Artikler
Oktober 27, 2023
Hjordkær – engang en stationsby
Hærvejen og Oksevejen gennem sognet. Masser af oldtidshøje. Hjordkær Hjulgrav. Svens Estridsen. Toldsted. Æ Stejl. Røde Anders blev henrettet her. Den sidste henrettelse i 1834. Kun en adelig gård. Byen Hjordkær kendt fra 1196. Hjordkær Sogn fra 1621. Uden kirke i hundrede år. Danmarks ældste kirkebog. De Slesvigske Kirkebøger nærmest dagbøger. Pest-året 1659. Sognets ældste på 110 år blev begravet. Mange mord og voldtægter under svenskernes besøg. Nu var sognets beboer stort set ikke bedre selv. 1600 – tallet var en frygtelig tid for Hjordkær. En særpræget forkynder. En stationsby i fremgang. Et farvel til stationen. Fem skoler og et forsamlingshus fra 1910. Et besøg på Tyrestationen og Æ Gammel Høker.
Hærvejen og Oksevejen gennem sognet
Gad vide om jeg stadig har familie her i byen? Familien Tønder havde hvis nok et savværk her. Jo og her i byen havde man også bekendte.
Men se nu skal det jo ikke handle om ”Den Gamle Redaktør’ s oplevelser. I forvejen har vi skrevet en artikel om byen og to om Toldsted lige i nærheden.
Hjordkær Sogn har fra de ældste tider i bogstavelig forstand ligget nær alfar vej. Den gamle Hær -, Adel – og Oksevej snoede sig gennem Jylland og passerer sognet fra nord til syd. Det kan bl.a. ses i Aarslev Bys jorder, der støder mod den gamle vej. Her finder vi således ”Adelvejsløkke”.
Masser af oldtidshøje
Den række af oldtidshøje, der kendetegner vejens ældgamle føring har også fortsat gennem Hjordkær Sogn. Der er vel en halv snes høje på en kun 2 km lang strækning. I umiddelbar nærhed af vejen. Kun en enkelt af disse findes endnu i ubeskadiget tilstand.
I et par af de sløjfede høje er der i sin tid gjort interessante fund fra bronzealderen. På Nybøl Mark fandtes der i 1888 ved sløjfning af en høj, en velbevaret egekiste indeholdende et skelet tildækket med dyrehud. Af ligets klædedragt fandtes der endnu nogle rester desuden en kam, et horn eller ben og en bronzekniv.
Hjordkær Hjulgrav
Hjordkær Hjulgrav er en oldtidsgrav blev afdækket i 1978. Det er en høj, der blev benyttet som begravelsesplads fra slutningen af stenalderen til begyndelsen af bronzealderen. Sporene fra det nederste lag fra ca. 2.000 f.Kr viser en stenkreds med 10 m i tværmål, fem radiære stenrækker og i midten en stendynge med spor af en træbygning.
Man kalder denne bygning for et såkaldt dødehus og det var omgivet af et hjul i sten og indhegnet af ris-gærde. Der kendes til flere dødehuse fra det jyske område, som kan være konstrueret forskelligt. På stedet blev der afholdt kultiske ceremonier
I sommeren 2011 blev graven sammen med en anden høj flyttet 300 meter mod syd, hvor de blev placeret ved en eksisterende gravhøj. Årsagen til flytningen var for at lette adgangen til fortidsmindet, der oprindelig lå på en industrigrund ved vindmøllefabrikken. Og denne fabrik ønskede at tyvesikre området. De betalte også forflytningen. Og så fik Hjordkør samtidig et rekreativt område omkring højene.
Svend Estridsen
Sydligst i sognet – i engene ved Søderup ses endnu banken, på hvilken den gamle kongsgård skal have ligget. Det var her, at Svend Estridsen den 29. april 1076 endte sine dage, efter at være kommet syg tilbage fra det nærliggende Urnehoved Ting. Kilder påstår også at han blev myrdet.
Toldsted
Længere mod øst, ved Oksevejen, lå gården Toldsted. Denne nævnes tidligt i historien som bedested og kro. Det var her kongerne med følge tog hen for at hvile og overnatte. Kong Hans tilbragte her en nat i 1487. I 1635 har Christian den Tredje beæret Toldsted med sit besøg. Og Frederik den Tredje spiste her til middag den 25. august 1730.
Det var også her, at Hertugen opkrævede told. Vi har tidligere bragt artikler om den farverige tolder – familie Arnkiel. Ja sønnen Troels, der blev provst i Aabenraa, var ikke mindre farverig.
”Æ Stejl”
Tæt ved sognets nordre grænse ved gården Keldsbjerg, der ligeledes ligger ved Oksevejen lå galgen, stejle og hjul på en høj. Her fandt i året 1834 den sidste henrettelse sted. En tjenestekarl Fallesen fra sognet blev her halshugget. Han havde dræbt sin kæreste. Dengang blev gården benævnt som ”Æ Stejl”
De to ventede et barn. De ville gerne giftes men ingen præster ville gifte dem. Begrundelsen var, at de selv havde rettet i papirerne
Hvordan kom man så herhen? Nord for Hjordkær Kirke gik en gammel sognevej i øst-vestlig retning, mod øst fortsætter den nu som almindelig markvej. Det er faktisk resterne af den gamle Tingvej, der videre mod øst gik om landsbyen Årslev og fortsatte til Aabenraa. Der hvor den krydsede Oksevejen/Hærvejen ligger gården Keldsbjerg.
Røde Anders blev henrettet her
Lidt nordvest for denne gård lå den gamle stejlebakke og her afholdtes i århundreder omegnens offentlige henrettelser.
Det var her, at Røde Anders blev henrettet den 18. august 1796 for mordet på skovridder Andreas von Bergen ved Farversmølle. Der måtte tilkaldes en skarpretter udefra, idet skarpretterembedet i Aabenraa dengang var nedlagt. Henrettelsen lod vente på sig. Det skyldtes at skarpretteren fra Haderslev ingen bøddelknægt havde. Efter mange besværligheder fik man så fat i en bøddelknægt fra Flensborg.
Den sidste henrettelse i 1834
Og ved den sidste henrettelse i 1834 var det svært at holde folkemængden væk. Det var altid et tilløbsstykke. Blandt meget gammel overtro kan det fortælles, at mange troede på, at epileptikere kunne helbredes ved at drikke lidt af henrettedes blod.
Før henrettelsen holdt en stærk fordømmende præst – Davidsen – en skriftetale på tysk – han fremmanede rædsler for synderen på en kontant et møde, at synderen var ved at besvime. Og da denne så den store folkemængde gøs de i ham
Beroliget af præstens salmevers gik han bøddelen i møde. Han tog selv sin trøje og halstørklæde af og blev bundet for øjnene. Med tydeligt ubehag vendte præsten ryggen til, da den rå rakkerknægt slæbte ham hen til blokken ved hårene. Skarpretteren svang derpå øksen og fremviste det afhuggede hoved for den gysende forsamling.
Derefter holdt præsten Jep Hansen en manende tale – om ikke at fordømme forbrydere, og han blev bragt i hus af nogle af sine sognebørn i stærkt oprevet sindstilstand – grundet den makabre begivenhed.
Kun en adelig gård
I sognet har så vidt vides kun ligget en adelig gård. Det var Vilbygaard i Kassø. Måske boede amtmand i Aabenraa Joachim Danckwerth her i 1647. Han skænkede et alter til den nyrestaurerede Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa. Alt tyder på at denne gård allerede blev nedlagt omkring 1670.
Byen Hjordkær kendt fra 1196
Hvor gammel er Hjordkær? Første gang vi hører om stedet er i et Kongebrev af 31. marts 1196, hvori Guldholm Klostrets ejendomme opregnes. Og her nævnes ”Hjortteker”
I Valdemar Sejrs Jordebog nævnes 1231 to andre af sognets byer som krone-gods. Det er Årslev Og Søderup. Dengang hed det ”Arslef” og ”Sudthorp”.
Hjordkær sogn fra 1521
Hjordkær Sogn er ikke så overdreven gammel. Det er oprettet i 1521 af det tidligere Ønlev Sogn og samtidig tillagt byer fra de tre nærmest omliggende sogne. Således Søderup og Alslev fra Bjolderup Sogn, Årslev fra Rise og Kassø fra Hellevad sogn.
Kirken i det tidligere Ønlev sogn skulle have ligget i det nuværende Sønder Ønlev. Denne blev i 1411 afbrændt af Erik af Pommerns soldater, sandsynligvis lige før eller efter denne konges sammenstød med de holstenske grever ved Immervad.
Uden kirke i hundrede år
I godt hundrede år var sognet uden kirke. Men i 1522 kom der en kirke. Kirken blev indviet til Sct. Matthæus. Den opførtes af rå kampesten som slæbtes til byggepladsen af sognets bønder fra omegnens kæmpehøje. Adskillige gange siden dens opførelse har kirken været genstand for udbedring og reparationer. I 1748 blev den forsynet med et lille tårn eller tagrytter.
Dette stod dog kun til 1793 så var det så brøstfældig, at det truede med nedstyrtning, hvorfor det blev taget ned. I året 1793 blev et klokketårn i træ bygget ved Hjordkær Kirke af tømmermand Johan Thomsen fra Søderup. Dette tårn stod der endnu, da jeg var forbi kirken.
Taget var tidligere af bly. Det blev erstattet af tegl. Kirkeklokken med den meget rene klang er støbt i 1582 af Michel Dibler – klokkestøber i Flensborg.
Kirken var dengang centrum for nyhedsformidling. Man spurgte efter nyt fra andre landsbyer. Fra prædikestolen blev også alle officielle kundgørelser bekendtgjort. Her lærte de unge også hinanden at kende.
Når nu kirken og selve sognet ikke er så gammel, da er det modsatte tilfældet med dets kirkebøger. Det er Danmarks ældste og går helt tilbage til 1573 for dødsfalds og fødslers vedkommende. Indførelse af vielser begyndte først i 1597.
Danmarks ældste kirkebog
Den første præst ved kirken, der begyndte at føre kirkebogen, var Jacob Andreæ, da han førte den første bog i 53 år før dens officielle begyndelse i 1573 til 1626. Præsten havde været kapellan hos sin far, der var præst i Genner.
I de 53 år han var præst i Hjordkær Nåede han at indskrive 817 døbte og 553 døde.
Ud for slægten Ahrenkiel fra Toldsted er det ved indførelsen tegnet slægtens våben som var et ørnelår med klo. Andre steder er det ved dødsindførelser tegnet et draget sværd, hvilket betyder at vedkommende var blevet myrdet.
Først i 1646 kom der offentligt påbud, som ikke altid blev overholdt, at nu skulle der holdes kirkebøger. Mange kirkebøger er forsvundet men ikke i Hjordkær. Her er alle bevaret. De første år er disse bøger dog så godt som ulæselige.
De slesvigske kirkebøger – nærmest dagbøger
Hist og her forekommer der ”huller”. Det var når folk selv begravede deres familiemedlemmer uden at præsten var til stede. Det var under pestepidemier. Folk flygtede fra Aabenraa under pestepidemier.
De slesvigske kirkebøger adskiller sig skarpt fra det øvrige lands kirkebøger. Den er opført i dagbogsformat. Måske er den lidt vanskeligere at holde red i, men til gengæld efterlader den også en rig kilde til eftertiden.
Således kan man se at Adelhaid Rønne, der døde i 1783, efterlader sig hele 118 levende efterkommere. Når offergaven var stor, blev afdøde betegnet som et fromt og særlig godt menneske. Men hvis det drejede sig om fattige eller subsistensløse personer ikke altid blev skrevet noget ned.
Den gamle bog giver, ved siden af de tørre data samtidig en del oplysninger om sognet af både almen og historisk interesse.
Pest-året 1659
Det fortælles således bl.a. at pest-året 1659 gik hærgende hen over Hjordkær sogn som det meste af landsdelen. I dette år døde der i sognet 124 personer mod ellers normalt 10 – 20. Der var o0gså en bølge af mord, brand og andre udskejelser som svenskekrigen førte med sig. Jo den gamle kirkebog fortæller meget.
Sognets ældste på 110 år blev begravet
Den 7. september 1594 blev Mads Rasmussen fra Årslev begravet. Han var i Aabenraa blevet gennemboret af et sværd. Den 5. september 1632 blev Marine Jessis Holdans moder fra Kassø begravet. Hun var den ældste her i sognet – 110 år gammel.
Mange mord og voldtægter
Der fortælles således et sted, at i vinteren 1644 blev Jes Terkelsen i Årslev skamskudt ved nattetid af en svensk rytter. Han døde af sine sår 12 uger efter.
Samme år blev Laurids Frosts søn, Kristen fra Kassø skudt ihjel af rytterne. Året efter blev Claus Jepsen fra Nybøl fundet ligeledes skud ihjel på sin mark i Nybøl. Bødkeren fra Kassø, Hans Jensen blev på en tur til Flensborg slået ihjel ligeledes af Svenskekongens krigere.
At disse ikke altid forlangte livet som tribut ses også i kirkebogen. Kirsten Jepsdatter fra Nybøl blev antruffen i skoven af en af de svenske krigskarle. Hun slap således med at blive voldtaget.
Sognets beboer ikke spor bedre
Hvad sognets egne beboer angår. Så har de sandelig ikke holdt sig tilbage. Mads Rasmussen fra Årslev blev begravet den 7. september 1594 efter at være gennemboret med et sværd og derved dræbt af Johan Tuchsen.
Den 17. juni 1601 blev Hans Iversen fra Alslev begravet efter at have lidt samme kranke skæbne, at blive gennemboret af et sværd. Den 7. december 1642 blev Jørgen Jessen fra Søderup begravet. Han var den 2. december i Peder Nielsens hus i Aabenraa, da han af sin svoger, Jacob Petersen fra Årshøj blev ”stucken med en Kniff udi sin venstre Been, og døde strax paa Stedet”.
I 1651 er Laurits Hansen i Nørre Ønlev gennemboret med dolk af sin egen søstersøn, Hans Toule.
1600 – tallet var en frygtelig tid for Hjordkær
1600-tallet var en frygtelig tid for Hjordkær. Der var tre frygtelige krige og to pestepidemier. Hele Nybøl og Åslev blev brændt af. Og stort set gik det heller ikke bedre i Alslev, Hjordkær, Kassø, Søst, Rise, Øster Løgum, Rugbjerg. osv. Alt skete i løbet af få dage. Endnu værre gik det til, da Wallensteins tropper kom.
Alt hvad der kunne omsættes i penge, kvæg, heste, svin, gæs får, lærred, skinker, kander, krus, metalfade osv. De trak endda sko og støvler af folk, huggede kister og skabe. Voldtægt, prygl og andre voldshandlinger hørte til dagens orden.
I Kassø tog en gårdmand sit eget liv af fortvivlelse. Fra gård til gård findes der en uendelighed af lister over mistede ejendele af enhver art, såvel levende som dødt.
En særpræget forkynder
Den mest særprægede forkynder i Hjordkær har nok været Jep Hansen. Han er født i sognet den 10. marts 1785 som søn af gårdmand i Sønder Ønlev, Peter Hansen og hustru Bodil Jørgensen. Han var præst i sognet i 27 år fra 1821 til 1848. Ved treårskrigens udbrud forlod han embedet, fordi han ikke ville bryde sin embedes-ed til den danske konge. I 1850 blev han atter indsat i embedet og virkede her i 10 år.
En stationsby i god fremgang
Hjordkær By voksede efter banens anlæggelse. Det var en stationsby i god fremgang. Her var både læge, jordemoder og dyrlæge, seks købmænd og mejeri, som var oprettet allerede 1894.
Det var i år 1866 Hjordkær Holdeplads blev indrettet. Det var en mellemstation mellem Tinglev og Rødekro. Her var billetsalg og stykgodsekspedition. I 1905 fik man både læssespor og centralsikring. I 1914 blev den oprindelig stationsbygning revet ned, og man fik en ny stationsbygning. Der var travlhed på Hjordkær Holdeplads under Første Verdenskrig, så den nye stationsbygning fik hurtig en stor betydning.
Ved indlemmelsen i 1920 blev Hjordkær Klassificeret som holdeplads med sidespor. I 1922 afskaffede man begrebet holdeplads og stationen blev opklassificeret til station.
Et farvel til stationen
Læssesporet blev nedlagt i 1961. I 1968 ophørte stykgodsekspedition på Hjordkær Station og stationen blev fjernstyret. I 1969 lejede Sønderjyllands Højspændingsværk sidesporet. Og i 1970 ophørte billetsalget. Hjordkær Station blev nedrykket til trinbræt. Men to år efter blev også dette nedlagt. Og i 1990 blev den seneste stationsbygning nedrevet.
