Artikler
Februar 24, 2009
Længe efter at krigen på landjorden i 1864 var afgjort kæmpede to danske søfolk, Hollbøll og Hammer i Vadehavet. De vandt mange slag, men blev ladt i stikken
af Krigsministeriet. Mod deres vilje måtte de forlade området. I over et halvt år forsvarede de øerne i Vesterhavet mod overmagten.
Når man taler om krigen i 1864, drejer det sig om Dybbøl. Man glemmer det, der foregik i Vadehavet. Længe efter, at slaget var tabt på landjorden kæmpede danske søfolk i Vadehavet.
Opfordring til oprør
Straks efter Danevirkes fald forsøgte de tysksindede at få befolkningen på øerne til at lave oprør. Således var der i Wyk på Før oprør i februar måned. Oprørssangen blev afsunget i byens gader, og det Slesvig – Holstenske flag blev svunget. Landfogeden flygtede til Hammer’ s midlertidige adresse. Her blev Dannebrog taget ned af oprørerne.
Heldigvis kom Hammer uanet selv til stede den 17. februar. Og det bragte ro i pøblen. Landfogeden blev genindsat.
Gammelt og rådent materiale
Utroligt at øerne kunne forsvares i så lang tid. Det som Hollbøll og Hammer fik af materiale var gammelt og råddent. Og det personale man fik var ikke særlig sø-kyndige. Det var unge mennesker fra landsdelen. På Fanø fik man fat i en enkelt krydser og 8 joller. Personalet havde ikke muligheder for at sove og spise ombord.
Langt om længe fik man fat i dampskibet Limfjorden, som man hentede i Nykøbing Mors. Under våbenhvilen den 31. marts lykkedes det at fremskaffe en lille skruebåd på kun 12 hk.
Hæder allerede i 1850
Løjtnant P.J.C. Hollbøll blev sendt til Fanø, for at ”ordne” forsvaret af Vadehavsøerne. Samtidig blev kaptajnløjtnant O.C. Hammer bedt om, at gå lidt sydligere. Hammer bad om forstærkning om yderligere en afdeling soldater og et dampskib.
Allerede i 1850 havde Hammer gjort hæder i forsvaret af øerne i Vesterhavet. Det kan du læse i en særskilt artikel.
I isvinteren fik han klargjort nogle kanonjoller og fik arbejdet sig ned til Vyk på Før. Befolkningen var dog fjendtlig stemt over for ham. En meget mere venlig stemning mødte der ham på Sild.
Ballade på Sild
Den 1. marts gik turen atter mod Sild. Her fik Hammer melding om, at byen Keitum var i oprør. Den lille danske militærstyrke truede med at nedskyde alle oprører såfremt man ikke
rettede sig efter Hammer’ s ordre. Hammer truede med at skyde dem, som ikke efterkom hans ordre.
Man iværksatte en spærring ved Dagebøl og nordpå. Hammer inddrog også sømærker og fik alle fyr slukket. De fjendtlige styrker skulle ikke havde det for let.
Den østrigske eskadre var blevet forstærket og lå længere ude i Vesterhavet.
Heltene fra Helgoland forsvandt
Hammer havde håbet, at få en forstærkning fra kommandør Suenson. Men denne tog til Christianssand efter sejren ved Helgoland. De nåede dog at veksle et ord med Hammer og aflevere de sårede til et lazaret på Før. Og det var bestemt ikke med Hammer’ s velsignelse at hele flåden fra Helgoland fik ordre af ministeriet i København til at sejle til Christianssand.
Der var ikke meget hjælp at hente i København. Her havde man absolut ikke forståelse for Hammer´ s anmodninger. Han mente, at det var vigtigst at forsvare de sydligste øer.
Fjendtlig landgang i sigte
På landjorden var over 1.000 fjendtlige mand parate til at erobre øerne. Men den sejrende flåde fra Helgolands tilstedeværelse holdt dem tilbage. Der var atter ballade i Keitum og lederne
blev arresteret og anklaget for landsforræderi. De blev anbragt på krydseren ”Limfjorden” og ført til den militære kommando i Nykøbing Mors, hvorfra de blev sendt videre til København. De tyske fanatikere blev rasende over denne aktion. En dansksindet præst opfordrede de tysksindede til at dræbe alle dansksindede. Men også dette fik Hammer forhindret. Og det lykkedes ham atter at skabe ro på Sild.
Den 9. og 10. juni kunne det i de fjerne skimtes fjendtlige skibe. Hammer tog ud fra Amrum for at tage dem nærmere i øjesyn. Den 12. juli forsøgte fjenden, at nå til Før fra fastlandet. Men det forhindrede Hammer. Senere vandt han også slaget ved Dagebøl.
Soldater ved Højer måtte flygte
Omtrent samtidig foregik der et fjendtligt overgangsforsøg fra Højer til Sild. Men også det forhindrede den danske flåde. Fjenden blev beskudt, og soldaterne måtte flygte gennem vand og slik syd for Højer. Om aftenen fortsatte bombardementet af fjendens overgangsmateriel.
Beboere på
Sild, bortført
På et tidspunkt vovede nogle østrigske skibe sig ind til Sild. De bortførte nogle af beboerne og forhørte dem om de danske tropper. Man troede åbenbart, at en stor del af den danske flåde befandt sig i området.
Hammer tvunget til overgivelse
Næste dag blev Hammer anmodet om at overgive sig til de preussiske tropper. I første omgang afslog Hammer. Han følte sig langt fra besejret. Men efter et krigsråd besluttede man
at give afkald på Før og stillingen i Vadehavet mod frit at kunne forlade området.
Men inden papirerne var underskrevet, var fjenden begyndt at gå i land på Sild. Men Hammer nåede dog at ødelægge 21 af fjendens skibe. Uheldigvis tilhørte mange af disse skibe, fiskere fra Højer og Rudbøl. Hammer følte ikke at han skulle afslutte krigen, men fra København lød budskabet
Forsvarede området over et halvt år
Og sådan måtte Vadehavets helt afslutte sine bedrifter mod sin vilje. I over et halvt år havde nogle få skibe forsvaret sig mod en overmagt. Hvis mødrene skulle have deres børn til at tie stille sagde de følgende:
– Ti nu stille ellers kommer Hammer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. 12 . 2021
Februar 24, 2009
Det er ofte dramatiske fortællinger, der knytter sig til skibsfartens historie i Aabenraa. Efter indbyggertal befandt Danmarks største handelsflåde sig i Aabenraa. Kongerigets største skibsredder, Jørgen Bruhn døde i 1858. Han havde i alt ejet 37 skibe og havde verdens hurtigst sejlskib fra Liverpool til San Francisco. Havde alle søfolkene været fra Aabenraa havde det ikke været plads til erhverv i byen. Så
var det godt, at man kunne hente mandskab fra Løjt Land.
Masser af skibe
Allerede i 1748 var der i Aabenraa 115 hjemmehørende skibe. I 1789 – 90 gik mange Aabenraa – skibe til svenske havne.
I 1796 var der registeret 44 skibe i Aabenraa, heraf var de 7 mellem 80 – 99 kmcl. (kommercelæster) og 21 mellem 40 – 79 kmcl. Sønderborgs handelsflåde var især beregnet til kystsejlads.
Når et skib var fra 50 – 100 kmcl. var det efter datidens forhold et ret stort skib. Denne størrelse var nærmest beregnet til sejlads til Vest – og Sydeuropa.
Hvad blev det af mandskabet?
Man var også udsat for sørøveri. Således blev Neptunus og St. Johannes i 1798 opbragt af franske skibe. Rygterne omkring Neptunus går på, at skibet blev taget af en fransk kaper i Vestindien. Hvad der blev af besætningen ved man ikke. Dog vides det at skipperen F.W. Bargum døde den 5. januar 1798.
Mandskab fra Løjt
Efter slaget på Rheden blev en del danske skibe opbragt. Det gjaldt også for Aabenraa – skibe. De vendte hjem med ødelagte ladninger. Sejladsen til Sydeuropa var nedadgående efter 1803.
Omkring 1800 havde Aabenraa 2.800 indbyggere. Knap en tredjedel var mænd i aldersgruppen 14 – 60 år. De lidt større skibe krævede en besætning på 8 – 12 mand. De mindre kunne nøjes med 4 – 5 mand.
Det betød, at der skulle være 450 mand til at gøre Aabenraa´ s flåde sejlklar. Skulle alle disse tages fra selve Aabenraa ville det betyde at halvdelen af de erhvervsaktive var ude at sejle. Men sådan var det heller ikke. En stor del af søfolkene kom fra Løjt Land.
Mange anpartshavere
Det var en betydelig kapital, der var investeret i Aabenraa – flåden. I andre havnebyer var der stor – reddere, der ejede skibene. Sådan var det ikke i Aabenraa. Det normale var, at hvert skib var opdelt i 10 – 20 anparter. I skibslisterne fra 1789 opgives der ejere af næsten 500 anparter. De største anpartshavere fandtes blandt byens købmænd. Men ofte havde skibenes kaptajner også anparter.
Under rubrikken Redere figurerede dem, som varetog administrationen. I 1788 – 89 figurerede købmændene J.F. Brørsen og M. Jebsen med hver syv skibe. Niels Thomsen figurerede med fem. Men ofte samarbejdede de på tværs af interesser.
Den største handelsflåde
Man kastede sig ud i vovede sejladser syd på, i stedet for småskibsfart til Norge eller de nærliggende Østersø – havne. Fordelt efter indbyggertal havde Aabenraa den største handelsflåde og de mest rige købmænd.
Krigsudbruddet 1807 – en katastrofe for Aabenraa
Krigsudbruddet i 1807 blev en katastrofe for Aabenraa. Da myndighederne efter krigen skulle indsende den årlige skibsliste, tilføjede man, hvor de enkelte skibe befandt sig. Flåden bestod af 33 skibe på mindst 30 kmcl. De 9 var beslaglagt af englænderne, 2 var beslaglagt af andre krigsførende lande, 8 lå indespærret i sydeuropæiske havne og 2 i Østersø – havnene. De sidste 12 lå ”stille” i Norge, København og de Slesvig – holstenske havne.
En stor skibsreder bliver født
Det gik dog pludselig stærkt tilbage for Aabenraa’ s skibsfart. I 1811 var der kun 13 skibe tilbage. Men takket være Jørgen Bruhn fra Strågård og hans rederi fra 1806 kom der igen gang i skibsfarten i Aabenraa. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. Som 15’årig kom han ud at sejle med barkskibet Aeolos. Han gjorde hurtig karriere, og fik allerede i 1806 sit eget skib Flora.
Fanget og løsladt
Den 20. juli 1807 afgik Flora fra Christianssted på St. Croix mod København, men den 28. august blev skibet opbragt af en engelsk kanonbåd ud for Isle of Scilly, og derpå ført til Plymouth.
Tusinder af danske søfolk kom i engelsk fangenskab og det samme gjorde besætningen på Flora. Jørgen Bruhns mindste bror, Hans Dethlef Bruhn som var skibsdreng ombord, fik ophold på en engelsk skole. Det var noget, som Jørgen Bruhn sørgede for. Han fik senere udleveret sit borgerbrev og er sandsynligvis derfra rejst til Aabenraa. Hans Bruhn fortæller:
Med disse penge undslap Jørgen Bruhn fra fangenskabet. Han fik tilladelse til at rejse til London, hvor han bestak lægen, så han kunne blive erklæret for syg og blive indlagt på et hospital. Derfra fik han mulighed for sammen en ven at komme fra England på et preussisk skib, som landsatte dem på Jyllands vestkyst.
Og Flora blev den 14. juli 1808 solgt for 2280 pund ved en auktion. Den ene af køberne var Jørgen Bruhn.
Jørgen Bruhn som sørøver
Senere drev han kaperfart fra Helsingør. Det var en legaliseret form for sørøveri. Skibet Hyænen var forsynet med 2 svingbasser (små kanoner, der kunne drejes hele vejen rundt). Han opbragte sammen med andre kapere det amerikanske skib, Commerce. Dette skib havde benyttet sig af forfalskede papirer,
derfor blev skib og ladning solgt på auktion. Dette indbragte Jørgen Bruhn 6.971 rigsdalere
Masser af skibsbyggeri
1811 blev Jørgen Bruhn skipper og eneredder af fregatskibet Anna Maria. I 1818 var Bruhn redder af 3 skibe.
I 1820 forsvandt Aabenraa – fregatten Den Indiske Paquet. Det skete på strækningen fra Batavia til Portsmouth. I meget dårligt vejr forliste skibet. Bruhn fik også fremstillet skibe hos andre værfter i Aabenraa. Fregatskibet Caravane blev bygget hos skibsbygger Jacob Paulsen i 1820. Fregatskibet Creole
blev bygget samme sted i 1825. Fregatskibet Cimber blev bygget i 1827. Og i 1840 blev en stor fregat bygget på T.A. Andersens værft.
Skibene blev stadig større og i 1848 blev fregatskibet Cherusker på 282 kmcl. søsat fra T.A. Andersen’ s værft.
Pas på kannibaler
Den 2. august 1825 får Creole udstedt Algerisk sø-pas, og det går fra Aabenraa til Hamborg og derfra videre til Rio de Janeiro med Colons et soldats (med soldater). Fra Rio går det videre til Bahia i ballast den 10. december.
Den 18. september 1829 går det fra Rio hele vejen syd om Kap Horn til Valparaiso i Chile. Den 17. november 1832 sejler Creole til Cap Verdiske Øer. Jo, Creole var langt væk hjemmefra. Hans Bruhn skriver om Creoles forlis:
Hvad er et sø-pas?
De opmærksomme læsere vil sikkert undre sig over, hvad det er for noget med et algerisk sø-pas. Ja det var også noget med et latinsk sø-pas. Det var simpelt hen et krav fra regeringen.
Grunden dertil var, at der gennem 1700 – tallet blev det ene handelsskib efter det andet udplyndret, og hele besætningen kom i fangenskab, hvor mange døde. Dem, der foretog disse plyndringer var de såkaldte barbare-stater i Nordafrika, Algier, Marokko og Tunis. For at få løskøbt allerede tilfangetagende søfolk og fremover undgå, at danske skibe blev taget af disse sørøvere, indgik den danske regering aftaler om løsepenge til de forskellige barbarstater.
Pengene kom bl.a. ind ved at opkræve et beløb for udstedelse af et sø-pas og samtidig med udstedelsen af sø-passet til skipperen og hans skib, blev det øverste af passet klippet af i en bølgekant, hvorefter det blev sendt ned til Nordafrika. Når så skibet mødte et fartøj fra barbarstaterne blev passet sammenlignet med overstykket. Passede de sammen, slap man som regel for videre tiltale.
Den 17. december 1847 købte Bruhn øen Kalvø af to bønder i Genner.
En Robinson – historie
Den 17. februar 1852 kunne man læse følgende i lokalavisen for Aabenraa, Freja:
En dramatisk Robinson – historie udspillede sig på den fjerntliggende ø for søfolkene fra Aabenraa. Den stod på Pingvinsuppe og Pingvinsteg i mange uger. Men også fugleæg stod på menuen.. Af vraget byggede man en lille hytte på øen. Mange skibe passerede dem. Men de blev ikke set.
Ja de tændte sågar et bål, for at gøre opmærksom på dem selv. Men uheldigvis bredte ilden sig. Ja i hele tre døgn brændte det. Endelig den 18. oktober blev de observeret af den amerikanske skonnert John Davidson.
De var på vej for at hente syv engelske missionærer fra Ildlandet. Skonnerten fik søfolkene ombord og anløb Picton Island, for at hente missionærerne. Den første missionær blev fundet under en sanddynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd. Der var ingen spor af de fem andre missionærer.
Værfternes store tid
I 1856 var der 48 skibe i Aabenraa men lasteevnen var steget betydeligt.
I løbet af 18oo’tallet blev skibene bygget på byens egne værfter. Byen havde efterhånden seks skibsværfter og beskæftigede 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne.
På Kalvø byggede Jørgen Bruhn sit eget værft. En del af arbejderne boede på Løjt. Og for at gøre det lettere for dem, at komme på arbejde, blev der bygget en gangbro mellem Løjt og Kalvø. Men der var ikke just begejstring for Bruhns projekter. Det tog lang tid for at få tilladelserne.
Stabelafløbning fra Kalvø
Bruhn tænkte meget på sine arbejdere. Han overvejede at bygge en skole i forbindelse med værftet. Den 6. februar 1852 kunne Aabenraa´ s befolkning læse følgende i Frederik Fischers avis Freja:
Bruhn inviterede Aabenraa´ s befolkning til stabelafløbning på Kalvø. Det foregik med hans dampskib Kønig Christian den Ottende, som han ejede sammen med senator og købmand Woldsen i Husum.
Og det man skulle se, var det store fregatskib Calcutta på 480 kmcl. Skipperen på denne båd, var en af Bruhn’ s sønner, Jacob Adolph Bruhn. Han ledede en besætning på 31 mand.
Forlis ved Læsø
Men ak og ve. Turen blev ikke så lang som forventet. Den 11. oktober 1853 kunne man læse i Freja:
Redningsforsøget optog Aabenraa’s befolkning, men Freja kunne den 13. oktober fortælle følgende:
Der var ikke noget at gøre. Det flotte nye skib blev slået til vrag. Calcutta blev slået læk, og vandet fossede ind i det store skib.
Skibsrederens død
I 1854 – 1856 blev det store fregatskib Cimber bygget. Det var på 570 kmcl. Det var det største nordiske skib dengang. Jomfrurejsen gik til San Francisco. Derefter gik turen til Peru. Siden sejlede den på Rio de Janeiro, Bombay og Australien. Det blev solgt i 1865 for kun 7000 Pund Sterling til et handelshus i Bombay.
Jørgen Bruhn, der døde i 1858, nåede ikke at se sit sidste skib færdigbygget. Fregatskibet Jørgen Bruhn på 340 kmcl. var færdig i 1859. Det sejlede mest på østen. Det blev solgt i 1868 i Tyskland.
I hele sin karriere som skibsreder (1807 – 1858) havde Jørgen Bruhn 37 skibe, som han enten var enereder eller hoved-reder for sammen med andre. Ved sin død var han kongerigets største skibsreder, og det ene af hans skibe var Nordeuropas største sejlskib. Det var også verdens hurtigste mellem Liverpool og San Francisco.
Til skibsrederens begravelse var der omtrent 300 mennesker. To dage efter hans død stod følgende at læse i Freja:
I 1860 var befolkningstallet i Aabenraa lidt over 5.000 indbyggere.
En barsk ansættelseskontrakt
Det var hårdt at arbejde på et skib, dengang. Alt foregik med muskelkraft. En gang imellem skete det også at dele af mandskabet deserterede:
En slags passagerskibe
Det var mange måder at tjene penge på, når man var redder. Således skriver Jørgen Bruhn’ s søn, Hans Bruhn i sine erindringer:
Byens fremtrædende plads som søfartsby stoppede i sidste del af 1800’tallet, da jernskibe afløste træskibe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3. – 02 – 2022
Februar 24, 2009
Skibsfart i Aabenraa har lidt under forskellige politiske forhold. Man har forsøgt at tilpasse sig forholdene. Det var vigtigt at søfolkene fik frisk mad, men det var ikke altid tilfældet. Det var svært at opbevare maden, og ofte var provianten rådden. Mange søfolk led af skørbrug. Mange danske søfolk, inklusive Aabenraa – søfolk omkom under krigen
Stor flåde i Slevig Holsten
Frem til 1777 var Slesvig Holstens flåde lige så stor som den kongelige danske flåde. Ja den var måske større, for hernede var skibene i gennemsnit større end i det øvrige Danmark. Men det indtryk for man ikke, når man læser diverse håndbøger over dansk skibsfart. Billedet vendte i 1807. Hertugdømmerne får en langt større flåde af mindre skibe.
Sammenligner man den samlede tonnage i Flensborg i 1800, får man 15.044 kommercelæster, mens der i de kongerigske provinsbyer var knap 9.000 kommercelæster.
Aabenraas søfart var i 1300 – 1400 tallet tæt knyttet til hansestæderne. I 1544 da byen kom under hertugen af Gottorp, fik man ringere kår i skibsfarten.
Tilbagegang i Aabenraa
Fra 1661 til 1700 var der således kun 11 Aabenraa – skibe, der betalte sundtold. Skibe fra de kongerigske områder havde en meget lettere adgang til Norge. Købmændene og skipperne i Aabenraa måtte satse på de svenske besiddelser i de baltiske lande.
Igen fremgang
Omkring år 1700 vendte billedet . I 1721 blev den gottorpske del indlemmet i kongeriget. I Aabenraa prøvede man nye markeder som Middelhavet og Vestindien. Efter krigen i 1807 var det katastrofale forhold i Aabenraa. Men redderne tog kontakt med reddere i Hamborg og så gik turen til Sydamerika og siden Kinakysten.
Sømandens ration
En sømand havde altid sin påmønstringsbog med sig. På side 1 stod anført kaptajnens og skibets navn. På side 3 stod en slags ansættelseskontrakt, samt forplejningen. Menuen kunne i 1885 lyde på:
Det lyder jo alt sammen meget godt og nærende. Men mon sømændene fik så meget? Menuen var nok mest til de lange ture. Økonomien satte sine begrænsninger, men der var dog grænser. Og hvis maden var dårlig, blev sømanden syg.
Skørbrug
Så mangen en Aabenraa – sømand har haft skørbrug. Det er en frygtelig sygdom, hvor man først bliver træt. Derefter får man opsvulmet tandkød og dårlig ånde. Hvis sygdommen ikke bliver behandlet, er der stor risiko for, at man dør.
Fra midten af 1700’tallet vidste man, at indtagelse af frisk frugt og en smule citronsaft hver dag, kan kurere sygdommen. Citronsaft blev noget man huskede at
tage med på langfart.
Svært at opbevare maden
Opbevaringen af maden kunne også være et problem. Især kød og grøntsager blev hurtig dårlige. Man eksperimenterede med konserveringsformer, men ikke alt var lige godt. Det saltede kød var frygtet blandt sømændene. Særdeles populært var det, hvis man kunne købe frisk fisk på turen.
Man forsøgte også at transportere levende dyr, og så solgte dem efterhånden, men det var ret vanskelig. De fleste skibskokke kunne ikke klare det.
Kokken var ikke rigtig sømand
Grøntsager og kartofter kunne maksimalt holde sig i tre uger, og nogle gange varede turen længere. Man ville gerne have noget godt at spise, og fik man ikke det, var det kokken, der fik skæld ud. Han var meget lavt placeret i skibets hierarki. Matroserne var jo de rigtige sømænd.
Når maden var råddent, og der ikke var penge til at købe friske forsyninger, ja så var det kokken, der fik en over nakken. Den store katastrofe var, når brødet
var muggent og resten af proviantagtig muggent. På de gamle træskibe var der sjældent plads til at lave mad. På de større var der en kabys, hvor maden kunne
laves.
Når man kom i havn måtte man ikke bruge åben ild. Ofte var der kogehuse i havnene.
Brød var det vigtigste
Det vigtigst ombord var brød. Det danske rugbrød holdt sig betydelig længere end det hvide brød. Det bedste var beskøjterne. Det var skiveskåret tørret brød – en slags kiks eller knækkebrød. Det kunne holde sig meget længe, men man skulle dog passe på, at der ikke gik mider i dem. Derfor måtte Aabenraa – sømanden altid banke det ved bordet, så melormene kunne komme ud, inden man spiste det.
Brød og grød var hverdagsmad. Da dampskibene holdt deres indtog, blev der mere plads til kokken. Man kunne også bedre holde sejlplanen.
Forlist i krigen
Som vi fortalte i første artikel er mange Aabenraa – skibe forlist. Under 2. verdenskrig skete det for SS – Viking. Kun to af besætningen overlevede. H.P. Hanssen blev sænket den 25. maj 1941.
Skibet Gustav Diederichsen fra Rederiet Jebsen blev i 1942 sænket af en amerikansk ubåd. I 1944 gik det ud over to Gråsten – skibe.
I løbet af en uge forliste 79 danske sømænd. Da krigen sluttede i 1945 var 340 danske handelsskibe og fiskefartøjer sendt ned på havbunden af torpedoer eller miner mens 1306 søfolk havde mistet livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 03.08. 2022
Februar 24, 2009
Tusindvis af uskyldige kvinder blev udråbt som hekse. Det var med kirkens velsignelse. I et skrift fra den katolske kirke blev kvinden udråbt som uintelligent. Men også jordemødre blev betragtet med skepsis. Det var de første, der mødte det nye barn. Og dette barn blev betragtet som uærlig indtil det havde været i kirken.
Slagtet køer og danset på Galgebakken
Haderslev – bøddelen, Mads Didrerik brændte i 1617 en heks på heksebålet Anna Jørgensdatter. Det foregik i Aabenraa. Og sikkert under tortur indrømmede heksen, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel.
Endvidere indrømmede hun, at hun havde dræbt nogle køer, og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Og så havde hun også omgang med djævelen.
Margrethe Krogh var en anden heks fra Aabenraa. Hun skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd. Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet,
måske Aabenraa Fjord. Svømmede hun ovenpå var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig, men så var det ligesom for sent.
Den katolske heksebibel
I årene fra før 1500 til år 1700 døde
mange tusinder af danske kvinder i heksebålet. Flammerne blev tændt
med kirkens velsignelse.
I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var heks.
I heksebibelen kunne man læse, at hekseri stammede fra kvindernes umættelige kødlige lyst. Og minsandten om der ikke også stod, at kvinderne havde mindre forstand. De blev under tortur aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i pagt med djævelen.
Præsten holdt øje med kvinderne
Og man kiggede nøje på kvinderne. Også i kirken. For hvis man tørrede sig om munden med et lommetørklæde efter altergangen skulle man være på vagt. En heks var nødt til at spytte nadverbrødet ud, og kunne i øvrigt også bruge det rent magisk. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se, hvem
sognets hekse var, idet de ville sidde med ansigtet vendt bort.
Et andet kendetegn var at hekse kunne skabe sig om til dyr.
Hekse og trolde var mest aktive på magiske helligaftener. De rejste til Trons Kirke i Norge eller det mere kendte Bloksbjerg i Harzen. Ilden til Sankt Hans aften skulle skræmme dem og forhindre dem i at holde rast.
Et redskab for djævelen var jordemoderen, fordi de var de første, der var i kontakt med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været inde i en kirke, blev de betragtet som urene.
Djævelen var magtfaktor
I over 200 år brændte man landets kvinder. Reformationen ryddede godt nok op i den kirkelige tankegang. Men djævelen var stadig en magtfaktor, så heksene bestod stadig. Kun den rensende ild kunne gøre det af med de djævelske hjælpere. Det skulle gå over 150 år efter reformationen inden man holdt op med hekseafbrænding. Helt på i 1900 – tallet brændte man hekse i Europa. I Tyskland gik alene 25.000 hekse op i røg.
Der skulle findes en grund til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten slog fejl. Man begyndte at kigge rundt i lokalsamfundet for at se, hvem der opførte sig mærkeligt.
Efterhånden blev hekseri og trolddom betragtet som overtro, og man kunne blive straffet for denne overtro.
Christian den Fjerde – som heksejæger
En typisk heks var en gammel fattig kvinde. Hun kunne være gift, enke eller enlig. Hun var rapkæftet og udsat for trolddomsrygter. Men også en adelig blev dømt som heks. Det var Christenze Kuckow. Hun kunne dog ikke direkte brændes. Hun blev først henrettet med sværd, hvilket var mindre vanærende.
Christian den Fjerde var en ivrig heksejæger. Han fik også indført præcise forordninger for behandlingen af trolddomsanklager. I Danske Lov
fra 1683 hedder det, at de:
Tilbage i 1547 havde man bestemt, at tortur først måtte anvendes over for de anklagede, når de var dømt. Under denne proces med tommeskruer og andre instrumenter blev mange andre hekse udpeget.
Trolddomsrygte betød
udstødelse
Et trolddomsrygte betød udstødelse af fællesskabet. Det tog århundreder før den ældre folketro blev mærkbar påvirket af reformationens oprydningsarbejde.
Magi og varsler kom til at bestå.
13 uskyldige blev offer for en storm
I september 1589 rejser Christian den Fjerde’ s storesøster Prinsesse Anne til Skotland for at blive gift med den skotske konge. Han blev senere engelsk konge, under navnet James.
14 skibe under ledelse af rigsadmiral Peter Munk skulle sejle prinsessen til sit nye hjemland. Men de blev ramt af en ordentlig storm og måtte søge ly i Norge.I November 1589 kom James i stedet til Oslo, hvor de blev gift.
Hverken rigsadmiral Munk eller rigshofmester Walkendorf ville efterfølgende påtage sig ansvar for, at bådene ikke nåede frem. I stedet fandt man frem til 13 uskyldige kvinder som blev beskyldt for at have udøvet trolddom mod prinsesse Anne. Blandt de 13 kvinder var borgmesterfruen Margrethe Skrivers. To af kvinderne begik selvmord i fængslet. Resten blev brændt på bålet som hekse i 1590.
Kvindernes forbindelse til skibene var formentlig, at deres mænd var med om bord.
Den sidste officielle hekseafbrænding
Den sidste officielle hekseafbrænding i Danmark fandt sted i 1693. Det var bondekonen Anne Palles. Hun blev dømt til den mest smertefulde død af alle – at blive levende begravet. Men kongen benådede hende på den måde, at hun først skulle halshugges med økse. Hun havde også fået en halv potte vin til 8
skilling vin, inden dette skete.
Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål.
Gid der måtte ske dig en ulykke
Rygterne ville vide, at Peder Palles kun havde giftet sig med Anne Palles for at få gården. Det var noget andet med Maren Jacobs-datter. Hende havde han danset med hele natten til et gilde, og hende syntes han godt om.
Det fik Anne Palles at vide og hun skyldte Maren ud så alle kunne høre det og sluttede med ordene:
Efter nogen tid blev Maren syg af en mystisk sygdom. Det startede i fingrene og bredte sig på kort tid til resten af kroppen. Til sidst døde hun.
Rygterne gik, og mon også det var Anne, der var skyld i, at herredsfogedens køer ikke ville trives. Anne og Peder Palle blev sat fra deres gård i Øverup og fik anvist et dårligere sted i Tåderup.
Det var den kloge kone Karen fra Lommelev, der anmeldte Anne som heks. Karen selv blev dømt som morder, og havde håbet på en mildere straf, når hun udpegede fem hekse på Falster, hvoraf Anne var en af dem.
Ja og det var ganske vist. Anne indrømmede, at hun havde givet sig til Fanden med liv og sjæl. Hun tilstod også, at hun sammen med andre troldkoner tog til heksemøde på Helgenæs.
Her er mesteren for hekseriet
Det sidste heksemord blev udført i 1800 i Brigsted ved Horsens. En klog kone ville doktere på knægten Jens. Da den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i gården, stoppede den kloge kone konsultationen og udbrød:
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Den kloge kone var velanset, så man turde ikke sige nej. Og den sidste heksemishandling foregik
i 1897. Ja og i 1934 udspandt der sig en retssag, hvor hekseriet spillede en afgørende rolle.
Danske Lov fra 1683 indeholdt endnu en trolddomsparagraf.
Historien om Anna Göldi
I den lille schweiziske kanton Glarus blev den 47 årige Anna Göldi den 13. juni 1782 henrettet. Hun blev dømt som heks. Parlamentet har nu givet hende en undskyldning og opstillet en skamstøtte over den uretfærdighed, der stadig overgår kvinder ved menneske-handel, tvangsarbejde, tvangsprostitution og vold.
Anna Göldi var tjenestepige. Og angivelig havde hendes herre gjort kødelige tilnærmelser til hende. Ja hun skulle i følge andre oplysninger have været gravid. Hvis en mand blev grebet i u-ægtelig samkvem blev han frataget alle sine rettigheder og titler. Ja så var det lettere at erklære tjenestepigen som heks.
Kloge Koner
Mens hekse var fantasifostre var kloge koner skabninger i kød og blod. Således var en klog kone fra Falster involveret i Danmark’ s sidste officielle hekseafbrænding. En klog kone kunne helbrede mange sygdomme.
Mange vandrede rundt i landsognene og søgte deres kunder.
De kunne helbrede gigt, krampe, hovedpine og andre almindelige sygdomme. De brugte meget tid på at fordrive de ånde, der var årsag til sygdommen.
Læger, bartskærere og barberer og kiruger
Læger var en mangelvare – dengang. De dækkede så stort et område, at det krævede en lang rejse, at nå dem.
Selv om de havde gennemgået en universitetsuddannelse, var det begrænset, hvad de kunne. De kunne selvfølgelig observere feber, betændelse og udslet. Men de kunne ikke konstatere, hvorfra disse symptomer stammede. Og mulighederne de havde, var begrænset. De kunne give afføringsmidler, åreladning og medikamenter til svedfremkaldning.
Indgrebet ved åreladning foretog de ikke selv. De tilkaldte den stedlige bart-skærer eller barber-kiruger. Og disse mennesker blev betragtet som håndværkere og havde deres eget lav.
Tilliden til Medicus var begrænset
Tilliden i befolkningen til Medicus var ret begrænset. Sprutten og dens virkninger var at foretrække, når man var syg. I 1672 forsøgte man med en Medicinalforordning. Hvem skulle befatte sig med hvad og hvorfor. Man ville bringe orden i lægevæsen apotekervæsen pog jordemodervæsen. Grænseområderne skulle afklares. Denne forordning kom til at bestå i ca. 200 år.
Men lægerne kunne slet ikke leve op til det. I hele provinsen var der kun 13 læger i 1771. Lægerne kunne ikke lide konkurrencen fra jordemødrene, der første gang blev nævnt i 1510. De der jordemødre var uduelige, hårdhændede og brutale, sagde de få læger. Og ind imellem alt dette opererede kvaksalverne på livet løs.
Lægerne skulle undervise jordemødrene
Efter reformationen skulle jordemødrene give besked til præsterne hver gang de havde været til en fødsel, så han kunne det i kirkebøgerne. Her blev elle relevante oplysninger nedfældet. Om kvinden var gift – eller ikke. Om barnet var ægte eller uægte, og om der var en dreng eller en pige.
I Danske Lov af 1683 er det tilføjet, at lægerne skal undervise jordemødrene i fødselsvidenskab. Var det ikke en læge i nærheden, og det var jo højst tænkelig, kunne en barber-kirurg undervise jordemødrene.
Men også præsterne fik en myndighed over jordemødrene. Fra bibelen vidste præsterne at kvinderne føder deres børn i smerte. Men hverken præster eller læger havde meget begreb om fødsler.
Hjælpekvinder
Fra gammel tid var det kvinderne selv, der stod for fødslen. Og jo højere rang man havde, jo flere kvinder var til stede som såkaldte Hjælpekvinder. Betingelsen for at være Hjælpekvinde var, at man selv havde født. På et tidspunkt tog dette begreb overhånd, og mændene følte sig truet. Man forsøgte af lovgivningens vej, at få begrænset denne uskik.
En jordemoderforordning så dagens lys i 1714. I forordningen forbød man jordemødrene at give noget som helst medikamenter, drik og pulver. Reelt blev de frataget en del ting, også det at udføre aborter.
Lægerne glemte at vaske hænder
I 1787 startede man en jordemoderskole på Frederiks Hospital i København. I forvejen fandtes der en i Flensborg.
Og i begyndelsen af 1800’tallet kom der et krav, at jordemødre skulle være mellem 20 og 30 år, have født og være gift.
Mellem 1500 og 1870 døde 1 – 2 pct. af kvinderne i barselssengen. Men på den offentlige barselsstiftelse der var tilknyttet Frederiks Hospital, døde i 1839 hele 56 pct. af kvinderne i barselssengen. De læger, der var tilknyttet stiftelsen blev beskyldt for ikke at have en ordentlig hygiejne. Men de kunne ikke selv se det. De måtte have østrigske kollegaer til at fortælle det.
Jordemødrene havde tradition for, at vaske deres hænder i varmt vand efter hver konsultation. Det tog lægerne ikke så nøje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3.02.2022
Februar 24, 2009
Her udåndede Dronning Margrethe den Første. Her var værft, og kro siden 1700 – tallet. En sommerdag for mange år siden gæstede jeg øen i en motorbåd fra Egernsund. Dengang hilste vi på familien Isaack. Læs også den fantastiske historie om Hans og Margrethe den Første.
Det var en smuk sommerdag for mange år siden. Vi startede fra Egernsund og sejlede op af Flensborg Fjord i en flot motorbåd af mahognitræ. Børnene legede ude foran. Jeg var dog lidt betænkelig. De havde ingen redningsveste på. Snart nåede vi Okseøerne. Og det var sin sag, at få den store motorbåd på ret kurs, så vi kunne lægge an her ved Store Okseø
Den lille havn har vel plads til 15 – 20 både. På kroen er der plads til ca. 50 mennesker, men udenfor er der masser af plads. Engang imellem kan du opleve fokke – eller jazzmusik på øen. Siden denne artikel har vi skrevet endnu en artikel om disse øer.
Hot Dog Hafen
Men hvad er det egentlig for nogle øer. De ligger ikke mere end cirka 500 meter ud fra kysten ved Sønderhav. I Sønderhav boede min kollega både fra Aabenraa og Padborg, Lis. De havde fra deres udsigt ud til Okseøerne. Lis arbejdede senere i Anni´s pølsevogn. Og denne ”pølsevogn” var berømt for sine hotdogs. Ja det var sådan, at tyske lystsejlere kaldte Sønderhav for Hot Dog Hafen. Ja her kom folk på motorcykel 0gså forbi. Det var et fast tilholdssted.
En fantastisk natur
Store Okseø er dannet af moræneaflejring af ler og grus fra sidste istid. Mod nordvest er der dannet en strandeng på senere aflejret materiale. Strandengen ligger nu beskyttet af en kunstig strandvold. Okseøerne har formodentlig fået deres navn ved, at der om sommeren har græsset kreaturer derude. Store Okseø har formentlig været beboet siden 1500 – tallet. Dengang vi var på besøg, boede der stadig tre beboere på øen.
Man ved i hvert fald at besætninger fra Duborg Slot græssede på øen i 1411. På en halv time kan du gå rundt om Store Okseø. Du skal også lige vende dig til løsgående dyr, som heste, hunde og sågar et æsel. Der er høje skrænter og masser af fugleliv. Der er anlagt en sti hele vejen om øen.
Bag ved kroen fører en sti op til øens midte. Her er der en formidabel udsigt ud over Flensborg Fjord, fastlandet og den nærliggende Lille Okseø. Ja bakken er faktisk på 18 meter.
Livstegn i 1231
Efter sagnet opstod øerne ud af ler, som faldt ned fra en jættes sko. Første gang man hører om øerne er i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Her er de opført som oxenör minor et major.
Hans og dronningen
På egnen går det et rygte eller et sagn om Hans fra Bennicks Gaard.
I 1410 står Hans og ser en hær drage forbi med Kong Erik den Syvende i spidsen. Kongen var sendt af sted af sin mor, Margrethe den Første, Kalmarunionens moder. Sydfra var Sønderjylland besat af Holstenerne. Erik’ s opgave var at drive dem ud. Det lykkedes ham, at befri Als og Ærø, men i Sydslesvig taber han stort til holstenerne. Flensborg er besat af både danskere og holstenere.
I 1412 udbrød der pest i byen. Dette fik flere af holstenerne til at flygte, men danskerne blev. Dronning Margrethe besøgte Flensborg. Hun ville indlede fredsforhandlinger.
Dronningen blev hyldet
Den 7. oktober 1412 sejlede tre orlogsskibe ind i Flensborg Fjord. Hans fik øje på skibene og så Dannebrog svaje fra masten. Dermed vidste Hans, at hans elskede dronning var med om bord. Han spæner ned ad markvejen for at kigge på. Margrethe den Første får efter 14 dages forhandlinger holstenerne ud af Flensborg. Der blev aftalt våbenhvile indtil 1416.
Dronningen blev hyldet af borgerne i Flensborg. Hans var med sin far i byen og oplevede hyldesten. Han var heldig at komme tæt på dronningen, der sendte ham et lille smil.
Pest ombord
28. oktober sejlede dronningens skib ud af Flensborg Fjord. Hans ilede igen ned til markvejen for at vinke farvel til dronningen. Men med et stivnede han. Ud for Okseøerne havde
skibene kastet anker og taget sejlene ned. Det måtte være noget galt. Hurtigt kastede Hans sig i en lille robåd, der lå fortøjet ved gårdens badebro. Han roede hurtig ud til skibene. Han fik øje på en matros og råbte op til ham:
Mælk til dronningen
Hans lod sig ikke skræmme, og spurgte om han kunne hjælpe med noget. En ung adelsmand kom til syne og svarede:
Hans skyndte sig tilbage. En mærkelig varmedis trykker ned mod ham. Mod øst er himlen blåsort. Et større uvejr er i anmarch. Men Hans ænser det ikke. Han skynder sig hjem til gården og henter to store krukker med frisk mælk.
Ude ved dronningeskibet ventede adelsmanden og dronningens skriver i skibsjollen. De lodser Hans ind til den skovbevoksede ø, Lille Okseø. Dronningen er bragt til øen og ligger syg
i en seng, der står opredt i et telt. Taknemmeligt tager hun imod den friske mælk, som om det var en hellig drik.
Hans venter udenfor. Men pludselig gik forhænget til side, og adelsmanden bød ham indenfor. Alle smilede til hinanden og nikkede indforstået. Her var ord overflødige. Dronningens øjne hvilede længe på den unge bondesøn, og for en kort stund ønskede hun sig ung og frisk som ham, for at fortrænge angsten for døden. Da audiensen var forbi fulgte skriveren Hans ned til båden. Skriveren sørgede for navn og adresse.
Pludselig begyndte uvejret, men Hans forhastede sig ikke hjem. Han vendte hele tiden blikket mod Okseøerne. Ved solopgang næste morgen gik han igen ned og kiggede ud mod Okseøerne. Han så nu, at flagene på de tre skibe gik til tops. Håbet blev tændt. Men lige så brat, så han at flagene gik ned på halv.
Øen til hertugen
I 1564 fik Hertug Hans den Yngre tilskrevet øerne sammen med områderne ved Rude Kloster (Glücksburg). Munkene havde forladt klosteret omkring 1540, men der var stadig en beværtning på stedet. Selve Rude by havde 200 indbyggere
Den første beboer?
I slutningen af 1500’tallet omtales en beboer på øen ved navn Claus Et formodentlig oldebarn af Claus, som hed det samme, fik en søn ved navn Peter døbt i Holbøl Kirke. Fund fra stenalderen tyder dog på, at der har været beboere på okseøerne længe før, vi hører om Claus.
Familien Isaack
Ejerne af øen har ernæret sig ved landbrug og fiskeri og senere ved skibs – og bådebyggeri samt ved at drive en beværtning på øen. Meget tyder på, at der allerede i begyndelsen af 1700’tallet var bådebyggeri på øen. Øerne har i en periode tilhørt ejendommen Frueskov. I 1830 solgtes øen og havde flere ejere ind til 1845, hvor skibsfører Lorenz Isaack fra Strandød ved Rinkenæs købte øen. Fra 1845 til den sommerdag for mange år siden, har den samme slægt beboet øen.
Men længe efter den omtalte sommerdag forlod den sidste Isaack øen i 2003.
Færgeoverfart
I 1982 blev øen købt af Miljøministeriet, Sønderjyllands Amt og Bov Kommune. I 2007 blev ejendomsretten overtaget af Miljø – og Energiministeriet. I regionplanmæssig henseende er øen
klassificeret som naturområde samt turistområde med særlige værdifulde landskaber.
Mellem Sønderhav og Store Okseø er der etableret færgeforbindelse. Der er mulighed for primitiv overnatning i telte, og bade – og toiletmuligheder forefindes ved traktørstedet. Det gjorde det dengang – en sommerdag for mange år siden.
Lille Okseø
Omkring år 1800 blev der oprettet et gæstgiveri, som holdt åbent i sommerhalvåret. Den 13. november 1872 blev øerne ramt af en særdeles voldsom stormflod. Alle bygninger blev ødelagt, og stedet gik på tvangsauktion.
Den tilgroede park
Øen gennemgik herefter en omskiftelig tilværelse, indtil 1881. Da købte advokat og notar Emil Ebsen fra Flensborg øen. Han ville bruge øen til sommerophold og startede med at omdanne den til en stor park med grusstier og bænke samt store krukker og figurer i antik stil. I 1919 overtog Rigmor Bardram Mayer øen. I 1933 solgte hun den til den danske stat. Københavns Lærerforening købte øen i 1963, hvor den nu driver lejrskole. Parken er for længst forsvundet og øen er i dag ret tilgroet.
Øen, der ikke offentlig tilgængelig, har dog fodboldbane og græsplæne. Ja, det er sikkert sket meget på Okseøerne siden dengang, vi gæstede Store Okseø og siden dengang jeg besøgte
Lis i Sønderhav.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 12. 2021
Februar 24, 2009
Kommer du syd på, så tag en tur langs Gendarmstien. Det er en oplevelse, fuld af historiske oplevelser, men også med masser af natur. Bevogtningen af grænsen
blev efterhånden overtaget af andre.
Vi var lige flyttet til Padborg, og skulle til at udforske omegnen. Vores dejlige naboer fortalte os, at der lige bag ved Nørregade var en pragtfuld natur. Og rigtig nok kun 500 meter syd for Nørregade åbenbarede der sig nu en særegen natur. Det var nærmest en oldtidsskov med masser af vand. Vi så ringe i træerne, og hvorfor nu det. Jo vi befandt os på Gendarmstien.
Gendarmsti fra 1920 til 1958
Siden 1920 er grænsen blevet bevogtet af de blå gendarmer på gendarmstien langs den nye grænse. Stien er 74 kilometer lang og går fra Padborg til Hørup Hav på Als.
Grænsegendarmeriet blev i 1920 flyttet fra Kongeåret syd på. Opgaven var at bevogte landtoldegrænsen og kontrollere skibsfarten. Patruljeringen sluttede i 1958. Vi fik Det Indre Marked, og fra 1. januar 1993 blev bevogtningen overtaget af Baglandspatruljer. Hver gendarm, havde sit stykke, som han skulle bevogte.
Fra Haraldsdal til Hørup Hav
Kun nogle få steder er der asfalteret vej fra Haraldsdal til Høruphav på Als. Egentlig gik Gendarmstien 15 kilometer længere til Kegnæs Ellers går man på grusvej, i hjulspor og ad markvej. Ja ind imellem går den også langs stranden. Stien er genetableret efter at den på flere strækninger var groet til. Egentlig burde man kunne drikke af de mange kilder langs ruten. Vandet er rent og koldt, men smager for det meste af det stærke jernholdige jord.
279 grænsesten
På landegrænsen mellem Skomagerhus i øst og Siltoft ved Vadehavet er der opsat 279 nummererede sten. Nummer 1 står ved Skomagerhus-overgangen. På de øvrige sten er der indhugget en linje i toppen, der markerer grænsen. D står for Danmark. DRP for Deutsches Reich Preussen.
Kontrol midt på broen
Den egentlige grænselinje, H.V. Clausen – linjen fulgte Krusåens løb ud imod Flensborg Fjord og Kobbermøllen, hvilket medførte at toldvæsnets kontrol foregik på broen over Krusåen,
hvor også grænsegendarmeriets vagtposter var placeret.
Kro ”besat” af Toldvæsnet
Toldekspedition og opkrævning af told skulle begynde natten mellem den 20. og 21. juni 1920 klokken 0.00. Grænsegendarmerne og toldvæsenet havde ”besat” krosalen Waidmannsruh.
Hele kroen blev nogle måneder efter købt af Toldvæsenet. Kroen blev nedlagt og lokalerne indrettet til tjenestelokaler.
Men afregningen dengang må have meget vanskelig. I løbet af 1923 forlod Tyskland det gamle Reichsmark-system og gik over til den nye rentemark. Den officielle kurs var 1 krone =
500 milliarder Reichsmark, mens den uofficielle kurs ved salg af kroner var det dobbelte.
Toldgrænsekorpset
Lige efter anden verdenskrig blev gendarmeriet forstærket. I Tyskland var det nærmest kaos, og der var store begrænsninger i passagen af grænsen. Men hverdagen meldte sig igen. I 1952 blev gendarmerikorpset lagt ind over toldvæsenet under det nye navn Toldgrænsekorpset. Samtidig blev det besluttet, at skære korpset ned til 265 mand. Et par år senere forsvandt de flotte blå uniformer til sorte.
Den tredje-største politistation i Jylland
Korpset anskaffet i 1959 seks biler, der skulle sørge for kontrollen. I løbet af 60’erne rådede korpset over to både til kontrol af sejlere. Man reducerede yderligere og endnu flere sammenlægninger fulgte. I 1971 rådede Padborg Toldkammer over hele 330 ansatte.
Fra 1969 fik politiet nye opgaver. I 1978 blev Kruså og Padborg Stationer slået sammen slået sammen således at den politistyrke, der tog sig af grænsebevogtningen ved Kollund Mole, Kruså landevej, Oksevejen, motorvejen og i togene nu hørte under Padborg. Med godt 120 mand var den i 1992 den tredje-største politistation i Jylland.
Og der er masser at se på langs denne sti. Nogle af tingene og stederne har vi beskrevet i andre artikler.
Sønderhavskovene
Skoven er rig på råvildt, her er også mange egern. Cirka 25 fortidsminder fra forskellige tidsaldre er fundet her. En høj fra bronzealderen er her også. I alt 7 – 8 damme er der i skoven, de blev brugt indtil år 1900. Måske er det munkene fra Rude Kloster, der har anlagt dem.
Kollund Mole:
Den blev bygget i 1920. I 1960’erne da sejladsen med spritbådene var på sit højeste, blev Kollund Mole betegnet som Danmarks største persontrafikhavn. Og så mangen en lille én, har undertegnede, da også fået på denne sejlads.
Kollund Skov:
Omkring halvdelen af skoven er privat, og ejet af Flensborg By. I den sydlige del af skoven står en sten, der markerer vandstanden fra stormfloden den 13. november 1872. Vandstanden nåede hele 5.30 m over normal vandstand.
Da forhandlingerne omkring grænsedragningen i 1920 ikke skulle berøre ejendomsforholdene nord og syd for den nye grænse, havde man fra Flensborgs side håbet på en grænse, der startede omkring Sønderhav, nord om Kollund Skov og måske langs Krus – Åen mod vest.
Men den endelige grænse blev lagt i Kobbermølle – slugten, og Flensborgs skove altså nord for grænsen. Hermed mistede området status som rekreativt område for byens indbyggere.
Efter 2. verdenskrig blev alt tysk ejendom konfiskeret. I Flensborg fik danskerne absolut flertal i Byrådet og indsatte I.C. Møller som overborgmester og by-præsident. Han var populær i politiske kredse i Danmark. Han brugte sin indflydelse i et forsøg, at få en undtagelse for skovene ved Kollund. Det lykkedes, selv om det ikke helt var efter hensigten med loven om konfiskation.
Sagen blev drejet således, at skoven kun var midlertidig konfiskeret, og som en venlig gestus fra dansk side til de mange danske og dansksindede i Flensborg, blev den foræret tilbage.
I skødet til byen står der bl.a.:
Således kom Flensborg til at eje et stort skovområde i Danmark.
Skomagerhus:
Grænseovergangen i Kollund Skov. I 1920 blev denne anmeldelsespost oprettet. Man skulle være i besiddelse af et specielt kort, for at kunne passere denne overgang. Inden broen blev bygget kunne man blive ”færget” over med en robåd.
Nogle kalder denne grænseovergang for verdens mindste. Man kan faktisk kun gå tre ved siden af hinanden over broen. På den anden side af grænsen ligger Kobbermøllen, som vi har beskrevet i en særskilt artikel. I 1912 havde man bygget en dæmning over bugten, og det lettede adgangen til skoven.
Mindesten ved Rønsdamvej.
Denne mindesten blev rejst i 1923 af sognets beboere til erindring af sejren ved Bov den 9. april 1848.
Haraldsdal:
Ifølge et gammelt sagn måtte Harald Klak kæmpe mod Kong Ragner om kronen. Stedet, hvor slaget stod, og som Harald Klak tabte, hedder siden Haraldsdal. Overleveringen fortæller,
at Christian den Fjerde har vandet sin hest i en kilde. Kildens navn fik selvfølgelig navnet Kongens Kilde.
Den Krumme Vej:
I begyndelsen af 1400 – tallet opkrævede Erik af Pommern 8 skilling for hver okse, der kom ad den ”krumme vej” forbi borgen Nyhus. Det var ikke kun heste og stude, der i Middelalderen satte sit præg på denne gren af hærvejsstrøget. Også mange pilgrimme besøgte Flensborg på deres lange færd sydpå.
Abrahams-kilde:
Ansgars disciple byggede her omkring år 1000 et kapel. Kilden i nærheden tilskrev man helsebringende virkning. Under et besøg i Kobbermølle drak Frederik den Syvende kildevandet under særlige ritualer, mens man betragtede solen. Drikkebægeret skulle smides bagud og gå itu.
Munkemølle:
Ved Munkemølle lå indtil en brand i 1945 den middelalderlige Munkemølle, som har været kornmølle under Rude Kloster. Cisterciensermunkene, der selv byggede møllen, sejlede korn over fjorden hertil.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.12.2021
Februar 24, 2009
Pas på når du går forbi Oldemorstoft. Måske møder du den gale kromand. Læs også, hvordan man kurerede Engelsk Syge og hvorfor det hedder Kruså. Så var det også en mystisk brand i Elfing Hede. Beboerne fra Frøslev og Ellund kæmpede for retten til at benytte en vej. Og så bringer vi opskriften på, hvordan du kommer af med ringorm.
Kromanden fra Oldemorstoft
En dag for mange år siden kom en rig hestehandler kørende nordfra ad Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen, og bad værten tage godt imod en karl og en flok heste, som han var med på vej sydpå. Hestene skulle fodres på bedste måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav kromanden dobbeltbetaling imod at kromanden nok skulle overholde aftalen.
Lidt efter kom en student gående. Han tog ind i kroen, fik noget at styrke sig på, og ønskede at blive til natten over.
Senere gik kromanden til ro, han snorkede så meget, at studenten ikke kunne sove. Studenten stod op, tog en kappe og gik over i stalden. I det samme kom en masse heste. De blev fodret. Studenten gemte sig, for han var bange for heste. Lidt efter kom kromanden og fjernede fodret fra hestene. Kromanden sagde til sig selv, at det var den bedste dagløn, han nogensinde havde tjent.
Studenten syntes ikke, at det var i orden, at kromanden havde hygget trefjerdedel af foderet. Da månen kom frem dristede han sig ud af stalden. Næste morgen var karlen for længst taget videre med hestene. Men pludselig kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden. Du har ikke fodret min heste ordentlig, to er allerede faldet om.
Karlen lå bag i vognen. Kromanden overbeviste manden, at han var uskyldig, men at karlen var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden, og halede karlen frem og piskede ham grusomt. Studenten så det ske, og da han passerede kromanden fortalte ham om sine observationer i stalden. Kromanden gentog sine ugerninger gang på gang.
Da kromanden blev syg og døde, mente enken, at nu ville det blive ro, når hans lig kom i jorden. Men det blev tvært imod meget værre, så hun sendte bud efter præsten i Bov.
Da han gik ud i stalden for at snakke med genfærdet, slog denne bibelen ud af hånden på præsten. Til alt held kom nabopræsten forbi. Ved fælles hjælp prøvede de gejstlige nu at få genfærdet ned. Men det lykkedes ikke for dem, tvært imod led de selv stor overlast.
Uventet kom den før omtalt student til hjælp. Han var nu blevet lærd og præst i nærheden af Flensborg. Han fik en fornemmelse at et eller andet var galt i Oldemorstoft. Så han skyndte sig for at komme hans to medbrødre til hjælp.
Han skyndte sig ind i stalden, og genfærdet rettede sit angreb mod ham
Genfærdet havde ikke flere beskyldninger, og sank dybere og dybere ned. Omsider sad han i jord til hjertestedet, men længere formåede præsten ikke at få ham ned. Han lod nu en kobber-kedel hente. Den hyllede de over ham og lod den mure til.
Fra den tid blev der ro i kroen, men muren skal være at se den dag i dag.
Hvorfor hedder det Bov?
Boghæ er anvendt om den krumme skrænt mellem Ager-marken og Krusådalen lige sydøst for byen. Sandsynligt er det, at navnet sigter til den meget svage stigning på Oksevejen (1313). Antagelig har tunneldalen dannet navnet til sognet. Og måske også ”den krumme vej”.
Hvorfor hedder det Bommerlund?
Bommer betyder drønende lyd. Måske er ordet også dannet af Bovmarklund. (1543)
Hvorfor hedder det Frøslev?
Fornavnet er sandsynligvis gudenavnet Frø. H.V. Clausen mener i Rejsehåndbogen Sønderjylland, et navnet er fra folkevandringstiden og betyder sådan noget stort som
Hvorfor hedder det Kiskelund?
Forleddet kan være sammensat af et naturnavn med Kær eller Skov som andet led (1493)
Hvorfor hedder det Kollund?
Kan være af det gamle danske fuglenavn (Ka ”allike”) På gamle kort ser vi navnet som Kalund eller Kalunt. For-ledet stammer måske fra, at man her har fundet kul, og at der her er brændt trækul (1472)
Hvorfor hedder det Kruså?
Forleddet stammer sandsynligvis af det gamle Krok (krog). Dette ord bruges om norske elve med kroget løb. Her er Krok nærmest betegnelsen for et højdedrag, der på tre sider begrænses af Nyhus Sø, Krusådalen og Flensborg Fjord. Forleddets form Krokes fra ældste tid kunne tyde på at betydningen
er langstrakt forhøjning. (1472)
Hvorfor hedder det Oldemorstoft?
I de yngste kilder er navnet omtydet til Valdemar. Har noget at gøre med diget ved Tinglev. I nogle kilder er benævnelsen Oldemoderstoft (1472)
Hvorfor hedder det Padborg?
I Schrøders Topographie fra 1837 hedder det:
Hvorfor hedder det Simondrys?
Forleddet er måske mandsnavnet Sigmund. Efterleddet dys betyder en af sten opkastet gravhøj (I 1925 opdagede man en kæmpehøj på stedet). Rygter på stedet taler også om en gammel mand fra Harreslev med navnet Simon Deus.
Den helt gamle Hærvej gik forbi her. Måske har stenhøjene forbindelse til Hjernes-højene i Kliplev (1837)
Hvorfor hedder det Vejbæk?
Den ældste datering viser et forled, der hedder with, som betyder skov.
Hvorfor hedder det Kådnermark?
En kådner betyder en mindre landbruger
Hvorfor hedder det Hvilepolde?
Hvilepolde ligger omtrent midtvejs mellem Frøslev by og tørvemosen. Her hvilede man tidligere og spiste mellemmad på vej til og fra mosen (1925). Polden
er en klit, som kan ses nord for Kristiansminde.
Hvorfor hedder det Poskjær?
Sandsynligvis efter planten pors – Ved Æ Laisvej.
Hvorfor hedder det Ryttergab?
Det sted, hvor vejen fra Frøslev til Fårhus gennembryder den lange voldformede klit Sandgård , der begrænser Frøslev Polde mod nord. Måske stammer ordet fra en rytter, der er omkommet i sandet. I 1912 skal de sidste to fra slottet på Elfingebjerg være omkommet her. I 1925 anfører en tradition om, at herremanden på Elfingeborg her skal have overfaldet de vejfarende. (Gab, udtalt Gaf, brugt på sønderjysk om en åbning eller et hul).
Hvorfor hedder det Gejlå?
Gejl stammer enten fra plantenavnet gyvel eller af gold (fattig af fisk).
Hvorfor hedder det Madeskov?
Made betyder eng (udtales maj).
Den mystiske brand
Fra kirke-byen Bov i Vis herred strækker sig vestpå en stor hede, kaldet Efling Hede. Tidligere var her kun skov og midt i denne lå en røverborg, som tilhørte
en greveslægt. Den sidste af denne slægt skændte og brændte i omegnen og var en skræk og plage for beboerne.
Engang var han med sin bande vendt hjem fra et røvertogt belæsset med bytte og sad nu i slottet i vildt drikkelag, da et rødt ildskær pludselig oplyste salen. Man løb hen til vinduer og døre for at se ud. Da stod skoven rundt omkring dem i flammer, og der fandtes ingen udvej derfra. Da ilden var brændt ned, fandt man ingen spor af slottet, og siden da har skoven været forsvundet. Ingen i hele omegnen vidste, hvordan branden var opstået. Man mente, at det var en straffedom fra Gud.
Den synske Anna fra Frøslev
I Frøslev døde i sommeren 1912 en gammel 94 årig kvinde, Anna Andreasen. Hun var enke af skrædder Karl Andreasen. Og var synsk. Hun boede i et gammelt hus over for mejeriet. Længe før mejeriet blev bygget, sagde hun:
En aften, da Anna skulle hjem fra Frøslev Kro, kunne hun ikke komme forbi en menneskemængde. Hun gik tilbage og bad Karsten Thomsen følge hende hjem. Da var der ingen mennesker, at se.
Da der et par dage efter var bryllup på Frøslev Kådnermark kørte brudekareten gennem byen. Smeden skød, som det var skik med en lille kanon. Men det kunne hestene ikke lide. Vognen væltede og brudeparret fløj ud. Der samlede sig en del mennesker, og det var dem Anna havde set.
Anna forudsagde også krigen, og forudsagde en af svigersønnernes død i krigen.
Da hestene stod stille
I Bejlhus boede for mange år siden en mand ved navn Chr. Post. Hans kone var fra Perbøl, og hun havde tjent på Frydendal kro. Da de en aften kørte hjem fra Kliplev marked, stod hestene med et stille, og var ikke til at drive frem. Det var netop ud for det sted, hvor den gamle lygtekro, havde ligget. Manden måtte af vognen for at berolige hestene, mens han ledte dem forbi stedet. Da de kom til Frydendal, fortalte de om hændelsen, som de ikke kunne få tankerne fra.
Slaget om vejen
I året 1777 var der et drabeligt slag mellem beboerne i Frøslev og Ellund. Årsagen var, at Frøsleverne ikke havde ret til kørevej direkte til Handeved over Ellunds jorder, men var henvist til den lange omvej over Padborg og Harreslev, når de skulle køre til kirke.
Ellunderne vandt første slag på grund af deres talmæssige overlegenhed. Sejrherrerne bemægtigede sig det ønskede bytte, og brudetoget fortsatte til fods. Kusken måtte trække hestene ved manken.
Men da en gammel man fra Frøslev døde, gik bøndernes ordfører Laust Petersen, der havde den største gård og var rechensmann til amtmanden i Flensborg, for at få lov til den ønskede kørsel. Amtmanden tilbød at føre sagen for retten, men det ville tage for lang tid. Amtmanden spurgte derefter Laust:
Har I da ingen knipler i Frøslev?
Laust svarede: Tak amtmand, det er ord nok.
Der blev dannet en stærk eskorte til følget. Og skønt Ellunderne havde gravet en spærregrøft og var mødt talstærkt op, vandt Laust det andet slag. Sidstnævnte tog til Ellund for at få de beslaglagte varer udleveret. En kone, der var tilbage, fortalte, at hun ikke havde nøglen til rummene. Jamen det har jeg, sagde Laust og svang øksen. Og Laust blev modtaget med triumf da begravelsen var overstået. Siden den tid er Frøsleverne kørt over Ellund, når de skulle i kirke.
Afredt hår skulle brændes
Før i tiden holdt man stærkt på, at afredt hår skulle brændes. Man sagde i Bov Sogn, som så mange andre steder, at der ikke måttet kastes noget ud, for i så fald kunne fuglene bygge rede af det, og så fik man hoej – ve (hovedpine)
Gå baglæns i seng
I 1914 – 15 tjente en pige på en af gårdene i Frøslev. Hun led af mareridt. Når hun om aftenen kom i seng i sit kammer ude ved siden af bryggerset, kunne hun mærke, at de kom. Selv om døren var lukket, kunne hun høre æ mar komme slæbende ude i bryggerset, og lidt efter følte hun, at den kom nærmere og ligesom smed sig over hende, så hun ikke kunne få luft. Sådan havde hun det hver aften et stykke tid. Den anden tjenestepige var helt bange for at være i kammer sammen med hende.
Hun prøvede at gå baglæns i seng og stille skoene, så disse vendte snuderne væk fra sengen, og det blev også sagt, at der skulle stilles et fad med vand foran sengen, men dette middel blev vist nok ikke anvendt. Med tiden fortog det sig, og pigen kunne sove roligt.
Æ Møringstæj
Mellem Bov og Fårhus – i nærheden af vejen, er der et lavt sted med sur jord og al – underlag. Dette sted blev tidligere kaldt Bysens Møringstæj. Formentlig har vi her et stednavn, der har sin oprindelse i den tid, da man dyrkede markerne i fællesskab. Det kan jo udmærket tænkes, at bønderne fra Bov om foråret kørte deres mødding ud til dette sted, så den var i nærheden af de fælles agre.
Ufremkommelige veje
Omkring begyndelsen af dette århundrede var de laveste områder af Rønsdamvejen belagt med kampesten, nogle ret store. Det blev fortalt, at vejen forhen
havde været så ringe, at der snart ikke var til at køre på den. Men så fandt bønderne på at tage nogle sten med i vognen, når de kørte med tom vogn til Flensborg, og således blev denne vejstrækning lidt efter lidt brolagt. Det var ikke bare bønderne fra Bov, der gjorde dette, men også dem fra nabosognene, når de kørte ad denne vej.
På en del af Oksevejen, der findes mellem Bov og Bommerlund var vejbanen tidligere næsten ufremkommelig. Der var det ene sæt hjulspor ved siden af det andet. Man kunne på hjulsporene skelne den ene vogntype fra den anden. Der var de mest almindelige smalle hjulspor. Det var fra vogne af dansk type. Så var der de ”vrangsporede” fra vogne, hvis hjulafstand var en mellemting mellem de to andre typer. Når man kom kørende, måtte man se at finde det af de dybe hjulspor, der passede til ens egen vogn. Kom man først til Gejlå, var der fast vej igen, og så gik det lettere.
Behandling for ringorm
De gamle brugte hele små ceremonier til bortskaffelse af sygdomme blandt mennesker og husdyr. Således også i Fårhus, hvor man mente, at ringelvorm (ringorm) kunne sættes væk på følgende måde:
Behandling af Engelsk Syge og fjernelse af vorter
Tycho Hansen i Vejbæk, der var født i Gejlå kunne helbrede Engelsk Syge hos børn ved at lade disse komme “ynner æ sajt” Når et barn led af denne sygdom, tog forældrene det med over til Tycho. Behandlingen skulle foregå efter solnedgang, og ingen måtte sige noget, mens det stod på. Tycho gik så ud og skar
en sajt (græstørv) ca. 40 x 40 cm stor – i grønsværen uden for gården.
Barnet blev nu klædt af, så det var nøgent og lagt på maven over knæene af moderen, hvor Tycho førte æ sajt med jordsiden nedad hen over barnets ryg. Om han sagde nogle besværgende ord helt for sig selv, vides ikke. Æ sajt blev lagt ud igen, hvor den var taget. Den skulle helst vokse fast igen, hvis behandlingen skulle lykkes. Tycho skulle have lært dette hos en gammel onkel i Gejlå.
Og på samme måde satte man vorter væk i Frøslev. Der skulle være fuldmåne og behandlingen skulle foregå i det fri. Hverken den, der skulle have fjernet vorten, eller helbrederen måtte sige noget. Så tog sidstnævnte et hjerteblad fra en hyld og strøg med det tre gange over vorten. Derefter begravede han hyldebladet i tagdryppet af huset (stråtag). Når bladet var rådnet bort, var vorten forsvundet. Det skulle virkelig hjælpe.
Det hellige træ
Disse helbredelsesmetoder var måske mere hedenske end kristne. Hylden blev anset for at være et helligt træ, og tagdryppet ved både huse og kirker var særdeles kraftfulde steder. Med stålnåle kunne man holde hekse og andet troldtøj borte. Det hellige tretal var vigtigt. Det skulle foregå efter solnedgang.
Det havde noget at gøre med mørkets gerninger, at gøre.
Andre metoder
Det var nu andre metoder. Min bedstefar fortalte mig, at man skulle tage en sort skovsnegl og så trække den to gange over vorten – over kors. Så skulle man kaste sneglen bort. Vorten måtte ikke vaskes det første døgn. Det hjalp.
De onde blev holdt bort
På Frøslev Mark gravede de dyvelsdræk ned under dørtrinet for at holde folk, der ville gøre dem ondt, borte. Eller de røgede i stalden med dyvelsdræk anbragt oven på en glød fra ildstedet, på en skovl, som de bar rundt ved dyrene. Dette blev brugt i Ellund.
Husk at have en skimmel
Det hed sig dengang, at der altid skulle være en skimmel på Oldemorstoft. For var det ikke det, ville gården brænde. En tidligere ejer (Hans Jensen) havde to skimler, så var i hvert fald en i live af gangen. Men da Liske fik gården blev skimlerne solgt, og så brændte den staldlængde, der lå langs vejen.
Afbrænding på det højeste punkt
På Skøn Valborgs Nat – aftenen før 1. maj brændte man på byens højeste punkter halmknipper, der var sat op på lange stager. Det gjorde man for at skræmme heksene på deres vej til Bloksbjerg. Efterhånden var det nok nærmest som spøg og morskab.
Ting, der skulle overholdes.
I Bov Sogn var der ting der skulle overholdes:
Blod som fernis
I Frøslev brugte man blod fra slagtedyr til at smøre bræddegulvene i stuerne. Det blev hurtig tørt, og gulvene var pænt blanke. I forvejen var gulvene ferniseret med oliefernis.
Bønderne røg på piber fra Holland
Der er fundet rester af kridtpiber i sognet. På stemplet kan man se, hvor de er fremstillet. Og nogle af dem er fra Gouda i Holland, hvor pibeindustrien var på sit højeste omkring 1750. Det er lidt spøjst og tænke sig, at bønderne fra Bov og Frøslev har haft den fornøjelse.
Småkage – spil
Der gemmer sig mange hemmeligheder under begrebet bække – nøjer. En række forskellige slags småkager har nogle steder en fællesbetegnelse som pebernødder. Ordet har sin oprindelse i det tyske bäcker (bager) og i nødder (småkager).
Mange steder i Bov kaldte man småkager i flæng for æ pefernøjer. Engang havde et af hjemmene besøg af en dreng fra Holbøl, og spurgte om han ikke ville have en.
Mange steder i Sønderjylland har man spil, der foregår med småkager i juledagene. I Ballum hedder spillet musser. Man spillede mus med dem. I Bov skulle
man gætte, hvor mange bækkenør, der blev holdt i hånden.
Kilde:
Se litteratur Padborg/Bov/Kruså
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. 02. 2022
Februar 24, 2009
Der har boet mennesker i sognet siden stenalderen. Masser af oldtidsfund er fundet i sognets jorder. Men masser er også forsvundet solgt og ødelagt. Gennem adskillige tusinder af år har området været grænseområde. En upåagtet vikingeboplads har ligget ved Søndermose. Hedningerne havde gode kår i Frøslev, derfor fik Frøslev aldrig en kirke.
Der er fundet masser af fund i sognet, der vidner om, at her har der levet mennesker i mange tusinder af år. Således er der fundet over 150 høje og højtomter.
Allerede i den ældre stenalder for ca. 5.000 år før vor tidsregning gik der mennesker rundt i området. Fundet af bopladser og opsamlet dværgflint, vidner om dette.
Mange mindesmærker hensynsløs
ødelagt
Mennesker har været bosat omkring fjorden, man har fundet den såkaldte kerneøkse. Dem der levede fra ca. 3.000 til 1.500 år før vores tidsregning dyrkede jorden. De er formodentlig indvandret sydfra. Masser af fund af dysser, jættestuer og stenkister kan bevidne dette. Flinteredskaber er fundet over hele sognet.
Mange mindesmærker om den tid er desværre hensynsløs blevet ødelagt af vore forfædre. Med sikkerhed er der dog fundet mindst syv runddysser og fem langdysser i sognet. En godt bevaret runddysse findes i Frigårdens Skov, og i Kollund Østerskov findes en langdysse med to velbevarede kamre.
Da Fjordvejen blev anlagt i 1934 – 36 fandtes der flere ildsteder med skaldynger af hjerte – og blåmuslinger sammen med primitive flintredskaber. Disse fund er fra den yngre stenalder.
Jættestuer
Man begyndte dengang (ca. 2.300 før vor tidsregning) at bygge store stenkamre (jættestuer) som kunne rumme flere. Det har sikkert været påvirkning udefra, der har været skyld i denne ændring. Med sikkerhed er der i sognet fundet mindst 4 jættestuer. Den ene af disse som var ret stor. Den var fundet ved Kruså. Men i Kirkekrøniken angives, at den blev fjernet af franske tropper, som i 1808 lå i en lejr vest for Harkjær.
En nogenlunde bevaret men væsentlig mindre jættestue findes endnu ved Kollundbjerg.
Ved to u-jævnede højtomter ved randen af Søndermose syd for Frøslev er der fundet sikre tegn på jættestuefolkets tilstedeværelse. I pløjelaget kunne der opsamles karskår. Man mener, at der her har været en såkaldt storstensgrav. Der er kendskab til en stenkiste, som er fundet ved Bov mark. Den er dog nu fuldstændig fjernet.
Tilbage fra dyssetiden er den tyndhakkede økse fundet mange steder. Fund af smukt formede dolke, spydodde og pilespidser er der gjort mange af.
70 ødelagte høje
Fra omkring 1.500 f.v.t. kom en ny kulturbølge sydfra. De medbragte metal som bronze kobber og tin. Der kom handelsfolk som medførte våben og smykker. Den tids blæseinstrument, Luren blev også støbt i metal. Gravskikken ændrede atter karakter. Nu blev afdøde hensat i bulkister (udhulede træstammer).
De fleste af bronze-højene i sognet er fjernet. Ja der er påvist mindst 70 ødelagte høje. De fleste i deres oprindelige form ligger syd og vest for Frøslev. Cirka 14 oldtidsmindemærker som er fredet af Nationalmuseet findes i sognet, heraf 6 beliggende ved Frøslev. Det er alle høje fra bronzealderens storhedstid fra 1.300 til 1.000 f.v.t.
Bronze-folket ved Bov
I slutningerne af ældre bronzealder herskede religion (soldyrkelse) og gravskikken ændrede sig igen gradvist fra almindelig jordfæstelse til ligbrænding. I yngre bronzealder 800 til 400 f.v.t. er denne skik den mest anvendte. Efter bålfærden hensattes de brændte ben-rester i en urne eller lille stenkiste enten i bestående høje eller gravpladser, gerne højtbeliggende eller under flad mark.
Fra den tid er der gjort flere fund på markerne vest og nord for Bov. Her på de lette jorder har bronze-folket med forkærlighed været bosat. Jorden var let at dyrke og forholdsvis tør den meste tid af året.
Oldtidsguld fra Bov på museer
På museet på Gottorp Slot findes en interessant beretning indsendt til museet i Kiel af pastor P. Jensen, Bov. Han udfærdigede i 1834 en tegning med beskrivelse af en udgravning af storhøjen Schreffelhy. Der fandtes stensætninger med brændte ben, en rustning, en irret dolk og en offerkniv. Senere omkring 1850 er der ifølge samme præst fundet smukke fund af bronze-ting på Oldemorstofts marker.
På sognets marker er der gjort fund af sværd og smykker fra ældre tider. Desuden er der fundet rageknive, pincetter, dragtnåle, synåle, knapper, syle og ravperler fra den yngre stenalder.
Nationalmuseet, Flensborg Museum og museet på Gottorp Slot kan fremvise oldtidsguld fundet i høje ved Frøslev, Oldemorstoft’ s marker og ved Kollund.
Urnegravpladser
En overpløjet urnegravplads på Buskhøj ved Padborg med enkelte ting af bronze og jern kan dateres til omkring 500 – 400 år f.v.t. Fra Kirkekrøniken stammer oplysningen om fundet af en stor keltisk urnegraveplads mellem Kiskelund og Smedeby. Den blev gennempløjet med dampplov, da arealet skulle tilplantes til skovbrug.
Fra samme tid findes der i Bommerlund Plantage to store urnegravpladser, som fremkom, da heden blev damppløjet. Man gjorde mange fund af sorte lerpotter med jern – og bronze-genstande, lange jernnåle, s – formede bronzeøkser, spænder og andre småting.
Fund fra Romertiden
Vest for Vejbæk er der fundet nogle gruber som indeholdt store slagger-stykker og en mængde ornamenterede karskår. Antagelig stammer dette fra jernudsmeltning af myremalmen fra de nærliggende enge.
I Svangkær vest for Smedeby er der fundet urneskår af mosepotter og flere velbevarede træstager, dateret til det 3. århundrede f.v.t. Ved Kollund blev der i 1934 i forbindelse med vejarbejde og ved grusgrave-arbejde ved Bovmark blev der fundet ting fra Romertiden.
Vikingeboplads ved Søndermose
Store fund blev gjort i forbindelse med kloak – og vejarbejde på Søndermosearealet ved Padborg. Her har der åbenbart været en større boplads stammende fra yngre jernalder. Man fandt gamle brøndrester, ben-rester og potteskår.
Noget tyder på, at der på stedet er foregået et omfattende vævearbejde.
Vandstanden var højere dengang. Åbenbart kunne man sejle på Nyhus Sø, og det var ikke langt til Vidåens mange sejlbare forgreninger. Søndermosens vandstand var også højere. Måske kunne man fiske her.
Noget tyder på, at der har været bebyggelse på stedet gennem længere tid. Der blev fundet rester af rødbrændt ler og flinteøkser. Men et er sikkert. Der har været en viking boplads på stedet.
Gravrøvere og salg af Danefæ
Der er sikkert gjort endnu flere fund fra sognet. Meget er forsvundet, mens andre har tjent penge på de mange fund. Således fortæller en beretning fra 1910, at ting fra Bov sogn er tilbudt et museum i Breslau.
Andre fund i sognet tyder på, at der er sket mange gravrøverier.
Grænseområde
Området har gennem tiden været grænseområde. I den ældre bronzealder (ca. 1.500 – 800 f.Kr.) var der et klart skel mellem to højbygder. Den nordligste gik fra Skjern Å til Tinglev Sø. Den sydligste gik fra Poulskro i Uge Sogn til et sted mellem Slesvig og Rendsborg. I Jernalderen (100 – 150 f.Kr.) fik vi navnene på de to befolkninger.: Eudosiere og Angliere. Eller lidt populært Jyder og Anglere.
Og selve grænsen var Olmersvolden. Den gik fra Gårdeby til Uge Skov.
Jyder og Anglere drog sammen med sakserne over Nordsøen og erobrede Britannien omkring år 450. Derfor var det forholdsvis let for Danerne, der menes at komme fra Sjælland og erobre området. Der var ikke så mange tilbage til at forsvare landet. Kloge forskere mener, at kunne tyde dette på stednavne, der ender med – lev. De yngre bebyggelser ender på – lund og – toft.
Vis Herred
Hvornår Vis Herred, hvor Bov Sogn ligger, er blevet dannet, kan ikke siges med bestemthed. Noget tyder på, at herredsinddelingen stammer tilbage fra den grå oldtid. Fra overgangen mellem vikingetid og middelalderen er denne inddeling så blevet omdannet.
Der har hersket en samhørighed mellem Vis og Husby Herreder, da de i 1231 betalte told i forening.
Hedninge i Frøslev
At Frøslev ikke blev kirke-by ved kristendommens indførelse, kan måske høre sammen med at stedet var hovedsæde for bygdens hedenske gudsdyrkelse (især kulten af frugtbarhedsguden Frø). Det var den hedenske offerpræst og høvding, der ejede bygden. Han er måske senere gået over til kongen, og det kan være forklaringen på, hvorfor alle bygdens gårde blev kongelige fæstegårde.
Den sydlige naboby Hanved(Handeved) blev gjort til kirke-by. Måske skete det, fordi der ikke her var så meget hedenskab og dog! I nærheden lå en lokalitet ved navn Tirslund (nævnt 1496). Den nordiske krigsgud hed Tir.
Kongsgårde
Hanved må have haft stor betydning i den tidlige middelalder og måske også i slutningen af Oldtiden. Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omfattede kongelevet (kronegodset) i Sønderjylland kun følgende byer: Brøns(Brytenes), Højer (Høther), Søderup (Sudthorp), Kliplev (Klippælef), Hanved (Hanævith) og Gelting (Gyelting). På alle disse steder må der have ligget kongelige gårde, styret af kongens embedsmænd. Man har betalt en betydelig afgift til kongen.
Flensborghus
Kongsgården i Hanved har været centrum for et område, der har været betydelig større end Vis Herred. Den er sandsynligvis først blevet nedlagt 100 år senere, da den kullede greve´ s søn grev Claus efter at have fået herredømmet over bl.a. Flensborg – egnen i 1345 anlagde slottet Nyhus.
Den mistede dog sin betydning, og blev allerede nedlagt i 1431, efter at Dronning Margrethe havde erhvervet det i 1409. To år senere påbegyndte hun opførelsen af Flensborghus på Mariebjerget lige over for Flensborg by, men beliggende i Vis Herred.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22.-02. – 2022
Februar 24, 2009
Frøslev var dengang er af de større landsbyer i Sønderjylland. Bov Kro var på 100 fag, og her var også toldsted. På frigårdene skete der mange ting, som er en bedre Morten Korch – historie værdig. Frigårds – bønderne tilhørte sammen med embedsmændene og præsterne den absolutte elite. Og eliten giftede sig ind i hinandens familier. Oldemorstoft, Harkær, Krusaagaard og Frigårdene i Kollund dominerede området.
Kirkebyen Bov
Den største by dengang var absolut kirke-byen, Bov. Den største var tolderens storgård, dertil kom præstegården. Der var vel nærmest det der i dag svarer til 14 landbrugsejendomme i byen.
De næststørste byer
De to næststørste byer var Kollund og Nyhus. Derefter kom Vejbæk. En af gårdene her tilhørte klosteret i Ryd(Ryde). I Kollund lå ifølge Slesvig – bispens
jordebog fra 1352 to gårde som havde tilhørt denne.
Adelig fæstegård i Smedeby
Mindre byer var dengang Kiskelund og Smedeby. I Smedeby lå en adelig fæstegård, som i 1543 blev ejet af Otto Breide til Søbo. I 1650 overtog Frederik Ahlefeldt til Søgård gården. Fra gammel tid nævnes også Kruså, Oldemorstoft, Bommerlund og Kragelund.
Der nævnes 3 adelige fæstegårde i Bommerlund
Klus og Wassersleben
Klus nævnes som en gård i 1472. og 1499. I dag er der en forstad til Flensborg, der hedder Klus. Men det må kun være til minde om dette sted, for forstaden ligger ikke helt det samme sted. Mikkel Gris nævnes som ejer i 1472, men der har åbenbart været tvivl om, hvor gården hørte til. I slutningen af 1700’tallet tales der om Klusgård. Den blev købt af en embedsmand, som hed Joachim Wasserschlebe (1709 – 1787). Han fik derefter Wassersleben opkaldt efter sig.
Frøslev – en stor landsby
Jamen, vil nogen sikkert bemærke. Hvad med Frøslev? Jo dette sted hørte til Hanved (Handeved) Sogn Der skulle have været hele 33 gårde i Frøslev. Stedet kunne sidestilles med byer som Bolderslev, Varnæs, Løjt Kirkeby og Barsmark, som en af de største landsbyer i Sønderjylland.
Rechensmann
I spidsen for Bov trint stod en Rechensmann. Det var altid tolderen og kromanden i Bov.
Cirka seks gårde i Bov Sogn var såkaldte ryttergårde. Besidderne af disse skulle stå til rådighed for kongen, og gårdene som egentlig tilhørte kongen, var en slags aflønning. I sognet lå også nogle frigårde, som ikke skulle betale skat og afgifter. Men efterhånden blev disse privilegier frataget gårdene.
Udskiftning
Det var lidt af en revolution, da jorden i sognet blev udskiftet. Fællesskabet blev afløst af at nu skulle man selv stå for sin egen jord. Lovene om udskiftning kom i 1766 og 1770. Men først i 1855 var de sidste udskiftninger sket i Frøslev.
Frihedsbrevet
Egentlig har der aldrig i Bov Sogn ligget egentlige herregårde. En kort overgang havde man et slot eller en fæstning i Nyhus. Men man havde en del frigårde. Frihedsbrevet til de sønderjyske gårde gik i arv. Normalt var disse frihedsbreve beregnet til en enkelt person, men ikke i Sønderjylland. Det var småadelen, der fik disse frihedsbreve.
Et af de bevarede frihedsbreve er fra gården Harkær. Her kan læses om ejerens forpligtigelser:
Oldemorstoft’ s pligter
Der findes også individuelle aftaler. De privilegier, der blev givet til Henrik Lorentzen (Henrik Jæger også kaldet Henrik Schack), da han overtog Oldemorstoft i 1484 er i sin oprindelige form ikke kendt. Men pastor Rønnau, har optegnet de privilegier, der gjorde sig gældende som en slags sædvane
for ejerne af Oldemorstoft:
Historien om Oldemorstoft
Dengang da Henrik Jæger (Schack) overtog gården, var der kun en gård. Oldemorstoft nævnes første gang i 1472, da en Nis Petersen var ejer. En interessant beretning findes fra 1628 af Jonas Hoyer, 144 år efter frihedsbrevets udstedelse:
Allerede i 1499 nævnes en ny mand på gården, Nis Jepsen. Henrik Jæger må da være død, og Nis Jepsen gifter sig med enken: I 1528 og i 1536 blev privilegierne bekræftet for Henrik Jæger’ s to sønner, Jep og Lorentz Hendrichsen. Men de kunne ikke enes, og da gården brændte ved en piges uforsigtighed,
byggede de hver for sig. Jep mod vest og Lorentz mod øst. Midt imellem de to gårde, lå den oprindelige gård.
Jorden blev dog ikke delt, og stridighederne fortsatte. Efter flere års processer, sluttede de forlig i 1571 og på ny i 1586 og 1587. Gården blev derefter delt i to lige store dele, dog således at den ene af sønnerne Asmus Jepsen på estergården skulle have Humlegården, Vestertoften, halvdelen af Habsted made og 20 svins olden forud for sin fætter på Øster-gården.
Vester-gården havde indtaget en førerposition. Herved bidrog at Asmus Jepsen’ s søn Nis Asmussen arvede det ansete hverv som herredsfoged efter sin morbror Jes Boysen i Kollund.
Det er også Nis Asmussen, der har foræret prædikestolen til Bov kirke.
Hans Thimsens genvordigheder
I 1749 overtog Hans Thimsen sammen med sin forvalter, Vest-gården. Af nogle rets-dokumenter kan man se, at denne havde visse fortræffeligheder at slås med. En husfoged i Flensborg bestred hans ret til at fiske i Nyhus Sø. Hans Thomsen måtte løbe fra Herodes til Pilatus for at få en ret. Han gik helt til regeringen og fremførte, at husfogeden blot var vred over, at hans – Hans Thimsen’ s – datter havde afslået husfogedens frieri. Angrebene mod fiskeretten var kun en hævnakt. En anden proces angik retten til nogle stolestader i Bov Kirke, Peter Boysen af frigårdsslægten i Kollund havde søgt at tilegne sig, der efter Hans Thimsens mening rettelig tilkom Oldemorstoft.
Hans Jessen fik gården i 1814. Han kom også i besiddelse af Padborg Kro. Det har nok ikke været noget stort i forhold til Bov Kro eller Oldemorstoft Kro. Padborg Kro lå i Haraldsdal.
Det skægge er faktisk, at min lillebror, Erwin på et tidspunkt, mens han arbejde i Brugsen i Padborg boede til leje på det, der engang blev kaldt Østergården. Der var en kæmpe stald til komplekset og lidt ”storladent” over det.
Bov Kro – og Toldsted
Bov Kro og Toldsted hører naturligvis også med i gennemgangen af Frigårde. Men her er der nærmest tale om en fæstegård. Man havde en del privilegier, blandt andet retten til at brænde brændevin, brygge øl, holde kro og opkræve told.
Og beliggenheden til at opkræve told kunne ikke være bedre. hærvejen møder her en vej fra Løgumkloster og en fra Flensborg. I forbindelse hermed var der gode betingelser for herbergs-virksomhed.
I 1566 udstedte kongen et livsbrev på Bov Kro til Nis Slaikier. Han skulle til gengæld være pligtig til at svare afgift til Flensborg Slot, gøre lensmanden der regnskab for al den told, han opkrævede, og skaffe de rejsende underhold og hestefoder til rimelig pris.
Frigårde var ret store gårde
De sønderjyske frigårde var som regel ret store gårde. Kun få af dem havde fæstegods under sig. Ingen af dem havde birkeret. Kun frigårdsejerne i Kollund havde egentlig jagtret. Frigårdene synes at have taget en mellem-stilling mellem bøndergårde og herregårde. Bemærkelsesværdigt synes det at være at adskillige af disse gårde førte våben lige som en adelsmand. Det gjaldt især for folkene i Kollund, Oldemorstoft og på Bov Kro og Toldsted.
I Bov Kirke findes der også våben fra disse fæstegårde.
Frigårde i Kollund
Frigårdsejerne i Kollund var herredsfogeder i Vis Herred gennem tre generationer, og det samme gjaldt ejerne af Oldemorstoft. Tilsammen bestred de herredsfogedhvervet i næsten 200 år.
Gårdene havde fælles huslærere og sørgede for at deres børn fik en god uddannelse. De sønner, der ikke fik stamgården, fik en anden gård ved køb eller giftemål. Man omgikkes hinanden, og sammen med egnes præster, embedsmænd, møllere og købmænd. Kun meget sjældent kom de sammen med dem, de boede i blandt, egnens bønder.
De var et levn fra den gamle slesvigske væbnerstand. Frigårdsdøtrene giftede sig ikke ind i de holstenske familier.
Kollund nævnes i 1451
Alle fæstegårde i Kollund synes at have tilhørt samme familie. Byens grundlægger, slægtens stamfader var formodentlig storbonde eller væbner. Han havde ryddet skoven engang i middelalderen. Han har kaldt bebyggelsen Kålund, efter alle de kåer, dvs. Alliker, der holdt til på stedet. Andre mener dog, at navnet stammer fra udnyttelse af kul på stedet.
Første gang, Kollund nævnes i dokumenterne er i 1451. Da bekendte Peter Achtrup i Flensborg over for rådet sammensteds, at han til Broder Juel og hans arvinger som et evigt arvekøb havde solgt den gård i Kollund, som Boye Jensen senere havde boet på.
Broder Juel tilhørte antagelig en adelig slægt. Sandsynligt tilhørte Peter Achtrup den samme Juel – slægt. Hans far, Thomas Aachtrup formodes at være Thomas Petersen Juel, der stammede fra Agtrup i Læk sogn.
Jes Thomsen – adelige eller ikke adelige
I samme familie var også Jes Thomsen. Han nævnes første gang i 1472, da han blev fritaget den halsløsningsafgift som de fleste mænd i Flensborg amt måtte betale for deres deltagelse i Grev Gerhard af Oldenborgs oprør mod hans broder Kong Christian den Første. Grunden til Jes Thomsen’ s fritagelse var som der stod, var med os på borgen. Og denne borg var Duborg ved Flensborg.
Jes Thomsen ’s efterkommere måtte gang på gang søge deres privilegier bekræftede og definerede. Og de såkaldt kloge jurister og historiker diskuterer stadig om familien har fået et adelsdiplom eller blot et våbenbrev.
Og dette brev er gådefuld. Det er skrevet i Sønderborg og skrevet på plattysk:
Denne Jes Thomsen reddede 12 år efter, at var blevet adlet (eller ikke) Kong Hans’ s liv ved Slaget i Ditmarsken i 1500. Egentlig blev to frigårde samlet til en fri-gård, da den samme familie blev ejere af begge gårde.
Harkær
En anden fri-gård var Harkær. Den blev fri-gård ved at gå fra kongeligt eje til privateje. Hans Tygesen købte den af Frederik den Tredje for 800 rigsdaler i 1650. I 1652 modtog Hans Tygesen frihedsbrevet. I 9 generationer var det den samme familie, der drev gården.
Hvor skal man betale told?
I 1567 førte nogle købmænd heste gennem Bov uden at betale told af dem. Det var ved at udvikle sig til en sag mod dem. kongen forespurgte hos lensmand Bertram von Anfeldt, om tolden skulle betales i Bov eller Flensborg. Svaret var, at det beroede på købmændene selv, om de foretrak Bov eller Flensborg. Når Bov var det store toldsted, beror det sikkert på, at de store kvægdrifter fra nord i retning mod syd fulgte den rette hærvej uden om Flensborg.
Og som vi var inde på, var det ved Bov kro, dette foregik. Det var en anseelig bygning på 100 fag. Man bandt hestene til et stort stakit foran kroen. Her mødte indsidderne hvert år den 10. november for at betale fire gamle mark i by-penge. Men så var det også gratis brændevin hele dagen.
Krusaagaard
I Kruså gav Kong Hans frihed til Michel Kremer som belønning for tro tjeneste. Han var købmand fra Flensborg. Friheden gjaldt en gård i Kruså og tillige alt det gods han købte til. Friheden arves i generationer, men det er lidt tvivl om, hvilke gårde det drejer sig om.
Antagelig har det drejet sig om de to gårde som Thor Straten erhverver i 1811. Det var ham med Kobbermøllen. Og her er det det nye storgods Krusågård
det drejer sig om.
Kilde:
Hvis du vide mere:
Redigeret 22. – 02 – 2022
Februar 24, 2009
Hører vi om 1807, drejer det sig kun om Københavns bombardement. Man glemmer at nævne at resten af Danmark og Nordslesvig også mærkede englændernes belejring. Og især i Bov Sogn mærkede man en kort overgang 8.000 franske soldaters ophold i en lejr ved Harkær ved Kruså.
Danmark havde mistet sin flåde efter englændernes bombardement af København. Man besluttede derfor at gå forbund med Frankrig. Svenskerne var stadig i forbund med englænderne. Napoleon påtænkte derfor et dansk – fransk angreb mod Skåne. Derfor sendte han en fransk – spansk arme på 26.000 mand til Danmark.
Men angrebet blev ikke til noget. Is-forholdene var ugunstige og engelske skibe viste sig atter i de danske farvande.
Indkvarteret i hytter
De franske tropper blev trukket tilbage til Slesvig og Holsten, mens de spanske hjælpetropper blev spredt over øerne og Nørrejylland.
De franske tropper blev indkvarteret i to lejre , en telt lejr ved Fokbæk ved Rendsborg og en hyttelejr ved Flensborg. Valget faldt på Harkær, af hensyn til transport af tømmeret, der skulle komme fra Hanved Skov.
196 hytter
Rejsningen af lejren blev påbegyndt i maj 1808. I alt 196 hytter blev rejst.
48 hytter var beregnet for underofficerer, 20 hytter for marketendere, spillemænd og officersoppassere. Specielle hytter blev indrettet til køkkener, dansesal, fægtesal, restaurationslokaler m.m.
En prøvehytte som man først byggede kom til at koste 225 rigsdaler. For at gøre den billigere, fik man lov til at bruge grene som tømmer, og til at benytte lyng og tang over et tyndt lag halm til taget. Man kunne også bruge franske sappeurs som tømmermænd i stedet for at betale danske håndværkere for arbejdet.
Det var en stor udfordring for de nærliggende byer Kollund, Smedeby og Bov at levere alt det halm, der skulle bruges.
En ny udløsningsbro blev indrettet ved Skomagerhuset. Her til blev forplejningen sejlet. Den blev så fragtet af udbedrede veje gennem Kollund Skov til lejren. I alt lå 8.000 franskmænd i lejren.
Nye skatter blev udskrevet
Man havde brug for 1.000 feldtkedler, 1.000 feldtkogekar, 1.000 spisekar, 3.000 store feldtdækkener, 500 store og 500 små økser, 1.000 spader og 1.000 hakker.
Kongen måtte dække alle udgifter. Udgifterne til troppernes underhold beløb sig til 20.000 rigsdaler. pr. dag eller i alt 5 millioner rigsdaler. for hele opholdet. Det var en stor udfordring for statskassen var tom. Eneste mulighed var at udskrive nye skatter.
Koldinghus brændte efter fest hos generalen
Den franske leder, Maréchal Bernadotte havde i begyndelsen sit hovedkvarter på Koldinghus. Men efter et gilde hos generalen nedbrændte slottet den 29. marts 1808. Han forlangte derfor stabskvarteret flyttet til Rendsborg, selv om han synes at byen var kedelig. Han opholdt sig dog også en tid i Flensborg.
Han skulle have godkendt lejren ved Kruså men skyndte sig sydpå, da der havde været et pøbeloverfald mod tre af hans adjudanter.
Oprør hos de spanske tropper
Da Spanien gjorde oprør mod Napoleon og det rygtedes blandt de spanske tropper i Danmark gjorde de spanske tropper på øerne og I Nørrejylland også oprør. De prøvede at komme til Fyn og videre til Langeland, hvor de blev indskibet på den engelske flåde og sejlet til England.
Men de franske tropper marcherede nordpå for at afskære de spaniolerne for deres videre færd. Fra Flensborg blev der rekvireret 1.000 bøndervogne til transport. Det lykkedes at fange en stor del af de spanske tropper. De blev ført barfodet sydpå blandt andet gennem Bov.
Franskmænd begravet
Lige efter troppernes tilbagekomst til lejren udbrød der blodgang. Hvor mange franskmænd der omkom af denne smitsomme sygdom, vides ikke. Der blev i hast anlagt en begravelsesplads ved den såkaldte Klostergrube. Det var en af de dybe slugter lige syd for lejren som fører lige ned til Kobbermøllesøen.
Belgiere plyndrede og mishandlede
Der var også hollændere og belgiere i lejren. Belgierne var kendt som nogle slyngler, der plyndrede og mishandlede. De blev flyttet til Horsens, hvor de fortsatte deres utugt.
Lejren bliver evakueret
Den 5. – 8. september blev lejren evakueret. En dansk officer, Wilster overtager lejren. Franskmændene tog alt med hjem. En lille del af det bliver senere tilbageleveret. Lejren blev revet ned og solgt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. 02. 2022