Mathilde Sonne Søndergaard er 13 år, og har skrevet disse interessante synspunkter om Ungdomshuset på Jagtvej 69. Artiklen er fra 2008

Det er vigtigt, at tænke på alt det gode, der foregik i Ungdomshuset. Det er ret ofte, at folk glemmer at se det ud fra de unges situation. Da jeg var ude at se, hvor huset før havde stået, blev jeg i dårlig humør. Det var kun en stor mudret plet, fyldt med affald. De unge gik alt for vidt og kastede med brosten mod Politiet. Mild sagt var det et rent mareridt på Nørrebro i dagene efter rydningen

Ungdomshuset på Jagtvej 69 har været meget på debat i 2007, da man valgte, at sælge huset, til en kristelig menighed, der derefter rev huset ned. Det var engang et opholdssted, som mange unge glædeligt hang ud i efter skole eller når de bare havde lyst til, at lave noget sammen med andre unge på deres egen alder. Men det var faktisk desværre ikke deres eget hus. Det var nemlig et de havde besat for mange år siden. Det ved de fleste mennesker i Danmark,
fordi de enten har læst det i avisen, nogen har hørt det i radioen, og andre har set det i Tv’et. Men hvad skete der egentligt? Hvad er grunden til, at der nu kun er en tom plads på Jagtvej 69, hvor der før stod et ungdomshus?

Hvorfor solgte man overhoved huset? Hvad lavede de unge egentligt derinde, hvilke aktiviteter var der? Hvornår besatte de stedet? Og hvem startede egentligt hele den ballade der bredte sig, da ungdomshuset blev solgt og revet ned??

Det har jeg længe gerne ville vide, og emnet har interesseret mig over længere tid. De eneste forestillinger jeg rigtig har gjort mig om ungdomshuset indtil nu, er hvad jeg tror eller har hørt. Min forestilling er f.eks. at brugerne af det nu nedrevne ungdomshus meget var unge mellem 15 og 18 år. Jeg forestiller mig også,
at stedet var et sted hvor mange unge kom for, at finde venner, snakke med nye ukendte personer, og bare komme lidt væk hjemmefra; væk fra skænderier med forældre, huslige ting der skal gøres, og den kedsomhed nogle unge føler, når de sidder alene der hjemme.

Derfor tror jeg at det engang eksisterende ungdomshus, har hjulpet mange unge mennesker til at komme i kontakt med nye mennesker, at snakke og hænge ud med. Men hvad der faktisk foregik og skete med huset ved jeg endnu ikke, Derfor har jeg nu skrevet denne rapport om det ungdomshus, der engang lå på Jagtvej 69.

Ungdomshuset, også kaldt Ungeren, lå på Jagtvej 69 på Nørrebro i København. Det har været kendt som tilholdssted, for forskellige grupper af unge fra 1982-2007. Mange af de unge der kom der, var tit nogen der tog stor afstand fra det etablerede samfund, og lavede masser af graffiti, og hærværk. Da de unge besatte
huset stod det tomt, og det var kommunen der ejede det. Det var dog stadig ikke lovligt at besætte det, men det skabte på dette tidspunkt ingen uroligheder eller problemer.

Huset blev faktisk bygget/opført som Arbejdernes Forsamlingshus i 1897, og Skov- og Naturstyrelsen meldte det bevaringsværdigt. De ejede bygningen over længere tid, men senere flyttede de derfra, og huset stod tomt i flere år. Det var i denne periode, hvor de unge besatte huset. Den bevaringsværdige status blev
dog ophævet i 2001 af Kulturvarestyrelsen. Da det havde stået tomt i flere år, solgte politikerne huset til firmaet HUMAN A/S i 1999 og her begyndte konflikten, at opstå, de ejede dog ikke huset længe, for nogle få år senere blev huset så købt af frikirken Faderhuset.

I alt den tid hvor forskellige ejer købte huset, og der efter solgte det igen, brugte de unge huset som deres hvad jeg ville kalde fritidshjem, uden meget strid, fra de retmæssige ejere eller kommunen. Men i 2001 da bevarings statussen blev ophævet skete der straks ændringer. I ca. 2002 købte Faderhuset ungdomshuset, og der blev diskuteret hvad der skulle ske med huset.

I 2006 bad Faderhuset politiet om, at rydde hele huset for alle de unge og deres møbler, og hvad de eller havde derinde. De tog lang tid før huset kunne blive ryddet, for politiet var nød til at lave en præcis og god planlægning for, at kunne rydde huset uden for meget ballade.

Ungdomshuset blev så efter lang planlægning fra politiets side ryddet d. 1. marts 2007. det skete ved 7-tiden om morgenen, med helikoptere, og politibetjente der firede sig ned på ungdomshusets tag. De følgende dage efter rydningen af huset var der mange uroligheder i gaderne. Der var mange ødelæggelser, og det skabte rigtig meget opmærksomhed fra pressens side. Det havde i forvejen været meget på debat, at ungdomshuset skulle ryddes, og de unge brugere af ungdomshuset, havde protesteret meget imod rydning.

Der havde også været uro i gaderne før aktionen men efter, blev det meget meget værre. De unge gik alt for vidt, og kastede med brosten mod politiet, der forsøgte at holde ro og orden i gaderne. Flere biler gik i brænd, og det plagede mange familier der hverken havde forsikring eller anden hjælp, og derfor
havde problemer med, at komme på arbejde, og følge deres børn i skole eller i børnehave.

Nogle skoler blev også sat i brænd, og hus vinduer smadret. Mildt sagt var det et rent mareridt på Nørrebro i dagene efter rydningen. Under denne protest/kamp blev i alt 714 anholdt af politiet, og mange familier stod nu uden bil eller med smadrede vinduer, og endda uden at kunne få en erstatning på det.

Frikirken Faderhuset bestemte sig nu for, at huset skulle rives ned. Så nedrivningen af huset gik i gang. Den startede den 5. marts ved 8-tiden om morgenen, og sluttede nu kun med en tom plads hvor der før havde stået et graffiti fyldt ungdomshus d. 6. marts ved 23-tiden. Selvom der nu ikke længere var et ungdomshus, protesterede de unge stadig rigtig meget, og urolighederne fortsatte i gaderne.

Med tiden blev protesterne heldigvis mere fredelige, men hver torsdag mødtes mange forskellige unge og tidligere brugere af huset, og protesterede. De protesterede meget om, at får et nyt ungdomshus, og det blev overvejede mange gange om de skulle have et. Disse demonstrationer blev kaldt torsdagsdemoer og mange mødte op hver eneste torsdag og demonstrerede sammen med andre unge.

De gik rundt i gaderne med bannere og musik og mange forskellige kampråb. Demonstrationen startede kl. 17 fra Gamle Torv, og de unge gik så rundt og demonstrerede i store dele af København.

Grunden til de unge demonstrerede og protesterede, var fordi de var så glade for ungdomshuset. Det var et sted hvor de kunne hænge ud og slappe af, og ikke skulle tænke på skole eller lektier eller andre problemer de havde. De kunne bare hygge sig, og snakke med sine venner. Men hvad lavede de egentligt derinde?
Altså ud over at snakke, hygge, og hænge ud med vennerne. Hvilke aktiviteter var der? Aktiviteterne var primært meget de koncerter der blev afholdt inde i huset.

Sangerne der optrådte der var normalt nogen undergrunds musikalske personer der ikke var kendte, eller nogle ukendte fra udlandet. Men til tider var der nogen der nu er kendte, som f.eks. Nick Cave, DAD, og Bjørk. De var ikke så kendte da de optrådte der. Men blev det med tiden, og de fik en karriere indenfor musik.

De unge brugere af ungdomshuset var ofte nogen som var sat meget i forbindelse med vold hærværk og graffiti maling. Blandt andet i Rødovre i 2006, var der nogle demonstranter, der brød ind i Faderhusets børnegudstjeneste. Der blev en person der var tilknyttet til Faderhuset, udsat for vold, og Faderhusets ejendom blev udsat for hærværk og graffiti maling. Denne handling førte til 90 anholdelser.

Fra denne demonstration findes der faktisk en film, hvorpå man kan se hvor voldeligt politiet var nød til at handle. På filmen kan man se politifolk, der slår med knipler mod siddende demonstranter, der ikke vil anholdes.

Så det er vel forståeligt nok, at mange af dem bliver forbundet med vold og hærværk. Jeg har tit spurgt mig selv, hvad det egentligt er, der gør dem så voldelige… og så, for kort tid siden læste jeg en artikel i et blad om disse slags unge. Der stod at mange af dem var 2. generations indvandre der lavet hærværk.
Det undrede mig lidt, for jeg troede det lige så meget var de danske unge som dem? Det viste sig så, at det også var de danske unge der havde brugt huset, men de lavede ikke nær så meget hærværk som de unge 2. generations indvandre, gjorder da de demonstrerede for et nyt ungdomshus.

Det har været på debat over længere tid, hvorfor de unge 2. generations indvandre, lavet så meget hærværk og graffiti, og brændte skoler og biler af?… (jeg må lige sige, at det ikke var udelukkende 2. generations indvandre unge, der lavede hærværk og sådan. Men størstedelen af dem var) men stadig hvad var grunden til alt den ballade?? Da jeg læste videre i artiklen, kom der så et stykke med en af de unge der havde været inde i kriminaliteten, men som nu var
sluppet ud af den onde cirkel.

Han udtalte sig om, hvorfor de unge der lavet dette hærværk gjorder det. Han sagde at det selvfølgelig ikke var okay, at gøre sådan noget, men at det heller ikke kun var deres egen skyld. Han fortalte, at grunden til at disse unge gjorder sådan noget ikke kun var på grund af ungdomshuset. Men fordi ned manglede kærlighed hjemme ved sig selv. Måske viste forældrene ikke, at de elskede dem. De slags unge var nærmeste blottede for følelser, og det er svært at sætte sig ind i. selvfølgelig følte de noget, men de viste det bare aldrig, for det gjorde deres forældre ikke, så måske troede de, at det var skamfuldt, at vise deres følelser.

De var heller ikke særlig gode til at sætte sig i andres situation. Det forstår jeg bare ikke. Jeg mener, når jeg f.eks. er kommet op af skændes med nogle, og har sagt nogle rigtig grimme ting, får jeg det helt dårligt bagefter. Det gør jeg fordi, at jeg lommer til at tænke på, hvordan det jeg lige sagde til personen, måske sårede ham/hende. Så prøv lige at forestille dig, at sætte en bil i brænd, så en familie ikke kan komme i skole eller på arbejdet, og tjene penge og lærer noget.

Jeg ville have det SÅ dårligt, hvis jeg havde gjort det. Måske ville jeg slet ikke kunne tilgive mig selv for det! Det er svært for mig at forstå de unge der gør sådan noget.

Så man kan jo spørge sig selv… hvis de unge gik ud i så meget hærværk og kriminalitet fordi ungdomshuset skulle rives ned, var ungdomshuset så egentligt så godt for dem? Var det egentligt godt, at de blev smidt ud og huset blev revet ned? Eller burde de have fået lov at blive boende? Det er helt op til en selv at vurdere, det er her man må tage efter ens egen mening, for der intet korrekt svar.

Jeg selv mener, at det er lidt både og… jeg synes selvfølgelig det er ret ærgerligt, at ungdomshuset på Jagtvej 69 ikke eksisterer nu. Da jeg var ude at se, hvor huset før havde stået, blev jeg helt i dårligt humør. Der var kun en stor tom mudret plet, fyldt med affald som ølflasker, plastikkrus og en helt masse papir. Det så vildt sørgeligt ud, og på husene ved siden af var malet med alt muligt graffiti. Der stod ord som ”fuck” over det hele i forskellige farver. Det er i hvert fald ikke et sted, som jeg har lyst til at besøge igen.

Når jeg tænker tilbage på 2007 og på ungdomshuset, og hvad jeg hørte om det i tv’et, kan jeg huske, at jeg dengang var totalt på de unges side. Jeg var helt sikker på, at de burde få ungdomshuset igen, og at det helt sikkert skulle gives til dem. Jeg synes stadig, at det ville have været godt, at lade dem beholde det, for det løb jo også meget godt rundt for regeringen, at de havde fundet et ubeboet hus, (altså ubeboet på det tidspunkt de besatte det), og satte koncerter op, og i det hele taget lavet andet at male med graffiti i deres fritid.

Men efter jeg har læst mere på emnet, og sat mig i flere personers situationer, kan jeg også godt se sagen fra kommunen og regeringens side. Jeg vil ikke sige, at beslutningen de tog var korrekt, men den var heller ikke forkert… jeg synes i det hele taget, at det er svært at vurdere.

Der er også en anden ting der undre mig lidt. For efter ungdomshuset på Jagtvej 69 blev revet ned, har der jo som sagt været mange protester og demonstrationer og ikke mindst ødelæggelser. Så efter hele den slemme periode med alle ødelæggelserne og demonstrationerne for et nyt ungdomshus, går Københavns kommune i diskussion – skulle de unge måske have lov at få et nyt ungdomshus?

Der var en lang periode hvor de snakkede og snakkede om det, og de nogle af de unge brugere af det gamle ungdomshus blev kaldt ind til flere møder, hvor de kunne være med til at diskuterer det. Flere huse blev overvejet, specielt et hus ejet af kommunen, der ligger på Dortheavej 61. efter mange møder blev det bestemt, at det skulle være huset på Dortheavej 61.

Aftalen er desværre for de unge ikke trådt i kraft endnu, da der stadig skal planlægges regler og forbehold, men det er helt sikkert, at de unge nu får et nyt ungdomshus… nemlig ungdomshuset på Dortheavej 61. Det undre mig lidt, altså nu har de gjort så meget pis med, at huset på Jagtvej ikke tilhører dem, hvorefter de så river huset ned, og giver så de unge et nyt?? Hvad var fordelen?

Efter alt den skade det har skabt, at sælge ungdomshuset, og rive det ned, var til ingen verdens nytte… eller hvad? Jeg synes altså det er lidt underligt. Altså, jeg kan godt se, at det var i orden, nu hvor nogle andre der ejer huset… men så giver Københavns Kommune dem bare et nyt? Så kunne de da lige så godt have beholdt det andet… det undre mig faktisk ret meget, selvom jeg selv synes, at de bør have et, så synes jeg stadig, at det var ærgerligt at de skulle give så mange ødelæggelser, at rive det gamle ned.

Det hidtidige kulturhus på Dortheavej er nu ungdomshus

Jeg har valgt, at lave en undersøgelse med Emma fra min klasse. Jeg har stilet hende nogle spørgsmål om ungdomshuset på Jagtvej 69, og hvad hun mener om det. Og så har jeg spurgt hende om, hvad hun synes om, at de unge nu får et nyt ungdomshus, på Dortheavej 61.

1. Synes du, at det var korrekt af Københavns Kommune og af politiet, at jage de unge ud af ungdomshuset, og derefter rive det ned?

• Svar: Emma: ja det synes jeg bestemt, jeg forstår ikke hvorfor de bliver så sure, når de alligevel får et nyt. De må jo lige styrer sig lidt, med at kaste med mursten. Jeg siger til alle de unge der ude: STOP VOLDEN. Det nytter jo ingenting vel?? Er vores samfund virkeligt gået så vidt, at man er nød til, at kaste med mursten for at få sin vilje. Man burde bare sætte sig ned, og ordne det over et møde.

2. Synes du det var klogt af Kommunen at give dem et nyt ungdomshus, efter de har kastet med mursten efter politiet, og protesteret på en så voldelig         måde?

• Svar: Emma: lidt af hvert fordi det er, jo rigtig af politiet, at gøre alt for at stoppe volden så danskerne kan føle sig trygge, men samtidig ved at give dem et nyt ungdomshus, viser de jo, at hvis de bruger vold får de deres vilje, og det er en meget dumt, for så bruger de det jo muligvis det igen, hvis de en anden
  gang står i samme situation, som de gjorde da ungdomshuset, blev taget fra dem.

1. hvis du kunne have bestemt, hvad der skulle ske med det gamle ungdomshus og de unge der brugte det, hvad ville du så have gjort?

• Svar: Emma: jeg ville have renoveret det hele, og have sørget for, at der var lidt mere lov og orden i det hele taget derinde. De unge skulle have lov at blive, men uden at det havde nogen konsekvenser for andre mennesker, der ikke er brugere af ungdomshuset.

1. Hvorfor tror du de unge protestere på en så voldelig måde? Hvad tror du der har gjort, at de handler på den måde?

• Svar: Emma: i vores samfund, har jeg det på den måde, at man skal være borgmester eller statsminister for at få sin mening frem. Så jeg tror, at de unge til sidst er blevet så sure så for, at blive hørt, må de gå til brutale midler. Selvom det selvfølgelig er forkert, at gøre.

 

Det var lidt om en anden persons mening, og så kan man jo tage stilling til, om man har det på samme måde.I hvert fald synes jeg også, at hun har ret i mange af de ting, som hun fortæller her. Emmas holdning er, som i kan læse ovenfor, at de unge burde have fået lov, at beholde ungdomshuset. Det skulle bare renoveres først (betyder at det skulle sættes pænt i stand) så de unge havde et pænt sted af være. Hun siger, at de godt må beholde huset man hvis de genere andre mennesker, så må de ikke beholde det.

Som jeg startede med, at sige i indledningen, undrede jeg mig meget over hvem der egentligt startede hele den har lavine… der førte til alt muligt ødelæggelse. Jeg undrede mig også over, hvorfor de unge bare fik et nyt? Nu har jeg lavet lidt research, og fundet svarene på mine spørgsmål. Ungdomshuset stod, som sagt
ubeboet i mange år.

De unge besatte det så i 1982, og brugte det til et fritids tilholdssted. Så i 1999, solgte politikerne huset til HUMAN A/S, og det var der det hele startede. Jeg ser det som, at det var politikerne der startede det, da de solgte det før ubeboede hus til et firma, mens de unge brugte det. Der må jeg sætte spørgsmålstegn?

Hvorfor gjorde politikerne det? Jeg mener, de unge der var utilpassede, brugte huset, og det løb meget godt rundt, for så brugte de jo som sagt, deres tid
på andet end at kede sig, gå i byen og drikke, og ikke mindst male med graffiti på offentlige vægge og transport. Jeg forstår det simpelthen ikke. Det virker da lidt underligt ikke, eller er det bare mig.

Det var på det tidspunkt det startede, og så ved i jo, at det kun blev værre og værre, til de fik deres vilje. Den anden ting jeg undrede mig over, var hvorfor de unge bare efter alt den ballade fik et nyt ungdomshus? Det gjorde de fordi, at politikerne godt kunne se det de gjorde ikke var det smarteste, inden
de bestemte sig for nedrivningen af det gamle ungdomshus, tænkte de meget over, om de unge måske skulle have lov, at få et nyt. Først efter mange af de unges demonstrationer, blev det bestemt at de skulle have et nyt, men det var faktisk tiltænkt fra starten, inden de rev det gamle ungdomshus ned. da politikerne og de unge holdte møder om et nyt ungdomshus, var der også stærke krav, hvis de skulle have lov,
at få et nyt.

Nogle af de krav, som også er blevet fremlagt for offentligheden er: strengt forbud mod vold, ingen hårde stoffer (eller stoffer i det hele taget), der må ikke opfindes bander eller ting i den stil, og der må ikke males med graffiti på huse i omegnen. Disse regler er også fremlagt, for at gøre folk tryggere i deres hjem.

Da det nye ungdomshus blev vist til de unge, blev de meget glade, men det var der nogle der ikke gjorde. Beboerne i omegnen af det nye ungdomshus, var meget kritiske til, at starte med. De var meget bange for, at de unge ville gøre dem eller deres børn noget. Det er heldigvis blevet bedre nu, fordi reglerne
for de unge, også er blevet fremlagt for dem, og de har respekteret det, og sagt at det er okay, bare de ikke laver noget, som kommer til at betyde noget for deres hverdag.

Jeg har tidligere fortalt at aktiviteterne i ungdomshuset, meget var koncerter. Men der var også mange andre aktiviteter i huset. blandt andet var der et folkekøkken, hvor man kunne lave mad. Der var en biograf, hvor man kunne se film. Værksted, til sløjd og sådan. Øvelokaler, til alt muligt forskelligt, f.eks. øve hvis man har et band eller sådan.

En lækker cafe, hvis man vil have lidt lækkert at drikke. Bog- og pladebutik, hvis man skal læse, eller have sig noget nyt fedt musik. Kontor og mødelokaler, til computer brug, og møder i huset. alle disse ting brugte de unge (ungdomshus brugere) flittigt, og var meget glad for aktiviteterne. Ungdomshusets aktiviteter og i det hele taget ungdomshuset, blev drevet af frivillige og ulønnede personer.

De hjalp ved siden af deres skole og studier, med masser af energi, de unge med at holde aktiviteterne i gang, og ved lige holde ungdomshuset, så det var nogenlunde pænt. De fyldte kalenderen med ting som koncerter, teater, og andre kulturbegivenheder. Disse mennesker var meget meget flinke, og hjalp de unge med, at holde huset i stand, så de unge kunne lide at besøge stedet, og trives der.

Husets koncerter har faktisk gjort meget for musikken, og opfostret mange nu kendte navne (som nævnt tidligere). Nye ideer blev afprøvet, og helt nye lyde i musikken kom frem. Det er faktisk meget ærgerligt, at mange kun kendte den dårlige side af ungdomshuset, og dets brugere. Der var faktisk rigtig mange gode ting ved det, der var bare ikke mange der kendte dem.

Jeg synes f.eks. det er vildt fedt, at de har så mange aktiviteter, og også at de bruger dem så flittigt. Jeg synes bare det er vigtigt, at tænke alt det gode der skete inde i ungdomshuset også. Det er næsten ærgerligt, at der i tv avisen f.eks. kun blev fremlagt de ting, der var dårligt ved huset, og dets brugere. Alt det mad graffitien, og de unge der kaster med sten mod politiet.

Jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt, at nævne det dårlige og skadelige sider, men det er vigtig også, at sætte fokus på de gode ting der skete med og i ungdomshuset. Alt den glæde det skabte hos de unge dengang det fandtes… det synes jeg, at folk der sidder der hjemme og ser tv bør vide. Det er bare så ærgerligt, at der ikke bliver sagt noget om det i tv.

Det er faktisk ret ofte, at folk glemmer at vende situationen, og se det fra de unges side. Det burde vi blive meget bedre til, og det vil jeg klart tænke over i fremtiden.

Inde på en hjemmeside ved navn http://www.dr.dk/Tema/ground69/kultur/20070817153541.htm har de lavet en undersøgelse, hvor de har spurgt forskellige unge på gaden, om de var brugere af ungdomshuset på Jagtvej 69. Den så således ud:

Således så det ude inde på den hjemmeside, og det giver et rimeligt godt blik på, hvor mange der ud af de normale unge brugte ungdomshuset. Jeg synes selv det er nogenlunde efter min forventning, men jeg er dog lidt overrasket over, alle dem som siger at de gerne ville have prøvet at være der, men desværre aldrig fik besøgt ungdomshuset. Det er jo lige så mange som der sagde, at de aldrig ville sætte deres ben der. Det undrer mig faktisk ret meget?

Altså, det havde jeg ikke lige forventet… ikke fordi det er dårligt eller noget, der jo ærgerligt at de ikke nåede at besøge stedet, hvis de ville, men jeg havde bare ikke forventet, at der var så mange der havde sådan.

Ungdomshusets brugere havde et princip som de brugte, så alle aktiviteterne og hvad der ellers er, kunne komme til at hænge sammen. Princippet blev kaldt D.I.Y. Det står for ”Do It Yourself”. Det betyder ganske enkelt sagt, at de unge brugere skal få fingeren ud og klare tingene selv, så man ikke bliver afhængig
af andre. Det er et ret godt princip synes jeg, for det får de unge til at blive selvstændige, så de kan klare sig selv når de engang flytter hjemmefra. dette princip har fungeret super godt i det gamle ungdomshus, så vi kan da kun håbe, at de tager det princip med til det nye ungdomshus.

Der er blevet lavet en del forskellige plakater om ungdomshuset, som du måske har set. Disse plakater er blevet hængt op a forskellige grunde. Der er mange der kender til dem, fordi de har været meget populære da ungdomshuset på Jagtvej 69. de har også betydet meget for en kunst, som de dyrkede meget i ungdomshuset. Her er tre af de plakater der er blevet tegnet

 

Disse plakater er tegnet af en ung mand ved navn Adam. Jeg tænker at det må være et spændende job, at tegne/male disse plakater. Han har sagt i et interview, at han ikke laver disse plakater for at komme frem som kunstner, men udelukkende for ungdomshusets skyld. det synes jeg faktisk, er ret flot sagt, for mange af de kunstnere der var der, gjorde det udelukkende for at komme frem som kunstner, men ikke Adam, det er sgu ret cool synes jeg.
Alle mine meninger, forståelser, følelser og forestillinger om/af emnet ungdomshuset, har jeg skrevet meget i denne rapport. Det er for at prøve at skabe et billede af hvad jeg synes om ungdomshuset. Jeg håber virkeligt, at det har virket for jer der har læst den, og at det er en god sammensætning af, hvad jeg mener
også fakta. I hvert fald har mange af mine meninger ændret sig rigtig meget, efter jeg har læst på emnet, og forstået hvad der egentligt skete og foregik den gang med ungdomshuset. Jeg har sat mig i forskellige personers situationer, selvom det var ret svært. I det hele taget har det her emne været enormt spændende, og det har været sjovt, at tage stilling mange forskellige ting. og mange af de tanker, som jeg gjorder mig om ungdomshuset i starten, er fuldstændig ændret, og jeg har lært rigtig meget.

Jeg vil her til sidst gerne sige tak for hjælpen med opgaven til forskellige personer. Først mange tusind tak til min far. Tak fordi du har hjulpet mig med emnet, og diagrammet til det. du er der altid til at hjælpe mig MANGE TAK. Også tak til dig Lone, fordi du hjalp mig med forsiden tak til dig. Tak til Emma fordi jeg måtte lave et interview med dig. Og sidst men ikke mindst tak mor, fordi du hjalp mig med, at finde emnet, og fortælle din forståelse af ungdomshuset og dets brugere. Det var dejligt med jeres hjælp, endnu en gang takJ

Kildekritik: på google søgt under ungdomshuset og Jagtvej 69 på disse hjemmesider:

http://www.dr.dk/Tema/ground69/kultur/20070817153541.htm

http://www.ungeren.dk

http://www.wikipedia/ungdomshuset.dk

Jeg har også læst en del artikler i forskellige aviser. Aviserne var:

BT, Politiken, og Berlingske

Det var alt jeg havde, jeg håber virkeligt i har lært noget af denne opgave, det har jeg i hvert fald, og jeg har nydt at skrive denne opgave, tak fordi du læste denJ

Slut.

 

– Imponerende af en 13 – 14 årig pige med meningernes mod. Som skrevet er artiklen fra 2008. Du kan finde mange flere artikler om Ungdomshuset her på siden og under www.norrebro.dk 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

Redigeret 2. 04 . 2022

Min far fik en ordentlig skideballe af Bergmann. Tønders politistyrke bestod af en mand. Siden kom en hund til. I 1910 blev styrken fordoblet til 2. Han var meget populær og blev kaldt ”Johann der Gerechte”. Tønders betjent havde været i Wandsberger husarer.

Min far forsøgte at snyde politibetjent Bergmann med nogle vandrotter. Det var sådan, man fik penge, får at aflevere vandrotter hos ham. Det var den tids skadedyrs bekæmpelse. Men min far og hans kammerater opdagede, at Bergmann gravede disse rotter ned i et hul bag ved huset på Kongevejen. De gravede dem så op, vaskede dem i Vidåen og solgte dem nok engang. Men det blev desværre opdaget. De fik en ordentlig skideballe på tysk, for Bergmann lærte aldrig at tale dansk.

Men hvem var denne Bergmann? Ja, den gang min far forsøgte at snyde ham, var han for længst afgået som politibetjent.

 

Betjent ramt af hjerteslag

En aprildag 1891 skulle den 64 – årige Nicolaus Anthony anholde en beruset fyr, der efter en session havde optrådt støjende. Han blev derfor indsat i port-huset, der var datidens arrest. Men det var åbenbart for højt, for den aldrende politibetjent ramtes af et hjerteslag. 22 års virke i Tønder var pludselig slut.

 

Slagtersvend bliver ny betjent

Det var borgmester Rathjes opgave at finde en ny egnet person til den ledige post. I den lokale avis blev der indrykket en annonce. Der var to kvalifikationer til stillingen. Man skulle selv skrive sin jobansøgning og have aftjent sin værnepligt.

Valget faldt på den 36 – årige slagtersvend J.H.W. Bergmann. Han var født i Hagenov i Mecklenburg – Schwerin. Sandelig om han ikke havde været hos de flotteste soldater i Tyskland – Wandsberger husarer. Han arbejdede hos slagtermester Bödewadt.

 

”Zun blutigen Knochen”.

Det var et godt valg. Den nye Politivagtmester udfyldte sit job med pligtopfyldelse. Man havde respekt for ham, når han i sin blå uniform med kårde gik gennem Tønders gader. Bortset fra nogle gendarmer, der havde jobs andre steder, var han den eneste uniformerede i byen.

Det var ikke meget ferie han holdt. Bergmann fungerede også som magistratsbud og rets-tjener. Han sørgede også for at beværtningerne fik de såkaldte drukkenboldt-lister. Så vidste man, hvem man ikke skulle serveres for.

De støjende sprittere var de værste. Særlig der hvor murersvendene holdt til, var der ballade. I folkemunde blev værtshuset omdøbt til Zum blutigen Knochen.
Det skete ofte, at man tog en trillebør eller en kærre og transporterede de fulde folk til port-huset. Her havde man også fået indrettet et forhørslokale.

I 1880 havde man i Østergade fået indrettet Herberge zur Heimat. Her kunne rejsende svende og vagabonder for en mindre betaling for husly, hvis de ellers var ædru. Ellers var det kun port-huset.

 

Seminarister til afkøling

Når seminaristerne havde deres ture på Schweizerhalle skete det også ofte, at de måtte til afkøling i port-huset. Men det blev altid sørget for, at de mødte
rettidigt i skole. Disse elever måtte kun være ude til et bestemt klokkeslæt, og normalt sørgede lærerne for at dette klokkeslæt ikke blev overskredet. Så var det bare ærgerligt, når de kom trillende med en tynde øl og en lærer var i farvandet. Så var det med at komme ind i den nærmeste opgang i en fart.

 

Nattevægter blev drillet

De fire nattevægter i Tønder var ofte udsat for drillerier. Om vinteren skete det ofte, at de fik en snebold i nakken. Hvis det tog overhånd måtte Bergmann tage affære. Hans hjem i Smedegade stod altid uaflåst, så enhver der søgte råd og dåd kunne komme ind.

• Bergmann komm mein Mann ist son dun (fuld).

Sådan kunne det lyde fra en fortvivlet kone, der ikke kunne få styr på manden.

 

Mange gøremål for Bergmann

En morgen stod en rejsende uden for Bergmanns hus og råbte på Herr Wachtmeister. Han turde ikke komme ind, fordi han var tilsølet. Han var væltet over
en renovationsspand, der stod på fortovet. Og havde fået indholdet over sig. Han havde haft natlogi på Hotel Hamborg og skulle med morgentoget. Her skulle Bergmann så yde bistand, så godt han kunne.

Han skulle også sørge for, at husejerne fik ryddet for sne. Og kloakvandet, der flød i rendestenen kunne fryse til is. Når et større køretøj skulle ind i de små gader, måtte han fungere som færdselsbetjent. Eller når et ligtog skulle han følge det ud af byen.

Efter fåremarked skulle han sørge for at Skibbroen blev spulet rent. Også ved andre markeder skulle han sørge for renligholdelse.

 

Den nye medarbejder: Adifaks

På et tidspunkt fik Bergmann en medarbejder – en hund ved navn Adifaks. Omkostningerne ved optræning af hunden, der foregik på markedspladsen syd for byen, blev betalt af Tønder Sparekasse. Og sådan en hund skulle også have noget at spise. Bergmann fik en månedsløn på 90 mark. Otte børn skulle også
have noget at spise. Så Byrådet betænkte Herr Wachtmeister med et kosttilskud til Adifaks på 20 mark om året.

Grunden til, at hunden blev anskaffet var en brand i Østergade. Her stak tyve af med nogle tøjruller. De løb ned til Vidåen med rullerne og i en båd sejlede man det over til den anden bred. Hvis en  hund som Adifax havde været til rådighed, ja så mente man, at tyvene ville være blevet fanget.

 

Børnenes forbillede og skræk

Bergmann var et forbillede for alle børn i byen. Når de blev store ville de være lige som ham. Han var meget børnevenlig og hjalp gerne en lille hjem, hvis de var faret vild. Når Tønders børn var i Flensborg og så en betjent råbte de:

• Papa, Papa ein Bergmann

Men de voksne brugte også Herr Wachtmeister som skræk-eksempel. Hvis lille Karl – Heintz ikke ville tage sin levertran, eller hvis de ikke opførte sig ordentlig i skolen, så truede de voksne med:

• Dann kommt Bergmann

I 1910 fik Tønder en ny borgmester, Plewka. Han fik indført at politistyrken blev fordoblet til to. For fremtiden skulle de nu bære hjelm.

 

”Im Nahmen des Gesetzes”

Da der i 1914 udbrød krig, skulle alle dansksindede i Tønder arresteres. En af de kendte bagermester Thorvald Petersen fortæller i sin bog: Fra Als til Tønder:

• Bergmann trådte ind i vort hjem, slog mig på skulderen og sagde ”Im Nahmen des Gesetzes”, Sie sind verhaftet. Nu havde jeg kendt Bergmann i mange år og vidste, at han var en af de skikkeligste menneske, man kunne tænke sig, så jeg svarede, at jeg havde ventet ham længe. Han havde en streng befaling ikke at slippe mig af syne et øjeblik, så selv da jeg skiftede tøj, stod han ved min side. Da jeg havde taget afsked med min familie, hviskede han til mig ”Skal vi ikke gå gennem smøgen ned til Skibbroen. Jeg ved godt, at De ikke har gjort noget, og jeg skammer mig over at skulle arrestere Dem”. Men jeg svarede, at jeg netop ønskede at gå gennem gaderne, så alle kun se mig.

Bergmann kunne dog ikke forhindre at de tysksindede spyttede på de arresterede dansksindede, der førstes til Vest-banegården og med toget blev sendt til Altona.

 

Øjnene lukket for forseelser

Krigen var hård for Tønder. Rationeringer, afleveringer og beslaglæggelser prægede hverdagen. Bergmann tabte ikke anseelse ved at han somme tider lukkede øjnene for ringe forseelser.

 

En tur i Vidåen

En landmand klagede over, at der var svind i en fåre-besætning. Da Bergmann i en anden sammenhæng skulle påtale børnenes forsømmelse i skolen, så han, at der i bryggerset lå knogler på bordet. Som fagmand kunne han se, at de stammede fra får. Han fik at vide, at det var marinesoldater, der havde leveret
tyvekosterne til bearbejdelse. Hvilken straf de fik, vides ikke.

Soldaterne var ikke begejstret for denne vagtmester. Da de overtrådte byens påbud om ikke at færdes i anlægget om aftenen, påtalte Bergmann dette. De greb resolut fat i ham og smed ham i åen. Hændelsen vakte fortørnelse blandt befolkningen.

 

”Johann der Gerechte”

Bergmann forblev med at være meget vellidt og han fik tilnavnet Johann der Gerechte. Den 10. januar 1920 overtog den internationale kommission landsdelens styrelse og den ansatte et politikorps af dansksindede krigsdeltagere. Bergmann tog sin afsked. Han fortsatte som opsynsmand på markedspladsen
og afgik ved døden i 1931.
Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Drengestreger i Tønder 1920

Redigeret 16, – 03. – 2022

Advarsel: I denne artikel forekommer der citater på Synnejysk, Tynne – plat og tysk. Hør om ”Sangkrigen”. Om det røde underskørt
ved revolutionen i 1918. Om manden fra Rørkær, der protesterede over for landråden. Og om den danske hær, der ikke var større end ”Æ Feuerwehr i Affenrå”. Læs også om, da Deutscher Verein arrangerede særtog til Tønder. Købmændene måtte ikke bruge seminariet til at deres medarbejdere kunne lære dansk.

 

I 1905 ankom en bagermester fra Als til Tønder. Tænk, at Tønder skulle få en dansksindet bagermester. Thorvald Petersen var hans navn. Og noget af det første han gjorde var at opsøge en anden ”stor” dansker i byen, redaktør Skovrøy. Det var en stor skuffelse for bagermesteren. Skovrøy havde valgt at
holde sin mund og føre pennen. Talte man med en tysker om Skovrøy sagde denne på ”synnejysk”.

• Ja, Skovrøy han æ jo dansk. Dæt æ ham, dæ skrywe i æ avisse, men det måt han jo å brumm for.

 

Bange for at vise deres sindelag

Jo, tyskerne respekterede denne redaktør. Fra 1882 – 84 var han redaktør af Vestslesvigsk Tidende, der senere overgik til Flensborg Avis. Mange borgere var i Tønder var faktisk bange for at vise deres sindelag, og det havde økonomiske grunde. Derfor gik de med i Singerverein, Familienverein, Schützenverein og i æ Feuerwehr.  Efter genforeningen kom en af de unge hjem, og spurgte faderen, der havde givet udtryk for glæden snart igen at kunne rejse Dannebrog:

• Jamen Fae æ vi da richte danske?

 

Danskheden havde dårligekår

Mange borgere i Tønder så
ned på lille Danmark. De mente at hæren ikke var større end

• at æ Feuerwehr i Affenrå ku arreste´dem.

Danskheden i Tønder havde dårlige kår. Mange piger fra de oprindelige danske hjem blev gift med tyske seminarister og blev dermed tysksindede. En del af dem drog syd på, og bosatte sig der. De unge, der skulle aftjene deres værnepligt i den tyske hær, blev bidt af de flotte uniformer og det tyske. Og en stor del af de dansksindede udvandrede i årene efter 1864 til Danmark.

 

Trusler, hvis man lejede ud til dansksindede

Da man i 1898 indkaldte til et møde på Skyttegården for dansksindede, var der 46 underskrifter fra 19 sogne i Tønder Amt. Blandt dem var det kun en nærringsdrivende. Men værten på Skyttegården ville blive boykottet, såfremt mødet blev en realitet. Tyske embedsmænd i Tønder havde stor indflydelse.
Men det var især landbefolkningen omkring Tønder der protesterede:

• Vi er gode nok, når vi handler i Tønder, når vi kommer til bys til fredagsmarkedet, men vi skal vise de gode folk i Tønder, at vi kan klare os uden dem.

I 1901 blev Tønder Landmandsbank en realitet. Krigsverein forsøgte at ekskludere de tysksindede borgere, som var blevet bankens aktionærer. Enkelte kom dog bestyrelsen i forkøbet og udmeldte sig. Andre lod deres koner skrive under på aktien.

 

Legater kun til tysksindede

Der var masser af fattigdom i Tønder dengang. Men Tønder havde mange legater man kunne søge. Desværre viste det sig, at de legater kun blev tildelt den tyske del af befolkningen. Således spurgte en mor om hun ikke kunne få hjælp til datterens konfirmation:

• Nej hvad tænker De dog på. Deres mand er jo fra Danmark, så må Danmark ernære Dem – ”å ejsen må De hunge”.

Da Thorvald Petersen i 1919 kom i byrådet rejste han problemet med legatuddelingerne. Svaret var:

• Sie sind ja dänische Untertanen, mit denen haben wir nichts zu run

 

Dansksproget avis

Der var ikke mange dansksindede i Tønder by. De danske stemmer ved valgene fra 1890 – 1903 varierede fra 13 – 28. Trods alt, nåede man som det ses, 28 i 1903. Men der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget alvorligt for at samle de dansksindede.

Flensborg Avis gjorde ellers en masse for, at de dansksindede skulle kunne læse en avis på dansk. Redaktør Jessen udsendte en udgave, der kostede 2 mark i kvartalet. Hovedudgaven kostede 3 mark. Ja tre gange om ugen kunne man også få Det lille Blad til kun 1 mark.

 

Tynne – plat

Folkesproget i Tønder var dansk eller nærmere sønderjysk. De fremmede sydfra talte tysk, en del dog plattysk, og enkelte fra det frisiske område talte frisisk.
Min far og og andre talte det specielle sprog Tynne – plat:

• De æ da sørgle, hvenn folk o jen aa sam Bildugsstufe wegen politischen Gründen it kan vorker (verkehren) mæ enan

 

Bedemanden på tysk og synnejysk

I slutningen af 1890’erne var buddet på rådhuset samtidig bedemand og dermed en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han turen med at træde ud på rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han
måtte bære det over den ene arm. Stolt skred han over torvet og trådte ind til købmand Oluf P. Olufsen. Pigen tilkaldte fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget stilling i den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig
og højtidelig mine:

• Sie werden gebeten Donnerstag Vormittag um halbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzten Ruhestätte zu begleiten.

Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes og når dette ceremoniel var vel overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde jovialt på Synnejysk:

• De forstov æt da vel nok, madam, de va jo o torsda`formerra klok hal ellå.
• Jo, tak, de æ da viss, maat æt int vææ en cigar?, svarede købmandskonen, og så fortsatte den videre samtale på synnejysk.

Børnene i skolen fik stærke pålæg om ikke, at måtte tale dansk på legepladsen, og at de skulle tale tysk derhjemme.

 

Mahnzettel

Betalte man ikke sin skat rettidigt fik man en Mahnzettel (påmindelse), som kostede 30 penning, og så havde man frist i 14 dage. Om den gamle kæmmer Carstensen fortaltes, at han brugte en anden form over for skatterestanterne. Når han gik sin morgentur, så åbnede han folks døre:

• Sku`vi så ha`den skat ?

 

Deutscher Verein kommer til byen

Byrådet i Tønder var enige om, at man ikke ville have Deutscher Verein til byen. Man anbefalede borgerne i Tønder ikke at melde sig ind. Men så let gik det ikke. Deutscher Verein havde foreninger rundt om Tønder. Og den 16. januar 1909  havde man lagt op til et kæmpe møde. Ekstratog var sat ind og Tonhalle var stuvende fuld. Efter en to times tale var afslutningssalutten fra dr. Hahn:

• Deutsch werden wir bleiben, und wenn es nicht anders geht, dann walte es Gott und das kalte Eisen! Bismarck hat gesagt: Das kalte Eisen ist noch immer gut gewesen.

Derefter talte landråd Rogge, om danske mænd, der havde brudt deres ed med kejseren. Men der var ingen fra Tønder by, der var på talerstolen.

Resultatet var dog, at der blev oprettet en lokalråd af Deutscher Verein  med 11 indvandrende embedsmænd.

 

Tre byrådsmedlemmers tur til Slesvig

I 1910 var stillingen som borgmester ledig i Tønder. Borgmester Rathje var kommet i strid med landråd Rogge. Landrådet var stærk interesseret i bedre byggeskik og forbød, at man lagde paptag på den nye ”elektricitetsbygning”. Derfor nedlagde Rathje sit hverv i protest.

En ny borgmester skulle søges. De tre af ansøgerne til embedet, som magistraten havde udsøgt, talte til et møde på Tonhalle. Nogle dage efter, afgav vælgerne deres stemme. Resultatet blev at anden – borgmesteren i Slesvig, Plewka fik det langt overvejende flertal af stemmerne.

Byrådet var meget grundig. De indhentede oplysninger om ansøgernes kvalifikationer. Plewka var en meget dygtig kommunalmand. Men for nu at gøre det så grundig som muligt, vedtog man på et meget hemmeligt møde i byrådet, at tre af rådets medlemmer skulle rejse til Slesvig for at udforske, hvad befolkningen
mente.

For nu ikke at vække mistanke, så rejste de over Hamborg dertil. De havde iført sig hvide kitler, så de lignede hestehandlere, så ingen skulle opdage deres ærinde. Stor var deres overraskelse dog, da på banegården i Slesvig blev mødt af en herre med disse ord:

• Å, det er vel de herrer fra Tønder, må jeg ikke have den fornøjelse at vise Dem, hvad der her i Slesvig er sket under Plewka`s styre.

Manden viste dem rundt i Slesvig, bl.a. også i værtshusene, hvor borgerne overalt kunne fortælle om de fortræffeligheder, Plewka havde gjort. De tre herrer fra Tønder kunne ikke ryste deres ufrivillige fører fra sig, og han var også vært ved et aftenmåltid.

 

Kampen om Æ Punchsti

Bølgerne kunne gå højt i byrådet kort før 1. verdenskrig.. De gæve kromænd fra Skibbroen satte alt ind på at få en vej bygget fra Skibbroen til jernbanestationen, den senere meget omtalte Punchsti. Hvert hus havde næsten sin egen beværtning. Man sagde dengang:

• Vil du til kro`s på Skibbroen, så er det det samme, hvilken dør du falder ind ad

Når landboerne havde været til marked ved Sønderport, lagde de vejen til stationen over Skibbroen, og så kunne det godt hænde, at de fik et par punche undervejs. Derfor var det lettere at skrå lige over, end at gå ned af Vestergade. Og det var de sure over i Vestergade. På markedsdagene kunne de få en
god omsætning, når man blev nødt til at gå ned af Vestergade for at nå toget.

Men kampen mod Vestergade varede i mange år. Og hvem skulle kroejerne opstille som deres talsmand for et så livsvigtigt spørgsmål.

 

Postsekretær Brodersen

Dagen før byråds – valget gik postsekretær Brodersen (nej så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie) og talte med nogle beboere om Punchstien. Han var en kendt og afholdt mand.

Pludselig gik det op fir værthusholderne, at ham der Brodersen måtte de have ind i byrådet. Og 24 timer efter sad Brodersen i Tønder Byråd. Først i 1937 kom der en egentlig forbindelse mellem Skibbroen og Jernbanegade, da den nuværende Kongevej blev etableret og senere vejen ved Slotsbanken.

Det vakte stor modstand i byrådet at den gamle Punchvej skulle have navnet Kongevej. Det gamle navn vakte så gode minder.

 

Plewka blev også uenig med Landråden

Borgmester Plewka blev også uenig med den tyske landråd og tog sin afsked i 1917. Den stedfortrædende borgmester, købmand Johannes Paulsen havde jobbet indtil 1920. Borgmesteren var samtidig politimester, og for det fik man den fyrstelige løn af 300 mark om året.

 

Bergmann og de fire natvægtere

Tønder havde kun en politibetjent, Bergmann, som vi har beskrevet i en anden artikel. Hans opgave var også, at se efter om man overholdt Polizeistunde
kl. 23. Mange kroer havde et kighul i indgangsdøren. Og det havde det også i Humlekærren. Var det ”Der hohe Rat ”, der sad derinde, så forsvandt han skyndsomst:

• denn ich habe immer gesagt, mit den hohen Herren soll man sich’s nicht verderben.

Vi må sandelig ikke glemme de fire nattevægtere. De fik samme løn som politimesteren. Deres arbejde bestod i at vække bagermestrene. Men også mod passende betaling vække de borgere, der skulle tidligt op og nå det første morgentog. Man skulle også holde øje med ildebrand og sørge for ro og orden. De
blev også drillet – disse nattevægtere. En vittig sjæl fik dem til at ansøge byrådet om en sabel, fordi de havde politimyndighed. Og de måtte have den vittige sjæl til at hjælpe med ansøgningen. Det kneb nemlig med skrivefærdigheden for natvægterne.

 

80 danske stemmer

I 1912 var det glædens dag for de dansksindede i Tønder. Man var nået op på 80 danske stemmer i die rein deutsche Stadt Tondern. Og det blev fejret på Landschafliches Haus (Hostrups Hotel). Men hvis postpakmester Carlsen offentlig havde tilkendegivet, at han havde stemt dansk, ville han øjeblikkelig være blevet fyret.

 

Aufenhalt für Menschen

Samme år blev Læseforeningen oprettet i en tilbygning til Tønder Landmandsbank. De dansksindede begyndte at mødes, og man sang danske sange. Tilslutningen blev bedre og bedre. Men ak og ve. Pludselig fandt myndighederne ud af at vinduerne var 5 cm for smalle. Stuerne egnede sig ikke til ”Aufenthalt für Menschen”. De dansksindede lavede et forsøg med deres mest kraftige medlemmer. De kunne uden problemer komme ud af vinduerne.

Og det paradoksale var, at lokalerne straks ved krigens begyndelse blev beslaglagt af det tyske militær til køkken, skomagerværksted og andre formål. Da egnede lokalerne sig alligevel til Aufenthalt für Menschen.

Problemet var at Tønder Landmandsbank ikke havde anmeldt en ombygning. Inden beslaglæggelsen fik de dansksindede lov til at holde et afsluttende møde med fremvisning af lysbilleder. Der kom ikke mindre end 66.

Men nu stod man pludselig uden et mødested.

 

Verdenskrigen brød ud

Den 1. august fik man pludselig andre ting at tænke på. Henimod aftenen ringede Kristkirkens stormklokker. Verdenskrigen var brudt ud.

Dagen efter kom den tyske kredslæge Schröder glædestrålende springende ned af amtshusets trapper:

• Na, endlich hat die erlösende Stunde geschlagen

 

Dansksindede blev arresteret

I løbet af søndagen begyndte man arrestationen af de dansksindede. Mange borgere havde forsamlet sig for at skælde ud på de dansksindede. Normalt levede man i fred og fordragelighed i Tønder. Men fra denne dag skete der noget. Der blev spyttet på de dansksindede.

I  Vestergade kunne man høre:

• Heraus, Heraus mit Euch!

De dansksindede blev sendt til Altona. Efter forhør blev man sendt hjem. Men man skulle selv betale. Og i Tønder kiggede man på de løsladte ”danskere” som om de var fredløse. Der gik rygter om, at grev Schack, bankdirektør Rossen og redaktør Skovrøy var blevet skudt.

Allerede efter en uge, blev der igen foretaget anholdelser. Denne gang blev man ført til politifængslet i Flensborg.  Derefter gik turen til det nye gymnasium, der endnu ikke var blevet indviet. Flere blev ført til Navigationsskolen.

Myndighederne følte sig ikke forpligtet til selv at skulle levere maden, så det måtte de indsatte selv bekoste.

 

Skideballe af Landråden

Da de dansksindede skulle løslades, skulle de underskrive en erklæring om at de ikke måtte vise ”ikke – tysk sindelag”. De blev afleveret ordnungsgemäss
i Tønder hos landråd Böhme. Han beskyldte de anholdte, for at have sået gift i befolkningen:

• Men når Tyskland går sejrrigt ud af denne krig, vil der ikke blive tålt en gnist af danskhed (Nicht ein Funke von dem, was dänisch ist, wird gedultet werden). Den, der ikke ville forholde sig rolig, måtte rejse over grænsen.

Og ikke nok med det. Landråden holdt efterfølgende enetale med hver enkelt. Men det ville Hans Brink fra Rørkær ikke finde sig i.

• Og det vil De byde mig, hvis slægt har boet her i hundreder af år, mens De hr. Landråd, lige er kommet hertil.

 

Tønder Læseforening fortsætter

Tønder Læseforenings arbejde blev genoptaget i december 1918 på det nuværende Hostrups Hotel. Men tilstrømningen blev større og man fortsatte i Stadt Kopenhagens store sal.

Samarbejdet i byrådet mellem de dansksindede og tysksindede foregik fint. Man var meget opmærksomme på byens trivsel.

 

Revolutionen og det røde underskørt

Den tyske revolution ramte Tønder i november 1918. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at den røde fane blev hejst på rådhuset. Borgmester Paulsen måtte til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Og folkemængden indtog en truende holdning. Man da trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.

Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol udfolde sig, og situationen var reddet.

 

Hjælp til Tønder

En hel jernbanevogn med tøj til uddeling ankom til Tønder. Kort tid efter kom der flere vognladninger med fødevarer. Det var Danmarks befolkning, der havde samlet sammen og borgerne i Tønder var meget taknemmelige. Byen havde lidt hårdt under 1. verdenskrig.

 

Dansk-kursus uønsket på seminariet

Købmændene i Tønder ville gerne have, at deres medarbejdere fik lært dansk. Man manglede dog et sted, hvor dette kunne foregå. Man spurgte på det tyske seminarium:

• nein, das werden Sie wohl anderswo bekommen können.

Det lykkedes dog at få lokaler stillet til rådighed hos Goodtemplar-logen

 

Travlhed hos de dansksindede

Den 10. januar 1920 fik man i Tønder besked på at freden var sluttet, og at afstemningen skulle foregå den 10. februar. De dansksindede fik travlt. Befolkningen i Tønder vidste meget lidt om Danmark. Fra tysk side havde man i generationer søgt at fremstille Danmark som et lille usselt og fattigt land. Førende for denne agitation var Tondernsche Zeitung

De plakater, som de dansksindede hængte op, blev lige så hurtig pillet ned af de tysksindede. Og ikke mange forretningsindehavere turde at sætte plakater op for de dansksindede.

 

Første Dannebrog siden 1864

Den 2. februar kom de engelske besættelsestropper, 60 mand. . Til tonerne af Tipparary drog englænderne gennem byen til seminariet. Forrest gik en karl fra Solvig med et stort Dannebrogsflag. Det var det første, der blev set i Tønder siden 1864.

 

Modtaget med Slevig – Holsten sangen

Op til afstemningen kom der tog nordfra. Men der var ingen flagallé i Tønder til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod flere hundrede tyske børn og sang:

• Schleswig – Holstein meerumschlungen

Resultatet blev efter en valgdeltagelse på 91,4 %

• 750 stemmer for Danmark
• 2.448 stemmer for Tyskland.

Men som bekendt tilhørte Tønder 1. zone . Det var på forhånd givet at Tønder kom med til Danmark. Afstemningen var en ”en – bloc” afstemning. De dansksindede var udmærket tilfreds med at have fået 26,2 % af stemmerne.  I 1907 havde man været hel nede på 4 % og ved byrådsvalget i 1919 var man på 19 %.

 

Tyskerne ville stjæle Dannebrog

Et flot dansk flag var foræret af flagfabrikant Weilbach fra København. Og valgresultatet blev fejret på Tonhalle. Da mødet var forbi ville en række tyskere stjæle det danske flag. En kamp på sange foregik. Tyskerne sang Slesvig – Holsten visen, mens de dansksindede gik i gang med ”I alle de riger og lande”. Der kom ikke til egentlige kamphandlinger. Der blev ringet til de engelske soldater, der kom og fik lagt en dæmper på tyskerne.

 

Nordslesvig ville til Danmark

Resultatet for Nordslesvig var:

• 75.000 stemmer for Danmark
• 25.000 stemmer for Tyskland

 

Dansk i Tønders Byråd

Det vakte dog opstandelse den 24 marts i Tønder Byråd, da to dansksindede medlemmer proklamerede at fra nu af ville man tale dansk i byrådet. Skræddermester Petersen udtalte:

• Jeg forstår ikke dansk, må vi få en tolk. Jeg opfordrer de tysksindede til at forlade salen.

 

Uro i Tønder

Tønder Håndværkerforening ville gerne have så meget af Tønders sydlige opland med, men det var ikke så meget at gøre ved det. Fra tysk side protesterede man, og kæmpede stadig for at få Tønder med i Tyskland. Uroen kunne mærkes i Tønder. Forholdene blev tilspidset.

Der faldt lidt ro over gemytterne den 5. maj, da de danske soldater ankom. Men roen var kun kortvarig. Kronemønten blev indført den 20, maj, men toldgrænsen ved Kongeåen blev ikke samtidig ophævet. Situationen var kaotisk.

Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1.60 kr. til 2.00 kr. Formanden for handelsforeningen indkaldte til borgermøde. Man organiserede borgerhjælp.

Man forlangte at dansk politi, der lige var ankommet skulle beskytte arbejderne på værkerne. Man det ville politiet ikke, i stedet gjorde de danske dragoner det. De blev dog trukket tilbage igen efter forhandlinger med amtmanden.

Markens stadige fald gjorde ikke situationen i Tønder bedre.

Den 17. juni blev jernbanerne overtaget. Aftenen forinden dampede de sidste tyske lokomotiver syd på. Samme nat blev de nye røde danske postkasser oversmurt. Det var hvis nok den sidste tyske heltegerning.

 

Kilder:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

• Hvorfor var Tønder tysk?
• Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen, Tønder
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønders historie – efter 1900
• Udvandring fra Tønder 1-2 
• Tønders Historie indtil 30 – års krigen 
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933 
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 
• Jamen vi forstår ikke tysk 
• Tønder – mellem dansk og tysk 
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 og mange flere 

Redigeret 17. – 03. – 2022

 

Nej, Tommyguns er ikke genopstået. Denne artikel er fra 2008. 

Efter 35 års pause spiller de igen – Tommyguns. Også en fantastisk cd er det blevet til. I 1965 var de i avisen under overskriften Med Pigtrådsmusik og Maskingeværer. Dengang blev deres musik kaldt støjende. I dag er de næsten kult, med egen hjemmeside.

Overskriften i Vestkysten var den 4.10.1965 Med Pigtrådsmusik og Maskingeværer. En af avisens journalister havde fundet vej til Tommyguns ”øvelokale”.
Af de spørgsmål han stillede, kunne man godt forestille sig, at han var af en anden genration end de unge Tommyguns – musikere.

 

Med Pigtrådsmusik og Maskingevær

• Det Sønderjyske Pigtrådsorkester Mac Gun Kelly and The Tommyguns øver sig i et cementstøberi. De har anskaffet sig teknisk udstyr for 20.000 kr., og teknikken er bedre end de fleste orkestre i samme genre.
• De har ikke tal på, hvor mange arrangementer, de har deltaget i. De har desværre også måttet sige nej til 4 dage i Star Club i Hamborg og 20 dage i Nice ved den Franske Rivera, på grund af manglende fritid.
• De blev nr. 6 af 150 orkestre ved DM i København.
• Gruppens medlemmer mener, at pigtrådsmusikken fortsat skal være populær (og det havde de sandelig ret i). De prøver på at følge med i alt det nye som for eksempel Pretty Things, Hermanns Hermits, Shadows, Kinks og de danske Defenders. Gruppens favoritter er The Beach Boys, som spiller surf musik, der er vanskelig at spille.
• ”Hvorfor spiller I i cementfabrikken?” – ”Der er ikke andre steder, det er på grund af støjen”
• ”Er det absolut nødvendig at spille pigtrådsmusik støjende?” ”Naturligvis, ellers er det ikke pigtrådsmusik”
• Når I engang er færdige med at spille, kunne I så tænke jer, at spille i for eksempel Sønderjyllands Symfoniorkester?” I kor: ”Nej”.
• Så forlader vi dem. Vi kan stadig høre dem nogle hundrede meter borte. Pigtrådsmusikken skal være støjende for at de unge vil acceptere den. Og det er den da også i dette tilfælde, når Mc Gun Kelly og hans maskingeværer folder sig ud. Og det gør de ret ofte.

 

I BT

Så vidt Vestkysten. Men i BT kom gruppen også på grund af en episode, der kunne have fået tragiske følger, hvis ikke lige en af bandets medlemmer var kørt i
en anden bil. Han fik trukket bandets medlemmer ud i den friske luft. BT skrev blandt andet:

• Kør altid med Kulilteindikator i deres vogn. Rådet kommer fra pigtrådsgruppen Mac Gun Kelly and The Tommyguns fra Tønder. De blev kulilteforgiftet, da de i lørdags kørte fra Tønder til Nyborg i en lånt VW. Udstødningsgassen sivede fra et utæt udstødningsrør ind i vognen.

 

Ikke en enlig svale

Meningen var såmænd bare at skrive om en af Tønders virkelig gode grupper The Tommyguns. Min storebror havde nogle minder om dem, og pludselig fandt vi så noget på Nettet. Min svigerinde, Annelise havde været til koncert med dem på Emmerlev Klev. En koncert, som vi troede var en enlig svale. I sig selv en god historie – lige til dengang.dk

 

Stort besøgstal

Men da først artiklen Musik i Tønder 3 havde været på siden gik det hurtig. Først var det min gamle overbo fra de glade dage på Lærkevej, Marinus fra nr. 23. siden var det Mac Gun Kelly himself, der reagerede. Og mange Tønder – og Højer – borgere fandt også pludselig ud af noget om Tommyguns. Det kunne vi se på besøgstallet.

 

Riber Rock

Oplysningerne vi havde givet, var sådan set gode nok. Vi skylder blot, at nævne, at de stammer delvis fra en ny bog: Sten Mogensen: Riber Rock,
det vidste vi ikke på daværende tidspunkt:

• Bogen handler om rockmusikkens guldalder i Ribe. Men den beskriver også området fra Højer til Brørup og fra Ålbæk til Bylderup Bov. Bogens forfatter spillede selv i gruppen ”Me and the others
• Undertitlen på bogen er ”Fra jazz til pop, rock og Rythm & Blues i Sydvestjylland 1960 – 1969.

– Hvis din boghandler ikke har det og ikke kan skaffe den så får du den her:

R&B
– Graverne 7 – 5000 Odense C (Om bogen stadig kan fås er nok tvivlsomt)

 

Genopstandelse

Og det var sikkert denne bog´s skyld, at Tommyguns genopstod. For de blev bedt om at give et par numre ved en reception i forbindelse med udgivelsen af bogen. Det var den 25. oktober 2003. Efter 35 år startede man igen med en lidt anden besætning.

 

40 – års startjubilæum

Ved genopstandelsen den 1. maj 2004 (40 – års startjubilæum) var der en kæmpe interesse for arrangementet. Det lykkedes at samle næsten alle tidligere medlemmer af bandet. Flere måneder inden koncerten var det udsolgt.

 

Begejstring

Marinus skrev bl.a. dette under Musik i Tønder 3:

• For ca. 3 år siden var vi en lille gruppe pigtrådstilhængere til en lille intim koncert på Tønder Museum. Det var en kæmpe oplevelse, som jeg sent vil glemme. 

Fantastisk cd

Tommyguns har også udgivet en ny cd. 17 numre med Shadows, Sam Cooke, Be Gees, Cliff Richard, Trawelling Wilburys, Creedence Clearwater m.m. Det svinger, og du kan ikke sidde stille. En fantastisk oplevelse. Cd´en blev præsenteret ved et release – party på Hagges den 13. juni.

Det er tydeligt at Tommyguns er glade for Shadows. Hele 4 numre er der og den gamle redaktør drømmer tilbage til Æ Klev. Her var det hvis nok en gruppe, der hed Silverboys, der var en slags husorkester. Men Mac Gun Kellys stemme går sikkert igennem, og koret lyder flot Det gode ved cd’en er stemningen. Man
forfalder ikke til at lave en partyplade, men bevarer den gode sound.

Og det bedste nummer på cd’en er helt sikkert den ikke helt kendte Long Tall Texan. Her kommer spilleglæden helt igennem. De mange kinddanse til hollandske One way Wind bliver pludselig vagt til live igen. I toppen på cd’en er også Bring it On Home To Me. Tommyguns fortolkning af Shake Rattle and Roll er også flot.

Så kære læsere køb denne cd med Tommyguns Hit it. Hvornår kommer den næste? Men indtil videre kan denne cd kun købes i udvalgte butikker i Højer og Tønder, men ellers kan du tjekke gruppens hjemmeside.

 

Besøg Tommyguns hjemmeside

Mon ikke Tommyguns er ved at blive kult? Prøv at besøge deres hjemmeside www.tommyguns.dk   Men hvem er de nu, disse musikanter?

Ole Warming Andersen:
(vokal) Mc GunKelly. Født og opvokset i Højer. Var den 24. februar 1964 med til at starte de oprindelige Tommyguns. Oplyser at den nye startdato var den 25. oktober 2003.

Erik Degn – Christensen: (lead guitar)
Født og opvokset i Århus. Blev indrulleret i Tommyguns i 2006 ved Radio Syds mellemkomst. Favoritter: Hank Marvin, Mark Knopfler og Chet Atkins. Det er jo bestemt ikke dårligt

Peter Skovmand (rytme guitar)
Startede sammen med 4 andre Kegnæs – gruppen: The Poor Boys.  Var med i gruppen Def Cisum fra Sønderborg. I 1979 startede han The Locomotions fra Nordborg.

Klaus Uecker (bas):
Født og opvokset i det tidligere DDR, hvor han spillede i et danseorkester. Startede i 1966 i Tommyguns. Han havde 4 dage til at øve sig på 60 melodier. Da Tommyguns gik i opløsning i 67 spillede han i forskellige grupper som The Luckies, Four Silgettos og Silverboys. Har i forskellige sammenhænge spillet med Dorte Kollo, Birthe Kjær og Papa Bue.

Henning Rossen (trommer)
Født og opvokset i Højer. Medlem af gruppen Breeze i næsten 12 år. Med i Mohylas Bluesband og Jazz – Quintetten fra Aabenraa..

 

Kanonstemning på Torvet

Den 12. juli spillede Tommyguns på Torvet i Tønder. Vores udsatte/udsendte medarbejder Marinus Thidemann Jensen giver dette stemningsbillede:

• Dagen starter med silende regn fra morgenstunden. Vi når akkurat ned på Torvet uden at blive våde mellem bygerne.
• Ankomst til Torvet, hvor vi står og hyggesnakker med Tommyguns medlemmer: Ole, Klaus, Erik & Henning. De havde været ude at spille aftenen i forvejen, men var klar til fitt for fight. Siden gruppens start i 64, var det deres første optræden på Tønder Torv.
• 11.30:
  Torvet fyldes langsomt, efterhånden som solen i perioder titter frem, kommer de forventningsfulde tilhørere. Det bærer bestemt præg af, at det er det lidt modne publikum, der er kommet for at lytte til Tommyguns. Kun et medlem er under 60 år.
• 12.15:
  Det begynder igen at øse ned. Der bliver spillet
  Hang un Sloopy & Handle with care (Travelling Wilburys). Alle tilskuerne bliver, paraplyerne kommer op og festen fortsætter. At sætte gang i den, det er de bestemt gode til ….hold da op.
• Forsanger Ole W. Er i den grad ”på” i dag… total oplagt til fis & ballade, mens han i en af sine Shadows pauser står i baren. Mens han snakker med nogle fans, begynder bandet at spille Long Tall Texan. Ole bliver i baren, tager mikrofonen op af lommen, og begynder at synge derfra.
• Kl. 14.00 Efter pausen startes der op med Hippi Hippi Shake, All my Loving og Nowere Man, og lokomotivet kører på fulde drøn igen…
• Det er bare herligt
• Der bliver nu spillet Kinks af højeste kvalitet …det er drøn på og alle er totalt opvarmet.
• Det begynder igen at regne, men Tommyguns fyrer lige Johnny bee good af …alle bliver.
• I en lille pause kommer et par børn på 6 og 8 år hen til Ole W og siger: Hold da helt op, hvor I spiller godt. Jeg kan kun samtykke og give dem ret.
• En anden sjov episode: jeg kommer i snak med nogle turister, som også spiller i lignende band, de kom fra Jægerspris og syntes, at det var vældig spændene og godt arrangement.
• Tommyguns fortsætter med at spille til 16.00…en god og uforglemmelig dag er slut… alle går hjem og tænker på denne anderledes dag.

 

• Eksempler på hvilke melodier, der blev spillet denne dag:
• Do you want to dance, Please please me, Proud Mary, Atlantis, You better move on, Trutti Futti, Shake, Rattle and Roll, Down on the corner, Foottaper, Black is Black, I`m a believer, 8 days a Week, To love somebody, All my loving, One way wind….
  Jeg kunne blive ved.

Tak til Marinus for denne oplevelsesrige beretning. Den gamle redaktør kan endnu engang ærgre sig over, at han ikke var i Tønder.

Og kollegaerne til Tommyguns indfandt sig også på Torvet i Tønder. Således fortæller Marinus, at han så K.H. Schultze fra Locomotion og hans bror, Uwe, der lige har startet et 60ér band ved navn Substitutes, hvor blandt andet Niels Wilner Kristiansen er med. For mange år siden oplevede jeg sidstnævnte øve sig i Godsbanens bygninger ved Tønder H.

Her så man også Eddie Karstensen. Var det ikke ham, der var legetøjshandler engang?

Her var også Henning Mohyla fra Dispairs samt et par Locomotion – folk.

Locomotion spillede på Torvet den 17. juli. Men de har fået meget reklame i Musik i Tønder 2. I øvrigt kan vi lige få med at Dispairs spiller på Torvet den 8. august.

Gad vide om Mac Gun Kelly og Tommyguns igen tager til Malta for at spille og holde ferie. De behøver faktisk kun at tage guitarerne med, samt selvfølgelig ferietøjet samt koner og kærester. Anlægget låner de dernede. Hvis de tager af sted igen. Så god ferie og arbejde herfra den gamle redaktør.

Vi håber, trods computerproblemer under fotogalleri, at kunne bringe fotos af Tommyguns på Torvet i Tønder.

– Endnu en gang tak til min gamle overbo fra Lærkevej, Marinus

Se fotogalleri – Tommyguns (taget af Marinus)

 

Læs også:

• Musik i Tønder 3
• Musik i Tønder 2
• Musik i Tønder 1

Og måske skal vi lige nævne at her i 2022 spiller Tommyguns ikke mere Til et af mine foredrag i hovedstaden var den gamle guitarist Hilmar Fabricius mødt op. 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 17.03.2022

 

På Frihedsmuseet overhørte jeg løgnagtige udtalelser om, hvad der foregik i Sønderjylland under besættelsen. Men hvad skete der egentlig, den dag da tyskerne kom. Det kan du læse her. Man havde to fjender, de tyske soldater og de tysksindede. For de tyske soldater var det Flødeskumsfronten, og for de tysksindede opstod tanken Heim ins Reich.

• Min far sagde, aldrig har så mange vasket hænder som efter besættelsen. Mange blevstraffet, men et utal af arbejdsgivere slap fri. Det handlede om penge, sagde min far. Han fortalte nogle forfærdelige ting om Tønder. Men det er ikke meningen, at hænge nogen ud. Måske er grunden til denne artikelserie snarere en rundvisning på Frihedsmuseet, som min afdøde kone og mig hørte for en hel del år siden. Her fortalte en ung mand på engelsk, at der overhovedet ikke var gjort nogen som helst modstand i Sønderjylland fordi det tyske mindretal havde så stor magt.
• Jeg protesterede over bemærkningerne, men den unge mand var ligeglad. ”Er du klar over, hvor mange der faldet for at forsvare Danmark både
  den 9. april og i modstandskampen. Og så alle de sønderjyder der mere eller mindre frivillig er faldet i tysk krigstjeneste”. Jeg forklarede ham også, at mange sønderjyder sad i Frøslevlejren. Nogle fik frataget deres borgerlige rettigheder efter krigen, og mange blev sendt videre til koncentrationslejre. Jeg følte det lidt mærkelig at skulle belære den unge mand. Vi var trods alt på Frihedsmuseet.

 

Spionage før 9. april

Allerede i 1938 havde tysker godt gang i at spionere rundt om I Danmark. En tysk udstillingsvogn fra ur-firmaet Kienzle kørte rundt. De indsamlede værdifuld viden i en bil, der vejede lige så meget som en tysk kampvogn.

Ved et mærkeligt indbrud på Socialdemokratiets kontor, forsvandt der en del dokumenter. I Sønderjylland spionerede mange tysksindede på eget initiativ.

Indtil 1937 drog hundreder af de såkaldte Wandervogel rundt med rygsæk og kikkert, og spionerede. Herman Göring sejlede ubemærket rundt i sin yacht Carin 2 og noterede vigtige informationer. Og på Kastellet samlede en tysk officer vigtige informationer.

 

Truslen fra syd

I Søgårdlejren var rekylgeværerne opladt med skarpe patroner. Soldaterne havde fået at vide, at tyskerne var i gang med at opbygge forsvarsværker. Ved Bov havde Grænsegendarmerne fået at vide, at de skulle være klar til at pakke deres kufferter. Allerede i marts var der store troppestyrker lige syd for grænsen.
Også fiskebilschauffører kunne berette om masser af tyske soldater.

En dansksindet sydslesviger, som var fungerende tolk i den tyske Værnemagt fortalte, at han den 7. april blev hentet om natten af en soldat på motorcykel og omgående beordret til List på Sild. Han fik her at vide, at Danmark og Norge skulle besættes.

 

Tyske tropper kunne ses og høres fra Danmark

I dagene op til den 9. april fløj et større dansk militærfly langs grænsen, berettede vidner fra Højer. Det var også her man den 8. april kunne høre motorlarm
over fra øen Sild. Men en hel uge inden havde tyske militærfly overfløjet Danmark.

Fra Skomagerhus ved Kollund lød meldingen, at tyske tropper havde taget opstilling i området lige syd for grænsen.

I Flensborg var der bestilt overnatning til 9.000 mand. Om aftenen den 8. april var meldingen, at der ville komme 28 troppetog til Flensborg. Tyske jernbanefolk havde fortalt deres danske kollegaer i Padborg, at noget ville ske.

 

2.000 soldater i Sønderjylland

I Sønderjylland var der ud over 4. Bataljon i Søgårdlejren lidt nord for Kruså en rekrutstyrke i Haderslev med tunge morterer, maskingeværer, 37 mm fodfolkskanoner, 20 mm maskinkanoner og et artilleri – batteri. Tillige fandtes styrker i Kværs og Kliplev.

I Tønder lå Fodfolkspioner kommandoens Befalingsmandsskole, mens Sergent – og Oversergentskolen lå i Sønderborg. Her var der også tre rekrutkompagnier. I Esbjerg, Rødekro og Løgumkloster var der batterier fra 14. Artilleriafdeling.

I alt var der i Sydjylland udstationeret 2.000 soldater.

 

På øvelse i Dybbøl

4. Bataljon 1. Kompagni, der var hjemmehørende i Søgård var på øvelse ved Dybbøl Banke den 8. april.  Pludselig lød der fra en adjudant, der kom løbende
fra sin bil Prøvealarmering – Kompagniet stiller hurtigst på Søgård. Privat henvendte han sig til officererne:

• Vi kalder det prøvealarmering, men det er nok alvor. Englænderne udlægger miner ved Norge, og det er observeret en tysk kolonne ved Slesvig ca. 60 kilometer lang march mod nord.

Hjemturen for de 130 soldater foregik på cykel.

 

Alarm i Søgård

Ved hjemkomsten blev der udleveret skarp ammunition, forbindingspakker. Alle magasiner blev optalt, og maskinkanonerne i gården blev efterset. Man havde forventet en grænseovergang kl. 16 – den 8. april. Der blev stillet en 20 mm kanon op ud for Søgård. Mundingen blev rettet mod syd.

Denne kanon blev dog senere fjernet. Man fik at vide, at man ikke måtte provokere tyskerne. Styrken i Søgaard bestod i alt af ca. 700 mand.. Afværgekompagniet havde motorcykler med sidevogne, hvor rekylgeværer og 20 mm maskinkanoner var monteret. De nærmeste danske panserkørertøjer befandt sig helt i Århus. Tre delinger var udstyret med geværer fra 1889.

Afværgekompagniet havde resten af dagen ligget i flyverskjul uden for kasernen. Men hen mod aftenen blev der serveret mad, og soldaterne lagt i seng. Man måtte dog ikke tage tornystrene af. Geværerne skulle ligge ved siden af, og støvlerne måtte ikke tages af. En deling holdt vagt i samlingsstuen af gangen. Soldaterne fik at vide, at man antagelig i løbet af natten ville få ordre til at trække nord på.

 

Korporal eleven i Sæd

En korporal elev skulle underrette Fodfolk-kompagniet i Tønder, når tyskerne overskred grænsen ved Sæd. På motorcykel skulle han køre ind til kasernen Han blev indkvarteret 200 meter fra grænsen sammen med tre gendarmer. Kl. 22 gik han i seng. Men efter en halv time blev han vækket af vagtmesteren. Biler, motorcykler og tog kørte ustandselig blot 2 kilometer syd for grænsen. Man mente, at det snart ville ske noget.

 

Ingen dansk fly i sigte

Lidt før kl. 12 den 8. april modtog Luftværnsartilleriet i Røde Kro en melding om at man ikke måtte skyde, da der var danske flyvemaskiner i luften over grænseegnene. Men man så ikke nogle danske fly. Kl. 23 fik soldaterne ordre til at gå i kvarter. De boede på bondegårde i nærheden af batteriet.

 

Melding fra Aabenraa: fjendtligt fly

En fjernskriver-meddelelse fra Åbenrå kl. 0.05 meddelte til Sikkerhedspolitiet i København at en ukendt flyvemaskine en time forinden havde overskredet grænsen og igen var returneret sydpå.

• Kl. 1.50 meldte Ritmester Lunding til Rigspolitiet, at alt var roligt ved grænsen. Alt tydede på, at de tyske tropper var gået til ro.
• Ved 2.30 – tiden fik en deling i Søgård besked på at gå i stilling ved Bjergskov.
• Kl. 3.30 havde Grænsegendarmer hørt stærk motorlarm ved Aventoft

Tre grænsegendarmer skudt

I Padborg blev tre grænsegendarmer A.A. Hansen, A.S. Albertsen og J.P. Birk kl. 4 mødt af tre civilklædte tyskere ved viadukten. Da gendarmerne spurgte, hvor de skulle hen, svarede de Til banegården og skød efter de tre gendarmer. Den ene døde øjeblikkelig, de to andre blev alvorlig sårede og døde dagen efter.

De tre tyskere skulle forhindre, at jernbaneviadukten blev sprængt i luften.

 

Tønder Kaserne alarmeret

Kl. 4.15 havde de tyske soldater fra den 11. Motoriserede Skyttebrigade kørt over grænsen ved Sæd. Brigaden skulle nå Ålborg Lufthavn i løbet af dagen.

Korporal-eleven skyndte sig mod Tønder på motorcyklen til Tønder Kaserne. Det førte til øjeblikkelig alarmering. Han fik besked på, at køre tilbage, for at se, hvor vidt de var nået. Men de første var allerede nået ind til byen.

Mens de tyske invasionsstyrker kørte op foran kasernen forsøgte oberst Paulsen, at holde tyskerne hen. De danske soldater forsvandt ud af bagdøren og etablerede en række forhindringer nordligere ved Abild, Sølsted og Bredebro.

 

Søgård alarmeret

Ved Kruså nåede vagthavende at ringe til Søgård:

• Nu er de her ude på vejen. Vi er overrumplede. Toldstationen er taget. Se nu at komme ud deroppe.

Det var 401. Regiment af 170. Division under generalmajor Witte, der overskred grænsen. I alt overskred 15.000 mand de syv grænseovergange. I Søgård blev der befalet Til cyklerne. De fleste kørte mod Bjergskov nord for Søgård. Andre kørte syd på til Lundtoftebjerg, et par kilometer syd for Søgård.

I Bjergskov undrede soldaterne sig over, at de havde bedre dækning. Samtidig undrede det dem, at der ikke var kommet forstærkning nord fra.

 

Ingen modstand på Rømø

Rømø blev besat af tyskerne, der kom i lystfartøjer. Der var ingen modstand, heller ikke fra de 80 grænsegendarmer, der befandt sig på øen.

 

Lundtoftebjerg

Ved Lundtoftebjerg rykkede tyskerne frem med motorcykler, pansrede opklaringsfartøjer og kampvogne. Stedet var langet fra ideelt for et forsvar. Der blev sendt et par varselsskud forbi de tyske tropper, der øjeblikkelig stoppede.

Derefter åbnede danskerne mere kraftig ild. Den forreste panservogn blev straks ramt, og den anden sat i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen. En tysk tank blev ramt af en 20 mm projektil, men den prellede bare af.

De 19 danskere foretog et hastigt tilbagetog til den øvrige deling ved Bjergskov, stærk forfulgt af tyskerne.

Delingen blev beskudt fra luften, og soldaterne kunne se, at det var et dansk fly, udsendt fra Værløse. Senere blev de beskudt af tyske jagerfly. Ligeledes blev man beskudt af panservogne.

De fleste danske soldater bliver omringet af tyskerne. Det lykkedes for nogle at flygte. En dansk soldat blev dræbt

 

Fly ved Rødekro

Kl. 5.15 alarmerede vagtposterne batteriet. I Rødekro. Der var kommet en flyver tæt på batteriet. Da der var affyret 3 skud, råbte telefonvagten Der må ikke skydes på den flyver.

Flyet måtte nødlande omkring Skærbæk. Bag nedskydningen stod Tage Petersen. Han meldte sig som glødende antikommunist da Nazityskland angreb Sovjetunionen. Han velsignede det nye Frikorps Danmark og blev senere en meget aktiv Hipo – mand. Fra helt til antihelt. Kl. 6.30 kom en tysk panserværnsafdeling og besatte batteriet.

 

Sølsted

Forinden var den første panservogn, der kom til Sølsted ramt af et projektil. De danske soldater blev nu beskudt oppefra. Ved Abild var to tyske panservogne blevet ødelagt af en enkelt 20 mm maskinkanon.

 

En times kamp ved Bredebro

Ved Bredebro var der foretaget vejspærring. Danskerne åbnede ild mod tyskerne, der stoppede deres fremmarch kortvarig. De fik nu støtte fra luften. En dansk styrke på 50 mand havde holdt tyskerne tilbage i en time.

 

Slaget ved Bredevad

I Bredevad blev to tyske soldater taget til fange. Men tysksindede gårdejere afvæbnede et dansk kompagni i Kværs

En tysk panservogn ved Bredevad blev mødt af to fuldtræffere. Den endte på tværs af vejen. Den danske maskingeværstilling blev ødelagt og skytten dræbt af tyskerne med  skud i hovedet. Hjælperen blev ramt i brystet og døde to timer efter. Yderligere to tyske militærkørertøjer blev ramt. To danske soldater måtte på sygehus ramt af granatsplinter. Resten af soldaterne blev taget til fange, og bevogtet bag pigtråd på en åben mark – af tysksindede sønderjyder.

 

Hokkerup

Kl. 5.10 var Afværgekompagniets halvdeling i stilling ved Hokkerup. Kl. 5.20 blev man angrebet at tyske panservogne. Kort tid efter var kampene i gang. Tre panservogne blev gjort ukampdygtige, men to danske soldater måtte lade livet. Pludselig var man omringet af 100 tyske soldater. De sårede kom under behandling.

 

Ordren, som Sønderjylland ikke modtog

Kl. 6.20 udgik kapitulationsordren til Hærens forskellige garnisoner, kaserner m.m. Men budskabet var ikke nået Bjergskov. Ja faktisk kæmpede de i flere timer efter, at ordren var givet.

 

Skud i Aabenraa

Kl. 6.45 rykker tyskerne ind i Aabenraa, nu med kampvogne forrest. En mælkedreng var lidt for nysgerrig. Han blev ramt af en tysk kugle, og døde på stedet. Tyskerne skød efter danske soldater på motorcykel, antagelig personel fra Søgård.

 

Dræbte i Haderslev

Ved Haderslev opstod en træfning kl. 7.15. En 37 mm fodfolkskanon blev opstillet på hjørnet af Hertug Hans Gade og Åbenråvej. Soldaterne blev hurtig beskudt og deres kanon blev sprængt. Resultatet var 2 dræbte og 4 hårdt sårede.

Ved kasernen fortsatte skyderierne. En kampvogn blev ramt og kørte ind i et hus og en tysk motorcyklist blev dræbt.

Først kl. 8 nåede budskabet om at overgive sig til Sønderjylland. Da var der allerede adskillige dræbte og sårede.

Mange steder i det sønderjyske blev de tyske soldater modtaget som befriere. Hjemmetyskere fungerede også som selvbestaltede færdselsbetjente i hjemmelavede uniformer og ledte tropperne på vej. Gaver og frugt blev også i rigelig grad overrakt til tyskerne. Det udnyttede den tyske propaganda, og fortalte Verden, at i Danmark var de velkommen.

 

Sønderjyder spytter på danske soldater

De tilfangetagede danske soldater ved Bjergskov blev mødt med spytklatter af danske nazister, der havde hagekors på cykel og uniform. På et tidspunkt blev de for meget for de tyske officerer.

 

Tab på begge sider

De danske tab var 11 soldater, 3 grænsegendarmer og 2 luftpersonel. 20 soldater var blevet såret og nogle enkelte civile var blevet dræbt. De tyske tab har aldrig officielt været offentliggjort, men uofficielle kilder nævner 180 faldne tyske soldater.

 

Tysksindede provokerer

Tysksindede nordslesvigere havde brugt lejligheden til at fremkalde provokationer i Tønder, Haderslev og Aabenraa. Det var også et tilløb til det i Sønderborg. Det skete efter, at det tyske mindretal havde forsikret om deres absolutte loyalitet.

I Nordschleswigsche Zeitung kunne man på forsiden læse, at de tyske tropper blev hilst med jubel af den hjemmetyske befolkning:

• Glædeligt betragtet, men samtidigt besindigt og disciplineret pålever den tyske folkegruppe i Nordslesvig denne store time i tyske historie.

 

Tyske aviser: Strålende modtagelse i Danmark

I Hamburger Fremedenblatt kunne man læse følgende beretning fra Sønderjylland:

• Gammel og ung, Mænd og Kvinder står ved Vejene og vinker til os, råber et Heil i møde og ser på os med strålende øjne, lykkelig over atter en gang
  at se tyske Soldater.

 

Flødeskumsfronten

Mange tyske soldater havde fået at vide, at det var den danske regering, der havde bedt tyskerne om hjælp, fordi danskerne var bange for at blive besat af englænderne. Tyskerne fremviste deres proviant for pressen, og flere godstog med mad blev sendt op til Danmark. Man ville ikke lægge Danmark for last.

Det skulle så vise sig, at Danmark blev et stort tag selv bord. Nogle af de første ord tyskerne lærte var flødeskum. Flødeskumskager og wienerbrød blev i rigelig
mængder fortæret af de tyske tropper, ikke uden grund blev Danmark kaldt for Flødeskumsfronten.

I Padborg forsøgte en ung mand at gøre noget mod tyskerne. Fra hans hjem kunne han se alle tyske tog. Han forsøgte at hælde sand i alle smørehullerne. Han blev opdaget af en tysk soldat, og fik en ordentlig endefuld over hans knæ.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Besættelsestiden Før/Nu/Efter finder du 362 artikler 

Redigeret 17. – 03. – 2022

 

Det var en alpehytte på en mægtig ”bakke” i Tønder. Her var ringridning og keglen. Her blev man optaget i ”Burschenshaft”. Har samledes vi efter ”Ræveløb”, og her holdt Tønder Båndamatørklub til. Schützenfest blev også afholdt her. Engang optrådte Defenders her. Mange dejlige minder knytter sig til stedet. Og efter at artiklen blev skrevet har jeg også holdt foredrag her. 

 

Atter engang vender vi tilbage til dette forsamlingshus, eller hvad vi nu skal kalde det. De flittige læsere har allerede opdaget, at undertegnede har et vist forhold til dette sted. Det var her vi gik til pigtrådsbal. Her spillede bl.a. Defenders. Her spillede også adskillige jazz – orkestre. Og her holdt Schützenbrüder til, når de havde deres årlige sammenkomst. Så kom de fra hele Nordtyskland. Musikken var kommet til Tønder. Inde bag på grunden blev der så skudt. Jeg fik også lov til det. Min onkel Jacob var ivrig skyttebror. Min anden onkel Pulle har ofte spillet musik for Højer Brandværnsorkester her.

 

Tønder Båndamatørklub

Under scenen holdt Tønder Båndamatørklub til. Vi havde indrettet et lille studie, og lavet udstilling med 4 – spors spolebåndoptager. Det var sjovt. Vi havde konkurrencer i at lave de bedste lydeffekter. Her lavede vi også blindebånd. Og til det formål optog vi et par julemelodier med det legendariske orkester
The Arrows. En udstilling af vores båndoptager samlede faktisk ret mange mennesker.

 

Hvor er Jens Peter og Dorthe?

Var det ikke også her på Schweizerhalle, at min gode ven Jens Peter fra Skive blev varm på Dorthe fra Rudbøl. Jeg besøgte dem et par gange i Vejle. Hvad mon det er blevet af dem? Vi havde en dejlig fest i Rudbøl engang og var på bytur i Skive, men det er jo en helt anden historie.

 

Et foredrag på æ Sproch

Et oldebarn til en af de tidligere værter på Schweizerhalle har henvendt sig her til redaktionen. Jeg hjalp ham med at finde et foto af hans oldefar. En sjov oplevelse.

Da jeg holdt foredrag om Æ Kachman, æ Knippelpiche å åll de anne i Tynne omtalte jeg en brand på Schweizerhalle i 1908. En af de tilstedeværende, kunne huske at et familiemedlem havde omtalt denne brand.

 

Efter Ræveløb

Det var også på Schweitzerhalle vi nogle gange forsamlede os, når vi i de sønderjyske walkie – klubber havde kørt ræveløb omkring Tønder. Da var jeg for længst fraflyttet Tønder og boede i Aabenraa.

 

Den sidste bytur

Man havde let til en lille tår i Tønder i gamle dage. Det har man vel stadigvæk. Vi havde en sport om, hvor mange gange, vi kunne nå en omgang i Tønder. Men vi har aldrig nået mere end en. Det gjaldt om, at vi kun måtte få en enkelt Gewessen hvert sted. Sidste gang, vi prøvede måtte vi give fortabt foran Posthuset. Men det fordi, at Ingolf havde fundet en flaske vodka frem

 

Gamle minder om Schweitzerhalle

Men man siger ofte, at det var markedsgæsterne, der var skyld i drikkeriet i Tønder. Men det var nok ikke hele sandheden. Der var masser af traktørsteder. Redaktør Skovrøy sagde engang:

• Medens man på østkysten står tidligt op for at se solen danse, vender man sig her om til væggen og sover videre, drømmende om fede græspenge og høje priser på fedekvæget. Her i byen tager man om eftermiddagen sin kone – hvis man har en – under armen, sine fem børn i en snor bagefter
  sig og vandrer så ud til Svejtserhalle eller til Altona.

Lærer Niels Peter Olsen, der var elev på seminariet siger i sine erindringer:

• Sommersøndage om eftermiddagen var færdslen i alleen og på vejene i byens nærhed meget livlig. Familierne vandrede til Schweizehalle eller Altona, hvor mændene spillede kegler, mens madammerne nød deres kaffe og kaffesladder, og ungdommen legede.

 

Altona nedbrændte i 1947

Altona, der lå ved vejen mod Møgeltønder, nedbrændte i 1947. Men der var den for længst ophørt med at være kro. Schweizerhalle vedblev med aktivisterne i mange år. Men hvordan begyndte det egentlig?

 

En alpehytte i Tønder

Lohmeyers arvinger solgte i 1861 grundstykket, Nord – øst kvarter nr. 103 til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Her blev bygget en lagerkælder til øl og is og anlagt en kæmpe jordhøj. I det flade marskland kunne man godt forestille sig en schweizisk alpehytte. En keglebane, en ringriderplads og rejsestald
blev også opført. En tribune blev rejst, og byens musikkapel gav jævnlig koncerter her.

 

En løftet finger mod seminaristerne

Ret hurtig blev Schweitzerhalle samlingssted for skyttebrødre, ringriderkorpset og andre foreninger. Men også seminaristerne faldt for stedet. Det blev deres foretruknesamlingssted. Men det var ikke alle der var lige begejstret. Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen udtalte således i 1894:

• Dette utvungne Samvær, der kunne ødelægge en ung Mands Fremtid ved, at Drik blev en Lidenskab, eller at han havde skabt en Gæld, der tvang ham til at forlade Skolen. Et grimt Træk var det, at Værten havde sin egen Valuta, idet han havde ladet fremstille Penge af Blik lydende på 1, 2 eller 3 Mark. Disse udlånte han til insolvente Soldebrødre, som kunne benytte dem ved Betaling af Værtens Drikkevarer.

 

Optagelse i ”Burschenschaft”

Når seminaristerne mødtes, startede man med et foredrag, som en af eleverne skulle holde over et udvalgt emne. Så tømtes ølglassene efter nøje fastsatte regler. Dette var fastsat i et trykt reglement. Lokalet blev fyldt med tobaksrøg, og lystigheden fortsatte med muntre sange fra en visebog.

Adskillige ceremonier hørte til. På Mikkelsaften skulle de nyankommende optages i ”Burschenschaft”. Gamle elever sad i diplomatfrakke forsynet med et mægtigt skæg foran et eksamensbord og stillede de stakkels nyankommende ”åndsløse” spørgsmål.

Det handlede om de nye kunne omgås øl og tobak. Som amtskonsulent Svendsen udtrykte det:

• Man gjorde Forsøg på at lægge et Skær af Romantik og Poesi over deres Drikkeskikke.

50 – års rammer nedbrændt

En ungersvend fra Als beskrev en sammenkomst på Schweitzerhalle på en anden måde:

• Aftenen efter Optagelsesprøven blev der afholdt et Gilde på Schweizerhalle. Alle Præparander, Seminarister fra den dansktalende Afdeling var med. Salen var oplyst af flere Gaslamper og i hvert Hjørne brændte en Gasflamme foraan buet Spejlglas, hvad der gav Salen et meget festligt Præg. Jeg havde i mine Dage ikke set en så stor og fin Sal og følte mig lidt trykket ved al den Herlighed. Tre Borde var dækket med fin, hvid Dug og med Tallerkner, Glas, Vinflasker o.s.v.
• Øverst i salen ved Tværbordet sad Lærerne med en uhyre Højtidig Værdighed. Vi kom så til Bords. Seminarieforstanderen pastor Schmidt, senere Provst i Svenstrup på Als, holdt en kort Bordbøn, og så begyndte Måltidet. Der blev sunget og holdt flere Taler, både af lærere samt nogle af de ældre Seminarister.

I næsten 50 år dannede lokalerne rammerne over disse begivenheder. Men en augustdag i 1908 måtte seminarister og andre godtfolk i Tønder konstatere at lokaliteterne blev forvandlet til aske.

Den 14. august kl. 15.30 opstod der ild i bygningen. Alarmeringen blev forsinket grundet misforståelser. Den eneste brønd i nærheden kunne ikke levere nok vand. Brandvæsnet måtte nedrive en del, så branden ikke skulle bredde sig.

Det lykkedes at redde stalden og husets indbo. Men en del fotografier af forskellige elevgrupper gik tabt.

 

Jordhøjen nedbrudt

Kælderen blev reddet. I en årrække blev den anvendt som oplagsrum for bryggeriets beholdning. Her blev is-beholdningen også opbevaret. Det hentede man på Østblegen som bryggeriet havde købt for 7.800 Mark i 1898.

Jordhøjen som var byens højeste ”Bjerg” blev brugt af ungdommen som kælkebakke.

I begyndelsen af 20’erne blev jordhøjen nedbrudt og anvendt på sygehusets grund. Også kælderen blev nedbrudt.

Men allerede den 7. april 1909 var der blevet holdt rejsegilde over et nyt Schweizerhalle. Den lokale avis kunne berette om, at denne restaurant også ville blive
en seværdighed, hvis lige man ikke ville finde i amtet.

 

Et foredrag for min tidligere klasselærer 

Og det var så her jeg nu for efterhånden holdt et foredrag for en meget fuld sal. Det var “Aktive Kvinder i Tønder” under ledelse Fru Johansen – min gamle klasselærerinde, der havde bedt mig om at holde et to – timers foredrag om Tønders Historie “å æ Sproch”. Det var en kæmpe oplevelse sådan en torsdag aften.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere?

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Brand i Tønder
• Ture i Tønder 1
  
• Tønder Seminariums Historie og mange flere 

Redigeret 17. – 03. 2022

 

En højtuddannet læge med utraditionelle behandlingsmetoder kom til Højer 1867. Manden, der hed Jersild fik efterhånden kult – status, og folk valfartede til ham. Han var dog bange for at blive begravet levende, og var en af de første der blev lig-brændt herhjemme. Læs her hvordan han fjernede en jernsplint i øjet, kurrerede tarmslyng og beordrede koldt-vands-kure i Vadehavet.

I 1867 fik Højer en ny læge. Theodor Jersild var søn af en vekselerer og havde uddannet sig i Kiel. Da han var med uddannelsen rejste han rundt i Tyskland, Frankrig og England, hvor han fik suppleret sin uddannelse hos disse landets mest ansete læger.

12 år senere blev Jersild afløst af apotekersønnen Nagel fra hjembyen Højer.

 

Rejsende med skærende instrumenter

Jersild var en elegant skikkelse, der altid gik sortklædt med udskåret vest og skinnede hvidt linned. Han havde en bred pande med en skaldet isse. Han var slagfærdig og havde nogle drastiske helbredelsesmetoder.

Da han ankom, havde Højer kun en gæstgivergård. Værtinden var måske lige lidt for nysgerrig. Derfor spurgte hun:

• Hvad rejser de så med?
• Med skærende instrumenter, svarede Jersild
• Ja det går nu ikke herude, vrissede værtinden.

Hun havde endnu ikke fundet ud af, at det var byens nye læge.

 

Der røg mandlerne

I skænkestuen lagde Jersild mærke til at en af hæwingerne ikke kunne få te-punchene ned.

Vent et øjeblik, sagde han og gik op på sit værelse efter nogle instrumenter. Han bad nu manden om at åbne sin mund. Inden alle gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede han manden på skulderen og sagde:

• Nu skal De se, det skal nok gå bedre med at få te-punchene ned.

Og sådan gik det. Der røg sikkert et par ekstra ned.

 

Det hvide vendte ud af øjnene

Da han blev op søgt af byens smed, der havde fået en jernsplint i øjet, lagde han et reb om halsen på ham og hængte ham op i en krog, så den store smed var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.

 

Sådan helbreder man tarmslyng

Da han i 1879 tiltrådte sin gerning i Tønder, blev han tilkaldt til en patient i Bredebro, der led af tarmslyng. Han beordrede patienten lagt på en skrumlende ”kastenvogn”, der i voldsom fart skulle køre til Flensborg. Jersild sagde, at han der skulle på operationsbordet. Vognen nåede dog kun til Tønder. Under rysteturen var smerterne forsvundet. Men den havde lægen regnet
ud.

 

Koldt-vands-kurene i Vadehavet

Rygterne bredte sig. Også hans koldt-vands-kure. De gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture ved ebbe i Vadehavet. Derfor blev der i sognene anskaffet baderekvisitter, og der blev uddannet sygeplejerske, der fik lært at bruge termometer og bad.

Der har I Moses og profeterne, sagde han for at understrege, hvor vigtig disse kure var. Resultaterne udeblev heller ikke.

Han foretrak, at operere i det fri. Han mente, at vesterhavsluften ikke indeholdt mikrober, der var farlige for sår.

 

Kultstatus

Han indførte mave-punpen, gips og stivelsesbandage og foretog vellykkede øjne – og øreoperationer. Efterhånden havde han opnået kultstatus og folk kom langvejs fra. De ventede i dagevis, og mente, at han kunne kurere alt.

 

Et frisindet sprog

En dame, der led af en håbløs sygdom havde af sin læge fået at vide, at hun skulle drikke en kaffepunch hver morgen. Da Jersild hørte dette råd, udbrød han En kaffepunch, Nej min gode kone, De skal skam ta´ to.

Hans frisindede sprog kunne godt for hæwringerne og det pæne borgerskab op af stolene.

• Kamelen skal i vand. Kadaveret skal nok komme sig.

Recepten på ryggen

På apoteket i Højer kom en mand en dag for at hente medicin. Han gik hen til skranken, og vente sig samtidig om. Apotekeren så da, at recepten var skrevet med kridt på hans ryg. Han havde været under Jersilds behandling. Og i det fattige hjem i Højer var der mangel på almindeligt skrive-materiale. Så denne metode, var den eneste udvej.

 

Overpris betalte for den næste

En rig marskbonde ville betale for en behandling. Jersild svarede, at det kunne vente til senere. Den stædige bonde blev dog ved. Jeg betaler kontant. Jersild svarede Javel da, det bliver lige 100 Mark. Bonden udbrød forundret 100 Mark. Ja, sagde Jersild, hvis De ikke har så mange, så lad bare vente.

Bonden lagde modvilligt pengene på bordet. Nu kom en fattig mand i samme ærinde, og han ønskede også at betale.

Deres regning er betalt min gode mand, svarede lægen til denne mands forundring. Jo kan de se den tykke mand derhenne på gaden, sagde han og førte den fattige mand hen til vinduet.

 

Et frimærke på tungen

Da han var i gang med at skrive et brev, trådte en ældre kvinde ind. Jersild bad hende om at række tungen frem. Derpå tog han et frimærke og vædede det på den fremstrakte tunge. Et sådan påfund blev sikkert modtaget med forbavselse af høwringerne.

 

Hvornår vil De have Deres vinterkartofler?

Nogen gang gik det lidt for hurtig hos læge Jersild. En bondekone kommer ind. Hun bliver straks beordret til at smide tøjet. Hun så meget desorienteret ud.

• Jamen De fejler jo ikke noget, sagde lægen.
• Det ved jeg da godt, var svaret Jeg ville kun spørge Dem, hvornår De ville have Deres vinterkartofler.

 

Ingen gravskrift– ligbrænding

Jersild var en rigtig selskabsløve. Drikkevandet var den gang ret sundhedsfarligt, men han forstod at slukke tørsten på anden vis.

En af de gode venner var redaktør Skovrøy. En aften sad de på Skyttegården i Tønder. Her fortalte Jersild, hvad der skulle stå på hans gravskrift:

• De ben, der hviler her, er mine, jeg ville ønske det var dine.

Den 17. november 1904 døde Jersild. På hans ældre dage var han bange for at blive levende begravet. Han havde aftalt med en sine venner dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære pulsårerne over, når han havde hørt om dødsfaldet. Han havde stillet ham en belønning på et par tusinde Mark i udsigt. Men de penge kom aldrig til udbetaling. Som en af de første i landet, ønskede han ligbrænding.

Det var måske mærkelig, at sådan en læge slog ned ved vestkysten. Men mon måske var det hans frihedstrang, der førte ham hertil. Og Hæwringerne og den fra Tynne vænnede sig efterhånden til hans utraditionelle metoder. Og det mærkelige læge fra Højer blev faktisk meget afholdt.

Kilde:

• Litteratur Tønder
  
• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 

Redigeret 8.12.2021

Bønderne havde det ikke let. Møgeltønder var nærmest en købstad. Og i Tinghuset havde de travlt. Fem dødsdomme på fem år. De onde grevinder var upopulære. Kvægpesten var en blå tåge, en straf fra Gud for menneskelig synd og ondskab. Schackenborg kan spores tilbage til et ”borgværk” fra omkring 1050

Møgeltønder har været en betydningsfuld by allerede meget tidlig i historien. Måske har man haft direkte adgang til Vidå. Man er da lidt uenig. Geologer kan
fastslå, at Vidåens gamle løb ligger ca. 2 km syd for byen.

Helt op til 1700 – tallet har der været skibe, der har været hjemmehørende i Møgeltønder og søfolk har boet her op til 1800 – tallet.

 

Borg siden 1050

I Møgeltønder har der siden midten af 1050’erne ligget en borg. Desuden er der tilsyneladende foregået en del omkring det sted, hvor kirken nu ligger. Antagelig har der her været et kultsted i den tidligere historie.

 

Bispegård siden 1200 – tallet

Bispegården kendes skriftlig allerede fra 1200 – tallet. Den blev udbygget som borg og fæstning. Ofte blev den angrebet, og det er ganske sikkert også gået ud over borgerne. I 1434 blev borgen igen angrebet og blev slemt medtaget. Ribebispen genvandt den og fik den genopbygget.

 

Mange ombygninger

Vi ved, at den i 1417 var omgivet af en ringmur. Lensmand under Erik af Pommern, Morten Jensen Gyrslinge, har skrevet dette i et Forlens-brev.

I 1550’erne renoverede Detlef Ahlefeldt bygningerne og foretog mange reparationer. Fra synsforretninger i tiden 1600 – 1655 kender vi lidt til størrelsen:

• Borgergården mod vest
• Staldgården i midten
• Ladegården mod øst

Til adskillelsen mellem borgergård og staldgård var der yderligere et plankeværk. Ringmuren omkring borgen forfaldt dog noget i middelalderen.   I baggården, der hvor Schackenborg nu ligger, lå der et grundmuret stenhus, cirka 23 fag langt og 2 stokværk høj. I Schackenborgs sydfløj kan man antagelig finde rester af dette. Her lå den store fruestue, fem sovekamre og et jomfrukammer forsynet med låse.

Nord for dette beboelseshus lå der i den nuværende slotsgård, et stort grundmuret firkantet og tre loft høje tårn med ”saddeltag”. Dette blæste dog ned ved en oktober-storm i 1643. i selve borgergården lå yderligere et par bygninger.

I Staldgården mod syd lå der i 1639 mod syd en stor port-bygning, som var opført af bindingsværk. Mod nord i staldbygningen lå en hestestald til lensmanden og hans medhjælpers heste. Det var ligeledes opført i bindingsværk.

Øst for staldgården, hvor der i dag er gartneri lå ladegården som i 1639 udgjorde et kæmpe kompleks. Det var en firelænget gård. Men meget tyder på, at denne
gård ofte har skiftet udseende. På østsiden af ladegården gav en bro adgang til Ladegårdsmarkerne og landevejen.

Torsteinsson ødelagde det hele

Da den svenske general Torsteinsson kom forbi, ødelagde han en masse. Lensmanden måtte derfor udleje det meste af jorden til fæstebønderne. Disse fæstebønder blev også tvunget til at genopbygge avlsbygningerne og selve slottet.

 

Hoveri i Møgeltønder

Modsat beboerne inde i Tønder, så måtte bønderne inde i Møgeltønder allerede fra Middelalderen yde hoveri. I 1233 omtales dette.

 

Bemyndigelse til at straffe

I sidste halvdel af 1500 – tallet voksede kornpriserne. Derfor blev en del gårde omkring Møgeltønder inddraget. Bønderne klagede over det uvæsen. Men lensmand Claus Rantzau klagede til kongen. Og denne gav lensmanden ret til bøndernes store utilfredshed. Han fik også bemyndigelse til afstraffe de bønder, der var genstridige, og det benyttede han sig sandelig også af.

 

Kronen overtager

Bendix Rantzau købte lenet i 1583. Han fortsatte med at straffe bønderne. De klagede til kongen, og han nedsatte en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men adelen og kongedømmet holdt sammen. De stakkels bønder måtte parere ordre.

Men de var stædige, de der bønder. I 1599 klagede de igen. Denne gang lyttede kongen, og Rantzau fik en irettesættelse. Kort efter overtog kongen igen lenet, og den ny lensmand, Albert Friis fik pålæg om, at bønderne ikke måtte få flere byrder.

Men Rantzau spøgte stadig. Han forlangte, at bønderne skulle betale de bøder, han nu engang havde pålagt dem. Rantzau var også i strid med ærkedegnen i Ribe.  Omkring 1600 var der i Møgeltønder 22 helgårde og 5 halvgårde og 46 huse. Kejserkrigen og andre ulykker reducerede dog ikke dette antal væsentlig.

 

Hans Schack overtager

Feltherre, Hans Schack overtog Møgeltønderhus i 1661. Det var en belønning for hans indsats mod svenskerne. Det lykkedes for ham og den københavnske befolkning at modstå belejringen af hovedstaden. Hvis du nu skal være helt korrekt, m.h.t. overtagelsen, så var det som vederlag for Troskab og villig
Tjeneste. Feltherren købte godset i 1661. I de følgende år opkøbte han store jordstykker. Grevskabet Schackenborg fik dog først erektionspatent i 1676. Det var et halvt år efter Hans Schacks død.

Hans Schack tilhørte en ældgammel nordtysk adelsslægt, hvis stamfar allerede nævnes i 1162. Længe sad slægten på godser i Lauenburg og Mecklenburg. Sammen med Møgeltønderhus erhvervede han også Gram og Gisselfeld på Sjælland.

Det var en stor ombygning, der blev foretaget. I 1666 opdagede man, at loftsbrædderne var hugget forkert. Tømmermesteren havde ikke ført ordentlig tilsyn. Men det var et storslået bygningsanlæg han fik anlagt. Et trefløjet slot med en masse bygninger ved siden af. Oprindelig var slottet opført i rødstensmurværk.

 

Belastende udgifter for bønderne

Landegildet, som var en slags skat skulle nu betales i kontanter. Endvidere skulle man betale leje af Slotsmarken. Bønderne skulle endvidere betale hartkornsskat. Store militærleverancer i sidste halvdel af 1600 – tallet og i begyndelsen af 1700 – tallet var også belastende for bønderne.

 

Kådnere og husmænd havde ingen magt

Antallet af kådner-huse voksede, og da Slotsgade blev anlagt kom der yderligere fart i anlæggelse af huse. I Sønderbyen var der 60 huse i 1778.

Det var kun gårdmændene der havde andel i den fælles landsbymark. Husmændene og kanderne havde ikke den ret. Indflydelse ved den såkaldte ”Grand-møder” havde de heller ikke. De måtte arbejde sig til græsningsret. De ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Deres koner kniplede, og døtrene blev taget tidlig ud af skolen, for at de også kunne tjene penge til familien ved at kniple.

 

Grevskabet fanger østers

Grev Schack benyttede sig også af sine privilegier med hensyn til østersfangst. Det havde grevskabet helt til 1802. Da blev privilegierne lejet ud. Rettighederne udløb faktisk først i 1937.

 

Oprør fra bønderne

Ladegårdsbygningerne blev genopført i 1661, og inspektør Nicolaj Tych genindførte ladegårdsdriften. Gården Røj, noget af Møgeltønder Bymark og nogle gårde Ved Åen blev inddraget. Bønderne blev beordret til at pløje det store område. Samtidig hævede Schack bøndernes afgift. Det afstedkom et nyt oprør fra bønderne i Møgeltønder. (Se artiklen Oprør i Møgeltønder).

Også udskrivning af landmilitsen vakte mishag. I 1718 – 25 rejste bønderne igen sag mod Schack. Brødrene Hans og Anders Hansen kørte bøndernes sag. De vandt også nogle sager mod præsten (Se artiklen Præsten fra Daler).

 

Bønderne taber sagen

Bønderne tabte sagen mod den onde grevinde Anna Sophie Schack født Rantzau. De fik dog afgifterne nedsat, men nægtede at betale. Grevskabet foretog derefter tvangsudlæg hos dem.

 

Kvægpest

I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønder i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. 177 kreaturer, som var mere end halvdelen måtte lade livet.
I et brev fra 1745 fortæller inspektør på Schackenborg, Lûtken;

• at Bønderne havde set den (kvægsygen) drive af sted til et andet ligesom en blålig Tåge langs Jorden, imellem noget højere op og imellem tæt ned over Jorden, og hvor den rammer et Hus og driver ind, kan det ligge som en blålig Tåge i og over Vandet og der får de og Fæ-sygdommen, så det vel ikke
  ved al menneskelig forsigtighed kan anvendes.

I alt døde der på Schackenborg 3.131 kreaturer. De senere angreb af kvægsygen i 1750’erne og 1770’erne syntes ikke at være så alvorlige. Det blev dyrt at købe erstatningskvæg. Det kunne også godt mærkes at Møgeltønders agerjord manglede gødning fra kvæget..

Man opfattede det som Guds straf for menneskelig synd og ondskab. Der blev holdt særlige bodsgudstjenester og afsunget den salme, som Brorson havde skrevet til lejligheden.

 

Bønderne får rettigheder

Ved et møde i 1746 enedes bønderne med herskabets tilladelse en udskiftning af noget af agerlandet. Da bønderne selv havde indflydelse på resultatet, skete der ikke en udflytning. Måske er det årsagen til de mange velholdte huse og gårde i Møgeltønder.

I 1770 blev Slotsmarken afhændet for højeste bud. Det var årsag til at bønderne fra 1775 kunne kalde sig arvefæstere. Selvejere blev bønderne først i 1800 – tallet.   Ifølge folketællingen i 1787 boede der i Møgeltønder 805 indbyggere. Deraf var 52 håndværkere.

 

Grevskabets storhedstid

Grevskabets storhedstid var vel nok i midten af 1700 – tallet. En omfattende istandsættelse af slottet blev foretaget. I 1755 blev der plantet lindetræer. Et storslået rokoko – anlæg blev oprettet. Avlsbygningerne blev nedbrudt i 1771

En hoved-restaurering i 1878 forandrede slottet væsentlig. Her fik hovedbygningen nyt midt-risalit og port-bygningens facade-kviste udstyredes med cememtdekorationer, der svarede til sandstens-smykningen på slottes sidefløje. Samtidig blev port-bygningens stråtag udskiftet med tegl.

 

Sønderhaven

Sønderhaven blev anlagt i 1690’erne af grev Otto Didrik ’s enke og er siden omlagt. I 1765, i begyndelsen af 1800 – tallet og atter i 1880. Midt i haven anes
en høj. Den kaldtes Carolinehøj. Omkring 1700 – tallet var her et ottekantet lysthus.

 

Den berømte Slotsgade

Om den berømte Slotsgade fortæller Pontoppidans Atlas omkring 1757:

• Møgeltønder Bye..er stor og velbygt med 22 hele og 2 halve Gaard samt 50 Kaadner – Huse foruden Præstegaarden. Degneboligen som eyes af Degnen og hvorfor Successor betaler 250 Sldr., og Skolehuset, samt foruden saa kaldede Slotsgade, som er meget anseelig af sin Regularite og Brede,
  og ved endeel nye og moderne, som kiønstæd – Bygninger, der bestaar af 42 Huse og et nyt Tinghuus ned Fangetaarn, ziret med den grevelige schackiske Families Portraiter, saa og ved en smuk Linde – Allee paa hver Side af Gaden, ved hvis Ende det grevelige Hovedsæde ligger.

Tinghuset

Tinghuset i Møgeltønder stod færdig i 1748. Den bestod af 8 fag , 24 alen lang og 16 ½ alen bred.. I Tinghuset hang fire malerier forestillende de 4 første grever. Fængslet eller fangetårnet lå nord for Tinghuset

Lige øst for Tinghuset var der en plads, der var indhegnet. Her stod en kag og en gabestok, samt et ”roll – huus” og en træhest. Er der nogen af læserne, der
ved hvad et ”roll – huus” er?

Her på Tinget blev både store og små sager afgjort. Indtil 1683 efter den strenge Jyske Lov, derefter Christian den Femtes Danske Lov.

Den mest grufulde sag for dommeren var sikkert sagen mod sognepræsten, provst Laurids Thomsen, han hustru og datter. De blev dødsdømt for, at provsten ved hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Han blev i 1614 brændt, mens hustruen og datteren slap med den noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, som havde haft et utilstedeligt forhold til provstekonen blev idømt kæmpebøder.

Overinspektør Nicolai Tych´ s tjener kom i 1669 til skade for at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen blev han erklæret fredløs. En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling og blev for ran og tyveri dømt til at blive hængt.

En 15 – års dreng blev 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde. En mand og kvinde dødsdømmes 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.   Jo de havde sandelig travlt i Møgeltønder. På fem år blev 5 dømt til døden og 2 gjort fredløse.

For tyveri blev flere dømt til hudstrygning og brændemærkning. Kagemanden og træhesten stod heller ikke ubenyttet hen. Retterstedet lå for resten ved Møllevej.

 

Schackenborg i dag

I dag udgør Schackenborgs jorde ca. 1.900 tdr. Land, hvoraf 420 tdr. Land er skov. I 1670’erne var det oppe på 3.000 tdr. Land. Det sidste store opkøb blev gjort lige før århundredeskiftet.

Den sidste Schack havde ikke midler til at gøre noget alvorligt ved en ny-renovering. Det måtte den nuværende ejer så gøre. Og ejeren var igen kongehuset

I Møgeltønder er man også glade for den nye ”grevinde”. Man tænker ikke tilbage på de ”onde grevinder” Ja og så opnåede man sandelig også en ny grevinde. Men ak, nu er det slet ikke nogen kongelige tilbage på Schackenborg.

 

Kilde:

• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler

 

• Møgeltønders Historie
• Præsten fra Daler
• Oprør i Møgeltønder
• Svenske tropper i Tønder 
  
• Gallehus – den femte fortælling
• Guldhornene fra Gallehus (1)
• Guldhornenes ældste historie (2)
• Guldhornene – den tredje historie
• En ridder fra Gallehus (4)
• Overinspektør fra Schackenborg
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Møgeltønder – Fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Oprør i Møgeltønder
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Turen går til Møgeltønder

 

• Under Sønderjylland (207 artikler)
• De kongerigske Enklaver 1-2

 

• Under København (191artikler)
• Tyven, der stjal Guldhornene

Redigeret 17. – 03. – 2022

Egentlig var Christian Michael Rottbøll en helt. Men tyskerne ville have fat i ham. Og to danske kriminalbetjente fyldte ham med bly. De fulgte tyskernes ordre. Den 26. september 1942 genlød Vordingborggade (Øresundsgade) derfor af pistolskud. I nr. 19 på femte sal omkom en af de første, der organiserede en modstand mod tyskerne. Ved obduktionen blev der påvist 16 skudsår.

 

Den 26. september 1942 lød der en masse skud i Vordingborggade 19 på Østerbro. Dengang hed gaden, Øresundsgade. Christian Michael Rottbøll blev skudt ned af dansk politi.

 

Aldrig efterforsket

Drabet blev aldrig efterforsket. Og hvad der egentlig skete, var det ikke rigtig nogen, der kan forklare. Politiet forklarede, at det var Rottbøll, der skød først, mens andre mente, at det var dansk politi, der brutalt skød faldskærmschefen ned.

Ved obduktionen blev der påvist 16 skudsår, deraf den ene i højre tindings-region.

Da budskabet nåede til Rottbølls hjem på Børglund Kloster blev møllevingerne drejet i kors. Sådan står de stadig.

 

I allieret tjeneste

Rottbøll var chef for Special Forces operationer i Danmark, og egentlig var han i allieret tjeneste, da han blev skudt ned.

Han var elitegymnasiast, soldat i Livgarden, på dannelsesophold i udlandet og levede i perioder som kvægfarmer i Argentina. I efteråret meldte han sig frivillig til Den finske Vinterkrig. Efter den 9. april søgte han til England, for at melde sig på de allieredes side i kampen mod nazisterne.

I England gennemgik han en hemmelig militær skoling.

 

Dusør for nedskydningen

Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Det var almindelig kendt, at der ikke ville blive skudt på faldskærmsfolk, hvis man stødte på dem. Alligevel tømte de danske betjente deres pistolmagasiner i kroppen på Rottbøll.

Ja politiet belønnede Øst for sin ”dåd” ved at udbetale en dusør på 300 kroner.

Politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling til hele korpset:

• For særlig udvist åndsnærværelse under eftersøgning af faldskærmsspringerne har jeg udbetalt kriminalassistent Øst 300 kr. i gratiale.

Rottbøll blev dræbt af dansk politi under udførsel af en mission. Han mødte også store vanskeligheder fra både det officielle og uofficielle Danmark.

En læge ved navn, Esther Ammundsen blev i Københavns Byret blev idømt 6 måneders fængsel, fordi hun havde hjulpet faldskærmssoldaterne.

 

Sovjet tøvede med at anerkende Danmark

Rottbøll blev på tysk krav begravet i stilhed den 4. oktober

Nedskydningen af faldskærmssoldaten var et vendepunkt. Pludselig kunne man ane en modstand mod besættelsesmagten. Var vi et tyskvenligt land? et neutralt besat land? Eller var vi faktisk i krig med Tyskland efter den 29. august 1943. Det var den dato, hvor regeringen gik af.

Især Sovjetunionen tøvede med at anerkende Danmark som allieret.

Frihedsbevægelsens første pionerer blev anset for landsskadelig.

 

Den første nedkastning var en fiasko

Den engelske organisation SOE var begyndt at nedkaste faldskærmsagenter over Danmark. Rottbøll kontaktede Dansk Samling om hjælp til at skaffe indlogering, sendesteder for radiotelegrafister, rationeringsmærker og legitimationskort.

Denne hjælp blev udvidet. Nu blev der også smidt containere ned med sabotageudstyr.

Inden Rottbøll ankom var to agenter blevet nedkastet i faldskærm.. For den første, Carl Johan Bruhn var det skæbnesvangert. Faldskærmen foldede sig ikke ud, og han blev dræbt på stedet. Den anden (Johannesen) havde svært ved at få de rette kontakter. Ved aktionen blev sendeudstyret ødelagt.

 

Militæret ville ikke medvirke

Rottbøll forsøgte gennem det danske militær at få organiseret en modstand mod tyskerne. Men de ville absolut ikke medvirke. De ville heller ikke levere sprængstof til sabotagehandlinger. Han fik mere held med ledende folk i Statsadvokaturen for Særlige Anliggender. En aftale med politiet om ikke at skyde
på hinanden blev det også til, men det hjalp ham ikke ret meget.

 

325 betjente var mobiliseret

Den livlige trafik på radioen bragte tyskerne på sporet af Johannesen og Rottbøll. Ikke mindre end 325 politifolk blev mobiliseret i jagten på ”spionerne”.

Den 5. september 1942 slog dansk politi og tyskerne til. Ikke mindre end 145 betjente omringede en boligblok i Valby. Da Johannesen åbnede blev han beskudt af overbetjent Østergaard Nielsen. Johannesen besvarede ilden og dræbte overbetjenten. Men han blev overmandet og bragt til Politigården. Inden nåede han
dog at sluge den cyankaliumpille, som faldskærmssoldaterne var forsynet med.

Johannesen var Rottbølls telegrafist, og var i gang med en sending, da politiet kom.

 

Første danske leder af SOE faldt

Den 25. september rykkede et talstærkt hold ud for at pågribe Rottbøll. Egentlig regnede de med at pågribe en anden på adressen Øresundsgade 19. Men det var Rottbøll, der åbnede døren på femte sal. Her havde han lejet et værelse.

Rottbøll ville ikke trykke på aftrækkeren. Han troede, at der var indgået en aftale med politiet, og så ikke nogen fare selv om han kiggede ind i mundingen på to pistoler.

Da politiet greb Rottbøll i den ene arm, blev der løsnet et skud, som ramte spændet på kriminalassistent Øst’ s livrem. Det fik så de to kriminalassistenter til at tømme deres pistoler. Man skulle mene, at der var tale om en ren nedslagtning.

Den første leder af SOE` s agenter var faldet for landsmænds kugler.

 

Statsministeren opfordrede til at angive stikkere

I efteråret 1942 appellerede Christmas Møller fra London på Churchills vegne til danskerne om at sætte Europa i brand. Og mon ikke det var derfor, at statsminister Buhl i september 1942 gik til mikrofonen og fordømte alle danske sabotører og deres gerninger. Han opfordrede den danske befolkning til at blive stikkere. Man skulle meddele politiet om, alt hvad man vidste om deres tilholdssteder og deres planer..

Dette blev sagt 8 måneder inden SOE fik fodfæste i Danmark og kastede masser af sprængstof ned til modstandsbevægelsen. På den anden side, da var modstandsbevægelsen allerede i gang.

 

Kilde:

• Gert Jensen: Michael Rottbøll – manden bag myten (Forlaget Vestvendsyssel)
• Birthe Lauritsen: Man skyder da helte
• Klaus Skot – Hansen: Fra Børglum Kloster til Special Forces (1996)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Besættelsen (før/under/efter) finder du 362 artikler 
• Drama i Vordingborggade
  
• Skud i Vordingborggade 

Redigeret 26. – 01. 2022

Hedvig Delbo fra Faksegade 3 havde mindst 4 personer på sin samvittighed. Hun var stikker. Først efter tre forsøg lykkedes det for Holger Danskes modstandsgruppe at likvidere hende. En vaks boghandlermedhjælper på Østerbro var med til at finde frem til hende.
For en af Holger Danskes ledende sabotører ”John” endte det hele med flere måneders tortur og likvidering i Ryvangen.

 

En norsk syerske i Faxegade 3 på Østerbro havde tilbudt Modstandsbevægelsen, at sabotører og lignende sagtens kunne overnatte hos hende, hvis dette var nødvendigt. Hun var en smuk og indladende kvinde på 35 år.

 

Politiet kendte hende

Efter sigende havde hun været anholdt af tyskerne, bl.a. for vold og gadeuorden. Den 26. august 1943 havde hun været i håndgemæng med tyske soldater, som forulempede forbipasserende damer i Reventlowsgade. Tysk militærpoliti førte hende til politivagten på Hovedbanegården.

Den 10. november 1943 blev der under måtten foran fru Delbos dør i Faxegade anbragt en engelsk lommebrandbombe med en tidsindstilling på 30 minutter. Politiet blev tilkaldt, og man smed brandbomben i rendestenen, hvor den udbrændte. Fru Delbo havde været gift med en tyskvenlig person, dette kunne være
årsagen til brandbomben.

 

Aftensmad og morgenmad hos fru Delbo

Den 8. december serverede fru Delbo smørrebrød for de to Holger Danske – folk, Finn og John. Efter aftenmåltidet stillede de to modstandsmænd deres cykler i entreen og hørte radioavisen fra London inden de gik til ro. Næste morgen undskyldte fru Delbo sig, og sagde hun skulle til bageren. Hun havde glemt nogle ting. Hun blev længe væk og de to Holger Danske folk undrede sig.

Da hun endelig kom tilbage fik de morgenmad sammen og hun fulgte dem ned til gaden, tog kærlig afsked med dem, inden hun gjorde et ærinde i en forretning på den anden side af gaden.

 

Forfulgt af Gestapo

Da Finn og John kørte hen mod Odensegade, bemærkede de, at de blev observeret af to mænd på hjørnet af Odensgade og Faxegade.. Lidt efter så de en bil med 3 – 4 personer, der holdt lige om hjørnet. Da de kørte op ad Odensegade mod Trianglen, vendte Finn sig om, og så nu de to mænd stige ind i en bil, som fulgte efter dem. Mistanken om at Gestapo var efter dem, var vakt.

De nåede op af Odensegade og drejede til højre mod Nordre Frihavnsgade, hvor de måtte vente for rødt lys.  De gjorde tegn til at dreje mod venstre, og det
samme gjorde den efterfølgende bil. Da det blev grønt kørte de tværs over Østerbrogade og bemærkede nu at de blev fulgt af to biler., som kørte frem og spærrede for henholdsvis Blegdamsvejen og Øster Allé. Finn og John drejede imidlertid til venstre og kørte af Østerbrogade ind mod byen og svingede derpå til højre ind i Ryesgade.

 

Finn slipper fri

Det varede ikke længe før de blev overhalet af de to Gestapo-biler. De to modstandsfolk drejede hurtig rundt og spurtede mod Østerbrogade. Gestapo-bilerne bremsede op og flere Gestapo-folk sprang ud og råbte til de flygtende. Da de fortsatte flugten begyndte Gestapo at skyde. Det lykkedes for Finn at komme tilbage til Østerbrogade, hvor politibetjent Ravn dirigerede trafikken. Han gjorde intet forsøg på at stoppe ham. Skydningen havde skræmt folk.

Det lykkedes Finn at komme om i Rosenvængets Allé, hvor han drejede ned af Sorøgade og ind i en port, hvor han stillede cyklen fra sig. Derefter gik han op af bagtrappen til 3. sal. Han satte sig hen til vinduet for at se, om han blev forfulgt.

Det varede dog ikke længe, inden en kone kom ned af bagtrappen og spurgte, hvad han foretog sig her. Finn svarede, at han ledte efter en mand, der hed Overgaard. Konen fandt det mærkelig, at han befandt sig på bagtrappen. Da hun havde tysk accent, foretrak Finn at forsvinde.

Da han kom ned på gaden så han en brødbil, hvis chauffør var ved at bære brød ind i et ismejeri. Finn kaldte på chaufføren og bad om at blive kørt til et andet kvarter. Chaufføren spurgte:

• Det var vel ikke Dem, der blev skudt efter oppe på Østerbrogade for lidt siden

Det bekræftede Finn.

• Bare ind i kanen, så kører vi

Undervejs forklarede chaufføren, at han ikke kunne køre uden for det kvarter, hvor hans kunder boede. Finn bad om, at blive sat af på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden, hvor en af hans bekendte boede. Den pågældende var desværre ikke hjemme. Fra lejligheden ved siden af, fik han lov til at ringe efter
en taxa, som kom med det samme.

 

Hvor var John?

Med taxaen kørte Finn ind til Grøntorvet, hvor han fra en telefonboks ringede til sin kone. Men hun havde allerede fået besøg af Gestapo. Hos en kontaktperson mødte Finn flere Holger Danske medlemmer blandt andet Flammen, men John var der ikke.

 

Ramt af 7 skud

John var blevet ramt af Gestapos skud og var faldet om uden for Østerbrogade 21. På deres jagt havde Gestapo ramt en person, der blev kvæstet på benet. Da John lå på vejen havde han trukket sin pistol og affyret 3 – 4 skud i luften og yderligere et par skud mod en af Gestapo – bilerne. Det resulterede i at en Gestapo-mand affyrede to skud direkte mod John, som tabte sin pistol ud af hånden. John fik yderligere 3 – 4 slag i tindingen. Efterfølgende blev han smidt i en af bilerne som en sæk kartofler.

To – tre Gestapo – mænd blev sendt med ambulancer til videre behandling. En af tyskerne blev dræbt, da John pludselig trak en ekstra pistol.

John var blevet ramt af 7 skud, hvoraf de 4 havde ramt ham i underlivet. Lægehjælp måtte han ikke få. Han brækkede bl.a. et lårben. Under totur forsøgte de at få oplysninger ud af ham. De vred bl.a. hans brækkede ben ud i ret vinkel til han besvimede af smerte.

Han blev båret ud til sin henrettelse i Ryvangen den 27. april 1944

 

Gestapo og Holger Danske var til stede

Finn ringede til fru Delbo, og fortalte om den ulykke, der var overgået ham og John. Han turde ikke blive i Danmark, men ville flygte til Sverige. Hun græd i telefonen og bad ham komme og tage afsked med hende næste dag kl. 15. Efterfølgende havde hun informeret Gestapo om telefonsamtalen.  Og selvfølgelig
dukkede Gestapo op. Men det gjorde Holger Danskes spioner også.

For hver ende af Faxegade holdt en Gestapo-bil. Og foran indgangen til fru Delbo, observerede man en juletræssælger, men en trækvogn hvorpå der befandt sig en maskinpistol.

Kl. 16 ringede Finn til fru Delbo og beklagede, at han ikke kunne komme. Hun forsøgte at pumpe ham for oplysninger om hvornår han ville flygte til Sverige.
Første likvideringsforsøg

Alt tydede på, at fru Helbo var stikker, og Holger Danske ville rydde hende af vejen. Finn ville gøre det selv. En ”studine” fra Holger Danske skulle den 10. december 1943 opsøge fru Delbo og få syet en kjole. Hvis hun var hjemme, skulle Finn dukke op og foretage likvideringen.

Men fru Delbo havde en kunde, og det trak ud. Finn fik nerver på. Studinen listede uset bort fra Faxegade. Finn trængte ind i en lejlighed, holdt et ældre ægtepar op, skar telefonledningen over. Fra vinduerne kunne han se over til fru Delbo, der intetanende gik rundt. Aktionen var en stor fiasko, og det skulle blive meget værre.

Holger Danske havde flere vagter med, og de mange mennesker fik en avishandler til at ringe efter politiet. Han troede, at det var hans pengekasse man var ude efter.

 

Andet likvideringsforsøg

Finn og Flammen erkendte at det store opbud af sabotører var en fejltagelse: samme aften vendte de tilbage til Faxegade i bil. En tredje person fungerede som chauffør. Finn og Flammen ringede på hos fru Delbo. En norsk dame lukkede op, men fru Delbo kom straks tilstede. Da hun så Finn udstødte hun et skrig og flygtede ind i lejligheden. Finn skød med en lydløs pistol, og da fru Delbo faldt om- Han troede, at hun var død. Derefter stak Flammen og Finn af.

Men fru Delbo havde kun fået et overfladisk kødsår i skulderen. Hun havde genkendt Finn, så det var kun en mulighed for ham. En flugt til Sverige sammen med hans kone og to børn. Angivelig skulle fru Delbo have indgivet en anmeldelse om et ulovligt depot af sprængstoffer og våben i Ryesgade. En person i Ryesgade blev i den forbindelse anholdt.

 

En farlig stikker

Der er ingen tvivl om, at hun den 14. december 1943 sendte en håndskrevet og underskrevet brevkort til en bogholder E.B. med følgende indhold:

• Hvis De skulle træffe ”Krølle” eller en anden af Finsens eller John Hansens Bekendte vil De maaske venligst bede dem ringe til mig. Vigtig!
  Undskyld Ulejligheden – Hedvig Delbo Tlf. Tria 519u

Det var måske dette, der fik en anonym til at ringe til Station 7, og meddele at fru Delbo var stikker. Anmeldelsen gik ud på, at fru Delbo var skyld i en læges og to professorers flugt til Sverige samt i nedskydningen af John.

 

Tørster efter hævn

3 – 4 modstandsfolk brugte ”Krølle” som dæknavn og det gjorde Finn også. Fru Delbo flygtede angiveligt tilbage til Norge. Men hun flyttede snart tilbage til Danmark, hvor hun på Vesterbro åbnede en systue under navnet Eva Dam. Hun genoptog også kontakten til Gestapo. I et brev som hun den 4. marts 1944 sendte til en dame, hvis mand havde været udsat for clearings-mord, udøste hun sit had imod sabotører. Hun beskrev det mislykkede forsøg på at likvidere hende, og udtrykte sin harme over politiets optræden

• Senere Attentat der har været forsøgt imod mig har jeg anmeldt til Politiet, men er blevet saa daarligt behandlet, at jeg ikke gør det mere. Fra nu af
  henvender jeg mig andetsteds.

Den 16. maj 1944 berettede en overretssagfører, der førte en radiokampagne mod sabotage om fru Delbo Han beskrev hende som en 35 – årig skønhed, hysterisk og overspændt og fortsatte:

• Hun viste mig en revolver, hun havde i tasken og fortalte mig med rivende tungefærdighed, at hun havde været sabotør, og var blevet svigtet af sin elskede. Nu ville hun hævne sig på ham og hans kammerater.

 

En ”vaks” boghandlermedhjælper på Østerbrogade

Selv om fru Delbo havde taget navneforandring blev hun genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene på Østerbrogade. Hun var medlem af en bogklub. Og boghandlermedhjælperen havde kontakter til modstandsbevægelsen. Man fandt ud af, at hun nu boede i Sankelmarksgade, hvor hun den 9. marts 1944 blev likvideret. Også her var der sendt en ”kunde” op til hende for at se, om hun var hjemme. I fru Delbos lejlighed fandt politiet 35.000 kr. I en politiindberetning kunne man læse følgende:

• kl. 11.23 Fru Hedvig Delbo født Kjær, Sankelmarksgade 30 2.sal blev kl. Ca. 11.15 fundet dræbt i Lejligheden, gennemboret af flere Skud. Umiddelbart
  før hun blev fundet død, er der i Ejendommen hørt en Række Skud og to Mandspersoner er set forlade Ejendommen i Løb.

Tre drenge beskrev over for politiet de flygtende mænd.

Drabet var på forsiden af Berlingske Tidende dagen efter. Her kunne man så læse, at hun blev dansk gift som 24 – årig og skilt i 1943.

 

Gestapo var advaret

Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo, og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling var parat til at angive.

Om aftenen den 8. december havde hun meddelt Gestapo, at Finn og en anden sabotør ville overnatte hos hende. Hun forventede, at de ville gå mellem 8 og 9 næste morgen. Hun ønskede heller ikke at anholdelse skulle ske på hendes bopæl.

For den ”venlige” service skulle fru Delbo have fået mindst 35.000 kr. Hendes dobbeltspil havde kostet mindst 4 personer livet.

Kilde:

• Diverse Besættelses – Litteratur
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/Under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 26. – 01. 2022