Fem skoler og et forsamlingshus
Imponerende var det at sognet var opdelt i fem skoledistrikter med lige så mange skoler.
Forsamlingshus blev oprettet i 1910. En selskabelig forening blev samtidig dannet. Denne skulle varetage danskhedens sag i den nationale kamp.
På kirkegården er der rejst et mindesmærke over de 38 faldne i krigen. Inde i kirken i dennes nordlige mur er der mindesmærker for to faldne – i slaget ved Isted og Den tysk – franske krig i 1870.
Og i 1920 var der afgivet 78 pct. danske og 22 pct. tyske stemmer.
En Tyrestation og Æ Gammel Høker
I kirkegade 58-60 var der masser af aktivitet. Ejendommen blev opført i sidste halvdel af det 19. århundrede. Her drev købmand Høeg sin forretning frem til omkring 1930. Herefter blev ejendommen overtaget af landmand Asmus Petersen Refslund fra Hellevad, der udlejede købmandsforretningen til Thøge Jensen. I 1935 skiftede ejendommen igen ejer. Ejendommen blev delt i to matrikler, så købmandsforretningen blev overtaget af Thøge Jensen, mens landbrugsejendommen med 32 tdr. land blev overtaget af Jes Jørgensen.
Her opstod Tyrestationen. Der var fire inseminører, tre tjenestekarle samt en pige. Der var store måltider, der skulle tilberedes. Man manglede man noget kunne man bare smutte ind til naboen. Alt blev skrevet i bog.
Og Kvægavlsforeningen var tilsluttet Tyrestationen. Man tog rundt til dyrskuer i Aabenraa, Tønder og Rødding samt landskuet i Herning. I begyndelsen blev kvæget transporteret med tog. Så blev de trukket ned ad Kirkegade til stationen.
I 1968 valgte Kvægavlsforeningen at flytte Tyrestationen til Bovlund. I 1975 blev gården sat til salg og senere købt af bygmester Beyer Nielsen. Siden har der ikke været drevet landbrug fra gården.
Købmandsforretningen også kendt som ”Æ gammel høker” fortsatte derimod til 1984, hvor Gudrun Eskildsen lukkede.
Og så slutter vores besøg i Hjordkær i denne omgang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 24, 2023
Rise Sogn – dengang
Rise Sogn, hvad er det? Risegård og Riseborg. Amtmanden fik frihedsbrev til Risegård. Urnehoved Ting – lå det her? Et Tinghus – midt inde i skoven. Her var mennesker for 4.000 år siden. Rise – Hellevadvejen blev kaldt for oldtidsvej. Æ Vold er et gammelt forsvarsværk. Wallenstein nedbrændte kirken. Tyskerne stjal altertavlen. En ny brand i 1893. Underlige dufte i Rises skoler. Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen. En kro med mord og spøgelse. Det gik hurtigt i Rødekro. Der kom industri til byen.
Rise Sogn – Hvad er det?
Se dengang omfattede Rise Herred – Aabenraa Købstad og Løjt, Rise, Hjordkær og Bjolderup Sogne. Men det ville nok være svært at få placeret i en og samme Facebook – gruppe. Så måske må vi nøjes med at opdele vores historie i Sogne.
Rise Sogn omfatter byerne Rise, Søst, Brunde, Rise – Hjarup, Nr. Ønlev, Mjøls og Lunderup. I ”nyere” tid er også Brunde, Mjøls og Lunderup samt Rødekro tilgået sognet.
Risegård og Riseborg
Men lade os starte med Rise Sogn. I Middelalderen var historien knyttet til Riseborg, som har ligget øst for Rise by, halvvejs mellem kirken og Risegård. Nogle steder kan man læse, at denne borg gik til i trediveårskrigen. Men det passer ikke. Den er forsvundet længe før den tid. I listerne over ødelæggelserne i trediveårskrigen findes ingen borg i Rise.
Risegård har ikke som andre forfattere nævnerhaft forbindelse med denne borg. Gården blev samlet af Amtmanden i Aabenraa Henrik Brockdorf i de vanskelige tider efter trediveårskrigen og den store pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig tiltalende.
Blandt de gårde, han fik fat på, var den anselige herredsfogedgård – den sydligste i Rise by. Øvrigheden fradømte herredsfoged Thomas Andersens arvinger gården, fordi de formentlig ikke ville være i stand til i disse ufredstider at få den forsømte gård renoveret.
Amtmanden fik Frihedsbrev til Risegård
Amtmanden opnåede hos Hertugen af Gottorp frihedsbrev på det nye gods – Risegård (1661) Året efter amtmandens død i 1671 blev frihedsbrevet fornyet for hans enke. Men allerede i 1709 blev skattefriheden ophævet. Derefter gik det tilbage for Risegård. I 1720 blev gården solgt til kammerråd Lyders for 1.500 Rigsdaler. Dette beløb var ikke engang nok til at dække restancerne. I 1733 solgtes gården sørgelig forsømt til staten for 2.000 Rigsdaler.
Risegård var en af de godser staten lod udstykke i tiden efter 1764. Det vil sige at man først nåede til Risegård i 1774. Godset var da på 812 Tønder land. Således eksisterede stedet som gods kun i godt hundrede år.
Mange år efter var sognets største gård Egelund i Brunde med 103 ha. Dets ejer var kreatureksportør Morits Mortensen.
Urnehoved Ting lå det her?
Man formoder at Rise Herred har holdt Ting på en plads ved Rise Kirke. Omkring 1640 fandtes Herredets Tinghus i Aabenraa lige over for Brundlund Slot. En københavnsk historiker udpegede i 1924 Brunlyngen – en sandmark vest for Søst, som stedet for Urnehoved Ting – Sønderjyllands gamle landsting. Men ak, der er udpeget 7 – 8 andre steder, hvor det også kunne have ligget.
Et Tinghus – midt inde i skoven
Nord for Mjøls by ved vejen Aabenraa – Hellevad midt inde i Tingskoven lå et Tinghus. Fem veje udgik fra dette Tinghus og gik i alle retninger. Nogle af disse kaldtes for Tingveje. Vejen vestpå mod Hellevad kaldtes Gammel Tingvej. Lidt nord for Tinghuset på en lav pold i udkanten af heden stod galgen. Måske har det engang været Fællesting for Rise og Sdr. Rangstrup Herreder. Det lå midt i det daværende Lille Aabenraa Amt.
Her var mennesker for 4.000 år siden
Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for ca. 4.000 år siden har mennesker haft faste bopladser inden for sognets grænser. Den første bebyggelse har undgået den skovdækkede lerjord. Der findes dog gravsteder øst på i sognet, hvor der nu er skov.
Over hundreder af gravhøje er desværre ødelagt ved pløjning.
Rise – Hellevad-vejen kaldtes oldtidsvej
Man kalder vejen fra Rise til Hellevad for oldtidsvej. Og 2 ½ km vest for Rødekro ligger en ældgammel landsby – Mjøls. I 1535 blev byen kaldt for Mulse. I tidlig tid har det været en stor landsby. Vi kan se det på Johan Meyers kort fra 1641 som er afbildet i P. Lauridsens afhandling om den nordslesvigske bondestand i Sønderjyske Årbøger. Her ses det at at byen allerede dengang bestod af ikke mindre end 12 gårde.
Et gammelt forsvarsværk
Et ældgammelt forsvarsværk ”Æ Vold” har strakt sig fra Øster Løgum Sogn over Hærvejen ind i Rise Sogn. På mejers kort over Lunderup fra ca. 1640 er værket indtegnet æt op mod Rise Sognegrænse. Vest for Hærvejen strakte denne sig mod Gjøl Mose og enge.
Wallenstein nedbrændte kirken
Kirken er viet til St. Laurentius er brændt to gange. Første gang var i 1627. Kilder siger, at det var på grund af lynnedslag. Men det var nu Wallensteins tropper, der brændte den ned. Kun de nøgne murer stod tilbage. I forvejen havde kongens tyske rytteri på sit panikagtige tilbagetog brændt præstegården.
Tyskerne stjal altertavlen
Kirkens gamle udskårne altertavle fra det 15. århundrede samt kirkens gamle prædikestol blev under tysk styre bragt til Thalow Museet i Kiel. I stedet fik kirken en altertavle, der var kunstnerisk værdiløst, tysk arbejde med smukt udskåret Kristusfigur. Klokken er fra 1631. Og i 1846 fik kirken et nyt orgel. Det kom fra Slesvig Domkirke over Løgumkloster.
En ny brand i 1893
Natten mellem den 29. og 30. maj 1893 blev kirken hærget af en ny brand, hvorved samtidig skolen og fem andre bygninger i Rise brændte. I 1894 blev kirken genopbygget med det svære firkantede tårn. Spiret er ottekantet og rager 40 meter i vejret.
I Præstearkivet står følgende:
Underlige dufte i Rises skoler
Rise gamle skole er den ældste i sognet og således hovedskolen. Ved siden af var der skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst. I Rise præstearkiv findes der skoleprotokoller. De er delvis blevet oversat. Og det er til tider meget morsomt at læse. Her er nogle eksempler:
Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen
I 1640 var der ikke meget bebyggelse, der hvor Rødekro i dag ligger. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid Møllehøjager. Måske er der her afbrændt en mølle.
Broen over åen hed Rødebro. Åen, der kommer fra Øster Løgum Sogns moser skal efter sigende have sit navn efter farven i åen Rødeå. Denne å forener sig inde i landet med Arnå og senere i Vidåen.
Tidligt har folk bosat sig her langs åen.
En kro med mord og spøgelser
Senere blev der bygget en kro. Denne kro fik brændevinsbrænderi. En tid fungerede kroen også som poststation. Den nævnes i 1861 som et søgt gæstgiveri med teglhængt bygning.
Denne kro har også tjent andre funktioner, for eksempel købmandsforretning, bank og tandlæge i dele af kroen. Under Anden Verdenskrig var der indkvarteret soldater her. Her er også begået mord og der et spøgelse på kroen. De mange gange, jag har siddet her og fået en ”enkelt” eller to, har jeg ikke mødt den.
Det gik hurtigt i Rødekro
Efter at stationen blev bygget gik det hurtigt i Rødekro. Jo det er jernbanen, der har skabt Rødekro. Den nord-sydgående længdebane kom i 1864 og fire år efter kom der en stikjernbane til Aabenraa. Jo i 1880 var der 50 indbyggere i Rødekro.
Jernbanefolkene og andre embedsmænd gav byen et tysk præg før 1920. Der var også tysk flertal her i modsætning til de danskprægede nabolandsbyer.
I 1921 havde byen 751 indbyggere. Og i 1950 nåede man op på 1.281 indbyggere. Byen fik et vist handelssted og blev hjemsted for en del industri. Den nationale indstilling skiftede ved udskiftning af jernbanepersonalet. Men der var stadig et tysk mindretal. Byen havde tysk privatskole fra 1933 – 45 og igen fra 1950.
Der kom industri til byen
Masser af købmandsforretninger og håndværkere søgte til byen. Her kom også et hotel og et andelsmejeri. Her kom skoler. Og så kom der en filial af Den nordslesvigske folkebank. Og Sønderjysk Stenforsyning beskæftigede 30 – 50 arbejdere. Et lille skomagerværksted udviklede sig til Ødis Skotøjsfabrik med 35 ansatte.
Af andre virksomheder fra dengang kan nævnes Fredenshøj Teglværk med 25 ansatte samt Nordre Teglværk og Kalkbrænderi. Her var også et savværk, vognmænd, tømrerhandler m.m.
Fra 1961 fik Rødekro en betydelig skotøjsfabrik som nok er mere kendt under navnet Ambre.
I 1970 havde byen 2.246 indbyggere. Dette tal var i år 2000 vokset til 5.281 og lå i 2006 på 5.854.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 23, 2023
En tur rundt på Løjt
Nordøst for Aabenraa. Natur med modsætninger. Udbredt bebyggelse i Oldtiden. En gammel og anseelig kirke. Amtets ældste pengeinstitut. Havde Løjt et kloster? En sti, der rummede ”Æ Kleinbahn”. Masser af vandmøller på Løjt. Mølletvang. Genner-bønderne skulle helt til Hellevad. Eskel Jessen var sf ”ædelbyrd” Møllerne mærkede også krigene. Et dårligt naboskab. Eskelsen – slægten var dygtige og foretagsomme. Frygten for kaffe på Løjt Land. Den mest foretagsomme af dem alle. Den førende dansker i Løjt Sogn. Det gik tilbage for Rundemølle. Skibsreder Jebsen redder mølle Danmarks længste landsby. Løjt havde stor andel i Aabenraa som søfartsby.
Nordøst for Aabenraa
Her på siden er det længe siden vi har været på Løjt, og det er endnu længere siden at ”Den Gamle Redaktør” har været på Løjt. Vi skal lige forklare vores læsere at vi befinder os nordøst for Aabenraa.
Natur med modsætninger
Det er pragtfuld halvø med store modsætninger. Det kan du mærke, når du cykler rundt på Løjt. Den vestlige del er med den magre jord og mosearealer. Mellem Løjt Kirkeby og Bodum er det kun få bakker. Men Illenbjerg når alligevel en højde af 76 meter. Denne del af sognet er flad og sandet.
Den brede og frugtbare østlige og sydlige del af sognet er stærkt kuperet. Her har vi en del bakker. Blåhøj (80 meter) Arnbjerg (86 meter). Nord for Stollig har vi sognets højeste punkt Trindbjerg (92 meter).
Udbredt bebyggelse i Oldtiden
En række velbevarede gravhøje langs kysten afslører at her har der boet mennesker langt tilbage i historien. Her er gjort talrige fund fra stenalderen og her har der været udbredt bebyggelse i Oldtiden.
En gammel og anseelig kirke
I Løjt Kirkeby ligger der en anseelig kirke. Den kan ses viden om. Skibet og koret stammer sandsynligvis fra det 13. århundrede. Senere er der kommet middelalderlige tilbygninger til. Og kirkens fornemste prydelse er nok altertavlen. Den stammer fra 1520 og er udført af en billedskærer fra Lybæk. Man kan vel godt kalde denne altertavle for enestående.
Den gamle og den ny kirkegård
Den gamle kirkegård omkring kirken blev i 1878 nedlagt som begravelsesplads. En ny kirkegård blev anlagt ca. en kilometer syd for kirken uden for byen ved Løjt Kloster.
På den gamle kirkegård rejste sognets beboere 1922 en mindesten over de mænd i sognet, der faldt i verdenskrigen. Mindestenens mangekantede sokkel har 16 polerede granitflader, i hvilken navnene på de 96 unge løjtninger, der blev derude, er indhugget.
Amtets ældste pengeinstitut
Engang fandtes der masser af skoler i sognet. Vel nok ca. 5 stykker inklusive Barsø. Men se det har vi allerede skrevet en artikel om.
Minsandten lå også her amtets ældste pengeinstitut. Allerede i 1818 oprettedes en spare – og lånekasse for sognet. Det blev drevet som privatforetagende til 1851. Så blev der oprettet en anderledes form for sparekasse. Ved ”Genforeningen” kom denne sparekasse ind under dansk sparekasselovgivning.
Havde Løjt et kloster?
Nord for kirkebyen lå en samling gårde, der kaldes Nørby og syd for en lille bebyggelse med den ene af sognets to præstegårde – dengang Og så var der nogle gårde, der blev kaldt Løjt Kloster.
Men har Løjt egentlig haft et kloster? Ja da må vi så lige kigge på en af de mange sagn, der præger Løjt. For sagnet siger, at her har ligget et anneks til klostret i Løgumkloster. Munkene, der boede her skulle også have betjent Varnæs Sogn – syd for Aabenraa.
Når de så vendte hjem over fjorden ved nattetid, blev der hængt en lygte ud ved landingsstedet ved Åbæk. I kirkens gamle segl fandtes endnu en lygte. Efter dette symbol skal sognet have fået sit navn. I gammel tid hed stedet:
En sti, der rummede Æ Kleinbahn
Vest for landevejen Haderslev – Aabenraa ligger landsbyen Bodum, hvis jorder strækker sig vest på til Hjarup. I den sydlige del af sognet findes landsbyen Stollig – Skovby med bebyggelserne Stentoft, Aabæk og Dyrhave.
Her ved bugten findes udflugtsstedet Knappen med den berømte restaurant. Her kan man også gå langs den smukke spadseresti – den gamle ”Kleinbahn” gennem Jørgensgård skov til Aabenraa.
Masser af vandmøller på Løjt
Fra gammeltid har der ligget vandmøller på Løjt ved de rivende vandløb – Rundemølle, Lillemølle, Dalholt Mølle i Barsmark og Stenbjerg Vandmølle ved Knappen. I Slesvig-bispens jordebog fra 1436 nævnes at bispen ejede et par gårde samt en vandmølle med navnet Sillehoel vandmølle nær den lille landsby Nørby. Mon ikke der her er tale om Lillemølle?
Wolf Pogowisch på Stolliggård solgte i 1519 Rundemølle og Lillemølle til Christian den Anden. I en årrække var de under Kronen. De to møller var af forskellig størrelse. Lillemølle fik kun vand fra Kirkebækken fra Løjt Kirkeby. Det fortælles, at møllen i tørre somre kun kunne male ca. en tønde korn om dagen. Man havde en dam, hvor man opsamlede vand som forråd.
Rundemølle havde altid vand nok. Den fik vandet fra Elsted Bæk, der havde sit udspring i mosedragene mellem Genner og Øster Løgum. Der er hvis nok stadig en rivende strøm der.
Mølletvang
I 1604 kom Rundemølle under hertugen af Gottorp, hvorimod Lillemølle blev under Kronen. Alle kongens fæstere havde mødepligt til Lillemølle. De hertugelige bønder havde mølletvang til Rundemølle. Barsøboerne havde pligt til at få kornet malet på Rundemølle og dette gjorde de i flere hundrede år.
Genner – bønderne havde langt til mølle
Den landsby, der ligger nærmest Rundemølle havde mødepligt i Hellevad. Det var en temmelig lang vej Det var tre mil til Hellevad Vandmølle. Kort før 1600 – tallet lykkedes det dog for Genner – bønderne at få deres korn malet på Rundemølle. Men for at få lov, måtte de betale bod til mølleren på Hellevad Mølle. Denne pligt bestod i mere end 200 år.
Eskel Jessen var af ”ædel byrd”
I 1564 overdrog Frederik den Anden skødet på Rundemølle til Eskel Jessen. Sagnet fortæller at han var af ”ædel byrd”. I 300 år sad denne slægt Jessen/Eskelsen på Rundemølle.
Møllerne mærkede også krigene
Selv om Rundemølle og Lillemølle lå skjult nede i dalen fandt fremmede krigsfolk dog derned under 30 – års krigen. Eskel Jessen, en sønnesøn af førstnævnte oplyste at kongens lejetropper og Wallensteins krigsfolk havde forvoldt ham skade for i alt 510 mark. Lillemølle gik heller ikke ram forbi. I 1629 kunne møllen ikke betale skat. Under svenskekrigen 1658 brændte svenskerne Rundemølle og møllen genopførtes i 1661.
Et dårligt naboskab
Nu var de to naboer ikke altid enige. I 1728 måtte Jes Eskelsen på Rundemølle betale en bøde på 4 daler for at have banket naboen på Lillemølle. En anden måde at drille på var at stemme vandet op i den store dam med det resultat, at Lillemølle ikke fik vand nok, så møllehjulet kunne rende rundt.
I 1680 arvede Eskild Jessen Møller efter sin onkel Peter Ebsen udi Barsmark en stor gård. Den fik navnet Møllegård. Omkring 1700 sad husfoged Christian Jessen på Rundemølle og der var atter engang krig. Den Kongelige kommissarius kom og satte Chr. Jessen fra bestallingen, da han var hertugelig forpagter, idet Hertugen på Gottorp var i ledtog med den svenske konge Karl.
Eskelsen – slægten var dygtige og foretagsomme
Møllen blev igen raseret. I 1712 måtte Eskel Jessen flytte fra Rundemølle til Møllegård i Barsmark. I 1727 delte han sit arvegods mellem sine to sønner Peter og Jes Eskelsen. Peter blev i Barsmark og Jes overtog Rundemølle. Nu var møllen igen kongelig.
Eskelsen – slægten var dygtige, foretagsomme og ansete folk. Der blev indrettet en slibemølle, hvor smedene kunne få slebet deres leer og hakkelses-knive. Fra gammel tid blev der brygget brændevin på Rundemølle. Omkring 1800 blev der bygget en grynmølle.
Frygten for kaffe på Løjt Land
Jes Eschelsen, der var gift med Hanne Behrends fra den danske kro i Løjt var den første på Løjtland, der drak kaffe.
Hver gang han besøgte Hanne på Løjt Kro fik han brygget en ekstra stærk kop kaffe. En kold vinterdag i 1827 havde han drukket lidt rigeligt med kaffe, for da han steg til vogns, fik han et hjerteslag og faldt død om.
Snakken gik straks, at det måtte være kaffen, der var skyld i dødsfaldet. Det afholdt folk fra at drikke kaffe i flere år fremover. Jes Eschelsen havde i 1811 overtaget Lillemølle, som han indrettede til stampemølle.
Den mest foretagsomme af dem alle
Den mest betydningsfulde ejer af Rundemølle var nok Johan Caspar Eschelsen. Da han overtog møllen i 1827, var der ingen jord til møllen. Men i de 40 år indtil han døde blev der opført en gård med avlsbygninger på Genner – siden af området. Eschelsen blev studeopdrætter og solgte hver måned en snes fede stude til Hamborg. Ved folkeoptællingen i 1860 havde Johan Caspar ti tjenestefolk i sit brød.
Den førende dansker i Løjt Sogn
I tiden 1848 – 64 var Johan Caspar en af de førende danske i Løjt sogn. Han gav en masse penge til oprettelsen af Rødding Højskole i 1844. I 1851 fik han sæde i det udvalg, der skulle udbrede dansk læsning i Hertugdømmet. I det samme udvalg sad Frederik Fischer fra Aabenraa. Denne del af Eschelsen – slægten vidste, hvor de stod. Siden skiftede slægten sindelag.
Johan Caspar Eschelsen var en meget stolt og værdig mand. Han ville ikke følges med tjenestefolkene. Han påbød bønderne at stille med en stærk karl. Det var ikke møllersvendene, der skulle bære kornet ind til kværnen.
Det gik tilbage for Rundemølle
I 1868 overtog Jes Eschelsen ejendommen efter faderen. Noget af det første han foretog sig, var at bygge en statelig hovedbygning. Den stod færdig i 1875. Efter mølletvangens ophør, svandt Rundemølles kundekreds ind.
Der var blevet bygget vindmøller i Løjt, Hovslund, Damgård mølle, Stenbjerg vandmølle, Slibemøllen ved Genner strand og også Barsø havde fået en vindmølle. Eschelsen sendte nu vogne ud til bønderne for at hente korn. I 1880erne etablerede han også sit eget mejeri. Men i 1890 var han kørt fast. I 1894 blev de to møller solgt til Jens Jacobsen fra Øster Terp, som få år efter solgte møllen til broderen Chr. Jacobsen.
Han indrettede bageri. Brødet fra Rundemølle var kendt viden omkring 1900 – tallet. Han lod Lillemølle ombygge og indrettede en grynmølle og til bejdsning af sædekorn.
Skibsreder Jebsen redder mølle
Men efterhånden fik man motormøller. Alle vandmøller på Løjtland endte som ruiner og kun takket være skibsreder H.M. Jebsen er Stenbjerg vandmølle genrejst – dog ikke som mølle – men generator. Denne leverer strøm til restaurant Knappen. Ja det gjorde den dengang jeg for utallige år siden besøgte stedet.
Der blev indrettet fiskedamme. Og foreller derfra blev serveret inde i restauranten. Ove Nissen, der dengang var ejer, havde et betydeligt dambrug. Men desværre gik det i forfald. Og det hele lignede nærmest en ruin.
Fredningsmyndighederne greb ind i sagen og ville have det hele revet ned. Men H.M. Jebsen købte og genopførte bygningerne. Møllen er genopført som den så ud i 1880erne.
Danmarks længste landsby
Sognets østligste landsby er Barsmark. Man sagde engang, at det var Danmarks længste landsby. Den har en længde på 5 km. Huse og gårde ligger langs vejen.
Så er der jo også Barsø, der i 1930erne havde 90 indbyggere. Her var øens mølle og smedje fællesejendom for øens landbrugere.
Løjt havde stor andel i Aabenraa som søfartsby
De flotte kaptajnsgårde på Løjt har vi også tidligere nævnt. Når man nævner Aabenraas stolte søfartstraditioner, må man nødvendigvis også huske at nævne Løjts bidrag hertil. De kendte Løjtkaptajner bragte store rigdomme hjem til sognet i form af gamle japanske og kinesiske kunst – og brugsgenstande, som endnu findes rundt omkring på gårdene.
Jo der var skam også adelige gårde i sognet som Stolliggård, Høgebjerg og Dalholt. Og der er stadig mange slægtsgårde i sognet, hvor de er gået i arv fra far til søn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2023
Da Jøderne blev reddet over Øresund
Besættelsesmagten foretog natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 en aktion mod de danske jøder. Men 95 pct. af de danske jøder blev reddet. Best ville sikre fødevareleverancen, så han advarede via Duckwitz, hvad der ville ske. Men Berlin havde allerede trykket på knappen den 8. sept. Svenskerne henvendte sig selv. Razziaen varede i tre timer. Hvad kostede en tur over Sundet? Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk. Ikke meget kystbevogtning. De allierede roste Danmark. 40 udskibningshavne. Til Sverige i kajak. I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark. Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel. Den energiske Gestapo – Juhl fra Helsingør. Lederen af den danske kystbevogtning – Holten. Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi. Dansk politi skød efter jødiske flygtninge. Holten forfremmet til politimester i Frederikssund. Jøder taget i kirken og menighedshuset i Gilleleje. Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes. Børn blev ladt tilbage. Mange jøder vendte tilbage til ingenting. 5 beretninger fra flugten: 1. Stormet af tyskere i Kastrup 2. En flugt – der ikke blev til noget 3. De skulle have alle pengene. 4. Det kostede 3.000 kr. 5. Kaptajnen ville ikke hjælpe – han ringede efter tyskerne.
95 pct. af de danske jøder blev reddet
Det lykkedes at redde ca. 95 pct. af de danske jøder. Størstedelen af de 7.000 – 8.000 danske jøder var bosiddende i København. Den 28. september beordrede Hitler deportationen. Alle såkaldte ”Heljøder skulle deporteres medmindre de var gift med en ”arier”.
Best ville sikre fødevareleverancen
Efter den tyske beslutning udspillede der sig et besynderligt forløb. Werner Best lod gennem sin rådgiver, G.F. Duckwitz ledende danske socialdemokrater vide, at jøderne var forestående. Herefter blev advarslen spredt til de jødiske befolkningsgrupper og videre ud i samfundet. Nu rullede bolden for alvor.
Best var klar over, at den fortsatte ro og stabile leverancer af fødevarer til Tyskland var til Tyskland, afhang af samarbejde med departementscheferne som havde overtaget ledelsen af landet efter 29. august 1943.
Han måtte derfor sørge for at så få jøder som overhovedet muligt blev arresteret på razzianatten som overhovedet muligt og undgå deres senere pågribelse.
Den 29. september kunne rabbiner Marcus Melchior fra Synagogen meddele om den kommende aktion. Han bad, om at man bredte budskabet.
Berlin havde allerede den 8. september trykket på knappen
Men allerede den 8. september havde Berlin faktisk trykket på startknappen for aktionen mod de danske jøder. Det vidste ingen danskere dengang. Man stolede på Werner Best, som adskillige gange havde sagt til udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, at de danske jøder overhovedet ikke havde noget at frygte.
Svenskerne henvendte sig selv
Den svenske regering forsøgte sig med et forslag om internering på svensk jord, men den tyske besættelsesmagt svarede aldrig på henvendelsen. I stedet udstedte svenskerne udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930erne.
Flugtruter, gemmesteder og transport over Øresund blev koordineret. Store pengebeløb blev indsamlet til at betale de endog meget høje summer, som fiskerne og andre bådførere krævede for at hjælpe de danske jøder over Øresund.
Razziaen varede i tre timer
Den første officielle og koordinerede aktion mod jøderne varede tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin, at Danmark nu var Judenfrei (renset for jøder). Werner Best var ligeglad med, at der nu over den næste måned flygtede over 7.000 jøder til Sverige.
Der var ellers ankommet en politikommando fra Tyskland på 120 mand som skulle hjælpe med jagten på jøderne.
Takket være en indsats fra mange sider var der ikke mange, der var hjemme natten mellem den 1. og 2. oktober. Fra tyske side var ordren at man ikke skulle forsøge at bryde ind, hvis det ikke blev lukket op.
Der blev også forhandlet med tyskerne, så de danske jøder måtte modtage Røde Kors pakker og at de ikke ville blive videresendt til udryddelseslejre.
Hvad kostede en tur over Sundet?
I oktober 1944 var prisen for en overfart var et sted mellem 1300 kr. og 1.500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker, en faglært arbejders månedsløn var på 400 kr. Der var da også eksempler på at man skulle betale 3.000 kr. og endnu mere.
Noget tyder på at mange jøder overbød hinanden. På gaden i Gilleleje blev der tilbudt 35.000 kr. for en overfart af 10 personer. Og 3.500 kr. pr. person svarer i dag til 75.000 kr.
Det er også et eksempel på at en ejer modtog 100.000 kr. Han havde en større kutter. Argumentet for de store beløb var, at fiskerne løb en stor risiko ved at fragte personer illegalt til Sverige. De frygtede også at miste deres kutter.
I de første dage af oktober 1943 var det hovedsagelig velhavende jøder, der blev fragtet til Sverige.
Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk
Der er også et eksempel på en familie, der betalte et større beløb, men de blev aldrig kontaktet som aftalt. Det endte katastrofalt for en familie på flugt i Julebæk ved Hellebæk. Manden skar halsen over på sin hustru og deres to børn, da han troede, at det var slut for dem.
Flere af fiskerne blev taget af Gestapo og sendt til Frøslevlejren. De blev anklaget for menneskesmugling og illegal virksomhed. Med tiden måtte flere fiskere selv flygte til Sverige.
Ikke meget kystbevogtning
Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed, faldt summen i november til ca. 500 kr. pr. person. Da de illegale ruter, der transporterede bl.a. modstandsfolk til Sverige for alvor blev taget i brug i takt med at modstanden voksede i 1944, var prisen faldet til femtedel.
Kystpatruljeringen var stort set ude af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede at overbelåninger mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke var begyndt at patruljere kysten.
Tyskerne vidste godt, hvad der foregik. De brugte ikke mange kræfter på det. Ja ofte vende de det blinde øje til. Dog blev en unge flygtningehjælper dræbt at Gestapo under et flugtforsøg ved Tårbæk Havn den 9. 0ktober.
Det danske kystpoliti var blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen. Det var dog en enkelt undtagelse som vi vender tilbage til. Værnemagten under general Hermann von Hanneken var blevet påbudt at hjælpe til med tilfangetagelsen af danske jøder, men mente at dette var under deres værdighed, og de bidrog derfor med en lunken indsats.
De allierede roste Danmark
Den omfattende redning af de danske jøder i oktober 1943 fik afgørende betydning for den allierede opinions opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. Redningsaktionen blev opfattet som mange danskere bekæmpede nazismen.
I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som en central begivenhed, der tjener som et eksempel på modstandskraft og humanitet. Begivenheden blev kaldt ”et mirakel”. Talrige monumenter, der hylder indsatsen, er rejst af jødiske samfund i hele verden.
40 udskiftningshavne
Der var hele 40 udskibningshavne på Sjælland. De vigtigste var vel Helsingør, Snekkersten og Humlebæk/Nivå, hvor afstanden til Sverige var kortest. 1.000 flygtninge kom til Sverige i dagene 2. – 4. oktober 1943. Antallet toppede den følgende weekend 8. – 9. oktober.
Øl – ruten blev drevet med en båd købt til formålet af bryggerdirektør Knud Parkow og brygmester Arne Jørgensen på Wibroe Bryggeri i Helsingør. Andre ruter var bl.a. Kier – ruten, Stella – ruten, Sundets Venner.
En anden rute gik fra Humlebæk/Nivå. Større skibe ventede ude på Øresund, hvortil flygtninge blev bragt i robåde. Mindre fiskerbåde kunne lægge til ved den lange mole ved Nivå. På en enkelt uge overførtes via denne rute 600 jøder.
Fra Smidstrup mellem Gilleleje og Rågeleje udgik en anden rute. Den var måske den bedst organiserede rute. Det var købmand Lassen, der stod for denne. Det blev til 20 transporter med ca. 850 passagerer.
Studenternes ruter startede i september 1943, den første fra Møn. I oktober åbnedes yderligere 4 ruter, herunder København. Arne Sejr var en af gruppens ledere.
For ”Helsingør Syklub” blev i maj 1944 optrevlet, fordi besætningen på et af skibene talte over sig på et værtshus. Modstandsbevægelsen oprettede frem til krigens afslutning mere ”professionelle” ruter over sundet.
Til Sverige i kajak
Nogle jøder flygtede til Sverige i kajakker. I september 1943 gik to mand ud fra Snekkersten i en kajak, det var en hjælper og en marinetelegrafist, som skulle til Sverige. Det blæste op og bølgerne var høje. De endte begge i vandet og måtte svømme tilbage. Hjælperen som hed Quist måtte opgive og gjorde det med ordene ”Hils min mor derhjemme”. Han rakte hænderne i vejret og forsvandt. Hans lig blev fundet flere måneder senere.
I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark
Ved krigens udbrud var der 6.500 jøder i Danmark. 1.500 var flygtninge fr Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, som kom til Danmark efter 1933. I 1943 var der 8.000. Men Danmark førte en meget restriktiv politik over for udenlandske jøder.
Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel
I Snekkersten var det læge Jørgen Gersfelt og kromand Thomsen på Snekkersten Kro, der var hovedpersonerne. De stod for organisationen af flugten. Kroejeren døde i Neuengamme kun 38 år gammel. Han blev pisket ihjel. Der er rejst en mindesten for ham. Han havde også hjulpet britiske faldskærmssoldater og modstandsmænd til Sverige.
Den energiske Gestapo-Juhl
I Helsingør sad kriminal-overassistent Hans Juhl som også blev kaldt Gestapo – Juhl. Han var en dansktalende tysker, der var vokset op lige syd for grænsen. Han opererede både nord og syd for Helsingør. Han stod selv for arrestationen af ca. 120 jøder. Således blev der arresteret 107 jøder natten mellem den 6. og den 7. oktober 1943 af 107 jøder i Gilleleje – heraf 84 på kirkens loft. De blev som alle andre ført til Theresienstadt.
Allerede den 5. oktober 1943 havde Gestapo anholdt 12 fisker, som blev ført til Horserødlejren. Ved samme lejlighed blev syv fiskefartøjer konfiskeret.
Lederen af Det Danske Kystpoliti – Holten
Den berømte advokat Carl Madsen havde ikke meget til overs for Leder af Kystpolitiet Svend Asbjørn Holten. Han blev inspektør under Rigspolitiet. Han blev tilknyttet Frihedsrådets arrestationsudvalg.
Holten sad den 22. juni 1941 om morgenen på tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus og tilrettelagde jagten på de danske kommunister. Tyskerne betragtede ham som tyskervenlig. Han var udset til politidirektør, når Frits Clausen blev statsminister.
Som leder af Kystpolitiet var han meget nidkær og lagde vægt på, at Kystpolitiet ikke blev kompromitteret i tyskernes øjne.
Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi
En dag i oktober måned 1943 rykkede Holten med sine folk ind i Snekkersten Havn. Der var indgået en anmeldelse om at nogle danske statsborgere af jødisk afstamning var i færd med at flygte til Sverige. Tyskerne vidste ikke noget om sagen. Da de ankom var 18 danske jøder i begreb med at indskibe sig i de illegale både. Hele flokken på nær 4 personer – kvinder og børn blev løsladt i sidste øjeblik.
De 14 personer blev ført til Helsingør og afleveret på politistationen, hvor det tyske politi blev tilkaldt.
Dansk politi skød efter jødiske flygtninge
En anden episode, hvor Holten indblandet er heller ikke omtalt i andre kilder. Det var efter den 29. august 1943. Opgaven lød på at forhindre afsejling og sprede de forsamlede jøder i Gilleleje. Man anså dette for nødvendigt for at tyskerne ikke skulle lave ”foranstaltninger” mod Kystpolitiet.
Kort efter ankom Gestapo-Juhl. Denne anmodede Holten om at holde havnen besat, mens han selv foretog en razzia. Gestapo – Juhl forklarede, at han ikke havde nok mandskab til at klare begge dele.
Hvis Holten nu havde overholdt instrukserne på daværende tidspunkt som var gældende for dansk politi, skulle han have forladt Gilleleje. Der måtte ikke ydes bistand til tyske aktioner. Men Holten trak sig ikke tilbage.
Under politiets besættelse af Gilleleje havn, søgte en fiskerbåd, hvis lastrum var stuvende fuld med jødiske flygtninge for fuld kraft at sejle ud af havnen. I samme øjeblik blev der givet ild fra molen. Båden med de flygtende danske medborgere blev beskudt med maskinpistoler af dansk politi. Flygtningene reddede sig fra den sønderskudte båd ind på bølgebrydernes stensætning, hvor de sad i flere timer, indtil de sammentrukne tyske styrker efter Gestapo – Juhls ordre kom og arresterede dem og fulgte dem i land. De blev alle arresteret takket være Holten.
Som allerede nævnt har vi ikke fået disse hændelser bekræftet i andre kilder ed i Carl Madsens bog. Og ifølge den havde tyskerne også fået fat i Kystpolitiets rapporter som de brugte mod danske statsborgere.
Holten forfremmet til politimester i Frederikssund
Denne Holten blev aldrig straffet på nogen måde. Tværtimod blev han hædret med en stilling som politimester i Frederikssund. Foruden Carl Madsen var også Erik Haast efter Holten. Han mente, at Holten var dybt involveret i dobbeltdrabet på Peter Bangsvej.
Heller ikke Gestapo Juhl fik egentlig nogen dom i Danmark. Han blev belønnet for sin ihærdige indsats med at jagte jøder. Han blev kommandør i Stutthof KZ – lager.
I alt blev 1.300 jøder overført fra Gilleleje – området.
Jøder taget i kirken og menighedshuset
Der var skjult jøder i sommerhuse. Butikslokaler, garager på lofter, hos slagtermesteren og i bryggeriet.
Men de jøder, der havde søgt tilflugt i kirken og i menighedshuset blev taget. I Gilleleje talte man meget om stikkeri. Men mon ikke Gestapo – Juhl vidste det i forvejen. Der vrimlede med jøder i Gilleleje og stemningen var anspændt. Alle var nervøse.
Datteren fra badehotellet, Ruth Nielsen blev beskyldt for at være stikker. Men hun blev senere frikendt.
Tysk radarstation med tilbud til flygtninge – hjælpere
Vest for Gilleleje lå en tysk radarstation, hvor tyske tropper kunne holde øje med skibstrafikken. Da fiskerne i købet af oktober havde svært ved at sejle jøder ud af Gilleleje Havn, ringede kommandanten på radarstationen med et tilbud:
Tysk kommandant advarede mod stikkere i Gilleleje
For at opretholde et samarbejde med danskerne var der en bevidst strategi fra dele af besættelsesmagten at se igennem fingre med redningsaktionen. Men der var fanatikere som Gestapo – Juhl imellem.
Måske var det derfor, at fiskerne fra Gilleleje ikke tog imod dette tilbud. I stedet blev der iværksat en større operation længere nede ad kysten, som ledtes af en lokal købmand.
Men kommandanten op radarstationen advarede også fiskerne om stikkere i Gilleleje. Og også en fisker anmeldte sine kollegaer.
Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes
Om aftenen den 2. oktober meddelte Werner Best det tyske hovedkvarter i Berlin at Danmark var befriet fra jøder. Tre dage senere meddelte han, at der ikke var mandskab til at forhindre flugten til Sverige. Det var vigtigt at han den 7. oktober i et telegram kunne meddele Berlin, at der i Gilleleje var arresteret 110 jøder i forsøget på at flygte til Sverige. Således blev der ikke sået nogen tvivl om hans stilling som rigsbefuldmægtiget i Danmark.
Børn blev ladt tilbage
Masser af børn blev ladt tilbage i Danmark. Man havde besluttet at flugten til Sverige var for farlig. Historien om de glemte børn, glemmer man at fortælle. Historien om de glemte børn er omgivet af mørke og traumer. Det gør det svært at fortælle i samme åndedrag som den lyse heltefortælling om danskernes indsats som redningsmænd over for jøderne i oktober 1943.
Mindst 133 jødiske børn blev gemt i Danmark under nazisternes aktion. Disse børn oplevede et dobbelt svigt både fra deres forældre og fra deres plejefamilier, som havde passet dem under krigen. Det gik ud over tilknytningen.
Mange jøder vendte hjem til ingenting
Det er ikke det fulde overblik over, hvad jøderne vendte tilbage til efter krigen. Men man vurderer, at cirka halvdelen havde mistet enten bolig, job eller formue. For nogle var deres hjem fuldstændig tømt for værdier og møbler, for andre var en lejebolig givet videre eller midlertidig fremlejet. Der er eksempler på naboer eller andre lokale, der så muligheden for at erhverve sig ejendom eller værdier.
Omkring 1.500 af de hjemvendte mistede stort set alt og havde ikke tag over hovedet længere. De blev placeret i flygtningelejre som for eksempel gymnasier uden for hovedstaden. Der var også familier, der kom hjem til et stort set uberørt hjem.
Beretninger om flugten
Vi har samlet et par beretninger om flugten. Og vi skal lige gøre opmærksom på at vi har redigeret i teksten.
Stormet af tyskere i Kastrup
En flugt – der ikke blev til noget
De skulle have alle pengene
Det kostede 3.000 kr.
Kaptajnen ville ikke hjælpe-ringede efter tyskerne
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 18, 2023
Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)
Den sidste artikel i denne serie. I ”nødværge” mod Østrig. Prinsen af Augustenborg stod klar. Tønders Magistrat handlede klogt. Hertugdømmets indlemmelse i Preussen. Værst gik udviklingen ud over Tønder. Angsten for den preussiske militærtjeneste. To moderate landrødder. Borgmester Streckenbach var en sand patriot. En meget frisindet mand blev redaktør af Tond. Intell. Blatt. En lille skare af dansksindede. Den danske overklasse holdt sig for sig selv. Et forbud mod dansk teater. Vestslesvigsk Tidende. En ny redaktør. Da ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne. Pastor Jacobsen brugte bladet som propaganda – organ. Så skulle Jacobsen være biskop. Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil. Tonderne Nachrichten havde en kort levetid. Köller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede. Landråden kendte ingen danskere. Det tyske borgerskab skulle vækkes. Sturm auf Tondern. Der var lagt op til oprør i Tønder – men så kom krigen. Større fordragelighed i Tønder end andre steder.
Den sidste artikel i denne serie
Vi har lavet en lille miniserie om Tønders udvikling fra 1840 – 1920. Dette er så den sidste artikel i denne serie. Det var en ret så turbulent tid. I tilknytning til artiklen har vi samlet en liste over artikler, som vi også har skrevet om den tid.
I nødværge mod Østrig
I 1867 må tøndringerne have set lidt mærkelige ud, da man den 28. juni i deres Intelligensblad kunne læse en ”Proklamation fra Kong Wilhelm, hvorefter Preussen desværre i nødværge måtte føre krig mod de Østriger, som man i Tønder havde betragtet som gode venner og befriere.
Prinsen af Augustenborg stod klar
Endnu mere forvirrede skulle det virke på dem, at overpræsident von Scheel – Plessen i samme nummer advarede mod et flyveblad fra en vis ”Prins af Augustenborg”, der tillægger sig titlen af Hertug og taler om en ret:
Tønders Magistrat handlede klogt
I 1866 blev det forbudt at flagre med sort-rød-gyldent. Det var de farver, der ligefrem var hellige for alle tyske demokrater, som arbejde for et enigt stor-tysk rige. Men byens Magistrat handlede klogt i denne situation. Efter slaget ved Königgrätz sendte man en ”Lykønskningsadresse” til Kong Wilhelm og får et takkebrev fra Bismarck.
Hertugdømmets indlemmelse i Preussen
Den 12. januar 1867 bekendtgøres:
Den 12. februar 1867 holdes der valg til det nordtyske forbunds grundlovgivende forsamling I Tønder bliver stemmerne fordelt således:
Det var en stor preussisk sejr over Slesvig – Holstenismen.
Værst gik det for Tønder
Så fulgte de store tyske sejre i 1870 og det tyske kejserrigets oprettelse i 1871. Den nye tids morgenrøde som J.C. Todsen havde talt om var brudt frem. Men de første årtier var en skuffelse for tyskerne. Tønder, der var Hertugdømmets næstældste by, havde oprindelig også været den næststørste og næst vigtigste by.
I løbet af århundredet voksede Flensborg de andre over hovedet. Også de andre byer voksede mere end Tønder. I 1860 var Haderslev blevet dobbelt så stor som Tønder og Sønderborg. Efter 1864 stagnerede alle nordslesvigske købstæder. Værst gik det for Tønder.
Alle industrier sov efterhånden ind. Jernbanen førte lige så godt Tønders kunder til Flensborg som nye kunder til Tønder. Ja mange ligefrem udvandrede. Aviserne skrev også om det:
Angsten for den preussiske militærtjeneste
I Tonderne Zeitung kunne man læse:
To moderate Landråder
Der var masser af konkurser og øgede skattebyrder. I avisen kunne man følge de mange klager. På Landrådsstolen sad Bleicken, en liberal Slesvig – Holstener med en forsonlig indstilling over for danskerne. Efterfølgeren – Hof-råd Hansen havde samme indstilling.
Borgmester Streckenbach var en sand patriot
Borgmester Streckenbach, der stammede fra Eckernförde, var en stor patriot. Ved det første byrådsvalg efter den nye ”Städteordnung” af 1869 valgtes to udprægede danske borgere, jernstøber Lorentzen og købmand P. Olufsen ind i byrådet. Valgordningen var sådan at et mindretal aldrig kunne blive repræsenteret ved egne kræfter.
En meget frisindet mand blev redaktør af Tønder Int. Blatt
Tond. Int. Blatt gik i 1871 fra Forchhammers hånd til J.W. Goos fra Heide. Den førtes videre af ham som Tond. Zeitung. Den nye redaktør var en meget frisindet mand, der åbent kritiserede Bismarck og viste meget forståelse for danskheden, Præster, Jesuitter og Junkere var hans fjender, men danskerne kunne han åbenbart godt lide. Efter at ”Den vestslesvigske Tidende” var stoppet, var hans blad jo også lokalblad for både danskere og tyskere i oplandet,
En lille skare af dansksindede
Det var en lille skare af dansksindede, der stadig holdt fanen højt. Det var ret få. De fleste opgav ret hurtig. Men skal vi lige præsentere de dansksindede. Det var:
Advokat Gjessing, Lægerne Dr. Friis og Dr. Jersild, Apotekerne Augsburg og Haastrup, Koginspektør Refslund, Dyrlæge Hage, Købmand P. Olufsen, Farver Diemer, Jernstøber Lorenzen og flere håndværkere.
Den danske overklasse holdt sig for sig selv
Egentlige danske organisationer fandtes ikke dengang. De få danske fra overklassen holdt sammen indbyrdes. Men småkårsfolkene måtte passe sig selv. Danske skoler og dansk privatundervisning blev snart forbudt.
Et forbud mod dansk teater
Men egentlig var der et rigt dansk kulturliv, idet danske teaterselskaber gæstede Tønder i flere uger hver gang. Således havde Vilhelm Petersens Selskab et ”smukt og forbavsende moderne program”. Forestillingerne strakte sig over 3-4 uger. De var meget godt besøgte. Der kom op til 50 vogne med teatergæster fra hele landet til Tønder.
Tond. Zeitung roste spillet i høje toner, men beklagede at det ene efter andet tyske teaterselskab måtte spille for tomme rækker. Mellem linjerne kunne man læse om dilettantisk spil.
De tyske myndigheder lagde dog efterhånden hindringer i vejen for de danske skuespillere. Men måske provokerede man også lidt op fra scenen med udfoldelse af Dannebrog på scenen. Man opførte ”Elverhøj” med den danske nationalsang og Tordenskjold i Dynekilden.
Det hele endte med, at de danske skuespillere blev udvist og opførelsen af danske skuespil blev forbudt.
Vestslesvigsk Tidende
Grunden til at de dansksindede skjulte sig var, at man savnede en energisk fører i byen efter advokat Gjessings tidlige død i 1882. Redaktør Peter Skovrøy overtog dette hverv. Udgivelsen af Vestslesvigsk Tidende i Tønder fik landråd til at udbryde:
I 1885 overtog redaktør Jessen ”Flensborg Avis” Skovrøys blad. Bladet blev nu en lokaludgave af Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Han var skarp i sin pen.
Tønder Intel. Blatt fik ny redaktør
I 1889 fik Skovrøy en ny modstander. Den rolige og fornemme J.W. Goos solgte nemlig Tond. Zeit. Til J.H.N. Thamssen fra Wyk på Før. Man så om ham at han var småt begavet. Når han skrev, var der slemme logiske og sproglige fejl. Men bladet skiftede nu helt stil. Den ny redaktør følte sig som tyskhedens vogter i Vestslesvig.
Han rettede personlige angreb med redaktør Jessen, redaktør Nicolai Svendsen og Peter Skovrøy. Sidstnævnte måtte ofte høre for at fik sin uddannelse på et tysk amtsrets-kontor og fortsatte som journalist ved et tysk blad ”Folkebladet” i Haderslev.
Redaktør Jessen måtte flere gange stævne Thamssen for retten og han nåede også at få ham dømt gentagende gange til mindre bøder.
De ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne
”Fremmede” tyskere kunne ikke forliges med den fredelige atmosfære i Tønder. De krævede en strengere kurs over for danskerne. Blandt disse fremmede var seminarieoverlærer Wendling, der stammede fra Rhinlandet. Og så var der det amtsdommer Dr. Brockschmidt, der i 1886 fra Oste i Hannover var kommet til Tønder. Snart indtog han en ledende plads i Krigsforeningsbevægelsen.
Pastor Jacobsen brugte bladet som propagandaorgan
Ja så var det også Pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han brugte bl.a. Tond. Zeitung som sit propagandaorgan, hvor hans mange og store gerninger gang på gang blev fremført for offentligheden.
I 1898 førtes der en heftig kamp for at fortrænge amtsråd Bachmann, Haderslev (født i Tønder) som landdagsmedlem for Tønderkredsen og få ham erstattet af pastor Jacobsen. Nu optrådte pastor Jacobsen som Nationalliberal, skønt han ved et Rigsdagsvalg et par måneder i forvejen havde været opstillet som antisemitisk kandidat.
Så skulle pastor Jacobsen være biskop
Forsøget strandede trods al propaganda på de vestslesvigske valgmænds besindighed. Året efter ville man skubbe biskop Kaftan til Holsten og anbringe pastor Jacobsen i Slesvigs bispestol. Ved den lejlighed skrev Thamssen:
Kaftan blev siddende. Få år efter gik alt galt for pastor Jacobsen. I 1903 krakkede hele herligheden i Skærbæk. Thamssen og andre bestyrelsesmedlemmer for banken i Skærbæk kom for Landsretten men de blev mærkelig nok frikendt.
Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil
De fleste borgere i Tønder fulgte ikke den skarpe kurs. Udadtil var Tønder en meget patriotisk by, der elskede at stille op med store nationale fester og optog, fakkeltog og illumination. Men et egentligt fjendskab mod de danske var det ikke som i 1864. En stor del af Tønders opland var dansk.
Tonderne Nachrichten havde kort levetid
Som en modvægt til Thamssens nationalliberale og danskfjendtlige Tondernsche Zeitung oprettedes i 1890 det frisindede og mere danskvenlige Tonderner Nachrichten, der dog aldrig kom ud over svære økonomiske kriser.
Som vi i andre artikler har nævnt fra Skovrøy medlem af Singverein – ja det var Dr. Jersild faktisk også.
Køller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede
Køller – politikken gjorde også sit indhug i Tønder. Men det skabte måske også en opvågning blandt de dansksindede. Det kom til udtryk i dannelser af ungdomsforeninger. Ungdomsbevægelsen spredte sig på egnen til Bylderup, Jejsing, Emmerlev, Møgeltønder m.m.
I 1901 blev Tønder Landmandsbank oprettet. Her blev bankdirektør Rossen en myndig direktør. Unge danske købmænd og håndværkere slog sig ned i byen. Blandt disse var bagermester Thorvald Petersen. Han kom til at præge den nationale udvikling i byen de kommende årtier.
Med utrolig energi gik bagermesteren i gang med at opspore alle dansksindede i Tønder. H.V. Clausen regnede i 1901 ikke Tønder med til Nordslesvig. At Tønder alligevel kom med til Nordslesvig, var ikke mindst Thorvald Petersens fortjeneste. Der kunne måske også nævnes andre bl.a. bankdirektør A. Andresen.
Landråden kendte ingen danskere
Landråd Rogge udbrød efter et valg i 1912:
Den første danske forening efter 1864 blev stiftet. Det var Tønder Læseforening, som vi har skrevet en artikel om.
I 1904 var landråd Rogge kommet til Tønder. Han var søn af den tyske kejsers hofpræst. Han var en ung, meget dygtig og meget energisk mand, en typisk repræsentant for den skarpe germaniseringskurs.
Det tyske borgerskab i Tønder skulle vækkes
Nu skulle også det tyske borgerskab i Tønder vækkes af sin fredelige nationale søvn. Tænk at man i Tønder endnu ikke havde nogen afdeling af:
Det blev dog stiftet i Løgumkloster af amtsdommer Schwartz. Nu havde man fået placeret afdelinger over hele Nordslesvig.
Sturm auf Tondern
Men nu skulle Tønder erobres. Det skete den 16. januar 1909 under mottoet:
Ekstra tog fra alle retninger førte hundredvis af mennesker til Tønder. Tonhalles sal var ved at revne af mennesker og spænding. Her var 1.000 mennesker forsamlet. De store danske og tyske blade havde sendt repræsentanter.
Amtsdommer Mangels ledede mødet og landsretsraad Dr. Hahn holdt som foreningens formand hovedtalen, hvori han særlig polemiserede mod Tønder Byråd og mod landdagsmand, landsretsråd Dr. Jürgensen, Husum – en besindig hjemmetysker fra Aabenraa.
Landråd Rogge råbte i sin korte tale:
Domæneforpagter Fürsten , Ellehus vendte sig mod danskernes historieforfalskninger. Bortset fra redaktør Thamssen var der ingen borgere fra Tønder, der holdt taler.
Den ny forening i Tønder startede med 260 medlemmer. Et år efter startede Pastor Schmidt Vodder sin ”Fredsforening”. Men denne fik kun ringe tilslutning.
Der var lagt op til oprør i fredelige Tønder
Det var i 1910 optræk til et virkeligt nationalt opgør i den tidligere fredelige by Tønder. Men så kom Verdenskrigen efterfulgt af den bevægede afstemningstid. Lykken havde svigtet Thamssen. Han havde oparbejdet sit trykkeri til et stort foretagende som konkurrerede med de største tyske trykkerier. Men han konkurrerede sig ihjel. Han måtte afstå det hele til sin søn. Og selv flyttede han fra byen
Thamssen Jun. Solgte i 1919 Tond. Zeitung til Cornelius Petersen fra Vester Anflod.
Større fordragelighed i Tønder – end andre steder
Den nationale kamp har hele tiden været præget af større fordragelighed i Tønder end i andre nordslesvigske købstæder. Besindighed og Tolerance har været fremherskende i byen.
Kejser Wilhelm fik heller ikke lov til at stå på Torvet i Tønder. Indtil 1933 var der vel også national tolerance i byen. Og så er det lige historien om de tosprogede skilte i Tønder,
Kilde: (Hele Serien Tønder 1840 – 1920 – bestående af tre artikler)
Oktober 17, 2023
Skal de Københavnske Lokalarkiver lukke (2)?
Masser af forhandlinger, fejlagtige oplysninger og misforståelser. Kontingent skal fordobles for at bevare Københavns Kulturarv. Medlemmer af Lokalhistoriske Foreninger skal betale for besparelser på kulturområdet. Dobbeltkontingent betyder masser af udmeldinger. Arkiverne skal samles et sted, som en slags fjernlager. Så er det slut med lokale besøg. Lokalarkiverne får hvert år 5.200 henvendelser. Ønsket er samme tilskud som 2022. Vi er ulønnede og frivillige – husk lige det, politikere. De fleste lokalarkiver befinder sig i kommunale lokaler. Det vil med andre ord sige, at kommunen får det meste af tilskuddet retur i form af indkrævning af lejeindtægter. Og kære politiker. Lokalhistoriske Foreninger får ikke tilskud af Københavns Kommune.
Masser af forhandlinger, fejlagtige oplysninger og misforståelser
Ja tiden er kommet nærmere. Der har været ført forhandlinger på kryds og tværs. Men det ser ikke ud til at politikerne vil give sig. Åbenbart ved de slet ikke, hvad det handler om.
De havde fået alle informationer flere gange. Men indstillingen er præget af misforståelser og direkte fejlagtige oplysninger. Det kunne jo være rart, hvis man satte sig direkte ind i tingene.
Kontingenter skal fordobles for at betale husleje!
Således mener man, at alle kontingenterne skal fordobles. Men kontingenterne har ikke noget med lokalarkiverne at gøre. De går til alle aktiviteter i Lokalforeningerne. Og det er aktiviteter som for eksempel, når ”Den Gamle Redaktør” her holder foredrag for Lokalhistorisk Forening.
Det betyder en masse udmeldinger
Kontingentet går til byvandringer, udstillinger, medlemsblade, udgivelse af lokalhistoriske bøger m.m.
En fordobling af kontingent vil få de fleste lokalhistorisk interesserede til at udmelde sig omgående.
De Lokalhistoriske foreninger har aldrig søgt Københavns Kommune om tilskud. Det hviler i sig selv.
Skal man betale forhøjet kontingent for at bevare Københavns Kulturarv?
Og det vil da også være helt forkert, at fordi man interesserer sig for lokalhistorie så skal man samtidig med forhøjet kontingent være med til at bevare Københavns Kulturarv. Det må da være i alle københavners interesse.
Men Kulturforvaltningen og politikerne mener at forhøjet kontingent skal dække manglende leje. Det er jo vanvittigt. Som vi tidligere har fortalt, bliver størstedelen af de penge som Lokalarkiverne modtager betalt tilbage til kommunen igen, fordi Lokalarkiverne har lejet lokaler hos kommunen.
Arkiverne skal samles et sted – skal lokalarkiverne betale det?
En anden ”genial” ide, der kommer fra politikerne og forvaltningen er, at arkiverne skal samles på et sted. Jamen, hvor findes der så store lokaler. Og hvad med de merudgifter, dette betyder. Skal disse udgifter også betales af de enkelte lokalarkiver?
Politikerne vil åbenbart indføre et stort fjernarkiv. Hvis en lokal så gerne som 5.200 andre hvert år vil have en oplysning så er den frivillige tvunget til at bruge endnu mere tid til at tage hen eller ud til dette fjernarkiv. Det der samles i lokalarkiverne, er lokalhistoriske arkivalier som har relation til lokalområdet.
Ønsket er samme tilskud som 2022
Ønsket fra Lokalarkiverne er at få samme tilskud som 2022. Der er ikke tale om en forhøjelse. Men sker det ikke så lukker lokalarkiverne. Og så risikere alt det indsamlede materiale 0g viden at blive ødelagt
Vi er ulønnede og frivillige
Lokalarkiverne har samme funktion som Stadsarkivet og Museum blot i lokalområderne. Men her det ulønnede frivillige, der samler ind og sørger for at materialerne bliver registreret og arkiveret samt digitaliseret. Man har fået tilskud de seneste godt 20 år. Arkiver opkræver ikke kontingenter.
Sammenhænget mellem arkiv og forening varierer meget.
De fleste af lokalarkiverne befinder sig i lokaler ejet af Københavns Kommune
Hvorfor foreningskontingent skal bruges til at betale leje af lokaler til arkiverne, som Københavns Kommune har skåret ned på, er uforståelig samtidig med at størstedelen af de arkiver befinder sig i lokaler som er ejet af Københavns Kommune. Med andre ord. Meget af det som Københavns Kommune giver i lejetilskud, får de igen som indtægt.
Oktober 16, 2023
Gulvskrubbemordet ved Røde Mølle
Den 11.december 1914. En gulvskrubbe blev fundet. Ulykke eller drab. Mediernes bevågenhed. Afdøde var kendt i ”Møllecafeen”. Talrige afhøringer. Opdagelsespolitiet havde afsat 100 mand. Et ungt par sad bag afdøde. Politiets teori. Obduktionsrapport fastslog at det var mord. Tilståelse. Dommen blev anket. Alfred Jacobsen forsøgte at begå selvmord 6-7 gange i fængslet. Stella Nielsen løsladt før tid.
Den 11.december 1914
På Politihistorisk Museum er gulvskrubben og billede af både Stella og Alfred udstillet. Og hvorfor nu det. Jo du får forklaringen her.
Røde Mølle blev også kaldet Møllecafeen. Den lå frem til 1915 på hjørnet af Amager Boulevard og Kongedybet.
Set er fredag den 11. december 1914. Klokken er omkring 23.30, det er omkring frysepunktet og der er sne i gaderne. En person er på vej hjem og går på Amagerfælledvej. Ved opgangen til nr. 13 ser han et person liggende i kantstenen Det viser sig at være en mand, der er bevidstløs og døende. Han har et stort hul i baghovedet.
En gulvskrubbe blev fundet
Politiet blev tilkaldt og kom så hurtigt, de kunne. Kort tid efter kom en ambulance og kørte ham til Johannesstiftelsen. Men allerede inden ambulancen nåede frem var han udåndet.
Han var ikke blevet berøvet. I lommen havde han et bundt ti – krone sedler.
En gulvskrubbe blev fundet enten af en politimand eller en tilfældig forbipasserende. Kilderne fortæller forskellige historier. Måske kunne den have noget med mordet at gøre. Den lå ved vejkanten i noget løst sne.
Gulvskrubben blev sendt til undersøgelse. Man fandt blodpletter på kluden og fingeraftryk på skaftet.
Ulykke eller drab
Ved undersøgelser i og omkring ”Møllecafeen” fandtes der fingeraftryk på plankeværket og fodspor i sneen oven på en balje. Det viste sig at fingeraftrykket passede overnes med det fingeraftryk, der var på skaftet af gulvskrubberren. Derfor måtte man formode, at en evt. gerningsmand havde været i kontakt med begge dele.
På det tidspunkt vidste man ikke, om det var et ulykkestilfælde, idet man formodede at han kunne være faldet og slået nakken mod kantstenen. Man konstaterede på hospitalet at hans hat var blodig indvendig fra såret i baghovedet, men der var intet hul udvendig på hatten.
Mediernes bevågenhed
Man kom dog hurtigt frem til en ting med sikkerhed. Og det var at hvis han var blevet dræbt, så var det netop sket med den gamle gulvskrubbe. Man opdagede nemlig, at der foran på skyggen af hans hat var nogle fnug fra en gulvklud, som tilhørte gulvskrubben. Men han kunne også være faldet og slået hovedet mod gulvskrubben. Som havde ligget på jorden.
Der var tvivl om hvorvidt, det var en ulykke eller en forbrydelse. Opdagelsespolitiet ville have sagen hurtig opklaret. Der blev sat hele 100 mand på opgaven. Datidens medier havde det eventuelle mord på forsiden i flere dage. Således stod følgende på forsiden af Berlingske:
Beboerne i området var efter de mange beretninger blevet utrygge.
Afdøde var kendt i ”Møllecafeen”
Politiet fandt hurtig frem til, hvem den afdøde var. Det var den 50-årige skibstømrer Poul Edward Vilhelm Poulsen. Han havde siddet i beværtningen ”Møllecafeen” i Røde Mølle og at da han skulle have en seddel frem, var han nødt til at lukke hele bundtet op.
Gennem den videre undersøgelse fik man at vide, at gulvskrubben havde stået i beværtningens gård. Men hvornår den var fjernet derfra eller af hvem, var der ingen, der kunne sige noget om. Der var således mulighed for at den var smidt over på en losseplads tæt ved det sted, hvor den afdøde var fundet.
Talrige afhøringer
Man gennemførte utallige afhøringer i denne sag. Cafeens personale kendte Poul særdeles godt. Han var en trofast og venlig gæst. De kunne fortælle at han tidligere på aftenen havde aflagt sin søster fru Nielsen et besøg. Hun var indehaver af restauranten i Amagerbanens ventesal. Det kunne søsteren også bekræfte.
Cafeens personale kunne også bekræfte at Poul var kommet ca. 22.30. Han var ikke voldsom beruset. Han havde drukket en enkelt, som han havde betalt med en 10 kr. seddel, som blev taget op af hans lomme fra et foldet bundt med mange 10 kr. sedler.
Et ungt par sad bag afdøde
Desuden kunne personalet og andre i Møllecafeen også fortælle at der bagved afdøde sad et ungt par på en slags forhøjning, hvor de havde udsigt over Poul og hvorfra de evt. kunne have set alle hans pengesedler som han tog frem, da han skulle betale.
De havde set den unge kvinde var gået fra Cafeen lige før den unge mand, hun var sammen med som også gik ud. Manden var efter kort tid kommet tilbage ad en sidedør og løbet tværs over lokalet og ud gennem døren på den anden side ud til gården. Der havde han været et kort øjeblik. Han var så kommet tilbage og atter løbet tværs over lokalet og ad gennem sidedøren igen.
Politiets teori
Det tog opdagelsespolitiet uhyre mange timer at få disse værdifulde informationer. Man forsøgte nu fra politiets side at rekonstruere, hvad der var sket. Hvis teorien om drab skulle fastholdes var teorien fra politiet:
Obduktionsrapporten fastslog, at det var mord
Nu forelå obduktionsrapporten også. Den indeholdt vigtige informationer. Poul led af en kronisk hjertefejl. Men vigtigt var det, at skaderne på kraniet (kraniebrud) var dødelige og fremkaldt ved vold. Det var altså tale om et drab.
Det blev nu sat styrker ind for at finde parret. Og det lykkedes hurtigt. To dage efter blev parret anholdt i Lille Kongensgade.
Tilståelse
Langt om længe erkendte de forbrydelsen. I Møllecafeen havde de besluttet sig for at plyndre Poul. Men det havde ikke været deres hensigt at slå ham ihjel. De havde villet slå ham bevidstløs og så stjæle hans penge. De var blevet skrækslagne, da de læste i avisen at han var død.
Ved kriminalrettens dom af 26. juni 1915 blev Alfred Jacobsen efter straffelovens § 243 § 46 og § 188 dømt 12 års tugthusarbejde.
Stella Nielsen blev efter samme paragraffer dømt til samme straf i 6 år.
Dommen blev anket
Dommen blev anket til Højesteret. Her tilbagekaldte Stella Nielsen sin tilståelse. Men Højesteret udtalte, at man ikke kunne tage denne tilbagekaldelse i betragtning, da den var ganske ubegrundet. Hendes straf blev stadfæstet, mens straffetiden for Alfred Jacobsen blev forhøjet til 15 år.
Poul Edvard Wilhelm Poulsen, der på dødstidspunktet i Kurlandsgade med sin kone og børn. Han blev begravet på Sundby Kirkegård den 20. december 1914. I kirkebogen står der under bemærkninger ”Myrdet”.
Alfred Jacobsen forsøgte selvmord 6-7 gange
Under afsoningen forsøgte Alfred Jacobsen 6-7 gange at tage sit liv. Efter sin løsladelse ender han hurtigt igen i fængslet. Denne gang var det ikke for mord, men for tyveri og hæleri.
Stella Nielsen løsladt før tid
Det tyder ikke på at Stella Nielsen afsonede hele sin straf for den 20. september 1918 blev hun gift med Jørgen Emil Pedersen på Roskilde Rådhus.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 15, 2023
Er Nessie kun ude efter penge?
Nessie er 10-15 meter lang med lang hals og hale. Den bor i Loch Ness, der er 37 km lang og 15 km bred og indtil 277 meter dyb. Så den kan godt finde et gemmested. En vis form for tvivl i begge lejre. En bog afslører snyd og bedrag. Men bogen glemmer, at en munk i 600 – tallet kan berette om en hændelse. Tænk at Nessie er 1.400 år gammel. Men snebolden rullede. Alle fotos er uklare og slørede. Nessie forlod søen og vandrede over vejen, sagde bonden. Nessie, whisky, sækkepibe og kilten er mærkevarer. Da storvildtjægeren var på jagt. Og da en dyrepasser tog gas på alle. En stor ål bliver kun en meter. Svaneøglen er uddø for 66 mio. år siden. Men den kan lve i ferskvand, så nu mener forskere, at det er sådan en der bor i Loch Ness. Masser af tid og penge er brugt på at jagte Nessie. I 2016 fandt man noget – det var rekvisitter fra en gammel film. BBC sponserede en eftersøgning. Turister bidrager med 600 mio. kr. årligt – også for at se Nessie. Det ville jo være synd for Skotland, hvis myterne blev aflivet.
Nessie er 10-15 meter lang med lang hals og hale
Den største eftersøgning i årtier efter Loch Ness i det skotske højland er slut. Uhyret gav sig ikke til kende. Loch Ness er navnet på uhyret med det er også navnet på den store og dybe ferskvandssø, hvor den skulle befinde sig. Det vil sige, at søslangen nu også har et kælenavn nemlig Nessie.
Men hvad er Nessie egentlig for en? Er det en forhistorisk svaneøgle, en grønlandshaj, der har forvildet sig, en gigantisk malle eller en forvokset stør?
Nessie er beskrevet som 10-15 m langt, med lang hals og hale, lille hoved og fire luffer.
Loch Ness er 37 km lang og 15 km i bredden
Nessie lever åbenbart her i søen, som er Skotlands næststørste sø. Den er 37 km lang og ca. 15 km i bredden. Otte floder tilfører hele tiden søen nyt og friskt bjerg-vand. Dybden er gennemsnitlig 200 meter. Så der er rigelig plads til at Nessie kan gemme sig.
Søen ligger 15,8 meter over havniveau. Sigtbarheden i søen er lav som følge af oplandets tørvejord. Dybeste sted i søen er 271 meter.
En vis form for tvivl i begge lejre
Man kan med fordel køre med den 110 kilometer lange Loch Ness Trail, der går rundt om søen. Her er masser af udkigspunkter. Jo, det er meget underholdende for både børn og voksne, der påstår at have set uhyret. Og så er det dem, der prøver at modbevise påstandene. Alle påstande efterlader en vis form for tvivl og det er den tvivl området på en herlig måde lever højt på.
Det er faktisk aldrig nogen, der har kunnet bevise, at de har mødt eller set Nessie. Men det skulle være ganske vidst, at den er her. Under eftersøgningen hørte man en ”bizar lyd” fra dybet.
En bog afslører snyd og bedrag
I 2015 udgav Gareth Williams en bog. Han havde gennem hele livet været fascineret af historien. Nu ville han finde sandheden. Han fandt ud af, at det hele var fup. I sin efterforskning hørte han om PR – manden D.G. Gerathy, der efter Den Store Depression i 1929 og nogle år frem blev hyret af hotelejeren ved Loch Ness.
Hvordan kunne hotellet få flere kunder? Kunne P.R. manden hjælpe. Ja det kunne han da i høj grad. Han opfandt så uhyret. Nessie var født. Før 1929 har ingen hørt om Nessie.
Men en munk afslører dette i 600-tallet
Kan det nu også være rigtig? For i bogen ”The Life of St. Columbia, der er skrevet I 600 – tallet, beskriver abbeden Adoman af Iona en hændelse, der tilsyneladende fandt sted 100 år tidligere:
Imponerende at Nessie er 1.400 år gammel
Sådan lyder den 1.400 år gamle beretning. Folk, der tror på Loch Ness – uhyret, peger på historien foregår i floden Ness, som løber fra søen gennem byen Inverness til havet nord for søen, som bevis på, at der i århundreder har levet et monster i eller omkring søen. Det er ganske imponerende at Nessie er mere end 1.400 år gammel.
Snebolden rullede
Der skulle bare organiseres at nogen havde set uhyret og så rullede snebolden. I 1933 tog myten om Nessie for alvor fat. Myten spredte sig over hele Verden. Og det var jo netop det som P.R. manden gerne ville have.
Alle fotos er uklare og slørede
Den 14. april 1933 skulle Nessie have plasket rundt i søen. Flere hundrede gange er den blevet set. Der er taget masser af fotografier og billeder. Flere af disse har dog vist sig at være svindel. Men sonarmålinger har påvist store bevægelige objekter dybt nede i søen.
Nessie forlød søen og vandrede over vejen
Ja håbefulde fotografer har taget masser af fotos og filmoptagelser af Nessie. Fælles for alle optagelser er, at motiverne er uklare og i den grad åbne for fortolkninger, hvis de ikke lige er forfalskede.
En mand ved navn George Spicer, der beskrev, hvordan han og konen havde set
Til Spicers store overraskelse havde væsenet forladt søen og krydset vejen foran ham med en fisk eller andet bytte i gabet. Avisen bragte ingen beviser for Spicers møde med det vilde væsen. Skotterne begyndte nu at snakke om en monsterfisk, en drage eller en søslange. Men alle var dengang enige om kaldte Nessie for Loch Ness – uhyret.
Nessie, Whisky, sækkepiben og kilten er mærkevare
I 1934 kunne man fremvise et foto af et langhalset væsen i vandoverfladen. Dette foto gik verden rundt. Og egentlig kæmper videnskabsmænd stadig på et svar. Turistindustrien håber, at der aldrig findes et svar. Det er ingen tvivl om, at Nessie sammen med whisky, sækkepiben og kilten er en af Skotlands store mærkevarer.
Da storvildtjægeren var på jagt
I 1930erne kom storvildtjægeren Marmaduke Wetherell til søen for at jagte det berømte monster og fandt – ifølge ham selv – tydelige spor efter Nessie.
Han tog nogle aftryk, men da Wetherell fik dem analyseret, viste de sig at stamme fra en flodhest – en spøgefugl havde brugt en paraplyholder lavet af en flodhestefod til at sætte sporene.
Da en dyrepasser tog gas på alle
40 år senere, i 1972, fandt forskere et stort lig af et mystisk dyr, der vejede omkring 1,5 tons. Kadaveret var begyndt at gå i opløsning og havde ifølge de dramatiske beskrivelser et
Dyret viste sig dog at være en nylig død elefantsæl, som en ansat i en dyrepark havde barberet knurhårene af og skamferet yderligere for at tage fusen på kollegaerne.
En stor ål bliver kun en meter
Skeptikere har også spekuleret på om Nessie er en stor ål. Men det har kloge hoveder fundet ud af, at det kan det ikke være. I 2019 undersøgte en gruppe forskere vandprøver i Loch Ness for at finde en forklaring.
Man kom frem til at det kæmpestore uhyre kunne have været en usædvanlig stor europæisk ål (Anguilla). Men denne ål kan faktisk kun blive maksimalt en meter lang. Men studiet viser også at chancen for at finde en ål, der er en meter lang, er omkring 1 ud af 50.000. Ak ja.
Jagten på myten om uhyret i Loch Ness fortsætter endnu.
Svaneøglen er uddø for 66 mio. år siden
Men det handler om penge. Så der jo ret så gavnligt at forskere fra University of Bath ifølge The Independent mener, at Loch Ness kan være en forhistorisk svaneøgle. Forklaringen lyder, at man i et 100 millioner år gammelt flodsystem af ferskvand i Sahara Ørkenen i Marokko har fundet fossiler af dette dyr. Hidtil har man troet at sådan et dyr kun kunne leve i saltvand.
Så et bare lige det, at denne svaneøgle uddøde for 66 mio. år siden. Mener disse gode folk så, at en enkelt har overlevet oppe i Skotland?
Dette var jo heldigt for myten om Nessie. Men nu er det alligevel et stykke vej fra Afrika til det skotske højland.
Masser af tid og penge brugt på jagt efter Nessie
I 2018 havde man igen taget et hav af vandprøver fra den dybe spor – vel cirka 250. Også danske forskere var med. Man kunne da fastslå, at det ikke var en forhistorisk svaneøgle. Der var masser af spor efter ål. Men det vidste man i forvejen, at der var masser af ål i Loch Ness.
Myten om et monster har gennem tiden tiltrukket masser af videnskabsfolk. Og der er brugt masser af tid og penge på at finde dette monster.
I 2016 fandt man noget – rekvisitter fra en film
I 2016 troede man så, at nu var den der. Men ak. En maritim robot havde fundet en rekvisit, der var blevet brugt i en Scherlock Holmes film ”The Private Life of Scherlock Holmes”. Selv Naturhistorisk Museum fra København deltager i jagten på Nessie.
Man tillader nok aldrig at videnskabsmænd og forskere afliver myten om Nessie. Der vil altid være folk, der tror – i hvert fald turistindustrien. Spekulationerne vil fortsætte. Men hvad så med alle dem, der har set væsener derude på søen?
BBC sponserede en eftersøgning
Fra videnskabelig side betragtes Loch Ness-uhyret med skepsis. En BBC – sponseret undersøgelse i 2003 hvor hele søen blev gennemsøgt med sonar påviste ingenting. Det blev konkluderet, at uhyret er en myte.
Turister bidrager med 600 mio. kr. årligt – også for se Nessie
Alt moderne teknologi er brugt – undervandsmikrofoner og droner. Man har sandelig hørt fire karakteristiske blop. Men det blev ikke dokumenteret, fordi man havde glemt at sætte mikrofonen i stik.
Mange årlige turister spytter hvert år omkring 600 millioner kroner i den skotske økonomi hvert år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 13, 2023
Tønder – endnu mere Musik (3)
Dette er den 15. musik-artikel fra Tønder. Seminariets elevforeninger. Nu også et musikkorps på seminariet. Lægekollegiets kvartet Amatøraftne. Gudstjenester med musik. Musik-aktiviteter på Tønder Statsskole. Spejderne Tønder brandværnsorkester. FDF. Rio – kvartetten blev husorkester på grand Hotel. Harry Dues trio. Nye popklubber. The Mods. Tommyguns – nok engang. Django-kvartetten. The Roosters. Los Bambinos fra Ballum. Arrows. Musikmiljøet i 1980erne. Musikpubben Hagges. Tønder Brass Band. Noldes nabo – nok engang.
Den 15. musik-artikel fra Tønder
I anledning af Tønder Musik Festivals 50-års fødselsdag er her den 15. artikel om Tønders Musikliv. Mon vi så ikke snart har fået alle sider med. I tilknytning til denne artikel finder du en oversigt over alle vores musik – artikler om Tønder.
Seminariets elevforeninger
Vi starter på Tønder Seminarium. Her havde man i 1800-tallets studenterliv de samme skikke som i den tids Tyskland med Burchenschaft. Der var specielle optagelsesritualer og så var der en masse drikkegilder. Her brugte man seminariets ”Kommersbuch”.
Den havde tykke messingknopper på omslaget. Den skulle ikke tage skade på et øl-plettet bord. I Tønder Seminariums elevhefte kan læse om musiklivet efter 1920.
Her var en meget aktiv musiklærer, der hed Ejnar L. Emborg. Han var musiklærer i perioden 1920 – 1939 og det var ham, der dannede Tønder Sangkor. I 1926 begyndte en tradition med en fest i november, hvor man foruden elever og lærere også inviterede elevernes værter for at styrke forbindelsen mellem byen og seminariet.
Det blev en vellykket fest, hvor cirka 220 gæster deltog. Man besluttede at disse fester skulle holdes hver andet eller tredje år. Man gik så over til fest for kun lærere og elever og så blev det en ren sang – og musikaften.
Nu også musikkorps på seminariet
I slutningen af 1920’erne omtales både mandskor og orkester. Under Emborgs ledelse. I 1937 omtale4ws Emborgs kyndige vejledning såvel i ordinære timer som til torsdags – koncerterne”.
De to orgler var brudt sammen. Men man havde brugt det bedste af indmaden til at bygge et lille spagfærdigt orgel. Det stod diskret i hjørnet. Undervisning i orgelspil blev varetaget af organist Toft.
Lærerkollegiets kvartet
Musiklærer Graugård, der virkede som musiklærer på seminariet fra 1939 – 1953 spillede også en stor rolle. Ja så var det jo lige ”Lærerkollegiets Kvartet, der bestod af overlærer Brahm,
Hr. Graugaard,
Hr. Thiim,
Og så var det Poul Larsen, der krydrede det hele
Amatøraftner
Der blev også arrangeret amatøraftner med sonater, visesang, mundharmonika-koncerter og folkedans. Ja så havde man besøg af Århus Byorkester, der gav koncert på Tønderhus og bl.a. opførte ”Elverskud, hvor alle byens kor inkl. seminariets medvirkede.
Musiklivet i 1940erne var også præget af tidens toner. Soldaternes berømte ”Swing-kvartet omtales. Musikfesten i 1942 bestod af et meget varieret udbud af musik.
Lørdagsaftner samlede seminarieeleverne til grammofoncauserier, hvor man både gennemgik klassisk musik og moderne komponisters værker.
Gudstjenester med musik
Graugaard arrangerede også musikalsk-liturgiske gudstjenester i Kristkirken. Efterhånden var der tradition for November-festen, julefesten og musikfesten i marts. I 1953 forlod Asmind Graugaard seminariet og andre musiklærere tog over. Jo det var et aktivt musikmiljø omkring seminariet. Det var bl.a. initiativer herfra som blev til Tønder Festival.
Musik – aktiviteter på Tønder Statsskole
Musiklivet på Tønder Statsskole nu Tønder Gymnasium var præget af ”organiserede musikaktiviteter” som koncerter og korarbejde.
Og Karlo Christensen kan vi godt huske. Fra 1960 arrangerede han forårskoncerter bl.a. i samarbejde med Thomas Alvad fra Ribe Katedralskole og sammen med andre gymnasiekor fra landsdelen. Man indledte bl.a. et samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester.
Militærmusik
Jo og militærmusik var der skam også i Tønder. Allerede den 8. maj 1920 kom Jydske Dragonregiments Musikkorps til Tønder. Og det gjorde de helt til 1932, hvor de blev sparet væk.
Spejderne
Det danske Spejderkorps blev stiftet i 1919. I 1922 blev den senere gymnasierektor i Haderslev A. Egebjerg Jensen leder af spejderne. I Tønder var han gymnasielærer. Jo det var ham, der var forfatteren til ”For en fremmed barsk og fattig”.
I 1934 havde spejderne i Tønder et signalorkester, der blev optaget til statsradiofonien. Samme år forærede Sprogforeningen troppen instrumenter til et hornorkester på 20 mand. Man fik øvelokale på Statsskolen. Den tidligere dirigent for militærmusikken, J. Ribel, blev underviser. Han virkede i spejderorkestret i mere end 20 år. I et af jubilæumsbladene står der:
I 1950erne var orkestret i tilbagegang. Nogle af de ældre spejdere begyndte i stedet af danne jazz og pigtrådsorkestre. Orkestret blev nedlagt i 1957.
Tønder Brandværnsorkester
Tønder Brandværn blev oprettet i 1869 som ”Turner Feuerwehr zu Tondern. Den historie har vi beskrevet i to artikler. Allerede fra begyndelsen havde man brug for musik. Man klarede sig med lokale musikere indtil man i 1948 fik et egentlig musikkorps under ledelse af føromtalte J. Ribel.
Brandværnsorkestret optrådte første gang sammen med brandværnsorkestrene fra Jejsing og Løgumkloster ved en tappenstreg den 25. juni 1949. I en jubilæumsbog om orkestret kaldes det for ”værnets kælebarn”. Orkestret fik en kort levetid, da det allerede stoppede midt i 1950erne i forbindelse med at dirigent Ribel forlod byen.
FDF
Tønder FDF blev oprettet i 1922, hvor to lærere Marius Jacobsen og Otto Helkier startede arbejdet i et kælderlokale på seminariet. Allerede i 1930erne var der musikliv i FDF, hvor man havde et band, der hed ”Det grønne Viskelæder”, som fungerede indtil 1939.
Der var senere flere orkestre, der bl.a. i 1950erne var med til trompetblæsning i Kristkirkens tårn.
Fra omkring 1973 tog orkestermusikkere fra Møgeltønder FDF initiativ til at starte et egentlig FDF – orkester i Tønder, som kom til at bestå af både tamburkorps og messingorkester. I starten stod det under ledelse af Bent Hansen.
I 2017 kunne Tønder Brass Band fejrer 40 års jubilæum Dengang havde orkestret 21 medlemmer. De havde bl.a. et showband, der kunne finde på lidt af hvert. De deltog ved årsmøder syd for grænsen og som nisseorkester ved juletid og havde en masse andre opgaver. Hver onsdag aften var der dømt øveaften i kredshuset på Ryttervej. I 2011 deltog i en konkurrence blandt 22 bands og fik en flot fjerdeplads. Her var folk lige fra 10 – 60 år.
I øvrigt kunne FDF i Tønder i 2022 fejrer 100 års fødselsdag.
Rio – Kvartetten – fast husorkester på Grand Hotel
1940erne var danseorkestrenes tid. Og i Tønder var man i den grad med på noderne. I Strucks Alle boede den blinde violinlærer Motzkus, hvor bl.a. Viggo Balling Nielsen gik til spil. Han var i 1946 begyndt at spille sammen med nogle af sine skolekammerater fra Øvelsesskolen, Leif Slot, klaver Egon Jensen, harmonika og Viktor Andersen, trommer. Det var skoleinspektør Erling Brahm fra seminariets øvelsesskole, der havde bedt dem spille til årsafslutningen på skolen.
De fortsatte med at tage ud og spille ”moderne” i ungdomsforeninger og til familiefester. I slutningen af 1940erne var de fastansat som danseorkester ”Rio Kvartetten”, på Grand Hotel i Richtsensgade.
Her spilledede fast hver lørdag og søndag aften om vinteren fra kl.20 til 24. Lønnen var 5 kr. i timen. Orkestrets kendingsmelodi var den russiske melodi ”Sorte øjne”!
Harry Dues Trio
Harry Dues Trio var et andet af 1940ernes danseorkestre i Tønder. En af musikerne, cykelsmed Lützen fra Popsensgade har vi tidligere omtalt i en af vores artikler.
Tønders første Jazzorkester
I 1950erne holdt jazzen sit indtog i Tønder. Tønders første jazzorkester har vi allerede omtalt. Det var Harlem Hot Group. Det blev dannet i 1955. Orkestret bestod af mange kendte personer:
Valdemar Rasmussen er med i flere af vores musik-artikler. Og Mugge blev et stort navn i Sverige og vel også i Danmark med Alfred og Country Road. Syncropators – det berømte jazzorkester er også omtalt i flere af vores artikler.
Nye Popklubber
I 1960erne gik det stærkt med hensyn til populærmusikken i Tønder. Mange nye grupper så dagens lys. Popklubber opstod i Løgumkloster og Skærbæk. De såkaldte grand prixer havde stor søgning.
The Mods
En af de første grupper i Tønder var Go-Getters. Denne gruppe, der spillede rundt i landsdelen, blev dannet i 1963. De havde øvelokale på Ungdomsborgen. I 1964 skiftede gruppen navn til The Mods. De spillede vel det man kan kalde en rå rythm’n blues stil. Gruppen blev en slags husorkester på Tønders nye beatsted. Det var oprindelig en tidligere jazzklub og så senere beatklub ved navn Bloody Mary, Skibbrogade 8-10 i kælderen.
Gruppen optrådte bl.a. i Rostock i DDR. I 1966 skiftede gruppen navn til High Numbers.
Tommyguns – nok engang
Ja så var det The Tommyguns, som vi også har skrevet flere artikler om. Den har haft mange skiftende besætninger. Jeg kan huske at Jørgen Valentin kom en del hjemme hos os på Lærkevej. Og mange år senere mødte jeg igen Helmer Fabricius til et foredrag, som jeg holdt her i København i Æ Synnejysk Ambassade. Det var særdeles festligt. Men se dengang de startede i 1964 bestod gruppen af:
Gruppen var typisk beat/pigtrådsgruppe, heriblandt Shadows-numre. Gruppen deltog i flere Danmarksmesterskaber og spillede over hele landsdelen. De stoppede i 1967 for senere at blive gendannet – De spillede i mange år.
Django-kvartetten
Djangokvartetten spillede dansemusik i slutningen af 1960erne. De spillede bl.a. i filmen ”Balladen om Carl-Henning” med Jesper Klein, som blev optaget i Ballum.
The Rooters
The Rooters var en kendt gruppe i Syd – og Sønderjylland i 1960erne. De hed senere Blues Promotien (1967) og Down South Blues Band (1969).
Som så mange andre før og siden startede denne gruppe med udgangspunkt på Tønder Statsskole (Gymnasium). Deres spillestil ændrede sig fra pigtråd til blues.
Los Bambinos fra Ballum
I slutningen af 60erne var Schweizerhalle et populært beatsted, hvor bl.a. HK – ballerne blev afholdt. De startede tidligt og sluttede tidligt. Lærlingene skulle op på arbejde næste morgen.
Sandelig havde Ballum i 1960erne også deres eget band. Det hed Los Bambinos.
Arrows
Arrows har vi allerede skrevet om i en tidligere artikel. De blev startet i september 1964 med udgangspunkt i Ludwig Andresen Schule og med øvested i kælderen under Schweizerhalle. Her fik vi så i Tønder Båndamatørklub et studie. Og vi optog bl.a. to numre af Arrows til vores blinde-bånd.
Stilen var pop/beatmusik. De spillede både syd og nord for grænsen. Orkestret spillede til 1970 og stilen ændrede sig til mere psykedelisk. To af medlemmerne, brødrene Uwe og Heine Schultze fortsatte sammen med Eddie Carstensen i dansebandet Radiserne helt til 1976.
Musikmiljøet i 1980erne
Musikmiljøet i 1980erne var præget af grupper med tilknytning til Aktiv-huset og gymnasiet. I Aktiv-huset var der både bigband og visegruppe. I samme periode eksisterede bl.a. bandet Kaliber, gymnasiebandet Cake’n Candy samt bandet Hot Wire Blues.
Mohylas Blues Band startede 1986. Så var det også Showband, der til dels bestod af tidligere FDF’ere bl.a. Orla Juul Pedersen, der var leder af FDF Brass Band på det tidspunkt.
Muffi Mach var et af de mere kendte Tønderbands i 1990erne. De begyndte at spille omkring 1996 og fortsatte frem til 2000, hvor de gik i opløsning. Da bandet startede, øvede man i kommuneskolens musiklokale. Men senere øvede man i en bunker. Spillestilen lå meget op af Sort Sol, Dizzy Mizz Lizzy og Nirvanna.
Musikpubben Hagges
Og så er det lige musikpubben Hagges, som vi også tidligere har omtalt. Her har arrangementer som ”Bandaften” og ”startjam” været meget populære blandt ungdommen. Stedet har været mest kendt for folkemusik.
Noldes Nabo
Ja og Noldes Nabo er også tidligere nævnt i et par artikler. Egentlig hed klubben ”Folk og Jazz i Tønder”, men fra 1987 gik man tilbage til det gamle navn ”Noldes Nabo”.
Egentlig burde vi have haft musikskolerne med. Men mon ikke vi nu er kommet hele vejen rundt om musikken i Tønder – og så ser vi frem til Tønder Festivalens 50-års fødselsdag.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 11, 2023
I en kælder under Frederiksberg Hospital
En sønderjysk gårdejersøn kæmpede i årevis mod uretfærdighed. Derfor kaldte lægerne ham for kværulant og psykopat. Det handler igen om den blinde tro – på folk i hvide kitler. Verdens første LSD – trip. Gratis LSD fra medicinalfirma. CIA og M 16 var meget interesseret Forsøgspersoner var uvidende om, hvad der skulle ske. Andre hospitaler var også i gang. Læger overskred etiske grænser. Store konsekvenser. For hver gang blev dosis forhøjet. Han gik rundt som en ”levende død” Bevidst, at der ikke var terapi på Frederiksberg Hospital. Hvorfor stillede man ikke spørgsmål dengang. Overlæge havde selv bipolar lidelse. Han inviterede til LSD – fester. Forsøg endte med mord. Men læge skrev efterfølgende, at der ikke var alvorlige hændelser. Efterretningstjeneste fik øje på overlæge. Nürnberg-erklæringen kom efter frygtelige forhold i KZ – lejre. Tyskerbørn i Norge blev brugt i forsøg CIA bestemte, hvem der skulle have LSD. Stoffet blev populær hos oprørsk ungdom. LSD blev forbudt. Massemorderen Charles Manson. Mordet på Cola i en skov. Rigshospital bakker Sandvei op. Men han blev konstant tromlet og afvist. Da journalist blandede sig. Der var ingen konsekvens for de ansvarlige – kun for ofrene. Patienternes tarv må gå foran for kollegialt sammenhold. Renæssance for LSD i det elektroniske musikmiljø. Nu er LSD igen tilladt som lægemiddel. Dengang vendte landsret det hele på hovedet. Hvad er et LSD – trip?
Den blinde tro – på folk i hvide kitler
Dette kunne godt være en anmeldelse af Malene Ravns bog ”Den virkelige verden” men det er det ikke. Det er en artikel om baggrunden for denne bog. Og det handler om LSD – forsøg.
Det handler også om vores blinde tro på folk i hvide kitler. I 1960 begyndte overlæge Einar Geert – Jørgensen at behandle 400 – 500 psykiatriske patienter med LSD. De lyssky LSD – behandlinger foregik i kælderen under Frederiksberg Hospital. For mange af patienterne fik det enorme negative konsekvenser. Nogle begik selvmord – der forekom også mord. Andre led af angst og hallucinationer resten af livet.
Men egentlig handler artiklen også om, at man ikke bare skal kalde dem, der protesterer for kværulanter, bare fordi dem i de hvide kitler mener, at det er rigtigt, det som de gør. Her har medierne en stor opgave med at kæmpe for sandheden.
Verdens første LSD – trip
I 1938 arbejder den schweiziske kemiker Albert Hofmann med forskningsprojekt. Han arbejdede med LSD som medicinsk anvendelsesmiddel. Det viste ingen ekstraordinære resultater ved dyretest. Derfor blev forskningen indstillet.
Egentlig var han på jagt efter et middel, der hurtigt kunne stoppe blødninger
Utilsigtet får han LSD under huden på sit arbejde. Han befinder sig selv i en mærkelig psykisk tilstand. Tre dage efter – den 19. april 1943 indtager Hoffmann 250 mikrogram LSD. Det er 10 gange den mængde, der betegnes som en mild dosis. På cykelturen hjem oplevede han ”Verdens første LSD – trip”.
Selv beskrev Hoffmann det på følgende måde:
Gratis LSD fra medicinalfirma
Medicinalfirmaet Sandoz begynder at sælge LSD under det kommercielle navn Delysid. I 1940erne kommer der for alvor gang i udforskningen af potentialer. I begyndelsen distribuerede de gratis stoffet. De ville give psykiatere lejlighed til at eksperimentere med patienter med psykiske problemer eller sygdomme.
Man forestiller sig LSD kan have positive effekter i psykiatrisk behandling. Man forestiller sig, at stoffet kan fungere som en nøgle til den ubevidste del af menneskets sind. Man forestiller sig at psykiatriske patienter kunne frigøre de undertrykte minder og mentale konflikter som psykoanalysen ser som årsagen til de mentale lidelser.
CIA og M 16 var meget interesseret
Men se i 1950erne og 60’erne undersøger CIA under projekt MKULTRA i al hemmelighed stoffets egnethed til ”Mind Control”. LSD blev opfattet som et instrument til at få kontrol. Hvor psykiatrien ønskede at bruge LSD til at give patienten kontrol over eget liv, ønsker CIA at benytte stoffet til at tage kontrol over andre menneskers liv.
CIA mente at det var altovergørende at forsøgspersonerne var udvidende om, at de havde indtaget LSD. De skulle være helt uforberedte på den oplevelse, som ventede dem. Også det amerikanske militær udførte forsøg med henblik på at kunne bruge LSD til at gøre fjenden ukampdygtig.
Den britiske efterretningstjeneste M16 var på jagt efter et sandhedsserum. Og her var man interesseret i LSD.
Forsøgskaninerne var uvidende
Om det var CIA – penge, der var skyld i, at overlæge Einar Geert Jørgensen ikke oplyste om, hvad der skulle ske, ved vi ikke. Behandlingerne uden efterfølgende terapi var dybt problematiske. De deltagende personer i forsøgene var både uvidende og ligefrem misinformeret. Behandlingsformen var fuld af risici. Det hele strider mod den såkaldte Nürnberg – erklæring.
Patienterne var alene i kælderen under forfærdelige omstændigheder. Det var for mange en skræmmende oplevelse og nogle gange skete forsøgene også med tvang.
Andre hospitaler var også i gang
Et af forsøgene gik på, hvad der skete, når doserne blev større og større. Men nu var det ikke kun under Frederiksberg Hospital, at dette foregik. En række andre hospitaler lavede samme forsøg. Mange steder er dokumenter forsvundet eller blevet destrueret, så det bliver nok svært at finde ud af, hvor stor omfanget egentlig var.
Læger overskred etiske grænser
Man mente også at LSD kunne kurere fødselsdepressioner, OCD og anoreksi, stammere, folk med stivkrampe, fødselsdepressioner, seksuelle afvigere, skizofrene, neurotikere, KZ – ofre, Kærestesorg, mennesker i almindelig sorg eller familiær krise m.m.
Læger overskred deres etiske grænser for deres virke alt imens CIA betalte.
Store konsekvenser
Men for nogle fik forsøgene fatale følger. Der kom voldsomme hallucinationer som brændte sig fast i hukommelsen og forfulgte dem resten af deres liv. Det var meget omsiggribende og meget omfattende bivirkninger. Og de flashbacks, der forfulgte mange LSD – patienter medførte både misbrug, tab af erhvervsevne og endda selvmord.
Der er også eksempler på at den angst man var blevet behandlet for, var blevet forstærket.
Flere af de deltagende begår efterfølgende selvmord, mens andre kæmpede med psykiske men.
En bondesøn fra Als
Gunnar Sandvei var som hundredvis af andre fået tilbudt en risikofri universalmiddel, som det blev sagt. Det ville ”utvivlsomt hjælpe. ”Han var plaget af OCD (tvangs – lidelser). Gårdejersønnen blev i kælderen modtaget af en sygeplejerske, der havde givet ham et glas vand. Og vist ham ind i et interimistisk værelse. Vandglassene indeholdt 50 gamma (0,05 mg) opløst LCD.
Der er også eksempler på forsøgspersoner, der fik helt op til 1.600 gamma LSD.
Efter en time var virkningen indtruffet. For at forstærke effekten havde han fået det opkvikkende ritalin. Efter endnu en time havde patienterne fået en sprøjte med stoffet prozil, der skulle bremse virkningen af LSD. I løbet af perioden dukkede sygeplejersken forbi rent sporadisk blot for at notere deres reaktioner. Og så kunne man ellers tage hjem.
For hver gang blev dosis forhøjet
For hver gang Sandvei gennemgik denne behandling blev dosis forhøjet gennem fem uger. Det sluttede i sjette uge på 180 gamma. Fra session til session varierede Gunnar Sandveis tilstand mellem opstemt og svært forpint. Sjette gang ville han ikke mere men lod sig alligevel overtale af den ansvarlige læge nok engang.
Denne gang slog det klik. Sandvei fik en stofudløst psykose. Han råbte og skreg om døden, svedte, rallede, skummede af fråde i mundvigene og var gennemsyret af krampetrækninger i hele kroppen og havde umanerlige mange kræfter. Først da han hulkende havde forvildet sig ind i et kosteskab og klamrede sig til to varmerør kunne portørerne fiksere ham.
At gå rundt som levende død
Det var sidste gang Gunnar Sandvei fik LSD. Men på det tidspunkt havde stoffet sat sig livslange mentale spor – fra da af skulle han blive plaget af flashbacks til trippet resten af sit liv og befinde sig i en kronisk følelse af at gå rundt som levende død.
Den meget ansete overlæge Einar Geert-Jørgensen var overbevist om, at han havde fundet de vises sten. I hans optik ville forsøgene med LSD revolutionere lægevidenskaben. Han mente at LSD kunne fungere helbredende i sig selv. Overlægens tanke var at LSD kunne skyde genvej – at hjernen ved hjælp af stoffet kunne linkes op, problemet synliggøres og dermed løses.
Bevidst at forsøg var uden terapi på Frederiksberg Hospital
Godt nok lavede man forsøg i andre lande. Men i kælderen på Frederiksberg Hospital var forsøgene alligevel anderledes. Man forberedte ikke patienter indgående og man hjalp heller ikke patienterne med at bearbejde deres oplevelser.
For Geert-Jørgensen var det en pointe, at de ikke skulle vide noget som helst. Men han blev advaret af udenlandske læger om, at man aldrig måtte give LSD – uden terapi.
Hvorfor stillede man ikke spørgsmål?
Men hvordan kunne det så gå til at en enkelt mand kunne gå imod internationale anbefalinger og bryde lægeloven i årevis. Alle hans danske kollegaer fulgte ham. Nu var Einar Geert-Jørgensen ikke hvem som helst. Han var vellidt, faglig anerkendt og ikke mindst karismatisk.
Han havde selv en bipolar lidelse
Han var selv diagnosticeret med en bipolar lidelse. I depressive perioder gemte han sig langt væk fra omverdenen på Frederiksberg. I maniske perioder optrådte han dynamisk og selskabelig. Og under disse perioder inviterede han kunstnere og musikere til sammenkomster, hvor de fik tilbudt LSD.
Nogle oplevede det meget positivt andre fik følgeskader af det selv ved en lille dosis. Og det var sandelig også læger, der begik selvmord efter at have taget stoffet.
Overlægen havde personlighed og talegaverne i orden. Kigger vi på andre af vores artikler om folkene i de hvide kitler får man indtryk af, at der dengang var et slags broderskab, hvor man ikke kritiserede hinanden. Man har indtryk af at yngre læger, der satte spørgsmålstegn ved forsøgene blev tromlet ned af overlægen. På et tidspunkt mente overlægen at han styrede mod Nobelprisen.
Forsøg endte med mord
En af lægerne fik lov til at eksperimentere videre baseret på en teori grebet ud af den blå luft. Han mente at tanker kunne blæses ud af hjernen. Det var den unge Knud Peter Knudsen, der gav forsøgspersonerne LSD for hver 30. minut indtil den ønskede virkning indtraf.
Forsøget blev afprøvet hos en deprimeret kvinde, der efter den femte session begyndte at smadre ting og sager. Hun smadrede to vinduer med de bare næver, kastede om sig med alt, hun kunne få fat i, græd hysterisk og skreg højt om at hun ville hævne sig og slå afpresseren ihjel. En sygeplejerske overhørte Knudsen svare, at det syntes han ærlig talt, at hun skulle gøre. To timer senere havde kvinden været hjemme og hente en brødkniv og taget direkte ind på ”afpresserens” kontor på Kongens Nytorv og likvideret manden.
Læge skriver, at der ikke var dramatiske hændelser
Denne læge fortalte stolt til Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift i 1962 at han fra 1959 til 15. november 1961 havde 30 patienter. Han forklarer, at forsøgene gik ud på at give patienterne eller nærmere forsøgskaninerne ren LSD, men at ”det var nødvendigt med beroligende midler ind imellem. Og så anfører han at der ikke har været dramatiske hændelser med aggressive udladninger over for personale eller inventar!!!!!!
Efterretningstjeneste fik øje på overlægen
Overlægen brugte den metode som CIA anbefalede. Der er ikke fundet nogle beviser på, at CIA har givet Frederiksberg Hospital eller overlægen penge. Men kigger man i bogen ”The Manchurian Candidate så var ideen at man skulle kunne programmere en soldat i krig til at vende hjem og slå sin præsident ihjel.
Den amerikanske efterretningstjeneste fik øje på Einar Geert Jørgensen, da han gjorde sig bemærket i en videnskabelig diskussion tilknyttet Hypnosemordet (Vi har skrevet to artikler om dette tema). Frederiksberg fik derefter en lind strøm af LSD alt sammen støttet af Human Ecology Foundation. Overlægen og hans souschef Mogens Hertz blev ofte inviteret til konferencer i USA.
Tænk engang at CIA havde held til at hyre ledende danske psykiatere til lave deres beskidte arbejde til at udvikle et stof, der kunne bruges til at kontrollere folks bevidsthed.
Nürnberg – erklæringen
I de tyske KZ – lejre lavede man også forsøg med LSD og andre stoffer samt mange andre medicinske forsøg. Det resulterede at man efter Nürnberg-processerne indførte etiske rammer for medicinsk forskning: Man kan sige at på Frederiksberg Hospital overtrådte den vigtigste grundsætning:
Tyskerbørn brugt i forsøg
I 1950erne og 1960erme påstås der, at ”tyskerbørn” i Norge er blevet brugt som forsøgskaniner i forbindelse med militære forsøg med euforiserende stoffer som LSD og meskalin. Flere skulle være omkommet under hemmelige forsøg. Disse forsøg er åbenbart udført af Farmakologisk Institut ved Oslo Universitet, Hærens Våbentekniske Korps og den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Formålet var at finde metoder til ”tankekontrol” og til at få folk til at gøre ting mod deres vilje.
CIA bestemte, hvem der fik adgang
CIA støttede forskningseksperimenter med bl.a. LSD, som vi allerede har nævnt i en række allierede lande. Den schweiziske medicinalkoncern Sandoz var dengang eneste lovlige producent af LSD og CIA bestemte, hvilke læger som fik adgang til stoffet.
Det forlyder, at mindst 500 personer på et norsk nervesanatorium blev udsat for forsøg med LSD, men hidtil har man kun kendt til eksperimenter med medicinsk udgangspunkt.
Stoffet blev populær hos den oprørske ungdom
I 60’erne opstod ideen om at sprede LSD og andre psykedeliske stoffer til masserne for alvor begynder at blomstre. Stofferne blev populære hos den oprørske ungdom. I hippiebevægelsen mente man at psykedeliske stoffer som LSD og ekstrakter fra svampe kunne give en guddommelig indsigt i tilværelsen.
Jo barfodede blomsterbørn og hippier tog LSD til sig. Det bevidsthedsudvidende stof passede perfekt ind i deres drømme og visioner om en ny og anderledes verden fyldt med fred, kærlighed og harmoni.
LSD blev en væsentlig del af ungdomsoprøret og flød næsten frit i f.eks. Thy – lejren og inspirerede bl.a. Steppeulvene, hvis første album ”Hip” fra 1967 stort set er skrevet på et LSD – trip.
Nogle indianerstammer bruger stadig stoffet psilocybin som findes i svampen spids nøgenhat.
LSD forbydes
I 1967 forbydes LSD i USA og i 1970 kommer de på en liste over de farligste stoffer. I 1971 anbefaler FN deres medlemsland om at forbyde LSD. I Danmark blev LSD placeret på en liste over de farligste rusmidler sammen med heroin, kokain m.m. Det betød at stoffet overhovedet ikke måtte forefindes i landet, hverken til medicinsk eller videnskabelig forbrug.
Massemorderen Charles Manson
I 1969 forførte massemorderen Charles Manson medlemmer af sin kult med hjælp af netop LSD. Stoffet havde den effekt, at de ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og fiktion. Og derfor manipulerede han nogle til at begå mord på bl.a. skuespiller Sharon Tate.
Mordet på Cola
Herhjemme har LSD mindst to mord på samvittigheden. Den ene har vi hørt om den anden var hippien ”Provo-Knud” på vennen ”Cola” i en skov i Nordsjælland, sandsynligvis på baggrund af et såkaldt ”bad trip”.
Gunnar Sandvei beskyldes for at være kværulant og psykopat
I 1972 tog den tidligere gårdejersøn Gunnar Sandvei tog første skridt til, hvad der skulle vise sig at blive en lang og modstandsfyldt proces mod afviklingen af Frederiksberg Hospitals LSD – praksis. Igen var problemet lægernes sammenhold. Gårdejersønnen blev nu i lægekredse dømt til at være psykopat. Man måtte under ingen omstændigheder støtte denne person i hans forehavende.
Rigshospitalet bakker Sandvei op
Men Gunnar Sandvei nægtede at give op. I 1974 fik han opbakning fra overlæger på Rigshospitalet, der også havde udført forsøg med LSD men på helt anden præmisser. De bakkede op om gårdejersønnens anklager. I første omgang førte dette til et forbud mod brugen af LSD i psykiatrisk behandling. Men der var ikke nogen anerkendelse af LSD – behandlingens konsekvenser for ofrene.
Han blev konstant tromlet og afvist
Sandvei fra Als kæmpede en indædt kamp frem og tilbage i retssystemet. Men han blev konstant tromlet og afvist. Selv da sagaen i midten af 1980erne blev eksponeret for offentligheden i Information og TV 2.Hverken Sundhedsstyrelsen, Retslægerådet eller Indenrigsministeriet ville hjælpe, eftersom Frederiksberg – lægernes forsøg i den officielle optik var gennemprøvet. Og se det kan man jo lige tænke over.
Sandveis kamp kostede den fædrene gård. Han måtte finde sig i diagnosen ”kværulantforrykt”
Da journalist blandede sig
Det var først da journalisten Alex Frank Larsen påviste, at Ejnar Geert-Jørgensen selv klassificerede sine LSD – metoder som deciderede forsøg at man fra statslig side lavede en særlov med erstatning og efterbehandling af ofrene. Alex frank Larsen havde inden bogudgivelsen begået en masse artikler om hele sagen. Han modtog efterfølgende også Cavling-prisen.
Ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene
De fleste læger fra Frederiksberg Hospital havde på dette tidspunkt slettet alt, hvad der kunne sætte dem i forbindelse med LSD – eksperimenterne i kælderen på afdeling D. Overlæge Geert-Jørgensen, der nåede at blive slået til ridder af Dannebrog var afgået ved døden i 1977. Således fik forsøgene ingen konsekvenser for de ansvarshavende – kun for ofrene.
Patienternes tarv måtte gå forud for kollegialt sammenhold
Først i 1986 vedtog Folketinget, at der skulle gives erstatning til LSD – ofrene. 154 henvendte sig. Men hvad med alle de andre? Hvordan havde de det? Man havde ikke rigtig nogen dokumenter – de var blevet destrueret, bortkommet – de eksisterer ikke mere.
Endelig kunne politikerne se, at det var noget galt. Man mente at patientens tarv måtte gå forud for kollegialt sammenhold
Renæssance i det elektroniske musikmiljø
I 1990’erne og frem har LSD og andre psykedeliske stoffer en rekreativ renæssance i de elektroniske musikmiljøer. Men det har ikke nået de samme højder som i 60ernes mod-kultur.
Ny forskning med LSD
I dag er man i gang med forskning af psykedeliske stoffer. Man forsøger at finde ud af hvilke receptorer af hjernen stoffet påvirker og hvor meget af stoffet der skal til for at give den rette virkning.
Men det er ikke alle forskere, der er lige begejstrede for de forsøg, der foregår nu om dage. Patienter kan stadig få voldsomme bivirkninger såsom psykoser, som kan forekomme lang tid efter og kan være svære at kontrollere. Det kan også være svært at lave forsøg med psykedeliske stoffer, der lever op til de krav, man normalt har til psykiatriske forsøg.
LSD igen tilladt som lægemiddel
I Norge har man fundet ud af at LSD kan mindske trangen til alkohol. Som lægemiddel er LSD igen blevet tilladt. Problemet er nok at forskere forventer urealistisk gode resultater af en enkelt dosis og har en tendens til at overse effekter, som varede under et år.
Sporene skræmmer åbenbart ikke. Man har ikke lært noget fra dengang. Det er bekymrende over den rådvildhed der hersker om hvordan lægemidler virker hos psykiatere.
Dengang vendte Landsret det hele på hovedet
Under Frederiksberg Hospital kendte man ikke stoffets effekt til bunds Kontrollen med de danske forsøg var de mest lemfældige i verden.
De fleste LSD – forsøg er sket uden frivilligt samtykke, selv om det i dansk lov er lægens pligt at bevise, at der er givet information og samtykke. Dette er igen et eksempel på at de ansvarlige myndigheder kan vælge at se en anden vej, Retslægerådet svarede nej, da Sundhedsstyrelsen spurgte, om der var lagt utilbørligt pres på Gunnar Sandvei. Dernæst vendte Østre Landsret tingene på hovedet og overlod det til Gunnar Sandvei at bevise, at han ikke var tilstrækkelig orienteret om LSD, og at han ikke ønskede den sidste og skæbnesvangre session.
Hvad er et LSD – trip?
Selve opturen på LSD – trippet er helt fantastisk, men når det begynder at holde op med at virke, så er en by et frygteligt sted et være. Man skal ud i naturen. Det er til gengæld storslået.
Men man skal lige vide, at det er et meget ukontrollabelt stof. Man ikke bare drikke noget vand eller kaste op, også går det over. Når først man har taget det, så er man på det, og det er et manipulerende stof, som tager fuldstændig over.
Man mister fornemmelsen for det normale. Kropsligt og mentalt er det den ultimative ophævelse af alt, hvad man tager for givet. Alt kan begynde at bevæge sig. Det der ligger på gulvet bliver pludselig levende og bevæger sig. Jo et trip kan sagtens tage 6 – 8 timer.
Det var det stof, som lægerne på Frederiksberg Hospital bildte alle ind, at man havde fuldstændig styr og kontrol med. Kollegaer og Lægeverdenen bakkede i begyndelsen fuldstændig op om dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om ”Tiltroen til de hvide kitler” så se her: