Artikler
August 29, 2022
Underfundige folk i Sundeved
Vi er på Sundeved og skal møde nogle underfundige folk. Ja nogle vil sikkert kalde dem originaler. Så nu kan du møde Sort Søren – Snøvl Jørgen – Jørgen Skrep – Nusselsmeden – Peter Sille – Hans Løgner – Pæ Harre. Du er også inviteret til bryllup på møllen. Vi skal til eksercits og møde en flot ridehest. Og så var der en person som man blev rigtig træt af i Avnbøl.
Nej de kan vel ikke betegnes som originaler. Jo, der var mange ”mærkelige” mennesker i Avnbøl. Jo de fik da øgenavne. Vi kan nævne Sort Søren, Snøvl Jørgen, Glat Katrin, Skel Hans Lavsen, Gret Marenstærk, Jørgen Skrep, Nusselsmed, Karensmed, Peter Sille, Sille Pat, Hans Løgner, Tombe Frederik, Nikkedreng
De boede for det meste i meget små taghuse, hvoraf flere havde navn for eksempel e Skarhus, Stadt Hamborg. Æ Klitgaf.
Vi har her på siden skrevet om originaler i København, Aabenraa og Tønder. Her er vi så på Sundeved med udgangspunkt i Avnbøl. Og det er mange år siden.
Sort Søren
Han var byens skolelærer. Han var en samvittighedsfuld og god lærer. Men han kunne ikke styre de store drenge. De klæbede papir på ryggen af ham, hvorpå de skrev ”Sort Søren” osv.
Snøvl Jørgen
Han var byens stodderkonge. Han skulle holde udenbys tiggere ude for byen. For at sætte sig i respekt gik han med en meget lang stok på hvis ene ende han havde en morgenstjerne. Tiggere som han traf på, transporterede han udenfor byens grænser. Han snøvlede, derfor fik han øgenavnet.
Hans hustru Glat Katrin var noget fin af sig. Hun følte sig som en rigtig embedsmandskone. Hendes hoveddug havde hun bundet under hagen i en sirlig sløjfe med brede silkebånd. Deraf ordet glat (fin).
Jørgen Skrep
Han boede i et lille hus i Klingaden kaldet ”æ Klingaf”. Som ung havde han været skytte hos hertugen på Augustenborg. Han drev som ældre krybskytteriet i Hertugens skove og nedlagde jævnligt rådyr og andet vildt. Engang Hertugen gennemsøgte sine skove, fandt han en lap papir, der havde været brugt til for-ladning.
Papiret var ikke blevet svedent, end at skriften var læselig. Hertugen kendte skriften og udbrød da han havde læst det:
Hermed var Jørgen Skrep leveret, og han måtte bøde for det.
Nusselsmeden
Han boede i et lille hus på Avnbølmark. Som ung havde han lært smedehåndværket og stod og nuslede i en smedje, han havde opført ved siden af huset, hvor han lavede tælleknive og andre småting.
Disse ting gik han rundt og solgte. Karensmedjen havde en lignende forretning. Men hvorfor hed han så sådan? Jo hans mor hed Karen.
Peter Sille
Han havde i sine unge år slidt meget på teglværkerne. Derved havde han tjent mange penge. Han havde på sine gamle dage kunne hjælpe sig selv.
I krigstiden kom han sine sølvpenge i en jydepotte og gravede den ned i haven. Han viste godt nok mange, hvor han gravede pengene ned. Da krigen var forbi, kunne han tømme potten, hvor pengene var i god behold.
Peter Sille var en lille noget godtroende mand. Han løb sædvanlig i hundetrav hen ad vejen. Han var altid iført lange blankpudsede støvler. De nåede helt op til knæene. På hovedet havde han en kasket med en meget bred puld. Den var forsynet med en vældig stor læderskygge, der rakte langt frem. Når Peter havde dette antræk på, talte han ”store ord”.
Man fik ham til at gå rundt til alle beboere i byen for at fortælle at de på en bestemt dato skulle møde på kroen. De skulle stemme for om de ville til Danmark eller ikke. Stemte de ja så fik de en liter brændevin. Og Peter havde fået sin brændevin.
Man forsøgte altid at gøre nar af ham. Og for en flaske brændevin kunne man få ham til alt. Hans rigtige navn var Volf Petersen Schmidt. Han øgenavn ”Sille” stammede fra, at hans kone blev kaldt ”Sille Pat”.
Også hun var meget troskyldig. Men hun levede en stille tilværelse derhjemme mens Peter hele tiden farede rundt.
Hans Løgner
Han var tynd og spinkel og havde en ualmindelig lang hals. Hans havde var meget smalt og han havde nærmest en ørnenæse. Han var en specialist i at lyve. Det er ingen, der kan huske hans rette navn.
Han var en skidt karl. Han var ilde set over det hele. Børnene var bange for ham. Han skældte hele tiden ud og løb efter børnene. Han boede hos en skrædder lige ved skolen. Og skoledrengene drillede ham ofte.
Han var tilbøjelig til at løbe bort. Ofte var han forsvundet i flere dage. Engang tog han til Haderslev Amt. På Avnbølmark var der en ældre mand, der havde slægtninge i Haderslev Amt. Det havde Hans Løgner fået opsnuset.
Og Hans opsøgte dem og fortalte, at de på en bestemt dato skulle komme til Avnbøl for at deltage i deres slægtnings begravelse, da han var død for nogle dage siden. Hans Løgner blev godt opvartet. De tog hans indbydelse for gode varer. På den nævnte dato tog de pr. vogn afsted til Avnbøl.
Da de holdt foran døren, kom den ”døde” ud i døren og bød sine slægtningen velkommen.
Dette blev dog byens vise fædre for groft og Hans Løgner blev ”klampet”, idet han fik en jernkæde om foden og i enden af den – en træklods som han i nogen tid slæbte rundt med.
Omsider blev det forbudt og Hans Løgner kom i fattighuset. Også herfra løb han jævnlig bort. Man kunne nu godt fortælle noget om ham men så bliver det nok for grovkornet.
Pæ Harre
Hvad han egentlig hed, ja det kan folk ikke huske mere. Som unge var han blevet ved militæret. Efter at have aftjent sin værnepligt. Han var blevet forfremmet til underofficer. Han var tilflytter og hvorfra han kom ved man ikke.
Om søndagen og efter skoletid samlede han de større skoledrenge for at lære dem fægtning og eksercits. Drengene mødte i hvide bukser og med træsabel. Alt foregik meget militærmæssigt. Mange yngre skolebørn ville gerne have været med.
Da Pæ Harre mente at have tropperne tilstrækkelig indøvet, skulle der afholdes en festlighed med manøvre på smedepladsen tæt ved skolen.
For at optræde standsmæssigt havde Pæ Harre lånt en flot ridehest af Jacob Duus. Den hed for øvrigt ”Kursmed”.
Da tiden var inde og folk fra byen var samlet, steg Pæ Harre i fuld udrustning til hest. Han var iført uniform. På hovedet havde han en Chako og en lang kavaleri-sabel ved siden. For at gøre det mere effektfuld så manglede karabinen heller ikke.
Efter at have udført en del øvelser skulle der foretages parademarch. Togtet satte sig under ”Generalens” kommando mod Hennekes Fort. Under marchen skød Pæ Harre karabinieren af i luften. Uheldigvis var ”Kursmed” ikke skudsikker. Den foretog nogle vældige bukkespring, hvorved Chakoen skred ned til den ene side og Pæ Harre til den anden, hvis han ikke havde grebet i sadlen, var han havnet på jorden.
Først da blev der rigtig jubel. Tilskuerne klappede og råbte hurra i det uendelige. Og dermed endte den sjældne forestilling.
Pæ Harre gifter sig
Nede ved skolen boede en gammel skrædder ved navn Laus Christian. Han havde en datter som Pæ Harre forelskede sig i. Nu var Pæ Harre en stovt skikkelse med et stort rødt fuldskæg.
Laus Christian havde en ualmindelig bred mund. Han havde for vane altid før han sagde noget at suge luften ind mellem læberne.
Endelig hade man så fået aftalt, hvornår brylluppet skulle finde sted. Det var hos en gammel mand midt i byen, der hed Ivar. Han havde til daglig en gryne-mølle. Han gjorde plads i Møllehuset, hvor gulvet var af stampet ler.
Ivar og hans hustru An havde en mærkelig skik, at der skulle være lys hele natten. Ivar gik tidlig i seng, mens An blev siddende op til midnat. På det tidspunkt stod Ivar op og tog morgenmad.
Bryllupsdagen oprandt og gæsterne sad bænket i Møllehuset. Ivar var blevet om at være skaffer. Det var han dog nok lidt for gammel til. Han havde da også et lille uheld. Da han kom med den første steg, der skulle sættes foran brudeparret, skred den af fadet og faldt ned på ler-gulvet.
Han fiskede den da også hurtigt op og forsvandt med den en kort tid. Så kom han med den igen. Og da lykkedes det. Dette vakte jubel hos gæsterne. Dengang var folk ikke så patentlige.
Det blev et muntert bryllup og det blev drukket tæt. Ud på aftenen blev Pæ Harre fuld og svigerfar sagde om svigersønnen:
Dengang hjalp man hinanden i Avnbøl. Havde nogen et overskud delte de med hinanden. Alle frygtede Fattighuset, hvor man skulle arbejde under opsyn. Det brød man sig ikke om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2022
Nordslesvig – under Første Verdenskrig (2)
Kødløse dage. Kobbertaget blev taget af kirken. Brød og fred. Dårlig høst. Et kort gav ikke så meget. En sygdom forsvandt. Tyfus og kønssygdomme. Præsten samlede sammen til koks. Krigskoner tiggede og bad. Hestene ville dø. Man forsøgte at snyde. Kålrabi og vælling. En attest var nødvendig. Masser af smuglere. En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres. Ikke alle i Nordslesvig var lige lykkelige.
Kødløse dage
I september 1915 blev der truet med et års fængsel, hvis man solgte fløde. Grænsen til Danmark var stærkt bevogtet. Der skulle meget alvorlige grunde til at få tilladelse til at rejse dertil.
Der blev nu indført kødløse dage – mandag og torsdag. Disse dage måtte man kun få kogt kød og fisk. Ja tirsdag og fredag var også kødløse dage. Da måtte der hverken spises eller sælges nogen form for kød. Det gjaldt selvfølgelig også for restauranter.
Kobbertaget blev taget af kirken
Allerede i november 1915 tog de kobbertaget af kirken. Men også de kobberdele, der fandtes på taget af Folkehjem og Folkebanken. Kobberet måtte afleveres.
Brød og Fred
I de store byer gør nøden sig gældende. ”Brød og Fred” råbes der af demonstranterne. Pengene er blevet mindre værd. Nu skulle der 145 Mark til 100 Kroner. Det regnede med nye forordninger. Der var fængsel indtil 6 måneder og pengebøder op til 1.500 mark.
Man talte kun om krigen og om mad. Og om hvordan man lavede kartoffelmel, hvordan man bedst lavede sirup af roer og på landet, hvordan man koger sæbe., hvordan man blot kunne få fat i vandglas.
Der var intet foreningsliv. Folk trængte til at tale om tingene. De brugte enhver lejlighed til det selv til en begravelse. Der var ingen udsigt til kaffe, sukker og fred.
Dårlig høst
Officielt sagde man at høsten i 1916 var god, men det var den ikke i Nordslesvig. I Rigsdagen drøftede man ernæringen med stor bekymring. Kartoffelhøsten gav kun en tredjedel eller halvdelen af høsten sidste år.
Der blev brugt kartofler til spiritusbrænding til hæren og til ammunition. Man havde stillet 100 millioner Mark til rådighed til at fabrikere spiritus af træ.for at spare på kartoflerne.
Et kort gav ikke meget
I november 1916 havde man kort der gav ret til følgende:
En sygdom forsvandt
I skolerne måtte lærerinderne undersøge børnene hår med en griffel.
Krigssæben gjorde vandet mørkt og leret. Det havde ikke meget til fælles med sæbe. Det var ikke godt med vask og renlighed. Alt hvad der hed salver og børnepudder blev efterhånden så kemisk fri for fedtstof og ofte tilsat petroleum.
Det var en kunst at holde spædbørns hud hel. Man måtte bruge gamle husråd som hvedeklid for at hele. På apotekerne stod de forskellige afføringsmidler som ikke kunne sælges.
Den grove kost holdt maverne i orden. En sygdom som sukkersyge forsvandt.
Tyfus og kønssygdomme
Men der kom tyfusepidemier. Af fangerne i Løgumkloster døde 73 fanger af plettyfus. Krigen bragte også kønssygdomme til Nordslesvig. Det var ikke kendt i den udstrækning før.
Efterhånden slap der varer op. Således var sødmælk kun at få til børn under seks år eller syge personer. En liter mælk kom til at koste 3 Mark. I Julen 1916 kostede en skinke 3-400 Mark. En and eller gås til juleaften kostede 4 – 5 mark pundet.
Præsten samlede koks sammen
I begyndelsen af 1917 skulle al lys slukkes i butikkerne. Og lys på en trappe efter klokken 9 var strafbart Gaderne lå hen i bælgmørke.
Kulmanglen blev værre år efter år. Folk måtte krybe sammen i en stue og være glade for, hvis det kunne give varme. Skolerne lukkede på grund af kulmangel. Kirkerne kunne ikke mere opvarmes. Præsterne bad om kul til de konfirmationsdage i marts.
Lys og gas var rationeret. Folk hentede de gamle lygter ned fra loftet. Kaffen blev opbevaret i termoflasker. Flere gange om dagen blev gassen lukket ned.
Krigskoner tiggede og bad
Konerne belejrede myndighederne. Man kaldte dem for ”Krigskoner”. De truede og bønfaldede om at få manden hjem på orlov. De skriver og ansøger underdanigst. De rejser til fjerne byer og bor under usle forhold for at være sammen med deres mænd.
Hvis den stedlige kommuneforstander skriver ”Dansk agitator” er der mindre chance for at manden kommer hjem på orlov. Tegn et krigslån, aflever smykker – ja så er chancerne større.
Seks hustruer hvis mænd var landstormsmænd rejste over til kejseren i Berlin. De fik udvirket, at deres mænd kom hjem.
Hestene ville dø
Nej det var bestemt ikke let for bondekonerne. Skulle forordningerne overholdes ville hestene dø. Folkene ville da hurtigt søge en ny plads. Nu var det sådan, at dem der var sat til at passe på ikke havde meget begreb på sagerne.
Man forsøgte at snyde
Hvor der var en mølle, blev den straks forseglet. Kun mølleren måtte male korn. Når svinene blev talt, sagde de dristige koner:
Sådan slap et svin hist og her for at blive talt med og kunne slagtes i smug ved lejlighed. Eller man begravede et par svin i halm, når der kom uventet kontrol. Og dem der havde lidt skov eller krat kunne lade ungkreaturerne gå der og kunne så slagte et af dem. Koner og piger måtte i mange tilfælde slagte selv.
Hvad der var af korn ud over det tilladte skjultes på utrolige måder under tjørnehække. Det kunne være begravet under et træ eller i hast køres ud på marken og dækkes med hegnspæle og pigtråd, hvis der pludselig kom kontrol.
Det er også historien om pigen, der bliver lagt i sengen. Under hende bliver skubbet flæskesider. Gendarmen kigger til hende alt imens gårdkonen siger:
Man forsøgte at finde alternative ting
Gummien er taget af cyklerne. Dem, der havde lyst til at cykle måtte gøre det på reb. Mange brændte rug til kaffe. Men det var strafbart, Og hele gaden kunne lugte, når man gjorde det.
Man forsøgte på mange kreative måder at lave alternative ting. Det var bestemt ikke alt, der var lige vellykket. Man kunne få et kort, der hed ”Levnedsmiddelkort”. I Aabenraa var det mest nudler, og nudel – budding, som man spiste.
Kom folk sammen til kaffe om aftenen gav det sirupskage, kartoffelkage, når det var fint eller havregrynskage.
Nu var nøden i Nordslesvig ikke så stor som i industriegnene.
Kålrabi og vælling
Til middag fik man suppe med gryn eller grøntsager. Og så var det kartofler til, En sjælden gang var det med kød. Om aftenen var det igen kartofler og så måske med kålrabi, en enkelt gang en skive leverpølse eller blodpølse og et stykke brød med marmelade og te eller vælling kogt på vandmed resten af den skummende mælk i.
En attest var nødvendig
For stadig at kunne skaffe uniformer, skjorter, strømper og støvler til militæret måtte civilbefolkningen tvinges til at spare til det yderste. Varer af uld, bomuld og læderfodtøj kunne kun købes med en attest i hånden.
Køerne var underernæret, De gav kun lidt mælk. Har man lov til at slagte svin, ja så slagter man ofte to. Der blev budt 1.000 mark for et svin. Ofte blev der anmeldt tyverier af svin og får, slagtet på marken. I mange tilfælde er det ejeren, der har slagtet dem selv.
På en lægeattest kunne de svageste få lidt ekstra mælk og et rigtigt hvedebrød i modsætning til krigsbrød. Men manglen på fedtstof kunne middelstanden og arbejderen ikke afhjælpe.
Masser af smuglere
I foråret 1918 kunne man købe smuglervarer, hvis man ellers havde råd. 20 – 30 mark for 1 pund kaffe. 15 – 18 mark for tobak. 6 – 7 mark 1 pund sukker.
Smugleriet nåede sit højdepunkt. Under den Internationale Kommission blev der alene fra Haderslev Amt udvist 600 professionelle smuglere. De var taget hertil fra tyske storbyer.
En liste over ens tøjbesiddelse skulle afleveres
Man gjorde nu en ekstra kraftanstrengelse for at skaffe tøj. De mænd, der havde mere end et sæt tøj, skulle aflevere det til Hærforvaltningen inden 15. juli. I august skulle alle mænd udfylde en liste, hvad de ejede af klæder, undertøj og fodtøj. Hvis man angav urigtige oplysninger. kostede det en bøde på 10.000 mark.
Ikke alle i Nordslesvig var lykkelige
Sammenbruddet kom. Men ikke alle i Nordslesvig var lykkelige. Det var tungt for dem, der var blevet ene og se andres lykke.
Mindehøjen på Broager er rejst over 193 faldne fra Broager Sogn, To familier havde hver mistet 4 sønner. Aabenraa havde mistet 275.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2022
Nordslesvig under Første Verdenskrig
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede. Masser af rygter. Vi besøger et vagtmandskab i Rise. Livlig spionjagt. Man tog afsked i Flensborg. Masser af pakker og breve til fronten. Koner og piger måtte i gang på landet. Nu skulle 17 – årige også til fronten. Uha, man opdagede englændere i Storebælt. Kornnød. Ingen store hvedebrød. Spis sukker – så tjener i Fædrelandet. Inge foder til dyrene. Krigs – understøttelse. Børnebespisning i skolerne. Indsamling fra hele Danmark. En ny morgen – hilsen. Krigsfanger kom og hjalp i landbruget. ”Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds”. En dårlig kartoffelhøst. Vagtmandskab fik 10 mark og 3 ugers orlov, hvis de pågreb en grænseoverløber. Sprogforbud. Flugt – mistænkt, så måtte man ikke komme hjem på orlov.
Myndighederne startede med at anholde 300 dansksindede
Dette er en artikel, som vi har delt i to, hvor vi kigger på dagligdagen under Første Verdenskrig.
Der var masser af lidelser under Første Verdenskrig. Og det var ikke kun ved fronten. For den nordslesvigske befolkning såvel tysk som dansk var krigens udbrud og de mange indkaldelser en fælles ulykke. De tyske myndigheder startede med at anholde 300 kendte danske nordslesvigere.
Det var hårdt at skulle anholdes uden grund, mens sønnerne måske skulle til fronten. Det var heldigt for nogle, at de kunne blive på Sønderborg Slot, så kunne de få lidt kontakt til familien.
Andre blev ført til Flensborg og nogle til Rügen Ja selv Hansigne Lorentzen fra Ballum måtte afsted.
Masser af rygter
Der blev udspredt en masse rygter om giftige brønde og bomber m.m. Og så kom der forbud mod danske aviser. I den tyske krigserklæring nævntes at der var kastet bomber over tyske byer. Dette var også løgn. Menigmand havde ikke noget udestående med Belgien eller Frankrig. Men der skulle skabes noget lidenskab,
Man talte om, at der kom biler med guld. Der blev udstillet vagtposter ved alle veje. Og alle biler blev visiteret. Man sagde at guldtyvene var udklædte som tyske officerer. Ved Nørreport i Aabenraa var der rejst pæle med plakater og bomme tværs over vejen.
Et vagtmandskab i Rise
I Rise beordrede amtsforstanderen et stort antal civilpersoner i vagttjeneste. De fik et gevær og tre skarpe patroner. De visiterede enhver, der passerede vejen. Der var bl.a. to gamle aftægtsmænd over 70 år, der havde vagt.
Så kom der en cyklist. Han viste et papir. Jeg kan ikke forstå det, sagde den ene. Det er tysk. Og den anden sagde, at han havde glemt sine briller. De blev dog enige om at lade cyklisten passere.
Livlig spionjagt
Landråden fra Aabenraa var en nat omkring i ”automobil” for at søge efter franskmanden med guldet. Længere syd på blev der skudt på fredelige ”automobilister” Det var fordi de overhørte tilråbene og standsede ikke straks.
Det blev en livlig spionjagt. Aabenraaerne husker spioncentralen på Hotel Danmark. Jo og så var det de forgiftede brønde. Folk havde set kendte mennesker fylde gift i brønde. Og man sagde om dem, at nogle var blevet skudt. Andre var lænket sammen to og to og ført gennem Flensborg.
Det var uhyggelige dage, hvor rygterne fik lov til at gå sin gang. Der var ingen aviser, der kunne kommentere disse.
Man tog afsked i Flensborg
Alle værnepligtige mellem 20 og 45 år var blevet indkaldt i de første dage. Man skulle tage afsked og kunne man tage et tog til Flensborg, så var det der man tog ned for at sige farvel.
I de første dage var mange Landsstormsformænd indkvarteret i Flensborg. Den 4. august rykkede garnisonen ud fra Flensborg. Afsted mod Frankrig.
Masser af pakker og breve til fronten
Livet gik videre. Nu skulle der skrives og sendes pakker afsted. Soldaterne blev overvældet med levnedsmidler og strikkede sager. I de første krigsår var det rigeligt at sende af men så kneb det ellers.
I 1915 kunne man typisk sende cigarer, pebermynte, marmelade, sild, leverpostej, honning, rom, chokolade, kage, skrivepapir, underbukser, fodlapper, tobak, saft m.m.
Koner og piger måtte i gang
Det var som om alt i byerne gik i stå. I den første krigstid var det ikke arbejde at få til de mænd, der blev tilbage. Men på landet var det nok at se til. Kornet stod modent. Det var årets travleste tid.
Men det var ikke alle steder at der var mænd til rådighed ud på landet så måtte koner og piger i gang. Høsten kom godt i hus rundt omkring. Karlene, der var indkaldt, lod klædeskabet stå. De troede, at de kom tilbage til deres gamle job.
Der var jo også en del, der var uegnet til krigstjeneste.
Nu skulle 17 – årige også til fronten
I krigens løb blev også de 17-årige indkaldt og i den anden ende blev værnepligten forhøjet til 50 år. Og Landstormens mænd skulle også møde. Nu begyndte bankerne at rationere rede penge. Butikkerne stod nu tomme til hen mod vinteren. Nu steg priserne og folk begyndte at hamstre.
Hustruerne i byerne måtte passe mandens forretning.
Man opdagede englændere i Storebælt
I slutningen af oktober blev man opskræmt i Aabenraa. Det blev forbudt at brænde lys i vinduer der vendte ud mod fjorden. Man havde set englændere i Storebælt. Den lokale Hauptmann Olsen, der til daglig var civildommer i Nibøl, bad om forstærkning i Rødekro og fik lovning på 50 karabiner. Men det var ikke nok. Nu fik han også tilsagn fra Æ Feuerwehr og Skyttelavet.
Med deres antikke skydevåben tog de opstilling ved havnen. Da de købte ammunition sagde købmanden, at det ikke gik med disse patroner for, det var jo ”Dum – Dum kugler”.
Kornnød
Omkring november steg priserne. Kornet blev dyrt og bønderne måtte indskrænke kreaturholdet. En 4-5 ugers gris kostede ikke mere end en høne. Petroleum blev knap. Hamstringen begyndte for alvor.
I januar 1915 tales der om ”kornnød”. Der kommer nye forordninger. Kornet på gårdene beslaglægges. Brødkorn må ikke fodres op. Rugbrødet skal laves af rugmel og kartofler. Man kan ikke mere købe rent hvedemel.
Ingen store hvedebrød
I februar 1915 revideres melbeholdningerne. Man må i en husholdning kun have 50 pund. mel. Et hvedebrød må ikke veje over 75 gr., heller ikke når man bager selv. Hvis nogen så et stort hvedebrød i køkkenet, kunne man blive meldt.
Spis sukker, så tjener i Fædrelandet
Folk bagte tvebakker med smør i, for at have noget, når man sultede. De blev spist og fornyet mange gange. Rundt omkring var der slået plakater op:
Der var gårde, der i april 1916 fik udleveret indtil 1.500 pund sukker til deres heste, dejligt brunt råsukker. De måtte skriver under på, at de ikke ville spise det selv. Men folk gemte det.
Senere blev myndighederne klogere og blandede sukkeret med sand. Men husmødrene var blevet opfindsomme. De hældte vand på og filtrede det. Meget af det gik trods alt i kaffen.
Ingen foder til dyrene
Man opfordrede folk til at slagte. I det andet krigsår blev der i løbet af få måneder slået over 6 millioner svin ned i Tyskland. Man manglede foder. I byerne blev en masse ødelagt fordi de ikke havde begreb om at salte, røge eller opbevare kødet.
Møllerne må ikke sælge mel ud over deres egen kreds. Hestene måtte kun få 2 ½ pund havre om dagen. Hver dag kom nye forordninger. Endnu blev de fleste overholdt. Den 1. marts indførtes så brødkortet, 4 pund brød eller det tilsvarende mel pr. hoved pr. uge.
Krigs – understøttelse
De indkaldtes hustruer fik ”Krigs-understøttelse” hvis deres indtægt var under 2.000 Mark. Landbruget fik deres produkter godt betalt. I byen kneb det med at få råd til føden. Og på landet kneb det med at få arbejdet gjort.
Straks efter krigens udbrud deltog både danske og tyske kvinder i sygeplejekursus. Sygehusets diakonisser blev indkaldt til lazarettjeneste.
Børnebespisning i skolerne
I vinteren 1915 – 1916 var nøden stor. I Aabenraa blev der indført børnebespisning tre gange om ugen. De skulle selv betale 5 penning for det. Borgerne gav frivillige bidrag. Kredskassen gav resten. En gang om ugen uddeltes skummet mælk – en liter pr. barn. Fælleslandbo-foreningen gav gryn.
Indsamling fra hele Danmark
I Vejle blev der taget initiativ til en indsamling til de nødlidende nordslesvigere. I danske byer blev der efterhånden oprettet komiteer, der sendte hjælp ned til de nordslesvigske kvindeforeninger. Landsmænd i Amerika sendte også penge.
Fra tysk side blev der lagt pres på folk for at tage børn fra Kiel på et tre måneders ophold. Kvinderne fra Aabenraa havde samme ide, men nu kom tyskerne kvinderne i forkøbet.
I 1918 sendtes brugt tøj fra Danmark til Nordslesvig. Og rundt omkring rykkede kvinderne ind på arbejdspladser som mændene efterlod. Nu var portøren på jernbanen en kvinde. Og postbuddet var en kvinde.
Kom der en vogn fra landet var det med en kvinde som kusk. Gik man over markedspladsen, var der kvinder og gamle mænd, der handlede med kreaturer mens børn hjalp til.
En ny morgen-hilsen
Når børnene kom i skole om morgenen hed det ikke mere:
Nu hed det i stedet:
Krigsfanger hjælper i landbruget
I foråret 1915 komme krigsfangerne til hjælp i landbruget. Og de var meget gode til deres arbejde. Konerne lærte at omgås dem. ”Madam” rettede de sig efter. Værre var det når manden kom hjem i tysk uniform. Konerne vidste, at når de pludselig sagde:
Så havde de fået dårlige efterretninger hjemmefra. Om aftenen sad de og sang vemodige sange.
Der var ikke et ordentligt mandfolk i syv miles omkreds
Den røde indkaldelsesordre kom i alle hjem. I sommeren 1915 var det kommet så vidt, at unge piger sagde:
I Aabenraa blev der uddannet tropper. Der lå også her gamle Landstormsmænd. De gik rundt ikke helt iklædte. En mangler soldaterbukser, en frakken. Det var et lidt broget selskab, når de trak af – gamle og slatne.
Men major Knudsgaard var fredsommelig. Han var gårdmand fra Løjt. Han kunne ikke lide, at markerne led nogen overlast. Han sagde altid:
En dårlig kartoffelhøst
I Aabenraa så man masser af underofficerer med en pige under armen. De andre piger eller koner i Aabenraa blev misundelige. De måtte nøjes med at skrive.
En kvinde fra Sundeved havde skrevet, at fangerne i Tinglev blev dårlig behandlet. Hun fik 6 måneders fængsel. I Aabenraa sad der alene seks personer, der censurerede privatbreve. Hvis en landmandskone skrev:
Ja så endte brevet i papirkurven.
Vagtmandskabet fik 10 mark og 3 ugers orlov
I juli 1915 begyndte man at tale om, at soldaterne deserterede. En ung mand, såret to gange med Jernkorset på brystet cyklede lige forbi vagten, der gjorde honnør for korset og over grænsen.
Vagtmandskabet fik nu 10 mark og 3 ugers orlov for hver desertør, som de pågreb. Det var ikke blot nordslesvigere, der deserterede men også folk syd fra. Det var også historien om slagteren fra Christiansfeld. Han var underofficer og samlede 5-6 stykker, der gerne ville med. Med høje kommandoråb og taktfaste skridt nærmede de sig grænsen om natten. Vagten troede, at det var afløsning og sådan marcherer de så ind i Danmark.
Sprogforbud
Danske soldater havde været plaget med sprogforbud. Man måtte heller ikke tale dansk uden for tjenesten. 6 ugers arrest var straffen. Og så måtte man mange steder ikke skrive på dansk, når man skrev hjem.
Flugt – mistænkt
Men hvad der var endnu værre, var at man ikke måtte komme hjem på orlov Og det var på grund af ”Fluchtverdacht”. De blev stoppet i Flensborg og måtte tilbringe deres orlov der. Så måtte kvinderne rejse derned og holde orlov med kæresten eller manden.
August 24, 2022
Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
Sammenlign forholdene. I Tønder skete der lovbrud. Kampen om retfærdighed i Sønderborg. Initiativerne kom fra Flensborg. Aktiviteter blev nøje overvåget. Dybbøl – Posten var skeptisk. Socialistloven bremsede aktiviteter Al mødeaktivitet skulle varsles. Det hjalp med en jernbaneforbindelse. Samarbejde til Rigsdagsvalg. Richard Hempel vendte tilbage. Revolutionen i Sønderborg. Sønderjysk Arbejderforening. Vigtigst at forblive Socialdemokrat. Uforsonlig tone fra Dybbøl – Posten. Fælles 1. maj fest. Overdragelse til det danske Socialdemokrati. En bagersvend fra København blev folketingskandidat. En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922.
Sammenlign forholdene
Egentlig er det spændende at sammenligne forholdene for arbejderne i København, Tønder og Sønderborg.
I København var det Pio, Gjerluff og Brix som var de toneangivende. De udgav de socialistiske blade. De blev arresteret og fik hårde straffe. Mere eller mindre frivillig blev de sendt til udlandet med store arbejdsgivere som sponsorer. Politiet havde placeret spioner for at overvåge arbejderne.
Men ak og ve disse frontkæmpere blev glemt af deres egne
I Tønder skete der lovbrud
I Tønder skete der ting og sager efter revolutionen. Arbejderne havde nedlagt arbejdet. Borgerskabet forlangte at politiet greb ind. Men de nægtede. De ville ikke gribe ind i en faglig kamp. Men det ville militæret gerne. Og så fik man ellers ekspederet lederne ud af landet uden domsafsigelser.
Og i Tønder kæmpede to Socialdemokratiske lister i mange år. Dette var medvirkende til, at Tønder først i 1937 fik en dansk borgmester. For dem, der har lyst til at bore i sammenligningerne, har vi i slutningen af artiklen lavet en kildehenvisning.
Men se i Sønderborg var der Socialdemokratisk borgmester uafbrudt fra 1922 til 1998.
Kampen for retfærdighed i Sønderborg
Kampen for retfærdighed var bestemt heller ikke let i Sønderborg.
Udviklingen i Sønderborg gik ikke så stærkt efter 1870. men en del anlægs – og byggeprojekter betød dog at landarbejdere fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere syd fra at komme til byen. Ja også fra Danmark kom de.
Den første socialdemokratiske forening ADAV var stiftet i Tyskland i 1863. En ”Ortsgruppe” i Flensborg blev etableret og i 1872 var man gået i gang med at agitere i Nordslesvig.
Initiativerne kom fra Flensborg
I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872. Det resulterede i oprettelsen af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Inden begyndelsen af 1900 – tallet var der en direkte ”rød” forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelsen af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger kom fra Flensborg.
Aktiviteterne blev nøje overvåget
I perioden 1870 – 78 stiftede arbejderne i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg – afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg.
De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til Rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere, hvem der blev stemt på.
Det var også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende.
Dybbøl-Posten var skeptisk
Den danske avis Dybbøl – Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter. Det var ikke så meget at modvilje mod arbejderstanden. Det var mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme Socialdemokratisk.
Socialistloven bremsede aktiviteter
I perioden 1878 – 1890 var Socialistloven gældende. Dette betød at Socialdemokraterne havde forbud mod at holde møder samt udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede at Socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til Rigsdagsvalget.
Efter at Socialistloven var ophævet spirede arbejderbevægelsen frem i Sønderborg. Men alle aktiviteter blev mødt af modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen.
I august 1892 blev der dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling af SPD – Flensborg.
Al mødeaktivitet skulle varsles
Al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne. Det var derfor en let sag for politiet at føre kontrol ved møder. Efterfølgende lavede man så indberetninger til borgmester/politimester og landråd.
Det var ikke ualmindeligt at arbejdere blev fyret på grund af deres politiske aktivitet.
Fagforeningerne kom også for alvor i gang i perioden 1890 – 1900. Skrædderne dannede en fagforening. I 1892 var datidens HK’ ere. Smede – og maskinarbejdere i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896.
Majfesterne, som siden 1890 var et tilløbsstykke i Flensborg, starter i år 1900 i det små som en fest på stranden.
Det hjalp med jernbaneforbindelse
Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, satte for alvor skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs – og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelse af den store marinestation.
Samarbejde til Rigsdagsvalg
Ved Rigsdagsvalgene i starten af 1900 – tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt. Arbejderne fik – til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab – lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder.
I 1905 tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1 maj – festerne og opførelsen af arbejdernes eget hus – Central – herberge – i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus kom til at ligge i Bergstrasse 7. De næste 70 år fik det en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg.
Richard Hempel vendte tilbage
På et tidspunkt havde Richard Hempel, der kom fra Sachsen stor betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Det lykkedes for ham i 1913 at komme ind i borgerrepræsentationen. Dette skabte stor bekymring i det tyske borgerskab.
Efter at Første Verdenskrig var brudt ud mistede såvel fagforeningerne som SPD -medlemmer. Reelt var det kun ældre Socialdemokrater tilbage, mens alle andre var i felten.
I 1918 var Hempel tilbage. I løbet af få måneder var medlemstallet på 400.
Revolutionen i Sønderborg
Revolutionen i Sønderborg som vi har skrevet to artikler om forløb helt uden blodsudgydelser. I Kiel kostede dette 8 menneskeliv og mange sårede. I flere sammenhænge er marinesoldaten og skrædderen Bruno Topff udråbt som en lidt komisk person. Men det var han bestemt ikke. Han varen god organisator
Sønderjysk Arbejderforening
Den dansk orienterede Sønderjysk Arbejderforening var blevet dannet i 1911 havde kun få hundrede medlemmer. I 1919 gennemførte de en flot hvervekampagne. De indså, at det var vigtigt at få indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. I løbet af et år fik SAF 12.000 medlemmer i Nordslesvig.
Vigtigst at forblive Socialdemokrat
Arbejderlederen i Sønderborg Hempel havde håbet at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning. Han var overbevist om at danskerne ville blive glade for det ny Tyskland. Han måtte dog opgive sin strategi da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning og at Nordslesvig antagelig ville blive dansk.
Han var dog ikke opgivende. For ham var det vigtigst at arbejderne ville fortsætte med at være Socialdemokrater.
Uforsonlig tone fra Dybbøl-Posten
Da Anders Grau blev redaktør for Dybbøl – Posten den 1. januar kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejdsledere Hempel og Preuss. Og det selv om der var blevet udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. Det var de fælles problemer i dagligdagen, der var afgørende. Og det var mangel på levnedsmidler. Samarbejdet fortsatte frem til afstemningen den 10. februar 1920.
Fælles 1. maj fest
Det er ingen tvivl om, at de dansksindede arbejdere stemte dansk og tysksindede arbejdere, stemte tysk ved folkeafstemningen. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den ny republik, hvor de nu var kommet af med kejseren. De brød sig ikke om det danske monarki. Da slaget var tabt var de alligevel fortrøstningsfuld:
Der var ikke forskel på danske og tyske arbejders problemer, derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1. maj fest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF.
Overdragelse til det danske Socialdemokrati
SAF havde egentlig besluttet sig for at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920. men efter en heftig diskussion opstillede SAF sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen nationalt. Det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Den hidtidige leder Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen.
Der var en del skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmer fra SPD til Socialdemokratisk Forbund. Sønderborgs Socialdemokrater ville ikke deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de Socialdemokratiske partiforeninger skulle ”overdrages” til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men alligevel forløb dette dog uden større problemer. Det var ikke helt det samme i de tre andre sønderjyske købstæder.
Egentlig kan man undre sig. For blot få år før meddelte Stauning over for tyske kollegaer at Socialdemokratiet i Danmark tog afstand fra de dansksindedes aktiviteter i Nordslesvig.
En bagersvend fra København blev folketingskandidat
Medlemmer meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de andre nordslesvigske/sønderjyske købstæder.
De tilbageværende SAF- medlemmer ville ikke støtte deres egne kandidater. De opfordrede til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Og det var til Folketingsvalget i september 1920
Til byrådsvalget havde Socialdemokratiet fået fem og SAF to byrådsmedlemmer.
Og den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå stemmetab på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som Socialdemokratisk folketingskandidat.
En borgmesterpost til Socialdemokratiet i 1922
Til byrådsvalget og til valg af borgmesterposten den 5. marts 1922 fik Socialdemokratiet hjælp fra uventet kant – nemlig redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskorienteret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik. Men at han i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende. Og egentlig var det jo taktisk dumt. For uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten.
Sønderjyllands første Socialdemokratiske borgmester var en realitet. I Tønder måtte man vente meget længe på dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
I forbindelse med overstående artikel
August 22, 2022
Et slot i Sønderborg
Til kamp mod Venderne. Masser af udvidelser. Konge sad til fange i 17 år. Moderne renæssanceslot. Efter Martin Luthers anvisning. Hertug Hans den Yngre var en hensynsløs ”bondeplager” Kongen døde efter festen. Far til 23 børn. Kongen døde efter festen. Hertugdømmet konkurs. Et forfaldent slot blev renoveret. I 1764 blev slottet overtaget af hertugen af Augustenborg. Slottet blev brugt som lagerrum. Infanterikasserne 1864 – 1919. Mistænkelige personer interneret. Husvildboliger. Hertugen solgte slottet til den danske stat. Igen brugt til interneringslejr. Omfattende restaurering tilendebragt 1973. Nu et stort museum.
Til kamp mod Venderne
I Vikingetiden udgjorde Venderne ikke en umiddelbar fare for Danmark. Disse Vendere var folkestammer østfra, der gennem Polen og Nordtyskland var trængt til Østersøens kyster. Men efterhånden som Vikingernes magt ebbede ud, så steg antallet af vendiske plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var der masser af plyndringstogter
Det lykkedes for Valdemar den Store i 1152 sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod Venderne. I årene 1150 – 1200 blev der anlagt en kæde af befæstninger ved kysterne for eksempel Sprogø, Tårnborg, Vordingborg, København, Kalundborg og Sønderborg.
Sønderborg Slot var således et forsvarsværk. Det nøjagtige tidspunkt for etableringen kendes ikke.
Masser af udvidelser
Det ældste Sønderborg blev rejst på en lille sandholm i den sydlige indsejling til Alssund. På den lille ø rejstes efter 1200 et firkantet tårn af teglsten, som har været med til at forsvare hele den sydlige indsejling til Alssund. Kilder mener, at dette tårn allerede blev rejst i 1160. Fra sidste halvdel af 1200-tallet og frem til 1400 – tallet sker der talrige udvidelser af borgen.
I pinsen 1340 blev junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag, på slottet gift med hertug Valdemar af Sønderjyllands søster prinsesse Hedvig. Det var et vigtigt led i hans udnævnelse til konge senere samme år.
Den lille naturlige sandholm bliver ved opfyldning hele tiden gjort større og muliggjorde derved en udvidelse af borgen. Efter ombygningerne og udvidelserne var borgen i Sønderborg blevet til et solidt ringmurskastel bestående af kraftige ringmure og flankeringstårne.
Hele forsvarsværket blev afsluttet med anlæggelse af et stort forsvarsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette tidspunkt står Sønderborg som en af landets stærkeste borge.
Kongen sad til fange i 17 år
Har sad Christian den Anden som fange i 17 år. Det har vi skrevet en artikel om. I 1549 blev han overført til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han dør – 78 år gammel.
Myten går på at den rastløse konge sled en rille i et rundt stenbord er nu stærkt overdrevet. Han levede under fyrstelige vilkår og havde et godt synk. Han havde ret så frie vilkår.
Moderne renæssanceslot
Over to årtier forvandlede arkitekten Hercules von Oberberg ringmur- kastellet til et moderne firfløjet renæssanceslot med svungne gavle og spir.
Da kongen var væk startede man en ombygning af slottet. Christian den tredje nåede ikke at se udvidelsen. Hans enke Dronning Dorothea synes dog at have fortsat byggeriet.
Ved arvedelingen efter Christian den Tredjes død tilfaldt Sønderborg den yngste søn, Hans. Hele nordfløjen blev indrettet som fyrstebolig for Hans og Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen, som han havde ægtet i 1568.
Efter Martin Luthers anvisning
Selve boligen til fyrsten og hans familie blev placeret på første sal. På anden sal blev der indrettet en fornem riddersal, en dansesal i 34 meters længde.
En kirke blev indrettet. Den blev siden kaldt for ”Dorotheas Kapel”. Det er i dag det ældst bevarede europæiske lutheranske fyrstekapel.
Slotskirken var indrettet efter Martin Luthers forskrifter for protestantiske fyrstekapeller med et galleri i første sals højde langs alle fire vægge og udeladelse af helgenalter.
Hertug Hans den Yngre – en hensynsløs ”bondeplager”
Da enkedronning Dorothea døde i 1571 overtog Hans slottet. Han fik titel af hertug. Han begyndte straks at udvide sit gods. Han samlede sig et udstrakt jordegods som han drev hensynsløst. Han blev kendt som en hensynsløs ”bondeplager”.
Det blev efterhånden nødvendig at inddrage flere værelser til den voksende familie. Uden for hovedbygningen oprettedes en række værksteder og forsyningsrum. Hertugens hustru Elisabeth døde i 1586. Og der blev indrettet et gravkapel lige øst for kirken.
Kongen døde efter festen
I 1588 ægtede Hertug Hans fyrstinde Agnes Hedvig af Anhalt. Da brylluppet blev fejret, deltog hertugens ældste bror, Frederik den Anden som gæst. Selv om kongen var svagelig gik han i spidsen for det glade lag. På hjemvejen blev han syg og var nødt til at gå til sengs på Antvorskov Slot. Hans mavetilfælde forværredes hastigt og han døde.
Den medgift som Agnes Hedvig havde medbragt, blev af Hertug Hans brugt til godskøb og udbygning af hertugdømmets økonomiske forhold.
Far til 23 børn
I de to ægteskaber blev hertugen efterhånden fader til 23 børn. 10 af børnene døde i hertugens levetid. Forsørgelsen af de overlevende børn blev noget af et problem. Da hertug Hans den Yngre døde den 9. oktober 1622 efterlader han et hertugdømme i store økonomiske vanskeligheder.
Efter faderens død overtog den næstældste af sønnerne, Alexander, hertugdømmets hovedsæde. Arbejdet med at få orden i finanserne fik første prioritet, men det var yderst vanskeligt.
Efter Alexanders død i 1627 blev de økonomiske forhold i det lille hertugdømme forværret. En af grundene var de mange krige, der fandt sted i årene frem til 1660.
Hertugdømmet gik konkurs
Endelig i 1662 kunne den unge hertug Christian Adolf overtage sit hertugdømme uden fremmede tropper. Den 13. august 1666 blev hele hertugdømmet taget under konkursbegæring. 11. marts 1668 var det slut med hertugdømmet Sønderborg, da byen aflagde troskabsed til den danske konge, Frederik den tredje.
Herefter blev slottet styret af den kongelig amtmand. Det var ofte en af hertugerne fra Augustenborg.
Frem til begyndelsen af 1700 – tallet forfaldt slottet. Store dele af taget manglede og havde ved deres fald revet etageadskillelserne med sig. Vinduer og døre var rådne eller manglede.
Et forfaldent slot blev renoveret
Det ville have været nærliggende at sløjfe en så ødelagt og forfalden ruin, der tilmed ikke var nødvendig, hverken som fyrstebolig eller som forsvarsanlæg. Slottets placering gjorde det imidlertid velegnet at bruge som overnatningssted under de kongelige rejser.
Da der i 1716 kom en ny amtmand, W. F. von Platen, til Sønderborg, anbefalede han at bevare bygningerne. Det blev derfor besluttet at sætte det faldefærdige slot i stand.
Amtmanden forestod i årene fra 1718 – 26 genopbygningen af slottet. Ved denne genopbygning ændredes hele slottes ydre. Renæssancepræget forsvandt og man fik en sluttet fast barokanlæg.
De mange forskelligartede vinduer, der helt uregelmæssigt var spredt ud over facaderne erstattedes af vinduesrækker i fast takt i lange vandrette linjer tre og tre over hinanden.
Også indvendig skete der store forandringer. Rummene blev gjort store og lyse og lagt i en lang række med døre lige over for hinanden, så man måtte passere alle rum, når man ville fra den ene ende til den anden.
I 1755 blev Blåtårn revet ned.
I 1764 blev slottet overladt til Hertugen af Gråsten
Sønderborg Slot blev dog derefter aldrig kongelig residens eller som overnatningssted. I 1764 opgav Frederik den Femte endeligt at udnytte slottet og overlod det til hertug Frederik Christian den Ældre på Augustenborg. Kongen gjorde det som tak for at hertugen havde afstået for sine arvekrav på hertugdømmerne Plön og Glücksborg.
Heller ikke Augustenborgerne boede på slottet, der fortrinsvis var beboet af husfogeden og enkelte hertugelige embedsmænd. Indtil 1852 var Sønderborg i de augustenborgske hertugers eje. Efter treårskrigen købte den danske stat Sønderborg Slot af den landsfordrevne hertug, og det var atter et kongeligt slot indtil 1864, hvor det blev overtaget af Preussen.
Slottet brugt til Lagerrum
Et langsomt og stille forfald satte ind på ny. I den økonomiske opgangstid i sidste halvdel af 1700 – tallet udlejedes lokalerne på slottet som lagerrum for byens købmænd og håndværkere. Kun kirken blev det værnet om. Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 1850 og 1864 blev slottet benyttet som lazaret.
Infanterikaserne
Efter krigen 1864, hvor Slesvig sammen med Holsten og Lauenburg gik tabt, blev det på slottet indrettet preussisk infanterikaserne., som fungerede til 1919.
For at skabe det nødvendige antal belægningsstuer blev der opsat pudsede træskillevægge mange steder i slottets store rum. Samtidig blev de gamle murede vægge hugget igennem, så det blev plads til lange brede vægge ind imod gården.
Mistænkelige personer interneret
I Første Verdenskrig arresterede preusserne ”mistænkelige politiske personer” og danske ”tysk – militærnægtere”. Personer, der direkte var mistænkt for spionage, blev interneret i fangekælderen på Sønderborg Slot. Senere blev alle krigsrelaterede fanger overført til Sønderborg Slot., dog ikke i fangekælderen.
Husvildboliger
I overgangsperioden 1919 – 20 blev de mange rum på slottet blandt andet brugt til husvilde – boliger. Hvem skulle tro at et slot kunne bruges til dette?
Efter 1920 rykkede en række institutioner ind på det gamle slot, blandt andet toldkammer, teknisk skole og Røde Kors.
Hertugen solgte slottet til den danske stat
Lige efter ”genforeningen” havde Historisk Samfund for Als og Sundeved, som blev oprettet i 1908 indgået en aftale med slottets ejer, hertug Ernst Günther om at få overladt nogle lokaler på slottet til Samfundets historiske samlinger.
Da hertugen solgte slottet til den danske stat i 1921 godkendte staten denne aftale og de historiske samlinger rykkede ind i slottets vest – fløj under navnet ”Museet på Sønderborg Slot.
Igen brugt som interneringslejr
Efter af slutning af Anden Verdenskrig internerede de danske myndigheder danske nazister, medlemmer af det danske mindretal samt frontsoldater. Senere blev nogle af disse overført til Fårhuslejren.
De øvrige institutioner på slottet er i dag rykket ud, mens museet til gengæld er vokset så stærkt, at det nu optager alle fire fløje.
Man talte om en restaurering. De første undersøgelser blev gennemført i 1939. Men en krig satte en stopper for det.
Omfattende restaurering
I 1963 var økonomien på plads. Man var enige om at slottet skulle tilbage i von Platens barokanlæg. I 1964 gik man så i gang. Hele den omfattende restaurering blev afsluttet i sommeren 1973. Så gik man ellers i gang med ny – opstillinger af de righoldige samlinger.
Museet er også hovedmuseum for Hertugdømmet Slesvig. Museet rummer store samlinger der belyser de to Slesvigske krige, Første Verdenskrig og begivenhederne i 1920. Desuden finder man også omfattende lokalhistoriske samlinger og en kunstsamling med værker af især danske kunstnere, der har en tilknytning til Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2022
Sønderborgs Historie
Det begyndte ved Augustenborg Fjord. Hvem/hvad kom først. Sønderborgs ældste byområde. Hertugen udstedte et brev i 1296. Skt. Jørgensby. To offentlige skibsbroer. Længe i skyggen af Flensborg. Købstadsrettigheder fornyet 1590, Flere ulovlige havne på Als. Mange hjemmehørende skibe, Man talte dansk Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg. Stormflod i 1872. Valgret blev frataget. Fæstningsanlæg etableres. Marinestation. Den hellige side. Fra 1888 Ringriderfest. Arbejder – og Soldaterråd. Ny byggeplan, Sønderborg under besættelsen. Farvel til Sønderborg Kaserne.
Det begyndte ved Augustenborg Fjord
Den første egentlige bydannelse finder vi ved Augustenborg Fjord. Her opstod i 1100 – tallet en sæsonmarkedsplads omgivet af volde og grave. Det kaldes i dag for Brovold i landsbyen Bro.
Bedre skibe var årsag til stigende handel mellem Danmark og hansestæderne. Dette stillede også krav til en bedre og beskyttet ankerplads så nær Østersøen som muligt. Det fandt man, der hvor Alssund udløber i Flensborg Fjord. Det sted man fandt, havde færgeforbindelse til Sundeved.
Hvem/hvad kom først?
Hvem/hvad kom først? Byen eller borgen? Ja det ved man ikke. Begge dele blev grundlagt i 1200- tallet. Fra starten havde Sønderborg et torv, købstadsrettigheder og en borgmester.
Sønderborg stadsret er udstedt mellem 1404 og 1427. Men borgmester og råd omtales først i 1474.
Siden tog både kong Hans og Christian den Anden ofte ophold på Sønderborg Slot.
Sønderborgs ældste byområde
Sønderborgs ældste byområde er nok det, der ligger nærmest slottet – Brogade, Slotsgade og Rosengade. Mon ikke Humletorvet er byens første torv. Arkæologiske undersøgelse viser, at der her i slutningen af 1200 – tallet var en åben plads med plads til en brønd.
Hertugen udstedte et brev i 1256
I vores kilder siges det, at første kilder om byens eksistens stammer fra 1256, da hertug Valdemar 3. Abelsen udstedte et brev, dateret Synderborg Alsie”. Det er muligt at man har fundet dokumentation for noget, der er ældre.
Den første beskedne by voksede hurtigt. En gang i løbet af 1300 – 1400- tallet blev det store byområde, hvor Store og Lille Rådhusgade mødes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsætter i Perlegade.
I torvets bund blev et muret rådhus anlagt. Det er der hvor rådhuset ligger i dag. Men det middelalderlige rådhus blev ødelagt ved det preussiske bombardement i 1864. Det nuværende rådhus er fra 1933.
Skt. Jørgensby
Samtidig voksede skipper – og fiskerbydelen langs stranden nordpå. Det må så være det nuværende Søndergade og Havbogade og op mod spedalskhedshospitalet på bakken. Dette hospitals kirke indgår i den nuværende Skt. Marie Kirke. Her voksede bydelen Skt. Jørgensby frem (Jørgensbjerg, Lillegade, Kirkegade).
To offentlige skibsbroer
Omkring 1510 anlagde Kong Hans orlogsværft nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes omfattende opfyldninger ud for Brogade og den sydlige ende af Søndergade. Helt op til 1870’erne havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.
I perioden 1532 – 1549 sad den tidligere konge Christian den Anden i fangenskab på Sønderborg Slot. Vi har i en artikel skrevet om dette ophold.
Længe i skyggen af Flensborg
Sønderborg lå længe i skyggen af det store Flensborg. I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved endda lov til at rejse uden om Sønderborg for at handle i Flensborg. Men efter Sønderborg Slot i 1571 var blevet hovedsæde i hertugdømmet Sønderborg, kom der opgangstider.
Handel og søfart blomstrede og byens indbyggertal steg. De gunstige forhold for erhvervslivet betød en befolkningsfremgang. Fra landdistrikterne undertiden også fra Flensborg og dels af tyskere.
Købstadsrettigheder fornyet i 1590
I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder, da hertug Hans den Yngre giver byen en ny markedsordning. Skatte-listen fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde således en væsentlig del af byens borgere.
Flere ulovlige havne
Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i skatte-listerne, hvilket antyder at Sønderborg var en søfartsby. Det ældste kendte kort over Sønderborg er fra 1649. Det stammer fra Danckwerths Slesvig – Holstenske Atlas, hvortil alle kort og byplaner er tegnet af den meget dygtige kartograf Johannes Mejer fra Husum. Begge personer har vi tidligere omtalt.
I 1600 – tallet kæmpede Sønderborg mod flere ulovlige havne på Als. Flækken Nordborg fik flere handelsprivilegier. I begyndelsen af 1700 – tallet var Nordborg en alvorlig konkurrent.
Mange hjemmehørende skibe
Fra omkring 1650 og næsten 100 år frem oplevede byen en økonomisk stagnation og tilbagegang. Dette skyldtes de voldsomme oplevelser under svenskekrigene 1658 – 60. Det sker næsten ingen udvidelse af byen.
Det var et tab for Sønderborg at man i 1667 mistede hertughoffet.
I 1686 udarbejdes der, oven på en række år økonomisk vanskelige år. Nye bestemmelser for handel, skibsfart, håndværk og fattigforsorg. Det fik betydning for byens liv de kommende 170 år.
I 1730 havde Sønderborg 70 hjemmehørende skibe. Skibene udførte især korn, men også varer som tegl, smør og æbler. Og så hentede de træ retur. Også skibsbyggeri fik stor betydning.
Man talte dansk
Det meste af byen var dansktalende, men tysk var stor set enerådende i administrationen og forretningsliv og dominerede i kirke og skole. I 1840’erne var byens borgerskab nationalt delt, men under hele Treårskrigen 1848 – 51 var byen på danske hænder, og det danske kom til at dominere.
Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg
Krigen mellem Danmark, Preussen og Østrig i 1864 fik alvorlige følger for Sønderborg. Den 10 uger lange belejring og beskydning af skanserne på Dybbøl Banke betød at der ofte faldt granater ned i byen. Særlig galt gik det natten mellem den 2. og 3. april, hvor byen blev kraftig bombarderet.
Det voldsomme bombardement resulterede i mange ødelagte huse i byen. Det gik især hårdt ud over Rådhuset og hertugernes by-palæ fra 1580’erne, det såkaldte Ernst Günther Palæ i Perlegade.
Hele 80 pct. af byens huse enten nedbrændte eller på anden måde beskadiget. En masse af byens borgere udvandrede til Danmark. Til gengæld fik byen flere tyske militære institutioner.
Stormflod 1872
Den 13. november 1872 ramtes byen også en voldsom stormflod, som påvirkede alle byerne langs Sønderjyllands østkyst. Vandet nåede en højde på over tre meter over normal vande og står meterhøjt i mange gader.
Valgret blev frataget
Da byen efter krigen kom under tysk styre, betød det store omvæltninger for borgerne. Bystyret i Sønderborg var fra 16. november 1869 tysk. Den 1. januar 1870 indførtes den Slesvig – Holstenske købstadsordning. Denne ordning satte nye grænser for, hvem der kunne deltage i kommunalvalget.
I 1875 var der i Sønderborg kun 374 valgberettigede borgere, en markant nedgang i en by der på dette tidspunkt havde 4.000 indbyggere.
Fæstningsanlæg anlægges
I 1865 – 66 anlagde det preussiske styre en ny og forbedret fæstningsring omkring byen. både på Sundeved – siden (de nuværende skanser på Dybbøl Banke og på Alssiden. Samtidig blev Kongevej anlagt som en militærvej rundt om byen.
Af fæstningen på Alssiden er kun bevaret de materielhuse på Kongevej og i Helgolandsgade samt en rest i en privat have ved Alsgade. Da faren for et modangreb var drevet over med den tyske sejr over Frankrig 1870 – 71, blev anlægget nedlagt i 1884.
Marinestation
I 1905 besluttede det tyske rige, at Sønderborg sammen med Flensborg skulle være nye hovedkvarterer for den hastigt fremvoksende tyske flåde. På skrænten nord for byen rejstes den nye marinestation. Denne marinestation fik stor betydning for byens indbyggertal.
Det var især de offentlige bygninger, der førte an i de mange nybyggerier. Der blev også bygget amtssygehus, skole og gymnasium, filial af rigsbanken, domhus og posthus.
Trafikken til byen var indtil da i høj grad sket med dampskibe på Alssund og Flensborg Fjord. I 1898 blev der anlagt smalsporet amtsbaner på Als. I 1902 fik normalsporet forbindelse til Tinglev.
”Den Hellige Side”
Den første bro ”Kong Frederik den Syvendes Bro over Alssund” blev 230 meter lang og gik fra Sdr. Havnegade til Sundgade. Broen blev indviet den 21. september 1856. Det var en ponton – bro, Der skulle betales bropenge for at komme over. Dog ikke om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at Sundeved – siden i folkemunde blev kaldt ”Den hellige side”.
I årene mellem 1850 og 1864 blomstrede byen. På skibsværfterne langs havnen blev der bygget store sejlskibe til langfart. Langs hovedgaderne blev mange af de store købmandsgårde nybygget i grundmur.
I 1860 lykkedes det også at købe slottets ladegård. Derved fik byen udvidelsesmuligheder mod øst næsten hundrede år frem. Samtidig forbedredes byens faciliteter. I 1863 anlagdes det første gasværk i nærheden af slottet.
Fra 1888 – Ringriderfest
I 1888 blev Sønderborg Kredsringriderforening oprettet og lige siden har man holdt ringriderfesten i Sønderborg. I nutiden er den årlige ringridning blevet en folkefest med deltagelse af ca. 500 ryttere og 40.000 gæster. Længe så har man kæmpet med Aabenraa om at få flest ryttere. Under tyskertiden måtte dampere med gæster fra Danmark gerne lægge til med gæster til ringridningen.
I 1906 vedtog man en ny byplan. Herefter blev en masse gader øst for Kongevej og hele Nystaden anlagt. Samtidig fik en række gader tyske navne. I Nystaden var det en hel masse gader, der blev opkaldt efter tyske digtere. Hvis kun Goethe har overlevet.
Ved Rigsdagsvalget i 1912 stemte halvdelen af befolkningen på tyske borgerlige partier og under en fjerdedel dansk.
I 1914 fejrede tyskerne sejren ved Dybbøl. Men ikke lang tid efter startede Første Verdenskrig. I løbet af få år kunne også Sønderborg mærke sult, nød og ulykke.
Arbejder – og Soldaterråd
I november 1918 udbrød der revolution i hele Tyskland. Også i Sønderborg blev der oprettet et ”Arbejder – og Soldaterråd under ledelse af skrædder Bruno Topff. Rådet skulle sikre ro og orden under afviklingen af det kejserlige styre. Vi har her på siden to artikler om temaet. Måske snart tre.
I 1920 var der 44 pct., der stemte til fordel for Danmark. Den offentlige forvaltning skulle igen gøres dansk. Der skulle vælges nye by-, kommune- og sogneråd.
Ny byplan
Økonomisk var landsdelen meget forsømt. Det blev en stor opgave for staten. Og så var det lige den nye bro. Den blev indviet under stor festivas den 7. oktober 1930. En stor byplans – konkurrence i 1927 blev vundet af arkitekten Kai Gottlob. Det betød at en række ring – og radialgader blev anlagt: Ringgade, en del af Grundtvigs Alle, Ringridervej, Søndre Landevej og Arnkilgade.
Sønderborg voksede nu næsten eksplosivt på grund af det store Kamgarnsspinderi, væksten i margarinefabrikken og det nye amtssygehus samt en række mindre virksomheder. I 1959 steg indbyggertallet til 20.000 indbyggere og i 2000 steg befolkningstallet til over 30.000 indbyggere.
Sønderborg under besættelsen
Under besættelsen i dagene den 17. og 18. april 1944 var der gang i den i Sønderborg. Et tysk marinefartøj åbnede ild mod Kong Christian den Tiendes Bro, hvorved fodgængere blev dræbt.
Den 5. maj 1945 blev 11 tyske marinesoldater om natten henrettet på Alssund ombord på minestryger M 612. Det skete kun 2 km fra Sønderborg. Denne hændelse har vi også beskrevet i en artikel.
I 1981 kunne man så indvie den nye højbro over Alssund. Nu kunne den tunge fabrik lede uden om byen.
Farvel til Sønderborg Kaserne
Den 4. april 2014 blev flaget hejst for sidste gang på Sønderborg Kaserne. Det markerede afslutningen på Sønderborgs status som garnisonsby. Kasernen i Sønderborg havde huset soldater siden den stod færdig i 1912.
I 1966 fik skolen navnet Infanteriets Befalingsmandsskole, hvor al sergentuddannelse ved kamptropperne samledes i Sønderborg. I forbindelse med Forsvarsforliget 2013 – 2017 blev det besluttet at Hærens sergentskole skulle flytte fra Sønderborg til Varde Kaserne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 19, 2022
Nørrebro – for mange år siden
Vi kigger på Nørrebro omkring 1900. Her var masser af marker. Man kunne lave sin egen kaffe i Aahuset. 6-7- årige skulle tidligt ud af huset om morgenen for at tjene penge. Lærerne var ligesom ”Højere væsner”. Det kneb med at holde øjnene åbne for ”Mælkedrengene” Svende skulle tiltales med ”De”. Et stykke wienerbrød kostede 4 øre. Viceværten tændte for gassen. Madammerne på fjerde tømte natpotten i vaskekummen. Spytbakker var ulækre. Et vandhul, der hed Gåsen skulle man passe på. Når Borgervæbningen holdt øvelser. Hvad er en ”Rund”? Kongen mødte op til Børnehjælpsdag. De mange lege i gården. Hver torsdag måtte de ældre tigge. Lidt hjælp kunne man dog få.
Masser af marker
Det var dengang, da Rantzausgade hed Nordvestvej. Det var næsten marker alt sammen lige fra Brohusvej og ud af Borupsalle. På Jagtvej var der en stor rabarbermark. Så var det åen, der hvor Aagade og Borupsalle løber sammen. Der gik knægtene i vandet.
Lav din egen kaffe i Aahuset
På hjørnet af Falkoneralle og Aagade lå Aahuset. Det var en stor have med musik hver aften. Her kunne man leje lysthuse helt ned til åen. Man kunne også låne en maskine med vand. Så kunne man lave sin egen kaffe.
I Lille Ravnsborggade var en hjælpeorganisation, hvor man kunne få grød og varm mælk. Man kunne også få margarine – klemmer til
6 – 7- årige måtte tidligt ud af huset
De små 6 – 7- årige kunne allerede blive smidt ud af huset om morgenen ved 6 – tiden for at samle flasker. Og så var lønnen 1 kr. om ugen. Denne bidrog i høj grad til husholdningen.
Der var ikke noget sikkerhed. Endte et barn på hospitalet med en dyb flænge, der skulle syes sammen, var der ikke der hed erstatning.
Blev man lidt ældre kunne man godt komme op på 2-3 kr. om ugen. Man kunne få arbejde i porcelænsforretning 0g kolonialhandel. Jo dengang havde forretningerne åbne til 19 de første fredage. Fredag og lørdag havde man så åben til 23. Og endelig søndag fra 7 til 10. Man måtte sandelig ikke åbne i kirketiden.
Mange steder blev børns søndagstøj solgt hos panteudlåneren for så at blive indløst igen om fredagen.
Lærerne var lige som højere væsner
I skolen var lærerne højere væsner. Det var virkelig nogle af dem, eleverne frygtede. Man var altid i dårligt humør, når der skulle laves stil eller genfortælling. Det var heller ikke sjovt at få udleveret stilebøger fra tidligere.
Adskillige havde komma – og sjuskefejl. Det var ikke unormalt med 3, 4 og 5 fejl. Og blot en fejl betød et slag med spanskrøret. Jo pædagogikken var meget fremskreden.
Nu var aftale blandt knægtene at man under afstraffelsen ikke måtte kny eller vise så meget som en tåre. Men vidste man, at man skulle være offer for afstraffelse, hændte det også, at man lagde et stykke voksdug indenfor buksebagen. Larmede det så ekstra ja så fik man en ekstra behandling.
Det kneb med at holde øjnene åbne
Og tænk engang Mælkedrengene Fra mejerierne Enigheden, Solbjerg, Københavns Mælkeforsyning og de andre, måtte arbejde fra kl. 4 om morgenen og lige til de skulle møde i skolen. Ikke så sært at de havde svært ved at holde øjnene åben eller undgå at falde i søvn. Det kneb hvis også at indsuge lærdom.
Så var der Charlottegadens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden. Så skulle man også lige selv betale bøgerne. Det var ikke så meget forskelligt fra Sjællandsgades friskole Engang imellem var der bad og aflusning på begge skoler.
Hvis man nu for at skulle i skole og havde langt, ja så var det dyrt at tage sporvogn. Det kostede 5 øre for en billet ligeud og 10 øre for en omstigning.
Særlig til jul kunne mælkedrengene få mange drikkepenge. Ofte så mange at familien kunne fejre jul.
Svende skulle tiltales med De
En læretid som blikkenslager tog fem år. Lønnen var 5 kr. om ugen. Og det sidste år steg lønnen til ”hele” 8 øre. Man skulle møde kl. 6.30 om morgenen og arbejdstiden var 10 timer. Når man mødte, var man en del forkommen efter en lang vandretur. Madpakken var under armen. Klemmerne var pakket ind i avispapir.
Når man så var blevet svend, så kunne man tillade at give en lærling en lussing, når han fløjtede. Svendene forlangte også, at de blev tiltalt med De. Og det måtte den tidligere læremester også. Jo dengang var fag – og ufaglærte skarpt adskilte.
Tænk dengang gik man i strejke for to øre mere i timen. Mange af de strejkende måtte gå på lånekontoret. De havde omtrent ribbet hele hjemmet for linned og tøj
Et stykke wienerbrød for 4 øre
Men se det var jo dengang, at et rosenbrød kostede 2 øre, wienerbrød for 4 øre og napoleonskager for 5 øre.
Viceværten tændte for gassen
Omkring Fredensgade var der en værre rotterede. Der var ingen lys på bagtrappen men det rørte nu ikke ungerne. Nogle steder havde man dog gasbelysning om aftenen. Fra en gasmåler i kælderen under trappen strømmede gassen gennem et langt rør helt op til femte sal. Hver etage havde en gas-arm, hvor en bred blå flamme tændtes med fut hver aften, når viceværten kom og åbnede for gassen.
Der var ikke råd til store ting, når ugelønnen kun var 16 kroner.
Madammerne tømte potten i vaskekummen
På den tid var der nedløbsrør fra køkkenvasken, der hang udenfor i fri luft. Alligevel kom der ofte grimme dunster fra vasken. Man sagde at madammerne øverst op tømte natpotterne i vasken. Og så kunne det ske, at det gik i stå lige uden for ens køkkenvindue.
Det var også galt om vinteren, når vandet frøs til is derude i røret. Så standsede alt udløb. Så havde man pligt til at bære alt det snavsede vand ned i gården i spande. Undertiden revnede et nedløbsrør og vand sjaskede mod ruder og ned i gården. Det var ikke behageligt at blive ramt af sådanne stråler.
Spytbakker var ulækre
Ældre mennesker havde spytbakker stående i stuen. Dette fandt mange afskyeligt. Ofte var det især mænd, der ikke kunne ramme bakken. Og så lå der bare en ulækker klat ved siden af.
Et vandhul, der hed Gåsen
Blegdamsvej dengang var ganske smal. Den var kun afgrænset af en tjørnehæk ind til Nørre Fælled. Det var en god legeplads. Omkring indgangen til Rigshospitalet lå et vandhul, der hed Gåsen.
Den var ret dyb og kunne være farlig om vinteren. Der opstod våger og så skulle man ikke komme under isen. Kom man pjaskvåd hjem, var man sikker på klø. Så var det måske bedre at gå rundt i solen om vinteren og håbe på at tøjet tørrede.
Når Borgervæbningen holdt øvelser
Det var ikke alle, der havde råd til længere ture dengang. De måtte nøjes med at søndagsturen gik til Fælleden. Det kunne være svært at finde et sted uden kokasser.
Det var jo også her, at Borgervæbningen afholdt deres øvelser. Det var en slags genindkaldelse med genopfriskning af den militære kunnen under faste befalingsmænd. Tropperne havde en speciel uniform og en kasket med ligeud stående skygge.
Alle mænd måtte bruge deres aftenfrihed til formålet. Der var både høje, små, tynde og svære i en broget forvirring. Mange af dem var ledsaget af kone eller kæreste som pænt måtte holde sig uden for øvelsespladsen.
Det var svært at holde sig alvorlig, når de gæve mænd eksercerede. En del af mændene havde allerede inden indkomst fået sig en lille en.
Hvad er en rund?
Når øvelsen var forbi, blev mænd og koner forenet. Enten fik de madpakker på Fælleden eller også gik den videre på en af de mange værtshuse på Blegdamsvej. Her på vejen kunne man få sig ”en rund”. Det var et såkaldt ballonglas med fadøl og indeholdt omtrent ca. 1 bajer. Sådan et glas øl kostede 8 øre. Man betalte gerne ti øre til tjeneren, så det var klart, at han var ret så fornøjet.
Kongen mødte op til Børnehjælpsdag
Børnehjælpsdagen i tidligere tider var festlige. Det var stærkt pyntede vogne med datidens mest populære skuespillere og sangere. Man rakte indsamlingsbøsse – og stænger ud mellem det talrige publikum. Der kom mange penge ind. Selv den daværende kong Christian den Niende gik rundt mellem publikum og stak sølvdalere i indsamlingsbøsserne.
De mange lege i gården
Derude i gården spillede drengene ”Tære”. De spillede også til vægs med ”Janter”. Det var en slags metalknapper, der kunne købes billigt i butikker. Man kunne også bruge brandmands-uniforms-knapper., som man tiggede sig til og eventuelt solgte for 10 janter. Dyrt legetøj havde man sjældent dengang.
Pigerne hinkede også ”Paradis” og der var adskillige andre lege som kunne sættes i gang under billige vilkår.
Hver torsdag måtte de ældre tigge
Og de ældre. Ja de sad på Almindeligheden. I dag er det ”De Gamles By”. Dengang fik de ikke lommepenge. Men hver torsdag havde de lov til at gå ud og tigge. Og det var til skrå og tobak. De handlende var vant til at de kom hver torsdag.
Lidt hjælp kunne man dog få
I begyndelsen af århundredet var der ikke noget, der hed understøttelse. Man kunne gå på Almindeligheden og bede om hjælp hos forstanderen. Så fik man lidt til huslejen. Man kunne også få et kort til at hente mad tre gange om ugen og hver torsdag to rugbrød og et sigtebrød u de på Fasanvejen i kælderen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 19, 2022
Frederiksberg – for mange år siden
Hvordan så Frederiksberg ud omkring 1900? Man skulle bare give tegn med stok. Det var et chok at se jernbanen. Man måtte ikke grine under bønnen. Der var ikke mange møbler. Datidens klosetter. Stakkels aviskone. En flaske snaps for 45 øre. Knægtene tog til Valby for at slås. Man så de kongelige. En tur forbi Alleenberg og Sommerlyst. Mange adspredelsesmuligheder, også for ungdommen Gymnastiksko var gratis i en lockoutsituation.
Tegn med sin stok
Det var stort dengang, man så den første sporvogn uden heste. Det var de to – etagers. Endestationen var Fuglebakken. Det smarte dengang var, at man kunne få sådan en sporvogn til at holde, hvor man ville. Gav man tegn med en stok eller sin paraply så stoppede sporvognen.
Denne linje kørte ad Aaboulevarden.
Det var et chok at se jernbanen
Her lå Ladegården. Børnene vinkede op til lemmerne. der arbejdede i nogle værksteder. De lå på øverste etage. De begyndte ret tidsligt at feje veje med deres lange riskoste.
Ude på Vesterfælledvej var der endnu store marker, hvor der gik køer.
Men det var et chok at se den første jernbane. Det var på vej til Frederiksberg Have. Pludselig henne ved Frederiksberg Jernbanestation oplever familien et meget kraftigt lys, der voksede nærmest i rasende fart. Det blev til en vogn i to etager med en masse lys tændt både foroven og forneden. Der stod en mand med hånden på et eller andet. Lyset skar familien i øjnene, vognen larmede endnu mere, da uhyret kom helt tæt på.
Den lille datter skyndte sig skrigende væk.
Man måtte ikke grine under bønnen
Jo så det var i Clausens Privatskole på Frederiksberg. Det var så smart, at Clausen kunne åbne en skydedør mellem to klasseværelser. Så kunne han høre to klasser på en gang. Men han begyndte altid med en bøn. Og selv om det så sjov ud, når han missede med sine små øjne, så var det en helligbrøde at grine under bønnen.
Så kunne man være sikker på at få en bønnebog i hovedet og tildelt et antal lussinger.
Man havde ikke mange møbler
Selv på Frederiksberg kunne man blive sat på gaden af fogedens folk, når man skylder i skat. Man havde ikke flere møbler ens at der kunne ligge på en fladvogn. Så var der ellers betjenten, der skulle holde vagt end til far havde fundet et nyt logi.
Lige som på Nørrebro var også her på Frederiksberg ledige lejligheder. Havde lejligheden stået ledig i længere tid kunne man få den helt uden udbetaling. Men så fik man også lus, møl, kakkerlakker, mus og væggetøj med i prisen.
Datidens klosetter
Nu kunne man sandelig flere steder på Frederiksberg få klosetter, der bestod af en spand med et bræt over. På et tidspunkt kom renovationsarbejdere så og tømte det lækre indhold. Og en skøn duft bredte sig i hele lejligheden.
To gange om året var der flyttedag. Så fik man lov til at smide kasserede ting ned på gaden blandt andet halm, som man dengang brugte i stedet for madrassen. Det gjorde arbejderne i hvert fald.
Stakkels aviskone
Det var heller ikke altid lige populært at abonnere Socialdemokraten. Det fandt beboerne ud af. Så en dag fik aviskonen natpottens indhold ned over sig. Det betød så en overgang at avisen udeblev. Men så blev det aftalt, at hun bare skulle levere avisen gennem tremmerne til kælderen.
I øvrigt var sønnen Grundtvigianer og kom meget i Grundtvigskirken. En dame ved kaffebordet spurgte, hvad der var bedst – National Tidende eller Berlingske Tidende? Sønnen argumenterede for Socialdemokraten. Men der blev nu kigget meget skævt til den unge mand.
En flaske snaps for 45 øre
Men hvordan var priserne dengang (1887 – ca. 1900):
Knægtene tog til Valby og slås med dem
Knægtene kunne finde på at tage til Valby og slås med dem. Så gik man gennem Søndermarken og fik så fat i nogle kæppe på vejen.
Det var også på Frederiksberg at bryggeriet Stjernen startede. De overtog både Rideskolen og Ceres grund.
Man så de kongelige
Når man om søndagen gik hen ad Allegade mod Frederiksberghave kunne det ske, at man blev overhalet af et par charabancer med mænd i flotte røde frakker og fjerbusk i hatten på bukken og trinbrættet bag og så nogle almindelig klædte damer og herrer på begge sider inde i væggen. Det var de kongelige. Og dem skulle man hilse på.
Med en madpakke kunne man sagtens tilbringe en eftermiddag i Frederiksberg Have. Foran slottet var der mange diske og her var også en ruchebane. Det var en pakke sukkermad og en flaske mælk, som man tog med.
En tur forbi Allenberg og Sommerlyst
På vej hjem fra Frederiksberg Have eller Søndermarken kunne man jo lige tage en afstikker til Aleenberg og Sommerlyst, hvor der var musik og gynger og karruseller. Så kunne mændene bare gå i Bjørnekælderen og få en fadøl for 15 øre.
Man kunne da også vælge Vodruflund. Har skulle man dog lige betale entre.
Søndermarken var til Grundlovsdag lavet helt om. Her var boder, lykkehjul, karrusel m.m.
På hjørnet af Østre Fasanvej som det hed dengang lå ”Store Godthaab”. Men her blev jorden solgt fra og Frederiksberg Hospital blev bygget. Her lå nogle skønne valnøddetræer.
Mange adspredelsesmuligheder
Gik man lidt længere ud af Godthåbsvej, ja så var man hurtigt på landet. Eller gik man endnu længere kom man til Lille Bellahøj men det udbrændt og senere genopbygget. Ad markstier kunne man så også gå Til Brønshøj Tivoli.
Man kunne også gå til Damhussøen. Dertil gik en landevej med gårde og marker. Det svarer nærmest til Ålekistevej i dag.
Det var også sjovt for børnene at kigge på rebslageren ved Glentevej. Han gik frem og tilbage og snoede sine reb.
Også muligheder for ungdommen
Når børnene så blev lidt ældre kunne de måske gå den lange tur til Husum Møllekro og danse. Og så vende hjemad hen på de lyse timer.
Og så kunne man jo også gå i biografen for mellem 35 og 75 øre. Et tilløbsstykke var også slikmutter, der holdt med hendes vogn ved Frederiksberg Runddel. En sukker-stang kostede således 2 øre.
Gymnastiksko var gratis i en lockout – situation
Dengang i 1898 da masser af arbejdere blev lockoutet, da kunne børn af lockoutede fædre søge om fri gymnastiksko. Ja på Frederiksberg var alle skoler og bøger gratis. Der var en langt friere tone imellem lærerne og eleverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 12, 2022
Da Herremanden jagtede Bette Søren
Ved Højer Havn. Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild. En fornem rytter indfandt sig i Højer. Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve” han glemte at fortælle, at han var ”Bondeplager” han forstyrrede tusinder af havfugle” ”Fuglekongen” nærmede sig. Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel. Herremandens senere skæbne. Bitte – Søren mødte Fuglekongens søde datter. Søren blev kaptajn. Sørens blod levede videre på Sild. Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje. Lillebror dømt for mord i 1726.
Ved Højer Havn
Dette er en sandfærdig historie som foregik i 1705. En jysk bondeknøs gik med raske skridt ned til det gamle udskibningssted ved Højer Havn. I sidste øjeblik nåede han ombord på færgen til Sild.
Skuden havde allerede hejst sejlet. Det var nu ikke noget usædvanligt dengang, at unge jyder tog til de frisiske egne for at gøre tjeneste på gårde, hvor mændene var til søs. Mange blev dernede. Jo der er jyde – blod i befolkningen.
Dansk lovgivning på nordspidsen af Sild
Nu var det ikke så mange, der lagde mærke til den unge bondeknøs, der syntes at have stort hastværk Til at komme til List. Det var i det bysamfund længst mod nord, hvor man i alle dage havde talt dansk.
Her rådede også dansk lovgivning. Beboerne hørte ind under amtmanden på Riberhus. Et udstrakt klitlandskab adskilte List fra den øvrige bebyggelse. Man fik hurtig forklaringen på den jyske tjenestekarls hastværk. Han var nemlig på flugt. Forfølgeren mentes at være i hælene på ham.
En fornem rytter indfandt sig
Samme dag eller måske næste dag skete der noget mærkeligt i Højer. En fornem rytter indfandt sig i den stillestående og afsides beliggende by.
På en stortalende og udfordrende måde vakte han ved sit væsen opstandelse for ikke at sige forargelse blandt bedsteborgerne på stedet. Han befalede, at der straks skulle stilles et fartøj til hans rådighed, for at han kunne fortsætte forfølgelsen af en af sine stavnsbundne bondesønner. Han havde fulgt hans spor hertil.
Det hjalp ikke at han var ”Rigsgreve”
Nu er de gode mennesker i Højer lige så lidt, som de er det nu, af den slags folk, der ikke lod sig skræmme af sådanne folk. Hans henvendelse blev derfor ikke imødekommet. Han modtog den besked at båden var sejlet, så han blev nødt til at vente til næste afgang.
Det hjalp ikke stort, at han forklarede, at han var selve tysk Rigsgreve Christian Ditlev Rantzau af den berømte slægt og herre til godset Løvenholm i Nørrejylland (nord for Kongeåen). Han var hædret som Hvid Ridder med mere. For så vidt var hans oplysninger rigtige.
Han glemte at fortælle at han var ”bondeplager”
Men han fortalte ikke, at han var almindelig forhadt som bondeplager. Han ønskede efter gammel tysk skik at indføre fremmede livegenskab på sine gårde. Derfor skete det også at bønderne ligefrem gjorde oprør, og adskillige flygtede fra egnen og søgte andre steder hen.
Ved sin optræden vandt Rigsgreven ingen venner i Højer. Men omsider lykkedes det ham at finde en sølle skomager. Denne var villig til at sejle herremanden over til øen. De nåede uden uheld til strandbredden ved List. Her lovede skomageren at vente, indtil den fremmede havde udført sit ærinde.
Han forstyrrede tusinder af havfugle
Det var henimod aften. Rigsgreven gik ind over øen. Der er intet menneske at se. Der er klitter til alle sider. Tusinder af måger og havfugle fløj skrigende til vejrs. Der var masser af reder med dejlige æg. Han var sulten eftersejlturen så han slog hul på et par æg og drak deres indhold.
Pludselig så herremanden en sværlemmet, skulderbred men lavstammet skikkelse komme imod ham. Han havde en svær knippel i hånden. Det var selveste Fuglekongen eller Æggekongen, som befolkningen havde døbt ham. Han gik også under navnet Lille Per. Han holdt vagt mod al fremmed indblanding i dette fredede landskab.
Fuglekongen nærmede sig
Herremanden standsede og stirrede på fænomenet men så fattede han sig og spurgte om vedkommende ikke havde set hans bortrømte stavnsbundne bondedreng ved navn Søren Nielsen kaldet ”Bitte Søren” fra Løvenholm.
Da Fuglekongen nu havde fået at vide, hvad Herremandens ærinde var og havde set ham skabe uro opfordrede han ufortøvet Herremanden til at forlade egn og ø og rejse tilbage til der, hvor han kom fra.
Herremanden/Rigsgreven trak sin sabel
Ved denne tiltale steg blodet til hovedet hos Herremanden/Rigsgreven. Han trak sin sabel af skeden for at skabe respekt for sin person. Men han fik ikke brug for den, for inden han havde set sig om, havde Lille Per med sin knippel slået våbnet ud af hånden på ham. Den fløj ud i klittens sand.
Lille Per sagde:
Herremandens senere skæbne
Herremanden eller Rigsgreven, der ellers var vant til at befale følte at han havde tabt slaget. Han vendte sig brat og søgte ned mod stranden. Skomageren satte nu kursen tilbage til Højer Havn. Herremanden hentede hurtigt sin hest i herberget. Skyndsomst red han ud af Højer.
Hans senere skæbne vedkommer ikke denne historie. Men den skal dog lige nævnes. Han gjorde sig skyldig i en forseelse, der medførte, at den danske konge fratog ham gården. Ja sådan fortælles det. I slutningen af artiklen er der en lidt anden forklaring. Den preussiske konge Frederik Wilhelm idømte ham et års fængsel i Spandau.
Han endte sit eventyrlige liv for en snigskyttes kugle. Morderen tilstod før henrettelsen at herremandens bror havde tilskyndet ham dertil.
Bitte Søren mødte Fuglekongens skønne datter
Men hvordan gik det så Bitte Søren? Da han gik i land fra færgen, tog han vejen mod nord op til List. Måske var det på grund af det danske sprog. Det første menneske han mødte, var en jævnaldrende ungmø. Det var Fuglekongens smukke datter Karen.
Hun tog den unge jyde med hjem. De to blev gode venner. Lille Per, der var en kendt mand på Sild hjalp ham til søs sammen med unge frisere fra øen.
Søren blev kaptajn
Efter at have været ude i den store Verden kom han tilbage som helbefaren. Han fik adgang til skipperskolen i Morsum, hvor han modtog certifikat som styrmand Søren Nielsen fra Løvenholm.
Nu havde han råd til at hjemføre sin brud. Han fik snart selv skib. Han sejlede i mange år som kaptajn på et stolt koffardiskib for et af de store handelshuse i Flensborg.
Sørens blod lever videre på Sild
I 1779 døde kaptajn Søren Nielsen gammel og mæt af dage i en alder af 91 år. Hans navn har fået en smuk plads i øen Silds historie. I 1875 levede på Sild 150 af dette pars efterkommere. Hvad mon tallet er i dag?
Løvenholm – 100 år i Rantzaus eje
Og hvad med Løvenholm? Ja godset hed tidligere Gjesingholm. Gårdens nuværende navn stammer fra adelsslægten Rantzaus våbenskjold, der viser en løve. Gården kendes tilbage til 1400 – tallet, hvor den var ejet af Skt. Hans Kloster i Viborg. Godset ligger i Djursland – så egentlig har det været en lang tur for vores Herremand og Rigsgreve.
Gjesingholm forblev i slægten Rantzaus eje i mere end 100 år, men udgjorde blot en brøkdel af den velhavende slægts samlede besiddelser. Familiens interesse koncentrerede sig om hertugdømmerne, og de synes ikke at have været synderligt optaget af Gjesingholm.
I 1663 arvede Ditlev Rantzau Gjesingholm og han oprettede i 1674 grevskabet Løvenholm. Det var åbenbart en stærk forsømt hovedbygning, som var det nye grevskabs hovedsæde. Ved et bygningssyn i 1680 manglede bl.a. 124 vinduer, 364 ruder og 1.800 teglsten.
Lillebror dømt for mord i 1726
Grevskabet Løvenholm bestod blot frem til 1726. Ditlev Rantzaus ældste søn, Christian som er med i vores historie, blev skudt under en jagt i 1721, ja sådan er den officielle historie. Det var den yngste søn, der i 1726 blev dømt for mordet, hvorefter grevskabet hjemfaldt til kronen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dæmningen syd for Højer
Øerne syd for Højer
August 11, 2022
Gadevold i 1930’erne
Mange episoder mellem 1930 og 1939. Opfordring fra Hartvig Frisch. Undervisning i kampsport og at vælte politiheste. I begyndelsen kampe mellem kommunister og socialdemokrater. Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem. Forsigtig dansk politik. KU kaprede arbejderungdommen. Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads. Andre end KU var uniformeret. Militarisering og brutalisering. Ung DSU’ er død efter overfald. Arbejdsløse i tvangslejre. Skud mod minister DNSAP arrangerede protestmøder. Uniformsforbud. Konservative og Kommunister imod. Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed. Christmas Møller satte fod ned. KU ville frigøre sig DSU i spejderuniform. Utilfredshed kulminerede i 1934. Socialdemokraternes blå gendarmer. Tyske soldater kæmpede på DNSAP’ s side.
Mange episoder mellem 1930 og 1939
Noget tyder på, at gadevolden i 1930’erne var mere omfattende end det vi hidtil har kendt til. Måske kommer der på et tidspunkt en afhandling om dette. Folkestyrets fundamentale spilleregler var ved at gå op i sømmene. Den militante aktivisme og voldsparatheden var langt mere udbredt, end vi ellers har troet.
Situationen var den at i februar 1933 var 50 pct. af de 18 – 25-årige uden arbejde.
Der meldes om 145 aktioner mellem 1930 og 1939. Men det er sandsynligvis mange flere, som blot ikke er registreret af politi og medier.
Opfordring fra Hartvig Frisch
Var det ikke Hartvig Frisch, der opfordrede til at demokratiet skulle gå aktivt, fysisk om nødvendigt, ind i bekæmpelsen af yderfløjene. Før det blev for sent.
Undervisning i kampsport og vælte politiheste
Allerede i 1929 oprettedes den kommunistiske organisation Arbejderværnet. Formålet var angiveligt at bekæmpe den gryende fascisme, Medlemmerne trænede kampsport og øvede sig i at vælte politiheste.
I begyndelsen kampe mellem socialdemokrater og kommunister
Snart oprettede ung-kommunisterne i DKU- organisationer som Rødt Frontkæmper-forbund og Antifa. Oprettelsen af de militante kommunistiske korps var dels inspireret af den tyske venstrefløjs kamp mod nationalsocialismen.
Langt de fleste sammenstød i begyndelsen af 1930’erne var mellem socialdemokrater og kommunister.
Frits Clausen opfattet som vulgær, ubegavet og ekstrem
Tænk engang fra 1939 til 1945 var der hele 29 partier i Danmark. Nogle få eksisterede gennem mange år – flertallet havde kort levetid
DNSAP opnåede ved det bedste valg 43.000 stemmer. Men nazi – føreren Frits Clausen og hans følgesvende blev opfattet som vulgære, ubegavede eller ekstreme. Ret hurtigt fandt tyskerne ud af, at det parti ønskede man ikke at samarbejde med.
Forsigtig dansk politik
Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 var et betydeligt nederlag i de unge europæiske demokratiers overlevelseskamp. Det var også en trussel mod Danmark.
Højrefløjsregimer afløste de fleste af de nye Central – og Østeuropæiske demokratier. Og Hitlers regime begyndte med at slå den socialistiske arbejderbevægelse ned. Derefter forfulgte han med stadig større ildhu den jødiske befolkning ud fra sin særlige udlægning af racelære.
Socialister, jøder og intellektuelle flygtede fra Tyskland, en del af dem til eller gennem Danmark. Det officielle Danmark så dem som en trussel for de statslige udgifter og for de politiske flygtninges vedkommende også som en mulig belastning af forholdet til Tyskland.
KU kaprede arbejderungdommen
Det tyske Mindretal bakkede op om nazismen. De kaldte sig NSDAP – N i Sønderjylland. Ikke særlig lang fra deres leder Jens Møller boede lederen af DNSAP, Frits Clausen. Først i 1939 lykkedes det at få tre mandater i Folketinget.
Højrefløjsstrømningerne havde medvind i Det Konservative Folkeparti. Navnlig for Konservativ Ungdom begyndte i begyndelsen af 1930’erne at rekruttere byernes kriseplagede arbejderungdom.
KU opretter ligefrem deres egne stormtropper, der til forveksling ligner nazister i brune uniformer med skjorte og skrårem, plusfours eller ridebukser og lange støvler.
Måske havde KU lyttet til Joseph Goebbels. Han sagde:
Tove Ditlevsen oplevede kampen på Blågårds Plads
På den anden ydrefront, venstrefløjen er det DKU og DSU som også er stærke i begyndelsen af 1930erne. Også de trækker i al mulige uniformer.
Den 15 – årige Tove Ditlevsen kommer uforvarende med i et af slagene, da hun følges med hendes 16 – årige DSU – kæreste Erling:
DSU’ erne går i blå skjorter med røde tørklæder og DKU’ erne i brune skjorter – en beskeden uniformering i forhold til KU’ s stormtropper. Snart havde DSU også fået ridestøvler og skrårem. I 1931 blev korpset Ordensværnet oprettet. Den umiddelbare anledning var forsvaret mod kommunisterne, men Ordensværnet fik hurtigt et udtalt antifascistisk sigte.
Andre end KU var uniformeret
Konservativ Ungdom nåede op på 30.000 medlemmer – en slagkraftig organisation. Her rasede man mod parlamentarismen og brugte ”gammel nordisk hilsen”. Ledende medlemmer tog på studietur til Dachau. De syntes, at de indsatte fik en fin behandling.
Samtidig begyndte trotskistiske smågrupper den antifascistiske sag at infiltrere DSU. Resultatet blev at DSU i 1934 udrensede de mest militante elementer, der så fortsatte i DKU eller stiftede små smågrupper, der fortsatte klammerierne med KU og fascisterne.
Der var også lige Antifascistisk kampforbund der havde ”lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket”. Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo. Det er et logo, der også i dag anvendes i organisationen.
Militarisering og brutalisering
Mest opsigt vakte det uniformerede ung-konservative korps med skrårem og spidsstøvler. De kom ofte i håndgemæng med både almindelige forbipasserende og de ligeledes uniformerede ordensværn af kommunistiske og venstrefløjs-socialdemokratiske unge.
Der var ofte ballade i gaderne mellem aktivistiske kræfter på venstre og højre yderfløj.
En militarisering og brutalisering foregik. Grupperne havde både eksercits og terrænøvelser. Der var også ligefrem uniformerede arbejderværn, hvor medlemmerne blev skolet i kommando og kamptræning. Den militæriske praktik gav udtryk for en voldsvilje, der pegede i antidemokratisk retning.
Ung DSU’ er døde efter overfald
Den 8. november 1932 døde den unge socialdemokrat og DSU’ er Werner Nielsen af et kraniebrud. Bruddet var forårsaget af et kraftigt slag med et kosteskaft under et sammenstød med kommunister i forbindelse med en plakatophængning forud for folketingsvalget den 16. november 1932.
Jeg kan se, at nogle forfattere kalder kampene dengang som ”værtshusslagsmål”. Men det var hvis mere alvorlige mange af de ting, der foregik.
DSU var generelt de systembevarende, mens DKU og KU opfattede sig selv som fanebærer for et mere autentisk folkestyre, frigjort for parlamentarismens snærende begrænsninger.
Arbejdsløse i tvangslejre
De arbejdsløse dengang følte sig direkte forfulgt. Der blev oprettet arbejdslejre efter tysk forbillede til dem. Her skulle de lave gratis tvangsarbejde for godsejere og storbønder. Der var også hegn og vagter. Det var en nedværdigende oplevelse for de involverede.
Skud mod minister
En anden meget udemokratisk oplevelse fandt sted i 1930. Her forsøgte Charles Nielsen at dræbe den socialdemokratiske socialminister Steincke i Folketinget. Fra Folketingets tilhørerloge skød Nielsen efter Steincke med en pistol, men han blev hurtigt overmandet af rigsbetjente og Steincke undslap uskadt.
Gerningsmanden var medlem af DAO (De Arbejdsløses Organisation). Der var ingen pardon fra politiets side, når denne organisation demonstrerede. De blev massivt angrebet af politiet.
DNSAP arrangerede protestmøder
DNSAP arrangerede protestmøder mod den demokratiske styreform og regeringens håndtering af landbrugskrisen. De politiske spændinger blev forstærket og det tyske Mindretals nazificering var årsag til nationalsocialistiske propagandaaktioner på begge sider af den dansk – tyske grænse.
Uniformsforbud
Lov om forbud mod at bære uniform m.v. trådte i kraft den 12. april 1933. Det var tale om en tidsbegrænset lov, som forbød personer at bære ensartet beklædning eller beklædningsdele, der tilkendegav et politisk tilhørsforhold. Dette lovindgreb var et af flere lovindgreb, der skulle sikre den offentlige ro og orden og hindre, at tilløb til en voldsbetonet politisk praksis bredte sig i Danmark. Regeringen forsøgte at dæmme op for de antidemokratiske strømninger.
Det var en af metoderne med ensartet og militærpræget beklædning. Uniformeringen blev efterhånden anvendt af de danske nationalsocialister, unge kommunister og flere politiske ungdomsbevægelser.
Konservative og kommunister imod
Regeringspartierne – Socialdemokratiet og radikale Venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget. KU ’s antræk var inspireret af fascistiske og nazistiske korps.
Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til formål at stække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen. Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede til samtidens politiske uro.
Det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed
Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om forslaget. Partiet fastholdt dog deres modstand mod uniformsforbuddet, da loven blev genforhandlet i 1934. Partiets stillingtagen til uniformsspørgsmålet skal sikkert ses i lyset af, at det hæmmede KU’ s agitationsvirksomhed.
Christmas Møller satte en fod ned
Denne lov blev fulgt op af urolovene fra 1934. Den indbefattede en skærpet våbenlov. Det var lovligt at tilkendegive demokrati – kritiske holdninger, men det var ulovligt at bruge anti-demokratiske metoder.
Forbuddet mod visse sammenslutninger var vidtrækkende. Godt nok var frivillige korps i tilknytning til hæren undtaget fra loven. De frivillige korps blev imidlertid forbudt med en revidering af hærloven i maj 1937.
Efterhånden havde Christmas Møller fået nok. Han satte foden ned over for de radikale elementer i KU. De mest aktive ung-kommunister rejste til Spanien for at kæmpe i Borgerkrigen.
KU ville frigøre sig
I 1938 opstod der en diskussion om KU skulle løsrive sig fra moderpartiet. Man ville omdanne organisationen til en højreradikal og selvstændig forening. Men det lykkedes dog formanden Axel Møller at bevare KU som tilknytning til moderpartiet. Men nu var det slut med KU som en militær højre-bevægelse.
DSU i spejderuniform
I 1939 ses unge socialdemokrater i nærmest spejderuniformer som ikke er forbudt. Nu er Anden verdenskrig så tæt på, at det ikke længere handler om at slås med unge konservative og kommunister – eller politiet. Men nu demonstrerer man om de store linjer i europæisk politik.
Spørgsmålet er om kommunisterne og revolutionære arbejdede for en demokratisk samfundsudvikling, som det hævdes i nogle af de kilder, som vi har brugt. Mon ikke de lod sig styre af Moskva.
Mon ikke også at Den radikale og socialdemokratiske regering dengang var bange for en revolution. Arbejderklassen så med stigende mistillid til Socialdemokratiet. Det var uro i fagbevægelsen. Man talte om generalstrejke og kommunisterne vandt frem over alt.
Som vi tidligere har nævnt arbejdede Københavns Politi sammen med Gestapo allerede i 1930erne.
I 1933 kom der med Kanslergade-forliget en række indrømmelser til arbejderklassen.
Utilfredsheden kulminerede i 1934
Men i foråret og sommeren 1934 eksploderede utilfredsheden alligevel i befolkningen. Esbjerg, Aalborg og København så militante generalstrejker og voldsomme gadekampe mellem arbejdere og politiet. Kommunisterne spillede en ledende rolle under opgøret. Men grundet Kanslergade – forliget kunne man ikke få mobiliseret hele fagbevægelsen.
Socialdemokratiets blå gendarmer
Måske var det angsten, der fik Danmark til at oprette Rigspolitiet i 1938. Hermed var det muligt at gribe ind over for større uroligheder uden at inddrage militæret. Men nu var det ikke alle partier, der var tilfredse med dette, således kaldte Venstres Svenning Rytter Rigspolitiet for:
Tyske soldater kæmper på DNSAP’ s side
I sommeren 1940 kom det til regulære gadekampe i Roskilde mellem danske nazister og politiet. I Haderslev var det berømte Spadeslag mellem DNSAP – folk og politiet. Ja tyske værnemagtssoldater kæmpede på nazisternes side.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: