Artikler
August 27, 2014
Under besættelsen var det ikke rart at bo på Blågårdsgade. Børnene saboterede bunkers på Blågårds Plads. Pludselig var legekammerater væk. Den Store Vaskedag var omstændig. En rædsel var det, at komme til skoletandlæge. Ikke alle steder var poderne glade for at skøjte. Flere steder i Ladegårdsåen var det farlig at bade. Og så måtte der altid gå to betjente sammen. Der var masser af ballade og slagsmål i kvarteret. Men det var festligt dengang med et hav af butikker. Og så skulle man da lige genere de tyske flygtninge.
Dengang, det var jul
Vi har været her før, i Blågårdsgade, på Blågårds Plads og i området omkring. Vi bevæger os rundt omkring i Den Sorte Firkant, og skal kigge på dagligdagen – dengang.
Ugen før juleaften blev der pyntet op i stuen. Der blev lavet stjerner af pap, kom lim og glimmer på. Og så blev de hængt op i loftet, og der var mange. Fra hjørne til hjørne og fra side til side blev der hængt guirlander op. Kulørte papirslamper udgjorde også udsmykningen. Og fra disse hang der også kulørte strimler.
Det var svært, at gå i skole, når man stod inde i stuen og spiste havregrød, for det var så hyggeligt derhjemme.
Juletræet blev selvfølgelig købt på Blågårds Plads. Mange ventede til allersidste øjeblik, så blev der pruttet om prisen.
Haresteg i stedet for flæskesteg
Og så blev der delt gaver ud. Det var godt nok ikke så mange, som i dag. Så var der en masse knas. Selskabslege blev leget. Kaffe og julekager hørte også til.
Når der havde været arbejdsløshed blev der ikke gjort så meget ud af julen. Men alligevel forsøgte man at hygge sig. Som regel var der flæskesteg. Og den fik man stegt hos bageren. Men det var der ikke altid råd til, og så måtte man tage til takke med haresteg. Enkelte fik også ænder fra søerne. Men de smagte ikke godt.
Nogle gang kunne man være heldig at få tilsendt and fra Jylland, hjemmelavet leverpostej og sylte samt konfekt. Det var fra nogle af de familier, som børnene havde været over hos om sommeren.
Som i en granskov
Efter jul blev juletræet savet i stykker, og så blev det brændt i kakkelovnen. Det gav god varme, og samtidig duftede hele huset af gran. Ja det var nærmest som at befinde sig i en granskov.
Den mobile kravlegård
De kreative havde fundet på at indrette den mobile kravlegård. Man havde taget en spisestuestol og fjernet sædet. Der kunne man ikke kravle så meget rundt, men man kunne da skubbe stolen rundt over hele stuen.
Luksus med toilet på gangen
Når vinteren var ekstra kold var der is i vinduet. Så samledes man ved kakkelovnen i stuen. Moderen sørgede for, at børnenes dyner hang ved kakkelovnen, inden de skulle i seng.
Der var ikke bad og varmt vand. Men dem, der havde toilet i ejendommen eller på gangen var heldige. Så skulle de ikke ned til rotterne i gården.
Som regel vaskede man sig i køkkenet. Oven over kakkelovnen i stuen, stod der altid en kedel og snurrede. Om sommeren blev der varmet vand over gassen.
En vinter var temperaturen helt nede på minus 20 grader. Da var det ikke muligt, at smide tøjet i køkkenet eller blive vasket her. Det var umuligt at varme køkkenet op. Gassen var rationeret.
I mange år brugte man køkkensalt som køkkensalt som skuremiddel.
Man kunne ikke få koks
Man kunne ikke tillade sig at varme hele lejligheden op ved hjælp af kakkelovnen. Koks kunne man ikke få. Man fyrede med tørv, og de var dyre.
Det skete også ofte, at lejligheder blev gasset på grund af væggelus og andre kryb.
Festligt kvarter
Pengene var stadig små, og mange lejede et værelse ud i de i forvejen meget små lejligheder. Og så måtte man rykke endnu mere sammen.
Egentlig var det et festligt kvarter med masser af butikker også i Blågårdsgade. Det var bestemt ikke kedeligt, og der var altid masser af mennesker.
Her var også slikforretningen i Prins Jørgensgade. Men også farvehandleren i Griffenfeldtsgade var vigtig, for han forsynede børnene med farvebøger og påklædningsdukker.
Krystalis
To gange om ugen kunne man fra vinduet se vognen med krystalis komme kørende. En stor dreng halede en aflang is fra det lukkede lad og svang den op på venstre skulder. Her hvilede blokken på en særlig foret krav til værn for kulden. Han havde også tykke handsker på. Der var folk, der abonnerede på isen. De havde et lille skab med zinkballe i bunden og en isoleret dør.
Når isen blev lagt derind, kunne smør, mælk og pålæg holde sig meget længere.
Og ved lørdagskøb hos urtekræmmeren fik man i tilgift et stykke sæbe og et kræmmerhus med bolsjer. Legetøj i butiksvinduerne kunne de fattigste børn kunne drømme om. Men så kunne man lege med de soldater man fik som klistermærker. Disse kunne klæbes på pap.
Utøj muntrede sig
På hjørnet af Prins Jørgensgade/Griffenfeldtsgade lå en meget populær beværtning i kælderen. Her spillede en hyggepianist den tids mest populære melodier. I stueetagen var der en frisør.
I en kælder lå et bageri. Her lavede man også konfekt, lagkager og så videre. I et skur i gården var der masser af kasser, hvor kagerne blev anbragt. Her var der masser af kakerlakker, der muntrede sig.
Til konfirmationer og andre festligheder blev der lavet fantastiske isanretninger i cirka 50 centimeters højde. De blev anbragt i træbaljer med en masse knust is, så de kunne fragtes ud til kunderne.
De Fine i kvarteret
Butikkerne havde meget lange åbningstider. Men den store arbejdsløshed, der prægede landet gik også ud over butikkerne på Nørrebro.
Og der boede da også fine folk i kvarteret. De havde råd til tæpper og parketgulve. Også meget elegante møbler blev der plads til. Pige i huset havde de også råd til. Det var vigtigt, at denne pige havde en god skudsmålsbog, ellers kunne hun ikke bruges.
En tur i Dyrehaven og Hareskoven
For dem der bare havde lidt overskud var pinsen en fest. Da tog man på den årlige skovtur. Det gik så til Dyrehaven eller Hareskoven.
Maden var pakket ned i skotøjsæsker. Familien havde tæpper med. Man sad i græsset og spiste og spillede rundbold eller legede “2 mand frem for en enke”.
For 25 øre Gammelt brød
Andre boede i yderste fattigdom. Udstyret med en kurv kunne man så stille sig uden for bagerne og købe gammelt brød for 25 øre. Men så kunne man også dengang få gammelt franskbrød, surbrød og helt i toppen en del flødekager.
Man kunne også være heldig at købe 8 stk. 2 øres boller for 5 øre. Eller hvad med 2 øres kagekrummer. Det var også lækkert.
Der måtte to betjente til
De der ikke havde til huslejen blev sat ud af lejligheden omgående. En stor alvorlig betjent blev sat til at bevogte bohavet. De tidligere beboere blev smidt på Ladegården og bohavet tog Fattigvæsnet sig af. Det vil sige, at de beslaglagde det.
Skulle en anholdes i Den Sorte Firkant var det altid nødvendig, at sende to betjente. Og det kunne såmænd bare være en bøde, der ikke var blevet betalt. Ofte satte vedkommende sig i modværge. Men det kunne også gå fredelig til. Men det kostede som regel noget brændevin. Hvis den anholdte havde råd til det, skete det ofte, at han fik lov til at drikke brændevin inden afgang. Og var det ingen til at hente brændevinen, ja så hentede den ene betjent den.
Der skulle kraftige betjente til at patruljere i gaden. De kunne også indgive en hvis form for respekt. For her var konstant slagsmål, druk, husspektakler, tyveri m.m. Ofte blev genstridige slæbt med hen i vagten i Korsgade.
Det var næsten en daglig begivenhed, at en fulderik blev slæbt hen ad gaden med en horde børn bagefter, der råbte Hurra.
Her foregik også de vildeste gadekampe mellem de forskellige kvarterer. Det var Krygersgade og Rabarberne, som udkæmpede de store slag.
Avisen skal ud
Der var masser af morgenaviser, der skulle bringes ud – dengang. Det var som regel konernes arbejde. Det var foruden Berlingeren, Politiken, Dannebrog, Dagens Nyheder, København, Social Demokraten og Adresseavisen.
Når Almindeligheden havde udgang
Om torsdagen havde de gamle fra Almindeligheden udgang. De havde tilladelse til at betle. Og det benyttede de sig så af ved at invadere Nørrebros butikker.
Men i 1903 var der sket noget. Den socialdemokratiske maler, Jensen blev valgt som borgmester. Han afskaffede al tvang for de ældre.
Linje 3 larmede
Linje 3 kørte gennem Blågårdsgade. Der var to spor på gaden, der ikke var særlig bred. Der var cirka en halv meter til fortovet, der heller ikke var særlig bred. Gaden buede, så det så ud som om sporvognene kunne vælte ind mod fortovet.
Dem, der boede i forhuset, kunne tydelig høre larmen fra sporvognene.
I begyndelsen af århundredet var de hestetrukne sporvogne erstattet med elektrisk drift. Omkring 1906 – 1907 kom sandelig også de første Taxamotor – drosker.
Ikke altid plads i gårdene
Ikke alle gårde i gaden var lige egnet til leg. Og nogle gange var der heller ikke plads. Således boede der i en af ejendommene en vognmand med lillebiler. Han havde to biler, der når de ikke kørte, holdt i gården.
Man lagde meget vægt på at gårdene kun måtte bruges af dem, der boede der. Gårdsammenlægninger var et ord, man slet ikke kendte. De fleste gårde var derfor omgivet af hegn, og en vicevært der nøje holdt øje med, hvem der færdedes i gården.
Leg i gårdene
Man havde forskellige bolde, som man brugte op af muren. i gården blev der også leget smugler og tolder, røver og soldater. Senere blev det så til sabotører og tyskere. Alle ville jo helst være sabotører.
Et andet boldspil, som var meget populært var noget, man kaldte Dæk. Det var vel nærmest det man i dag kalder, baseball.
Man legede også med nipsenåle. Dem blev der spillet om. Og så blev der leget med glansbilleder og kugler af træ og glas.
De mange rotter
I baggården var der ikke kun rotter. Det kunne også hænde, at en kat forvildede sig ind i gården og blev børnenes kæledække. Man skiftedes så til at tage den op, og give den mælk m.m. Men den ville ud om natten. Så kunne det jo ske, at den kom op at slås eller at de hylede. Når så naboer klagede over dette, kom folk fra Zonen eller Falck for at indfange den. Man havde net med, og indfangede diverse katte og hunde i et bur. Man skød så de hjælpeløse dyr med et gevær uden at tage hensyn til de børn, der overværede det.
Men rotterne var der ingen, der dræbte. Det vil sige, at de vakse knægte kunne tjene en skilling, hvis de afleverede døde rotter på Fælledvejens Brandstation. Ja man fik 10 øre pr. stk. Og så kunne man jo købe noget lækkert på hjemvejen, hvis ikke ens mor kom i vejen. For dengang var man sammen om at spare op. Så man havde pænt at aflevere, alt det man tjente.
Når der havde været regnvejr, kunne man oppe fra vinduerne se rotterne komme og drikke nede i gården. Ja tænk engang rotterne kom også helt oppe på loftet.
Var man så heldig at have en cykel, der var placeret i et skur, skulle man inden man hentede den, lige lave lidt larm, ellers mødte man helt sikkert rotter.
Og det skulle man også lige huske, når man særlig om natten skulle ned i mørket og forrette sin nødtørft i retiraderne, ellers var man sikker på at møde masser af rotter. Om sommeren, hvor der var længe lyst, kunne man om aftenen se rotterne pile afsted i baggården.
På is
Sidegaderne var ideelle til rulleskøjter dengang. Det var Blågårds Plads egentlig også, indtil man byggede en bunker. Men man måtte ikke løbe på kørebanen, så det var med at komme ind på fortovet, når politiet dukkede op.
Man kunne også løbe på isskøjter på Peblingesøen. Men isen var ikke altid god. Ofte var det stivnede bølger, man løb på. Nede ved Søpavillionen var der sprøjtet yderligere, så banen var glat. Her blev isen også kaldet for Vaniljeisen.
Men egentlig var det forbudt at opholde sig der. For som poderne sagde på Nørrebro. Den skøjteklub var kun åben for velhavere.
Så var det bedre at tage i Hans Tavsensparken, hvor der var sprøjtet med vand. Her var isen jævn. Det var godt nok en lang gåtur. Det var koldt, og de primitive skøjter faldt af hele tiden.
De små poder på hospitalet
Ofte skulle dem, der boede i baggårdshuset, ind over en gård for at komme til deres opgang. Og man skulle ikke regne med, at der altid kom sollys ind ad vinduerne. Ofte var der ikke mange centimeter til næste mur.
Når de små poder blev ramt af sygdomme, og måtte indlægges, ja så foregik det på Blegdamshospitalet. Og selv om poderne var små, måtte forældrene overholde besøgstiden på en time. Selv om man var indlagt for blærebetændelse, ja så kunne man lige så godt tage polypperne med det samme.
Og det var så æter man brugte til bedøvelse. Men man informerede ikke barnet. Pædagogik var ikke noget man brugte så meget af dengang.
En masse folk klædt i hvidt vandrede ud og ind, og glemte at pylre om poderne.
Legetøj – dengang
Man havde masser af farveblyanter og malebøger. Knægtene havde borge med soldater og kanoner. i disse kunne man komme tændstikker og skyde soldater omkuld. Og så havde man også Mekano – sæt og byggeklodser. Og også modellervoks var populært.
Inddelt efter nummer
I Hellig Kors Skolen blev man inddelt efter nummer. Og det var også som sådan man blev placeret i klassen. Nummer et sad nærmest tavlen. Nummer 34 sad bagerst. Og når man skulle tjekkes hver morgen, var det altid de dårligste, der blev nævnt sidst. Og det var oftest de ordblinde, der sad bagerst. Men det ord kendte man heller ikke dengang.
Respekt for de voksne
Man havde forskellige afstraffelser på skolerne på Nørrebro. Det var ikke ualmindelig med fra 3 til 5 slag med spanskrøret for forseelser, som eleverne næppe opfattede som forseelser.
Når man om morgenen kom ind i skolegården og klokken ringede, skulle man stille sig op i to lige rækker. Så måtte man ikke tale. Stille og rolig skulle man gå op ad trapperne til klasseværelserne. Man skulle uden ballade hænge tøjet på knagerne, og blive stående til læreren kom. Dengang kom læreren aldrig for sent.
Stille og rolig skulle man stille sig foran pultene indtil læreren gav lov til at eleverne måtte sætte sig. Nogle af lærerne holdt meget af at synge, så da skulle man så først gennem en morgensang.
Hvis der kom en voksen ind i lokalet, skulle alle rejse sig op. Man måtte først sætte sig igen, når den voksne forlod lokalet.
Kongerækken skulle læres udenad
Man skulle lære både tysk, engelsk og svensk. Kongerækken fra Gorm den Gamle skulle læres udenad. Geometri og aritmetik samt fysik lærte man også. Men også masser af håndarbejde skulle man igennem.
Man lærte også at svømme. Dette foregik på en badeanstalt i havnen lige ved siden af Langebro. Det var åbenbart ikke forurenet, for ingen blev syge af det.
At bade i Ladegårdsåen
Inden Ladegårdsåen blev dækket til, var dette også især om sommeren en guldgrube for især drengene. Ved Borups Allé kunne man tage solbad samtidig med et bad på en skråning ned til åen. På den anden side var der to åløb, der mødte hinanden. Dette sted kaldte man Revolveren. Her lå en stor granitsten, der også skulle have et navn. Så den kaldte man Bedstemor. Derfra kunne man kaste sig ned i de vilde bølger. Her var også muligheder for at fange geder.
Et sted slog Ladegårdsåen et knæk. Det kaldte man for Gryden. Det var nærmest et hul. Her havde de fleste fået forbud mod at komme. Men her kunne man springe i på hovedet, så dybt var det. Men vandet var lidt grumset. Ved Borups Allé var det mere klart. Poderne havde fået at vide, at man ikke måtte sluge det, da det kunne indeholde baciller
Aktiviteter ved åen
Hernede ved Ladegårdsåen startede det med at være biograf. Det blev så senere lavet om til cirkus. Og det stod mesterbryderen Bech – Olsen for. Det holdt et par sæsoner. Så rev man endevæggene ned på teltet og indrettede en restaurant. Dette ændrede man senere og placerede det hele på en mægtig rund plade. Den kunne så dreje rundt og så kaldte man det for Den rullende Fortoug eller noget i den stil. Her blev også engang udstillet en stor hval, man kunne komme og besøge for 10 øre.
Der var liv og glade dage dengang. På strækningen fra Jagtvej var der 7 værtshuse. Man skulle ikke være tørstig på Nørrebro.
Det var også dengang, der ved Parcelbroen var et stort toilet, der hovedsageligt benyttet af kvinder.
Hovedsagen var, at blive mæt
Omkring 1920 var der en del folkekøkkener på Nørrebro. Det var kommunale spisesteder, der blev oprettet for at give mad til den fattigste del af befolkningen. For 55 øre kunne man få 2 retter mad. Det var altid kogte retter, aldrig stegte sager. Alt var dampkogt lige fra frikadeller til bøf. Det var nu ikke særlig velsmagende. Men det så man bort fra, bare for at blive mæt.
Drenge og piger adskilt
I begyndelsen af skoletiden gik drenge og pige hver for sig på skolen. I gården var det et kæmpe plankeværk, så man ikke kunne se hinanden. Også på gangene var kønnene stærk adskilte.
Derhjemme i gården legede både piger og drenge sammen, og på skolen havde man søstre og brødre, så egentlig var det svært at se formålet med denne opdeling. En skønne dag rev man da også plankeværket ned. Man satte i stedet en række bænke op. Men man skulle dog fortsat være på hver side.
Åh rædsel – skoletandlæge
To gange om året skulle man til skoletandlæge. Det var en aldeles forfærdelig oplevelse, og mange foretrak at tage deres mor med.
Hele klassen skulle møde op på en gang. Man sad i et stort lokale, hvor der sad en tavle med numre på. Når det blev ledigt hos en af tandlægerne faldt en klap ned, og det nummers rum skulle man så ind i.
Eleverne vidste alt for godt i hvilke numre sadisterne befandt sig. Var man så uheldig at skulle ind til en af disse, var man næsten på vej ned ad trapperne igen.
Mødrene måtte pænt vente i venteværelset.
Der var ti båse med hver deres tandlæge. Man kunne se andre børn blive behandlet, også når de stod ved en håndvask og spyttede blod ud, når de havde fået trukket tænder ud. Man kunne også se børn øve sig i at tage et gebis i munden. Alt dette var meget betryggende, inden man selv skulle til.
En tandlæge, var i gang med at bore i en tand hos en pige. Samtidig pjattede han med en kollega. Resultat blev at boret røg ind i munden på pigen. Hun skreg selvfølgelig af smerte. Men det var det råd for. Hun fik en på skrinet med besked på, at holde kæft. Og der var ingen, der blev bedøvet under plombering eller når der skulle trækkes tænder ud.
Selv da en af pigerne blev udsat for rodbehandling, var der ingen bedøvelse.
Den afholdte tysklærer
Tysklæreren Knud Larsen var meget afholdt. Men en dag blev alle de klasser, der havde ham kaldt op i håndarbejdssalen. Lærerne græd og eleverne blev efterhånden bekymret. Endelig fik eleverne så at vide, at han var sabotør. Han havde været i modstandsgruppen Holger Danske. Han var blevet torteret på Shell Huset og derefter skudt i Ryvangen. Alle elever græd efter denne meddelelse.
Efter krigen var der en mindehøjtidelighed på skolen, hvor der blev afsløret en mindeplade. Så græd eleverne igen.
Svært at få tøj
Ordentligt fodtøj var det meget svært at få under krigen. Det var navnlig galt med støvler til vinterbrug. Men i Korsgade lå der en skomager, der købte brugt fodtøj. Så satte han dem i stand, og så kunne andre købe dem.
Sommersko var det også svært at få. Men så lavede man nogle sandaler med træbunde og remme over. Dem kunne man få i mange farver. Disse blev kaldt for klip – klap sandaler efter den lyd, de forudsagde.
På Sankt Hansgades Skole underviste tre skræddere i, hvordan man kunne få lavet billigt tøj. Man kunne så enten sy på skolen eller derhjemme. Ja selv af aflagte slips kunne man sy en nederdel.
Pigerne måtte kun gå med lange bukser om vinteren, og kun skibukser. Forår, sommer og efterår, selv når der var koldt, skulle de gå i kjoler. Så havde man uldne strømper på, og det kradsede noget så nederdrægtigt.
At samle kapsler
Man sparede meget dengang. På mælkeflaskerne var der kapsler af aluminium. Dem smed man ikke væk. Man samlede dem sammen. Og havde man en ordentlig portion, blev de afleveret på Fælledvejens Politistation. Så blev de omsmeltet og lavet om til nye kapsler.
Den store vaskedag
En gang om måneden var det den store vaskedag. Det kunne foregå på den måde, at man gik op på loftet og hentede en masse pakker med aviser, som man havde gemt i løbet af måneden. De blev så smidt ud fra lejligheden ned i gården. Det var lettere end at bære dem ned. De aviser, man havde samlet sammen var selvfølgelig forsvarligt bundet sammen.
Vaskerummet kunne godt ligge oppe på loftet, men mange gange var det en stuelejlighed, der var indrettet til dette. Aviserne skulle sammen med brænde bruges til at få ild under gruekedlen. Det var et stort kar på fire ben, hvor der nedenunder var et lille rum, til at tænde op i.
Tøjet var båret ned dagen før, og lagt i blød i to store trækar. Mor tog tøjet op af trækarrene og fik det op i gruekedlen, som blev fyldt op med koldt vand og tilsat sæbe.
Så var det bare at få vandet i kog. Og det var cirka 3 – 4 kedler, der blev startet på en vaskedag.
Når tøjet havde ligget længe nok, blev det nærmest fisket op af en lang kæp og lagt over i et lille trækar, hvor man havde et vaskebræt. Her blev det i et stort kar med koldt vand og hævet op og ned, og skrubbet. Proppen i bunden af karret blev hævet op, så vandet væltede ud over gulvet.
Man var iført røjser og et stort gummiforklæde. Og så var det igen med at få tøjet over i et andet kar, så det endelig kunne skylles færdig.
Så blev der spændt en vridemaskine på kanten af karret og her blev tøjet så vredet igennem. Der var et stort håndtag. Alt foregik jo med håndkraft.
Til tørre
Endelig kunne tøjet så hænges i gården, hvis det var sommer og så kunne man håbe på, at der ikke var regnevejr. For hvis dette var tilfældet måtte tøjet bæres op på loftet på femte sal på tørreloftet. Og husk på, man havde ikke plastikkurve dengang. Det hele foregik i tunge zinkbaljer.
Mor startede klokken 7, og var først færdig omkring klokken 17. Ikke uden grund blev det kaldt for Den Store Vaskedag.
Nu var det Rullekonens tur
Faderens arbejdstøj blev ikke kogt i gruekedlen. Det blev lagt på vaskebænken, og blev skrubbet med en skurebørste.
Når tøjet var tørt, blev det pudsigt nok stænket med vand. Så var der to om at trække det, så det kunne lægges pænt sammen. Og man var slet ikke færdig. For nu skulle rullekonen have noget af tøjet. Hun havde forretning i Baggesensgade.
Rullekonen rullede for eksempel et lagen op på en rund træstang og så stak hun den ind i selve rullemaskinen. Det var en kæmpe trækasse på ca. 2.50 meter x 1 meter. Den kunne køre frem og tilbage på et fast underlag.
Oppe i selve kassen lå der et par store kampsten for at gøre den tung. Kassen kørte langsomt frem og tilbage, og når den nåede til enderne vippede den lige så meget, at rullekonen kunne stikke trærullen med lagnet lå så inden under og blev rullet. Kassen vippede så i den anden ende, og så kunne en anden stak med tøj stikkes ind. Jo vasketøjet var flot, når det endelig var færdigt. Nu fyldte det næsten ingenting.
Rådne tomater og æg mod talerne
I 1939 var der ofte møder på Blågårds Plads. Det var KU og DKU som afholdt møder. Ofte gik det helt vildt for sig. Gennem luften røg der rådne tomater og æg på dem, der stod på talerstolen. Så kom politiet og tævede løs med deres knipler.
Så var der med at komme i dækning, for politiet slog både på venner og fjender.
Sabotage mod bunkers
Omkring 1940 var der masser af kommunister, socialdemokrater, jøder og sigøjnere i kvarteret. Men som tiden gik, blev der mere og mere uroligt i området.
Pludselig en dag begyndte man at bygge bunkers på Blågårds Plads. Børnene syntes ikke om det, det var jo deres legeplads. Her spillede man bold og løb på rulleskøjter.
Når arbejderne var gået hjem om aftenen, gik børnene i gang med at ødelægge det, de havde lavet. Men en dag stillede tyske soldater sig op. Og på et tidspunkt skulle alle forsynes med et Ausweiss. Børnene gik med det med en snor om halsen.
Så var det mere trygt, at samles i Fritidsklubben i Blågårdsgade 2. Den hørte med til kirken.
Ferieophold i Jylland
Mange af børnene i kvarteret tog på ferieophold på en bondegård i Jylland. Man tog så afsted klokken 6 om morgenen og var først fremme ved aftenstide. Et hav af togvogne var fyldt med unger, der skulle på landet. De havde alle madpakker med. Og for at det skulle gå rigtig til havde poderne store skilte om halsen, hvor der stod, hvor de skulle hen. Det skete dog, at poderne var kommet på et forkert tog. Så blev de sat ved den næste station, for så at skulle i modsat retning.
Togpersonalet havde travlt med at hjælpe vrælende og forvirrede unger.
De var pludselig væk
Sigøjnerne samledes ofte til festligheder, og ved disse lejligheder blev der sunget rumænske folkesange, og spillet flot musik til. Men en dag forsvandt de. Tyskerne havde taget dem.
Som et lyshav
Gad vide, om ikke Blågårdsgade var en af de sidste gader, der fik elektrisk lys. I gaden var der lygtepæle med gas i. Om aftenen kom der en mand med en lang pind, som han trak med i en ring, der sad oppe i lampen. På den måde skruede han op for lyset. Om morgenen kom han så igen og trak i den anden ring, hvorved han skruede ned for blusset.
Da der kom elektrisk lys, virkede det som et ordentligt lyshav. Under krigen var det også lukket for lyset.
Masser af skyderi
Det var hårdt, at bo i kvarteret under besættelsen. Under Folkestrejken var der ikke vand. Man kunne ikke skylle toilettet ud. Så måtte man ned til Peblingesøen efter en spand vand.
Tyskerne stillede en kanon op ved Korsgade, så de kunne skyde over i Nansensgade. Men de var åbenbart nervøse, for de stillede kanonen op ved Smedegade. De skød mod et hus, hvor to ældre mennesker netop sad og spiste. En blev dræbt på stedet.
Efter Folkestrejken forekom der ofte skyderi på Blågårds Plads. På et tidspunkt var der mange der løb på siden af sporvognen og dukkede sig for at komme forbi. Sporvognen sænkede også farten og sporvognskonduktøren dukkede sig også.
På Fælledvej opstod også på et et tidspunkt et voldsomt skyderi fra et tag. Folk søgte ly i opgange indtil skyderiet var ophørt.
Værtshuse sprunget i luften
En dag var en tysker blevet skudt i Blågårdsgade. En bil var kørt op på siden af ham, og en person sprang ud og skød ham. I lang tid undgik beboerne stedet og gik en omvej. Man var bange for at tyskerne ville hævne sig. Der gik rygter om, at tyskerne selv havde stået for aktionen.
To værtshuse i gaden blev sprunget i luften på grund af Schalburtage. Det var nogle voldsomme eksplosioner.
Man hyggede sig i gården
På et tidspunkt blev der indført spærretid, så måtte man ikke gå på gaden efter klokken 20. Så samledes man i gårdene og stillede borde og stole op. Man drak så en kop surrogatkaffe.
Pludselig en aften under aftensmaden kom der pludselig fly langt ned over husene, sirenerne hylede og der blev hørt et ordentlig kæmpe brag. Det var B&W og Sukkerfabrikken, der blev bombet.
Da børnene var i skole, kunne man pludselig se en stor flyver, der fløj ganske lavt ned over skolen. Det er Royal Airforce, skreg nogle af drengene. Og inden børnene gik fra skolen fik de at vide, at Den Franske Skole var blevet bombet.
Hipo – folk dukkede op
På et tidspunkt sidst i krigen, skulle tyskerne bruge skolerne til tyske flygtninge. Børnene måtte ikke komme i skole. Mange af eleverne gik da hen på skolen og smadrede vinduerne. Men på et tidspunkt kom inspektøren ud, og sagde, at de ikke skulle smadre hans vinduer, for han boede i stueetagen. De større børn forbød derefter de små, der ikke kunne kaste så højt, at kaste sten. Derefter fortsatte de store børn med at smadre vinduerne.
Pludselig dukkede Hipofolk op. De sprang ud af deres biler, og skød heldigvis kun varselsskud op i luften. Men det lykkedes for de større børn at smadre næsten alle vinduer i skolen.
På Havremarkens Skole
Undervisningen foregik nu i Brorsonskirkens krypt. Frikvarteret foregik i Hans Tavsensparken. Men ingen af eleverne gad at kigge på klokken. Og det var nogle sure lærere, der måtte hente børnene i parken.
Herefter måtte børnene gå i skole i Havremarkens Skole. Det blev til en ordentlig spadseretur. Turen gik gennem Assistens Kirkegården.
Det var alt for dyrt at tage sporvognen. En tur ligeud kostede 20 øre, og skulle man skifte, så kostede det 25 øre.
Det var meget mørkt
Det var mørkt om aftenen. Man skulle bruge mørklægningsgardiner. Og disse var ikke særlig pæne. Man måtte kun bruge 15 watt pærer.
Rart var det ikke at færdes på gaderne, når det var mørkt. Selv i sporvognene var der mørklægningsskærme omkring pærerne. Der var ikke lys i butikkerne og ingen neonreklamer. På bagskærmene af cyklerne var der malet med hvid maling, så man bedre kunne se hinanden.
Ingen understøttelse – Arbejd for tyskerne!
Til de arbejdsløse blev der sagt, at de kunne få arbejde i Tyskland. Nægtede de, kunne de ikke få understøttelse. Man fik også tilbuddet om at bygge bunkers for tyskerne ved vestkysten. Og her blev man anbragt i utætte barakker. Mange fra Nørrebro var på den måde tvunget til at rejse til vestkysten.
Husvagt i Blågårdsgade
Også i Blågårdsgade blev der udnævnt såkaldte husvagter under besættelsestiden. Man fik blandt andet udleveret en gasmaske og en økse. Man skulle om natten, når der var luftalarm gå rundt og ringe på alle dørklokker. Man skulle blive indtil folk havde svaret, Sidst i krigen var det næsten luftalarm hver nat, når englænderne fløj over København for at flyve ned og bombe Tyskland. Og når der var luftalarm, måtte beboerne ned i en kælder, hvor der var lidt lys, et bord og nogle bænke.
Når beboerne gik ned i kælderen om natten, kunne man se lyskasterne. Først når sirenerne var ophørt, kunne man gå tilbage til ejendommen igen.
Da Blågårdsgade eksploderede
Man kunne under krigen høre den danske radioavis fra England. Men for at høre den, skulle man have en specielt stueantenne. Nogen gange kunne det være svært for beboerne i kvarteret at aflytte BBC, da tyskerne havde oprettet støjsendere. Det var aldeles forbudt at aflytte stationen og mange havde lavet en antenne, der lige kunne skubbes bagud, hvis tyskerne pludselig dukkede op.
Den 4. maj 1945 eksploderede Blågårdsgade nærmest. Der var vild jubel.
Men dog ikke hos alle. I gaden havde der været en del modstandsfolk, men også Hipo – folk. Mindst en af disse blev henrettet. Og en kvinde, der havde aflyttet telefonsamtaler for tyskerne, fik en fængselsstraf. En masse ting kom pludselig frem.
Da kisterne blev ført gennem Griffenfeldtsgade
Efter krigen ville man lave en mindepark for alle der var blevet skudt i kvarteret. De blev alle i kister i hver sin ligvogn kørt herud. Der var mange omkring 100. Hver vogn havde sit nummer. Man havde en liste, hvor man kunne se, hvem der lå i kisterne. Det var et meget bevægende optog, der dengang kørte gennem Griffenfeldtsgade.
De mange sprittere
På Blågårds Plads var der mange sprittere. Dem har vi tidligere her på siden beskæftiget os med. Børnene var ikke bange for dem, tværtimod. De holdt øje med børnene. Og man skulle lige forsøge at gøre børnene skade, så var spritterne der for at beskytte dem.
Nej det værste på Blågårds Plads var pissoiret, der lugtede afskyeligt.
Bananer smagte alligevel ikke
Og endelig kunne man købe bananer. Men det sjove var, at ikke alle kunne lide det. Men disse sydfrugter var også underlagt rationering, så man kunne kun købe en. De voksne havde talt meget om disse bananer. Og pludselig begyndte man at kunne købe rigtig kaffe. Det var også underligt for mange.
Da kongen kørte gennem Blågårdsgade
Da Christian den Tiende efter befrielsen kørte gennem byen valgte han også Blågårdsgade. Den havde ligesom Istedgade været meget aktiv under besættelsen. Der var en kæmpe begejstring med masser af flag ud af vinduerne.
Kongen og dronningen kørte i åben vogn. Det var festligt.
De tyske flygtninge rejste hjem
Da de tyske flygtninge skulle sendes hjem, samledes lokalbefolkningen for at kigge på dem. De så ikke godt ud. Der stod de i deres slidte tøj og lignede nogen, der ikke var blevet vasket. De kom op i lastbiler, og så ikke glade ud.
Et par dage efter begyndte man på skolerne at rydde op. Der var hø og halm over det hele. Møgbeskidte tæpper, der skulle smides ud og et kæmpemæssig rengøringsarbejde forestod, som eleverne måtte være behjælpelige med.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Blågårdsgade – kvarteret og Den Sorte Firkant så se her på www.dengang.dk
Og mange, mange flere artikler om Det Gamle Nørrebro (186 stk.)
August 27, 2014
På Café Luna på Jagtvej opdagede man, at en gæst var medlem af et tysk vagtkorps. Modstandsfolk jagtede gæsten, og skød ham. Efterfølgende blev Caféen nedbrændt som hævn. Ved en aktion på Blågårds Plads blev fire Hipo – folk dræbt. Dette resulterede i en hævnaktion, hvor tre restauranter i nærheden blev ødelagt og to mænd blev brutalt myrdet.
Mange episoder på Nørrebro
Under krigen skete der meget på Nørrebro. Dette er blot to episoder, som skete i februar 1945.
Den fremmede gæst på Café Luna
Café Luna lå på Jagtvej 171. Den 2. februar 1945 skete her en dramatisk episode.
En mand i civil satte sig ved et bord. Her sad i forvejen andre gæster. Og den nye gæst spurgte, om han måtte give en omgang. Pludselig gled hans frakke til side, og gæsterne kunne se, at han bar en marinevægteruniform. Dette afstedkom en reaktion fra en af de andre gæster, der tog ham i kravetrøjen:
Du er et stort svin, du har ikke noget at gøre ved dette bord, kom ud.
Du bliver skudt med din egen pistol
Men den nye gæst, som var vagtmand på Værløse Flyveplads, trak sin pistol og sigtede på pågældende. Dernæst gik han til telefonen, for at tilkalde assistance, men det lykkedes ikke. Flere personer fra caféen over ham derefter. Det viste sig at være lokale modstandsfolk. De tog hans pistol og slog ham i hovedet og råbte:
Du bliver skudt med din egen pistol, dit svin
En såret person
Det lykkedes dog for vagtmanden at flygte. Og det skete mod Aldersrogade med modstandsfolkene i hælene. Der lød fem – seks skud.
Ifølge ejeren af Café Luna fandt man dagen efter en såret eller død mand iført marinevægteruniform i Teglværksgade lige i nærheden. I de daglige beretninger fra besættelsestiden blev der fundet en såret person.
En hævnaktion
Fra tysk side havde man ikke glemt aktionen. Den 9. februar samledes medlemmer af den berygtede terror – gruppe Schiøler – gruppen, for at planlægge en aktion mod Cafe Luna. De planlagde, at bryde ind i caféen samme nat, og anbringe en sprængladning, som skulle sprænge lørdag under musiktribunen, hvor der var flest gæster.
Ved 23 – tiden om fredagen mødtes man i en lejlighed i Elmegade, og gennemgik planen. Derefter kørte man ud i Fælledparken to eller tre hold. I forvejen havde man lokaliseret forholdene i Café Luna, så det var forholdsvis let at komme ind og få anbragt sprængstoffet.
Branden på Café Luna
Den oprindelige plan kunne have kostet masser af menneskeliv. Men disse blev i sidste øjeblik ændret. Den 10 februar kl. 19.30 lød et lille knald under musiktribunen. Flammerne slig pludselig op mellem gulvbrædderne i tribunen. Branden udviklede sig så voldsomt, at den ikke kunne slukkes, resulterede i massive ødelæggelser inde i cafeen. Men heldigvis ingen mennesker til skade.
Fire Hipo – mænd dræbt
Den 27, februar var nogle Hipo – folk kørt ud til i en lukket udrykningsvogn til en razzia i en kaffebar på Blågårds Plads.
En gruppe modstandsfolk fra modstandsorganisationen BOPA kom tilfældigvis forbi. De sprang ud, og åbnede ild mod Hipo – folkene.
En ambulance blev tilkaldt til hjørnet af Todesgade/Blågårds Plads. Her fandt man en gennemhullet udrykningsvogn og en dræbt Hipo – mand.
Det var tegn på, at en håndgranat var kastet ind i bilen. En del blev såret ved aktionen og fire Hipo – mænd blev enten dræbt på stedet eller døde senere.
Mordene skulle hævnes
Dette skulle hævnes fra tysk side. Så allerede samme aften omkring klokken 22 udgik der en befaling at mordene skulle hævnes.
Man havde medbragt en del håndgranater, der blev kastet mod Kaffebaren i nr. 14, Café Lynet og Café Sevilla. Igen var det Schøiler – gruppen, der stod for aktionen. Men der kom ikke nogen til skade i hævnaktionen. Men alligevel er dette ikke helt rigtig.
To mand skudt
For Schøiler – gruppen mente, at en kommunist skulle lade livet, som følge af aktionen. Og det gik ud over bogtrykker Evald Jensen, der blev brutalt myrdet. Og endnu en i Haveforeningen Lersøen, Ernst Christiansen blev myrdet som hævn.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Denne side indeholder over 118 artikler fra Besættelsestiden
August 27, 2014
Nørrebro var skam ikke en bar mark fra 1650 – 1750. Der skete en masse. I 1645 boede der 137 familier plus en masse fattige her i bydelen. Men vi skal også høre om Ladegården, Blaagaarden, Ravnsborg, Solitude og Den Stærke Mands Have. Vi besøger også et stort gæstgiveri. Søerne fylder også meget. De blev renset og Skt. Jørgens Sø blev tømt på et tidspunkt. Og til stadighed var der problemer med vejene og broerne. Hver gang, kongen fik fornemt besøg, så blev vejene nødtørftig sat i stand.
Stadens ældste adgange
Roskildevejen var en af stadens ældste adgange. Den førte langs Skt. Jørgens Sø’s vestside direkte ind i Vesterport. Men da Vesterbrogade blev anlagt, blev Roskildevejen en kongevej. Den var udelukkende beregnet til kongens eget brug. Indtil i dag har vejen heddet Gammel Kongevej.
Forkyndelse fra prædikestolen
Mod syd var det Kjøgevejen. Og den tredje adgangsvej var den såkaldte Peblingedam mellem Sankt Jørgens Sø og Peblingesø. Oprindelig svingede vejen ind til Nørreport. Den fjerde vej var dæmningen mellem Sundet og Sortedamssøen.
Og så var det den ældgamle vej, der førte over Serridslev Mark, over Fælleden om ad Møllegade til Ladegårdsåen.
Vejene var ikke særlig gode. Mange gange ved stærk regn var de ufremkommelig. Men når kongen ventede en fornem gæst, blev de nødtørftig sat i stand. Kongevejene var spærret med bomme. I 1656 blev der fra prædikestolene forkyndt, at uvedkommende ikke måtte driste sig ud på disse veje.
Græsset tilhørte kommunen
I 1606 nævnes Peblingesøen som meget bredere i den vestlige del som nu. Den østlige del af Sortedamssøen synes, at være stærk tilgroet. Tilløbet kom fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen. Ved Hyltebro i nærheden af Lygten blev det overflødige vand fra Emdrup Sø optaget. Søerne tilhørte kommunen men i 1619 afstod de fiskerettighederne til kongen. Men ved en dom i 1656 blev det fastslået, at græsset i søen tilhørte kommunen.
Skanserne blev aldrig færdige
De mange skanser, der blev bygget ved søerne, Vartou, Ravnsborg og Ladegården kom aldrig til at spille en rolle i Københavns forsvar. De blev aldrig bygget færdig. Det ville have krævet langt flere mennesker til rådighed. Derfor blev skanserne også rømmet, da svenskerne nærmede sig.
Ladegården – atter engang
Vi har tidligere her på siden skrevet flere gange om Ladegården. Den blev anlagt i 1620, efter at Christian den Fjerde ved et mageskifte havde erhvervet Skt. Jørgens Gård. Den gamle by Nyby var blevet nedlagt. Ja man kan sige, at det meste af det nuværende Frederiksberg blev lagt under Ladegården.
Den første bygning, der blev opført var en kæmpe stor stald/lade. Den var 100 bindinger lang, 30 alen bred og 15 alen høj.
Her kunne der står 500 stykker kvæg, som stod i seks rækker. Vand i krybberne blev ført derhen via krybber. Hø og halm kom oppe fra, her lå laden nemlig oven over stalden. Jo Ladegården havde skam sit eget vandværk.
Men i 1628 blæste det hele omkuld efter et uvejr.
Herskabelig hovedbygning
Men i 1630 blev det hele genopbygget, en herskabelig hovedbygning i tre etager. En foged bestyrede gården. Kvæget blev malket tre gange om dagen, og når klokken ringede, blev kvæget ført hjem.
Produkterne blev brugt på hoffet, men en masse blev også solgt på torvet. Her var svinehave, og her brændtes brændevin. Og tænk, svinene fik grønkål i Hundedagene.
Men gården gav ikke rigtig overskud. Så i 1645 blev gården bortforpagtet til Peter Christensen, som tak for hans deltagelse i Kalmarkrigen.
Peder Svenske, som han blev kaldt skule årligt betale en afgift på 2.200 Rigsdaler og forpligte sig til at købe 100 læs brænde fra kongens skove.
I 1651 overlod Frederik den tredje Ladegårds – marken til 20 hollændere fra Amager.
Det ældste Nørrebro fra 1645
Det ældste Nørrebro lignede en landsby. Det var en mængde stræder med haver. Husene lå for sig selv og en del boder blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier foruden de fattige. Det var dengang Nørrebrogade blev kaldt for alfare Vei.
I 1658 blev det hele afbrændt, svenskerne var på vej, og der skulle være fri udsigt fra volden.
Skt. Jørgens Sø blev tørlagt
I 1662 fik Kristoffer Gabel skøde af kongen på Skt. Jørgens Sø med tilladelse til at gøre sig denne Plads saa nyttig, som han bedst vidste og kunde. Gabel købte også Teglgårdsvænget. Det var en mark, der lå langs Peblingesøen. Hans ide var at erhverve sig grundene omkring Ladegården.
Han fik tømt Skt. Jørgens Sø og udnyttede den som eng. Og da man så fandt ud af, at søen faktisk var en del af befæstningen fratog man Gabels arvinger skødet.
Vejene skulle gøres bekvem
Stadens veje var som nævnt i en sørgelig forfatning. Det klagede kongen over i 1663. Han skrev blandt andet til Magistraten, at de rejsende kun med stort besvær kunne komme frem. Kongen mente, at vejen uden for Nørreport, skulle gøres bekvem og brugelig til at føre hans store vogne og kareter. Den lange Stendam ved Hyltebro var meget brøstfældig.
I 1676 blev stenbroen over Nørre Fælled istandsat.
Befolket med ænder og svaner
Søerne havde en større udstrækning end i dag. Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen var kun skilt fra hinanden af en smal landtange. Og sådan en skilte dem også fra fæstningsgraven. Skt. Jørgens Sø var i mange år kun en eng, men blev i 1674 opdæmmet for Befæstningens Skyld. Peblingesøen skulle efter Holger Jacobæus` udsagn befolket med svaner og ænder.
Peblingebroen var en gammel og brøstfældig plankebro. I 1684 besluttede Magistraten, at den skulle renoveres. Ja denne bro nævnes i 1562 for Fjellebroen og i 1570 som Langebro.
Oprindelig var Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø en stor sø.
Over Ladegårdsåen, som man kaldte den onde bæk ved Skt. Jørgen var en bro.
Store Ravnsborg
Uden for Nørreport fik Johan Merhof i 1661 anvist en plads ved Sortedamssøen med tilladelse til at bygge et hus, hvor han kunne udtappe dansk og fremmed øl til vejfarende.
Grunden stødte op til Store Ravnsborg. Denne grund købte oversekretær Erik Krag i 1662 af Hans Nielsen og borgmester Kristoffer Hansen, der her havde anlagt fiskedamme. I 1665 var det rådmand Peter Holmer, der erhvervede grunden. På grunden havde der også boet en gartner. I 1699 var det så kammerjunker Vind, der ejede grunden.
I 1691 købte borgmester Bartholomæus Jensen en grund mellem Sortedamssøen og Fælledvejen langs den nuværende Skt. Hansgade.
Søen blev renset
I 1705 lod vandvæsnet søerne rense. Men allerede i 1724 blev dette igen foretaget. Ved dette arbejde fik søerne omtrent den udformning, som de har i dag.
Ved begge ender af Sortedamssøen, blev der opsat stendiger. Men i 1729 var der nogle, der havde pløjet for tæt ved søen, så nu blev der også anlagt kampsten.
Blaagaard – en kæmpe grund
Blaagaarden havde tidligere tilhørt Christoffer Gabel, derpå statholder Gyldenløve.
Blaagaard havde sin glansperiode, men denne faldt efterhånden, da kongens bror, prins Carl overtog det. Han boede her sammen med sin søster Sophie Hedvig en del af året. Han opførte den nye hovedbygning, der var tækket med blå skifer, som var årsag til stedets navn.
Grunden strakte sig fra Peblingesøen næsten helt op til Ladegårdsåen
Prins Carl anlagde en buegang, tækket med kobber og indvendig smykket med malerier ned til Peblingesøen. Haven havde adskillige prægtige lindealleer ved siden af de tilklippede pyramider. Der var masser af billedhuggearbejde og springvand. Vandet førtes gennem render ned til Peblingsøen, mens afløbet blev ført til Skt. Jørgens Sø.
I 1706 havde han fæstet og i 1713 havde han købt grunden på byens side ned til Peblingesøen. Nu kunne han hindre uvedkommende adgang til søen, da han nu også ejede denne.
I hovedbygningen havde prins Carl indrettet en bedesal, smykket med 35 historier fra bibelen. Men disse lod han nedtage i 1716 af frygt for zar Peter. De blev ført til Vemmetofte.
Dueller på Nørrebro
Hvem skulle tro, at der to steder på Nørrebro blev udkæmpet dueller, for at afgøre stridsspørgsmål. Således berettes det om Fuglestangen ved Tagens Hus og ved Ravnsborg. Således skriver Politimester Ernst den 23. juni 1720:
For Nørreport og Gamle Ravnsborg paa Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet, at de, som havde Tvistighe indbyrdes og ville overse E.K.M’s Lov og Forordning imod Dueller, sammsteds samle sig for at afgære deres Trætte med Kaarde i Haanden.
Ville ikke arve Blaagaarden
Da prins Carl døde i 1729, arvede søster Sofie Hedvig gården/slottet, Blaagaarden. På sit dødsleje testamenterede hun herligheden Prinds Carls Hauge til kammerherre Carl Adolf Plessen. Denne nægtede dog i begyndelsen at tage imod gaven, men han måtte dog give efter for et Kongeligt Magtbud og Ønske.
Endnu i slutningen af århundredet omtaler Rahbek, hvis morbroder Knud Lyne ejede Blaagaarden, de sex dejlige gamle Linderader i haven, som de stoltelse aleer, han nogensinde havde set, og tilføjede, at der bestandig svævede en Art Nimbus om Stedet fra dets forrige kongelige Eiere.
På den modsatte side lå Ravnsborg, også med en meget smuk have. Her kunne man om sommeren bekommes al Slags Drik.
Ladegaarden som yndet traktørsted
Ladegaarden som efter at have været i Christoffer Gabels besiddelse, atter var kommet tilbage til kongen, og var blevet delvis restaureret. I hvert fald boede der her i 1683 en kongelig musikant i et forhåndværende kongeligt gemak. Også General – Konsumptionsforvalter, Justitsraad Edvard Kruse havde værelser her. Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegaarden med tilliggende Jord, Enghave og Fiskevand, fri for al Paalæg undtagen Kopskatten i ti år på den betingelse, at han skulle holde bygningerne vedlige paa egen Bekostning.
Stedet blev et yndet traktørsted.
I 1727 tilbødes til Leje et Hus her 200 Alen langt og 22 1/2 Alen bredt, enten til Anlæg af Manufaktur eller til Brug for en Traktør. Her blev også anlagt en mølle. Inden tilladelse blev givet, skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.
Ravnsborg og Mester Adams Have
Ravnsborg, der var delt i Lille og Store Ravnsborg blev i 1699 købt af kammerjunker Karl Vind for 600 Rdl. Det var så lige den klausul, at Vandvæsnet havde uhindret adgang til grunden for at reparere de vandrender, der lå på grunden. De førte vandet fra Esrum Sø ind til staden.
Grunden strakte sig fra Malkepladsen på Fælleden. Ved siden af lå en grund tilhørende voldmester Adam Hansen Trællov. Grunden hed Mester Adams Have, og det var en Beværtningshave.
I 1720 falbød aviserne denne sin skønne Lyst -, Frugt – og Køkkenhave, vel besat og indrettet med skønne Lystgange af mangfoldige Eske og andre Træer og Hækker. Er derfor et meget nærsomt sted.
Den blev også snart overtaget af Den Stærke Mand. Og selvfølgelig kom den til at hedde Den Stærke Mands Have.
Mester Adam havde klaget
Ved belejringen i 1700 blev både Ravnsborg og Mester Adams Have ødelagt. Mester Adam havde i 1704 klaget,
at hans Frugthave ved Ravnsborg udi seneste Ruptur er blevet ruineret, da de store Træer saavel ved Ravnsborg og langs Blegdammen efter Befaling af de Deputerede udi Den Kongelige Raadstue bleve afhuggede, fordi de ganske borttoge Udsigten fra Volden til Fælleden.
Kongelig besøg på Solitude
I 1725 fik ejeren af Store Ravnsborg, Andreas Behrentz privilegium på at brygge øl og brændevin.
I 1727 falbød J.L. Hovgaard, Lille Ravnsborg:
som til Værtskab er meget belejligt og med gode Staldrum indrettet.
Op til Blaagaarden lå Solitude. Den tilhørte assessor C. Braem, siden Grev U.A. Holstein til Holsteinborg, der indrettede gården som landsted. Da kronprins Christian og Sofie Magdalene holdt deres indtog den 18. december 1721, mødtes de nygifte med ministrene på Solitude.
Herfra gik der en højtidelig procession ind til byen.
Grev Sponneck på kant med Magistraten
Efter Holstein ejedes Solitude af Grev C. Danneskjold Samsø og efter ham med kroholdsrettighed af stadens kommandant Grev Sponneck. Denne skrev i 1728 til Magistraten, at han ønskede et sted, hvor han kunne indrette et lille menageri og undertiden trække frisk Luft. Derfor ønskede han en grund mellem Solitude og åen. En grund bag Ravnsborg hen imod Vejrmøllen, hvor vognmændene hidtil har haft deres losseplads, kunne han godt tænke sig.
Sponneck var på den tid på kant med Magistraten, så han holdt sit brev i en meget høflig tone, og sluttede med at han ikke ville volde besvær eller være til ulejlighed.
Året efter fik han tilladelse til på egen bekostning at flytte en fattig enkes hus med gammelt halmtag, der lå lige op til Solitude.
Et stort Gæstgiveri
På hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade lå et stort gæstgiveri, der i 1730 solgtes på aktion. Den havde tilhørt Lambrecht Scheel.
Den bestod af tre længer, meget vel indrettet til Gæstgiveri med Logementer, Køkken, Spisekammer og Staldrum til 36 Par Heste.
Omkring Gaarden er tre Frugthaver, udi hvilke en Mængde af gode og importante Frugttræer. Der foruden er en stor indelukt Plads til Keglebane eller anden Brug.
I 1718 søgte Konrad von Berg om fæstebrev på Lygten ved Hyltebro. Huset var nærmest en ruin. En del af huset var revet ned. Men dele af huset, som Konrad von Berg købte kan stamme fra 1679, hvor grunden blev bortfæstet til Jakob Rustmester.
Omkring Blegdammen
Da Sortedamssøen blev renset blev parkerne i Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derfor gav man i 1727 tilladelse til at grave en ny i 30 alens afstand fra søen. Den blev fyldt med vand, og via trærender kunne vandet løbe tilbage i søen.
På Blegdammen boede også andre folk end blegmænd. Et katuntrykkeri, der var anlagt af Daniel Pedro, men igen flyttet derfra før 1724.
Peblingebroen – nok engang
Peblingebroen, den nuværende Dronning Louises Bro var meget brøstfældig og krævede ofte reparation. Storm og højvande gjorde det bare værre. I 1721 ønskede Magistraten at bygge en bro af sten, men man ønskede, at kongen skulle betale for den.
Men i 1728 fik staden råd til at opmure en dæmning af kampsten. Træbolværket blev taget ned. Det kostede 2.542 Rdl. Vindelbroen i midten, der ej alene vil blive Zirat, men endog til Nytte for Byen. Denne bro blev opført af oberstløjtnant Heusser for 1.550 Rdl.
Nørre Fælled blev ødelagt
I 1711 blev der etableret en bom over denne vej for at hindre Fælledens ødelæggelse. De mange lejrsamlinger på Nørre Fælled ødelagde vejene. Således hedder det i Kæmnerregnskabet for 1708:
Saasom en Del af velælde og velb. Magistraten mundtlig befalede den 27. Marts, da de senest vare ude ved Øster Sandgrave og besaa, hvorledes Soldater og Vognmænd fra Frederiksberg og Prins Karls Gaard havde uden Forespørgsel selvraadig efter Ernst Brandenborgs Ordinans ikke alene gravet og minimeret adskillige store Miner under Landevejen, men endog under den Kongevej, som løber fra Kastellet hen ad Vartov, og fordærvet begge Vejene og gjort dem farlige for den Rejsende, særdeles Herskabet, som der ofte passerer, og med Heste og Vogne, ridende eller kørende , uafvidende kunde falde ned af Minerne og komme til stor Skade, skal kontinuere med Grøfternes Gravning og de opløbende Miner igen at tilfylde, at de ej skulle grave under Vejen, kunde være god og uden Fare.
Hyltebroen brød sammen
I 1714 var Hyltebroen, broen ved Lygten faldet sammen, hvorefter der blev lavet en midlertidig bro, da man ikke kunne skaffe noget Egetømmer.
Og i 1717 afsluttede man en kontrakt med italieneren Mark Antoni Pelli, om at bygge en muret hvælvet bro i stedet for den gamle ubrugelige træbro. For dette skulle italieneren have 350 Rdl. Han betingede sig udtrykkeligt, at kun de halve Penge måtte være i sedler.
Lidt før 1728 blev en vej over Fælleden anlagt til Vibenshus. I regnskabet stod dette år:
Pæle til Dæmning for den udi Aar paa Nørre Fælled midt for Blegdammen opkastede Jordvej.
Selve Blegdamsvejen er meget ældre. Den gik uden om den dam, der lå på Fælleden omtrent midt mellem Nørre – og Østerbro.
Mere ødelæggelse på Fælleden
Og det var ballade i 1710, da der i fire uger lå 15 – 16.000 soldater ude på Fælleden. Der blev ekserceret tre dage hver uge. I kæmnerens regnskab stod dette selvfølgelig også anført:
selvvraadigt opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig, og det meste unødig, alt til deres Hytter og Barakker. Og lod det i samme Stand ligge, da de brød op, som var Fælleden og Græsningen en ubodelig Skade, at den i mange Aar ikke igen skal komme sig, hvilken Skade Indvaanerne her i Staden med Vedmodighed vil erindre for den Nytte, de af Fælleden indtil denne Ruin have haft og nydt. Hvorover jeg den 21. november efter velælde og velbydige Hr. Etatsråd og Præsident Nansens mundtlige Befaling, da han selv med andre havde set den store Desordre og Fælledens store Ruin, skulde igen fortfare med at planere den opgravede Tørv og Jord og befundet mange Hobe Hestemøg efter Kavalleriet, Tørven nogenledes igen at faa henlagt i den Sted, som den før laa, samt det efterladte Møg og Halm i Hullerne at lade bortføre. Ellers have samme Tropper til Stadens Fælles og Jordvejens Skade og Ruin opkastet Grøfterne for Nørre og Øster Fælleds Landeveje samt og til Kongevejen, saa over dem (Fællederne) overalt kunde køres.
Magistraten befalede at grøfterne skulle repareres. Man var bange for, at de rejsende ville lide skade, når de passerede Fælleden.
Under pesten i 1711 var soldaterne igen på Fælleden. Og soldaterne gravede videre uden omtanke. Problemet var også, at græsningsarealet blev formindsket.
Og da russerne i 1716 havde lejr samme sted led Fælleden endnu større skader,
Regimenter på Fælleden
Der skete noget på Fælleden også dengang. Regimenterne under Stadens Garnison optrådte foran kongen.
Men også ved Fuglestangen, som stod i nærheden af Tagenshus skete der mange aktiviteter.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 27, 2014
København var prøveklud for fattiglovgivningen. De uværdige måtte ikke tigge, det var strafbart. Skt. Hans Hospital flyttede hertil. Frygtlige forhold, de løb halvnøgne rundt. Der blev indrettet arbejderanstalt og senere tvangsarbejderanstalt. Lemmernes antal steg. Det blev nærmest et industrivirksomhed, men kvaliteten var dårlig. Lemmerne stak ild til bygningerne. Ladegårdslemmer var uønsket på andre hospitaler, derfor blev man nødt til at indrette en selv. Og de havde sandelig et dårligt ry – Ladegårdslemmerne.
København var prøveklud
København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativ til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer man startede i hovedstaden, forsøgte man senere at gennemføre ude i provinsen. Allerede omkring år 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner opstod. Det var Opfostringshuset, Tugt -, Rasp, og Forbedringshuset og Ladegården.
Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde og arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man også de fattige at bestille noget.
Skulle levere landbrugsprodukter til kongen
Ladegården blev hurtig opgivet som det, bygningerne var bleregnet til. De oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen i 1658. Men helt til 1930 holdt der her institutioner til.
Ladegården blev oprindelig opført i 1620erne i skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Området svarer i dag til et område afgrænset af gaderne, Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaavej, og Jakob Dannefærds vej. Og det var efter, at have nedlagt landsbyen Solbjerg, at Christian den Fjerde opførte det store ladegård. Tanken var, at ladegården skulle forsyne Københavns – og Rosenborg Slot med landbrugsprodukter.
Det var fangere, der blev sat til at hjælpe. Det var trods alt bedre end, at ende i Bremerholms Lænker. Men det var svært at finde rigtige bønder til hoveri – arbejdet.
Gårdens økonomi var dårlig
Selve bygningen var en lav længe, som kunne rumme 500 stykker kvæg. Et stormvejr i 1628 ødelagde bygningen. Kongen lod rejse en ny bygning. Denne gang var den i grundmur og tre etager. Den blev omgivet af bastioner og voldgrave. Vandet blev hentet fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.
Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stor underskud, hvorefter den til sidst blev bortforpagtet.
Ny – Hollænderbyen
Derefter begyndte en udstykning af jorderne. Det meste gik til hollændere, og deraf navnet Ny Hollænderbyen. Disse bønder hade det bedre end almindelige fæstebønder. De blev fritaget for andre kongelige afgifter, tiende til bisp, provst og degn samt hoveri. Og så fik de også deres eget byting.
Hollænderne lagde deres gårde på hver side af det nuværende Allégade. Men de havde svært ved at levere de pligtige varer til Kronen. I et forsøg på at rejse penge solgte de grunden til velhavende københavnere. Men denne handel var ulovlig, da de ikke selv ejede grunden.
Da svenskerne belejrede København i 1658 – 59 blev bygningerne skudt i grus. I begyndelsen af 1660erne købte Christoffer Gabel ruinerne.
I 1697 nedbrændte det meste af Ny Hollænderbyen. Da bønderne i forvejen var meget bag ud med at levere varer, gik det hele tilbage til kongen. Markerne blev udlagt til hø marker til Livgardens heste.
Kvæsthus for landetaten
I 1710 skænkede kongens bygningerne til Krigshospitalskassen. Der blev indrettet et Kvæsthus for landetaten.
Under pestepidemien 1711 blev bygningerne brugt som pesthospital. Det samme gjorde den nærliggende gård Vodroffgård. Begge steder havde en barber (kirurg) som chef. Efter den store brand i 1728 blev bygningerne anvendt som husvilde – bolig.
Tilladelse til spinderi
I 1733 oprettedes en stiftelse kaldet Krigshospitalet, beregnet for både civile og militære fattige. De militære fonde for land – og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring. En kapital på 1.200 Rdl. Som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige garders og grenaderens enker overførtes til Krigshospitalskassen.
Man fik tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske. Hertil var der seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte være en fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær)
Skt. Hans Hospital til Ladegården
Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.
I 1769 var Sankt Hans Hospital flyttet til Ladegården. Stedet skulle de Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne. Dem var der mere end 500 af på daværende tidspunkt på Ladegården.
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt kunne disse dårekister opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebet, at de blev anbragt i disse dårekister. De øvrige boede i lemmestuer, som var ret små kamre. Fik de et anfald blev de anbragt i dårekisterne. Ødelagde lemmerne deres sengetøj, fik de ikke noget nyt, så måtte de nøjes med halm. Det samme gjaldt for tøjet. Adskillige af de sindssyge gik nøgne rundt eller kun iført pjalter.
Ulægelige og gyselige sygdomme
Under et tag samlede man patienterne fra det gamle Sankt Hans Hospital. Så Afsindige og de Tossede gik side om side med Almisselemmerne med ulægelige og gyselige sygdomme. Kort efter fulgte en tredje kategori, De veneriske patienter. Man ville ikke have disse på de almindelige hospitaler. Nu var de ikke længere væk, end at en Medicus i godt vejr lovede at aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler.
Ladegårds elendige tilstand
I årene 1787 – 1805 blev der klaget over Ladegårdens elendige tilstand. Det blev ikke bedre efter 1807, hvor englænderne havde et batteri stående. Bygningerne var så ødelagte, at Fattigvæsnet flyttede i 1808 til Bidstrup Gård ved Roskilde.
Man var allerede i gang med at bygge et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu Hospital for Gale og Afsindige.
En rapport til Kronprinsen
Under englændernes beskydning af København i 1807 rapporterede Generalmajor H.E. Peymann til kronprins Frederik vedrørende forsvaret af København. Han skrev blandt andet:
Jeg har ladet parlementere med Lord Cathcart om en Vaabentilstand paa 36 timer, blot paa Kant mod Pesthuset og Ladegaarden, for at faa de derværende 500 elendige Mennesker indbragte i Byen; men da han ej vilde tilstaa mere end 4 Timer, og denne Tid var for kort til Hensigtens Udførelse, saa jeg ikke antaget Tilbud, men maattet overlade disse Elendige til hans Menneskelighed.
I Dag, den 29de hujus, har Lord Cathart med en Parlementær ladet mig skriftligt vide, at han var i Begreb med af flytte de Syge og Afsindige i Sct. Hans Hospital, og forlangt Ilden fra Fæstningen indstillet paa den Kant, indtil Flytningen var fuldført, ligesom jeg ogsaa paa han Begjæring har ladet ham udlevere det 28de Infanterriregiments Regnskabs – og Lønningsbøger, som fandtes mellem den Bagage, som blev indbragt den 16de hujus.
Skt. Hans Hospital flytter
Som et resultat af det engekse bombardement, var man ikke alene blevet et arbejderhus for fattige færre (Pustervig). Også en række af byens mindre velstillede familier blev nødstedte på grund af bombardementet. Fattigdommen steg voldsomt, og statsbankrotten i 1813 gjorde det heller ikke lettere.
I 1814 blev Skt. Hans Hospital overført til Roskilde.
Arbejderanstalt indrettet
I 1822 blev Arbejderanstalten på Ladegården indrettet. Man havde besluttet, at der skulle indrettes et Fabriksanlæg af det mindre kostbare slags.
Kancelliet forespurgte i 1824 de lokale myndigheder om tallet på rejsende svende og tallet på arbejdsløse. Og svaret fra provinsbyerne var, at der ingen arbejdsløse var. Derimod bliver der i København efter forespørgsel oplyst, at der er cirka 500 arbejdsløse. Men det tal kan langt fra passe. Det var kun tallene på svendene.
Arbejdsgiverne foretrak ”slaverne”
Rundt om på torvene stod de arbejdsledige og ventede på, at nogle havde brug for deres arbejde. Men det skete, at arbejdsgivere foretrak at henvende sig til Fattigvæsnets anstalter. Herfra blev lemmerne udlejet. Men ofte var det Slaverne (straffefanger), som arbejdsgiverne foretrak. Disse slaver blev også anvendt som håndlangere ved masser af byggeri i København.
Betleri var forbudt
Betleri var forbudt. Men hvad skulle man gøre? Man skulle jo have noget at leve af. Fattigvæsnet skulle først og fremmest skaffe arbejde med betaling til gangbar pris. På landet var det ofte præsten, der var formand for Fattigkommissionen.
Fattigloven af 1799 og den senere forordning af 1803 om Købstædernes Fattigvæsen stræbte efter at den fattige ikke skulle blive forfordelt, men ved Fattigvæsens aftale med fabrikant opnå en passende løn, så varer, der er fabrikeret på denne måde ikke skulle komme på markedet til særlig billige priser og således virke prisdykkende.
I forskellige københavnske sogne blev det i slutningen af det 18. århundrede oprettet arbejdshuse med det formål at skaffe arbejdsløse et fornuftigt arbejde. Man kunne både gå hjem og gå hen i arbejdshuse, men man kunne også risikere, at blive indlagt i arbejdshuse.
Lemmernes antal voksede
I 1821 nævnes det, at de fattige gerne arbejder i Arbejdshusene, fordi de får lys, varme og en bekvem arbejdsplads. I slutingen af 1830’erne udtaler Københavns Fattigvæsen, således at man tilbød familiefædre arbejde som håndværkere eller daglejere i Fattigvæsnets stiftelser, samtidig med at de bevarede deres bolig.
I november 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i komplekset. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal.
Befordrer den enkeltes rigdom
I 1839 havde Fattigvæsnet beskæftiget 123 kvinder i deres hjem og udlånt 102 rokke.
Thi Spind er den eneste Syssel som den ringe Classe har lært.
Arbejdshuse skulle skaffe arbejde til indlagte lemmer såvel som ikke – indlagte. Spørgsmålet rejste sig, om Fattigvæsnet ikke tog arbejde fra private. Fattigvæsnet såvel som straffeanstalter antog fabrikssvende til at lede arbejdet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for systemet:
Fabriker befordre derfore som oftest enkeltes Rigdom, men Manges Fattigdom
Der var efterhånden i de mange bygninger indrettet hele afdelinger til indkvarteringer af tiggere, vagabonder, krøblinger, drukkenbolte og det sædvanlige batteri af byens løsagtige kvindfolk.
Industri – indretning
I 1816 blev der oprettet en Industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug. Desuden skulle der leveres lærred til hæren, Negerklæder (Bambo) til Negrene i Vestindien, dækkener til de kongelige stalde, ligesom man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man på arbejdshusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.
Det startede med succes. Man begyndte med Uldfabrikken i 1822. Til at lede denne antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af et par dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte.
Størst var uldfabrikken
Størst på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825, 224 personer. Man rådede over hele 18 arbejdsstuer. Inden udgangen af 1825 blev der forfærdiget 60.000 alen tøj, 4.500 alen gulvtæpper, senge – og dækketøj.
Linnedfabrikken havde vævet 24.000 alen, heraf 17.000 alen hørlærred.
Men ak og ved. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling, og Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man noget et underskud på 25.000 Rdl.
Ladegårdens rygte var afskrækkende
I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var
Afkræftede, løsagtige fruentimmer, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.
Man mente, at de først skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burdes lønnes lavere.
Man overvejede, at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.
Ladegårdens rygte var så afskrækkende, at ofte en fattig Borger hellere vil friste alt, end begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været paa et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere de almindelige Egenskaber hos Arbeiderne
Skulle indrettes som tvangsarbejderanstalt
Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.
I 1833 syntes det som om, man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end hvad man havde forstillet sig i 1822. Kongen befalede at Ladegården skulle overgå til Det Københavnske Fattigvæsen. Kongen befalede også, at der skulle træffes foranstaltninger, så Ladegården fra 1.november 1833 kunne indrettes som Tvangsarbejderanstalt. Den skulle ligge afsondret fra de andre arbejdsafdelinger. Der skulle være særlig arbejdsrum for tvangsfangere og der skulle indrettes isolationsceller.
I Pustervig var meningen med isolationscellerne, et ønske om at opdrage og forbedre de indsatte. Men sådan var det ikke på Ladegården. Her var det udelukkende en straf for de genstridige. Her var det afskrækkelsen, der var i højsæde.
Lemmerne stak ild til bygningerne
I 1839 stak lemmerne ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og kvinder ved at opføre et plankværk tværs over gården. Skaderne blev udbedret, og i 1848 deltes gården ved opførelsen af en ny tværbygning i tre etager samt tagetage.
En decideret fattiggård opførtes som en firlænget gård på et areal øst for arbejdsanstalten.
Ikke velset på byens hospitaler
Ladegårdslemmerne var ikke en særlig velset patientgruppe på Kommunehospitalet. Det var ingen, der ville dele stue med dem. Man betragtede nærmest Ladegården som en tvangsarbejderanstalt for betlere og uordentlige fattige, herunder alkoholikere. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård. 700 – 800 af Københavns over 6.000 fattige fik her varig hjælp.
Koleraen ramte Ladegården hårdt
Koleraepidemien i 1853 ramte Ladegården ekstra hårdt. Kolera er en vandbåren infektionssygdom og den havde gode kår, hvor mange folk var sammenstuvet. Efter to døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe. Så falder temperaturen, og pulsen bliver mærkbar. I sidste ende dør man af dehydrering. I forvejen var der på Ladegården ophobet snavs og sygdomme. Ledelsen foretog sig absolut intet for at forhindre en forværelse. Det vil sige, man købte en masse kister på forhånd.
Minihospital på Ladegården
I 1870 ændredes forholdene sådan at Ladegården selv kunne forestå behandlingen af en lang række sygdomme, herunder benbrud, sår, visse urinrørssygdomme og andet. Mistro og modvilje skabte denne ændring. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet.
Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmerne ikke undslog sig med at benytte Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.
Ulyst til arbejde
I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.
De personer, der blev optaget i Arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De der ikke kunne klare arbejdet, enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller Almindeligt Hospital.
Beboerne levede deres eget liv
Beboerne levede stort set deres eget liv. Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen bemærkede borgerskabet disse Ladegårds – lemmer. Da havde lemmerne ret til at tage ind til byen. Her var der ofte råben og slagsmål i gaderne. Og mange lemmer fik trods forbud anskaffet sig et par flasker brændevin.
Med koste over skulderen
Til hverdag var der også mulighed for at møde lemmerne. Det var det, når de nærmest som soldater i militærkolonner iført kasserede uniformer og med koste over skulderen tog ind til byen for at feje Københavns gader.
Erstatning overdraget til Almindelig Hospital
Sidst i 1880erne fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindelig Hospital. Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.
Det gamle domicil ved Ladegården blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Og efter, at det var blevet udlejet til diverse formål, blev bygningerne nedrevet i 1930.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Ladegården:
Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom:
Hvis du vil vide mere: Om afstraffelse og dom:
Hvis du vil vide mere: Om Sygdom:
August 27, 2014
Foredrag den 10. december i Stefanskirken. Foruden juletræer skal vi interessere os for to af de største jule – hitmagere, som ligger på Assistens Kirkegård. Men vi kigger også på dagliglivet på Nørrebro. Alt var ikke lysegrønt. De fattige var bange for at ende på Ladegården. Og så kigger vi også på moral, etik og horeunger. Børnene havde mange pligter. I skolen blev de placeret efter, hvor “dumme” de var. Og så var der masser af gadekampe på Nørrebro. Det gik ikke stille af sig. Mange var kreative, når der skulle samles ind til jul. Vi skal bl.a. møde et lig. Måske var Ladegårdsåen slet ikke så idyllisk, som man vil gøre den til.
Julens største hits
Forfatterne til to af julens største hits ligger på Assistens Kirkegård. Ja vi taler om Højt fra Træets grønne top og Peters Jul Og de to personer bag disse er Peter Faber og Jacob Krohn.
Peter Faber
Peter Faber var både digter, amatørfotograf og telegrafdirektør. Og blandt hans andre hits var Sikke en voldsom trængsel og alarm. Og Dengang jeg drog afsted.
Højt fra Træets grønne top er skrevet til familien Faber’s jul i 1847. Og næsten alle sangens personer har eksisteret i virkeligheden. Den eneste der mangler er Henrik, der skulle være fændrik. Måske har det noget, at gøre med de Slesvigske krige. Den første var udbrudt, da sangen udkom året efter.
Det sjove er, at Faber havde en anden kendt melodi i tankerne, nemlig I en kælder sort som kul.
Det var Horneman, der skrev melodien, og det gjorde han også til det andet hit, Dengang jeg drog afsted.
Johan Krohn
Og så er det jo Peters Jul af Johan Krohn, og tegnet af broderen, Piotro Krohn og deres fælles ven, Otto Haslund. Bogen er en klassiker, og fortæller om, hvordan man fejrer jul i borgerskabets København. Bogen, der udkom den 15. december 1866 beskriver den gode gamle jul.
Krohn var student fra Metropolitanskolen. Han bestyrede den meget ansete privatskole Krebs Skole.
Borgerskabets julemenu var Risengrød og gås.
Julen blev kommercielt
Tænk, det var først i slutningen af 1800 – tallet, at man begyndte at pakke gaverne ind. Skikken med julekort startede omkring 1880.
Omkring 1930 var julen ved at blive kommerciel. Børnene skrev deres ønskeseddel via et varehuskatalog.
Så var det lige det med adventskransen. Den første blev tændt i Sønderjylland i 1910. Men først under anden verdenskrig spredte den sig herhjemme. Julebukken, der indvandrede fra Sverige for 200 år siden, er efterhånden forsvundet ud af traditionerne.
Det første juletræ
Karsten har fortalt historien om Grantræet. Det første juletræ blev tændt på et det sydsjællandske gods Hosteinsborg i 1808. Det første københavnske juletræ blev tændt i 1811 i Ny Kongensgade 221. Det var hos den unge doktor, Martin Lehmann, der stammede fra Holsten.
Traditionen stammer helt tilbage fra 1400 – 1500 årene, hvor tyske håndværkerlav holdt en slags juletræsfest.
Folk troede, at det var ildebrand
I Kolding blev det første juletræ tændt i 1822. Da troede folk, at der var ildebrand, da lysene blev tændt.
Men først omkring 1. verdenskrig bliver juletræet udbredt blandt almindelige mennesker. Før denne tid var det nærmest borgerskabet, der havde privilegium for juletræet. Der var langt fra alle der havde råd til dette træ. Men man fandt på alternativer. Blandt andet brugte man kosteskafter som juletræ.
En and fra søerne
Ugen før juleaften blev der pyntet op i stuerne. Der blev lavet stjerner af pap. Lim og glimmer blev lagt på. Og så blev det hængt op i loftet. Der var mange, fra hjørne til hjørne. Fra side til side, blev der hængt guirlander op. Kulørte papirstrimler udgjorde også en del af udsmykningen. Det var svært at skulle i skole. Det var så hyggeligt derhjemme.
Det var hårdt for mange på Nørrebro, at skulle skaffe sig julemaden. Når der ikke var råd til flæskestegen, så kunne man altid fange en and fra søerne. Den smagte nu ikke ret meget, nærmest af mudder.
Dem, der havde råd til flæskestegen, fik den stegt hos bageren. Og igen andre måtte nøjes med haresteg.
Pakker fra Jylland
Alt afhang af om man havde arbejde. Nogle var heldige, og fik tilsendt pakker fra Jylland. I disse kunne der være hjemmelavet leverpostej, sylte og konfekt. Disse pakker var fra familier, hvor børnene havde været om sommeren.
Man glædede sig til at få lidt anderledes ting at spise. Ellers startede man dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødsklumper med fedt på.
Prisen for et juletræ
I løbet af december begyndte det at komme juletræer på Blågårds Plads. Det var juletræs – handlende, der havde deres forskellige stader.
De folk, der boede omkring pladsen fik altid til den billigste pris. Dem, der så lidt finere ud i tøjet, måtte betale væsentlig mere.
Det samme skete, når træerne skulle bæres ud til kunderne. Boede man nede ved søerne eller på Frederiksberg, måtte man betale det dobbelte.
Mange ventede til sidste øjeblik med at købe, så kunne man selv bestemme prisen.
Legetøjsforretninger havde gang i den
Gaver blev delt ud juleaften. Det var ikke så mange som i dag. Men der var masser af knas. Selskabslege blev afviklet. Og der blev afsluttet med kaffe og julekager.
Møllers Legetøjsforretning i Fredensgade havde en god omsætning til jul. man kunne købe ark med billeder for 4 øre pr. ark. Dem kunne man bruge til billedlotteri.
For to øre kunne man købe ark med huse, kirker og møller. de var lige til at klippe ud og klistre sammen.
Imod juletræer eller?
Og i Den Indre Missionske Gruppe inde på Indre Nørrebro var man ikke særlig begejstret for den nye præst, der var kommet i Stefans Kirken. Han var grundtvigianer, uha, uha. Ja faktisk var Grundtvig imod juletræer, eller var han?
Nytårsaften på Blågårds Plads
Nytårsaften var speciel på Blågårds Plads. De brugte juletræer blev smidt ned i Grøften der lå på pladsenparat til et stort bål. Altid var der her masser af mennesker nytårsaften. Snart blev der tændt ild i træerne, men næsten inden det hele begyndte kunne man høre sirenerne fra Fælledvejen. Politi – og brandbiler var på vej.
Traditionen var også at vandstrålen fra brandvæsnet blev rettet mod publikum.
Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå masser af knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet. Man mødte berusede personer, der endnu ikke var nået hjem.
Nu var der også en del, der brugte juletræet til at varme op derhjemme. Det gav en dejlig varme og i særdeleshed en dejlig duft. Man følte sig nærmest hensat til en granskov.
Butikker skød op overalt
Det var virkelighed muligheder for at købe gaver i Nørrebros butikker dengang, hvis man ellers havde penge. Butikkerne skød op over det hele. Først i ynkelige kælderrum, senere erobrede man stueetagen.
De forretningsdrivende havde alle åben til klokken 21 om lørdagen, og til kl. 22 om søndagen. Det vil sige, at man selvfølgelig havde lukket i kirketiden. Man havde åben fra klokken 7 til 9, og så igen fra 16 til 22.
Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870erne. Og disse tøjbutikker lå der masser af på Nørrebrogade.
Urtekræmmere og spækhøkere kunne næppe klare fødevarekontrollen i dag. Ja, der var masser af spækhøkere både i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.
Pølse fra Pølsevogn
Mens man var på juleindkøb på Nørrebrogade fra 1920erne kunne man prøve noget nyt. Man kunne få sig en pølse i pølsevognen. Nørrebro Handelsforening havde ellers advaret mod dette. Således sagde formanden for foreningen til et medlemsmøde:
Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på aaben Gade. Og at vedkommende, der sælger disse Pølser, skal levere gratis Sennep til disse. Naar saa et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme Tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver der en delikat Ret.
Offentlige pladser blev udlejet af selskaber, der drev julestader på Nørrebrogade. Dette betragtede Nørrebro Handelsforening som illoyal konkurrence.
Masser af foreninger ville have rabat, når man handlede i butikkerne, blandt andet afholdsforeningerne og studenterne. Men det kom ikke på tale, selv om det var jul.
Et kæmpe handels – center
I begyndelsen af 1900 – tallet vedtog man, at lukke butikkerne om søndagen. Det blev afgjort af ikke mindre end 1.800 stemmer. Det viser, hvor mange butikker, der var på Nørrebro dengang. Jo, man skulle ikke tro det i dag. Nørrebrogade var landets største handelscentrum og Nørrebro Handelsforening var absolut landets største handelsforening. Ja sådan er det langt fra i dag.
Fattigdom og dårlig helbred
Fattigdommen var uhyggelig stor på Nørrebro. I Gatnergade var der gratis suppe og kød i sporvognsremissen, og de mest blege i skolen fik vinterbespisning på skolerne.
Når vinteren var kold, var der is i vinduet. Så samledes man omkring kakkelovnen i stuen. Moderen sørgede for, at dynerne hang ved kakkelovnen, så det ikke var for koldt når poderne skulle i seng.
Om vinteren dampede hestepærerne på de brostenbelagte gader på Nørrebro. Børnene var dengang halvsultne, når de gik i seng. De frøs og havde et skrantende helbred. Hver tredje barn arbejdede ud for at tjene til familien.
Nørrebro Bespisningsforening
Mange fattige blev bespist af Nørrebro Bespisningsforening. Om de fik juleand vides ikke. Men på et tidspunkt fik 100 familier leveret 250 portioner mad af jomfru Olsen på Solitudevej. Midlerne til dette fik man dels ved medlemskontingent og fra kredse, der med bidrag hjalp de fattige.
Det var selvforskyldt
For de indsatte lemmer på Ladegården var julen ikke så sjov. De fattige var bange for et ende her. Når de ikke kunne betale deres husleje, ja så blev alt deres bohave slæbt på gaden med kort varsel. En betjent med topmave passede så på møblerne. Var det ikke anden udvej, så blev familien anbragt på Ladegården, og møblerne beslaglagt af fattigvæsnet.
De frelste anså det at blive fattig som selvforskyldt. Og sådan så myndighederne også på det.
I 1870 havde 4.000 lemmer på et år besøgt Ladegården.
Var man først kommet i Fattigvæsnets søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse fra dem. Og i Grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse af Fattigvæsnet og ikke havde betalt deres understøttelse ikke havde del i den almindelige valgret.
Efterhånden anså befolkningen, at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende. Men først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp.
Flasken var en trøst
Blandt de fattige var flasken en trøst. Omkring århundredeskiftet blev der nedsat en ædrueligheds – kommission. Den fandt frem til at en fjerdedel af samtlige dødfald skyldtes flasken enten som hoved – eller bi – årsag.
Afholdsforeningerne havde storhedstider på Nørrebro. Og bydelens talrige værtshuse var symbolet på arbejderklassens elendighed.
De sociale vilkår førte til sult og sygdom. Vi så det på Ladegården. Begrebet Hattedamer opstod. Det var borgerlige damer, der ville yde en social indsats. Men de blev negativ modtaget af socialisterne. De kaldte dem for
Selvgode, Konservative og moraliserende Fruentimmere.
Sprit flød i Ladegårdsåen
Hver dag kørte Ladegårdens vogn op foran Politikammeret, for at hente dagens høst. De kørte aldrig tom tilbage. Og det første, de nye oplevede var en renselsesproces i baderummet. Klæderne fik en tur gennem desinfektions – ovnen.
Og de indsatte blev overvåget. Således var brændevin bandlyst. Men man kunne sagtens få en ven til at fylde en svineblære med sprit, og så lade denne flyde i Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op af vedkommende inde på Ladegården.
Man opdagede også engang, at den indsatte havde et særdeles stort brokbind. Den viste sig at indeholde sprit.
Velbekomme
Nu spørger I sikkert om man fik Juleand på Ladegården? Vi kender ellers spiseplanen.
Søndag: Kødsuppe samt oksekød med kartofler
Mandag: Sulevælling
Tirsdag: Ærter og flæsk
Onsdag: Bygvandgrød, klipfisk med kartofler
Torsdag: Grynsuppe samt ragout med kartofler
Fredag: Bygvælling samt sild med kartofler og løgsauce
Lørdag: Øllebrød og plukfisk
Men om aftenen hele ugen, blev der skam serveret Bygvandgrød med sødt øl.
Da Liget åbnede døren
Når der skulle spares op til jul, blev man nødt til at være kreativ. Når der var en, der var død i Rabarberlandet, ja så kom en af de hellige fra Martha – hjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man begravelseshjælp på 10 kr.
En dag blev det så meddelt, at en mand oppe på tredje sal på hjørnet af Nordvestvej og Skyttegade var død.
Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at søsteren havde snakket Vor Herre med konen, lovede hun at begravelseshjælpen snart kom.
Nede i gården opdagede søsteren, at hun havde glemt paraplyen. Så hun måtte op på tredje sal. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede døren vides ikke.
Horebørn
Det var nu ikke alle, der havde en god jul dengang. Samfundet var præget af uægte børn, mænd der flygtede fra deres faderskab, barnemord, fosterdrab og lignende. 10 pct. af samtlige fødsler var såkaldte horebørn.
Ude på landet betragtede gårdmændene det som deres ret, at forlyste sig med tjenestepigerne. Og det kom der horeunger ud af.
I den danske Familieret fra 1881 hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand eller kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en frille.
Horeunger, avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami – børn, blodskams – børn og voldtægtsbørn, alle juridisk sidestilles med horeunger.
Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten.
Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke så sjældent, at optegnelserne i skudsmålsbogen ophørte. Grunden var horeunger.
Kvindens krop var ukendt og mystisk
Dengang blev mandens krop opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, det stærke, ukendte og mystiske.
En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle i hvert fald ikke deltage i selskabelighed.
Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle helst være jomfru, gerne uvidende om samlejet ind til ægteskabet.
Men samfundet accepterede, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Han havde 30 legale og en masse ulegale muligheder for dette.
Prævention
Prævention var usikker og dyr. Fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på, at oplyse piger, om disse muligheder.
Men så i 1911 dukkede en bog op. Den hed Arbejderne og Børneflokken. Den blev en bestseller.
Ja unge piger blev i brevkasser opfordret til at passere unge herrer med nedslagene øjne ellers kunne det få katastrofale følger. Ak ja, der var mange skæbner dengang.
En af skæbnerne
En af skæbnerne var Marie Winther. Hun er født i Sverige. I 1866 blev hun dømt for fem års straffearbejde for barnedrab. I 1871 flyttede hun til København. I sommeren 1873 arbejde hun i Nakskov, og blev besvangret. Hun druknede barnet i Stadsgraven.
I 1875 blev hun besvangret af en karl. Natten mellem den 21. og 22. januar kunne hun mærke fødslen nærme sig. Hun vandrede mod Ladegårdsåen. Liggende på jorden fødte hun et drengebarn. Hun druknede barnet i åen, svøbte det i et klæde og kastede det ud fra Langebro. Det samme gentog sig i 1878. Hun havde da kvalt barnet i et kar med vand.
Atter engang i 1881 fødte hun en pige ved Ladegårdsåen, og druknede det.
Til sidst blev hun pågrebet og indrømmede alle mord. Hun blev dømt til døden, men dommen blev omstødt til 16 års tugthus.
Halvdelen døde af barselsfeber
Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen. Den blev senere flyttet til Rigshospitalet. Men mere end halvdelen af de indlagte kvinder døde af barselsfeber.
En markant bedring indtraf i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Lægerne og jordemødrene havde også begyndt at vaske hænder.
Prober, sædelig og skikkelig
Man havde et begreb dengang, der blev kaldt enepiger. Det var dem, der gjorde tjeneste hos de herskabelige familier i København og på Nørrebrogade. Det dækkede over en blanding af kogekone, stuepige, rengøringskone og børnepasser. Det var arbejdsdag fra klokken 6 til langt ud på aftenen. Fritiden begrænsede sig til hver anden søndag eftermiddag. Men netop om søndagen spillede masser af Nørrebros restaurant op til dans. Disse piger sov ofte på sofaen i stuen. Det var trods alt bedre end et uopvarmet kammer.
Det var en katastrofe for borgerskabet, at Københavns Tjenestepigeforening i 1899 pludselig begyndte at stille krav om en hel times pause dagligt plus ekstra betaling for natarbejde. En hel fri aften efter syv, skulle det også til hver uge.
Skudsmålsbogen eksisterede stadig. Den skulle helst være god, og ord som proper, sædelig og skikkelig skulle helst stå i bogen. Ellers var der ingen arbejde.
To til en støvsuger
Ilden på komfuret skulle holdes ved lige. Der skulle hentes brændsel og varmes vand. Indkøb sammen med husfruen skulle der også være plads til.
Den daglige rengøring i køkkenet, spisestuen, salonen, soveværelset og børnenes værelser skulle ordnes. Gulvene skulle vaskes, de tilsodede lampeglas skulle gøres i stand og inventaret støves af. Tæpperne ordnede man ved hjælp af fint snittede hvidkålsblade, som omhyggeligt blev fejet op.
Og da støvsugeren kom, skulle den betjenes af to piger. Den ene skulle holde slangen. Den enden dannede undertryk i bælgen ved at træde på den. Den var dyr, men man kunne altid leje den hos rullekonen for 25 øre i timen.
Fyringsgrund
Vi hører hele tiden om den gode Carl Schepler, der i en kælderbutik her på Nørrebro solgte æg og margarine. Det var starten på Irma – butikkerne.
Men vi hører aldrig om, at kontordamerne ikke måtte snakke sammen. Og hvis en af dem, blev afhentet af en mand, så blev de afskediget sagen efter. De måtte heller ikke have børn. Men hør blot var der stod i Privatbankens regulativ § 3:
Kontorassistenter, der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelse følgende måned.
Men se alt dette, ville de stærke telefondamer ikke finde sig i. Efter seks ugers strejke, måtte de beholde deres arbejde, selv om de giftede sig.
Magistratens 3. afdeling
Var man fraskilt gik turen hvert halve år op til Magistratens 3. afdeling. Så var der udbetaling af børnepenge. På en lang gang ude foran sad mødre med børn. De blev kaldt ind efter tur for at få udbetalt penge. Men man skulle hver gang have skilsmissepapirerne med. Men så kunne man også risikere, at den tilsynsførende kom hjem uanmeldt. Han skulle se om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.
Mange lig i Ladegårdsåen
Vi talte for lidt siden om Ladegårdsåen. Det var et yndet tilholdssted for ungdommen på Nørrebro. Her badede man, og om vinteren var der is på åen. Og visse steder kunne man kælke fra bredden ud på isen via en slæde. Man kunne også bruge et sildekasselåg eller ens skoletaske.
Her i åen druknede tre fine damer, efter at en karet var væltet ud i åen. En bankrøver begik også selvmord ude i åen.
Allerede i 1600 – tallet tales om forurening af åen. Kongen påbød bønderne at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde -, og kattelig havde mange gang bevirket at åens løb er blevet tilstoppet.
Vandet i åen er også blevet brugt som drikkevand. Og engang døde en hel husstand af, at have drukket af åens vand. Man mente, at der var vand fra Assistens Kirkegård, der var sivet ned, og havde forurenet åen.
De faldefærdige broer
Først i 1820 blev den første bro, Büllovs – broen bygget over åen. Det var dog en privatbro, der kunne føre byggematadoren fra det mindre pæne Nørrebro til det meget pæne Frederiksberg. Og også Bangert byggede en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte de bropenge. De var ikke forretningsfolk for ingenting.
Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed afgjort.
Tobak i lokumspapir
Mere uskyldigt var det, når knægtene samlede cigaretter op, og tog resten af tobakken ud af dem. Når de så havde nok tobak, rullede de cigaretter af lokumspapir. En ny pakke cigaretter kostede trods alt 1,05 kr. – dengang.
Et digt fra skoletiden
De stakkels børn blev i skolen placeret efter hvor kloge, de var. Således blev de klogeste, placeret forrest, og de dumme placeret bagerst. De ordblinde var placeret i samme kategori. Skoleeleverne længtes efter juleferie. En af hjemmesidens læser, Erik, var elev på Havremarkens Skole. Han har skrevet et digt om sin skolegang:
Vores klasselærer Hr. Lomborg var en tyran
Han har sikkert ikke haft det godt som barn,
Han tilløb tog
Når han med spanskrøret slog
Så han troede det ville svirpe,
Han stoppede op, og slog,
Men da der var faldet ro,
Over den aldrende herre
Om det første slag ku’ værke
Men de to andre ku’ man slet ikke mærke
Vore regnelærer Frk. Jensen var lidt original
Men hun kunne svinge sin lineal
Hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme
Så kan det nok være vi kom i klemme,
Frem med fingrene, og af linealen vi fik
Den somme tider i stykker gik,
Og så fik hun brug for den næste,
Men hun havde et lager, at linealer, det er klart,
For hun ødelagde dem i en gevaldig fart.
Renselsesbad
På Hillerødgades Skole var der renselsesbad hver 14. dag. Nu var der gennemsnitlig 35 børn i hver klasse. Lugten må have været forfærdelig, for undertøjet blev ikke skiftet hver dag – nej det skulle gerne holde til en uge.
Skoletandlæge – en sand rædsel
To gange om året oplevede børnene en sand rædsel. De skulle til skoletandlæge. Det var en aldeles frygtelig oplevelse. Derfor tog man som regel sin mor med.
Hele klassen skulle møde op på en gang. Man sad i et stort lokale, hvor der sad en tavle med numre på.
Når der var ledigt hos en tandlægerne faldt der en klap ned. Eleverne var udmærket klar over under hvilke numre, sadisterne befandt sig. Var man så uheldig, at komme ind hos en af dem, var det lige før man næsten var på vej ned af trapperne igen.
Der hjalp ingen kære mor. Hun måtte pænt vente i venteværelset.
Der var ti båse med hver deres tandlæge. Man kunne se de andre børn blive behandlet, også når de stod ved håndvasken og spyttede blod, når de havde fået trukket tænder ud. Man kunne også se børn øve sig i, at tage gebis på. Alt dette virkede frygtelig, inden man selv skulle under behandling.
Boret ramte forkert
En tandlæge var i gang med at bore i en tand hos en pige. Samtidig pjattede han med en af sine kollegaer. Resultatet blev, at boret røg ind i munden på pigen.
Hun skreg selvfølgelig. Men det var der råd for. Hun fik en på skrinet med besked på at holde kæft. Der var ingen, der blev bedøvet under plombering, eller når der skulle trækkes tænder ud. Selv da en af pigerne blev udsat for rodbehandling, var der ingen bedøvelse.
Stefans Biografteater
Og børnene havde masser af biografer at vælge imellem. En af disse var Stefans Biografteater. Særlig til søndagsforestillingerne var der her stor søgning. Men inden da skulle man lige forbi slikmutter i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.
Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes lå den lille biograf, Stefans Biografteater.
Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde man betalt 40 øre. Og så gik det meget hurtig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne var bænke anbragt foran i biograferne. Bagved sad de voksne på klapstole.
To store kakkelovne sørgede for opvarmningen. Det var stumfilm, der blev vist indtil biografen blev lukket i august 1928. En klaverspiller og en violinist forsøgte at dramatisere forestillingen.
Luften i biografen var ikke særlig god. Det mærkede børnene ikke. De var alt for optaget af filmen. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med en håndsprøjte ud i salen.
Rengøring efter tur
Men de stakkels børn havde masser af pligter. Der var rengøring efter tur. Den ene uge var der opvask, rengøring af køkkenet, en uge var det stuen, en uge sovekammeret og en uge korridor og wc. Men det værste var dog strømpestopning.
Den populære præst
Ak ja, man havde da også en ungdomsforening kaldet U 17. Her kunne man spille bob, dam, skak og bordtennis. Aftenen sluttede med the og brød. Klubben gjaldt for alle, der blev konfirmeret i Stefanskirken. Den var oprettet af den meget populære præst Rosendahl, der senere blev biskop i Roskilde.
De mange gadekampe
Ellers kunne knægtene more sig med gadekampe. Dem var der masser af på Nørrebro. Ryerne var knægtene fra Ryesgade, Rakkerne var dem, der boede i de små arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej.
På vej til kamppladsen på Fælleden forsynede man sig med våben, ved at ødelægge stakitter m.m. Det var Rabarberdrengene eksperter i.
Så mangen er knægt blev sendt hylende hjem til mor.
Eneste afbrydelse i kamphandlingerne var, da politiet dukkede op med en patrulje. Så blev de hære vendt til en hær. Der blev sendt tusinder af sten mod politiet. Rigtig sjov blev det, da det ridende politi kom. Så fik rødderne fat i seletøjet og fik det skåret af. Hestene fik så et klap i numsen, og så kunne betjentene ikke mere styre deres hest.
De blegfisede fra villa – vejene
En anden fjende var de blegfisede villa – drenge på den anden side af Ladegårdsåen. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne. Men der kunne de ikke føle sig sikker.
Et par voksne truede med spadserestokken, men de blev drevet på flugt. Da en betjent blandede sig, blev han overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev kastet i Ladegårdsåen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned ad villavejene.
Afstraffelse og regler
Der var talrige afstraffelses metoder, når man blev snuppet i gadekrigen – buksevand, binding til tørrestativ – eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af efter sådan en kamphandling.
Ja gadekampe hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar ændring i gadebilledet.
Der var faste regler ved en kamps begyndelse. En kurer blev sendt hen i fjendens område med meldingen: Vi erklærer krig. Så spænede alt hvad han havde lært tilbage til sine venner.
Man brugte farlige våben som kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæde bundet op med store knuder. Onde tunger påstod dog, at de var forsynet med søm, så de kunne gøre mere skade.
Klunserne byttede koner
Klunserne var særdeles aktive på Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Stedet var en værre bule, hvor klunserne også byttede koner. De sloges såmænd også om dem.
Det var bestemt ikke kedeligt.
Også i Todesgade holdt klunserne til. Her lå et væld af kælderbutikker, som købte genbrugsting af dem. De penge, som de tjente blev omsat i kogesprit. Det smagte bedre, hvis det blev blandet med kirsebærvin. Det var ganske billigt dengang. Som regel blev det indtaget på Blågårds Plads. Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. Og de blev også brugt som børnepassere. For dette fik de som regel 10 eller 25 øre, som også straks blev omsat i flydende kost.
Disse klunsere var de nederste på den sociale rangstie og rester af Lersø – bøllerne.
Haren blev slagtet, når den var fed nok
Dengang var værelserne i Nørrebrogade 225 meget små. Men her fejrede man også jul. Køkkenet var ude på gangen, og måtte deles med naboen. Så skulle man nok lige lave aftaler omkring juleanden eller flæskestegen, juleaften.
Soveværelset var så lille, at sengene ikke kunne stå ved siden af hinanden. Der var kabidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet. Jo vi er tilbage i 1917.
Der var ingen lys i opgangen, og gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besøge retiraderne. Natmændene kom med deres ladvogn med to heste spændt for, og hentede de fulde tønder, Sikke en hørm.
Ja prisen for hele herligheden var, hvad man på en uge kunne tjene i papirfabrikken i Skyttegade.
Storvask foregik her i køkkenet. Nogle var heldige til at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et vaskebræt. Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev de slagtet, og så blev der serveret kaninsteg. Og det kunne sagtens ske, juleaften.
Problem med sovepladserne
Vi kan også besøge en anden bolig fra dengang. Lad os besøge en i Humlebækgade. Prisen for en 2 – værelses var 42 kroner. Der var ikke meget plads til fem børn.
I soveværelset var en dobbeltseng, et toiletmøbel og mor’s symaskine. I sengen lå mor og to børn, far var skredet for længst.
Et barn lå på sofaen i stuen. Og så var det et barn, der lå i en feltseng i køkkenet. Det sidste barn havde sin egen seng, der kunne slås sammen om dagen.
Alt dette krævede en hvis orden og en speciel pakketeknik. Det hele foregik i god ro og orden. Men en dag tog moderen en herre med hjem, og han blev der i mange år. Det skabte en del forvirring med hensyn til sovepladserne.
Nu måtte en af knægtene sove i korridoren. Derfor var der indkøbt en ekstra feltseng. Men den fyldte så meget, at når nogen skulle på toilet om natten, måtte den yngste ud af sengen, ellers kunne døren til toilettet ikke åbnes.
Det hele gik op i en højere enhed, da den ældste af knægtene kom i lære som smed og fik logi på lærlingehjemmet i Rantzausgade.
Masser af aktivitet på Jagtvej 69
Så var det på Jagtvej 69, der foregik en masse. Her kunne Nørrebro Handelsforening samle 300 mennesker til et foredrag om Dansk Vestindien. Her var boksestævner og juletræsfest. Jo gennem årene foregik her tusinder af foreningsfester.
Da man talte om at rive herligheden ned, mente Nørrebro Handelsforening at stedet var bevaringsværdig. Men det sagde de kun, fordi Irma var interesseret i grunden. Og Irma var en alvorlig konkurrent til den eksisterende detailhandel.
Senere fik handelsforeningen så tilbudt bygningen for en krone af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. For sjov skyld forespurgte foreningen så de unge mennesker, om de ville leje bygningen af Nørrebro Handelsforening under bestemte vilkår. Det kom et rungende nej. Senere har de unge erklæret, at sådan en henvendelse har de aldrig fået.
Hr. Gundeman havde danseskole
Men inden da, havde Hr. Gundeman danseskole her i 30erne og 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag var der dansant med en særlig entré. Ja det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt.
Hr. Gundeman sad på en stol i højre side af salen og råbte 1 – 2 – 3. Der var akkompagneret af et klaver. Når man havde lært at danse, kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.
Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så først adgang til en teaterforestilling. Til jul kunne det være Jul i Nøddebo Præstegård.
Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod så af et 6 – mands orkester. Ja og så spillede man tidens store hits, som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre eller Det var på Capri.
Nybegyndere blev kaldt turister
Til venstre i salen holdt stampublikum til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit og altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser og lidt vat i skuldrene. Benklæderne var vide for neden.
Et sådan sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros mange skrædderforretninger for 5 kroner om ugen, hvis man ikke lige havde råd til at købe det kontant.
Skjorten var gerne stribet, et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen, samt sorte sko. Ja sådan var swinger – påklædningen dengang.
De unge nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet, og det var tydelig i deres påklædning, at de ikke var erfaren ud i denne sport. De blev også mødt med forargelige blikke af de garvede.
Swinger – moden
Tøj – butikkerne på Nørrebrogade sørgede for, at få det store julehit hjem. Det var en hvid skjorte med sorte prikker. Meget populært dengang var også slips, pyntelommetørklæder samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere løsning var poloskjorten. Denne kunne fås i forskellige farver. Men det mest svingeragtige var en rød poloskjorte med hvid slips.
Stauning på jagtvej 69
Vi skal vel også lige have med, at den 13. januar 1933 så fejrede Socialdemokratiets 12. kreds 40 års jubilæum. Og det skete med festtale af selveste statsminister Thorvald Stauning. Og bagefter var der teater med Povl Vendelbos teaterselskab. De opførte Tante Jutta fra Kalkutta. Og så underholdt Emil Løftgrens orkester til klokken to. Om statsministeren optrådte i dansen, vides ikke.
Rantzau fik sit eget toilet
Fælledvejens Politistation havde nok at se til. Men det varede dog en del år, inden betjentene fik toiletter indendørs. De måtte ud i gården og stå i kø ved retiraderne. Det var kun den tykmavede betjent Rantzau, der fik sit eget kloset.
Og det var også her på stationen, at man afviklede verdens første spiritusprøve.
De humoristiske betjente
Nu var de ikke helt uden humor, disse betjente.
I 1930 brugte man store skrivepulte. I en af dem havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder engang dukkede op, blev han bag skrivepulten mødt af et kranium iført sixpence, der med mørk stemme spurgte:
Hvad kan jeg så gøre for dem.
Værre gik det for to unge mennesker, der havde opholdt sig foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. De havde hvis kysset lidt på hinanden. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind over kirkegårdsmuren, iført hvide handsker og havde bundet et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder. Umiddelbart ud for det unge par, stak han den hvide arm ud over muren og sagde med hul ryst:
Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?
Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel og spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.
Og således sænkede julefreden sig atter over Nørrebro. Nok engang blev det jul på Nørrebro. Tak fordi I kom. Og tak til de to andre arrangører, Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske forening og arkiv for et godt samarbejde – Glædelig Jul til jer alle sammen, håber at julemanden tænker på jer.
Kilde:
August 27, 2014
En kæmpe byggeplads er etableret i Nørrebroparken. Når man engang begynder at lægge spor, er det ikke første gang. I Nørrebroparken har der været en livlig tog – trafik. Læs her historien om Nørrebros talrige jernbane – stationer. Og lugten har ikke altid været lige god.
Larm i mange år
De stakkels beboere omkring Nørrebroparken skal i mange år lide under larm og forstyrrelser. Metro – byggeriet betyder mange lidelser. Men det er ikke første gang, der har været livlig aktivitet i det, der nu hedder Nørrebroparken, men som dengang hed Havremarken.
Nørrebros første station
Mange ved sikkert ikke, at den første station i bydelen lå på Nørrebros Dossering nr. 2. Her kunne man indlevere stykgods og banepakker. Dengang i 1879 var der fire daglige forbindelser til Københavns Hovedbanegård. Men stationen lukkede nu meget hurtig igen. Først syv år senere kom den første rigtige station til Nørrebro.
Da loven om Nordbanen og Klampenborgbanen blev vedtaget, gik det rygter om en holdeplads på Nørrebro. Men ak, den skulle ligge ude i Havremarken. Her var mest bondegårde og åbne marker.
Befolkningen var utålmodig
Befolkningen på Nørrebro var efterhånden utålmodige. Nørrebro Sporvejsselskab havde på et år solgt 426.554 biletter a 5 øre. Så der var et behov.
Og beboerne på Nørrebro begyndte selv at samle sammen til en station. Man ville opføre en station i form af et skur – prisen for det var 25.000 kr. det lykkedes at samle 6,000 kr. ind.
Endelig i 1882/83 lykkedes det at få bevilliget 250.000 kr. til køb af jorden. En tillægsbevilling på 150.000 kr. blev også bevilliget.
Tømmerværket på stationsbygningerne blev rejst i marts 1886. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Allé. Ankomststationen B kom til at ligge ved Lyngbygade (Hillerødgade). Først den 1. juli 1886 kunne åbningen finde sted.
I begyndelsen var toggangen beskeden. Men man havde undervurderet Nørrebro – borgenes interesse for skovudflugterne. Salget af biletter var kaotisk, og ofte var billetterne udsolgte i løbet af bare en times tid.
Den første ulykke
Sidst i august skete stationens første uheld. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med det ankommende tog mod Klampenborg. Datidens medier kunne dog berolige befolkningen:
Heldigvis skete ingen videre Skade, naar undtages et par damer besvimede, og to Passagerer erholdt et Par Skrammer.
Man sank til bunds
Bag Stefans Kirken havde der været masser af spekulationsbyggeri. Men det førte ikke til en egentlig adgangsvej til stationerne. De daværende medier skrev:
Et Mylder af Gadestumper opstod i Kirkens Nabolag, for alle havde spekuleret i at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen
Terrænet var ikke godt. Man havde ikke fået afvandet ordentlig. Det var heller ingen brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bare med at få de lange støvler på. Da sank man nærmest i bund i dynd og smadder. Damerne fik ødelagt sko og klæder.
Det var nok at bestille på Nørrebro Station. Den upraktiske indretning og de trange rangerforhold gav ofte problemer. Og i de trange kontorer fik man også nye udfordringer. I 1889 fandt man på, at flytte Lygtevejskvarterets Postexpedition til stationen.
Frihavnsbanen
I 1890erne foretog man store udvidelser på stationsarealet og nye spor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.
Til fodgængernes store sorg dødsdømte man fodgængerovergangen af Esromgade. Nu måtte de også stå og vente lige som resten af trafikken på Nørrebrogade.
Frihavnsbanen gik på en strækning gennem Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen.
En kæmpe sneplov
I 1897 begyndte man at overdække Ladegårdsåen. Politikkerne var uenige om, hvad den nnye gadestrækning skulle hedde. Skulle det være Gyldenløvs Boulevard eller Ladegårds Boulevard. Hermann Trier foreslog Åboulevard, og sådan blev det. Når toget var forsinket plejede man at sige, Parcelbroen er åben. Den bemærkning kunne man ikke bruge mere.
I slutningen af 1890erne kunne man på Nørrebro Station se en kæmpe sneplov. Den havde direktionen på Kiev – Odessa banen bestilt hos Smith & Mygind på Nørrebro. Den skulle nu på en meget lang rejse.
Herreløse tog
I 1907 forudsagde en rangermaskine en stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen, af denne. Formentlig har hans jakke grebet fat i regulatoren, som gav maskinen hele armen. Maskinen for afsted, ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene. – langt nok til at give en anden rangermaskine sådan en tur, at den røg gennem remisemuren. Denne væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponerede og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kulkassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned fra førerhuset, uden at få lukket for regulatoren.
Maskinen sprængte kæden og begav sig ud ad Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo. Hurtigt blev overskæringernes bompassere advaret.
Den herreløse maskine med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kultog ved Østre Gasværk.
Da det herreløse tog nåede Nørrebro Station var det i skridtgang. Lokomotivføreren fra et andet tog på Frihavnsbanen sprang på, og fik lukket for dampen. Han tog det deserterede tog samt den i mellemtiden ankomne forpustede fyrbøder med tilbage til Østerport.
Flere uheld blev stationen dog ikke forskånet for. Der skete rangeruheld som følge af forkert indstillede sporskiftere eller nedbrud. I 1902 knustes et tog en hestesporvogn ved Jagtvejen. I april 1906 kom en 11 – årig dreng under en tipvogn på Nørrebrogade. Han overlevede ikke.
I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn. En murermester blev alvorlig kvæstet.
Slangerup – banen
I 1906 åbnede København – Slangerup Banen (KSB). Der blev etableret en forbindelse fra Nørrebros Station B via kommunens stenspor til Lygten Station.
Den smukke Lygten Station er tegnet af statsbanernes arkitekt, Heinrich Wenck. Han var også mester for Københavns Banegård. Ja, egentlig burde stationen have heddet Løgthe Station. Løgh betyder sump. Lige i nærheden lå Lygtekroen og Lygteåen. Historien om disse kan vi vende tilbage til.
Den egentlige indvielse foregik den 19. april 1906. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11 .30 fra Lygten station med omkring 100 honoratiores ombord. Dagbladet Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost der ventede i Slangerup blev forsinket. Stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først sættes i gang, efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som stationsforstanderens hund havde fornøjet sig med.
Den 20. april begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten Station kl. 7. 59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre. Til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre.
Fødsel på Lygten Station
I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn:
Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med et levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtig kom og straks efter bragte saavel Moderen og Barnet til Fødselsstiftelsen.
Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer. Allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.
Latrin – station
På Lersø – arealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrinoplag. DSB havde faktisk anlagt en station her på det private sidespor. Der var anlagt en beboelsesejendom på grunden til bestyreren. Ja og gødningen var lige ud foran døren.
Den ejendommelige station var allerede åbnet i 1891. Latrinvognene, som også blev kaldt chokoladevogne havde i begyndelsen tre tønder, der i alt kunne rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe bare ved syndet af dem skyndte sig væk.
Det skete flere gange, at disse chokoladevogne eksploderede, når det var varmt på Nørrebro station. Normalt var vognene ikke helt tætte. Det betød, at de efterlod en stribe, som vakte stor interesse fra Nørrebros hunde.
Chokoladevogn på tysk
Der opstod også en vittighed dengang. For et forstå skal man lige vide, at der i Hørsholmsgade lå en chokoladefabrik, der hed Cloétta.
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 298.907 tons latrin. Da først man var færdig ude på lorteøen ude ved Kløvermarken, blev latrindepotet nedlagt.
Indtil første verdenskrig steg både person og godstransporten til Nørrebro station.
Da røret til Boulevardbanen blev færdig i 1918, blev Nørrebro til en ren Nordbane – station. I en periode afgik der kun 11 persontog fra Nørrebro om dagen. Til gengæld ankom der cirka 37 godstog.
Den gamle Frihavnsbane
Frihavnsbanen gik også gennem en del af Lersøen. Den fulgte den senere anlagte Rovsinggade parallelt med Lyngbyvejen og fortsatte langs Vognmandsmarken til Strandvejen, hvor første del af Svanemøllebroen opførtes. Derfra gik det videre til Frihavnsgitteret ved Århusgade.
Indvielsen af Frihavnen måtte udskydes, da den russiske kejser Alexander den Tredje var afgået ved døden. Kongefamilien skulle deltage i begravelsen. Og ved indvielsen måtte man låne nogle store skibe hos nogle rederier, eller havde den set alt for tom ud.
Men det første godstog kørte fra Nørrebro på ruten den 9. november 1894.
Nordbanen
Nordbane – togene havde samme linjeføring som Vestbanen. Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade, Derefter til Rosenørns Alle, omtrent der hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vestbanen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen fortsatte mod Hellerup.
Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros marker syd for Assitens Kirkegården. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken, til Hellerup.
Man ville nedlægge Nørrebro Station
Da den gamle hovedbanegård blev nedlagt i 1911, forsvandt også sporet til Frederiksberg. Dette medførte mange protester, men DSB var ubøjelig. Ja man talte endda om helt at nedlægge Nørrebro Station.
Den beslutning tog Nørrebro Handelsforening meget ilde op. Man mødtes til protestmøde på Nørre Central. Det hjalp måske i første omgang.
I 1914 fortsatte de voldsomme reaktioner. I Folkets Hus (Jagtvej 69) havde Socialdemokratiet indkaldt til stormøde. Trafikminister Hassing Jørgensen så ingen anden udvej end en ringbane. Problemet var bare, at sådan en ville koste 8 millioner kr.
Nørrebro Station overlevede i første omgang. Hvorfor skulle den ikke også det? Der var 400.000 passagerer årligt.
Bommene drillede trafikken
I 1924 blev der foretaget målinger ved 8 bombetjente overskæringer. Den mest generende var den på Nørrebrogade. Her var bommene nede 79 gange i et døgn. Der var 67 plantog samt en del rangeringer. I løbet af et døgn var bommene nede i 212 minutter. Og det kunne mærkes på trafikken, selv dengang.
Den gamle eller rettere de gamle stationer i det nuværende Nørrebroparken lukkede den 30. juli 1930. Det hele havde også set lidt forsømt ud i slutningen af 1920erne. Straks efter lukningen blev der taget fat på oprydningen, men godstrafikken fortsatte dog en tid endnu.
En jysk ghetto
De gamle stationer forsvandt for altid. Langs Nordbanegade var der opstået en slags ghetto for jyder i bydelen. Og disse jyder talte et mærkeligt sprog, de gik mærkelig klædt, de spiste mærkelig (kartofler hele tiden) og havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå på bordel og værtshus, blev de anerkendt af de almindelige Nørrebro – borgere.
Højhastighed på 60 km
Et udvalg havde i 1917 anbefalet, at der blev oprettet en ny Nørrebro personstation og Godsbanestation mellem Lersøen og Tagensvej.
Men loven om en ringbane blev allerede vedtaget i 1919, men så skete der ellers ikke mere. DSB havde nok andet at se til.
Hastigheden for både damp – og motorvogne kunne nu sættes op til 60 kilometer i timen.
Nørrebroparken lignede en losseplads
Den nye personstation var noget så funkye. Man havde skelet en del til stationen i Friedrichstrasse i Berlin.Stationen, der er tegnet af overarkitekt K.T. Seest vakte en del skepsis i begyndelsen.
Det første år blev der kørt med dampmaskiner. Anlægget af Højbanen bevirkede, at det nuværende Nørrebroparken nærmest lignede en losseplads.
Farvel til Lygten station
I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen) omtalt som fallitbo. Sidste gang banen kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog indtil man havde fået renoveret andre tog.
Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Dermed stoppede trafikken fra Lygten Station. Den flotte bygning fik en hensunken tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogen af de aktiviteter, der fulgte. I 1996 blev ejendomsmægler Thorkild Christensen ejer af bygningen. I 1997 startede Projekt Kulturcafé. Senere havde Kvarterløft Nordvest bopæl i huset.
Og de skønne lokaler ikke særlig velegnet til foredrag. Jeg har forsøgt flere gange.
Kilde: Se på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: På FB Dengang findes en opdateret liste over artikler for Tog – og sporvognsnørder.
August 27, 2014
Advarsel: Dette er en lidt bizar historie. Hvis du er følsom, er det nok ikke noget for dig. Den handler om død og begravelse. Og så handler den også om begravelser, der går galt. Vi kigger på en person, der åbnede kistelåger. I døden er ikke alle lige. Det handlede om at man skulle holde sin stand, også i døden. Man blev begravet i krypter i kirkerne, indtil det blev forbudt. Og i dette tilfælde blev der ryddet op i krypten. Hele slægten blev samlet på Assistens Kirkegården.
Traditionerne var anderledes
Kære læsere, dette er nok en lidt anderledes Kulturhistorie. Husk lige at i 1700 – tallet var traditionerne og ritualerne lidt anderledes. Nu kommer advarslen, historien er måske lidt for bizar for nogle. Vi kan love for, at det hele ender på Assistens Kirkegård.
Det lugtede ikke godt
Vi er tilbage til dengang, da kaptajn i Søetaten, Hans Leth, skulle stedes til hvile. Han blev kun 47 år. Det er den 14. august 1742. Som sædvanlig var det sergenter, der skulle bære kisten. De nærmeste var til stede, og låget til familien Leths gravkrypt var løftet af. Men det var nu ikke alt, som det skulle være. En fugtig stribe hen ad gulvet havde dannet sig. Det var spor efter kisten. Det lugtede ikke særlig godt, og de pårørende tænkte deres.
Men det blev meget værre. Bærerne var nået hen til den åbning i gulvet, hvor kisten skulle fires ned igennem. Men ak og ved, kisten gled ud sine tove. Det lød et uhyggeligt dunk op under kirkehvælvingerne i Trinitatis Kirke. De sørgende blev forskrækkede, men det blev nærmest afløst af vrede. Kisten var faldet med hovedenden først, låget var sprunget op, og dernede kunne man tydeligt se, hvordan ligsafterne skvulpede ud på de øvrige kister i krypten. De rystede sergenter fik ikke uddelt drikkepenge for deres præstation, men de fik en ordentlig skideballe af Holmens chef, admiral Suhm. Han var meget forbitret.
Jo hændelsen er ganske vist. Den blev overværet af dagbogsskriveren Peter Schiønning (1732 – 1813). Han var der sammen med resten af familien, samt afdødes venner og bekendte. Afdøde var Schiønnings morbror, der var en dygtig søofficer. Han havde endda rang af Ekvipagemester på Holmen.
Ikke en særlig heldig begravelse
Få dage forinden var han blevet revet bort af vattersoten. Ved sin død boede han til leje i huset hos en blokkedrejer i Store Strandstræde. Både den 12. og den 13. havde familien her været på besøg for at se liget.
Begravelsen var i det hele taget ikke særlig heldig. For det første havde bedemanden ikke sørget for at tappe liget efter døde. Derfor var der så meget væske. Og så var kisten af dårlig kvalitet. Den var ikke oversmurt med beg, og så var der åbninger i bunden, så væsken kunne sive igennem.
Gjorde meget ud af de døde
Nu vakte hændelsen ikke rædsel og ubehag på længere sigt. På Holbergs tid var døden mindre tabubelagt end i dag, hvor børn næsten ikke kommer til begravelse. Selvfølgelig blev den oplevet ligeså smertelig dengang som i dag. Men dengang gjorde man meget ud af, at de døde fik en begravelse, som var deres stand værdig. Det kan du også se i de andre artikler fra Assistens Kirkegård.
Familien Schiønning brugte Peter Schiønnings mors familie, familien Leth’s gravkrypt. Den fandtes under gulvet i koret ved Trinitatis Kirke. Her blev Schiønnings døde søskende stedt til hvile sammen med de familiemedlemmer, som blev forundt et længere liv.
I døden var alle ikke lige
Dengang var det enevældige samfund stærkt standsopdelt. I døden var alle heller ikke lige. Her var lige så stor forskel på lav og høj, som i resten af samfundet. De arme stakler i lavest nede, døde i trange kælderværelser i de uhumske kvarterer i middelalderbyen. De blev transporteret ud til den store fattigkirkegård uden for Østerport, Holmens Kirkegård eller andre af byens fattigkirkegårde. Her blev de kulet ned, uden ligfølge eller større opmærksomhed. Ofte gik svin rundt på disse kirkegårde og rodede i jorden. Der var ikke råd til at sætte gærde op.
Familien Schiønning var ganske velhavende. Døden ramte dog også rige folks børn. Således var det kun syv af en børneflok på tretten, der nåede voksenalderen. I 1745 blev Peter Schiønnings mor som 45 – årig og tretten fødsler bag sig, forskånet for flere fødsler.
Stinkende blod ud af munden
Hendes mand og Peter Schiønnings far, renteskriver Peder Schiønning, blev ikke forundt mange år mere på denne jord. I januar 1745 blev han ramt af ondartet feber, som raserede i København det år. Selv om, der blev tilkaldt flere doktorer, var det ikke noget at stille op. En dags tid efter hans død, løb der en del stinkende blod ud af munden på ham, og en svulst anedes på hans hals.
Doktoren ville gerne åbne ham, men dette nægtede enken. Børn blev ikke forskånet dengang. I sin dagbog skriver Peter:
Jeg saa ham lig adskillige gange. Og sidste gang fik ondt derved, at jeg nær havde besvimet.
Det kostede 24 rigsdaler
Faren blev begravet fem dage efter. Alt gik efter bogen i modsætning til svogerens begravelse. Ceremonien foregik ved middagstid og måske belært af de dårlige erfaringer, havde man sørget for en dobbelt egeudklædt Kiste, indvendig med Jern beslagen, der efter Regningen foruden betrækket, kostede 24 Rigsdaler.
Meget frisk efter 15 år
I 1759 døde Peter Schiønnings onkel, etatsråd Christian Leth, i en alder af 64 år. I nogle år havde han døjet med en leversygdom. To dage efter at døden var indtrådt, så Peter sin onkels lig. Ifølge dagbogen, som alt var svulden og flydende. To dage senere var man klar til begravelsen. Der var godt pakket med kister nede i krypten. Der skulle gøres plads til kisten. Den 28. august 1759 fik Peter, hans brødre og onkler lukket kirken og åbnet lemmen i gulvet ned til krypten. Når de nu alligevel var nede i krypten, skulle Peter da lige kigge til familien for at se, hvordan de havde det. Han åbnede nogle af kistelågene.
De åbnede blandt andet Peters fars kiste. Han noterede blandt andet i dagbogen:
Meget frisk, og endnu, skønt efter 15 aars Tid, lignede sig en Del.
Hovedet blev lagt rigtig
Også den uheldige kaptajn Leths kiste blev åbnet. Og her kunne det konstateres, at den barske medfart ikke var gået sporløst hen over ham:
Halsen var bleven knækket, saa at Hovedet laa hel paa Siden, og Skuldrene op mod Enden. Jeg trak Liget ned, der nu var let, som en Fjer, og lagde Hovedet paa sin rette Plads. De Orme, der havde fortæret ham, kunne og ses døde i stor Mængde, at ligge der endnu, da han døde om Sommeren, August 1742. De var af de samme slags som gerne ses i piverter, gule og temmelig store.
Man kunne næsten fornemme de maddiker, som dengang også levede et herligt liv i byens lokummer.
Fornemt lille optog
I oktober 1766 var det Peter Schiønnings mors tur til at dø. Doktorerne havde ellers kæmpet for at bevare hendes liv. De havde ordineret store doser opium, hvilket ikke udsatte hendes død. Men det hensatte hende i en salig rus. Hun fortalte dog også, at hun havde drømt, at hun var i himlen.
Denne gang skrev Peter om, at hans mor de sidste år havde boet på Regensen, lige over for Runde Tårn og Trinitatis Kirke. Så det var ikke langt at bære hende. Hendes ene søn var forstander eller provst på Regensen. Han havde derfor en stor embedsbolig der. Den nærmeste familie fulgte kisten, som blev båret af studenter fra Regensen, iført søgekapper. En række tjenere fulgte også på hver side af familien, så det var et fornemt lille optog. Studenterne havde kendt provstens mor, men det var nu ikke derfor de bar kisten. Det var et privilegium for dem, og de gjorde det ikke gratis. Et tilskud til studierne var altid velkommen.
Døden var nærværende
Døden var nærværende i 1700 – tallet, og i hvert fald ifølge dagbogen i Peter Schiønnings liv. Tidlig om morgenen den 4. august 1776 døde Catharina Margarethe Leth i den ærværdige alder af 71 år. Hun var en halvsøster til Schiønnings mor. I familien hed hun ikke andet end Moster Grethe.
Morgenen efter mosterens død begav familien sig atter til kirken for at flytte rundt på kisterne. I dagbogen kan man læse:
Lod Kirkedørene lukke og aabne adskillige Kister blandt andet 1 ste Marie Rebeckes (en af Peters afdøde søstre), som der endnu, uagtet næsten 50 aar siden, kom en slags muggen Liglugt af. Jeg har aldrig set hende før uden nu paa den Maade, da hun som en ældre Søster af mig var død, førend jeg blev født. Hendes Kiste var foret med hvidt cattun, som da var tilladt.
Fascination for åbne kister
Man kan godt kalde Peters oplevelser som bizar. Mødet med de døde var på ingen måde formaliseret eller omgivet af ritualer. Peter Schiønning og hans familie skilte sig ud fra mængden med deres fascination for at åbne kister. Nu de så heldige at eje en gravkrypt, og med mellemrum flyttede de rundt på kisterne. Jo det var en fornem familie.
Og så havde han hele tre søstre, der hed Marie Rebecca. Men de døde alle som spæd. I 1729 døde den første af dem kun lidt over et år gammel. Peter mødte hende først i døden. De to andre med samme navn døde som spædbørn.
Åben begravelse på Christiansø
I 1770 var Peter Schiønning på Christiansø. Her så han, at der var opført åbne begravelser til øens afdøde kommandanter. Man må antage, at han med det, mente små murede kapeller. Han opdagede, at kistelåget på Christiansøs første kommandant, Hofmanns kiste sad løst. Han åbnede det helt
Og saa man ham deri at ligge ganske hel og indtørret, uagtet nogle og 90 aar siden hans Begravelse, han var vel klædt. Et rørende og indtagende Syn for mig at se, og som den nærværende Tid oftere burde stræbe efter at kunne give Efterkommere.
Schiønning var drevet ikke blot af nysgerrighed. Åbenbart havde han den historieopfattelse, der fordrede, at han skulle have et direkte møde med det forgangne. Og han fandt åbenbart ud af, at de ikke havde jord til begravelse, derfor foregik begravelsen ”åben”.
Lille Peter Anthon dør
Den 16. marts 1778 om natten klokken kvarter over et blev Peter Schiønning stille vækket af pigen i huset. Han var godt klar over, hvad der var ved at ske. Hans søn, Peter Anthon lå på det yderste. Kort efter døde han, kun fem år gammel:
Ingen uden den, som selv har forsøgt det, kan vel siges eller vide, hvad man føler ved ens barns død, i det ringeste den første gang, man prøver denne skæbne, og hvad det er for kummerlige timer at udstaa.
Sådan betroede han sig til sin dagbog. Schiønning forberedte sig på, at døden kunne komme igen efter hans små piger. Det gjorde den dog ikke, takket være koppeinokulationer, som de blev vaccineret med kort efter.
Moderen kunne ikke deltage
Om morgenen klokken 9 kom snedkeren og tog mål til kisten. Samme aften klokken 6 blev lille Peter lagt i kiste og klædt af en kone, som plejede at gøre dette efter nu brugerlig Skik for Børn, skriver Schiønning. Peter Anthon skulle begraves dagen efter ved middagstid. Bedemanden og formanden for studenterne havde allerede været der og indgået de nødvendige aftaler. Næste formiddag så Peter Schiønning og hans kone deres lille søn en sidste gang.
Han var klædt med kulørte Baand, bart Hoved, Hænderne lige ud med Handsker paa, nye Strømper paa Fødderne. Havde et rødt bredt Baand om Livet som et Skærft, ligeledes røde, couleur de chair silkeopslag og Krave paa en hvid Kjole.
Klokken halv tolv blev han begravet i krypten. Schiønning skrev, at han blev kørt i en stor karet og båret af fire studenter. En gadekommissær gik foran for at gøre plads over Kultorvet.
Han havde en net overtrukken Egekiste med en smuk Plade paa. Hans Morfar Nägler og jeg fulgte dem. Schønheider havde kastet Jord paa.
Schiønnings kone, Marie Christine følte åbenbart sorgen alt for stærkt til, at hun kunne magte at følge liget.
Benkister
Peter Anthon var blandt de sidste, der blev begravet i krypten. I 1789 blev hans fætters kone, fru Bording begravet i en krypt i Runde Kirke.
De mest medtagende kister blev efterhånden slået i stykker. Det skabte mere plads. De dødes knogler blev samlet i de mindre pladskrævende benkister, som forblev i krypten.
Forbudt at begrave lig i kirker
I 1805 blev det forbudt at begrave lig i kirkerne. Peter Schiønning og hans kone, blev ikke gravsat i krypten. Da hans storesøster, Helena Dorthea, gift von Aphelen i 1792 døde skrev han atter i dagbogen. Hun blev ganske vist begravet standsmæssigt med fire heste. Men det var på Frue Kirkegård
Da der ikke var plads i begravelsen i Runde Kirke
En ” ny mode” i slutningen af 1700 – tallet
For første gang blev familiens medlemmer begravet i egentlig jordfæstegrave. Det var en ny mode, der spredte sig i slutningen af 1700 – tallet.
Man skulle tro, at vores hovedperson gik ind for begravelse i krypten, men faktisk skrev han et essay allerede i 1760’erne, hvordan han syntes, at det egentlig var en uskik. Det lugtede fælt, og var ikke særlig værdigt. Men det skulle gå nogle år, før familien forlod kryptbegravelserne.
Kirkegården ud for Nørre Port
Det begyndte ved Schiønnings svigerindes besøg i 1797. Hun havde holdt på, at hun ville begraves i jorden på Kirkegaarden uden for Nørre Port, altså Assistens Kirkegård. Jordfæstebegravelser var nu så moderigtige, at familien havde fravalgt de gammeldags gravkrypter.
Schiønnings bror gav ved den lejlighed udtryk for, at han ville købe et egentligt familiegravsted på kirkegården. Disse familiegravsteder var faktisk en videreførelse af den fornemme skik at have sin egen krypt. Omgivelserne var nye, men behovet for at hævde sin families status gennem gravlæggelse var uændret. Som vi tidligere har nævnt, så var man heller ikke lige i døden.
Oplevelser på Assistens Kirkegård
I 1797 skriver Schiønning i dagbogen, hvordan han har oplevet et besøg på Assistens Kirkegård, som nu for alvor var ved at blive et fornemt sted, hvor han beså
Kirkegaarden uden for Nørre Port, der nu er ziret med mange og kostbare marmormonumenter og Stene.
Schiønning mente, at det var en fornøjelse at se alle disse smagfulde gravmæler, kunstneren Wiedewelt havde udformet mange af dem. Ved den lejlighed så han også sin svigerindes grav, der var ved den nordvestlige mur. Her havde broren købt et stykke jord til hele familien.
Kisterne samlet på Assistens Kirkegård
Hvad skete der med familie – krypten i Trinitatis Kirke? Kisterne blev ikke slagen itu. I 1926 – 27 gennemførte Nationalmuseet en temmelig hårdhændet oprydning i krypterne under kirken. I familien Leths kapel eksisterede der ikke færre end 333 kister, der lå stablet i fire lag. Mange af kisterne var i en temmelig forfalden stand. Man mente, at denne tingenes tilstand var uværdig. Derfor valgte museet, at dokumentere kisterne så godt, som man mente af antikvariske hensyn, og derefter genbegrave dem alle på Assistens Kirkegård.
Så kom de dog alle i jorden. Gad godt nok vide, hvad de syntes om dette. Onkel Leth, der var faldet på hovedet i krypten, Schiønnings far, den opiumbedøvede mor og hans søn, den lille Peter Anthon. De havde nok ikke regnet med, at skulle samles på Assistents Kirkegården. Igennem Peter Schiønnings skriverier har de alle fået et eftermæle. Disse papirer findes i dag på Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling. Museumsinspektør Jakob Seerup, har gjort dem tilgængelig på www.orlogsmuseet.dk/schioenning.htm .
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Østerbro
Under København
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov
Under Tønder
Under Højer
Under Sønderjylland
August 27, 2014
Et tillykke skal lyde fra Nørrebro Handelsforening til Samuels Kirke med de 100 år. Kirkerne på Nørrebro har haft stor betydning for det sociale og kulturelle liv i bydelen gennem hele historien. Læs her i samarbejde med www.dengang.dk om indvielsen af kirken. Datidens medier kunne ikke lide biskoppens kappe og talte om renvaskede Nørrebro – børn, da de talte om kirkens alter. En ældre dame mente, at kongen skulle give kvinderne valgret. Og så blev der smurt 1.200 stykker smørrebrød inden en skovtur. Gennem 12 år samlede man sammen til kirken. Og i begyndelsen måtte man nøjes med en blikkirke, der var vanskelig at finde.
En dronning på Nørrebro
Det er ikke hver dag en dronning kommer til Nørrebro på besøg. Men det skete, da Simeons Kirke fyldte 100 år. I den forbindelse har sognepræst i Simeon – Sankt Johannes Sogn, Gert Blak Mogensen skrevet et hefte om kirkens historie. Den har vi bladret lidt i.
Man samlede penge i 12 år
Simeons Kirke i Sjællandsgade blev indviet den 1. marts 1914 af Sjællands biskop, Harald Ostenfeld. Men tænk forud for dette, var der gået hele 12 år med at samle penge ind til kirken. Fra stat og kommune lød budskabet, at man efterhånden havde kirker nok. Ja på Nørrebro havde man efterhånden Skt. Johannes Kirke (1861), Skt. Stefans Kirke (1874), og man havde bevilliget grund og midler til opførelsen af Hellig Kors Kirke på Kapelvej.
En blik – kirke
Omkring århundredeskiftet besluttede Kirkefondet i samarbejde med Sankt Stefans Menighed og præsterne ved kirken, at et nyt sogn skulle udskilles fra Sankt Stefans sogn. Grænserne skulle nord – syd udgøres af Tagensvej og Nørrebrogade, øst – vest af Meinungsgade og Allersgade. Sognets navn skulle være Simeons Sogn.
I 1902 stille kirkefondet en vandrekirke af blikplader til rådighed. Bygningen havde i en årrække tjent for menigheden i Ryesgade, som i 1902 fik indviet første etape af Nazareth Kirke. Forsigtig blev kirken taget ned og fragtet til Nørre Fælled. Den blev opført bag Sjællandsgades Skole op mod baghusene fra den del af Frederik den Syvendes gade, som ikke eksisterer mere. For at komme til kirken skulle man gennem en låge fra Prinsesse Charlottesgade, følge stien med skolegården på højre hånd og kolonihaverne på venstre hånd. Den var ikke helt let at finde.
Kongen skulle love valgret til kvinder
Kong Christian den Tiende overværede indvielsen af kirken. En fattig kone forsøgte, at få lov til at tale med kongen. Det lykkedes. Efterfølgende forlød det, at kvinden ville have, at kongen skulle love, at give kvinderne valgret. Ja og det fik de faktisk året efter i 1915.
Dagbladet København anmeldte kirken. Man beskrev den, som en pryd for sognet. Bladet fortalte også, at kirken var betalt af sognets beboere:
for størstedelens vedkommende fattige mennesker, arbejdere, der sidder i små kår. Alle har været offervillige og ivrige for at nå det mål, at få en rigtig kirke på egen grund.
Renvaskede Nørrebro – børn
Det oplystes, at kirken var bygget i korsform af røde sten på granitsokkel. Den var 100 fod lang og 100 fod bred. Tårnet var 120 fod højt og udstyret med et spir. Og i Politiken kunne man ganske nedladende læse om altertavlen:
Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede nørrebrobørn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgadekan forstå, hvad det maleri skal fortælle.
En kåbe, der ikke klædte præsten
Om prædikestolen vidste Politikens journalist åbenbart, at den var skænket af pastorinden, fru Fanny Frandsen og har spillet pengene ind.
Journalisten havde også bidt mærke i Biskop Ostenfeld’ s tøj:
Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmorskåbe, som ikke klædte ham.
Modvillig ansættelse
Den første præst i Simeons Kirke var Frithiof Viggo August Frandsen. Han var først ansat ved Sankt Johannes Kirke. Her var der så mange konfirmander, at pastor Rindom ikke havde en ærlig chance for at undervise alle. I år 1900 blev Frandsen ansat ved Sankt Stefans Kirke. Her trivedes han godt, og havde ikke den mindste lyst til at lægge billetmærke ind som sognepræst i et kommende Simeons Sogn. Men rygterne var gået forud, Frandsen vidste, hvad den fattige befolkning havde brug for. Modvilligt blev han ansat som kirkens førstepræst. Og han var der indtil 1939.
I sognet var der et vældigt stort søndagsskolearbejde. Først på Prinsesse Charlotte Gades Skole, siden på Stevnsgades Skole. 250 børn blev undervist hver søndag. Hvert år blev der afholdt friluftsmøder på Nørre Fælled. Masser af bibeltimer blev afholdt og også Blå Kors fik stor tilslutning, når de ugentlig mødtes i kirken.
Daglig besøg af 100 – 140 arbejdsløse
Med fra Sankt Stefans Kirke havde Frandsen taget Søster Kirstine. Hun færdedes hjemmevandt i de mange fattige hjem, og var på besøg fra morgen til aften. Også under de to epidemier af Den spanske Syge, som brød ud lige efter den første verdenskrig, var hun der. Hun gik på pension som 70årig, men bevarede tilknytningen til sognet. Blandt andet var hun med til bespisning af fattige småbørn i kirkens lokaler.
Der blev ydet hjælp til både mad og brændsel og uddelt tøj til fattige, både børn og voksne. Tøjet var indsamlet, vasket og repareret af Simeon Sogns Syforening. I den forening mødtes ca. 20 kvinder ugentlig, med det resultat, at der på et enkelt år blev uddelt ikke færre end 550 stk. tøj.
Kirken holdt daglige møder for de mange arbejdsløse mellem kl. 16 og 18. der kom dagligt mellem 100 og 140 arbejdsløse til foredrag, fællessang, bespisning og varm kaffe og masser af smørrebrød. Det var menighedsplejen, der betalte.
Til søndagsskolens juletræsfest deltog ikke mindre end 463 børn, så den måtte holdes af to gange.
1.200 stykker smørrebrød til skovtur
Den årlige skovtur for de ældre fandt sted i begyndelsen af juni. Det fortælles, at i 1927 måtte der småres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvej, og så gik det direkte til Klampenborg. Hver deltager fik seks stykker smørrebrød.
Søndagsskolen tog på udflugt med Slangerupbanen til Hareskoven.
I januar 1935 lykkedes det at købe ejendommen Fynsgade 9 og Prinsesse Charlottesgade 49 – 51. Ejendommen skulle bruges til de ældre i sognet. Der blev desuden ansat en bestyrerinde. Der skulle betales 4/5 af aldersrenten på ca. 60 kr. pr. måned. Så var der ca. 12 kr. til småfornødenheder. Hjemmet fungerede i 46 år frem til 1982.
Kælderetagen blev senere brugt til sognets unge til møder i KFUK, KFUM og FDF.
Vejledning i omforandring
Da kirken havde 25 års jubilæum blev kirken forvandlet til en fehave. Der kom 700 gæster og ikke mindre end 21 præster. Samtidig blev der sagt farvel til Frithiof Frandsen, der havde fungeret i kirken i cirka 37 år.
Den nye sognepræst hed Henry Rasmussen. Gennem 28 år var han en særdeles markant præst, der stillede krav til menigheden. Han var selv vokset op i Griffenfeldsgade, hvor faderen var skomagermester.
Man afholdt under besættelsestiden et kursus i Vejledning og hjælp i lapning og stopning, reparation og omforandring.
Henry Rasmussen var med til at starte de såkaldte Nørrebro – møder for samtlige sogne på Nørrebro. Disse møder blev afholdt på skift i de forskellige kirker. Dette samarbejde fortsatte i de følgende 40 år.
Den autoritære præst
Op gennem 50erne steg velstanden også på Nørrebro. Nu havde man ikke blot radio men også fjernsyn. Underholdningen var kommet inden for dørene. Man kan sige, at det blev en stærk konkurrent til kirkens arrangementer.
Henry Rasmussen kunne finde på, at banke paraplyen i kølerhjælmen på den bil, der glemte at stoppe for et ligtog, når det var på vej ud fra Sjællandsgade på Nørrebrogade. Jo autoriteten var intakt. Det kunne også ses i forbindelse med de ældres skovtur:
HVIS DE HAR BIL, vilde det være stor hjælp og opmuntring, hvis De ringede til Nora 3522 og tilbød at køre ved skovturen for de gamle. Det er det mærkelige forhold, at jo flere i sognet, der får bil, des vanskeligere er det at skaffe det nødvendige antal vogne. Jeg har prøvet én gang før med henvendelse som denne. Der melder sig – siger og skriver – ingen. Mon det giver bonus denne gang?
Samme år skriver Rasmussen:
Er De plankeværkslæser? Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke laves gratis. Derfor er der en giroblanket med dette nummer.
Han slutter med følgende bemærkning:
Haanden på hjertet! – De læser kirkebladet. Er de plankeværkslæser? Skynd Dem at betale Deres licens? Det vil lette, hvis De hjalp os.
Antallet af kirkegængere faldende
Antallet af kirkegængere var faldende. Og enkelte i sognet brød sig ikke om Henry Rasmussens autoritære stil. De mange opfordringer og udråbstegn var lige så stille ved at miste deres effekt.
I Simeons Kirke forsøgte man med mange ting, bl.a. med en foredragsrække af Erik Svendsen om Berlinmuren og Berlinmurens fald. Foredragsholderen blev præsenteret som en tidligere flittig søndagsskoledreng i Simeons Kirke. Han var søn af Norman Svendsen, sognepræst ved kirken. Erik Svendsen blev senere Biskop over Københavns Stift.
I 1964 var der stor fest. Kirken fyldte 50 år. Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte deltog.
700 mennesker deltog i festen. Mange præster deltog og blandt andet kirkeminister Bodil Koch.
Præsten måtte ikke holde takketale
Da Henry Rasmussen blev 70 år takkede han af. Festen foregik i Sankt Johannes Gården. Og den skal lukke, koste hvad det vil klokken 23. Ikke alle nåede derfor at takke, og det gjorde præsten heller ikke. Takketalen kom først i kirkebladet.
Og sådan går livet videre i Simeons Kirken. Det er et fantastisk arbejde alle kirker på Nørrebro gennem tiden har lagt i det sociale og kulturelle arbejde i bydelen. Undertegnede har optrådt i de fleste kirker i bydelen, dog endnu ikke i Simeons Kirken, og det er altid en positiv ånd, der møder en i Nørrebros kirker
Et stort tillykke til Simeons Kirke med de 100 år.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker, kirkegårde og åndsliv – læs følgende på www.dengang.dk:
August 27, 2014
Kirkehandlinger foregik på samlebånd. Det var ikke unormalt at præsten i Skt. Stefans kirke skulle klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester i løbet af søndagen. De vantro skulle bearbejdes i Rabarberlandet. Det kneb med at finde et navn til Helligkors kirke. Efterhånden måtte rabarberdyrkningen vige. Fattigdommen var ekstremt stor. Der var druk og meget mere. Kirkerne ydede en stor social indsats. Og arbejderne mente i begyndelse at kirker var lig med kapitalisme. Vi skal også høre om kontroversielle præster.
Kirkehandlinger på samlebånd
Omkring 1850 nåede Københavns befolkningstal op på 150.000. Dette gav anledning til dannelse af forstæder uden for voldene, nemlig Østerbro, Vesterbro og Nørrebro.
Nørrebro og det landelige Østerbro hørte til Vor Frue og delvis til Trinatatis Sogne.
De kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse måtte foretages på samlebånd. Dette virkede efterhånden usmageligt.
To teologer i kamp
To unge teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten slog i 1852 i pressen til lyd for bygningen af nye kirker og angreb de kommunale myndigheder i København. De anførte, at der ikke var bygget kirker i umindelige tider og nogle var endda taget ud som følge af brand. De første spæde skridt til en kirkesag var taget.
De to unge teologers kamp vandt genklang. Interessen for de kirkelige forhold var endelig ved at vågne. Man mente, at det var på Nørrebro man først trængte til kirker. En række lægfolk lovede betydelige pengebeløb. Men en henvendelse til ministeriet bar ikke rigtig frugt.
En kirke – efter otte år
Men så tog lægfolkene atter fat. En komité på 7 medlemmer med bankassistent P.D. Feilberg i spidsen udsendte nytårsdag 1853 et opråb med 41 underskrifter og startede en indsamling for bygning af en ny kirke. Det blev dog en møjsommelig kamp. Flere gange under bygningen af Skt. Johannes Kirke måtte man stoppe grundet pengemangel. Men efter 8 års kamp stod kirken endelig færdig.
Det nye Skt. Johannes sogn havde ved kirkens indvielse 16.000 indbyggere, der strakte sig fra Rysensten mellem Vestervold og Vesterbro i vest til Lersøen i vest og Slukefter i Hellerup mod nord.
Allerede i 1872 havde sognet 40.000 indbyggere.
Levende forkyndelse
Skt. Johannes Kirke trak mange til med en meget levende forkyndelse. Men det var også tiden, hvor mange kirkefjendtlige vendte sig mod kirken i skrift og tale.
I 1865 havde den første præst i Skt. Johannes kirke, Rudolf Frimodt stiftet Københavns Indre Mission. Jo det var trængsel, når Frimodt var på prædikestolen. Han var også en mester i sjælesorg. Men han var også en præst i gammeldags forstand. Der var et skarpt skel mellem han og menigheden. Men efterhånden kunne den stakkels præst ikke overkomme arbejdet.
Skt. Stefans kirke
På forbavsende kort tid fik Frimodt sammen med gode venner samlet frivillige bidrag til at få rejst en ny kirke på Nørrebro. Baron Løvenskjold til Løveborg skænkede en godt beliggende grund ved Nørrebrogade, hvor hans landsted Kristinedal lå. Og her blev Stefans Kirke indviet den 26. december 1874. af biskop Martensen. Til Skt. Stefans kirke henlagdes dele af Skt. Johannes sogn og Utterslev Mark.
Snart voksede indbyggertallet i sognet til 36.000 indbyggere.
Hadefuld indstilling fra arbejderbevægelsen
Arbejderbevægelsen i København indtog en meget fjendtlig og hadefuld indstilling til kirken. Måske var den ansporet af det tyske socialdemokrati. Problemet var, at de bedrestillede kunne få foretaget kirkehandlinger på almindelige dage, mens arbejderstanden var henvist til søndagen, hvor kirkehandlingerne var gratis.
Dette mente arbejderbevægelsen var klasseforskel.
Alle de indvandrere der kom fra provinsen og som oplevede skuffelser i storbyen lod sig rive med ad denne argumentation. Og egentlig stod kirken magtesløs over for denne situation.
Indre Mission gjorde fremskridt
Men Indre Mission gjorde fremskridt. Møderne i missionshuset Bethesda havde stor fremmøde. Søndagsskolerne blomstrede.
Problemet var nok, at på den tid manglede præsterne social forståelse.
Kirketjeneste på samlebånd
På dette tidspunkt fandt de kirkelige handlinger fortrinsvis sted om søndagen, som var den eneste dag i ugen kirken var til gratis benyttelse. Dette betød, at kirken var i benyttelse fra tidlig morgen til sent ud på aftenen. Man var således vidne til en usømmelig kirketjeneste, der foregik på samlebånd.
På en sådan søndag var det ikke unormalt med 40 dåb, 7 vielser og 16 begravelse. Hertil kom så to gudstjenester. Selvom Frimodt havde ansat to unge kateketer til hjælp, var forholdene uholdbare.
Atter måtte Frimodt i gang. Hans indflydelse var efterhånden så stor, at det igen lykkedes at finde midler af frivillighedens vej. Krigsministeriet havde stillet en gratis grund til rådighed på Østerfælled. Resultatet blev Skt. Jacobs Kirke, som blev indviet den 25. juni 1878.
Et sogn med 76.000 indbyggere
Frimodt døde midt i sit arbejde i 1879. Og efter hans død svandt interessen for at bygge nye kirker. Ingen overtog arven efter Frimodt. Men alligevel skete der noget. Således opførte brygger Carl Jacobsen Jesuskirken i Valby i 1891. Og en anden af de store industri – pionerer, C.F. Tietgen opførte Frederikskirken i Bredgade i 1894.
Skt. Johannes sogn voksede og voksede. Således havde sognet i 1889 hele 76.000 indbyggere.
De vantro masser
I 1885 var der sket noget spændende på et meget besøgt møde i Bethesta. Her indledte pastor Schepelen en diskussion om emnet Arbejdet med de vantro masser i hovedstaden. Her fremkom nye ideer med, at man skulle bygge flere små kirker, og at der skulle være et bedre samarbejde mellem præsterne og menighederne.
Men egentlig var det unge piger, der tog initiativet. De dannede den 1. juli 1886 en Forening til opførelse af små kirker. De tre var Inger Marie Schiøler, Emilie Neergaard og baronesse Th. von Ripperda.
Deres initiativ blev i første omgang mødt med underen og overbærenhed.
En kirke i en baggård
I løbet af tre år havde de tre piger samlet så mange penge sammen, at der kunne bygges en lille kirke. En lille kirke blev dem tilbudt. Det var et lille lokale, der lå i en baggård til Blågårdsgade 40. Hidtil var lokalerne blevet brugt til sekterisk brug. Det lå i et af de største og mest fattige sogne i København.
En del modstand var der selvfølgelig mod planerne, men Sjællands biskop Fog gik ind for planerne. Den 12. maj 1889 kunne han indvie kirken under navnet Bethlehemkirke. Den opstod som en filialkirke af Skt. Johannes sogn.
Pastor Ifversen samlede en trofast og offervillig menighedskreds. For første gang i folkekirkens historie blev der afholdt en midnatsgudstjeneste nytårsnat.
Ringen
Udviklingen førte til dannelse af en gruppe, der diskuterede menighedens opgaver. Gruppen kaldte sig Ringen. I 1889 samledes gruppen om et møde i Bethesta, Menighedsliv og kirkeliv. Det lykkedes at få præster delagtiggjort i nye holdninger. Dengang følte præsterne sig overbelastede af kirkehandlinger i de store sogne. De var ikke særlig modtagelig for nye ideer, som kunne føre til nye arbejdsbyrder.
Aflastning for Skt. Johannes kirken
Kvarterne uden for voldene trak masser af mennesker til. I Skt. Johannes sogn var der således i 1890 ca. 78.000 mennesker, og det på trods af, at dette sogn i løbet af 17 år havde afgivet Skt. Stefan og Skt. Jackob sognene. Disse sogne opnåede også efterhånden en betydelig størrelse.
De trænge også i høj grad til en deling.
En af ydersognene i Skt. Johannes sogn var Nordvestvejkvarteret. Det lå lidt upraktisk i forhold til Skt. Johannes sogn. For at løse dette problem på en praktisk måde, søgte pastor Frimodt at lade kvarteret midlertidig betjene af Skt. Stefans kirke.
Pastor Volf, som dengang var enepræst ved denne kirke, gik ganske modvillig med til denne ordning til aflastning for Skt. Johannes kirken.
Ifølge Pastor Volf burde kvarteret have sin egen kirke.
Nordvestkvarteret omfattede oprindelig udstrakte haver, som særligt blev benyttet til rabarberdyrkning, deraf navnet for kvarteret.
Det store areal uden for Assistens kirkegård lå mest hen som marker med enkelte lystejendomme. Den ene af disse var Løvenskjold´s Kristinedal, på hvis jorde, Skt. Stefans kirke blev opført.
Rabarberdyrkningen måtte vige
Rabarberdyrkningen måtte efterhånden vige for et omfattende byggeri af store 5 – etagers kaserner, alle med små lejligheder. Beregnet for arbejderfamilier.
I det sydøstligste hjørne af Assistens Kirkegård fik en komité en grund af Københavns Kommune. Den lå for enden af den nuværende Korsgade.
En indsamling blev iværksat, men man savnede i den forbindelse en mand af Frimodt’s format. Det gik derfor langsom med indsamlingen.
Takket være stiftsprovst Rothe og borgmester Hansen gik stat og kommune med til at betale 60.000 kr. hver til en ny kirke i Rabarberlandet. Kommunens tilskud var dog betinget af, at man valgte professor H.B. Storck som kirkens arkitekt. Denne beregnede de rene byggeomkostninger til 330.000 kr.
Etatsråd A. Gamél, som var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede i alt 90.000 kr. til Helligkors kirke.
Stor offervilje
Grundstensnedlæggelsen fandt sted den 28. juli 1887 under meget højtidelige former. Behovet for denne kirke var der i høj grad. Skt. Johannes sogn og Skt. Stefans sogn talte på det tidspunkt omkring 100.000 mennesker. For dem havde man to kirker, tre præster og to medhjælpere.
Bygningen af kirken blev gennemført for de indsamlede 330.000 kr. Men bortset fra bænkene manglede man stadig inventaret. De forretningsdrivende på Nørrebro samt enkelte privatpersoner viste en enestående offervilje. Og det lykkedes at skabe en flot kirke.
“Kaffemøllen”
Men så kom næste problem – navnet på kirken. Ret hurtig forslog man navnet, Bønnekirken med hentydning til etatsråd Gamél’s store andel i indsamlingen. Ja vittige sjæle foreslog også navnet, Kaffemøllen.
Mange navne blev foreslået, og det kunne ikke opnås enighed. Men et medlem af byggekomitéen, etatsråd og anset læge på Nørrebro, Le Sage de Fontenay skar igennem. Den nye korsformede kirke skulle hedde Helligkors kirke.
Omkring nytår 1890 stod Helligkors kirke klar til indvielse i et sogn på 26.000 indbyggere, som blev udskilt af Skt. Johannes sogn.
Grænserne for det nye sogn betegnes som en linje fra Peblingesøen ad Korsgade til Blågårdsgade, ad denne gade til Bagergade, ad Bagergade, Slotsgade, Nørrebrogade, Jagtvejen, langs Ladegårdsåen til Peblingesøen og langs denne til Korsgade.
Kongelig besøg
Endelig den 19. januar 1890 var man klar til indvielse. I Berlingske Tidende kunne man læse følgende:
Med Hensyn til den imorgen stedfindende Indvielseshøjtidelighed er vi blevet anmodet om at oplyse at, når der – iøvrigt ikke ved Kirkens Værgers Initiativ – er udstedt Adgangskort ved denne Lejlighed, saa er dette ganske i overensstemmelse med, hvad der plejer at ske ved saadanne Fester og tillige naturligt begrundet i Forholdene, da der nødvendigt maa sikres en stor Del Mennesker, der paa forskellig Maade staar i særligt Forhold til Kirken, Plads.
Iøvrigt er Kirken aaben for Publikum imorgen fra Gudstjenestens Slutning og indtil kl. 3.
Lidt før kl. 10 ankom til kirken kronprins Frederik (senere Frederik den Ottende), kronprinsesse Louise, prinserne Christian (senere Christian den Tiende) og Carl (senere Håkon den Syvende af Norge). Lidt efter kom Christian den Niende og Prins Hans med følge.
De kongelige herskaber blev modtaget af komitéen for kirkens opførelse med dens formand, stiftsprovst Rothe i spidsen.
Præsterne var lig med kapitalisme
De første år i Helligkors kirke var bestemt ikke lette. Arbejderne i Rabarberlandet mente at præsterne var en del af Kapitalisme. De var fornemme, fede præster. Præsterne blev ofte mødt med uvilje og dørene blev smækket i for næsen af dem, når de var på husbesøg. Når præsterne færdedes i fuld ornat på gaden, kunne de ofte være udsat for at blive generet.
Myndighederne var også afvisende
Denne tendens smittede også af hos myndighederne. Københavns Kommunalbestyrelse stillede sig nu også uvillig over for at skænke byggegrunde til kirker. Da Kirkefondet købte grund til den ny Blågårdskirke, som blev indviet i 1905, betingede kommunen sig som betingelse, at der af denne kirke altid skulle svares afgifter. Det havde kirker ellers været fritaget for.
Ved oprettelse af det ny Blågårdssogn blev der tillagt et lille stykke af Helligkors sogn, nemlig den karré, der begrænses af Korsgade, Slotsgade, Bagergade og Blågårdsgade og som omfattede ca. 1.000 mennesker.
Præster var almindelige mennesker
De velhavende kunne stadig betale sig fra kirkehandlinger foretaget i dagligdagen samt sikre sig plads i kirkerne mod betaling. Dette forargede de mere fattige kirkegængere. Først i 1900 ophørte lejemålet på bænkene i Helligkors kirke.
Socialdemokratiets indstilling til kirken blev dog også bedre. Og særlig bidrog den store arbejdsløshed i 1930erne til at bringe befolkningen nærmere kirken. Man kom på bedre talefod med præsterne og opdagede, at de var almindelige mennesker.
Præsterne arrangerede specielle Arbejder – gudstjenester. Kirken blev ved disse lejligheder fyldt til bristepunktet. Respekten for kirken og dens arbejde steg mærkbart. Men også præsterne fik mere social forståelse.
“Baggårds – kirken”
Vi har tidligere været inde på den lille Bethlehemskirke. Den lå i en utiltalende baggård til Blågårdsgade 40. Den var indrettet i et halvtagsskur, som stødte op til Ågades Brødfabrik. I denne fabrik blev der arbejdet alle ugens dage. Støjen derfra kunne høres inde i kirken. Man forstod ikke, at denne bygning skulle bruges som hjælpekirke. Den kom da heller ikke til at virke som aflastnings – kirke for Helligkors kirke.
Yderste fattigdom
Præsternes aflønning var beskeden. Det omfattende sognearbejde var præget af yderste fattigdom. Derfor var det måske ikke overraskende, at præsterne efterhånden søgte forflyttelse.
Kirkens første sognepræst, pastor la Cour blev kaldet til sognepræst i Gamtofte sogn på Fyn i 1895. Pastor Linnemann forflyttedes til Christiansborg slotskirke året efter.
La Cour’s efterfølger blev pastor Jul. Ifversen. Han havde gennem sit arbejde i Bethesta godt kendskab til kirkelivet på Nørrebro. Som kapellan blev valgt pastor Vilhelm Kold.
Han var udpræget vækkelsespraktikant. Og det var meget naturligt, at han blev sat ind mod vantroen i Rabarberlandet.
Brorsons Kirke
Kold forsøgte at få Nordvestvejskvarteret skilt ud som et selvstændigt sogn. Takket være en energisk indsats kunne Brorsons Kirke indvies den 6. januar 1901. Kirken blev rejst som en gave fra den levende menighed i Danmark. De 143.000 kr., som kirken kostede blev dækket udelukkende ved frivillige bidrag.
Pastor Kold
Det var naturligt, at pastor Kold blev Brorsons kirkes første præst. Han fortsatte sit virke indtil 1927, hvorefter han blev Indre Missions formand indtil sin død i 1932.
Pastor Kold holdt blandt andet samfundsmøder i Marthahjemmet i Brohusgade.
“Murersagen”
Der var stor betænkeligheder ved at ansætte en ung mand, der hed Axel Beck i et barsk arbejderkvarter. Men denne unge mand blev i Helligkors kirke i hele 42 år.
Pastor Ifversen havde større vanskeligheder ved at tackle arbejderne. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderne. Han mente, at de vildledte arbejderne.
Arbejderførerne brugte da også enhver lejlighed til at skade pastor Ifversen. Og da den såkaldte murersag fremkom, gjorde de ihærdige forsøg på at få ham afskediget.
Sagen drejede sig om, at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde stået i forhold til inden ægteskabets opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Han fik derefter Socialdemokratisk Forbund til at klage til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet, og den 28. januar 1903 idømtes Ifversen en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.
Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet, og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere.
Sagen havde dog taget hårdt på Ifversens kræfter. Han måtte tage et års orlov, for at komme til kræfter igen.
I mellemtiden konstituerede biskop Rørdam den unge pastor Axel Beck som sognepræst.
Pastor Ifversen blev i efteråret 1908 forflyttet til Bregninge og Bjergsted sogne ved Kalundborg.
En nordmand fyldte kirken
Pastor Aage Westergaard var kommet til området fra Skjern. Han tog lidt tungt på arbejdet. Men gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han efterhånden tillid blandt befolkningen. Han åbnede kirken for den norske frikirkelige lægprædikant Albert Lunde, der aften efter aften fyldte kirken. Dette gav anledning til oprettelse af et selvstændigt menighedssamfund i kirken. Gennem en årrække trivedes der to menighedssamfund i samme kirke.
Dette sled dog efterhånden på pastor Westergaard. Dertil kom tabet af hans eneste barn. I 1937 indgav han sin afskedsbegæring. Men inden han fik den bevilliget, døde han.
Stort socialt arbejde
Rabarberlandet var et udpræget nybyggerkvarter og i særlig grad børnerigt. Man havde allerede i 1877 oprettet en søndagsskole i Kapelvejens Skole. Denne søndagsskole virkede i 60 år, idet den i 1937 blev sluttet sammen med en anden søndagsskole i sognet.
Kvarteret havde et meget dårligt ry. De store lejekaserner rummede dyb fattigdom. Familieforholdene var dårlige. Druk og slagsmål hørte til dagens orden.
Fra Skt. Stefans Kirkes side blev der gjort en stor indsats for at beskytte de mange børn, som ofte var overladt til sig selv og udsat for dårlig påvirkning gennem oprettelse af arbejdsstuer, hvor børnene kunne anbringes, medens forældrene var på arbejde. Det viste sig dog hurtigt, at disse arbejdsstuer ikke slog til.
Anker Heegaard forærede grunde væk
Men da kom tanken om at oprette et asyl. Fabriksejer Anker Heegaard rådede over flere byggegrunde i kvarteret. Han skænkede en passende grund, Rantzausgade 41 til asylet. Prinsesse Thyra, senere hertuginde af Cumberland nedlagde grundstenen. Asylet fik navnet Prinsesse Thyra’s Asyl. Det blev indviet 31. januar 1878 i kongeparrets nærværelse. Asylet virkede som tilflugtsted for kvarterets mindreårige børn. Det blev drevet som privat institution indtil 1. verdenskrigs slutning. Da overgik det til kommunen.
Sognearbejdet blev støttet af Indre Mission, der lejede et lokale i Jægergade. Her blev afholdt offentlig møder, søndagsskoler og lignende.
Man appellerede til privat hjælp, da offentlig hjælp som fattighjælp som regel førte til en slags umyndiggørelse af de ramte. Også dette var man nødt til, hvis man blev ramt af sygdom. Derfor håbede man også her på privat hjælp.
Grundlaget for “Marthahjemmet”
På Parcelvej (Griffenfeldsgade) sørgede kammerassessor Evers og hans hustru for at afhjælpe den største nød ved at åbne en sygebespisning, ligesom de sørgede for fattige konfirmanders beklædning.
Det var da især to foreninger, der kom til at spille en rolle i bekæmpelse af nøden i området. De blev stiftet i henholdsvis 1877 og 1880. Det var de to foreninger, dannede grundlaget for Marthahjemmet i Brohusgade og Håndgerningsforeningen.
Foreningerne var Håndgerningsforeningen for Skt. Stefans sogn og Nørrebro Bespisningsforening.
Den første forening sørgede for, at give kvinderne hjemmearbejde. Det gjorde man for at forbedre forholdene i hjemmene og dermed sikre en bedre børneopdragelse. Foreningen leverede materiale til strikning, syning m.m. Det færdige arbejde blev overtaget og betalt af foreningen.
Bespisningsanstalten
Bespisningsanstalten førte den tidligere omtalte virksomhed, som kammerassessor Evers havde startet, videre.
De to foreninger blev samlet i Marthaforeningen. i 1882. Året efter tråde Anker Hedegaard atter til, idet han skænkede grunden i Brohusgade til foreningen.
I løbet af kort tid lykkedes det at indsamle 40.000 kr. til foreningens hus. Og hjemmet blev indviet den 24. marts 1886.
Erik Bock
Egentlig burde vi også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’ere mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.
Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede en silikonedukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania.
Helligkors kirke har været med til at gøre kirken mere åben for kultur. To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange har han fået pålæg fra biskopperne. Men som han selv siger. Han har givet kirken mere frisk luft.
Blågårds Kirke kunne bedst undværes
Nu kunne vi fortsætte den historiske gennemgang. Men vi vender blikket mod den foreslåede lukning af Helligkors kirke. Dette medførte store beboerprotester og panderynker hos biskoppen.
Men også Nationalmuseet modsatte sig en lukning. De anså kirken, som den mest interessante af de tre kirker i området. Menighedsrådet havde åbenbart udvalgt den forkerte kirke til lukning. Og de barske realiteter var, at Blågårds Kirke var den kirke, som bedst kunne undværes i området.
Helligkors Sogn var i 1999 blevet sammenlagt med Blågårds Sogn og Brorsons Sogn til Blågårdens sogn.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Hvis du vil vide mere: Om Kirke – og Åndsliv, uden for Nørrebro: Læs
Under Østerbro:
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder
August 27, 2014
Tænk, i Jægersborggade boede Dagmar, der efterhånden havde 25 spædbørn på sin samvittighed. Hun tjente penge som plejemor. Børnene blev myrdet efterhånden som hun fik nye kunder. Hun myrdede dem, når han var i rus, kvalte dem med en snor og brændte dem i en kakkelovn. Men så en dag fortrød en af mødrene og ville have sit barn tilbage. Men da var det allerede myrdet. Et par af mordene skete også over på Assistens Kirkegård.
Hvem skulle tro det?
Hvem skulle tro, at der i det i dag mondæne Jægersborggade engang boede en massemorder.
Måske 25 spædbørn
I perioden fra 1911 – 1920 tog Dagmar Overby livet af cirka 25 spædbørn. Ufatteligt, at ingen fattede mistanke, før det langt for sent.
Det var tiden inden plejeloven og inden folkeregistreringen. Dagmar havde frit spil.
Hun brændte dem i kakkelovnen
Hun kvalte børnene og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Det var i hvert fald hendes foretrukne løsning.
Men mindst en dræbte hun også på Assistens Kirkgården. Hun smed et et barnelig i latrinen. Andre berettede om, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det i en grav på kirkegården.
Men mindst tre barnemord begik hun i Jægersborggade. Hendes eget barn og hendes ynglings – plejebarn blev passet af marskandiser Petersen, mens hun begik mordene.
Tyvetøsen
Som barn havde hun det ikke let. Hun blev kaldt for Tyvetøsen. Hendes første eget barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med en, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet, mente Dagmar.
Flere forhold fulgte. En far ville ikke anerkende sig faderskabet, så det måtte ryddes af vejen. Barnet blev lagt i en lade, og heldigvis fundet i live.
I Jægersborggade fra 1916
I 1915 ankom hun til hovedstaden og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikvare – leverandørerne.
På grund af sygdom måtte han give afkald på butikken. I 1916 flyttede hun så ind i Jægersborggade.
Hun annoncerede i avisen efter plejebørn. Det gik fint. Masser af penge blev tjent.
Horeunger
Horeunger, som man kaldte børn født uden for ægteskab havde ingen rettigheder. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket og ofte ville faderen ikke vedkendes barnet. Han betalte sig fra det. Dette blev Dagmars lykke eller ulykke – om man vil.
Lillebror har det godt
Som regel skrev hun et kort til moderen, lige efter, at hun havde begået mordene – Lillebror eller Lillesøster har det godt.
Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så et andet barn, moderen så måtte kigge på nede i barnevognen.
I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.
Æter er dejlig afslappende
Dagmar fandt ud af, at æter gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Det var ofte under disse rus, hun begik mordene. Hun kvalte børnene med en snor, og gemte dem i den tids køleskab. Det skete også at hun glemte ligene. Så fandt hun ud af, at det mest effektive var at brænde ligene i kakkelovnen.
Hun boede også en kort overgang i Landemærket, Adelgade, Ryesgade og på Engahavevej. En af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus. Et af plejebørnene var Angelo. Han blev efter mange år faktisk afleveret til moderen igen.
En mor til et af børnene blev dog mistænksom, men Dagmar skaffede både falsk lægeattest og falske begravelsespapirer på det barn, som hun havde myrdet.
Hun stjal høns
I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Hun blev idømt 11 måneder på forbedringsanstalt for at stjæle høns. Hendes barn og plejebørn blev fjernet og anbragt på børnehjem. Efter at have afsonet sin straf, blev hun aktiv i Kirkens Korshær.
Efter et stykke tid fortsatte hendes ugerninger.
Men det fik en brat ende. En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby sit barn i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet, og moderen gik til politiet.
Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig på loftet.
Hun er defekt og uærlig
Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav følgende karakteristik:
Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende er hun defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.
Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.
Kun dømt for 8 mord
Hvor mange børn hun egentlig dræbte i Jægersborggade og på Assistens Kirkegården har man ikke tal på. Faktisk blev hun kun dømt for 8 mord.
Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Og det skulle ske offentlig. Men den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid.
Lovgivningen blev lavet om
Dagmar Overby kunne slet ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet. Hun måtte senere overføres til Skt. Hans i Roskilde. Har døde hun 6. maj 1929.
Hvorledes kunne dette lade sig gøre? Var mødrene, der overlod Dagmar børnene for ligeglade? Samfundet kunne ikke tolerere uønskede børn født uden for ægteskabet. De var og blev uønskede.
Efter sagen blev lovgivningen på en række punkter lavet om m.h.t. adoption, plejeforhold samt registrering.
Kilde: Se
Du kan læse mere om Dagmar Overby på www.dengang.dk