Tyskertøserne, Feltmadrasserne og Horeunger, ja betegnelsen viste noget om de fordomme, der var. Men også  det danske samfund tog afstand fra Tyskertøserne og deres børn. Man kunne ikke få aktindsigt I familier blev børnene af Tyskertøser udelukket. Den dag i dag bliver børnene af mange betragtet som urene. Den norske regerings holdning efter krigen var ren og skær racistisk. Officielt kom der 5.500 dansk tyske børn ud det, men uofficielt var der ca. 12.000 børn.

 

Gadens Parlament

Kvinder, der havde seksuel omgang med tyske officerer og menige soldater under besættelsen blev efter befrielsen afstraffet. De blev brændemærket for deres lyster og kærlighed. Seksuel omgang med fjenden var i befolkningens øjne aldeles umoralsk.

Offentlig af-klipning af håret var en af afstraffelsesmetoderne. De var jo selv uden om det. Så  måtte de også selv tage konsekvenserne. Gadejustitsen talte sit eget sprog. De blev smidt ud af deres bolig og deres arbejdsplads. Venner, bekendte og familie tog afstand fra dem.

Nogle steder blev de ført gennem byen på ladet af en lastbil. Om halsen havde de et skilt Feltmadras.  De blev næsten afklædt og skulle løbe spidsråd mellem to rækker, der spyttede på dem og hånede dem.

Aktionerne var måske ikke så spontane, som man ville gøre dem til. Oftest var det modstandsfolk, der var forsynet med barberblade og sakse, der organiserede afstraffelserne.

 

Lister baseret på  rygter

I illegale aviser blev der offentliggjort lister med navne på tyskertøser. Man blev opfordret til at straffe disse forrædere. Oplysningerne var baseret på rygter. Og ingen er nogen sinde blevet gjort ansvarlige for disse oplysningers rigtighed.  De kvinder, der havde forhold til de tyske soldater blev betegnet som urene, sygdomsbefængte og animalske.

Og de børn, der blev resultatet blev udsat for noget, der nærmest kunne betegnes for racisme. De blev også  betragtet som landsforrædere. De var befængt med nazi – blod.

Børn af Feltmadrasser blev kaldt Horebørn. De blev draget til ansvar for, hvad deres forældre gjorde. De er vokset op med uudtalte ting – med hemmeligheder
og fortielser. Følelsen at være født skyldig fik velfærdsmæssige konsekvenser for mange af disse krigsbørn.

 

Landsforrædere

Tyskertøserne blev betragtet som landsforrædere, kollaboratører og en skændsel for vores land.  Med deres krop havde de tilsmudset og forrådt nationen.

Lige efter befrielsen blev der gennemført en meningsmåling. Her blev et udsnit af befolkningen spurgt om deres holdning til Tyskerpiger. En pct. ønskede dem henrettet, en femtedel ønskede dem fængslet. Og en stor del ønskede, at de blev mærket lige som jøderne.

Holdningen i befolkningen var, at Tyskertøser ofte var grimme, mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede.  Kvinderne forsøgte at svare igen. De havde forelsket sig i manden og ikke i nazismen.

 

Tyskerne var forhadte

Egentlig findes der ikke så meget litteratur om tyskertøser, deres børn og deres skæbner. Tyskerbørn er vokset op i en atmosfære af fortielse, hemmelighedskræmmeri, isolation og skam.

Alene i kraft af deres eksistens, minder de om en tid, som alle ønsker at glemme – om den forhadte fjende – om de ulykkelige krigsår. Tyskerne var forhadte i Danmark længe efter besættelsen. Og det fik Tyskerbørnene så sandelig at mærke.

I dagens Danmark lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle, hvem han var og er. Mennesker i Danmark lever stadig i skyggen af et tabu.

I de første besættelsesår blev en romance mødt med et smil. Men da Nazi – Tysklands nederlag tegnede sig klarere, blev kærlighedsforholdene forhadte og farlige.

 

Modstandsbevægelsen pustede til ilden

I 1942 stod følgende at læse i modstandsbladet Frit Danmark:

• Hvis så  endda tøsernes adfærd kun gik ud over dem selv, men følgerne af disse forhold bærer desværre frugt i uhyggelig grad. Den yngel kommer vi
  andre til at forsørge, for med den mangel på moral tøserne i dag afslører, tør det ikke forventes, at de vil underholde sig selv og deres afkom.

 

Nazi – yngel

Det nyfødte barn blev ikke blot gjort til et økonomisk problem men også et moralsk. Med foragt blev de nyfødte børn kaldt for Nazi – yngel. Modstandsbladene åbenbarede nazisternes blods – ideologi, at børn arvede synden fra deres far. Alt om retssikkerhed og kærlighed blev glemt i modstandsbladene. Længe efter krigen blev der skreget Tyskerunger efter de stakkels børn.

 

Tænk på  Islands blod

På Island var det nærmest tale om nationalsocialistisk racepolitik. Den islandske nations fremtid afhang af de unge menneskers pligtfølelse af deres troskab over for Islands blod og jord. Her var det ikke tyskerne, der huserede, men amerikanerne.

 

12.000 tyskerbørn

Forskere mener, at der er kommet et barn ud af hver tiende forhold. Det tal kan faktisk værre højere. I antal har det været mellem 40.000 – 60.000 tyskertøser i Danmark. I alt er der registeret 5.500 dansk – tyske børn.

Andre forskere mener dog, at der et sted mellem 10.000 – 12.000 tyskerbørn i Danmark.  Påstande om, at tyske soldater skulle have begået voldtægt i Danmark, er grebet ud af luften. Der foregik kun ganske få tilfælde. Afstraffelsen fra den tyske værnemagt over for disse soldater var hård.

 

Arvemæssig mindreværd

I Norge havde tyskerne registeret soldaternes børn i den hensigt at sende dem til Tyskland – uden mødrene. Ja selv den norske regering flirtede med denne tanke fra maj 1945. Man frygtede, at disse børn ville føle sig mere som tyskere end nordmænd.

Og minsandten om ikke psykiatere kom frem til, at halvdelen af mødrene var arvemæssig mindreværdig. Som følge deraf var deres børn bærere af defekte arveanlæg.

Man foreslog at børnene skulle sendes til et neutralt land som Sverige, hvor de så kunne blive bortadopteret. Men det skulle så først ske, når man med tvang og uden undtagelse havde fjernet dem alle sammen fra deres mor.

Derefter skulle man samle dem i større eller mindre opsamlingslejre. De skulle så have nye papirer, hvor man ændrede sted og dato for fødslen. De skulle også forsynes med nye navne. Kære læsere, det er Norge, vi skriver om.

 

Impulser fra den nordiske race

Sagen endte med, at den norske regering endte med meget modvilligt at bevillige 80.000 kr. til at hente norsk fødte børn tilbage til Norge. Det var børn født på ni fødeklinikker som Afdeling Lebensborn havde oprettet i Norge. Her kunne norske piger få hjælp også af økonomisk art, når de ventede barn med en tysk soldat.

Himmler mente, at den tyske race skulle tilføres nye impulser fra den nordiske race. Det Tyske Rige skulle have race – og arvelighedsmæssige værdifulde børn. Mange norsk fødte børn født på  disse fødeklinikker blev sendt til Tyskland.

I Norge blev 14.000 kvinder samlet i ca. 40 lejre. Det var dem, der havde haft kærlighedsaffære med tyske soldater. Da en journalist ville lave en film om disse lejre, blev det stoppet. Det Norske Rigsarkiv henviste til tavshedspligten. Man ville ikke udlevere oplysninger. Man ville sikkert også forti de overgreb som den norske stat begik – dengang.

 

Retspraksis blev bøjet

Også i Danmark sad adskillige tusinder af Tyskertøser i kortere eller længere tid i Modstandsbevægelsens internater. Retspraksis blev bøjet efter de politiske
omstændigheder og folkestemningen. Man mente, at det var dybt uretfærdigt at dømme modstandsfolk, som havde ofret så meget, hvis de var gået lidt over stregen. De milde domme, der fulgte, vidner om, at det danske samfund accepterede chikanen og overgrebene mod  Tyskertøserne.

 

Ingen kendte hende

Lotte Tarp var Tyskerbarn eller Krigsbarn. Hendes mor, Åse gjorde alt for at slippe for den skam det var at føde et Tyskerbarn. Hun flygtede til et diskret sted i Jylland, hvor hun mødte lidelsesfælder. Lotte blev anbragt på et børnehjem i Århus. Hun var meget underernæret. Og det reddede måske hendes liv, at en
slægtning tog sig af hende. Hun kom til at vokse op hos bedsteforældrene. Selv rejste Åse til København, hvor ingen kendte hende.

 

Aber das ist doch Wölfchen

Da Lotte blev ældre spurgte hun, hvem hendes far var. Hun fik svaret, at han var dansk modstandsmand, likvideret af tyskerne. Først da Lotte var 30 år, fik hun at vide, at faderen var tysk soldat og hed Wolfgang.

Åse havde opsøgt Lottes far, da hun var syv måneder henne. I det udbombede Eberswalde fik hun kun ganske kort tid med Wolfgang, ind til forældrene satte hende på porten. Hun så aldrig mere sin Wolfgang.

I 1984 forsøgte Lotte at opspore sin familie. Men det meget lukkede DDR var ikke meget for at hjælpe hende. Vestlige besøgende blev nærmest betragtet som spioner. Befolkningen i DDR vidste ikke rigtig, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt.

Hun fandt frem til Brunnenstrasse 20, hvor hendes far havde boet. En pensioneret rektor og hans kone var en stor hjælp for Lotte. Hun modtog efterhånden mange informationer om hendes familie. En dag stod hun over for hendes fars søster – Tante Lotte:

• Aber das ist doch Wölffchen

 

Bevidst vildledning

Lotte var heldig. Men det er det langt fra alle Tyskerbørn, der har været. Børneloven af 1937 skulle sikre uægte børn aktindsigt i deres faderskabssager. Men denne ret blev tilsidesat af de danske myndigheder frem til 1998/99. Mange krigsbørn er blevet nægtet aktindsigt. Der er eksempler på at embedsmænd har
givet bevidst vildledning.

Man kan hvis rolig konstatere, at en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger i Verden og så repræsenterer et mørkere kapitel af nyere dansk retshistorie.  Kigger man i kirkebøgerne fra 1940 til 1946 vil man ikke finde anmærkninger om, at en tysk soldat skulle være faderen.

 

Hvem er min far?

Mange lever stadig i uvidenhed om deres herkomst. Adskillige krigsbørn har efter deres moders død haft den rystende oplevelse, at finde breve og dokumenter, der vidner om en ukendt kærlighedshistorie.

En far de voksede op med, var stedfar. Hvem er eller var den rigtige far? For nogle var det en lettelse at få det svar. For andre var den sorg. Men er det ikke tale om et bedrag, hvis man ikke får sandheden.

Her i landet er der oprettet en forening Danmarks Krigsbørns Forening. Her forsøger man at tackle de psykiske skadesvirkninger, som Tyskerbørn er udsat for.

 

Social fordømmelse

I hele verden findes der vel nok en halv million krigsbørn. Selv om disse børn har mærket moderkærlighed, så er de blevet sat ud af samfundet. Mødrenes skamfølelse og angst for social fordømmelse var årsag til at mange hemmeligholdt, at barnets far havde kæmpet på den forkerte side, på taberens side.

Pigernes seksualitet blev gjort til et samfunds anliggende. Det var ikke et privat anliggende. Og samfundets behandling af Tyskerpigerne
og deres afkom var i høj grad præget af afstandtagen.

 

Udelukket fra egen familie

Der er også eksempler på, at barnet er blevet udelukket fra den nye familie. Her er den nye families barn blevet prioriteret højere. I den øvrige familie er det såkaldte uægte barn blevet forbigået.

Talrige eksempler er det også på, at de brødre, søstre og andet familie, man har fundet frem til, ikke vil have noget at gøre med det barn, der blev født oppe i Danmark.

Kilde:

• div. Besættelses – Litteratur
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Erik Oluf Galvit: Inger, min mor – Tyskertøs eller forbudt kærlighed 
• Lotte Tarp: Det skulle nødig hedde sig 
• Ebbe Droshagen: Det skal de ikke slippe godt fra 
• Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelsen og retsopgør 
• Kirsten Mejlhede Krogh: Tyskertøs 
• Arne Øland: Horeunger og Helligdage 
• Merete Just: Tyskernes Piger 
• Tejre Andreas Petersen: Vi kaldte dem tyskertøser 
• Leif Hansen: I seng med fjenden 
• krigsboern.dk 
• vi har ikke gjort brug af alle de omtalte kilder, men nævner det kun, hvis du vil forske i temaet

Hvis du vil vide 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 
• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)
• Ønskede og uønskede efter besættelsen 
• Tyskerluder og Drageyngel 

Redigeret 30. 12. 2021