Artikler
Maj 23, 2013
Jernbanefeberen var nået til Aabenraa. Vi skal tilbage til 1844. Byen skulle forbindes med Hamborg. Store planer blev iværksat. Men planen måtte droppes. Så vendte man blikket nord på. En rute Aabenraa – Haderslev – Årøsund skulle etableres. En stor analyse blev iværksat. Aktierne blev solgt på rekordtid, for i Hamborg tog man fejl af Årøsund og Øresund. Men ak og ve. Den Kongelige Jernbane-kommission sagde nej. Senere blev der forbindelse, men det var via snørklede forbindelse med Æ Kleinbahn.
Jernbanefeber i Sønderjylland
Som børn sad vi klinet op af tv – skærmen, når tysk tv sendte serien Union Pacific. Serien handlede om jernbanefeberen i USA. Men denne feber eksisterede så sandelig også i Sønderjylland. Man skruede forventningerne op i helt astronomiske højder.
Feberen nåede til Europa
Da jernbanen fra Manchester til Birmingham i 1830 startede, var det startskuddet til en sand revolution inden for samfærdsel. Før den tid var der godt nok anlagt mindre jernbaner i både England og USA. Få år efter i 1835 blev den første jernbane anlagt i Tyskland. Den var så godt nok kun på 6 km. Men en sand jernbane – feber var opstået i Europa.
Vi har smagt Jernbane – siruppen
I Belgien og Frankrig overlod man anlæggelse af jernbaner til staten. Men i Tyskland var det på privat initiativ. Det blev nu også derefter. En mængde mere eller mindre gennemtænkte
og usandsynlige planer opstod. I Hamborg gik man fuldstændig i selvsving for at tegne jernbaneaktier. I bladet Dannevirke kunne man den 24. april 1844 læse følgende:
Og bladet fortsatte af samme skuffe, hvori den omtalte Lütgens skriver:
Ville forhindre preussiske planer
På et tidlig tidspunkt fik man øjnene op for den betydning som jernbanerne i Slesvig og Holsten ville få. Den korte afstand mellem Nordsøen og Østersøen har gennem århundrede været
med til at præge samfundsforholdene i disse egne. Vi har her på siden i flere artikler beskrevet de fantastiske planer, man havde.
Den danske regering var allerede midt i 1830erne presset til at tage stilling i jernbanespørgsmålet. De preussiske planer gik på at fremme transithandelen mellem Hamborg og Lybæk. Dette skyldtes, at man på denne måde kunne undgå Øresundstolden.
Den danske regering var af den opfattelse, at den eneste måde, hvorpå de preussiske planer kunne forhindres var et anlæg af en transitbane på det danske monarkis territorium.
Den kongelige Jernbane-kommission
Man nedsatte derfor den 10. december 1835 Den Kongelige Jernbane-kommission. En bekendtgørelse fra 1840 bestemte på hvilke betingelser enkeltpersoner eller selskaber kunne forvente at få tilladelse til anlæg af jernbaner til forbindelse af Nordsøen og Østersøen gennem hertugdømmet Slesvig eller hertugdømmet Holsten. Muligheden for andre linjeføringer blev overhovedet ikke nævnt. Betingelsen var, at der ikke måtte dannes jernbaneaktieselskaber, med mindre de havde fået koncession af staten.
Det første resultat af Jernbanekommissionens arbejde var anlæggelsen af Christian den Syvendes Nordøstersø – jernbane fra Altona til Kiel (se artiklen: En jernbanestrækning i Sydslesvig) Den blev åbnet på Christian den Syvendes fødselsdag den 18. september 1844. man havde den holdning at For baner i selve kongeriget nærede man derimod fra statens side absolut ingen intentioner.
Mulige og umulige projekter
Men tanken om jernbaner voksede. I foråret 1844 opstod en mængde mulige og umulige projekter. Staten gav godvillig koncession til nivelleringen af de pågældende banestrækninger.
Ethvert projekt blev bestormet af folk, der ønskede at tegne aktier. Men i de allerfleste tilfælde fortabte projektet sig i mørke.
Det var god grund til, at disse hastigt opdukkede aktieselskaber, som for en stor del var svindelforetagender kom under et vist tilsyn fra statens side. Og på den måde fik Jernbanekommissionen udvidet sit arbejdsområde. Nu skulle man behandle alle jernbaneplaner, der kom frem i Slesvig og Holsten samt hele monarkiet.
Det var dog bestemt heller ikke enighed om projekterne, og hver by, der blev berørt holdt på sine egen fortolkning.
Dalgas: Vejnettet er tilstrækkeligt
I en indberetning fra 1841 til Rentekammeret mener Gustav Skram, at jernbaner absolut var en nødvendighed i Danmark. Han havde indsendt et forslag om anlæggelse af en jernbane København – Roskilde. Det var også Dalgas, der 14 år tidligere mente, at vejnettet i Jylland var tilstrækkelig til de få rejsende og ikke væsentlige varetransport. Vejene skulle blot vedligeholdes og forbedres i ny og næ.
Advarsel mod jernbaner til købstæderne
Og Dannevirke havde sandelig ret, da de den 15. maj 1844 skrev følgende:
Jernbanekommissionen havde udsendt et spørgeskema til samtlige byråd og amtsråd i Jylland. Man mente, at en jernbane ville være en stor fordel for landbruget. Og i købstæderne var man med få undtagelser enige om, at en længdebane ville være til skade for byerne. Man mente blandt andet, at ved anlæg af en længdebane ville købstædernes handel og håndværk blive udkonkurreret af Hamborg. Ligeledes mente man, at skibsfarten på de jyske havne ville aftage.
Man mente også at anlæggelse af jernbanen ville ende med et økonomisk stridsspørgsmål mellem land og by.
Aabenraa – Årøsund
I foråret 1844 blev planerne om en jernbane, der fra Aabenraa skulle gå over Haderslev til Årøsund. Grunden til denne plan var, at man havde fået tilladelse til en strækning fra Rendsborg til Flensborg. Den nødvendige aktiekapital var sikret. Samtidig blev der også fremsat et projekt om en jernbane fra Flensborg over Husum til Tønning. Forbavsende var det, at aktierne til denne strækning var tegnet af beboere fra Hamborg, selv om denne bane ville være i direkte modstrid med Hamborgs interesser.
I Aabenraa var der nedsat en komité bestående af borgmester Schow, agent Jørgen Bruhn, og de deputerede Lüders og Karberg. Man skulle arbejde på at få forlænget den forventede Rendsborg – Flensborg jernbane til Aabenraa.
Man glemte Haderslev
I Haderslev var man ikke så begejstret over, at en deputation fra Aabenraa var rejst til Slesvig, for at rådføre sig med de mænd, der var interesseret i at få en bane fra Flensborg til Aabenraa. Og i Dannevirke kunne man læse følgende under overskriften, Virvar – Den i hertugdømmerne opståede jernbane – hurlumhej vedbliver at stige:
Planen Flensborg – Aabenraa opgivet
Og sandelig så kunne Dannevirke den 24. april 1844 yderlige meddele, at ifølge pålidelige efterretninger havde magistrat og Deputeret-kollegium afsluttet kontrakt med Hr. Jacob Meyer fra Rendsborg.
Ved kongelig resolution af 24. maj 1844 meddeltes det komiteen i Aabenraa tilladelse til nivellering af en jernbane fra Flensborg til Aabenraa. Men videre kom planen imidlertid ikke. I stedet for forsøgte man nu med al magt at fremme Chaussébygningen mellem de to byer.
En anden plan, der heller ikke blev til noget, var en jernbane fra Flensborg til Sønderborg med fortsættelse til Mommark eller Fynshav. Herfra skulle der så være forbindelse med dampskib
til Fåborg. Men jernbanesagen var lagt fra død, selv om dette første projekt fik en uheldig skæbne.
To herrer fra Rendsborg
Dannevirke kunne senere meddele, at der hos gæstgiver og agent Petersen indtraf to herrer fra Rendsborg. De ville forhandle om en jernbane fra Aabenraa til Haderslev. Om eftermiddagen deltog flere i mødet. Åbenbart var det Slesvig – Holstenske blad Lyna bedst orienteret om planerne. Den 1. maj kunne Dannevirke dog meddele, at herrerne fra Rendsborg igen havde været på besøg. En ny komité var dannet, og deres opgave var at etablere en jernbane fra Årøsund til Haderslev, Aabenraa og til Flensborg. Så skulle det så gå videre via Slesvig og Rendsborg til Hamborg.
Aktietegning
Man udstedte fuldmagt til handelshuset Lawaetz & Koch i Altona til at lade foretage tegning af 7.00 aktier a´ 100 specier. Hertil kom så 500 aktier á 100 specier, som skulle reserveres til tegning i Slesvig. Fuldmagten sluttede med at fastslå, at aktionærerne kun er bundet af tegning, såfremt den landsherrelige koncession er opnået inden seks måneder fra 1. juni at regne.
Forvekslede Årøsund med Øresund
Det gik hurtig med at få afsat aktierne. Men tilsyneladende var ikke alle klar over, hvad det drejede sig om. Ifølge Altonaer Mercur havde mange på Børsen i Hamborg forvekslet Årøsund med Øresund. Den 8. juni 1844 bragte Lyna en meddelelse om at en deputation fra Kolding og Middelfart den 29. maj var afrejst til København for at andrage Hans Majestæt kongen om allernådigst tilladelse til et jernbaneanlæg fra fra Haderslev over Kolding og Middelfart til Odense. Deputationen vendte tilbage med et løfte om, at sagen skulle blive nærmere overvejet.
Andre planer på Fyn
Andre projekter var i gang på Fyn. Og det var en rute fra Nyborg over Odense til Assens. Men Haderslev – komitéen fik pludselig problemer. Kommissionen mente nu pludselig, at man havde bevæget sig på lovens grund, da man udstedte aktier. Man mente også, at komitéen havde ignoreret de normer, der var foreskrevet i diverse bekendtgørelser. Men alt imens arbejdede
man videre med projektet. Og den 8. oktober 1844 indgav man ansøgning til Den Kongelige Kommission.
Budgettet Aabenraa – Årøsund
Man lavede et overslag over udgifterne på de 5 ½ postmil (ca. 40 km). Det ville koste 2.760.000 mark. Fra Aabenraa skulle banen gå i en svag bue mod øst over en mosestrækning for derefter at bøje mod vest op gennem et dalstrøg til Rise Hjarup. Herfra skulle banelinjen gå over Lerskov og Øster Løgum til Hovslund i en næsten lige linje og over et terræn med
overvejende sandet jordbund. Fra Skovby fik banen en mere østlig retning mod Vartenberg Kro, i hvis nærhed der måtte bygges en bro for at føre toget over den dal, der fandtes her. På den videre strækning over Marstrup til Haderslev dannede banelinjen to svage kurver. Fra Haderslev skulle jernbanen gå langs fjorden, hvorfra den passerede syd om gården Spatlund og landsbyen Øsby. Den sidste del af af banelinjen var lagt nord om Hajstrup og deraf i sydøstlig retning mod Årøsund Havn.
Anskaffelse af lokomotiver, vogne og værktøj androg 290.800 mark. Opførelsen af tre banegårde ville koste 308.900 mark. De anslåede udgifter overskred ikke det beløb, som aktietegningen udviste.
Haderslev ville bestemme, hvor banegården skulle ligge
Man mente fra Haderslevs side, at banen ville give velstand for byen. Men man ville dog selv bestemme, hvor barnegården skulle ligge. Og at endestation var Årøsund skyldes overfarten til Assens. I århundrede havde denne overfart over Lille Bælt eksisteret. Den blev i nævnt i Haderslev Stadsret i 1292. Måske er kun Varnæs ældre som færge-by. Den nævnes således i Kong Valdemars Jordebog. Overfarten blev i tidens løb benyttet af de kongelige og ofte anvendt til troppetransporter. Det var også denne overfart man brugte til den ugentlige postforbindelse fra Assens til Hamborg.
Et dampskib blev også anskaffet i forbindelse med jernbaneeventyret.
Årøsund Havn kunne let udvides
Man mente også at vejen fra Haderslev i denne forbindelse skulle forbedres. I indberetningen til Jernbanekommissionen påpegedes at Årøsund var udehavn for Haderslev. Endvidere blev det påpeget, at der på Haderslev Fjord kun kunne sejle både på 5 – 6 fod.
Havnedirektøren påpegede, at man for 4.000 rigsdaler kunne skaffe plads til 50 store skibe. Agent Bruhn kunne meddele, at Haderslev årligt modtog 30 – 40 svenske skibsladninger.
De ankrede op i nærheden af Årøsund. Fremover kunne disse ladninger transporteres med jernbane.
Bønderne i Hajstrup var imod
Jernbanekommissionen fik ligeledes at vide, at Årøsund var et almindeligt bade – og forlystelsessted for indbyggerne i Haderslev, Christiansfeld og omegn. Der blev meddelt, at stedet blev søgt årligt af mindst 4.000. Men med jernbanen ville dette tal vokse til 18.000.
I beskrivelsen anfører man ligeledes, at der er 6 mil til Nordsøen og 2 mil til Østersøen, og at befolkningstætheden er større på østkysten. Man henstiller også til at hovedvejen til Ribe vil blive fremprioriteret. Dette vil skabe en vækst for jernbanen.
Man havde store forventninger til strækningen Aabenraa – Årøsund. Men det var der nu ikke alle, der havde. I hvert fald ikke bønderne i Hajstrup. De sendte et bønskrift til kongen den 30. juli 1844.
Rentabiliteten blev forskønnet
Komitéen erkendte fuldt og helt, at det var vanskeligt at foretage en beregning af banens likviditet. Men de medsendte dog et bilag på 14 foliosider “Rentabilität einer Apenrade – Hadersleben – Aarøsunder Eisenbahn”
Efter oplysninger fra postkontoret, blev der i 1843 befordret 5.490 personer fra Aabenraa og til og fra Årøsund. Komitéen anslog, at yderligere 7.000 havde befærdet disse strækninger i private vogne, således at det samlede antal rejsende kom op på 12.490.
Hvor mange, der gik til fods, hvilede unægtelig på et meget tyndt grundlag. Man gik ud fra det antal vandrebøger og pas, der var blevet visiteret af politiet. Det var i alt 5.700. Da ikke alle havde vandrebog eller pas skønnede man at det rigtige tal var 11.400.
Man anslog alt i alt, at det årlige passagertal ville blive 88.800 og man dristede sig også til at sige, at 4.400 ville køre 1. klasse, 22.200 på 2. klasse og 62.160 på 3. klasse.
Med hensyn til godstransporten vurderede man ud fra Statistisk Tabelværk og andre tilforladelige kilder, at det antal landbrugsprodukter, der årligt førtes gennem Haderslev beløb sig til 40.000 center fra Jylland, 12.000 center fra Fyn og 9.000 fra Haderslev og Omegn.
Dertil kom en masse andre tal. De var dog ret usikker. Man gik ud fra, at Fyns eks – og import også ville ske via banen til videre transport med banen Flensborg – Husum – Tønning eller til Hamborg.
Modtagelsen var køling
Det var et meget grundigt og stort arbejde, som Haderslev – komitéen havde lagt for dagen. Men modtagelsen i Den kongelige Jernbane-kommission var mildest talt kølig. Og svaret var også meget klart:
Flere skriverier fulgte, men kommissionen forblev negativ. Derefter lå sagen stille i et års tid. Men den 30. oktober 1845 forsøgte man igen. Men ak , heller ikke denne gang lykkedes det.
Plan for jernbaner i Slesvig og Danmark
I 1850 fremkom en samlet plan for for jernbaner i Slesvig og Danmark. Planen blev offentliggjort i et lille skrift med titlen “Motiveret Forslag til successiv Fuldførelse af et Jernbane – Dampskibs – og Telegraphsystem for Danmark og Slesvig”.
Planen var baseret på tværbaner. Hoved-banen skulle gå fra København over Korsør og Middelfart til Hjerting. Fra Korsør skulle der etableres dampskibsforbindelse til Århus. Derfra skulle etableres jernbane til Skive og Flensborg, hvorfra der skulle være jernbane til Husum og Tønning.
Havne ved Vestkysten
I den tyske tid omkring år 1889 talte man meget om en havn ved vestkysten af Sønderjylland. Først var der tale om en havn i Havneby på Rømø. Senere var det planer om en havn ved Emmerlev. Og endda også på øen Jordsand. Og i den forbindelse skulle der anlægges en tværbane over Skærbæk, Toftlund og Vojens Og igen var Årøsund i spil. Ved en havneudvidelse ville man også inddrage øen Årø.
Haderslev blev forbundet med Årøsund
Haderslev fik sin jernbane til Årøsund. Det var dog ikke den, man havde tænkt på i 1844. Fra 1903 til 1938 gik den smalsporede jernbane fra Haderslev til Årøsund. Men på grund af diverse sving blev længden på 27 km. Den direkte forbindelse på landevejen er kun på 15 km. Det hævdedes at en fodgænger kunne gå på den samme tid fra Haderslev til Årøsund. Da der på strækningen begyndte at komme rutebiler, foretrak folk dem.
En bro kom i vejen
Lokalbanerne i Haderslev Amt blev anlagt ligesom de andre lokalbaner i Sønderjylland efter den “Preussische Kleinbahngesetz fra 1892”. Det blev den længste bane i Sønderjylland på hele 207 km. Hovedkontoret blev etableret på Amtsbanegården i Haderslev. Og i 1914 var der hele 432 ansatte i Haderslev Amts Jernbaner.
I tiden efter Genforeningen var jernbanen igen til debat. Og i disse år rejstes der igen røster for en normalsporet jernbane til Årøsund, og en færgeforbindelse herfra til Assens. Men planer om en bro over Lille Bælt kom i vejen.
Der var forbindelse med Aabenraa – Haderslev
Faktisk kom der også jernbaneforbindelse mellem Aabenraa og Haderslev. Men denne forbindelse var ikke beregnet for passagerer. Det var i den tyske tid, hvor man brugte de smalsporede baner i både Haderslev Amt og Aabenraa Amt til at anlægge forsvarsværker. Og den smalsporede bane skabte også en forbindelse fra Østersøen til Nordsøen.(Se artiklen: Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt) Men igen var det tyskerne, der anlagde det sidste stykke til forsvarsværker ved vestkysten.
Og forbindelsen til Flensborg blev også etableret. Men til Aabenraas store fortrydelse gik den til Rødekro. Delstrækningen Flensborg – Rødekro blev indviet i april 1864. Og forbindelsen Rødekro – Aabenraa vender vi tilbage til.
Kilde:
Redigeret 19. – 11. – 2021
Maj 23, 2013
Hele tre skoler havde sognet. Der var krav fra greven på Schackenborg til lærernes og degnens duelighed. I 1889 døde syv søskende af difteritis. Der var 12 inspektioner på fem år. Der var protestskrivelse mod tyskundervisningen. Og en lærer nægtede at aflægge ed til Prøjsen. En masse adelige hørte til i sognet, Rantzau, Ahlefeldt og Rosenkrantz. Emmerlev gamle skole er i dag fredet.
Fiskeri og søfart
Emmerlev blev nævnt første gang i 1292. Dengang hed det Emberløf. Søfart og fiskeri spillede en stor rolle for byen. Fiskeriet foregik ved, at man med hestevogn kørte ud på vaden og satte garn ved ebbetid. Ved næste ebbe kunne man så hente fangsten ind på samme måde. I dag er det så mange spor tilbage af dette. Og heller ikke mange spor af søfarten. På et tidspunkt udgjorde Emmerlev udehavn for Tønder. Emmerlev var også udskibningssted for okser i 1600 – 1700 – tallet. Som ballast medbragte skibene stykgods fra Holland. Det var blandt andet hollandske fliser. Disse fliser kan man endnu se i ældre huse og gårde i Emmerlev.
Til Højkro, der ligger ved kirken hørte der oprindelig også et landbrug, ja der har engang hørt omkring 100 tønder land til.
Adelige
Det var her vi som unge gik til bal på Emmerlev Klev og lyttede til Silver Boys og dansede med smukke piger. Men det var også i denne by, der huserede mange adelige gårde. Således tilhørte Kogsbøl omkring 1400 Familien Rosenkrantz. Kogsbøl og Søndergård tilhørte statholder Geert Rantzau, som overdrog det til sin søn, Grev Christian Rantzau. Disse to gårde blev senere kongelige. Inden da delte arvingerne efter Fr. von Ahlefeldt gårdene mellem sig. Christian Albrecht von Ahlefeldt fik Kogsbøl og Søndergaard, mens broderen Frederik von Ahlefeldt fik Solvig.
Sognets stolte sønner
Og vi skal da vel også lige nævne et par af sognets stolte sønner. Biskop over Lolland Falsters stift Peter Outzen Boisen blev født den 16. november 1762 i Emmerlev. Faderen var landmand og bestyrer af kniplingshandel. I 1784 fødtes Niels Nicolai Falck i Emmerlev, etatsråd og professor ved universitet i Kiel. Han udgav en del juridiske og historiske skrifter.
Men inden vi kommer for godt i gang, så er det bare en af de fredede bygninger, vi vil koncentrere os om. Det er den Gamle Skole. Det vil sige, at vi begynder længe før, denne skole blev bygget.
Tre skoler
Sognet havde i 1735 tre skoler. I 1737 fortalte præsten, J. Claudius, at de tre byer, Sønder – og Nørre Sejerslev samt Emmerlev hver havde deres eget skolehus. Hvert skolehus havde egen skoleholder, der selv skulle holde husene vedlige. Man må virkelige sige, at det var ganske imponerende, at man kunne mønstre hele tre skoler herude i Emmerlev skoledistrikt.
Fattigfolks børn fik betalt skolegangen
Elever fra Kærgård, Nyland og Gammelby søgte Emmerlev Skole. Skoleholderen fik som løn for hvert barn to danske skilling om ugen, som forældrene selv skulle betale. Fattigfolks børn fik skolegangen betalt. Og det skete ved at
Pastor Claudius konkluderede:
En biskole indtil 1824
Skolen i Emmerlev var indtil 1824 en biskole, mens skolen i Sønder Sejerslev var hovedskolen, fordi den var betroet degnen. Skolen og degnen var knyttet tæt sammen. Efter en forordning fra 1739 fulgte en bestemmelse om, at det var godsejerne, der afgjorde , hvor mange skoler, der skulle oprettes rundt i deres distrikter. Det var også godsejerne, der fastsatte lønningerne.
Under Schackenborg
Emmerlev Skole hørte under Schackenborg. Og greven her havde ikke travlt med at få en ordning. I 1775 tog han dog sagen op, og skærpede kravene til degnens og skoleholdernes duelighed. Og lønningerne blev derefter fastlagt efter Lærerens Omhu i at undervise.
Per Skolemester
Skoleholderen holdt skole i tre fag af sit eget hus, som kunne rumme tredive børn, men i 1793 købte byen et hus og anvendte det til skole og lærerbolig. I 1816 blev det sognets ejendom, da det ifølge lov af 29. juli 1814 blev en skolekommune.
Den
første skoleholder, der kendes, hed Peter Juul, der i en gammel regnskabsbog omtales som Per Skolemester. Han afgik ved døden 1759 og efterfulgtes af sønnen Johannes Petersen Juul, der døde i 1793. Hans død har nok været årsag til byens køb af et skolehus.
Læreren med kun en arm
Den næste lærer var Hans Petersen, der stammede fra Højst. I 1797 – 1798 blev han kaldet til degn i Felsted. Han efterfulgtes af Hans Christensen, der er født i Sønder Sejerslev 1771. Før sin ansættelse her, havde han været skoleholder i Bodsbøl – Ballum.
I 1806 flyttede han til Ringkøbing. Hans efterfølger hed Christian Knudsen Hansen. Han bestred embedet fra 1806 til 1813. Han var gårdmandssøn fra egnen. Hans far hed Hans Peter Christensen. I sin ungdom var han sømand. Men ved et uheld, blev hans arm kvæstet så meget, at den måtte amputeres. Da han i 1813 fratrådte, blev han gårdmand og koncessioneret høker under Schackenborg. Han døde i 1839, men da havde han i de sidste 17 år lidt af sindssyge.
Duelig og nidkær
Knud Jacobsen blev den næste lærer. Han blev født i 1791 som søn af gårdmand Jacob Christensen i Kærgård. Før sin ansættelse i Emmerlev havde han været skoleholder i Abterp. I Emmerlev Sognekrønike siges det om ham:
Lave, fugtige og mørke
Da skolehuset var blevet for lille, købtes der i 1836 et nyt hus et stykke øst for den forrige. Der blev indrettet skolehus og lejlighed, men begge dele var lave, fugtige og mørke. Fra 1847 til 57 fik Christian Frederik Kaysen ansættelse. Han blev født 1806 som søn og degn af skolelærer Knud Kaysen i Vesterende – Ballum. Han besøgte seminariet i Vesterborg, og var fra 1832 – 36 substitut ved skolen i Døstrup, fra 1836 til 1839 lærer i Drengsted. Siden blev han kirkesanger og skolelærer i Tirslund indtil 1841. Han blev gift i Døstrup med Johanne Koch, en datter af fhv. pastor Koch i Døstrup og søster til provst Gabriel Koch. Kaysen døde i 1886. I 1857 købte skolekommissionen en grund og lod opføre en ny skolebygning. Det er så den bygning, der er fredet.
Fra lærer til kirkesanger
Kaysens efterfølger blev Frederik Nielsen Bøttcher, søn af gårdmand og værtshusholder Niels Nielsen Bøttcher i Arrild. Han blev født i 1821 og dimitterede 1843 fra Snedsted seminarium. I to år var han lærer i Lindtrup, derpå i tre år ved Lovrup skole i Døstrup sogn. Siden blev han ansat i Bodsbøl – Ballum, hvor han virkede i 6 ½ år. Efter to års ophold i Emmerlev blev han kaldet til kirkesanger i Ballum og skolelærer i Vesterende.
Nægtede at aflægge ed
Det ledige embede i Emmerlev blev i 1860 søgt af seks seminarister. Valget faldt på Hans Bendix Jensen, der er født i Arnum 1837 som søn af gårdmand og sognefoged Andreas Hans Jensen. Han dimitteredes fra Lyngby seminarium 1858 og var derefter i 1 ½ år i Højrup, inden han kom til Emmerlev. Da han i 1867 nægtede at aflægge ed til den prøjsiske konge, blev han
afskediget. Han solgte sit indbo ved auktion og flyttede med sin familie til sin kones hjemsted i Galsted, Agerskov sogn.
Udpræget dansksindet
Efter at Hans Bendix Jensen var blevet afskediget , indstillede skolekommissionen et nyt forslag til direktionen. Men det blev forkastet. Der var i alt 25 ansøgere til embedet. Det blev den 36 årige Kristian Paulsen Hansen, som bestred embedet til sin død 1877. Han var født i Rens den 11. april 1831 og dimitteret 1862 fra Tønder seminarium med karakteren meget duelig. Han var søn af af skrædder Peter Hansen og Anna Catharina Paulsen i Rens. Efter hans død, bosatte hans kone og børn sig i Tønder. Paulsen Hansen har været udpræget dansksindet.
Protestskrivelse
Det tyske sprog indførtes nu i skolen. Det skete ved et dekret i 1871. Dette førte til en protestskrivelse i Emmerlev skoledistrikt med 47 underskrifter (det var på det tidspunkt ca. 74 børn i skolen. Men skrivelsen hjalp ikke, Paulsen Hansen måtte undervise på tysk. Dette førte til mange forsømmelser. De mange dansksindede var ikke begejstret for, at lade deres poder undervise på tysk. Man forsøgte fra myndighedernes side at aflive uvæsenet ved idømmelse af større “mulkter”
Forældrene blev også vrede over, at der blev grebet til udpantning, hvis man ikke kunne få tilstrækkeligt med skolepenge til de tyske undervisningsmidler.
Tyske børnebiblioteker
Efterfølgeren blev den 28 – årige H.J. Hansen fra Nørrejylland. I 1849 havde han fået sin seminarieuddannelse på Jelling seminarium. Han forlod embedet i Emmerlev i 1881, fordi han blev syg. Derefter flyttede han sammen med sin kone og barn til Horsens, hvor han døde samme år. I hans embedsperiode dalede børnetallet til 59 i 1881. Der blev oprettet tyske børnebiblioteker samt indskærpet alle lærere, at de skulle anvende tysk som undervisningssprog.
Mange skoleinspektioner
Den næste lærer i Emmerlev (1881 – 1888) hed Jacob Friedrich Andreas Petersen. Han var født i Lundbæk, Tinglev sogn. I 1888 blev han degn i Ravsted. Han blev dekoreret med Hausorden von Hohenzollern. Han var tysksindet. Og i Emmerlev påbegyndte han en Schulchronik, som den efterfølgende lærer førte op til 1920. I hans embedstid havde der været 12 inspektioner på 5 år. En del sygdom gennemgik børnene i hans periode, blandt andet tyfus og mæslinger.
Den 16. juli 1886 var 57 elever på udflugt til Møgeltønder. En årlig eksamen blev der også afholdt.
Lærer indtil Genforeningen
Petersens håndskrift ophører i 1887 i Schulchronik. Lærer og degn Iversen i Sønder Sejerslev tog sig af historien og undervisningen indtil en ny lærer indtrådte. Lærer nr. 13 i rækken, blev Christian Jensen Westergaard . Han blev i embedet helt indtil Genforeningen i 1920. Han blev født den 26. maj 1861 i Stenderup, Toftlund sogn. Westergaard blev gift den 10. september
1884 med Christine Caroline Haase.
Westergaard blev dimitteret fra Tønder Seminarium, den danske afdeling i 1883. Han aflagde prøve i Haderslev i 1886.
Kommuneforstander
Som kommuneforstander førte han kommuneprotokollen på dansk indtil 1906, hvorefter han vekslede mellem dansk og tysk indtil 1910. Derefter var det udelukkende på tysk. Kommuneforstander – jobbet var meget tidskrævende, hvorfor han ind imellem også inddrog skoletiden til arbejdet. Han stod sig godt med befolkningen. Han mestrede det danske sprog. Han førte en streng disciplin, men var også en god fortæller. Der var masser af hjemmearbejde.
Syv søskende døde af difteritis
I skolekronikken kan man se, at et ondartet tilfælde af difteritis i 1889 kostede 7 søskende livet. En del forældre tog deres børn ud af skolen, fordi de ikke ville leve under et fremmedherredømme, og nogle af disse udvandrede til Amerika. Dette kan også ses på børnetallet. Ved Westergaards tiltrædelse var den på 72 men allerede i 1892 var den nede på 46.
Religionsundervisning på dansk
I 1894 fik Westergaard en løn på 786,18 mark om året. Allerede i 1898 kom der en ny lærerlønningslov, der betød at lønnen nu steg til 1.280 mark årligt. I 1903 skete der igen en lønforhøjelse, nu var man oppe på 1.607,56 mark. Og i 1909 steg lønnen yderlige 300 kr. Ifølge skolekrøniken var Westergaard udmærket tilfreds med sin løn. Stadig flere elever ønskede dansk religionsundervisning, så de kunne blive dansk konfirmeret. Denne undervisning lå uden for det egentlige skema, og som oftest tidlig om morgenen. Der var nu foretaget en klassedeling. Man opererede nu med Unterstufe, Mittelstufe og Oberstufe.
Tilegnelsen af det tyske sprogs rigdom forsømmes
Westergaard var en energisk lærer. Han tog ofte på kursus for at dygtiggøre sig. Hvert år blev der arrangeret et møde med lærerne fra Emmerlev, Nørre – og Sønder Sejerslev, Hjerpsted, Skast, Ballum og Rømø. De blev ledet af kredsskoleinspektøren. Her blev der givet gode tips til, hvordan man kunne gøre undervisningen bedre. I et referat fra 1902 kunne man læse følgende:
Westergaard mistede to sønner
I skolekrøniken kunne man læse, at Westergaard mistede to sønner i Første Verdenskrig, mens det tredje blev hårdt såret. Efterhånden blev Westergaard klar over, at krigen ville blive tabt, og at området ville blive dansk. Han sagde farvel til Emmerlev med disse ord den første december 1919, før afstemningen:
En skuffet mand
Det var en skuffet mand, der konstaterede, at der kun var 18 tyske stemmer mod 146 danske ved afstemningen den 10. februar 1920. Den 15. april begyndte han lærergerningen i Estrup i Store Solt Sogn på Angel. I 1920 fik L.A. Larsen ansættelse i embedet, og det ses af kildeangivelser til denne fremstilling, at han med sin omfattende sognehistoriske viden har ydet stor hjælp. Han blev pensioneret i 1955, og derefter var det Henrik Petersen, der overtog embedet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.10.2021
Maj 13, 2013
Er mysteriet blevet opklaret?
Ekstra Bladet har fundet et vidne, der har hørt gerningsmanden prale af sin bedrift. Politiet havde mange teorier dengang. At en bombe, man selv fremstillede gik af, at der var interne konflikter på venstrefløjen, og at der lå personlige hævnmotiver bag. To måneder før røbede en topnazist, at et attentat var på vej. Men PET ignorerede dette, og Københavns Politi nægter
nogensinde, at have hørt dette. Men Internationale Socialister var overvåget. PET var der inden politiet. Læs her anden del af Bomben i Søllerødgade
Havde planer om at ramme Ungdomshuset
Er det rigtig, at det var gruppen Blood & Honour, der stod bag bomben i Søllerødgade. Det mener i hvert fald Ekstra Bladet. Det er en afhoppet svensk nazist, der åbenbart har fortalt sandheden. I 1990erne havde gruppen ca. 50 medlemmer i Norden. Men i miljøet omkring gruppen var der ca. 200 – 300 aktive. Socialister, homoseksuelle, indvandrere og muslimer stod også som fjender på gruppens liste. Man havde også planer om at ramme Ungdomshuset på Jagtvejen.
Politiet mente, at de selv fremstillede bomber
Bomben ramte, som vi skrev i første del i Internationale Socialisters hovedkontor i Søllerødgade. Her var organisationens hovedkontor. Man var vel ikke mere end ca. 20 aktive. Den 16. marts 1992 skete katastrofen. Og selv mente socialisterne, at det var højrefløjen, der stod bag. Men politiet mente, at man inde i Søllerødgade selv fremstillede bomber, og at en af dem ved
en fejltagelse var eksploderet. Det var her den 29 årige Henrik Christensen omkom. Man fremkom også med motiver som , at bomben var en personlig hævn rettet mod det 29 årige offer – måske som følge af gæld eller forlist kærlighed .
Intern opgør
PET mente, at Internationale Socialister havde forbindelser til militante vesttyske personer og en person med forbindelse til Nordirland. Derfor havde gruppen interesse i, selv at fremstille bomber. Dengang trykkede Internationale Socialisters samarbejdspartnere, de københavnske BZ – grupper i blade som Kæmp Sammen opskrifter på bomber. Politiet oplyste dengang,
at BZ’ erne siden 1986 brugte alt fra miner til radiostyrede bomber. I lang tid arbejde politiet også med den teori, at det var et opgør mellem venstreorienterede grupperinger. VS og SAP fra den venstreorienterede fløj havde også været udsat for brandattentater.
Kig dog mod syd
Politiet kunne have rettet blikket mod syd. For i Tyskland i 1991 stod nazisterne for 2.074 ulovligheder, deriblandt var der 325 tilfælde af brandstiftelse og 122 voldelige overfald. En ti mands stor gruppe arbejdede længe med efterforskningen, assisteret af PET og bombeeksperter fra Scotland Yard.
Postbuddet kunne pludselig huske
Bomben blev antagelig leveret i en foret kuvert, og den var så kraftig, at den rev både den dræbtes hoved og hænder af, da han åbnede den telefonsbog – store kuvert. I første omgang kunne det lokale postbud ikke huske, at han havde afleveret breve eller pakker på adressen. Men senere huskede han, at det var en stor brun kuvert lukket med to clips. Med håndskrift stod der IS. Han mente helt klart, at der var danske frimærker på kuverten.
Kritik fra venstrefløjen
En voldsom kritik fremkom fra venstrefløjen fremkom. De mente ikke, at politiet gjorde nok for at opklare sagen. Fra venstrefløjen var man overbeviste om, at det var et politisk attentat. De nye ting, der nu er fremkommet, får ikke denne kritik til at forstumme, tværtimod. Ifølge politiet selv arbejdede efterforskere i døgndrift for at opklare sagen. Alle spor blev efterforsket. Kort efter blev en række personer på den yderste højre – og venstrefløj afhørt.
PET var der allerede
Da Politiet kom til stedet var der allerede ankommet to PET – folk. Organisationen var overvåget.
Pessimismen bredte sig
I 1992 konkluderede politiet dog, at der var intet, der pegede på den yderste venstrefløj, og intet pegede på andre grupper på venstrefløjen. Og endelig tog man afstand fra, at det skulle have været en selvkonstrueret bombe. Det spor havde man ellers gået efter i lang tid. Pessimismen bredte sig. Trods en dusør på 92.500 kr., fik politiet kun få henvendelser. Vandet fra brandvæsnets slanger ødelagde mange tekniske spor.
Brandinspektøren på stedet mente, at det var tale om en gaseksplosion. Derfor var alt inventaret smidt på gaden, hvor brandsluknings – og spulearbejdet fortsatte. Det betød, at der efterfølgende var meget svært at finde spor.
Forbindelse til Combat 18
Men sagen blev aldrig opklaret. Nu mener Ekstra Bladet at have opklaret sagen. Og det er så åbenbart Nynazister i gruppen Blood & Honour, der står bag grusomheden. I miljøet var tidligere eks – nazister, Hells Angels prøvemedlemmer og eks – Bandidos – rockere. Man havde forbindelse til den britiske nynazistiske gruppe Combat 18.
Bombens bagmand?
Angiveligt var det den afdøde nazist, Marcel Schlif, der i 2001 døde af cystisk fibrose, der var bombens bagmand. Han var en central figur i det nordiske nazist – miljø gennem 1990erne.
Han var en af nøglepersonerne i Blood and Honour, men havde også sin egen gruppe NS 88, der distribuerede nazistisk musik og nazistiske videoer over hele Europa. I hans lejlighed fandt politiet disketter og lister med kopierede film og computerprogrammer. Nok så interessant så fandt man også kemikalier til fremstilling af bomber hos Marcel Schilf.
Marcel Shilf’s navn dukker frem
Han blev aldrig sigtet for attentatet i Søllerødgade. Sagen endte med en betinget dom for besiddelse af 500 gram af sprængstoffet acetone peroxid. Dette stof er højst ustabil, og er i dag bedre kendt som TATP. Men hvis man virkelig havde fundet så meget, kunne han nok have sluppet med tyve dages betinget hæfte med et års prøvetid. Desuden fik han 5.000 kr. i bøde for ulovlig kopiering. I 1997 opsnappede myndighederne i Malmø tre brevbomber, som danske nazister havde sendt til modstandere i England. Her dukkede Marcel Schlif´s navn også op. Men heller ikke denne gang, blev han sigtet.
Opskrifter op TATP
I 1970erne blev opskrifter på TATP – bomber optrykt i terrormanualer som The Anarchist´s Cookbook og The Terrorist´s Handbook. Men ført i 1980erne begyndte TATP – bomber for alvor, at sprænge. Bomben kan fremstilles af almindelige husholdningsartikler (acetone, afløbsrens m.v.) og var næsten lige så kraftige som TNT TATP – dillen var noget, Marcel Schilf kunne bruge. Han voksede op i det socialistiske diktatur i Østtyskland. Han var i den grad forhadt af de venstreekstreme.
I årene 1990 – 91 var han fra sit kollegieværelse i Birkerød særdeles aktiv i Cryonics. Det var et nordsjællandsk netværk af hackere og amatørteknikere. De fremstillede og solgte piratkopierede film og computerprogrammer, samt hjemmelavet fyrværkeri af TATP.
Gruppen blev afhørt
Dagen efter Søllerødgade – bomben blev hele gruppen afhørt. Men de var blot nogle få af de tre hundrede, der blev afhørt dengang. Egentlig er TATP ganske uegnet som brevbombe på grund af dens ustabilitet. På den anden side vil sådanne organiske bomber slette sig selv. De kræver heller ikke detonatorer. Og sådan en bombe kan laves i løbet af en til to timer.
Hvor blev båndet af?
Den nu afdøde Nazi -leder Albert Larsen skulle i en fortrolig samtale med Frede Farmand have udtalt, at der i nazistiske kredse var rygter om en mulig kommende bombesprængning i Søllerødgade. Frede Farmand gav det bånd han optog videre til PET – Århus. Han fik aldrig båndet tilbage. Københavns Politi nægter ethvert kendskab til dette bånd. Og det interessante var, at samtalen fandt sted et par måneder før bombesprængningen. Men åbenbart tog PET ikke truslen alvorlig.
Internationale Socialister
Internationale Socialister er en trotskistisk organisation, som blev stiftet i 1984. Ved organisations kongres i marts 2006 besluttede Internationale Socialister kollektivt at tilslutte sig Enhedslisten. Man udgiver månedsavisen Socialistisk Arbejderavis. Organisationen samlede 12 – 15.000 mennesker til en mindedemonstration, lørdagen efter. Egentlig ville man i 1993 stille op til kommunalvalget men efter en heftig medlemsdebat opgav man dette. Senere opstod der forskellige magtkampe mellem en København og en Århus afdeling.
Black Honour – opløst og genopstået
Egentlig var Black and Honour blevet nedlagt, men bevægelsen var dog repræsenteret i den svenske by Salem ved en demonstration i 2007. Her gik de i front foran 900 højreekstremister fra hele Europa. Hvor mange, der på den tid var med i bevægelsen er svært at sige, men ved demonstrationen blev 17 danske aktivister anholdt. I 1990erne var gruppen involveret i mordforsøg, brevbomber, og voldelige overfald mod modstandere. I mange år arrangerede de også koncerter.
Rudolph Hess – march
Gruppen stod første gang frem i Køge med den såkaldte Rudolph Hess – march. I 1997. I 90erne havde gruppen pladeselskabet NS Records. Efterfølgende startede man Nordvind Records. I mange år har gruppen været aktive i Dansk Front.
Lokal Combat 18
I England havde gruppen Combat 18 åbenbart et tæskehold, der skulle banke socialister. Og det skete blandt andet i Glasgow, hvor 30 socialister blev banket bevidstløse. Gruppen blev dannet i England i 1991. Tallet 18 står for bogstaverne A og H. i al hemmelighed blev der dannet en gruppe i København i 1995. Men først i 1997 gav de væsen af sig. Gruppens hovedaktiviteter var nazistisk graffiti og udsendelse af trusselsbreve til politiske modstandere. Dengang havde medlemmer af Internationale Socialister modtaget anonyme trusselsbreve.
Mange højreorienterede grupper
Andre højreorienterede grupper, der opstod var Danmarks Nationale Front, Dansk Forum, Dansk Front, Dansk National Front, Dansk Kultur, Dansk Kultur, Den Danske Forening, DNSB, Frit Danmark, Frit Folk, Nationalpartiet Danmark, NNSU, No – Kay, NS 88, Partiet De Nationale, Stop Indvandringen, Stop Islamiseringen Af Danmark, Vederfølner, White Pride, Århus Mod Moskeen, m.m.
PET har tidligere givet udtryk for, at man er bekymret for udviklingen på højre – fløjen. Man rekruttere mange fra hooligan – miljøet. Og dele af miljøet forsøger at etablere kontakt til det voldelige ekstremistiske miljø i udlandet.
Sagen genoptages
Det var under et møde i Helsingborg, at Ekstra Bladets vidne skulle have hørt gerningsmanden prale af sin bedrift i Søllerødgade. Københavns Politi fandt sagens aktier frem, og læste dem atter. Det vidne, som Ekstra Bladet fandt frem til, har kun antydninger. Det er ikke unormalt, at nogen påtager sig skylden for forbrydelser, for at vise, at man er handlekraftig. Det giver status. Og det er heller ikke sådan, at politiet starter forfra. De nye oplysninger bliver blot lagt til de gamle.
Tag det som en oplevelse
I 1992 modtog den venstreorienterede gruppe SOS Racisme et voldsomt trusselsbrev fra højreekstremister. De gik til politiet og fik blot at vide, at det skulle de tage som en oplevelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.09 – 2021
Maj 13, 2013
Gang på gang måtte træbroerne langs Hærvejen repareres. Det barske klima gav ikke disse broer lang levetid. Efterhånden fandt man et bedre materiale – nemlig sten. Immervad, Gejlå, og broen ved Rødekro blev lavet af sten. Men først i 1844 kom turen til Povls Bro. Hele 137 rigsdaler kostede den, og der skulle bruges 296 læs sten. Men så holdt den også helt til 1970erne, hvor den igen blev renoveret.
Den smukkeste bue-bro
Her har vi, at gøre med Hærvejens smukkeste bue-bro. Den ligger vest for Kliplev på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg på en grusvej. Her har været bygget flere broer før denne fra 1744.
Sporene blev samlet ved vandløb
Nord for broen ligger på højre hånd en gård ud til Hærvejen, som også tidligere har været kro. Stuehuset kunne også godt minde om en krostue, den dag i dag. Som vi tidligere har været inde på, så var Hærvejen ikke bare en strækning. Der var mange hjulspor, som var afhængige af vejr og årstid. Men over vandløb som ved Pouls Bro samledes hjulsporene til en. Og Hærvejen/Oksevejen/Adelvejen kan føres tilbage til år 1000 og blev brugt helt til år 1800.
Broen var truet
Vores bro lå selvfølgelig ved Povlskro. Ved en regulering af Bjerndrup Å var broen længe truet. Og de ville have været ærgerligt hvis den gamle granitbro skulle forsvinde. Vi befinder os kun få kilometer syd for Urnehoved, hvor Hærvejen passerer Bjerndrup Mølleå.
Gangbro over åen
Her har måske altid ligget en bro eller i hvert fald et vadested. I slutningen af 1600 – tallet var det en gangbro over åen. I 1742 talte man om den, fordi vejforholdene i området blev kritiseret. Man diskuterede om Søgård Gods alene eller sammen med Tønder Amt skulle bære omkostningerne ved en ny bro. Den første egentlige bro blev så endelig bygget i 1744 på Søgårds bekostning.
Træbroer holder ikke længe
På begge sider af åen opførtes ned til overfartsstedet en mindre vejdæmning støttet af kløvede sten. Selve broen blev bygget af egetømmer. Men i det barske sønderjyske klima har sådan en bro ikke lang levetid. Så allerede i 1780 måtte der bygges en ny træbro. Samtidig blev vejdæmningen på begge sider gjort længere for at hindre, at vejbanen blev oversvømmet.
Andre broer blev opført med sten
De mange reparationer, som datidens træbroer krævede gjorde det efterhånden aktuelt, at finde noget mere bestandigt materiale. Og man begyndte allerede at blive miljøbevidst, for tømmer krævede fældning af skov. Ved Immervad ca. 25 km fra Povlsbro blev træbroen erstattet af en bro af kløvede sten. Og ved Rødekro ligeledes på Hærvejen skete dette i 1788. I 1817
var turen kommet til Gejlå få kilometer syd for Povlsbro.
Licitation 29. juni 1844
Men Povlsbro reparerede man atter engang den gamle træbro. Men endelig den 29. juni 1844 holdt man inde på Povls Kro licitation over bygning af en bro med kløvede sten. Dermed var træbroens dødsdom afsagt. Der blev fremlagt en skitse over broens udseende, men også en udførlig byggebeskrivelse affattet på tysk. Broen skulle være 6 alen lang og 8 alen bred. Under arbejdet skulle der graves en kanal til åvandet gennem dæmningen.
296 læs sten
Af hensyn til færdslen skulle den gamle bro bevares så længe som muligt, skønt den nye bro skulle bygges nøjagtig samme sted. Hvis grunden under broen var fast skulle den befæstes med bøgetømmer. Særlig interesse var det for den bærende konstruktion. Der skulle bruges 296 alen sten, og til opmuringen skulle der foruden ler bruges 2 læs mos. I alt skulle der bruges 40 læs ler. Foruden dette var der brug for 30 læs kampsten og 4 læs brosten. Desuden afvisersten og 24 alen gelænderjern.
Et tilbud på 137 rigsdaler
Det var ejeren af Årtoft, Josias Wilhelm Mylord, der kom med det billigste tilbud på 137 rigsdaler.Den 16. september 1844 blev den nye bro afleveret, og den levede fuldt ud til forventningerne.
Renoveret i 1970
I 1970 blev broen igen renoveret. Den tunge trafik, havde gjort det nødvendigt. Men de 137 rigsdaler syntes at være blevet godt ud. Broen er der endnu.
Kilde: Se
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21.-09-2021
Maj 13, 2013
Tyske soldater gik uhindret over grænsen ind til Kolding. Der blev anlagt skyttegrave i cement. Jugenwehr lærte at skyde på civile. Sønderjyderne undrede sig over, at der blev eksporteret så mange fødevarer til tyskerne. Skrev man til Danmark, måtte det kun være på to sider og på tysk. Englænderne blev meget dårlig behandlet i fangelejre og russerne blev tortureret. Og så fortalte man, at Gud hjalp tyskerne.
Dette er første del
Hvordan var det at leve i Sønderjylland i begyndelsen af Første Verdenskrig. Det kigger vi på i denne artikel. Vi deler den op og bringer de sidste år i en artikel for sig selv. (Haderslev 1917 – 1918) Og vi tager udgangspunkt i Haderslev.
1914
Det var den 31. juli 1914, og tyskerne mobiliserede. Modersmålets Kontor var lukket og inden danske blade. En masse personligheder blev arresteret. Dagen efter stillede tyskerne russerne et ultimatum . H.P. Hanssen i Aabenraa blev arresteret, og den 2. august var krigen erklæret. Flere dansksindede var blevet arresteret. Heste skulle mønstres, og de fleste blev udvalgt til krigstjeneste.
Kun tyske blade til rådighed
Høsten kunne ikke bjerges. Mange var bange for, at den med den hårde regn var årsag til at kornet lå og rådnede. De fleste var var i krigstjeneste. Og der var visitation både ved hen – og udrejse fra Haderslev. Den 4. august gik rygter på, at Frankrig mobiliserede. Men man vidste ikke rigtig, var det foregik. I Haderslev var det kun de tyske blade til rådighed, Grenzpost, Hamburger Nachrichten, Hamburger Korrespondent.
Krigserklæring fra England
Som en bombe kom Englands krigserklæring den 5. august. I Haderslev blev der efter kejserlig anordning holdt Bet – und Busstag. De unge tyske drog gennem byen med sange som Die Wacht am Rhein og Deutschland über alles. Uden for Landråden afsang de sågar Schleswig Holstein Mehr umschlungen. Over Haderslev kunne der ses en militærflyver. Mange i byen tænkte på, om byen blev skueplads for kamphandlinger mellem englænderne og tyskerne. Og ville man respektere Danmarks neutralitetserklæring. Der var fortsat en masse arrestationer i Sønderborg, Tønder og Flensborg.
Mistænkelige personer skulle anmeldes
Skinner og broer blev bevogtet. Man var bange for spionage. Overalt var der opslag med at man ikke skulle fortælle noget, og man skulle anmelde mistænkelige personer. Mange i byen frygtede udvisning, og rygterne gik på, at Danmark ville alliere sig med tyskerne. Den 2. september blev dansksindede arresteret, fordi de ikke ville rejse sig for kejseren. Og en blev også smidt ud af et vindue. Hele Nørregade havde spor af blod. To dage efter kom ordren, at man ikke mere måtte tale dansk i telefonen. En Haderslev – borger blev arresteret, fordi han havde sagt til stationsforstanderen, at man mere kunne stole på danske end på tyske aviser.
Gud hjalp tyskerne
Den 14. september havde franskmændene slået fjenden tilbage. Desværre faldt Antwerpen den 9. oktober. Dette skabte glæde blandt de tysksindede i Haderslev. Byen festede med fakkeltog
og flag. To dage efter var Pastor Prahl i byen. Han holdt en såkaldt krigsprædiken. Pastoren opfattede det som en bedrift, at skyde en by sønder og sammen. Og i hans øjne var det Gud, der havde ført til denne bedrift.
“Got strafe England”
Kulden var sat ind, men man kunne ikke rigtig få varme i stuerne. Den 1. december udnævnte kejseren Hindenburg til Æresfeltmarskal. Men Hindenburg takkede nej til denne udnævnelse.
Men “Alt Haderslebenerstrasse” var omdøbt til “Hindenburgerstrasse”
Fra fronten var der kommet breve. En skrev bl.a.
Den 17. december kunne man i Grenzpost læse, at den daglige hilsen var “Got Strafe England”. Hver morgen skal hele kompagniet så svare, “Er strafe es”.
1915
Som under anden verdenskrig, så lukkede den danske regering også et øje med en masse udførsel til tyskerne. Der kom masser af vogne med heste og kreaturer. Fra Fåborg kom der en masse kolonialvarer. Nu kom der også gummi, pølser og islandsk lammekød. I Vamdrup var der etableret et speditionsfirma med otte ansatte. Kun for at sende varer til Tyskland. I Haderslev spurgte de dansksindede sig selv, om dette nu var fair over for englænderne. Glemt havde danskerne, at prøjserne på den måde havde mishandlet sønderjyderne.
Englænderne blev dårlig behandlet
Den 7. januar kom meldingen at to brødre var deserterede. De havde været hjemme på orlov i julen hos forældrene, Hestehandler Iversen i Christiansfeld. En uge efter begyndte man i Haderslev, at kunne mærke mangel på brød og kartofler.
Hjemme på orlov blev der fortalt, hvordan man havde det. Der var øvelser fra morgen til aften. Man skulle hurtig lære en masse, inden man skulle til fronten. Man lå på en madras på gulvet i utætte lokaler. Og i fangelejrene blev især englænderne dårlig behandlet. Mange af soldaterne ville hellere til Rusland end til Flandern, for englænderne skød godt.
Soldater kunne købe sig til orlov
I slutningen af januar indtraf nye forordninger, med hensyn til aflevering af mel. Man måtte ikke bage brød uden tilsætning af rugmel. Alt korn over en bestemt mængde skulle afleveres. Nu
kunne soldaterne købe sig til orlov, når de kom med guld. En mand fra byen havde skaffet 50 Rmk. I guld og fik otte dages orlov. En engelsk og en russisk u – båd havde været ved Rügen og beskudt og beskadiget tyske skibe.
Store ladninger fra Danmark til Tyskland
I Haderslev var man lidt forundret over indførslen fra Danmark. Officielt måtte man ikke udføre det fra dansk side. Men der kommer masser af forbudte ting. De dansksindede soldater må ikke tale dansk indbyrdes. Og ved patruljer ved grænsen skal det altid være en dansksindet og en tysksindet. Hver dag kom store ladninger i plomberede vogne gennem Vojens. Man talte om, at det var korn. De dansksindede i Haderslev og omegn talte efterhånden om at sønderjyderne efter krigen ville opgive Danmark som værn og støtte. I slutningen af marts begyndte de tyske soldater, at skrive hjem, at de sultede.
Skriv til Danmark – på tysk
En del russiske fangere blev interneret i den gamle forfaldne gård, Stokkerhoved. Nysgerrige mennesker valfartede til stedet, gik ind i gården og gloede på og gloede på de mystiske
mennesker. I Grenzpost var der en giftig artikel fyldt med galde, fordi medlidende mennesker havde stukket cigaretter og brød til de stakkels fangere på Banegården. Den 8. april blev der begravet tre stakkels russiske fangere. De kastede sig over rå kartofler og roer, så sulten må være meget stor. Når man skrev til Danmark var det påbud om, at dette skulle ske på tysk.
Dampskib torpederet
Den 29. april kunne Grenzpost offentliggøre en liste over de hædersfolk, der havde givet de stakkels fangere, mest russere en forfriskning, da de var på gennemrejse i byen. Avisen gjorde sig også tanker, om bødens størrelse. Det var sikkert at alle, der havde givet fangerne noget, kunne forvente en bøde. Fra Vojens forlød det, at de plomberede godsvogne fortsatte i en lind strøm med fødevare mod syd.
Den 9. maj flagede man igen i Haderslev. Man fejrede, at tyskerne havde torpederet et stort engelsk dampskib ud for Irland. Skibets navn var Lusitania. Hele verden var forfærdet, men ikke i Haderslev. Næste dag fortsatte man med at flage, denne gang for de store sejre i Galizien.
De fik mig ikke i halmen
I Berlin havde kvinder demonstreret foran Rigsdagsbygningen. De råbte, “Wir wollen den Frieden” Politiet drev de demonstrerende kvinder bort. En kraftig kone i 50erne havde i toget følt sig forulempet af en konduktør. Hun gav udtryk for, at de gerne måtte smide hende i fængsel, for nu ville hun ikke finde sig i mere:
Hvad skal vi med sønderjyderne?
Der var ikke mad til kreaturerne, som led meget. Og på jernbanen kom flere vogne fyldt med våben. Vagten ved grænsen var blevet fordoblet. Fortyskningen bredte sig. Og i Kolding fremkom nogle meget sårende udtalelser. Hvad skal vi med sønderjyderne. Der følger kun kævl og strid med dem. Børnene i skolerne fik at vide, at de skulle tage guld – og sølvgenstande med i skolen. Dem, der ikke havde noget med, blev der set ned på.
Overlærer Katt, kommunelærer havde sagt
til børnene:
Russere behandlet som kvæg
Oprørende ting var kommet frem omkring fangelejren i Gabøl. Der var aldeles utilstrækkelig forplejning til russerne. De døde i massevis. De kommer ført på hospital, når de var halvdøde, og her blev de behandlet som kvæg. Kirkegårdene omkring fangelejren kunne ikke rumme flere, nu blev de begravet på heden.
Værre end Grenzpost
En nyt blad var udkommet, Nutiden, udgivet for danskere i Tyskland. Det var endnu værre end Grenzpost. Der blev samlet ind i alle byer til Kriegshilfe. Alle kobber -, messing – og nikkelting i køkken og husvæsen blev beslaglagt. Alt læder skulle bruges af hæren.
Måtte kun skrive to sider
Den 18. august blev et nyt regulativ udsendt. “Es ist verboten” at skrive mere end to sider til det neutrale udland og skriften skal være tydelig og stor, og kuverten må være foret.
Tyskerne dementerede russernes sejr i Riga – bugten, og de havde heller ikke mistet nogen skibe. Den 7. november var Hejmdal igen lukket et par dage.
Luftskibshallen ved Tønder var brændt omkring 19. november. Og også den nye zeppeliner. Den skulle have været brugt til en London – tur. En del mennesker var omkommet. Og det stod intet om i Grenzpost. Der var sendt et hæfte med danske julesalmer til nogle sønderjyder ved fronten. Men den gik ikke. Tyskerne forlangte at salmerne blev oversat til tysk.
Måtte ikke fritages for skolegang
En stakkels dansksindet enke med seks børn og meget fattig søgte om, at den ældste søn på 13 år blev fritaget for skolegang for at hjælpe hende. Men skoledirektøren erklærer kategorisk:
Og sådan blev det.
1916
Tyskerne havde fået at vide, at nogle af de engelske u – både var blevet forsynet ved de danske kyster. Der var blevet forespurgt i udenrigsministeriet. Og det var ikke på den blideste måde.
Den 26. februar blev første del af Verduns fæstning stormet og taget. Og i Vojens kom der hele 230 vognladninger kreaturer i løbet af to dage. Også de var på vej syd på.
Hvorfor tager vi ikke Danmark?
Den 29. marts bliver næsten alle indkaldt til session. I Haderslev spurgte man sig selv, om man skrabede bunden. I toget diskuterede to officerer krigen:
Den dag i toget, blev der også sagt:
Byen i oprør
Den 3. april var byen i oprør, man talte om 30 engelske flyvere ved Skærbæk. Der havde også været engelske flyvere over flyvehallen ved Tønder. Soldaterne er febrilske og stiller med fuld oppakning. Ordonnanser for afsted, og flere tog afgik til grænsen. Man mente, at sprænggranater og ammunition var opbevaret i bryggeriet Fuglsangs store lokaler.
Tyskerne jublede
Talrige dage blev der flaget og foretaget klokkeringning. Det gjorde det også 20. maj, hvor østrigerne havde en stor sejr. Også den 31. maj blev der flaget. Tyskerne havde oplevet store fremskridt ved Verdun. Og jublen fortsatte. Den 3. juni var der et stort søslag med sejr til tyskerne. Englænderne havde lidt store tab. Men egentlig var det tale om et engelsk sejr, hvor tyskerne til sidst flygtede. Det var det berømte Jyllandsslag. Senere gik et stort engelsk krigsskib ned med Lord Kitchener og hans stab ned.
Jugenwehr skulle skyde mod civile
Den 3. august kunne der ikke opdrives mere kaffe. Jugenwehr fra Flensborg og Aabenraa samledes sammen med afdelingen fra Haderslev. Man sagde, at der blev indøvet det at skyde på civile, hvis der blev oprør. I Kiel var det Politiet og Jugenwehr, der skød, da det blev oprør. Marinen og soldaterne havde nægtet det. Den 29. august forlød det, at Rumænien havde erklæret Østrig krig, og Italien havde sendt Tyskland en krigserklæring. Grenzpost rasede mod Rumænien og kaldte det for “ein Aasvogel”
Der anlægges skyttegrave
I september var der flyvere over byen. Man mente, at det var engelske flyvere. Snakken gik på, hvordan man skulle forholde sig, hvis de kastede bomber. Den 11. september var der kommet mange soldater til byen. De var gået i gang med at bygge en Flyverstation i nærheden af kasernen. Ved Genner og Skærbæk var tyskerne gået i gang med at anlægge skyttegrave. De blev forsvarligt bygget med cement og beskyttet af kolossale mængder pigtråd.
Tyskere uhindret over grænsen
Fangerne blev bundet tik en pæl, hvis de ikke parerede ordre. Og så blev de udsat for en frygtelig totur Det gik vilde rygter om, at tyskere i massevis ville komme. På strækningen Vedsted – Skærbæk skulle der være kommet 30.000. Tyske soldater gik uhindret over grænsen og rundt i Kolding.
Den 7. december var Bukarest blevet taget. Smuglerbander organiserede varer over grænsen.
Kilde:
Litteratur Haderslev (under udarbejdelse)
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Redigeret 21.09.2021
Maj 13, 2013
Der var masser af panik
ved grænsen den 5. maj. En masse biler fik lov til at passere syd på,
inden bevogtningen blev organiseret. Flensborg Fjord var stoppet til
med skibe. Ledende nazister forsøgte at skjule sig på Lyksborg
Slot. En aftale blev etableret over grænsen. Mange historier
blev fortiet for offentligheden. Bunker af efterladenskaber hobede sig
op ved grænsen og skabte problemer for fremkommeligheden. Og mange
blev dræbt aftenen før befrielsen.
Denne artikel har vi redigeret andet steds og udvidet. – Derfor redigerer vi ikke denne. Søg efter Grænsen dengang (b)
Skal tingene glemmes?
Der skete mange ubehagelige ting ved grænsen dengang,
både før og efter tyskernes besættelse. Ikke alt er blevet beskrevet,
og noget er i den grad blevet fordrejet. Ting er blevet udeladt og andre
ting kan vi ikke få adgang til. Talrige skæbner kan oprulles. Og der
er sikkert mange læsere, der mener, at de ting, der skete, hurtigst
skal glemmes.
Mediernes bevågenhed
Som tidligere nævnt,
har vi foretaget forskning, og oprullet episoder, der ikke tidligere
er blevet omtalt, og som har afstedkommet mediernes bevågenhed.
Endnu et drama
Da Kurt Jensen var meget lille oplevede
han ved grænsen, at en tysk soldat blev afkrævet alt, hvad han havde
på sig. Man havde dog endnu ikke opdaget, den pistol han havde på
sig. Da medlemmer af Modstandsbevægelsen krævede hans vielsesring, blev det for meget
for den tyske soldat. Han tog pistolen og skød sig selv.
Kurt husker ikke hele historien, men fik hele historien
fortalt af sin far.
Mysteriet
om Asmus Jensen – nok engang
Historien
om Asmus Jensen, som vi har beskrevet i artiklerne Mord i Padborg 1 – 3 rumsterede i mange år ved
grænsen. Folk var udmærket klar over, hvem der begik mordet. Nogle
andre påtog sig skylden for at tilfredsstille englænderne. Men vi
forstår udmærket i dag, hvorfor Politiforeningen og PET nægtede os adgang. Alligevel
fandt vi ud af en del ting, og mere er dukket op.
Navnene
på gerningsmændene
Vi
har navnene på gerningsmændene. Og i kommunen gik der også
historier om, at den ene gerningsmands forbrydelse blev besejlet af
de tragiske hændelser, der overgik hans døtre. Vi har
haft og har kontakt til Asmus Jensens familie, der er meget overrasket over vores opdagelser.
Men hvorfor har myndighederne helt op til i dag holdt familien hen med
løgne? Det var fordi, at der vil gå storpolitik i det, når sandheden
kom frem.
Da
lederen af den dansk – engelske spionage fra Hamborg dukkede op i Padborg for at besøge sin ven Asmus Jensen, kom der gang i sagerne. Det
var ham, der anmeldte forbrydelsen til englænderne.
Historieforfalskning
At
gendarmerne ved viadukten i Padborg var i gang med at springe
den i luften, da de blev overrasket af tre spioner fra Regimet Regensburg er noget, som beboerne i kommunen kunne læse
i deres lokalavis. Det er direkte historieforfalskning. Dagen inden
besættelsen var der udsendt en befaling om, at Grænsegendameriet på ingen måde skulle indlede kampe mod den tyske
værnemagt.
Angst
i modstandsbevægelsen
Og
historien om en hel deling svært bevæbnede tyske marineinfanterister,
der gik gennem grænsekommunen den 7. maj, som gav et gys gennem Modstandsbevægelsen er nok heller ikke rigtig kommet frem i litteraturen.
Havde disse soldater åbnet ild, kunne det have betydet tab af en masse
menneskeliv. Soldaterne drejede af inden grænsen og fandt en smutvej
hjem til Tyskland.
De mange
flygtningeskibe
Måske
kunne vi også fortælle om de talrige flygtninge – både,
der blev sat på grund i Flensborg Fjord. Man taler om cirka 30 skibe. Mange overlevede
ikke. I hvert fald er otte drevet i land ved Kollund Strand. De blev begravet som ukendt på Bov Kirkegård.
Bomber inden befrielsen
Natten
til den 4. maj faldt der bomber i Kollund og Flensborg.
Ude
på Mørvig sad Hitlers efterfølger, Storadmiral Dönitz og de sørgelige rester af
den så stormægtige tyske regering. I København havde General Lindemann erklæret, at der ville blive kæmpet til det
sidste.
Det
forlød, at General Lindemann og Dr. Best var på vej til forhandlinger
hos Dönitz.
Huller
i bevogtningen
Grænsen
var stærkt bevogtet. Man påstod, at den var fuldstændig umuligt at
passere. Men man havde dog lige glemt
at de sekundære grænseovergange ved Padborg måske ikke var så uigennemtrængelige.
To marineofficerer sad tilbage
Da
budskabet lød den 4. maj kl. 20.30 kom det alligevel som et chok for
de fleste. Grænsehotellets lokaler havde været fyldt af mennesker. Nu var
det pludselig tømt. Alle forventede, at i løbet af få øjeblikke
ville englænderne styrte over grænsen.
Kun
to tyske marineofficerer sad forknyt tilbage.
Mange
dræbte
Natten
før kapitulationen kom Flensborg til at opleve endnu et luftangreb.
En bombe ramte kvarteret omkring domhuset, demolerede en del ejendomme
og blæste tagstenene bort fra byens højere pigeskole. En anden ramte Landbrugsskolens bygning på Skt. Pauli. Der var mange døde.
Forvirring ved grænsen
Allerede den 5. maj 1945 om morgenen var der etableret
pigtrådsafspærringer. Feltgendarmeriet og soldater gik vagt med deres maskinpistoler.
Men de var ganske få.
Pludselig
kommer en kortege af biler. Nogle har slet ingen nummerplade på. Gennem
ruderne kan man skimte uniformerede og civile
mennesker sammenstuvede med bylter, kufferter og tasker på skødet.
Flere af mændene skjuler deres ansigter med hænder eller hatte. Blandt
det endnu beskedne vagtmandskab breder frygten sig.
En
tysk vagt på den anden side af pigtrådsspærringen kom pludselig
farende med løftet karabiner. Mængden spredes. Kortegen kører i rasende
fart videre ind i Tyskland.
Blandt
de tilstedeværende ved grænsen er man lettet. Men en skuffelse og en misstemning breder sig også i forsamlingen.
Hvorfor kunne man ikke have stoppet det? Måske var krigsforbrydere
imellem?
Frihedsbevægelsens styrker var ikke mødt op. Det var ellers aftalen.
En eller anden havde åbenbart ikke givet den afgørende ordre.
Bilen
fik lov til at køre
Et
par hundrede nysgerrige havde efterhånden samlet sig ved grænsen.
Men en egentlig styrke var det endnu svær at for øje på.
Nok
en mistænkelig bil kommer susende fra nord. Den bringes til standsning.
Også den er fuld af gods og mennesker. En maskinpistol
øjnes under rattet. Men bilen får lov til at køre over grænsen.
En aftale
over grænsen
Fra
den tyske side af grænsen kommer nu en tysk soldat løbende pegende
med sit gevær på en ung mand, og siger et eller andet med Schweinhund. Men endelig tager en mand
ved navn, Skodshøj lederskabet og skubber den
tyske soldat tilbage.
Men
ved 10 – tiden rådede denne Skodshøj kun over en håndfuld bevæbnede
mænd.
Gennem
pigtråden kommer nu to officerer til syne fra tysk side. Den ene heilede, men fortrød det. Den anden hilste
med hånden til hjelmen. Skodshøj tog sig til klaphuen.
Fra
tysk side lød det meget venligt:
Fra
dansk side lød der:
Der
var fuldstændig enighed ved grænsen. Det var lige før de havde givet
hinanden hånden. Nogle grænsegendarmer meldte
sig i deres stolte uniform, men de havde ingen våben med.
Endelig
rigtig bevogtning
Først
omkring middagstid rådede Skodshøj over så mange frihedskæmpere,
at han kunne begynde at organisere en ordentlig bevogtning.
Endelig
langt om længe kom englænderne.
Men det var først om aftenen, at en lille fortrop ankom til Kruså.
På Flensborg Fjord var der kaos. Hele fjorden
var tilstoppet af skibe. Helt inde fra inderhavnen ud til Sandager og Holdnæs.
Modsætninger
mødtes ved grænsen
Det
var bevægede dage ved grænsen. Modsætninger mødtes. Her kom også
en sørgelig skare af fanger fra Ungarn, Polen, Holland, Frankrig og Belgien. De var kommet fra de tyske
koncentrationslejre. De var udhungrede og klædt i pjalter. Nogle havde
tatoveret deres nummer på venstre arm.
Nu kom
ørkentropperne endelig
Endelig
den 7. maj kl. 11.40 rullede en bataljon af Montgomerys Royal Dragoons over den dansk – tyske grænse. I alt 100 vogne
kom der. Og soldaterne i de forreste vogne fik også spurgt, om man
vitterlig var nået til Danmark.
Döniz
– regeringen forsøgte at fortsætte fra Mørvig. Man havde indrettet sig om
bord på en af de mange skibe. Rigsminister Speer og Hitlers private læge Dr. Brandt havde gemt sig på Lyksborg Slot. Det varede dog ikke længe
før englænderne havde fundet ud af dette. Man styrtede også det tyske
regeringsskib i Mørvig.
I Ensted blev en af besættelsestidens
ofre begravet. Det var Knud Andersen fra Røllum, hvis lig blev fundet i skoven
ved Frøslev/Faarhus – Lejren.
Masser af efterladenskaber
Den
10. maj 1945 var der blevet styr på bevogtningen af grænsen.
I endeløse rækker strømmede tyskerne til. Våben smides i dynger
foran oberst Bennike fra Den Danske Brigade og hans
Frihedskæmpere. Hvad værnemagten bar af
unødig bagage, måtte afleveres. Her var i hundredvis af cykler, værdifulde
bildæk, en utrolig mængde køkkenudstyr, silkestrømper, margarine,
smør, kaffeerstatning i kassevis, gryder, toiletpapir, alle mulige
slags konserves, vaskepulver, røget flæsk og julelys.
Også
messinginstrumenter var der masser
af. Her var langskaftede støvler, sardiner, barbersæbe, dameundertøj
og små radioapparater.
Hipo
og Gestapo flygter
Nede
ved grænsen, hvor Den Danske Brigade havde indtaget pladsen side om side med gendarmer
og frihedskæmpere. 3.800 mand fra 126. tyske division gik over grænsen.
Næste dag ventedes ca. 7.800 og så videre.
Tyskerne
får dog lov til at beholde et håndvåben, og hvad de kan bære af
personlig bagage. Nu og dag blev der fanget en Gestapo eller Hipo – mand. Der var flere generaler og også kvindelige spioner.
Der gik rygter om, at fire Hipo – biler forsøgte at flygte over grænsen.
Man
skal ikke tro på alt
I
de officielle beretninger er det flettet ind, at en Sommer – mand forsøgte at flygte over grænsen, og skulle være
skudt den 9. maj af Den Danske Brigade. Men det var rent løgn. For denne såkaldte Sommer – mand blev likvideret af modstandsbevægelsen
i Padborg. Han blev som tidligere skrevet
likvideret. Men da englænderne begyndte at grave i sagen, fik modstandsbevægelsen
kolde fødder. Asmus Jensen blev bortført, likvideret med et nakkeskud, og
anbragt i nærheden af en mark, som Den danske Brigade havde lejet. Der blev hans lig anbragt natten
til den dag, hvor han endelig blev fundet. Men læs selv om det. Andre
mord foregik også i Padborg. Og som skrevet, har vi fået
at vide at der ikke mere at komme
efter. Nu håber vi så, at engelske
arkiver kan hjælpe. Man skal ikke tro på alt, hvad der er nedskrevet
fra dengang.
Trusler
og nedbrænding
Og
når man har haft lejlighed til at dukke ned i efterforskningen
fra dengang, korser man sig. Problematisk er også den behandling som
den myrdes familie fik. Der var både trusler og nedbrænding af huse
– dengang.
Det
var lederen af den dansk – engelske spionage – afdeling i Hamborg, der ville besøge sin gode
ven i Smedeby. Men Asmus Jensens familie i Kiskelund kunne give navnet på de
fem, der havde stået for mordet på ham.
Så
sent som i begyndelsen af 1970’erne var problematikken et problem for
politimesteren i Gråsten (læs artikelserien Mord i
Padborg 1945 1 – 3)
Mange ting beslaglægges
Natten
til den 10. maj drev man jagt på en lastbil, der indeholdt 1.000
kg smør og en mængde skinker.
Også
ved Jernbane – kontrollen i Padborg blev der konfiskeret store
varemængder, som af tyskerne blev forsøgt smuglet med hjem. Bunker
af smør og flæsk var herfra kørt til Frøslevlejren.
Den
9. maj 1945 blev der beslaglagt 80.000 kr. som en af soldaterne havde
på sig.
Myldrende
menneskehav
Hovedvejen
sydpå var i denne tid et myldrende menneskehav, gennem hvilket bil
efter bil pressede sig frem. Det var engelske, svenske og danske køretøjer
. Skarer af tropper under og uden kommando masede sig syd på. De overnattede
på markene langs vejen. De lå og sov i græsset og skovene. Overalt
var der tropper, som holdt rast. Nogle var ved at segne under deres
bagage.
Andre
trak gummiløse cykler, barne – og legevogne, stoppet med bagage.
Wenn
wir heim marschieren
Der
kom tanks og hestekøretøjer mellem hinanden, radmagre heste slæbte
også på tungt læs. Et sted kunne man se højtstående
politiofficerer trække en tungt læsset kærre. En gang imellem kom
der endnu friske tyske soldater, der snag Wenn wir heim marschieren.
Man
regnede med, at der alene på Jylland – Fyn var 100.000 tyske soldater. Og danskerne myldrede
til grænsen for at se ydmygende tyske soldater, men disciplinen var
stadig til stede hos de allerfleste. Men danskerne spærrede de i forvejen
overfyldte veje, så hen på eftermiddagen dem 10. maj valgte man, at
foretage en afspærring tre – fire kilometer fra grænsen.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Om Besættelsestiden
ca.
90 artikler kan du læse om besættelsestiden på www.dengang.dk , herunder
Maj 13, 2013
Nazister skulle ikke have adgang til danske læreanstalter. Derfor skulle man på Det tyske Gymnasium ikke have lov til at gennemføre eksamen. Modstandsbevægelsen stillede store krav. Stadttheater blev til Hotel Monty og Håndbog i Kaninavl blev fundet frem. Bernadotte overnattede på Brundlund Slot. Leipzig lå i havnen med kanonerne vendt mod byen. Udenrigsministeriets repræsentant måtte ikke modtage englænderne og Festung Blume blev indtaget.
Den første hjemmetysker opgiver
Allerede midt i april måned kapitulerede den store hjemmetysker, Fürsen ude ved Skelbækken. Han fjernede det store hagekors på hans gavl ud mod Hovedvej nr. 10. De næste, der kapitulerede var NDAP – N’ s to korps. Korpsene afleverede deres våben og uniform, samtidig med at dyrlæge Møller og hans lille politiske råd ved et møde på Dibbernhaus den 22. april besluttede at træde i “Ruhestand”
Leipzig og to skydestillinger
I havnen lå den beskadigede Leipzig med flygtninge. Den kunne let bestryge Sdr. Chausse, når de allierede kom. På Nørretorv – ud for Blumes Kiosk og ved Skolen i Nygade havde tyskerne fuldendt bygningen af to skydestillinger, der ragede ud midt på vejen.
Bernadotte på Brundlund Slot
Gennem byen kørte hvide busser ustandselig med KZ – fangere. Og denne Bernadotte, som fik æren for de hvide busser, var hædersgæst ude på Brundlund Slot. Amtmand Refslund
Thomsen havde hentet greven ved grænsen og budt på frokost. Det var den 22. april. Greven aflagde også et visit i Frøslevlejren. Obergruppenführer Kaltenbrunner havde ellers forsøgt at
lægge alle mulige hindringer i vejen. Mens Brigadeführer Schellenberg på alle mulige områder havde hjulpet med at få danske og norske fangere fri.
Men sandheden om de hvide busser var, at det var danskere og nordmænd, der egentlig startede hele evakueringen af de danske KZ – fangere, men af en eller anden grund var det svenskerne, der fik hele æren.
Frits Clausen fik penge
Denne brigadefører oplyste senere under Nürnberg – processen, at han under besættelsen havde forhandlet med Frits Clausen og andre ledende danske nazister. Gennem hans kontor udbetaltes der månedligt 12 – 15.000 kr. til anvendelse for Frits Clausens virksomhed. Over for brigadeføreren havde Fritz Clausen udtalt, at han ønskede at blive statsminister og erklæret sig villig til at bistå tysk spionage. Men det var vel ikke rigtig nogen, der troede på Frits Clausen. Hans dødsfald i fængslet i København er også omgivet af megen mystik.
Var det Gestapo?
Man var gået til ro kl. 22. på Brundlund Slot. Men ved 3 – tiden blev amtmanden vækket ved støj nedenunder. Man hørte højrøstet tale. Det var Gestapo, troede man. Men det var stuepigen. Det var telefon til Bernadotte fra Stockholm.
Kapitulations – rygter
Masser af kapitulations – rygter bredte sig hurtig i Aabenraa. Folk begyndte at hente cigarer og flasker frem fra deres gemmer. Og folk stimlede sammen uden for Hejmdals ruder. Man havde hørt, at der kom en ekstra udgave næste morgen. Men ind gennem sprækkerne kunne man kun se to personer tale i telefon.
Store tyske transporter var gået nord på gennem byen, men standset i Havnegade og dirigeret ind på markedspladsen.
Fra Stubbæk var en ekspedition blev udrustet med præst og skolelærer i spidsen. De ankom til Rådhusgade tidsnok til at komme med i den almindelige panik, der opstod, da tyske vagtposter gav sig til at skyde i luften for at jage mængden bort. Delegationen fra Stubbæk blev spredt for alle vinde. Men de blev dog samlet inden hjemkomsten ikke meget klogere.
Var det Brundlund Slot, der alarmerede?
Aktiviteten i luften blev mere nærgående. Luftalarmerne fulgte hastigt hinanden. Nervøsiteten bredte sig, al toggang og trafik var næsten standset. En historie går på, at det danske udenrigsministerium modtog kapitulations – budskabet fra slottet i Aabenraa. Det skulle angivelig være den daværende afdelingschef Franz Hvass, der via Udenrigsministeriets direktør og Fru amtmand Thomsen fik beskeden. På slottet havde man hørt det glade budskab i radioen fra BBC.
Endelig kom englænderne
Næste morgen ringede Skt. Nikolai og Skt. Jørgens klokker. Frihedskæmpere med armbind og maskinpistoler dukkede frem. Hel byen flagede, selv Festung Blume. Hele dagen blev der ventet på englænderne. Først hen mod aftenen dukkede en lille fortrop op. Ved 19 – tiden opholdt englænderne sig i haveanlægget ved den gamle danske højborg, Folkehjem. Her opholdt sig også et par hundrede lokale.
I begyndelsen bestod englænderne kun af fem mand, tyve personer og fire officerer. To af vognene led af diverse motorskader. Englænderne virkede lidt udmattede. De trængte til hvile. Og det blev skaffet dem hvile i Hotel Danmark – meget passende, skulle man mene.
Så kom General Blücher
Mandag middag drog Ørkenrotterne for alvor gennem byen. Man parkerede på pladsen over for Grand Hotel, hvor tyskerne endnu holdt til. Major Carryer sendte bud til den tyske General Blücher, der hade grænsebevogtningen under sig, og bad ham komme til forhandling. Generalen lod svare, at Majoren kunne komme til ham. Carryer gav så en panservogn ordre til at køre frem foran hotellet med skytset pegende mod generalens vinduer. Så kom Blücher.
På vej til Fårhuslejren
Slag i slag foregik begivenhederne, mens den tyske udmarch var i gang. Det tyske Gymnasium, Dibbernhaus og Stadtteater blev beslaglagt af Modstandsbevægelsen. Anholdelserne
tog fart. En stor menneskemængde stod opstillet ved Politigårdens port for at se et glimt af de anholdte, når de blev ført i arrest. I politikredsen var der hen ved 700 personer, der
skulle en tur ind. Og så gik det ellers i pendulfart til Fårhuslejren
Hotel Monty
Der blev også tid til at fejre befrielsen på Friluftsscenen på Knapstien den 13. maj i strålende sommervejr. Og på Stadtteater fejrede de engelske soldater. Straks blev teatret omdøbt til Hotel Monty. Englænderne fejrede også på Folkehjem, hvor Frihedsbevægelsen havde installeret sig.
Håndbog i Kaninavl blev nu fundet frem igen. Det var bogen om Jomfru Fanny og hendes forudsigelser, som havde været forbudt under krigen.
Krav fra Modstandsbevægelsen
Da modstandsbevægelsen skulle modtage englænderne, ville udenrigsministeriets repræsentant, der befandt sig på Brundlund Slot gerne være med. Det var amtmand Refslund Thomsen, som man nede ved grænsen havde truet med at anholde. Men det sagde Modstandsbevægelsen nej til. Og det var også Modstandsbevægelsen i Sønderjylland der stillede nogle krav lige efter kapitulationen. De krævede:
Lokalkomitéerne arrangerede rundt om i landsdelen møder, hvor man udbredte disse krav. Og de fandt bred anerkendelse i befolkningen.
I det berømte eller berygtede retsopgør fik modstandsbevægelsen mange af deres krav gennemført, men dette kan du læse om andre steder her på siden.
Nazister skulle ikke have adgang
I Aabenraa beklagede man over for ministrene over, at det tyske gymnasium havde fået tilladelse til at afholde studentereksamen, og derved give Nazister Adgang til danske Læreanstalter
og dermed til danske Embeder.
Englændere på kirkegården
Ja englænderne havde også tid til at besøge deres kammerater på Aabenraa Kirkegård. Det skete sammen med den deputation fra byrådet med borgmester Holger Fink i spidsen. Hele 132 allierede flyvergrave var der her.
Efter at borgmesteren havde talt, var det den gamle præst Kallenbach – Pedersen, der havde været med til de første Englænder – begravelser. Dem, der gerne ville med til disse begravelser blev nægtet adgang af tyskerne. De måtte fra en nærliggende mark stiltiende tage del i højtideligheden. Som tavse vidner stod de der, indtil tyskerne var borte. Så samlede pastoren den trofaste lille skare i Kapellet. Der fortalte han det, han ville have sagt ved selve begravelsen.
Kilde: Se
Maj 13, 2013
Vi følger Tønder i dagene 4. – 8. maj. Det var jubel, da fredsbudskabet kom. Et fly over Tønder vakte begejstring. De to piloter blev modtaget som helte. Det gjorde den første politibetjent også. En panservogn tog på sightseeing. Da englænderne endelig kom, var det ingen der opdagede det. Det var drama i Skærbæk og ved Sæd Bro. Ved grænsen blev de tyske soldater afkrævet næsten alt. Og medlemmer af det tyske mindretal blev transporteret til Fårhus – lejren i blandt andet kødvogne.
Tønder den 4. maj 1945
Det var den 4. maj På Tønder Kaserne lå en forholdsvis lille tysk styrke. Og på alle skoler og i større bygninger var der indrettet lazaretter. Luftsirenerne havde i dagene forud for kapitulationen lydt flere gange dagligt. Den dansksindede del af befolkningen havde hørt mange rygter. Alvoren prægede deres ansigtsudtryk. For var det nu rigtigt.? Ville englænderne komme?
Jubelskrig i gaderne
Tønders tysksindede befolkning holdt sig for det meste indenfor. De var præget af usikkerhed. Hvad skulle der nu ske? Gaderne var mennesketomme, stemningen var forventningsfuld. Men så kom budskabet om tyskernes betingelsesløse kapitulation. Det var overvejende ungdommen i Tønder, der gav udtryk for deres glæde. Pludselig hørtes der jubelskrig i gaderne. Og i hjemmene var der fest og glade dage.
Frem fra skjul
Lidt efter lidt tændtes lysene i hjemmene. Lys og fest afløste mørke og trængsel. De tyske soldater viste sig ikke på gaderne. De var ved at forberede deres afgang fra kasernen. Men der var en livlig færdsel af tyske militærbiler gennem byen. De havde kurs sydpå. Om morgenen den 5. maj kunne man se motorcykler med og uden nummerplader køre rundt og besøge deres familie rundt om i byen. Det var dem, der havde holdt sig skjult og levet under jorden. De havde gemt sig rundt om i landet eller i nærheden af Tønder. Også politibetjente, der var undsluppet mødte nu frem.
Foran Rådhuset
Klokken 8 samledes man på Torvet. Det var tæt pakket af mennesker. Kirken los klokkerne ringe i lang tid. Og fra Rådhus – trappen talte borgmester Paulsen. Skolebørnene, der blev undervist forskellige steder i byen samledes til en kort mindestund. Derefter blev der givet fri på ubestemt tid. Seminarie – eleverne havde ikke den glæde. De skulle snart til eksamen.
Rådhuset var blevet pyntet med danske, engelske og amerikanske flag. Og man kunne ikke forstå, at englænderne ikke kom. En strøm af mennesker gik mod Sæd, for at opleve det historiske øjeblik, når de første allierede tanks rullede ind på dansk jord. Da den første politibetjent ankom fra oplandet blev han båret i guldstol hen til politistationen.
Et fly over Tønder
Ved 11 – tiden hørtes der larm fra en flyvemaskine. Kort efter kredsede en R.A.F. Observationsmaskine over byen. Da den i lav højde fløj over Tønder ville jublen ingen ende tage. To flyvere vinkede ned. Og maskinen landede midt mellem græssende kreatur på en mark lige syd for byen. I løbet af få minutter var de to R.A. F. – piloter omgivet af et bøgende menneskehav. Alle ville give dem et håndtryk. De blev løftet på stærke skuldre og guldstol. Det gik gennem Søndergade og op til Torvet. Jubelråbene nåede næsten orkanagtig højde. De to piloter var Thomas C. Pinkerton og J.G. Wilson. De to blev modtaget som Tønders befrier. Efter velkomst på borgmesterens kontor, blev de budt på mad på Hotel Tønder. På vej blev de hævet op på en mælkevogn, så flere kunne se dem. De fik blomster med dannebrogsfarvede bånd.
En sight seeing tur
De to var udstationeret i Minden ved Hannover. Da budskabet om kapitulationen kom aftenen i forvejen havde de festet sammen med deres kammerater til hen imod de små timer. Efter et kort hvil mødtes de to om morgenen på flyvepladsen og talte om, hvad de skulle få tiden til at gå med. Da var det Wilson foreslog en tur til Danmark. De tog et landkort frem, målte afstanden. Så viste det sig, at en fyldt benzintank tillod en flyvetur til Tønder. Den lille by mod sydvest, var den første by foruden hovedstaden, der fik engelsk flyverbesøg den 5. maj 1945.
Man måtte vente på ørkentropperne
Ved 14 – tiden blev de i bil kørt ud til deres maskine. Efter en rundtur over marken gik det atter syd på. Og de to piloter måtte skuffende fortælle tøndringerne, at de ikke lige havde observeret engelske tropper lige syd for grænsen. Tvært imod havde de set masser af tyske militærkoloner og flygtninge. Så man måtte vente lidt længere på Montgomerys ørkentropper i Tønder. Men de to engelske flyvere havde været den store attraktion i Tønder.
Proklamation
I de første formiddagstimer samledes på Domhuset en kreds af mænd og kvinder, som havde siddet i Lokalkomitéen For Frihedsbevægelsen i tiden under besættelsen. Allerede om aftenen
var tysksindede blevet anholdt og kørt gennem Tønder på åbne lastbiler. De dansksindede havde spyttet på dem. Og på ladet stod danske frihedskæmpere med geværer og bevogtede de anholdte. De blev kørt til Missionshotellet, hvor deres videre skæbne blev afgjort. Hen på eftermiddagen blev der overalt i byen sat følgende plakat op:
Danmarks Frihedsraads Lokalkomité i Tønder
Efterhånden havde politiet fået samlet så mange folk, at de sammen med frihedsbevægelsens folk kunne opretholde ro og orden. Politimester Bøving overtog politimester – embedet for Modstandsbevægelsen. En bekendtgørelse blev udsendt om eftermiddagen:
Danmarks Frihedsraads Lokalkomité
Der militärische Ortsleiter
Folk, der af en eller anden grund måtte forlade Tønder vendte efterhånden tilbage. Hen på eftermiddagen kom også de første Frøslev – fangere, deriblandt også Pastor Magle. Nogle af De Blå Gendarmer dukkede op, nogle af dem i gallauniform.
Travlhed på trykkeriet
Da klokken var omkring kl. 22, tændtes pludselig alle byens gadelys. På Centraltrykkeriet arbejdede man med nedenstående bekendtgørelse som med henholdsvis dansk og tysk tekst skulle offentliggøres næste dag:
OVERENSKOMST
Tønder den 6. maj 1945
H.H.
Olsen H.Munch Knudsen E. Bøving
Der Standortberechälteste Münkel, Major.
Den Danske Brigade
Søndag den 6. maj var der strålende solskin. I de tidlige morgentimer var Torvet blevet smykket med flagstænger og guirlander. Rådhuset var pyntet med med de nordiske flag. Over indgangen hang et stort Dannebrog, hvorover vajede de tre store allierede nationers flag. En bil med højttaler kørte gennem byen og proklamerede Modstandsbevægelsens bekendtgørelser. Man meddelte samtidig, at luftsirenerne ville lyde, når man havde fået sikker meddelelse om, at de engelske tropper kunne ventes til Tønder. Ved 13 – tiden ankom en afdeling af Den Danske Brigade. De skulle overtage vagten ved grænsen. De blev med glæde modtaget på Torvet. Midt under modtagelsen kom i al ubemærkethed en engelsk panservogn kørende op gennem Søndergade.
Engelsk panservogn i al ubemærkethed
Mens den ventede for at komme fremad og nordpå, punkterede dens mægtige fordæk. I al stilhed blev vognen ført hen til Delas Mekanikerværksted. Panservognen var bemandet med en kaptajn, en premierløjtnant og seks mand. De var kørt fra Hamborg for at kigge ind i Danmark. Som mål for deres søndags – udflugt var Haderslev. Mens mekanikerne tumlede med deres store dæk, gik de sig en tur i Tønder. Undervejs blev de budt indenfor af Tønders borgere. Og de nåede aldrig videre. For om aftenen gik turen igen sydpå.
Pas på dine cykler
Lidt senere på eftermiddagen afholdtes en pressekonference på Domhuset. Der blev meddelt, at der fandt forhandlinger sted angående en indkvartering af allierede tropper i Tønder og Omegn. Opfordringen til alle beboere i Tønder lød på, at passe godt på alle ejendele i særdeleshed cykler og lignende.
Papirer blev brændt
Rømningen af Tønder Kaserne fortsatte næste dag. Foran bygningen var der tændt et stort bål, hvor de tyske soldater brændte en hel del papirer. Om aftenen begyndte man at borttransportere våben og materiel. Der blev også gjort forsøg på at stjæle danske biler belæsset med danske værdier. Men den gik dog ikke. Grænsebevogtningen opdagede det.
En tur til grænsen
Mange Tønder – borgere tog en tur til grænsen ved Sæd eller Rudbøl. Her var splitflaget hejst over toldbygningen og ved de sænkede bomme stod en enkelt grænsegendarm, en tolder og flere svært bevæbnede frihedskæmpere.
Brug for masser af frivillige
Der var brug for masser af frivillige til bevogtnings – tjeneste. Dem der meldte sig fik udleveret armbind. Våben og uniformsgenstande fandtes til at begynde med kun på Domhuset. Man gik stadig og ventede på Ørkenrotterne, men sirenerne tav. I radioen kunne man dog høre, at spredte små afdelinger af engelske soldater var kommet til landet, men de var kørt videre gennem Sønderjylland med kurs mod København.
Kamphandlinger ved Sæd Bro
Dagen forløb dog ikke helt så stille. Ved Sæd Bro skulle en gruppe frihedskæmpere på 6 mand overtage vagten efter deres kammerater kl. 15.30. Afløsningen havde lige fundet sted og de, der havde frivagt var gået hjem, da der kom inspektion af vagtholdene. Den bestod af to civilingeniører og en gendarm. Næsten samtidig dukkede en gruppe tyske soldater op bestående af 15 mand og 2 officerer. På vejen gik de i stilling oppe på vejen mod broen.
En af officererne gik op til den danske vagtgruppe og forbød dem, at opholde sig der. Flere af frihedskæmperne forsøgte at forklare ham, hvorfor de opholdt sig der, men officeren ville ikke belæres. Bag ved han lå en yngre officer. Han havde hørt forhandlingerne, og gav udtryk for, at det ikke var andet end at skyde. Herefter blev der givet ordre til ild. Øjeblikkelig lød der geværskud, der faldt håndgranater og en pansernæve eksploderede. Af de o ingeniører fik den ene maven revet op, den anden albuen knust, mens handelsmedhjælper B. Schøning fik højre underben revet af.
Så kom angriberne frem og arresterede de øvrige medlemmer af gruppen, som ikke var kommet til skade, og førte dem som fanger til Sønder Løgum. Fra dansk side var der ikke løsnet et eneste skud. Gendarmen, hvis tilstedeværelse tyskerne ikke havde noget at indvende imod, tog til Tønder for at tilkalde hjælp. Imens havde tyskerne trukket sig tilbage. Om aftenen blev fangerne atter udleveret med mange undskyldninger. Noget havde åbenbart svigtet, dog ikke den hensynsløse militære fremgangsmåde. Og så optog Frihedsbevægelsen igen vagten på broen.
Dramatik i Skærbæk
Et par episoder opstod også i Skærbæk, og det krævede menneskeliv. Ved 14 – tiden lod den tyske by-kommandant foretage en afspærring af det område, hvor modstandsbevægelsens hovedkvarter lå. Omtrent ved samme tid var der samlet 40 medlemmer af Skærbæk – grupperne i Karetmager Jensens ejendom. Nogle af dem skulle køres til Tønder for at deltage i bevogtningen af grænsen. Den 32 årige bogholder Johan Nielsen tilbød at bringe dem dertil og gik ned til sin bil. Men den nægtede at starte. Han bad et par kammerater om at hjælpe
med at løbe den i gang. Da de var kommet om gadehjørnet, gik bilen i stå. Nielsen var lige kommet ud af førerhuset, da en tysk vagtpost over for ham åbnede ild og ramte Nielsen, der sank sammen og blev liggende på stedet.
Da by-lederen hørte skuddene, gik han straks over til telefonen for at underrette Regionen. Han vidste, at det ikke var hans folk, der havde brugt våben, da han udtrykkelig havde givet ordre
til ikke at bruge våben mod bevæbnede tyskere.
Fangerne ført til Landbohjemmet
Næppe havde han lagt telefonen før han opdagede, tyskerne havde hentet forstærkninger fra Landbohjemmet. Disse var nu ved at omringe hans ejendom. En tysk officer nærmede sig hans værksted. Han skyndte sig ned for at indlede forhandlinger med ham. Men undervejs blev han standset af et heftigt skyderi. Tyskerne brød ind i huset og arresterede alle de tilstedeværende.
Derefter blev de bragt til Landbohjemmet som fangere. I over en halv time måtte de stå her med armene i vejret.
Modstandsbevægelsens medlemmer frigivet
Så mødte den tyske kommandant op, og spurgte efter den ansvarlige danske leder. By-lederen meldte sig og blev ført til kommuneskolen. Her oplyste han den tyske officer, at han havde handlet i overensstemmelse med den aftale, der var truffet mellem de kompetente myndigheder. Han havde fået udleveret engelske våben til dette formål. Da officeren havde overbevist sig om rigtigheden af de givne oplysninger var han straks villig til forhandling. Modstandsbevægelsen overtog kommandoen klokken 18 og de arresterede frihedskæmpere blev frigivet.
Tre småbørn havde mistet deres fædre
Da man atter samlede sig hos karetmageren fandt man en af deres kammerater, den 39 – årige mejerist Herman Svendsen liggende dræbt i værkstedet. Ha må have gemt sig på loftet og blevet opdaget. Han var dræbt ved et nakkeskud. Bogholder Nielsen døde kort efter, at han med ambulance var blevet ført til Ribe.
Alle flagene gled på halv i Skærbæk. To unge hustruer havde mistet deres ægtefæller og tre småbørn havde mistet deres far.
Mandag den 7. maj
Mandag den 7. maj var ikke helt normal. En del tysksindede håndværkere og forretningsfolk var blevet hjemme. De viste sig kun på gaden i skumringen. En del Tønder – borgere var heller ikke mødt på arbejde, da de havde påtaget sig bevogtnings – opgaver.
Englænderne overraskede igen
Klokken 19.45 rullede 6 panservogne med 30 mands besætning under ledelse af to unge løjtnanter ind over Torvet. De tilhørte The Royal Dragoons – de rigtige ørkenrotter. Også de kom ganske overraskende til byen. Der lød ikke nogen sirener, og der var heller ikke nogen modstandskomité. Først en halv time senere lød signalerne, og så blev der ellers liv i Tønder.
Engelske soldatersange i Tønder
I mellemtiden var afdelingen kørt op i Smedegade. Mens officererne meldte deres ankomst i Domhuset, erobrede ungdommen de engelske vogne. Derefter kørte englænderne på præsentationstur rundt i Tønder, anført af af to politibetjente på motorcykler og to mænd fra Den Danske Brigade. Borgerne spyttede på bilen fra Den Danske Brigade. De troede, at det var tyskere, der havde forvildet sig ind i kortegen. Der blev budt på mad og reception for de engelske soldater. Og en højtalervogn kørte rundt i Tønders gader og afspillede engelske soldatersange.
Ydmygende behandling
Om morgenen den 8. maj fortsatte Modstandsbevægelsen med at anholde folk fra Det Tyske Mindretal. De oplevede en meget ydmygende behandling. Det var stadig på Missionshotellet, dette foregik. Om aftenen blev dagens fangere transporteret til Fårhuslejren i Rute – eller Kødbiler. I dagens løb kom flere engelske afdelinger gennem byen. En større kolonne tog optagelser fra modtagelsen på Torvet.
Visitation
Tyske styrker passerede byen på vej syd på. Der var mange O.T. – folk blandt dem. Mange var belæsset med fødevarer. Trods forbud, var mange tyske flygtninge opstillet langs den rute, tyskerne drog afsted på. Ved grænsen havde englænderne, brigade – folk og modstandsfolk en travl tid med at visitere tyskerne. Penge, smykker og fødevarer blev beslaglagt. På en enkelt dag kunne der passere 20.000 soldater på vej syd på.
På en mark lige nord for indkørslen til Tønder var undertiden flere hundrede beslaglagte heste. På en anden mark var der adskillige beslaglagte køretøjer. Hver dag samledes der bunker af våben og ammunition. Vejgrøfterne i nærheden af Tønder var i forvejen fulde af bortkastede ting. På vejene sås også bortsprængte biler og meget mere.
Ved Sæd Grænse lå der stålhjelme, patrontasker, geværer, store kasser med knækbrød lå og flød alle vegne. Selv om der nærmest var hungersnød hjemme i Tyskland tillod man ikke tyskerne, at tage ret meget med over grænsen.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.09.2021
April 30, 2013
Af Willy Ajslev.
Det var et barsk liv på Nørrebro. Faderen giftede sig efter 25 års ægteskab med en 18 – årig og fik ni børn, en af disse var Willy. Da faderen døde som 72 – årig, måtte enken selv klare skærene. Willy og hans søskende hjalp til. Men man skulle kende sin plads. Da moderen klagede over, at opgangen blev brugt som bordel, og at rotterne var på daglige besøg, blev hele familien smidt ud. I en barak i Utterslev måtte de klare skærene. Læs denne fantastiske beretning, som vi nænsomt har redigeret, sendt af et familiemedlem til Willy.
Og de papirer som vi har modtaget består af nogle erindringer skrevet i 1983 samt et foredrag. Vi har forsøgt at gengive erindringerne i Willys ånd. Vi har dog forsøgt at kombinere de to ting, med kun få redaktionelle ændringer. Dog har vi lavet flere afsnit, og rent redaktionelt lavet det net – venlig. Vores redigering er foregået meget nænsomt, da Willy er en fremragende historie– fortæller.
Et uhyggeligt sted i 1910
Jeg hedder Willy og er født den 7. maj 1910, med efternavnet Petersen på Nørrebrogade 108 1. over gården. Det var et uhyggeligt sted at bo. I gården var der lokum, og rotterne rendte rundt om benene på os. Renlighed hørte ikke til i baggården dengang. Her boede jeg til jeg var 4 år. Min far var smed, og havde været gift i 25 år. Men ægteskabet forblev barnløst, da hans kone døde.
Faderen gift med en 18 – årig
Min far, der var født i 1842 var 33 år ældre end min mor, der var født i 1875. Ja hun var 18 år, da hun blev gift med min far, som da var 51 år. Hun blev hurtig gravid og meget ofte. Det blev til 9 søskende, inden han døde i 1914, 72 år gammel. Min far var organisationsmand, han var medlem af smedenes bestyrelse, og et billede er det også af ham på forbundets kontor.
I Fiskegade
I året 1914 flytter vi så til Fiskergade 10 1.sal. Nu er jeg så blevet godt 4 år og kan så begynde en kummerlig børnetilværelse. Gården er næsten som på Nørrebrogade. Rotterne havde deres legeplads, hvor vi ellers skulle være, så gaden blev vores legeplads. Den lille sidegade var ikke så befærdet. Det var kun hestevogne og enkelte trækvogne, som de handlende selv brugte, når de var på torvet.
De fulde arbejdsmænd
Min bedste legeplads var på Åboulevarden, fordi der var en masse brolæggere ved at lave brobelægning. Jeg syntes, at det var sjovt, at se de fire arbejdsmænd løfte den store fire-armede jomfru. Jeg blev af dem sendt i byen efter brændevin og skibsøl. Jeg måtte nok løbe lidt for mange gange, for om eftermiddagen råbte de lidt højt. Det gav anledning til for mange nysgerrige tilskuere. Deres koner kom også og ville have husholdningspenge, eller blev det hele drukket op. Jeg tjente gode penge ved at være deres bydreng.
De delte både ondt og godt
Der var et stærkt sammenhold familierne imellem. De delte både ondt og godt. Og da vi boede i en korridorejendom, kunne vi jo rigtig høre, hvad naboen om aftenen snakkede om. Vi hørte, når manden kom fuld hjem, eller når en anden nabo skulle sættes på gaden af politiet. Det var et af de daglige tragiske familie-begivenheder at se en politibetjent stå og passe på de fattige ejendele.
Far død af lungekræft
Min mor var blevet enke, efter at min far var død af lungekræft. Min mor begyndte at udearbejde, dvs. tage ud og vaske og gøre rent for dem, som vi kaldte rige. Og så måtte vi mindreårige passe os selv. Vores opdragelse stod vores ældre søskende for. Vores ældste bror på 18 år var beskæftiget på mælkeriet Trifolium. Den næste på 17 år var ansat hos en konditor, og nummer tre var ansat på en fabrik. De var alle med til at forsørge vores store børneflok.
Flytning til Griffenfeldtsgade
Min ældste søster kom på et børnehjem på Falster, fordi hun glemte at gå i skole. De kloge på Rådhuset mente, at det var bedst for pigen, at komme væk fra miljøet omkring Fiskergade. De næste to drenge var på mælkeriet Trifolium. Her var de ansat halvdags, men skolen skulle jo også passes. Atter engang måtte vi flytte. Denne gang blev det til Griffenfeldtsgade 25 på femte sal i sidehuset. Her var huslejen ikke så stor, men til gengæld fik vi i tilgift en masse væggelus og fugtige vægge. Under disse forhold gik sygdom ikke forbi vores dør. Men der var megen hjælpsomhed beboerne imellem. Alle delte, hvad de havde.
Var det pengeknaphed, fandt min mor noget af det bedste gamle sengelinned frem. Så gik en af os søskende så til pantelåneren (også kaldet onklen). Vi kunne så måske låne 2 kr. for en dug og 2 lagner eller dynebetræk. Meget af dette blev aldrig indløst.
Ved Nørrebros Runddel
Jeg var blevet omkring seks år, og var begyndt at gå mine egne veje. For eksempel gik jeg til Nørrebros Runddel. Her kunne jeg i flere timer stå og se, hvordan de drejede sporvognen på rouletten, der var nedlagt i gaden. Jeg fik lov til at være med til at dreje. Når jeg så kom hjem, kunne jeg fortælle min mor, at jeg havde tjent en femøre. For den kunne vi købe pålægsrester, så vi havde til flere dage.
I Slotsgade
Huslejen steg, og vi måtte derfor igen flytte. Nu var det så til Slotsgade 38 på femte sal. Vi gik frem og tilbage imellem de to lejligheder med vores indbo, da vi flyttede. Dette var nok den værste lejlighed, som jeg kan mindes. Rotterne dansede alle steder i gården. Selv hos os på femte kom de op ad køkkennedfaldsstammen. Lokummet i gården gik vi nødigt på, fordi også i tønderne holdt rotterne til, så vi måtte først sparke på døre og vægge, inden vi kom ind. Så kunne vi også risikere, at de gik til angreb på os.
Et socialdemokratisk hjem
Oplevelser var der nok af. Verdenskrigen rasede endnu. Der var stor arbejdsløshed. De arbejdsløse gik til daglig kontrol på Ladegården, som lå på Åboulevarden. Mange i vores familie var arbejdsløse. De mødtes ofte hjemme hos os til politiske diskussioner. Når bølgerne gik for højt, kom mor svingende med fars gamle stok. Hun måtte råbe højt for at få stoppet diskussionen.
Vores hjem var socialdemokratisk og nogle af mine brødre var blevet tillidsmænd på deres arbejdspladser. Der var begyndt at komme syndikalisme og kommunisme på arbejdspladserne.
Vi havde også rationering af mange ting og rationeringsmærkerne hentede vi på skolerne.
Et farligt hjemmearbejde
Økonomien i hjemmet var dårlig. Derfor var vi begyndt på hjemmearbejde. Der var krig i margarine – salget, så vi fik et job med at pakke små farver, man brugte til at farve margarinen
lidt mere gul med. Når vi var færdige om aftenen, var vi helt gule på hænder og i ansigtet, så vi lignede asiater. Vi prøvede også, at pakke Maggi – terninger, binde ildtænder og meget andet. Ildtænder var store høvlspåner, der blev bukket sammen, og brugt til optænding i kakkelovne.
Det værste var dengang, at lave fyrværkeri. Vi fik en stor bøtte krudt og en pakke med lunter. Nu skulle vi så lave skrubtudser. Midt på bordet blev bøtten med krudtet stillet. Min mor og os søskende fik hver sin opgave, en skilte papiret, en kom en teskefuld krudt på papiret, en bukkede papiret, og en bandt sejlgarn og satte lunten på plads. Men det værste var vel nok, at der ikke var lys, der hvor vi boede. Vi havde en petroleumslampe hængende over bordet og flere stearinlys havde vi stående. Tænk hvad der kunne være sket, hvis ulykken var ude.
Det var også sjovt, når vi skulle skrive mandtals – listen. Så begyndte vandringen nede i stueetagen, og så gik der på efter. Hver enkelt familie kunne se alles familieforhold, for eksempel om de var gift eller deres stillinger.
Flittig brug af spanskrøret
Nu var jeg blevet så gammel, at jeg skulle begynde i skolen. Det var en stor dag, den dag. På grund af boligmangel blev flere skoler brugt til husvilde, så jeg måtte helt om på Jagtvejens Skole, hvor jeg startede min skolegang. Jeg skulle kun gå i skole hver anden dag. Senere kom jeg på Helligkors – skolen. Den lå meget nærmere vores bopæl Lærerne dengang var neget strenge, hænderne sad meget løse. De gjorde flittig brug af spanskrøret. Hjalp disse hårde afstraffelser ikke, blev drengene ofte sendt på Værgerådet eller på Flakkebjerg.
Morgenmand
Mine brødre var begyndt som heldagsdrenge ved mælkevognen, så jeg måtte tidligt op om morgenen for at hjælpe til med at få bragt mælken op til kunderne. Kusken kom klokken 5 og holdt neden for opgangen og ventede på os. Var vi der ikke, kom han op og sparkede på døren, ind til vi vågnede.
Det var mange opgange, både fjerde og femte sal. Grunden ti, at jeg kom med, var, at jeg var morgenmand i modsætning til min bror. Han sov næsten altid for længe. Vi havde dengang et stort distrikt, Nørrebros Runddel, Jagtvej, Tagensvej og til Skt. Hans Plads.
Nogle gange kom jeg afsted, uden at have spist morgenmad. Heldigvis var det skolebespisning dengang.
Et syngende hjem
Det blev efterhånden en lang dag for mig. Op klokken 5 til udbringning af mælk, i skole fra klokken 13 til 18, måske også en times eftersidning, fordi lektierne ikke var i orden. Vi måtte holde ud, for vores mor skulle hjælpes økonomisk. Vi skulle for alt i verden ikke på det, der hed Fattighjælp. Alt det, som vi lavede styrkede sammenholdet. I vores hjem holdt vi meget af at synge. Det var arbejdersange og døgnmelodier, som vi sang, mens vi arbejdede.
Det kneb lidt med den sunde mad. Vi måtte spise kålrabi – bøffer med stuvede kålrabier eller blåfrosne kartofler.
Den spanske syge
Jeg kan også huske den store epidemi af Spanske Syge. Her herskede der stor travlhed blandt læger og på hospitalerne. Dødeligheden var stor blandt arbejderbefolkningen. Bedre blev det heller ikke, når der ikke var plads på hospitalerne. Sygdommen var meget smitsom, så der var ikke mange, der turde pleje de syge. Dem, der havde mest travlt var Røde Kors og Spejderbevægelsen. De bragte varm mad, hovedsagelig havresuppe ud til de hårdest ramte familier.
Hos os gik sygdommen ikke vores dør forbi. Vi blev ramt alle sammen. Min ældste bror var mest ramt, fordi han også fik lungebetændelse og bragt til hospitalet på Sundholm. Det var meget travlt og epidemien var ret udbredt. Under de forhold mente lægerne, at min bror ikke kunne klare krisen. De satte hurtigt et kors på hans tavle, som om han allerede var død. Så skete miraklet, min bror vågnede op og blev hurtig udskrevet. Da han kom hjem, kunne vi ikke kende ham igen, fordi han lignede et mumie og var skaldet som et æg.
Svagbørns – koloni
Jeg var så heldig, at min lærer tilbød mig et 14 – dages ophold på en svagbørns – koloni ved Odder i Jylland. Jeg spurgte min mor. Men problemet var tøj til et 14 – dages ophold. Jeg havde kun det tøj, jeg gik og stod i. Billetten var sikret og med den i hånden og en seddel fra skolen gik turen til Børnenes Kontor. Her ansøgte vi om hjælp til tøj til ferieopholdet. Og det blev bevilliget. Jeg blev klædt på fra top til tå, og glad var jeg.
Da vi mødtes under det berømte ur på Hovedbanegården, så kunne vi tydelig se, hvem der var klædt på af Børnenes Kontor. Vi var næsten som uniformeret. Vi havde ens bluser, halvlange bukser og sorte strømper. Skoene var ens, selv træskoene var ens med røde kanter som på pige – træsko.
En julekurv på Børnenes Kontor
Jeg havde også købt en Skolehave for 50 øre. Det var prisen dengang, men så fik vi også frø. Skolehaverne lå, hvor der nu er bygget store karreer – fra Kronprinsesse Sofievej til Hornbækgade. Det var det kvarter, man kaldte, De Fattiges Paradis.
Til jul måtte vi igen afsted til Børnenes Kontor. Vi skulle hente en Julekurv i Gothergades Eksercerhus i Kongens Have. Der stod vi i lange rækker og ventede hvert sted, hvor der var uddeling af flæsk, sukker, ris, margarine m.m. Det sidste vi fik, var en ny to – krone. Dette var nok til et juletræ.
Uforglemmelig ferie i Horsens
Jeg har også prøvet at være hos private på ferie. Det var vores nabo, hvis forældre boede i Horsens. Han sørgede for at jeg kom derover, og det var jeg glad for. På maven havde jeg en seddel, hvor mit navn stod, og den adresse jeg skulle til. De kendte ikke mig, og jeg kendte slet ikke dem, kun af omtale. Det blev til seks uger, som jeg endnu husker. Jeg fik lov til at køre med hest og vogn til Tugthuset med fisk. Dem jeg boede hos, var byens fiskehandler.
Inden jeg rejste hjem, blev jeg klædt på fra top til tå. Lidt penge blev det også til og en invitation til sommer og jul, som jeg så også benyttede mig af.
Politiske møder på Blågårds Plads
På Blågårds Plads, der hvor Den Sorte Firkant ligger, var der en stor legeplads med Kaj Nielsens stenhugger – arbejde. Her blev holdt mange politiske stormøder, med kendte politikere. Her holdt blandt andet Borgbjerg mange af sine brandtaler. Og her duellerede Thøger Thøgersen og støberi – arbejder Aksel Larsen. Når dette skete, var der liv og glade dage på pladsen.
Når valgtrommerne lød, og op til de store valgmøder måtte jeg rende op og ned af trapperne med løbesedler eller stå foran skolerne og dele dem ud. Vi havde altid fri på skolen, når der var valg.
Mor klagede over forholdene
I 1922, da jeg var 12 år, blev vi desværre sagt op med 14 dages varsel. Min mor havde klaget over forholdene i ejendommen. Hun havde klaget over alle de rotter, der dagligt besøgte os og bragte sygdom med sig. Endvidere havde hun klaget over de fulde værtshusgæster, der altid lå på trappen eller damerne, der brugte opgangen som bordel. Det ville mor ikke finde sig i. Så var det kun en vej, og det var ud. Vi havde ingen rettigheder. Vi var altid dem, der tabte. Mor henvendte sig til Rådhuset. Hun fik den besked, at det kun var Sundholm eller Utterslev Barakker at vælge imellem. Da Sundholm var meget berygtet, valgte mor Utterslev.
Et værelse med fælles køkken
I Utterslev fik vi anvist et væggelus – befængt værelse. Ja vi fik kun et værelse med fælles køkken. Det var et køkken, som vi skulle dele med en anden familie. I køkkenet havde vi hver et køleskab og et gassted, hvorpå der var lavet en anordning på gasrøret, så man kunne låse for gassen med en hængelås. Men der var elektrisk lys, som vi aldrig har haft. Vi måtte kun have én 16 watts lyspære i stuen og køkkenet. Så vi havde også vores hængelampe oppe, ellers kunne vi ikke se noget. Vi måtte tage til takke med den hyggelige lejlighed. Der skulle vi opholde os, spise, sove og lege.
80 familier – med godt sammenhold
Vi var en mor med seks børn. Sengene stod langs med væggen og spisebordet midt på gulvet, så var der ikke plads til mere. Selv om det var i 1922, så var vi henvist til lokummer i gården. Der boede 80 familier i barakkerne, vidt forskellige i både sind og temperament. Men vi havde et godt sammenhold. Ved festlige lejligheder fik vi lov til at bruge en 25 watts lyspære, men så skulle vi også ansøge om det hos ham, vi kaldte huslejemanden.
Han kom hver mandag og opkrævede husleje 1 kr. pr. dag og lys 8 øre pr. dag. Han tjekkede så, om vi brugte den rigtige pære.
Vi havde betonfatninger i stuen og køkkenet. Og det havde sporvognene også. Vi kunne låne pærerne på de to etagers Frederiksberg – sporvogne. Men det skulle ske i dagslys. For pærerne var serieforbundne. Og havde vi lånt en pære, ville dette blive opdaget med det samme, når det var mørkt, så ville lyset i den ene side gå ud. Og så ville konduktøren hurtigt fatte mistanke.
Illegal arbejdskraft
Vi havde ikke boet i Utterslev ret længe, før mælkemanden fra Enigheden fik fat i mig og spurgte om jeg ikke ville have et job hos ham. Det var dog ikke sikkert, at jeg ville blive antaget af mejeriet, før jeg var fyldt 14 år. Jeg gik alligevel på mælkeriet, og spurgte efter drengeforvalteren, der dengang hed Mads Jensen. Han kiggede lidt på mig med sit glade smil bag sit store skæg. Så sagde han, at der ikke måtte antages børn under 14 år, og begrundede det med, at Enigheden havde fået et brev fra en skoleinspektør om, at drengene sad og sov i den første time af skoletiden. På den måde fik de ikke lært nok.
Men, sagde Mads Jensen, du skal nok få en ren bluse hver uge. Så sig til kusken, at jeg vil tale med ham om det. Desværre blev jeg ikke antaget af selve mejeriet, men kusken beholdt mig til
hjælp. For dette fik jeg 50 øre om hverdagen og 1 kr. om søndagen.
Hov, der hang en mand
Jo vi oplevede skam noget på vores ture, der om morgenen. Engang kom jeg over loftet i Vesselsgade. Jeg havde begge hænder fulde af flasker, både fyldte og tomme, da jeg ramlede ind i en person, der hang og dinglede. Jeg smed alt, had jeg havde. Vi brugte ofte lofterne for at skyde genvej.
Oppe i Utterslev var der ofte folk, der inviterede på middagsmad, når vi om lørdagen var ude og opkræve penge. På Nørrebro var der mest arbejdere. Da jeg kom til Utterslev var det mest sporvognsmænd, postbude og politimænd, der byggede og boede derude.
I 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske
regering med Thorvald Stauning som statsminister. Undervisningsminister blev Nina Bang, Danmarks første kvindelige minister.
Konfirmation på kredit
Da jeg fyldte 14 år, kom jeg ud af 7. klasse, skønt det at jeg havde gået på hele fire skoler, Jagtvejen, Hellig Kors, Bispebjerg og Frederikssundsvejen.
Jeg blev konfirmeret i Brønshøj Kirke. Familien var stor, og vi havde kun det ene værelse. Så sengene blev klappet sammen, og alle dynerne blev stillet i skuret. Til festen var vi ca. 30. Så den stod på flæskesteg, rødkål og brunede kartofler. Og så var der selvfølgelig øl fra Stjernen. Dengang fik vi aldrig dessert.
Konfirmationsgaverne
var for det mest penge. Dem skulle min mor bruge til at betale Slagter, bager og købmand med. Hele festen var købt på kredit hos de handlende. Mit konfirmationstøj, der bestod af et
sæt sømandstøj med blå krave og en sømandshue, fik jeg igennem Prop-foreningen. Så på den måde, fik vi klaret en god og fin konfirmation med sange og en stor tale af min onkel, som var formand for Keramiker og Porcelæn.
Da festen var forbi og gæsterne gået, måtte vi rundt med borde og stole, vi havde lånt, for naboerne skulle selv bruge deres indbo. Sengene og dynerne blev hentet i skuret, så der blev ikke megen søvn den nat. Mine brødre skulle passe deres arbejde, mens jeg havde fri.
En ussel kusk
Nu kom det første store øjeblik i mit liv, for jeg skulle møde på Mælkeriet Enigheden, og ansættes som medhjælper ved den vogn, jeg før kun var ansat som illegal. Desværre var det ikke mere den flinke, rare kusk, Alfred Christensen, som kørte Vogn 38 mere. Han var blevet kontrolkusk. Vi kaldte ham onkel, nok fordi vi på Enigheden var en stor familie. Således blev staldmester Petersen kaldet bedstefar.
Der var kommet en ny kusk, der hed Jens Petersen. Han var ikke i familie med os. Han kunne finde på, at sparke os på skinnebenet, så det smertede, når vi stod bag vognen og gjorde regnskab med ham eller fik besked på at sidde bagi, og holde vores lille kærre, som vi brugte på de lange ture. Inden vi havde nået og sætte os til rette, satte han hestene i galop. Så var det umuligt at fange vognen igen. Så måtte vi vandre langt. Han grinede bare, selv om han godt vidste at kærren manglede.
Om vinteren måtte vi bruge slæde i stedet for kærren, når vi skulle gennem snedrivere. Så måtte vi sidde på slæden. Så kørte kusken så stærkt igennem snedriverne, at vi blev borte i al sneen. Og var vi ikke våde i forvejen, så kan det nok være, vi blev det. Jeg kørte ikke så længe hos ham. Vi var tre, der alle sammen stoppede en søndag morgen.
Kusken kom om morgenen og bankede på døren. Men min mor sagde til kusken, at han godt kunne spare sig sine talegaver, for nok var vi fattige, men at det skulle gå ud over medhjælperne
var ikke meningen. Kusken måtte gå med uforrettet sag, og selv rende rundt med mælken den dag.
Stor arbejdsløshed
Fra om mandagen begyndte jeg at søge andet arbejde. Hver morgen klokken 7 stod jeg udenfor porten ved Glud og Marstrand i Løve Allé og ventede og ventede på job. I 1924 – 26 var der stor arbejdsløshed. Jeg fik en plads på en budcentral på Blågårds Plads. Der gik alligevel en måned, inden der kom en værkfører og trak mig i armen. Jeg blev ansat som arbejdsdreng i den
afdeling, man kaldte Saksen, og glad var jeg. Da jeg kom hjem og fortalte min mor, at jeg havde fået arbejde, sagde hun:
Hvad min mor mente med det, så jeg senere. Normalt blev man fyret, når man var blevet 18 år, men jeg blev nu ansat som arbejdsmand. Jeg var kommet på svejseriet. Forskellig former for svejsning, der ofte betød ødelagte øjne, fik jeg også lært. Men så kom den store arbejdsløshed i 30erne. Vi var desværre mange, der fik vores fyreseddel.
Ja og så har jeg også gået strejkevagt. Det var ikke altid, vi fik noget ud af dette.
Prøvelsernes tid
Nu kom prøvelsernes tid, afsted til Kontrolkontoret hver dag. Vi fik tre kroner om dagen. Desuden kunne vi købe brændselsmærker til 1 krone pr. stk. Men faktisk havde de en værdi af to kroner. Ofte kunne vi redde os et par kaffemærker, der kunne bruges ved kvindernes kaffevogne, hvor man for billetten fik udleveret 1 kop kaffe og 1 stk. rosenbrød.
Det var hårdt, at være havnearbejder
Jeg fik tilbudt 14 dages ophold i Jægerspris med fuld understøttelse. Det var et ophold i en KFUM – lejr, hvis leder var den kendte Åge Falk – Hansen. Han var god ved de arbejdsløse. Han kunne arrangere fester for de arbejdsløse med familie med gratis adgang. Det kunne også ske, at det var et job, når vi kom til kontrol. Jeg fik arbejde i havnen i to dage. Det var nok fordi, at ingen andre ville arbejde der.
Jeg skulle laste gammelt jern fra en jernbanevogn til et lille skib, der lå ved Islands Brygge. Og det var med de bare næver. Da jeg kom hjem, kunne jeg hverken krybe eller gå, og alligevel gik jeg på havnen næsten dag. Det var hårdt at være havnearbejder. Jeg mødte også på Toldboden hver morgen. Men det var der kun Sjakbajsen, der kunne lide, følte jeg mange gange.
Man måtte ikke vise svaghed
Jeg fik også et sæsonjob. Jeg blev anvist et arbejde hos SATI – Skandinavisk Asfalt og Tjære Industri. Mødetiden var klokken 1 om natten, så jeg kørte med den sidste sporvogn til Frederiksholm. Ad Vasbygade gik jeg til pladsen. Så skulle asfaltkedlerne varmes op, og materialet hamres i stykker og grebes op i tre etager med håndkraft. For mig lille splejs, var det et hårdt arbejde, men man måtte holde ud, og ikke vise svaghed, selv om kammeraterne var gode nok.
Jeg søgte ud i byen og begyndte at arbejde med at lægge det varme asfalt ud. Eller hvis nogen kan huske det varme pulver, man stampede ned med varme jern. Og så var det 6 – 8 mand,
der i takt bankede det på plads. Så var der mange tilskuer, der så på. Vi tjente en god ugeløn. Vi var også meget trætte hver aften. Dengang var der ingen skurvogne. Det var bare en spand koldt vand midt på gaden.
Ansat ved kommunen
Når man kender en, der kender en, så skulle det være nemt, at komme ind ved kommunen. Og jeg kendte en. Nu var jeg 21 år og havde prøvet meget forskelligt. Jeg havde solgte kartofler og købt og solgt klude og ben for alt for lidt lommepenge og kostpenge, men som sagt, fik jeg arbejde ved den kommunale stenplads i Sydhavnen. Det var dengang, at Rådhuspladsen blev om-reguleret og omdannet. Alle brostenene blev kørt til kommunens oplagsplads i Sydhavnen. Det gik godt i et års tid, så var den glæde også forbi.
Medarbejder i Kastrup
Jeg blev igen arbejdsløs, dog ikke så længe. Min bor, der var mælkekusk hos Enigheden kom hjem og fortalte, at de manglede en medhjælper til vognen i Kastrup. Da der var stor arbejdsløshed slog jeg til. Jeg fik udleveret tøjet og en taske, og blev præsenteret for kusken. Jeg fik at vide, at det kun var så længe hans medhjælper var syg, at jeg havde jobbet. Jeg kørte hos den kusk i en måneds tid. Det var om vinteren og ude i Kastrup, hvor det var meget åbent. Det var hårdt.
På det meste af Amager var der gartnerier. Når man så nu kommer til Kastrup eller Dragør kan man ikke genkende det. Midt over vejen er der lavet en startbane, og under startbanen en vejtunnel.
Søren Jyde
På Amager kom jeg til at køre for en lille engros – kusk, der hed Søren Jyde. Det var hans øgenavn, fordi han i de 45 år jeg kendte ham, kun ville tale ravjysk. Han var en ilter mand, indtil man lærte ham at kende, men han forlangte, at jeg skulle sige De til ham, og det måtte alle medhjælpere sige til deres kuske.
En anden Nørrebro – rute
Der blev nu en plads som fast medhjælper ved en Nørrebro – vogn. I min erindring kunne jeg mindes min barndom, når vi kom i Fælledparken med madkurven og kaffeflasken, som var pakket ind i aviser og klæde, for at den kunne holde sig varm. Vi havde et godt sammenhold, kusk og medhjælper på denne vogn. Vi var enige om, at vi hver især skulle skaffe en ny kunde hver dag. Så efterhånden blev det til en stor mælkevogn. Vi kørte ruten Guldbergsgade – Arresøgade – Fensmarksgade.
Gift med Gudrun
Lønnen blev også efterhånden bedre, efterhånden som jeg fik flere kunder. Jeg var også blevet forlovet på dette tidspunkt. Og min pige, Gudrun som senere blev og stadig er min tro følgesvend kom og hentede mig hver lørdag. Så kunne vi gå i byen og købe udstyr for de drikkepenge, jeg tjente.
Det gik ikke lang tid, før man på mejeriet sendte bud efter mig. Jeg skulle hjem på mejeriet og være mejerimedarbejder. Det var vejen til at blive mælkekusk.
Jeg var nu blevet gift, og det var den 18. november 1934. Desværre havde jeg ikke de 300, der skulle stilles i kaution plus al den kredit, der skulle overtages efter den kusk, jeg skulle afløse.
Det var næsten 2 – 3 måneders løn, der skulle til, og dem havde jeg ikke.
De løb fra regningen på Nørrebro
Vi måtte spare og spare. Da direktøren sendte bud efter mig, tilbød han mig Enighedens dårligste mælkevogn med en stor kredit. Jeg var nødt til at sige ja til tilbuddet. For havde jeg sagt nej, havde jeg igen været arbejdsløs. Den første vogn, som jeg fik, var nr. 21 i Jægersborggade, Hørsholmgade, Kronborggade og Bjelkes Allé.
Det var en streg i regningen i vores ægteskab. Vi havde fået et barn, så det mange ting, vi måtte undvære. Nu var pengene ikke så store, som da jeg var hjemme på mejeriet. Lønnen, som jeg tjente, var ikke så stor. Kunderne flygtede fra deres regninger. Det nyttede heller ikke noget, at jeg på mejeriet forklarede, at kunderne skyldte mig alle de penge, jeg desværre ikke kunne betale. Mejeriet forlangte deres penge, ellers var der ingen arbejde.
Dette betød, at min kone måtte fortsætte med at arbejde på vaskeriet, og de penge, hun tjente, indgik så i husholdingen.
Sygemeldt i tre måneder
Jeg var så uheldig, at glide på vognstangen og faldt ned. Jeg var sygemeldt i tre måneder. Der blev sat en anden kusk på vognen, med det resultat, at han fik vognen fast. Jeg blev så sygevognskusk, hvilket var et bedre job. Det var på grund af, at en kontrolkusk var blevet syg, og derfor ville de bruge mig. Det blev til en periode med kørsel på 6 – 7 vogne rundt om i byen.
Så kom jeg til at køre i vogn nummer 4 i Saxogade og Dannebrogsgade m.m. Det var et rigtigt mørkt arbejderkvarter med masser af side – og baghuse. Pengene var vanskelig at indkassere.
Når medhjælperne kom om lørdagen, for at opkræve mælkeregningen, så var manden ikke kommet hjem fra arbejdet. Kom medhjælperen så kl. 9 om aftenen, ja så kunne vi risikere, at familien var gået i biografen for pengene.
Jeg kunne så holde og vente på gaden i al slags vejr med hest og vogn. Folk reagerede ikke over tidspunktet og uden at tænke på, at vi var på benene igen klokken 4 søndag morgen.
Faglig organisationsarbejde
Nu var jeg kommet ind i det faglige organisationsarbejde. I starten var jeg revisor i klubben og senere tillidsmand for detailkuskene. Det betød endnu mindre fritid. Vi havde ikke en 8 – timers arbejdsdag, men blev ved til vi var færdige. Det var alle ugens syv dage, plus jul, påske og pinse.
Krigen var kommet, og jeg havde fået en anden vogn på Vesterbro. Den var dog betydelig bedre end de forrige. Og med krigen kom der en streng mørkelægning. For os mælkemænd var det en stor gene, samt livsfarlig at holde på de mørklagte gader og veje i morgen – og aftentimerne.
På feriehjem i Tårbæk
Enigheden, hvor jeg var ansat, havde en direktør, der hed Carl Hansen. Han kom fra Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). De havde købt et feriehjem i Tårbæk. Der hold vi vores ferie for
billige penge. Det kostede 2,50 kr. for voksne. Børn under seks år var gratis. Havde man ikke rigtig råd til det, kunne man søge om hjælp og tilskud igennem Hjælpefondet.
Det lå godt placeret i Tårbæk. Vi kørte med toget til Klampenborg, og gik så med kuffert og barnevogn igennem skoven til hjemmet. Det lå lige ud til Øresund og til Eremitage – slottet.
Vi havde det dejligt på feriehjemmet.
For mange mejerier
Der havde været snakket længe om at centralisere mælkehandlere i Storkøbenhavn. Ekstra Bladet skrev side op og ned, om den dårlige mælkehandel, mejerierne imellem. Jeg kan huske, at der flere steder kom tre forskellige mælkemænd. Desuden kom der bude fra ismejerierne i en enkelt opgang.
Der blev nedsat en mælke-kommission, hvor vi forhandlede i lang tid, og hvor jeg selv deltog. Og da vi så endelig havde fundet en løsning, ja så kritiserede Ekstra Bladet ordningen meget kraftigt. Ordningen skulle træde i kraft mandag den 1. december 1941.
Ordningen blev lavet, for at få den billigste mælk på markedet. Man blev enige om, at der skulle være 14 mejerier. Fagforeningerne havde protesteret, fordi denne ordning ville betyde
arbejdsløse. Der blev lavet støtteordninger til dem, der blev ramt af mælkeordningen.
Hele 92 mejerier blev nedlagt. Antallet af detail – vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet protesterede over, at Enigheden havde fået lov til at bestå. De påstod, at det var Borgmester Julius Hansen, der holdt hånden over Arbejderbevægelsens mejeri. Det blev en ny epoke i mit liv. Jeg havde aldrig drømt om, at skulle sælge mælk i den rige Gentofte Kommune.
Generatorbil
Med krigen fulgte der mange restriktioner. Benzinen blev også begrænset til det mindste. Smørret blev rationeret, piskefløden blev inddraget og fedtprocenten blev nedsat. Jeg
fik også en generatorbil, at køre med. I stedet for benzin fik jeg en sæk med brænde – tørv og grankogler, der skulle hældes i en kakkelovn, som så udviklede generatorgas.
Når jeg kom hjem fra dagens gerning, så lugtede jeg, som et helt røgeri. Engang var jeg løbet tør for brænde, så kom jeg et bundt gamle aviser og slog et par gamle mælkekasser i stykker til gas.
Nu kun 38 vogne på Enigheden
Med den ny ordning blev Enighedens mælkevogne skåret ned fra 120 til 38. I syv år kørte jeg i Gentofte. Jeg var kommet i en masse udvalg, både på Enigheden og i Fagbevægelsen. Fritid havde jeg bestemt ikke meget af Min lille familie havde fået en lille kolonihave i Rødovre. Et lille fristed, hvor vi var fri for at se på tyske soldater. Og hver morgen foran Enigheden kom en tysk cykelpatrulje og smed deres cykler i portåbningen. De forsvandt først efter at have fået deres tørst slukket.
Folkestrejken
Jeg kan endnu mindes folkestrejken. Vi holdt med mælkevognen ved Gentofte Hotel, da en stor skare kom hen til mig, og fortalte, at alt lå stille inde i København. Der kørte ingen sporvogne eller trolley – busser. Jeg måtte hellere køre hjem, mens tid var. Mine medhjælpere blev hurtig kaldt sammen, og den mælk og smør, som jeg havde tilbage, kørte jeg hen på et børnehjem, så de var sikret i et par dage. Så var det kun en vej, og det var tilbage.
På Lygtevejen stod folk og ventede på busserne, der ikke kom. Jeg havde også mange siddende på taget af mælkevognen. Da jeg kom hjem til mejeriet, blev der hasteindkaldt til
møde med ledelsen, om den situation, der var opstået. Det kunne blive farligt for mine medarbejdere, hvis tyskerne greb ind.
Folkestrejken var en kendsgerning. Næste dag blev det ikke kørt mælk ud til kunderne. Folk stod i lange køer uden for mejeriet og ventede på, at de kunne komme ind og købe mælk og fløde. Der blev i hast stillet nogle borde op, hvor mælk m.m. blev stillet op.
Stoppet af tyskerne
Det vi var mest bange for, var at tyskerne skulle komme og i deres desperation skyde på den store folkemængde., der ventede ude på gaden. Men tyskerne blev væk. Det værste var, at vi skulle udstyres med legitimation udstedt af tyskerne. Det skulle vises frem, hvis vi blev antastet af tysker – patruljerne om natten på vej til arbejde ude fra haven i Rødovre.
Tyskerne lå på dæmningen over Damhussøen hver morgen og kontrollerede dem, der skulle over. Havde man ikke tilladelse, så blev man straks anholdt. Kun en gang er jeg blevet stoppet med min mælkevogn, og det var en morgenstund på Lyngbyvej på vej ud til mit kvarter i Gentofte. Efter at have gennemsøgt vognen flere gange fik vi lov til at køre videre.
Sygemeldt i ni måneder
Jeg havde også et kørselsuheld. Jeg kørte løbsk med mine heste. Grunden var, at vi kørte ned ad den bakkede Gentoftegade. En af læderskaglerne røg af, hestene blev vilde.
De slog et slag med vognen, og jeg faldt af. Det ene ben blev kørt over. Jeg blev i ambulance kørt til Gentofte Amtssygehus, hvor jeg lå i tre måneder. Jeg var sygemeldt i ni måneder og måtte leve af understøttelse på 52 kr. om ugen. Det var dejligt at komme på arbejde igen. Det var et par dage efter, at vi i hele Danmark havde festet for den frihed vi igen havde fået, ved at krigen var slut.
I 1948 blev jeg indvalgt i fagforenings – bestyrelsen. Det betød endnu mindre tid til familien. Vi havde på det tidspunkt forøget vores familie med en datter. Jeg blev forflyttet til et andet distrikt. Det var i 1948. Og det var i det kvarter, hvor jeg kørte som mælkedreng. Men Utterslev lignede ikke den lille idylliske landsby, som jeg havde drømt om. Der var lavet en bred vej over mosen. Her lå der tidligere kun en træbro til gående over kanalen.
En tillidsmand på kursus
Nu begyndte højskolearbejdet. For som tillidsmand måtte man dygtiggøre sig. Det begyndte på Krogerup Højskole, hvor vi skulle lære en del om kooperationen. Vores ledere var Thor Petersen og Evan Sølvkjær. De var meget dygtige i debatter. Disse kurser varede i 14 dage. I weekenderne havde vi vore koner og børn med deroppe. Det var vi meget glade for.
Flere gange var jeg også på den gamle Roskilde Højskole, hvor K.B. Andersen var forstander. Vi skulle lære fagforenings –kendskab, voldgiftsretten og nationaløkonomi. Der blev efterhånden solgt og nedlagt flere mejerier. Derfor blev der rokeret frem og tilbage, uanset om vi kunne lide det eller ej. I 1952 blev jeg flyttet til Hellerup. Man begyndte nu at tale om at indsætte enmandsbetjente vogne. Det var en nytænkning, der var på vej. Min mælkevogn i Hellerup blev inddraget, fordi den skulle være en prøve for deres fremtidige mælkevogne.
Indvielse af Det Danske Hus i Paris
På min mælkevogn var der beskæftiget 1 kusk, 1 førstemedhjælper samt 5 medhjælpere. Dette skulle være nok medarbejdere til tre enmandsbetjente vogne. I 1952 havde jeg også en dejlig oplevelse. Jeg var inviteret sammen med 36 andre erhvervsfolk til grundstensnedlæggelse af stenen til det danske hus i Paris Turen varede i seks dage. Vi kørte i bus og alle skulle være i deres arbejdstøj, og blev godt modtaget alle vegne. Vi blev fotograferet og filmet til dansk tv.
De brune flasker forsvandt
Og i 1956 var alle de dejlige heste forsvundet. Og i 1966 foranstaltede man de første forsøg med engangsemballage i pap. Og i 1969 – 70 kom så al mælk og fløde på engangsemballage. De
brune flaskers tid var endelig forbi. De sidste udgik i februar 1971.
En afskedsfest uden lige
Når jeg nu ser tilbage på de år jeg var detailkusk, er det med tårer i øjnene, at jeg nu som pensionist erfarer, at vores store stolte mejeri, arbejdernes eget, styret af arbejderne, ikke mere
har den stolte detailvogns park på 120 vogne. Vi har ikke mere de dejlige heste, som vi kuske var meget glade for. Desuden havde vi en stor medarbejderskare, som vi havde et godt samarbejde med. Vi havde et godt kammeratskab, selv længe efter at vi ikke kørte mere. Det er et bybillede, der er helt væk. Jeg husker, når vi fløjtende kom op og ned ad køkkentrapperne,
og kunderne kunne høre mælkedrengene komme. Så var morgenkaffen altid parat, særlig varmede det en vintermorgen.
Jeg havde 28 dejlige år som mælkemand, 10 år som ostechauffør på Erico og så en afslutning som leder af Enighedens Kantine i 7 år. Det blev til 45 oplevelsesrige år. Jeg opnåede 25 og 40 års jubilæer og en afskedsfest uden lige.
Den 90 – årige Willy holder foredrag
Enigheden fortsatte til 10. marts 1995. Arla og MD overtog den for så at lukke virksomheden den 21. januar 1996. Et års tid før Enigheden kunne fejre 100 års jubilæum blev virksomheden så lukket. Men jubilæet blev nu alligevel fejret. Og tænk i år 2000 holdt den 90 – årige Willy Aislev et foredrag på Rentemestervej 2, hvor Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv samt Bispebjerg Lokalhistoriske Forening var til stede.
Mejeriet Enigheden startede den 29. december 1896, da Aktieselskabet Mælkeriet Enigheden blev stiftet af fagbevægelsen med M. Lyngsie i spidsen. Og selve mejeriet åbnedes den 12 marts 1897 på hjørnet af Grundtvigsvej og Falkonér Allé på Frederiksberg.
Tak til Hanne Petersen for bidraget.
April 30, 2013
Vi kigger på nogle gamle gårde på Frederiksberg. Og det var meget mørkt dengang. Man kunne let efter mørkets frembrud gå mod et træ eller falde i en grøft. Og det første brandværn var ikke særlig effektivt. En enkelt vægter skulle klare det hele. De første omnibusser var ikke særlig populære. Så kneb det også med at få vand på i højhusene. Byggematadorerne havde også gode kår på Frederiksberg. Det gjaldt om at bygge, inden der kom vedtægter.
En idyllisk Landsby
Man tror det næppe, men Frederiksberg var engang en idyllisk landsby. Her lå mange gårde. En af dem, var Grøndal. Den lå langt ude af Godthåbsvej, ikke langt fra Frederiksbergs nedlagte jernbanestation. Oprindelig hed ejendommen Kalthuset efter kongelig tøjmester Peter Kalthoff. Han indrettede gården til krudtmølle. Og i 1654 skænkede han Ny Hollænderne to alterstager til deres kirke.
Dernæst var det Danmarks berømte søhelt, Niels Juel, der ejede gården. Og i det 19. århundrede var det politikeren Balthazar Christensen. Jorden var for længst udstykket, og omkring 1930 måtte hovedbygningen vige for højhuse.
St. Godthåb
Lidt længere inde på Godthåbsvej omkring Fasanvej lå den gård, der havde givet navn til vejen, St. Godthåb. Omkring 1800 havde den et stuehus på 3 – 4 etager, samt forskellige sidehuse, hvori der blandt andet var stadeplads til 16 heste. Lige over for det sted, hvor gården lå, ligger Fuglebakkekvarteret, der blev opkaldt efter ejendommen Fuglebakken.
Mariendal
Vi fortsætter endnu et stykke ind ad Godthåbsvejen og kommer til De Classenske Boliger. De rejstes som arbejderboliger i slutningen af 1860erne, da der kom gang i Frederiksberg.
På den sydlige side af Godthåbsvej langs Falkoneralléen lå gården, Sindshvile og på den nordlige side, Mariendal. Sidstnævnte har endda givet navn til et helt kvarter. Indtil omkring 1800 hed gården, Falkendal. Men den daværende ejer gavden navnet Mariendal, formentlig efter at hans søster Marie havde holdt hus for ham.
Justitsråd Josephsen udstykkede Mariendals jorder og anlagde villavejene, hvoraf den, der bærer ejendommens navn, føres over Fasanvejen til Fuglebakken, hvor den ender Zahrtmanns Plads, opkaldt efter maleren Chr. Zahrtmann, som boede der indtil sin død. Hans statue er opstillet i et anlæg uden for hans hus.
Falkonergården
Falkonergården lå over for Mariendal på den østlige side af Falkoneralléen. Her indrettede Christian den Femte, Danmarks eneste falkoneri, til opdrætning af islandske jagtfalke, dels til hoffet selv, dels til brug som gaver til fremmede hoffer.
Gården bestod af flere bygninger, da der både skulle være plads til falkonermesteren og hans svende og til falkene og de nødvendige heste og hunde. Bygningerne blev imidlertid snart forfaldne. Allerede 1707 havde brøstfældigheden “Tid efter anden saaledes formeret sig, at hverken Folkene eller Falkene, derudi kan være tør eller bjerge sig”.
Et halvt hundrede år efter var det atter galt. På den tid begyndte de kongeliges interesse for falkejagt at fortabe sig, da jagten havde antaget nye former. Man begyndte derfor at overveje,
om der var nogen grund til at holde Falkoneriet i gang. Faktisk blev et sidehus til gården først revet ned i 1927.
I 1810 blev Falkoneriet endelig nedlagt. Det var det portugisiske hof, der fik de sidste falke. Ejendommen blev solgt, og bygningerne blev anvendt til fabriksvirksomhed. Den sidste ejer af
den gamle historiske gård var fabrikant C.A. Feilberg. Han testamenterede hele herligheden til Frederiksbergs Kommune. Efter hans ønske blev bygningerne anvendt som bolig for frederiksbergske embedsmænd.
Roligheden
Ved siden af lå en gård, der i begyndelse af 1760’erne kom til at hedde Roligheden. Det blev senere boligen for Landbohøjskolens direktør. Her lå også sygehjemmet, og fabriksvirksomhed var her også. Bygningerne blev revet ned, som gav plads til et moderne ejendomskompleks. Navnet Hostrups Have er til minde om digteren Hostrup, der også en kort overgang boede på Rolighed.
Vi har tidligere beskæftiget os med Vodroffgaard. Vi kommer derhen ved at fortsætte af Rolighedsvej ad Rosenørns Allé mod søerne. Vi kommer forbi det gamle Ladegårds – terræn, hvor Forum, det tidligere radiohus og Hermann Triers Plads ligger. Lige før søerne kommer man til Vodroffsvej, der ligesom gården var opkaldt efter “Regimants – kvartermester” Vodroff, som omkring år 1700 fik et stykke af Ladegaards jord til at bygge en mølle på.
Vodroff
Vodroff fik tilladelse til at bygge en hollandsk vandmølle, en perlegryns – mølle, en slibe – og polér – mølle og et snus-tobakværk. Men han kunne ikke klare sig. Måske var det, fordi han måtte med i Den store nordiske krig. Som vi tidligere har skrevet her på siden stødte pesten til i 1711. Og fra gammel tid havde der ligget et pesthus for enden af St. Jørgens Sø, meget tæt på Vodroffgaard. Denne ejendom blev derfor inddraget som pesthospital, med en tysk barber som overkirurg. Forholdene var som hospital betragtet ganske forfærdelige. Og Vodroff blev endnu mere fattig. Han fik en særlig tilladelse til at sætte bækken ved kirkedørene, for på den måde at bede medlidende mennesker om hjælp.
Den oprindelige Vodroffgård blev i slutningen af det 18. århundrede erstattet af en statelig hovedbygning med en parklignende havde, hvori der var kanaler og springvande, ja endda marmorstatuer. Men i 1868 endte Vordroffgaard dog som folkelig forlystelsessted. Få år efter blev navnet ændret til Vodrofflund. I 1906 blev bygningen revet ned. Det var nu ikke fordi søgningen var ringe, men byggespekulanter ville have mere ud af jorden.
Forhåbningsholm
Ikke langt herfra lå Svanholm og Forhåbningsholm, der havde givet navn til veje i området. Og tænk på Forhåbningsholm blev der holdt slaver. Den mand, der opførte gården, General – Tobaksdirektør Bargum blev senere direktør for et selskab, der handlede på Guinea, og dette selskab fik i 1765 tilladelse til at købe slaver i Guinea og føre dem med selskabets skibe til Vestindien mod at bringe sukker og andre vestindiske produkter tilbage. I en forpagtningskontrakt lader han tre negre gå med i forpagtningen med den tilføjelse, at hvis én eller flere skulde
dø, skal Forpagtningen være uden Ansvar for det.
St. Thomas
På selve Den lille Runddel lå Monigattis Pavillon og lige i nærheden St. Thomas som havde en hvis tilknytning med Vestindien. Apoteker Riise, der købte ejendommen 1872 og gav den navnet St. Thomas, havde nemlig et apotek i Vestindien. Formentlig af samme grund lod han den store have beplante med mange sjældne træer og planter.
Ludvigs Minde
Fra Allégade kendes Ludvigs Minde eller Reebergs Gård, som den også blev kaldt. Det var en rigtig tysk proprietærgård. Hovedbygningen var fra 1772. Her var ring i muren til at binde heste med. I nummer seks lå Det Wærnske Institut, som Gehejmekonferensråd – inde Wærn oprettede til fattige unde pigers uddannelse og opdragelse. I 1887 flyttede instituttet til hjørnet af Bülowsvej og Kastanievej.
Pastor Hassager
I Frederiksbergs Bredgade lå Hassagers Kollegium. Ejendommen tilhørte i sin tid Frederik den Sjette. På et tidspunkt købte præsteenke, Dorthea Hansigne Hassager ejendommen. Hun besluttede at testamentere ejendommen i Bredgade og en sum på 120.000 kr. til fribolig for 10 studenter. Kollegiet blev indrettet med Valkendorf Kollegium som mønster. Unge studerende fra de sogne, hvor Pastor Hassager har virket, havde fortrinsvis adgang.
Mørstings Gård
En fornem gård var også Møstings Gård lige ved indgangen til Smallegade. Ejendommen tilhørte statsminister J.S. Møsting. I over 25 år benyttede han ejendommen som landsted. Efter hans død var det kammerherre Monrad, som også var postdirektør, der købte gården. Ja mange borgere kaldte ejendommen for Monrads Gård. Man ak, gården måtte lade livet, da Smallegade blev udvidet.
Vi kunne selvfølgelig havde nævnt mange flere gårde. Og det har vi egentlig også gjort. Se blot de andre artikler om Frederiksberg, som vi har begået. Langs Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé lå mange smukke villaer. Dem kunne vi også godt have nævnt. De rummer bestemt også spændende historier.
De gamle hovedveje
Tre af de gamle hovedveje, der udgik fra København berørte Frederiksberg i ældre tid. Adelvejen fik til Roskilde (Vesterbrogade, Rahbeks Allé og videre over Valby).Det var den urgamle hovedvej vest på. Så var det Solbjergvejen (Gl. Kongevej). Denne vej førtes uden om landsbyen Solbjerg videre til Langvaddam (Damhussøen), hvor den stødte sammen med Adelvejen. Og så var det Islevvejen (Rolighedsvej – Godthåbsvej).Denne vej førte ud til Islev Enghave.
Navnet Gl. Kongevej stammer fra tiden omkring 1700, hvor Frederiksberg Allé blev anlagt som Hoffets indkørselsvej til det nyopførte Frederiksborg Slot. Derefter var alléen den ny Kongevej og den gamle vej fik så meget naturlig navnet Gammel Kongevej.
Den gamle adelvej
Den gamle Adelvej var nok den mest ringe af dem alle. Selv helt inde ved byen bestod den flere steder kun af en række vejspor. Endnu omkring 1800 var det til tider en næsten ufarbar
vej mellem Bakkehuset og Værnedamsvej. Men også Kongevejene var vanskelig at køre på i vådt vejr. I 1771 erklærede nogle Frederiksberg – bønder, at de ikke var i stand til at levere hø til de kongelige stalde, som de havde forpligtelse til, fordi Gl. Kongevej var ufarbar. Og de måtte ikke køre på Frederiksberg Allé.
Pas på – i mørke
Det hedder ligeledes i en gammel beretning, at i fugtigt Vejr lignede Gl. Kongevej mere et Kjær end en Vej. Om sommeren var støvet en plage. På en måde var det bedst om vinteren, når jorden var frossen. Men faldt der sne, var det et problem. For der blev absolut ikke ryddet. Vejene var nærmest ufarbare om aftenen. Kun når der var klar måneskin, kunne der køres på dem. Fra Bakkehusets gæster klagedes der stadig over, at der kun var gadebelysning fra Vesterport og ud til Værnedamsvej. Der var dengang kun spredte tranlamper hist og her.
Gik man dengang på rundt på Frederiksberg efter mørkets frembrud, var det fare for, at man ved hvert skridt ville ramme mod et træ, eller styrte i en grøft og blive begravet i mudderet.
Barnevogne forbudt – i 1885
Almindelige dødelige måtte hverken ride eller køre i Frederiksberg Allé, medmindre at man havde fået en speciel tilladelse. Havde man sådan en blev man udstyret med såkaldte Kongevejsnøgler. Endnu stod der i 1885 i Politivedtægten, at der var forbudt at køre med barnevognene på fliserne i Frederiksberg Allé. Dette blev dog ikke overholdt. Der var for længst
åbnet for almindelig trafik.
Jordveje i siden
Ny Hollænderbyens gamle hovedgade, Allégade havde dybe stinkende grøfter. I 1848 måtte et gadekær fyldes til, fordi stanken var alt for ulidelig for dem, der boede i nærheden. Pilealléen
– Vejen til Valby som den oprindelig hed, var til tider så bundløs, at den hindrede børnene i at komme i skole og var til stor gene for kirkegængerne.
Om Falkoneralléen siges det i 1826, at dens stenbro var så forfalden, at den næppe uden Fare kunde passeres af kørende eller ridende, som derfor måtte benytte den ene af de to jordveje, der ellers var beregnet for gående og lå en på hver side af kørebanen. De private veje, Bredegade og Smallegade var i endnu ringere.
Befolkningen – firedobbelt
Fra 1700 til 1800 blev Frederiksbergs indbyggertal firedobbelt, idet det steg fra 300 til 1.200. Og disse blev til 3.000 i 1850. Så gik det ellers hurtig. Frederiksbergs befolkning var i år 1900
oppe på 70.000.
Byggematadorerne tog fat
Men helt let var det ikke for beboerne. De københavnske håndværkere ville ikke acceptere unødig konkurrence. Desuden skulle der betales en speciel afgift for alle de varer, der førtes gennem hovedstadens Accisebod. De dårlige veje og manglen på trafikmidler fik mange til at fravælge Frederiksberg. Der måtte heller ikke bygges grundmurede huse mellem Falkonerallé – Jagtvej og Søerne. Det var kun tilladt, at bygge lave huse og af sådant et materiale, at de hurtigt kunne fjernes i tilfælde af krig.
Dette forhold hæmmede bebyggelsen af området mellem Gammel Kongevej og Ladegårdsåen. Derfor var det af stor betydning at disse bestemmelser
bortfaldt, idet Demarkationslinjen den 6. januar 1852 blev flyttet fra Falkoneralléen til søerne. Dette benyttede byggematadorer sig af. En af dem var inspektøren ved Ladegården, rådmand Bülow. Endnu samme år købte han 35 tdr. land til udstykning nord for Gl. Kongevej.
Frederiksbergs smukkeste kvarter
Bülow gav sig straks til at anlægge H.C. Ørstedsvej og nogle af de tilstødende veje. Det lykkedes ham dog ikke at føre Ørstedsvej igennem til Gl. Kongevej, da der lå en ejendom i vejen, som han ikke kunne formå ejeren til at sælge jord fra. Men til gengæld tog han fat på Bülowsvej, som med sin smukke beplantning og de tilstødende villaveje på den østlige side og Landbohøjskolen med sin skønne have og forsøgsmarker blev en af Frederiksbergs smukkeste kvarterer. I 1873 blev H.C. Ørstedsvej ført igennem til Gl. Kongevej. Det blev en af hovedårene mellem Nørrebro og Vesterbro.
De letlevende damer
Der rejste sig et helt nyt kvarter mellem Svanholmsvej og Vodroffsvej. Det var etatsråd Schønberg, der på dette areal anlagde tre gader med høje huse til udlejning. Også her bar en af gaderne Ørsteds navn. Men da den snart blev kendt for sine letlevende damer, lod man den skifte til Danmarksgade. Det var som om, at dette fik kvarterets ry til at skifte til det bedre.
Allerede 1851 var Nyvej eller, som den oprindelig hed, Christiansholmsvej blevet anlagt mellem Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé. Snart blev den fortsat i Bianco Lunos Allé.
Ringe byggestandard
Få år efter begyndte udstykningen vest for Falkoneralléen, hvor der straks blev rejst en del huse nord for Godthåbsvej. Men byggevedtægterne kom først til at gælde på Frederiksberg i 1858. Så det gjaldt for byggematadorerne at bygge inden disse vedtægter trådte i kraft. Det betød et kvarter med ringe byggestandard. Situationen blev dog meget værre på Nørrebro. Trods
de store udstykninger gik byggeriet i stå i slutningen af 1850erne. I 1857 blev Danmark ramt af en alvorlig pengekrise, som fuldstændig lammede alt byggeri i en årrække. Først 10 år efter
kom det atter i gang, og så gik det hurtigt.
I 1863 kom den første sporvogn til Frederiksberg. I 1864 fik byen sin jernbanestation. Og endelig i 1866 fik bydelen næringsfrihed. Nu kom der virkelig gang i væksten. I 1945 havde bydelen 115.000 indbyggere.
Vesterport lukket ved midnat
Vesterport blev dengang lukket ved midnatstid. Det var uhyre besværligt at bo på Frederiksberg om vinteren. Det var ikke sjovt, hvis man ikke lige havde et køretøj. Det var på hele Frederiksberg kun en lukket vogn til udlejning. Den tilhørte en person ved navn, Halleby. Den var nu næsten aldrig til at tage få fat på.
Under disse omstændigheder var det meget naturligt, at den driftige Halleby forsøgte at sætte en omnibus i gang mellem Frederiksberg Runddel og Stenkisten ved Vesterport (Tivoli). Man skulle tro, at sådan en omnibus var en indbringende forretning, og ville afhjælpe et alvorligt savn. Alligevel måtte den driftige herre indstille sit foretagende, da de københavnske vognmænd fik politiet til at skride ind og erklære, at det stred imod Lavets rettigheder.
De første omnibusser
Men Frederiksberg voksede og voksede. Mange københavnere blev helårsbeboere på Frederiksberg. Efterhånden opstod der krav fra beboerne om bedre trafikmuligheder. I 1841 havde københavnerne fået sine første omnibusser. Enkelte kørte også til Frederiksberg. I januar 1842 fik de fast køreplan, med 3 – 4 ture om dagen. Det varede dog ikke længe, før de kørte en gang i timen, og Oehlenschläger skrev til sin datter, at han først kunne nyde sin fribolig, nu da det var muligt at komme til byen på en time. Prisen for en Frederiksberg – tur var 8 skilling om hverdagen og 12 skilling søn – og helligdage.
Overkørsel og mulig radbrækning
Disse omnibusser havde farvestrålende navne som Dronning Margrethe, Løven, Solen og Napoleon. Der var besværligheder under kørslen. Ejendommeligt nok klagede man ikke over langsommeligheden. Datidens medier klagede derimod over, at der blev kørt for hurtigt på Stadens Grund. Gående var udsatte for Overkørsel og mulig Radbrækning. Medierne appellerede til, at der blev etableret. Forholdsregler i den Henseende. En Omnibus skulle kun være forspændt med to heste i stedet for fire heste.
Disse omnibusser var ikke populære fra begyndelsen. Fra Frederiksberg Runddel kørte de igennem Allégade og ad Gl. Kongevej ind til byen. Men de beboere langs ruten, der sjældent eller aldrig benyttede dem, så med stor uvilje på de moderne køretøjer. De lavede støj og forstyrrede den rolige nattesøvn.
Da Bredegade i 1845 havde fået brobelægning, søgte omnibusselskabet om tilladelse til at lade vognene køre ad Brede – og Smallegade. Men da sogneforstanderne diskuterede sagen, viste det sig, at der var nogle, der var bange for, at vognene ville slide for meget på den fine brolægning.
Efterhånden vænnede man sig til omnibusserne, og Frederiksberg – linjen blev en af hovedlinjerne i det københavnske omnibusnet. Selv efter, at der i 1872 var lagt spor på Gl. Kongevej, var det omnibusserne, der benyttede dem. En ingeniør havde fundet på, at lade et par små styrehjul løbe foran de rigtige hjul til at holde vognene på sporet. Oppe fra bukken kunne kusken sænke og hæve styrehjulene, eftersom der var brug for dem eller ej. Gennem Strøget var der nemlig ikke spor, og omnibusserne kørte til Kongens Nytorv.
Sporvogne
Det var svært at komme op på tagsæderne. Der var næsten en lodret jernstige derop. De kære gamle Rumlekasser fra Hesten og til Frederiksberg kørte indtil sporvognene blev elektriske i 1899. Det var en hvis stemning over det, når Gl. Kongevej genlød af hornsignaler, som forkyndte at Teatervognen med de forudbestilte pladser var ved at komme.
Allerede
før dette, var sporvognene kommet. Den 22. oktober 1863 åbnedes den første københavnske sporvognslinje, Fra Trommesalen ad Frederiksberg Allé til Runddelen. Et par måneder efter var sporene i orden. Linjen fortsatte fra Trommesalen over Halmtorvet (Rådhuspladsen) til St. Annæ plads. Forbindelsen til København var nu blevet tydeligvis forbedret.
Stakkels Sporvogns – heste
Indtil 1899 var det udelukkende hestesporvogne, der kørte. Det var ret store krav, der blev stillet til Sporvognsheste. De skulle standse, hvor som helst, hvor folk ønskede at stige på og af. Den evindelige sættene i gang sled på hestene. Umuligt var det også at overholde køretiderne.
Det var derfor et stort fremskridt, da man indførte elektriciteten som drivkraft med faste stoppesteder. Nu kunne hastigheden sættes betydelig op. Køreplanen kunne nu også overholdes.
Jordemoderens friske initiativ
Mens København allerede omkring 1700 havde 5 – 600 gadelygter henlå de frederiksbergske veje mørklagte. I øvrigt kunne det føre til tre års straffearbejde, hvis man forsøgte at ødelægge
gadelygterne. I 1848 var der således kun 8 tranlamper på Frederiksberg. En jordemoder havde fundet på at hænge en lampe uden for sit hus, så man hurtig kunne finde hende. Det var på Lampevej.
Først i 1860 indførtes endelig gasbelysning på de mest befærdede veje. I løbet af få år var der gaslygter overalt. I 1920 skete der en væsentlig forbedring i gadebelysningen, idet de første elektriske gadelygter blev tændt i Allegade. De stinkende Vejgrøfter var for længst erstattet af moderne kloaker.
Fra en til 211 ansatte
På Frederiksberg var det indtil 1854 kun ansat en vægter. Men fra det år var man pludselig tre. I 1881 blev ordningen ophævet og indgik i politiets arbejde. Men først fire år senere fik byen sit eget selvstændige korps. I sommeren 1944 havde korpset 211 ansatte.
Lige over for kirken på Frederiksberg Runddel lå en materiel bygning til brug for slottet. Efter at denne blev ombygget, blev den benyttet som Frederiksbergs første brandstation. I en kortere periode husede bygningen også det nyoprettede politikorps. I 1919 blev stationen på Horwitz taget i brug.
Et u-effektivt brandvæsen
Brandvæsnet var ikke særlig effektivt. I forbindelse med branden i Møllers Vokskabinet på Værnedamsvej blev der forfattet følgende:
Frederiksberg havde på det tidspunkt ikke noget vandværk. Så de næste par linjer var godt anbragte:
Når der opstod brand skulle mandskabet først samles. Det skete ved, at der blev slået fire slag med kirkeklokken og ophængt et rødt flag, om natten en lanterne ud fra den side på kirketårnet i hvilken retning, branden var. Derefter spredte vægtere og politibetjente budskabet om branden ved hjælp af hornsignaler og høje råb.
Der gik masser af tid, før mandskabet var nået frem. Der var kun en hest på stationen. Og stations – sprøjten var ikke større end, at den ene hest kunne trække den. I 1886 flyttede brandstationen til Howitzvej. Nu var der både alarmskabe og brandhaner på vejene. Kommunen havde endelig fået et vandværk. Nu rådede mandskabet over et par heste og en kusk.
I 1898 blev der anskaffet en stor dampsprøjte og i 1914 fik man to engelske motorsprøjte med stige. Og nu fik man også ambulancebiler. Brandmandskabet blev udvidet til 98 mand og fra 1932 havde man til huse i moderne bygninger ved siden af politistationen.
Fattighus og sygehus
I 1857 blev Frederiksberg skilt fra Hvidovre. Man rådede kun over et lille fattighus i Allégade. Det rummede både fattiglemmer og de syge. Et nyt hus blev bygget på Lampevej (Howitzvej). Dette fungerede både som fattig – og sygehus. Men ordningen med fattige og syge i samme hus fungerede ikke. Kommunen byggede derfor et nyt hus, beregnet til fattiglemmer og husvilde.
Man fik nu rådighed over 70 senge til hospitalet og professor Howitz blev tilknyttet hospitalet.
Eget vandværk
De brønde, der eksisterede kunne godt bruges, når der var tale om lave huse. Men situationen var uholdbar, når der drejede sig om højhuse. En mand ved navn Peter Andersen oprettede et vandværk i forbindelse med hans jernstøberi på Gammel Kongevej. Men det var vanskelig for Andersen at skaffe vand om sommeren. Og det var ikke altid lige rent.
Endelig fik kommunen så anlagt sit eget vandværk i Grøndalsengen ved Godthåbsvej. Herfra fik Peter Andersen nu sit vand. Et vandtårn blev etableret i Søndermarken. Ledningsnettet blev efterhånden udvidet og vandet blev renere.
Og det blev lys
Det var et stort fremskridt, da Det Danske Gaskompagni i 1860 påtog sig al gadebelysning på Frederiksberg. Kommunen havde bygget et gasværk ved Ørstedsvej og derfra lagt ledninger
ud til Frederiksbergs gader. Det var dog ikke nogen imponerende belysning, gaderne fik. I 1895 blev gasværket flyttet til Finsensvej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 26-09-2021