kniplingspiger stærk koncentreret i deres arbejde. Og så sandelig, kongeparret købte for 800 mk.
Det var ærgerligt, at man ikke kunne skaffe noget musik til anledningen. Men der var ingen at få, hverken i Tønder eller Ribe. Alle var engagerede.
Det var en succes. Egentlig skulle de kongelige kun have været der i en halv time, men de blev i halvanden time.
Kongen havde spurgt til høsten, og han spurgte, hvad man syntes om vejene. Og det blev svaret, at efter en tid med tørvejr, var de udmærket at køre på.
Kongen fornærmet i Døstrup
Det gik ikke gået så godt med besøget i Døstrup. Pastor Kock ville holde en tale i kirken. Men først skulle kongeparret stige af ved præstegården og få en lille forfriskning. Men der var ingen til at modtage kongeparret. Kongens vogn kørte derfor hen til kirken, men her var mørkt. Her snublede kongen. Præstegården blev ikke betrådt ved dette besøg. Hurtig kørte kongeparret videre nord på.
I Ribe Avis blev kongeparrets besøg i Brede meget positivt omtalt.
Kongens fødselsdag blev fejret
Den 18. september blev kongens fødselsdag fejret. Det blev danset til klokken fire om morgenen.
Sukkerkogeri på aktion
Den 19. november 1847 var Sukkerkogeriet i Højer på aktion. Det købte N. Petersen for 10.750 mk. Det var kun en mere, der havde budt.
Kongen er død
Den 20. januar 1848 døde den gode Christian den Ottende. Han nåede kun at regere i otte år.
Hestemarked i Løgumkloster
Den 23. marts 1848 var der hestemarked i Løgumkloster. Der gik rygter om, at der havde været oprør i Rendsborg. I Aabenraa og Haderslev skulle der have været ballade, og det udskrevne militær ville ikke møde.
Masser af rygter i Tønder
Der var masser af rygter i Tønder i slutningen af marts 1848. Alt militær og heste var indkaldt. I København skulle de gamle ministre være afskediget. Et nyt ministerium skulle være dannet. Spændingen mellem dansk og tysk voksede.
Nu blev det bekræftet, at Slesvig – Holstener havde taget Rendsborg i deres besiddelse, anført af Prinsen af Nør.
Stort røre i Tønder
Den 26. marts 1848 var der stort røre i Tønder. Overalt i hertugdømmerne havde man anerkendt den provisoriske regering. Alle embedsmænd blev nødt til at anerkende den, ellers måtte de gå af.
Amtsforvalteren i Tønder, Holstein ville uden ordre have sendt kassebeholdningen til Ribe. Men det rygtedes, og hans hus blev besat og bevogtet af borgere. Kassebeholdningen blev under bevogtning sendt til Rendsborg. Holstein måtte bide i det sure æble og anerkende regeringen i Rendsborg, ellers var han blevet afsat.
Mange mennesker strømmede til Rendsborg. De ville forsvare fæstningen og den nye regering. Alle seminarister ville denne nat forlade byen.
Alle Kiels studenter skulle være ankommet, ligesom preussiske hjælpetropper skulle være på vej.
Situationen var præget af uro. Man så med ængstelse på fremtiden.
Uroen fortsatte
Kongen af Preussen havde proklameret at man ville sikre og med våben beskytte Slesvig – Holsten.
Det gik rygter om, at Christiansborg skulle være omringet, for at forhindre, at kongen tog flugten.
I Flensborg siger rygterne, at der skulle være ankommet 2.000 soldater fra Rendsborg. De skulle angivelig tage videre til Haderslev, hvor man ikke ville anerkende den ny regering.
Det siges, at danskhedens fører, Lauritz Schou måtte flygte.
En borgervagt måtte sikre Koch, der var redaktør af bladet Dannevirke.
Tropper samles i Kolding
Rygterne på Tønder – egnen sagde, at der i Kolding blev samlet tropper fra Jylland og Fyn. Der skulle være samlet ca. 20.000.
Kongen vil stille sig i spidsen af tropperne og bekæmpe oprørerne i hertugdømmerne. Det ser farlig og truende ud. I Tønder var man bange for, at der ville flyde meget blod og komme store ødelæggelser.
Herredsfoged Brasen var forbitret på de tysksindede, især dem fra Tønder. Han mente, at friserne ville forene sig med de dansksindede. I Haderslev skulle danskerne have fået overmagten, og fyret borgmesteren. Men det var kun rygter.
Forsamling i Bredebro
Den 30.marts1848 havde nogle vigtige personer forsamlet sig. Det var herredsfogeden og præsterne fra Skærbæk, Mjolden og Visby. Man talte om bevæbning og andre ting.
Degnen var også indkaldt. Man ville ham til at erklære sig dansk eller tysk. Man bebrejdede ham, at han underviste på tysk.
Til Haderslev skulle der være ankommet 4.000 danske soldater. Senere skal der komme 5.000 flere.
Den provisoriske regering havde erklæret Danmark Fuldstændig krig. Og Preussen sammen med Det Tyske Forbund ville bakke op.
Flere rygter
I Løgumkloster opstod der her dagen efter flere rygter. De gik ud på at tyskere var på vej til Haderslev for at kæmpe.
Barrikader i Ribe
Porten blev den 1. april sat i forsvars – position. Mange sten var samlet, som man ville smide i hovedet på fjenden.
Gemytterne i kog i Højer
Apoteker Nagel havde fået flere fjender. Det skyldtes hans meninger og ytringer i den nationale strid. Rygterne ville vide, at de danske tropper havde besat Aabenraa, og drevet tyskerne på flugt.
Ballade i Løgumkloster
En gruppe Ribe – borgere var taget mod Løgumkloster for at anholde øvrigheds – personer. I de sogne, de passerede sluttede bønder sig til. En skare på flere hundrede mand nærmede sig Løgumkloster, hvorfra en delegation med Dannebrogs – flag mødte frem.
I Løgumkloster blev birkefoged Elvers, doktor Rolfs og gæstgiver Ipsen arresteret og transporteret til Ribe. Man ville også have fat i amtsforvalteren, men han var flygtet.
Tønder ville modtage danske tropper
Den 3. april1848 ankom et par hundrede soldater til Løgumkloster. De skulle skabe orden. Men det var nu ikke noget at komme efter
Tønder havde erklæret sig villig til at modtage danske tropper.
Tropper til Tønder
Den 4. april 1848 rykkede militæret ind i Tønder uden modstand. Kun nogle bønder var utilfredse med, hvad der skete. 14 – 16 stykker skulle være blevet anholdt.
Andre tropper var nået til Flensborg. Tyske fortropper, skulle på tilbagetoget fra Aabenraa have begået uro og havde plyndret.
I Kiel skulle danskere været blevet smidt ud af byen.
Pludselig ved aftenstide kom der ordre fra herredsfogeden, at alle mellem 18 og 60 år i nabokommunerne skulle ile til Tønder. Rygterne gik, at der var blevet uorden og galskab der.
Grunden til at der var blevet kaldt til mobilisering, var at man frygtede friserne. Men de forholdt sig i ro.
Militæret turde alligevel ikke at tilbringe natten i Tønder. De tog til Møgeltønder, og overnattede her. Der var de mere sikker, troede de.
Der var i Tønder opstået rygter om, at friserne ville komme i hobetal, og stå de tyske bi. De danske tropper fik kolde fødder. Måske var det, fordi de ikke var så mange.
Meldinger syd fra
I Tønder kunne en kniplingsforhandler fortælle, at i Rendsborg var 1.500 preussere med artilleri rykket ind. Befolkningen havde været så glade, at byen var blevet illumineret. Flere tropper var undervejs. De kom også fra Hannover, Braunsweig, Mecklenburg og mange andre steder fra. Den 10. afdeling af Det Tyske Forbunds tropper var parate til at rykke ind i Holsten.
De danske tropper rykker frem
Den 9. april 1848 gik rygterne i Tønder på, at de danske tropper skulle være rykket frem til Bredsted. Man ville til Husum og herfra danne linje til Flensburg. Man ville afskære de tyske tropper der. Efter sigende skulle der kun være 2.000 mand.
Der blev også sagt, at ved Flensborg var flere huse skudt i brand.
Var Kobbermøllen brændt?
Friserne var blevet godt sure over angrebet fra borgerne i Ribe, der var gået via Løgumkloster mod Tønder. De opfattede det som en krigserklæring.
Og endnu flere vedholdende rygter var opstået i Tønder, og det var, at Købermøllen ved Flensborg var blevet brændt. Man sagde, at Flensborg skulle angribes, og at 500 var sprunget over til den danske hær.
De preussiske tropper skulle være gået over Holstens grænse og rykket frem mod Slesvig. Den tyske forbundsarmé skulle være beordret til at rykke ind i Danmark.
Mange Faldne
Den 10. april mente man i Tønder at vide, at Flensborg skulle være faldet. Det havde kostet meget blod, således skulle 1.300 tyskere være faldet og 700 taget til fange.
Hvor mange danskere, der var faldet, sagde rygterne ikke noget om.
Danske tropper havde kæmpet bravt
Rejsende øst fra kunne i Tønder fortælle, at det ikke gik så galt, som man havde frygtet. Danske tropper havde kæmpet bravt ved Bov, og havde trængt fjenden tilbage til Flensborg.
Mange skulle have kastet deres geværer under deres vilde flugt. Mange blev taget til fange, og andre flygtede mod Slesvig. Studenterne havde forsvaret sig bedst, men her var der mange faldende.
Mange i Tønder kunne ikke forstå udviklingen. Dansk og tysk havde i mange år haft det så fredelig med hinanden. Nu står man i samme land og bekriger hinanden.
Søndag den niende havde kampen fundet sted. Kongen ankom fra Sønderborg til Flensborg. Han blev godt modtaget af byens befolkning. Og det vakte åbenbart begejstring, da han kun ledsaget af to officerer gik rundt i byen.
Når Slesvig er rømt, agter kongen at tage sæde på Gottorp.
Til konge eller Slesvig – Holsten?
I Tønder måtte embedsmændene atter tage stilling. Ville de bakke kongen op, eller ville de bakke Slesvig Holsten op. Var det sidste tilfældet, måtte de tage deres gode tøj og gå.
Kanonbåde ved Højer
Den 14. april1848 kunne man ved Højer observere, at der lå kanonbåde ud for byen og spærrede for skibstrafikken.
Kongen var på vej til Tønder?
Kongen var taget til Slesvig, men var taget tilbage til Flensborg for en sikkerheds skyld. Preusserne var nu for alvor gået ind i krigen. Rygterne ville vide at kongen var på vej til Ribe over Tønder. Andre rygter sagde, at man godvillig havde åbnet portene for de danske tropper i Rendsborg. Hvad var mon sandt?
Kongen taget til København
Den 17. april 1848 erfaredes det, at kongen var taget til København. Tropperne skulle nu stå over for hinanden ved Rendsborg. De tyske forbundstropper var nu på vej til landsdelen. Her på vestkysten var man efterhånden i vildrede med, hvad der skete.
Kongen var i Fredericia
Dagen efter erfarede man så, at kongen var i Fredericia. Åbenbart skulle der være våbenstilstand i nogle dage. Ved aftenstide genlød egnen af kanonskud i vesten. Det var ude fra Vadehavet.
Flere rygter
Den provisoriske regering skulle nu være flyttet til Altona. Og der var åbenbart nu kun 4.000 preussere i landet. Og rygterne fortsatte. Nu skulle der åbenbart også være landet svenske tropper.
Handelen ligger stille
Skibsfarten var standset. Der var ingen gang i handelen her i slutningen af april. Både i Husum og Tønder ser det sørgeligt ud.
Slag ved Dannevirke
Den 24. april skulle der være foregået et slag ved Dannevirke. Tyskerne havde sejret. Mange danske var blevet taget til fange, og der havde flydt meget blod. Danskerne havde kæmpet bravt, men måtte give efter for overmagten.
Tyskernes udrustning havde været meget bedre end de danske. Der havde været en vild flugt, og fjenden skulle nu stå lige ud for Flensborg.
En stor del af den danske hær var flygtet til Angel. Frygten var, at den danske hær måtte kapitulere.
Jubelråb i Tønder
I Tønder tænkte man på, at den gamle regering burde have blevet ved magten. De havde sikkert fundet en diplomatisk vej til at løse krisen.
Fra Flensborg skulle en del dansksindede være flygtet.
Og nu genlød Tønder igen af jubelråb efter den tyske sejr. Og friserne var efter den tyske sejr, taget hjem.
Danskerne havde forskanset sig
Det forlød her på vestkysten, at danskerne havde forskanset sig ved Rise og Bjerndrup.
Det så vel ikke så sort ud?
Ifølge Apenrade Ugeblad var det danske tilbagetog foregået i god ro og orden. Man havde fået kanoner m.m. med sig. Man havde endda erobret to faner. Man havde forskanset sig ved Hellevad og Bov.
Og så gik rygterne igen på, at svenske hjælpetropper var på vej, og at den engelske flåde lå i Elben.
Herredsfoged Brasen havde taget flugten. Det kom ham bestemt ikke til ære.
Tropper i Højer
Tyske tropper havde indtaget Højer. Det skulle være i alt 1.200 mand. Alle dem, der havde støttet danskheden, herunder apoteker Nagel skulle afstraffes.
Den straf gik ud på, at han skulle indkvartere 100 mand og give dem mad og drikke.
En holstensk soldat viskede til apotekeren, at han skulle gemme kostbare ting. For blandt soldaterne var mange uærlige. Selv flygtede apotekeren nord på.
Også tropper i Bredebro
Dagen efter, den 29. april 1848 blev Bredebro besat af en fortrop på 60 mand, som kom fra Højer.
250 mand lå i Tønder. Og Haderslev skulle også være indtaget.
Intet stjålet
Da apoteker Nagel kom tilbage til Højer den 3. maj frygtede han det værste. Der var kun taget 2 par støvler og 2 knive.
De tyske tropper var nået til Ribe, og de var også nået videre til Vejle. Forlydender ville vide, at de danske tropper havde trukket sig tilbage til Als.
Der var spærret ved Kongeåen. Ingen kreaturer måtte komme over.
Tyske flag var hejst i Tønder
Et par hundrede Slesvig – Holstenske soldater havde pillet Dannebrog ned i Tønder og hejst deres eget flag.
Rygtet gik, at stiftamtmanden i Ribe var rejst. Den gamle herredsfoged Drøhse i Tønder skulle være afsat.
Wrangel brandskatter
Rygterne gik nu, at den preussiske overgeneral var begyndt at brandskatte og rekvirere heste.
Skal aflevere vogne
Den 22. maj var der kommet ordre om, at heste og vogne skulle afleveres. Et rygte var opstået, at der ved Hejls var kommet til en træfning, hvor overgeneral Wrangel var blevet taget til fange.
Krigsskat
I bladene kunne man læse, at Wrangel havde proklameret, at ”jyllænderne” skulle pålægges en krigsskat af to millioner spec. til erstatning for de skibe, den danske marine ødelagde.
Prinsen i Tønder
Den 29. maj 1848 var prins Friedrich med sin tyske soldater i Tønder. Han blev modtaget med æresporte og blomster og løv strøet på vejene. Men pludselig kom der melding om, at en del af tropperne skulle returnere mod østkysten. Her var åbenbart sket noget.
Var tyskerne på tilbagetog?
Rejsende fra østkysten kunne den 31. maj 1848 berette om, at tyskerne var på tilbagetog. Haderslev og Aabenraa skulle nu åbenbart igen være dansk. Åbenbart havde de store magter grebet ind.
Grænsen besat af danskere
Danskerne skulle nu have besat grænsen ved Kongeåen. Tyskerne skulle have samlet sig ved Flensborg.
Tyskere taget til fange
Den 2. juni 1848 skulle 200 danske soldater være kommet til Løgumkloster. De havde taget 25 tyskere til fange. 13 tyske embedsmænd var flygtet fra byen. For den lokale befolkning i det vestlige var situationen efterhånden en del forvirret.
Flere danske tropper
Dagen efter kom der endnu flere danske soldater til Løgumkloster. De skulle efter sigende fortsætte mod Tønder. Her havde angsten bredt sig blandt de tysksindede.
Tyskere atter i Tønder
Den 5. juni1848 var er atter kommet tyske tropper til Tønder. Der skulle være ca. 1.400. 25 danske dragoner var taget til fange. Også i Løgumkloster og Sølsted skulle der være masser af tyske soldater.
Ved Rødekro var der kommet til et sammenstød. Her havde danskerne sejret. Dagen efter havde det været en træfning i Sundeved, hvor mange danskere skulle være faldet.
Danskerne havde forladt forlægningerne ved Kongeåen, samtidig med, at de havde ødelagt broerne.
Apotekeren taget til fange
Den 12. juni kom meldingen om, at apoteker Nagel fra Højer var blevet arresteret og bragt til Tønder. Han var blevet udsat for langvarige forhør om sit politiske virke.
Og igen indløb rygter om en træfning ved Genner, hvor Wrangel skulle være blevet omringet. Men efterhånden troede man her ude vest på ikke mere på alle de rygter.
Tønder – nærmest forskanset
Tønder var den 16.juni nærmest forskanset. Wrangel var rykket frem til Kongeåen.
På Trøjborg var 60 dragoner indkvarteret. Også i Visby og Højer var der masser af soldater.
Tropper på vej mod nord
I slutningen af juni var apoteker Nagel igen blevet arresteret. I Flensborg havde mange tropper samlet sig, og var på vej mod nord.
Rygtet gik på, at i midten af august var tyske tropper gået over Kongeåen ind i Jylland. Og mens alt dette foregik tog kongefamilien til Föhr.
Et andet rygte gik på, at den provisoriske regering var blevet opløst. En anden blev oprettet med folk fra hertugdømmerne.
Var der virkelig våbenstilstand?
Fra mange sider blev det berettet om, at en våbenstilstand var undervejs med gunstige betingelser for Danmark.
Den 3. september 1848 forlød det, at man i Rendsborg, Kiel m.m. havde besluttet at erklære hertugdømmerne til republik.
Opstand i Kiel
Rygterne ville vide, at der havde været opstand i Kiel. De tyske tropper, der skulle være taget syd på, var i stedet taget mod nord. Hertugen af Augustenborg havde forladt landet, og taget til et gods i Sverige.
I Husum protesterede man mod at blive indlemmet i Det Tyske Forbund.
Kunne ikke acceptere våbenstilstand
Det forløb fra Landsforsamlingen i Kiel, at man ikke kunne acceptere betingelserne for en våbenstilstand. Denne var dikteret fra Frankfurt. Man ville med al magt sætte sig imod.
Alvorlige meldinger
Der indløb den 12. september nogle foruroligende meldinger fra rigs – ministeriet i Frankfurt. Ministeriet var blevet opløst, og betingelserne omkring våbenstilstanden var blevet forkastet. Nu kunne krigen for alvor bryde ud igen. Danskerne havde glædet sig for tidlig.
Her forlader vi første del af beretningerne herude vest på. Vi er midt i tre – års krigen, også kaldet den første slesvigske krig. I stedet for at beskrive krigsskuepladsen er vi i gang med at beskrive den forvirring, begivenhederne giver, her ude på vestkysten.
Men bare rolig vi fortsætter med anden afdeling – med det videre forløb.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.708 artikler – Hvis du vil læse om udviklingen i Sønderjylland på den tid så se bare.
Under Sønderjylland (200 artikler):
Under Aabenraa (164 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Højer (77 artikler)
Under Tønder (272 artikler):
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (22 + 119 artikler)
Under 1864 og De Slesvigske Krige (15 artikler)
Marts 8, 2021
En Kvindehøjskole i Visby
Demonstration på Lærkevej. Man samlede ind til kvindehøjskolen. Lærerne blev kaldt igangsættere. Visby kro blev købt for 800.000 kr. Kvindens krop og kvindens arbejde. Kvindehøjskolen var en videreudvikling af kvindelejre. Man skulle frigøre sig fra undertrykkelse. Finder der heksejagt sted i dag? ”Kvinderne lever i et undertrykt samfund”. Hvad kan feminister bruge socialismen til? ”Vi er blevet større, stærkere og rankere”. Kvinder kan også bruge hænder og hjerne. Beboerne i Visby skulle lige vænne sig til dem. Man forsøgte at tilpasse sig omgivelserne. Kurser i Visby eksisterer skam endnu. Mange savnede skolens unikke læringsmiljø.
Dengang – på Lærkevej
Jeg synes, at jeg kan huske at en række kvinder fra Kvindehøjskolen i Visby demonstrerede på Lærkevej mod Arne’ s import af kvinder fra Thailand. Det brød de sig ikke om. Det var sandelig ikke hver dag, at der fandt en demonstration sted på Lærkevej.
Man samlede ind til skolen
Og det var bevægelsen bag den nordiske Kvindehøjskole, der købte den tidligere Visby kro. En udflyttergruppe på seks kvinder var flyttet ind for at forberede det hele. Fra 15. november til 1. januar 1979 fandt der en større ombygning sted. Og den 8. januar 1979 var skolen klar til at overtage de første kursister.
I flere år havde man samlet ind til kvindehøjskolen. Ombygning og indretning måtte man selv tage sig af. Egentlig var det Femølejren i 1975, der var startskuddet for skolen.
Lærerne blev kaldt igangsætterne
Lærergruppen var kvinder, der tog til skolen et år ad gangen. Fællesskabet var det gennemgående eller måske mere direkte – kollektivet. Madlavning og dyrkning af køkkenhaven tog alle del i. Der var fælles sovesal og tøj.
Der var en ledende gruppe på 6 – 10 personer. Fra slutningen af 1980’erne var der fire ansatte og en ledende forstander.
Lærerne blev kaldt for igangsættere. Organisationsformen var et opgør med det patriarkalske og hierarkiske.
Visby Kro blev købt for 800.000 kr.
Visby Kro med 10 tdr. land blev købt for 800.000 kr. med 100.00 kr. i udbetaling. Så gik man ellers i gang med ombygningen. Og det var bl.a. sovesal i tagetage og brandsikring for i alt 200.000 kr. Og så var det ellers planer at betale terminer de næste 40 år.
Pengene blev indsamlet ved opsparing og indsamling især gennem kvindebevægelsen, plakater, fester, ”løftebreve”, gaver osv.
Man fik et lån fra Bredebro Kommune på 200.000 kr., som skulle betales tilbage over 15 år.
Terminerne blev betalt ved at lærerne gav det meste af deres løn tilbage til skolen. Man fik driftstilskud fra staten. Man ønskede ikke at skolen skulle give overskud. Og kursisterne skulle betale så lidt som muligt. For at det hele skulle kunne løbe rundt blev der krævet gennemsnitlig 40 kursister.
Kvinders krop og kvinders arbejde
Man startede med kurset ”Kvinders krop og kvinders arbejde”. Holdet blev delt op i to grupper henholdsvis jordbrug og byggeri. Kurset var på fem måneder og der var plads til 24 kursister. I løbet af sommeren blev stedet udbygget til at kunne rumme 40 kursister.
Man havde i begyndelsen planer om kurser omkring ”Kvinder og vold/selvforsvar, kvindelitteratur, kvinder over 40, kønsbevidst opdragelse, autokursus, snedkerkursus, kvinder i fagligt arbejde.
Højskolen en videreudvikling af kvindelejre
Højskolen her var en videreudvikling af kvindehusene og kvindelejrene. Man ville gerne arbejde på egne betingelser, hvor kvinder kunne lære af hinanden. Man ville sammen udvikler stedet. Så skulle eget syn ændre både teoretisk og praktisk. Initiativtagerne mente ikke at kvinder var svage.
Man skulle frigøre sig for de undertrykte sider
Man ville tage udgangspunkt i egne erfaringer og tale i runder og gennemføre rotation på alle arbejdsopgaver. Mange ting var på grund af opdragelse udelukket for kvinder, ja sådan var holdningen. Det var bl.a. håndværksmæssige færdigheder. Man ville også undersøge de forhold i samfundet, som skabte opdeling i kvinde og mandsarbejde.
Den daglige kamp om opvasken og børnepasningen var ikke en privatsag. Den var politisk bestemt. På skolen ville man bryde den følelsesmæssige og seksuelle undertrykkelse, der fandt sted i ly af privatlivets fred. Man ville frigøre sig fra de undertrykte sider i parforholdet og kernefamilien. Man ville leve et mere selvstændigt liv.
Finder der heksejagt sted i dag?
Der var mange lesbiske på højskolen. Men i modsætning til de fleste andre steder blev det ikke skjult her. Det var en vigtig og selvfølgelig del af kvindekampen mod samfundets undertrykkelse af lesbiske at arbejde for om lesbianisme kunne blive en alternativ livsform. Ja sådan var holdningen på Højskolen her i Visby.
Man ville dyrke skolen jord giftfri og leve vegetarisk. Man ville økonomisere både med penge og proteiner. Og som man sagde, så ville man ikke lade sig diktere af fødevareindustrien. Rygning på skolen skulle begrænses til et enkelt rum. Man ville undgå passiv rygning.
Der har været afholdt kurser i kvindekultur. Her delte man kvindekulturen ind i forskellige historiske perioder. Man ville finde ud af hvordan kvindebevægelsen havde påvirket kvindemusik. Kvindelitteratur, teater og historieskrivning.
Man beskæftigede sig med kvindemyter, hekse og hvordan kvinder blev undertrykt af datidens magthavere. Og et spørgsmål pressede sig på:
Man skulle også finde ud af, hvorfor kvinder skrev som de gjorde.
Kvinder lever i et undertrykt samfund
Og så var der musik og teater med koncentrations- og spontanitetsøvelser. Der blev lavet ekstemporalspil og kropstræning gennem bevægelse og afspænding. Så var der musik med guitar og slagtøj, sangkor og tekstskrivning.
Holdningen på skolen var, at kvinderne levede i et undertrykt samfund. Man diskuterede hvilke problemer kvinder påført. Også vold og voldtægt stod på programmet.
Hvilke krav kan man stille til ens arbejdsplads og hvordan bekæmper man det kønsopdelte arbejdsmarked. Og så har man stillet spørgsmålet om kvindernes muligheder for at være fagligt aktive, som fagbevægelsen ser ud i dag.
Hvad kan feminister bruge socialismen til?
Børneopdragelse var også et vigtigt punkt på skolen. Man stillede spørgsmålet om det var betinget af biologisk eller kønsbestemt.
Spørgsmålet om, hvad feminister kan bruge socialismen til, blev også diskuteret. Problemet var efter skolens mening, at kvinderne lever i et kapitalistisk mandsdomineret samfund. Man fik indsigt i, hvordan udbytning og undertrykkelse fandt sted.
På skolens træværksted lærte man snedker og værkstedslære. Her var der undervisning i at lære om værktøj og bygge møbler.
”Vi er blevet større, stærkere og rankere”
Der var også muligt at få børn med på kvindehøjskolen. Men man gjorde opmærksom på, at der i hver periode kun kunne være 8 børn ad gangen.
I 1985 holdt Jytte Larsen en festtale i anledning af skolens fem års fødselsdag. Hun mente, at skolen var den klareste manifestation af kvindebevægelsen. Den stod som en konkret stykke kvindekultur. Man havde selv bygget sovesal, barakker, snedkervogn, børnehus og ottekanten, drivhuse m.m. Jytte Larsen nævnte, at nybygningerne var et vidnesbyrd om fantasi, skaberglæde og nytænkning:
Kvinder kan også bruge hænder og hjerne
Otteren var man meget stolt af. Det blev bl.a. brugt til foredragssal. Og så mente man, at det ikke kun var mænd, der havde hænder og hjerne til at bygge sådan noget. Tilbygningen var tegnet af kvindetegnestuen Thyra i København. Og arkitekterne var til stede og deltog også i det praktiske arbejde.
Foran alle husene blev der bygget træbroer, hvor kvinderne kunne hvile, hygge, slikke sol, ryge eller drikke øl.
Det hele blev malet svenskrødt. Og i dag lejes det ud.
Beboerne i Visby skulle lige vænne sig til dem
Beboerne i Visby skulle lige vænne sig til kvinder i alternativ påklædning og frisure. Smækbukser og karsehår signaliserede ikke blot frigørelse men også drengethed og dermed en åbenhed for at rette sin seksualitet mod kvinder.
Lesbianisme har altid været en vigtig side af livet på Kvindehøjskolen.
Man forsøgte at tilpasse sig omgivelserne
Antallet af kursister var størst i årene frem til 1985. Derefter begyndte antallet at falde. I 1994 lukkede højskolen. Da var antallet af kursister så lavt, at højskolen ikke kunne drives videre.
Man forsøgte at tilpasse sig det omgivende samfund i håb om overlevelse. Man forsøgte med en mere traditionel ledelsesform. Man lavede nye kurser for nye målgrupper, bl.a. for kvinder fra Baltikum.
Man inviterede til besøgsdage, hvor mandlige familiemedlemmer også var velkomne.
Kurser i Visby eksisterer endnu
Ja i grunden eksisterer Kvindehøjskolen endnu. For hvert år afholdes der kurser På Visby Fritidscenter, som det hedder i dag. Bygningerne er i dag beliggende på 11 tønder land, der er udlagt som store græsarealer, skov og vildtarealer. Her er boldpladser, legepladser og bålpladser.
Siden 2009 har man hvert år i forbindelse med påskeferien afholdt kurser. Der er op til 75 kvinder med hvert år.
Skolens unikke læringsmiljø
Man ville gerne bringe skolens unikke læringsmiljø til live i en tidssvarende form gennem korte kurser samt skabe en platform for møder på tværs af netværk og individ. Det var sådan set drivkraften for etableringen.
Så man har simpelthen lejet sig ind på den tidligere Kvindehøjskole. Og det har man så gjort siden april 2009. Alle kurser har siden været fyldt helt ud, flere år med ventelister. Og kurserne kører som skrevet en gang om året i påsken.
Der er 55 pct. gengangere og 45 pct. nye deltagere. Og der er positiv feedback. Det eneste negative er manglende vedligeholdelse. Men dette kan kvinderne ikke gøre noget ved.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 8, 2021
Mælkedreng fra Enigheden (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2013. I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Lyngsie forsvarede de ufaglærtes interesser. Man ville ikke handle med socialister. I 1996 overtog MD – Foods virksomheden. Det var kun et år før virksomhedens 100 – års jubilæum. Der var stor konkurrence. På Rådmandsgades Skole var man utilfreds med mælkedrengene. En mælkedreng kunne lugte en betjent i 100 meters afstand. De var meget populære, men sisikerede at få pisk af deres kuske. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 mio. kr. hos LD.
I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København
Den første mælkedreng har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring 1890. I 1910 var der hele 1.500 mælkedrenge i København.
Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. Strejken begyndte i november 1896. Der blev holdt et møde på Gammel Kro på Smallegade på Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe og boller.
Lyngsie forsvarede de ufaglærtes interesser
Her fortalte Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser. Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes interesser. Det bragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærtes forbund. Ofte var han også modstander af Socialdemokratiets holdninger.
Kuskene havde taget deres drenge med til mødet. Og det blev bestemt, at drengene skulle have deres løn under strejken for ikke at arbejde for de strejkebryderne.
Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere, at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i fagforeningen. Indmeldelserne blev modsvaret fra Mejeriforsyningens side.
Man ville ikke handle med socialister
Den 12. marts 1897 startede man det kooperative mejeri, Enigheden med M.C. Lyngsie som formand. Det var en meget svær start. Langt fra alle ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker. Men de kom på andre tanker.
20 nye mælkevogne havde set dagens lys. Og nu blev det ellers leveret mælk til byens borgere. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.
I 1996 overtog MD – Foods virksomheden
I 1906 købte man også en gammel limfabrik fra 1888 og i 1922 købte man gården Lautrupgård i Ballerup. Det var nu ikke særlig imponerende, men det blev det. Her fremstillede man børnemælk.
Virksomheden fortsatte helt frem til 1996, hvor MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.
Stor konkurrence
Der var stor konkurrence mellem Københavns Mælkeforsyning, Enigheden og Trifolium. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og jungerne. Endvidere blev det også fortalt, at disse aldrig blev renset.
Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918. Men det blev dog ikke respekteret, Mælkedrengene fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå i skole med mælkebluse.
På Rådmandsgades Skole var man utilfreds
Nu var det ikke alle, der var lige begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Det gjaldt blandt andet den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen. Han havde skrevet et par ungdomsbøger. Han var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. Og ud fra henvendelsen til Lyngsie kunne man se, at der 1897 var 11 drenge fra skolen beskæftiget på Enigheden.
En mælkedreng kunne lugte en betjent i 100 meters afstand
Datidens mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte en panser på 100 skridts afstand. De var altid klar til ar lave sjov i gaden. Nu var det heller ikke dem, der glimrede mest i skolen. Ofte måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde. De kunne med drikkepenge tjene 3-4 kr. om ugen. Det var noget, der battede i familiens husholdningsbudget.
Det var flot, hvis en mælkedreng kunne rykke op i næste klasse. De oplevede noget hver dag – en ildebrand på Nørrebrogade eller en løbsk hest. Måske havde de set et par pansere komme slæbende med en fuld mand.
Når de endelig mødte i skole, var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne var faktisk spildt. Nogle lærere gav mælkedrengene lejlighed til at få en kort søvn. Enigheden var gået i spidsen for at give dem kortere arbejdstid og højere løn.
Mælkedrenge kunne risikere at få pisk
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige tid til lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde lidt kakao med. Men nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på at slå med pisken. Ja nogle af dem teede sig som små konger.
Spande og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var der 3 og 5 potters spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kunne man bare ved at løfte på dem finde ud af, hvad der var tilbage.
Nogle af mælkedrengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.
Mælkedrenge var populære
Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde såkaldte mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst at huske, hvad Fru Petersen og fru Andersen på anden havde afgivet af bestilling.
Mange steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem. Som halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom, måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone for at arbejde om søndagen. Når man var konfirmeret var der noget, der hed heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.
MD-Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kr. hos LD
Nogle avancerede til kusk. Det gav en ganske god løn, meget mere end, hvad en arbejdsmand tjente.
Kampen om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.
Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med en niche – produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkederne opstod på samlebånd.
Et år før 100-års jubilæet bukkede man under
50 pct. af aktiekapitalen blev solgt til Arla. Men også de resterende måtte efterhånden sælges.
Et år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet ude på Lygten bukke under. Det var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
AC