Artikler
April 8, 2021
Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro
På Møllegade ligger en sand kulturperle. Vi kigger lidt på ritualerne. Man skulle begraves inden for 24 timer. Det hele startede med et gravsted på Nørre Fælled. Ligfølget blev generet af ”kedelige typer”. De portugisiske jøder lagde gravstenene ned. Man fik kapel og eget lazaret. Og så klagede man til kongen. Engelske soldater blev begravet her i 1807. Pladsen er blevet udvidet hele 8 gange. Man lægger en lille sten og ikke blomster. I 1852 mente Melchior, at nu skulle der ryddes op. Her er 5.500 gravsteder. Vaskehuset blev revet ned for at give mere plads. Cementunderlag etableres. Nervøsitet ved genåbning. Vi besøger lige nogle af de kendtes gravsteder: Brødrene Bing, Niels Bohrs forældre, Edvard Brandes første hustru, Familien Melchior, Victor Borges farfar og Johanne Louise Heibergs mor.
En kulturperle
På en af Nørrebros ældste gader befinder der sig en sand kulturperle. Nemlig Mosaisk Nordre Begravelsesplads.
Begravelsespladsen ligger i Møllegade. Den var oprindelig en del af Jagtvej, der blev etableret kort efter bygningen af Ladegården i 1620 for at give kongelige jagtselskaber en let vej til Store Vibenshus, hvorfra de så fulgte Lyngbyvej til Jægersborg Dyrehave eller Frederiksborg Slot i Nordsjælland.
Den sydvestlige del af gaden blev bedre kendt som Jødevej, fordi den lå ved den jødiske begravelsesplads. I 1831 var det kun en af tre sidegader til Nørrebrogade. Den nordøstligste del blev kaldt Sandgravervej efter de sandgrave, der lå hvor Den Gamle By nu ligger. Sandet blev brugt til hvidskure gulve med. Gaden fik sit nuværende navn i 1858.
Ritualerne
For at forstå kulturen bag det hele, starter vi lige med ritualerne. De jødiske ritualer omkring død, begravelse og sorg er blevet opretholdt gennem årtusinder og bliver stadig overholdt i dag. Jødedommen sætter livet højere end noget andet. Men samtidig ser man ikke døden som en tragedie. Døden er en naturlig proces. Et menneskes død betragtes som en overgang fra den fysiske verden til en åndelig verden. Døden er ikke et afsluttet kapitel, men en midlertidig afsked.
Mænd bliver svøbt i deres bedesjal og inden kisten lukkes strøes en smule jord fra Israel over øjne og hjerte.
Det er et særlig jødisk begravelsesselskab der klargør den døde. Denne gerning anses for blandt de fornemste handlinger som et menneske kan gøre for sine medmennesker. Dette foregår i dyb respekt for den afdøde.
Ifølge ortodoks jødisk praksis bliver den afdøde begravet. Man anvender ikke ligbrænding, fordi det er vigtigt at kroppen hviler i fred, så den kan genopstå ved tidernes ende. Med dette som baggrund taler man i jødedommen om evig gravfred. Derfor sløjfes en grav aldrig.
Kremering og nedsætning af urner er dog i dag en mulighed for danske jøder på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
Det betragtes som en god gerning – en mitzvah – at møde op til en begravelse og være med til at følge den døde til graven.
Derefter holder man normalt syv sørgedage, der hedder ”shivah”. Her modtager man besøg, hvor gæsterne eventuelt medbring mad men ikke blomster. Inden for et år sætter man en gravsten.
Man skal begraves inden for 24 timer
De første jøder var sefardiske jøder, som Christian den Fjerde inviterede til at bosætte sig i Glückstadt i Holsten. I 1676 Blev Israel Salomon Levi der var den første jøde, der bosatte sig i København.
Københavns jødiske historie kan ledes tilbage til 1676, da juveleren Israel Salomon Levi bosatte sig i byen. Han døde tre år senere og blev begravet tre år senere på den nærmeste jødiske begravelsesplads. Og det var i Altona en forstad til Hamborg i Holsten.
Det var lidt af et problem, for i jødedommen skal man begraves inden for 24 timer. Og det var jo så godt som umuligt med datidens transportmidler. Måske har dette fået ansporet menigheden til egen begravelsesplads i takt med at de tiltog i størrelse. Man måtte dog endnu et par år drage den lange vej til Altona.
En begravelsesplads på Nørre Fælled
Den 16. december 1684 gav Christian den Femte sin hofjuveler Meyer Goldschmidt fra Hamborg tilladelse til at afholde gudstjeneste i sit hjem i Rådhusstræde bare han ikke generede naboerne. Dermed blev den første jødiske menighed i Danmark til.
Først den 29. august 1694 fik man tilladelse af Københavns Magistrat til at købe et stykke jord uden for byen på Nørre Fælled, hvor man kunne anlægge en begravelsesplads. Da pladsen blev anlagt, var der allerede en gravsten på stedet. Den tilhørte føromtalte Israel Salomons søn, David Israel.
Han blev begravet her den 5. september 1693. Magistraten havde dengang givet tilladelse til at man måtte blive begravet uden for Københavns volde. Stenen over hans grav er stadig bevaret og er dermed den ældste gravsten på pladsen.
Der blev udstedet et skøde på 2.500 kvadratalen på:
Det var lige i nærheden af Lille Blegdams Mølle.
Generet af kedelige typer
I 1704 fik begravelsespladsen et hegn og en opsynsmand fik sin egen bolig. Jødernes begravelser blev også forstyrret og følget generet af kedelige typer. Pladsen lå dengang åben og ubeskyttet. Der var hærværk mod gravstene allerede dengang. Man søgte kongen om tilladelse til at indhegne stedet.
Næsten alle gravsten til omkring 1700 er af sandsten og har samme højde og form – bortset fra at nogle er sunket. Alle grave vender mod øst – mod Jerusalem. Jødisk skik siger, at alle er lige i døden. Den rige skal ikke være finere end den fattige.
De portugisiske jøder lagde gravstenene ned
Visse gravsten ligger ned. Under dem hviler jøder af portugisisk afstamning, som også i København ønskede at holde fast ved de portugisiske jøders skik. Gravstenene skulle ligge ned.
Dette vakte forargelse blandt Københavns jøder af nordtysk afstemning som plejede at have stående sten. De portugisiske jøder købte derfor i 1715 deres egen begravelsesplads i Møllegade og stenene blev lagt ned. Med tiden blev denne del indlemmet i det samlede område.
Kapel og eget lazaret
Det nye kapel kom menigheden til gode ikke blot ved begravelserne men også ved den store pest i 1711. De få sygehuse og lazaretter, der blev indrettet, var hurtig overfyldt og måske slet ikke åbne for jøderne.
Derfor ansøgte forstanderne om tilladelse til at føre de pestsyge jøder ud til menighedens eget lazaret, der var blevet indrettet i kapellet. De fik tilladelsen og lov til at begrave de pestdøde på begravelsespladsen.
En klage til kongen
Et af ofrene for pesten, Jacob Franco gav i øvrigt i flere år efter anledning til en strid inden for menigheden, idet hans sønner lod mindestenen lægge ned over faderens grav. Sådan var det jo skik og brug blandt de portugisiske jøder, har vi lige hørt. Men menighedens ældste, der tilhørte de højtyske jøder forlangte stenen rejst ved gravens hovedende. I 1718 blev der sandelig klaget til kongen. Og da der ikke var nogen fortilfælde, forlangte kongen, at den skulle stå op.
Ligfølge – selskab
I de første mange år var det ofte svært for de efterhånden 150 jødiske familier i København at få nok til at følge kisten fra hjemmet og den lange vej ud til begravelsespladsen. I 1768 stiftede Tobias Abraham derfor ”Ligfølge – selskabet”. Dette skulle sikre at et tilstrækkeligt antal frivillige fulgte de afdøde til begravelsespladsen. Selskabet holder fortsat traditionerne i hævd den dag i dag.
Da engelske soldater blev begravet
Seks engelske soldater er ved en fejl begravet i udkanten af den jødiske begravelsesplads. Det skete under den engelske besættelse i 1807 og afspejler krigens anarki.
Forstanderskabet for det jødiske begravelsesselskab henvendte sig til myndighederne for at lade ligene grave op, da besættelsesmagten var draget bort. Man mente, at de 6-8 englændere skulle begraves på en kristen kirkegård. Men sundhedskollegiet modsatte sig dette og gravene ligger der endnu. På overrabbiner Gadalias forlangende blev der sat et gitter i omkring gravene. Men det har været forsvundet i mange år.
Bombardementet dengang ramte også flere af stenene. Andre sten blev væltet af besættelsesmagten dengang. Engelske soldater var hoppet over rækværket og morede sig med at vælte gravstene og ødelægge andre. Disse soldater havde kvarter i nærheden og fornøjede sig på denne måde.
Udvidet otte gange
Siden 1694 er begravelsespladsen udvidet otte gange. I 1800 henvendte repræsentanter sig til magistraten om opkøb af endnu et stykke jord nærmest det sidst erhvervede. Da det mødte modstand, gik repræsentanterne direkte til den gartner, der havde jorden i fæste og købte ca. 3.600 m2 for 2.000 rigsdaler.
Det modsatte Magistraten sig også. Den og ikke fæsteren var den rette sælger og man forlangte en høj pris. Repræsentanterne syntes at have haft god tid for de indrettede den ny plads. Så truede kæmneren med at indkalde dem for forligskommissionen. Først da indvilligede de i at betale. Skødet blev udstedt i 1805.
I en anordning af 29. marts 1814 blev pålagt jøderne i Danmark at føre autoriserede kirkebøger på dansk. Men allerede i 1771 havde menigheden begyndt at føre en begravelsesprotokol på hebraisk.
Den femte udvidelse
Den femte udvidelse fandt sted i 1831, da menigheden købte et grundstykke på ca. 1.700 m2 af Magistraten.
Pladsen bag kapellet blev forbeholdt barnegrave. Der findes ikke mange af de gravsten bevaret. Blandt de mest fremtrædende medlemmer af menigheden, der fandt deres sidste hvilested på denne del af begravelsespladsen kan nævnes finansmanden hofråd, David Amsel Meyer. Han stiftede mange legater af hvis midler Mosaisk Drengeskole i 1805, Carolineskolen i 1810 og Meyers Minde i 1825 blev oprettet.
Overrabbiner Abraham Gedalia ligger her og etatsråd M.I. Nathanson, der var købmand, nationaløkonomisk forfatter og redaktør af Berlingske Tidende. I mange år stod han i spidsen for Drengeskolen og Carolineskolen.
Det sidste jordlod blev opkøbt i 1855. Det var to år før Københavns volde blev nedlagt. Til sidst var man oppe på 13.500 m2.
En mere personlig stil
I midten af 1800-tallet ville det jødiske borgerskab have en mere personlig stil. De lod sig inspirere af stilen på de danske kirkegårde. De foretrak en tekst på dansk på dansk eller måske en blanding af dansk og hebraisk. Møllegade fik en mere mangfoldig stil. Gravstenene kunne være store og kostbare blandt velhavende familier.
Lidt af den gamle lighedstanke har dog overlevet. Alle begraves i dag ved en jødisk begravelse i samme enkle, umalede kiste og svøbt i hvide klæder.
Man lægger en lille sten – ikke blomster
På jødiske begravelsespladser lægger man typisk heller ikke blomster. Man skaber ikke små haver omkring gravstenen. Besøgende lægger blot en lille sten på graven som tegn på, at de har besøgt den.
Et par hænder med delte fingre fortæller, at den afdøde var kohanit. Det vil sige en efterkommer af tempelpræsterne. Man ser deres hænder strakt frem for at lyse velsignelsen over menigheden.
Et vandfad eller en kande fortæller, at her hviler en afdød af Levi stamme. Levitter vasker nemlig kohanitters hænder inden velsignelsen.
Nu skulle der ryddes op
I 1852 kom der et forslag fra Moritz G. Melchior til:
Overrabbineren godkendte dette under forudsætning at ingen grave blev opgravet. Der måtte heller ikke fjernes noget fra gravene. Men nole af medlemmerne var imod forandringerne. Det resulterede så i at man kontaktede Kirkeministeriet. De godkendte anlægsarbejdet. Efter flere skærmydsler i menigheden kunne istandsættelsen gennemføres.
To opsynsmænd vågede over, at arbejderne holdt sig strengt til deres instruks ved anlæggelse af nye veje og gange. Buske og træer, der voksede uden plan og pasning blev fjernet. Der blev nu ansat en gartner til vedligeholdelse.
5.500 gravsteder
Inden for få årtier blev den ene ejendom efter den anden bygget omkring pladsen. Nørrebro var en realitet. Hermed var det slut med udvidelsesmuligheder. Mosaisk Trossamfund måtte tænke i nye baner. Løsningen blev oprettelsen af Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886, der er beliggende på Vestre Kirkegård.
Efter 1886 er der dog foretaget 300 begravelser på pladsen i Møllegade. Det var reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse blev foretaget i 1967.
Der findes 5.500 gravsteder på Mosaisk Begravelsesplads, hvoraf 4.700 kan identificeres. Tilbage står ca. 2.800 gravsten. Blandt disse møder man mange betydelige, centrale og vigtige skikkelser i dansk jødisk historie.
Efter jødisk skik sløjfer man nemlig aldrig en grav. Graven er den afdødes evige eje. Derfor kalder man begravelsespladsen på hebræisk for ”beit olam”, oversat ”evighedens hus”.
Der fandt en masse begravelser sted i 1700 – tallet, som vi ikke kender noget til i dag.
Vaskehuset rives ned for at gøre mere plads
I 1804 måtte vaskehuset rives ned for at give plads til flere begravelser. I 1873 blev den nuværende inspektørbolig samt kapel opført. Det nuværende gangsystem stammer fra 1886. I 1929 blev kapellet revet ned og den nuværende have etableret.
Cementunderlag etableres
Opfyldt jord egner sig naturligvis ikke til en begravelsesplads, hvor man ønsker grave og mindesten bevaret til evig tid. De fleste gravsten sank efterhånden ned i jorden. Derfor lod Repræsentantskabet dem omkring 1905 hæve og rejst på cementunderlag. Det er dog endnu en del sten, hvor kun halvdelen rager op af jorden.
Nervøsitet ved genåbning
Københavns Kommune har bekostet en million kr. til at renovere Begravelsespladsen. Af respekt bede de besøgende om ikke at forlade de markerede stier.
Inden planerne for genåbningen var der en vis nervøsitet i de jødiske kredse. Det var på det tidspunkt, hvor der var forvirrede unger, der ikke kunne kende forskel på danske jøder og israeler, som man udtrykte det. Nogle mente, at det ikke var nogen grund til at gøre opmærksom på, at der her ligger jøder begravet.
Stedet blev netop lukket fordi man frygtede hærværk. Det var i en periode med stærk anti – israelsk kritik. Jøder har dog altid haft mulighed for adgang.
Praktiserende jøder vil altid bære en kippa (jødisk hovedbeklædning) af respekt for stedet. Har man ikke været på begravelsespladsen i 30 dage vil man også bede en bestemt bøn.
Brødrene Bing
På kirkegården ligger bl.a. Herman Bing, der i 1853 sammen med Frederik Vilhelm Grøndahl grundlagde porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl. I 1895 udgav de verdens første juleplatte ”Bag de frosne ruder”. De jødiske Bing – brødre var meget aktive i Det Mosaiske Troessamfund.
Niels Bohrs forældre
Fysikeren Niels Bohrs forældre ligger her. Og det gør forfatteren Simon Levin også. Det var ham, der oversatte børnebogen Den Store Bastian til dansk i 1847.
Edvard Brandes første hustru
Her ligger Edvard Brandes første hustru, Harriet Salomonsen. Han var bror til Georg Brandes. Hun begik selvmord i 1879. Hun havde været hendes mand utro og kunne ikke rigtig finde ud af det. Hun var ung og smuk og kun 15 år, da de bliver gift.
Men så dukkede komponisten Viktor Bendix op. Hun blev forelsket i ham Han skulle undervise hende i klaverspil og det gik hedt til. Så hun læste problemet, da manden får at vide, at hun har været utro ved at drikke gift og bliver begravet her.
Familien Melchior
Her finder man også familien Melchiors familiegravsted. Det var Moritz G. Melchior og hans hustru Dorothea, der tog sig af H.C. Andersen. De havde vinterbolig på Højbro Plads men sommerbolig på Østerbro. Og det var her i Rolighed at H.C. Andersen var en flittig gæst. Det var her han tilbragte sin sidste tid. Dette har vi tidligere berettet om her på siden.
Victor Borges farfar
Så ligger her en mand, der hedder Nathan Rosenbaum. Gravstenen var tidligere sunket så meget ned i jorden at man ikke kunne se navnet. Nathan Rosenbaum er farfar til Victor Borge. Da stenen blev fundet, blev Victor Borge kontaktet og spurgt om han ville betale for en istandsættelse. Han blev ellevild og sagde ja. Han har da også været på besøg på kirkegården.
Johanne Louise Heibergs mor
Johanne Louise Heibergs mor ligger her også. Hun hed Henriette Pätges. På vores side kan du læse 2- 3 artikler om denne familie. Henriette Pätges var teltholder på Bakken. Hun havde også et værtshus på Nørrebro, Lille Ravnsborg og var gift med Christian Pätges.
Henriette var jøde og Christian var kristen (katolik). Før 1814 måtte kristne og jøder ikke gifte sig med hinanden. De måtte heller ikke have sex. Men i 1803 fik de en datter.
Parret blev gift i 1804 og fik otte børn. Johanne Louise blev døbt i Sankt Petri kirke i 1813. I 1816 flyttede Henriette til Aalborg for at ernære sig med madpension for Anden Jyske Regiments officerer.
Faderen viste ringeagt over for jøder. I et raserianfald kaldte han Henriette for ”Jødetøs” Generelt blev jøder behandlet med foragt.
Mod slutningen af sit liv ønskede Henriette at blive kristen. Hun kontaktede n præst med han afviste at døbe hende. Johanne Louise betalte for vedligeholdelsen af gravstedet.
Kilde:
April 5, 2021
Revolutionen i Tønder
Der var flådestation i Sønderborg og Zeppelinbase i Tønder. Det havde effekt for revolutionen i Nordslesvig. Militærdiktatur i Tyskland. Den tyske disciplin var ved at smuldre. Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel. Kejseren abdicerede. Tønder var det sted revolutionen startede. Møde på Tonhalle. Borgmesterfruens røde underskørt måtte ofres. Landråd Böhme ville gå selv. Vagter ved byens livsvigtige funktioner. Oprøreret på Sild blev styret fra Tønder. Wienecke var den absolutte leder. Matroserne oprettede hjemsendelseskontor i Tønder. Arbejderrådene holdt længst Revolution i Højer. Landråd Böhme var stærkt irriteret. De tyske embedsmænd fik problemer. Forstærket bevogtning langs grænsen. Det var ikke slut i Tønder. En effektiv strejke. Nederlag for militæret og embedsmænd. Politiet ville ikke blande sig i arbejderkamp med det ville dragonerne. Uden lovhjemmel blev arbejderlederne i Tønder udvist. Det danske borgerskab i byen jublede. Wienecke endte i KZ – lejr og blev murer i DDR.
Flådestation og Zeppelinbase
I 1910 blev der oprettet en stor ny flådestation i Sønderborg og i starten af krigen blev zeppelinbasen oprettet nord for Tønder. Disse to ting fik betydning for revolutionen i Sønderjylland.
Militærdiktatur i Tyskland
Efter revolutionen i Rusland i oktober 1917 og freden mellem Rusland og Tyskland flyttede det tyske militær sine tropper fra Østfronten til Vestfronten. Revolutionære, antimilitæriske og pacifistiske tanker fulgte med.
I sommeren 1918 var Østrig-Ungarn bankerot, millioner sultede.
I Tyskland havde general Ludendorff nærmest indført militærdiktatur. Krigspropagandaen blev forstærkedes og militæret oprettede filmselskabet UFA. Strejkende kom for en militærdomstol og der blev opfordret til stikkeri i civilbefolkningen. Alligevel bredte krigstrætheden og oprøret sig.
Den tyske disciplin var ved at smuldre
På hjemmefronten var den jernhårde tyske disciplin ved at smuldre. Først på året havde det været massestrejker på ammunitionsfabrikkerne i de fleste af Tysklands store byer og industriegne. Under disse dannede arbejderne for første gang lokale arbejderråd.
Ved selve fronten løftede håbløsheden og trætheden sig til åbne oprørsforsøg. Et mytteriforsøg i flåden i juli måned blev nedkæmpet. To af deres førere blev skudt til skræk og advarsel.
Oprøret startede i Wilhelmshafen og Kiel
Den 28. oktober mente von Hiper, at den tyske flåde skulle udkæmpe et sidste ærefuld slag mod englænderne, selv om krigen var tabt. Men beslutningen førte til lydighedsnægtelse og mytterier på flere skibe i Wilhelmshafen. Matroserne var trætte af at være slagtefår.
Kejserrigets endelige dødsstød kom, da marinerne i Kiel gjorde oprør. Det var den 3. november og flere omkom i sammenstød. Her var matroserne også trætte af at bevæge sig ud på selvmordstogter.
Efter at have gæret voldsomt i flere dage bryder revolutionen ud den 5. november. Herefter breder den sig med fængslende hast over hele Tyskland. Allerede den 9. november kunne socialdemokraten Philip Scheidemann udråbe den tyske republik.
Kejseren abdicerede
To timer senere udråbte Karl Liebknecht den frie socialistiske republik fra balkonen på slottet i Berlin. Scheidemann blev republikkens første præsident. Den tidligere sadelmager Fritz Ebert indtog posten som statsminister. Den tyske kejser Wilhelm måtte abdicere og begav sig i landflygtighed.
Tønder var først i Nordslesvig
Også i Nordslesvig var jorden gødet for revolutionen. Som en slags nabo til Kiel var det ikke længe inden udviklingen nåede hertil.
Som en af de første Nordslesvigske byer kom Tønder under de røde faner. Allerede i dagene 5. og 6. november var der på luftskibsbasen oprettet arbejder- og soldaterråd blandt marinesoldaterne under ledelse af overmatros Alexander Leppert.
Den 7. november om morgenen skred rådet og marinesoldaterne til handling – officererne blev afvæbnet og våbenmagasinerne brudt op. Selv om magtovertagelsen forløb uden besvær forberedte man sig på det værste. Bagefter kunne Leppert fortælle, at det kun tog 3 ½ time at gennemføre nyordningen.
Da der næste dag ankom en lastbil fra Kiel med skarpt- bevæbnede marinesoldater kunne disse bare konstatere, at deres påtænkte opgave allerede var udført af luftskibsbasens eget mandskab.
Mødet på Tonhalle
Dagen efter om morgenen stiftede byen for første gang mere håndgribeligt kendskab til marinesoldaternes magtovertagelse. Tidligt om morgenen var der overalt i byen blevet omdelt og opslået røde plakater – et opråb med følgende tekst (her oversat til dansk):
Borgmesterkonens underskørt måtte ofres
Som et andet tegn på revolutionen blev en rød fane flere gange ført i optog gennem byen. Senere på dagen blev der rejst røde faner på posthuset, Rigsbanken, jernbanestationerne og Rådhuset,
Det pludselige behov for rødt klæde til de revolutionære faner gav store problemer. Indtil der var skaffet faner ude fra, måtte man nøjes med de røde stykker, der kunne flænges ud af det sort – hvid – røde prøjsiske rigsflag, hvoraf der til gengæld fandtes et stort antal. Myterne fortæller at borgmester Poulsen måtte ofre fruens underskørt til formålet.
Landråd Böhme ville gå selv
På mødet i Tonhalle kl. 12 konstituerede arbejder- og soldaterrådet sig endeligt. Dog blev der rokeret rundt på medlemmer og poster de nærmeste dage og måneder. Denne formelle konstituering blev samme eftermiddag offentliggjort ved en parade på Torvet, der samtidig skulle understrege de nye omvæltninger.
På Torvet var der holdt en firkantet plads fri, flankeret af tredobbelte rækker af marinesoldater med opplantede bajonetter. En bil med røde standere var blevet sendt efter landråd Böhme, der var den højeste prøjsiske embedsmand.
Da landrådens ankomst trak ud, blev de ryderligere sendt fire soldater af sted for at skynde på. Det viste sig, at han havde værget sig ved at komme under bevogtning. Han erklærede, at han kun ville følge med til Torvet, såfremt han kunne bevæge sig dertil uden ledsagere.
Soldaterne tog ikke mere voldsomt på tingene, end at de lod ham gå gennem byen alene og selv sluttede op noget efter ham.
Også politimesteren var blevet hentet. Foran folkemængden på Torvet måtte de to højtideligt erklære, at de ikke ville modarbejde revolutionen.
Vagter ved byens livsvigtige funktioner
Efter paraden fortsatte mødet i Tonhalle, hvor der blandt andet valgtes tilforordnede til landråd og borgmester. Også de kommende dage blev der holdt en mængde møder på rådhuset af de nye magthavere.
Bortset fra de overnævnte episoder, var der ikke andre ydre tegn på revolutionen for den almindelige borger. Marinesoldaterne udførte på almindelig vis, som før revolutionen de daglige bevogtningsopgaver og visiteringer.
Dog var der også opstillet vagter ved byens livsvigtige funktioner som el-, gas – og vandværket. Også på soldaternes uniformering var der tegn på omvæltningen. Alle kokarder og distinktioner var fjernet. Den kendte og forhadte pikkelhue blev erstattet af den mere behagelige felthue.
Revolutionen bredte sig til Vestslesvig
Et par dage senere blev uniformskravet dog igen skærpet i et opslag fra arbejder – og soldaterrådet. Alle revolutionens sympatisører blev opfordret til at bære et rødt bånd om armen.
De forskellige råd garanterede udbetalinger af lønninger og forsyningssikkerhed af gas, elektricitet og levnedsmidler. Der blev udstedt forbud mod utidig brug af skydevåben. Der blev pålagt civilister at aflevere deres våben.
Fra luftskibsbasen i Tønder bredte revolutionen sig til det øvrige Vestslesvig. Den 9. november om aftenen blev et halvt hundrede sværtbevæbnede marinesoldater fra basen i Tønder sendt til Skærbæk. Her mødte de op hos amtsforstander Jürgen Eriksen. Der blev bekendtgjort, at byen nu befandt sig i revolutionsstyrkens magt.
Opstanden på Sild blev styret fra Tønder
Også opstanden i de militære forlægninger på Sild blev styret fra Tønder. Derfra havde man sendt sin vel nok mest ihærdige revolutionære skikkelse, mureren Heinrich Wienecke. Også her foregik revolutionen under hans ledelse ublodigt og problemfrit.
I den første del af revolutionen havde soldaterne blot to krav:
De tyske soldater i Nordslesvig kom fra hele Tyskland og ønskede ikke at blive længere end nødvendigt.
Wienecke – revolutionens leder i Tønder
Wienecke, der fra starten var Tønder – revolutionens ledende personlighed var født i Bremen. Moderen var tysk, faderen amerikaner. Med den baggrund lykkedes det ham ved krigens udbrud at blive erklæret statsløs og derved undgå indkaldelse til militæret.
I 1907 var Wienecke med blandt stifterne af den lokale socialdemokratiske forening. Selv om han fra starten var revolutionens drivkraft, var han ikke medlem af det første regulære arbejder – og soldaterråd. Et forhold, der formentlig skyldtes, at han på dette tidspunkt stadig var statsløs.
Dette forhindrede ham dog ikke i at indtage, vel nok rådets vigtigste funktion som tilforordnet for landråden. Det blev også Wienecke, som kom til at organisere kredsens landarbejder – og bonderåd i landdistrikterne, der var en pendant til byens arbejder- og soldaterråd.
Virksomhed begrænset
Som pressereferent og senere redaktør af arbejdernes eget dagblad ”Der Freie Arbeiter” repræsenterede han arbejderrådet ud af til. Ved det sidste af valgene til arbejder – og soldaterrådet overtog Wienecke endelig t formelt posten som rådets formand., den fjerde i rækken.
Efter at revolutionen var gennem ført i hele Nordslesvig og dagene gik, gled soldaterrådene efterhånden i baggrunden. Deres virksomhed var ret begrænset. De sørgede i de første måneder for den nødvendige bevogtning af de vigtigste bygninger og understøttede arbejderrådene i deres virksomhed navnlig ved, at de leverede den fornødne magtudfoldelse, hvis der en gang imellem var ønskeligt.
Hjemsendelseskontor i Tønder
I virkeligheden lå rådenes største indsats i, at de var en slags demobiliseringsmedhjælpere. Tønder oprettede som den eneste af de nordslesvigske købstæder et hjemsendelseskontor som hjalp med at skaffe alle ikke-hjemsendte de nødvendige papirer og derved spare dem en tilbagerejse til deres troppeafdeling for at blive hjemsendt.
En af grundene til soldaterrådenes svindende indflydelse var også, at de gamle garnisoner efterhånden blev opløst.
Arbejderrådene holdt længst
Heller ikke bonderådene fik stor og langvarig betydning. De blev nedsat i landsognene uden synderlig interesse herfra, men som et nødvendigt onde.
Hvor man ved soldaterrådenes oprettelse kunne tale om en spontan bevægelse var oprettelsen af landarbejder- og bonderådene i landdistrikterne fra begyndelsen dikteret fra højere sted. Rådenes opgave skulle først og fremmest være at organisere levnedsmiddeludskrivningerne, der i de krigsudpinte dele behøvede en effektiv organisation.
Naturligt var det arbejderrådene, der fik den største betydning og var længst i funktion.
Officielt fungerede de lige til den internationale kommission overtog alle styrende funktioner kort op mod indlemmelsen i Danmark. Men også deres betydning skrumpede meget ind. Men hele den første vinter var arbejderrådet i Tønder i funktion.
I Haderslev ville officererne ikke adlyde
Republikken Als var kun i funktion i tre dage. Du kan finde to artikler om dette tema her på siden.
I Haderslev nægtede officererne at adlyde. Så de fik lov til at tage hjem som civile. I løbet af få dage var der arbejderråd i 17 sønderjyske byer. Sammen med soldaterrådene erklærede de at have overtaget den offentlige magt.
Revolutionen i Højer
I Højer sendte man den offentlige udråber ud med tromme og bekendtgjorde følgende:
Næste dag samledes naturligvis byens befolkning på torvet. Det landstormkompagni, som var stationeret der marcherede ind på torvet klokken 12 og stillede op med kaptajnen foran.
Præcis klokken 12 kom der en lille afdeling marinere fra Flensborg og marcherede ind på pladsen. Lederen af marinerne gik helt hen til kaptajnen for landstormen og hev hans epauletter af og tog hans sabel fra ham. Dermed var revolutionen i Højer forbi.
Derefter skulle man i gang med at etablere et arbejder- og soldaterråd. Og det var fortsat marineren fra Flensborg, der styrede udviklingen. Han foreslog en bestemt lokal håndværker til at lede rådet. Men håndværkeren ønskede ikke at påtage sig hvervet, fordi det stred imod hans kristne overbevisning.
Landråd Böhme blev irriteret
I de første måneder gik rådene energisk til værks. De udsendte en række daglige bekendtgørelser.
Men rådene skabte stor irritation hos landråd Böhme. I begyndelsen af 1919 kom denne irritation til udtryk i form af en klage til regeringen. Landråden fik også ret i sin klage. Det skyldtes bl.a. at rådene havde forlangt kontrasignering og det gjorde hele arbejdsgangen for langsommelig.
Det betød at arbejderrådets tilforordnede mistede adgangen til byråds – og kredsudvalgsmøderne (amt)
De prøjsiske embedsmænd fik problemer
Den politisk drevne og administrative dygtige Wienecke voldte de prøjsisk – borgerlige embedsmænd store problemer. Dette bragte ham i en voldsom konflikt med disse kredse. I februar 1919 foranledigede et borgerudvalg da også, at der udstedtes en arrestordre mod ham for højforræderi. Sammen med nogle soldater fra luftskibsbasen skulle han have planlagt et oprør (Rosa Luxemburg og Karl Liebknechts gruppe).
I Tyskland blev alle arbejderrådene nedlagt i januar 1919 på initiativ af de tyske socialdemokrater. De hadede revolutionen som pesten og ønskede en tilbagevenden med den borgerlige stats almindelige magtstruktur med kommune og parlament.
Revolutionære socialister var begejstrede. Den danske socialist Marie Nielsen skrev:
Arbejderne i Tønder protesterede
Den socialdemokratiske forening i Tønder protesterede straks voldsomt mod arrestationen af Wienecke. Han blev hurtig frikendt og løsladt igen og genindsat i sine tidligere tillidshverv. Om han havde forbindelse til den lille kommunistiske celle, der eksisterede i Tønder i 1919 vides ikke.
Senere på sommeren forsøgte Böhme igen at slippe af med Wienecke. I første omgang lykkedes det for Wienecke at slippe for ham som tilforordnet. Men det afstedkom store arbejdsnedlæggelser i Tønder og demonstrationer. Böhme blev tvunget til at stillingen som forordnet ville være uændret i fremtiden.
Forstærket bevogtning langs grænsen
Efter 1920 var den danske regering og forsvarsminister Zahle stærk bekymret for den videre udvikling. Der blev placeret to rekylkorps langs grænsen.
Der havde været uro på kaserne i København og arbejderbefolkningen var stærkt utilfredse med livsbetingelserne. Politi og arbejder stødte sammen i ”Slaget på Grøntorvet”.
Fredeligt i Tønder
I Tønder gik det fredeligt til, men i Berlin og andre store tyske byer blev revolutionen kvalt i blod. Omkring nytår 1919 blev det tyske kommunistparti dannet med Rosa Luxemburg og Karl Liebknechrt i spidsen. To uger senere blev de myrdet.
Arbejder- og soldaterrådene blev ofte fra dansksindede kradse i landsdelen beskyldt for at være tyskorienterede. En beskyldning, der for Tønders vedkommende kan have sin rigtighed.
Det var ikke slut i Tønder
Men det var dog ikke slut i Tønder. Mærkelig nok så bliver disse episoder slet ikke omtalt, når man taler ”Genforening”. Der var et voldsomt oprør i de sønderjyske købstæder.
Overgangen til kronemønt betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede arbejderne i Tønder og det øvrige Sønderjylland timelønnen hævet fra 1,60 til 2,00 kr. Herved ville timelønnen nærme sig niveauet i det øvrige Danmark.
Da man pure nægtede at efterkomme disse rimelige krav, erklærede et arbejderudvalg med Wienecke i spidsen generalstrejke i de fire sønderjyske købstæder fra den 4. juni 1920.
En effektiv strejke
Strejken var særdeles effektiv, især i Tønder. Alt var lammet på nær vandværk, posthus og jernbanen. Et forsøg fra borgerlig side på at indsætte politiet imod strejkevagterne på de kommunale værker, var ikke lykkedes.
Dagen efter brød militæret dog blokaden. Hertil så de danske dragoner modsat politiet sig ikke for gode. De danske soldater blandede sig i arbejderkampen.
Efter trusler fra de strejkende om at værkerne og kredshuset (amtshuset) ville blive stormet, såfremt militæret ikke blev fjernet, blev også store dele af byen omkring kredshuset afspærret af militæret.
Nederlag for militæret og embedsmænd
Da det senere på dagen viste sig, at det var bystyret og kun bystyret, der kunne kræve politi eller militærbeskyttelse af de kommunale værker, krævede magistraten efter korte forhandlinger med strejkelederne militæret fjernet. Det var et dundrende nederlag for militæret og de ledende embedsmænd.
Uden lovhjemmel blev arbejderledere udvist
Tydelig mærket af nederlaget, opfordrede de den fungerende landråd, greve O.D. Schack til at lade strejkelederne arrestere. Af frygt for blodsudgydelser afviste greven dog forslaget. Dagen efter udnyttede politimester Stemann et kort fravær af greven fra yen til fra anden side at indhente tilladelse til arrestationerne.
Arrestationen af Wienecke og tre andre af arbejdernes ledere fandt sted natten mellem den 6. og 7. juni. Herefter blev de uden varsel og lovhjemmel sammen med deres familier udvist og ført over grænsen til Flensborg med totalforbud mod nogensinde at rejse ind i Danmark igen. Dagen efter blev deres få ejendele ført samme vej på militære lastbiler.
Det danske borgerskab i Tønder jublede
Det danske borgerskab i Tønder jublede. Strejken varede endnu en uge efter Wieneckes og de andre leders arrestation, men blev derefter afblæst med løfte om, at kravene ville blive opfyldt. Der måtte dog mange nye kampe til, før det skete fuldt ud.
I KZ – lejr og DDR
Efter udvisningen slog Wienecke sig ned i Husum, hvor han videreførte en aflægger af sit arbejderdagblad fra Tønder. Kort efter gik turen til Hamborg, hvor han ligeledes blev redaktør for et arbejderblad.
I 1930’erne trodsede Wienecke forbuddet mod indrejse til Danmark og hjalp sine kommunistiske kammerater.
Senere endte han i KZ – lejre på grund af sit politiske arbejde. I 1950’erne tog han arbejde i DDR som murer.
Kilde:
April 3, 2021
Før Knivsbjerg – festerne
Man ændrede navnet. Og så var de stadig ”tyskerklippet”, sagde politiet. Siden 1843 havde man Skamlingsbanken. Et symbol på fortyskningspolitik. Farvet af nazismen. De tysksindede startede en hovedforening. En fest på Kalvø med tre hyldesttaler. Vi skal købe Knivsbjerg sagde pastoren. Og tre uger efter havde man gjort det. Festen sluttede kl. 24. 1.500 – 2.000 gæster var meget tilfredse. Skibsreder Jebsen blev den første formand for Knivsbjerg-Gesellschaft og sponserede en 25 meter høj flagstang.
Man ændrede navnet
Vi har tidligere omtalt Knivsbjerg, som samlingspunkt for de tysksindede i Nordslesvig. Vi har også omtalt mindestenene for de faldne.
Det er en række mindesten over de faldne soldater fra det tyske mindretal i de to verdenskrige. Tidligere kaldtes stedet ”Ehrenhain (æreslund), men det tyske mindretal omdøbte i 2012 stedet til Gedankstaätte (mindesmærke) for ca. 800 faldne under Anden verdenskrig med begrundelsen at ordet hænger skidt sammen med krigen. Enkelte af navnene er slettet efter at de senere (post mortem) er dømt for krigsforbrydelser.
De var stadig ”tyskerklippet”
Det var her at civilklædt dansk politi helt op til slutningen af 1960’erne overvågede, hvem der kom her. Officielt sluttede man overvågningen i 1955. I en rapport fra Knivsbjerg Festen i 1947 kan man læse:
Siden 1843 havde man Skamlingsbanken
Siden 1843 havde man nord for Kongeåen Skamlingsbanken. Og sådan et sted ville de tysksindede i Nordslesvig også gerne have.
Det lykkedes også at få sådan et samlingssted.
Et symbol på aggressiv fortyskningspolitik
I en tysk skildring kaldes det enorme monument, der blev opsat for:
H.V. Clausen kaldte det for:
– Moderne tysk kraftbarbarstil
Knivsbjerg blev et symbol på aggressiv fortyskningspolitik. Nu var det ikke alle, der syntes at den måde tyskerne behandlede danskerne på var i orden. Den unge teolog Johannes Tiedje gik stærkt imod den tyske ”rabalderpatriotisme”.
I 1919 var man godt klar over, hvilken vej det gik i Nordslesvig. Derfor blev den store Bismarck – statue og indskrifterne flyttet og opstillet på Aschberg ved Hütten nær Eckernförde.
Farvet af Nazismen
Fra midten af 1930’erne blev Knivsbjerg-møderne farvet af nazismen. Luftwaffe brugte stedet under besættelsen. Og stedet blev hadet af de dansksindede. Mellem den 15. og 16. august 1945 blev selve tårnet sprunget i luften af danske modstandsfolk. Dansk Politi gjorde ikke meget for at opklare sabotagen.
Årsagen til sprængningen må nok opfattes som en hævnakt og tak for sidst, fordi den tyske general Wrangel i sin sejrsrus den 20. marts 1864 havde strakt Skamlingsbank – støtten til jorden.
De tysksindede startede en hovedforening
Men hvordan startede det hele?
Efter 1864 gik der en del år, før man fra tyske side begyndte at germanisere området. Nu skulle danskheden bekæmpes. Det ville være nødvendigt at organisere sig både politisk og kulturelt.
De dansksindede udfoldede et rigt foreningsliv. Tyskerne havde et forbillede ”Den slesvigske Forening. Denne fik oprettet Skamlingsbanken.
Man startede i det små sidst i1880’erne ved at oprette mindre tyske lokalforeninger bl.a. i Sønderborg og Løgumkloster. Man savnede en koordinerende centralforening så man kunne få øget gennemslagskraft.
Efter at den kendte pastor Jacobsen fra Skærbæk og journalist W. Frölich fra Flensborg i efteråret 1890 havde udsendt indbydelser til alle de mest indflydelsesrige folk i administrationen, kommuneforstandere og større jordbesiddere mødtes 48 af de mest aktive og betydningsfulde tysksindede mænd fra hele Nordslesvig den 19. november 1890 på Junkers gæstgivergård i Toftlund. Mødet udmøntede i oprettelsen af:
En fest på Kalvø
Den første større foranstaltning, den nye forening fik sat i værk for at manifestere sig, var en indkaldelse af et stævne på Kalvø den 16. juli 1893. Hvorfor det lige var her, skyldtes de to små lokalforeninger i Hoptrup og Løjt, der var ophavsmænd til stævnet. Som bekendt ligger Kalvø midt imellem de to sogne.
I ugen op til havde man masser at se til. Der var opstillinger og udsmykning. Restaurations – og dansetelte skulle etableres. Og en tribune, hvor de tre hovedtalere skulle udfolde sig, skulle også opbygges.
Bag talerstolen var der ophængt billeder af det tyske kejserpar omgivet af forskellige våbenskjolde. Hele opstillingen var udsmykket med guirlander samt en masse flag og faner i de preussiske, tyske og slesvig-holstenske farver.
Tre hyldesttaler
Da søndagen den 16. juli omsider oprandt, ankom så alle festdeltagere først på eftermiddagen. De fleste til vogns, nogle til hest andre til fods og en del var velocipedister (cyklister).
Entreen via broen til Kalø var 30 Pfennig. Fra Aabenraa ankom dampskibet ”Condor” med omkring 300 gæster samt et orkester. Før talerne begyndte var der mellem 1.500 og 2.000 gæster forsamlede.
Kl. 17 begyndte talerne. Først var det gymnasieoverlærer R. Macke fra Haderslev. Han kom ind på den store sejr, der blev vundet over den overmægtige fjende i 1864. Han sluttede sin tale med at udbringe et leve for den tyske kejser og hans rige. Herefter sang forsamlingen kejserhymnen. Et sangkor fra Haderslev fremførte patriotiske sange.
Vi skal købe Knivsbjerg
Næste taler var sognepræsten fra Sønder Vilstrup, L.O. Jessen, der i høje vendinger uddybede Tysklands ret ril Nordslesvig. Med ”So ein Ding müssen wir auch haben” gled blikket op ad, hvorefter han i sin tale fremkom med ønsket om at købe Knivsbjerg bakke blot en lille kilometer derfra.
Der kunne han tænke sig en statue forestillende ”Frau Germania” med sværdet i venstre hånd, I den højre skulle hun holde et skjold hvorpå det holstenske nelleblad var anbragt. De slesvigske løver kunne så passende ligge ved hendes fødder og læne sig op ad monumentet.
Nu havde kejseren fået sin hyldest i første tale, så var turen kommet til kejserinden, den slesvigske fyrstedatter (fra Augustenborg). Hun fik da også hende ”Lebe hoch”.
Pastor Jessens tale blev modtaget med endeløs jubel, hvorefter forsamlingen istemte den meget populære:
Festen sluttede kl. 24
Efter endnu et par patriotiske sang fra sangkoret fra Haderslev sluttede seminariedirektør Carstens af med en overordnet beskrivelse af det tyske riges uovertruffenhed.
Nu fortsatte festen i de omkringliggende telte. I det ene telt spillede Paulsens kapel fra Aabenraa op til bal for de yngre klokken 19,
I et andet telt forsamledes hovedforeningens bestyrelse med de lokale foreningsformænd, festkomiteen m.m. Ind imellem talerne blev der sunget patriotiske sange som
Også Pastor Jessens forslag om køb af Knivsbjerg blev ivrigt diskuteret. Så kunne man hamle op med Danmarks ”smagløse” Skamlingsbanken.
Da mørket faldt på, blev festpladsen illumineret med kulørte lamper. Klokken 22 afbrændtes et stort festfyrværkeri. Herefter begyndte en del af gæsterne hjemturen.
Dansen fortsatte til klokken 24, da dampskibet forlod Kalvø med orkesteret og gæsterne på vej til Aabenraa.
Tre uger efter havde man købt Knivsbjerg
Under ledelse af lærer Nicolai Nicolaisen fra Aabenraa arbejdede en gruppe medlemmer af lokalforeningerne i Haderslev, Hoptrup, Løjt og Aabenraa videre med pastor Jessens forslag.
Blot tre uger efter festen på Kalvø kunne man afslutte handelen med ejeren Martin Bruhn fra Genner om købet af Knivsbjerg bakke. Arealet var på ti tønder land og prisen var 6.750 mark.
Skibsreder Jebsen blev formand for ”Knivsbjerggesellshaft”
Finansieringen skulle foregå ved udstedelse af andelsbeviser på 25 mark og ejerne af disse beviser oprettede så den 11. oktober 1893 en underafdeling af ”Deutscher Verein kaldet ”Knivsbjerggesellschaft”.
Til første formand for selskabet valgtes skibsreder Michael Jebsen fra Aabenraa. Det blev nu selskabets opgave at indrette den tyske ”Skamlingsbanke” Tilpasning og anlæggelse af festpladsen blev den 11. november overladt til gartner Paulsen fra Haderslev for 2.000 mark.
Nu begyndte så ”begrebet” Knivsbjerg at tage form.
Den 15. april 1894 blev det besluttet at opføre en pavillon for 5.800 mark og kort efter opførtes en hestestald for 1.700 mark. Disse opgaver blev overladt til tømmerhandler Jürgen Lorenzen og tømrermester Matthiesen, begge fra Aabenraa.
Restaurationen blev overdraget til fru Jördening, Genner Kro (Lyngtofte Kro) for 400 mark i årlig forpagtningsafgift.
En 25 meter høj flagstang blev sponseret
Kort før festen kunne tage sin begyndelse donerede selskabets formand, skibsreder Jacobsen en 25 meter høj flagstang. Den blev rejst på toppen af Knivsbjerg.
Som resultatet af festen på Kalvø var man nu rustet til indvielse af det tyske mindretals samlingssted gennem nu langt over 100 år. Indvielsen foregik under en stor fest den 15. juli 1894.
Frau Germania dukkede dog ikke op. Men året efter den 4. august 1895 kunne man nedlægge grundstenen til det senere så kendte Bismarck – Denkmal også kaldet ”Knivsbjergtårnet”. Tårnet var 45 meter højt og ragede 142 meter over havspejlet. Det kunne ses viden om. Det blev indviet den 4. august 1901.
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
April 2, 2021
Holmens Kirkegård
Kirkegård for de fattige. Fem forskellige kirkegårde under Holmens Kirke. Kun for de ubemidlede. Menigheden blev opdelt i tre lønningsklasser. En tidligere præst banede vejen for mindesmærker. Admiralsgangen. Nu var det pludselig mondænt at blive begravet her.
Kirkegårde for de fattige
Rige og kendte københavnere kunne lade sig begrave i de kirkegårde som omgav byens kirker. Hvis man var virkelig rig, kunne man også lade sig begrave i selve kirken. Mindre formuende og fattige kunne nøjes med en grav i periferien og ved muren omkring kirkegården. Man kunne også søge ud mod de supplerende hjælp- eller assistens-kirkegårde, som fra 1500 – tallet opstod uden for bygrænserne. De var svære at holde under opsyn og var ofte misligholdte, forstyrrende steder. Her var det ikke så rart at ligge. Derfor blev de fortrinsvis brugt under epidemier og af byens fattige.
Fem forskellige kirkegårde
Holmens Sogn blev oprettet af Christian den Fjerde i 1617 og kirken blev indviet i 1619. I 1546 var der anlagt en kirkegård lige uden for Nørreport. Der var også en på selve Holmen, den var i brug indtil 1666. Den lå omkring der, hvor Det Kongelige Teater i dag findes.
Til Holmens kirke fandtes i tidens løb flere annekskirkegårde. Der var ikke mindre end fem forskellige kirkegårde. Men fra 1660’ernes begyndelse blev den nylig indkaldte fæstningsingeniør Hendrik Rüse (Rusensteen) bedt om at afstikke et par nye kirkegårde uden for voldene. Den ene af disse kirkegårde var beregnet til Hæren og den anden til Flåden, men Hærens, den senere Garnisons Kirkegård lå tættere på stranden og havde en højere grundvandsstand. Den blev først for alvor taget i brug i 1700 – tallet.
Kun for de ubemidlede
Flådens Kirkegård eller Skibskirkegården, som blev Holmes Kirkes tredje assistens-kirkegård blev indviet den 10. august 1666. Den fik en ganske anden varighed end sine forgængere, idet den nu er Københavns ældste kirkegård i brug. Den ligger uden for Østerport. Den var som alle andre kirkegårde uden for byen fra første færd en fattigkirkegård, beregnet for dem, der som det hed, ikke havde råd til at lade sig begrave ”herinde”, dvs. i byen.
I 1706 blev der udsendt en bekendtgørelse, der sagde at man skulle tage det alvorligt at kirkegården kun var for de ubemidlede. Men det var nu ingen i Kongens tjeneste ved Holmen, som var formuende nok til at kunne betale til kirken for Jorden og skolen. Kirkegården var dengang med sine 500 kvadratalen kun halvt så stor som i dag.
Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet, idet antallet af begravelser mere end fordobledes.
Menigheden blev opdelt i lønklasser
Menigheden var efter 1728 opdelt i lønklasser, er hver især fik en pris at lægge for et lod af jorden.
I første omgang var kirkegården for flådens menige og ubemidlede matroser. Den fik navnet Skibskirkegården. De mere velbjergede skibsofficerer brød sig ikke om at blive begravet her. Der måtte som skrevet ikke blive sat mindesmærke op for dem.
Holmens Kirkegård var dog stadig ikke det sted, hvor de afdøde kunne få et varigt minde. I 1733 blev den endelig hegnet inde. Da der stadig fandtes både køer og svin på kirkegården, blev den i 1769 omgivet af en bred grøft, hvortil kom en randbeplanting af hvidtjørn. Så var gravstederne fri for at blive rodet igennem af kreaturer. Det var først tilladt at markere mindesmærker i 1790’erne.
En tidligere præst banede vejen for mindesmærker
Men efter 1728 blev der forordnet at også officerer og skibsfører og andre måtte blive begravet her dog mod betaling. Men efterhånden blev det tilladt at sættes mindesmærker op. Det var hvis nok en tidligere præst ved Holmens Kirke, Laurids Smith, der endte som slotspræst på Fredensborg, der startede. Han ønskede ”at hvile blandt sine hensovende tilhørere”.
Men det var godt nok uden for hegnet. På monumentets forplade er der en hund og hvorfor nu det? Jo Laurids Smith var både præst, filosof, forfatter og dyreven. Tre år før sin død skrev han et banebrydende værk, der hed:
Admiralsgangen
I 1798 blev der anlagt en bred nord-syd gående hovedalle, hvortil kom, at den fik et nyt reglement, som tillod monumenter og som naturligvis også satte en række priser på, hvad der skulle koste at have et gravsted med en sten.
Og hovedalleen blev kaldt Admiralsgangen. Egentlig var der popler, der var plantet i siden. De er så senere erstattet af lindetræer.
På Holmes Kirkegård ligger der legender begravet. Det vrimler med fortidens store politiker, kvindeskæbner, krigshelte og ofre for historiske begivenheder. Jo her fortælles i den grad Københavner historie.
Slaget på Rheden
Her er også en gravhøj for de faldne ved Slaget på Rheden den 2. april 1801, hvor sø-krigerne vovede at tage kampen op mod Lord Nelson. Slaget fandt sted skærtorsdag. Påskedag udgik det berømte ligtog fra Søvæksthuset til Holmens Kirkegård. Hele staden fulgte de døde til det sidste hvilested.
Det var en enorm procession. Hofmarskalen, de højeste hofembedsmænd, Københavns kommandant, admiraler, søofficerer, videnskabsmænd, kunstnere og borgere og bagerst den sidste eskorte på 1.000 mand fra Det Kongelige Livskorps. I følget så man Oehlenschläger, Grundtvig og Blicher.
I dagene fra 5. april til 3. juli blev 500 begravet i fællesgraven. En stor del af de faldne var optaget fra søen.
Der blev samlet 1.600 Rigsdaler ind til et mindesmærke. Dengang var det frit udsyn til Kongedybet. Ved højens fod står en række kampsten på de 11 officerer, som blev dræbt under slaget og navnene på de skibe, hvor de faldt. Stenenes størrelse er afpasset efter de afdødes rang og opsat i orden, skibene havde ligget på Rheden.
Nu var det mondænt at blive begravet her
Med Krigergraven indledtes en ny epoke, idet det nu blev mondænt at blive gravsat på skibskirkegården.
Her er både berømte og mindre berømte kvinder i 1800-tallet, Guldalderens personligheder og personligheder fra De Slesvigske Krige, Indlemmelsen 1920 og Anden verdenskrig.
Her møder vi Gunnar ”Nu” Hansen, Dea Trier Mørch, Karen Lykkehus, H.C. Lumbye og digteren Christian Winther.
Trækapellet er fra 1902. I tidens løb har det mødt meget kritik. Egentlig ligner det en norsk stavkirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 2, 2021
Fra Søerne til Nordvest
Hvorfor hedder det Sortedam Dosseringen. Blegdammene blev flyttet. Og hvorfor kunne søerne ikke fungere som voldgrave? Vi bevæger os også en tur til Østerbro og til Nordvest. Vi ønsker en god tur. Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro med udsigt over søerne. 27 skud indviede det nye fængsel. Holberg nævnte tjenestepiger og blegdammene. Den stærke mand knuste så mange kvindehjerter. Et vangehus og skydebane blev oprettet. Vi besøger Københavns Renovationsvæsen og Hauberg og Titan. En bom var løsningen på en sporvogns-forbindelse. En remisseafdeling havde en sygeafdeling. Og så måtte hestene igen trække læsset. Vi besøger Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte mere jord. Sø var der sørgefest i Remissegården på Tagensvej. Og så kom man fem gang i fængsel, fordi man var baptist. Der var masser af pilekviste i Lersøen, hvor der også var ulovlig fuglefangst. Så skulle det vist have heddet ”Bissebjerg” i stedet for Bispebjerg.
Blegdammene blev flyttet
Vi går en tur hernede fra Søerne helt ud til Bispebjerg. Vi kommer til at overskride en geografisk grænse – vi kommer nemlig ud i Nordvest og kommer forbi Østerbro.
Blegdammen var områdets grønne bais. Her herskede blegemændene fra 1672 og små 200 år frem over græs og damme lige nord for Sortedamssøen. Hertil bragte tjenestepigerne fra hovedstadens bedre huse et par gange om året herskabets hvidevarer til bleg.
Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene og derefter udbredt på græsset for at solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.
Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med mellemrum truttede i sit kohorn for at holde eventuelle tyve væk, samtidig med at han beviste, at han passede sit arbejde. Ingemann har skrevet det på den måde:
Nu var det jo sådan at blegdammene blev flyttet over på den anden side af søerne.
Sortedamssøen
Sortedamssøen hører vi om allerede i 1619, da kaldes den for ”Soerte Dam”. Egentlig ved man ikke, hvorfra navnet stammer. Det kan være at dam er betegnelsen for en mindre sø, men det kan også være betegnelsen for en dæmning. Og netop dæmningen ved Østerbrogade var afgørende for søen, da den ellers ville løbe ud i Øresund.
Navnet dossering kommer fra det franske ”dos” som betyder ”ryg”. Det kan bruges om en vej på en dæmning eller skråning ved noget vand. Det var, hvad vejen tidligere var, en sti ved en lille skråning ned til søen med et par enkelte både- og fiskebroer.
Sortedamssøen er som andre søer skabt kunstigt og fik deres nuværende form i slutningen af 1720’erne, da dosseringerne blev lagt helt fast. Det skyldes hensynet til Københavns befæstning, der gerne skulle have et præcist velafgrænset vandareal foran glaciset. Men det var også et forsøg på at undgå oversvømmelser af bl.a. blegdammene ved forårstid, når vandet stod højt.
Sortedam Dosseringen
På hjørnet, hvor Sortedam Dossering og Østerbrogade mødes, ses der på tidligere kort over bydelen Østerbro fra 1728, at her lå en ”Tobacks-Plantagie”
I dæmningen ved Østerbrogade var der anbragt et udløb så kongens fiskedamme og haverne mod øst kunne få frisk vand. Fra 1894 til 1920’erne kunne man hvert 7. minut tage rutebåden, der gik herfra til Gyldenløbsgade.
I 1929 indrettedes spadserestier på dosseringens nedre skråning, så man kunne promenere tæt på vandet.
I den østlige ende er der altid isfrit langs dosseringen, fordi der her findes et udløb af kølevand fra Rigshospitalets cyklotroner. Her holder masser af fugle derfor til om vinteren.
Skulle søerne have været voldgrav
I grunden er det mærkeligt at Københavns volde ikke blev flyttet her ud til søerne., således at de kunne bruges som voldgrav. Men hvis nu dæmningerne ved Gl. Kongevej og Østerbrogade skulle sprænges i luften, ja så ville vandet være løbet væk. Så søerne som voldgrav var måske ikke så bevendt alligevel.
Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro
Søren Kierkegaard boede i en lejlighed med udsigt over Sortedamssøen. Det gjorde han fra april 1851 til oktober 1852. Adressen var Østerbro 108. I daghedder adressen Østerbrogade 50. Men ejendommen, hvor han boede, blev revet ned, da Willemosegade skulle føres ud i Østerbrogade. Ifølge Peter Tudvad så boede han:
Borgerskabet på Østerbro drillede ikke
Kierkegaard boede på førstesal. En stor have hørte til ejendommen. Kierkegaard havde haft nogle besværlige år efter ”Corsar – fejden”, som begyndte i 1846. Han var genstand for massiv latterliggørelse i det satiriske københavnske ugeblad Corsaren. Drillerierne kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.
Pludselig kunne han ikke tale med høj og lav i hovedstadens gader uden at blive chikaneret af en sværm af gadedrenge og andre løse fugle. Den slags blev han ikke udsat for blandt borgerskabet på Østerbro.
27 kanonskud for et nyt fængsel
Vi har i tidligere artikler fortalt om, hvad der fandtes af spændende ting på Blegdamsvej. Men vi har egentlig aldrig fortalt om fængselsbygningen. Jo du kan stadig komme i spjældet på Blegdamsvej.
Det var den 18. december 1848, hvor der gjaldede 27 kanonskud. Da kom kongen nemlig til Nørrebro. Det nye fængsel blev indviet. Digterkongen Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate af musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater.
Amtmanden holdt en tale, der nok satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt. Han takkede bl.a. kongen for sit engement.
Egenhændigt havde kongen sandelig også fået foretaget ændringer i de tegninger, som kongelig byginspektør Bindesbøl havde leveret.
Forfærdelige forhold i gamle fængsler
Fængslet ved Langebro var under al kritik. Det blev kaldt for Blåtårn, jo det var her Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under ret så kummerlige forhold. Fangerne klagede gentagende gange over forholdene. Således måtte kælderen tømmes for vand. Og cellerne var fulde af lopper og lus.
Hygiejne var noget, der hørte fremtiden til. Om vinteren var der bitterligt koldt i huset. Endelig i 1838 kom der en befaling om at ændre forholdene. Det blev så startskuddet til fængslet på Blegdamsvej.
Holberg nævnte tjenestepigerne og Blegdammen
Her var som bekendt ca. 20 smalle grunde. Men det havde allerede i 1700 – tallet et tvivlsomt renomme. Det fremgår af Holbergs komedie ”Kilderejsen”. Den menneskekloge doktor Bombastus advarer Hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler:
Den stærke Mand knuste så mange pigehjerter
Og lige i nærheden har vi jo også hørt om Den Stærke Mand, der optrådte. Han knuste så mange et kvindehjerte og efterlod ubetalte veksler. Pludselig var han forsvundet. Han optrådte i kirketiden og lokkede unge mennesker i fordærv.
Der skete noget på Blegdam nr. 2
Men på Blegdam nr. 2 stod der et moderne Tinghus og tilhørende fængsel klart til at modtage de første klienter. Her havde Niels Borthig ellers haft lysstøberi og tjærebrænderi.
Arresthuset var på tre etager med egen indgang og ringmure Lange korridorer forbandt arresthuset med de to tinghuse. I de følgende år gennemførtes adskillige tilbygninger bl.a. i 1894 med en dampkedel til desinfektion af arrestanternes tøj og sandelig i 1911 et Vand Closetrum.
I 1907 – 13 kom der en ekstra etage på bygningerne ud mod vejen og enn helt ny facade med fire søjler.
Under besættelsen blev lokalerne brugt som depot for beslaglagte våben. Freja Ejendomme købte tinghuset i 2014. Mindre virksomheder har i dag til huse her.
Vangehus og skydebane
Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte det grønne som Fælleden, der var militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen, der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra Frederik den Førstes tid – 1539 – tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.
En vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Da han opnåede at få egen embedsbolig, kom den til at ligge, hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej. Senere kaldtes boligen i folkemunde ”Tagenshus”, sandsynligvis efter en vis Tage Nielsen, der var vangemand først i 1700-tallet. Man ved, at han døde i 1720, men hans navn lever videre i Tagensvej.
Det var i 1631, at der blev oprettet et vangehus. På stedet, hvor huset blev bygget, blev der i 1694 indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev siden papegøjestangen.
Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen.
Københavns Renovationsvæsen
Nede ved Haraldsgade havde Københavns renovationsvæsen overtaget nogle store udgravninger som det nedlagte Aldersro Teglværk havde efterladt. Hver kule var ca. af omfang på størrelse med Nørrebros Runddel, og lige så dyb, som et femetagers hus er højt. Disse gruber var som skabt til at modtage natmændenes ”høst”. Uheldigvis kunne ekskrementerne i varme perioder udvikle så meget gas, at en kule eksploderede med et overdøvende brag. Overdækningsplanker fløj da til alle sider.
De ansatte arbejdere var til stadighed udsat for smitte og mange fik f.eks. ”blodgang” og tyfus. Men nogen skulle jo gøre det. ”Etablissementet” havde også en vis indtjening, idet det lagrede, nu faste materiale blev læsset på godsvogne og kørt ud på landet, hvor det brugtes som gødning.
S.C. Hauberg og Titan
Samtidig med at dette foregik, satte industrialiseringen i stigende grad sine spor. Dens bygherrer havde i første omgang mest interesseret sig for den brolagte Nørrebrogade – tidligere slet og ret Nørre Landevej.
Først derefter blev det fordelagtigt at bygge på parallelvognen – nu kaldet Tagensvej. Blandt andre etablerede fabrikant Sophus Hauberg sig her i 1885 med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Virksomhed”, der senere blev til ”Titan”.
Kampen om Sølvgades Sporvej
Han var imidlertid klar over at afstanden fra den indre by ville gøre det svært at skaffe arbejdere. Ganske vist var bicyklen opfundet, men man regnede den ikke rigtig for et befordringsmiddel. Den var nærmere en luksusgenstand, som overklassens sportsfolk muntrede sig med.
Arbejderne ville med andre ord i mange tilfælde komme til at gå op til en time frem – og en tilbage fra det planlagte etablissement., og det måske endda i træsko. Med en arbejdstid på ti timer alle ugens seks hverdage ville det være for hårde betingelser.
Derfor kastede fabrikanten sig ud i en årelang kamp med de koncessionsgivne myndigheder om at få bevilling til at drive, hvad han kaldte ”Sølvgadens Sporvej”. Du kan læse mere om det i vores artikel om Titan her på hjemmesiden.
En bom var løsningen
Men for at sporvognene skulle kunne komme over søen, måtte Hauberg skaffe udvej for den spinkle gangbro over Sortedamssøen. Den blev nu afløst af en dæmning, der kunne bære både hest og vogn
Bevillingen blev givet og dæmningen blev bygget. Tilbage stod besværlige forhandlinger med militæret, der ikke uden videre kunne lade den ny sporvogn køre gennem det ellers lukkede øvelsesareal. Man fandt dog frem til en løsning, selvom det var noget besværligt. En bom blev sat ved ind – og udkørselsstederne. Her måtte kusken hoppe ned for at låse op – og straks hoppe en gang til, nu for at låse bommen efter sig.
Man kom da igennem og kom ud til et mere gæstfrit område efter Jagtvejen. I hele ti år knirkede bommene op og ned, indtil Fælleden ophørte at være militært område, så Tagensvej omsider kunne føres igennem til Fredensgade.
Remiseanlæg med sygeafdeling
Straks efter starten 1889 blev Sølvgadelinjen installeret i et imponerende remiseanlæg dér, hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej. På gamle kort hed Haraldsgade ”Vej i Raadmandsmarken”. Der var plads til 74 heste plus en sygeafdeling med seks ”sengepladser”. Dertil kom en firsporet remise med staldmesterens bolig.
En tur med Gas – Sporvogn
Pressen var inviteret med til linjens indvielse, og der faldt mange rosende ord. Specielt hæftede man sig ved, hvor bekvemt vognen var konstrueret med et forhøjet midterparti, der gjorde det muligt for ”Herrer, selv bærende høje Hatte” at passere gennem Vognen uden at dukke sig.
Linjen var blevet forlænget til Kongens Nytorv syv år senere. Og det var her de igen blev inviteret for nu var det en ”gasdreven” sporvogn. Det fremgik af Berlingskes Morgenavis den 21. marts 1896, at prøveturen forløb smukt. Trafikmedarbejderen studser ved opstigningen over ”en vis Sitren af hele Vognen”- dog ingenlunde generende. Færden udgik fra Kongens Nytorv og ”I Bredgade sættes Farten op”- man havde nu Lejlighed til at studere det nye Kommunikationsmiddel i Virksomheden.
Kørslen var hurtig og behagelig. Vognen bevæger sig let over Skinnerne. Rystelsen er ikke så stærk som ved en almindelig Hestevogn, og den før omtalte ”Sitren gaar fuldstændig op i Vognens øvrige Bevægelser”
Så måtte hestene igen trække læsset
Så vidt så godt. Den 1. april (!) blev gasvidunderet sat ind i den daglige drift og allerede den 15. april var det slut med herligheden, Pengene til forsøget slap op, og nye var ikke til at finde. Den prægtige gassporvogn endte efter sigende sine dage i gården hos ”Titan” – som aftrædelsesrum for de ansatte. Hestene måtte igen trække læsset.
4.000 lejligheder på rekordtid
Takket være Fredensbro-dæmningen blev det lukrativt at bygge på Nørrebro – siden af søerne. Omkring 4.000 nye lejligheder blev bygget på rekordtid. Flere og flere havde elektrisk lys indlagt fra begyndelsen. Og mange fik installeret de nymodens Water-Closets. Hvad facaderne angik, ødslede bygmestrene med kobberbeklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.
Gang i den på Nørrebro
Haraldsgade – kvarteret blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger. Således var området først fuldt udbygget omkring 1950. Industrien koncentrerede sig til områderne omkring Titan-fabrikken på Tagensvej og banelegemet langs Rovsingsgade. Fabrikken Titan lukkede i 1966.
Der kom gang i detailhandlen. Og industrien var på pletten med teglværker, rebslagerier og virksomheder, der hørte til beklædningsindustrien, som klarede sig specielt godt i København.
Holger Petersens tekstilfabrik
Grosserer Holger Petersen var branchens store navn. Han havde meldt sig frivillig til kampene i 1864. Privat havde han øst store summer i finansieringen af danskes køb af danske gårde i det sydlige. Det lå ikke til ham at gå i små sko, så da han ønskede at samle sin store tekstilproduktion, købte han hele fire tønder land god Nørrebro-jord udgående fra hjørnet af Tagensvej og den nuværende Hamletsgade, hvor en umanerlig lang, rød fabriksbygning stadig ses.
Produktionen krævede plads. Den omfattede så at sige alt i sy-artikler fra nåle, knapper, bånd til kniplinger og lampevæger. Anlæggets hovedstamme var rejst samtidig med, at Sophus Hauberg åbnede sin elektrotekniske virksomhed længere nede på Tagensvej.
Man lagde ud med en væveribygning, et farveri, et kedelhus til dampmaskinen – den drivende kraft, og et dertil hørende kul-skur ikke at forglemme.
Vinkelret på Tagensvej og ikke langt fra fabrikken lå en lang række boliger forbeholdt de mere betroede ansatte. Som noget aldrig før set i Danmark havde disse boliger en fælles spisesal efter engelsk mønster. Boligerne og resten af det murstensgule kompleks blev i foråret 1990 fredet. Adgang dertil af slippen på Tagensvej 85.
Kommunen købte mere jord
Kommunale embedsmænd indså, at tiden var moden til at opkøbe jord. Man havde allerede terrænet ud til Haraldsgade. I 1897 sikrede man jorden helt til Lerøsen. Ifølge Borgerrepræsentationens dokumenter mente men, at købet var rimeligt.
Det måtte være ”af interesse for Kjøbenhavns Kommune at blive raadig over større samlede Arealer”
Man bestemte sig for købet – også på grund af den samlede pris ”en krone pr. kvadratlen”. Pengene skulle tages af kommunens ”Masseformue”.
Sørgefest i Remissegården på Tagensvej
Skæbnen havde indhentet hestesporvognene. Den kørte for langsom og var for dyr i drift i forhold til de elektriske sporvogne Det gik som det måtte gå. I 1905 blev hestene spændt fra for sidste gang. Mandskabet pyntede den veltjente vogn med kulørte lamper og holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej. Fra da af var det kun en hestetrukket sporvogn tilbage i byen, nemlig ”Hønen”, der bl.a. befærdede Nørregade.
Boet efter remissen skulle sælges
Auktionsholder Christensen påtog sig at sælge boet efter remissen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram.
Han udbød endda staldens 50 fag vinduer til slag, hvad der må have kreperet vognmand Hansen i høj grad, da han et par måneder senere overtog den tidligere remise – stald til sine heste. I øvrigt var selve forvaltningsboligen – ”Remissegaarden” – at se til langt ind i 1960’erne.
I dag ligger der et stort moderne hus på stedet med flere opgange- Tagensvej nr. 97 svarer til gamle dages nr. 41 og dermed hestesporvognens historiske tilholdssted.
Fem gange i fængsel for at være Baptist
Uden for lands lov og ret lå Lersøen upåagtet hen. Det var der hvor ”forhaven” ligger til Bispebjerg Hospital.
Stedet var så tilpas afsides, at der i 1839 blev udset til en skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten i parken. Hidtil havde ingen overtrådt det forbud mod voksendåb og anden baptistvirksomhed, der var vedtaget ved lov 1745.
Dengang havde en udtalelse fra biskop Mynster gjort udslaget. Han havde mod det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var der lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev elleve personer hemmeligt døbt i søens vande.
Blandt dem var menighedens leder, forstander P.C. Mønster og hans frue. Til uheld for dem og de ni andre havde en ung fyr set dem og røbede deres forbudte handling til politiet. Kort efter blev de ny-døbte kaldt til afhøring og Mønster – der ikke ville love at afstå fra sin baptistiske missionsgerning – var årene derefter i alt fem gange i fængsel.
Pilebuske i Lersøen
Som tiden gik, groede søen til og blev til mose, hvor man plantede lange række pilebuske til brug for kurvemagerne, først og fremmest dem der arbejdede på Blindeinstituttets værksted.
Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at bekæmpe ukrudtet omkring buskene. Når grenene var tjenlige var den lille arbejdsstyrke i gang med at skære dem af og binde dem i bundter. Derefter gik turen til Lygteåen for bundterne skulle gennem en opblødningsperiode.
Til sidst kom afbarkningen – et arbejde også børnene kunne være med til. Så var det hele næsten som kurvemagerne ville have det.
Ulovlig fuglefangst
Samtidig med den lovlydige flid drev foretagsomme Nørrebro – knægte og unge fyre ulovlig jagt på stedets sangfugle. Dem fangede de ved hjælp af lokkefugle i snedigt udformede hjemmelavede lokkebure. Fuglene afsatte de til dyrehandlerne inde i byen.
Ganske vist var det forbudt at indfange sangfugle i Danmark, men import var tilladt, så da fuglene ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer. Men politiet var efter fuglefængerne. Når de fik fat på en, vankede der bøde. Desuden betalte Dyreværnsforeningen en dusør for hver pågrebet fuglefænger.
Mosen tiltrak også mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet, lægdsrullen med mere. De indrettede sig hjemligt i hytter bygget af sammenflettede grene fra to nabobuske. Taget blev gjort mere eller mindre vandtæt med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads forsynede man sig nemt og bekvemt med madrasser, gryder og kedler.
Som de praktiske folk de var, organiserede de sig med egne færdselsårer, der fik danske navne som Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og Peter Knæ’ s Gang. Du kan læse en masse mere om disse Lersø – Bøller på vores hjemmeside.
Det skulle vel have heddet ”Bissebjerg”
Og så nåede vi til Bispebjerg, men navnet er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt betegnelse for kvarteret på bakketoppen. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som ”Bissebjerg Aas. Her har køerne åbenbart løbet grassat og dette helt uden biskoppelig velsignelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under: Store og små fabrikker på Nørrebro (18 artikler):
Her finder du bl.a. mere om de fabrikker, der er omtalt i artiklen
Under Nørrebro (297 artikler) finder du bl.a.
Under København (185 artikler):
Under Østerbro (95 artikler):
Marts 31, 2021
Bellahøj
Her var vi ofte en overgang. Men vi begynder med en gård i Utterslev. Familien Marieboe ankommer til København. Gården er opkaldt efter Bella Henriques. Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler. Engelske tropper var her på gården i to måneder. I 1813 blev gården solgt til Magnus Lütken. Han var en meget liberal mand, som plejede at få sin vilje. Men kunne han vælges som sognerådsformand. Han boede jo kun her om sommeren` Familien Heiberg kom på besøg. Lille Bellahøj brændte. Og hvem var Lütkens børn? I 1925 blev det hele solgt til Københavns Kommune, men de overtog det først ved beboernes død. I 1937 bestemte Borgerrepræsentationen at her skulle være restaurant. Så blev Grøndalscentret anlagt og det store ”Grødslotte” blev etableret. Ja her er sandelig også gravhøje fra bronzealderen.
Her var vi ofte en overgang
Det var her ude på Restaurant Bellahøj, hvor vi kom en del nu for indtil 17 år siden. Vi havde dengang et godt samarbejde de forskellige handelsforeninger imellem.
Det var også her Nørrebro Handelsforening fejrede 110-års fødselsdag, hvor Bjørn Tidemann underholdt. Alle medarbejdere fra vores indkøbsordning deltog. Denne indkøbsordning tvang Københavns Kommune os nærmest til at sælge til det der senere blev til nemlig.com. Ja så fik alle gæster min første bog udleveret. Den handlede om Nørrebro Handelsforening.
Men det skal handle om Bellahøj.
En gård i Utterslev
Udgangspunktet er matr. 9 i Utterslev. Her lå en gård i matr. 9 indtil udskiftningen i 1791. det var sydvest for Utterslev Torv, der Utterslev Købmandshandel senere kommer til at ligge.
Gården i Utterslev var i 1682 beboet af Rasmus Nielsen, hvis søn Niels Rasmussen havde den til 1715. Enken gifter sig i 1727 med Ole Nielsen. De havde gården til 1756, hvor han gik på aftægt og overlod gården til Børge Nielsen, som fik skøde på den 1766. Hans enke giftede sig med Jens Sørensen, der havde gården nogle år.
Familien Mariboe ankommer til København
Købmand og grosserer Moses Levin Mariboe købte gården ved an aktion i 1791 for 2.910 rigsdaler. Han var af jødisk familie, men tog ved sin dåb 1809 fornavnene Martin Leopold. Han far var Moses Levin Mar(i)boe, som indvandrede fra Schlesien og havde slået sig ned i Maribo. Det var formentlig herfra han tog sit slægtsnavn. I 1744 tog han til København.
Opkaldt efter Bella Henriques
Sønnen Moses Levin Mariboe var første gang gift med Isabella eller Bella Henriques, som gården er opkaldt efter. Gården benævnes ofte Bellehøj, men det hedder retteligt Bellahøj, hvilket kan ses af et reskript 17. oktober 1806, hvorved Mariboe får kgl. Bevilling til i sin have at lade indrette familiegravsted.
I 1793 købte Mariboe også gården ”Johanneshåb” på Brønshøj byvej for 2.200 rigsdaler. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rigsdaler uden besætning.
Om gården ”Johanneshåb” er der også en historie. Dengang var der kirkestier for at få bønderne i kirken. Og lige dette sted var det kirkestien til Brønshøj Kirke. Men ved denne gård var der en indhegning, så man ikke kunne komme videre. På et tidspunkt fik enken 8 dage til at rive hegnet ned eller indrette anordninger, så man kunne fortsætte af kirkestien uden forhindringer.
Gården i Utterslev by flyttede han i 1792 til det smukkeste sted på de udskiftede marker. Fra denne plads fik han en pragtfuld udsigt over København. Her opførtes gården som en smuk et-etages bygning på det sted, hvor den ligger i dag. Bygningen er n u fredet og indrettet til restaurant.
Forsikringssummen var i 1792 – 10.010 Rigsdaler
I 1792 blev gården takseret til assurance. Hovedbygningen var 11 fag lang og 7 fag dyb. Den var tækket med rør og to rækker tagsten forneden. Og den var grundmuret. Hvert fag blev takseret til 400 rigsdaler, så det blev i alt til 4.400 rigsdaler. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og kostald til 24 køer. Hver længe var takseret til 2.420 rigsdaler. Alt i alt var assurancesummen på 10.010 rigsdaler.
Engelske tropper var her i to måneder
Marieboe boede ikke fast på gården. Ved folketællingen 1801 står et ægtepar som beboere ved ”Marieboes gård”. Der har været et lille hus, hvor husmand Hans Andersen på 46 år boede og havde en jordlod.
Hans Andersen skulle flytte fra den ny købte ejendom med sin kone Karen Børgesdatter til et hus i Utterslev. Da englænderne i 1807 bombarderede København, var Brønshøj besat af de fjendtlige tropper. På gården Bellahøj lå engelske tropper. De var her i to måneder. En af de engelske officerer blev så betaget af den skønne udsigt til hovedstaden, at han tegnede et billede af udsigten. Efter sigende på sin manchet.
I 1813 solgt til Magnus Lütgen
Bellahøj blev i 1813 skødet til premierløjtnant i Søetaten, senere kontreadmiral Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. I skødet blev den kaldt ”Avlsgården Bellahøj” og var på 50 tdr. land.
Magnus Lütken var sønnesøn af kaptajn i Søetaten Frederik Christopher Lütken, der blev adlet i 1780. Han boede på Bellahøj om sommeren frem til sin død i 1847.
Hans enke Cecilie Lütken overtog gården. I 1867 købte hun den nærliggende og nu nedrevne gård på matr. Nr. 8, hvor der boede en avlskarl. Bellahøjs areal blev nu fordoblet. I 1876 var der 9 heste, 28 køer, 3 stk. ungkvæg og 4 svin.
En meget liberal mand
Cecilie Lütken boede på gården til sin død1875 sammen med sin søn Otto Hans Lütken. Denne blev nu gårdens ejer. Han var orlogskaptajn. Inden 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marinemester i 1864/65 under ministeriet Monrad og fortsatte i ministeriet Bluhme. Han var et meget liberalt tænkende mand.
Han deltog i det lokale liv og valgt som formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76. Han nød stor anseelse i sognet. Der måtte ikke tales om andet end de sager, som man havde på dagsorden. Og det siges at Otto Hans Lütken altid fik sin vilje.
Kunne han nu vælges?
I 1881 blev han igen valgt som formand, Men nu rejste Utterslev Marks borgerlige Forening spørgsmålet om Lütken egentlig var valgbar til sognerådet, fordi han havde bopæl uden for sognet i vinterhalvåret.
Ved Sognerådsmødet den 5. januar 1882 blev spørgsmålet behandlet, men da havde amtsrådet bestemt, at han var valgbar. Idet han jævnligt var på sin ejendom og opretholdt husholdning der. Efter at være gået som formand i 1882 var han stadig medlem af sognerådet, men døde 26. november 1883.
Man siger, at der altid er sømandsvejr omkring Bellahøj, jo det spøger af århundrede gammel havluft her.
Familien Heiberg kom på besøg
Otto Hans Lütken var gift med Annine Buntzen, som var født på Christianshavn. Hun var barnebarn af komponisten Eduard Du Pay. Som barn boede Annine Buntzen i hus med Heibergerne, hvor Thomasine Gyllembourg, der var hendes fars kusine har været barnepige for hende.
Familien Heiberg kom også på besøg på Bellahøj. Hun var et litterært menneske og meget livlig. Det berettes at Anninine (Annie) testamenterede et gavebrev til Brønshøj Sogns Børneasyl. Det vides, at der i 1990 blev uddelt 801 kr. fra Annie Lütkes legat til trængende i sognet.
I 1898 – 99 solgtes en stor del af jordene til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning (matr. Nr. 9), omkring Utterslev Asyl (Brønshøj Sogns Børneasyl) og omkring Lille Bellahøj på matr. 8 A.
Lille Bellahøj brændte
Lille Bellahøj, hvis bygninger var opført 1848 -49 skulle dog overgå til kommunen, når beboerne fraflyttede den. Det skete i 1900, da bygningerne brændte. Illustreret Tidende af 28. oktober 1900 fortæller følgende:
Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester mellem svedne træer. Derefter opførte bankfuldmægtig Andreas M. Lütken ”Ny Bellahøj” på matr. 9 b.
Lütkens børn
Otte Hans Lütken og Annie Lütken havde flg. børn:
I 1925 solgt til Københavns Kommune
Parken var enorm stor. Her var masser af frugt. Stikkelsbærbuske, ribsbuske og meget andet. På Bellahøj blev der holdt køer og man havde i hvert fald malkepige til 1910. Her blev også fremstillet ribsvin.
Pauline Lütgen beskrives som en elskelig gammel dame som gik ene i det gamle hus og værnede om slægtstraditionerne. Det var som om at man var 100 år tilbage, når man befandt sig herude.
Familien Lütgen var en velhavende familie. Gennem Paulines sidste år på Bellahøj var hun flere gange blevet opsøgt af Københavns Kommune, der gerne ville købe stedet. Men hun ville ikke sælge det.
Forhandlingerne i 1925 mellem Pauline og Andreas M. Lütgen medførte, at bygningerne, landstedet og parken blev solgt til Københavns Kommune. De blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.
I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen, at her skulle være restaurant
Kommunen overtog hovedbygningen på Bellahøj efter Pauline Lütgens død i 1932. I 1937 vedtog Borgerrepræsentationen så at indrette restaurant i bygningen. Først var det kun til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj. Senere blev der til en permanent restaurant.
Grøndalscentret
Bellahøjmarken var 1938 – 67 dyrskueplads. Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug i 1965 som kongrescenter. Men denne funktion ophørte i 1975, da man opførte centret på Amager.
Københavns Kommune indrettede centerbygningerne på Bellahøj til sportscenter. Det er det, der i dag kaldes Grøndalscentret. På græsarealet blev der afholdt for – og efterårskræmmermarked.
I arealets østlige hjørne var en stor tung bygning i en historisk inspireret stil. Det er vandreservoir opført i 1912.
Grødslottene
I 1955 kom så Danmarks første højhuse her. De blev kaldt ”grødslottene”. Man mente, at når huslejen var betalt, var der kun penge til grød. Egentlig var det et byggeprojekt for tysklandsarbejderne, der når de kom hjem skulle have et arbejde.
Og tre uger efter man flyttede ind i disse højhuse skulle man vise en vielsesattest.
Der blev i den grad sjusket med byggeriet. Renovering blev hurtigt påkrævet.
Da pladsen blev indrettet til dyrskue, opførtes en friluftsscene, som i 1954 blev ombygget med de store jordmængder, som blev til overs ved udgravningen af højhusene.
Gravhøje fra Bronzealderen
Vi skal også huske at nævne tre – fire fredede gravhøje fra bronzealderen Og det var her de svenske soldater lå i lejren Carlstad fra 1658 – 1660.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 27, 2021
Østerport – endnu mere
Østerport flyttet et par gange. Et nyt overraskende fund. I 1708 placering ved Østerport Station. Det var ikke Pelli, der tegnede porten. Det var Marselis. Men der blev brugt for meget sand og for lidt kalk. Ingeniørofficererne var utilfredse. Det nye hvælv styrtede ned. Alvorligt uheld på broen. Brandenburg var døende. I 150 år blev den nye Østerport benyttet. Et flot skue. Porten blev senere ændret.
Østerport flyttet et par gange
Vi har allerede skrevet en historie om Byporten Østerport, men nu får du endnu mere. Den oprindelige port lå, der hvor Østergade munder ud i Kongens Nytorv.
Senere blev den flyttet et par gange, først i den modsatte ende af Torvet, hvorfra landevejen gik til Helsingør. I 1377 blev den kaldt for ”Den Røde Port” og var en del af den fæstningsvold, som lå hvor Kongens Nytorv ligger i dag.
Dette tyder på at porten var malet rød eller var opsat i røde mursten.
Et nyt fund
I december 2010 udgravet arkæologer den oprindelige Østerport. Man fandt bl.a. et udhugget løvehoved, som man regner med, var portens oprindelige udsmykning. Det var opfattelsen, at byporten her var genopført af Christian den Fjerde. Men dateringen af fundlagene omkring porten viser, at fundet stammer fra perioden 1300 – 1500-tallet.
Arkæologerne kunne dog se at fundamentet til den gamle byport var ødelagt. Og det skyldtes at Christian den Fjerde lod opfører en ny byport oven over den første. Måske finder man frem til fund fra den allerførste byport fra 1294 som skriftlige kilder beretter om.
Resterne af porten, der er af kalksten, er ikke fundet lige ved Strøgets udmunding i pladsen, hvor arkæologerne havde troet, den lå. Det var en smule sydligere.
I 1708 placering ved Østerport Station
Med anlægget af den nye bydel Ny-København. I 1647 blev porten atter flyttet. Denne gang blev den placeret ved den nuværende Rigensgade.
Omkring år 1700 blev Helsingørvejen omlagt og blev til Store Kongensgade. Nu blev porten igen flyttet. Den kom til at ligge nord for Østerport Station, hvor Øster Voldgade møder Oslo Plads.
Det var i 1708 at Frederik den Fjerde lod Østerport genopfører.
Her ved porten stod konsumtions-betjentene gennemsøgte vognlæssene. Med en lang, tynd jernstang, blev der stukket ind i læsset. Der blev undersøgt om der var gemt noget derinde.
På gamle billeder kan det ses, at Østerport var mere enkelt udsmykket end Nørreport med plastre og kugler. Man kan også se to vagtbygninger. Det kunne godt ligne, at man havde lavet en vippebro. En træoverbygning er kommet til i 1745.
Velkommen til Domenico Pelli
Inden vi nu går videre med vores historie, skal vi hilse på Domenico Pelli. Han kom hertil i 1688 for at medvirke til moderniseringen af fæstningsforsvaret ved rigets sydgrænse. Han havde medvirket ved ny-befæstningen af Strassbourg. Også hans far havde medvirket. Og denne havde endda skrevet en bog: ”Håndbog i militær og civil bygningskunst”
Pelli junior fik store opgaver først og fremmest i Holsten. Han stod således for Rendsborgs fæstning. Han kom også til Kronborg, hvor såvel Scholten og de Balagny stod for arbejdet 1688-1691. Den kongelige bygmester Hans van Steenwinkel var død i 1700.
Det var ikke Pelli, der byggede Østerport
Da der i 1702 skulle bygges et krudttårn i Kastellet overlod man det til Pelli. I det sjette bind af O. Nielsens ”Københavns Historie og Beskrivelse” fra 1892 kan man læse følgende:
Antagelsen er rimelig med forkert. Alligevel har Pellis navn været tilknyttet til denne port i adskillige beskrivelser.
Marselis tegnede porten
Frederik den Fjerdes bygningsinspektør hed Wilhelm Frederik von Platen. Det var ham, der var portens arkitekt. Han hentede polskfødte arkitekt Christof Marselis, født i Polen. Ud fra de erindringer Marselis har efterladt sig, fremgår det, at Marselis fik opgaven, da Østerport skulle tegnes. Men han stod også for opførslen.
For lidt kalk og for meget sand
En dag, hvor Marselis indfinder sig på arbejdspladsen, konstatere han, at der er kommet for lidt kalk og for meget sand i mørtelen. Han gør indvendinger, men bliver afvist. Han hævder dog, at hvælvet ville falde ned. Han beskyldte entreprenøren for bedrageri. Det kom til en injuriesag, som Marselis tabte. Man forlangte at han fik en skriftlig undskyldning. Marselis ville ikke nævne entreprenørens navn. Men det var Ernst Brandenburg og han fik 5.069 rigsdaler for sit arbejde.
Ingeniørofficererne var utilfredse
Ingeniørofficererne var ikke tilfredse. Deres tegninger og overslag blev kasseret. Sådan var det også da Garnisonskirken blev bygget.
Officererne kritiseret hvælvet meget kraftigt. De mente, at det faldt alt for lavt. De mente at kun tøndehvælv kunne klare vores klima. Man sikrede sig flere steder ved at give portene overbygninger med saddeltag og gennemkørsel i voldgravens niveau.
Hvordan det ulyksalige retsopgør mellem Marselis og Brandenburg forløb er ikke klart. Men Marselis var blevet tvunget til at underskrive en undskyldning.
Det nye hvælv styrtede ned
Men et par dage efter kom nogle kendte forretningsfolk ham i møde og gratulerede ham med at han havde fået revanche. Ved ni – tiden om morgenen var kommandanten general de Cormaillon med kongen og gehejmeråd von Platen redet ud til den ny Østerport for med øjne at se det:
Og det var af det helt nedstyrtede nye hvælv. Det lå nu pladask på vejen gennem porten. Og den ”halve” by var vandret dertil for at beskue skaderne.
Arkitektens høje chef, gehejmeråd von Platen mente, at Marselis nu kunne triumfere.
Alvorligt uheld på broen
Porten blev bragt i orden. En aften kørte Brandenburg en aften en tur kort før at porten blev lukket. Han kom udefra i en lille let tohjulet vogn (kariol). Og så gik det galt. Han blev skubbet ud fra broen, der førte til porten og ned i den brede tørre grav. Vognen var blevet ramt på den smalle plankebelagte bro af en larmende bondevogn, som rasede ud af byen. Det var halvmørkt. Det hele gik meget hurtigt. Ingen så hvad der skete.
Porten var smækket i efter bondevognen.
En time senere runderede vagten terrænet foran den lukkede port. Det var helt mørkt. Men vagten melder til den vagthavende officer, at det spøger i voldgraven! Officeren sendte nu folk ud med lygter.
Man fandt hesten dræbt og vognen splittet i tusinde stumper. Manden der kørte den var endnu i live. Kommandanten, der fik at vide, hvem der var, beordrede porten åbnet og Brandenburg bragt hjem.
Brandenburg var døende
Han levede endnu et år og kom til forståelse med Marselis. De havde arbejdet sammen en halv snes år, så forsoningen gjorde godt.
Brandenburg var sengeliggende. Marselis blev sendt til ham under hans sidste svære sygdom i et ”kongeligt ærinde”. Han førtes til hans seng for tjenesteligt at forelægge ham en sag, der krævede besvarelse. Ved den lejlighed beskylder Brandenburg sin kone for at udgive ham som syg. Han havde aldrig været syg. Og det var aldeles ikke rigtig, at han var dødssyg.
Marselis kom i vildrede, men lægen som var til stede, hviskede ham i øret at patienten allerede var på vej i sin dødskamp. Det svar som Marselis skulle have haft fik han aldrig. Han trak sig tilbage og afgav forklaring om det skete. Da han for anden gang blev sendt afsted var det for sent.
Med et ”Gud være os nådig” sluttede Marselis sin fortælling. Ernst Brandenburg blev bisat i Sankt Petri Kirke den 14. november 1713.
I 150 år blev den nye Østerport benyttet
Porten blev nedrevet i 1857. Men i 150 år blev porten flittigt benyttet af rejsende, der ville ud til Nordsjælland og af andre, der skulle ind til byen. De sidste kom straks efter gennemkørslen til et græsklædt område, der kaldtes Grønland. Til midten af 1700 – tallet dannede det en del af det frie åbne felt (Esplanaden) mellem Kastellets glacis og bebyggelsen.
Et flot skue
Kongens operahus lå ligefrem for dem, der kom ind ad porten og kørte videre af den nyanlagte forlængelse af Store Kongensgade.
Det vældige teater, der løftede sig højt over bydelens huse, var med facadernes pilastre i stor orden blevet til under von Platens ledelse.
Østerport blev den tidssvarende entré til dette vidunder i lige så stor orden som port bygningen ved en kordongesims var opdelt i to ”etager”. De to et – etagers huse med vagt og portnerbolig, der flankerede indersiden af porten, var også pilastersmykkede.
Porten blev ændret
Ingeniørerne havde i 1704 tænkt sig at lægge et svært egetræsdæk over porten. Det fik von Platen forpurret. Men efter hvælvets sammenstyrtning kunne planen måske være taget op igen. På diverse tegninger og malerier kan vi se, at der skete en ændring.
Kilde:
Marts 25, 2021
Lov mig, at du skyder dig selv
Forsøg på anmeldelse af Felix Huber: ”Lov mig, at du skyder dig selv” Egentlig udkom bogen allerede i 2014. Selvmord var sidste udvej for titusinder af tyskere efter Anden verdenskrig. En by på 15.000 indbyggere var ramt af 1.000 selvmord. Den Røde Hær begik plyndringer, overfald og voldtægter. Folk opførte sig ikke helt normalt. Det var en slags massehysteri. En dansk journalist kom meget tæt på. Befolkningen havde troet på Hitler som deres frelser og befrier. Dette er et ikke anerkendt kapitel i tysk historie. I DDR måtte man ikke tale om overgreb. Faderen opfordrede datteren til at skyde sig selv. Den tyske propaganda var medskyldige i selvmordene. Aviser og radio opfordrede til det. En farverig og grusom beskrivelse. Tysker betragtede sig både som ofre og medskyldige.
Bogen er fra 2014
Man skulle næsten tro, at nu har man fået nok at vide om Anden verdenskrig. Men nu kommer den tyske historiker Florian Huber med en ny opsigtsvækkende bog på dansk.
Ja ny er den nu ikke. Den udkom allerede i 2014 på tysk. Men måske er det fordi at bogen nu er kommet på engelsk at den danske forlægger mener, at bogen også skal udkomme på dansk.
Vi vil her forsøge at anmelde bogen, men vi er også gået lidt videre og har søgt andre tyske kilder for at belyse emnet på lidt anden måde.
Sidste udvej på en håbløs krig
Ved slutningen af Anden verdenskrig begik mange tyskere selvmord som følge af Det tredje Riges totale kollaps. Det var ikke kun en række nazi-førere, Hitler, Goebbels og Bormann men også helt almindelige tyskere.
Den 30. april skød Adolf Hitler sig en kugle i hovedet. Det var på samme tid, hvor Den Røde Hær kom marcherende. Selvmordene greb om sig som en epidemi. For mange var det sidste udvej på en håbløs krig.
En by ramt af ca. 1.000 selvmord
Det var ikke kun i det østlige Tyskland, hvor Den røde Hær var på vej. De var jo kendt for ikke at holde sig tilbage. By efter by oplevede masseselvmord. I den lille landsby Demmin i Vorpommern tær på den nuværende grænse til Polen – døde på få dage op mod tusinde indbyggere på egen hånd. Byen havde 15.000 indbyggere.
Forfatteren kigger bl.a. på nogle erindringer som en datter til kirkegårdsgartneren i byen har nedfældet. Indtil den 15. juli 1945 havde hun og hendes mor nedfældet 600 navne, sted, dato og dødsårsag (selvmord).
Kvinder og skoleelever blev inden dette tvunget til at anlægge skyttegrave og pansergrave østlig for byen. Også barrikader i byen blev anlagt. Men intet holdt Den Røde Hær tilbage.
De tyske soldater havde for længst forladt byen og overladt byens indbyggere og flygtninge til sig selv. Hvad der skete i de kommende tre dage, hører til en af krigens grusomme handlinger.
Helt frem til den 27. april forsøgte man at spærre vejene til byen. Den 28. april blev lazarettet i byen evakueret. Rygterne spredte sig, at alle broer i omegnen skulle sprænges. Så var der slet ingen flugtveje mere for befolkningen i Demmin.
Da russerne så indtog byen den 30. april, var byen næsten mennesketomt. I præstegården havde beboere forsamlet sig. Andre steder havde beboere forskanset sig i husene. Andre steder hang der hvide håndklæder ud ad vinduerne.
Den Røde Hær begik plyndringer, overfald og voldtægter
Åbenbart greb Den Røde Hær med det samme til plyndringer og overfald. Voldtægt forekom også i rigeligt antal. Bagefter blev husene sat i brand. Angst og skræk fik indbyggerne til at springe i floden. Masser af lig kunne de næste dage findes ved bredden. Kvinder gik også med deres børn til floden for at drukne sig. Mange familier havde taget gift eller hængte sig. Mange kvinder gik med deres barn på armen ud i floden eller søen.
I bogen oplever vi folk kaste sig i floder og forældre dræber børn. Vi får vi en blanding af analyser og erindringer godt og smart skruet sammen.
På baggrund af dokumenter, erindringer og breve får vi i begyndelsen af bogen dette drama om byen med de mange selvmord. Det var folk fra alle samfundslag, der begik selvmord.
Tyskerne havde på deres russiske togt myrdet 20 millioner civilister så hævntørsten var stor hos Den Røde Hær.
Folk opførte sig ikke normalt
Tyske soldater advarer mod at der vil finde kamphandlinger sted. Mange familier, mest kvinder med børn flygter ud i skovene. Broerne var endelig blevet sprængt så de kunne ikke vende tilbage. På bondegårde i området oppe på høloftet gemmer der sig en masse kvinder med børn. Også her begynder man på selvmord. Ældre kvinder hængte sig. Børn bliver kvalt med bælte. De kunne med deres gråd røbe gemmestedet. Pulsen bliver skåret op på børn med en barberkniv.
Overlevende fortæller at der var udbrudt panik. Folk opførte sig ikke normalt.
Der var så mange lig i floden, at man hele tiden måtte stable dem op ved bredden. Der hang lig i træerne. Det var et sandt drama her 200 km nord for Berlin.
En dansk journalist kom tæt på
Også i Bayern steg det hurtigt med selvmord. Men også i byer som Hamborg var hele familier der begik selvmord.
Børn, kvinder mænd. Der masser af øjenvidner og skriftlig dokumentation endda fra den berømte danske journalist Jacob Kronika. Han rapporterede fra Berlin og kom meget tæt på.
Befolkningen troede på Hitler
Bogen er delt i fire. I anden del beskæftiger vi os med Vergangenheitsbewältigung. Og dette er meget interessant. Hvordan kunne føreren på den måde forføre sit folk? På mange måder gjorde han deres liv bedre. Han gav dem håb og fremtid og løftede dem ud af mismodet. Mange så ham som løftet ud af mismodet. Han var svaret på den elendighed Tyskland blev kastet ud i efter Første Verdenskrig.
Da Hitler kom til magten, troede mange tyskere efter ydmygelsen i Første Verdenskrig at han var befrieren.
Ikke anerkendt kapitel i tysk historie
For mange var det ikke noget at leve for efter 1945 hvor alt var tabt. Deres verden var styrtet sammen. Alle lukkede sig om sig selv. De fik selvmedlidenhed og flugt fra realiteterne. Man betragtede sig selv som ofre for nationalsocialismen. Det var det samme folk som havde båret den systematiserede vold frem. De kendte udmærket dens konsekvenser.
I stedet for at acceptere nederlaget for Det Tredje Rige og det der fulgte efter, valgte de døden. De mistede viljen til at leve og valgte at forgifte, hænge eller skyde sig selv. Og derefter blev de glemt. Eller man ville slet ikke tale om det.
Det er en fascinerende og tragisk indsigt af almindelige menneskers oplevelse af historien. De var fanget i den og følte ikke, at de kunne komme ud af den. Men mange havde også en skyldfølelse.
Det er en chokerende og vigtig undersøgelse af et indtil nu ikke anerkendt kapitel i Tysklands historie.
I DDR måtte man ikke tale om det
Der var masser af tavshed og fortielser. Den stadige skyldsdiskussion blev for meget. Skal man blive ved med et lands eftergeneration dårlig samvittighed? Længe holdt man disse selvmord hemmeligt. I DDR var det forbudt at tale om det, der skete dengang. Man måtte heller ikke tale om Den Røde Hærs grusomheder.
Heller ikke da genforeningen mellem øst og vest var en realitet kom der noget frem.
Man kunne ikke rigtig indpasse fænomenet i den tyske historie. Det var jo hverken helte eller skurke. Det var jo heller ikke ofre fra KZ – lejrene. Det var jo tale om mennesker, der havde dræbt sig selv under ekstreme tilstande.
Faderen opfordrede datteren til at skyde sig selv
Den 20. april 1945 på Hitlers fødselsdag blev faderen til Frederike Grensemann kaldt til sin sidste tjeneste i Hitler – korpset. De allierede var i anmarch. Foran sin datter tog han afsked med ordene:
Han forklarede hende helt nøjagtig, hvad hun skulle gøre. Da russerne så kom skød datteren sig og smed pistolen i affaldsspanden.
Andre følte det ikke som en befrielse fra Det Tredje Rige. De var fulde af angst.
Den tyske propaganda var medskyldige i selvmordene
Folk havde gennem flere år hørt på den tyske propaganda. Her havde de så fået at vide, hvad der ventede dem, hvis fjenden engang kom. Det blev udmalet med grusomme vendinger.
Man sagde bl.a., at når russerne kom, så skar de tungerne ud på børn og stak deres øjne ud. Desuden ville de voldtage alle kvinder. Og de flygtninge, der var ankommet kunne også fortælle grusomme historier om russernes opførsel. Indbyggerne var fortvivlede.
En fotoreporter og hendes oplevelse
På et lædermøbel-arrangement kunne man se en familie. Det virkede helt naturligt. Man kunne i første øjeblik ikke se, at familien ikke levede mere. Ved skrivebordet sad Dr. Kurt Lisso. Han havde lagt sit hoved i sine hænder, som om han ville hvile sig. På sofaen lå hans datter. I den tyk polstrede stol sad hans kone. Alle dokumenter og legitimationskort lå udbredt på skrivebordet.
Det var den 20. april 1945. Og det var den amerikanske fotoreporter, Margaret Bourke-White som kom sammen med de amerikanske tropper, der havde taget billedet. Kurt Lisso var overborgmester i Leipzig. Han havde to dage før sammen med sin familie begået selvmord med Cyanid
Berømte nazister begik selvmord lige som Hitler og Goebbels. Men også funktionærer som Lisso tog deres eget liv ved krigens afslutning De vidste at retssager ville følge. Men også almindelige mennesker tog deres liv i titusindvis.
Aviser og radio opfordrede til selvmord
Tyskerne var bange for at fjendens hævn skulle gå ud over hver enkelt. Det havde de jo fået at vide af propaganda – maskinen. Men allerede ved tyskernes første nederlag ved Stalingrad opstod de første selvmord.
Hvor mange selvmord, der egentlig var vides ikke. Men man kender tallet for Berlin. Her regner man med ca. 7.000. Det var også i Berlin, at der i de sidste to krigsuger skete de fleste selvmord.
Ved krigens slutning anbefalede aviser og radiostationer at man begik selvmord. Det ville absolut være en fordel hvis fjenden kun forefandt døde tyskere.
Ved den sidste koncert fra ”Berliner Philharmoniker” den 12. april skulle medlemmer af Hitler Jugend have stået med kurve og delt Cyankalium ud. Ja man tror det næppe. Men det var jo det som regimet havde opfordret til.
Farverig og grusom beskrivelse
I årevis havde tyskerne forårsaget andre døden. Nu rettede pilen sig mod ens eget liv. Mange tog deres af kærlighed til føreren, som skyld, dårlig samvittighed eller skam.
Bogen virker som en dokumentarfilm. Forfatteren forsøger at sætte sig ind i vidnernes situation. Måske er der nogle gange for mange gentagelser. I 12 år måtte tyskerne leve med Nazismen og Hitler. Det var som om det var ”Alt eller intet”. Bogen er i den grad oplysende og informativ. Den giver et anderledes billede af Tysklands historie. Vi får en farverig men meget grusom beskrivelse af hændelsesforløbet.
Det kan måske til tider være svært at skelne mellem den videnskabelige/historiske udlægning og så erindringerne.
Tyskerne betragtede sig som ofre og skyldige
Den tyske befolkning kunne i det store hele ikke finde ud af, hvor de var på vej hen. Til sidst vågnede de op, men betragtede sig selv som ofre og skyldige.
Kilde:
Marts 25, 2021
Hvem var Claus Eskildsen fra Tønder?
Dette er anden del af historien om Claus Eskildsen. Vi præsenterer lige kollegaerne på Tønder Statsseminarium. Han kunne fortælle eleverne en masse om Sønderjylland, Brorson og kirken. Han blev brugt som guide på ture i Sydslesvig. Og så skrev han ”Ole Bole”, der gik sin sejrsgang med et oplag på 300.000. De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg. Har var lidt af moralens vogter. Han skrev ”Blut und Boden” med modsat fortegn og ville have grænsen placeret ved Ejderen. Han skiftede national side to gange. Og så blev kollegaen valgt ind i Sygekassens bestyrelse.
Kollegaerne på Tønder Statsseminarium
Hav var absolut en af Tønders berømtheder. Og vi har da også allerede skrevet en artikel om ham. Men det er jo meget mere at fortælle om ham.
Det var dengang i 1929 på Tønder Statsseminarium, hvor vi lage skal præsentere nogle af hans kollegaer:
Claus Eskildsen var historieguide på Seminariets ture
Ja så var det jo ham selv med den skaldede isse. Han underviste i bl.a. religion, kirkehistorie og pædagogik
For mange nye elever var det en trist tur fra Tinglev til Tønder, men de livede op, når de gik gennem den smukke hovedgade. Her var masser af smukke huse.
Her var sandelig også elevhjem.
Claus Eskildsen var ofte guide, når Seminariet var på tur. Det var han også på en tur til Lübeck i 1929. Fra Seminariets side så man helst at alle meldte sig til. Og det var da også tre busser, der kørte afsted.
En masse historie om Sønderjylland
Eskildsen var meget søgende efter historie. Hvis en af eleverne havde et specielt navn, ville han gerne vide, hvor det stammede fra. Han opfordrede også sine elever at søge tilbage i deres slægt.
Han holdt mange foredrag og udgav mange skrifter. Det som om, at alt dette var noget han brændte inde med.
Eleverne fik også at vide i undervisningen at i Sønderjylland fulgtes sprog og sind ikke altid af. En nordfra kommende stamfader til en slægt kunne udmærket være tysksindet og tale tysk i hjemmet men også kunne beholde det danske sprog, selv om han var tysksindet.
Disse problemer og det meget stof som vi finder i ”Dansk Grænselære” som udkom i 1937 var også noget eleverne på Tønder statsseminarium blev underholdt med i slutning af 1920’erne.
Der var mange ture til Sydslesvig dengang men også i omegnen af Tønder. Og det var altid med Claus Eskildsen som guide. Hans viden om forholdene og evnen til at give videre var fremragende.
En byvandring med Eskildsen åbnede elevernes øjne for Tønder gennem tiderne og marsken. Dige-byggeriet lærte han også eleverne at forstå.
Brorson og kirken
Også kirken vidste han alt om. Man måtte forstå, hvordan kirken var indrettet og hvordan gudstjenesten havde foregået i tidens løb. Han vidste også alt om stilarterne i kirken. Han gjorde også meget ud af Hans Adolf Brorson. Eleverne forstod, at de Emmerske bønder, der talte dansk måtte falde søvn under gudstjenesterne, når de skulle være så tidlig i Tønder om morgenen.
Det betød meget for bønderne i Emmerske, at de fik deres eget bedehus. Og han skrev salmer til menigheden, og det er salmer, der bliver brugt den dag i dag.
Dansk slesviger med tryk på dansk
På seminariets elevhjem boede både dansk- og tysksindede sønderjyder sammen. Ja og så alle dem, der kom fra det gamle land. I det daglige tænkte man aldrig på, hvem der var hvem. En tysksindet pige havde fortalt, at Eskildsen havde holdt foredrag på Knivsbjerg. Eleverne mente, at det var fordi han var nødt til det som tysk seminarielærer.
En af de danske sønderjyder fortalte, at han nok især følte sig som slesviger, hvorpå dem fra det gamle land mente, at så var han ”dansk slesviger med tryk på dansk”.
Ole Bole gik sin sejrsgang
I Tredje Seminarieklasse skulle eleverne i praktik. På et tidspunkt gik Claus Eskildsens begynderlæsebog ”Ole Bole” sin sejrsgang i de danske skoler.
Men nu var det ikke alle lærere, der forstod Eskildsens lydmetode, selv om de havde på kursus i brug af bogen. De blev ved med at bruge den gammeldags stavemetode. Det forstår forældrene bedst sagde de lærere. De forstår ikke det ”brægeri”.
Andre lærere underviste nærmest efter ordbilledmetoden og børnene lærte den delvis udenad.
Så var der ellers praktik i Eskildsens første klasse. Der var 30 børn i klassen og de fire praktikanter sad pænt på deres stole langs vinduet. Når Eskildsen kom ind, rejste alle sig op. Børnene stod som ranke soldater men med et funklende blik i øjet, der sagde, at nu skulle de have det sjovt.
En bevægelse med hånden og så kunne man sætte sig. Et tilsyneladende tilfældig valgt ord i flere stavelser skulle børnene klappe. Dernæst skulle de kaste stavelser væk alt under stor morsomhed. Tilbage havde de nu en stavelse. Så gjaldt det om at analysere den op i lyd, og når Eskildsen stod tilbage med en enkelt lyd, blev den tegnet op på tavlen og navnet på lyden skrevet.
Alt mens dette skete fik han børnene til at more sig eller undre sig. Til sidst stod der måske en hel sætning. Så blev der også læst i Ole Bole. Efter dette fik børnene til opgave at skrive det indlærte ned i deres hæfter.
Tænk engang – Ole Bole udkom i et oplag på 300.000 eksemplarer
Mens børnene sad og arbejdede henvendte Eskildsen sig til praktikanterne. Han nøjedes ikke bare med at gøre rede for børnepædagogik men også børnepsykologi og udviklingspsykologi.
De kvindelige elever måtte ikke få mandligt besøg
Ingen tvivl om at Claus Eskildsen var præget af den prøjsiske disciplin. Han var uddannet på et tysk seminarium. Han havde været seminarielærer i Tønder i den tyske tid, hvor seminarieeleverne skulle være på deres værelser rundt i byen til fastsatte tider.
Tønder Statsseminarium var nu blevet et blandet seminarium, og til dette var der knyttet et elevhjem for de kvindelige elever. Det var forbudt at modtage sine mandlige kammerater om aftenen. De sås nu heller ikke gerne om eftermiddagen. Seminariet ønskede ikke forlovede par.
Den kvindelige part måtte så opgive eller flytte til Ribe Seminarium. Selvfølgelig kunne det ikke undgås, at et par fandt sammen, men da gik de meget stille med det.
Claus Eskildsen færdedes ofte sent på aftenen på Ribe Landevej eller Flensborg Landevej i sin bil hjem fra foredrag eller en tur hjem fra sin gård i Sæd.
Hvis han da så et par gå tæt sammen, satte han sit lange lys på sin bil for at se, hvem det nu var. Næste dag kunne samme par forvente en nedsættende bemærkning i klassen.
Eskildsen opdagede slet ikke, at den lærer han havde udlejet værelser til på førstesalen blev forlovet med en af de kvindelige elever. Og han opdagede heller ikke at denne lærer ofte havde besøg af hende. Eskildsen var lidt af ”Moralens vogter”
Han boede på Ribe Landevej 13.
Man skulle side parat på sin plads
Det var fælles morgensang for øvelsesskolens elever og seminariets elever hver morgen i festsalen. Denne var frivillig for seminarieelevernes vedkommende. Men det sås ikke gerne fra flere lærers side, at man mødte op.
Eskildsen var en af disse. I hvert fald forventede han, at man sad på sin plads, når han kom ind i klassen. Han tog det meget unådigt op, hvis man kom i klassen lige i hælene på ham. Det var at komme for sent.
Blod og jord med modsat fortegn
Mange dansksindede sønderjyder oplevede Hitler og hans filosofier omkring Blut und Boden. Eskildsen tog udfordringen op og skrev en bog med modsat fortegn. Han argumenterede for at det danske folkepræg i Slesvig strakte sig helt ned til Ejderen. Derfor gik han ind for en grænse netop ved Ejderen.
Han argumenterede for at dansk/nordisk folkepræg og egenart dominerede Sønderjylland og Sydslesvig, hvorfor Sydslesvig egentlig burde være en del af Danmark.
Hans markante synspunkter fik både tilslutning og modstand i samtiden. I en dobbeltkronik i Heimdal beskyldte Poul Engberg ham nærmest for at være nazist. Senere fulgte han op på temaet med bogen Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942.
Eskildsen argumenter blev også brugt efter Anden verdenskrig for dem, der kæmpede for en dansk grænse her syd på.
Eskildsen skiftede side
Det bemærkelsesværdige ved Claus Eskildsen er, at han voksede op i en dansksindet familie. Efter en tysk seminarieuddannelse sluttede han sig til de tysksindede. Hans oplevelser under Første verdenskrig har han også nedfældet i en bog.
Efter sin deltagelse i krigen skiftede han atter side og knyttede sig nu til danskheden.
Da kollegaen blev valgt ind i Sygekassen
Det unge Grænseværn blev også dannet. Eskildsen bad en kollega om at gennemgå alle foreninger i Tønder for at efterprøve om de var dansk- eller tysksindede. Det lykkedes for Eskildsen at få valgt kollegaen ind i Sygekassens bestyrelse, der var tysk- domineret. En masse seminarieelever dukkede pludselig op og stemte på læreren.
I mange år var Claus Eskildsen redaktør af Sønderjysk Månedsskrift. Han døde i 1947 ombord på Storebæltsfærgen M/F Nyborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 9, 2021
Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
Dette er en ny- redigering af en ældre artikel. Her følger anden afdeling af livet herude vest på under blandt andet tre – års krigen. Et forvirret liv med skiftevis tysk og dansk herredømme. Embedsmænd blev fyret og igen indsat. Der var vold mod henholdsvis tysk – og dansksindede. Tusindvis af mennesker døde i de slesvigske krige. Og så her i den første slesvigske krig var der mange omkomne. Masser af rygter fulgte i kølvandet på krigen. Men også lokalt ude vest på var der kamp. Særlig apoteker Nagel i Højer fik ”kærligheden” at føle.
Kaotiske forhold
Vi fortsætter vores beretning i dagbogs – form om forholdene for befolkningen her i Vest – Sønderjylland. Det er midt i den første Slesvigske krig, også kaldet Tre – års krigen. Alt efter, hvem der har magten, så bliver både tysk – sindede og dansk – sindede arresteret. For befolkningen var det både forvirrende og kaotiske forhold.
Våbenstilstandens betingelser er netop blevet forkastet af tyskerne.
Pastor Gram blev valgt
Den 5. oktober 1848 var der i Bredebro valg til Landsforsamlingen i København. Her blev pastor Gram fra Daler valgt. Opstillet var også Knudsen fra Ballum. Beck fra Trøjborg havde ellers peget på ham.
På åben mark
Valgstedet skulle have været i kirken, men den tilhører Hertugdømmet Slesvig. Så derfor blev valghandlingen henlagt til en åben mark, som tilhørte Ribe Amt. I gamle dage lå her sognefogedens fenne.
En ny regering
Den 24.oktober 1848 indløber meldingen om at våbenstilstanden alligevel blev efterkommet. Den provisoriske regering er trådt af, og en ny er dannet indtil freden bliver genindført. Den ny regering kom til at bestå af blandt andet Reventlow, Jersbeck, v. Heintze, v. Moltke, Preuser, Boysen, Bremer og Bargum. Ligeledes skal Landsforsamlingen opløses.
En ny herredsfoged
Den 7. december 1848 overværede den nye herredsfoged, Thorup, Tingretten. Brasens gård var blevet solgt for 7.000 Rigsdaler.
I Rendsborg havde militæret igen lavet ballade, men det var igen blevet ordnet.
Præsterne sang med
Den 15. december 1848 inviterede den ny herredsfoged til fest på Trøjborg. Ved afsked blev der sunget en krigssang, Den Tapre Landsoldat. Især præsterne sang godt med på denne sang.
Den 21. december 1848 forlød det, at tyske tropper var på vej. På Als er de danske tropper blevet forstærket.
Når man blandede sig i trafik
Den 27. decmber 1848 kunne man først høre knægte synge Den tapre Landsoldat forbi apoteket i Højer. Et stykke tid efter kunne man så høre Schleswig – Holstein mehrunschlungen. Måske var det for at genere apoteker Nagel? Sådan var det, når man blandede sig i politik.
Bønderne i oprør
Den 19. januar 1849 var der tropper overalt på vestkysten for at hjælpe med skatteindkrævning. Men bønderne havde grebet til våben og jaget tropperne bort.
Den 28. januar 1849. Kampene mellem bønderne og soldaterne havde betydet mange sårede bønder, 2 soldater var døde. 30 landmænd var taget til fange og ført til Haderslev. Mange landmænd var flygtet, nogle til Ribe, andre til Ballum og Rømø. (På vores hjemmeside har vi to artikler om kampene ved Brøns).
Nagel – igen indkaldt til stævning
Den 26. februar 1849 fik Apoteker Nagel en stævning. Han skulle igen give møde på Tønder Rådhus. Han slap med en mult af 40 mk. for at have udbredt proklamationer. Han protesterede og ville anke til Overretten.
Den 26. marts 1849 udløb våbenstilstanden.
Igen kamphandlinger
Den 4. april 1849 hørte folk ved vestkysten, at der havde været en træfning ved Sundeved.
Den 6. april 1849 var krigen brudt ud ved østkysten. Mange kamphandlinger havde fundet sted. Haderslev var taget af tyskerne, men igen blev trængt tilbage til Flensborg. .
Den 7. april 1849 gik rygterne, at danskerne igen var på tilbagetog.
Krigsskibe taget af tyskerne
To dage efter blev det bekræftet, at ved Eckernförde var linjeskibet Christian den Ottende sprængt i luften med 84 kanoner og fregatten Gefion med 42 kanoner blev taget. Dette skulle åbenbart være sket den 5. april.
Danske tropper truet
Den 11. april 1849 går rygterne på, at tyskerne skulle være kommet til Kolding. På Als skulle den danske styrke være blevet taget. Tusinder skulle være faldet og kongen skulle være skudt. 7.000 skulle være taget til fange. Alt dette kunne ikke have sin rigtighed.
Og i Tønder blev det den 13. april sagt, at man havde givet de danske tropper et ultimatum. Enten skulle man rømme Als, ellers blev hele Jylland besat.
Nye tropper til vestkysten
De dårlige nyheder fortsatte. Den 17. april forlød det, at Dybbøl Skanse samt brohovedet til Als blev taget med storm af tyskerne. Flere tusinde skulle være blevet dræbt eller såret.
I løbet af dagen forlød det, at såfremt de tyske tropper overskred grænsen til Jylland ville det føre til krig med Sverige og Tyskland.
Den 21. april kom en del tropper fra Flensborg til Tønder, Møgeltønder og Højer. De besatte blandt andet havnene langs vestkysten.
Dagen efter gik rygterne på, at Kolding skulle være blevet besat. De havde altså overskredet grænsen.
Indkvartering ved vestkysten
Den 23. april er der indkvartering af fremmede tropper i Daler, Gærup og Visby. Allerede den 20. skulle tyske tropper være overskredet grænsen ind i Jylland.
Den 25. april var tropperne forsvundet fra Møgeltønder. De var marcheret mod Haderslev. Det hed sig, at der havde fundet et blodigt slag sted ved Kolding, og en del af byen var blevet brændt. Nu var det hvis gået løs på det stakkels Jylland.
Dagen efter opstod rygterne, at Vejles amtmand, Orla Lehmann var taget til fange og sendt til Gottorp.
Kanonbåd ved Højer
I havnen i Højer lå en tysk kanonbåd. Den 30. april var flere kanonbåde taget til Rømø, for at kapre Tøge Tygesens Islands – farer med fuld ladning. Den skulle have haft en værdi af 10.000 mark.
Den 1. maj 1849 nedbrændte Peter Bossens gård i Mjolden. Hele besætningen undtagen en enkelt hest blev flammernes bytte. Desuden nedbrændte 2 småhuse.
Tyske tropper ind i Jylland
Den 11. maj bekendtgjorde aviser, at forbunds – tropperne var rykket ind i Jylland. Og i Højer skulle der findes plads til 300 soldater.
To dage efter kom en del tyske tropper gennem Bredebro. De skulle overnatte i Døstrup, og siden drage videre mod Ribe.
Der kom ordre om at levere havre, hø, halm, flæsk og brød til Kolding.
Nagel på en kanonbåd
Den 28. maj måtte apoteker Nagel stille på en kanonbåd i havnen i Højer. Han var blevet angivet for sit danske sindelag og for nogle uoverlagte ytringer.
En masse brand – og krigsskat måtte betales. Og det så ikke ud til, at det var fred foreløbig. Man håbede på russernes hjælp.
Den 25. juni 1849 havde folkene på kanonbåden i havnen ved Højer gjort indsigelse mod de rød hvide farver på stakittet foran apoteket. I drukkenskab var et par af soldaterne på vej til et indbrud på apoteket, men apoteker Nagel havde forhindret dette med et gevær.
Soldaterne blev efterfølgende stillet for en krigsret.
Atter engang våbenhvile
Den 9. juli 1849 blev det berettet om kamphandlinger ved Fredericia. Danskerne slog tyskerne tilbage. De erobrede fjendens kanoner. Der skulle være mange dræbte.
Der skulle ifølge aviserne omkring den 15. juli være indgået våbenhvile.
Hertugdømmerne skulle være gået imod våbenhvilen. Det så stadig farlig og truende ud.
Svenske tropper i Nordslesvig
Den 21. juli 1849 studerede man våbenstilstanden i Tønder. Det så ud som om at Slesvig skulle skilles fra Holsten. De aviser man studerede, var over en uge gammel.
Kloster Marked blev afholdt den 24. august 1849 trods krig og ufred. Her var der ingen spor af dette.
Den 31. august 1849 havde svenske tropper besat Nordslesvig. Her skulle de blive ind til freden havde indfundet sig. 4.000 preussere var stadig i Sydslesvig.
Men indbyrdes blandt tyskere og danskere var det en hadefuld stemning.
Embedsmænd fyres
Ifølge bladet Mercur var mange embedsmænd i Slesvig fratrådt. Flere ville følge efter.
Den 27. august 1849 var der en del uro i Tønder i anledning af en ny amtmands tiltrædelse. En del embedsmænd var blevet afsat, men befolkningen gik imod dette. Således var det ikke blot i Tønder, der var uro, men også i Husum, Tønning og andre steder.
Den 17. oktober 1849 var der 400 preussere i Tønder. Men ellers var det stille og rolig.
I Højer var der igen en del gnidninger mellem danske og tyske. Forbitrelsen var stor.
Landet var igen truet
Den 30. november 1849 var der stor frygt for, at krigen skulle genopstå. Det så meget truende ud. Landet blev igen truet med stor ødelæggelse.
Den 1. februar 1850 var en del præster blevet afskediget og nye indsat. Men det var ikke til befolkningens begejstring.
Den 4. februar 1850 står vejen til Døstrup under vand. I Skærbæk var vandet så højt, at det gik ind i husene.
Det brændte på Trøjborg
En trist ulykke opstod den 8. marts 1850. På Trøjborg brændte Hede – eller Brænderigården. Det startede som en lille skorstensbrand. Dampkedlen og en del af bygningen blev bortsprængt. En person er blevet dræbt.
Stor forvirring
Den 30. marts 1850 blev kontrollør Hinricksen i Højer afsat efter ordre fra ”stattholderskabet” i Rendsborg.
En stor forvirring er opstået. Ingen ved, hvem der har myndigheden. De svenske tropper lader hver gøre sit.
De preussiske tropper havde forladt Tønder og andre byer på vestkysten. I Tønder så det ud som man ikke adlød Landsforvaltningen i Flensborg men ”Stattholderskabet” i Rendsborg.
Den 19. juni 1850 var der kommet svenske beskyttelses – tropper til Tønder. 90 mand var taget til Højer og 50 til Emmerlev.
Kammerraad Boolsen var kommet til byen for at indsætte andre toldkontrollører. En anden herredsfoged skulle også indsættes i Højer Herred.
Ballade ved Højer Sluse
Den 22. juni1850 var herredsfoged Wolfhagen blevet indsat. Ingen ville have den gamle herredsfoged Lundius boende. Men apoteker Nagel forbarmede sig.
Ved Højer Sluse opstod der den 25. juni en del oprør vedrørende toldklarering. Det var nogle borger fra Tønder, der gjorde oprør. De svenske tropper måtte have hjælp inde fra Højer by.
Sten mod danskere i Husum
Den 9. juli 1850 var der opstået problemer i Husum. Der var kastet sten mod dansksindede. Natten efter var borgmester Davids og kontrollør Evers med kone, postmesteren og flere flygtet fra byen.
Nagel tilbage med eskorte
I Højer skete der en dramatisk udvikling. Svenskerne var borte. Men den nye herredsfoged Dettlefsen og toldkontrollanterne havde taget flugten. Også apoteker Nagel var væk. Sidstnævnte var bange for tyskernes hævn.
Den 16. juli 1850 kom apoteker Nagel tilbage til Højer. Han var sammen med en søløjtnant og nogle bevæbnede matroser.
Byen var blevet spærret og uden skriftlig tilladelse kunne man ikke kom ud og ind.
Igen masser af rygter
Rygterne gik på, at de Slesvig – holstenske tropper var gået over grænsen. De havde besat Slesvig.
Dagen efter var Husum også blevet spæret. Dansksindede havde fået smadret deres vinduer.
Tysk krigsskib sprunget i luften
Den 21. juli 1850 gik det rygter i Husum, om at danske tropper skulle have besat Tønder, Leck og Bredsted.
To dage efter, fik man så at vide, at danskerne alligevel ikke var i Bredsted.
Det Slesvig – Holstenske dampskib von der Tann, der havde kapret et dansk handelsskib, var blevet forfulgt af et dansk krigsskib og sprunget i luften.
Tønder besat
Mange tysksindede Tønder – borgere var flygtet til Husum. Tønder var besat af hen ved 800 mand.
Masser af døde og sårede
Mange rygter florerede den 25. juli 1850. I det fjerne kunne man høre kanoner. Det blev ved hele formiddagen. Folk, der kom fra Slesvig og omegn havde set belæssede vogne med døde og sårede.
Men snart hed det sig, at de danske tropper var blevet slået. 700 fanger skulle være taget til fange og bragt til Slesvig.
De danske tropper havde hals over hoved måtte flygte fra Flensborg. Snart igen var det tyskerne, der havde lidt nederlag.
Kanonskud – hørt i Husum
Den 26. juli 1850 fik man at vide, at danskerne havde besat byen Slesvig. Fra Rendsborg blev der berettet om hundredvis af vogne med døde og sårede.
Dagen efter skulle de danske tropper have rejst det hvide flag. Der var våbenhvile, så man kunne begrave de døde og pleje de sårede.
Den 30. juli hørte man igen kanonskud i Husum. Man hørte, at Hannoverske tropper skulle være kommet til Rendsborg og besat fæstningen.
Ny amtmand i Tønder
I Tønder var en ny amtmand blevet udnævnt af kongen, det var greve Arthur Rewentlov. Drøhse havde atter fået et embede og var blevet udnævnt til borgmester.
Ved vestkysten var der skabt direkte sø – forbindelse til England via Tønning, Hjerting, Ballum og Højer.
Apoteker Nagel blev beæret med ridderkorset, og fik tilkendt hvervet som postmester i Højer.
Tvungen undervisning i dansk
Den 4. maj 1852 var stemningen i Tønder nu ikke den bedste. De tysksindede følte sig krænket, efter at der var blevet indført tvungen undervisning i det danske sprog.
Der var udbrudt en kæmpe brand i Husum den 11. juni 1852. i alt blev 41 huse ofre for ilden.
Den 28. december 1852 kunne Flensburger Zeitung berette om, at provst Ahlmann i Tønder var blevet afskediget med pension.
Den 31. juli1853 foruroligede det befolkningen, da de hørte, at der var udbrudt kolera i København.
En stormflod havde ramt vestkysten den 27. september 1853. Ved Ballum var mange får druknet.
I Hertugdømmerne gjorde sprogsagen et uhyggeligt indtryk. Fra dansk side ville man med magt tvinge det danske sprog igennem.
En damp – båd i Højer
Den 6. januar 1855 foregik der en indsamling til en damp – båd, der skulle gå mellem Højer og Husum. Dampskibet skulle også besøge Föhr.
Den 3. september 1856 havde heste – og kreaturmarkedet i Tønder rekordbesøg. Aldrig havde der været så mange besøgende og så mange dyr på markedet. Også markedet den 23. oktober 1856 var der masser af mennesker til markedet i Højer.
I tiden frem til 1858 havde roen sænket sig over vestkysten. De nationale gnidninger fortsatte dog. Og 8 år efter, blev vestkysten og hele Sønderjylland tysk. Atter engang måtte tusinder og atter tusinder lade livet.
Kilde: Se
Under Sønderjylland (200 artikler):
Under Aabenraa (164 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)
Under Højer (77 artikler):
Under Tønder (273 artikler):
Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening (22+119 artikler):
Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 15 artikler