Artikler
Marts 9, 2021
Tønder – egnen 1814 – 1848(b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel. I de 34 år vi beskriver, var der meget forvirring her ude på vestkysten. Vi beskriver udviklingen især i Tønder, Højer, Bredebro og Løgumkloster. Men vi tager nogle ture til Ribe, Aabenraa, Rendsborg og andre steder. I Tønder var der både kosakker og skiftevis danske og tyske tropper. Flere gange var apoteker Nagel fra Højer arresteret. Tre års krigen var startet. I Tønder var det skiftevis dansk og tysk. Der blev arresteret på livet løs afhængig af sindelag, og hvem der havde magten.
Kosakker i Tønder
I begyndelsen af 1814 var der kosakker i Tønder. Det viste sig at være skikkelige folk. Men de var hurtig væk igen. I februar skulle der komme 300 polske soldater til Tønder.
Får dør i hobetal
April 1837 startede vinterligt. Det så sørgelig ud for kreaturerne. Der var mangel på foder mange steder. Mange kreaturer var allerede bukket under. Det var især får, der gik ud over. Omkring tusind får mistede livet.
Stormflod
En stormflod har igen raseret vestkysten den 8. – 9. januar 1839. Den synes at have været kraftigere end i 1825. Marker er blevet belagt med store ismasser. Mange huse og bygninger er ilde tilredte, mange er forsvundet. Vandet gik meget højt i huse, og mange dyr er druknet i vandmasserne.
Kongeparret i Aabenraa
Den 4. august 1840 var næsten alle gader i Aabenraa illumineret, og æresporte rejst. Kongeparret var på besøg.
Dårlig Kvægmarked i Tønder
Kvægmarkedet den 8. maj var dårligt, og priserne var helt i bund.
Atter forhøjet vandstand
Endnu engang den 27. juni 1842 har vandet stået højt. Ved Ribe står engene atter engang under vand.
Præstegården i Hjerpsted brændte
Præstegården i Hjerpsted brændte her omkring årsskiftet 1843.
Friser – fest i Bredsted
En stor friser – fest blev afholdt i Bredsted den10. Juni 1844. Der var masser af musik og taler på frisisk.
Kongeparret i Løgumkloster
Kongeparret besøgte den 9. september1844 Løgumkloster.
Humlekærren til salg
Den kendte kro, Humlekærren var på aktion. Man havde forlangt 10.000 mk. men ingen bød på kroen. Det var den 26. marts 1845.
Kongen i Tønder
Kongen kom den 5. august 1845 til Ribe. Han kørte videre via Løgumkloster til Tønder
Vandet var højt i Brede Å
Vandet var temmelig højt den 8. august 1845 ved Brede Å. Alle enge stod under vand, og vandet stod næsten under broen.
Hø ved diget
Meget hø var drevet op til diget ved stormfloden. Her var vel 1.000 læs. Der skulle ligge lige så meget ved Emmerlev. Det var den 22. august 1845.
Musikalsk underholdning på Trøjborg
Den 7. januar 1846 var der musikalsk underholdning på Trøjborg.
Stændervalg i Tønder
Den 8. februar 1846 var der valg til stænderforsamlingen. Tønder lå i 7. distrikt.
Kongeparret atter på besøg
Den 8. september 1847 var kongeparret begunstiget af pragtfuldt vejr fra deres sommerresidens på Föhr på vej til Ribe. Men der var først ophold på Trøjborg og bagefter i et oplyst Bredebro. Og her var der sandelig sørget for majestæterne. Der var marcipan fra Flensborg, og frugter fra Hamborg.
Dertil forskellige vine, portvin og champagne.
Kongeparret så derefter 25 kniplingspiger stærk koncentreret i deres arbejde. Og så sandelig, kongeparret købte for 800 mk.
Det var ærgerligt, at man ikke kunne skaffe noget musik til anledningen. Men der var ingen at få, hverken i Tønder eller Ribe. Alle var engagerede.
Det var en succes. Egentlig skulle de kongelige kun have været der i en halv time, men de blev i halvanden time.
Kongen havde spurgt til høsten, og han spurgte, hvad man syntes om vejene. Og det blev svaret, at efter en tid med tørvejr, var de udmærket at køre på.
Kongen fornærmet i Døstrup
Det gik ikke gået så godt med besøget i Døstrup. Pastor Kock ville holde en tale i kirken. Men først skulle kongeparret stige af ved præstegården og få en lille forfriskning. Men der var ingen til at modtage kongeparret. Kongens vogn kørte derfor hen til kirken, men her var mørkt. Her snublede kongen. Præstegården blev ikke betrådt ved dette besøg. Hurtig kørte kongeparret videre nord på.
I Ribe Avis blev kongeparrets besøg i Brede meget positivt omtalt.
Kongens fødselsdag blev fejret
Den 18. september blev kongens fødselsdag fejret. Det blev danset til klokken fire om morgenen.
Sukkerkogeri på aktion
Den 19. november 1847 var Sukkerkogeriet i Højer på aktion. Det købte N. Petersen for 10.750 mk. Det var kun en mere, der havde budt.
Kongen er død
Den 20. januar 1848 døde den gode Christian den Ottende. Han nåede kun at regere i otte år.
Hestemarked i Løgumkloster
Den 23. marts 1848 var der hestemarked i Løgumkloster. Der gik rygter om, at der havde været oprør i Rendsborg. I Aabenraa og Haderslev skulle der have været ballade, og det udskrevne militær ville ikke møde.
Masser af rygter i Tønder
Der var masser af rygter i Tønder i slutningen af marts 1848. Alt militær og heste var indkaldt. I København skulle de gamle ministre være afskediget. Et nyt ministerium skulle være dannet. Spændingen mellem dansk og tysk voksede.
Nu blev det bekræftet, at Slesvig – Holstener havde taget Rendsborg i deres besiddelse, anført af Prinsen af Nør.
Stort røre i Tønder
Den 26. marts 1848 var der stort røre i Tønder. Overalt i hertugdømmerne havde man anerkendt den provisoriske regering. Alle embedsmænd blev nødt til at anerkende den, ellers måtte de gå af.
Amtsforvalteren i Tønder, Holstein ville uden ordre have sendt kassebeholdningen til Ribe. Men det rygtedes, og hans hus blev besat og bevogtet af borgere. Kassebeholdningen blev under bevogtning sendt til Rendsborg. Holstein måtte bide i det sure æble og anerkende regeringen i Rendsborg, ellers var han blevet afsat.
Mange mennesker strømmede til Rendsborg. De ville forsvare fæstningen og den nye regering. Alle seminarister ville denne nat forlade byen.
Alle Kiels studenter skulle være ankommet, ligesom preussiske hjælpetropper skulle være på vej.
Situationen var præget af uro. Man så med ængstelse på fremtiden.
Uroen fortsatte
Kongen af Preussen havde proklameret at man ville sikre og med våben beskytte Slesvig – Holsten.
Det gik rygter om, at Christiansborg skulle være omringet, for at forhindre, at kongen tog flugten.
I Flensborg siger rygterne, at der skulle være ankommet 2.000 soldater fra Rendsborg. De skulle angivelig tage videre til Haderslev, hvor man ikke ville anerkende den ny regering.
Det siges, at danskhedens fører, Lauritz Schou måtte flygte.
En borgervagt måtte sikre Koch, der var redaktør af bladet Dannevirke.
Tropper samles i Kolding
Rygterne på Tønder – egnen sagde, at der i Kolding blev samlet tropper fra Jylland og Fyn. Der skulle være samlet ca. 20.000.
Kongen vil stille sig i spidsen af tropperne og bekæmpe oprørerne i hertugdømmerne. Det ser farlig og truende ud. I Tønder var man bange for, at der ville flyde meget blod og komme store ødelæggelser.
Herredsfoged Brasen var forbitret på de tysksindede, især dem fra Tønder. Han mente, at friserne ville forene sig med de dansksindede. I Haderslev skulle danskerne have fået overmagten, og fyret borgmesteren. Men det var kun rygter.
Forsamling i Bredebro
Den 30.marts1848 havde nogle vigtige personer forsamlet sig. Det var herredsfogeden og præsterne fra Skærbæk, Mjolden og Visby. Man talte om bevæbning og andre ting.
Degnen var også indkaldt. Man ville ham til at erklære sig dansk eller tysk. Man bebrejdede ham, at han underviste på tysk.
Til Haderslev skulle der være ankommet 4.000 danske soldater. Senere skal der komme 5.000 flere.
Den provisoriske regering havde erklæret Danmark Fuldstændig krig. Og Preussen sammen med Det Tyske Forbund ville bakke op.
Flere rygter
I Løgumkloster opstod der her dagen efter flere rygter. De gik ud på at tyskere var på vej til Haderslev for at kæmpe.
Barrikader i Ribe
Porten blev den 1. april sat i forsvars – position. Mange sten var samlet, som man ville smide i hovedet på fjenden.
Gemytterne i kog i Højer
Apoteker Nagel havde fået flere fjender. Det skyldtes hans meninger og ytringer i den nationale strid. Rygterne ville vide, at de danske tropper havde besat Aabenraa, og drevet tyskerne på flugt.
Ballade i Løgumkloster
En gruppe Ribe – borgere var taget mod Løgumkloster for at anholde øvrigheds – personer. I de sogne, de passerede sluttede bønder sig til. En skare på flere hundrede mand nærmede sig Løgumkloster, hvorfra en delegation med Dannebrogs – flag mødte frem.
I Løgumkloster blev birkefoged Elvers, doktor Rolfs og gæstgiver Ipsen arresteret og transporteret til Ribe. Man ville også have fat i amtsforvalteren, men han var flygtet.
Tønder ville modtage danske tropper
Den 3. april1848 ankom et par hundrede soldater til Løgumkloster. De skulle skabe orden. Men det var nu ikke noget at komme efter
Tønder havde erklæret sig villig til at modtage danske tropper.
Tropper til Tønder
Den 4. april 1848 rykkede militæret ind i Tønder uden modstand. Kun nogle bønder var utilfredse med, hvad der skete. 14 – 16 stykker skulle være blevet anholdt.
Andre tropper var nået til Flensborg. Tyske fortropper, skulle på tilbagetoget fra Aabenraa have begået uro og havde plyndret.
I Kiel skulle danskere været blevet smidt ud af byen.
Pludselig ved aftenstide kom der ordre fra herredsfogeden, at alle mellem 18 og 60 år i nabokommunerne skulle ile til Tønder. Rygterne gik, at der var blevet uorden og galskab der.
Grunden til at der var blevet kaldt til mobilisering, var at man frygtede friserne. Men de forholdt sig i ro.
Militæret turde alligevel ikke at tilbringe natten i Tønder. De tog til Møgeltønder, og overnattede her. Der var de mere sikker, troede de.
Der var i Tønder opstået rygter om, at friserne ville komme i hobetal, og stå de tyske bi. De danske tropper fik kolde fødder. Måske var det, fordi de ikke var så mange.
Meldinger syd fra
I Tønder kunne en kniplingsforhandler fortælle, at i Rendsborg var 1.500 preussere med artilleri rykket ind. Befolkningen havde været så glade, at byen var blevet illumineret. Flere tropper var undervejs. De kom også fra Hannover, Braunsweig, Mecklenburg og mange andre steder fra. Den 10. afdeling af Det Tyske Forbunds tropper var parate til at rykke ind i Holsten.
De danske tropper rykker frem
Den 9. april 1848 gik rygterne i Tønder på, at de danske tropper skulle være rykket frem til Bredsted. Man ville til Husum og herfra danne linje til Flensburg. Man ville afskære de tyske tropper der. Efter sigende skulle der kun være 2.000 mand.
Der blev også sagt, at ved Flensborg var flere huse skudt i brand.
Var Kobbermøllen brændt?
Friserne var blevet godt sure over angrebet fra borgerne i Ribe, der var gået via Løgumkloster mod Tønder. De opfattede det som en krigserklæring.
Og endnu flere vedholdende rygter var opstået i Tønder, og det var, at Købermøllen ved Flensborg var blevet brændt. Man sagde, at Flensborg skulle angribes, og at 500 var sprunget over til den danske hær.
De preussiske tropper skulle være gået over Holstens grænse og rykket frem mod Slesvig. Den tyske forbundsarmé skulle være beordret til at rykke ind i Danmark.
Mange Faldne
Den 10. april mente man i Tønder at vide, at Flensborg skulle være faldet. Det havde kostet meget blod, således skulle 1.300 tyskere være faldet og 700 taget til fange.
Hvor mange danskere, der var faldet, sagde rygterne ikke noget om.
Danske tropper havde kæmpet bravt
Rejsende øst fra kunne i Tønder fortælle, at det ikke gik så galt, som man havde frygtet. Danske tropper havde kæmpet bravt ved Bov, og havde trængt fjenden tilbage til Flensborg.
Mange skulle have kastet deres geværer under deres vilde flugt. Mange blev taget til fange, og andre flygtede mod Slesvig. Studenterne havde forsvaret sig bedst, men her var der mange faldende.
Mange i Tønder kunne ikke forstå udviklingen. Dansk og tysk havde i mange år haft det så fredelig med hinanden. Nu står man i samme land og bekriger hinanden.
Søndag den niende havde kampen fundet sted. Kongen ankom fra Sønderborg til Flensborg. Han blev godt modtaget af byens befolkning. Og det vakte åbenbart begejstring, da han kun ledsaget af to officerer gik rundt i byen.
Når Slesvig er rømt, agter kongen at tage sæde på Gottorp.
Til konge eller Slesvig – Holsten?
I Tønder måtte embedsmændene atter tage stilling. Ville de bakke kongen op, eller ville de bakke Slesvig Holsten op. Var det sidste tilfældet, måtte de tage deres gode tøj og gå.
Kanonbåde ved Højer
Den 14. april1848 kunne man ved Højer observere, at der lå kanonbåde ud for byen og spærrede for skibstrafikken.
Kongen var på vej til Tønder?
Kongen var taget til Slesvig, men var taget tilbage til Flensborg for en sikkerheds skyld. Preusserne var nu for alvor gået ind i krigen. Rygterne ville vide at kongen var på vej til Ribe over Tønder. Andre rygter sagde, at man godvillig havde åbnet portene for de danske tropper i Rendsborg. Hvad var mon sandt?
Kongen taget til København
Den 17. april 1848 erfaredes det, at kongen var taget til København. Tropperne skulle nu stå over for hinanden ved Rendsborg. De tyske forbundstropper var nu på vej til landsdelen. Her på vestkysten var man efterhånden i vildrede med, hvad der skete.
Kongen var i Fredericia
Dagen efter erfarede man så, at kongen var i Fredericia. Åbenbart skulle der være våbenstilstand i nogle dage. Ved aftenstide genlød egnen af kanonskud i vesten. Det var ude fra Vadehavet.
Flere rygter
Den provisoriske regering skulle nu være flyttet til Altona. Og der var åbenbart nu kun 4.000 preussere i landet. Og rygterne fortsatte. Nu skulle der åbenbart også være landet svenske tropper.
Handelen ligger stille
Skibsfarten var standset. Der var ingen gang i handelen her i slutningen af april. Både i Husum og Tønder ser det sørgeligt ud.
Slag ved Dannevirke
Den 24. april skulle der være foregået et slag ved Dannevirke. Tyskerne havde sejret. Mange danske var blevet taget til fange, og der havde flydt meget blod. Danskerne havde kæmpet bravt, men måtte give efter for overmagten.
Tyskernes udrustning havde været meget bedre end de danske. Der havde været en vild flugt, og fjenden skulle nu stå lige ud for Flensborg.
En stor del af den danske hær var flygtet til Angel. Frygten var, at den danske hær måtte kapitulere.
Jubelråb i Tønder
I Tønder tænkte man på, at den gamle regering burde have blevet ved magten. De havde sikkert fundet en diplomatisk vej til at løse krisen.
Fra Flensborg skulle en del dansksindede være flygtet.
Og nu genlød Tønder igen af jubelråb efter den tyske sejr. Og friserne var efter den tyske sejr, taget hjem.
Danskerne havde forskanset sig
Det forlød her på vestkysten, at danskerne havde forskanset sig ved Rise og Bjerndrup.
Det så vel ikke så sort ud?
Ifølge Apenrade Ugeblad var det danske tilbagetog foregået i god ro og orden. Man havde fået kanoner m.m. med sig. Man havde endda erobret to faner. Man havde forskanset sig ved Hellevad og Bov.
Og så gik rygterne igen på, at svenske hjælpetropper var på vej, og at den engelske flåde lå i Elben.
Herredsfoged Brasen havde taget flugten. Det kom ham bestemt ikke til ære.
Tropper i Højer
Tyske tropper havde indtaget Højer. Det skulle være i alt 1.200 mand. Alle dem, der havde støttet danskheden, herunder apoteker Nagel skulle afstraffes.
Den straf gik ud på, at han skulle indkvartere 100 mand og give dem mad og drikke.
En holstensk soldat viskede til apotekeren, at han skulle gemme kostbare ting. For blandt soldaterne var mange uærlige. Selv flygtede apotekeren nord på.
Også tropper i Bredebro
Dagen efter, den 29. april 1848 blev Bredebro besat af en fortrop på 60 mand, som kom fra Højer.
250 mand lå i Tønder. Og Haderslev skulle også være indtaget.
Intet stjålet
Da apoteker Nagel kom tilbage til Højer den 3. maj frygtede han det værste. Der var kun taget 2 par støvler og 2 knive.
De tyske tropper var nået til Ribe, og de var også nået videre til Vejle. Forlydender ville vide, at de danske tropper havde trukket sig tilbage til Als.
Der var spærret ved Kongeåen. Ingen kreaturer måtte komme over.
Tyske flag var hejst i Tønder
Et par hundrede Slesvig – Holstenske soldater havde pillet Dannebrog ned i Tønder og hejst deres eget flag.
Rygtet gik, at stiftamtmanden i Ribe var rejst. Den gamle herredsfoged Drøhse i Tønder skulle være afsat.
Wrangel brandskatter
Rygterne gik nu, at den preussiske overgeneral var begyndt at brandskatte og rekvirere heste.
Skal aflevere vogne
Den 22. maj var der kommet ordre om, at heste og vogne skulle afleveres. Et rygte var opstået, at der ved Hejls var kommet til en træfning, hvor overgeneral Wrangel var blevet taget til fange.
Krigsskat
I bladene kunne man læse, at Wrangel havde proklameret, at ”jyllænderne” skulle pålægges en krigsskat af to millioner spec. til erstatning for de skibe, den danske marine ødelagde.
Prinsen i Tønder
Den 29. maj 1848 var prins Friedrich med sin tyske soldater i Tønder. Han blev modtaget med æresporte og blomster og løv strøet på vejene. Men pludselig kom der melding om, at en del af tropperne skulle returnere mod østkysten. Her var åbenbart sket noget.
Var tyskerne på tilbagetog?
Rejsende fra østkysten kunne den 31. maj 1848 berette om, at tyskerne var på tilbagetog. Haderslev og Aabenraa skulle nu åbenbart igen være dansk. Åbenbart havde de store magter grebet ind.
Grænsen besat af danskere
Danskerne skulle nu have besat grænsen ved Kongeåen. Tyskerne skulle have samlet sig ved Flensborg.
Tyskere taget til fange
Den 2. juni 1848 skulle 200 danske soldater være kommet til Løgumkloster. De havde taget 25 tyskere til fange. 13 tyske embedsmænd var flygtet fra byen. For den lokale befolkning i det vestlige var situationen efterhånden en del forvirret.
Flere danske tropper
Dagen efter kom der endnu flere danske soldater til Løgumkloster. De skulle efter sigende fortsætte mod Tønder. Her havde angsten bredt sig blandt de tysksindede.
Tyskere atter i Tønder
Den 5. juni1848 var er atter kommet tyske tropper til Tønder. Der skulle være ca. 1.400. 25 danske dragoner var taget til fange. Også i Løgumkloster og Sølsted skulle der være masser af tyske soldater.
Ved Rødekro var der kommet til et sammenstød. Her havde danskerne sejret. Dagen efter havde det været en træfning i Sundeved, hvor mange danskere skulle være faldet.
Danskerne havde forladt forlægningerne ved Kongeåen, samtidig med, at de havde ødelagt broerne.
Apotekeren taget til fange
Den 12. juni kom meldingen om, at apoteker Nagel fra Højer var blevet arresteret og bragt til Tønder. Han var blevet udsat for langvarige forhør om sit politiske virke.
Og igen indløb rygter om en træfning ved Genner, hvor Wrangel skulle være blevet omringet. Men efterhånden troede man her ude vest på ikke mere på alle de rygter.
Tønder – nærmest forskanset
Tønder var den 16.juni nærmest forskanset. Wrangel var rykket frem til Kongeåen.
På Trøjborg var 60 dragoner indkvarteret. Også i Visby og Højer var der masser af soldater.
Tropper på vej mod nord
I slutningen af juni var apoteker Nagel igen blevet arresteret. I Flensborg havde mange tropper samlet sig, og var på vej mod nord.
Rygtet gik på, at i midten af august var tyske tropper gået over Kongeåen ind i Jylland. Og mens alt dette foregik tog kongefamilien til Föhr.
Et andet rygte gik på, at den provisoriske regering var blevet opløst. En anden blev oprettet med folk fra hertugdømmerne.
Var der virkelig våbenstilstand?
Fra mange sider blev det berettet om, at en våbenstilstand var undervejs med gunstige betingelser for Danmark.
Den 3. september 1848 forlød det, at man i Rendsborg, Kiel m.m. havde besluttet at erklære hertugdømmerne til republik.
Opstand i Kiel
Rygterne ville vide, at der havde været opstand i Kiel. De tyske tropper, der skulle være taget syd på, var i stedet taget mod nord. Hertugen af Augustenborg havde forladt landet, og taget til et gods i Sverige.
I Husum protesterede man mod at blive indlemmet i Det Tyske Forbund.
Kunne ikke acceptere våbenstilstand
Det forløb fra Landsforsamlingen i Kiel, at man ikke kunne acceptere betingelserne for en våbenstilstand. Denne var dikteret fra Frankfurt. Man ville med al magt sætte sig imod.
Alvorlige meldinger
Der indløb den 12. september nogle foruroligende meldinger fra rigs – ministeriet i Frankfurt. Ministeriet var blevet opløst, og betingelserne omkring våbenstilstanden var blevet forkastet. Nu kunne krigen for alvor bryde ud igen. Danskerne havde glædet sig for tidlig.
Her forlader vi første del af beretningerne herude vest på. Vi er midt i tre – års krigen, også kaldet den første slesvigske krig. I stedet for at beskrive krigsskuepladsen er vi i gang med at beskrive den forvirring, begivenhederne giver, her ude på vestkysten.
Men bare rolig vi fortsætter med anden afdeling – med det videre forløb.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.708 artikler – Hvis du vil læse om udviklingen i Sønderjylland på den tid så se bare.
Under Sønderjylland (200 artikler):
Under Aabenraa (164 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Højer (77 artikler)
Under Tønder (272 artikler):
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (22 + 119 artikler)
Under 1864 og De Slesvigske Krige (15 artikler)
Marts 8, 2021
En Kvindehøjskole i Visby
Demonstration på Lærkevej. Man samlede ind til kvindehøjskolen. Lærerne blev kaldt igangsættere. Visby kro blev købt for 800.000 kr. Kvindens krop og kvindens arbejde. Kvindehøjskolen var en videreudvikling af kvindelejre. Man skulle frigøre sig fra undertrykkelse. Finder der heksejagt sted i dag? ”Kvinderne lever i et undertrykt samfund”. Hvad kan feminister bruge socialismen til? ”Vi er blevet større, stærkere og rankere”. Kvinder kan også bruge hænder og hjerne. Beboerne i Visby skulle lige vænne sig til dem. Man forsøgte at tilpasse sig omgivelserne. Kurser i Visby eksisterer skam endnu. Mange savnede skolens unikke læringsmiljø.
Dengang – på Lærkevej
Jeg synes, at jeg kan huske at en række kvinder fra Kvindehøjskolen i Visby demonstrerede på Lærkevej mod Arne’ s import af kvinder fra Thailand. Det brød de sig ikke om. Det var sandelig ikke hver dag, at der fandt en demonstration sted på Lærkevej.
Man samlede ind til skolen
Og det var bevægelsen bag den nordiske Kvindehøjskole, der købte den tidligere Visby kro. En udflyttergruppe på seks kvinder var flyttet ind for at forberede det hele. Fra 15. november til 1. januar 1979 fandt der en større ombygning sted. Og den 8. januar 1979 var skolen klar til at overtage de første kursister.
I flere år havde man samlet ind til kvindehøjskolen. Ombygning og indretning måtte man selv tage sig af. Egentlig var det Femølejren i 1975, der var startskuddet for skolen.
Lærerne blev kaldt igangsætterne
Lærergruppen var kvinder, der tog til skolen et år ad gangen. Fællesskabet var det gennemgående eller måske mere direkte – kollektivet. Madlavning og dyrkning af køkkenhaven tog alle del i. Der var fælles sovesal og tøj.
Der var en ledende gruppe på 6 – 10 personer. Fra slutningen af 1980’erne var der fire ansatte og en ledende forstander.
Lærerne blev kaldt for igangsættere. Organisationsformen var et opgør med det patriarkalske og hierarkiske.
Visby Kro blev købt for 800.000 kr.
Visby Kro med 10 tdr. land blev købt for 800.000 kr. med 100.00 kr. i udbetaling. Så gik man ellers i gang med ombygningen. Og det var bl.a. sovesal i tagetage og brandsikring for i alt 200.000 kr. Og så var det ellers planer at betale terminer de næste 40 år.
Pengene blev indsamlet ved opsparing og indsamling især gennem kvindebevægelsen, plakater, fester, ”løftebreve”, gaver osv.
Man fik et lån fra Bredebro Kommune på 200.000 kr., som skulle betales tilbage over 15 år.
Terminerne blev betalt ved at lærerne gav det meste af deres løn tilbage til skolen. Man fik driftstilskud fra staten. Man ønskede ikke at skolen skulle give overskud. Og kursisterne skulle betale så lidt som muligt. For at det hele skulle kunne løbe rundt blev der krævet gennemsnitlig 40 kursister.
Kvinders krop og kvinders arbejde
Man startede med kurset ”Kvinders krop og kvinders arbejde”. Holdet blev delt op i to grupper henholdsvis jordbrug og byggeri. Kurset var på fem måneder og der var plads til 24 kursister. I løbet af sommeren blev stedet udbygget til at kunne rumme 40 kursister.
Man havde i begyndelsen planer om kurser omkring ”Kvinder og vold/selvforsvar, kvindelitteratur, kvinder over 40, kønsbevidst opdragelse, autokursus, snedkerkursus, kvinder i fagligt arbejde.
Højskolen en videreudvikling af kvindelejre
Højskolen her var en videreudvikling af kvindehusene og kvindelejrene. Man ville gerne arbejde på egne betingelser, hvor kvinder kunne lære af hinanden. Man ville sammen udvikler stedet. Så skulle eget syn ændre både teoretisk og praktisk. Initiativtagerne mente ikke at kvinder var svage.
Man skulle frigøre sig for de undertrykte sider
Man ville tage udgangspunkt i egne erfaringer og tale i runder og gennemføre rotation på alle arbejdsopgaver. Mange ting var på grund af opdragelse udelukket for kvinder, ja sådan var holdningen. Det var bl.a. håndværksmæssige færdigheder. Man ville også undersøge de forhold i samfundet, som skabte opdeling i kvinde og mandsarbejde.
Den daglige kamp om opvasken og børnepasningen var ikke en privatsag. Den var politisk bestemt. På skolen ville man bryde den følelsesmæssige og seksuelle undertrykkelse, der fandt sted i ly af privatlivets fred. Man ville frigøre sig fra de undertrykte sider i parforholdet og kernefamilien. Man ville leve et mere selvstændigt liv.
Finder der heksejagt sted i dag?
Der var mange lesbiske på højskolen. Men i modsætning til de fleste andre steder blev det ikke skjult her. Det var en vigtig og selvfølgelig del af kvindekampen mod samfundets undertrykkelse af lesbiske at arbejde for om lesbianisme kunne blive en alternativ livsform. Ja sådan var holdningen på Højskolen her i Visby.
Man ville dyrke skolen jord giftfri og leve vegetarisk. Man ville økonomisere både med penge og proteiner. Og som man sagde, så ville man ikke lade sig diktere af fødevareindustrien. Rygning på skolen skulle begrænses til et enkelt rum. Man ville undgå passiv rygning.
Der har været afholdt kurser i kvindekultur. Her delte man kvindekulturen ind i forskellige historiske perioder. Man ville finde ud af hvordan kvindebevægelsen havde påvirket kvindemusik. Kvindelitteratur, teater og historieskrivning.
Man beskæftigede sig med kvindemyter, hekse og hvordan kvinder blev undertrykt af datidens magthavere. Og et spørgsmål pressede sig på:
Man skulle også finde ud af, hvorfor kvinder skrev som de gjorde.
Kvinder lever i et undertrykt samfund
Og så var der musik og teater med koncentrations- og spontanitetsøvelser. Der blev lavet ekstemporalspil og kropstræning gennem bevægelse og afspænding. Så var der musik med guitar og slagtøj, sangkor og tekstskrivning.
Holdningen på skolen var, at kvinderne levede i et undertrykt samfund. Man diskuterede hvilke problemer kvinder påført. Også vold og voldtægt stod på programmet.
Hvilke krav kan man stille til ens arbejdsplads og hvordan bekæmper man det kønsopdelte arbejdsmarked. Og så har man stillet spørgsmålet om kvindernes muligheder for at være fagligt aktive, som fagbevægelsen ser ud i dag.
Hvad kan feminister bruge socialismen til?
Børneopdragelse var også et vigtigt punkt på skolen. Man stillede spørgsmålet om det var betinget af biologisk eller kønsbestemt.
Spørgsmålet om, hvad feminister kan bruge socialismen til, blev også diskuteret. Problemet var efter skolens mening, at kvinderne lever i et kapitalistisk mandsdomineret samfund. Man fik indsigt i, hvordan udbytning og undertrykkelse fandt sted.
På skolens træværksted lærte man snedker og værkstedslære. Her var der undervisning i at lære om værktøj og bygge møbler.
”Vi er blevet større, stærkere og rankere”
Der var også muligt at få børn med på kvindehøjskolen. Men man gjorde opmærksom på, at der i hver periode kun kunne være 8 børn ad gangen.
I 1985 holdt Jytte Larsen en festtale i anledning af skolens fem års fødselsdag. Hun mente, at skolen var den klareste manifestation af kvindebevægelsen. Den stod som en konkret stykke kvindekultur. Man havde selv bygget sovesal, barakker, snedkervogn, børnehus og ottekanten, drivhuse m.m. Jytte Larsen nævnte, at nybygningerne var et vidnesbyrd om fantasi, skaberglæde og nytænkning:
Kvinder kan også bruge hænder og hjerne
Otteren var man meget stolt af. Det blev bl.a. brugt til foredragssal. Og så mente man, at det ikke kun var mænd, der havde hænder og hjerne til at bygge sådan noget. Tilbygningen var tegnet af kvindetegnestuen Thyra i København. Og arkitekterne var til stede og deltog også i det praktiske arbejde.
Foran alle husene blev der bygget træbroer, hvor kvinderne kunne hvile, hygge, slikke sol, ryge eller drikke øl.
Det hele blev malet svenskrødt. Og i dag lejes det ud.
Beboerne i Visby skulle lige vænne sig til dem
Beboerne i Visby skulle lige vænne sig til kvinder i alternativ påklædning og frisure. Smækbukser og karsehår signaliserede ikke blot frigørelse men også drengethed og dermed en åbenhed for at rette sin seksualitet mod kvinder.
Lesbianisme har altid været en vigtig side af livet på Kvindehøjskolen.
Man forsøgte at tilpasse sig omgivelserne
Antallet af kursister var størst i årene frem til 1985. Derefter begyndte antallet at falde. I 1994 lukkede højskolen. Da var antallet af kursister så lavt, at højskolen ikke kunne drives videre.
Man forsøgte at tilpasse sig det omgivende samfund i håb om overlevelse. Man forsøgte med en mere traditionel ledelsesform. Man lavede nye kurser for nye målgrupper, bl.a. for kvinder fra Baltikum.
Man inviterede til besøgsdage, hvor mandlige familiemedlemmer også var velkomne.
Kurser i Visby eksisterer endnu
Ja i grunden eksisterer Kvindehøjskolen endnu. For hvert år afholdes der kurser På Visby Fritidscenter, som det hedder i dag. Bygningerne er i dag beliggende på 11 tønder land, der er udlagt som store græsarealer, skov og vildtarealer. Her er boldpladser, legepladser og bålpladser.
Siden 2009 har man hvert år i forbindelse med påskeferien afholdt kurser. Der er op til 75 kvinder med hvert år.
Skolens unikke læringsmiljø
Man ville gerne bringe skolens unikke læringsmiljø til live i en tidssvarende form gennem korte kurser samt skabe en platform for møder på tværs af netværk og individ. Det var sådan set drivkraften for etableringen.
Så man har simpelthen lejet sig ind på den tidligere Kvindehøjskole. Og det har man så gjort siden april 2009. Alle kurser har siden været fyldt helt ud, flere år med ventelister. Og kurserne kører som skrevet en gang om året i påsken.
Der er 55 pct. gengangere og 45 pct. nye deltagere. Og der er positiv feedback. Det eneste negative er manglende vedligeholdelse. Men dette kan kvinderne ikke gøre noget ved.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 8, 2021
Mælkedreng fra Enigheden (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2013. I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Lyngsie forsvarede de ufaglærtes interesser. Man ville ikke handle med socialister. I 1996 overtog MD – Foods virksomheden. Det var kun et år før virksomhedens 100 – års jubilæum. Der var stor konkurrence. På Rådmandsgades Skole var man utilfreds med mælkedrengene. En mælkedreng kunne lugte en betjent i 100 meters afstand. De var meget populære, men sisikerede at få pisk af deres kuske. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 mio. kr. hos LD.
I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København
Den første mælkedreng har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring 1890. I 1910 var der hele 1.500 mælkedrenge i København.
Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. Strejken begyndte i november 1896. Der blev holdt et møde på Gammel Kro på Smallegade på Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe og boller.
Lyngsie forsvarede de ufaglærtes interesser
Her fortalte Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser. Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes interesser. Det bragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærtes forbund. Ofte var han også modstander af Socialdemokratiets holdninger.
Kuskene havde taget deres drenge med til mødet. Og det blev bestemt, at drengene skulle have deres løn under strejken for ikke at arbejde for de strejkebryderne.
Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere, at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i fagforeningen. Indmeldelserne blev modsvaret fra Mejeriforsyningens side.
Man ville ikke handle med socialister
Den 12. marts 1897 startede man det kooperative mejeri, Enigheden med M.C. Lyngsie som formand. Det var en meget svær start. Langt fra alle ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker. Men de kom på andre tanker.
20 nye mælkevogne havde set dagens lys. Og nu blev det ellers leveret mælk til byens borgere. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.
I 1996 overtog MD – Foods virksomheden
I 1906 købte man også en gammel limfabrik fra 1888 og i 1922 købte man gården Lautrupgård i Ballerup. Det var nu ikke særlig imponerende, men det blev det. Her fremstillede man børnemælk.
Virksomheden fortsatte helt frem til 1996, hvor MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.
Stor konkurrence
Der var stor konkurrence mellem Københavns Mælkeforsyning, Enigheden og Trifolium. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og jungerne. Endvidere blev det også fortalt, at disse aldrig blev renset.
Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918. Men det blev dog ikke respekteret, Mælkedrengene fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå i skole med mælkebluse.
På Rådmandsgades Skole var man utilfreds
Nu var det ikke alle, der var lige begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Det gjaldt blandt andet den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen. Han havde skrevet et par ungdomsbøger. Han var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. Og ud fra henvendelsen til Lyngsie kunne man se, at der 1897 var 11 drenge fra skolen beskæftiget på Enigheden.
En mælkedreng kunne lugte en betjent i 100 meters afstand
Datidens mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte en panser på 100 skridts afstand. De var altid klar til ar lave sjov i gaden. Nu var det heller ikke dem, der glimrede mest i skolen. Ofte måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde. De kunne med drikkepenge tjene 3-4 kr. om ugen. Det var noget, der battede i familiens husholdningsbudget.
Det var flot, hvis en mælkedreng kunne rykke op i næste klasse. De oplevede noget hver dag – en ildebrand på Nørrebrogade eller en løbsk hest. Måske havde de set et par pansere komme slæbende med en fuld mand.
Når de endelig mødte i skole, var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne var faktisk spildt. Nogle lærere gav mælkedrengene lejlighed til at få en kort søvn. Enigheden var gået i spidsen for at give dem kortere arbejdstid og højere løn.
Mælkedrenge kunne risikere at få pisk
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige tid til lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde lidt kakao med. Men nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på at slå med pisken. Ja nogle af dem teede sig som små konger.
Spande og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var der 3 og 5 potters spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kunne man bare ved at løfte på dem finde ud af, hvad der var tilbage.
Nogle af mælkedrengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.
Mælkedrenge var populære
Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde såkaldte mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst at huske, hvad Fru Petersen og fru Andersen på anden havde afgivet af bestilling.
Mange steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem. Som halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom, måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone for at arbejde om søndagen. Når man var konfirmeret var der noget, der hed heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.
MD-Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kr. hos LD
Nogle avancerede til kusk. Det gav en ganske god løn, meget mere end, hvad en arbejdsmand tjente.
Kampen om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.
Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med en niche – produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkederne opstod på samlebånd.
Et år før 100-års jubilæet bukkede man under
50 pct. af aktiekapitalen blev solgt til Arla. Men også de resterende måtte efterhånden sælges.
Et år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet ude på Lygten bukke under. Det var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
AC
Marts 4, 2021
Da arbejderne blev organiseret
Grundloven gav ikke lige ret til alle. De store jernstøberier. Venstre fik magten. Karl Marx skabte den socialistiske historieopfattelse. De Socialistiske Blade. Borgerlige arbejderforeninger. Værtshusejere blev truet. I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret. Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene. Strejkebrydere var et problem. Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde. De frier Foreningers Centralstyrelse. Det kvindelige Arbejderforbund. Arbejdsgivere opretter ”gule” Fagforeninger. Pludselig var der 50 landsdækkende forbund. Interne problemer i fagbevægelsen. Arbejdsgivere søgte stadig at hindre faglig organisation. De Samvirkende Forbund blev dannet. Var septemberforliget en sejr? Kvinders arbejde var kun en livsfase. De forskellige fabrikslove. Kvinderne ville ikke finde sig i nedvurderende behandling. Da Syndikalisterne kom. Uvarslede strejker. Stor medlemstilgang. Radikalisering i kampmetoder. Ganske store indrømmelser. Overenskomsten i 1919 en af de bedste nogensinde.
Grundloven gav ikke lige ret til alle
Vi har her på siden skrevet en del industri-historie. Og vi har også skrevet om de forhold, som arbejderne, deres familie og børn blev budt. Kampen for ytringsfriheden for arbejderne er også belyst. Men det var en lang sej kamp.
I dag er det sådan at de etablerede fagforeninger har fået mere end rigelig konkurrence af de såkaldt ”gule fagforeninger”. Dengang fik arbejderne bedre forhold ved at kæmpe sammen. Og det kostede.
Grundloven gav ikke lige ret for alle. Det var kun de bedst stillede husmænd, der havde stemmeret. Og kvinderne tænkte man slet ikke på.
Landarbejderne havde ingen mulighed for at organisere sig.
De store jernstøberier
De gamle lav havde haft eneret på håndværk. De gammeldags snævre organisationer stod i vejen for at industrielt opsving. Og mestrene gav ikke meget i løn. Det var ofte arbejdsgiverens kone, der var ”madmor”.
I første omgang var det smede og tømrer, der fik arbejde hos de forskellige jernstøberier og det nye store skibsværft Burmeister og Wain.
Næringsloven af 1857 gennemførte den frihed i erhvervene som Grundloven havde lovet.
Venstre fik magten
I 1872 vandt Venstre 53 af de 102 mandater i Folketinget dengang. De bevarede magten til 1909. De københavnske grosserer havde skabt deres egen bank, der i modsætning til Nationalbanken kom til at hedde Privatbanken. Den blev grundlagt i 1857. Dens leder var C.F. Tietgen. Gennem denne bank blev de første nye handels – og industriforetagender finansieret.
Karl Marx skabte en socialistisk historieopfattelse
I 1870’erne var der mange industriforetagender, der ikke kunne klare sig. Men de stærkeste overlevede dog. I 1880’erne og i 1890’erne fortsatte industrialiseringen. Navnlig metalindustrien blev stærk i 1890’erne, da man begyndte at fremstille elektriske maskiner.
Fra 1840’erne til 1870’erne var brancher som tekstil – og tobaksindustrien afhængig af kvinders og børns arbejdskraft
Først i 1800 – tallet var industrien begyndt at pible frem. Et arbejderproletariat voksede frem. Socialismen blev udformet til et program. Karl Marx var med til at skabe en socialistisk historieopfattelse og samfundsbetragtning.
De Socialistiske blade
Den første herhjemme, der havde en fastere udformet socialistisk tankegang var Frederik Drejer, der døde allerede som 25-årig. Han nåede dog at udkomme med nogle små skrifter.
I maj – juni 1871 var det Pio, der udgav to hæfter ”Socialistiske blade” i første omgang som anonym. Det var en skarp kritik af arbejdernes kår. Han foreslog fagforeninger, skattereform og en fabrikslovgivning. Disse hæfter vakte vild opsigt. Pio var en god agitator. Og fra juli 1871 udkom Socialistiske Blade som ugeblad.
Borgerlige arbejderforeninger
Det var ofte landarbejdere fra landet, der kom ind til byen. Deres politiske indstilling var ofte liberal. Som Pio udtrykte det ”viljeløse nikkedukker”.
Billige arbejderboliger blev bygget og brugsforeninger blev etableret.
Det var de borgerlige arbejderforeninger, der holdt arbejderne lang væk fra de internationale socialistiske ideer i begyndelsen.
Værtshusejere blev truet
I 1872 begyndte Socialisten at komme som dagblad. I 1874 fik den navneforandring til S0cial-Demokraten. Og som bl.a. Aktuelt udkom det til 2001. I Socialisten kunne man bl.a. se hvor og hvornår der var møder.
De værtshusholdere der lagde lokaler til socialistiske møder, fik henstillinger fra politiet om, at de ville blive udsat for flere sanktioner, hvis de fortsatte med dette. Ligeledes blev de bogtrykkere, der trykte Socialisten forfulgt af myndighederne.
I 1876 var 6.000 arbejdere organiseret
Den 5. maj 1872 var det berømte ”Slaget på Fælleden”. De fire ledere fik hårde straffe og i 1873 forbød Højesteret Internationalen. De danske myndigheder forventede nu, at arbejderbevægelsen ville falde sammen. Men tværtimod ekspanderede fagbevægelsen nærmest eksplosivt de kommende år.
Hvor mange fagbevægelser der eksisterede i disse år, er noget usikkert, men i København blev næsten alle fag organiseret. I 1876 var der ca. 6.000 arbejdere organiseret. I forhold til det samlede arbejderantal var det forholdsvis beskedent.
Arbejdsgiverne bestemte arbejdsforholdene
Det samlede antal strejker i 1870’erne var 261. De fleste blev vundet indtil 1876. Man opnåede en lille bedring af lønnen og en nedsættelse af arbejdstiden 12 – 14 timer i ugens seks dage og en halv arbejdsdag om søndagen. Ja det var det normale i industrien dengang. Særlig ”slavetimen” mellem 6 og 7 om aftenen ville man have afskaffet så man havde lidt tid sammen med familien.
Man opnåede dog ikke mange forbedringer, når det gjaldt arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Men der blev dog oprettet sygekasser. Men det var arbejdsgiverne, der enevældig bestemte over arbejdsforholdene.
Strejkebrydere var et problem
Indmeldelse i en fagforening betød meget for strejkekassen dengang. men mange meldte sig også ud igen, når en konflikt gik tabt.
Det store problem i 1870’erne var strejkebryderne. Den bitre nød i mange familier gjorde det forholdsvis let for arbejdsgiveren at finde disse. Og især uorganiseret arbejdskraft hos landarbejderne var let at få.
Arbejderne forsøgte at forhindre strejkebrydere at møde op på arbejde, men politiet hjalp strejkebryderne. Under strejker og lockouter blev der lagt store arbejdsbyrder over på kvinderne. Mange af kvinderne arbejdede i hjemmeindustrier.
Mændene forsøgte at begrænse kvindearbejde
Omkring 1880 tjente en kvindelig arbejder ca. halvdelen af en ufaglært arbejdsmands løn. Mange mænd tog denne lønforskel som anledning til at angribe kvinderne som løntrykkere. Arbejdsgiverne bidrog også kynisk til at udnytte kvindernes trængte situation og bruge dem som strejkebrydere.
Mændene forsøgte energisk at begrænse kvindearbejdet. Tobaksarbejdernes Fagforening forbød en overgang deres medlemmer at uddanne kvindelige arbejdere. Der var mange gode grunde til at kvinderne skulle organisere sig, men det skete kun i begrænset omfang.
Skulle kvinderne organisere sig sammen med mændene eller skulle det ske i selvstændige foreninger? I Tobaksarbejdernes fagforening ”Enigheden” blev der oprettet særskilte kvindesektioner. Men generelt forblev problemet uafklaret.
De Frie foreningers Centralstyrelse
I 1874 dannede man ”De Frie Fagforeningers Centralbestyrelse”, der byggede på et klart socialistisk program. Her betonede man enheden mellem den politiske og den sociale kamp.
De to pionerer inden for bevægelsen Pio og Gerleff blev efter pres fra myndighederne og finansieret af nogle storkapitalister tvunget til at forlade bevægelsen og emigrere til Nordamerika.
Men det lykkedes dog for bevægelsen at bygge et forsamlingshus i Rømersgade i København. Det er den bygning, der i dag rummer de ydre rammer for Arbejdermuseet.
Allerede i 1885 var en tredjedel af alle arbejderne i København organiseret. Også i større provinsbyer stiftede man nye fagforeninger.
Det kvindelige arbejderforbund
I 1885 stiftedes den første egentlige kvindefagforening ”Det Kvindelige Arbejderforbund” i København. Her var især organiseret vaske – og rengøringskoner. De første år var der dog ikke nogen succes.
Men fra 1894 tog organisationen fart. Her blev de kvindelige arbejdere på Tuborgs fabrikker organiseret. I 1896 indgik man en lønaftale. I de følgende år fulgte en lang række større virksomheder. Det blev spiren til det senere Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark.
I 1886 udkæmpede 225 uorganiserede kvinder på Rubens Dampvaskeri på Frederiksberg en hård og lang arbejdskamp. I slutningen af 1890’erne var ca. 230 pct. af kvinderne organiseret.
Det kvindelige tyende, tjenestepigerne var til gengæld vanskelige at organisere. Men i 1899 tog Marie Christensen initiativ til stiftelsen af Københavns Tjenestepigeforretning. Den udviklede sig senere til Husligt arbejderforbund, der senere blev til Husligt Arbejderforbund, der så senere blev til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).
Arbejdsgivere opretter ”gul” fagforening
Antallet af konflikter voksede gennem den første halvdel af 1880’erne og det kulminerede i 1885 med 107. Heraf var der kun tre lockouter, men dog nogle af de største og mest afgørende for fagbevægelsen.
En af de afgørende sammenstød var en fem måneder lang smedelockout i sommeren og efteråret 1885. Blandt arbejdsgivernes krav var, at de skulle melde sig ud af deres fagforening.
For at styrke deres krav om udmeldelse oprettede fabrikanterne en ny ”gul” fagforening for ”arbejdsvillige” og organisationen ”Arbejdernes værn”, der skulle samle de mange strejkebrydere, der under politibeskyttelse tog på arbejde i de konfliktramte virksomheder.
50 landsdækkende fagforbund
I årene 1885 til 1889 oprettede man ca. 50 landsdækkende fagforbund, der især i København og de store provinsbyer organiserede størstedelen af arbejderne.
Natmændene havde det hårdeste og mest uhumske arbejde med at hente og tømme byens lokumsspande. I 1892 gennemførtes en kort of effektiv strejke for at organisere dem. Det lykkedes selv om arbejdsgiverne forsøgte at indsætte strejkebrydere.
Den struktur som fagbevægelsen brugte, efterlod en stor gruppe ufaglærte kvinder og mænd som ikke umiddelbart passede ind i organisationsformen.
Interne problemer i fagbevægelsen
Den kun 27 – årige M.C. Lyngsie valgtes i 1891 som formand for ”Centralforbundet for Arbejdsmænd i Danmark”, der var blevet grundlagt tre år tidligere. Det var forgængeren for Dansk Arbejdsmands Forbund i 1897. Dette blev det største af alle fagforbund men med store indre problemer.
Stadig måtte kvinderne kæmpe. Arbejdsgiverne ville ikke anerkende deres ret til at organisere sig. Men endelig i 1901 kunne kvinderne stifte ”Det kvindelige Arbejderforbund” med den stærke Olivia Nielsen dom formand.
Først i 1895 blev det vedtaget en forpligtelse at yde gensidig støtte mellem fagforeningerne. I løbet af 1890’erne blev der i flere og flere fag oprettet kollektive overenskomster.
Arbejdsgivere forsøger at hindre faglig organisation
Det skulle gå over 30 år før man i Danmark fik gennemført at 1. maj skulle være arbejdernes internationale kampdag.
Men arbejdsgiverne forsøgte stadig at forhindre arbejdernes faglige organisation. Det gjorde de bl.a. gennem lockouter. Konflikterne i jernindustrien var de hårdeste. Arbejderne begyndte at oprette værkstedsklubber, der krævede indflydelse på timeløn, akkordsatser.
I 1897 udkæmpede man en fire måneder lang lockout.
De samvirkende Forbund (DsF) bliver dannet
I januar 1898 var man nået så langt at 400 delegerede, der repræsenterede 70.000 arbejdere mødtes i København for at stifte De Samvirkende Fagforbund (DsF). Kvinderne fik dog ikke lov til at komme med i forretningsudvalget.
I 1899 kom der til en bitter kamp. Den direkte anledning var mindre snedkerstrejker i nogle jyske byer. DA – Dansk Arbejdsgiverforening gjorde DsF ansvarlig for strejken. Derfor blev alle snedkere i hele landet lockoutet. Men ikke nok med det. DA lockoutede også en masse arbejdere i andre fag.
DA fik tilsagn fra kollegaer i andre lande, at danske arbejdere ikke bare kunne søge arbejde i nabolandene. Dem der ikke var ramt af lockout, forsøgte at hjælpe deres kammerater.
Var september – forliget en sejr?
Endelig fik man accept fra arbejdsgiverne om retten til at organisere sig. Men DA fik anerkendt retten til at lede og fordele arbejdet. Men i DsF blev det kun vedtaget med et meget lille flertal 128 stemmer stemte for og 98 stemte imod. Var forliget en sejr eller et nederlag for fagbevægelsen?
Det såkaldte september – forlig blev vel i sidste ende en sejr. For efterfølgende lykkedes det for arbejderne at forhandle eller konflikte sig frem til væsentlige forbedringer af løn pg arbejdstid, I forhold til den detaljerende udformning af overenskomsterne blev ikke mindst industrien forbillede for de øvrige brancher.
Det blev også bestemt at arbejdsgiverne ikke uden videre kunne trække de dygtigste arbejdere ud af fagforeningerne og udnævne dem til formænd, som ikke skulle være faglig organiserede.
Kvinders arbejde var kun en livsfase
Arbejderne fastholdt, at arbejdsopgaver, der hidtil havde krævet faglig uddannelse ikke måtte overdrages til ufaglærte.
De to faglige ledere i DsF udtrykte tidens kvindesyn. I deres optik var kvindens arbejde kun en livsfase på vej til giftermål med en mand, der kunne forsørge dem. Men i 1907 kom Olivia Nielsen alligevel med i DsF’s forretningsudvalg.
Efterhånden accepterede mandsdominerede fagforeninger kvinderne. Dette førte til en række grænsestridigheder. Men det Kvindelige Arbejderforbund fik dog alligevel fremgang. I 1915 talte de cirka 3.000 medlemmer.
De forskellige fabrikslove
Også på lovgivningsspørgsmålet blev der opnået resultater. Den første fabrikslov blev gennemført allerede i 1873. Men den indførte kun beskedne begrænsninger for børnearbejde. Aldersgrænsen for børns arbejde i industrien blev fastsat til 10 år. I 1901 blev dette forhøjet til 12 år. Endelig i 1913 indførte man et generelt forbud mod børns arbejde i industrien, hvis ikke de var udskrevet af skolen. – dvs. indtil de fyldte 14 år.
Fabriksloven af 1873 indeholdt også de første beskyttelsesforanstaltninger mod arbejdsulykker – især i forhold til afskærmning af maskiner og dødsensfarlige drivremme.
I 1889 kom der maskinbeskyttelseslove. Nu tjekkede man også om loven blev overholdt. I 1898 vedtog man en lovpligtig ulykkesforsikring for arbejdsgivere i håndværk og industri.
Ville ikke finde sig i nedvurderende behandling
Kvinderne blev forbudt at arbejde 4 uger efter fødslen. Arbejdet kunne dog genoptages tidligere såfremt en læge attesterede at moder og barn ikke led skade. Endelig kunne der under barselshvilen udbetales fattighjælp efter trang og skøn uden at kvinden mistede sine rettigheder.
Men mange udnyttede ikke loven. Det var enten på grund af ukendskab eller fordi de ikke havde råd til barselshvilen. Men mange nægtede også at underkaste sig den nedværdigende behandling i fattigvæsnet.
Mange håndværksfag blev truet som følge af mere mekanisering. Mange arbejdsfunktioner i industrien kunne nu varetages af ufaglærte. Arbejdsgiverne var ivrige efter at erstatte faglærte med ufaglærte. Dette gav mange konflikter internt i fagbevægelsen. Disse konflikter blev ofte udkæmpet med stor bitterhed.
Da Syndikalisterne kom
Omkring 1910 samledes dele af den faglige og politiske opposition i Fagoppositionens Sammenslutning (PS) Hvis fremtrædende leder var den farverige skribent, agitator og organisator Christian Christensen.
Han var en såkaldt Syndikalist. Deres mål var en antiautoritært socialistisk samfund baseret på arbejdernes selv forvaltning. Endvidere skulle der ske en decentralisering qaf den økonomiske og politiske beslutningsproces.
De syntes at den parlamentariske proces var overflødig. Når først arbejderne havde vundet magten over produktionen burde den politiske magt automatisk tilfalde dem. Christian Christensen skrev bogen ”Arbejderne og Børneflokken” Kan argumenterede for børnebegrænsning og seksuel frigørelse gennem prævention.
Uvarslede strejker
Deres direkte kampmiddel var den ”direkte aktion”. Der var uvarslede strejker på den enkelte arbejdsplads. I sidste instans kunne dette udvikle sig til ”social generalstrejke”.
Deres base var især Jord – og Betonarbejdernes Fagforening, lager – og pakhusarbejdere, havnearbejdere, murere og senere smedene. I længere og kortere perioder overtog de endda ledelsen i mange fagforeninger.
Stor medlemstilgang
I DsF indgik man i 1911 en femårig overenskomst med DA uden mulighed for lønforbedringer. Men da verdenskrigen brød ud i 1914, blev varerne væsentlig dyrere, samtidig opstod der boligmangel.
Fra 1914 til 1920 steg DsF fra 159.000 til 360.000 medlemmer. I fagforeninger og forbund uden for DsF blev medlemstallet femdobbelt.
I hast måtte kommunerne bygge nogle usle husvildeboliger. Her blev arbejderne så stuvet sammen i små trange lejligheder. Arbejdsløshedsunderstøttelsen var det umuligt at leve af. De sociale satser blev forhøjet under pres fra DsF.
Radikalisering i kampformer
Der skete en stærk radikalisering af arbejderklassen i deres kampformer i disse år. Offensiven var vendt mod arbejdsgiverne. Men kampen var også vendt mod Socialdemokratiet og deres borgfredspolitik.
Ganske store indrømmelser
Det var med syndikalisterne som drivende kraft at det lykkedes at tvinge arbejdsgiverne til ganske store indrømmelser. De fleste grupper oplevede ret markante forbedringer af deres realløn.
Overenskomsten i 1919 blev en af de bedste i fagbevægelsens historie. Den 30 – årige kamp for 8 timers arbejdsdag blev også vundet.
Kilde:
Februar 26, 2021
NYBODER OMKRING 1900
Dengang, Esplanaden var en pavillon. Nyboderfolket så en oplyst plads. Man blev kaldt rugbrødsdreng (rugdreng). Mælken hentede man i ”Kirken”. Her kunne man også få hjemmelavet brændevin. En kineser ekspederede i Møllen. 75 øre kostede en flaske rom. En rabatforening fandtes også. Så havde man eget hospital. En sporvogn uden heste oplevede man også. De uartige piger fandtes i rigelige mængder. Vi skal hilde på Jomfru Tidsfordriv. Hvor tog man hen på udflugt? Da den første Velocipede kom til Nyboder. Hvis man var heldig, kom man på ”Den Kongelige belønningsskole”. Præsten skulle betales. Og så var der gaslygter i Haregade. Og så besøger vi Søkadetskolen.
Dengang – Esplanaden var en pavillon
Det var dengang at det hed Toldbodvejen. Og Esplanaden ikke var en vej men en pavillon. Den lå der, hvor det gamle Frihedsmuseum lå. Om sommeren var her altid god musik her. Det var ikke til at opdrive en siddeplads.
Vi er helt tilbage til dengang, at Nyboderfolket stod og kiggede gennem gitteret til Toldboden. Ude på vandet kunne de se illuminerede skibe ude på vandet. Og hvorfor nu det? Jo Christian den Niende og dronning Louise fejrede sølvbryllup.
Nyboderfolket så en oplyst plads
Jo Nyboderfolket kunne også for første gang se en hel plads oplyst på Kongens Nytorv. Det var i 1894. Når man arbejdede som bådebygger på Holmen, så var man på grund af sin store familie berettiget til en lejlighed i Nyboder. Måske i den netop færdigbyggede længe i Haregade.
Man blev kaldt ”Rugbrødsdrenge”
Dengang blev man kaldt ”Rugbrødsdrenge” på Holmen. Det vil sige, at man var bestemt til af sine forældre til at arbejde på Holmen. Så fik forældrene rugmel eller brød under drengens barndom.
Når man så var 60 år. Så tog man sin pension. Den var ikke mere end 40 kr. pr. måned. Og så røg man op i husleje og havde ikke mere råd til at bo på Nyboder.
Mælken hentede man i ”Kirken”
Her var to værelser og kammer plus to loftskamre.
Det var den vinter, hvor mælkespanden forsvandt i den store mængde af sne, som faldt. Det var en streng vinter og sneen lå alenhøjt i alle gader.
Ellers hentede man mælken i ”Kirken”, der lå på Toldbodvej. Det var ellers et pudsigt navn til en virksomhed, der gav sig af med at fremstille og sælge brændevin. Undertiden kunne man også høre klaverspil fra privaten.
Koholdet var i gården. I det brede lokale ud til gaden stod en lang disk, hvor der hver dag, når mændene kom fra Holmen var opmarcheret glas i to rækker, et med brændevin og et med mælk. Fire øre for et lille og seks øre for et stort. Nej, det var ikke en rigtig beværtning. Der var ingen stole, kun disken – som en lille bistro.
Mælken var dejlig fed og kostede 14 øre for en pot. Fløden blev brugt til kaffen, resten til madlavning. Det var sjældent noget til overs til at drikke – det var luksus.
En kineser ekspederede i møllen
Det var spændende at gå helt ud og hente sin far. Det var dengang med den gamle husarkaserne, den lange gule længe, der lå på højre hånd af St. Kongensgade lige fra Toldbodvejen helt til der, hvor Nyboder endte. Så skulle man forbi Grønningen, som dengang var en stor legeplads.
Ellers var det Langelinie og Østre Anlæg. Det var før de begyndte rode og grave på voldene. Det var dengang, der endnu lå en mølle her. Her kunne man hente mel og gryn. Det var i nærheden af Christian den Fjerde.
En kineser med en lang sort pisk ekspederede i et sort bart rum, fuldt af en masse mystiske sække, men møllen forsvandt snart.
Hvor købte man kød?
På Nicolaj Plads lå de åbne slagterboder dengang. Her hang kødet på store kroge. Her blev kødet købt, hvis der skulle laves suppe. Men hos slagter Johan Bekker i Adelgade blev der købt kød, hvis det skulle være hakket. – hestekød var det billigste – eller okse til hakkebøf.
75 øre for en flaske rom
I Adelgade sad der en skovserkone, der havde stade i en port. Her blev der købt fisk. Ja de var også alle sammen på Gl. Strand, men her var konerne for skrappe. Her lærte børnene faktisk også, at man kunne drikke kaffe af underkoppen.
På Grønttorvet blev der købt frugt. Det var i begyndelsen af efteråret. Det var til syltning i den store stil. Snapsen skulle købes i Adelgade. Den kostede 57 øre for en hel flaske ”fuselfri”. Samme pris var det for et 8 punds rugbrød fra Arbejdernes Fællesbageri i en kælder i Gernersgade. I dette foretagende kunne man tegne aktier.
Og skulle man have rom, så blev dette købt i ”Ørnen” på Delfingade. Prisen for den brune rom var 75 øre og 90 øre for den hvide.
En gang imellem var man på dampvaskeri i Adelgade, men normalt foretrak mor at vaske derhjemme i køkkenet. Vaskekælder var her et ukendt begreb. Der kunne tændes op for komfuret. Og der var tørrestænger i gården til snorene.
En rabatforening
Dengang kunne man, når man arbejdede på Holmen også blive medlem af rabatordningen: ”Brugsforeningen for Embeds-og Bestillingsmænd samt læger”. Det lød jo vældig flot.
Det var så en selvfølge, at man købte i de forretninger, som var medlemmer. Hvert år i januar blev årets høst udbetalt i klingende mønt i Kronprinsessegade lige i nærheden af den store materialhandler Lohse, hvor man altid i syltetiden kunne hente eddike og de sjældne krydderier som muskatnød, hvid peber m.m. Urtekræmmerne havde kun den grå peber.
Sukkerhuset lå i Larsbjørnsstræde. Det var et stykke vej fra Haregade. Her blev købt sukker – både stødt og hugget. Og hvis det nu var børn, der hentede det så fik de altid et stykke kandis af den tykke mand.
Eget hospital
Skulle man på Apoteket så foregik dette i Bredgade som lå på grunden til Frederiks Hospital. Blev man syg som, så blev man indlagt i ”Grødslottet” i Rigensgade. Det var Militærhospitalet. Og det gjaldt også for Holmens folk. Her kunne man så få fjernet polypper eller knuder på halsen – helt uden bedøvelse.
En sporvogn uden heste
Så var det hestesporvognene. Linie 10 gik ad Sølvgade over Tagensvej ud til et lille traktørsted. På forperronen var det den dejligste udsigt
Og pludselig opdagede man at der kørte sporvogne uden heste. Der var bare en stang i luften til en snor. Det kunne da slet ikke passe. Det var bl.a. linje 7, der kørte fra Kongens Nytorv til Nørrebro.
Andre, der kom på besøg
Kongens Foged var altid til tjeneste, når huslejen ikke blev betalt. Og så kunne det være at man var på vej til Sundholm.
Mælkemanden brugte sin klokke, skraldemanden brugte sin skralde et par gange om ugen. Så skulle man huske at stille sin skraldespand ud på trappestenen.
I de gamle lejligheder i Nyboder med stengulv i forstue og køkken blev der brugt en del sand. Og sandmanden kom da også på besøg. Han brugte sin stemme lige som rejekonen. Sidstnævnte forlangte 2 mark for en pot.
De uartige piger
Adelgade og Borgergade var egentlig triste gader. Adelgade var den mest livlige af de to. Den var forbundet med Borgergade ved Prinsensgade. Her sad de uartige piger og her var alle kælderbeværtningerne.
De var nu også i Holmensgade og Gåsegade. De havde alle sammen lyserøde eller grønne kjoler på og ingenting under. Kjolerne stod nemlig ofte åbne. Alle vidste godt, hvad de bedrev.
Jomfru Tidsfordriv
Her kom også ”Scheberlein”, Han gik for at være søn af Frederik den Syvende. Han havde altid en soldaterhue fra 1864 på hovedet. Og som gadens dronning kom Jomfru Tidsfordriv. Hun var ungernes yndlingsoffer. Hun havde altid en lang hale af snottede unger efter sig. Hun skændtes vildt og bredt med alle. Når hun så gjorde udfald mod ungerne, blev de ellevilde.
Hun var meget malerisk i sin lange sorte kjole, der fejede gaden. Der var et sort overstykke, sort stråhat med blomster og spånkurv på armen. Rødblisset ansigt med tandløs savlende mund, kaffekandeblå rindende øjne og grå hårtjavser strittende ud under stråhatten.
Selvfølgelig var hun blevet svigtet af en ”grim” løjtnant i sin fejreste ungdom. Køb var hun jo nok dengang. det var mange år før hun sled Adelgades brosten.
På udflugt – fra Nyboder
En årlig skovtur kunne det blive til. Og det var så med madpakke. Det var enten med Nordbanen til Holte eller med den ny østbane til Klampenborg. Eremitagesletten eller Ærmelunden. Men det var nu ikke altid der vankede tog eller Sporvejs – transport. Ofte var det meget lange traveture.
Et par gange om året gik turen i Frederiksberg Have. Og så var det Tivoli og inden kl. 2, så kostede det kun 10 øre. Det var brydekampe med den tykke Beck Olsen og luftskipper Johansen, der gik op med en ballon. Der var heldigvis mange gratis fornøjelser derinde. Så kunne der måske blive til et glas øl og et glas mælk i mælkeriet derinde.
Da den første Velocipede kom
Det vakte vild opsigt i Haregade, da den første Velocipede – eller på dansk – Væltepeter – dukkede frem. Og pigen, der havde købt apparatet, vakte lige så stor opsigt. Smart pige i korte cykelbukser og bolerotrøje.
En stor lagkage kostede dengang 2 kr. hos bageren. En Gammel Carlsberg kostede 7 øre, men uha så steg den i pris – først til 11 og senere til 13 øre.
Og så skulle alle de unge, der havde arbejde og boede derhjemme også bidrage til husholdningen. Ude i Ærmelunden kunne man plukke gratis æbler selv om man egentlig ikke måtte det. Man familien i Nyboder omdøbte stedet til Æblelunden og hver gang de var derude, kom de hjem med en ordentlig høst.
Den kongelige Belønningsskole
Her var Hindegades Kommuneskole og Sølvgades betalingsskole. Den kostede 1 kr. om måneden.
Men se Christian den Niende havde oprettet en skole, der hed ”Den Kongelige Belønningsskole. Det var til børn af slottes tjenere
I 1906 var Strøget et kogende menneskehav. Det var nemlig Børnehjælpsdag. Kronprins Christian ragede op som et fyrtårn. Han delte mønter ud til alle bøsseranslerne. Hvis der var pladser til overs, kunne Holmens folk også søge plads her.
Skolen lå i H.C. Andersens gade på 3. sal i en 4- værelses lejlighed. Der var i alt 40 børn fordelt i to af stuerne, med tre klasser i hver stue. Bestyrerinden var den meget stramtandede Frøken Marie Sørensen.
Frøken Kyhn underviste de små. Hun var til gengæld meget sød. Og så kom en sanglærerinde en gang om ugen og underviste. Kandidat Vaupel underviste i religion. Det var kun de allernødvendigste fag, man blev undervist i. Dog havde man to timers tysk hver dag. En lærer i naturhistorie blev afvist.
Præsten skulle betales
Og så blev man konfirmeret i Slotskirken. Efter konfirmationen skulle man besøge præsten, så skrev han sit navn i salmebogen. Og så gav man ham en kuvert, hvor der skulle være ca. 2 kr. i. Andre gav dog mere.
Både postbuddet og skraldemanden kom forbi i Nyboder og ønskede glædeligt nytår. Det kostede så 1 eller 2 kr.
Til gengæld kom Holmens præst og hans kone og ønskede glædelig jul. Så uddelte de en pose risengrød, hvor der sad en 2 kr. i.
Gaslygter i Haregade
I Haregade var der gaslygter, som lygtemanden kom og tændte hver aften og rensede en gang om ugen. Han havde stige med. I køkkenet var der blevet indlagt gas. På vaskedage brugte man tørv, som tørvebonden kom med en gang om året. De blev stablet op ved siden af koksen oppe på loftet. Kokset blev bestilt ude på Østerbro Gasværk.
Søkadetskolen
For enden af Haregade boede chefen for Søkadetskolen. Det hus var lidt større og finere end de andre. Man kunne godt se, når kadetterne havde øvelser i den høje mast.
I foråret 1904 var der 19 unge mænd, der indstillede sig til optagelsesprøver på Kadetskolen. Den yngste var Prins Axel, der knap var fyldt 16 år. Man stillede ret skrappe krav. Man skulle have et sundt helbred og gode tænder. Så skulle man have haft 9 mdr. sejltid på et af flådens skibe. Man skulle også have haft en god skoleuddannelse.
Over 14 dage i slutningen af april og maj 1904 blev ansøgerne prøvet i en lang række fag.
Kadetskolen havde til huse i Gernersgade, der tidligere var Søetatens Pigeskole. Hver dag kl. 17 spiste alle sammen under ledelse af en officer, der nidkært tilså at kadetterne blev trænet i at føre en høflig og levende konversation, holde ordentlig på spisetøjet, spise kultiveret og fremfor alt ikke spilde på dugen.
Den mindste form for slaphed, respektstridig opførsel, kvindeagtighed eller anden tilsvarende adfærd medførte øjeblikkelig irettesættelse og eventuel straf.
Al driveri på byens hader var forbudt. Kadetterne måtte ikke opbevare morskabsbøger. De måtte ikke have andet parfume end pomade og hårolie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 25, 2021
Tugt og Utugt på Hillerødgades Skole
Det var en forholdsvis ny skole. Men det var som om, at der ikke var meget nyt i pædagogikken. Vi er på Hillerødgades Skole i 1920’erne. Det var en forbrydelse at kigge efter piger. Skolegården var adskilt med en mur. Der blev vist stor ærbødighed for skoleinspektøren. Tegne- og sanglæreren skilte sig ud i påklædning. Gymnastiklæreren var en tidligere befalingsmand. Han havde sadistiske tendenser og specielle afstraffelsesformer. Der var bøn og salmesang hos religionslæreren. Sløjdlæreren var skarpretter. Han havde spanskrør i forskellige tykkelser. Der var råd fra de mest udsatte. Og det hele kunne godt ende med en flidspræmie.
En forholdsvis ny skole
Vi befinder os i 1920’erne på Hillerødgades Skole på Nørrebro. Her skulle de stakkels og håbefulde skoleelever så forberede sig til livet frem over. Skolen var forholdsvis ny og den var efter datidens forhold meget moderne. Ja så moderne, at folk kom langvejs fra for at beskue den. Det spændende var så om pædagogikken var fulgt med.
Forbrydelse at kigge efter piger
Skolen og skolegården var opdelt i hver sin halvdel, en for piger og en for drenge. Adskillelsen i skolegården bestod af en 160 – 170 cm mur. Den var opført i røde sten lige som selve skolen. Hvor mur og bygning mødtes, var der en solid trælåge lidt lavere end muren.
Her kunne de største af drengene og pigerne se deres snit til at flirte lidt, ganske uskyldigt.
Men du milde himmel, hvis den gårdvagt eller som det hed dengang lærerinde, der opdagede at drengen kiggede på en pige, så blev der i den grad taget affære. Drengen blev trukket op som det hed, dvs. at han blev frarøvet sin bevægelsesfrihed ved at skulle stå ret op og ned ad en af de stolper, der bar et halvtag som var beskyttelse for regnvejr.
Og ikke nok med det. Han fik ofte en tillægsstraf, nemlig en eftersidning. Han skulle blive en time efter normal skolegang. Han kunne også risikere en anmærkning i karakterbogen. Det blev anset som en alvorlig forbrydelse at kigge efter piger. Hvad kunne det dog ikke føre til?
Man måtte heller ikke slås, bande eller spytte i gården.
Stor ærbødighed for skoleinspektøren
Skoleinspektøren boede i en villa på skoleområdet. Det var en tjenestebolig. Han var en statelig mand. Hver morgen gik han over skolegården for at aflæse et termometer, der sad på gavlen af gårdens toiletbygning.
Han var iført diplomatjakke med fløjlskrave, sort bowlerhat. Og trods den korte afstand fra sin tjenestebolig havde han sandelig spadserestok med. Under den sorte hat lynede lorgnetterne.
Læreren, der havde morgengårdvagt, hilste altid meget ærbødigt på inspektøren ved at tage hatten af og bukke, mens inspektøren lettede et par cm på bowleren. Jo der var stil over det.
Tegne- og sanglæreren skilte sig ud
Lærerne, der ankom, var altid i jakkesæt med eller uden frakke som vejret bød. De havde naturligvis slips på. En enkelt lærer, det var sanglæreren, han havde ikke lange bukser på, men det der hedder viklers viklet om underbenet og så et par for store ridebukser. På hovedet havde han en krukkehat af tveedstof.
På den måde var han noget for sig selv. Men som sanglærer følte han slog vel også som kunstner. Det følte vel også tegnelæreren. På hovedet havde han en stor bredskygget kunstnerhat, hvor pulden var flad oveni.
Gymnastiklæreren havde specielle afstraffelsesformer
Når skoleklokken ringede klokken 8, stillede alle klasserne op i rækker to og to. Hver klasse for sig selv med afstand til de andre klasser. Klasserne var fra første til syvende klasse. Der var ca. 30 elever i hver klasse.
Gymnastiklæreren var altid en streng mand at se på. Han havde hvis nok nogle småsadistiske tilbøjeligheder. Man fortalte at han havde været befalingsmand ved militæret. Han nød som gårdvagt, når eleverne stod klar i gården for at gå op i klassen. Han kommanderede retsstilling flere gange. Hælene skulle knalde sammen på en gang. Han lagde hånden bag øret for at konstatere om det nu skete, som han ville have det.
Hvis en dreng kom ud af balance, vaklede eller måske kom til at grine stod gymnastiklæreren med sin pegefinger og kaldte ham til sig. Så blev drengen i alles påsyn stillet op på lærerens kommandoplads foran klasserne. Læreren skældte ud. Så tog han fat i drengens hår i tindingen på begge sider af hovedet. Så blev han løftet opad. Til sidst stod han på tåspidserne og jamrede.
Denne straf var en af gymnastiklærerens specialiteter. Et andet var når man i gymnastiktimen havde misforstået en kommando eller ikke havde hørt efter. Så kunne man blive kaldt hen til ham. Så kunne han kommandere, at man så strakte hånden eller begge hænder frem med håndfladerne nedad. Fra jakkelommen tog han så en lille kort trælineal som han så gav en nogle rap over fingrene. Det var noget, der gjorde ondt.
Han var hoven. Det var helle ikke alle sine kollegaer, som han kunne lide. Han hilste ikke på sanglæreren. Han stillede sig næsten i front mod denne og så nedladende på ham. Om sommeren til fodbold brugte han fløjten til enhver anledning, som han kunne finde.
Bøn – og salmesang
Nogle lærere ville gerne indlede dagen med morgensang. Religionslæreren endda med morgenbøn og en salme. Sanglæreren og tegnelæreren underviste også pigerne. Men så havde lærerinderne dem til resten af fagene.
Man havde fortrinsvis en klasselærer fast til de fleste fag som dansk, regning, historie m.m. At straffe eleverne var dengang ret almindeligt. Kunne man ikke sin lektie måtte man som oftest have en oversidning. Talte man i timerne med en anden dreng risikerede man en lussing.
Sløjdlæreren var skarpretter
Det kunne også være at en lærer ikke kunne lide at slå. Eller han følte at eleven havde været meget uartig eller grov udover de almindelige unoder. Nu skulle han straffes hårdere end bare nøjes med en påtale eller en eftersidning. En sådan lærer trak den formastelige hen til sløjdlokalet. Sløjdlæreren havde ikke noget imod at være skarpretter. Tværtimod han så ud som om, at han gerne ville gøre sin kollega en tjeneste.
Han spurgte læreren, hvad drengen havde lavet og spurgte så hvor mange slag drengen skulle have. Sløjdlæreren havde sine brune kittel på, så tog han drengen hen til en slags stokke- og paraplystativ, hvor der var spanskrør i forskellige størrelser. Så sagde han til den uheldige knægt, at nu kunne han udvælge det torturinstrument, som han ville afstraffes med.
Så bad han den forskrækkede dreng bukke sig, og det skulle være helt ned så drengens bagdel stak bagud for så i denne stilling at være særlig egnet til at modtage afstraffelsen. Så fik han efter domsafsigelsen de med læreren aftalte slag ledsaget af et højlydt av, alt sammen i overværelse af de mange elever i sløjdlokalet.
Gode råd fra de mest udsatte
De få drenge som gentagende gange havde forbrudt sig mod skolens regler og lavet unoder og derved fået afstraffelse med spanskrør var i sig selv mere barske end de andre. De havde tilpasset sig en evne, at i samme øjeblikket spanskrøret susede mod bagdelen ved et hurtigt ryk rettet sig så meget at noget af smerten blev afbødet. Men var det nu meget tydeligt blev slaget taget om.
I skolegården gav disse drenge fiduser og gode råd om deres teknik til andre, der evt. kunne blive udsat for samme straf.
De fleste lærerinder dømte eftersidninger. Skulle det være en korporlig straf blev den for det meste udført ved at rykke en pige i håret.
Nogle børn kunne mere eller mindre bevidst være onde mod hinanden. Dengang var det at være rødhåret nærmest en skam. Også børn, der var skeløjet, blev generet.
En populær butik for skolebørnene
En meget populær butik for skolebørnene dengang var en kælderbutik, der lå på hjørnet af Esromgade. Når man ville have for 2 øre kagekrummer, rakte man bare sin sømandshue frem. Den holdt bageren så under sine bageplader og med hånden skrabede han en portion krummer af forskellig art ned i huen.
Flidspræmie
Var man så heldig at få en flidspræmie dengang, ja så var det til drengene et lommeur med bagkapsel i sølv med Københavns byvåben indgraveret. Pigerne fik et armbåndsur.
Ja se det var dengang på Hillerødgades Skole.
Kilde:
Februar 25, 2021
Opvokset på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro. Og så var det lige den billige brændevin. Her var masser af børn. Der skulle altid spares. Herligt, når brandsprøjten kom. Liv og leg i gården. Panserbassen fik sig en lille en. Gangbroen over Nørrebrogade – en herlig legeplads. En mand med et flag. Salg af koks og brændsel. Mælkekusken betragtede sig selv som en vigtig person. Ladegårdsåen – en skøn legeplads. Den årlige skovtur. Og så var der film med levende klaver. De gamle hestesporvogne. Arbejderne betragtede Sporvejsansatte som velbjergede. En sejltur fra Søpavillonen til Østerbrogade. Da der kom lys. Der skete store forandringer.
Mange enlige mødre på Nørrebro
Der var mange enlige mødre på Nørrebro omkring år 1900. prinsen på den hvide hest var pludselig borte. En del børn blev bortadopteret lige efter fødslen. Andre børn blev sat i pleje. Fædrene forsøgte at flygte fra ansvar og forpligtelse. Men mange af disse blev dømt til at betale et såkaldt ”alimentationsbidrag”. Det beløb sig til 10 kr. om måneden.
På Nørrebro var det almindeligt med hjemmearbejde som syning og cigarrulning.
Den billige brændevin
Drikfældigheden var stor og fattigdommen udpræget. Varehuse og kælderbeværtninger var der oceaner af.
Når vinduerne stod åbne i de lune sommeraftner i lejekasernerne, kunne man høre de mange huslige opgør. Det var særlig omkring lønningsdag, når fatter atter engang havde drukket sin løn op.
Den billige brændevin hørte med til de fleste mænds daglige fornødenhed. Synet af en tyk panserbasse i langskødet uniformfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende en stakkels beruser.
Masser af børn
Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar havde op til en halv snes børn i alle aldre, der måtte klumpe sig sammen i en meget lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Og i skumringen kunne familien kigge ned i gården og se rotterne muntre sig nede i den lille gård.
Mor tjente også ofte penge ved at være vaskekone. En vaskedag varede omtrent 10 – 12 timer og kunne indbringe en dagløn på 2 kr. Hygiejnen var ikke særlig høj. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolen blev børnene jævnlig tjekket af lusemor.
Der skulle altid spares
Der skulle altid spares. Man vaskede tøj i brun sæbe. Man gjorde også rent med det. Og det blev brugt til hårvask. Strømper blev stoppet. Damestrømper blev masket.
Man drak vand til aftensmadens varme retter. Man sparede på middagsmaden og nøjedes med rismelsgrød, øllebrød lavet af gammelt tørt rugbrød. Billigmad dengang var spegesild og klipfisk. Der blev købt læder hos læderhandleren, så far eller mor kunne forsåle sko.
Når brandsprøjten kom
I gaderne var de hestekøretøjerne, der dominerede. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke vundet indpas.
Særlig opmærksomhed vakte brandvæsnet under udrykning med masser af alarm og klokkeklemten. Enkelte af disse køretøjer havde hele fire heste foran. Der sad brandmænd på begge sider af vognen med ryggen mod hinanden. Ved siden af brandmanden, der styrede hestene, sad en brandmand som ringede energisk med en klokke, der havde form som en minikirkeklokke.
Bag i køretøjet var anbragt et stativ med tromle og håndsving for brandslangen. Her var masser af materiel som brækjern, økser og save, som der var brug for på brandstedet. Om aftenen var der et herligt skue af springende gnister fra hestenes hove på gadens brosten. Derefter fulgte flere andre køretøjer med mandskab og materiel.
Livet i gården
Og så var det natmændene, der kom og tømte latriner. Det var dengang uden træk og slip i lejlighederne. Det var en kold tur ned i retiraderne om vinteren, når man var trængende. Derfor var det mange, der indførte natpotten. Men den skulle så lige tømmes om morgenen.
I gårdene kom skærslipperen, der med sin hæse røst afleverede en længere remse. Men først og fremmest var det lirekassemanden, der skabte liv i de små gårde. Han kom næsten dagligt. Så kappedes børne om at hjælpe med at samle mønter op indviklet i avispapir for at aflevere disse til manden, der drejede svinget med den ene hånd og med den anden ustandselig løftede sin blankskyggede kasket som tak til de ædle givere.
En harmonikaspiller og en gårdsanger indfandt sig også nogle gange.
Her dukkede klunsere også op. De undersøgte skraldebøtterne med en lang jernkrog, som blev kaldt 7 – tal. Disse klunsere tog de mest utrolige ting op af skraldebøtterne, dåser og ting af metal, ja selv knogler fra oksestegen. Ting af metal og kludder var nok det, de gik mest efter.
Fra køkkentrapperne blev der jævnligt banket på. Det var Klude – Mads som kom og forespurgte om flasker og brugt tøj. Det blev så vejet på en tvivlsom håndvægt. Efter vægt og art blev der så afregnet.
Masser af leg i gården
Børne havde mange lege. Det mest populære var at spille kugler. Det var både ler- og glaskugler. Disse kunne købes hos isenkræmmeren for få penge. Så var der også røver og soldater og forskellige boldspil.
Panserbassen fik sig en lille en
Panserbassen gik rundt med den ene hånd på ryggen og den højre hånd tog han op til hjelmen og hilste på alle de handlende. Dengang havde han en meget imponerende hjelm på hovedet og et bredt bælte om den tykke mave. En gang imellem forsvandt han ind i butikkernes baglokaler for at nyde en øl. Det var jo rart at stå sig godt med ordensmagten.
Gangbroen -en herlig legeplads
Det var dengang, da Stefansgade kun var anlagt fra Nørrebrogade til jernbanebommen ved Nordbane-linjen. Stationen var anlagt ved Nørrebrovænget og så var der et trinbræt ved Vedbækgade.
Over Nørrebrogade var der anlagt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Her foregik ofte meget langvarige rangeringer. Bommene var så nede længere tid ad gangen. På broen stod børnene så og inhyldede dampen fra de rangerede lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af køretøjer utålmodigt ventende på, at bommene skulle hæve sig.
Børnene lod sig falde tilbage på gangbroen med det resultat at de blev griset til med røg og kulstøv. På ansigt, hår og tøj. Så var man ikke så populær, når man kom hjem. Man kunne også sætte sig overskrævs på gelænderet og lade sig glide ned. Men det kunne godt være farligt. Og det var sjovt når 3-4 knægte med stor latter kurrede ned af dette gelænder. Kloge hoveder inden for statsbanerne fandt dog på at sætte stopklodser ovenpå gelænderet. Så var den fornøjelse ødelagt.
Ofte tog cyklisterne deres cykel over nakken, gik op på trappen og ned igen.
En mand med et flag
Det skete at bommene ikke virkede. Men det klarede en jernbanemand. Han gik så foran toget med et flag i hånden, viftende til advarsel. Så havde gadens trafik værsågod at vente.
Foruden banegården lå der også en mindre i Farimagsgade, hvorfra der kun kørte tog nordpå. Og togene til Klampenborg havde to etager.
Der fandtes mange baneoverskæringer dengang. Der var både på Büllowsvej, Rolighedsvej, Falkoner Alle og her på Nørrebrogade.
Salg af koks og brændsel
Ved overskæringen lå også Nørrebros remise for sporvogne. Ved siden af var der et kommunalt salg af brændsel. Her blev solgt knust koks, nøddekoks, kul og smuld samt optændingsbrænde.
Man købte brændslet i litermål og afhentede det selv i spande eller sække.
Lidt længere henne lå den pæne Lygten station. På sporarealet lå lokomotivremisen. Her gik mænd og ordnede maskinerne med smørekande og skruenøgle. I en lidt usynlig afstand herfra kunne man se voksne eller børn gå mellem skinnerne og opsamle kulspild fra lokomotiver, der under kørslen havde rystet noget af sig. Det var dem, der ikke havde råds til at købe det.
Mælkekusken betragtede sig selv som meget vigtig
Ud for Slangerupbanens remise lå Mejeriet Enigheden. Herfra kørte mejeriets hestekørertøjer ud tidligt om morgenen til det distrikt kusken havde til omdeling af mælkevarer. Her mødte mælkedrengene op. De skulle dele mælken ud ved dørene. De skulle også opkræve den ugentlige regning. Mælkedrengen afleverede så penge til kusken og eventuelle ekstrabestillinger fra kunden.
De havde den karakteristiske blåstribede løsthængende lærredsbluse samt en kasket med blank skygge og Enighedens emblem.
Mælkekusken virkede som en meget vigtig person, når han stod ved sin vogn med sin regnskabsbog og en cerut i munden. Forinden havde
Ladegårdsåen – en skøn legeplads
Gik man ned ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen, lå i enlig majestæt, det gamle hvidtølsbryggeri ”Hafnia”. Til højre var der et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Det var en dejlig tumleplads for områdets børn.
Børnene soppede i åen. De var ligeglade med at det var sundhedsfarligt. Der småfisk, frøer, haletudser, og salamander. Så var det lige de små igler i vandet, der sugede sig fast på benene. Nogle af disse dyr blev så fanget med en hjemmelavet ketsjer eller en dåse sømmet på en trægren. Så blev dyrene taget med hjem og puttet i et akvarium eller syltetøjsglas. Men det overlevede de sjældent mere end et døgn.
Den årlige skovtur
Børnehjælpsdagene var noget man så frem til, dengang. Den årlige skovtur gik til Dyrehaven, hvor man spiste det medbragte smørrebrød, liggende i græsset. Drikkevarerne bestod af medbragt kaffe på sodavandsflasker. Kaffen var naturligvis kolde, da den skulle nydes. Til gengæld var det medbragte hvidtøl varmt. Efter bespisningen blev det til karruseltur på Bakken Og så fik man også en ballon. En årlig tur i Zoologisk Have blev det også til.
Det kunne måske også blive en tur til Frederiksberg Have, og var der penge til det kunne man få en tur på kanalerne. Te og kager kunne man få i Schweitzerhuset, men det var kun for de ”fine”.
Lige over for Øresundshospitalet på Østerbro var der små åbne haver. En af disse var meget eftertragtet fordi, der var en gynge i haven.
Film med levende klaver
En tur i biografen dengang bestod af film af ret dårlig kvalitet med flimmer ledsaget af klavermusik. Det kostede ti øre og så kunne man blive siddende lige så længe, man ville. Pladserne var ikke nummererede. Meget populært dengang omkring 1910 var Standard-teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, på højre side, når man kom fra jagtvej.
De gamle hestesporvogne
På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinjer. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret med hestetrukne omnibusser. Så var det enspændersporvognen, der klarede trafikken gennem Nørregade. På jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestation, henholdsvis på Nørrebros Runddel og Frederiksbergs Runddel. På disse runddele skulle sporvognene vende ved hjælp af drejeskiver. Det syntes børnene også var sjovt at hjælpe funktionærerne med.
Over for Dronning Louises Bro holdt de gamle hestebusser. Det var også dem med to vældige heste for og kusken siddende højt oppe. Den kørte gennem Købmagergade til Højbro Plads.
Der var kun en snoet læderrem til at holde i, så man ikke trillede af. Nu var farten dog ikke så stor.
I 1911 overgik sporvejene til Københavns Kommune.
De ”velbjergede” sporvejsansatte
Disse sporvejsansatte havde en lang arbejdsdag. Efter en st6rejke i 1907 opnåede det kørende personale en overenskomst, der gav en løn på 1.100 – 1.500 kr. årligt. Men arbejdstiden var også på 55 – 58 timer ugentlig. Disse funktionærer blev af arbejderne betragtet som velbjergede og var udsat for megen misundelse.
Sporvognstaksterne var 10 øre og i en periode kun 5 øre, hvis man stod på forperronen. Dette betød at denne altid var overfyldt, mens kun få passagerer sad inde i vognen.
Når en sporvogn ankom til et stoppested, stod der ofte en såkaldt trafikkontrollør fra sporvejne. Han havde i modsætning til det kørende personales blå uniform en grå uniform på. Han noterede i sin bog sporvognens nummer og ankomsttidspunkt. Tiden skulle overholdes. Man måtte hverken komme for tidlig eller for sent.
En tur fra Søpavillonen til Østerbrogade
Nede på den store hjørneejendom Nørrebrogade og Dosseringen lå den kendte købmand H.C. Hansen. I denne butik var der et utal af skuffer. Men købmanden pointerede, at han ikke ville have spegesild og klipfisk hængende, fordi han ikke var urtekræmmer. Her var masser af poser og vægte. Karlens arbejde var at holde vægtene blanke.
I gården var der en masse skraldebøtter, de fleste uden låg. Her var også en række gammeldags ”dasser”, der betjente 6 opgange med 5 etager.
Her på søerne sejlede der flotte både. Man kunne sejle fra Søpavillonen til Østerbrogade med anløbsbro på begge sider af Dronning Louises- og Fredens Bro. Børnene syntes at man kom langt ud i den store verden, når man kom på sådan en tur.
Disse søer var også herlige om vinteren. Ud for Baggesensgade skrånede det tilpas ned, så på en slæde fik man god fart på og kom lang ud på isen. Ofte kunne man gå ud til Vendersgade på den anden side.
Idyllen er borte
Ude på Østerbro boede der mange fine folk. De havde brug for et køretøj, derfor havde de heste. Når man drejede ned ad Østerbrogade ad Østre Søgade var der ved siden af gangstien en ridesti. Og så skrånede det ned mod vandet.
Der er sket store forandringer med og ved søerne især ved Skt. Jørgens Sø. Idyllen langs Svineryggen er væk. Her kunne man fra stien se alle tog.
Da der kom lys
Et enkelt sted på Bülowsvej kunne man blot ved at trykke på en knap få et vældigt lys gennem alle etager. Det var dengang, da lygtemænd gik rundt. Store lamper blev tændt på Dronning Louises bro.
Det var også heldigt at have en lygtepæl lige uden for sine vinduer. Det gav et skønt skær i stuen.
Store forandringer
Stengade var dengang en smøge, gammel skure og faldefærdige rønner med nogle beværtninger og et stykke længere fremme en bom, som der ikke kunne køres igennem.
Og dengang var Tagensvej en smal vej med fortov på kun den ene side. Inde på det grønne område lå der et spor til hestesporvognen, der kørte til Heimdalsgade, hvor der lå nogle fabrikker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 21, 2021
Herrnhuterne i Christiansfeld
Stammer helt tilbage til Jan Hus, der blev brændt på bålet i 1415. Håndværk og industri i Christiansfeld var forud for deres tid. Omtalt i Danske Atlas i 1781. Handelshuset havde internationalt format. Forbavselse og forundring over gudstjeneste. Opdragende skoleundervisning. Et besøg på kostskolen. Kirkegården var speciel. Der var ens sten og ingen var bedre end andre. Men hvad har det med Pietisme at gøre? Stedet er på UNESCOS verdensarvsliste.
Stammer tilbage fra Jan Hus
Christiansfeld blev grundlagt i 1773 som en nordslesvigsk afdeling af den internationale Brødremenighed. Hovedsædet for denne særlige pietistiske retning var den lille saksiske by, Herrnhut. Derfra fik bevægelsen sit navn.
Bevægelsen var i landflygtighed på grund af forfølgelse fra den katolske kirke. Det var den pietistiske præst Zinzendorf, der grundlagde bevægelsen. Det er egentlig en evangelisk – luthersk frimenighed med rødder tilbage til den bøhmiske reformator Jan Hus. Han blev dømt som kætter af den katolske kirke og brændt på bålet i 1415.
Brødremenighedens missionsvirke blev afsluttet omkring 1890.
Håndværk og virksomheder forud for deres tid
Ledende danske embedsmænd havde besøgt flere brødrebyer og fået et godt indtryk af deres driftige erhvervsliv og betydning for udvikling af erhvervsliv og betydning for udvikling af håndværk og fabrikationsvirksomhed.
Man var interesseret i at få anlagt et samfund i det nordlige Slesvig så det også kunne brede sig i den lokale befolkning. Man håbede, at man med flid, orden og dygtighed kunne præge alt i brødrebyerne.
Fra starten skilte Christiansfeld sig ud fra omgivelserne. I løbet af ganske få år havde brødre og søstre etableret en række håndværks- og fabriksvirksomheder, der var langt forud for deres tid.
Hver køn for sig selv
De grundlagde et stort handelshus med vidstrakte handelsforbindelser. De oprettede kostskoler og besøgtes af hundredvis af elever fra Skandinavien, Hertugdømmerne og det øvrige Danmark.
En stor del af befolkningen boede sammen i fællesboliger og korhuse. Hvert køn for sig selv. Brødrene og søstrene medbragte en særlig religiøs kultur, som var ganske fremadrettet. Fra dette kristelige fællesskab udgik en kraftig påvirkning til omverdenen, indenlands såvel som udenlands.
Christiansfeld hører til blandt de mest særprægede bydannelser i Danmark. Det ydre særpræg skyldes først og fremmest byens tilblivelse som planlagt by. Byplan og stilart blev hentet fra de tyske brødrebyer, altid to snorlige og parallelle gader forbundet med en kvadratisk plads.
Særpræget skyldes dog i lige så høj grad det religiøse samfund, den særlige korordning, ifølge hvilken alle medlemmer blev opdelt i afdelinger efter alder og køn, de såkaldte kor. Bortset fra ægteparrene og de helt små skulle de alle bo i særlige korhuse.
Der var bl.a. Søstrehuset og Enkehuset, Salthuset m.m.
Omtalt i Danske Atlas 1781
Gaderne var lige og brede. Lindetræerne stod i lige linjer. Orden, renlighed og behagelig stilhed prægede samfundet. Ja christianfelterne gik net og smukt påklædte i altid en og samme mode. De talte lidt og beskedent. Der var ingen dans, leg, spøg eller banden.
Alle var stræbsomme, dydige og tarvelige. Selv drengene var stille og høflige. Man behøvede ikke at frygte for overfald i denne by.
Der var en meget skarp arbejdsdeling mellem de forskellige fag. Der var gode varer og faste priser. Og det var ikke noget med at prutte om prisen. I Danske Atlas fra 1781 hedder det bl.a.:
Handelshuset havde internationalt format
Allerede otte år efter byens grundlæggelse var der god afsætning overalt. Handelshuset havde næsten et internationalt format.
Herrnhuternes velkendte driftighed, flid og høje arbejdsmoral var vigtig. De gjorde livet hårdt for mange af nabokøbstædernes håndværkere. Disse holdt fast i de gamle arbejdstraditioner.
Forbavselse og forundring
De kirkelige traditioner foregik i ”den såkaldte sal eller kirke”. Og det kunne godt skabe forundring og forbavselse for udefrakommende.
Oppe fra orgelet, der var lige over døren, stod to sangere. Under orgelet sad en mængde drenge ligesom trappevis. De mindre foran ned mod kirken. Bag dem igen nogle større. De vendte ansigtet ned mod forsamlingen. De gamle sad omkring ved murene. De unge var midt på gulvet på fritstående bænke og vente ansigtet mod vest.
Tværs over kirken var en bred gang som skillerum mellem mandfolkene og fruentimmerne. Der var ingen prædiken. Præsten sagde kun for. Hele tjenesten var tysk, mest sang og orgelspil. De to sangere, orgelet og drengene skiftedes vekselvis med at afløse hverandre.
Kostskolernes elever var strengt overvåget. Når drengene fra opdragelsesanstalten (kostskolen) gik ud og spadserede, var der altid en ældre person med.
Opdragende skoleundervisning
I Brødremenigheden tillagde man ikke blot skoleundervisningen et kundskabsformidlende formål men i lige så høj grad et opdragende. Ved siden af religionsundervisningen lagde man især vægt på det reale, det vil sige nyttige fag som geografi, historie, matematik, fysik og moderne sprog. Herved medvirkede skolerne til at udbrede nyttige videnskaber.
På det pædagogiske område brød Brødremenighedens kostskoler med den sorte skoles hårde børnetugt, ligesom de også medvirkede til at fremme forståelsen af barndommen som et livsstadium, der fordrede særlige hensyn.
Kostskolen
Man ville skabe en ny mennesketype. De to vigtigste virkemidler, korsystemet og den personlige sjælesorg. De ugifte mænd i Brødrehuset, de ugifte kvinder i Søstrehuset, børnene i Drenge – og Pigeskolen, enkerne i Enkehuset og de få gifte personer i Ægtekoret.
Kernen i kostskolernes daglige liv var stuen med 10 – 12 elever. De sov og spiste sammen og stod under opsyn af en lærd broder. Han underviste også og tog sig af de praktiske opgaver.
Forbindelsen til hjemmet hørte under nøje kontrol, således at barnet måtte søge støtte indenfor menigheden. Her spillede den personlige sjælesorg en afgørende rolle.
Af de større børn forlangte man ubetinget åbenhjertighed over for korhjælperen, der forestod sjælesorgen. Ingen tanker måtte hemmeligholdes. Målet var at nedbryde den traditionelle livsstil.
Om sommeren blev drengene vækket klokken fem. Klokken halv seks var der morgenbøn. Derefter spistes frokost. Fra 6 – 7 lærer eleverne deres lektier. Skoletimerne varer fra 7 til 12. Klokken 9 var der dog et kvarter til anden frokost.
Klokken 12 var der frokost og efterfølgende fritid. Fra 2 – 4 var der igen undervisning. Så var der tid til et mellemmåltid i haven. Derefter var der arbejdstid til halv syv. Så var der aftensmad. Aftenen var fri indtil kl. 9, hvor der var sengetid.
Gennem de mange elever udøvede herrnhuterne en vidtstrakt missionsvirksomhed af både religiøs, kundskabsmæssig og kulturel art. Lægprædikanter udførte en omfattende indremissionsk virksomhed i det meste af Jylland og det vestlige Fyn.
I løbet af de første 30 år var indbyggertallet ca. 750. Det meste af 1800 – tallet var der en stadig tilvandring af nye menighedsmedlemmer. Det var fællesskabet og det religiøse budskab, der trak.
Kirkegården er speciel
Kirkegården er også speciel. Den bliver kaldt Gudsager. Sten efter sten ligger i lige rækker. Ingen grav skiller sig ud. Stenene vidner om livet, der ikke mere er. Her er alle lige.
Christiansfeld blev styret af et Ældreråd som havde funktion af kommunalt byråd. Kvinder havde sæde i Ældrerådet med samme beføjelse som mændene
De fik ti års skattefrihed og statstilskud til byggeomkostningerne. Og det var som en hyldest til Christian den Syvende, at stedet kom til at hedde Christiansfeld. I løbet af 1800 – tallet fik Christiansfeld stor betydning for det religiøse vækkelsesliv i Danmark.
Hvad har det så med pietisme at gøre?
Men hvad har det så med pietisme at gøre? Pietas betyder fromhed. Og Pietismens fader var den tyske teolog Philip Jacob Spener. Pietismen var et oprør mod statskirkens ortodoksi. Kristendommen var for pietismens tilhængere et spørgsmål om følelser og sansning og ikke institutioner, ritualer og gold lære.
Pietismen var en protest indenfor protestantismen. Det var en særlig form for pietismen, der blev udfoldet i Brødremenigheden.
Igennem tiden har det været nødvendigt at restaurere bygninger og anlæg, men de er blevet bevaret i den stil og de materialer, de oprindeligt var bygget i. Derfor har Christiansfeld også en stor tiltrækningskraft på turister.
På UNESCOs verdensarvsliste
Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Brødremenigheden anser sig selv som værende ”de glade pietister” og eksisterer i dag som en evangelisk-luthersk menighed, hvor flere af menighedens brødre og søstre er medlemmer af folkekirken, men aktive i Brødremenighedens kirke i Christiansfeld.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Kirker, kirkegårde, præster, trossamfund m.m.
Februar 19, 2021
I Ildlinjen
Et forsøg på anmeldelse af en krigsdagbog, som slet ikke er en krigsdagbog. Det er tydeligt at bogen var skrevet om, inden den udkom første gang. Det er en åbenhjertig bog, spændende og medrivende med en ekstra krølle. 5.270 nordslesvigere faldt. Hver 8. af de 30.000 fra Nordslesvig blev krigsinvalide. Tre fire gange så Brodersen foran sig. Vi oplever scener som ”dræb eller bliv dræbt”. Der er barbariske og dyriske scener. Begik Brodersen selv krigsforbrydelser? Da han ville flytte et lig, vrimlede det ud med rotter. Under besættelsen blev syv betjente i Aabenraa, der blev arresteret. Brodersen kendte den sadistiske forhørsleder. Det var hans gamle krigskammerat. Alle syv blev løsladt, med Brodersen blev mistænk for nazistiske tendenser.
Troværdigheden er bevaret
Det er en lidt usædvanlig bog, som vi har fået mellem hænderne. Forlaget prøver på at sælge den som krigsdagbog, men det er den næppe. Den er ganske tydelig litterær bearbejdet efter hjemkomsten og det er næppe sket af H.C. Brodersen selv.
Man har så fået tre eksperter til at bearbejde bogen. Og vi får også en historie fra besættelsestiden. H.C. Brodersen fik foranlediget at syv betjente blev frigivet efter at være arresteret. Siden blev politistationen sprunget i luften og stærk beskadiget. Det hele skete efter en sabotageaktion med store menneskelige følger.
Nu kan man jo med så meget efterrationalisering måske miste troværdigheden, men den er dog i høj grad bevaret. Vi får samtidig med den såkaldte krigsdagbog forklaret og beskrevet ting og sager. Og så har de tre redaktører ved siden af stort kendskab til H.C. Brodersen gøren og laden.
5.270 faldt under krigen
Postbud, H.C. Brodersen blev som nordslesvigere bosiddende på Als i 1914 indkaldt på tysk side. 5.270 faldt under krigen. Tre fjerdedel af disse blev anset for at være dansksindede. Omkring hver ottende af de 30.000 indkaldte blev krigsinvalide.
I løbet af krigen gik 2.500 nordslesvigere over grænsen til Danmark selv om H.P. Hanssen bad dem om at lade være. Vores hovedperson deltog i krigen til det sidste.
Måske er de mest grufulde episoder bortredigeret. Og de medtagende episoder er gennembearbejdet. Men med eksperternes noter, virker det hele troværdigt.
Han starter med Mobilitetsordre
Brodersen var indkaldt til Füsiller-Regiment ”Königen” nr. 86. Den 31. juli 1914 starter Brodersen som postbud med at køre ud med mobilitetsordre til alle kommuneforstandere i sit postdistrikt. En række personer kommer med betragtninger og udtalelser, der virker meget gennemtænkte.
En frygtelig virkning
Man mærker hele tiden ”Aldrig mere krig”. Det skinner på en eller anden måde igennem bogen. Det var i 1914 og Brodersen og hans kompagni havde lige passeret floden Marne:
Tre – fire gange havde han døden foran sig
Ufatteligt er det at Brodersen ikke gik mentalt ned. Tre – fire gange havde han døden lige foran sig og dog overlevede han. Rent held og overmenneskelig styrke må tilskrives dette.
Vi hører om hans gode kammerater og sammen kommer de i fransk krigsfangenskab i oktober 1918.
Fornemmelsen var, at den sidste time var kommet
Ved tilfangetagelsen troede han og en gruppe på en halv snes mand at deres sidste time var kommet. Hovedparten af delingen forsøgte at tage hovedgangen ud, men de blev alle dræbt af franske håndgranater. De blev sendt til en gengældelses-fangelejr, som særlig straf for, at nogle af de franske fanger er blevet dårligt behandlet i tysk fangenskab.
Men det som dansksindet nordslesviger lykkedes det for Brodersen at overtale kommandøren at blive overført til Aurillic, der husede mange af de øvrige nordslesvigske tilfangetagende soldater.
Han opfattede det som en pligt
Under en orlov i 1915 bliver Brodersen gift med sin udkårne. Året efter fødes han barn. Måske har dette mentalt holdt ham oppe. To gange bliver han såret. Men alle gange vender han tilbage til aktiv tjeneste. Han får dog rimelige lange orlovsperioder ud af det.
Vi hører ikke så meget om det at være dansk og så kæmpe på tysk side. Han opfatter det som en ret og en pligt til at deltage. I maj 1917 mener hans far, at han skal desertere, men det undslår Brodersen. Men under den sidste orlov forsøger han med et par kammerater at flygte til Fyn. Men det må opgives.
Slaget ved Somme
I september – oktober 2016 overlever han mirakuløst de frygtelige kampe ved Sommes:
Man blev berørt af kammerats død
Den typiske periode i frontgraven for en tysk infanterist var mellem fem og ti dage, hvorefter der fulgte en tilsvarende periode i baglandet. Men historierne om Første Verdenskrig handler ofte om de store slag.
Skyttegravskrigen kunne godt være kedsom. Men man skulle hele tiden holde sig i agt. Det skete også at man skulle foretage stormløb med store tab til følge. Dette var ikke nogen let opgave. Man blev mødt af fjendens ild. Og så skulle man igennem spærreild.
En af de sidste udfordringer var at klippe sig igennem fjendens pigtråd. Alt dette under stadig beskydning af maskingeværer og rifler. H.C. Brodersen beskriver en kamp i 1916:
Redder sin kammerat for døden
En god kammerats død kunne godt udløse mere voldsomme handlinger på slagmarken. Andre reaktioner var naturligvis lamslåelse, depression og forvirring.
I forhold til de tætteste former for kamp, nærkamp med de bare næver, knive, spader og bajonetter er der også eksempler i bogen. Her er Brodersen sendt ud på patrulje for at fange fanger fra en fransk fremskudt stilling foran den franske frontgrav:
Her kan man dog høre lidt sympati for modstanderen. Han er i stand til at anerkende franskmanden som et menneske. Han greb først ind, da hans kammerat var i yderste livsfare. Men måske er disse ord tillægsord i den efterrationalisering, der er sket. Bogen udkom første gang i 1933.
Dræb eller bliv dræbt
Brodersen kæmpede også mod de franske kolonialtropper (Zuavere). Muligvis havde han ikke set et sort menneske før. Han kaldte dem også ”De sorte Djævle-Zuaverne” De havde været i baghold og nu lykkedes det at dræbe en del af disse tropper. Man kunne mærke en vis eufori.
I bogen oplever også eksempler på ”dræb eller blive dræbt situationer for eksempel i 1914 i en mand – til mand bajonetkamp med en englænder:
Barbariske og dyriske situationer
Nogle gange møder vi også barbariske og dyriske situationer. Brodersen beskriver et stormangreb i 1916 mod en fransk skyttegrav nær byen Rouvroy:
Nærkampe med fjenden
I bogen optræder der flere nærkampe med fjenden. Han og hans kammerater havde fået ordre til at tage en mand til fange fra den franske skyttegrav. Det lykkedes dem efter en del håndgemæng fik de set deres franske fange an. Han var frygtelig tilredt og blødte voldsomt fra flere knivstik. Om resultatet af deres handling skrev Brodersen:
Ud af liget vrimler det med rotter
Vi oplever en masse grusomheder. Bl.a. oplever vi et lig, der skal begraves i et granathul. Da han forsøgte at bære liget hen til hullet, skiltes det i flere stumper og ud af mund, ærmer og støvler for der snesevis af rotter, der havde fundet sig et godt madsted.
Først i april 1919 bliver de nordslesvigske krigsfanger fra lejren i Aurillac frigivet og hentet hjem. Vi hører ikke rigtig noget om Brodersens barn eller kone.
Brodersen bliver politibetjent
Men fra de tre redaktører ved vi, at Brodersen bliver politibetjent. En overgang tjente han som en del af vagtmandskabet ved afstemningen i Nordslesvig i zone 1 og Mellemslesvig i zone 2.
Han pensioneres i midten af 1950’erne fra jobbet som politibetjent i Aabenraa.
Krig er umenneskelig
Moralen er vel, at vi skal undgå krig, for det er umenneskelig. Men Brodersen har ikke nogen illusion om evig fred. Undertegnede kom til at tænke på Ernst Jünger: I Stålstorme. Men her er forfatteren nærmest fascineret af krigen. Det er Brodersen bestemt ikke.
En åbenhjertig bog
Thomas Dinesens ”Pligtens tunge bud” foregår ved østfronten. Denne er præget af mange flere hverdagsdetaljer og en meget større detaljerigdom. Men den er mere afdæmpet. Den har ikke så meget fokus på krigens meningsløshed som Brodersens beretning. Og så er Brodersens nok meget mere åbenhjertig.
Var Brodersen involveret i ugerninger
Jo dansksindede krigsdeltagere har bestemt været involveret i krigsforbrydelser under Første Verdenskrig. Omkring 6.000 belgiske civile heriblandt en masse børn blev dræbt ved tyske overgreb.
Beretningerne i bogen er meget direkte. Vi skånes ikke. Men det er som om, at det er noget, der ikke bliver sagt. Mon Brodersen har været involveret i ugerninger?
Ifølge de tre redaktører var Brodersen en strid type, der ofte havde kontroverser med sine kollegaer. Derfor blev han flere gange forflyttet.
Syv betjente blev arresteret i Aabenraa
Anden verdenskrig er også beskrevet med ifølge redaktørerne er det så rodet, at det ikke kunne publiceres. Men historikerne beskriver, hvad der skete i Aabenraa. Det kan du også læse på vores hjemmeside. Se vores artikel-henvisning i slutningen af denne artikel.
Sabotageaktioner i Aabenraa fik store menneskelige følger. Gestapo fik flere gange optrevlet modstandsbevægelsen i Aabenraa. Og Gestapo mente at politiet. Derfor blev syv betjente arresteret. Efterfølgende blev politistationen sprunget i luften med store skader til følge.
Brodersen tænkte på selvmord
De syv betjente blev forhørt af den tyske overkriminalkommissær Walther Neuhaus. Det havde været en af Brodersens soldaterkammerater. Han påtog sig rollen som beskytter for betjentene fra Aabenraa. Men ifølge nogle af de betjente så havde Brodersen åbenbart fraterniseret med nazisterne. Dette første til en tjenestelig samtale efter besættelsestiden. Men ingen af de syv betjente fra Aabenraa blev dog dømt af tyskerne.
Selv om de dansksindede nordslesvigere måske modvilligt kæmpede for tyskerne så fandt de dog mange gode soldaterkammerater blandt tyskerne.
Brodersen blev ikke dømt. Men sagen gjorde ham forbitret, så meget at han overvejede selvmord. Brodersen døde i 1973.
Spændende og medrivende med en ekstra krølle
En spændende og medrivende bog med en ekstra krølle på hallen med beskrivelsen af forholdene under besættelsen i Aabenraa.
Kilde:
Februar 18, 2021
Skal ældre krigsforbrydere dømmes?
Skal ældre på anklagebænken? De fleste er gået fri for retsforfølgelse. En 100 – årig medskyldig i 3.518’ s død. En 95-årig sekretær under anklage. Hun regnede med, at deres henrettelse var berettiget. Irmgard F,’ s arbejdsgiver fik 9 års fængsel. Retspraksis ændret for 10 år siden. I Stutthof døde 66.000. Bøddel og offer møder hinanden. Bogholderen fra Auschwitz fik fire års fængsel. Auschwitz-komite kritiserer den tyske jura.
Skal ældre på anklagebænken?
Nu er det netop kommet frem, at to ældre personer på 95 år og 100 år er på anklagebænken eller dømt for krigsforbrydelser i Tyskland.
Det er allersidste udkald for at få dem dømt. Selv om det er ældre mennesker, kan de godt retsforfølges. Og måske er det et godt signal at sende. For mange er blevet mærket for livstid efter ophold i en kz-lejr, hvis de overlevede.
Måske er det en form for retfærdighed?
Der er ikke mange vagtfolk tilbage eller andre ansatte fra KZ – lejre. Og af dem, der stadig lever, er mange ikke i stand til at gennemføre en retssag.
Men domstole i Vesten er ikke så meget for at sende ældre mennesker i fængsel. Måske ender det en form for husarrest. Man må jo trods alt gå ud fra at man kigger på helbredstilstanden.
De fleste er gået fri for retsforfølgelse
Det har været fremme, at man blev skudt, hvis man ikke udførte en ordre dengang. Men mon ikke man ”bare” blev sendt til fronten.
Efter krigen blev de mest betydningsfulde dømt. Det skete bl.a. ved Nürnberg-processen. Derefter tog man fat i dem længere nede, men stadig dem som var forholdsvis langt oppe i systemet. Derefter fulgte en afmatning. I 1960’erne begyndte man igen at køre sager. Denne gang var det lidt længere nede i systemet.
Senere fandt man ud af, at også almindelige soldater havde deltaget i forbrydelserne. Men trods domme og retsforfølgelse har langt de fleste, der arbejdede for Nazi- Tyskland fået et nogenlunde normalt liv efter krigen og gik fri.
Man blev ansat i statsapparatet og det endelig retsopgør udeblev.
Vi hører altid om mange, der tog til Sydamerika, men det var kun et fåtal.
En 100 – årig medskyldig i 3.518 fangers død
En 100-årig mand er ifølge Der Spiegel anklaget for at have arbejdet som vagt i Sachsenhausen. Han skulle have medvirket til 3.518 menneskers død. Han skulle have arbejdet her fra 1942 til 1945
En 95 – årig sekretær under anklage
Den 95-årige Irmgard F. var fra juni 1943 til april 1945 ansat som sekretær for Poul Verner Hoppe, der var kommandant i koncentrationslejren Stutthof. Hun er anklaget for medvirken til drab på 10.000 mennesker ved at have assisteret sine overordnede. Det barokke er, at hvis sagen mod hende, der var undersøgt gennem fem år, ender for retten, skal den gennem en ungdomsdomstol. Det er fordi, at hun var under 21 år, da hun blev ansat. Ja hun var 17 år.
Ifølge NDR er hun i dag på et plejehjem i Pinneberg. Men hun er ikke dement og er frisk nok til at blive retsforfulgt lyder det fra anklagemyndigheden. De sidste seks år har Irmgard F. boet her på plejehjemmet.
Hun regnede med, at de henrettede havde fortjent det
Hun siger selv, at hun ikke var klar over, hvad der skete. Men det lyder nu meget usandsynligt. Hun sagde, at hun ikke satte en fod i lejren. I 1950’erne havde hun udtalt at hendes arbejdsgiver var en ”pligtopfyldende” arbejdsgiver.
Men hun måtte da indrømme at over hans skrivebord forløb den samlede kommunikation med SS – hovedkontoret. Anklagemyndigheden er overbevist om, at Irmgard F udmærket vidste, hvad der foregik.
Hun har da også indrømmet, at hun godt vidste, at nogle indsatte var blevet henrettet. Men hun regnede med, at de havde fortjent det.
Hendes arbejdsgiver dømt til 9-års fængsel
Hun skal have deltaget i systematisk henrettelse af polske partisaner, jødiske indsatte og sovjetrussiske krigsfanger. Stutthof var den KZ – lejr, der fungerede længst af alle. Først den 9. maj 1945 ophørte man med at henrette folk.
Hendes arbejdsgiver, lagerkommandant Paul Werner Hoppe blev i 1957 i Bochum dømt til 9 års fængsel for medhjælp til mord på et par hundrede fanger.
Retspraksis ændret for 10 år siden
Allerede ved krigens afslutning var fem kvindelige vagtfolk dømt til døden efter undersøgelser af en sovjetisk og senere en polsk kommission. Koncentrationslejrene i Polen havde ca. 3.500 kvinder beskæftiget.
Men mod de fleste af disse blev der aldrig rejst anklager, da de dengang ikke blev anset for skyldige, da de var ansat i kirken, administration eller telefoncentralen. Men retspraksis blev ændret for ca. 10 år siden.
Også mod en tidligere sekretær var der rejst anklage, men hun døde sidste år.
I Stutthof døde 66.000 mennesker
Fra 2. september havde man her henrettet 66.000 mennesker. Man brugte som andre steder giftgas Zyklon B. Andre blev henrettet med dødssprøjte. Mens andre igen døde af tyfus.
De børn, der ankom til lejren blev henrettet med det samme.
Bøddel og offer møder hinanden
Marek Dunin-Wasowicz kæmpede i Stutthof for sit liv, mens Bruno D overvågede ham. Ved Landsretten i Hamborg møde de hinanden. Manden fra Polen forsøger på at få øjenkontakt med vagtmanden men denne holder en rød brevordner foran ansigtet.
Polakken fortæller via en tolk, hvordan han og hele sin familie kæmpede mod tyskerne. Efter opstanden i Warschau var alle blevet anholdt. I retten fortalte han om alle de lidelser, som han havde været udsat for.
Han blev udsat for slavearbejde. Og dommeren spurgte om han kendte til gaskammer. Han forklarede, at det var en offentlig hemmelighed.
De blev udråbt og behandlet som undermennesker.
Polakken fortalte, at han ofte havde set fangere blive hængt. Og talrige gange så han folk blev sultet ihjel og døde af overanstrengelse. En masse blev også skudt. Polakken mente, at KZ – lejren slet ikke havde behov for et gaskammer for de indsatte døde alligevel.
Polakken ville gerne have stillet sin vagtmand et spørgsmål, men fik aldrig lejlighed til det.
Bruno D, der som skrevet, var 100 år blev idømt en 2 – års betinget fængsel. En norsk modstandsmand nåede to måneder inden sin død at afgive vidneforklaring.
”Bogholderen fra Auschwitz” idømt fire års fængsel
Den meste kendte af de ældre dømte var ”bogholderen fra Auschwitz”, Oskar Grönning. Han blev idømt fire års fængsel for medvirken til 300.000 drab i Auschwitz-Birkenau.
Hans opgave var at tælle og beslaglægge jødiske fangers penge og værdigenstande, når de ankom til lejren i det besatte Polen. Langt de fleste fanger blev sendt direkte ind i KZ – lejrens gaskamre.
Værdierne blev sendt tilbage til SS – hovedkvarteret. Det sørgede Grönning for.
Han vedkendte sig et moralsk ansvar og erkendte, at han ved to tilfælde havde været til stede ved drab. Den 96 – årige døde dog på sygehus inden straffeafsoning.
Auschwitz-komité kritiserer tysk jura
Den internationale Auschwitz – komite kritiserer den tyske jura for deres behandling af Nazi-forbrydelser. At gerningsmænd først nu bliver gjort ansvarlig for deres forbrydelser er en forsømmelse som har strakt sig over årtier, siger de. Årsagen til kritikken er netop to af de sager som vi omtaler i denne artikel – sagen mod den 95 – årige sekretær fra Stutthof og mod den 100 – årige forhenværende vagtmand fra Sachsenhausen.
Gerningsmændene har kunnet leve hele deres liv uden at skulle stå til regnskab for deres forbrydelse. Det handler ikke om hævn men retfærdighed siger man fra komiteen. Og sådanne sager har ikke en deadline. Derfor er disse retssager stadig vigtige. Også selv om forbryderne og deres ofre efterhånden har nået en høj alder.
Alle der har været ansat i en KZ – lejr har på en eller anden måde deltaget i hele processen, sådan er komiteens opfattelse. Og sådan er det også i det tyske retssystem.
Fra dansk side har det aldrig været den store lyst til at undersøge danskeres deltagelse i krigsforbrydelser. Men dette tema har vi været inde på i tidligere artikler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: