Dette er en artikel om de Socialistiske Blade, Slaget på Fælleden, om Pio, Geleff og Brix. Men også i høj grad politidirektør Krone og justitsminister Krieger, der med alle midler forsøgte at knægte arbejderbevægelsen. De var lige glade med Grundloven, den gjaldt ikke for arbejderne. I Kastellet sad soldater parate til at skyde arbejderne med skarpladte våben. Politiet truede bogtrykkere, ja selv Berlingske Tidende blev truet.

 

Tilsidesatte Grundloven

Begivenhederne omkring Slaget på Fælleden har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men hvorfor udviklede det sig så voldsomt? Hadet mod ordensmagten blandt arbejderne voksede, og blev bestemt ikke mindre efter slaget. Vi kigger på et politi, der lod sig dirigere af politikere. Også dommerne, tilsidesatte grundloven og dømte rask væk, arbejderne.

Sidst i denne artikel finder du en oversigt over de artikler, hvor vi har skrevet om arbejdere på Nørrebro og de utallige kampe, der har fundet sted i bydelen.

 

Skruet op for retorikken

Før den 5. maj 1872 havde Louis Pio i den grad skruet op for retorikken. Det gjorde han i den artikel i Socialisten, der ledsagede indkaldelsen til det dramatiske møde på Nørre Fælled:

 

• Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os. Regeringen plejer jo hvert Øjeblik at holde Revy over de af deres Underssaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed.

 

• Lad os engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen. Vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlende i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor. Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik.

 

• Vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!

 

Myndighederne troede på en revolution

Myndighederne opfattede dette opråb, som en slags revolution. Men det var nu intet i dette, som kunne opfattes som en blodig revolution. Arbejderne ønskede, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen skulle overbringe ønsket om udnævnelse af en arbejdsminister, der kunne hjælpe de dårligst stillede. Arbejderne ønskede også en forligs- kommission, som kunne løse tvistigheder på arbejdsmarkedet. Men de kongelige havde stor tillid til den borgerlige regering. De ønskede ikke at ændre noget, der kunne gavne arbejderne.

 

Det store magtapparat blev sat i gang

Men politidirektør Vilhelm Crone havde også læst Socialisten, og satte det store magtapparat i gang. De tre arbejdsledere, Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff blev anholdt natten før det store møde skulle finde sted. Selve mødet udartede sig til en voldsom konfrontation mellem københavnske arbejdere på den ene side og politi og militær på den anden side. De tre ledere blev idømt meningsløst hårde straffe. Forholdet mellem politiet og store dele af den københavnske befolkning blev ødelagt i mange år fremover.

 

Politiet havde et personligt engagement

Det var som om politiledelsen selv havde deltaget med et meget personligt engagement i den politiske kamp mod den begyndende arbejderbevægelse. Kongen havde gang på gang bedt politiet om at holde øje med enhver tendens til politisk og specielt forfatningsstridig uro. Det blev dog ikke bedre med grundloven eller den ny presselov i 1851. Politimester Bræstrup sendte forklædte politifolk ud og spionerede. Meddelere blev så rigelig betalt af myndighederne. De fik pengene fra virksomheder, der var trætte af de strejkende. Ligeledes udstedte Bræstrup uforståelige forbud mod demonstrationer af enhver art.

I 1860 skrev Fædrelandets redaktør Carl Ploug en leder i sit blad:

• Vort bestaaende Politisystem, der kan beskrives saaledes: Spioneri, anvendt ikke blot mod Forbrydere, men ogsaa mod hæderlige Folk, for eksempel politiske Modstandere, Stokkeprygl, anvendt ikke blot mod ulydige Rolighedsforstyrrere, men mod alle uden Forskjel…..

 

Store problemer for arbejderne

I 1863 havde København 165.000 indbyggere. I kølvandet på industrialiseringen, opstod der store uløselige problemer. Elendige boligforhold med store familier i ganske små lejligheder især på Nørrebro. På ganske få år steg huslejen med 50 pct., ja helt op til 75 pct. Arbejdslønningerne var fastlåste for dem, der var så heldige, at have et arbejde. Også fødevarerne steg uhyggeligt.
Arbejdere måtte tilbringe op til 66 timer om ugen på arbejde, dertil kom søndagsarbejde. Der var masser af underbetalt børne – og kvindearbejde. Masser af sygdom og stor dødelighed – ikke mindst grundet tuberkulose i de overfyldte arbejderkvarterer. Der var alvorlige husvilde problemer og jævnlige besøg hos pantelånere og hos fattigvæsnet. Det var en verden i social armod, der var grobund for den danske arbejderbevægelse.

 

Bestemte befolkningsgrupper kunne ikke stemme

Grundloven var ikke noget arbejderne mærkede til. Ikke mange af dem havde stemmeret. Bevidst holdt man bestemte befolkningsgrupper fra at kunne stemme ved valgene:

• For at kunne stemme ved et valg til Folketinget, skulle man være af mandskøn, være fyldt 30 år, have egen husstand, ikke stå i privat tjenesteforhold, have rådighed over eget
  bo, ikke have fået fattighjælp, som ikke var eftergivet, og have boeti den pågældende valgkreds i 1 år.

Af Landstingets 66 medlemmer skulle kongen forlods udpege de 12. I København skulle halvdelen vælges af stemmeberettigede med indtægter over 2.000 rigsdaler, i byerne af dem med indtægter over 1.200 rigsdaler. Resten blev så valgt af dem, der opfyldte betingelserne til Folketingsvalget, lige bortset fra at ved Landstingsvalget skulle man være fyldt 40 år for at kunne afgive sin stemme.

Konge, regering, rigsdag og politidirektør Crone vidste udmærket, at vedtagelsen af disse valgregler havde til formål, at holde underklassen ude for adgang til medbestemmelse og indflydelse.

 

Da socialismen kom til Danmark

Hvornår socialismen egentlig kom til Danmark er svært at fastslå. Men i 1794 opstod der en dramatisk tømrerstrejke. Strejken handlede om nøjagtig det samme, som der blev strejket for hundrede år senere, da socialismen som begreb var kommet til landet.

I 1848 havde den unge læge, Frederik Dreier udgivet et par småskrifter, hvori han meget samfundskritisk gik ind for lige og almindelig valgret, dannelse af fagforeninger og en sønderlemmende kritik af kongedømmet. Dreier døde allerede i en alder af 25 år efterladende sig en omfattende produktion af mere eller mindre renlivet socialistisk indhold.

 

“Slagteriet” i Paris
Næste gang man hører om socialisme er i foråret 1870. Flere af de københavnske blade havde efter Internationales stiftelse bragt korte omtaler, uden at man tillagde det større betydning. Korkskærerne og typograferne havde henholdsvis i 1865 og 1869 dannet de første fagforeninger. Politiet overvågede som sædvanlig nøje udviklingen. Men man tillagde det dog stor betydning, at man i det moderate Dags – Telegrafen i maj 1871 kunne læse, at der i København skulle eksistere en aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komité.

Det var i Paris i februar 1871, hvor omkring 30.000 blev dræbt eller henrettet i store klynger. Gennem 72 dage havde småborgerskabet og arbejderne tilrevet sig magten, inden de af de fransketropper nærmest blev udslettet.

 

Møde hos købmand Mundberg

Den nyhed, der blev bragt, var dog forældet. For allerede i 1869 dannedes Københavns Arbejderforening af en lille personkreds. De var mere radikale end den forening, der blev dannet i 1860, og var vel en slags udbrydergruppe af denne. Gruppens første møde fandt sted den 21. april 1870 hos købmand Anthon Mundberg, Lille Købmagergade 65.

 

Med loven – eller uden

Det første nummer af Socialistiske Blade udkom den 21. maj 1871. Det var et trykt hæfte på 12 sider. Udgiveren var nævnt, det var boghandler Immanuel Rée. Forfatteren havde skjult sig under pseudonymet en arbejder. Hæftet anbefalede lovlige midler. Men til sidst faldt han for fristelsen til på ægte journalistisk vis med en effektfuld bemærkning:

 

• Så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det
  er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller – uden den!

 

Nu -som ugeblad

Den 12. juni 1871 udkom Socialistiske Blade 2. Forfatteren var stadig en arbejder, mens H. Brix var påført som udgiver. Den indeholdt en række arbejderkrav til valgloven, noget om beskatningsforhold, omtale af fabriksarbejdernes forhold. Og endelig var det en opfordring til at slutte sig sammen i faglige foreninger. At bladet bebudede, at det snart ville udkomme som ugeblad og at der snart ville blive stiftet faglige foreninger, fik myndighederne op af stolen.

 

Bogtrykkerne blev truet

Justitsminister A.F. Krieger vidste udmærket, at bag ved en arbejder gemte sig Louis Pio. De første 19 numre af Socialisten blev trykt hos firmaet O.C. Olsen & Co. Men efter et besøg hos politiet på domhuset kom man på andre tanker. Man måtte se sig om efter et andet trykkeri. Bogtrykker Oettinger nåede lige netop et nummer, så truede politiet også denne bogtrykker. Det samme gentog sig også med den næste bogtrykker, men han nåede dog at trykke tre numre.

De næste tre udgaver blev fremstillet af en ældgammel håndpresser hos en trykker i Vandkysten. Men midt i januar 1872 blev denne maskine også stoppet.

De efterfølgende fire numre blev trykt i Malmø, men også her nåede lovens lange arm. Det lykkedes derefter, at finde en bogtrykker i Hamborg. Bladets oplag var efterhånden nået op på 3.000 eksemplarer. Politiet brugte ikke lovlige metoder til at stoppe bogtrykkerne. det har næppe været grundloven som politiet har henvist til under samtalerne med disse.

 

Foragt for Arbejderbevægelsen

Politidirektør Crone kunne i sine indberetninger til justitsministeren ikke skjule sin foragt for arbejderbevægelsen og de socialistiske tanker:

• Ingen vil kunne gennemlæse bladet uden at blive gennemtrængt af overbevisning om, at deres usande, fordrejede og overdrevne fremstilling skyldes en bevidst bestræbelse efter at give den utilfredshed med egne kår, der måtte være til stede hos arbejderne, næring og hidse dem til fanatisme og had mod de andre samfundsklasser.

Det var tydeligt, at politidirektøren samlede stof sammen til et stort anklageskrift. Der bredte sig nærmest en hysterisk panik i domhuset med alt det materiale, som Crone kom med. Mange
frygtede en sand revolution i den gamle hovedstad – en slags Københavnerkommune lig med den berygtede Pariserkommune.

 

Bekymring hos politiet

I slutningen af september udbrød der en storkonflikt på Burmeister & Wain. En del arbejdere havde nedlagt arbejdet efter et voldeligt intermezzo. I Socialisten blev det i den anledning
indkaldt til et møde den 4. oktober. Det fandt sted den i etablissementet Phønix. Det vil sige, at det fandt sted i kælderen under værtshuset Phønix i Helliggejststræde (nu Valkendorfsgade) 13. Det var det første møde Socialisten afholdt, og det var en succes. Til stede var også Politidirektør Crones spioner.

Initiativet vakte bekymring hos politiet. Og det gjorde de efterfølgende aktioner også. regeringen blev også bekymret. I mellemtiden var en assistent – betjent på Station 6 på Nørrebro blevet chef for det ny Opdagelsespoliti. Via regeringen og politidirektøren blev Hertz pålagt en masse pinlige og politisk ømtålelige opgaver. Det hele skulle bunde i, at knægte arbejderne.

 

Opfordring til regeringen fra politidirektøren

Crone afleverede den ene rapport efter den anden til justitsminister Krieger. Man skulle passe på ikke, at berøre grundlovens frihedsparagraffer. Og det blev endnu mere tydelig efter indberetningen fra 16.december 1871. Her skrev Crone:

 

• Og jeg tror, at det vil være rigtigt, at regeringen ligefrem vedkjender sig, at den anser arbejderbevægelsen for farlig og at man, da den ikke kan standses eller forhindres ved hjælp af Lovgivningens bestemmelser, anser det for Pligt overfor det øvrige Samfund at vise, at man har både Magt og Villie til strax at slaae etjvert Forsøg på saadanne Voldsomheder som dem, foreningens Ledere gjennem deres Organ “Socialisten” at digen hentyde til, kraftig til Jorden.

Crone ville bruge § 87, som kun omfattede lovlige foreninger. Men Krieger mente ikke, at det foreliggende grundlag var godt nok. Man skrev derfor rundt til diverse danske ambassader, om at samle så mange informationer om Internationale som mulig.

 

Enkeltbillet til Brasilien

Detvar fra Martin Hertz’s opdagelsespoliti, at spioner kom. de var klædt ud som arbejdere. men ofte blev de udpeget og smidt på porten. men man havde også en stikker i egne kredse. Det var sporvognskonduktør L. Jacobsen. Han forsøgte åbenbart også at bagtale Pio. Det var åbenbart noget, politiet betalte ham for. Da dette gentog sig, begyndte flere at fatte mistanke til ham. Pludselig begyndte han at mærke jorden brænde under sig. Derfor søgte han direkte hjælp hos politiet. Han nåede i perioden oktober 1871 til følgende februar, at aflevere 22 fyldige rapporter til politiet – alle under navnet 40.

Som belønning for sin Stikker – virksomhed fik han i foråret 1872 af politiet foræret skibsbilletter til sig selv, sin kone og ikke færre end 7 børn. Destinationen var Brasilien, og det var enkeltbilletter.

 

Fru Berling blev truet af politiet

Pio var rejst til Geneve for at besøge fru Berling. Men hun havde modtaget advarsler fra politiet om at indlade sig med ham. Såfremt dette skete ville Berlingske Tidende miste vigtige rettigheder. Men fru Berling sørgede for at Pio fik nogle ekstra penge, så han kunne forlænge sit ophold i Schweiz.(se beskrivelsen af Pio i slutningen af denne artikel)

 

Spionen, der skød sig selv

Politiet var også blevet interesseret i Povl Geleff, da han i oktober – november 1871 begav sig på en længere agitationsrejse i provinsen. En meget interesseret ung mand, som præsenterede sig som huslærer Kornerup fulgte med til samtlige møder. Men han var identisk med opdagelsesbetjent Henry Frederik Korn.  Senere påpegede Geleff, at han havde haft en stærk mistanke til denne unge mand. Efter sigende skulle Geleff have skrevet til politiinspektør Hertz om næste gang, at sende en opdagelsesbetjent, der var bedre end Korn til at spille L´hombre.

Denne Korn blev i 1879 leder af Station 4 og fra 1881 til 1887 leder af Station 1. Senere blev han chef for Sædelighedspolitiet. Men ak og ve i marts 1895 skød han sig selv. Han havde begået et større underslæb.

 

En ny mester – spion

Premierløjtnant Ludvig William Povelsen blev politiets nye store spion. Han fik adgang til de inderste cirkler og nåede at sende 23 rapporter. Alle hans rapporter blev skrevet i to eksemplarer. Den ene til Hertz og den anden til justitsministeren. Han var også med til det sidste møde lige før slaget.

 

Regering i knibe

Crone var under stærk pres fra den stærke højre-regering, der yderligere blev bakket op af Christian den Niende. Men Lensgreve Holstein – Holsteinborgs regering havde også mange andre fjender end socialisterne. I 1870 samledes de mange mindre venstregrupperinger i Det forenede Venstre. De gik til åben kamp mod regeringen. Men også på det intellektuelle område gik udviklingen mod regeringen. Georg Brandes samlede kolossal tilstrømning til sine forelæsninger om de europæiske frihedsideer.

Efter at være blevet gjort bekendt med mødeindkaldelsen til Nørre Fælled skrev politidirektør Crone til justitsminister Krieger, hvor han foreslog, at man straks skulle anholde arbejderforeningens bestyrelse og forbyde det annoncerede møde.

 

En nervøs politidirektør

På arbejdermødet samme dag, Crone skrev omtalte, talte Anthon Mundberg om at når vore Modstandere på Søndag ser 50.000 frie og enige Arbejdere samlede i én falanks på Nørre Fælled, vil de dog måske endnu kunne komme til Besindelse. Da politiets spion, Povelsen indberettede dette til Crone, steg dennes nervøsitet formentlig endnu nogle grader, idet han straks begav sig til justitsministeren med de alarmerende oplysninger om, at der blev forvent 50.000 mennesker til søndagens møde.

 

Ministermøde

Dagen efter – fredag den 3. maj – blev der afholdt et ministermøde. På det møde advarede krigsminister Haffner mod  en konfrontation, da han ikke mente, at de militære styrker, der var til rådighed, kunne klare opgaven. I øvrigt tvivlede han lidt på soldaternes loyalitet i en så udsædvanlig situation. de to national – liberale ministre Krieger og Hall tilkendegav, at såfremt
politidirektøren ville forbyde mødet og foretage anholdelser, måtte politiet selv tage ansvar for disse aktioner.

Crone var nærmest desperat. Han gjorde justitsministeren opmærksom på, at der netop nu var lejlighed til at få ram på arbejderforeningen. I Statsrådet dagen efter fastslog justitsminister Krieger, at det mødeforbud, som var under forberedelse helt skete under politidirektørens ansvar, men at regeringen billigede det. Og derefter begyndte man så at planlægge slagets gang. Kronprinsen ville have soldater fra Sjællands garnisoner trukket til hovedstaden, men dette syntes Haffner ikke om. Han var i øvrigt den eneste, der syntes, at det ville være dumt, at forbyde det pågældende møde. Et forbud ville efter hans mening kun forværre den spændte situation. Det endte med, at regeringen tilsidesatte de i grundloven sikrede frihedsrettigheder.

 

Mødeforbud – og advarsler

Langt om længe havde politidirektøren fået rygdækning. Det var en ren politisk aktion mod arbejdernes foreningsdannelse. Allerede næste dag klokken 12, blev der rundt omkring i byen og ved store arbejdspladser opslået plakater. Mødeforbuddet blev ledsaget af en række advarsler om, hvad der kunne ske, såfremt man ikke rettede sig efter dette. En politiassistent blev sendt til Socialistens redaktion for at oplæse plakatens tekst for de tilstedeværende.

Crone forbød nu også ethvert andet offentligt møde under åben himmel. Om han havde rygdækning for også denne ifølge grundloven ulovlige beslutning, vides ikke. Politiets forbud skabte selvfølgelig vild røre i arbejderbevægelsen. Skulle man aflyse for at undgå en voldelig konfrontation eller holde på sine grundlovssikrede rettigheder?

 

Kronprinsessen ville ikke tale med oprører

Mundbjerg forsøgte sammen med Geleff at opsøge kronprinsen. men denne ønskede ikke at tale med oprørerne. På  et stormende stormøde besluttede man at deltage i mødet dagen efter.
Man mente, at man næppe kunne få soldaterne og 400 underbetalte betjente til at angribe fredelige arbejdere. Mødet blev som sædvanlig overværet af politiets spioner.

Anholdelsen af de tre ledere natten til dagen for mødets afholdelse både chokerede og lammede foreningsledelsen. Mundberg udsendte en løbeseddel, der opfordrede arbejderne til at overholde loven.

 

Militæret forsynet med skarpe patroner

Arbejderne strømmede til Nørre Fælled, søndag eftermiddag. Crone havde indrettet sin kommandopost på Blegdamsvejens Tinghus. Der var posteret 140 politifolk strategiske steder
rundt omkring på Fælleden. To eskadroner husarer var anbragt inde på fælleden. Dette blev af især unge arbejdere opfattet som en provokation. Militæret havde ligeledes etableret forstærket vagt ved Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Tøjhuset samt ved de store banker. I Kastellet og på Domhuset var der indkvarteret marineartillerister, som var klar til – forsynet med skarpe patroner – at rykke ud med kort varsel.

 

Dragne sabler og trukne knipler

Ved 16 – tiden brød store menneskemasser ind på fælleden. De blev dog drevet tilbage af husarer med dragne sabler, assisteret af politifolk med trukne stave. Folkemængdens våben var opsamlede skærver, der blev brugt som kasteskyts. Arm i arm marcherede folk ind på Fælleden. De sang ikke kun tidens populære gade – og revyviser, men også socialistmarchen, hvilket der blev lagt stor vægt på under den efterfølgende retssag. Folk blev drevet ind ad Østerbrogade mod byen og gennem Blegdamsvej mod Nørrebrogade. Kampen fortsatte i Indre By med en del rudeknusninger. 74 husarer og 23 politifolk var blevet ramt af stenkast. Men det blev aldrig oplyst, hvor mange civile, der blev skadet af sabler og politistave.

Offentlighedens reaktioner på anholdelserne og begivenhederne på fælleden var vidt forskellige. Venstrepressen kritiserede i skarpe vendinger myndighederne. Højrefløjen udtrykte dyb tilfredshed.

 

Flere anholdelser fulgte

Politiinspektør Hertz truede åbenlyst Mundbjerg med anholdelse, såfremt han fortsatte sit foreningsarbejde. man mente, at kunne få dømt Mundbjerg for den tale, han holdt for murerne den 2. maj. Og Mundberg slap ikke for arrestation. For en tid trak han sig tilbage, men vendte tilbage i foråret 1874, hvor han blev redaktør af arbejdernes blad, som i mellemtiden havde fået navneforandring til Social – Demokraten. Som formand blev i stedet valgt cigarhandler Würtz. men han blev også ret hurtig stoppet af politiet. I en artikel havde han kaldt den københavnske politimyndighed for “Stor-borgemes Profos” (bøddel/skarpretter). Dette kostede ham 15 dages fængsel. Senere fik han sammen med 5 andre arbejdere – idømt 60 dages fængsel for i en underskrevet klage til kongen at have beskyldt Crone for i forbindelse med begivenhederne at have brudt grundloven.

 

Hårde domme

Dommen var allerede afsagt, da de tre ledere blev anholdt. Den faldt den 29. marts 18

• 6 års forbedringshus til Pio
• 5 års forbedringshus til Gelef
•  4 års forbedringshus til Brix

 

Forbud mod arbejder – foreninger

Den 14. august 1873 udstedte C.S. Klein et forbud mod arbejdernes forening. Klein havde i juni afløst Krieger som justitsminister. Flere anholdelser af arbejdere fulgte. Politiet var ret kreative til at finde en begrundelse, og de havde dommerne med sig.

 

Et smagløst indgreb

Da Harald Brix døde i en alder af 40 år i maj 1881 greb politiet også smagløst ind. De københavnske arbejdere blev opfordret til at ledsage hans kiste til rutebåden til Ålborg. Men Crone greb ind. Meget tidlig om morgenen den 1. juni blev nogle politifolk sendt til Brix’ bopæl, hvorfra de sørgede for en diskret fjernelse af kisten. Politiets smagløse indblanding
resulterede i et protestmøde samme dag, og Crone frygtede det værste. I forsamlingsbygningen i Rømersgade blev posteret 15 civile politifolk blandt de 1.500 mødedeltagere. På eksercerpladsen i Gothersgade blev placeret 150 politibetjentene, medens andre 50 skulle beskytte Amalienborg Slot. At det store politiopbrud i netop denne anledning førte til sammenstød og gadeuorden siger næsten sig selv.

Op gennem 1880’erne under Estrups provisoriske regime kom det til utallige konfrontationer og sammenstød mellem politi og retsvæsen på den ene og den samlede opposition mod regeringen.

 

Bestikkelses- penge

Der er aldrig blevet opklaret, hvorfra politiet havde fået bestikkelses – penge. Det gik rygter om, at pengene kom fra Burmeister & Wain samt Rubens Bomuldspinderier. Begge disse store virksomheder havde været ramt af strejker, som blev støttet af Pio’s socialistiske bevægelse. På en måde bliver disse rygter bekræftet af tidligere justitsminister Krieger.

 

De tre Initiativtagere

Initiativtagerne til bladene kom fra Louis Pio, Hans Brix og Povl Geleff.

 

Louis Pio

Pio kom fra et borgerligt hjem. hans far var kaptajn i hæren. Louis skulle selvfølgelig følge sin far, men stoppede som sekondløjtnant. Han var en sprogbegavelse, og oversatte flere bøger fra tysk. En kort overgang var han timelærer i fysik og matematik på Borgerdydskolen. En af hans elever hed såmænd, P.A. Alberti, som også skulle sætte sit aftryk på Nørrebros og Danmarks historie.

 

Fru Berling vidste det

Efter at have opgivet sin stilling som postassistent fik han job som huslærer hos Fru Berling på Ordrupshøj. Den stenrige Polly Berling var eneejer af Berlingske Tidende. Bladet var den spirende socialismes argeste fjende. Men Pio blev nærmest betragtet som et familiemedlem. Om natten sad han i det lille havehus, der var stillet til rådighed og skrev flammende artikler til Socialisten.

En dag mødte politiinspektør Martin Hertz op for at fortælle fru Berling, om hvilken farlig mand hun havde som huslærer. Og svaret har sikkert chokeret politiinspektøren. For hun svarede, at hun udmærket var klar over, hvad han foretog sig og i øvrigt ikke havde til hensigt at fyre Pio. Han fik lov til at bo i havehuset hele sommeren, efter at familien var rejst til Schweiz.

 

Tyfus

Louis Pio blev nærmest udvist til USA. Han fik endda penge af politiet sponseret af store danske virksomheder. Og det blev til en kummerlig tilværelse. Pengene som han fik fra politiet blev hurtig tabt på et mislykket koloniseringsprojekt i Kansas. På grund af svigtende helbred måtte han tage næsten alt forefaldende arbejde. En tid arbejde han som typograf.  Senere forsøgte han sig som skribent, redaktør, bladudgiver, postassistent, tilsynsførende arkitekt og meget andet. Han var også udgiver og forfatter i lærerbøger af sprog. Han var ansat på kontoret hos en dansk ejendomsformidler. Han forsøgte sig i et nyt koloniseringsprojekt, men under dette arbejde fik han tyfus og døde i juli 1894. I juli 1921 kom hans hustru, Augusta Pio til Danmark med hans aske i en urne. Den blev under stor højtidelighed nedsat på Vestre Kirkegård.

 

Harald Brix

Harald Brix var nok den person i det socialistiske trekløver, der fik den hårdeste medfart. Han var Pio’ s fætter. Efter krigen havde han en kort tid en stilling i krigsministeriet som assistent.
Senere blev han kommis i en bog – og musikhandel. På et tidspunkt var han sproglærer. i 1869 udgav han et lille annonceblad. I 1870 blev han selvstændig musikhandler, men allerede året efter blev han erklæret konkurs.

Efter løsladelsen i 1875 havde han svært ved at acceptere den moderate linje, som bevægelsens ledere var slået ind på. Derfor startede han det polemiske blad Ravnen. Da han i december 1880 efter nyt fængselsophold atter blev løsladt, var han dødssyg. Det kom til et endeligt brud med sine tidligere kampfælder, og han udgav et nyt blad, Herolden. Atter en retssag indledtes mod ham. Men i maj 1881 afgik han ved døden, fuldstændig nedbrudt i en alder af 40 år.

 

Povl Geleff

Povl Johansen Geleff kom fra Tønder – egnen. Nærmere betegnet Bredebro. Hans far var husmand og kniplingshandler. Allerede som 16 årig fik Povl et job som hjælpelærer. I 1864 tog han lærereksamen. Som 24 – årig blev han redaktionssekretær på Fyens Avis. I 1867 blev han selvstændig bogtrykker, bladudgiver og redaktør i Ribe. Hans blad, Heimdal var stærkt national præget og meget radikal i politiske anskuelser. Men efter, at være blevet dømt for at have kaldt tyskere for tyve og røvere, blev hans blad lukket.

I sommeren 1871 kom Geleff til København og stiftede bekendtskab med Brix og Pio. da han fik stiftet bekendtskab med den københavnske slum og armod, blev han hurtigt grebet af socialismen og Pio’ s tanker om en bedre samfundsorden.

Geleff bosatte sig i 1877 i Chicago. Han blev medarbejder ved forskellige blade. Under et besøg i Danmark i 1882 – 1883 udgav han en bog under pseudonymet Harald Brede for udvandrere.

I januar 1920 blev han som fattig og meget syg indlagt på et hospital i Kansas. da det rygtedes i Danmark, sørgede det danske socialdemokrati for at få ham til Danmark. Dette skete i juli 1920. Han kunne dog ikke tåle det danske klima., hvorfor han i 1927 rejste til Italien. han døde i maj 1928 på øen Capri.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, herunder 304 artikler med Nørrebro:
• Arbejdere og Industri på Nørrebro (2)
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Rabarberlandet
• Stauning på Nørrebro
• Alberti på Nørrebro
• At bo på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• og mange flere artikler

 

• Under København (191 artikler):
  En arbejder i København
• Historien om Første Maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Stjernen – arbejdernes bryggeri
• og mange flere artikler

 

 

–

–

 

Publikum strømmede til, da der gik rygter om, hvad politiet søgte efter i Kastelsgraven. Et lig var parteret. Rester fandtes forskellige steder. Den myrdede var Henriette Dalby fra Bellmannsgade. Ret hurtig fandt man frem til den skyldige. Det var hendes mand. Men en god forsvarer fik overbevist nævningene, at mordet ikke var sket med forsæt. Og halvanden år efter løsladelsen lykkedes det igen, at overbevise nævningene, at den ny kvinde, som manden nu havde forsøgt at kvæle, ikke var sagesløs. Igen slap han med en mild dom

 

Bizart fund

Publikum strømmede til, da det rygtedes, at politiet var i gang med at lede efter mystiske ting i Kastelsgraven. Bag den svenske kirke, fandt man en pakke i et gråt tæppe. Den indeholdt en kvindes overkrop med arme og hoved. Man fandt desuden i pakken en blå overfrakke, der var bundet om hovedet med en snor, samt ved siden af pakken, en jernstang, to mursten, nogle høvlspåner og en stribet kittel.

Vi skal tilbage til 1931.

Det hele startede den 16. maj 1931. En medarbejder fra Belvedere – kloakken ved H.C. Ørstedsværket fandt et afskåret menneske ben.

 

Endnu et ben

Man satte en eftersøgning i gang og fandt næsten samme sted endnu et ben. Det uhyggelige fund blev sendt til Retsmedicinsk Institut. Her antog man at benene tilhørte en kvinde mellem 155 og 160 cm og være mindst 24 år gammel. Personen havde en påfaldende lille skonummer.

 

Omfattende undersøgelser

Man konstaterede endvidere, at benene var skilt fra kroppen, ved at bløddelene var skåret igennem og ben-bygningen derefter delvis gennem-savet og til sidst brækket over. Til huden klæbede nogle små stykker af en avis, enten Nationaltidende eller Dagens Nyheder. Instituttet mente, at benene havde ligget i vandet i nogle uger.

Der blev straks iværksat en omfattende undersøgelse i vandet omkring findestedet. At rømme hele kloakledningen ville blive for kostbar en historie, så man nøjedes med at undersøge den fra de steder, hvor den gennem nedgange var tilgængelig. Det bragte dog intet nyt for dagen.

 

Fru Dalby fra Bellmansgade

Pressen blev straks informeret i håb om, at man ved publikums hjælp kunne finde frem til mulige savnede personer. Dette bevirkede en strøm af henvendelser. På nær en af dem, man efterlyste, blev alle fundet.
Den savnede var Henriette Dalby fra Bellmansgade. Hun var eftersøgt fra politiets 4. afdeling. Det var fordi bohavet i hendes lejlighed den 17. december forrige år, var blevet sat ud af fogeden og deponeret hos Frelsens Hær. Man ville også tale med hende vedrørende en forsørgelsessag vedrørende hendes børn, der nu befandt sig under forsorg.

 

Bortgået

Hun var ifølge den mand, som hun boede sammen med, sømand Peter Hansen forsvundet i slutningen af november 1930. Efter hendes bortgang havde han en tid passet børnene alene. Men derefter var de overgivet til Værgerådet, da hun ikke var kommet tilbage.

Politiet fik også at vide, at den forsvundne havde haft påfaldende små  fødder, og havde lidt af tuberkulose.

 

Alt pegede på Fru Dalby

Man søgte ihærdigt efter resterne af den myrdedes krop, og de store bestræbelser førte til det bizarre fund i Kastelsgraven. Instituttet kunne konstatere, at man nu havde fundet kroppen, der hørte til benene. Det var da ikke muligt, at fastslå dødsårsagen, da der ikke på liget fandtes tegn eller mærker af nogen art.

Det fremgik som nævnt, at den døde kvinde led af tuberkulose. Desuden havde hun kunstig gane i overmunden. Man informerede igen pressen om fundet. Ligeledes forsøgte man at tage fingeraftryk, for at kunne fastslå, om den afdøde var Fru Dalby. En assistent fra Kommunens Depot mente, at kunne huske, at fru Dalby havde fået udleveret den blå frakke. En syerske bekræftede, at fru Dalby havde modtaget en blå frakke
fra Forsørgelsesvæsnet. Hun huskede også, at Fru Dalby havde haft protese i overmunden, og at hun havde været indlagt for tuberkulose såvel  på Øresundshospitalet som på Boserup Sanatorium.

En distriktsforstander kunne også huske, at afdøde havde fået udleveret en frakke magen til den fundne. Også kitlen mente en dame, at kunne genkende.

 

Fingeraftryk passede

Dertil kom en masse henvendelser fra folk i kvarteret, hvor hun havde boet. Man mente ikke, at hun der havde holdt så meget af hendes børn uden videre ville forlade dem. Naboerne tvivlede på sømandens
forklaring på hendes pludselige bortgang. Politiet sammenlignede de aftryk, de havde foretaget hos afdøde og sammenlignede dem med de aftryk, der var på de møbler, der var opbevaret hos Frelsens Hær.

 

Den mistænkte sad allerede inde

Det næste var så at finde gerningsmanden. Eftersøgningen skulle også gælde sømanden. han var nu ikke så svær, at finde. Han sad allerede i fængsel for bedrageri. Ved den første afhøring gik man forsigtig til værks. Man undlod at fortælle om liget. Politiet spurgte kun, om han kendte noget til Fru Dalbys forsvinden. Han afgav i alt tre forklaringer. Den første var meget lang og holdt i vage vendinger.

 

Tre forklaringer

Han fortalte om deres samliv og om, hvor glade de havde været for hinanden. Men det havde knebet med pengene. Han var arbejdsløs og måtte klare sig ved lidt handel og tiggeri. Hun syede. Lidt understøttelse havde hun også fået. De økonomiske vanskeligheder var gået hende på nerverne. Hun var ifølge sømanden ofte gået hjemmefra, men den bemærkning, at nu så han hende ikke mere.

Han havde sidst set hende med en sønderjyde. Til sidst havde sømanden opgivet hende og afleveret børnene til plejetilsynet. Da fogeden havde fjernet møblerne, var hun selv gået. Hun havde da lejet et værelse i Vognmagergade. Sidst han havde set hende, var på Kongens Nytorv i slutningen af januar måned 1931.

 

En række usandheder

Politiet borede i hans udsagn, og påviste en række usandheder. Lidt efter lidt gik de så over til den næste forklaring. Og det var, at han havde mødt hende i Dronningens Tværgade den 28. januar, og de havde været sammen, afbrudt af hendes bortgang et par gange. Natten mellem den 2. og 3. februar var de kommet op at skændes. I hidsighed havde han slået hende i brystet, og hun var faldet omkuld, blødende fra næse og mund. Da han med det tørklæde, hun bar om halsen, ville stoppe blødningen, havde han til sin rædsel opdaget, at hun allerede var død. Chokket havde fået ham til at flygte. Han var flakket om et døgn og havde på sin hvileløse tur planlagt, hvordan han ville blive nødt til at partere hende for at få hende af vejen.

 

Det kyniske foretagende

Næste aften var han gået i gang med sit kyniske forehavende, men havde dog ikke helt fået gennemført det. Benene havde han samme nat kastet i Sydhavnen. Næste nat havde han fortsat parteringen. I de følgende nætter havde han bragt forskellige legemsdele dels til Kastelsgraven, dels til havnen ved Islands Brygge.

Man fandt efter denne forklaring yderligere en pakke i Kastelsgraven.

 

Parteringen startede om aftenen

Den næste dag kom han så med sin tredje forklaring. Mordet var foregået den 24. november i Bellmansgade, men i øvrigt på samme måde, som han tidligere havde forklaret. Han havde anbragt liget under sofaen til næste dags aften. Da gik han så i gang parteringen, efter at have tilbragt dagen sammen med børnene i lejligheden.

 

Ikke dræbt med forsæt

Han bedyrede, at han ikke havde dræbt hende med forsæt. Han havde slet ikke haft noget alvorligt i sinde. Hans slag var faldet i hidsighed  uden tanke for de dødelige følger, som det fik.

En indhentet lægeerklæring fastslog, at han hverken var nervesyg, epileptiker, kronisk alkoholist, eller på anden måde degenereret. Retslægerådet erklærede blandt andet, at det var muligt, om end ikke sandsynligt, at afdøde var død af chok. Det var langt mere sandsynligt, at døden skyldtes et slag i ansigtet. Som følge deraf var der indtrådt besvimelse, eventuelt hjernerystelse og næseblødning. Man kunne heller
ikke se bort fra muligheden af kvælning med det håndklæde, Hansen havde lagt om halsen på hende.

 

Forsvaret overbeviste nævningene

Forsvaret satte kraftigt ind på spørgsmålet, om der forelå forsæt. Det lykkedes at overbevise nævningene om, at der ikke forelå forsæt til drab, ensidige til legemsbeskadigelse med døden til følge – kun uagtsomhed.
Dommen kom derfor kun til at lyde på 18 måneders forbedringsarbejde. Forsvareren, overretssagfører Sachs fik senere brug for sine overtalende evner til fordel for anklagede.

 

Forsøg på kvælning

Allerede halvanden år efter sin løsladelse blev Hansen igen sigtet for forsøg på manddrab. Han var på ny flyttet sammen med en kvinde. De var under en frokost kommet op at skændes, og i hidsighed havde han taget kvælertag. Forsøget var af særlig graverende karakter og forbundet med stor livsfare, da den overfaldende var hjertesvag.

Fængselslægen erklærede, at Hansen var af den type, der handlede, før han tænkte. Som sådan måtte han betragtes som farlig for samfundet, og burde indespærres.

 

Den overfaldne var ikke sagesløs  Under denne sag lykkedes det at overbevise nævningene om, at den overfaldende ikke havde været sagesløs samt om, at der forelå formildende omstændigheder. Herefter blev straffen i 1934 fastsat til to et halvt års fængsel.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)

www.dengang.dk indeholder 1.859 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler 

 

 

 

 

I 1955 skulle kirken gennemgå  en mindre restauration. I et hemmeligt rum, fandt man to gamle tasker, der indeholdt værktøj, nøgler, skærebrændere m.m. Det viste sig, at tilhøre Brødrene Sass. De var særdeles professionelle, og eftersøgt af Tysk Politi. En årvågen værtinde på et pensionat ledte politiet på sporet af dem. De havde måske planer om en flugttunnel under Østerbrogade. Store planer havde de omkring en nyoprettet sparekasse på Østerbrogade

Mystisk fund i kirken

I 1955 skulle der foretages en mindre restaurering i Garnisonskirken. Foran alteret var en af håndværkerne gået i gang med at fjerne et stykke linoleum, der var gået i stykker. Da han flyttede det opdagede han et hemmeligt lem.

Kirkens inspektør blev tilkaldt. Han kendte ikke noget til sådan et lem.  Derefter blev det åbnet, og man fandt nogle gamle mugne kasser. da man forsøgte at løfte dem, faldt bunden ud af begge tasker. Til alles forbløffelse indeholdt de en mængde besynderlige ting og redskaber.

Det var en stor samling værktøj (F. Bülow & Co), skærebrændere, en barnesymaskine, samt et stort syltetøjsglas, der var fuld af pengeskabsnøgler og messingskabeloner. Endvidere fandt man en del kortskitser.

 

En nøgle til en Sparekasse

Det var navnlig glassets indhold af nøgler, navnlig en smuk udført bronze nøgle med fine takker, der fik en af de tilkaldte politifolk til at tænke på de længst hedenfarende brødre Sass. De havde før yndet at lege
skjul på kirkegårde. Man fandt nu deres sag frem fra arkiverne.

Det utrolige viste sig endnu engang at være rigtigt. Afbildningerne i sagen af de originale nøgler til sparekassen svarede nøje til det nu fundne. Det man fandt var blandt andet en afstøbning af boksnøglen til Sparekassen på Østerbro.

 

21 år tilbage

Vi skal 21 år tilbage fra episoden i kirken, til 1934. I dette år afslørede Dansk Politi to af Tysklands farligste indbrudstyve i nyere tid, Franz og Erich Sass.

Tysk politi have i mange år forgæves forsøgt at samle beviser mod dem. En graver var ved et tilfælde faldet i en grav, han ikke selv havde gravet på Alter Louise Friedhof. det viste sig ved nærmere undersøgelser, at
graven var begyndelsen til en underjordisk gang i retning af Reichsbank.

 

Tysk politi var i hælene

Tysk politi var lige i hælene på dem. Det blev for varmt, så de henlagde residensen til Danmark. Man fik dog anholdt en tredje af brødrene, men ham fik politiet ikke så meget ud af. Han hængte sig i fængslet. Det var en ren ubetænksomhed fra forbrydernes side, der satte politiet på sporet af dem efter et kup i København.

 

Indbrud i Cigarfabrik

Den 22. februar 1934 om natten havde der fundet indbrud sted på den daværende Toldbodsvej i P. Wulff’ s Cigarfabrik. Politiet havde straks fået mistanken på, at det drejede sig om professionelle, højst sandsynlig
internationale indbrudstyve, da der var tale om et stykke usædvanligt dygtigt håndværk. Værktøjet til indbruddet var stjålet hos et andet firma i ejendommen (Bülow). ikke engang vagten, der havde været forbi flere gange, havde bemærket noget.

 

Hos P. Wulff var der stjålet 4.000 kr. fra to pengeskabe, samt nogle sølv – og guldbryllupskroner og nogle hollandske mønter. På fabrikken troede man i begyndelsen at tyveriet var begået af nogle af firmaets agne folk. Der var nemlig fra arkivet stjålet en mængde forretningspapirer, som ikke kunne have interesse for uforstående. De var taget fra nogle trææsker, der var brækket fra hinanden. Endvidere havde fabrikken i den senere tid ofte været hjemsøgt af natlige gæster, som havde undersøgt skuffer og skabe.

 

Der savnes en skruetrækker

Politiet fandt frem til, at man havde brugt en 7 mm skruetrækker, som havde fået hak i æggen. Teorien om, at det skulle være internationale forbrydere, bevirkede, at man nøje gennemgik alle byens hoteller og pensionater for at finde frem til de mistænkelige udlændinge.

 

En skarpsindig værtinde

På Pension Helmerhus gjorde man takket være den skarpsindige værtinde et interessant bekendtskab med de to brødre Sass, der for tiden boede der. Værtinden fandt det påfaldende, at de altid var ude om natten og sov hele dagen. Hun forstod heller aldrig, hvorfor der altid var jord og sand på deres værelse. Det var som om de havde været på hemmelig gravearbejde om natten.

 

Skruetrækker fundet

Man bad om deres pas, for at afsløre deres identitet. Det gav så anledning til anholdelse. I Erich Sass’ s pas var der foretaget en – for så vidt ligegyldig – datorettelse. men dette var dog nok til, at man fandt det formålstjeneligt til at uddybe bekendtskabet, og de blev derefter anholdt.

En overfladisk undersøgelse af deres ejendele bragte derefter noget stærkt kompromitterende, nogle snavsede handsker, lommelygter, samt en 7 mm skruetrækker for dagen. Brødrene havde endnu ikke fået
skilt sig af med den famøse skruetrækker.

Der gik straks en forespørgsel til politiet i Berlin. De svarede omgående, at dansk politi havde gjort en god fangst. Derefter fulgte også en liste over alle de indbrud, brødrene havde lavet i Tyskland. Det danske og tyske politi foretog derefter flere undersøgelser på bopælen i Berlin og i København.

 

Sensationelt fund

I København gjorde man et fund, der nærmest var sensationelt. Bag værelsets paneler fandt man foruden tyvekoster fra indbruddet hos P. Wulff, også stjålne jubilæumsmønter, også en tømt tandpastatube, som var fyldt med mærkelige tegninger og optegnelser, samt et paraffinaftryk af en nøgle.

Man stod i begyndelsen noget rådvild over for tegningerne, der var vanskelige at få mening i, men omsider blev det klart, at de tilsammen udgjorde planer og rids over Sparekassen for København og Omegns nye filial på Østerbro, der åbnede i 1934.

Den ene tegning gengav med minutiøs nøjagtighed boksanlægget med samtlige 384 bokse. Af tegningerne fremgik det også, hvordan både de store og små boksdøres skruer var fastgjort. Vidste man besked med
dette, ville det være lettere at sprænge noksene.

 

To nætter i Sparekassen

En anden tegning kunne man dog først tyde, efter at sparekassens egne folk havde foretaget en omhyggelig undersøgelse af bokslåsene, og derved var kommet i tanker om, at disse låse faktisk var blevet monteret fulde to døgn før afdelingen åbnede i stedet for – som man gjorde, et døgn før, af sikkerhedshensyn. Brødrene havde uforstyrret i to nætter kunne studere disse låses indretning. For låsene i filialen var kommet i to dage for tidlig.

 

Tunnel under Østerbrogade?

Der fandtes også tegninger over alle filialens øvrige lokaler, og over hvilke nøgler, der her skulle bruges. Brødrene havde været på hyppige besøg, mens filialen blev bygget. Åbenbart havde man en plan B parat, for der fandtes også planer om en tunnel under Østerbrogade fra en genboejendom. Måske var de begyndt at grave, men dette fandt man aldrig ud af.

Under efterforskningen fandt man også, planer om en bokslås i det gamle Shell-hus, samt tegninger og aftryk af nøgler.

 

Erkendte sig uskyldig

Under domsforhandlingen blev brødrene gjort bekendt med det samlede bevismateriale. De havde dog den frækhed at påstå, at det måtte være andre, der ville kaste mistanken på dem, ved at servere bevismateriale over for politiet.

Byretsdommen kom på trods af deres benægtelse til at lyde på tre års fængsel til hver, dels for pas-forfalskning, dels for indbruddene hos P. Wulff og hos Bülow, dels for forsøget i Sparekassen. Brødrene appellerede dommen, der blev stadfæstet af Landsretten med en forhøjelse af straffen til 4 år, samt derefter udvisning af riget.

I 1938 blev de sendt til Tyskland, hvor de fik henholdsvis 13 og 11 år yderligere for indbrud.

 

Skudt under flugtforsøg?

En kort meddelelse fik det danske politi i 1940 af det tyske politi. Meddelelsen gik ud på, at de to brødre var blevet skudt under flugtforsøg. Nu kan man så ligge det i den meddelelse, hvad man vil, tiden taget i betragtning.

Dette var historien, om et mystisk fund i Garnisonskirken.

 

Kilde: Se

• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

– På www.dengang.dk finder du 1.907 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 24.11.2022

Vi har tidligere beskrevet denne adels-familie, men placeret artiklerne i den sønderjyske afdeling. Men denne placerer vi dog under København. For måske er et dyrt hotel midt i København mere end resterne af Ahlefeldts Palæ. Vi skal i denne artikel også høre den sande historie om æblet fra Gråsten. Det kan vi blandt andet takke Greve Carl Ahlefeldt for. Og da hertugen af Augustenborg var i gang med at renovere det flotte Gråsten Slot i 1757, brændte det ned næsten
til grunden.

 

Adelige jordbesiddere

De største jordbesiddere i København var dengang de adelige. Her var det også mulighed for at familiens unge døtre kunne lære de rigtige at kende. Dem, der var fra den rigtige familie. Vi kender Moltkes Palæ, Dehns Palæ og Charlottenlund. Særlig i slutningen af 1700 – tallet var der mange adelsfamilier, der boede i København. Og vi kan da i dag glæde os, at Familierne Moltke, Schack, Levetzau og Brockdorff gik sammen og byggede fire ensartede palæer omkring den plads, som vi i dag kalder Amalienborg Plads. Sådan var det hvis ikke helt!

 

Hr. Benedicts Gård

Også  familien Ahlefeldt havde i tidens løb boliger i hovedstaden. Størrelsen afhang af økonomien. I Vingårdsstræde lå der i slutningen af 1440 tallet ud mod stadens vold en ejendom, der hed Hr. Benedicts Gård. Og denne Hr. Benedict var nok en af de første af denne slægt, som havde et større hus i København.

 

11 familiemedlemmer mistede livet

Ditmarsken – krigen var hård for familien Ahlefeldt  Ved det forsmædelige nederlag ved Hemmingstedt faldt hele 11 medlemmer af familien Ahlefeldt. Det
skulle gå adskillige år, inden et familiemedlem fik en større bolig i hovedstaden.

 

De store palæer

I 1672 nedlagdes grundstenen til kongens halv-broders nye palæ, fra 1700 kaldet Charlottenborg. Kong Christian den Femte foretog selv grundstensnedlæggelsen. Inden for få år kom der flere palæer omkring den plads, der kom til at hedde Kongens – Nye – Torv. Her byggede admiralerne Juel og Bjelke deres boliger.

Niels Juels palæ ligger her endnu, dog i ændret skikkelse. Kristian Bjelkes palæ kom til at ligge der, hvor Magasin du Nord er i dag.

 

Storkansler

Endnu en af datidens stormænd byggede sig et palæ, Storkansleren, Greve Frederik Ahlefeldt, som opførte sin residens ved siden af Hoved-vagten, hvor Hotel d`Angleterre i dag ligger.

Et nært kendskab til kongens halv-broder, Ulrik Frederik Gyldenløve, der var statholder i Norge, har utvivlsomt banet vejen for Frederik Ahlefeldt til landets øverste stilling. Det var blandt andet også disse to, der fik styrtet Peder Griffenfeld.

Frederik Ahlefeldt beklædte stillingen til sin død i 1686. Storkansleren var en af sin tids største godsbesiddere, idet han foruden sit fædrene gods, Søgård, ejede Tranekær Len, som senere blev ophøjet til gods. Men desuden ejede han grevskabet Rixingen (Reichcourt), baroniet Mörsberg(Marimont) begge i Lotringen, foruden Herningsholm, Husumgård og det nyopførte palæ på Kongens Nytorv.

 

Kæmpede for Leonora Christina

Sammen med Gyldenløve arbejde han for, at få den fængslende Leonora Christina ud af Blåtårn. Men den gamle enkedronning huskede udmærket, da hendes svigerinde fremkom med fornærmende udtalelser. Først da dronning Sofie Amalie døde, lykkedes det at få hende fri.

Leonora Christina blev ført ud til Husumgård, hvor hun boede en tid, som Storkanslerens gæst, før hun endelig flyttede til Maribo Kloster.

 

Død i Regernsburg

Ved Storkanslerens død blev palæet overtaget af hans ældste søn, Frederik. Han arvede også faderens øvrige besiddelser, heriblandt de overnævnte steder, samt Søgård – Gråsten.

Frederik fik en militær løbebane, idet han deltog i krigshandlinger i Flandern som generalmajor. Han var også i Italien med det danske hjælpekorps som general.

En del af familiens civile embeder fik han også. Desuden blev han tillige statholder i Slesvig Holsten. Under en af sine mange rejser, døde han i Regensburg.

Da han ingen arvinger havde, overgik hans ejendomme til den yngre broder Carl. Og denne har absolut nok været den allerstørste jordbesidder i Danmark gennem tiderne.

 

Rester af det gamle Palæ

Ser man på Ahlefeldt – gården og Hotel d´Angleterre må det vække til eftertanke. Det ligner unægtelig den samme bygning. Det hedder sig også, at Ahlefeldt – palæet brændte i 1795. Måske er Ahlefeldt – palæet slet ikke kommet så meget til skade alligevel?

 

Den Tykke Greve

Greve Carl blev også omtalt som den tykke greve Carl, på grund af sin korpus. Men det har han nu ikke altid været. Han blev også ejer af Thurø, Kalundborg Ladegård (Det senere Lerchenborg) som strakte sine jorde fra Kalundborg til Jyderup, og til Sorgenfri i Lyngby.

Carl Ahlefeldt blev som sin ældre bror også statholder i Slesvig Holsten tillige med at han blev overstaldmester, gehejmeråd, over-hofmester og meget mere.

Han byggede meget og ikke mindst Sorgenfri og ombygningen af Gråsten Slot må have kostet vældige summer. Han havde tillige en store levefod og satte mange penge til i krigsårene under Den Store Nordiske Krig, så tykke greve Carl døde som en fattig mand.

 

Greven døde 1722

På Gråsten Slot fik ingen i den sidste tid, kostpenge. Det gjaldt fra den højeste til den laveste. Det gik kun så længe greven levede. Grev Carl Ahlefeldt døde den 7. september 1722 efter syv dages sygeleje. Ugen efter fik alle medarbejdere på slottet at vide, at de ikke længere skulle spise på slottet. Enhver måtte se, hvordan man kunne klare sig. Det blev stor jammer og nød.

Efter grevens død kom en kommission bestående af haveinspektør Kemp fra Slesvig og gartner Salviter fra Kiel. De takserede orangeriet til 9.000 rigsdaler.

 

Fandt æblet i Italien

Den afdøde havde i sine unge år været hofmester hos Hans kongelige Højhed prins Carl, bror til kong Frederik den Fjerde. Der er blevet til mange udenlands
rejser, blandt andet til Frankrig og Italien og andre mærkværdige steder. Under en af disse rejser, der varede fra 1696 – 1699 fandt greven under opholdet i Italien et pragtfuldt æble. Han sendte nogle podekviste til sin bror på Gråsten. Han lod disse pode på nogle frugttræer i slotshaven.

 

Lokal gartner fremavlede

Man kaldte æblet for Ville Blanche, og roste dets ualmindelig fine kvalitet. Dengang var der kun et af disse træer i slotshaven.

Hans Peter Vohtmann, der havde stået i lære i Gråsten anlagde en planteskole, den første af sin art i Danmark. Og det var ham, der sørgede for at få så mange podekviste som muligt af dette træ og disse podede han på kernestammer. Vohtmann gav æblet navnet Gråstener. Han sørgede for dets udbredelse ikke mindst på Als og Sundeved.

I 1783 lod hertug Frederik Christian af Augustenborg træer sende til Leipzig, og i 1795 afgik sendinger af træer til Mecklenburg og forskellige steder i Nedersaksen.

 

Som hesten, så rytteren

Under opholdet i Frankrig besøgte grev Carl den kongelige rideskole. Der blev han spurgt, om han også kunne ride, og straks derefter lod kongen føre en hest frem, der ikke rigtig ville føje sig for greven. Nogle af de tilstedeværende herrer bemærkede:

• Monsieur Ahlefeldt rider ikke så godt, hvorpå Ahlefeldt svarede: Som hesten, så er rytteren.

Der blev bragt ham en anden hest, og alle beundrede hans adrætte ridt.

 

En god fægter

En dag, da han var på Fægteskolen, blev han spurgt, om han også kunne fægte. På hans svar: Ikke særlig godt, kom en fægtemester, som han skulle tage en dyst
med. Ahlefeldt slog ham straks ud. Derpå blev befalet, at den mest habile fægtemester skulle prøve med greven, men alene for ikke at tilføje ham nogen skade, balancerede Ahlefeldt med ham.

I sin ungdom var han meget slank, så man  kunne undre sig over, at han blev så korpulent. Efter sin rejse med prinsen og videreuddannelse i København, blev han kongens premierminister, indtil hans bror, Grev Frederik døde, og efter ham arvede alle godser.

 

Et kostbart gods

Slottet med sine kostbarheder var oppe på 30 – 40.000 rigsdaler. I orangeriet var to små drivhuse, forsynet med kanaler under og i væggene, så at man i de strengeste vintre kunne have den skønneste salat og andre køkkenurter. I pomerans-huset var der en oval vandkumme, med 15 alen i tværmål, hvor der sommer og vinter leveredes de dejligste fisk.

Springvandet i haven var kostbar, men ingen måtte nogensinde erfare, hvor meget det havde kostet. Ligeledes havde Frederik Ahlefeldt ladet slotskirken bygge.
På den store plads stod før et ride-hus og et stort a part – hus, som engang blev kaldt Wandrath. Det var så stort, at alle heste og køer kunne stå derinde, og at al korn kunne opbevares heri.

 

Godset blev solgt

Efter Carl Ahlefeldts død, fulgte adelsfamiliens fallit. I den pænere version hed det sig, at næsten al hans ejendom blev bortsolgt af familien. Godssalget indbragte 247.200 Rigsdaler.  Deraf købte hertug Christian August af Augustenborg, Gråsten, Fiskebæk, Kiding og Årup for 112.500 Rigsdaler

Overinspektør Paulsen købte godserne, Ballegård, Skovbølgård, Kelstrup og Bøjskov for 52.100 Rigsdaler.

Søgård og Årtoft købte landråd von Thiesen for 37.700 Rigsdaler.  Lajgård fik borgmester Böhme for 17.000 Rigsdaler. Og endelig købte M. Paulsen jr. Grøngrøft for 16.000 Rigsdaler.

 

Det Gramske Palæ

Carl Ahlefeldt havde fire sønner. Den yngste, Conrad Vilhelm, som senere blev general havde giftet sig med Vilhelmine Antoinette Gram, og det var hendes familie, der overtog det Ahlefeldtske palæ, som fik navneforandring til Det Gramske Palæ.

Nu er hotellet nok ikke der, man kommer hver dag. Men på det nuværende hotels bestik og andre steder skulle der være heraldiske symboler, som bærer slægten von Grams våben. Men egentlig burde det jo være det Ahlefeldtske våben.

 

Gråsten Slot brændte

I december 1757 ved 6 – tiden om morgenen udbrød der brand i det kostbare slot i Gråsten. Det skete midt under restaureringsarbejdet. Mange uerstattelige kostbarheder gik tabt. Bygningen blev lagt i aske, men kirken blev skånet. Der skete skader for ca. 100.000 Rigsdaler

Men tænk lige på denne historie, når du går forbi Hotel D´Angleterre.

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: Om Ahlefeldt:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Akeleye – slægten finder du 9 artikler

 

• Gråsten – en flig af historien (under Sønderjylland)
• Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)
• Syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Kirker – syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Mysteriet i Ensted (under Aabenraa)
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere: Om Adelen: Læs:

• Adelsslægten Akeleye 1 – 9

 

Under København

• Det var på Frederiksberg
• Frederiksberg Slot

 

Under Sønderjylland

• Abel og hans sønner
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Dengang – på Sønderborg Slot
• Enklaverne i Sønderjylland 1-2
• Margrete den Første og Sønderjylland

 

Under Aabenraa

• Adelsslægten fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Brundlund Slot
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• En Tolder – Familie ved Hærvejen

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Gårde og mennesker i Bov Sogn

 

Under Tønder:

• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• Bondeslægten fra Trøjborg 1 – 2
• Hertugen af Tønder
• Møgeltønders Historie
• Oprør i Møgeltønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Trøjborg slot – nord for Tønder
• Overinspektør på Schackenborg og mange flere artikler 

Redigeret 8.-01 – 2022

Vi mødes under “Ranch Ur”. Og så tog man kun til Amager “for at se en arm Synder blive henrettet” En købmand, der hed Illum sørgede for at Østergades flotteste ejendom blev revet ned. Det fine bordel blev stormet af matroser. Og man tog i Peder Madsens Gang for at besøge “Uddydens Præstinder”. Kræmmersvende var pyntet og velfriserede. Tilberedt svinekød i vinduerne skabte tumult. På Østergade startede Strøggaden. Og den besøger vi med nostalgiske øjne.

 

Mest boder – dengang

Butikkerne i gamle dage var for det meste boder. Det var en slags tilbygninger til eksisterende ejendomme. Disse boder var ikke murede. Og de fyldte meget i de smalle gader. De var til stor hindring for færdslen og meget brandfarlige. Og derfor blev de forbudt i Christian den Femtes forordning af 27. februar 1683.

 

Nye butikker

Handelen foregik derefter inde fra selve husene. Det var nu ikke tale om de store butiksvinduer. Og det var ikke den store vinduesudstilling i de små  vinduer. Det der tiltrak opmærksomheden, var de skilte, der var anbragt over indgangen til butikken. farverne havde en lang smal sort fane hængende, tobakshandlerne nogle i træ udførte skråtobaksruller, og hattemagerne havde et stort skilt med en mægtig hat efter datidens mode.

De høje cylinderhatte kom først på mode i det 19. århundrede.

Selv om man måske havde plads til vinduesudstilling, så fandtes det ikke i fortidens butikker. Det kom først senere. Og belysning havde man heller ikke. Det var højst et par tællelys. Branden i 1795, betød at man nu under genopbygningen tænkte på butikkernes indretning.

På  hjørnet af Store Færgestræde og Ved Stranden, hvor Ellen Marsvins gamle Stenbukkens Gaard lå, blev der opført en flot stor forretningsejendom med butikker, som vakte almindelig beundring i datiden på grund af deres elegante udseende. Kig engang på Højbro Plads 21.

 

Silke – og klædekræmmere etablerede sig

På  hjørnet af Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade lå en anden stor gård, Store Lækkerbisken, som vi tidligere har beskrevet nærmere. Den brændte også under den store brand. En ny bygning med ikke mindre end 7 butikker så dagens lys. Ejendommen blev i fordums tider kaldt for Isenkræmmer Peter Egholms Gaard. Senere hed den Højbrohus.

Efter bybranden var det, at Østergade blev forretningsgaden, strøggaden, hvor de fleste butikker, navnlig manufakturhandlerne, eller som dengang de hed Silke – og klædekræmmerne indrettede sig.

Selv om butikkerne blev højere og lysere, kunne de langt fra måle sig med de elegante butikker i London, Paris eller Hamborg.

 

Modetempler af udenlandsk smag

Hof- og Stadsretten var ved branden flyttet til Østergade 52, men da det nye Raad – og Domhus var blevet fuldendt på Nytorv, flyttedes retten hertil i 1815. Den tidligere bygning blev indrettet til:

• de to første Modetempler efter udenlandsk Smag, hvis Vinduer naa fra Gulvet til Loftet, og som saa ganske beregnede paa en højst mulig Publicitet, at man endog udenfra kan se de derinde staaende Damer og Cavalerer i fuldt Corpus (Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 27 for 1824).
• Straks efter disse blev der indrettet en vel smagfuld, men dog ikke overdreven elegant Krambod i samme Gade. Den gjorde en fuldstændig, næsten abderitistisk Opsigt, men neppe to Aar derefter blev der indrettet to andre Butikker i samme Smag, der i Elegance og Pragt langt overgik de to første.

 

En slags “Stege-vender”

• I 1804 udstillede Blikkenslager Henning Irgens på Købmagergade – et Slags Stege-vender, hvori et Stykke malet Træ, af Skikkelse som en Steg, ved
  en simpel, men god Mekanisme, drejer sig omkring af sig selv.

Og i 1810 var der en kurvemager i samme gade, der reklamerede med en Ligkiste, forfærdiget af Vidier. Vi levede jo i en fattig tid dengang, hvor træ var kostbart. Og det gjaldt derfor om at spare så meget som muligt, men Vidier – kisterne viste sig hverken praktiske eller holdbare.

 

Levende blomster i vinduet

Købmagergade var nok nummer et når det gjaldt reklame. I december 1818 fandtes her en postejbager ved navn Chady, der boede i nr. 59 (nu nr.
25). Han udstillede i sine vinduer to vaser med tilsyneladende levende blomster, som særlig med lys om aftenen tiltrak sig de forbigåendes opmærksomhed. Det var stor diskussion om, hvad der i virkeligheden var i de to vaser. Men i virkeligheden var vaserne fremstillet af smør, og de forskellige blomster var udskåret af gulerødder, rødbeder, hvideroer m.m. De var udskåret ved hjælp af en almindelig penne-kniv.

 

Tilberedt svinekød

Ti år senere, i marts 1828, var der et stort røre og ligefrem opløb uden for Købmagergade nr. 3. Her var opstået noget helt nyt, en fransk spækhøkerbutik
(Boutique de Charcutier). De reklamerede på en hel ny måde. I forretningens vinduer var der udstillet svinekød i tilberedt tilstand, og i vinduerne var der ophængt pølser.

Ja der måtte ligefrem tilkaldes politi for at holde ro og orden. Den mand, der skabte dette røre, var en fransk sproglære ved navn Leon Paul Duclot. Han havde den 29. februar fået kongeligt privilegium på at tilberede “Svinekød paa fransk Maade og deraf have Udsalg”. Dette medførte stort mishag blandt byens slagtere.

 

Den pyntede og velfriserede Kræmmersvend

Men indførelsen af Københavns nye smukke og flotte butikker forsvandt den tidligere krambodsvend hos manufakturhandlerne. Han bliver afløst af den pyntede og velfriserede Kræmmersvend. Han var ikke ansat hos den eller den kræmmer. Nej han stod hos, som det hed i datidens sprog.

Vi har faktisk en beskrivelse af, hvordan en sådan manufakturhandler så  ud dengang. Det er den 16. april 1856 på åbningsdagen af firmaet Jacob Moresco.Han
fortæller selv i sine erindringer, hvad han den dag var iført:

• Blaa Spidskjole med forgyldte Knapper, lys udringet Vest, ombøjede Flipper med stort, hvidt Halstørklæde samt mørktfarvede Pantalons.

 

Østergade var blevet Strøggaden

Østergade var blevet til Strøggaden. Her lå de store og fine manufakturforretninger. De ældste huse på Østergade var for det meste bindingsværkshuse, kun afbrudt med større eller mindre stenhuse, opført af adelen. Blandt dem der boede her var Fru Regitze Gruppe gift med Hans Ulrik Gyldenløve. De ejede de nuværende nr. 12 – 14 – 16.

Går vi nu nedad Østergade begyndende på hjørnet af Kongens Nytorv, har vi på højre hånd, Hotel d Angleterre. de har været her siden branden i 1795. Det var dengang det tidligere hotel på hjørnet af Vingårdsstræde og Laxegade blev lagt i aske. Hotellets daværende ejer, traktør Gottfried Rau købte resolut Den Gramske Adelsgård på Kongens Nytorv og flyttede sit hotel derhen, og det har det været siden. Ja egentlig var det Ahlefeldt, der byggede gården. Og kigger
man på gamle tegninger, så har det nuværende hotel en slående lighed med Ahlefeldts gård.

 

Cigarbutikken blev et tilløbsstykke

I sommeren 1831 indrettedes i stueetagen ud mod Østergade, byens første elegante og moderne Café. I kælderen blev der allerede i 1827 åbnet et Cigar – og Tobaksudsalg. Den var den tyske indvandrer, A.M. Hischsprung, der startede dette. Han startede senere den nok så kendte cigarbutik. Butikken blev efterhånden et fast mødested med et ganske lidt anstød af klub. Her kom folk, der ikke kom på Børsen, men som gerne ville høre nyt.

 

Kun fire adelsmænd betalte!

Det fortælles også, at i hotellets kælder boede i mange år en saddelmager, der under opgørelse af sit lager en gang savnede et elegant seletøj til firspand. Han kunne ikke huske, hvem han havde solgt det til, så han sendte en regning til samtlige lensgrever og de mere prominente baroner i Danmark. Men kun fire af dem betalte!

 

Cigarer og frugt

I Østergade 10 lå en af gadens gamle forretninger, C.M. Fonnesbech. Den blev startet i 1844 og var specialforretning i the. Oprindelig var det en urtekram samt udsalg for Havanna – cigarer. Og i 1851 fik indehaveren den gode ide, at indrette et slags lotteri. Man kunne vinde sølvgenstande, hvis man ellers var heldig. Og alle kunder fik selvfølgelig et fri-lod.

 

Og så havde vi i nummer 12, Madam Frørups Frugtkælder. Der var åbent til langt ud på natten, hvor unge mennesker nød en pære, eller æble, inden de gik hjem i seng. På nederste trin, var der et bræt, der udløste en klokke. Madam Frørup var en ældgammel kone.

 

Proptrækkeren blev udlånt

I den smalle ejendom i nr. 14 var der siden 1821 Mitchells Strømpe – Garn – og Trikotagehandel. Forretningen blev grundlagt som strømpefabrik af skotten Alexander Mitchell. Men virksomheden har rødder tilbage til 1781. Mitchells butik var i fordums dage en temmelig høj stue, og under denne var en kælderbutik, som i 1880erne rummede Cigarhandler Scherfig, der tillige handlede med Bayersk øl.

Dengang holdt man åben efter forgodtbefindende. Og vores cigarhandler havde altid god omsætning hver eneste nat. En mængde Bayersk Øl blev solgt. Men ifølge politivedtægten måtte de ikke drikkes på stedet. Men cigarhandleren lånte de tørstige sjæle en proptrækker. Og så blev øllet hældt ned ved bænkene ved Hesten. Dengang drak kvinder ikke øl. Det kom først først omkring 1880erne.

 

Den berømte Monigatti

I Østergade 16 lå hofmanufakturhandler M. Bendix forretning, der blev grundlagt i 1847. Inden da tilhørte ejendommen Gyldenløves enke. I 1762 var her bagergård. I 1800 havde konditor Louis Comestabili etableret sig her. I flere år havde han været hofkonditor hos arveprins Frederik. I 1824 var det den schweiziske konditor Giovanni Caber Monigatti, der rykkede ind. Han havde været leder af Konditorpavillonen i Frederiksberg Have. Han havde håbet, at kunne overtage dette etablissement, men ak Anton Josty var hurtigere. Men som et plaster på såret fik han i 1826 kongelig bevilling til at indrette en pavillon i den forreste runddel i Frederiksberg Allé.

 

Svaneapoteket

Svaneapoteket på Østergade 18, på hjørnet af Ny Østergade 2 blev i 1784 flyttet hertil af dets indehaver, Apoteker Myhlenstedt. Apoteket var indrettet i en toetagers bygning, og laboratoriet vendte ud til den uhumske gyde, Peder Madsens Gang. Adgangen til denne gyde fra Østergade gik gennem Svaneapotekets portåbning. Så man gennem denne port, fik man øje på en uendelig trist udseende gyde, på kun ca. 3 meters bredde. Det var en dyb rendesten i midten af kørebanen. Der var ikke rigtig plads til nogen rendesten på siderne.

 

Beboerne boede sammen med køerne

Denne gyde dannede forbindelsen mellem strøggaden, Østergade og den krogede provinsielle Grønnegade. Gangen havde i mange år været en torn i øjet på grund af dens lidet hygiejniske forhold.

Her fandtes i nummer 5 således et brændevinsbrænderi, hvortil, som til alle datidens brænderier hørte et ko-holderi på ikke mindre end 21 køer. De var opstillet i flere af baghusets etager. Samme ejendom og den tilstødende nr. 7 husede 78 voksne personer foruden børn. Andre ejendomme husede Nattens døtre eller Udydens præstinder.

 

Yndlingsretten til fire skilling

Husene i gyden bag Svaneapoteket var smalle og tværs over gårdene midt i stanken, var trukket snore til tørring af tøj. I andre huse var der logihuse og værtshuse med eksotiske navne som Skansen og Pepita.

Her kom et specielt klientel som Sjovere og Lammedrivere. Her kunne de få deres yndlingsretter, som var tilberedt af de dele af oksehovedet, der ikke kunne anvendes til suppe, så som mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Disse delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce, som meget praktisk fremkaldte tørsten. Og så kostede det kun 4 skilling.

Stamgæsterne på værtshusene havde så eksotiske navne som Knuden og Sildehovede.

 

En detaljeret plan

Allerede i 1846 havde A.C. Flinch, udgiver af Flinchs Almanak forelagt en detaljeret plan, der gik ud på, at sløjfe Peder Madsens Gang og omdanne denne til en forretningspassage med butikker både i stuen og de ovenover liggende etager.

Planen var for datiden storstadsagtig, men den blev aldrig realiseret. Magistraten ville ikke give Flinch eneret på passagen. Først 27 år senere blev den til virkelighed på en lidt anden måde.

 

Den Tredje mand

I året 1871 havde Magistraten endelig nedsat et udvalg på 8 medlemmer, der skulle finde ud af, hvad der kunne gøres for at komme de uhumske forhold
til livs.

Udvalget fandt frem til, at der skulle etableres en 13 meter bred gade fra Grønnegade indtil Svaneapotekets grund, mens et mindretal foreslog, at gaden skulle
føres igennem til Østergade over apotekets grund. Kaptajn og malermester Riise tilbød at anlægge gaden for egne midler, men trak tilbuddet tilbage, da hans støttere trak sig.

En anden, murermester Wienberg meldte sig nu på banen. Men heller ikke denne mand kom i gang med projektet. En tredje mand meldte sig, Direktør C.F. Tietgen. Og alt gik som Tietgen ønskede sig. En ny bygning med apoteket rejste sig.

 

Som 17 – årig i krig

På grund af Ny Østergades anlæggelse måtte to af Østergades gamle huse forsvinde. Det var nr. 20 og 22. Nummer 22 kom til at danne hjørnestedet i den nye
gade. I 1663 blev ejendommen ejet af den kejserlige østrigske gesandt. I denne ejendom åbnede Carl Neiiendam i 1880 en restaurant. I mange år holdt læseselskabet Athenæum til her i nummer 24. Ejendommens stueetage rummede engang Drewsens Elektropletlager. Bestyreren var i mange år, kaptajn Wilhelm Weiss, der som 17 – årig havde deltaget i den Første Slesvigske Krig.

 

Købt til nedrivning

Nummer 26 tilhørte i sin tid manufakturhandler Raphael. Det var en smuk ejendom, som ikke burde være forsvundet. I slutningen af 1890erne købte konsortiet Fisker – Volmer ejendommene Østergade 26, 28, 30, 32 og 34 og tilstødende arealer i Christen Bernikovs Stræde, Antonistræde og Pilestræde. Store moderne forretningsejendomme rejste sig.

Nr. 32 var en gammel adelsgård, som i det 16. århundrede blev ejet af Jørgen Brahe. Og fra 1607 til 1616 af Christian Bernikov. I 1636 overtog kronen ejendommen og udparcellerede den.

Senere blev ejendommen traktørsted under navnet Vildmanden. I en lang årrække rummede ejendommen Adresse-kontoret, der udgav Adresse-avisen. Og denne blev læst meget, især af byens urtekræmmere. Her var masser af underholdning i Thalia eller Apollo – salen.

 

Den sidste bagergård

I nummer 36 fandtes gadens sidste bagergård. Allerede i 1761 blev gården indrettet som bagergård. I næsten 170 år har der her uafbrudt været drevet bageri. I
den ny ejendom etablerede kaffefirmaet Brasilico sig med tilhørende restaurant.

Ejendommen i nummer 48 (nu sammen med nr. 50 – 54) er en del Illums bygningskompleks. Ejendommen på hjørnet af Pilestræde blev i mange år ejet af
bøssemagere. Parykmager Deichmann overtog det derefter. Her boede også manufakturhandler Ratzeburg i stueetagen.

 

Københavnerne gik på Café

Soli Deo Gloria stod det i relief på ejendommen Østergade 50. Her befandt sig den allerførste Schweizerkonditor sig. Manden bag dette, hed Johan Soltani. Han fik borgerskab som kuchen-bager.

Han lærte de københavnske herrer, at man udmærket kunne gå ind på et konditori , sætte sig ved et bord, drikke sin chokolade og spise kager til. De københavnske damer ældre som yngre, overbeviste han, at det ikke var det mindste i vejen for, at man under behørig mandlig eskorte kunne nyde forfriskninger i et offentligt lokale på selve strøggaden, Østergade, og samtidig gennem konditoriets vinduer se ud på det pulserende liv i de forbi-kørende vogne.

 

Østers til 4 skilling

Hvor nr. 52 A lå, var efter bybranden i 1795 i mange år Hof – og Stadsrettens Kontor. Ejendommen blev herefter ombygget, og rummede af alle madkyndige stærkt besøgte Spisekvarteret. I kælderen til gaden boede vildthandler Boytler. Han havde et lille sideværelse, hvor man kunne indtage et måltid bestående af østers (til 4 skilling) og en billig Moselvin.

Ved hjørnet af Pilestræde og Østergade udspandt der sig den 22. august 1884 en pinlig episode sted. Den kendte kaffegrosserer, senere etatsråd Augustin Gamél blev standset af to yngre herrer. Der opstod en kort ordveksling, mellem de tre herrer. Og det endte med lussinger fra de to unge herrer. Episoden blev omtalt i datidens medier og ikke mindre i syv forskellige viser. Og de to unge mænd måtte betale en bøde.

 

Det fine bordel?

Efterslægtens Skole lå på den tidligere grund til nummer 54. Det var en stor sorg i København, da man erfarede, at selskabet bag skolen havde solgt ejendommen til nedrivning. Gården var opført i 1640. I 1771 rykkede traktør Johan Jacob Gabel ind som ejer. Han havde fået tilladelse til at indrette et “Herbergshus”, Hotel med tilhørende beværtning for det bedre borgerskab.

I befolkningen gik det dog det rygte, at stedet var en slags finere bordel. Dette rygte og Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at matroserne den 17. januar 1772 stormede og ødelagde gården samt dens møbler, plyndrede i stor stil og drak vinkælderens indhold. Efter dette måtte Schulin overtage ejendommen , og derefter kom den i Efterslægten’ s eje. Handelsbanken havde sin første beskedne kontorlokaler her.

I kælderen til forhuset flyttede i 1831, brygger Cappeln. Her forblev han til 1856, da øl-handler H.I. Hansen overtog forretningen. Efter 52 år med øl, rykkede Emil Schous Forretning med hvide varer.

Efterslægtens Gård var en pryd for øjet. Den overlevede både brandene i 1718 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Men det hele blev erstattet af et Marmor – Kræmmerhus. Og hvordan gik det lige til?

 

En købmand ved navn, Illum

Lige over for Efterslægtens Gård, i ejendommen Østergade 55, åbnede den 3. marts 1891 en fremadstræbende købmand, ved navn A.C. Illum en specialforretning i sy-artikler og kjoletilbud i ejendommens høje stue.

Han havde kig på ejendommen over for. Men københavnerne hørte, at han skulle betale 6.000 kr. i årlig leje, så de troede ikke rigtig på det.

Men Illum lancerede reklameartikler som syskrin og cigarskabe af træ. Og omkring 1893 fik han eneforhandlingen af Wasmuths Ligtornsringe i Uret.

I et af vinduerne opstillede han en mekanisk reklamefigur, forestillende en gråhåret tysk professor , der i sin hånd holdt det Wasmuthske ur. Reklamen vakte kolossal opsigt. Folk stimede i så store skarer sammen på Østergade, at politiet forbød den. Så flyttede man den mekaniske professor til et vindue mod Lille Kongensgade.

Uret viste sig at være en glimrende forretninger for sælgeren, men Blæksprutten for 1893 noterede meget ondskabsfuldt i sin dagbog den 19. april:

• Wasmuths Ligtorneringe gaar af som varmt Brød. Blot man kunde sige det samme om Ligtornene.

Pladsen blev for trang for Illum. Han købte derfor Østergade 52. Ejendommen blev nyopført, og han flyttede ind den 14. april 1899. Men i årenes løb blev forretningen hele tiden udvidet, og så var det, at Efterslægtens Gård blev indlemmet. Den 20. januar 1911 købte han gården for 700.000 kr. Trods store protester, blev gården revet ned. Selv en brønd fra 1100 – tiden røg med. Episoden var årsag til at Loven om Byggefredning.

 

Kong Salomons Apotek

I det 16. århundrede var det nuværende Østergade 56 og 58 en stor gård som i 1496 blev ejet af Rigshovmester Poul Laxmand. Han blev den 22. juni 1502 på Højbro myrdet af de to adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen. I 1530 blev gården ejet af svigersønnen, Abraham Eriksen Gyldenstjerne. Senere blev gården omtalt som gæstgivergården Oxetoppen. I 1645 er det den rige købmand, Albert Iøzens, der ejede gården. I 1677 blev den overtaget af apoteker Johannes Kirchhoff. Det betød starten på Kong Salomons Apotek.

I ejendommens dybe kælder lå i mange år Johansens Blanketudsalg, fra hvilket der altid udgik en ubehagelig syrlig lugt. På Østergade 56 lå også Båndhandler – firmaet Christensen & Hansen. I 1842 boede på 2. sal den daværende handelsfuldmægtig, Herman Cohen Brandes med sin hustru. Her fødtes brødrene Georg, Ernst og Edvard Brandes.

 

Vi mødes under Ranch Ur

På hjørnet af Købmagergade ligger nummer 62. I længst forsvundne tider på Valdenar Atterdags tid, blev grunden i 1377 ejet af hans drost, Henning Podebusk.

I ejendommens kælder var der i over hundrede år, trikotageforretning. Den blev grundlagt i 1825 af hosekræmmer M.E. Grøn. De to butikssvende Holbech og Bloch fortsatte ejerskabet. Siden 1852 har der i stuebutikken på selve hjørnet eksisteret den kendte Ranchs Urmagerforretning.

Man sagde altid dengang – Vi mødes under Ranch Ur. I 1880erne var det en forrykt person, der havde set sig gal på dette kendte ur. I et anfald af galskab affyrede han gentagende gange geværskud mod uret.

Ejendommens anden butik på den anden side af gadedøren blev i midten af 1870erne udlejet til bundt-mager Holm. Denne Holm var resolut nok ti, da Zoologisk Haves løve døde i 1875, at købe dens skind og udstoppe det i skikkelse af en siddende løve. Dette brugte han som reklamefigur i sit vindue.

Kære læsere, her forlader vi vores historiske rejse på Strøget, men vi fortsætter skam i senere artikler, hvor vi fortsætter turen ned af Strøget fra dengang.

 

Når en arm synder blev henrettet

Dengang sagde man inde bag volde og stadsgravene, at

• man kun besøgte Amager, naar en Arm Synder skulle henrettes

Men denne fornøjelse var slut for københavnerne den 22. april 1845, da den sidste henrettelse, havde fundet sted. Men to år senere, kunne man dog møde en københavner derude på den flade ø. Det var Hermannsen i Fru Heibergs: “En Søndag på Amager”

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• København omkring år 1800
• Strøgets Historie
• Strøget endnu mere

Redigeret 8.01. 2022

Et forsøg på anmeldelse af en flot gavebog – Forbrydelsens Element udgivet af Gad. Bogen er flot i mere end en forstand. Flotte gengivelser af malerier, forbrydere og fotos fra dengang. Mange skæbner ligger bag ved. Og i mange tilfælde får man mellidenhed med disse skæbner. Uretfærdigheden var til
stede. Flotte informative artikler præger også bogen, omhandlende straffeudmåling, tidens moral og etik og meget mere. Dansk socialhistorie er levendegjort på en fantastisk måde. Og så besøgte Stauning en luder, men han blev ikke straffet. Det blev luderen.

 

Skæbnen bag ansigterne

Bogen er i stort og flot format, som kendetegner  mange af Gads bøger. Og det er som titlen på bogen beskriver, for det meste forbrydere vi ser. Men egentlig er
det mere skæbnen bag de ansigter, vi ser, der fascinerer. Som det hedder i indledningen til bogen, så hører det et hav sagsakter og ofte flere
hundrede sider håndskrevne sider i form af politirapporter, domssager
og fængselsarkivalier til hvert foto.

 

Fremragende

Det er spændene, men også chokerende læsning, som vi bliver budt. Mange af de penge, der kom ud af forbrydelserne, blev omsat til brændevin eller blot til at ernære ens familie. Ja bogen er fuld af småkårsfolk. Vi møder luder, tyve, mordere, spioner og  børnelokkere. Bogen er guf for dem, der vil sætte sig ind i slægts -, kultur eller lokalhistorie. Vi får et fremragende indblik i datidens moral og etik eller mangel på samme.

Det er bestemt ikke glade ansigter, vi ser. Nogle forsøger at se kække ud, andre brødebetynget, ligegyldig, opgivende eller overbærende.

 

To år for børnestøvler

Lokale forbrydere blev kun fotograferet, hvis politiet mente, at der ingen vej var udenom. Det var, når vedkommende var slået ind på forbrydervejen og kunne ikke komme ud af den. Sådan var det også for Ludvig Sandbech. Allerede i 1838 blev han sendt ind til vand og brød første gang. Det var ikke de store ting, han stjal. Men hele sit liv sad han alligevel i fængsel. Således fik han i 1868, to års tugthusarbejde, for at have stjålet et par børnestøvler i Blågårdsgade. Denne straf afsonede han i Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavn.

 

Seksualmoralen

Seksualmoralen var anderledes dengang. Den 21 årige tjenestepige Johanne Nielsen var blevet gravid uden for ægteskabet. Hun var fast besluttet på, at når hun skulle føde, ville hun drukne sig i Gentofte Sø. Men fødslen kom ganske uventet. Hun var ikke i stand til at gennemføre den. Barnet døde, og liget blev gemt i en kommodeskuffe. Hun blev i 1913 dømt 80 dages fængsel for uforsvarlig omgang med barnefødsel. Man kan tydelig se en angrende Johanne i bogen.

 

Brændemærkning og afhugning

Engang var brændemærkning, afhugning af lemmer og anden fysisk lemlæstelse, der lovformelig kunne kunne påføres forbrydere, så man kunne genkende dem. Metoderne blev ofte fulgt op at et tegne portræt eller en unøjagtig beskrivelse, så man kunne genkende forbryderne.

Men i løbet af 1840erne kunne fotografiske optegnelser lave en hurtig registrering. Ja H.C. Andersen kaldte den nye teknik for Trolddom. I Danmark anvendtes teknikken første gang i 1851 i forbindelse med en række brandstiftelser, indbrud, røverier og mord på Lolland.

Da sagen nåede sin afslutning var 43 personer tiltalt for medvirken.

 

Nye metoder

Da portene i København blev nedlagt omkring 1856, blev det vanskeligere at kontrollere folk. Mange rejste til byen, men ikke alle havde held til at skaffe sig et arbejde. Og det kunne mærkes. Der var et stigende antal sager om tyveri, prostitution og løsgængeri. For den enkelte betjent kunne det efterhånden være vanskelig, at sætte ansigt på alle forbrydere. Derfor skulle der nye metoder til.

 

Københavns Opdagelsespoliti

I 1863 blev Københavns Politi omorganiseret. Man fik et såkaldt Opdagelsespoliti. Den bestod af en elite af 17 af hovedstadens 200 betjente. En af de ting som Opdagelsespolitiet indførte var en protokol over mistænkte personer. Desuden anskaffede man et stort læderindbundet album med titlen Fotografi – Portrætter af Forbrydere. Først brugte man lokale erhvervsfotografer, men efterhånden var det nødvendigt, at anskaffe eget udstyr. Man fik bevilget et fotoapparat, satte et tæppe op, en tilkaldte en erhvervsfotograf, hver gang, det var nødvendigt. Men man fik dog oplært en egen betjent, der kunne klare fotograferingen.

 

3.000 anholdelser

Men med 3.000 anholdelser hvert år, var der trods alt de færreste, der fik den ære at komme i albummet. Det første album hos Københavns Opdagelsespoliti var fyldt op i 1968. Og da var der 396 forbryder – billeder, heraf 65 kvinder.

I 1866 fik Danmark en ny straffelov. Det som nu blev afgørende for straffens længde var, om man havde været straffet før. Derfor var det vigtigt for politiet, at kunne bevis, at man havde med en gammel kending, at gøre. Denne lov gjaldt i store træk til 1933.

 

Straffen

Den mest almindelige straf for førstegangsforbrydere var:

• Ris, det var piskning med et knippe ris på den bare ryg. Det blev brugt til børn under 15 år.
• Rotting, var spanskrør. Det blev brugt efter lægetilladelse på mænd fra 15 til 18 år.
• Simpel fængsel på sædvanlig fangekost kunne idømmes fra to dage til to år.
• Fængsel på vand og brød anvendtes på personer mellem 16 og 60 år.
• Tvangsarbejde blev anvendt over for tiggere, løsgængere, prostituerede og ulydige fattiglemmer.
• Forbedringshusarbejde kunne idømmes fra otte måneder til seks år. Størstedelen blev sendt til Vridsløselille Straffeanstalt, mens alle de kvindelige  blev sendt til Christianshavns Straffeanstalt.
• Tugthusarbejde kunne idømmes mellem to og seksten år eller livstid. Straffen blev anvendt på ældre forbrydere og andre, der syntes uforbederlig.

 

Lyd af halshugning

Bogen rummer et væld af historier. Og det ikke altid de største forbrydelser vi hører om. Det er ind imellem finurlige fortællinger om hverdagens Danmark. En person blev seksuel fristet af et får. Han blev efterfølgende dømt otte måneders forbedringshusarbejde.

Vi hører blandt andet Henrik Cavlings beskrivelse af halshugning:

• Den lyd, der høres, lød, som når man slår en våd svamp mod en væg – så hørte manen svagt klingende metallyd. Det var den halvtredje kvarter lange halvrunde æg, der besindigt blev trukket gennem skåret. Hovedet faldt i blikkoppen og trillede derfra videre ned i gruset.

Halshugningen af Jens Nielsen var landets sidste statsstøttede aflivning af et menneske for forbrydelser begået i fredstid. I september 1877 var han stukket af fra en opdragelsesanstalt. Han tog ned på havnen og forsøgte at begå indbrud i skibene. Det lykkedes ham at stjæle et ur hos en skibskok. Men det blev hurtig opdaget. Kokken kom halsende efter ham, så han smed uret i vandet. Men det lykkedes at pågribe Jens Nielsen. Efter seks uger fik han en dom for tyveri, tyveriforsøg og bedrageri. Den lød på to gange 20 slag ris – fordelt over to dage.

 

Ild på opdragelsesanstalt

Efter udstået straf blev han sendt til opdragelsesanstalten Landerupgaard mellem Kolding og Vejle. Den satte han kort efter ild til. Siden blev han sendt med en enkeltbillet til Canada. Men han fik hjemve. Han kunne ikke sproget. Ved at tage hyre på forskellige skibe, kom han hjem til Danmark og fortsatte sin kriminelle løbebane. Men inden sad ham i diverse fængsler i udlandet for forbrydelser. Han mente, at det var sværere, at finde beviser, hvis han satte ild til de steder, hvor han begik tyveri. Det kom til at gå ud over en del gårde på Sjælland.

Han blev arresteret, men indrømmede også, at han havde været årsag til en brandkatastrofe i London for et par år siden. Dommen lød på  16 års fængsel. Det
var et hårdt slag for ham. Han ønskede at dø. Han overfaldt flere fængselsbetjente, for at få sin dødsstraf. Først i tredje forsøg lykkedes det. I 1892 blev han halshugget i Horsens Statsfængsel få dage før sin 30 års fødselsdag i overværelse af sine medfangere.

 

Sammenhæng mellem udseende og adfærd

Mange var af den ide, at det var sammenhæng mellem forbryderens udseende og adfærd. Sådan var det også for fængselslægen Carl Otto. Han nøjedes ikke med, at undersøge levende  forbryders hoveder. Han opkøbte eller opgravede kranier af halshuggede mordere.

 

Var skarpretteren fuld?

Anders Sjællænder havde myrdet Svenskeren, og skulle halshugges. En morgen i november 1882 var der mødt 3.000 tilskuere frem ved Sølvbjerghøj på Vestlolland for at overvære henrettelsen af Anders Sjællænder. Der opstod straks kaotiske tilstande, da der ikke var truffet forberedelser af nogen art. Sneen lå i et tykt tæppe på marken. Der manglede et skafot. Der var ikke fortaget nogen afspærring af området og publikum maste på, for at få det hele med.

Skarpretteren greb øksen, svang den og huggede til. Men han ramte kun skulderen. Han forsøgte igen, men heller ikke denne gang lykkedes det at få hugget hovedet af.

Han prøvede en tredje gang, og så lykkedes det. Skarpretterens lærling var da blevet så bange for at holde hovedet, at han kom til at give slip, så det trillede hen ad jorden. Mistanken var, at skarpretteren var fuld.

Skandalen var ikke over. Man havde også glemt at bestille en kiste.

 

Barnemorder fra Lille Kongensgade

En ung enlig mor ville hente hendes datter hos dagpleje-moderen i Lille Kongensgade. Hun bankede på, men det var ikke en lyd at høre. Til gengæld kunne hun ane lys i lejligheden. Døren var låst inden fra. Hun fik fat i en betjent, der sprængte døren.

Dagplejemoderen hang fra lampekrogen i et sejlgarn, afklædt. Bag ved hang yderligere fire små skikkelser. Det var dagpleje-moderen Carolina Gustafsson’ s fire små børn, Anna, Clara, Ingeborg og Carl. Den skrækslagne mor fandt sin 10 måneder gamle datter i en kasse og i live.

Dagplejemoderen havde været gift med en skomagermester, men ægteskabet var ulykkeligt. Carolina klagede over, at hun var blevet slået, og et par måneder forinden havde manden forladt hende.

På  stationen dukkede den enlige mor op igen. Hun havde en mistanke om, at hendes 10 måneder gamle barn havde fået gift. Den snarrådige betjent kørte dem til Kommunehospitalet, hvor den lille blev udpumpet.

Et par dage efter havde man også fundet nogle flasker med opiumsdråber i kommodeskufferne. Carolina var meget jaloux anlagt, og det viste sig, at hun havde truet med at myrde de fire børn og begå selvmord.

 

Jamen Stauning dog!

Hvem skulle have troet det om Stauning. Han var gift men havde besøgt den i prostitutionskredse kendte Pepita. Dengang var han dog kun folketingskandidat.
Men en årvågen betjent havde afsløret det. Stauning måtte da også indrømme, at han havde betalt to kroner og et par småmønter for fornøjelsen.

Stauning fik ingen straf, men Pepita måtte stille op til forbryderalbummet. Hun var ved århundredeskiftet straffet syv gange for hendes gøremål. Og her ottende gang, blev hun idømt 90 dages tvangsarbejde og betaling af sagens omkostninger.

 

Majestætsfornærmelse

Amalienborg blev beskyldt for at være landets største ladegård. Det var majestætsfornærmelse og det var også et minus, at den dømte var socialist. Og systematisk gennem-tævning af hustruen blev af politiet betragtet som hørende med til mandens rettigheder.

 

Nattens døtre

På  bagsiden af nogle af de fotos, der sad i Forbryderalbummet var der tilført navne som Pisseoen, Kattens søster, Skomagertøsen og Sengetæppet. Det var Nattens døtre eller de såkaldte løsagtige fruentimmere.

I København fandtes de for enhver smag. Nogle sad i gadedøren og trak, andre blev holdt som private elskerinder, og enkelte steder foregik udvælgelsen i en klub for kræsne gentlemen.

 

Beskrivelse af en rovmorder

Politiet udsendte de såkaldte Politiefterretninger. Her var også efterlysninger samt beskrivelser af de forbrydere, man efterlyste. Således efterlyste man Poul Kring Hansen Vinding, som var efterlyst for rovmord:

• Oven-afbillede Husejer Poul Kring Hansen Vinding født i Vinding 17. april 1876, høj, rank, nærmest spinkel, mørkeblondt Overskæg, lidt mørkere Haar, skaldet Pande og Isse, mørke noget rødrandede Øjne, stor Næse, noget fladtrykt paa Midten, Overlæben noget opadbøjet, noget tung Gang, velklædt, sigtes for Rovmord. Udebleven herfra siden Gaards Eftermiddag.
• Bedes eftersøgt og anholdt. Telegrafisk Underretning til Københavns Politi.

 

Alberti på slankekur

Bogen har selvfølgelig også historien om vores tidligere justitsminister Peter Adler Alberti med. Han havde bedraget for 15 millioner kroner. Han brugte de ledige stunder til at skrive til folk uden for fængslets mure, selv om fængselsvæsnet påstod, at han led af skrivekrampe.

Det bemærkelsesværdige var, at han ved løsladelsen havde reduceret sin vægt til omtrent det halve.

 

Socialhistorien gjort levende

Gode råd og tips til, hvordan du skal søge rundt i diverse arkivmateriel giver bogen også. Og en meget overskuelig dokumentation gør det meget overskuelig for andre til at gå videre med de mange historier i bogen.

Det er en rigtig god og flot historiebog, som vi kan give de varmeste anbefalinger. Den er meget informativ skrevet i et godt og levende sprog. Her kan alle være med.

De fotos, der er gengivet får nyt liv i bogen. Socialhistorien er pludselig gjort levende. Skæbner fra samfundets bund er rørende og opsigtsvækkende. I nogle tilfælde kommer man til at stille sig på forbryderens side, fordi uretfærdigheden er rammende. Triste og deprimerende skæbner oprulles. Ja skyggesiderne
er sandelig blevet rullet op.

Nogle af forbryderne vidste man ikke rigtig, hvad man skulle gøre ved, så  de fik en enkeltbillet til USA og Canada.

 

Topkarakter

Et flot bog er det i mere en en forstand. Store flotte fotos, men også malerier m.m. er flot gengivet. Stærkt står et billede ude fra en mark, hvor man er i gang med at opgrave et barnelig. Man ser en ulykkelig ung pige, som en betjent har et fast greb i. Det er sikkert en pige, der har født i dølgsmål.

Ind imellem de mange tragiske historier får vi et indblik i samfundets holdning til forbrydere og til tidens moral og etik. En varm anbefaling herfra og topkarakter. Dette kan simpelthen ikke gøres bedre.

 

Poul Duedahl, Peter Wodskou, Gitte Bergenhoff Høstbro: Forbrydelsens ansigt / Gads Forlag.

 

Hvis du vil vide mere: Om forbrydere, straf og henrettelse:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 293 artikler 
• Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler (opdatering på Mordet på Asmus Jensen) 

 

Under København:

• Den lovbeskyttede usædelighed
• Dobbeltmordet på Peter Bangsvej
• Fra Ildebrand til Kæmner
• I Ondskabets skygge af Holocaust
• Landsforrædere og Landssvigere
• Mord i Nyhavn
• Overvåget – dengang
• Stikkerdrab
• Tyveri fra Arkivet

 

Under Østerbro:

• Bankrøveri på Østerbrogade
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Flere sabotager på Østerbro
• Henrettelse på Østerbro
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Mordet i Brumleby 1914
• Mordet på Østerbro 1893
• Rovmordet i Holsteinsgade 1912
• Sabotører og Stikkere på Østerbro
• Det mærkelig fund i Garnisonskirken
• Legemsdele i Kastelgraven

 

Under Nørrebro:

• Alberti på Nørrebro
• Barnemorderen fra Jægersborggade
• Bomben i Søllerødgade 1 – 2
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Det Gamle Nørrebro – og de Fattige
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Dramaet i Husumgade
• Fattiglemmer på Ladegården
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Hypnose – mordene nok engang
• Hypnose – mordene på Nørrebro
• Ladegården – dengang
• Lersø  – bøller og bisser, nok engang
• Lersø  – bisser
• Likvideret på Nørrebro
• Ned med Arbejderne
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Nørrebro – den 18. maj 1993
• Nørrebro – flere sabotager
• Sabotager på Nørrebro
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
• Fælledvejens Politistation
• Ungdomshusets Historie 1 – 2
• Varehuset Buldog på Nørrebro

 

Under Sønderjylland:

• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• En Stikker fra Sønderjylland
• Modstand i Kolding
• Modstand i Sønderjylland
• Ned med de dansksindede
• Opgøret efter 1945
• Ribe – Hekseafbrænding (2)
• Riber – Ret (3)
• Stikkeren – mord uden samvittighed

 

Under Aabenraa:

• Henrettet  i Aabenraa
• Lov og ret i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2

 

Under Padborg/Kruså/Bov

• Dagligliv i Frøslevlejren
• En sønderjyde krydser sit spor
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• KZ – lejr Ladelund
• Mord i Padborg 1 – 4
• Straffelejren

 

Under Tønder.

• Henrettet i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Oprør i Møgeltønder
• Tønders Politistyrke. 1 mand
• I fængsel i Tønder
• Bødler fra Tønder og mange flere 

Revideret 8. – o1. 2022

Juleaftens – gudstjenesten bliver holdt Lillejuleaften. Her på øen findes Danmarks mindste skole. To kanoner findes ved Havneby. de blev brugt, da Christian den Fjerde besejrede hollænderne i 1644. En ti – årig dreng fra Rømø  overlevede 32 døgn på isen. Fra kirken hænger der jernkroge ned til kommandørernes hatte. Her er Europas bredeste strand. Men så
mangen tysker har set sin Mercedes forsvinde i det salte vand. Vi kigger også på Pastor Jacobsens kursted på Lakolk.

 

Hård etape – som Tour de France

Hermed tager vi en tredje gang over til den paradisiske ø i Vadehavet. Her cyklede vi til –  fra Tønder. Og i blæsevejr, var det lige som de hårdeste etaper i Tour de France. Det var en kæmpe strand og fantastisk natur. Her havde vi midt i juni en hel strand for os selv, og vandet var faktisk varmt. Senere er turen gået her tilbage med diverse kærester i årenes løb. Min far var med til at anlægge dæmningen, jo det er ren nostalgi. Og hjemme på Lærkevej, aflyttede jeg Falck. Som regel tog de om søndagen adskillige gange til Rømø, når en tysker var på vej til England på en bedring eller badedyr. Eller endnu en tysker var blevet overrasket af flod, og ikke fået flyttet sin Mercedes rettidig.

 

Rømø – dæmningen

I modvind på cykel virker dæmningen længere end de 9,2 kilometer. Allerede i 1938 startede man med at bygge den. Men grundet Anden Verdenskrig blev man først færdig i 1948.

I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand til byggearbejdet. Og man må  sige, at dæmningen er ret udsat. Således blev dele af dæmningen ødelagt i 1976, 1981 og i 1999 på grund af stormflod. Anlæggelse af dæmningen har betydet at Juvre – diget er blevet gennembrudt mange gange. Jorden til dæmningen blev med håndkraft gravet op på land ved Astrup Banke og ved Juvre (nu Juvre Sø). Med tipvogne blev den kørt ud til dæmningen.

Faktisk blev Rømø den 6. november 1946 landfast med Jylland.

 

Danskheden – frem for alt

Kurbad Lakolk blev også anlagt af den driftige pastor Jacobsen. Og som tidligere nævnt i andre artikler gik det hele ned. Jacobsen havde en lidelsesfælde i den daværende amtsforstander Hans von Winter von Adlersflügel. Han brugte også i Køller – politikkens dage hensynsløst alle tænkelige midler til at komme danskheden til livs.

 

Sejlads – engang om dagen

Inden man kunne komme over dæmningen, var man henvist til den lille motorbåd, der fra Ballum Sluse sejlede til Kongsmark på Rømø. Og inden den tid igen var der diverse sejlbåde, der bestred turen. Dengang var der kun en sejlads om dagen. Man var afhængig af tidevandet.

 

Europas bredeste sandstrand

Rømø er dejligst, når den ikke er overbefolket af tyskere. Men nu er øen blevet opdaget. Men på Europas bredeste strand fylder bilerne dog ikke så meget. Finder man så en ensom plads i klitterne, skal man ikke være bange for hugorme. Så vidt vides har disse endnu ikke opdaget Rømø endnu.  Kongsmark var i gamle dage forbundet med Lakolk via en smalsporet skinnevej
og en hestetrukket trolje.

 

Nordseebad Lakolk

Man må sige at denne Pastor Jacobsen var kreativ. I 1898 var han med til at starte Nordseebad Lakolk. Han var inspireret af tilsvarende kurbade på de andre Vadehavs – øer, Sild og Før. Men her på Rømø skulle det være et familie – badested. Små blokhuse i jugendstil blev spredt rundt i klitterne til moderate priser. Ja man kan sige, at de lignede norske eller schweiziske
fjeldhytter.

Jacobsen lod også opføre to varmebadshuse, nogle butikker samt en station for troljebanen. Der var desuden et hotel, Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle. Denne blev benyttet af sommerhusets gæster, da der i disse ikke var indlagt køkken. Ude ved selve stranden var der et forfriskningssted, Strandhalle. Ad træbelagte stier kunne man så komme ud til
en musikpavillon, Swanhildsruh. Den var bygget på pæle i Lakolk Sø.

 

Billigt kursted for den tyske middelstand

I brochuren stod der:

• Lakolk er et jævnt, billigt kursted for den tyske middelstand.

Oprindelig blev der opført 37 blokhuse. Af disse eksisterer der stadig 22, og de 11 er bedømt som bevaringsværdige. Det gik da også godt de første år med stigende antal gæster. Men
det kneb med økonomien. Selskabet gik fallit i 1903. Badestedet døde langsomt og blev endelig lukket ved Første Verdenskrigs udbrud. Lakolk blomstrede igen op i 50’erne og 60’erne med nye sommerhuse.

Det gamle hotel, Drachenburg brændte i 1965. Keiserhalle forfaldt efterhånden og blev revet ned i 1989. Et moderne Hotel Lakolk blev opført i 1966, hvor Drachenburg havde ligget.

 

Juvre

Står man ved Juvre på det nordlige har man en fantastisk udsigt ud over havet. Mod nord kan man i kikkert se både Ribe, Mandø og Fanø. Her var masser af får i min ungdom. Og en masse kommandørgårde lå her. De er bygget i 1700 og 1800 – tallet. En af dem, er hvis nok flyttet til Frilandsmuseet. En del af de gange vi var der, blev vi overfløjet af jagerfly. Vi følte, at det var os, der var målet. Og her i Juvre findes en rækværk lavet af hvaltænder fra 1772. Og ordet Juvre kendes fra slutningen af 1200 – tallet og kan forklares som Området med grus, gruset strandbred eller det grus fyldte område.

 

Danmarks mindste skolebygning

Her lå også øens ældste og Danmarks mindste skolebygning. I 90 år – fra 1784 til 1874 blev øens ungdom undervist her i Toftum Skole. Læreren blev aflønnet af elevernes forældre. Den første lærer hed Kaptajn Peter Nielsen Wirth. Han var også gårdejer, og bestred jobbet til 1820. De små kunne nøjes med at betale halve eller kvarte honorarer, alt afhængig af hvor mange timer, de gik på skolen. Efter tur skulle børnene bringe lyng eller tørv til opvarmning af klasseværelset. Det er også på Rømø man finder Danmarks største samling af hollandske kakler. De blev hjemført af de gamle kaptajner eller kommandører. Nu skal jeg nok lige passe på, hvad jeg skriver, for på Tønder Museum, havde de også en pæn samling i min ungdom.

 

Kommandørgården

Kommandørgården er nu indrettet som museum. Indtil 1867 var den fæstegård under Haderslevhus. Det vil sige, at bygningerne ejede beboerne selv. Den nuværende bygning var opført i 1749 af Karen Pedersdatter og hendes svigersøn, Harcke Thades.

 

Viet til Sankt Clemens

Betonvejen til Lakolk er ikke så gammel. Den kom næsten, da dæmningen blev anlagt. Indtil da, var det en sandvej belagt med lyngknipper.

Lige syd for Kongsmark ligger en gammel slægtsgård fra 1747. Det er den eneste gård på Rømø, der ligger på et værft. Tre kilometer derfra, ligger Kirkeby med øens kirke. det er en
typisk sømandskirke viet til Sankt Clemens. Oprindelig var den kun en – skibet. Men den blev for lille til det voksende folketal. Den fik nemlig tilknyttet syv sogne på fastlandet. Den fik korsform og blev udvidet mod øst. Men folketallet voksede yderlige, så i 1751 blev der bygget en længe til den nordlige korsarm. En nyt pulpitur kom til.

 

28 kom hjem –  24 gjorde ikke

Hvert år drog øens mandelige ungdom sammen med kommandørerne til hvalfangst ved Grønland med hamborgske og hollandske hvalfangerskibe. Stort set var der kun kvinder, gamle mænd og børn tilbage på øen. Hver søndag bad præsten om, at grønlandsfarerne kom frelst hjem. Når kommandørerne så kom hjem besøgte de kirken, takkede præsten og gav ham en rigsdaler.

Men ak i 1777 hjalp ingen kirkebøn. 52 sømænd vendte ikke hjem. Søndag efter søndag bad de for deres redning. Da al håb var ude, vendte 28 af dem hjem i foråret 1778. Deres skibe var
blevet skruet ned af isen. Under 32 døgn på isen bukkede de skibrudne efterhånden under for kulde, sult og skørbug. Og som skrevet vendte kun 28 hjem med et norsk skib.

Den yngste af de reddede, Anders Mikkelsen List var kun ti år. Skønt drengen havde smidt det ene klædningsstykke efter det andet, fordi det våde, stivfrosne tøj, hæmmede hans bevægelser, havde ligget nøgen på isflagen, klarede han strabadserne Han skabte, da han blev gift en hårdfør slægt. Hans søn, der også  levede på øen blev således næsten 100 år.

 

Storhedstiden forsvandt

Stormflod og sandflugt har hjemsøgt øen utallige gange. Dampskibenes indtog, gjorde det af med sejlskibene og hvalfangstens modernisering gjorde det af med den store sømandstid på Rømø.

 

Juleaftens – gudstjeneste – for tidlig

Kirken med 400 siddepladser er i dag rigelig stor til øens befolkning. Her er fem kirkeskibe, skænket af kaptajner, der blev reddet af havsnød. Lange håndsmedede jernkroge til mændenes hatte hænger ned fra loftet. De alt andet end magelige kirkestole bærer navne på de familier, der i sin tid har købt plads i stolene. Der har været stolestæder, der kaldtes Listerstader, fra den tid, da danske fra List sejlede over Lister Dyb for at gå i kirke på Rømø.

Den stejle trappe, der fører op til pulpituret under kirkeloftet, er nærmest en slags skibstrappe. Værd at bemærke er at døbefonten er fra omkring år 1100.

Vi skal også lige have med, at juleaftens – gudstjenesten afholdes lillejuleaften. Skikken blev indført, fordi beboerne på den nordlige del af øen havde helt op til syv kilometer til kirken, altså 14 kilometer frem og tilbage. Skulle de ud på sådan en tur på sandede veje, blev det ikke juleaftens – fest i hjemmet den juleaften. Nu er det selvfølgelig kommet asfalt og biler, men beboerne er så glade for ordningen, at den er blevet bibeholdt.

 

Kalken var for tynd

Bemærkelsesværdigt er også de to korslagte danske splitflag på gavlen. I årene efter 1864 blev de gang på gang påbudt fjernet. Men hver gang var den kalk, man overmalede med så tynd,
at den til beboernes fryd, snart regnede af. Efter Genforeningen kom Dannebrog igen til sin ret. Nu lyser de rød – hvide farver godt til det blå skjold.

 

Gravstenene blev taget hjem fra Holland

Specielt er også kommandør – gravstenene som kommandørerne tog med hjem fra Holland. De var udformet som en hel biografi. På  en stor gravsten læser vi navnet A.M. List. Det var knægten, der overlevede på isen.

 

To kanoner ved Havneby

Jeg ved ikke, om der stadig er to store kanoner i Havneby. De blev fisket op fra bunden af Lister Dyb, hvor de lå efter slaget den 16. maj 1644. Det var her Christian den Fjerde besejrede hollænderne.

 

Masser af tyskere – under besættelsen

Dengang under besættelsen var der usædvanlig masser af tyskere udstationeret på øen. Det var blandt andet på grund af de enorme radaranlæg, som de anlagde på øen. Radaranlæggene
blev flittig brugt til sporing af fly. Det tyske kanonluftværn var dog tilbageholdende med at skyde efter de allierede fly, for ikke at afsløre de hemmelige radaranlæg. Da krigen sluttede var der mindst 8 radaranlæg på øen. Man anlagde 52 bunkers. Men det var egentlig ikke mange, når man betænker, at tyskerne langs hele vestkysten anlagde 7.000 bunkers.

 

Søelefanten

Mest interessant var Søelefanten. Det var den eneste af sin slags under Anden verdenskrig. Den blev brugt til at stadfæste nedslagene af V – 2 bomberne i England. Nedslagene kunne stadfæstes inden for en nøjagtighed på en kilometer. Søelefanten bestod af to ca. 100 meter høje master. Ind imellem disse to, var der et hav af tråd-antenner. Og ved siden af, var der
placeret en mammut – radar.

Efter krigen startede det danske militær med at bruge det, de kunne bruge, og derefter var det diverse skrothandleres tur. Blandt andet kom nogle af barakkerne til Tønder til brug for de tyske flygtninge.

Ja her på Rømø kan du også opleve et mægtigt ørkenlandskab, og et væld af flotte hederoser. Læg også mærke til øens rige fugleliv. Dette skal du se mellem lyngbakkerne eller ved
havdigerne.

 

Kilde: Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heriblandt 207 artikler fra Sønderjylland, bl.a.:

Ballum- dengang

Det Vestlige Sønderjylland

Enklaverne i Sønderjylland 1-2

Rømø  – en ø i Vadehavet

Rømø – endnu engang

Føhr – en ø i Vadehavet

Mandø  – en ø i Vadehavet

Margrete den Første og Sønderjylland

Vingeskudt på Mandø

 

Under Højer (77 artikler):

Brudeskikke i Højer (Frøslev og Rømø)

Heltene i Vadehavet

Søslaget ved Højer

Dæmningen – syd for Højer

Øerne – syd for Højer

Vadehavet ved Højer

Øen Jordsand – engang ud for Højer

Soldater på Jordsand – og mange flere artikler

 

Redigeret 20.09.2021

Vi skal høre, hvordan Peter
fra Skovlund holdt op med at ryge. Så var der Morlil, der altid
var ude at tigge punch. Og så havde de hele to Oldermænd i Frøslev,
og en af dem smed æ stok væk i fuld tilstand. Man havde det sjovt
Mortensaften i Frøslev, da gav byen 15 kander brændevin
og en halv tønde øl

 

Landsbyerne lå tæt 

De små landsbyer
vest for Flensborg lå tæt langs vejene. Man
vidste næsten ikke, hvilken by, man befandt sig i. Det drejede sig
om Ladelund, Bramsted, Vesby,
Medelby, Ellund og Hanved.

 

Bymændene holdt øje

De
enkelte landsbyer udgjorde et sluttet lav. Man levede efter visse bestemmelser.
Bymændene skulle se til, at lovene blev overholdt. Bylavet blev leddet
af en byfoged. Når han ville meddele byen noget, kaldte han bymændene
sammen til sankelsen (bystævnet). Til det formål havde han medtaget en bystok (æ Stok, æ Naferstok, æ Tingvol, Budstikken,
æ Brøwstok).

 

To oldermænd
i Frøslev

I Frøslev blev byfogeden også kaldt Oldermand. Og tænk, af dem var der
to i landsbyen. De udnævnte deres efterfølgere – en ældre og en yngre.
Og det skete Mortensdag.

Den
ældre førte regnskabet. Og den yngre havde byens stokke, som han sendte
rundt, når dette ønskedes af kommuneforstanderen.

Bymændene
fra Frøslevs 36 gårde mødtes til forsamling
i et hus, som før 1920 var Sprøjtehus.

Senere
mødtes man på kroen, hvor digteren Karsten Thomsen var ejer.

 

Masser
af brændevin til Mortensaften

Den
yngre oldermand, der skulle sende stokkene
rundt, én ad hver gadeside, skulle også sørge for at mødestedet
var åben, inden stokkene  vendte tilbage og folk mødte til forsamling.
Havde han ikke sørget for det hele, blev han idømt en bøde. For bøden
blev der sat en streg på bjælken, og regnestykket blev gjort op Mortensdag. Der blev også givet bøde
for kreaturskade, og der blev betalt tyrepenge.

Af
byens kasse blev der givet 15 kander brændevin og en halv tønde øl
samt tobak. Før i tiden begyndte gildet om morgenen, senere startede
man om middagen. Man gik dog hjem til sig selv og spiste måltiderne.

 

Bystokken

Bystokken
var af jern med ringe, hvori bekendtgørelsen blev bundet. Bekendtgørelsen
var forfattet både på tysk og dansk. Blandt andet stod der i
en bekendtgørelse, at den internationale kommissions grænseregulering
var i gang. Og det var en advarsel om, at man ikke
måtte genere disse arbejdere.

 

Stokken
var 30 cm lang. De blev på et tidspunkt opbevaret hos købmand Peder Møller i Frøslev. Engang blev stokken borte.
Så blev der lavet to nye stokke. Men de gamle blev fundet i en mødding,
hvor man mente, at oldermanden selv havde tabt dem, da han
var fuld efter sammenkomsten. De to gamle stokke kom da til Ellund by.

 

Stokken
gik rundt

Oldermændene
havde snekastning og markskade erstatning under sig.

Til
gildet, Mortensdag kom kvinderne ikke med før
i de senere år, da regnskabet havde mistet sin betydning, og sammenkomsten
blev lavet om til en almindelig fest.

 

Æ
stok gik rundt ad æ by. Og det er sket, at stokken
er gået byen rundt på 20 minutter, men det kunne også vare en hel
stuhn (time) at få den sendt fra gård til gård. Nye mænd havde svært
ved at kende stokkens rette vej.

 

Byhyrden

Ude
på markerne havde man en byhyrde, der passede kvæget i løsdrift.
Han havde i Valsbøl embedsbolig i æ Hihrhus. Til dette hus hørte et engstykke, æ Hiheng. Hyrden fik også hver søndag,
mælken fra elle byens køer.

 

Senere
var det hyrdedrengen, der afløste. Han passede kreaturerne på den
enkelte gårds mark. Det var så markmanden, der havde opsyn med hyrdedrengene.

Var
det et kreatur, der var løbet ind på en ulovlig grund, og markmanden noterede dette eller fangede
dyret, fik han betaling, Skjøtpæng.

 

Markmanden

Gennem
sommeren lønnedes han med fri kost samt en vis sum i rede penge. Markmanden var ofte en gammel mand fra æ armhus. Hyrdedrengene skulle vogte sig for ham,
da han jo var deres overordnede.

I
1920 meddelte gårdejer Boy Jensen Frøslev, at markmanden her, da havde været i sit
embede i 28 år. Han skulle se efter, at det løstgående kvæg i løkkerne,
de indhegnede marker, ikke brød ud og gik i kornet.

 

Hyrderne

I
1926 meddelte gårdejer Chr. P. Tychsen, Skovlund følgende om hyrderne:

 

–
Hirerne havde hver et sajthus at sidde i. De havde kun at avre køerne,
og de havde brød med til hele dagen. Tjenestefolkene havde en klobbert
(tejne) med til marks, hirerne en taske.

Ude
på de store, åbne marker mod vest kunne man navnlig i forsommeren,
se store flokke af stude blive drevet ad den gamle studevej. Og her havde hyrdedrengene
travlt.

 

Carsten Hansen fra Bramstedt

Der
er mange sjove historier fra den tid. En af dem handler om Carsten Hansen i Bramsted. Engang kørte han fuld hjem
midt om natten. han endte ude i en mose, og stod i vand til halsen.
Han råbte om hjælp, og da han blev reddet udbrød han:

 

–
Da had æ Djævlen bræk me snart begyndt å bæj.

 

Otte dage efter, at han blev gift, fik hans kone en
søn. manden meddelte dette til præsten, der udbrød: Det var da meget sørgeligt.

Nej, svarede Carsten, Det æ it sørhle,
for dæ æ en rask knajt.

 

En punch
til Maarlel (morlil)

Anders
Jyllænders svigermor strejfede om fra
sted til sted i Ladelund – egnen. Hun kom og sagde: Har I ikke en punch til maarlel
(morlil).

Hun
hjalp folkene med tørvene om sommeren. Når hun havde været en tid
i en gård, tog hun sin bylt på nakken og vandrede videre. Hun
var uagtet sit omstrejfende liv, altid ren
og pæn. Men det kunne jo hænde, hvis hun havde fået for mange punche,
at hun lagde sig i langs vejen og sov.

Kom
gendarmen så forbi, kunne det hænde, han trak af med hende. Men
når de var gået lidt, bad hun gendarmen om at gå lidt forud, og så satte hun sig ned i naturligt
ærinde.

Engang
kom hun og gendarmen forbi en flok unge karle i Agtrup. Da hun gentog overnævnte
handling, grinte karlene. Det var ikke morsomt for gendarmen, men det
rørte ikke maarlel.

 

Peter
Børker fra Skovlund

For
mange år siden, boede der i Skovlund en mand, der blev kaldt Peter Børker. Det var ikke hans rigtige
navn, måske havde hans far været bødker. Han røg pibe, men da tobakken
var dyr, gik han hver aften til bys med sin pibe. Det lykkedes
han hver aften, at ryge 3 – 4 piber tobak. For at vende Peter af med at ryge så meget,
blandede hans nabo en lille tut safran i tobakken, næste, Peter Børker kom forbi. Det var efter
samråd og anbefaling fra høkeren. Og han var også selv til stede,
da Peter næste gang, kom forbi.

 

Pludselig
skulle Peter hjem midt i gang med den
anden pibe tobak. Han løb alt, hvad han kunne. Langt nåede han ikke,
så satte han sig ned, og måtte ofre i begge ender.

Omsider
troede han, at nu var han klar til at gå hjem. Men snart måtte han atter sætte sig ned, og det samme gentog
sig.

Men
sagen fik dog en lykkelig af slutning, for Peter Børker tog aldrig sin pibe med igen, når han gik til bys.

 

Kilde: Se

–
Litteratur Padborg/Kruså/Bov

 

Hvis
du vil vide mere: Om Frøslev:

–
Frøslev – dengang Sønderjyllands største
landsby

–
Kolonisthusene ved Frøslev

–
De første mennesker i Bov

–
Ligvognen fra Frøslev

Som næsten overalt i Sønderjylland var det en forvirrende tid. De nationale grupper bekrigede hinanden indbyrdes. Og eliten i Aabenraa var tysksindet. Man havde en borgmester, der ville gøre alt, for at chikanere de dansksindede. Og mange forskellige tropper var i byen. Det blev for meget for begge nationale grupper, da en friskare indfandt sig. En tysk politimester høstede
respekt fra begge sider, da han forhindrede en henrettelse. Og diverse kanonbåde i fjorden gjorde deres til, at det blev en ret så livlig periode i byens historie.

 

Alle kunne mærke krigen

Måske er det ikke så  mange, der tænker på Aabenraa, når man snakker om det 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen. Det er nok mere Sundeved, Bov, Fredericia og Sydslesvig. Det blev som bekendt afsluttet med det meget blodige slag ved Isted. Men Aabenraa kunne bestemt mærke krigen. Og det kunne man vel overalt i Sønderjylland. Hvis du interessere dig for De Slesvigske krige, så se artikel – fortegnelsen bagerst i denne artikel.

 

Idyllen blev brudt

Gang på gang blev idyllen forstyrret i byen med 4.200 indbyggere. Den danske flåde blokerede de tyske havne, og det kunne mærkes i søfarten til og fra Aabenraa. Som et vigtigt knudepunkt gennem Sønderjylland var byen også ramt på landjorden. Fra søsiden  var der også mulig for den danske flåde at hindre fjendens styrker i at få forsyninger. Men Slesvig – Holstenerne ændrede hele tiden taktik.

I en tysk beskrivelse af krigen står der følgende:

• I felttoget 1848 – 50 sejrede det lille Danmark, fordi dets flåde og hermed sø-herredømmet hjalp det ud over alle svage punkter. Den derved opnåede bevægelsesfrihed, der yderligere begunstiges ved krigsskuepladsens art, blev glimrende udnyttet. Alene støttet til flåden, formåede hæren gentagne gange at komme til syne i flanken og ryggen på modstanderne.

 

Eliten valgte tysk

Krigens anested var Kiel og Rendsborg. Efter at Prinsen af Nør den 24. marts 1848 iført dansk generalsuniform sammen med oprørstropper fra Kiel havde overrumplet fæstningen
i Rendsborg, sluttede en del af de i hertugdømmerne garnisonerede officerer og menige sig til oprørerne. Andre forsøgte at drage nord på for at slutte sig til den lovlige danske hær.

I Aabenraa havde embedsmændene anerkendt den provisoriske Slesvig – Holstenske regering. Georg Schow, som i begyndelsen var modstander af af Slesvig – Holstenerne havde fulgt strømmen, ellers havde han sikkert mistet sin borgmesterpost. Fra Københavns side havde man planlagt aktioner, der skulle genoprette ro og orden i byen.

 

Soldater på vej – anholdt

Slesvig – Holstenerne i byen havde oprettet et såkaldt Wohlfahrtsausschuss, som blandt andet var beordret til at forhindre desertører og de til danske bataljoner indkaldte slesvigere fra at gå nord på og slutte sig til den danske hær. De, der blev grebet, sendtes under bevogtning til Rendsborg. Aabenraa’s dansksindede ventede derfor med længsel efter støtte og den kom snart.

Kommandøren for den danske hærs ene flankekorps, generalmajor Wedell – Wedellsborg havde fået ordre til, så snart han havde fået forstærkning af et par bataljoner, at rykke frem fra Kolding for at besætte Aabenraa. Natten til den 29. marts rykkede han frem til Haderslev, med den styrke, som det var lykkedes at samle sammen. Man han savnede hårdt de Slesvigere, som var blevet holdt tilbage bl.a. i Aabenraa.

Den 26. marts afsejlede briggen St. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson fra København med dampskibene Hekla, Gejser og Skirner, en division kanonbåde og korvetten Najaden med kurs mod Sønderjylland. Najaden lagde den 27. til ved Sønderborg, hvis borgere hejste Dannebrog og modtog den med synlig glæde, selv om der også var nogle, der knurrede.

 

Kanonskud mod Flensborgvej

St. Thomas fortsatte op igennem Alssund og ankrede op i Aabenraa Fjord den 30. marts. Briggen var bygget i 1827 og armeret med 16 glatløbede kanoner, men Suenson havde fået ordre til ikke at beskyde Aabenraa uden i yderste nød. Det så heller ikke ud til, at det skulle blive nødvendigt. Da briggen stod ind i havnen, blev der inde fra land viftet med Dannebrogs – flag, svinget med blanke sømandshatte og råbt hurra. Mange af dem havde gjort tjeneste i den danske marine, og holdt det danske flag i ære.

Embedsmændene, som tjente kongens brød og byens apoteker glimrede derimod ved deres fraværelse. De blev nemlig af de forsamlede betegnet som Wühler, det vil sige agitatorer, ophidsere m.m. Men det var netop dem, som Suenson ville opsøge for at forhindre deres landsskadelige og obstruktive virksomhed.

Kort efter, at briggen havde kastet anker, varskoede topgasten i mærset, at der drog tropper frem mod byen syd fra ad Flensborgvejen langs stranden. Fra en vogn vajede det Slesvig
– Holstenske flag. Straks gjorde en kanoner klar til skydning. Snart susede en 18 punds bombe mod vognen med den virkning, at fanen omgående forsvandt. De Slesvig – Holstenske tropper gik i dækning for senere i galop, at forsvinde i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen, men afstanden var for stor.

 

En hjuldamper blev kapret

Det viste sig, at de retirerende var et Slesvig – Holstensk Jægerkorps iført danske uniformer med hvidt armbind og et turner – og studenterkorps fra Kiel samt 40 dragoner, som under
kaptajn Søren Michelsens ledelse havde fået ordre til at foretage rekognoscering mod  Aabenraa. Han var bror til den senere danske marineminister O.V. Michelsen.

Skjult af skovene omkring Aabenraa rykkede de senere ind i byen og afdelingsvis i kvarter. Men af hensyn til briggens nærværelse og på grund af indløbende efterretninger om det nørrejyske korps fremrykning, var tropperne i alarmberedskab.

Dagen efter, den 31. marts, ankom kaptajn Steen Bille med dampskibet Hekla til reden. Han befalede kaptajn Suenson til med 3 orlogsfartøjer at bemægtige sig den i havnen liggende hjuldamper Christian der Achte. Det var fordi, man havde hårdt brug for den som troppetransportskib og dels fordi den ikke skulle falde i Slesvig Holstenernes hænder.

 

Han var ikke dansker

Da det forreste skib nærmede sig landingsstedet, bemærkede Suenson der, en officer i dansk jægeruniform. Suenson antog ham først for at være dansk, idet han havde tilråbt ham på dansk. Men da han fik øje på det hvide armbind blev han klar over sin fejltagelse. Efter en skarp ordveksling gav Suenson en matros ordre til at gribe officeren. Ved denne trussel løb Slesvig – Holsteneren imidlertid om bag en træstabel og reagerede heller ikke, da Suenson lod sine matroser gøre Christian der Achte klar til afsejling. Efter at maskinmesteren, der boede i Aabenraa, var kaldt om bord førtes Aabenraa – damperen til Sønderborg og derfra til Korsør.

 

Fischer – chikaneret

Ombord i en af flotillens skibe befandt der sig også den danske urmager, redaktør og amatørastronom Frederik Fischer, som i 1839 havde startet et dansk ugeblad i Aabenraa. Til trods for, at han var krøbling, var blevet truet sådan af oprørerne, at han fandt det bedst at søge tilflugt hos marinen. Han førtes til Als, siden til Barsø. Han vendte først tilbage til Aabenraa igen i august 1849, hvor norske og svenske tropper havde oprettet tålelige tilstande i hans hjemby. Men under hans fra værd havde tyskerne ødelagt Fischers trykkeri og kostbare astronomiske
instrumenter.

Forinden de danske skibe stod ud af havnen, havde man også sikret sig borgmester Georg Schow. Da denne modtog meddelelsen om, at han var arresteret, fordi han havde brudt sin ed, protesterede han kraftigt. Men Suenson svarede

• Ja alt det kan De fortælle i København, hvortil vi straks skal sende Dem.

Magistraten, som vi i tidligere artikler har fortalt om, havde samme sindelag som deres borgmester, måtte overtage borgmesterens forretninger. Den bestod blandt andet i, at udskrive matroser til den danske flåde. men det uheldige udfald af kampen ved Slesvig den 23. april befriede dem fra denne opgave.

 

Et veldækket bord

Generalmajor Wedel – Wedelsborg fik den næste dags morgen i Haderslev efterretning om oprørernes indrykning i Aabenraa. Han sendte straks ritmester Amle med to eskadroner af 6. dragonregiment mod byen. Da kommandørens spydspids var blevet observeret af oprørerne, forlod de skyndsomst byen. De tvang en skovbetjent til at lede dem gennem Søst – Hjelm – og Årslevskovene ud til Flensborgvejen. På den måde kunne de ikke ses og beskydes af de danske orlogsskibe, som var blevet liggende ude på fjorden.

Ritmester Amle og hans folk trak vest om byen for om muligt at indhente flygtende Slesvig – Holstenere eller omgå dem, men de var ude af syne. Men dragonerne fik et flot måltid mad, som oprørerne havde efterladt. Det var et veldækket for ca. 100 personer.

Den 1. april besatte en større antal røde danske Jenser, Aabenraa. De fik en jublende modtagelse af befolkningen. Stillinger blev indtaget mellem Stubbæk og Hostrup, hvorfra en patrulje udsendtes til Søgård. Dem fandt man dog total udplyndret af oprørerne. Om aftenen blev de sendt tilbage til Aabenraa. Der var sat vagtposter ude i skovene syd og vest for byen.

Enkelte illoyale personer forsøgte at lokke de danske tropper øst på. de spredte rygter om, at Hertugen af Augustenborg opholdt sig på Skovbølgård. Han skulle være forklædt som ejerens søster. Men den hoppede de dog ikke på.

 

Fjenden måtte trække sig tilbage

Generalmajor Wedell befalede, at alle, der havde våben liggende skulle aflevere disse. Herved faldt blandt andet 200 geværer, som den provisoriske regering havde sendt til byen i danske
hænder. Geværerne var i øvrigt dansk ejendom. De stammede fra magasinerne i Rendsborg.

Den 4. april ankom general H. Chr. Hedemann og hans stab til byen. Den danske styrke var nu nået op på seks bataljoner, et jægerkorps, 15 eskadroner og 8 kanoner. I Åbenrå blev der ligeledes indrettet sygestue, feltbageri og feltslagteri. Mange af soldaterne blev indkvarteret i omegnens landsbyer, hvor de blev godt modtaget af bønderne.

Den 5. april blev forposterne skudt så langt frem, at de fik forbindelse med de soldater, der var udstillet af det Slesvigske venstre flankekorps, som nu var rykket frem.

Den 6. april foretog Slesvig – Holstenske afdelinger en rekognoscering mod Rinkenæs, men forposterne fra 1. jægerkorps optog kampen og fjenden måtte trække sig tilbage.

 

7.000 soldater

Den 7. april indtraf de sidste troppeafdelinger af det nørrejyske armekorps. Styrkerne på Sundeved og i Aabenraa talte nu 7.200 mand. Den 8. april satte hele hæren sig i bevægelse syd – og vest på. Den 9. april vandt man slaget ved Bov. Oprørshæren sprængtes fuldstændig og måtte gå i kvarter syd for Ejderen. Blandt de sårede, der blev bragt til sygestuen i Aabenraa var kaptajn J.F. Hegermann – Lindencrone.

Jeg har fået forfald, sagde han til en kammerat, som deltagende henvendte sig til ham. Dagen efter udåndede han.

Under indrykningen af Flensborg blev en byens sønner, Frederik C.J. Regenburg dødelig såret. Han døde der på byens lazaret, den 12. april, kort før Frederik den Syvende ankom for at besøge de sårede. Regenburg var præstesøn, men adskillige forfædre var søfolk.

 

300 sårede blev indskibet

Efter det ulykkelige slag ved Slesvig den 23. april, da en preussisk hær var rykket oprørerne til undsætning, måtte de danske tropper atter rykke nordpå. Fra Aabenraa blev 300 sårede udskibet. Den 27. april nærmede en større fjendtlig styrke sig byen, hvor der endnu lå nogle danske enheder. Men briggen St. Thomas var atter stationeret på reden. De danske soldater nåede at blive indskibet i god tid. Den næste dag blev der udvekslet skud mellem det fjendtlige artilleri og den danske kanonbåd, som var blevet tilbage på fjorden.

 

Masser af tyske soldater

Den 30. april ankom den preussiske garde, og den 1. maj 5.000 hannoveraner. Med de nye besættelsestropper fulgte en af den såkaldte provisoriske regering udnævnte politimester, en dr. Henrici. Han var søn af den augustenborgske hertugs livlæge, og som derfor havde noget kendskab til dansk sprog. Han havde af justitsminister Beseler fået den besked, at der var uroligheder i Aabenraa.

Ved ankomsten til Aabenraa erfarede den nye politimester, at det såkaldte Wolfahrtsausschuss havde udarbejdet en sort liste over de dansksindede. Man var nøjagtig klar over, hvem der skulle arresteret, og hvem der skulle deporteres til Rendsborg. Udvalget havde bedt om beskyttelse mod hvad de kaldte den danske pøbel.

 

Provsten havde sikret sig

En del af danskhedens ledere var allerede fængslet, men af mangel på  bevismateriale, var mange blevet løsladt, hvorefter de fleste forlod byen. Men endnu var situationen spændt. Den tysksindede provst Rehhof var stadig så ængstelig, at han havde forsynet sig med to dobbeltløbede pistoler og en skarpsleben dolk. Han ville ikke udsætte sig selv for at slæbes om bord på et
dansk orlogsskib.

 

Dannebrog atter til tops

Men atter engang skiftede det hele. Den 25. maj fik den kommanderende preussiske general, greve Wrangel, efter russisk tryk, ordre til at rømme Jylland. Få dage efter opslog han sit hovedkvarter på Brundlund Slot. Preussernes ophold i Aabenraa blev dog kun af kort varighed. Da dampskibet Gejser under kommandørkaptajn Paludans ledelse ankom til Aabenraa den 30. maj, var Aabenraa forladt af fjenden. Dannebrog vajede atter i havnen. Snart dukkede også Hekla og Skirner op, og landsatte et jægerkorps og nogle ingeniører, som hidtil havde ligget i kvarter på Als.

 

Politimesteren opfordrer til passivitet

Slesvig – Holstenerne i Aabenraa var atter kommet i en kritisk situation og indstillet på strenge repressalier. Fra flotillechefen var der blevet sendt en skrivelse til magistraten med befaling om at tilkendegive loyaliteten ved at hejse Dannebrog på alle offentlige bygninger. Og alle byens embedsmænd skulle møde ombord til en konference. Politimester Henrici rådede til, at man nægtede at adlyde ordren. Han regnede med, at ingen dansk søofficer ville begynde at beskyde en by, som han udtrykte det:

• deren Bewohner bekanntlich überwiegend dänisch gesinnt seien.

I stedet rådede han til passivitet. Selv foretrak han at forlade byen under beskyttelse af hannoveranske tropper, som lå i dækning ude i skovene vest for byen.

Den 3. juni rykkede der igen preussiske tropper mod Aabenraa. Der udveksledes nogle skud med de danske marinetropper, hvorefter preusserne trak sig tilbage. Ved patruljeringer i omegnens skove, blev der taget fanger, som anbragtes på Hekla.

Efter nederlagene ved Nybøl og Dybbøl trak større tyske styrker mod Aabenraa, hvor der da kun fandtes en mindre enhed ingeniører. For at undgå kampe i byens gader trak kaptajn Ernst sin kommando til Haderslev.

 

Et frygteligt frikorps

Den 10. juni kom von der Tann og hans frikorps til byen. Få dage forinden havde de besejret et dansk jægerkorps ved Hoptrup. Nu turde politimester Henricis atter vise sig i byen. Hans
forhold til den bayerske major von der Tann var dog meget spændt. Efter Henricis eget udsagn optrådte majoren både udfordrende og uforskammet. Politimesteren synes også, at heltekorpset var udisciplineret. Blandt byens borgere var de heller ikke særlig populære på grund af deres “Gewaltthätigkeiten” Mange af byens borgere blev overfaldet. En del blev arresteret og sigtet for spionage uden nogen form for beviser.

Henrici forsøgte sig, at lægge sig imellem. i nogle tilfælde havde han held med sit foretagende. Det skabte en vis form for respekt. Han forhindrede blandt andet, at en dødsdom blev eksekveret. Frikorpset blev efterhånden en plage for alle. Den blev derfor afløst af den preussiske garde.

 

En fællesregering vakte utilfredshed

I mellemtiden havde stormagterne og Sverige mæglet. Den 26. august blev der sluttet våbenhvile i Malmø. Ifølge aftalerne kunne fanger løslades. Det betød, at borgmester Schow kunne vende tilbage til Aabenraa, hvor han kunne fortsætte sit “Wühlerei”med endnu større nidkærhed.

Der blev indsat en såkaldt fællesregering, som hurtig blev særdeles upopulær, fordi den handlede i den provisoriske regerings ånd, og lod de Slesvig – Holstenske embedsmænd forblive i embederne.

 

Rudeknusning

Kort før våbenstilstanden henvendte en dansk deputation sig til den genindsatte dr. Henrici og krævede, at de danske arrestanter blev løsladt. Da Henrici nægtede dette, blev der om aftenen tumulter foran rådhuset. Også på Frederik den Syvendes fødselsdag den 6. oktober blev der demonstreret fra dansk side og Schow forslog politimesteren, at man chikanerede de ledende danske så kraftig, at de blev nødt til at forlade byen. En af metoderne var rudeknusning.

 

Frederiksklubben generes

Men det ville Henrici dog ikke høre tale om. Men noget tyder på, at truslerne alligevel blev udført. Således blev Frederiksklubbens mødelokale stormet af tyske jægere. Der måtte sendes bud efter by-kommandanten, prins Nicolai af Lyksborg. Men lige så snart han havde forladt lokalet, fortsatte hjemmetyskerne, hvor jægerne havde sluppet.

Ruderne blev atter slået ud, og Frederiksklubbens medlemmer blev forulempet på det groveste. Klubben voksede hurtig, og kom til at spille en vigtig rolle i byens nationale liv. Derfor var klubben en torn i øjet hos Slesvig – Holstenerne.

 

Protestbrev

Selv om Frederik Fischer sad over på Als fik han sat en underskriftindsamling i gang. Mange skrev under på protesten:

• Vi protesterer paa det Højriderligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland og at det under hvilket som helst Paaskud løsrives fra dets Forbindelse med Danmark.

I Aabenraa by var der 459 underskrifter, hvoraf de 219 var næringsdrivende. Modforanstaltninger blev da også iværksat. Da våbenstilstanden udløb i slutningen af marts 1849 blev Frederiksklubben ledende mænd forsynet med tvangspas til Kolding.

 

Flere skibe i fjorden

Den 3. april begyndte krigen på ny. Allerede natten forinden var en division kanonbåde under kaptajnløjtnant Gottliebs kommando afsejlet til Aabenraa, for at assistere korvetten Najaden, der havde fået ordre til at besætte byen. Man havde ved rekognoscering erfaret, at Aabenraa var besat af fjendtlige tropper af alle våben. Da eskadren tillige med dampskibet Caroline Amalie den følgende dag nærmede sig havnen, trak tropperne sig i hast ud til et punkt syd for byen. Herfra blev de imidlertid fordrevet med en serie skarpe skud fra kanonbådene. Aabenraa blev derefter besat med en styrke på 100 mand, som dog ved solnedgang atter blev taget ombord. Fjenden var blevet stående uden for byen.

Kaptajn Dirkinck – Holmfelt fik dagen efter dampskibet Hekla til assistance og beordredes til foreløbig at holde Aabenraa besat, hvis han kunne gøre det uden større tab og uden at skade byen. Men da fjenden den næste dag trængte frem påny med større styrker og artilleri blev byen opgivet og de fire kanonchalupper trukket tilbage til Sønderborg, mens 2 kanonjoller og skonnerten Delphinen forblev i fjorden sammen med Najaden for at være i beredskab.

 

Borgmesteren fortsatte sine provokationer

Efter sejren ved Fredericia den 6. juli sluttedes der foreløbig fred i Berlin. En dansk – preussisk styrke blev indsat i hertugdømmerne. Det nordlige Slesvig herunder Aabenraa blev besat med norske og svenske styrker. En bataljon fra Norra Skånska Infanteriregiment fra Kristiansstad og et norsk batteri ankom til Aabenraa den 27 august.

Borgmester Schow fortsatte med sine provokationer. Han kom hurtig i konflikt med den svenske general Malmborg. Denne sørgede for, at Schow blev afskediget af landsforvaltningen.
En ny borgmester, B. Knudsen blev indsat.

Også  magistraten fik nye medlemmer, deriblandt farvemester M. Bahnsen, tobaksfabrikant J.H. Middelheus og sukkerraffinadør A. Andresen. Efterhånden kom hele by-administrationen
under loyale hænder.

 

Tyskerne protesterer

Det vakte selvfølgelig harme blandt hjemmetyskerne, der i deres avis ikke veg tilbage for at bruge ærekrænkende udtryk. De sendte endvidere en protest mod det nye bystyre til landsforvaltningen i Flensborg og statholderskabet i Kiel. Men danskheden var nu så godt etableret i Aabenraa, at den ikke lod sig rokke.

 

Danske styrker mod syd

I juli 1850 opgav Preussen, især under tryk fra Rusland, endelig den Slesvig – Holstenske sag. De sluttede separatfred med Danmark i Berlin og trak tropperne ud af Slesvig. Oprørerne stod nu alene, som da de begyndte. Da Slesvig – Holstenske tropper igen gjorde sig rede til kamp, traf Danmark sine forholdsregler.

Den 16. juli rykkede danske tropper ind i Sønderjylland for at samles i Flensborg. Samme morgen kl. 4 blev 5.brigade indskibet i Assens i 7 dampskibe, 10 transportskibe, 23 transportchalupper og et par småskibe for at sejle over Lillebælt til Aabenraa. Hertil kom flotillen kl.11 samme dag. Fra de fleste huse vajede Dannebrog. En stor mængde borgere kom
tropperne i møde. Kl. 2 var udskibningen tilendebragt, hvorpå de fleste enheder marcherede sydpå under sang og musik. Kun en enkelt deling forblev i Aabenraa.

 

Meget blod og mange tårer

Efter de afgørende slag ved Isted den 24. og 25. juli 1850 og de afslåede angreb ved Mysunde den 12. september og Frederikstad den 4. oktober måtte Slesvig – Holstenerne indrømme deres nederlag. Danmark kunne overtage forvaltningen i Sønderjylland til Ejderen. Den 10. maj 1851 udstedtes amnestipatent, men blandt de 21 personer, var ikke borgmester Georg Schow fra Aabenraa.

I Aabenraa blev dansk ligestillet med tysk i kirken. I folkeskolen blev dansk omsider undervisningssprog. Treårskrigen havde kostet meget blod og ført til mange tårer.

 

Kilde: 

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder 1.783 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Under Aabenraa (169 artikler):

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1864
• Mennesker i Aabenraa
• En Fysikus fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Sejren ved Bov

 

Under Tønder (283 artikler):

• Dagbog fra Møgeltønder
• Kongeligt besøg i Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Tønder- egnen 1814 – 1848 (1) (b)
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
• Ulrich – en Fysikus fra Tønder
• Vajsenhuset i Tønder

 

Under Højer (77 artikler):

• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet

 

Under Sønderjylland (207 artikler)

• Begik Kongen Højforræderi?
• De sidste Hertuger på Augustenborg
• Istedløven brøler stadig
• Ned med de dansksindede
• Rendsborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen?
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920
• Slaget på Als

Redigeret 8.10.2021

Man vidste vel godt, at der havde ligget et kapel på marken ved Årup. Men at det var stort, havde man nok ingen ide om. Ejeren undrede sig over, at der lå så meget mørtel og sten på sin grund. Da kommunen så under snerydning fandt munkesten, ja så blev det interessant. Og kapellet er bygget af to omgange. Byggeherren har sikkert været familien Ahlefeldt. De havde
i forvejen gode erfaringer med valfartssteder. Og måske var det et nej fra kongen til at nedlægge landsbyen Årup, der fik adelsfamilien til at bygge det store kapel.

 

Et gammelt kapel

Man skulle ikke tro det. Men i det lille Årup har man fundet fundamenterne til et gammelt kapel. i dag ligger her en proprietærgård med en række stats – husmandsbrug. De er blevet oprettet efter Genforeningen. Arkæologer har i tidens løb fået det ene chok efter det andet. Navnet på  stedet kunne godt henlede arkæologerne til noget spændene – Kapelløkken. Dette
navn har i tidens løb beskæftiget mange sønderjyske topografer. Således hedder det sig i Pontoppidans, Danske Atlas:

• Paa Aarup Mark sees endnu Rudera (rester) af et Capel, hvortil i Pavedømmet er gjort Valfart, thi ikke vidt derfra findes en Fodstie over en Mose, som endnu kaldes Pilgrims – Stie.

 

Den historiske præst

Den mand, der havde oplyst dette til værket, har antagelig været Nicolaus Freuchen. Han var Ensted Sogns præst fra 1740 – 77. På Landsarkivet i Aabenraa findes der masser af interessant
historisk materiale, der vidner om hans historiske interesse.

 

Sten lagt på en postrute

Endnu midt i 1700 – tallet har man kunnet se tydelige spor af det middelalderlige kapel. Men man skal lede efter det nedbrudte helligdom mange steder. En del af stenene er således brugt i 1760erne på den nærliggende postrute fra Aabenraa over Styrtom forbi Ensted Kirke til Kliplev. Stubbæk Stenbro kaldes vejstykket over bakkekammen den dag i dag.

 

Hillingstede

Der er i ældre skrifter nævnt begrebet Hellingstede. I en bog fra 1852, Slesvigs Land og Folk skriver den sønderjyske topograf, Jes N. Schmidt:

• Nordligt stod paa Kapel – Lykken et Kapel Helligsted (Hillingstede 1431 – 62), til hvilket, der valfartedes (Pillegrimsstien), nær Helligbækken, i hvilken Arnkiel lader Egnens første Christine døbes. En Steen staaer opreist ved dens Kilde i Skoven.

På
plattysk bærer stedet altså navnet Hillingstede. Men det er også alt, hvad der fortælles om Årup Helligsted fra middelalderen. I en senmiddelalderlig fortegnelse over kirker under Slesvig Stift, nævnes under Lungtofft – Harde, efter Felsted, Kværs, Rinkenæs, Holebøl, Kliplev, Uge, Hillingstede samt Enstede.

I et register fra 1466 fra Slesvig Domkapitel, omtales en hvis Joachim von dem Hagen. Han skulle have været fra Årup i Ensted sogn. Men det er ikke tilfældet. Bemærkelsesværdigt er det, at anlægget var af anseelige dimensioner. Og så lå det kun et par kilometer fra Guds Hus – Ensted Kirke. Og denne bygning, som er en gammel romansk kampstensbygning har ligget der, siden 1100 – tallet.

 

Den sorte død

Fra 1350 til 1450 var det bestemt ikke sjovt at bo i Europa. Det begyndte med Den sorte død. Den hærgede i hele verdensdelen. Beboerne blev hensat i dyb fortvivlelse. En række krige fulgte. Magtopgøret mellem danskere og holstenere har i Sønderjylland også medført mange ofre. I deres store nød søgte befolkningen trøst i kirken.

 

Travlhed

Nationalmuseets folk har haft travlt. Et transformertårn  og et lille frysehus var her sidste gang, jeg kom forbi, for en del år siden. Dengang var det ikke så meget storslået over stedet. Gårdejeren, P. Todsen undrede sig over, at jorden på Kapellyk var fyldt med mørtelstumper, store sten og kalk. På  den anden side af vejen på Aarupgaards mark var der forskel i terrænet. Pludselig fremkom en masse munkesten, da kommunen skulle fjerne noget sne. I første omgang troede man, at det var rester den formentlige Gl. Aarup Herregård. Man havde vel også i tankerne, at det måske var et lille kapel, man havde fundet.

 

Længde på 35 meter

De indvendige mål er 17 gange 17 meter i skibet. Koret er 15 meter langt og 9 meter bredt. Fundamenterne er mod syd 2 meter brede. Man kom ned til fundene i meget beskeden dybde. Tilsammen har kapellet haft en længde på 35 meter, og bredden har været henholdsvis 11,5 og 21 meter.

Den lokale befolkning var dybt engageret og hjalp til med udgravningen. Fundet af raffinerede formsten peger på sengotisk tid, det vil sige fra det 15. århundrede. Med den tids byggehøjde har dette røde kapel raget kraftig op i landskabet. Set fra Ensted Kirkebakke, tværs over mosen, har bygningen på Aarup – højden domineret hele sognets nordside.

 

Fromhed

Vi har i tidligere artikler beskrevet fromhedslivet, der prægede den kirkelige kunst i senmiddelalderen. Helgen – og relikvie dyrkelsen blev taget op med stor iver. I Kliplev valfartede man til Skt. Hjælper. Her søgte man hen til den hellige frelser. Andre steder var der andre helgener. Guds moder, Jomfru Maria har til alle tider været søgt. Men også hendes mor, Sankt Anna var på mode.

Som tidligere omtalt var der til Åbenrås Sognekirke Skt. Nikolaj således knyttet syv gejstlige. De blev kendt som Marianere eller Maria – tjenere. Blandt de helgener, som blev særlig æret i byens kirke var også Sankt Anna. I et digt fra reformationstiden over den katolske messe omtales et helbredende Sankt Anna billede i Åbenrå. Digtet er trykt i det fjerne Malmø i 1533:

• Ville I nu høre mine Riim
• Da skal hun met oss gaa Pillegrim
• Et naadefuld Billede mone der staa
• Som er Sancta Anna udi Obenraa
• Did ville vi hende snarlig føre
• Om det vil med hende, Jertegen giøre.
• Jeg troer, det skal hende fuld vel hielpe
• Fordi det er gjort af en Eege – Stolpe

 

En modstander af helgener

En luthersk – sindet mand svarede imidlertid, at det ikke var nogen grund til at søge kapellet i Åbenrå, da det var nedbrudt. Også han skrev selv et digt:

• Det Capell, som war udi Obenraa
• Det er nu slet, som det monne staa
• De Holste (sønderjyske) Bønder, kunne det nu merke
• Att det var Skalckhed aff de Klercke,
• Thi bleffue de Bønder saare wrede,
• At han skulle dem saa forlede.
• Det Cappel de brøde neder i Grund
• Det siger Jeg eder i denne Stund.

 

Had mellem grupperne

De to digte viser et voldsomt had mellem de forskellige grupperinger. Det var dengang til tider hadske og voldelige angreb mod hinanden. St. Andreas kapel fandtes på Kapelbjerget syd for Åbenrå. Her blev senere vindmøllen ved Sønderport placeret.

 

Årup kendt fra 1335

Landsbyen Årup kendes allerede fra Åbenrå Bys Skrå fra 1335. I denne nævnes græsningsrettigheder. Men ellers er det svært at finde noget om stedet. I slutningen af det 15. århundrede hørte stedet ind under Godset Ahlefeldt i Søgård og Årtoft. Slægten overtog godserne i 1398, og var samtidig panteherrer over Lundtoft Herred. Det må derfor antages, at kapellet i Årup er rejst under medvirken af denne adels-familie. I forvejen var de patronats-herrer over Kliplev Kirke. De har vel vidst, hvad et valfartssted kan betyde for en egnen og dens beboere.

 

28 gårde spredt ud

Udelukkes kan det ikke, at der allerede i middelalderen havde eksisteret en mindre stormandsgård i Årup ved siden af de seks bøndergårde, som man kender fra midten af 1500 – tallet.

Eksistensen af sådan en gård, er det ikke reelle beviser for. Men ejendommeligt nok ejede Ahlefeldt – slægten, ikke færre end 28 spredt liggende gårde. Der lå en i Bolderslev (Østerkroen), en anden i Uge. I ældre tid blev disse medregnet til de årupske gårde. Man kan ikke uden videre antage, at det er Ahlefeldterne, der af rent administrative grunde har lagt disse
gårde ind under deres godsområde Årup. Der fandtes nemlig både i Bjolderup og Uge Sogne andre gårde, som hørte ind under enten Søgård eller Årup.

 

De seks bøndergårde i landsbyen Årup er nævnt i nogle skatteregistre fra 1543. De var delt lige mellem brødrene Frands og Gregers Ahlefeldt. Allerede før de to herrers tid var der gjort
forsøg på at nedlægge landsbyen. En ny epoke indfandt sig. Man skulle producere så meget som muligt, så man kunne eksportere. Bag denne udvikling stod Frederik Ahlefeldt. Han drev ikke alene godset, men også amtmandsmyndigheden over Åbenrås to herreder, Rise og Sønder Rangstrup.

 

Et kløvet hoved

Men 125 af amtets mest fremtrædende bønder, formåede at bremse ham, da de tog på protesttog til Gottorp. Han oplevede ikke selv nedlæggelsen af Årup. Det skete først i 1608, tre år efter hans død. Der var modstand fra bønderne. Og deres anfører, Claus Clausen flygtede til Åbenrå. Frederik Ahlefeldt forlangte ham udleveret, fordi han havde talt ilde om sit herskab. Men det nægtede man fra Aabenraa’ s side. Claus van Arup blev borger i Åbenrå, hvor han virkede som byfoged i nogle år. Han døde i 1621, da en lærredsvæver under et slagsmål kløvede hans hoved  med en økse.

 

Mystik omkring vandløbet

Hvis vi vender tilbage til kapellet. Så er der fejl i diverse fagbøger. For kapellet i Årup lå ikke nord for landsbyen men syd for. Og Helligbæk kan først påvises fra 1648 i et kort af Johs. Mejer.

Trogillus Arnkiel nævner at, Hilligbeck løber ned til fjorden. Det samme er anført i Danske Atlas:

• I Stubbek Skov er en Bek, som udspringer et par Bøsseskud fra Stranden. Ved dens Kilde staar en Steen, hvorom den gamle Sagn er, at Præsten har ved den Christelige Tros Indførelse der siddet og forrettet Daaben.

Måske er det vandløbet ned mod Laksemøllen, man taler om. Eller er det udtørret vandløb, der ligger i mosen?

 

Måske slut i 1529

Åbenbart er der blevet rejst et bindingsværksbygning på Kapelløkken i 1400 – årene. Bygningerne blev snart for små. For omkring år 1500 gik man i gang med et mere omfattende bygningÅbenbart har kapellet været et kæmpe valfartsted, ikke langt fra Hærvejen. Men hvilken skæbne led kapellet? Lige så hurtigt, som det dukkede op, forsvandt det igen. Måske var
det reformationen, der gjorde et ende på det storslåede bygningsværk. Der er fundet en mønt fra Mecklenburg – Güstrow fra 1529.Måske er det året for kapellets nedlæggelse.

 

En vigtig indtægtskilde

Mon ikke det var familien Ahlefeldt, der så en vigtig indtægtskilde med dette byggeri? I 1400 – tallet havde godsherrerne på Søgård høstet stor fordel af den valfart, der fandt sted til Skt. Hjælper i Kliplev Kirke. Især ved Helligånds – messerne den 3. maj og 14. september var tilstrømningen stor. Der sad også medlemmer af familien Ahlefeldt på valfartstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Så familien har måske snakket sammen om erfaringerne?

Sammenlagt er der fundet 80 mønter i Årup. Det vidner om en stor søgning mange steder fra.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: 

• www-dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 169 artikler fra Aabenraa: 
• Aabenraa – en by der hed Opnør
• Adelsslægten, der uddøde
• Adelsslægten fra Aabenraa
• En Tolder – familie fra Hærvejen
• Folk syd for Aabenraa-
• Kirker syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• To Kirker i Aabenraa-

 

Under Akeleye – Slægten 

• Adelsslægten Akeleye 1 – 9

 

Under Sønderjylland (207 artikler) 

• Gråsten – en flig af historien
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland (b)
• Indre Mission, Baptister og andre
• Hærvejen i Sønderjylland

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler): 

• Hærvejen til Grænsen
• Livet omkring Bov Kirke
• Rud Kloster

Under Tønder (283 artikler): 

• Adel – og Storgårde i Tønder Amt
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
• Et kloster – 15 km nordøst for Tønder

Redigeret 9.10.2021