Artikler
Maj 26, 2009
Der var vild panik, da man ville “ødelægge” københavnernes Langelinie. Men efter anlæggelse af Frihavnen blev Langelinie længere og \”bølget\”. Det var dengang, da sejlsporten blev opfattet som den rigtige sport. Det at cykle var forbeholdt “de dumme”. Og man stormede til Langelinie. For tænk, hvis man mødte en af de kongelige.
En befæstning
Dengang i 1880erne havde man også pavillon. Man kaldte den for Esplanade – Pavillonen. Den lå cirka der, hvor den engelske kirke nu ligger. Her lå også Brugerselskabets Kontor, som blev ledet af den elskværdige sydhavsfarer kaptajn Mathiasen. På pavillonens første sal spillede den fortræffelige pianist Cappelen. Mange nød dette akkompagnement til danske viser. Særlig ved aftenstide, hvor der så kunne blive til et glas øl eller en lille toddy.
Egentlig var Langelinie en del af Kastellets befæstning.. Den kunstige bakke med Gefion Springvandet eksisterede endnu ikke. Vejen gik lige ud. Et smukt jerngitter skilte området fra
Toldbod området. Tæt ved indgangen var et løb over til Kastels-graven. En tysk ingeniør reddede et barn fra druknedøden, men han måtte selv lide den under hans dåd. Københavnerne gav ham en stemningsfuld begravelse.
En god udsigt
Man kunne beundre Refshaleøens forholdsvis nye værft, Trekroner. Hvis man var heldige kunne man skimte øen Hven og Sveriges kyst. Et herligt syn. Og mod nord var det Skovshoved,
der tittede frem. Var det klart vejr kunne man følge kysten op til Kronborg.
Et lille gammelt underofficershus kunne endnu skimtes. Den måtte lade livet da den første Langelinie – pavillon blev bygget af Dansk Forening for Lystsejlads. Tuborg Bryggerierne havde hvis en finger med i spillet.
Den nye pavillon
Bygningen var tegnet af professor Dahlerup.
De kongelige på Langelinie
Omtrent der lå ud mod vandet den store karantæne station med sit grønne flag og termometer. Her kunne man få alt at vide om vejret. Et par lystfartøjer lå der også. Og her kunne man sandelig se prins Valdemar tumle sig i en kajak. Senere kunne man møde adskillige kongelige personer.
Hvis man var heldig kunne man møde selve landets konge, den ungdommelige og ridderlige Christian den Niende motionere på Langelinie. Ved siden af ham var ofte hans bror, Hans
af Glücksborg.
Sejlsporten – den rigtige sport
Det var sejlsporten, der var den rigtige sport, menter borgerskabet. Man foragtede det “nymodens cykleri”. I revyerne havde man ironiske tekster om dette nye fænomen. Det gik på, at der
kun var de dumme, der cyklede.
Sejlsporten var ubetinget den fineste sport og den smukkeste tillige af alle sportsarter.
Dansk Forening for Lystsejlads
Dansk Forening for Lystsejlads, de senere blev til Kgl. Dansk Yacht – Klub arrangerede ofte konkurrencer ud for Langelinie. Det var udsøgte lystsejlere fra mange lande. Her var kongehuset, adelen, aristokratiet og det borgerskab, der næsten kan betegnes som adelen, repræsenteret.
Det var i 1865 – 1866, at fyrskibsfører J.P. Larsen, Godsejer F. Tutein og Kaptajnløjtnant J.C. Tuxen, der trådte sammen i en komité med det formål, at fremme Interessen for Sejlads med Lystbaade i vore Fjorde og Bælter. Mange velhavende og formuende mænd blev gennem foreningen gode sømænd.
Kronprinsen overtog Protektoratet for foreningen og det lykkedes sandelig at overtale prins Valdemar til at overtage hvervet som æresformand. Takket være Tuborg lykkedes det at rejse et klubhus ved Langelinie.
Man måtte bejle i flere år for at få autoriteternes velvilje. I lang tid var der blevet talt om, at København ikke kunne være bekendt ikke at have et lokale for Lystsejladsens Dyrkere. Svenskerne havde allerede fået deres egen forening. Og de havde endda fået den svenske konge med.
Gefion Springvandet
Og Gefion Springvandet må vi ikke glemme. Bundgaard, der skulle stå for opgaven t forme et springvand, havde i 1890 vundet en lignende konkurrence på Frederiksberg, i den lille Runddel på Frederiksberg Allé. Det var Oehlenschlägers skønne vers i digtet Sjælland, der inspirerede kunstneren:
Det var vældig imponerende dengang, da man fik at vide, at vandet steg “op” fra underjordiske ledninger op langs plovjernene.
Det var på loftet af Kryolit-fabrikken langt ude på Nordre Frihavnsvej, at kunstværket blev til. Gefion med sin plov bliver i dag fotograferet af talrige turister. Bundgaards far fortalte også mange sagn i hjemmet, så inspirationen var tæt på.
Den lille Havfrue
Da Søndre Frihavn blev anlagt mistede man promenaden langs Kastellet. I stedet blev der anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen. Det mest populære udflugtsmål var Den Lille Havfrue udført af Edv. Eriksen og opstillet i 1913.
Protester mod ødelæggelser af Langelinie
Det nye Langelinie kommer til at bugte sig i bakke og dal, og efterhånden blev københavnerne glade for den. Man var dog lidt skeptiske, da parken blev anlagt. Frihavnen kom ikke til at ødelægge Langelinie.
Man var utilfreds med at borgerne på Østerbro fik afskåret deres muligheder for at komme til vandet. Løsningen på konflikten blev, at man lagde en barriere af jernbanedæmning og toldgitter mellem boligkvarter og havneområde. Man var også bange for at Strandpromenaden ville forsvinde. Jo, der var masser af problemer, da Frihavnen blev til.
Ideen med at bruge østsiden af Frihavnens øst-mole, dukkede op i to af seks præmierede forslag. Den ene var udarbejdet af Vilhelm Dahlerup, Wilhelm H. Friederichsen og H.C.V. Møller. Den nye Langelinie var blevet mere snævert, men til gengæld længere. Man kunne dog ikke mere bevæge sig frit gennem Langelinie og så op af Øresundskysten.
En undervandsbåd i 1910
I 1910 stormede folk til. Jo de skulle se undervandsbåden Dykkeren, der lavede forskellige kunststykker ude i sundet. Jo folk klappede skam, og det fik så premierløjtnant Reehnitzer til at give et par ekstra nummer, for så til sidst at komme frem og bukke. På den måde gjorde undervandsbåden også gavn i fredstid.
Holger Hammerich
I 1918 rejstes en mindesten for Holger Hammerich. Han fremsatte allerede i 1891 om planer for en Frihavn og en ny promenade. Anlægget stod færdigt samtidig med Frihavnen i 1893. På stenen, står anført et andet år. Hvorfor vides ikke.
En anden person, der også gjorde et stort stykke arbejde for Langelinie og Frihavnen var F. Meldahl. Han fik dog ikke opsat en mindesten efter sig.
Minebøssen
En nordmand, fik den geniale ide, at opstille en minebøsse på Langelinie. Her skulle der samles penge ind til fattige søfolk og deres efterladte. Minebøssen skulle virke i barmhjertighedens tjeneste. Det var så Sømandsforeningen af 1856, der skulle fordele pengene.
I juni 1944 røg Langeliniepavillonen i luften efter en sabotageaktion. Arkitekterne Eva og Niels Koppel tegnede den nye pavillon.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 3.12.2021
Maj 26, 2009
På grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg lå Ladegården. En bastion og en kæmpe ladegård, som kongen ikke kunne få til at løbe rundt. Gården var også pesthus med kirkegård, husvilde-bolig, krigshospital, arbejderanstalt og tvangsarbejderanstalt. Herfra gik Pjaltehæren i krig med koste. Moralen var præget af forholdene. Her var både \”Offentlige Fruentimmer, løsladte fangere, betlere, elementer der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede ind i samfundet.
Ladegårds historie er lige så broget som livet. Det er et sagn om megen lidelse, sygdom og fattigdom. Det blev den faste borg for menneskets nød og fattigdom.
En flot ladegård
Christian den Tredje lod anlægge en ladegård til Københavns Slot i 1548. Den blev anlagt i Nyby uden for København. På Christian den Fjerdes tid var den blevet for lille, og en ny måtte bygges.
Egentlig skulle kongens ladegård have ligget foran Øster Port, men det blev aldrig til noget. Fra 1620 øjnede man en anden mulighed. Kongen overtog den gamle Sankt Jørgensgård.
Den nye gård byggedes i hjørnet ved Sankt Jørgens Sø og udløbet af en å, der nu fik navnet Ladegårdsåen. Den store lade var ikke mindre end 100 fag. 500 stykker kvæg stod opmarcheret og et sindrigt rørsystem bevirkede, at der kom vand op i krybberne. Ovenover var der en lade som man kunne køre op til. Der var åbenbart lavet en rampe.
Kongen tog selv aktiv del i driften. En overgang indrettede man hønseovne, som var en slags rugemaskine.
Nye bygninger tilknyttet Ladegården
I 1620 blev der i Sankt Jørgens søs nordvestligste hjørne ved slusen bygget et \”Svertehus\”, som nærmest var et farveri. Dette havde sikkert forbindelse til Ladegården.
Mellem Blegdamshuset (bygget i 1621 i det nordøstligste hjørne af Sankt Jørgens Sø) og Ladegården blev der i 1622 bygget et såkaldt Fangehus. Det er nærliggende at tro, at huset også havde forbindelse til Ladegården.
Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600tallet. Det vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.
Kongevejen
Christian den Fjerde anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen. Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse til at benytte vejen hvis dette kunne “skee uden Skade”, som det hed i 1645.
Det kneb for kongen at få overskud af driften. Han skrev blandt andet til Rentemesteren for at få gode råd.
Mange betingelser
Ladegårds – anlægget bestod foruden af den store lade med udbygget gavl mod sydøst af tre – fire mindre bygninger rundt omkring og en hovedbygning.
I 1623 var Ladegården klar. Den første foged hed Rasmus Jensøn. I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at der altid var folk til at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid, og de skulle lystre fogeden.
Bønderne på nabogrundene skulle sørge for at grøfter og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på rette tider og efter bedste metode. Man skulle være påpasselige med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.
Kornet skulle renses, så det kunne bruges som malt på Kongens Bryghus. Hele produktionen skulle sælges fra torvene. Salg måtte ikke ske fra gården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.
Portene skulle åbnes ved ind – og udførsel af nøje afregnet gods, og ingen måtte opholde sig alene i laden. Dyrene, der ikke var så let at opdrage skulle for en sikkerheds skyld alle brandmærkes med Ladegårds – mærket.
Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Det skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer måtte de spinde – til gavn for Kronen.
Ny Ladegård
Jordene var nok ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne, og der skulle etableres hele 18 broer over disse afvandingskanaler. En storm ødelagde store dele af laden i 1628, og en del kvæg omkom. Men straks blev laden genopført.
Den ny var grundmuret og i hele tre etager. Voldgravene rundt om stedet fik vand fra Ladegårdsåen og Rosenåen.
Fogeden havde travlt
Fogeden havde nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid, som kongen ønskede det. I 1639 var der en del fisk i dammene. Det fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med at de tre af dem blev anbragt på Bremerholm.
Ny foragter
I 1647 forpagtede Peder Suendske gården. Det kostede årligt 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en del forpligtigelser med denne forpagtning. Suendske
var også forpagter over Friederichsborg Slots ladegård. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget en to års forlængelse med væsentlige stramninger.
Peder Suendske (Svenske) skulle forpligte sig til at aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Grundet disse stramninger var det bestemt ikke en guldgrube for forpagteren, at drive Ladegården.
En del grundejer havde mistet jord i forbindelse med anlæggelse af Nykiøbenhavn. De fik erstatningsjord på Ladegårdens arealer. Dette indskrænkede
også forpagterens muligheder.
Hollænderne kommer
Markerne som stammede fra den gamle landsby Solbjerg blev udset til, at skulle være den nye Hollænder-by. Dele af Ladegården blev i 1651 indrettet som pesthus. Det blev kortvarig indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutionerne. Og takket være svenskerne led bygningerne stor skade.
Hvor blev bøhmerne af?
I 1653 havde Frederik den Tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie om at få lov til at bosætte sig på Ladegården og derfra fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde fordrevet fra deres hjemland og fik nu vidtstrakte privilegier for en snes år frem i tiden.
De kunne opbygge et lille fristed med kirke, skole, valkemøller, farverier, og pressehus. Men af en eller anden grund blev det ikke til noget. Om det havde noget med et mord at gøre, som fandt sted på stedet, vides ikke. Klædemagerne forsvandt lige så brat, som de var kommet.
20 hollandske gårde
Ladegården var med den omskiftelige tilværelse blevet meget brøstfældig. Tyve hollændere havde i 1651 fået tilladelse til at dyrke afgrøder på en del af Ladegårds jorder. Det lykkedes ret hurtig at få bygget en lille by op. 20 gårde opstod.
Hvad der videre hændte, kære læsere kan I snart læse når vi åbner siden om Frederiksberg. Christopher Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud.
Den Gule Hest
I 1670 blev der givet tilladelse til krohold lige øst for landevejen, der dannede skel for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende til “nødtørfftighed for Penge” kunne overnatte og overleve. Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne diverteres med, når blot der erlagdes told deraf. Hvor længe, der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn Den gule Hest, bød på en hvis standard.
Gabel erhvervede også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Men han havde sandelig gjort regning uden vært. I 1674 fratog man ham området, og der kom igen vand i søen.
I 1682 lå der tre fiskedamme på grænsen mellem Vestre og Nordre Forstad på Ladegårdens jord. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse damme.
Kronen overtager atter gården
Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget i stedet for Ladegården. Et kort fra 1685 viser, at man dog kun bibeholdt den ydre del af skansen.
Selve gården havde lidt stor skade under krigen. Christoffer Gabel havde fået skødet på gården. Hans søn Waldemar Christopher havde overtaget den, men var kommet i pengenød. Derfor overtog Kronen atter engang gården.
I 1683 blev dele af Ladegården udlejet til kongelig musikant, Johan Alter. Andre dele af gården fungerede som offentligt værtshus med beboelse for justitsråd Edvard Kruse.
Kvæsthus
Omkring 1690 overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710 – 1711 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af Kronen fået skænket gården.
Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret med stråsække som senge og madrasser og “dobbelte køye dekkener som overdyner”. Sækkene havde den fordel, at de kunne “kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte”. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke også skulle lide kuldens
kvaler.
Da Ladegården eller krigshospitalet blev omdannet til midlertidig pestlazaret, flyttedes de syge soldater, som i forvejen var på gården til Nyhavn. Senere blev det besluttet at overflytte de \”faste Lemmer\” til Falkonérgården.
Et stort rækværk blev bygget rundt omkring lazarettet, og en pestkirkegård blev etableret omkring 1710 – 1711 på Ladegårds jord.
Igen krigshospital
Da epidemien var over blev Ladegården igen omdannet til krigshospital for landetatens soldater. Men også en del af statens ansatte kom herud. Fra 1716 ved vi, at der var indlagt 254 patienter, heraf var 149 soldater.
Men igen engang blev Ladegården også brugt til lystigere ting. I 1724 fik inspektøren David Schack kongeligt privilegium på at måtte holde værtshus på stedet.
Fattighus og husvilde-bolig
I 1728 blev udbrændte lemmer overvist hertil fra Brøndstræde Hospital. Gården var blevet istandsat, og fra 1. juli blev det regnet for at være et egentlig krigshospital, der samtidig blev brugt til fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for Militæretaten.
Ladegården blev også brugt som husvilde-bolig for nogle af dem, der mistede deres bolig under Københavns Brand. 2.000 huse var lagt i ruiner.
Oprettelse af produktion
Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården.
I 1748 blev hele gården radikalt ombygget. Fra 1734 var der også indrettet en kirke. “Al Folchet ved Hospitalet” blev betjent af magister Sechmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Sidstnævnte tog sig også af undervisning af børnene.
Efterhånden startede der fabrikation på Ladegården. Så var der beskæftigelse til alle lemmerne.
Produktionsafdelingen med væve – og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den østre del.
Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag til påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kunne måtte være en fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær).
Sindssygehospital
I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset Sankt Hans Hospital ved Kalvebodsstrand blev overført hertil. Den nye institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik lov til at bære navnet Sankt Hans Hospital.
I 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup udenfor Roskilde.
De næste seks år henlå Ladegården ubenyttet.
Bomber mod lemmerne
I 1807 havde fjenden søgt ly ved Ladegården. Byens kanoner var rettet mod stedet. Lemmerne på Ladegården måtte leve i en evig frygt for at blive ramt. Englænderne bragte dog lemmerne i sikkerhed i Frederiksberg Kirke.
Arbejderanstalt
I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål vat at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt, hvor Københavns arbejdsføre fattige kunne beskæftiges. Året efter blev Arbejderanstalten på Ladegården indviet.
De første fattiglemmer ankom den 1. oktober samme år.
Et moderne landbrug blev indrettet. Til avlens fremme fik man tilført latrin inde fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom et uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk samt et lysstøberi.
Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen, med i alt tre timers pause. Man havde regnet med et overskud, men der tog man fejl. I 1824 var der 246 lemmer.
Pjaltehæren
Fattigvæsenet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede Pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks hed det, at han over for lemmerne skulle forene streng alvorlighed med kærlig sagtmodighed, med det udtaltes samtidig at den medlidenhed, hvorpå den ulykkelige har et billigt og retmæssigt krav, kan erhverves ved uorden, trolig opfyldelse af pålagte pligter og hengivenhed i sin skæbne.
For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var Paradisets Have.
I 1833 gik den hidtidige ledelse af og institutionen blev lagt under Fattigvæsnet.
I 1834 blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktiviteten til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret.
Tumult og ballade
Gennem tiden var der masser af tumulter på Ladegården. Således blev Ladegården sat i brand den 13. august 1839.
Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke kunne adskilles. Dette forhold gav anledning til meget ballade. Så derfor opførtes et højt plankeværk. Det ville beboerne ikke finde sig i.
Tvangsarbejderanstalten
Tvangsarbejderafdelingen var anvendt til betlere og uordentlige fattige. Der var to afdelinger for fabriksarbejdere, en afdeling for indslusning. Desuden var det en slags eliteafdeling, som man skulle gøre sig fortjent til. En af betingelserne var, at man var flittig og ordentlig. På den afdeling kunne man ved sin indsats gøre sig fortjent til lidt ekstra goder.
Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner m.v. I 1850 havde der været ikke mindre end 2.000 personer ind og ud af anstalten. I 1870 var der mere end 4.000.
Offentlige Fruentimmere
Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.
Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitutionen, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral.
Og ofte blev disse offentlige fruentimmere anbragt i Ladegården.
Prostitution var i slutningen af 1800tallet et lovligt erhverv såfremt kvinden var registreret hos politiet. I 1892 var der således indskrevet 538 prostituerede. Derudover fandtes der en såkaldt hemmelig prostitution, dvs. kvinder der drev erhvervet uden at være registreret.
Til disse hørte Christiane Adolfine Larsen som i juni 1892 blev indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane
blev anset for sindssyg. Hun opholdt sig meget af tiden på Ladegården. Den 43 årige Christiane tilstod ved indlæggelsen:
Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Bergs Hospital), der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.
Oprindeligt var der kun de “ikke kun under Observation henliggende offentlige Fruentimmere, er, var uønskede”. Mange offentlige Fruentimmere endte deres dage på Ladegården.
Ikke særlig velset
Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med disse. De blev betragtet som uordentlige fattige. De blev anset for at ligge samfundet til last og for på alle områder at udnytte systemet. “De benyttede Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til Arbejde”
Ladegården havde to sygestuer hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 blev der kun indlagt mindre syge personer. Men efter 1870 blev dette ændret. Nu kunne Ladegården selv behandle “Benbrud, Urinrørsstrikturer, primære Syphilistiske Saar og Gonorrboea”
Moralen var primitiv
I 1880erne, da arbejdsløsheden var på det højeste klagede fagbevægelsen over ulig konkurrence fra Ladegården.
Når der var udgang til lemmerne, måtte det ikke ske samtidig for begge køn. Så skete der ulykker mente man. Når det var helligdage og lemmerne forlod Ladegården vakte de offentlig skandale, når de drukne og larmende vendte hjem om aftenen.
Det var en meget broget flok, der befandt sig på Ladegården. Det var den forarmede håndværksmester, løsladte forbrydere og letlevende fruentimmere. Moralen var primitiv og dikteret af forholdene. I 1904 var der stadig 572 lemmer herude.
Udflytning til Sundholm
Da Arbejderanstalten Sundholm blev indviet i 1908 blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager. Dog fik Ladegården lov til at stå frem til 1930, hvor man rømmede den. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.
Det sidste, der forsvandt, var Ladegårdens flotte have. En have som man i mange år kunne beundre fra togskinnerne. Men denne have var ikke indrettet for at lemmerne skulle plukke roser. Den var indrettet til inspektørens velbefindende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 28.03.2022
Maj 26, 2009
Vi bevæger os rundt i København dengang. Østergade, Højbro Plads, Holmen, Bredgade, Kongens Nytorv. En absurd svanejagt, en operabrand med 200 omkommende og duel med en afhugget næse, er noget af den dramatiske historie. Gamle værtshuse og adelsfolk medvirker også. En bisp blev sur på en nabo, så denne måtte rive sin ejendom ned. Flere \”kvæsthuse\” medvirker også.
Højbro Plads
De gamle avlsgårde ville ligge så tæt på kongeborgen som mulig. Den smukkeste af dem var Doktor Plougs Gård, Højbro Plads 21. Den tilhørte familien Marsvin, hvis våben var anbragt på ejendommen.
I 1713 blev den anvist som hovedsæde for den fangetagende General Steenbock. I folkemunde fik gården så navneforandring til Steenbocks Gård. Generalen boede der dog ikke så længe. Man opdagede, at han var i gang med en konspiration. Hans nye hjem var knap så luksuriøst, nemlig, Kastellet. Han blev dog ikke smidt i det berygtede fængsel.
Østergade
En af de ældste algader i København er Østergade. Denne gades yderste punkt gik ud mod det gamle Østerport. Egholms Gård, Østergade 61 var i uendelige tider hjørnepunktet mod Torvet. I Kjøbenhavns Jordebog fra 1496 blev denne ejendom beskrevet som en gård, hvor Steenberg boede, beliggende øst for Amagertorv og syd for Østergade.
Imellem denne gård og nabogrunden på Østergade, som Oluf Bager \”havde af Byen\” lå tre øde boder. For den ene af disse betalte Susse Albritz, Brokmand’s
Amme 3 mark i leje. Susse Albritz Fosterbarn var dengang en voksen mand. Det var den kendte Kasper Brokmand, Christian den Andens begavede sekretær. I den blodige Rejse til Stockholm reddede han en munk fra blodbadet ved at kaste en kappe over ham og lade ham få plads blandt skriverne.
Den omtalte hjørnegård tilhørte staden, hvis øvrighed i lang tid udlejede den til Klædekompagniet.
I Frederik den Tiendes tid blev den beboet af Dorette Timmermands, som drev gæstgiveri fra stedet. I 1661 var det Stadens Gæstehus men senere hed etablissementet det flotte navn Store Lækkerbisken.
I året 1682 blev gården solgt til Peder Jacobsen Timmermands, der sandsynligvis var Dorettes søn. Vilkårene var, at der stadig skulle holdes værtshus i gården, og at stadsvåbnet med inskriptionen Kjøbenhavns Stads Værtshus skulle være anbragt over døren. Salget blev stadfæstet af kongen, der tilføjede, at hvis Peder
ikke mere ville drive værtshus i bygningen skulle han betale almindelig Tynge af hele ejendommen.
I 1689 blev ejendommen solgt til etatsråd Elias Hübsch, og da blev gæstgivergården nedlagt. Men i kælderen blev der indrettet en vinkælder, der hed Stadskjælderen.
Ejendommen brændte lige som så mange andre i 1795. Næsten hele Højbrostræde og Store Færgestræde blev fanget af ilden.
Bispegården
På hjørnet af St.Jørgensgade lå Østergade 53. Ejendommen tilhørte Ærkebispen af Lund. Ved et gavebrev af 12. marts 1489 blev ejendommen foræret til kommende biskopper ved Lunds domkirke. Og her boede de så, når de var på besøg i hovedstaden.
I 1613 havde en nærgående nabo bygget et hus på tværs af St. Jørgensgade, der dengang var et navnløst stræde op til Bispegården. Der blev anlagt sag mod naboen, og denne blev dømt til at rive sit hus ned.
I 1629 blev gården ombygget. I går og kælder blev der indrettet vinkælder. Gården gik til i branden i 1795. I 1829 blev der atter ombygget på stedet.
Efterslægtens Gård
Efterslægtens Gård lå i Østergade 54, 56 og dele af 58 indgik oprindelig i gården. Ifølge Jordebogen af 1496 blev gården ejet af Peter Laxmand. Han blev imidlertid myrdet i 1502 på Højbro Plads af Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. Gården gik derefter tilbage til kongehuset. Senere i historien møder vi den indrettet som herberg, hvor den blev kaldt Oxenhop. Det var et navn som var relateret til Peder Oxe.
I et brev fra Christian den Fjerde, dateret den 30. januar 1590 pålagdes nogle adelsmænd, der havde gæld til kongen, at indfinde sig på dette herberg. De skulle forblive på stedet, mens kongen kørte sag mod dem.
Det gamle Tøjhus
Kavalergården lå lige i nabolaget. Det var et kunstkammer med tilhørende Tøjhusbygninger. Her havde kongen og dronningens stalde stået.
Det gamle Tøjhus var opført i 1558 i henhold til en skrivelse fra kongen til slotsherren Peter Gaadske. Her bad kongen om, at der skulle nedbrydes en vold, som stod ved den gamle orlogshavn, den såkaldte Grønnegårds Havn.
Måske var dette tøjhus for lille efter kongens smag. I 1604 lod han et nyt opføre. Det skete i forbindelse med opførelsen af Materialegården. Her blev også anlagt en havn med benævnelsen Ny Havn. Her lå kongens vigtigste skibe. Denne havn blev i 1674 erstattet af en ny.
En ung fyrværker var desværre uagtsom. Dette bevirkede, at der i 1647 gik ild i Tøjhuset, som nedbrændte. Frederik den Tredje lod en ny opføre. Den blev dog først færdig efter hans død i 1671. På anden etage af denne bygning blev kongens bibliotek anbragt.
Bremerholm
Christian den Femte anlagde Nyholm på den delvis opfyldte Refshale – grund. Den blev kaldt Bremerholm, Gammelholm – for så til sidst i folkemunde at blive kaldt Holmen.
I 1731 blev der bygget en bolig for Holmens chef. I 1737 begyndte man at opføre et hoved-magasin, der lå langs Holmens Kanal. Gammelholm blev nedlagt som skibsværft og indrettet til boligkvarter. Holmen blev skilt fra Nyhavn med en solid mur.
Hoved-arkivet gik tabt i 1795, og blev genopbygget i tre etaper mellem 1799 og 1806.
Lærlinge – kompagniet
I 1647 oprettede Christian den Fjerde en navigationsskole på Bremerholm, hvor flådens folk kunne lære teoretisk sømandskab. Man manglede befalingsmænd, så dem lejede man i Holland. Ja nogle gange lejede man hele besætninger og skibe. Senere blev skolen flyttet til Hummergade.
Frederik den Fjerde oprettede et Lærlinge – kompagni på 100 mand. Grunden var, at der stadig var mangel på befalingsmænd. Det var fra dette kompagni, at Tordenskjold kom. Kadetterne havde ingen boliger på Holmen. De måtte selv sørge for kvarter.
Kadetterne lignede nu ikke sømænd i deres mundering. Lønnen var ikke særlig stor, og for denne skulle man også købe en kjole. De fleste var sønner af rigmænd og adelsfolk.
Men det var elendige forhold, man udsatte kadetterne for. I 1720 ansøgte chefen for disse, kongen om bedre forhold. Men først i 1728 blev forholdene forbedret. Man flyttede sammen med landkadetterne til en ny kaserne i Fredericiagade. Men den nye kaserne var helt uden møbler. Man måtte tage de gamle
skrøbelige møbler med.
Man besluttede at opføre boliger til kadetterne på Holmen. Men da disse endelig stod færdig, blev de givet til ekvipagemesteren.
Da Generalkommissariatet nedbrændte i 1795 måtte dette også rummes i de lokaler, som man så havde tiltænkt kadetterne. Efterhånden flyttede sø-kadetterne et par gange for at ende på Amalienborg. Her blev de ind til Frederik den Syvende som prins skulle bruge lokalerne til sig selv. Kadetterne flyttede til gården på hjørnet af Bredgade og Toldbodvejen.
Kvæsthuset
Allerede i 1628 fandtes på Bremerholm (Gammelholm) et kvæsthus eller sygehus for dem, der arbejdede på værftet. I krigstid var det dog borgene selv, der måtte pleje de sårede. Det foregik normalt i lavshusene.
I 1658 befalede Frederik den Tredje imidlertid, at der på Bremerholm skulle bygges et større og mere bekvemt kvæsthus, hvor sårede soldater og matroser kunne finde pleje. Til dette formål gav borgerne i København masser af bidrag. Bygningen blev både stor og flot. Men da den faste hær voksede efter enevældens indførelse, blev Kvæsthuset alligevel snart for lille.
I 1674 skænkede Christian den Femte derfor en sum penge til opførelse af et større og et mere hensigtsmæssigt kvæsthus.
De urolige år i 1675 – 1679 forhindrede dog arbejdet. Det såkaldte Guldhus i Rigensgade blev brugt som nødhospital. I 1685 købte man admiral Jens Rostgaards ejendom og store grund ved Kongens Kanal. Bygningen blev revet ned og en gård blev opført. Rådmand Hans Stampe havde overtaget det gamle kvæsthus. I begyndelsen var det fælles sygehus for både land – og søetaten. I 1697 blev det bestemt, at det kun skulle bruges af søetaten alene. Desuden skulle det fungere som arbejdshus for søetatens fattige.
Samtidig med opførelsen af det nye sygehus opførtes en lille kirke., der blev besøgt af hele stadens befolkning. I 1776 blev Kvæsthusets beboere flyttet til det såkaldte søkvæsthus på Christianshavn. Anden juledag 1776 blev den sidste prædiken afholdt. Og Kvæsthuset blev omdannet til fabriksbygning samt
pakhus.
Det gik dog ikke så godt for stadens handel i 1827, så bygningen blev atter engang omdannet. Denne gang til kaserne. Kvæsthuset på Christiansborg blev også rømmet for syge. Det skete i 1806, da et nyt hospital stod klar i Nyboder.
Gammelholms Kvarter
Storstræde hed den vej, der gik langs Holmens Kanal. Og den kanal skilte Gammelholms Kvarter med staden. Kvarterets gader hed Hummergade, Laxegade,
Ulkegade og Delfinstræde.
Her i Storstræde var hovedindgangen til Holmen. Over porten stod der med store metalbogstaver Kongeligt Værft. Fra porten gik det lige ud til Skvaldergade.
Inden til højre lå hoved-vagten med arrestrummene. Her stod gerningsmænd ofte i vand til knæene. Her skete hyppige oversvømmelser. Til venstre lå en staldbygning af tømmer. Ikke langt inde lå en bjælkebro over kanalen, og for enden af denne en port ind til et lille hus, som blev brugt af opsigts-vagten. Alle
arbejdere blev visiteret inden de forlod Holmen.
Købmænd fra Bremen
Hvorfor blev området kaldt Bremerholm? Åbenbart var det købmænd fra Bremen, der etablerede sig dengang da hanseaterne huserede. Denne opfattelse
blev forstærket af, at man i 1735, da man skulle rive et hus ned, fandt en sten, hvor Bremens byvåben var indmuret.
Efter at købmændene for længst havde forladt området, tog Frederik den Anden området i brug i 1563. Han indrettede et skibsværft på stedet. Dette værft afløste det, der lå bag Slotspladsen, hvor nu Christiansborg ligger.
Husk at luge Kålhaven
Tidligere var det temmelig meget vand mellem Holmen og staden. I den sidste halvdel af det 16. århundrede blev dette vandløb indsnævret til en smal rende.
Christian den Fjerde lod i 1608, da hele kvarteret mellem St. Nicolai Kirke og Holmen endnu var ubebygget, Holmen omgive af en vold med front mod byen. Endnu i Christian den Fjerdes tid var Holmen kun lidt bebygget. En stor del blev brugt til Ager og Kaalhave.
Den 23. maj 1634 befaler kongen, at Niels Trolle skal sørge for at
Christian den Fjerde færdes meget på Holmen. Ofte viste han sig klokken fire om morgenen, for at påse om arbejderne mødte rettidigt. For at skaffe så mange arbejdere som muligt til flåden, blev forbrydere dømt til at arbejde på værftet. De blev låst fast med lænker til deres borde og redskaber. Men trods dette spredte de skræk blandt arbejderne.
I 1740 blev fangerne flyttet fra Holmen til Stokhuset. Nu skulle de arbejde på fæstningsværkerne. Den 5. juli 1795 udbrød der ild i tømmeropslagspladsen
på Holmen. Med en kraftig sydlig vind bredte ilden sig til hoved-magasinet. Ja branden ødelagde en stor del af staden. Også den smukke St. Nicolai Kirke blev flammernes bytte.
Det berømte hotel på Kongens Nytorv
På Kongens Nytorv ligger den stadig – Hotel d’ Angleterre.
Allerede i 1472 omtaltes denne ejendom. Det var i forbindelse med et syn om et vandløb, som flød igennem på ejendommen. Ejeren Ridder Mogens Ebbesøn
havde bygget et hus til gaden. Naboejendommen tilhørte Københavns borgmester, Anders Smith.
Bygningen var en Lergaard og skellet var et gærde.
Siden blev gården ejet af velklingende adelsnavne. På et tidspunkt tilhørte gården selveste Kong Hans. Hans Holgersen Ulfstand var også ejer af gården på et tidspunkt. Han blev i 1536 og 1540 sendt til det svenske hof i praktisk ærinde af Christian den Tredje.
Han blev Rigsmarskalk og var formynder for Christian den Fjerde. Ulfstand havde arvet gården efter sin hustru, Anna Porsberg, der var søster til den kendte Mandrup Porsberg. Denne havde under en duel i Rostock afhugget Tyge Brahes næse. Ulfstand døde i 1594. Søsteren fik allernådigst lov til at beholde gården.
Facaden lå ud mod volden. I 1661 blev en del af ejendommen brugt til hoved-vagt. I 1668 tilhørte gården, Niels Trolle, der var statholder i Norge. Han blev anklaget for underslæb, men frikendt i Højesteretten. Det var faktisk den første sag, denne institution førte.
Generalløjtnant Rosenkrantz og hans arvinger ejede også gården. Men det var Grev Ahlefeldt, der byggede det berømte etablissement.
Gehejmråd Hans Gram blev også ejer. På det tidspunkt blev ejendommen kaldt Grams Gaard. Siden blev statsminister, Schack Ruthlau
ejer og beboer.
Efter den store brand blev stedet indrettet som gæstgiveri. Søgningen var enorm, så i 1799 blev der bygget en ekstra etage på.
Sommerboliger på Bredgade
På den vestlige side af Bredgade nede mod Kongens Nytorv lå der fra ældre tid en del småhuse. Masser af disse blev brugt som sommerbolig for velhavende københavnere. Disse sommerhuse flyttede senere lidt længere ud til Østre Forstad, med også Nørre Forstad kom til at besidde en del af disse boliger.
Moltkes palæ
Da Ulrik Frederik Gyldenløve solgte sit” palais ” på Kongens Nytorv til Frederik den Fjerde i 1699 fik han en ny byggegrund overladt. Den lå mellem Bredgade og Store Kongensgade. Det er her, hvor den russiske kirke senere blev opført.
Gyldenløve anlagde en have på arealet, efter at det var blevet planeret. Han lod også et “palais” opføre.
Det var faktisk det senere Moltkes “palais” på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade. I 1750erne så det hele meget anderledes ud. Der var bygget en meget lang længe, der strakte sig ned til en åben plads, hvor kongen havde ladet opføre et operahus.
Længen var prydret med tårn og spir. Ud til Store Kongensgade var der en havemur, der lige som længen ud mod Bredgade var skygget af en række lindetræer.
Lige over for strakte Desmerciers Have sig fra Bredgade til Store Kongensgade. Hovedbygningen i denne ejendom kom senere til at rumme den berømte
Stadt Hamburg. Den østlige del af Bredgade fra St. Annæ Plads til Toldboden var derimod optaget af ejendommen tilhørende Amalienborg.
Da Gyldenløve døde, arvede hans søn Ferdinand Anton Danneskjold – Laurvigen hans ” palais” i København. Efterfølgende erhvervede etatsråd de Cominck ejendommen. Han foretog store ændringer.
Ejendommen kom også til at rumme en dronning, nemlig Juliane Marie, der efter Christiansborgs brand i 1794, husede majestæten en kort overgang.
Efter hendes død blev ejendommen overtaget af Geheim-konference-råd Constantin Bruun. Derefter murermester Lytthans og endelig Grev Moltke til Bregentved.
Amalienborg
Mellem Bredgade og havnen byggede Frederik den Fjerde et lystslot for dronning Sophie Amalie. Det var hende, der gav navn til Amalienborg. Det var en smuk, regelmæssig bygning med et fladt tag med balustrader og et tårn. Dette smukke enkesæde blev taget i brug i 1673, efter at Biskop Wandal den 12. marts havde indviet den lille slotskirke.
Den tragiske brand
Den 20. februar 1685 døde dronningen. Efter den tid stod slottet øde hen. Op til hovedbygningen var der opført en træbygning, hvor der blev opført diverse operaer. Bygningen var malet i stærke oliefarver.
Kongen havde ønsket at almuen skulle se en af stykkerne. Han havde derfor inviteret befolkningen den 19. april 1689 til et stykke, der handlede om krig og fred. Der blev brugt masser af lyd, knald og ild.
Pludselig var træbygningen antændt. Og ikke nok med det. Det skønne slot Amalienborg blev også antændt. I første omgang meldtes der om 50 omkommende.
Men mange var så forbrændte, at de senere døde. Der er stor usikkerhed om tabstallet, men i historiske kilder har jeg set, at op til 200 åbenbart er døde under den tragiske brand.
Mange kirker
Tomten henlå ubenyttet i 12 år. Frederik den Fjerde lod et prægtigt nyt operahus bygge på et nærliggende areal. Det blev senere til Fredericiagades Kasserne.
En del af Amalienborgs Have lå næsten helt ud til Kastellet. Kongen lod det planere og indrette til eksercerplads for garnisonerne
fra byen.
Af det nedbrændte slots materialer lod han fra 1704 til 1706 en kirke for garnisonen opføre.
Da der stadig var rester tilbage, lod han Kastels-kirken opføre.
Længst inde i Bredgade byggede kongen op til den Collinske Gård en bolig for den tyske præst. En anden bolig, nu til den danske præst lod kongen opføre i Store Strandstræde 18.
Den gamle have tilhørende Amalienborg blev holdt vedlige. Forskellige marmorfigurer blev opstillet. En række bygninger skilte haven fra eksercerpladsen. Her var staldbygninger, orangeri m.m. Bagved lå Toldboden med sin mølle.
De var en del af Fredericiagade, der dengang hed Blankogade. Ved pladsen fandtes en ottekantet pavillon, hvor kongen holdt taffel, når han havde inspiceret tropperne.
Den store svanejagt
Christian den Anden havde tilkaldt hollænderne til at dyrke jorden på Saltholm og Amager. Og disse hollændere havde indført en ny sport, som Hoffet og kongen havde taget til sig. Sporten bestod i at jagte unge svaner, når de i fældetiden mistede slagfjedrene og derfor ikke kunne flyve.
Der blev endog bygget en gård på Amager, hvor kongen og følge kunne opholde sig mellem jagterne. Gården Svanelejet lå i Sundby. Den 12. august 1702 foregik en sådan jagt. Kigger man på det i dag, så virker det hele meget absurd. Dyreværnsfolk havde sikkert protesteret højlydt.
Kongens båd var forgyldt og styret af viceadmiral von Stöcken. Båden blev roret af 20 mand, alle klædt i rødt silketøj og med rødmalede årer. Den kongelige båd blev eskorteret af den kongelige yacht og to fregatter, samt ikke mindre end 39 andre både. I forvejen var der indfanget en stor mængde savner omkring i sunde og bælter i hele riget. Flåden opbevarede de stakkels dyr. Og heldig for dem, ja så undslap adskillige hundrede.
3 – 400 svaner var dog stadig tilbage, da jagten blev indledt.
Da jagten blev indledt var strandbredden langs eksercerpladsen og Amalienborg Have besat med ryttere, der havde til opgave, at sørge for, at ingen svaner
undveg. Både ministrer og gesandter var med på turen. Men ingen måtte løsne et skud, før kongen og hans nærmeste stab havde løsnet et skud.
Man havde ikke hunde med. Holmens matroser agerede hunde. De sprang i vandet til herskabets ubestridte glæde. Da jagten var slut, holdt kongen taffel om bord på sin yacht. Der blev saluteret og de tre admiraler, Gedde, Poulsen og von Stöcken blev dekoreret med det hvide bånd.
Eksercerpladsen
I 1749 skænkede kongen eksercerpladsen og en del af haven til byggepladser. Militæret fik anvist en mark, der bredte sig fra Hjertensfrydgade og Store Kongensgade til Østerport. En del af dette område blev kaldt Grønland.
I 1787 skar man et stykke af Rosenborg Have og indrettede dette til eksercerplads, fordi man skulle bruge Grønland til at bygge Nyboder – huse på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 03. – 2022
Maj 26, 2009
Tænk at på Østerbro ligger verdens ældste kasserne. Et enestående naturområde er knyttet til denne fæstning. Læs her om militærliv og ikke mindst om de spændene fangere, der sad i Danmarks værste fængsel. Nogle af disse var anklaget for at have “spist” danske sømænd. En anden sad i en kasse i mange år og dresserede mus.
– Efterhånden kan du læse 6 – 7 artikler om dette vidunderlige og historiske sted på vores hjemmeside
En by i byen
Kastellet hed oprindeligt Citadellet Frederikshavn. Egentlig er det en by i sig selv. På en fantastisk måde har man fået det indlemmet i et flot naturområde, og det midt i København. Her var foruden soldater og en artilleristyrke også officersfruer, oldfruer, soldatermadammer, børn og tyende. Ja vi må heller ikke glemme bagermesteren, mølleren, præsten, brygmesteren og alle de andre. Husdyrhold var ikke tilladt, men en årrække var der ansat en voldskytte. Så noget tyder på, at forbuddet ikke er blevet overholdt.
Om natten blev portene lukket og Kastels-vagten holdt nøje øje.
Mange konger involveret
Selve gaderne herinde havde deres egen historie. De hed Svanestok, Artelleristok, m.m.
Det var navne som hørte hjemme i Christian den Fjerdes århundrede. Denne konge startede også anlægget. Han havde travlt med, at sætte i København i en forsvarsmæssig stand. Frederik
den Tredje fortsatte arbejdet og i 1665 var arbejdet i første omgang fuldført. Seks stokke og to magasinbygninger blev i første omgang opført.
Voldene blev militært område
Voldene blev militært område, hvortil civile ikke havde adgang. Kanonerne på Kastellet blev indrettet på sådan en måde, at de kunne skyde ned gennem de lige gader, der blev anlagt mellem fæstningen og bykernen.
I år 1700 var det igen galt med svenskerne. En dårlig taktik af kongen, fik både den svenske, engelske og hollandske flåde til samlet at gå til angreb mod Danmark. Den danske flåde søgte
ly under Kastellets kanoner.
Også andre konger udførte ting og sager på Kastellet. Således Frederik den Fjerde, der i årene 1703 – 1704 opførte en lille kirke på stedet. Ja gisninger går faktisk på, at Frederik den Tredje ville have bygget et slot herinde. Men befolkningen ønskede ikke en konge, der skulle forskanse sig. I 1725 blev Kommandantgården opført.
Krudttårn – som fængsel
Ved Dronningens Bastion ligger den sidste af Kastellets to krudttårne. Huset er opført af ekstra tygge vægge, så eventuelle eksplosioner ville gå op gennem taget. Et krudttårn eksploderede på Øster Vold i slutningen af 1700 – tallet og raserede dele af Nyboder og området ud til Bredgade. Man indså derefter, at det var farligt at opbevare krudt ved voldene. Krudttårnene på kastellet blev derfor brugt til slave – og tugthus. Her blev oprørske fanger fra Tugt – Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn anbragt. Det gjaldt også for dem, der i 1817 havde sat ild på det forhadte forbedringshus på Christianshavn.
Et specielt brød
Ved siden af kirken blev der opført en mølle. Her blev der malet mel til hæren, ligesom det såkaldte Kommisbrød blev bagt i Kastellet. En af bagermestrene var Peder Behrendt Købke, hvis søn blev den berømte maler, Christen Købke.
Næsten hver bastion havde deres egen mølle. Kastellets gamle hollandske mølle fra 1847 er dog den eneste, der er intakt. Hoved-vagten blev i 1875 flyttet fra Kongens Nytorv til Kastellet, og her boede Københavns kommandant
Et kæmpe anlæg
Smedelinjen adskilte den indre og ydre voldgrav ind mod byen. Volden havde syv fremskudte forstærkninger. Der var fire raveliner og tre contre-garder, der var indbyrdes forbundne.
På den måde var det muligt at skyde på fjenden fra stillinger uden for Kastellets hoved-volde, uden for for-terrænet: Glaciset.
Værket fik navn efter en smedjebygning. Den nordlige del forsvandt ved anlæggelsen af Frihavnen. Esplanaden, og Langelinie var også en del af fæstningsanlægget. Således sidder den Lille Havfrue på Islands Batteri.
Det første kastel, Skt. Annæ Skansen blev påbegyndt i 1626. Skansen var en af fire, der blev opført. Denne skanse skulle beskytte det nye voldanlægs østside og indsejlingen til byens havn. Ekstra told på salt og silke var med til at betale den. Svenskernes angreb mod København i 1659 gjorde det klart at Københavns forsvar var utilstrækkelig. Frederik den Tredje tilkaldte den hollandske ekspert, Henrik Rüsse. Han blev udnævnt som generalinspektør over alle danske fæstningsanlæg.
Der var indkaldt i alt 6.400 soldater til fæstningsarbejderne. Arbejdet blev sinket af pengemangel og vejrlig. De nye jordarbejder skred simpelt hen sammen, mens stormen rasede. Kærnefæstningens bastioner blev ført sammen. Fjenden fik ikke mange chancer.
Besat af englændere
Kastellet var ikke indblandet i Slaget på Rheden i 1801, men det var man i høj grad i 1807, da englænderne vendte tilbage. Kastellets kanoner bragede lystigt. Forsvaret blev ledet fra Kastellet, men det hele hjalp ikke noget. Flåden blev taget. Den 7. september 1807 måtte fæstningen overgive sig til englænderne. 43 dage efter forlod englænderne byen. Man indså da, at fæstningsanlæggene var utilstrækkelige.
I 1869 fastslog Forsvaret, at Kastellet med underværker og Christianshavns Vold skulle forblive Forsvarets arealer. Fæstningen fra Øster Vold til Kalvebod Brygge blev solgt til Københavns Kommune.
Ønsket om en park
I slutningen af 1800tallet diskuterede man muligheden for en park omkring Kastellet, når det engang blev opgivet af militæret. Landskabsarkitekt Glæsel og arkitekt Eugen Jørgensen
udarbejdede et udkast. Man mente også, at det var nødvendigt at anlægge en bred boulevard fra Øst-banegården til Bredgade.
Det areal som kom til at ligge mellem den indre grav på den ene side og Grønningen og Søndre Frihavnsvej på den anden side, skulle udlægges til et herskabeligt villakvarter. Så kunne man nyde et smukt syn fra de genskabte volde.
Tyskerne rykker ind
Tidlig om morgenen den 9.april 1940 blev Norgesporten sprængt og mindre end en time efter at tyskerne var gået i land ved Langelinie var Die Festung Kopenhagen erobret. Fæstningen blev erobret uden kamp. Den lille vagtstyrke på ni blev hurtig overmandet. Efter befrielsen rykkede englænder ind igen. Denne gang dog som befriere.
Efter 1945 flyttede størstedelen af kasernefunktionen uden for København, og de fleste bygninger fra slutningen af 1800tallet blev revet ned. I 1985 blev Frihavnen lukket og Frihavnsbanen nedlagt. Derved blev det muligt at genetablere kærnefæstningens volde og væsentlige dele af udenværkerne.
Benyttes af Forsvaret
Det indre femtakkede anlæg benyttes fortsat af Forsvaret. Mon ikke det er verdens ældst fungerende kasserne, vi har med at gøre? Anlægget omkring Kastellet er i de senere år blevet restaureret. Grevens bastion blev reetableret i 1999.
Arresthuset opføres
I 1725 opførtes der et arresthus bag kirken. I den fælles mur er en række huller, der havde det meget enkle formål, at fangerne kunne følge med i gudstjenesten. Man mente, at dette havde en opdragende virkning. Arresthuset var tiltænkt rigets farligste fangere: Blandt de mest prominente var Struensee og Grev Brandt. Den engelske eventyrer og pirat John Norcross. Han sad her i 32 år.
Peder Griffenfeld
Men længe før, dette arresthus blev opført, var der fanger på kastellet. Således tilbragte Greve Peder Griffenfeld, der blev ført til stedet den 11. marts 1676 hele 4 år i fængslet, der lå på hjørnet af Stjernestokken lige over for præsteboligen. Denne bolig fungerede faktisk som kirke, inden den rigtige kirke, blev bygget.
Griffenfeld havde foruden at modtage bestikkelse, tjent rigets fjender bag kongens ryg og ikke holdt kongens sager hemmelige. Christian den Femte havde han fornærmet ved i sin skrivekalender at notere, at kongen under et møde med ham med en udenlandsk gesandt, havde svaret som et barn. Under Griffenfelds ejendele havde man fundet udkast til et testamente,
som kongen havde bedt ham brænde. Dommerne minus en fandt misgerningerne så graverende, at de dømte den faldne storkansler til at miste ære, liv og gods. Kongen fik dog i sidste øjeblik skrupler og benådede den tidligere storkansler nu med navn af Peder Schumacher. Det skete i sidste øjeblik, da den skyldige ventede på mestermandens sværdhug.
Kongen forærede Samsø til elskerinde Sophie Amalie Moth. Den havde tilhørt den tidligere storkansler. Og den danske adel fornøjede sig over opkomlingens fald.
Den sure præst
Præsten Jacob Worm blev sat i Kastellet i 1680 og dømt til døden. Men kongen benådede ham, og sendte ham til Trankebar i Ostindien.
Jacob Worm gik til angreb på den enevældige konge. Han havde forfattet et skrift på latin. Det var udarbejdet i Sverige og forsvaret på universitetet i Uppsala. Worm havde skrevet, at kongen havde tilranet sig retten til at udnævne præster, for at lade “halvstuderede røvere” få høje kirkelige embeder og for at beskytte bisperne, som var vindesyge, ærgerrige, hovmodige, sløsede og dovne personer, der foretrak sengens glæder frem for bogens. Men den vrede præst gik videre. Professorerne ved universitetet vare ikke bedre end biskopperne. De foretrak også
sengens glæder, selv om de måske ikke længere selv kunne lave børn, men måtte have bistand til det. Også militæret fik læst og påskrevet. Generalerne var uduelige, men dummede de sig, slap de for straf, mens de menige soldater aldrig blev sparet. Overhovedet var officererne uredelige, bestikkelige, forræderiske, pengeliderlige og grusomme.
Kongen selv overtrådte det sjette bud ved ikke at genere sig for at liste sig bort fra kirken til bordellet. Worm hentydede til Christian den Femtes forhold til sin elskerinde. Naturligvis måtte det gå Pastor Worm ilde.
Grev Magnus Stenbock
Den berømte sveske feltmarskal Grev Magnus Stenbock, boede fra november 1714 til sin død den 23. februar 1716 i en af barakkerne, hvor fem værelser var indrettet til hans afbenyttelse.
Han beholdt endda sine to lakajer til sin opvartning. Hans underhold kostede hele 77 Rigsdaler. Dette var dengang en betydelig sum. Han tilbragte dagen med at male og skære i elfenben og rav. Inden han blev interneret i Kastellet, boede han inde i byen ud til stranden mellem begge færgestræder.
Arresthus i to etager
Arresthuset var en firkantet bygning med mure af tre fods tykkelse. Midt gennem bygningen gik en tre fods bred gang. Lukket med jernbeslåede døre. På begge sider var der celler i to etager. Værelserne var firkantede rum, 6 til 7 alen i “kvadrat”. Hvert værelse havde et vindue, der var anbragt flere alen fra gulvet. og forsynet med tykke jernstænger. En lille egetræs bordplade og en lille bænk var indmuret i væggen. Gulvet i stueetagen bestod af mursten. På første etage var gulvet tilhuggede kampsten.
Forsøgt på bortførelse
Den første fange, der indviede dette fængsel var den engelske eventyrer og svenske kaperkaptajn, John Norcross, der var fængslet fra 1727 til 1758. Han blev fængslet i England, brød ud
og undveg til Frankrig, hvor han blev fanget. I 1716 tog han til Sverige. Karl den Tolvte tog velvillig imod ham og gav ham et skib. Han blev en frygtet kaperkaptajn og opbragte mange danske, norske og hollandske skibe i Nordsøen. I 1717 havde han gjort flere forsøg på at bortføre den danske kronprins, senere Christian den Sjette.
En dag, da kronprinsen var på jagt i Dyrehaven, lå Nordcross med sit skib ud for Charlottenlund. Kronprinsen ville vende tilbage til København ad Strandvejen, men hans kammerjunker frarådede det. Det blæste alt for meget. I stedet red kronprinsen tilbage via Kongevejen
Ny undvigelse
Kort tid efter strandede Norcross med sit skib ud for Thyborøn. Han blev reddet af de lokale beboere og tog til København. Han kom om bord på en russisk båd. Men ud for Dragør opdagede Tordenskjold ham. Han blev ført tilbage til København, hvor man opdagede, at han intet pas havde.
På Holmen blev han sammen med andre svensker anbragt i noget man kaldte Trunken. Han undslap, takket være en kvinde. Til fods gik det nu til Helsingør og det lykkedes ham at komme over Sundet til Sverige. Efter Karl den Tolvtes fald og halshugning af sin beskytter, Görtz, flakkede Norcross så rundt i Europa.
Indsat i syv uger
I 1722 kom han til København og tilbød Frederik den Fjerde, at han ville antænde den russiske flåde i Kronstadt. Tilbuddet blev afvist, samtidig med at han blev udvist af landet.
Efter nogle år, viste han sig atter i København. Han blev fængslet, og sat i Kastellet. Men allerede efter syv uger, lykkedes det ham at flygte.
Med fodstykket af sin seng og et skinkeben, resten af sin middagsmad, borede han en aftenstund hul i væggen til et tomt sideværelse. Derfra gik han ad en trappe op på næste etage, hvor han huggede hul i brandmuren. Ved hjælp og sengehalm og et lagen firede han sig ned på pladsen.
Stor opfindsomhed
Da han gik over pladsen blev han anråbt.
– Wer da, og svarede –Officier.
Han kravlede over volden, svømmede over gravene. Derefter kastede han sig i Sundet for at sømme til Sverige. Undervejs blev han samlet op af et skib, der landsatte ham i Malmø. Herefter tog han til Hamborg, men her blev han genkendt af en dansk officer. Norcross blev anholdt, sendt til København og anbragt i sit gamle fængsel.
Få dage efter brød han dog atter ud. Han indsmurte hele sit legeme med olie, og tog en slåbrok på den nøgne krop. Da man om aftenen kom ind til ham stødte han så voldsom ind i dem, at de væltede omkuld. Vagten forfulgte ham. Den første, der greb fat i ham, beholdt hans slåbrok, og for de andre gled hænderne af på hans nøgne krop.
Netop som han var kommet over volden og ville lade sig glide ned i graven, greb en soldat ham i hårtotten og holdt ham fast ind til der kom hjælp.
Den ulykkelige blev atter engang slæbt tilbage til fængslet. Et specielt bur blev fremstillet smedet med en jernstang. I dette bur tilbragte han 16 år. Han morede sig blandt andet med at afrette mus. De løb omkring i hans lange skæg. Efterhånden blev han mere og mere affældig. Han døde i fængslet i 1758.
Stakkels Struensee
Her i Kastellet sad Struensee også i stueetage. På et tidspunkt fremviste man en flise, og fortalte, at der havde Dronning Juliane Marie stået, forklædt i matrostøj og glædet sig over den faldne stormands lidelser.
Paladsrevolutionen fandt sted efter et maskebal på Christiansborg Slot den 16. januar 1772. Kort efter midnat indfandt enkedronningen sig i kongens sovegemak, hvor hun pressede sin skrækslagne stedsøn til at underskrive de allerede færdiggjorte arrestordrer. I de tidlige morgentimer blev Caroline Mathilde, Struensee, Brandt og flere af deres tilhængere arresteret.
Ret til friere begejstring
Jacob Jacobsen Dampe sad her. Han var grebet af frihedsidealerne efter Napoleons første fald. Han forsøgte, at danne en forening med ret til at forlange en friere begejstring. Med andre ord, så mente han, at danskerne skulle have ret til selv, at bestemme regeringsformen. Han blev forrådt af sine venner og anholdt i sin lejlighed Studiestræde 3 3. sal.
I1820 blev han dømt til døden. Senere blev dette omstødt til livslang fængsel. I fem år sad han her, hvorefter han blev sendt til Christiansø. Men han blev sendt tilbage, da Christiansø skulle være karantænestation. Da denne plan blev opgivet efter et år, blev han sendt tilbage.
Beskyldt for at spise sømænd
I årene 1830 – 40 husede to af cellerne i anden etage en Negerfyrste fra Guldkysten og hans Konseilspræsident. Hans forbrydelse bestod såmænd i, at han havde stegt og fortæret nogle danske sømænd, der var kommet for at forhandle med ham. Han troede, at de var en foræring fra hans Broder Kongen af Danmark.
Denne forklaring tog man dog ikke for gode vare, så han måtte bøde for sin fejltagelse. Ja se det var den officielle forklaring. Men sandheden er nok, at det var en intern stammekonflikt med drab, som var årsag til negerfangernes ophold bag lås og slå.
Høvding Adum blev antaget til at være mellem 50 og 60 år. Han blev skildret som en rå og brutal person, meget hengiven til drik.
Den anden, Sabah Akim antoges at være mellem 50 og 60 år gammel. Det blev bemærket, at begges uddannelse befandt sig på et lavt punkt, men de kunne dog ikke anses som de mindst oplyste blandt deres landsmænd, da begge havde beklædt anseelige poster blandt ………..(forbudt ord hos Facebook)
Måtte ikke tale om fri forfatning
Otto Lehmann måtte også bag tremmer på Kastellet i 1842. På et møde i Nykøbing Falster havde han talt om en fri forfatning. Han blev anklaget for at have udbredt had og misnøje mod landets forfatning og kongemagt. Der var ikke mange spor tilbage af fangerne. Lofterne var blevet hvidtet, og der var kommet brædder på gulvene.
Pas på – hunden
En fange forsøgte at flygte ved at bore et hul Ved hjælp af en stump fra en brødkniv forsøgte han at bore hullet i muren. Hver gang han gik ud for at forrette sin nødtørft, fyldte han sine lommer med murgrus, som han tømte i kulen.
Efter tre års forløb var hullet stor nok, til at han kunne krybe igennem. Men udenfor gik der en skildvagt. Men det havde vores ven kalkuleret med. Men hvad han ikke vidste, var, at der var en hund i nærheden. Denne begyndte at gø, da han kravlede ud af hullet. Vagten vendte sig om, og skubbede ham tilbage i cellen. Tre års arbejde var spildt. En flisesten mindede i mange år om denne heltedåd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
Maj 26, 2009
På Tønder Kommuneskole måtte vi ikke tale sønderjysk i timerne. Det er en skam. Det er vigtigt at bevare dialekterne. I Sønderjylland og Slesvig Holsten findes et utal af sprog og dialekter. Der findes 8 – 9 frisiske dialekter. Og sønderjysk består også af et utal af dialekter. Og så er det ikke altid at sprog og sindelag følges ad.
Mojn siger vi morgen, middag og aften i Sønderjylland. Vi bruger det også som en hilsen i forbifarten. Syd på bruges hilsenen også men nok mest som Mojn Mojn. Det staves dog på en lidt anden måde nemlig Moin.
Mojn og Moin
De to ord Mojn og Moin stammer fra den tyske hilsen Morgen. I tiden efter 1900 begyndte håndværkere, handelsfolk og værnepligtige at tage hilsenen med hjem til landsdelen.
Efter 1920 opfattede en del danskere i Sønderjylland denne hilsen som en fortyskning af det danske sprog, og ville have Mojn forbudt. Men i dag er ordet indbegrebet på et folkeligt symbol på sønderjysk identitet. Jeg elsker at bruge ordet på Nørrebro, når jeg møder sønderjyder.
Desværre er ordet i stærk konkurrence med Hej, der stammer fra Sverige. I Slesvig – Holsten har ordet Moin aldrig været forbundet med nationale følelser. Det er en regional hilsen.
En radiostation og et ugeblad
Jeg talte en gang i Aabenraa om at lave en piratradiostation oppe fra Galgebakken sammen med Steen. Det blev ikke til noget. Men Steen etablerede en lovlig radiostation, der selvfølgelig kom til at hedde Radio Mojn. Og nede i Flensborg eksisterer der et ugeblad, der hedder Moin Moin.
Sindelag og sprog følges ikke altid
Er du taget til Tønder og tager bare 15 kilometer syd på, kan du risikere at løbe ind i 7 – 8 forskellige dialekter. Hernede er en mangfoldighed af dialekter, som vil kunne glæde en hver sprogforsker. Utrolig er bare, hvad forskerne får ud af dette. Man tror åbenbart, at sproget er identisk med sindelag. Men sådan er det ikke altid.
Man kan ikke uden videre sætte lighedstegn mellem sprog og national bevidsthed. Efter 1945 sluttede mange sig til den danske bevægelse uden at kunne tale og forstå dansk. Det danske mindretal gør meget ud af at man i det daglige bruger det danske sprog. Men man kan godt være en god dansker uden at kunne tale ret meget dansk.
Og man kan ikke uden videre gå ud fra at folk, der i egnen syd for Tønder, der taler dansk eller sønderjysk til daglig er dansksindede.
Jo, det er rigtig. Der hersker mærkelige sproglige forhold i mange egne. Forældrene kan tale plattysk indbyrdes, men højtysk med børnene. Man kan tale sønderjysk med sine bedsteforældre, plattysk med sin far og højtysk med sin mor. Og det er heller ikke unaturligt at tre personer taler sammen og udmærket forstår hinanden, når den ene taler plattysk, den anden højtysk og den tredje sønderjysk.
Tale på tre sprog
Engang kom min kone og mig i unåde i det tyske mindretal, da vi havde skrevet en kronik om hvordan vi mente, at mindretallet skulle forvalte kulturlivet. Vi blev inviteret til at holde et indlæg på Nachschule i Tinglev.
Jeg provokerede ved at holde mit indlæg på dansk, tysk og sønderjysk.
Historieforskning ødelagt
Desværre er der mange historikere, der har tillagt sproget en større betydning, end den egentlig havde. Det er så gået ud over historieforskningen. Når man ser på Tønders historie, ja så går man efter de samme kilder. Og her er så opstået nogle kontroverser, som er beskrevet i andre artikler. Vigtige historiske kilder er på den måde gået tabt, fordi man med vold og magt har villet påvise, at sprog og sindelag havde en væsentlig betydning.
De fem største sprog i Grænselandet
De mest anvendte sprog i Sønderjylland og Slesvig Holsten er dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk. Og inden for disse kategorier er det så igen et hav af nuancer. Når man taler om tysk, så bruger man begrebet højtysk og nordslesvigtysk, som er tysk præget af dansk.
Sønderjysk med mange dialekter
Og det sønderjyske sprog har også mange dialekter. For os sønderjyder er det tydeligt, at høre forskel på østsønderjysk og vestsønderjysk. Og så er der igen forskel på det man taler i Sønderborg og i Aabenraa. Dengang jeg boede i Tønder, kunne jeg tydelig høre når folk kom fra Højer.
Da jeg for et par måneder siden i Æ Synnejysk Ambassade holdt et foredrag om Sønderjyllands Wild West på sønderjysk, kom en person fra Sønderborg hen til mig og fortalte, at han lige skulle omstille sig til vestsønderjysk. (OBS: Artiklen er fra 2009)
Tynne – plat
I Tønder var det endnu flere dialekter. Min far beherskede dialekten Tynne – plat, som var en mærkelig blanding af tysk, dansk, sønderjysk og plat.
Frisisk
Det nordfrisiske sprog består af hele ni forskellige dialekter.
Friserne er bosat på vestkysten fra den tysk – danske grænse i nord til Bredsted i syd og på øerne Sild, Før, Amrum, Helgoland og på Halligerne. Sproget kom til området fra sydvest med indvandrere for omkring 800 år siden. Man taler om 5 fastlandsdialekter og 3 ø-dialekter. Der er så store forskelle, at man vanskelig kan forstå hinanden. Og hver dialekt har sin egen skrivemåde.
Flensborg – Petuh
I Flensborg eksisterer der et uddøende sprog, der hedder Petuh Det er en sær blanding af dansk, tysk, plattysk og sønderjysk. Sproget blev brugt af Petuhtanterne, som ikke eksisterer mere.
Petuhtanterne fik deres navn efter det partoutkort de købte, for at kunne sejle med damperne på Flensborg Fjord.
Det højere borgerskab i Flensborg talte højtysk, de øvrige plattysk og specielt i byens nordlige og vestlige udkant blev der talt sønderjysk. Rigsdansk forekom også, som et lev fra dansk som skolesprog midt i 1800 – tallet.
Ikke sønderjysk på Tønder Kommuneskole
I Europarådets Sprogpagt er dansk, tysk og nordfrisisk anerkendt som mindretalssprog og plattysk som et regionalt sprog.
På Tønder Kommuneskole måtte vi ikke tale sønderjysk i timerne. Og det er jo en skam. Skolerne burde være med til at fastholde dialekter. Det er ikke noget, der er bedre at opleve en sønderjyde udtale sig i TV på ægte synnejysk. Så ægte, at man må have tekst nedenunder.
Plattysk
Plattysk blev også kaldt nedertysk. Det var et officielt sprog indtil 1650. Derefter fik det status som dialekt, men mange fortsatte med at skrive på plattysk. Der findes litteratur på plattysk og tv – stationen NDR bruger flittigt sproget i magasinprogrammer.
Sproget er i tilbagegang. Kun få børn bruger det i dag som modersmål. I skoler syd på indgår sproget som valgfrit fag.
Plattysk fortrængte det sønderjyske syd på. Det fik en højere status og blev brugt af de rige, som også bestemte. Men efterhånden bliver det plattyske fortrængt af det højtyske.
Sydslesvigsk
Sydslesvigsk har høj status blandt det danske mindretal syd for grænsen. Sproget er knyttet til deres identitet. Jeg lagde mærke til, i min tid i Padborg, at mange dansksindede syd for grænsen ikke sagde Mojn. De foretrak det kedelige Farvel.
Det danske mindretal bruger også rigsdansk og tysk. Den dansksprogede avis Flensborg Avis har også tyske sider. I dag lærer kun meget få sønderjysk i Sydslesvig.
Stigende interesse for dansk
Men interessen for dansk er stigende i Sydslesvig. Flere og flere politikere, embedsmænd og erhvervsfolk tilegner sig dansk via nettet eller på kurser. I skoler, gymnasier og de erhvervsfaglige uddannelser er dansk et valgfag. Men der er dog stadig mere interesse for fransk frem for sønderjysk.
Sønderjysk har mange dialekter
Sønderjysk er ikke en dialekt i sig selv, som mange rigsdanske tror. Det er en betegnelse for en række dialekter. Desværre bliver mange ord efterhånden erstattet af rigsdanske vendinger. Folk flytter rundt og bliver påvirket af det rigsdanske. Og det rigsdanske stammer fra København, hvor politiske og økonomiske beslutninger bliver taget.
Forældrene vælger desværre dialekten fra og taler efterhånden rigsdansk med deres børn. De der lærer en sønderjysk dialekt derhjemme, er både fra flertalsbefolkningen og det tyske mindretal. Senere tilegner de sig rigsdansk i dansk børnehave og folkeskolen, eller tysk og rigsdansk i det tyske mindretals institutioner. De bliver på den måde tosprogede.
Hjemme hos os
Hjemme hos os i Tønder talte vi sønderjysk. Vi fik det tyske mindretalsblad Der Nordschleswiger. Og det kan da godt være at vore omgivelser betragtede os som hjemmetyskere. Men da min kusine Christel valgte statsskolen i Tønder frem for Deutches Gymnasium i Aabenraa, blandede den tyske præst i Tønder sig. Det fik man far til at gå i spåner. Han skiftede der Nordschleswiger ud med Sønderjyden.
Tre af os blev tysk døbt, mens de sidste tre blev dansk døbt. Det vidner navnene faktisk også om Karl Edlef, Uwe, Erwin, Jan, Tommy, Berit Carina.
Vi talte aldrig tysk derhjemme. Men da jeg startede i lære i Andersen & Nissens Boghandel fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle fra det tyske mindretal på tysk, for det havde jeg jo lært hjemmefra. Men se det nægtede jeg. Og det var lige før, at det var fyringsgrund. Jeg mente, at det var nok at jeg enten talte dansk eller sønderjysk til dem.
Bevarelse af dialekten
Når man bor nord for linjen Genner – Gelså, bruger man a for jeg. Syd for denne linje bruger man æ
Endnu er der også forskel på udtalen af langt e, ø og o i for eksempel ben, køre og god.
På Als er udtalen ie, ye, ue men i al anden sønderjysk ei, øy, ou, for eksempel bien over for bein. Og sådan er der en del forskelle.
Sønderjysk bruges meget i dilettantkomedier, lokalrevyer, fortællinger og sange. Og så kan du få sønderjysk ordbog. Foreninger som Æ Synnejysk Forening, Æ Synnejysk Ambassade og Alsingergildet gør en stor indsats for at bevare dialekten.
Nordslesvigtysk og højtysk
I Sønderjylland er tysk det tyske mindretals officielle sprog. Det kan både være højtysk og nordslesvigtysk, som er tysk påvirket af det danske.
Holdningen til tysk som fremmedsprog har forandret sig meget. Da det tyske styre ophørte i 1920 og dansk blev administrations – skole – og kirkesprog, begyndte mange sønderjyde at betragte tysk som fremmedsprog. Selv om de var tosprogede, holdt de op med at tale tysk. Sprogtvang førte til sprogtab. En tilsvarende negativ holdning til tysk, blev udbredt under den tyske besættelse i 1940 – 45.
Tysk TV er skyld i, at mange sønderjyske børn fik tysk ind af sidebenene. Dertil kom at tysk som fremmedsprog blev obligatorisk i skolen. Siden er tysk blevet et valgfag. Det er som om at tysk er ved at blive slået af det engelske.
Borgerskabet talte tysk
Hertugdømmet Sønderjylland blev regnet for en af kongens tyske lande. Man holdt prædiken på tysk og skolesproget var også tysk. Ja kirkesproget var i lang tid plattysk men derhjemme talte man dansk eller sønderjysk.
Overklassen regnede ikke det danske sprog. Det var ikke fint nok. Adelen, gejstligheden og landsfyrsterne brugte det tyske sprog.
Gammel dansk
Stednavne var dog på dansk, det samme var tilfældet i Mellem-Slesvig og Angel. By – og herregårde endte på -by, -rup, -strup. -bøl, -balle, -toft -lund, -mark, -holm og – gaard.
Den gamle runesten i Øster Løgum bærer også en dansk indskrift.
Slesvig Stift hørte under ærkebispesædet i Lund er ikke uden betydning for sproghistorien. I Saxo kan man også læse om danskheden ligesom Erik af Pommern såkaldte Folkevidnesbyrd fra 1421 vidner om, at Sønderjylland er gammelt dansk land, der brugte dansk lov og ret. Har danske særrettigheder
og dansk sprog.
Bevar det sønderjyske sprog
Når man en sjælden gang hører Waldemar Rasmussen synge Mojn til Tynne, Mojn til åll de stoe bynde… i Giro 413, bliver man helt varm om hjertet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20. – 03. – 2022
Maj 26, 2009
Denne lange artikel burde have heddet Drikkeriets historie i København, men sådan noget kan vi ikke skrive. Vi besøger et par hundrede værtshuse, fortæller om datidens moral og etik, samt om det enorme ølforbrug københavnerne i tidens løb har indtaget. Læs også om den fulde konge der bogstaveligt talt to gange faldt i vandet på grund af druk. At russerne også kan drikke har vi også beviser på. Vi ser på en regning fra Store Lækkerbisken.
Enormt ølforbrug
Fra år 1200 og op gennem 1600 tallet drak den danske befolkning uanede mængder af øl. Allerede, når man vågnede rakte man ud efter øl-kanden. Grunden til det store ølforbrug var sikkert, at man dengang hovedsagelig levede af kød og fisk.
Kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter om dagen. Og selv nonnerne i Maribo Kloster fik årligt tildelt 14 tønder øl hver.
Ja mælk havde man kun om sommeren. Rent drikkevand var en mangelvare. Og hvis man endelig fik adgang til det, blev man sug af den.
Husk at være ædru i kirken
Med det store forbrug, blev man selvfølgelig fuld, selv om øllet nok ikke havde samme alkoholprocent eller kvalitet som i dag. Men dengang var fuldskab ikke en skam. Bare man forsøgte at holde sig ædru i retten, til gudstjeneste og ved et dødsleje.
At drikke sig fuld var tegn på, at vedkommende var en brav, flink og hæderlig mand af den rette støbning. Ja det var direkte uhøflig over for værten at forlade en fest ædru.
Pas på alt for stor flothed
I 1254 gav Biskop Jakob Erlandsen København den første stadsret. Denne havde nu ikke meget med en stadsret at gøre. Den sikrede biskoppen tre fjerdedel af alle bøder, og så skulle han også have en masse afgifter. En af disse var på øl.
I 1275 kom der indskrænkninger mod alt for stor flothed ved sammenkomster. Der måtte højst inviteres 30 mennesker, og serveres højst 5 retter. Hvis festen varede flere dage, havde biskoppen ret til en daglig afgift på 4 Skilling for hver gæst.
Herre – og efter-øl
Fra ældre tid brugte man porse i øllet. Det har sikkert givet samme bitterhed som vor tids humle. Dette begyndte man på i 1300 tallet. Man begyndte tidligt at krydre med malurt, bark fra egetræer, enebær, røllike eller bunke. Man undgik surhed ved at tilsætte østersskaller, hønseæg ned i tønden.
Den bedste øl var herreøllet. Det var en festdrik og kun forbeholdt de rige. Til daglig drak man svende-øl eller spise-øl. Det ringeste var efterøllet. I Middelalderen drak man det, der nærmest kan betagnes som hvidtøl.
Øl-boder og badstuer
De første værtshuse var øl-boder, hvor øl-koner havde opkøbt øl eller selv brygget det. De skulle dog lige huske at erlægge afgift til staten. Men boderne var berygtede, ofte opstod der ballade på stedet.
De mere velhavende søgte badstuerne. Ikke så meget for badet, men mere for at få en passiar med ligesindede og en pot godt tysk øl. Man så ofte fulde folk komme ud af disse badstuer. I tidligere tider var badstuerne også åbne for kvinder. Disse kom snart i et slemt Rygte.
Gildehuse
Erik af Pommern skabte liv til København. Borgerskabet ville være tæt på hoffet. Mad, drikke, klæder, våben, smykker og anden fornøjelse fandt indpas i den voksende by. En underverden af herberger, øl-knejper, spillebuler og horehuse opstod.
Omkring 1447 er der tradition for tre årlige fester omkring jul, fastelavn og pinse. Dertil kom nye fester, navnlig majfesten. Alle føre-lige og formuende skulle med egen armbrøst skyde efter papegøjen. Flere gilder opstod, også for det lavere borgerskab. Disse gilder var tilknyttet erhverv og havde deres egen gildehus.
Disse gilder havde deres egen orden. Ved hvert drikkelag blev der udnævnt 2 skænker. Deres opgave var alene at skænke. Man måtte ikke drikke hinanden til,
men bægerne skulle hele tiden gå rundt. Den, der spildte mere øl, end man kunne dække med en hånd, skulle betale en bøde.
Brødrene måtte gerne tage gæster med, hvis de ville betale. Det kostede ½ læst øl
De fulde konger
I 1578 berettes der om Frederik den Anden og hans soldebrødre, der huserer rundt på byens værtshuse. Og det går ikke stille for sig. Drikkeriet kostede til sidst hans liv. Der havde flere gang været bud efter ham. Således i 1560, hvor han faldt i graven ved Københavns Slot. 5 år senere faldt han i vandet fra Amagerbro, færgebroen på Slotsholmen, hvorfra overfarten til Amager fandt sted.
I fuldskab skulle kongen også have været i brydekamp med Hertugen af Mecklenburg.
En af kongens bekendte, den stærke Laurids Brokkenhus slog ved nattetid i februar 1571 en kvinde ihjel i fuldskab. Han blev straks benådet af kongen, men måtte dog betale en stor bøde.
Christian den Fjerde fortsatte denne familie-skik. Således besøgte han adelsmanden Sivert Grubbes herberg, for han havde hørt, at der var nogle smukke piger
på stedet. Senere på natten forsøgte han at passere et vindue. Det endte med et blåt øje. Så ville han fortsætte i Helsingør. Men han nåede kun til Gammel Vartov, hvor han faldt i søvn.
De mest ansete gæstgivergårde var Det lybske Herberg, Amagertorv 14 og Oxekoppen, Østergade 56. Her tog adelen og købmændene hen, når de skulle besøge staden.
Druk førte til ulykker
Selv i kirken under gudstjenesten kunne det hænde, at folk mødte op berusede og begyndte at slås. For at modvirke denne ugudelighed, satte Christian den Tredje vagter op.
Men præsterne og degnene, dem der skulle gå foran med et godt eksempel forfaldt i druk. Ja de havde endda smugkroer bag i kirken. Ved bryllupsfester og barnedåb drak sang og dansede de på bordene. En god drik var Guds gave, mente de.
I forstæderne skete der mange misgerninger sted på i de små knejper. Kongen begyndte derfor at forbyde øl – og brændevinssalg derude. Samtidig befalede han alle til at flytte. Det var særlig galt i kvarteret ude for Nørreport.
Efter en aften med megen druk i en have uden for Øster Port kom David van der Osten og Christopher Lange op at skændes. De var begge hofjunkere hos kongen. Det endte med at førstnævnte blev dræbt.
De fornemme bryggere
Den tredje fornemste handelsklasse var dengang bryggerne. Disse havde i begyndelsen eneret på at fabrikere og sælge dansk øl i store og små partier. Fremmede skippere og købmænd skulle købe skibsøl af dem, hvorimod de til gengæld var forpligtet til altid at levere godt øl til en af Magistratens fastsat takst. Ved siden af denne næring havde de desuden ret til at handle med humle, hør, hamp, beg, tjære, jern, kobber, tin, bly og diverse preussiske og russiske varer, så de kunne drive en slags Hørkramhandel.
Desuden måtte de drive byttehandel med bønderne. De måtte få byg og malt af bønderne mod at levere tømmer, madvarer og andet til husets behov. Det danske øl var ikke særlig velsmagende.
Christian den Tredje anlagde et “Gosebryggeri” ved Vandkunsten, hvor der blev brygget Goseøl elle Gaas. Det var dog udelukkende til eget forbrug. Gaasegade blev navnet på en gade til minde om dette bryggeri.
Store Lækkerbisken
Islændingen Jon Olsen fortæller om værtshuset Christine Doktors Kælder omkring 1620. Han spiste på det fornemme sted Lækkerbisken, der lå ved stranden. Her havde han givet en gæst et lag prygl, fordi han havde generet Island. Andre steder nævnes et sted, der hed Store Lækkerbisken. Dette sted blev også kaldt for Stadens Gjæstehus og lå på Amagertorv mellem Østergade og Kirkestræde. Stedet tilhørte kommunen, hvorfor stadens våben prangede over indgangen.
Allerede i Christian den Fjerdes tid havde apoteker Vobner lejet ejendommen og indrettet et værtshus.
Jakob Timmermands lejede det store stenhus i 1656 og indrettede et stort hotel i ejendommen. Her boede alle slags mennesker. Købmænd, studenter, præster og officerer, men også fornemme turister og udenlandske adelsfolk.
De tørstige russere
En russisk gesandt med et følge på 10 personer kom til stedet den 28. maj og rejste den 19. juli. Regningen lød på den store sum af 1.860 Rigsdaler I tidsrummet nåede følget at konsumere
Kongen betalte og oven i købet fik de også andre varer med i købet. Men regningen havde åbenbart overrasket kunden. For ejeren skulle fremover rapportere det løbende forbrug, når kongen havde gæster indkvarteret her.
Og russerne har bestemt ikke kedet sig med det forbrug.
Den falske Pasha
I september 1669 indlogerede der sig en mystisk person på Lækkerbisken. Han fortalte, at han var fætter til den tyrkiske kejser. Den sjældne gæst Pashaen Johan Michael Cigala, der førte titlen Den hellige Gravs Guardian, blev hentet udenfor byen af en kongelig ekvipage med 6 heste.
Der blev sat Skildevagter til hans Ære. Få dage efter var han i audiens hos kongen på Rosenborg, hvor alt var i stiveste puds. Garden var til hest og Pashaen holdt en smuk tale på italiensk.
Frederik den Tredje fandt stort behag i sin fornemme gæst, og skænkede ham en flot sølv-fontaine, der havde tilhørt Dronning Anna Kathrine.
Pashaen gjorde selskab på Lækkerbisken for kongens regning. Men generalmajor Ahlefeldt fattede efterhånden mistanke til ham. Men da var han for længst forsvundet. Han blev dog senere arresteret nede i Tyskland. Man fandt så ud af at han to år tidligere havde kaldt sig for Fyrst Nikolaus v. Stockheim.
Et andet sted blev kaldt Hovmestergaard. De fleste værtshuse lå ved stranden.
Rådhusets vinkælder
Rådhusets største ejendommelighed var Vinkælderen, som tilhørte Magistraten. Det var en ganske indbringende forretning. Arrestanterne blev ført ind i et lokale lige ved siden af denne vinkælder. I 1600 tallet nåede den rejsende gennem Vesterport ind i Vestergade, der allerede dengang var den store gade med hensyn til gæstgiverier og herberger.
Men også Gammeltorv, Amagertorv, Østergade og nede ved stranden var de godt med. Det gode og dyrere tyske øl, der var langt bedre end det danske, blev allerede dengang importeret.
Masser af steder i 1660erne
I 1662 nævnes der et stort antal hoteller og gæstgivergårde. Så mange, at nogle af dem sikkert ikke har bestået i ret lang tid
Et par år senere nævnes følgende:
Man skulle tro, at staden med dette arsenal var velforsynende. Men sådan var det ikke. Ofte måtte større gårde tages i brug for at huse gæster. Her kunne nævnes 10 – 12 større gårde i staden.
Flere værtshuse
I 1662 fik Johan Merhoff for tro Tjeneste, han i forleden Feidetid gjort haver ret til at indrette en øl-bod uden for Peblingesøen. I 1667 indrettede sen kro på Vesterbro, i stedet for Mikkel Vibes der var blevet totalt ødelagt.
I 1669 fik en borger tilladelse til at opsætte et træskur ved Toldboden, hvor man måtte udskænke øl, brændevin og madvarer. Dette blev et meget søgt sted. Måske var det fordi, at man her bryggede noget godt øl, som Bryhan og Mumme. Her kunne man også få Hamburger Rummeldeus og andet blegt øl. En brygger fra Christianshavn havde fået eneret til dette.
Vinskænkning fandt sted fra mange kældere. Apotekerne havde ligeledes fået ret til at indrette vinkældere. Vinhandlere var normalt ansete borgere i staden.
Begrænsninger ved bryllupper
En ny forordning om brugen af vin og øl ved bryllupper stammede fra 1621, og det understreger den store forskel mellem borgerne. Efter denne måtte borgmestre, rådmænd og købmænd, som gav mere end 2 mark i årlig skat, udskænke 2 ammer rhinskvin og ellers kun dansk øl. Men hvis der var adelige eller andre fornemme gæster med til festen, så der nødvendigvis kræves mere vin, kunne tilladelse gives ved henvendelse til magistraten. De gode adelsmænd, der selv havde lavet forordningen ville ikke risikere at komme tørstige hjem fra en borgerlig fest.
Borgere, der kun gav 1 mark i skat, måtte skænke 1 amme rhinskvin og i øvrigt kun dansk øl. Gemene borgere og håndværksfolk som gav mindre end 1 mark, måtte kun udskænke øl og aldeles ikke vin. De måtte heller ikke drikke brændevin eller anden stærk drik.
Fremstilling af øl
Under Christian den Fjerde var 117 bryggergårde i Hovedstaden, men det første bryggerlav oprettedes allerede i 1525.
I 1687 befandt der sig ikke mindre end 140 bryggerier. I 1800 var dette antal reduceret til 100. Og det kom rigtig fart i produktionen, da brygger J.V. Jacobsen tog fat. Hans øl var undergæret og langtidslagret, inspireret af den bayerske tradition. Carlsberg blev forbilledet for de mindre bryggerier
Det at fremstille en god øl er en kompliceret affære. Man siger faktisk, at dette er sværere end at fremstille en god vin.
Råmaterialet til ølbrygning var byg, som blev fugtet og lagt til spiring. Spirerne forvandlede bygkornene til malt, som derefter blev tørret og knust. Ved selve brygningen hældtes kogende vand over malten, som derved blev til mæske. Når bundfald og urenheder blev siet fra, fik man urten. Denne urt blev stillet til gæring i store kar.
Øllet dengang var ikke særlig holdbart. Det blev surt efter kort tids opbevaring. Mjød blev brygget på bihonning. Men forbruget af honning satte sine grænser
for, hvor meget man kunne brygge.
Også masser af vin
Der blev også drukket en del vin i København i middelalderen. De mest kendte vine var Malvaiser og Rommeni. Men man kendte også Rhinskvin, der ligesom Gubin – vinen kom fra Tyskland. Fra Gascoigne i Frankrig kom Garskanier.
En prisliste fra 1536
Men hvad kostede det egentlig dengang. Henrik Smith har i en årbog beskrevet belejringen i 1534 – 36, men samtid har han også noteret priserne.
Men de ældste værtshuse var de såkaldte gildes – og lavshuse, hvor håndværkere og andre næringsdrivene kunne diskutere verdenssituationen over en kande øl.
Vin skulle godkendes
I Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 blev det tilladt borgmestre og rådmænd at have en stadskælder. Her måtte der sælges tysk og andet fremmed øl
for muligt køb. Øl måtte sælges ud af huset, men kun i kander.
I Stadsretten omtales en vinmand. Her står nævnt, at han ikke måtte tappe vin, før den var set. Og det betød, at den skulle godkendes af fogeden, borgmestrene og rådmændene. Disse fik så nogle kander, som tak for deres ulejlighed.
Kort levetid for flot værtshus
Ved det nye Tøjhus – kompleks omkring Børsen og Nybørs blev der i 1648 – 49 opført en række bygninger. Heriblandt var et Boldhus og Værtshus med værelser for boldmesteren og rum, hvor fremmede Folk og Passagiers Bekvemmelig kunne logere.
For at lette opførelsen fik ejeren frihed for al borgerlig Tynge. Samtidig fik han en årlig toldfrihed på
Og vi har faktisk fundet en beskrivelse af stedet. En person, der hed J.L. Wolf sagde følgende:
Værtshuset var dog kun i brug et par år, da det i 1659 kom i kongens besiddelse, og blev bopæl for Hofmarskal Johan Christoffer v. Kørbitz. Kælderen fik lov til at bestå, og blev indrettet til opholdssted for svenske fangere.
Nørre Paradis
Allerede i 1653 nævnes Nørre Paradis. Det lå omkring Frederiksborggade 9 og 11. Antagelig skiftede stedet ejer i 1717. Da blev stedet nævnt som Mikkel Thomsen i kjælderen paa Paradis.
Mange traktørsteder
Traktørsteder dukkede op på Vodrufgaard, Ladegaarden, Ravnsborg, samt boldspil, keglebaner og skydebaner. Kongens Fiskehus ved Aggersborg Sø blev et tilløbsstykke for det bedre borgerskab. Det blev indrettet i 1679 af Jacob von Thybo.
Hos Gabriel Baumands nu Vesterbrogade 37 blev der også indrettet en skydebane. Ved Tagens Hus ude på Nørrebro. Og også Statsz’s Have mellem Sølvgade og Klerkegade blev indrettet med skydebane.
I Store Kongensgade 77 lå Mester Daniels Have.
Toldboden
Et meget yndet traktørsted var i begyndelsen af Christian den Femtes tid, Vinhuset på Toldboden. Her kunne man nyde udsigten over havnen og kongens skibe. Der lå bag Søndre Toldbod mellem denne og Amaliegade endnu et vinhus, Toldbod Vinhus, indtil Frilager bygningen blev opført i 1880.
Lige overfor fik en gammel toldbetjent J.S. Brok i 1699 tilladelse til et udskænkningssted. Dog måtte han kun sælge øl og dansk brændevin.
Stigende brændevinsforbrug bekymrede ikke
I 1698 fandtes der ikke mindre end 245 brændevinsbrændere i staden. Udsalg af dansk brændevin foregik fra små huse og kældre. Magistraten fandt ikke, at det stigende brændevinsforbrug var skadeligt, for man hjalp jo bønderne til at komme af med deres korn. Ligeledes skabte det erhverv og omsætning i staden.
Den finere del af befolkningen søgte mod vinhusene. I begyndelsen af 1700 tallet kunne borgerskabet byde på både rød – og hvidvin, samt bedre franske vine, selv om det kostede.
Kendskab til rejsende
Ifølge forordningen af 2. august 1712 skulle politiet have kendskab til, hvilke rejsende, der ankom til byen. Senere – den 9. april 1723 fremkom Kancelliet
med det besynderlige pålæg, at give Politimester Ratechen pålæg om, at føre tilsyn
Om fornødent måtte politimesteren og hans folk selv rundt på værtshuse, herberger og andre listige steder og spørge om navn, stand og ærinde. Havde man mistanke om, at der var spioner imellem stadens besøgende, skulle man straks personlig meddele dette til kongen selv, Storkansleren og Gehejme – konsiliet.
Gæstespil og maskerade
Der blev givet tilladelse til at især tyske gæstespil blev tilladt på nogle af værtshusene. På det østlige hjørne af Klosterstræde og Skindergade
lå Bryggernes lavshus. Her optrådte tyske skuespillere i 1707. Også maskerader blev populære.
En kontrakt på fransk
Jørgen Jørgens enke havde overtaget havde overtaget et værtshus i Højbrostræde. Det var oprettet 1687 til modtagelse af rejsende Kavalerer og andre
fornemme Folk. Det blev solgt til Mathieu Toyon som stammede fra Holland. Han havde i 14 år været i tjeneste hos Hertugen af Würtenberg, der var dansk general, og siden i 4 år hos Gehejmraad Wibe.
Den 17. juli 1722 fik Toyon:
Etatsråd Wernicke, der havde været ansat ved Gesandtskabet i Paris lavede en kontrakt med den nye restauratør. Denne skulle forpligtige sig til hver dag til middag at servere:
Kontrakten var selvfølgelig som den hør og bør, udfærdiget på fransk.
Studenterne foretrak Blasen
I 1722 søgte studenterne til Blasen (Nørregade 1) mens borgerskabet søgte mod Baccharac, der lå på hjørnet af Klædeboderne og Nørregade. Fra dette år ved vi, at der var 28 vinhandlere i staden. Mange af disse havde værtshus ved siden af deres vinhandel.
Blasen var også vinhandel. Den \”blev sprængt\” i luften under ildebranden i 1728.
Betal kontant
Kongen blandede sig i mange ting. Han udsendte en erklæring om, at alle skulle betale kontant, når de besøgte Vin – og værtshuse. Såfremt der var nogen, der var uenige med værten i, at der skulle betales kontant og som hævn forsøgte, at ødelægge stedet, ja så skulle vedkommende omgående arresteres.
Letlevende kvindfolk
I Mikkel Bryggersgade nr. 8 lå Emanuel Nordels berygtede beværtning. Nu var det nærmest konen, Anne Pollman, der styrede stedet. Hun blev også kaldt Anne Hattemager. Den 20. juli 1725 blev hun dømt til Kagestrygning, ligesom hendes mand blev udvist af landet. Dommen blev senere stadfæstet af Højesteret.
Anne Hattemager blev tilmed pisket på Nytorv med 9 Svøber. Hun flyttede senere til Sverige. Ak ja, Anne var en af byens letfærdige Kvindfolk.
Må ikke spille om natten
En masse the-huse opstod rundt omkring. Mange af disse blev senere omdannet til kaffehuse. Men selv om de ikke i skattelisterne, var der små kaffehuse rundt omkring. Det var sikkert enker, hvis mænd var i kongens tjeneste.
En af disse var Bill eller Biehl, Fortunstræde 3. Her kom de fine. I 1724 blev stedet dømt til at betale 10 Rd. til Frelsens Kirke, fordi en officer havde spillet på
stedet om natten.
Kildedal – ikke for unge piger
Nord på var Kildendal (Kildedal) det store trækplaster. Fra 1725 var stedet det store trækplaster. Og det helt store søgning var det til Sankt Hans. Egentlig hed det Lille Vartov. Man anbefalede sig med mad, vin og frisk luft. Her var som regel også kapskydning. Og så hjalp det også at den nærliggende kilde, blev betragtet som at være helbredende.
Men der blev hvis drukken mere brændevin end kildevand på stedet. I teltene blev der danset, men tonen var lidt for skrap for det bedre borgerskab. Fædrene turde ikke lade deres døtre drage alene ud til stedet. Det var da også ofte ballade på stedet.
Ud af vagten – kl. 10
I Dybensgade 24 eller 26 på hjørnet af Admiralgade boede i 1725 Temand Hans Brockmand, der i øvrigt var admiralitetsbud. Her fandt politibetjente den 26. februar kl. halv 11 7 personer i Nattesæde i Skjænkestuen bag i huset siddende ved øl og tobak.
Gæsterne skulle have været \”ude af vagten\” klokken ti. Gæsterne måtte bøde 2 Rd. hver.
Masser af værtshuse i 1725
I Fortunstræde lå Gæstgivergården Fortunen. Disse gæstgivergårde søgtes af fornemme rejsende., især udlændinge. I Vestergade lå også en meget søgt gæstgivergård Tre Hjorter. (12) I den billigere ende i Vestergade lå Vinkanden (20). Her kunne man overnatte for 2 Skilling.
Når vi nu er ved Vestergade, ja så bør vi nævne Sæland (2), Rosen (4), Garvergaarden (10), Skibet (16), Gardegaarden (18), Farvergaarden (22), Prinsen (30).
I Studiestræde lå Hvide Svane (19), Tre Roser (18), Hvide Lam (32).
På Nørregade, Forgyldte Nøgle (5), Holland (27), Tre Ruller (43).
På Halmtorvet, Knapsteds Gaard (59), Lille Norske Løve (61).
Og ved Vestervold, Hvide Hane (25).
Ved Vestervold i nummer 7 boede også en del øltappere. De drev et sted, der hed Gyldenlund.
På Halmtorvet (53 – 55) dengang Vestervold huserede øltapper Jakob Tøgersen.
Flere muligheder
Over for Holmens Kirke lå Nummer fire. Her lå tidligere en gæstgivergård, der blev ejet af Anne Pedersdatter. Her kom især nordmænd. Og værtinden
var gift tredje gang. Hun var især kendt for at give kredit og penge til velgørende formål.
I 1727 nævnes der om et musik-arrangement på Stadt Hamburg i Skindergade. Samme år var der en koncert i Mads Koldings Gård i Vimmelskaftet også kaldet Den Hvide Gård.
Afslag på ansøgning
Samme år blev Johan Sohl forpagter af Raadhusets Vinkjelder. Broderen, Jørgen havde arvet Vinhus Dyrkjøb, Klædeboderne 36. Han var Kommerceråd. Efter Etatsråd Weyses død, søgte han dennes stilling med en ansøgning med et digt:
– Han fik ansøgningen retur med følgende påtegning:
Den stakkels Stadsmusikant
Byen havde en Stadsmusikant, der sammen med sine svende havde eneret til at spille for betaling ved borgerlige fester. Men uha, allerede dengang fandtes der mange fuskere, der uden autorisation spillede til fester. Stadsmusikanten klagede til Magistraten, og fortalte, at der fandtes over 100 fuskere.
I 1728 fik Stadsmusikanten Andreas Berg nogle meget fordelagtige privilegier. De gik ud på, at dem der ville have musik til fester, kunne akkordere med ham om hans Betaling. Hvis de ikke tog imod dette tilbud, skulle de dog alligevel betale.
Af en politiretsdom af 5. juli 1712, blev en øltapper idømt en bøde af 10 Rd. fordi han med sit Kompagni havde spillet ved 2 borgerbryllupper, den ene i Paradis
ved Vesterport. Det andet hos en tobaksspinder på Vestergade, hvorved han var gaaet ind i Stadsmusikanternes Næring.
Men Stadsmusikanten fik dog konkurrence. For i Det Ny Teater i Grønnegade tilbød man maskerader. Og arbejdsløse skuespillere tilbød også musik.
Nu gik man faktisk også lidt videre. For politimesteren udsendte en proklamation, at hasardspil ikke var tilladt. Dette foregik både på værtshuse og i det omtalte teater.
Mange klager
I en Politiplakat fra 16. oktober 1727 er det forbudt værterne at tilstede underofficerer, soldater, matroser eller deslige at spille kort eller terninger, langt
mindre at være i kompagni med dem i noget spil.
En anden klage gik på, at der udskænkes øl – og brændevin, mens der er gudstjeneste., på søn – og helligdage samt sent om natten. Ofte så man endog militære personer meget berusede sovende ved bordene. Militære personer måtte ikke befinde sig ude i byen efter tappenstreg, så vægterne fik travlt med at jage disse militære personer. Ak ja. Således forlyder det at i 1725 havde
I Mester Daniels Have i Store Kongensgade dyrkede man også keglespil. Dette foregik også i Martin Zuslags Have, der antagelig lå i Gothersgade.
Må ikke spille i kirketiden
På Blegdamsvej omtales i 1724 en Daniel Pedri, der havde et katuntrykkeri, hvor der i baglokalet blev spillet billard. En Theskjænker Oluf Nielsen, ved Stranden blev idømt en bøde, fordi der blev spillet billard i kirketiden.
Hjælp til unge piger
Magistraten fik den 14. juli 1728 en kongelig befaling angående:
Man udvalgte såkaldte ærlige mænd, hvor kvinder, der kom til hovedstaden skulle melde sig. Disse mænd skulle så tages i ed og forsynes med et skilt på deres ejendom. De skulle påse at pigerne ikke kom i fordærv.
Der skulle også påses at ingen soldat eller matros havde tjenestepiger eller logerende ledige kvindfolk. De, der holdt værtshus, måtte ikke holde flere tjenestepiger end det var nødvendigt.
Det skulle også forbydes borgere at bortleje hus eller kælder til matroser, soldater eller underofficerer, der ville bruge denne til værtshus. På de omtalte skilte stod følgende:
I Landemærket lå indtil 1807 et sted der blev kaldt Avlsgaarden eller Helsingør. Den havde navn efter byens gamle avlsgård i Springgade, der blev afhændet i Christian den Femtes tid.
Besøg hos Peter Larsen
Hos Peter Larsen i Pilestræde 28, var der altid liv. Han påbegyndte sin virksomhed mellem 1741 og 1743. I alt 50 år fortsatte han sin virksomhed.
Efter dagens møje og besvær samledes man hos ham og diskuterede den politiske situation. Rummet var nøje delt ind efter rang. Svende og lærlinge blev anbragt nederst i lokalet ved døren.
Øverst i lokalet, nærmest i en krog stod et bord, hvor de fornemme af borgerne samledes. Det var købmænd og bryggere. De kunne aldrig nedlade sig til at snakke med folk ved det næste bord. For her sad håndværksmestre, bundtmagere, børstenbindere, hattemagere og Knivsmede (klejnsmede). Her blev verdenssituationen diskuteret ret livligt.
I det 18. århundrede begyndte landliggerlivet. Gyldenlund, Frederiksdal og Jægersborg var yndede udflugtsmål.
Utugt og forbrydelser
Selv under Pietismen var moralen hos københavnerne ikke blevet bedre. Det hed sig, at tjenere og tjenestepiger gik til dans og Lystighed om natten
og blive i byen til den lyse morgen. Folk drak og embedsmænd viste sig fulde på gaden midt om dagen.
Byen var fuld af
Ja der udspandt sig et lystigt liv. Hør bare her:
Værtshuset Vester Paradis på hjørnet af Vestergade og Vestervold havde ikke det bedste ry. Her foregik mange ulovligheder og utugt.
De stakkels svende
Det daglige liv blev præget af de forskellige lav. Særlig når de holdt deres fester var der liv og glade dage. Hele byen var med. Der var fest og ballade. Men denne tradition blev forbudt i 1780. Grunden var at dette medførte gadeuorden og satte svendene i håbløs gæld.
Nye tiltag
I 1788 opstod der en ny ting i staden. Det var de såkaldte schweizerkonditorier. Det første åbnede i Østergade. Senere flyttede det over på Kongens Nytorv.
Der blev serveret bagværk, likører, punch og chokolade. Fra 1800 fulgte der mange flere.
Noble hoteller
Byen havde fået nogle noble hoteller. På Kongens Nytorv lå Hotel d’ Angleterre, indrettet 1795 i den tidligere Gramske Gaard. Og Hotel du Nord, indrettet 1796 i det tidligere Holsteinske Palæ.
Ved stranden lå Hotel Royal, og på Halmtorvet lige inden for Vesterport, den anselige gæstgivergård Knapstedsgaard. Endelig fandtes der i Vestergade, i Nyhavn og på Nørregade jævne gæstgiversteder. Alle disse steder var først og fremmest beregnet for de tilrejsende gæster. Men overalt i byen, navnlig i de små stræder lå en mængde små ølstuer.
De såkaldte Gullaschmillionærer tog på skovture, hvor det gik i Sus og Dus med Stege, Kager, Punch og Champagne til næste Morgengry.
Ildvandets virkning
Retsmøderne startede allerede klokken 7 om morgenen. Så var man sikker på, at folk var nogenlunde ædru. Mange mente at brændevinens indvirkning på københavneren mindede om Ildvandets virkning på Grønlands og Amerikas naturbefolkning.
Forfatterens ædruelighedsprøve
I 1875 var nogle af de besøgte etablissementer, Juels Stue i Sværtegade og Lunds Kjælder på hjørnet af Store Kjøbmagergade og Skindergade.
Ja, Oehlenschläger fik så mangen en punch i Dreyers Klub i Læderstræde. En gang blev han anklaget for at være fuld. Men dette ville den berømte forfatter modbevise. Så godt støttet af en lygtepæl lige over for, holdt han en tale, der skulle modbevise at punchen var steget ham til hovedet. En vægter, der blandede sig blev ramt af Oehlenschlägers vilde fagter.
Disse vægtere havde det ikke let, når fulde søfolk bevægede sig gennem byen ved nattetid. De flyttede rundt på de handlendes skilte, råbte brand i utide og stjal vægternes morgenstjerne.
Når skuespillerne fra Teateret skulle ud, ja så bestilte de hvid Portvin, original aftapning. Det skete hos Spendrup i Vingårdsstræde, Hagens Vinkjelder i Gothersgade eller Kieler – Omslag, som man kaldte Agent Kielers Vinstue i Laxegade.
Beskidte Knejper
En masse beskidte knejper og elendige logihuse som Pjaltenborg opstod i Indre By. Fattigdom prægede arbejderbefolkningen og en masse gik til grunde i drikkeri. Nogle af lånekontorerne bidrog til fattigdommen. De iværksatte en yderst brutal plyndringspolitik.
Arbejderne måtte nøjes med De Fattiges Dyrehave på Østerbro.
Ølhaller
Men der var nok af forlystelser for de andre. Ruten gik ud ad Vesterport, ad Frederiksberg Allé, hvor Aleenberg og Sommerlyst (efter 1856) lå.Bajersk øl gik sin sejrsgang i 1850erne i de såkaldte øl-haller.
Og sådan kunne vi have blevet ved med at fortælle. Men kære læsere I må vente til, jeg fortæller om de forskellige lav og erhverv i København. Her vil vi komme ind på Bryggeriernes vilkår. Og måske kommer der en fortsættelse af Gamle Værtshuse i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 26, 2009
De Kongerigske Enklaver i Sønderjylland er skyld i at ikke mange kort over landsdelen fra før 1864 er korrekte. Der opstod helt groteske situationer for befolkningen. Midt i Hertugdømmet lå flere klatter, der tilhørte. Adelsmænd og grever heriblandt den mægtige Limbek – slægt drev omfattende sørøveri i de sydlige farvande.
Sønderjyllands historie er vanskelig. For midt i det hele lå nogle såkaldte gamle kongerigske enklaver. Hvad var dette for noget?
Grever havde arveretten
Abel – slægten sad som hertuger i Sønderjylland/Slesvig, men slægten uddøde i 1376. Den danske konge kunne så have indløst lenet, og gjort Sønderjylland
til en rigtig del af Danmark. Men i mellemtiden havde holstenske stormænd købt godser i landsdelen. De var ikke interesseret i at have flere fyrster over sig.
De holstenske grever, hvoraf mange i familie med Abel -slægten mente at have ret til at arve hertugdømmet.
Aftale med dronningen
Margrethe den Første var ikke interesseret i, at komme i konflikt med greverne, og lovede dem i 1386 Sønderjylland/Slesvig til evig arv og eje, hvis de ville holde sig i ro i Magrethes konflikt med de tyske hansestæder.
Men nogle områder i Sønderjylland var blevet indløst. De hørte under den danske trone og bispestolen i Ribe. De blev skilt ud som særlige kongerigske enklaver og fungerede som sådan indtil 1864. De stod direkte under den danske konge, og fulgte den danske lovgivning.
Erik af Pommern tabte
Da Margrethe døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord i 1412, fungerede hendes søster – datter – søn Erik af Pommern alene som dansk konge.
Han forsøgte at generobre hele Sønderjylland/Slesvig og de områder som de holstenske grever kontrollerede. Men Erik af Pommern tabte til holstenerne ved Flensborg i 1431 – og dermed blev Flensborg en tysk styret by indtil 1851 og igen efter 1864.
Havde han dog bare vundet slaget, havde hverdagen været betydelig lettere for jurister, embedsmænd, skoleelever, korttegnere og amatør – historikere. Sikkert også for slægtsforskere. Ikke mange kort af Sønderjylland før 1864 er korrekte. Men det har også været en komplet umulig opgave, at fremstille et helt korrekt kort over landsdelen.
En særstilling
Ved fredsafslutningen i Wien den 30. oktober 1864, afstod Danmark alle rettigheder i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Østrig og Preussen.
Men der var nogle områder, der indtog en særstilling. Det drejede sig om de såkaldte Kongerigske Enklaver. Det var de spredte områder, der i hen ved 400 år havde tilhørt kogeriget. Men også disse områder blev afstået sammen med Hertugdommerne
Kongeå grænsen kom til at danne den nye grænse, med nogle få undtagelser.
Det blandede distrikt
Enklaverne som blev kaldt Det blandede Distrikt.. Og det tør sandelig antydes. Det var svært at sætte en afgrænsning på dette Distrikt. Enklaverne omfattede øen Amrum, den vestlige del af Föhr og den nordlige del af Sild. Hertil kom Mandø samt den sydlige del af Rømø.
Rømø var godt blandet
Men for Rømøs vedkommende var det dog ret indviklet. Ikke hele den sydlige del tilhørte kongeriget, og der lå også enkelte områder i nord.
I Nørre Tvismark tilhørte 2 gårde og 5 huse kongeriget, mens 1 gård og 5 huse var slesvigske. I Juvre tilhørte 7 gårde og 1 hus kongeriget, mens 5 gårde og 4 huse var slesvigske. Sådan var det også i andre egne af det nordlige Rømø.
Kigger man i Trap fra 1864 kan man se, at Schackenborg også ejede ejendomme i Højer og Sejerslev. Det må sandelig have været en kompliceret affære.
Riberhus Birk
Et af de væsentlige områder, der tilhørte kongeriget var Riberhus Birk, hvortil Mandø også hørte. Men her var Farup Sogn også delt. Det samme var tilfældet i Seem Sogn og i Vester Vedsted Sogn.
Spredte områder
Et nogenlunde sammenhængende område var store strækninger omkring Brede å, nemlig Lø Herred med Trøjborg samt Møgeltønder og Ballum Birk.
Hertil kom der så mange spredte småområder, der ofte kun omfattede enkelte gårde eller ubeboede parceller.
I Randerup Sogn udgjorde den slesvigske del således 2 gårde med 16 indbyggere i gården Randerup, mens den kongerigske del bestod af 12 gårde og huse med i alt 234 indbyggere.
I Visby Sogn var 39 gårde og 81 huse beliggende i den kongerigske del, mens den slesvigske del kun omfattede 2 huse i Gærup By.
I Rødding Sogn var der 1157 indbyggere i den slesvigske del, mens der var 60 i den kongerigske.
Disse eksempler viser, hvor uoverskuelige forholdene var.
Ribe By
Den ældste af de kongerigske enklaver er sandsynligvis Ribe By, der fra gammel tid udgjorde en enklave i hertugdømmet. Den blev ikke regnet til Sønderjylland efter Valdemars-tiden.
Muligvis er halvøen List allerede i 1292 sammen med Mandø blevet inddraget direkte under kronen, idet Erik Menved idet nævnte år tillod Ribe borgerne:
Dette tilsagn fornys flere gange, således af Christian den Første i 1455.
En mægtig slægt
I det 14. århundrede spiller en mægtig slægt en væsentlig rolle ved fremkomsten af enklaverne. Det var Limbek- slægten. Den første af denne slægt, var Klaus
Limbek, en holstensk adelsmand, der var indvandret fra Holsten til Slesvig sammen med Grev Gert.
Som så mange andre af de indvandrede holstenske adelsmænd forstod Klaus Limbek, at skaffe godser mange steder. Ved sit giftermål fik han Tørning Slot vest for Haderslev, og desuden havde han fået Kalø Slot i pant. Ved siden af skaffede han sig indflydelse på de frisiske øer.
Det var ved fredsslutningen mellem Kristoffer den Anden og Grev Gert i 1332, at slægten Limbek pludselig dukkede op i Sønderjylland og på de frisiske øer. I 1343 indløste Valdemar Atterdag de frisiske herreder, der ikke hørte til hertugdømmet. De stod direkte under Kronen. Sandsynligvis har Valdemar Atterdag
pantsat Klavs Limbek øerne Mandø, Rømø, Sild, Föhr og Amrum. Familien anlagde flere borge på øerne.
Store godser
Klaus Limbek blev en mægtig mand, snart var han med kongen, snart var han imod.
I 1343 blev han Høvedsmand på Sjælland og 1344 Drost. Denne stilling genvandt han både i 1365 og 1366. Han var i besiddelse af en mængde godser rundt i landet, blandt andet Kalø. Desuden havde han Tørning, Møgeltønder, Gram og Hverringe på Hindsholm.
Møgeltønder, som tilhørte Bispestolen i Ribe, havde Hertug Valdemar været nødt til at opgive sin hertugelige ret til, hvilket var begyndelsen til, at områderne senere kom under den danske krone. Klaus Limbek var desuden en tid befalingsmand på Riberhus Slot, og i 1362 blev han af den danske konge forlenet med Vesterland – Föhr.
At det ikke blev hele Föhr skyldes Erik Rind, der var indehaver af borgen Borgsum. I 1372 døde Klaus Limbek.
Herre på Trøjborg
Hertug Valdemar havde haft økonomiske vanskeligheder og havde pantsat en del jord. En del af dette, havde han igen erhvervet. Men han kom atter i vanskeligheder og måtte igen pantsætte. Således fik et andet medlem af Limbek – slægten, Johan i 1344 overdraget Lundtofte Herred syd for Aabenraa. I 1348 fik han Rømø med Visby Sogn og Sølsted i pant. Johan Limbek var desuden herre på Trøjborg.
Henneke Limbek
I sine sidste år var Klavs Limbek modstander af Valdemar Atterdag, og var en af de førende, da jyske adelsmænd gjorde oprør mod kongen.
Hans søn Henneke, var ved faderens død også imod kongen. Han ejede det vigtige Tørning Slot, som kongen forsøgte at indtage i 1372, mens Gram Slot
faldt for kongens angreb.
Nogen tid efter Valdemar Atterdags død sluttede Henneke sig til Dronning Margrethe, hvilket kostede ham Tønder Slot. Som han havde haft sammen med de holstenske grever. Ganske vist havde Valdemar Atterdag i sine sidste leveår skaffet dette slot ind under den danske krone. Men de holstenske grever viste atter deres magt, og fik Tønder tilbage.
Henneke Limbek forøgede sit sønderjyske gods stærkt. Efterhånden ejede han Tørning, Møgeltønder, Gram, Trøjborg, Skinkelborg og Tvedgaard. I 1378 blev han befalingsmand på Riberhus og blev det senere på Varde Slot.
Henneke Limbek faldt ved et slag i Ditmarsken i 1404. Hans søn Klaus Limbek blev en af landets rigeste mænd. Han havde et mægtigt område i pantbesiddelse. Han havde et område, ser nåede fra Haderslev op til Skodborg og som strakte sig helt over til vestkysten og ned mod Sild og Föhr. Desuden besad han gården Børløs øst for Haderslev og Skinkelborg samt Møgeltønder og Trøjborg med Lø Herred, ligesom han også havde Salling Herred i det sydlige Fyn.
Den sidste herre
Klaus Limbek (den anden)var den sidste stormand fra den berømte slægt, og det var fra ham, at Dronning Margrethe erhvervede de områder, der senere skulle gå hen og blive De Kongerigske Enklaver.
Klavs blev under en fejde mod den hertugelige Drost, Erik Krummedige taget til fange og måtte sælge betydelige dele af sit gods for at skaffe løsepenge. Dronning Margrethe var i disse år begyndt at skaffe sig indflydelse i Sønderjylland.
Grev Gerhard, der i 1386 var blevet anerkendt som Hertug af Sønderjylland. Han var faldet i 1404 i Ditmarsken.
Enkehertuginden i pengenød
Enkehertuginden var i pengenød og havde søgt støtte hos Dronning Margrethe. Og hun benyttede lejligheden til at få store områder under sig. Områderne
gav hun som len eller pant til kirken eller adelsmænd, som hun så knyttede nærmere til sig.
Der findes et dokument fra den 24. marts 1411. Heri kan man læse, at der er indgået et forlig mellem kong Erik og hertuginde Elisabeth af Slesvig samt Grev Henrik af Holsten, hvorved kongen tilstedes at beholde
Dronning Margrethe fik ved denne lejlighed også Slogs herred, Højer herred med Kjær herred m.m.
En dronning på indkøb
I 1407 købte hun af Klaus Limbek, Trøjborg Slot med Lø Herred og overlod det til Bispestolen i Ribe sammen med Vesterland – Föhr, Amrum, List, Syd Rømø
og Mandø. Muligvis er det først fra det tidspunkt, at adskillelsen af den nordlige og den sydlige del af Rømø stammer.
Noget tyder på, at Klaus Limbek har haft hele øen, men kun solgte den sydlige del til Dronningen.
I overdragelsen til John Limbek i 1348 anvendes udtrykket Terra Riim, hvilket sikkert skal forstås som hele øen. Men i 1468 gav Christian den Første, Ribe Bispestol birkeret over et antal birker deriblandt Møgeltønder, Rømø, Lustrup, Ballum.
Kalø
Limbek – slægten ejede på et tidspunkt også på et tidspunkt den mægtige borg på Kalø. Den ældste borg var bygget af kong Erik Menved i 1313 som tvangsborg.
Et bondeoprør havde bredt sig i protest mod kongens mange krige og tunge skatter. For at straffe disse oprører lod kongen opføre fire jyske tvangsborge.
Erik Menved døde inden borgen var fuldstændig udbygget. Hans efterfølger, broderen Christoffer den Anden havde mistet sin position over for herremændene
og måtte underskrive en håndfæstning. Heri forpligtede han sig til at nedrive de fire jyske tvangsborge. Om det faktisk skete for Kalø, kan ikke siges med sikkerhed.
Under Christoffer den Anden blev kronens økonomi så sårlig, at store dele af landet, herunder Kalø pantsat. Således blev Kalø pantsat til grev Gerhard af Holsten, også kaldet Den kullede Greve, som pantsatte borgen videre til Limbek.
Lovforvirring
Allerede Dronning Margrethe havde lagt enklaverne ind under Viborg Landsting. Danske Lov blev indført i enklaverne, som i den øvrige del af kongeriget
i 1683. I store dele af det slesvigske område brugte man stadig Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1243. Men også toldbestemmelserne var anderledes i enklaverne.
Brink Borgen ved Randerup
Ved landsbyen Randerup lige over for den nuværende Brink Møllegård lå i middelalderen en stor borg. Den tilhørte bispen i Ribe. Første gang man hørte om borgen var i 1379, hvor Herrike Støt, foged på Brink bevidner, at Trøjborgs ridder Henneke Limbæk skyldte Løgum Kloster penge. Men det mest bemærkelsesværdige er, at der eksisterer et regnskab, der kan dateres til 1388 – 89. Den er skrevet, da Kristian Jacobsen var foged på borgen, under biskoppen Johan Mikkelsøn.
Regnskabet nævner ikke noget om, hvornår borgen var opført. Men allerede i 1200 tallet ejede Ribe bispestol omfattende gods i Ballum Sogn og nabosognene.
Borgen holdt op med at eksistere i 1562. På det tidspunkt overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege, gården til Ribes lensmand. Herefter forpagtede 48 bønder i Ballum Sogn jorden. Og bygningerne blev revet ned. Undersøgelser viser dog, at de ikke blev revet ned på en gang.
På borgen/gården befandt der sig en væbnet styrke på 12 personer. Ligeledes bestod personalet af yderligere 12 personer. Dertil kom fogeden og hans kone. Flere af gårdens ansatte har også haft kone og børn med, så måske befandt der sig et sted mellem 40 og 50 personer på stedet.
Regnskabet viser også tydelig, hvad der blev fortæret. Man kunne tydelig se, når biskoppen var på besøg, og når der de 40 dage før påske ikke blev spist får, lam eller grise. Til gengæld steg forbruget af sild 8 gange normalen. I fasten spiste man en hel tønde sild om ugen.
Borgen var befæstet og rundt om den har man fundet rester af en voldgrav. Borgen bestod af flere bygninger og var på mindst to etager. På stedet er der fundet rester af glaserede kandeskår og importeret keramik fra Nordfrankrig, som kunne antyde, at vi skal tilbage til i hvert fald omkring 1300 eller måske 2. halvdel
af 1200 tallet.
Enklaverne efter 1536
Under reformationen i 1536 blev enklaverne lagt direkte under kronen. Den nye lens-adel opstod ved enevældens indførelse i 1660. Og Møgeltønder blev overladt til feltherre Hans Schack. Efter hans død i 1676 opstod grevskabet Schackenborg. Dette grevskab blev ret betydelig, idet det omfattede sognene Møgeltønder, Daler, Ballum en tredjedel af Emmerlev Sogn, den sydlige del af Rømø, samt list, Vesterland – Föhr og Amrum.
De andre enklaver har også deres helt egen historie, men dem kan vi komme tilbage til senere.
Den største af fastlandsenklaverne lå omkring Brede-åens nedre løb, samt den sydlige del af Rømø og List. Disse enklaver var beliggende omkring det dybe Lister Dyb, Det var det bedst egnede sted fra det åbne hav til kysten.
Enklaverne havde betydning for Ribe
Dengang havde enklaver betydning for handel og trafik. Ribe nåede sit højdepunkt som handelsplads omkring år 1400. Det er klart, at det var vigtigt for stormændene at få betydning her.
Grænsen mellem Ribe Stift og Slesvig Stift blev allerede fastlagt i det 11. århundrede. Ribe Stift kom til at gå mod sydøst helt ned til Hellevad Sogn. Den kom således til at omslutte den gamle Riber Vej, der forbandt Ribe med Slesvig.
En anden vej som bisperne også gerne ville kontrollere var den gamle betydelig vej mod syd, som går fra Ribe til en af Ribe Bispens ældste borge Møgeltønderhus.
Denne vej fulgte ikke den nuværende hoved vej. I et kort fra 1644 fremgår det, at den gamle vej fra Tønder mod Ribe førte mod vest over Gallehus og videre til Lindskov Mølle. Herfra drejede den mod nord over Østerby Hede, over Visby Hede for at nå vadestedet over Brede-å ved Brede.
Måske forklarer denne vejstrækning også tilstedeværelsen af den vigtige borg Trøjborg.
Told ved Lister Dyb
Ribe By fik også gavn af alle disse enklaver. I 1292 fik byen retten til Lister Dyb. Ved den slesvigske Vadehavs kyst var der efterhånden opstået vigtige handelspladser, således Tønning og den i 1362 forsvundne handelsby Rungholt. Men også Tønder var blevet en alvorlig konkurrent til Ribe. Særlig efter at Tønder i 1243 havde fået stadsret af hertug Abel, søgte Ribe at få magten over de vigtigste søveje.
Det gav også en indtægt til Ribe, da der i Lister Dyb i det 17. århundrede blev indført strømtold. I dette farvand. Det var i årene 1642 til 1643, og igen i 1681.
I Tønder beklagede man sig over denne told. Dette medførte forhandlinger mellem kongen og Hertugen af Gottorp. Først ved fredsafslutningen den 18. august 1700 blev det bestemt, at der ikke skulle svares told af varer, der skulle føres til og fra Tønder Amt.
Sørøveri
Mange af stormændene havde udrustede skibe, som var i stand til at udplyndre købmændenes skibe. Det var således skik og brug at de nordtyske adelsmænd plyndrede de rejsende købmænd.
Det var vigtigt at besidde jord ved de forskellige overfartssteder. Så kunne man drive pirateri og overfald. Særlig Klaus Limbek drev meget sørøveri mod Hansestæderne.
Svenskerne ville sælge Vadehavs – øerne
Karl den Tiende Gustav tilbød i 1658, mente at han i 1658 kunne tilkøbe sig englændernes forbundsskab ved at tilbyde dem Lister Dyb og de omkringliggende øer. Så stor handelsmæssig betydning havde området dengang.
Op – og nedture
Da Ribes handelsmæssige betydning faldt, svandt også enklavernes betydning. På et tidspunkt blev enklavernes stilling væsentlig dårligere end de egne af hertugdømmet, som omgav dem.
Da en interesse for en storhavn ved vestkysten pludselig meldte sig, ja så voksede interessen for enklaverne igen. Man talte også om Højer, List og Flensborg
som frihavn. Ja talen var også om Rudbøl.
Erstatning
Det område som Danmark fik som erstatning i 1864 for de afståede enklaver, var foruden Ærø og 8 sogne, der omfattede nogle egne ved Ribe, som for en stor del var enklaver i forvejen, nemlig Vester Vedsted, Seem, Farup og Hjortlund Sogne. Desuden den del af Vilslev Sogn, der lå syd for Kongeåen. Hertil kom det mest af Kalvsund Sogn og et lille stykke af Fole Sogn.
Efter det oprindelige udkast skulle den ny grænse løbe langs Kongeåen til Hjortlund Sogn og derfra videre mod Obbekær øst for Ribe. Dette blev dog ændret til Ribes fordel. Grænsen kom til at ligge lige øst for Villebøl Bro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 20. – 03. – 2022
Maj 26, 2009
DENNE ARTIKEL FINDER DU I EN ANDEN OG REDIGERET UDGAVE – SØG EFTER
Pludselig vendte den ene makrel den
anden vej, og så var de ikke lige store. De tre makreller indgår i
Aabenraa’ s byvåben, men var også indbegrebet på Skipper Thorvald.
De tysksindede brugte ofte en lidt særpræget udgave. Og så har man
fjernet en af byens vigtigste symboler på byvåbenet – nemlig humlen.
Dette er en historie, hvor de medvirkende
er en af fire fotografer og flere journalister fra Jyske Tidende, en
kørelærer fra Nørrebro, Aabenraa Museum, humle, mig selv, Thorvald,
mindst en tysksindet, en nødpengeseddel, tre makreller, en sønderjysk
kørelærer på Nørrebro og mange andre.
Skipper Thorvald på De Tre Makreller
/Havbunden
Jag var lige inde at kigge på en facebook
– side, hvor der stod, at man ikke rigtig er fra Aabenraa, hvis man
ikke havde skålet med Skipper Thorvald på De Tre Makreller.
Det var jo herligt at komme hos ham.
Det kunne nu også være pinligt. For hver gang, man kom med en ny \”gæst\”,
så lød det oppe fra Skippe Thorvald foran sit keyboard
– Nu har Uwe fundet en ny
Pinligt var det også, når han proklamerede
– Vi
har nu besøg af HK – formanden, der kun kan synge når han er fuld,
og det er han tit.
Eller til en byfest, hvor Thorvald spillede
til en slags Open air Koncert
på Madevej. Vi havde været lidt op at slås med Arbejdsgiverforeningen
i Aabenraa. Og Thorvald læser åbenbart også aviser. Pludselig hørte
man oppe fra Thorvald:
– Nu
er det ballede lige her foran mellem Uwe og Erik
Det blev ikke ballade. Erik Skifter Andersen
og mig fik et par hyggelige bajere sammen. De Tre Makreller under det,
der dengang hed Grand Hotel var en herlig del af mine 17 år i Aabenraa.
De Tre Makreller havde fremstillet en lille grå aflang sangbog. Meningen
var at man så skulle synge sammen med Thorvald. Den mest populære
sang var
– En
kort en lang, en trekant…
Byvåben fra Middelalderen
De tre makreller er Aabenraa’ s byvåben.
Den stammer tilbage fra middelalderen, men en ny version blev godkendt
i 1922. Man ser tre sølvmakreller i et blåt felt, derunder er der
bøgelinier af sølv. Se dette er det officielle våben. Men der findes
også et uofficielt, hvor den ene makrel fortryder og vender om. Men
det vender vi tilbage til.
De tre fisk symboliserer byens gamle
hovederhverv, fiskeriet. Våbenet understreger byens tilknytning til
havet. Andre byer som Tønder valgte et skib.
Under makrellerne ses en del bølgelinier.
I de ældste seglaftryk findes disse også, men ligner mere grene end
havets bølger. Seglet kendes fra 1421, men må være helt tilbage fra
1300tallet.
Det er muligt at disse grene symboliserer
byens omfattende humlearv omkring byen. Grenene er oprindelig humleranker.
Men humlen gled ud af våbenet efter genforeningen.
Nødpengeseddel
Og nødpengesedlerne fra
Aabenraa skulle selvfølgelig også have de tre makreller på. Man skulle
i Aabenraa udgive en 25 – og en 50 penning seddel. Derfor indhentede
man forslag fra tre stedlige kunstnere, Franziska Clausen, Nico Wöhlk
og Hans de Voss. Sidstnævntes forslag blev valgt og sedlerne blev
trykt i Hamborg. Motivet var forudbestemt og viser på \”dansk side\”
henholdsvis et panorama over byen og et motiv fra Vægterpladsen. På
de tyske sider vises på begge sedler byens våben med De Tre Makreller.
Ja selv Ringriderforeningen
bruger de tre makreller på deres Ringridervin.
En bog dukker op
Men så pludselig dukker en flot bog
op
– Aabenraa
Havn gennem 700 år
Aabenraa’ s befolkning spærrede øjnene
op. For hvad var nu det? På forsiden kunne man svagt se, at den ene
makrel vendte forkert. Det var Aabenraa Bogtrykkeri, der for skibsmæglerfirmaet
P.F. Cleemann, der i forbindelse med deres 100 års jubilæum udgav
denne bog.
En makrel vender forkert
På forsiden kunne man skimte et flag.
Inde på midten var en forkant, hvor de tre makreller var gengivet.
Men den midterste makrel har fortrudt og svømmer den forkerte vej.
En hårdt arbejdende redaktion
På \”Jyske Aabenraa\” sad min
gode ven og daværende redaktør Per Borgaard
og undrede sig sammen med resten af redaktionen
På Aabenraa Museum hang bag glas og
ramme det gamle Aabenraa flag, hvor den midterste makrel åbenbart har
mistet orienteringen.
Og på Jyske satte man medarbejderne
i gang med at undersøge sagen. Gad vide om det var Per
selv, Anker Elmholt eller Larsen – Ledet, der blev sendt på
Biblioteket.
Fotograferne blev også mobiliseret.
Det kunne have været den smukke Frk. Borgaard, Karin Riggelsen,
Smedegaard eller Ernst.
Sidstnævnte var en meget lun fætter.
På et tidspunkt var min mor sur over et foto i Jyske, som blev brugt
meget. Jeg klagede min nød, så Ernst tog lynhurtigt et nyt foto, men
det var efter et regnvejr. Resultatet blev endnu mere katastrofalt.
Sådan kunne, der fortælles mange historier om Ernst.
Og den gæve journalist Anker Elmholt
fortalte mig, at jeg ikke var god med en murerske. Det skete, da jeg
lagde grundstenen til HK – huset. Dette hus som på det skammeligste
misbruges til andre formål.
Anker
mente heller ikke kunne lave en avis for Initiativudvalget,
når jeg var formand for HK. Det skulle jeg overlade til professionelle.
De var gode på Jyskes redaktion. Men
tilbage til mysteriet om De tre Makreller.
Historieforfalskning
På biblioteket kunne Jyskes hårdt arbejde
medarbejdere ikke finde noget motiv, der egnede sig til avisreproduktion.
Derfor blev fotografen sendt til Aabenraa
Museum. Men ak – det omtalte flag var blegnet i tidens løb. Så resultatet
blev alt andet end godt.
For nu at læserne skulle få noget ud
af, avisens store indsats, fik fotografen fremstillet sit foto og brugte
en pen til at fremhæve makrellerne. Var det ikke historieforfalskning?
Nu kunne det tydelig ses, at den ene
makrel var på afveje.
Et tysk symbol
Det var især i landsdelens tyske tid,
man brugte våbnet med makrellen på afveje. Efter Genforeningen betragtede
man denne udgave som ren tysk.
Det fortælles om en meget kendt Aabenraa
– kvinde, der i tide og utide flagede med \”det tyske våben\”.
Ingen var i tvivl om hendes sindelag, og Dannebrog ville hun af gode
grunde ikke hejse.
Jeg mindes faktisk engang at have set
byvåbnet med den omvendte makrel på en gravsten på Aabenraa Kirkegård.
Makreller i forskellig størrelse
Og så kunne denne historie godt være
sluttet. Men en dag kom en sønderjyske kørelærer ind i butikken på
Nørrebro og afleverede et byvåben, der slet ikke ligner, dem jeg har
set gengivet. Kørelæreren har aner i Sønderborg og Aabenraa. Og dette
våben som var placeret på et flag i format A5 havde tilhørt familien
i Aabenraa.
I skrivende stund er jeg ikke klar over,
om det kan gengives her på siden.
På våbnet står noget i retning af:
–Openraa – nocctum – multntla
Det er ganske givet forkert. Bogstaverne
er svært at tolke.
Makrellerne er i forskellige størrelse
og svømmer alle samme vej. Skriften er på latin. Flaget med våbnet
sendes selvfølgelig til Aabenraa Museum.
Dette var historien om De Tre Makreller,
hvor de ene pludselig svømmede den anden vej, og hvor de pludselig
skiftede størrelse.
April 15, 2009
Bryllups – og begravelsestraditioner var specielle i Frøslev. En gammel østrigsk kanon var en del af bryllupstraditionen. Den mest berømte digter i området, Karsten Thomsen boede her. Selv om man talte dansk derhjemme var skolesproget tysk. En speciel styreform sørgede i mange år for alt det praktiske.
Tænk dengang var Frøslev, Sønderjyllands største landsby. Hele 33 gårde skulle der have været der. Nævner man ordet tænker man straks på Frøslev Grænse, og Frøslevlejren. De mere lokale tænker på Frøslevskrinet, Frøslev Polde og Frøslev Kro. Og nævner man kroen kommer man til at tænke på kroejeren og egnens største digter, Karsten Thomsen.
Er der journalister til stede?
Og på Frøslev Kro sad jeg for mange år siden sammen med min kone og hørte et fantastisk foredrag af Peter Brixtofte. Jeg havde lovet at tage referat. Det var partiet Venstre, der arrangerede. Egentlig havde jeg ikke noget med det parti at gøre, men min kone Hanne og mig kendte et ægtepar, der var medlem. Og da jeg dengang var sekretær i den lokale handelsforening, kunne jeg lige så godt tage referat. Men Peter Brixtofte kiggede skeptisk på mig,
Nej det var kun Uwe. Vi fik en god snak bagefter. Og min kone og ham havde fælles minder fra det københavnske. Jo, det er skam sket meget i Frøslev i tidens løb.
Mystik og Mytologi i Frøslev
Hvorfor hedder det Frøslev? Ifølge H.V. Clausens gamle Rejsehaandbogen, betyder det
Men andre menter at ordet har relation til den nordiske mytologi. Der knytter sig også en hvis overtro til stedet. Slottet på Elfingebjerg spøger hele tiden. Og ved Frøslev Polde skulle en rytter være omkommet (Se mere i artiklen Anekdoter fra Bov Sogn).
Her kan du også læse om den synske Anna og slaget om vejen.
Dansk i kirken
I Handeved var der ofte præster, der agiterede for tyskheden. Således også i 1636, hvor Christian den Sjette udnævnte Stefan Klotz til superintendent. Denne Klotz var for øvrigt skyld i, at Danmark i 1657 erklærede Sverige krig. Og da svenskerne kom, var Klotz den første, der flygtede.
Det var det tyske sprog, der var fremherskende i kirken. Men i 1851, kom der en medhjælper fra København, H.P. Beck. Han fortalte børnene under konfirmationsforberedelserne, at det var vigtigt, at man bevarede det danske og det sønderjyske sprog.
Mergling giver en rig far, men fattig søn
Enhver bonde i Frøslev måtte selv sørge for at sælge sine produkter. Sidst i firserne solgte man en del mælk til Flensborg. Først den 26. juli 1889 startede mejeriet i Frøslev. Jordene i Frøslev var af meget forskellig beskaffenhed. Man kendte ikke rigtig til brugen af kunstgødning dengang. Man vidste dog at mergling havde en gavnlig virkning. Men det er ikke uden grund at følgende ordsprog opstod dengang:
Tørv – en vigtig indtægtskilde
Frøslev – bønderne fik også solgt en del boghvede til spritfabrikkerne i Flensborg. De allerfleste livsfornødenheder producerede man dog selv, brød, øl, ost og smør. Linned og uldtøj blev lavet hjemme af egne produkter. Der blev holdt mange får, som havde masser af føde i Frøslev Sand. Mange bønder var tørvebønder. Man arbejdede fra 5 om morgen til kl. 29 om aftenen.
Tørvene blev opbevaret i lader om vinteren. De blev kørt til Flensborg, hvorfra tørvene blev solgt til teglværker. Landsbyens interesser blev varetaget af sognevalgte mænd. I fællesskab havde man en markmand, fårehyrde og nattevægter. Til at varetage fælles anliggender antog man to oldermænd, altid en ældre og en yngre.
By-forsamlinger
By-forsamlingerne blev afholdt i forsamlingshuset, senere på kroen. Et sprøjtehus blev indrettet, og det frivillige brandværn blev oprettet i 1886.
På sprøjtehuset sad i mange år et udhængsskab. Skulle man giftes, blev det proklameret i dette skab. Hvis nogle havde indvendinger mod dette giftemål, skulle man inden for 14 dage protestere mod det.
Bryllupper foregik om fredagen
Og bryllupper i Frøslev foregik næsten altid om fredagen. Bruden havde et halvt år i forvejen syet udstyr. Sengetøj og linned til et helt liv, dynebetræk og håndklæder og lagner i dusinvis skulle være klar inden brylluppet. Masser af særke, der gik ned til knæene hørte også med. Dødeskjorten til hende og hendes mand måtte ikke glemmes.
I brudgommens hjem blev der slagtet og bagt. Stuerne blev tømt for møbler, og lange borde og bænke som var lånt på kroen blev stillet op. By-svenden, en ung mand i nabolaget fik en lang liste med navne på dem, der skulle inviteres. Og så begav han sig rundt
En skaffer som regel smeden og to vin-skænker samt opvartningspiger blev inviteret. Så blev der også inviteret en brudesmykker og en brudgomsfører.
Brudgomsføreren kom med slør og hestevogn og kusk til brudeparrets tur til Handeved Kirke. Efter en salme viede præsten de unge. Det hele tog kun 15 minutter. Men som regel indfandt
brudeparret sig søndagen efter sammen med familien sig i kirken, hvor præsten bad for dem.
Salut for brudeparret
Når brudeparret nærmede sig Frøslev, blev de modtaget med salut af mange skud fra gårdene. Der blev skudt med gamle muskedonnere og jagtgeværer. I smedjen stod en lille kanon, der var glemt af østrigerne i 1864. Ud fra denne kom et ordentlig skud. Så kraftig at kanonen tog et par kolbøtter. Når brudeparrets skål blev drukket om aftenen var kanonen placeret ude foran vinduet. Og den blev så bragt til salutering.
Men denne tradition blev forbudt i 1898, da et køretøj med brudeparret kørte løbsk og vognen væltede på kropladsen. Bruden kom slemt til skade. Men kanonen blev nu alligevel brugt indtil 1914. Østrigerne havde fyldt den med jernstumper, og kunne skyde hele 200 meter.
Når brudeparret kom til brudgommens hjem, blev de modtaget med musik og lykønsket af gæsterne. Så kom vinskænkeren med to glas, når de kom ind i forstuen. Det var portvin, som kostede hele 75 pf. pr. flaske. Skafferen fik placeret brudeparret og gæsterne ved bordet efter familie, stand og alder. Et kaffebord med masser af tort og så kan det ellers være at mundtøjet gik.
I forrige århundrede fik mændene piberne stoppet. Omkring 1900 blev der serveret cigarer til 4 pf. Stykket. Efter at kaffen var drukket var der tid til at bese gaverne og udstyret. Blev brudeparret i Frøslev gik alle hen til det nye hjem. Bagefter drak man vin til maden og senere bollepunch og små sorte.
En død mand i Frøslev
Når en mand var død i Frøslev, gik to store drenge fra hus til hus og sagde omtrent følgende:
Til de nærmeste blev det sagt:
De vaskede så liget og klædte det i lig-skjorten og lagde det på frisk halm i sengen. De lagde det på skrå. Så kom snedkeren og tog mål til kisten, der blev lavet af 1 ¼ tommers u-høvlede brædder, som blev malet sort af kulstøv, der blev frasigtet smedekul hos smeden. Håndtag og skruer blev købt, og var forsølvet. Når kisten stod færdig, gik man til naboer og slægtninge og sagde:
Kvinderne hjalp med at lægge den afdøde i kisten og fik så kaffe med sukkertvebakker og gewürztvebakker (de var gennemskårne og med korender i).
Mandfolkene fik om aftenen to kaffepunche, og så tog de afsked med den døde. Samme dag havde ligasynsmændene været der og fundet de bestemte tegn og underskrevet en attest på, at afdøde ikke var skindød. Ligsynsmændene var udpeget af kommunen og har i funktion i Frøslev indtil 1930. Dengang var det sjældent at en læge så den døde.
Dagen før begravelsen gik man rundt fra hus til hus og sagde:
En ældre kone gik til slægt og venner og bød til “edelse” Hun sørgede for bærere og to skammelpiger. Hun inviterede skafferen og lånte forskellige sager, især sølvskeer. Disse blev viklet i forskellige farvede tråde, så de kunne kom tilbage til de rette ejermænd.
Egen ligvogn
På begravelsesdagen samledes følget kl. 8 om morgenen i den afdødes hjem. Bønderkonerne havde alle en pot fløde med. Dengang var der endnu ingen mejeri i Frøslev, og fløden kunne ikke købes. I alle rum i hjemmet var der dækket til kaffe, og når et hold var færdigt, blev kopperne byttet om, og skafferne fik et nyt hold ind, så alle fik kaffe.
På bordet stod små skåle med grov-tobak, så piben kunne stoppes. Ved siden af stod kandis til kvinderne. Når alle havde fået kaffe, stod lærerne og 10 store børn parat til at synge liget ud. De sang et par salmer og læreren bad fadervor. Liget lå ofte utildækket, så alle kunne se det, lige til kisten skulle bæres ud til ligvognen.
Frøslev by fik en ny ligvogn i 1880 og den blev brugt til 1940. Førhen brugte man en almindelig kassevogn.
En lang tur til kirken
Klokken 10 kørte de så mod Handeved. Det tog cirka 2 ½ time. Ligfølget bestod af 10 – 25 vogne, hver forspændt med to heste. Alle havde sort tøj på, mændene med høj cylinderhat, kvinderne med sort skulderdug (sjal). I vognen var der fodposer af fåreskind eller også teglsten, der var varmet i kakkelovnen og indsvøbt i papir, så fødderne kunne holdes varme på den lange kirkevej. Mændene havde gerne en tyk ulden kørekappe. Bagefter kørte ligvognen en vogn med to skammelpiger. De havde et sort kors, 1,30 meter langt og en perlekrans.
De gik foran kisten til graven og bar to skamler til at sætte kisten på, når bærerne skulle skifte. Når graven var kastet til, blev korset sat i jorden og kransen hængt over. Kisten kom ikke ind i kirken, men blev båret rundt om den til graven. Følget samledes så i kirken. Efter prædiken skulle der ofres ved alteret til præst og degn. De pårørende skulle lægge pengebeløbet indpakket i papir, andre ofrede i reglen 20 pf. Til præsten og 5 eller 10 til degnen.
Vinsuppe og kogt skinke
Når begravelsen var forbi, kørte de som skulle til spisning straks hjem. De fleste andre blev en tid i Handeved, ordnede grave på kirkegården eller besøgte familie og venner og kom
først hjem om aftenen. Hele dagen gik til en begravelse, man da havde folk tid nok. Det skete også at man gik til kros og fik nogle store grog til 20 pf. Stk. Men de blev ikke hængende. Det var ikke velset, at man kom fuld hjem fra en begravelse.
Når de indbudte var samlet ved bordene, bad skafferen bordbøn, først på dansk og så på tysk. De fik overalt samme ret ved begravelse. Vinsuppe kogt på store byggryn med svesker, rosiner eller blommer med flere flasker rødvin og rom i. Dertil friskbagt hvedebrød med et godt lag hjemmekværnet smør. En herlig ret som smagte godt efter en lang køretur. Derefter serveredes stuvede kartofler og kogt, røget skinke, senere kaffe og tobak. Der blev ikke drukket kaffepunch ved en begravelse.
Og de to retter er ikke så ualmindelige i Sønderjylland. Det fik vi ofte serveret i min barndom i Tønder. Som det også var tilfældet ved et bryllup fik syge og gamle bragt mad ud i en “hengeljot”
Dagen før begravelsen sad der en kone og kneppede sukker med en sukkertang. Man kunne dengang kun købe sukker i faste blokke på 5 – 8 kg. Det må have været anstrengende, at få dette ned i de små stykker, som vi kender i dag.
Handeved Kirke med i traktaten
Frøslev by havde boelsbegravelser på nordsiden af Handeved Kirke. Det var indført i grundbogen for hver ejendom med 8 – 14 begravelsespladser. I traktaten mellem Danmark og
Tyskland i 1920 står der, at der endnu er tilladt slægter i lige linje at benytte dem fremover.
Efter Genforeningen blev flere borgere fra Frøslev begravet derover.
Ny styrelsesform
I 1890 kom der en ændring i forvaltningen af herredet. Kongelig herredsfoged Koop fratrådte sin stilling, og i hans sted blev der udnævnt amtsforstandere i Flensborg Amt. Et amt dengang var på samme størrelse som et sogn. I Bov Amt blev gårdejer Wiesendanger amtsforvalter. Man havde også en amtstjener til rådighed. Denne havde som regel i uniform, og det var til ham, man i første omgang henvendte sig.
I 1893 kom der en forordning om, at alle kommuner med over 40 stemmeberettigede medlemmer fik ret og pligt til at ordne kommunens anliggender ved et folkevalgt kommuneråd. Foruden kommuneforstanderen og dennes stedfortræder, som var selvskrevne medlemmer af rådet, valgte kommunen 6 andre medlemmer.
40 “vandsteder”
På ældre målebordsblade var der indtegnet 40 vandsteder i engene vest for Frøslev Plantage. Det var vandhuller gravet til kreaturerne. Når vandet stod højt havde disse vandsteder forbindelser til en grøft. Men egentlig foretrak bønderne rigtige brønde med rent vand.
Ingen blomster til tyske soldater
I Frøslev strøede pigerne ikke blomster for de tyske soldater, som man gjorde længere vest på. Der holdtes heller ingen taler for dem. Bønderne nægtede ligeledes at køre med deres oppakning. Da dragonerne fra Randers senere blev indkvarteret i Frøslev, var der mange der frygtede for egnens piger, men heldigvis blev de ikke så længe.
Da man i Frøslev fejrede kongens fødselsdag med dans og musik ville de få tysksindede have dette forbudt, og forlangte en militær indgriben.
Karsten Thomsen
Tilbage til Karsten Thomsen. Han var en agtet mand i byen – først lærer, siden kommuneforstander og medlem af kredsdagen for Flensborg Landkreds. Karsten Thomsen lavede en studehandel i kredsdagen, der bevirkede, at der kom en “Provinsialvej” fra Flensborg til Frøslev.
Da den tyske kulturminister på en rundrejse kom til Flensborg blev Karsten Thoms præsenteret således:
Han arbejdede også for bygget en annekskirke i byen. Det var ret langt, at skulle helt til Handeved. Men det blev ikke til noget. Godt nok havde egnens rigeste bonde, Jørgen Hansen givet tilsagn om 1.200 kr., men han døde desværre inden planerne blev en realitet.
Da præsten spurgte den 14 – årige Karsten Thomsen spurgte ham om han skulle konfirmeres på dansk eller tysk, svarede denne:
Det første digt eller sang som Karsten Thomsen var omkring 1860. Den hed:
– O’hør min Pig (Pich), og sig do mæ, vil do int vær min kjærrest?
Karsten Thomsen skrev nogle saftige indlæg om danskheden I Handeved Sogn. Dette bevirkede at H.P. Hanssen tog kontakt med de dansksindede i Frøslev.
Frøslev Polde
Et fantastisk landskab åbenbarer sig i Frøslev Polde. Det er høje lyngklædte klitter. Dengang kunne man, inden plantagen kom, nyde en fantastisk udsigt fra toppen. Frøslev Mose er et sted for naturelskere. Et stort dyreliv er herude – også i den nærliggende Kragelund Mose. I Frøslev Plantage fandtes der tidligere omstrejfende kronhjorte og dådyr.
Er du i området, skal du absolut besøge den særegne natur omkring Frøslev.
I skole i Frøslev
I det 18. århundrede var der indrettet en dårlig og mangelfuld skole i Harreslev, Frøslev, Ellund og Gottrupel. Lærerne gik omkring og fik kosten hos de beboere, der havde børn i skolen, og lønnen blev fordelt efter børnenes antal.
I 1799 oprettedes en distriktsskole i Simondrys. Der blev dog bibeholdt de små distriktsskoler for de mindre børn. Denne skole bestod til 1833. Samme år oprettedes en distriktsskole i Frøslev, en i Harreslev og byskole i Ellund og Gottrupel. Børnetallet opgives i 1834 til at være ikke mindre end 100.
Skønt folkesproget i Frøslev fra de ældste tider har været dansk, var undervisningssproget dog som overalt i Flensborg Kreds indtil 1852 udelukkende tysk. Fra januar 1852 til maj 1864 var skolesproget dansk med to ugentlige tysktimer. Under det tyske regime var undervisningssproget fra 1864 igen tysk indtil 8. november 1920.
Da det danske sprog blev indført i undervisningen den 8. november 1920, var det mulighed for 4 – 6 tysktimer, for de børn over 10 år, der ønskede det. Skolen havde stor indflydelse på sine
elever – kulturelt og moralsk.
Ved Genforeningen var der næppe mere end 15 pct. fra tysktalende hjem. Men sproget på legepladsen gav et andet indtryk. Alle sanglege var på tysk. På Frøslev – Padborg Skole var der
i 1939, 325 elever fordelt i 9 folkeskoleklasser, 4 mellemskoleklasser og 1 realklasse. De blev alle sammen undervist af 13 lærere.
Hjem til Danmark
Den 10. februar 1920 blev der rejst 29 flagstænger, og alle blev forsynet med et Dannebrog. De tysksindede flagede med det slesvig-holstenske eller det tyske rigsflag. Det var den dag, hvor Frøslev stemte dansk. 149 mod 106.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12- – 12. 2021
April 15, 2009
I 1909 døde en ældre dame i København. Hvis ikke det lige var for hendes efternavn, så var det sikkert sket i al ubemærkethed. Adelsslægten Urne var velanset blandt konger og bisper. De gik på bonede gulve og rigdommen var enorm. Men det gik ikke alle i slægten lige godt. Til sidst faldt det hele fra hinanden. Det hele starter med en sten i Bjolderup Kirke og slutter i Sølvgade i København.
En gammel dame dør
I 1909 døde en ældre dame i Sølvgade i København. Det er der vel så mange der gør i ubemærkethed. Hvis det ikke lige var for hendes navn. Hun hed Sofie Caroline Urne. Hun var den sidste person i Danmarks ældste adelsslægt.
Seks år før var den sidste mandlige person i slægten afgået ved døden. Det var Axel Urne. Han var fuldmægtig i postvæsenet. Ved hans begravelse blev skjoldet med den gyldne ørneklo i overensstemmelse med familie-traditionen og efter afdødes udtrykkelige ønske nedlagt i graven på kisten af højesteretssagfører
Bagger. Axel Urne var bror til Sofie Caroline.
Den ældre dames død var en historisk begivenhed, der næppe er medtaget i nogen historiebøger, men faktum var, at her i 1909 var der ikke flere efterkommere til Danmarks ældste adelsslægt.
Axel (Frederiksen) Urne var sønnesøn af Københavns overpræsident Christian Joachimsen Urne (1749 – 1821).
Og se – undertegnedes udtalelse bliver kritiseret. Således er slægten indgift i andre adelsslægter. Så efterkommere findes stadig derude. Mere eller mindre lige efterkommere. Se engang vores kategori Akeleye Slægten – Historien om adelsslægten
Tilbage til Gorm den Gamle
Slægten Urne går tilbage til det 12. århundrede. Man mener dog at kunne spore slægten helt tilbage til Gorm den Gamle, men dette kan dog ikke dokumenteres.
Familien stammer fra landsbyen, Urne, der som bekendt ligger i nærheden af Aabenraa i Bjolderup Sogn. Våbenmærket – de gyldne ørneklør – med blå baggrund, skyldes lighed mellem Urne og det gamle ord Arne, der betyder ørn.
Da slægten bredte sig, fik den lige som mange andre adelsslægter sit tilnavn
Stenen i Bjolderup
Den første Urne, der nævnes i historisk sammenhæng, er Kjehl (Ketil) Urne. Der er fundet forskellige stavemåder på navnet. Han ligger begravet på Bjolderup Kirkegård. På hans grav blev der rejst en runesten med indskriften:
Denne sten kaldes også Bjolderupstenen, og kan dateres til ca. år 1200. Runestenen er med et indhugget kors, og et træ med tre rødder (Livtræskors). Den blev i 1717 flyttet fra et ukendt sted til Bjolderup Kirke, hvor den var placeret som en trædesten ved indgangen. Siden blev den lagt ud på kirkediget. I 1841 blev den solgt til Slesvig og opstillet i museet på Gottorp Slot. Stenen kom i 1987 tilbage til Bjolderup Kirke i forbindelse med Gottorp – museets 150 års jubilæum.
Det specielle ved stenen er, at runerne vender en vej, mens udsmykningen vender en anden vej. Måske var Ketil kirkens bygherre, siden man ville ofre så flot en sten til ham.
Masser af jord
Slægten Urne ejede jord på Bjolderup Mark og i byen Urne.
I 1313 møder vi Jacob Urne, der er ridder og knyttet til kongehuset. Slægten får besiddelser i det øvrige Jylland, Fyn og Sjælland. De gifter sig ind i landets bedste familier.
Glansperioden for slægten begynder dog med Store Hr. Jørgen fra hvem den ældre linje og med den de sidste Urner.
Nogle af Danmarks ældste adelsfamilier
Det var ikke kun familien Ahlefeldt, der var de store grundbesiddere i Sønderjylland. Det var også storbønderne Snubbe og Urne. Noget tyder på at disse to slægter kender hinanden. begge er nævnt i et ældgammelt testamente. I Dansk Adels Årbog fra 1904 nævnes den nu forsvundne landsby Urne, som også relatere sig til landstinget Urnehoved.
Adelsårbogen fra 1918 nævner tre slægter med navnet Snubbe. Åbenbart er den sønderjyske gren ikke så kendt. Vi ved, at Ketil Urne protesterede mod Knud Snubbes testamente. Det lykkedes for Ketil Urne at få den jord i Bolderslev, der var tiltænkt klostret i Løgum. I en artikel, som vi har begået kan du læse hele teksten i dette testamente.
Vi har også fundet ud af, at i kirkebogen i Hjordkær, er der markeret en fugleklo hver gang slægten Arnkiel på Toldsted blev nævnt. Og tolderfamiliens våben har stor lighed med Urne – familiens våben.
Store Hr. Jørgen
Slægten deles i to linjer. Den ældre og den yngre. Den ældre udgik fra Store Hr. Jørgen og den yngre fra Lille Niels Urne. Der var åbenbart mere kraft i den store. Den yngre del uddøde allerede i 1626 med Hans Urne til Tidselholdt.
Just Urne fulgte Christian den Anden i landflygtighed. Han kom dog atter tilbage, men måtte igen forlade landet. Han døde også i landflygtighed og måtte efterlade sig kone og børn i fattigdom.
Store Hr. Jørgen til Hindema, Brolykke, Søbysøgaard, Bondemosegaard m.fl. Han var en mægtig herre og en meget lærd mand. Han ejede 9 gårde og var gift tre gange. Efter sigende havde han 23 børn, andre kilder nævner dog \”kun\” 17 børn. De elve af disse var sønner. De fleste af disse giftede sig, og ligesom faderen var der nogle, der giftede sig flere gange. Herved kom der flere gårde til, og en uoverskuelig masse børn. Slægten voksede sig meget stor. Hr. Jørgen´ s
børn og børnebørn gjorde slægten ære.
Jørgen Urne var ridder og formentlig søn af Lage Nielsen Urne. Han døde den 21. maj 1480.
Bispen Hr. Lage Urne
Vi husker den berømte bisp Hr. Lage (Jørgensen) Urne, der gjorde meget for at bevare de historiske minder i Roskilde, Sorø og Ringsted. Det var også ham, der første gang lod Saxos Danmarkshistorie trykke i Paris. Han tilsvor i 1523 Christian den Anden huldskab og troskab, men sluttede sig efter kongens flugt til Frederik den Første.
Han døde på Bidstrupgaard og ligger begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans stol med slægtens våben stod.
I 1511 var han Kong Hans’ sendebud til kejser Maximilian i Tyskland for at få kejseren til at tage Danmarks parti i en strid med Lübeck, hvilket dog ikke lykkedes. Snart blev han kansler hos den udvalgte prins (senere Christian den Anden).
Fra sit slot Hjortholm dekreterede han i sin egenskab af Danmarks øverste kansler, at ingen måtte høre teologiske forelæsninger med mindre han var baccalaur eller præst eller på anden måde havde godtgjort, at han havde tilstrækkelig dømmekraft.
Som biskop i Roskilde Stift, hvortil Rugen på det tidspunkt hørte, besad han mindst 20 hovedgårde, som han bortforlenede til slægt og venner.
Hans forhold til Christian den Anden blev dårlig. Kongen lagde automatisk flere byrder over på kirkens personer. Han lagde også nye byrder på kirkens ejendomme for at kunne skaffe midler til sit felttog mod Sverige.
Lage Uhre tog også afstand til kongens fremfærd i fængslingen af Odense – bispen Jens Andersen Beldenak og henrettelsen af adskillige svenske bisper.
Lage Uhre flygtede i 1523 først til sit slot Dragsholm og siden til Jylland. Her fra skrev han den 28. marts til kongen og advarede ham mod en sammensværgelse.
Den 13. april flygtede Lage Urne væk fra Danmark efter, at han havde erfaret at to af hans herregårde på Sjælland var blevet hærget og plyndret af kongens mænd.
Da Frederik den Første blev konge havde Lage håbet på bedre tider for den katolske kirke i Danmark. Kongens håndfæstning, der blev udsendt den 3. august
1523 indeholdt en forpligtigelse til at
I 1536 blev det katolske bispegods i Danmark overtaget af staten.
Hans Urne
Hans Urne blev magister på universitetet i Rostock i 1462. I 1475 blev han domprovst på Sankt Knuds Kloster i Odense. Han mistede dog titlen, da Benediktiner – munkene vendte tilbage. Han var provst ved Vor Frue Kirke i Odense. En stor interesse for datidens litteratur fik ham til at trykke flere bøger. Han var medstifter af Jomfru Psalters Broderskab i Odense. I Vor Frue Kirke i Odense stiftede han et kapel. Og det var også her, han blev begravet i 1503.
Johan Urne
En anden af Den Store Hr. Jørgens sønner var Johan Urne til Ryesgaard og Engetofte. Han blev Hoveds-mand på Københavns Slot, som han senere måtte overgive til Grev Christoffer, hvorefter han kom i fangenskab på Mecklenburg. Han var en meget rig mand og forlenet med Kalundborg, Skælskør og Borreby.
Blandt Johan (Jørgensen) Urnes brødre var domprovst Hans (Jørgensen) Urne, Landsdommer Jørgen (Jørgensen) Urne, Biskop Lage (Jørgensen) Urne og rigsråd Knud (Jørgensen) Urne.
Han nævnes i 1503 i sin bror Hans testamente. I 1516 nævnes han som ridder. I 1523 svor han på Ringsted Landsting på Christian den Anden troskab. Men det forhindrede ham dog ikke i at bakke Frederik den Første op. Han blev belønnet ved at blive optaget i Rigsrådet og udnævnt til lensmand på Kalundborg.
Grevefejden blev ikke godt for Johan. Oprøret i Malmø i maj 1534 og Grev Christoffers landgang på Sjælland bragte ham i en vanskelig stilling i København. Byen sluttede sig til greven, men Johan forsvarede slottet. Den 24. juli måtte han dog overgive slottet.
Efter frigivelsen fra fængslet i Mecklenburg, blev Johan overgivet i Christian den Tredjes varetægt. Han blev derefter fængslet i Haderslev, før han blev løsladt, måtte 6 rigsråder borge for, at han ville tage direkte til København og opholde sig her, til kongen var tilfreds. Han måtte opgive sit sæde i rigsrådet og alle sine forleninger. I 1537 døde han.
Han var gift to gange. De fik sønnen Lave Johansen Urne.
Jørgen Urne
Jørgen Jørgensen Urne arvede efter faderen herregården Hindemae, hvor han dog først måtte købe et par af sine brødre ud. Han var landsdommer på Fyn i årene 1494 – 1508. I 1497 var han lensmand på Hagenskov.
Knus Urne
Knud (Jørgensen)Urne til Søgård og Knuthenborg var rigsråd 1523. Han var en Store Hr. Jørgens sønner. Han deltog i 1534 i den fynske adels hyldning af hertug Christian i Hjallese Kirke.
Årsmarke som Knud også ejede, blev plyndret af Maribos borgere og Knud Urne blev selv fanget i 1535 af Grev Christoffers tropper under Bastian von Jessen,
men netop på grand af hans sympatier for Christian den Anden gik Ærkebisp Gustav Trolle i forbøn for ham hos greven.
Til sin død i 1543 førte han en tilbagetrukken tilværelse.
Lave Urne
Lave Johansen Urne til Rygård var søn af Johan Jørgensen Urne. Han var 1548 – 51 hof-sinde og i samme periode kannik i Roskilde. I 1557 fik han Lundegård i Skåne. Det ombyttede han i 1559 med Landskrone, hvor han kort tid efter døde.
Christoffer Urne
Knuds sønnesøn Christoffer Urne til Knuthenborg (Aarsmark) og Raarup var lensmand på Akershus og statholder i Norge. I 1645 deltog han i fredsforhandlingerne i Brømsebro.
Han fulgte i 1646 med Christian den Fjerde til Norge. Han var modstander af landkommissionens stigende magt. Under forhandlingerne om Frederik den Tredjes håndfæstning blev han regnet blandt dem, der ikke ønskede kongens magt begrænset alt for stærkt. Men allerede i 1658 blev han regnet for at høre til en af dem, der så med mistillid til kongens enevælds-planer.
Samme år fik han Lyse Kloster Len i Norge i stedet for Dragsholm.
På Stænder-mødet i 1660 overgav han den 17. oktober adelens krav om dens privilegier til kongen og bar kronen ved arvehyldningen den følgende dag. Han trådte tilbage som rigskansler og døde i 1663.
Sivert Urne
Sivert Knudsen Urne var søn af lensmand Knud Axelsen Urne og Margrethe Eilerts-datter Grubbe og dermed bror til kansler Christoffer Knudsen Urne, til
Eiler Urne til Rudbejerggård, landsdommer Axel Knudsen Urne til Rugård, rigsmarsk Jørgen Knudsen Urne til Rårup og rigsråd Frederik Knudsen Urne til Bregentved.
Han blev i 1624 hofjunker hos Christian den Fjerde og tillige kammerjunker hos prins Christian. I 1628 blev han overskænk hos kongen, hvilket han var til 1632. Da fik han Roskildegård i forlening. Denne ombyttede han i 1641 med Tryggevælde Len. Han fratrådte og fik i stedet Bratsberg Len og Gimsø Kloster I Norge. I 1655 blev han lensmand på Odensegård, denne byttede han senere med Dragsholm.
I 1632 blev han løjtnant ved Niels Trolles kompagni. I 1644 deltog han som oberstløjtnant i krigen mod Sverige. I 1660 blev han optaget i Rigsrådet. Desuden var han ridder af elefantordenen og rigsstaldmester, et embede der ved hans død i 1661 atter blev nedlagt.
Jørgen Urne
En anden af Knud’ s sønnesønner var Jørgen Urne til Alslev. Han var nok den rigeste af dem alle. Allerede som barn var han tilknyttet hoffet. Han fik den ene ærespost efter den anden og steg efterhånden i graderne. Han blev rigsråd og Marsk samt lensmand på Kronborg, Frederiksborg og Abrahamstrup.
Han var Ridder af Elefanten og af den væbnede Arm.
Jørgen (Knudsen)Urne var med på Christian den Fjerdes rejser i England i 1614 og til Brunsvig i 1615. Han deltog i flere krige. Han var modstander af krig
mod Sverige og anbefalede venskab med Nederlandene. Det var også forgæves, at han i 1640 gik i forbøn for Kirsten Munk.
I 1633 blev han sendt til Saksen, hvor han sluttede aftale om prins Christians ægteskab med Magdalena Sibylla. Han blev far til Christian og Otto.
Frederik Urne
Frederik (Knudsen) Urne til Aslevgård og Bregentved var søn af Knud Axelsen Urne. Han var sekretær i Kancelliet og derefter hofjunker. Han fulgte Christian
den Fjerde på en rejse til Tyskland i 1625. Han blev sendt på diplomatisk rejse til Frankrig og Nederlandene. I 1627 blev han lensmand over Kronborg og Frederiksborg Len.
I 1641 blev han lensmand på Silkeborg og fik det store Trondhjems Len. I 1656 vendte han tilbage til Danmark og blev lensmand på Roskildegård og i 1657 på Halsted Kloster.
I 1658 døde han i sin gård i København. Hans enke, Karen Hansdatter Arenfeldt, datter af Hans Arenfeldt og Anne Marsvin, og dermed Kirsten Munks kusine, overlevede ham til den 9. juni 1673.
Altertavlen i Lille Lyngby kirke(1630) og prædikestolen i Bistrup Kirke (1640) bærer Frederik Urnes og Karen Arenfeldts våben.
Axel Urne
Axel Jørgensen Urne til Brobygård, Viffertsholm og Kjellerup var foruden godsejer også matematiker. Hans forældre var Jørgen Axelsen Urne til Brobygård.
Han blev begravet den 4. februar 1653 i Svenstrup.
Christoffer (Johansen) Urne
Christoffer (Johansen) Urne havde kun to sønner, hvoraf den ene dør som barn. Den anden søn dør barnløs.
Han var søn af Johan(Jørgensen) Urne. I 1546 var han hofs-inde. I 1548 opstod der en strid mellem ham og Jørgen Clausen Urne til Hindema. De nærmere omstændigheder kendes ikke, men noget tyder på at kongen tog parti for Christoffer. Men året efter vendte vinden sig.
I forbitrelse over at have fået afslag på en ansøgning om egen sognepræst til sin sognekirke i Langå var Christoffer så uforsigtig under et drikkelag på Gudme
Herredsting at beskylde den kongelige kansler Johan Friis til Hesselagergård for at have ladet Christoffers morbror, Roskildebispen Joachim Rønnov forgive i fængslet. Dette kom kansleren for øre, og det kom til at koste Christoffer dyrt. Han blev tiltalt og dømt af rigsrådet for at være løgner. Han blev ført til Gotland og blev holdt fanget i 10 år.
Efter Christian den Tredjes død søgte han om frigivelse, og blev da flyttet til Kalundborg. Men først i 1562 blev han på sin hustrus og sin mors forbøn løsladt.
Han måtte dog forpligte sig til herefter at optræde som en lydig undersåt og ikke klage over sin fængsling. For denne forpligtigelse måtte 20 af hans slægt og venner stille kongen en kaution på 10.000 jochims-dalere.
Så let, var det ikke at knække en Urne. Kort efter overfusede han på Viborg Landsting, landsdommeren Axel Juul til Villestrup i Himmerland, der i sin tid som kongelig ordre havde fængslet ham.
Christoffer blev dog ikke straffet yderligere, idet han blev fanget i et slag ved Svarterå og måtte gå med i et fangetog i Stockholm den 29. januar. Han er antagelig død kort efter i et svensk fangehul.
Håbløs gæld og mord
Som det hændte Christoffer så gik det ikke godt for alle i slægten. En af dem kommer i håbløs gæld og ender i fængsel. En anden flygter ud af landet efter at have begået et drab.
Gemt væk på et kloster
Et par af søstrene blev gift. Margrethe med en kræmmersøn fra Randers. Han var løjtnant og hed Anders Winther. De bosatte sig senere i Stevns.
Sofie Urne var nok den mest kendte på kvindesiden i slægten. Hun blev hemmelig gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, med hvem hun fik to sønner. Kongen ville dog ikke godkende ægteskabet. Derfor blev hun gemt væk i Itzehoe Kloster, for ikke at være til Spot og Spe for sin slægt.
I romanen Marie Grubbe har I.P. Jacobsen skildret dette pars kærlighedshistorie.
Lod sig lokke af en bonde
Og tænk en sønnedatter af Hr. Jørgen lod sig lokke af en bonde, og blev gift med denne. Og så var det Dorthe Sofie Urne, der var jomfru hos Leonora Christine. Siden kom hun i stor fattigdom og døde i et jordløst hus i Rønninge, hvor hun ligger begravet.
Birgitte Urne, datter af Knud Urne til Ryesgård, blev gift med en svensk landkommissær ved navn Bengt. Han blev dog siden adlet, hvilket var et stort plus for slægten. Men de forblev meget fattige, og ved Bengts død giftede hun sig igen med en Walkendorf.
Problemer med jomfruerne
Men når vi nævner spindesiden, må vi ikke glemme Margrethe Urne, der fra 1665 til 1682 var abbedisse på Maribo Kloster. Her blev blandt andet abbedens overskud af døtre placeret, så han ikke ved giftermål skulle sprede familie-godserne.
Det var en stor stilling og meget gods at tage vare på. Men det værste var at styre alle jomfruer på klosteret.
Bortført og forført
Og i en gammel slægt findes der også bortførelseshistorier. Det var Palle Urne til Gyllebo og Bontofte, der bortførte Jomfru Thale Ulfstand, fordi hendes mor ikke ville sige ja til et giftermål. Men Palle Urne giftede sig alligevel med sin jomfru.
Ja og så var det Lage Urne til Bontofte, der måtte rømme landet for sin frues skyld. Johanne Mogensdatter som han havde forført og siden ægtet måtte ikke få sin fars samtykke.
Godserne forsvinder
Hvor mon alt det gods og de store jordbesiddelser blev af. Urne – slægten tilhørte den rigeste adelsslægt i landet.
Claus Urne der var sønnesøns søn af Store Hr. Jørgen og forbindelsesleddet mellem den ny og den gamle slægt ejede dog endnu ved sin død Valsø, Tullesbo og Gyllebo. Men hans børn arvede ikke noget af godserne. Mange af slægtens sønner tjente nu i hæren.
Slægten skrumper ind
I midten af det gamle århundrede skrumpede slægten ind, og der var kun få til at fortsætte slægten. Joachim Frederik Urne født 1708 og død 1788 tjente også i hæren, men blev i 1740 afskediget som kaptajn. Han boede sine sidste leveår på Skjoldemose og havde to døtre og to sønner, hvoraf den ene søn døde barnløs.
Far til sidste
Den anden søn levede op til slægtens ry, det var Gehejmeråd Christian Urne, der døde i 1809. Han var en meget fin og meget anseelig mand. I en alder af otte år var han allerede knyttet til hoffet som page hos Juliane Marie. Han blev senere hofjunker og studerede jura. I en alder 27 år blev han konstitueret amtmand over Hald Amt.
Året efter blev han midlertidig stiftamtmand over Viborg Stift. Siden blev han stiftamtmand over Ribe Stift, og før sin død blev han justiarius i Højesteret, overpræsident i København og hvid ridder. Han var gift med en baronesse Gyldenkrone.
De fik syv børn, hvoraf de tre var sønner. En af disse døde som barn, en var ugift, og den tredje var Frederik Urne, der døde 1835 som amtmand over Skanderborg Amt. Han blev far til de sidste af slægten.
Fra bonede gulve til en to – værelses
Og således gik det til at slægten Urne fra Sønderjylland gik hele vejen gennem godser og kongesale til en lille toværelses lejlighed i Sølvgade i København. Dermed afsluttedes den stolte Urnes saga.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 01 – 2022