Artikler
August 13, 2021
Fra skibsdreng til reder i Aabenraa
Ville ikke føre et skib under Dannebrog. Han ville absolut være sømand. Han købte halvdelen af ”Emanuel” Et stort ansvar. Når man byggede sit eget værft. Jørgen Bruhn tog en beslutning. Redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. Søfarten fik politisk indflydelse. Michael Jebsen førte sit første skib som 21-årig. Handlende og håndværksmestre investerede i søfarten. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelse. Hans Bruhn forlød søen allerede som 29-årig. Da damperne kom. Mange led tab. Jebsens rederi voksede. 15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa. De gamle blev bl.a. diamanthandler og vaskeriejer. Et minde forsvandt. Og så skal vi opleve Jørgen Bruhns begravelse.
Ville ikke føre et skib under Dannebrog
Michael Jebsen var født og opvokset i en stærkt tysksindet familie. Som 15-årig blev han arresteret og dømt af de danske myndigheder, fordi han på gaden i Aabenraa havde ”gjort sig skyldig i afsyngelse af en oprørsk (danskfjendtlig) sang.
Efter den hændelse skulle han have sagt at han aldrig mere ville føre et skib under Dannebrog. Det skete vist heller aldrig.
Allerede som ung havde han besluttet sig for at gå i slægtens fodspor. Det gjorde så mangen en knægt fra Aabenraa. Han var allerede dengang besluttet på at blive kaptajn.
Ville absolut være sømand
Hans Martin Krag ville også være kaptajn, men han måtte opgive det af helbredsmæssige grunde. Fordi han var for svag, forblev han hos sin onkel E.M. Krag på Møllegård. Han blev oplært i landbruget.
Men han ville være sømand, som de fleste knægte på Løjt. Og han kom da også til søs. Efter en enkelt rejse til Østen og retur med fuldriggeren Jørgen Bruhn. Han avancerede fra skibsdreng til jungmand. Nu ville han være styrmand.
Få dage efter sin eksamen i Flensborg i 1864 tog Hans M. Krag atter hyre nu som letmatros på Rabens brig Gustav, hvor han allerede ved ankomst til Hongkong 117 dage senere blev forfremmet til 2. styrmand.
Denne post besad han indtil september 1867, hvor han igen rejste hjem for at gå på styrmandsskole i Aabenraa hos hr. Ebsen. Han ville aflægge skippereksamen. Det var dengang frivilligt.
Efter dernæst at have faret i knap fire år som Førstestyrmand på endnu et Raben-skib, barken Elise, vendte Krag atter hjem i begyndelsen af 1872, forlovede sig ”offentlig” og så sig om efter et passende skib at føre.
Han købte halvdelen af Emanuel
Han ville gerne være kaptajn på Rabens nye skonnert. Men det job var allerede bortlovet til kaptajn Tutein. Men Raben sagde til han, at han havde købt en lille svensk skonnert. Den kunne Hans få andele i. Han fik en kort frist, for to andre kaptajner fra Løjt var interesseret.
Næste morgen købte han halvdelen af andelene i Emanuel for 10.000 mark. Han havde spurgt svigerfar og svoger. Ob beløbet havde han stående. Han skulle ikke låne hos familien.
Et stort ansvar
At tilegne sig den praktiske kunnen og teoretiske viden, der fordredes af skibets øverstbefalende, tog adskillige år.
Efter nogle år som selv- eller medarbejdende kaptajn, gik man i land. Så etablerede man sig som selvstændig skibsreder og fortsatte løbebanen ved som sådan et etablerer et hierarki under sig.
Man skulle nu organisere skibe, skibsfører, mandskaber og ladninger. Men ikke nok med det. Man skulle også være konkurrencedygtig. Man satsede på skibsfart på et højt niveau. I løbet af få år var skibene nedslidte og forældede. Skibsfarten foregik ofte i nogle af klodens mest barske farvande.
Som skibsreder måtte man hele tiden orientere sig, hvad der skete på markedet og hvordan den teknologiske udvikling formede sig. Derfor var der nogle af rederne, der etablerede deres egne værfter.
Når man byggede eget værft
Det gjorde blandt andet agent Bruhn. For ham var skibsbyggeriet den ”kjæreste kæphest”
Når man som Raben og Bruhn etablerede egne værfter, forventede man også at anskaffelsen blev billigere, idet man sparede den fortjeneste som en fremmed skibsbygger ville beregne sig.
Det gjaldt om at finde de rigtige kaptajner. Og for at få dem skulle man være menneskekender. Hans Bruhn har fortalt at hans far ved første øjekast kunne vælge sine undergivne. Han tog sjældent fejl.
Man skulle hele tiden holde sig orienteret om mange forhold. Evnen til at sikre sig pålidelige informationer var uhyre vigtig.
Jørgen Bruhn tog en beslutning
Andre ting gjorde sig også gældende. Det var for eksempel, da den 73 – årige Jørgen Bruhn i 1854 besluttede sig for at bjærge clipperen Calcutta efter dens forlis ved Læsø efter jomfrurejsen. De første forsøg slog fejl. Han fik så udbetalt forsikringssummen på to tredjedele af værdien.
Næste sommer blev skibet tømt for brugbart materiale, der kunne bruges på værftet. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at rede dette vidunder af et skib. Men alligevel kunne hele redningsaktionen godt betale sig rent økonomisk.
Redere og kaptajner havde en stærk position
Disse redere og kaptajner havde en stærk position i Aabenraa. I året 1700 fik den dengang førende købmand Lorenz Bjørnsen fyrstelig fuldmagt til at udstede skibspas. Men i 1703 indløb der klager over at han først udstedte skibspas til de skibe han havde andel i og siden til hans omgangskreds.
Herefter overtog borgmester og råd pasudstedelsen.
Søfarten fik politisk indflydelse
I 1800 – tallet blev Aabenraa en betydelig faktor i den oversøiske søfart. Her opfordrede man til at regeringen indgik handelsaftaler med de lande de ønskede at optage sejlads på, eller hvor de allerede havde et vist fodfæste.
Magistraten i Aabenraa blev flere gange taget med på råd hvis der skulle tages beslutninger om at oprette konsulater.
En enkelt af byens reder, Michael Jebsen nåede som bekendt videre end tillidspost på det politiske plan. I 1890 fik han sæde i den tyske rigsdag. Han anbefalede at marinefartøjer blev sendt til Sydamerika for ”at vise flaget” og derved støtte den tyske skibsfart.
Medlemskabet af den tyske rigsdag havde store personlige udgifter for Jebsen. Gennem uendelige forhandlinger lykkedes det ham gennem en kontakt i Reichspostamt at opnå rabatter til sin linjefart Shanghaj – Kiautschou – Tietsen.
Michael Jebsen førte sit første skib som 21 – årig
Prisen for et ”Aabenraa – skib” i 1850 svarede til godt 90 års løn for en styrmand.
Selv om man fra en velstillet familie var vejen ikke sikret for et selvstændigt virke inden for skibsfarten. Flere eksempler tyder også på at man uden familiens hjælp kunne mobilisere driftsmidler. Det gælder for eksempel Michael Jebsen, der ovenikøbet kun var 21 år gammel, da han fik sit første skib at føre.
Jacob Jebsen havde en særlig betydning for familien. Han var den første skipper (1688 – 1737). Han byggede også huse i Skibbrogade.
Handlende og håndværksmestre investerede i skibsfarten
Gennem århundreder opbyggedes der store driftsmidler i miljøet. Det blev styret af slægts- og venskaber.
Hvert skib havde en kort levetid. Også håndværksmestre og handlende investerede i skibene.
I 1700-tallet blev skibsfarten ejet af et eksklusivt miljø. Dengang var skibsfarten hovederhvervet i byen.
I 1800-tallet var der et voksende antal af håndværksmestre og handlende, der var underleverandører til skibsfarten. Det er var i den periode, at Aabenraa-egnen bliver et søfarts- og skibsbygnings-centrum af internationalt format. Det overskud, man fik blev igen investeret.
Man ville konsolidere slægtens besiddelser og anerkendelsen
Skibsrederen eller kaptajnen kunne skabe sig et navn, der var respekt om. Han kunne skaffe sig goodwill ved at skyde parter i andre skibe, rejse driftsmidler ved at gifte sig strategisk godt og opnå anerkendelse som en god skibsfører.
På godt og ondt fungerede den enkelte kaptajn som middel for mange forskellige interesser i Aabenraa og omegn. Værftsejeren havde brug for ham som bygherre. Andre håndværkere, handlende og navigationslærere havde brug for ham som kunde. For familien og eventuelt fjernere slægtninge var han nyttig som en loyal skibsfører, ens redere og kaptajnskollegaer havde brug for ham som parthaver.
Det var vigtigt at købe en gård eller en mølle som tidligere slægtled havde i fæste, at bygge et stort skipperhus i købstaden, at føre en standsmæssig husholdning og at hjælpe unge medlemmer af slægten på vej. Man ville konsolidere slægtens besiddelser og befæste anerkendelsen om ens slægtsnavn og hjemegn.
Hans Bruhn forlod søen som 29 – årig
Agent Jørgen Bruhns ældste søn, Hans gjorde allerede sin første sørejse som 13-årig. Han tilbragte derefter godt halvandet år i huset hos en god ven af faderen, Kaptajn Frahm i København.
23 år gammel blev han fører af fregatten Maria, der var opkaldt efter moderen. Den ejede faderen i fællesskab med kaptajn Frahm. Skønt Hans Bruhn viste sig som en ualmindelig skibsfører og elskede at sejle, lod han sig overtale til at forlade søen som 29 – årig for aldrig at vende tilbage igen. I stedet skulle han forpagte en af faderens vandmøller.
Han var dog også tilknyttet faderens rederikontor og efter agentens død blev han medindehaver af firmaet Jørgen Bruhns Sønner.
Da damperne kom
Med dampernes fremtrængen i anden halvdel af 1800-tallet blev konkurrencen skærpet yderligere. Fra omkring 1880 udgjorde det en alvorlig trussel i Østen. Modtrækket fra Aabenraa var at forbedre sejlskibene. Man forsøgte sig med mandskabsbesparende installationer ombord. Man opsøgte også nicher, som endnu ikke blev truet af damperne.
I stedet for at bygge jernskibe i Aabenraa svarede man igen med en yderligere specialisering af sejlskibene. Man foretog ikke den omstilling, der var nødvendig i det tempo, der også var nødvendig.
På grund af den ensidige satsning på dette erhverv var Aabenraa meget sårbar i omstillingen til jernskibe. Mange kaptajner følte det nedværdigende at skulle løsrive sig fra sejlskib til jernskib.
Mange led tab
Da man endelig i Aabenraa besluttede sig for at sælge blev det til ”dårlige priser”. Derfor led redere og kaptajner ofte ret alvorlige tab. En betydelig del af de driftsmidler, der gennem tiden var bygget op i kaptajnsmiljøet, gik tabt, fordi man stik imod sædvane – men ikke uden grund – stod tøvende over for ny teknik.
Men måske bunder det hele også på at de handlende og håndværksmestrene, der som skrevet også investerede i skibsfarten, mente at det krævede helt andre former for ekspertise, praktiske færdigheder samt et langt mere omfattende og kostbart produktionsapparat end ens hidtidige håndværksvirksomhed.
Michael Jebsens rederi voksede
Michael Jebsens rederi begyndte at vokse efter 1870. Dette rederi gav i de følgende år beskæftigelse til adskillige ”omvendte” sejlskibskaptajner, der næppe selv kunne have finansieret egen overgang til damp.
I de første år blev rederiet ledet fra Rotterdam. Blandt kaptajnerne møder vi navne som Bendixen, Bruhn, Davidsen, Hohlmann og Matthiesen.
Nogle overlevede omstruktureringerne. Men det var ikke med lokale investorer. Skibene blev opsplittet i mange parter.
15 – 16 pct. af befolkningen forlod Aabenraa
Jævne mennesker kunne nu pludselig få en gevinst. Man sagde i Aabenraa omkring 1900, at hvis man satte sine penge i en bank kunne man få 5 pct. Men hvis man satte pengene i en skibspart, kunne man få 25 pct.
Men i Aabenraa var der mange, der mistede deres levebrød. I årene 1878 – 82 var der mere end 1.000 mennesker eller 15-16 pct. af byens befolkning, der udvandrede eller flyttede. Mange måtte fattigvæsnet tage sig af.
Vi kan også anskue det fra en anden vinkel. Mens byens sejlskibsflåde i 1880 beskæftigede 498 mand. Så var antallet i 1890 sølle 41.
Der var så opstået en ikke ubetydelig damskibsflåde. Men disse var fortrinsvis i Østen. Officererne var fra Aabenraa-egnen men de ansatte var fra Østen.
Diamanthandler og Dampvaskeri – ejer
Jacob Petersen forsøgte sig som diamanthandler i Sydafrika og var en tid hotelejer. Hans M. Krag drev landbrug og kreaturhandel hjemme i Løjt. Også Fischer gik på sin vis over til damp – dog først efter at han i 1882 forlod søen, idet han oprettede et dampvaskeri og en badeanstalt i Aabenraa.
Et minde forsvandt
Med sejlskibenes mindre betydning så svandt også efterhånden interessen i lokalbefolkningen. Endnu omkring år 1900 hædrede byen Michael Jebsens minde ved at omdøbe en af gaderne ved havnen Schiffbrücke til Michael Jebsen-Strasse. Dette navn blev til manges fortørnelse efter 1920 igen til Skibbroen.
Ligeledes var Jebsen den sidste af egnens skibsredere, der blev gravsat under stor deltagelse fra byens befolkning.
Jørgen Bruhns begravelse
Men ingen kunne skildre det bedre end Frederik Fischer, der var lokalavisen Frejas redaktør. Ved Jørgen Bruhns begravelse i 1858 rapporterede redaktøren følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 11, 2021
Man strides om Grænsen
Der er stadig diskussion om grænsedragningen. Socialdemokraterne var ikke meget for at støtte de dansksindede i Nordslesvig og heller ikke i Flensborg. Og så sent som i 1940 ville Scavenius diskutere grænsedragning med den tyske gesandt. Ville han sælge Tønder til tyskerne for at tilfredsstille dem? Socialdemokraterne i de andre nordiske lande mente, at danskerne var alt for eftergivende. De mente, at situation skulle tilbagestilles som i 1864 eller 1867. De mente ikke at tysk ”vold” skulle tilgodeses. Eller fordi man havde besat et land længe nok, så skulle det belønnes. Tyskerne var utilfredse med blokafstemningen. De mente ikke at den var retfærdig.
Bliver alt nu fremstillet korrekt
Det er ikke alt, som der er blevet fremstillet om begivenhederne før og efter 1920, der er helt korrekt. Det er som om det hele skal pege i en bestemt retning. Når man så anfægter dette eller sætter spørgsmålstegn ved det, ja så sættes man ud på et sidespor.
Egentlig synes jeg at argumenterne og beviserne er det. Men det er altid sejrherrerne, der har ret.
Det er fin nok at vi får Danmarks officielle holdning. Men nogle gange vil det også være befriende at høre om de problemer dette så bevirker.
Kielerkanalen havde stor betydning for militæret
Kielerkanalens betydning for de allierede er i den grad blevet nedtonet i den danske gengivelse. Man har indtryk af, at denne kanal måske mest var blevet bygget af militære hensyn.
På fredskonferencen i Paris havde vi et helt persongalleri af sagkyndige og statister.
Industrimanden H.N. Clausen tav
Det var H.V. Clausen, der var den danske regerings sagkyndige. Han overtræder omgående sine instrukser. Jonas Collin og Bent Holstein virkede i kulisserne. Det var pludselig en overraskende enighed i den danske delegation – og dog
Industri-manden H.N. Andersen var uenig, selv om han tav. Og det var franskmændene godt klar over.
Personlige holdninger gjorde sig gældende.
Scavenius kunne ikke lide Clemenceau
Franz v. Jessen havde ikke stor tiltro til den radikale regering. Og det var specielt Scavenius og hans tyskerkurs, han ikke kunne holde ud.
Scavenius havde kaldt Clemenceau for en ”gammel afdanket politiker”, der ”nu ikke længere blev taget alvorlig i politiske kredse”. Men det var denne Clemenceau, der var vært for fredskonferencen i Paris. Og det var den ”gamle afdanket politiker” som Scavenius måtte anmode om at tage Slesvig – spørgsmålet op på konferencen.
Zahle og H.P. Hanssen var ikke enige
Zahle fastholdt, at Flensborg skulle møde med et absolut dansk flertal. H.P. Hanssen mente, at man ikke kunne ignorere 49 pct. danske stemmer, men at vi for Flensborgs eksempel længe ikke nåede derop.
En klodset opfordring
Men det var nu ikke lige smart alt, hvad man foretog sig fra dansk side. Man havde fået professor Aage Friis til at formulere en opfordring til det tyske folk:
Denne professor var medvirkende i en artikel som nationalbankdirektør Rubins under pseudonym fik bragt i Preussische Jahrbücher 1911 for at appellere til tysk forståelse for de danske sønderjyder. Men artiklen rummede følgende vending:
Man bildte så folk ind, at H.P. Hanssen havde godkendt artiklen.
H.V. Clausen havde fat i H.P. Hanssen
Men det var nu ikke altid H.P. Hanssen havde ret. Således mente denne, at den internationale kommission skulle bestå af danske og tyske forhandlere. Men det mente H.V. Clausen, at det var en meget dårlig ide.
H.P. Hanssen fik ikke meget politisk indflydelse
Som bekendt kom H.P. Hanssen med i Zahle – regeringen. Hans ide var ellers at stifte et sønderjysk parti og stå i spidsen for 4-5 sønderjyske meningsfælder. Så kunne man også få indflydelse på partkonstellationen.
Nu blev han bare brugt til at kanalisere de genforenede led af Sønderjylland ind i den danske lovgivning og administration. Man skulle tro, at man kunne have fundet en anden løsning på dette.
Hvem skulle med i den internationale kommission?
Den 23. oktober 1918 løfter H.P. Hanssen sin røst tyske rigsdag. Han mener, at paragraf 5 skal genindføres. Bismarck afskaffede det i 1878. Forpligtelsen at holdeafstemning i Nordslesvig var han lige glad med.
Så sent som i 1919 mente H.P. Hanssen at man skulle forhandle med tyskerne. Igen måtte H.V. Clausen tysse på ham. Hvor langt ville han gå i sin forhandlingsiver?
Kunne Danmark have magtet det?
Spørgsmålet er om Danmark havde fået mere ud af det, hvis man havde fået det som Status Que i 1867. Så havde vi fået Flensborg med. En folkeafstemning i 1867 eller 1878 ville have bragt en sydligere grænse. Skulle tyskerne i 1920 nu belønnes for at have brugt vold?
Spørgsmålet er, hvad Danmark magtede og kunne risikere ved at få fjernet historiske og aktuelle uretfærdigheder. Kunne Danmark magte at hjælpe flere danskere til Danmark selv om der fulgte flere tyskere med?
Flere danske stemmer i Flensborg end i 8 danske byer
En bloc-afstemning i 1. zone var ret beset ikke andet end et stykke valgdemokrati, der skulle redde Tønder og udelukke Flensborg. Det kunne ikke begrundes med selvbestemmelsesretten at udelukke Flensborg, når man medtog Tønder, der i 1867, hvor Flensborg havde dansk flertal, kun havde 17,2 pct. danske stemmer.
Ja tænk engang Flensborg havde i 1920 flere danske stemmer end Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Augustenborg, Christiansfeld, Gråsten, Løgumkloster og Højer tilsammen.
Blokafstemningen blev kritiseret af tyskerne.
Ville Scavenius sælge Tønder for at glæde tyskerne?
Også udenrigsminister Scavenius tog afstand fra den grænselinje, som han havde brugt så meget tid på. I slutningen af 1930’erne syntes han at det var på tide at komme tyske grænseflytningskrav i forkøbet. Han mente at der skulle ske en justering omkring Tønder. I 1940 bragte han spørgsmålet på bane over for den tyske gesandt.
Nu var tidspunktet nok ikke så heldigt.
Der opstod som bekendt en Flensborg – bevægelse som et modtræk mod Aabenraa-bevægelsen.
Tilbage til Scavenius, der mente at § 5 og 1867 – linjen skulle have en logisk sammenhæng. Men det fik den ikke.
De nordiske socialdemokrater mente at Danmark var for eftergivende
Socialdemokrater i de nordiske lande syntes at Danmark var alt for tilbageholdende og mente at alt, hvad der i 1864 var påviseligt dansk skulle tilfalde Danmark. Man syntes ikke om, at det man havde taget og haft tilstrækkelig længe, skulle man have lov til at beholde.
Nu så det heller ikke ud til at Socialdemokraterne ydede en særlig indsats over for de dansksindede i Flensborg. Og i tidligere artikler har vi set, at Stauning tog afstand over for de dansksindedes kamp i Nordslesvig.
To sølvbryllupsfester i Aabenraa
Ingeborg refslund Thomsen fra Aabenraa har fortalt om en sølvbryllupsfest. Den blev delt i to, en for Aabenraa – folk og en for Flensborg-folk. Man ville ikke have spoleret festen. Der var masser af bitterhed.
Stor bitterhed
Bitterheden kan også have noget at gøre med H.P. Hanssens tilknytning til de Radikale og hans kølige holdning til Flensborg. Men der var også harme over for Socialdemokratiet.
Wilhelm La Cour opdagede at H.V. Clausen rejste til Paris for at forslå en grænse nord for Flensborg. Men var det ikke som om at Flensborg – folkene havde opgivet håbet på forhånd?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 5, 2021
Kastellet – Endnu flere Historier (5)
Vi kigger også på, hvad der sker i området. Der var nogle mindre pyntelige huse. Så var det lige Brokkensbod, To bataljoner slog sig ned på grønningen i 1807. En pavillon på Esplanaden. Den lange reberbanebygning gik til militæret. Institut for døvstumme blev oprettet, Sponsorer til fattige børn i Kastellet. Fattigkassens penge blev ikke helt brugt til formålet. Korps ønskede bedre luftcirkulation. Masser af bevogtning på voldene. Officerer og underofficerer fik hver deres have. Latriner over Kastels-graven blev fjernet. Skøjtebane blev oprettet. Store forandringer på Langelinie. En irriterende bom blev fjernet, da sporvognen kom. Ny kasserne på Øster Fælled. Nærmest urskov og masser af natur og dyreliv. Norgesporten skulle åbnes, men der var ingen lys. Fra 1882 skete der store forandringer.
Mindre pyntelige huse
Esplanaden var adskilt fra Toldbodvejen ved en meget gammel ca. 282 meter lang hæk. Den strakte sig fra reberbanen – Husarkasernen – ud imod Toldboden. På den nordlige side af Toldbodvejen fandtes nogle småhuse og et sprøjtehus.
Her boede musketer Philip Rotheuser, dernæst en fuldmægtig Ravn. Det vestligste hus var det berømte Brokkensbod. I 1820 blev disse huse betegnet som faldefærdige.
Musketer Rotheuser af Københavns Infanteriregiment søgte i 1811 tilladelse til at bygge en butik 13 alen bred og 6 alen dyb på Kastellets Esplanade mellem Sprøjtehuset og Bokkensbod. Han ville bygge et værtshus og det fik han tilladelse til. Allerede ti år efter søgte han tilladelse til om at måtte opføre et større hus end det gamle. Men det fik han dog afslag på.
Begrundelse var at disse huse var ”mindre pyntelige” Måske blev anmodningen også givet fordi anvendelsen førte til ”uordenen” af forskellig slags. Men han tabte dog ikke modet. Han søgte om at udvide de nuværende lokaler og den tilladelse fik han.
Brokkensbod
Men hvad var Brokkensbod? Det hus omtaltes allerede i 1689 som ”Jens Brocks Hus ved Toldboden”. Dette hus var det største af de fire huse. Den første ejer var Jens Sørensen Brock. Han var toldbetjent og ”visitør”. Han var gammel hoftjener. Og i den egenskab fik han den 18. marts 1699 af Christian den Femte ret til udskænke øl og dansk brændevin i huset.
I 1719 fik sønnen, brygger Jokum Brock privilegiet fornyet. Sønnen døde i 1724. Nu skulle huset så ifølge reglerne tilfalde kongen men åbenbart var dette gået i glemmebogen for familien fortsatte med forretningen.
På et tidspunkt blev de gamle bindingsværksmure erstattet af en grundmur. Huset tilfaldt en kvinde ved navn Henrica Svitzer, der havde tjent slægten i en lang årrække. Hun døde i 1792 og Rentekammeret overtog derefter huset og forretningen. Derefter blev det forpagtet frem til 1855. Forpagtningsafgiften steg fra 264 til 800 Rigsdaler.
Alle fire huse måtte efterhånden vige i anledningen af udvidelsen af Toldboden. Nedrivningen foregik i årene 1847 – 1855.
To bataljoner slog lejr her
Under det engelske angreb i 1807 camperede to af landeværnets bataljoner i Esplanaden og Grønningen fra den 17. august til den 14. september. Her var rejst teltlejre. Der blev rejst en palisadespærring for at forhindre desertering. Således var der 1.211 danske soldater, der løb over til fjenden.
En pavillon på Esplanaden
Esplanaden og Grønningen var yndede promenader for borgerskabet omkring 1820. Man lod hvert andet træ beskære, så man kunne nyde udsigten. Stedet var kun tilladt for gående. Dog var der tilladt at ride her for kongehuset og særlig privilegerede.
Mod en årlig afgift på 20 Rigsdaler til Kastellets Fattigkasse blev der i 1844 tilladt at rejse en pavillon. Allerede to år efter fik ejeren lav til at forlænge pavillonen mod en forhøjet afgift.
Den lange reberbanebygning
Den lange reberbanebygning var nu blevet en militærbygning. Efter bombardementet i 1807 kom til at rumme mange husvilde. I januar 1821 blev det stykke af bygningen, der lå nærmest Toldbodvejen ryddeliggjort i en længde af 40 alen. Det blev overladt til 2. Husar Eskadron til indøvelse af ”Gymnastik og hugning”.
Artilleriet ejede resten af bygningen. Her blev rekvisitter opbevaret.
Fra maj 1815 til marts 1816 blev Grønningen anvendt som øvelsesplads for nogle drenge fra Københavns Fattigvæsen der af en regimentstambur skulle oplæres i at slå på tromme og blæse på fløjte. I alt 44 blev på den måde udlært.
Her blev så igen sat en bom op. Der skulle nøgle til. Det var kun enkelte privilegerede, der nu kunne få adgang. Og nøglen blev opbevaret i Østerports vagt.
Institut for døvstumme
Den 15. april 1838 fik Institut for døvstumme tilladelse til at opføre en stor grundmuret bygning op ad Glaciset. Det var chefen for Ingeniørkorpset oberst von Prangen selv, der havde lavet tegningerne. I krigstid kunne denne bygning så bruges og være til fordel for fæstningens forsvar.
Sponsorstøtte til de fattige børn i Kastellet
Vi har flere gange nævnt Kastellets Fattigkasse. Om midlerne er blevet brugt efter hensigten til garnisonens fattige, vides ikke. Vi ved heller ikke om midlerne er brugt til skolesøgende børn.
Men vi ved, at den 10. april 1733 opnåede en løjtnant Jacob Johannes Qvandt privilegium på i sin gård i Kongens Gade – St. Kongensgade- at brygge, brænde og udsælge i ”Fustager”, Kander eller Potter til hvem, der behøvede det. Til gengæld for denne tilladelse skænkede han en kapital af 500 Rigsdaler til Kastellets fattige skolebørn.
Renterne af dette beløb skulle fordeles årlig med 12 Rigsdaler til Kantoren for at læse med ”10 arme Soldater Børn” fra Kastellet, 12 Rigsdaler til klædning af disse børn og en Rigsdaler til bøger.
I 1740 testamenterede fremdeles en kaptajn Christian Hinrich Jæger, der i 10 år havde haft Garnison i Kastellet, bl.a. 50 Rigsdaler til de fattige i Kastellet og andre 50 Rigsdaler til dets Fattigskole.
I tiden mellem 1785 og 1790 begyndte man med for betaling at udstede tegn til kørsel og ridning gennem Kastellet og på Langelinie. Man skulle ligeledes betale for at spadsere på Volden og Smedelinjen. Disse indtægter tilfaldt også Kastellets Fattigkasse.
I årene 1807 – 1823 ophørte disse bidrag. I 1815 var det så en majorinde Pultz, der var afgået ved døden, der testamenterede 1.000 Rigsdaler.
I 1823 kom der pludselig et bidrag på 240 Rigsdaler fra en forpagter ved en tidligere omtalt bom på Kastelsvejen. Det var en afgift, der i 1840 blev forhøjet til 304 Rigsdaler.
Fattigkassens penge blev ikke helt anvendt til formålet
Kassens kapital voksede på den måde betydeligt. Renterne blev snart så store, at de blev brugt til andre ting end selve formålet. Således blev pengene brugt til brolægning af kastellets hovedgade, til forbedring af vejene omkring Kastellet og til forskellige reparationer af kirken.
I 1824 udgjorde kapitalen 8.940 Rigsdaler. Men der findes ingen regnskaber fra før 1828.
Opgjorte udgifter:
I 1853 udgjorde kapitalen:
I årenes løb fik kassen endnu flere indtægter. Og nu var det ikke kun til fattige at pengene blev brugt. Således blev pengene i stigende grad brugt til vedligeholdelse af alle Kastellets veje og promenader og til kirken. Ja selv til indkøb af brød og vin til alterbrug.
Korps ønskede bedre luftcirkulation
Den 16. juli 1854 indsendte 1. Jægerkorps et andragende. Det var dem, der nu lå i garnisonen. De ville gerne have tilvejebragt en bedre luftcirkulation i Kastellet. Ingeniørkorpset havde afgivet en betænkning i sagen.
Ministeriet bestemte derefter, at der for fremtiden kun måtte findes højstammede træer på den lavere, indre voldgang og ved Voldens udvendige fod. Denne bestemmelse fremkaldte en voldsom beskæring af trævæksten ikke alene på Volden men også på en del af udenværkerne, bl.a. Huths Batteri.
Masser af bevogtning
Gennem tiden er der holdt et vågent øje med Kastels-volden, der var bevogtet af et utal af skildvagter og patruljer. Om sommeren måtte Vagtkommandøren eller rettere den næstkommanderende være op på dupperne. Hele døgnet blev der sent patruljer ud. Men den, der ville trænge ind og begå ulovligheder kunne nu godt komme ind, hvis man bare kendte lidt til forholdene.
De knægte, der boede her, elskede at tage gas på patruljerne og vagterne. De lå i konstant krig med dem. Det var da også et sjovt sted at lege røver og soldater.
14 dage ind i det nye år udløb adgangskortet. Ikke alle havde tænkt over at få fornyet dette kort. Så gjaldt det om at konfiskere dette nu ulovlige kort. Dette gav så en ekstra indtægt.
I Prinsessens Bastion blev der om sommeren en gang om ugen musiceret af et militærorkester. Og her sørgede man få at holde træerne beskåret på grund af udsigten. Og så skulle flagstangen også være synlig udefra. På 100-års-dagen for ”Slaget på Reden”, blev der her afsløret en mindestøtte tegnet af Bindesbøll.
Officerer og Underofficerer fik hver deres have
Officererne fik i1855 lov til at indrette en have/samlingsplads. Cirka et halvt hundrede år senere opnåede Kastellets underofficerer også at få en fælles have. Dens placering er meget bedre mellem Prinsens og Kongens Bastioner. Men den var også langt større.
Hvad der måske er langt bedre, er at den blev givet af uden forudgående ansøgning af den forhenværende regimentschef oberst F.C. Jürgensen.
Lige indtil februar 1894 var der skyts hist og her på Kastelvolden, navnlig mod søsiden. Ved særlige lejligheder blev der stadig afgivet salut. Men hver gang man så gjorde dette måtte man afspærre Langelinie for kørsel og ridning for at forebygge ulykker.
Latrinerne over kastels-graven blev fjernet
Latrinerne i Kastel-graven blev fjernet i 1850’erne. De havde efterhånden overlevet sig selv. Så kunne man også komme nogle af lugtgenerne til livs. Direktionen for Frederiks Hospital havde gang på gang klaget over dette.
Den 24. juni 1853 næppe 14 dage efter koleraens udbrud oplevede man på Kastellet det første offer. Det var en underjæger, der om morgenen var stået op sund og rask kl. 7.30 om morgenen. Pludselig blev han syg og døde klokken halv to.
Dette var den egentlig årsag til at latrinerne i Kastel-graven blev lukket.
Skøjtebane oprettes
Efter at fiskeriet i gravene havde været bortforpagtet i seks år fra 1847 – 1852 forsøgte man i foråret 1853 at bortauktionere det. Men da det højeste bud var alt for lavt, lod man fiskeriet henstå igennem årene 1844 og 1855.
Man huggede ikke mere is om vinteren, men af hensyn til fiskebestanden sørgede man for at der var våger. Det betød, at man så her fik en god skøjtebane. I begyndelsen var banen, der hvor den engelske kirke ligger i dag. Senere blev banen flyttet om på den nordlige side af Kastellet mellem Volden og en del af Smedelinjen.
Store forandringer på Langelinie
Så sent som i 1852 blev spadserestien forlænget helt rundt om Huths Batteri, hvorfra den gik direkte over i Strandpromenaden.
I 1864 blev der anbragt skyts på Langelinie og Huths Batteri blev forsynet med en mur på brystværnets indvendige side.
I 1902 blev hele Langelinie omdannet som følge Frihavnens anlæg. Yachtklubbens flotte pavillon blev opført. Karantænehuset blev flyttet ud på det nordøstlige hjørne af opfyldningen. Langelinie blev meget bredere. I 1886 rejste man Hvidtfeldts-monumentet skænket af brygger Jacobsen.
Og i 1908 var det Gefion – springvandet. I 1912 blev der ud for Grevens bastion afsløret monumentet for Prinsesse Marie. Samme år afsløredes monumentet for Mylius Erichsen. Ja vi må sandelig ikke glemme at den 23. august 1913 var det så Den Lille Havfrue, der så dagens lys.
En irriterende bom
I anledning af Toldbodens udvidelse blev Esplanade-pavillonen, der dengang blev ejet af en enkefrue Meyer i december 1866 opsagt til nedrivning til oktober. Det følgende år.
Men hun søgte at opføre en ny pavillon et andet sted i Esplanaden. Det var der, hvor den engelske kirke nu ligger. Men da denne så skulle rejses, måtte pavillonen atter flytte.
Først da sporvognslinjen blev ført gennem Grønningen og ud ad Østerbro forsvandt den irriterende bom.
Ny kaserne på Øster Fælled
Den 15. marts 1895 blev der ved lov vedtaget at opføre en ny kaserne for Gardehusarerne på Østerfælled. Dermed var den gamle Reberbanes dage talte. Ti år senere den 1. november 1905 påbegyndtes dens nedrivning. Efterhånden rejste der sig høje herskabshuse på dens grund.
I 1874 blev terrænet mod nord udlagt til øvelsesområde for Ingeniørregimentet. De havde til huse her indtil 1895, da de tog Ryvangen i besiddelse. Øst for Døvstumme instituttet blev der i januar 1857 lagt en grundsten til Blindeinstituttet. Det blev indviet den 5. november 1858.
Nærmest urskov og masser af natur og dyreliv
Her er i området opstod der nærmest en urskov med sammenfiltret bevoksning som syntes uigennemtrængelig. Her var rester af fæstningsgrave, Et rigt plante- og dyreliv opstod her. En naturskønhed uden lige var der her.
Efter at Ingeniørerne havde taget Glaciset i besiddelse beholdt Artilleriet retten til at benytte Spitsbergens Lynette. Ja det lå vel omtrent mellem Østbanegade og Kristianiagade. Men i april 1884 fik Ingeniørerne også denne overladt til øvelsesplads for minesprængninger. Artilleriet fik anvist et sted på Smedelinjen.
I 1908 var den svenske Gustavs Kirke bygget på den såkaldte Grønlands Bastion. Men den hørte hvis ikke under Kastellets underværker, men under selve byens underværker.
Norgesporten var åben, men det var meget mørkt
I 1853 var der blevet bestemt at Norgesporten skulle stå åben. Mange havde svært ved at forstå dette for hele fæstningsværket lå i absolut mørke. Man havde da godt nok fået gasbelysning i 1881. Men endnu ikke i 90’erne var der spor af belysning ved fæstningsværket.
Man besluttede så senere at ofre fire olielygter på det store område. Man appellerede til magistraten at overtage belysningen resten af vejen ud til Østerbro. Men dette ville Magistraten heller ikke høre tale om.
Folkevandring til badeanstalterne
Om dagen var det meget besøgt. Om sommeren var der nærmest folkevandring ud til badeanstalterne. Efterhånden som Frihavnen blev etableret forsvandt idyllen mere og mere.
Fra 1882 skete der store forandringer
I januar 1882 skete der også store afvigelser. Fra Kastellet til Havnevæsen og Kommune m.fl. Den 28. januar blev terrænet nord for Engelbrechts badeanstalt, selve denne, Huths Batteri og hele den nordlige del af Langelinie indtil syd for Islands Batteri afgivet til Havnevæsnet.
I oktober måned blev en del af Becks Badeanstalt samt et stykke af strandbredden afgivet til Statsbanerne. I december måned blev yderligere en stor del afgivet til Havnevæsnet og senere til Kommunen. Og sådan fortsatte det.
Kastellets volde og udenværker blev skånselsløst taget i disse år. Men heldigvis har vi endnu en masse bevaret omkring Kastellet. Men egentlig er det vel kun selve Hovedfæstningen, der lå tilbage.
I februar 1901 udgav ”Komiteen til Bevarelse af Kastels terrænet som Park en pjece.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2021
Operation Möwe – 19. september 1944
Tyskerne var bange for at dansk politi faldt dem i ryggen. De arrangerede en luftalarm. Betjent skudt i Valby. Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig. Kun 200 betjente arbejdede for tyskerne. I Odense blev der også dræbt en betjent. I Ballerup var det en tidligere kollega, der hjalp de tyske styrker. Politiledelsen var kaldt til møde. Himmler kaldte aktionen for ”absolut korrekt”. Sejlet til Lübeck og derfra i KZ – lejr. Jyderne kom syd på via Frøslevlejren. Justitsministeriet udsendte forespørgsel. Tyskerne rippede CB – depotet. Det danske politi kunne ikke reorganiseres, som tyskerne egentlig ville. 500 danskere meldte sig til Hipo. De blev aldrig en erstatning for politiet. Efter to måneder blev betjentene erklæret som krigsfanger. Mange betjente døde. Dramatisk HIPO – afslutning på Nørrebro.
Tyskerne var bange for at politiet ville falde dem i ryggen
I en tidligere artikel har vi beskrevet, hvordan de tyske myndigheder var utilfredse med det danske politis holdning. Det voksede til bekymring om politiets stilling. Den tyske mistillid til politiet voksede særlig efter augustoprøret 1943.
Også politiets ageren under Folkestrejken i juni – juli 1944 gav anledning til ny tysk utilfredshed. Grænsen var åbenbart overtrådt.
Politistyrken voksede i løbet af besættelsesårene fra ca. 3.000 mand til ca. 10.000. Efter militærets opløsning den 29. august 1943 var det den eneste væbnede magt, der var til rådighed for den danske centraladministration.
Som vi tidligere har skrevet, så var tyskerne bange for at politiet ville falde tyskerne i ryggen ved en allieret invasion. Ikke mindst den øverstkommanderende for værnemagten i Danmark, general von Hanneken ønskede politiet reduceret til 2-3.000 mand. han fandt tilslutning hos politichef Pancke.
Luftalarm
Det var den 19. september 1944. Klokken var omkring 11. Sirenerne lød til luftalarm. For tjenestegørende betjente var det tegn på at man skulle søge mod sin post.
Andre var søgt hen på hittegodskontoret under foregivende at de havde ærinde. Da sirenerne så løs, trak de pludselig våben og sikrede passage til bygningen for de tyske styrker, der under støvletramp og råb hurtigt overrumplede det danske politihovedkvarter.
Det samme udspillede rundt om i landet på de danske politistationer, politikaserner og på politiskolen.
Betjent skudt i Valby
På station 9 i Valby sparkede tyske værnemagtssoldater døren ind til ekspeditionslokalet og affyrede uden varsel en maskinpistolsalve ind i lokalet. Skuddene ramte en 58-årig overbetjent, der sad ved sit skrivebord med ryggen til døren. Han var dræbt på stedet.
I København stormede SS – elitesoldater og tungt bevæbnede soldater fra Værnemagten Politigården. Sideløbende blev rigspolitichefen og politidirektøren i København arresteret. Stormen på Politigården forløb relativ fredeligt. Men i resten af landet og omkring Amalienborg var der flere intense skudvekslinger, som krævede flere dødsofre.
Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig
Det var åbenbart tyske marinesoldater, der ved en fejl kom i kamp med politivagten på Amalienborg.
Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig. De ville forsvare kongen. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i det Gule Palæ såret, mens 20 tyskere blev dræbt og det dobbelte antal såret. Andre tal fortæller, at ni tyske soldater omkom mens syv blev såret. Blandt de dræbte var SS – Oberscharführer Fritz Himmel fra Petergruppen. Skader fra den tyske kanonild kan stadig ses ved slottet, hvor der i 1952 blev sat en mindeplade op.
De 56 tjenestegørende på Slotspladsen byggede barrikader rundt om på pladsen. Kort efter luftsirenernes begyndelse havde vagtchefen fået melding om det tyske overfald på stationen i St. Kongensgade. Et opkald til politigården var forgæves. Det var opkaldene til byens andre stationer også.
Kl. 12.20 nærmede en gruppe tyske marinesoldater slotspladsen. De så barrikaderne og forsøgte at forcere dem. Det kom til en alvorlig skudveksling som også blev suppleret fra en tysk kanonbåd.
På kongens foranledning blev kampene indstillet. Skudvekslingen varede i godt to timer.
Frem til befrielsen var der uniformerede politifolk på Amalienborg.
Kun 200 politifolk gik i tjeneste for tyskerne
Ordenspolitiet i København og de største provinsbyer skulle afvæbnes og interneres. Det øvrige politi, herunder kriminalpolitiet skulle afvæbnes, men kunne i øvrigt fortsætte deres arbejde. Men da havde tyskerne hvis gjort regning uden vært. De gik hjem og blev hjemme. Mange gik aktivt ind i modstandsbevægelsen. Kun knap 200 politifolk valgte at gå aktiv ind i tyske tjeneste
I Slagelse nåede politiet at forsvinde med deres våben, inden tyskerne ankom.
I Odense blev en betjent også dræbt
Af en eller anden grund var der ikke noget luftalarm i Odense. Derfor var der en del civile på gaden, der ufrivilligt blev en del ad aktionen.
250 tyske soldater gik til angreb på byens hovedstation, der var beliggende i byens rådhus. Ved stationens vagt stod blot en 24 – årig reservebetjent, der ikke nåede at reagere før han falder livløs om ramt af en tysk kugleregn.
En tidligere kollega ledede de tyske styrker
I Aalborg blev en 30 – årig reservebetjent ramt. Han havde kun været ansat i et halvt år. Han blev dræbt ved politikasernen, da de tyske soldater stormede bygningen.
I Ballerup var det en tidligere dansk politimand, der var gået i tysk tjeneste, der ledede aktionen mod sine tidligere kollegaer.
Ledelsen kaldt til møde
I mellemtiden befandt den øverste danske politiledelse sig i det tyske hovedkvarter på Dagmarhus. Her var de dagen forinden blevet indkaldt til et møde, der skulle starte kl. 10.45. Mødeindkaldelsen var udgået fra hovedarkitekten bag Aktion Möwe, den Højere SS – og Politifører i Danmark, Günther Pancke.
Så blev de herre gjort bekendt med at de nu ville blive sat i ”æresarrest”.
Himmler kaldte det: ”Absolut korrekt”
Operationen foregik meget uensartet og er nok et skoleeksempel på, hvordan det ikke skulle gøres.
Knap 2.000 politifolk blev taget til fange. De resterende gik under jorden. Aktionen blev af Værnemagten og den tyske politiledelse i Danmark betragtet som en umiddelbar succes. Man havde jo pacificeret det danske politi uden de store sværdslag. Himmler var da også tilfreds med aktionen, som han i sine optegnelser beskrev som ”absolut korrekt”.
Mange blev advaret på forhånd, da aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne nogle dage i forvejen.
Sejlet til Lübeck
De københavnske betjente blev samlet i Københavns Frihavn og sejlet fra Langelinie i M/S Cometa. Politifolk over 55 år fik lov til at gå. Transporten gennem København var i halvåbne lastbiler. Politifolkene stod sammenlænkede og med bøjede hoveder. Maskingeværer pegede på dem. De blev samlet i de store pakhuse i frihavnen.
Efter to dages sejlads i aflåste lastrum ankom de til Lübeck, hvor de blev sat på kreaturvogne og kørt til KZ- Neuengamme. Har var de en uges tid hvorefter de med godstog blev sendt til Buchenwald,
Fra Frøslevlejren syd på
De 300 politifolk, der under aktionen var blevet tilbageholdt i Jylland og på Fyn var intetanende om det videre forløb blevet samlet i Frøslevlejren, hvor de opholdt sig i knap en uge. Herefter blev de så stuvet sammen og sendt syd på.
Justitsministeriet udsendte en forespørgsel
Tre dage efter aktionen mod politiet udsendte justitsministeriet en fortrolig skrivelse til landets amtmænd, hvori ministeriet udbad sig oplysninger om forholdene i de enkelte politikredse. Amtmændene blev bedt om omgående at meddele ministeriet, i hvilken udstrækning politiet udøvede politimæssige funktioner i de enkelte politikredse, hvilke og hvor mange politifolk der var anholdt eller bortrejst.
Tyskerne rippede CB – depotet
På Frederiksberg var 50 blevet anholdt, mens cirka 150 havde fulgt politimesterens eksempel og var gået under jorden.
Da besættelsesmagten forlod stationen på Howizvej 25. september var den så godt som ribbet for brugbart materiel. Man havde gjort et markant indhug i CB – mandskabets tøjdepot på stationen og medtaget samtlige gummistøvler. Med hensyn til politiets udrustning og materiel stod det endnu værre til. Samtlige våben, hjelme og gasmasker var borttaget.
Det samme var stationens ti køretøjer og beredskabet af fødevarer. Stationens øvrige materiel bar stærkt præg af den tyske tilstedeværelse. Aflåste møbler og skriveborde var brudt op og en række døre var sparket op og ødelagt. Forude ventede knap otte måneder med stigende kriminalitet og næsten lovløse tilstande i Danmark.
Det danske politikorps kunne ikke reorganiseres
I dagene derefter viste det sig dog betydelige problemer. For hvordan skulle man nu håndtere sikkerheden i et land uden politi. Den Højere SS og Politifører Günther Pancke havde derfor en plan om at omorganisere politiet og føre det ind under tysk kontrol. Men det lod sig ikke umiddelbart realisere, idet såvel myndighederne som de danske politifolk stillede sig særdeles uvillige over for denne plan.
Det mindre antal danske politifolk, Pancke havde tilbageholdt på Politigården til at varetage administrativt arbejde og sporadisk efterforskning, indgik derfor kun modvilligt i politiarbejdet. Men måtte derfor opgive hele ideen om et reorganiseret dansk politikorps.
500 danskere meldte sig til HIPO
Det forslog heller ikke meget, at Pancke gennem Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, ET søgte at opbygge Hilfspolizei (Hipo) som erstatning for det internerede korps, da dette langt fra kunne bære alle politiets opgaver. Omkring 500 danskere blev optaget i Hipo.
De huserede på Politigården til befrielsen. De skød til måls efter dagsbefalinger og lavede deres egne politiskilte, naturligvis præget med dødningehoved og herunder tre løver.
Hipo’ s uniformer var omsyede politiuniformer påført Hipos distinktioner.
HIPO var ikke en erstatning for almindeligt politi
Det var ikke almindelige politiopgave som Hipo gav sig i kast med. Man begrænsede til at deltage i sabotagebekæmpelser og fordrev ellers meget af tiden med at provokere eller lade sig provokere af den almindelige befolkning. Det blev hyppigt til klammeri og også grovere vold.
Fra efteråret 1944 og frem til befrielsen i maj bevægede det danske samfund særlig i de større byer sig i stigende grad mod regulær opløsning. Efter politiets opløsning steg kriminaliteten voldsomt. Med de tiltagende kampe mellem danske nazistiske korps og modstandsbevægelsen blev skyderi i gaderne tilnærmelsesvis hverdagsbegivenheder i visse byer.
Den tyske politiledelses erstatning for det internerede danske politi var alt i alt en katastrofe for landet. Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Betegnelsen Hipo blev nærmest et skældsord.
Nu var Hipo vel ikke en erstatning for dansk politi, som mange hævede. Fordi tyskernes planer havde jo aldrig været at lukke fuldstændig for dansk politi. Hjælpepolitiet blev vel nærmest skabt på ruinerne af denne fiasko, siger Henrik Lundtofte i sin bog, Håndlangerne.
Tyskerne ville bevare dansk politi i reduceret format
Tyskerne ville bevare dansk politi i reduceret form. Så kunne man også få de sædvanlige fødevarerationer fra Danmark og bevare det som tyskerne kaldte ”Lieferfreude” Dansk politi var en forudsætning for dette.
Aktionen var sikkert også et af de største tyske selvmål under besættelsen.
Trods tendensen til opløsning var Danmark dog fortsat i forhold til det øvrige besatte Europa at sammenligne med et ordnet samfund – ikke mindst på landet, hvor de voldsomme forandringer ligesom i de foregående år ikke havde den store indflydelse.
Efter to måneder erklæret som krigsfanger
I første omgang blev de tilfangetagende anbragt i KZ – lejren Neuengamme. Men senere blev de overført til Stutthof. Den længste tid sad politifolkene dog i lejren Buchenwald. De danske politifolk blev overført fra Neuengamme til Buchenwald i to grupper, henholdsvis 29. september og 6. oktober.
Den 8. december blev 200 syge politifolk hjemsendt. Desuden var der 33 urner af allerede døde politifolk.
På grund af myndighedernes pres fik de godt 1.900 danske politifolk efter godt to måneder i KZ – Buchenwald status som krigsfanger. Det var en forbedring af politifolkenes forhold. Efter at have forladt Buchenwald den 16. december 1944 kom 1.604 af de danske politifolk til krigsfangelejren i Mühlberg/Elbe og blev udstationeret på forskellige arbejdskommandoer.
Mange betjente døde
I marts/april 1945 blev de fleste politifolk transporteret hjem med de hvide busser. I en periode sad nogle af de hjemvendte politifolk i Frøslevlejren.
Mellem 81 – 90 politifolk døde alt afhængig af kilden. Dette er eksklusiv dem, der døde af følgesygdomme af opholdet herhjemme. I en opgørelse fra 1968 hedder det sig at 131 politifolk døde senere. 60 af betjentene døde nede i Buchenwald.
Men mange fik varige men på sjælen.
Dramatisk HIPO – opløsning
Hipo’ s opløsning efter befrielsen var ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en kraftig ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Aagade, Jagtvej og Falkoneralle. Flere forbipasserende blev ramt og en fabrikant mistede livet. Enkelte lejligheder blev også ramt af skud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2021
Barkmøllegade i Aabenraa (b)
Dette er en ny-redigering af en ældre artikel. Dette skulle gøre den mere læsbar.
Selve gaden er gammel. Den har haft mange navne. En barkmølle blev opført i 1802. Det gik ikke. En skomager – mester ville ikke indordne sig. Den gamle redaktør boede to steder på Barkmøllegade. Det var en særdeles fornøjelig tid. Unge Konservative kravlede rundt på HK – Husets tag. Og over for på Barkmøllegade var der sket et narkodødsfald. Skønne Trille sang i den forkerte gård. Den første rutebil, der nogensinde blev bygget i Aabenraa, blev bygget i Barkmøllegade 8
Mange steder i Aabenraa
I de 15 – 16 som jeg opholdt mig i Aabenraa boede jeg forskellige steder. Haderslevvej, Tøndervej, Nybro, 2 gange Barkmøllegade, Jernbanegade og Frueløkke.
Flyttemanden svigtede
Da jeg skulle flytte fra Nybro til hjørnet af Ramsherred/Barkmøllegade svigtede min flyttemand. Så var det godt, at jeg kunne ringe til Jens Wiltoft oppe fra boghandelen. Det blev til mange ture, for den varebil Bo Bojesens Boghandel havde dengang, var ikke ret stor.
To steder på Barkmøllegade
Møblerne blev næsten alle placeret op på loftet på fjerde sal. Jeg havde kun lejet to værelser i en kæmpe herskabslejlighed.
Og da jeg fik mulighed for at flytte lidt længere hen ad vejen på Barkmøllegade, var Jens Wiltoft igen behjælpelig. Det gik forbavsende hurtig.
Altan og solbad
Og det var i Peter Moldt gamle lejlighed. Vi fik en del bajer sammen. Han holdt også meget øje med de piger, jeg havde besøg af. Han var herlig. Jeg hjalp også ham og konen med deres børne – butik Mille og Mikkel ude på Haderslevvej. Jeg var vant til at skrive skilte, så de kunne jeg da være behjælpelig med.
Og hvor var det skønt pludselig at løbe på Hanne Moldt sidste år, da jeg holdt foredrag i Rens.
Der var altan og man kunne kravle op på et tag og tage solbad om sommeren i Barkmøllegade. Og Peter fortalte til tider absurde historier over en bajer fra sit arbejde som bedemand.
Mange fester
Her blev holdt mange fester til naboernes store fortrydelse. Og ikke et øje var tørt, da Trille fra Odense kom med sin guitar og sang fødselsdagssang tidligt om morgenen, da jeg fyldte 30 år. Hun havde bare taget fejl og var gået ind i gården ved siden af.
Narko – dødsfald
Fra nærmeste hold kunne jeg pludselig se et stort opbud af politi og journalister. I bygningen overfor var der sket et narkodødsfald. Huset, hvor jeg tidligere havde været til fest, var blevet bygget om til ejerlejlighed. Jeg var over at kigge på det, men det var ikke noget for mig. Det var for lidt plads. Og det var her, der var sket et narkodødsfald.
Det var også her, at jeg havde besøg af Aabenraas succesfulde dame – fodboldhold.
Tiden her på Barkmøllegade var pragtfuld. Varmen forsvandt utallige gange om vinteren. Man måtte sidde med jakke på, men bortset fra det så morede os pragtfuld.
Konservative på HK – Husets tag
Det var også her, at jeg opdagede, at de unge konservative fra Aabenraa havde klatret op på HK – Husets tag på Borgmester Finks gade. Jeg var blevet formand for HK, og ville ikke finde mig i dette.
Politiet nægtede, at det havde været en episode. Men jeg fik drejet hele sagen til min fordel. Det var nu meget skægt. Og sagen kom til at indbefatte arbejdsgiverforeningen på havnen i Aabenraa.
Jeg tilbød Konservativ Ungdom, at jeg da gerne ville tilbyde en rundvisning i bygningen men indefra. De tog nu aldrig imod invitationen. Men politiet nægtede, at der havde været noget som helst. Men Konservativ Ungdom var så venlig at sende et foto, der viste, at her var Restaurant China.
Men nu kunne man jo ikke fortænke de unge i, at de ikke vidste noget som helst om Aabenraa søfarten og dengang denne gik til Kina.
Det var også i det hus, hvor jeg havde lagt grundstenen. Der kom virkelig gang i HK, dengang. Jeg havde spurgt min far derhjemme, som var murer:
Egentlig kan jeg godt forstå, at Jydske Tidende morede sig over min måde at håndtere dette på. Men min fremtid var ikke just i murerfaget.
Gad godt nok vide, hvad huset bliver brugt til i dag? Jo og så havde vi problemer med en rødbøg, som en dame ved navn Agnete Bisgaard så indædt kæmpede for.
Men inden jeg kommer for godt i gang, så skulle denne artikel handle om Barkmøllegades historie.
Her blev Aabenraas første rutebil fremstillet
Aabenraa har været berømt for deres busser. I byen er der fremstillet mange. Men tænk engang. Her i Barkmøllegade 8, hvor jeg boede, blev Aabenraas første rutebil fremstillet.
Det var karetmager Carl Duus, der en dag i 1821 kunne lade sig stille til fotografering foran sit lille værksted. Med stolthed kunne han præsentere den første rutebil.
Han havde fået chassis fra en bilfabrik, hvorpå han havde bygget karosseri. Selve det tekniske havde han intet at føre med. Inden da havde chaufføren skulle være ude i det fri. Nu kunne han også sidde inde.
Hvor var møllen?
Det var en mølle, der anvendtes til at findele bark til garvning, der har givet navn til gaden. Men hvornår denne mølle har ligget der, ja det kan de kloge ikke finde ud af. Men det har vi fundet ud af.
Barkmøllegade går fra Ramsherred til Klinkbjerg i en lidt kroget bue.
På et kort fra 1600 – tallet
På Meyers gamle kort i 1600 – tallet er gaden benævnt Klinkbjerg. Og i kortet i Pontoppidans Atlas, er gaden benævnt:
Peter Kliplevs – Gyde
På et tidspunkt blev gaden kaldet Peter Kliplevsgyde. Han boede på den hertugelige teglgård.
Men mon ikke det er mere troværdig at gaden er opkaldt efter den i 1654 afdøde Poul Kliplev i Ramsherred. Dens sydside udgjorde baggårdene fra Ramsherred og Klinkbjerg. Med haver, stalde og lignende.
Fra ældre tid var Aabenraa beboet af håndværkere og søfolk. Og det var den omtalte gade også.
Gaden omtalt i bøger
Især gadens nu forsvundne nummer 10 tiltrak sig opmærksomhed. Således er huset gengivet i en bog fra 1909 udgivet af Kunstindustrimuseet i Flensborg. Bogen hed Kleinstadtbilder aus Apenrade,
I 1951 skrev Enquist i Sønderjyske byer:
To ældre huse
Men sandheden er, at Barkmøllegade 10 var to ældre huse som mellem 1744 og 1754 var bygget sammen af ejeren snedker Christian Hansen. Huset vedblev med at være to adskilte lejligheder. Huset var efterhånden blevet faldefærdigt, da det i 1963 blev nedrevet.
Endnu et gammelt hus
Gadens sydside var nærmest ubebygget. Og kigger man på ældre kort var knækket mere skarpt end i dag. Det skyldtes at Ramsherred 4 dengang var et 8 fags gavlhus og ejeren havde anbragt en stald. Det var omtrent der, hvor Barkmøllegade 5 lå.
I sidste tredjedel af det 1700 århundrede bliver denne stald erstattet af et trefags bindingsværkshus, som blev lejet ud. Men huset brændte, og blev revet ned i 1798.
Barkmølle fra 1802
I 1802 havde Aabenraa Skomagerlav fået koncession til at opføre en barkmølle på stedet. Dette var årsagen til gadens navn.
Da barkmøllen var anlagt, indgik samtlige skomagermestre en forpligtelse til at benytte møllen. Man regnede med store besparelser. Tidligere havde man måtte fået malet ude.
Møllen, der var en hestemølle, blev drevet for lavets regning.
En arbejdsmand passede den. Men det var en mester fra lavet, der vejede den afleverede bark og førte regnskab.
Boghvedegryn
Malingen betaltes efter vægt og tab. Gevinsten blev delt mellem lavets medlemmer. Men hurtigt viste det sig, at møllen gav underskud. Derfor søgte man om tilladelse til at fremstille boghvedegryn. Møllerne i omegnen frarådede, at man gav tilladelse til dette. Men i september 1804 fik man alligevel tilladelse.
Men heller ikke dette initiativ hjalp. Nye mestre, der blev optaget i lavet måtte betale et ikke ubetydeligt bidrag til møllens drift.
Vogn – remisse
I 1829 gav man op. Man solgte møllen. Indtil 1848 blev bygningerne anvendt som vognremise.
Huset rykket tilbage
I 1848 overtog Chr. Petersen, bygningerne. Da han søgte om at bygge et nyt hus på grunden, tilbød byen ham en belønning, hvis han ville rykke bygningen tilbage. Og det gik ejeren med på. Vejen var smal, og netop ved grunden slog gaden et knæk.
Ville ikke indordne sig
Men skomagerne skulle finde et andet sted for at få malet. De fik indgået en kontrakt med Jørgen Bruhn på Nymølle. Som betingelse stillede Bruhn igen den betingelse, at alle skomagerlavets medlemmer skulle benytte hans mølle.
Men et enkelt lags – medlem ville ikke indordne sig. Han gik med planer om selv at bygge en barkmølle, men lavet nægtede at samarbejde med ham.
Og selv om alle gik imod Møller så kæmpede han indædt. Man prøvede på at latterliggøre ham. Han mente ikke, at lavet kunne disponere over hans privatformue.
Han fik ret
Men Møller fik til sidst ret. Den 31. oktober 1829 fik han rettens ord for, at det stod enhver frit at anlægge en barkmølle og lade sin bark formale, hvor han ville.
Kigger vi på et kort i Trap: Slesvig fra 1862 ligger der på sydsiden af gaden kun en bygning. Og den er opført på den gamle barkmølles plads.
Fornøjelige år
Dette var noget af Barkmøllegades historie. Her tilbragte jeg nogle aldeles fornøjelig år i min tid i Aabenraa.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 1, 2021
Kastellet – Flere Historier (4)
Træfsikkerheden var ikke stor. Møller i Kastellet. Søndre maskinbygning. Fæstningens slette og forfaldne tilstand. Skud skulle foregå næsten i fødselsøjeblikket. Gravens vand blev benyttet til mange ting. Lugteorganer blev sat på prøve. Tobaksplantager mod nord. Militærøvelser i grønningen. Strandpromenaden var ikke for enhver. I august 1807 fik man travlt. Den 6. september 1807 kapitulerede man. Brandskydning. En mølle lagde sig. Ledige huse skulle fordeles til fængselsbetjente. Studenter-arresten. Man kunne købe sig adgang til Langelinie. Karantænestation. ”For at mandskabet engang rigtig kan blive vasket” Et badehus til pigebørn fra sø- og Landetatens friskoler. Skadelige og usunde uddunstninger. Den høje vandstand skabte problemer. Fiskeri i graven. Graven skulle være isfri – man måtte ikke desertere.
Træfsikkerheden var ikke så stor
Ja egentlig er det den 5. artikel om Kastellet.
Soldaternes øvelser var indskrænket til det mindst mulige. Det var meget almindeligt, at Fæstningsværkerne blev anvendt som Øvelsesplads. Nu kunne man jo også anvende den nærliggende store eksercerplads ”Grønland”. Det hørte vel til Kastellets udenværker.
Da denne plads i 1765 blev indtaget til andet brug, benyttede man Esplanaden og Grønningen, hvor en bataljon til nød kunne manøvrere. Men man kunne nu altid bruge voldene til skydeøvelser. Men man indlod sig ikke rigtig med skydning på lange afstande dengang.
Kunne soldaten bare på få 100 skridt ramme skiven ja så var alt godt.
Møller i Kastellet
Der har uden tvivl altid været knyttet en mølle til Kastellet. Allerede i 1672 findes der mellem Kastellets beboere en Kornmølle.
Men i selve Kastellet synes det som om, at man i begyndelsen brugte hestemøller til kornfremstilling. Først omkring 1718 er der tale om at opføre en vindmølle i Kongens Bastion. I 1728 tales der om det sted, hvor den ny vejrmølle er ”opbygt”.
Her var det tale om en helt almindelig stubmølle. Det var en lille vindmølle, der med mølle – hus, maskineri, vinger og det hele drejede sig om en i jorden nedgravet og afstivet bjælke.
Længere inde i bastionen end den nuværende mølle og lidt mere inde mod nord lå også en mølle. Den var opført privat af og for egen regning af proviantforvalter Westergaard. Han fik også lov til at etablere en lille træbro fra bageriet i Nordre Magasinbygning.
Søndre Magasinbygning
I Søndre Magasinbygning var der et tøjhus. Den 24. juni 1780 blev der af ingeniørkorpset opført et lille grundmuret hus i bastionen tæt ved møllen. Dette hus skulle tjene som opholdssted for den konsumptionsbetjent, der førte tilsyn med, at mølleren huskede at erlægge det nok så forhadte konsumptions-afgift i forhold til det formalede kvantum korn.
Senere blev dette hus brugt som opbevaringsrum for gevær-ammunition for de i Kastellet indkvarterede fodfolksafdelinger.
Fæstningens slette og forfaldne tilstand
I 1785 købte militæretaten møllen af Westergaards efterkommere for en prs af 1.150 Rigsdaler.
Det blev nu hofbager Hinrichsen og en Madam Bugge, der skulle holde møllen i brugbar og forsvarlig stand mens en officer fra ingeniørerne skulle føre tilsyn.
Klagerne over fæstningens slette og forfaldne tilstand løs uafbrudt. Kommandanten Obert Klenou kunne i et overslag den 19. februar 1722 anføre nødvendige reparationsudgifter til om imod 8.000 Rigsdaler.
Kommandanten skrev til kongen, at han beklagede at udgifter var så høje, men han anførte også at såfremt, der ikke blev gjort noget ville udgifter blive meget højere. Kongen bevilligede 6.689 Rigsdaler. Dette beløb blev så forhøjet til 9.234 Rigsdaler.
Den 24. august anmodede kommandanten om at der blev bragt jord og møg ud på kastellet. Igen kunne man slå to fluer med et smæk.
Skud nærmest i fødselsøjeblikket
Hele tiden var der udgifter til vedligeholdelse også af værkerne. Og der blev i den grad afgivet skud ved jubel og ved dødsfald. I anledning af 200 års jubelfesten for reformationen blev der affyret i hele tre dage.
Ved kongelige fødsler skulle der nærmest afgives skud i fødselsøjeblikket. Da Christian den Syvende kom til verden den 29. januar 1749 havde artilleriet således camperet på volden i hele tre uger for at være klar i det rette øjeblik.
Og endelig klokken et om natten kunne man så afgive skuddene. Mon ikke disse artillerister var lige så lykkelige som de høje kongelige selskaber.
Gravens vand benyttet til mange ting
Ud for de tre udfaldsporte var der af bindingsværk og brædder opført vandhuse eller latriner ud over graven. Og så forstår man måske at arbejdet med ”opmudring” blev regnet så lavt at det kun kunne udføres af ”uærlige” slaver.
I 1711 benyttede man graven til at vaske tøjet fra flådens pestsyge mandskab. I 1711 benyttede man også gravens vand som drikkevand. Men det var alligevel mere rent end brøndvandet.
I 1754 var der opstået sygdom i Kastellet, fordi man havde drukket brøndvand. I 1738 blev drikkevandet ledet ind i Kastellet gennem træ-render. Gennem disse kom en del frem i dagens lys.
Lugtorganer sat på prøve
Lugteorganerne kom også på prøve. Det dybtliggende stillestående forrådne vand har sikkert gjort stanken uudholdelig. Hertil kom fremdeles møddingerne og skarndynger i gaderne fra Nyboder.
Store dele af København var fuldt af griseri og herfra var der afløb til graven foran Kastellet. Dette har sikkert ikke gjort stanken bedre. Der kom klager fra professor Bang ved Frederiks Hospital og stadsfysikus Mangor. Klager kom også fra Opfostringshuset og Fødselsstiftelsen.
Endelig i 1789 blev der anlagt en kloak, der ledte vandet ud i havnen. At sejle i gravene var endnu i 1727 strengt forbudt. Men den 21. maj 1744 blev det bortforpagtet til garnfiskeri i tre år til en brændevinsbrænder for en sum af 35 Rigsdaler det første år. Og derefter 60 Rigsdaler årligt for de to kommende år.
Tobaksplantager mod nord
På Langelinie, Smedelinjen og selve Hovedvolden vrimlede der med Skildvagter, der skulle afværge landgang og desertering. Både måtte efter mørkets frembrud ikke komme inden for skudvidde ved Langelinie.
I 1781 blev det bestemt, at den vagt, der opdagede ”Toldsvig” ikke alene skulle have værdien af de beslaglagte varer med også den ”Mulkt”, den pågældende blev dømt. Men nu skulle gevinsten også deles med vagtkommandøren, der skulle have dobbelt og så de andre vagter. Så gevinsten var nu ikke så stor. Det kunne sagtens overbydes af forbryderne.
Ved Pinnebergs Reduit, hvor Yachtklubbens Pavillon lå, blev der indrettet i officersvagt i 1739.
Der var masser af underværker. Og store dele af kastellets glacis mod nord var i slutningen af det 18. århundrede opfyldt med tobaksplantager, hvor en del af Kastellets ”Slaver” var beskæftiget med at sprede gødning eller grave. Her fandtes også en del haver tilhørende kommandanten og de højere officerer.
Militærøvelser i Grønningen
Husarkasernen blev opført i 1782. den strakte sig i en længde af 408 meter fra Toldbodvejen langs Store Kongensgade til Østerport. En del blev brugt som reberbane. Men allerede fire år efter kan man se at den sydlige ende blev brugt som opbevaringssted for kanoner.
Til hvert fodfolksregiment og af dem fandtes der hele seks i København fulgte der nogle små 3 punds kanoner, der altid skulle følge med afdelingen og som mandskabet skulle lære at bruge.
Øvelserne med disse kanoner foregik i Grønningen mellem Reberbanen og den ydre Kastelgrav. Dette terræn tilhørte Ingeniørkorpset.
Strandpromenaden var ikke for enhver
Der var forbudt at opføre bygninger af grundmur mellem fæstningsværkerne og demarkationslinjen. Men forhenværende urtekræmmer P. W. Bech fik dispensation. Han fik bopæl lige over for hans badeanstalt ”Bechs Badeanstalt”. Det var på den østlige side af Strandboulevarden.
Umiddelbart syd for bygningen begyndte Kastelsvejen.
Strandpromenaden var sandelig ikke beregnet for enhver. Den var afspærret med mange bomme. Hver enkelt skulle have en nøgle for at kunne åbne bommene. På selve Kastelsvejen var der ud for Christianiagade et bomhus.
Denne bom kunne åbenbart åbnes, hvis man lagde en bestemt afgift. Kastellets beboere var fritaget for dette. Det beløb der kom ind, gik i Kastellets fattigkasse.
I august 1807 fik man travlt
I august måned 1807 fik man travlt med at sætte Kastellet i forsvarsstand. Den blev også forsynet med brugbart skyts. I alt 113 skyts blev fordelt.
For første gang i mange år var der nu brug for skyts nord på imod Classens Have. Allerede den 17. august var der brug for at der blev skudt med glødende kugler imod Classens Have for at få bygningerne i denne stukket i brand.
Man havde ellers først sendt brandfolk som skulle sørge for dette, men de blev beskudt fra fjendtlige batterier på Østerbro.
Den 6. september 1807 kapitulerede man
Fredag den 21. august blev kastellet beskudt af fjendtlige ”bombardere” og brigger, der lå i Svanemøllebugten. Det havde nu ikke den store virkning.
Den 23. august skød man fra Kastellet mod skibene i Svanemøllebugten. Flere dage forsøgte man fra Kastellet at skyde bygningerne i Classens Have i brand uden at det lykkedes. Den fjendtlige beskydning var ret nærgående. Men der var ikke tale om de store skader eller tilskadekommende.
Den 31. august var der meget kraftig beskydning fra fjenden. Overmagten havde drevet udfaldstropperne tilbage. Det var under dette udfald at General Peymann blev ramt af en kugle i foden. Efter at være blevet forbundet af en læge blev han i en vogn kørt ud på volden for at følge fægtningens videre gang.
Den 6. september kapitulerede danskerne og Kastellet blev besat af de engelske styrker. De gik ind ad Norgesporten samtidig med at de danske tropper gik ud af Sjællandsporten. I 43 dage var Kastellet besat af de engelske tropper.
Brandskydning
I november 1805 var der blevet befalet en ny slags skydning, nemlig brandskydning. I de værste tilfælde af brand skulle der fra forskellige steder på volden afgives tre skud. Men det måtte kun ske efter kongens befaling.
Jagtretten på fæstningsværket tilhørte som tidligere nævnt, fæstningens kommandant. Men det hvilede ikke på nogen anordning blot en rettighed, der stiltiende var blevet anerkendt. Men i 1801 blev rettigheden nedfældet. I 1816 blev det fastslået at rettigheden ikke måtte udstrækkes til længere end Fæstningens Glacis.
Det blev dog også tilladt af rettigheden måtte udøves af voldskytten og andre militære personer. I 1865 blev stillingen som voldskytte inddraget.
Inden 1850 var der anlagt spadserestier på hele volden
En mølle lagde sig
Ved en forrygende storm den 26. januar 1846 hen mod aftenen lagde møllen sig hen mod aftenen til hvile. Den blev kun 60 år gammel. Ved en kongelig resolution den 11. januar 1847 blev det bestemt at der snarest skulle rejses en mølle i Kongens Bastion. Det skulle være en hollandsk vejrmølle. Den skulle opføres noget længere ude ved Bastionspynten end dens forgænger.
Samtidig var der planer om samme sted at opføre en bolig for kontrolløren ved ”Brødbagnings – Etablissementet”. Men sagen blev stillet i bero. Den nye mølle, der bærer Christian den Ottendes navnetræk og årstallet 1847 blev taget i brug i 1848.
Ledige huse skulle fordeles til fængselsbetjente
Vi tager nu en tur langs den 2.500 meter lange Smedelinje fra dennes nordligste ende. Vi støder først på Norges ravelin. Den lå lige i hovedpassagen nord for Kastellet midt imellem de to daværende broer. I Norges ravelin fandtes der også en vagtbygning der i årene omkring 1800 var et grundmuret hus på en etage.
Passagen til kastellet var jo i ældre tid ikke almindelig og navnlig ikke af denne vej. Selve Norgesporten og de mange barriereporte nord for denne var til stadighed lukkede. . Vindebroerne var optrukne, således at der kun var levnet ganske smalle gennem – og overgange til brug for skildvagterne og patruljerne.
Bygningen var i 1821 overladt til beboelse for en bøssemager ved Jyske Jægerkorps, der samtidig beklædte stillingen som klokker ved Kastellets Kirke.
Der blev udstedt et kongeligt reskript, der gik ud på at ledige huse skulle fortrinsvis tildeles fængselsbetjente, der ellers nød kvarterpenge. Så kunne man spare disse penge.
Studenter-arresten
Sjællands Ravelin var den sydligste ende og det faste mellemled mellem de to broer, der fra byen førte ind i Kastellet. I den bygning som fandtes her, var det derfor ganske naturligt også en Vagt-Sjællands Ravelinsvagt-der oprindeligt havde været en officersvagt, fra hvilket der f.eks. i 1814 var udstillet i alt 5 pct.
Til vagten, der omtales i 1843, hørte nogle arrester, at hvilke to i 1821 blev indrettet som ensomme arrester for Kastellets garnison, mens en anden arrest fik navnet ”Studenter – arresten”.
Man kunne købe sig adgang til Langelinie
Langelinie var helt anderledes dengang. Som alle øvrige af Kastellets Fæstningsværker gjaldt det, at passagen kun var forbeholdt de militære. Derefter var det særlige begunstigede. Så var det de velhavende, der tilkøbte sig retten til et adgangskort. I 1848 måtte så alle spadserende få adgang.
Umiddelbart ved den sydlige indkørsel til Langelinie var der et grundmuret hus. Det kaldte man for ”Brændehusvagten”. Selve vagten blev oprettet i 1659, fordi flådens folk smuglede brænde.
Karantænestation
Ved en forordning af 8. februar 1805 blev der oprettet en karantænekommission. Samme år blev Karantænehuset opført på Langelinie. Det var et lille træhus. En tilhørende var åbenbart meget skrøbelig fremstillet. Den var ofte udsat for bekostelige udgifter. Derfor blev der besluttet at i fremtiden var det Karantænekommissionen, der skulle afholde udgifterne.
For at mandskabet engang rigtig kan blive vasket
Her på Langelinie lå også søbade. Åbenbart var københavnerne fra ældre tid ikke været så flittige tril at bruge søbade. Her ved Kastellet lå også på et tidspunkt en pram med alle de bekvæmmeligheder, der hørte til et søbad. Denne pram blev senere afgivet til Fattigvæsnet og lå i mange år ved Langebro.
Af en tjenesteordre fra maj måned 1819 udgivet af en tjenesteordre fra maj måned 1819 udgivet af chefen for Danske Livregiment, oberst Sundt ses det dog at man har tænkt på soldaternes adgang til søbade:
Et Badehus til Pigebørn fra Sø – og Landetatens friskoler
Der blev nedlagt forbud mod sandgravning på bade-stederne også nær ved Kastellet. Endnu i 1831 gives der tilladelse til at mandskabet af sjællandske og jyske jægerkorps fremdeles må bade i bugten ved Huths Batteri i stedet for Gammelholm.
Og så fik billedhugger Møen tilladelse til at anlægge en badeanstalt. Og denne var tillige for damer. Den lå nord for fhv. urtekræmmer Bech’ s badeanstalt.
I 1844 blev Bech’ s badeanstalt udvidet. Og afgiften til Kastellets fattigkasse blev nu forhøjet fra 25 til 40 Rigsdaler årligt.
I 1846 indsendte professor Nachtegall forlag om opførelse af et badehus på Kastellets forstrand. Den var til brug for pigebørnene fra Sø – og Landetatens friskoler. Men det lykkedes først få forslaget igennem i foråret 1848.
Kastel-graven blev stadig brugt som W.C. for garnisonen. Der var endog senere op ført endnu et såkaldt badehus ud for Sjællands ravelin. Men efterhånden var der opstået modstand mod at bruge graven på denne måde.
Skadelige og usunde uddunstninger
Man ville oprette murede latriner inde i selve Kastellet. Forslagene blev begrundet med den ulidelige stank, der opstod. Opfordringerne fremkom både i 1825 og 1828. Og det var ”slaverne” der skulle stå for det ubehagelige arbejde med at få mudderet og andre ubehagelige ting fjernet fra gravene.
Og så endelig i 1834 var der endelig blevet opført 2 murede latriner bag magasinbygningerne. Men egentlig var man ikke kommet videre for der lå også et forslag om at oprette et nyt latrin i graven mellem de to sø-bastioner.
Det var ikke så underligt at man talte om skadelige og usunde uddunstninger, der forårsagede så mange smitsomme sygdomme i Kastellet.
Hvad man på den ene måde fyldte i graven, blev man nødt til at fjerne på en anden måde. Kastellets byggeprojekter vrimlede derfor til stadighed med krav on reparationer af ”Muddermaskinen”.
Dengang var der på Kastellet 50 slaver. I 1825 var der syv af disse, der blev anvendt til fjernelse af de ubehagelige ting fra graven. I 1828 blev der i 120 arbejdsdage anvendt 12 slaver til dette. De fik dagligt en godtgørelse på 18 skilling.
Det var også almindeligt at drukne hunde i graven. Dette blev forbudt i 1815 grundet en voksende hundesygdom.
Den høje vandstand skabte problemer
Man klagede over den høje vandstand i gravene. Dette betød at gulvene rådnede og blev ødelagt af svamp. En gang imellem sænkede man vandstanden. Men det var først senere, hvor man anlagde sluser, man fik rodet bod på alt det onde.
Fiskeri i gravene
Fiskeriet i gravene blev i begyndelsen af århundredet forpagtet bort til en fiskemester. Der imidlertid ikke måtte udstede fisketegn til andre, men selv personlig skulle drive fiskeriet, der kun måtte foregå om dagen.
Om natten skulle båden lægges på land og aflåses. I 1834 udstedte Ingeniørkorpset fiskekort a 10 Rigsdaler. Men 10 år senere forpagtes det igen ud til en enkelt person af 3 år ad ganen. I 1847 kostede den årlige forpagtningsafgift 75 Rigsdaler.
Gravene skulle være isfri – man måtte ikke desertere
Endnu på den tid huggede man store revner i isen om vinteren. Men ofte var det nødvendigt at lade renden befare med store både eller pramme for at holde den åben.
I 1806 måtte man befare renden dag og nat for at holde den isfri. Og i februar 1814 måtte en styrke på 350 mand i gang med afisningen. Men denne afisning blev kun udført fra Grønlands bastionen (ved den svenske kirke) og ud til grevens Bastion.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 28, 2021
Dansk Politi – under pres
Tyskerne ville ikke blande sig i interne danske anliggender. Men de overholdt ikke deres aftaler. Efter august 1943 kom der en ny fase i politiets samarbejde med tyskerne. Dansk politi forlangte en ny plan. Tyskerne var ikke begejstret. Først ville Werner Best havde Danmark med i forsvarspagt. Siden blev han aldeles rasende. Dansk politi ville ikke miste befolkningens tillid. Tyskerne ville reducere politiet til det halve. Werner Best: ”Dansk industri har overhovedet ingen betydning for Tyskland”. Han vil bremse for tyske råstoffer. Politiet klagede over reduceringen. Tyskerne havde masser af kritik over for politiets indsats over for Generalstrejken. Dansk politi ville komme tyskerne i møde med øget reducering. Dette var den sidste indrømmelse som Dansk politi gav tyskerne. Dagmarhus havde fået nye alarmcentraler.
Tyskerne ville ikke blende sig i interne danske forhold
Med undtagelse af Danmark nægtede de øvrige landes regeringer at acceptere besættelsen og at fungere på regeringsniveau. Det førte til nazificering og/eller skarp kontrol med politiet i de pågældende lande.
Danmark accepterede kun besættelsen under protest. Til gengæld accepterede tyskerne, at de ikke ville blande sig i indre danske forhold.
Dansk politi kunne fungere videre som hidtil dog med udvidede arbejdsområder som bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed. Hovedopgaven var at holde ro og orden – nu også i forhold til besættelsesmagtens repræsentanter.
Tyskerne overholdt ikke deres aftaler
Men tyskernes aftale varede ikke længe. De forlangte arrestationer og interneringer af udenlandske statsborgere og af tyske emigranter. I juni 1941 fulgte arrestationer af medlemmer af DKP. I november 1942 fulgte endnu en aktion.
Den spirende sabotage blev i de første år nidkært efterforsket. Politiets talmæssige styrke blev væsentlig udvidet. Det dansk – tyske politisamarbejde fungerede indtil august 1943. Tyske politifolk og Abwehr henvendte sig til dansk politi, når personer søgtes efterlyst og anholdt, hvorefter dansk politi tog sig af resten.
Efter august 1943: Ny fase i det dansk-tyske samarbejde
I august 1943 kom situationen ud af kontrol. En række strejker i jyske og fynske byer udviklede sig voldsomt. Dansk Politi nægtede at bruge vold. Man valgte ikke at slå strejkerne ned. Der blev heller ikke i de tilfælde brugt skydevåben fra dansk politi. De så også passivt til, da tyskorienteredes ejendom blev udsat for ødelæggelser.
Strejkebølgen førte også til regeringens fjernelse og afvæbning af hær og flåde.
Efter dette indtrådte en ny fase i det dansk-tyske politiforhold. Fra tysk side opstod der en stærk mistillid til dansk politi fordi de ikke kunne skabe ro og orden. Dansk politi meddelte tyskerne, at under disse forhold ville man ikke fortsætte sabotagebevogtningen og sabotagebekæmpelsen.
Dansk Politi forlangte en ny plan
Der fulgte mange måneders forhandlinger om, hvordan en ny politiordning kunne etableres. Fra tysk side blev forhandlingerne ledet af Paul Kanstein. Han havde siden april 1940 ledet det beskedne tyske politi.
Den 7. september 1943 fremlagde dansk politi en plan, der gik ud på, at man stadig ville varetage opretholdelsen af lov og orden. I tilfælde af større demonstrationer ville dansk politi trække sig tilbage, hvor tysk militær eller politi kunne sættes ind. Politiets bevogtning af virksomheder skulle afvikles.
Tyskerne var ikke begejstret
De tyske myndigheder skulle fremover alene stå for eftersøgning og anholdelse af SOE – agenter og andre tyskfjendtlige personer, herunder spioner. Endelig skulle dansk politi ikke deltage i efterforskningen af sabotager, kommunistisk virksomhed og udbredelse af illegale skrifter og lign.
Dette var ikke noget tyskerne kunne acceptere. Forhandlingerne fortsatte sommeren igennem med skiftende forhandlere på tysk side. Kannstein forlod Danmark. I hans sted kom chefen for det tyske sikkerhedspoliti og SD Rudolf Mildner frem til begyndelsen af januar 1944. Så var det den højere SS og Politifører Günther Pancke. På dansk side var det departementschef i justitsministeriet Eivind Larsen sekunderet af Udenrigsministeriets departementschef Niels Svenningsen.
På tysk side trådte nu Otto Bonvensieben til.
Tyskerne var ikke begejstret for danskernes forslag. De svarede ikke engang. De havde netop taget et nyt våben i brug nemlig modterror (Shalburtage) og clearingmord (mord på danske som gengæld for mord på tyskorienterede danskere og værnemagtsrepræsentanter).
Werner Best ville have Danmark med i forsvarspagt
Disse våben blev flittig benyttet hele foråret og på tysk side fik man indtrykket af at det virkede. Antallet af sabotager faldt markant fra midten af februar 1944. Tyskerne tvivlede også på det danske politis neutralitet i tilfælde af en engelsk invasion.
Tyskerne havde også lagt mærke til nedgangen i sabotager. Og det fik Werner Best til at appellere til danskerne om større åbenhed. I det dansk-tyske forhold. Han opfordrede danskerne til at tilslutte sig den tyske forsvarsfront eller blive slagmark i den frygtelige krig.
Tyskerne vidste ikke, at englænderne havde dikteret sabotagestop fra midt i februar til midten af april 1944.
Werner Best var rasende
I dagene efter den 18. april 1944 blev der iværksat masser af sabotageaktioner og likvideringer af stikkere. Det gik også ud over Bests chauffør Tage Lerche.
Der kom også med det samme en modreaktion fra tyskerne. Således ringede Best til Nils Svenningsen, at man nu fra tysk side ville gribe til stærkere midler. Man ville også fuldbyrde dødsdomme som gengæld for sabotage.
Werner Best sagde endvidere at såfremt dansk politi ikke viste sin gode vilje til at læse de selvfølgelige politimæssige opgaver, ville man fra tysk side skride til indskrænkning af det danske politi.
Dansk Politi ville ikke miste befolkningens tillid
Tyskerne bad kort efter dansk politi om også at bevogte Nordwerk. De foretog kun arbejde for tyskerne og hidtil var seks vagter blevet dræbt af modstandsbevægelsen. For ikke at sætte sagen på spidsen valgte politiet en midlertidig ordning.
Werner Best skruede nu bissen på. Han mente at dansk politi inden for en uge kunne udrydde alle illegale virksomheder med deres lokalkendskab og personelkendskab. Det var dansk politi, der skulle drages til ansvar for den stigende sabotage. Ligeledes mente Best at politiet havde forbindelser til de illegale kredse. Fronterne var trukket meget kraftig op efter disse forhandlinger. Og følgerne kender vi.
Det danske politi svarede tyskerne, at man ikke ville miste befolkningens tillid og heller ikke med modstandsbevægelsen. Dette var en klar afvisning af det tyske krav. Werner Best fik overdraget politiets holdning skriftlig og personligt den 5. juni 1944.
Tyskerne ville reducere politiets styrke til det halve
Nu skulle der så forhandles med Pancke om politiets nye rolle. Og han gik med til politiets forslag. Fra tysk side blev det foreslået at dansk politi blev indskrænket til det halve. Desuden mente man, at fyringer straks blev sat i værk og helst være afsluttet 31. juli.
Endvidere skulle der afleveres en større mængde våben og de afskediges uniformer og udrustning skulle deponeres så de ikke faldt i de forkerte hænder.
Alle større politienheder skulle opløses. Enheder over 21 mand skulle fremover meddeles Pancke. En særlig overfaldskommando på tre gange 20 mand plus en fører til hver skulle tillades i København. Fra dansk side kom der en hel masse indsigelser. Men dem forlangte tyskerne nu blev fremsendt skriftligt.
Werner Best: Dansk Industri har slet ingen betydning for Tyskland
Dagen før var Riffelsyndikatet sprunget i luften. Så denne begivenhed skabte en helt bestemt stemning på mødet.
Svenningsen havde samme dag et møde med Werner Best og sidstnævnte var i meget dårligt humør. Best fortalte, at der nu var ryddet op i Jylland for sabotører og han skulle personligt sørge for at der også blev ryddet op i hovedstaden.
Werner Best mente at dansk industri var helt uden betydning for Tyskland. Så han ville foreslå et stop for råstofforsyningen. Så kunne den danske befolkning mærke konsekvenserne.
Den 24. juni og de følgende dage fulgte en række skrappe foranstaltninger, der viste at Best mente det alvorligt. Men foranstaltningerne fik befolkningen til at reagerer med strejker og demonstrationer.
Dansk Politi klager over reducering
Den 30. juni svarede politiet tyskerne i et dokument på 26 sider. Man svarede, at det var nødvendigt med et mandskab på 4.245 mand til at udfører opgaver delvist baseret på tyske interesser. Det andet spørgsmål som tyskerne ville have besvaret var, hvor mange, der arbejdede uden uniform. Svaret var 558.
Når dokumentet var så stor var det fordi man detaljeret beskrev politiets opgaver. Hvis den reduktion, som tyskerne foreslog, skulle gennemføres, ville politiet ikke mere kunne udføre deres opgaver.
Der kom egentlig ikke nogen tysk reaktion. Måske var svaret ventet. Der var også opstået generalstrejke, så tyskerne havde måske andet at tænke på.
Tysk kritik af politiets indsats under generalstrejken
Den 1. juli sendte Werner Best et brev til Svenningsen, hvor han gav udtryk for kritik af politiets manglende indsats under generalstrejken. Hvis dansk politi ikke inden for 24 timer og også med våbenmagt ville gribe ind, så ville man ikke tøve fra tysk side.
Tyskerne forlangte nu igen en sabotagevagtordning, som dansk politi flere gange havde sagt nej til. Og det havde Pancke også accepteret. Men han havde hvis skiftet mening.
Åbenbart var der en forskellig holdning, hvordan Duckwiz og Pancke opfattede begrebet Sabotagevagtordning. Igen engang forslog man fra dansk side en patruljeordning. Men det afviste Pancke nu kategorisk. Forhandlingerne blev nu afviklet i en meget spændt atmosfære, der sluttede med Panckes bemærkning om at nu ville man fra tyskernes side overveje, hvad man skulle gøre.
Politiet vil komme tyskerne i møde
Werner Best ønskede nu en bedre sikring af virksomhederne med dansk politis hjælp. De måtte fremlægge noget, der var bedre end det hidtidige, sagde han.
Ivan Stamm fra politiet gjorde opmærksom på, hvilken form for patruljering, der foregik i København og Frederiksberg foruden den almindelige patruljering. Fra kl. 20 til kl. 4 fandt en særlig patruljering sted med 5 patruljevogne udstyret med radio. De var hver bemandet med 4 mand, der var bevæbnet med 1 maskinpistol, 3 karabiner og 4 tjenestepistoler. Vognene medførte særligt lysmateriel. Vognene kørte i særlige patruljedistrikter, der var indtegnet på et særligt kort.
På kortet var der også der også de fabrikker, der skulle føres tilsyn med. Der skulle afgives melding, såfremt noget mistænkeligt blev observeret på eller ved fabrikkerne. Meldingerne ville via C.K. blive givet videre til de respektive tyske tjenestesteder.
Dansk Politi ville ikke overvåge våbenfabrikker
Fra dansk side tilbød man at udvide patruljekørslen til alle døgnets 24 timer og eventuelt med flere biler. Dog gjorde man opmærksom på, at man ikke overvågede ”Prononzierte Rüstungsbetriebe”.
Man kom også fra dansk side med forslag til hvor man kunne oprette nye politivagter. Det ville kræve yderligere 125 mand samt et ikke ubetydeligt antal pistoler, karabiner og maskinpistoler.
Best mente at planen skulle gennemføres. Under forhandlinger på Dagmarhus deltog lederen af Rüstungsstab Dänemark, Walter Forstmann. Denne ønskede en særordning for B & W i Strandgade. Men da den kom under begrebet ”prononzierte Rüstungsbetrieb” så kunne man ikke i første omgang acceptere dette fra dansk side.
Forhandlingerne var blevet ført i en ordentlig tone uden for mange protester.
Dagmarhus havde fået nye alarmsystemer
Dagmarhus havde fået installeret nye telefoncentraler med direkte linjer ud til virksomhederne. Herfra kunne der sendes overfaldskommandoer ud. De var bevæbnet med maskinpistoler og håndgranater. Enheden bestod af 12 mand og to danske guider.
Ejnar Mellerup havde til de danske betjente lavet en instruktion. Patruljerne skulle undgå enhver kontakt med sabotørerne. Og overlade det til tysk politi.
Den nye sabotagevagt var politiets sidste indrømmelse
Tyskerne kunne ikke forstå, hvorfor dansk politi ikke kunne iværksætte den nye ordning med det samme. Det var de meget utilfredse med.
Men fra august måned var den nye ordning til tyskernes tilfredshed så blevet gennemført. I en periode på ca. 7 uger fra generalstrejken forekom der ikke nævneværdige sabotageaktioner.
Denne nye sabotagevagt var den sidste indrømmelse dansk politi gav tyskerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 26, 2021
Kastellet – spredte historier (3)
Christian den Fjerde havde store tanker. Sankt Anna Skanse skulle etableres. Det krævede store arbejdsstyrker og masser af materiel. Efter kongens død fik stedet et nyt navn. Vartov blev beskudt. Og svenskerne stormede i 1658. Ingeniør Hoffmann mente ikke, at der var penge nok. Man gjorde meget ud af Glædessalut. Henrik Rüse dukkede op. Flere regimenter blev lagt under ham. Regeringen manglede penge. Mere arbejde for Rüse. Han blev mødt af megen fjendskab. Fjenderne undersøgte også arbejdets kvalitet. Masser af kanoner og krudt. Her var en fast artilleristyrke. Isen skulle brydes. Der var lange arbejdsdage og pludselig skulle 600 læs hestegødning fjernes. Kanonerne kunne næppe række længere end til Refshaleøen. Kanoner og andet skyts var efterhånden i en meget dårlig forfatning. 1.000 Rigsdaler blev bevilliget til årlig vedligeholdelse. Voldmesteren havde en vigtig funktion. Og så var det lige voldskytten. Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen. Der blev mod betaling tilladt for alle at gå her. Kaptajnens vasketøj endte for krigsretten.
Christian den Fjerde havde store tanker
Christian den Fjerde gjorde sig store tanker om Københavns befæstning. Søerne skulle være i yderste linje. De skulle understøttes af befæstninger som Ladegården, Ravnsborg og Vartov.
Disse tanker gav anledning til anlæggelse af Sankt Anna Skanse, sådan lød Kastellets første navn. Det hele skulle beskytte det nye havneløb som i 1624 var blevet dannet ved hjælp af nogle sænkede skibe, havde man opført to bolværker med blokhuse tæt ved det sted, hvor Toldboden i 1627 blev anlagt.
Ved den østlige ende af Sortedamssøen var der i årene fra 1625 til 1629 anlagt fæstningen Vartov.
Ved den nuværende Triangel strakte der sig en lang række jordvolde med grave foran ned mod stranden, hen over det terræn hvor nu Holsteinsgade, Willemoesgade, Classensgade m.m. befinder sig i dag. Dengang var det et meget vanskeligt tilgængeligt område.
Sankt Anna Skanse
Helt herude ved det før omtalte havneindløb blev Sankt Anna Skanse anlagt. Dens volde og grave dækkede både land – og søsiden.
Det var i december 1626 at arbejdet med Sankt Anna Skanse blev påbegyndt. For at få skaffet midler til dette, blev der i 1627 foreløbig i en periode på tre år bevilliget forhøjelse af tolden på salt – og silkevarer.
Nu var det beløb, der kom ind slet ikke nok. Så den 28. januar 1631 blev der på ny bevilliget forhøjelser igen i en periode på tre år. Men ak dette forslog heller ikke noget. For tredje gang måtte der bevilges forhøjelse. Men denne gang var det så i en periode på hele 9 år.
Nu ville Rigsraadet kun gå med til en periode på 6 år. Men det endte med at toldforhøjelserne næsten blev permanente. Det var ikke småbeløb, der kom ind. Tidsrummet fra 1641 til 1646 beløb sig til 243.884 Rigsdaler. Men det var også omtrent det beløb man havde brug for.
Store arbejdsstyrker og masser af materiale
Hele byggeriet krævede store arbejdsstyrker og masser af materialer. Det var særlig brug for store kampesten. Halvdelen af fæstningen kom til at ligge på den åbne strand.
Hvad arbejdskraften angik var det bønderne, der måtte holde for. Den 15. december 1626 blev bønderne mellem København og Roskilde tilsagt at køre huggede sten derud fra Amager. Denne tilsigelse blev gentaget et par gange. Selv fra Skåne kom der sten.
Med sin sædvanlige energi satte Christian den Fjerde alt ind for at gøre fæstningen færdig. Selv om han atter og atter skyndede på færdiggørelsen trak arbejdet i langdrag idet man stødte på vanskeligheder. Og en af disse var at hele byggeriet blev langt større, end man havde forestillet sig.
Og så kneb det også lidt med koordinationen. Man var nemlig også i gang med nedrivningen af den gamle Østervoldlinje. Men denne var åbenbart forsynet med skyts. Dette fremgår af en melding fra den 16. august 1644, hvor der var afgivet festskud i anledningen af slaget på Kolberger Hede. Åbenbart var det en afdeling fra flåden, der lå her.
Efter kongens død – nyt navn
Efter Christian den Fjerdes død i 1648 forsvandt navnet Sankt Anna Skanse efterhånden. Efterhånden blev navnet Sankt Anna Kastel. Men ifølge et skøde fra 1651 var navnet nu ”Frederichs Kastel”. Den nye Østervold var i sommeren 1647 i en højst mangelfuld tilstand. Den havde slået en bue uden om det nye Sankt Anna Kvarter.
Men nu gik man i gang med at forstærke Kastellet yderligere. Derfor krævede man penge ind fra liggende skibe i vinterhalvåret. Det var de såkaldte Vinterhavnepenge. Og dette blev sat i værk den 11. februar 1653.
Det var mandskab fra de nationale, særlig det sjællandske regiment, der kom til at arbejde på befæstningen. Og det var i et antal af 2.400 pr. dag.
Vartov blev beskudt
Da Carl den Tiende Gustav i august 1658 lagde en jernring om staden, blev den ydre befæstningslinje straks opgivet. Det var fordi den endnu ikke var færdig og alt for svag. Svenskerne tog den også straks i besiddelse. De tog også straks Vartov i besiddelse.
Men denne blev kraftig beskudt fra prammen ”Den stumpede Hund”, der lå der, hvor Bechs Badeanstalt kom til at ligge. Men også fra Kastellets volde blev Vartov beskudt. I november kom Vartov igen i dansk besiddelse. Men stedet var da helt nedbrudt. Tømmeret blev bragt til Kastellet, hvor det kunne blive genbrugt.
Vagtstyrken på Kastellet udgjorde efterhånden 200 mand. Den 13. august var adelen i hovedstaden blevet opfordret til at stille med en karl eller kvinde med en spade i tre dages tid til befæstningsarbejde.
Da frosten hen på vinteren gjorde sig gældende, blev de kongelige betjente beordret til befæstningsarbejde. Denne ordre måtte dog gentages flere gange.
Da svenskerne stormede i 1658
På selve ”Stormnatten” den 11. februar 1659 var der på Kastellets volde anbragt 33 ”stykker” skyts under kommando af oberst Bertram de la Coste, der under sig havde en vognmester og yderligere 50 mand.
Voldene var besat af seks kompagnier af Kongens Livregiment til fods – Livgarden. I det indre af Kastellet var der opstillet et kompagni ryttere, et kompagni borgere to kompagnier hollandske soldater og 100 danske og 100 hollandske bådsmænd. Oberst Frederik Ahlefeldt var kommandant for det hele.
Svenskerne forsøgte en sidste gang at angribe på det svageste led – mellemrummet mellem Østervold og kastellet. Og svenskerne trak sig tilbage over den tilfrosne Sortedamssø. Kommandant Frederik Ahlefeldt var selv til stede og viste stor tapperhed. Han blev forfremmet til generalmajor og optaget i den arvelige adelstand.
I de nærmeste dage efter at stormen var afslået fortsatte man med feberagtig hast på udbedringen af kastellets volde. I den alleryderste nød ville man trække sig her tilbage og udkæmpe det sidste slag. Man satte nu alt ind for at gøre hele fæstningen så modstandsdygtig som mulig.
Glædes – salut fra byens volde
Fra byens gårde og stalde kørtes der jord og møg derud i store mængder. Den 4. marts blev borgmestre og Råd beordret til at holde gaderne rene og lade skarnet køre ud til kastellet. Så fik man ikke blot foretaget en grundig rensning af byens gader, hvad der i de dage ofte trængtes til. Og man gentog opfordringerne til at køre alt ud til kastellet.
Tømmer skulle også bruges. Det kom frem i pramme. Palisader skulle rejses. Bygninger skulle opføres. Og Amagers bønder blev beordret derud for at ”vække” isen på Kastellets grave.
Da freden i 1660 blev sluttet, blev der i den anledning afgivet Glædes – salut fra byens volde.
Ingeniør Hoffmann mente ikke at der var nok penge
Nu blev der besluttet, at der skulle anlægges en dæmning med en dækket vej. Det var begyndelsen til den senere Langelinie. Til dette og en række andre arbejder blev der beregnet, at der skulle bruges 700 mand og en sum af 11.252 Rigsdaler. Men ingeniør Gotfred Hoffmann mente nu at dette beløb slet ikke rakte.
Henrik Rüse dukkede op
Endelig i maj 1661 kunne man komme i gang. Der var indkøbt for 260 Rigsdaler hakker, skovle, spader og skub-karrer, hvilket var en slags trillebør. Heller ikke det nye budget syntes at kunne holde. Midt under det hele dukkede der så en ny mand frem. Det var den hollandske ingeniør Henrik Rüse og i hans lod faldt det at blive Kastellets egentlige bygmester. Det er under hans ledelse, at Kastellet har fået det udseende, som det har i dag.
Den 1. juli stillede Rüse sine betingelser for overhovedet at gå i dansk tjeneste. Han forlangte en årlig gage på 3.000 Rigsdaler. Fra dansk side mente man ikke, at det kunne lade sig gøre. Han svarede da også prompte, at så gad han ikke forhandle mere.
Flere regimenter under Rüse
Den 26. juli var forhandlingerne tilendebragt. Ifølge kontrakten skulle der udbetales i alt 110.000 rigsdaler for at opføre det nye Kastel, dette skulle være fuldbragt i løbet af tre år regnet fra foråret 1662.
Gravene skulle have en dybde på fire fod og en del af den udgravede jordmasse skulle benyttes til at hæve terrænhøjden inde i selve Kastellet, for selv efter mange års opfyldninger var denne endnu lavere end daglig vande i havnen.
Til hjælp fik Rüse sit eget regiment, det tidligere Lübbes Regiment. Desuden fik han også Kongens Livregiment til fods – Livgarden og fra april 1663 det sjællandske nationale regiment.
Regeringen manglede penge
Det var dog kun i de seks sommermåneder, der blev arbejdet med fuld kraft. Rüse klagede også over mangel på arbejdskraft. Nogle af dem skulle også imod aftale forrette garnisonstjeneste. Og så skulle en ikke ringe del også inddrive restancer i de landdistrikter, der skulle underholde regimentet.
Regeringens vilje var måske god nok men de kæmpede med pengemangel. I juli måned 1662 havde regimentet ikke fået løn i tre måneder. Men i løbet af sommeren 1662 opførtes de to bastioner ud imod søen. Også Langelinie blev udført dette år.
I april 1663 blev mandskabet forøget. I dette år lykkedes det at fuldføre Kastellets hovedvold samt den overvejende del af ”Smedelinien”.
Mere arbejde for Rüse
Rüse fik mere arbejde. Han skulle opføre en bolig for kommandanten, et provianthus, 31 brakker, et pælehus og tre udfaldsporte. Han skulle også opføre 7 vagthuse og 34 skilderhuse samt hovedgadens brobelægning.
Man ved med sikkerhed, at der under bygningen har været kongeligt besøg herude. I januar 1664 blev Rüse udnævnt til generalmajor i Infanteriet og til Assessor i Krigskollegiet. Få dag efter blev han optaget i adelstanden.
Rüse mødte masser af fjendskab
Rüse mødte dog modstand i alle klasser af befolkningen. Selv kronprinsen var fjendtlig over for ham. Tidens store mænd bakkede kronprinsen op. Befolkningen trøstede sig med, at når barakkerne engang var færdige, så ville det lette på indkvarteringsbyrden.
Rüse var også forfulgt af uheld. Ofte var der stridigheder med officererne. Og så forsinkede vejret arbejdet. Mandskabet stjal materiellet for at supplere den dårlige løn. Heste døde af overanstrengelse og sygdom. Fire gange havde Sundet gennembrudt dæmningerne.
Endelig i sommeren 1664 stod voldene færdige. Men i juni måned brød et heftigt uvejr løs. Regnen skyllede ned i gravene i store mængder. Så måtte man atter i gang med at udbedre voldene. Alligevel lykkedes det for Rüse næsten at overholde kontrakterne til punkt og prikke.
Den 20. april 1644 afsluttedes den 4. kontrakt, der omfattede bl.a. opførelsen af officerskvarter, fængsler, arsenal, bryggeri, bageri og af 12 barakker.
Fjenderne undersøgte byggeriets kvalitet
En kommission bestående af Rüses bitre fjender skulle undersøge om Rüse havde overholdt forpligtelserne. Men der var ikke noget at komme efter. Men så kastede man sig over småtingene, derfor trak afleveringen ud.
Den 4. december 1677 fik Rüse efter ansøgning bevilliget sin afsked. Han fik bevilliget årlig 1.500 Rigsdaler i ventepenge. Resten af sin levetid tilbragte han på sine godser her i landet og i Holland. I foråret 1679 afgik han i en alder af 55 år ved døden på sit gods Savært.
Rüse selv har udtalt, at han ikke har spundet guld på sit arbejde for regeringen. Tvært i mod sagde han, har han haft flere udgifter end indtægter.
Masser af kanoner på Kastellet
Så snart jorden i de ny opkastede volde havde fæstnet sig så meget at den kunne bære vægten af det svære fæstningsskyts, trådte dette efterhånden i stedet for det lette feltskyts., som man havde anvendt i den første tid.
Js sådan skrev den svenske gesandt Gustav Lilliecrona den 23. februar 1665 hjem til sin konge.
Den 22. august fik Kastellets nye skyts deres ilddåb. Anledningen var den franske ambassadør Hugo Terlons afrejse. Der blev saluteret fra Kastellet for første gang.
Masser af krudt
På kastellets volde var der hele 90 stykker større eller mindre skyts, der anføres at have været ”dobbelt skarpladte”. Til alt dette var der selvfølgelig en tilsvarende beholdning af ammunition. I fortegnelsen omtales:
Denne beholdning varierede nu meget.
En fast artilleristyrke
Det var ikke kun ved festdage for de kongelige, at der blev affyret. Det gjorde det også når en af Danmarks stormænd blev ført til sit sidste hvilested. Det var tilfældet, da Fr. Ahlefeldt i januar 1672 var død. Hans lig skulle føres til Eckernförde. Fra Kastellet blev der affyret 27 sørgeskud.
Fra 1671 blev der i en lang årrække hver nytårsmorgen affyret en salut på 27 skud. Men fra Kastellet blev der kun affyret seks skud.
Men det mærkværdige er, at der ved disse lejligheder blev skudt med skarpt.
Til skytsets betjening havde Kastellet selvfølgelig den fornødne artilleristyrke, et kompagni som altid var indkvarteret i selve Kastellet for straks at kunne være ved hånden. Ved denne tid bestod styrken af en kaptajn, to løjtnanter, 2 stykjunkere, 30 konstabler, 60 håndlangere, 1 mønsterskriver, 2 trommeslagere og en skalmejeblæser.
Isen skulle brydes
Så snart Kastellet havde fået deres første indkvartering i 1664 gjaldt det om at afskære soldaterne fra omverdenen. Derved skulle man forhindre desertering. Det betød at renderne om vinteren skulle afises. Når isen blev så tyk, at den kunne bære en person, skulle en lille isblok udhugges og præsenteres for den ældste af Regimentscheferne. Denne skulle så præsentere isblokken for Kommandanten.
Lange arbejdsdage
Allerede i 1686 talte man om reparation og mangler på de forskellige bastioner. Brystværnet på Kongens Bastion skulle gøres 3 fod højere. Prinsens Bastion skulle forsynes med skydeskår. Rampen, der førte op til den, var i en meget dårlig forfatning. Den skulle opføres helt fra grunden.
I anledning af disse arbejder blev man forstærket med to kompagnier. I hele Frederik den Fjerdes regeringstid blev der bevilliget 2.000 Rigsdaler til vedligeholdelsesarbejder på Kastellet.
Man startede klokken fire eller fem om morgenen afhængig af årstiden. Der blev arbejdet fem timer om formiddagen og fem timer om eftermiddagen. Hviletider blev fastsat af kommandanten i samarbejde med ingeniørerne.
Mandskabet måtte ikke uden ingeniørernes tilladelse forlade arbejdet for eksempel ved indtrædelse af stærkt regnvejr. En trommeslager markerede arbejdets begyndelse og ophør samt hvilepauser.
6.000 læs hestegødning skulle fjernes
I sommeren 1716 var der hobet så meget hestegødning og andet urenlighed op i Kastellet. At det tilsammen drejede sig om ikke mindre end 600 læs. Dette skulle nu føres ud af kastellet. Kommandanten havde i den anledning henvendt sig til Stadens Politimester med opfordring til om han kunne afgive de fornødne renovationsvogne til skarnets bortkørsel.
Men politimesteren nægtede i første omgang at have noget med sagen at gøre, Nu blev sagen så forelagt Generalkommissionen, der udtalte sin forbavselse over, at kommandanten ikke fra tid til anden havde ladet det anbringe på fæstningens volde. Der havde det været god brug for det.
Vognene var optaget ved kornlosning. Og man tildelte kommandanten en alvorlig næse. Men denne ville ikke modtage den. I stedet beklagede kommandanten sig nu over Kastellets dårlige forsvarstilstand.
Hvordan kommandanten kom af med de 600 læs, vides ikke.
Kunne ikke række længere end til Refshaleøen
I 1698 undrede Rentekammeret sig over, hvordan Ove Meyer kunne klare alle de ting han skulle på Kastellet. Således stod han både for proviant, ammunition og materiel.
I juli 1700 nærmede en stor flåde sig København. Den bestod af en kombineret svensk-hollandsk og engelsk flåde. Men Kastellets skyts kunne ikke bruges, da den danske flåde lagde sig tæt under voldene. Så kastellets kanoner kunne komme til at skyde sine egne.
Andre mente, at kanonerne fra Kastellet ikke kunne have gjort nogen virkning og ville næppe have rakt længere end til Refshaleøen.
Kanoner og skyts i en meget dårlig forfatning
Men hvor godt var dette skyts i grunden? Kommandanten skriver den 9. juli 1712 til kongen, at tilstanden på batteriet ikke er godt. Mange af kanonerne kunne slet ikke bruges. Der skal foretages reparation og anskaffes nye kanoner.
I januar 1716 forlød der rygter om at den svenske konge ville gøre landgang på Sjælland. Kommandanten havde stor betænkelighed med Kastellets forsvarstilstand. Faren fra svenskerne drev over og det hele trådte ind i den tidligere slendrian.
Der kom nu et overslag til nye lavetter. De ville koste 900 Rigsdaler. Men dette blev ikke bifaldet, fordi Hans Majestæts kasse ikke kunne afholde så stor en udgift.
1.000 Rigsdaler årligt til vedligehold
I oktober 1717, da Kastellet skiftede kommandant, lød der også klager. På de tre hovedbastioner, Kongens, Dronningens og Grevens Bastion var artilleriets tilstand meget dårligt. Træværket og plankerne var ganske rådne. Kanonerne kunne slet ikke bevæges på dette underlag.
Lavetterne var dels så gamle, at træet var råddent. Kanonerne var i sin tid malet blå og røde, men dette var ødelagt af vejr og vind. Maling var absolut nødvendig.
Videre hed det i indstillingen, at Lavetmageren og hans svende samt smeden hele vinteren igennem havde nydt deres gage uden at gøre noget som helst gavn for den. Der blev foreslået, at der fremover bevilliges en fast sum til vedligeholdelse af Kastellets artilleri.
Denne indstilling bevirkede, at kongen den 7. november bevilligede 1.000 Rigsdaler årlig. Allerede dagen efter forlagde der en befaling til kommandanten om, at han skulle beordre oberst Harbou til hurtigst muligt at lade batterierne sætte i stand.
Hos købmand Soelberg skulle kommandanten udsøge tømmer, som proviantforvalter Westergaard derefter, skulle lade transportere på materielvogne til Kastellet.
Der blev stadig affyret masser af hyldest – affyringer fra Kastellet. Men den 22. august 1764 mente kongen at den sædvanlige nytårsaffyring skulle ophøre – ”da den ikke var til nogen nytte for krigstjenesten”.
Voldmesteren havde en vigtig funktion
Voldmesteren som også blev kaldt for plantage-mesteren, spillede en ret betydelig rolle, når det gjaldt arbejde på fæstningsværkerne. I 1672 boede han i Stok-barak nr. 68. Han syntes at have ført en slags politieftersyn.
Således skulle han også føre tilsyn med om Overofficerer, underofficerer ”Gemene” eller garnisonsbetjente holdt svin, hunde, høns eller andre ”lignende” dyr. Når sådanne dyr viser sig på voldene blev de skudt.
En Voldsskytte
Åbenbart er det ikke alle, der har overholdt dette. For i 1729 indførte kommandanten ”den gamle skik” med en voldsskytte. Åbenbart var han ikke længe ansat for i 1729 forlød det, at skildvagterne kunne øve deres skydefærdigheder på de dyr, der ikke respekterede de trykte love og bestemmelser.
I 1739 hed det så at Voldskytten for at skyde hunde på volden oppebar et årligt honorar af seks rigsdaler, et beløb der tillige var beregnet til indkøb af krudt og bly. I en instruktion af 176a også kunne omfatte andet end husdyr. Kommandanten havde således jagtretten på hele fæstningsterritoriet.
Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen
Passagen på volden var i de ældre tider stærkt begrænset. Endnu i 1710 var det kun tale om ridning og kørsel for ”Vi og Vort kobelige Hus”. Her kan det lige tilføjes at dette også kunne tillades høje officerer indtil oberster at færdes her men dog kun til fods.
I 1727 syntes det dog som om, at enhver der hørte til Garnisonen havde tilladelse til at færdes deroppe, men selvfølgelig måtte den færdsel kun forgå på den ordinære vold-vej og aldrig oppe på brystværnets krone. Her var endnu ikke anlagt nogen sti som i vore dage.
Alle andre, der ville færdes her, skulle have tilladelse og følges med en overofficer eller en ordonnans fra Kommandantskabet. Der var strengt forbudt at plukke violer.
Mod betaling – fri passage
Først i slutningen af det 18. århundrede begyndte man mod betaling at udstede tilladelse til at gå på volden. En del af dette beløb anvendte man så til et militært musikkorps, der på visse dage musicerede på volden.
Når kommandanten gik eller kørte i Udenværkerne skulle de på Hovedvolden stående skildvagter honorere ham med ”skarpt skuldret Gevær”, mens hverken vagter eller skildvagter i Udenværkerne skulle afgive honnør for ham.
I Krigsretten – Kaptajnens vasketøj stjålet
De gode officersfruer kunne ikke modstå fristelsen for at bruge Volden og dennes skråninger som tørre – og Blegeplads for hjemmets vask. Dette fremgår af en krigsretssag fra august 1694. Her gik det så vidt, en tjenestepige til fru kaptajn Numsen ikke alene bredte herskabets mest intime klædningsstykker, men endda pålagde den daværende vagtkommandør og skildvagten til at passe på det.
Men da pigen kom tilbage efter den fine vask, manglede der 2 mandsskjorter, 1 ”Küstenbüse”, 2 andre skjorter og et lommetørklæde.
Fru Numsen formodede at få hendes mand til at klage overvagtkommandøren som over for skildvagten forlangte erstatning for det stjålne tøj.
I det efterfølgende forhør indrømmede man også at pigen havde bedt dem om at passe på tøjet. Men hvilken afgørelse man kom frem til kunne være interessant at få at vide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere: – Om Svenskekrigene:
Juli 25, 2021
Turen går til Sild
Vi er syd for Rømø. Først besøger vi Keitums kirke. Befolkningen har haft en nær tilknytning til havet. 130 har måtte lade livet på havet. Den specielle dialekt dominerede på øen. Et herligt bade-sted. Det har udviklet sig til et eksklusivt sted. Men hvordan begyndte det hele. Dengang var det endnu mere besværligt at komme til øen.
Syd for Rømø
Vi er syd for Rømø i Vadehavet. I dag er det som om øen har overgivet sig til turismen. Og det er de rige turister man gerne vil have besøg af. Vi andre kan tage med Rømø – Sild færgen eller biltoget fra Nibøl over dæmningen.
Den danske konge Valdemar den Anden udstedte i 1242 den første strandgodsret. Fra de sidste 300 år ligger der endnu 700 skibsvrag i Nordsøen. Også på Sild var der masser af strandinger.
Keitums kirke
På lang afstand ser man det imponerende tårn på Keitums højtbeliggende kirke, der da også har været brugt som sømærke i århundreder. Kirken er indviet til St. Severin eller St. Søren, som han blev kaldt i Danmark, Hvor han i middelalderen var en meget yndet helgen,
St. Severin var biskop af Köln, men blev senere martyr i sine hjemegne ved Bordeaux. Kirken var opført engang i 1100-tallet og var indtil midten af 1400-tallet uden tårn. Byggematerialet var granit og tuf. Men senere reparationer er udført i teglsten.
I 1885 blev blytaget taget ned og erstattet af skifer. I 1991 valgte man så at gå tilbage til blytaget. Prædikestolen hører til den ældste af sin art. Den var skåret i 1580 og havde oprindelig sin plads i kirken i Møgeltønder. Da den blev overflødig på grund af nyanskaffelse, købtes den af pastor Gruppius, som skænkede den til kirken i Keitum.
Med til at gøre denne kirke til noget specielt er også den gamle ”møllestol”. Den lod øens rigeste mand, mølleren i Munkmarch skære og opstille til brug for sig og sin familie. De malede folkelige billeder med iøjefaldende hane og øvrige religiøse motiver på den.
Ja og kirkens orgelhistorie går tilbage til 1787, da kaptajn Frödden fra Tinnum bekostede et orgel, der blev bygget i Flensborg. Instrumentet er flere gange blevet restaureret og også udvidet.
Og når vi nu er på besøg, tager vi en tur på kirkegården, der har en del at berette om øens og sognets historie. Foruden de senere årtiers gravminder, er der opstillet en lang række af ældre gravsten, der minder om gamle slægter og fortæller om tidligere tiders skik og brug inden for den del af vores kulturhistorie, der handler om at ære de døde.
Nær tilknytning til havet
Befolkningen har altid haft en tæt tilknytning til havet, både som ven og fjende. I 1700-tallet var det de glade hvalfanger-år. Men i tidspunktet fra 1648 til 1805 har havet spist 875 ha sandjord og klit ud for Vesterland.
Spørgsmålet er med den turisme, der er på øen, om befolkningen overhovedet kan vende tilbage til det traditionelle liv.
Blandet landbrug
Blandet landbrug har fra forhistorisk tid været hovednæringsvejen. Denne blev til tider suppleret med fiskeriet. Allerede for 500-600 år siden fiskede øens befolkning helt til Helgoland. Fåreavl (uld) var en vigtig bestanddel af hustandsøkonomien mellem middelalder helt op til turismealderens begyndelse.
I 1855 blev der eksporteret 7.268 uldjakker og 2.950 par strømper af uld. Også på Sild kunne man mærke den velstand, som hvalfiskeriet gav. Det kunne man også på andre nordfrisiske øer.
130 måtte lade livet på søen
Men glemmes skal ikke at 130 borgere herfra måtte lade livet på søen. Ja og 400 er udvandret og fundet deres sidste hvilested i det fremmede. De har levet som lodser, skibsmæglere og handelsfolk af enhver art.
Den specielle dialekt dominerede
Statsbankerotten i København betød et økonomisk indhug for de økonomisk velstillede. For hele øen betød det et par nøjsomme år, Skolevæsnet var som de fleste steder i begyndelsen, privat. Det havde sin oprindelse i datidens navigationsskoler. Den første offentlige skole blev indrettet i 1743.
Omgangssproget var her ”sölring”, den sildfrisiske dialekt. Skrift – og kirkesproget var tysk. I søfartens gode tider kom et tredje og fjerde sprog til, idet først det hollandske og siden i tiltagende grad også det danske sprog. Det sidstnævnte fandt anvendelse som handelssprog.
Kreative mennesker fandt ideer frem til at skabe ny velstand. Og således blev badelivet til investerings – og indtægtsobjekt. Den Slesvig-holstenske bevægelse måtte vige for Bismarck. Følgerne kender vi jo ganske godt – nederlaget 1864 og tabet af Slesvig.
Gennem 1700-tallet blev fortyskningen af Slesvig fremmet gennem en fejlslagen dansk politik. Det senere modstød gennem 1800 – tallet kom til kort. Dertil havde den holstenske adels koalition med det højere borgerskab og tysk dominans i administrationen samt udbredelsen af tysk i samfundet bevirket at det danske kom til kort.
Et herligt bade-sted
Under et besøg på øen i 1842 var Christian den Ottende blevet overtalt til at kaste sig ud i brændingen ved Silds vestkyst. Det var en yndet sport og praktiske foreteelse for sildringerne.
Således skrev en gæstende russer, da han havde besøgt Sild i turismens spæde barndom i 1860.
I 1844 – 1855 blev der gjort forsøg på at ”tryllebinde” og ”kommercialisere” badegæsterne på øen. Således fandtes der i 1855 på stranden telte til omklædning. Afbenyttelsen af disse var kun muligt, hvis man forinden havde løst ”badekort” – den første begyndelse til de senere så berømte og berygtede ”Kurtaxe” – særskatten på turisterne for bade-stedets særlige indretninger og fornøjelser.
Da det hele begyndte
I 1855 blev øens første gæstgiver P.K. Steffensen hentet til øen fra Kappel og en stærk gangbesværet dame ved navn Frk. Feddersen. Da hun gik i land på øen, var det med største besvær og bed hjælp af krykker. Da hun nogle uger senere rejste derfra var det i en fjende dans. Hele 100 gæster havde øen den sommer.
De næstfølgende år indførtes hestetrukne badekabiner. I 1857 indsendte otte borgere en ansøgning til Frederik den Syvende om tilladelse til oprettelse af et søbad på en strækning af 7.200 fod ved Vesterstrand.
Der blev i samme anledning bygget et rummeligt hus – af form og stil som et sildrigsk bondehus. Ja det var i tilfælde af at det skulle blive en fiasko det med turismen. Grundstenen til denne bygning, den såkaldte ”Klithal” (Dünenhalle) blev lagt i 1857.
Det var også i dette år at lægen Gustav Ross fra Altona holdt sin berømte tale, hvor han i den grad lovpriste øen for dens naturlige fortrin. Han loddede muligheden for at gøre øen til det helt store turistmål.
Besværligt at komme til øen
Personbefordringen til øen var meget besværlig. Man skulle gennem ”poetiske Vadehavs sejladser” med ”muddersok og vådt linned”. Det var dengang med hjuldamper fra Højer til Munkmarch.
Med et klækkeligt gebyr til Deutsche Bundesbahn kunne man så komme med biltoget til øen over Hindenburg-dæmningen. Op til 200 biler ad gangen. 30.000 biler på øens knap 100 km2 er ikke unormalt.
I højkonjektur-perioden midt i 60’erne blev der i den grad bygget på Sild. Hoteller i massevis.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 22, 2021
Turen går til Flensborg
I 1522 var der 422 beboede grunde i byen. Der var to sprog og to kulturer i byen. Efterhånden overtog det tyske sprog. Lodserne skulle markere søvejen. Det var et privilegeret erhverv. Men der var kamp om kunderne. Der var ros fra kollegaerne i Sønderborg. Masser af hvalfangerbåde fra Flensborg og 1817 var et godt hval-år. En mand blev sendt til Slesvig – Holsten. Han roste Flensborgs handels- og industriliv. Der var 200 brænderier i byen. Og så var det den ultimative rom – by. Det var dengang, da Kilseng – bugten var idyllisk. Der er sket store ændringer omkring det gamle Skt. Jørgens Hospital. System med direkte fra tog til skib og omvendt. Der var haver bag ved pakhusene.
I 1522 var der 422 beboede grunde
Det er længe siden, at vi har besøgt Flensborg. Det er en by, der rummer så ufattelig meget historie.
Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigste handelsmetropol og Flensborg en mindre købstad. Efter at Flensborg i 1284 fik byretten af hertug Valdemar den Fjerde af Slesvig voksede byens betydning. I de efterfølgende århundreder er byen konstant i vækst.
I 1508 er der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde og indbyggertallet fordobledes i perioden fra 1300 til 1600. Udviklingen nåede højdepunktet i det 18. århundrede.
To sprog
Et af byens væsentlige kendetegn gennem hele byhistorien er utvivlsomt, at her altid mødes to kulturer. Flensborg var altid både dansk og tysk. Det kan dokumenteres gennem historiske begivenheder, såvel som ses i byens arkitektur men vel også gennem tosprogetheden.
Lodserne skulle markere søvejen
Heroppe nord på, blev der ikke sejlet så meget om vinteren. Første gang vi hører om et fyr er i 1561. Det var et primitivt bål i fri luft, bl.a. de maleriske vippefyr. Danmark fik for resten sit første fyrskib i 1829.
Nogle lodsbøger fra 1532 og 1541 omtaler dag-af markering ved hjælp af vagere, koste, ”prikker” og andet materiale.
I et reskript fra 1785 pålægges der lodserne at markere søvejen på Flensborgs yder- og inderfjord. Det var en sag, der sorterede under lodserne på Kegnæs og Fashoved. De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.
Inderfjordens afmærkning skulle lodserne fra Flensborg selv tage sig af. Det var skipperne, der skulle betale for den service. Og det var noget, som Toldvæsnet tog sig af. Fra 1892 var det ”Reichswasserstrassendirektion”, der tog sig af afmærkningen. Man fik en regeringsdamper, der hed ”Sperber” (spurvehøg). Fra 1905 var det så den velkendte ”Bussard (Musvåge).
Et privilegeret erhverv
Det at være lods var et privilegeret erhverv. Men man konkurrerede hårdt indbyrdes. Man måtte for at kunne overleve også drive fiskeri ved siden af. Når man fiskede, havde man altid lodsflag med, som man kunne sætte på sin fiskerbåd. Og man havde sin lodsuniform med. Så kunne man hurtigt klæde om.
Uniformen bestod af sort bowlerhat, mørkeblåt ”landgangstøj”, bredt sort slips samt det uundværlige olietøj, der blev båret over armen. Hvad angår ”kapringen” af handelsskibe, så havde Kegnæslodserne det fortrin, at de fra den 15 meter høje klint kunne afsøge havet med kikkert, mens lodserne i Falshoved måtte holde sig på den flade jord. Det bødede man faktisk på ved at rejse et stillads.
Kamp om kunderne
Den bedste lodsfragt var ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris til Rismøllen i Flensborg. Når disse skibe lodsede, indfandt drengene sig på kajen for i al lovlighed at hjemtage de bambusstænger, som ris-sækkene var stablet op på. Lodserne var også glade for ris-skibene. De gav en god fortjeneste. Lodshonorarets størrelse blev fastsat af regeringen, i begyndelsen efter skibets dybgående, siden efter rumindhold.
Engang nåede de konkurrerende lodser fra Kegnæs og Falshoved nøjagtig samtidig ud til en ris-damper. Af bare iver kom Kegnæs-lodserne ind under den store og stadig sejlende dampers forstavn. Derved kæntrede den lille Kegnæs-båd. Folkene fra Falshoved hjalp ridderligt kollegaerne på ret køl. Men byttet var naturligvis deres.
En dramatisk stormflod
En dramatisk episode var stormfloden den 12. november 1872. i Flensborg Fjords mange bugter steg vandet 3 meter over dagligt vande. Det var 60 cm højere end den højeste vandstand i 1694 og 67 cm højere end ved stormfloden i 1837. Hele den lavtliggende Falshoved-bebyggelse blev sammen med lodsstationen fuldstændig oversvømmet og afskåret fra omverdenen. Endnu 50 år efter denne stormflod kunne man ved lavvande se brøndringe – det eneste, der blev tilbage ved lods Matthiesens hus.
Ros fra kollegaerne i Sønderborg
Til at begå sig som leds på den 45 km lange Flensborg Fjord med dens mange grunde, revler og knæk krævedes der dygtige og erfarende lodser. Især de store tungtlastede sejlskibe var svære at navigere.
De gamle Flensborg-lodser fik et smukt skudsmål i Sønderborg Skipperlaugs retsprotokol af 1791:
Hvalfingerbåde fra Flensborg
Omkring 1630 tog mange nordfrisere hyre på hvalfangerbåde, især hollandske. Men det gik nu kun kort tid, så havde nordfriserne opbygget deres egen flåde. Jagten gik ikke kun på hvaler men også sæler.
I 1702 gik to både tabt. Den ene kæntrede og den anden blev kapret. Efter flere tilløb kom friserne i gang igen i 1746. Med kongens billigelse blev Vyk på Før sæde for et ”Grønlandsk Compagni”. Det var en stor fordel for Vyk, at havnen altid var isfri og hvalfangerskibene kunne stikke tidligere til søs end skibe fra andre havne. I nogle år omkring 1770 rådede Tønder også over en hvalfangstflåde, der blev støttet med statslige tilskud og toldfri indførelse. For friserne endte hvalfangereventyret i 1849.
Fra Flensborg udsendtes de første hvalfangstskibe i 1819 og i 1749 dannede en kreds af flensborgske købmænd og reddere selskabet ”Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet. Man forsøgte at finde midler til en etablering af en større hvalfangerflåde. Men uheld forfulgte ”Societet” og mange selvstændige og uafhængige hvalfangstredere. Fangsten gav ikke det forventede resultat.
1817 var et godt år
Det gav mere udbytte, da Flensborg havn oplevede en opblomstringstid i perioden 1776 – 1806. Et nydannet ”Interessentskab for Grønlandsk Handel” overtog skibene fra det opløste ”Dansk Grønlandsk Compagni”. Hvalfangsten blev intensiverede. Udbyttet af anstrengelserne var betydelige.
De hårde krigsår op til 1815 lagde en dæmper på de flensborgske hvalfangers aktivitet. Men der kom et opsving i fangsten især omkring Grønland omkring 1817. Sælfangsten spillede dog stadig en større rolle. Det var fordi, den var mere lønsom.
Men efterhånden nåede man det tidspunkt, da fangsten af mindst 2.000 sæler var nødvendig til dækning af omkostningerne pr. skib. Derfor stoppede man med at udsende skibe fra Flensborg til farvandet omkring Grønland.
En mand blev sendt til Slesvig – Holsten
Den 28. juni 1775 udstedte det såkaldte Kommercekollegium i København, datidens handels- og industriministerium, en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten og undersøge, hvordan det stod til med handel og industri.
Når rejsen var slut, skulle han stille forslag om, hvordan hertugdømmerne kunne bringes i nærmere handelssamkvem med Danmark end hidtil. Becker drog afsted.
Store roser til Flensborg
Fra september til december 1775 opsøgte han alle byer i hertugdømmerne. I 30 rapporter berettede han om sine iagttagelser. Om Flensborg skrev han bl.a.:
Masser af industri i Flensborg
Vi får også at vide at byen har indført et spinderi. Så er der skibsværfter. Vi får at vide, at to skibe netop er ved at blive bygget, desuden er der netop søsat et. Mange er under reparation.
Købmand Matthias Holst og 9 interessenter har et velindrettet sukkerraffinaderi med 2 pander. Det er i god drift. Men der er åbenbart mange flere sukkerraffinaderier i forskellige størrelser. Så er der sandelig en stivelsesfabrik og barkgarveri. Almindeligt garveri er der også.
Farveri og snedkerier findes også i Flensborg får vi at vide. Og sandelig om ikke også Thor Stratens kobbermølle nævnes. Vi har tidligere i en artikel nævnt den. En anseelig papirmølle forefindes også.
Der er en stor kongelig mel-og kornmølle, en vand- og fire vind-grynmøller, en stampe og en barkmølle, alle stadig i drift, så vidt vandet tillader.
I Flensborg var der 4 store blegepladser, som alle om sommeren var fulde af lærred. Der anføres, at der pålandet fremstilles forskellig slags let sejldug.
Flensborg og Skt. Jørgen har 127 store og små skibe. Hertil kommer så alle de skibe, der hele tiden bygges her, påpeger indberetteren.
200 brænderier i byen
De mange brændevinsbrændere var et særkende for Flensborg i ældre tid. Omkring 1800 talte man op mod 200 firmaer i byen. Eksporten af de våde varer var stor især til Norge.
I 1847 var der 60 brænderier tilbage. I 1862 var der kun 6 store brænderier tilbage. I 1884 var der fem dampbrænderier som tilsammen producerede dagligt 4.500 liter ren alkohol. Affaldet fra brændingen kunne opfede næsten 1.000 stk. hornkvæg i byen. Disse virksomheder lå mest i Flensburg Neustadt. Bydelen genlød ikke kun af jernstøberier, gasværk og teglværker men også af hundredvis af dyr i brænderiernes stalde.
Flensborg – den ultimative Rom – by
Måske er det historisk ukorrekt at lovprise Flensborg for at være den ultimative rom – by. Det var dengang, at der var en anseelig skibsfart mellem Flensborg og de vestindiske øer. . Den bragte velstand til helstaten.
Vi skal skynde os at sige, at Danmark hverken behandlede slaverne værre eller bedre end de andre kolonimagter og søfartsnationer. At Danmark så ophævede slaveriet, vakte ikke den store opmærksomhed på grund af den Første Slesvigske Krig.
Allerede omkring 1750 havde St. Croix dyrkning med 250 familier, der havde 64 sukkerværker i gang. Der blev hurtigt et sukkereventyr over al forventning med kulminination i 1790’erne. På dette tidspunkt var over halvdelen af vareudførelsen fra København raffineret vestindisk sukker. Dengang kendte man kun til en metode i fremstilling af rom.
Men grunden til at Flensborg også blev nummer et på dette felt var forekomsten af Flensborgs fortrinlige og mineralholdige grundvand. Det havde stået sin prøve ved ølbrygningen og ved brændevinsfremstillingen.
I 1700 – tallet var der registreret 300 sejlskibe i Flensborg, eller flere end København og Lübeck havde. Det var dengang, da flere hundrede mærker konkurrerede med hinanden. I dag ligger tallet vel mellem 10 og 20.
Rommen har bragt Flensborg materiel velstand og varige arbejdspladser til mange borgere
Da Kilseng – bugten var idyllisk
Den gamle herregård Kilseng var engang meget besøgt. Den lå i en meget idyllisk bugt. I det 19. århundrede blev der bygget en kro og en lysthave. I nærheden var der også en grynmølle. Og så var der Skt. Hansmølle. Ellers var der ikke mange møller på Flensborgs østlige skrænter.
Kilseng Bugt blev opfyldt i 1887/88. I dag er det hyggelige sted en firesporet hovedgade.
Store ændringer ved Skt. Jørgens Hospital
Mellem Lautrupsbækdalens høje skrænter lå en savmølle som første gang omtales allerede i 1500. Møllens første ejer var Skt. Jørgens Hospital. Efter reformationen Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet hørte vandmøllen til private ejere, næsten 100 år indtil 1890 til familien Lautrup. Møllen blev dog ikke længere brugt som savværk, men som almindelig kornmølle.
Da både jernbanen mod Kiel (1881) og amtsbanerne (1885 og 1901) blev ført gennem dalen, fik denne et nyt udseende. Siden 1953 behersker Nordvejen scenen. I 1990’erne har man dæmmet mølledammen op på ny.
På den nærliggende bakke findes en stor bondegård gemt bag en stor trægruppe. På dette sted stod engang Sct. Jørgens Hospital. Dette hospital for spedalske blev opløst efter reformationen. Da den højst beliggende landsby Jørgensgaard blev indlemmet i Flensborg by valgte man dette historiske sted til en ny sognekirke, der stadig er en af byens mest iøjnefaldende bygninger.
Det gamle Sct. Jørgens kvarter er præget af sine små kaptajnshuse. Bortset fra selve Skt. Jørgensgade findes der i 1838 kun få huse langs de mange gangstier, der fører ned til stranden. Havnen var dengang meget bredere. Efter at byen var blevet knyttet til det boksende jernbanenet, blev en del opfyldt. Langs med den nye havnedæmning opførtes senere flere pragtfulde villaer.
Direkte fra skib til tog og omvendt
Byens sydlige kvarterer viser et meget harmonisk billede. Kun de to kirker Sct. Nikolaj og Sct. Hans rager op over det teglrøde taglandskab. Sct. Nicolaj har endnu det gamle spir, der nedbrændte i 1977 og blev erstattet af det nuværende pragtfulde nygotiske spir. Ikke en eneste skorsten eller fabriksbygning falder i øjnene. Allerede et par år senere blev dette indtryk forvandlet.
På det tilkastede del af havnen blev opført den første banegård og havnen fik et nyt præg ved den Engelske Bro, der skulle muliggøre at varer kunne omlades direkte fra tog til skib og omvendt. Mellem Sct. Hansgade og banegården opstod et nyt industrikvarter. Også dette er senere forsvundet. Kun jernbanedæmningen, de to broer og sporene langs med havnens skrænter er tilbage.
Haver bag pakhusene
Ved havnens vestlige skrænt lægger vi først mærke til Nørregård-enderne. De langstrakte købmandsgårde ved Storegade (og ligeså ved Holmen) havde ofte haver bag pakhusene.
Vor Frue Kirke har endnu det gamle baroktårn, der blev erstattet af et nygotisk tårn i 1880. Og så er det det store pakhus i Nygade. Når vi følger skibbroen falder flere huse i øjnene, som stadigvæk præger havnepanoramaet. Det gælder frem for alt hjørnehusene fra Oluf Samsonsgang og herrestaldene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: