Artikler
Januar 30, 2013
De fleste på vestkysten kender sikkert apoteker Nagel fra Højer. Han var elsket af de dansksindede med hadet af de tysksindede. Han holdt ikke sin mund, til sin svigerfars store fortrydelse. Men da han blev kåret til Ridder af Dannebrog var svigerfar også stolt. Claus Pørksen har genudgivet denne underholdende bog. Det vil sige, at teksten er blevet fornyet, ligesom der en del forklarende tekst, det gør det lettere så også københavnere kan følge med. Læs denne: Apoteker H. Nagel – Mit Livs Erindringer, Højer i 1848 – 1850.
Genudgivelse
Claus Pørksen har genudgivet bogen Apoteker H. Nagel – Mit Livs Erindringer, Højer i 1848 – 1850. Allerede i 1910/11 blev under redaktion af K. Rosendahl bragt i 8 fortløbende numre i Nordslesvigsk Søndagsblad. Senere blev bogen udgivet i bogform, men har i mange år været udsolgt.
Tilpasset til nutiden
Claus Pørksen har tilpasset teksten til nutiden, desuden har han tilføjet illustrationer og uddybende noter. Desuden har han tilføjet en fakta – liste over tre års krigen. Det er blevet til en værdifuld historisk bog om de vanskelige forhold i Højer, dengang. Og som vi kan læse, var Herman Nagel bestemt ikke en helt almindelig apoteker.
Apotekervirksomhed til 1890
For sin kamp for danskheden opnåede Nagel, at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1851. Han fortsatte sin apotekervirksomhed i Højer indtil 1890, da sønnen Jens overtog virksomheden.
Svigerfars erindringer
Som Claus Pørksen siger i sit forord, så er der ingen grund til at tvivle på, at de beskrevne begivenheder har fundet sted, men måske har Nagel pyntet lidt på det. Svigerfar Jens Wulff bekræftiger mange af begivenhederne. Kigger man i Jens Wulff’s erindringer ser man mange samstemmende begivenheder
Nagels planer blev forpurret
I Altona traf Nagel Dr. Saxild fra Højer. De spillede skak sammen. Her opstod tanken om et apotek i Højer. Og som så sagt, så gjort. Nagel tog til Højer, som var en tur, der tog tre
dage. I byen blev han godt modtaget. Han mødte pastor Sönnichsen, der præsenterede ham for alle præster i området. I Tønder derimod, gjorde de to apotekere alt mulig for at forpurre Nagels planer. Og det gjorde fysikus dr. Dircks også. Hans holdning var, at der kom der et apotek til Højer, kom der også læger dertil. Og det kunne berøve hans praksis. Første gang Nagel søgte, blev det derfor et nej, men det lykkedes fire år efter i 1838.
Apoteket åbnede i 1841
Takket være onklen, havnekontrollør Muus’s hjælp blev et hus bygget og et apotek indrettet i Højer. Apoteket åbnede i 1841, og det nye hus var klar til indflytning ved nytårstid 1843. Han
ville kæmpe for den danske sag. Dengang var alt dansk i Højer. Men præster, advokater, ja selv skolelærere begyndte at fortælle om den nye Slesvig – Holstenske lære.
I Tønder var det anderledes, her var det efterhånden tysk. Nagel følte sig tirret. Man opfattede ham som en fjende, der ville kæmpe for den danske sag.
Bankede løs på folket
Herman Nagel blev beskrevet som en høj kraftig skikkelse. Han var født i København, og som ung var det en sand fornøjelse for ham og hans brødre, at tage ud for at hjælpe det københavnske politi at banke løs på folk i Frederik den Sjettes tid.
Det værste pak væltede herind
Da den provisoriske regering blev dannet, og da kongen blev afsat i Hertugdømmerne, nåede rygterne også Højer. I Tønder tog man oprøret alvorligt, man det varede lidt længere, inden det nåede til Højer. En masse frygtelige rygter opstod, og som Nagel beskrev det:
Fare på færde i Tønder
Fra Ballum kom der ca. 200 husmænd og bønder. De gjorde ophold i Højer og fortsatte mod Tønder. Tidligere var nogen draget helt fra Ribe via Løgumkloster til Tønder. Herredsfogeden udsendte ordre om, at alle mellem 16 og 60 år om bevæbnet skulle ile til Tønder for at bistå militæret. Det gik rygter om, at også friserne i hobetal ville komme til Tønder. En kommissær fra Den Kongelige Regering havde fået til opgave at beslaglægge alle offentlige kasser. Men Tønder havde allerede sendt kasserne til Rendsborg.
Nederlag ved Slesvig
Søndag den 9. april led Slesvig – Holstenerne et afgørende nederlag ved Bov. Men ved Slesvig den 23. april måtte danskerne vige. I Højer var begejstringen blandt de tysksindede stor.
Alt var væk i Nagels hus
En morgen gik rygterne, at et frikorps kunne ventes til Højer. Nagel kørte sine børn og kone i sikkerhed. Svigerfar mente, at Nagel skulle blive hos dem i Brede. Men friskarer var også på
vej dertil. Så Nagel fortsatte mod Ribe. Men snart var fjenden også på vej hertil, og modsat, hvad man havde sagt, så ville Ribe modtage tyskerne uden modstand. Nagel tog nu via Fanø og Rømø til Ballum. Derfra kørte en god ven ham til Højer. Hans hus var blevet rippet for mad og drikkevare. Alt hvad der havde værdi, var blevet plyndret. Alt tøj var ligeledes blevet plyndret.
En kanonbåd i Højer Kanal
Krigen bølgede frem og tilbage. Snart var der danske, snart var der tyske tropper på vestkysten. På Fanø lå kommadør Ellbrecht. Nagel havde lovet ham, at komme med efterretninger. Og da der til vands ikke var fjender i sigte, havde Ellbrecht planer om at tage syd på til Før. Han havde samlet nogle krigsfartøjer. I Højer vakte det stor bestyrtelse, at se et armeret krydsfartøj i Højer Kanal.
Og ikke mindre forbavset blev Nagel, da to matroser fra en af bådene bankede på, og bad ham sørge for at en række breve blev sendt videre til kongeriget. Det var meget dristig gjort. Og Nagel var bange for at blive sendt til Rendsborg.
10 dages fængsel i Tønder
Den lille flåde sejlede videre mod syd. Og fra Tønder blev der sendt en masse vogne mod Før, hvor man ville tage imod skibene. Fra Højer sejlede man nu mod de danske skibe. Men de måtte tage hjem igen med uforrettet sag. En dag vrimlede det med soldater i Nagels have. De gennemsøgte huset, og tog apotekeren med til Tønder til videre afhøring. Men der kunne ikke føres beviser, så Nagel kunne igen tage til Højer.
Men kort tid efter blev Nagel igen anholdt. Dragoner var denne gang ankommet. På vej mod Tønder, red de forud for at undersøge situation i Møgeltønder. Man var bange for, at befolkningen her ville befri apotekeren. I ti dage var Nagel fængslet. Han fik serveret fordærvet mad, og ovenover cellen festede tyskerne.
Skriv under – så er du fri
Nagel blev sammen med en skolelærer fra Rørkær ført til Bredsted. Her skulle han afhøres af birkefoged Carstens, som var Ridder af Dannebrog, men som var gået over til oprørerne.
Hver uge skrev apotekeren til Amtshuset i Tønder og bad om en forklaring på, hvorfor han blev arresteret. Men der kom aldrig svar. Svigerfar kom forbi med hemmelige breve fra konen. Han havde en del handel med uld i Husum.
Efter tre ugers tid kom der endelig et brev fra amtmanden i Tønder. Nagel skulle bare underskrive et brev, så var han en fri mand. Men da han havde gennemlæst brevet rev han det i stykker. Man ville have, at han skulle underskrive, at han godkendte den provisoriske regering.
Tre måneder i Bredstedt
Tre måneder tilbragte apotekeren denne gang i fængsel. Han blev løsladt grundet våbenhvile. Men så forlangte man, at Nagel nu skulle betale for den kost han havde fået i perioden. Men det ville apotekeren aldeles ikke.
Sammenstød i Ballum og Bredstedt
I syv måneder var alle fjendtligheder nu indstillet. Men ved vestkysten var der ikke fred. Mange nægtede at betale skat. Alle indtægter gik til den oprørske regering. Og enhver dansk mand
blev forfulgt af rettens vej. Dette førte til en del sammenstød, blandt andet i Ballum og Brøns. En dragon og tre bønder blev dræbt under sammenstød.
Et fragtskib angrebet ved Ballum
Slesvig – Holstenerne havde fået bygget en flåde af kanonbåde. En afdeling kom til Før og Sild. Undertiden kom de også til Højer. Ved List lå den danske korvet Valkyrien, og på List var der en lille afdeling dansk militær. Et fragtskib ved Ballum blev angrebet af tyskerne. Varerne ombord var beregnet til Island, men de blev til stor forbitrelse for danskerne solgt i Højer. Kanonbådene lå nu i en tid fast i Højer Kanal.
Sammenstød i Nagels have
I apotekerens have var der to kugler, der var malet rød/hvide. De havde været der før krigens tid. Men tyskerne ville have, at Nagel fjernede dem. Hvis det ikke skete, ville de smadre hans vinduer. Der var ingen hjælp at hente fra sognefogeden. Han svarede bare Nagel, at han kunne lade være med at være så dansk. Nagel fik sammen med sin medarbejder, Møller fat i nogle gamle jagtgeværer og naboen, Henrik Ran stod parat med en stor fork. Det varede ikke længe før en hel horde af folk kom marcherende syngende Schleswig – Holstein meerumschlungen. Det kunne have endt grueligt galt.
Danskerne vandt ved Fredericia
En morgen, da Nagel stod i sit apotek, fik han efterretning fra en dyrlæge Haagensen, fra Tønder, at Slesvig – Holstenerne havde fået klø ved Fredericia. Ja det blev endda påstået at en søn til dr. Dircks var løbet direkte fra Fredericia til Tønder med denne besked.
Endelig kom der svenskere til Højer
Snart var det igen våbenstilstand. Det blev besluttet, at et svensk korps skulle besætte den nordlige og preusserne den sydlige del af Slesvig. Tønder skulle have preussisk og Højer svensk – norsk besætning. Men der kom ingen. Og rejste man Dannebrog, ja så kom der et retsligt efterspil. Nagel ville ikke finde sig i de retsløse tilstande og tog til Flensborg for at klage sin nød.
I Flensborg fik Nagel at vide, at den svenske general ikke ville komme til Højer på grund af den udsatte stilling. Nagel mente så, at hvis han overladt 10 svenske husarer, så skulle han nok opretholde den lovlige orden, forudsat at han fik kommandoen. Og besøget hjalp, der kom sandelig svenske husarer til Højer.
Dyrlægen trillede ned ad diget
Der kom dog til forskellige småepisoder. Det Slesvig – Holstenske oprørsflag blev med de svenske husarers hjælp pillet ned på Torvet. Og ude ved slusen ville Slesvig – Holstenerne hindre losningen af et skib. En Kommando blev sendt ud til slusen. Her stod en tysksindet dyrlæge og sigtede på toldkontrollør Hinrichsen med et gevær. Men en korporal red stille og rolig hen til dyrlægen og holdt en pistol hen til hovedet på dyrlægen. Og denne blev så chokeret, at han trillede ned af diget.
Hammer kommer til Højer
Svenskerne fik pludselig at vide, at de skulle drage bort fra Tønder. Nu var Nagel og dansksindede embedsmænd prisgivet. Men løjtnant Hammer, der med to skibe patruljerede mellem Rømø og List, dukkede nu op i Højer. Hammer havde sammen med Nagel planlagt en besættelse af Højer. Når svenskerne forlod Højer skulle Nagel få sin familie i sikkerhed,
og tage til Rømø, og skulle gå ombord på Hammers skib.
De tysksindede var glade
Nagel fik overrakt den riffel, som Hammers far havde brugt i 1807 i kampen mod briterne i Classens Have. Den var oprindelig blevet taget fra en falden engelsk soldat. På vej mod Højer, samlede man en spion op. Han fortalte, at tyskerne i Højer var glade efter, at svenskerne havde forladt byen. Nu stod den på druk.
Et falsk rygte skabte panik
Man sejlede nu om natten videre igennem kanalen til Højer losse – og ladeplads. Ved solopgang blev man nu delt i tre forskellige angrebsformationer. Den ene gruppe skulle afbryde broen, som førte over Sejersbækken. Det var den vej, der førte mod Tønder. Hammer tog med sin deling tværs igennem byen, besatte kirketårnet og tog opstilling på Torvet. Den tredje gruppe skulle holde øje med, hvad der skete syd på og i søen.
På vejen mødte Nagel en dansk dragon, der var på vej mod Tønder. Han bildte ham en nødløgn ind, at 400 mand om kort tid ville komme til Højer, og at man også ville overrumple Tønder. Nagel bad ham holde tæt, men inderst inde vidste han godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det var også hensigten. Om eftermiddagen hørte Nagel så at alle tyske embedsmænd
flygtede ud af Tønder.
Højer i undtagelsestilstand
Hammer erklærede Højer i undtagelsestilstand. Han havde tilsagt alle byens repræsentanter til at give møde nede på kroen ved kirken. Men forstærkningen udeblev. Hammer holdt dog skansen.
Gift med fjendens datter
Men nu kom der meldinger, at nogle Slesvig Holstenske jægere og dragoner var på vej fra Bredsted til Højer. Og ude fra kanalen var en fjendtlig kanonbåd på vej. Den førtes af løjtnant Kier. I 1882 blev en søn af Herman Nagel gift med en datter af den gamle fjende Ernst Kier.
Skud mod hinanden
Hammer og Nagels styrke var gået ned på stranden for at forhindre, at nogen gik i land fra den tyske kanonbåd. Fra kanonbåden blev der affyret en salve. Men fra dansk side blev der affyret to. Dette fik kanonbåden til at vende. Fra kirketårnet blev der holdt udkig, og glad blev man, da der endelig kom forstærkning. Det var tredje reservejægerkorps, som under kraftige hurraråb fra de dansksindede rullede ind i byen.
Ransagninger i Højer
Der blev nu befalet, at man skulle rette sig efter embedsmand Dethlefsen som herredsfoged og Hinrichsen som toldforvalter og Nagel som postmester. Endvidere blev det befalet at alle oprørsflag og oprørsemblemer skulle afleveres inden for to timer. Bagefter blev der gennemført ransagninger i Højer. Næste dag drog matroser og jægere afsted i hele Viddingherred for at afvæbne befolkningen. Om aftenen vente de tilbage med en ordentlig omgang våben. Ved Rosenkrans Kro blev man nødt til at affyre et skud ud til nogle flygtende. Skuddet ramte en købmand Jakobsen fra Tønder i enden.
En division kanonbåde til Højer
Slaget ved Isted havde renset luften, og løjtnant Hammer blev bordret til at tage syd på for at bemægtige sig Vesterhavs – øerne. Hammer besatte øerne Nordstrand og Pellworm. Desuden deltog han i Frederiksstads forsvar. Det lykkedes at forsvare byen og angrebet var slået tilbage. Det lille antal soldater, der var i Højer blev kommanderet syd på. Men det varede ikke længe inden der kom en division kanonbåde til Højer. De skulle forhindre, at de Slesvig – Holstenske tropper ikke blev landsat.
Besøg af overgeneralen
I Tønder var Reventlow blevet indsat som amtmand. Sejrherren overgeneral Krogh besøgte sammen med den nye amtmand, Nagel, og besigtigede lokaliteterne omkring Højer. Nytårsdag
1851 blev Nagel udnævnt til Ridder af Dannebrog. Svigerfar, der ikke var enige i Nagels ytringer var dog stolt af denne udnævnelse.
En spændende bog, som afsluttes med Treårskrigens 6 faser. Bogen kan varmt anbefales, også for københavner. For det som sønderjyderne oplevede dengang, er ikke altid nævnt korrekt i diverse historiebøger. Især er de forklarende tekster et stort plus ved bogen. Claus Pørksens bog kan købes i butikken ved Højer Mølle. Men kan du ikke vente, kan du købe den for 80,- kr. plus forsendelse hos claus@perksen-consulting.dk
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Under Sønderjylland (207 artikler): Begik Kongen Højforræderi?
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler):
Under Tønder (283 artikler):
Under Højer (77 artikler) :
Redigeret 13.10.2021
Januar 30, 2013
Hvordan så det ud i Højer og Tønder – dengang? Det skildres gennem Peter Rasmussens erindringer. Mange spændende ting skete på Strucksalle under første verdenskrig og lige efter Genforeningen. Og hvordan var det at være karetmager i Højer fra 1922? Og så var Peters mor friser. Og kvinderne er blevet hyldet i frisernes våben, læs hvorfor.
Peter Rasmussens erindringer
Nogle gange behøver man ikke at gennemrode gamle bøger efter stof til artikler. For det gamle stof er skrevet af folk, der har oplevet det dengang. Og nogle gange er de ting beskrevet så interessant, at det burde ud til en større kreds. Og en af dem, der har oplevet en helt anden verden, end den vi kender i dag, er Peter Rasmussen.
Hans søn Uwe Rasmussen har vi her på siden kommunikeret en del med. Og gennem ham, har vi fået familiens tilladelse til at dykke ned i Peter Rasmussens oplevelser, dengang.
Tilbage i Nykirke
Peters mor boede som barn sammen med hendes far i Vestergade i Tønder. Han boede i et af de huse, som måtte indrettes til kro, når der var markedsdage. Han var ellers Maler og Glaser. Han kunne spille violin og trompet, men spillede kun, hvis der ikke var andre at få. Som enkemand var han nødt til en husholderske, men sådan en var dyr. Efter et par år i Tønder flyttede han tilbage til Nykirke. Men det tog lang tid inden han og flyttemændene nåede til bestemmelsesstedet. For hver gang, de kom forbi en kro, skulle de ind at have en punch.
En postvogn til Tønder
Og en del af familien stammede her fra Nykirke. Skulle man herfra ind til Tønder dengang, så foregik det af vandvejen. Men der kørte også en postvogn til Tønder. Den holdt gerne i Nordfriescher Gasthof, der senere blev til Stahlberg Møbler. Ville man med postvognen, ja så kostede det 20 pf.
Bådebyggeri
I Peters familie var der bådebyggerier i generationer. Bådene var altid lidt mere stump og bredere i forenden end i bagenden. Da Peter engang sagde dette til sin onkel , så svarede han, at en god båd også må lade vandet.
Peters mor var friser
Peters mor var friser, og talte frisisk. Friserhusene har vel mest på grund af den hårde blæst lave ydermure, da husene ligger meget frit og beskyttende træer har svært ved at gro på vestkysten. Derfor er yderdørene også lave, så man tit må bukke sig. Men sagnet fortæller, at en konge havde svært ved at få friserne til at bukke sig for ham. Så gav han ordre til, at dørene på nordsiden skulle være så lave, at de skulle bukke sig, når de gik ud, symbolsk bukke sig for ham. Men friserne har både stivsind og humør. Når de skulle ud af norddøren gik de baglæns ud. Det skulle have været omkring år 810 og kongen hed Gøtrik.
Til ære for kvinderne
Og når vi er ved friserne, så er det sikkert ikke mange, der kender deres våben. Det er delt i to felter. Det højre er en halv havørn. Det venstre er delt i to felter foroven en krone forneden en gryde med ske, til ære og tak til frisiske kvinder. For godt 1.200 år siden sloges stammerne her endnu, ligesom negerne i Afrika. Det havde været ro et stykke tid, og friserne havde ikke som ellers taget deres våben med på markarbejde. Dette opdagede fjendtlige spejdere og fjenden angreb pludselig.
Friserne kunne ikke forsvare sig uden våben. Deres koner var ved at koge hirsegrød. De gik ud imod fjenden med gryden i den ene hånd og skeen i den anden. De smed det varme grød i øjnene på dem. Så fik friserne tid til at få fat i deres våben og slog fjenden tilbage. Som tak for denne bedrift, satte friserne gryden med skeen i deres våben
Briller hos M. C. Christiansen
Det var hos isenkræmmer M.C. Christiansen, at Peters mor fik sine første briller. Det var inden, der var kommet en optiker til Tønder. Isenkræmmeren havde en kasse med briller, og så tog folk bare dem, de bedst kunne se med.
Peters mor har ikke kendt sin mor. I det lille Nykirke og omegn døde der i vinteren 1874 – 6 koner af barselsfeber. Peters mormor var en af dem.
Statsløse
Peter kan godt huske sin farfar. Han blev 80 år og rejste sommetider rundt til sine syv børn. Han led af iskias. Når han havde fået morgenkaffe, kom han gerne ind i sofaen. Da han skulle
ligge højt med benene lagde han dem op på bordet med en avis under. Her sad han så omtrent en times tid og nød en punch.
Farfar var fra Ærø og dansk statsborger. Efter 1864 glemte de høje herrer Ærø, da Slesvig – Holsten skulle deles. Da han og flere Ærø – borgere boede i Broager og Omegn blev de gjort statsløse:
Landpost i Emmersbüll
Han blev landpost i Emmersbüll. Der lærte han så Peters mor at kende. Dengang tog mange til søs. Han havde også en aftale med en Egernsund – skipper. Han havde dog bare lige glemt at snakke med sin far om det. Ifølge sidstnævnte skulle ingen af hans sønner til søs. Hans far gik nu med ham til skipperen, og fortalte, at hans søn aldeles ikke skulle være sømand.
Solfattig lejlighed
Peter og hans bror Rasmus blev født i Nørregade i Tønder. Øst for Richtsensgade i brødbager Jessens hus, hvor senere bager Cosmus holdt til, der gik en gang ind. Derinde i baggården boede forældrene. Onkel Martin og Tante Lise syntes ikke, om denne solfattige lejlighed. De hjalp forældrene så de kunne bygge et hus på Strucksalle.
Uegnet til krigstjeneste
Nogle mænd, som havde skavanker blev erklæret Kriegsuntauglich (uegnet til krigstjeneste). De sidste år af krigen var de hamstere, fortæller Peter. Det gik ud på at de tog
ud på landet og købte madvarer. Dem solgte de så videre med stor fortjeneste. En hård vinter fandt man to af disse hamstere døde af hjertesvigt. Det var dybt strafbart, det som de gjorde. Blev man pågrebet, kunne man forvente en hård straf.
Æg byttet til brød
Nabohuset til Peters barndomshjem, Strucksalle 26 i Tønder var et to – familie-hus. Under krigen boede ovenpå en familie fra Kiel. Manden var soldat, men skulle kontrollere kornhandlere osv. Konen havde altid brødmærker til overs. Peters mor byttede ofte æg med disse brødmærker. I familien var der to knægte, som Peter og hans bror var meget sammen med. Og konen var en skrap dame. Kom knægtene hjem med beskidte støvler, så vankede der udskæld.
Det var knapt med tøj og sko dengang. Hvis man manglede noget, skulle man op på rådhuset efter Bezugsschein. Da Peters søster Marie, skulle konfirmeres fik man også Bezugsschein på:
– – Ein Par Steiefel in Lak mit Holzsohlen.
Stor have
I Strucksalle var der en stor have med frugttræer og frugtbuske. Under krigen blev spande fyldt og bragt til købmanden som sagtens kunne sælge ribs og solbær. Grunden var ret stor. Den gik helt ned til Viktoria – byggeriet og sydpå til Markgade. Peters forældre solgte en del af grunden til lokomotivfører Pahl, der efter genforeningen flyttede til Rendsborg.
Kloak var en grøft
Dengang bestod kloakken af en grøft foran huset. Spanden blev begravet på den store grund. Grunden kunne nok bruge den sammen med svine – og hønsegødning. Peters mor vaskede op i en lille balje og opvaskevandet blev hældt over i to spande, som knægtene så skulle vande frugtbuskene med.
Gadelygter med gas
Hvornår vandledningen kom, kan Peter ikke huske. Men han kan huske, at der på gårdspladsen stod en pumpe. Tønder havde et gasværk, men endnu var der i boligen på Strucksalle ikke blevet indlagt gas. Gadelygterne blev oplyst med gas. De var store og af støbejern. Lygterne brændte også om dagen med en lille flamme. Så var de lettere at tænde om aftenen. Hver aften gik gasmanden med en særlig stok og drejede op for fuldt blus. Om morgenen blev der igen drejet ned.
Efter genforeningen blev der indlagt elektrisk lys, men strømmen var meget dyr. Petroleumslampen kom så til Nykirke. På samme tid kom der også kloak, og Strucksalle fik gule klinker på fortovet.
Stor begravelse i Tønder
Den første mand, der faldt i krigen 1914 – 18 fra Tønder, var en søn af en højere embedsmand. Han lod sønnen komme hjem, så begravelsen kunne foregå på kirkegården. Det blev en stor begravelse. Piger i hvide kjoler gik foran og strøede grønt. Så kom Tønder Byorkester, ligvognen, familie og “Kameraden – Veriein” med faner.
Foto– inden de gik ned
Naboen i Tønder mistede også en søn. Han var udlært maskinist, og var som sådan indkaldt til Marinen på slagskibet Blücher, som gik under ved Skagerak – slaget. Et foto var blevet taget,
lige inden det kæntrede med matroserne på skroget. Og dette foto blev udsendt til alle familier., der havde mistet en søn. Fru Ehlers havde det hængende indrammet på væggen.
Gadeliv i Tønder
Endnu i de første år af krigen 1914 – 18 var der masser af gadeliv i Tønder. Der kom smågrupper af sigøjnere, der havde tamme bjørne, der dansede til musikken. En anden mand havde
en trompet, og en tredje slog på stortromme. Så havde de også en kamel med. For 5 pfennig kunne man så få en ridetur på denne. Der kom også lirekassemænd med en abe og skærsliber med deres trillebør.
Fra Flensborg kom der to gange om året en meget sød sigøjner med en kurv, hvor fra hun solgte børster, snørebånd, nåle og andet godt. Når Peters mor havde købt noget udbrød hun, “Filla, Filla Dankeschön” En dag tog hun Peters mors hånd og spåede hende et langt liv.
Masse af kreaturer i Strucksalle
Nogle gange kom der også en slags møbelvogn. De solgte gryder, kasseroller, sigte, tragter m.m. De hang langs siderne, så det raslede godt, når de kørte gennem Tønder, men det trak kunder til. Tingene havde nogle småfejl, så de blev solgt billige. Dengang havde man endnu petroleumslamper og kogeapparater. Derfor kom der engang om ugen en petroleumsvogn, hvor man kunne købe en stor kande petroleum. Så var man fri for selv at gå til købmanden. I Strucksalle kom der mange kreaturer forbi, så det var med at have stakittet i orden, og portene lukket. På markedsdagene kom der ofte 3 – 4.000 stk. kreaturer. Så blev gaderne godt beskidte. Dette blev så skrabet sammen af Chause – værten og hans hjælpere. På den måde fik Peters far ofte mange trillebør med gødning til at fylde op i haven.
Kræmmermarked
I Pinsen og til Mikkelsdagene var der også kræmmermarked. Så var Storetorv, Svinetorv og tilstødende gader fyldt med telte karruseller m.m. Kræmmermarkedet varede som regel to dage,
og der var masser af trængsel. Peter og hans søskende fik som regel 10 pfennig hver dag. Og for disse penge kunne man få meget. I Højer oplevede Peter også senere æ mærken. Man gik direkte fra arbejde til æ mærken.
Der var masser af små forretninger og håndværksmestre. Foran mange af husene var der en bænk. Så sad man der og nød tilværelsen, hvis ellers vejret tillod det. Mange huse havde også installeret en anordning (gadespejl), så man kunne se, hvad der skete på gaden.
Jul i Tønder
Forretningslivet var lidt anderledes dengang. Til jul havde man navn på de sidste tre søndage, Kobbersøndag, Sølvsøndag og Guldsøndag. Butikkerne havde åben inden kirketiden og så
igen fra klokken fire. Dengang begyndte juleudstillingen 1. december og ikke som i dag 1. november. Byorkesteret og senere Skytteorkesteret spillede søndag eftermiddag. Juleaften og nytårsaften blev der blæst Salmer fra kirketårnet.
I Nørregade boede der familier i meget små lejligheder, som havde svært ved at klare sig, blandt andet fordi manden drak eller var invalid. Juleaften gik børn fra disse familier med en kurv fra dør til dør, og sang julesange. Så fik de gerne kager og andet godt.
Ikke nok uniformer
Peter begyndte i skole i april 1914, og krigen brød ud i august. I Tønder skulle mændene indtil en vis alder også stille. Der var ikke nok uniformer, så en del rendte rundt som halve civilister.
Peters far var 42 år dengang. Han blev tre gange indkaldt til Landsturm. Han lå i Skærbæk, Døstrup og Brøns. Det var ikke så længe af gangen. Men postmesteren søgte ham fri hver gang.
Føden var knap
Efterhånden blev føden knap. Svin og et par høns gik der rundt på den store grund i forvejen. Nu fik familien også to geder og kaniner. Så kunne man nogle gange få kaninsteg. Gederne
gik ved gården Gørrismark. Her fik Peters far lov til at slå græsset i grøfterne, så der var hø til om vinteren . Forvalteren kørte det hjem til Strucksalle.
En håndvogn – til meget
Faderen købte en “Blokwagen”, en firehjulet håndvogn. Med vognen kunne der nu hentes koks på Gasanstalten. Og i et par år fik folk lov til at samle grene i Gallehus Skov. Det var vognen også perfekt til.
For mange roer
I 1917 fik Peters far konstateret en hjertefejl. I 1922 – 23 fik han Rheuma. Han gik derfor til Dr. Brenner for at få dampbade m.m. Men hvis man skulle i disse bade, måtte man ikke fejle noget med hjertet. Dr. Brenner fandt da heller ikke nogen hjertefejl. Antagelig var symptomerne opstået af alle de roer, man indtog dengang. De sidste krigsår blev skoletiden mindre på grund af lærermangel
Roer til børn
Bønderne avlede roer og kartofler. De skulle leveres på banegården og losses i jernbanevogne. Vognene blev til dels trukket af stude med krigsfanger som kuske. Disse sørgede for at tabe nogle til børnene. I kælderen i Victorie – bryggeriet (senere Bachmanns Kornlager) blev der indrettet et Roe-tørrings-anlæg. Her stod kvinder og skrællede roer, som så blev tørret. Så holdt de sig bedre. En tørret roestrimmel smagte faktisk godt. I storbyerne fik de faktisk ikke andet. Når børnene kom forbi kældervinduerne fik de en håndfuld. Men opdagede Direktør Feustel dette, så tog pokker ved ham.
I Tønder blev der også bygget en Mælketørringsanstalt (senere slagteri) . Men den kom aldrig rigtig i gang. I Højer blev der bygget en Søgræsfabrik. Men den blev først færdig, da krigen sluttede. Der gik sygdom i græsset, og produktionen kom aldrig i gang.
Hjemlavet korn
Når markerne var høstet, var der mange, der gik på markerne og samlede aks. Det gjorde Peters far også. Han lavede en plejl til at tærske med. Når han alligevel var på møllen efter korn,
tog han det hjemmelavede korn med, og fik malet. De sidste krigsår kom en løjtnant med to mand for at se, hvor mange kartofler, roer og andet, som man havde liggende.
Gratis kartofler
I krigens første år havde familien to soldater liggende i kvarter på loftet. En gang var den ene soldat en bonde fra en større gård. Da han havde været der et stykke tid, kom en vognmand med to sække kartofler, som han forærede familien.
Onkel Rasmus lå også en tid i Tønder. Kompagniføreren var Oberleutnant Buntrock. Han boede også på Strucksalle, ikke langt fra Familien Rasmussen. En dag var kompagniet opstillet
ved Marchbahnhofshotel. Familien var der for at sige farvel. Buntrock var i civil, postassistent og kendte Peters far.
Luftskibe
Uden for Tønder blev der bygget to store luftskibshaller, flyvehaller, gasanstalt, og trådløs telegrafstation. Herfra fløj luftskibe til England. Ikke alle kom hjem igen. Og engelske bombefly bombede hallernei Tønder.
Revolutionen foregik roligt i Tønder. Der blev dannet soldaterråd. De fleste soldater fik røde armbind på. Folk som viste sig på gaden efter klokken 12, ville straks blive skudt, forkyndte Klokmanden. Der var vist ingen, der blev skudt i Tønder. Ude i Luftskibshallerne blev der holdt aktion over en hel del møbler. Familien Rasmussen købte et stort bord og fire stole.
Kommandanten var adelig og var meget populær hos mandskabet. Da det hele var forbi, bragte mandskabet ham til toget med fuld musik. Kommandanten red foran. Og da toget kørte, fik han kraftige hurra – råb med på vejen.
Besat af englændere
Straks efter krigens slutning i 1918 blev Tønder besat af englændere. Disse gik i Vikkel-gamacher, en uniformskasket og en ridepisk under armen. Akkurat lige som man ser det i karikaturtegningerne. Sadelmagerne i Tønder solgte da også en del ridepiske dengang. Mange borgere så fodbold for første gang, da de så englænderne spille på sportspladsen over for Schweitzerhalle. Næsten hver gang måtte Lazaret – vognen i brug. Det var en lille lastbil med presenning over. På siderne var der malet et Røde Kors. Jo, de spillede hårdt – de englændere.
Danske dragoner
Englænderne blev afløst af sønderjyder, som var i sorte uniformer og fungerede som en slags politi. Ved Genforeningen kom der rigtig politi. Den 5. maj 1920 kom der danske dragoner til Tønder. De boede på Seminariet indtil Funkstation blev indrettet til kaserne. Barakkerne var der også i forvejen. Der skulle kun bygges stalde. Vejen derud hedder endnu den dag i dag, Dragonvej.
“In der Heimat”
Efter krigsafslutningen kom også de tyske krigsfangere hjem fra England, Rusland og Frankrig. o.s.v. De blev modtaget på banegården med guirlander, musikkapeller, som gerne begyndte med: “In der Heimat, In der Heimat, da gibts ein wiedersehn” I Rusland i fangelejrene havde de lært at drikke. Og mange fortsatte, efter at de var kommet hjem.
Efter Genforeningen var der fri adgang til Zeppelin – hallerne. Der var ingen vagter. Og knægtene skulle selvfølgelig op at klatre i hallerne, der var op til 45 meter høje. Peters
far var den eneste “Postbeamter” der kunne tale og skrive rigsdansk. Derfor blev han valgt til at byde de nye embedsmænd velkommen.
Kolonihaver
Lige efter Genforeningen blev der dannet en kolonihaveforening. Det var en fenne vest for byen, der blev lejet for 50 år. Der skulle plantes læhegn og hække. Peters far blev kasserer for foreningen. Og Peter hjalp også med at bygge lysthuse. Der var masser af arbejdsløshed. Og understøttelse fik man kun, når man var i fagforening. Og det var der ikke alle, der var. Nogle gik derfor rundt og solgte blade.
Bliv bare hjemme
Peters mor gik aldrig til valg. Det lod hun mændene om Hun synes også, at det var fint, at drengene sprang soldat, bare det ikke kom til krig. En dag havde familien besøg af Vor Bager, Thorvald Petersen, en af de aktive forkæmpere for danskheden. Det var kommunalvalg, og da han hørte, at moderen ikke havde været til afstemning, tilbød han at køre moderen op til valgstedet i bil. Faderen mente, at det kunne han godt spare sig. Til sidst sagde moderen dog, Skidt, så kør mig derop, men jeg vil stemme tysk. Thorvald grinte højt, og sagde til moderen:
Bismarck passede sit rige
Tønder Landmandsbank var blevet oprettet af de danske bønder og håndværkere i omegnen. Det gik nu ikke altid lige godt. Og da det var efter Genforeningen kunne direktøren tillade sig flere gange at kritisere Bismarck i Vestslesvigsk Tidende. Til sidst svarede Neue Tondernsche Zeitung:
Efter revolutionen skete der også en revolution i moden. Den blev mere fri. De unge damer behøvede ikke mere at have kjoler ned til anklen. , men et stykke under knæene. Og farverne blev mere lyse. Mange ældre damer fik et chok over dette. Men den dag kom, da de igen skulle have talje.
To gårde for en kasket
Den 20. maj 1920 fik Tønder dansk kronemønt. En krone kunne købes for 13,50 mark. Der blev indført en slags valutagodtgørelse. Mange ældre kunne ikke forstå, at de smukke tyske marksedler forsvandt for altid. Inflationen ruinerede mange folk. De folk, der havde lån, skyndte sig at betale disse tilbage. Peters far skyldte onkel Martin en hel del penge, da onkel hjalp med at bygge hus.
Naboen på Strucksalle, Shæfer stammede fra Sønderløgum. Han havde købt huset i Tønder og bagefter solgt sine to gårde, da marken endnu var noget værd. Da han fik pengene, var de
ikke mere værd, end han kunne købe en blå kasket for dem. Denne kasket viste han nogle gange frem med ordne:
Ved Emmerlev – diget ligger en stor pæn mark (fenne) som blev solgt i mark. Sælgeren købte til sidst også en kasket inden marken gik helt væk. I folkemunde blev den kaldt:
Karetmagere
Dengang havde mange håndværkere blå – hvide stribede arbejdsbluser eller jakker. Karetmagere, snedkere og bødkere havde mellemstore striber. Rebslagere havde lidt mørkere og bredere
striber. Peter og hans bror, Rasmus ville gerne i møbelsnedker – lære. Men de skulle vente op til halvanden år. Den ene hos snedkermester Richter, den anden hos snedkermester Müller.
Rasmus kom så i lære som smed og mekaniker, og Peter som karetmager hos Brdr. Roost Vognfabrik i Tønder. Det blev så ikke møbler, de unge kom til at fremstille, men Arbejds-og luksus vogne, både til heste og med motorer. Ja endda lukus-vogn til Kong Christian og Dronning Alexandrine.I Påsken 1922 blev Rasmus og Peter konfirmeret. Og så stod det ellers på arbejde. 10 timer om dagen – 60 timer om ugen.
Gode læremestre
Lærertiden startede i 1922, men det var først i 1924, at de begyndte at fremstille biler. Alt skulle læres fra bunden, men de unge var så heldige, at have
rigtig gode lærermestre. Nogle af disse stammede fra Schlesien, hvor der var mange vognfabrikker.
Noget af det første Peter lærte var at save planker op til vognstænger. Han lærte også at holde værktøjet ved lige. Lærermester Fritz Werner mente, at det var en fordel, at man fik plankerne
fra savværker. Da han var i lære, skulle man om vinteren ud i skovene, for at save planker ud.
Det var også denne lærermester, der fortalte, hvordan han blev hjemsendt fra krigen. Det var sådan at ved fronten, når man skulle på patrulje, så fik man udleveret en flaske snaps. Men lærermesteren vidste også, at næsten ingen vendte tilbage fra disse patruljer. Så han konsumerede lige flasken i et drag og satte sig foran ovnen. Det resulterede i at han pludselig fik høj feber, og blev rød over det hele. Det resulterede så i hjemsendelse.
Kun fyret, når der blev limet
Rasmus og Peter fik fast arbejde hos J.H. Jensen i Højer. De boede hjemme og kørte hver dag med toget. Lønnen var 25 kr. om ugen. I 1930 steg lønnen til 50 kr. om ugen, men så skulle man så også selv stå for kosten.
I Højer blev der kun fyret, når der skulle limes. Det skete, når der skulle laves sider til luksus-vogne, og når der skulle laves hjul. Naverne, der var lavet af enten eg eller elm blev kogte for at få syren ud af disse. Til de svære hjul var egerne af eg, til luksus-vognene var de af asketræ. Vognstængerne var ofte af birk. Luksus-vognene var udvendig af ask, mahogni og poppel.
En karetmager skulle helst have de vigtigste mål i hovedet. Det samme gjaldt for smedemesteren, der sørgede for de smukke vognstel. Og vognlakereren ville ikke kaldes for maler. At de hele ikke bare ville kaldes for lakerer, kunne man godt forstå, når man på fabrikken så, hvad de alt skulle kunne. Dengang måtte han gøre alt selv. Han skulle selv fremstille alle råstoffer, for eksempel grundfarve, spartel, kitt m.m. Han skulle selv blande de forskellige farver og lak. Og i Højer havde man en af de bedste, Herrmann Sigismund.
Det gik i stå
Peter var også med til at fremstille førerhuse, drosker, rutebiler og varevogne på fabrikken i Højer. Da bilfabrikkerne gik over til selvbærende karrosserier og da der ikke mere blev lavet direkte undervogne (chassiser) gik det hele i stå.
Klister på værkstedet
Nogle gange var chefen, Jensen Senior i humør til at fortælle om firmaet. Han startede allerede i 1877 og fortalte, at han gik ned til Højer fra Løgumkloster. Dengang manglede der ikke karetmagere i Højer. Indtil første verdenskrig kom der ofte vandrende svende forbi og arbejde for en tid hos Jensen. Efter en tid rejste de, men kom altid igen.
En gang skulle en svend lave en stige til sadelmager Hübner, og de to kunne heller ikke med hinanden. Så svenden havde lavet trinene med dobbelt afstand. Jamen, det er da for at du
kan komme hurtigere op på loftet, havde svenden svaret sadelmageren.
Og når denne Hübner så, at det om middagen blev serveret “Mehlbyttel”, sagde han gerne, at Klister har jeg på værkstedet, og så gik han.
“Bly i æ Ræv”
En meget dygtig karetmager havde svært ved at komme op om morgenen. Jensen fortalte ham, at “Morgenstund har guld i mund”, hvortil karetmageren svarede, Men desværre også “Bly i æ ræv”. Og hvert år var Jensen Senior til Kloster – Mærken.
Drengekor i spidsen
Peter fortæller også, at i Højer ved begravelser, var det fra gamle dage skik, at der foran ligtoget gik et drengekor med lys i hånden og sang salmer. Det var det selvfølgelig kun de rige, der havde råd til. Sidste gang dette skete var omkring 1930. Dengang stod ligene endnu i hjemmet. Et ligkapel blev først bygget meget senere.
Hohenwarte
Ude ved Højer Sluse lå forsøgsstationen Hohenwarte. Bygningerne er fra 1860, og bygget af rigmanden, gårdejer Hans Angel. Den lignede et lille slot. Det var en flot bygning, bygget af samme arkitekt Moldenhart, som havde bygget det dengang nye universitet i Kiel. Det var en meget solid bygning med kælder under det hele. På grund af bundforholdene sagde man, at
der var lige så mange sten under jorden som over jorden. Hr. Angel skulle have haft en stor vinsamling. Han importerede selv tønder af vin. Senere var det en gårdejer Schifferer, der købte gården.
Trillede ned af diget
I pinsen 1936 blev Peter endelig forlovet. Svigerforældrene havde seks piger, og nu var de tre afsat. Forlovelsen blev fejret med den traditionelle Nøsteg (Oksesteg)og sødsuppe. En del af festen fortsatte på Slusekroen. Og det endte da også med, at en af gæsterne trillede ned af diget i sit flotte blå tøj.
Skulle arbejde for tyskerne
Da Danmark blev besat i 1940 blev Peter arbejdsløs. Fagforeningen sendte påbud om, at man ikke måtte nægte at arbejde for tyskerne. Peter arbejdede 7 – 8 måneder som snedker for det tyske brandvæsen på Aalborg – vest – flyveplads. Så var der igen arbejde hos Jensen i Højer.
Flygtninge til Højer
Under anden verdenskrig kom der i 1945 også flygtninge til Højer. Peter fortæller, at de fik en 12 – årig pige, der hed Mariechen Koop. Hendes mor og søster var indkvarteret hos en
gårdmand, hvor moderen fandt en spinderok på loftet. Denne fik hun repareret, og gav sig til at spinde. De stammede fra Krim. Og det mærkelige var, at Mariechens far også var karetmager. Han blev bortført af russerne. Midt om natten kom lastbiler og hentede alle mændene. De har aldrig hørt fra dem siden.
Arbejde til han var 67 år
I 1955 arbejdede Peter hos Tønder Automobilhandel. Og fra 1957 var han i arbejde hos P. Petersen i Aabenraa. Og fra 1957 var der fast arbejde som høvlemester hos Voetmanns Tømmerhandel. Her var han indtil sin 67 – års fødselsdag. Det betød, at Peter på sin 50 års fødselsdag, den 26. okt. 1957 flyttede fra Højer til Aabenraa – for ham som en gave
– flyttede.
Peter Rasmussen døde i 1990.
Redigeret 18-09-2021
Januar 7, 2013
Konkurrencen var hård mellem
de forskellige mejerier. Enigheden blev til efter en konflikt. På
et tidspunkt var der 1.500 mælkedrenge. De stod op kl. 4 og gik i skole
fra 12 – 18. Kuskene kunne være nogle djævle. Men mælkedrengene var meget afholdte, og kunne tjene gode drikkepenge. Ind imellem
fik de også ekstra mad. Det hjalp på en fattig husholding. Forskellige
anordninger, der skulle regulere mælkedrengenes arbejde blev ikke overholdt.
Og så hører vi også om Lyngsie.
1.500 mælkedrenge
Den første mælkedreng
har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring
1890. I midten af 1890erne har det været et pænt antal. I 1910 var
der 1.500 mælkedrenge i København.
Lyngsie forsvarede de ufaglærte
Ved
den store strejke i 1896 der førte til
oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden, stillede drengene sig på
kuskenes side. Strejken begyndte i november 1896.
Der
blev holdt et møde i Gammel Kro i Smallegade på Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe
og boller.
Her
fortalte Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede
ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser.
Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes
interesser. Det vragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærte
forbund. Og ofte var han også modstander af Socialdemokratiets holdninger.
Mælkedrengene beholdt deres
løn
Kuskene
havde taget deres drenge med. Og det blev bestemt, at drengene skulle
have deres løn under strejken for at lade være med at strejke for de strejkebrydende kuske.
Lockout
Københavns
Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere,
at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i
fagforeningen. Og reaktionen udeblev ikke.
Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.
Herved
opstod ideen om, at starte eget mejeri. Og som sagt, så gjort.
Den 12. marts 1897 startede man med M.C. Lyngsie som formand.
Det
nye kooperative mejeri havde en meget svær start. Ikke alle ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke. De skulle levere
flaskerne til det nye mejeri. Men de kom på andre tanker. De nøjedes
med at forlange et forskud på 3.000 kr.
Den
11. marts 1897 kunne københavnerne så se et vogntog bestående af 20
nye mælkevogne køre gennem byen. Og dagen efter blev der leveret mælk
til byens borgere.
Mejerivirksomheden
var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt
af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.
I
1906 købte man en gammel limfabrik
fra 1888 på Lygten 39 – 41, ja og fabriksbygningerne består stadig, ogsp
tilbygningerne far 1923 og 1935 – 1938.
Mønsterlandbrug
I
1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup. To køer, to får og 12 gamle
heste. Det var ikke særlig imponerende. Men gården blev ombygget og
udviklede sig til et mønster – mejeri, der fremstillede børnemælk.
Og
man fortsatte helt frem til 1996, hvor MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.
I Århus startede man i 1936 et mejeri
med samme navn Enigheden. Den lukkede i 2004.
Der
var stor konkurrence mellem Københavns Mælkeforsyning,
Enigheden(1897) og Trifolium (1900). Man fortalte løgnehistorier
om hinanden, blandt andet at man havde mug i hanerne og i jungerne,
og at de aldrig blev rensede.
Mælkedrengene
fortsatte
Systemet
med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse
fra Indenrigsministeriet i 1918:
For
mælkedrengene trådte dette
i kraft 1. januar 1919. Men det blev dog ikke respekteret. Mælkedrengene
fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå
i skole med mælkebluse.
Brev
fra Rådmandsgades Skole
Nu
var det ikke alle der var lige begejstrede for mælkedrengenes
gøren og laden. Det gjaldt blandt andet for den kendte skoleinspektør
på Rådmandsgades Skole, Ingvar
Bondesen. Han havde skrevet en række
ungdomsbøger i bedste Familie
Journal – stil. Han
var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. I 1897 skrev
han til Hr.
Forretningsfører Lyngsie:
Kunne
lugte en Panser
Datidens
mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte en
panser på
100 skridt afstand. De var altid klar til at lave sjov i gaden. Nu var
de heller ikke dem, der glimrede mest i skolen.
Ofte
måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde.
Mælkedrengene
kunne med drikkepenge tjene 3 – 4 kr. om ugen. Det var noget,
der battede i husholdningsbudgettet.
Det
var flot, når mælkedrengene kunne rykke op i næste klasse, men det
fik de ikke præmier for. De oplevede noget hver dag – en ildebrand på Nørrebrogade
eller en løbsk hest. Måske
havde han set et par pansere komme slæbende på en fuld mand.
Trætte
og lærte for lidt
Når
de endelig mødte i skole var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne
var faktisk spildt. Men meget blev opnået da deres arbejdstid blev
begrænset til 4 – 5 timer.
Nogle
lærere gav mælkedrengne lejlighed til at få en kort søvn. Man
skulle nogle dage holde i skolen til klokken 18, så det kunne
godt være lidt hårdt.
Enigheden var gået i spidsen for
at give dem kortere arbejdstid og højere løn.
Ingen
lys på køkkentrappen
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog.
De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige
tid lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde
lidt kakao med.
Men
nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på, at slå med pisken.
Ja nogle af dem teede sig som små konger.
Spande
og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var det 3 og 5 potters
spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kun
man bare ved løfte på dem finde ud af, hvor meget, der var tilbage.
Det
kostede 16 øre for sødmælk, 8 øre for halvskummet, 8 øre for kærnemælk,
60 øre for fløde og en krone for en pot piskefløde.
Nogle
af mælkedrengene havde havde en lille firkantet lygte hængende på
brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.
Der
var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken
havde pottemål og halvpottemål. Nogle mælkedrenge havde såkaldte
mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak
konerne hovedet ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst, at
huske, hvad Fru
Petersen på
fjerde og Fru
Andersen på
anden havde afgivet af bestilling.
Kunne
blive Heldagsdreng
Mange
steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker
til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem.
Som
halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom,
måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone, at arbejde om søndagen.
Så kunne man købe honningkage hos skolebetjenten.
Når man var konfirmeret,
var det noget, der hed heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.
Og
nogle avancerede til kusk. Ugelønnen i 1926 var 73 kroner. Og det var
en ganske god løn. En arbejdsmand
fik kun 24 kr. i ugeløn.
Stor
konkurrence – dengang
Og
det var stor konkurrence blandt mejerierne dengang.
Det
Danske Mælke – Compagni blev stiftet den 5. september
1895 på Mælkevej 2 – 4 (Nyelandsvej
25) på Frederikberg.
I
1897 indgik man et samarbejde med Enigheden.
I
1916 overtog man Københavns Mælkeforsyning og mejeriet Solbjerg.
Mælke
– Compagniet blev i 1974 opkøbt af MD – Foods.
Trifolium
Mælkeforsyning var et af 1900 – tallets
store sjællandske mejeriselskaber. Det blev grundlagt i 1899 og blev kongelig hofleverandør i 1926.
MD –
Foods overtog
Kampen
om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske
marked.
Efterhånden
bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med niche –
produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt
sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.
50
pct. af aktiekapitalen blev solgt
til Arla. Men også de resterende måtte
sælges.
Et
år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet bukke under. Det var
nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.
Kilde: Se
Litteratur
Nørrebro
Litteratur København (under udarbejdelse)
Hvis
du vil vide mere: Om arbejdere og kooperative
selskaber: Læs:
Under
København:
Under
Nørrebro:
Januar 7, 2013
Dengang kunne man gå til teaterforestilling i Folkets Hus på Jagtvejen. Efterfølgende var der bal. Så kunne man for en kort stund glemme arbejdsløshed og fattigdom. Lige overfor lå den berømte kirkegård. Her havde arbejderne store problemer. De mente, at præsterne var borgerlige og så måtte de ikke tage deres røde flag med. Det offentlige Danmark havde svært ved at håndtere problemet.
Det startede med en teaterforestilling
Der var mange ludfattige og mange børn. Stor nød var der overalt. Børne – dødeligheden var meget stor. Men i forsamlingshuset Folkets Hus på Jagtvejen fortsatte festlighederne. Det startede med en teaterforestilling. Derefter var der bal til klokken tre om morgenen.
Feststemning
Den åbenstående fløjdør førte ind til forhallen. Og en meget bred trappe førte op til balkonen. Skulle man snyde sig ind, fordi man ikke havde råd til at betale entre, så skulle man lige forbi en uhyggelig stor kontrollør med en fedtet, sølvbesat kasket. Her var masser af mennesker, både nede på gulvet og oppe på balkonen. Her var løssluppen feststemning og masser af bajere.
Hvis man nu havde snydt sig ind, kunne man lige så godt få noget ud af det. Flasker blev samlet, så så det ud som man hjalp tjeneren. Man kunne nu sætte sig i en krog og drikke sjatterne
Esmeralda
Og så begyndte forestillingen. Og hovedpersonen var Esmeralda, datidens kvindeideal – fuldbarmet, lidt kraftig og veldrejet, fuld af humor og livslyst og fuld af kærlighed. Disse
forestillinger var meget populære dengang. De var ægte og menneskelige og fri for opstyltethed.
Tid til bal
Og så var der ellers tid til bal. Borde og stole blev slæbt ind til siderne i salen. Orkesteret tog plads oppe på scenen. Der var ikke plads til alle i salen, så de trængtes i sidegangene. I de tilstødende lokaler var der servering. Så begyndte dansen. Musikken larmede, og pludselig var hele gulvet som en myretue af dansende par. Der blev vrikket, spjættet og meget mere.
Først den ene vej og så den anden vej. Ikke alt så lige elegant ud. For nogle kneb det allerede med at holde ligevægten. Men det var et strålende, folkeligt og farverigt eventyr, med et væld
at glade, leende og løsslupne mennesker, der morede sig uhæmmet af hjertens lyst. Glemt var fattigdom og arbejdsløshed.
Ud af fjerde klasse
Det var dengang, at mange kun nåede at gå op til fjerde klasse, for så at blive konfirmeret. Så var det ellers ud af skolen for at tjene penge. Hvis man så kunne få en lærerplads, ja så var lykken gjort. Og tænk, hvis man kunne blive ansat i kommunen med blanke knapper, kasket og uniform.
Men når vi nu er ved skolerne. Så besluttede byens vise skolemyndigheder, at skille fårene fra buggene. Husumgades Skole blev gjort til betalingsskole for de fine. Hans Tavsensgades Skole, som til dels var bygget på et fundament af gamle dødningeknogler blev gjort til slyngelskole for gadedrengene. Her skulle tugt få eleverne til at blive bedre mennesker. Ja ofte grænsede dette til mishandling.
Prygl har de respekt for
Det var jo i 1906, at landets justitsminister, Peter Adler Alberti fremsatte sin berømte prygellov. Han mente, at det eneste de unge mennesker, havde respekt for, var prygl. Han blev for øvrigt kørt ned af en sporvogn på Nørrebro.
Arbejderbevægelsen ville manifestere sig
Vi hørte før om Folkets Hus. Lige over for ligger Assistens Kirkegården. Allerede dengang var kirkegården berømt. Her forsøgte arbejderbevægelsen at manifestere sig. Det var ikke altid
blot en afsked med familie og venner. Arbejderbevægelsen ville vise offentligheden, at de havde magt og indflydelse. Det førte dog ofte til konflikt mellem arbejderne og myndighederne. Særlig de gejstlige myndigheder havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet. Præsterne var ikke begejstret for røde faner Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes lig-tale. De betragtede den som borgerlig.
Politiet stjal liget
Harald Brix, der var medstifter af 1. Internationale og en af pionererne i den danske arbejderbevægelse måtte ikke hyldes. Det bestemte myndighederne. Brix’ s lig blev natten til den 1.
juni fjernet af politiet og låst inde på Garnisons Kirkes kapel for at forhindre at hans partifæller gik i ligtog med røde faner.
Evig fordømmelse – han var socialdemokrat
Optog med røde faner blev opfattet som en trussel mod den offentlige orden. Ak ja, også på Assistens Kirkegård havde præster overgivet den afdøde til evig fordømmelse blot fordi han var Socialdemokrat. Man havde fra myndighedernes side påpeget, at hvis ikke bestemte normer for opførsel blev fulgt, ville begravelsen ikke blive gennemført.
Folkets vilje er højeste ønske
I efteråret 1891 diskuterede man i Københavns Præstekonvent diskussionen om faner. Pastor la Cour mente, at fagforeningsfaner ikke burde forbydes, men derimod den socialdemokratiske fane med indskriften Folkets Vilje er højeste Lov. Flere præster mente, at forbud imod faner ville skubbe arbejderne længere væk fra kirken, hvilket ikke var ønskeligt, fordi at selv under den røde Fane findes der Menigheder.
Pastor Steen
Vi har tidligere her på siden beskrevet en begravelse på Assistens Kirkegård i 1887. Den skulle besørges af en af arbejderbevægelsens største fjender den indremissionske præst Pastor Steen. I avisen Social – Demokraten blev det omtalt, at selve ligtoget foregik stille og rolig:
En provokation
Det faldt også avisen for brystet, at præsten efter jordpåkastelsen udtalte:
Dette blev af arbejderne betragtet som en provokation. Så mange som mulig skulle deltage En begravelsesannonce kunne lyde:
For Arbejderbevægelsen var det vigtigt, at så mange som mulig deltog. Og alt efter indflydelse mødte der mellem 200 og 50.000 op til sådanne begravelser. Følgets størrelse var et signal
til omverdenen om Arbejderbevægelsens styrke. Arbejderbevægelsen udfordrede kirkens egne symboler og værdier samt rummelighed. Og arbejderne er både blevet mødt af modstand og langsom eftergivelse af folkekirkens præster.
Kilde:
Redigeret 14.09.2021
Januar 7, 2013
De var dobbeltmoralske dengang. Den offentlige prostitution var tilladt, men det var den hemmelige ikke. Myndighederne forsøgte at komme utugten til livs. Og det blev sandelig
lavet undersøgelser dengang. Ca. 45 huse med lovbeskyttet usædelighed fandtes det dengang. Men der fandtes masser af skjult kriminalitet dengang. Nogen gange blev det opdaget, men langt fra altid. Og det var fosterfordrivelse og barnemord. Vi skal følge Marie Vinters frygtelige skæbne. Hun druknede flere børn i Ladegårdsåen.
Ikke sanitære forhold
Denne artikel vil ikke omhandle de prostitueredes sanitære forhold. Men det er kun opgaven, at meddele nogle statistiske data omkring usædeligheden i København. Og de må anses, at være fuldt paalidelige. Ja sådan indledes en undersøgelse fra dengang. Materialet til undersøgelsen kommer fra politiets protokoller over de 570 kvinder, der i løbet af året 1885 har været indskrevet som offentlige Fruentimmer. Der er foretaget afskrift af protokollerne og det Forespørgselsskema, som vi kommer tilbage til.
Antallet af offentlige fruentimmer
Der er foretaget en opgørelse over Prostitution i København i tiåret fra 1876 – 1885. Og antallet af offentlige Huse var nogenlunde konstant fra 41 – 46 huse. Antallet af offentlige fruentimmer i offentlige huse varierede fra 112 – 193, flest var der 1878. Anderledes så det med de disse fruentimmer, som var privatboende. Her var antallet jævnt stigende fra 148 i 1876 til 284 i 1885. Og så må så sandelig ikke glemme dem, som befandt sig på hospitaler og i fængsler. Der var fra 37 til 90, flest i 1884.
Frafald blev bogført
Man gik meget grundig til værks hos politiet dengang. Således blev der også bogført frafald med følgende begrundelse:
Frafaldet udgjorde fra 132 til 234 hvert år. Ja man havde åbenbart god kendskab til kvinderne, for man bogførte også nytilkommende. Og det var mellem 58 og 82 hvert år.
Genstand for politiets undersøgelser
Der blev holdt godt øje med dem, for i statistikken blev der også registeret, hvem der i “Aarets Løb havde været Genstand for Politiets Undersøgelser som Mistænkte for Løsagtighed” . Og her varierer tallet fra 542 til 690.
Man havde også fortegnelse over, hvem der blev løsladt grundet manglende bevis, og hvem, der var underkastet “Lægevisitation eller producerede privat Lægeattest” Og man kunne også se, hvem der fik en advarsel, eller hvem der blev afleveret til Fattigvæsnet eller hjemsendtes ved politiets foranstaltning. Således blev 400 overført til Væsnet i 1876.
Dødeligheden var ikke større
Det gennemsnitlige antal af kvinder i offentlige huse var i 1878 4,5 kvinder og 1,7 i 1885. I undersøgelsen fandt man ud af, at dødeligheden ikke var større hos de offentlige fruentimmer end andre. Men som undersøgelsen konkluderede:
Chancen for at blive gift var større?
Og en overraskende konklusion kommer man også til:
Udslettelser
Når et Fruentimmer sluttede dette foretagende i København talte man om Udslettelse. Og hvert år så bestod 70 – 80 Udslettelser af, at Fruentimmerne ombyttede deres Virksomhed med et tilsvarende i Provinserne og af og til i Udlandet.
Undersøgelserne konkluderer:
900 offentlige fruentimmere til rådighed
Når politiet anholdte fruentimmerne, gav dem advarsler, afleverede dem til Fattigvæsnet eller andet, var det
Hvis man lægger det hele sammen og trækker fra, så var der i 1885 cirka 900 offentlige fruentimmere til rådighed i København. Men sandheden er nok, at der var adskillige mere.
De 570 af disse var indskrevet som offentlige Fruentimmere og de udførte lovbeskyttet usædelighed. De var officielt løsagtige og dermed underkastede sig Lægevisitation.
Være tilknyttet et bordel
Reglen var, at man kunne melde sig som offentlig Fruentimmer. Så skulle man være tilknyttet et bordel og møde op til ugentlige lægevisitationer. Straffen for udeblivelse var 48 timer i arresten på vand og brød.
De fleste er begyndt som 18 – 20 årige. Lidt over 10 pct. var startet, da de var under 18 år.
Man blev indberettet
Nu var myndighederne ikke så let at narre. Hvis kvinder blev indlagt med syfilis, ja så blev det indberettet til politiet, og så blev kvinden afhørt af politiet. Myndighederne dengang gjorde et ihærdigt arbejde med at bekæmpe overbefolkning, sygdom og prostitution.
Sundhedspoliti
I 1865 var der blevet dannet et Sundhedspoliti. Og i observationsprotokoller rapporterede man om kvinder levede i utugt. Havde man en mistanke, blev de kaldt på stationen og spurgt, hvad de levede af. Derefter blev de lægevisiteret. Viste det sig, at de havde en kønssygdom, blev de forespurgt, om hvordan de kunne have fået denne.
Den økonomiske situation var vanskelig. Kvinderne havde med prostitution mulighed for en alternativ indtægt.
21 offentlige fruentimmere i Peder Madsens Gang
I en folketælling fra 1868 viste det sig, at der alene i Peder Madsens Gang var 21 offentlige fruentimmere i gaden. Der blev drevet bordel i mindst i 7 ejendomme i gaden. Bordellerne
blev lukket og fruentimmere fordrevet i 1869. Det skete efter en skandale, hvor også børn havde pådraget sig syfilis.
Dobbeltmoralsk
Man kan sige, at det var lidt dobbeltmoralsk dengang. For hemmelig prostitution var strafbart, mens prostitution reguleret af samfundet var lovligt. Store grupper af kvinder befandt sig i en gråzone.
Skulle spørge om lov
Befolkningen i København havde ikke samme opfattelse af begrebet prostitution som myndighederne. Når man var blevet almisselemmer i det offentlige fattigvæsen, skulle man spørge myndighederne, om man måtte gifte sig. Og når en kvinde havde giftet sig, spurgte man ikke til hendes erhverv, så regnede man med at manden var hoved-forsørger dengang.
Marie Winters skæbne
Der var mange uhyggelige skæbner dengang. Uægte børn, Mænd, der flygtede fra deres fadderskab, barnemord, fosterdrab og meget mere. Situationen kan bedst illustreres med Marie Winters skæbne. Hun var født i Sverige i 1841. I 1866 var hun i Karlstad blevet idømt 5 års straffearbejde for at have dræbt sit uægte fødte drengebarn straks efter fødslen at have holdt det i et kar med vand. Efter udståelsen af sin straf rejste hun i 1871 til København. I sommeren 1873 tjente hun i Nakskov, hvor hun blev besvangret.
I begyndelsen af 1874 rejste hun til København og fik plads. Hun blev dog bedt om at flytte den dag i marts, da fødslen gik i gang. Efter at have opholdt sig i Fødselsstiftelsen i 14 dage, tog hun barnet med i tjeneste. Hun fik besked på, at hun ikke måtte beholde det. Af sin husbond fik hun lov til at rejse til Malmø for at sætte det i pleje.
Kastet i Stadsgraven
Men inden hun nåede så langt gik det op for hende, at hun ikke med sin løn på 8 kr. om måneden og uden at kunne forvente hjælp fra barnefaderen ikke var i stand til at udrede plejepengene. Efter at have travet rundt på gaderne i København til ud på aftenen, druknede hun barnet i Stadsgraven på Amager. Et halv år efter blev et stærkt forrådnet barnelig fundet, som ikke kunne identificeres.
Druknet i Ladegårdsåen
I foråret 1875 blev Marie Winter besvangret af en karl, der kort efter forlovede sig med en anden og udvandrede. Under dette svangerskab tjente hun forskellige steder i København. I
1876 indlogerede hun sig i en gæstgivergård. Natten mellem den 21. og 22 . januar kunne hun mærke fødslen nærme sig, og hun vandrede mod Ladegårdsåen. Liggende på jorden fødte hun et drengebarn. Hun druknede det i åen, svøbte det sammen i et klæde, og vandrede tilbage til København. Her gik hun omkring hele dagen, indtil det blev mørkt. Fra Langebro kastede hun pakken med liget i vandet, hvor det ikke senere blev fundet.
Kastet i vandet fra Langebro
Fra slutningen af januar 1876 fik Marie Winter plads på en gård i Førslev Sogn. Næste sommer blev hun besvangret af en karl, der tjente samme sted. Kort efter forlod hun stedet, og
karlen rejste til Sverige. Efter at have tjent forskellige steder var hun i 1877 igen tilbage i København. På Fæstekontorets foranledning blev hun indlogeret på et gæstgiveri på Vestergade. En nat fødte hun et pigebarn, som hun gik ud og druknede i et kar vand i gæstgiveriets gård. Hun pakkede det ind og kastede det i vandet fra Langebro. Heller ikke dette lig blev senere fundet.
Bragt til politistation
Atter tjente hun forskellige steder, indtil hun i sommeren 1878 blev gravid med en medtjener. Begge forlod kort efter pladsen, og han var ikke senere at finde. Hun flyttede flere gange og i februar 1879 brugte hun sine sidste penge til at overnatte i forskellige logihuse i København.
Den 17. februar om aftenen så hun ikke anden udvej end at tage imod et tilbud om at overnatte hos en arbejdsmand på Christianshavn. Efter at de har haft samleje, fik hun veer. Ved midnatstid forlod hun trods arbejdsmandens protester sit midlertidige logi og gik på gaden. Et kvarter efter fødte hun stående et pigebarn. Dette svøbte hun ind i et skørt. I bidende kulde gik hun rundt i byens gader. Efter at have gået rundt i tre timer blev hun af en betjent bragt til en politistation, hvor det blev konstateret, at barnet var dødt.
Frifundet
Ved Højesterets dom af 17. oktober 1879 blev hun frifundet for dette sidste forhold, idet hendes forklaring om ikke at have haft til hensigt at føde i dølgsmål eller dræbe barnet blev lagt til grund.
Tilstod alle forhold
Efter at være blevet løsladt fra varetægtsfængslet havde Marie Winter en del pladser. Fra maj til november 1880 tjente hun, der nu var nær 40 år, på en gård i Skovlunde. Endnu en gang blev hun besvangret af en karl, som hun tjente sammen med. Fra december 1880 til maj 1881 opholdt hun sig på Lolland. Da denne fødsel i juni 1881 nærmede sig, boede hun hos en kone i Farvergade.
Under foregivende af at ville føde i Fødselsstiftelsen forlod hun sit logi og fødte sit barn ved Ladegårdsåen, hvor hun druknede det. De følgende 8 dage flakkede hun om i nærheden, men vendte så tilbage til Farvergade. Her fattede værtinden mistanke. Marie blev anholdt og erkendte sig skyldig i barnedrab. Samtidig fortalte hun om alle de andre foregående forhold.
Dømt til døden
Dommen lød på dødsstraf efter straffelovens bestemmelse om overlagt drab. Dødsdommen blev dog ikke fuldbyrdet. Ved kongelig resolution af 30. juni 1882 blev straffen ændret til tugthusarbejde på livstid. Marie Winter blev løsladt efter 16 års forløb.
Hendes videre skæbne er ukendt.
Mange domme
I perioden 1866 – 1870 blev der afsagt 21 domfældelser for barnedrab. I samme periode var der 59 domfældelser for fødsel i dølgsmål og uforsvarligt forhold. Men langt fra alle forhold
blev opdaget.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.10.2021
Januar 7, 2013
Grev Bernadotte og svenskerne får hele æren for redningen med De Hvide Busser. Og i Kruså er der rejst en mindesten for dette. Men fortæller denne sten hele sandheden. Ikke mange ved, at da svenskerne kom, havde Det Danske Hjælpekorps/Jyllandskorpset allerede gennemført 10 transporter. Svenskerne ville ikke samarbejde, men da over halvdelen havde fået nok og rejste hjem, ja så bad de danskerne om hjælp. Her er atter en ukendt historie fra dengang.
Svenskerne får æren
Det er svensk røde kors og Folke Bernadotte der får æren af, at have reddet adskillige tusinder af fanger fra Hitlers helvede. Undertegnede vil dog ikke forklejne denne indsats. Men egentlig var det et norsk initiativ, der startede hele redningsaktionen. Det blev fulgt op af Socialministeriets departementschef, H.H. Koch.
Glemt er danskernes indsats
Ja egentlig var den danske indsats et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Statens Seruminstitut . Også flådeofficer Karl Hammerich var en af initiativtagerne Glemt er også danske præsters og lægers indsats. To danske præsters indsats i Tyskland, Sophus Boas i Hamborg og Axel Jeppesen i Berlin er også glemt. Vi vil ved en senere lejlighed
forsøge at finde frem til noget mere om de to præsters indsats.
Danske præster havde stor betydning
De to besøgte danske modstandsfolk i KZ – lejrene og smuglede godbidder ind til dem. Også et fangekartotek opbyggede de to præster. Dette fangekartotek havde afgørende betydning, da redningsaktionen med De Hvide Busser begyndte.
Første tur i december 1944
Den første tur blev kørt i dagene 5. til 11. december 1944 med danske busser og dansk personale. Og glemt er også, at organisationen hed Det danske Hjælpekorps. Det var også dem, der fandt på, at male busserne hvide. De allierede fly angreb alt, hvad der bevægede sig. Ja egentlig startede organisationen med at hedde Jyllandskorpset.
Jyllandskorpset
Planen var at Jyllandskorpset skulle bestå af 400 mand, hovedsagelig rekrutteret blandt militæret. Der skulle være en overordnet stab på 10 mand. De skulle overvåge grupper af chauffører af chauffører, transportledere og samaritter. Man fik knyttet stærke samarbejdspartnere til korpset. Korpset skulle sættes ind, når Das Dritte Reich brød sammen.
Chokerende besked fra London
Man forsøgte, at få et samarbejde i gang med den engelske regering. Men her fik man i september 1944 den foruroligende besked om, at militære fangere havde første prioritet ved hjemsendelse. Alle andre fangere skulle blive tilbage i de respektive fængsler og koncentrationslejre. Det kunne først komme på tale, når de allierede var etableret efter Tysklands kapitulation.
Stor hjælp til Det danske Hjælpekorps
Det Danske Hjælpekorps var ikke noget uden DSB og private vognmænd. Store firmaer som bryggerierne Carlsberg, Tuborg og Stjernen, brødfabrikkerne Schulstad og Arbejdernes Fællesbageri, NESA, fiskeeksportører m.m. hjalp til.
De er glemt
Omkring 6.000 danskere var af nazisterne sendt i fængsler, tugthuse og lejre. Og det udviklede sig til et enormt hjælpearbejde, som var en helte – aktion værdig. Mange var involveret i disse aktioner. Og de er i dag glemt.
198 politifolk og 33 urner til Frøslev
200 syge politifolk blev transporteret hjem fra KZ – lejren Buchenwald. Transporten foregik med en konvoj bestående af fire DSB – busser med påhængsvogn, tre store ambulancer, en lastvogn og en personvogn. Det vil sige 198 politifolk og 33 urner blev bragt til Frøslev. Senere kom andre politifolk fra andre lejre til Frøslev.
Halsoperation under turen
På turen var man udstyret med mælkejunger med drikkevand, sæbe, toiletpapir, brækposer, gryder, skeer, lommelygter og meget mere. Carlsberg havde leveret øl, og der var masser af snaps med til bestikkelse. Sundhedsstyrelsen havde skaffet medicin og stillede med læger og sygeplejersker Bilerne kørte under turen fast i snedriver. Undervejs måtte der foretages
en halsoperation i en af ambulancerne. Desværre endte den med dødelig udgang. Og at man skulle ende i Frøslevlejren var ikke med politibetjentenes gode vilje. Men sådan var aftalen med tyskerne.
Man ventede i fire dage
På den anden tur skulle der hentes internerede grænsegendarmer i Neuengamme. I sidste øjeblik forsøgte tyskerne at lægge hindringer i vejen. Hoffmann, Gestapo – chefen i København havde åbenbart glemt at fortælle, hvor mange, der skulle til Danmark. Efter fire dages venten kunne man forlade Neuengamme med fem syge gendarmer og tre civile. Men allerede fra efteråret 1943 udførte Socialministeriet et kolossalt arbejde med at sende pakker til danskere i KZ – lejre. Ministeriet sørgede selv for indkøb og forsendelse. Pakkerne
blev pakket af Røde Kors. De blev kørt med lastbiler, udlånt af private firmaer. I krigens sidste år var jernbanedriften nedbrudt.
10 danske transporter inden svenskerne begyndte
Da Bernadotte i februar 1945 blev involveret i planerne, havde danskerne allerede gennemført seks operationer. Og da den første svenske bus rullede ind i Tyskland den 15. marts, havde danskerne gennemført 10 transporter. De havde i småportioner hentet 600 hjem fra helvedet. I alt blev 10.000 danske og norske KZ – fangere befriet fra Hitlers helvede
Danske læger stod over for muselmænd
Det var danske læger, der først stod over for udhungrede muselmænd. Og det var danskere, der ved hjælp af bestikkelse og overtalelse over for brutale lejrkommandanter banede vejen for fangernes frigivelse.
Bernadotte sagde Nej tak
Bernadotte udvidede aktionen ved at forhandle med Himmler. Hans indsats skal sandelig ikke nedvurderes. Der kom frisk svensk personale til. Men da de havde fået nok, trådte der igen dansk personale til. Hjælpekorpsets organisation var overtaget af svenskerne, ja sådan hedder det i den officielle version. Men Det danske Hjælpekorps havde opereret sideløbende.
Og i begyndelsen ville svenskerne kun operere som et rent svensk foretagende. Det Danske Hjælpekorps var slet ikke med i svenskernes tanker.
Dansk Røde Kors kunne via Udenrigsministeriet den 22. februar tilbyde Bernadotte 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer, en halv snes personbiler samt mandskab, læger, sygeplejerske, foruden al nødvendig udrustning. Men Bernadotte sagde nej tak. Nu skulle aktionen kun være helt svensk.
Svenskerne var i knibe
Svenskerne havde bundet sig for en måneds arbejde, og da den måned var over, rejste halvdelen hjem. Nu var svenskerne kommet i knibe, og denne gang blev Det danske Hjælpekorps ikke afvist som hidtil.
Sverige havde brug for propaganda
Sverige havde hårdt brug for propaganda, og fra dansk side ville man ikke modsige broderfolket. Ingen havde lyst til at pille ved myten. Danskerne følte, at svenskerne havde gjort så mange tjenester under krigen. De tog blandt andet imod 7.000 jøder. Derfor er den danske indsats blevet underspillet i den kollektive erindring. Og var svenskerne nu helt neutrale? Nogle vil sikkert mene, at de deltog i den tyske krigsindustri, med det de foretog i Narvik og Kiruna.
200 danske busser med dags varsel
Det svenske hjælpekorps slog sig ned i Friedrichsruh ved Bergedorf i Hamborg. Men allerede omkring den 1. april var det svenske hjælpekorps blevet halveret. Man var nu pludselig ude af stand til at gennemføre rømningen af Neuengamme. Omkring 200 danske busser fra De Danske Statsbaner og private vognmænd blev med dags varsel sendt til Padborg. De blev malet hvide og kørte i pendulfart mellem Neuengamme og karantænestationen i Padborg.
Svensk nej til befrielse af danske jøder
Samarbejdet med Bernadotte var ikke uden problemer. For pludselig havde den svenske greve besluttet, at de ca. 400 danske jøder i Theresienstadt alligevel ikke skulle hentes. Fra
dansk side besluttede man derfor, at gennemføre dette som en ren dansk aktion. Men aktionen var risikabel. Den danske vognpark havde ikke samme standard som den svenske. Men det endte med, at de danske jøder blev reddet, hovedsagelig med svensk materiel.
Tip – top materiel
Redningsaktionen kunne ikke være gennemført uden svensk hjælp. De havde tip – top rullende materiel, der kørte på benzin. De danske busser havde nedslidte dæk. Der var mangel på reservedele. Og bøgebrænde i påmonterede kakkelovne (gengas) som drivmiddel var ikke godt til langfart.
Bestikkelse af tyskerne
Og Bernadotte gjorde indtryk på Himmler. En bog om 1600 – tallets nordiske runer gjorde stor indtryk på Himmler. I hovedkvarteret i Wannsee diskede danske embedsmænd
op med et bestikkelsesmåltid, bestående af de lækreste ting med øl og snaps til. Man fik nu de nødvendige papirer og stempler. Jøderne blev også reddet takket være en god dansk frokost.
Den norske/danske indsats ikke nævnt
En hvidbog udkom i 1945 om Bernadottes oplevelser. Den norske og danske indsats blev knap nok nævnt. Myten om helten, Bernadotte blev forstærket.
Masser af frivillige i Padborg/Kruså
I Kruså blev mejeriet omdannet til et kæmpe feltkøkken, varm mad kom i mælkejunger fra sygehuset i Sønderborg. En masse frivillige meldte sig, sygeplejeelever, lottekorpset,
Danske Kvinders beredskab, læger, husmødre, spejdere, mekanikere m.m. Endelig var Bernadotte blevet imponeret af danskernes indsats.
Karantænestation i Padborg
En karantænestation blev anlagt i Padborg i efteråret 1943. Det var tænkt sm en gennemgangsstation for de danske arbejdere, der vendte hjem fra Tyskland. Man forventede, at arbejderne
hjembragte sygdommen, som man ikke ønskede i Danmark. Måske var det også noget psykologisk i det. De skulle ikke have den bedste hjemkomst. Barakkerne blev stillet klos op af lokomotiv – remisen. Det var der to årsager til. Man forventede, at arbejderne kom med tog, og så kunne man også bruge dampen fra lokomotiverne til aflusning. Og desinfektion af tøj.
Da barakkerne ikke slog til, brugte man jernbanevogne. Man ryddede dem for alt inventar og installerede madrasser og senge.
Spøgelsestoget fra Ravensbrück
Der skete mange ting i Padborg dengang. Således kom et spøgelsestog fra Ravensbrück med 2.800 kvinder. De hylede af sult. Og så vidt vides var det lejrkommandanten, der for at redde kvinderne fra sultedøden sendte kvinderne nordpå. Det var fortrinsvis kvinder fra Polen og Rusland. Kvindernes skæbne, kan vi senere komme ind på. Ja der kom faktisk to spøgelsestog.
Rædselsgerningerne skulle slettes
Hitlers oprindelige ordre var, at ingen fange måtte falde levende i de allieredes hænder. Rædselsgerningerne skulle slettes og overlevende fanger skulle myrdes. I dette regnerok var det et forunderligt samspil mellem danske, norske og svenske kræfter, der var årsag til at vriste 20.000 mennesker ud af nazisternes kløer. En mageløs indsats som svenskerne fik æren for
Siden december 1944 havde 17.300 fangere passeret to karantænestationer ved grænsen. De var blevet bespist, lægeundersøgt, behandlet og sendt videre med tog og bus ud i friheden. Det var en mageløs indsats, som svenskerne fik æren for.
Taler mindestenen sandt?
Ved Kruså er det med fuld ret, rejst en mindesten, om Bernadotte – aktionen. Men der står ikke noget om den danske indsats Man kan også undre sig over, at hverken den danske eller den svenske regering har været interesseret i, at viderebringe sandheden om De Hvide Busser.
Et ubesvaret spørgsmål
Hvorfor har man i den grad forbigået Det danske Hjælpekorps? Det er godt nok længe siden, at jeg har besøgt Frøslevlejrens Museum, Men jeg mener ikke, at være stødt på hverken Jyllandskorpset eller Det danske Hjælpekorps. Men de er som skrevet ikke nævnt på mindestenen i Kruså. Dette er et af besættelsestidens ubesvarede spørgsmål?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15.10.2021
Januar 7, 2013
Man følte sig tilsidesat i Aabenraa. Flensborg fik alt. Endelig kom der en forbindelse til Flensborg. Skulle man til Løgumkloster måtte man spørge om vej 15 gange. Og så skulle jernbanen gå uden om Aabenraa. Man fik ugentlig to forbindelser til Tønder. Så var det godt man havde søfarten. Skibsværfterne måtte flytte for at udvide havnen. Der var masser af store købmænd i byen. Og 22 teglværker i omegnen.
Trafikalt isoleret
Helt frem til 1850erne lå Aabenraa borte fra færdselsåren til lands. De høje skovklædte bakker gjorde det vanskeligt at etablere ordentlige forbindelser. Først efter 1920 fører moderne veje tværes gennem alle hindringer mod vest. Men til vands havde Aabenraa særdeles gode vilkår. Og det har byen benyttet sig af. Der er i tidens løb diskuteret kanalprojekter, hvor også Aabenraa indgik, men Nord – Østersøkanalen kom først.
En dyb fjord
Aabenraa Fjord med sine 38 meter hører til blandt de dybeste. Allerede 250 meter ude er vi på 10 meter. Ikke så sært at byen udviklede sig til en søfartsby. Rent trafikmæssigt var det let at komme til og fra Løjt. Men også herfra måtte bønderne ned til Aabenraa Havn for at hente varer.
Et lille amt
Løgum Kloster havde allerede i 1257 toldfrihed i Aabenraa. Og man skal lige huske, at indtil 1850 omfattede Aabenraa Amt foruden Varnæs Birk kun Sønder Rangstrup og Rise Herreder – nord og vest for byen.
Sejlskibe dominerede
Indtil jernbanen lagde sine spor var Sønderjylland præget af middelalderligt vejnet. På havet dominerede stadig sejlskibe. Der var ikke mange dampskibe i regionen i 1851. Krigen
var næppe forbi, før der fra 1851 begyndte en periode med voldsom økonomisk fremgang, afbrudt af kortvarige kriser. Denne periode varede cirka til midt i 1870erne.
Økonomisk fremgang
De engelske toldnedsættelser og guldhandelen satte gang i økonomien overalt. Herhjemme satte man også toldtaksten ned. Og en anden væsentlig ting var, at man flyttede toldgrænsen først i 1850 til Ejderen og dernæst i 1853 videre ned til Elben. Også befolkningsmæssigt steg tallet i Aabenraa:
I 1850 bestod købstaden kun af selve byanlægget på by-bakken og ikke andet. Slotsgade hørte til Amtet. Og det oppe ved Kolstrup tilhørte Aabenraa Landsogn.
Problemet med Slotsgade
Problemet med Slotsgade førte til mange klager. Pludselig skulle man forholde sig helt anderledes til øvrighed, skatteforhold og lovgivning, såfremt man flyttede hertil. Allerede i 1723 talte man om at forene Slotsgade med byen Aabenraa. Efterhånden samarbejde man da også på en række områder som kirke -, skole -fattigvæsen, politi, vejvæsen, brandvæsen og jordemodervæsen.
Ved tronskiftet i 1839 talte man igen om det. Resultatet blev dog også en kongelig resolution af 1. april 1843, der fulgte byens anmodning og befalede, at indlemmelsen skulle forberedes og fastsatte en dato til den 1. januar 1863.
Beboerne ville ikke være med
Men Slotsgades beboere havde med alle stemmer mod to udtalt sig imod en indlemmelse ud fra frygten for at skattebyrden ville vokse. Nu var det heller ikke så lige til at finde ud af, hvad
beboerne i Slotsgade egentlig skulle betale i skat.
Man bidrog til den store kasse
For Aabenraas politikere dengang, var det vigtigt, at finde ud af, hvor meget Slotsgades beboere bidrog med til den store kasse. Og tal fra 1851 afslører følgende:
Beboerne tilsluttede sig
Ved et møde i december 1847 tilsluttede beboerne sig i Slotsgade til en indlemmelses – plan. Man havde fundet ud af, at man sparede penge ved sådan en indlemmelse. Den 7. november 1860 faldt afgørelsen. Byen fik ret m.h.t. Slotsgade og Landsognet (Kolstrup) skulle betale 1/10 af de fælles udgifter. Haverne uden for Sønderport (syd for Mølleåen) blev bebygget, skønt grundene ikke egnede sig til bebyggelse grundet mangel på drikkevand.
Idyllisk småborgerlighed
Aabenraas skønne huse blev bygget i det 18. århundrede. Her kom gavlhuse med karnapper og pyntelige døre med jerntal, bogstaver og nydelige indskriftstavler på muren. Det var den idylliske småborgerlighed.
Inddelt i fire kvarterer
I de officielle papirer fra dengang, blev der aldrig nævnt gadenavne. Her nævnte man byens fire kvarterer. Men bebyggelsen uden for Sønderport havde ikke fået noget navn endnu. Første og Anden kvarter omfattede byen øst for hoved-strøget, begyndende med Hotel Danmark og endte ved Sønderport. Tredje kvarter nr. 1 var Vejrmøllen. Og fjerde kvarter afsluttede kredsen ved Nørreport.
Erhvervslivet – dengang
Dengang i 1855 kan vi se på statistikken, hvordan erhvervene var fordelt:
Spurgte om vej – 15 gange
Landevejene dengang var miserable. Der var ingen skilte. Således måtte en landmand på vej fra Aabenraa til Løgumkloster spørge om vej hele 15 gange. I 1846 – 47 kom chausseen til Flensborg. I 1852 fortsatte vejen nord på. Og i 1853 var den færdigbygget til Haderslev. På denne vej færdes diligencerne. Fra 1834 var der kommet en forbindelse fra Hamborg til Årøsund.
To gange ugentlig til Tønder
Dengang fandtes der vognmandsruter fra Aabenraa til Tønder to gange ugentlig. Desuden var der to gange ugentlig forbindelser til Haderslev, Flensborg og Løgumkloster. Vigtigere
dengang var postruterne. En særlig postrute afgik søndag og onsdag til Jylland og mandag og torsdag til Flensborg.
Frimærker i 1850
Allerede i 1850 havde Slesvig – Holsten indført frimærker. Det øvrige Danmark fulgte først efter i 1851. Postemesteren formaner folk i Aabenraa til at lægge deres post i den ved Postdøren i Vinduet anbragte Brevkasse og ikke andetsteds. Men i 1854 slog denne kasse ikke mere til. Der blev placeret yderligere tre postkasser, nemlig på hjørnet af Søndergade og Sønderport., hjørnet af Nybro og Vestergade, og hjørnet af Vollesgyde og Klinkbjerg.
Fra 1852 oprettede man et brevsamlingssted og fra 1860 begyndte faste landpost – ruter. I 1853 etableres telegraf – linjen København – Hamborg. I 1856 udlejer byen vederlagsfrit to værelser på rådhuset til telegrafstation.
Alt til Flensborg
I Aabenraa håbede man, at en jernbane ville bringe byen ud af en trafikmæssig isolation. Allerede i 1837 havde man i Flensborg diskuteret muligheden at forbinde Flensborg med Husum og Tønning ved hjælp af en jernbane. I Aabenraa følte man sig forbigået under devisen Alt til Flensborg. Fra Aabenraas rejste man flere gange til København for at få jernbanen til byen. Men det var ikke let. Terrænvanskeligheder gjorde dette umuligt. Endelig i 1860 syntes planerne at tage fast form. Firmaet Peto, Brassey og Betts skrev under på anlæggelse af en nordslesvigsk bane.
I de første planer var der slet ikke tænkt på Haderslev og Aabenraa. Der blev foreslået en linje over Uge med sidebaner til Tønder, Rødekro og Vojens.
Togforbindelse til Flensborg
Men den 15. april 1864 åbnedes strækningen Flensborg – Rødekro, og den 12. september 1868 kørte det første tog ned til Aabenraa.
Et vigtigt Vejanliggende
Der var mange planer dengang. Og den 24. maj 1851 indeholdt Freia en stor leder med titlen:
Forbindelse Ballum – Lovesoft
Ved vestkysten var der i mellemtiden etableret en rute mellem Lovesoft og Ballum/Hjerting. Herfra gik damperen en gang om ugen.
Med Zephyr til København
Det gik ikke helt, som man havde håbet. Men en trøst var det dog, at den kendte københavnske reder, H.P. Prior etablerede en ugentlig damp – forbindelse med et dampskib Zephyr fra Aabenraa til København. Sejlmager Cornett overtog agenturet i Aabenraa.
Forbindelse Ribe – København
Og sandelig, så etablerede vognmand Th. Puggaard, Ribe en ugevogn mellem Ribe og Aabenraa med tilslutning til damperen. Prisen for en rejse fra Ribe til København var dermed sænket til 8 – 9 rigsdaler.
Da Zephyr for anden gang anløb Aabenraa var der ikke mindre end 22 passagerer med, mens over 40 tog med damperen til København.
Forbindelse til Kiel
Damperen Christian den Ottende fik også betydning for Aabenraa. Under krigen var den brugt som troppetransport – skib. Men det kom dog velbeholden tilbage til Aabenraa. Fra den 18. juli 1851 blev det sat i ugentlig rutefart mellem Kiel og Aabenraa. Året efter blev det til tre gange Kiel og en gange Flensborg om ugen. Men ak, konkurrencen var for hård. Ruten måtte nedlægges. Det var mere økonomi i, at små skibe medtog nogle få passagerer til København, så kunne man returnere med specialiteter som Islandske klipfisk og Amager Hvidkål.
En havnelampe – kun tændt om vinteren
Havnen havde stor betydning for byen. Som leder af administrationen var der ansat en brofoged eller havneinspektør. Indtil 1851 var stillingen besat af Chr. Ottzen. Han blev afløst af C.C. Fischer, der havde hvervet indtil 1864.
I 1850 var forholdene ved havnen ret primitive. Således havde man i dette år for første gang en havnelampe. Den var kun tændt om vinteren og kun til klokken 1 om natten.
Kilen blev udtørret
I tiden mellem krigene blev forholdene bedre. Kilen blev udtørret på havnens regning. Det gamle træ – bolværk blev erstattet af et nyt sten – bolværk. En ny stenbro blev etableret på Søndre Skibsbro. I 1859/60 var man nået til Nørre Skibsbro.
Problemer med skibsværfter
Men der var et problem, for det meste af havnen var optaget af skibsværfterne. For enden af havnen lå Niels Jacobsens (Tidligere Mads Michelsen) og Skifter Andersens værfter. Reimers Værft lå yderst på havnens nordside, og en ny mand, Gustav Raben havde ansøgt om et egnet sted til et nyt værft.
Skulle der skaffes plads til flere skibe i havnen, måtte værfterne flyttes. Man fandt en løsning ved at udvide Søndre Skibsbro. Dens sydside blev opfyldt. Her kunne skibsværfterne efterhånden flytte hen. I efteråret 1862 kunne de nye pladser anvises. Og i 1863 var man næsten færdige med planerne.
Skifter Andersen havde på grund af sygdom fået udsættelse, men senere blev det etableret ved siden af Rabens værft.
22 teglværker
Dengang foregik der masser af eksport fra havnen. Således var der i 1853 i tolddistriktet hele 22 teglværker, der beskæftigede 177 arbejdere. Deres betydelige produktion blev ført af søvejen.Eksport af brød, kød og flæsk var ligeledes betydelig.
En stor mand – Jørgen Lorentzen
Blandt dem, der havde gavn af handelen på Aabenraa Havn var 37 købmænd, 4 tømmerhandlere, 3 høkere og 25 gæstgivere. Den store handelsmand dengang i Aabenraa var Jørgen Lorentzen. I 1862 udbragte han under et festmåltid en skål for kongen. Men efter 1864 svingede han ret hurtig over på tysk side. Hans to døtre var blevet gift med preussiske officerer.
Han tjente sine penge ved handel med træ og stangjern. Ved siden af, havde han rederivirksomhed. Han ejede også huse i Aabenraa.
Andre store mænd
En anden af de store dengang, var J. Ahlmann. Han handlede navnlig med kolonialvarer. På hjørnet af Skolevej og Ramsherred boede købmand Ditlev Damm. Han var en af byens danske
støtter, konsul og medlem af magistraten. Ja så var han gift med en datter til en af en af de store, murermester P. Callesen. Denne handlede med jern og støbegods.
I Damms forretning
I Damms forretning var der tre lærlinge og to butikssvende. Her kom bønderne fra oplandet. De spændte fra i gården og skulle lige have en enkelt i forretningens beværtning. Varerne fik man hovedsagelig fra Hamborg og Mellem-Tyskland. De engelske varer kom over Hamborg og førtes til Aabenraa via sejlskib.
Markederne havde betydning
De vigtigste kunder kom fra Løjt. Et mindre antal kom syd og vest fra. Men dengang havde markederne også en stor betydning for Aabenraas handelsliv. En annonce i Freia giver et godt indtryk af, hvordan dette foregik. Således kunne man til Sommermarkedet 1852 læse følgende:
Og til efterårsmarkedet mødte vi bl.a.:
Forlystelsessyge
Efterhånden gik det tilbage for disse salgsmesser. I 1855 kunne Freia konstatere, at der er:
I 1863 havde Aabenraa den største flåde i Slesvig
Det er påfaldende, at Aabenraa i 1863 havde Slesvigs største flåde, endda større end Flensborg. Dampskibene blev hovedsagelig brugt til passagertransport. Og i 1850erne nåede sejlskibene deres højdepunkt med de sagnomspundne clippere. Da fragtdamperne begyndte at kunne fragte meget mere end et sejlskib begyndte damperne, at slå sejlskibene ud. Aabenraa – flådens blomstringstid falder sammen med sejlskibsfartens bedste år. Og skibene blev overvejende bygget i Aabenraa.
Også besætningen fra skibsdreng til kaptajn var fra byen eller nærmeste opland.
Slået ud af jernskibene
Først da de store jernskibe kom, måtte Aabenraa melde pas. De krævede langt større opbud af kapital og teknik end træskibene. Det gjorde det nødvendigt at koncentrere bygningen af disse på få steder. Igen kan finde værdifuldt materiale i Freia. For i 1852 kan vi konstatere, at
De samme tal for 1859:
Hvad fik sømændene i løn?
Rederne fra Aabenraa tjente gode penge. Men det gjorde kaptajnen også. På de store fragtskibe var lønnen typisk:
På de små skibe var lønnen dog væsentlig mindre.
Deserterede – ville søge Guld
Ombord blev man ikke behandlet godt. Der blev nødvendig at indføre regler i hyrekontrakten. Således var der mange der deserterede, når man anløb San Francisco. Man ville ud til guldminerne.
Kosten ombord
Kosten ombord på Aabenraa – skibene var heller ikke bedre. Ugentlig var det 1 pund kaffe pr. 4 mand og 1 pund the pr. 10 mand. Smør; de første 6 måneder 1 pund pr. mand senere ½ pund pr. mand samt ½ pund sukker eller melasse. Hver mand fik daglig 1 pund kød eller ¾ pund flæsk. Brød, ærter, mel eller lignende gives ubegrænsede.
Brændevin kan gives efter kaptajnens forgodtbefindende. Nu skal det dertil nævnes, at ikke alle fik tildelt kødrationer eller brød – rationer.
Kaptajnen var fra Løjt
Kaptajnerne kom nødvendigvis ikke fra Aabenraa men fra Løjt. De tjente gode penge og tilhørte den solide middelstand. I 1853 var der således 72, der betalte skipperskat. De 23 var fra Aabenraa, 40 var fra Løjt og 9 andre steder fra.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Om Aabenraas og Løjts Søfart
Om Aabenraas erhvervsliv – dengang:
Om andre stikord i artiklen:
Redigeret 21. – 11. 2021
Januar 7, 2013
Min navnefætter er skyld i denne artikel. Han gjorde opmærksom på Claus Pørksens bog om sin familie. Og det er spændende, næsten en slags Matador i Højer. Vi møder alle de kendte slægter og de kendte bygninger. Bogen er et fund for slægtsforskere og for dem, der vil til bunds i Højers historie. Også i denne familie har det dansk/tyske spillet ind. Vi skal møde verdens første undervandsbåd, kanonbåde i vadehavet, Kommandør på verdens største skib og meget mere.
Henvendelse fra en læser
En af vore læsere gjorde os opmærksom på to bøger om Højer, der ikke figurerede i vores liste over litteratur i Højer. Det er altid rart med opmærksomme læsere. Og det skulle vise sig at være to aldeles fremragende bøger. Og forfatteren til disse to, har vi også haft kontakt til – og han hedder Claus Pørksen. Her er så omtale af den første af bøgerne – En Familie fra Højer – i
grænselandet mellem dansk og tysk.
Sønderjyllands historie
Vi starter med at gennemgå en hurtig beskrivelse af Sønderjyllands historie mellem dansk og tysk. Her er det godt med en kildehenvisning til personer, der er relevant for forståelse af problematikken.
Markante familier og bygninger
Der følger dernæst en stamtavle for Familie Pørksen. Og her ser vi pludselig også andre markante familie dukke frem, Hindrichsen, Todsen, Linnet, Roll, Kier, købmandsfamilien Ohlsen, Boysen m.m. Mange af disse navne har vi allerede på denne side været inde over. Og det gælder også for de fire markante ejendomme i Højer, som familiens rødder kan føres tilbage til:
Stort persongalleri
I første omgang kan det virke lidt overvældende med det store persongalleri, som vi bliver præsenteret for. Men følger vi de forskellige anetavler, kan vi godt se sammenhængen i familien. Og det spændende er, at familiemedlemmerne er nogle som vi ofte her på siden er stødt på.
Vigtigt dokument
Bogen er et vigtigt dokument i tolkningen af Højers historie. Historien starter den 30. januar 1711 på gården Ringswarf. Da bliver Peter Todsen født. Han dør ved en drukneulykke den 27. november 1793.
Kiers Gård
Gården, Kiers Gaard, var fra 1663 til 1802 en fæstegård under Schackenborg. I 1733 udsteder greven et fæstebrev til landmand og købmand Hans Schau. Han må drive gården og foretage østersskrabning i Vadehavet. Han er gift med Christina, som var datter af Hans Schmidt fra Højergaard. Christina overtager gården og østersskrabningen i Vadehavet efter ægtefællens død.
I 1739 bliver hun gift med Peter Todsen. Ægteparret får fem børn. Da Christina dør, gifter Peter sig med Ingeburg Marie Jacobsen. Også de får fem børn sammen.
Peter Todsen får østersforpagtningen. Han bliver særdeles velhavende. Han skriver testamente kort før sin død og bestemmer, at hvert af børnene fra anden ægteskab skal arve 7.000 rigsdaler.
Tilbage fra 1594
Så har vi familiens spæde start på plads, men det ikke nok for Claus Pørksen, for han går nu tilbage og undersøger diverse slægter. Således har han fundet ud af, at navnet Todsen kan føres tilbage til 1594. Her lå gården Ringswarf ved den østlige ende af Rudbøl Sø i nærheden af Aventoft.
Overborgmester i Flensborg
Måske var en af de mest berømte i slægten Hermann Bendix Todsen. Han var fra første ægteskab og blev overborgmester i Flensborg fra 1898 – 1930.
Rasmus Hindrichsen
I 2. generation møder vi Rasmus Hindrichsen. Han var både sognefoged, rådmand og en af de største forretningsmænd i Højer. Vi har tidligere mødt ham her på siden. Rasmus blev i 1822 var blandt andet tilsynsførende på markedet, hvor der blandt andet blev handlet med kreaturer, hest og træ. Efter faderen, Peter Todsens død overtager Johann Kiers Gaard. Han bliver i 1802 selvejerbonde for 400 rigsdaler på gården. Johann bliver gift med Christina Kamp. Ægteparret får seks børn.
Fedder Peter Hindrichsen
I 3. generation møder vi en driftig herre, nemlig Fedder Peter Hindrichsen. Han er født 1802 og død 1865. Han er trælasthandler, krydderihandler, bager, ølbrygger og krovært. Han ejer også et kalkbrænderi, hvor der fremstilles kalk af muslinge – og østersskaller, som der fandtes så rigelig af i området. Deres barn Ottilde bliver gift med mølleren Carl Emil Roll. Fedder er tysksindet, og sympatiserer med Slesvig – holstenismen. Han er i åben konflikt med apoteker Nagel.
Overtager Højergaard
Peter Todsen er landmand og digegreve. I forbindelse med ægteskab med Esther Hindrichsen overtager han Højergaard. Det er byens ældste gård. Peter dør i 1839. Han var på vej til Flensborg. Men en af hestene stejler, så han væltes af vognen. Der var 8 børn i ægteskabet. En af dem, Rasmus var byforstander i Højer fra 1882 til 1895.
Familie Linnet
Vi møder som skrevet også den robuste familie Linnet. Desuden er vi i Vester Anflod, hvor Friedrich og Ingeborg Carstensen sælger deres arvede familiegård til Cornelius Petersen.
Familie Roll tilbage til 1670
Og Familie Roll føres os tilbage til Hartvig Rull, som dukker op i Husum i 1670. Gabriel Friedrich bliver gift med Catharine Marie Todsen. Gabriel bliver i 1829 udnævnt til kommissær og kasserer for Højers nyopførte Forsørgelses – og Arbejderanstalt for de fattige i Højer Sogn
Højer Mølle
Da Gabriels svigermor Christina Todsen dør i 1846, tilfalder Bahrs toft, som hørte til Kiers Gaard, Gabriel. På dette sted opfører sønnen Emil, Højer Mølle i 1857.
Kongeligt besøg på Kiers Gård
Den 9. august 1844 aflægger Christian den Ottende og dronning Caroline Amalie et besøg på Kiers Gård. Hans Christian Todsen havde mistet sin kone allerede i 1830, kun 24 år gammel. Efter at have været enkemand i 21 år giftede han sig i 1851 med sin husholderske Louise Lagesen.
Borgmesteren fra Haderslev
I bogen møder vi også Otto Kier. Otto var borgmester i Haderslev. Han bliver landsforvist. Han vender i 1853 tilbage til Haderslev efter at have levet under kummerlige forhold i St. Pauli/Altona.
Den første Pörksen
Den første Pörksen møder vi i 1813, det er Peter N. Pörksen. Han blev gift med Marie Christina Jacobsen. Ægteparret får seks børn. Hans forældre bor på den sydlige side af Rudbøl Sø. De lever af omlægning af varer fra skibe til fladbundede pramme på Rudbøl Sø , som herefter blev sejlet til Tønder. Denne bådfart døde omkring år 1900. Anetavlen går tilbage til 1595 til Aventoft under navnet Bahne Karstensen.
Bachmanns Vandmølle i Tønder
Og bogen fører også nu til møller – familien Bachmann fra Tønder, som vi også tidligere har beskrevet.
Utenwarf
Vi møder også Hans J. Petersen, der er født 1813 i Klanxbüll. Han blev gift med Anna Linnet. Og Anna tilbragte sin barndom på gården Keelspoll. Den lå på Vidåens nordside mellem Lyst og Udbjerg. Maleren Emil Nolde købte denne gård, og omdøbte den til Utenwarf i 1912.
Jens Rasmus Petersen – ildeset
Hans og Anna fik 10 børn, herunder Jens Rasmus Petersen. Hans arbejder sig op fra fattige kår til en betydningsfuld forretningsmand i området. Han var dog ildeset af den tyske del af befolkningen. En af sønnerne Lorenz købte gården, Vester Anflod som vi tidligere har hørt om. Og det var netop her bondeføreren Cornelius Petersen opbyggede en moderne gård.
Ernst Kier og hans kanonbåde
Ernst Kier blev gift med Christiane (Jane) Charlotte Sophie Todsen. Og denne Ernst Kier opnår en fornem militærkarriere. I april 1849 fordriver Ernst danskerne fra de frisiske øer med sine fem kanonbåde. Hans Christian Todsen synes ikke, at Ernst var det passende parti for sin datter, så han bliver væk fra brylluppet. Bryllupsfesten i 1849 er også en markering af Slesvig – Holstenismen – Noch ist Schleswig nicht verloren.
Højer indtages i 1850 af kaptajnløjtnant Hammer. Man er bange for at byen skal falde i tyske hænder. Fra vest truer Kiers kanonbåde. Herfra affyres der mod de danske tropper. Denne nok ukendte historie har Claus Pørksen også udarbejdet.
Den første undervandsbåd
Vi får også i bogen kendskab til Verdens første undervandsbåd fra 1850, Men en test på det dybeste sted i Kieler Bugten går galt. Krigen var ved at være tabt, og tyskerne havde ikke midler til at fortsætte udviklingen i Ubåde.
Jane dør på havet
Ernst fortsætter efter krigen i handelsflåden. Jane føder det første barn, der navngives Hans Christian Todsen Kier. Hun flytter ind hos svigerfar Otto Kier. Men hun sejler med manden
på den første sørejse til Inden/Kina. Under sejladsen føder hun deres andet barn. Hun bliver syg, og dør på skibet. Barnet overlever i første omgang, men dør på grund af mangel på mælk. I Calcutta bliver Jane begravet. Sønnen Hans Christian bliver hos bedsteforældrene Kier i Hamborg – Altona.
Ernst dør på havet
Ernst Kier gifter sig i 1857 med Christine Todsen, der er kusine til Jane. Christine er datter af Peter Todsen fra Højergaard. De nygifte tager på togt til Kina. Den sidste tur tager han med fuldriggeren Aline i 1871. Han dør på havet.
Kommandant på verdens største skib
I Ernst Kiers andet ægteskab fødes der tre børn, herunder sønnen Thomas Ernst Kier. Han bliver senere kommandant på passagerskibet Imperator. Det er bygget af rederiet Hapag i Hamborg. Dengang var det verdens største skib.
Familien Bachmann – igen
I femte generation støder vi igen ind i Familien Bachmann. Johannes Jürgen Bachmann bliver gift med Sophie Todsen i 1864. Sophie stammer fra Højergaard. Johannes er konstitueret godsinspektør på Sandbjerg Gods. Han køber et teglværk i Nybøl. Ægteparret får 8 børn. To af børnene Caroline og Marie Sophie bliver senere gift med Peter Pörksen.
Sadelmager Zenner fra Tønder
Vi møder Friedrich August Zenner. Han er ligesom faderen sadelmager. Han er den første i Tønder, der fremstiller madrasser. Og det gør han på hjørnet af Søndergade og Uldgade. Han lod selv ejendommen opføre i 1883. Han var blandt andet Vertrauensmann i den tyske rigsbank. Friedrich er gift med Elsabe M. Jessen, hvis far var lærer i Lydersholm. Langsom bevæger vi os også ind i familien Ohlsen. Det var en driftig købmands-familie i Højer. Familien drev også jern – og stålhandel.
Familien Wenck
To unge dør i en ung alder. Det er Friedrich A. Carstensen og Magdalene Wenck, der blev gift i 1871. Magdalenes farfar Heinrich Christian Wenck var officer i Holstenske Infanteriregiment. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1820. Det mest prominente familiemedlem er dog Walter Wenck, som er søn af Magdalenes fætter, Maximillian Wenck. Walter var skaberen af de tyske pansertropper. Hitler var overbevist om, at Berlin kunne forsvares. Men Wenck mente ikke, at det var tilfældet. Han forsøgte at hjælpe den halv million flygtninge som strømmede
fra området. Fra maj 1945 til juli 1947 tilbringer Wenck i krigsfangelejr.
Mølleren var en illoyal borger
Og så skal vi selvfølgelig også høre om Højer Mølle. Emil Roll sympatiserede med Slesvig – Holstenismen. Emil blev blandt de dansksindede nævnt som en illoyal borger. Og i bogen ser vi et pragtfuld billede fra Gasthof Christensen fra 1866 på Torvet i Højer. Roll var jo gift med Ottilde Dorothea Hindrichsen.
En virksomhed købes
Vi
møder i 6. generation Peter Pörksen og Caroline Bachmann. Peter var gift to gange. Caroline dør kun 22 år gammel. Andengang bliver han gift med svigerinden Marie (Sophie) Bachmann. De får børnene Caroline (Calle) og Heinrich (Heine).
I 1892 køber Peter Pörksen købmand N. Brinks virksomhed på hjørnet af Mellemgade og Storegade. Virksomheden bestod af handel med byggemateriale og kul, og blev grundlagt i 1862.Efter 40 års virksomhed overdrager han firmaet til sønnen Johannes.
Højer havde fem pengeinstitutter
Jens Rasmus Petersen bliver gift med Abeline(Line) Zenner. Den 1. oktober 1886 grundlægger Jens Rasmus en manufakturforretning i Storegade. Fra denne forretning driver
han også filial af Tondern Bank. (ja, det er skandale – banken). I 1925 havde Højer hele fem forskellige pengeinstitutter.
Chr. Ohlsen & Co
Christian Anton Ohlsen blev gift første gang i 1895 med Ingeborg Nic.Brink, der allerede døde året efter. Herefter bliver han i 1900 gift med Ingeborg (Emma) Carstensen, født i 1873 i Vester Anflod. Christian opfører i 1896 en gård på Østerende 3. I 1907 grundlægger han et engrosfirma, som handler med jern – og stålrør, plader og pumper. Lageret befinder sig i
gårdens lade. Senere overtager sønnen Erich gården, og engrosfirmaet flyttes op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co.
Fedder Roll
Fedder Roll blev i 1899 gift med Ella Louise Kier. Han var fra 1905 til 1917 dige-foged i Højer. De boede på en trelænget gård, som muligvis stammer tilbage fra Christian den Fjerdes tid. Den ældste registrerede ejer er rådmand Hans Thomsen, som var gift med sin kusine Kristine Boysen fra Emmerlev. Det spændende er, at også at familien Bachmann var gift med Boysen – familien. Det var så en gren fra herregården Grøngrøft.
Mathias Christian Matthiesen
Efter Hans Thomsens død køber Mathias Christian Matthiesen gråden. Han stammede fra Visby, hvor faderen havde en stor kniplings – og købmandsforretning. I 1827 bliver Matthias gift med den velhavende Helena Marie Boysen, som er genboens datter fra den Boysenske gård. Matthias bygger en flot bondegård og bliver en af Højers mest indflydelsesrige personer.
Men hjemmet bliver tysk. Helena må afbryde al forbindelse til familien i kongeriget. Matthias bliver også brændevinsbrænder med dampdrevet brænderi. Han er borgmester i Højer fra 1869 – 1882.
I begyndelsen af 1880erne så man ham spadsere rundt i Højer iført høj hat og stok. Det blev sagt om ham, at han delte glassets glæder med sine standsfæller.
Gift med møller – datteren
Det yngste barn, Christian Matthiesen overtager fødegården. Han blev gift med møller – datteren, Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst, hvorefter Emmas bror, Fedder Roll erhverver gården i 1895.
Fem år som fange på en Atlanterhavsø
I 7. generation møder vi Johannes Pörksen, som er gift med Frieda Marie Petersen. Johannes deltager i første verdenskrig som tysk soldat. I 1915 bliver han taget til fange
og tilbringer 5 år som krigsfange på en fransk atlanterhavs-ø.
Kørt i Vidåen
I 1932 overtager Johannes firmaet P. Pørksen Byggematerialer. Fra 1945 til 1958 er Johannes formand for Højer Sparekasse. Pludselig en dag kan man i de lokale medier læse:
Det var den 18. august 1967, hvor Johannes og Frieda forulykker i Rudbøl. Antagelig har Johannes fået et hjertetilfælde. Frieda overlevede, og levede til hendes død i 1983 i aftægtshuset, Mellemgade 4. dette hus blev i 1925 opført af svigerfar, Peter Pörksen.
Frieda og Johannes fik fire børn.
Luftwaffe
Peter Jens Pörksen var i Luftwaffe. Han døde ved en trafikulykke i 1996.
En tragedie i Højer
Og Fritz Pörksen døde den 8. juni 1952. Det var en stor tragedie, der ramte Højer. Under en træningstur til Jordsand, rammes fem roere af en formodet skypumpe. Alle fem omkom. Hele sognet, heraf 150 medarbejdere fra Højer Tæppefabrik deltager i datidens største eftersøgning i Vadehavet.
Hella Pörksen bliver gift med Ludolph Melfsen – Jessen. De bosætter sig i Emmelsbüll. Det fjerde barn Calli vender vi tilbage til.
Chr. Ohlsen flytter til Tønder
Waldemar(Walli) Ohlsen og Ina Roll bliver gift i 1929. De bor på Fedder Rolls gård, som Walli har overtaget i 1931. Walli leder firmaet Chr. Ohlsen & C0. Det er en jern – og stålforretning.
Firmaet flytter senere til Tønder.
Skiftede side under krigen
Inas fætter, Ernst Broder Kier spillede en bemærkelsesværdig rolle i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark. Han var af tysksindet familie, men blev indkaldt som dansk værnepligtig i Odense.
Han deltager i træfningen ved Bredevad mod de fremrykkende tyske tropper. Men allerede i maj måned skifter han side, og gennemgår en grunduddannelse hos SS Standarte Nordland i Klagenfurt. Den 3. oktober 1941 falder han i Rusland.
Walli dør på Rhodos
Walli melder sig til Waffen – SS og han bliver som de fleste fra det tyske mindretal optaget i Division Totenkopf. Walli deltager i bevogtningen af den jødiske ghetto i Warszawa. Under orlov i Højer fortæller han om de uhyrlige tilstande, men ingen i Højer, vil tro ham.
Under en ferierejse på Rhodos dør han uventet i 1967
Jan overtager firmaet
Walli og Ina får fire børn. Det er Christa, Ellen Luise, Emmi og Jan. Jan overtager som ung mand firmaet Chr. Ohlsen og Co. Han etablerer en ny hovedafdeling i Tønder. Han bliver gift med fotograf Elise Rahbek. I 1999 sælger han firmaet til Lemvig Müller Munk, som lukker afdelingen i 2009. Jan og Elise bor på Fedder Rolls gård, indtil datteren Jane Rahbek Ohlsen overtager gården i 2010.
Calli – 10 måneder i Fårhus
Carl Hans (Calli) Pörksen og Christa Ohlsen blev gift i 1951. De kendte hinanden allerede som børn. Calli var Zeitfreiwilliger fra 1943 – 45. I august 1943 var han to dage bevæbnet og uniformeret vagt ved Højer Sluse. Han dømmes en straf på 10 måneder. Christa er barnepige i Wengen i Schweitz. I ægteskabet kom der tre børn, Kim, Ute og Claus.
I slesvigsk parti
Skytteforeningen er lige som sin far, Johannes, Callis store lidenskab. Fra 1962 til 1978 er Calli valgt til Højer Byråd for Slesvigsk Parti. I 1962 havde partiet 4 af 11 mandater i byrådet.
Ophørsudsalg
I 1994 efter at firmaet havde rundet 100 års dagen er det ophørsudslag hos Pørksen. I Der Nordschleswiger den 10. marts 1994, kunne man læse at børnene ikke ville videreføre firmaet.
I midten af 1970erne var der ansat syv medarbejdere i firmaet. Og avisen slutter med, at ægteparret Pörksen glædede sig til sommerhuset på Rømø.
Kort efter lukningen flyttede Calli og Christa ind på Nørrevej 3. Det er et af Højers ældste huse, bygget af rebslager Chr. Andersen i 1724. Calli dør på Sønderborg Sygehus i 2009 og Christa året efter.
Historien slutter
Kim bliver ansat som sælger i Arla Foods, og Claus, forfatteren til denne bog, bliver Statsautoriseret Revisor, først hos KPMG, og siden med egen rådgivningsvirksomhed i Gråsten. Ute bliver apoteker i Ballerup og gift med Jens Sparsø.
Køb bogen
Det er en pragtfuld bog, som henvender sig til dem, der gerne vil høre noget om vestkystens historie. Bogen indeholder for den gamle redaktør, her, adskillige nye historier. Vi har kun bragt
et lille udpluk – en slags appetitvækker. Og så er den på ca. 132 sider. Det er også en god bog for dem, der dyrker slægtsforskning. Som sådan er det jo pragtfuldt, at Claus Pørksen deler ud af sin store efterforskning.
Bogen er også godt illustreret. Der er en masse spændende fotos fra det gamle Tønder og Højer, familiemedlemmer m.m.
Du kan købe den I Højer Mølles butik. Men kan du ikke vente, til du kommer til Højer, kan du købe bogen hos claus@poerksen-consulting.dk Her bliver bogen solgt til samme pris, og det er 100,- Kr. Selvfølgelig skal du betale for forsendelsen.
Hvis du vil vide mere:
Under Tønder (283 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler):
Under Højer (77 artikler)
Redigeret 13.10.2021
December 26, 2012
Frederik Ahlefelts børn ødslede pengene bort. Godset blev sat under administration. Han nåede dog at give 60 Rigsdaler til fattigkassen. Da denne gav underskud, måtte skolemesteren opgive at undervise. Kassen ydede tilskud til degnens kappe og vokslys til kirken. Og så havde greven ansat en præst på slottet som flere gange blev anklaget for sædelighedsforbrydelse.
Frederik Ahlefeldt
Vi har tidligere besøgt Gråsten her på siden. Og nu gør vi det igen. Men først skal vi lige atter engang besøge familien Ahlefeldt. For med Grev Frederik Ahlefeldt den ældres død i 1686 gik det tilbage for adelsslægten i Sønderjylland. Og det var denne Frederik Ahlefeldt, der bortførte den 15 – årige Margrethe Rantzau i 1657. Man kan sige, at han med denne handling
kom til magt og ære.
Frederik Ahlefeldt var ved sin død rigets næst – mægtigske mand. Har var storkansler og kongelig statholder i Hertugdømmerne. Ja og han havde masser af embeder og var stenrig.
Han havde samlet slægtens ejendomme i Sønderjylland. Men han ejede også godser andre steder i riget og uden for riget.
Store besiddelser
Ved hans død arvede den ældste søn, Frederik Ahlefeldt den yngre hovedparten af det sønderjyske gods. Ligesom sin far holdt han meget af Gråsten, og byggede her et pragtfuldt
slot. I 1708 døde han barnløs. Gråsten med tilhørende gods går i arv til broderen, Karl. Han var nu kommet i besiddelse af så meget gods, som ingen i slægten nogensinde havde haft.
Ahlefeldts barokbygning rejstes i 1700 – 1708 i Gråsten. Det var et storladent bygningsværk, inspireret af nederlandsk barok.
Gråsten– æbler
Det var også Ahlefeldterne der indrettede den berømte have i 1700 – tallet. Det var i Orangeriet, at myten om de herlige Gråsten – æbler blev skabt. Stamtræet blev hentet til Gråsten fra Rhinlandet.
Under administration
Frederik Ahlefeldt den ældre var modstander af al overflødig pragt. Men det kan man ikke sige om hans to sønner – snarere tvært imod. De led af ødselhed og pragtsyge. De kom derfor jævnlig i økonomiske vanskeligheder.
Ville ikke låne Karl en daler
Den Store Nordiske Krig gjorde det heller ikke bedre. Efterhånden fandtes der ingen i riget, der ville låne Karl en daler. Da han døde i 1722 blev hans bo sat under offentlig administration. Ved en aktion på Gottorp i 1725 blev hele det store Ahlefeldt – gods i Sønderjylland spredt for alle vinde.
Tilhørte Limbek – slægten
I 1300 – 1400 tallet tilhørte Gråsten, den holstenske adelsslægt Limbek. Deres hovedsæde var Søgård, syd for Aabenraa. Omkring år 1500 kom besiddelserne i hænderne på den sønderjyske Ahlefeldt – slægt. Hovedgården blev placeret på en lille holm i Slotssøen.
Hertug Kristian August af Augustenborg
Gråsten og et par andre gårde blev solgt til Hertug Christian August af Augustenborg. På en måde forblev det i Ahlefeldts eje, da Hertugen blev gift med en søster
til Frederik og Karl Ahlefeldt. Men officielt tilhørte Gråsten i 125 år Augustenborgerne. Men efter at Christian August overtog det flotte slot, lod han det forfalde. I 1757 nedbrændte det meste. Det nye slot stod færdig i 1760.
60 Rigsdaler fra greven
En sjov ting, som ikke fører til store overskrifter var, at den “Højrevelige Excellence” den 4. januar 1699 lagde 60 Rigsdaler i Fattigkassen. Senere samme år blev der lagt yderligere 2 rigsdaler i kassen af grevens forvalter.
Præsten begik sædelighedsforbrydelse
Gennem mange år havde Ahlefeldt haft deres egen hofpræst på slottet i Gråsten. Fra 1706 blev slotspræst – embedet og sognepræsten i Adsbøl den samme person. Og det var blandt andet slotspræsten, der førte tilsyn med fattigkassen.
En tidligere slotspræst, Joh. Paschius havde en god uddannelse fra Ratzeburg. Han blev udnævnt som professor i filosofi ved Universitetet i Rostock. Men i 1693 blev han idømt tre års tugthusstraf for Sædelighedsforbrydelse. Han må være blevet benådet, for allerede i 1695 nævnes han slotspræst i Gråsten. Greven var åbenbart lige glad med hans straf, taget ham til nåde, eller ikke vidst, hvad han havde bedrevet.
Syv år blev han som slotspræst, så blev han igen anklaget for Sædelighedsforbrydelse. Så kan det nok være, at han blev afsat fra sit embede.
De prædikede tysk
I øvrigt så klagede bønderne flere gange til kongen, at de ikke kunne få præsten til at prædike på dansk. Således blev der i 1735 påstået, at der blev prædiket på tysk. Om skolesproget også var tysk, ja det vides ikke. Og efter at grevskabet ikke kører så godt, er der også underskud i Fattigkassen. I 1724 er der således et underskud på 40 rigsdaler Og så måtte der ellers spares. Det betød så, at der i 1744 blev et overskud på hele 98 rigsdaler.
Syg og miserabel kone
I 1709 bliver en gammel, syg og miserabel kone betænkt med 16 Sk. Samme år får en gammel miserabel mand 24 Sk. Da den fattige Maren Kochs i Alnor i 1713 brækker benet, får hun 24 Sk.
Begravelsespenge
Flere gange er der tale om begravelseshjælp. Således betales der i 1706 1 rigsdaler og 5 Sk. For en ligkiste til den fattige Jørgen Træskomand. Samme år betales efter ordre fra hans Excellence 32 Sk. Til en mand i Horskobbel til hans barns begravelse. Anna Rytters dør i 1707 i stor fattigdom. Til hendes begravelse ydes 2 rigsdaler.
16 fattige fik af fattigkassen
Tilskud af denne art gives nu hyppigere, da man pludselig opdager et stort overskud i Fattigkassen. I 1744 er der således 16 fattige, der får glæde af kassen. Også herredsfogedens efterladte fik glæde af Fattigkassen.
Smeden blev kroejer
To børn sættes i pleje i smedjen, der lå nær ved slottet. Smeden Johan Samuel fik ikke nogen plejeløn, men børnenes tøj m.m. blev betalt af fattigkassen. På
et tidspunkt er han dog ikke mere smed, men figurer som kroejer. Efter ham skal bakken nær ved slottet have fået navnet Krobjerg. I 1710 bliver to fattige, nøgne forældreløse børn betænkt med 2 rigsdaler. I 1739 betales der efter ordre 12 rigsdaler. For en pige, der opdrages hos Adam Baadfører i Alnor.
Skolemesteren blev trukket i løn
Også en skolemester blev betænkt med undervisningen af 13 fattige børn i januar måned 1699. Udeblev eleverne var det skolemesteren, der blev straffet med sin løn. Der blev også trukket i løn, da skolemesteren måtte lukke skolen i 4 uger, for at pleje sin syge kone.
Underskud i fattigkassen
Men herligheden varede kun i 15 år. I 1724, da der var et stort underskud i fattigkassen, måtte man annullere skolegangen. Først i 1744 kunne man igen begynde at undervise fattige
børn i Gråsten. Der blev også givet penge til bibler, salmebøger og en enkelt regnebog. Udgifter til blæk blev beskåret, fordi udgifterne til papir steg.
Forordninger
Christian den Tredje havde i 1544 udsendt forordninger omkring oprettelse af skoler. Ifølge kongen skulle Kapellanen, degnen eller diakonen give undervisning ikke blot i den kristne børnelærdom, men også i læsning, skrivning og regning. Skolepenge skulle udredes af fattigkassen.
Men det kneb at leve op til disse forordninger i Gråsten. Det kneb også med at få mere velstillede forældre til at betale for deres børns undervisning. Fyrstelige forordninger med at få forældrene til at få børn til at møde i skolen fra det femte til det tiende skoleår kneb også.
Kirketårnet blev brugt som skolestue
Det kneb også med at finde egnede undervisningssteder. Således blev kirkens våbenhus brugt mange steder til undervisning. Nogle steder i Sønderjylland blev også kirketårnet brugt som skolestue.
Skole i forbindelse med degne – boligen
Nogles steder på landet var der bygget skolestuer i forbindelse med degne – boligen. Endnu i midten af det 18. århundrede kunne man støde på skoler uden kakkelovn. Ofre var det som at sidde i et åbent skur og modtage undervisning.
Gods – herskabet sad med kaldsretten
Gods – herskabet sad inde med kaldsretten til såvel præsteembederne og degne – og skoleholder – embederne på godserne i Sønderjylland.
Fattigkassen ydede til kappe og vokslys
Man kan så undre sig, at Fattigkassen i Gråsten i 1711 skulle betale en ny kappe til degnen. Den løb op i 12 Rigsdaler. 5 ½ skilling. Gennem fem år – fra 1716 til 1721 måtte fattigkassen også sørge for vokslys til alteret. Disse lys blev fornyet to gange om året – til jul og til pinse.
Man skred nødig til udgifter, der ikke i forvejen var godkendt af herskabet. Men ingen regel uden undtagelser. Således blev en fattig, fordreven luthersk præst i 1713 betænkt med 16 Sk.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland ( 207 artikler):
Under Tønder (283 artikler):
Under Aabenraa (169 artikler):
Redigeret 23.09.2021
December 26, 2012
Dette er anden del af Rømøs spændende historie. Det var sorgens år 1777. Hør om Peters Dag og om inden sømanden tog afsted. På et tidspunkt var der 40 kommandører og en stor flåde. Overfarten Bådsbøl – Rømø var vanskelig. Og så kæmpede man både mod sandflugt og oversvømmelse. Limbeck (Limbæk) – slægten ejede hele Rømø.
Overbefolket af tyskere
Flittige læsere af denne side, har sikkert allerede opdaget, at vi allerede har skrevet en artikel om denne pragtfulde ø – Rømø, en ø i Vadehavet. Det var den ø, som vi dengang cyklede til fra Tønder, og som vi ofte besøgte en varm sommer – søndag. Og på sådan en dag var øen overbefolket, hovedsagelig af tyskere.
Dengang boede 1.534 på øen
Ellers har det været tilbagegang af fastboende på øen. Således boede der omkring år 1800, 1534 mennesker på øen. Det gør det så sandelig ikke mere. Det var en kort opblomstring, da der i 1898 blev anlagt badested på øen.
Øen havde mange navne
På Traps kort kaldes øen for Romø. Men det oprindelig navn er Røm. Og øen kendes fra et dokument i 1226, hvor Pave Honorius den tredje stadfæster Knudsbrødrene i Odense deres besiddelser, herunder Sild og Rømø. Sidstnævnte blev kaldt for Rimo. I Kong Valdemars Jordebog er øen blevet til Rymø, og i 1291 er det Rimø. I andre dokumenter ses navne
som Rymøe, Riim Land og i 1462, Rymøhe.
Her er nærmest ørken
Vi har mod vest, nok Danmarks bedste strand. I vest bruser Vesterhavet ind. Og så er det lige det med tidevandet. Dengang snakkede vi om det i Tønder, for tyskerne blev altid fanget
af tidevandet på Rømø. Men ellers er det klitterne, der har overtaget på øen. På den østre side af klitterne strækker sig en smal ager med sandunderlag. Her er øens huse trukket i hele øens længde.
Det er her på øen, at vi nærmest har en ørken. Og to gange i døgnet, når floden kommer, forandrer naturen sig.
Landfast eller ikke
De Kloge mener ikke, at Rømø er dannet af en gammel kystlinje, men er opstået af en sandbanke. Andre kloge mener, at fordi, der er fundet rester af skovbevoksning på øen, ja så har øen været landfast. På et kort fra omtrent år 1300, har Johannes Meyer ladet Rømø ligge i et stort tæt bebygget herred. Det må nok være et fantasiprodukt.
Dronningen købte kun halvdelen
Ifølge sin geografiske beliggenhed hørte Rømø til Hertugdømmet. Oprindelig blev øen også regnet til det. Men vi skal lige huske på nogle væsentlige ting i historien. I året 1348 gav Hertug Valdemar, Rømø, Visby Sogn og byen Sølsted i pant for 509 mark lybsk til Ridder Hans Limbeck. På daværende tidspunkt var ridderen i besiddelse af Trøjborg. Antagelig
var disse besiddelser også i slægtens eje i 1407, da Klaus Limbeck solgte slottet til Dronning Margrete for 3.600 Mark lybsk. Ifølge Ribe Bispe – krønike fulgte også Lø – herred med slottet.
Da Dronning Margrethe derefter satte det således erhvervede pant til Ribe Bispestol for 5.000 Mark Lybsk og henlagde det under Viborg Landsting kom Ribe ud af forbindelsen med Hertugdømmet. Men det var åbenbart ikke hele Rømø.
Limbeck – slægten ejede hele Rømø
Limbeck – slægten ejede hele Rømø, men åbenbart er det kun den sydlige del, der blev solgt til dronningen. Det betød, at den nordlige del kom under Limbeck – slægtens øvrige besiddelser, Tørning Len.
For at gøre historien endnu mere kompliceret, så blev pantet fra 1407 aldrig indfriet. Senere kom den under Haderslevhus Amt. Og det var i Brøns på fastlandet den havde
sit tingsted.
Den sydlige del til Schackenborg
Den kongerigske del kom senere til at ligge under Ballum Birk. Det vil så sige, det kom til at ligge under grevskabet Schackenborg. Siden 1661 var det tingsted i Ballum. Men også her er der undtagelser. For så vidt vider, har der været afholdt Tingdag i Tvismark.
Kampen mod sandflugt
I mange år har beboerne på øen kæmpet mod sandflugt. I 1649 skrev præsten, Jens Engelbretsen således:
41 år senere i 1690 skrev den daværende præst Søren Christensen Aagaard:
Sidst i det 17. og først i det 18. århundrede forudsagde sandflugten især i Juvre – området store ødelæggelser. En række lodsejer fra Sønderlandet indsendte i 1824 en klage til stiftamtmand von Castenskiold i Ribe:
Det nye land var oversvømmet
Der skete også nytilførelse af land. Det vil sige, ved højvande kunne man sejle over det, men ved lavvande dukkede det frem. Den 8. september 1789 rejste en kommission fra Rentekammerkollegiet i Ribe for at se på det nye land. Birkedommer Thomsen og to taksations – mænd fra Ballum skulle også have været til stede, men kunne, som det hedder i protokollen, formedelst modvind Ikke kommer over søen.
Men nu kunne det også have været det samme, for man kunne intet se. Det pågældende stykke land var dog ikke at se, ifølge protokollen:
Synsforretningen lykkedes
Fra den omtalte protokol kunne man også læse, at:
Året efter blev der så igen foretaget en Synsforretning. Og denne gang lykkedes det, at se det nye land.
Den vanskelige overfart
I tiden inden dæmningen foregik forbindelsen med omverdenen med sejlbåd fra Havneby til Bådsbøl – Ballum. Der var ingen landingsbroer ved Ballum. Man blev placeret på en vogn med et par simple træstole kørt til og fra skibet. Om sommeren foregik overfarten temmelig regelmæssigt. Men var der vindstille kunne overfarten godt tage 4 – 5 timer. Var det god vind kunne overfarten klares på en halv time.
Var det tåge eller mørke kunne det være svært for vognen at ramme båden. Man kunne let komme til at køre en halv time rundt i vandet, mens kusken tuder i et stort bøffelhorn, og håber på svar fra båden. Ved sådanne lejligheder kunne det sagtens ske, at vandet begyndte at løbe ind i vognen. Så var det ellers om, at få fødderne op for at holde dem tørre.
Kvinderne måtte bæres
Når der var is på vandet om vinteren måtte man gå ud til båden. Så må man håbe at alle passagerer havde lange støvler på. Kvinderne måtte ofte bæres på sådanne ture. Man kunne også blive ofre for drivisen. Så brugte man en åben båd, og faren var så, at blive ført med strømmen gennem Lister – dyb ud til det åbne Vesterhav.
Ribe fik retten til Rømø
I hvalfangstens guldalder deltog så mangen en Rømø – borger. Jo mange var med oppe ved Ishavet fra begyndelsen af det 17. århundrede til slutningen af det 18. århundrede. Fra Arilds tid havde Ribe By ret og højhed over farvandene omkring Rømø. Således dikterede Erik Menved i 1292 et dokument i Nyborg, hvori der blandt andet kom til at stå følgende, der blandt andet gav:
En adelsmand blev pågrebet
Men det hændte ofte, at denne lov ikke blev overholdt. Således i 1483 hvor borgerne havde opsnappet, at Hans von Ahlefeldt på Tørning, var i gang med at udføre en ladning korn med sit skib. Kongen dømte i sagen:
En vigtig havn
Rømø Red var med sit dybe vand og gode værn mod vestlige storme, blevet benyttet af store skibe. Således ankom i 1624 for den tids forhold et stort spansk skib med 800 tønder
salt. Den lå for anker ved Rømø Havn. Her blev det losset og ladningen på 7 lægtere bragt til Ribe.
Rømø havde en stor flåde
Noget tyder på, at Rømø – borgerne i 1676 fik samme ret til farvandene omkring Rømø, som Ribe – borgerne. I en opgørelse fra 1605 over hvilke skibe, der var anløbet Ribe, ser vi at af de 109 fartøjer, der var anløbet Ribe, var de 19 fra Rømø. I 1693 beretter præsten, Søren Christensen Aagaard, at svenskerne havde brændt 26 skibe, og nu var der kun 4 til overs. Noget tyder på, at Rømø havde en betydelig flåde. Mange Rømø – skippere søgte mod Holland.
I 150 år blev hvalfangsten faktisk øens vigtigste næringsvej.
40 kommandører
I Nachrichten von Röm i Staatsbürgerliches Magazin fortælles, at Rømø endnu i det 18. århundrede havde 40 kommandører. Mod slutningen af århundredet har de fleste dog rettet blikket mod Island og sildefangsten samt almindelig fragt.
Påstande om, at der på øen har været 16 hvalfanger – både kan ikke være rigtig. Det var en ret dyr affære, at udstyre sådan en båd. Den formue har slet ikke været
til stede. Således omtales et sted, at 5 kommandører fra Rømø omkom efter forlis som kommandører på skibe fra Hamborg.
Søfarten skabte velstand
Søfarten har båret den fattige ø frelst gennem hårde tider, og skaffet øens befolkning det daglige brød. Endnu kan man på øen se minder fra denne tid.
Landbruget
Landbruget tog over som den vigtigste indtægtskilde. Men her havde man store udfordringer med vejret og oversvømmelser. Man samarbejde og brugte hinandens enge. Ligeledes var man fælles om bjergning. Som tidligere nævnt har øen ingen skove. Man var afhængige af drivtømmer.
Tørvegravning
På bestemte dage i forsommeren samledes man til tørvegravning. Efter tilsigelse af æ Pandmand måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på Stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at finde en velegnet plads. Klokken 9 hejste æ Pandmand sit flag som tegn på, at nu måtte man begynde. Man gravede til klokken 12 og senere igen fra kl. 3 til seks.
Enklaver
Nu var alt ikke så ligetil. For ind imellem alle andre var de såkaldte enklaver. Her var Riberhuses og Haderslevhuses undersåtter. De havde alle forskellige forvaltninger, beskatninger og retsordninger. Man forsøgte sig med mundtlige aftaler, men det hjalp nu ikke altid. Forskellige skriftlige anordninger blev vedtaget, men det stred mod de enkelte byers interesser.
Kvinderne tog sig af det praktiske
Mens mændene var på havet, måtte kvinderne tage sig af det praktiske. Det gjaldt også, når de følte, at andre byer på øen overtrådte diverse bestemmelser. De følte sig dårlig behandlet, når de skulle rejse 16 mil til Haderslev for at føre deres sag.
Antal af hornkvæg steg
I 1840′ erne tog mændene igen over, når det gjaldt landbruget. De var blevet trætte af søen, men var langt oppe i årene. Kvægopdræt blev dyrket med succes på Rømø. Ifølge Nachrichten von Röm var der i 1824, 110 heste, 250 stk. hornkvæg og 500 – 550 får over på øen. I 1902 var tallet for hornkvæg oppe på 937 og der var 1.696 får.
Fiskeriet gik tilbage
I 1575 tilkendtes præsten på øen en afgift i fisk af hver båd, der fiskede på øen. Fiskeriet må den gang have været betydelig. Nedgangen i fiskeriet gik ud over præstens indtægt. Dette fremgå af en indberetning fra 1690. Fiskeriet syntes aldrig at være kommet rigtig på fode igen. Ifølge Nachrichten von Röm fandtes der i tiden omkring 1824 kun få torsk og hvillinger.
Østersfiskeri
I samme Nachrichten tales det om, at de østersbanker, der var ved øen var blevet ruinerede. Der var i 1824 kun tre både beskæftiget med østersfiskeri. Tidligere havde der været 12 både.
I arkivet fra Schackenborg tales om 14 skibe, der drev østers – fiskeri. Bankerne blev drevet af grevskabet. Dette har vi tidligere berettet om her på siden. Også Sælhundejagten har ifølge Nachrichten von Röm og Danske Atlas tidligere har været drevet med godt udbytte. Men grundet flytning af sandbanker måtte dette opgives.
De meget rige på Rømø
Der fandtes rige folk på Rømø – dengang. Således sagde man om Harcke Thades i Toftum, at han ejede så meget, at hver gang klokken slog, fik han 1 rigsdaler. I rente hver gang klokken slog. Han skulle have arvet
en formue efter sin kones morbroder. Han var en Kaptajn Petersen, der ved sejlads fra Gøteborg skal have tjent 160.000 rigsdaler. Harcke Thades hus havde været udstyret med overdådig pragt, og der var masser af sølvtøj og andre værdigenstande.
At det har været rigdom på Rømø afspejles også af, at bønder fra hele det nordvestligste Slesvig søgte til øen for at låne penge. Det afstedkom fallit og bedrageri for store pengebeløb.
Også mange fattige
Men der var også masser af fattigdom. Mange havde slået sig på flasken. Det forstærkede bare nøden. Det var ikke bare skibsfartens overgang til dampdrift, der var årsag til Rømøs dalende velstand. Indirekte var det prøjsiske herredømme også årsag til dette. En betydelig formue forsvandt fra øen i den tid.
Kigger vi på husene på Rømø, så er der to grundtræk, der går igen:
Det var disse krav som husene måtte indordne sig under, og det har da også givet sig udslag i husenes form og indretning.
Flotte nationaldragter
Mændene på Rømø har aldrig båret nationaldragt. Derimod har kvinderne bevaret deres særegne dragt helt op til vore dage. Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Trods hjemmevævet tøj, som den er syet af, er den præget af lethed. Det gælder især den daglige dragt. Festdragten er dog mere tilknappet.
Hovedbeklædningen var oprindelig et såkaldt pandestykke såvel til dagligdagen som til gilder. Man havde også en speciel kirkedragt med det ejendommelig hovedtøj, kirkehatten.
De nye generationer af piger på Rømø har valgt ikke at lade sig klæde lige som deres oldemødre og tip – oldemødre.
Eventyr fra hele verdenen
Vinter – aftnerne på det gamle Rømø blev ofte brugt på historier fra søen og fjerne lande. Her kunne man høre om uhyre isbjerge, hvalfisk, farlige isbjørne, sydens glødende sol, Kinas særheder og Indiens vidundere. For kvinderne var det den eneste mulighed for at vide hvad der skete i verdenen omkring dem. Kun de færreste af dem oplevede mere end de halvanden
kvadratmil, der til daglig omkredsede dem. Alle deres oplevelser begrænsede sig mellem Lister Dyb og Juvre Dyb.
Inden man tog på langfart
Inden en sømand rejste om foråret, skulle han først ud i nabolaget og omkring hos venner, bekendte og familie for at sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.
Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes en Punch og en kop kaffe. Man skulle vogte sig for ikke at snakke for meget om selve afskeden. Det kunne være et dårlig varsel. Man vidste dog godt, at det kunne være sidste gang, at man sås.
Slægtninge og venner tog så hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang. Når færgemanden meldte at både var klar, blev den sidste Punch drukket i en fart.
I søfartens storhedstid havde sømændene som regel fået hyre, inden de rejste. De store rederier fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.
Goddag – og tak for sidst
Når sømanden så velbeholden var kommet hjem, skulle han så igen ud at besøge venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: Goddag – og tak for sidst. I tidligere tider blev
der i kirken hver søndag bedt for søfolkene. Og sømanden gik til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver kommandør præsten er rigsdaler for dette.
Høstfesten
Høstfesten var en af højdepunkterne. Man tog det pæneste tøj på, efter sliddet og så var det ellers fest. Ellers gik vinter – aftenerne med vævning og katning samt spinding. Børnene og de mænd, der ikke var på søen, strikkede.
Kogning, brygning og bagning
Der var ikke store fordringer til kogekunsten. Brygning og bagning var der også tid til. Der blev bagt, så det kunne holde til cirka en tre ugers tid. Tre – fire af naboerne udvekslede sigtebrød, så man altid havde noget. Når man så selv bagte, glemte man ikke naboerne.
På Rømø var der en hel speciel bryllups – tradition, som vi tidligere har omtalt. Det samme gjaldt for begravelser. ( Se artiklen: Rømø – en ø i Vadehavet).
Peters Dag
Specielle traditioner var det m.h.t. julegildet, høstgildet og svineslagtningen. Og så var det folkefesterne som Fastelavn og Peders Dag. Til Pers Awten drog drengene i skare rundt og bad om en knippe halm. I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde. Halm og tønder blev bragt op på en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og træ, sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by ved kysten.
I tidligere tider samledes ungdommen om bålet så længe det sendte sit lys ind over de mørke klitter. Der lød latter, sang, og da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne. Tilfældige fester opstod der også på Rømø, indtil Prøjserne også satte en stopper for dette.
Sorgens år 1777
Ofte måtte øen dog opleve sorg, når der blev meddelt, at en af øens beboere var blevet derude. Særlig i årene 1777 og 1746 var der mange Grønlands – farer, der blev derude. I 1777 drejede det sig om 50 Rømø – borgere. Man blev i kirken bedt om, at bede for de savnede. Håbet at de savnede skulle vende tilbage svandt dog efterhånden. Sorgen knugede efterhånden i hvert hjem på Rømø. Befolkningen var klædt i sorg.
Til foråret tog Grønlands – farerne afsted på ny. Afskeden var mere gribende end ellers. Og tomheden har sikkert været følt stærkere end nogensinde før. I slutningen af juni kom kun 51 af 150 hjem. Nogle måtte dog overvintre på Grønland. Men en masse Rømø – borgere vendte aldrig hjem.
Og det er meget mere at fortælle om Rømø, men det må I vente med til tredje del.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (207 artikler):
Redigeret 23-09. 2021