Artikler
Oktober 13, 2009
Der gik druk i Aabenraa i gamle dage. Pastoren var ved at få klø af byfogeden, fordi han kunne ville skåle en gang. Meget tidlig havde Aabenraa et bordel. Når hertugen var på besøg blev der drukket endnu mere. Også rådsfolkene havde svært ved at styre deres brandert.
Uenighed om bygrænsen
Omkring 1560 blev der gennemført en omlægning af bygrænsen. Det skyldtes den hertugelige teglgård på Klinkbjerg. Her havde byens gamle rettersted ligget. Den blev nu flyttet til et bjerg syd for byen. Det blev kaldt Kapelbjerg, men fik selvfølgelig nu navneforandring til Galgebjerget. Til byen blev også tilknyttet nogle kålgårde, der lå ved den nuværende Sønderport.
Der opstod en del uenighed mellem amtet og byen omkring de nye områder. Dette var antagelig anledningen til den skæbnesvanger strid mellem borgmester Claus Esmarch og hans senere banemand, teglgårdsforpagter Jørgen Skytte.
Galgebjerget med omliggende kålhaver led stor skade under oversvømmelser, masser af jord blev skyllet væk. Da man skulle anlægge vejen mellem Brundlund
og ladegården, den senere Hjelmalle, brugte man en del fyld fra Galgebjergets nordside.
Omkring 1640 var der 1.750 mennesker i byen, trods alvorlige brandkatastrofer og pest. I 1660 var antallet dog reduceret til ca. 1.200.
Udvidelse nord for Ramsherred
Udvidelsen af byen fandt først og fremmest sted nord for Ramsherred, hvor den fattige del af befolkningen boede. I 1500 – tallet nåede man her frem til Nørretorv. I 1659 nåede man frem til Kilegård. Klinkbjerg, der i 1640 var en sidegade til Ramsherred var stort set udbygget med huse på begge sider af gaden. Nygade var bebygget på østsiden. På Nybro var der nogle huse på vestsiden. Her blev der senere placeret et eddikebryggeri.
Slotsgade hørte til amtet, og førte ned til Mølledammen.
Byen var omdannet af et plankeværk eller hegn. Under Kejserkrigen var der anbragt slagbomme til byen.
Bindingsværk og bulhuse
Gavlene var vendt mod gaden, men fra ældre tid var der dog lang-huse med langsiden vendt mod hovedgaden. Mellem gavlhusene opstod smalle smøger eller gyder. Her blev der bygget endnu flere huse, dog ofte smallere end det oprindelige hoved-hus, så man kunne få en gårdsplads.
I 1500 – tallet var det bulhusene, der var dominerende. Mange af disse træhuse overlevede dog ikke branden i 1576. Og senere brande gjorde dog også indhug. I 1910 fandtes der dog endnu 10 bulhuse som regel i to etager i byen.
Bindingsværkshuse blev bygget efter samme princip som bulhusene. Men heller ikke disse har overlevet de store brande. Aabenraa var heller ikke så rig, at der kunne bygges så mange af disse. Der kendes kun ganske få købmandsgårde i Aabenraa bygget af bindingsværk. Storegade 11 var et sådant byggeri, men på grund af ombygninger, kan dette ikke ses i dag.
Mutter Stallboms Hus, Storegade 2 stammede fra bindingsværks – epoken. Denne bygning kan nu beses i Den Gamle By i Århus. Husene var ofte overbefolket i en uhyggelig grad. De var kolde, fugtige og mørke og har i høj grad været sygdomsfremkaldende.
Brundlund Slot udvidet mange gange
Den mest betydelige bygning i Aabenraa var Brundlund Slot. Her havde amtmanden sin bolig. Og her tog hertugen ophold, når han skulle beskue sin by. Der var etableret forskellige forsvarsværker omkring slottet, men som fæstning havde slottet for længst mistet sin betydning.
I slutningen af 1500 – tallet var slottet meget forfaldent. I 1589 lod amtmand Kaj Rantzau foretage omfattende reparationer og ombygninger på slottet.
I 1592 blev der bygget en ny vindebro og et port-hus. Men reparationerne var åbenbart ikke gode nok, for allerede i 1597 blev der foretaget nye ombygninger og reparationer. I Frederik Ahlefeldts tid blev der også tilført et nyt fangetårn.
Amtmand Clement Galdendorp lod slottet nedrive og opføre et nyt. Sådan fremgår det af Claus Møllers krønike. Helt så drastisk var det dog ikke. Ny port-hus
og vindebro blev opført i 1652 – 53.
Møddinger og stalde
Hovedparten af beboerne drev landbrug ved sin af deres by-næring. Dette satte sit præg på byen. Møddinger, stalde og kornhjelme prægede bybilledet. Myndighederne var ikke særlig begejstret for dette. Det samme gjaldt for de pindehegn, der var anbragt mellem grundene. Forbrydere og urostiftere kunne så let som ingenting springe over dem og slippe bort. Borgmester Jens Hansen forlangte dem erstattet af mere pyntelige plankeværk.
Brønde med bismag
De fleste gader var nødtørftigt brolagte. Således blev det berettet om brolægning i Gildegade i 1613. Man kunne dog ikke forvente, at gå nogenlunde tørskoet gennem Aabenraa. Men man måtte dog tage sig i agt for de åbne rendestene, hvori der flød ajle fra staldene, alskens affald og uhumskheder.
To gange om året, før årsmarkederne skulle husejerne drage omsorg for, at kreatur – og hestegødning blev fjernet fra gaderne. Man gik også i krig mod de latriner eller hemmeligheder, der var bygget langt ud på gaden.
En borger fra Slotsgade idømtes således i 1616 en bøde på hele 8 rigsdaler, fordi han ikke ville fjerne sin hemmelighed. Der var afløb direkte ud på gaden, hvorfra der udsendtes en ulidelig stank. Og det kunne man ikke have, når hertugen kom på besøg.
Det var heller ikke ukendt, at man besørgede et nødvendigt ærinde foran sin hus-dør. Måske var disse ting årsag til at de offentlige brønde kunne frembringe en bismag. Der eksisterede offentlige brønde foran rådhuset og en på Store Torv.
Jo, man skulle passe på, hvor man gik efter mørkets frembrud i Aabenraas gader.
De sociale lag
Godt en fjerdedel af byens knap 300 husstande i 1640 tilhørte inderste-klassen. Det vil sige, at de boede til leje hos andre. Denne gruppe var de socialt dårligst stillede og havde ikke borgerret. Mange af dem levede af tilfældigt arbejde. En del var småhåndværkere uden for lavene som for eksempel skoflikkere.
Købmændene hørte til byens højeste sociale lag, bortset fra de få embedsmænd, der befandt sig i byen. I 1500 – årene var der enkelte adelige huse i byen.
Hovedsproget var tysk
Den tyske indflydelse var indtil 1660 ikke ret stor. Forbavsende var det derfor at byens officielle sprog var tysk. I hjemmene talte man sønderjysk.
Retsprotokollerne blev ført på nedertysk og fra 1616 på højtysk. Kirkesproget var nedertysk. Ganske undtagelsesvis prædikede provsten på højtysk. I skolen lærte drengene nødtørftigt at forstå tysk.
Drikfældighed og umoral
I kirkebogen klagede Provst Hübschmann over sin menigheds drikfældighed og umoral. Der blev drukket tæt både af småfolk og i byens højeste sociale lag.
Det var måske lidt svært at afsætte byens egen øl Kückelhahn – øllet uden for staden, men i selve Aabenraa, men i selve byen, var der ingen problem med afsætningen. Folk værnede om deres humlehaver, der leverede et vigtigt råstof til ølbrygningen.
Der blev drukket ved familiefester, ved lavsammenkomster, ved aflæggelse af byens og kirkens regnskaber, ved rådmandsgilder og på tingdage. Ja, der blev drukket uden mådehold. Adskillige drak sig ihjel. Der skulle betydelige mængder til for at skylle den megen saltmad ned.
Udskænkning hele natten
I politivedtægten fra 1613 oplyses der om, at borgerskabet møder drukne på Bytinget, hvor de opfører sig støjende og uforskammet. De berusede blander sig
i andre folks sager og irriterer andre gode folk.
Det siges også, at mange kroværter holdt udskænkning af øl og brændevin hele natten. Gang på gang blev der også nævnt, at der ikke måtte udskænkes i kirketiden.
I bestemmelserne fra 1617 siges der yderligere, at byfogeden skal sørge for at by-tinget begynder tidligt på dagen, for at parterne kan møde ædru og for at tinget kan være afsluttet senest klokken 11.
I en hertugelig forordning af 1600 nævnes, at såvel adels – som andre standspersoner foretager udskejelser i Aabenraa. Både om dagen og om natten forfalder hyppigt skyderi og overfald. Hertug Johan Adolf befalede derfor borgmester, råd og det menige borgerskab under trussel om bortfald af privilegier, at ifald nogen, han være af adelstand, hoftjener eller af anden stand, forøvede optøjer i Aabenraa, så skulle han straks enten bindes eller sættes i fængsel. Kunne vægteren ikke selv klare det, skulle der ringes med stormklokken, så borgere kunne komme til hjælp.
Når øllet går ind, går forstanden ud
Når øllet går ind, går forstanden ud. Meget ofte synes forstanden dog helt at have manglet. Bøder, politivedtægter og hertugelige forordninger havde kun en ringe virkning. I 1621 måtte således ikke mindre end 50 af den lille bys beboere betale bøder for slagsmål og optøjer. Legemsbeskadigelser og drab var almindeligt forekommende. Det var ikke ualmindeligt, at man var bevæbnet med bøsse, spyd, økse eller sværd.
Nogle af de værste bøller forekom i begyndelsen af 1600 – tallet. Det var byfoged Claus Årup og den ligeledes socialt højt placerede tolder på Toldsted, Christoffer Arnkiels mange sønner.
I bøderegisteret for 1613 oplystes således at Asmus og Hartich Arnkiel havde afhugget en barbersvend to fingre, slået ham over halsen med spyd og slået hans hoved blodig. Samme år sårede Broderen Jacob en mand fra Holstebro på munden.
Helt galt blev dog i 1615, da Asmus og Jacob Arnkiel en nat efter et drikkelag slog følge med byens to vægtere. Mens den ene af dem blæste i sit horn og den anden udråbte timeslaget, kom de to i klammeri med dem på hjørnet af Slotsgade og Søndergade. Udfaldet blev, at den ene af vægterne blev maltrakteret
med 10 sår. Kort tid efter døde han. Brødrene flygtede, men blev pågrebet. Jacob blev erklæret som drabsmanden, og blev halshugget. Hans yngre brødre blev dog ikke afskrækket og fortsatte deres udskejelser i Aabenraa mange år fremover.
En anden fredsforstyrrer var Jep Helloth. I 1620 blev han dømt bøder for udskejelser og vold under drukkenskab. Hos Peter Kromand havde han og Peter Spillemand således tilladt sig, da kromanden og hans kone var gået i seng, at pisse ind gennem nøglehullet i krokonens nye kiste og ligeledes i et drikkebæger.
Af mere graverende art var de optøjer, som amtsskriver, Peter Mouritzens søn, Jasper begik nytårsnat 1631. Med en stor skovøkse smadrede han først i Lytke Clausens hus døren mellem køkkenet og bryggers . Han slog også en fyldning ud, og endnu 40 ruder blev slået ud. En måned efter maltrakterede
Jasper sammen med skomager Jørgen Lousen i den grad en Jørgen Decker, så han og to mænd måtte bæres ind i faderens hus. I 5 dage spyttede Jørgen blod, så han måtte under barberernes behandling.
I 1640 kom Hans Klejnsmeds søn, Carsten fuld i kirke, hvor han råbte op og slog vinduesruder ud. Hans far blev så vred over dette, at han faldt om og døde.
Pastoren blev selv angrebet
Jo Pastor Hübschmann kæmpede en forgæves kamp mod Aabenraa – borgernes druk. Og mere end en gang blev han direkte forulempet. Det skete i 1637, da han under et bryllup ikke ville skåle mere end en gang. Det bevirkede, at han kom i direkte strid med byfoged Anders Iversen. Organist Nikolaj Thomsen var lige ved at slå løs på sin overordnede og Jes Decker hældte et glas øl ned af ryggen på provsten.
Borgmester Hans Magnussen havde overfuset provstinden under fuldskab uden efterfølgende at give en undskyldning.
Borgmesterens angreb
Under en synsforretning over en forfalden stenbro syd for byen i 1613 blev borgmester, Jens Lousen så ophidset, at han slog rådmand Iver Schrøder over den ene arm med en økse.
Det 6. bud og bordellet
Det sjette bud havde man svært ved at overholde i Aabenraa. Det var dog sjældent, at det kom myndighederne for øre. Hvis det skete, måtte begge parter erlægge såkaldte lejermålsbøder. Bøderne var som regel fra 2 til 6 rigsdaler. Man måtte også bøde for de ægteskabet for tidlig fødte børn. I Pastor Hübschmanns tid måtte såvel gifte som ugifte syndere stå offentlig bod i kirken.
Laurids Jacobsen beklagede sig i 1610 over, at han på ny havde fundet Hans Strågård i sengen hos sin søster, mens de drev utugt med hinanden. I 1611 angav
Nis Hygendahl, at Jacob Clementsen en nat var kommet til hans dør og havde banket på. En Mette Michels var derefter stået op og havde lukket Jacob ind.
Ak ja. Det var strafbart at huse folk, der begik utugt. Men Aabenraa havde skam et bordel i Ramsherred. Det blev kaldt “dat Fruwenhus” Men efter datidens opfattelse hørte det til i samfundet. Selv pastor Hübschmann nævnte det uden anstød.
Rangforordning
Borgmester Jens Hansen havde udsendt en rangforordning. Den handlede om, hvordan man skulle gå klædt, og hvor mange gæster, der måtte inviteres til de forskellige fester. Det havde skam også betydning, hvor i kirken, man måtte sidde. Et stolestaderegister blev allerede udarbejdet i 1567. Og det var særlig kvinderne, der gik meget op i dette.
Og det skete da også episoder inde i kirken. Således ville Thyra Slibsgård ikke tillade, at Margaretha Strauchs kom ind i kirkestolen til hende, hvilket medførte, at Margaretha på stedet gav Thyra et blåt øje, og at Sidsel Slibsgård udstødte et skrig.
Alle tre blev idømt bøder.
I 1648 blev der udarbejdet et nyt stolestadsregister. Det var en meget vanskelig opgave. Alle berettigede krav skulle tilgodeses. Pøblen var ikke indblandet. De sad længst tilbage i kirken. Både provst, borgmester, råd, byfoged og kirkeværger brugte meget tid på at lave en sådan liste.
I døden er man ikke ens
Ja selv i døden var man ikke ens i Aabenraa. Der blev ofret betragtelige summer så eftermælet på en person kunne huskes. Begravelsen skulle helst være så stor, som mulig. Der blev ringet med to, tre eller fire klokker, ofte flere dage i træk. Man kunne betale sig fra alt.
Diakonen og et drengekor kunne synge både på tysk og latin. Man kunne også bestille røgelse, der afbrændtes i kirken. I kirken kunne man også blive begravet, men det var nok de færreste, der havde råd til dette.
Det var en stor ære for familien og standen, at deres døde blev fulgt til graven af et stort følge. Håndværkerlavenes og skyttebrødrenes medlemmer var forpligtet til at deltage i brødrenes begravelse. I øvrigt så kunne beværtningen i de afdødes hjem efter begravelsen med gravøllet føre til de rene drikkegilder.
De allerfleste fandt dog deres sidste hvilested på kirkegården syd for kirken. Nord for denne begravedes de uærlige, rakkere, tyveknægte, selvmordere, syndere, der ikke havde stået offentlig bod og nogle af de henrettede. For de sidstnævnte var det nærmest et privilegium, at blive begravet her, frem for at blive hængende i galgen eller liggende på retterstedet. For de andre var det vanærende, at blive begravet uden klokkeklang og salmesang.
Kirkegangskoner
Dåben skulle finde sted så hurtig som muligt efter fødslen. Mødrene kunne derfor ikke selv være til stede. Til gengæld måtte de seks uger efter fødslen møde op til højmessen som kirkegangskoner. Efter forskellige ritualer blev de budt velkommen i menigheden igen og velsignet. Samtidig skulle mødrene og deres naboer og veninder ofre til præsten.
Provst Hübschmann havde til stor fortørnelse afskaffet de store koneforsamlinger ved fødsler og barselsstue. Det ville kvinderne fra Aabenraa ikke finde
sig i. Så i stedet, at møde op til højmessen mødte de op til fromessen. Her var det så diakonen, der modtog ofret.
Dette klagede Hübschmann over til hertugen, der i 1638 befalede at kirkegangskonerne skulle indfinde sig ved højmesserne.
Små adspredelser
De store fester blev afholdt på rådhuset. Det var byens gildehus. Ellers var der ikke mulighed for de store adspredelser, hvis ikke lige man ville gå på druk. Af læsestof var der kun salmebogen, bibelen og andre religiøse skrifter. Kun den ugentlige kirkegang kunne give lidt nyt. Her oplæstes myndighedernes bekendtgørelser.
Ja så kunne man komme til torvedagene og årsmarkederne. Fastelavnsfesterne, der ofte udartede sig, var ikke at foragte.
Når hertugen var på besøg
Når hertugen var på besøg, skete der noget. Han boede ikke altid på Brundlund Slot. Det kunne hænde at han boede hos en af embedsmændene eller en af de
velhavende borgere. Med ham fulgte en anseelig flok embedsmænd, adjudanter, lakajer og kuske. De skabte liv og røre i byen.
Et af de længste besøg fandt sted i 1581, da hertug Adolf under skifteforhandlinger efter Hans den Ældre tog ophold på Brundlund, mens Frederik den Anden opholdt sig på Koldinghus. De egentlige forhandlinger fandt sted i Haderslev.
I 1594 var både kongen og hertugen på besøg samtidig. Christian den Fjerde indlogerede sig hos amtsskriver Wulf Kalund. Hertugen opholdt sig på Brundlund Slot. Amtsskriveren havde en beskeden udgift på 31 mk.10 sk. Helt anderledes var udgifterne til festlighederne på slottet.
Stor appetit
Den hertugelige embedsmand Henrik Blomme havde sørget for, at der var fire oksehoveder eller ca. 600 liter vin i forråd på slottet. Men disse var drukket allerede efter to dage. Ved nattetide måtte der i hast hentes 225 liter vin i Flensborg. Hertugen havde givet ordre til at intet måtte nægtes kongens junkere og tjenere, der ikke deltog i festen på slottet. Også en ny portion drikkeglas måtte i hast tilvejebringes.
Nu kunne hertugen også sagtens selv fortære en del uden kongens hjælp. Under et besøg i 1601 blev der til slottet indkøbt:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. – o1. 2022
Oktober 13, 2009
Der har boet folk på Løjt Land i uendelige tider. Vi kigger på livet på Løjt Land i rige såvel som fattige tider. Mord, plyndring og nedbrænding slap man ikke for. Når en pige på Løjt var udsat for en forbrydelse, var det hende, der fik den største straf. Læs nogle barokke eksempler. Kongelige tropper på Barsø kostede bønderne en formue.
Mange fund overpløjet
Løjt Land skal helst opleves på cykel. Området nord for Aabenraa rummer et væld af overraskelser. Og når du er på cykel, så husk det rette gear, for der er nogle barske bakker, der skal passeres.
Masser af beviser og fund tyder på, at der har boet folk her i utallige år. Nu er det ikke alle fund, der er lige velbevaret. Mange af disse er overpløjet, og mange er forsvundet.
Langs kysten er der gjort en del fund, der vidner om stenalderjægernes (ca. 4.200 f. Kr.) færden. Men egentlig er der aldrig foretaget udgravninger, der specielt har undersøgt denne tidsalder på Løjt.
Skoven blev ryddet
Ertebøllepladserne på Løjt land har ligget tæt på kysten. Siden dengang er landet sunket 2 – 3 meter, så de første fund er gjort under vand. Den nuværende
Knuds Grund har dannet baggrund for en boplads. Også ved Barsø og ud for Skarrev er der fundet spor efter ertebøllepladser.
Det skovklædte landskab var ingen hindring, snarere tværtimod. Ved de første agerbrug, har man blandt andet startet med at afbrænde et stykke af skoven.
49 grave fundet på kort strækning
Bondestenalderen (fra 4.500 f.Kr.) – 1.800 f.Kr.) træder tydelig frem på Løjt land. Langs kysten fra Dybvighoved i nord til Dyrhave i syd, findes der ca. 49 grave fra den tid. Hertil kommer en del bopladsfund. Man ganske få bopladser og stengrave er egentlig blevet udgravet.
Masser af stendysser
I 1883 blev Agershøj, en 24 meter stendysse vest for Barsmark undersøgt. Af døde fandt man kun stærke opløste knoglerester. Desuden fandt man 5 flinteøkser, 2 lerkar, 2 flintemejsler, flækker og 2 små ravperler.
Tvekøft mellem Spramhuse og Skarrev er en anseelig stendysse. Den blev udgravet i 1923. Man fandt to flinteperlespidser, en flis af en økse og et lille skår af
et kar. Antagelig har der her været besøgende før. Man fandt ud af at graven havde været benyttet i ca. 1,000 år efter dens opførelse.
Ved sommerhusbebyggelsen ved Skarrev ligger resterne af et dyssekammer skjult i en have til en gård. Jordhøjen har haft en omkreds på 28 meter.
Tilfældige udgravninger
To stengrave fra Bondestenalderen kendes på Løjt Land. Den ene lå ved Åbæk. Grav kammeret blev udgravet i 1870. Det var to herre, der arbejdede for Nationalmuseet, der foretog udgravningen. Det må have været en uformel udgravning på det tidspunkt. Måske var det derfor, der i rapporten stod følgende:
I kammeret fandtes bl.a. en stridsøkse. Sådan en fandtes også ved Løjts mest imponerende fortidsminde Myrpold ved Skarrev. Alene beliggenheden kan få en til at gibbe. Her er en storslået udsigt ud over Aabenraa Fjord. Graven blev udgravet i 1888 af apoteker Reimers fra Aabenraa. I dag ville en sådan udgravning tage nogle uger. Dengang foregik det på en dag. Man fandt 10 menneske-skeletter lagt i 5 lag oven på hinanden. Af oldsager fandtes 3 hele lerkar, 3 flinteøkser,
3 flintedolker, 3 ravperler og et par flinteflækker. I 1937 fandt Nationalmuseet ved udgravninger yderligere en flinteøkse, en flintemejsel og en ravperle.
Romerske importvarer
Fra den yngre bronzealder er der påfaldende få fund fra Løjt land. Fra den ældre bronzealder findes i hvert fald 15 sikre fund. En af disse er Egemosehøj syd for Barsmark. Højen indeholdt ikke mindre end 5 grave. I toppen af graven fandtes resterne af en urnegrav fra jernalderen.
Ved Skovby fandtes der en stor urnegravplads. Fundene blev gjort i forbindelse med anlæggelse af amtsjernbanen, og der blev gjort flere fund på banestrækningen.
Romerske importvare, som øse, si og glas er også blevet fundet. Nu skal man ikke tro at storbonden ved Barsmark, hvo fundet blev gjort, drak vin. Omkring Kristi fødsel drak den germanske bonde ifølge historieskriveren, Tactius – en væske lavet af korn eller hvede, som ved gæring får en slags lighed med vin.
Måske har disse importerede ting været en slags statussymboler, som kunne hævde bondens placering blandt sine egne.
Urnegrave ved Stollig
På en bakketop vest for Stollig blev der i 1979 fundet 25 urnegrave fra omkring 100 e.Kr. Flere af gravene indeholdt våben. Nogle få hundrede meter er der fundet rester af en egentlig jernalder – boplads.
Vikingetiden på Løjt Land er repræsenteret med 4 fund. En båd fra den tid er for eksempel fundet ved Barsø.
Betyder Løjt – Lygte?
Fra gammel tid har hele halvøen heddet Løjt. Det ser vi blandt andet i Aabenraa bys skrå fra 1335. Betydningen af ordet Løjt er der delte meninger om. I den folkelige fortolkning er Løjt afledt af ordet lygte på sønderjysk – løjt(e). En lygte indgår derfor også i det symbol man fra gammel tid har brugt på Løjt.
Hovedbyen Løjt Kirkeby har eksisteret længe inden den blev erklæret som centrum for halvøen. Den har fra hedenold været retslig og religiøs samlingssted.
Barsmark – verdens længste landsby
Barsmark er en ejendommelig langstrakt landsby. Dette er tvunget af terrænmæssige forhold. Næsten en halv mil lang er landsbyen så i folkemunde kaldes
den verdens længste landsby. Byen er opstået som en af de fem landsbyer, der er opstået ved udflytning fra Løjts gamle hovedby.
Ved ordet Barsmark kommer man til at tænke på Barsø. Allerede i 1231 blev denne ø kaldet Bars. Barsmark betyder ganske enkelt marken ud for Bars(ø).
Skovby og Nørby kendes fra Slesvig – bispens jordebøger. Her kaldes de Skuby. Skugby, Norby og Norbu.
Landsbyen Bodum ligger vest for Løjt Kirkeby. Vest og nord for denne by ligger store mosestrækninger. Navnet nedstammer fra tidlig middelalder.
Stollig – en ældgammel landsby
Lige så gammel som Løjt må Stollig være. Den må gå tilbage fra begyndelsen af vores tidsregning. I 1361 kaldtes stedet for Stoleegy.
Forstavelsen er antagelig ordet stald på sønderjysk stold. Så direkte oversat ville det betyde Stald – ege. Det er en egebevoksning, hvori der fandtes en stald.
Måske har ordet en relation til ofring af heste, som forekom i hedenskabets tid.
Det kan også være tale om det oldnordiske ord stallr, som betegnelse for en forhøjning med et gudebillede.
Måske har mosen haft en sproglig betydning. For sandheden er, at løjtningerne i modsætning til deres naboer inde i landet, havde mere musik i deres sprog. Deres sprog mindede mere om sproget syd for Aabenraa Fjord, Sundeved og på Als.
Minder fra afbrændingen
Et par navne minder om, at der har været gang i ilden, da skovene skulle ryddes. Brændehoved på Barsø og Svedenholdt i Barsmark.
Og hvordan er det nu med æ Knap. I 1641 blev det kaldt Steinbergs Knap efter den nærliggende Stenbjerg. Og det var egentlig bakketoppen, der hed Knapp.
Pebbel forekommer tre steder som marknavn og betegner et sted, hvor det pibler op af jorden.
Vejnavnet Dimen stammer fra vejfarende, der talte plattysk. De har bidt mærke i de mange høstakke, som på ældre plattysk blev kaldt for Diemen.
Mange plante – og dyrenavne på Løjt er hentet fra dyre – og planteriget. Vi finder skarven i Skarrev, ørnen i Arnbjerg og Arnholm. Ilderen nævnes i Ildenbejerg.
Trænavne har vi også. Ærholm på Barsø. Lønholt ved Brøde og Lindholm ved Dybvighoved.
Intet kloster på Løjt
Og et navn som er lidt mystisk. Det er Løjt Kloster. Der har aldrig eksisteret et kloster i Løjt. Navnet stammer fra et gammelt ord kluster eller klyster. Det betyder en klynge i betydningen af en samling ejendomme.
Men de humoristiske løjtingere har skabt et sagn om både munke og en abbed.
Under forskellige herrer
Langt de fleste hørte under amtmanden i Aabenraa, nogle enkelte under amtmanden i Haderslev (indtil 1850). Andre, hvis herre i middelalderen havde været under Slesvigs biskop, hørte efter reformationen under Svabsted ved Trene (indtil 1702). Og endelig var det Dalholt, der hørte under Søgård Godsdistrikt.
Ved delingen i 1490 kom Aabenraa Amt, og dermed hovedparten af Løjt land under den kongelige del, men i 1544 fik Christian den Tredjes yngste broder Adolf, residentslottet Gottorp, under hvilket Aabenraa Amt, blev lagt
Det betød, at hovedparten af løjtingerne hørte ind til 1702 under den gottorpske hertug.
Kongens ejendom
I Kong Valdemars Jordebog udarbejdet i 1231 nævnes Barsø som kongens ejendom. Her kunne der jages hjorte og dådyr, hedder det. Alt det sønderjyske krongods tilfaldt i 1313 hertugen, og da Aabenraa Amt i 1411 blev pantsat til dronning Margrethe lå det halve Barsø hertil. Resten har sikkert tilhørt kirken.
Kongen havde også en ejendom i Barsmark, Elsholm.
Elsholm
Den store ejendom med nærliggende voldsystem lå i den sydøstligste del af Barsmark. Den nævnes første gang i 1351 under navnet Yggylsyøholm. Den 8. december tildømte hertug Valdemar på Sønderborg Slot, Marquard Rütze denne ejendom sammen med 1 otting jord i Barsmark og dertil huse og bygninger i Bolderslev.
Man talte ligefrem om den holstenske adels indvandring. Men det hele skete fuldt lovligt. Ingen arvinger gjorde åbenbart krav på ejendommen Elsholm.
Efterkommerne fik familienavnet Marquardsen. Den kendeteste var Peter Marquardsen, som omkring 1550 var ejer af den 5 otting store Fogedgård. Navnet skyldtes, at ejeren var herredsfoged over Rise Herred.
Stolliggård
Stolliggård var en adelsgård, der første gang blev nævnt i 1361 i forbindelse med et mageskifte, som Niels Friis foretog med Løgum Kloster. Niels Friis
tilhørte en hjemlig adelsslægt. Gården tilhørte samme slægt i mange år. Anders Friis en fætter til overnævnte var den sidste i direkte slægtled, der tilhørte gården. I 1516 tilfaldt den Aabenraas amtmand, Wolf Pogwisch. I 1519 solgte denne gården sammen med gods i Nørby og Løjt Kirkeby samt de to Rundemøller til kongen.
I 1522 blev Stolliggård overladt til slægten Juel. Disse må have solgt gården til Hertug Hans den Ældre.
Løjt – næsten selvforsynende
Området var fra ældre tid et udpræget bondesamfund. Befolkningen var bønder og husmænd, eller også arbejdede de som daglejere og tyende hos disse. Gamle og syge var henvist til, hvad samfundet kunne afse til dem.
Samfundet var så godt som selvforsynende. Kun salt og jern var det nødvendig at skaffe udefra.
Landsbymarken blev dyrket i fællesskab. Men siden 1500 – tallet var der et område, der var unddraget dette fællesskab, nemlig kancelligodset, Høgebjerg
med tilhørende Dyrehave.
Et mord på Høgebjerg
Et kancelligods blev i 1600 – tallet betegnelsen for en avlsgård (Meierhof). Høgebjerg kendes fra 1560 idet Aabenraas daværende amtmand, Bertram Sehestedt på den gottorpske hertugs vegne ved den tid inddrog noget jordegods, der havde tilhørt en bonde, der havde forøvet et drab. Ugerningen fandt antagelig sted ved nytårstid 1552 under en bryllupsfest på Høgebjerg. Hans Trommeslager fra Haderslev havde spillet for bruden, men åbenbart virket irriterende. Brudens mor havde da sagt til en af gæsterne, Peter Truelsen:
Derefter tog tiltalte en kande og smed ham en kande i hovedet, så han faldt om. Straks derpå sprang Peter Nielsens søn, Jørgen Petersen over den arme musikant, og gav ham et ulivssår med sin dolk. På sin søns vegne lovede Peter Nielsen bod og bedring. Sognepræsten i Aabenraa, Hr. Laurentius støttede bønnen. Sagen gik derefter til amtmanden, der fik lejlighed til at øge det jordliggende, der hørte til Høgebjerg.
Allerede i 1523 talte bønderne i Løjt Skovby, om en Hans Høgebjerg og kancelligodset, der var betydelig større end de omliggende gårde. Tanken er nærliggende, at godset i middelalderen havde tilhørt Præbendet Avbæk. Med andre ord, den havde været i Slesvig – bispens eje.
I slutningen af 1500 – årene var der bestræbelser i gang for at få endnu mere gods under Høgebjerg. I 1593 hedder det om en bonde fra Skovby, at han ved ildebrand mistede alt, hvad han ejede. Kun en mindre del af hans jord, blev overladt til livets ophold. Resten blev lagt til Høgebjerg.
I 1597 havde samme bonde dog atter fæstet sin bol, som amtmand Kay Rantzau havde frataget ham. Det var åbenbart amtmand Friedrich Ahlefeldt, der havde indledt en ny kurs over for bønderne. Fremtiden lå i fæsteafgifter og hoveriafløsning.
Fremgang på Løjt
Gennem 1400 – årene var Løjt Land i en positiv udvikling. Det skyldtes overgangen til kreaturholdsdrift. Det blev en god handelsvare. Noget tyder på, at en række storgårde blev delt i midten af 1500 – tallet.
Bonde – protest
Der skulle betales afgifter, og bønderne på Løjt, afleverede deres dårligste svin. Men det kunne øvrigheden i længden ikke være tjent med. Derfor blev øvrighedspersoner sendt ud til gårdene for at udpege passende svin.
En af dem, der følte sig særlig ramt var Jep Paulsen på Elbjerg i Løjt Kirkeby. Han havde i anledning af datterens forestående bryllup ladet to svin opfede. Men hertugen af Gottorp havde udstedt et forbud mod overdreven luksus, nødvendigt på grund af de gyldne tider. Den stakkels bonde måtte nu betale en bøde
på 2 rigsdaler.
Ikke uden grund betragtede Løjt – bønderne den hertugelige amtmand Friedrich Ahlefeldt inde på Brundlund Slot som en hård hund.
Bønderne ville ikke finde sig i, at de skulle betale store skatter. De klagede derfor til hertugen over Friedrich Ahlefeldt’ s embedsførelse. Ikke færre end 125 bønder var mødt op for at aflevere klagen. En af dem, Andreas Marquardsen nævnte med stolthed, at hans bedstefar – af slægten fra Elsholm havde været herredsfoged i over 40 år.
Seks af bønderne var gået til amtmanden. Men han havde foretaget kort proces og smidt dem i hundehullet under Brundlund Slot.
Et borgmestermord
Men bøndernes protest fik dog følger. Amtskriver Wolf Kalundt blev forflyttet til Løgumkloster. Claus Esmarch blev hans efterfølger.. I 1605 modtog amtmand
Friedrich Ahlefeldt sin afsked og døde et par år senere.
Claus Esmarch blev i 1605 rådmand i Aabenraa. I 1608 blev han borgmester. Men i 1610 da han var på vej til Løjt, blev han dræbt af et skud.
Et par måneder efter blev Wolf Kalundt henrettet på Galgebakken i Aabenraa og lagt på hjul og stejle. Hans hustru blev halshugget ved kirken. Under tortur erkendte de, at de var skyldige i mord. Men mon ikke domfældelsen var justitsmord?
Humleskat
Bøndernes oprør førte også til en ny jordebog over ejendomme i Aabenraa Amt. Der skete en omlægning af skatte og afgifter. En af disse afgifter var humleskat. Øl var en daglig fornødenhed og hoved-forbruget blev klaret ved hjemmebrygning. Og humlen havde bestemt ikke vanskeligheder med at gro her ved østkysten.
Kådnere og inderste
Nederst på rangstigen i landsbysamfundet var Kådnere og inderste De sidstnævnte ejede kun deres arbejdskraft ellers intet. I Løjt Lands historie nævnes disse slet ikke. I jordebogen af 1609 nævnes inderste omkring Barsmark.
Kanderne sad i eget hus, dog ikke på egen grund. Således var der 23 Kådnere i Løjt Kirkeby.
Djævlens Kapitel
Toften nord for kirken har været Løjts ældste tingsted. Til værn mod vejr og vind byggedes her sognets kro. Første gang den omtales var i 1642, da amtmand Heinrich Brockdorff \”tilstod sin tjener Nis Nissen at bygge kro ved kirken i Løjt\”.
Men provst Georg Hübschmann kaldte kroen et Djævelens Kapitel, hvori Folk sad og drak om Søndagen både før og efter Prædiken. Om minsandten så gav provsten også kroholderen skylden for mordet på en student fra Halle og på en soldat.
Ugerningen skulle have fundet sted den 29. maj 1654, men Nis slap for tiltale. Men han blev aldrig gode venner med provsten, så han forlod Løjt for at blive skytte hos amtmanden.
Trods dette blev kroen regnet som det finere gæstgiveri. I 1726 omtales den som Den tyske Kro. I modsætning til Løjts anden kro, der kendes fra tiden efter
Svenskekrigene. Den blev kaldt for Den danske Kro. Nu havde dette ikke noget med det nationale at gør, men det faktum, at det tyske blev regnet for finere end det danske. Og for at gøre det mere barokt, så var ejerne af Den tyske Kro, dansksindede, mens det omvendte forholdt sig med Den danske Kro. I 1929 brændte Den tyske Kro og stedet kom til at rumme et dansk forsamlingshus. Og Den danske Kro hed da siden Løjt Kro.
Møllerne på Løjt
Møllernes historie går endnu længere tilbage end kroernes. I fortegnelsen over det slesvigske bispe – og domkapitelsgods fra 1352 nævnes en mølle i tilknytning til Præbendet Avbæk. Det drejer sig antagelig om Stenbjerg Mølle. I opgørelsen over bispegodset fra 1435 – 1439 nævnes ligeledes en mølle ved Sillehole.
Sidstnævnte udnyttede vandkraften fra Kirkebækken. Møllen kaldtes også Lillemølle. Længere nede af vandløbet fik Rundemølle en stor betydning.
Bønderne havde dengang møllepligt. Det vil sige, at de skulle bringe deres korn til bestemte møller. Denne pligt ophørte først i 1854.
Til Sillehole Mølle havde bønderne på de kongelige gårde fra Løjt og Øster Løgum Sogne møllepligt. Fra Løjt Sogn var det de to Stollig – gårde samt Fladsten og hele Nørby.
Rundemølle havde leverancer fra alle de øvrige ejendomme i Løjt Sogn med undtagelse af Dalholt, der tilhørte Søgård Gods.
For bønderne på Barsø var det meget besværligt, at skulle bringe kornet til Rundemølle. Og det skøre var, at bønderne i Genner, der boede så tæt ved Rundemølle, havde mødepligt til Hellevad Vandmølle. Først ind i 1600 -årene lykkedes det for Genner – borgerne, at få en ændring på dette mod at betale en erstatning til mølleren i Hellevad.
Christian den Fjerde kostede mange penge
I 1627 fik de også krigen at mærke på Løjt Land. De kongelige tropper tog på deres flugt, hvad de kunne få. De fjendtlige styrker tog så det, de andre havde efterladt.
De kongelige tropper plyndrede helt nede i Barsmark. Præstegården i Løjt Kloster afbrændte de, og pastor Villads Knudsen opgav det samlede tab på 800 mark.
I Løjt Kirkeby og Barsmark plyndrede kongens mænd 24 gårde. Og til Barsø ankom et skib med kongelige tropper. Dette besøg kostede øens bønder 3.715 mark samt 22 får. En af gårdene havde opgivet tabet meget nøjagtigt:
Samlet havde Christian den Fjerdes deltagelse i Trediveårskrigens første fase kostet Løjt Sogn 20.649 mark. En del af beboere, der havde sat sig til modværge var blevet dræbt af fjenderne.
Svenskerne kom atter i 1658 – 1660, og polske hjælpetropper slæbte plettyfus med sig. Løjt Land slap ikke for den epidemi. Fra 1662 nævnes flere gårde, der var ubeboede på grund af dødsfald. Op mange gårde opstod der stor armod.
Et hårdt og hidsigt liv
Hvordan levede man egentlig i Løjt dengang? Ja man få et stort indblik i dette ved at studere Fladsten – dagbogen. Den blev ført af denne gårds ejere fra 1558 til 1660. Det man skal huske var, at kaffe – og te-drikkeriet først blev almindeligt i 1700 – årene, hvor disse vare blev hjemtaget med skibene fra de oversøiske
egne. Livet dengang var hårdt og nogen gange hidsigt på grund af megen drikkeri. Se blot her, hvad der skete inden for 10 år på Løjt Land. Vi har kigget i bøderegistrene:
Næsten et mord ved bryllupsfesten
Jep Svennesen på Barsø stak i 1662 under en bryllupsfest en brødkniv i brystet på Hieronimus Simonsen fra Sønderballe. Gerningsmanden måtte af med 10 rigsdaler i bøde og 100 rigsdaler i erstatning. Havde ugerningen medført døden, var Jep Svennesen blevet henrettet.
De lystne mænd på Løjt
Overtrædelse af sjette bud var en meget alvorlig sag. I 1612 måtte en mand i Barsmark, fordi han skulle have et barn med sit næstsøskendebarn.
En mand fra Barsmark, der havde besvangret sin kusine, stak af fra sit ansvar. Hans bror måtte derfor betale bøden på 10 rigsdaler i hans sted. Da man frygtede, at pigen i sin forladte situation kunne finde på at omgås usømmeligt med sin livsfrugt, blev hun sat i fængsel på Brundlund Slot. Men ak, kort efter frigivelsen døde både hende og barnet. Dette betød så, at broderen måtte af med yderligere 15 rigsdaler i bøde.
I Skovby havde en mand i 1623 besvangret en kvinde. Det kostede ham 15 rigsdaler. Hans morbror havde også haft omgang med hende. Han måtte af med
12 rigsdaler. Og pigen, ja hun blev pisket og landsforvist.
Manglende afhugning af hunde – fod
En bonde i Løjt Kirkeby havde fået en bøde på 2 rigsdaler, fordi han ikke havde afhugget den ene fod på sin hund. Kravet herom, skyldtes de hertugelige jagtrettigheder.
Der er mange tilfælde af bøder for ulovlig træhugst. Således måtte smeden i Løjt Kirkeby og hans hjælpere i 1698 af med 10 rigsdaler i bøde, fordi de uden
at spørge øvrigheden havde fældet et træ til brug for Hans Petersen i Jacobsgård, hvis gård var brændt.
Uro under gudstjeneste
Uro under gudstjeneste var også normalt dengang. I 1680 var en toftebolsmand fra Barsmark faldet i søvn under prædiken. Hans sidemand vækkede ham da med en nål, hvorefter han for op og slog løs på en helt anden, der i dette tilfælde var sagesløs. Det kostede 4 rigsdaler.
Pietismens krav om overholdelse af helligdagen førte efter 1720 også til en række bøder. I 1721 begik nogle mænd fra Løjt Kirkeby den forbrydelse at køre tørv til en bager i Aabenraa. Det kostede en klækkelig bøde. Og sådan kunne der nævnes mange tilfælde.
Dødslisterne viser også en tragisk drukneulykke ved Barsmark landing i 1787 med tre omkomne.
Vi vender senere tilbage til Løjt Land.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23.01.2022
Oktober 13, 2009
Et flydende korps udgik fra Assens og foretog aktioner nord for Aabenraa. Deres landingssted var som regel Barsø. Herfra gik det så videre til Genner Fjord og Løjt Land. Døde og sårede ved Sønderballe.
Det flydende korps
Et lille Flydende Korps bestående af fodfolk og nogle ryttere havde fået til opgave at gøre livet surt for fjenden. Man havde stort set frie hænder og mulighed
for at passere vandløb.
Lederen af dette korps var premierløjtnant Aarøe. Han havde fået ridderkorpset og været Læssøes adjudant ved Isted. Korpset bestod af 200 mand, underofficerer og menige. Den 30. marts fik man rådighed over det lejede dampskib Aurora. Et lille dampskib ved navn Marie, der kunne rumme 30 mand blev også stillet til rådighed.
Man startede med at blive fortrolig med materialet, blandt andet med de fire joller, som hørte til dampskibene.
Kysten var godt bevogtet
Barsøe blev udvalgt som et godt støttepunkt for landgangen ved den sønderjyske kyst.
Preusserne bevogtede kysten fra Sundeved til Haderslev. Og her startede østrigerne bevogtningen. Men store styrker var nødvendige for at indtage Als.
I Aabenraa stod en eskadron dragoner. Mellem Aabenraa og Genner Fjord var kystbevogtningen overdraget Løjtnant Friherre v. Strombeck med 40 Ulaner. Løjtnanten var selv i Løjt Kirkeby med to underofficerer og 2o ryttere. Eskadronens anden løjtnant v. Korchow lå i Årøsund Færgegård. To underofficerer og 20 ryttere stod i Halk. Mindre underofficersposter i Sønderballe og Vilstrup.
Prøjserne blev alarmeret
Aarøes spejdere bestemte sig at tage vagten ved Genner. Om aftenen den 4. april tog styrken med de to dampskibe fra Assens. Ved midnatstid skulle styrken være ved Barsø. I nattens mørke skulle de lette fartøjer gå ind i Genner Fjord, lande på Kalvø, tage den stående post og trænge frem til feltposten i Genner.
Men aktionen forblev uden udbytte, på grund af uheld og mandskabets manglende øvelse. Transportbåden blev simpelthen hængende i det dybe mudder i den snære vig mellem Kalvø og fastlandet. En lille kommando blev hurtig sat i land. Men de fik ikke taget nogen til fange. Preusserne var under aktionen blevet
alarmeret. Krigsdampere med 1000 mand blev sendt til området.
Der blev sendt nogle bataljoner og et batteri fra Ballegaard til Aabenraa. Pionerer ilede til fra Felsted. Da fjenden ikke kunne observere nogle fartøjer i bæltet blev de fleste tropper sendt retur. Kun to bataljoner blev foreløbig i Aabenraa.
Søsyge og stivfrosne soldater
Det gik stort set ikke bedre, da vagten på Årøsund Færgekro skulle indtages. Natten mellem den 8. og den 9. april var 40 mand under løjtnant Bjerager blevet fordelt i 4 joller. De var blevet slæbt over under Årø af dampskibet Marie.
Mandskabet knagfrøs og blev delvis søsyge i de åbne både og stemningen var trykket, da kysten endelig var nået.
Et flammende bål inde på kysten vidnede om, at fjenden var advaret. Aarøes spejdere var ikke meget for at springe ud i det kolde vand, for at vade i land. Men det eneste udbytte de fik med sig var en efterladt sabel. Fjenden var for længst forsvundet. Hen på morgenstunden kom en række udasede og flove spejdere tilbage til Assens.
Angreb mod Løjt Kirkeby
Natten efter var 53 mand atter i gang med en aktion. Klokken hen ad 10 om aftenen stod man ud af Assens Havn. Snart bredte tågen sig tæt over båden. Skibet nåede ind under Barsøe. Men det var for sent, at udrette noget den nat. Den svenske premierløjtnant Friherre v. Raab lod derfor sine folk trække bådene på land og skjule sig på øen. Dampbåden vendte tilbage til Assens med ordre om at vende tilbage næste nat.
Man besluttede at vandre mod Løjt Kirkeby. En guide som var med vidste, hvor fjenden befandt sig. Både blev fremskaffet og klokken 9 næste aften roede kommandoen nord om øen over til bugten ved Dybvighoved. Tågen sænkede sig igen over bæltet. Men denne gang var den kærkommen. Lydløst og uset nærmede spejderne sig stranden ved Nørreskov og steg i land ved 2 – tiden. To mand blev efterladt i hver båd.
I Løjt Kirkeby var man blevet advaret. Løjtnanten stod straks op, klædte sig på og vækkede sin oppasser. Sergenten og trompeteren, der lå på nabogården
fik bud om straks at stå op og vente på guiden på Aabenraa – vejen.
Pludselig lød der skrig ude fra gården og e kort stykke tid efter trængte Aarøes spejdere ind i rummet. Advarslen var kommet for sent. Udbyttet for spejderne var 1 officer, 2 underofficerer og 2 Ulaner
En god fangst
Bådene blev nået, mandskabet indskibet, og derefter blev der roet tilbage til Barsø, hvor sognefogeden gav officererne en god frokost. Øens beboere trakterede
mandskabet og fangerne på bedste vis.
Klokken 9 næste morgen slæbte Marie bådene tilbage til Assens, hvor fangsten skabte meget glæde. I øvrigt blev den tilfangetagede løjtnant v. Strombeck udvekslet inden månedens udløb, hvor han indtog sin gamle post i Løjt Kirkeby.
Landsat ved Sønderballe
Flere ekspeditioner fulgte uden væsentlig udbytte. Den 17 – 18.. april havde man udset stranden ved Sønderballe som landingssted. Formålet var at jagte vagten i landsbyen og trænge frem til Hoptrup, overfalde besætningen der og bortføre eller ødelægge magasinerne. Man håbede på, at kunne skabe så megen uro, at preusserne måske ville trække tropper væk fra Dybbøl for at forstærke kysten.
Kysten blev nået uden vanskelighed. En patrulje hentede fiskeren fra det nærmeste fiskerhus. Han kunne fortælle, at en preussisk bataljon på gennem-march havde taget ophold i Hoptrup.
Pludselig ankom en afdeling Ulaner. De red frem til hundred alen fra dem og affyrede deres pistoler. Men der blev ikke affyret et eneste skud fra danskerne. De vendte om igen.
Men i mellemtiden var hele korpset kommet i land under ledelse af løjtnant Bauman. Ulanerne blev overraskede og gjorde hurtig omkring. Men de blev indhentet. Løjtnat Bjerager trængte samtidig med tre delinger frem til Sønderballes nordøstligste udkant. Bauman red videre med sine dragoner mod Hoptrup. En deling afsøgte gårdene i området, dog uden at finde preussere.
Angreb fra Preusserne
Men alarmen var gået i Hoptrup. En større styrke gik mod de danske \”spejdere\”. Preusserne begyndte at skyde, og et skud ramte Baumanns hest i bag låret. Den formåede dog at bære ham til Sønderballe, inden den styrtede.
En misforståelse af en ordre ved stranden resulterede i flere døde og sårede. De danske styrker fik efterhånden overtaget på stranden og kunne gå ombord på bådene. Det var med at komme væk, da lyset trængte sig på.
Udbytte: 2 Ulaner med heste
Dampskibet begyndte langsom at sejle fremad, men i forvirringen havde man glemt at smide fortøjningerne. Først da torvet blev kappet gik det fremad. Lidt længere ude tog Aurora styrken ombord og hele styrken dampede mod Assens.
Under forvirringen ved indskibningen døde 2 og 4 blev såret. Det var det eneste tab, som korpset nogensinde havde. Udbyttet var to Ulaner med heste.
Dybbøl er faldet
Hen på dagen kom budskabet om, at Dybbøl – stillingen var faldet. Sekondløjtnant Bjerager med 100 mand af det anden regiment blev kaldt tilbage til sin afdeling. Aurora og transportbåden måtte afgå til Høruphav.
Da overkommandoen senere blev forlagt til Assens, måtte den rest der var tilbage af \”spejderne\” tjene som stabskompagni. Baumann og hans dragoner vogtede kysten.
Kompagniet fortsatte
Kaptajn Aarøe fik dog tilladelse til at øge sit korps ved frivilligt mandskab fra Eksercerskolen og bland de frivillige svenskere og nordmænd i hæren. Man skulle således starte forfra med den vanskelige og farefulde tjeneste.
En uge ind i maj blev dampskibet Niord. Stillet til rådighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23.-01-2022
Oktober 13, 2009
Aabenraa var forpint, forarmet og udsultet. Grunden var alle de hære, der skulle indkvarteres og have mad og vin. Flere gange kom svenskerne og plyndrede byen. En borgmester, der forsvarede sig mod hertugelige tjenere, blev fyret. En anden blev borgmester, fordi han var den eneste, der kunne læse og skrive. Flere brande jævnede det meste af Aabenraa. Læs her Aabenraa´ s Historie fra 1520 – 1660.
Aabenraa pantsat
Aabenraa var den ubetydeligste af de sønderjyske købstæder.. Byen var hæmmet af plyndringer og ødelæggelser. I 1523 havde man stillet sig på Christian den Andens side.
Den nye konge Frederik den Første havde pantsat slot og by til Benedikt Pogwisch i 1525 for en sum af 10.000 mk. Lybsk.
Skatter og afgifter skulle befolkningen under alle omstændigheder betale. Og hvem Aabenraa egentlig tilhørte dengang, ja det er ret indviklet at forklare. For i 1528 gik pantet over til Claus von der Wisch, der igen overlod det til Hieronymus Rantzau. Ved delingen i 1544 indløstes pantet af kongen.
I 1538 var der drabanter og landsknægte indkvarteret på Brundlund. Og Frederik den Første bekræftede i 1527 byens privilegier. Og det har ganske givet også hjulpet på byens depression at årsmarkedet i 1530 blev flyttet fra Rise til Aabenraa.
I 1533 fik man tilladelse til at holde et ugentligt torvemarked. Under delingen tilfaldt byen Hertug Adolf. I 200 år regerede denne familie byen.
Ude mod vest kneb det for borgerne at hævde deres græsningsrettigheder. Det bevirkede at der i slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet var adskillige rivninger med bønderne i Brunde og Kolstrup.
Halvdelen af byen brændt
Den økonomiske aktivitet flyttede vest på og den store brand i 1576 bevirkede fattigdom og nød.
Det var en ung pige, der tabte en gnist fra et tændt lys ned i noget tør humle, mens hun i en kiste søgte efter en hårnål. Gnisten fængede straks i det tørre materiale. Ilden sprang fra stråtag til stråtag. Halvdelen af byens huse blev flammernes bytte.
Skibsfarten havde dengang kun ringe betydning.
Bådebyggere ansvarlig for katastrofe
Skibbroens istandsættelse var en økonomisk byrde for det lille samfund og en ny brand i 1610 lagde hovedparten af byen i aske. Bådebygger Peter Bådebygger og Niels Ovesen havde om formiddagen den 19. maj mellem kl. 10 og 11 tændt bål. De skulle formentlig bruge det til deres skibstømrerarbejde. Der blæste en strid østenvind. Tre borgere kom forbi og advarede håndværkerne. De blev hånlig afvist.
Kort efter skete ulykken. Gnister antændte en staldbygning. Snart var hele den sydlige del af byen omspændt af et flammehav.
Med et slog vinden om fra øst til sydøst. I løbet af få timer var hele Aabenraa ildens bytte. I alt 156 hoved-huse med deres stalde og skure, endvidere kirken, skolen, præsteboligerne, klokketårn og rådhus.
Flere kvinder og børn omkom i flammerne og mange fik svære brandsår.
De to bådebyggere fik ansvaret for katastrofen. De blev dømt til at være mordbrændere og derefter dømt til ilden og anden skarp straf. De har formentlig under grusomme pinsler måttet udstå deres straf på Galgebakken.
Indsamling til fordel for Aabenraa
Der var nød og elendighed uden lige. Magistraten henvendte sig til hertugen om hjælp. Denne bevilligede at der måtte leveres bygningstømmer fra Aabenraa og Tønder amter. Hertugen eftergav dog kun ganske kortvarige skatter.
Borgerne i Aabenraa fik tilladelse til at indsamle penge i de gottorpske landsdele, men også i kongelige landsdele.
I alt indkom 2.793 mk. Og 6 sk. Lybsk. Kirken, præstegården og skoler blev genopført i 1614.
Byfoged Claus Årup
Disse forhold satte deres præg på byen og dens borgere. Optøjer, slagsmål og drab hørte næsten med til dagens orden. Godt nok blev der indført politibestemmelser i 1613 og 1617, men en byens store slagsbrødre og byfoged Claus Årup ville ikke rette sig efter dem.
Denne Claus Årup var i 1607 blevet fordrevet fra sin gård i Årup af Frederik Ahlefeldt. Han slog sig ned i Aabenraa, hvor han gjorde sig bemærket som byens største drukkenbolt og slagsbror. Men han blev indvalgt i rådet, hvordan vides ikke. Og i 1613 blev han udnævnt til byfoged. Han måtte dog underskrive en erklæring om, at han ville være flittig og efter yderste anstrengelse tjene hertugen og byens vel.
Men en ting er at underskrive sådan et dokument. En anden ting er at overholde, de ting, man skriver under på.
Han kvitterede for udnævnelsen ved at opildne borgerskabet mod rådet. På hver tingtag holdt han krohold i sit hus. Han udskød tinget til efter middag, så kunne han få solgt nogle flere øl.
En fyreseddel
Borgmester Jens Hansen havde forlangt, at to personer, der havde ødelagt vinduer i hans hus, skulle arresteres. Det gjorde byfogeden så sandelig også. Men han tog dem med hjem og spiste og drak med dem i to døgn.
En anden gang havde byfogeden nægtet at viderebetale bøder og havde slået et af rådsmedlemmerne. Derefter var han løbet hjem efter sin gevær og var begyndt at skyde vildt omkring sig. Ved en hertugelig resolution af 4. april 1618 fik han derefter sin afsked.
Formidlende omstændigheder
Men det var ikke det sidste man havde hørt til den nu tidligere byfoged. Formentlig under en af disse udskejelser slog Claus Linnedvæver ham i hovedet med sin økse den 15. september 1621, så han døde kort tid efter. Og drabsmanden måtte sone drabet ved at strække hals for skarpretterens økse eller sværd. Men det var formidlende omstændigheder. For henrettelsen var ikke vanærende. Vægteren bar efter henrettelsen Claus Linnedvævers lig til kirkegården.
Ingen stråtag
Hertugen bestemte, at genopførelsen af Aabenraas huse ikke måtte ske med stråtag. Det skulle ske med tegltag og i større afstand fra hinanden. Det var til gengæld dyrere så der blev set gennem fingrene med det. Men i 1618 bestemte hertugen at alle stråtag skulle forsvinde fra Aabenraa. De formuende fik en frist på et år. De uformuende fik en frist på tre år. Men fattigdommen var udpræget, så der gik adskillige år, inden stråtagene forsvandt fra Aabenraa.
I 1611 blev der forbudt borgerne at tænde bål på Skibbroen. I 1619 blev det forordnet, at skorstenene skulle gå helt ud gennem taget.
Byens økonomi afhang af håndværkernes kår, men de svækkedes yderligere, da lavsprivilegierne i 1615 blev ophævet.
Borgmester Jens Hansen
Men så trådte den energiske købmand og rådmand Jens Hansen (Kramer) i aktion. Mod rådets ønsker blev han borgmester. Hansen kæmpede for erhvervslivet og for at lindre nøden for de fattige og syge.
Han forbød Tønder – købmændenes handel ved havnen. Han kæmpede også mod ulovlig næring i Slotsgade og Kolstrup.
Masser af hære gennem Aabenraa
Men mens Aabenraa gik mod lysere tider, led byen af Christian den Fjerdes ulykkelige krigspolitik. Under Kejserkrigen i årene 1627 – 29 blev byen hjemsøgt af indkvartering, brandskatning og plyndring.
Gennem 8 dage flygtede Christian den Fjerdes styrker op gennem Jylland med Tilly i hælene. De hærgede og plyndrede, hvor de kom frem. Borgerne i Aabenraa forsøgte at skaffe kvarter, mad og drikke til tropperne.
Men nogle af tropperne vendte tilbage og udplyndrede nogle af købmandshusene. Også borgmesterens og amtsskriverens huse blev raseret. Mange borgere fra Aabenraa var flygtet. De tilbageværende med borgmester Jens Hansen i spidsen forsøgte at forsvare byen bedst mulig.
Da svenskerne så invaderede byen, kunne man starte forfra. Wallenstein gav ikke sine tropper sold. De blev henvist til at leve af rov. Styrken var sammensat af tyskere, italienere, kroater, kosakker, katolikker og protestanter mellem hverandre. Officererne blev betegnet som djævle.
Med styrken kom en hel hær af soldaterkvinder, skøger og eventyrer. Store pengesummer og store forrådsmængder af proviant og drikkevarer blev aftvunget det lille bysamfund. I 1629 kostede en pestepidemi flere hundrede menneskeliv.
Borgmester fyret – han forsvarede sig
Borgmester Jens Hansen fik kun lov til at fortsætte sin borgmestergerning et par år efter krigen. Han havde haft en episode med Christian den Fjerdes søn, hertug Ulrich.
De tre prinser, Christian, Frederik og Ulrich havde på en rejse syd på holdt en dags rast i Aabenraa. De var blevet beværtet på Rådhuset både morgen og aften. Da borgmesterens hus lå lige i nærheden var maden blevet lavet der. Borgmesteren synes selv, at han med den korte tid, der havde været til rådighed gjort det bedste for en fyrstelig opvartning.
Men da hertug Ulrichs folk skulle skilles kom de i drikkelag hos kromand Lytke Clausen. Denne havde kun været i byen i kort tid og havde allerede fået et
horn i siden på borgmesteren.
Da de berusede var på vej ud af byen, knuste de opildnet af kroejeren, ruderne i borgmesterens hus. Borgmesterens søn, der var by-tjener og nogle beboere, ville ikke finde sig i dette og gik til modangreb. Der opstod en delt tumult. Borgmesteren og hans søn blev såret.
Efter at hertugens folk havde forladt byen, lod borgmesteren, kroejeren arrestere. Han blev i lænker ført til byfogedens hus, hvor han tilbragte et døgn.
Men de ville han ikke finde sig i. han rejste efter løsladelsen til Flensborg, hvor han klagede sin nød til hertugen. Det endte med at borgmesteren og hans søn blev dømt 4 ugers fængsel. Desuden betød det, at borgmesteren blev afsat.
Flere brande
Natten mellem den 3. og 4. maj 1629 opstod der brand i Niels Schlüters hus i Ramsherred. 24 huse blev flammernes bytte.
Den 16. marts 1634 opstod der ildløs i amtsskriver Peter Mouritzens stald ved uagtsomhed fra en af hans drenge. Et par nabohuse brændte. Da vinden lagde sig, undgik man den helt store katastrofe.
Han kunne læse og skrive
En strid med den ny borgmester Hans Magnussen varede i flere år. Men 1630 – 1640 var opgangstider for Aabenraa. Alle borgere, der ejede huse i byen fik andel i Jørgensgaard – markerne eller i Sønderskov.
De velhavende og amtsbønderne fik part i forpagtningen af Brundlunds jorder.
I øvrigt blev der påstået at Hans Magnussen kun fik borgmesterstillingen, fordi han var den eneste i rådet, der kunne læse og skrive. I 1630erne kom de første efterretninger om sejlads på Gotland. Og så måtte havnen repareres, for Aabenraa måtte nu også fungere som en slags udskibningshavn for Tønder. I marskens hovedstad var havnen med dige-byggerierne efterhånden sandet til.
Gud trøste det borgerskab
I 1631 fik Aabenraa en ny præst, Georg Hübschmann. Hans store interesse var skolevæsnet. I 1635 udarbejdede han sammen med amtmand Joachim Danckwerth en ny skoleinstruks. Sandelig om der ikke blev ansat en kantor, som skulle tage sig af den forsømte latinundervisning. En ny skolebygning
blev også opført.
I Aabenraa var der som i andre byer de samme velhavende familier, der fik stillingerne som rådmænd og borgmestre. Rådmændenes habitus var ikke altid den bedste. Om Hans Bruhn, sagde provst Hübschmann, at han udmærkede sig ved en mere end almindelig grovhed i ordvalg. Han bandede værre end nogen tyrk. Provsten skrev:
Der kom flere folk til Aabenraa og flere gik i kirke. Så denne blev udvidet i 1640 – 41. Også på det forsømte sociale område samarbejde præst og amtmand. I 1643 fik byen såmænd også sin første privilegerede apoteker.
Svenskerne kom atter på besøg
Bedst som alt så lyst ud kom Torstensson – krigen. Aabenraa havde været gennem det før, men i 1644 – 1645 oplevede de det igen. Plyndringer og ødelæggelser fulgte. Tunge skatteudskrivninger følte i kølvandet. Og ikke nok med det. Byen blev hjemsøgt af flere epidemier, der medførte mange dødsofre.
Befolkningstallet faldt med en tredjedel. De ulykkelige tilstande medførte igen uro. Pastor Hübschmann havde fra starten tilsluttet sig den afsatte borgmester Jens Hansen og kom derfor i et misforhold til den nye borgmester, Hans Magnussen. Også til den nye amtmand Hinrich v. Brockdorff fik provsten et dårligt forhold.
Den 18. august 1657 drog svenske tropper gennem Rise og Bolderslev Sogne, hvor de plyndrede ret meget. Den 21. august drog Karl den 10. Gustav sammen med 1.000 ryttere ind gennem Aabenraa. Hele vinteren 1657 – 58 passerede der gang på gang tropper gennem Aabenraa.
Den 2. oktober 1658 ankom kejserlige tropper til Aabenraa. Også de skulle have masser af proviant. Fra 1658 – 60 var der danske, kejserlige, brandenburgske og polske tropper, der drog gennem Aabenraa.
Aabenraa 1660: Forarmet, forpint og udsultet
Atter engang kom svenskerne. Indkvarteringer og udskrivninger var værre end før. Yderligere pestsygdomme kom til byen. I 1660 var Aabenraa en forarmet, udpint og udplyndret by. Befolkningen var svækket af sygdom og nedsunket i nød og fattigdom. 70 huse i byen lå øde og i 70 huse kunne beboerne ikke betale afgifter. Ja faktisk var der kun 24 huse, der var i stand til at betale skat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 01. – 2022
Oktober 13, 2009
Foran Rådhuset blev man straffet, måske sat i arresten. Fængslerne under Rådhuset var under al kritik. Egentlig er Aabenraa Rådhus et genbrugsprojekt – bygget af materialer fra et kuldsejlet søbad. Aabenraa skulle være en international kur – by. Det var her på Rådhuset, jeg blev hemmelig gift.
Hemmelig gift på Rådhuset
Det var her, jeg blev hemmelig gift. På det tidspunkt var jeg formand for HK, og Hanne lavede film for TV – Syd. Giftefogeden var borgmester Jens Terp Nielsen, som jeg kendte fra forskellige sammenhænge. Egentlig ville vi have
haft vores nabo til at gifte os i kirken. Han var godt nok præst, men det var i en frimenighed i Aabenraa. Der kunne ikke gives tilladelse til at bruge folkekirken.
Men her på Aabenraa Rådhus kom jeg på et tidspunkt ret ofte. Vi var i gang med at lave et teknologiforsøg. Og her kom til skade ved at gå imod Aabenraa’s daværende borgmester Camma Larsen – Leddet. Det tilgav hun mig aldrig. Til gengæld var hun meget glad for min kone. Jeg tror, at Hanne havde brugt hende til nogle indslag i TV – Syd.
Rådhuset til salg
Og minsandten opdager jeg ved et tilfælde, at det gamle Rådhus er til salg. Ja Aabenraa Kommune er nu flyttet ud i den tidligere amtsgård, og nu er Rådhuset overflødig. Den nuværende bygning er fra 1830 og tegnet af arkitekt C.F. Hansen. Det er også ham, der står for den nyeste udgave af Brundlund Slot.
Rådhus fra gammel tid
På stedet lå der allerede rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616 opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset var der fængsler, delvis gravet ind i bakken. Oven over var der retssal
Mange planer
I begyndelsen af 1800 tallet blev der bygget en masse nye rådhuse i landets købstæder. Anledningen var blandt andet, at der på Rådhusene befandt sig fængselsceller. De var som regel i en sørgelig forfatning. Man havde også fået et andet syn på afstraffelse. Den skulle ikke kun afskrække men nu også forbedre.
Allerede i 1783 havde man i Aabenraa diskuteret muligheden for et nyt fængsel, men planerne strandede. I 1794 blev Rådhuset og sikkert fængslerne nødtørftig forbedret.
Måtte bruge et andet fængsel
I 1801 foreslog Amtmanden at man lavede et fælles arresthus for by og amt med fem – seks rummelige fængselsceller. Åbenbart er der flygtet fangere fra arresten for i 1816 kom der påbud om forbedringer. I særlige tilfælde lånte man amtscellerne på Brundlund Slot.
Borgmester Schou havde forklaret at byen ikke havde råd til at iværksætte nybyggeri.
Et nyt Rådhus i sigte
Endelig den 5. april 1826 skriver kancelliet for at ansøge om tilladelse til nybyggeri. I argumentationen beskrives de gamle lokaler som faldefærdige og utæte.
Ja lokalerne var så faldefærdige at bystyret måtte holde deres møder hjemme hos borgmesteren i Den Gamle Borgmestergård i Slotsgade.
I 1835 boede der i Aabenraa omtrent 4.000 mennesker. Nedgangstiden havde ramt byen, her var mange fattige. Men byen havde også en elite. Og de havde den økonomiske magt og var også ene om at sidde i bystyret. Eliten bestod af storkøbmænd, redere, vigtige embedsmænd og enkelte håndværksmestre.
Borgmesteren valgtes af regeringen dvs. kongen, mens han og de fire rådmænd udgjorde magistraten. Skulle der iværksættes lidt større byggeri, ja så skulle man have tilladelse fra højere sted.
Et kuldsejlet projekt
Og så gik bystyret til bygmester Per Callesen. Materialet til bygningerne stammede hovedsagelig fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakkevej. Frederikslyst Søbad
var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt. Det var læge A.W. Neuber, der havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe et tilløbsstykke til Aabenraa. Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet.
Men ak, der var alt for få badegæster. Selskabet måtte opløses allerede i 1826.
Hvad var det for et søbad? Jo, Neuber var blevet fysikus i Aabenraa i 1811. Han var meget moderne indstillet, og altid åben for noget nyt. En poetisk åre havde han også, og skrev flere hyldestdigte til kongehuset. Stjernehimlen optog ham også meget.
I 1813 fik han rejst en badebro ved Skibroen. Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og et til varme bade. I 1818 blev det så udvidet til 4 kabiner. Ja, og de gamle blev så imens anvendt til svovl – og stålbade.
Neuber fik overtalt en masse pengestærke personer til at investere i et i et internationalt søbad. Der skulle bygges et større badehus, anskaffes badevogne og bygges et kæmpe selskabs – og boldhus med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for stier og udkigspunkter. Oldemors Trapper stammer fra dette projekt.
I 1820 stod projektet færdigt. Badegæsterne holdt sig borte. Aabenraa blev ikke Nordens Athen. Neuber havde ellers sørget for ture til det skønne Løjt, sejlture over fjorden til Laksemølle, hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer, byens fornemste værtshus og bal hos madam Rudbeck. Men nej, intet hjalp. Underskuddet voksede og den 10. marts 1826 trådte selskabet bag søbadet i likvidation.
I gang efter tre forsøg
Allerede 5 måneder efter at ansøgningen til et nyt rådhus var indløbet til kancelliet, blev der givet tilladelse til opførelse af Rådhuset.
Bystyret i Aabenraa tilsidesatte til dels kancelliets afgørelser og foretrak den lokale byggeentreprenørs afgørelser. Man havde også fået nogle skitser fra bygningsinspektør Meyer i Slesvig. Disse blev så forenet med tegninger fra tidens kendeteste arkitekt Kgl. ombygningsdirektør og konference-råd C.F. Hansen.
Efter tre forsøg gik man så i gang og endelig den 28. oktober 1830 kunne Rådhuset indvis.
Masser af lån
Pengene til byggeriet blev fremskaffet dels gennem lån fra private, dels af byens egen kapital. Der var 27 udlåner, og de fleste var gårdejere fra Løjt. Men et par lokale velhavere var også iblandt, bl.a. skibskaptajn Boy Andreas Nissen og rådmand Martin Bahnsen. Der blev også udskrevet en ekstraskat. Endvidere solgte man møblerne fra Frederikslyst samt solgte de gamle vægterboliger på Vægterpladsen.
Foran Rådhuset blev pladsen planeret og brolagt. Her byggede snedker Thaysen en ottekantet, ornamenteret brønd med springvand. Tidligere havde der stået kagmand og to skampæle foran rådhuset. Men retssystemet var blevet ændret.
I underetagen fandtes et fængsel med fire celler, en vagabond – og borgerdenotation, en fangervogterbolig, bestående af et lille køkken, en stue og et soveværelse samt en vagtstue for by-tjenerne. Endelig var der et stort køkken til selskabssalen ovenpå.
Jomfru Fanny syede gardiner
Fra det gamle rådhus blev 30 kongelige portrætter overført. De forstiller oldenborgske konger fra Christian den Første til Frederik den Sjette og deres dronninger. Muligvis er billederne først hængt op i 1842.
En del lokale fik arbejde på grund af Rådhusets bygning, blandt andet blev nogle af gardinerne syet af Jomfru Fanny.
Rådhusgade anlægges
I 1868 – 1870 blev to nærliggende huse revet ned. Det betød, at man kunne anlægge Rathausstrasse. Ved gadens ende blev der anlagt en eksercerplads og indrettet en kasserne. Denne eksercerplads blev senere omdannet til markedsplads. En opført borgmesterbolig blev indrettet til markedskro.
I 1885 blev der til trappen lavet et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og i 1930 erstattet af den nuværende tegnet af arkitekt Jep Fink.
I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel.
Aabenraa´s tre korps
I 1800 årenes første halvdel var tre organiserede borgerlige korps tæt tilknyttet til Rådhuset. Det ældste var Skyttelavet. Men det fineste var det ridende korps, der bestod af de største skippere og købmænd. Endelig var det Borgervæbningen. Dette korps opgave var at udføre parader ved officielle fester, frem for alt kongemodtagelse.
Særlig synes modtagelsen af Frederik den Syvende og hans dronning i 1854 at have været meget overdådig.
Men også den 22. marts 1897 til festen for Kejser Wilhelm var byen på den anden ende.
Borgerlige fester
I 1830 – 1840 blev Rådhuset ofte brugt til større borgerlige fester som for eksempel bryllupper og baller. Men du skulle være noget ved musikken for at kunne deltage. I 1850 – 1860 havde forskellige restauranter og kroer indrettet sig med større selskabslokaler.
Efter 1880erne var det kun juletræsfesten for børneasylet i Persillegade der blev holdt hvert år på Rådhuset.
Sparekasse og museum
I 1882 blev Pfenning – Sparekasse oprettet på Rådhuset. Det var en bank for de fattigste. Men man var afhængig af den rigtige sparekasse. Og denne Bysparekasse var oprettet i 1880 og forblev på Rådhuset til 1924.
Allerede før 1864 var der indrettet et telegrafkontor på Rådhuset. I 1886 blev et lokale stillet til rådighed for en kreds af borgere, der ville starte et bymuseum. Året efter indrettede man sig i Nygade 48.
Teater og gøgleri
I Rådhusets allerførste år fungerede rådhuset også som teater. Mange gøglere og akrobater optrådte her. Ved Mikaelis – festen i 1837 blev der vist kraftprøver i rådhussalen.
Omkring 1900 – 1910 sker der en masse offentlig byggeri i Aabenraa, blandt andet arresthus, rets-hus og fængsel.
Borgmester Bendix Schow
Han varetog i høj grad Aabenraas tarv, den kloge borgmester Bendix Schow. I 1827 ansøgte han om lønforhøjelse. Muligheden opstod også for, at han kunne blive forflyttet, men ingen ville af med ham. Den 7. september 1830 havde han 25 års jubilæum. Egentlig havde den kongelige statholder Carl af Hessen foreslået, at Rådhuset skulle indvis på denne dato til ære for borgmesteren. Men det ville Bendix Schow ikke høre tale om. Det skulle indvis på Dronning Maries og hendes datter prinsesse Carolines fælles fødselsdag.
I taknemmelighed over borgmesterens virke havde Aabenraas deputerede og senatorer samlet sammen til en sølvpokal med inskription. Om aftenen havde folk af egen tilskyndelse sat lys i vinduet, da borgmesteren blev fejret.
Om han fik sin lønforhøjelse, melder historien ikke noget om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 01. 2022
Oktober 13, 2009
Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken? Hvordan tilberedte man dem? Få nogle gode tilberedningstids. Marsken var særdeles fiskerig. Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om brasen i flere varianter, om blodpølse og røget ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om strømskallen er egnet som spisefisk. Så skal vi lige kigge på den kraftige sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til “sat ål å Højkro”
Et billede af min Opa
På min væg hænger adskillige fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer, der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.
Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar). Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter. Fotoet viser, at det blæser kraftigt, men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser. Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg besøgte “Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog)”
Boligen på 1. katastrofevej på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse. Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers lyttet på Blåvands Radio.
Tag kun de store
Inden afvandingen af marsken blev foretaget var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte. Vadehavets maler, Emil Nolde fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel. Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.
Der var så mange fisk dengang, at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når de skulle hente ål i hyttefadet:
Myndighederne overtog fiskeriet
Myndighederne var godt klar over den store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe. De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.
Mange fiskearter
Foruden ål blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber, niøjne, rimter, skaller, snuder, samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige så talrigt som ålene.
Det minder mig om, at jeg engang på besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.
Fiskeretten
Fiskeretten kunne høre til bestemte gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige. Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung) til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog. I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere tidspunkt fra amtsmyndighederne til dige-bygningsvæsnet.
Hvis en fisker i marsken ville fiske lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at få en fiskeret.
Gammel fiskesammenslutning
I den yderste del af Vidåen mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består. Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er på tysk.
Heri fastlægges at det er beboere fra Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og Rosenkrans, der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne til bredderne. Retten til medlems-skabet gik i arv. Og det var forbudt at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.
Ved grænsedragningen mistede fiskerne fra Rosenkrantz deres rettigheder, men de danske myndigheder gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet. Engang om året mødtes sammenslutningen på Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.
Skalleordenen
Fiskeretten i Rudbøl Sø og Vidåen op til Tønder var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene og Aventoft. Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig komsammen på kroen i Filowt.
Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen. Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle i en snor om halsen.
De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger kunne købe såkaldte “tattekort” Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk, som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene videre, blev tilladelsen inddrevet. I kanalerne ind til husene skulle man dog ikke have tilladelser.
Ålen havde størst betydning
Ifølge min Opa, så har ålen haft størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.
Før 1715 var havslusen i Rudbølkog – diget. Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget, at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 og igen i 1697 til hertug Frederik. Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis de ikke holdt sig efter reglerne.
Bedste ålefiskeri – fra Højer
Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand. Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.
De to sidste steder havde man indrettet et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. Det er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme. Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.
Ved røgtningen var man to, ofte tre mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn ad gangen.
Et fiskerhold havde 98 ruser at passe. Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.
Ålene, som før 1920 blev fanget i Vidåen vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste afsat til Sild.
Blankål blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.
Marskboerne anså den såkaldte “piep – ål eller pief – ål” (fordi den piber, når den bliver berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief – ål.
Slæbegarn
Slæbegarn blev kun bragt af dem, som havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft Sø. Men også ved Rudbøl Bro blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder og rimter.
Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder, men de fleste blev sendt via Højer Sluse til Sild før 1920.
Skulle – fiskeri
Skulle-fangst foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet nord og syd for Højer Sluse. Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejr-forandringer. Skulle – fiskeriet med slæbegarn foregik som regel i november måned.
De saltede tørrede skuller var meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet. To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag. Jaw – garn, der var meget tætmasket blev også brugt i marsken, men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn blev også brugt.
Gedde – fiskeri
At der var stor gedder i Vidåen har jeg ved selvsyn set. Rudbøl – og Rosenkrans – fiskerne brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft – fiskerne dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker på en nat.
I 1920 blev der fanget en gedde på 22 pund. Købmand Lorentzen i Tønder tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.
I Nørremølle blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme. Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå oddere i fælden.
Ålestagning
Selv om ålestangning var – og er – forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920. Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950erne blev fremstillet ålestanger i marsken. Ålestangning foregik først på vinteren, når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert fra Ny Frederikskog til Strucksallè i Tønder med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.
Ålefangst kunne også foregå med ålekam. På sønderjysk blev den kaldt kejs. Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber. Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål ( boffelål).Denne form for fiskeri kaldtes æ boflen.
Vandet skulle være stille og klart. Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang. Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet, stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så var der ingen ål i hullet.
Myndighederne var på vagt
Myndighederne forsøgte gang på gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft for at pågribe forbryderne. Men det lykkedes nu sjældent.
”At Tatte”
At tatte var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede , var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog også ål på denne måde. Tatte-redskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tatte-lod bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle havde op til 1.000 kroger hver. Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.
‘Masser af fisk
Til geddefiskeri brugte man også sættekroge og blink. Problemet var blot, at gedene som regel døde kort tid efter den fangstmetode. Før 1920 blev der afsat en del aborrer i Tønder. Karper var der ikke mange af.
Karudser gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning. Ferskvandskrabber blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.
Laks blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser. Kun ganske få havørreder blev fanget. Niøjer gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved, som regel beholdt fiskerne dem selv.
Rimten var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.
Sandarten fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen.
Skaller fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre fangede et par gange skaller i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense dem.
Suderen var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget mens hylden blomstrede.
Fisk på bordet
Hos mine forældre i Tønder blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog. Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage i Højer og Rudbøl.
Dele af min familie har endnu den praksis, at der et par gange om året bliver inviteret til sat ål med snaps. Det sker så under private former, men dengang i min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.
Blodpølse og røget ål
Når min Opa havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder. Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse murere. Det kunne være med blodpølse eller røget ål.
Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt ål. Jo variationerne var mange. Og u i æ kog blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen – og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk. Aborrer, som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat salt, eddike og et løg.
Brasen i flere varianter
Brasen var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange gad ikke at spise den.
Brasen under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af brasen, hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af, hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg. Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.
Brasen -. frikadeller blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold servering henkogte brasen i surt.
Røget brasen smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge brasen. For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde. For når fiskene efter tolv timers saltning blev sammenbundet to og to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave, at holde fluerne borte.
De tørrede brasen blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer. Saltede tørrede brasen spistes som klipfisk eller udvandedes helt og tilberedtes lige som ferske brasen. De kunne også ristes på gløder fra ovnen.
Omkring Nykirke blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere.
Gedder ikke altid velsmagende
Gedder indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.
De helt store gedder var ikke så velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget eller saltet. Ferskvandskvabber og dens lever spistes altid stegt.
Niøjne blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst.
Rimten var kedelig
Rimten også kaldet ål-ænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne foretrak disse til kødfrikadeller. Sammen med rimterne hakkedes flæsk i kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne, inden de brugte dem til fars.
Uenighed om skallen
Der er meget forskellige meninger om Strømskallens egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så god, som en ål i høst.
Nogle bønder brugte dem til foder til søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var skallens mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.
På trods af dette spistes en del skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike. Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede ikke under spisningen.
Men den store velsmag opnåede fisken som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen – og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage i den åbne skorsten.
Saltede, tørrede skaller spistes undertiden kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på en trefod over åben ild af blos affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ og kul.
Sandarter var bedre spisefisk end gedder. De små fisk stegtes. De større blev kogt.
Isninger
Isninger som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt i surt. Isninger skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev de saltet i et døgn og hængt til tørre.
Skuller blev ristet ligesom skaller på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der kun indeholdt små ben-stumper, som spistes med den øvrige del af fisken.
Snæbel blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller saltede og tørrede.
Den kraftige sudersuppe
Sudere var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at ren-skrabe skindet, som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.
Suderen blev enten kogt i saltet vand eller i vand som foruden salt var tilsat eddike og løg. Ved fester og sammenkomster spistes ofte suder-suppe, der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran i kogevandet.
Ål med skind
Mange marskboer foretrak ålene med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på det. Nogle lod dem løbe sig til døde i salt, hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.
Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike, hvori de selv løb slimen af sig. Ålene kunne også kommes i eddikevand, lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.
Men der fandtes også mere humane måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.
Ålesuppe
Efter stegning var kogning til suppe den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser. De marskboer, som foretrak at suppen havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man også en roe og sågar store svesker.
Ofte spistes suppen med rismel-boller, undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.
Ålepotte
Ålepot var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse, og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær. Åle-pot var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.
Ål i potte
I Rudbøl kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe, så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter behag. Der kan udmærket spises kartofler til.
Ål i surt
Ål i surt var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand, krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand blev suppen stiv uden husblas.
Hvor mange snaps?
Som tidligere nævnt havde min Opa en kæmpe røget ål med til Tønder. Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte blev savsmuld brugt til røgning.
Der var masser af appetit i sådanne marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.
Saltede tørrede ål i ristet tilstand overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.
Fiske – sovs
Til stegt fisk blev der i marsken smeltet smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs.
Her fra redaktionen skal der lyde velbekomme til de foreslåede fiskeretter. Fik vi fortalt at undertegnede ikke mere spiser fisk. Det blev lidt for mange fisk derude i Ny Frederikskog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :
Redigeret 6. – 12. 2021
Oktober 13, 2009
Tønders historie mellem 1850 – 1864. Det danske militær måtte komme Tønder til undsætning. En forbitret kamp opstod. Den danske stat ville gennemtvinge dansk i skolerne og dansk konfirmationsundervisning. Selv Grundtvig blandede sig i debatten. En præst søgte 15 gange væk fra Tønder. Han tordnede mod magthaverne, og misbrugte både Kierkegaard og Grundtvig. Og der blev rejst sag mod ham. Læs her om de groteske forhold, som man næsten havde glemt.
Holdningskrig
Gennem krigen 1848 – 1850 forsøgte man at indlemme Slesvig i det tyske forbund. Modsat gjorde man fra dansk side meget ud af, at markere Slesvigs tilkørselsforhold til Danmark. Det danske sprog fik en bedre placering i Mellem-Slesvig.
For Tønders vedkommende blev tiden fra 1850 – 1864 præget af disse forhold. Mange danske embedsmænd fik modsætningsforholdet at føle. Og mere eller mindre misbrugte man både Kierkegaard og Grundtvig. Nye modsætninger blev åbenbaret i den såkaldte klosterpolitik.
Tønders handelsforbindelser gik i århundreder sydpå og byens præstestand var hovedsagelig uddannet syd på. Men omgangssproget var typisk sønderjysk.
Anti – danske tendenser
Først under Christian den Ottende kunne man fornemme en klar Slesvig – Holstensk holdning. I 1840 kunne den til da politisk farveløse avis Tondersche
Intelligentzblatt berette om skarpe anti-danske tendenser.
Der blev oprettet en Slesvig – Holstensk sangforening, der fik en fane i de Slesvig – Holstenske farver.
Byens repræsentant i stænderforsamlingen Wilhelm Beseler blev anklaget for højforræderi. Dette benyttede Stænderforsamlingen i Slesvig demonstrativt til at udnævne ham som præsident.
Tønder slutter sig til Slesvig –
Holsten
Da den danske hær havde lidt nederlag i Slesvig i 1848 sluttede Tønder sig til den provisoriske regering i Slesvig Holsten. Dette bevirkede at Tønder fik en ny amtmand. Senere blev borgmester Knudsen erstattet af Bureauchef Lüders.
Christian den Ottendes tidligere kabinetssekretær F. Tillisch sendte Baron Hugo v. Plessen til Tønder. Hans opgave var at afsætte både amtmand og borgmester. Han blev mødt med de vildeste gadeoptøjer, der tvang ham til at forlade byen igen.
Militæret til hjælp
Først den 22. juli 1850 blev Tønder besat af danske tropper. Amtmand og borgmester flygtede fra byen. Men oprørsånden var for alvor trængt igennem i Tønder. Dagen efter blev justitsråd Drøhse indsat som borgmester, amtmand og politimester. Den 30. juli blev hvervet som amtmand overladt til Grev Arthur Reventlow. Dette hverv bestred han fra 1850 til 1860. Han blev senere politimester.
I begyndelsen blev han taget vel imod af de dansksindede. Men allerede i 1852 undrede en Tønder – borger sig over, at de tyske lærere og præster blev siddende i deres hverv. Stemningen vendte sig mod Reventlow. Han blev beskyldt for at bruge det tyske sprog mere end nødvendigt. Den 11. april 1860 blev han forflyttet til Bordesholm Amt i Holsten.
I 1853 blev kancelli- råd J.H. Holm udnævnt som herredsfoged, ligeledes blev politimesterembedet lagt under ham. Den temperamentsfulde Kjær blev borgmester i 1853. Han gjorde meget for danskheden.
Afsked til en provst
Provsten Michael Ahlmann nød absolut ingen tillid i danske kredse. Under krigen havde han føjet sig efter de Slesvig – Holstenske ønsker. I Tønder gik det rygter om, at hans kone døde efter at have pådraget sig en forkølelse under optøjerne mod v. Plessen i 1849. Manden var ellers hårdt ramt. Han mistede en søn som følge af tyfus i 1850. To andre sønner blev alvorlig syge af samme sygdom.
Flere forsøgte i tidens løb at få ham afskediget. Men først i 1852, da kritikken mod ham tog til, blev han afskediget.
Carstens
Diakonembedet havde Carsten Erich Carstens, en købmandssøn fra Tønder. Han havde haft sin skolegang i Tønder under rektor Decker. Denne var i 1810 blevet leder af skolen og seminariet i Tønder. Carstens var fortsat til universitetet i Kiel. Han færdes med glæde i det tyske Burschenshaft. I 1840 blev han diakon, hvor han blev til sin død i 1899. Fra 1864 til 1884 var han provst og førstepræst.
Han interesserede sig meget for Tønders historie og blev gjort til æresborger.
Undervisning på tysk
I hoved-skolen skulle der undervises i det tyske sprog i forbindelse med skriftlige opgaver, men man skulle også igennem dansk sproglære. I rektorklassen blev der fortsat undervist i tysk samt
På seminariet undervistes også i tysk. Men det hed sig, at man skulle drage omsorg for, at dansksprogede skulle kunne udtrykke sig skriftligt på dansk. Undervisningen skulle også koncentrere sig om det kristelige budskab. Seminariets leder og førstelærer, Bahnsen var kendt for sin dygtige undervisningsmetode og strenge disciplin. Godt nok var han tysk kulturrepræsentant, men han stod i det bedste forhold til Christian den Ottende.
Sprogrevision på vej
Christian den Ottende havde foreslået en sprogrevision. Men den havde ikke så let ved at slå igennem i Tønder. Den gamle forestilling var, at tyk var de dannedes sprog, mens dansk var en dialekt, der kun egnede sig til at bruge, hvor talen var om dagliglivets foreteelser.
For Tønders vedkommende blev det foreslået, at kirkesproget skulle veksle mellem dansk og tysk. I skolen skulle der være en grundig indlæring af begge sprog. Pastor Ahlmann nåede at give sit besyv med. Han mente, at kirkesproget fortsat skulle være tysk. I skolen skulle man kun ændre til dansk i de sogne, hvor
dette ønskedes.
Advarsel mod reform
Pastor Carstens advarede mod at gøre splittelsen i befolkningen større. Sproget er folkets helligdom. Pastoren mente, at den dialekt der blev talt i Tønder lignede den tyske mere end den danske. Der har altid været holdt dansk prædiken for danskere. En dansk skole havde det aldrig været og
Carstens mente dog, at der skulle oprettes en dansk skole for den danske befolkning og at dansk undervisningen i de tyske skoler skulle øges til det dobbelte.
Tysk ret – tysk skik
Deputeret-kollegiets 16 medlemmer protesterede mod dansk skolebrug. I en erklæring skrev de deputerede blandt andet.
Skrivelsen blev overrakt til borgmester Kjær, der så skulle videregive den til Magistraten. Men det undlod borgmesteren. Senere måtte han så over for ministeriet forklare, hvorfor han ikke gik videre med skrivelsen. Borgmesteren forsvarede sig med, at han ville hindre et nyt oprør i Tønder.
Alle lærere blev nu vurderet, om de var i stand til at undervise på dansk. Nogle af lærerne gik frivillig, mens andre, der ikke beherskede det danske sprog fik lov til foreløbig, at blive siddende.
Med hensyn til undervisningen i rektorklassen under nyordningen, indskærpede kirke-visitatorer, at rektor burde fortælle fædrelandshistorie på dansk, så snart drengene havde sådant kendskab til sproget, at det kunne ske med udbytte.
Vurdering af lærere
Pastor Dahl blev i 1851 ansat til at skulle tage sig af de danske gudstjenester ligesom han skulle varetage inspektørstillingen på skolerne i byen. Det var en særdeles udsat post. Og Dahl, der stammede fra Fjaltring kunne ikke tysk. Og det var uheldig, når man skulle inspicere skolerne i Tønder.
De forældre i Tønder, der havde råd til det, satte børnene til privat undervisning. Og mange af de lærere, der var blevet fyret, fortsatte med at undervise. De begyndte bare et kvarter efter de andre, ja så mente man, at det var fuldt lovligt.
I 1851 blev der skrevet følgende om nogle af lærerne i Tønder:
Om C.F. Clausen i Skrive – og Regnemester-skolen:
– Om kantor Nissen ved Pigeskolen:
To kvinder havde fået nægtet tilladelse til at undervise ikke – skolepligtige børn i læsning og skrivning, hvis dette ikke skete på dansk. Privatlærerne havde fået at vide, at religionsundervisningen fremover skulle foregå på dansk.
Dansk konfirmationsundervisning – på vej
Man kunne snart forvente, at konfirmationsundervisningen også skulle foregå på dansk.
Dette afstedkom nærmest borgerkrigslignende tilstande i Tønder. Pastor Carstens bakkede de tysksindede forældre op. Han mente at det var en kirke –
og et tros spørgsmål. Derfor skulle forældrene selv afgøre på hvilket sprog, det foregik på.
Provokationer fra prædikestolen
Ikke engang tre år havde Dahl været i Tønder, før han indgav sin afskedsbegæring. Sprogstriden havde taget hårdt på ham. Men Dahl kunne ikke rigtig finde sig et nyt job. Det var som om, at ingen ville have ham. I alt 15 gange søgte han væk. I stedet provokerede han fra prædikestolen. Så meget, at han bevægede sig på kanten af en fyring. I Tønder kunne man ikke tolerere provokation fra prædikestolen.
En heftig debat i aviserne gik over gevind. De utilfredse spredte den grundløgn at Tønder var tysk. Man havde det indtryk, at det var de tyske embedsmænd, der førte an.
Et seminarium i vildrede
Det tyske seminarium kom i en lidt besynderlig rolle, nu hvor skolesproget var dansk. Det var også indkvartering af dansk militær på seminariet. Tilmed blev nogle lokaler brugt som danselokale for at fejre kongens fødselsdag, ligesom det preussiske militær havde brugt det til at fejre kejseren.
I september 1852 tager bladet Dannevirke stilling til et forslag om, at gøre Tønder Seminarium til et seminarium for hele Slesvig. Man skulle både kunne modtage undervisning på dansk og tysk. Forslaget blev dog afvist. Man var bange for et nyt oprør fra de tysksindede.
I maj 1853 kunne Rektor Bahnsen indberette til ministeriet, at seminariet havde 34 elever. Han anmoder at ministeriet efterhånden tager stilling til seminariets fremtid. Den 30. juli kunne Bahnsen meddele sine lærere, at seminariet frem over skulle være dansk, og det tyske seminarium skulle flytte.
Omtrent samtidig var 4 seminarister i Flensborg blevet anklaget for at have sunget Schleswig – Holstein meerumschlungen i dagvognen. Af mangel på beviser blev de frikendt. Men på grund af modstridende oplysninger blev de dømt til at betale sagens omkostninger.
Det tyske seminarium åbner i Eckernförde
Bahnsen ønskede at forlade Tønder “je eher je lieber” Men først i 1858 kunne han åbne seminariet i Eckernförde. Det skete med ordene:
I Dagbladet kunne man i 1855 læse følgende:
Tønders skoler 1855
Fra en indberetning i 1855 kan vi se hvilke skoler og hvor mange børn, der gik i dem:
– Desuden tre private skoler:
Den nye biskop Boesen havde været rundt til skolerne, for at høre om skolerne fulgte de nye påbud. Og det var et noget broget billede biskoppen fik af forholdene i Tønder. Der blev dog også givet et par advarsler.
Værten i Stadt Hamburg havde indgivet klage over, at Magistraten nu kun udstedte bekendtgørelser på dansk.
De tysksindede truer med Frikirke
Grundtvig havde længe argumenteret for en borgerlig konfirmation – et Troskabs – Løfte til Staten. Dette forhold fik blandt andet de tysksindede til at overveje oprettelsen af en frikirke. Og nu kom Kierkegaard også ind i Tønders sprogstrid. Han havde nemlig argumenteret for
Klosterbrødrenes pave
En ny pastor meldte sig på banen, Pastor Ley. Han blev senere kaldt for Klosterbrødrenes pave. Han formulerede sine hovedpunkter således: Frihed i Slesvig vil være Fred i Slesvig.
Der fulgte flere artikler med samme sigte. Disse blev offentliggjort i Vestslesvigsk Tidende. Dette blad blev fra efteråret udgivet af bogtrykker P. Larsen i
Møgeltønder. Da Møgeltønder lå i de Kongerigske enklaver, var bladet fritaget for censur.
Grundtvig: Dansk kan ikke påtvinges
Danskheden var blevet en statssag. Og det var der bestemt ikke alle, der var tilfredse med. I Tønder havde præsterne Tiedemann, Dahl og Carstens heller ikke det bedste forhold indbyrdes. I Stænderforsamlingen var sprogstriden et tema gennem mange år.
Om Dahl kunne man sige, at han fulgte Grundtvig i den personlige frihed på det kirkelige område. Han delte også Grundtvigs tro på, at modersmålet alene kunne vække et folk af dvale. Men modsat Grundtvig nærede han ingen skrupler ved at påtvinge befolkningen det sprog, der skulle vække dem af dvale.
Grundtvig havde åbenbart også blandet sig i sagen. Han mente ikke, at man kunne påtvinge børn en dansk konfirmation.
Privatskole åbnet og lukket
I december 1857 søgte en lærer Borchert om tilladelse til at oprette en privatskole. Han påstod at have indført dansk sprog i tre skoler i provstiet. Det var i Leck, Agtrup og Weesby. Men han oplyste også, at han havde
Jo der var sandelig gang i den. Men inden Borchart fik tilladelsen blev han bedt om at øge antallet af danske undervisningstimer.
Men man skal passe på inspektionen i Tønder. Den 6. april 1859 blev der indberettet, at børnene blev tiltalt på tysk. Desuden talte eleverne tysk indbyrdes. Børnene læste og skrev tysk i timer, der var afsatte til andre fag. Skolen blev indstillet til lukning.
Fædrelandshistorie på Seminariet
En ny lærer, Thura var blevet ansat på Seminariet i 1857. Han underviste i dansk, historie og geografi. Og endelig efter lang tids forsinkelse blev den nye rektor
antaget på det danske seminarium. Det blev A.M. Kühnel. Han placerede seminaristerne hos dansksindede familier. Kühnel udtalte:
Undersøgelser mod Dahl
Endelig efter lange tiders gnidninger mellem præsterne og mellem præsterne og den tyske menighed indstillede biskoppen til, at Dahl skulle suspenderes. Tungen på vægtskålen var angivelig at gentagende gange havde generet sin kollega Carstens.
Dahl klagede sin nød til kongen. Da dette ikke hjalp, spurgte kirkeministeriet om han ønskede en domsafgørelse. Dette bekræftede Dahl. Groteske ting kom nu frem for dagens lys. Et par af Tønders lærere havde blandt andet sagt til konfirmanderne:
Og så havde lærer Rosendahl fortalt at børnene i Tønder ikke kommer fra Mølledammen eller storken, men at de ernæres moderens liv. Undersøgelseskommissionen mod Dahl skulle finde ud af om
Heller ikke efter retssagen blev Dahl afskediget. Han blev godt nok dømt til at betale sagens omkostninger. Men også dette blev frafaldet. Grunden var, at Dahl led af en uhelbredelig sygdom.
Den 12. december 1861 fandt sagen mod Dahl sin naturlige afslutning., da Dahl døde af sin sygdom. Den 17. december blev han begravet, og kirken var fuld. Han var i de senere år blevet betydelig mildere. Efter Dahl’ s egen ønske, var det pastor Sonne fra Møgeltønder, der stod for begravelsen.
Ulrik: Dårlige skoleforhold
I 1859 klagede Fysikus Ulrik over de dårlige skoleforhold i Tønder. Han oplyste, at han havde fire sønner, som han godt ville give en god uddannelse:
Tiden gik og intet skete. I januar 1861 skrev provst Hjort, at det var naturligt, at skolevæsnet i Tønder deles i en realskole, en borgerskole og en friskole.
Endelig så det ud til der skete noget. I april 1863 havde den nye realskole 31 elever. Men provsten fandt det nødvendigt, at man fik flere lærerkræfter. Ministeriet indstillede til kongen, at tilskuddet blev forhøjet med 1.000 Rigsdaler.
Nyansættelser og forflyttelser
I 1860 fik byen både ny amtmand og provst. Grev Reventlov’s afløser blev Grev L.F.H. Brockenhuus – Schack. Han blev i 1864 afsat af prøjserne. Provst Tiedemann blev offer for sprogkrigen og blev forflyttet fra Tønder. Han følte sig chikaneret og bagtalt. Ved sin afgang udtalte han:
Fra 1878 – 1895 var han for øvrigt forstander på Jonstrup Gymnasium.
Den 26. september 1860 blev J.L.M. Hjort udnævnt til Tiedemanns afløser. Han kunne hurtig konstatere, at
Klosterfolket
Slesvig var i 1853 blevet lovet, at de hverken skulle forenes med kongeriget eller med Holsten. Dette forhold glemte en del politikere dog i Rigsdagen. Slesvig
fik stænderforsamlingen, og her blev sprogsagen gang på gang kritiseret. Og Grundtvig blandede sig atter. Meget klogt bemærkede han, at sagen kunne løses ved at ansætte en dansk og en tysk præst i hver Præstegiæld. Man skulle også give befolkningen frihed til at vælge det undervisningssprog, som man ønskede.
Sagen var langt fra slut. Sammenslutningen, der hed Klosterfolket holdt jævnligt møde i Humlekærren. Disse møder forsøgte den fungerende politimester i Tønder, Kiær, at forbyde. Han frabad sig også at den grundtvigske kapellan, Bertelsen fik et embede i Emmerlev.
I sommeren 1863 forberedte regeringen den forfatning, som udløste krigen i 1864. Den 18. nov. 1863 blev den underskrevet af Christian den Niende. Efter den skulle kongeriget og Slesvig have fælles lovgivende rigsråd og Slesvig skulle af bagdøren indlemmes i kongeriget.
Klosterfolket var stærkt imod dette. Og mange i Tønder frygtede konsekvenserne. Man mente herfra, at befolkningen i Slesvig skulle spørges først. Man kan sige at Klosterbevægelsen fik deres tanker igennem efter 1920. de fastholdt kravet om tvungen dansk i offentlige skoler. Ordningen fra 1920 indførte tysksprogede kommuneskoler, hvor der var behov for det.
Denne ordning blev ændret efter 1945. De offentlige tyske skoler blev ophævet. Men det blev tilladt mindretallet at drive private tyske skoler med tilskud efter privatskoleloven.
Bitter og nedtrykt stemning efter 1864
Efterretningen om Dannevirkes rømning lørdag den 6. februar 1864 fremkaldte en ubeskrivelig bitter og nedtrykt stemning blandt de dansksindede. Om aftenen kunne borgerne se embedsmænd flygte gennem byen sydfra. Søndag den 7. april kom en afdeling dansk artilleri gennem byen og efter et kort ophold drog de mod nord.
Det var et hårdt øjeblik at se de sidste danske tropper i meget lang tid i Tønder. Gendarmeri og politi forlod også byen. Der var ikke mere sikkerhed i byen. Da også en del af Tønders embedsmænd med familie brød, var det et vemodigt farvel. Også amtmand og provst forlod byen.
Optøjer i Tønder
Det var en del gadeoptøjer og en sangerkrig opstod mellem Schleswig – Holstein sangen og Den tapre landsoldat.
En sikkerhedskomité blev dannet, men de kunne ikke forhindre, at der kom til optøjer foran Fysikus Ulriks hus. Det endte med, at Ulrik blev stenet ud af Tønder. De tysksindede blev også behandlet af ham. Men de sneg sig ind ad bagdøren, for deres sympatisører skulle nødigt se, at de blev behandlet af en dansksindet læge.
Den 17. februar blev borgmester Holm afsat. Han blev afløst af Mathias Bleichen. Provst Hjort fik sin afsked den 22. marts. Carstens overtog dette hverv.
Seminariets lærere forlod næsten byen med det samme. Rektor Kühnel var sengeliggende med en brækket arm, stod op og sammenkaldte eleverne. Han mente, at eleverne skulle blive, og at undervisningen skulle fortsætte. Men det blev meddelt ham, at hvis han blev, kunne det være, at han led overlast. Så han måtte flygte til Møgeltønder. Efterhånden søgte eleverne væk fra byen.
Atter tysk skolesprog i Tønder
Den 30. april blev der igen indført tysk skolesprog i Tønder.
Statsministeren, der fortrød
Danmarks statsminister under krigen 1864 hed D.G. Monrad. Efter nederlaget trak han sig i et par år i skuffelse tilbage til New Zealand. Han indrømmede senere, at man under en konference i London under krigen, burde have gået ind på betingelserne af en deling af Slesvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 28.12.2021
Oktober 13, 2009
Medvirkende i denne dramatiske fortælling er bl.a. Mamsel, to svin med sørgebind, arrestforvarer Prinds, der flygtede fra konen, “æ klustage”, “Jacob me æ ben”, “Mutter Kjæv” a et, danselæreren, der var storsvindler. Den altid fulde Chr. Torp. Endvidere medvirker
Æ Bossel, den fulde ligbærer, hesten fra Ærø, der bed alle, Jacob von Altona, Nis Process, Ålekongen, Anna Alarm , Tyk Angel og stakkels slagter Specht fra Spikergade. Desuden forekommer der “løbbels” og mange andre overraskelser.
En lille by
I 1860erne boede der omkring 3.000 mennesker i Tønder. Ude mod vest lå Ny-staden med meget spredt bebyggelse. Man talte meget om en bane i byen. Man
lå noget isoleret. Banen skulle gå mod Tinglev. Nu var det ikke fordi Tinglev var så spændene. Her skulle man også vente i timevis inden diligencen fra Ribe mod Husum kom. Men man kom til at vente i lang tid på den nye bane.
Borgerskabet i Tønder
Borgerskabet havde det fint nok i Tønder indtil 1864. Borgmester Holm boede i Digegrevens Hus. Herredsfoged Lund og Kjær så også meget til hinanden. Sidstnævnte havde studeret i Tyskland, og var perfekt til sproget. Dem der tiltalte ham på ukorrekt tysk, blev irettesat. Vi skal ikke glemme amtsfuldmægtig Gjern. Han var både sanger og løjtnant.
Amtmand Brockenhus – Schack førte et stort og selskabeligt hus. Hos ham gjorde betydningsfulde mennesker ofte holdt, når de var på gennemrejse. Hans tjener, Alexander havde nok at se til. Husbestyrerinden , hvis familienavn var Hellesen var gift med Alexander. Efter 1864 drev de Hotel København.
De sidste embedsmænd jages ud
Fysikus eller læge Ulrik tilhørte vel også den borgerlige kreds. Vi beskriver ham i to særskilte artikler. Han var en god læge, og særdeles afholdt. Småfolk behandlede han gratis. Ude for enden af Østergade lykkedes det ham, at få etableret et sygehus. Jordemødrene kunne dog ikke lide Ulrik, der godt kunne være en bestemt herre.
De fleste dansksindede embedsmænd havde forladt byen, men de tysksindede var ikke tilfredse. Flere skulle smides ud, mente de. De samlede sig om aftenen. Målet var at stene de sidste ud af byen. De havde dannet et borgerværn, hvis formand var manufakturhandler Jürgensen.
Efter at de første vinduer var smadret forsøgte formanden at dæmpe gemytterne:
Men det havde man nu ikke i sinde, og svaret fra menneskemængden var da også:
Fysikus Ulrik fortalte forsamlingen, at han næste dag ville forlade byen og drage til Møgeltønder. En patient havde brug for ham. Ulrik kørte flere gange til og fra Møgeltønder i en lukket vogn. Hver gang det blev opdaget, blev der kastet sten efter vognen.
Den truende Brodersen
I efteråret vendte Ulrik tilbage for at ordne en flytning. På det sydligste hjørne af Søndergade og Spikergade stod blikkenslager Brodersen foran sit hus. Han var en fattig mand – med en svagelig kone og mange børn, der havde været syge. Ulrik havde behandlet børnene uden at have fået noget for det. Trods dette råbte den tysksindede Brodersen skældsord efter den dansksindede Ulrik. Og truede ham med en kæp. Jeg må med skam fortælle læserne, at jeg er i familie med denne Brodersen.
Giv agt – Friserne kommer
Da de dansksindede embedsmænd havde forladt byen rykkede østrigsk og prøjsisk militær ind i byen. Men inden da var der optræk til ballade, da frisere havde anmeldt deres besøg. Derfor skulle et artilleri – beredskab fra Frederiksstad ankomme. Men de blev forsinket af et kraftigt snevejr. I mellemtiden var friserne ankommet. Men det lykkedes at holde deres udskejelser nede.
Senere måtte mange Tønder – borgere hjælpe med indkvartering af prøjsiske og østrigske tropper.
Væk med alt dansk
Det store postskilt på posthuset nede ved Skibroen generede de tysksindede. Så det måtte væk. Det var nu ret besværligt, men det lykkedes da at få det fjernet.
Og hvor skulle man nu gøre af det? Man blev enige om at slå hul i isen og lade det dumpe ned i æ Tog. (ned i havnen).
Så opdagede man, at der op i spiret på kirketårnet hang et Dannebrogs – flag. Det skulle sandelig også fjernes, men ingen turde at kravle der op. Men for 6 daler tog en mand ved navn Schmidt det ned.
Borgmesterens varme velkomst
Den nye borgmester kom i lukket vogn fra Husum. Her stod en af Tønders store sønner imod ham med et par kammerater. De modtog ham med stenkast, og det kostede en tur på Rådhuset.
Leonard – en af byens store sønner
Denne store søn, var Kaptajn Leonard. Han var kommet ud at sejle som 14 – årig. På den første tur deserterede han. Det skete i det vestlige Skotland. Han løb tværs over øen til en østlig havn, hvor han mødte en dansk kaptajn. Leonard blev styrmand, kaptajn og senere skibsreder med bopæl i New York og Cuba.
Efter genforeningen besøgte Leonard Tønder, da kunne han ikke et eneste ord på dansk. Han stiftede flere legater og Leonards Allé i Tønder er opkaldt efter ham.
Hvad med Ulriks vinduer
Kronprinsen af Prøjsen ville i april besøge Tønder. Han lå i sit kvarter i Flensborg. Byen skulle selvfølgelig udsmykkes. Men Ulriks ejendom med de knuste
ruder lå i vejen. Denne ville have Magistraten til at erstatte vinduerne. Men de nægtede, så vinduerne blev skjult bag nogle træer.
Den nye Øst-banegård blev anlagt og dermed Richtsensgade. En ny borgerskole så også dagens lys.
Kloakeringsproblem
Egentlig var Tønder en hyggelig by, men inden kloakeringen gik spildevandet direkte ud i rendestenene. I solskin skinnede det i alle regnbuens farver. Om vinteren var næsten hele gaden fyldt med de frosne efterladenskaber.
Bag hovedgaden lå Bag e stoll. Her lå lagerpladser, affaldspladser og store møddinger. Her stortrivedes rotter.
Det var svært at bygge uden for byen, derfor skulle man økonomisere med pladsen. Ved Mellemgade boede Tilla Oldes. Hun solgte de dejligste sirupskager. Her boede også musefældemanden Zachi. Han var italiener og snedker.
Slotsgades beboere
I et gammelt hus i Slotsgade boede også Tilla Kosmos. Hendes mand, Store Lorenz og hendes tre sønner var død af tuberkulose. Hun blev meget gammel
og levede til sidst af legater og understøttelse fra kommunen. I Slotsgade 4 boede herredsfoged Kjær. Han solgte sit store hus til sagfører Gjessing. I nærheden havde man en specialist i fældning af træer. Det var Hans Burdig (Tonnesen).
Slotsgaden var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse, lige som Møllevejen. Mellem Spikergade og Uldgade lå 3 små lave huse.
Slotsgadens beboere var næsten alle småhåndværkere. Men Frk. Gormsen var en fin dame, datter af apoteker Gormsen. De havde ejet gården Røj. Hun blev kaldt for Mamsel og lærte de unge piger at sy.
Ellers kaldte man de almindelige koner for Mutter. Men dem, der var lidt finere på den kaldte man for Madamme.
Slagter Frede
Alle tomme pladser var optaget af træstammer og møddinger. Men Slotsgaden blev også brugt til slagtning af svin af slagter Frede. Når der skulle slagtes, blev der midt på gaden anbragt et kar, der blev fyldt med varmt vand. Svinetmblev bundet og kastet om på gaden. Slagter Frede stak svinet, og blodet blev optaget i et fad. Så gik Mutter Frede i gang med at røre rundt i blodet med hånden. Svinet blev slæbt over i karret, kørt rundt og anbragt på en stige og skrapt.
Alt dette blev fulgt med stor interesse af børnene.
Denne Slagter Frede døde i 1873. Han var ofte i krig med myndighederne. Den sidste danske amtmand Brockenhus – Schack havde han også generet ved at kaste affald og ko-hoveder over i amtmandens have.
Da Kong Frederik den Syvende var død, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet et sort slør om halsen på dem. Selv gik han bag ved og råbte:
Den bidske hund
Jomfrustien var et smukt lille anlæg. Der var pyntelige huse og haver. Kvarteret blev domineret af Landrådsboligen Den første tyske amtmand var von Bleichen, der kom fra Sild. En pragtfuld blåbrun Newfoundlænder med navnet Treu havde han. Den var from, når land-råden selv var til stede. Men når han ikke var i nærheden, var den meget glubsk. Den blev beskyldt for at have bidt en del får til døde.
Den ”grønne” Skibsbro
Frankrig skulle efter krigen betale 5 milliarder til Prøjsen. Disse penge blev givet videre til kommunerne. I Tønder skulle pengene anvendes til en kanal fra Møllekulen til havnen. Vandet i havnen var dækket af grønt øl-affald.
Et bryggeri på Skibroen førte alt sit affald direkte i havnen.
Arrestforvarer Prinds
På Slots-polden lå por-thuset. Det var den eneste rest af slottet. Det blev benyttet til fængsel helt til 1916. Midt i 1870erne var der en arrestforvarer, der hed Prinds. Han gik også rundt med breve og bud fra retten. Han var altid ledsaget af en sort puddel, der altid sad og ventede på ham. Men en dag strejfede denne puddel rundt i Tønder, og Prinds var ikke at se nogle stede. Rygtet gik på, at han var flygtet til Amerika. Konen kunne ikke ernære sønnen, og levede et forargeligt levned.
Kartofler og salat
Folk sad småt i det. Kød og brød var dyrt. Grøntsager blev kun meget lidt brugt, dog spillede kartofler en stor rolle. Salat, var der ikke mange tøndringer, der spiste:
De fattigste folk i Tønder fik anvist et stykke jord uden betaling i byens sandkuler nord for kirkegården til dyrkning af kartofler. Søndags – og festmaden var
“Køklumpsup”. Det var suppe kogt på oksekød med boller. Af fisk fik man ål, gedder, sudere fra Vidåen. Om vinteren løb Mutter Seek rundt med en sending torsk fra Esbjerg. Måske var man så heldig, at en bil fra Hjerting kom med snæbler.
Om sommeren kom koner fra Fanø og Mandø med tørrede hvillinger og baks-kuller.
En masse kaffe i Tønder
I Tønder blev der drukket meget kaffe. Når der kom flere koner sammen, blev der gerne drukket kaffe, når de satte sig i “e dørns”. Der blev stillet en lille glasskål med brunt kandis på bordet, og hver tog et stykke i munden, og drak den sorte kaffe. Derefter tog man sukkeret ud af munden og lagde det i underkoppen i vinduer eller på bordet til næste mundfuld kaffe.
Om sommeren havde mange af husene en bænk anbragt på fortovet. Så sad beboerne udenfor om aftenen. Fatter havde gerne en lang pibe. Så kunne der ellers snakkes.
Slut med dansk skole
Den danske skole Tørslevs skole var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade. De fleste børn måtte gå over i tysk skole, men det var de meget kede af. De fik ofte kø af de tysksindede. Men de fattige var tvunget til at blive der. Borgerskabets børn fik privat undervisning i dansk selv om det egentlig ikke var tilladt.
De fine herrer blev tiltalt på tysk
Til de fine herrer talte man tysk, på gaden talte man ellers sønderjysk. Og inde bag gardinerne foregik samtalen både på sønderjysk og tysk. Egentlig foregik de
forskellige lege blandt børnene på gaden også gnidningsfrit både på sønderjysk og tysk, når der var børn fra tilrejsende tyske embedsmænd.
Tønder – børnenes lege
I Tønder legede med en leg, der hed “Drot e rot”. Det var en slags tik, hvor man skulle løbe om Slotsgade og Møllevejen og ikke måtte skjule sig i husene.
Om sommeren gik man ud på markerne, og fik fat i en springstok eller en “kluestage” Meningen var så, at man skulle springe over grøfterne. Men brugte
man ikke redskaberne rigtig, faldt man i grøfterne. Jeg har prøvet det flere gange på vaden ud for Ny Frederikskog.
Om forsommeren spillede man ” løbbels” Det var et spil om små ler-kugler. Man skulle helst være tre fire eller flere, som hver satte 2 eller 4 kugler i en stabel efter hinanden på jorden. Det spillede man i en bred rendesten eller på Kirkepladsen eller E gammel Kjergaard. Derefter skulle man fra et forud bestemt sted med sit slå en finere ler-kugle eller glaskugle, slå efter stakkene, og den, man ramte, beholdt man. Pigerne ville ikke være med til dette.
Der blev også spillet baks. Her blev der spillet med små stykker af kridtpiberør i stedet for kugler, men det var ikke nær så flot, da baksen jo blev samlet op
i de haver, der blev gravet om foråret.
“Løbbels” kunne man købe. 15 stk. for en rød og senere 6 for 1 penning.
Jacob “me æ ben”
Tilflytningen af småfolk til byen skete hovedsagelig syd fra. En ny familie flyttede ind i en af de fattige huse i Uldgade. Navnlig skomagerdrenge kom der nede fra. Mange af dem talte eller kunne frisisk. Men der kom også en skomagerdreng fra Møgeltønder, som blev kaldt Jacob “me æ Ben”. Det hed han, fordi fødderne var forvokset på ham. Hos skomager Skov i Uldgade kunne denne skomagerdreng underholde områdets børn med mange spændene historier.
Martin Bager
Martin Bager boede i det nordligst hus på Møllevejen. Han var gæstgiver og arrangerede fåremarked. Han bagte også af og til rugbrød og hed derfor Martin Bager. Det hed grov-bager og lan-bager, når man kun lavede rugbrød.
Bagte man kager og finere brød hed det æ bægger å æ Mærken. Bægger Schmidt var den fineste bager og var særlig berømt for sit surbrød, rugtvebakker
og lignende. Han boede der, hvor Thorvald Petersen boede. Og i min ungdom boede Bager Buch på stedet.
Schmidt var en stor tysker. Han gav altid i tilgift en ” beglbækkenør”
Ungerne elskede at hjælpe Martin Bager. Så råbte han :
Så hjalp ungerne ham med at få høet op på 1. sal. Bagefter blev ungerne så anbragt ved et stort hvidskuret bord nede i skænkestuen. Hans gamle moder kom så med nogle små glas og en karaffel med kirsebærbrændevin, som smagte dejligt. Det var måske en skrap kost for ungerne.
Musik fra Prag
Om sommeren kom der af og til folk fra Prag i små musikgrupper. De levede af, at levere musik på forskellige forlystelsessteder. Men de stillede sig også op midt i byen, så flere kunne få fornøjelse af deres musik. Mens tjekkerne spillede på blæseinstrumenter, kom der musikere fra Ungarn, der spillede på sækkepibe.
De aktive seminarister
Seminaristerne spillede en stor rolle i Tønder. Det var de store tyske afdelinger og så den langt mindre danske afdeling. Disse studerende boede rundt hos småborgerne i byen. De betalte 300 mark for kost og logi.
Deres foreningslokale lå ude “å æ Schweiz”. Godt at det lå så afsides, for det skete ikke så sjældent, at der opstod ballade. Og meget kendetegnende for sådan
et slagsmål er en udtalelse fra “Muter Kjæv a et”. Det var en af de gamle koner, der solgte fint brød. Og navnet har hun sikkert fået efter sin pessimisme.
Men en ad de andre brødkoner kommenterede det:
For den kvindelige ungdom i Tønder, betød semristerne meget i Tønder. Mange blev forlovede med sådan en. Og sådan noget lagde man mærke til i Tønder. Engang stod en pæn borgerkone i Tønder og snakkede med nogle bekendte, om en ung dame, der lige var blevet forlovet. Pludselig kunne man høre:
Slaget i Møgeltønder
Det vakte betydelig opsigt, at et par seminarielærere en søndag i 1876 spadserede til Møgeltønder i spidsen for de yngste seminarieelever. I Sønderbyen
ville de antagelig omvende beboerne for pludselig gav de sig til at synge den for dansksindede frygtelige sang, Schleswig – Holstein Mehr umschlungen.
Men det varede ikke længe før de måtte fortrække. Meget provokerende stillede de sig dog op i slotshaven på tilbagevejen og startede forfra.
Slotsgartneren fortalte at en sådan national manifestation ikke var tilladt i slotshaven. Senere fik man sat et skilt op til slotshaven, hvor man bekendtgjorde at haven kun var beregnet for rolige og stilfærdige personer.
Tønder Landmandsbank
En dansk forening var ikke velset af myndighederne. Men i 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank. Direktørerne Rossen og Andresen oprettede en dansk læseforening. Der fandtes heller ikke noget dansk bibliotek mere. Måske havde boghandler Drøhse købt resterne og haft et slags lejebibliotek.
En dansk bogmappe og en mappe med danske illustrerede blade eksisterede. De gik på omgang i Tønder, Møgeltønder og Visby. Nogle gange arrangerede man en dansk skovtur til Gallehus.
Udvandring
Ville man undgå at være prøjsisk soldat, måtte man enten udvandre inden man skulle til session, eller lade sig overskrive til Danmark. Man skulle så inden sit 17. år indgive ansøgning om at blive løst fra sit undersåtsforhold til Prøjsen. Man havde så ret til at få en Entlassungs-urkunde. Man mistede også dermed retten nogensinde at komme tilbage. Man ville blive straffet, dersom man uden tilladelse blev antruffet i Tønder. Men der var nu en del, der vendte hjem til familiefester og lignende uden at blive pågrebet.
Den Norske Løve
Af byens borger skal nævnes senator Todsen. Han var tysksindet, men det kneb med det tyske sprog. Han var ikke videre populær. Endvidere var det e Norsk Løv. Det var købmand Petersen i Den Norske Løve på Storegade. Han var også meget tysk.
Tønders aviser
Der var ikke nogen dansk avis. Redaktør Willemoes havde i nogle år udgivet Vestslesvigsk Tidende i Møgeltønder. Men den kunne slet ikke gå. I 1882 startede
Skovrøy med at udgive den i Tønder. Men den gik ikke som en selvstændig avis. Den blev lagt under Flensborg Avis.
Den tyske avis Tondernsche Zeitung var særdeles regeringstro.
Skolefesten
Den årlige fest for skolerne hed Sedan – fest. Den blev afholdt på Skyttegården og foregik med musik og sang og alle mulige forlystelser for børnene. De årlige
tilbagevendende fester var skyttefesten og ringridningen. De varede flere dage, og nogle af deltagerne kunne sikkert være glade for, at de ikke varede endnu længere. Disse to fester foregik også på Skyttegården.
Badegæsterne til Sild
Badegæster til Sild havde stor betydning for Tønder. Uden for Stadt Hamburg kunne der holde op til 30 vogne. De skulle videre til Højer. Man skulle altid tage hensyn til tidevand og færgens afgang ude ved Højer Sluse. Men mon ikke mange gæster havde tid til at beskue Tønders lyksalighed.
Danseskole i Tonhalle
Om vinteren var der danseskole i Tonhalle hos en ældre danselærer Tarp. Han var ikke videre dygtig, men havde mange elever. Efter nogle år dukkede en ny en op. Han hed Dormann. Han forstod at omgås både ældre og unge. En dag da eleverne dukkede op, var der ingen Dormann. Han var ikke kommet tilbage fra
Niebøl. Rygterne gik på at var en storsvindler og var taget af politiet.
Dommer, jøde og kunne ikke tysk
En del danske embedsmænd gik over i tysk tjeneste efter 1864. Det gjaldt også for Tønders nye dommer E. Cohn. Han var fra Haderslev og havde været herredsfoged i Slogs Herred. Onde tunger i Tønder påstod, at det var hans kone, som var en kusine fra Hamborg, der fik ham i tysk tjeneste. Han kunne hverken tale eller forstå tysk. Desuden var han meget mistænksom over for de dansksindede. Han troede, at de ville ham ondt, fordi han var overløber.
Som tysk dommer skulle man være kristen, men Cohn var jøde. Så han fik ekstra religionsundervisning og blev døbt.
Den fulde Torp
Tønder var normalt en fredelig by, menmtil stadighed var der to gendarmer, der nærmest lignede ryttergeneraler. Om natten gik der tre vægtere og passede på byen. Om dagen var der en dagvægter og udråber, der hed Pommelschein. Han var polak, og det var hans kone, der instruerede ham. Så lærte han teksten udenad og fremsagde den.
Og så var der en rigtig betjent, der hed Antony. Han var iført en rigtig uniform, fuldskæg og kårde ved siden.
Hans vigtigste beskæftigelse var at anholde og transportere Chr. Torp til port-huset, når han var blevet for fuld. Torp var oprindelig snedker, men kunne ikke arbejde på grund af sin fuldskab. Så den eneste beskæftigelse, foruden at drikke, var at tjære tage. Engang tabte han sin hat ned i tjæren, men han tog den blot på igen. Når han havde fået en for mange lagde han sig også til at sove på de tjærede tage.
Æ Bossel
Drikkeriet spillede en stor rolle både hos småfolk og det pæne borgerskab i Tønder. Og her skal vi da lige nævne æ Bossel (keglekugle). Hun var lille og tyk og smilede altid. Hun og manden drak sig altid fulde. Brændevinen blev hentet dagligt. Hun gik altid i den samme bomuldskjole og ternet forklæde. Til meget højtidelige lejligheder blev hun vasket.
Engang havde føromtalte slagter Frede fået en stor kalv hjem. Men den flygtede fra ham ned mod Jomfrustien, hvor netop æ Bossel var på vej med en fyldt flaske. Men kalven ramte hende, og hun bandede højlydt for flasken blev slået i stykker. Brændevinen flød ud over hele gaden.
Den standhaftige ligbærer
På Slotsgade boede også en lille mager skrædder. Han var også ligbærer. Ved begravelser blev ligbærere trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlerne de ikke fik spist, stak de op i de høje hatte. Når de så hilste ved at tage hatten af, trillede kringlerne ned ad gaden. Men fik skrædderen for meget brændevin ved begravelserne blev han helt ustyrlig, så måtte der 4 mand til for at bære ham hjem.
Æ Dævl – æ kommen hjem
Dengang var der 80 beværtninger i byen. Og kvinderne i byen inviterede til lystige komsammener. Det havde en af kvinderne også gjort i den forvisning om, at manden først kom hjem om aftenen. Men han dukkede op om eftermiddagen. Til den fastsatte tid satte kvinden sig hen til huset og sagde stilfærdig da gæsterne ankom:
Hver vinter var der inviteret til dansk skuespil. Det var en flok, der invaderede Tønder i 14 dage. De tyske myndigheder var ikke glade for dette. Men de spillede for udsolgte huse.
Hesten, der bed alle
På hjørnet af Pebergade og Skibroen boede vognmand Thomas Petersen. Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed Johannes. Men den ene af de heste, der blev kørt med havde efterhånden fået et dårligt ry. Det var en temmelig lille hest fra Ærø. Den var frygtet, for den bed alle dem, den ikke syntes om.
Tønders dårlige hygiejne
De hygiejniske forhold i Tønder var ikke gode. Det var almindeligt, at folk havde e kole. Og der var flere meget alvorlige og udbredte tyfusepidemier. Masser
af børn havde dryser. Det var store ophovne kirtler og åbne kirtelsår eller havde astma.
Dr. Friis havde en stor praksis. Han klarede mindre operationer og tandudtrækninger. Han holdt selv køretøj og foretog daglig lange ture på landet.
Fysikus hed Schlaikjær. Han havde praktiseret før 1864, var ret gammel og førte en tilbagetrukken tilværelse. Desuden var det dr. Riedell, som var stærk tysk. Nej vi skal ikke glemme den berømte Jersild, som kom fra Højer. Men ham behandler vi i en særskilt artikel.
Fra Flensborg dukkede Dr. Stolley frem hver 14. dag. Han behandlede lidt mere komplicerede ting på Strucks Hotel.
De mange markeder
Tønder var kendt for deres store markeder. Der var kræmmermarkeder, og kreatur – og hestemarkeder. Så var der Pinse – og Mikkelsmarked. Mange af disse markeder startede onsdag middag og sluttede først lørdag eftermiddag. De to hele dage var de vigtigste. De var forbeholdt husbonden og sin familie., mens tjenestefolkene kunne more sig resten af tiden.
Onsdag morgen var der stor travlhed. Ved 4 – tiden om eftermiddagen stod der to række telte gennem Storegade. Men mange gange måtte man også tage Vestergade og Østergade med.
På Torvet var der samlet skydetelte og lignende foretagender. Der var kraftprøver, vaffeltelte og børneteater. Den lokale marskandiser Hanne Ivers stillede med en keglebane og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. Et cirkustelt stod gerne på E gammel Kjærgaard. Og på Svinetorvet stod en Pracht
– und Reisenkarrusel. Som var smukt udstyret og belyst på to etager. Den blev trukket af en hest.
Den lokale karrusel ( Klaans) var anbragt i Tonhalles gård. Den blev trukket af drenge, som blev aflønnet med gratis karruselture. I Søndergade på hjørnet af apoteket stod gerne nogle jødiske handelsmænd, der benævnede sig selv som Jacob von Altona. De solgte det mest utrolige kram.
Der var dans i de offentlige lokaler fra midt på eftermiddagen. Koner fra Rudbøl – egnen solgte smør-ål, som de ristede over en åben ild. Og så kunne man altid få kaffepunche til.
Fattige drenge løb rundt og solgte cigarer til 2 pfg. De fine kostede godt nok 5 pfg.
Rædsomt svineri
Når der var kreaturmarked, blev kreaturerne stillet op i to rækker gennem hovedgaderne. Det gav et rædsomt svineri. Folk fra byen, der gik i pænt tøj, kunne ikke undgå at blive svinet til. Men beværtningerne ville ikke have, at disse markeder blev flyttet uden for byen. Men man blev da enige om, at lægge markederne ved Flensborg Landevej. Men valget var uheldigt. Det var det rene morads.
Fredskonferencen
Når en handel var afsluttet skulle der drikkes på det. Men folk benyttede også lejligheden til at få afsluttet andre mellemværender. En morgenstund mødte
Nis Proces, Ålekongen, Marcus og Anna Alarm på Torvet. De var ellers altid uvenner. Men en morgen mente de dog, at de skulle være venner. De gik ind i gæstgivergården Svanen, hvor de fik en hjertestyrkning. Men allerede efter den første punch begyndte skænderierne. De blev smidt ud, og sådan endte denne
fredskongres, og den blev ikke senere genoptaget.
Vejen til himlen
Da Nis lå for døden, ville familien have en præst til at tale med ham. Men Nis var præstehader og sagde nej. Men pastor Olsen sagde dog ja til at høre på Nis, selv om han ikke just hørte til hans menighed. Men Nis sagde blot:
Da det nu gik Nis endnu dårlige, ville han da godt alligevel snakke med pastor Olsen. Han ville vide om han nu kom i himlen og i så fald skulle møde Ålekongen og de andre Emmerske – folk der. Da præsten bekræftede dette udbrød Nis:
Nu var de fire slet ikke så slemme. Anna Alarm var søster til Marcus og meget glad for dyr. Hun hadede, når nogen mishandlede dyrene. Og hun skulle nok råbe op, når hun overværede det. Kunne hun ikke klare situationen gik hun op på dommerkontoret, hvor hun var frygtet.
Humlekærren
Alle de store heste – og kreaturhandlere holdt til på Humlekærren på Torvet. Hele huset var taget i brug til gæsterne. På hele første etage var der gæsteværelser, hver med 3,4 eller 5 store senge. Og det var den dansksindede familie Hage, der drev gæstgivergården. Fru Hage døde i 1890erne, og en af sønnerne Anders blev senere dyrlæge i Tønder. Men da moderen døde overtog han gæstgivergården.
Da Anders døde ophørte Humlekærren. (Læs vores artikel om Humlekærren)
Omkring århundredeskiftet var der store planer fremme om at lave et dansk forsamlingshus i bygningen og indrette en del butikker i den. Navnlig landboere var ivrige for at realisere planen. De fornødne penge kunne sagtens skaffes, men i selve Tønder syntes man ikke om planerne. Man var bange for at det ville gå ud over de dansksindede.
Apotekerne
På apoteket regerede familien Augsburg, der stammede fra Ballum. I bygningen bagerst i haven blev emballagen opbevaret. Her kunne man købe en stærk og meget fin lakrids. Den var meget bedre end den engelske. Augsburg solgte i slutningen af 1870erne apoteket til Haastrup.
Foruden Store Apotek havde man Lille Apotek, der lå på sydsiden midt i Storegade. Den havde dog ikke nær samme rolle som den store. Efter Genforeningen
blev den købt og nedlagt af apoteker Toft. Dengang blev den ejet af apoteker Carstens, der var tysk. Derfor gik det også under navnet Det Tyske Apotek.
Koginspektør Refslund boede på førstesalen på Det store Apotek. Hans kone var en søster til slægten Knudsen på Trøjborg (Læs vores artikler om Bondefamilien på Trøjborg).
Tønders matador
På hjørnet af Torvet og Storegade boede Tønders matador, købmand Oluf P. Olufsen. Han var flittig og dygtig og sad mest på sit kontor. Men der var en glasdør ud til butikken, så han altid kunne se, hvem der besøgte butikken. Olufsen opbevarede de store landmænds penge i hans store pengeskab. Måske var det derfor, at Olufsen var modstander af, at der kom en bank til byen.
Efter Genforeningen blev Oluf borgmester i Tønder. Han skulle være mellemmand mellem dansk og tysk. Men dette hverv havde han kun i få år. Desværre solgte Oluf sine grunde på et forkert tidspunkt og investerede pengene i tyske mark. Det skulle han nok ikke have gjort. (Læs artiklen Købmandsfamilien Olufsen fra Tønder).
Tyk Angel
Den rige købmand Hans Angel, der også blev kaldt Tyk Angel skal også nævnes. Han var ganske urimelig tyk. Det siges om ham, at han på en gang kunne spise en hel ost. Han ejede flere ejendomme i Tønder.
På hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen (nu Popsensgade) Det var nogle gamle bygninger og bagved lå der en stor have. Man arbejde ikke hele året. Det var jernstøber Lorentzen, der ejede bygningerne. En af sønnerne blev senere bestyrer af gasværket i Tønder.( Læs artiklen: Et jernstøberi i Tønder).
Den stakkels slagter Specht
I Spikergade boede slagterne Persen og Specht. Det var to velhavende herrer og ungkarle, der havde mange fenner og del heste og køer. De havde en husholderske, der hjalp dem. Desværre døde Petersen. Husholdersken ville nu gifte sig med Specht, men det ville han ikke. Men det gik åbenbart den sidstnævnte på nerverne, for han tog sig af dage.
Revolutionen i Tønder
Revolutionen i Tønder i 1919 forløb ganske rolig. Et par unge menige soldater fra Kiel ankom med røde plakater. De berettede, at der havde været revolution
i Tyskland og fået oprettet soldater – og arbejderråd.
Der blev holdt et offentlig møde på Torvet, hvor landråd Böhme måtte møde. Der blev holdt byrådsmøde, hvor førerne for kommunisterne bankede deres revolvere i bordet. De fik bevilliget penge. Til historien hører også, at borgmesteren måtte ofre fruens røde kjole, da man ikke kunne skaffe et rødt flag. Men den historie kan du læse et andet sted på siden. (Læs artiklen: Revolutionen i Tønder).
Farvel til tyskerne
Man havde fundet en ordning med hvordan de tyske embedsmænd skulle forholde sig. De fik hvis nok tre måneder til at forlade Tønder. Andre fik en godtgørelse på et par hundrede kroner.
Men ude på zeppelinbasen var der mange, der ikke straks rejste hjem. De havde nogle uafgjorte mellemværender i Tyskland, vedrørende smuglerier, ægteskabelige og militære forhold. Da der begyndte at komme orden i forholdene, fandt man ud af, at flere var forsvundet. Men en del havde på mystisk vis fået dansk indfødsret.
Og sådan gik det til, at Tønder igen skulle til at være dansk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 28.12.2021
September 14, 2009
Højer Kirke nævnes allerede i 1325. En strid opstod i 1525 om, hvem der ejede kirken. En ligvogn med to heste kørte i Højer helt frem til 1982. En dansk – tysk kirkestrid opstod. Menighedsrådet nægtede at hjælpe den ny præst. Groteske forhold opstod i Højer Kirke.
Viet til Sankt Peter
I middelalderen var den hvidkalkede kirke viet til Sankt Peter. Og i denne kirke har jeg ofte været til bryllupper og begravelser. Kirken nævnes første gang i Ribe Oldemors Kirkeliste i 1325 – 50. I kong Valdemars jordebog nævnes Højer som kongelev. Muligvis har landsfaderen haft patronats-retten.
Går tilbage til år 1200
Allerede i år 1200 havde Højer en kirke. Byggematerialet er granitkvadere, munkesten og tuf. Stilmæssigt afviger kirken dog fra andre kirker på vestkysten ved sine store rundbuede blændinger på langmurerne. Lignende kirker er set ved Rhinen. Nogle er af den opfattelse, at dele af kirken går helt tilbage til 1100 tallet. Dengang var kirken dog betydelig mindre. Første gang vi hører om den skriftlig er det 14. århundrede.
Rester fra Anflod Kirke
Det lave våbenhus ud for syddøren kom til i 1300 tallet. En del af byggematerialet fra Arnflod Kirke som blev ødelagt ved en stormflod i 1436 er anvendt i Højer Kirke. Her er kirken blevet væsentlig udvidet. Siden har beboerne fra Rudbøl måtte sejle/gå/køre til Højer Kirke.
Altertavle fra 1425
Kirkens vinduer er fra 1821 – 22. Ved en istandsættelse af kirken i 1954 – 1956 blev der afdækket flere ikke bevarede kalkmalerier. Endnu ses rester af dekorationer stammende tilbage fra 1500 – 1520. Den ganske velbevarede skabsaltertavle stammer formentlig fra et værksted i Lübeck. Den er fra 1425. Altertavlens bemaling har lidt under det fugtige klima.
Døbefont fra Belgien
Kirke og kirkegård var også udsat for stormflod, men allerede i 1554 anlagde man et dige. Kirken havde to indgange, sydsiden var til mænd, og nordsiden var den såkaldte brudeindgang.
Den romanske døbefont er importeret fra Belgien. Den er udført i sorte Namur – kalksten. På korbuen er der opsat en velbevaret senromansk krucifiksgruppe fra omkring 1250. Prædikestolen er en moderne efterligning af Tønder – typen. Dog stammer felterne fra den oprindelige stol fra 1591. Disse blev erhvervet fra Flensborg Bymuseum i 1956.
Brystværnet foran det ret nye orgel med senbarok facade er fra midten af 1700 tallet. Indmuret i korets nordre vange sidder en marmortavle fra 1792 over Maria Elisabeth Partschen, død 1789.
På en lysehylde er anbragt 12 gravskjolde, hvoraf de seks er over amtmand E.A. Von Betouch, død 1815. I våbenhuset er indmuret to romanske gravsten af granit med kædeagtig ornamentik. Et par mindetavler falder også i øjnene. Mod nord er der en tavle for faldne i treårskrigen 1848 – 1850. og en tavle for de faldne i tysk tjeneste under den fransk – tyske krig i 1870 – 1871.
Tårn brugt som sømærke
Tårnet på 17 meter har haft betydning for skibsfarten i Vadehavet. Et orgel har været i kirken siden 1679. I 1752 blev det udvidet, orgelbyggeren hed Busch og var fra Ditmarsken. I 1894 kom et nyt orgel til fra Marcussen i Aabenraa. Men facaden på det originale orgel er bevaret.
Kirkelig strid
Højer Birk og Sogn hørte i middelalderen under Ribe stift. Efter reformationen og delingen i 1544 opstod der strid om sognets kirkelige forhold. Endnu i 1564 visiterede Ribe – biskoppen, Povl Madsen dog i Højer kirke. Nogle år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer at svare biskoppen i Ribe.
Enden på striden blev at kirken kom under hertugens overhøjhed. Kort tid efter blev den lagt under Slesvig stift. Ærkedegnen beholdt dog sin ret til at høre kirkeregnskaberne, men dog kun til 1668, hvorefter denne opgave blev overtaget af provsten i Tønder.
Ringe interesse for valg
Før 1920 administreredes kirkevæsenet af et kirkekollegium på 12 medlemmer, deraf tre fra Højer Landsogn. Valg til kollegiet var nu ikke et tilløbsstykke. I 1918 mødte således kun 8 ud af 275 stemmeberettigede. Anderledes var det efter Genforeningen. I november 1920 blev der afgivet 375 stemmer, hvoraf 59 pct. var tyske.
Opvarmning om søndagen
I 1917 var der blevet besluttet, at kirken skulle opvarmes hver søndag, og i 1918 vedtog man at yde 1.500 kr. til et tysk krigslån. Pengene tog man fra nogle fonde. Ligeledes foretog man i samme år en husindsamling til et mindesmærke for 51 faldne. Det blev fremstillet af kunsthåndværkerskolen, og hæger nu i kirken. I 1919 var der velkomstfest for de hjemvendte soldater og krigsfanger med gudstjeneste om eftermiddagen og fest på Hotel Sylt om aftenen.
Kirkegården udvides
Allerede i 1917 var der ønsker fremme om en udvidelse af kirkegården nord for Nørrevej. I de følgende år blev der udvidet både mod øst og mod syd. I 1941 blev der lagt yderligere 3.000 m2 til mod syd.
Mere dansk i kirken
Den 9. januar 1921 var der – ligesom i alle andre sogne i Nordslesvig på den tid – afstemning i flækken og landsognet om, hvorvidt det skulle være nyvalg til sognepræst-embedet. De allerfleste vælgere i Højer stemte imod nyvalg til stor glæde for pastor Rolfs, der kunne blive i sit embede.
Fra 1907 havde der været prædiket på dansk den første søndag i hver måned samt ved yderligere fem gudstjenester i årets løb. Dette blev ændret i februar 1921. Nu skulle der prædikes
dansk to søndage i hver måned. Men allerede i december 1921 ændrede kirkeministeriet denne beslutning. Nu skulle der afholdes både tysk og dansk gudstjeneste hver søndag.
I Højer afholdt både seminarieforstander Albeck, Tønder og pastor N.A. Jensen, Møgeltønder hver en dansk gudstjeneste om måneden i Højer.
Et nyt ligkapel
I 1926 anmodede politimesteren om, at der blev opført et ligkapel ved kirken. Men den var menighedsrådet ikke med på. De havde heller ingen penge. De henviste til, at de fleste ønskede at beholde de døde hjemme indtil begravelsesdagen.
I 1936 blev sagen taget op igen. Man havde da planer om, at indrette et rum i forbindelse med sprøjtehuset på Torvet. Men man vedtog at anbringe det ud for brudedøren nord for kirken. Den endelig placering blev dog øst for kirken. Foruden menighedsråd, deltog både flækken og landsognet i udgifterne.
Højers ligvogn 1870 – 1982
I 1930 restaurerede man den gamle ligvogn, som var anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet. Da den blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation ved Nørrevej på betingelse af, at ligvognen på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkøretøjerne
I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af, at Friedrich Eckholdt, som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den i brug helt til 1982.
Prisen for et gravsted
Og på Højer Kirkegård betalte man efter beliggenhed. I 1920 kostede et gravsted til fire personer ved hovedindgangen 60 kr. Lige bagved var prisen det halve. En enkelt gravplads kostede fem kroner.
For benyttelse af ligvognen skulle man betale 2 kroner. Klokkeringning ved begravelsen kostede 4 kr. I 1946 bestemte man, at der kun kunne fås en gravplads anvist ved dødsfald. I 1952 fastsattes betalingen for et gravsted for fire personer til 16 kr. for 30 år.
Degnejord
En del af indtægterne fik kirken fra den såkaldte degnejord. Dette blev afhændet efter anden verdenskrig. Andelsboligerne på Ballumvej samt nogle private huse er bygget på degnejord. Af præstegårdsjorden er der solgt byggegrunde ved Nørrevej og en del blev udlejet til kolonihaver.
Klingepungepenge
Menighedsrådet skulle også fordele kling-punge-penge. Denne Kling-pung var en stofpose på en to meter lang træstang og forneden på posen sad der en lille klokke.
Den blev anvendt under gudstjenesten på den måde, at kirketjeneren indsamlede gaver til de fattige ved at stikke den ind i kirkestolene foran kirkegængerne, som så kunne bidrage med en lille skærv. Var nogen faldet i søvn under gudstjenesten eller var uopmærksom, ja så kunne stangen bevæges så klokken ringede. Pengene blev lagt i fattigblokken og fordelt af menighedsrådet.
Det var nu ikke de store summer, der kom ind. For 3. kvartal 1924 drejede det sig om 35,13 kroner, hvoraf Højer Landsogn fik 10,13 kr. Brugen af klingepungen ophørte i 1932, og kirken fik i stedet to blikbøsser.
Ingen elektrisk lys
I 1927 forsvandt den gamle skriftestol. I stedet satte man nogle bænke til brug for børn, når der holdtes børnegudstjeneste. I 30erne vedtog man at sætte elektrisk lys i alterstagerne, fordi det ikke var muligt at få gode alterlys. Projektet blev dog ikke gennemført.
Både dansk og tysk
I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i menighedsrådet, at den ny præst skulle beherske både det danske og tyske sprog. Men flertallet ønskede dispensation for bestemmelsen at han skulle have dansk uddannelse. Dette blev dog afslået.
Pastor I. A. Baren, den nye præst, havde været dansk gift, og det var hans plejedatter Johanne, som Christian den Tiende tog med sig op på hesten, da han red over grænsen i 1920. Men denne historie kan du læse et andet sted her på siden.
Præsten måtte yde lån
I 1931 blev der truffet en ordning, så der ti gange om året til bestemte gudstjenester blev indsat en kirkebil fra Rudbøl. Hver passager betalte 25 øre pr. gang og kirkekassens tilskud var højst 25 kr. pr. år.
I 1932 blev tårnets murværk repareret. Og det var nødvendigt for pastor Baren at yde et rentefrit lån på 1.000 kr. Dette skulle betales tilbage i årene 1935 – 39. I alt kostede reparationen 1.900 kr. Jo pengene var sandelig små dengang. Og de nye tyske salmebøger havde man heller ikke råd til at købe. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos de menigheder der havde råd til at skifte de gamle ud med de nye salmebøger.
Den dansk – tyske kirkestrid
I 1935 opstod der en kontrovers mellem den danske og den tyske gruppe i menighedsrådet. Efter 1921 blev de tyskudannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede især efter nazismens gennembrud i 1933.
I Højer gik et kirkeligt udvalg til pastor Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at dette betød udgifter for ham. Det afslog Braren. Derefter gik
udvalget til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der i Højer skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup sogne. Måske kunne det også blive til Daler og Udbjerg.
Personligt overgreb
Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som kapellan i Højer. Sagen fremkaldte stor modstand, især fra pastor Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet. Pastoren følte det som et personligt overgreb. Han mente ikke at have gjort forskel på de to menigheder, den danske og den tyske i Højer. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen
i kirken sagde Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed.
Menighedsråd ville ikke hjælpe præst
Det var vanskelig at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Jo den dansk – tyske krig havde sandelig nået Højer Kirke. I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset Strandvej 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet Andelsselskabet Den danske Præstebolig i Højer. Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede den til andelsselskabet, og i oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 29.
Krigen satte sine spor
Ved menighedsrådsvalget i 1938 blev der for første gang valgt tre danske medlemmer ind i rådet. På grund af krigen sad disse i syv år. Krigen satte sine dybe spor. I 1940 blev det besluttet, at kirken skulle mørkelægges i vintermånederne. I 1941 blev der bestilt 50.000 tørv til kirkens opvarmning. I 1944 vedtog man at anbringe et skilt i kirken:
Dette skilt blev dog vist aldrig opsat. I 1943 tog pastor Braren sin afsked. Hans afløser var Andreas Schau, der var uddannet i Kiel.
Præsten til Fårhuslejren
Efter den tyske kapitulation i 1945 blev pastor Schau sammen med 87 andre fra Højer by og landsogn deriblandt min bedstefar interneret i Fårhuslejren. Pastor Schau blev afskediget i december 1946 og de tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann til. I 1948 blev det tyske præsteembede nedlagt af kirkeministeriet, så N.P. Jensen var nu den eneste præst i Højer.
Den tyske frimenighed
Menighedsrådet besluttede, at hvis den tyske menighed ville afholde gudstjenester med en tysk præst kunne de få kirken overladt gratis, når gudstjenesten fandt sted de samme søn – og helligdage som de danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.
Men de tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 en frimenighed. De var underlagt Slesvig – Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Denne oprettelse betød at 180 borgere meldte sig ud af folkekirken. Frimenighedspræst blev Andreas Schau.
Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.12. 2021
September 13, 2009
Københavnske skolebørn får at vide, at det dansk/tyske forhold havde det fint før og efter 1920. Min far nævnte talrige eksempler på aggressioner, Berufsverbot og tyveri af ejendom. Havde han ret? Læs her historien som skolebørnene ikke lærer. Tyskerne anerkendte ikke grænsen og forsøgte ved jordkøb at \”erobre\” Sønderjylland. Fra dansk side forsøgte man at lukke for al kommunikation med tyskerne efter 1920. Dette afløstes af forsigtighed i 30erne. Efter 1945 fortsatte aggressionerne
Havde min far ret?
Min far fortalte dengang, da jeg var barn, at de dansksindede stjal ejendomme fra de tysksindede. Desuden havde man indført en slags Beruftsverbot for dem, der kæmpede for tyskerne under krigen.
Dengang var min far tysksindet og dog. Han skiftede dog Der Nordschleswiger ud med Sønderjyden. Min far kunne se fejl på begge sider. Han kom med en masse eksempler og nævnte navne på personer, som tilhørte både den ene og den anden fløj. At han helt kvittede det tyske mindretal skyldtes, at han mente, de gik alt for tæt på.
Af os søskende var vi tre, der var tysk døbte. De tre sidste er dansk døbte. Alle os børn gik dog i dansk skole i Tønder. Men havde min far ret? Var det virkelig
sådan? De københavnske børn får ellers at vide at sønderjyderne levede i fred og fordragelighed med mindretallet og omvendt. Vi vil i denne artikel forsøge at finde svaret?
Sønderjyden – idealbilledet
Et idealbillede af en sønderjyde efter 1864 og op mod 1914 var, at han var en Stout og selvbevidst bonde, Han tog del i det danske ånds – og kulturliv. Desuden modarbejdede han den tiltagende fortyskning af landsdelen. Men sådan var det langtfra. Mange var tysksindet, andre var ligeglade. Og andre igen havde nok at gøre med at klare dagligdagen.
Dagligdag i Sønderjylland
Måske lyder besættelse, bosættelse og kamp om jorden som noget, der kun sker i andre dele af verden, men det var dagligdag i Sønderjylland. 36 domænegårde står i dag tilbage som et vidnesbyrd om tysk herredømme.
Valgreglerne blev også ændret til at favorisere de tysk sindede. Omstillingen fra dansk til tysk skete i et meget hurtigt tempo.
Udvandring fra Sønderjylland
I 1866 blev der bestemt, at der i de nordlige distrikter af Slesvig skulle finde en afstemning sted, om befolkningen ønskede at komme tilbage til Danmark. Det var den såkaldte & 5 i Prag – freden. Men tyskerne var ligeglade. Dansksindede skulle aftjene den preussiske værnepligt, og det fik en masse unge dansker til at udvandre.
Domænegårde
I 1879 blev den udvandring stærkere, da man ophævede & 5. Efterhånden var der ingen unge danskere til at overtage gårdene. Dette benyttede de preussiske myndigheder sig af. De begyndte at opkøbe større gårde – de såkaldte domænegårde. Det var fortrinsvis i det gamle Haderslev Amt, hvor tyskheden ikke var så fremherskende.
De nye landbrug blev omdannet til et mønsterbrug, som forbillede for egnens bønder, der skulle påvirke dem i tysk retning.
Mange af disse domænegårde er bygget efter tysk byggestil. En af de mest velholdte er Røj, som i dag tilhører Schackenborg. Jeg var der i min ungdom tiltrukket af noget. Men se det er en helt anden historie. Men jeg husker dog, at det var en særdeles flot gård med en fantastisk indretning.
I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på fordelagtige betingelser.
Det kunne godt være op til 80 mennesker tilknyttet en sådan domænegård. Det kunne medvirke til at øge det tyske stemmetal. Og det var et vigtigt mål i etableringen af de store gårde.
Undertrykkelsen tog til
Undertrykkelsen af de dansksindede tog fart. Stadig flere offentlige ansatte blev tvunget til at aflægge ed til Preussen. Der anslås at 60.000 danskere forlod den sønderjyske landsdel de første 40 år det preussiske styre. Og hvad værre var, at de tog 120 millioner kroner med sig.
1 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes for foreningen af få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede egne mod nord. Mange blev bygget efter nordtysk model. Særlig omkring Flensborg og Angel ses disse gårde.
Også de såkaldte Schweizer – huse blev meget udbredte. I 1904 stiftede man Bund deutscher Heimatschutz. I 1908 stiftedes Baupflege Tondern.
Det første Landeværn
Fra dansk side opfattede man udviklingen som farlig. En ny dansk ungdom var vokset til, og det syntes som om at fronten var stabiliseret. Der blev i 1909 oprettet en særlig Nordisk Kreditforening og i 1912 det første Landeværn.
Allerede i 1898 var der etableret en støtteforening i København, for et bevare dansk jord på danske hænder i Sønderjylland. Alene på Rødding – egnen,
hvor kampen var særlig hård hjalp foreningen med at bevare 89 gårde på danske hænder.
En bindelov fra 1912 gav landmændene billige lån mod at den preussiske stat ved ejerskifte til gården for 10 pct. under handelsværdien. I foråret 1914 nægtede den Slesvig – Holstenske kreditforening at yde lån til dansksindede med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til tyskfjendtlige formål.
Ved Genforeningen i 1920 fik de dansksindede uventet hjælp idet en del tilvandrende tyskere, der var bosat i den nordligste del solgte deres ejendomme og drog syd på igen. Det første Landeværn og Den Nordslesvigske Kreditforening blev opløst.
Krise i det Sønderjyske landbrug
Efter 1920 hvor produktion i landbrug og industrien var stigende, faldt priserne. De gyldne tider var forbi. I Sønderjylland var landbruget udmarvet, jorden var forsømt og besætningerne var blevet formindsket. Der skulle virkelig en kraftanstrengelse ti, for at få det hele på fode igen. Landbruget skulle også tilpasses
de danske forhold. Det danske landbrug var mere intensivt end den tyske. Dette krævede kapital. Og mange sønderjyder tog lån i kongeriget til meget ugunstige forhold.
Jord er noget man køber
Det sønderjyske landbrugs gæld voksede stødt og roligt. I kongeriget havde man reserver til at stå imod den nye krise. Det havde man ikke i Sønderjylland. Når de danske gårde kom på tvangsaktion var der store chancer for, at de kom på tyske hænder. Blandt hjemmetyskerne bredte der sig efterhånden følgende udsagn:
Da den danske stat ikke længere ejede landbrug, måtte der oprettes en særlig administration for de sønderjyske domænegårde. Ved lov af 1.4.1921 skabtes derfor embedet som domæneforvalter.
Ved lov af 7. august 1922 blev der vedtaget at udstykke domænegårdene til husmandsbrug. Udstykningen påbegyndtes i 1923 og afsluttedes lidt efter lidt i 1930erne, da kontrakterne med domæneforpagterne først skulle udløbe.
Ingen kontakt over grænsen
Den følte grænse var midlet, som de danske politikere brugte. Der skulle være så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandelen skulle forhindres
og man ville ikke acceptere arbejdsimmigration over grænsen. Den danske regering ville på den måde forhindre at mindretallets landmænd og arbejdsgivere rekrutterede arbejdskraft sydfra. Det mest absurde i denne politik var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have tyskere rendende rundt i Danmark.
Cornelius Petersen
I nærheden af Møgeltønder bosatte dig sig en mand ved navn Cornelius Petersen. Han var født i Ejderstedt. Han byggede gården Vester Anflod i frisisk stil. I begyndelsen stillede han sig i opposition til de preussiske myndigheder. Han skabte også et godt forhold til egnens dansksindede befolkning. Han ville have Sydslesvig med til Danmark.
Efterhånden blev han dog også irriteret over de danske myndigheder. Det var denne kritik, der efterhånden gav ham mange tilhængere. I januar 1926 udgav han et blad Folkets Selvstyre.
Stauning kom gal af sted på et møde i Bov. Det var i hvert fald et budskab de sønderjyske bønder tog ilde op. Det fik så Cornelius Petersen til at kalde Stauning for en røverkaptajn. Han forsøgte også at lave en slags statskup i Sønderjylland. Men det var dog en smule barnagtig.
Da der var folketingsvalg den 2. december 1926 frygtede man dog Cornelius Petersen. Men han opnåede dog kun 2.117 stemmer. Men hele hans agitation kom
det tyske mindretal til gode. Stemmeantallet voksede fra 7.715 i 1924 til 10.422 i 1926.
Ny national jordkamp
Fra tysk side fulgte man med bekymring at deres landsmænd tog syd på. De ønskede en pengestærk organisation, der kunne yde lån til tysksindede landsmænd for at sikre jord i tysk besiddelse og eventuelt erhverve jord fra dansk hånd. Tyskerne oprettede i 1926 en særlig kreditinstitution. Det skete under sådanne vilkår, at den vakte voldsom opsigt. En ny national jordkamp var følgen.
Vogelgesang
I Haderslev boede den fra Brandenburg tilvandrende sagfører, Georg Vogelgesang. Det var ham, der havde givet navn til den tyske kreditinstitution Kreditanstalt Vogelgesang. Ledende talsmænd og især den nævnte sagfører gjorde i årene efter 1920 forskellige forsøg på at påvirke den tyske rigsdag. Institutionen kunne kun finansers sydfra. En af de mest aktive var den daværende folketingsmand, pastor Schmidt.
I januar 1926 sendte pastor Schmidt en lang redegørelse til det tyske udenrigsministerium. I de mørkeste vendinger redegjorde han for tyskernes stilling og den hårde landbrugskrise, der havde ramt Sønderjylland. Men han påpegede også, at krisen kunne give politisk pote. Han regnede med, at en jordpolitisk sejr kunne rykke grænsen nordpå.
Han oplyste også at dansksindede sønderjyder var særdeles utilfredse med den danske forvaltning og retsvæsen.
Henvendelsen faldt i god jord. Den tyske udenrigsminister Stresemann var særdeles positiv. Og der blev straks bevilliget 5 millioner mark. Fra september 1926 foregik en storstilet udlånsaktion. Både en hollandsk samt en Schweitzisk bank blev brugt som mellemled. De dansksindede skulle nødig finde ud af, hvor pengene kom fra.
Inden den 19. november 1926 var der indgået 389 andragender, der var bevilliget lån til 1.379.300 kr. Og der var yderligere anbefalet lå til en værdi af 800.000 kr.
Vogelgesang så i begyndelsen ikke så meget på sikkerheden. . En låntager kunne vise sit sindelag ved at tage sin flagstang ned. Det vakte naturligvis opsigt. Udtrykket
Kontakten til Nordslesvig blev bevaret
Man mente, at Danmark bar skylden for ulykkerne og man påpegede at man fra tysk side aldrig havde anerkendt grænsen. Initiativet gav også flere stemmer. Man søgte fra tysk side at bevare kontakten til Nordslesvig både af officielle og skjulte kanaler.
Landeværnet bliver stiftet
Den 7. januar 1927 blev der holdt et hemmeligt møde af ledende danske mænd hos grev Schack på Schackenborg. Man enedes om at oprette en modvægt mod Kreditanstalt Vogelgesang.
Den 24. januar blev Landeværnet stiftet. De tilstedeværende tegnede sig straks for et beløb på 50.000 kr. I løbet af et års tid var der over hele landet indsamlet flere millioner kroner. I Sønderjylland var der alene samlet for 250.000 kr.
Vogelgesangs initiativ var blevet neutraliseret, og de sønderjyske flagstænger faldt ikke mere. Samtidig med Landeværnet blev der vedtaget en lov om at danne Sønderjysk Hypotek-laanefond, der måtte udlåne 20 millioner kroner som 2. prioritetslån. Dette var dog også noget de tysksindede landmænd kunne deltage i. Staten medvirkede også ved at stille 10 millioner kroner til rådighed for udlån gennem de såkaldte realkreditlån gennem de sønderjyske sparekasser.
Opmagasinering af ejendomme
Vogelgesang var ikke nogen blid administrator. Det skete, at man tinglyste forkøbsretsklausuler, der skulle garantere at man kunne holde øje med ejendommen. Og det var jo netop formålet med dette institut.
I begyndelsen tog man ikke så meget hensyn med sikkerheden. Anstalten overtog en del ejendomme, for mange kunne ikke klare sig i længden. Det viste sig også, at der ikke var nok tysksindede til at overtage ejendommene. I stedet for at lade ejendommene komme ud på det frie marked lod instituttet dem opmagasinere. Man mente, at om 10 år var der nok tysksindede til at overtage ejendommene.
En håndfæstning fra Vogelgesang
I 1929 fik man oprettet et særligt ejendomsadministrationsselskab Hofeverwaltungsgesellschaft, der overtog de ledige gårde. Efterhånden lå dette selskab inde med 90 gårde. Institutionen arbejdede med tab, der måtte afskrives. Fra Berlin blev tøjlerne strammet. Her lød budskabet, at man måtte stramme tøjlerne og sørge for sikkerhed.
Undertiden blev der appelleret til Vogelgesang, når det kneb med at skaffe det tilstrækkelige antal børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted. Det var særlig svært at holde gang i den lille tyske privatskole i Lydersholm ved Tønder. Her sprang Vogelgesang til i flere tilfælde.
En forpagtningskontrakt blev en hel håndfæstning. Anstalten kunne opsige alle forpligtigelser med et kvart års varsel:
Lav profil i grænsespørgsmålet
I mellemkrigstiden holdt den danske regering en lav profil om grænsespørgsmålet. Det hang sammen med at Danmark kun havde en stor fjende og det var Tyskland. Grænsespørgsmålet var en latent risiko for tysk aggression. Aviserne blev kaldt til orden, hvis de havde skrevet for mange kritiske artikler om storebror i syd. Tyske flygtninge blev sendt tilbage.
Vogelgesang opløses
Nu var det langt fra alle i den tyske menighed, der støttede Vogelgesangs arrangementer. Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsselskabet lå inde med overgik til Jordlovsudvalget.
Gensidige aggressioner
Nu var det ikke kun jorden, man kæmpede for i Sønderjylland. Mindretallets nazificering og etablering af tyske skoler og foreninger fik gang i oprettelsen af foreninger på dansk side, der ville modvirke disse ting. Foreninger som Det unge Grænseværn og Danske Samfund opstod.
I tiden efter 1945 skete der hyppige tilfælde af gensidige aggressioner. Dansksindede syd for grænsen blev generet og det samme var tilfældet nord for grænsen.
Berufsverbot der ikke kun var baseret på det politiske men også på ens sindelag og nationalitet forekom hyppigt, men dette kan afstedkomme en særskilt artikel.
Landeværnet fortsatte
Landeværnet fortsatte jordkampen mod det tyske mindretal til ind i 1960erne, før det nationale afspænding satte sig igennem. Men der er dog stadig tysksindede landmænd, der ikke vil sælge til dansksindede og omvendt.
Siden 1965 har Tønder Landmandsbank nu Sydbank haft et samarbejde med Landeværnet og stillet en forretningsfører til rådighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 03. – 2022