Gennem tiden har der i Tønder været et hav af virksomheder. Nogle af dem husker man endnu. De fleste er dog glemt. Læs her om Tønders op – og nedture. Særligt indtryk efterlod den særprægede lugt i Vidågade. Læs her om købmænd, bryggerier, trykkerier, slagterier, skohandlere og meget mere. Stor forvirring skabte det hos familien Brodersen, da selvbetjeningen blev indført i Tønder.

 

En parykmager i Tønder

Når en mand var skaldet, og gik med paryk, blev han nødt til at have nathue på om natten, ellers frøs han. Man kan også spekulere på, hvordan det var at bære paryk ude på marsken.

I foråret 1696 ansøgte Hans Petersen hertugen om, at etablere som parykmager i Tønder. Han anførte, at fremmede ofte kom til Tønder og forlangte for høje priser. Desuden betalte de heller ikke skat.

Hertugen synes, at det var en god ide, og beordrede sine embedsmænd at gøre brug af Hans Petersens færdigheder.  Det var bedst at lave parykker af menneske-hår, men hestehår og hår fra andre dyr kunne også bruges. Iflg. Holberg var det jyske hår bedst.

Hvor længe Hans Petersen blev i Tønder vides ikke. På en takseringsliste fra 1710 er han ikke nævnt. Og dog. På listen er der anført 44 personer med
”Allerhand geringe Handwerks – Profession. Brorson var en af de lokale kendisser, der gik med paryk.

 

En ildelugtende sag

Når vi sad i haven foran lysthuset i kolonihaven ned til Vidåen var det meget idyllisk, hvis ikke lige det var for lugten. Den stammede fra Riggelsens Talg-smelteri lidt længere henne af Vidågade. Talg er fedt fra forskellige drøvtyggere som anvendes til margarine, stearin og sæbeproduktion.

Og den ildelugtende virksomhed startede dengang da garver Matthias Riggelsen bosatte sig i ejendommen Østergade 57. ved siden af sit egentlige erhverv solgte han på et tidspunkt skotøj. Men han satsede mest på garveriet og udvidede med en produktforretning, som han drev fra en lagerbygning i Vidågade 56.
Denne ejendom lå i forlængelse med ejendommen i Østergade.

Efter Genforeningen blev virksomheden delt. Sønnen, Peter Friedrich fortsatte med skoforretningen fra lejede lokaler i Storegade 20. Riggelsen opkøbte flere ejendomme i Vidågade. En kæmpe lagebygning, der strakte sig helt ned til Vidåen blev indrettet til opbevaring af uld. Mere værdifulde ting som kobber, bly, messing m.m. blev opbevaret på et indhegnet område i tilknytning til lagerbygningen.

Sønnen Peter lod opføre en villa og udvidede virksomheden. Han fik myndighedernes tilladelse til at udvide talg-smelteriet, men dog med den betingelse, at hverken røg, damp eller ilde lugt kom til at genere naboerne.

Jeg kan godt nok ikke huske lugtgenerne fra min opvækst i Østergade, lige i nærheden. Men det kunne jeg sandelig senere, når vi var på besøg i omtalte kolonihave.

Firmaet havde aftale med det dengang offentlige slagtehus i Tønder om at aftage de slagtede dyrs huder og skind. Om tirsdagen var store slagtedag, og det var denne dag, at Riggelsens lastbiler afhentede skindene.

Men til virksomheden blev der også  indleveret skind af rådyr, harer, ræve, mår, ilder, mink, lækatte og huskatte. Og ulden købte man direkte hos bønderne.

I 1972 blev der opført et nyt hud –  og skindlager i Tønders industrikvarter. Men forudsætninger for at drive virksomheden ophørte. Derfor blev forretningen nedlagt i 1978. Bygningerne blev lejet ud til Hartmann og senere solgt til Teknisk Skole.

En afdeling i Aabenraa blev ført videre af Riggelsen – dynastiet. Og min familie har i generationer købt sko hos Riggelsen i Storegade.

 

Næringsfrihed

De gamle lav holdt sig helt til Næringsfrihedens indførelse med indlemmelse i Preussen i 1867. I 1856 havde Magistraten endnu offentlig indskærpet over for borgerne, at Smedelavet havde rettigheder. Nogle borgere havde tilladt at lade deres heste beslå udenbys og at lade andre end smede lave kakkelovnsrør af jernblik.

Så sent som i 1866 fandt Magistraten anledning til at gøre offentligt opmærksom på Snedkerlavets rettigheder. Da lavene blev opløst trådte håndværker – og handelsforeninger i stedet.

 

Gewerbeverein

Allerede i 1848 var der blevet oprettet en Gewerbeverein til varetagelse af erhvervsstandens interesser. Den afløstes i 1862 af en Industriforening, hvis hovedformål var at drive Søndagsskole for Lærlinge. Som en forlængelse af dette, kan betragtes Tønder Håndværkerforening, der siden 1920 drev Teknisk Skole.

 

Tre boglader i 1890

Omkring 1890 var der tre boglader i Tønder, i dag er der kun en. I Søndergade – på hjørnet af Torvet lå det populære Severins Hjørne.  I et lille beskedent hus i Spikergade boede den flittige Andresen (far til Ludwig Andresen). Ved siden af boghandelen havde han et bogbinderi. I Storegade boede boghandler Dröhse.

En hyggelig handelsby – uden kloakering

Tønder var i 1920 en driftig handelsby, selv med tab af opland. De smukke bygninger og de hyggelige alléer langs Vidåen skabte byens særpræg. Knap så indsmigrende var den ikke særlig velplanerede brolægning og den totale mangel på kloakering. Man brugte rendestenene. Men der var en anseelig andel af butikker og hele 5 banker.

Den store markedsplads, der blev flittig brugt, tiltrak mange kunder. Også de mange beværtninger tiltrak folk. Den ældste var Zum weissen Schwan. Og Humlekærren på Torvet var også trykt på en nødpengeseddel.

 

Elektrisk lys – ved juletid

Der kom gang i Tønder efter anlæggelsen af elektricitetsværk, bedre vandforsyning, kloakering og gadebelysning. Og så hjalp det også at man fik etableret rutebilforbindelser.

Det må have været et stort øjeblik, da der ved juletid 1921 for første gang var elektrisk lys i Tønders gader.  Grænsedragningen i 1920 blev katastrofal for byens handlende. Hen ved en tredjedel af oplandet blev skåret væk.

Luftskibshallen nord for byen tiltrak mange turister. Desværre forstod bystyret ikke i længden betydningen af denne hal.

 

Den store amtsudstilling

I 1925 var det lokale erhvervsliv rigt repræsenteret ved den store amtsudstilling i Tønder. I udstillingshal nr. 1 havde Chr. Skov fra Richtensgade udstillet herrebeklædning, lingeri og trikotage. Det samme gjaldt også Tønder & Mathiesen i Vestergade. Det skiltede med at være byens største specialforretning
inden for moderne herre – og drengebeklædning.

 

Fra sovestue til moderniseret motorcykel

H. Outzen & J.B. Jepsen begge fra Vestergade viste et mahogni og sovestuemøblement og forskellige musikinstrumenter. Det førstnævnte fyldte så meget, at
det lagde beslag på to stande.

Carl Raun fra Storegade, lige ved siden af boghandelen lokkede med cigarer og tobakker. Peter Nissen og Peter Wegener med skotøj. Som barn kan jeg huske, at jeg leverede og hentede familiens skotøj hos Wegener i Østergade.

Nicolaus Andresen (familie-eje siden 1901) og M.C. Christiansen (25 ansatte) viste et udbud af isenkramvarer Og radiomodtagere kunne beskues på I.C. Rasmussens stand fra Østergade.  I udstillingshal 2 havde flere forhandlere udstillet automobiler og vogne samt to moderniserede motorcykler, cykler og tilbehør. I udstillingshal 3 var der bl.a. symaskiner, malkemaskiner og vandpumper, som blev forhandlet af forskellige Tønder – firmaer.

 

Imponerende detailhandel

Det virker jo ganske imponerende, at Tønder i 1925 kunne mønstre 166 detailhandelsvirksomheder. De fordelte sig på 84 forretninger med næringsmidler, 31 med beklædningsgenstande og 51 med alt lige fra guld – og sølvvarer til kul og koks.

Blandt de betydningsfulde var P. Olufsens Kolonialvarer med 4 ansatte og Ernst Klüwers forretning med kolonialvarer og foderstoffer. Dette firma havde hele
7 ansatte. Begge firmaer havde rod tilbage til 1850erne og 1860erne.

Vi vender senere tilbage med en artikel om købmandsfamilien Olufsen.

Købmand A.H. Todsen hørte til en af byens ældste købmandsforretninger. Mange af egnens købmænd havde fået deres uddannelse her. Forretningen blev videreført af sønnen, da faderen overtog stillingen som direktør for Tønder Sparekasse, efter at Oluf P. Olufsen var blevet borgmester.

S.C. Lorenzen havde både engros og detailhandel. Hvor tit har jeg ikke cyklet gennem den storslåede købmandsgård for at hente varer til købmand Kaiser
i Østergade eller P.B. Petersen på Dragonvej. Gennem flere generationer har familien Lorentzen drevet virksomhed her. Og i købmandsgården er der også blevet spillet friluftsteater.

Min storebror var i lære her i virksomheden. En af de ansatte, som min far kaldte Boba beherskede det gamle Tynne – Sproch. Det var en oplevelse at høre min far og Boba føre en samtale på en blanding af sønderjysk, frisisk, tysk og plat.

 

Den nye Brugsforening

En nyskabelse var Brugsforeningen, som ansatte inden for DSB havde taget initiativ til at oprette i 1921. Det var også dem, der udgjorde hovedparten af de 125 medlemmer, der i 1929 måtte hæfte for et opstået underskud.

 

Stort udvalg

Efter købmændene kom der

• 18 brød – og mælkeudsalg
• 12 kød – og viktualieforretninger
• 10 vin – og tobakshandlere
• 7 grønthandlere
• 6 skotøjshandlere
• 25 butikker med manufaktur, trikotage og konfektion
• 5 forretninger med bygningsmaterialer
• 12 møbelforretninger
• 7 isenkræmmere
• 3 brændselshandlere

Blandt de nyeste inden for manufakturforretninger var P. Orbesen, Storegade 13 med hele fem ansatte. Da forretningen nogle år senere blev udvidet og flyttede over på den anden side af gaden til nummer 28 voksede medarbejderstaben til femten. Ganske imponerende.

Inden for trælast skal nævnes Carl Tiedemann, der handlede med trælast, byggematerialer, kul, koks. Her var ansat 25 mand. Og i samme kategori havde B. Selmers kul – og tømmerhandel 5 ansatte.

 

Selvbetjening skabte forvirring

Det kom skam nye tider – også til Tønder. Således forsvandt den 7 – meter lange disk hos M.C. Christiansen. I en lokal avis kunne man læse følgende:

• Nu bliver der praktisk talt over hele butikken fri adgang til varen, lad os kalde det ”frivillig selvbetjening”. De kan herefter selv vælge, hvilken måde De ønsker at foretage deres indkøb på. Foretrækker De den tvangsfrie måde, kan De gå rundt på egen måde, så De kan ta` og føle på den og se priser. Har De fundet noget, der interesserer Dem særligt eller som De har fået lyst til, behøver De kun at tilkalde en af de flinke ekspedienter, som altid er villig til at hjælpe Dem. Har De derimod et bestemt ærinde og måske endda travlt – går de straks til ekspedienten, som vil gøre alt for at betjene Dem på hurtigste og bedste måde. Nemmere og bedre kan det næppe være.

Ja det lød godt, men de nye tider skabte også forvirring hos Tønder – familierne. Det gjorde det i hvert fald hjemme hos familien Brodersen.

 

Supermarkedernes indtog

Antallet af købmænd faldt i 1960erne fra 28 til 21. Afgørende for denne udvikling var at de første to supermarkeder havde indfundet sig i byen.

Den ene var Tønder Brugsforening ude på Plantagevej. Butikken var dengang syv gange større end lokalerne i Vestergade. I tilknytning til butikken var der indrettet en p – plads til 100 biler en benzinstation. Min lillebror Erwin arbejdede mange år herude.

Og inde i byen startede Rita – Supermarked med 20 medarbejdere i det tidligere Grand Hotel i Vestergade.

 

Mælk – alle steder

Også antallet af mælke – og brødudsalg faldt stødt. I 1935 var der ikke mindre end 30 af slagsen. I 1970 var det hvis nok kun 4 stk. tilbage. Men nu kunne man også købe mælk i de fleste købmands – og bagerforretninger. Den kørende mælkemand forsvandt også.

 

Tøj i Tønder

Manufaktur – og trikotageforretningerne klarede sig godt. En af dem var Brdr. Tygesen, der blev grundlagt i 1920. I midten af 1960erne havde butikken 32 ansatte. Dekoratøren blev senere verdensberømt. Det var ham, der var foregangsmand til Tønder Festivalen. Og jeg mener også at ham, Carsten Panduro
var initiativtager til Musikforeningen Downtown.

Og så skal vi da også huske at nævne Herrehuset (fra 1937)med Chr. Petersen. Dengang var det nu ikke så let at få bukser, der var lange nok.

En af de nyere butikker var Svend Kircheiners forretning med el – installationer, grundlagt i 1946. Og så var det Textilhuset fra 1959 som solgte gulvtæpper, gardiner og sengeudstyr.

 

Bilfirmaer bag Lærkevej

Og ude bag ved Lærkevej, hvor vi boede fra mit syvende år, lå C.F. Dela, der solgte Ford-biler. Her arbejdede fætter Günther. Og en række andre automobilfirmaer lå på rad og række over for Dela.

Her lå også det store Bruhn og Knudsen. I mange år gjorde jeg rent for en af indehavernes mor omme på Nygade. Jeg slog græsplæne, flyttede planter og
lugede for en sulteløn. Ved siden af havde jeg andre jobs. Jo vi bestilte noget – dengang. Så skulle skolen jo også passes.

Brdr. Roost og Autogården lå også herude på Ribe Landevej.

 

To velduftende virksomheder

I 1925 var der 12 engroshandelsfirmaer, 7 agenturer og 14 beslægtede foretagender. Vi kan nævne to velduftende firmaer først Tønder Kafferisteri (1919)og firmaet August Müller, der forhandlede Dralles parfumer.

Nævnes skal også Jørgen Jessens Spritgården, der forhandlede chokolade.

 

Modarbejdelse af smuds-konkurrence

I 1906 blev Handelsforeningen oprettet. I 1937 skiftede man navn til Tønder Handelsstandsforening. I vedtægterne stod der bl.a. at man skulle stimulere deres indbyrdes samkvem. Desuden skulle man modarbejde smuds-konkurrence og opretholde en god handelsskole.

 

Verdensrekord i Tønder

I 1925 havde Tønder 32 hoteller og gæstgiverier samt 9 restauranter og pensionater. En gang havde man haft verdensrekord – en beværtning for hver 47 indbyggere.

I Vestergade 25 lå Hotel Tønder, der i 1920erne annoncerede med at det var byens eneste første klasses hotel med 40 senge. I Spikergade lå Hotel Tønderhus med kun 20 senge. Hotellet var i 1927 indviet som dansk forsamlingssted og døjede med store økonomiske problemer.

Blandt de største hoteller var Missionshotellet Hebron i Storegade, der havde 35 senge. Men i Tønder lå også Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel.

Billigst var dog de to vandrehjem – det danske i den tidligere militærlejr ved Ribe Landevej og det tyske i Vestergade 72.

I 1920erne havde Tønder også haft et Grand Hotel, men det blev i 1927 omdannet til et samlingssted for den tysksindede befolknings kulturelle aktiviteter,
drevet af Verein Deutsches Haus Tondern. Da pladsen i Richtsensgade 27 efterhånden blev for trang, erhvervede man Schützenhof i Vestergade. Her reklamerede man med store skilte:

• Tonderns grösste Konzert – Ball – und Gesellschaftslokal.

Tønderhus opstod som et firlænget hotel med 70 sengepladser. Det nye samlingssted for mindretallet på Schweizerhalle kunne rumme 800 personer. Schützenhof blev godt nok genindviet i 1949 efter at have fungeret som flygtningelejr. Men året efter måtte man afstå stedet til Post – og Telegrafvæsnet.

 

Bankerne i Tønder

I 1906 var der 4 banker og 2 sparekasser i Tønder. I de følgende år kom der nye til. Ved overgang til dansk styre forsvandt de fleste tyske banker. Sparekasserne sluttede sig sammen til Tønder Sparekasse. Under navnet Alte Privat Spar – und Leih – Kasse kan denne føres tilbage til 1820.

Fra det tidspunkt, hvor Sparekassen gav overskud, gav den hvert år, alt hvad den havde indtjent til almennyttige formål. Lokalerne var små og tarvelige. Bestyreren fik en lille løn. Den øvrige bestyrelse fik ingenting. Sparekassen har stået bag mange ting i byen. Her skal blot nævnes, varmeanlæg i kirken, gadernes brolægning, flisebelægning på fortovene, broerne ved Anlægget, udsmykning af Statsskolens festsal, byens forskønnelse, svendehjemmet m.m.

Tilbage fra før 1920 var Tønder Landmandsbank (1901) og Tondern Bank fra 1913. Mens landmandsbanken var for de dansksindede, var Tondern Bank for de tysksindede. I 1946 skiftede man navn til Tønder Bank.

 

En guldsmed fra 1761

I 1912 blev Tønder Håndværkerforening oprettet. I 1925 var der 199 håndværks – og industrivirksomheder med 660 ansatte i Tønder. Ved en stor amtsudstilling havde man blandt andet besøg af Kong Christian den Tiende.

En af de ældste virksomheder var guldsmedeforretningen Jacob A. Bödewadt, Østergade 7. Den kunne føres tilbage til 1761. Christian Skov i Richtsensgade havde et 1. klasses herre – og dameskrædderi.

16 virksomheder var i 1925 beskæftiget med fremstilling af beklædning. En stor del af 17 virksomheder, der arbejdede med læder, var skomagere. Hertil kom dog også flere saddelmagere.

Så var det også glarmester Paul Køppen og blikkenslager Fr. Moseberg. Sidstnævnte kunne også klare elektroinstallation.

I Vestergade 8 drev bagermester Thorvald Petersen café og konditori. Her kunne købes fin marcipan, hjemmelavet konfekt og et stort udvalg i honningkager. Hertil kom hollandske tvebakker, der ifølge bagermesteren selv var enestående.

Af slagtere kan nævnes Heinrich Hansen og Edlef Hostrup. Begge var bosat i Vestergade og havde eget pølse-mageri.

Der er foregået meget i Østergade i Tønders historie. Her lå også Brødrene Roosts vogn – og karrosserifabrik – i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og var en af de største virksomheder i Sønderjylland, der fremstillede luksus-køretøjer. Ja det hvis nok også en virksomhed i Højer, der kunne gøre dem rangen stridig.

 

Trykkerier i Tønder

I 1920erne var der flere små trykkerier i Tønder. Flere var tilknyttet de aviser, der udkom i byen. Tønder Amts Centraltrykkeri i Østergade 40 havde rødder tilbage til 1812. I slutningen af 1920erne beskæftigede de 8 mand. Et par år senere overtog en indvandrer nordfra virksomheden – det var Thomas Laursen

Med opsigtsvækkende annoncer gjorde den unge bogtrykker opmærksom på sig selv og sin virksomhed. Gennem dygtighed og gode ledelsesegenskaber blev Lauersens Bogtrykkeri en af landsdelens førende bogtrykkerier.

I 1946 var man flyttet ind i lokaler i Jernbanegade 8, hvor der blev produceret et væld af fagblade, magasiner, videnskabelige tidsskrifter, skønlitteratur og meget mere. I 1957 var virksomheden med 30 – 40 ansatte, en af Tønders største virksomheder. Dengang var der faktisk kun 9 virksomheder, der beskæftigede mere end 5 personer.

Jeg kan huske, at jeg blev vist rundt i bogtrykkeriet i Jernbanegade. Senere flyttede man ud i en kæmpe hal på Nørremarksvej. Jeg gik i klasse og parallelklasse med nogle af Lauersen – børnene. Min gode ven Ingolfs far var i mange år med i ledelsen af bogtrykkeriet.

 

Den gamle vandmølle

Det ældste industrianlæg – bortset fra den ældgamle havn er vandmøllen, der stammer fra 1598. Efter en brand blev møllen nyopført i 1892. Gennem generationer har den været i slægten Bachmanns eje. Der blev drevet forretning med fremstilling af korn og foderstoffer.

I 1931 blev der opført et nyt stort turbineanlæg til fremstilling af strøm. Man kunne levere 200.000 kilowatt.

Når vi er ved industrien, ja så var det Selmers Cementfabrik og Tonnesens Kunststensfabrik. I 1932 opfandt man et nyt facade-puds-materiale Cetodan.
Virksomheden havde op til 15 ansatte.

Tønder Mejeri kan jeg sagtens huske. Den voksede sig temmelig stor og kunne dengang kalde sig Nordslesvigs mest moderne mejeri. Man var de første
der producerede langtidspasteuriseret mælk på flakser. I 1936 producerede man desuden flødeis, ymer – tykmælk, eksportfløde og ost.

 

Bryggerierne

Tønder har i tidens løb haft mange bryggerier. En af de største lå på Strucksallé, lige skråt over for, hvor vi boede i mange år. Det var Tondernsche Victoriabrauerei. Efter første verdenskrig måtte man indstille driften.

I Østergade lå Tondernsche Aktien – Brauerei – Gesellschaft. Det stammer tilbage fra 1888. Ved overgangen til dansk styre mistede man kundekredsen syd på. Man måtte træde i likvidation.

I 1921 blev bryggeriet genetableret under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var borgmester Olufsen, apoteker Toft og seminarielærer Claus Eskildsen. I anden af halvdel af 1920erne havde de dog kun 10 ansatte.

Tønder Margarinefabrik var et barn af bryggeriet. Man udnyttede simpelthen den ledige lokaleplads. De lokale husmødre fik at vide, at de med Tønder Margarine fik den mest friske kage. Efter en vanskelig start gik det fremad. På grund af krigen blev produktionen indstillet, og kom først i gang efter besættelsens ophør.

 

Slagteriet

I 1921 havde Tønder Kommune erhvervet den gamle mælketørringsanstalt ved Viddingherredsgade. Her blev der så i 1923 åbnet et kommunalt slagterhus. Hele herligheden kostede 300.000 kr. For dette beløb havde kommunen fået et moderne industrianlæg.

Der kunne slagtes 20 svin i timen og 100 stk. kvæg i døgnet. Denne kapacitet blev slet ikke udnyttet. Året efter blev driften overtaget af det nyoprettede Tønder og Omegns Eksport – Svineslagteri.

 

Udviklingsmuligheder savnes

Men det var ikke let at bo i landets syd-vestligste hjørne med høje elektricitetspriser. Havnefaciliteter manglede også og lastbiltrafikken spillede endnu ikke en rolle. Efter anden verdenskrig opstod der stagnation i byen. Fremstillingsvirksomhederne havde oplevet stor tilbagegang.

En af de få industrielle virksomheder, der havde succes efter krigen, var Tønder Savværk og Emballagefabrik, der blev grundlagt i 1946. Efterhånden beskæftigede virksomheden 25 mand. Men virksomheden ville gerne væk fra Tønder. Man mente ikke, at der var udviklingsmuligheder i byen.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 282 artikler
• Tønder – efter krigen
• Tønder – marskens Hovedstad
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
• En af Tønders patrioter
• Handel i Tønder indtil 1864
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Studehandel i Tønder
• Tog til Tønder
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder på en anden måde
• Tønder før og efter Genforeningen
• Da Tønder Handelsforening startede
• Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder  og mange flere 

Redigeret 27. – 12. 2021

Efter krigen var regnskabets time kommet. Masser af tøndringer blev indsat i Fårhuslejren. I Kommunen var der en stor fyringsrunde. Den nationale udsoning foregik over flere årtier. Og Tønder oplevede et begyndende olieeventyr. Politimester bankede i bordet: Kom så i gang.

 

Englænderne kommer

Allerede den 4. maj gik rygter på, at englænderne var lige syd for grænsen, og at de kunne være i byen når som helst. Den 5. maj blev byens borgere vækket
af 6 jagere, der fløj over byen. Glæden var stor blandt de dansksindede. Statsskolens elever mødtes på Missionshotellet, og herfra sendte de  lykønskning til kongen. Den første betjent, der viste sig, blev båret i guldstol af folkemængden. Ved Sønderbro landede to engelske journalister på en mark.

 

Tyskerne på  vej hjem

Den 6. maj afholdt pastor Magle en takkegudstjeneste. Han var netop vendt hjem fra Frøslevlejren. Først på eftermiddagen kom en afdeling af den danske brigade.

Og tyske soldater kom slukøret vandrende gennem byen trækkende med barnevogne, legetøjsvogne og cykler. Men inden de nåede grænsen var det meste dog taget fra dem.

 

Modstandsbevægelsen – efter krigen

Pludselig dukkede en masse modstandskæmpere op. I Tønder undrede man sig over, at der var så mange. Et kompagni på 550 bevæbnede soldater skulle sørge for ro og orden. Men i de første dage efter besættelsen var modstandsbevægelsen enerådig i byen. Kompetence stridigheder, frygt og selvtægt prægede også byen.

Modstandsbevægelsen tog den 8. maj fat i den store interneringsaktion, der kom til at vare flere dage. Lastbiler kørte gennem gaderne, hver forsynet med en betjent og 4 – 5 bevæbnede mænd. Nu blev alle tidsfrivillige, frontfrivillige, værnemagere, stikkere m.m. anholdt. Og på gader og veje hånede de dansksindede nu de arresterede.

Missionshotellet blev brugt som opsamlingscentral. Nogle fik lov til at sidde der i flere døgn. Samtale var absolut ikke tilladt. Ved udgangen af 1947 var der
afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen.

Byens postbude var nu iført den røde uniform, og forsynet med brækjern og stiger blev alle tyske gadeskilte fjernet.  Den 13. maj overtog politiet de normale
funktioner.

 

Tysksindede i uniform skulle smides ud

Den 19. maj forlangte bogtrykker Laursen på et stort folkemøde arrangeret af modstandsbevægelsen, at alle som af egen vilje havde båret tysk uniform og våben mod det danske folk, skulle fratages det danske statsborgerskab og udvises.

Den 1. juli gik det ud over en fem –  seks hjemmetyske – butikker samt Hoteller. Tre uger efter fandt en skudveksling sted mellem Hipo – folk og modstandsfolk.

I juli forsvandt de fleste brigadesoldater og den 17. juli drog de fleste engelske soldater væk fra byen. De lokale frihedskæmpere blev afløst af C.B. ere.
Stor fyringsrunde

Adskillige funktionærer og tjenestemænd blev afskediget eller suspenderet. Flere af dem sad i Fårhuslejren. Tønder Ringriderkorps og brandværnet skiftede kommandosproget fra tysk til dansk.

I september skiftede Tondern Bank navn til Tønder Bank. I Tønder Håndværkerforening blev der nedsat et udrensningsudvalg.  Ved et møde i 1948 mente bogtrykker Lauersen og bagermester Thorvald Petersen at Dansk Samfund med sin fortsatte beståen, kunne være en hindring for den fredelige udvikling i grænselandet.

 

Det tyske skolesystem afskaffet

I den tyske lejr kom interneringerne som et chok. De mente, at de var blevet behandlet som storforbrydere. Dette skabte stor bitterhed. Mange af mindretallets institutioner var enten ophørt eller havde midlertidig indstillet deres virke. Rigsdagen havde afskaffet hele det offentlige tyske skolevæsen. Den tyske  skolekonsulent var fyret og den tyske børnehave var opløst.

Modstandsbevægelsen havde lukket det tyske bibliotek. Også i den tyske kirke stod det ikke godt til. Pastor Rühmann var blevet fyret. En overgang var den
tyske roklub beslaglagt. Samme skæbne overgik Schützenhof.  Det tyske mindretal måtte starte forfra. I starten gik det meget langsomt. København – Bonn erklæringen hjalp udviklingen på vej.

Den tyske privatskole rejste sig fra en ret beskeden start til en moderne undervisningsinstitution.  I juni 1945 blev Alexandrineskolen i Nørregade og Borgerskolen i Richtsensgade beslaglagt til lazaret for de sårede tyske soldater, som hidtil havde opholdt sig på statsskolen, seminariet og Tønderhus.

De 267 elever fik en meget lang ferie. Omkring 100 af dem blev indmeldt på Øvelsesskolen.

 

Den tyske skole i bådhuset

Der var problemer med at skaffe egnede lokaler til nye skoler. Derfor fungerede det tyske bådhus som skole fra 16. oktober 1946. Man måtte selv skaffe en del af midlerne for at drive skolen. I 1950 havde skolen 123 elever.

Situationen var meget dårlig. Legepladsen var nærmest at betegne som en mudderpøl. Og der kunne ikke indrettes flere lokaler i huset, som var mere end overbefolket.

I foråret 1953 blev der taget fat på  at udgrave grunden i Popsensgade 2 til en ny tysk privatskole. 28. november samme år blev skolen indviet. Den fik navnet Ludwig Andresen Schule, opkaldt efter byens kendte lokalhistoriker.

Fra 1955 kom skolen til at rumme børnehave. I 1958 – 59 blev der foretaget en stor tilbygning.   I 1946 vedtog man at skolen i Nørregade skulle sælges til Justitsministeriet til en ny politigård. Den bagerste bygning i Richtsensgade Skole skulle sælges til Teknisk Skole.

 

Normale tilstande

Efterhånden lagde fjendskabet sig mellem de to befolkningsgrupper. Man hilste på hinanden, giftede sig på tværs af sindelag, handlede hos hinanden og accepterede hinanden. I løbet af 60erne fortsatte den nationale udsoning.

 

Stor tilslutning til kommunisterne

Efter besættelsen stod de 6 stole, hvor der skulle sidde repræsentanter fra Slesvigsk Parti, tomme. Ved byrådsvalget i 1954 vendte man tilbage til normale tilstande. Her var den store stemmesluger, overpakmester Ørneborg. Han stillede op for Socialdemokratiet og hans succes bevirkede en fremgang på to mandater. Bemærkelsesværdig var, at Kommunisterne opnåede 255 stemmer. Her var det min gamle læge, Dahl, der satte sig i byråds – stolen.

Bankdirektør Poulsen blev genvalgt og Slesvigsk Parti tabte tre mandater.

I 1950 genvandt Slesvigsk Parti yderligere et mandat. I alt fik de 23 pct. af stemmerne i Tønder. Johan Poulsen blev genvalgt som borgmester. Og Slesvigsk Parti opnåede 27 pct. af stemmerne.

 

Store investeringer

Borgmesterens økonomiske indsigt viste sig at være en gevinst for byen. Den blev moderniseret, og på lidt længere sigt fulgte erhvervsudviklingen også med. Poulsen formåede at få oppositionen til at være medspiller. I 1970 gik han af både som bankdirektør og borgmester. Efterfølgende blev han udnævnt som æresborger.

Kommunens kæmpestore anlægsprojekt i 50erne var bygningen af Tønder Kommuneskole. Den nye skolebygning blev indviet i januar 1955. I 1960erne blev den udvidet med en venstrefløj. Det skete, mens jeg gik på skolen. Tænk, at jeg var der i 10 år.

I løbet af en kort årrække kom der Teknisk Skole, bibliotek, brandstation, rutebilstation og en ny omfartsvej.

 

Nyt friluftsbad

Det blev også til et nyt friluftsbad, anlagt ved den gamle markedsplads. Med friluftsbadet forsvandt badelivet i Vidåen.

I 1901 var der anlagt en å –  badeanstalt, der hvor Galgestrømmen og Vidåen mødte hinanden nord for Anlægget og jernbanebroen. Her ligger stadig en lille ø. Og på denne lå på den ene side, pigernes badeanstalt ud til Vidåen, og drengenes badeanstalt ud til Galgestrømmen.

 

Omsætning i Tønders butikker

I 1955 berettede Jydske Tidende om, at mange husmødre med fordel kunne købe varer i Danmark, og dette drog Tønder fordel af. Men i 1965 beklagede formanden for Tønder Handelsstandsforening, at de tyske kunder kun måtte tage ganske få varer med over grænsen.

I de følgende år blev bestemmelserne lempet. Byens handlende nød også godt af de mange turister og campisterne, der efterhånden besøgte Tønder.  En særlig form for turisme var bryllups – turisme, der gav Tønder et ry som Nordens Gretna Green. I eftersommeren 1970 nåede man på rådhuset op på at have viet udenlandsk par nr. 1.000.

Mange tøndringer var beskæftiget ved DSB. Det var Tønders største arbejdsplads. Indtil anlæggelsen af Hindenburg – dæmningen til Sild gik langt den største del af person – og godstrafikken til øen over Højer via Tønder.

Med indstillingen af persontrafikken på Højer – banen gik ud over  banegårdens imponerende perronanlæg.

 

Olieeventyr lugtes i Tønder

En kort overgang lugtede man olie i Tønder. Efter en række boringer i 1948 – 1949 i øster Højst, Rørkær, Daler, Dyrhus og Sæd,
vendte Danish American Prospecting Comapny i 1951 tilbage med et 58 meter højt boretårn, som blev hejst lige nord for byen. I januar 1952 fandt man de første oliespor i 3.300 meters dybde. Og Tønder kom i Politiken:

• Spænding i Tønder før olien springer. Produktionsrørene er anbragt.

I byen spekulerede man allerede på, hvad alle olie – millionerne skulle bruges til. Det skete efter, at byens 4 aviser i fællesskab havde udsendt en løbeseddel. Over skriften var skrevet med fede sorte bogstaver: OLIE:

• Kl. 13 kunne boreselskabet ved Tønder meddele, at man har fundet olie. Olielugten er meget kraftig i den kerneprøve, man tog op i middags, og olien formelig sveder ud af dolomitten. Man tør endnu ikke garantere, at olien kan udvindes til produktion. Direktør Pyre, der øverste amerikanske chef er på vej til Tønder.

Men ak og ve, olien sprang ikke i Tønder.

 

Politimester: Kom så i gang

I 1958 slog politimester Bøving i bordet på Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling. Han opfordrede tøndringerne til at tage initiativer i stedet for at vente på at stat og kommune skulle tage et initiativ. Tønder måtte ud af deres tornerosesøvn.

En erhvervs-konference blev afholdt i 1959, hvor man diskuterede, hvordan Tønder kom ud af stagnationen. Men efterhånden skete der da også noget. Virksomheder begyndte at dukke op. Barting Maskinfabrik og Kedelsmedie TØMA, System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Skandinavisk Emballagefabrik.

I 1960 kunne man melde om fuld beskæftigelse, og de handlende havde en god omsætning.

 

Mange virksomheder i byen

I Tønder lå også firmaerne Selmer og Carl Tiedemann, der handlede med brændsel, træ og byggemateriale. Og så var det også M.C. Christiansens store isenkrambutik. Jeg husker tydelig deres kælder, hvor der befandt sig en del legetøj.

Og ude på Ribe Landevej lå en stribe automobil – virksomheder. Vi gik rundt og tiggede klistermærker som vi satte på vores sæbekassebiler, som vi så kunne ræse op og ned af Lærkevej.  På hjørnet Dragonvej/ Ribe Landevej lå Falck – stationen. Jeg fik fikset min radio så jeg kunne følge med i, hvor de rykkede
ud.

Lige bag ved os på Lærkevej, kunne vi smutte over i Odense Æg-forretnings have, en sjov med ulovlig legeplads. Oppe i byen var der parfumevirksomheden
Dralle og S.C. Lorenzen med købmandsvarer. Her var min storebror i lære. Der kunne nævnes mange flere virksomheder.

På Jernbanegade lå Lauersens Bogtrykkeri. De flyttede senere ud på Nørremarksvej. Jeg gik i skole med Jørgen Lauersen og min gode ven Ingolfs far Frederik var ansat i virksomheden. Og det med virksomheder i Tønder er nok til en ny artikel.

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Blomst til Skilsmissebyen
• Flere minder fra Lærkevej
• Minder fra Lærkevej 9
• Tønder under besættelsen
• Tønders tyske sportsforeninger
• Fra Lærkevej til Æ Synnejysk Ambassade
• Fårhuslejren (under Padborg) Og mange flere artikler

Redigeret 27. 10 . 2021

Cornelius Petersen oprettede den mest moderne gård i Tøndermarsken. Gården Vester Anflod havde både malkemaskine og elektrisk strøm. Petersen havde også  nogle gode ideer om selvstyre. Men efterhånden blev disse ideer en tvangstanke. Han endte nærmest nationalsocialist med Frits Clausen som sit store forbillede.

 

Den moderne gård

Vi befinder os i denne artikel midt ud i Tøndermarsken på gården Vester Anflod. Og ikke mindst livet, som det udspillede sig – dengang på en gård i marsken. Gården var arkitektonisk helt anderledes. Den blev drevet meget moderne.

Gården havde et 17 meter højt stråtag, bygget fra længe til længe hen over gårdspladsen. Laden var på  cirka 20 meter gange 20 meter. Ko/ hestestalden var lige så stor.

Manden, der byggede denne moderne gård, var en rebel, en nytænker. Men som til sidst fik nogle ideer, der ikke rigtig svarede til hans oprindelige filosofi.

 

Stormflod opslugte stedet

Helt tilbage i historien kender vi stedet. En stormflod opslugte den lille landsby og kirken. Men en slægtsgård blev senere etableret på stedet. Fra 1680 til 1904 var gården i Familien Carstensens eje. Marskgården Westerfeld blev oprettet i 1849 i forbindelse med en deling af Vester Anflod. Således kunne begge brødre hver få deres gård.

Christian Mathæi Carstensen født på Vester Anflod aflagde borgered i Tønder i 1797 som købmand. I perioden 1811 til 1812 var han kæmner i Tønder.

 

Friser i sit hjerte

Cornelius Petersen var storbonde, friser og ikke mindst rebel. Han blev født på halvøen Ejderstedt. Oprindelig talte man her frisisk. I løbet af 1600 – tallet skiftede dette dog til plattysk. Det var dette sprog, Petersen voksede op med. Ja det vil sige, at hans uddannelses – og kultursprog var højtysk. Senere i livet lærte han frisisk og dansk.

I 1905 erhvervede han gården Vester Anflod lige i nærheden af det dansk talende Møgeltønder. En ny gård blev opført i 1914.

Faderen var skolelærer og interesseret i lokalhistorie. Moderen stammede fra et veletableret gårdejerdynasti i Ejderstedt.  Op væksten var præget af tysk i sproglig og kulturel henseende, med en udpræget slesvigsk farvning åben for frisiske og danske elementer.

 

Slesvig og Holsten skulle forblive sammen

Petersen startede sin karriere som landmand hos en slægtning i Nordfrisland. Derefter gik han på landbrugsskole i Holsten.  Han hadede det preussiske bureaukrati. På den måde kom han i kontakt med danske foreninger, der havde den samme fjende. Efterhånden dukkede han op som gæst ved danske møder
og festligheder.

 

Dannevirke og Slien var den rigtige grænse

Han støttede venstrefløjen af tysk liberalisme. Han var skeptisk over for krigen og sandsynligheden over for en sejr. Efter krigen fortsatte han med at støtte
de tyske venstreliberale. Udsigterne til danskernes overtagelse af Nordslesvig drev ham tættere mod den danske side. Men han ønskede dog ikke en adskillelse mellem Slesvig og Holsten.

Petersen argumenterede for, at alle indfødte slesvigere nord for det gamle etniske skel ved Dannevirke og Slien var nærmere tilknyttet Skandinavien end til Tyskland.

I adskillige artikler udviklede Petersen sin filosofi om Slesvig og især Nordfrisland. Han holdt sig til den danske version af historien, som påpeger at befolkningen i Slesvig ikke har tyske rødder. Men Petersen forlangte, at Danmark indrømmede dem en lokal selvforvaltning.

 

Friserne udsat for vold og overgreb

Han mente, at fremmedherredømme gennem tiden havde bevirket at de lokale mindretal havde lidt overlast. Landbefolkningen havde været underkastet vold og religiøs omvendelse. Han mente, at det var forkert, at man skulle give afkald af det oprindelige sprog for at blive noget i samfundet.

Den skade som især lærere og præster forvoldte, var særlig alvorlige, fordi de ændrede frisernes basale selvopfattelse.

 

Nordfrisland – stadig tysk

Afstemningen i 1920 afspejlede ikke hans ønsker. Hans fødeegn Nordfrisland var blevet ladt tilbage på den tyske side. I 1922 kom hans utilfredshed frem. Hans opfattelse af et bondesamfund var ikke et samfund af ligemænd. De ledende familier skulle have en ophøjet status, men de var samtidig forpligtet til særlige forpligtelser over for fællesskabet og dets svageste medlemmer.

 

Bondens selvstyre

Den økonomiske krise i det sønderjyske landbrug i midten af 1920erne forstærkede hans beslutning om at oprette protestbevægelsen Bondens Selvstyre.
Bevægelsen rettede også en voldsom kritik mod den måde, det danske selvstyre.

I tilknytning til bevægelsen opstod det sønderjyske Bondeværnet. Man udgav bladet Folkets Selvstyre. Og i dette blad havde Cornelius Petersen rig mulighed for at agitere for sine synspunkter. Man ville have indført det nationale diktatur.

Selvstyrebevægelsen ville oprette en selvstændig bonderepublik, delvis efter forbillede af den ældgamle nordjyske bondebevægelse fra Middelalderen. Den blev ledet af Skipper Clement.

 

En god agitator

Man udsendte sågar egne pengesedler. En krone sedlen havde på den ene side et billede af Cornelius Petersen og på den anden side et billede af den imponerende gård, Vester Anflod.

En resolution blev sendt til Christian den Tiende. Man opfordrede til at Sønderjylland fik sin egen administration, men beholdt sit tilkørselsforhold til
Danmark. Men dette afviste kongen.

Petersen havde tæt kontakt til Dannevirke – bevægelsen. I 1924 gik han ind i De jyske Separatister.  Cornelius Petersen var en god agitator. Hans protestmøder samlede mange sympatisører. I de københavnske medier vakte hans gøren og laden store bekymringer.

Men selvstyrer og protestbevægelsen fik kun 2.000 stemmer ved folketingsvalget i 1926. Grunden til den forholdsvise ringe tilslutning, skal nok ses i lyset af, at Slesvigsk Parti var meget smarte. De lagde sig stærk ind til protest – og selvstyrebevægelsens program. Selvstyrepartiet stod som taberen og Slesvigsk Parti
som vinderen.

Den stemning som Cornelius Petersen havde rejst gavnede Slesvigs Parti. Deres stemmetal steg fra 7.715 i 1924 til 10.422 i 1926.

 

Stauning var en røverkaptajn

Petersen blev i høj grad landskendt, da han i 1926 kaldte statsminister Stauning for en røverkaptajn. Udtalelsen fremkom efter, at Stauning på et møde på Bov Kro havde sagt, at 50.000 arbejdere var parat til at overtage de fallerede landbrug.

Cornelius Petersen farede nærmest i flint. Han mindede om, at Friserne i 1252 havde kæmpet mod Kong Abel og dræbt ham:

• Vi kommer til at gøre noget lignende. Vi har hørt, at man vil jage os fra vores gårde og sende os i døden. Over for familie og som kristne mennesker har vi den pligt at sørge for vore nærmeste og bekæmpe det onde. Vi tager altså kampen op. I den kamp gives ingen pardon. Enten skal røverkaptajnen vi må – dø. Vi kunne straks have gjort det af med ham, havde vi været nok mand til stede. Mangen menneske-plager med stjerne og charge har fået en kugle bagfra, uden at øvrighedens arm kunne have set hvem. Sådan kunne Stauning også være nedtrampet af femhundrede bønder, uden at øvrigheden fik at vide, hvem der var hvem.

Og Cornelius Petersen slap ikke for tre måneders fængsel. Man fremkommer ikke ustraffet med sådanne udtalelser. Men han kom aldrig til at afsone straffen.
Hans tilhængere samlede de 2.000 kr. sammen, som bøden var på.

 

Opfordring til kup

Kort tid efter blev der indkaldt til et protestmøde i Aabenraa. Og det var her tanken om et bondeværn fremkom. Politiet havde fået kendskab til, at nogle reserveløjtnanter med forbindelse til Petersen, havde rettet en forespørgsel til et ca. 50 officerer om, hvordan de ville stille sig i tilfælde af et antiparlamentarisk kup.

De påstod, at have hæren og flåden i ryggen. På protestmødet ville man have godtgørelse for tab i forbindelse med kronestigningen og anden økonomisk hjælp. En deputation blev sendt til København med en denne vedtagelse. Men de blev afvist.

 

Psykisk nedbrudt

Han var også med i oprettelsen af Den Slesvigske Brigade. Selv skulle han udnævnes til Hertug af Slesvig og tage de sønderjyske landsdele i direkte besiddelse. I foråret 1928 ophørte bladet. Kort tid efter faldt bevægelsen fra hinanden.

I de følgende år led Petersen både økonomisk og psykisk. Den personlige modgang bevirkede også, at han på et tidspunkt måtte lade sig indlægge på det psykiatriske hospital i Augustenborg. Spekulationer medførte store tab, da kronens værdi pludselig steg.

 

Frits Clausen – det store forbillede

Mange år levede han uden for det politiske spotlys, men dukkede pludselig op, da han udtrykte sympati for nationalsocialismen. Men det var den danske version af denne filosofi, han støttede og ikke den tyske.

Det var måske også derfor, at det var den sønderjyske landmand, DNSAP – lederen Frits Clausen, som tog ordet ved Petersens begravelse i 1935. Det kan overraske den forvirring af kursskifter som Cornelius Petersen gennem årene gennemgik. Han var tysker, dansker og friser, men han var alle disse ting på sin egen måde.

 

Friser – ånden blev ført videre

Mutter Petersen måtte efter hendes mand klare bedriften selv. I 1937 var der ansat en røgter, to karle og en køkkenpige. Enken førte friserånden videre. Der var ikke mange gårde i marsken, der dengang havde malkemaskine, ja endda elektricitet indbygget.

 

Egen elektricitet

En stor dieselmotor producerede elektriciteten. Den pumpede også vand ind i gården. Man kunne dog tydelig mærke, når den var ved at gå i stykker. Lyset blev svagere og svagere, så gik malkemaskinen i stå og til sidst var der ingen vand.

Den eneste, der kunne reparere maskinen, var smed Motzkus fra Møgeltønder. Han kom kørende på sin Nimbus.

 

Svine på anden sal

Oven på kostalden var der svinestalde, ofte med flere hundrede grise stående i båse. Gulvet skrånede en lille smule, så ajle af sig selv sivede ned i ajlebeholderen ved gårdens østre gavl.

Mod øst var ligeledes gårdens hovedindgang, en slags indkørsel foran både stald og stuehus. Møddingen lå under gade-niveau. Gården var bygget på et værft – en ca. 6 – 8 meter høj bakke.

Grisene blev født på loftet, og når de skulle slagtes, kom der en stor lastbil med højt lad, som kørte op foran den første stalddør, hvorefter der var en lem, som førte direkte ind til hoved-gangen i grisestalden. En anordning bevirkede at grisene kunne glide baglæns ned til lastbilens lad.

Hen over båsene var der monteret et tipvognskabel, der gjorde arbejdet meget lettere.

 

Dyrplageri

To gange om året rappede man bugfjer og dun af levende ænder og gæs. I dag kaldes dette dyrplageri. Adskillige kilo fjer og dun til fjerrenseriet et par gange om året.

 

En effektiv gård

Marskgården i tre etager var særpræget. Hø – og kornloftet var 8 – 10 meter højt. Mange systemer var indført for at gøre arbejdet så effektiv som muligt. Fremstilling af fåreost hørte også til det almindelige arbejde. Til gården var der tilknyttet 67 får. En gang imellem måtte man bruge Æ Klustag for at få fat i bortkommende får.

 

”Sabotage” på Rudbøl Skole

Børnene fra arbejderne på gården gik i skole i Rudbøl. Børnene – 16 – 18 drenge i alderen fra seks til fjorten år gik alle i en klasse. Den 9. april gik eleverne
ned i haven, og mens de tyske tykke Bertha `er fløj hen over marskens diger sagde lærer Outzen til børnene:

• Lige nu er Danmark kommet med i krigen. Krigen starter ikke i dag, men begyndte sidste år, da tyskerne angreb Polen… Gå I nu alle hjem, og kom først i skole igen, når jeg giver jeres forældre besked.

Rudbøl danske skole havde skolegård sammen med Rudbøl tyske skole. Skolebygningerne lå i hver sin ende af skolegården. Grænsen mellem de to bygninger var en fælles toiletbygning i midten med danske lokummer i venstre side og tyske i højre. Man bevægede sig absolut ikke ind i hinandens enemærker.

Drengene lavede selvfølgelig nogle sabotageaktioner. Det betød afstraffelse fra Outzen. Ti rap i bagen.

Den moderne gård, Vester Anflod brændte i 1950.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder
• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken – under vand
• Friserne – syd for Tønder
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Dengang – i Højer (under Højer)
• Bådfolket fra Rudbøl (under Højer)
• Højer – Stormflod og diger (under Højer)
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)
• Sønderjylland til Ejderen? (under Sønderjylland)

Redigeret 27. – 12. – 2021

Tønders omgivelser blev fuldstændig forandret efter afvandingen. Forholdet mellem dansk og tysk blev langsomt forbedret efter 1920. Dog var de tysksindede ikke tilfreds med ”Clausen – linjen”. Men fra 1933 blev tolerancen mindre. En svensk journalist var i tvivl –
Tønder eller Tondern. Denne journalist mødte nazismen i 1936 i Tønder. Fra 9. april 1940 var forholdet præget af en betændt spænding. Under besættelsen var der en slags væbnet neutralitet i byen.

 

Talrige oversvømmelser 

Tønder var en svømmende by. Byen var omgivet af vand og is på tre sider. Landeveje og dæmninger ragede op som diger. Fra Slotsbanken så det ud som et stormpisket hav. I begyndelsen af 20erne måtte man bjærge høsten med båd.

Dengang var Tønder – storkenes by. Det virkede meget idyllisk, men det gjorde de talrige oversvømmelser ikke. Mange led store tab. Halvdelen af de 100 køer som leverede mælk til byen måtte sælges. Ejerne kunne simpelthen ikke skaffe græs til dem.

 

Den store afvanding

I 1925 vedtog Rigsdagen en lov om Tøndermarskens afvanding. Projektet varede i fire år. Der blev gravet ca. 250 km store og små kanaler, anlagt ca. 80
km å-diger og opført 4 pumpestationer.

Tønder – egnen blev fuldstændig forandret. Landskabet blev forandret til frodige marker. Nu kunne man gå tørskoet hele året. Den gamle Skibsbro – kanal var nu helt uanvendelig. Og alle de myg, der sommetider plagede beboerne i byen, forsvandt også.

Men i perioder mærkede befolkningen dog endnu Vesterhavets nærhed. Således i 1946, hvor arealerne mellem jernbanen og Ribe Landevej blev oversvømmet. Og i 1947 oplevede Tønder og andre dele af Vestslesvig en tøbruds – katastrofe. I flere dage var kældre og gader under vand.

Som følge af afvandingen forsvandt storkene også. I 1870 var der således mellem 25 – 30 storkeredder i Tønder. Ifølge min far var der i 1930erne 6 – 7 stykker, og i min ungdom i midten af 60erne var der 2 – 3 stykker. Jeg tror ikke, at der er nogen storke tilbage i Tønder i dag.

 

Frigrunden

Inde i Tønder lå noget mærkeligt, som havde spor tilbage til middelalderen. Slots – og frigrunden lå i en anden kommune. I 1645 blev området udvidet, da Frederik den Tredje skænkede to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade (Frigrunden) og Møllevej (Skibbrogade). De huse, der lå i området skulle ikke betale skat, og i 1663 blev det bestemt, at de ikke var undergivet anden jurisdiktion end hofretten på Gottorp. I 1906 var det 17 boliger og 120 indbyggere.

Ved Genforeningen blev de lagt sammen med Tved og Emmerske og kom til at ligge i Tønder Landsogn. Her lå fortsat i enklaven, amtshuset, amtmandens bolig, vandmøllen, badeanstalten, museet og de kommunale værker. Det var først i 1933, at Slots – og Frigrunden sammen med Tved og Dyrhus blev indlemmet i Tønder Kommune.

 

Clausen linjen

At Tønder blev dansk, kan vi blandt andet takke H.V. Clausen for. På en række kort havde han allerede i 1895 tegnet den nuværende grænse. I 1901 gentog han sit forslag i “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Han havde simpelt hen kombineret naturen og kulturen og sat en grænse. Og denne grænse fulgte på en del af strækningen Skelbækkens, Gammelåens og Sønderåens løb til Rudbøl Sø.

Et modigt forslag, for Tønder og Højer blev regnet for udprægede tysksindede byer.

H.V. Clausen begrundede sin linjeføring med, at Jejsing, Rørkær og Møgeltønder var udprægede danske byer og måtte med til Danmark.

Clausen – linjen blev bakket op af den danske regering og indgik i Versaillestraktaten som 1. zones sydgrænse. Selv om der den 10. februar blev afgivet 76,5 pct. tyske stemmer i Tønder, bevirkede det store danske flertal i Nordslesvig som helhed, at byen kom til Danmark.

 

Danske gadeskilte

Et andet specielt forhold i Tønder var gadeskiltene. I efteråret bestemte den danske generalstab, at der skulle indføres danske gadenavne. Det gav anledning til en debat om, hvad gaderne skulle hedde på dansk. Og hvad der var lige så vigtig, skulle det danske vejnavn eller det tyske hænge øverst.

Dobbeltskiltningen var symptomatisk for livet i Tønder frem til 1945. Livet i byen var præget af, at her boede to nationaliteter. I skolen var der faktisk et tysk og et dansk skolevæsen. Der var en dansk og en tysk præst. Selskabelige og kulturelle foreninger var opdelte, og det samme gjaldt for idræt og sport. Biblioteksvæsen og forsamlingssteder var også opdelte.

 

Tysk blev brugt mange steder

Sønderjysk, dansk og tysk blev brugt alle steder. Og nogle gange blev disse sprog blandet sammen i en stor bøtte. Fra 1922 til 1937 førte byrådet en protokol på både dansk og tysk.  I menighedsrådet blev protokollen godt nok ført på dansk, men forhandlingssproget var på både dansk og tysk.

Byen havde en dansk borgmester til 1937 og i brandvæsnet var kommandosproget tysk helt frem til 1945. I Tønder Håndværkerforening var forretningssproget og protokollen tysk frem til 1935.

Opdelingen var dog ikke slut med et slag. Jeg har i tidligere artikler underholdt læserne med mine egne iagttagelser fra min ungdom i det opdelte Tønder.

 

Svensk journalist: Tønder eller Tondern

En svensk journalist, der gæstede byen i 1936 skrev en artikel i Göteborg Handels och Sjöfartstidning med titlen Ved Grænsen. Han var i tvivl om, han skulle kalde byen Tondern eller Tønder:

• Nu taler al denne pragt klart og tydeligt tysk – slægtsnavnene, mindetavlerne, indskrifterne, alt sammen. Byen har også statuer af rigstyske hædersmænd, der er født i Tønder. Henne ved kirken står et meget grimt krigsmonument fra år 71 tilegnet ”Wilhelm der Erste unde seinen Kämpfern.
• Samtalen på gaden er visselig tosproget, og i butikkerne betjenes man korrekt på dansk – men det er ofte ikke ren uforfalsket dialekt, men skolesprog.
  Højtalerne inde i patricierhusene gengiver som regel tyske dagsnyheder. Et stateligt Biedermeiertypen præsenterer sig i gotiske bogstaver som
  Deutsches Haus.
• Nazihilsen forekommer ufortøvet blandt de unge mennesker – visselig også det som forsvandt fra Tyskland siden år 33 – rødfront-hilsen med knyttet hånd. Er det ikke et stykke Tyskland, som er havnet inden for Danmarks grænse. 

 

Danskheden i dvale

Danskheden i Tønder var nærmest gået i dvale. Det var tilrejsende, der måtte ruske op i de dansksindede i byen. Denne vækkelse startede med den første danske forening siden 1864 – Tønder Læseforening.

I 1920 skete der næsten daglige ting i Tønder, der vidnede om, at danskheden for alvor var ved at komme tilbage. Således skrev amtsassessor v. Stemann
i sin dagbog den 20. maj:

• Mødte i Tønder det første danske postbud i rød uniform. Det var helt underligt. Postvæsnet fra Danmark begynder i dag.

 

Tysk chikane

Nogle ruder blev slået ind hos dansksindede. Danske soldater blev chikaneret, nogle handlende ville ikke sælge varer til dem, de første par dage. Og et en del gange var der optog gennem byen med afsyngelse af tyske patriotiske sange. De røde postkasser blev hældt over med sort maling. Ved en hjemstavnsfest i 1921 var der slagsmål mellem tyske ringridere og danske soldater.

I 1928 skred politiet ind, da Kyffhäuser – ungdomsgruppen uden tilladelse med trommer og piber i spidsen drog gennem byen og forstyrrede et dansk militærorkester. Lederen af optoget, værtshusholder Buckow fra Schützenhof fulgte ikke politimester Seidenfadens henstilling om, at standse marchen og blev derfor sigtet for gadeuorden.

 

Fornuft – ægteskab

Trods disse uoverensstemmelser fungerede forholdet mellem de to nationaliteter som et fornuft-ægteskab. Der var tale om gensidig tolerance. I modsætning til østkysten omgikkes dansk – og tysksindede hinanden i Tønder.

Danske officerer kom i 1923 tilfældig ind på Schweizerhalle. Spontant blev de inviteret til fest hos de tilstedeværende tyske skyttebrødre.

De fleste sager i Tønder Byråd var præget af konstruktivt samarbejde. Ved valgene blev de nationale synspunkter dog klart trukket op. Det vakte dog også oprørsstemning, da bankdirektør R.P. Rossen som den første vovede at tale dansk i byrådet. Efterfølgende betjente man sig af begge sprog. Til gengæld fastholdt borgmester Johannes Thomsen trods kritik fra dansk side fast ved sin ret at forelægge sagerne på tysk.

 

Gensidig tolerance

Ved amtsudstillingen i 1925 ville de tysksindede ikke udstille i en bygning, hvor Dannebrog vejede. Modsat ville de dansksindede ikke være med, hvis dette ikke var tilfældet. Stemann fandt på en smart løsning på problemet. Ved udstillingsbygningen hejste man et flag, hvor der på en rød flagdug stod Amtsudstillingen i Tønder med hvide bogstaver. Dannebrog blev hejst ved indgangen til pladsen.

Den dansksindede broderihandler Frk. Jacobsen og den tysksindede guldsmedeenke fru Bødewadt drev forretning i Østergade. Når fru Bødewadt handlede hos frk. Jacobsen foregik samtalen på tysk og dermed på kundens præmisser. Når frk. Jacobsen handlede hos fru Bødewadt, talte de begge derimod dansk.

Jo det gik meget bedre i Tønder end i Højer med den gensidige respekt.

 

Den gensidige forståelse forsvinder

Hitlers mange overtagelser i Tyskland i januar 1933, forværrede dog det dansk/tyske forhold. Kræfter var i gang for at generobre Nordslesvig. I Tønder var der kræfter i gang for at styrke det militære beredskab.

Den 23. marts 1933 blev der afholdt møde i Deutsches Haus. Lærer Lutz fra Sønder Løgum holdt en spændene tale, Ein neues Deutschland ist erwacht. Mindretallet oprettede som det første sted i Danmark en nazistisk Ortsgruppe. Andre nazistiske foreninger blev efterfølgende oprettet i byen.

I juli 1933 opstod der et stort slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af Sturmführer Peter Christian Jürgensen også kaldet Peter Sturm og en større gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden.

 

Store spændinger

En stærk spænding opstod mellem nazister, kommunister og socialdemokrater. Navne på handlende, der på  grund af deres tilkørselsforhold skulle boykottes, dukkede op.

I september 1933 blev der afholdt et stort stævne i Tønder. Flensborg Avis skrev følgende:

• Ved firetiden om eftermiddagen marcherede nazisterne med musik i spidsen og otte hagekorsflaget i optoget gennem byen. Langs fortovene stod et stort antal nysgerrige, op på  torvet havde nazisterne samlet sig. De hilste optoget og fanerne med udstrakt arm og Horst Wessel – sangen, da musikken spillede melodien til den. Nogle kommunister, der ligeledes var samlet på torvet råbte ”Heil Moskau”. De søgte at gøre sig bemærkbar ved
  at synge ”Internationale”. Politiet var dog mødt mandstærkt op. En tysk nationalsocialist fra syd for grænsen blev for sin optræden over for anderledes tænkende anholdt af politiet. Han vil nu blive udvist.

I byrådet kom der til en konfrontation i 1934. Bygmester J.D. Wiese fra Slesvigsk Parti bad om ordet. Han overfusede pludselig socialdemokraterne, som han bad forsvinde nordpå til den gamle grænse med henvisning til, at 75 pct. af befolkningen i Nordslesvig var nationalsocialister. Da borgmesteren efter talrige opfordringer ikke fratog Wiese ordet, udvandrede socialdemokraterne og repræsentanterne fra de borgerlige partier. Dermed var byrådet ikke mere beslutningsdygtig.

På et møde et par dage efter beklagede borgmesteren, at han ikke havde grebet ind. Byrådet fungerede stort set indtil et halvt år efter.

Anledning til dette var, at den tysksindede kommuneassistent Franz Hecht på et dansk nazimøde i byen havde stillet krav om en grænserevision. Sagen blev diskuteret vildt og bredt i byrådet. Enden på det, blev at borgmesteren pålagde de kommunalt ansatte, at afholde sig fra ytringer, der kunne virke anstødelige på dele af byens befolkning.

 

En svensker møder nazismen i Tønder

Lidt tidligere omtalte vi den svenske journalists besøg i Tønder. Denne dumpede i 1936 tilfældig ind på  Hostrups Hotel. Her blev han vidne til et møde, som blev afholdt i et sidelokale. Omkring 40 unge med det stejle blik og spændte mine, som er velkendt sydfra. Til sidst kom en “uppstramat” herre med følge. Dørene blev lukket med et sæt, og den svenske journalist hørte tydeligt den indledende sang, “Ich bin ein Preusse, will ein Preusse sein” I sangen var der også hyldest til “Der Führer”. 

Da Tønder i 1937 fik en dansk borgmester, fik de tysksindede et chok. Som den første embedshandling fjernede borgmesteren den tyske forhandlingsprotokol.

 

En avis skyder med skarpt

Og i 1938 skete der noget nyt, der ophidsede parterne. I forbindelse med Tønder Seminariums 150 – års jubilæum nedlagde dem tyske lærerforening den 10. september i forståelse med rektor Morten Bredsdorff en krans ved mindestenen for seminariets stifter, Balthasar Petersen. Da kransen var falmet to uger senere, lod rektor den fjerne.

Denne handling udløste et voldsomt angreb mod ham i Nordschleswigsche Zeitung med skyld for gravskændsel. Det var ifølge bladet en dyb fornærmelse
mod den tyske befolkning. Efter meget skriveri lagde dønningerne sig efterhånden. Eksemplet viser, hvor betændt situationen var i Tønder i skyggen af det 3. rige.

 

Lad os omgås som mennesker

Men situationen var dog ikke værre end, at både dansk – og tysksindede kunne hylde et tysksindet guldbrudepar med lys i vinduerne i hele Østergade.  Man inviterede også Christian den Tiende til Tønder Ringrider Korps 125 års jubilæum. Men Nordschleswigsche Zeitung oplyste i en meget skarp artikel, at ikke alle tysksindede var enige i at kongen skulle inviteres. De dansksindede skulle ikke glæde sig til en forbrødring. Angrebet fra avisen blev dog efterfølgende afvist på korpsets generalforsamling.

Avisen Hejmdal henviste til at også det tyskdominerede brandværn og skyttekorps havde været med til at modtage kongen.

Jydske Tidende skrev:

• Lad enhver være, hvad han nationalt føler trang til at være. Men lad os omgås hinanden som mennesker. Er der en retning inden for tyskheden i Tønder, der billiger dette synspunkt, så ønsker vi naturligvis, at den må finde den fornødne tilslutning.

Mere flot kunne det ikke siges. Men de moderate tysksindede forblev tavse. Det var nazisterne inden for mindretallet, der dominerede medierne.

Det var også tankevækkende, at den mere moderate inden for det tyske mindretal pastor Johannes Schmidt i 1935 fik 67 pct. af stemmerne til folketingsvalget. De to nazistiske udfordrere Wilhelm Deichgräber og Jep Nissen kun fik 26 pct.

 

Nazisterne får stor tilslutning

Det var kun et beskedent antal af Tønders befolkning, der var nazister. Ortsgruppens medlemstal svingede mellem 50 og 75. Men stemningen vendte efterhånden til fordel for Hitler og Heim ins Reich.

Tilslutningen i 1939 var stor. De mange demonstrationer i Tønders gader havde temmelig stor tilslutning. Den nazistiske organisation N.S. Frauenschaft
havde efterhånden 250 medlemmer. Også andre nazistiske foreninger i Tønder mærkede øget interesse.

Under et velbesøgt nazi – møde på Schützenhof den 26. marts 1939 sluttede Jens Møller med ordene:

• Führer mach uns frei.

Det var udtalelser som disse, der fik gode venskaber og naboskab til at krakelere.

 

Krigen nærmer sig

Den 1. september 1939 var der som sædvanlig ordinært byrådsmøde på rådhuset. Samme dag var der dog en begivenhed, som hvilede som en tung skygge over forsamlingen. Tidlig om morgenen havde Tyskland overfaldet Polen. I den anledning havde England og Frankrig blevet stillet over for et ultimatum om krig, hvis kamphandlingerne ikke blev indstillet. I Tønder som andre steder var man klar over, at en ny verdenskrig stod for døren.

Borgmester Paulsen åbnede mødet med en kort tale i anledning af de tunge tider Europas folk gik i møde. Efter talen rejste medlemmerne sig.

Den 8. april 1940 afholdt NSDAPN`s Ortsgruppe i Tønder en såkaldt Gemeinschaftsabend, hvor der blev vist film fra Polen. Det var som et partimedlem senere konstaterede an aften fuld af spænding på grund af rygter om en tysk militær opmarch syd for grænsen. Det viste sig at disse rygter var sande.

 

Jubel over tyskernes indtog

Blandt de tysksindede var glæden stor. De tyske tropper blev hilst med jubel og opfattet som befrier. Hagekorsflaget blev opsat på flere offentlige bygninger. På statsskolen og seminariet blev de dog hurtig fjernet igen.

På Torvet blev en politiassistent forulempet af nogle tysksindede. Om aftenen holdt man fest for de tyske soldater på Schützenhof. Kort tid efter fejrede man samme sted, Hitlers fødselsdag. Her gav Ortsgruppenleiter Chr. Jensen og Kreisleiter Jes Petersen udtryk for, hvor taknemlig den tysksindede befolkning
var, over det skete.

 

Det kniber med renlighed og moral

Arbejdsløsheden steg, trods det faktum at mange håndværkere fik arbejde hos tyskerne. Skolerne blev beslaglagt. En overgang måtte man undervise 9 forskellige steder i byen. Det kneb også med brændsel. Dette forhold fik kirken til at lukke i januar 1945. Skolebadningen blev også indstillet. Efterhånden som renligheden blev mindre god, steg omfanget af fnat. I 1944 fik børnene i en klasse det skudsmål, at de så gennemgående snavsede og forsømte ud.

I medicinalberetningen for 1942 kunne Lausten – Thomsen fortælle, at fnat samt kønssygdomme var i stærk tiltagen. I den forbindelse tilføjede han at

• også  på anden måde viser krigsforholdenes uheldige og moralsk opløsende indflydelse sig, ikke mindst i (de) yngste kvinders opførsel.

Han kom ikke nærmere ind på, hvad han mente, men senere i beretningen, oplyste han at antallet af børn født uden for ægteskabet i Tønder var mere end fordoblet. Generelt var antallet af fødsler også betydelig større i Tønder under besættelsen end i årene umiddelbart før og efter.

 

Mange tøndringer inddraget i krigen

Tøndringerne oplevede rædslerne på  nærmeste hånd. To gange blev det samme hus i Jernbanegade ramt. To tøndringer omkom, da et tog blev bombet. Ved Rørkær omkom to, af en bombe (Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene i Tønder under besættelsen).

Flere tøndringer blev også aktivt inddraget i krigen på den ene eller anden måde. På opfordring af det tyske mindretal meldte mange sig i den tyske hær. Ved udgangen af 1942 var lidt under halvdelen af NSDAPN’s 223 medlemmer gået i krigen. Hertil kommer adskillige andre frivillige. I skolerne blev de unge mennesker presset af deres lære. Også dansksindede kom til at arbejde for tyskerne. Det officielle Danmark sendte arbejdsløse til at arbejde for tyskerne.

Mange genså aldrig deres fødeby. Og dem, der så genså deres hjemby blev sendt til Frøslev, hvor de i mange år kunne tænke over deres gerninger. I adskillige år fremover skulle de ikke tænke på at søge en statslige eller kommunal stilling.

Flere modstandsfolk, gendarmer, politifolk og andre blev interneret. Mange blev angivet til besættelsesmagten af deres naboer. Mange vendte ikke hjem. Og atter andre blev mærket på sjæl og legeme.

 

Agitation og censur

I boghandler Hechts vindue fik den nationalsocialistiske begejstring frit løb. Gennem hele krigen var vinduet udsmykket med hagekors og førerens portræt. Natten til den 7. oktober 1943 blev vinduerne overmalet med årstallet 1918 til minde om Tysklands tidligere storhed og fald. Et velrettet stenkast havde desuden splintret førerens portræt.

Og så skulle man sandelig også  tænke på, hvordan man gav udtryk for sine følelser. Ordet Genforening måtte ikke bruges. Man måtte heller ikke fortælle, at danske skibe blev torpederet. De forliste på en anden måde. Der var ikke tyske soldater i Danmark, kun fremmede. Kongens ansigt måtte ikke være præget af sorg. Ordet alvor skulle bruges i stedet.

De tosprogede gadeskilte skulle tages til indtægt for, at i Tønder lever der to nationaliteter, én hvis sind er vendt mod nord, og én hvis sind er vendt mod syd. Når der kaldes til fest, tager en skare mod Tønderhus og en anden skare til Schützenhof. Når den sidste strid er stridt, samles tøndringerne et sted – i de dødes have mellem Ribe Landevej og Carstensgade.

Midt under krigen bragte Sønderjysk Månedsskrift en artikel af Claus Eskildsen. Han beskrev den nationale udvikling i Tønder. Han konstaterede at den tolerance efter 1933 og navnlig efter den 9. april 1940 var faldet betydelig. Der var sket en væsentlig skærpelse af de nationale modsætninger.

 

Væbnet neutralitet

Den hadske udlægning i Nordschleswigsche Zeitung virkede som en tårn i øjet på de dansksindede. Det samme gjorde besættelsesmagtens overgreb. Det var som om Tønder var i en spændt ligevægtstilstand mellem de to befolkningsgrupper. Men begge parter bestræbte sig på, at få dagligdagen til at fungere. Man kan vel tale om en slags væbnet neutralitet.

I Menighedsrådet røg man i totterne på hinanden, da man skulle vælge et nyt orgel. Det tysksindede mindretal ville have et orgel fra Marcussen i Aabenraa. Dette blev også anbefalet af Kirkeministeriet. Flertallet, bestående af de dansksindede valgte dog Frobenius.

Det gik dog bedre i byrådet. Her var alle parter indstillet på, at få det til at glide. I praksis fungerede det gamle byråd fra 1937 til 1946.

Tønders jubilæum i 1943 var præget af forsigtige taler. Dette overholdt oberst Paludan – Müller dog ikke (se artiklen Obersten fra Tønder).

 

Zeitreivillig

Et dybt indtryk i den danske befolkning gjorde det, da deres hjemmetyske medborgere optrådte som Zeitfreiwillige iført uniform og gult armbind. De blev spottende kaldt Blindesamfundet. Men det skulle man passe på med. Postaspirant Søren Bundesen blev i september 1943 idømt to måneders fængsel for at have fornærmet en Zetfreivillig. Denne Post Bundesen har jeg faktisk kendt.

Boghandlermedhjælper Mogens Thorbek fik to ugers fængsel for usandfærdige og fornærmende beskyldninger over for værnemagtsposter.

 

Stor opbakning til strejke

En anden person, som jeg har kendt er Siegfred Larsen. Hans kamp under besættelsen bliver udførlig beskrevet i en anden artikel. Men denne Siegfred, der var formand for arbejderne i Tønder opfordrede til strejke. Det var blandt andet fordi, at tyskerne var begyndt at deportere fangere fra Frøslevlejren til koncentrationslejrene sydpå. I Tønder vurderede politiet strejken til at være 95 pct. effektiv.

 

Sabotage og modstand

Kun tre dage efter blev politiet afvæbnet og grænsegendarmerne kort efter interneret. Den 16. april 1943 opstod der brand i DSB´s oliedepot i Tønder. Det var den første egentlige sabotageaktion mod faste anlæg syd for Kongeåen.

Som nævnt i en tidligere artikel var min kone og mig udsat for, at man over for udenlandske turister på Frihedsmuseet udtalte, at der ikke forekom sabotageaktioner under krigen syd for Kongeåen.

Kredsen af dem, der beskæftigede sig med illegalt arbejde i Tønder bestod af en række mennesker, som jeg kendte en fem stykker af i min ungdom i Tønder.

Kilde:

•   Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter finder du 362 artikler 
• Bombeangreb mod Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder før og efter genforeningen
• Tønder under besættelsen
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken – under vand
• Tønders historie – efter 1900
• Zeppeliner i Tønder
• Tønder Statsseminariums Historie
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
• Tønder – på en anden måde
• Frøslevlejren (under Padborg)
• Fårhuslejren (under Padborg) Og mange flere artikler 

Redigeret 27. 12. 2021

Det er sjældent at historien beskæftiger sig med de fattige, og hvilken behandling, de får. I denne historie kan du høre hvordan Tønder tackler problemet. Tiggertegn, indsamlinger og trusler om, at man som fattig skal opføre sig ordentligt. Det hele ender med fattiggården Gørrismark, hvor man ikke må nyde kaffe, the eller spiritus. Man måtte heller ikke ryge. Til gengæld fik man vælling, grød og kål til middagsmaden.

 

Tiggertegn skulle bæres synligt

I 1548 fastsatte Christian den Tredje at tiggere, der var hjemmehørende i Ribe Stift og dermed Tønder by, skulle have tiggertegn, der skulle bæres synligt på
frakken. De husarme i byen skulle registreres, så de kunne få af de midler, der blev indsamlet fra fattigblokke i kirken og ved byportene. Desuden fik de midler
fra fattigbøsser, der blev båret rundt ved familiefester og fra bøder.

De øvrige fattige kunne hver lørdag under fattigfogedens ledelse tigge hos byens borgere.

 

Alvorlige oversvømmelser

Handelen gik tilbage efter svenskernes hærgen. Marskegnene oplevede alvorlige oversvømmelser i årene 1717, 1718 og 1720.

Alt dette gav næring til ny tiggeri.  Hæren var blevet indskrænket og blandt tiggerne så man en stigende andel af forhenværende soldater.

 

Tvungen fattigforsørgelse

I 1708 var der indført tvungen fattigforsørgelse i kongeriget. I de forskellige enklaver forsøgte man at efterleve dette. Også i gottorpske Tønder var der brug for reformer. Tiggeriet havde taget overhånd. Unge, sunde, fremmede og unyttige tiggere prægede gadebilledet. I forvejen havde byens egne borgere brug for almisser.

Den hårde vinter 1708 – 09 og det efterfølgende års misvækst, samt stigende kornpriser bevirkede, at fattigdommen tog til.

 

Nye initiativer

Det var den velhavende rådmand, købmand og kniplingshandler Peter Struck der tog initiativet til nye reformer. Han var præget af pietismen, der blandt andet kom til udtryk ved oprettelse af vajsenhuse og forbedring af skole – og fattigvæsen. Peter Struck tog også initiativ til at udvide byens hospital.

 

Tiggeri sat i system

Alt tiggeri blev forbudt. Tiggerne skulle underholdes af frivillige bidrag fra byens borgere. Provst Reimarus, by-sekretær Richter og Peter Struck gik fra hus til hus for at få alle indbyggere til at tegne sig for et ugentlig beløb til den nyoprettede fattigkasse.

I alt tegnede borgerne sig for 43 mk. 1 ½ sk. Samt 11 brød ugentlig.

Mod en ugentlig betaling fik Niels Petersen, skolemesteren på hospitalet til opgave at kræve dette beløb, hver uge.   Hver lørdag klokken 2 skulle de fattige
nu i overværelse af Peter Struck eller en anden rådmand, samt en borger fra hvert af byens fire kvarterer modtage en understøttelse i penge samt 2 pund brød. Skolemesteren skulle ved hver uddeling indlede med salmen Nu beder vi den Helligånd. Derpå skalle han læse et stykke af katekismen og slutte med en lov – og takkesalme. Først derefter fik de utålmodige fattige deres understøttelse.

Nogle gange var der et par hundrede, der fik understøttelse. Men de indsamlede penge forslog slet ikke. Så  mange borgere skænkede ekstra beløb til indkøb af brød. Ved juletid 1709 blev der foretaget en særindsamling.

I længden gav de velhavende ikke nok til fattigkassen. Derfor ophørte indsamlingen i 1711. nu måtte de fattige nøjes med de penge, der på anden vis, blev indsamlet.

 

Vajsenhus samt tugt – og værkhus

Fra slutningen af 1720erne forsøgte man igen at samle penge ind hos borgerne i Tønder. Det hang sikkert sammen med, at der var ansat en ny provst J.H. Schrader. Han var en ivrig pietist. Fra første færd forsøgte han, at få det forfaldne fattigvæsen på fode igen. Men ak, resultatet blev endnu ringere end i 1708 -09.

Først i 1736 lykkedes det at få  et levedygtigt fattigvæsen i byen.

Det lykkedes for Schrader at få Vajsenhuset op at stå. I en tilbygning blev der opført et tugt – og værkhus. Her blev tiggere og urolige hoveder, forbrydere og sindssyge indsat på fattigkassens eller pårørendes regning. De fik underhold, med der skulle arbejdes.

Magistraten gav nogle rådsmedlemmer, to præster samt en udnævnt fattigforstander til opgave at tegne borgerne til forhøjede frivillige bidrag.

Hvor godt det virkede, er det tvivl om. Under den strenge vinter i 1749 blev de fattige i Tønder nødt til at tigge. Efter Schraders død i 1737 deltog ingen præster i fattigvæsnets bestyrelse.

 

Magistraten sad på  fattigkassen

Hver mandag kunne de fattige, der ønskede hjælp komme op på rådhuset. Blev en understøttelse bevilliget, modtog den fattige en anvisning på fattigkassen. Så var det fattigforstanderen, der udbetalte et beløb hver onsdag i salen over hospitalet.

I første omgang var beløbende frivillige, men efterhånden fastsatte magistraten ydelserne. Det var også  magistraten, der enevældig bestyrede fattigkassen uden indgriben udefra. Dette protesterede den meget aktive præst J.G.C. Adler i 1793 over. Men det lykkedes ham ikke at få ændret administrationen.

I 1803 – 1804 forsøgte Adler at indrette et hørspinderi for midler testamenteret af kniplingshandler Poul Popsen. Men det kuldsejlede.

 

Fattig – distrikter

Fattigvæsenet skulle bestyres af et kollegium bestående af borgmester, hoved-præst, fysikus og politimester, samt en rådmand, to deputerede, en kongelig embedsmand og en god borger.

Byen skulle inddeles i 5 Armen-districte, hvert under en fattigforstander, der tillige skulle være medlem af kollegiet.

Den væsentlige opgave var at give de arbejdsduelige arbejde enten i en arbejderanstalt eller i deres eget hjem. For at kunne dække de øgede udgifter, som følge med især fattigarbejdets indførelse. Man håbede på at byens borgere ville bidrage.

I Tønder fik kvinderne mulighed for at tjene en kummerlig løn som kniplersker. Ja kvinderne blev faktisk tvunget til denne beskæftigelse. Tog de ikke arbejdet, tog man hele understøttelsen fra dem. (Se artiklen – De stakkels kniplepiger i Tønder)

 

Den initiativrige købmand

Da arbejdsløshed og tiggeri fortsatte allierede magistraten sig med købmand Matthias Asmussen. (Se artiklen – En patriot i Tønder) For byens regning anlagde han i 1783 i Østergade 56, en hue – og strømpefabrik, der fik privilegier af kongen. Fabrikkens formål var at afhjælpe lediggang og tiggeri. I 1790 arbejdede der ca. 40 arbejdere i fabrikken, der afsatte for ca. 3.000 rigsdaler  om året.

Desværre satte krigen 1807 –  14 en stopper for fremgangen. Fra 1814 begyndte fabrikken at give underskud og byens engagement ophørte. I 1826 var der således kun en vævestol og 12 arbejdere beskæftiget. I 1829 blev bygningen lærerbolig for seminariet.

Asmussen oprettede også en anden virksomhed, et uld – og linnedmanufaktur, hvor i alt 200 – 300 fik beskæftigelse. Mon ikke Asmussen havde indkalkuleret den billige arbejdskraft. Men officielt blev han hædret. Da han i 1785 lod nye bygninger opføre i Østergade 29, satte han en indskrifts-tavle på huset med følgende påskrift:

• Erbaut 1785 von Matthias Asmussen.
• Man hilft den Dürftigen die Mittel gern ersinnen
• durch Fleiss ihr eigen Brodt in Ruhe zu gewinnen

Der var ikke alle, der fik lov til det som Matthias Asmussen fik lov til. Således ansøgte Jens Matzen om lov til at anlægge et vajsenhus og en stoffabrik til de fattiges bedste. Magistraten afviste dog ansøgningen med den begrundelse at Matzen ville udnytte de fattige og selv indkassere profitten.

Den triste historie om Asmussens videre færd kan læses i den nævnte artikel. Pludselig ville Tønder ikke vide af ham.

Allerede i 1780 havde fysikus Johan Gottfried Krichauff gjort sig sine tanker om, at tiggeriet kunne afskaffes ved at sætte de fattige i arbejde.

 

Fattige blev begravet uden præst

Når fattige skulle begraves, foregik det som regel i stilhed. Den laveste klasse kunne ikke betale, hvad det kostede. Skoler og præster var heller ikke så ivrige for at hjælpe dem. Som regel måtte de så give afkald på deres sædvanlige takster.

I kirkebogen for Tønder fra 1751 kan man således læse:

• De følgende Lig blev ikke meldt for mig. Det blev mig blot sagt, at der ud over de foregående indtil 7.11.1750 var blevet begravet 11 Mænd, 12 Kvinder og 11 Børn i Stilhed.
• Da Dødegraverne (die Kühlengräber) ikke som det er deres Pligt i rette Tid har angivet de Lig, som er blevet begravet i Stilhed hos mig, så har jeg umuligt kunne føre Bog derover.

Det var nok, at graveren var til stede. Degn og præst kunne godt undværes. Endnu i 1793 skete det, at navnene på de begravede ikke blev nævnt til præsten.

 

På  tiggerjagt

Tiggeriet tog til i Tønder. Det var mange fremmede tiggere i byen. Og Magistraten befalede, at der skulle fortages såkaldte tiggerjagter. Den 26. november 1766 kaldte man således 8 borgere op på rådhuset. De skulle to og to sammen med en by-tjener gå på jagt i byens fire kvarterer. Men det var nu ikke den store succes. Tilsvarende jagter blev fortaget i de følgende år.

De pågrebne blev transporteret til hjemstedet. Var de blevet pågrebet før, blev de sendt til tugthuset i Glückstadt. Men tiggerne havde fået nys om jagterne og tog deres forholdsregler, så jagterne fik aldrig den store betydning.

 

Ekstraordinær indsats

Under den alvorlige dyrtid i 1766 holdt omegnens bønder og opkøbere korn tilbage, og de stigende priser hvilede tungt på underklassen. Magistraten måtte derfor opkøbe et større parti rug for at sænke prisen.

I Tønder var der i 1812 – 1817 nødvendigt at foranstalte særuddelinger af brød til de fattige. Konkurrencen på tekstilfremstilling tog til.

 

Nedgangstider for Tønder

Al industri var næsten forsvundet fra byen. Også kniplingsindustrien gik væsentlig tilbage. Nye moder og udenlandske maskinfremstillede bomuldskniplinger udkonkurrerede de håndlavede tråd-kniplinger.

I 1820’erne steg arbejdsløsheden mærkbar i Tønder.

 

Arbejdsanstalt i Østergade

I 1822 udstedtes regulativet for en kommende arbejderanstalt. Her skulle alle arbejdsløse kunne få beskæftigelse, og således tjene til eget underhold. Man håbede på den måde at kunne begrænse fattigkassens udgifter.

Arbejdet skulle være frivilligt, men arbejdsduelige, som bad om offentlig understøttelse, var forpligtet i at deltage i arbejdet.

Arbejderanstalten blev indrettet i det tidligere sygehus i Østergade 15. Som følge af manglende midler trådte arbejdsformidlingen først i gang i 1826 – 1827. Som startkapital blev der lånt 6.000 mk. Som værkmester blev antaget skomager Friedrich Christian Alwadt. Han havde bestyret Vajsenhusets tugthus.

I 1834 deltog 124 personer i arbejdet. Folk mødte ikke kun frivillig op. Der blev også brugt tvang.

 

Stigende tiggeri

Snart hobede vanskelighederne sig op. Det var svært at få de producerede varer solgt. De var heller ikke konkurrencedygtige og kvaliteten var for dårlig. Varelagret svulmede op, arbejdshuset gav underskud og gælden voksede.

I 1833 blev virksomheden indstillet og i 1834 måtte Alwadt flytte fra Østergade 15.

Stemningen var vendt mod det offentlige. De trykkende sociale forhold viste, at magistraten og fattigforstanderne ikke alene kunne klare problemerne. En nyordning af fattigvæsnet blev etableret. Fattigforstanderne klagede over stigende tiggeri.

 

Offentlig bespisning

Fattigkommissionen fratog en stor del af de fattige deres kontante hjælp og udleverede i stedet en portion middagsmad hos kogemesteren Martin Knudsen og hans kone i det store køkken i arbejderhuset i Østergade 15.

Nu var det ikke de store luksus-retter, der stod på menuen. Ideen og menuen kom fra Flensborg. I 1833 stod følgende på spisesedlen:

• Mandag: Brødsuppe
• Tirsdag: Grynsuppe med sirup og eddike
• Onsdag: Byggrød
• Torsdag: Brødsuppe
• Fredag: Ærtesuppe
• Lørdag: Byggrød
• Søndag: Ærtesuppe

Det var ikke den store variation, og rådmand Christian Outzen, der skulle tjekke kvaliteten gav dog også kun følgende karakter, forsvarlig god.

Den offentlige bespisning blev afviklet i løbet af 1833, men midlertidig genindført under den strenge kulde i 1841.

 

Navne på  fattiglemmer offentliggøres

I marts 1835 blev alle fattiglemmers navne offentliggjort. Også bidragsyderne til fattigkassen blev offentliggjort med beløbsstørrelse.

Men mange borgere gav udtryk for, at de ikke ville være de fattiges tjenere. Og i øvrigt havde de byrder nok i forvejen. I et regulativ fra 1842 blev der bestemt, at der ventede fattige, der optrådte trægt, trodsigt eller utilbørligt over for fattigkollegiet, regnskabsføreren og fattigplejerne, fængselsstraf eller korporlig afstraffelse.

 

Nyt Fattighus 

Kommunen lod et fattighus opføre på  den grund, hvor der tidlige havde ligget en kirkegård. Fattighuset i Østergade 14 var på to etager. Det var beregnet til ca. 80 beboere. I 1840 boede der 77 beboere i huset.

Efter indretning af den ny fattig –  og arbejderanstalt i Gørrismark i 1854 blev Fattighuset overflødigt. I 1855 blev det solgt ved en offentlig auktion.  Regeringen udtalte sig meget kritisk om udviklingen i Tønder, fordi underskuddet hele tiden steg.

 

Planer om en fattiggård

De dyrekøbte erfaringer havde skabt en uvilje. Nu mente man, at en egentlig fattiggård med landbrugsdrift, som den der i 1831 blev indrettet i Løgumkloster
ville kunne svare sig.

Allerede i 1848 bad magistraten om, at forpagte seminariets gård, Gørrismark. Treårskrigen forhindrede dog dette.  Men i 1851 meldte spørgsmålet sig atter.
Det var den daværende diakon, senere sognepræst og provst Carsten Erich Carstens. En komité blev nedsat. De foretog en ”stor” rejse til fattig-arbejdsanstalterne i Abild og Løgumkloster.

Det lykkedes at lokke den erfarende økonom ved anstalten i Løgumkloster, Andreas Hansen Kragelund til Tønder.

Regeringen gav så den endelig tilladelse til forpagtning af Gørrismark. I 1854 blev der opført en toetagers beboelsesfløj med tilhørende økonomi – og avlsbygninger.

 

På fattiggård eller ingen understøttelse

De ca. 140 personer, der i Tønder nød fast understøttelse fik at vide, at der fremover ikke mere ville blive udbetalt faste ugepenge. Ville de have hjælp måtte de flytte ind på fattiggården. Samtidig ophørte udbetalinger til beklædning og husleje uden for anstalten og de ekstraordinære understøttelser blev beskåret meget.

Fattiggården blev meget dominerende i forsorgen. De optagende blev underlagt meget streng disciplin. Nydelsen af kaffe, te og spiritus samt tobaksrygning blev forbudt.

Middagsmaden var heller ikke noget at prale af. Carstens mente i 1860 at Fattiggården var en stor succes, for fattigvæsenets udgifter var reduceret.

Kilde:
Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil mere om
Fattigdom i Sønderjylland – 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Udvandring fra Tønder 1-2
• De stakkels Kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Lov og ret i Tønder
• Sygdom og andre lidelser
• Vajsenhuset i Tønder
• Aabenraa’s fattige (under Aabenraa)
• Husvild i Aabenraa (under Aabenraa) og mange flere

Redigeret 28.12.2021

En fredet bygning i Rigensgade indeholder en masse historie. Bygningen blev opført, fordi kongen troede, at en italiensk bedrager kunne forvandle sølv til guld. Bygningerne har også  rummet et våbendepot, lazaret og uldmanufaktur. Og så har bygningerne rummet et militærhospital. 

 

Den 4. november 1818 åbnede Garnisons Hospital i de såkaldte Guldhus – bygninger. Stedet rummer en livlig historie. Her havde den italienske læge og alkymist, Borri virket. Det var egentlig ham som gav navnet til stedet.

 

Sognekirken, der ikke blev til noget

Pladsen lå ubenyttet hen 1640, da Christian den Fjerde påbegyndte opførslen af kirken St. Anna Rotunda. Eller Baadsmandskirken. Den skulle have været sognekirke for Nyboder.

Men krigen mod Sverige 1643 – 1645 gav kongen noget at tænke over. Arbejdet med kirken havde allerede da kostet enorme summer, og arbejdet blev aldrig genoptaget. Der var simpelthen ikke penge til det. Det kunne ellers have blevet en stor pragtbygning.

Kirken skulle have været formet som et kompas. I 1658 forsvandt stilladset. I 1662 begyndte nedbrydningen og materialerne blev anvendt til citadellet.
Nogle af materialerne blev også anvendt til opførslen af Christianskirken på Christianshavn.

St. Anna Kirkegård blev dog taget i brug. Den blev indviet i 1654, og den blev brugt i adskillige år. Også da der udbrød pest i 1711.

 

Sølv til guld

Den landskendte ingeniør Henrik Ruse lod opføre nogle bygninger mod syd, parallelt med Sølvgade. I 1668 da kongen igen havde erhvervet grunden, blev der indrettet et Laboratorium Chymicum til udsmeltning af guld. Kongen havde erhvervet Kongsberg Sølvværk i Norge og han mente helt bestemt, at dette ved hjælp af alkymi kunne omdannes til guld.

 

Italiens bedrager forgyldt i København

Allerede i 1642 blev der indrettet et Smeltehus i Rosenborg Have. Man havde indkaldt Kasper Herbach fra Sachsen. Senere overtog Ole Borch dette spændene laboratorie job. Denne anbefalede den italienske læge og alkymist Borri, der havde et godt ry. Man vidste åbenbart ikke, at han også var eftersøgt for at være fupmager og charlatan. En masse stikbreve, hvor Borri blev anklaget for bedrageri, var blevet udfærdiget i forskellige byer.

Man fandt ham i Amsterdam, hvor han var flygtet til. Ja, det var faktisk Frederik Gyldenløve, der bad ham om at søge til København.

Her var hans navn kendt. Hans kundskaber, kure og hemmelige våben var der gået mange historier om. Kongen var gavmild over for ham, og i den korte tid han opholdt sig i hovedstaden levede han som en verdensmand.

Kongen havde forsynet ham med heste og vogn, givet ham store pengemidler og forsynet ham med fire tjenere. Desuden sørgede en adelsmand for opvartning.  Han levede også som læge. Hans kure hjalp der, hvor de københavnske læger havde opgivet. Det fortælles, at ham i 1668 reddede Frederik Gyldenløve fra døden.

Borri kom til at bo i en trelænget gård i Rigensgade, kaldet Østergård.  Borri overtalte kongen til at bygge et smeltehus i Rigensgade. Men inden dette hus var opført, havde Borri indrettet sig bag ved Børsen med et laboratorium.

 

Anholdt i Tyskland

Da Frederik den Tredje døde, følte Borri jorden brænde under sig. Tilliden til ham var ikke mere så stor. Han havde nu væsentlig flere fjender end venner.
Der blev udfærdiget et rejsepas til ham, så han kunne forlade landet.

Men i Tyskland blev den italienske bedrager anholdt. Den tyske kejser sendte ham til Italien. Kejseren havde fået en aftale med paven om, at Borri ikke blev henrettet. I stedet sad han i fængslet Engelsborg i Rom til sin død i 1605.

Borri var født i Milano i 1625. Han blev uddannet på Jesuitter-seminariet i Rom, men måtte i 1655 flygte af frygt for at blive dømt.. Han havde fremsat adskillige kætterske anskuelser. Efter sin flugt, blev han i 1661 dømt.

 

Kvæsthus

Guldhus – bygningerne stod ubenyttede hen indtil 1674, da Kvæsthuset blev flyttet dertil. Det havde tidligere ligget på Christianshavn.  En kort overgang var bygningerne dog blevet anvendt som ammunitionsdepot. Under krigen mod Sverige blev bygningerne anvendt som lazaret.

 

Uldmanufaktur

I 1683 købte Christian den Femte bygningerne og indrettede et uldmanufaktur. Bestyrer blev Christian Werner. Men det var han ikke særlig egnet til dette job. Driften blev stadig dårligere og det var temmelig dårlig organiseret. Kongen overtog selv driften.

Den militære klædefabrik (uldmanufaktur) fremstillede klæder til brug i værnene og de uniformerede etater. I visse perioder skete der dog også salg til private. På  et tidspunkt var der ansat 400 arbejdere i lokalerne i Rigensgade.

 

Garnisons Hospital

I 1818 blev bygningerne overdraget til Garnisons Hospital. Klæde-fabrikken flyttede til Usserød. Fabrikken i Usserød ophørte først i 1982.  Man regnede med at det ville være billigere, at samle alle syge et sted. Særlige hygiejniske forhold blev der ikke taget hensyn til. Det var umuligt at gøre gulvene rene, fordi de var
fulde af oliepletter fra fabrikkens tid. Gulvene i de forskellige sygestuer var så utætte og åbne, at vandet løb ned i sygestuerne i etagen nedenunder.

 

Dårlige forhold

Lige ved siden af lå den gamle kirkegård. Hist og her lå der gamle lossepladser. Drikkevandet fik man fra gamle overfladebrønde. Afløbet skete gennem sumpe og åbne rendestene, som fremkaldte så megen stank, at man måtte lukke alle vinduer, når sumpene blev pumpet tomme.  Rigensgade var beboet af adskillige brændevinsbrændere. Overalt opstod der møddinger.

Latriner og klosetter var i en frygtelig forfatning. Man skulle helst undgå at drikke fra hospitalets egen brønde, for natmanden var slem til at spilde, når latrinerne skulle tømmes. Først i 1905 blev der indlagt rigtig wc. Da havde stedet længe fået øgenavnet Grødslottet. Nu var stedet ikke kendt som byens mest kulinariske køkken.

Ventilation fandtes ikke. Men det var ikke kun dette forhold, det var galt med.  Lægerne gjorde opmærksom på manglerne ved de åbne rendestene. De bortleder blandt andet faste og flydende bestanddele fra lighuset.  Til kloakken.

 

Lægerne udskiftet hver 3. år 

Der var 11 militære afdelinger i København. Hver af disse afdelinger havde sin bestemte sygestue på hospitalet. Afdelingens regiment – kirurg passede kun på de syge fra sin egen afdeling med assistance fra en af kompagnikirurgerne, der boede på sygehuset.

Dette system blev afskaffet i 1842, fordi der ikke var plads til flere afdelingskirurger. Nu blev det sådan, at hver tredje sygestue havde deres egen overlæge. Men overlægerne skiftede for hver tredje år. Det var fordi at Hærens overlæge skulle gøre tjeneste på  hospitalet.

Hospitalet var til for overlægerne, ikke for patienterne.

Indtil 1911 blev alle indlagt på  afdelingens sygestue under samme overlæge var enten det var en medicinsk eller kirurgisk sygdom, man havde. Først herefter fik man specialuddannede læger og specialafdelinger.  Pludselig kunne sygehuset blive overbelagt. Det skete for eksempel under de to slesvigske krige og koleraepidemien.

Stedet var militært område. Bevæbnede vagter overvågede stedet. Ingen måtte snige sig væk i nattens mørke. Samkvem med almindelige borgere var forbudt.

 

Flytning til Tagensvej

I 1928 flyttede militærets hospital ud til Tagensvej. Få år senere blev store dele af komplekset revet ned. I dag står kun den lange bygning ud mod gaden tilbage.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 

Redigeret 24. – 03. – 2022

Engang var det Danmarks største arbejdsplads. Det har været både krigshavn, masser af værfter og frihavn. Nu er det hele forandret. Krydstogtskibe og passagerbåde mod Polen og Norge afgår fra havnen. Men det pulveriserende liv er afløst af mondænt boligbyggeri. Læs om havnens op – og nedture.

 

Købmændenes Havn

Det var ikke tilfældigt at vores hovedstad dengang blev kaldt for Havn. I vikingetiden var farvandet ved Havn et lidt afsides farvand. Men mellem Sjælland
og Skåne var der masser af sild. Hvert efterår stævnede hundredvis af skuder ud på Sundet til det store eventyr – sildefiskeri.

Fra gammel tid blev havnen kaldt Købmændenes Havn. Det store sildeeventyr, konkurrencen med Hansestæderne og øresundstolden har haft stor betydning for havnens udvikling. Også sejladsen på Trankebar er et led i historien om havnen i København.

 

Den førende søfartsnation

Danmark var dengang dominerende som søfartsnation. Der blev sejlet til oversøiske destinationer. Ved Helsingør ankrede en masse skibe op og betalte told til den danske konge.   Hvordan den har set ud før Christian den Fjerde, er svært at vide. De ældste kort stammer fra omkring år 1600. Udgravninger afslører gamle bolværk og gamle gadenavne afslører havnens forløb.

Købmagergade var engang byens nordgrænse, hvorfra et vandløb løb ud i stranden. Kattesundet mundede ud i havnen ved Vandkunsten. Indsejlingen østfra lå mellem Holmens Bro og Boldhusgade og et dybt løb førte gennem Dybensgade. Knabrostræde var havne-gade og syd for denne var man ved den åbne strand mod Kallebodsund (oprindelige navn).

 

Christianshavn anlægges

Efterhånden fyldtes op mellem de utallige holme. En masse land blev inddæmmet, da Christian den Fjerde anlagde Christianshavn og udvidede mod nord. Anlæggelsen af Christianshavn blev iværksat for at sikre havnen mod Amager.

Gaderne blev anlagt efter skakbrætsmønster med 6 gader på langs og 4 på tværs. Torvegade skulle være bydelens hovedvej. Et kvadratisk torv skulle samle byen. En kanal med gader på begge sider skulle gennemskære stedet. Desuden blev der anlagt bastioner og grave.

 

Christian den Fjerdes omfattende byggeri

Kongen anlagde også sin krigshavn. Tøjhuset og Proviantgården blev bygget. Mellem disse to bygninger, blev gravet et dybt bassin, hvor orlogsskibene kunne ligge i vinterleje. Hvor Slotsholmsgade gik, blev der gravet en kanal, hvor den nyopførte børs fik sejlløb på begge sider. Bremerholm blev ligeledes udvidet med opfyldninger, så den kun var adskilt fra byen med en smal kanal Holmens Kanal. I en rejsebeskrivelse fra 1629 kan vi læse:

• Paa den anden side af denne Havn paa højre Side er Holmen langs skibsbroen, der er der, hvor de største Skibe ligger og kommer for at hejse Mast. Der er 3 store lange Huse, i det ene Spinds Tov og Reb. I det andet er Smedie til at forfærdige Nagler og Tværstænger til store og smaa Ankre og alle andre Nødvendighedsgenstande for Skibe. I det tredje Hus arbejdes paa Master, Sejl, Raaer, Telte og Tønder. Der er altid et stort antal Arbejdere, som arbejder med at reparere eller kalfatre eller bygge nye Skibe.

I 1630 blev Toldboden flyttet ud til Sct. Annæ Bro, omtrent hvor Sct. Annæ Plads ligger. Der tog man tillige fat på at bygge en skanse, som dog først blev færdig efter mange års arbejde. Dermed var hele strækningen fra Bremerholm til Sct. Annæ Bro inddraget i havnen.

I 1654 blev havnen uddybet med en såkaldt hestemølle. Det var en muddermaskine, der blev drevet af heste.  Christian den Femte fortsatte det omfattende byggeri.

 

Den usikre bro

I 1728 blev Knippelsbro ombygget. Dengang hed den Amagerbro. Oprindelig var den bygget som en dæmning med en stor vindebro på midten af. Det var ikke let, på grund af den stride strøm. Men der er frygtelige historier om heste og kuske, der under stærk storm blev væltet. Nogle af dem forsvandt i strømmen.

 

Masser af udvidelser

Med Christianshavns udvikling fulgte anlægget af Wilders, Krøyers og Grønlandske handelspladser. Værfter blev anlagt ved Gammel Dok og på Nyholm. St. Anna Skansen som Christian den Fjerde anlagde, blev til Kastellet. Da Frederik den Femte opførte Amalienborg blev St. Anna Plads ryddet for tømmerpladser. Store pakhuse i blå og gule farver rejste sig. Og også et vestindisk pakhus rejste sig ned mod det nuværende bom-løb.

Christian den Sjette fortsatte byggerierne og udvidelser ved havnefronten. Efterhånden fyldte den kongelige marines område en fjerdedel af byen. En stor begivenhed var indvielsen af Nyholms dok i 1739 nord for Asiatisk Kompagnis plads.

 

Mangler i havnen

Københavns Havn led af forskellige mangler. Den blev hele tiden forurenet. Alle uhumskheder havde frit afløb. Skibe, der havde en dybdegang på mere end 17 ½ fod måtte ligge for anker ud for Kastellet. Ud for Toldboden lå et skibsvrag Den sorte Rytter med kun to fod vand over sig. Skipperlavet havde advaret mod dette. Det kostede, at holde det hele i en god stand. Broerne var heller ikke for gode og havnekassen var tom.

Højbro havde allerede i 1730 været igennem en hovedreparation, som havde kostet 2.500 rigsdaler

 

Havneforordningen fra 1744

En havneordning fra 1744 skulle sætte lidt styr på det hele. Fartøjer med brændsel og byggemateriale skulle fremover ligge ved Nyhavn og Frederiksholms Kanal indtil Marmorbroen. Mellem denne og Højbro skulle ligge fiskerbåde og pramme. Mellem Højbro og Holmens Bro skulle ligge de både, der førte tørret
og saltet fisk. I kanalen langs Børsen skulle ligge Finlapperne, skibe, der førte korn og Kjøbmandsgods.

 

Storhedstiden

Årene 1792 – 1806 var en glimrende handelsperiode. En strøm af skibe stod år efter år ind gennem Sundet. De forlod også byen igen belæsset med varer. Langs toldboden blev til tider kostbare varer opmagasineret. Der blev handlet med handelspladser overalt i Europa og i Det Fjerne Østen.

Europas førende søfartsnationer, England, Frankrig, Holland og Spanien forsøgte gensidig at ødelægge hinandens handel. Det betød gode tider fra den danske søfart.

 

Nedgangstider

Englændernes angreb i 1807 blev starten på en række år med lavkonjunktur, der prægede havnen. Søkrigen mod England indtil 1814 blev en brat afslutning på en række rige økonomiske år. Efter at landet var blevet krigsførende, kunne man ikke længere deltage i den udbytterige neutrale skibsfart mellem de udenlandske handelspladser.

Københavnerne måtte nøjes med de eksotiske varer, som det lykkedes for de dristige kapere, at opsnappe, når de erobrede et fremmed skib. Ikke mange er klar over, at sørøveriet var genopstået i de danske farvande. Fra 1807 – 1810 blev der opretholdt handelsforbindelser til Sverige, Preussen og Østersø – staterne.

I 1813 gik den danske stat bankerot, og i 1814 sluttedes freden i Kiel, hvorved Norge blev udskilt fra Danmark. Begge begivenheder ramte søfarten meget hårdt.

 

På  vej frem

I 1840 begyndte udviklingen at vende. Fra 1843 måtte dampskibene lægge til. Indtil da havde man været bange for brandfaren. Men havnen var ikke velegnet til den moderne trafik. Således var gennemsejlingen ved Knippelsbro kun 10 meter.

Men vanddybden ved bolværket var kun 10 fod på Christianshavnssiden. Først i det 19. århundrede fik man 14 fod vand ved Søndre Toldbods bolværker.
I 1848 – 50 byggedes den første beskedne lille Kvæsthusbro, samtidig med anlægget af den egentlige St. Annæ Plads.

 

Uddybning nødvendig

Da dampskibstrafikken begyndte, bliver savnet af større vanddybde ved bolværkerne meget føleligt. En udvidelse og uddybning af havnen var nødvendig. I 1862 tog Havneforvaltningen fat på udarbejdelse af planer. Uddybningen til 22 fod blev sat i gang.

Reftshaleøen (Revshaleøen) blev dannet af en regulering af Gammelholm samt ombygning af en del broer blev sat i gang.

Den gamle Børsgrav blev udfyldt og i fortsættelse af denne rute blev en ny Knippelsbro bygget over til Torvegade på Christianshavn. Burmeister & Wain leverede broen i 1869. Men snart skulle det vise sig at broen var underdimensioneret.

 

Holmen

Holmen udviklede sig fra 1690 til 1850 til en by i byen. Området var lukket for civile personer Holmen passede sig selv. De havde også det hele. Her blev marinens materiel fremstillet, opbevaret og vedligeholdt. Det militære område omfattede også Gammelholm, Nyholm samt Frederiksholm.

Holmen, der først blev åbnet for offentligheden i 1990erne fortjener en selvstændig historie. Derfor vender vi senere tilbage.

 

Frihavnen

Diskussionen om en frihavn tog til. Nord – Østkanalen, som tyskerne havde bygget var egentlig tænkt som en militær foranstaltning, men kunne selvfølgelig også bruges til handelstrafik. Og det var en god mulighed for Hamburg og Bremen. I 1891 vedtog rigsdagen så endelig loven om Frihavnen.

Starten var ikke god. Tietgen forbød DFDS skibe at anløbe Frihavnen. Men da Nord – Østkanalen (Kielerkanalen) skulle indvies, syntes man at verdenspressen skulle inviteres til Frihavnen. Da der overhovedet ikke var nogle skibe i havnen, indvilligede Tietgen dog i, at havnen blev fyldt med skibe fra DFDS. Journalisterne undrede sig dog over, at der slet ikke var nogle varer til stede.

 

DFDS enestående position

Siden grundlæggelsen i 1866 havde DFDS opnået en enestående position på den danske indenrigstrafik. På få år gik rederiet fra 19 skibe til 100 skibe. Daglig gik der dampere med gods og passagerer fra Ålborg og Århus. Flere gange om ugen gik der skibe til landets andre havne. Kun Bornholm blev ikke besejlet af DFDS.

 

Nye udvidelser

I 1874 søsatte Burmeister & Wain, det store jernskibsværft på Christianshavn de to første skibe.  Men ak i 1880 viste det sig, at dybden ikke slog til. Skibenes dybdegang tog til. I havnens sydlige del var det yderst vanskelig at foretage en yderligere uddybning. Det skyldtes den hårde kalkgrund.

I 1889 begyndte man uddybningen til Larsens Plads til 26 fod af hensyn til Amerika – trafikken. Udvidelsen mod nord blev iværksat med anlæggelse af Frihavnen i 1891 – 94. Kalkbrænderihavnen blev udvidet i 1895 – 97.

Dæmningen ved Frederiksholm med et sluseanlæg anlægges. Det skulle sikre mere stabile strømforhold.

Fra 1903 – 1907 blev det store areal ved Islands Brygge anlagt. Fiskerihavnen ved Kalvebod Strand (Kallebodstrand) som blev anlagt omkring år 1900, blev udvidet i 1907. Boulevardbanen og den nye Strandvej anlægges.  I 1915 vedtog man en udvidelse af Frihavnen mod nord. Og i 1920erne blev Frihavnen udvidet med endnu to bassiner. Derefter begyndte nedturen lige så langsom at indfinde sig.

 

Krigen satte sine begrænsninger

Under anden verdenskrig måtte danske skibe kun sejle i begrænset omfang. Forbindelsen til den største handelspartner Storbritannien blev fra den ene dag til den anden skåret over. Forbindelsen til østlandene forsvandt bag jerntæppet. De store fuldlastede kulskibe, der kom til havnen efter krigen måtte lægge til ved Langelinie.

 

Der var engang en havn

I 1970erne var der stadig 4.000 arbejdspladser plus toldere, speditører og chauffører 
Nedgangen for Københavns Havn var tydelig. En gang var det Danmarks største arbejdsplads. Grønlands – og Landbrugstrafikken forsvandt. Olie og benzin tog Fredericia sig af og Århus er blevet landets største containerhavn. Bornholmerbådene udgår nu fra Køge.

Tilbage er lidt containertrafik i Nordhavnen, krydstogtskibe og passagerskibe til Norge og Polen.  Et mondænt boligbyggeri kendetegner nu store dele af havnen.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Mere søfarts – og havnehistorier på  dengang.dk: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Højer finder du 71 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

 

• Gamle havne på Østerbro (under Østerbro)
• Kastellet (under Østerbro)
• Langelinie dengang (under Østerbro)
• Livet i Nyboder og Østerbro (under Østerbro)
• Nyboders Historie (under Østerbro)
• Skibe fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Flere skibe fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Bådfolket i Rudbøl (under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Højer – som havneby (under Højer)
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• Travlhed ved Højer Sluse(under Højer)
• Øen Jordsand – engang nord for Højer (under Højer)
• Soldater på Jordsand (under Højer)
• Drømmen om en havn i Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 24. – 03. – 2022

Sønderjylland i 1600 – tallet. Mange borgere var utilfredse med rådmændene. Stormflod og svenskekrigene havde sat deres spor.

 

Magthaverne ville ikke afgive magt 

De enkelte byer havde ikke meget, at skulle have sagt. Magthaverne holdt på deres. Man hjalp heller ikke når borgerne syntes, at adelen tog til sig.

Inden for den enkelte bys retspleje og forvaltning, fortsatte Raadstyret. Det var inden for en meget snæver kreds, at der blev valgt borgmestre og rådmænd. Den almindelige borgerforsamling Allemandstinget samledes en gang om året, for at høre på Rådets beslutninger. Borgerne havde en hvis indflydelse i Borgerudvalget. I Flensborg var dette indført allerede i Middelalderen. I Tønder blev det indført i 1590.

 

Amtmanden fik mere magt

I Tønder så det ud som om de 16 mænd var udpeget af borgerne. Men fakta var, at de deputerede borgere supplerede sig selv, eller blev udnævnt af rådet. Pladsen i rådet gik også i arv.

Men i Flensborg gik magthaverne ind og indførte udvidelser af amtmandens kompetence. I Tønder gik kongen flere gange ind og udnævnte en borgmester.

I år 1600 drog borgerne i Slesvig By ud med fanerne for at generobre en bymark, som Magistraten havde overtaget.   Både i Husum og Tønder var der anklager mod byens styre. I Husum anførte håndværkerne i 1656 over for hertugens udsendte, at

• Borgerudvalget foruden at gøre sig skyldige i Ødselshed og Vilkaarlighed – ”banketter herligt på Bekostning af Byens Pengepung”  og ”har drukket mere op og spist flere Smørkringler på offentlig Bekostning end i alle andre hertugelige Byer”.

Flensborg forblev den største søfarts – og handelsby i Sønderjylland.

 

Rådmændene var på  søen

I Tønder førte købmændene selv deres både. Det hændte ofte at alle Tønder’ s rådmænd var på søen, så rådsmøderne måtte aflyses. Fra ca. år 1600 til Kejserkrigen opnåede Tønder sin store glansperiode. En storkøbmand som Berend de Behr havde forbindelser fra Holland til Stralsund. Hans handel omfattede varer son klæde, vin, krydderier osv.  Den vigtigste vare, var dog udskibning af stude. Det var hele erhvervslivets grundlag i datidens Tønder
og omegn.

Antallet af stude udskibet fra Højer steg fra ca. 1.400 til 2.000 i 1631. Det hele kulminerede i 1638, hvor der blev udskibet 3.400 stude.

 

Aabenraa – et lystigt sted

Fra den lille by Tønning udgik der i 1624 191 skibe. I Aabenraa var der endnu ikke nogen søfart af betydning. Her beskrev organisten Claus Møller byen således:

• Et lysteligt skønt Sted, hvor Smaafuglene synge lifligt Sommeren igennem, med Humlehaver, godt Øl og herligt Fiskeri.

Da den hertugelige avlsgård til Brundlund blev nedlagt i 1649, blev grundene uddelt til bymændene.  I Slesvig var der problemer med, hvem der havde rettigheder til sildefiskeriet i Slien.

 

Industri i Flensborg

I Flensborg begyndte den første industri. Der fandtes krudtmølle, hammer-mølle og savmølle. Klokkestøberierne i Flensborg og Husum levnede varer til udførsel. På den frisiske vestkyst oprettedes teglværker, saltkogerier, sæbe-syderier m.m.

I Tønder klagede Jac Hunneus over øvrigheden. Han var indvandrer fra Husum men havde giftet sig ind i en rig og indflydelsesrig familie.

 

Befolkningen inddelt i seks klasser

Dengang var hertugdømmernes befolkning delt i ikke mindre end 6 klasser.

• 1.klasse bestod af lærde ”Raader” og gejstligheden
• 2. klasse bestod af Borgmestre og Rådsmænd
• 3. klasse bestod af borgere, som have ”9.000 Mark på Rente samt større købmænd
• 4. klasse bestod af borgere og handlende af ringere formue, samt fornemme håndværkere
• 5. klasse af almindelige borgere og håndværkere
• 6. klasse af Tyende, Daglejere og lignende. Til den sidste klasse hørte også kniplerske og syersker, som nedsatte sig ”paa egen Haand”.

Ved århundredets begyndelse havde Flensborg 4 – 5.000 indbyggere. Husum cirka det samme. For Tønder og Haderslev var det cirka 1.800.

 

I Husum havde man sølvtøj 

Der kom forskellige advarsler mod unødvendig luksus. Den rigelig brug af sølvkæder og sølvkrus kan i sikre tider være en form for kapitalanbringelse, mente man. Borgerne i Husum forsvarede i 1624 denne form for overdådighed over for regeringens forbud med denne begrundelse:

• det vidner om tillid til ægtemanden – at ”en kone ikke så  let overlader sin mand sine sølvsager”, hvorfor sådanne er at foretrække for rede penge.

 

Mange fester

Det selskabelige samkvem dyrkedes overalt. Fastelavnsgilderne i Tønder og Slesvig. St. Knuds Gilde (Papegøjegildet) i Flensborg og Skyttegildet i Husum.

Nikolajgildet i Flensborg omfattede ikke kun købmændene med også de forskellige lav. Spil og tobaksrygning var forbudt. Men så kunne man i stedet drikke, danse og høre musik.

Hjemmeindustri fandtes også. Således fandtes der masser af lærred på bøndergårdene på Barsø og i Uge. Ved vestkysten trivedes handelen også  mere eller mindre lovligt. En del havne opstod uden myndighedernes tilladelse.

Ved østkysten eksisterede Kliplev Marked allerede dengang. Her drev bønderne hovedsagelig oksehandel. Landbruget fik stigende betydning, efter at mejeribrug blev udvidet.

 

Masser af skovbrug

Skovbrug havde også stor betydning. Farris Skov strakte sig fra Ribe til østkysten. Ved Møgeltønder fandtes omkring 1650 den store Tved Skov. Vest for Flensborg, ved Bredsted og Husum var der store skovstrækninger.

Trækulsbrænding og det store forbrug af brændsel og tømmer ikke mindst til digerne satte sine spor. Under krigene led skovene stor overlast.

 

Planer med Rudbøl og Ballum

Christian den Fjerde havde store planer med Ballum. Men svenskekrigene satte en stopper for dette projekt. Også en fristad ved Rudbøl var der planer om. Men en stormflod i 1634 ødelagde disse planer.

 

Hollandsk indflydelse

Især hollandske forretningsmænd og håndværkere blev kaldt til Sønderjylland. De satte sandelig også  deres præg på kulturen i landsdelen. Korneksporten var dalende, og krigene havde sat deres spor i Sønderjylland. Stormfloden i 1634 satte kraftige spor. Skattetrykket blev endnu højere. Pengene skulle hives hjem.

 

Mange købstæder i knibe

Slesvig By
var allerede forgældet i 1618. Aabenraa blev ødelagt af en ildebrand i 1610. I 1634 var byen nogenlunde kommet til kræfter. Haderslev blev ødelagt under Kejserkrigen. Husum blev ramt af en kongelig forordning, der gjorde ende med den livlige handelsforbindelse til Emden. Byen kom op at stå igen, men stormfloden i 1634 gjorde et alvorligt indhug. Krigen 1643 – 1645 kostede Husum 192.000 Rigsdaler.

Tønder var for længst afskåret fra havet. Oksehandelen var ikke mere så indbringende. Knipleindustrien satte først ind i slutningen af århundredet. Højer og omegnens marskbønder udgjorde en stor konkurrence til Tønder.

Svenskerne ville ikke mere give skibe fra Flensborg toldfrihed og byen mistede en del af sit opland. Handelen med Norge og Island var aftagende.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler

Redigeret 6. – 01. – 2022

Vi har fundet en række opskrifter fra hele Slesvig Holsten og Sønderjylland. En enkelt øl-suppe og en vinsuppe har sneget sig ind. Vi
ønsker og god fornøjelse –  og skål i Fuglsang Øl. Vi præsenterer 30 opskrifter inden for kategorierne Punch, Grog, Glühwein, Rom, snaps og mjød. Det er lige fra en Farisæer til en Anglermuk.

Biskoppunch

• 2 flasker rødvin
• 4 pomeranser
• 1 skal af citron
• 250 gr. Sukker

Pres pomeranserne og hæld saften i rødvinen sammen med den revne citronskal og sukker. Rør lidt og lad punchen hvile en time, før citronskallen sies fra.

Måske kender du opskriften andre steder fra i landet. I Sønderjylland er den punch særdeles populær.

 

Rødvinspunch

• 4 æggeblommer
• 250 gr. Sukker
• ½ dl rom
• 2 flasker rødvinspunch10 gr. Kanel
• 40 hele nelliker

Æggeblommerne røres med sukker og tilsættes rum under omrøring. Rødvinen opvarmes til kogepunktet med kanel og nelliker, og hældes under piskning i æggene og serveres straks. Dette er opskrift for byens velhavende borgere. På landet var rødvin en ukendt luksus for alle samfundslag indtil langt op i 1800 – årene.

 

Bollepunch

• 250 gr. Sukker
• ½ liter rom
• ½ liter rødvin

Opløs sukkeret i 1 liter kogende vand. Lad det afkøle og tilsæt først rødvin, så rom. Denne stærke punch kaldes undertiden også bollepunch. Den er opkaldt efter punchskålen eller bollen, og ikke efter rommen. Mange tror, at navnet er udledt af den kendte Balle Rom fra Flensborg.

 

Kaffepunch

En kaffekop fyldes halvt op med varm, stærk kaffe og et par stykker sukker. Heri hældes snaps enten helt op eller efter behag.

Kaffepunch har været udbredt over hele Danmark under mange navne, som en lille sort eller en kaffeknægt .

meget udbredt dengang var, al man lagde en mønt i kaffekoppen. Så hældte man kaffe i. Og så hældte man så meget snaps i, at man kunne se mønten.

 

Løjtninger-punch

Det er en fin variant af den almindelige tevandsknægt. I en halv kop stærk te kommer man en solid klat æblegelé og tilsætter derefter snaps efter behag.  Denne drik kommer fra Løjt Land, nordøst for Aabenraa.

 

Grog

I et glas kommes 1 – 2 stk. sukker og derpå hældes kogende vand i. Rom tilsættes efter ønske. Husk at have en grogpind eller en teske i glasset, så det ikke
sprænges af det varme vand.

 

Farisær fra Sylt

• 2 – 4 spsk. Rom
• 1 – 2 tsk. Brun farin
• Varm stærk kaffe
• 2 – 3 spsk. Flødeskum

Hæld rommen i et glas og tilsæt farin, fyld glasset ¾ op med kaffe og rør rundt til farinen er smeltet. Ved servering fyldes glasset op med flødeskum.

 

Farisær fra Husum

• 2 kopper meget varm stærk kaffe
• 6 cl opvarmet rom
• melis
• flødeskum

En rigtig trylledrik som let stiger til hovedet. Den hjælper mod meget. I hvert fald mod gigt, storm ude fra Vesterhavet, kolde fødder eller dårligt humør.

Den varme kaffe og rom fordeles ligeligt i varmebestandige glas eller krus. Tilsæt melis efter smag og rør rundt. Pynt med en klat flødeskum. Der kan eventuelt hældes lidt mere varm rom over. Serveres og drikkes så varm som muligt – gerne med sugerør.

 

Glühwein fra Højer

Opskrift til 6 personer

• 1 flaske rødvin
• 1 appelsin
• 15 – 20 hele nelliker
• ½ vaniljestang eller 1 tsk. Vaniljesukker
• 1 dl sukker

Hæld vinen i en gryde. Fyld appelsinen med nelliker og læg den i vinen. Varm op og lad det trække. Tilsæt vanilje og sukker efter smag. Serveres brændende varm.

 

Lenes Glühwein fra Tønder

• 3 dl. Rødvin
• 1 stk. citronskal
• 1 stk. appelsinskal
• 1 stang kanel
• 4 nelliker
• lidt reven muskatnød
• 1 tsk. Honning

Opvarm alle ingredienserne sammen –  vinen må ikke koge. Server drinken i et opvarmet glas eller krus.

 

Frisisk Glühwein

• 1 flaske kraftig rødvin
• 2 stænger kanel
• 1 dl. Almindelig rom
• 1 ½ dl. Rosiner

Kom kanel, rosiner og vin i en gryde, og lad det stå en time, før det bringes langsomt nær kogepunktet. Tages af varmen og smages til med rom. Serveres meget varm, så man virkelig kommer til at gløde af det.

 

Grog fra Nordstrand

• 2 cl. Rom
• 2 cl. Vand
• 4 cl. Rødvin
• 1 tsk. Sukker
• 1 citronskive

Ti grog behøver vandmængden ikke at være så nøjagtig. Rom, vand og rødvin hældes i en gryde og varmes op. Det må ikke koge.

Skyl grogglassene med kogende vand og kom sukker og citronskive i. Hæld den varme grog over og server den straks.

 

Anglermuk

• ½ liter rom
• ½ liter vand eller te
• sukker
• citron

Anglermuk eller Angler muk er en alkoholisk drik fra Angel. Drikken regnes for angelboernes nationaldrik. Den skal drikkes varm i små glas.

 

Solbærrom fra Husum

Solbær fyldes i en krukke og overhældes med rom, så det akkurat er dækkende. Krukken tilbindes og sættes lunt i ca. en måned. Derpå tages bærrene op, mases og saften vrides og blandes med rommen. Det smages til med sukker.

 

Solbærrom fra Flensborg

En stor flaske (ca. 2 liter) fyldes op med solbær, ½ pund sukker og ½ liter rom. Flasken proppes til og vendes af og til. Efter et par uger vrides bærrene af. Saft
og rom blandes og hældes på glaskaraffel.

 

Slåenrom

Slåen, der har fået frost, overhældes med kogende vand i en krukke. Vandet skal netop dække bærrene, som skal trække 1 døgn. Næste dag hældes vandet fra, koges og hældes over igen. Dette gentages i alt 5 gange. Derpå koges saften op med sukker. Efter smag tilsættes 2 dl rom pr. 1 liter saft.

I dag er slåenrom meget populært, og man skal af sted tidligt for at sikre sig bær.

 

Sød snaps

Sød snaps, rød snaps eller fruentimmervin er nogle af navnene på alsingernes yndede drik ved nytårsgilder. Den blev lavet i bærsæsonen, hvor hus-moderen puttede friske hindbær, ribs eller brombær på flaske. Bærerne blev overhældt med snaps. Efter et par måneder blev bærrene siet fra og snapsen tilsat sukker efter smag.

 

Johanniskörn

I det sydlige Slesvig anses denne drik for universalmiddel mod næsten alle sygdomme. Friske solbær overhældes med snaps og trækker i en måneds tid. Snapsen sies og kan drikkes straks.

 

Kapøster

En del snaps til tre dele mjød, gerne af krydret art. Kapøster var tidligere en yndet drik ved juletid og i høsten. Den er ret stærk, trods sin milde smag.

 

Bommi mit Pflaume

I et stort portvinsglas lægges en syltet blomme, gerne sveskeblomme. Glasset fyldes op med Bommerlunder snaps, og man venter med at drikke, indtil snapsen er trængt ind i blommen. Nydes langsomt og blommen spises til sidst.

 

Flipps

• 5 flasker lagerøl
• 3 – 5 dl rom
• 50 gram kandis
• 15 gr. Ingefær
• 1 dl piskefløde
• 5 æggeblommer

Øl, kandis og ingefær varmes forsigtig op til kogepunktet. Føde røres i, og drikken hældes under piskning over æggeblommerne. Serveres straks, og hver tilsættes rom efter behag.

Flipps var i 1700 – og 1800 årene en almindelig fastelavnsdrik på halvøen Eiderstädt. Hver krovært havde sin helt egen opskrift, som han vogtede omhyggeligt
over. Flipps fortæller om en hyppig forbindelse mellem Eiderstädt og England. Her kaldes en tilsvarende drik Flipp. Ligeledes har vestslesvigerne overtaget det engelske ord gin. På frisisk skippersprog betyder gien slet og ret brændevin

 

Mjød

2 pund honning pr. 1 liter regnvand opløses under forsigtig opvarmning. Dette honningvand koges ca. en time med en pose med humle, kanel og muskat. Man kan også bruge humle, perikum og nelliker. Honningurten afsvales og tilsættes vingær. Gæringen varer et par måneder og skal stå på et lunt sted. Derpå kan mjøden tappes på flasker, men bliver stærkere, jo længere den gærer.

 

Ribsvin

Ribssaften bliver bedst, hvis den laves af friske, modne, gerne u-ribbede bær. De vrides i et klæde. Saften sies fra og tilsættes sukker. 1 pund sukker pr. liter saft. Sukkeret opløses først i kogende vand. Ribssaften med sukkervandet hældes på et anker eller gærflaske og tilsættes vingær.

Gæringen varer 2 – 3 måneder og derpå fyldes ankeret op med ribssaft og står et par måneder uden prop. Så kan beholderen lukkes og efter et par måneder kan vinen tappes på flasker.

 

Blommevin

• 24 pund blommer
• 6 liter vand
• 1 pund honning
• 14 pund sukker
• 8 laurbærblade
• 1 lod (15 gram) nelliker

De udstenede blommer overhældes med honning, opløst i vandet. Efter tre dage gives blommerne et opkog. Væsken skummes, afkøles, blommerne vrides gennem et klæde. Saften sies omhyggeligt og fyldes på et anker med ½ liter brændevin og eventuelt vand. Efter gæringen er overstået kan vinen tappes på flasker og skal hvile mindst én måned.

 

Hyldebærvin

1 del sødet hyldebærsaft til 3 dele vand. Der tilsættes vingær i en lille pose. Vinen skal henstå  lunt indtil den er afgæret. Tappes på flasker. Følg brugsanvisningen med hensyn til vingær.

Som bonus to retter fra Tønder, som ikke har noget med alkoholiske drikke at gøre. Dog indeholder retterne – alkohol:

 

Lenes Vinsuppe fra Tønder

Til 4 personer:

• 1 liter vand
• ½ liter hvidvin
• 40 gram hele byggryn eller sagogryn
• 125 gram rosiner
• 125 gram svesker
• sukker, ribssaft, kanel

Byggrynene koges i vandet i ca 1 ½  time. Rosiner og de udblødte svesker kommes i og koges igennem. Vinen tilsættes. Suppen må ikke koge. Smages til med sukker, ribssaft og kanel.

Spises af dybe tallerkener, dertil røget skinke eller kogt røget flæsk og stuvede kartofler eller pandekager.

Man kan også med held tilføre retten en slat rom sammen med vinen.

 

Lens Ølsuppe fra Tønder

Til 2 personer:

• 1 Fuglsang hvidtøl
• 1/3 liter mælk
• 1 spsk. Mel
• 100 gram sukker
• 7 skiver franskbrød

Kog øllet og tilsæt mælk – mel blandingen. Kog herefter i 10 – 15 minutter og smag til med sukker. Server med ristet brød. Skær brødet i tern og rist det på en tør pande.

 

Herfra ønsker vi velbekomme og skål. Dengang.dk håber, at læserne får nogle fornøjelige timer.  “Den Gamle Redaktør” har smagt adskillige af disse drinks. Han har det godt og er i godt humør.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

• Om sønderjysk mad – og drikkekultur
• Det drikker vi – i Sønderjylland
• Bommerlunder – snaps, kro og skov (under Padborg)
• Fiskeri ved Højer (Gamle fiskeopskrifter)(under Højer)
• Friserne syd for Tønder (under Tønder)
• Mad fra Tønder (kultur – historie) (under Tønder)
• Mad fra Tønder – opskrifter (under Tønder)
• Sønderjysk kaffebord (Kultur, Historie) (under Tønder)
• Sønderjysk kaffebord fra Tønder (opskrifter) (under Tønder)
• Sønderjysk kaffebord – opskrifter (flere opskrifter) (under Tønder)
• Ture i Tønder 1 – 4 (Hvor lå de gamle værtshuse?) (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 6.-01-2022

 

 

Drikkevanerne i Sønderjylland er mere end Fuglsang Øl og Bommerlunder Snaps. Hør også  om Friesengeist, Farisæer og Punch af en hver art. Et gammelt frisisk  råd siger ganske rammende: At spise og drikke bevarer krop og sjæl. Moralske advarsler mod drukkenskaben i Sønderjylland forblev uden virkning.

En speciel duft søndag formiddag

Den specielle duft, der mødte os søndag morgen i kirketiden, når vi satte os ned hos Armin i Aventoft lige syd for Tønder på den anden side grænsen, glemmer jeg aldrig. Det skete da også, at vi besøgte en af de andre mange krostuer i den lille grænseby.

Vi havde en tradition, at vi inden middagsmaden, skulle have os en lille Gewesen. Det blev nu aldrig det store drikkeorgie. For Gud Nåde, hvis vi kom for sent til mors kødgryder søndag middag.

Som regel fik vi et par Grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunch.

Og selvfølgelig prøvede vi også  den med, at ligge en 5 – øre i bunden, hældte kaffe op, og så rom indtil vi kunne se fem – øren. Den metode brugte vi flere gange.

 

Bommerlund er ikke mere sønderjysk

Nu var det ikke just en hærvejskro, som vi sad på. Dengang i 1600 – tallet forlangte en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 km. Dagbogsoptegnelser fra Hærvejen fra 1600 – 1700 fortæller, at der faktisk var kroer for hver 30 kilometer. Og disse kroer havde både bryggerier og brænderier.

En af de mest kendte var Bommerlund. Her lavede man også den bedste snaps. Og kroværten startede ikke med, at hælde vand i den, som der blev gjort mange andre steder. Det kunne være, at han gjorde det lidt senere. Opskriften, som antagelig stammer fra Frankrig er hemmelig. Men mon ikke den er krydret med anis, kommen og smagt til med koriander, nelliker, kanel og tørret citronskal.

Men den sønderjyske snaps er slet ikke så sønderjysk mere. Den er flyttet et par gange. I 2001 kunne Flensborg Avis fortælle, at det sidste glas Bommi forud for Sct. Knudsgilde – brødrenes traditionsrige kongeskydning. Man ville hellere udskænke en endnu ægte Flensborg – snaps Asmussen – snaps.

Kendere mener, at de kan smage forskel på den, nu hvor det ikke er vand fra Flensborgs undergrund, der bliver pumpet op. Læs vores speciel – artikel –      –Bommerlund  – snaps, kro og skov.

 

Danmarks bedste snaps

Indrømmet at jeg for en del år siden deltog i en meget uautoriseret kåring af Danmarks bedste snaps. Det var vældig sjovt og trods indtagelsen af adskillige snapse, husker jeg det endnu. Her blev Bommerlund – snapsen ikke placeret. Vinderen blev enstemmigt Svendborg Snapsen.

 

Drikkegilder fra gammel tid

Går vi helt tilbage i historien, så  fortælles det, at man i Rungholt, som forsvandt under en stormflod, holdt sande fylderi og drikkegilde. Det er ikke uden grund, at man på plattysk siger

• Eten un drinken hölt lief und Seel (at spise og drikke bevarer krop og sjæl).

Gennem tiden er der blev sendt masser af moralske advarsler mod drukkenskaben. Masser af artikler på  denne side vidner om dette.

 

Masser af ølbrygning

Ølbrygning har man altid dyrket i Sønderjylland. Det hørte til kvindens job i det daglige. Vandets kvalitet var heller ikke det bedste, så var det jo godt, man havde øl. Der var et hav af bryggerier i de sønderjyske byer. Øl brugte man selvfølgelig også til madlavning. Tante Annelise i Højer påstod endda, at det var godt for mit hår, at jeg vaskede det i øl. Og min far gav os som børn en kop øl, når vi var syge.

 

Fuglsang i Haderslev

Danmarks ældste familieejede bryggeri er fra Haderslev. I dag er det den femte generation i Fuglsang – dynastiet, der fremstiller kvalitetsøl.  Mit honorar til
et af mine tre foredrag i Æ Synnejysk Ambassade var gratis Fuglsang Guld øl. Under mit sidste foredrag om Aabenraa skulle jeg faktisk også have haft det. Men der var ikke noget Fuglsang Øl. Mon ikke bryggeriet skulle gøre noget ved det.

Bryggeriet blev startet i 1864, men allerede i 1870 var det noget, der var gået helt galt. Stifteren S.C. Fuglsang havde ansat en, der ikke vidste, hvordan man skulle fremstille øl. Heldigvis fik sønnerne Conrad, Sophus og Christian bragt bryggeriet på ret køl.

Efter genforeningen blev det tyske marked lukket, Man skulle nu konkurrere med velrenommerede danske virksomheder. Bryggeriet havde stor succes med maltproduktion. Man eksporterede til 22 lande. Man overlevede også ved at fremstille kaffe-erstatning. I 2000 blev Fuglsangs julebryg Ding Dong kåret som årets julebryg af Vestjysk Økultur.

 

Danmarks ældste øl 

Fra gammel tid er der brygget øl. Dem, der udtalte sig om tidens øl, fortalte, at det smagte dårligt. Det ældste danske øl, som man har fundet rester af er næsten også sønderjysk. I en birkebarksspand begravet sammen med Egtvedpigen har man fundet rester af en blanding af tytte – eller tranebær, hvede, porse og en mængde støvkorn fra lindetræer. Det tyder på, at man omkring 1000 – 1300 før vores tid har drukket en blanding af frugtvin og øl med honning tilsat for at gøre den stærkere og porse til at give den bitterhed.

Lignende drikke er fundet i ældre romersk tid mellem år 0 og 200, dog uden honning og med byg i stedet for hvede.

Fra ældre romersk tid har man i Skrydstrup Mose fundet to drikkehorn med henholdsvis mjød, en gæret drik baseret på honning og øl brygget på hvedearten emmer.

 

Humle

I Aabenraa og ved østkysten gjorde man meget ud af, at dyrke humle til ølfremstilling. Men Aabenraa – øllen Kückelhahn førte os til mange ulykker.

Denne humle kom til Danmark fra Tyskland, og den overtog efterhånden porsens plads som smagsgiver til øllet. Overgangen fra porse – til humle-øl har været flydende. Porsen har sikkert ikke været brugt i købstæderne siden 14 – 1500 tallet. I den ældste danske kogebog fra 1616 nævnes porse ikke som bitterstof
til ølbrygningen.

Isoleret forekom porse dog på landet. Således beskriver en mand fra den jyske hede en beskrivelse af Pors-eøl i midten af 1800 – tallet. Han beskriver det som forfærdeligt stærkt, og med hans egne ord:

• A vil hellere drikke vand.

Ølbrygning var en kunst

På landet var rødvin dengang helt ukendt. Det hjemmebryggede øl var oftest ret tyndt, derfor kunne børn også tåle det i begrænsede mængder. Kun til højtiderne blev der drukket stærkere øl. Hjemmebrænding var et privilegium for byen. På landet foregik det i stor stil ulovligt.

Det var nu slet ikke så let, at brygge øl. Kogning af malten og aftapning af urten skulle foregå  ret nøjagtig.

Først skulle øltønderne rengøres og spules. Hver tønde kunne indeholde ca. 140 liter øl. 20 –  30 kg malt (forspiret byg) blev malet og hældt i det store bryggekar sammen med kogende vand, nok til at dække malten. Imens koges ½  pund humle med en stilk malurt, og efter en times tid kunne humle –
og maltafkog tappes af i et kar.

I marts måned bryggedes særlig kraftig øl til brug i høsttiden og om efteråret lavede man det gode juleøl, som ofte blev lavet med ekstra malt, desuden tilsattes brændevin og kanel.

Øl-gæret blev tørret og gemt til næste brygning. Noget af det blev også brugt til bagning af kager og æbleskiver.

 

Rommens hovedstad

Rommens hjemby var Flensborg. Det skyldtes byens eneret til at handle med Dansk Vestindien. Sukkerrør fra Jomfruøerne blev forarbejdet af byens sukkerraffinaderier. Rom var bare et biprodukt, som blev blandet med alkohol og drikkevand.  I romhandelshusene, indtil man opnåede den ønskede styrke. Der findes endnu ca. 10 produktionssteder i Flensborg. Dengang i 1700 – tallet var der 200 brænderier i byen.

 

Kommensnaps

I Eckenförde bliver der fremstillet en gylden specialitet, der hedder Geele Köm. Denne kommensnaps giver te-punchen i landsdelen en helt speciel smag.
Når man nævner navnene på disse punche, er det sikkert mange af mine lidelsesfælder, der vil nikke genkendende til dem – Küstennebel og Friesengeist.

 

Punch er ikke sønderjysk

Punchen er ikke specielt sønderjysk. Det var en modedrik, der kom fra England. På engelsk hed det puncheon. Måske stammer ordet fra det hinduistiske ord, pantsh. Det betyder tallet fem. Men hvad har det med punch at gøre?

I det 17. århundrede blev der i Indien fremstillet en drik, der bestod af fem ingredienser, te, vand, sukker, citronsaft og en gæret saft, der blev kaldt arrack.
Via Indien er drikken så kommet til England, antages det.

 

Te-punch

Måske er det klimaet, der er årsag til de mange varme drikke hernede. En te-punch er særlig populær på de nordfrisiske øer og halligerne. Men min Opa og Oma ude i Ny Frederikskog tog sig dog også en i ny og næ.

Den består af en kop te med sukker og en sjat gylden snaps.

 

Farisæer 

Kommer man sjat snaps i kaffen, har man en Kaffepunch. På Nordstrand opstod den lyksaliggørende drik Farisæer. Det er en kop stærk kaffe med sukker, som skjuler duften af en ordentlig sjat rom under et tykt lag flødeskum.

En anden art af Farisæer er, at man i stedet for kaffe bruger kakao eller te.

Jamen hvorfor har det så det sære navn. Jo præsterne gjorde et stort arbejde for at bevare ædrueligheden. I 1872 deltog en præst ved en barnedåb. Han var glad for, at der blev serveret kaffe med sukker og flødeskum, ind til han ikke kunne undgå, at se, hvad sidemanden indtog.

• Ak I Farisæere

Sådan udbrød præsten meget skuffende over sine medborgere. Det er jo faktisk den nordfrisiske udgave af Irish Cofee.

 

Fastelavnsdrikken Flipps

Disse frisere har endnu en nationaldrik. Det er en fastelavnsdrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom.   Frisernes kulturelle egenart afspejlede sig i deres snapsfremstilling. Eksperterne kan smage forskel på ø – friserne og fastlands – frisernes snaps. Til sidstnævnte må nok betegnes Tine – snapsen fra Husum.

 

Mange typer af Grog

Æggegrog består af æg og sukker, der piskes til æggesnaps, rom og kogende vand.

En rigtig grog laver man af kogende vand, rom og sukker. Blandingsforholdet er faktisk fastsat ved lov på udskænkningssteder. Men man har vel selv lov til at finde frem til sin helt egnen blanding. I Angelen blander man citronvand i, og kalder det Angeler Muk eller Kold Muk.

Hvordan laver man en almindelig grog? Ja i et glas kommes 1 – 2 stk. sukker. Derpå hældes kogende vand i. Rom tilsættes efter ønske. Husk at have en grogpind eller en teske i glasset, så det ikke sprænges af det varme vand.

 

Den døde Tante

På øen Föhr laver man en speciel punch. Her blander man sodavand og alkohol (rom, snaps, cognac) i blandingsforholdet 1:1. Man kan også erstatte sodavand med te.

Kakao tilsat en sjat alkohol kaldes Tote Tante. Her bliver drikken så tilsat en sjat flødeskum.  Og så findes der forskellige former for Glühweine, der minder om den skandinaviske gløgg.

Specielle puncheboller, der indeholdt forskellige blandinger hører også til de varme drikke. En af disse blandinger kaldes Biskop – punchen. Den består af rødvin, pomerans og appelsiner. Drikke kan serveres både kold og varm.

Ja og så må vi ikke glemme Løjtninger-punch. Det er en fin variant af den almindelige thevandsknægt. I en halv kop stærk te, kammer man en solid klat æblegelé og tilsætter snaps efter behag.

Mange former for likør og snaps-specialiteter blev fremstillet i Slesvig – Holsten. Sammensætningen bestod af, hvilke krydderier og frugt, man lige havde ved hånden.

 

Kyndelmissen

Ved en række fester året rundt markerede man byen eller landsbyens fællesskab. Ved disse lejligheder ordnede man diverse regnskaber, og brugte dette som påskud til at få en afveksling i den ofte trælse tid.

Ved æ kyndelmøs den 2. februar fik landsbyens mænd nogle mark fra præsten for deres tiende. Disse penge blev anvendt til kyndelmisse – øl på kroen. Brændevin og mellemadder samt kortspil hørte med til dette. Dette var et gilde kun for mænd.

 

Skiftegilde

Sct. Petersdag, den 22. februar var skiftedag i forrige århundrede. Hvis man overtog en gård, skulle man give et skiftegilde for både bønder og husmænd. Dette gilde betragtedes som en forudsætning for, at den nye mand kunne gå ind i landsbyens fællesskab.

 

Æ fittesgild

Sct. Vitusdag den 15. juni har været en festdag i sønderjyske landsbyer frem til år 1900. Til den dag skulle alle huse være kalkede, hækkene klippede
og by-gade gruset. Æ fittesgild blev afholdt på skift i gårdene, og den mest almindelige festret var kogt skinke med brød og snaps. Fra alle gårde blev der sendt bidrag til festmaden. I fittesgildet deltog både mænd, kvinder, børn og tjenestefolk. Der blev danset på loen til langt ud på natten. Og der blev gået til de våde varer.

 

Høstfesten

Når høsten var i hus, blev der fejret med et gilde i gården for alle, der havde hjulpet. I reglen blev der serveret suppe og steg. Til kortspillerne kom der senere en punch. Ofte holdt en hel landsby en fælles høstfest i kroen eller forsamlingshusene, som kom til fra slutningen af 1800 – årene. Før den tid var det karlene i en landsby, som stod for høst – øl.

 

Mortens dag

Mortens – dag den 11. november var ofte den dag, da husmændene betalte afgift til gårdmændene for den jord, de var blevet tildelt ved udskiftningen i slutningen af 1700 – årene. Efter betalingen til synsmanden senere kommuneforstanderen, fik både husmænd og gårdmænd brød, øl og brændevin. Derefter var der kortspil og kaffepunch og undertiden kom karle og piger og deltog i gildet og så blev der danset til den lyse morgen.

 

Smede – øl 

Fra 1600 – årene var det almindeligt, at en smed fik hus, 3 – 4 køer og jord stillet til rådighed af bønderne. Til gengæld fik bønderne udført det nødvendige arbejde uden vederlag af smeden, der også måtte bøde med et gilde om året. Til smede – øl kom kun gårdmændene og traktementet bestod mest af øl og brændevin.

 

Tønders verdensrekord

Særlig på markedsdagene i byerne blev der drukket meget tæt. Ofte når en handel med stude og heste var afsluttet, så blev der budt på brændevin. I byerne
opstod der spontant nye mindre autoriserede udskænkningssteder.

Tønder havde verdensrekord i antal af værtshuse pr. indbygger. Ja, det kom faktisk til at stå på forsiden af en brasiliansk avis dengang.

Bryggerier og brænderier var der mange af – dengang. Men forbruget var sandelig også stort.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere

• www-dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du  63 artikler

 

• Om sønderjysk mad – og drikkekultur:
• Sønderjyske Drikkeopskrifter
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg)
• Fiskeri ved Højer (Gamle Fiskeretter – under Højer)
• Friserne syd for Tønder (under Tønder)
• Mad fra Tønder (under Tønder)
• Mad fra Tønder – Opskrifter (under Tønder)
• Sønderjysk Kaffebord (under Tønder)
• Sønderjysk Kaffebord – 119  opskrifter (b)  (under Tønder)

 

Redigeret 6.01.2022