Artikler
Juli 13, 2025
Online-litteratur om Nørrebro
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om Nørrebro.
Ved at bruge følgende link for du en liste over online-titler om Nørrebro (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.
Juli 13, 2025
Online-litteratur om besættelsestiden
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om besættelsestiden.
På siden om besættelsen (der ses her) findes der mere end 300 online-titler, der er blandt omfatter følgende kategorier:
Blandt de digitaliserede titler ses også de illegale blade samt flere unikke kilder, der ikke ses andre steder. Fx Dr. Werner Bests kalendernotater og den såkaldte Stockholm-liste, der er en interneringsliste fra Stockholm-gruppen, der indeholder ca. 8.000 danske personer under mistanke for tyskvenlige aktiviteter. Dog er kun et navneindeks tilgængeligt.
Der er via siden også adgang til en søgbar database med størstedelen af de personer, der var registrerede medlemmer af DNSAP, det danske nazistparti.
Det hele findes på siden om besættelsen hos Danskernes Historie Online.
Juli 12, 2025
Online-litteratur om Aabenraa
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om Aabenraa.
Ved at bruge følgende link for du en liste over mere end 150 online-titler om Aabenraa, herunder årsberetninger fra uddannelsesinstitutioner (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.
Juli 11, 2025
Online-litteratur om Tønder
Danskernes Historie Online har mere end 52.000 historiske titler online, og blandt den historiske litteratur er der naturligvis også mange bøger om Tønder.
Ved at bruge følgende link for du en liste over mere end 200 online-titler om Tønder, herunder årsberetninger fra uddannelsesinstitutioner (tryk her). Ved hver bog kan man via linket efter ”Online-tjenester” åben en PDF-fil med den pågældende bog.
På bibliotekets hjemmeside (www.slaegtsbibliotek.dk) har du også mulighed for fritekstsøgning, hvor du kan søge mere specifikt på navne, steder, emner og meget mere. Fritekstsøgningen finder litteratur, hvor det du søger på, indgår i teksten.
Juli 9, 2025
En læge på Nørrebro
Nonnernes hospital. Et moderne hospital. Man fik smør på. Kommunen købte ikke ”gamle” hospitaler. Præsten i Skt. Johannes Kirken protesterede. Rustvognen kørte i pendulfart til Assistens Kirkegård. Hospitalet bygget i pavillons bygninger. Ansat af Sygekassen. Kronisk syge kunne ikke blive medlem af sygekassen. Lægerne vogtede over deres område. Arbejdstid: 24 timer – også om søndagen. Nu fik lægen sandelig rindende vand. Under ”Den Spanske Syge”, Fra cykel til lukket vogn. Ikke let at blive syg på 4. – 5. sal. Apotek Ægirsgade/Nannasgade – de første med el. Ældre læger kunne ikke komme i pensionsordning. Mange flere læger var blevet ansat. Stor Polio-epidemi. Respekten for folk i hvide kitler havde aldrig været større. Lægeforbrug størst i de laveste indkøbsgrupper. Ikke engang etagevask kunne foretages. TV’ et blev ikke engang slukket under besøg. Brugskunst. Når patienter var sengeliggende.
Nonnernes hospital
De katolske Sankt Joseph søstre åbnede den 1. juli 1875 et hospital med 20 senge. Den blev senere udvidet til 400 senge. Hospitalet blev stiftet dels ved frivillige bidrag til dels med større prioritetslån.
Man optog patienter fra enhver trosform. Behandling på ene stuer kostede 4-6 kr. Hospitalet havde fem afdelinger. På hver afdeling var der ansat en overlæge, 6 reservelæger og to assistenter. I 1904 blev der behandlet 2.401 patienter på hospitalet.
Et moderne hospital
Man sagde om nonnernes hospital at det var uhyre moderne og tiltrak de nye lærer. Speciallæger, der ikke kunne få deres patienter indlagt. Indlagde dem her. men i de fleste tilfælde skulle de selv betale. I begyndelsen var der dog ingen hjalp at hente fra stat og kommune.
I midten af 1950erne købte man og indrettede Schous Papirfabrikker til hospital. Røntgenafdelingen blev udvidet. En nyt moderne operationsafdeling blev bygget. Et moderne laboratorium blev bl.a. udvidet.
Man fik smør på
Man sagde tidligt i hospitalernes historie:
Kommunen køber ikke ”gamle” hospitaler
Det kom bag på hospitalets 800 ansatte at kommunen ikke ville overtage. Hospitalsborgmester Alsing Andersen sagde det på denne uelegante måde:
Det flotte hospital lukkede i 1979. I 2005 lukkede stedet også som plejehjem.
Præsten i Skt. Johannes Kirken protesterede
Her på Blegdamsvej blev Blegdamshospitalet opført i 1879. Det var ikke lige populært alle steder. Således klagede pastoren i Skt. Johannes kirken. Han ville ikke haves sådan et hospital liggende i naboskabet.
Rustvognen kørte i pendulfart til Assistens Kirkegården
Den sidste koleraepidemi havde København i juni 1853. Man brugte den traditionelle behandling åreladning, lavement og opkastning, hvilket kun forværrede situationen. Rustvognen kørte i pendulfart til Assistents Kirkegård. I oktober 1853 var der anmeldt 7.219 tilfælde, hvoraf 4.737 havde dødelig udgang.
Hospitalet bygget i pavillonbygninger
Dette gav anledning til et opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning kloakering og hygiejne. Men hospitalet holdt næsten 100 år. Grunden tilhørte krigsministeriet. Hospitalet bestod af en række pavillon-bygninger.
For at berolige pastoren og andre flyttede hospitalsborgmesteren ud i området. Og der blev rejst et stort hegn.
Ansat af sygekasse
Læge Christens begyndte i 1905 og fortsatte i 52 år. Sygdom tvang ham til at gå på pension. Må vi præsentere Sophus Christens.
I det tidsrum havde Nørrebro forandret sig meget.
I 1896 tog han ind på medicinstudiet. I 1903 aflagde han lægeprøve.
Hvis man dengang ville være rigtig læge, skulle man ansættes af en sygekasse. De var suveræne og bestemte mange ting. Og det var antallet af læger samt praksisområdet. København bestod af 80 små sygekasser med hver deres bestyrelse. Det var frivillige og ulønnede uden nogen som helst indsigt i lægegerningen.
Kronisk syge kunne ikke blive medlem af sygekasse
Som almindelig borger skulle man fremlægge en lægeattest. Man optog ikke kronisk syge som patienter. Og så kostede sådan en attest 1 kr. i honorar.
Lægerne vogtede over deres område
Det var god tone, at Københavns Lægeforening ikke blandede sig, men man orienterede dog den lokale sygekasse. Christens skrev til lægernes formand. Denne svarede på ”den ærede forespørgsel”, at foreningen ikke havde noget at indvende mod ansættelsen.
Christens fik tildelt et område, der ikke omfattede ret mange patienter. Lægerne vogtede over deres område, som godt kunne overlappe. Det var ikke usædvanligt at gå på strandhugst blandt naboområdets patienter. Vores hovedperson havde 550 patienter fra sygekassen Alderstrøst. Hans praksis var ikke ligefrem blomstrende.
Arbejdstid: 24 timer – også om søndagen
Arbejdsdagen var døgnets 24 timer – alle ugens syv dage hele året. Eneste undtagelse var årets fire største helligdage. Om søndagen var der konsultation mellem 8 og 9- Det var som regel mændene der sukkede op ”efter besøg hos barberen”. Konerne havde nok at gøre derhjemme.
Det var som regel ligegyldige ting som ønsket om mere medicin. Dette var en pestilens for mange. En læge kom af med patienterne om søndagen ved at han bad folk om at smide tøjet. Og så fik de ellers en grundig undersøgelse. Og sådan en grundig gennemgang tog tid. Sidste patient gik først langt ud på eftermiddagen. Lægens grundighed rygtedes i kvarteret. Og så skulle der ellers skrives recept.
Det endte så med at folk fra medicinalindustrien løb ham på dørene.
Slut om søndagen, men nu også om aftenen
I 1916 blev søndagskonsultationerne afskaffet. Men til gengæld skulle sygekasselægerne holde en ugentlig aftenkonsultation. Det var for de medlemmer, der arbejdede i dagtimerne.
I 1908 rykkede dr. Christens ud i en større lejlighed i Nansensgade 18. Her fik man sandelig også installeret en telefon. I 1914 flyttede Christens til Nørrebrogade 184. Flytningen blev besværliggjort, da der ikke kunne skaffes heste til trækning af flyttekasser. Første verdenskrig var begyndt og de danske og neutrale heste var solgt til tysk krigstjeneste.
Nu med rindende vand
Det nye lejemål bestod af en femværelses bolig på anden sal. Konsultationsstuen havde vaske og undskyldnings-kumme med afløb, Jo der var indlagt rindende varmt. En kakkelovn sørgede for opvarmningen.
Trods fremgangen måtte hæge Christens supplere indtægten som natlæge ved Røde Kors. Det kostede 4 kr., hvis det var unødvendigt at rekvirere lægen.
Fra sygekassen fik Dr. Christens et årshonorar for hvert medlem over 15 år og 6 kr. for hver er familie. Tog man på besøg for en kollega fik man 2 kr. Det samme fik man for At skrive en dødsattest. Fødselshjælp og abortbehandling i egen hjem blev takseret med 10 kr.
Under ”Den Spanske Syge”
I 1918 under influenzaepidemien ”Den Spanske Syge” har lægerne været på hårdt arbejde for deres penge. 60 sygebesøg var ikke ualmindeligt på en almindelig dag. Dertil kom den almindelige konsultationer. Dertil kom de mange dokumenter, der skulle udstedes. Og så var der varer og deriblandt medicin, som ikke kunne skaffes.
I en ejendom var samtlige syv familiemedlemmer syge. Her skulle der udfyldes 12 forskellige dokumenter. Her flottede Røde Kors sig og forhøjede honoraret med hele 10 pct.
De københavnske hospitaler havde meget travlt. Antallet af ramte lå på 18.000 – 19.000
Fra cykel til lukket automobil
Ofte foregik sygehusbesøg på cykel. Lægetasker og instrumenter til fødselshjælp befandt sig på bagsædet. Senere blev cyklen udskiftet med en motorcykel: Og senere med en lukket bil. Der var dog stadig kollegaer, der tog på sygehusbesøg på hestevogn.
Ikke let at blive syg på 4. – 5. sal
Klientellet var dengang overvejende sporvejsfunktionærer, fabriks – og kommunalarbejdere, håndværkere, mindre handlende og alderstyende. Mange havde endnu retirader i gården. Så var det ikke let at være syg på 4.-5. sal. De fleste var to værelses lejligheder.
Apoteket ved Ægirsgade, de første, der fik el.
Trappelyset kom fra en gaslampe, der blev slukket kl. 22 Her måtte lægen finde vej. Den første, der fik elektricitet her på Nørrebro, var Apoteket på hjørnet af Ægirsgade og Nanasgade.
Ældre medlemmer kunne ikke komme i pensionsordning
Da lægernes organisation foreslog sygekassen en pensionsordning, blev de afvist. De herrer havde aldersrentekontoen. Først i 1946 blev Lægernes Pensionskasse oprettet. Der blev ikke stillet helbredskrav til medlemskab. Ældre læger kunne dog ikke blive medlemmer. Og som Christens sagde:
Mange flere læger var blevet ansat
I 1952 blev 2.700 børn og unge ramt af Polio. De blev indlagt på Blegdamsvejens Hospital
Sophus Christens måtte fortsætte til han var 79-årig. En sygdom i 1957 tvang ham til at stoppe.
Da han begyndte som læge ved sygekassen ”Alderstrøst” var der syv læger og et apotek i bydelen.
52 år senere, var der 17 læger og fem apoteker.
Stor Polio – epidemi
Fa 1940 blev alle smitsomme patienter sendt på Blegdamsvejens Hospital. 2.700 blev indlagt med polio i 1952. 348 døde, fordi åndedrætssorganerne blev lammede. De 315 kunne ikke selv trække luften men måtte have hjælp. Det var netop herfor indførelse af respiratorbehandling til bekæmpelse af åndedrætslammelse.
Samtlige skolebørn i 1956 gik tilbudt Poliovaccine.
Respekten for folk i de hvide kitler havde aldrig været større
Vi kunne også have nævnt De Keltiske anstalter på Nørrebro. Her gik det også folk rundt i hvide kitler. Og filosofien var, at hvis man ikke tilpasse sig samfundet blev man sendt til en ø, og først efter et kirurgisk indgreb fik man lov til at forlade øen.
Respekten for folk i de hvide kitler havde aldrig været større.
Vi kunne have nævnt andre
Så kunne vi selvfølgelig have nævnt ”Almindeligt Hospital” og Balders Hospital. Eller at man blev nødt til at indrette et hospital på Ladegården, fordi ingen andre hospitaler i Københavns – området ville modtage Ladegårds-lemmer.
Lægeforbrug størst i de laveste indkøbsgrupper
Jens Hilden har i bogen Nørrebro Historier – fra fedmadder til fædregrupper fortalt om sine oplevelser som 68´er læger på Nørrebro. Han beskriver bl.a., hvordan det så ud i et Nørrebro – hjem dengang.
Man havde fundet ud af at gennemsnitlige lægeforbrug var langt højere i de lave indkomstgrupper. Det skyldtes ikke mindst folk på overførselsindkomster. Det gennemsnitlige forbrug hos de førtidspensionerede var tre gange højere end blandt de erhvervsaktive.
Rent håndklæde lå parat
Dengang var der ingen dørtelefon. Man gik direkte ind fra gaden. Over for hoveddøren var et lille toilet eventuelt med en lille håndvask og med terrazzogulv uden afløb. Over håndvaskens kant lå et rent håndklæde med sæbe oven på. Man skulle huske at vaske hænder, når man gik – ellers var man ikke en rigtig læge.
Ikke engang etagevask kunne foretages
Rummet var så lille at der ikke engang kunne foretages etagebades. Da der senere kom bruseniche, kom den til at stå i soveværelset. Ved siden af toilettet var der en dør til det smalle køkken, hvor der først i rummet var et komfur, gasmåleren og aftrækket ovenover. Herefter køkkenbord med vitrineskab ovre til højre. Henne ved eller under vinduet, er vaskeri med en kold – og varmtvands forenet med et blandingsbatteri af gummi. 90 pct. havde affaldsposen siddende under vasken.
TV blev ikke slukket under besøg
Til højre for indgangsdøren stod en lilleentre – kommode med spejlet over. Efter kommoden kom døren til spisestuen. På bordet lå hjemmeplejens journal. Nej fjernsynet blev ikke altid slukket, når lægen var op besøg.
Brugskunst
Over sofaen hang sofastykket som er et smukt naturbillede. Til højre hang den gæve søulk i sydvest eller den grædende napolitanerdreng. Fiduskunst – overhovedet ikke – det var brugskunst.
Når patienten var sengeliggende
Hvis patienten var sengeliggende, var soveværelset ved siden af køkkenet. Her måtte man kante sig ind imellem sengen og et stort klædeskab. I soveværelset var der et ganske søvnigt lys i loftet. Ved sengen var der en ganske lille natlampe. Over sengen hang Sikker Hansens billede af oldtidskvinden, der maler korn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 26, 2025
Grundloven blev brudt
En ny bog om detteemne. Tyskerne ville have 72 navngivne kommunister. 352 kommunister anholdt. En lov med tilbagevirkende kraft. Grundloven blev brudt. Nu var kommunisterne pludselig terrorister ifølge justitsministeren. En lov med tilbagevirkende kraft. Grundloven blev brudt. Danske Toner. Der var ingen lov om nødretstilstand. Man forbød ikke det at være nazist. Politikerne var pressede. Demokratiet kan strækkes langt. Der var ingen hjælp at hente. Stauning afviste i første omgang. Det lykkedes for 95 at flygte. Bo Lidegaard mente at interneringen var i orden. Politikerne henviser til en meget tynd undskyldning. Skal man bare annullere folks rettigheder, fordi man ikke kan lide dem?
Ny bog om dette tema
Egentlig ville vi gerne have anmeldt en ny bog om dette tema. Men det lykkedes os ikke i første omgang at skaffe den. Derfor får du vores egen beskrivelse om de danske kommunister under besættelsen.
Tyskerne ville have 72 navngivne kommunister
Vi drev en omfattende samarbejdspolitik med tyskerne. Grunden til dette var, at danskerne skulle mærke krigen så lidt som muligt. Vi var da også det besatte land, der mærkede mindst til krigen.
Da tyskerne angreb Sovjet, ja så krævede tyskerne 72 navngivne kommunister udleveret. Og det var faktisk dansk politi, der havde lavet denne liste. De havde længe før besættelsen samarbejdet med tysk politi.
352 kommunister blev anholdt
Der var udarbejdet kort over mange danskere, bl.a. også kommunister. I stedet for de 72 arresterede dansk politi i stedet 352 kommunister. Aktionen var veltilrettelagt.
Der blev ikke rejst sigtelse, endsige anklage. Kun i et eneste tilfælde er den anholdte blevet stillet for en dommer.
Politiet besatte partiet og partipressen samt det kommunistiske partis virksomhed og andre lovlige foreninger.
De fængslede var ikke sigtet for nogen forbrydelse.
En lov med tilbagevirkende kraft
Rigsdagen vedtog to måneder efter tyskernes angreb den såkaldte kommunistlov med til bagevirkende kraft. Det var blot for at lovliggøre de foregående måneders arrestationer.
Loven blev udarbejdet i al hemmelighed. Justitsministeren fremlagde på en af disse hemmelige møder udkastet til loven. Dengang hed han Eigil Thune Jacobsen. Og loven var blevet anbefalet af højesteretsdommer Troels G. Jørgensen. Denne havde sagt, at den var fuld overensstemmelse med Grundloven.
Der blev også sagt noget om at loven blev indført af hensyn til rigets sikkerhed.
Grundloven blev brudt
Men her havde højesteretsdommeren lige overset 8 forskellige paragraffer i Grundloven. Og det er bl.a. at Grundloven:
Loven blev hastebehandlet af et enigt Folketing og Landsting. Selv om loven foreskriver, at der skal gå mindst to dage mellem første og anden behandling og yderligere mindst to dage før tredjebehandling blev Kommunistloven vedtaget på en dag.
For at sikre sig mod uroligheder var et utal af civilklædte betjente indkaldt for at fylde op på tilhørerpladserne i de få timer lovarbejdet stod på. De tre behandlinger var overstået på få minutter.
Nu var kommunisterne pludselig terrorister
Den eneste, der tog ordet, var justitsminister Thune Jacobsen. Engang var han politiets øverste chef, da man registrerede og overvågede kommunisterne. Nu talte han om kommunistiske terrorgruppers mangeårige hærgen i Danmark. Sådan blev loven retfærdiggjort.
Danske Toner
Det lykkedes kun at anholde et af de tre folketingsmedlemmer. De to andre var på flugt, deriblandt DKP’ s formand, Axel Larsen. I september 1941 udsendte DKP en lille illegal pjece cammufleret som et sanghefte ”Danske Toner”. Her kunne man læse den tale, som Axel Larsen ville have holdt, hvis han havde haft muligheden for at være til stede.
Man havde givet Rigsdagens Tjenestemænd ordre til at være politiet behjælpelig med at anholde de kommunistiske folketingsmedlemmer, hvis de skulle vise sig.
De mange kommunister blev arresteret netop for at være kommunister. De blev indsat i Vestre Fængsel. Dernæst blev de interneret i Horserødlejren.
Loven havde tilbagevirkende kraft og legaliserede ikke kun fremtidige, men også allerede foretagne anholdelser af danske kommunister.
Der var ikke nogen lov om nødretstilstand
Og så indeholder den danske grundlov ikke en lovgivning om nødretstilstand, Så der var absolut ingen lovhjemmel for regeringens handlinger. Det var efter grundige overvejelser grundlovens fædre undlod at sætte sådanne bestemmelser ind i forfatningen. De ville ikke give nogen regering sådanne fuldmagter, som let kunne misbruges.
Nej, nødretsparagraffer kan ikke tages i brug – heller ikke i undtagelsestilstande. Man brød kommunisternes ret til beskyttelse. Indgrebet stred mod den personlige frihed.
Man forbød ikke det at være nazist
Man ville ikke forbyde nazisterne, men det var mere belejligt at forbyde kommunisterne. De var jo allerede registreret og en del af dem blev skam også overvåget. Og dette fortsatte efter besættelsen i hvert fald af ”Den Sønderjyske Efterretningstjeneste”.
Politikerne blev presset
Da tyskerne natten mellem den 28. og 29. oktober skulle overtage Horserødlejren lykkedes det for fangerne at flygtede. Men størstedelen blev fanget af tyskerne og sendt til KZ – lejren Stutthof.
Thune Jacobsen forsvarer kommunistloven i sin bog på følgende måde:
Politikerne blev presset af tyskerne. Justitsministeriet, statsadvokaten, politiet og fængselsvæsenet kunne åbenbart ikke have gjort andet i denne bødens stund. Det var i nødrettens navn, at man efter befrielsen retfærdiggjorde de ulovlige arrestationer og vedtagelsen af den grundlovsstridige lov.
Demokratiet kan strækkes langt
Politikerne var rede til ar gå meget langt for at opretholde samarbejdet med tyskerne og bibeholde retshåndhævelsen på danske hænder. Forløbet ses på denne måde som et eksempel på, hvordan demokratiet kan strækkes langt for at sikre dets opretholdelse.
Der var ingen hjælp at hente
Hvorfor fængslede man så omtrent fem gange så mange, som tyskerne bad om. Kunne man ikke i stedet have anholdt lidt mindre end, hvad tyskerne bad om? Kunne de ikke have laset dem undslippe? Eller, hvorfor blev de ikke advaret på forhånd? Var det kun tyskerne, der ville af med kommunisterne?
Her var der danskere, der havde en bestemt politisk holdning. Det var almindelige arbejdere, folketingspolitikere og intellektuelle. Der blev ikke taget hensyn til partnerens tilstand eller familieforholdene i øvrigt. Nu havde familien pludselig mistet en forsøger. Hvorfor tilbageholdt de sociale myndigheder deres understøttelser?
Stauning afviste i første omgang
Da kommunisterne var blevet interneret opsøgte Agnes Nielsen selveste Thorvald Stauning for at få hjælp. Hun var gift med folketingsmedlem Martin Nielsen. Men hun blev afvist.
Kvinderne, der blev kaldt ”De Røde Enker” blev også afvist hos Røde Kors. Kommunisterne blev ikke betragtet som nogle, man blev nødt til at internere. De blev betragtet som forbrydere.
Det lykkedes for 95 at flygte
Allerede den 29. august 1943, da regeringen gik af, sad 250 kommunister interneret i Horserødlejren. Allerede dagen før den 28. august, da samarbejdspolitikken var brudt sammen midt på eftermiddagen, kunne fangerne være blevet frigivet. Det var jo ikke længere nogen regering, der havde nogen forpligtelser over for tyskerne – heller ikke på at holde kommunister interneret.
De blev ikke frigivet og de blev heller ikke advaret. Det lykkedes for 95 af de opmærksomme fangere at slippe fri. Den 2. oktober blev de resterende 150 sendt til Stutthof. 22 omkom som følge af have været i KZ – lejren.
Seks døde i lejren, ni døde på dødsmarchen mens syv omkom af følgesygdomme efter befrielsen.
Bo Lidegaard mente, at interneringen var i orden
Forfatteren Bo Lidegaard har forvaret interneringerne ellers var de kommet i tysk varetægt. Det var et besynderligt argument. De danske myndigheder anholdt fem gange så mange, som tyskerne forlangte. Og hvorfor befriede man ikke kommunisterne, inden tyskerne fik kontrollen.
Man henviser til en meget tynd undskyldning
Efterkommere kæmper stadig om at få en undskyldning. Diverse ministre henviser til den undskyldning som Anders Fogh Rasmussen for snart 20 år siden. Men var det en undskyldning til kommunisterne?
Det var ved en tale den 4. maj 2005 på 60-årsdagen for Danmarks befrielse som han holdt i Mindelunden. Han gav en undskyldning til de jøder og andre uskyldige mennesker, som danske myndigheder udleverede til nazisterne.
Til et spørgsmål fra SF´eren Kristen Touborg, svarede Fogh:
Skal man annullere folks rettigheder, fordi man ikke kan lide dem?
Men hvorfor skal dette komme som en sidebemærkning, en bisætning eller som svar på en forespørgsel i Folketinget? Sådan siger man ikke rigtig undskyld. Der er aldrig sagt undskyldning direkte over for kommunisterne eller de berørtes børn og børnebørn.
Det skal selvfølgelig siges undskyld på et offentligt møde, hvor man anerkender at det var forkert og at det aldrig vil ske igen. Man kunne vel også sige, at man ikke skal annullere folks rettigheder, fordi man ikke kan lide dem.
Vore frihedsrettigheder er sårbare selv i et demokrati.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 19, 2025
Hvorfor har Tønder så mange gamle huse?
Vi kan også stille spørgsmålet – Hvorfor har Tønder ikke flere gamle huse? Hovedgaden i Tønder den samme som siden vikingetiden. Pebergade ble fjernet. Siden 1130 har Tønder haft en havn – måske længe før. Skt. Laurentius Kirken og kirkegården. Var det første torv området mellem Skibbroen og Møllegade. En regulering i 120 stavne. Fire bykvarter. I savner bygninger mellem 1230 og 1500. Sydøst Kvarter – Sydvest Kvarter – Nordvest Kvarter – Nordøst Kvarter. Ikke alle ældre huse vedligeholdes lige godt. Grunden til at der ikke er endnu flere ældre huse i Tønder skyldes bl.a. brande og stormfloder. Det allerældst bevarede i Tønder. Fra 1600 – tallet. Rester af Grøngrøft i Gråbrødregade 2. Fornemme barok – bygninger revet ned. Endelig fik man håndhævet forbuddet mod stråtag. Velfærd skyld i at huse blev revet ned. Man fik reddet Port-huset. Det nedbrændte Østergade – kvarter genopbygget
Hovedgaden i Tønder – siden vikingetiden
Det var en holm, er på den ene side var afgrænset af Vidåen og på den anden side Laurentius-strømmen, der udgjorde det første Tønder. Størrelsen var ca. 800 meter lang og 400 meter bred. Siden vikingetiden har det været Østergade-Storegade-Vestergade, der udgjorde hovedgaden.
Det er sjældent at det er en middelalderby i det store og hele fremtræder så intakt med sit oprindelige anlæg af gader, pladser og vandløb. Nydannelser går først i gang uden for bykernen efter 1880
Pebergade blev fjernet
Er det havnen, der har skabt bydannelsen i Tønder? Måske? Tønder har haft en anden havn et andet sted. Men så sent som i 1933 kunne man endnu opleve en meget beskeden kanal ved den nuværende Skibbro.
To små gader Kogade og Pebergade videreførtes ud til en landevej, hvorfra varer fra havnen førtes øst – og nordpå. I 1960erne blev Pebergade fjernet.
Siden 1130 havde Tønder en havn – men nok længe før
Siden 1130 er der dokumentation for, at Tønder har haft en havn. Måske lang tid før. Historikere mener, at det startede med at Møgeltønder var havneby. Og først ca. 100 år derefter blev Tønder havneby. Kan det være rigtig?
Men kanalen er årsag til Vestergades bebyggelse. Holmens højest beliggende område var ved det senere Svinetorv. Vi er på Nørregade, der lå 4,5 meter over normalt nul. Her gik det mod nord.
Skt. Laurentius Kirken og kirkegården
Den ældst dokumenterende bygning i Tønder er St. Laurentius Kirken, der lå omkring indtil ca. 1530 i området Vestergade 31 – 35. Den skønnes opført i granitkvadre før 1200. Til det nydannede sogn hørte også Emmerske, Korntved og Tved.
Ved udgravninger har man kunne kortlægge kirkegården. Men allerede i 1533 blev denne udlagt som byggegrunde. Kvadre i latinskolen og slotsvandmøllen er sikkert byens ældste bygningsdele. Det første borganlæg, der ikke kan dokumenteres, har sikkert ligget her før 1200.
Var det første torv – mellem Skibbroen og Møllegade?
Den holm, som vi har omtalt, var indtil år 1200 kun bebygget i den vestlige del. Et interessant spørgsmål melder sig. Var det først torv, der hvor klostret fik sin plads – området mellem Skibbroen og den senere Møllevej (Gråbrødre vej) op til den også siden anlagte Ulvegade (Uldgade).
En regulering i 120 stavne
Omkring 1230 gennemførtes en omfattende by-regulering. Dette omfattede Vestergades østligste del, Storegade og Østergade. En udstykning på 4×30 nogenlunde lige store grunde – de såkaldte stavne. Ud mod gaden havde de en bredde på ca. 8 meter. Og en dybde på 60-70 meter. Det var gavl-bebyggelse efter lybsk forbillede.
Bagsiderne af grundene (Bag staldene) blev ikke alene anvendt til stalde men også til udlejningsboder for tyende og håndværkere.
I løbet af 1600- årene og fremefter blev der uden for stavnene oprettet de såkaldte bode-gader. Stavnsejerne betegnedes som ”erfgesetene” og havde oprindelig valgbarhed til bystyret og lige andel i den fælles bymark.
Fire Bykvarterer
De 120 stavne, der indtil 1768 ikke måtte slås sammen udgjorde 4 bykvarterer, hvis huse først blev nummereret fra 1774. Den nuværende gadenummerering indførtes først 1908. Kvarterordningen blev bibeholdt til 1890.
Det må antages at byens anden kirke Skt. Nicolai-kirken sammen med et eventuelt rådhus er opført på den afstukne centralplads, der hvor det gamle rådhus, som vi kender fra vores barndom, lå.
Vi savner bygninger mellem 1230 – 1500
Ingen bygninger fra tidsrummet 1230 – 1500 er bevaret i Tønder heller ikke byggearbejderne på borgen, som hertug Frederik fra 1490 og fremefter påbegyndte. Grundinddelingen med de senere tilføjede gader er intakt i dag.
Kvarterer og gader i Tønder (1230)
Sydøst-kvarter (oprindelig 31 stavne):
Sydvest-kvarter (oprindelig 30 stavne)
Nordvest-kvarter (Oprindelig 29 stavne)
Nordøst-kvarter (Oprindelig 30 stavne)
Ikke alle ældre huse vedligeholdes lige godt
Antallet af nuværende huse inden for bykernen er ca. 450. Det er her, vi finder de gamle huse. Og når man ejer et gammelt hus, har man et ansvar for at vedligeholde det. Tager vi en rundtur i de gader som vi her har nævnt, kan vi se, at ikke alle er lige gode til det.
Grunden til at Tønder har så mange gamle huse er at strukturen er bevaret gennem mange år.
Det er uundgåeligt at der bliver huller i husrækken. Det har vi mellem Østergade 28-34 (Bøvingstræde) og mellem Østergade 25 og 23 (Delas-vej).
Grunden til at der ikke er endnu flere ældre huse i Tønder
Hvorfor er der ikke endnu flere ældre huse i Tønder?
Stormfloder
Alene mellem 1532 og 1615 er der registreret syv stormfloder. Bindingsværkshusenes ler-fyldninger presses ud af det indstrømmede vand. Så husene væltes omkuld. I 1615 stod vandet 3 meter højt ved Østerport og det meste af Vestergade blev ødelagt sammen med slotsbroen.
Brande
Endnu farligere var de talløse ildebrande, som er blevet registreret:
Alle brande fremkaldt som følge af stråtag og dårligt konstruerede skorstene.
Intet under at antallet af bevarede bygninger begrænses til godt en halv snes indtil 1725. Alle disse bygninger er for længst fredede.
Det allerældst bevarede i Tønder
Fra 1600 – tallet
Fra 1600 årene findes der i Tønder 6 mere eller mindre intakte renæssance/barokhuse.
Rester fra Grøngård i Gråbrødrevej 2
Interessant er det også, at i vinkelhuset Gråbrødrevej 2 findes der barokdele fra 1640’erne. Det skal være opført at materialer fra jagtslottet Grøngård. Hus-tavlen er dateret 1649. Hvordan det havner her, ja det kan du læse i vores artikler om Grøngård.
Fornemme Barok – bygninger revet ned
Man har i nyere tid også revet nogle fornemme barokbygninger ned som Østergade 13, Storegade 11 (1682). Også den navnkundige ”Im weissen Schwan”, Storegade 6 blev brutalt revet ned så sent som i 1932. Den var foreviget på nødpengesedler fra 1920.
Endelig fik man håndhævet kravet om forbud mod stråtag
Den store brand i Østergade den 26. oktober 1725 omtales på tavlen i byporten fra 1726. Denne brand gav anledning til at man endelig fik håndhævet kravet om forbud mod stråtag og indført organiseret skorstensfejer-tjeneste. Man hører heller ikke mere om regulære kvarters-brande.
Velfærd skyld i, at huse blev revet ned
Antallet af bevarede huse opført i tidsrummet mellem 1725 og 1850 er da også betragtelig i Tønder. Fra 1744 foreligger der med 10 års intervaller fuldstændige brandtaksations-protokoller, i hvilken vi nøje kan følge de enkelte huses historie og ejerforhold.
Man fik reddet porthuset
Det er på dette tidspunkt knipleindustrien blomstrede. I stedet for at renovere husene byggede man nu nyt. De betydelige ældre bygninger blev offer for velstanden. Og hele slotskomplekset blev revet ned i 1750 uden at bygge nyt i stedet. Man fik dog reddet porthuset.
Det nedbrændte Østergade kvarter genopbygget
Perioden indledtes med at genopbygge det nedbrændte Østergade – kvarter med det monumentale vajsenhus som erstatning for det hyppigt nedbrændte hospital. Her var det på nordsiden nok den store købmandsgård Soli Deo Gloria som det fornemste (1729). Fonden til bevarelse af gamle huse høstede stor anerkendelse for at have reddet hele denne husrække.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 16, 2025
Postholdergården i Aabenraa
Postholdergård – det forkerte navn. Sidste gang jeg selv var her. Et Rokoko-palæ. Forbindelse med omverdenen havde Aabenraa ad søvejen. Den ”Heussisk kørende” post. I 1729 kom det første postkontor i Aabenraa. Postmester Lange kunne ikke få nok. Ny gård bygget i 1758. ”Toldsted Brevskilling”. Gården kostede 6.200 Rigsdaler. Gårdens indretning. Rigt udsmykket. Haven anlagt i 1933. Postmester Raben fra København. Efter 1765 blev postruten omlagt. ”Toldsted Brevskilling” fortsatte – så kunne man få tilskud til andre ting. Postmesterens sociale stilling. Klager fra kunderne. Havde ikke midler til at drive gården. Postmester Jens Petersen klagede over Magistratens langsommelighed. Senere Christian den Ottende opholdt sig på postholdergården. Moltke ville ikke anerkende den provisoriske regering. Moltke solgte gården. Embedsstanden blev dansk. Ville ikke aflægge ed til den preussiske konge. Dette betød fyring eller afgang. Vi slutter et kapitel i Aabenraas posthistorie. Dyrlæge anlagde en nyttehave. Fru Beyers fortjeneste, at det blev en fredet have, der i 1996 fik en flot pris.
Postholdergård – et forkert navn
Sidste gang, jeg selv var her
Længe før, jeg havde tænkt på at bosætte mig i Aabenraa var jeg på besøg i denne bygning. Og det var som meget ung samen med min far. Jeg skulle til ørelæge eller øjenlæge og boede dengang i Tønder.
Og sidst jeg besøgte haven var i forbindelse med at HK’s Ældreklub havde arrangeret en tur hertil. Og som formand blev jeg nødt til at vise mig. Men det er mange år siden.
Et rokokopalæ
Og denne skønne bygning ligger i Søndergade 20. Ja det er faktisk et Rokoko-palæ. I palæets stilfulde hall kan man se e skilt med Frederik den Syvendes monogram, hvor der står ”Königliche Posthalterei”. Vi har nok med en af Københavns smukkeste bygninger at gøre.
Forbindelsen med omverdenen – ad søvejen
Aabenraas vigtigste forbindelse med omverdenen foregik af søvejen. Hærvejen gik uden om Aabenraa. Alt post til Aabenraa blev afleveret i Toldsted, der lå ved Hærvejen. Her blev posten så afhentet.
Det ”Heussiske kørende Post”
Efter 1720, da det gottorpske Slesvig blev indlemmet i ”det danske krones lande” blev al diligencekørsel i hertugdømmerne overdraget den såkaldte ”Heussiske kørende post” idet en kancelliråd Heuss i Hamburg af regeringen havde fået koncession på dette hverv.
Heuss blev nu kaldt postkommissær og skulle sørge for, at der fandtes lokale postmestre som også kunne varetage personbefordringen.
I 1729 – det første postkontor
Aabenraa fik derfor i 1729 sit første postkontor. Dets leder blev Thomas Thomsen. Efter hans død i 1741 blev Mathias Lange postmester. Han havde indtil da været bestikket sagfører (Sachwalter) og branddirektør for Aabenraa og Løgumkloster amter.
Postmester Lange kunne ikke få nok
Der var mange, der gerne ville have stillingen. I 1746 ville man gerne have et vognmandslav i byen. Men postmester Lange forsøgte at hindre dette. Han havde udstrakt sine postrettigheder til at gælde alt fragtkørsel.
Han havde også forsøgt at hindre at matroser, tjenestefolk og andre vejfarende kom med op at køre hos vognmændene. Denne hans ”utilstedelige Griskhed” ønskede regeringen også stoppet, selv om den beholdt Lange som postmester.
Fra samfundets højeste levestandard
Efter hans død i 1754 skulle man atter have stillingen besat. Denne gang meldte der sig endnu flere ansøgere. Lige som sidst var de fleste nogle, der havde lært samfundets højeste levestandard at kende.
Ny gård blev bygget i 1758
En direkte postforbindelse til Flensborg blev varetaget af en privat vognmand, til der i 1730 blev udnævnt en egentlig postmester, der foruden brev- og personbefordring også tog sig af fragtkørsel.
De første postmestre havde forrettet deres embede fra deres egne boliger. Men i 1758 lod den nye postmester Herman Daniel Linde opføre en postholdergård, hvor postvæsnet havde til huse til 1850, samtidig med at det var et gæstgiveri.
Linde havde tjent den stedlige amtmand, gehejmeråd v.d. Lübe på Brundlund.
”Toldsted Brevskilling”
Til hjælp ved opførslen overlod byen Linde indtægterne af den såkaldte ”Toldsted Brevskilling”, et gebyr der betaltes for at få breve bragt fra Toldsted til Aabenraa. Denne indtægt oppebar Linde og senere hans enke til sidstnævntes død i 1765.
Den nye postholdergård blev byens fornemste verdslige bygning. Med sin placering ved Søndertorv tog den sig mere imponerende ud end Rådhuset.
Søndertorv var byens ældste torv. Bygmesteren var antagelig Aabenraa – murermestren Lorenz Jacobsen. Han stod for mange bemærkelsesværdige bygninger på egnen.
I over 100 år har lyden af posthornet og hovslagene mod brobelægningen kundgjort, at nyhederne fra de vigtigste centre – Hamborg i syd og København i nord, eller andre destinationer var nået frem til Aabenraa.
Gården kostede 6.200 Rigsdaler
Ejendommen er første gang omtalt i Aabenraas brandtaktionsprotokol fra 1758. Her er den beskrevet som et brand-muret tværhus i to etager, i alt elleve små fag og dertil tre fag kælder, desuden tretten fag stald og bryggerhus af bindingsværk, samt et halvtag.
Udgifterne var 6.200 Rigsdaler, som blev bevilliget Linde af Generalpostamtet imod at beløbet afvikledes over 30 år til 4 pct. i rente.
Gårdens indretning
Den er grundmur i to stokværk og på otte vinduesfag i overetagen. I underetagen optager et storartet indgangsparti med den bortløbende stentrappe hele midterpartiet. Der er noget barokt over bygningen.
Forhuset var oprindelig rødkalket. Vinduer er ældre torammede. Kældervinduerne er af støbejern. De fire midterste vinduer mod havesiden har blyindfattede ruder med motiver
De tre kviste er opsat langt senere.
I det indre af forhuset er bevaret de oprindelige fyldningsdøre. I flere af stuerne er bevaret ældre paneler, loftstruktur, en kamin og en kakkelovn. I trapperummet er den oprindelige trappe med udsmykninger og alkovelåger bevaret samt rester af et håndmalet tapet.
I sidebygningens indre findes et nyere køkken samt en række mindre funktionsrum. Bygningens oprindelige funktion som køkkenfløj er bibeholdt.
Rigt udsmykket
Den tidligere funktion som beboelse for postmesteren og senere tidens højtstående personer, kan aflæses i de rigt udsmykkede rum. Sidebygningerne er mere enkle uden nævneværdig dekoration.
Haven anlagt i 1933
Ja så er det også den berømte have, der er fredet. Den blev anlagt i 1933. Her ligger et traditionelt udført lysthus. Haven er udført i forskellige niveauer, med en lav havemur, vandbassin, plæne og forskellige bede med stauder, busketter og rododendroner. Ganglinjen er markeret med fliser.
Dengang kunne trappegitteret ud mod gaden åbnes. En anbragt gangbro mellem trappen og postvognen havde man også.
Postmester Raben fra København
I 1764 da Linde døde, skulle der atter vælges ny postmester. Det skulle være en mand med en god økonomi. Valget faldt på Julius Raben fra København. Ved sin tiltrædelse i 1766 var han 66 år. På grund af hans alder valgte man straks en fast stedfortræder. Christian Thomsen.
Efter 1765 blev postruten omlagt
Først fra 1765 efter at vejene til byen var forbedret kom post- rytteren eller – vognen gennem selve Aabenraa. Indtil da var der postudveksling med Toldsted oppe på Hærvejen. Omkring den brolagte gårdsplads lå andre bygninger.
De store vejanlæg var påbegyndt. Byen skulle bringes i forbindelse med hoved-postruten, der fulgte Hærvejen gennem hertugdømmerne. Bakkerne på vejen ned gennem skoven til Styrtom, den såkaldte ”Stubbæk stenbro” skulle udjævnes og ”vejen langs standen” ”Fjordvejen” skulle forbedres ved opfyldning, sådan at strækningen fra Stubbæk til Aabenraa blev farbar.
Til den anden side af byen skulle bakkerne på vejen mellem Kolstrup og Brunde afgraves. Og den store vej til Haderslev udbedres. Så snart dette arbejde var afsluttet skulle postruten omlægges. Det skete netop i 1765. Fra nu af drejede diligencerne af fra Hærvejen og tog vejen ned over Aabenraa.
”Toldsted Brevskilling” fortsatte
Endnu inden Ruben overtog sit erhverv opstod der problemer med den såkaldte ”Toldsted brevskilling”
Efter postruternes omlægning skulle man synes, at denne afgift var blevet overflødig. Indtil videre blev beløbet dog overladt postmester Linde til hjælp med bestridelsen af de mange udgifter som det dyrere byggeri havde medført.
Efter 1765 mente Aabenraa Magistrat at man skulle bibeholde det ekstra tillæg. Det havde kostet mange penge at sætte vejene i stand. Det vil sige, at man kom til at brtale en ekstra skat som tog mange år at udrydde.
Da man så prøvede ved århundredeskiftet, fandt magistraten på, at pengene kunne gå til forsvarsformål ”deformations – anstalter”.
Postmesterens sociale status
I 1769 holdt man mandtal i posthusene. Dette gav et udmærket indtryk af postmesterens sociale status. Til Postholdergården i Aabenraa var knyttet følgende erhverv:
I 1770’erne, hvor postmester Nathan Ruben ejede stedet omtales bl.a. stald og bryghus. Postgården fungerede som gæstgiveri for de rejsende.
Klager fra kunderne
Der indløb også klager fra kunderne:
Havde ikke midlerne til at drive gården
Den 1. januar 1791 kunne Christian Thomsen kalde sig postmester i Aabenraa, men allerede 1795 brød han op for at blive postmester i Bergen. Grunden til den korte periode skyldtes sikkert, at han ikke havde haft midlerne til at drive Postmester-gården.
Fra Norge kom Jens Petersen Schmidt. Han overtog ejendommen med den klausul at gården skulle tjene som postmesterbolig – en bestemmelse, der først blev ophævet i 1850.
Kun to år efter afgik Schmidt ved døden. En tidligere fuldmægtig i Generalpostdirektionens danske sekretariat Falle Jürgensen overtog jobbet. Men allerede i 1805 lod han sig forflytte til den danske brevpost i Hamborg.
Postmester Jens Petersen klagede over Magistratens langsommelighed
En tidligere postmester i Roskilde, Jens Petersen tiltrådte stillingen i begyndelsen af 1806. Og han blev her sandelig til 1842. Han klagede til Tyske Kancelli over bystyrets langsommelighed med hensyn til brolægning i gaderne. Og ironisk tilføjede han:
Magistraten undskyldte sig med tydelig adresse til postmesteren:
Den senere Christian den Ottende opholdt sig på Postmestergården
Jo postmester Petersen førte stort hus. Den senere Christian den ottende opholdt sig således i Postmestergården under sit besøg i Aabenraa i 1830 og hyldedes her af stadens honoratiores.
Moltke ville ikke anerkende den provisoriske regering
Fra 1843 til1853 var det Friedrich Joachim von Moltke – en ældre bror til den senere så berømte preussiske generalfeltmarskal, der var Aabenraas postmester.
Skønt tilhørende hertugdømmernes tyske kultur nægtede han i 1848 på det bestemteste at anerkende den provisoriske regering ”hvilket” som han senere udtalte:
Moltke solgte gården
Han var med andre ord kongetro helstadsmand. Men så længe slesvig-holstenerne havde magten måtte han vige sit postmesterembede til Lorentz Knutzen, der dog atter forlod byen, da de danske tropper i 1850 igen fik magten.
Moltke ønskede ikke at beholde sin ejendom efter krigen. Sidst på året solgte han gården. Siden da har Postmester-gården været privatbolig.
Embedsstanden blev dansk
Efter Treårskrigen blev embedsstanden i Aabenraa rent dansk og for det meste var det folk fra kongeriget, der var embedsmænd. Den tysktalende Moltke havde da foretrukket at forlade byen mod at blive postmester i Flensborg.
Ville ikke aflægge ed til den preussiske konge
Til hans efterfølger blev udpeget en tidligere adjunkt ved Rønne realskole, Lauritz Georg William Hasselriis. Han var en kort tid arresteret under krigen i 1864. Han måtte opgive sit embede i 1867, da alle embedsmænd skulle aflægge ed til Preussens konge for at kunne blive i deres embede.
Under treårskrigen blev den dansksindede postholder, Johann Hansen afsat, Bager Asmus Lorentzen var derefter postholder så længe Slesvig-holstenerne havde magten. Efter krigen blev en søn a den førstnævnte, postholder.
Et kapitel af Aabenraas posthistorie sluttede
Dermed var et kapitel af Aabenraas posthistorie afsluttet. I 1868 fik Aabenraa jernbaneforbindelse. Posthuset kom til at ligge i en ejendom som den preussiske stat havde købt ved Nørretorv.
Vognremisen lige over for gården blev i 1869 solgt. Med jernbanen var der kommet en ny tidsalder til Aabenraa,
Dyrlæge anlagde nyttehave
Omkring 1875 tilhørte bygningen dyrlæge J.H. Bjørnshauge. En del af det store bagareal blev benyttet til græsning af heste, men det har sikkert også i en periode været nyttehave.
Fru Beyers fortjeneste
Hvornår det blev en prydhave vides ikke. Men det fortælles at korngrosserer Mathias Nielsen, der ejede stedet i 1920’erne anlagde et rundt bassin i haven og anskaffede bronzestatuen i vandhaven. Allerede i 1921 blev hovedbygningen og den sammenbyggede køkkensidefløj fredet.
Den flotte haves pasning kan man vel takke fru Beyer for. Sammen med både gartnere, havemænd og familiens ”unge piger” har bidraget til pasningen.
En fornem pris i 1996 til haven
Kreditforeningen Danmark overtog i 1983 ejendommen. Fra 1993 hvor ejendommen blev overtaget af ”Fonden til bevarelse af Postholdergården” har Aabenraa Kommunes gartnerafdeling forestået vedligeholdelsen. I 1996 blev haven tildelt Friluftsrådets plakette ”Grønne steder – grønne glæder”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Juni 11, 2025
Hvorfor blev De Hvide Busser beskudt?
Dette er den 8. artikel om De Hvide Busser og Karantænestationerne med udgangspunkt fra Padborg og Kruså. Der var mange, der satte deres liv på spil. Deportationerne begyndte allerede i 1940. 10 pct. nåede aldrig hjem. Hjælpeaktioner allerede fra 1943. Svenskerne kom med benzindrevne biler. De danske biler kørte på gengas. Friedrichsruh. Britiske jagere beskød de dansk – svenske konvojer. Flygtninge fra Pommern. 600 politifolk blev afhentet. 8 – 10 timers kørsel for syge var hårdt. Personalet kom til at ligne møllersvende. Man bestak SS’ er med dansk snaps. Chaufførerne fik opkvikkende midler. Gestapo – folkene i busserne fik cigaretter og Røde Kors – pakker. Man forsøgte at genere i Neuengamme. De var hurtige på karantænestationerne. Indrettede transporten efter formodede britiske angreb. Flere omkørsler. Overnattede ofte i Friedrichsruh. Busser kørte i bombehuller. Angrebet af natjæger. Englænderne kendte udmærket til de dansk – svenske redningsaktioner. Angrebet kom som en overraskelse. Ingen oversigt over, hvor mange døde og sårede de engelske angreb kostede. Mange dræbte og sårede i angreb i Schwerin og Plön. Tyske læger ville ikke hjælpe i begyndelsen. Tyskerne misbrugte Røde Kors – mærket. I Neuengamme døde halvdelen af alle fanger.
Der var mange, der satte deres liv på spil
Ja De Hvide Busser blev beskudt af de allierede, trods det at de udmærket vidste, at en humanitær aktion var i gang? Svaret gives sidst i denne artikel – om det er en undskyldning eller en forklaring. Ja det er op til læserne at bedømme.
De allierede fik også sunket to flygtningeskibe med 7.000 druknede til følge. Men se det har vi allerede skrevet om. Og vi har også skrevet flere artikler om, at vi burde takke flere end Folke Bernadotte for alle dem, der blev reddet ud af KZ – lejrene. Der var mange, der satte deres liv på spil.
Karantænestationerne blev også beskudt.
Deportationer allerede fra 1940
Det var ikke kun i krigens allersidste uger, at den store redningsaktion foregik. Længe før svensk Røde Kors mødte op med benzinbiler havde man fra dansk og norsk side været i gang.
Og allerede i begyndelsen af i 1940 var deportation af danskere til de tyske tugthuse. Den store deportationsbølge begyndte omkring 1. oktober 1943. Det var de fængslede kommunister fra Horserød og de jøder, der ikke nåede Sverige. Dertil kom politifolkene og grænsegendarmerne.
10 pct. nåede aldrig hjem
Vi kender alle aftalen med tyskerne, at danskerne kunne blive i Frøslevlejren. Men ak og ve. Også her brød tyskerne aftalen. Fra september 1944 skete deportationerne til Kz-lejrene. I en opgørelse fra Udenrigsministeriet i 1947 tales der om at 6.083 personer blev sendt syd på. 610 eller knap 10 pct. kom aldrig hjem igen. Denne optegnelse skal nok korrigeres. Mange døde efter hjemkomsten og andre var mærket for livet.
Hjælpeaktioner allerede fra 1943
Den første redningsaktion stod den danske admiral Carl Hammerich og hans norskfødte hustru for allerede i 1943. Der var forståelse i det danske socialministerium. Der opstod Det jyske Hjælpekorps, der blev til Dansk Hjælpekorps. Dette har vi allerede skrevet om.
Den svenske prins, Greve Folke Bernadotte blev sat i spil. På fortrinligvis fik han ført forhandlinger med Reichsführer Himmler. Denne var dengang Hitlers stedfortræder, indenrigsminister og øverstbefalende for SS og de tyske koncentrationslejre og Gestapo.
Glemmes skal det da heller ikke, at i december 1944 skete der en ren dansk aktion, hvor 200 syge politifolk og senere alle gendarmer blev hjemført.
Svenskerne kom med benzindrevne køretøjer
Den 9. marts 1944 kom svensk Røde Kors med 90 benzindrevne motorkøretøjer, busser, ambulancer og forsyningslastvogne med 250 mand, bl.a. læger og sygeplejersker. Men kort tid efter tog de tilbage til Sverige. Det var noget med, at deres orlov var udløbet.
Man havde i høj grad brug for de hurtigkørende svenske motorkøretøjer som supplement til de danske usikre gengasbiler. 80 pct. af fangerne fra Neuengamme blev hjemført ved dansk foranstaltning.
Den 4. april 1945 afgik der 52 køretøjer fra Padborg. Der var rutebiler, forsyningsvogne og ambulancer, De var alle gjort let synlige, hvidmalede, med et Dannebrog og et stort Røde Kors – mærke på taget.
De danske biler kørte med gengas
I Danmark var det svært at skaffe benzin. Gengas var erstatningsmidlet. Bagpå var der placeret et 1 ½ m højt tøndeliggende forbrændingsaggregat, en ”kakkelovn”, hvori der udvikledes generatorgas ved forbrænding af småtskåret træ, som man medbragte i sække på biltaget. En snes minutter efter, at man havde tændt op kunne man køre. Det var dog ikke særlig hurtigt – vel kun 30 – 45 km i timen.
Efter 40-50 km’ s kørsel måtte man gøre ophold, for så skulle kondensvand tappes af og nyt brænde påfyldes. Gengas var ikke bekvemt med brugbart,
Friedrichsruh
Mange gange måtte konvojen omdirigeres. Og så gik det gennem bomberamte områder. Friedrichsruh i Sachsenwald ca. 30 km syd for Hamborg, Her residerede fyrst Otto von Bismarck, en sønnesøn af den gamle jernkansler og hans svenskfødte fyrstinde. I skovene herom var hovedkvarteret for den svensk – danske hjælpeaktion.
Jagere beskød de dansk – svenske konvojer
Lavtflyvende allierede jagere beskød ganske uantastet mål på landevejen – også de dansk – svenske konvojer. De afpatruljerede hyppigt især landevejene.
Når allierede jager var i farvandet, blev der slået alarm. Transporten standsede. Alle løb bort fra bilerne og smed sig i gærder og i grøfter. 2 – 3 gange blev bilerne beskudt. Ofte udbrændte en masse biler i konvojen. Efter en snes minutter dukkede mandskabet op igen. Når bilvragene var kolde, blev de skubbet i grøfterne. Mandskab og afhentede fangere blev nu fordelt i de andre biler.
Flygtninge fra Pommern
Flere gange så man bedrøvelige billeder af flygtninge og den magre forslidte hest lå døende i vejgrøften. Familien stod grædende ved vognen. De lokale bad dem ikke velkommen. Tværtimod lød de hele tiden:
Alle kom de fra Pommern og som mål havde de fået angivet området omkring Husum – en virkelig lang rejse pr. heste- eller studevogn.
600 politifolk blev afhentet
Da de første 600 politifolk skulle afhentes, stod de parat i korrekt uniformering – dog lidt slidte. Andre havde tilbyttet sig amerikanske, franske eller andre allierede uniformsdele. Efter at de var blevet anerkendt som krigsfanger, havde de regelmæssigt modtaget Socialministeriets Røde Kors – pakker.
8- 10 timers kørsel for de syge
Konvojerne var forskellige i størrelser fra 25 til 40 vogne hver med to chauffører, desuden med 4-8 danske eller svenske sygeplejersker, der ofte havde en hård tørn med at pleje de meget syge under de vanskelige forhold. Med hver transport var der også læger.
De første sygetransporter var forfærdende plettyfustilfælde, åbne stærkt hostende tilfælde af tuberkulose, svære tilfælde af tarmsygdomme, folk med store operationssår for betændelse i arme og ben osv. oftest hos ”muselmænd”. Det var mennesker hos hvem fedtholdigt underhudsvæv og næsten al muskulatur på grund af sult er svundet. Huden sidder slapt over de overalt promenerende knogler. Øjnene synker tilbage i øjenhulerne, store og med en glasagtig næsten fanatisk glans.
Det var en stor anstrengelse for en meget syg at skulle sidde 8-10 timer i en bil. Og døden indtrådte dog også ofte på karantænestationen i Kruså.
Personalet lignede møllersvende
Personalet fik ofte insektdræbende pulver Ivoran eller D.D.T. hældt over sig, så de lignede møllersvende. Men så blev de ikke smittet. Men på karantænestationen i Padborg fik en ung CB – mand plettyfus og døde.
Man bestak med dansk snaps
De fortrinlige benzindrevne svenske busser var de bedst egnede til transporterne. Her kunne der på hver side arrangeres bårer i tre etager og så var der alligevel plads til at gå imellem.
Ved hjælp af dansk snaps blev åreknuder og platfod anerkendt som kronisk sygdom. Så kunne flere fanger transporteres siddende.
”Scheisserei” altså diare og bronkitis med stærk hose var dog lidelser, som de fleste ”raske” havde, så medicin mod dette var der på alle ture en rivende afsætning af. Men der var nu rig brug af det nødkloset, der var opstillet i hver bus.
Chaufførerne fik opkvikkende midler
Chaufførerne måtte ikke blive trætte eller søvnige. Og de lange ture om natten uden lys var krævende. Man måtte heller ikke bruge fodbremsen. Dette gav rødt stoplys. Det hændte dog også, at de måtte indtage koffeintabletter. Man havde ikke rigtig kaffe under krigen. Ja man brugte også amfetamin.
Gestapo-folkene fik cigaretter og Røde Kors pakker
Stemningen var for det meste god på hjemturen. Med hver transport fulgte en del Gestapo-folk – de såkaldte ”Begleitere” Disse skulle se at alt gik ordentlig til. Disse var almindeligvis skikkelige, når de blot fik deres pakke danske ”Hipo-cigaretter og en Røde Kors-pakke. Ja så forholdt de sig i ro. Pakken åbnede de kun for syns skyld. Størstedelen blev sendt hjem.
Man forsøgte at genere i Neuengamme
Ved Neuengamme var der altid en utrolig lang ventetid. Kun en chauffør med vogn ad gangen måtte komme ind i lejren. Det var en utrolig masse dikkedarer, man var utvivlsomt ude på at genere mest muligt.
De var hurtige på karantænestationerne
På karantænestationerne stod D.K.B. Danske Kvinders Beredskab – en organisation af frivillige klar med forplejningen. På karantænestationerne blev fangerne lægeundersøgt og behandlet, registreret, badet. Beklædningen blev varmelufts-desinficeret af hensyn til lusefaren. Endelig fik de et rigtigt måltid. Denne procedure skulle man også igennem, da ”Spøgelsestogene” kom.
Indrettede transporten efter formodede britiske angreb
Efterhånden fandt man ud af, hvornår de allierede angreb med deres fly. Man indrettede transporten efter det. Neumünster fik sit daglige bombardement tidlig om eftermiddagen. Det var klogest at vente til dette var overstået.
Flere omkørsler
Der opstod større og større omkørsler. Man så stadig større ruinhobe, hvor forgræmmede mennesker søgte efter deres tiloversblevne ejendele. Præfabrikerede skilte truede med dødsstraf ved plyndring.
Overnattede ofte i Friedrichsruh
Hamborg skulle passeres før aftenbombardementet der, hvorefter konvojen overnattede i den svenske teltlejr i skoven ved Friedrichsruh.
Lederen af den danske afdeling i Friedrichsruh var afdelingschef Hvass fra udenrigsministeriet. Ved en daglig konference blev alle orienteret om forhandlingerne.
Busser kørte i bombehuller
Engang havde man grundet den dårlige belysning ikke lagt mærke til, at der var omkørsel. De forreste busser kørte fast i bombehuller. Og pludselig blev der blæst luftalarm. Bombeformationer drønede over byen. Busser måtte efterlades. De store busser blev ledt op på fortove og ud ad en smal markvej, hvor der også fik en strøm af flygtende mennesker.
Angrebet af natjæger
Konvojerne var også udsat for natjagere. Det var som regel ”Moskitoer”, der drev piratvirksomhed. Og disse nøjedes ikke med et enkelt angreb.
Englænderne kendte udmærket til de dansk -svenske redningsaktioner
Antallet af allierede jagere var taget til efterhånden som krigen lakkede mod enden og dermed blev angrebene hyppigere. Langs vejene kunne man se et anseeligt antal af en voksende mængde af sønderskudte og udbrændte militærkøretøjer.
Englænderne kendte selvfølgelig til konvojerne og deres formål. De vidste også, at de svenske og danske biler og mandskab holdt til ved Friedrichsruh. Men en eftermiddag i strålende solskin dykkede der pludselig 2-3 maskiner af en eskadrille jagere, som i nogen tid havde kredset over lejren og beskød i flere bølger vognkolonnerne.
Angrebet kom ganske overraskede
Angrebet kom fuldstændig overraskende. Man havde godt nok bemærket flyverne men ikke tillagt det nogen farlig betydning. Alle gik og drev omkring vognene eller ved at se dem efter. Rent refleksmæssigt smed man sig på maven og mellem hver salve krøb man længere og længere væk fra vognene.
Som ved et under blev kun 6 sårede og alle var kun lettere med granatsplinter i arme og ben. Det var mest chauffører, der i farten var krøbet ind under bilerne.
Derimod havde bilparken lidt betydelig skade. Over 20 vogne var beskadiget og nogle så grundigt, at de ikke kunne repareres. Næste dag blev en bus som skulle afhente fanger, på vejen lige uden for lejren skudt i brand og chaufføren såret.
Ingen oversigt over hvor mange dræbte og sårede flyangrebene bevirkede
Hvor mange der under krigen blev dræbt og såret i De Hvide Busser af de allierede jagerfly under krigen har vi ikke kunnet finde en fortegnelse over.
Vi har i en tidligere artikel berettet om, hvordan britiske fly angreb tre store skibe i Kieler Bugten. Det skete den 3. maj om eftermiddagen. Englænderne havde fået at vide, at der var flygtninge ombord. Men mellem 7.000 og 8.000 af de 10.000 flygtninge omkom.
Mange døde og sårede i Schwerin og Plön
Under en transport med kvinder fra KZ-Rawensbrück af en konvoj af Hvide Busser blevet angrebet ved Schwerin. Der var talrige dræbte og sårede.
Under tætte landevejstræer ved Plön blev endnu en konvoj angrebet. Her var atter talrige dræbte og sårede. De hårdest sårede blev indlagt på lazaretter i Plön.
De tyske læger ville ikke hjælpe i første omgang
I første omgang ville de tyske læger ikke hjælpe.
Problemet var også, at man næsten ingen lægemidler havde på lazaretterne i Tyskland. . Der var sendt ekstra ambulancer og busser ned efter dem. Og det absurde var, at man igen engang skulle tage sig i agt for de allierede fly.
Ca. 17.000 fanger var fra tyske straffelejre blev reddet, heraf 7.000 nordmænd og danskere.
Tyskerne misbrugte Røde Kors mærket
Og efter krigen fik man en forklaring på den massive beskydning af De Hvide Busser. Det tyske militær havde i den grad misbrugt Røde Kors mærket på deres transporter, at det i både presse og radio var blevet påtalt af selve gauleiter Kaufmann, den øverste civile myndighed i Hamborg.
Tyske militærbiler blev malet hvide og påført Røde Kors mørke og danske og svenske flag.
I Neuengamme døde halvdelen
I Neuengamme var der siden 1938 gået over 100.000 fanger, ca. halvdelen døde. 90 pct. var udlændinge, heraf omkring 4.800 danske og 2.200 nordmænd.
Her blev senere indrettet interneringslejr for SS’ er.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 7, 2025
Gamle Apotek Østergade 1 Tønder
Dette er historien om en flot bygning, hvor jeg har købt medicin og en julemand. To sammenhængende gavlhuse. R portalen fra Tønderhus? Borgmester Preuss begik underslæb. Fysikus Reinboth tvunget til at sælge. En flot have ned til Søndergade. Hans Iver Toft gjorde meget for bevarelse for gamle huse i Tønder. Tønders første apoteker. Eneret på salg af krydderier. Problemer med at drive vinstuer. Byen ville af med dette monopol. Filial-apotek blev nu selvstændig. Apoteket overtaget under aktion. Apoteket blev ombygget. ”Til glæde for Provisor og hans brud”. Der var ikke kundeunderlag til to apoteker. De to løver har aldrig brølet.
To sammenhængende gavlhuse
Her har vi en af de markante bygninger i Tønder. Den er opført i 1670 af borgmester Johan Preuss. Det er en grundmuret toetagers bygning med facader mod Østergade og Søndergade.
Egentlig er det to sammenbyggede gavlhuse.
Er portalen fra Tønderhus?
Det stod egentlig i blank mur af rød sten. Bygningen mindede om 1500-tallets herreboliger. Særlig pragtfuld er portalen med sine snoede søjler og brusk-barokke overdel.
Foran søjlerne sidder to løver med skjolde, der lige som indskrifts-felterne på overdelen nu er tomme. Man formoder at portalen skulle stamme fra det i 1750 nedbrudte Tønder Slot (Tønderhus).
Men selv om portalen virker ældre end huset er det næppe nogen grund til at antage, at den ikke altid har siddet her. Det jævngamle hus, Storegade 14 har et tilsvarende men dog ikke en helt så overdådig portal.
Sandstensportalen er også ældre end de sammenbyggede gavlhuse.
Borgmester Preuss begik underslæb
En sten med familien Preuss våben er nu indsat i havemuren. Dens oprindelige placering er dog ukendt.
Borgmester Preuss døde i 1674. Det viste sig at afdøde havde begået underslæb i vidt omfang. Familien måtte erklære boet for konkurs. Ejendommen blev solgt til dr. med. Johannes Reinboth. Denne var fysikus over Tønder Amt.
Borgmester Preuss havde især begået underslæb i sin egenskab af digegreve og landfoged over Horsbøl herred.
Fysikus Reinboth tvunget til at sælge
Men vi er da heller ikke færdig med fysikus Reinboth. Han levede i et ulykkeligt ægteskab med en datter af borgmester von Hutten. Han var forfalden og drak for meget. Han var tvunget til at sælge ejendommen.
Han måtte i 1697 sælge til apoteker Peter Langheim senior, der nu etablerede sig med sit ”Hausapoteke” på den ene side af indgangsdøren. På den anden side var der adgang til apotekets vinstue.
Man formoder, at sidehuset er blevet opført ved denne lejlighed. Rokokodøren er fra 1760 – 70.
Fra Langheims tid stammer antagelig det fine stukloft i det nuværende officin. Her kunne man i min ungdom se inventar fra ca. 1750. Det var helt enestående. Her var gamle reoler, skabe og skuffer.
Omkring 1830 er gadefacaderne blevet ombygget.
En flot have ned mod Søndergade
De spidse gavle afvalmedes, murene blev pudset. I tagfladen mod Søndergade har tidligere siddet to flagermuskviste. Disse er nu fjernet.
Dengang var der en flot have ned mod Søndergade inde bag muren. Her var det meget stemningsfuldt. Jo her en betydningsfuld start på Østergade, hvor der ligger en række ældre gavl – og længdehuse.
Hans Iver Toft gjorde meget for Tønders gamle huse
I 1945 overtog apoteker Hans-Iver Toft Tønder Apotek efter sin far, Peter Toft. Og Hans-Iver har i den grad kæmpet for de gamle huses bevarelse i Tønder.
Det er en elegant bygning – fornem og meget præsentabel. Og nu med julepynt.
Tønders første apoteker
Nu var dette ikke det første apotek i Tønder. Det blev allerede oprettet i 1623 af Hertugen på Gottorp. Det fik navnet ”Tønder Apotek”.
Den første apoteker hed Michael Frentzke. Han blev nu ikke modtaget med åbne arme af borgerskabet. Det var vel nærmest med misundelse. Og så fik han eneret på at sælge ”Gewürtz – krydderier og lignende.
Eneret på salg af krydderier
En henvendelse til Hertugen bad man om at ophæve disse privilegier. Andraget blev til dels imødekommet. Den 20. februar 1624 måtte byens kræmmere igen handle med:
Omkring 1650 blev byens andet apotek ”Nebenapotheke” oprettet og samtidig gik man over til at kalde det første apotek:
Problemer med at drive vinstue
Begge apoteker havde ret til at føre vinstue. Men de havde store problemer med rådmændene, der til dels havde vinprivilegium. Og så var det til dels smug-handlerne, der solgte vin og brændevin uden tilladelse.
Som allerede nævnt overtog apoteker Langheim i 1672 ”Hauptapotheke” og nedlagde året efter ”Nebenapotheke”, som var lukket til 1696. Da det atter åbnede. var det som en slags filial til ”Hauptapotheke”.
Ville stadig være under amtet
I 1673 ansøger apotekeren om stadfæstelse af bevillingen ligesom at må få overdraget bevillingen efter faderens død. Han bad os om at han og familien kunne blive fritaget for at stå under byens jurisdiktion og være beskærmet for alle borgerlige pligter og – som tidligere indehavere at stå direkte under amtet.
Byen ville af med apotekernes vinmonopol
Det fremgår af dokumenterne, at hovedapoteket stadig hørte under amtet, men det gjorde filialen ikke. Den stod under byen. Dette var et evigt stridsspørgsmål.
Det fik byen til i 1680 at sende et andragende til Hertugen om at få afskaffet:
Dette var omtrent samtidig med at apoteket flyttede til Østergade 1.
Filial-apoteket blev nu selvstændig
I 1710 blev ”Nebenapotheke” solgt til apoteker Schönemarck. Det blev nu et selvstændigt, privilegeret apotek, der fik navnet:
“Alte Apotheke”, som det senere skiltede med, var vel nok falsk varebetegnelse. Men det var nok for at hamle op mod navnet ”Hauptapotheke”, som det ældste kaldtes til 1856. Da blev det i bevillingen kaldt ”Store Apotek”. Og det var så under apoteker A. V. Ørnstrup.
Apotek overtaget under auktion
I årene 1736 – 1745 havde apoteker Tscherning bevillingen til ”Hauptapotheke”. Han og hans hustru døde under en af de hyppige tyfus-epidemier. De efterlod sig tre små børn. Børnenes bedstefar og to andre Tønder – borgere blev af Magistraten udnævnt som formyndere.
Under en offentlig auktion blev apoteket tilstået provisor på Løve-apoteket i København D.S. Grasewurm for 8.250 Rigsdaler. Det skete den 11. august 1745.
Apoteket blev ombygget
Han besluttede at ombygge apoteket. Så byttede han om på officin og vinstue. Man talte i Tønder under denne tid at indrette et tredje apotek. Det blev der ansøgt om i 1753. Tyske Kancelli afslog ansøgningen.
”Til glæde for provisor og hans brud”
Apoteker Grasewurm døde i 1761. Hans enke drev apoteket i to år, hvorefter apoteker August Hotzendorff overtog bevillingen. Hans søn nåede ikke at afslutte uddannelse før faderens død i 1784. Hans mor fortsatte nu driften med en provisor. Hun tog sønnens forlovede, jomfru Mette Maria Christina Nissen til sig, som var hun hendes egen datter.
Den unge pige blev nu i 1793 forlovet med apotekets provisor Peter Ludolph Bendixen. Da dette skete. besluttede enkefru Holzendorff at overlade ham apoteket:
Hun indsendte ansøgning herom til Tyske Kancelli og fik sit ønske opfyldt.
Der var ikke kundeunderlag til to apoteker
Hendrik Augsburg købte apoteket omkring 1. januar 1863. Men købekontrakten var dateret den 15. april 1864.
Sælger var Andreas Volkmar Ørnstrup, der havde købt apoteket i 1855 for 38.000 Rigsdaler.
I 1877 overtager Haastrup apoteket.
Ved genforeningen/indlemmelsen blev den ny grænse trukket så tæt ved Tønder, at byen mistede 2/5 af sit opland. Det var umuligt at opretholde to apoteker.
Apoteker Peter Toft, der have fået bevilling til at drive ”Store Apotek” i Tønder 27. oktober 1919 ansøgte derfor, med støtte fra amt og by, om tilladelse til at købe ”Alte Apotheke” og derefter nedlægge dette. Denne tilladelse blev givet.
De to løver har aldrig brølet
Min far kunne i timevis underholde om Tønders bygninger. Han fortalte at løverne skulle brøle, her gang, der gik en jomfru forbi. Man har dog aldrig hørt dem brøle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere?