Artikler
Juli 24, 2008
Artiklen kunne også have heddet ”En lærerfamilies skæbne i Tønder”. En virkelig barsk skæbne. Holdt Struck`s svigersøn bevidst testamentet tilbage? Godt at vi havde provst Schrader. Lærer Hagerup blev ”Waisen – Vater”. Familien Hage fra Humlekærren havde 4 børn i Hagerups privatskole. Vi følger også dagliglivet i Tønder fra 1853 til 1868. Og fysikus Ulrich blev stenet ud byen af de tysksindede.
Lidt indenfor Østerport lå i middelalderen et kloster, eller nærmere en klosterlignende Barmhjertigheds – Anstalt. Kort før reformationen overdrog Frederik
den Første den til byen, som et hospital for trængende fattige. Og som sådan virkede den i mange år, dog med afbrydelser, da det brændte hele tre gange.
Omkring år 1700 var det blevet forfaldent og for lille. De mange krige, som Tønder var udsat for, skabte megen fattigdom og trængende.
Men på den tid havde Tønder en rig kniplingskræmmer P. Struck, der var grebet af pietismen. Med hans energi blev der samlet penge sammen, så hospitalet kunne udvide og blive restaureret. I 1705 stod det nye hospital færdig.
Strucks testamente
Men Struck ville gøre det endnu bedre. Han havde hørt om et Vajsenhus i Halle, og sådan et skulle man også i Tønder i forbindelse med det nye hospital. Derfor testamenterede han i 1710 en masse jord ude i Ny Frederikskog. For at være hel nøjagtig testamenterede han 91 demant. Den vigtigste bestemmelse var, at 12 forældreløse drenge skulle have hjem og opdragelse i dette Vajsenhus.
Deres Waisen – Vater (Husfar – økonom). Skulle tillige undervise 38 (senere 50) andre fattige drenge fra byen. De skulle så komme og dele skolestue med de andre 12.
Testamentet åbnes
Dette testamente forseglede Struck og hustru efter at have givet deres underskrifter, og gemte det. Måske vidste deres datter og svigersøn, Hofmanden Roepstorff ved Gottorphoffet ikke noget om dette. Peter Struck døde i 1713 og hans hustru i 1714. Svigersønnen fandt testamentet og tog det med til Sverige. Han færdes for det meste ved Karl den 12 ’s hof. Det var åbenbart ikke nogen i Tønder, der vidste besked.
Men i 1728 fik Tønder en energisk præst og provst Schrader. Han var også grebet af Pietismen. Han fik to unge ligesindede hjælpere, Arends og H.A. Brorson.
De fik blandt andet bygget Bedehuset i Emmerske til danske Katekisationer, for den ikke tysk talende befolkning. Men nogen havde åbenbart vidst besked, for
Schrader fik rejst Vajsenhus – sagen.
Den 21. juni 1730 blev Roepstorff kaldt til Tønder, og man åbnede med spænding testamentet. Onde tunger hævdede dog, at Roepstorff udmærket kendte indholdet.
Indsamling
Nu kunne man gå i gang. Uheldigvis var hospitalet og hele Østergadekvarteret. Ja man talte om en femtedel af byen brændt i 1725. Fra byen Tønder samlede man 2.000 mark og Hoffet gav 3.000 mark. I 1735 stod ikke blot et nyt sygehus parat, men også en nyt Vajsenhus. Strucks ønske kunne dermed virkeliggøres.
200 år med Vajsenhuset
Gennem mere end to hundrede år eksisterede dette hus. Man kunne tilmed give Vajsenhus – faderen en underlærer. Ligeledes blev der knyttet et trykkeri til stedet. Således blev Schraders egen store tyske salmebog trykt her og nogle af Brorsons småskrifter.
Tønder havde i lang tid både en latinskole og en tysk hovedskole samt en fattigskole i det vestlige kvarter.. Dertil kom så Vajsenhusskolen i det østlige kvarter. Denne voksede efterhånden og i 1829 blev den knyttet til det nærliggende seminarium som øvelsesskole.
Hagerups efterladte breve
Fra efterladte breve fra Vilhelm Hagerup, der først var lærer på skolen og siden Waisen – Vater har vi fået et indblik i, hvordan livet var i Tønder og i Vajsenhuset i tidsrummet fra 1853 til 1868. Disse breve har den gamle redaktør af denne hjemmeside forsøgt at ”indpasse” i et tidsbillede.
”Waisen – Vater”
Embedet gav en løn på 523 Rbd. Årlig. Senere fik Wilhelm Hagerup hvervet som Waisen – Vater. Det betød fri bolig og havde. Desuden skulle han administrere 1.440 Rbd.
Han fortæller desuden, at de tysksindede er forbitret over at skolesproget er dansk. Men i Tønders gader er der også dansk, der tales. Af dansksindede er der også 1 bogbinder, 1 bager, 1 urmager, 2 vognmænd, 2 gæstgivere, 1 skrædder og 1 skomager.
Men dem i den øvre klasse som læger, advokater, apoteker og lærere og de rige købmand, ja de er alle tysksindede. Og amtmanden bliver kaldt ”for meget lunken”. Det var da også glæde at spore, da amtmanden blev forflyttet.
På Vajsenhuset kan den danske lærer ikke vinde børnenes tillid og kærlighed.
Biblioteker slås sammen
I 1856 bliver byens tyske ”Stadt – Jugend – Bibliothek” forenet med det danske skolebibliotek. Og den nye Roskilde – Salmebog indførelse volder problemer. Organisten er aldeles ”fallit”. Han er vant til at spille efter den gamle becifrede Slesvig – Holstenske koralbog.
Kongebesøg
I september 1857 er der travlhed i Tønder. Der skal bygges æresporte, illumineres og bringes fakkeltog. Kongen kommer på besøg. . Til fakkeltoget har der meldt sig 100, hvoraf halvdelen kommer fra ”Smaafolks side”. Kongen har ønsket at komme i kirke. Byen skal levere 90 heste søndag middag kl. 11 for at køre
hele selskabet til Lyksborg.
Den 6. oktober skal der afholdes et stort spise – danse og drikkebal på Stadt Hamburg i anledning af kongens fødselsdag.
Mindre frihed og ferie
1.juni 1858 overtager Hagerup posten som Waisen – Vater. Han modtager uldgarn og lærred samt klædningsstykker, som han skal reparere. En 40 – årig jysk bondepige er blevet ansat. Hun skal have en løn på 40 Rdl. Årligt. En ”Underpige” bliver også ansat. Det nye hverv betyder mindre frihed og ferie.
Et dagsprogram
Et dagsprogram for Vajsenhuset ser omtrent sådan ud:
Kl. 6.00
Man står op og reder senge m.v.h.
Kl. 7.30
Mælkegrød indtages, en ”ordentlig Hyttel af bart Smørrebrød” medgives i skolen
Kl. 12.00
Nyder man et måltid, der oftest består af ”Melmad og Flæsk”.
Kl. 13.00 – 15.00
I skole
Kl. 15.00 – 17.00
Der leges eller læses lektier
Kl. 17.00
Atter ”en hyttel”, derefter en tur i vandet (af 12 drenge, kan de 11 svømme). Efter hjemkomsten eksamineres, gennemgås og forklares lektier.
Kl. 19.00
Atter grød. Har man ikke kunnet sin lektie, får man lov til at gå hjem. Man har dog fået strenge forbud mod at løbe på gaden.
Kl.21.00
I seng
Beskrivelse af kone, svigerfar og svigermor
Hagerup fastslår, at det ikke er let at finde en kone, som ikke blot er efter ens hoved, men også efter hjertet. Han bliver dog forlovet med Marie, en datter af sadelmager Jørgensen i Løgumkloster. Ja beskrivelsen af hende kommer såmænd her:
Marie er 18 – 19 år og Hagerup er 33 år. Hun var jomfru på Gæstgivergården Humlekærren. Og svigerfar beskriver Hagerup sandelig også:
Og svigermor ”falder også heldig ud”:
I dannelseslære
Hagerup må have fået en ”røffel” af ejeren af Humlekærren, madam Hage, fordi hun ikke var blevet indviet i forlovelsen. Hun var kendt som meget temperamentsfuld. Marie kom i ”dannelseslære” hos broderen.
Og i Tønder er der oprør over pastor Carstens måde at drive en gudstjeneste på. På skolen snakker man om ”Comediespil og Løgn”. Grevindens bror, Ahlefeldt
”finder Smag i at drikke sig fuld og lade sig ved Midnatstid samle sovende op, mens Hesten kommer hjem uden Rytter”
Ballade på seminariet
På seminariet er der ballade. Man bryder sig ikke om undervisningen i religion og litteraturhistorie. Det er de tysksindede seminarister, der protesterer.
Et dyrt bryllup
Brylluppet med Marie er fastsat til den 15. maj 1859. Men Hagerups helbred har det ikke så godt. Fysikus foreslår ham et Nordsøbad i sommerferien. Men ak ”Marie er naturligvis et bedre Helbredelsesmiddel end alle mulige Medikamenter”.
Det var åbenbart dyrt at gifte sig i Tønder dengang:
En syg Hagerup
Hagerup tager i sommerferien til Sild på helbredelseskur. Han fortæller, at alle forstår dansk. Men at sproget over på øen er Sildringer, som er en slags frisisk.
I marts 1860 var der problemer med konfirmationen i Tønder. Der var uenighed mellem lærere og præster.
Hagerup er i december 1860 igen blevet syg. Han spytter blodblandet slim op, og har ingen appetit. På seminariet vokser problemerne. De tysksindede betragter konfirmationen som en kirkelig handling og vil overhøre konfirmanderne på tysk. De dansksindede betragter konfirmationsundervisningen som en skoleundervisning. Når det bliver undervist på dansk, mener de ikke at der skal eksamineres på tysk.
Valg til stænderforsamlingen
I Tønder skal der var valg til stænderforsamlingen. Politimester Holm kalder ”tvivlsommer borgere til sig for i al venskabelighed at bearbejde dem. Hans midler er ganske enkelte. Han fortæller, at han er bestyrer af byens mange legater og stiftelser.
Småfolk fra Højer og Løgumkloster får fri befordring og fortæring på valgdagen. Amtmanden fortæller de forretningsdrivende, at han ikke vil handle hos dem, når de stemmer på Raadmand Diemer.
Anstrengelserne var ikke forgæves. De to danske kandidater får 194 og 188 stemmer, mens de to tyske kandidater kun får 133 og 115 stemmer. Hagerups svigerfar i Løgumkloster agiterede succesfuld for at stemme dansk. Men det var ikke godt, at grevens slagter stemte tysk. Men som greven sagde: Byen har flere slagtere.
I 1861 oprettes en realskole med 17 elever i to klasser. Det årlige statstilskud er 600 Rdl. Bestyreren en cand. theol. Brandt lønnes med 800 Rdl. Han assisteres af 4 timelærere.
En ny datter
Den 8. februar 1862 fik Hagerup en datter – Karen.
Men i 1863 hører vi igen om Hagerups sygdom fra hans kone Marie. Han var ikke ude af sengen i 14 dage. Han levede af Te og tvebakker og lidt sagosuppe. Marie måtte passe det hele selv. Og det hjalp heller ikke, at et nyt barn var kommet til verden. Mor blev hentet fra Løgumkloster for at hjælpe til i husholdningen. Også tante Grethe måtte hentes til. Midt i det hele døde Hagerups bror Ejler.
Endelig en dag kom Hagerup pludselig gående ned af trapperne. Stemmen var helt forandret. Han var blevet meget tynd. Atter en gang tog han til Sild for at komme sig.
4 uger blev det til på de Nordfrisiske øer. Han fik nye kræfter, men havde stadig lidt hoste og nattesved. I januar 1864 kan Hagerup løbe på skøjter, et par timer af gangen. Situationen i Tønder er meget nervøs. Den tyske hær kommer inden meget længe, fornemmer man. Tankerne går til de danske soldater der kæmper i 10 – 12 graders kulde.
De danske embedsmænd forsvinder
En dag i februar 1864 rejste næsten alle embedsmændene også politi og gendarmer. De tyske borgere dannede en sikkerhedskomité til at opretholde orden.
Senere fulgte amtmand, præst, herredsfoged, branddirektør, toldere, et par lærere. De blev næstet jaget ud af byen, af de tysksindede. Også seminarielærerne flygtede ud af byen.
Den populære fysikus Ulrich blev også bedt om at forlade byen. Han trak det dog lidt. Det betød at ruderne i hans hus blev ødelagt. På Vajsenhuset fortsatte man undervisningen, men komitéen bad om, at undervisningen blev indstillet.
Fysikus Ulrich bliver stenet
Fysikus Ulrich lod pakke en vogn. Ham og hustruen fulgte gående efter. En sværm af mennesker fulgte dem et stykke vej mod Møgeltønder, hvor han havde lejet en bondegård. De kastede også sten mod ham. I grunden underligt, da ”Fysikusen” var en meget populær person i Tønder. De tyskere, der blev behandlet
af ham gik ind og ud af bagdøren. De ville nødig møde nogle af deres egne. Tænk, at blive behandlet af en dansk læge,
Vi skal senere her på siden hilse på Ulrich under Østerbro. Her var han med til at lave arbejderboliger.
Den 25. februar er postforbindelsen til Ribe afbrudt. Af danske aviser er kun den tynde Vestslesvigsk Tidende tilbage. Borgmester Holm er blevet afsat. Skolesproget bliver tysk og Hagerup og de andre tilbageværende danske lærere er blevet sagt op.
Situationen på Vajsenhuset uafklaret
Efter 3 ugers ufrivillig ferie starter Vajsenhusets skole igen, men med kun en fjerde del af eleverne. Efter nogle uger med ungarsk indkvartering er der nu preussisk indkvartering. Fra Møgeltønder har man fået pålæg om, at levere 8 ”slagter-stude” hver tredje dag.
Amtmanden Grev Schack er blevet afsat og rejst til København. Hans efterfølger, Fontanay kommer fra en stilling i Kiel.
På Vajsenhuset er situationen uafklaret. Hagerup har et halv års opsigelse som Vajsenhus – økonom, men han er bange for, at tyskerne bryder loven. Hele 17 danske embedsfamilier er fraflyttet byen ufrivilligt.
Lærer Appel har fået sine ruder knust hele 4 gange. Og det er da prisværdigt, at politimester Bleicken forsøger, at finde de skyldige.
Endelig fyring
Skolekollegiet skriver til Hagerup, og vil have ham til at skrive en erklæring om at han skal undervise på tysk. Endvidere skal han føre bevis på, at han er i
stand til dette. Hagerup fremlægger beviser for at han har undervist på tysk, men at det efterhånden er 13 år siden. Indtil videre måtte Hagerup indstille sig på, at være suspenderet.
Han fortæller de tyske myndigheder, at han er født på gården Raunstrup på Sjælland. Han er gået på Realskole i København. Var to år på Jonstrup Seminarium. I 4 år var han huslærer – først hos kammerjunker Castenskiold, Hagestedgaard og dernæst to år hos kammerjunker v. Deuers Frydendal. Han var i to år soldat. I ¾ år var han ”elementær-lærer” i Sørup. Og i 2 år distriktslærer i S. Smedeby.
Dommen var en endelig fyring. Men Hagerup mener, at han krav på en godtgørelse, derfor henvender han sig til advokat Gjessing. Lærer Appels afløser på
skolen er kun 20 år gammel, uden at have været på seminarium.
Hagerups afløser er en gammel elev af ham. Han har været hjælpelærer 1 år i et frisisk sogn, derefter 2 år på det danske seminarium i Tønder. Han har ikke fået ekstra privatundervisning i tysk, og kan kun det tysk som Hagerup har lært ham.
Barske krav
Pr. 15. november 1864 er Hagerup opsagt som økonom på Vajsenhuset. Han frygter Slesvigsk indfødsret. Det betyder krav om 2 – årigt studium i Kiel som betingelse for ansættelse, og dansk sprog indskrænket som før 1851.
Humlekærren stadig dansk
Humlekærren er stadig samlingssted for alle danske. Mandens godhed og konens livlige og åbne hjertelighed gør dem afholdte også blandt de tysksindede. Og hos Hagerup har de her i maj forplejning af tre østrigske soldater, men det kniber med at få det hele til at løbe rundt.
Tilflyttere fra andre egne af Danmark til Tønder bedes om at rejse. Man regner kun dem, der er født i Slesvig Holsten.
En gård ved Rejsby
Hagerup lejede sig ind hos en dansksindet maler på en gård ved Rejsby. Han overvejer at oprette en dansk privatskole i Tønder, hvis ellers tilladelsen gives.
I februar 1865 starter Hagerup med 8 piger og 3 drenge. Han har nu en månedlig indtægt på 48 Rdl. Det er den danske apoteker i Tønder, der gratis har overladt et værelse til undervisningen.
Marie dør
I maj måned vokser antallet af elever til 24. Familien Hage fra Humlekærren har hele 4 børn i skolen. Et nyt lokale skal lejes.
Og så nedkom Marie med det tredje barn. Men Maries helbred er ikke godt. Hosten plager og appetitten mangler. Den forringer sig hurtigt. Den 12. november udånder hun. Hun kunne ikke mere få slimen op. Der var stor deltagelse ved begravelsen. Hagerups efterfølger i Vajsenhuset mødte op med drengene, og de sang en dansk salme.
Barnet mistes
Den 16. marts 1866 mister Hagerup det mindste barn. Straks efter Maries død fik han hoste, tiltagende afmagring og ”rallen for brystet”.
Får at hjælpe i den daglige husholdning har Hagerup en pige. Snart får han også en slags ”Husjomfru”, en lærerdatter på 21 år fra egnen. Hun roses for stille,
godlidende og fordringsløs. Men det viser sig, at hun ikke er god til orden. Hagerup beklager sig, at han selv må ordne dette.
Ikke sjovt at bo i Tønder
En masse sønderjyder udvandrer til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste. Hagerup er ved at miste sin hjælpelærer af samme årsag. Men meget uventet bliver han taget til Reserven. Tungsindigheden breder sig, og den gamle sygdom vender tilbage. Hagerup må ”drikke Tran”.
De unge mennesker skal nu aflægge ed. Såfremt de ikke gør det, bliver det betragtet som desertører. Hagerup mister nu sin hjælpelærer.
I Tønder klager man over nye skatter, Saltskat, Maltskat, Klasseskat, Gewerbesteuer og meget mere. Leveomkostningerne i byen er blevet dyrere.
12 værelser og 9 kakkelovne
Hagerup flytter i september 1867 og bor nu i borgmester Holms tidligere hus. Han har 12 værelser med 9 kakkelovne i 2 etager til 200 Rdl. Årligt. Desuden får han en havestue i en bagbygning. Han vil gerne udleje nogle værelser. Desværre bliver elevtallet ikke større.
En ny jomfru ankommer. Hun er dog tysksindet og holder nok ikke længe. Hun er gnaven og arrig. Et brev fra husejeren varsler igen flytning. Huset er udlejet til en anden.
Hagerups helbred forværres pludselig. Han rejser rundt til slægtninge for at sikre sine børns fremtid.. Den 8. september 1868 skriver han testamente.
Samme aften kl. 20.30 udåndede Hagerup.
Og hvordan gik det børnene?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16 – 03 – 2022
Juli 24, 2008
Helt tilbage fra oldtiden har der været trafik i Vadehavet. Her sejlede vikingerne på vej til deres mange togter. Her var der kvægtransport til Holland og England.
Vadehavet er gennem hele historien op til vores tid blevet brugt som ”transportvej” Ved kysten indenfor Lister Dyb har man fundet spor af havnesteder fra den ældre bronzealder. Der er fundet ret omfangsrig kystbebyggelse ved Ballum, Hjerpsted og Emmerlev.
Aktiviteter gennem historien
I Bronzealderen, hvor marsken ikke var dannet, i det mindste ikke i ret stort omfang, har der været havnepladser ved Daler og Møgeltønder. Allerede i Oldtiden har der været livlig skibstrafik i egnen omkring Højer og Tønder.
Angiveligt tog Angel-sachserne på deres togt til England i ca. 450 ud fra Tønder og Wendingstedt. Forskere mener at sidstnævnte sted blev ødelagt samme år som handelsstedet Rungholt ved Nordstrand i 1362.
Saltproduktion ved vadehavet
Saltproduktionen i Vadehavet har også bevirket stor trafik på Vadehavet. Saxo omtaler denne produktion i 1151. I Valdemar Sers Jordebog fra 1231 omtaltes det, at udvindingsstederne
i Frisland tilhørte de tre fjerdedele kongen, og den ene fjerdedel hertugdømmet. Denne saltproduktion er af meget ældre dato. Og måske er denne produktion årsagen til navnet Tønder (Se nærmere i artiklen ”De Første mennesker i Tønder).
De frisiske øer var landfaste
De frisiske øer menes at være landfaste og kun adskilt af Vidåens udmunding. Første gang at Sild benævnes som ø er i 1141.
Friserne brugte Vadehavet. Og de anlagde også byer langs floderne og ved kysterne. Og Tønder havde allerede omkring år 1000 en livlig samhandel med London ifølge historikeren Pontoppidan. Der er dog ikke se skriftlige beviser på disse påstande
Studeeksport
I Tønder var der en stor eksport af kvæg. Det var i begyndelsen kun borgerne og de adelige, der måtte udføre studene. Det var forbudt for bønderne. Men de rige bønder på Tønder – egnen trodsede dette forbud. Der foreligger dog ikke noget skriftlig materiale om, at dette i 1500 – tallet er foregået af søvejen. Dette sker først omkring år 1600.
Både fra Ballum og Højer udgik der flere gange om året studeskibe i hele flåder til Holland. Fra kystegnene mellem Møgeltønder og Ballum skal 94 skibe have været i fart med stude. Det var svenskerkrigene der ødelagde kvægeventyret for Tønders vedkommende.
Kysten har ændret sig
Kystens udseende afveg meget fra det nuværende udseende. En stor bue gik ind mellem det højere land omkring Møgeltønder mod nord og Vidding Herred mod syd. Dette herred var dengang en ø, adskilt fra fastlandet ved en gren af vadehavet, hvis sidste rester er Gudskog – søen. Denne bugt til Tønder blev inddiget i 1553 – 55, ved diget fra Lægan til Humdrup, mens den øvrige del af Vadehavsbugten blev inddiget i 1562 – 66.
Tønders udehavne
Egnene omkring Lister Dyb spillede også en stor rolle for skibsfarten i Vadehavet. Tønders rolle som søfartsby udspillede sig ganske vist i slutningen af 1600 – tallet. Men den vedblev faktisk til at være en ikke ubetydelig søfartsby med dens udehavne ved Vidåens udmunding Rudbøl og Højer.
Lister Dyb havde en dybde på ca. 35 meter. Den gik over i Højer Dyb, som på det dybeste sted var ca. 20 meter.
Kirkespir som sømærke
I 1628 blev tårnet på Møgeltønder Kirke ødelagt ved en storm, hvorved den tabte spiret. I en præsteberetning for Ribe Stift hedder det sig:
De hollandske kaptajner havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne ved dets genopførelse på betingelse af, at tårnet blev opført i sin gamle højde. Det var vigtigt at bevare dette tårn som sømærke.
Tidligere havde både Løgumkloster Kirkes og Tønder Kirkes tårne fungeret som sømærker. Men også Hvidding Kirkes to spir var indtil kort før 1500 gode sømærker.
Gamle søkort
Man kunne være særdeles sø-kyndig og stedkendt for at kunne besejle Vadehavet. Og uden søkort gik det slet ikke. En af de bedste kort, der blev grundlaget for mange andre var et, udarbejdet af Johannes Meyer i 1643. Han kortlagde hele strækningen fra Tønder til Varde på tre måneder. Men på grund af datidens mangel på tekniske hjælpemidler vil det næppe kunne anvendes i dag.
Men allerede i 1640 havde officer Johannes Wittemack, der var digegreve i Bredstedt ”tegnet et kort over det frisiske landskab” Dette overdrog han til Christian den Fjerde. Nordgrænsen gik lige nord for Lister Dyb.
Brug lods, når du skal til Tønder
Men den ældste beskrivelse over Lister Dyb finder man hos hollandske Waghenaer fra 1585. Og han giver et godt råd:
Eller sagt på dansk. Hvis du vil mod Tønder, så tag en lods. Der var tale om, at der var lodser ved Føhr i 1644, men det første egentlige lodseri blev først oprettet i Danmark i 1686.
Mange pirathavne
Nu fandtes der nok flere havne, end der egentlig var på et søkort. Der fandtes en del pirathavne ved Marsken i det 16. århundrede. Man handlede direkte med bønderne uden at betale diverse afgifter, som man skulle i de obligatoriske havne. En udtalelse fra dengang:
Kæmpe flåde i Sydvestjylland
Hvor mange både var der dengang? Ja man ved, hvad der i 1648 – 1649 havde passeret List Strømtold. Tog man de både der var hjemmehørende i Tønder, Højer, Rudbøl, Møgeltønder, Sejerslev, Emmerlev og Hjerpsted, ja så udgjorde flåden 60 skibe på i alt 1561 læster. En anseelig størrelse.
De største skibe var St. Anna af Højer på 116 læster og Den Hvide Due af Møgeltønder på 114 læster.
Planer måtte opgives
I første halvdel af det 17. århundrede havde både gottorpske Hertug Frederik den Tredje og den danske Kong Christian den Fjerde tænkt på at anlægge en større havn ved Vidåens munding og ved Ballum. Ingen af forslagene blev dog til noget.
I 1652 kun småskibe til Tønder
Tønders udehavn var i en længere periode ved Rudbøl samt ved Højer. Kun både samt småskibe hvis mast kunne lægges ned, kunne passere igennem sluserne op til Tønder. 1652 hedder det hos Dancwerth om havneforholdene ved Tønder:
Havnen ved Højer gror til
Skibene gik gerne til slusen i dæmningen nord for Rudbøl Kog (Nordslusen) eller til Højer. På det sidste sted var skibenes anlægsplads der, hvor Sejersbækken strømmede ud gennem Højer – Rudbøl diget. Stedet lå lige ved banegården, hvor en mindesten blev rejst til erindring om, at det var her Kong Frederik den Sjette gik i land her i 1825, efter et besøg på de stormflodshærgede Halliger.
Havnen ved Højer groede mere og mere til. Skibe der indtil 1640 kunne gå hertil, måtte blive ved kysten. Emmerlev og Ballum måtte på et tidspunkt fungere som nødhavn for Højer.
Flyvesand ved Emmerlev
Kyststrækningen har hele tiden ændret sig. Ved Højer lå kysten i 1805 1,5 km længere mod øst.
Stormfloderne ændrede hele tiden besejlingsforholdene langs Vadehavet. Opskylning af sand var betydelig. Således også ved den store stormflod i 1825. Mange ”gode jorde” mellem Emmerlev og Højer blev dækket af så tykt lag sand og grus, at man frygtede for begyndende ”flyvesandsdannelse”.
Dige-byggeri ved Ballum
Da man byggede diget fra Ballum til Astrup under verdenskrigen ved hjælp af krigsfangere ændrede besejlingsforholdene sig. Bredeås udmunding blev flyttet tre kilometer sydligere. Der blev nu færgeoverfart fra Ballum Sluse til det nordlige Rømø. Fra Ballum var der livlig sejlads. I 1851 – 52 var der dampskibsforbindelse til England. Hvis skibene var for dybtgående ankrede de først op ved Havneby på Rømø og lodsede en del for derefter at tage til Ballum.
Da man anlagde diget over Bredeå-lavningen i 1915 – 1917 kom mange af materialerne af søvejen. Skibene, der bragte disse materialer var ofte tremastede jernskonnerter, som lagde til ved Rømø Dybs stejle kanter, hvorefter man lagde skinner ud til dem og lossede pr. tipvogn.
Færgeforbindelse fra Højer
I 1822 anlagdes en lille havn i Keitum, hvorfra der gik færgeforbindelse til Højer. Men denne forbindelse måtte forlægges til Munkemarch. Man havde store problemer med at holde en rende fri, således at den lille damper, der besørgede overfarten kunne komme ind.
I årene 1850 – 59 forsøgte man flere gange at etablere en dampskibsrute fra Husum til Højer. Selv om damperne ikke havde en dybdegang på mere end 2 fod, blev de hele tiden siddende fast i slikken.
Kanalen sander til
Der var også problemer med Højer Kanal, der var anlagt i 1799. I 1855 – 61 kunne både med en dybde på 6 – 7 fod komme ind med ordinær flod. Men senere sandede kanalen til, så fartøjer med en dybde på mere end 4 fod havde problemer.
Ny havn ved Højer
I 1844 havde man nye planer klar til en ny havn ved Højer. Opsamlingsbassinet skulle ligge i Sejerbæk lavningen øst for Højer og ladepladsen ved kanalen til Vidåen.
En middelmådig havn ved Højer
En unormal lav vandstand kunne forhindre ind – og udsejling i længere tid. I august 1851 måtte ”kreaturudførselsdamperen ”Jylland” blive liggende i Højer i 8 dage med kreaturerne ombord.
Den danske Lods 1850 var en slags haneguide, der inddelte havnene i forskellige klasser. Ingen af havnene ved vestkysten kom ind på klasse 1. Men Rømø Havn betegnes som sommerhavn af anden klasse, hvilket betød, at de havde en dybde på 18 fod. Højer blev betegnet som vinterhavn af 5. klasse.
Uddybning af skibskanal
Et forslag fra Otto Kier i 1857 gik ud på at man ved den påtænkte ind-digning af Ny Frederikskog ikke byggede sluser ved Højer, men derimod byggede en åben skibskanal til Tønder. Den skulle flankeres af dæmninger på begge sider for at beskytte de lavtliggende marskegne mod flodvandet. Kier håbede at både Tønder og Højer blev Flensborgs vestkysthavne.
Sejlads til Norge, Sverige og England opgives
Fra 1855 – 61 foretog man en uddybning af havnen, så skibe med en dybde på 6 – 7 fod kunne anløbe Højer.
Masser af planer gik forbi Højer. Men tyskerne havde ikke opgivet tanken om en tysk nordsøhavn i Sønderjylland. Besejlingsforholdene ved Højer var meget dårlige. Man kunne ikke få skibe med 8 fods dybde til at anlægge Højer, så sejladsen mod England, Norge og Sverige måtte efterhånden ophøre. Der kostede både mere tid og forhøjede fragter, når man skulle lodse
”udenfor Barren”.
I en klage til Rigsdagen i Berlin, klagede 66 kaptajner fra Sild over forholdene både på Sild og ved Højer.
Emmerlev var ikke optimal
Det eneste sted, der kunne losses og lades var ved Emmerlev, selv om forholdene ikke var gunstige. Badestedet på Sild blomstrede op, og det gav anledning til større persontrafik. Ved ugunstigt vejr var det umuligt at landsætte passagerer og gods. Lodsningen og lastningen måtte foretages med vogn.
Da Tønder – Højer banen var en realitet ville man forlænge den til Emmerlev. Her ville man anlægge en havn og lave en rende ud til Højer Dyb. Men denne plan måtte opgives.
Man havde også planer om, at lave en dæmning ud til Højer Dyb. Den skulle have været på 5 kilometer. Også den plan blev opgivet.
Kalkudvinding
En ikke uvæsentlig produktion af kalk foregik langs Vadehavet. Det var muslingeskaller der blev samlet og forarbejdet. Der fandtes bl.a. kalkværker i Tønder og i 1860 blev der grundlagt et kalkbrænderi i Højer. Ved stormfloden i 1894 tilsandede mundingen, så den blev helt ufarbar ved lav flod. Derfor måtte færgen Sild – Højer flere gange omdirigeres til Emmerlev.
Dæmningerne havde store konsekvenser
Landindvindingsarbejderne har i betydelig grad ændret for betingelserne for sejladsen i Vadehavet. Hindenburgdæmningen har umuliggjort kystfarten i væsentlige dele af Vadehavet. Og det samme kan man sige om Rømødæmningen. Sidste år inden Hindenburgdæmningen omsatte Højer Havn 10.354 tons. Året efter var der kun 565 ton. Nedgangen skyldtes blandt andet at færgefarten til Munkmarsch blev indstillet.
I 1934 befordrede jernbanen Tønder – Højer en del gods, mens en del blev befordret med lastbil.
Kilde:
Redigeret 8.- 12. – 2021
Juli 24, 2008
Mathilde Sonne Søndergaard er 13 år, og har skrevet disse interessante synspunkter om Ungdomshuset på Jagtvej 69. Artiklen er fra 2008
Det er vigtigt, at tænke på alt det gode, der foregik i Ungdomshuset. Det er ret ofte, at folk glemmer at se det ud fra de unges situation. Da jeg var ude at se, hvor huset før havde stået, blev jeg i dårlig humør. Det var kun en stor mudret plet, fyldt med affald. De unge gik alt for vidt og kastede med brosten mod Politiet. Mild sagt var det et rent mareridt på Nørrebro i dagene efter rydningen
Ungdomshuset på Jagtvej 69 har været meget på debat i 2007, da man valgte, at sælge huset, til en kristelig menighed, der derefter rev huset ned. Det var engang et opholdssted, som mange unge glædeligt hang ud i efter skole eller når de bare havde lyst til, at lave noget sammen med andre unge på deres egen alder. Men det var faktisk desværre ikke deres eget hus. Det var nemlig et de havde besat for mange år siden. Det ved de fleste mennesker i Danmark,
fordi de enten har læst det i avisen, nogen har hørt det i radioen, og andre har set det i Tv’et. Men hvad skete der egentligt? Hvad er grunden til, at der nu kun er en tom plads på Jagtvej 69, hvor der før stod et ungdomshus?
Hvorfor solgte man overhoved huset? Hvad lavede de unge egentligt derinde, hvilke aktiviteter var der? Hvornår besatte de stedet? Og hvem startede egentligt hele den ballade der bredte sig, da ungdomshuset blev solgt og revet ned??
Det har jeg længe gerne ville vide, og emnet har interesseret mig over længere tid. De eneste forestillinger jeg rigtig har gjort mig om ungdomshuset indtil nu, er hvad jeg tror eller har hørt. Min forestilling er f.eks. at brugerne af det nu nedrevne ungdomshus meget var unge mellem 15 og 18 år. Jeg forestiller mig også,
at stedet var et sted hvor mange unge kom for, at finde venner, snakke med nye ukendte personer, og bare komme lidt væk hjemmefra; væk fra skænderier med forældre, huslige ting der skal gøres, og den kedsomhed nogle unge føler, når de sidder alene der hjemme.
Derfor tror jeg at det engang eksisterende ungdomshus, har hjulpet mange unge mennesker til at komme i kontakt med nye mennesker, at snakke og hænge ud med. Men hvad der faktisk foregik og skete med huset ved jeg endnu ikke, Derfor har jeg nu skrevet denne rapport om det ungdomshus, der engang lå på Jagtvej 69.
Ungdomshuset, også kaldt Ungeren, lå på Jagtvej 69 på Nørrebro i København. Det har været kendt som tilholdssted, for forskellige grupper af unge fra 1982-2007. Mange af de unge der kom der, var tit nogen der tog stor afstand fra det etablerede samfund, og lavede masser af graffiti, og hærværk. Da de unge besatte
huset stod det tomt, og det var kommunen der ejede det. Det var dog stadig ikke lovligt at besætte det, men det skabte på dette tidspunkt ingen uroligheder eller problemer.
Huset blev faktisk bygget/opført som Arbejdernes Forsamlingshus i 1897, og Skov- og Naturstyrelsen meldte det bevaringsværdigt. De ejede bygningen over længere tid, men senere flyttede de derfra, og huset stod tomt i flere år. Det var i denne periode, hvor de unge besatte huset. Den bevaringsværdige status blev
dog ophævet i 2001 af Kulturvarestyrelsen. Da det havde stået tomt i flere år, solgte politikerne huset til firmaet HUMAN A/S i 1999 og her begyndte konflikten, at opstå, de ejede dog ikke huset længe, for nogle få år senere blev huset så købt af frikirken Faderhuset.
I alt den tid hvor forskellige ejer købte huset, og der efter solgte det igen, brugte de unge huset som deres hvad jeg ville kalde fritidshjem, uden meget strid, fra de retmæssige ejere eller kommunen. Men i 2001 da bevarings statussen blev ophævet skete der straks ændringer. I ca. 2002 købte Faderhuset ungdomshuset, og der blev diskuteret hvad der skulle ske med huset.
I 2006 bad Faderhuset politiet om, at rydde hele huset for alle de unge og deres møbler, og hvad de eller havde derinde. De tog lang tid før huset kunne blive ryddet, for politiet var nød til at lave en præcis og god planlægning for, at kunne rydde huset uden for meget ballade.
Ungdomshuset blev så efter lang planlægning fra politiets side ryddet d. 1. marts 2007. det skete ved 7-tiden om morgenen, med helikoptere, og politibetjente der firede sig ned på ungdomshusets tag. De følgende dage efter rydningen af huset var der mange uroligheder i gaderne. Der var mange ødelæggelser, og det skabte rigtig meget opmærksomhed fra pressens side. Det havde i forvejen været meget på debat, at ungdomshuset skulle ryddes, og de unge brugere af ungdomshuset, havde protesteret meget imod rydning.
Der havde også været uro i gaderne før aktionen men efter, blev det meget meget værre. De unge gik alt for vidt, og kastede med brosten mod politiet, der forsøgte at holde ro og orden i gaderne. Flere biler gik i brænd, og det plagede mange familier der hverken havde forsikring eller anden hjælp, og derfor
havde problemer med, at komme på arbejde, og følge deres børn i skole eller i børnehave.
Nogle skoler blev også sat i brænd, og hus vinduer smadret. Mildt sagt var det et rent mareridt på Nørrebro i dagene efter rydningen. Under denne protest/kamp blev i alt 714 anholdt af politiet, og mange familier stod nu uden bil eller med smadrede vinduer, og endda uden at kunne få en erstatning på det.
Frikirken Faderhuset bestemte sig nu for, at huset skulle rives ned. Så nedrivningen af huset gik i gang. Den startede den 5. marts ved 8-tiden om morgenen, og sluttede nu kun med en tom plads hvor der før havde stået et graffiti fyldt ungdomshus d. 6. marts ved 23-tiden. Selvom der nu ikke længere var et ungdomshus, protesterede de unge stadig rigtig meget, og urolighederne fortsatte i gaderne.
Med tiden blev protesterne heldigvis mere fredelige, men hver torsdag mødtes mange forskellige unge og tidligere brugere af huset, og protesterede. De protesterede meget om, at får et nyt ungdomshus, og det blev overvejede mange gange om de skulle have et. Disse demonstrationer blev kaldt torsdagsdemoer og mange mødte op hver eneste torsdag og demonstrerede sammen med andre unge.
De gik rundt i gaderne med bannere og musik og mange forskellige kampråb. Demonstrationen startede kl. 17 fra Gamle Torv, og de unge gik så rundt og demonstrerede i store dele af København.
Grunden til de unge demonstrerede og protesterede, var fordi de var så glade for ungdomshuset. Det var et sted hvor de kunne hænge ud og slappe af, og ikke skulle tænke på skole eller lektier eller andre problemer de havde. De kunne bare hygge sig, og snakke med sine venner. Men hvad lavede de egentligt derinde?
Altså ud over at snakke, hygge, og hænge ud med vennerne. Hvilke aktiviteter var der? Aktiviteterne var primært meget de koncerter der blev afholdt inde i huset.
Sangerne der optrådte der var normalt nogen undergrunds musikalske personer der ikke var kendte, eller nogle ukendte fra udlandet. Men til tider var der nogen der nu er kendte, som f.eks. Nick Cave, DAD, og Bjørk. De var ikke så kendte da de optrådte der. Men blev det med tiden, og de fik en karriere indenfor musik.
De unge brugere af ungdomshuset var ofte nogen som var sat meget i forbindelse med vold hærværk og graffiti maling. Blandt andet i Rødovre i 2006, var der nogle demonstranter, der brød ind i Faderhusets børnegudstjeneste. Der blev en person der var tilknyttet til Faderhuset, udsat for vold, og Faderhusets ejendom blev udsat for hærværk og graffiti maling. Denne handling førte til 90 anholdelser.
Fra denne demonstration findes der faktisk en film, hvorpå man kan se hvor voldeligt politiet var nød til at handle. På filmen kan man se politifolk, der slår med knipler mod siddende demonstranter, der ikke vil anholdes.
Så det er vel forståeligt nok, at mange af dem bliver forbundet med vold og hærværk. Jeg har tit spurgt mig selv, hvad det egentligt er, der gør dem så voldelige… og så, for kort tid siden læste jeg en artikel i et blad om disse slags unge. Der stod at mange af dem var 2. generations indvandre der lavet hærværk.
Det undrede mig lidt, for jeg troede det lige så meget var de danske unge som dem? Det viste sig så, at det også var de danske unge der havde brugt huset, men de lavede ikke nær så meget hærværk som de unge 2. generations indvandre, gjorder da de demonstrerede for et nyt ungdomshus.
Det har været på debat over længere tid, hvorfor de unge 2. generations indvandre, lavet så meget hærværk og graffiti, og brændte skoler og biler af?… (jeg må lige sige, at det ikke var udelukkende 2. generations indvandre unge, der lavede hærværk og sådan. Men størstedelen af dem var) men stadig hvad var grunden til alt den ballade?? Da jeg læste videre i artiklen, kom der så et stykke med en af de unge der havde været inde i kriminaliteten, men som nu var
sluppet ud af den onde cirkel.
Han udtalte sig om, hvorfor de unge der lavet dette hærværk gjorder det. Han sagde at det selvfølgelig ikke var okay, at gøre sådan noget, men at det heller ikke kun var deres egen skyld. Han fortalte, at grunden til at disse unge gjorder sådan noget ikke kun var på grund af ungdomshuset. Men fordi ned manglede kærlighed hjemme ved sig selv. Måske viste forældrene ikke, at de elskede dem. De slags unge var nærmeste blottede for følelser, og det er svært at sætte sig ind i. selvfølgelig følte de noget, men de viste det bare aldrig, for det gjorde deres forældre ikke, så måske troede de, at det var skamfuldt, at vise deres følelser.
De var heller ikke særlig gode til at sætte sig i andres situation. Det forstår jeg bare ikke. Jeg mener, når jeg f.eks. er kommet op af skændes med nogle, og har sagt nogle rigtig grimme ting, får jeg det helt dårligt bagefter. Det gør jeg fordi, at jeg lommer til at tænke på, hvordan det jeg lige sagde til personen, måske sårede ham/hende. Så prøv lige at forestille dig, at sætte en bil i brænd, så en familie ikke kan komme i skole eller på arbejdet, og tjene penge og lærer noget.
Jeg ville have det SÅ dårligt, hvis jeg havde gjort det. Måske ville jeg slet ikke kunne tilgive mig selv for det! Det er svært for mig at forstå de unge der gør sådan noget.
Så man kan jo spørge sig selv… hvis de unge gik ud i så meget hærværk og kriminalitet fordi ungdomshuset skulle rives ned, var ungdomshuset så egentligt så godt for dem? Var det egentligt godt, at de blev smidt ud og huset blev revet ned? Eller burde de have fået lov at blive boende? Det er helt op til en selv at vurdere, det er her man må tage efter ens egen mening, for der intet korrekt svar.
Jeg selv mener, at det er lidt både og… jeg synes selvfølgelig det er ret ærgerligt, at ungdomshuset på Jagtvej 69 ikke eksisterer nu. Da jeg var ude at se, hvor huset før havde stået, blev jeg helt i dårligt humør. Der var kun en stor tom mudret plet, fyldt med affald som ølflasker, plastikkrus og en helt masse papir. Det så vildt sørgeligt ud, og på husene ved siden af var malet med alt muligt graffiti. Der stod ord som ”fuck” over det hele i forskellige farver. Det er i hvert fald ikke et sted, som jeg har lyst til at besøge igen.
Når jeg tænker tilbage på 2007 og på ungdomshuset, og hvad jeg hørte om det i tv’et, kan jeg huske, at jeg dengang var totalt på de unges side. Jeg var helt sikker på, at de burde få ungdomshuset igen, og at det helt sikkert skulle gives til dem. Jeg synes stadig, at det ville have været godt, at lade dem beholde det, for det løb jo også meget godt rundt for regeringen, at de havde fundet et ubeboet hus, (altså ubeboet på det tidspunkt de besatte det), og satte koncerter op, og i det hele taget lavet andet at male med graffiti i deres fritid.
Men efter jeg har læst mere på emnet, og sat mig i flere personers situationer, kan jeg også godt se sagen fra kommunen og regeringens side. Jeg vil ikke sige, at beslutningen de tog var korrekt, men den var heller ikke forkert… jeg synes i det hele taget, at det er svært at vurdere.
Der er også en anden ting der undre mig lidt. For efter ungdomshuset på Jagtvej 69 blev revet ned, har der jo som sagt været mange protester og demonstrationer og ikke mindst ødelæggelser. Så efter hele den slemme periode med alle ødelæggelserne og demonstrationerne for et nyt ungdomshus, går Københavns kommune i diskussion – skulle de unge måske have lov at få et nyt ungdomshus?
Der var en lang periode hvor de snakkede og snakkede om det, og de nogle af de unge brugere af det gamle ungdomshus blev kaldt ind til flere møder, hvor de kunne være med til at diskuterer det. Flere huse blev overvejet, specielt et hus ejet af kommunen, der ligger på Dortheavej 61. efter mange møder blev det bestemt, at det skulle være huset på Dortheavej 61.
Aftalen er desværre for de unge ikke trådt i kraft endnu, da der stadig skal planlægges regler og forbehold, men det er helt sikkert, at de unge nu får et nyt ungdomshus… nemlig ungdomshuset på Dortheavej 61. Det undre mig lidt, altså nu har de gjort så meget pis med, at huset på Jagtvej ikke tilhører dem, hvorefter de så river huset ned, og giver så de unge et nyt?? Hvad var fordelen?
Efter alt den skade det har skabt, at sælge ungdomshuset, og rive det ned, var til ingen verdens nytte… eller hvad? Jeg synes altså det er lidt underligt. Altså, jeg kan godt se, at det var i orden, nu hvor nogle andre der ejer huset… men så giver Københavns Kommune dem bare et nyt? Så kunne de da lige så godt have beholdt det andet… det undre mig faktisk ret meget, selvom jeg selv synes, at de bør have et, så synes jeg stadig, at det var ærgerligt at de skulle give så mange ødelæggelser, at rive det gamle ned.
Det hidtidige kulturhus på Dortheavej er nu ungdomshus
Jeg har valgt, at lave en undersøgelse med Emma fra min klasse. Jeg har stilet hende nogle spørgsmål om ungdomshuset på Jagtvej 69, og hvad hun mener om det. Og så har jeg spurgt hende om, hvad hun synes om, at de unge nu får et nyt ungdomshus, på Dortheavej 61.
2. Synes du det var klogt af Kommunen at give dem et nyt ungdomshus, efter de har kastet med mursten efter politiet, og protesteret på en så voldelig måde?
Det var lidt om en anden persons mening, og så kan man jo tage stilling til, om man har det på samme måde.I hvert fald synes jeg også, at hun har ret i mange af de ting, som hun fortæller her. Emmas holdning er, som i kan læse ovenfor, at de unge burde have fået lov, at beholde ungdomshuset. Det skulle bare renoveres først (betyder at det skulle sættes pænt i stand) så de unge havde et pænt sted af være. Hun siger, at de godt må beholde huset man hvis de genere andre mennesker, så må de ikke beholde det.
Som jeg startede med, at sige i indledningen, undrede jeg mig meget over hvem der egentligt startede hele den har lavine… der førte til alt muligt ødelæggelse. Jeg undrede mig også over, hvorfor de unge bare fik et nyt? Nu har jeg lavet lidt research, og fundet svarene på mine spørgsmål. Ungdomshuset stod, som sagt
ubeboet i mange år.
De unge besatte det så i 1982, og brugte det til et fritids tilholdssted. Så i 1999, solgte politikerne huset til HUMAN A/S, og det var der det hele startede. Jeg ser det som, at det var politikerne der startede det, da de solgte det før ubeboede hus til et firma, mens de unge brugte det. Der må jeg sætte spørgsmålstegn?
Hvorfor gjorde politikerne det? Jeg mener, de unge der var utilpassede, brugte huset, og det løb meget godt rundt, for så brugte de jo som sagt, deres tid
på andet end at kede sig, gå i byen og drikke, og ikke mindst male med graffiti på offentlige vægge og transport. Jeg forstår det simpelthen ikke. Det virker da lidt underligt ikke, eller er det bare mig.
Det var på det tidspunkt det startede, og så ved i jo, at det kun blev værre og værre, til de fik deres vilje. Den anden ting jeg undrede mig over, var hvorfor de unge bare efter alt den ballade fik et nyt ungdomshus? Det gjorde de fordi, at politikerne godt kunne se det de gjorde ikke var det smarteste, inden
de bestemte sig for nedrivningen af det gamle ungdomshus, tænkte de meget over, om de unge måske skulle have lov, at få et nyt. Først efter mange af de unges demonstrationer, blev det bestemt at de skulle have et nyt, men det var faktisk tiltænkt fra starten, inden de rev det gamle ungdomshus ned. da politikerne og de unge holdte møder om et nyt ungdomshus, var der også stærke krav, hvis de skulle have lov,
at få et nyt.
Nogle af de krav, som også er blevet fremlagt for offentligheden er: strengt forbud mod vold, ingen hårde stoffer (eller stoffer i det hele taget), der må ikke opfindes bander eller ting i den stil, og der må ikke males med graffiti på huse i omegnen. Disse regler er også fremlagt, for at gøre folk tryggere i deres hjem.
Da det nye ungdomshus blev vist til de unge, blev de meget glade, men det var der nogle der ikke gjorde. Beboerne i omegnen af det nye ungdomshus, var meget kritiske til, at starte med. De var meget bange for, at de unge ville gøre dem eller deres børn noget. Det er heldigvis blevet bedre nu, fordi reglerne
for de unge, også er blevet fremlagt for dem, og de har respekteret det, og sagt at det er okay, bare de ikke laver noget, som kommer til at betyde noget for deres hverdag.
Jeg har tidligere fortalt at aktiviteterne i ungdomshuset, meget var koncerter. Men der var også mange andre aktiviteter i huset. blandt andet var der et folkekøkken, hvor man kunne lave mad. Der var en biograf, hvor man kunne se film. Værksted, til sløjd og sådan. Øvelokaler, til alt muligt forskelligt, f.eks. øve hvis man har et band eller sådan.
En lækker cafe, hvis man vil have lidt lækkert at drikke. Bog- og pladebutik, hvis man skal læse, eller have sig noget nyt fedt musik. Kontor og mødelokaler, til computer brug, og møder i huset. alle disse ting brugte de unge (ungdomshus brugere) flittigt, og var meget glad for aktiviteterne. Ungdomshusets aktiviteter og i det hele taget ungdomshuset, blev drevet af frivillige og ulønnede personer.
De hjalp ved siden af deres skole og studier, med masser af energi, de unge med at holde aktiviteterne i gang, og ved lige holde ungdomshuset, så det var nogenlunde pænt. De fyldte kalenderen med ting som koncerter, teater, og andre kulturbegivenheder. Disse mennesker var meget meget flinke, og hjalp de unge med, at holde huset i stand, så de unge kunne lide at besøge stedet, og trives der.
Husets koncerter har faktisk gjort meget for musikken, og opfostret mange nu kendte navne (som nævnt tidligere). Nye ideer blev afprøvet, og helt nye lyde i musikken kom frem. Det er faktisk meget ærgerligt, at mange kun kendte den dårlige side af ungdomshuset, og dets brugere. Der var faktisk rigtig mange gode ting ved det, der var bare ikke mange der kendte dem.
Jeg synes f.eks. det er vildt fedt, at de har så mange aktiviteter, og også at de bruger dem så flittigt. Jeg synes bare det er vigtigt, at tænke alt det gode der skete inde i ungdomshuset også. Det er næsten ærgerligt, at der i tv avisen f.eks. kun blev fremlagt de ting, der var dårligt ved huset, og dets brugere. Alt det mad graffitien, og de unge der kaster med sten mod politiet.
Jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt, at nævne det dårlige og skadelige sider, men det er vigtig også, at sætte fokus på de gode ting der skete med og i ungdomshuset. Alt den glæde det skabte hos de unge dengang det fandtes… det synes jeg, at folk der sidder der hjemme og ser tv bør vide. Det er bare så ærgerligt, at der ikke bliver sagt noget om det i tv.
Det er faktisk ret ofte, at folk glemmer at vende situationen, og se det fra de unges side. Det burde vi blive meget bedre til, og det vil jeg klart tænke over i fremtiden.
Inde på en hjemmeside ved navn http://www.dr.dk/Tema/
Således så det ude inde på den hjemmeside, og det giver et rimeligt godt blik på, hvor mange der ud af de normale unge brugte ungdomshuset. Jeg synes selv det er nogenlunde efter min forventning, men jeg er dog lidt overrasket over, alle dem som siger at de gerne ville have prøvet at være der, men desværre aldrig fik besøgt ungdomshuset. Det er jo lige så mange som der sagde, at de aldrig ville sætte deres ben der. Det undrer mig faktisk ret meget?
Altså, det havde jeg ikke lige forventet… ikke fordi det er dårligt eller noget, der jo ærgerligt at de ikke nåede at besøge stedet, hvis de ville, men jeg havde bare ikke forventet, at der var så mange der havde sådan.
Ungdomshusets brugere havde et princip som de brugte, så alle aktiviteterne og hvad der ellers er, kunne komme til at hænge sammen. Princippet blev kaldt D.I.Y. Det står for ”Do It Yourself”. Det betyder ganske enkelt sagt, at de unge brugere skal få fingeren ud og klare tingene selv, så man ikke bliver afhængig
af andre. Det er et ret godt princip synes jeg, for det får de unge til at blive selvstændige, så de kan klare sig selv når de engang flytter hjemmefra. dette princip har fungeret super godt i det gamle ungdomshus, så vi kan da kun håbe, at de tager det princip med til det nye ungdomshus.
Der er blevet lavet en del forskellige plakater om ungdomshuset, som du måske har set. Disse plakater er blevet hængt op a forskellige grunde. Der er mange der kender til dem, fordi de har været meget populære da ungdomshuset på Jagtvej 69. de har også betydet meget for en kunst, som de dyrkede meget i ungdomshuset. Her er tre af de plakater der er blevet tegnet
Disse plakater er tegnet af en ung mand ved navn Adam. Jeg tænker at det må være et spændende job, at tegne/male disse plakater. Han har sagt i et interview, at han ikke laver disse plakater for at komme frem som kunstner, men udelukkende for ungdomshusets skyld. det synes jeg faktisk, er ret flot sagt, for mange af de kunstnere der var der, gjorde det udelukkende for at komme frem som kunstner, men ikke Adam, det er sgu ret cool synes jeg.
Alle mine meninger, forståelser, følelser og forestillinger om/af emnet ungdomshuset, har jeg skrevet meget i denne rapport. Det er for at prøve at skabe et billede af hvad jeg synes om ungdomshuset. Jeg håber virkeligt, at det har virket for jer der har læst den, og at det er en god sammensætning af, hvad jeg mener
også fakta. I hvert fald har mange af mine meninger ændret sig rigtig meget, efter jeg har læst på emnet, og forstået hvad der egentligt skete og foregik den gang med ungdomshuset. Jeg har sat mig i forskellige personers situationer, selvom det var ret svært. I det hele taget har det her emne været enormt spændende, og det har været sjovt, at tage stilling mange forskellige ting. og mange af de tanker, som jeg gjorder mig om ungdomshuset i starten, er fuldstændig ændret, og jeg har lært rigtig meget.
Jeg vil her til sidst gerne sige tak for hjælpen med opgaven til forskellige personer. Først mange tusind tak til min far. Tak fordi du har hjulpet mig med emnet, og diagrammet til det. du er der altid til at hjælpe mig MANGE TAK. Også tak til dig Lone, fordi du hjalp mig med forsiden tak til dig. Tak til Emma fordi jeg måtte lave et interview med dig. Og sidst men ikke mindst tak mor, fordi du hjalp mig med, at finde emnet, og fortælle din forståelse af ungdomshuset og dets brugere. Det var dejligt med jeres hjælp, endnu en gang takJ
Kildekritik: på google søgt under ungdomshuset og Jagtvej 69 på disse hjemmesider:
http://www.dr.dk/Tema/
http://www.wikipedia/
Jeg har også læst en del artikler i forskellige aviser. Aviserne var:
BT, Politiken, og Berlingske
Det var alt jeg havde, jeg håber virkeligt i har lært noget af denne opgave, det har jeg i hvert fald, og jeg har nydt at skrive denne opgave, tak fordi du læste denJ
Slut.
– Imponerende af en 13 – 14 årig pige med meningernes mod. Som skrevet er artiklen fra 2008. Du kan finde mange flere artikler om Ungdomshuset her på siden og under www.norrebro.dk
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2. 04 . 2022
Juli 24, 2008
Min far fik en ordentlig skideballe af Bergmann. Tønders politistyrke bestod af en mand. Siden kom en hund til. I 1910 blev styrken fordoblet til 2. Han var meget populær og blev kaldt ”Johann der Gerechte”. Tønders betjent havde været i Wandsberger husarer.
Min far forsøgte at snyde politibetjent Bergmann med nogle vandrotter. Det var sådan, man fik penge, får at aflevere vandrotter hos ham. Det var den tids skadedyrs bekæmpelse. Men min far og hans kammerater opdagede, at Bergmann gravede disse rotter ned i et hul bag ved huset på Kongevejen. De gravede dem så op, vaskede dem i Vidåen og solgte dem nok engang. Men det blev desværre opdaget. De fik en ordentlig skideballe på tysk, for Bergmann lærte aldrig at tale dansk.
Men hvem var denne Bergmann? Ja, den gang min far forsøgte at snyde ham, var han for længst afgået som politibetjent.
Betjent ramt af hjerteslag
En aprildag 1891 skulle den 64 – årige Nicolaus Anthony anholde en beruset fyr, der efter en session havde optrådt støjende. Han blev derfor indsat i port-huset, der var datidens arrest. Men det var åbenbart for højt, for den aldrende politibetjent ramtes af et hjerteslag. 22 års virke i Tønder var pludselig slut.
Slagtersvend bliver ny betjent
Det var borgmester Rathjes opgave at finde en ny egnet person til den ledige post. I den lokale avis blev der indrykket en annonce. Der var to kvalifikationer til stillingen. Man skulle selv skrive sin jobansøgning og have aftjent sin værnepligt.
Valget faldt på den 36 – årige slagtersvend J.H.W. Bergmann. Han var født i Hagenov i Mecklenburg – Schwerin. Sandelig om han ikke havde været hos de flotteste soldater i Tyskland – Wandsberger husarer. Han arbejdede hos slagtermester Bödewadt.
”Zun blutigen Knochen”.
Det var et godt valg. Den nye Politivagtmester udfyldte sit job med pligtopfyldelse. Man havde respekt for ham, når han i sin blå uniform med kårde gik gennem Tønders gader. Bortset fra nogle gendarmer, der havde jobs andre steder, var han den eneste uniformerede i byen.
Det var ikke meget ferie han holdt. Bergmann fungerede også som magistratsbud og rets-tjener. Han sørgede også for at beværtningerne fik de såkaldte drukkenboldt-lister. Så vidste man, hvem man ikke skulle serveres for.
De støjende sprittere var de værste. Særlig der hvor murersvendene holdt til, var der ballade. I folkemunde blev værtshuset omdøbt til Zum blutigen Knochen.
Det skete ofte, at man tog en trillebør eller en kærre og transporterede de fulde folk til port-huset. Her havde man også fået indrettet et forhørslokale.
I 1880 havde man i Østergade fået indrettet Herberge zur Heimat. Her kunne rejsende svende og vagabonder for en mindre betaling for husly, hvis de ellers var ædru. Ellers var det kun port-huset.
Seminarister til afkøling
Når seminaristerne havde deres ture på Schweizerhalle skete det også ofte, at de måtte til afkøling i port-huset. Men det blev altid sørget for, at de mødte
rettidigt i skole. Disse elever måtte kun være ude til et bestemt klokkeslæt, og normalt sørgede lærerne for at dette klokkeslæt ikke blev overskredet. Så var det bare ærgerligt, når de kom trillende med en tynde øl og en lærer var i farvandet. Så var det med at komme ind i den nærmeste opgang i en fart.
Nattevægter blev drillet
De fire nattevægter i Tønder var ofte udsat for drillerier. Om vinteren skete det ofte, at de fik en snebold i nakken. Hvis det tog overhånd måtte Bergmann tage affære. Hans hjem i Smedegade stod altid uaflåst, så enhver der søgte råd og dåd kunne komme ind.
Sådan kunne det lyde fra en fortvivlet kone, der ikke kunne få styr på manden.
Mange gøremål for Bergmann
En morgen stod en rejsende uden for Bergmanns hus og råbte på Herr Wachtmeister. Han turde ikke komme ind, fordi han var tilsølet. Han var væltet over
en renovationsspand, der stod på fortovet. Og havde fået indholdet over sig. Han havde haft natlogi på Hotel Hamborg og skulle med morgentoget. Her skulle Bergmann så yde bistand, så godt han kunne.
Han skulle også sørge for, at husejerne fik ryddet for sne. Og kloakvandet, der flød i rendestenen kunne fryse til is. Når et større køretøj skulle ind i de små gader, måtte han fungere som færdselsbetjent. Eller når et ligtog skulle han følge det ud af byen.
Efter fåremarked skulle han sørge for at Skibbroen blev spulet rent. Også ved andre markeder skulle han sørge for renligholdelse.
Den nye medarbejder: Adifaks
På et tidspunkt fik Bergmann en medarbejder – en hund ved navn Adifaks. Omkostningerne ved optræning af hunden, der foregik på markedspladsen syd for byen, blev betalt af Tønder Sparekasse. Og sådan en hund skulle også have noget at spise. Bergmann fik en månedsløn på 90 mark. Otte børn skulle også
have noget at spise. Så Byrådet betænkte Herr Wachtmeister med et kosttilskud til Adifaks på 20 mark om året.
Grunden til, at hunden blev anskaffet var en brand i Østergade. Her stak tyve af med nogle tøjruller. De løb ned til Vidåen med rullerne og i en båd sejlede man det over til den anden bred. Hvis en hund som Adifax havde været til rådighed, ja så mente man, at tyvene ville være blevet fanget.
Børnenes forbillede og skræk
Bergmann var et forbillede for alle børn i byen. Når de blev store ville de være lige som ham. Han var meget børnevenlig og hjalp gerne en lille hjem, hvis de var faret vild. Når Tønders børn var i Flensborg og så en betjent råbte de:
Men de voksne brugte også Herr Wachtmeister som skræk-eksempel. Hvis lille Karl – Heintz ikke ville tage sin levertran, eller hvis de ikke opførte sig ordentlig i skolen, så truede de voksne med:
I 1910 fik Tønder en ny borgmester, Plewka. Han fik indført at politistyrken blev fordoblet til to. For fremtiden skulle de nu bære hjelm.
”Im Nahmen des Gesetzes”
Da der i 1914 udbrød krig, skulle alle dansksindede i Tønder arresteres. En af de kendte bagermester Thorvald Petersen fortæller i sin bog: Fra Als til Tønder:
Bergmann kunne dog ikke forhindre at de tysksindede spyttede på de arresterede dansksindede, der førstes til Vest-banegården og med toget blev sendt til Altona.
Øjnene lukket for forseelser
Krigen var hård for Tønder. Rationeringer, afleveringer og beslaglæggelser prægede hverdagen. Bergmann tabte ikke anseelse ved at han somme tider lukkede øjnene for ringe forseelser.
En tur i Vidåen
En landmand klagede over, at der var svind i en fåre-besætning. Da Bergmann i en anden sammenhæng skulle påtale børnenes forsømmelse i skolen, så han, at der i bryggerset lå knogler på bordet. Som fagmand kunne han se, at de stammede fra får. Han fik at vide, at det var marinesoldater, der havde leveret
tyvekosterne til bearbejdelse. Hvilken straf de fik, vides ikke.
Soldaterne var ikke begejstret for denne vagtmester. Da de overtrådte byens påbud om ikke at færdes i anlægget om aftenen, påtalte Bergmann dette. De greb resolut fat i ham og smed ham i åen. Hændelsen vakte fortørnelse blandt befolkningen.
”Johann der Gerechte”
Bergmann forblev med at være meget vellidt og han fik tilnavnet Johann der Gerechte. Den 10. januar 1920 overtog den internationale kommission landsdelens styrelse og den ansatte et politikorps af dansksindede krigsdeltagere. Bergmann tog sin afsked. Han fortsatte som opsynsmand på markedspladsen
og afgik ved døden i 1931.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16, – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Advarsel: I denne artikel forekommer der citater på Synnejysk, Tynne – plat og tysk. Hør om ”Sangkrigen”. Om det røde underskørt
ved revolutionen i 1918. Om manden fra Rørkær, der protesterede over for landråden. Og om den danske hær, der ikke var større end ”Æ Feuerwehr i Affenrå”. Læs også om, da Deutscher Verein arrangerede særtog til Tønder. Købmændene måtte ikke bruge seminariet til at deres medarbejdere kunne lære dansk.
I 1905 ankom en bagermester fra Als til Tønder. Tænk, at Tønder skulle få en dansksindet bagermester. Thorvald Petersen var hans navn. Og noget af det første han gjorde var at opsøge en anden ”stor” dansker i byen, redaktør Skovrøy. Det var en stor skuffelse for bagermesteren. Skovrøy havde valgt at
holde sin mund og føre pennen. Talte man med en tysker om Skovrøy sagde denne på ”synnejysk”.
Bange for at vise deres sindelag
Jo, tyskerne respekterede denne redaktør. Fra 1882 – 84 var han redaktør af Vestslesvigsk Tidende, der senere overgik til Flensborg Avis. Mange borgere var i Tønder var faktisk bange for at vise deres sindelag, og det havde økonomiske grunde. Derfor gik de med i Singerverein, Familienverein, Schützenverein og i æ Feuerwehr. Efter genforeningen kom en af de unge hjem, og spurgte faderen, der havde givet udtryk for glæden snart igen at kunne rejse Dannebrog:
Danskheden havde dårligekår
Mange borgere i Tønder så
ned på lille Danmark. De mente at hæren ikke var større end
Danskheden i Tønder havde dårlige kår. Mange piger fra de oprindelige danske hjem blev gift med tyske seminarister og blev dermed tysksindede. En del af dem drog syd på, og bosatte sig der. De unge, der skulle aftjene deres værnepligt i den tyske hær, blev bidt af de flotte uniformer og det tyske. Og en stor del af de dansksindede udvandrede i årene efter 1864 til Danmark.
Trusler, hvis man lejede ud til dansksindede
Da man i 1898 indkaldte til et møde på Skyttegården for dansksindede, var der 46 underskrifter fra 19 sogne i Tønder Amt. Blandt dem var det kun en nærringsdrivende. Men værten på Skyttegården ville blive boykottet, såfremt mødet blev en realitet. Tyske embedsmænd i Tønder havde stor indflydelse.
Men det var især landbefolkningen omkring Tønder der protesterede:
I 1901 blev Tønder Landmandsbank en realitet. Krigsverein forsøgte at ekskludere de tysksindede borgere, som var blevet bankens aktionærer. Enkelte kom dog bestyrelsen i forkøbet og udmeldte sig. Andre lod deres koner skrive under på aktien.
Legater kun til tysksindede
Der var masser af fattigdom i Tønder dengang. Men Tønder havde mange legater man kunne søge. Desværre viste det sig, at de legater kun blev tildelt den tyske del af befolkningen. Således spurgte en mor om hun ikke kunne få hjælp til datterens konfirmation:
Da Thorvald Petersen i 1919 kom i byrådet rejste han problemet med legatuddelingerne. Svaret var:
Dansksproget avis
Der var ikke mange dansksindede i Tønder by. De danske stemmer ved valgene fra 1890 – 1903 varierede fra 13 – 28. Trods alt, nåede man som det ses, 28 i 1903. Men der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget alvorligt for at samle de dansksindede.
Flensborg Avis gjorde ellers en masse for, at de dansksindede skulle kunne læse en avis på dansk. Redaktør Jessen udsendte en udgave, der kostede 2 mark i kvartalet. Hovedudgaven kostede 3 mark. Ja tre gange om ugen kunne man også få Det lille Blad til kun 1 mark.
Tynne – plat
Folkesproget i Tønder var dansk eller nærmere sønderjysk. De fremmede sydfra talte tysk, en del dog plattysk, og enkelte fra det frisiske område talte frisisk.
Min far og og andre talte det specielle sprog Tynne – plat:
Bedemanden på tysk og synnejysk
I slutningen af 1890’erne var buddet på rådhuset samtidig bedemand og dermed en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han turen med at træde ud på rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han
måtte bære det over den ene arm. Stolt skred han over torvet og trådte ind til købmand Oluf P. Olufsen. Pigen tilkaldte fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget stilling i den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig
og højtidelig mine:
Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes og når dette ceremoniel var vel overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde jovialt på Synnejysk:
Børnene i skolen fik stærke pålæg om ikke, at måtte tale dansk på legepladsen, og at de skulle tale tysk derhjemme.
Mahnzettel
Betalte man ikke sin skat rettidigt fik man en Mahnzettel (påmindelse), som kostede 30 penning, og så havde man frist i 14 dage. Om den gamle kæmmer Carstensen fortaltes, at han brugte en anden form over for skatterestanterne. Når han gik sin morgentur, så åbnede han folks døre:
Deutscher Verein kommer til byen
Byrådet i Tønder var enige om, at man ikke ville have Deutscher Verein til byen. Man anbefalede borgerne i Tønder ikke at melde sig ind. Men så let gik det ikke. Deutscher Verein havde foreninger rundt om Tønder. Og den 16. januar 1909 havde man lagt op til et kæmpe møde. Ekstratog var sat ind og Tonhalle var stuvende fuld. Efter en to times tale var afslutningssalutten fra dr. Hahn:
Derefter talte landråd Rogge, om danske mænd, der havde brudt deres ed med kejseren. Men der var ingen fra Tønder by, der var på talerstolen.
Resultatet var dog, at der blev oprettet en lokalråd af Deutscher Verein med 11 indvandrende embedsmænd.
Tre byrådsmedlemmers tur til Slesvig
I 1910 var stillingen som borgmester ledig i Tønder. Borgmester Rathje var kommet i strid med landråd Rogge. Landrådet var stærk interesseret i bedre byggeskik og forbød, at man lagde paptag på den nye ”elektricitetsbygning”. Derfor nedlagde Rathje sit hverv i protest.
En ny borgmester skulle søges. De tre af ansøgerne til embedet, som magistraten havde udsøgt, talte til et møde på Tonhalle. Nogle dage efter, afgav vælgerne deres stemme. Resultatet blev at anden – borgmesteren i Slesvig, Plewka fik det langt overvejende flertal af stemmerne.
Byrådet var meget grundig. De indhentede oplysninger om ansøgernes kvalifikationer. Plewka var en meget dygtig kommunalmand. Men for nu at gøre det så grundig som muligt, vedtog man på et meget hemmeligt møde i byrådet, at tre af rådets medlemmer skulle rejse til Slesvig for at udforske, hvad befolkningen
mente.
For nu ikke at vække mistanke, så rejste de over Hamborg dertil. De havde iført sig hvide kitler, så de lignede hestehandlere, så ingen skulle opdage deres ærinde. Stor var deres overraskelse dog, da på banegården i Slesvig blev mødt af en herre med disse ord:
Manden viste dem rundt i Slesvig, bl.a. også i værtshusene, hvor borgerne overalt kunne fortælle om de fortræffeligheder, Plewka havde gjort. De tre herrer fra Tønder kunne ikke ryste deres ufrivillige fører fra sig, og han var også vært ved et aftenmåltid.
Kampen om Æ Punchsti
Bølgerne kunne gå højt i byrådet kort før 1. verdenskrig.. De gæve kromænd fra Skibbroen satte alt ind på at få en vej bygget fra Skibbroen til jernbanestationen, den senere meget omtalte Punchsti. Hvert hus havde næsten sin egen beværtning. Man sagde dengang:
Når landboerne havde været til marked ved Sønderport, lagde de vejen til stationen over Skibbroen, og så kunne det godt hænde, at de fik et par punche undervejs. Derfor var det lettere at skrå lige over, end at gå ned af Vestergade. Og det var de sure over i Vestergade. På markedsdagene kunne de få en
god omsætning, når man blev nødt til at gå ned af Vestergade for at nå toget.
Men kampen mod Vestergade varede i mange år. Og hvem skulle kroejerne opstille som deres talsmand for et så livsvigtigt spørgsmål.
Postsekretær Brodersen
Dagen før byråds – valget gik postsekretær Brodersen (nej så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie) og talte med nogle beboere om Punchstien. Han var en kendt og afholdt mand.
Pludselig gik det op fir værthusholderne, at ham der Brodersen måtte de have ind i byrådet. Og 24 timer efter sad Brodersen i Tønder Byråd. Først i 1937 kom der en egentlig forbindelse mellem Skibbroen og Jernbanegade, da den nuværende Kongevej blev etableret og senere vejen ved Slotsbanken.
Det vakte stor modstand i byrådet at den gamle Punchvej skulle have navnet Kongevej. Det gamle navn vakte så gode minder.
Plewka blev også uenig med Landråden
Borgmester Plewka blev også uenig med den tyske landråd og tog sin afsked i 1917. Den stedfortrædende borgmester, købmand Johannes Paulsen havde jobbet indtil 1920. Borgmesteren var samtidig politimester, og for det fik man den fyrstelige løn af 300 mark om året.
Bergmann og de fire natvægtere
Tønder havde kun en politibetjent, Bergmann, som vi har beskrevet i en anden artikel. Hans opgave var også, at se efter om man overholdt Polizeistunde
kl. 23. Mange kroer havde et kighul i indgangsdøren. Og det havde det også i Humlekærren. Var det ”Der hohe Rat ”, der sad derinde, så forsvandt han skyndsomst:
Vi må sandelig ikke glemme de fire nattevægtere. De fik samme løn som politimesteren. Deres arbejde bestod i at vække bagermestrene. Men også mod passende betaling vække de borgere, der skulle tidligt op og nå det første morgentog. Man skulle også holde øje med ildebrand og sørge for ro og orden. De
blev også drillet – disse nattevægtere. En vittig sjæl fik dem til at ansøge byrådet om en sabel, fordi de havde politimyndighed. Og de måtte have den vittige sjæl til at hjælpe med ansøgningen. Det kneb nemlig med skrivefærdigheden for natvægterne.
80 danske stemmer
I 1912 var det glædens dag for de dansksindede i Tønder. Man var nået op på 80 danske stemmer i die rein deutsche Stadt Tondern. Og det blev fejret på Landschafliches Haus (Hostrups Hotel). Men hvis postpakmester Carlsen offentlig havde tilkendegivet, at han havde stemt dansk, ville han øjeblikkelig være blevet fyret.
Aufenhalt für Menschen
Samme år blev Læseforeningen oprettet i en tilbygning til Tønder Landmandsbank. De dansksindede begyndte at mødes, og man sang danske sange. Tilslutningen blev bedre og bedre. Men ak og ve. Pludselig fandt myndighederne ud af at vinduerne var 5 cm for smalle. Stuerne egnede sig ikke til ”Aufenthalt für Menschen”. De dansksindede lavede et forsøg med deres mest kraftige medlemmer. De kunne uden problemer komme ud af vinduerne.
Og det paradoksale var, at lokalerne straks ved krigens begyndelse blev beslaglagt af det tyske militær til køkken, skomagerværksted og andre formål. Da egnede lokalerne sig alligevel til Aufenthalt für Menschen.
Problemet var at Tønder Landmandsbank ikke havde anmeldt en ombygning. Inden beslaglæggelsen fik de dansksindede lov til at holde et afsluttende møde med fremvisning af lysbilleder. Der kom ikke mindre end 66.
Men nu stod man pludselig uden et mødested.
Verdenskrigen brød ud
Den 1. august fik man pludselig andre ting at tænke på. Henimod aftenen ringede Kristkirkens stormklokker. Verdenskrigen var brudt ud.
Dagen efter kom den tyske kredslæge Schröder glædestrålende springende ned af amtshusets trapper:
Dansksindede blev arresteret
I løbet af søndagen begyndte man arrestationen af de dansksindede. Mange borgere havde forsamlet sig for at skælde ud på de dansksindede. Normalt levede man i fred og fordragelighed i Tønder. Men fra denne dag skete der noget. Der blev spyttet på de dansksindede.
I Vestergade kunne man høre:
De dansksindede blev sendt til Altona. Efter forhør blev man sendt hjem. Men man skulle selv betale. Og i Tønder kiggede man på de løsladte ”danskere” som om de var fredløse. Der gik rygter om, at grev Schack, bankdirektør Rossen og redaktør Skovrøy var blevet skudt.
Allerede efter en uge, blev der igen foretaget anholdelser. Denne gang blev man ført til politifængslet i Flensborg. Derefter gik turen til det nye gymnasium, der endnu ikke var blevet indviet. Flere blev ført til Navigationsskolen.
Myndighederne følte sig ikke forpligtet til selv at skulle levere maden, så det måtte de indsatte selv bekoste.
Skideballe af Landråden
Da de dansksindede skulle løslades, skulle de underskrive en erklæring om at de ikke måtte vise ”ikke – tysk sindelag”. De blev afleveret ordnungsgemäss
i Tønder hos landråd Böhme. Han beskyldte de anholdte, for at have sået gift i befolkningen:
Og ikke nok med det. Landråden holdt efterfølgende enetale med hver enkelt. Men det ville Hans Brink fra Rørkær ikke finde sig i.
Tønder Læseforening fortsætter
Tønder Læseforenings arbejde blev genoptaget i december 1918 på det nuværende Hostrups Hotel. Men tilstrømningen blev større og man fortsatte i Stadt Kopenhagens store sal.
Samarbejdet i byrådet mellem de dansksindede og tysksindede foregik fint. Man var meget opmærksomme på byens trivsel.
Revolutionen og det røde underskørt
Den tyske revolution ramte Tønder i november 1918. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at den røde fane blev hejst på rådhuset. Borgmester Paulsen måtte til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Og folkemængden indtog en truende holdning. Man da trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.
Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol udfolde sig, og situationen var reddet.
Hjælp til Tønder
En hel jernbanevogn med tøj til uddeling ankom til Tønder. Kort tid efter kom der flere vognladninger med fødevarer. Det var Danmarks befolkning, der havde samlet sammen og borgerne i Tønder var meget taknemmelige. Byen havde lidt hårdt under 1. verdenskrig.
Dansk-kursus uønsket på seminariet
Købmændene i Tønder ville gerne have, at deres medarbejdere fik lært dansk. Man manglede dog et sted, hvor dette kunne foregå. Man spurgte på det tyske seminarium:
Det lykkedes dog at få lokaler stillet til rådighed hos Goodtemplar-logen
Travlhed hos de dansksindede
Den 10. januar 1920 fik man i Tønder besked på at freden var sluttet, og at afstemningen skulle foregå den 10. februar. De dansksindede fik travlt. Befolkningen i Tønder vidste meget lidt om Danmark. Fra tysk side havde man i generationer søgt at fremstille Danmark som et lille usselt og fattigt land. Førende for denne agitation var Tondernsche Zeitung
De plakater, som de dansksindede hængte op, blev lige så hurtig pillet ned af de tysksindede. Og ikke mange forretningsindehavere turde at sætte plakater op for de dansksindede.
Første Dannebrog siden 1864
Den 2. februar kom de engelske besættelsestropper, 60 mand. . Til tonerne af Tipparary drog englænderne gennem byen til seminariet. Forrest gik en karl fra Solvig med et stort Dannebrogsflag. Det var det første, der blev set i Tønder siden 1864.
Modtaget med Slevig – Holsten sangen
Op til afstemningen kom der tog nordfra. Men der var ingen flagallé i Tønder til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod flere hundrede tyske børn og sang:
Resultatet blev efter en valgdeltagelse på 91,4 %
Men som bekendt tilhørte Tønder 1. zone . Det var på forhånd givet at Tønder kom med til Danmark. Afstemningen var en ”en – bloc” afstemning. De dansksindede var udmærket tilfreds med at have fået 26,2 % af stemmerne. I 1907 havde man været hel nede på 4 % og ved byrådsvalget i 1919 var man på 19 %.
Tyskerne ville stjæle Dannebrog
Et flot dansk flag var foræret af flagfabrikant Weilbach fra København. Og valgresultatet blev fejret på Tonhalle. Da mødet var forbi ville en række tyskere stjæle det danske flag. En kamp på sange foregik. Tyskerne sang Slesvig – Holsten visen, mens de dansksindede gik i gang med ”I alle de riger og lande”. Der kom ikke til egentlige kamphandlinger. Der blev ringet til de engelske soldater, der kom og fik lagt en dæmper på tyskerne.
Nordslesvig ville til Danmark
Resultatet for Nordslesvig var:
Dansk i Tønders Byråd
Det vakte dog opstandelse den 24 marts i Tønder Byråd, da to dansksindede medlemmer proklamerede at fra nu af ville man tale dansk i byrådet. Skræddermester Petersen udtalte:
Uro i Tønder
Tønder Håndværkerforening ville gerne have så meget af Tønders sydlige opland med, men det var ikke så meget at gøre ved det. Fra tysk side protesterede man, og kæmpede stadig for at få Tønder med i Tyskland. Uroen kunne mærkes i Tønder. Forholdene blev tilspidset.
Der faldt lidt ro over gemytterne den 5. maj, da de danske soldater ankom. Men roen var kun kortvarig. Kronemønten blev indført den 20, maj, men toldgrænsen ved Kongeåen blev ikke samtidig ophævet. Situationen var kaotisk.
Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1.60 kr. til 2.00 kr. Formanden for handelsforeningen indkaldte til borgermøde. Man organiserede borgerhjælp.
Man forlangte at dansk politi, der lige var ankommet skulle beskytte arbejderne på værkerne. Man det ville politiet ikke, i stedet gjorde de danske dragoner det. De blev dog trukket tilbage igen efter forhandlinger med amtmanden.
Markens stadige fald gjorde ikke situationen i Tønder bedre.
Den 17. juni blev jernbanerne overtaget. Aftenen forinden dampede de sidste tyske lokomotiver syd på. Samme nat blev de nye røde danske postkasser oversmurt. Det var hvis nok den sidste tyske heltegerning.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Nej, Tommyguns er ikke genopstået. Denne artikel er fra 2008.
Efter 35 års pause spiller de igen – Tommyguns. Også en fantastisk cd er det blevet til. I 1965 var de i avisen under overskriften Med Pigtrådsmusik og Maskingeværer. Dengang blev deres musik kaldt støjende. I dag er de næsten kult, med egen hjemmeside.
Overskriften i Vestkysten var den 4.10.1965 Med Pigtrådsmusik og Maskingeværer. En af avisens journalister havde fundet vej til Tommyguns ”øvelokale”.
Af de spørgsmål han stillede, kunne man godt forestille sig, at han var af en anden genration end de unge Tommyguns – musikere.
Med Pigtrådsmusik og Maskingevær
I BT
Så vidt Vestkysten. Men i BT kom gruppen også på grund af en episode, der kunne have fået tragiske følger, hvis ikke lige en af bandets medlemmer var kørt i
en anden bil. Han fik trukket bandets medlemmer ud i den friske luft. BT skrev blandt andet:
Ikke en enlig svale
Meningen var såmænd bare at skrive om en af Tønders virkelig gode grupper The Tommyguns. Min storebror havde nogle minder om dem, og pludselig fandt vi så noget på Nettet. Min svigerinde, Annelise havde været til koncert med dem på Emmerlev Klev. En koncert, som vi troede var en enlig svale. I sig selv en god historie – lige til dengang.dk
Stort besøgstal
Men da først artiklen Musik i Tønder 3 havde været på siden gik det hurtig. Først var det min gamle overbo fra de glade dage på Lærkevej, Marinus fra nr. 23. siden var det Mac Gun Kelly himself, der reagerede. Og mange Tønder – og Højer – borgere fandt også pludselig ud af noget om Tommyguns. Det kunne vi se på besøgstallet.
Riber Rock
Oplysningerne vi havde givet, var sådan set gode nok. Vi skylder blot, at nævne, at de stammer delvis fra en ny bog: Sten Mogensen: Riber Rock,
det vidste vi ikke på daværende tidspunkt:
– Hvis din boghandler ikke har det og ikke kan skaffe den så får du den her:
R&B
– Graverne 7 – 5000 Odense C (Om bogen stadig kan fås er nok tvivlsomt)
Genopstandelse
Og det var sikkert denne bog´s skyld, at Tommyguns genopstod. For de blev bedt om at give et par numre ved en reception i forbindelse med udgivelsen af bogen. Det var den 25. oktober 2003. Efter 35 år startede man igen med en lidt anden besætning.
40 – års startjubilæum
Ved genopstandelsen den 1. maj 2004 (40 – års startjubilæum) var der en kæmpe interesse for arrangementet. Det lykkedes at samle næsten alle tidligere medlemmer af bandet. Flere måneder inden koncerten var det udsolgt.
Begejstring
Marinus skrev bl.a. dette under Musik i Tønder 3:
Fantastisk cd
Tommyguns har også udgivet en ny cd. 17 numre med Shadows, Sam Cooke, Be Gees, Cliff Richard, Trawelling Wilburys, Creedence Clearwater m.m. Det svinger, og du kan ikke sidde stille. En fantastisk oplevelse. Cd´en blev præsenteret ved et release – party på Hagges den 13. juni.
Det er tydeligt at Tommyguns er glade for Shadows. Hele 4 numre er der og den gamle redaktør drømmer tilbage til Æ Klev. Her var det hvis nok en gruppe, der hed Silverboys, der var en slags husorkester. Men Mac Gun Kellys stemme går sikkert igennem, og koret lyder flot Det gode ved cd’en er stemningen. Man
forfalder ikke til at lave en partyplade, men bevarer den gode sound.
Og det bedste nummer på cd’en er helt sikkert den ikke helt kendte Long Tall Texan. Her kommer spilleglæden helt igennem. De mange kinddanse til hollandske One way Wind bliver pludselig vagt til live igen. I toppen på cd’en er også Bring it On Home To Me. Tommyguns fortolkning af Shake Rattle and Roll er også flot.
Så kære læsere køb denne cd med Tommyguns Hit it. Hvornår kommer den næste? Men indtil videre kan denne cd kun købes i udvalgte butikker i Højer og Tønder, men ellers kan du tjekke gruppens hjemmeside.
Besøg Tommyguns hjemmeside
Mon ikke Tommyguns er ved at blive kult? Prøv at besøge deres hjemmeside www.tommyguns.dk Men hvem er de nu, disse musikanter?
Ole Warming Andersen:
(vokal) Mc GunKelly. Født og opvokset i Højer. Var den 24. februar 1964 med til at starte de oprindelige Tommyguns. Oplyser at den nye startdato var den 25. oktober 2003.
Erik Degn – Christensen: (lead guitar)
Født og opvokset i Århus. Blev indrulleret i Tommyguns i 2006 ved Radio Syds mellemkomst. Favoritter: Hank Marvin, Mark Knopfler og Chet Atkins. Det er jo bestemt ikke dårligt
Peter Skovmand (rytme guitar)
Startede sammen med 4 andre Kegnæs – gruppen: The Poor Boys. Var med i gruppen Def Cisum fra Sønderborg. I 1979 startede han The Locomotions fra Nordborg.
Klaus Uecker (bas):
Født og opvokset i det tidligere DDR, hvor han spillede i et danseorkester. Startede i 1966 i Tommyguns. Han havde 4 dage til at øve sig på 60 melodier. Da Tommyguns gik i opløsning i 67 spillede han i forskellige grupper som The Luckies, Four Silgettos og Silverboys. Har i forskellige sammenhænge spillet med Dorte Kollo, Birthe Kjær og Papa Bue.
Henning Rossen (trommer)
Født og opvokset i Højer. Medlem af gruppen Breeze i næsten 12 år. Med i Mohylas Bluesband og Jazz – Quintetten fra Aabenraa..
Kanonstemning på Torvet
Den 12. juli spillede Tommyguns på Torvet i Tønder. Vores udsatte/udsendte medarbejder Marinus Thidemann Jensen giver dette stemningsbillede:
Tak til Marinus for denne oplevelsesrige beretning. Den gamle redaktør kan endnu engang ærgre sig over, at han ikke var i Tønder.
Og kollegaerne til Tommyguns indfandt sig også på Torvet i Tønder. Således fortæller Marinus, at han så K.H. Schultze fra Locomotion og hans bror, Uwe, der lige har startet et 60ér band ved navn Substitutes, hvor blandt andet Niels Wilner Kristiansen er med. For mange år siden oplevede jeg sidstnævnte øve sig i Godsbanens bygninger ved Tønder H.
Her så man også Eddie Karstensen. Var det ikke ham, der var legetøjshandler engang?
Her var også Henning Mohyla fra Dispairs samt et par Locomotion – folk.
Locomotion spillede på Torvet den 17. juli. Men de har fået meget reklame i Musik i Tønder 2. I øvrigt kan vi lige få med at Dispairs spiller på Torvet den 8. august.
Gad vide om Mac Gun Kelly og Tommyguns igen tager til Malta for at spille og holde ferie. De behøver faktisk kun at tage guitarerne med, samt selvfølgelig ferietøjet samt koner og kærester. Anlægget låner de dernede. Hvis de tager af sted igen. Så god ferie og arbejde herfra den gamle redaktør.
Vi håber, trods computerproblemer under fotogalleri, at kunne bringe fotos af Tommyguns på Torvet i Tønder.
– Endnu en gang tak til min gamle overbo fra Lærkevej, Marinus
Se fotogalleri – Tommyguns (taget af Marinus)
Læs også:
Og måske skal vi lige nævne at her i 2022 spiller Tommyguns ikke mere Til et af mine foredrag i hovedstaden var den gamle guitarist Hilmar Fabricius mødt op.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.03.2022
Juli 24, 2008
På Frihedsmuseet overhørte jeg løgnagtige udtalelser om, hvad der foregik i Sønderjylland under besættelsen. Men hvad skete der egentlig, den dag da tyskerne kom. Det kan du læse her. Man havde to fjender, de tyske soldater og de tysksindede. For de tyske soldater var det Flødeskumsfronten, og for de tysksindede opstod tanken Heim ins Reich.
Spionage før 9. april
Allerede i 1938 havde tysker godt gang i at spionere rundt om I Danmark. En tysk udstillingsvogn fra ur-firmaet Kienzle kørte rundt. De indsamlede værdifuld viden i en bil, der vejede lige så meget som en tysk kampvogn.
Ved et mærkeligt indbrud på Socialdemokratiets kontor, forsvandt der en del dokumenter. I Sønderjylland spionerede mange tysksindede på eget initiativ.
Indtil 1937 drog hundreder af de såkaldte Wandervogel rundt med rygsæk og kikkert, og spionerede. Herman Göring sejlede ubemærket rundt i sin yacht Carin 2 og noterede vigtige informationer. Og på Kastellet samlede en tysk officer vigtige informationer.
Truslen fra syd
I Søgårdlejren var rekylgeværerne opladt med skarpe patroner. Soldaterne havde fået at vide, at tyskerne var i gang med at opbygge forsvarsværker. Ved Bov havde Grænsegendarmerne fået at vide, at de skulle være klar til at pakke deres kufferter. Allerede i marts var der store troppestyrker lige syd for grænsen.
Også fiskebilschauffører kunne berette om masser af tyske soldater.
En dansksindet sydslesviger, som var fungerende tolk i den tyske Værnemagt fortalte, at han den 7. april blev hentet om natten af en soldat på motorcykel og omgående beordret til List på Sild. Han fik her at vide, at Danmark og Norge skulle besættes.
Tyske tropper kunne ses og høres fra Danmark
I dagene op til den 9. april fløj et større dansk militærfly langs grænsen, berettede vidner fra Højer. Det var også her man den 8. april kunne høre motorlarm
over fra øen Sild. Men en hel uge inden havde tyske militærfly overfløjet Danmark.
Fra Skomagerhus ved Kollund lød meldingen, at tyske tropper havde taget opstilling i området lige syd for grænsen.
I Flensborg var der bestilt overnatning til 9.000 mand. Om aftenen den 8. april var meldingen, at der ville komme 28 troppetog til Flensborg. Tyske jernbanefolk havde fortalt deres danske kollegaer i Padborg, at noget ville ske.
2.000 soldater i Sønderjylland
I Sønderjylland var der ud over 4. Bataljon i Søgårdlejren lidt nord for Kruså en rekrutstyrke i Haderslev med tunge morterer, maskingeværer, 37 mm fodfolkskanoner, 20 mm maskinkanoner og et artilleri – batteri. Tillige fandtes styrker i Kværs og Kliplev.
I Tønder lå Fodfolkspioner kommandoens Befalingsmandsskole, mens Sergent – og Oversergentskolen lå i Sønderborg. Her var der også tre rekrutkompagnier. I Esbjerg, Rødekro og Løgumkloster var der batterier fra 14. Artilleriafdeling.
I alt var der i Sydjylland udstationeret 2.000 soldater.
På øvelse i Dybbøl
4. Bataljon 1. Kompagni, der var hjemmehørende i Søgård var på øvelse ved Dybbøl Banke den 8. april. Pludselig lød der fra en adjudant, der kom løbende
fra sin bil Prøvealarmering – Kompagniet stiller hurtigst på Søgård. Privat henvendte han sig til officererne:
Hjemturen for de 130 soldater foregik på cykel.
Alarm i Søgård
Ved hjemkomsten blev der udleveret skarp ammunition, forbindingspakker. Alle magasiner blev optalt, og maskinkanonerne i gården blev efterset. Man havde forventet en grænseovergang kl. 16 – den 8. april. Der blev stillet en 20 mm kanon op ud for Søgård. Mundingen blev rettet mod syd.
Denne kanon blev dog senere fjernet. Man fik at vide, at man ikke måtte provokere tyskerne. Styrken i Søgaard bestod i alt af ca. 700 mand.. Afværgekompagniet havde motorcykler med sidevogne, hvor rekylgeværer og 20 mm maskinkanoner var monteret. De nærmeste danske panserkørertøjer befandt sig helt i Århus. Tre delinger var udstyret med geværer fra 1889.
Afværgekompagniet havde resten af dagen ligget i flyverskjul uden for kasernen. Men hen mod aftenen blev der serveret mad, og soldaterne lagt i seng. Man måtte dog ikke tage tornystrene af. Geværerne skulle ligge ved siden af, og støvlerne måtte ikke tages af. En deling holdt vagt i samlingsstuen af gangen. Soldaterne fik at vide, at man antagelig i løbet af natten ville få ordre til at trække nord på.
Korporal eleven i Sæd
En korporal elev skulle underrette Fodfolk-kompagniet i Tønder, når tyskerne overskred grænsen ved Sæd. På motorcykel skulle han køre ind til kasernen Han blev indkvarteret 200 meter fra grænsen sammen med tre gendarmer. Kl. 22 gik han i seng. Men efter en halv time blev han vækket af vagtmesteren. Biler, motorcykler og tog kørte ustandselig blot 2 kilometer syd for grænsen. Man mente, at det snart ville ske noget.
Ingen dansk fly i sigte
Lidt før kl. 12 den 8. april modtog Luftværnsartilleriet i Røde Kro en melding om at man ikke måtte skyde, da der var danske flyvemaskiner i luften over grænseegnene. Men man så ikke nogle danske fly. Kl. 23 fik soldaterne ordre til at gå i kvarter. De boede på bondegårde i nærheden af batteriet.
Melding fra Aabenraa: fjendtligt fly
En fjernskriver-meddelelse fra Åbenrå kl. 0.05 meddelte til Sikkerhedspolitiet i København at en ukendt flyvemaskine en time forinden havde overskredet grænsen og igen var returneret sydpå.
Tre grænsegendarmer skudt
I Padborg blev tre grænsegendarmer A.A. Hansen, A.S. Albertsen og J.P. Birk kl. 4 mødt af tre civilklædte tyskere ved viadukten. Da gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen, svarede de Til banegården og skød efter de tre gendarmer. Den ene døde øjeblikkelig, de to andre blev alvorlig sårede og døde dagen efter.
De tre tyskere skulle forhindre, at jernbaneviadukten blev sprængt i luften.
Tønder Kaserne alarmeret
Kl. 4.15 havde de tyske soldater fra den 11. Motoriserede Skyttebrigade kørt over grænsen ved Sæd. Brigaden skulle nå Ålborg Lufthavn i løbet af dagen.
Korporal-eleven skyndte sig mod Tønder på motorcyklen til Tønder Kaserne. Det førte til øjeblikkelig alarmering. Han fik besked på, at køre tilbage, for at se, hvor vidt de var nået. Men de første var allerede nået ind til byen.
Mens de tyske invasionsstyrker kørte op foran kasernen forsøgte oberst Paulsen, at holde tyskerne hen. De danske soldater forsvandt ud af bagdøren og etablerede en række forhindringer nordligere ved Abild, Sølsted og Bredebro.
Søgård alarmeret
Ved Kruså nåede vagthavende at ringe til Søgård:
Det var 401. Regiment af 170. Division under generalmajor Witte, der overskred grænsen. I alt overskred 15.000 mand de syv grænseovergange. I Søgård blev der befalet Til cyklerne. De fleste kørte mod Bjergskov nord for Søgård. Andre kørte syd på til Lundtoftebjerg, et par kilometer syd for Søgård.
I Bjergskov undrede soldaterne sig over, at de havde bedre dækning. Samtidig undrede det dem, at der ikke var kommet forstærkning nord fra.
Ingen modstand på Rømø
Rømø blev besat af tyskerne, der kom i lystfartøjer. Der var ingen modstand, heller ikke fra de 80 grænsegendarmer, der befandt sig på øen.
Lundtoftebjerg
Ved Lundtoftebjerg rykkede tyskerne frem med motorcykler, pansrede opklaringsfartøjer og kampvogne. Stedet var langet fra ideelt for et forsvar. Der blev sendt et par varselsskud forbi de tyske tropper, der øjeblikkelig stoppede.
Derefter åbnede danskerne mere kraftig ild. Den forreste panservogn blev straks ramt, og den anden sat i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen. En tysk tank blev ramt af en 20 mm projektil, men den prellede bare af.
De 19 danskere foretog et hastigt tilbagetog til den øvrige deling ved Bjergskov, stærk forfulgt af tyskerne.
Delingen blev beskudt fra luften, og soldaterne kunne se, at det var et dansk fly, udsendt fra Værløse. Senere blev de beskudt af tyske jagerfly. Ligeledes blev man beskudt af panservogne.
De fleste danske soldater bliver omringet af tyskerne. Det lykkedes for nogle at flygte. En dansk soldat blev dræbt
Fly ved Rødekro
Kl. 5.15 alarmerede vagtposterne batteriet. I Rødekro. Der var kommet en flyver tæt på batteriet. Da der var affyret 3 skud, råbte telefonvagten Der må ikke skydes på den flyver.
Flyet måtte nødlande omkring Skærbæk. Bag nedskydningen stod Tage Petersen. Han meldte sig som glødende antikommunist da Nazityskland angreb Sovjetunionen. Han velsignede det nye Frikorps Danmark og blev senere en meget aktiv Hipo – mand. Fra helt til antihelt. Kl. 6.30 kom en tysk panserværnsafdeling og besatte batteriet.
Sølsted
Forinden var den første panservogn, der kom til Sølsted ramt af et projektil. De danske soldater blev nu beskudt oppefra. Ved Abild var to tyske panservogne blevet ødelagt af en enkelt 20 mm maskinkanon.
En times kamp ved Bredebro
Ved Bredebro var der foretaget vejspærring. Danskerne åbnede ild mod tyskerne, der stoppede deres fremmarch kortvarig. De fik nu støtte fra luften. En dansk styrke på 50 mand havde holdt tyskerne tilbage i en time.
Slaget ved Bredevad
I Bredevad blev to tyske soldater taget til fange. Men tysksindede gårdejere afvæbnede et dansk kompagni i Kværs
En tysk panservogn ved Bredevad blev mødt af to fuldtræffere. Den endte på tværs af vejen. Den danske maskingeværstilling blev ødelagt og skytten dræbt af tyskerne med skud i hovedet. Hjælperen blev ramt i brystet og døde to timer efter. Yderligere to tyske militærkørertøjer blev ramt. To danske soldater måtte på sygehus ramt af granatsplinter. Resten af soldaterne blev taget til fange, og bevogtet bag pigtråd på en åben mark – af tysksindede sønderjyder.
Hokkerup
Kl. 5.10 var Afværgekompagniets halvdeling i stilling ved Hokkerup. Kl. 5.20 blev man angrebet at tyske panservogne. Kort tid efter var kampene i gang. Tre panservogne blev gjort ukampdygtige, men to danske soldater måtte lade livet. Pludselig var man omringet af 100 tyske soldater. De sårede kom under behandling.
Ordren, som Sønderjylland ikke modtog
Kl. 6.20 udgik kapitulationsordren til Hærens forskellige garnisoner, kaserner m.m. Men budskabet var ikke nået Bjergskov. Ja faktisk kæmpede de i flere timer efter, at ordren var givet.
Skud i Aabenraa
Kl. 6.45 rykker tyskerne ind i Aabenraa, nu med kampvogne forrest. En mælkedreng var lidt for nysgerrig. Han blev ramt af en tysk kugle, og døde på stedet. Tyskerne skød efter danske soldater på motorcykel, antagelig personel fra Søgård.
Dræbte i Haderslev
Ved Haderslev opstod en træfning kl. 7.15. En 37 mm fodfolkskanon blev opstillet på hjørnet af Hertug Hans Gade og Åbenråvej. Soldaterne blev hurtig beskudt og deres kanon blev sprængt. Resultatet var 2 dræbte og 4 hårdt sårede.
Ved kasernen fortsatte skyderierne. En kampvogn blev ramt og kørte ind i et hus og en tysk motorcyklist blev dræbt.
Først kl. 8 nåede budskabet om at overgive sig til Sønderjylland. Da var der allerede adskillige dræbte og sårede.
Mange steder i det sønderjyske blev de tyske soldater modtaget som befriere. Hjemmetyskere fungerede også som selvbestaltede færdselsbetjente i hjemmelavede uniformer og ledte tropperne på vej. Gaver og frugt blev også i rigelig grad overrakt til tyskerne. Det udnyttede den tyske propaganda, og fortalte Verden, at i Danmark var de velkommen.
Sønderjyder spytter på danske soldater
De tilfangetagede danske soldater ved Bjergskov blev mødt med spytklatter af danske nazister, der havde hagekors på cykel og uniform. På et tidspunkt blev de for meget for de tyske officerer.
Tab på begge sider
De danske tab var 11 soldater, 3 grænsegendarmer og 2 luftpersonel. 20 soldater var blevet såret og nogle enkelte civile var blevet dræbt. De tyske tab har aldrig officielt været offentliggjort, men uofficielle kilder nævner 180 faldne tyske soldater.
Tysksindede provokerer
Tysksindede nordslesvigere havde brugt lejligheden til at fremkalde provokationer i Tønder, Haderslev og Aabenraa. Det var også et tilløb til det i Sønderborg. Det skete efter, at det tyske mindretal havde forsikret om deres absolutte loyalitet.
I Nordschleswigsche Zeitung kunne man på forsiden læse, at de tyske tropper blev hilst med jubel af den hjemmetyske befolkning:
Tyske aviser: Strålende modtagelse i Danmark
I Hamburger Fremedenblatt kunne man læse følgende beretning fra Sønderjylland:
Flødeskumsfronten
Mange tyske soldater havde fået at vide, at det var den danske regering, der havde bedt tyskerne om hjælp, fordi danskerne var bange for at blive besat af englænderne. Tyskerne fremviste deres proviant for pressen, og flere godstog med mad blev sendt op til Danmark. Man ville ikke lægge Danmark for last.
Det skulle så vise sig, at Danmark blev et stort tag selv bord. Nogle af de første ord tyskerne lærte var flødeskum. Flødeskumskager og wienerbrød blev i rigelig
mængder fortæret af de tyske tropper, ikke uden grund blev Danmark kaldt for Flødeskumsfronten.
I Padborg forsøgte en ung mand at gøre noget mod tyskerne. Fra hans hjem kunne han se alle tyske tog. Han forsøgte at hælde sand i alle smørehullerne. Han blev opdaget af en tysk soldat, og fik en ordentlig endefuld over hans knæ.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juli 24, 2008
Det var en alpehytte på en mægtig ”bakke” i Tønder. Her var ringridning og keglen. Her blev man optaget i ”Burschenshaft”. Har samledes vi efter ”Ræveløb”, og her holdt Tønder Båndamatørklub til. Schützenfest blev også afholdt her. Engang optrådte Defenders her. Mange dejlige minder knytter sig til stedet. Og efter at artiklen blev skrevet har jeg også holdt foredrag her.
Atter engang vender vi tilbage til dette forsamlingshus, eller hvad vi nu skal kalde det. De flittige læsere har allerede opdaget, at undertegnede har et vist forhold til dette sted. Det var her vi gik til pigtrådsbal. Her spillede bl.a. Defenders. Her spillede også adskillige jazz – orkestre. Og her holdt Schützenbrüder til, når de havde deres årlige sammenkomst. Så kom de fra hele Nordtyskland. Musikken var kommet til Tønder. Inde bag på grunden blev der så skudt. Jeg fik også lov til det. Min onkel Jacob var ivrig skyttebror. Min anden onkel Pulle har ofte spillet musik for Højer Brandværnsorkester her.
Tønder Båndamatørklub
Under scenen holdt Tønder Båndamatørklub til. Vi havde indrettet et lille studie, og lavet udstilling med 4 – spors spolebåndoptager. Det var sjovt. Vi havde konkurrencer i at lave de bedste lydeffekter. Her lavede vi også blindebånd. Og til det formål optog vi et par julemelodier med det legendariske orkester
The Arrows. En udstilling af vores båndoptager samlede faktisk ret mange mennesker.
Hvor er Jens Peter og Dorthe?
Var det ikke også her på Schweizerhalle, at min gode ven Jens Peter fra Skive blev varm på Dorthe fra Rudbøl. Jeg besøgte dem et par gange i Vejle. Hvad mon det er blevet af dem? Vi havde en dejlig fest i Rudbøl engang og var på bytur i Skive, men det er jo en helt anden historie.
Et foredrag på æ Sproch
Et oldebarn til en af de tidligere værter på Schweizerhalle har henvendt sig her til redaktionen. Jeg hjalp ham med at finde et foto af hans oldefar. En sjov oplevelse.
Da jeg holdt foredrag om Æ Kachman, æ Knippelpiche å åll de anne i Tynne omtalte jeg en brand på Schweizerhalle i 1908. En af de tilstedeværende, kunne huske at et familiemedlem havde omtalt denne brand.
Efter Ræveløb
Det var også på Schweitzerhalle vi nogle gange forsamlede os, når vi i de sønderjyske walkie – klubber havde kørt ræveløb omkring Tønder. Da var jeg for længst fraflyttet Tønder og boede i Aabenraa.
Den sidste bytur
Man havde let til en lille tår i Tønder i gamle dage. Det har man vel stadigvæk. Vi havde en sport om, hvor mange gange, vi kunne nå en omgang i Tønder. Men vi har aldrig nået mere end en. Det gjaldt om, at vi kun måtte få en enkelt Gewessen hvert sted. Sidste gang, vi prøvede måtte vi give fortabt foran Posthuset. Men det fordi, at Ingolf havde fundet en flaske vodka frem
Gamle minder om Schweitzerhalle
Men man siger ofte, at det var markedsgæsterne, der var skyld i drikkeriet i Tønder. Men det var nok ikke hele sandheden. Der var masser af traktørsteder. Redaktør Skovrøy sagde engang:
Lærer Niels Peter Olsen, der var elev på seminariet siger i sine erindringer:
Altona nedbrændte i 1947
Altona, der lå ved vejen mod Møgeltønder, nedbrændte i 1947. Men der var den for længst ophørt med at være kro. Schweizerhalle vedblev med aktivisterne i mange år. Men hvordan begyndte det egentlig?
En alpehytte i Tønder
Lohmeyers arvinger solgte i 1861 grundstykket, Nord – øst kvarter nr. 103 til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Her blev bygget en lagerkælder til øl og is og anlagt en kæmpe jordhøj. I det flade marskland kunne man godt forestille sig en schweizisk alpehytte. En keglebane, en ringriderplads og rejsestald
blev også opført. En tribune blev rejst, og byens musikkapel gav jævnlig koncerter her.
En løftet finger mod seminaristerne
Ret hurtig blev Schweitzerhalle samlingssted for skyttebrødre, ringriderkorpset og andre foreninger. Men også seminaristerne faldt for stedet. Det blev deres foretruknesamlingssted. Men det var ikke alle der var lige begejstret. Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen udtalte således i 1894:
Optagelse i ”Burschenschaft”
Når seminaristerne mødtes, startede man med et foredrag, som en af eleverne skulle holde over et udvalgt emne. Så tømtes ølglassene efter nøje fastsatte regler. Dette var fastsat i et trykt reglement. Lokalet blev fyldt med tobaksrøg, og lystigheden fortsatte med muntre sange fra en visebog.
Adskillige ceremonier hørte til. På Mikkelsaften skulle de nyankommende optages i ”Burschenschaft”. Gamle elever sad i diplomatfrakke forsynet med et mægtigt skæg foran et eksamensbord og stillede de stakkels nyankommende ”åndsløse” spørgsmål.
Det handlede om de nye kunne omgås øl og tobak. Som amtskonsulent Svendsen udtrykte det:
50 – års rammer nedbrændt
En ungersvend fra Als beskrev en sammenkomst på Schweitzerhalle på en anden måde:
I næsten 50 år dannede lokalerne rammerne over disse begivenheder. Men en augustdag i 1908 måtte seminarister og andre godtfolk i Tønder konstatere at lokaliteterne blev forvandlet til aske.
Den 14. august kl. 15.30 opstod der ild i bygningen. Alarmeringen blev forsinket grundet misforståelser. Den eneste brønd i nærheden kunne ikke levere nok vand. Brandvæsnet måtte nedrive en del, så branden ikke skulle bredde sig.
Det lykkedes at redde stalden og husets indbo. Men en del fotografier af forskellige elevgrupper gik tabt.
Jordhøjen nedbrudt
Kælderen blev reddet. I en årrække blev den anvendt som oplagsrum for bryggeriets beholdning. Her blev is-beholdningen også opbevaret. Det hentede man på Østblegen som bryggeriet havde købt for 7.800 Mark i 1898.
Jordhøjen som var byens højeste ”Bjerg” blev brugt af ungdommen som kælkebakke.
I begyndelsen af 20’erne blev jordhøjen nedbrudt og anvendt på sygehusets grund. Også kælderen blev nedbrudt.
Men allerede den 7. april 1909 var der blevet holdt rejsegilde over et nyt Schweizerhalle. Den lokale avis kunne berette om, at denne restaurant også ville blive
en seværdighed, hvis lige man ikke ville finde i amtet.
Et foredrag for min tidligere klasselærer
Og det var så her jeg nu for efterhånden holdt et foredrag for en meget fuld sal. Det var “Aktive Kvinder i Tønder” under ledelse Fru Johansen – min gamle klasselærerinde, der havde bedt mig om at holde et to – timers foredrag om Tønders Historie “å æ Sproch”. Det var en kæmpe oplevelse sådan en torsdag aften.
Kilde:
Hvis du vil vide mere?
Redigeret 17. – 03. 2022
Juli 24, 2008
En højtuddannet læge med utraditionelle behandlingsmetoder kom til Højer 1867. Manden, der hed Jersild fik efterhånden kult – status, og folk valfartede til ham. Han var dog bange for at blive begravet levende, og var en af de første der blev lig-brændt herhjemme. Læs her hvordan han fjernede en jernsplint i øjet, kurrerede tarmslyng og beordrede koldt-vands-kure i Vadehavet.
I 1867 fik Højer en ny læge. Theodor Jersild var søn af en vekselerer og havde uddannet sig i Kiel. Da han var med uddannelsen rejste han rundt i Tyskland, Frankrig og England, hvor han fik suppleret sin uddannelse hos disse landets mest ansete læger.
12 år senere blev Jersild afløst af apotekersønnen Nagel fra hjembyen Højer.
Rejsende med skærende instrumenter
Jersild var en elegant skikkelse, der altid gik sortklædt med udskåret vest og skinnede hvidt linned. Han havde en bred pande med en skaldet isse. Han var slagfærdig og havde nogle drastiske helbredelsesmetoder.
Da han ankom, havde Højer kun en gæstgivergård. Værtinden var måske lige lidt for nysgerrig. Derfor spurgte hun:
Hun havde endnu ikke fundet ud af, at det var byens nye læge.
Der røg mandlerne
I skænkestuen lagde Jersild mærke til at en af hæwingerne ikke kunne få te-punchene ned.
Vent et øjeblik, sagde han og gik op på sit værelse efter nogle instrumenter. Han bad nu manden om at åbne sin mund. Inden alle gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede han manden på skulderen og sagde:
Og sådan gik det. Der røg sikkert et par ekstra ned.
Det hvide vendte ud af øjnene
Da han blev op søgt af byens smed, der havde fået en jernsplint i øjet, lagde han et reb om halsen på ham og hængte ham op i en krog, så den store smed var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.
Sådan helbreder man tarmslyng
Da han i 1879 tiltrådte sin gerning i Tønder, blev han tilkaldt til en patient i Bredebro, der led af tarmslyng. Han beordrede patienten lagt på en skrumlende ”kastenvogn”, der i voldsom fart skulle køre til Flensborg. Jersild sagde, at han der skulle på operationsbordet. Vognen nåede dog kun til Tønder. Under rysteturen var smerterne forsvundet. Men den havde lægen regnet
ud.
Koldt-vands-kurene i Vadehavet
Rygterne bredte sig. Også hans koldt-vands-kure. De gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture ved ebbe i Vadehavet. Derfor blev der i sognene anskaffet baderekvisitter, og der blev uddannet sygeplejerske, der fik lært at bruge termometer og bad.
Der har I Moses og profeterne, sagde han for at understrege, hvor vigtig disse kure var. Resultaterne udeblev heller ikke.
Han foretrak, at operere i det fri. Han mente, at vesterhavsluften ikke indeholdt mikrober, der var farlige for sår.
Kultstatus
Han indførte mave-punpen, gips og stivelsesbandage og foretog vellykkede øjne – og øreoperationer. Efterhånden havde han opnået kultstatus og folk kom langvejs fra. De ventede i dagevis, og mente, at han kunne kurere alt.
Et frisindet sprog
En dame, der led af en håbløs sygdom havde af sin læge fået at vide, at hun skulle drikke en kaffepunch hver morgen. Da Jersild hørte dette råd, udbrød han En kaffepunch, Nej min gode kone, De skal skam ta´ to.
Hans frisindede sprog kunne godt for hæwringerne og det pæne borgerskab op af stolene.
Recepten på ryggen
På apoteket i Højer kom en mand en dag for at hente medicin. Han gik hen til skranken, og vente sig samtidig om. Apotekeren så da, at recepten var skrevet med kridt på hans ryg. Han havde været under Jersilds behandling. Og i det fattige hjem i Højer var der mangel på almindeligt skrive-materiale. Så denne metode, var den eneste udvej.
Overpris betalte for den næste
En rig marskbonde ville betale for en behandling. Jersild svarede, at det kunne vente til senere. Den stædige bonde blev dog ved. Jeg betaler kontant. Jersild svarede Javel da, det bliver lige 100 Mark. Bonden udbrød forundret 100 Mark. Ja, sagde Jersild, hvis De ikke har så mange, så lad bare vente.
Bonden lagde modvilligt pengene på bordet. Nu kom en fattig mand i samme ærinde, og han ønskede også at betale.
Deres regning er betalt min gode mand, svarede lægen til denne mands forundring. Jo kan de se den tykke mand derhenne på gaden, sagde han og førte den fattige mand hen til vinduet.
Et frimærke på tungen
Da han var i gang med at skrive et brev, trådte en ældre kvinde ind. Jersild bad hende om at række tungen frem. Derpå tog han et frimærke og vædede det på den fremstrakte tunge. Et sådan påfund blev sikkert modtaget med forbavselse af høwringerne.
Hvornår vil De have Deres vinterkartofler?
Nogen gang gik det lidt for hurtig hos læge Jersild. En bondekone kommer ind. Hun bliver straks beordret til at smide tøjet. Hun så meget desorienteret ud.
Ingen gravskrift– ligbrænding
Jersild var en rigtig selskabsløve. Drikkevandet var den gang ret sundhedsfarligt, men han forstod at slukke tørsten på anden vis.
En af de gode venner var redaktør Skovrøy. En aften sad de på Skyttegården i Tønder. Her fortalte Jersild, hvad der skulle stå på hans gravskrift:
Den 17. november 1904 døde Jersild. På hans ældre dage var han bange for at blive levende begravet. Han havde aftalt med en sine venner dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære pulsårerne over, når han havde hørt om dødsfaldet. Han havde stillet ham en belønning på et par tusinde Mark i udsigt. Men de penge kom aldrig til udbetaling. Som en af de første i landet, ønskede han ligbrænding.
Det var måske mærkelig, at sådan en læge slog ned ved vestkysten. Men mon måske var det hans frihedstrang, der førte ham hertil. Og Hæwringerne og den fra Tynne vænnede sig efterhånden til hans utraditionelle metoder. Og det mærkelige læge fra Højer blev faktisk meget afholdt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.12.2021
Juli 24, 2008
Bønderne havde det ikke let. Møgeltønder var nærmest en købstad. Og i Tinghuset havde de travlt. Fem dødsdomme på fem år. De onde grevinder var upopulære. Kvægpesten var en blå tåge, en straf fra Gud for menneskelig synd og ondskab. Schackenborg kan spores tilbage til et ”borgværk” fra omkring 1050
Møgeltønder har været en betydningsfuld by allerede meget tidlig i historien. Måske har man haft direkte adgang til Vidå. Man er da lidt uenig. Geologer kan
fastslå, at Vidåens gamle løb ligger ca. 2 km syd for byen.
Helt op til 1700 – tallet har der været skibe, der har været hjemmehørende i Møgeltønder og søfolk har boet her op til 1800 – tallet.
Borg siden 1050
I Møgeltønder har der siden midten af 1050’erne ligget en borg. Desuden er der tilsyneladende foregået en del omkring det sted, hvor kirken nu ligger. Antagelig har der her været et kultsted i den tidligere historie.
Bispegård siden 1200 – tallet
Bispegården kendes skriftlig allerede fra 1200 – tallet. Den blev udbygget som borg og fæstning. Ofte blev den angrebet, og det er ganske sikkert også gået ud over borgerne. I 1434 blev borgen igen angrebet og blev slemt medtaget. Ribebispen genvandt den og fik den genopbygget.
Mange ombygninger
Vi ved, at den i 1417 var omgivet af en ringmur. Lensmand under Erik af Pommern, Morten Jensen Gyrslinge, har skrevet dette i et Forlens-brev.
I 1550’erne renoverede Detlef Ahlefeldt bygningerne og foretog mange reparationer. Fra synsforretninger i tiden 1600 – 1655 kender vi lidt til størrelsen:
Til adskillelsen mellem borgergård og staldgård var der yderligere et plankeværk. Ringmuren omkring borgen forfaldt dog noget i middelalderen. I baggården, der hvor Schackenborg nu ligger, lå der et grundmuret stenhus, cirka 23 fag langt og 2 stokværk høj. I Schackenborgs sydfløj kan man antagelig finde rester af dette. Her lå den store fruestue, fem sovekamre og et jomfrukammer forsynet med låse.
Nord for dette beboelseshus lå der i den nuværende slotsgård, et stort grundmuret firkantet og tre loft høje tårn med ”saddeltag”. Dette blæste dog ned ved en oktober-storm i 1643. i selve borgergården lå yderligere et par bygninger.
I Staldgården mod syd lå der i 1639 mod syd en stor port-bygning, som var opført af bindingsværk. Mod nord i staldbygningen lå en hestestald til lensmanden og hans medhjælpers heste. Det var ligeledes opført i bindingsværk.
Øst for staldgården, hvor der i dag er gartneri lå ladegården som i 1639 udgjorde et kæmpe kompleks. Det var en firelænget gård. Men meget tyder på, at denne
gård ofte har skiftet udseende. På østsiden af ladegården gav en bro adgang til Ladegårdsmarkerne og landevejen.
Torsteinsson ødelagde det hele
Da den svenske general Torsteinsson kom forbi, ødelagde han en masse. Lensmanden måtte derfor udleje det meste af jorden til fæstebønderne. Disse fæstebønder blev også tvunget til at genopbygge avlsbygningerne og selve slottet.
Hoveri i Møgeltønder
Modsat beboerne inde i Tønder, så måtte bønderne inde i Møgeltønder allerede fra Middelalderen yde hoveri. I 1233 omtales dette.
Bemyndigelse til at straffe
I sidste halvdel af 1500 – tallet voksede kornpriserne. Derfor blev en del gårde omkring Møgeltønder inddraget. Bønderne klagede over det uvæsen. Men lensmand Claus Rantzau klagede til kongen. Og denne gav lensmanden ret til bøndernes store utilfredshed. Han fik også bemyndigelse til afstraffe de bønder, der var genstridige, og det benyttede han sig sandelig også af.
Kronen overtager
Bendix Rantzau købte lenet i 1583. Han fortsatte med at straffe bønderne. De klagede til kongen, og han nedsatte en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men adelen og kongedømmet holdt sammen. De stakkels bønder måtte parere ordre.
Men de var stædige, de der bønder. I 1599 klagede de igen. Denne gang lyttede kongen, og Rantzau fik en irettesættelse. Kort efter overtog kongen igen lenet, og den ny lensmand, Albert Friis fik pålæg om, at bønderne ikke måtte få flere byrder.
Men Rantzau spøgte stadig. Han forlangte, at bønderne skulle betale de bøder, han nu engang havde pålagt dem. Rantzau var også i strid med ærkedegnen i Ribe. Omkring 1600 var der i Møgeltønder 22 helgårde og 5 halvgårde og 46 huse. Kejserkrigen og andre ulykker reducerede dog ikke dette antal væsentlig.
Hans Schack overtager
Feltherre, Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661. Det var en belønning for hans indsats mod svenskerne. Det lykkedes for ham og den københavnske befolkning at modstå belejringen af hovedstaden. Hvis du nu skal være helt korrekt, m.h.t. overtagelsen, så var det som vederlag for Troskab og villig
Tjeneste. Feltherren købte godset i 1661. I de følgende år opkøbte han store jordstykker. Grevskabet Schackenborg fik dog først erektionspatent i 1676. Det var et halvt år efter Hans Schacks død.
Hans Schack tilhørte en ældgammel nordtysk adelsslægt, hvis stamfar allerede nævnes i 1162. Længe sad slægten på godser i Lauenburg og Mecklenburg. Sammen med Møgeltønderhus erhvervede han også Gram og Gisselfeld på Sjælland.
Det var en stor ombygning, der blev foretaget. I 1666 opdagede man, at loftsbrædderne var hugget forkert. Tømmermesteren havde ikke ført ordentlig tilsyn. Men det var et storslået bygningsanlæg han fik anlagt. Et trefløjet slot med en masse bygninger ved siden af. Oprindelig var slottet opført i rødstensmurværk.
Belastende udgifter for bønderne
Landegildet, som var en slags skat skulle nu betales i kontanter. Endvidere skulle man betale leje af Slotsmarken. Bønderne skulle endvidere betale hartkornsskat. Store militærleverancer i sidste halvdel af 1600 – tallet og i begyndelsen af 1700 – tallet var også belastende for bønderne.
Kådnere og husmænd havde ingen magt
Antallet af kådner-huse voksede, og da Slotsgade blev anlagt kom der yderligere fart i anlæggelse af huse. I Sønderbyen var der 60 huse i 1778.
Det var kun gårdmændene der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kanderne havde ikke den ret. Indflydelse ved den såkaldte ”Grand-møder” havde de heller ikke. De måtte arbejde sig til græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner kniplede, og døtrene blev taget tidlig ud af skolen, for at de også kunne tjene penge til familien ved at kniple.
Grevskabet fanger østers
Grev Schack benyttede sig også af sine privilegier med hensyn til østersfangst. Det havde grevskabet helt til 1802. Da blev privilegierne lejet ud. Rettighederne udløb faktisk først i 1937.
Oprør fra bønderne
Ladegårdsbygningerne blev genopført i 1661, og inspektør Nicolaj Tych genindførte ladegårdsdriften. Gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen blev inddraget. Bønderne blev beordret til at pløje det store område. Samtidig hævede Schack bøndernes afgift. Det afstedkom et nyt oprør fra bønderne i Møgeltønder. (Se artiklen Oprør i Møgeltønder).
Også udskrivning af landmilitsen vakte mishag. I 1718 – 25 rejste bønderne igen sag mod Schack. Brødrene Hans og Anders Hansen kørte bøndernes sag. De vandt også nogle sager mod præsten (Se artiklen Præsten fra Daler).
Bønderne taber sagen
Bønderne tabte sagen mod den onde grevinde Anna Sophie Schack født Rantzau. De fik dog afgifterne nedsat, men nægtede at betale. Grevskabet foretog derefter tvangsudlæg hos dem.
Kvægpest
I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønder i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. 177 kreaturer, som var mere end halvdelen måtte lade livet.
I et brev fra 1745 fortæller inspektør på Schackenborg, Lûtken;
I alt døde der på Schackenborg 3.131 kreaturer. De senere angreb af kvægsygen i 1750’erne og 1770’erne syntes ikke at være så alvorlige. Det blev dyrt at købe erstatningskvæg. Det kunne også godt mærkes at Møgeltønders agerjord manglede gødning fra kvæget..
Man opfattede det som Guds straf for menneskelig synd og ondskab. Der blev holdt særlige bodsgudstjenester og afsunget den salme, som Brorson havde skrevet til lejligheden.
Bønderne får rettigheder
Ved et møde i 1746 enedes bønderne med herskabets tilladelse en udskiftning af noget af agerlandet. Da bønderne selv havde indflydelse på resultatet, skete der ikke en udflytning. Måske er det årsagen til de mange velholdte huse og gårde i Møgeltønder.
I 1770 blev Slotsmarken afhændet for højeste bud. Det var årsag til at bønderne fra 1775 kunne kalde sig arvefæstere. Selvejere blev bønderne først i 1800 – tallet. Ifølge folketællingen i 1787 boede der i Møgeltønder 805 indbyggere. Deraf var 52 håndværkere.
Grevskabets storhedstid
Grevskabets storhedstid var vel nok i midten af 1700 – tallet. En omfattende istandsættelse af slottet blev foretaget. I 1755 blev der plantet lindetræer. Et storslået rokoko – anlæg blev oprettet. Avlsbygningerne blev nedbrudt i 1771
En hoved-restaurering i 1878 forandrede slottet væsentlig. Her fik hovedbygningen nyt midt-risalit og port-bygningens facade-kviste udstyredes med cememtdekorationer, der svarede til sandstens-smykningen på slottes sidefløje. Samtidig blev port-bygningens stråtag udskiftet med tegl.
Sønderhaven
Sønderhaven blev anlagt i 1690’erne af grev Otto Didrik ’s enke og er siden omlagt. I 1765, i begyndelsen af 1800 – tallet og atter i 1880. Midt i haven anes
en høj. Den kaldtes Carolinehøj. Omkring 1700 – tallet var her et ottekantet lysthus.
Den berømte Slotsgade
Om den berømte Slotsgade fortæller Pontoppidans Atlas omkring 1757:
Tinghuset
Tinghuset i Møgeltønder stod færdig i 1748. Den bestod af 8 fag , 24 alen lang og 16 ½ alen bred.. I Tinghuset hang fire malerier forestillende de 4 første grever. Fængslet eller fangetårnet lå nord for Tinghuset
Lige øst for Tinghuset var der en plads, der var indhegnet. Her stod en kag og en gabestok, samt et ”roll – huus” og en træhest. Er der nogen af læserne, der
ved hvad et ”roll – huus” er?
Her på Tinget blev både store og små sager afgjort. Indtil 1683 efter den strenge Jyske Lov, derefter Christian den Femtes Danske Lov.
Den mest grufulde sag for dommeren var sikkert sagen mod sognepræsten, provst Laurids Thomsen, han hustru og datter. De blev dødsdømt for, at provsten ved hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Han blev i 1614 brændt, mens hustruen og datteren slap med den noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, som havde haft et utilstedeligt forhold til provstekonen blev idømt kæmpebøder.
Overinspektør Nicolai Tych´ s tjener kom i 1669 til skade for at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen blev han erklæret fredløs. En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling og blev for ran og tyveri dømt til at blive hængt.
En 15 – års dreng blev 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde. En mand og kvinde dødsdømmes 1673 for hor og fødsel i dølgsmål. Jo de havde sandelig travlt i Møgeltønder. På fem år blev 5 dømt til døden og 2 gjort fredløse.
For tyveri blev flere dømt til hudstrygning og brændemærkning. Kagemanden og træhesten stod heller ikke ubenyttet hen. Retterstedet lå for resten ved Møllevej.
Schackenborg i dag
I dag udgør Schackenborgs jorde ca. 1.900 tdr. Land, hvoraf 420 tdr. Land er skov. I 1670’erne var det oppe på 3.000 tdr. Land. Det sidste store opkøb blev gjort lige før århundredeskiftet.
Den sidste Schack havde ikke midler til at gøre noget alvorligt ved en ny-renovering. Det måtte den nuværende ejer så gøre. Og ejeren var igen kongehuset
I Møgeltønder er man også glade for den nye ”grevinde”. Man tænker ikke tilbage på de ”onde grevinder” Ja og så opnåede man sandelig også en ny grevinde. Men ak, nu er det slet ikke nogen kongelige tilbage på Schackenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022