Artikler
August 28, 2014
Dette er en hyldest til de flotte gamle huse i Aabenraa. Vi tager på en stor rundtur, der ville strække sig ud over flere artikler. Vi kigger lidt på byggekulturen og når at besøge Fiskergade og Gildegade. Vi dvæler lidt ved en markant bygning i Aabenraa, hvor undertegnede lagde grundstenen. Den er godt nok ikke så gammel, men bygningen kan sagtens fortælle en historie. Mange store brande i byen har forhindret, at bygningerne er ældre, end de egentlig er. Byens skibsfart og højdepunkt i handel har sat sine afgørende spor i byggekulturen.
Cirka 80 fredede huse i byen
Det er efterhånden lang tid siden undertegnede har været i Aabenraa. Men man glemmer ikke de mange gamle huse, der lå der. Og for de flestes vedkommende stadig ligger der. Lige som i Tønder har man gjort sig store anstrengelser for at bevare de gamle huse. I dag er der vel omkring 80 fredede huse i byen.
Flotte bygninger fra 1730 og 1800
Det er særlig mellem 1730 og 1800 de flotte bygninger med de mange detaljer blev bygget. Skibsfarten gav velstand, og det kunne ses. Bakkerne er med til at fremhæve de gamle bygninger. Den lange hovedgade, Søndergade, Storegade og Ramsherred, der bugtende strækker fra den nu delvis overdækkede Mølleå til Nørreport er jo til dels meget særpræget. Det var denne strækning eller snarere en stor del af den, som min gamle chef, Ejvind Koch var med til at omdanne til gå gade.
Det var Mølleåen, der dengang dannede byens sydgrænse. Og højt på en bakketop ligger kirken. Ja og så er det jo gaderne omkring Fiskergade op mod Skibbrogade, der så over krydset fortsætter over i Gildegade.
En kinesisk inspireret bygning
Ja i den anden ende, har vi så Nybro – Nygade – Klinbjerg, der udgår fra Slotsgade. Ja vi skal da heller ikke glemme Barkmøllegade, hvor jeg boede i en del år. Og alle har sikkert glemt, at jeg lagde grundstenen til pagodebygningen lige i nærheden.
Det er godt nok ikke et gammelt hus, men tilblivelsen af huset er en historie værdig. Åh ja, det handlede også om en rødbøg vi ikke måtte fælde. Og hurtig skulle vi i HK finde en historie om tilknytning mellem Aabenraa og Kina – kysten. Og så var det Flensborg – Avis, de påstod, at vi brugte for mange penge. Det drejede sig om en statue af Merkur. Tænk en udgift på 8.000 kr. var nok til en forside i bladet. Lidt sjovere var historien om KU, der en nat invaderede huset udefra, og anbragte et bander, Kina – Restaurant. Politiet nægtede, at hændelsen havde fundet sted. Men den historie fik vi hvis vendt til egen fordel.
Men også det har vi vel før skrevet om.
Grund til gåtur
Men prøv at gå en tur ned ad Nybro, eller hele vejen ned af Slotsgade, mod Slotsvandmøllen til Brundlund Slot.
Eller hvad med Store Pottegade. Her har vi Vægterpladsen og Persillegade. Og vi skal heller ikke glemme Wollesgyde.
Allerede i 1920 var der bestræbelser i gang med at frede de flotte huse. I 1949 fandt man endelig ud af, hvilke gader, der skulle prioriteres. I 1960erne fortsatte man bestræbelserne. Men egentlig var det først i 1975, der forelå en egentlig bevaringsplan.
De store brande
I Aabenraa ser vi ligesom i Tønder og andre steder i Sønderjylland velbevarede gavlhuse. Gavlhuset vender gavlen mod gaden. Langhuset vender langsiden mod gaden.
Og egentlig behøver vi vel ikke at gennemgå byens historie. Det har vi gjort adskillige gange. Vi skal da lige nævne byens store brande. Det har været med til at præge det bybillede, som vi kender i dag. Mest omtalt er branden fra 1610, der lagde næsten hele byen øde. I 1629 blev næsten hele Ramsherred lagt i aske. I 1669 brændte 30 ejendomme i Slotsgade. I 1680 gik hele Vestergade op i luer. Og i 1707 hærgede en ny storbrand i den vestlige side af Søndergade, det meste af Slotsgade og en del af Vestergade og Nybro.
Gildegade brændte i 1679. i 1694 gik det ud over Fiskergade og en del af Skibbrogade. En mindre brand i lagde i 1708, 10 huse i aske i Ramsherred.
Både til borgerskabet og arbejderne
Mange gader har sit eget særpræg. I Ramsherred og Storegade og til en hvis grad, Vestergade blev der bygget købmandsgårde og store ejendomme til det bedre borgerskab. I de store huse og gårde i Fiskergade og Skibbrogade boede de velbjergede fra skibsfarten. I de små huse i Ramsherred, Søndergade, Slotsgade og Nygade boede håndværkerne. Fiskere, arbejdsfok og daglejere var henvist til småhuse og lejevåninger i sidegader og gange. Det var i Store Pottegade, Wollesgyde, Gildegade m.m.
Mange huse kan fremhæves
For blot lidt over hundrede år siden var bulhuse normal i Aabenraa. I dag kan kun tre – fire huse i byen føres tilbage til den byggestil.
Den ældste grundmurede bygning er byens gamle skole på Kirkepladsen 8. Men også det toetagers gavlhus i Nygade 45 kan dateres tilbage til 1737.
Men også Storegade 24 er af gammel dato. Bygningen kan føres tilbage til 1723.
I en murrest, der indgår i nordsiden af Ramsherred 47, findes en sten, hvori årstallet 1672 indgår. I Slotsgade er der rester af bygninger, der er opført kort efter branden i gaden. Disse kan dateres tilbage til 1707.
Langhuset, Klinkbjerg 9 minder en del om gavlhuset på Slotsgade 15. På de smedede murankre ses initialerne PJ og årstallet 1737.
Vi kunne blive ved med at fremhæve enkelte huse i Aabenraa. Men vi skulle vel snart i gang med vores vandring rundt i Aabenraa. Inden da falder tanken på den helt enestående Postholdergården, Søndergade 20 fra 1758, som er et fornemt to – etagers palæ. Men her til rejste jeg som meget ung fra Tønder sammen med min far. Jeg havde problemer med mine ører, og skulle undersøges af doktor Beyer.
De mange plader
Den pragtfulde bindingsværksbygning, Nybro 14, skal da også lige fremhæves. Egentlig var den bygget i 1705, men restaureret allerede i 1781.
Karakteristisk er de mange hustavler på de velbevarede bygninger. Den ældst kendte er den der sidder på Den Günderoth´ske Stiftelse, Nygade 46. På den lange stentavle, kan man læse:
Gott Allein Die Ehre – Anno 1731.
Undertiden er indskriften en blanding af tysk og latin, som på tavlen i Nygade 45:
Soli Deo Gloria/ Wens Gott giebt/ so schad der Neid nicht.
Et eksotisk hus
C.F. Hansen´s rådhus har vi beskæftiget os med tidligere. Sjovt nok rummer bygningen rester fra det kulsejlede projekt, Frederikslyst. For dem, der ikke kan huske det, så var det fra dengang, hvor Aabenraa skulle gøres til kurby.
Toldboden på Skibbroen ligner noget fra Dansk Vestindien. Her dansede vi i min tid i Aabenraa. Også denne bygning stod den lokale Peter Callesen for.
Lad os prøve at gå en tur rundt i Aabenraa.
Fiskergade:
Der er selvfølgelig forskel på bevaringsværdige huse og fredede huse. Og for sidstnævntes vedkommende er følgende numre i Fiskergade fredet, 3A og 8.
Fiskergade 2
Det er et pænt og velbevaret hus opført i 1860 – 61 for høker Thomas Andersen.
Fiskergade 3:
Her har vi et ni fag dybt gavlhus i en etage. Huset er opført før 1744. Bindingsværket er udskiftet med grundmur mellem 1825 og 1835, formentlig for Peter Asmus Petersen.
Fiskergade 4:
Grundmuret firefags langhus i to etager med gavle af bindingsværk. Det er opført i 1853 for by kasserer Nissen´s arvinger. Har fungeret som butik, idet et butiksvindue er indsat i 1907.
Fiskergade 5
Otte fag dybt gavlhus. I gavltrekanten er opsat i smedejern H.P.S. Bygningen virker lidt maltrakteret. Det er opført mellem 1720 og 1744 for Hans Petersen Dreyer. I begyndelsen af 1950erne er der sket en stor ændring af gavlen efter indretning til butik.
Fiskergade 6
I 1744 lå her et bindingsværks – forhus på 2 1/2 fag. I 1856 beskrives huset som to – etagers. Den nuværende bygning er opført i 1853 med bibeholdelse af dele af det ældre hus.
Fiskergade 8
Grundmuret toetagers langhus på hele 15 fag. Her er en enestående fyldningsdør. I 1744 omfattede bygningen 10 fag. I 1751 opførtes en tilbygning på tre fag i to etager. I 1780 blev bygningen beskrevet som et grundmuret syvfags våningshus og et grundmuret syv fags pakhus, begge i to etager. I indgangspartiet er der en tavle, som er dateret 1779.
Forhuset er opført i 1779 for Johann Johannsen Sehl.
I 1805 blev forhuset ombygget. Den toetagers sidebygning på 5 1/2 fag, synes at være opført i 1805. Nogle af resterne fra huset fra 1779 er blevet brugt. På hustavlen står anført:
Ich Trau und Bau auf Gott allein Gott Wird allein mein Halffer sein 1779.
Fiskergade 9
Femfags langhus i to etager omfattende 12 bjælkefag. Huset er opført omkring 1853.
Gildegade
Følgende huse er fredet – nummer 5 – 6 – 15.
Gildegade 1
Det er et ti- fag dybt gavlhus i en etage. Butiksvinduet og baldakinen over døren skræmmer ellers en flot bygning. Bygningen er opført mellem 1754 og 1764 for rebslager Daniel Danielsen efter alt at dømme som lejehus med fire ens lejligheder i stueetagen.
Gildegade 5
Grundmuret ni fag dybt gavlhus i en etage. De gamle vinduer er bevaret i østgavlen. Initialerne CNS i smedejern er placeret på gavlen. Et flot hus, der igen skæmmes af et stort butiksvindue. Og farvevalget er heller ikke for smart.
Huset er opført mellem 1775 og 1785 for drejer Casper Nissen som et lejehus med fire ens lejligheder. I gavlen mod gaden er en tavle med indskriften:
Her fødtes J.P. Junggren den 14. august 1827.
Gildegade 6
Et trefags langhus i en etage med gavlkvist over to fag. Forhuset på tre fag udgør den nordre af de to våninger på i alt seks fag, som Claus Barthelsen lod opføre mellem 1754 og 1759 i forlængelse af de øvrige våninger på nuværende nr. 10 og 12. Selv om gavlkvisten først nævnes fra 1795, må den antages at være lige så gammel som huset. I 1857 blev de to våninger delt i en selvstændige ejendomme.
Gildegade 8
Sammen med nummer 6 pynter dette hus i gadebilledet. Forhuset på tre fag udgør den sydlige del af de to våninger på i alt 6 fag, som Claus Barthelsen lod opføre.
Gildegade 10
Grundmuret femfags langhus i to etager. Huset er opført i sin nuværende skikkelse i 1896 for J. Hansen og bygmester M. Matthiesen med delvis benyttelse af murene fra et ældre enetages hus, der udgjorde halvdelen af en række grundmurede våninger på i alt ti fag, som allerede lå på stedet i 1744. Mellem 1744 og 1754 blev længen delt i to selvstændige femfags huse (nuværende nr. 10 og 12).
Gildegade 11
Grundmuret trefags langhus på to etager mod gaden og en etage fra gården. Det trefags forhus udgør den ene af de to enetages våninger af bindingsværk på i alt seks fag. Jürgen Iwersen lod dem opføre i 1754 – 1755. Mellem 1835 og 1843 blev våningerne delt i to selvstændige ejendomme. I samme periode blev bindingsværket i Gildegade 11 udskiftet med grundmur.
Gildegade 12
Grundmuret femfags langhus. En kvist mod gaden omtales mod gaden fra 1835.
Gildegade 13
Grundmuret trefags langhus i to etager. Det siges at være ny opført i 1843. Men alt tyder på, at det er tale om en ombygning af et ældre hus, der sammen med Gildegade 11 udgjorde to enetages våninger af bindingsværk på i alt seks fag, som var opført for Jürgen Iwersen i 1754 eller 1755. Adskillelsen i to selvstændige ejendomme skete mellem 1835 og 1843.
Gildegade 14
Grundmuret nifags langhus i en etage. Opført mellem 1764 og 1772 for Jørgen Møller Sandberg på den bagerste del af hans hjørneejendom mod Skibbrogade. Udskilt som selvstændig ejendom omkring 1865.
Gildegade 15
Grundmuret nifags dobbelthus i en etage med gavlkvist over to fag. På gavlen ses tallene 1752. Huset blev opført i dette år for skibstømrermester Jacob Paulsen. I 1744 var grunden, som dengang udgjorde en del af Skibbrogade 11, bebygget med Jürgen Iwersens tre våninger på i alt ni fag med kælder under fire fag. Efter alt at dømme udgør dette hus en del af Jürgen Iwersens bebyggelse.
Gildegade 16
Grundmuret langhus i to etager. Opført i 1866 for skipper Wilhelm Lund. Grunden udgjorde dengang en del af hjørneejendommen mod Skibbrogade.
Her slutter vores foreløbige gåtur i Aabenraa, men vi vender frygtelig tilbage med Flere Gamle Huse i Aabenraa (2).
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
Vi kigger atter på gamle huse i Aabenraa. Denne gang Lille og Store Pottegade, Klinkbjerg og Kirkepladsen. Og egentlig burde vi have fortsat med Vægterpladsen. Vi kigger på Fattighuse, Pigeskole og almindelig skole. Og så er der pludselig gamle værkstedsbygninger, der dukker op. Ja og en gammel bager. Nogle steder har man ikke brugt de rigtige vinduer og rigtige døre, når der skulle ombygges. Og det er en skam. Men general er det jo et fantastisk miljø vi møder. Og undertegnede kan nu engang ikke finde ud af, hvad der er skønnest Tønder eller Aabenraa?
Velkommen til anden del af vores lille lyn – gennemgang af de gamle huse i Aabenraa. Ja dem er der masser af. I første del var vi i Gildegade og Fiskegade. Vi er nu nået til Kirkepladsen.
Kirkepladsen 3
Vi finder et grundmuret to – etagers hus med seks vinduesfag i længden. Til gadesiden ser vi røde mursten, men ellers er det til de andre sider gule sten. Vi ser en hustavle over den midterste gadedør. I vestgavlen er sandstenstavle med to adelsskjolde. Huset er godt vedligeholdt og passer godt ind i Kirkepladsen.
Langhuset er opført i 1893 for Dackerth Jørgensens boligstiftelse. På husstavlen får vi en nærmere forklaring:
Dankwerth Jørgensche Wohnungsstiftung. In Jahre 1893 ist dieses Haus Gott und Ehren und den Bedürftungen dieser Gemeinde zum besten aus einer Schenkung der Eheleute Christian Knudsen Jørgensen und Helene Marie geb. Tøgeren sowie aus Stiftungsmitteln neu erbaut werden. Des Herrn Gnade schenkt auch den Aermsten Frieden.
Kirkepladsen 5
Her finder vi et grundmuret enetages hus med seks vinduesfag i længden med fremspringende midterparti. Et stort ovenlysvindue virker meget dominerende.
Huset er et forhus, der betegnes som ni fag med kvist. Det var opført i 1859 for skibskaptajn Johan Heinrich Jessen af arkitekt J.H. Callesen. Omkring 1970 gennemgik huset en omfattende restaurering, hvorefter det fik sit nuværende udseende. Før 1859 lå der en gavlhus på grunden, hvis ejer var den kendte maler, Jes Jessen.
Kirkepladsen 6
Et seksfags langhus i en etage. Murværket er i røde sten, hvide vinduer og blå dør. Et flot hus, der passer særdeles godt ind i helheden.
Huset blev opført i år 1800 for kirkens organist: Men det nuværende hus er nærmest en kopi af det gamle organisthus. Det blev nemlig genopført med de originale materialer. Men det genopførte hus er forskudt lidt i forhold til det oprindelige.
Kirkepladsen 7
Seksfags langhus i en etage med flotte vinduer. Det er opført mellem 1754 og 1757 for Hans Philip Goldt. I 1795 og 1805 nævnes en kvist på huset. I 1809 blev bygningen omdannet til pigeskole, ved en gennemgribende ombygning udført af murermester Peter Callesen. Måske er kvisten forsvundet ved den lejlighed, Bygningen fungerede som Pigeskole indtil 1836, hvorefter den atter kom i privat besiddelse. Den nuværende pudsede facade må være fra 1850.
Kirkepladsen 8
Et 13 fag langt grundmuret hus i to etager ud til Kirkepladsen og en etage ud mod nord. I østgavlen ses årstallet 1737 i smedejernsankre. Grå sokkel, gule murflader, grønne vinduer og døre.
Det lange hus er Aabenraas gamle skolebygning, som opførtes i 1737. Et tidligere skolehus, der lå vest for den nuværende bygning blev solgt til anden anvendelse samme år. Umiddelbart før påbegyndelsen af byggearbejdet, blev det oplyst, at den nye skolebygning skulle være en etage høj, 10 fag lang og 16 alen i bredden. Planerne må imidlertid være blevet ændret lige før påbegyndelsen eller undervejs.
I 1776 blev bygningen også nævnt som en 13 fags – bygning. Indtil 1836 fungerede bygningen som skole, hvorefter den kom mi privat besiddelse. Mellem 1853 og 1855 blev facaden forhøjet mod Kirkepladsen til to etager.
Kirkepladsen 9
Seksfags langhus i en etage. Et ganske pænt hus, der i sin nuværende skikkelse må være fra 1850erne
Klinkbjerg 1
Grundmuret en etages gavlhus med elleve bjælkefag i dybden med meget smukke detaljer i gavlen. Desværre har en ombygning ødelagt lidt af helhedsindtrykket. Gavlhuset betegnes som 11 fag og er opført i 1767 for Christopher Kellner. Den noget forhøjede søndre langside har fået sin nuværende udformning i 1875. Den væsentlig yngre sidebygning stod færdig i 1884.
Klinkbjerg 2
Grundmuret nifags langhus i en etage. Der er to nyere firerammede kviste mod gaden. Okkergul sokkel, lysegul murflade. Der er et toetages baghus med grundmuret underetage. Åbenbart har huset sine oprindelige vinduer. De nyere kviste mod gaden er måske lidt for dominerende. Terrazzotrappen passer måske ikke til helheden. Forhuset er velbevaret. Det kan man desværre ikke sige om baghuset. Og det er en skam, for det repræsentere en bygningstype, der tidligere var ret almindelig i Aabenraa. Efterhånden er de fleste bulbyggede ejendomme for længst forsvundet i byen.
Forhuset er opført 1835 – 36 af murmester Peter Callesen for købmand M.H. Lüders. Baghuset er fra årene mellem 1754 og 1764.
Klinkbjerg 3
Her har vi at gøre med et trefags langhus i to etager. Et sidehus er i fire fag med to etager. Måske er lidt af det historiske gået tabt ved indsætning af vippevinduer.
I ældre tid udgjorde Klinkbjerg 3 og 5 en ejendom, hvorpå der omkring 1780 opførtes et nifags langhus i en etage med grundmuret gadeside og gavl med bindingsværk til gården. Mellem 1825 og 1835 blev Klinkbjerg 3 udskilt som selvstændig ejendom, omfattende de tre sydligste fag af langhuset. De tre fags gårdside blev forhøjet til to etager. Forhøjelsen af gadesiden fandt først sted nogle årtier senere. Sydgavlen og den skrå hjørneafskæring, tillige med butiksindretningen stammer formentlig fra 1896. Sidebygningen synes først at være opført efter 1871.
Klinkbjerg 5
Grundmuret seks fags langhus i en etage. Et ganske pænt hus. Hørte sammen med Klinkbjerg 3. Ejendommen blev mellem 1780 og før 1785 bygget for bødker Andreas Knutzen som et nifags langhus med gadeside og gavl af grundmur og gårdside af bindingsværk. Gårdsidens bindingsværk forsvandt omkring 1850.
Klinkbjerg 9
Grundmuret nifags langhus i en etage. Vi ser en murranke med initialerne PJ og årstallet 1737 samt øverst i gavlspidsen liljeanker. De nye vinduer ser lidt mærkelig ud på det flotte hus.
I 1744 beskrives bygningen som et nifags langhus, hvoraf de to sydligste fag var grundmurede, mens resten var bindingsværk. Huset er opført for Peter Jacobsen. I 1764 synes hele gadesiden at være grundmuret. Udskiftningen af bagsidens bindingsværk er formentlig foretaget mellem 1855 og 1871.
Lille Pottegade 1
Delvis grundmuret langhus med to etager mod gaden og en mod gården. Det omfatter fire vinduesfag i længden. Der en hustavle over 3. fag fra syd. Her har tidligere været et dørfag.
Huset er opført i 1743 for Hinrich Niendahl som et femfags bindingsværkshus i en etage med grundmuret gadeside i tilslutning til et forhus med Store Pottegade. Mellem 1835 og 1845 blev Lille Pottegade1 adskilt fra Store Pottegade – huset. Mellem 1845 og 1855 blev gadesiden forhøjet til to etager. Kvist mod gården påbegyndt i 1949. Hustavlen bærer følgende indskrift:
Soli Deo Gloria 1743 – H N D og F N D
Lille Pottegade 4
Grundmuret femfags langhus i en etage. Ualmindeligt smukt og velbevaret hus. En lys farve klæder huset bedre. Tagkvisten er måske for dominerende, men ellers godt vedligeholdt.
Huset blev i 1789 opført for Johannes Jürgen Besser.
Lille Pottegade 5
Et nifags grundmuret langhus i en etage. I 1972 gennemgik huset en omfattende restaurering. Her nedlagde man en gadedør, og flyttede en anden.
I 1744 lå der på grunden et nifags bindingsværkshus, indeholdende tre våninger. Da den daværende ejer, karetmager Adolph Eduard Leistmann i 1770 gik fallit, overtog Fattigkassen længen og anvendte den til Fattighus. Mellem 1764 og 1775 blev huset istandsat og tre af gadesidens fag omsat i grundmur. Sidenhen er resten af gadesiden og hele gårdsiden blevet grundmuret. Indtil 1972 var der døre i 3. 6. og 7. fag fra syd.
Lille Pottegade 6
Grundmuret toetagers langhus med ni vinduesfag i længden. Et ganske pænt hus. Det blev opført i 1866 eller året før for skibstømrer Hans Petersen. De to nordligste fag blev tilføjet i 1942.
Lille Pottegade 8
Grundmuret toetagers hus omfattende seks vinduesfag i længden. Gadesiden er opført i røde mursten. Over den søndre gadedør er der en hustavle.
Den grundmurede toetagers bygning er opført 1902 for den Hansenske Stiftelse ved arkitekt Flindt fra Aabenraa. Og på hustavlen står der følgende:
Hansen Stift im Jahre des Heils 1902 durch ein Geschenk des Herrn Senator Voetmann und Frau, neugebaut.
Store Pottegade 3
Grundmuret trefags langhus. Murværket består af Flensborg – sten. Det er et pænt og meget velbevaret hus. Åbenbart er det de samtidige vinduer og fyldningsgadedør med overvindue også i de oprindelige farver. Men det ser ud som om murværket har sætningsskader.
Det grundmurede toetagers hus, der betegnes som fire fag er opført i 1865 for bødker Jens Beck.
Store Pottegade 5
Trefags bindingsværkshus i en etage. Bindingsværket er overpudset mod gaden. Trefagshuset er mellem 1754 og 1764 udskilt af en bindingsværkslængde på 14 fag, der hvor Store Pottegade 1 -5 nu ligger. Længen, hvoraf kun de tre vestligste fag står tilbage, er opført før 1744.
Store Pottegade 7
Seksfags langhus i en etage med grundmuret gade – og gårdside, gavle er af bindingsværk. Et interessant hus, der kunne blive mere interessant, hvis vinduesrammerne fik tværsprosser.
Huset er opført mellem 1754 og 1758 for Lorenz Andresen som et seksfags bindingsværkshus med grundmuret gadeside. Kvisten mod gaden nævnes første gang 1805, og kvisten mod gården 1835. Men de kan godt være væsentlig ældre.
Store Pottegade 9
Her er et nydeligt velbevaret hus. Det er opført før 1744 som et firefags bindingsværkshus, der blev delvis grundmuret mellem 1815 og 1825. Gavlene er muligvis stadig af bindingsværk.
Store Pottegade 10
Grundmuret seksfags langhus i en etage, gadesidens østre halvdel i to etager. Ganske pænt hus, dog med lidt for forkerte vinduer.
Forhuset bestod tidligere af to selvstændige trefagshuse som begge var opførte før 1744. Byggemåden omtales første gang i 1785, da begge huse beskrives som værende af bindingsværk med grundmurede gadesider. Før 1795 beskrives en kvist på det østre hus. Mellem 1815 og 1825 får de to huse samme ejer. I 1885 blev bygningen underkastet en gennemgribende ombygning, hvorunder det vestre hus skal have været helt nedbrudt. Gadesidens nuværende udseende skyldes denne ombygning, og formentlig er gårdsidens bindingsværk forsvundet ved samme lejlighed.
Store Pottegade 11
Grundmuret trefags langhus. Ualmindelig flot hus, nok en af Aabenraas mest flotte huse.
I 1744 omtales huset som et femfags bindingsværkshus i to etager. Mellem 1744 og 1754 bliver nr. 11 og nr. 13 sammenlagt til en ejendom. I samme periode bliver den underste etage mod gaden i nummer 11 udskiftet med grundmur og nummer 13 bliver forhøjet til to etager, så de sammenlagte forhuse fik samme højde. Mellem 1764 og 1775 bliver nummer 11 og 13 atter delt i to selvstændige ejendomme. Vindingsværket mod gaden i nummer 11’s øverste stage udskiftes med grundmur mellem 1805 og 1815.
På ejendommene Store Pottegade 11 – 19 lå ved slutningen af 1600 – årene Carsten Hagensens boder. Den lille husdybde i husene 11, 13 og 15 kunne tyde på, at de nuværende trefagshuse er blevet til ved ombygning af de tre østligste af Carsten Hagensens boder.
Store Pottegade 13
Grundmuret trefags langhus. Mellem 1754 og 1764 blev nr. 13 forhøjet til to etager. Se historien under nummer 11.
Store Pottegade 14
Firefags langhus i to etager med to skorstenspiber. Sammenbygget med forhuset en grundmuret trefags sidebygning i to etager.
Deres nuværende skikkelse fik såvel forhus som sidehus ved en radikal ombygning i 1881 af et ældre vinkelbygget anlæg, hvis grundmurede forhus – betegnet som fem fag langt i to etager – var opført før 1744. Sidebygningen synes først at være kommet til mellem 1775 og 1785 og beskrives da, som et firefags hus i to etager med grundmur i den nedre og bindingsværk i den øvre etage.
Store Pottegade 15
Trefags langhus i to etager, grundmuret bortset fra gadesidens øverste etage, der er af bindingsværk. Undertegnede ved ikke, om den det kunstige bindingsværk fra 1972 stadig sidder på huset. Det så /ser alt for kunstigt ud.
Huset er opført i 1754 for Jacob Peder Wuhnsen som et trefags hus i to etager med grundmuret stueetage og salsetage af bindingsværk. Det skal vi nok tage med forbehold. Det kan også være at huset i 1754 bare er blevet ombygget, for den var en del af før omtalte boder.
Se i øvrigt historien under nr. 11.
Store Pottegade 17
Grundmuret tre fags langhus. Et ganske godt hus, der måske kunne have smukkere med andre vinduer og en anden gadedør. Udskiftningen af gårdsidens bindingsværk er foretaget mellem 1855 og 1871.
Se i øvrigt historien under nr. 11
Store Pottegade 18
Seksfags langhus i to etager med grundmurede langsider. De tre øverste fag af gårdsidens 2. etage er dog af bindingsværk. En pæn bygning med flot gadedør. Desværre har facaden mistet en del ved den helt uforståelige fjernelse af stueetagens bjælkeankre, der dannede årstallene 1800 og 1771. Det er også beklageligt, at vinduerne mangler deres sprosser. Gårdsiden var også i 1970erne temmelig skamferet efter en meget sjusket reparation. Man indsatte forkerte vinduesformer. Forhåbentlig er disse ting blevet rettet her i 2014.
Langhuset mod gaden består af to trefagshuse, der først i nyere tid er sammenlagt til en ejendom.
Det østre forhus er opført i 1771 for Andreas Petersen Troll (Tirol?). Dette er en toetagers bygning med grundmuret gadeside og bindingsvæk til gårdsiden. Det kan dog her være tale om et endnu ældre forhus, der i 1744 blev betegnet som et trefagshus med to etager mod gaden og en etage mod gården. Hvornår bindingsværket i gårdsidens stueetage blev udskiftet med grundmur vides ikke.
Det vestre forhus er opført i året 1800 som en toetages grundmuret bygning, men også for dette hus vedkommende, kan der være tale om et ældre forhus, der i 1744 betegnes som et trefags hus i to etager med grundmuret gadeside med bindingsværk til gårdsiden. Det vestre hus’ gangdør var indtil sammenligningen med det østre hus placeret i det yderste fag mod vest.
Store Pottegade 19
Grundmuret langhus i to etager, 6 bjælkefag, samt 5 vinduesfag i længden. Lille gavlkvist over gadesidens midterste vinduesfag flankeret af to trerammede tagkviste. Hustavle mod gaden under overetagens midterste vindue.
Charmerende og særpræget hus i flotte farver. Der mangler sprosser i de to vinduer, og i slutningen af 1970erne var der butiksvinduer i bygningen. De to tagkviste virker dominerende.
Huset er opført i 1743 for Michael Polchau som et grundmuret seksfags hus i to etager. Gadesiden er formentlig ombygget i forrige århundrede.
Den smukke hustavle bærer følgende indskrift:
1. Paral 18.16/ Wer bin ich Herrfott und/was ist mein Havs das Du mich/ bis hieher gebraucht hast/ 1743.
Navnene I de to kranse er malet på stenen, og endnu anes i den venstre krans navnet Michael og i den højre Anna Barbara Rhode. Det ser ud som om der tidligere har stået noget andet i kransene med fremhævede bogstaver, som er blevet slebet bort.
Antagelig er der også her tale om en større ombygning i 1743, se i den forbindelse historien under nr. 11.
Store Pottegade 20
Grundmuret firefags langhus, to etager mod gaden og en etage mod gården. Pænt hus med flotte vinduer og en god vedligeholdelse.
Det grundmurede forhus, der betegnes som fire fag langt, synes at være opført i 1839 eller lige efter for bødker Hans Peder Nissen. Gadesidens forhøjelse til to etager fandt dog først sted mellem 1845 og 1855. På stedet lå tidligere en firefags våning af bindingsværk, som allerede nævnes i 1744. Mellem 1825 og 1825 blev bindingsværket i dette hus udskiftet med grundmur. Det ser ud til, at dele af det ældre hus indgår i den nuværende bygning.
Store Pottegade 21
En etages langhus omfattende fem bjælkefag. Et markant hus med gode vinduer og fyldningsdør. Også tagkvistene har den rette størrelse og en ganske pæn udformning. Gårdsiden virker dog meget rodet og forbygget. Men vedligeholdelsen er ret god.
Åbenbart har der ligget et hus her på stedet før 1736, eller der i dette år er foretaget en større ombygning.
Huset er opført i 1736 for Frierich August Broacker som et firefags bindingsværkhus med grundmuret mur mode gaden. Mellem 1764 og 1775 blev huset udvidet med et fag i østlig retning, hvorved det fik sin nuværende længde.
I en døroverligger står der følgende:
An Gottes Segen ist alles/ gelegen. Jacob Matthisen 1710.
Men noget er galt, for i 1710 blev Store Pottegade 21 ejet af Matz Führmann. Man må antage, at døroverliggeren er tilført andet steds fra.
Store Pottegade 22
Grundmuret trefags langhus i to etager. Et pænt hus med en god fyldningsdør og vinduesformer.
Forhuset fik sit nuværende udseende i 1862 eller umiddelbart før. Allerede i 1744 lå der på dette sted en trefags våning af bindingsværk, som blev delvis grundmuret mellem 1845 og 1855. Det er højst sandsynligt, at visse dele heraf indgår i den nuværende bygning.
Store Pottegade 24
Grundmuret langhus omfattende 5 ½ fag i en etage med gavlkvist over to fag. Mod gården er der en en – fags kvist af bindingsværk.
Langhuset er en del af en tifags bygning med vågninger og stald, der blev opført af bindingsværk mellem 1764 og 1772, da grunden udgjorde en del af Nygade 39. Mellem 1795 og 1805 blev også stalden ombygget til vågninger. Mellem 1805 og 1815 blev bygningen delvis grundmuret. Efter at 4 ½ fag (den vestlige del) var skilt fra den nu nedrevne Store Pottegade 26 mellem 1845 og 1855, betegnes de resterende 5 ½ fag som grundmurede. Gavlkvisten, der ikke omtales, må være fra tiden kort efter midten af forrige århundrede.
Store Pottegade 25
Grundmurede seksfags langhus i en etage. Mod vægterpladsen bred gavlkvist og vest herfor en lang femrammet taskekvist. I hjørnet mod Lille Pottegade var der i ca. 1975 et stort butiksvindue. I østgavlen er indmuret en hustavle.
Butiksvinduet og gavlkvisten er lidt for dominerende, men huset giver Vægterpladsen et flot helhedsbillede.
Det grundmurede østre forhus betegnes som fem fag langt, og er delvis opført for bager N.B. Kjölseth med benyttelse af den ældre bygning på grunden, der beskrives som et syvfags bindingsværks – gavlhus med grundmuret gavl mod Lille Pottegade. Dette hus er opført før 1795. Men huset kan være betydelig ældre.
Den store gavlkvist mod Vægterpladsen må være påbegyndt omkring 1870. Den i østgavlen indmurede hustavle bærer følgende indskrift:
Soli Deo Gloria/ Hilff Gott das Sich Meinen/ Feind Mit Sandfft/ Muht Überwinde/ NBK No. 43 CK/ ANNO 4 – Qut. 1851.
Initialerne og årstallet er imidlertid misvisende, idet hustavlen må være betydelig ældre, formentlig fra sidste halvdel af 1700 – årene. Det er da også tydeligt, at N.B. Kjölseth ved husets ombygning har ladet de oprindelige initialer og det oprindelige årstal fjerne til fordel for årstallet 1851 og sine egne og hustruens initialer.
Det grundmurede to etagers høje vestre forhus synes at være opført i begyndelsen af forrige århundrede.
Store Pottegade 27
Fem fags langhus i en etage med grundmuret gadeside og bindingsværks gårdside. Over gadesidens to vestligste fag er en taskekvist, der giver indtryk af, at denne del af huset er to etager højt. I de to vestligste fag rundburede butiksvinduer, hvis nederste del er beklædt med lodrette brædder. Det er et morsomt hus, der passer særdeles godt i gadebilledet.
På grunden der udgør Store Pottegade 27 og 29 lå der i 1744 et ottefags bindingsværkshus omfattende to våninger. Mellem 1744 og 1754 blev de tre østlige fag udskilt som en selvstændig ejendom (nuværende nr. 27). I 1754 eller 1755 blev der til den østlige del af disse tre fag føjet endnu to fag af bindingsværk.
Det på denne måde opståede femfags hus blev delvis grundmuret mellem 1825 og 1835. Gadesidens nuværende udseende med den karakteristiske taskekvist, skyldes en ombygning, der formentlig har fundet sted i den sidste halvdel af forrige århundrede.
Store Pottegade 29
Østre forhus er et grundmuret femfags langhus på to etager. Vestre forhus er et grundmuret femfags langhus i en etage.
Det østre forhus er en pæn harmonisk bygning med gode vinduesformer. Den tidligere gode tofløjede fyldningsdør med overvindue, der formentlig stammede fra ombygningen fra 1850, er desværre blevet udskiftet med en ret ligegyldig dør.
Udskiftningen af vinduer i det vestre forhus har heller ikke været heldig. Se historien under nr. 27.
Forhøjelsen af gadesiden er foregået i to tempi, idet der mellem 1862 og 1892 opførtes en trefags taskekvist over de tre vestlige fag, mens de to østlige fag først blev forhøjet til to etager i 1911. Det vestre forhus, der betegnes som fem fag langt, er opført som værkstedsbygning i 1839 eller eventuelt umiddelbart før.
Kilde: Se
Talrige artikler berører nogle af de nævnte huse. Blandt andet beskriver vi i nogle af disse skoleforholdene og situationen for de fattige. Undertegnede må også indrømme, at det er længe siden at have været forbi området, så mange ting kan være hændt siden den gamle redaktør har været forbi.
Hvis du vil kigge på flere Gamle Huse, så har vi foretaget gåture blandt gamle huse i Højer og Tønder, og planlægger en tilsvarende i Møgeltønder:
Vi vender også frygtelig tilbage med artiklen Gamle Huse i Aabenraa – den tredje Tur. Men husk, at se artiklen:
August 28, 2014
Aabenraa har fostret mange berømte og berygtede personer. Men det er næppe mange, der husker Wulf Schmidt fra Lindsnakkevej 31. Han reddede med sine handlinger mange fra døden under Anden Verdenskrig. Men det var det ikke meget, der tydede på, da han voksede op i Aabenraa. Wulf søgte dengang i ly for far hos mormor på Skovbølgaard. Da sandheden kom frem mange år efter krigen, var der dele af familien, der tog afstand fra ham. Inden da var han blevet dekoreret af tyskerne med Jernkorset. Man opfattede ham der, som mesterspion.
Berømte og berygtede personer fra Aabenraa
Hvem skulle tro det?
En af de mest succesfulde dobbeltagenter under Anden verdenskrig kom fra Aabenraa. Han var født under navnet Wulf Schmidt, men under krigen figurerede han under en masse andre navne, Leonard, agent 3725 m.m. Men mest kendt blev han under navnet Tate.
Wulf blev født i 1911 i en by som også opfostrede Fritz Clausen og Vestberlins senere borgmester, Ernst Reuter. I 2010 kunne borgerne læse en artikel om ham i Aabenraa Ugeavis, men ellers er der ingen, der kender ham.
Moderen født Helene Bruhn
Faderen var af tysk afstamning, og hed William Schmidt. Han var en velrenommeret advokat i byen. Moderen var dansk og datter af en gårdejerfamilie. Hun hed Helene og født Bruhn.
En streng og prøjsisk far
Familien både på Lindsnakkevej 3, og Wulf var nummer fire i en søskendeflok. Wulf var lille, spinkel og mørk, modsat sine søskende, som var store og blonde.
Faderen var typisk preussisk i sin opdragelse, og det fik Wulf at mærke, da moderen allerede døde, da han var 8 år gammel. Faderen var streng og krævende.
Wulf gik i skole i både Aabenraa og Flensborg. Sommerferien blev tilbragt på Skovbølgård hos morfar og mormor.
Ville ikke være landbrugselev
Faderen bestemte, at sønnen skulle være landbrugselev, men det viste sig, at det hvis ikke var noget for ham. Han blev derefter sendt på ride – og hestevognskøreskole i Eutin. Der tilbragte han i seks måneder, og det bekom ham vel. Han elskede heste
Wulf – en god soldat
I 1931 blev han indkaldt for at aftjene sin værnepligt. Det skete hos Gardehusarregimentet , 2. Dragonregiment i København. Han blev sendt på officersskole, og snart fandt man ud af, at han var bedre end sin kammerater. Han var stolt, at noget nu lykkedes for ham. Men faderen bestemte, at her skulle han ikke fortsætte.
Årsagen var, at storebror, Kai gjorde karriere i tyske Luftwaffe. Kai endte som major, og troede, at broderen havde været en succesfuld tysk agent i England.
Wulf fortalte aldrig broderen sandheden.
En tur til Argentina
I 1933 var faderen flyttet til Berlin og havde giftet sig igen.
Efter at Wulf forlod den danske hær, skaffede faderen ham et job, som sælger af landbrugsmaskiner syd for Berlin. Men det job havde han kun i et par dage. Så hørte han om en hestehandler i Aabenraa, der skulle have fragtet nogle ungdyr til Argentina. Så i juni 1933 tog Wulf til Argentina – langt væk fra faderen, og fik efterfølgende job hos en dansker, derude
Opsparede penge til læge
I 1936 fik han blindtarmsbetændelse eller måske var det mavesår. De opsparede penge blev brugt til en operation. Han arbejdsgiver betalte en rejse til Europa, hvor han så kunne komme til kræfter.
I Berlin overtalte faderen ham til at læse til agronomi på Universitetet i Berlin. Men under et besøg hos mormor, erfarede han, at et tysk firma søgte personale til en bananplantage i Cameroun.
Medlem af naziparti
Kravet var dog, at han blev medlem af det danske nazistparti. Det havde Wulf ikke noget imod. Han nærmest beundrede det.
Han vendte i 1938 hjem fra Cameroun. Han hørte, at sin tidligere arbejdsgiver i Argentina søgte folk, men han kunne ikke få visum.
Penge beslaglagt
Wulf Schmidt nævnes i en rapport skrevet af politiet i Aabenraa den 10. november 1938. Han deltog i en tysk nazimarch fra byens tyske privatskole til teatret.
I januar 1939 dukker han op i Hamburg hos Afrikanischer Frucht Compagnie for at vende tilbage til Cameroun.
Men det kneb med at få udbetalt løn, så han vendte igen hjemad. Den 13. marts 1940 ankom han til Hamburg. Han havde 8.000 Reichsmark til gode. Men den tyske regering havde beslaglagt pengene. Det hjalp ikke at vise dansk pas.
Spionage mod Danmark
På et hotel mødte Wulf folk fra Abwehr. Det første job var at spionere mod Danmark. Han blev smuglet over grænsen, hvilket kunne synes mærkelig, da Danmark i forvejen var besat af tyskerne. Han skulle finde ud af, hvilke fabrikker, der
Samarbejde mod en af Sønderjyllands største bedragere
De tyske myndigheder samarbejdede med en af Sønderjyllands største bedragere og smugler, Julius Jacobsen. Denne var også medlem af NSDAP – N. Og denne Julius kaldet Max fik Wulf smuglet over grænsen.
Wulf fik ikke meget ud af sin første aktioner i København. På Skovbølgård fik han således afleveret sin første rapport.
Politiet kendte udmærket til denne Julius, men foretog sig intet efter ordre fra de tyske myndigheder.
Første mission i England
Det blev bestemt, at Wulf skulle fortsætte sin mission i England. Men først skulle han uddanne sig i Hamburg. Her lærte han bl.a. morse – alfabetet.
Hans første opgave var at undersøge forhindringer for flylandinger , placeringer og størrelser af luftværnsbatterier, lokaliseringer af nye flyvepladser og placering af brændstofs depoter.
Meldingerne skulle sendes til Tyskland om natten mellem 00 og 02.
Han havde falske identitetspapirer med, der viste, at han hed Harry Williamson.
Wulf arresteret
Selv om Wulf var meget dygtig til engelsk, så vakte hans accent dog mistanke. Og ret hurtig blev han dog også arresteret af det lokale hjemmeværn. Hans makker, svenskeren Gösta Caroli havde under et forhør af englænderne også røbet, at han skulle komme.
Under MI 5`s vinger
Fra engelsk side var afhøringer nøje koordineret. Intet var overladt til tilfældighederne. Og ved det første forhør fik de tyske agenter, at vide, at deres svar var afgørende for, om de skulle henrettes eller ikke. Wulf blev da også mishandlet af en engelsk befalingsmand, der dog senere blev fyret for overgrebet.
Det vides da også, at 17 agenter blev henrettet under krigen. Camp 020 var legendarisk i den engelske krigshistorie. Den var heller ikke på Røde Kors liste, så egentlig kunne det engelske MI 5 gøre, hvad det passede dem. To gange under krigen blev lejren bombet. Dette afstedkom så, at man byggede et reserveinstitution Camp 020R.
Aske på skrivebordet
I tyske aviser og radio var England blevet fremstillet som en døende nation, men den forklaring troede Wulf ikke på. Under forhørende startede han med en dækhistorie. Men den købte englænderne ikke. Efter et døgn, valgte Wulf, at samarbejde.
Han fortalte også om sin dominerende far, der havde aske af sin afdøde mor stående på skrivebordet i en beholder. Wulf vidste således ikke, hvor hans mors urne var begravet.
Man brugte dobbeltagenter
Psykiateren dr. Harold Dearden overværede afhøringer. Han fandt ud af, at oprigtigvenlighed og venskab var noget der kunne genvinde hans tillid. MI 5 lagde vægt på tre kriterier for at en agent kunne hverves:
Dobbeltagent Harry Hate
Wulf Schmidt opfyldte alle betingelser, og blev hurtig hvervet som dobbeltagent. Forhørsteamet syntes, at Wulf mindede om den engelske komiker, Harry Tate. Derfor kom vores hovedperson til at hedde dette.
Hurtigt fandt man frem til de ting, Wulf havde ned, da han sprang ud i faldskærm. Man fandt også sender/modtager/batterier samt den vigtige chifreringsskive med instruktioner.
Der var en del problemer med sender, Wulf havde med. Radiorøret måtte udskiftes og antennen var helt utilstrækkelig. Efter adskillige forsøg lykkedes det at få et brugbart signal ud af senderen.
Vidste tyskerne besked?
Det engelske system med at hverve agenter, blev kaldt Double Cross. Den største vellykkede misinformation, som organisationen stod for, var omkring Overlord, landgangen i Normandiet.
Men andre historikere mener, at tyskerne var informeret om denne hændelse. Gennem læk i den franske del af SOE havde 26 franske modstandsgrupper fået instruktioner i at forberede sabotager i forbindelse ned landgangen.
Sådanne instruktioner var ikke givet til hollandske og belgiske modstandsgrupper, hvilket ville være tilfældet, hvis Pas de Calais havde været invasionsområdet.
Wulf´s opgaver
Den såkaldte Blitz ramte englænderne hårdt. I 57 nætter i træk, ja andre mener, at det var 76 nætter i træk bombede tyskerne, England. Bombningen stod på i tidsrummet fra cirka 7. september 1940 til 10. maj 1941. Der omkom cirka 43.000 englændere, heraf halvdelen i London.
Tyskerne havde planer om, at invadere England. Det var den såkaldte Operation Seelöve.
Det var i dette lys, Wulf skulle rapportere hjem til Tyskland. Hans hovedopgaver i begyndelsen var
Dekoreret med Jernkorset
I årets sidste tre måneder fik han sendt 38 rapporter. Og tyskerne åbenbart tilfredse med hans vildledende rapporter. Han blev tildelt Jernkorset af anden grad. Og for at kunne opnå den hæder fik han tysk statsborgerskab.
Senere fik han også Jernkorset af første grad.
Følte, at han var i fængsel
Englænderne ville have mere udnytte ham, og opgraderede ham fra low grade til high grade agent.
Men Wulf følte det til tider som et fængsel og konstant overvåget. det kneb også med, at få tiden til at gå.
Abwehr syntes uorganiseret
Den tyske invasion kom aldrig, for det lykkedes aldrig at sætte RAF – det engelske luftvåben ud af spillet.
Abwehr havde aldrig lært deres agenter, hvordan de skulle agere under et forhør. I grunden var det også mærkelig, at de aldrig fandt ud af, at stort set alle deres agenter var blevet taget i England. Canaris og Abwehr faldt da også sammen, fordi det i virkeligheden var en ineffektiv og uorganiseret organisation, styret af inkompetente ledere i et korrupt miljø, hvor egen prestige kom først.
Sicherheitsdienst (SD) tog over.
Mormor dør
I 1942 fik Wulf stillet spørgsmål omkring svævefly til transport af soldater. Han fik også spørgsmål om vagtmandskabet på de nærliggende flybaser. Den 19. februar fik han desværre meddelelsen om, at hans kære mormor på Skovbølgård var død. Tyskerne ville have hans tilladelse til at hjælpe med bodelingen. Han fik at vide, at hun var død den 3. februar. Han bad om, at der ville blive sendt en krans.
Et rigtigt arbejde som fotograf
I 1943 kunne Wulf sende informationer uden at dette blev checket af MI 5. Han fik også et rigtigt arbejde ved siden af, som fotograf uden hele tiden, at blive overvåget. Han havde meddelt tyskerne, at han nu kun sendte en gang om ugen.
Betænkeligheder hos MI 5
I foråret 1943 besluttede Churchill og Roosevelt, at der skulle foretages en invasion over den Engelske Kanal. Man spekulerede i MI 5, om man skulle bruge Wulf til at fortælle om skinaktioner i den forbindelse. I juli skulle Wulf rapportere om militærøvelser i Wales. Men det bekymrede MI 6, at tyskerne ikke mere brugte Wulf til specifikke informationer omkring troppetransporter m.m. Inden for de sidste seks måneder, havde det kun været to henvendelser, der havde været interessante for MI 5. Bekymringerne varede hen til efteråret 1943.
Bekymringerne stoppede, da tyskerne gav Wulf en ny kode.
Rapporteringer om V1 og V2 – bomber
I foråret 1944 rapporterede Wulf om V1 og V2 – bombernes effektivitet. Men i Berlin var man nu ikke så sikker på, om man kunne stole på Wulf, men man fortsatte dog med at bruge ham hele krigen igennem.
Selv om Wulf syntes, at det var kedeligt, at sende vejrmeldinger, så lagde man fra Berlin stor vægt på disse. Tyskerne sendte også vejrskibe op til Grønland, men de blev efterhånden sænket af de allierede. Vejrskibet Lauenburg indeholdt et værdifuldt bytte, nemlig en Enigma – maskine.
Eisenhower kommer på besøg
I begyndelsen af 1944 gjorde Wulf et scoop, som imponerede tyskerne. Tidlig om morgenen den 15. januar fik tyskerne en meddelelse fra ham:
Erfarer, at Eisenhower ankommer til England den 16. januar.
Endvidere kunne Wulf rapportere, at der var et stigende antal amerikanske soldater i England.
Under Operation Tiger, en landgangsøvelse i Devon på Englands sydkyst, angreb tyske u – både. Herved blev 749 amerikanske soldater dræbt.
Misinformation gennem fem kanaler
Wulf blev brugt i Fortitude South. Den skulle få tyskerne til at tro, at landgangen i Normandiet kun var en skindmanøvre, og at den store invasion skulle komme senere i Pas se Calais – omådet, hvor Den engelske kanal var smallest. Fra begyndelsen var det tænkt at misinformationen skulle gå gennem fem kanaler:
Misinformation om Norges besættelse
Fra engelsk side brugte man Wulf, men indtrykket var, at militærledelsen ikke havde helt den tiltro til ham, som man havde forventet.
Wulf blev i stedet tilknyttet Fortitude North, der skulle få tyskerne til at tro, at englænderne ville besætte Norge.
Den 25. marts 1944 kunne Wulf derfor meddele, at den engelske ambassadør i Sverige var til konsultationer i London. Hitler troede fuldt og fast på engelsk invasion i Norge.
Rapporter fra det sydlige England
I april 1944 var Wulf flyttet til det sydøstlige England. Han fik at vide, at han skulle indsamle oplysninger om troppekoncentrationer. Han fik sin fiktive sender med. Den var koblet til via et kabel, inden det hele gik i æteren. Det skete af hensyn til, hvis tyskerne ville pejle ham. Alle dobbeltagenter kunne berette om en øvelse, der havde Pas de Calais som mål. At det kun var tale om en fiktiv øvelse, blev der ikke nævnt noget om.
Wulf berettede om overfyldte tog og mindst 20.000 canadiske soldater. Endvidere berettede Wulf om store grupper af engelske, canadiske og amerikanske troppeforlægninger i skovene i det sydøstlige Kent.
100 landgangsbåde var samlet på østkysten. Ja det var der virkelig, men de var oppustelige.
En hilsen til Der Führer
Der var livlig aktivitet fra Wulf’s side. Han berettede om den ene troppeforlægning efter den anden. Han fortalte også, at han havde lært en jernbanefunktionær at kende, og denne havde vist ham nogle hemmelige dokumenter, der viste at en masse tropper var på vej syd på. Det mærkelig var bare, at man i Tyskland ikke stillede spørgsmålstegn ved denne jernbanemand.
Den 21. september 1944 sendte Wulf eller som han blev kaldt fra engelsk side – Tate sin meddelelse nummer 1.000. Han brugte anledningen til at sende en hilsen til Der Führer.
Falske minerings – rapporter
I 1944 blev Wulf også brugt til at sende falske meldinger om mineringen omkring Færøerne og Irland. De fremgår dog af, at u – båds ledelsen i Tyskland var blevet skeptiske over for Wulf’s rapportering, da man fandt ud af, at de ikke alle sammen var korrekte. Men Wulf’s rapporter var indirekte årsag til nedsænkning af adskillige tyske u – både.
Frygt for landgang i Danmark
I begyndelsen af 1945 var der bekymringer hos tyskerne om en landgang i det nordlige Tyskland eller i Danmark. Wulf blev spurgt om han kunne rapportere fra områderne Bristol, Reading, Southhampton og muligvis Humber – området.
Den 2. maj 1945 kom den sidste besked fra tyskerne. De fortalte Wulf, at de havde overdraget værdier til hans søster, og at de havde destrueret farlige papirer, der kunne belaste ham.
Han fungerede længst
Tate eller Wulf fra Aabenraa var den agent, der fungerede længst under Anden Verdenskrig. Fra engelsk side turde man ikke, at sende ham til Danmark. Man var bange for, at han ville blive anklaget for nazistisk virksomhed.
Han havde fået engelsk statsborgerskab under navnet Harry Williamson. I 1946 blev han gift med Irene Esther Mytton. Irene fødte en datter, Helena.
Et dårligt ægteskab
Datteren har hævdet, at det det var et arrangeret ægteskab. Allerede under krigen havde de forlovet sig. Det var et meget ulykkeligt ægteskab. Irene havde drømt om egen frisørsalon, men det blev det ikke til. Hun var underlagt tavshed og overvågning på ordre af Officiel Secrets Act.
Harry, Tate eller Wulf kom til at arbejde som fotograf for Watford Observer og som freelancer for den væsentlig større Daily Mirror.
Skilsmissen blev en realitet i 1952. Irene døde i en alder af 52 år i 1974.
Mødte broderen efter ti år
Datteren kom til at have en ulykkelig relation til ham. De fik aldrig et nært forhold. Og Harry, Tate eller Wulf kom aldrig til at trives i England.
Det varede længe inden han vendte tilbage til Hamburg. Først efter 10 år mødte han sin bror Kai, som havde haft en karriere i Luftwaffe.
Sporet til Watford
I begyndelsen af 1960erne blev han sporet til Watford. Datteren og barnebarnet fik lejlighed til at kigge i hans notesbog. Den var fyldt med mange detaljer og kodeord.
En af Harrys kammerater havde lært ham, at bruge en computer. Og han gik i gang med at skrive en biografi om sine oplevelser som dobbeltagent, men nogle floppy – disks er forsvundet under mystiske omstændigheder.
Wulf døde i 1992
To år før sin død fik Wulf konstateret cancer i strubehovedet og et halvt år senere også lungecancer. I sommeren 1992 fik han en stor hjerneblødning. Han klarede sig med hjemmehjælp og en mindre ombygning i hjemmet. Men efter endnu en hjerneblødning blev han indlagt på Watford General Hospital.
MI 5 havde bedt datteren om at flytte ind i hans hus.
Den 19. oktober 1992 døde Harry, Tate eller Wulf næsten 81 år gammel. Der var nekrologer i flere af de store aviser. I sit testamente havde han skrevet, at han ønskede at blive brændt, og at asken skulle spredes, samt at der ikke skulle være nogen gravsted over ham.
Ikke velset i alle dele af familien
Mange journalister har i tidens løb været interesseret i at skrive om Harry, Tate eller Wulf. Det har bestemt ikke været let. Barnebarnet har forsøgt, at føre slægtsbog. Men Wulf var i dele af familien ikke særlig velset efter at sandheden om ham, var kommet frem.
Et bemærkelsesværdigt liv var slut. En glemt person fra Aabenraa som stort set ingen kan huske. Hans liv var fuld af dybe og dramatiske intriger, som efterlod dybe spor. Med sit arbejde for de allierede reddede han adskillige menneskers liv og bidrog til at nedbryde et ondskabsfuldt og perverteret regime.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 28, 2014
I Tønder diskuterer man stadig, hvem der kom med kniplingskunsten? Man kan ikke blive enig om årstallet. Men måske er der alligevel vand i myterne. For det var en købmand fra Westphalen, der satte det hele i system og organiserede hele kniplingsindustrien. Det kan de efterfølgende kniplingskræmmere sikkert takke ham for. De blev meget rige. Tønder – egnens piger fik beskæftigelse, men de fik ikke meget for deres arbejde, og mange endte som handikappede. Grossererne havde nærmest hånds – og halsret over dem.
En forkert underskrift
Ja egentlig er overskriften forkert, for den burde have heddet Tønderkniplinger – fra husflid til Industri – til husflid. For den dag i dag undervises der i den svære kunst på kurser og i aftenskolerne.
