Artikler
Januar 7, 2024
Vesterbro 1840 – 1857
Det ældste af forstæderne. Ubehageligt at passere Vesterbro. Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer. Hvem var berettiget til skatteindtægter Gartner Hintzes grund. Skydeselskabets fallit. Politiet afviste skydebane. Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig. Her lå Det Gamle Pest-hus og Stadens Planteskole. Glaciholm, Accisseboden og Trommesalen. Der kom et Bonde-Bazar. Nej til flere gadelygter. Det var stedet, hvor man gik ud og morede sig Gennemgangsled til Frederiksberg. De fornemme klasser valgte bestemte tidspunkter til at besøge Frederiksberg Have. Ministeriet truede med et nyt jerngitter. Man ville gerne have et nyt torv. I 1857 fandt man et nyt sted.
Den ældste af ”Forstæderne”
Vesterbro var den ældste af forstæderne. Den havde allerede i 1795 fået sit eget apotek. Det havde Nørrebro først opnået i 1844 og som Østerbro forgæves ansøgte om i 1853. Der boede i 1840 i alt 1.711 mennesker i Udenbys Vester Kvarter.
Kun den forreste del af broen fra Farimagsvejen til Værnedamsvejen havde en nogenlunde sammenhængende bebyggelse. Længere ude var der så åbent, at man fra gaden mellem Frederiksstøtten og Skydebanen kunne se Frederiksberg Slot ligge frit på sin bakketop:
Ja sådan sang Skydebrødrene i en af deres sange ved festen på Kongens fødselsdag i 1842.
Ubehageligt at passere Vesterbro
Vejen var skyggeløs og åben, så snart man var kommet ud af Alléen nærmest Vesterport. En tur ud af Vesterbro var ingenlunde regnet for nogen fornøjelse.
Ja sådan skriver beboerne derude i et andragende til Magistraten i 1852:
Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer
Beboerne foreslog at der blev plantet træer på begge sider af Kørebanen fra Acciseboden til Frederiksberg Allé. De mente, at træerne ville foruden at gøre nytte også ville blive en hårdt tiltrængt forskønnelse.
Men ak og ve. Borgerrepræsentationen forkastede forslaget med den motivering at manglen på skygge ville afhjælpes når det søndre fortov blev etableret. Her kunne man bevæge sig langs den søndre husrække.
Hvem var berettiget til skatteindtægter
Uden for Glaciset havde man på venstre hånd den såkaldte Dronningens Enghave, der strakte sig fra Alléen mod Kalvebod strand. En del af dette terræn blev senere inddraget under Tivoli. Her blev også anlagt Københavns første banegård. Det mærkelig var bare at dette jordstykke ikke hørte til Københavns Kommune, men til Frederiksberg-Hvidovre Sogne.
Det var noget, man så længe, der ikke boede mennesker her ikke havde skænket en tanke. Det stammede tilbage fra et magelæg som Christian den Fjerde fortog i 1621. Men nu begyndte kommunerne at strides om, hvem der var berettiget til skat fra de nye beboere.
Rentekammeret afgjorde i 1846 spørgsmålet til Landkommunernes fordel. I København begyndte man at interessere sig for at få Enghaven til Københavns Kommune. I 1848 blev den ved en kongelig resolution henlagt under København, hvad Justits – og Politivæsenet angik. Men først en snes år senere fik kommunen bemyndigelse til at søge arealet helt inddraget under København.
Gartner Hintzes grund
Lidt længere ude i Vesterbros Allé lå gartner Hintzes store have på hvis grund Helgolandsgade og Colbjørnsensgade er bygget.
Bag ved Enghaven helt nede ved Kalvebod strand lå tømmerpladserne – hele tretten styk. De tilhørte dels staten og dels kommunen. De blev lejet ud til byens tømmerhandler.
Skydeselskabet gik fallit
Uden for dem lå ejendommen ”Enighedsværn”, der i Frederik den Sjettes tid tilhørte det borgerlige skydeselskab. Her var skydebaner og selskabslokaler. Adskillige af tidens talrige foreninger havde her deres mødested.
Men Skydeselskabet gik fallit i 1840 og ejendommen blev stillet til auktion. Den blev købt for 8.000 Rigsdaler af birkedommeren i Søndre Birk, Justitsråd Frederiksen.
Politiet afviste ny skydebane
Lige vest for denne bygning og det dertil hørende store vænge begyndte reberbanerne, der i lange smalle strimler løb fra Vesterbrogade ned mod stranden. Da flere skydeselskaber var blevet husvilde ved salget af Enighedsværn forsøgte ejeren af en af disse baner at afhjælpe savnet ved at lade sin jord indrette til skydebane.
Men tilladelsen kunne ikke gives lige med det samme. Politiet måtte lige tage det hele til eftersyn. Banen var kun adskilt af en lille grøft og en række stikkelsbærbuske over til naboen – slagtermester Svendsens jordlod. Den blev brugt som mark. Indgangen til denne mark var åben ud mod Vesterbrogade. Om sommeren gik der mange mennesker over denne mark. Det var folk, der brugte denne adgang for at komme ned til stranden.
Politidirektøren mente derfor, at det ville være for farligt at lade folk holde skydeøvelser umiddelbart på den anden side af stikkelsbærbuskene.
Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig
Uden for reberbanerne kom den store Vesterfælled. Den blev næsten aldrig benyttet af militæret, der havde øvelsespladser nok i de store fælleder mellem Nørre-og Østerbro. I 1848 stillede Krigsministeriet derfor i udsigt, at den helt kunne afgives til kommunen. Man mente i Borgerrepræsentationen om at man skulle forsøge at få den bortsolgt til bebyggelse. Men mente alligevel, at det var urealistisk, da vejen herhen til, var ufremkommelig.
Her lå Stadens Planteskole og Det Gamle Pesthus
Hele fælleden henlå i en nedtrykkende tilstand. Den eneste bebyggelse herude var det såkaldte ”Gamle Pesthus”, der senere fik et nyt navn. Det kom til at hedde Belvedere. Desuden fandtes her ”Stadens Planteskole” Det var et areal på en tønde land. Her plantede kommunen Poppeltræer. Som en tvivlsom pryd blev disse plantet langs alle veje i byens omegn.
Foruden poppelplanterne indeholdt planteskolen tjørn, elm. lind og ask. På Vesterfælled fandtes desuden tre – fire vandhuller, der i tilfælde af brand på Vesterbro skulle bruges som branddamme.
Glaciholm, Acciseboden og Trommesalen
På højre side af Vesterbrogade på jernbanens nuværende grund lå Glaciholm samt Acciseboden og Trommesalen, hvor Kvægtorvet holdtes. Så begyndte den sammenhængende bebyggelse af lave bindingsværkshuse, der blev benyttet af slagterier, stalde og småbeværtninger.
Bonde-Bazar
Forretninger var der ingen ad – det var noget helt nyt, da der i 1843 blev oprettet en såkaldt ”Bonde-Bazar” på Vesterbro. Det vil sige et udsalg af landbrugsmaskiner og redskaber, beregnet på de torvesøgende bønder.
Nej til flere gadelygter
Gadelygter fandtes kun på den forreste del af broen. I 1849 ansøgte Kongelig skuespiller Hansen og flere beboere fra det yderste Vesterbro om at få lygter helt ud til ”Sorte hest”. Men det blev nægtet med den begrundelse, at der var adskillige langt stærkere bebyggede veje, f.eks. Blegdamsvejen, som heller ingen lygter havde.
Stedet, hvor man gik og morede sig
Trods dette var der meget liv på Vesterbro. Fra gammel tid havde det været stedet, hvor man skulle ud at more sig. Her lå to forstadsteatre Pettolettis og Prices. Her lå Rosenlund på Værnedamsvej, Alleenberg i Frederiksbergs Allé. Senere kom Tivoli og Alhambra.
Her var Skydebanens fornemme bygning med de store selskabslokaler og den gode mad. Her var talrige små beværtninger, Bjørnsdal, Blå Stud og hvad de nu ellers alle hed, helt ud til den ensomt liggende slotskro ved Roskilde Landevej.
”Gennemgangsled” til Frederiksberg
Og så var Vesterbro først og sidst det nødvendige gennemgangsled for at komme ud til byens mest yndede promenade, Frederiksberg Allé og slottets have.
Engang blev alléen lukket af en jernport. Det var den samme som blev brugt ved den forreste indgang til Søndermarken. Gennem den var der kun adgang for fodgængere og lette køretøjer. Alléen kunne derfor bevare den fornemme promenade. Efter tidens forhold var færdslen her uhyre stor.
Da jernbanen blev anlagt, havde man lavet beregninger over, om en station i Valby kunne betale sig. En komité lavede i 1844 en rapport om dette.
De fornemme klasser udvalgte bestemte tider til Frederiksberg Have
De fornemme klasser spadserede næsten aldrig mod Frederiksberg på bestemte tidspunkter. Det var ofte om morgenen og formiddage de tog derud. Der kom dog årligt 500.000 personer derude.
Ministeriet truede med jerngitter
9 omnibusser sørgede for transporten til Vesterbro dengang. Det var ikke det mest behagelige transportmiddel. Så stærk var færdslen i Frederiksberg Allé at Ministeriet i 1839 truede med at anbringe en bom og lade opkræve en afgift af de kørende og ridende gennem alléen, da vedligeholdelsesomkostningerne nu var vokset til det dobbelte. For at undgå dette tilbød Københavns Kommune at betale 300 Rigsdaler årligt til alléens vedligeholdelse.
Man ville have et nyt torv
Jernbanens anlæg bag om husrækken forandrede ikke synderligt i Vesterbros udseende. Derimod gav gasværkets anlæg i halvtredserne stødet til gennemgribende forandringer som betød at Gasværksvejen blev anlagt fra hovedgaden ned til værket.
Da bebyggelsen nu voksede stærk, gav det anledning til et særligt torv på Vesterbro. Det var først tale om at anvende pladsen foran jernporten, hvor de fire gader støder sammen. På denne plads stod et portnerhus. Dette kunne uden skade nedrives.
Ejeren af hjørnegrunden mellem Alléen og Vesterbrogade tilbød gratis ar overlade den yderste spids af trekanten til det påtænkte torv.
I 1857 valgte man et andet sted til Torv
Men denne plan måtte opgives, da pladsen ville blive for lille. I 1857 blev det bestemt at lægge torvet ved hjørnet af Gasværksvejen og samtidig blev det vedtaget at anlægge en ny gade mellem jernbanen og Vesterbros Hovedgade. Det blev til den senere Istedgade. Gennem disse anlæg begyndte Vesterbro at antage sit nuværende udseende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2024
Nørrebro 1840-1857
En af de største og mest forsømte forstad. Knud Mikkelsen ville ikke flytte. I 1841 blev hvert andet træ fældet på Nørrebrogade. Barrierehuset. Indkørslen til Blågården. Store haver og marker. En beskrivelse fra 1853. Fritaget for vej-, vægter- og lygteskat. Ulrichsens stiftelse. Derfor hedder det Rabarberlandet. Store Ravnsborg. Blegdamme. En nøgle var nødvendig. Fælledvejen var berygtet. Kirkegårdene. Jagt på Assistens Kirkegård. Klager fra graverne. Masser af vand på kirkegården. Brøndene var forurenede. Stadsingeniør opfordrede til nedlæggelse af Assistens kirkegård, hvis der ikke kom en vandledning. Det yderste stykke. Militæret havde taget magten på Fællederne. Byens kreaturer sultede. Militæret kunne ikke undvære noget som helst. Politidirektør advarede Magistraten flere gange. Selskabet til Hesteavlens fremme afholdt væddeløb. Grundtvigs Højskole
En af de største og mest forsømte forstad
En af de største forstæder dengang var Nørrebro. Og det var også den mest forsømte. Her var det altid noget at klage over. Sammen med Østerbro dannede Nørrebro:
I 1840 havde de to bydele 3.309 indbyggere. Dette tal voksede hastigt i løbet af fyrrerne og navnlig i halvtredserne.
Knud Mikkelsen ville ikke flytte
Det første hus, som man stødte på når man kom over Peblingebroen var det såkaldte ”Stenhuggerhus”, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte. Den lå lige ved siden af Druknehuset, der tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning.
I Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsapparaterne i skuret. Han skulle også passe på, at der ikke blev smidt skidt i søen.
Da det nu blev tale om bebyggelse af forstæderne var det første skridt at fjerne Stenhuggerhuset og skuret. Men Knud Mikkelsen ville ikke flytte. En opsigelse fra kommunen brød han sig ikke om. Han gjorde kommunen opmærksom på, at han var fæster (lejer) og ikke ejer af grunden. Huset stod på kommunens jord. Dette stod i Fæsterbrevet. Dette var i sin tid blevet ham meddelt.
Knud svarede også, at han hverken kunne læse eller skrive og ikke kendte noget til, hvad der stod i papirerne.
Kommunen anlagde derfor sag mod ham. Overrets-dommen pålagde Knud til under en daglig mulkt af en Rigsdaler at rive huset ned.
I 1841 blev hvert andet træ fældet
Dengang var Nørrebrogade en træbeplantet vej. I 1841 måtte man lade hvert andet træ fjerne i begge sider af gaden.
Barrierehuset
Kun i den nordlige af gaden var der et fortov. Men dette blev stoppet af de såkaldte ”Barrierehus” omtrent ved Fælledvej. Fra husrækken sprang den frem i gaden.
Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene på Stadens Fælleder. Nu var den udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod da huset stå for hendes skyld.
Men huset hindrede passage. Og det så ikke godt ud i gadebilledet. Først i 1847, da enken selv bestemte sig til at flytte, blev huset solgt til nedrivning. Det blev betalt med 830 Rigsdaler, mens Magistraten kun havde forlangt 12 rigsdaler årligt af enken.
Indkørslen til Blågården
På den sydlige side af gaden fandtes ingen fortov. Her var kun få bebyggelser. Gaden gik langs Blågårdens og Solitudes store haver og langs Assistens Kirkegård.
Blågården var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldtsgade. Der stod på det udstrakte terræn en del ret herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid alle med det blå tag af glaserede sten. Hovedbygningen var revet ned.
Ud mod Nørrebrogade stod to svære stenpiller, kronede af en gesims og en mægtig stenkugle, som i sin tid havde dannet indkørslen til den herskabelige indkørsel til den herskabelige bolig.
Store haver og marker
Omkring pavillonerne lå store haver – en af disse tilhørende krigsassessor Koop var kendt som samlingsstedet for adskillige af den tids selskabelige foreninger. Men også marker og fiskeparker, ja hele kornmarker fandtes inden for Blågårds porte. Terrænet ud imod Peblingesøen lå hen som uopdyrket land – et stykke forvildet natur uden for hovedstaden.
Vildanden rugede i sivene, hare, væsel og mår færdedes i haver og marker. Ja en rævegrav fandtes også på Blågårds marker. Og midt i vildnisset ud mod søen stod som en glemt levning fra slottets fornemme dage en forvitret stenstatue med en hovedløs krop af en Sfinx.
En beskrivelse fra 1853
Vi kigger på en beskrivelse af Blågård fra 1853:
Det var i Frederik den Sjettes tid. Senere, da der blev bygget en del derud, opstod en hel lille koloni på Blågård, hvis forhold i kommunal henseende var ret ejendommelige. Grundene tilhørte det privilegerede borgerskab. Beboerne gjorde derfor fordring på jagtret som en af det gamle Blågårds herligheder.
Fritaget for vej-, vægter-, og lygteskat
Vejene var private og beboerne var fri for vej-, vægter- og lygteskat. Da de heller ikke fik vand fra søerne, skulle de heller ikke betale vand-skat. De styrede selv deres fælles anliggender, holdt Generalforsamling og valgte sig en formand.
Ulrichsens Stiftelse
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den store have og langs disse veje lå adskillige nyere anlæg. Her var Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens store og vidt bekendte Blomstergartneri. Ved Blågårdsvej lå også Ulrichsens Stiftelse. Den blev nedrevet i 1902.
Derfor hed det Rabarberlandet
Uden for Blågård lå Solitude – ligeledes en stor, herskabelig ejendom med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i fyrrerne kaptajn Bangert. Den blev efter hans død udstykket af arvingerne. En gartner benyttede en del af jordene ned mod åen til dyrkning af rabarbere. Navnet Rabarberlandet blev hængene ved dette kvarter efter dette blev bebygget.
Parcelvejen senere Griffenfeldtsgade førte hen over Solitudes jorder og ned til ”Percelbroen over Ladegårdsåen. Mellem Solitude og kirkegården lå beværtningen ”Lille Ravnsborg”, der havde sin væsentligste søgning fra de forfrosne ”Sørgeskarer”, der vendte hjem fra begravelserne på Assistens.
Store Ravnsborg
På den modsatte side af Nørrebrogade lå Store Ravnsborg. En ejendom på over 5 tdr. land med en gammel hovedbygning og store gartnerier. Hele ejendommen blev på et heldigt tidspunkt købt af ”Den bestandig borgerlig Forening”, der havde sit klublokale her, indtil de stigende grundpriser, satte den i stand til at udstykke det hele i byggegrunde til stor fordel for Foreningens medlemmer.
Blegdammene
Hvor Ravnsborg Have endte begyndte blegdammene, der i nummerorden fra nr. 1 til 23 strakte sig helt ud til Østerbro. Det var små grønne jordpletter, hver med en lille dam, der fik vandet ledet ind fra Sortedamssøen. Her lå de lange hvide lærredsstykker på bleg. De blev bevogtet om natten af vægtere, der tudede i kohorn for at skræmme tyvene bort.
Enkelte af disse blegdamme, var allerede taget i brug som byggepladser, således til Feilbergs Voksfabrik og den såkaldte Manchesterfabrik. Men en gennemført bebyggelse af dem begyndte først i halvtredserne, da Skt. Hans Gade blev anlagt hen over første blegdam. På anden blegdam opførtes Ting- og Arresthuset i 1847-48. På 12. blegdam opførtes Blegdammens Skole.
På en af blegdammene boede bager Købke, hvis søn, maleren Chresten Købke herfra havde hentet motivet til flere af sine stemningsfulde billeder. Disse motiver viser den stille skønhed, der kunne hvile over Søerne, så længe de endnu ikke var blevet ”regulerede” til deres nuværende kunstige form. Disse billeder er en kilde til brokvarterenes historie.
En nøgle var nødvendig
Dosseringen langs Sortedamssøen forbi Ravnsborg Have og blegdammene tilhørte Vandvæsnet. Der gik en fodsti hen ad dem. Den var ved begge ender lukket med en aflåst låge. Beboerne på blegdammene kunne med et depositum af fem mark få en nøgle til lågene udleveret hos Vandvæsnet. Dem, der ikke havde en nøgle kunne mod en lille drikkeskilling få manden i Stenhuggerhuset til at åbne lågen.
Efterhånden som bebyggelsen på Nørrebro blev tættere, blev tættere, blev misfornøjelsen med dette afspærringssystem stedse stærkere. Ofte var disse låger udsat for hærværk og var brudt op.
Da Skt. Hans gade blev anlagt 1851 -53 blev det umuligt at opretholde afspærringen, eftersom denne gade blev lukket i den ene ende. Lågerne blev omsider fjernet og Dosseringen blev til en offentlig gangsti.
På den anden side af blegdammene førte Blegdamsvejen ud til Østerbro. Den henlå i en forsømt tilstand. Her var ingen lygter eller vægtere. Og her lugtede det også fra den dybe og brede Blegdamsgrøft.
Fælledvejen var berygtet
Fælledvejen var temmelig berygtet. På hjørnet lå Kaptajn Grams Have, der var et stærkt besøgt traktørsted. Her var Christian Winther, der dengang boede på Nørrebro en flittig gæst. Mindre anset var danseboden ”Det gamle Testamente, der lå ved Jødevejen, den nuværende Møllegade.
Kirkegårdene
Jødevejen førte til den mosaiske kirkegård. I forhold til sin størrelse krævede den jødiske menighed en stor begravelseshed. Den jødiske religion tillod ikke nogensinde at opgrave et lig, der engang var nedlagt. Gang på gang blev denne kirkegård udvidet.
Kommunalbestyrelsen ønskede ikke at få begravelserne alt for tætte på de allerede dengang bebyggede grunde. Menighedens udholdenhed var større end Sundhedspolitiets påpasselighed. Det ene jordstykke efter det andet blev inddraget under kirkegården. Et tilbud om at overlade den mosaiske menighed en begravelsesplads på Assistens Kirkegård ville menigheden ikke modtage.
Den store Assistens Kirkegård på Nørrebro havde et areal på 30 tdr. land i areal, var stadens vigtigste begravelsesplads. Alle byens sognekirker havde andel i den.
Jagt på Assistens Kirkegård
I 1852 skulle kirkegården atter udvides. Grunden var at der nu var forbudt at begrave lig inde i byen. Inde på kirkegården så man ofte krybskytter, der var på jagt efter harer og agerhøns.
Over for dette forhold klagede distrikt jæger Fonseca fra Valby i 1848. Han klagede ikke fordi, at sådan en jagt var usømmelig på kirkegården. Men han klagede fordi:
Der blev i den forbindelse foretaget forhør. Men Fonseca var draget i krig med det ridende frivillige Jægerkorps. Derfor kunne han ikke afhøres. Åbenbart blev sagen stillet i bero.
Klager fra Graverne
Der foregik mange ulovlige ting på kirkegården uden at kirkeværgen og de efterhånden tre gravere kunne gøre noget. Det hedder i en klage fra graverne i 1851:
Graverne stod magtesløse og udsatte sig selv for overlast. De bad derfor om at få et politiskilt. Men der blev nu ikke taget hensyn til graverne. Og allerede i 1858, kom der en ny klage:
Graverne foreslog lige som i 1851, at kirkegården blev forsvarligt indhegnet, at graverne får eneret på vedligeholdelse af gravsteder, og at der tildeles dem politimyndighed på kirkegården.
Masser af vand på kirkegården
Der var også andet, der vakte kirkegårdens bekymring. Det var problemet med dræning. I den forbindelse var man bekymret for sundhedstilstanden i området. Kirkegården var lavtliggende og fugtig, og da et fast lerlag under i den forhindrede vandet i at synke, stod det ofte højt i gravene eller oversvømmede hele strækninger af kirkegården.
Polyteknisk Læreanstalt blev taget på råd. Jordbundsforholdene blev undersøgt. De kom til det resultat at vandet fra kirkegården let kunne skaffes bort ved på passende steder at bore huller gennem lerlaget ned til det underliggende sandlag.
Men de anså dog dette for uforsvarligt til at gribe til dette middel. Det ville bevirke at kirkegårdsvandet gennem det vandførende sand ville spredes ud over hele det lavere liggende terræn syd og sydvest for kirkegården og det ville forurene brøndene.
Brøndene var forurenede
Undersøgelser af brøndene i de lavere liggende brønde viste, at vandet her indeholdt kulbrinte og organiske stoffer. Dette fandtes ikke på det højere liggende terræn nord og nordøst for kirkegården.
Det eneste forsvarlige middel var at aflede kirkegårdsvandet til en underjordisk kloak, der førtes under Ladegårdsåen og helt ud til stranden. En sådan kloak ville koste 15.000 Rigsdaler. Men indtil den var anlagt, måtte man lade alt blive, som det var.
Stadsingeniør opfordrer til nedlæggelse af kirkegården
Vor Frue og Trinitatis Kirke spurgte Magistraten om de ville være med til at bekoste sådan en kloak. Men der kom aldrig noget svar på denne henvendelse. I 1859 var alt ved det gamle.
Det var igen tale om en udvidelse af kirkegården, men stadsingeniør Colding modsatte sig dette. Hvis ikke den forslåede vandledning blev etableret kunne man lige så godt lukke Assistens Kirkegården. Og flytte byens begravelsesplads et andet sted hen.
Det yderste stykke
Det yderste stykke af Nørrebro, fra kirkegården ud til Lygten bar navnet Lygtevejen. Herude lå gårdene Ventegodt, Petersminde og petersdal. Og så endelig ude ved bymarkens grænse lå traktørstedet Lygten.
Militæret havde taget magten på Fællederne
Fladt og trøstesløst strakte sig de store fælleder – 293 tdr. land sig fra Nørre – til Østerbro. Den triste flade ensformighed blev afbrudt af melankolske vandhuller, hvis folkelige navne var det eneste opløftende i det store øde.
Gåseparken lå tæt ved Blegdamsvejen, Holger Danskes Briller ved Nørre Alle, – det gamle navn på det tredje vandhul var Kammerpotten
Fællederne tilhørte kommunen. Men efterhånden havde militæret taget magten. Troppeøvelser og revyer afholdtes stadig herude. Eleverne ved den militære højskole blev undervist i minearbejder. Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.
Byens kreaturer skulle om sommeren søge deres føde fælleden om sommeren. Men alt blev mere og mere trampet sammen af soldaternes støvlehæle. Græsset visnede efterhånden bort. Det blev efterhånden tarveligere føde, som de firbenede kunne finde herude.
Byens kreaturer sultede
Militærets herredømme over det store terræn havde udviklet sig gradvis i løbet af hundrede år. I 1737 og de følgende år udstedte kongen det ene påbud efter det andet, sigtende til at reservere fællederne mere og mere til militære øvelser og skansearbejder. Samtidig blev stadens ret til disse arealer skudt i baggrunden.
Så længe Frederik den Sjette levede kunne ingen tænke på at røre hans kære militærvæsen. Men efter hans død vovede borgerrepræsentanterne at forlange det spørgsmål undersøgt, med hvilke rettigheder og forpligtelser staden ejede disse fælleder. Resultatet blev en historisk oversigt. Andet kom det ikke ud af dette, hverken den gang eller senere.
Militæret kunne ikke undvære noget som helst
I 1847 blev sagen taget frem på ny. Fællederne var da blevet endnu mere ufrugtbare siden sidst. Der voksede snart ikke mere græs på dem, kun mos. Kreaturerne gik og halvsultede. Og dog vidste man, at jordbunden var god nok. Byens indtægt af det store terræn var ca. 1.370 Rigsdaler. Men hvis det nu blev opdyrket, kunne det give over 2.000 tdr. byg i årlig afgift.
Kommunalbestyrelsen tænkte nu ikke på muligheden for at få militæret fjernet fra fællederne. De mente, at militæret måtte nøjes med mindre end de henved 300 tdr. land. Så ville der måske være arealer, der kunne tilsås med kløver.
Foruden våbenøvelser var her ofte væddeløb. Der var også mange tilskuere. Og så var der ellers telte, tribuner, marketenderier, cirkus og meget mere. Jorden blev ikke kun nedtrampet og afslides. Men man afbrændte også herude på Fælleden.
Kommunalbestyrelsen skrev til militæret at græsset på fællederne trængte til hvile og de måtte begrænse deres plads. Krigsministeriet svarede omgående tilbage, at de ikke kunne undvære noget som helst.
Politidirektør advarer flere gange
I 1857 måtte politiet tage affære. Politidirektør Brædstrup skrev i slutningen af juni 1857 til magistraten, at der i flere uger ikke har været tilstrækkelig føde til græsning. Og grundet tørke var der så godt som intet foder til kreaturerne, som man måtte antage, sultede.
Atter i juli måned skrev politidirektøren til magistraten at der snarest burde sikres at kreaturerne fik føde. Atter engang skrev man til Krigsministeriet og fik igen samme svar. Men nu var det ikke kun militæret, der var skyld i manglende græs.
Selskabet til Hesteavlens Fremme
Selskabet til Hesteavlens Fremme havde første gang i 1832 fået tilladelse til at afholde væddeløb på fælleden på en bane, der var indhegnet med plankeværk. Et andragende om gentagelse i 1833 blev afslået, der af hensyn til manglende græsvækst ikke ville give denne tilladelse hvert år.
I 1840 mente Selskabet, at det var særlige omstændigheder til at der nu skulle gives tilladelse. Og disse omstændigheder var, at Christian den 8 skulle krones. Da Magistraten tøvede med sin tilladelse, begyndte Selskabet at true. Man udbad sig at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen, da man havde grund til at tro, at den ansøgte tilladelse i så fald ville blive givet. Efter denne meddelelse skyndte Magistraten sig at give tilladelsen.
Selskabet undlod ikke at forfølge sin sejr. Da væddeløbet var afholdt den 21. og 22. juni 1840 indgav Selskabet et andragende om hvert år mellem den 1. og 10. juni at få Blegdamsfælleden overladt til hestevæddeløb.
Men sådan en tilladelse fik man dog ikke. Men de fik lov til indtil 1847 hvert år at afholde væddeløb på fælleden. Grunden til at man begunstigede Selskabet var, at arrangementet gav penge til byen. Desuden var denne sport velset i de allerhøjeste kredse. Og så var det jo også lige Prins Ferdinand, der flere gange havde været dommer ved væddeløbene.
Grundtvigs højskole
Ud mod Lersøen strakte sig den store Rådmandsmark med Kløvermarken og Brudesengen. Herude lå Tagenshus nær ved Stadens Sandgrave. Dette landsted blev i 1855 købt af biskop Grundtvig for 21.000 Rigsdaler. Det var på hans 70-års fødselsdag. Han havde fået noget kapital stillet til rådighed til oprettelse af en højskole.
Gården i Rådmandsmarken blev nu kaldet Marielyst efter Grundtvigs anden hustru. Højskolen blev åbnet den 3. november 1856. Forstander var C.J. Brandt med Jeppe Tang og Morte Eskesen som medhjælpere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 4, 2024
Franciska Clausen fra Aabenraa – 125 år (2)
En stor fødselsdag. En succesfuld far. Familien lagde vægt på dannelse. Som 16-årig”Jeg vil være Kunstmaler”. Privatundervisning i Flensborg. En tur til Weimar. En ny underviser i Flensborg. I 1918 til München. Gammeldags undervisning på Kunstakademi. Hos professor Hoffmann. I 1922 i Berlin. Underviseren blev hendes elsker. Hun følte sig isoleret i de danske kunstnerkredse. Portrætmaler i Aabenraa i 1954. Forsker mener ikke, at hun var helt glemt. I årtier havde hun ingen udstillinger i Danmark. Måske var hun Danmarks første rødstrømpe. Hun forholdt sig kritisk til anmeldere og kollegaer. Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter. Var hun ”Den Grimme Ælling”? Brundlund fik 1.000 af hendes værker. Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø. En særpræget personlighed. Et kommende museum skal vise hendes værker. En ny opera er opkaldt efter hende.
En stor fødselsdag
Dette er andel del af vores artikel om denne talentfulde maler fra Aabenraa. Denne gang har vi også brugt nye kilder og måske fundet nye sider af hende. Det er fint at man vil fejre hende i Aabenraa. Det har hun da i den grad fortjent.
Hun er født den 7. januar 1899. Under Köhlers politik over for de dansksindede, forsøgte de fleste i Aabenraa at skjule deres nationale sindelag. En af disse kunne være Franciskas far, Peter Clausen. Han var født på Als og drømte om en arkitektuddannelse. Men mulighederne rakte ikke længere end til en læreplads hos en manufakturhandler i Sønderborg.
En succesfuld far
Men så startede han som selvstændig i Aabenraa. Han var en initiativrig, succesfuld og dynamisk handelsmand. Han giftede sig med den 11- år yngre Christine Olufsen. De fik to børn. Sønnen Jørgen og senere Franciska.
Familien lagde vægt på dannelse
Drømmen var en stor præsentabel familiebolig. Det blev en treetagers ejendom på 200 kvadratmeter midt i Vestergade. Bag villaen var en parklignende prydhave. Her var en pavillon bygget som en miniatureudgave af et klassisk oldtidstempel.
Hun lærte at spille på familiens flygel og begyndte på tegneundervisning. Familien lagde vægt på dannelse. Franciska begyndte at tegne husets tjenestefolk. Kunstinteressen dyrkede faderen også. Han var selv en fabelagtig tegner.
Som 16-årig: ”Jeg vil være kunstmaler”
Også moderen satte sit præg på hjemmets åndelige atmosfære med sin store interesse for litteratur. Georg brandes var en af hendes favoritter. Hun havde en stor bogsamling. Ofte var hun på besøg i Sprogforeningens Bogsamling på Folkehjem.
Franciska sagde allerede som 16 – årig:
Selv om hendes forældre tidligt kunne se hendes talenter, var de ikke så glade for at sende hende på kunstnerskole i Tyskland.
Privatundervisning i Flensborg
I 1915 modtog Francisca tegneundervisning en gang om ugen i Flensborg. Her lærte hun at male efter model. Og hun var begejstret for undervisningen:
En tur til Weimar
Som 17 – årig forlader Franciska hjemmet. Hun bliver optaget på Grossherzogiche Kunsthochschule i Weimar. Dette ophold varer dog kun et semester. Hun foretrak selv at eksperimentere. Hun laver en række karikerede malerier af det sønderjyske bysamfund.
En ny underviser i Flensborg
Men det er også i den periode hun fik intensiv tegneundervisning hos tegneren Käthe Larsen i Flensborg. Udbyttet af undervisningen var ifølge Francisca:
I 1918 til München
Franciska forlod Aabenraa igen i 1918 for at uddanne på Frauenacademie i München. Under hendes ophold brød november revolutionen ud. Dette præger hende os i nogle af hendes værker.
Årstallet er 1919. Hun forlader ikke Aabenraa før afstemningen i 1920. Hun forholdt sig køligt til sin sociale omgangskreds i Weimar og München. Måske skyldtes dette hendes nationale sindelag.
Gammeldags undervisning på Kunstakademi
Hun syntes selv, at hun befandt sig i et kunstnerisk dødvande. Hun begynder på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men undervisningen bliver dog ikke særlig udbytterig. Her fik hun ikke lov til at eksperimentere. Hun oplevede også undervisningen som meget gammeldags. Her skulle man male efter gibs støbninger.
Hun blev aldrig en del af de sociale liv. Hun følte sig rigtig udenfor. I slutningen af 1921 vælger hun at afbryde undervisningen og flytte til Tyskland. Hendes fars forretninger har nedgangstider. Hun søger ind på Akademie der Künste.
Hos professor Hans Hoffmann
Men først under professor Hans Hoffmann synes hun, at hun får inspiration:
I 1922 i Berlin
En udstilling med Picasso på Galleri ”Tannhauser” giver hende lyst til at eksperimentere med kubistiske kompositioner. Men rammerne for hende er igen for små. Efter at have tilbragt sommeren 1922 hjemme hos forældrene rejser hun i september 1922 til Berlin.
Her får hun en intens tre måneders undervisning. Hun føler at hun er på rette spor. De værker som hun producerer i denne periode, får hun lov til vise på en udstilling i Berlin i 1923. Hun roses i Berliner Algemeine Zeitung,
I 1924 døde faderen. Nu var det ikke mere mulighed for familien at give hende økonomisk støtte.
Underviseren blev hendes elskerinde
I Paris får Franciska for alvor inspiration. På Café Voltaire samles en række kunstnere, der besluttede at udstille sammen Gruppen havde deres første udstilling i Galleri 23. Picasso lod sig inspirere af et af Franciscas værker.
Hun studerede bl.a. moderne kunst under Ferdinand Léger og blev hans elskerinde. Hun blev en del af den parisiske kulturscene.
Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv
I 1931 vender Franciska hjem til Danmark. Hun lider tiltagende af vanskeligheder efter faderens død trods en del udstillingsaktiviteter i Paris. Det giver også lidt indtægter.
Herhjemme bosætter hun sig i København. Hun udstiller i Bingers Kunsthandel i 1932. Men tiden er ikke til moderne kunst. Hun føler sig isoleret i det danske kunstnerliv og har fortsat økonomiske vanskeligheder.
Portrætmaler i Aabenraa i 1934
I 1933 vender hun tilbage til Paris. Efter et par måneder som underviser i København vender hun i 1934 hjem til Aabenraa. Her ernærer hun sig i en årrække som portrætmaler. Løbende bliver hun inviteret til udstillinger. Bl.a. i Stockholm og Malmø.
I Sverige havde kunsthistoriker fået øje på hendes mange talenter.
Forsker mener ikke at hun var så glemt
Andre kunstkritikere mener, at hendes uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev bedre kendt.
Men Lise Mogensen Bech mener ikke, at hun var så glemt i Danmark. Hun har således fundet mange positive omtaler af hendes kunst og masser af fanpost i det private arkiv. Der er også fundet mange artikler om hende. Hun var på ingen måde glemt, siger forskeren.
Hun forsøgte forgæves i 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i formsprog, der var præget både af hendes modernisme og international plakatkunst.
I årtier har hun ingen udstilling i Danmark
Fra 1937 udstiller hun ikke i Danmark de næste årtier. I 1964 vises på en separatudstilling 125 af hendes værker i København. I 1968 bliver hun medlem af Kunstnersamfundet. I 1974 udkommer hendes første monografi. Hun fik endelig en livslang apanage fra Statens Kunstfond.
Måske var hun Danmarks første Rødstrømpe?
Også i det danske hof hørte man om Aabenraa -kunstneren. Således har hun portrætteret både dronning Ingrid og Magrethe.
Da hun var i 60’erne sagde hun, at hun ikke ønskede sig ”Kinder, Küche und Kirche”, Hun var måske allerede dengang en af de rødstumper, som endnu ikke var opfundet.
Hun forholdt sig kritisk
Franciska forholdt sig kritisk til sine kollegaer, anmeldere og danskerne. For eksempel ændrede hun titlerne på flere af sine værker igennem tiden efterhånden, som hun blev ældre. En af dem kom til at hedde ”De kolde skuldres land”. Dette virker på ingen måde flatterende for danskerne.
Hun var måske ikke frosset ude eller glemt. Måske ærgrede hun sig som ældre over, at hun ikke fik mere opmærksomhed som yngre. Det havde hun klart fortjent.
Hun arbejdede ubesværet i flere stilarter
Hun arbejdede ubesværet på kryds og tværs af alle stilarter og har lavet alt fra reklameplakater og mønstre til køretæpper og tapeter til polerede portrætter til glittede magasiner.
Var hun ”Den Grimme Ælling”?
Franciska boede i huset i Vestergade efter 1958, hvor moderen døde. Huset forfaldt mere og mere. Men helbredet tvang hende til at bo i beskyttet bolig i den sidste tid af hendes liv. Også her var hun omgivet af kunst i kasser og skuffer.
Franciska Clausen døde 87 år gammel af en blodprop. Ved hendes begravelse i Skt. Nikolai Kirke holdt pastor Svend J. Sidsen en smuk tale, hvor han sammenlignede hendes liv med H.C. Andersens eventyr ”Den Grimme Ælling”. Nogle af afslutningsordene var
Brundlund fik 1.000 af hendes værker
Hun efterlod ikke mindre end 2.500 værker. Mange af disse værker er deponeret på Trapholt Museum for Moderne Kunst i Kolding. I 2011 blev samlingen med Francisca Clausen overbragt til Brundlund Slot. Det vil sige, at det var ca. 1.000 af værkerne, som Aabenraa fik.
Nu bliver hun så æret med en reception på Folkehjem. Og så er der ellers udstilling på Brundlund Slot. Her kan man se alle facetter af hendes kunstneriske udfoldelser.
Hun skulle kæmpe i et mandsdomineret miljø
Hun skulle kæmpe sig frem i et mandsdomineret kunstnermiljø. Men hun blev dus med kunstnere som Picasso, Kandinsky, Mondrian og Jean Arp.
Hendes betydning for kunsten kan næppe overvurderes. Hendes mod som kvinde i en mandsdomineret verden er vel heller ikke at foragte. Nu er det gamle slot nok ikke det bedste sted at vise og opbevare kunst. Men en del af værkerne befinder sig nu i Museum Sønderjyllands nye bevaringscenter, som åbnede i 2023 i Rødekro.
En særpræget personlighed
I Aabenraa var der vel ikke mange, der vidste, hvor berømt hun egentlig var. Man havde en tendens til at grine af hende. Og måske blev hun også latterliggjort. Hun var kendt som en særpræget personlighed. Det var først efter i hendes alderdom og efter hendes død hun blev virkelig anerkendt.
En af hovedtalerne ved receptionen på Folkehjem er Lis Mogensen Beck, der har brugt tre år for at forske i Franciska Clausens kunst. Hun mener også at Franciska burde have haft meget mere anerkendelse.
Et kommende museum skal vise hendes værker
I Aabenraa har man planer om at oprette et søfartsmuseum og det skal kombineres med et Francisca Clausen museum. Det skal opføres på kilen. Hvor vidt disse planer er, ja det røber borgmesteren måske på Folkehjem den 7. januar.
En ny opera opkaldes efter hende
Ja og så har ”Opera på Grænsen” gennem to år været i gang med en helt ny opera ”Franciska”. Foreningen har modtaget en million kroner til dette projekt af A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond
Andre arrangementer omkring Francisca Clausen kan læses på www.fransiskaclausen.dk
Kilde:
Januar 2, 2024
Danske Aviser under Besættelsen
Vi har delt artiklen i tre dele: De danske aviser før 1940 – Besættelsestiden – efter 9. april 1940 – De danske aviser syd for grænsen. Over 100 kammeratlige samtaler. Nazisterne satte i system. Mange Berlin – korrespondenter var tyskervenlige. Kronika. På P.R. – tur til Det Tredje Rige. Rosende omtale i Jyllands Posten. Blædel måtte gå på tvungen orlov Berlingske Tidende svingede meget. De Konservative delt i to. Han tænkte på avisens overlevelse. Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hofavis”. Man rettede sig efter de tyske krav også længe før besættelsen. Mange kritiske redaktører blev fjernet. Sven Aage Lund blev ikke fyret. Det var Udenrigsministeriet, der opfordrede ham til at danne Den dansk – Tyske Forening. Fra 20. august 1943 direkte under tyskernes kommando. Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne. Lettelse for Udenrigsministeriet, da Kronika valgte at gå selv. Flensborg Avis var en mønsteravis.
Allerede i 1914 var der en form for censur i de danske aviser. Artikler skulle afspejle at Danmark var neutral. Og dette blev gentaget omkring 1930. Gennem 30’erne var det justitsminister K.K. Steincke, der under en heftig debat med pressens folk fik strammet retsreglerne omkring trykkefriheden.
De Danske Aviser – For 1940
Villigheden til at give efter startede længe før den 9. april 1940. I Tyskland blev pressen efter 1933 lagt i lænker. Men det nyoprettede Propagandaministerium fik allerede i 1933 også overdraget opgaven at påvirke udenlandsk presse.
100 kammeratlige samtaler
Det nye regime i Berlin var lige så så ømskindet over for negativ omtale, som det var aggressivt i sine klager til danske myndigheder og aviser, når nogen hvæssede pennen mod nazismen.
Det tyske gesandtskab i København orienterede regelmæssigt Udenrigs- og Propagandaministeriet i Berlin om, hvad danske aviser skrev om Tyskland. Negativ omtale medførte prompte diplomatiske protester, trusler af forskellig art.
Allerede i marts 1933 indkalder udenrigsminister P. Munch de danske redaktører til en af omkring 100 kammeratlige samtaler op gennem 30erne, hvor ministeriet appellerer til mådehold i kritikken af det, der nu er Hitlers Tyskland. Danmark er et neutralt land, og det skal dansk presse gerne afspejle.
Stauning blandede sig
Blev den politiske kontrol med pressen for tydelig for tyskerne, kunne Munch ikke fralægge sig ansvaret i prekære situationer med dansk pressefrihed som begrundelse. Så udenrigsministeren var på en vanskelig balancegang.
Det var især samtaler med tyske flygtninge og karikaturtegninger, der var på P. Munchs dagsorden i marts 1933. Det gik hårdt ud over tegneren Hans Bendix, som i 1934 blev indkaldt til en kammeratlig samtale med Stauning. Han fik at vide, at hvis han stadig ville fortsætte med at udgive sit antinazistiske tidsskrift ”Aandehullet”, så måtte han stoppe som fastansat tegner på Socialdemokraten, hvorefter Bendix lukkede bladet.
Nazisterne satte det i system
Isoleringen af udenrigskorrespondenterne blev sat i system. Goebbels propagandaministerium og von Ribbentrops udenrigsministerium afholdt separate pressemøder for tyske og udenlandske journalister. Sidstnævnte fik stillet presseklubber til rådighed. Så fik man mulighed for at telefonere rapporterne hjem. Og tyskerne fik forholdsvis let til at overvåge korrespondenterne.
Mange korrespondenter for tyskervenlige
. Kronika, Hvidtfeldt og mindst et dusin danske korrespondenter udgjorde sammen et særligt miljø i Berlin. Ja så var det også Berlingskes Helge Knudsen, som blev erklæret for uønsket. Han blev erstattet af Poul von Stemann og den angivelig meget tyskervenlig Jens Tang. Han måtte se sig hængt til tørre i det illegale blad ”De Frie Danske” for sin:
Hvidtfeldt beskriver ham med følgende karakteristik:
Kronika
Heller ikke Kronika gik ram forbi. Han var Højgaard-kredsens kontaktmand i Berlin. Han benyttede sine forbindelser til at videregive oplysninger til den klike af højre nationale erhvervsmagneter, heriblandt A.P. Møller og Knud Højgaard, om, at Berlin gerne så den danske samlingsregering udskiftet med et apolitisk fagministerium, hvilket kredsen forgæves forsøgte at få Christian den Tiende til at virke for,
Hvidfeldt beskriver Kronika som hjælpsom og:
En del af det omtalte ”tyskeri” udsprang givet af Kronikas forfatterskab til bogen Revolution fra 1935, som var Hitlers projekt venlig stemt. Dette fortrød Kronika med årene bitterligt. Vi har senere meget mere om denne Kronika, hvor han ikke var særlig populær i det danske Udenrigsministerium.
Korrespondenterne i Berlin var ikke nødvendigvis venner.
Mange udenlandske korrespondenter blev efterhånden udvist og nogle også deporteret, hvis det ikke passede ind i nazisternes planer.
På P.R. – tur til Det tredje Rige
I 1937 mødtes 30 danske redaktører til reception på Kastelsvej i København. Alle havde taget imod en invitation til en 8-dages rundtur i Det tredje Rige. Allerede i 1933 havde der været en lignende tur. Ingen socialdemokratiske redaktører deltog. Og bag det hele stod Propagandaministerium.
De mest rosende artikler i den danske presse, blev videregivet i tysk presse.
Rosende omtale i Jyllands Posten
Der var skam også dem, der roste det nazistiske diktatur. Således træder redaktør H.C. Ulkjærs artikel frem i Jyllands Posten:
Den stigende ensretning blev først almindelig kendt, da Socialdemokraten omtalte det i 1938 efter München-forliget.
Blædel måtte gå på tvungen orlov
Særligt Berlingske Tidende svingede meget i deres beretninger. Blædel kom med sine antinazistiske artikler. Men samtidig sendte bladet tyskvenligt nyhedsstof. Nic. Blædel advarede tidligt mod nazismen. Han var ilde lidt og dårlig betjent i Berlin. Snart var der også modstand mod ham på selve bladet.
Han er så vidt vides den eneste journalist der har haft samtaler med Hitler.
Fra 1938 var der en gruppe omkring redaktør Sven Aage Lund vundet overhånd. Artiklerne fra Blædel ophidsede tyskerne. Sammen med Statsradiofonien, hvor Blædel også var aktiv standsede de efterhånden hans virksomhed.
Blædel blev sendt på ufrivillig orlov i 1938. Læserne blev ikke informeret. Heller ikke, da han vendte tilbage. Her blev han så underlagt intern censur frem til den tyske besættelse. Han havde fået permanent indrejseforbud til Tyskland.
Berlingske Tidende svingede meget
En anden af Berlingskes korrespondenter var Cai Shaffalitzky de Muckadell, der bragte pro – tyske reportager.
Også Stockholm-korrespondent Ebbe Munck blev afskediget i 1942 for hans beretninger med anti – tysk indhold. Igen en gang var man tilfreds på tyske side. Der kom ingen repressalier fra tyskernes side denne gang.
Også den international anerkendte journalist Franz von Jessen skulle have skriveforbud, mente tyskerne.
De Konservative delt i to
Berlingske Tidende havde tætte forbindelser til Det Konservative Folkeparti. Langt inde i de borgerlige partier herskede der herhjemme en opfattelse af at nazismen var en konservativ bevægelse. Men efterhånden gjorde Christmas Møller op med Victor Pürschels mere pro-tyske fløj. På den ene fløj dyrkede man den italienske fascisme og Tysklands nationalsocialisme. Den anden fløj gik ind for demokrati.
Besættelsestiden – efter 9. april 1940
Censuren blev skærpet efter 9. april 1940. Besættelsens militære forhold måtte ikke omtales. Anti-tysk propaganda var forbudt. Egentlig var det de danske myndigheder, der måtte foretage censuren. Opgaven var igen Udenrigsministeriets Pressebureau, der som sin fornemste opgave skulle forhindre tysk indgriben.
Nu kunne det være svært at finde ud af, hvad tyskerne mente, hvad antitysk propaganda var?
I de besatte lande blev pressen underlagt stram kontrol som led i selve besættelsesproceduren.
Han tænkte på avisens overlevelse
På Berlingske Tidende var kursen efter 9. april en mere tyskorienteret kurs end de andre hovedstadsblade. Om dette hang sammen med Sven Aage Lunds rolle i Den Dansk – Tyske Forening. Han var faktisk en af initiativtagerne til foreningen. Måske var det virksomhedens overlevelse og oplagstal, som han kiggede på. De store hovedstadsblade oplevede massiv tilbagegang i oplagstal.
Læserne betragtede den som ”Nazisternes Hof-avis”
Længe før havde Berlingske tilpasset sig. Man mente, at protysk dækning med adgang til solohistorier og eksklusive interviews var vigtig. Nej det betød ikke at Berlingske Tidende bar nazistisk. Det betød blot at ”noget for noget” – arrangementer ofte flød i avisen. Men læserne opfattede vel denne avis som ”Nazisternes Hof-avis”
I juli 1940 fik direkte kritik af besættelse og samarbejdspolitik deres eget straffelovstillæg. Man kunne blive dømt med fængsel i et år:
Man rettede sig efter de tyske krav
Avisredaktørerne blev holdt i ave af den ”frivillige selvcensur” som de fleste accepterede lettere modvilligt. Dertil kom frygten for tyske repressalier, hvis nogen eller noget blev opfattet som antitysk.
I den følgende tid efter invasionen fulgte en stribe tyske overgreb mod pressefolk. Flere blev arresteret og en enkelt døde i arresten.
Dette skulle stabilisere det dansk-tyske forhold samt sikre at en selvstændig dansk presse kunne fortsætte. Men det betød også, at man skulle rette sig efter de tyske krav. Rettede aviserne sig ikke efter disse krav kunne det kollegiale pressenævn tildele bøder. I grovere tilfælde kunne sagerne indklages for domstolene.
Både før og efter krigen bøjede hovedstadsbladene sig.
Mange kritiske redaktører blev fjernet
Pressen fandt denne ordning utålelig. De imødekom den dog modvilligt. De enkelte blade skulle også drive en forretning og hole deres ansatte beskæftigede. De mest vidtrækkende tyske krav indebar også fjernelse af redaktører på konkrete blade. Således måtte redaktøren af Social – demokraten, H. P. Sørensen i 1941 forlade sin post, da han nægtede at optrykke kronikker med stærkt positivt indhold om det nazistiske Tyskland.
Sven Aage Lund blev ikke fyret
Efter besættelsestiden kom regnskabets time. Mange forventede at Sven Aage Lund skulle dømmes. Hans ”kompas” virkede ikke altid. Der var lidt for mange pro-tyske artikler i Berlingske. Og da det kom til opgøret om Den Dansk – Tyske Forening, viste det sig at det var Det danske Udenrigsministerium, der havde opfordret ham og DSB – generaldirektør Peter Knutzen at etablere foreningen. Lund blev ikke dømt. Han måtte gå fra topposten i Berlingske men fik dog alligevel en betydelig post på avisen.
Under tyskernes direkte kommando
Efter 29. august 1943 kom Pressebureauet og dermed også redaktionerne under direkte tysk kontrol med forøgede begrænsninger til følge.
Mange aviser formodede at skrive mellem linjerne. Men det kunne ikke undgås, at pressens troværdighed led skade. Derfor måtte alternative informationskanaler tages i brug. Først og fremmest lyttede man til svensk radio og BBC. Senere kom alle de illegale blade.
Modstandsbevægelsen krævede indflydelse på medierne
I efterkrigstiden måtte også Berlingske Tidende sadle om. Nye redaktører blev ansat for at markere dette kursskifte. Og nogle af disse var kendt i modstandskredse. Ja modstandsbevægelsen krævede afgørende indflydelse på efterkrigstidens presse.
Danmark var kommet i en slags økonomisk afhængighed til Tyskland med hensyn til landbrugseksport. Og Udenrigsministeriets hensigt var at hindre at Danmarks alliancefrihed eller neutralitet blev anfægtet.
De danske aviser syd på
Syd på var der også fokus på Det danske Mindretals aviser – Flensborg Avis og de tre tysksprogede Neue Flensburger Zeitung, Nue Schleswiger Zeitung og Der Schleswiger. Den redaktionelle linie gav anledning til overordentlig panderynken. I løbet af 1925 var de tysksprogede aviser blevet til en – Der Schleswiger.
Lettelse, da Kronika valgte at gå
Et pacifistisk tidsskrift Die Menschheit blev hyppigt citeret i Der Schleswigers spalter. Det virkede på de nationalsocialistiske tyskere som en rød klud på en olm tyr. Det var ikke noget Udenrigsministeriet så på med blide øjne. Man mente også at visen skulle kappe båndene til Friserne. Dem anerkendte tyskerne overhovedet ikke som et mindretal.
Og bladets redaktør, Kronika glemte ofte den linie han var pålagt. I Udenrigsministeriet var man glade for rygter om, at han snart ville afgå som redaktør. Kronika havde altid været et smertensbarn for Udenrigsministeriet. Han blev korrespondent for Dagens Nyheder og Nationaltidende.
Flensborg Avis havde ført en meget besindig politik. Allerede i 1933 var det tyske kredse i Grænselandet, der forsøgte at lukke den
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 30, 2023
Speckdäne – et skældsord
De to mindretal i grænselandet har ikke altid haft det lige let. De sydslesvigere, der gik over til det danske mindretal bl.a. for at få noget at spise under hungersnød, blev kaldt for Speckdäne. Andre der af mere idealistiske grunde gik over til dem, blev kaldt for det samme. Der blev fabrikeret plakater mod Speckdänen, der lignede antijødiske plakater. Masser af hærværk mod dansksindede institutioner. Forargelse. Mindretal under pres. Gensidig mistro. ”I skal aldrig blive glemt” Det danske Mindretal forsøgte at balancere. Danmark kunne måske byde på en bedre fremtid. Fra 450 til 13.000 elever på kort til i Mindretallets skoler i Sydslesvig. Grænsen ligger fast Danskerne ville have afstemning i Sydslesvig. Briterne var irriteret på de dansksindede. Alle Det Tyske Mindretal’ skoler i Sønderjylland blev tvangslukket. Socialdemokratiet og SPD blev allerede enige i 1923. Briterne etablerede en ny delstat ”Slesvig-Holsten” Kieler aftalen. CDU ville forhindre at SSW fik indflydelse, Man ville i første omgang ikke ophæve 5 pct. reglen. København – Bonn erklæringen er ingen traktat. Det Tyske Mindretal sendte en tidligere SS – mand i Folketinget. Karl Otte Meyer var upopulær i Bayern. SSW fik en justitsminister. Flensborg i et specielt lys. Her havde de dansksindede et absolut flertal. Overskrift i New York Times ”En dansker bliver borgmester i Flensborg”. De tysksindede partier fik efterhånden magten i Flensborg.
”Flæskedansker”
At sige ”Flæskedansker” (Speckdäne) er en nedsættende betegnelse for tyske i Sydslesvig, som i forbindelse med afstemningen i 1920 stemte dansk eller som efter 2. Verdenskrigs afslutning meldte sig ind i det danske mindretal for at få del i fødevarer, som blev sendt ril området fra Danmark.
Fra tysk side kaldte man dem for forrædere. Man fremstillede plakater, som efter anden verdenskrig havde typiske ligheder med anti-jødiske plakater.
Masser af hærværk
Særlig natten mellem den 20. og 21. september 1952 blev der ydet hærværk mod masser af Det Danske Mindretals institutioner. Blandt andet blev Den Danske skole i Svavsted overmalet med ”Totenkopf” og med sætningen:
Så det gik ikke kun ud over tyske sydslesviger med også de dansksindede. Danske foreninger og skoler modtog også ”Speck”. Det var en mangelvare hos beboerne dengang. Ja det var det efter begge krige. I de danske skoler blev der indført ”Skolebespisning”. Derfor blev skolerne også udsat for hærværk og graffiti.
Forargelse
Og det var sikkert for at fremme den danske sag og en eventuel grænseflytning mod syd. Men alligevel er denne forklaring ikke helt korrekt. Forsøgene på at styrke det danske mindretal på denne måde, vakte voldsom forargelse især for den senere formand for Forbundsdagen Kai – Uwe von Hassel.
Man mente ikke at det nyvundne danske sindelag var ægte. De materielle fordele under en hungersnød var utvivlsomt også det vigtigste. Mange faldt da også fra efterhånden som forholdene i Vesttyskland blev bedre. Andre fandt dog også andet end materielle goder ved Det danske Mindretal.
Mindretal under pres
Når man er i mindretal i et land, kan det være forbundet med et pres fra flertalsbefolkningen, som ikke ønsker at tage specielle hensyn. Det har både det tyske mindretal i Sønderjylland og Det Danske Mindretal i Sydslesvig mørket.
De har begge mærket når en flertalsbefolkning forsøger at indskrænke mindretallets frihed med forbud og begrænsninger.
Gensidige mistro
Forholdene i Grænselandet har udviklet sig dramatisk. Den gensidige mistro fra tiden efter Anden verdenskrig er væk. Dengang blev store dele af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland spærret inde i Fårhuslejren og syd på så man med stor mistro de såkaldte ”Speckdänen – sydslesviger, der opdagede at man med fordel kunne skifte sindelag.
I Slesvig har både den danske og den tyske ”overmagt” været skyldig i at lægge pres. I tiden 1850 – 1864 blev der iværksat en fordanskningspolitik i Slesvig. Især sproget var centralt. I forsøget på at udbrede det danske sprog i området, blev dansk det officielle sprog i skoler, kirker og i administrationen. Politikken mødte især modstand i Sydslesvig. Efter 1864, hvor Danmark mistede området op til Kongeåen, dvs. Sønderjylland og Sydslesvig til Preussen med omvendt fortegn. Nu var det danske sprog under pres i undervisningen og i kirken.
Ved udbruddet af 1. verdenskrig var offentlige sammenkomster, der var forbundet at høre til det danske fællesskab – forbudt.
”I skal aldrig blive glemt”
Efter 1920 havde hverken Det Tyske Mindretal i Danmark eller Det Danske Mindretal anerkendt grænsen, men statsminister Niels Neergaard fremkom med de berømte ord på Dybbøl som trøst:
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 gennemførtes en enhedspolitik. Nazistpartiet- staten – og folket skulle være et. For det danske mindretal gav dette et pres, som både kom ovenfra men også fra lokale kræfter, der chikanerede mindretallet.
Tyskland krænkede brutalt den dansk – tyske ikke-angrebspagt.
Det danske Mindretal forsøgte at balancere
Det Danske Mindretal forsøgte at balancere mellem at blive undtaget for visse pligter samtidig med at de ikke ønskede at blive sat helt uden for indflydelse. Medlemstallet faldt drastisk under krigen til ca. 3.000 aktive medlemmer ved krigens afslutning. Omkring 1.000 deltog under 2. Verdenskrig grundet værnepligt. 270 faldt i kampen.
Efter krigen vågnede befolkningen i Sydslesvig op til nød og elendighed. Det var også en form for rodløshed. Den verden der var før 1933 i Tyskland, eksisterede ikke mere. Gader var sønderknuste og fødevaremanglen var enorm.
Danmark kunne måske byde på en bedre fremtid
Den danske regering og private initiativtager fra Danmark sendte fødevarer ned til det danske mindretal. Mange så muligheden for at kunne brødføde deres familie ved at blive medlem af det danske mindretal.
Men man glemmer måske, at mange også så Danmark som håber for en bedre fremtid, hvis grænsen blev flyttet længere syd på, så Sydslesvig også blev dansk. Og mange tyskere ville også distancere sig fra det som deres landsmænd havde fortaget sig ved at melde sig over i det danske mindretal.
Fra 450 til 13.000 elever
Resultatet blev, at Det Danske Mindretal i Sydslesvig steg fra knap 2.700 i maj 1945 til knap 75.000 i 1947, hvor medlemstallet var på sit højeste. Det Danske Mindretalsskoler i Sydslesvig steg fra et elevtal på ca. 450 elever til 13.000.
Der blev ikke set på milde øjne i udviklingen af Det Danske Mindretal. De blev jævnlig sat under pres i form af hærværk og chikane.
Grænsen ligger fast
Dansk politik stod over for historiske udfordringer omkring mindretalspolitikken, selvom den socialdemokratisk ledede regering allerede i 1945 havde gjort det klart:
Det var især en af de ledende mænd fra modstandskampen, den konservative Christmas Møller, der nu som udenrigsminister – ikke ønskede en dansk eventyrpolitik over for et Tyskland, som var kollapset moralsk, statsligt og nationalt efter nazismens ubeskrivelige forbrydelse mod menneskeheden.
Det Tyske Mindretal accepterede nu grænsens forløb endeligt. Dengang selvfølgelig nødtvungen og under stort moralsk pres.
Danskerne ville have afstemning
I februar 1946 præsenterede Sydslesvig-bevægelsen Danmarkshistoriens største samling underskrifter – 500.000 – og måneden før havde 70 pct. af befolkningen i Danmark tilkendegivet, at de gik ind for en folkeafstemning i Sydslesvig.
I 1946 opnåede kandidaterne fra Det Danske Mindretal sensationelt 207.518 stemmer (34,1 pct. af alle afgivende stemmer i Slesvig)
Ved det første Landdagsvalg i 1947 fik det nydannede SSW 99,500 stemmer (9,3 pct.). De kunne dermed indtræde i Landdagen i Kiel. Endda i Bundestag kunne SSW indtræde (Hermann Clausen)
Christmas Møller, der endnu i 1920 havde agiteret for et Danmark med Flensborg, var nu blevet bange for, at et stort tysk mindretal i Danmark ville skabe problemer på langt sigt.
Sydslesvig – genvundet er kampens mål
Men se allerede i november 1945 fik vi en Venstreregering under ledelse af Knud Kristensen, som var langt mere lydhør over for den sydslesvigske bevægelse. Christmas Møller, Socialdemokratiet og de Radikale betragtede den store tilslutning til Det Danske Mindretal som ”konjunkturbestemt”. Med andre ord ville de først se, om det stak dybere.
Knud Kristensen førte sin egen tvetydige ”private udenrigspolitik”. I en tale i Toftlund sagde han:
Det Danske Mindretal krævede støtte af de mange ledende danske politikere, at de tyske flygtninge (horder, som de blev kaldt) skulle flyttes fra Sydslesvig.
Briterne irriteret på de dansksindede
Den britiske besættelsesmagt i Nordtyskland så med stigende irritation på den danske grænsekurs, som åbenbart ikke lå så fast, som det ellers var fastslået efter 1945. Briterne forhandlede med den danske regering og fremsatte et forslag/tilbud, om Danmark reelt ønskede at blive genforenet med Sydslesvig. Men var det nu tale om et tilbud, eller snarere et ultimatum?
Briterne forklarede danskerne, at der fandtes den strategisk vigtige Østersøindgang og at Danmark også havde et tysk mindretal.
Churchill var langt mere mistroisk over for Stalins hensigter end de amerikanske præsidenter Roosevelt og Truman.
I begyndelsen havde briterne behandlet Det danske Mindretal storsindet. Men med udtalelser og fordringer fra det Det danske Mindretal ændrede denne holdning sig. Briterne blev irriteret og deres holdning til Det Danske mindretal ændrede sig.
Alle Det Tyske Mindretals skoler blev lukket
Det Tyske Mindretal i Sønderjylland oplevede at alle mindretals -skoler blev lukket. Desuden blev alle tyskejede ejendomme beslaglagt. Tusinder af medlemmer fra mindretallet blev interneret og mange af disse uden at der var fældet en dom. Som vi tidligere har berettet om følte Det Tyske Mindretal sig meget dårligt behandlet af de danske myndigheder. De kunne dengang ikke forstå at ved at støtte de tyske tropper, havde de gjort sig skyldige.
Socialdemokraterne havde besluttet, at ”Grænsen lå fast”
Også Knud Kristensens regering blev væltet på Sydslesvig – spørgsmålet af bl.a. Socialdemokratiet og Radikale. Man har glemt, at der i 1923 blev indgået en historisk aftale mellem SPD – formanden Otto Wels og Thorvald Stauning om at de to internationale partier betragtede 1920-grænsen som endelig.
Hans Hedtoft overtog regeringsmagten den 13. november 1947. Og han overtog også den partiløse Gustav Rasmussen, som var en god ven til Christmas Møller. Det var som om, at Hans Hedtoft og Gustav Rasmussen ikke havde den bedste kommunikation. Dette har vi beskrevet i tidligere artikler.
En ny delstat ”Slesvig – Holsten”
Den britiske besættelsesmagt accepterede – trods dansk og sydslesvigsk modstand – i 1947 oprettelse af den nye delstat Slesvig Holsten. Der gik ellers rygter om, at der skulle etableres en større ”Nordstaat” bestående af Slesvig Holsten, Hamborg og Niedersachsen.
Men dette historiske tiltag udeblev dog for efterhånden bidrog den tyske regering med massiv økonomisk hjælp. Gennem årene udviklede Slesvig Holsten sig positiv efter at have været Tysklands fattiggård.
Man havde også talt om at skille Slesvig og Holsten fra hinanden – give Slesvig til Danmark og så lave en international zone ved ”Nord-Ostsee-Kanal”
Kieler – aftalen
I 1949 blev en ny aftale ved hjælp af briterne aftalt, hvor den socialdemokratiske regeringschef i Slesvig Holsten, Bruno Diekmann lovede det danske mindretal rettigheder. Det var den såkaldte Kieler-erklæring. Men det blev ikke til en parallel København – erklæring
CDU ville forhindre at de dansksindede fik indflydelse
Men ak. Det Danske Mindretals parti SSW blev ramt hårdt, fordi man forhøjede spærregrænsen til 7,5 pct. Den nye konservative CDU – regering i Kiel, der i 1951 havde afløst SPD – regeringen ville ikke have ”højreekstremistiske tyske småpartier” ind. Det danske Folketing protesterede voldsomt. Mindretallet klagede ved den tyske højesteret i Karlsruhe – og her fik den medhold.
I juni 1949 var indbyggertallet i Slesvig Holsten 2.646 millioner. Af disse var 1,173 flygtninge fra Østpreussen.
I 1954 fik SSW kun 42.000 stemmer eller 3,5 pct. af stemmerne og røg helt ud af Landdagen i Kiel.
Modsat kunne Slesvigsk Parti opretholde to procent reglen og ved hjælp af 9.000 stemmer opnå et sønderjysk kredsmandat og således komme i Folketinget.
Man ville ikke ophæve 5 pct’ s reglen
Forbundskansler Adenauer forsøgte at overbevise Slesvig Holstens nye ministerpræsident Kai-Uwe von Hassel, der også var CDU’ s næstformand i, at 5 pct’ s reglen skulle ophæves. Men han glemte ikke, hvad der var sket dengang med ”Speckdänen”. I øvrigt syntes han at kende bedre til de dansk – tyske problemer end Adenauer.
De tyske betingelser til underskrivning af en fælles traktat var for barske for dansk politik.
København – Bonn erklæringen var ingen traktat
Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringen endelig underskrevet efter meget svære forhandlinger. Det var lige før det endte med et sammenbrud. Det var tale om hensigtserklæring frem for en egentlig erklæring. Alligevel fik både mindretallene nord og syd for grænsen bedre vilkår.
Forhandlingerne om en dansk – tysk mindretalstraktat mislykkedes. Danmark ønskede ikke nogen gensidig aftale.
Det Tyske Mindretal sendte en SS-mand i Folketinget
Herhjemme forlangte ”Det Tyske Mindretal” at der blev givet amnesti for de hjemmetyskere, der var blevet ramt af love med tilbagevirkende kraft. Det drejede sig bl.a. om retsopgøret bl.a. for tysk krigstjeneste.
Den 23.maj 1955 besluttede Landdagen at ophæve fem-procent-klausulen mod det danske mindretals parti.
Det Tyske Mindretal sendte en tidligere SS – mand i Folketinget. Mange danskere følte dette som en provokation af de helt store
Karl Otto Meyer blev upopulær i Bayern
Karl Otto Meyer var en slagfærdig politiker fra SSW, der forsvarede de dansksindedes interesse på en til tider bastant måde. Så meget at Frans Josef Strauss fra Bayern råbte om, at danskere ikke skal bestemme tyskernes politik.
Jo jeg mødte Karl Otto Meyer flere gange i de syv år jeg arbejdede i Padborg Boghandel. Jeg fik endda en valgplakat af ham, hvor han nærmest lignede James Bond. I 1971 kom han i Landdagen. Og hvad gør man så. Jo Stoltenberg forhøjede pladserne fra 73 til 74, for at Meyer og SSW ikke skulle blive tungen på vægtskålen.
SSW fik en justitsminister
I 2012 indledte SSW et samarbejde med SPD og De Grønne. Anke Spoorendonk blev endda justitsminister. Men stadigvæk er det kritiske røster og de siger, at Det Danske Mindretal bliver støttet af to regeringer. Derfor har de bedre skoler. Disse skoler er også populære hos tyske forældre.
Flensborg – i et specielt lys
En stor del af SPD i Flensborg viste sympati med Det danske Mindretal. I Husum erklærede formanden for SPD – Tyskland, at nedlægge afdelingen i Flensborg og så etablere et nyt SPD i byen. Man kunne ikke tolerere dansk sympati. Schumacher sagde bl.a.:
De dansksindede fik absolut flertal
Nu var det sådan at i Flensborg blev der to socialdemokratiske foreninger. Den dansk orienterede afdeling kom til at hedde SPF. Ved kommunalvalget i 1948 fik man 8 pladser. Sammen med SSW fik man i alt 13 pladser.
Efter 1945 ville tre-fjerdedele af beboerne stemme dansk. Men sandheden var vel at de allerfleste igen følte sig som Slesvig-holstener. Den dansksindede overborgmester Jacob Clausen Møller var blevet udtaget af briterne.
New York Times: ”En dansker blev borgmester i Flensborg”
Borgerne i Flensborg ville ud af nøden og håbede at Danmark ville hjælpe dem alle sammen. Borgerne i Flensborg sendte deres børn i de danske skoler. Mange af disse blev også kaldt for ”Speck-Dänen”. Og mon ikke det så var en fordel at have en dansk borgmester. De tog fejl. Selv om en overskrift i New York Times lød:
Borgmesteren stillede sig selv spørgsmålet:
De tysksindede partier overtog magten
Alt hvad han sagde og gjorde, havde kun et formål, og det var at gøre Flensborg bedre. Han organiserede og fik bygget huse og forbedrede infrastrukturen.
Langsomt kom til at gå bedre i Flensborg. Det så efterhånden bedre ud for de tyske partier. Efterhånden kiggede man ikke mere længselsfuld efter Danmark. Og Tysklands statschef gjorde det klart, at en ændring af statsgrænsen ville det ikke blive til.
I 1951 var det første gang tysk flertal i rådsforsamlingen. Et år tidligere var Møller blevet by-præsident. Dette job opgav han nu. I seks år havde han repræsenteret byen. Han havde fået genopbygget byen og frem for alt givet Flensborg en selvtillid.
Møller døde som 78- årig. I dag flagrer Dannebrog stadig men kun for at erindre om historien og for at hilse på turisterne fra Norden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 28, 2023
Bispens Borg Brink i Ballum
Unge studerende har knoklet. Under pløjelaget ligger flere rester af borgen. Skriftlige kilder fra 1379. Der befandt sig ca. 40 – 50 mennesker på borgen. Man kendte til forbruget af mad. En af de største borge i Danmark, Et fornemt byggeri. Voldgrave er fundet. Måske er borgen fra 1200-tallet. Borgen holdt op med at eksistere i 1562. Placeret mellem to kirker. Borgen bestod af mange bygninger. Stor interesse for udgravningen. Kendte fogeder på Brink Borg. Om udgravningerne skal fortsætte afhænger af finansieringen.
Unge studerende har knoklet
25 studerende fra Århus Universitet og Universitetet i Kiel har periodevis knoklet rundt. De var i fuld gang med at foretage en arkæologisk udgravning på det sted, hvor der i middelalderen lå en stor borg tilhørende biskoppen i Ribe. Når der pløjes, kommer der nu kun teglstensbrokker frem.
Under pløjelaget ligger mere af borgen
Indtil 1992 kendte Museum Sønderjylland kun Borg Brink fra skriftlige kilder. Man kendte ikke den nøjagtige beliggenhed.
Fra 1992 til 2002 fandt man ud af, at der under pløjelaget er mere bevaret efter borgen. De studerende skulle se, om de kunne finde mere.
Skriftlige kilder fra 1379
Gården Brink er omtalt flere steder. Første gang i 1379. Men man har såmænd også et regnskab fra perioden 1388-89. Den er skrevet af foged Kristian Jacobsen. Og det var under Ribe-biskoppen Johan Mikkelsøn.
Det fremgår af regnskabet, hvem der boede der og fik løn på gården. Man kunne også se, hvad beboerne fik at spise uge for uge.
Der befandt sig ca. 40 – 50 mennesker på borgen
Der var ansat en del personer– lige fra malkepige til skytter og mesterskytter – og at der blev købt, får og gedder. Ja man kan faktisk udpege de ansatte:
Af de 12 civile personer kan vi se, hvilken funktion, som de havde:
Flere af gårdens ansatte havde også kone og børn med på gården. Så alt i alt har der været 40 – 50 mennesker på gården.
Man kender forbruget af mad
Ud fra regnskabet kan man også se, at forbruget steg betydeligt, når bispen var på besøg. Langfasten – de 40 dage før påsken – betød at der ikke blev spist får, lam, grise eller køer. Til gengæld steg forbruget af sild til otte gange normalen, i fasten spiste man en hel tønde sild om ugen. Ellers var det normale forbrug 1/8 tønde.
En af de største borge i Danmark
Den har med sine 2.700 kvadratmeter været blandt de største i Danmark – på størrelse med Hammershus hoved-borg og Nyborg Slot.
Og hvorfor nævnes borgen i 1379. Jo det var det år hvor Harrike Støt – foged på Brink bevidner at Trøjborgs ridder Henneke Limbæk skyldte Løgumkloster penge.
Et fornemt byggeri
Det var et fornemt teglstensbygget hus med overhvælvede rum og bemalede vinduer. I den udgravede del af bygningen er der konstateret to rum. Den ene har været køkken. Her har været køkken med opmuret ildsted og en bageovn. Rummet har været overhvælvet og der registreret flere gulvlag.
Det fremgår ikke så tydeligt, hvad det andet rum er brugt til. Måske har det været anvendt til opbevaring af forskellige ting, spisesal eller lignende. På bygningens sydside er fundamentet til et trappetårn afdækket, så bygningen har været i mindst to etager.
Voldgrave er også fundet
Det tyder dog på, at bygningen er blevet ombygget og måske udvidet, da der er rester efter midlertidige mure og vægge og en ældre mindre bygning med forsænket og stenbro belagt gulv. I 1992 blev der konstateret, at der også har været en voldgrav på borgen, som gik i nord – sydlig retning. Senere er der også fundet en voldgrav, der gik i øst – vestlig retning – ganske tæt forbi borgen.
Voldgravene har været omkring seks meter bred og to til to en halv meter dyb. Der er fundet cirka 500 objekter i jorden.
Måske er borgen fra 1200-tallet
Fra nordsiden af borgen er der fri udsigt til landevejen. Og dette går helt tilbage til Middelalderen. En af opgaverne har sikkert været at kontrollere vejene syd for Ribe.
Borgen er sikkert anlagt allerede i 1200-tallet, hvor biskoppen ejede meget jord og gods i Ballum – sogn og nabosognene, deriblandt Trøjborg og Møgeltønderhus.
Borgen holdt op med at eksistere i 1562
Kilderne fortæller ret præcis, hvornår gården holdt op med at eksistere. I 1562 overgiver Jørgen Hansens enke, fru Bege, gården til Ribes lensmand. Herefter forpagtede 48 bønder i Ballum sogn jorden og bygningerne blev revet ned.
Brink var i middelalderen et ret stort sted med en fornem hovedbygning opført, indrettet og udsmykket efter tidens byggeskik.
Placeret mellem to kirker
Brink Borg har ligget på kanten af det område af Vadehavet, der i dag er beskyttet bag diger. Men dengang har arealet mod nord været oversvømmet i store dele af året. Placeringen her på kanten mellem de to kirker i Ballum og Randerup har ikke været tilfældig. De havde nemlig allerede halvandet århundrede på bagen, da borgen blev bygget.
Fra kirkerne har man fra tårnene kunnet advare med signaler og bål. Heroppe fra er det et fantastisk udsyn. Man har med metaldetektorer har man fundet en masse mønter i perioden fra 1250 til 1350.
Borgen bestod af mange bygninger
Man har fundet rester efter jernfremstilling. Der er også tegn på en skorsten, der har haft forbindelse til ovnen
Inden for Borgens ringmur har der været et ”markant tårn. Det har været omkring 10 meter højt. For at komme højere op i terrænet har man lagt en god meter jord på.
Regnskabet indeholdt ikke meget om borgens udseende. Men der omtales dog en lade, som blev repareret med tegl. Da gården blev nedrevet 1562 nævnes det, at gården omfattede flere bygninger, heriblandt et stenhus og en møllegård. Stedet omtales flere gange i de skriftlige kilder som et ”castrum”. Det vil sige en borg, så man må gå ud fra, at der bortset fra de væbnede styrker, som opholdt sig på borgen, så må stedet og bygningerne også have været befæstet på en eller anden måde, når man i datiden opfattede det som en borg og ikke blot en almindelig gård.
Her blev der opdrættet heste og senere okser.
Stor interesse for udgravningerne
Det var derfor oplagt at starte arkæologiske udgravninger på stedet for at få svar på nogle af de mange spørgsmål om, hvordan stedet egentlig har set ud. Det kunne heldigvis lade sig gøre takket være ejerne af jorden.
Kursister fra Løgumkloster Højskole har gennem flere somre deltaget i udgravningen af borgen. Og de unge arkæologstuderende har været indkvarteret på den gamle kvindehøjskole i Visby.
Der bliver fulgt godt med fra områdets beboere, men også en flok pensionerede gymnasielærer fra Silkeborg har fulgt med i udgravningerne. De har boet på Klæager og er blevet grebet af områdets historie.
Lokale gårdbyggerier i området har brugt munkesten fra borgen. Om der skal graves videre på området i 2024, afhænger af finansieringen.
Kendte fogeder på Brink Borg
Vi kender nogle af fogederne på Brink:
1379: Harrike Støt
1388 Kristian Jacobsen
? – 1494 Oluf Staverskov
1533 Jørgen Hansen Juel
1536 (-1539) Ivar Munk – biskop i Ribe
1539 Kronen – Lagt under Riberhus – Jørgen Hansen Juel (igen engang)
1558 Bege Juel
1562 Nedlagt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Ballum
Rømø
I nærheden
December 26, 2023
Banegårdshotel og Deutsches Haus i Tønder
Da det blev Richtsensgade. Navneforandring til Strucks Hotel. Også værtshus hos naboen og overfor. Samlingssted for tyske soldater og nazister. Spejdere og ungdom. Nu hedder igen Grand Hotel Verein Deutsches Haus grundlagt 1927. Man købte Richtsensgade 27. Første sal til redaktør. Men også bibliotek og vandrehjem flyttede hertil. 800 gæster til indvielsen. Ombygning af Deutsches Haus blev for dyrt. I 1936 erhvervede man Schützenhof. Også vestergade 72 blev købt. Engelske fly beskadigede begge bygninger. Schützenhof blev beslaglagt. Svhweitzerhalle med skydehal blev købt. Forpagtere kunne ikke overholde forpligtelser. Økonomiske problemer. En gammel is – kælder lå på grunden. Udlejning til kommunen. Omfattende skader på ejendommen. Schweizerhalle solgt til kommunen. ”Den Gamle Redaktørs” forhold til Schweizerhalle.
Da det blev til Richtsensade
Der er kommet nyt liv i det tidligere Banegårdshotel i Richtsensgade. Dengang i 1867, da ejendommen blev opført hed gaden Jernbanegade. Det var da Tønder fik en banegård, der senere kom til at hedde Tønder Øst. Men så fik Tønder også senere banegård nr. 2 ”Marchbahnhof”. Og her skulle gaden der også hedde Jernbanegade. Så derfor ændredes navnet til Richtsensgade
Navneforandring til Strucks Hotel
Det var Karl Theodor Sehestedt, der opførte ejendommen. I 1870 overtog Ludvig Struck ejendommen og videreførte den som Strucks Hotel. Også Hotel Bunckenberg er ejendommen blevet kaldt.
Også værtshus ved naboen og overfor
Hos naboen i nr. 29 var der en traditionel landevejskro. Først hed den L. Schands Gasthaus. Så blev det til ”Gasthaus zur Ostbahn”. Og så genopstod ”Zur Weissen Schwan. Det var med samme ejer som i Storegade. Og så kom stedet også til at hedde Jørn Larsens Gæstgivergård.
Over for var der også værtshuse. Der må have været god konkurrence dengang- Dem, der kom med toget til Tønder dengang, behøvede ikke at tørste.
Samlingspunkt for tyske soldater og nazister
I 1927 overtog Foreningen Deutsches Haus ejendommen. Under Anden Verdenskrig var her samlingspunkt for tyske soldater og nazister
Spejdere og ungdom
Og under ejeren Carl Købke fik ejendommen navnet Grand Hotel. I 1965 stoppede ejendommen med at være hotel. Spejderne flyttede ind. Da de flyttede, blev det samlingspunkt for byens ungdom – først som Ungdomsborgen dernæst som klubben Pit Stop. I 2021 overtog Tønder Kommune stedet, som er bevaringsværdig.
Nu hedder det igen Grand Hotel
Efter at ejendommen har stået tomt et stykke tid, er der igen gang i huset. En omfattende restaurering er gået i gang. Stedet hedder nu Grand Hotel og BB. Ægteparret som har købt ejendommen har været igennem ukendte fugt og byggeskader. Byggekonstruktioner har først været gennem lokalhistorisk undersøgelse og krav om nye byggetilladelser. Ja og så har historien om genopbygningen af ejendommen været vist på TV.
Verein Deutsches Haus grundlagt 1927
Ønsket i Tønder for de tysksindede efter 1920 var at finde en egnet bygning, hvor man kunne samles. Men det skulle gå adskillige år, før det lykkedes. På et møde den 27. oktober 1927 i kontoret for det tyske forbund i Spikergade, besluttede direktør for Tondern Bank, Martin Rasch, lærer Marinus Petersen, rektor Chresten Elholm, pensioneret ”Amtsvorsteher” H. Chr. Hansen, købmand Emil Andersen og redaktør Max Rasch at danne en forening med navnet
Man købte Richtsensgade 27
Det blev vedtaget at købe grosserer Madsens ejendom ”Grand Hotel, Richtsensgade 27 for 50.500 kr. Foreningen forpligtede sig til at forvalte huset til almennyttige tyske formål. Ejendommen blev finansieret ved at udbetale 6.500 kr. og overtage restgæld på 44.000 kr.
Enhver kunne med en skriftlig accept af vedtægterne blive medlem samtidig med at betale et årligt kontingent på 10 kr. Medlemmer af bestyrelsen blev valgt for tre år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
Første sal til den tyske redaktør
Der blev besluttet at udleje husets 1. sal til redaktøren for den tyske avis, Reinhard Hesse og 2. sal til husets vicevært, J. Jepsen. Desuden var det planen at flytte det tyske bibliotek hertil. Og så skulle husets navn ”Deutsches Haus i gyldne bogstaver over indgangen.
800 gæster til indvielsen
Den 7. februar 1928 åbnede biblioteket og indvielsen af ”Deutsches Haus” den 12. februar. Dr. Max Rasch kunne bl.a. byde repræsentanter velkommen fra forskellige byer/foreninger fra Slesvig – Holsten velkommen. 800 gæster deltog i festligholdelsen på Schweizerhalle.
En af talerne, lærer Paul Gläser opfordrede de forsamlede til at stille gamle billeder fra Tønder til rådighed:
Det viste sig senere, at opfordringen fik stor opbakning. Det indsamlede materiale kunne afleveres til en glad leder af det lokalhistoriske arkiv.
Også vandrehjem til ejendommen
Dagen efter indvielsen kunne man konstatere, at man havde fået gaver på i alt 25.000 mark til huset. Det betød, at biblioteksværelset fik navnet Hamburg. Legeværelset fik navnet Altona. Læseværelset fik navnet Harburg og mødelokalet Wandsbek.
Det tyske vandrehjem havde siden 1926 holdt til i Alexandrineskolens kælder og længe ønsket bedre forhold. Dette kunne nu imødekommes, og det blev vedtaget at indrette et vandrehjem ved at udvide første sal i ejendommen.
Ombygning af Deutsches Haus ville blive dyrt
Den økonomiske blev imidlertid tilspidset i 1933 efter systemskiftet i Tyskland. Valuta-vanskeligheder gjorde det umuligt at modtage gaver fra faderskabs-byerne. Det blev derfor besluttet at opkræve husleje og støtte de ti foreninger, der benyttede huset.
Ejendommens vedligeholdelsesbehov havde været kendt længe. I april 1937 foreslog formanden en nybygning eller ombygning af ”Deutsches Haus” Et forslag om bygning af en sal med scene og plads til 400 personer blev godkendt af ministeriet.
Renoveringsomkostningerne blev anslået til 80.000 kr., hvoraf 20.000 kr. skulle skaffes til veje via andelsbeviser.
I 1936 erhvervede man Schützenhof
I mellemtiden havde det vist sig, at ejendommen ”Schutzenhof” stod til salg. Efter halvanden år købte foreningen den 30. juli 1938 Schützenhof for 99.500 kr. Huset skulle føres videre som hotel og kro. Forudsætningen var, at alle tyske foreninger ville stå sammen og bruge huset.
I de følgende år blev salen anvendt til foreningsfester, danseskoler, baller, teaterforestillinger og ikke mindst til de årlige tyske møder med ”Eintopfessen, som i Tyskland til fremme af fællesskab og samhørighed. Møderne var arrangeret af den nationalsocialistiske partiledelse.
Også Vestergade 72 blev købt
Den 18. august 1938 blev Vestergade 72 købt for 49.200 kr. til Nordschleswigsche Zeitung og dens redaktør. Biblioteket skulle også flyttes hertil. I bagbygningen var der mulighed for at indrette et vandrehjem. Et butikslokale mod Vestergade blev udlejet.
I 1939 kunne vandrehjemmet tage imod de første gæster. Men som følge af krigen udeblev vandrerne. Man besluttede derfor at lukke det midlertidigt. Da butikken i Vestergade 72 heller ikke kunne udlejes, blev den økonomiske situation forværret og yderligere forværret. Det var også nødvendigt at nedsætte lejen for ”Schützenhof”. Den økonomiske situation var elendig. Året sluttede med et underskud på 2.500 kr.
Engelske fly beskadigede begge ejendomme
Da engelske flyvemaskiner den 11. juli 1942 nedkastede bomber over Tønder blev dele af Vestergade 72 ramt, ligesom der blev forvoldt skader på ”Schützenhof”. Skaderne her var imidlertid dækket af forsikringerne.
Schützenhof beslaglagt
Vestergade 72 blev solgt og efter 5. maj 1945 blev Schützenhog beslaglagt. Engelske soldater blev indkvarteret på stedet. Men som privat institution modtog foreningen en erstatning på beslaglæggelsen. Post og Telegrafvæsnet ønskede at ekspropriere ”Schützenhof”.
Den 8. marts 1949 besluttede foreningen derfor at et tvangssalg kun kunne komme på tale, hvis man enten fik tilbudt en tilsvarende ejendom eller foreningen fik tilbudt en egnet grund til rådighed. Ekspropriationen skulle foregå 1950/51. Som erstatning blev der tilbudt en afståelsessum på 240.000 kr.
Schweitzerhalle med skyttehal blev købt
Man besluttede at købe Schweizerhalle med skyttehal for 170.000 kr. inkl. inventar. Arkitekt Rieve i Tønder fik til opgave med tegning at en tilbygning med teatersal. Byggeriet blev delvist forsøgt finansieret med et statslån. Men ansøgningen blev afslået.
Den 14. august 1954 var byens myndigheder mødt fuldtallig op til besigtigelse. Men ak, der var fejl i beregningerne. Sagen skulle afgøres ad rettens vej. Først i 1959 endte sagen med et forlig.
Forpagter kunne ikke overholde forpligtelserne
I løbet af 1956 drøftede man forpagtningen af Schweitzerhalle. Forpagteren kunne ikke efterkomme sine forpligtelserne. Man var enige om at nedsætte forpagtningsafgiften til 8.500 kr. årligt med virkning fra første januar 1957. Men dette initiativ hjalp heller ikke.
I september 1968 blev byggeomkostningerne beregnet til 928.200 kr. Og så blev byggeriet sat i gang. Ved byggeriets afslutning havde byggeprojektet kostet 1.660.0000 kr.
Driften af ”Schweitzerhalle” skulle finansieres ved forpagtning af restauration og det nye moderne køkken. På et møde i 1972 beslutte man at genoplive foreningsaktiviteterne. Et år senere havde foreningen 160 medlemmer.
Økonomiske problemer
I mange år blev der afholdt teaterforestillinger her af BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger). Den tyske skole havde brugt salen og scenen til elevernes opvisninger og skolen havde afholdt sit årlige ”Lottespiel”. Salen havde været udlejet til danseskole. Endelig havde forpagteren selv haft rådighed over salen i forbindelse med driften af restauranten.
Men det haltede med økonomien for så at sige alle forpagtere. Fra Bonn som havde bidraget økonomisk, havde man håbet på at stedet også blev drevet som hotel.
I 1976 havde foreningen en bankgæld på 33.000 kr. Og man havde udestående fordringer hos fire forpagtere på ca. 50.000 kr. Situationen blev drøftet i oktober 1976 med repræsentanter fra Deutsches Generalsekretariat i Aabenraa. Det endte med et forslag at sælge dele af en ubenyttet grund nord for skydebanen. Dette foreslog generalsekretariatet ministeriet i Bonn. Tilladelse til salg forelå et år senere. I februar meddelte formanden, at grunden var solgt for 175.000 kr. Samtidig henvendte man sig til kommunen med et forslag om at udleje det oprindelige Schweizerhalle til offentlige formål, dog uden sal, garderobe eller skyttehal.
En gammel is – kælder lå på grunden
Men ak, køberen af den frasolgte grund, opdagede stenbrokker lige under jordoverfladen, hvilken gjorde det umuligt at bearbejde jorden.
Hvad ingen åbenbart vidste, var at den første ”Schweizerhalle”, der nedbrændte i 1908, havde en is-kælder, som var brudt ned på stedet og resterne tildækket med muldjord. Sagen kostede foreningen 20.000 kr. i erstatning-
Udlejning til Kommunen
I løbet af sommeren blev man enig med kommunen om at udleje forhuset for 4.000 kr. om måneden. Salen tilbød foreningen kommunen for 800 kr. pr. aften. Det viste sig, at salen blev efterspurgt. En anmodning om at afholde noget så moderne som ”Beat – Bal” gav imidlertid anledning til alvorlige betragtninger, dog uden at ende som afslag.
Man lavede en aftale med Tønder Læse – og Ungdomsforening, som lejede salen og investerede 500.000 kr. i forbedringer.
Økonomien blev forbedret. I 1981 var der et overskud på 15.000 kr. I 1981 dukkede tanken op at afståelse af ejendommen. I 1986 fik man et tilskud på 550.000 kr. til en ombygning af forhallen. Som modydelse blev aftalen med Tønder Læse – og Ungdomsforening forlænget for ti år.
Omfattende skader på ejendommen
Året efter blev der konstateret omfattende skader på bygningen. Reparationerne blev anslået til 500.000 kr. Man besluttede sig for at henvende sig til kommunen. I 1987 tilbød kommunen tre millioner inkl. inventar.
Schweizerhalle solgt til kommunen
Foreningen tilbød Tønder Kommune det hele for 4 millioner kroner. Men de svarede at de kun ville tilbyde 3,2 millioner og det var et definitivt tilbud. Dette blev så endelig godkendt af foreningen
”Den Gamle Redaktørs” forhold til Schweizerhalle
Vi andre tøndringer har vel alle et forhold til Schweizerhalle. Jeg gik til koncerter og lørdagsbal. Her var jeg til Schützenfest og fil lov til at skyde af min onkel Jackob, der var Schützenbruder. Og her var jeg med til at indrette et studie med Tønder Båndamatørklub under scenen i salen. Vi optog blinde-bånd og fik Arrows til at indspille to julesange. Det optog oppe i salen.
Her afsluttede vi altid ræveløb med de sønderjyske walkie-klubber, når vi kørte i området. Ja så holdt jeg et foredrag på sønderjysk om Tønders historie. Der kom 125 mennesker en almindelig torsdag aften. Arrangør var min tidligere klasselærer på Tønder Kommuneskole, Anni Johansen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 23, 2023
Guldhornene – Hvor stor betydning har de? (6)
En af Tønders historiske knudepunkter. Mest omtalte oldtidsfund i Danmark. En national katastrofe. Mere kongelig respekt for Danefæ – ville være ønskeligt. De to Guldhorn vejer 7 kg. Var det vores modersmåls fødselsattest. Upræcise tegninger. Bøgerne blev dominerende. Det gik ud over oldtidsfund. Tyven kunne gå gennem 7 døre. Helt forkert ”lødighed”. 34 år i tugthus. Oehlenschläger erkendte, at Guldhornene var af fremmed herkomst. Også H.C. Andersen skrev om dem. Mange afhandlinger. Et nationalt symbol. Guldhornene blev brugt kommercielt. To øreringe til Ringe Museum. Sikke noget at skrive i et serøst blad. Genstand for poetiske digte. Tænk, hvor mange historier disse Guldhorn i Tønder kan fortælle
Et af Tønders historiske knudepunkter
Nu har Museum Sønderjylland i Tønder fået udstillet flotte kopier af Guldhornene. De må vel også få betegnelse et af Tønders historiske knudepunkter. Byen har/ eller får efterhånden et par stykker.
Mest omtalte oldtidsfund i Danmark
Der mange teorier, myter og vandrehistorier om disse Guldhorn. Og dette er hvis nok vores 6. artikel om dette tema. I 1854 skrev historiker og arkæolog Johannes Brøndsted om guldhornenes fundsteder, beskrivelse, tyveriet, runeindskrift, hornenes datering og herkomst samt en tække tolkninger og en fyldig litteraturliste.
En af de nyeste er Henning Haugaards bog. I 1639 og 1734 blev disse Guldhorn fundet. Tilsammen udgør de det mest betydningsfulde og mest omtalte oldtidsfund i Danmark – ja måske i hele Norden.
En national katastrofe
De to store horn fra Jernalderen er fra omkring år 400 e.Kr. Som oldtidsfund rangerer de højere end Solvognen. Men som bekendt gik de tabt ved et tyveri og omsmeltet i 1802. Det var en national katastrofe.
Mere kongelig respekt for Danefæ – ville være ønskeligt
Nye udgivelser og nye tolkninger har set dagens lys Efterhånden har vi også mange forskellige historier om hvorfor og hvornår disse guldhorn skulle skjules. Guldhornenes billedverden er også blevet tolket. Og hvem var ham der Lægast fra runeindskriften?
Vi kender alle historien om Kirsten Svendsdatter, der fandt et sammenklemt horn af metal. Hun mente, at det var af messing og tog det med sig. Nogle dage senere blev det klart, at hornet var af oldgammelt guld og dermed danefæ. Som sådan tilhørte hornet kongen. Han fik det. Christian den Fjerde videregav hornet til sin søn, den udvalgte prins, som lod det lukke i bunden og benyttede det som drikkehorn. Man kunne da godt have ønsket mere kongelig respekt for et stykke danefæ.
De to Guldhorn vejede 7 kg
Knap 100 år senere var et så husmand Jerck Lassen, der fandt det næste guldhorn. Det særlige ved dette horn var, at det bar en indgraveret runeskrift med 32 tegn, tydet som:
Lassen afleverede hornet til greven på Schackenborg. Greven kunne den gang havde beholdt hornet, men foretrak at give det til kongen, som udstillede hornene i sit raritetsskab. Det kongelige Kunstkammer i København.
Tilsammen vejede guldhornene knap 7 kg. De har hver for sig været over en halv meter lange og md diametre omkring mundingen på ca. 10 cm.
Var det vores modersmåls fødselsattest
Hornene er usædvanlige både i henseende til teknisk og kunstnerisk kvalitet og ikke mindst på grund af deres høje metalværdi. De har sikkert været gemene brugsgenstande men antagelig har haft funktioner ved ceremonier og processioner.
Og noget særligt gør sig gældende ved Guldhornene. Det ene horn bærer en de allertidligste indskrifter på oldnordisk eller ”dansk tunge” og hornet rummer således – poetisk udtrykt – vores modersmåls fødselsattest.
Guldhornene er et dansk-nationalt symbol, selv om der ikke eksisterede et dansk rige i det 5. århundrede – det var det århundrede, hvor guldhornene blev fremstillet.
Upræcise tegninger
Hornene blev tegnet, men dog ikke særlig præcist. I dag aner vi ikke engang, hvordan de helt nøje har set ud. Om de var krumme som flitsbuer eller krumtvredne som oksehorn deler den dag i dag arkæologerne i to lejre. Der tales for den ene og for det andet – lige lidt hjælper det.
Hornene er simpelthen for dårligt dokumenterede, som det hedder i det moderne museale fagsprog. Væk er originalerne for evigt.
Bøgerne blev dominerende
Hornene var udstillet i Kunstkammeret. Bygningen husede dengang også Det kongelige Bibliotek, som i 1802 havde indtaget den dominerende plads i alle tre etager. Gradvist var rariteterne skubbet væk til fordel for bøgerne, som hobede sig op overalt. Natten mellem 4. og 5. maj 1802 stjal guldsmed Niels Heydenreich begge horn.
Tyven kunne gå gennem syv døre
Han kunne læse de første to døre om med sin egen stuenøgle, En anden nøgle havde han købt og forlænget. Han kom gennem syv døre. De to var ikke engang aflåste. Allerede samme nat begyndte han at omsmelte hornene hjemme i sit køkken.
Næste morgen blev tyveriet opdaget. Men det tog en dags tid, inden politiet ankom. Politiet afhørte herefter adskillige mennesker og placerede spioner i det kriminelle miljø. Men intet hjalp.
Helt forkert ”lødighed”
Men i april 1803 henvendte en københavnsk guldsmed sig til politiet. Han havde købt nogle ”ostindiske guldmønter, som, jan havde konstateret var ”helt forkert lødighed” og derfor måtte være falske.
Sporet førte direkte til Heydenreich.. Han tilstod forfalskningen, tyveriet og omsmeltningen af guldhornene. Han havde blandet guldet med bl.a. sølv og andre materialer, fremstillet mønterne og forsynet dem med falske garantistempler. Han havde fremstillet og solgt forskellige smykker, skospænder m.v.
Historikeren E.G. Werlauff var ansat på Det Kongelige Bibliotek udgav en bog om tyveriet. Heri kunne man konstatere at pladsforholdene var mangelfuld og sikkerhedsforholdene var ringe.
34 år i Tugthus
Gerningsmanden blev dømt fra ære, liv og gods, men blev benådet med ophold i tugthus på livstid. Han var tidligere straffet. Men 8 år efter var han blevet prøveløsladt. Han opnåede derefter borgerbrev med ret til at arbejde som guldsmed. Men atter engang blev han indsat for tyveriet af guldhornene.
Men det lykkedes ham at flygte sammen med to andre. Men blev pågrebet. Efter 34 år i tugthuset blev Heydenreich overført til forbedringshuset. Han blev løsladt tre år senere i 1840 og døde på et almindeligt hospital i 1844 -83 år gammel.
Oehlenschläger erkendte, at Guldhornene var af fremmed oprindelse
Det er almindelig enighed om at guldhornene er ca. 1.600 år gammel. I 1802 skrev Oehlenschläger skrev, at Kirsten snublede og dernæst med snehvid hånd og undrende ånd, at sorten muld, hævede det røde guld.
Oehlenschläger måtte tilslutte sig samtidens forskere og erkende at og Guldhornene måtte være af fremmed oprindelse. Det må have været et knæfald for ham. Han skrev i heltedigtet fra 1828 Hrolf Krake om et horn, der blev fundet af en ung mø i en eng i Slesvig:
Også H.C. Andersen skrev om dem
Ja også H.C. Andersen har skam skrevet om Guldhornene. Det gjorde han i 1850 i sangen ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Tredje vers afsluttes med:
Plovjernet guldhorn finder,
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder
Dig elsker jeg! – Danmark mit fædreland
Sangen skal ses i lyset af Den Første Slesvigske Krig. Og det med plovjernet var noget som Oehlenschläger havde påstået, nemlig at Jerck havde været ved at plove, da han fandt guldhornet.
Men sandelig om ikke den lokale A. Egebjerg Jensen i Vores hjemstavns nationalsang ”For en fremmed barsk og fattig skriver:
Men som skrevet – han gik ikke med en plov.
Mægtige afhandlinger
Historikeren Worsaae skrev mægtige afhandlinger om Guldhornenes billedverden som han gav en nordisk-mytologisk tolkning af. Kongen belønnede hans indsats med en høj orden. Og i Worsaaes våben dom storkorsridder indgik både Dannebrog og Guldhornene.
Et nationalt symbol
For de dansksindede i Nordslesvig/Sønderjylland blev Guldhornene et nationalt symbol. De fastholdt deres historiske ret til at betragte landsdelen som gammel dansk folkegrund. Men tyske old-forskere har prøvet at tolke indskriften på det korte Guldhorn som urtysk (vestgermansk) i stedet for urnordisk (nordgermansk)
Sprogforeningens Almanak har også brugt Guldhornene. Deres forside blev nytegnet i 1950 og her bibeholdt man Guldhornene. Men ak i en endnu nyere forside i 1980 forsvandt Guldhornene.
Dansk Kvindesamfund fik omkring 1900 egen fane med Kirsten Svensdatter, der løfter det lange guldhorn. Fanen blev også båret i det berømte kvindetog, der i 1915 til Christiansborg for at takke for valgretten.
Masser af malerier har gennem tiden foreviget fundene af Guldhornene. Og også på et julemærke er Guldhornene foreviget. Det er Mor Danmark, der får overrakt et Guldhorn af Sønderjylland i skikkelse af en ung pige.
Ved den store fest den 11. juli 1920, hvor kongen mødtes med sønderjyderne. blev der overrakt to gaver til majestæten. De var nøje udvalgte for at kunne være symboler på nære forbindelse mellem de hjemvendte sønderjyder og det danske folk. Gaverne bestod af et dannebrog – det danske flag, der vajede i Sønderjylland i 1864 – og en kopi af de to Guldhorn fra Gallehus. Valget af disse to symboler viser, hvor nært de nationale forestillinger kan have været sammen med de religiøse.
I 1922 fik Tønder Statsskole deres egen fane. De to horn var simpelthen broderet på fanen.
I 1920’erne opførtes et guldhornspil i Tønder. En helt ny udgave blev vist i Møgeltønder i 1970’erne.
H.P. Hanssen fik overrakt to forgyldte sølvhorn som påskønnelse for sin livslange indsats for den sag i Sønderjylland. Guldhornskopier er blevet fremstillet som hædersgaver til fremtrædende personer med tilknytning til grænselandet.
Guldhornene blev brugt kommercielt
Eksempler på anvendelse af Guldhornene spænder lige fra dessertchokolade over medlemsemblemer for de sønderjyske sygeplejersker til firmamærker for minerals fabrikker og flyttefirmaer. Guldhornene er blevet udnyttet på mangfoldig vis ikke blot ideologisk med i høj grad også kommercielt. Dette svarer i grunden helt til brugen af andre nationale symboler.
To øreringe til Ringe Museum
I 1961 modtog Ringe Museum to øreringe af guld. De skulle være fremstillet af guldhornstyven i 1802. Giveren var oldebarn af en nabo til Heydenreich. Dette var også dokumenteret skriftligt.
Skulle disse to øreringe ikke til Museum Sønderjylland i Tønder?
Sikke noget at skrive i et seriøst blad
I 1989 hævdede Sønderjysk Månedsskrift at tabet af begge horn og omsmeltningen af dem burde gøre os taknemmelig. Det skabte nemlig nu pludselig en almen bevidsthed om hornenes særlige nationalhistoriske værdi.
Sikke noget at skrive i så seriøst et blad!
Genstand for poetiske digte
Allerede i 1600- og 1700-årene var guldhornene genstand for flere poetiske digte.
Det bør ikke skjules, at en del af Guldhorns-gåderne er selvskabte, da hornenes rige udsmykning og særlige skæbne har fristet til overfortolkninger
Kopierne tilhørte Simon Spies
De Guldhorn, der nu findes i Tønder har tilhørt rejsekongen Simon Spies. Efter en udstilling på Haderslev Museum sagde Simon Spies engang:
Tænk – hvor mange historier disse Guldhorn i Tønder kan fortælle
Man kan da kun begræde tabet og ærgre os over, hvor let det var at stjæle. Intet andet land i verden har ejet sådan en attraktion. Hvad kunne disse horn kunne have fortalt os i dag. Hvorfor er man så ligeglade med vores kulturarv – og tænk nu står en kopi på Museum Sønderjylland – i Tønder. Tænk hvor mange historier, der er at fortælle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 21, 2023
Sønderjyske Årbøger 2023 – forsøg på en anmeldelse
Man venter med spænding på den hvert år. Og så ligger den pludselig postkassen. Vi får 7 artikler og 14 anmeldelser. Og så en hel masse info om arkiverne og museerne i Sønderjylland. Og så får man jo også med jævne mellemrum månedsskriftet. Det kan være svært at anmelde sådan en årbog. For artiklerne er vidt forskellige. Og det er de også denne gang. Er du interesseret i Sønderjyllands historie var det måske et julegaveønske med et medlemskab af Historisk Samfund for Sønderjylland. Ønsker du at sætte dig yderligere ind i de temaer, der beskrives i årbogen, har vi lavet en liste til dig med 65 artikler du kan finde på vores side.
Det kan være svært at anmelde en årbog, fordi noget altid vil interessere en mere end noget andet- Hvert år sidder man og længes efter den. Hvornår mon den kommer?
I år er der 7 artikler og 14 anmeldelser. Dertil kommer interessante beretninger fra museer og arkiver.
Ja selv det at læse anmeldelser er interessante. Det er godt nok længe siden, at nogle af bøgerne er udkommet. Nogle af dem står her på hylden. Endnu engang vil jeg opfordre dem, der endnu ikke er medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland at melde sig ind. Foruden denne årbog på 287 sider, kommer der også alle månedsskrifter i løbet af året. De er mindst lige så interessante som Årsskriftet.
Hvis du vil fordybe dig yderligere i de emner, der er omtalt i årbogen, har vi til sidst lavet en fortegnelse over artikler, du kan finde her på siden. Sønderjysk Årbog 2023 er endnu engang en stor oplevelse.
I år har vi fornøjelsen af følgende artikler:
Hornblæserne – de små raske 16 års drenge
Den lille hornblæser – et glemt mindesmærke på Rådhuspladsen rejst i 1899. Det er også den bog som N.P. Holst udgav i 1849. Men er den baseret på virkeligheden, ja det prøver artiklen at finde ud af.
Vi besøger Christians Plejehus i Egernførde. Det var et udklækningssted for fattige børn af underofficerer og spillemænd. De blev uddannet til militærmusikkere. Efter deres konfirmation kom de ud til forskellige musikkorps i hæren. Mange af disse drenge deltog i de Slesvigske krige. De var altid med i forreste linie som hornblæsere. Og mange endte som agtede musikere eller dirigenter.
Plejehuset blev i 1785 flyttet fra København til Egernførde og var oprettet af Frederik den Femte som Invalidehotel i 1764.
Plejehuset kunne rumme 380 individer. Det var 200 veteraner, 60 soldaterenker, 80 drenge og 40 piger.
De unge knægtes fremtid var forudbestemt de næste 8 år. Det var at modtage musikundervisning og indtræde i et musikkorps. Disse børn blev også kaldt ”Skillingsbørn”, idet faderen modtog ”den daglige skilling”.
Christians Plejehus nåede at eksistere i 78 år. De sidste drenge afgik i 1854, hvorefter Plejehuset blev nedlagt. Kvaliteten var ikke mere god nok. I artiklen hører vi en masse anekdoter om hornblæsere.
Komponisten Carl Nielsen var en af dem. I bogen ”Min Fynske Barndom fortæller han at holstenerne var glimrende musikere. Hans fire år i militærmusikken havde betydet meget for ham. H.C. Lumbye var en anden kendt musiker og komponist.
Knægtene begyndte også et dannelsesforløb. Mange af dem fik dansk indfødsret.
Det følger jo med Søfarten – Sygdom og Helbred i Kaptajn-kone Dorothea Nissens Kina-Dagbøger 1863 – 1867.
Hun var kaptajns – og bondedatter fra Løjt. Det var ikke fordi, hun havde eventyrlyst. Men det var den eneste måde, hun kunne se hendes mand på. Og det var kaptajn Jep Nissen.
Hver femte dag skrev hun i dagbogen. Skibet, rejsen og helbredet var i centrum. Flere har brugt disse dagbøger som historisk kilde i Aabenraa Søfartens historie.
Jep Nielsen overtog hendes fødegård i Højgade – en af Løjts mange kaptajns – gårde. Hendes lillesøster -Helene blev gift i Bangkok med kaptajn Jep Jessen. Disse kaptajner tilhørte sammen medstyrmændene den absolutte elite på Løjt Land.
Foruden kinesiske pirater var sygdom i forskellige afskygninger en fast bestanddel af hverdagen ombord på Mathilde. Maveonde og ondt i hovedet var mest udbredt.
Mod diarre kunne man tage ”Engelsk Salt”, som var en slags afføringsmiddel. Var man virkelig hårdt ramt kunne kaptajnen udskrive ”opium”.
Man kunne også gå på en rabarberkur. Der fortælles også i artiklen om dengang, da Frederik den Syvende var indlogeret hos Hans Bruhn, som dengang var den rigeste i Aabenraa. Det var under den første slesvigske krig.
Kongen havde fået maveonde og dr. Lund havde udskrevet en recept på 5 Rigsbank-skilling rabarber til ham. Og følgerne af denne kur, bevirkede at tjenestefolkene fik ekstra betaling.
Holger Andersen og Antiksamlingen op Haderslev Katedralskole
Kort før sin død i 1961 testamenterede politikeren og diplomaten Holger Andersen en samling på 15 antikke genstande til Haderslev katedralskole. Han var også Grænseforeningens formand fra 1941 – 1961.
I artiklen får vi også en beskrivelse af skoleforholdene i Haderslev og Holger Andersens virke. Hans første tur i Athen var i 1930. Igen i 1935 var han i Athen. Han skrev bl.a. en artikel ”Olympia – træk af dets historie og indtryk fra et besøg. Det var i Haderslev samfundets Årsskrift.
Tønder – 700 Års Byjubilæum
Det var den 5. august 1943. Tønders 700-års jubilæum skulle fejres. Vi har allerede på vores side beskrevet frokosten på Tønderhus, hvor Paludan-Müller erklærede at besættelsen havde ødelagt naboskabet de næste 200 år.
Men ellers forløb jubilæet nogenlunde roligt. Men hvordan lykkedes dette. Ja det er det, artiklen handler om.
Nu var ikke alle tysksindede nazister. Dansk lovgivning satte også grænser for brugen af Hagekorsflag. Men det blev nu ikke helt overholdt. Forholdet mellem det dansker og tysker i Tønder kølnedes i besættelsestiden. Uenighederne blev større og sat på spidsen.
Det Tyske Mindretal i Tønder stod stærkt – stærkere end i nogen anden købstad. Tønder var også det sted, hvor der først blev oprettet en nazistisk ortsgruppe.
Regeringen havde opfordret til at man ikke provokerede tyskerne unødvendigt. Man arrangerede både en dansk og en tysk gudstjeneste. At holde en samlet kunne ikke lade sig gøre. Mange tysksindede betragtede den danske præst Hans Magle som en ”uforsonlig fjende”.
Den lokale nazistgruppe fik lov til at lave en udstilling på Alexandrineskolen.
Danskerne og tyskerne fejrede hver for sig. Det officielle Tønder deltog i begge gudstjenester. Men nogle af disse forlod kirken, da de så, at der var hængt Hagekorsflag op. Nogle af de dansksindede byrådsmedlemmer og andre forlod kirken i protest. Den tyske gudstjeneste sluttede med:
Den var en hædring af de i tysk tjeneste faldende nordslesvigere.
Om aftenen i Schutzenhof var der fanemarcher. Nazist-partiets ”Ortsgruppenleiter”, Christian Jessen skulle tale. Til sidst var der også en ”Führergruss. Det var her de tyske borgere samledes for sig selv. Hovedtalen blev holdt af professor Otto Scheel. Han havde været medlem af nazistpartiet siden 1933.
Til julefrokosten var der inviteret 100 mand. Den varede i tre timer. Og her var det så Paludan – Müller pludselig dukkede op. Antagelig var han slet ikke inviteret. Om det var fordi han skulle køre helt fra Gråsten eller fordi han flere gange havde overtrådt retningslinjer fra København, vides ikke. Han holdt en ikke særlig diplomatisk tale. Det lykkedes for borgmesteren sådan nogenlunde at holde trådene sammen. Aviserne forsøgte også at holde det nede og Nordschlesvigsche Zeitung omtalte slet ikke talen.
Grunden til, at der ikke skete flere alvorlige hændelser, var nok at de to nationaliteter fejrede jubilæet hver for sig.
Peter-Gruppen og Besættelsesmagtens terroraktioner i Sønderjylland 1943-45
De fleste af Peter – gruppens aktioner foregik i København og de andre storbyer. Men Sønderjylland slap ikke. Gruppen fik navn efter lederens højre hånd – Peter Schäfer. Lederen var Otto Schwerd. Gruppen bestod af både danskere og tyskere samt yderligere et par nationaliteter.
Gruppen stod for 267 forbrydelser – alt fra sabotager og bombeangreb til clearingmord. På tysk hed det ”Gegenterror, Det var en klar overtrædelse af folkeretten.
Med den danske regerings tilbagetrækning skærpedes den tyske politik. På Wener Bests initiativ blev sabotagebekæmpelsen i Danmark. Det blev besluttet at oprette en tysk politiledelse i Danmark.
Fra november 1943 steg modstands-aktiviteten i Danmark. Heinrich Himmler beordrede endnu hårdere gengældelsesaktioner. Pancke blev indkaldt og Himmler beskyldte ham for fejhed.
Drabet på Kaj Munk var en af disse clearingmord.
I løbet af 1944 steg antallet af sabotageaktioner, likvidering af stikkere, nazister og medlemmer af værnemagten. Samtidig steg aktionerne fra tyskernes side. I første halvdel af 1944 begik Peter-gruppen 10 clearingmord. I anden halvdel var dette antal steget til 50 clearingmord.
Der blev også oprettet et specielt Sonderkommando Dänemark, der havde til opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen.
To virksomheder i Aabenraa – Maskinfabrikken Hamag og Aabenraa Motorfabrik blev udsat for sabotage fra Modstandsbevægelsen. Det har vi tidligere skrevet om. En ung sabotør røbede under totur modstandsfolkenes skjulested. Nordschleswigsche Zeitung skrev en kritisk artikel om politiets rolle under aktionen. Det fik Gestapo til at undersøge sagen.
Modsvaret kom fra Peter-gruppen. De sprang politistationen i luften. Flere betjente blev alvorlig såret.
Den 29, september 1944 sprang Peter-gruppen forsamlingshuset i Vedsted i luften Det var modstandsmanden og kommunisten Hans Andersen fra Haderslev, der var blevet overmandet af tyskerne med knipler og geværkolber. Bagefter blev han henrettet for øjnene af de mange gæster i forsamlingshuset. Bovensieben – SD – chefen mente at forsamlingshuset var tilholdssted for modstandsgrupperne i Sønderjylland. Og det ville Peter – Gruppen hævne.
Allerede i 1943 var journalisten Chr. Hansen Damm offer for det første forsøg på clearings-drab I Danmark. Han var bl.a. journalist hos Flensborg Avis. Han overlevede dog med svære skader. Måske var det som hævn for en sabotageaktion mod Deutsche Jugendschaft Nordschleswig, der var grund til aktionen mod Damm.
Federal Union of European Nationalities – belyst fra det danske og tyske mindretal i perioden 1969 – 1978
Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) blev medlem af FUEN i 1951. Gennem København – Bonn erklæringen fra 1955 var de to mindretals-forening sikret rettigheder.
Begge mindretal kæmpede for en revision af den dansk – tyske statsgrænse.
Efter Anden Verdenskrig havde begge mindretal af forskellige årsager opgivet dette mål. Det tyske mindretals nazificering havde gjord forholdet til Danmark anspændt. Og det danske mindretal oplevede en opblomstring lige efter krigen. Briterne tilbød en grænserevision.
En avisfejde mellem Jep Schmidt og Karl Otto meyer gennem lederspalter i Der Nordschleswiger og Flensborg Avis udspandt sig i perioden 1969 – 1974.
Karl Otto Meyer mente at FUEN skulle have sørget for mere tilskud fra den vesttyske regering. En ny konflikt opstod, da Jep Schmidt opstillede som præsidentkandidat for FUEN. Men det danske mindretal ønskede ikke ham som præsident. Det blev han dog senere.
Personlige konflikter og mere eller mindre bevidste forsinkelser i kommunikationen opstod. Og så havde FUEN også økonomiske problemer.
I Landflygtighed – sønderjyden Søren Outzens flugt fra tysk militærtjeneste under Første Verdenskrig
Den 4. september 1916 slap Søren Outzen fra Ellum over den daværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Det skete ved Klaaby syd for Ribe. Det førte til flere års landflygtighed:
Han vendte først hjem til Sønderjylland i foråret 1919. Her blev han dog arresteret – beskyldt for Fahnenflucht. Men han flygtede.
Søren Outzen blev i 1916 ramt af tyfus. Først var han indlagt på et lazaret i Vilnius senere overflyttet til lazaret til Kaunas. I august 196 rejste han på 14 dages rekreationsorlov. Han havde fået nok af at være frontsoldat.
2.500 deserterede dengang. Det svarer til 8 pct. af nordslesvigerne. Fra Tønder kredsen, hvor Søren Outzen kom fra var det 198, der deserterede.
En spændende artikel krydret med hovedpersonens egne erindringer.
Kilde:
De Slesvigske Krige
Søfarten i Aabenraa
Tønder Byjubilæum
Første Verdenskrig
Det tyske og det danske mindretal
Besættelsestiden
December 18, 2023
Aabenraa – latrinære begivenheder
Denne artikel kan forekomme uhumsk. Men den lugter ikke. Inden vi her når Aabenraa skal vi læse om den latrinære Danmarkshistorie. Det giver en bedre forståelse. Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”. Direkte ned i voldgraven. Man lagde bare nye brosten. Man kunne ikke blive ved at grave nye huller. Natmændene. Skyldende vandkloset blev opfundet. Og det gjorde vandlåsen også. I begyndelsen var det kun wc for de velhavende. Lokum og das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder. Sidste tømning af latrinspande i 2008. Ikke mere ”ålesuppe”. 48 bagdele om et sæde. Hvordan kom man af med det? Stednavne vidner om det Latrinære. Latrinære forordninger allerede fra 1269. ”Det hemmelige hus” over Kastelsgraven. Toiletpapir var en lettelse. Afføring kan fortælle forskere meget. Svært at komme af med renovation. I Aabenraa var der møddinger på gaden. Renovationsbygning på farversmølle. God forretning for Aabenraa kommune at sælge ”Gødning”. Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt. I 1902 kom det første wc til byen. Klager over forurening. En strejke i 1920. I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa. Optøning af frosne latrinspande første til brand i renovationsbygning. Badeanstalt blev lukket. Det førtes direkte ud i fjorden. Først i 1960 fremlægges en samlet plan over ordentlig kloakering. Ny rensningsanlæg i 1967.
Artikel kan forekomme uhumsk
Denne artikel kan måske forekomme uhumsk. Og i begyndelsen vil du sikkert bemærke, at det ikke har meget med Aabenraa at gøre. Men vi går lidt tilbage for lige at få historien med. Og heldigvis lugter denne artikel ikke.
De ældste lokummer i Danmark var placeret over dybe huller som blev muret op eller træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt men også dækkede man dem til og startede et andet sted.
Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”
Vi skal først lige have forklaringen hvorfor det hedder ”das”. Det kommer fra det tyske ”das Haus”. Og hvorfor hedder det så lokum. Ja se det kommer fra det latinske ”locus”. Det betyder ”sted”. Og det var selvfølgelig det sted, hvor folk beskyttet for vejr og vind kunne komme af med afføring og urin. Og det var dengang uden kloakering.
Ofte var det en træplade med et lille hul i. Ja dengang blev man nødt til at besørge med en tønde eller kasse neden under. Når den var fyldt op, ja så flyttede man bare et andet sted hen.
Direkte ned i voldgraven
På slotte og herregårde førtes ens efterladenskaber direkte ned i voldgraven. Sådan har det sikkert også været på Brundlund Slot. I samme voldgrav kunne man så fremelske karper. Og karper er som bekendt altædende.
På gårdene ude på landet blev nødtørften forrettet i stalden. Når så dyrenes afføring blev møget ud fulgte den menneskelige med dyrenes. Og mange landmænd tjente penge på det ved at sælge det som gødning.
Både på landet og i byerne gravede man brønde i samme område, hvor man både havde das og møddinger. Så skete der ofte, at der opstod en krydsforurening. Dette førte så til spredning af kolera, tyfus og meget andet.
Man lagde bare nye brosten
Meget lort havnede direkte i rendestenen, hvis der var sådan en. Og brostenene forsvandt i afføring efter nogle år. Så lagde man bare et nyt lag brosten oven over.
Man kunne ikke bare grave nye huller
Efterhånden kunne man ikke bare oprette nye lokummer, når kassen eller tønden var fuld. Nu blev man nødt til at ømme disse. Mange steder var dasset placeret i baggårde. I store ejendomme var det i den bagerste del af huset.
Og så blev det forbudt selv at tømme disse kasser eller tønder. Christian den Anden indførte en lov i 1522, der bestemte dette. Det skulle være de såkaldte natmænd. I Helsingør blev en man, der i 1568 faktisk blev smidt ud af byen, fordi han selv tømte tønden.
Natmændene
Natmændene udførte et job, som borgerskabet ikke ville se eller tænke på. Disse natmænd blev også socialt udstødte. Det var ofte tatarer eller jøder, der fik disse jobs.
Skyldende vandkloset blev opfundet
Det var en englænder, der opfandt det skyldende vandkloset. Men han opfandt ikke vandlåsen. Der lugtede derfor stadigt. Derfor skal vi helt op til 1700 – tallet før det vandskyllende toilet – wc/waterclosetet blev populært.
Omkring 1900 tog vandskyllende toiletter over. Der kom også kloakering.
Vandlåsen blev opfundet
Og det var heldigt at skotten Alexander Cummings ”opfandt” vandlåsen. Det tog han selvfølgelig patent på. Det var omkring 1800. at de første WC’ er nåede til Danmark. Det var dog på det tidspunkt ikke installeret kloakering, så afføringen løb ud i rendestenen. Derfor blev WC’ er forbudt.
Man fandt ud af, at der var noget, der hed bakterier.
I begyndelsen var det kun WC for de velhavende
Nakskov var den by i Danmark, der var først med kloakering. Der var kloaknet, men det var ikke tilsluttet WC. I begyndelsen var det kun de rige, der fik installeret rigtig WC og til kloaknettet. Det var i velhaverkvarteret omkring Stockholmsgade, man var først. Og her kom der marmor.
Lokummer og Das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder
I løbet af 1900-tallet blev det lovpligtig at installere et WC, hvis ens ejendom lå op ad et kloaknet. Det fik man ikke lige med det samme ude på landet. Her fortsatte man med at sætte sig ud i stalden eller på et udendørs lokum.
Dasser/lokummer og latriner blev efterhånden udfaset. Dog ikke lige hurtigt alle steder.
I byejendomme kunne det være svært at finde plads til de nye toiletter. Det blev ofte tjenestepigens værelse, der blev brugt til dette. Det vil sige det værelse, der lå ud til bagtrappen.
Sidste tømning af latrinspande i 2008
Først i 2008 blev den sidste organiserede tømning af gammeldags das foretaget i kolonihaver og fiskerhuse i København. Det blev foretaget af Renholdningsselskabet af 1898. Spandene blev kørt til Amager. Derfor kalder man denne ø endnu for Lorteøen. Ja man byggede ligefrem en ”Latrinjernbane”.
Men nu var det ikke lige med det samme at alt lort blev sendt til Amager. Meget af tøndernes indhold blev smidt i vandet. Det ildelugtende vand dannede en brun bræmme helt ned til Køge.
Borgerne fik ikke mere ålesuppe
Efterhånden anlagde man et rigtigt vandværk i Kløvermarken efter at det første vandværk blev anlagt i 1854. Nu kunne man begynde at rense vandet. Nu fik borgerne ikke mere ålesuppe. Det hed ålesuppe, for nogle gange sneg der sig fisk og ål med i rørene.
Mange steder fik man installeret et såkaldt bak-ud-toilet. Det hed det, fordi toiletterne var så små, at man var nødt til at bakke ind og ud.
48 bagdele deltes om et sæde
I gårdene fik man de såkaldte retirader. Disse blev hjemsted for masser af rotter men også et arnested for smitte. Nogle steder skulle man stå i kø. Der var ofte 48 bagdele, der skulle deles om et sæde.
I byerne kunne der være lidt barsk at skulle gå ned fra femte sat i bælgmørke af bagtrappen, hvis man om natten skulle besørge. Og når det så var frostvejr, var det måske endnu hårdere.
Hvordan kom man af med det på 5. sal
Så var det godt at man kunne gøre det på natpotten. Her var det ofte den ældste knægt som skulle sørge for at indholdet blev tømt. Og det skete også hustruen gemte potten inde bag forklædet. Men det var skam ikke altid der var tid eller tålmodighed til dette. Så var det tros alt lettere lige at åbne vinduet og smide indholdet ud på gaden eller ned i baggården.
Gamle Fru Hansen oppe på sjette sal pakkede det store ind i avispapir og så ellers også ud af vinduet. Da vaskekummen kom, kunne man så smide det i denne også det store. Men det var nu ikke altid faldstammen kunne klare dette. Om sommeren opstod der en ulidelig stank.
Stednavne vidner om det latrinære
Mange stednavne minder om de latrinære begivenheder dengang. Vi har for eksempel gaden ”Skidenstræde”. Her ville beboerne ikke bo, så de fik stedet omdøbt til det lidt mere velklingende navn ”Krystalgade”.
Ja så er det også ordet ”Mag” (Magstræde). Det minder os om det ”at have sin mag”. Det betyder at have afføring eller forrette sin nødtørft.
Hysken (Hyskenstræde) betyder ”lille hus” (efter tysk: Häuschen).
Forordninger allerede fra 1269
Meget tidligt kom der forordninger om, hvor man måtte placere et latrin eller hvad man ellers kaldte det. Den ældste skriftlige kilde om dette finder vi i Ribe Stadsret 1269 § 57:
Det har også tidligt været fokus på lugten. Dette ses i en kilde fra Bogense fra 1514:
Det hemmelige hus direkte over Kastelsgraven
Se dette rettede man sig ikke efter på Kastellet. Her anbragtes ”et hemmeligt hus” direkte over voldgraven, så de mange soldater kunne komme af med deres afføring. Og det skete et par hundrede år efter forordningen fra Bogense. Og så klagede man over en forfærdelig lugt på Kastellet.
Toiletpapiret var en lettelse
Man brugte mos, hø, græs, pinde, klude og sne til at tørre sig med. Der fældes hver dag 27.000 træer til at lave toiletpapir af. Dette svarer til 15 pct. Af Verdens afskovning. Hver person brugte i 2005 i gennemsnit 3,8 kg toiletpapir. Ja man siger at en gennemsnitsdansker bruger 51 ruller om året.
Kineserne var de først, der brugte papir i stedet for blade. Det nævnes i år 589. Det første toiletpapir, som vi cirka kender det i dag dukkede op i 1800- tallet. Men det er amerikaneren Joseph Gayetty, der står som opfinder af det kommercielle toiletpapir. Det var i 1857.
Men først i 1928 kom det på ruller, som vi kender det i dag.
Afføring kan fortælle forskere meget
Afføringen fra fortiden fortæller ikke kun nogen om, hvad vores forfædre spiste. Det giver også en viden om, hvordan de handlede og rejste. Et fund af ekskrementer er aldrig et glansbillede – man kunne komme ganske tæt på.
Efter denne lange indledning nærmer vi os endelig til Aabenraa. Ja her sad mange også ved møddingen og forrettede deres nødtørft. Men som vi allerede har skrevet, så fandt Louis Pasteur ud af bakterierne i 1857.
Svært at komme af med renovation
Byernes vækst gjorde det også mere vanskelig at komme af med renovationen efterhånden som byerne voksede. Nu forsvandt kreaturer og andre dyr også fra gadebilledet sammen med de store købmandsgårde, der blev erstattet af detailforretninger i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede.
I Aabenraa var der møddinger på gaden
Byerne blev et oplevelsesrum, hvor spadserende og flanøren kunne kurtisere eller se på de varer, som blev falbudt i de nye butiksvinduer. Den slags fornøjelser var slet ikke forenelige med åbne rendestene og beskidte gader. Også i Aabenraa lå der møddinger på gaderne.
I Sønderjylland var Sønderborg først ude med kloakering i årene 1870-73, men først fra 1890erne kom der alvor gang i gravearbejdet og ellers
Renovationsbygning på Farversmølle
I Aabenraa afventede man tydeligvis udviklingen i de øvrige byer. Oprindelig blev natrenovation kørt på åbne spande ud af byen. Indholdet blev spredt på byens jorder. Men den 24. februar 1910 påbød en ny ”Ortsstatut”, at de åbne vogne skulle erstattes af dagrenovation med lukkede spande, først af træ siden af zink. Jo bødkerne i Aabenraa tjente godt dengang på at levere lukkede lokumsspande i træ.
Samtidig blev der opført en renovationsbygning i træ ved Farversmølle, Her blev spandene tømt i en aflang cementbeholder, hvor det flydende blev drænet væk til ajlebeholder. De resterende fækalier blandet med tørvestrøelse for at opsuge fugten.
God forretning for Aabenraa at sælge ”gødning”
Efter godt 14 dage blev denne masse kørt ud på en mark i nærheden af bygningen, hvor ”gødningen” lå til afhentning hos køberne. Og dette var bestemt ikke en dårlig forretning for kommunen. I 1925/26 gav salg af gødning m.m. 2.195 kr. Dette dækkede rigeligt udgifterne til hesteholdet. Hovedindtægten stammede dog fra gebyrerne for tømning af spandene, som dette år gav 33.422 kr. Dette gjorde renovationsanstalten til en særdeles lukrativ forretning med et samlet overskud på 9.717 kr.
To gange om ugen kørte renovationsvognen gennem byen fra marts til oktober mellem 7 og 19. I de øvrige måneder var det mellem 8 og 17. I nødstilfælde kunne der også køres om søndagen. Men i givet fald skulle det ske inden kl. 9 om morgenen. Samtidig blev det forbudt byens borgere at udlede deres spildevand i rendestenen.
Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt
Byens renovationsvæsen blev i 1919 klaret af vognmand Clausen samt seks renovationsarbejdere. Disse renovationsarbejdere tjente ganske godt. Det lå væsentlig over, hvad en lærer på en af de sønderjyske landsbyskoler kunne tjene.
På dette tidspunkt var man for længst begyndt at tænke i andre baner. Allerede i 1888 begyndte man at diskutere en ”kanalisering” af Aabenraa, som af uafklarede årsager ikke blev til noget.
I 1901 kom det første wc til Aabenraa
Fra 1901 er der bevaret en tegning af Aabenraas første ”træk og slip” Det var hos købmand Hans Danielsen. Storegade 35. Og så kunne borgerne i Aabenraa bidrage med frivillige bidrag til kloakering af Aabenraa. Den største bidragsyder var senator Gustav Raben med et beløb på 450 mark. Herfra var der et godt stykke ned til den næststørste bidragsyder købmand F.A. Jensen, Storegade 36, som donerede 150 mark.
Det var dog først i 1916, at der generelt blev givet tilladelse til at installere vandklosetter i byen. I 1921 var der 1.221 renovationsspande men kun 76 wc’ er i byen. Det havde sine gode grunde. Aabenraa havde på dette tidspunkt et helt utilstrækkeligt kloaksystem.
Klager over forurening
Frem til Første Verdenskrig kørte der flere sager vedrørende manglende vedligeholdelse og tilstoppede slamkister og kloakker, bl.a. på Tondering Lederwarenfabrik, Nygade 12. I 1919 var problemerne med kloakvandet så slemt, at redaktør Jens Frost klagede til kommunen over at der ikke længere var laks i Tøgesbach (efter al sandsynlighed Tyvkærbæk).
Det var forbudt ifølge den preussiske fiskerilov at udlede spildevand i fiskefarvand. Forureningen havde fuldstændig ødelagt laksebestanden og givet redaktør Jens Frost et betydeligt tab i forhold til fiskeriet i efteråret 1918. Også her var den store synder ifølge klageren P. Tondering Lederwarenfabrik.
En strejke i 1920
Den 3. – 12. juni 1920 deltog renovationsarbejderne i den store generalstrejke i Nordslesvig. I Aabenraa medvirkede en del borgere i den såkaldte ”samfundshjælp”, der bl.a. bestod af kørsel med latrinspande. Hos mange arbejdere var fortørnelsen stor over dette skruebrækkeri.
I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa
I løbet af mellemkrigsårene blev wc’ er stadig mere almindelige. I 1940 var der 1.583, som hovedsagelig var installeret i nybyggeri i de nyere kvarterer omkring Bybakken. Sideløbende med wc’ernes indtog forsvandt de gamle dasser. Men i 1940 var der stadig 797 tilbage i Aabenraa.
Brand grundet frosne latrinspande
I 1946 gik byrådet ind med et tilskud på 100 kr. til det første wc, som blev installeret i en ejendom og 50 kr. til de efterfølgende. På dette tidspunkt blev latrinspande stadig kørt ud til renovationsbygningen. I 1947 brændte bygningen, da man havde fyret ekstra godt op for at tø de frosne spande op. Kommunen opførte i stedet en ny på Sønderskovvej. Ved samme lejlighed fik man en lokal landmand til at afhente gødningen.
Tilskudsordningen blev ikke den store succes. Først i løbet af 1960’erne forsvandt ”lokumsspandene”. I 1969 var der 51 renovationsspande tilbage. Først den 1.oktober 1974 forsvandt byens sidste das.
Det førtes direkte ud i fjorden
Tilsvarende gik det sindigt med kloakeringen og etableringen af et rensningsanlæg. En vedtægt for anbringelse af klosetter fra 1921 påbød, at wc’erne enten var forbundet med hovedkloakken eller førtes direkte ud i fjorden eller åen gennem en lukket ledning.
Konsekvenserne udeblev ikke. I 1947 konstaterede embedslægen, at afløbet til fjorden burde flyttes eller føres længere ud i fjorden. Det følgende år blev byens badeanstalt lukket som følge af sundhedsfare.
Først i 1960 fremlægges en samlet plan om kloakering
Først i 1960 kunne stadsingeniør S.E. Gundestrup fremlægge en samlet plan for en kloakering af byen og opførelsen af et rensningsanlæg. Oprindelig skulle rensningsanlægget have været placeret ved Brundlund Slot, men denne vakte modstand hos Det særlige Byggetilsyn, I stedet blev detailprojektet godkendt af byrådet i 1863 med en placering af rensningsanlægget ved Stegholt.
Ny rensningsanlæg i 1967
Kloakeringsarbejdet strakte sig over 12 år. Men allerede i 1967 kunne formanden for Teknisk Udvalg, Dycke Hoff indvie det nye rensningsanlæg. Det bestod af et mekanisk bundfældningsanlæg, hvorefter spildevandet blev ført 800 meter ud i fjorden. Åh ja i mine 15 år i Aabenraa har jeg ofte badet ved Sønderstrand.
Det gik temmelig lang tid
Oprindeligt havde man planer om et biologisk rensningsanlæg, men disse planer blev skrinlagt. Nok fik Aabenraa sit første kendte ”træk og slip” i 1901. Men det var først med den økonomiske vækst i 1960’erne, at der for alvor blev skabt et samlet kloaknet og rensning af spildevandet i byen.
Og så tror jeg vi nåede hele vejen rundt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: