Billeder fra min historie

Af Jens – Chr. Kjær, Brande

Tønder i 1960’erne. Søndergade, Frilandsvej, Brorsonsvej, Tved Plantage m.m.

Jeg blev født i Slesvig by, døbt Tranebjerg på Samsø, konfirmeret i Brande, blev gift i Brande og har fået tre børn i Brande. Fra Samsø kan jeg ikke rigtigt huske, men kun, hvad der er mig fortalt sidenhen.

Far var bibliotekar i Tranebjerg, mor hjalp til og det gjorde jeg såmen også. I hvert fald så lykkedes det mig engang, at tage en ordentlig bid af reolen, men måske var det en stor hjælp alligevel. Det var også her jeg forsøgte, uvist af hvilken grund, at slugen en daler (2 krone, de var det tidspunkt nærmest på størrelse med dagens fem’ r) nå mor fik den dog banket ud igen, så det gik.

En fru Nielsen boede overfor biblioteket, jeg besøgte hende, da vi havde boet et par år i Tønder, og ville op og gense Tranebjerg. Til venstre for biblioteket lå der et gartneri. og længere ned ad gaden boede min bedste ven Bjarne, hvis far var cykelsmed.

Selvom vi kun boede til jeg var fem år nåede jeg sammen med andre at lave ulykker. Overfor og til venstre for fru Nielsen lå skolen dengang og deres toilet bygning syntes vi manglede noget, så vi tog os det job at male dørene, og guderne må vide, hvor vi fik det fra, men den maling vi brugte, var desværre tjære,
så dørene og vi så ikke specielt godt ud. Dørene stod der endnu, den gang jeg besøgte Fru Nielsen efter et par år i Tønder.

Jeg har også fra Samsø et evigt minde i form af en flækket lillefinger negl på venstre hånd, som kom i klemme i en bildør, alt er tilgivet, det var en folkevogns boble.

Som skrevet, så flyttede vi til Tønder, da jeg var fem år gammel. Far arbejde som bibliotekar ikke længere alene, men med flere kollegaer. Det var et spændende bibliotek. Stort i forhold til Samsø. Et kæmpe børnebibliotek og voksen afdeling, og ikke mindst en i dag ganske utænkelig ting, en læsesal, hvor der var absolut stilhed, ve den der bryd den stilhed. Der var i forbindelse med læsesalen et mikrofilm bibliotek, yderst spændende for en knægt som mig.

Da vi senere, som elever, gennem folkeskolen, blev ført nærmere ind i bibliotekssystemets hemmeligheder, var det min far, der underviste, men på tidspunkt, var jeg langt forud for mine skolekammerater af helt naturlige årsager.

Vi begyndte i Tønder med at bo i Søndergade 12.

Skråt overfor var der købmandsforretning og lidt længere henne ad vejen mod Vidå lå bageren. Gik man lidt i den anden retning og drejede til højre hed vejen Vidågade og her lå min børnehave, fortsatte man, kom man til min fremtidige skole
Tønder Seminaries Øvelsesskole (senere Holmeskole og  et lille stykke derfra)

For at gøre Søndergade færdig, hvis man gik videre end bageren fik man Uldgade på højre hånd og kort derefter på venstre hotellet. Krydsede man Vidå, så lå Friluftbadet på venstre hånd lidt på vej mod Grænsebyen Sæd.

Der lå også en Cykelsmed på Søndergade hen mod torvet, her fik jeg min første cykel og med den, og tiden derefter, cyklede jeg tønder by og omegn tynd.

Vi flyttede fra Søndergade til Frilandsvej 32. Et ret nyt kvarter med parcelhuse lettere forskudt for hinanden og dog sammenbyggede. Her havde vi en hyggelig Fru Thorsen, som på det nærmeste fungerede, som en reserve bedstemor for os blandt andet. Haven stødte op til den næste række parcelhuse og her boede Bredager, som var politimand. Han havde 2 sønner, Niels og Jens. Han havde selvfølgelig en schæfer, som jeg, så vidt jeg husker, var en rigtig god politihund.
Han fik en ny schæfer, jeg kan ikke huske hvorfor, men ny stor krabat af en hund, jeg husker at jeg fik en tur i hækken engang, da tillod mig, at snakke med politimandens Jens på deres grund. Hunden så sit snit til at fare ud og forsvare en del af sin flok.

Jeg trak mig hurtigt bagud uden at se hvorhen, og endte i hækken inden Fru Bredager fik kaldt på den. På det tidspunkt gik det op for mig, at vi da vist havde
en hybenrose hæk. Samme hund, fik desværre forkærlighed for små babynumser, og det gik jo ikke, så den blev aflivet. Bredager fik en ny hund, der mest af alt lignede Pluto, og mindst lige så kærlig, jeg tror ikke rigtig, det lykkedes Bredager, at få gjort den til en politihund.

Vi var tre Jens’ er på Frilandsvej, lille, mellem og store Jens (jeg var den store). På samme gade boede en af mine bedste venner og skolekammerater, Hans Christian også. Vi var en gang på cykeltur til Trøjborg, det er en gammel borgruin med vandgrav omkring. Her fangede Hans Christian en snog, som han partout skulle have med hjem, og det ku’ ikke gå hurtig nok, så han nåede hjem længe inde, jeg fik mig aset hjem.

I min klasse var der 3, der hed Per. Den ene var jeg ikke specielt ven med, kan ærlig talt ikke huske hvorfor, men sådan var det, han boede på Grev Schacksvej. Per Frederiksen havde en tvillingsøster, som hed lise, de boede i området ved Ryttergade, hvor også Flemming og Ebbe(Ebbe’ s far var mælkemand,
ja det kunne man godt være dengang) boede.

Den sidste Per, var min bedste ven, mens jeg boede i Tønder. Per Bro Pedersen boede på Leos alle. Hans far var lærer, og vi havde ham til Sløjd. Han flyttede
til Fyn, hvor de i øvrigt var kommet fra, det var hans fars lærergerning, der afgjorde hvor de boede. Det gjorde det også for Hans Christian, da hans far var i militæret. Pigerne i klassen, ja, jeg var måske ikke den mest opmærksomme på dem.

Vi havde 4, der hed Ulla, den ene hed Ulla Petersen, en anden Ulla Børsen Nielsen. Der var også en Jette Ostermann. Jeg har lige fundet min gamle poesibog, det er derfor jeg lire navne af. En Solveig Hubsmann og Helga H. samt Rosvitha og Sonja Thomsen. Her er nogle af drengene som også var i min klasse, Leif,
Bjarne, Erling, Hans Jørn og Rainer Gerlach.

En hemmelige kæreste havde jeg også (hun vidste det for eksempelvis heller ikke) var Elisabeth, hun boede på hjørnet af Ribe Landevej og Grev Schacksvej. Ikke langt fra hende lidt længere ude ad Ribe Landevej boede min dansklærer, som på forbindeligt vis demonstrerede, hvordan man burde holde på sin blyant, ligesom jeg gjorde, bevist, idet han slog den ud ad hånden på mig i et øjebliks fravær, så den røg gennem det meste af klasseværelset.

Nå, men inden vi flyttede fra Frilandsvej 32 til Brorsonsvej nr. 27 (en nabogade) nåede jeg så også lige, at brænde vores legehus af, sådan. Det var vist ikke alle, der synes at vores have levede op til de gængse standarder, men den var brugbar for os børn.

Jeg tror kun vi boede på Brorsonsvej et års tid, inden vi flyttede igen, men inden da fik jeg da lejlighed til at afprøve fars samlede udvalg af tobak. Pibe, cigaretter og cigarer, jo jeg var stor i hatten – et ganske kort stykke tid, jeg blev så syg af det, at jeg troede, at det var sidste, jeg skulle. Sympati skulle
man lede længe efter, der var ikke noget at hente hos min far, han syntes, jeg havde godt af det. Og fik ret – det var det bedste, for jeg prøvede ikke den fornøjelse sidenhen.

Vi flyttede tilbage til Frilandsvej, denne gang til nr. 10. Haven stødte op til Aalykkes hus, sønnen Leif var mit store forbillede de år, han var noget ældre gik i lære som elektriker, jeg ville også være elektriker, når jeg blev ældre – helt sikkert. Jeg var engang med ham ude til et job. Vi kørte på hans scooter, og jeg havde aldrig før hørt så megen sværgen og banden, som da han satte den loftlampen op (jeg har sidenhen fået forståelse for fænomenet). Leif fik senere en Volvo 544, også kaldet væltepeter, det lykkedes i hvert fald Leif at vælte med den i et sving, måske med lidt for meget fart på, men jeg tror også jeg kan huske noget
med en pludselig haglbyge.

Nå men det med elektriker faget var ikke noget der holdt, hverken for mig eller Leif, han blev politimand, og jeg besøgte ham langt senere på Færøerne, hvor han var udstationeret. (et PS. så vendte han tilbage til Tønder, som politimand)

Før der blev bygget på parallelvejen til Frilandsvej, Schradersvej, var der her kolonihaver. På et tidspunkt syntes jeg, det var sjovt, at gå rundt derover, og gøre forsøg med lidt bål – i det små selvfølgelig. Et af stederne, ved et træ mislykkedes det, og jeg forsatte videre. Jeg kom senere til at se mig tilbage, og opdage at det mislykkede forsøg var blevet en succes, idet træet på nærmeste stod flammer, nå måske i røg, men jeg fór tilbage for at slukke ilden. Det ville ikke rigtig lykkes, ikke før jeg fik hjælp.

Desværre var det vores gamle nabo politibetjenten Bredager, så det kom ikke til at foregå i stilhed på hjemmefronten. Og helt uskyldig kunne jeg jo ikke se ud, da fars lighter dukkede frem af lommerne. Jeg har fortrængt, hvad straffen blev, men jeg har lighteren i min besiddelse i dag.

Nogle af de andre drenge på min alder synes, at det med lystfiskeri i Vidå var sagen, så på et tidspunkt skulle jeg jo også prøve. Men hvilken skuffelse. Det lykkedes mig at få fisk på krogen, men halvvejs oppe til broen, hvor vi stod på, sprang den af igen. Det havde jeg simpelthen ikke tålmodighed til, så jeg tog hjemad igen med min fiskestang, line og krog.

På vej hjem var uheldigt rigtigt ude, og jeg fik krogen i låret. Det var ikke en helt almindelig krog, det var nemlig tre i en krog, og de to af dem sad i låret. Heldigvis var der ikke langt til cykelsmeden på Carstensgade, og den klarede han let og elegant, om end ikke uden smerter. Det var så den sport.

Apropos sport, så var det også i Tønder, at far forsøgte, at få mig til at spille tennis, men mit håndled var ikke af den stive slags, så det blev til badminton. Vi
trænede på Tønder Kommuneskole. Vi havde en træner og  var 9 spillere, så det var ret intenst undervisning.

Jeg var med i spejderbevægelse i Tønder, som ulveunge. Vores leder boede på Ryttergade. Selve møderne foregik på hjemmeværnets gård (jeg mener at huske at det var det den blev brugt til), jeg kan ikke huske præcist hvor, men et sted i nærheden Ulriksalle og Viddingherredsgade. Vi brugte en del tid i Tved plantage, og jeg kan se, at spejderhuset er flyttet derud nu.

Jeg var i hvid gruppe og fik navnet Mongo, hvilket er et desmerdyr, det var jeg rimelig stolt af. Når det var mørkt havde vi lys på cyklerne, og det var af den type kaldet NEFA lygter. Når man skruede toppen fast lyste vidunderet. Vi brugte dem også til at kaste med – op i luften, mens de var tændte, det var sjovt. På spejderlejr kom vi også – oppe ved Juelsminde. Det v ar sjovt og dejligt. Engang fik en eller anden af de store drenge den ide, at man på skrømt skulle begrave (selvfølgelig en af de mindre) i strandkanten. Vedkomne skulle så gemme sig, for at det skulle se rigtig ud. Til middagsmaden manglede der så en spejder, og lederne kunne ikke rigtig finde ud af det, indtil der var en der gjorde opmærksom på den sandhøj, som angiveligt skulle indholdet vedkomne spejder,
stor var lettelsen for lederne, da det viste sig, ikke at indeholde
en begravet spejder.

Den udvalgte ulveunge, blev kaldt frem, fra sit gemmested og heldigvis fik lov til at spise med. Det var jeg glad for, eftersom det var mig, der midlertidig var blevet begravet.   Jeg nåede at blive både gruppeassistent og gruppefører for hvid gruppe, inden vi forlod Tønder.

I det før omtalt friluftsbad lærte jeg at svømme. Vi var engang i fjernsynet, og fremviste de forskellige trin i undervisningen, jeg svømme rundt, sammen med andre med hænderne på et kork-bræt og fremviste perfekte benspjæt.

Jeg nævnte badminton før, lidt lystfiskeri, der gik i fisk, der var også andre ting, som ikke gik helt som forventet. Før badminton prøvede jeg også fodbold. Fodboldbanen lå på det, der nu er den nyeste del af Nygade mellem Schradersvej og Ribe Landevej. Det foregik på den måde, at jeg kom til træning, fik at vide, at jeg skulle tage pladsen som venstrewing, og i øvrigt følge den anden wing-spiller på modsatte side, under hele træningskampen.

Det gjorde jeg så, og aldrig har jeg været med til en mere uinteressant sport. Jeg så ikke bolden i den times tid det varede. Det blev så også min eneste gang på et fodbold hold, badminton vandt, der får man i det mindste bolden hele tiden uanset om man vil det eller ej.

I Tønder tiden er også den tid, hvor vi jo hvert år, så Storken bygge rede ikke ret langt fra skolen, jeg tror vi i Tønder havde 2 par hvert år (fra 1956 til 1963). Vi havde endnu en trumf, vores skolegård grænsede ud til en afstikker af Vidå og der havde vi det meste af tiden, et svane par at se på og fodre. Drama blev det også til, når der var en svane for meget.

Jeg nævnte før Schradersvej, da de begyndte at bygge, kom der jo ofte lastbiler med materialer til byggepladserne. En gang sad en stor lastbil med hænger fast i mudderet. Falck sendte deres lille kranbil derover, men det hjalp ikke rigtig noget. Så kom den mellemste, uden at der skete meget ved det. Det var først da den
store kranbil ankom at det lykkedes, prøv at forestil jer en lastbil med hænger og tre kranbiler foran, det var rigtig spændende for os
drenge i kvarteret.

Ved et arrangement, hvor der også var amerikansk lotteri, vandt en af mine søstre et gavekort. Det endte med at jeg fik det, det var ”en dags vagt hos Falck i Tønder”. Alle tiders drengedrøm, det var jo ikke gået i dagens Danmark, hvis det havde været i dag, så var min søster taget af sted. Nå men jeg fik lov af klasselæren, at bruge en dag på Falck-stationen, mod at jeg fortalte for klassen bagefter, det sidste der, var jeg ikke specielt glad for, at sidde der oppe foran alle de andre og fortælle, men det gik jo alligevel.

En af de ting jeg også fik afprøvet var at være bydreng. Jeg blev bydreng for en isenkræmmer forretning i Vestergade ikke langt fra Handels- og landbrugsbankens domæne, det var her jeg fik min første bankbog, som jeg vandt i en eller konkurrence med 100 kr. på bogen, en fyrstelig sum, synes jeg dengang. Det var heller ikke langt fra biografen. Som bydreng kørte jeg vare ud, fejede fortov og andre småting. Forretningen havde også udlejning af tallerkner, bestik og andet udstyr hertil. En af de længere ture var med en græsslåmaskine.

Jeg kørte på Long John cykel fra Tønder ud til omtrent der, hvor i dag Vestre omfartsvej møder Nørre Landevej, det var dengang langt ude og det var meget varmt den dag. Det der med porcelæn udkørsel var min store skræk, men ikke desto mindre, hvorfor køre tre gange når man kan køre en gang. Resultatet
giver næste sig selv, jeg kunne knapt styre cyklen og det endte med et brag på hovedgaden. Og det endte også her med at være bydreng, ikke så meget uheldet, men mere at der ikke var tid til de vigtige lektier, mente mine forældre.

Da vi flyttede i 1963 glippede kontakten til klassekammeraterne desværre. Jeg vendte tilbage til Tønder for en kort bemærkning i 1971. I 3 måneder havde jeg residens på Tønder kasserne, som rekrut inden vi blev afsendt til Karup Flyvestation for mit vedkommende.

Far havde fået stilling som bibliotekar i Brande og flyttede først, ligesom han i øvrigt også havde gjort ved flytningen fra Samsø til Tønder. Vi kom i sommeren 1963 og flyttede ind i det nye boligkompleks Lejerbo på Ørbækvej, den gule blok. Det var dengang, den sidste bygning indenfor bygrænsen ud ad Ørbækvej.
Det år begyndte jeg i 6. klasse på Præstelundskolen. Det var stadig med opstilling klassevis i gårdspladsen og indmarch ligeledes klassevis, det ændrede sig heldigvis senere.

Jeg fik straks kontakt en kammerat fra parallelklassen, Leo. Han boede længere ude af Ørbækvej i dag nr. 48. Overfor deres hus dengang gik en grusvej fra Ørbækvej til Brandlund Mose og videre til Nedergaardsvej. Lige kort efter krydsningen af vore dages Nordlundvej lå der en gård, den hed officielt ”Nordlund”,
men vi kaldte den altid ”Pjaltenborg” på grund af dens dårlige tilstand. Det var vejen til vores Eldorado, Heden og mosesøen, hvor jeg har tilbragt rigtig megen tid ude.

Vi fik vist lavet en del drengestreger, som vist alle unger gør, men et par stykker hænger endnu i hukommelsen. Der var stadig reminiscenser fra tørvegravningstiden ikke langt fra Pjaltenborg. Herfra ”lånte” vi engang nogle olietønder som vi brugte sammen med andre materialer til at lave en flåde, vi satte i mosesøen.

Den kunne vi dog ikke rigtig ha’ for os selv, så vi havde et træfninger med andre af de lokale knægte omkring den. Senere ”lånte” vi også en robåd, der lå ved søen. Vi roede rundt på søen og gemte båden et andet sted. Det var vist sagfører Midtgaards båd, og politiet var ude i området for at finde den igen, og eventuelt gerningsmændene, det sidste lykkedes ikke, men vi mistede båden.

Jeg drog meget rundt derude alene, men også med Leo og Mogens. Det var dengang, der fandtes et tårn ude i nærheden af Gumblebjerg. Det var UFO tårnet, en gittermast med en UFO lignende top. Den var vi oppe og klatre i, selvom den havde set bedre dage og egentlig ikke skulle bestiges. Det var rent faktisk beregnet til at observer fra også UFO ’er. Den er taget ned for mange år siden, jeg tror noget masten stadig ligger derude sidste jeg var i nærheden (ca. 2004)

Mens vi boede i Lejerbo havde vi en overgang en kolonihave. Den lå der, hvor det gamle Birkehuset og Ørbæklund ligger i dag.

Langs Drosselvænget gik en grusvej i min tid og et bøgehegn, som endte i en lille gran og fyrplantage.  I bøgehegnet havde vi vores klatretræer. En af de største havde vi fortificeret med pigtråd således at vi kunne have den for os selv. Med os mener jeg os fra Lejerbo. Mosevænget drenge ville vi ikke have med. De prøvede og det lykkedes også en enkelt gang for en af dem at komme helt, men så havde vi nødudgangen. Nødudgangen, var ikke for sarte forældre, det var at kurer ned på ydersiden af træet grene.

Vedkommende indtrænger forsøgte at følge efter, men endte på skadestuen med brækket arm. Det var også i dette hegn at jeg fortsatte min passion for bål.

Det var fuldstændig under kontrol , på æres ord, men det synes sagfører Midtgaard ikke det var. Han blev fuldstændig tosset over det, og mor måtte ned og slukke bålet helt. Stor ballade over ingen ting syntes vi. Det forhindrede ikke mig i at have bål midt inde hans lille fyrlund tæt på hans hus, han boede i huset forenden af dagens Drosselvænge. Det forhindrede heller ikke at en af Lejerbo’ s piger fik sat ild i den græsmark, hvor i dag Lejerbo’ s røde blokke ligger.

Mellem Lejerbo og sagfører Midtgaards hus lå som skrevet den lille fyr- og gran plantage. Mellem den og det der blev Børnehaven Ørbækhaven lå der en mose, som vi også brugte megen tid på, blandt andet havde jeg fundet en hurtig rute tværs over den, og man skulle ikke træde ved siden af. Det var egentlig lidt underligt at man partout lagde en legeplads her til børnehaven.

I skolen fik jeg lidt af en overraskelse, idet jeg kom til at gå i 6.c, det var for mig nedtur. I Tønder var en klasse med den tilføjelse ’c’ en hjælpeklasse, og det synes jeg jo ikke ligefrem var nødvendig. Det tog lidt tid inden det gik op for mig, at det kun var et spørgsmål om antal elever, der bestemte hvor langt man nåede op i alfabetet.

I forhold til Tønder var 6. og 7. klasse i Brande noget af en nedtur. Jeg kom fra Tønder Seminarium Øvelsesskole, og selve dette øvelse betyd, at vi (Tønder) var længere fremme med mange ting i forhold til metoderne i at undervise. F.eks. havde jeg haft engelsk i 5. kl., og skulle nu til at starte forfra i Brande, der kedede jeg mig bravt (det var før individuelt undervisning). Det andet var danskundervisningen, som jeg synes var alt for gammeldags og tung, og jeg var absolut ikke gearet til den form. Pigerne i klassen, var desuden alle som én, forfordelt frem for drengene med den dansklærer vi havde.

Jeg er fra den årgang, der havde lærere som Hr. O. Nielsen, Aa. Nielsen, A. Norup, Peter Nielsen, Hauch, P. Andersen, Housted, Hr. Jørgensen, K.G. Stuckert og flere, som jeg ikke lige kan komme på.

7. kl. markerede dog en ændring på visse områder, idet vi fik fru Hauch til formning og Annelise Munch til sang. Med Hauch havde jeg dog en lille kontroverser med hensyn til hvordan, en bestemt keramik ting skulle laves, men vi kom dog over denne lille detalje, så senere, som murer havde Leo og jeg lidt småjobs. Annelise Munch og måske skulle vi holde på formerne, det var Frk. Munch dengang. Hun fik klassen til sang, og havde på forhånd fået at vide, hvem der var ballademagere, og dem var der nogle stykker af, så da time skred fremad begyndte de at røre på sig.

Men frk. Munch var trods sin ny-uddannelse ikke til at spøge med, hun slog ned med hård hånd, og de formastelige fik ordre til at stå op resten af timen, ikke noget med udenfor døren, eller op til skoleinspektøren (det var på det tidspunkt Tage Bundgaard Lassen), og det hjalp, der var ingen ballade resten af det år. Samme år giftede hun sig med Niels Truelsen på Nedergaard.

En gårdvagt var normalt en af lærerne der gik i skolegården og holdt øje med os unger, og ikke alle var lige gode til det. Der var aldrig ballade, når det var Peter Nielsen, som jeg havde til gymnastik og biologi. En ganske speciel herrer var Hr. O. Nielsen, læg mærke til Hr., det er absolut ikke nogen tilfældighed, der var respekt omkring den lærer. Han var den eneste lærer, der kunne tillade sig, at have gårdvagt fra læreværelset, sådan.

Efter konfirmationen (vi havde pastor Rasmussen) og 7. kl. skiltes klassens elever i tre retninger. Min ven Leo gik ud og blev læredreng på Brande Møbelfabrik, der arbejdede hans far på lageret. Der var flere der gik ud her og begyndte deres virke i industri, butik og landbruget. Hovedparten tog reallinjen, de fleste piger gik den vej. Resten, de tiloversblevne (knap så bogligbegavede) samt nogle fra Uhre skole gik i 8. og 9. kl., og her fulgte jeg med.

Vi fik Fru Truelsen til klasselærer. Det gik lidt bedre her de sidste år i folkeskolen, jeg fik også knyttet kontakt til parallelklassen, nemlig Mogens og Kurt. Mogens boede klods op af skolen på Præstelunden. Kurt kom ude fra gården Sønderlund på Sdr. Ommevej.

I 9. kl. var vi i erhvervspraktik 2 gange. Første gang var jeg hos arkitekt Kristensen, som boede og havde tegnestue på Johannes Hansensvej. Her brugte jeg lidt tid på en Lego (Modulex) model af hans forslag til det nye bibliotek som skulle ligge ved siden af SMP-centret. Den opgave fik han ikke, den gik til Wilhelm
Thorn. Den udformning som den fik, faldt ikke i DOMO (arkitekt Kristiansen) som havde tegnet SMP-centret, han havde hellere set en forlængelse af de linjer som han havde udstykket.  Anden gang var jeg i praktik hos murermester Mouritz Pedersen. Jeg endte med at få en lærekontrakt med ham.

Jeg begyndte 1.8. 1967 med en tre år og otte måneder lang uddannelse til murer. Første læreår havde jeg den fyrstelige løn af 1,50 kr. i timen. Til at begynde med var arbejdstiden også indbefattet lørdag formiddag. Vi byggede bl.a. Thorn huse, Folkehuset, men ellers nogle få stykker om året Mouritz havde 2 lærlinge til at begynde med.

Da Ingolf, som var den ældste blev udlært, var jeg den sidste han havde. Han stoppede med murerfaget et par år efter at jeg var udlært i foråret 1971, og blev pedel i Vejle. Han døde kort tid efter. Mouritz var udlært hos sin far Kjeld Pedersen, der var en rimelig stor murermester. Hans bror blev også udlært her, men tog derefter en anden retning her i livet, det var Eric Storel.

Samtidig med at jeg begyndte læretiden sprang Leo fra møbelfaget og gik også i lære som murer hos Erik Olesen, Eriks lillebror Bent Egebjerg Olesen var i lære hos murermester Jens Johannesen. Vi blev udlært alle tre samtidig. Leo søgte arbejde andet steds i sidste ende i Skibbild. Jeg var først hos murermester Jørn
Frank Jensen i Fasterholt, hvorefter jeg blev indkaldt til militæret. Efter et årstid der, tog jeg på teknisk skole i Herning og tog TF 2 eksamen. Sommeren 1973 var jeg hos murermester Jens Nørgaard, Brande. Fra august 1973 til juni 1975 tog jeg HF. Også sommeren 1974 var jeg hos Jens Nørgaard.

Ville egentlig, som planen var, have taget til Ålborg for at studerer ,men opgav skolebøgerne. Hjalp med at flytte Brande Bibliotek fra Herningvej til Centerparken i januar 1975. Gik lidt ledig hvad angår murerfaget, men begyndte hos Bent Egebjerg Olesen afbrudt af kursus på tekniske skole og Lo skolen. Jeg blev hos Bent indtil 1979, hvor jeg havde et freelance job hos Chr. Bagger, Esbjerg. Siden hos W. Rahn Jensen, det var specielt rundbue byggeri i Brande Hallerne, jeg stod for, og lille smule ved Lejerbo’s rækkehuse på Fuglevænget.

Jens Johannesen, som i øvrigt også var udlært hos Mouritz, var jeg hos i 1981-82. Det blev til mere i murerfagets efteruddannelse bl.a. gibs-puds og byfornyelse. Det blev også til lidt hos Sigfred Jacobsen i Blåhøj; Enok Hansen, Brande; og et smut til Grindsted hos Spaabæk, endvidere til muremester Herluf Zülau Jørgensen, Ikast.

Men ryggen holdte ikke rigtigt til det, og efter et par ture nede hos kiropraktikeren, så valgte jeg at blive reparations – og flisemure hos først Erik Rasmussen, Herning, sidenhen hos Ole Kirkegaard også Herning.

Herefter, ja herefter stoppede jeg mit virke i murerfaget i 1989 og gik til Brande Hallerne, først som halassistent siden som halinspektør.

Cirka 11 år efter stoppede jeg på grund af stress og valgte at satse på industri hos Ravns vinduer og døre også kaldet Kernevinduet, nu kun Kerne. Det var i udleveringen som lager- og pakkemester. På grund af problemer med fodtøjet endte det med et kontor job samme sted, som logistikmedarbejder og lidt salg.

Se fotos på www.kjaersweb.dk

Se også www.brande-lokal.net

www.dengang.dk hører gerne fra dem, der bliver omtalt
i artiklen.

 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler 

Redigeret 15. – 03. 2022

Anekdoter fra Højer

Læs om den uheldige læge, der blev kørt over af sig selv. Om barberen, der skulle have konen til hjælp, da der skulle trækkes tænder ud. Så var det også el – bestyreren, der blinkede med lyset, når Dagny skulle komme hjem. Og så kunne Ludde pludselig tisse igen. Karoline tog gebisset ud af munden ved rutebilstationen. En hjemmetysker ville ikke hjælpes af dansksindede. Her er det en fordel at man kan lidt tysk og lidt synnejysk.

 

Vi har i en anden artikel skrevet om den mærkelige læge fra Højer. Men det var også den uheldig læge fra Højer. Det var Dr. Madsen, der i 1922 ville starte sin bil med et håndsving, mens den stod i gear. Det endte med, at bilen kørte over ham, og Dr. Madsen omkom.

 

Ispose til ”hævringe”

Og nu hvor vi er ved læger. Det skete ofte at lægerne ordinerede is til udvortes brug i Højer. Den blev oftest knust og anvendt i isposer. Særlig om morgenen var der mange hævringer, der af og til havde brug for en ispose på et smertende kranium. Nu kunne isen også købes på Højer Mejeri uden lægens indblanding. Her havde mejeriet også oprettet en offentlig badeanstalt bestående af to brusere. Den blev opvarmet med spilddamp fra dampmaskinen. Dette kunne man få for en 25 øre.

Bruserne på mejeriet blev efterhånden lidt medtaget, men man kunne stadig få et karbad.

Mejeriets lastvogn transporterede vand til grænsegendarmerne. De tyske gendarmer ville også gerne have vand. Man fik så lov til at køre over grænsen for at forsyne dem. Ved den lejlighed havde man også kernemælk med til dem. Tyskerne kvitterede med grog, og det stillede store udfordringer til chaufføren, der ikke altid var i stand til at køre hjem.

 

Groggene er endnu dyrere

En anden læge var Sanitätsrat dr. Med. Johannes Friederich Kühl. Han boede på Ballumvej og havde et kæmpe distrikt. Helt ned til Horsbøl, kom han på besøg. Han havde en lukket vogn og to – tre heste, der trak den. Ofte havde han en kusk, når han kørte ud.

Han havde kontakt til kusken ved hjælp af en fløjte, der var fastgjort til bukken, og inde i vognen stod i forbindelse med en gummibold, som dr. Kühl kunne trykke på.

Hvis vejene var ufremkommelige, så red han på sin hest. Dr. Kühl var absolut modstander af drikkeri. Da en noget besoffen hævring beklagede sig til ham, over at medicinen var forfærdig dyr, svarede Kühl:

• ja, men groggene er endnu dyrere.

 

Den alsidige barber

Vi skal have fat i endnu en læge. Ja, læge er så meget sagt. Det drejer sig om en barber, der kunne trække tænder ud. Det var barber Jacobs på Nørrevej. Han er omtalt i en gammel Højer –
vise: Im Trab läuft der Barbier.  Jacobs gik rundt i Højer og barberede folk i deres hjem. Når det var travlt på Nørrevej råbte han på sin kone:

• Frouw, Frouw, Komm to und sef in

Ja og så trak han som skrevet, tænder ud. Og her hændte det også, at han skulle have konen til hjælp. Peter havde så genstridig en tand, at Jacobs ikke kunne klare den, mens Peter sad i barberstolen. Han måtte lægges på jorden, og så måtte konen sætte et knæ på brystet, mens Jacobs fjernede tanden.

 

Karolines gebis

Man kan heller ikke komme uden om Snitgaards Busser, som vi ofte er kørt med fra Tønder til Højer og omvendt. Her var der en flink chauffør, som blev kaldt Matte. Han var kendt for sine mange tjenester, og kørte normalt Ballum – bilen, der så fortsatte mod Tønder.

En dag mødte en kone op ved bilen. Hun tog sit gebis ud, og rakte ham det, og bad ham om at aflevere det hos tandlægen. Det kunne Matte da godt men:

• Jo we do wa Karoline, man ha do it lig en bit avispapie, æ ku få om det hert.

 

Kalle var ikke ”godt disponeret”

Engang var et lystigt selskab ud at køre ved det gamle dige. Vognen væltede og selv om det var mørkt, blev det holdt mandtal. Den ældste, Kalle manglede. Man ledte og fandt ham siddende på kanten af en grøft med begge ben i vandet. De spurgte ham:

• Wodan ha då det, Kalle?
• Æ æ skidt dispone’e, svarede han.

Og det kan man nok antyde. Han havde brækket begge ben.

 

Ludde kan igen tisse

Ludde var kendt som sur og tvær. Pludselig var han væk. Ingen vidste hvor han var, bortset fra hans kone. Efter 8 dage kom han tilbage til Højer
Han var helt forandret. Glad og munter. En dag sad Ludde ved Skolegade 13 ud for Postgade. Ingeborg Mathiesen var på vej til posthuset. Pludselig råbte Ludde:

• Ingeborg, Ingeborg ka do piss – for det ka æ.

Jo, Ludde var blevet opereret for prostata.

 

Gud ramte ved siden af

Der var masser af humor i det gamle hævringe. Heine var ude for at sætte kornneg sammen på marken – sit dem i skok. Pludselig kom der et forfærdeligt uvejr – regn – og tordenvejr.

Heine krøb i ly i en af ”skokkerne”. Da den blev for fugtig, flyttede han hen til en anden. Straks efter slog lynet ned lige, hvor han havde stået. Heine stak hovedet frem, rettede blikket op mod himlen og udbrød:

• Vorbeigeschossen Lieber Gott. Denn Heine sass im anderen Stok?

 

Meinert lavede selv el

I Toldgade lå Meinert Lützens Møbelfabrik. Han var den første snedker i Nordslesvig, der anvendte maskiner i sit værksted. Allerede ved århundredskiftet havde han dampmaskiner til at drive dem. Han lavede også selv elektrisk lys før der var elværk i byen.

 

De stakkels vagabonder

Også i Toldgade boede den sidste ridende gendarm fra tysk tid. Han fungerede som politibetjent i området. Havde han et ærinde uden for byen, red han med sabel og pikkelhue. Han tog
sig bl.a. af vagabonder. Når de blev anholdt, skulle de løbe ved siden af hans hest.

 

Kurvemager Schmidt

Kurvemager Schmidt i Nørregade solgte kurve, legetøj og nøbbelser. Han havde i mange år en god forretning. Med tiden blev han dog stokdøv. Han var gift med Mille. Hans yngste datter, Ingeborg (Bobbe Kärmache) havde en vissen arm, men kunne udføre næsten alt manuelt arbejde. Hun var en særdeles dygtig kniplerske. Det skete ofte, at kurvemager Schmidt gik til købmanden:

• Æ ska ha tre æg, jet te Bobbe, jet te Mille og jet te mæ sjæl.
• Æ ska it ha dem pakket ind, æ tæe dem i æ hat.

Så tog hun æ mütz af, anbragte æggene i den og tog den på hovedet og gik. Schmidt plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Men når han havde fået byttel te unnen, så vejede han 100 pund.  Engang havde han været til fest på Højkro. Han kørte i lettere besoffen tilstand med Rasmus Hindrichsen. Der var lidt vejarbejde, så blev det lidt slalomkørsel, og Schmidt faldt af vognen uden at Hindrichsen opdagede det.

Schmidt havnede på kanten af vejgrøften. En efterfølgende kusk standsede og spurgte, om hun ville med, men Schmidt svarede:

• Nej tak, Æ ache mæ Rasmus

 

Fra ”den anden ende”.

De fleste huse i Højer havde et halvtag bag ved huset var der et kasseapparat med lokumsspand. Når de om aftenen skulle på huset, havde de gerne en lygte med. Spandens indhold blev tømt af i æ Muchkåe, den trillebør, man brugte, når man mugede møg.

Man havde natrenovation i byen.. En stor lukket kassevogn, som blev tømt ude på Vestermarken ved at dens forende blev hejst op, så indholdet gled ud af bagdøren.

Nogle steder havde man indrettet sig komfortabelt, således at man havde kasseapparatet stående inde i huset, men med et lem ud i det fri, så renovationsarbejderne kunne tage spanden den vej ud.  En kone fra byen havde en aften været til gæst hos en familie, hvor man havde en sådan indretning. Men da hun havde et ærinde derude, kom hun ind helt ophidset:

• Uha bedst som æ sit dæe, så forsvun æ spand unde mæ

Hvortil hendes mand tørt bemærkede:

• Trøst dæ søde, det æ it manne, det kenne dæ fra den æend af.

 

Man kan se det på rabarberne

Men der var mange i Højer, der ikke ville betale for natrenovationen. Helt op til 1950’erne var der til lærerlejlighederne på kommuneskolen lokummer med spande, som lærerne selv tømte. Men som en af lærerne sagde:

• Det ka jo ses å æ rabarbe.

 

Ein Kaltes und ein Warmes

Apoteker Waldemar Neusse var kendt på byens værtshuse. Han havde sin daglige tur med sin gravhund Nickel. Hvert sted afgav han den samme bestilling:

• Ein Kaltes und ein Warmes

Det var en kælderkold og en til stuetemperatur. Han tog de første hos Christine Nissen på Stadt Tondern, derpå to hos Ohlsens på Torvet, to hos Jordt på Hotel Sylt, to hos Henny på Centralhotellet, to hos Pørksen u å æ Slus, og to hos Tedjen i Ny Frederikskog.

Han var sikkert påvirket, men som æ hævringe sagde, det skete aldrig ekspeditionsfejl på apoteket.

 

Tarzan i Højer

Og når vi nu er i gang med apoteket. Så boede der i loftværelset med to vinduer i gavlen en kvindelig provisor. En Tarzan i Højer benyttede, når det var mørkt, et stort træ, og svang sig via det til så mange en hyrdetime med den skønne. Men denne trafik opdagede apoteker Neuesse.

Han sendte bud efter en arbejdsmand:

• Martinus, Der Baum muss ab.

 

Dagny skal hjem

I mange år var Niels Johansen værkbestyrer på el – værket. Når hans datter var ude om aftenen, og han synes, at det var på tide, at hun skulle komme hjem, blinkede han med lyset. Så vidste hun besked. Ja det gjorde de alle sammen i Højer, og de sagde til hinanden:

• Så nu skal Dagny hjem.

 

Højers dyreste taxi – tur

En aften sad to hævringe, Peter og Kesse på Peters Kro. Pludselig siger Peter:

• Kesse tæe å ring ette en taxi. Vi ska øve o Sylt.

Hotel Sylt lå over på den anden ende af Torvet. Ikke ret langt skulle man mene. Nu var der dog ingen taxaer hjemme i Højer. Så der blev ringet efter en taxa fra Tønder. Nogen tid efter kom taxaen fra Tønder:

• Nå ska do køe sinne for æa full, sagde Peter
• Kesse bemærkede: Æ gåe we a sie a å holle mæ fast ve æ retningsvise.

Mon ikke de to hævringe fik et chok, da de fik regningen for den ultrakorte taxatur – 20 kroner. Det var mange penge – dengang.

 

Den samme tro

Æ Friessskomache boede til leje i en lille tilbygning til Møllegade 9. Han stammede fra Friesland, deraf navnet.

Boligen bestod kun af et rum. Særlig sundt var det ikke, og han led også af astma. Derfor kaldte æ hævringe ham også for Andreas Pust. Når han gik til købmanden, havde han altid en potte med, som han hældte brændevin i.

Engang lånte han to mark af Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen, sagde han:

• Tror De nu Hr. pastor, at De får dem igen

Næh, det regnede pastoren ikke med.

Æ Friesskomache sagde derpå:

• Ja så har vi to den samme tro

 

Dann lieber kriechen

Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var ikke så fremherskende som i Tønder. Men en gang imellem opstod der situationer. En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig hårbyttel Han kunne ikke stå på benene og væltede rundt i rendestenen. Et par mænd kom forbi. De kendte udmærket manden og tilbød at hjælpe.

Manden i rendestenen spurgte:

• Æ I tysk ejsen dansk?

De to måtte vedgå, at de var danske, hvortil manden i rendestenen sagde:

• Dann lieber kriechen

Ja tro det eller lade være. I Højer havde man også et alkoholfrit gæstgiveri. Det lå hvis nok på Ballumvej.

 

Er du kommet hjem?

Når Heimwehr og hvad de ellers hed under 2. verdenskrig øvede sig i eksercits og marchøvelser, gik de gennem Højers gader og sang Wir fahren nach Engeland.

En dag efter en sådan episode mødte en dansksindet og en tysk sindet hinanden i Mellemgade:

• Nåh Fritz æ då kommen hjem?
• Wa mene då mæ det?
• Wå det it dæ, det skrål, at då sku tæ England

 

Ved siden af en tysker

En ung hævring var kommet hjem fra første skoledag og faderen spurgte hvordan det var gået.

• Jo dæ wå da glant, men det wærst wå te æ wå kom tæ å sett we en tyske.

 

Frontberetning i Højer – bussen

I rutebilen under 2. verdenskrig mellem Højer og Tønder sad en flok hjemmetyskere og snakkede om de sidste frontberetninger. Den ene havde lige hørt i radioen, at det tyske luftforsvar
lige havde skudt syv fjendtlige fly ned. Dette fik en dansksindet, der sad ved side af til beundrende men måske ironisk til at spørge:

• Wå’et mæ jet skå?

Ja og sådan kunne vi blive ved. Og det gør vi i en anden artikel. Hæwe er nu en hyggelig by – Synes I ikke.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – div. artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Højer ligger 77 artikler

Redigeret 8. 12. 2021

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Her var både en kongeborg og en bispeborg. Her skete ting og sager ved midnatstid i Hjelm Skov og her kom Dannebrog i land. Her fik man fat i en landsforræder og Æ Kykelhahn var landsdelens bedste øl. Humlen kom fra Præstens Humlehave. Hør også om, hvor Æ Holm lå

 

En enestående natur

Pludselig befandt vi os i Åbæk Bugt. Vi kom fra vandvejen. Og et par dyk blev det også til. For cirka 4 meter nede havde vi anbragt en kæmpe spand med øl. Vandet var bare helt klart. Hvor var det pragtfuldt. Sikke en natur.

Gå en tur ud af Knapstien, rundt om knappen, over Åbæk, hjem gennem Jørgengård Skov. Via Oldemors trapper, måske gennem Dambjerg. Det er en idyl.

Eller gå en tur ud af Forstallé forbi skovriderboligen, forbi Peterslund ud ad Vestermarksvej gennem Hjelm skov til Hjelmallé. Og man kunne blive ved. Nyd udsigten fra Galgebakken. Naturen omkring Aabenraa er enestående.

 

En ulæselig bog

For dyre penge skrev Vilhelm Marstrand en bog om det middelalderlige Aabenraa. Bogen er næsten ulæselig, og handler mere om bydannelsesprincipper og Urnehoved Ting. Meget i bogen er genoptryk af Claus Organists(Claus Møller) bog fra 1620. Han forstod, at bruge sine øjne.

 

Det ældste kvarter

Den ældste by har ligget ved den åbne strand, hvor nu Skibbroen ligger, og det ældste bebyggede kvarter var derfor Skibbroen, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Men nogle mener også, at omkring Nymølle lå et endnu ældre kvarter. Det har eksisteret allerede i vikingetiden, før år 1000.

 

En kongeborg

Byens første kirke hed St. Andreas Kapel. Den lå ude ved Bolbro. Det var der, hvor slusen førte vandet under Søndergade. Kapelbjerget er den forhøjning, hvor Søndergades mølle senere lå..

Der hvor Sct. Nikolaj Kirke nu ligger, blev kaldt Kirkebjerget. Her siges det, at kongen byggede en borg. Da Mutter Stahlboms hus i 1949 blev nedrevet, opdagede man under en opfyldning. Der havde ligget en voldgrav på stedet. Denne voldgrav fulgte den retning som i dag hedder Store Pottegade, Lille Pottegade, Kirkepladsen sydlige del og Storegades østlige ende. En kongeborg må have eksisteret allerede ca. 1025. I år 1148 brændte venderne by og borg af. Fiskelejet og kongeborgens tid sluttede.

 

Byens nye midtpunkt

Bispen i Slesvig fik opgaven at bygge byen op igen. Bykernen blev flyttet lidt op og ind i landet. Hans midtpunkt blev det vi i dag kalder Storetorv. Vi fik gadenavne som Østergade (nu Skibbrogade), Søndergade og Vestergade. Sidstnævnte var helt ny og førte lige ned til den nyopførte borg, Aabenraahus.
Den lå på hjørnet af Nygade og Vestergade i dag.

En ny stadsgrav blev gravet ind fra Kilen, sådan hed den inderste del af fjorden. Den har fulgt den retning som nu Rådhusgangen har.

 

Sct. Knuds Kirke

Sct. Andreas Kapel var ikke nok for bispen. Derfor blev Sct. Knuds Kirke opført. Den har måske ligget omkring Skibbrogade 7. Her er der i flere omgange fundet menneske-knogler. Det er nok ikke tilfældigt at kirken fik dette navn. Knud Lavard var Slesvig – bispens særlige helgen. Sct. Knuds-gildet i Slesvig
har sikkert haft en finger med i spillet. Vi ved, at der i Aabenraa har været et Sct. Knuds Gilde. Det er ikke utænkeligt at Gildegade har navn efter et Sct. Knuds gilde – hus, som her har ligget tæt ved Sct. Knuds kirke.

 

By-rettigheder

Borgen har sikkert været godt befæstet. Vi ved, at kongen i år 1252 bortskænkede den gamle borgtomt på bakken, og her opførtes Sct. Nikolai Kirke. Kirken blev indviet til fiskernes og de søfarendes helgen.

Efterhånden blev bispestaden for snæver. Der blev bygget op af Langegade, som Storegade først hed, helt op til nuværende Pottegade. Da Mutter Stahlboms hus faldt, fandt man i udgravningen trærester, der kan forklares som rester af en gammel gadebro, ad hvilken man fra Langegade har kunnet komme over graven og ud af den sammenhængende bebyggelse. Uden for denne bro er så senere Ramsherred opstået. Nu var byen så stor, at den måtte have by-rettigheder. I 1249 havde den allerede sit eget tingsted.

Den 1. maj 1335 er den ældst bevarede by-lov, bys-skrå, underskrevet. Men den er en latinsk oversættelse af en dansk affattet ældre bys-skrå. Antagelig stammer den tilbage fra 1260.

 

Nyt slot opførtes

Efterhånden gik fæstningsværkerne så småt i forfald. I 1411 rev dronning Margrethe Aabenraahus ned og opførte Brundlund Slot. Den kom til at ligge uden for byen i Kongs-lund.

Det mærkelige var, at både kongens borg, bispens borg og nu den nye dronningeborg blev placeret uden for byen.

Nu blev der pludselig plads til nye gader. Nybro og Nygade og senere Slotsgade blev opført uden for byen. Det har stillet krav til mængden af mursten. Det er nok fra den tid Klinkbjerg stammer. Det var en teglværksbakke, hvor der blev lavet klinker.

 

Aabenraa – i Christian den Fjerdes tid

I Christian den Fjerdes tid bestod Aabenraa af Skibbroen, Fiskergade, Skibbrogade (Østergade), Søndertorv, dele af Søndergade, Storetorv, Vestergade, en lille del af Nybro, Nygades østligste side, bebyggelsen omkring Sct. Nicolai, Store Pottegade, Kirkegangen (nu Lille Pottegade), Vægterpladsen, Klinkbjerg, Nørretorv, Ramsherred, Storegade og Barkmøllegade.

Byen udviklede sig til en rigtig havneby, og Wallenstein overvejede i 1628 at omdanne havnen til en tysk krigshavn.

 

Protester mod nedrivning

Da Mutter Stahlboms hus blev revet ned, var der store protester. Men huset stod ikke til at redde. Indvendig var bygningen meget forfalden. Byen havde ikke midler til at genrejse huset på forsvarlig vis. Her har været både kro, melhandel og apotek.
Hjelm Skov – ved midnatstid

Går man ved midnatstide gennem Hjelm skov, kan det hænde, at man hører hundeglam og jægerhorn. Og måske et råb:

• Jag man to, Bruder Andreas, jag man to.

Det er Günderoths glade jagt, der er i gang.

Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth på Brundlund og hans broder Andreas elskede at jage i Hjelm Skov, hvor der dengang havde været meget vildt.

Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogen arvinger. Hans broder, Andreas var uden kone. Grunden skulle have været ulykkelig ungdomskærlighed. Amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdomsstiftelsen og skolestiftelsen i Nygade, og slægtningene følte sig bedraget for en rig arv.

Kigger man efter i historiebøgerne var det dog ikke amtmand Günderoth, men en anden Günderoth, der havde skænket disse penge, men historien er dog god nok alligevel.  Under en jagt var han blevet opsøgt af slægtninge, der bebrejde ham, at han ikke tænkte på dem.

I det samme kom en ung pige i bondedragt. Hvad vil du mit barn, spurgte amtmanden. Med pigen var en lyslokket dreng. Hun fortalte, at hun kom fra sin døende søster, der var mor til drengen. Hun skulle bede amtmanden om, at bære god ved drengen, hvis far var en af amtmandens slægtninge. For længe siden var denne ophørt at efterkomme sine forpligtelser.

Amtmanden vendte om og kiggede på sine klagende slægtninge:

• Der ser I. Dette barn vil jeg tage mig af, og sørge godt for, hvad vor slægt har forbrudt.

Slægtningene drog bort i vrede, men pigen faldt på knæ, og takkede amtmanden for sin godhed. Hun ville bede Gud skænke amtmanden, hvad han allermest hold af.

Han svarede, at han ønskede at kunne jage i skoven til evig tid.  Så næste gang, du går en tur i Hjelm Skov ved midnat så lyt efter. Det kan være du hører råbet:

• Jag man to, Bruder Andreas.

 

Dannebrog gik i land

Et andet sagn fortæller om at Kong Valdemar efter sejren ved Reval i 1219 stævnede ind af fjorden ved Opnør. Han kom så langt ind som muligt. Turen skulle gå videre til Urnehoved.

For enden af de lange grønne enge mellem Forstallé og Hjelmallé helt ud til Hjelm Skov, ligger en lille høj, som i daglig tale kaldes Kongens Forhøjning
eller Kongehøjen. Her gik Kong Valdemar i land.  Hans båd havde i stævnen et flag, der faldt ned fra himlen under slaget. Flaget var et symbol, et korsbanner,
der signerede hans sejr i Gudherrens navn. Og det var jo selvfølgelig Dannebrog.

I Hjelm Skov modtog hans hjemmeværende mænd ham. Rygtet var ilet forud for kongen. Og her mødte ”danernes flagdug” første gang dansk jord. Aabenraa er Dannebrogs første by.

 

En landsforræder i Aabenraa

Kong Valdemar den Store havde to sønner. Den ældste Knud var allerede i faderens levetid kåret til hans efterfølger på rigets trone. Den yngste var udset til at blive hertug i Sønderjylland. Han hed Valdemar.

Mens han var umyndig skulle hans slægtning biskop Valdemar af Slesvig som statholder styre Sønderjylland. Men 17 år gammel overtog prins Valdemar sit høje embede som grænsevagt. Men nu viste det sig, at biskop Valdemar ikke ville lade sig fraviste den magt, han som statholder havde siddet med. Han havde langt højere planer.

Denne biskop Valdemar var illegitim søn af prins Knud Magnussen, altså sønnesøn af kong Niels. Han krævede sit kongelige blod respekteret, og da han var en yderst snedig højtbegavet mand, forstod han at spille på Danmarks vanskeligheder. Han søgte forbindelse med den tyske kejser, der rejste krav om, at kong Knud Valdemarsøn skulle anerkende, at Danmark var et tysk len. Han søgte venskab med greven af Holsten, og grev Adolf var – som alle holstenske grever i tidens løb har været det – gerne til sinde at skaffe sig fordele på Danmarks bekostning.

Han søgte forbindelse med den nordtyske gejstlighed – især ærkestedet i Bremen, der ikke ønskede for stor selvstændighed i det danske rige. Han rejste også
til Norge, og her lykkedes det ham, at samle en flåde på 35 krigsskibe. Med disse truede han det danske rige.

Samtidig faldt hans forbundsfælde Grev Adolf ind over Slesvigs sydgrænse. Det tør nok siges, at den ikke engang 20 – årige gamle hertug Valdemar fik nok at se til.

Biskoppen søgte til Aabenraa. Man havde gættet på årsagen. Måske ville han herfra til tinge på Urnehoved. Måske kaldte han sig allerede konge af Danmark. Men danske konger skulle vælges på tinge, og det havde han tænkt sig, skulle ske fra Urnehoved.

Rent lovmæssigt skulle dette dog ske fra Viborg, men det så han vel bort fra. Men han tog ind på borgen, som i sin tid lå, hvor nu Nybro og Vestergade skærer hinanden. Her overraskede den unge hertug ham, fangede og lænkede ham på hænder og fødder. Han blev sendt over til sin broder, kong Knud den Fjerde, der lod bispen sætte i fængsel på Søborg Slot.

Hermed blev Danmarks skæbne afgjort. Den 8. juli 1191 blev der således skrevet danmarkshistorie i Aabenraa. I 14 år sad landsforræderen fængslet. Lige så snart han blev løsladt begyndte hans rænkespil igen, men det slap han ikke godt fra. Pavens banderole ramte ham.

 

Aabenraa – omkring 1800

I årene 1797, 1798 og 1799 foretog den tyske geograf Carl G. Küttner en ”Reise durch Deutschland, Dänemark, Schweden, Norwegen und ein Theil von Italien.

Denne rejse beskrev han i et stort værk på tre bind, formet i breve. Nogle af disse breve beskrev Aabenraa:

• Aabenraa er en temmelig anselig, smuk, folkerig og meget velhavende by. Det var en søndag aften, på hvilken jeg i gaderne traf en mængde mennesker, som alle var såre velklædte. Den største velstand viser sig i husene, indvendig og udvendig. De er over-mådige renlige, omhyggeligt og nyligt kalkede. Her og der endog malede og kort sagt helt i hollandsk stil.
• I de fleste vinduer stod blomsterpotter, fyldt med en masse blomster. Man bor her næsten udelukkende i stueetagen, vinduerne stod hyppigt åbne, og det gav mig megen morskab at gå rundt og se ind i værelserne. Jeg fandt også disse yderst renlige, fulde af gode møbler af enhver art og alt metal
  strålende pudset. Jeg troede ligefrem at se en bolig, tilhørende en hollandsk borger af middelstand.
• Byen har en mængde butikker, og dens handel skal være ret anselig. Dog er dette mere kramhandel og mellemhandel end sø-handel eller udbredt skibsfart: thi i denne henseende kommer Aabenraa ikke i betragtning ved siden af Flensborg. Desuden mangler havnen tilstrækkelig dybde. Desto skønnere er udsigten fra denne havn, der befinder sig ved enden af den fjord, der strækker sig helt op til byen. Den er omgivet af bakker, der er temmelige høje og smukt bevokset med løvskov. Disse bjerge strækker sig dybere ind i landet, bliver højere og højere, så at de bagerste hæver sig over de forreste, og danner med deres skov så skønne syn, at jeg troede at se flere store engelske landsæder ved siden af hverandre.

 

Præstens humlehave

Da Sct. Nickolai Kirke blev opført i 1252, blev kirkegården også flyttet herop. Jorden, hvor Skt. Knuds Kirke havde stået blev solgt til borgere som kålhaver, dels overladt præsteembedet som en del af lønnen. Gennem hele middelalderen kaldte man området for Præstens Humlehave.

Humle var i det gamle Aabenraa en meget stor handelsartikel. Den brugtes bl.a. i ølbrygningen. Den Aabenraaske øl Kykelhahn var brygget på præstehumle. Det var af særdeles god kvalitet og meget velsmagende.

 

Æ Holm

Arealet ud mod Østergade, som den øverste del af Skibbrogade hed i ældre dage, blev solgt fra. Her blev der i meget gammel tid bygget huse. Skibbrogade var en af byens vigtigste gader, hoved-færdselsåren fra havnen. Byens kerne var middelalderen igennem Skibbrogade, Fiskergade, Søndergades øverste del, Gildegade. Denne del af byen kaldtes æ Holm.

 

Krise i 1864

Byen blev hårdt ramt i 1864 og årene derefter. Endnu i 80’erne var der næsten intet nybyggeri. Den 1. december havde byen 6.215 indbyggere. Heri var iberegnet de garnisonerede soldater. I november 1884 var indbyggertallet sunket til 6.066. Faldet skyldtes at erhvervsvirksomheder flyttede. Også mange beboere fraflyttede af nationale grunde. Skibsbyggeriet stagnerede og ophørte helt. I 1895 var indbyggertallet kun 5.564.

 

Byggeboom omkring 1900 – tallet

Omkring 1900 – tallet begyndte indbyggertallet at stige. En stor byggevirksomhed opstod. Adskillige af byens forretningsvirksomheder er opstået i denne periode.

• I 1901 opførtes Kreishaus (Det gamle Amtshus)
• I 1905 opførtes Königlische Realschule med rektorbolig ved Forstallè (Statsskolen)
• I 1907 opførtes Königlisches Amtsgericht mit Gerichtsgefängnis ved Nørre Chausse (Politigården med arresthus ved Haderslevvej)

Hertil kom en masse anden byggevirksomhed.

Vi skal heller ikke glemme Reichsbank (Sparekassen) og sygehusets første afsnit. Der blev bygget på det opfyldte Karpedam, store dele af Gammel Kongevej,
Bjerggade, den indre del af Kolstrup, Forstallé, hele Møllegade, del af Sønderchausse (nu Flensborgvej). Også Callesensgade blev bebygget.

Den Nordslesvigske Folkebank byggede sit hus på hjørnet af Storegade og Kirkepladsen. Folkehjem blev skabt på grundlag af det gamle Schweizerhalle. Sankt Jørgens Kirke blev opført på en del af Folkehjems grund. Advokat Schmidt opførte en villa, der senere blev tysk konsulat og senere Aabenraa Børnehjem. Skibsrederne Jebsen og Jessen byggede villaer ude bag Lindsnakke.

Lige inden krigen blev man færdig med at bygge Präparandenanstalt i Callesensgade (Statsskolens anneks og pedelbolig).

 

De tre store byggeperioder

I Aabenraas historie er der tre store byggeperioder.

Den første var fra 1740 til 1790. Her var det gavlhusene og gavlkvisthusene. Den anden periode er monumentalbyggeriets og villaernes periode. Det var fra 1900 – 1914. Den tredje periode er tiden efter anden verdenskrig, og er hovedsagelig andelsbyggeriets og de mindre en – og to – familie-husets periode. Den prægede efterhånden byen med Rugkobbelkvarteret, Hjelmgården, Strandgården, Solgården, Lindsnakke-husene og de mange mindre huse i byens udkant.

Der blev selvfølgelig også bygget uden for disse perioder. Grand Hotel, Post – og telegrafvæsnets store ejendom på H.P. Hanssensgade, Grænsekommandoen – tidligere tysk privatskole. Landsarkivet er fra mellemkrigstiden.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 6.02.2022

Hør om manden, der var gift med en ”ligkone”. Nødtørft blev forrettet på gaden. En lugte- og studietur blev foretaget. Brandværnet havde aftrædelsesparade på Rådhuset. Og i Skyttelavet havde Hans glemt “å knap æ baus” Læs også om ligvognen, kloakrensning
og gadefejning, Kyrbis, spejdere og meget mere – samt Aabenraa´ s originaler.

 

Byens hovedgade opstod omkring år 1200 som en kirkesti på by-bakken. Fra det gamle bycentrum: Søndertorv, Søndergade og Storetorv førte en port og en bro over voldgraven ved præsternes Kalanthus, nu Rådhuset. Kirkestien blev efterhånden bebygget.

I tidens løb kom der en forlængelse nord for kirken. Her nedsatte skarns – og rans-folk sig ved den nu rørlagte Tyvkærsbæk. De trampede en sti op til kirken. På den måde opstod Ramsherred. Så allerede dengang var der gågade i Aabenraa.

 

Nødtørft blev forrettet på gaden

Husene klemte sig ind, hvor der nu var plads. Man tog ikke hensyn til bakkens stejlhed. Gaden var ikke brolagt. Men da det gik stejlt op ad den lerede by-bakke, var man nødt til at belægge med en såkaldt stenvase. Der var ingen kloakering, så byens renovation røg ud på gaden, hvor svin og høns gik og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere havde ikke eget ”das”, men forrettede deres nødtørft på gaden. Og sådan så det ud i mange år.

 

Gaden var byens liv

Aabenraa var lille og fattig. Gaden var byens liv. Her foregik alt, hvad der interesserede borgerne – den daglige færd, slagsmål og skænderier, handel og omsætning, studeprang og grisesalg. Har var markeder, begravelser, fester og optog.

Her drog fremmede krigsfolk hærgende gennem byen. Transportmidlerne udviklede sig ikke meget. Det var de tunge transportvogne med okse – og hesteforspand og de lettere vogne, der prægede gadebilledet.

 

Lugte – og studietur i det sydlige

Byens vandforsyning blev ordnet med by-brønde. Dette var et yndet samlings – og sladdersted. Vandet fik man leveret fra det vandrige Galgebjerg. senere fik man kloaknet og lagt gasledninger ned og den emsige Werck med det drabelige Kejser Wilhelm skæg havde travlt med sin stige for at tænde lamperne. Senere
blev der oprettet lokale elværker og elforsyning indtil den blev kommunal underkabelmester Stückers overopsyn.

Et nyt billede i gaderne blev vognene fra Abfuhr – natrenovationen, som byens vise fædre efter en lugte – og studietur i det sydlige fik moderniseret med skruelågsspande, nu kunne der så også køres om dagen.

 

Transport i Aabenraa 1932

Men lad os kigge lidt på, hvordan det så ud i 1932:

Gadens stille liv blev afbrudt af en vældig larm, når æ rufoemaand – Brødrene Andersens tunge vogne asede op ad Ramsherred med jernbanefragtgods. Lange gnister sprang fra hestenes hove, når de ramte en lidt for høj brosten. På bukken sad begge brødre iført groft-stribede trøjer, læderforklæde og kasket. Den ene havde tømmerne, den anden sad med hånden forsvarligt på bremsen for at bremseklodserne på hjulene kunne slå i, hvis vognen kom i skred på de glatte brosten.

Lettere vogne som tømmervogne fra Voetmann, der kørtes af Bentzen og Honnens havde ingen bremseklodser med en slags slædesko i en kæde, som blev sat på hjulet, når vognene skulle ned ad byens stejle gader. Det blokerede og bremsede under en vældig larm, ild og gnister.

Senere fik man mindre fragtvogne som ” Julles eller Peter mæ æ hest” Mange af byens firmaer havde store hesteforspand som kornfirmaerne Hans Ries og I.A. Schmidt ”helmusser”. Sidstnævnte brugte Oldenborgere, som om søndagen blev forspændt med en karet, “en feitong” eller en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev.

 

Masser af trafik

Flyttevognene fyldte også vældigt op i de smalle gader, og her dominerede vognmændene Brink og Thomsen. I fast trafik var også kulfirmaernes støvede vogne
med koks og briketter. Her husker man måske vognmand Laumann, der både solgte koks fra Gasværket og solgte sodavand. Han sad normalt på en sæk bagerst på ladet og lod benene dingle langs siden, mens solen skinnede på hans blankslidte let duknakkede læderklædte ryg. Det var klokkeklemt og gemytlig
hygge, når byens madammer, som høns, der skulle fodres, kom trippende med deres spande og kander for at købe i mælk i løsvægt hos de hvide enspændere. Det var brødkuske, den sjove vogn fra DDPA, som kørte petroleum til butikkerne, ølvogne, sodavandsvogne osv.

 

Tunge lastbiler forbudt på hovedvejen

I løbet af 1930’erne blev hovedgaden fredet for den tunge gennemkørende trafik, der i flere hundrede år var gået op gennem byen.

Som beskæftigelsesarbejde blev den ny Kystvej og Havnegade (H.P. Hanssensgade) bygget. Dermed blev den gamle hovedvej aflastet. Hovedgaden blev også fri for den tunge havnetrafik. Da bilerne blev større, forbød man endda de tunge lastbiler, at køre rundt i gaderne, og man indførte ensrettet færdsel.

Men der var stadig masser af liv på den gamle hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsomt trillende, mens “Dæhnert” og hans medhjælpere med spandene i åg over nakken, slæbte dem ind og ud af husene, andagtsfuldt, begloet af ungerne. Det spændene var, om man var så heldig, at nogle af spandene skvulpede over.

 

Kloakrensning

Kommunens folk kørte rundt med vogne med lange stænger med firkantede stænger med firkantede skovle i enden til rensning af kloakkerne. Og det lugtede.

 

“Luxusvogne” og Varecykler

Lidt efter lidt forsvandt hestevognene for at blive afløst af små ½ tons lastvogne. Købmand Jes Zetterquist på Søndertorv havde en sådan, så han kun afhente hønseblandinger hos Union. Vognen kunne om søndagen omdannes til “æ Luxusvogn”, idet han med et hejseværk i laden kunne hejse ladet op og “Luxusvognen”med sæder og kaleche ned.

Vognen kunne laste nøjagtig 500 kg og der blev vogtet nidkært over, at det ved indkøbene ikke blev overlæs.

Efterhånden dukkede varecyklerne op, den lange Long John og den korte med lille hjul og varelad foran, men mærkelig nok slog varemotorcyklen ikke an.

 

Gadefejning

Onsdag og lørdag skulle gaden fejes, og der blev højlydt strid og mundhuggeri om gadens midterlinje og sidelinjerne. “Dem aa æ Mærken” havde den største tørn, fordi gaden var bredere. En særlig taktik blev udbredt., når man med kostens kant kunne vippe møget, der sad i sprækkerne mellem brostenene, op.

Der var hån og spot fra naboerne, når heste efterlod sig friske pærer på de netop ren-fejede brosten.

 

Liv og glade dage på gaden

“Fiskerøche” Olsen fra Møllegade solgte fisk i gaden og senere var det Peter ”Licheglaj” Thomsen, der ind imellem foreviste verdens største ål på markeder. Senere stod “Hannstein” der med kasketten og råbte: “Røchet silll”

Byens første pølsevogn blev etableret af bager Eskild Madsen. Han fik lov at opslå sin stade ved Rådhusets sydligste flagstang. Efterhånden blev den udvidet med foldevægge og plader, så den helt tog pippet fra Frelsens Hærs Hold gryden i kog, der lænede sig op af den anden flagstang. Og Dansk Arbejde’ s – af “uldfabrikant Japsens” opsatte – lyssøjle “Køb Danske Julevarer”.

Også to ismænd fik man – foruden en rigtig is-butik i gaden. Brdr. Reuss stod med deres åbne vogne ved Rådhuset og jernbaneoverskæringen i Nørreport.  Her kunne man formedels 5 øre få sig en is i en såkaldt trykt – nærmest pap – vaffel, der senere lå og flød på gaden, men man kunne også få ispinde til 10 øre leveret fra “Affenraa Isenkremfabrik i Callesensgade”

 

Gift med ”lig-kone”

Apropos flyde – ja så havde man også en “Optiker fra æ gæe”,  en mand, der var udstyret med en gevaldig skulderpose og et spyd, hvormed han spiddede papiraffald og puttede det i posen. Han hed Hansen og man påstod af og til “så lichglaj ue” men det var nok fordi han kone var lig-kone.

 

Datidens lokalavis

Stort opløb samlede det når “æ mand mæ æ klok” slog sine tre langsomme slag med den store klokke og med høj klar røst forkyndte, at

• Æ springvand stæh still æ klok sju eller En smuk uuung hest bortsælges i dau å æ mærken.
  Jo, Gammel Duus var populær opoøfe. Senere var det Tagesen, der svang klokken.

På markedspladsen havde man hestemarkeder og grisemarkedet, der tidligere afholdtes omkring Storetorv.

 

Ligvognen

Når kirkeklokkernes tunge klemt satte i, midt om dagen så man ligvognen med “Kahle eller Thomsen” på bukken værdigt skride op af gaden, dreje af
ved Mutter Stahlbohms hus og forsvinde ad Pottegade. Den sorte vogn havde en forgyldt engel på baldakinen og blev trukket af to sorte heste med nypudsede hove, sorte ” Chaberaker og fjerduske” på hovedet.

En tåget em stod ud af hestenes åndehuller, og for at fuldende det sørgelige billede, havde pisken en lille sort sløjfe på skaftet. Højt på bukken en ensom kusk iført slængkappe og høj hat eller baret.

 

Lys og pynt

Ved slige lejligheder, men også ved skytteoptog eller guldbryllup, hvor gadernes vinduer var illumineret med levende lys, var gadernes brosten bestrøet med hvidt sand og blomster, om vinteren dog med gran.

 

Skyttelavet

Byens optog gik også gennem byen. her var Skyttelavet med kommunens kontorbud Harms i ”diplomat” med den gamle præseter-tang og skytterne i kjole,
akvavit og trægeværer.

Restauratør Cramer kommanderede med høj røst skytterne til at træde an:

• Ret dæ ind. Petsen,

kommanderede han, hvorefter Petsen med lige så høj og klar røst svarede:

• Knap din baus, Hans.

 

Kyrbis og spejdere

I Aabenraa var der masser af optog.

Ringrideroptog med datidens brede arbejdsheste, optags-optog til havefest på Lindbjeg med årets største Kyrbis (græskar) i højtideligt optog. Af og til sås
et politisk optog med Kommunist – Schrøder og 20 – 30 tilløbere, de ville “storme æ rajhus”.

Spejderorkestret, hvis ildfulde dirigent Tegevaldt’s hat bølgede i bakkedal, da tyske spejdere

• i schneidig hat a la tysk sydvestafrika-korpset med generalmusik-direktor Söhnemann og sit drabelige skæg i spidsen.

 

Brandvæsenets aftrædelsesparade

Også de sommerlige udrykninger af brandvæsnet med orkester fra stationen bag rådhuset. Når  “Lemhöfer ug Kortlepel og Stehr”, og hvad de nu hed, i løb måtte håndtere de tunge håndtrukne sprøjter og stigevogne (brandbil fik man først til jubilæet 1938) op ad Rådhusbakken, stod orkestret foran rådhuset
med forgyldt hjelmkam og skulderklapper og spillede. Her stod alle de statelige overbrandmænd på rad, alle med guldkantede hjælme. Her så man “gartner Erichsen, Kapelmester Stücker, Margarine – Petersen m.fl.”

Der var afsluttende aftrædelsesparade i rådhusets gård med “æ rau moe æ rejhus” Ved disse lejligheder gjorde Lange Hansen sig altid bemærket med anfald.

 

Byorkesteret

Mere adstadigt var det såkaldte byorkester under ledelse af den trivelige musikdirektør Kreutzmann, når de troppede op i ”diplomat og høj hat” for at gå til kongemodtagelse på havnen.

Musikerne “Kreutzmann og Brandt” spillede også i Kino-teatrat og Biografen til datidens stumfilm, og det var ofte Hoppe, der havde stort besvær med at holde ungerne i ro, indtil Kreutzmann bekvemmede sig til at komme. Men legendarisk var det, når hans tykke fingre strøg hen over klaviaturet under Tom Mix’ vilde jagter

 

Gadens originaler

På gaden så man også Lange Hannes, Tumbe Frans, Sild – Dres og Fisk – Katrine med fisk i gamle høje barnevogne. Så var det også Store Louise, Anton mæ æ haach, Hannemann, Patrioten Haugård, Meinberg ”Tatteratah” og Jacob Speckhahn, der gik og sang:

• Jacob Speckhahn på gaden
• Han ser på facaden
• Sind`i Danmark
• Dææ hææ man det godt

 

Skyttegravslandskab

Hovedgaden blev hvert år med iver og flid inden asfalten kom, brækket op af kommunen, så det lignede et skyttegravslandskab i Flandern. Her følte byens mange krigsdeltagere sig helt hjemme, når de traf hinanden på gaden., og genoplivede historierne.

 

Afsted til Flensborg

Butiksindehaverne boede som regel over butikkerne. Mange stod i butiksdøren og så de mange, der gik ned af Rådhusgade til rutebilen, for at benytte de kursbillige turistmark til indkøb i Flensborg

• Artiklen er en ny-redigering af et indlæg i Initiativ-avisen udgivet 1982 af Initiativ-udvalget i Aabenraa. Dette var et udvalg under Handelsforeningen i Aabenraa Jeg var redaktør af avisen. Indlægget var forfattet af Frands Gregersen

 

Kilde:

• Se også litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 06.o02. 2022

Var hun en kongelig datter? Havde hun to søskende, hvoraf den ene var H.C. Andersen? Læs denne fantastiske historier, der bygger på masser af myter, hypoteser, kendsgerninger og rester af vandrehistorier. Mange mystiske episoder forbinder både Jomfru Fannys liv og H.C. Andersen.

Var hun en dronning uden krone? Et symbol på danskhedens overlevelse? I hvert fald er mystikken om hende, en god historie.

 

Slotsgade 14 – Aabenraa

I 1805 hører beboerne i Slotsgade en kongelig postvogn komme skrumplende gennem gaden. Den gjorde holdt foran nr. 14 – et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot. Folk stimlede sammen, og sladderen gik. Næste morgen kunne man se en velklædt kvinde stående med et spædbarn i vinduet.

Nogle dage efter fløj et stykke børnelinned med et fyrsteligt monogram over i naboens have.

 

Undervist på Brundlund Slot

Kort tid efter blev pigebarnet fra vinduet døbt. I Aabenraa’ s kirkebog står der:

• Døbt Franziska Caroline Elise Enger, uægte barn af Christine Heise fra Mecklenburg – besvangret af skovridder Frederick Enger

Faddere var kammerjunker von Qualen og frue. Det vakte en del undren. Normalt var en kvinde, der fødte et uægte barn dømt til tugthus, vand og brød, eller flere år i Spindehuset. Men det skete ikke, og Aabenraa’ s befolkning mødte hende ikke med foragt.

Naboerne så, at der var en livlig trafik mellem Brundlund Slot og Slotsgade 14. Den lille pige, der i daglig tale blev kaldt Fanny, fik også sin skolegang på slottet. Hun blev undervist sammen med amtmand Steenmands børn.

 

”Københavnsk Porcelæn”

Hendes konfirmationskjole var af sort fløjl. Hun havde en kiste med det fineste linned. Og der var flere stel af københavnsk porcelæn og en del sølv – og guldsmedearbejder med – og uden krone. Man undres over, at en ganske almindelig tjenestepige uden for ægteskab kunne have denne rigdom.

Til livets ophold fik pleje-moderen og barnet regelmæssigt penge, altid i ”specier”, sendt fra København. Madam Enge, som Christine Heise (Fanny` s plejemor) kaldte sig, tjente desuden en del ved såkaldt ”franskvask”, dvs. Behandling af den tids kniplingskapper, ærmer og lignende. Hussproget var tysk,
men efterhånden blev Fanny dansk både i sind og tanker. Efter at have boet en del år i Slotsgade flyttede de om på Storetorv, hvor de boede på 1. etage i Daniel Møllers hus.

Derfra flyttede de op i Ramsherred, hvor de i mange år boede i ”frontispice – lejligheden” hos bødker Tøgesen, kaldet Hartmeyer (nuværende Ramsherred 34), skråt over over for rebslager Garbens ejendom.
Charlotte Frederikke

For at finde ud af, hvem denne pige var, dukker vi ned i dr. Phil. Signe Prytz’ s bog: Frederik den Syvendes Barndom og hans nærmeste Omgangskreds. Signe Prytz skriver:

• I sommeren 1804 forelskede prins Christian Frederik sig dødeligt under et besøg hos sin afdøde mors familie på Ludwigslust i Mecklenburg i sin to år ældre kusine Charlotte Frederikke. Det passede ikke faderen, arveprins Frederik. Arveprinsens hofchef, kammerherre Frederik Blücher, delte åbenbart
  sin herres mening om Christian Frederiks fremtid. Han skrev til den unge prins. Han bebrejdede sig selv, at han ikke i tide havde gjort, hvad der var muligt for at slukke den flamme, der var blevet tændt under besøget allerede året i forvejen. Da det nu var en kendsgerning, at Charlotte Frederikkes brændende øjne og yndigheder havde fængslet ham så stærkt, måtte han alligevel slutte sine formaninger med et ”til lykke”.

 

Hun var gravid – uden for ægteskabet

Deklarationen af forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da det nogle måneder efter viste sig, at Charlotte Frederikke ventede sig. Det passede ikke kongen, at skulle præsentere en gravid prinsesse ved hoffet i København. Han dikterede, at hendes opholdssted skulle være Plön, et slot i Holsten, som hørte under kronen. Her blev jomfru Fanny født i sommeren 1805.

Frederik Blüchers bror, der var amtmand i Aabenraa sørgede diskret for, at barnet blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Plôn.

Se alt dette var noget Signe Prytz havde fundet ud af. Og det var ikke bare fri fantasi. Hun havde af Frederik den Niende fået lov til at dukke ned i en lang række arkivalier på rigsarkivet, hovedsagelig breve til – og fra prinsesse Charlotte Frederikke. Dertil hendes dagbøger og regnskaber.

Den lille pige blev bragt til Aabenraa, hvor amtmand C.D. von Blücher tog den lille pige i forvaring.

 

Frederik von Blücher skulle være far?

Historien kan ikke være mere vild, fordi Conrad Daniel von Blücher, der havde nær tilknytning til kongefamilien hævdede, at det var hans bror Frederik von Blücher, der var far til arveprinsens fire børn, blandt andet prins Christian, den senere Christian den Ottende og jomfru Fanny. Arveprinsens ægteskab havde
i mange år været barnløst indtil Frederik von Blücher kom ind i billedet.

 

De ”adelige faddere”

Amtmanden stod nævnt som fadder. Desuden er nævnt kammerjunkerinde Franzisca Genovera von Quale, der var søster til amtmandens kone.

Kammer-junkerindens mand Frederik Carl Ferdinand er også nævnt, ligesom Elise Heise, søster til Fanny’ s angivelige mor. Hun var kammerpige hos fru Qualen. Fruen tilhørte kredsen af hoffolk ved hoffet i Mecklenburg og havde været kammerjomfru hos prinsesse Charlotte Frederikke. Det mærkelige var, at alle havde en tilknytning til Charlotte Frederikke.

En lille buttet og koket Kattekilling

Fannys mor, prinsesse Charlotte Frederikke blev gift med sin Christian i 1806. I 1807 fik de en dreng, der døde kort tid efter dåben. I 1808 flyttede de til Amalienborg. Sammen fik de sønnen, Frederik (senere Syvende). Men den ret livlige prinsesse havde en skandale med sin franske musiklærer, og blev bortvist til Boller Slot ved Horsens. Så allerede i 1810 blev de skilt igen. Her kedede hun sig og rejste til Rom. Her konverterede hun til katolicismen. Senere oversatte hun børnebøger. I et af værkerne om Christian den Ottende bliver Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin beskrevet:

• En lille buttet og koket Kattekilling, forvænt og intrigant. Hun var straks over ham. Hun var kælen og forførerisk, og den unge Prins, der til trods for Rygterne om hans forskellige Sværmerier og Forbindelser, nok har været tilpas uerfaren, faldt for hende.

Holder historien?

Historien virker utrolig. I Sønderjysk Månedsskrift i 1964 forsøger Morten Kampenhøver at afvise, at kongehuset skulle være involveret. Der har også været forsøgt, at lave en tidsplan for Christian Frederiks færden, men den holder ikke.

 

Kunne ikke begå sig på de bonede gulve

Flere gange under sin opvækst blev Fanny inviteret til Gråsten Slot og til øen Föhr, hvor Christian den Ottende ofte ferierede.

Men hun følte sig ikke rigtig hjemme på de bonede gulve. Selv om hun var undervist på tysk og hofsproget var tysk, talte hun dansk med sønderjysk dialekt. Og sådan noget kunne slet ikke bruges slige steder.

Efter nogle år i Slotsgade flyttede Fanny og Christine Heise hele to gange. Til sidst købte Fanny et lille hus i Persillegade.

 

Sygdommen var et vendepunkt

Fanny blev forelsket i en ung student. Man han vragede hende, og hun forblev ugift.

I en alder af 27 år blev hun alvorlig syg. Ingen troede, at hun ville overleve. Men en dag forsvandt feberen. Sygdommen blev et vendepunkt i hendes liv. Pludselig kunne hun se ud i fremtiden. Hun forudsagde de slesvigske krige, nederlag og sejre, samt tiden efter 1864. Hun kunne dog ikke sætte årstal på. Det var også hende der forudsagde, at kongen ville ride over grænsen på en hvid hest:

 

Forudsigelser

• Den krig der kommer, vil begynde på den anden side af jorden og derpå starte fra et hjørne i Europa. Det bliver en grusom krig. Jeg har set så meget ild fra luften fra jorden og fra vandet. Det bliver skrækkeligt på vandet.
• Det bliver meget knap med fødevarer i København, og Flensborg vil få en slem tid. Flensborg vil få det frygtelig. I Sønderjylland vil der bryde vilde horder ind uden kommando. Folk kommer flygtende vest fra til Aabenraa, Als og Sundved. I Aabenraa vil de rase i tre dage.

H.P. Hansen gjorde meget, for at dette skulle blive virkelighed i 1920. Da red Christian den Tiende over grænsen på en hvid hest. Man ordnede det også sådan, at de danske tropper kom sydfra ind i Aabenraa, selv om det var en stor omvej.

Og hesten som Christian den Tiende brugte, hed Malgré Tout var vitterlig hvid, det var nemlig en albino.

Hun forudsagde Isted – slaget. Efter Treårskrigen begyndte Fanny at tale om krigen i 1864:

• Preusserne kommer og tager det hele, og Slesvig vil komme til at sukke under et strengt Regimente. Vi skal blive så “tyskse”, at næsten ingen håber mere.

De fleste af Fannys syner drejede sig om krigsbegivenheder, dog så hun også politiske tildragelser. Hunså Frederik den Syvendes ligfærd, idet hun forudsagde, at et højtfornemt lig skulle udskibes fra vor landsdel.

Flere gange udtalte Jomfru Fanny, at hun så en stor tysk flåde ligge på reden, en forudsigelse, der gav sejlmager Cornett anledning til overfor sin hustru at bemærke:

• Æ troe, Morlill te Fanny blue tumbe, Tyskland eje jo knap et skif, hvo ka hun saa snak om en stoe tysk flåè.

Den halve tyske flåde lå inden Genforeningen gentagende gange på Aabenraa red.

Året efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev der udgivet en bog om hende. Den fik nærmest en symbolsk betydning for danskheden. Under anden verdenskrig forbød tyskerne den.

Nordslesvigs dansksindede befolkning troede på Fannys spådom og med fuld fortrøstning på, at de kom til Danmark.

De tysksindede var ikke glade for disse forudsigelser. Hun blev aldrig straffet for det, men hun fik en del advarsler. Således forsøgte den daværende provst, at tale hende tilrette. Hun kunne også forudsige hverdagsting. Børnene gik en stor bue forbi hendes hus.

 

En god ven

Barber og kirurg P.W. Speckhahn var nogle af de få, som Fanny havde noget med at gøre. Speckhahn var tilflyttet fra Flensborg ordnede hendes pengesager. En tilknytning til amtmanden havde han også. Det var også Speckhahn, der hjalp Fanny med at købe et hus i Persillegade, hvor hun boede til sin død.

I 1848 døde Christian den Ottende og understøttelsen blev sparsom. Efter et stykke tid, stoppede den helt. Frederik den Syvende forsøgte at få kontakt, men Fanny afslog. Officielt levede Jomfru Fanny af at være syerske.

Det er min mor

Under en udflugt til Lyksborg sammen med nogle af de damer fra Aabenraa, der støttede hende, var hun pludselig blevet væk. De fandt hende stående foran et maleri på slottet: Det er min mor. Billedet var et maleri af Charlotte Frederikke.

De fremtrædende kvinder inden for danskheden omgikkes hende i Aabenraa Den 27. marts 1881 døde Jomfru Fanny. En stor skare danske mænd fulgte hende til graven, dog sås to kvinder bagerst, hvilket var uhørt dengang. Det var Anne Junggren og Karen Michelsen.

 

Fanny ville ikke flytte til København

Hvordan kunne det være, at en almindelig tjenestepige havde så højtidelige faddere? Hvordan kunne det være, at en fattig syerske havde råd til at købe et hus? Faktum er, at hun et eller andet sted fra fik såkaldte specier.

Ifølge Marie Thomsen blev der sendt en kongelig postvogn til Aabenraa. I den sad to høje officerer,
der skulle overtale Fanny til at flytte til København.

Fanny og pleje-moderen besøgte sine formodede forældre på Gråsten Slot. Ved den lejlighed skulle Fanny efter sit eget udsagn ikke have været tilstrækkelig underdanig overfor Caroline Amalie, fordi hun vidste, at hun var prinsessen jævnbyrdig. Herover blev både prinsessen og pleje-moderen meget fortørnede.

 

Sølvtøj beslaglagt

Efter Jomfru Fanny` s død blev det sølvtøj, der var forsynet med en krone, beslaglagt af landråd v. Levetzau.

I 1907 aflagde Marie Lassen fra Sdr. Hostrup sammen med slægtninge et besøg på Rosenborg. De fik en speciel rundvisning af assistent Faaborg. Da de trådte ind i et værelse i Frederik den Syvendes afdeling faldt fru Lassens blik på et oliemaleri på væggen. Uvilkårligt udbrød fru Lassen:

• Nej, Fanny.

I værelsets midte stod et mahognibord med glasmontrer, hvor der lå en del sager, som efter fru Lassens mening havde tilhørt Fanny. Her lå slidte sølvskeer, som fru Lassen nogle gange hjemme i den lille stue i Aabenraa havde rørt rundt med i Fannys store hvide porcelænskopper med guldkant. Her lå også en del af Fannys kendte broderier. Tyl indfattet i kammerdug.

Efter at assistent Faaborg havde fået nærmere forklaring angående Fanny, forklarede han, at det omtalte oliemaleri var et billede af prinsesse Charlotte, der før havde hængt på Lyksborg Slot., og alt hvad der fandtes i Frederik den Syvendes afdeling havde tilhørt denne slægt.

Da fru Junggreen i 90’erne sammen med datteren Henriette og de aabenraaske dammer, fru Thaning og fru Helene Bruhn under et besøg hos Villars Lunn på Aggersvold, var på Rosenborg og trådte ind i værelset, hvor maleriet af prinsesse Charlotte hængte, udbrød hun overrasket:

• Nej, det er som jeg ser Jomfru Fanny

 

Det endelig bevis ”begravet”

Jomfru Fanny blev efter hendes død lagt i en kiste af fru Junggreen, fru Thaisen Petersen fra Stubbæk og fru Petersen fra Sdr. Hostrup. De tre damer fandt blandt hendes efterladenskaber, et forkullet dokument, der indeholdt oplysninger om hendes fødsel. Uden at undersøge det nærmere, lagde de det under Fannys hovedgærde, for at hun kunne tage den hemmelighed om sin herkomst, hun ikke havde betroet dem, med i graven.

 

Kunne have besøgt H.C. Andersen

I 1844, da kongen var på sin årlige ferie til Föhr, havde han besøg af H.C. Andersen. Han inviterede også Fanny. Allerede som barn var hun inviteret på ferie ude på vadehavsøen Föhr.

Efter Christian den Ottendes død lod enkedronning Caroline Amalie forstå, at hun ønskede oplysninger om Jomfru Fannys levevilkår.

Ja og historien slutter ikke endnu, for det er nogle, der mener, at Jomfru Fanny og H.C. Andersen er søskende. Hvordan dog det?

 

Var Prins Christian søn af Blücher

I 1774 havde arveprins Frederik giftet sig med den Mechlenborgske prinsesse Sofie Frederikke. Han var 21 år, hun var 16. Han var ikke videre pæn, men hun var yndig med mørke øjne.

Prinsessen nedkommer i løbet af ægteskabets første 10 år med tre dødfødte døtre. Men fra prinsessen var 28 til 34 år satte hun 4 sunde og velskabte børn til verden, som desuden var smukke og intelligente. Myterne gik på at von Blücher morede sig med prinsessen, mens arveprinsen fornøjede sig med Sofie
Frederikkes purunge selskabsdame Caja Hviid.

Prins Christian skulle angivelig være søn af Frederik von Blücher.

På samme måde var Christian den Ottendes anden hustru, Caroline Mathilde officielt datter af den sindssyge Christian den Syvende. Men officielt vidste alle, at Struensee var faderen.

 

På dannelsesrejse

Christian den Ottende blev født i 1786, blev konge i 1839 og døde i 1848. I sin ungdom var han meget udadvendt og feteret, og deltog i det selskabelige liv omkring hoffet. Fra juni til oktober 1804 var han på en af sine dannelsesrejser. Det var i den periode H.C. Andersen blev undfanget.

Et af de første opholdssteder var badestedet Neundorf i det sydlige Tyskland.

 

Elise Ahlefeldt – Laurvig

Rygterne gik på, at Christian den Ottende havde et eventyr med den smukke begavede komtesse Elise Ahlefeldt – Laurvig. Et barn skulle have været resultatet. Komtessen forlod Danmark for altid i 1808 og giftede sig med en preussisk officer. I 1821 forlod hun hendes mand pga. tiltrækning til digteren Immermann,
som hun dog aldrig giftede sig med. I 1839 gled de fra hinanden og Elise oprettede en litterær salon i Berlin.

 

Hemmelige giftemål opløst

Elise og prinsen skulle efter rygterne være blevet hemmeligt gift i 1804, men ægteskabet blev opløst af den daværende reelle konge, Frederik den Sjette, der selv åbenlyst havde flere elskerinder. Den formelle konge, var den sindssyge Christian den Syvende. Elises far protesterede ikke. Han var afhængig af kongehuset.

Ja og barnet skulle angivelig være H.C. Andersen.

E. Ahlefeldt – Laurvig skriver i den spændene bog: Elise Ahlefeldts Historie:

• I Tyskland har i den sidste Aarstid den Antagelse bredt sig, at Elise har ægtet Tronfølgeren, den senere Christian den Ottende. Ægteskabet var naturligt hemmeligt og blev senere opløst. Som man nedenfor vil se, blev Elises Barn født 1807. Prins Christian blev gift i 1806 med Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin. Af disse Tvende Aarstal fremgaar det med al Tilstrækkelig Tydelighed, at om Ægteskab mellem Prinsen og Elise kan der i alle Tilfælde ikke være tale

 

Adolphine Laurvig

Angiveligt skulle der være kommet endnu et barn ud af eventyret mellem Elise og Christian, nemlig Adolphine Laurvig. Hun blev født 21.11.1807. På sit dødsleje hævdede hun, at kongen var hendes far. At Christian den Ottende ikke tog sig af Adolphine skyldtes at hun voksede op i social tryghed hos moderen.

Da Adolphine lå på sit dødsleje, kaldte hun sine børn til sig. Hun fortalte dem da, at den danske Konge og ingen anden var hendes lovlige Fader. Og med kongen mente hun Christian den Ottende.

 

Tre uofficielle søskende

Af indviklede veje fik vi så forenet Jomfru Fanny og H.C. Andersen som søskende og for den sags skyld også Adolphine Laurvig.

 

Et norsk barn

Er historien rigtig?

Vi tror på myten og at eventyret er rigtigt. Det er jo en god historie, men rigtige forskere vil ryste på hovedet. Myte-skabere synes at være utrættelige. Formodninger, rygter og kendsgerninger bliver blandet i en stor potte.

Christian den Ottende var særdeles kulant over for kvinder, som han besvangrede. Men han sikrede dem også økonomisk. Han havde et forhold til Johanne
Marie Brandvold. Og resultatet blev en søn, Carl Frederik Eide. Sønnen blev støttet økonomisk. Det kan man se i hoffets regnskaber.

Han fik også et andet barn, datteren Christiane Frederikke, der blev født 11. august 1814, og døde af mæslinger i september 1815. Christian Frederik blev ved med at støtte moderen også efter barnets død.

 

Kongens søn bliver skovfoged

Da Christian Frederik i 1815 giftede sig med prinsesse Caroline Amalie fra Augustenborg var det lykønskninger fra Johanne Marie Brandvold. Deres fælles søn Carl Frederik kom efter faderens ønske til Danmark i 1827 og blev udlært i skovbrug. I 1842 blev han skovrider i Sorø, og virkede her til sin død i 1882. Foruden sin gage fik han en fast årlig ydelse på 600 rigsdaler. Han havde et venskabeligt forhold til sin far, men også til sin halv-broder, kronprins Frederik.

 

Var kongen en præmietyr?

Man får nogle gange indtryk af, at Christian den Ottende var en præmietyr, og skulle være far til en halv snes børn uden for sine to ægteskaber. Var alle hans kvindelige bekendtskaber seksualobjekter? Det vides, at han også havde mange kvindelige venskaber, bl.a. til nonnen Marie Gabriella.

 

Ingen opgørelser over Jomfruen og H.C.A.

Da Oldenborgernes kongelinje 1863 uddøde med Frederik den Syvende blev deres forskellige forpligtelser opgjort. Man fandt forskellige opgørelser. Men man ledte forgæves efter opgørelser til Jomfru Fanny og H.C. Andersen.

Forskere har fundet ud af, at hvis Jomfru Fanny skulle være datter af prinsesse Charlotte Frederikke, så skulle sidstnævnte have været gravid i et godt stykke over 10 måneder.

 

Er der beviser nok?

Det er svært at tolke de forskellige teorier. Det er vel ikke logisk, at kongeligt afkom blev ladt i stikken. Den økonomiske støtte blev fortsat i flere generationer. Er det logisk, at et fyrstebarn skulle forblive en syerske?

Er de forskellige fortolkninger konstrueret så de passer i denne mytedannelse. Hvor er beviserne for at H.C. Andersen er datter af et forhold til komtesse Ahlefeldt?

 

H.C.A. møder Jomfru Fannys mor

H.C. Andersen opsøgte Jomfru Fannys formodede mor i Rom. Men han ville ikke have noget med hende at gøre. Ifølge hofchef oberst Poulsen var prinsessen en kronisk løgnhals, der ofte satte sin hofchef i pinlige situationer. Hun kunne ikke være et sandhedsvidne. Det havde H.C. Andersen måske fundet ud af. Så vidt vides opsøgte han aldrig sin formodede halvsøster i Aabenraa.

 

Hypoteser bliver til beviser

Det er ikke særlig populært at aflive myter, for folk elsker dem. Mange tror, da også stadig at Dannebrog faldt ned i Estland i 1219. En fjer bliver i mytedannelser ofte til fem fjer.

H.C. Andersen elskede at fortælle, hvem han omgik. Hvorfor skulle han hemmeligholde sin kongelige fortid? Hvorfor skulle han udelukkes, når hans halvbror, Carl Frederik Eide ikke blev det?

Rygter bliver drøftet i fuld alvor ved hjælp af dem skabes kendsgerninger. Hypoteser forvandles til beviser.

 

God plads til rygter

Kongehuset vogtede over sit ry. Uoverlagte bemærkninger kunne straffes hårdt. Der var sandelig god plads til rygter.

På et tidspunkt var der vedholdende rygter om, at Kong Frederik den Niende skulle have et uægte barn, der boede i Hellevad. Ak ja. Men er det hele en kulørt ugebladsroman. Det vil jeg lade være op til læserne at vurdere. Men ligesom Jomfru Fannys liv er det også meget mystik om H.C. Andersen.

 

Hvor er H.C.A. født?

Officielt er han født i Odense, den 2. april 1805. Dette er der forskere, der har boret i. Han er døbt i Sank Hans kirken, hvor hverken hans påståede far eller mor havde nogen tilknytning. Der er senere blevet rettet i kirkebogen.

Man ved, at kongehuset brugte denne kirke. Hans Andersen, der skulle have været H.C.A` s far var ikke ret høj, en mand omkring 165 cm. Moderen var en anelse højere, men meget bred. H.C. Andersen car 180 – 184 cm.

 

Broholm Slot

Elise har ikke født på godset i Tranekjær. Alt tyder på, at fødselsstedet er Broholm Slot.  Der var et godt forhold mellem H.C. Andersens officielle mor, Anne Marie Andersdatter og fruen på Broholm, Edele Marie Sehestedt. Og mellem slægten Sehestedt og slægten Ahlefeldt – Laurvig var der også god kontakt. Efter overleveringer vides det, at der i 1805 blev født en dreng på Broholm Slot, hvortil Christian den Ottende skulle være far.

Og Anne Marie Andersdatter var den gang vaskekone på slottet.

 

Provst Gutfeldt

Provst Gutfeldt, der havde været præst ved Fredensborg Slotskirke i 11 år, og senere provst ved Holmens Kirke fra 1811 – 1823 skriver allerede i 1810 til præstefamilien Bunkeflod og oberst Høegh – Guldberg, at der i Odense bor en lille dreng, der er værd at hold øje med. Det skægge er, at Gutfeldt aldrig har
boet i Odense.

 

Kongelig legekammerat

I sin barndom legede den fattige skomagerdreng på Odense Slot med den senere Frederik den Syvende. Vi må huske, at vi var på enevældens tid. Vi finder meget om det mystiske i Erindringer, som aldrig er udkommet, men foræret til Henriette Wulff. Her henviser han ret ofte til kongehuset, især til kronprinsen
og hans familie. Meget senere i 1848, da Christian den Ottende døde, skriver Henriette Wulff til H.C.A.

• De har opdaget, at De er det Prindsebarn, vi talede om forleden, og føler det for stærkt. Dog det haaber jeg ikke, thi om De nedstammede fra alverdens Konger, kunde jeg ikke holde af Dem som De er langt meer end alle Konger tilhobe…

 

Konfirmation – blandt de fine

Da H.C. Andersen skulle gå til konfirmation, insisterede han at gå på det på hold, der ellers var forbeholdt latinskoleeleverne og bedre folks børn. Provsten, der skulle undervise ham, brød sig ikke om, at Andersen sneg ind i en stand , som han ikke tilhørte , men magt til at forhindre det, havde han ikke.

 

Et meget ”tilfældigt” møde

På vej til København sidder der ”tilfældigvis” en Fru Hermansen, der har passet og plejet en prins Ferdinand. Denne kvinde hjælper ham med bolig, med job og med anbefalinger til andre hjem. Og i disse betydningsfulde hjem ligger der betydningsfulde summer og venter på ham.

 

Pastoren giver anbefalinger

Provst Gutfeldt dukker op igen under H.C.A.´ s første år i København. Efter at have fået afvist sit første stykke, sørger Gutfeldt for kontakt til Jonas Collin, direktør for Det Kongelige Teater. Han kommer med det ejendommelige forslag – fri skolegang på latinskolen i Slagelse.

H.C.A. kunne frit færdes på Det Kongelige Teater i tre år, trods stor fiasko som både skuespiller, sanger, danser og dramatiker.

 

Latinskolen bliver betalt

Da H.C.A. kom på Latinskolen i Slagelse var der nogen, der betalte for ham, desuden skulle der betales det dobbelte for ham. Og i den tid 1823 – 26, han var der, var kronprinsen på besøg i byen mange gange.

Inden studentereksamen læste han hos en privatlærer i København. Det var familierne Wulff og Collin, der hjalp ham til dette.

 

Underofficer i Kongens Livkorps

I 1829 indtrådte han i det danske forsvar, året efter blev han udnævnt som underofficer. Det var hos Kongens Livkorps. Og det var normalt forbeholdt sønner af adel og kongehus.

Det sjove er, at H:C. A ikke var brudt igennem overhovedet. Ja man sagde på Det Kongelige Teater, at han var talentløs. Først i midten af 1830’erne brød han igennem som forfatter med romanerne Kun en Spillemand, 0.T. og Improvisatoren. Og først i begyndelsen af 1840’erne brød han igennem med sine eventyr.

 

Prinsen besøger H.C. A´s mor

Faktum er at kongehuset støttede H.C.A. langt før han viste sine evner. De kom først cirka 20 år efter. Var Kongehuset virkelig så forudseende? Som ældre udtrykte H.C.A.:

• Min egen Bedstefar var sindssvag, min Far blev det kort før sin død.

Under et besøg i Odense i 1832 forlangte prins Christian Frederik at bese Doktors Boder, hvor H.C.A. voksede op. Her mødte prinsen. Anne Marie Andersdatter, der skulle have været meget fordrukken.

 

Let adgang til Hoffet

Det hele er brikker i et stort puslespil. Inden H.C.A. slog igennem havde han adgang til de danske herregårde og de europæiske fyrstehuse. Da Christian den Ottende lå på sit dødsleje, ønskede han H.C.A. ved sin side. Også forholdet til efterfølgeren Frederik den Syvende var godt. Nogen gange følte H.C.A. det for lidt pinligt. Kongen var måske lidt mere ligefrem end H.C.A. var.

Da Frederik den Syvende døde, ville H.C. A aflægge et sidste besøg ved kisten. Han fik særbehandling og tilladelse af Hoffet. Skomagerfamilien har måske kun fået nogle løse hentydninger om noget greveligt, da de adopterede H.C.A. Selv omtaler H.C.A. sig tit i sin ungdom som et forbyttet grevebarn, og mange af hans tidligere værker omhandler grevesønner.

 

Kongerækken

Hvordan var det lige med kongerækken dengang?

Da Frederik den Femte døde i 1766 blev han efterfulgt af sin 17 – årige søn, Christian den Syvende. Allerede da vidste man i inderkredsen, at det ikke stod rigtig til med den nye konge. Man havde håbet, at han ville vokse fra det, men i stedet udviklede det sig til en uhelbredelig sindssygedom, En sådan situation
havde Kongeloven ikke taget højde for. Den begavede læge Struensee regerede faktisk landet i stedet for, og havde en affære med dronning Caroline Marthilde. Dette førte til Louise Augusta. Dronningen havde i forvejen en søn, den senere Frederik den Sjette.

Dette kostede som bekendt Struensee livet. Man mener at det var adelen anført af kongens stedmor, Frederik den Femtes anden hustru, enkedronning Juliane Marie der stod bag kuppet.

Den lille kronprins var da kun fire år gammel.

Hun ville utvivlsom promovere sin egen søn og kongens halv-broder, den 19 årige arveprins Frederik. Hun ville have, at han skulle afløse Christian den Syvende. Men arveprinsen havde ikke rigtig evnerne. Det var læreren, teologen og historikeren Ove Høegh – Guldberg, der stod bag.

Da kronprins Frederik i 1784 blev konfirmeret, overtog den 16 – årige prins den enevældige magt på sin sindssyge faders vegne. Enkedronningen trak sin søn tilbage.

Enkedronningen Juliane døde i 1796, og allerede i 1805 fulgte arveprinsen efter. Ingen af dem kunne da ane, at kronprinsen hverken skulle få sønner eller sønnesønner, og at arveprinsens ældste søn derfor efter Frederik den Sjettes død i 1839 blev konge i Danmark under navnet Christian den Ottende.

Kilde:
Litteraturliste: Jomfru Fanny

• Frands Gregersen: Jomfru Fanny (2004)
• Heidi Gunner Pfeffer: Snakken gik jo (1992)
• Morten Kamphøvener: Sønderjyske Årbøger 1964
• Birgitte Kragh: Jomfru Fannys kongerige (1982)
• Helene Rud: Jomfru Fanny (1945)
• Bodil Steensen – Leth: Jomfru Fanny – en roman om ”Dronningen af Aabenraa”
• Signe Prytz: Frederik den Syvendes barndom og nærmeste omgangskreds (1974)
• Marie Thomsen: Jomfru Fanny (1938)
• Uwe Thomsen: Jomfru Fannys speciedalere (1993)
• Morten Kamhøvener: En skrøne, at jomfru Fanny var fyrstelig(Jyske Tidende 1982)
• Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (Sønderjyske Årbøger 1984

 

Hvis du vil vide mere – Litteraturliste: H.C. Andersen

• Dorrit Andersen: Da H.C. Andersens far blev frimester (Fynske Årbøger 2004)
• Dorrit Andersen: H.C. Andersen – en kongesøn ? (Siden Saxo 1987 – 2)
• H.C. Andersen: Dagbøger 1825 – 1877 1 – 12 (1971 – 1976)
• H.C. Andersen: Erindringer (1805 – 31) v. Jens Jørgensen
• H.C. Andersen: Eventyr og Historier 1 – 5 v. Hans Brix og Anker Jensen (1918)
• H.C. Andersen: Mit livs eventyr 1 – 2 (1951) v. H. Topsøe – Jensen
• H.C. Andersen: Mit livs eventyr uden digtning (1942) v. H. Topsøe – Jensen
• H.C. Andersen: Optegnelsesbog (1926)
• H.C. Andersen: Samlede skrifter(1876 – 1880)
• H.C. Andersens samlede værker (Blandinger) Laurids Christian Fahl m.fl. (2005)
• H.C. Andersens samlede værker (Digte 1 – 2) Laurids Kristian Fahl m.fl. (2005)
• H.C. Andersens samlede værker (Skuespil) Laurids Christian Fahl (2005)
• Jens Andersen: Andersen 1 – 2 (2003)
• Elias Bredsdorf H.C. Andersen, Mennesket og digteren (1979)
• Hans Brix: H.C. Andersen og hans eventyr (1907):
• Hans Brix: Levnedsbog (1805 – 31) (1926)
• Nic Bøgh: Hvad H.C. Andersen fortalte (Danm Illu. Kalender 1887)
• Henning Dehn Nielsen: Christien den Ottende – konge af Danmark
• Rolf Dorset: Paradisbarnet – en bog om H.C. Andersens herkomst (2004)
• Arne Duve: Symbolikken i H.C. Andersens eventyr (1967)
• Claus Friisberg: H.C. Andersen og Christian den Ottende (2008)
• Bo Grønbech: H.C. Andersens Eventyrverden (1945)
• H.H. Jacobsen: H.C. Andersen Eventyrverden (1945)
• H.H. Jacobsen: H.C. Andersen på Fyn 1819 – 1875 (1945)
• Jens Jørgensen: H.C. Andersen – en sand myte (1989)
• Johan de Mylius: H.C. Andersens romaner mellem romantik og realisme (1981)
• H.G. Olrik: H.C. Andersen, Undersøgelser og kronikker 1925 – 1944 (1945)
• H. Topsøe – Jensen: Omkring Levnedsbogen (1943)
• G.L. Wad: H.C. Andersens Slægt (1905)

 

Hvis du vil vide endnu mere:

• F. Ahlefeldt – Lauervig: Elise Ahlefeldt – Laurvigs Historie (1923)
• Aage Heinberg: Christian den Ottende (1946)
• Axel Linvald: Kong Christian den Ottende – den unge Prins (1943)

 

• Afsluttende bemærkninger
• Allerede i 1849 kunne man i Fyens Avis læse Momme Boiesens: ”Fannys Spaadom og den slesvigske Piges Drømmesyn”. Dette blev fulgt op af to såkaldte ”Skillingstryk”, der bl.a. skildrede oprøret i 1848 – 50. Senere skrev mølleren på Branderup Mølle, Jørgen Fausbøl i 1908 en artikel i Heimdal om Fannys mange syner og spådomme.
• Den fulgtes i 1919 af endnu en artikel, formodentlig skrevet af redaktør Jens Frost, der støttede Fausbøls artikel. I februar 1919 begyndte fru Marie Thomsen fra Kolstrup en artikelserie i Heimdal, der også omfattede Jomfru Fanny. Dette udkom også som særtryk. Også¨Marie Frost, senere Marie Frahm har i Heimdal skrevet en kronikrække om Fanny i 1919 og senere et specialnummer om Genforeningen.
• Emil Ruge har i 1917 i ”Vor Hjemstavn” skrevet om ”Den synske Jomfru fra Aabenraa”, og rektor Georg Buchreitz har i sin lille bog om Aabenraa hele fire afsnit med og om Fanny.
• Marie Thomsens bog blev genoptrykt, men under 2. verdenskrig blev den forbudt af censuren og restoplaget – 3.000 eksemplarer – solgt under disken som ”Håndbog i Kaninavl”.
• I 1945 udgav Helene Rud en ny bog om Fanny og i 1964 gav redaktør Morten Kamphövener i ”Sønderjysk Årsskrift” Fanny – myterne et alvorligt skud for boven. Artiklen er senere imødegået af mange, bl.a. af journalist Ole Bech.
• Rektor Georg Buchreitz udsendte i 1959 et lille hæfte en jernbaneingeniørs breve ril Fanny. Senere fulgte en hel side i Jydske Tidende, efter bevarede dagbogsblade fra Cecilie Berghs erindringer. Hun boede på Fyn, og var datter af sejlmagerfamilien Cornett, der hørte til Fannys nærmeste vennekreds. Ind i mellem var der større og mindre avisartikler. Overlærer Peter Petersen skrev i 1980 i Jydske Tidende specielt om Fannys syner.
• I 1982 arrangerede Aabenraa Museum er udstilling om Jomfru Fanny. Her udgav museumsinspektør Birgitte Kragh et hæfte, der på mange måder imødegik Morten Kamphôvers påstande. Hun henviste til dr. Phil Signe Prytz. Der fremdrages også beviser, som Fannys ”kassemester” Speckhahn har bevaret i sit omfattende privatarkiv.

I 1959 skrev dr. Phil H.V. Gregersen i Sønderjysk Årsskrift:

• Da tronfølgeren den senere Kong Frederik den Syvende i sommeren 1831 besøgte Aabenraa, blev han modtaget af Skyttelavet og fik salut af postmester Petersen på Postgården, hvor han boede. Han var også på slottet hos amtmand von Tillich med middag og fyrværkeri, besøgte rådhuset,
  skolerne, den ny kirkegård m.v., men besøgte ikke sin formodede søster Jomfru Fanny i Persillegade.

 

Vidste H.C. Andersen hvem sine rigtige forældre var ?

• Mens han boede i Odense vidste han det sikkert ikke. I sine erindringer ”Levnedsbogen” var han så småt ved at komme på sporet, men nævnte det ikke direkte. I sine breve omkring 1830– 31 kommer han med forskellige forblommede hentydninger til hemmeligheder i sit livsforløb.
• På den anden side var der masser af rygter i Odense om, hvem den rigtige far var. Således fortalte en ældre kvinde på 90 år i tv – udsendelse i 1970’erne, at hun fra slægtninge havde hørt, at der hver måned blev afleveret et pengebeløb til den fattige skomager-familie af en person fra fornem familie. Herefter skulle han indberette det til Odense Slot.
• H.C. Andersen havde en halvsøster, som han ikke ville kendes ved. Alligevel opsøgte søsteren ham flere gange i København for at tigge penge. Til sidst blev det for meget for H.C. Andersen.
• I H.C. Andersens dagbøger figurerer en Fru Zimmermann som efter al sandsynlighed er hans mor. Der figurer også forskellige grene af familien Ahlefeldt. Også i Berlin, hvor H.C. Andersens mor opholdt sig.
• Alt tyder på at H.C. Andersens bekendt, Colin kendte til forholdet

 

Falske fødselspapirer ?

• Mange forskere mener ikke at der har været et erotisk forhold mellem Christian Frederik og kusinen Charlotte Frederikke, mens andre hæfter sig ved Christian Frederiks dagbog, hvor det er meget sandsynligt, at der har været et forhold.
• Det var det forhold, der resulterede i Jomfru Fanny ’s herkomst. Men meget tyder på, at fødsels-papirerne var forkerte.
• Redaktør Morten Kamphøvener mente ikke, at der var kongelig forældre til Jomfru Fanny. Han anfører, at det fremgår af ”hoved-ministerialbogen”, at Franzisca Enge er født den 31. august 1805 i Slotsgade (In der Schloss  – Strasse niedergekommen).
• Oplysningerne findes dog ikke i denne bog, og det kunne virke mistænkelig, at det eneste barn, hvis fødested er angivet i parentes med nøjagtig adresse, netop er Franzisca Enge.
  

 

Vidste H.C. Andersen noget om sin halvsøster? 

De var angivelig begge inviteret til Föhr, men Fanny afslog. Ifølge Marie Thomsen fik Fanny brev fra en Hr. Koch, der på enkedronning Caroline Amalies vegne gerne ville vide, hvordan hun havde det.

Denne Hr. Koch kan med megen sandsynlighed godt kunne have været Hofbrygmester Jørgen Hansen Koch, der både interesserede sig for H.C. Andersen og Jomfru Fanny. Koch havde også forbindelser til hoffet og tilhørte på et tidspunkt H.C. Andersens
vennekreds.

H.C. Andersen har aldrig nævnt Jomfru Fanny.

Kære læsere, myterne om H.C. Andersen og Jomfru Fanny fortsætter. Er det en sand historie, et eventyr, en vandrehistorie, eller – en myte ?

Vi er selv med til at aflive myterne i andre artikler – men igen – det er gode historier i myter.

 

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk kan du finde 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Jomfru Fanny 6. kapitel (b)
• Fanny Ege (2015)
• Fanny Ege
• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed

Redigeret 7.02-2022

Aabenraa har en smuk natur og smukke piger. Gågaden var hyggelig og vi havde et godt kammeratskab os ansatte i butikkerne. I Bo Bojesens Boghandel havde vi det som en stor familie. Som HK – formand var man udsat i Aabenraa´ s natteliv. Medierne i Aabenraa var meget påvirkelige. Og så var der en, der mente, at man ikke både kunne sidde i Initiativ-udvalget og være HK – formand. En chefredaktør ville have fjernet en linje i et indlæg. Og som HK – formand kunne man ikke lave en avis, mente en journalist. 

• Du er godt klar over, at du har lejet et møbleret værelse.

Sådan var ordene, da jeg ankom på Haderslevvej 60 i Aabenraa. Jeg ankom sammen med min gamle lagekammerat fra Tønder, Per Keller i en DSB – lastbil.

 

På Haderslevvej

Jeg havde lejet et værelse på 1. sal i en ældre villa hos et ældre ægtepar. Lige ved siden af lå parrets sovekammer, og et andet værelse var lejet ud til en ung mand. Vi havde fælles the – køkken. Af møblering kan jeg huske kurvebord og kurvestole. De var meget flinke hos arkitekt Nielsen. Men det var lidt underligt at bo der, for ubevidst tog man hele tiden hensyn.

Høj musik og pigebesøg var hvis ikke særlig velset. Mange år senere skulle jeg få en del med ægteparrets søn at gøre, da vi byggede nyt HK – hus.

 

Er dette livet – så frygt ej døden

Jeg havde fået arbejde i Bo Bojesens Boghandel i Ramsherred. For blot en uge før havde jeg afsluttet min glorværdige militære løbebane hos telegraftropperne på Langelandsgades Kasserne i Århus.

• Er dette livet så frygt ej døden

Ja sådan stod der ude på det kombinerede toilet og brusebad på kasernen Efter dette burde man være hærdet til, at tage imod udfordringen i Aabenraa.De første mange weekends tog man hjem til mor med vasketøj. Senere ringede min mor til mig:

• Uwe, det er godt gjort, at man skal se hvordan du ser ud i avisen. Du har ikke engang tid til at besøge din gamle mor mere.

 

Jeg skulle have holdt min kæft

Det var ikke mange man kendte i Aabenraa. Men det skulle senere ændre sig. Byen havde en skøn natur, smukke piger og mange forlystelser. Nej, det bliver ikke en udlevering af de pigebekendtskaber, jeg havde. Dette er en sober hjemmeside.

Egentlig kunne artiklen havde heddet Glade minder fra Aabenraa. Men det var lidt malurt i bægeret. Det var måske delvist min egen skyld. Jeg kunne bare have holdt kæft.

 

7 steder i Aabenraa

Foruden Haderslevvej, boede jeg i de 15 år på Tøndervej, Nybro, Storegade, Barkmøllegade, Jernbanegade og Frueløkke.

Jonna, bagerjomfruen som jeg skulle vække hver anden søndag morgen, når hun havde været ude at ture i Tønder fra de glade dage i Arnolds Bageri, var flyttet til Aabenraa. Hende og hendes mand skaffede mig værelset på Tøndervej. Og gode venner fra Rødekro skaffede mig ind på Nybro.

Tiden i Barkmøllegade var sjov. Det var Peter Moldt´s ejendom. Han var snedker og bedemand, og en person med meget humor. Vi har fået mange bajere sammen. På taget kunne man tage solbad. En sommer mistede Peter fuldstændig koncentrationen. Jeg havde besøg af en norsk veninde. Vi sad alle tre op på taget og fortalte historier i timevis, sikkert til stor fornøjelse for alle naboer.

Peter´ s kone, Hanne etablerede en børnetøjsbutik på Haderslevvej. Jeg hjalp med skilte og dekoration. For nogle år siden mødte jeg hende i Rens. Da spillede hun i Tinglev Brandværnsorkester.

Også på Tøndervej var det specielt sjov. Jeg boede hos indehaveren af Centrum Vinduer. Der boede også husets søn. Nogen gange gik det ret vildt for sig. Og de kiggede også da jeg pludselig rejste en walkie – antenne ude i haven. Ledningen skulle gå gennem deres stue og så ned i kælderen, men også det klarede de også i stiv arm. Min gode ven, advokat Melchiorsen stod og dirigerede.

 

Til fodbold i Aabenraa

Sammen med mine gode venner Thorbjørn og Flemming gik vi til fodbold på Aabenraa Stadion. I 2. division gik det godt, og hvor har vi råbt og skreget.

Jeg var med til at starte Aabenraa og Omegns Walkieklub. Mit kaldenavn var Alfa Fox 54 når jeg talte med lokale. Når jeg talte med Guldkysten, Jugoslavien og Frankrig hed jeg Radio Fox. Beboere i nærheden mente, at jeg pludselig deltog direkte i Radio Syd. De kunne pludselig høre mig midt under gudstjenesten,
da jeg brusede frem i radien.

 

Direkte i radio Syd

Og sidstnævnte har jeg også prøvet. I 45 minutter talte jeg direkte om teknologi sammen med en af Radio Syd ´s gæve journalister. Jeg var formand for sådan noget fornemt som ASL´s (Arbejdernes Sønderjyske Landsorganisation) Teknologiudvalg. I den forbindelse var det en stor oplevelse, at besøge Danfoss.

 

En stor familie

Min arbejdsplads var fantastik. Kock og hans kone behandlede os som vi var i familie. Vi blev også mange gange inviteret hjem privat.

Når varerne til katalogerne kom hjem, ja så fyldte det faktisk ret meget i butikken. Så skulle det slæbes ind af en sidedør, hvor der var en smal gang med en trappe op til de andre etager.

Da jeg var ankommet blev butikken udvidet til det tre – eller fire dobbelte. Vi havde overtaget Hotel Royal s køkken og nogle af værelserne på første sal. Jo klokken var der endnu, men der kom ingen søde tjenestepiger, når man forsøgte at ringe.

Den gang var der ikke noget, der hed stregkoder. Alle varer skulle mærkes. Og når de var det, blev varerne i første omgang placeret på trappen.

Når det ikke var plads, ja men så skulle varerne slæbes op på lageret – oppe på 2. sal.

Da jeg startede, var lageret fuld af gamle efterladenskaber. Gamle kassebøger, kardusark, regnskabspapir og karton. Jeg fik renset ud i det, og det er sikkert mange børnehaver i Aabenraa og omegn, der blev glade for alt det papir og karton, de fik foræret af os.

Oppe på løftet fra Ramsherred 28 var der en dejlig udsigt ned til havnen.

 

Snaps og honningkager

Vi havde nogle pragtfulde kunder. Og det meste foregik på synnejysk. Til nytår kom malermester Clausen med en flaske snaps. Og fru bankdirektør Rudolph kom med en dejlig honningkage til jul. På Nørrebro har jeg et par gange haft den glæde at hilse på Hr. og fru Clausen samt deres dejlige datter, Gitte.

Regnemaskiner og computere

Det var også den tid, hvor de første små regnemaskiner kom frem. Leopard 8 M var en af de første. Den kostede 799,- kr. Kl. 9 en lørdag blev den leveret. Den var solgt inden middag.

Så kom de såkaldte Dantron maskiner med røde tal, efterfulgt af Kovack, der havde store grønne tal.

De første computere dukkede frem. ZX – 80 og ZX – 81 med 1 kb Ram. Hold da op.

Jeg lånte en med hjem, og lavede et simpelt program med Basic – Spaghetti programmering. Ikke et øje var tørt. Men nu kom Spectrum 16 k og Spectrum 48 k og så i farver. Almindelige kassettebåndoptagere fungerede som en slags harddisk.

 

To kreative kunder

Jeg lavede en lille computerklub, som kunderne var begejstret for. To af disse kunder var Carsten Worsøe og Steen Sødergreen. To meget aktive unge mennesker. De lavede simpelthen en sløjfe af programmer som en slags demo. Jeg lavede en computerudstilling i vinduerne på halmballer meddemoprogrammet. Sådan noget havde man ikke set i Aabenraa før. Udstillingen blev også vist på TV – syd.

Steen Sødergreen og jeg havde mange politiske diskussioner. Han var konservativ, det var jeg bestemt ikke. Men han var meget kreativ og snakkede om at lave en piratradio med en sendemast på Galgebakken. Og han gjorde det faktisk, med lovlige midler. Han oprettede Radio Mojn, som i dag er udbredt over hele Sønderjylland. Den eksisterer hvis ikke mere.

Og Carsten Worsøe, der dengang var rødhåret blev senere medarbejder på Danmarks Radio og senere i Ålborg. Hvad Carsten laver nu, ved jeg ikke.

Nye computere dukkede frem Vic 20, Commodore 64 og Amstrad. Ja vi solgte sågar anlæg til læger og kontorer, bestående af Commodore 64, diskettestation Commodore 1541 og matrixprintere. Det var virkelig sjovt.

 

Spritprøven på Royal

Når en lærling var ved at være færdig skulle han bestå spritprøven. Den forgik på byens værtshuse. Vi startede inde hos naboen Hotel Royal. Jeg bestemte, hvor mange bajere, de skulle drikke inden jeg kunne acceptere, at de var udlært.

En af disse lærlinge var Jens Viltoft, hvis far og mor havde Folkehjem. Jens har hvis nok købt Stakladen i Aarhus. Også Jens´s lillebror startede sin karriere i Bo Bojesens Boghandel. Og så var det Finn Møller, hvis far havde boghandel i Nordborg. Ham måtte jeg støtte hjem til 4. maj kollegiet. Men det var nok fordi,
at vi lige skulle forbi Spar To i Vestergade. Her kom vi en overgang meget. Store skærme med videomusik blev vist her. Resultatet af den teknologiske udvikling havde indfundet sig i Aabenraa.

Jo, det var mange lærlinge, jeg med glæde vil huske. Tommy har i dag sin egen boghandel i Rødekro.  Den eksisterer hvis heller ikke mere.

 

Sønderjylland – i hovedet

Jeg har præsteret et par gange, at vaske gågade, fordi dronningen kiggede forbi. Ja en dag var jeg lige ved at være skyld i, at en anden dronning fik Sønderjylland i hovedet. Jo, det var et antikt kort, der skulle op at hænge, som drattede ned. Fem minutter efter kom Dronning Ingrid med følge ind i butikken.
Man plejede ellers at varsle, når hun kom. Det var hendes chauffør, der kom ind i butikken, og fortalte, at hun kom dagen efter. Fru Kock plejede at servere kaffe for ham.

 

Gågaden – fuld af lort

Gågaden var fuld af ”lort” m.m., når ringrider – hestene havde været igennem. En dejlig duft bredte sig. Det var den energiske Peter Jessen, der stod for dette.
Han fik også de talrige fotos, jeg i tidens løb har taget af alle orkestre m.m.

Det var ikke så meget ”lort”, når Aabenraa Skyttelav marcherede igennem gaden. Dem vender vi tilbage til i en anden artikel.

 

De gamle samles

Det har været mange dejlige kollegaer hos Bo Bojesens Boghandel, som jeg mindes med glæde. En stor del af disse var forsamlet til en trist begivenhed, nemlig Fru Kochs begravelse. Hun døde alt for tidligt. Bagefter samledes vi på Hotel Royal – os gamle.

 

De mange forlystelser

Der var jo også Astoria. Svanen og Koks og Kul, som vi kaldte Sommerlyst på et tidspunkt. På et tidspunkt blev der også lavet et andet sted nede ved havnen med et eksotisk havn. Vedkommende, der ejede stedet, der var håndværker, havde også overtaget Postkroen. Og det var vel nok mit stamværtshus. Her har jag både skrålet, drukket og kysset. En fantastik oplevelse var her, at opleve Neander Jazzband.

Jeg husker ikke mere, hvad håndværkeren hed. Et par gange var jeg også med hjemme i privaten og fejre et par fester.

Havbunden var et specielt sted. Her fik man udleveret en sangbog, og så lagde Skipper Thorvald ellers for. Men han nøjedes ikke med det. Havde man fået smag for noget sødt, så kunne man være ganske forvisset om, at alle gæster skulle vide, hvem man ”havde bestemt sig for” Fra mikrofonen fortalte Thorvald
glædeligt, hvad der foregik på dansegulvet. Og hvem man nu var sammen med.  Der er lavet en speciel artikel om ham.

 

Forhandlinger under byjubilæum

Da byen på et tidspunkt fejrede jubilæum, var det også Thorvald, der underholdt. Jeg var blevet formand for HK og der havde været nogle kontroverser mellem HK og arbejdsgiverne. Midt under det hele møder jeg så formanden for Arbejdsgiverforeningen, Erik Skifter Andersen. Og det blev sandelig kommenteret højlydt af Thorvald.

Jeg havde nu ingen problemer med nogen af arbejdsgiverne. Og Erik Skifter Andersen og mig fik da et par bajere sammen. Jeg kan dog ikke huske, hvem der betalte dem. Og Thorvald, ja han kommenterede så rigelig vores samtale fra mikrofonen.

 

Den vilde fødselsdag

Da jeg fyldte 30 år havde jeg besøg af Aabenraa Dame Boldklub. Det var den aften vi bankede Sovjet med 3 – 1. Søde Trille fra Odense var dukket op, og startede dagen med at spille på sin guitar inde i en baggård. Det var desværre ikke i den baggård, hvor jeg boede. så det var flere beboere, der mærkede
at jeg havde fødselsdag.

Det blev en ret fugtig dag og støjende. Der indløb da også klage fra naboen. Nogle af gæsterne kørte Indkøbsvogns – ræs fra Rådhuset ned til bus – stationen.

En ung mand bliver formand

Jeg havde siddet i bestyrelsen i HK et års tid, da man foreslog mig som formand. Jeg skulle afløse Uwe Nannsen, der var blevet borgmester i Gråsten. En del arbejde for HK – ungdom og et par foredrag var der blevet til, inden jeg fik formandshvervet.

Det var også interessant, men det var kun en fritidsbeskæftigelse. Man skulle deltage i et væld af møder. Og når nogen ville se giraffen skulle man sige ja.

Afdelingssekretær Werner Thomsen udtalte til pressen:

• Fornyelse skal komme fra ungdommen. Personlig er jeg ikke i tvivl om, at vi i Uwe Brodersens tilfælde har en fordel med så ung en formand. Uwe har mange års erfaring bag sig i det faglige arbejde. Han har under forhandlinger bevist, at han kan beskue tingene både fra medlemmerne og fra arbejdsgivernes side. Det er en stor fordel på formandsposten.

 

Murerarbejde bliver aldrig min hobby

Da jeg havde lagt grundstenen til vores flotte hus udtalte bygmester Thomas Lorentzen:

• Man kan godt se, at det ikke ligefrem er murerarbejde, der er din fritidshobby derhjemme.

Jeg havde godt nok fået instrukser af min far, der var professionel. Men jeg nåede da at få sagt følgende:

• Jeg vil håbe at denne bygning i mange år vil danne rammen om en aktiv virksomhed til gavn for HK´s medlemmer. At medlemmerne selv må blive glad for huset, at medlemmerne vil blive glad for huset, og at det vil glæde befolkningen som et arkitekttonisk smukt indslag i bybilledet.

Ak ja, det varede ikke så længe, det flottehus fik en trist skæbne. Det vender vi tilbage til.

 

Kampen om rødbøgen

Snart bredte det rygte sig, at vi ville fælde en gammel rødbøg ved siden af det nye hus. Rygterne var anført af seminarielektor Agnete Bisgaard. Jeg måtte flere gange i pressen og dementere de falske rygter. Rødbøgen passede fint ind i Arkitekt Niels Aage Nielsens flotte hus.

 

De gik bag min ryg

Jeg havde et fint samarbejde med de fleste ansatte og afdelingssekretæren. Da vi havde den såkaldte Rødding – konflikt, der gik ud på, at der skulle større åbenhed i HK, oplevede jeg, at enkelte bestyrelsesmedlemmer og afdelingsansatte gik bag min ryg. Det var ikke sjovt.

Samtidig blev jeg indlagt i på Sønderborg Sygehus og kunne læse i JydskeVestkysten, at jeg ikke ville udtale mig. Jeg kunne i bogstaveligt forstand ikke. I tre uger kunne jeg ikke tale.

Jeg fik sat den pågældende journalist på plads.

 

Ville ikke have besøg af SF’er

Rødding – konflikten handlede også om, at HK ville støtte Socialdemokratiet med 5 % af kontingentet. I Aabenraa havde vi aldrig støttet denne ordning. Tværtimod havde vi gennem vores Erfa – samarbejde advaret mod denne udvikling. Jeg udtalte, da stemmen var tilbage, at HK – medlemmer var intelligente
nok til selv at kunne vælge, hvem de ville stemme på. Situationen udviklede sig efterhånden absurd. Således truede medlemmer med at melde sig ud, fordi jeg havde inviteret SF’eren Inger Harms til et teknologimøde.

Til en af de talrige debatmøder, som jeg deltog i, mødte jeg en ung, temperamentsfuld og smuk pige, en VU’ er. Hendes navn var Eva Kjær Hansen. Det var hvis nok i Rødekro.

 

Angreb fra de borgerlige

Jeg var formand i 4 år. I den periode fik vi ansat yderligere to mand. Vi fik et nyt hus på 750 m2, efterlønsklub, ungdomsafdeling, arbejdsløshedsklub og arrangeret en masse debatmøder. FOF beskyldte os for at være for passive i teknologidebatten. Så jeg inviterede Jens Randers, der var formand for FOF til et debatmøde.

Jens Randers brugte lidt ufine metoder. Han påstod, at jeg havde to kasketter på. En som HK – formand og en som ansat i butik som solgte ”hjemmecomputere”.

Vi holdt en del møder omkring teknologi. Grænse-instituttet og de sønderjyske handelsstandsforeninger var kommet på kant med hinanden. Jeg inviterede dem til møde i det nye HK – Hus og de tog glædelig imod invitationen.

Jeg synes, det var tåbelig at kåre ”Den mest smilende ekspedient” Handelsstandsforeningen blev overbevist om, at man skulle kåre, butikken med den bedste service.

 

Den borgerlige presses forlængede arm

Og så er det med journalister, så skal vi ikke glemme Per Borgaard. På det tidspunkt var han redaktør på Jydske Tidende – Aabenraa afdelingen.

I fagbevægelsen var man utilfredse med Jydskes dækning af fagbevægelsens mærkesager. Vi havde et medieudvalg, hvor jeg også sad i. Her snakkede mine kollegaer fra de andre fagforeninger om de borgerlige avisers dårligdom.  Hvad har I gjort ved det? Spurgte jeg. Nu skal jeg ikke som ny og uprøvet formand komme og belære dem.

En dag tog jeg mig sammen og henvendte mig til Jydske, og spurgte efter redaktøren. Og derinde sad så en te-drikkende og piberygende person., med benene på bordet.

• Goddag Uwe, hvad kan jeg gøre for dig?
• 
  Han kendte mig åbenbart, denne redaktør. Jeg fortalte, at fagbevægelsen var utilfreds med ham. Og Per svarede, at han ikke ville gengive floskler,
  fagbevægelsen ikke kunne svare på. Og i øvrigt så er jeg medlem af Socialdemokratiet i Bov Kommune. Sagde Per.

Det udviklede sig til et varmt venskab, som består den dag i dag. Massevis af artikler har Per og hans kollegaer bragt i Jydske og senere Jydske/Vestkysten som jeg har været involveret i. Jeg gik aldrig forgæves.

Og fagbevægelsen i Aabenraa, hvordan reagerede de?

• Du er den borgerlige presses forlængede arm.

 

Dejlige mennesker

Ja sådan lød dommen fra den øvrige fagbevægelse. Men jeg tror nu nok at de var lidt misundelige. Jeg brugte faktisk en stor del af min tid som formand for HK i pressearbejde med informationer, kronikker og artikler. Jeg syntes, at det var vigtigt at kommunikere på linje med medlemmerne i stedet for at tale ned.

Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at bygningerne skulle fungere som folkeskole. Jeg har hørt, at en 10. klasse skulle undervises i lokalerne. 60 elever dukkede op til lokaler uden møbler den 12. august 2008. Møblerne kom først efter klokken 18.

Dengang var der virkelig liv i lokalerne hele tiden. I kælderen havde vi det vi kaldte EDB – undervisning, og i de andre lokaler huserede de forskellige udvalg.

Nu er afdelingen flyttet til Rødekro, og man har en formand fra Horsens. Længe leve rationaliseringen.

Jeg vil savne de gæve journalister som Heydenreich og kollegaen Tommy fra Vestkysten. Og fotografen Ernst Winkelmann og den underskønne fotograf frøken Borrgaard, der dog ikke er i familie med Per.

Da vi flyttede til Padborg så vi meget til Per og Grethe – to virkelige dejlige mennesker. Kommer I forbi Hærvejens Købmand i Gejlå kan I se noget af det som Per og Grethe har opbygget. Nu er det datteren, der fører det videre. Og Per blev indblandet i valgkampen i Bov, på et tidspunkt. Vi havde brugt ham i Kultur Paraplyen. Der talte han om, at Istedløven skulle flyttes til Bov. Det brugte borgmesteren så i valgkampen. Per stod også bag artiklen Tønders Hemmelige agent på Nørrebro. Hele to sider om denne web – side.

 

Chefredaktøren ringede

Jeg skrev også dengang en kronik, der hed Vi skal turde bruge medierne. Da beskrev jeg også fænomenet med journalisternes rige onkel. Den havde man nu svært at sluge på Jydske Tidende. Man ville kun bringe den, hvis en linje blev slettet. Og det var selve chefredaktøren der ringede til mig op i boghandelen. Jeg havde hørt historien fra en journalist fra Sønderborg. Det var vel rimeligt, at når man talte om at visse dele af fagbevægelsen havde en rig onkel, jamen så skulle offentligheden også vide, at journalister havde en sådan.

At artiklen blev bragt med den famøse linje i Vestkysten glemte jeg at fortælle Jydskes chefredaktør.

 

En uhyre sjælden gæst

Engang kom jeg til at ringe til fotograf Ernst og fortalte, at der boede en sjælden fugl i min opgang. Ernst lånte Fugle i Farver oppe i Bo Bojesens Boghandel. Vi
var begge enige om, at min fugl var sjælden. Men ak og ve ornitologer kunne efterfølgende fortælle avisens læsere, at fuglen var en husrødstjært aldeles ikke var sjælden – i hvert fald ikke i Aabenraa. Overskriften i Jydske Tidende var dengang: Uhyre sjælden gæst

• Mon ikke snart Aabenraa – egnen kunne reklamere med sine zoologiske sjældenheder? Først en lille præstekrave på Sønderstrand, så hvidhvalen Valborg ved Genner, parykbukken i Søst Skov og nu husrødstjærten.

 

Aktiv i Initiativ-udvalget

Jeg var også en del år medlem af Initiativ-udvalget, som var en afdeling af handelsforeningen i Aabenraa. Vi skulle sørge for aktiviteterne i Gågaden. Pludselig under vores indtagelse af den traditionelle biksemad på Viking rejste uddeleren fra Kvickly, Døssing sig. Han mente ikke, at det kunne være rigtig, at der sad
en HK – formand i Initiativ-udvalget i Aabenraa. Han var rigtig sur og gal.

Bagefter gik jeg hen til ham og spurgte, hvad problemet var. Det viste sig, at det ikke var min person, der var problemet. Det var blot princippet. Personlig har jeg aldrig haft noget imod Døssing.

For et års tid siden var jeg så heldig at møde hans datter i butikken på Nørrebro, og sendte i den anledning en hilsen til ham. Omkring juletid ville man have udvidet åbningstiden væsentlig. Det gik jeg selvfølgelig imod, og det var man sure over i Initiativ-udvalget.

 

Da Joan blev likvideret

Jeg var med til mange sjove ting i Initiativ-udvalget. Vi arrangerede musik med familien Vagn Hansen. Året efter var det med sønnen Kris i Neander Jazz Band. Et par af mine goder venner i Mads og Åkes Crazy Cabaret optrådte og savede Joan Vagn Hansen halv over. Det var en urolig opmærksomhed, dette
arrangement vakte. Jeg ringede til Jydske.

• Send en fotograf. Røde Kors formanden bliver savet over.

Nu har de indimellem været sjove hos den avis, for de svarede:

• Skal vi af sikkerhedsmæssige grunde også komme med en ambulance

Og det sjove fortsatte, dagen efter. Under billedet af en lidende Joan kunne man læse:

• Formanden For Røde Kors afd. Joan Vagn Hansen blev på åben gade likvideret dvs. Skåret midt over med en motorsav. Det var Initiativ-udvalgets tak for godt samarbejde i ugen i anledning af gågadens fødselsdag sammen med Røde Kors ugen. Overskærerne var medlemmer af Mads og Åkes Cabarette. Overskæringen forløb åbenbart skævt, for bagefter så man Joan og Mads danse brudevals. Fra pålidelig kilde oplyses, at Joan Vagn Hansen har det godt.

 

Lucky Luke var sur

Og så arrangerede jeg Søs og Country musik fra Genner. De kaldte sig Kun for Sjov.

Lidt mere dødsygt var arrangementerne med Jan & René og Lucky Luke. De første var højrøvede og Lucky Luke, der skulle være sjov, kom for sent og var meget sur. Jeg klagede til forlaget, der havde anbefalet. Han blev hvis nok fyret.

Og da jeg lavede en avis for Initiativ-udvalget, henvendte en ældre journalist fra Jydske sig til mig. Som fagforeningsformand burde du nok ikke have gjort dette.

Vi arrangerede grillstegt humørgris, nej det var ikke Aabk´s maskot – gris Øffelia. Der var kæmpeskak, murstenskunst, Sønderborg – garden, Kirsten og
Hans Chr., kørsel med fjernstyrede biler og meget mere.

 

Konservativ Ungdom på HK – husets tag

En nat, hvor jeg havde kvindeligt besøg, tændte jeg min politi – scanner. Der var meldt om indbrud i HK – Huset. Jeg spidsede øre, og ville vandre over til huset. Men min veninde holdt mig tilbage. Det var nogle unge mennesker, der klatrede rundt på HK – Huset. Og i scanneren blev der nævnt navne. Jeg var
ikke i tvivl. Det var Konservativ Ungdom.

Næste dag bad jeg afdelingssekretæren i HK, Werner Thomsen om, at henvende sig til Politiet. Han ringede retur, og sagde, at det ikke stod noget i døgnrapporten om episoden. Det undrede mig. Jeg bad ham om at nævne, at en nabo havde henvendt sig til os. Politiet forklarede nølende, hvad der var sket.

En time efter ringede en kendt person fra byen, og spurgte om jeg ville gå til pressen. Hans søn havde været involveret. Det kunne kun være vagthavende hos politiet, der kunne have informeret ham.

• Nej, sagde jeg til ham Du kan meddele at hvis Konservativ Ungdom ønsker en rundvisning i HK – Huset så stiller jeg mig gerne til rådighed. Jeg synes da bare ikke, de skal gå ind gennem taget.

Et stykke tid efter fik jeg en henvendelse fra Konservativ Ungdom. De sendte et foto, hvor man kunne se et stort banner på vores HK – Hus, hvor der stod Kina – restaurant. Fotoet tog vi med i vores velkomstbrochure, samt udleverede det under en pressekonference.

 

Inger Harms på låret

Da vi indviede vores hus, valgte vi at holde en offentlig reception. Fra Rådhuset gik vi gennem gågaden til vores hus. Brandværnsorkesteret gik i spidsen. Der var virkelige mange mennesker med til indvielsen. Frands Gregersen kiggede misundelig, da Inger Harms sad på mit lår.

Sammen med Benny Olsen fra afdelingen havde jeg lavet en pjece og fotograferet vores nye hus indefra. Denne pjece, der viste vores nye hus, havde vi sendt ud til alle medlemmer. Her var også det billede, som de unge konservative havde taget den nat, de klatrede rundt på huset.

 

Flensborg Avis på jagt

Vi havde på en aktion set, at Merkur var til salg. Vi holdt det hemmeligt, fordi Forbundet ikke skulle få den ide, at købe skulpturen. Den ville passe fint ind i
vores nye hus. På en eller anden måde havde Flensborg Avis fundet ud af dette. Det lavede de en stor historie ud af. Den gik på, at vi ruttede med medlemmernes penge. Ak ja, det havde sikkert været agurketid. Skulpturen som vi erhvervede før Forbundet, kostede 7.000 kr.

 

Trusler i Aabenraa

Men som offentlig person var det slut med at gå i byen i Aabenraa. Adskillige gange blev man lovet tærsk, og adskillige gange var der optræk til ballade. Disse trusler fortsatte, efter at jeg var fratrådt som HK – Formand.

I nogle af butikkerne sprang man kunderne over. Man ville først ekspedere HK – formanden. Det brød jeg mig ikke om.

 

”Hov” – Han er jo ikke medlem

Jeg kunne godt lide Steen Valentin Petersen fra DsU. Han var virkelig engageret og havde bedre visioner end hans ældre kollegaer i Socialdemokratiet. Jeg holdt en del arrangementer sammen med dem, og holdt også et par valgtaler.

En 1. maj tale i Løjt Feriecenter samt en på Folkehjem, blev det også til. Men midt under den på Folkehjem fandt Poul Quist Jørgensen, Dycke Hoff og Lis Greibe ud af, at jeg ikke var medlem af partiet. Det var en katastrofe

Senere fik jeg tilbudt om at melde mig ind i partiet. Man ville opstille mig til byrådsvalget på en sikker plads.

 

Egner mig ikke til partipolitik

Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til partipolitik. Jeg kom op at skændes med Camma Larsen Leddet omkring socialdemokratiets manglende ”teknologi – politik”. Det skete i forbindelse med, at Aabenraa skulle være med i et forsøgsprojekt omkring teknologi. Jeg nåede aldrig at blive enige med hende. Men hun
fik da et chok, da min kone Hanne præsenterede hende for mig. De havde det fint sammen.

I forbindelse med teknologi – forsøget lærte jeg at sætte stor pris på bibliotekar Ib Madsen. Han anbefalede at jeg startede et aftenskoleprojekt omkring dette emne. Sammen med Ib arrangerede jeg flere møde i HK – Huset.

 

Dårlige arbejdsbetingelser

Vores store aktivitet i HK afstedkom min tilstedeværelse mange steder. Bestyrelsen ville ikke gå med til at bevillige flere penge til formandsposten, så det var
kun en ting. Det var at gå af. Jeg kunne ikke få bedre arbejdsbetingelser. Man mente, at formandsposten var et tillidshverv, og at det var naturligt, at jeg ofrede hele min fritid og til dels min arbejdstid på hvervet.

Med andre ord, alle mine fridage var inddraget til HK – arbejde. Jeg beundrede min chef, boghandler Koch for aldrig at brokke sig, over alt det, jeg blev nødt til at lave i min arbejdstid både for Initiativ-udvalget og for HK. På en eller anden måde lykkedes det dog mine efterfølgere at få bedre betingelser. Avisen skrev dengang:

• Det var stor anerkendelse for hans indsats. Han har i høj grad engageret sig i arbejdet og han har formået at markere Aabenraa – afdelingen som en åben og udadvendt afdeling. Han har også forstået at få HK´s synspunkter ført frem i en større kreds.

Men den store aktivitet i HK – Huset skyldes også en kæmpe indsats af medarbejderne Flemming, Hans Christian, Helle, Benny og Werner. Sidstnævnte døde desværre alt for tidligt.

Hans Christian så jeg forleden optræde i Talent 2008. Han har ikke forandret sig meget siden dengang.

 

Mange gøremål

Man skulle selv lave kopier af sine egne beretninger til generalforsamlingerne, og heller ikke dengang kunne jeg finde ud af, at fatte mig i korthed. Til gengæld blev beretningerne altid bragt i de lokale medier. Ja vi fik da også omtale i de større medier, LO – Bladet m.m.

Jeg var med til at udforme annoncer og lave praktiske gøremål i forbindelse med arrangementer med Sebastian og Troels Kløvedal.

Efter Sebastian – koncerten i Sønderjyllandshallen var Frands Gregersen sur på mig, fordi jeg kom og drak bajere i pausen. Frands var bestyrer af Sønderjyllandshallen i mange år. Men jeg havde desværre også et job som vært for arrangementet.

Da Troels Kløvedal var på besøg, var vores ældste søn Thomas med. Efter foredraget fik jeg en bajer eller to sammen med Troels. Det var en oplevelse for Thomas. Hans mor havde nemlig boet i kollektiv med Troels i Mao´ s Lyst. Så det fik de snakket lidt om.

Som formand havde jeg kontakt med de forskellige udvalg og udarbejdede presseinfo for dem. Jeg husker også et møde, jeg var med til at arrangere. Det var med tidligere kriminalassistent Tove Nielsen og handlede om vold i hjemmet. Det var en rystende oplevelse.

 

Godt samarbejde med arbejdsgiverne

Trods genvordigheder havde vi et udmærket samarbejde med handelstandsforeningen og den lokale arbejdsgiverforening. Desværre nåede jeg ikke at oprette et tværfagligt butiksudvalg. Jeg synes mange af de butiksansatte var for passive. Denne sektion ville jeg gerne have forstærket.

 

Gågaden – et dejligt sted

Gågaden var et fantastisk sted. Os ansatte omkring boghandelen og så de ansatte i de andre virksomheder i nærheden havde et godt sammenhold. Vi mødtes i pauserne og havde det meget skægt. De var de skønne piger fra frisørsalonen, Femina. Og så var det Ulla og hendes søster over fra Bager Petersen, hvor der også var et lille konditori. De præsterede flere gange at putte sukker i mine pomfritter.

På den daglige tur kom jeg ofte i snak med skohandler Freddy Christiansen og Købmand Willy Schmidt. De var også med i Initiativ-udvalget. Nogle gange gik turen ned til Britta Feldt, der var formand for foreningen. Hun havde et parfumeri og havde et heftigt temperament. Det brugte hun blandt andet, da Frands
Gregersen ikke kunne overholde deadline til vores avis.

 

Royal

Inde på Royal som var mit spisested i mange år, var der også skønne piger. Der var en dejlig atmosfære, når der var musik derinde. Tønder Spillemændene, Ove Bager og de Fynske Spillemænd, Alex Campell – ja man kunne blive ved.

Jeg tjente et par middage ved at tegne et par skilte til dem. Det var en spiseseddel formet af vittighedstegninger.

 

Van Dango på Folkehjem

De danske sønderjyders mødested før Genforeningen , Folkehjem kunne også klare andet end 1. maj møder. Især et musi- arrangement husker jeg tydelig. Det var med Anne Grete og Van Dango. Hold da op, hvor det gyngede.

 

Skrivekløe – allerede dengang

Jeg forsøgte at markedsføre både butikken og HK – Aabenraa og foruden presseinfos skrev jeg på livet løs:

• Vi skal turde bruge de lokale medier
• Arbejdsløs og hvad så
• Arbejdsløs/fredløs
• Hjemmedatamater – legetøj eller hjælpemiddel
• Karius og Baktus har tandpine
• Vi skal selv styre den ny teknologi
• Fremtidsromanerne snart virkelighed
• Fagre nye mennesker
• Hvem bestemmer teknologien?
• Personregistrene 1984
• Hvorfor smiler ekspedienterne ikke?
• Hjemmecomputere kan demokratisere ”edb – teknologi” og meget mere

Og Jydske Tidende var med på den. Da nu Aabenraa var udset som prøvecenter for teknologi burde vi have en folkelig debat. Jeg lavede et oplæg med tegninger og tekst. Det kom i et stort opsat søndagstillæg.

 

Aktiviteter i butikken

Man gik aldrig forgæves til de lokale medier. Det er helt anderledes herover i København. I samarbejde med Sønderjysk Turistkreds lavede vi en udstilling i butikken med sønderjysk litteratur, keramik, fotostater, ægte Rømødragt m.m.

En specialudstilling om Nordisk litteratur lavede vi med Foreningen Norden.

I forbindelse med børnebogsugen var alle ansatte i butikken klædt ud som børnebogsfigurer. Selv var jeg Emil fra Lønneberg. Børnehaver kom op i butikken og fik saftevand og hjemmebagt kage. Og alt dette ville de lokale medier gerne skrive om.

Jeg havde skrevet en presseinfo omkring vores skolebøger i butikken oppe på 1. sal. Helt uventet dukkede der sandelig både en journalist og en fotograf op

• Lige bag ved bordet med nutidens svar på kuglerammerne, de elektroniske lommeregnere, er der en dør, der fører op til en trappe til boghandelens første sal. Man skal ikke tage sig af, at der ligger æsker med clips, stempelpuder, kassetter og andet godt og flyder på trappen. Bare fortsæt til de to rum ovenpå, hvor 6.000 skolebøger og undervisningsmaterialer er udstillet.

Ja sådan var indledningen. Vi havde uheldigvis fået en masse varer hjem, som jeg ikke nåede at få ud, inden journalisten pludselig dukkede op.

 

Hanne´ s mange aktiviteter

Min senere kone lærte jeg at kende første gang under en generalforsamling på Folkehjem. Hun stillede nogle intelligente spørgsmål til regnskabet og beretningen. Jeg kunne godt mærke, at man var irriteret på hende

Senere mødte jeg hende i vores arbejdsløshedsudvalg. Hun havde lavet en række film omkring Hærvejen til Danmarks Radio. Hun blev senere leder af BIS
– video, der lavede en del produktioner til TV – Syd. Indslaget med ”Det rene vand” omkring giftlossepladser nåede helt til Folketinget.

”Til døden os skiller” var med Kirsten Sarens og Erik Paaske og handlede om malersyndromet. Her medvirkede vores store søn, Thomas som Erik Paaskes søn. Filmen blev meget rost og opnåede flere priser. Det blev også til en andre produktioner, ofte flere på en gang, bl.a. om ordblindhed og om begrebet tillidsmand.

Der var tryk på, og jeg måtte tage fri, for at hente den mindste i børnehaven.

En film om computerprogrammet Comal 80 af Tønder – drengen Børge Christensen, blev det også til. Men her var TV – Syd ikke tilfreds med underlægningsmusikken. Det var ”Det haver så nyeligt regnet” spillet på keyboard af (?) Mikkelsen fra Aabenraa.

 

Gift i hemmelighed

Hanne og jeg blev gift i al hemmelighed af borgmester Jens Terp Nielsen. Grunden til, at det skulle holdes hemmelig var, at vi begge to var offentlige personer. Jeg – som HK – formand m.m. og Hanne som filmproducent.

Egentlig ville vi gerne være blevet gift af vores nabo, som var præst i en frikirke i Aabenraa. Det skulle så være sket i Nicolai – Kirken. Men her sagde man nej.
Man ville ikke anerkende ham som præst.

Præsten og hans familie var dejlige naboer oppe på Frueløkke. Rasmus legede meget med især deres søn. En dag snakkede de om, hvem der var den stærkeste i verden. Rasmus sagde selvfølgelig:

• Supermand er den stærkeste i verden.
• Nej da, svarede naboens søn. Jesus er verdens stærkeste.

Der manglede en flyttebil.

Da vi så flyttede og den ene flyttebil var fuld, ja da manglede det halve stadigvæk. Så i en fart måtte der bestilles en flyttebil mere. Og af sted gik det mod Padborg, hvor vi havde købt hus på Jernbanegade.

• Jeg kunne have nævnt et utal af personer i Aabenraa, der gjorde tilværelsen behagelig for mig, de 15 år, jeg var i byen. Skulle alle disse nævnes, ville artiklen blive til en bog. Men jeg husker hver enkelt med glæde.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 7.02.2022

Vi forsøger den umulige at gengive Aabenraa` s historie på 9 sider. Det er både De Tre Makreller, Ringridning, hekseafbrænding, borgmestermord, brand og kapsejlads vi skal igennem. Også i Aabenraa har svenskerne været på spild.  Og vi glemmer selvfølgelig ikke Folkehjem.

Byen har haft flere navne: Apenrade – Aabenraa – Opnør.

Opnør kendes  fra ordet opæn, der betyder åben, og fra ordet ør, der betyder sandet strandbred.

Det oprindelige Aabenraa lå i kvarteret omkring Skibbrogade. Landsbyens bønder har med stor sandsynlighed dyrket jorden på og omkring By-bakken, hvor Aabenraa nu ligger. I den tidligere middelalder er der opstået en udflytterlandsby, en såkaldt torp. Dette blev til landsbyen Kolstrup.

 

Kendt fra 1257

Obenroe nævnes første gang 3. maj 1257 og i Aabenraa Skraa fra 1. maj 1335 skrives byens navn på denne måde – Openraa. Fra 1400 – 1500 er stavemåden Apenraa. I 1598 hedder det Apenrader Kirchenordnung. Og navnet Aabenraa bruges i det legendariske værk Hertugdømmet Slesvig fra Trap, som jeg erhvervede hos min antikvarboghandel for 200 kr.

 

Legenden om Danneborg

Legenden fortæller, at i 1219 efter en sejr over estlænderne, så stævner Valdemar Sejr ind af Aabenraa Fjord på vej til tingstedet Urnehoved. Med sig har han selvfølgelig Dannebrog. Og det var det flag, der pludselig faldt ned fra himmelen i Estland. Denne begivenhed er mindet i navnet Kongehøj. Det er en lille
høj bag engene i Hjelm Skov.

 

Begivenhedsrig historie

I 1248 afbrændes Aabenraa af Erik Plovpenning. Han blev senere halshugget ved Slien på foranledning af sin bror, hertug Abel. Fra 1250 til ca. 1300 er Sønderjylland under de holstenske grever.

En stor mølle blev opført ved Mølleåen. I den forbindelse etableredes en mølledam vest for byen. En omløbskanal blev gravet tværs over by-bakken, syd for den nuværende Rådhusgang. Den var 20 meter bred og 4 meter dyb. Den dannede byens grænse mod nord.

I 1376 blev Aabenraa atter engang besat af de holstenske grever.

I 1200 opførtes Aabenraahus (Opnøraahus). Den har muligvis ligget i den vestlige del af Vestergade.

I 1411 nedrives Opnøraahus og opførelse af Brundlund Slot påbegyndes. Det er Margrethe den Første, der påbegynder bebyggelsen. I øvrigt er den tilhørende mølle, Danmark ældste bevarede vandmølle.

I 1429 drog holstenerne, støttet af hanseaterne hærgende gennem Sønderjylland. Aabenraa besejres, Brundlund Slot inddrages og de omkringliggende landsbyer Stollig, Bodum, Skovby og Løjt Kirkeby blev hærget. Bønderne søgte tilflugt på Tørning Slot ved Haderslev.

I 1514 indlemmedes Ramsherred i Aabenraa..

10. marts 1523 slog Hertug Frederik med 3.000 landsknægte og 200 ryttere lejr ved Rise. Herfra trængte tropperne længere nord på under ledelse af Johan Rantzau. En del af disse tropper angreb Aabenraa, Sønderborg og Flensborg.

Grunden til at Aabenraa blev angrebet var ifølge myterne, fordi byen ikke hurtigt nok skaffede øl til tropperne. Fortørnede ryttere svor, at de nok skulle lære byens borgere at tappe øl.

 

Vanskelige trafikforhold

Første gang man hørte om Aabenraa på skrift, var da munkene i Løgumkloster fik toldfrihed. Man talte om vor havn i Aabenraa. Men den er langt ældre.

Man kan godt mærke, at kirken ligger på en bakketop 16 meter over havet, hvis man går nede fra H.P. Hanssensgade op til kirken. Der var betydelige problemer med trafikken dengang. I 1635 skriver kartografen Johannes Meyer:

• Før vejen over Møllebro mod syd til Flensborg blev anlagt, har ingen alfavej ført til Aabenraa, så alle de rejsende, der ville rejse til Nørrejylland(Nord for Kongeåen)eller blot til Haderslev, måtte rejse over landsbyen Rise.

 

Et smukt landskab

Lige øst for By-bakken lå strandområderne (Madevej, H.P. Hanssensgade). Mod nordøst gik en del af fjorden Kilen helt ind til byen. Også mange store skove omkredsede Aabenraa dengang. Men lettest var det at komme ad søvejen til Aabenraa. På et meget tidligt tidspunkt satsede man på fiskeri og søfart.

Kører man fra sydvest fra Stubbæk ned mod Aabenraa Fjord, får man den skønneste udsigt ud over fjorden. Jeg glemmer aldrig en aften for adskillige år siden, hvor vi så kongeskibet ligge ude i fjorden. Det var et virkeligt flot syn.

Da vi i min tidlige ungdom tog en rask cykeltur fra Tønder til Aabenraa, cyklede vi også ind i Sønderskoven. Men vi var ikke klar over de dybe skrænter. Pludselig kunne jeg ikke se min gode ven, Ingolf. Han råbte, og nu så jeg ham hængende i en sweater på en gren med cyklen nedenunder. Det var langt ned. Jeg fik ham bugseret ind, og han lever i dag i bedte velgående i Tinglev.

 

Plyndret og afbrændt

Ved Sønderjyllands deling i 1490 blev Aabenraa en del af kongens part. Da Christian den Anden blev fordrevet og Frederik den Første rykkede nord på, blev Aabenraa pludselig fjenden. Byen blev plyndret og afbrændt. I 20 år led byen af indkvarteringer og hårde skatte. Men privilegierne blev bekræftet i 1530. Det årlige markeder blev flyttet fra Rise til byen.

Lutherdommen afløste katolicismen. I 1544 blev Sønderjylland delt mellem Christian den Tredje og hans brødre. Aabenraa tilfaldt Hertug Adolf på Gottorp.

I 1576 hærges Aabenraa af en kæmpe brand. Halvdelen af byens huse brændte ned til grunden. Ophavsmanden skulle være en lille pige. Efter branden forbød magistraten opførelse af stråtækte huse, men dette blev dog ikke overholdt.

Den 19. maj 1582 brændte Aabenraa igen. På Skibbroen havde Peter Bådebygger og Niels Ovesen tændt bål i forbindelse med deres skibstømmerarbejde. Tre forbipasserende borgere havde advaret dem. Men de havde svaret, at de vidste godt, hvad de havde med at gøre. Hvis I ikke har andet at lave så gå hjem og pust jeres eget bål, sagde de.

156 hoved-huse med stalde og skure, skolen, præsteboligerne, klokketårn og rådhus brændte.

Peter Bådebygger og Niels Ovesen blev senere på året anklaget for mordbrand og dømt til ilden og anden skarp straf. De har sikkert afsonet deres letsindige fremfærd under grusomme pinsler på Galgebakkens rettersted.

Masser af tømmer blev leveret fra Tønder og Løgumkloster Amter. De sønderjyske og nordtyske byer indsamlede 2.793 mark lybsk til genopbygning af byen.

 

Mordet på borgmesteren

Efter 1618 skulle alle tage opføres i tegl. Strenge straffe blev indført, hvis man tændte bål. Rygterne hævdede efter branden, at det var Guds straf over byen for mordet på borgmester Claus Esmark. Han blev formentlig myrdet af Jørgen Skytte, der var vildtskytte på Teglgården. Men det blev aldrig bevist.

Borgmesterfruen viste ingen tegn på sorg, hvilket bestyrkede mistanken om, at hun og hendes forældre havde bestilt skytten til at begå mordet.

De blev torteret til at indrømme mordet, og de blev begge henrettet ved halshugning. Enken blev også dømt til døden, men blev benådet og bortvist fra Slesvig – Holsten. Og Jørgen Skytte forsvandt for altid.

 

Heksen fra Aabenraa

Haderslevbødelen, Mester Diderik havde den ære at brænde en Aabenraa– heks på heksebålet i 1617. Anna Jørgensdatter indrømmede da også, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel. Hun havde dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. I øvrigt havde hun omgang med djævlen.

 

Svenskerne kommer

Endnu en ulykke ramte byen under Kejserkrigen i 1627 – 29.

I september 1627 ankom Christian den Fjerdes hær til Aabenraa efter at have tabt slaget mod Tilly og Wallensteins hær ved  Lutter am Barenberg.
Mange borgere var flygtet

Den 24. oktober dukkede svenskerne op og udplyndrede byen. Det samlede tab for byen blev opgjort til 12.819 rigsdaler. Kort efter ramtes byen af pest. Og den
3. – 4. maj 1629 udbrænder 24 huse.

I 1630’erne begyndte søfarten at have succes. Aabenraa var blandt de førende i sejladsen til Gotland. I 1641 blev en ny skole oprettet og Sct. Nicolai Kirke
blev udvidet.

Slotsgade udgjorde en enhed for sig selv og var i direkte konkurrence med byen. Men ak og ve, atter engang skete der ulykker. En masse plyndringer forekom under Svenskerkrigene 1644 – 45 og 1657 – 60. Hertugen var dog på svenskernes side.

Den 21. august 1657 besøgte selveste Karl 10. Gustav byen med 1.000 ryttere. I 1659 bragte udenlandske tropper også pesten med til byen. I 1660 passerer polske tropper byen. det resulterer i 70 ødelagte huse. Yderligere 70 huse var så medtagende, at beboerne ingen afgifter skulle betale.

 

Endnu en heks

Margrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks, og for at finde ud af det, måtte hun gennemgå hekseprøven.
Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig!

Ja så kunne man bruge tortur, og her bekendte hun alt. Men man skulle lige først spørge hertugen. Og da han havde talt, var der ingen vej udenom. Hun måtte på heksebålet.

I 1663 blev en tyvagtig tigger brændemærket. Hun fik også kagestrygning, og blev drevet ud af byen. Hælerne, der havde aftaget hendes tyvegods blev naglet til kagen og fik et øre skåret af inden. Også disse blev jaget ud af byen.

Så var der igen brand. Denne gang i Slotsgade. Den opstod i Thomas Pelzers hus og bredte sig til de nærmeste kvarterer. Brandene opstod ofte, fordi man anvendte træskorstene, som var påført et tyndt lag puds. Og mange brugte stadig stråtag, folk have ikke råd til tegltag.

 

Forbryder bruges til medicinske forsøg

En mand fra Als videresolgte stjålne heste til soldater. Han blev pågrebet i Aabenraa. Men hans kone fik fremstillet falske nøgler til hans ben-lænker, så han slap fri midt om natten. I Randers blev han pågrebet med kone og børn. Under tortur erkendte han sine gerninger og dømtes til hængning Hertugen havde
dog bestemt, at hans døde krop skulle skæres ned i en kasse og bringes til professor Daniel Meyer på Kiel Universitets medicinske fakultet.

I 1702 fandtes en død gøgler på markedet. Det var det berømte Ild-menneske. Han var formentlig død af rottekrudt. Rakkeren skaffede hans lig af vejen. Og hertugen sendte en hertugelig advarsel til apotekere og krudtkræmmere til at være forsigtig med salg af denne vare.

I 1710 lød det fra prædikestolen, at alle stråtage skal fjernes inden 14 dage, ellers blev de 108 navngivne borgeres huse revet ned.

 

Skibsfarten i Aabenraa

Skibsbyggeriet gik i gang. Byen fik egen barber og apotek. Skibsfarten blev udvidet. Byen nød godt af Gottorps alliance med Sverige. Reelt var man dog i krig med Danmark. I 1713 blev byen besat af kongelige tropper og 700 svenske krigsfangere skulle indkvarteres. Mange skibe gik tabt, og den resterende del af handelsflåden blev beslaglagt og anvendt til transporttjeneste.

I 1721 blev det nu fattige Aabenraa indlemmet i det danske kongerige. Byen havde kun 1.250 indbyggere, men takket være skibsfarten steg velstanden. I 1750 var byens indbyggertal steget til 3.000. I 1860 var den sneget op til 5.000. I 1741 havde byen 115 hjemmehørende skibe, men i 1811 var der kun 13 skibe tilbage.

Den driftige skibsredder

Men byen havde Jørgen Bruhn. Hans rederi blev grundlagt i 1806. Efter krigen optog han sejlads på Sydamerika og Kinakysten. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. I 1862 var der 62 skibe hjemmehørende i Aabenraa.

Fremgangen kunne også aflæses i antallet af skibsværfter. Således var 200 – 300 skibstømrer ansat på byens 6 skibsværfter. Og den initiativrige Jørgen Bruhn
grundlagde også et værft på Kalø.

 

En masse initiativer

I begyndelsen af 1800 – tallet var nøden stor i Aabenraa. Man forsøgte med forskellige sociale foranstaltninger bl.a. nødbespisning. I 1818 oprettedes en sparekasse og i 1831 fattighaverne ved Hjelm.

Der opstod en del industri i Aabenraa. Det begyndte med J.P. Junggreens Tobaks-spinderi. I 1836 Marcussens Orgelbyggeri og i 1852 Stahlknechts Jernstøberi i Slotsgade.

Også med hensyn til byens infrastruktur skete der væsentlige ting. I 1856 blev Kilen inddæmmet. I 1847 – 1853 blev chausseen Flensborg – Aabenraa – Haderslev færdig. Og i 1861 blev Slotsgade indlemmet i byen. Et gasværk blev opført, og i 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen. Tiden efter Treårskrigen 1848 – 51 var der en solid fremgang for byen.

 

Kampen for danskheden

Omkring 1830’erne hyldede man i Aabenraa den danske konge som enevældig hersker. Man følte sig på en gang som aabenraaer, slesviger og borger i det dansk – tyske helstatsmonarki.

Den Slesvig – Holstenske bevægelse fik gang i den i Aabenraa eller Apenrade, som man sagde dengang.  Det tysksprogede Algemeines Wochenblatt blev i 1839 forbudt af de konservative myndigheder.

De velhavende Aabenraa – borgere gik ind for Det tyske forbund, og skibene fra byen skulle sejle med det Slesvig – holstenske flag i stedet for Dannebrog, mente Aabenraa’ s reddere.

Men danskheden havde også mange tilhængere. Frederik Fischer udgav bladet Königlich privilligiertes Wochenblatt med dansk indhold. I 1840 skiftede det navn til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa. Men det vakte dog forargelse. Så man gik tilbage, og brugte ordet Apenrade.

Det Slesvig – Holstenske oprør brød ud i 1848, og det fik støtte af byens danske borgmester og byråd. Men ønsket om at blive i den danske helstat med dansk konge var stærk i Aabenraa. Det fik de dansksindede til at oprette Frederiksklubben efter Frederik den Syvende.

Efter det Slesvig – holstenske nederlag i 1850 fik byen dansk borgmester og byråd. Dansk sprog blev indført i forvaltning, kirke og skole.

Efter det danske tilbagetog ved Dannevirke blev de preussiske troppers indtog hyldet på Søndertorv. Men der var flertal for Danmark i Aabenraa. Ved valg til den nordtyske Rigsdag i februar 1867 var der dansk flertal.

 

Aftagende skibsfart

I 1921 var befolkningen vokset til næsten 8.000. Nye kvarterer skød op uden for By-bakken. Ved Nørre Chausse (Haderslevvej) og på Forstallé blev der bygget. Her opstod der i tidsrummet 1900 – 1910 et helt nyt kvarter. Borgerskabet flyttede ud i de nye villakvarterer, mens bykernen med undtagelse af Storegade og Ramsherred udviklede sig til arbejderkvarterer.

I 1883 var en del af kommunens areal blevet indlemmet, og det syvdoblede med et, Aabenraa’ s areal. Resten af Kolstrup blev indlemmet i 1901.

Aabenraa var efterhånden Sønderjyllands førende søfartsby med langt større tonnage end Flensborg. I 1857 var der beskæftiget 500 mand på byens værfter. Endnu i 1870 sejlede mange Aabenraa – skibe på Kina og Ostindien. Men Flensborgs voksende flåde af dampskibe udkonkurrerede efterhånden Aabenraa.

 

Jernbanen kommer
til Aabenraa

I 1880 blev Apenrade Aktie – Bryggeri opført på Haderslevvej og i 1899 blev Callesens Motorfabrik grundlagt i Lavgade. Overbecks Kalkværk og Tømmerhandel, der senere blev til Cimbria blev grundlagt. J.P. Torps Jern – og Stålforretning så dagens lys i 1897. Voetmanns Tømmerhandel på havnen, havde efterhånden 56 arbejdspladser.

I 1868 blev der lagt en jernbaneforbindelse til stationen i Rødekro. I 1899 blev der anlagt en smalsporebane fra Aabenraa over Felsted til Gråsten. Denne blev udbygget med en Kleinbane over til Løjt – Hovslund til Løgumkloster.

 

Folkehjem

I 1900 købte Sprogforeningen Schweizerhalle ved Haderslevvej, og gjorde det til dansk forsamlingshus under navnet Folkehjem. Det er noget særligt at holde tale på Folkehjem. Det har undertegnede gjort i forbindelse med 1. maj, uden at være medlem af partiet. Men det kan I – kære læsere, læse et andet sted. Jeg var med til at arrangere et foredrag med Troels Kløvedal på stedet.

Jeg kommer også til at tænke på Jens Wiltoft, hvis far og mor  bestyrede Folkehjem i mange år. Jeg var med til at lære Jens op i Bo Bojesens Boghandel. Ja, Jens’ s lillebror startede også sin karriere i boghandelen. Jens og hans familie var herlige mennesker.

 

Mere kulturkamp

I 1904 blev Sct. Jørgens Kirke indviet som dansk frikirke. I 1888 åbnede Aabenraa Museum, men det havde hvis ikke så meget med kulturkamp at gøre.

Fra 1867 var Albrecht von Krogh borgmester, og det var et tysksindet bystyre der regerede byen. Denne borgmester blev alvorlig kritiseret af den dansksindede del af befolkningen.

 

Dansk – tysk opdeling

Efter Genforeningen i 1920 blev havnen i Aabenraa udvidet. På et tørlagt område fik man anlagt 450 meter kaj. Den blev uddybet til 8,5 meter og blev Danmarks tredje dybeste havn og fik navnet Nyhavn.

Sønderjyllands Højspændingsværk leverede en stærk stigende mængde strøm til hele Sønderjylland. Aabenraa Andels – Svineslagteri blev oprettet som den første af sin slags i hele Sønderjylland. I Nygade opstod Dansk Glødelampefabrik i 1931.

Aabenraa’ s befolkning steg markant mellem 1920 og 1940. Nu boede der pludselig 11.000 mennesker i byen. Det skabte betydelig bolignød. Man forsøgte at afhjælpe med husvildebarakker og kommunale arbejderboliger.

Først i 1920’erne tog byggeriet fat med huse ved Reberbanen, alt i mens der blev bygget nye villaer ved Forstallé og Callesensgade. I H.P. Hanssensgade blev der også bygget. Grand Hotel, Aabenraa Teater og Telegrafvæsenets Bygning.

Det danske og tyske kørte hver for sig. Med skoler, gymnasier, børneinstitutioner, gudstjenester, aviser og butikker. Og opdelingen foregik i stor grad på det kulturelle område.

 

Nye projekter

I mellemkrigstiden var nøden stor. Der var ikke megen forståelse fra Aabenraa Byråd. Mange demonstrationer og møder førte dog til lidt mere hjælp. En del af de arbejdsløse blev sat til anlæggelsen af Kystvejen, Dyrskuepladsen, den vestlige omfartsvej og sportspladsen.

Modsætningen mellem det nazistiske mindretal og det danske flertal var voldsom efter 1940. En tysk avis udkom fra 1946. En tysk privatskole blev oprettet i 1947 og en tysk børnehave så dagens lys i 1956.

Nye boligblokke blev bygget ved Tøndervej og Løgumklostervej. I 1960’erne blev der bygget ved Petersborg. Rækkehuse og villabyggeri fortsatte i Rugkobbelkvarteret, og den gamle Skovriddergårds jorder forvandledes til villakvarter. Industrien flyttede til et nyt område langs Vestvejen.

 

Sønderjyllandshallen

Sønderjyllandshallen blev indviet i 1956 af statsminister H.C. Hansen. Egentlig skulle det have været et kulturhus, men det blev en multihal, hvor landsdelens
store messer, sportsstævner, kongresser og musikarrangementer blev afholdt. Selv var jeg med til at arrangere Sebastian – koncert for mange år siden. Og den mangeårige bestyrer, Frands Gregersen var et herligt og humoristisk bekendtskab, som jeg med glæde vil tænke tilbage på.

 

Ringridning i Aabenraa 

I Aabenraa vil man hele tiden forsøge, at være de største, når det gælder ringridning. Man håber hele tiden at have mellem 550 og 650 ryttere.

Men egentlig er ringridning slet ikke spor sønderjysk. Den har sin baggrund i riddertidens turneringer. Ja den gang havde man også noget, der hed karrusel løb.
Helt op til Christian den Niende har danske konger dyrket dette karrusel-løb.

I 1766 blev det Blå Ridende Korps oprettet i Aabenraa. Korpset modtog dronning Caroline Mathilde ved samme lejlighed.

 

Min ”tattoo – oplevelse”

I forbindelse med ringridning indførte man tattoo ved Brundlund Slot. Byens fine folk var inviteret til at sidde på tribunen, mens pøblen måtte nøjes med ståpladser. Jeg mente dengang, at jeg også var berettiget til en tribuneplads, for jeg kunne se, at formanden for Arbejdsgiverforeningen og Handelsstandsforeningen sad der. Jeg var HK – formand, med i Initiativ-udvalget og så meget andet. Så det måtte absolut være en forglemmelse, at
jeg ikke havde fået en invitation.

Min kone Hanne lavede nogle fremragende udsendelser til TV – Syd, så vi burde sidde der. Min lillebror, Erwin var også med, og teknisk webmaster (ikke dengang) Peter Rasmus gik i takt med de forskellige orkestre ude på plænen. Dengang var han vel 3 – 4 år. Der var virkelig rytme i ham.

Vi hilste pænt på borgmesteren, politimesteren osv. Men der var ikke plads til dem, der kom lidt senere. Og her vil jeg da godt undskylde over for dem, der ikke var plads til, og som havde fået en invitation.

Og i mine erindringer fra Aabenraa kan jeg huske, man altid havde hoved på et par dage efter en sådan gang ringridning. Man gik til den i Aabenraa. Ja, og så blev gågaden gjort rent af kommunens folk, når hestene havde afleveret deres pærer. Og i butikken hjalp vi selvfølgelig til.

 

Fagenes fest

Dengang fejrede vi også Fagenes fest. Og når man var noget ved musikken blev man involveret. Selv om vi i fagbevægelsen var uenige kunne vi godt more os sammen. Det skete da også flere gange, at jeg blev smidt i skummet af store SID – folk. Begivenhederne fandt sted i nærheden af Brundlund Skole, for det var
der, hvor man bagefter blev nødt til at tage et brusebad. Om man fejrer dette endnu i Aabenraa, ved jeg ikke.

 

Posten kommer til Aabenraa

I 1729 fik Aabenraa sin første postmester. Det var en privatmand i Hamborg, der sørgede for al transport i hertugdømmet Slesvig Holsten, og det var også ham, der ansatte postmestrene. Den første postmester i Aabenraa hed Thomas Thomsen. Han blev i 1754 afløst af en tidligere tjener fra Brundlund Slot, Daniel
Linde.

I hans tid blev postbefordringen kongelig, og man indførte også personbefordring. I 1765 blev Aabenraa en station på hoved-ruten ad Hærvejen. Og i den forbindelse blev vejforholdene til byen forbedret. Men postmesteren skulle have et anstændigt sted at bo, så et par huse måtte lade livet i Søndergade. Den nye postmestergård blev nærmest et palæ med stald og bryggerhus. Det flotte bygningsværk er fra 1758.

 

Aabenraa Havn

Indtil midten af 1900 – tallet har havnen spillet en afgørende rolle for Aabenraa. Fra midten af 1500 – tallet faldt aktiviteten på havnen. Det var de store byer i
Flandern, der tog over. I 1721 da Aabenraa kom ind under den danske konge, oplevede man en opgangsperiode. Antallet af skibe steg fra 45 i 1713 til 117 i 1747.

Omkring 1800 blev den såkaldte Tømmergårdshavn anlagt syd for Gammelhavn ved Mølleåens udløb. Her blev byens ældste værft, Poulsens værft anlagt.

Gammelhavn blev udvidet til 5 ½ meter, og i 1925 indviede Christian den Tiende hele herligheden. Værfterne i Aabenraa lukkede en efter en. De kunne ikke omstille sig til de nye tider. I 1993 blev havnen udvidet med en såkaldt Sønderjyllandskaj med en 11 meters dybde. I 1975 blev der anlagt en lystbådehavn.

 

En tur på fjorden

To gange var jeg som medlem af Aabenraa og Omegns Walkieklub med ude på en motorbåd, da der var kapsejlads på Åbenrå Fjord. Vi havde ingen redningsveste på, og det var sin sag at entre et stort sejlskib fra en lille motorbåd ude på fjorden. Vi skulle også sejle madpakker rundt til de forskellige stationer langs kysten. Det var en kæmpe oplevelse. Det var det også første gang man skulle tisse fra en motorbåd der gyngede. Det var noget med at kende vindretningen og sådan noget.

Bagefter fik vi så en stak bajere over på De tre makreller.

 

De tre Makreller

De tre Makreller er ikke kun navnet på et hyggeligt værtshus/spisested i forbindelse med Havbunden, hvor Skipper Thorwald sang og spillede. Det handlede også om sol-æg.

De tre Makreller er også Aabenraa’ s byvåben. Våbnet går tilbage til Middelalderen. Aabenraa fik stadsret i 1335 af hertug Valdemar af Sønderjylland. Måske
stammer byvåbnet fra den tid. Det ældste bevarede segltryk er fra 1421.

 

Kilde:

• Litteratur – Aabenraa
• Dette var artikel nr. 2 i kategorien Aabenraa – Vi har fulgt op med en masse artikler om emner, som vi berører i denne

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Redigeret 8.-02.2022

Mange har i tidens løb skrevet vers om gågadens lyksaligheder. Vi har udvalgt et par stykker. I 2009 bliver gågaden 40 år – eller gør den det? For man tyvstartede dengang i 1968. Gågaden var den første og længste gågade i Sønderjylland.

 

Plakatsøjle med poesi

Da gågaden fejrede 14 år ville vi i Bo Bojesens Boghandel gøre noget særligt. Vi ville lave en reklamesøjle med gågadens historie. Til dette formål lånte jeg
købmand W.P. Schmidts scrapbøger. Og fandt også nogle poetiske og tankevækkende citater.

I 2009 bliver gågaden 40 år, og dog. Det bliver den vel allerede i år. For man havde allerede før den officielle indvielse den 3. september 1969 lavet forsøgsperioder op til højtiderne. Og det var min gamle chef, boghandler Koch, der den 3. september 1969 klippede snoren over.

 

Inden det var gågade

Der er skrevet mange vers om gågaden. I denne artikel har vi valgt nogle af de mange. Det første udpluk er fra 1968, hvor gaden som skrevet endnu ikke var officielt indviet. Det var dengang et pund kaffe kostede 6 kr. Her er hvad C.G . – hvem det så end er, fandt ud af:

• At komme på indkøb var før en plage
• Men nu har vi rigtig nok bedre dage
• På gågaden slentrer vi op og ned
• Og man skrår over helt i fred
• Uden at tænke på liv og lemmer
• Men nu har det vist sig vrede stemmer.
• Lad os igen få liv i staden
• Med masser af liv på gaden

 

Ballade i Aabenraa

I de gode gamle dage kom trafikken væltende fra begge retninger. Det må have været en sport, at gøre indkøb på Ramsherred og Storegade dengang. Protesterne kom mest fra den nordlige del. De mente, at gågaden først skulle begynde fra Barkmøllegade.

Men Aabenraa fik Sønderjyllands første og provinsens længste gågade.

Samme år var der ballade om, hvilke blomster man skulle bruge til pynt. Det fik Rimus til at digte en ballade om blomster i Jyllands Posten:

• Byens facade
• Tænker man på
• I Apenrade
• Som man jo må
• Rigtige Blomsters
• Duftende duft
• Virker på kundernes
• Sunde fornuft
• Nu lugter det bare
• Af sild og ost.

 

Samme år hed en af overskrifterne i Jydske:

• Ægte planter og duer på vandsøjlen

 

Syng med på ”København København”

Nu blev det til rigtige planter og blomster, men man var skam meget betænkelig dengang. Læs bare, hvad Marguerite Hahnemann mente i 1969. De der har lyst kan synge verset på melodien København, København:

• Hovedgadens købmænd, har de grund til gråd, til smil?
• Er det godt med denne spadser-gade?
• Kommer kunderne og handler nu i større stil?
• Eller er de snarere en blokade?
• Ingen tør med vished spå
• Åbenrå, Åbenrå, bliver købmandshimlen mere grå end blå?
• Skal man hente kunderne i paraply
• Fra parkeringspladsen i vores by?
• Åbenrå, kanske må fodsporsgaden ud af hovedet du slå
• Foreløbig har en spadser-doktor med pincet
• Pillet anlægssummen ud af vort budget.

 

Springvand på Limonaden

Og i selveste Se og Hør skrev Ib Boye disse vers om Aabenraa´ s gågade:

• Fra førstedag var det fest i gaden
• Og det var springvand på limonaden
• Den gyldne saks klippede snøren fra
• Til messingsuppe fra Hasle´a
• Det er gemytle, mens alle snakke’
• At humle lagkage fra æ backe
• Så tak til jer, der har fundet på
• Der er gang i gaden i Affenrå

 

Åbenrå (Aabenraa) – sangen

Stemningen var vendt i 1982. Selv borgmesteren skrev et vers i Turistavisen, det har vi dog ikke med her.

Vi slutter med Åbenrå – sangen. Den kan synges til Under den hvide bro:

• Vor gågade er vidt berømt
• Det kan man godt forstå
• Og den, som vil har pungen tømt
• I fred og ro kan gå
• Og handle i en flink butik
• Til hverdag, til jul og til påsk`
• Oppe på bakkens top
• Dukker vor kirke op
• Gamle små gader og sjove små stier
• Skønne facader vor by charme gi´r
• Så man bliver aldrig ked
• At traske op og ned
• At slukke tørsten ka å la sig gør
• Hvis man er løben tør

 

• Vi vender ganske givet tilbage med Aabenraa´ s gågades historie

Kilde:

• Litteratur – Aabenraa
• W.P. Schmidts udklipsbøger 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 8.02.2022

(Tynne, Hæwe, Møltynne – dengång)

Dette er en delvis oversættelse af et foredrag på synnejysk om livet i det sydvestlige Sønderjylland. Foredraget blev holdt den 4. sept. 2008 i Æ Synnejysk Ambassade i København. Af hensyn til besøgende på denne side fra hele Danmark er det på nogenlunde dansk. Der kan dog forekomme synnejysk, Tynne – plat, Plat – tysk m.m. Vi bevæger os rundt på Jordsand, i Hæwe, Rudbøl, Awntout, Møltynne å Tynne. Nogle har sikkert læst det før. Men artiklen er nærmest en Greatest Hits af historier.

 

Æ kaffeboe

Jeg bliver ofte her i København spurgt om, hvad Synnejysk kaffebord er. Så det starter vi lige med. Til Synnejysk Kaffebord skal vi have

• kattøffelkach
• brøelautort
• covinge
• ballumme knepkache
• goe raj
• vrejn unge
• søstekach
• broekach
• kyskach
• brun å wie bekkenør
• æfelkach

Man blev målt på, hvor god ens kaffebord var. Der skulle helst serveres 4 lagkage. En udtalelse fra Aventoft:

• Det wå da en goe fest, men det wå kun ot slaus bækkenør.

Det skal helst være 7 slags bløde og 7 slags hårde kager. Og så må man gerne stable på sin egen tallerken.

 

Jordsand

Vi står op på diget ved Højer Sluse. Min Opa havde en kikkert med. Prøv at kigge lidt mod nord. Her kan se en lille ø. Den hedder Jordsand,
sagde han. Næste gang – nogle år efter, da jeg kiggede, var øen væk.

Den 15. august 1689 underskrev den danske konge en aftale med den danske konge om at levere 7.000 soldater. Lejen af korpset kostede 240.000 rigsdaler. Hvis korpset skulle videre til Irland ville det koste 325.000 rigsdaler.

Og den engelske konge skulle erstatte dem, der ikke kom tilbage – en manglende infanterist med 10 rigsdaler, men en manglende hest med 50 rigsdaler.

Man havde fundet ud af at Jordsand var det bedste udskibningssted. Soldaterne skulle vade til Jordsand fra Hjerpsted til Jordsand. Derfra skulle de fragtes i små både til Lister Dyb, hvor de store både lå og ventede.

Men man havde ikke taget vejrguderne med i planlægningen, da udskibningen skulle finde sted i oktober måned. For pludselig stod Jordsand under vand. Udskibning foregik derefter fra Højer.

I ventetiden huserede soldaterne i området. Præster i Kejtum på Sild beretter:

• Mange af mine Duer på Kirken er blevet nedlagt. Den 14. og 15. oktober stormede 400 Mand mod land. De havde ingen officerer med. De lå her i to Dage og Husejerne blev fuldstændig ruineret. Til gengæld fik over 50 af Øens Søfolk Ansættelse ved Konvojtjenesten.

Da de endelig tog afsted, så lød befrielsens suk fra beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tiden med soldaterne havde været fuld af byrder.

 

Skeletter på Jordsand

Mange år senere opdagede Ehmsen fra Ballum, der havde forpagtet Jordsand en masse skeletter, når der var ebbe. De stammede fra dengang, da Christian den Fjerde i egen person på sit skib Trefoldigheden var med til at fælde 24 hollandske skibe. i Lister Dyb. 900 hollandske søfolk blev begravet på Sild og Jordsand.

Ja så talte man om at lave en jernbanestation på Jordsand. Man havde store planer om en Forbindelse fra London til St. Petersborg. Den skulle så gå til Lister dyb. Med robåd til Jordsand, og jernbane derfra via Højer og Tønder til Flensborg.

 

Vadehavet

Allerede i Oldtiden har det været livlig skibstrafik i omegnen af Højer og Tønder. Mellem Møgeltønder og Ballum var 94 skibe i fast rutefart med stude. Fra Tønder udgik der vikingetogter allerede i år 400.

Da tårnet på Møgeltønder Kirke blev ødelagt ved en storm i 1628, ville hollandske kaptajner betale en tredjedel af opførelsen. Eneste betingelse var, at den blev lige så høj som før. Det var et godt sømærke.  Og her langs Vadehavet lå i midten af 1600 – tallet en kæmpe handelsflåde, faktisk Danmarks næststørste
flåde.

Fra Højer forsøgte man i 1850`erne at lave en dampskibsrute til Husum, men båden sad hele tiden fast i slikken, selv om den kun havde en dybdegang på 2 fod.  Og i  1849/50 og 1864 lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer og drillede tyskerne og østrigerne  herude i Vadehavet. De kunne ikke få ram på ham.

 

Højer

I Højer sagde om Tønder:

• Når æ vand ståe væ æ dør te Hævegåe
• Så æ æ kirketårn i Tynne øvesvømmet

Fra gammel tid var der gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede de i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne vestpå til Højer. I 1687 – 88 forseglede kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. Men i sidste ende lykkedes det for Højer at sejre. I 1706 fik de lov til at drive handel og håndværk.

 

Romantik i luften

Engang i slutningen af 1840’erne lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Løjtnant Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til det, der i dag hedder Kiergården.

Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Og hun fik også øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far, var ikke så glad for forbindelsen. Det havde sikkert noget med det dansk – tyske at gøre.

Men de blev gift. Det sørgede Johan’ s far for.  Der har virkelig været gang i den i Højer. Således afgik der op til 21 skibe afsted på en gang i 1870’erne

 

Lægen fra Højer

I 1867 kom en utraditionel læge til Højer. Han hed Theodor Jersild. Allerede første aften lagde man mærke til ham. I skænkestuen kunne en mand ikke få sin the-punch med.

– Vent et øjeblik, så hentede han sine instrumenter. Han bad nu manden åbne sin mund. Inden gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede Jersild manden på skulderen.

• Nu skal De se, nu kan De lettere få Deres the-punche ned.

Da Højers smed havde fået en splint i øjet, lagde Jersild et reb om ham, og hængte ham op i en krog, så den store smed, var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.

Han udskrev koldt-vands-kure. Det gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture, når der var ebbe I Vadehavet. Der blev anskaffet baderekvisitter i Højer, og en sygeplejerske blev uddannet i brug af termometer og bad.

Jersild indførte mavepumpen, gips –og stivelsesbandage, og foretog vellykkede øre – øjneoperationer. Den gode mand fik kultstatus, folk valfartede til Højer.

På hans gravsten skulle der stå:

• De ben, der hviler her er mine, jeg ville ønske det var dine.

Og han var bang for, at dø skindød. Så han lovede sin gode ven, dyrlæge Hauge en belønning på et par tusinde Mark, hvis han ville komme og skære hans pulsåre over, når han hørte, at han var død.

Man havde både en dansk og en tysk læge i Højer. Det var en uddannet tandlæge i Postgade, og en tandteknikker, der udførte andet tandlæge arbejde. De repræsenterede hver deres kultur. Så i Højer kunne man få tænderne trukket ud både på tysk og dansk.

 

Højer havde syv værtshuse

Det kulturelle højdepunkt i Højer var i 1887 Stadt Tondern. Her optrådte sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York og tryllekunstnere fra Berlin. Her kom overgendarm Christiansen, møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus. Falle Simonsen foretrak Hotel Sylt.

Men det var på Ohlsens Hotel, der blev afholdt byrådsmøde, og det startede altid sådan:

• Æ will nå offen æ Sitzubg, å detette will vi strass trin in i æ Tagesordnung.

Jernbanen til Højer

Den 30. juni 1892 kunne man i Tondernsche Nachrichten læse om den nye restaurant på Højer Sluse:

• To rummelige og smukt møblerede sale stod og ventede publikum. Betjeningen var fortræffelig og drikkevarerne kunne man ikke ønske bedre. Restauratøren havde for rigtig at fejre dagen sat prisen på øl til 15 pf. for et glas.

Jo Højer havde fået jernbaneforbindelse. I starten var der tre daglige forbindelser til Tønder. Rejsetiden var 37 minutter. Den direkte forbindelse varede 25 minutter. I 1897 kom der ligeledes 3 Badeschnellzüge fra Hamborg.

Kongen og pigen

ak ja, da Christian den 10. red over grænsen den 10. juli 1920 rakte en lille pige ham en buket blomster. Kongen tog hende op på armen. Og ikke et øje er tørt, for den lille pige var lille Johanne fra Højer. Og kongen holdt forbindelsen ved lige. Ved hendes konfirmation fik hun et guldarmbånd.

De tager det hele

Da der blev dansk flertal i Højer i 1946, var borgmester Andersen ikke så glad. Med sit dansksindede navn var han tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den dansksindede fabrikant Kjærby’s søn. Han udtrykte det på den måde:

• It alene tæe de vors land, nå tae de os vores piche.

Og så var det tilbud hos Falle å æ Torv. Købte man en cykel hos ham, fik man et pund ål med i angebot.

Møgeltønder

I kirken i Møgeltønder findes et billede af Peter Henriksen, der døde i 1521 i en alder af 127 år. Om sagnet om Peter Henriksen er opstået af billedet eller omvendt vides ikke.

• I 1500 – tallet kom der en stor stormflod, som lod vandet stå helt op til Stjernen, pladsen ved Korsvejen vest i byen. Alle midler for at standse vandet var prøvet. Da sagde Peter Henriksen: ”Godtfolk I har prøvet mange ting, men det bedste har I forsømt.
• ”Hva da”, råbte de
• ”At bede til herrens herre”, svarede han.
• Man opfordrede Peter Henriksen til selv at gøre
  det, og han råbte:
• ”I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne og fald på eders knæ”
• Alle knælede, og PeterHenriksen bad med højt fadervor. Da han kom til den syvende bøn, begyndte vandet at synke. Se det er ganske vist.

Ret og uret

I enklaven Møgeltønder havde de deres egen Tinghus, med deres egen rettergang. Den mest grufulde sag, var sagen mod provst Laurits Thomsen, hans hustru og datter. De blev dødsdømt fordi provsten med hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Provsten blev i 1614 brændt, men hustruen slap med
en noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, der havde haft et forhold til præstekonen blev idømt kæmpebøder.

• Overinspektør Nicolai Tych´s tjener kom i 1669 til skade ved at dræbe Hans Klejnsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen, blev han erklæret fredløs.
• En tjenestekarl i 1670 stjal et lærred til en værdi af 13 ½ skilling, og blev for ran og tyveri dømt ved hængning.
• En mand og kvinde dødsdømtes i 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.

På 5 år blev 5 dødsdømt og 2 gjort fredløse.

 

Den blå tåge

I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønderne i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. I et brev fra 1745 fortæller inspektøren på Schackenborg, Lütken:

• at Bønderne havde set den drive af sted til et andet ligesom en blålig Tåge langs Jorden imellem noget højere op og imellem tæt ned over orden, og hvor den rammer et Hus og driver ind, kan det ligge som en blålige Tåge i og over Vandet og der får de Fæ-sygdommen.

I alt døde 3.131 kreaturer på Schackenborg gods.

Greven forlangte underdanighed og disciplin. Der skulle betales store afgifter til grevskabet. På et tidspunkt havde bønderne fået nok, og de lavede oprør.

I Kongeriget som Møgeltønder tilhørte blev der indført en landmilitsordning. Med prygl og pisk blev bønder udkommanderet. Og bøndernes anfører blev anholdt af 23 dragoner og bragt til tvangsarbejderanstalten i Rendsborg.

Rudbøl

I 1629 havde den gottorpske hertug Frederik den Tredje den ide, at der i Rudbøl skulle oprettes en fristad, hvor alle religioner var tilladt. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Grundet store ødelæggelser ved en stormflod i 1634 blev dette ikke til noget.

Omkring 1830 var der 30 bådfolk i Rudbøl. De tjente store penge, alt imens det blev vanskeligere at komme ind til Tønder. Når børnene skulle i skole foregik det enten med båd, på hesteryg eller med Æ klustag. Og sidstnævnte er meget sjovt ude i marsken.

Emil Nolde, den store kunstmaler, der er opvokset i nærhed af Rudbøl skriver:

• Forbi mine vinduer kom denne mand (Willie Carstensen, en der gerne ville have en lille en) dinglende stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pramrælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter
  ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at ham en fisker og pramdrager, skulle reddes af en kunstmaler.

Og så har det været afholdt Vædde-sejlen på Rudbøl Sø. Det startede kort efter den fransk – tyske krig i midten af 1870’erne. De tre hurtigste både fik præmier. En bolle punch var som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol engang har været førstepræmien.

Mellem Højer og Rudbøl sejlede før 1920 hjuldamperen Sylt, hvis skorsten kunne ligges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

Og hvorfor blev grænsen så mærkelig i Rudbøl. Jo Anton Nielsen henvendte sig til Kommissionen:

• I  har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar drejer det sig om? spurgte det japanske medlem af kommissionen
• Cirka 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen
• Nå så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Jo på min side vil de alle sammen godt være danske.

Og Anton fik sit ønske opfyldt. Der blev foretaget en afstemning i gaden. Derfor fik vi delingen midt i gaden.

Lige i nærheden af Rudbøl ligger den gamle landsby Lyst. Her blev børnene undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men da var eleverne for længst gået hjem. Provsten spurgte forundret, hvor klokken var, og fik svaret at i Lyst havde man ingen ”klok”. Hvordan klarer I jer så, spurgte provsten. Den såkaldte skoleleder svarede:

• Dæ æ da let nok. Vi bruche æ sol. Den sie vos, wa æ klok æ.

 

Aventoft

I Tønder sagde man om dem i Aventoft:

• Æ Tag groe dem inde for æ Dør
• Å æ Fisk svømme dem in æ Dør
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vær
• Dann vær de Aventofter en formøgende by
• (ikke stavefejl)

Da vi var unge sang vi
med på Petrula Clark´s melodi Down town:

• Bisst du allein von allem Sorgen verlassen
• Dann gehe in die Stadt – Awntout – Awntout.

Familien Brodersen kom ofte på Armins Gaststätte.

Skulle man til Aventoft i gamle dage kom man forbi Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været bådebyggere. Folk kom her til for at drikke kaffe og spise hjembagte honningkager. For at tiltrække kunder havde kroværten en net-overtrukken vandfyldt båd. I den befandt der sig to sælunger.

Som regel var der konen, der måtte til Tønder for at sælge fangsten.

Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.

 

Tønder

Man siger, at der allerede fra år 400 udgik vikingetogter fra Tønder. Man har fundet mønter fra 900 – tallet i nærheden. I følge Dansk Atlas fra 1781 havde Tønder allerede i 1017 en betydelig havne – og handelsplads. Vi havde samhandel med London. Og i 1130 kom vi på verdenskortet.

 

Æ sproch

Og sproget i Tønder og for den sags skyld er for uvedkommende mærkelig, særlig det sprog, der hedder Tønder – plat:

• Dæ æ min kavaler we æ verkeer mæ
• Må de wæ mæ gestattet å udbring et lebhoch for en genosse, dæ gesundheithalber it ka wæ anwesend hæ i jawten.
• Och bin ich Schitt zupass.

Og i 1920 sagde de tysksindede om de
dansksindede

• Danskerpak mæ æ lus i æ nak

Da kongen havde besøgt Højer og Møgeltønder, kørte de nordpå mod Skærbæk. Da de nåede til Abild, hilste en af byens bønder Laust på kongen

• Godaw hr. kung. I ku vel it køe så sinne, tæ æ kas føl mæ i min hestvogn.

Laust ville til Skærbæk for at modtage kongen. Og han kom sandelig med ham i en af bilerne.

• Folk i Højer tao æ Mantel af

Og om en vognmand fra Højer, der kom ud for en ulykke sagde man.

• Han kom u for malør mæ æ Geschir

En gang blev Døcher Smed kaldt ud til Forsøgsstationen ved Højer. Her spurgte en af karlene, der kom fra Sjælland, hvorfor Døcher Smed var tysk:

• Æ ha gown i tysk skol. Æ ha wenn tysk soldat i ni oer, så ka æ kun wæ tysk

Karlen kiggede på Døcher Smed og sagde så:

• Det var godt du ikke var soldat i en negerstamme, for så havde du været neger.

Denne Døcher var også major i Æ Feuerwehr i Højer. Da nazismen slog igennem i Højer, blev kommandosproget tysk. Men mon ikke det var af praktiske grunde, at Døcher brugte følgende sprogbrug. Her er et eksempel.

Da der skulle holdes øvelse op skolepladsen ved Kjærbys Tæppefabrik, gav Døcher følgende ordre:

• Nunn stellen wir uns vor, das Kjærbys fabrik brænne, und dann legen wir die slanger lang æ skinne, und dann spritzen wir darauf, hier fra æ skueplatz.

Se det kunne både danskere og tyske forstå.

Man sagde om en mand, at han var galt tysk eller tumbe dansk.
Spurgte man et barn, om hvordan det var at gå i skole, var svaret:

• Jo dæ wå da glant, men de æ galt tysk.

Smid ikke med maden

Den 27. august 1544 blev Hertug Hans nødt til at udsende en forordning. Den vigtigste var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig, at det var nødvendig at indskærpe god bordskik. Man skulle forholde sig roligt, når der blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler
eller andet.

I 1566 var det også galt. Hertugen meddelte, at der herskede for megen uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.

Resultatet blev forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og ”tyendet” måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne komme med, men kun i beskedenhed – til begravelsen.

Til barnedåben måtte kun indbydes fadderne og derudover kun 5 af medlemmerne. Der måtte kun serveres 4 retter, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Blev der serveret vin eller øl, kostede det 10 gylden.

Byens fornemme borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk måtte nøjes med at bære kjortel af almindelig engelsk eller “kølnsk”klæde

Den mislykkede hængning

Ludde Jannsen var en rigtig skidt fyr. I de unge år havde han hugget sin fars arm af. I de senere år stjal han træ i Draved Skov. Han antændte også det fyrstelige vogterhus ved skoven. Derfor skulle Ludde hænges. Der blev rejst en galge i Draved Skov, og den 18. juni 1598 skulle hængningen finde sted. Men ak og ve, skarpretteren havde fået en for meget og fik to fingre i klemme. Han måtte kappe snoren for at få fingrene fri. Ludde havde da hængt og dinglet et stykke tid. da snoren blev kappet faldt han ned, og meget overraskende rejste han sig op.

Den 22. juli blev forsøget gentaget. Denne gang med held. Om det var den samme skarpretter vides ikke.

 

Ret og uret i Tønder

Og når vi nu er inde på ret og uret:

• Hvis man snød med målet kunne det ”føre sin mand til galgen”
• I mindre tilfælde kunne man ”nøjes” med piskning og ”afskæring” af håret.
• Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden
• Hvis en kone blev grebet ”in flaganti” med en fremmed mand, skulle han trække manden op og ned Af gaderne i Tønder
• Straffen for en mands ”bigami” bar for mandens vedkommende temmelig milde.
• Hvis en mand med forsæt og med vilje overfaldt en person straffedes han med en bøde på 10 mark – og en vognlæs vin. Hvem der skulle drikke denne, vides ikke?
• Hvis en ægtemand døde insolvent hæftede hustruen i al fremtid for hans gæld. Den eneste mulighed hun havde, var, at overlade alle aktiviteter til kreditorerne, forlade hus og hjem med børnene og fraaflytte byen uden ret til noget som helst.

 

Politivedtægter

En gang om året udråbte man det, der hed barsprog. Oversat til nydansk vil det svare til politivedtægter:

• Det er en borgerpligt at sørge for renlighed på gaderne
• Våben og rustning skal være pudset
• Plankeværker skal vedligeholdes
• Helligdagsfreden skal overholdes. (Det var ikke noget med at gå på værtshus i kirketiden)
• Løse grise må ikke gå løse på kirkegården

 

Øl er bedre end Medicus

I Tønder har man hele tiden haft den opfattelse, at

• en slurk varmt øl er bedre end Medicus

Det var også i den ånd, jeg blev opdraget derhjemme.

Og øl var det nok af i Tønder. På et tidspunkt havde man 35 bryggerier, og verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger – et værtshus for hver 119.

Allerede fra 1623 var der et apotek i Tønder. Og for en sikkerheds skyld fik apotekeren ret til at holde en vinstue. For alle tilfældes skyld.

 

En aktiv socialpolitik

Tønder har gennem hele historien haft en aktiv socialpolitik. De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker– og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere ud til kommunegrænsen med en pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kasten af på fremmed grund.

Dem der var hjemmehørende i byen, blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede Stodderkongen dem i en flok og drev dem på tiggeri fra hus til hus.

Ved Vajsenhuset oprettede pastor Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky elementer tvangsanbragt og opdraget til nyttigt arbejde.

Og når vi taler om sundhed, så blev Fysikus Ulrich stenet ud af Tønder af tyskerne efter 1864. Men de ville gerne behandles af ham. Men de turde ikke gå ind af hovedindgangen. Tænk, hvis der var andre tyskere, der så dem.

 

De mange besættelser

Der har altid været mange soldater indkvarteret i Tønder. Og det var dyrt for befolkningen. En tøndring, der havde 4 kosakker boede i1814 fortalte:

• Om morgen fik de kaffe, franskbrød og brændevin.
• Om middagen fik de varm mad og brændevin
• Om eftermiddagen fik de kaffe og brændevin
• Om aftenen fik de varm mad og brændevin.

Hvilken en menu.

 

Brandregler

Tønder er brændt mange gange. i 1762 indførte Frederik den Femte nogle nye regler.

• Gaderne skal holdes fri for sten, affald og møddinger
• Man skal straks gøre anskrig.
• Man skal straks ile til hjælp
• Klokkeren skal straks løbe til kirken og lade klokken lyde
• Vognmænd og andre skal straks spænde hestene for, og køre til brandstedet med vand i tønder eller oksehoveder
• Den der kom først ville få 2 rigsdaler. Nr. 2 32 Skilling og nr. 3 24 skilling.

I 1873 fandt politimesteren ud af at næsten halvdelen af byens brandspande var ubrugelige. Der var hul i dem. Og det var mange, der fik en bøde på 3 daler.

I 1874 var bogtrykker Rothe’ s bedstemor hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop og syede på en af de moderne symaskiner fra Amerika. Sådan et apparat var meget kostbart. Og sådan et apparat kunne i begyndelsen godt give nogle ildgnister. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han var lige blevet medlem af æ Feuerwerhr.” Det æ Bran – det æ bran” Han tager den dyre maskine og kaster den ud fra 1. sal Han mente, at han havde forhindret
en storbrand.

 

Vajsenhuset

I 1860’erne fik Æ vajsenhus en ny Waisen – vater, der hed Hagerup. Han havde et trist liv, først mistede han et barn, så sin kone og til sidst døde han selv kun 39 år. Men da han kom til Tønder, han fandt han en kone oppe på Humlekærren, hvor hun var tjenestepige. Han beskrev hende sådan:

• Hun er ikke kjøn og ikke dannet, taler bredt Lygumkloster – dansk og kan ikke bevæge sig i dannede kredse. Godlidende og oprigtig er hun derimod.

Et program for Vajsenhus så sådan ud:
Bemærk menuen.

• Kl. 6.00 Man står op og reder senge
• Kl. 7.30 Mælkegrød indtages, en ordentlig hyttel af bart smørrebrød medgives i skolen.
• Kl., 12.00 Nyder man et måltid, der oftest består af Melmad og Flæsk
• Kl. 13– 15 I Skole
• Kl. 15 – 17 Der leges eller læses lektier
• Kl. 17 Atter en hyttel og en tur i Vidåen
• Kl. 19 Atter grød. Har man ikke kunnet sin lektie, får man lov til at gå hjem. Man har dog fået strenge forbud for at løbe på gaden.
• Kl. 21 I seng

Og det var åbenbart dyrt at blive gift i Tønder dengang. Hør hvad Hagerup skriver:

• Foruden Kongebrev slipper jeg ikke under 30 rdl i gebyrer til 3 præster, degn, kantor, organist, bælgetræder, klokkeringen, jordmoder, raadhustjener, stadsmusikant o.s.v. Og det synes umuligt at vide, hvem og hvor meget de skal have.

Ja, det kan jo undre, hvad jordmoderen skulle til brylluppet.

 

Hjuldamperen i Tønder

I 1130 var Tønder kommet på verdenskortet, takket være en anerkendt katograf. Dette kom tøndringerne sig aldrig over. Nu vil man genskabe denne storhed ved at anlægge en havn på Skibbroen.

Lidt af denne storhed oplevede man også i 1871. Grundet et væddemål på et værtshus på øen Sild, anløb hjuldamperen Grev Bismarck Tønder. Den var på 10 meter, og det kneb, da også gevaldigt med at få den vendt nede ved Skibbroen. Straks opstod tanken om fast damper – forbindelse til Højer.

 

Livredderne

I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen. Her druknede dog adskillige tyndringer. Men mange blev også reddet af brødrene Christensen fra Aalborg. De var henholdsvis skrædder og skomager, men var habile svømmere. De blev næsten betragtet som Tynne – knajte, selv om de ikke kunne snak æ sproch.

 

Danskheden– eller manglen på samme

Danskheden havde dårlige kår i Tønder. Man så ned på Danmark i slutningen af 1880’erne. De mente ikke at den danske hær var større end at æ Feuerwehr i Affenrå ku arrester´dem.
Og dansksindede kunne ikke få nogen af alle de legater, som digegreverne havde sponseret, då ka da bare ta´hjem til Danmark.

I Tønder talte man Tynne – plat, som vi har hørt. Og de politiske gnidninger blev beskrevet således:

• Det æ da sørgle, hvenn folk å æ jen aa sam Bildungsstufe wegen politishen Gründe it kann verkere mæ enan.

 

Den højtidelige bedemand

I slutningen af 1890’erne var buddet på Rådhuset samtidig bedemand og en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han at træde ud på Rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han måtte bær det over den ene arm.

Stolt skred han over torvet og trådte ind hos købmand Oluf P. Olufsen. Pigen kaldte på fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig og højtidelig mine:

• Sie werden gebeten Donnerstag Vormittag um haalbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzten Ruhestätte zu begleiten

Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes. Når dette ceremoniel var overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde på synnejysk:

• De forstaw vel nok madam, det wå jo å tåsdag formærr klok halvellæ
• Jo tak, dæ æ da richte, maa dæ et wæ en cigar,
  sagde købmandskonen og så foregik den videre kommunikation på synnejysk.

 

Wachtmeister Bergmann

Min far snød den gamle politibetjent Bergmann. Man fik penge ved at aflevere vandrotter hos ham. Det var den tids skadedyrs – bekæmpelse. Min far og hans kammerater opdagede, at Bergmann gravede rotterne ned i jorden ved sit hus på Kongevejen. Så de gravede dem op igen, vaskede dem i Vidåen, og solgte dem nok engang. Men det blev opdaget.

Denne Bergmann var en afholdt politibetjent i Tønder. Styrken bestod kun af ham. Han var tidligere slagtersvend hos slagtermester Bödewadt. Han havde tjente de flotteste soldater i Tyskland – Wandelsberger Hussaren.

Han fik udarbejdet såkaldte drukkenboltlister – det var dem man ikke skulle servere for. Godt man ikke boede i Tønder dengang. Det var særlig galt, der hvor murersvendene holdt til – i folkemunde Zum Blutigen Knochen.

Men ellers var det seminaristerne, der holdt til på Schweitzerhalle, som trængte til afkøling, Bergmann mest beskæftigede sig med. Han sørgede dog for at de nåede at blive løsladt, så de kunne nå deres skole.

På et tidspunkt blev Tønders politistyrke udvidet med hunden Adifaks. Træning af hunden blev sponseret af Sparekassen. Og sådan en hund skulle også have noget at spise. Bergmann havde i forvejen 8 børn, der skulle afspises, så han fik tilskud på 20 mark til Adifaks.

Han var så populær, at børnene, når de var i Flensborg og så en politibetjent råbte:

• Papa, Papa ein Bergmann.

Men han var også et skræk-eksempel. Hvis Karl Heinz ikke tog sin levertran, sagde forældrene:

• Dann kommt Bergmann

Revolutionen i Tønder

I 1918 ramte revolutionen også Tønder. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at det røde flag blev hejst på Rådhuset. Borgmester Poulsen måtte sig til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Folkemængden indtog efterhånden
en truende holdning. Men så trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.

Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol.

 

Asta Nielsen og ”Æ Geiger”

Der var format over kino i Vestergade. Særlig når Heine Geiger, spillede. Det var tale om Meinert Lützen som også var cykelhandler i Popsensgade:

• Æ hai damalls i æ tywer te opgaw i æ kino å untermahle æ dramatische Stimmung.

Og det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning. Pludselig lyder der fra en tilskuer nederst bag i salen:

• Asta, Asta tai æ Geiger mæ

En ”latrinær” historie

Min far var nok ikke en af de meste artige, da han var ung. Han fortalte, at de et par nytårsaftner tømte natspande i folks forstuer. Og når vi nu er under bæltestedet, så skal I have denne historie fra latrinvognen. Hvad mon det igen hedder på synnejysk+ Æ Muchvogn? Det var Kalle og Kedde, der sad foran på Latrinvognen (Muchvogn):

• Kalle æ ha taft min jak bach øve
• Åh Kedde, den wå da hvis it meje væe
• Jamen Kedde i æ fich wå min mapak.

 

På Torvet i Tønder

På Torvet samledes ”Det lille Byråd” på deres daglige vandring. Mange problemer blev løst på denne vandring. Forsamlingen bestod af bankdirektør Johannes Paulsen, cigarhandler Petersen, og boghandler Jefsen.

En af byens originale befandt sig også på Torvet. Det var Hermann Heronimus. Det var ham, der ville have en Strassenbahn fra Tondern nach Mogeltondern.
Og ham selv skulle være Shaffner.

 

Den nervøse postmester

I Richtsensgade lå byens andet posthus. Og her var en postmester, der fik dårlige nerver. Han hed Holschhausen. Han skulle arrangere festivasen omkring den senere Kejser Wilhelm den Førstes besøg i Tønder i 1868. Han ankom i tog, og skulle dagen efter transporteres videre med firspand. Sådan en havde man ikke
i Tønder.

I hast sendte man fra Kiel en instruktør, og dagen før Wilhelms ankomst skulle den lokale ekvipage holde generalprøve. Det gik så galt, at den forreste beriders arm måtte amputeres.

Nu gik adjudanten dog med til, at man kunne nøjes med en tospand. Men det ville Wilhelm ikke gå med til. En postbestyrer fra Løgumkloster meldte sig frivillig. Og første – berideren måtte overtage den første beriders uniform, med det resultat, at kasketten hele tiden faldt ned i ansigtet på ham.

Postmesteren var bange for at blive afsat, og han sendte tjenestepigen til bygrænsen for senere at aflægge beretning. Hun vendte glædestrålende tilbage, men da var postmesteren for længst gået til køjs. Nerverne kunne ikke klare belastningen.

 

Over Ægypten

På en af mine stamværtshuse i Tønder, Centralhalle, fortalte Shustermeister Riggelsen engang om en tur til Berlin. Børnene havde spurgt om, hvad DK stod
for. Riggelsen havde svaret Dänemarks König.

Dengang havde bilerne fra Tønder forbogstavet Æ – Und was bedeutet das, spurgte børnene. Riggelsen
svarede: Auch über ”Ægypten”.

Nogen kom altid galt af sted i Tønder. Det gjorde politimester Aage Seidenfarten også, da han udtalte følgende i 1920:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.

 

Sunde regler fra SG West

Min bror var aktiv i SG West. Ja det er onde tunge, der på står, at SG står for Saufgemenischaft West. Men det er den tyske sportsforening i Tønder.  Jo man havde tidligere i Tønder haft Turner Feuerwehr, Kaufmänischer Turnverein. Men i SG West var man især dygtige til Faustball, Schlagball og atletik.

I et jubilæumsskrift fra 1924 kan vi lære noget af denne moral:

1. Solid, regelmæssig husmandskost. Det er dog uhensigtsmæssig at møde op til træning med fuld mave.
2. Alkohol bør kun tages i små mængder
3. Det er tilrådeligt med forbud mod rygning på sportspladsen
4. En god nattesøvn er fra kl. 22 til kl. 7.00
5. De selskabelige forpligtigelser bør holdes på et minimum, specielt i sommertiden med alle konkurrencerne.
6. Spørgsmålet om seksuel aktivitet løser sig selv. Den, der tager sin sport alvorlig, vil bruge alle kræfter her og efterfølgende kun længes efter fred og ro.

Og det skægge er, at SG West faktisk udgjorde det danske landshold i Faustball ved VM i Østrig i 1990. Da Dannebrog steg til tops, sang de

• Der et yndigt land.
• Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke publikum den aften. De var særdeles livlige. Og en tak til Æ Synnejysk Ambassade, der var sponsor til gratis Fuglsang – øl hele aftenen. Jeg kommer gerne igen – og fortæller om Aabenraa.

Er det nu en københavner eller en den, der har læst dette, og mener, at det er fuld af stavefejl. Så er det ikke sandt. Det er nemlig tysk, plattysk, Tynne-Plat eller sønderjysk.

 

Hvis du vil læse mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

Redigeret 15. – 03. – 2022

Broernes Brandvæsen blev omorganiseret mange gange. Mange møller brændte både på Østerbro og Nørrebro. Folkene fra Ladegaardens Brandværn var så fulde, at de ikke kunne stå på benene. En ”Kunstfyrværker” var skyld i en brand på Nørrebrogade. En bedstemor væltede en tændt petroleumsovn.

Politimester Torm og brandmajor Preisler havde stillet nogle forskellige forslag til anskaffelser til Broernes Brandvæsen.

Broernes Brandvæsen

I midten af 1700 – tallet bestod korpset af 1407 mand. Broernes Brandvæsen havde eksisteret under beskedne former siden 1742 – 43. Meningen var, at der omkring år 1800 skulle dannes særskilte afdelinger underlagt Stadens Brandkorps. Omkostningerne til et brandværn på Nørre – Øster – og Vesterbro skulle betales af borgerne selv.

• Enhver Hus – eller Gårdejer paa Stadens Broer og Grund, som holder Heste og Vogn, skal være pligtig til at hjælpe med Vands Tilførelse i paakommende Ildebrandstilfælde, og de af dem, der holder Tjenestekarle, sender disse til Ildstedet for at assistere ved Sprøjterne.

På hver af Stadens Broer, skulle der anskaffes en sprøjte og den fornødne antal Vandkar.

• Der skulle anbringes Vandposter uden for porterne paa saadanne Steder, som dertil agtes bekvemme.
• Det skulle være Beboerne selv indbyrdes tilladt at vælge en Mand på hver Bro til at føre den øverste Komando ved Ildvaade indtil de Københavnske Brandofficanter kunne indfinde sig for at overtage denne Komando.

Der skulle ansættes to politibetjente, der skulle dele opsynet af brandvæsnet i de tre “brodele”

 

Masser af møllebrande

I årene 1848 – 1858 var der især de mange møllebrande, der beskæftigede brandkorpset:

• Den 30. december 1851 brændte Rosenborgmøllen på Østervold.
• Den 18. oktober 1852 brændte Skæremøllen på Lygtevejen 171c (nu Nørrebrogade 200)
• Den 15. december 1855 brændte Cathrineberg Møllen ved Lyngbyvejen
• Den 17. april 1857 nedbrændte Grønlands Møllen på Østervold.
• Den 10 marts 1858 var der igen brand i Skæremøllen på Lygtevejen.

 

Omorganisering af korpset

Atter engang i 1858 kiggede Kommissionen på en omorganisering af brandkorpset. Der skulle være en lønnet højst kommanderende. På nattevagten skulle der være en underofficer og to menige. I hvert distrikt skulle der findes en sprøjte, en redningsstige og andre fornødne Apparater. På Nørrebro skulle der være to sprøjter.

Men Kjøbenhavns Brandforsikring ville ikke være med til at betale. De ville ikke have sin Virksomhed udstrakt til Forstæderne.

Et nyt samråd besluttede i 1868, at Nørrebro skulle have to større og en mindre sprøjte. Østerbro skulle have en større og en mindre sprøjte. Ministeriet mente dog, at der manglede en station ved Strandvejskvarteret på Østerbro, og en station ved Kløvermarkskvarteret.

Brygger Jacobsen mente, at mange af de frivillige brandfolk ikke udviste nok disciplin, og at der skulle afholdes øvelser, for at få disciplinen hævet. Samme
Jacobsen forærede senere brandkorpset et par dampsprøjter.

Endelig i 1868 blev to udkast præsenteret for Rigsdagen:

• Lov om Brandvæsenets Ordning i Kjøbenhavn
• Lov om Brandpolitiet i Kjøbenhavn

 

Det Kommunale Brandværn er en realitet

Den 1. august 1870 over Det Kommunale Brandværn samtlige vagter.

Allerede den 1. december 1870 var brandvagten i Lægeforeningens Boliger (Brumleby) oprettet i Bygning G. Den tidligere alarmeringsstation i Markmandens Hus ved Trianglen var flyttet hertil.

Fra 1. januar 1872 var der oprettet en brandstation på Ladegården, med en stor brandsprøjte. Hoved-vagten fra Kongens Nytorv blev flyttet til Kastellet.

I november 1875 flyttede Lygtevejens Station, Lygtevejen 24 (Nørrebrogade 174) til Nørrebrogade 162.

I april 1878 flyttede stationen i Guldbergsgade 3 til Fælledvej 22 A

I oktober 1880 flyttede Nyboders Station til Adelgade 115.

Den 30. april 1881 oprettedes en brandstation på Østerbrogade 47. Folkene i Brumleby blev sagt op. Og tre automatiske alarmer blev opsat på Østerbro.

 

Atter brand i møllerne

Når en udrykning blev iværksat med dampsprøjte, så krævede det ikke mindre end 3 kuske og fem heste. Så det kunne godt tage noget tid, inden brandkorpset nåede frem.

• Den 6. december 1873 brænde Skæremøllen på Lygtevejen atter en gang. Det var hvis nok fjerde gang.
• Den 24. juli 1881 var der atter engang brand i Cathrinebergs Mølle på Lyngbyvejen.

 

Klager over Ladegaardens Brandværn

Ved branden den 20. april 1872 hos Anker Heegaards Teglbrænderi klagede politiet over Ladegaardens Brandværn. Men problemet var, at politiet ikke havde sørget for ordentlig afspærring.

På et tidspunkt agiterede forstanderen på Ladegaarden for, at brandmændene på Ladegaarden, skulle have lønforhøjelse, men de var nu ikke altid lige populære.

Den 7. september 1879 nedbrændte et finér-skæreri på Kastelsvej 3. Ved branden blev brandkorpset assisteret af artillerister fra Sø-etaterne og af matroser fra et russisk orlogsskib. Men også brandværnet fra Ladegaarden hjalp til. Det vil sige, at de var så berusede, at de ikke kunne stå på benene.

Episoden førte til, at brandmandskabet fra Ladegaarden fremover optrådte i en anden uniform end de andre brandfolk.

 

Brand i Blegdamsmøllen

Natten mellem den 16. og 17. maj 1885 rykkede brandkorpset ud til en større brand i Blegdamsmøllen, Møllegade 20. Ilden fortærede også et kedelhus, en staldbygning og en del mindre tilstødende bygninger.

Vandforsyningen til de mange fremmødte sprøjter var utilstrækkelig, så man måtte hente vand gennem en 600 Alen lang Trykslange fra ”Holger Danskes Briller” på Nørrefælled.

 

Brand i Kirkeskolen

Den 12. januar 1886 var der ild i De Forenede Kirkeskoler (Nørrebrogade 37). Ved den lejlighed kom brandassistent Hyller til skade, idet han blændet af røg gik gennem et hul, der var brændt i et gulv. Magistraten sørgede for, at Hyller ikke fik nogle udgifter som følge af sit hospitalsophold.

 

Fire mennesker omkommer

Den 12. juli 1899 opstod der brand i et snedkerværksted i stueetagen i Nordvestvej 26. Sprøjterne var ved brandstedet allerede 7 minutter efter alarmeringen.
Men branden havde bredt sig med rivende hast. Og 29 beboere var i livsfare.

Fire mennesker omkom. En mand døde, da han sprang ned fra taget. En kvinde styrtede til jorden, da hun mistede taget under nedføring. To kvinder blev kvalt, og deres lig blev fundet delvis forkullet.

 

Barn og bedstemor omkommer

Også en brand på Prinsesse Charlottesgade kostede menneskeliv. Det skete den 23. januar 1920 i nummer 1.

Branden opstod i en lejlighed på første sal. Da brandfolkene trængte ind i lejligheden fandt de i en barnevogn et stærkt forkullet lig af et cirka halvårs barn.

Kort tid efter fandt man en ældre kone liggende bevidstløs på gulvet i et rum ved siden af trappen. Hun var iført nattøj og var stærk forbrændt på armene. Hun døde senere på hospitalet. Kvinden var barnets bedstemor. Hun var kommet til at vælte en tændt petroleumsovn. Da petroleummen flød ud blev det antændt.
Hun blev grebet af panik og for ud, uden barnet og uden at lukke dørene.

 

Ophidset stemning

Den 3. februar 1925 blev brandvæsnet ved et-tiden om natten kaldt til Nørrebrogade 108, hvor forhuset, der bestod af stueetage med butikker, 1. og 2. sal samt
tagetage blev ramt af en voldsom brand.

Branden opstod i en kunstfyrværkers lejlighed, hvor et betydeligt og ulovligt oplag af fyrværkeri-krudt blev opbevaret. Inden brandværnets ankomst var en ældre kvinde sprunget ud af 1. sal mod gården. Hun blev alvorlig kvæstet.

Efter godt en times slukning, var ilden blev dæmpet. Men stemningen var ophidset, og den var rettet med den uforsigtige Kunstfyrværker.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• Påwww.dengang.dkfinderdu1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Redigeret 1. – 04. 2022