Den eneste industri i Tønder amt
Kniplingsindustrien er næsten udelukkende knyttet til de sønderjyske landskaber, geest – og hedelandskaberne nord og vest for Tønder. I 1735 meddeles fra Ribe Stift:
Saa bliver og paa landet, fornemmelig paa grevskaberne Schackenborg og Trøjborg godser, gjort en stor del hvide traadkniplinger, som bliver solgt alle vegne og fornemmelig bortført til København, Norge og Hamburg.
Større plads indtager kniplingen i de tilsvarende sønderjyske indberetninger til Kommercekollegiet fra 1737:
Den er eneste industri i Tønder amt, hvor den karakteriseres at være ”i temmelig god tilstand”.
Man skulle kunne en masse ting
Det oplystes, at købmændene i Tønder og flækken Løgumkloster drev en omfattende handel med kniplinger. Og ikke nok med det. De forsynede også kniplepigerne i byen og resten af Sønderjylland med tråd, som de importerede fra Holland. Også nye mønstre fik man herfra.
Det krævede en del penge, for at importere denne tråd. Og betingelsen var også, at man skulle købe mønstrene. Kræmmere handlede også med kniplinger, men deres fortjeneste var ikke nær så stor som kniplingshandlers.
Det gjaldt om at kunne tegne, eller udvælge de bedste mønstre og beregne, hvilken tråd, der skulle bruges til et bestemt mønster. Han skulle også kunne udvælge den medarbejder, der var bedst til et bestemt mønster, og så skulle han kunne påvise fejl og instruere.
Mange beskæftigede
Om omfanget oplyses det, at kniplingshandlerne i Tønder beskæftiger nogle tusinde personer. Fra geest – herrederne berettes der ligeledes, at nogle tusinde kniplingspiger er i arbejde. I Løgumkloster amt er der mange kniplingshandlere. De har et stort antal kvinder og børn under sig, de får betaling pr. alen. For Aabenraa Amt berettes det derimod, at de kniplende selv afsætter deres færdige varer i Tønder eller andetsteds.
Udnyttelse af børn
Allerede fra fem års alderen blev børnene instrueret i kniplingskunsten. Arbejdstiden var ofte 16 timer for de stakkels børn. Det var et stillesiddende arbejde, og stille store krav til synsevnen. Ofte satte det sig også synlige spor. Mange blev tidligt blinde, andre blev forkrøblede og endte som tiggere.
Regeringen omkring år 1800 fritog kniplepigerne for almindelig undervisning. Det var tilstrækkelig at blive undervist i kristendomskundskab, bare de lærte kniplekunsten.
Stor stigning i antallet af handlende
Selv om kniplingstilvirkningen udviklede sig videre i de følgende menneskealdre, var der allerede på dette tidspunkt i fuld blomstring og havde nået sin fulde geografiske udbredelse.
Stigningen i antallet af kniplingskræmmere i selve Tønder By, steg fra 7 i 1717 til 25 i 1744. Byen var centrum for forhandlingen, men ikke for tilvirkningen.
Fabrikker
Forhandlerne blev også entreprenører. Allerede i 1769 fik et aktieselskab af kniplingshandlere med Johan Bendixen og Paul Popsen i spidsen kongelig privilegium på anlæg af en trådfabrik i Tønder. Aktiekapitalen udgjorde 18.000 Rdl. Fordelt på 30 aktier a 600 rdl. I stedet for som hidtil at købe den færdige tråd dyrt i Nederlandene, kunne man nu nøjes med at indføre rå garn fra udlandet for selv at blege og dublere det og så sælge tråden til kniplingskøbmændene.
I 1787 blev fabrikken ledet af købmand Asmussen. Dengang havde den 7 trådmøller. Der blev fremstillet tråd indtil 100 rdl. Pr. pund. Trådmøllerne blev trukket af mennesker. I 1805 fandtes der lignende trådmøller i Løgumkloster og Randrup. Senere gik fabrikationen dog tilbage, således havde virksomheden i Tønder i 1819 kun 2 – 4 trådmøller i gang.
Hvem kom med kniplekunsten?
I mindre målestok var kniplevirksomheden allerede påbegyndt i sidste halvdel af det 16. århundrede, hvor man i Europa opfandt trådkniplingen og gjorde den til en fornem modeartikel. Vi skal huske på, at vi allerede i 1639 hører om kniplingen. Det var der en ung kniplerske fandt det ældste guldhorn ved Gallehus.
Man havde ellers sagt, at det var en indvandret købmand fra Westphalen, Johan Steinbeck der omkring 1648 slog sig ned i Tønder. Han skulle have indført kniplingsfabrikationen til byen.
Kongen købte kniplinger i 1619
I Christian den Fjerdes dagbøger omtales der køb kniplinger. Denne husflid var allerede tradition i Midtslesvig. I 1619 noterede kongen, at i Valsbøl,
Indgav jeg for lærred og kniplinger 889 Rdl. Til adskillige kræmmere.
Året efter betalte han en kniplingspige i Flensborg 10 Rdl. Og en andel 28 Rdl. I Frederiksborg. Denne kærlighed til kniplinger gav sig udtryk i et forsøg på at overføre denne kunst til Børnehuset, hvor der i 1621 var ansat kniplingskoner, der forestod kniplestuen med 20 knipleskrin. (Vi er i gang med en artikel om Børne – og Tugthuset). I kniplestuen var der beskæftiget 46 personer.
Der er noget om myten
Men man kan sige om myten omkring købmanden fra Westphalen at den på en måde holder vand. For den sønderjyske kniplingsindustri var nær tilknyttet til Westphalen. Måske var det Steinbeck, der var hovedleverandør af garnet. I hvert fald var han en af de første storkøbmænd i kniplinger. Han solgte blandt andet kniplinger til det gottorpske hertughof, til Danmark og til Norge. Måske er det ham, der som den første organiserede tilvirkningen og afsætningen i større stil.
Kniplingshandlere organiserede det hele
Kniplingshandlere finansierede og organiserede hele produktionen og afsætningen. De købte garn (mest fra Westphalen), skaffede de gængse mønstre og delte dem rundt til kniplerskerne. De sad i alle aldre rundt omkring i de magre og fattige egne ved deres knipleskrin. Det var en ussel akkord, som de fik (Se artiklen: De stakkels Kniplepiger).
Kniplingspigerne fik ikke meget
Kræmmerne derimod tjente styrtende med penge. De vågede samtidig over, at kunsten ikke spredtes. Og kræmmerne havde en slags hånds – og halsret over pigerne, som ikke bare kunne drage bort med deres hemmelighed.
Det var særlig i Løgumkloster amt, på Trøjborg og Schackenborg godser, samt i den vestligste del af Tønder, Aabenraa og Haderslev amter, at kniplingsindustrien blomstrede. Stærkere og stærkere tog den til i løbet af det 18. århundrede.
Luksusindustri
I modsætning til tilvirkning af lærred og uldne vare, var dette en luksusindustri, fortrinsvis baseret på afsætning til fjernere liggende markeder. Tråden skulle dog komme fra udlandet, man kunne ikke selv lave en af samme kvalitet. I Holland og især fra byen Brabrant kom den bedste kvalitet af kniplinger.
Prisen blev for høj
Tønderkniplingerne formåede længe at holde sig ved siden af de brabantske og sachsiske kniplinger. Først omkring århundredeskiftet kunne Tønderkniplingen ikke klare sig mere, men det var ikke på grund af kvaliteten, men på grund af prisen.
Særlig i Holland var der sket mekaniske fremskridt. Smagen var også blevet ændret. Man var begyndt på vævede kniplinger og blonder.
Den energiske Asmussen, som vi tidligere har fortalt om (Se artiklen: En af Tønders Patrioter) havde indrettet 3 spindemaskine til bomuldspin. Sammen med købmand Thamsen i Møgeltønder havde han også en uldvarefabrik, bestående af 11 væve, hvoraf de fem stod i et hus i Tønder, og seks i et Møgeltønder.
Enorm afsætning
Totalværdien af udførslen af kniplinger fra Tønder og omegn androg i 1781, 136.035 Rdl. Og i 1805 var dette beløb steget til 261.190 Rdl. I 1780 ansloges antallet af beskæftigede til at være omkring 12.000.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
For fjerde gang besøger vi Trøjborg, som var et stort slot i nærheden af Visby, nord for Tønder. Det er lidt uhyggeligt, at man afbrændte dette slot, som godt nok var forfalden, men indeholdt mange kulturelle værdier. Læs også her om Rantzau, Ahlefeldt, Limbek og Knudsen – slægten.
Tre gange før
Vi har tre gange tidligere beskæftiget os med Trøjborg Slot eller Herregård. Trøjborg har haft stor betydning på egnen. I 47 af vores artikler er Trøjborg nævnt. Bagerst i denne artikel, kan du læse i hvilke artikler stedet er nævnt mest.
Trøjborg holdt stand
Både Søgård og Trøjborg er borge fra Valdemarstiden. Trøjborg var Rantzauernes mens Søgård var Ahlefeldternes.
Søgård Slot faldt i trediveårskrigen af Torsteinsons tropper. Trøjborg holdt stand. Men det adelig Trøjborg blev alligevel nedbrændt – af dens ejer. Han ville ikke have et slot. Men storbonden var ikke klar over at murene var faste. Sidst da undertegnede var forbi, for cirka 25 år siden, stod nogle af murene der endnu. Vejr og vind klarer sikkert resten efterhånden.
Hans Limek og de syv brødre
Hvorfor slottet blev kaldt Trøjborg, er de lærde uenige om. Og hvor det ældste slot lå, vides heller ikke. Den har sikkert ligget nærmere kirkebyen, Visby. I 1278 og 1283 nævnes en ridder, Mogens Bendiktsen i Visby. Men om denne havde noget med slottet at gøre, vides ikke. Men den første, der med sikkerhed kan føres til Trøjborg er Ridder Hans (eller Johan) Limbek. Han var ejer af både Søgård og Trøjborg. Hans Limbek og hans syv brødre, sønner af Ridderen Gotchalk Limbek fremtræder allerede i 1335 som Hertug Valdemars mænd.
En mand med magt
I 1344 fik Hans Limbek af hertugen hele Lundtofte Herred i pant. Dermed blev det store Søgård Gods grundlagt. I 1348 fik han i pant for et lån på 509 Mark hele Rømø, Sølsted og sognet Visby med Trøjborg. Snart er han i besiddelse af hele Lø herred.
Disse otte brødre udgjorde en stor magt dengang. De fik og tiltog sig mange rettigheder. Hans Limbek’ s enke overtog to huse m.m. i landsbyen Uge, med fuld jurisdiktion til Løgum Kloster. Dette er et vidnesbyrd om, at de adelige lensmænd og partshavere tidligt begyndte at tilegne sig domsmagt fra de gamle retterting.
Holdt med dem alle
Efter Hans Limbek arvede broderen Lyder, Søgård med Lundtofte Herred. Lyders søn, Hans Limbek findes i 1375 som herre af Trøjborg. Efter ham var det hans halvfætter, Henneke. Han skiftede hurtig side, sikkert efter, hvad der kunne betale sig for slægten. Han støttede skiftevis de holstenske grever mod Valdemar Atterdag, Albrecht af Mecklenborg mod Dronning Magrethe, Magrethe mod de holstenske grever. Og så hertug Gerhard mod Dronningen.
Han blev aldrig rigtig ridder
Henneke faldt ved hertugens side på togtet mod Ditmarksen i 1401. Han var og blev Røverridder. Han blev aldrig rigtig ridder. Hvad end han tabte og vandt, så var gevinsten altid større. Han rådede efterhånden over Riberhus, Varde Syssel, Gram herred med Tørring Slot, Tønderhus og en mængde strøgods i kongeriget.
Han stiftede et alter i Ribe Domkirke. Han var også gavmild over fir klosteret i Løgum. Men tag ikke fejl. Han ville også have magten. Et brev fra 1376 kundgør:
At han tager Abbed og Kloster med Folk og Gods under sin beskyttelse og vil værne dem mandigt og trofast, idet han ligeledes lover, hverken af Abbeden eller hans Undergivne at fordre Gaver, eller tage dem fangne eller plyndre dem, eller fratage eller lader dem fratage, eller afpresse noget som helst, eller bortføre eller lade bortføre noget af Klosterets Folk.
Det var et meget stort løfte. Tre år efter måtte Hans Limbek overdrage klosteret i Løgum den ham tilkommende Jurisdiktion over Løgum m.fl. Landsbyer “til Erstatning for de af ham, hans Frænder og Tilhængere mod Klosteret over Voldsgerninger”.
Den sidste Limbek
Den sidste Limbek til Trøjborg var Hennekes søn Klaus. Han sluttede sig til Dronning Magrethe og overlod hende eller solgte hende i 1407 Trøjborg med Lø herred. Dronningen pantsatte straks lenet til Bispen og Domkapitlet i Ribe for 5.000 mark lødigt Sølv. Man lagde samtidig hele herredet ind under Viborg Landsting og Ribe Bispestol.
Brød slægtens tradition
Dermed havde Klaus brudt sin slægts tradition. Dronningen havde fået brudt den selvrådende slægts magt og sammenhold. Ja man talte om en slags jernpolitik. Dronningen havde sikret dansk ret over området gennem mange århundreder. Dronningens ejendomshandel dannede grunden til de kongerigske enklaver.
Idet Klaus Limbek brød sin Æts udskrevne Lov, synes Ætens kraft brudt med det samme. Slægten gled langsom ud i mørke. En ukendt Klaus hører man om i 1562.
Trøjborg var nu kun en almindeligt kirkelen med skiftende biskoppelige lensmænd indtil 1556. Ved reformationen blev godset sammen med det øvrige kirkegods inddraget under Kronen.
Trøjborg rejste sig i Pragt og Herlighed
Men da rejste Trøjborg sig pludselig i Pragt og Herlighed. Daniel Rantzau havde studeret i Wittenberg under Luther. Han havde tjent Hertug Adolf under kejseren i Tyskland, Italien og Frankrig ved Hoffet og i marken.
I slaget mod Ditmarksen deltog han sammen med 14 andre Rantzau’ er. I 1562 blev han oberst i hæren under Konge Frederik den Anden.
I Den Nordiske Syvårskrig fra 1563 – 1570 udviste han mod og hæder. Så meget, at kongen skænkede han sin feltherre Trøjborg i arv og eje.
Kongen var ikke altid med Rantzau
Kongen var dog ikke altid enig med Rantzau. Det var imod kongens ønske, at Rantzau under våbenhvilen tog til Holsten for at besøge sin trolovede, Katharina von Damme (Dahm). Rantzau måtte også kæmpe for at få sit tilgodehavende på 4.500 Daler.
Så krigen atter i 1559 brød ud, førte Rantzau godt nok den danske hær frem mod Varberg. Men det var med kongen som krigsherre.
Her faldt helten den 11. november med hovedet sønderknust af en kanonkugle. Hæren og folket sørgede. Men da hans frænde, den lærde Henrik Rantzau i et Æreskvad nævnte hans deltagelse i kampen mod Varberg, modtog han skriftelig en irettesættelse fra kongens egen hånd.
Den krænkede slægt
Den krænkede slægt fordrede feltherrens lig ført til Holsten til familiebegravelsen i Wertensee Kirke, hvor Henrik Rantzau los rejse et mindesmærke over ham.
Ugift og barnløs døde Daniel Rantzau. Hans bror Peder tilbyttede sig for sit arvegods Vamdrup den til kronen hjemfaldende æresgave Trøjborg. Han lod det gamle slot nedrive og byggede et nyt. Desuden ægtede han sin brors fæstemø.
Peder levede med broders højt – elskede
Ommia Vanitas sådan kom til at stå med store latinske bogstaver over stenpladen over slotsporten. Denne stenplade kunne i mange år skimtes i ruinerne ved Trøjborg.
Peder Rantzau var en flittig og dygtig godsejer. Han levede længe med sin broders højtelskede Katharina.
Von Buchenwald
I det 17. århundrede gik Trøjborg fra Rantzauerne over til familien von Buchwald. Datteren af den sidste von Buchwald ægtede først en Grev Moltke dernæst en von Plessen, der i 1776 solgte ejendommen til de Neergaard fra Gunderslevholm. I 1851 blev hovedgården Trøjborg med avlsgården Visby Hedegaard solgt til Knud Lausten Knudsen. Han var søn af gæstgiver og kreaturhandler Christen Knudsen. Ved giftermål blev han ejer af store bøndergårde i Forballum.
En dygtig handelsmand
K.L. Knudsen var en dygtig handelsmand. I løbet af få år havde han ved bortsalg af fæstegods, to store gårde kvit og frit. Men også på andre områder var han fremragende. I landbruget var han foregangsmand.
Trods mange folkelige og kirkelige bevægelser i Sønderjylland på den tid, havde han Kristen Kold som huslærer for sine og naboens børn. Han var medstifter af Rødding Højskole. Han var leder af de danske bønder i oprørsåret. Landtingsmand blev han i de to første rigsdage efter juni – grundloven.
Klosterbrødre
I årene 1861 – 63 var han med i de såkaldte Klosterbrødre. Han gik ind for slesvigsk kirke – og skolefrihed, der skulle forsone den tyske befolkning med det danske herredømme. To år efter krigen døde han, dybt skuffet over forholdene i landsdelen.
Stillet til rådighed som seminarium
Trøjborg var blevet stillet til rådighed for Rigsdagen som et dansk seminarium.
Indtil 1854 stod slottet nær Visby. Det var et firfløjet slot med fire hjørnetårne. En pragtfuld slotsport ind til en gård, hvor et firspand kunne vende.
I Hundehullet under borggraven sad endnu jernlænker til fod og hånd. I slotskapellet var alteret endnu det samme som Katharina von Dahm havde knælet for.
I Riddersalen var vældige hjortehorn af dyr, som Peder Rantzau havde fældet. Hans og hustruens våben prydede de hollandske plader omkring kaminerne. Alle opholdsrummene stod med billeder og møbler siden 1580.
Kulturelle værdier gik tabt
Det er en skam, at det hele ligger i ruiner. Store kulturelle værdier gik tabt. Hvorfor sagde den danske regering nej til at overtage dette slot?
Hans Aagensen Knudsen solgte gården i 1903. Der var ingen fare for, at den ville gå over i prøjsisk ejerskab. Det sørgede en dansk rigmand for. Det var Holger Petersen. Han solgte gården videre i 1912 til sin tidligere forpagter, Bay Højer.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Hvis du vil vide mere om Søgård, Ahlefeldt og Limbek (Limbæk, Limbeck):
August 28, 2014
Dette er Tønder – historie fra 1728 – 1829. Og der er igen engang sprogproblemer. Selv om Brorson kom med danske salmer, måtte de ikke synges i alle kirker. Der var nogen, der ikke forstod et ord tysk. Værst stod det til med kvinderne. Man forstod ikke præsten og katekismus – stakkels konfirmander. Amtmanden og provsten i Tønder løg over for kongen for at forstærke fortyskningen. Det danske sprog var helt udelukket på Tønder Seminarium. Først i 1810 fik man 2 – timers dansk, og først i 1828 fik man en lærer i dansk – men ak og ved, hvilken lærer!
En god hjælpepræst
I året 1728 blev Johan Herman Schrader præst i Tønder. Han var født i Hamborg. Han fandt sig i at den danske præst Hans Adolf Brorson blev hjælpepræst i byen. Han tilskyndede vel også til, at der nu blev indført dansk salmesang ved den danske gudstjeneste. Det mærkelig forhold, at der blev sunget tysk samlesang ved danske gudstjenester havde været almindelig i sønderjyske købstæder havde været almindelig lige siden reformationen.
Danske salmer
Men i julen 1732 indførte Brorson dansk salmesang med sin herlige samling af danske julesalmer. Men med Troens rare Klenodie kunne især sønderjyder nu synge dansk ril påske, pinse og advent.
Pietister
Begge de nævnte præster var pietister, og dette vakte også genklang hos Christian den Sjette. Kongen begyndte at rette sin opmærksomhed mod Sønderjylland. Han forlangte indberetninger om skolens og kirkens tilstand i Sønderjylland. Og det var i den grad mærkelig indberetninger, som han modtog. Sproget var en stor hindring i forståelsen af Guds ord. Enten forstod man ikke dansk eller tysk.
Hele befolkningen i Aabenraa kunne tysk?
Amtmanden og Provsten i Aabenraa meddelte, at i byen var hele gudstjenesten og skoleundervisningen tysk med undtagelse af, når der holdtes dansk froprædiken. Amtmand v. Massow mente, at hele befolkningen i Aabenraa var kyndige i tysk.
Kun 1/30 talte tysk
I Løgumkloster var der tysk skoleundervisning og tysk prædiken hver 3. uge. Det ville man godt have ændret til hver 4. uge. Der blev nemlig påstået, at kun 1/30 af befolkningen kunne tysk. Men her var amtmanden helt uenig. Han mente derimod at de fleste var noksom kyndige i det tyske Sprog. På landet var alt dansk.
Man skulle kunne læse Forordningerne
Amtmanden og Provsten i Tønder Amt regnede alle de frisiske sogne samt de tilgrænsende nærmest danske sogne Læk, Klægsbøl, Nykirke og Rødenæs for rent tyske. Så talte de også om blandede sogne, hvor der, sagde de, tales mere dansk og skoleundervisningen er tysk.
I Højer, som de indrømmede var dansk, blev der dog stadig sunget tyske salmer til danske gudstjenester, og skoleundervisningen var på tysk. Man mente dog, at det var en fordel med tysk, da man så kunne læse de kongelige love og anordninger, der var udstedt på tysk.
Efterhånden blev tysk samlesang afskaffet i Højer og Løgumkloster til dansk gudstjeneste, og det samme var tilfældet for længst i Tønder.
Struensee på besøg i Tønder
I sommeren 1777 visiterede provst Struensee Tønder Provsti, hvor der side om side var dansktalende menigheder med henholdsvis tysk og dansk kirke – og skolesprog. Struensee var Generalsuperintendent. Her havde han lejlighed til at se forskellen. Han rapporterede direkte til kongen. Han siger herom:
Ved Eksamina bemærkede jeg tydelig, hvorledes Undervisningen er beskaffen saavel i Skoler som Kirker. Hvor der er dansk Prædiken og Ungdomsundervisning fandt jeg Kundskaben god på de fleste Steder. Men i nogle Menigheder, hvor Gudstjenesten holdes i det tyske Sprog, var Uvidenheden stor. En medvirkende Aarsag hertil er vel, at Indbyggerne indbyrdes taler Dansk og på Søkysten i Hvidding Herred, Frisisk. Det er vel Kongens aller alvorligste Befaling, at Skoleungdommen overalt i Hertugdømmet skal undervise i det Sprog, hvori der bliver prædiket. Med denne ”alleheilsameste” Befaling bliver ikke efterkommet alle Steder.
Hvor der prædikes Tysk og Indbyggerne indbyrdes taler Dansk og Frisisk, der lærer Børnene hverken at forstaa Ord eller Mening, da de lige til Konfirmationen kun hører Dansk eller Frisisk. Jeg har ikke forsømt, at indprænte det alvorligste at indprænte Præster og Skolemestre at intet Sprog tales i Skolerne uden det, i hvilken den offentlige Gudstjeneste holdes.
I Særdelshed har jeg bemærket, at simple Folk af Kvindekønnet slet ikke er det tyske Sprog mægtige. Paa nogle Steder har jeg paa Grund af særlige Anliggender haft Lejlighed til at tale med dem. Men de har slet ikke kunnet forstaa mig, naar jeg talte Tysk til dem. Ikke desto mindre hører disse Personer tysk prædiken, synger Tyske Salmer og fremsiger deres Skriftemaal i det tyske Sprog.
Struensee ville fremme fortyskningen
De fleste havde en mistanke om, at Struensee ville fremme det tyske sprog. Men han kunne godt se, at der var noget alvorlig galt. Det var langt fra alle, der fik noget ud af, at gå i skole, og langt fra alle forstod præsten.
En forstærkning af det tyske sprog
I Tønder mente både Amtmand og Provst, at folk ikke kunne lære noget om Gud, når de ikke forstod tysk. Det førte til en henstilling til skolemestrene, om at forstærke deres indsats med at undervise i det tyske sprog.
Angreb af en præst i Tønder
Men senere bed pastor Balthasar Petersen fra sig og lod sine foresatte vide, at tysk gudstjeneste i mange menigheder var en hindring for kristelige livs trivsel. Han sagde endvidere, at mange præster uden lovlig ret havde indført det tyske kirkesprog i tillid til Hertugen på Gottorp. Hans angreb var så heftig, at regeringen så sig nødsaget til at udsende en erklæring den 10. november 1778, at det var forbudt for præsterne på egen hånd, at indføre det tyske kirkesprog.
Fortyskningen skulle udvides
I mellemtiden havde Struensees indberetning ført til, at den daværende udenrigsminister og præsident i Det Tyske Kancelli, Grev A.P. Bernstorff fik den ide, at fortyskningen skulle udvides til hele Sønderjylland. Med andre ord, der hvor der nu var dansk kirke og skolesprog, ja da skulle eleverne have så meget tysk undervisning, at de kan forstå de forordninger, der udsendtes.
Præsten ændrede indstilling
Åbenbart synes, Balthasar Petersen, at dette var en god ide. Det så ud som om, at han havde drejet sig 180 grader. Han sagde det på den måde, at han var
Særlig glad over Udsigten til, at Pigerne kunde komme til at lære tysk, for de kunne jo blive Enker og paa den Maade faa megen Nytte af at kunne læse Loven.
Overkonsitoriet fandt dog den bernstorffske tanke for urimelig og frarådede den af hensyn til, at lærerne ikke kunne tysk.
Pastor Fabricius protesterede
Syd for Tønder i Kær Herred indtrådte Struensees fortyskning. Her måtte de dansksprogede præster adlyde. Men præsten Anders Gottlieb Fabricius i Humtrup overrakte biskoppen sin fremstilling af situationen. Han gjorde opmærksom på, at der i kirker og skoler blev talt tysk, men at indbyggerne alle talte dansk. Det var kun enkelte, der talte tysk. Børnene lærer Katekismus på tysk. Degnen i Humptrup taler tysk, uden nogen sinde at få et svar på dette sprog. Konfirmanderne i området er temmelig uvidende, for de har ikke forstået noget som helst, forklarede pastor Fabricius. Pastoren forklarede, at nabopræster i Aventoft og Ubjerghavde det på samme måde. Det var kun i Læk, Enge og Stedesand, der blev talt tysk, hævdede præsten.
Pastoren sluttede sin henvendelse med, at han håbede, at begge sprog blev indført, og at man fik dansksprogede skole – og salmebøger.
Struensee lyttede
Struensee bad om et møde med Fabricius. Det endte med, at han godt kunne se, at han havde gjort nogle uret. Struensee sendte derfor Fabricius brev videre til kongen med en anbefaling. Han gjorde også gældende, at der var mange menigheder i Tønder Amt og nogle i Flensborg Amt, hvor beboerne indbyrdes talte dansk, og børnene aldrig hørte et andet sprog. Derfor er det umuligt for dem, at forstå en prædiken eller et foredrag i det tyske sprog. Dette var årsagen til den store uvidenhed.
En helt anden indstilling
Dette førte nu til, at Amtmanden og Provsten var halvanden år, om at afgive en erklæring. Det gjorde de den 17. september 1782. Og man kan vel godt kalde den erklæring for uredelig. De sagde, at
Det var en helt anden udlægning end den, som den lokale præst kom med. Endvidere rettede Overkomsitoriet sig også ind efter Amtmanden og Provstens udlægning. De havde ellers lagt beslutningerne om anvendelse af det danske sprog ud til menighederne.
Adlers forslag blev forkastet
Struensees efterfølger blev J.G.K. Adler. Og det skete i 1796. Han kunne godt se, hvor unaturlig og skadelig forholdene var i Flensborg og Tønder Amter. Han mente, at der skulle flere dygtige lærerkræfter til. Det var ikke nok, at der i 1781 blev stiftet et seminarium i Kiel, og i 1786 et i Tønder. Han mente også, at lærerlønningerne skulle i vejret. Adler fik oprettet 440 faste skoler i Sønderjylland, og nedlagt alle latinskoler undtagen fire stykker.
Adler forlangte, at seminaristerne i Tønder skulle undervises i dansk retskrivning og katekismus. Skolerne i Nordslesvig, hvor der var dansk undervisning, skulle have danske læsebøger. Men ak Overkonsitoriet satte sig imod. Adler måtte opgive sit forehavende.
Det danske sprog var udelukket på Tønder Seminarium
Da det danske sprog således fuldstændig blev udelukket fra Tønder Seminarium gik de unge mennesker, der ville være lærere i de danske skoler i Nordslesvig til kongerigske seminarier – især til Skaarup.
2 timers dansk – uden for normal skoletid
Dette betød også, at der kun var 12 seminarister i Tønder i 1794, selv om Provst B. Petersen havde doneret 18 pladser.
Først i 1810 fik seminaristerne lov til at få 2 timers undervisning i dansk uden for skoletiden.
Sikke dog en lærer
Og først i 1829 blev der ansat en lærer i dansk. Men ak og ve. Det blev den mest skamløse og berygtede præst af dem alle, Jørgen Brag, præst i Adsbøl. Det var ham, som Hertugen af Augustenborg brugte til at forberede sit oprør i 1848.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
Her er så endelig anden del af historien bag dannelsen af Nordens første frivillige brandværn. En gymnastiklærer havde 14 gode ideer til hvordan man oprettede et brandværn. Blandt andet skulle Skyttekorpset møde op med geværer for at beskytte brandstedet. Og tænk, så oplevede man en brandrepotage i den lokale avis. Man købte en engelsk sprøjte, der skulle betjenes af 20 mand. Først efter dannelsen af Männer – Turnverein blev Tønder Frivillige Brandværn dannet, efter tysk forbillede. På et tidspunkt var brandvæsnet i den grad forgældet. Man blev nødt til at lave brandobligationer. Vi ser også lige på de største brande i Tønder og Omegn.
Anden del
Helt tilbage i 2008 skrev vi artiklen Brand i Tønder. Denne artikel kan ses som en udbygning eller en anden del af brandens historie i Tønder. Det er selvfølgelig altid noget trist, at skrive om. Hvis vi dukker ned i Tønders historie, ja så har denne by bestemt ikke været forskånet for Krig, epidemier, stormflod og brand.
Indskrifter over dørene
Hvis vi nu kigger godt efter, når vi går en tur i Tønders skønne gader, og betragter inskriptionen til de endnu bevarede gamle huse, så kan man læse, om nogle af de tildragelser og ulykker, som den skønne by, har været udsat for.
Storbranden i 1725
Se bare for enden af Østergade. Her lå Helligånds – hospitalet og Vajsenhuset. Her kan man på den smukke hustavle læse om den 16. oktober 1725. En storbrand lagde næsten en femtedel af byen i aske. Det gik ud over husrækkerne på begge sider af Østergade med baggårdene helt hen til Østerport. Også hospitalet gik det ud over, og tre tøndringer mistede livet.
Det var nødvendigt at genopbygge hospitalet. Men det var mere påtrængende at bygge boliger til alle de brandlidte borgere. Der blev samlet penge ind både i selve byen og i andre områder. I ti år blev byen fritaget for kontribution. Og egentlig var det planlagt to kompagnier Kyrasserer indkvarteret i byen, men nu nøjedes man med kun et kompagni.
En ny Østerport – bygning blev rejst i oktober 1725. Bygningenfik lov til at bestå helt til 1870. Denne brand var den sidste af de store brande.
Hertugen formaner Tønder
Længe før denne ulykke, havde Hertug Friedrich af Gottorp haft øje på forholdene i Tønder. I 1698 blev der udfærdiget en skrivelse, hvor hertugen anmodede om, at få orden i forholdene. Men først i 1724 gik borgmester og råd i Tønder ind for at ansætte en skorstensfejer. Denne skulle:
Hver eneste gang en ildebrand måtte opstå, hvilket Gud dog i nåde måtte bevare os for, skal være til stede på brandstedet, for med al flid at drage omsorg for, at ilden kan neddæmpes.
Brandforordning fra 1743
Johann Hinrich König fra Hildesheim blev Tønder By’ s første faste skorstensfejermester. I en Kongelig General – Brand – forordning for Tønder Købstad af 23. juli 1743 gives en nøjagtig oversigt over det brandslukningsmateriel, der til enhver tid skulle stå til rådighed. Således skulle enhver borger, der ejede et hus eller bor til leje i et sådant, have:
Depot på Rådhuset
På selve rådhuset skulle der være et depot bestående af 4 brandstiger, 4 brandhager, 18 læder – spande og 24 hardecken. Alle borgere og samtlige indbyggere blev optaget i brand – assecurance – cassen. Fra denne hører et særligt husregistre med senere tilføjelser over indtrådte forandringer. Dette register er i dag særdeles vigtig, når vi skal kigge i Tønders byggekultur.
Slukningsmateriel blev holdt under opsyn, men snart blev man i Tønder opmærksom på en opfindelse fra udlandet. Man havde konstrueret En sprøjte, som var en maskine til slukning af en tilfældig ild ved hjælp af en stråle eller udstrømmende vand.
Den store engelske sprøjte
I perioden 1768 – 78 indhentede Magistraten masser af tilbud, som bilagt en masse tegninger landede på skrivebordet i Tønder. Man bestemte sig for købet af en sprøjte hos Hadley and Son, Long Acre, London. Man kaldte nyerhvervelsen for Den store engelske Sprøjte. Og den eksisterede endnu, da det frivillige brandværn blev dannet i 1869. Ja man anskaffede sig hele seks sprøjter.
Der findes endda Efterretning over de Tønderske sprøjter fra 1795. Her kunne man læse om sprøjterne fra Tønder. Således berettes der, at
Omkring århundredeskiftet gjorde brand – administratoren opmærksom på, at de mindste sprøjter sagtens kunne fremstilles af de lokale håndværkere.
En sprøjte krævede masser af mandskab
Nu var det sådan, at sprøjterne krævede et ret stort mandskab. Således krævede Den store engelske sprøjte 20 mand. Og disse mænd blev antaget med håndslag i stedet for edsaflæggelse.
Brandslanger i læder blev fremstillet af lokale håndværkere. Ved brand blev sprøjterne trukket gennem gaderne til brandstedet, dels af mennesker, dels af heste.
Forslag fra en gymnastiklærer
I 1837 fremkom et forslag fra gymnastiklærer ved Tønder Seminarium, Johann Heinrich Carl Kopp om dannelse af et brandkorps. Han skrev til Magistraten, at han undrede sig over den uorden, der herskede på brandstedet.
Individer indfandt sig under foregivende af at ville hjælpe, hvorom dog formodningen lå nærmere, at de ville søge at berige sig på deres ulykkelige medmenneskers bekostning.
Da enhver, som jeg har set vil kommandere, og uvedkommende – især læredrenge og børn ved deres sammenstimling gør forvirringen endnu større.
Kopp opridsede et reglement på 14 punkter til oprettelse af et Brand – vagtkorps. Indsenderen tilbød selv at føre planen ud i livet, hvis han kunne regne med bystyrelsens fulde tillid.
Skyttekorpset skulle indfinde sig med geværer
Kopps plan involverede aktiv deltagelse af det gamle Skyttekorps, hvis medlemmer skulle indfinde sig på brandstedet i fuld montering og med gevær. De skulle sørge for afspærring og for opretholdelse af orden. Men på dette punkt var der absolut ikke enighed. Den daværende brandadministrator købmand Detlef Jensen Angel, der ironisk spurgte, hvor lang tid, det skulle tage, indtil korpsets medlemmer havde iført sig uniform, fremsøgt gevær og ammunition.
Borgmester Paul Sibberts satte den Koppske plan i omløb blandt medlemmerne af deputeret – kollegiet og udbad sig en udtalelse.
En bekendtgørelse i den lokale avis
Den 22. juli 1844 lod Magistraten indrykke en bekendtgørelse i Wöchenliches Tondersches Intelligenzblatt:
Det er kendt, at allerede i forrige år sammen med et forslag til en ny brandforordning for denne by også et regulativ angående oprettelse af et brandkorps indsendes til højere stadfæstelse. Efter denne plan skal en afdeling af brandkorpset være et ”brand – vagt – korps”, hvis funktion skal bestå deri, at dette ved brandfare afspærrer de til brandstedet førende gader, og at det drager omsorg for de reddede mobilier og i øvrigt medvirker til opretholdelse af den nødvendige orden ved at assistere politimyndigheden. En meget berømmelig og taknemmelig anerkendt frivillighed ved overtagelse af en sådan tjeneste, den prisværdige iver hos gymnastiklærer Kopp…. har gavnet oprettelsen af brand – vagt – korpset og muliggjort starten.
Der har nu sammenfundet sig et frivilligt mandskab i en styrke af 53 medlemmer, og disse har i vinterens løb foretaget øvelser. Det dannede korps er fyldestgørende organiseret, og organiseringen er befundet hensigtsmæssig. Efter at kollegierne har haft selve sagen og tilbuddet fra det frivillige mandskab til behandling, er fornævnte mandskab den 18. juli 1844 blevet antaget og konstitueret som et brand – vagt – korps i vor by i henhold til det opstillede regulativ.
Dette bringes herved til offentligt kendskab med tilføjelse om, at gymnastiklærer Kopp fungerer som commandør i dette korps, købmand Ph. A. Rehoff, gæstgiver H. Rulffs (Stadt Hamburg) og skræddermester Kaven som officerer. Gæstgiver E. Claussen, købmand Andr. Andresen jun., skomagermester Lor. Berendsen og væveren E. Koch som underbefalingsmænd.
En reportage fra en storbrand
Det kom nærmest som et chok, da beboerne i Tønder den 8. marts i Wöchentliches Tondersches Intelligenzblatt kunne finde en beretning om Branden i Store Emmerske:
Den 3. marts om aftenen blev landsbyen Store Emmerske ved Tønder hjemsøgt af en voldsom ildebrand. Ikke mindre end fire gårde og fattiggården blev lagt i aske og ikke så få mennesker var uden tag over hovedet. 10 stykker hornkvæg, nogle får og alt husgeråd og mobilier blev flammernes bytte.
Da branden opstod i byernes østligste del ved temmelig stærk østenvind, og der ikke kunne skaffes vand, syntes hele byen truet af undergang. Under sådanne forhold var de forskrækkede indvånere også mere optaget af at redde deres bohave end at forsøge at begrænse ilden. Da noget senere folk fra nabobyerne strømmede til, blev et slukningsforsøg organiseret.
Hertil brugtes sne. En høj vold af sne opkastedes, der kunne dæmme op for det løsslupne element. Det kan dog ikke undlades at påtale den passive holdning som mange indtog ved denne brand, idet de nøjes med at være tilskuere, uden at røre en hånd, stirrede på flammehavet og i al gemytlighed holdt deres pibe i gang, medens de andre arbejde næsten over ende.
Under disse sidstnævnte må særlig seminaristen Jacobsen fra Tønder fremhæves. Efter i en forrygende hast at være ankommet til brandstedet, organiserede han straks tjenestevillige kræfter, angav planen til beskyttelse af de endnu uden for ildsvåden liggende huse, stod selv i forreste linje på de mest udsatte steder og forlod først pladsen, da faren var afværget. De tilstedeværende var alle enige i, at byens redning hovedsagelig kunne tilskrives hans klare anordning og indsats. Det er at ønske, at en sådan opofrende hengivelse må få sin belønning.
Brand i Storgade
Kopp døde i 1854. Hans indsats satte ikke tydelige spor. Og brande som lokalt nyhedsstof forsvandt åbenbart også efter beskrivelsen af storbranden i Store Emmerske. To brande af særlig voldsom karakter opskræmte ellers befolkningen i Tønder i forsommeren 1849.
Midt om natten mellem den 13. og den 14. maj 1849 opstod der brand hos kornhandler Christian Paulsen. Hans ejendom lå i Nord – vest – kvarter nr. 20 (Missionshotellet, Storegade 9). Beboelseshuset lå med front ud mod Storegade. Stald – og lagerbygninger lå ud mod det lille torv. Det hele blev lagt i aske.
Kornet var kun opmagasineret. Det tilhørte endnu bønderne. Købmand Johannes Conrad Iversens baggård ved siden af var heller ikke blevet forskånet.
Brand i Møllen
Et voldsomt uvejr trak om aftenen den 5. juni 1849 om aftenen hen over byen. Et lynnedslag ramte stuehuset til vejrmøllen ude foran Vesterporten. Mølleren, Johann Balthasar Stehr havde efter et mægtigt stort tordenbrag åbnet døren, for at se sig omkring. Her stødte han på to velkendte borgere, købmand Johannes Conrad Iversen og gæstgiver Hans Harders fra Stadt Kopenhagen. De ville søge ly i uvejret. Harders pegede op mod taget, hvor en røgsøjle steg op mod himlen.
De stråtækte bygninger gav ilden rig næring og gnisterne fra stuehuset antændte også møllen, der nedbrændte til grunden.
Turmverein blev til Feuerwehr
I 1860’ erne havde nye ideer fundet indpas i Holsten og Slesvig. Ja ideen om det frivillige brandværn stammede oprindelig fra Frankrig og herfra bredte den sig til Sydtyskland, hvor de første frivillige brandværn opstod omkring 1850’ erne.
Men hvad nu med Tønder? En gymnastikforening efter tysk mønster var blevet dannet i februar 1865 under navnet Männerturnverein. Der var tilslutning fra såvel borgerskabet som seminaristerne. Og stillingen som gymnastiklærer på både den tyske og den danske afdeling på Seminariet blev besat af lærer Peter Jürgen Johannsen. Og denne Jürgensen fik en god ide efter at han havde besøgt Central – Turn – Anstalt i Berlin.
Den 14. november 1869 oprettede man nemlig Turner – Feuerwehr. Allerede den 22. november godkendte den kongelige politimyndighed i Tønder, repræsenteret ved borgmester Streckenbach arrangementet.
Ny fabrik opføres i Flensborg
Lige inden, den 7. oktober var der på hjørnet af Østergade og Vidågade sket en voldsom brand. Købmand Johann Friedrich Jensen havde i 1866 ladet en forretningsejendom nedrive. Han lod opføre en ny damp – brødfabrik. Han averterede med, at man kunne bytte sit rug, og så få brød i stedet for. På få timer blev hele fabriks – foretagenet lagt i aske. Intet stod at redde. Også naboejendommen gik det ud over. Branden åbenbarede store mangler i slukningsarbejdet.
Det var også et stort tab for byen. Skadeserstatningen gik nemlig til, at Jensen loden ny brødfabrik opføre, dog ikke i Tønder, men i Flensborg.
Den første by i Norden, der fik Frivillig Brandværn
Jo, Tønder var den første by i Norden, der fik et Frivilligt Brandværn. Allerede den 7. februar fik brandværnet sin ilddåb. Det var en mindre brand hos købmand Clausen i byens nord – øst kvarter. To måneder efter var der en værkstedsbrand hos snedkermester Gustav Sehestedt i Nørregade.
Godt nok skulle hvert medlem betale 24 Groschen årlig. Men det var lavvande i kassen. Og for at være mere effektiv skulle man have en moderne sprøjte. Derfor lancerede man Tonder – Turner – Feuerwehr – Obligationen.
Brand – obligationer
Magistraten aftog 40 obligationer, men også sparekassen og andre institutioner tegnede sig som aftagere. Den 12. december 1870 fik Magistraten, at vide, at den i Leipzig købte sprøjte var kommet til byen og allerede havde bestået sin prøve.
Vi har endda en beskrivelse af Mittle Landspritze Nr. 3. Den omtales som en solid trækvogn, hvor der var monteret en trækasse som vandbeholder. Der var forsynet med en pumpe og et stålrør af messing. I tidligere tid brugtes læder – og trækolber, der dog krævede mere pasning for at være i brugbar stand ved en eventuel ildebrand. Ved den nye maskine benyttede man nu slebne messingkolber, hvilket havde den fordel, at vandstrålen blev mere konstant under slukningsarbejdet.
Som brandadministrator fungerede i disse år Hans Hansen Hage, gæstgiveren på Humlekærren. (Se artiklen om Humlekærren)
Folk havde pligt til at gøre tjeneste
Ifølge byens brandregulativ havde alle borgere med undtagelse af Kollegiets medlemmer og byens embedsmænd indtil 50 års alderen pligt til at gøre tjeneste i byens brandkorps. Antallet af hornister, der i givet fald skulle blæse til brandalarm blev forhøjet fra 2 til 4.
Man skulle være uniformeret
I vedtægterne stod der også, at alle skulle være uniformeret. Hvert medlem skulle på egen bekostning anskaffe sig reglementeret bluse og hjelm. Det øvrige udstyr blev leveret. Stridigheder opstod, da der ikke mere var påbudt, at være medlem af gymnastikforeningen for at være frivillig brandmand.
Tiltrængt penge til forgældet brandværn
Et nyt slangetårn blev opført i Smedegade på den gamle kirkegårds grund. Men ak den tyngende gæld voldte vanskeligheder. Byens private spare – og lånekasse måtte gentagende gange yde større bidrag. Men også en uventet arv fra handelsmanden Laust Frandsen bidrog til at gælden kunne nedbringes. Denne døde den 3. juni 1873. Og historien bag dette er følgende:
Den 3. december 1870 opstod der brand i bager Lüthgens ejendom i Vestergade (hvor senere skotøjshandler Nissen fik forretning). Dette hus stod ikke til at redde. Men vinden var vestlig, og derfor var nabohusene også stærkt i fare. Ejerne af disse huse averterede derfor også deres tak til brandvæsnet. I en af husene lå en meget syg og hjælpeløs kone, der var meget nervøs for udviklingen. Brandkaptajnen beordrede fire mand ind i sygeværelset, for straks at bære hende ud, hvis det var nødvendigt. Heldigvis nåede ilden ikke huset, hvorefter hendes mand, kreaturhandler Laust Frandsen testamenterede brandværnet sit hus, Nordvest – kvarter 187 med to stalde samt tre fenner, beliggende på Tønder Mark, ca. 4 ha stor.
Arven kunne først tiltrædes i 1894. Magistraten havde allerede i 1876 overfor det kongelige arveskatteamt i Altona afgivet garanti – erklæring for den arveskat, som det frivillige brandværn ville have at svare af en arv, hvis værdi var takseret til 13. 800 Mk.
Indsats kunne også gøres udenbys
I de oprindelige love var målsætningen:
Ved brandfare at beskytte det truende liv og ejendom af indvånere i vor fødeby.
Efter at gymnastikforeningen var blevet udskilt, blev der tilføjet en vigtig sætning:
Efter kaptajnens eller hans stedfortræders skøn kan brandværnet også bringes til indsats udenbys.
Man havde en diskussion om dette emne. Magistraten mente, at byen skulle have en godtgørelse:
Vore sprøjter bliver mere brugt udenbys end i vor egen by. Og det undgås ikke, at de udsættes for større slid i fremmed tjeneste end i byen. Også sprøjte – mandskabet lider større tab, idet de for længere tid må forlade deres borgerlige gerning, når de med sprøjten tager del i et slukningsarbejde på landet.
En nyt stigetårn var nødvendig
Der var masser af brandværns – fester både internt og sammen med kollegaer rundt om i Slesvig – Holsten. I 1885 havde korpset hele 95 aktive brandmænd.
Efter kun 10 år kasserede politiet stige – eller øvelsestårnet bag rådhuset. Et nyt tårn blev oprettet på skyttegårdens grund. Dette tårn blev brugt indtil 1924, hvorefter et nyt blev taget i brug på kvægtorvet. Sprøjtehuset forblev i alle disse år på den gamle plads bag Humlekærren.
En skydestige blev anskaffet i 1880. Ved en brand i Søndergade blev stigen beskadiget, hvorved den daværende stigefører E, Ewers pådrog sig et kraniebrud. Anskaffelsen af en ny mekanisk skydestige var nødvendig.
Efterslukning på byens værtshuse
Et problem opstod, fordi de gæve brandfolk efter brandøvelser gik på efterslukning på byens mere end 60 værtshuse. Konerne klagede, og brandkaptajnen lovede at sende en ekstra patrulje ud efter de tapre brandfolk, men ak patruljen faldt selv i druk.
Efter 1920 skete der en nyordning af de frivillige brandværn. Men de fleste steder fortsatte kommandosproget på tysk og fremtoningen var nærmest som en Kriegerverein.
Den første motoriserede brandbil
Det var en stor dag i september 1934, da 10 brandmænd kunne prøvekøre Tønders første motoriserede brandsprøjte. Og den var leveret af lokale Brdr. Roost.
Skulle Falck overtage?
I 1947 diskuterede man tre forslag til videreførelse af brandværnet:
Den 11. juni 1948 vedtog byrådet med 13 stemmer mod 1 at overdrage brandslukningstjenesten til det reorganiserede frivillige brandværn. Traditionen og brandværnets indsats gennem årene gjorde udslaget.
Da brandværnet blev 80 år, holdt borgmester J.J. Paulsen en tale, hvor han talte om nationale brydninger og sammenhold, hvor kammeratskabet hersker.
I 1949 erhvervede brandvæsnet en ny fra de tyske efterladenskaber stammende brandbil. Den blev sat i stand af lokale Bruhn & Knudsen.
Storbranden i Rudbøl
Flere gange har tyske brandkorps assisteret sønderjyske brandkorps og omvendt. I dette tilfælde kan vi nævne en brand, natten mellem den søndag den 2. oktober til mandag den 3. oktober 1966. Der var udbrudt brand på Rudbølgård i grænsebyen Rudbøl.
Gårdens tre sammenbyggede, stråtækte længer brændte ned og tre malkekøer, seks kalve, to tyre, næsten hele svinebesætningen, dvs. 100 svin, 500 tønder korn, omkring 5.000 balle hø og halm, to traktorer det meste af gårdens maskinpark og to personvogne blev flammernes bytte.
I løbet af få minutter stod tre stråtækte udlænger i flammer. Det lykkedes alligevel gårdens fodermester og to naboer at redde en stor del af dyrene ud. Redningsarbejdet blev vanskeliggjort af, at stråtaget, der havde løsnet sig ved ilden skred ned og lagde sig som et ildbælte omkring bygningerne. I slukningsarbejdet deltog ikke færre end 100 mennesker.
De frivillige brandværn fra Højer, Møgeltønder, Tønder, Rudbøl og de tyske byer, Rosenkrans, Rødenæs og Nykirke var mødt frem. Da grænsen ved Rudbøl lukkes klokken 22, så de tyske værn sig nødsaget til at sprænge grænsebommen på den tyske side. Man brød ganske simpelt bommens lås op, for at assistere ved den voldsomme brand. Der var ingen vandproblemer. En branddam lå lige ved siden af gården og det var ikke langt til Rudbøl Sø. Vinden bar mod øst, derfor var min i stand til at redde stuehuset. En naboejendom var alvorlig truet, men den fik man også reddet. (Læs artiklerne: Rudbøls Historie og Bådfolket i Rudbøl)
De store Brande gennem årene
Ja vi kunne såmænd godt have fortsat, men vi vil henvise til første del af vores artikel om Tønder Frivillige Brandværn. Men måske skulle vi lige kigge på nogle store brande, som brandværnet har været involveret i:
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Brand – Læs
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
København:
Nørrebro:
August 28, 2014
Dette er anmeldelse af bogen Carl Magnus – En dansk frihedskæmper fra Forlaget Ådalen. Bogen er skrevet som en roman, men bygget på sandfærdige beretninger. Bogen viser i den grad, at livet som modstandsmand under besættelsestiden ikke var en dansk på roser. Man levede konstant med frygten. For familien Gjerlev var det bestemt heller ikke godt. Næsten hele familien kæmpede på den ene eller anden måde mod tyskerne.
En masse frygtelige begivenheder
Der skete en masse frygtelige begivenheder under og efter besættelsestiden. Det havde stor konsekvenser for mange. Men ikke alt er kommet frem. Noget bliver bevidst fortiet. Vores serie rummer til tider frygtelige sandheder. I serien vil du kunne finde artikler fra hele Danmark. Du vil sikkert møde oplysninger, du ikke er stødt på før. Her på siden har vi mærket en stor interesse for vores historiske artikler. Derfor har vi besluttet os for, at bringe en serie artikler om besættelsestiden.
Reaktioner udebliver næppe
Reaktionerne på disse artikler udebliver næppe. For hele sandheden om besættelsestiden er ikke nået frem til alle. Det gælder også kendskab til diverse udgivelser. Dette handler om en spændende bog, som ikke er nået frem til de større dag – og ugeblade. Og det er en skam. For bogen viser i høj grad bagsiden af medaljen som modstandskæmper under besættelsen.
Modstandsbevægelsen tog også fejl
Det var modstandsbevægelsen der var skyld i, at vi blev anerkendt af de allierede. Derfor starter vi vores serie med at kigge på den. Men modstandsbevægelsen tog også fejl. Og det skete også, at myndighederne dækkede over dette. Familier blev efterladt i uvidenhed. Men det er ting vi senere kommer ind på i vores artikelserie.
Det er svært at få arkiv – indsigt, når det drejer sig om besættelsestiden.
Usandheder på Frihedsmuseet
Da undertegnede redaktør af denne side for cirka 15 år siden sammen med min kone overværede vi en ung mand, der guidede nogle turister rundt på Frihedsmuseet påstod denne, at i Sønderjylland foregik der ikke nogen modstand, da Det Tyske Mindretal stod og lurede på hvert gadehjørne.
Vi trak den unge mand til side og belærte ham om det modsatte. Han stod helt uforstående over for de kendsgerninger, som vi kom med.
Forfølgelse af en befolkningsgruppe
Særlig som sønderjyde er man præget af, hvad der skete dengang. En befolkningsgruppe oplevede en decideret forfølgelse efter besættelsestiden. I skolen hører man kun den “frelste” version af historien. Vores serie af artikler vil ikke bære præg af denne indstilling.
Undertegnede forsøgte med en anden artikel på en Facebook – gruppe, at få oplysninger om en bestemt episode, der skete ved grænsen efter besættelsen. Det resulterede i, at man blev beskyldt for at være nazist og blev bedt om at forlade gruppen.
Vores emne er stadig Betæn
Skæbne, afsavn og lidelser
Egentlig handler denne bog lige så meget om familien Gjerlev’s skæbne, afsavn og lidelser. Og egentlig er bogen en dokumentation eller en biografi. Men os, der har beskæftiget os lidt med historie, ved, hvor svært det kan være at få adgang til diverse arkiver. En forholdsvis lille del af denne bog er fiktion, men kan sagtens have fundet sted. Bogen er også et barnebarns hæder til sin farfar, Carl Magnus.
Hele familien involveret i modstandsarbejdet
Næsten hele familien Gjerlev var på den ene eller anden måde involveret i modstandsarbejdet i Tønder, Ribe og Sønderborg.
Bogen er en af de talrige bøger, der er udkommet omkring besættelsestiden. Men denne bøger vil lidt mere. Vi hører ikke så meget om selve sabotagerne, men om familiens involvering i dette. På en meget fin måde får Birgitte Gjerlev indflettet Sønderjyllands specielle historie ind i besættelsestiden. Det er nok ikke mange københavnere, der har spor begreb om Sønderjyllands skæbne efter 1864, og vilkårene omkring 1920.
Konstant i fare
Til tider er bogen er meget følelsesladet. Det skyldes, at vi bliver involveret i familien Gjerlevs liv og levned. Og vi følger også de farer, som familien konstant bevæger sig i. Vi følger også modstandsbevægelsens dramatiske liv især i Tønder. Og den endte i mange tilfælde dramatisk.
Foragt for nazisme og socialisme
Vores hovedperson Carl Magnus Gjerlev kom til Tønder i 1920. Han fraflyttede sammen med sin familie byen i 1966, og han var en særdeles aktiv herre. Han involverede sig fra starten i alt, hvad der hed dansk foreningsarbejde. Det blev til mange børn i tjenesteboligen på Jernbanegade. Han var en kærlig med bestemt herre over for børnene.
De fik en god borgerlig opdragelse. Temperamentsfuld og retskaffen var han også. Han foragtede socialismen og nazismen. Han mente ikke, at kommunisterne havde noget at gøre i modstandsbevægelsen. Ligeledes tog han afstand fra en god officersven, der bekendte sig som så mange andre danske officerer til nazismen. Vedkommende var bestemt ikke velkommen i Tønder.
Involveret i mange ting
Men egentlig var han også skuffet, fordi han ikke modtog nogen form for hædersbevisning efter krigen.
Carl Magnus udnyttede sin stilling som godsinspektør til at spionere mod tyskerne. Han videregav oplysninger om våben – og troppetransporter. Han var også involveret i nedkastninger af våben til frihedskæmpere i Tønder – området. Ved flere lejligheder husede Familien Gjerlev også engelske spioner i huset på Jernbanegade.
Flere gange ændrede han en del fragtbreve på sit kontor, så tyske godsvogne kom retur til Tyskland. Det var en meget overrasket Carl Magnus, der i september 1944 blev løsladt fra Frøslevlejren. Egentlig var han dømt til døden.
I familien mente man da også, at løsladelsen skyldtes en fejltagelse fra tyskernes side.
Tanker tilbage
I bogen sidder Carl Magnus i 1971 som 87 årig og tænker tilbage til sit begivenhedsrige liv og den store familie. Han havde mistet sin elskede, Severine for et par år siden.
Vi følger ham fra Randers til Nyborg og retur igen. Faderen var ansat i DSB og tog var noget, der tidlig interesserede Carl Magnus.
Det blev til en elevstilling i Langå, og videre gik det i Det danske Livgarde, hvor vores hovedperson endte som løjtnant. Det blev til et job som baneassistent i Varde. Han blev gift med Severine i Esbjerg i 1914. Seks år efter gik turen så til Tønder, hvor jernbanen igen kom på danske hænder.
Cykler og trækvogn
Carl Magnus engagerede sig i spejderbevægelsen, idræt og Tønder Statsskole. Severines søskende var ofte på besøg i Tønder i deres moderne automobiler. De mente, at deres søster så træt ud. Måske var det arbejdet med de mange børn, der tog på hende. Carl Magnus og Severine måtte nøjes med cykler og trækvogn.
Beruset
Carl Magnus var også en festlig herre. Og måske var han kommet fuld hjem engang for meget, for Severine statuerede et eksempel. For hun vækkede alle børnene og sammen gik de alle ind til faderen, der var faldet i søvn:
Der ser I jeres far. Kan I forstå, at han vil være bekendt, at komme så beruset hjem?
Børnene fulde af spilopper
Gjerlev – børnene gik på Tønder Statsskole. De fleste var aktive i spejderbevægelsen i Tønder. Også Severine deltog aktivt.
Pigerne lærte at svømme i Vidåen, og de to af dem blev endda jyske mestre.
Børnene var ikke bedre end andre børn. De var fulde af spilopper. Og de værste af disse, endte med en straf fra Carl Magnus side.
Besøg hos kongen
Som formand for Forsvarsbrødrene var Carl Magnus inviteret ombord på kongeskibet Dannebrog, da det lå for kaj i Aabenraa. Han var stolt af, at møde kongen.
Det var som sagt gang i ham. Han var revisor i Den danske Landmandsbank og sørgede for regnskabet i Eksportstaldene.
Socialist ikke velkommen
I 1940 var Carl Magnus rystet over, at den danske regering ønskede at samarbejde med tyskerne. Den ældste datter, Grethe blev udlært hos boghandler Schmidt Paulsen. Hun fik job hos Tønder Amtstidende og lærte en ung mand at kende. Men til Carl Magnus store fortrydelse var han socialist. Forholdet blev dog ikke til noget, sikkert takket være Carl Magnus. Grethe blev nemlig sendt væk fra Tønder. Senere fandt hun fotografen Robert, der var opdraget borgerlig. Dette var mere spiseligt for Carl Magnus. De blev også gift.
Erik ledede modstandsarbejdet i Ribe
Sønnen, Erik kæmpede for at blive den lokale formand for Konservativ Ungdom. Men inden da, flyttede han til Ribe. Her lykkedes det ham, at blive formand. Han var også gået i gang med at organisere modstandsbevægelsen. Også i Tønder var flere grupper i gang med modstandsarbejde. Men der var spioner overalt. Tyskerne vidste mere, end man umiddelbart skulle tro.
Mange aktive i Tønder
Carl Magnus havde gennem sin svigersøn fået at vide, at engelske fly ville kaste våben, ammunition, våben m.m. med på en mark i nærheden af Tønder. Man skulle have organiseret lastbiler, folk, opbevaringssted m.m. Carl Magnus gik med største ildhu i gang sammen med Erik Svendsen, spejderlederen og lektor Rosenkjær fra Tønder Statsskole sammen med en masse andre.
Snart var det meste af familien i gang med en eller anden form for modstandsarbejde. Fra Telefoncentralen aflyttede to af døtrene nogle vigtige telefonsamtaler, som tyskerne foretog, og videregav disse til modstandsbevægelsen.
Bomber ramte Jernbanegade
En dag sad Carl Magnus til et møde på Hagges. Pludselig hørte man larm fra fly og nogle overdøvende brag fra eksplosioner. Han skyndte sig hjem, og fandt sin kone liggende på gulvet. Hun var nærmest døv, og havde fået en del småskrammer. Møblerne lå hulter til bulter.
Men på den anden side på Jernbanegade 10 styrtede hele første salen ned. Dyrlæge Jensen og hans datter var blandt de fire dræbte. Mange blev kvæstet. Engelske piloter havde forfejlet deres mål.
Opfordring til at anmelde sabotører
Fra godskontoret sendte Carl Magnus oplysninger til sin søn Erik i Ribe om tyske våben – og troppetransporter.
I efteråret 1942 opfordrede statsminister Buhl til at man angav danske sabotører og hjalp tyskerne til at opklare sagerne.
Mange Tønder – borgere var efterhånden blevet arresteret for tysk – fjendtlig arbejde. Der var stikkere overalt. Oppe hos Erik i Ribe holdt modstandsbevægelsen til i CB – kælderen. Her måtte man også efterhånden udøve yderste sikkerhed. Man gennemførte mange sabotageaktioner mod virksomheder, der samarbejdede med tyskerne, man lavede togafspærringer, jernbanesprængninger og sprang lokomotiver i luften og andet sabotagearbejde.
Fire Gestapo – folk i Jernbanegade
Statsskolen blev beslaglagt af den tyske værnemagt. Undervisningen måtte flyttes til Schweitzerhalle og Seminariet.
Og en dag stod fire Gestapofolk på Jernbanegade i Tønder. De gennemsøgte huset og anholdte Carl Magnus. I første omgang blev han kørt til kasernen. Derefter blev han med andre fangere læsset op på en lastbil. Godt forkommen blev de sendt til Staldgården i Kolding.
Dømt til døden
Under de første forhør modtog Carl Magnus talrige lussinger. De ville med magt få ham til at til at tilstå forræderi mod den tyske stat. Derefter sendte de ham til Dagmarhus i København. Her blev han præsenteret for en meget tyk sagsmappe, og hans søn, Erik blev inddraget i forhøret. Ikke overraskende endte det hele med, at Carl Magnus blev dømt til døden.
I Sønderborg havde modstandsgruppen planer om at sænke et tysk krigsskib ved hjælp af en tømmerflåde med sprængstoffer, som skulle sendes mod krigsskibet. Men modstandsbevægelsen blev opdaget, og Mogens Gjerlev måtte springe i havnen for ikke at blive ramt af de tyske kugler eller for at blive arresteret.
Erik blev anholdt
I begyndelsen af juni blev også Erik anholdt af Gestapo i Ribe. Også han blev sendt til København. Han sad i mørke hele tiden. Da han fik besøg af sin kone, kunne han i begyndelsen slet ikke se hende. Erik fik ikke dødsdom lige som sin far, men en deportations – dom.
Måske var det Folkestrejken, der var skyld i, at Carl Magnus fik omstødt sin dødsdom. Han blev blandt andet sammen med Erik sendt fra Vestre Fængsel til Horserødslejren ved Helsingør. Også lektor Rosenkjær fik omstødt sin dødsdom.
En sejltur med frygt
Den 12. august var det slut med de fredelige forhold. Fangerne blev kommanderet op i lastbiler. I Helsingør blev de anbragt i et skib. Man var bange for at blive sendt direkte til en KZ – lejr. Men man var glade, da man på havnen så danske busser. Man var landet i Flensborg, og turen gik nu til Frøslevlejren.
Sendt til KZ – lejre
I september blev Carl Magnus kaldt ind til lejrlederen, der højst overraskende bad ham pakke sin kuffert. Han var blevet løsladt. Rigtig lettet var han dog ikke. Måske opdagede de bagefter, at det var en fejl. Og det var tydeligt, at i Tønder holdt Gestapo øje med ham.
Og mere bekymret blev han, da han hørte, at Rosenkjær og Erik den 12. september var blevet sendt fra Frøslevlejren til KZ – lejre.
Flygtede til Ærø
Carl Magnus følte jorden brænde under sig, og flygtede til familiemedlemmer på Ærø.
Erik havnede via Neuengamme i Porta Westfalica.
På mirakuløs måde fik han smuglet et brev ud til familien i Tønder, og bad dem sende ham varmt tøj. Familien sendte ham en pakke, og håbede at det nåede frem.
Svigersønnen Richard blev i oktober også arresteret af Gestapo. Han havde forbindelser til Frit Danmark og til sabotagegrupperne i Tønder. En stor del af de aktive i Tønder var efterhånden blevet arresteret.
Erik bestak personalet
I Porta Westfalica skete der uhyrlige ting. Blandt andet bad tyskerne fangerne om at grave et meget dybt hul. Her ned smed de nogle glubske hunde som ikke var blevet fodret gennem længere tid. Derefter sendte man fangere ned i hullet.
Erik havde pådraget sig en infektionssygdom. Ved hjælp af en guldmønt lykkedes det ham, at få opereret nogle bylder væk. Han fik arbejde i køkkenbarakken og fik mere at spise.
Richard død af lungesygdom
Richard blev via Neuengamme sendt til en udekommando og led meget. Det var også en særdeles trist besked, der ankom til familien i Tønder. Han havde angiveligt pådraget sig en svær lungesygdom og døde af denne.
På datteren, Kirstens arbejdsplads holdt postmesteren en mindetale.
Carl Magnus havde bestemt sig at tage hjem fra Ærø. han mente, at faren for ham var aftaget. Og fra Erik lød det glade budskab, at han kunne komme hjem med De Hvide Busser. Ved grænsen i Kruså lykkedes det kort for familien at hilse på ham. Han var blevet radmager.
Glæde vendt til sorg
Efter besættelsen kom Erik hjem fra Sverige. Så skulle man så tro, at Familien Gjerlev var forskånet for yderligere dramatik, men nej.
Signe og Erik ville fejre hjemkomsten et par dage efter i deres hjem. i et ubevogtet øjeblik var Lille Sven forsvundet. Man ledte efter ham. Og pludselig fandt de ham livløs i en zinkbalje i haven. Han blev senere erklæret død. I landets aviser kunne man læse overskriften, Glæde vendt til sorg.
Rosenkjær død i Husum
Carl Magnus fortsatte efter krigen hos DSB. Han blev også formand for Tønder Idrætsforening. Rosenkjær døde i udekommandoen i Husum i november 1944.
Erik Svendsen sendt syd på
Erik Svendsen blev sendt sydpå. Man mener, at han sammen med andre KZ – fangere blev sendt på en såkaldt dødsmarch i Sydtyskland. Det går også rygter om, at han døde i Tjekkoslovakiet. Andre igen mener, at han kom så langt væk som til Sovjet. En halv snes år efter krigen blev der ved retten i Tønder afsagt en dødsformodningsdom over den meget afholdte Erik Svendsen.
Endnu en trist besked
Men for familien Gjerlev var det endnu ikke slut med de sørgelige nyheder. Erik og Signe havde efter tabet af Lille Svend fået en datter, Ingrid.
Erik led af stigende krigstrauma og blev mere og mere depressiv. En trist besked ramte familien i Tønder i sommeren 1956. Erik havde taget sig selv af dage, det år hvor Ingrid var blevet 9 år.
Masser af sammenhold
Mon ikke Carl Magnus med denne bog har fået den ære, som han ikke fik dengang kunne få. Bogen kan varmt anbefales. Den er ikke fyldt med mange af de floskler, som fylder mange af bøgerne om besættelsestiden. Den kan varmt anbefales til dem, der vil vide noget om risikoen ved at arbejde mod fjenden. Og lokalt i Tønder må der være mange, der kender de familier, der bliver omtalt.
For dem, der ikke lige kender Tønder og forholdene i grænselandet er bogen absolut lærerig. Ja og så er det også historien om en familie, hvor der var masser af sammenhold, og hvor man hjalp hinanden.
Birgitte Gjerlev: Carl Magnus En dansk frihedskæmper (Forlaget Ådalen)
Læs mere her: www.dengang.dk indeholder ca. 118 artikler fra besættelsestiden, heriblandt:
Hvis du f.eks. vil vide noget om Frøslevlejren m.m. – Læs under Padborg/Kruså/Bov:
* Denne artikelserie vil snart foreligge i en revideret artikel på ca. 20 sider med de nyeste oplysninger fra kirkebogen i Bov – Det mystiske mord ved grænsen
Bogen indeholder også en del omkring det dansk/tyske forhold, og tiden før og efter 1920. Også her kan du finde mange artikler på www.dengang.dk
Besættelsestiden på Nørrebro: Læs på www.dengang.dk:
August 28, 2014
Vi kigger på gamle bykort over Tønder. Men de fortalte ikke altid sandheden. Byen har ikke været forskånet for ildebrande og stormfloder. Og byen har også været ramt af krige og indkvarteringer. Men en tur gennem Tønder vidner om, at det engang har været en rig by. Hvis du er i tvivl, så besøg bare byens kirke.
En eventyrlig by
Har du prøvet, at gå en tur gennem Tønder? Har du gået langs Vidåen langs diget? Hvis ikke, så prøv at gøre det? Tænk samtidig på Tønders eventyrlige historie. Min far kunne ellers fortælle en historie om hvert hus i den indre by. Men han er her ikke mere. Som murersvend har han også oplevet lidt af hvert, når han skulle mure rundt i de gamle huse.
En borgerklokke
Franciskanerklostret bredte sig ned til Vidåen. På holmen over for lå borgen. Og nord for Vestergade lå Laurentiuskirken. På et tidspunkt udgjorde en klokkestabel på Torvet byens kirketårn. Fra cirka 1530 blev denne erstattet af et rundt grundmuret tårn. Dette lå tæt ved Storegade 9, som dengang udgjorde Torvets vestligste del. Ja dette tårn var nærmest en borgerklokke, der tilkaldte indbyggerne i freds – og krigstid. I byens østligste del lå allerede i middelalderen byens hospital eller Helligåndshus.
Opdelt i 120 stavne?
I det ældste Tønder omkring havnen flokkedes borgenes huse. De rigeste boede på Stavnsgrundene ud mod det brede hovedstrøg fra broen over Laurentiusstrømmen i vest og til hvor Abild – Ribevejen tager fat, hvor vi atter finder en bro. Hovedstrøget var delt i Vester -, Store – og Østergade. Nogen har dog stillet spørgsmålstegn ved disse stavnsgrunde, og har fundet frem til, at det antal, der skulle have været her, umuligt kan være presset ind.
Jo byen var opdelt i 120 stavne. Og kun indehaver af en stavn var fuldborger og kunne blive medlem af Raadet. I løbet af det 17. århundrede mistede stavnsordningen sin betydning. Men den blev dog først ophævet i 1768.
Tønders gader blev dannet
Men for ca. 775 år siden skete der en udstykning i Tønder. Denne forblev nogenlunde uforandret gennem den største del af byens historie. Der var dybe smalle grunde ud mod hovedstrøget. Dette betød, at byen meget hurtigt fik bagveje. Bag Vestergade opstod meget tidligt Skibbrogade og Spikergade. Bag Østergade opstod Vidågade. I nord bag Vestergade fik vi Allégade og Nørregade. Der opstod nogle få og korte tværgader, Kogade og Pebergade. Den smalle Søndergade fik vi også hurtig. Kobbergade blev også en vigtig trafikåre. Ved bebyggelse af den store Torve – og kirkeplads, opstod Smedgade mellem de to pladser. Senere i middelalderen kom Mellemgade og Richtsensgade til.
Så skulle vi da hvis have fået dannet et af de første Tønder – bykort. Vi skal også lige have med, at i løbet af middelalderen skød der af Vestergade frem ad Møgeltønder – vejen en lille forstad frem.
De rige boede ud til hovedgaden
Hovedbebyggelsen ud til hovedvejen blev først befolket. Men ud mod baggaden blev der plads til alskens nytterum som stalde, småhuse og boder til tyendet. Ja nogle blev også lejet ud. På et kort fra 1685 kan vi se, at der var en lidt anden navngivning, dengang.
Bag Staldene var til midten af det 19. århundrede den mest almindelige betegnelse for disse strøg.
Borgereden
De laveste på den sociale rangstige var Indersterne. De boede til leje hos andre og måtte betale afgift til øvrigheden. Det var en slags betaling for den beskyttelse, der blev ydet af byens borgmester og Raad.
Ifølge den gottorpske forfatning af 21 maj 1607 var daglejere forpligtet til at tage borgerskab. Men dette blev ikke overholdt. Men det var man sikkert glad for i Tønder. Fattige folk skulle ikke lige byen til byrde.
Man måtte heller ikke give ly eller udleje boder og boliger til fremmede og fordægtige folk, om hvis opholdssted, man ikke vidste noget om. En hver, der tog ophold i byen skulle inden for tre måneder aflægge borgereden. Dette gjaldt dog ikke embedsmænd, kommunale tjenestemænd, særlig privilegerede som læger, men dog kirurgere, som blev regnet som håndværkere.
I de andre sønderjyske byer blev det forlangt, at den ny borgere ejede en bolig. Sådan var det ikke i Tønder. Her behøvede man hverken at være gift eller have et hjem. Men man skulle være ægtefødt af ærlige forældre. Man ønskede ikke at have bødler og rakkere optaget i borgerskabet. Man skulle også være kristen. Jøderne fik først deres ligeberettigelse i Sønderjylland i 1854.
Brande og stormfloder gjorde sit
Selv om Tønder er en meget gammel by og man gør meget for at bevare den, så finder man ikke synderligt meget af den middelalderlige bebyggelse. Det har brande og stormfloder sørget for. Man må dog gå ud fra at den ældre Nikolajkirke samt klosteret og flere af klosterhusene har stået i solid grundmur.
Det kan være svært at afgøre Tønder – husenes alder, hvis man alene skal vurdere det ud fra husenes arkitektur. Det ser nemlig ud til, at indflydelsen fra Holland har været ret stor. I så fald skal Tønder – husene vurderes ældre.
Tønders mest berømte hus
Tønders nok mest berømte hus, er Torvet 11. Den er af sengotisk karakter og meget dekorativ. Måske er dette hus sammen med det gamle rådhus, og kirkens ejendommelige spir, det mest fotograferede og malede motiv i Tønder. Som andre ejendomme mellem Østergade og Kirkepladsen, er det bygget på tidligere kirkegrund. Det korte brede hus har dog også en helt anden karakter end de almindelige stavnshuse. Byggeskikken er velkendt fra Holland.
Et kalender – hus?
Måske har Ludwig Andresen ret, når han påstår, at huset kan være det hus, der i 1520 blev opført med offentlig støtte til det af St. Nikolaj Kirke hørende kalenderbroderskab, Calendaria confraternitatis Sancti Nicolai. Er denne påstand rigtig, ja så er denne bygning, Danmarks eneste bevarede kalenderhus. I hvert fald er denne gådefulde bygning næst efter St. Nikolaj Kirkes tårn, Tønders ældste historiske mindesmærke.
Storegade 9 og 11 kan lige som Vestergade 6 være svært at datere. I byens stavnshuse boede byens overklasse, det var de egentlige fuldborgere. I byens side – og baggader boede underklassens folk, håndværkere og daglejere.
Materialerne har i det væsentligste været træ og tømmer. Der var bulhuse, men det mest almindelige var uden tvivl bindingsværk med lerklinede og udmurede tavl. Tagene var tækket med strå og rør. Dette indbød jo næsten til ildebrande, og dem har Tønder ikke været forskånet for.
Besejlingsforholdene blev forringet
Besejlingsforholdene til byen blev nærmest afskåret fra 1554 – 57. Indtil 1567 kunne borgerne bruge ladepladsen ved Lægan. Men bedre var ladepladsen ved Rudbøl. En gravet kanal uden om slottet sørgede for at pramme og småskibe kunne lægge til ved den ærværdige havn ved Skibbrogade.
Frygtelige brande
Indtjeningsmulighederne blev væsentlig forbedret med den stigende studehandel. De gyldne tider med gode priser holdt sig dog kun til ca. 1620. Midt i denne positive udvikling blev byen ramt af en katastrofe. I 1581 hartad grueligen afbrændt hele nordsiden af hovedstrøget lagt i aske fra den vestre ende og til Torvet. På sydsiden blev kun 2 huse, der blev skånet. Dertil kom en brand i 1586, hvor bebyggelsen på Slots – og Frigrunden, Uldgade og Slotsgade gik op i luer.
Branden i 1581 betød en udvidelse af det nedarvede gadenet, idet den vigtige Søndergade opstod i sin nuværende mere gademæssige skikkelse med bro over Vidåen til en helt ny forbindelse syd på. Samtidig blev Lillegade brudt igennem som en fortsættelse af Kobbergade og gjort bredere. Møllevejen blev udvidet til 15 alens bredde.
Så fulgte krigene med hårdt skattetryk, indkvarteringer og brandskatning. Denne nedgangsperiode varede til cirka 1660. Så gik det fremad igen. Det betød at byen begyndte at vokse.
En egen kommune
Vest for byen voksede Vestergade – forstaden, nybygget efter en brand i 1522. Den nedlagte St. Laurentii Kirkegrund blev bebygget med nye huse. Og den gamle klostergrund blev delvis indtaget til bebyggelse. Det betød, at to nye gader opstod, Uldgade og Slotsgade. Det var godt nok under Slots – og Frigrunden, som dannede sin helt egen kommune. Helt frem til 1933 dannede et lille tresiddet område mellem Møllevej og Slotsgade sin helt egen kommune.
Et bykort fra 1588
Det er altid sjovt, at kigge på gamle kort, selv om man ikke altid skal tro på dem. Således stod Henrik Rantzau for en udgivelse fra 1588. Man ser en enskibet kirke og to porte, Sønderport og Østerport ud over broen over Vidåen. Begge porthuse er gengivet i et stokværk. Vestergade må undvære sin port. Her er kun broen over Laurentiusstrømmen. Men vestre forstad har tegneren helt glemt. Mest umage har tegneren gjort sig med Tønderhus. Den og de Rantzauske hovedsæder i omegnen, Møgeltønder, Solvig og Trøjborg, har åbenbart interesseret tegneren, Braunius og værkets udgiver, Henrik Rantzau mest.
En omlægning af Vidåen
En menneskealder senere optræder en håndtegning over Tønder. Denne virker meget amatøragtig. Men man skal lige være opmærksom på en vigtig ændring. Det nye kort angiver rigtigt en omlægning af Vidåen. Sådan en fandt sted i 1597 – 98 i forbindelse med nyindretningen af Slotsmøllen. Kortet viser både die olde Mohlenstrom og de ni Mohlenstrom fra 1598. Den ny løber snorlige lidt syd for den gamle. Hen imod møllen udvider den sig til Mølledammen.
Kristkirken og Rådhuset
Det er åbenbart gået hurtig med at genopbygge byen efter diverse brandkatastrofer. I 1590erne gik man i gang med at opføre den nye og anseelige treskibede Kristkirke. Fra 1609 – 11 byggede man Latinskolen nord for kirken. Senere blev præstegården bygget. Branden fra 1581 havde skånet byens rådhus, så den fik lov at tjene helt til 1643, hvor en helt ny grundmuret og statelig bygning blev opført det samme sted. Bygningen kom i stand efter hertugelig hjælp. I 1657 blev der etableret en sidebygning, hvor Rådsalen befandt sig.
Forsøgte at efterligne det bedre borgerskab
Datidens bedre borgerskab forsøgte at efterligne datidens herskende overklasse i byggekunst. I det illustrerede kort fra 1620 får man indtryk af en velbygget by med grundmurede bygninger, der knejser i flere stokværk og med kamtakkede gavle.
Et bykort fra 1685
Overkonduktør H.G. Riga tegnede i 1685 et meget omhyggeligt kort over Tønder. Her var digerne også indtegnet, Alt Süder Borger Deich, Neue Süder Borger Deich, Norder Borger Deich og Wester Borger Deich. Man kan så undre sig over, hvorfor der ikke står Bürger. Lokaliteter som Mülenteich og Mühlenstrohm. Vi kan også se vejen fra Sønderport, der lige uden for diget spalter sig i to veje, hvoraf den vestligste Rohrkar weg atter spalter sig i Flenburger weg og Moringer weg. Uden for Vesterport ses, Weg nach Mögeltonder.
Brande kunne trods øget sikkerhed, ikke undgås. I 1725 gik Østergade op i luer.
Et bykort fra 1781
I 1781 gengives et kort i Danske Atlas, tegnet af H.F. Schlegel. Det var et ret fyldigt kort, hvor man kan se de sørgelige rester af byens befæstning. Man kunne også fornemme, at byen endnu ikke var fuldt udbygget.
Et hospital med tugt – og arbejderhus
Hospitalet, som brændte i 1725, blev i 1731 opbygget på helt stateligt vis. Den blev tillige indrettet som vajsenhus og tugt – og arbejderhus. Senere blev den smukke bygning indlemmet i Tønder Seminariums bygningskompleks.
Et apotek med julemænd
Vi skal da også lige stoppe op i et hus, der er fyldt med julemænd og julepapir. Firmaet der huserer her på hjørnet af Søndergade og Østergade her da også Det Gamle Apotek. Det blev egentlig bygget af borgmester Johan Preuss som sin privat bolig. Det var til at begynde med et dobbelthus med to selvstændige gavle mod gaden, efter oprindelig nederlandsk byggeskik. Her danner de to løver i indgangen et festligt stykke barok. Jo her i dette hus, har lille Uwe da også ofte været, da det var apotek.
Amtmanden blev hjemløs
Og så skal vi da nævne Digegrevens Hus. Det er en af Tønders mest markante borgerhuse opført i 1777 af byens senere borgmester og velgører, Carsten Richtsen. I en hel klasse for sig selv står Tønders eneste palæ, Amtmandsboligen på den tidligere Slotshaves grund. Da Tønder Slot blev revet ned i midten af det 18. århundrede var amtmanden hjemløs. Derfor lod den daværende amtmand Grev U.A. Holstein palæet opføre.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 172 om Det Gamle Tønder. Ja du kan endda få en tur i fire afsnit gennem Tønder – god fornøjelse
August 28, 2014
Stammer Tønders navn fra saltfremstilling? Ordet Tønder/Tondern stammer fra ild. Og det var den ild, man antændte ved saltfremstilling. Er det sandheden? Den salt, som friserne gjorde friserne velhavende. Men den smagte ikke godt. Den var bitter, og kunne ikke bruges til kød, men dog til sild. Men udvindingen gik ud over kystsikringen. Og der var masser af stormflod ved vestkysten. Salt var en sjælden vare. Og det måtte forbrugerne betale.
Store muligheder for Tønder
Omkring år 1000 var der mange muligheder omkring Tønder. Der kunne udvindes jern af de tykke lag myrehalm, der fandtes mange steder især nord og øst for byen. Der er faktisk fundet slagger og smelteovne fra Jernalderen ved bl.a. Tønder, Møgeltønder, Sølsted og Emmerske. En anden råvare som var også til stede. I tørvelag, der af og til gennemblødes med havvand og tørrer ud igen, optages hele tiden så store mængder sal, at det kan udnyttes.
Samme teknik ved Vadehavet
Teknikken, der har været brugt på hele Vadehavskysten, fra Nordfriesland til Holland gik ud på, at man på vaderne afgravede tørven under det finkornede – og derfor vandtætte – sliklag, der har forhindret, at tidevandet udvaskede saltet.
Tørven blev tørret på landet og afbrændtes i store bunker, hvorefter den meget saltholdige aske blev fugtet mad havvand og formet til klodser, der kunne transporteres til selve saltkogeriet. Der blev de gennemskyllet med havvand, hvori asken sank til bunds, mens saltet blev opløst i vandet, der så kunne inddampes, hvorefter saltet lå tilbage i panden.
Almindelig køkkensalt
Produktet var i princippet almindeligt køkkensalt, natriumklorid. Men ved afbrændingen af tørven blev der også frigjort små mængder af andre salttyper, der medførte en bitter bismag, som ikke kunne fjernes med den datidige teknik. På trods af, at det var Frisisk salt i brug i langt op i 1700 – årene, og på dansk – slesvigsk område lukkede det sidste saltkogeri i Galmsbül (ved Niebüll) i 1780erne.
Saltgader i Slesvig og Ribe
Salt var et lokalt produkt og endnu eksisterende Saltgader i Slesvig og Ribe dokumenterer, at det var en vigtig handelsvare, der blev fremstillet meget tæt på Tønder.
En forklaring på navnet Tønder
Dermed foreligger der også en logisk holdbar forklaring på stednavnet Tønder, på middelalderdansk Tunder, på plattysk, Tundem. På højtysk, Tondern og bestemt ikke uvæsentlig Tynde (med stød) på sønderjysk.
Samme ord (endda i nutidig dansk retsskrivning) har vi imidlertid også i betydningen en kraftig ild. I de fleste nyere forklaringer ser man mere på det, der brænder, og vælger letantændeligt materiale. Men ordet er under alle omstændigheder nært beslægtet med nudansk, tænde, engelsk, tinder, tysk, zünden og zunder. Specielt det sidste kan oversættes til voldsom brand og til dels sidestilles med byens middelalderlige navn, Tunder.
Store skovarealer
Man har også forklaret navnet med den omfattende handel med fyrsvampe (tønder – svampe, der blev antændt, når man “slog ild” med en fyrstål mod kanten af en flad sten) fra de store skovarealer, der skal have været på egnen, men som forsvandt på grund af udnyttelse.
Kultsted
Der er endda påstået, at der skulle have været en usædvanlig stor frekvens af lynnedsalg, som blev kædet sammen med guldhornene og et kultsted for Thor i Gallehus. Dette skulle forklare ildens tilstedeværelse i navnet.
Men de rygende saltbål kunne ses og lugtes op til 7 mil borte. Så mon ikke det er herfra navnet stammer.
Det første Tønder lå et helt andetsted
Afbrændingen af salttørven har naturligvis krævet optændingsmateriale, men derudover har der også været fyret med træ under saltpanderne, og det har betydet en lagt hårdere udnyttelse af skovene end høsten af svampe, der vel fortrinsvis har angrebet svækkende eller udgåede træer.
Under alle omstændigheder har saltbålene været så markante pejlemærker for både sø – og vejfarende, at de simpelthen gav stedet sit navn. Stedet var imidlertid hverken Tønder by, Lille – Tønder eller Møgel – Tønder. Det var de højliggende flader i amfibielandskabet syd og vest herfor, hvor tørvejorden blev bredt ud over terrænet, skåret til tørv, tørret, stablet og brændt af, før asken blev fragtet videre til saltkogerierne, der lå på værfter eller naturlige forhøjninger, så produktet, det færdige – og kostbare salt, var nogenlunde beskyttet mod oversvømmelser, der ellers på få øjeblikke kunne opløse hele varelageret.
Disse argumenter kan du finde på den udmærkede hjemmeside www.uwethomsen.dk, der fortæller en lidt anden Tønder – historie, end den vi er vant til. Gå ind og besøg den.
I er jordens salt
Allerede i sin bjergprædiken sagde Jesus til sine disciple:
I er Jordens salt.
Han mente, at hans disciple nu var klar til store opgaver. Åbenbart havde Mesteren godt kendskab til livets daglige ting. Og når saltet mister sin kraft, så duer den ikke til andet, end at den bare kan kastes ud, og nedtrampes af mennesker. Udvandet salt kan ikke genbruges.
Saltudvinding – tilbage i historien
På Jesu tid foregik saltudvinding ved Dødehavet, men kan spores langt tilbage i historien. Kig bare Det Gamle Testamente igennem. I den gammelromerske litteratur findes også historiske spor.
Fra den tidlige middelalder har frisisk salt spillet en betydelig rolle. Det blev udvundet af saltvandsmættede tørv især omkring Dagebøl og Galmsbøl, der dengang var halliger. Har findes saltkogerier.
Men åbenbart er der også sket saltudvindinger ved Højer. Vi skal også huske på, at kysten havde et lidt andet forløb dengang, så saltudvindingen kunne sagtens have foregået nærmere Tønder. Ja omkring Kristi – tid giv havet helt ind til byen Tønder.
Salt, en stor eksportvare
Frisisk salt har været en stor eksportvare. Den fulgte de store handelsveje. Den ældste handelsvej gik i det 10. århundrede fra Frisland over Ejdermundingen til Hedeby ved Slien. Derfra gik den videre til svenske handelspladser, Gotland og Birka på Björjö i Mälaren.
Det var dengang, da friserne i vikingetiden bestred en tredobbelt funktion. De var saltproducenter, søfarer og handelsfolk.
Der findes også dem, der mener, at Tønder på samme tid havde en stor eksport til London. Mon man herfra transporterede salt? Vi skal da straks påpege, at vi ikke har fundet belæg for dette.
Saltet fragtet til Ribe
Da Hedeby mistede sin betydning, blev frisersaltet sejlet til den vestlige handelsby Ribe. Navnet, Saltgade i Ribe minder den dag i dag om det sted, hvor saltboderne stod.
Saltfremstillingen ved den vestslesvigske kyst foregik efter en slags naturmetode og var meget primitivt. Senere fik man bedre resultater ved bjergmæssig brydning af dybe saltlag i undergrundet. Et eksempel på dette er Strassfurt, hvor man i 1839 stødte på en forekomst af flere hundrede meters tykkelse i næsten ren forekomst. Her kunne brydes direkte. Men det mest almindelige er at foretage en udlugning. Det er en udskyldning af en koncentreret saltvandsopløsning, der inddammes i åbne jernpander.
Saxo har berettet om det
En anden metode er inddampning af havvand ved solvarme. Dette har man praktiseret ved Frankrigs og Portugals Atlanterhavskyster.
Saxo beretter omkring år 1200, om Frisernes Land:
har rige marker og kvæg i mængde. Det har også salt, kogt af tørven.
Kamp mellem hav og land
Salttørv er et produkt af den evige kamp mellem havet og landet ved den slesvigske vestkyst. Vadehavet er dannet ved en landsænkning efter sidste istids ophør for 15.000 år siden. Samtidig begyndte havspejlet langsomt at stige, hvorved tidligere geologiske perioders vegetation af skove og moser blev overskyllet. Denne udvikling har haft sin langsomme gang med skiftende sænkninger og stigninger. Når havet trak sig tilbage, og den gamle tørvebund var blottet, mættede den sig med havsalt, som derved blev bundet i en stærk koncentration.
Naturen havde gjort forarbejdet, men friserne måtte slide sig til et resultat og en næring. De saltmætte tørv skulle først garves frem under klæg og slik. lettest var det på vaderne ved ebbe. Transporten ind til land foregik i skuder, der blev læsset ved lavvande og førtes ind med floden.
Særlige saltkoge blev indrettet i nærheden af en priel (et vandløb i vaden). af hensyn til sejladsen.
Men store dele af saltudvindingen havde katastrofale følger for kystsikringen.
Det lugtede som komøg
En embedslæge fra Tønder har i 1745 i en afhandling beskrevet det Fresische Kiøkken – Salt. Han har givet en beskrivelse af den stinkende røg, der under afbrændingen lagde sig over det flade land. Det lugtede som brændt komøg. Og så fortalte den grundige læge, også hvad man fik ud af det.
1 pund tørv (32 lod) ved saltudkogningen gav 8 lod aske. Udbyttet af asken blev efter udludning og uddampning 3 1/2 lod salt (1 lod = 12,7 g)
En anden måde at beskrive det på
Vi har tidligere beskrevet fremstillingen ved Tønder. Men her lidt længere syd på, foregik fremstillingen lidt anderledes, men i grunden var det dog på samme måde.
Uddestilleringen foregik i store kar, hvor saltasken blandedes med havvand og udrørtes i nogle timer. Denne vælling blev derefter hældt over i en rende og deri flød den ned i stor jernkeddel anbragt over et åbent ildsted. Nedkogningen kunne vare et døgn, hvorefter det udkrystalliserede salt gennemgik en ny kogning i havvand. Sidste proces var udludningen, altså udtrækningen af salt i ren tilstand. Det foregik i hytter, kaldet saltboder, og blev i reglen foretaget af kvinder og gamle mænd.
Udseendet var gråsort og som vi tidligere har været inde på, var smagen bitter. Men i Norden vandt det indpas. der var ikke nogen nævneværdig konkurrence. Og det kunne sagtens bruges til nedsaltning af silden. Det var dog lidt værre med kød, flæsk og smør.
Og den før omtalte læge fra Tønder skrev da også, at smørret fik en bitter smag.
Johannes Petreus taler i sine Schriften über Nordstrand om, at det frisiske salt gav røget flæsk en afskyelig og fortrædelig smag.
Monopol – aftale
Det renere salt fra kilden i Oldesloe og undergrunden i Lüneburg slog omkring år 1800 det nordfrisiske salt ud. Her var ikke tale om en udkonkurrering på kvalitet. Nej det var tale om et politisk spil, hvor friserne blev de små. Saltet gik hen og blev et beskatningsobjekt. Der blev indgået en monopolaftale mellem saltkontoret i Lüneburg og den danske regering. I Lüneburg måtte man betale en klækkelig afgift for at få denne aftale, men det blev bare lagt på saltprisen. Så i sidste ende, var det forbrugerne, der måtte betale gildet. Smuglerier og forfalskninger var med til at gennemhulle aftalen.
Friserne fik lov til at levere 500 tdr. salt til denne octroi. Dette begreb kan vel nærmest oversættes til aftale eller forordning.
Da saltet blev handlet over Ribe, delte kongen og biskoppen salttolden indtil 1234.
Havet havde givet og taget
I 1787 måtte man i Gamsbøl standse saltproduktionen, allerede året efter truede kirken med at styrte sammen. Ved en stormflod i 1825 måtte de sidste beboere forlade deres hjem for stedse. Havet havde givet og taget.
Der findes en vej fra Lüneburg til Lübeck, som kaldes Den Gamle Saltvej. Fra Lübeck blev saltet spredt til videre på de hanseatiske kogger.
Ved den skånske Øresundskyst var der masser af afsætning for salt i forbindelse med middelalderens store sildeeventyr.
Friserne
De frisiske indbyggere var kommet til området mellem Vidåen i nord og Ejderen i syd i to omgange. Første gang var i 700 – 800 tallet, og anden gang cirka 200 – 300 år senere.
Hvalfangst og udvinding af salt bragte friserne i perioder stor velstand.
En anden slags salt
Allerede i oldtiden startede saltindvinding af havvand, men en vedvarende produktion blev det dog aldrig til før i middelalderen. Middelalderens kogfremstilling af havvand er kend fra flere steder, bedst fra Læsø.
Langs den jyske østkyst og visse steder på vestkysten blev der brændt store mængder af blæretang på åben mark. Tangen skal samles frisk og tørres med det samme. Derefter brændes tangen til aske i mindst fire timer. I starten af brændingen lugtede det af hjortetaksalt.
Saltholdige planter
Vikingerne ved Vadehavet brugte områdets saltholdige planter i madlavningen, kveller og kokleare.
Og syd for Højer, i Ny Frederikskog forarbejde Oma Sut, som hun havde samlet ude i vaden. Det var særdeles salt, og måtte vaskes flere gange. Det smagte ligesom spinat/grønkål.
Produktionsstederne kan være svære at spore i marsken, hvor højvande og stormfloder og højvande har om – og overlejret de gamle tørveforekomster og udvindingssteder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Under Højer: