Løjt Land – masser af historie og kultur (7)

Vi skal opleve et par sagn. Vi besøger Oldemors Trappe og Æ Knap. Ved Myrepold fandt man 10 skeletter, de kan stamme fra 2.500 år for Kristi. Tænk, Blåhøj rejser sig i en højde af 86 meter. På Kalvø byggede man nogle af verdens største træskibe. Rundemølle er i særdelshed idyllisk. Og Løjt Kirkes berømte altertavle var måske et værn mod Luthers lære. 120 stråtækte huse/gårde er det på halvøen. Mange løjtinger var både karpere, styremænd og kaptajner.

Dette er den 7. artikel om det skønne Løjt Land.

Hvor er Løjt Land?
Ja, Løjt Land er den 64 m2 store halvø nord for Aabenraa Fjord. Genner Bugt finder vi nord for halvøen. Her er masser af stejle og frugtbare morænebakker. De kloge geologer påstår, at det er et produkt af sidste istid. Her er masser af smalle og snoede veje, en masse diger og levende hegn af tjørn, hyld, vildæble, brombær, hassel m.m. Jo, her er det skam også sjovt at cykle, men pas lige på.
Løjt Land ligger mellem to bugter. Her er både klinter og en smuk udsigt til Lillebælt. På halvøen er der fundet ca. 40 gravhøje fra bonde – stenalderen.

Løkker og ”Lejgaf”
Her mange små marker, som her kaldes løkker. Og mange steder på øen kan man finde såkaldte Lejgaf – sten. De er indhugget med årstal fra 1700 – tallet. Egentlig er de en slags skilt, som sognefogeden Jacob Hansen lod udfærdige, efter at han havde repareret og opmålt vejen. Men helt rigtigt så er en Lejgaf sten, en sten, der står i ledet og indhugget på stenen er navnet på ejeren af løkken/marken.

Et særligt kulturlandskab
Her på Løjt Land har det været tidlig udflytning. Områdets tilknytning til skibsfarten benægter sig ikke. Her var masser af velhavende kaptajner m.m. I midten af 1800 – tallet blev der på Kalvø Værft bygget nogle af de største træskibe, der nogensinde har besejlet verdenshavene. Mange søfolk tjente gode penge på søen og investerede dem i gårde på Løjt Land, deraf begrebet Kaptajnsgårde.

Masser af søfolk
En opgørelse fra 1845 viser, at der var 206 søfolk i sognet. Heraf var der 34 skibsførere og 52 styrmænd.
I krigen mod englænderne i 1807 var der også mange løjtinger, der var med. Frederik den Sjette havde givet tilladelse til karperiet. Nogle tjente mange penge i den tid, men for mange hjem betød det også sorg og afsavn.

Spanske og franske lejetropper
Rundt om på Løjt Lands gårde var der indlogeret spanske og franske lejetropper. I Bossegårds ovnhus (æ Backhus) slagtede soldaterne. Og her kunne de fattige på Løjt så overtage resterne. Det skete da også, at nogle af soldaterne måtte en tur den gamle hvælvede fangekælder under gården.

120 stråtækte ejendomme
Halvøen er rig på bygningskultur. Omkring 120 stråtækte ejendomme findes på halvøen. Ofte er disse hvidkalkede eller i blank gulstensmur. Se de mange flotte huse, for eksempel inde i Løjt Kirkeby ind i midtbyen. Mange af gårdene har ligget samme sted i mere end 300 år.

Søfolkene investerede i deres gårde
Næsten alle gårde på Løjt land hørte under kronen, hertugen eller bispedømmet. Enkelte gårde hørte dog under Søgård. Bønderne betalte dog i de fleste tilfælde fra hoveri – arbejdet. Det gav lidt mere personlig frihed, som man ikke fandt andre steder i landet.
Aabenraa var en af de rigeste søfartsbyer, og det kunne i den grad mærkes på Løjt. Kaptejnerne og besætningsmedlemmerne boede på Løjt Land. Kaptajnerne var ofte medejere af skibene. De gode penge, som de tjente på søen investerede de i deres gårde. De medbragte ting og ideer fra det fjerne, og det bærer kulturen den dag i dag præg af.

Den gamle jernbane
Tænk, at her på Løjt gik den gamle amtsbane. Skinnerne er for længst væk. Og en naturoplevelse er at gå på en del af den gamle strækning, Æ Knapsti.

Løjt Kirke
Kirken er opført omkrig år 1100 som en kampstenskirke, og er indviet til Skt. Jørgen. Kirken bærer præg af mange tilbygninger i forskellig byggestil. Allerede midt i 1200 – tallet er den første tilbygning sket.
Ved prædikestolen er der anbragt et lille krusifiks, der stammer fra 1400 – tallets begyndelse. Prædikestolen er oprindelig fra 1557, men blev gennemgribende ændret i 1787. En svær, jernbeslået pengeblok er fra 1500 – 1600 – tallet. Klingpungen af messing og med sølvklokke er enten fra 1727 eller 1717.
I sakristiet er der to malerier fra 1685 af præsten Joh. Hübschmann og hustru. I kirken er der ophængt to malerier fra 1700 – tallet.
Det eneste, der er bevaret af den ældste kirkes inventar er døbefonten. Den er tilhugget af to granitblokke. Dåbsfadet er af messing er fra 1700.
I kirken er der plads til 400.

8 veje snor sig til kirken
Tænk at hele 8 veje snor sig hen til dette hus på bakken. Disse veje er slidt ned i landskabet, efter at bønder med slæder og vogne baksede med store marksten frem til byggepladsen. Den ældste kirke blev nemlig bygget af markens kampsten.

Altertavlen i Løjt
Altertavlen er nok en af Danmarks fineste og bedst bevarede altertavler. Det er et kunstværk fra 1520 med et mylder af udskårne, malede og forgyldte figurer, med fløje og låger. Det smarte er, at Altertavlen kan ændres efter kirkeårets begivenheder.

Den katolske biskop, Godske Ahlefeldt
Over altertavlen kan ses et klakmalet våbenskjold med en biskops stav og hue med bånd. Våbnet tilhørte den sidste katolske biskop over Slesvig Stift, Godske Ahlefeldt. Og hvad laver dette våbenskjold i Løjt Kirke. Med stor sandsynlighed betyder det, at det er denne biskop, der har foræret kirken denne flotte altertavle.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med denne adelsfamilie. Og Godske var en højt begavet personlighed, der gjorde en fin gejstlig karriere i Rom. Han havde studeret i både Bologna og Rostock.
Ahlefeldt forsøgte sig med nye tanker og ny inspiration til kirken. Det er sikkert også ham, der har udvalgt billederne til den enestående altertavle. Han har også stillet det ikke ubetydelige beløb til rådighed. Man kan så undre sig over, at Løjt så skulle have denne smukke altertavle. Måske var det fordi at Løjt var det nordligste sogn under Slesvig.

Måske som middel mod den lutherske tanke
Nord på i Haderslev var de lutherske tanker begyndt at få fodfæste. Eftertiden viste dog, at Godske Ahlefeldts tanker ikke fik fodfæste. Martin Luthers kamp mod den bestående kirke startede i oktober 1517. Ahlefeldt var godt klar over, hvad disse angreb kunne betyde. Han indførte nogle nye reformer. Således fik han trykt en bønnebog, en oversigt over kirkeårets fejringer og en alterbog.
Altertavlen kunne godt virke provokerende dengang. Det var dengang, at gudstjenesterne foregik på plattysk. Ahlefeldt kaldte tilhængerne af Luther for Den Martianske Sekt.

Rundemølle
Vi er i bunden af Genner Bugt, lige vest for bebyggelsen Fuglelund. Her er meget kuperet, og møllen ligger i en tunneldal. Her løber Elsted Bæk og Kirkebækken sammen for derefter, at løbe ud i Genner Bugt, lige nordøst for Rundemølle.
I Trap kan man blandt andet læse:
– Ved Rundemølle finder vi et pragtfuldt udformet østsønderjysk landskab med stejle skovbeklædte skrænter, rig skovvækst, hastigt rindende bække og et skønt beliggende gammelt møllecentrum.

Møllen nævnes i 1436
Jo den mølle har en lang historie bag sig. Den nævnes første gang i Slesvig – bispens jordebog fra 1436. Først i 1945 blev driften af møllen opgivet. I 1967 blev bebyggelsen betegnet som dambrug.
I Jordebogen fra 1704 finder vi bl.a. følgende beskrivelse:
– Møllen har et godt tilløb af vand, der kommer fra små bække, hvori der findes kilder og følgelig derfor også har vand om sommeren.
– Ved friskøtterne er dæmningen beskadiget, og ligeledes dæmningen og broen, som snarest bør gøres i stand.
Friskytter var betegnelsen for de danske våbenføre mænd, der kæmpede mod svenskerne over en periode på 130 år, fra 1563 til 1680.

Hvorfor ødelægge dette historiske klenodie?
Det er en skam, at Rundemølles mølledams – og broanlæg blev beskadiget ved anlægsarbejder i 2008. Anlægget blev delvis fjernet og lod sig ikke rekonstruere. Store kulturhistoriske værdier gik dermed tabt. Man kan ikke mere eftervise de tidlige industrielle produktioner i Sønderjylland. Hvorfor man ved sådanne anlægsarbejder ikke gør brug af arkæologer er uforståelig.

Historiske udstillinger
Store summer er der ofret på Rundemølles hovedbygning. Den er i dag udlejet til beboelse. Magasinbygninger er stillet til rådighed for historiske udstillinger. Her har tidligere været stald, mejeri, bageri m.m.
Hvorfor hedder det Rundemølle? Ja et møllehjul er rundt. Men er det derfor. Kan det være stedet, der hentydes til, eller har der ligget noget her før i tiden, som vi ikke kender noget til?

Sillehoel
Egentlig blev en anden mølle nævnt tidligere i historien. Det er den nærliggende Lillemølle (Sillehoel Mølle). Den lå ved et mindre sidevandsløb til Elsted Bæk.
Sillehoel gård lå i udkanten på kirkebyens gamle bymark. Det tidligere navn for gården er Eneboel. Hoel er det gamle sønderjyske navn for kløft. Sillehoel var en af de såkaldte Svabsted – gårde, og nævnes i Slesvig – bispens jordebog i 1436 som Seliholde

Var det et spøgelse?
Løjt Land er rig på sagn og fortællinger. Således er et af disse tilknyttet omtalte gård. En kone fra gården, var død og lagt på strå i piselen. Men åbenbart var hun ikke helt død. For da gårdens folk sad ved nadverbordet, så kom konen gående i ligklæderne. Hun levede et helt år længere. Hvem hun var, vides ikke.

Mange familier led tab
Gennem 200 år var det familien Hohlmann, der var ejer på gården. Som så mange andre Løjt – slægter tog de til søs. Flere gange krævede dette ofre. I 1877 druknede en styrmand Hohlmann ud for Japans kyst. Han var med Aabenraa – skibet Catherina ført af den navnkundige kaptajn C.C. Fischer.

Kalvø
Kalvø er egentlig en ø, som ligger i Genner Bugt. Den er forbundet til fastlandet med en dæmning. På øen er der både lysbådehavn og badehotel. Her kan du gå en skøn tur rundt om hele øen på en natursti.
Store dele af øen er blevet brugt til grusgravning. Ikke uden grund har man kaldt denne del for Ørkenen. Her kan man se store vandreblokke, som er ført hertil i istiden.

Den store skibsredder
Skibsredder, Jørgen Bruhn købte i 1847 hele øen for 6.360 rigsdaler. Dengang var øen ubebygget. Bruhn byggede smedje, bedding og boliger. Værftet blev efterhånden meget betydelig. Det første skib løb af stablen i 1858. Det hed Cimber, og var det største koffardiskib i Danmark. Bruhn byggede senere både dæmning og bro til øen for at lette trafikken.
Rygter vil vide, at man brugte en skibssætning fra vikingetiden, som stod på stranden som fyld i dæmningen.

Det sidste skib fra 1868
Det sidste skib, der blev bygget på Kalvø var i 1868.
Efterhånden som sejlskibene mistede deres betydning mistede værftet sin betydning. Et enestående industrieventyr fandt sted her på øen. Og man kan vel også konkludere, at Jørgen Bruhn, som vi andre steder her på siden har beskrevet, var enestående.

Det ligner Nyboder
Hvis man besøger øen i dag kan man endnu finder rester af Jørgen Bruhns bygningsværker. De gamle arbejderhuse har noget Nyboder – agtigt over sig. Den gamle smedje er også bevaret.
I 1960erne var det meningen, at der skulle bygges et savværk på øen, men det blev dog aldrig til noget. I 1974 købte Miljøministeriet øen for at sikre offentlig adgang.

Sørøveren Ridder Call
Der er vel cirka 10 fastboende på øen den dag i dag. Der har boet folk herover siden stenalderen. Og navnet på øen stammer fra, at kalve kom til græs på øen. Nogle mener dog, at øen er opkaldt efter sørøveren Ridder Call. Historiske kilder fra 1200 – tallet kalder stedet for Call Ø
I 1641 viser et kort af Johannes Mejer, at øen er dækket af skov. I Danske Atlas fra 1781 nævnes det, at øen var ubeboet.

En beskrivelse fra 1851
Men se engang her, hvad avisen Freja skrev i 1851:
– Gjennerbugt er af Naturen udrustet med Fortrin og omgiven med saa mange Skjønheder, at der vel næppe paa hele Østkysten findes en Havbugt, der kan maale sig med den.
– Vor Egn er udrustet med smukke og romantiske Partier, men en af de skjønneste Udsigter er vel den, der aabner sig fra Gjennerbugt fra høiderne ved Runde Mølle, hvor man paa en klar Sommerdag her et Prospect som Sydlandene ikke kunne levere skjønnere.

Barsø
Denne ø er opkaldt efter den krigeriske høvding, Bars. For at komme til Barsø, skal du tage den lille færge fra Løjt Land. Her er vel plads til 10 – 20 passagerer. Og når du kommer til øen, er der hverken butikker, asfalterede veje eller gade belysning. Hvor mange gårde, der er tilbage? Ja det er vel syv stykker tilbage. Og de har fælles græsning. Indrømmet det er meget længe siden, undertegnede har været der. Øen er vel 2 gange 1,5 kilometer. Så den er til at overskue.
Her på øen var også engang en mølle.

Blåhøj
På toppen af Blåhøj er der en fantastiske udsigt ud over Løjt Land, fjorde og bugter. Vi er skam også op i 86 meters højde.

Myrepold
Myrepold er en stordysse fra ca. 2.500 år for kristi. Den har et tre meter langt gravkammer. Dyssen blev udgravet i 1888 og indeholdt 10 skeletter, samt flinteøkser, stendolke, lerkar og ravperler. I dag er der offentlig adgang til dyssen.

Jørgensgård Skov
Syd på tæt mod Aabenraa ligger statsskoven Jørgensgård Skov. Som knægte cyklede Ingolf og jeg turen fra Tønder her til. Sikke en oplevelse. Og inde i Åbæk Bugt var vandet så klart, at vi dykkede ned til bunden for at hente bajere. Dernede kunne de holde sig kolde.
Indtil reformationen tilhørte skoven spedalskheds – hospitalet, som var viet til Skt. Jørgen. Endnu kan man finde spor i skoven fra den tid. Der er adskillige udgravede render, hvor munkene tog ler til teglbrænding. Helt op til nyere tid har der ligget teglværker i området.

Ved kaptajn Bruhns bøg
Ved Totensprung og Kaptajn Bruhns Bøg har der fra gammel tid været festplads. Her sejlede Aabenraa’ s befolkning ud og holdt fester. Det er jo også her vi finder den berømte restaurant Æ Knap. Navnet Knap er slet ikke sønderjysk, men norsk. Det betyder det kullede – men nu bevoksede bjerg. Og det er jo netop ved Stenbjerg Mølle, hvor restaurant Knappen ligger.

Oldemors Trappe
Oldemors Trappe var sammen med Knappen med i et afsnit af Rejseholdet for en del år siden. Ja da man så det, fik man jo helt hjemve. Men egentlig så er Oldemors Trappe et gammelt stisystem fra først i 1800 – tallet, hvor der lå et badesanatorium ved Laimun. Ja og dette navn er taget fra en havbugt ved Hong Kong. Jo søfartshistorien fornægter sig ikke.

Sagn og Historier
Man har været flittig til at samle sagn og historie på Løjt. Vi har allerede i de seks foregående artikler om Løjt bragt et par stykker, men ikke disse.
– Nis Pug boede på gården Elberg. Han elskede at sidde i loftslugen og sole sig. En af gårdens karle havde opdaget den lille husnisse i lugen. Med en høtyv fik han tvunget nissen ned på jorden. Nis Pug blev rasende, og hans hævn udeblev dog ikke. For da karlen næste morgen vågnede, befandt han sig til sin store skræk liggende på nogle stænger over gårdens åbne brønd.

Uhyret på Smedebjerg
– Det var en månelys aften. Da han var kommet et stykke ned af bjerget lyttede han. I det fjerne lød der en brusen og prusten, som han aldrig havde hørt før. Lyden kom nærmere og nærmere. Et stort sort uhyre passerede tværs over vejen. Ved dette syn blev manden så skrækslagen, at han tog flugten. Han skulle bare væk fra det sorte uhyre. Da han nåede Elbjerg, standsede han ganske udmattet. Der hørtes ikke en lyd.
Mange år senere prustede et sort uhyre sig flere gange dagligt tværs over vejen på det sted, hvor manden havde fået sin forvarsel. Den smalsporede jernbane, Æ Kleinbahn var kommet til Barsmark.

Bulbrospørgelset
Barsbækken, som løber under Bulbro, danner grænsen mellem Løjt Kirkeby og Barsmark.
– Engang spøgte det ved Bulbroen. Ingen turde næsten at passere broen. Når man nærmede sig, lød der en ynkelig jamren fra broen. Da pastor Bendixen hørte om dette forsynede han sig med biblen og salmebogen og tog mod broen. Og ganske rigtigt, da han nærmede sig broen hørtes en tydelig jamren. Han steg af hesten og gik hen mod broens kant. Han lænede sig ud over rækværket og råbte: ”Er du en ånd, da vig bort i Herrens navn, men er du et menneske, da kom frem”.
Det gik et minut, så hørtes plasken. En gammel krumrygget kælling kom frem. Pastor Bendixen kendte hende. Hun boede i vestenden af Barsmark Bygade. Præsten vil da gerne vide, hvorfor hun opførte sig sådan. Og hun svarede, at hun bare ville jage folk et skræk i livet. Præsten tog sin ridepisk og gav hende en ordentlig omgang. Hulkende skyndte hun sig hjem.
Efter den tid hørte spøgeriet op.

Rytterkilden
– Ved huset Vindeltrappen (æ Vindeltrap) fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ Rytterkvæld). Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere under Trediveårskrigen plejede at vande deres heste ved denne brønd, som formodentlig ikke var stensat, men var en naturlig kilde. Det har muligvis været disse ryttere der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen fra Løjt Kirkeby. Sagnet tilføjer, at en af rytterne efter drabet forsøgte at drukne sig i kilden.

– Mon ikke vi snart vender tilbage med den 8. artikel om Løjt

Kilde: Se
– Litteratur Løjt

Hvis du vil vide mere: Læs
– Løjt Land – den femte tur
– Løjt – mellem dansk og tysk
– Anekdoter fra Løjt
– Løjt, Løjtninger og Løjt Land
– Løjt Land i begyndelsen
– Løjt Land – nordøst for Aabenraa
– Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
– Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa:
– Flere skibe fra Aabenraa
– Skibe fra Aabenraa
– Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
– Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
– Aabenraa, skibe og søfart
– En skibskaptajn fra Aabenraa
– Aabenraa som søfartsby

Hvis du vil vide mere: Om Ahlefeldt:
– Fra Varnæs til Felsted
– Hvor ligger Tumbøl?
– Ahlefeldt og Søgård
– Gråsten – en flig af historien
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Søgård
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Trøjborg – den fjerde historie
– I Rinkenæs Sogn
– Adel og Storgårde i Tønder Amt
– Adelslægten fra Aabenraa
– En adelsborg ved Tønning

Frydefulde Østerbro
Langs søerne gik Kierkegaard på jagt efter Regine. Men nogle gange var han i selskab med skuespiller Rosenkilde. Fru Heiberg kiggede på skøjteløbere, og ønskede at hun var 16 år. Hele 23 værelser var der i Bagermester Købkes ejendom. Ved 15. blegdam byggede en tobaksfabrikant et hus på 240 kvadratmeter. Industrierne blandt Blegdammen kunne ikke klare sig i konkurrencen. Militæret bredte sig, takket være Frederik den Sjette. Vi kigger på Landstedet Elba. Og så var der meget mørkt her ude på Østerbro.

Man ville have lukket Østerport
Østerport, var den mindst anvendte af de fire porte ind til København. Porten blev først revet ned i 1858. Den lå omtrent der, hvor Den Frie Udstilling i dag har sin bygning.
Først omkring 1871 begyndte man at planere voldterrænet. Egentlig havde man tænkt på, at lukke Østerport længe før, militæret opgav alle porte. Her var så ringe trafik.

Her var meget mørkt
Uden for Østerport lå kirkegårdene og mørket. Her gik der historier om spøgelser og gengangere. Julie Sødring fortæller, at hendes mor altid frygtede, når faderen, skuespiller Christen Niemann Rosenkilde spillede teater inde i byen. Det var ikke særlig rat at skulle gå på det mørke Østerbro, dengang. Rosenkilde forsøgte da også, at få militær eskorte fra vagthuset ved porten.

Kildetid
Det var kun en ekspresbefaling fra kongen selv, der kunne bevirke, at Østerport havde åbent hele natten. Det vil sige, at i den såkaldte Kildetid, da havde de tre andre porte åben hele natten. Ellers gjaldt det om, at komme gennem portene inden midnat.
Tog man en droske inde i København for at skulle køre i brokvarterene, måtte man betale ekstra takst. Det kunne godt gå hen og blive dyrt.

Landstedet Elba
Området fra Sortedamsagrene til Østerbrogade, nu kvarteret fra Sølvgade, tilhørte i et par generationer, gartnerfamilien Reeh. Her blev nogle af de første kartofler i København dyrket. Længere fremme, der hvor Zinnsgade i dag ligger, lå landstedet Elba. Her nød Balthasar Münter og hans børn landlivets glæder om sommeren.
Fra den tyske præst gik ejendommen i arv til sønnen, den senere biskop af Sjællands Stift, Friedrich Münter.
Balthasar Münters datter, Friederikke Brun har fastholdt hendes oplevelser i sine erindringer. Hun kunne fra landstedet se ud over Sundet over til Skånes kyst. Mod vest kunne man skimte ud over den spejlblanke sø. Man kunne se fabrikker og blegpladser. Og op mod den skrånede bakke kunne man skimte Frederiksberg Slot med dets haver.
Familien brugte meget tid med at ro ude på søen. Det var selveste admiral Adam Moltke, der lærte Frederikke at ro. Langs søerne gik en sti. Man talte om Kærlighedsstierne. Den øverste del, fra Søtorvet til Østerbrogade kaldte man for Ægteskabsstien. Nu var der da nogen, der kaldte den for Skilsmissestien.

Køer blandt velhavere
Hvor Kærlighedsstien endte, på det spidse hjørne mellem Øster Voldgade og Øster Søgade boede vognmand Christian Vello. Han var en af de få næringsdrivende, som var blevet tilbage i kvarteret. Men hans bygninger kunne slet ikke måle sig med dem, som de velhavnede naboer havde etableret. Vello holdt stædig fast i køer, endda i stor stil. De blev sat til græsning på Østerfælled.

Den mest fornemme adgang
Toldboden indgik i den udvidede søndagspromenade. Den blev betragtet som den fornemste adgang til byen. Efterhånden var det af hensynet til fæstningen ikke så meget adgang til Øresund. Adgangen til Langelinie foregik gennem en port. Det var et levn fra dengang, hvor der ikke var alle forvendt at benytte de københavnske promenader.

På jagt efter Regine
Søren Kierkegaard var i 1850 flyttet til Østerbro. Filosoffen og digteren vandrede konstant rundt i byen, mest mod Nørrebro for at få et glimt af Regine. Men nu tog han også turen omkring Kastellet og Strandboulevarden.
I sin dagbog skriver Søren Kierkegaard:
– I løbet af den sidste Deel af 1851 mødte hun mig hver Dag. Det var ved den Tid, naar jeg gik hjem om Formiddagen kl. 10 paa lange Linie. Det var præcise paa Klokkesleet; og Stedet blev blot forlagt længere og længere hen paa veien til Kalkbrænderiet. Hun kom gaaende som fra Kalkbrænderiet.
Kierkegaard Havde lejet sig ind på førstesalen på Østerbrogade 24. Villaen blev opført i 1850 i forbindelse med anlæggelse af Willemosegade.

Helts Beværtning – ikke for de simple
På hjørnet af Kastelsvej lå Helts Beværtning. Det var vel nok det mest søgte dengang. Men simplere folk havde ingen adgang. De måtte tage til takke med Jespersens Traktørsted på hjørnet ved Holmens Kirkegård.

Det hvide hus
Et markant byggeri var Det hvide Hus. Men det har vi omtalt i så mange andre artikler. Det var her Julie Sødring boede med hendes familie fra ca. 1835.
Familien nød at gå rundt i Tuteins Have. Har fandtes et strålende blomsterflor, store strækninger med frugttræer, små søer, udstrakte græsplæner, marker med køer og lam, store alleer. En af disse gik helt ned til stranden.

Nachtegall`s Sø
På Østerbro var der også en sø, som man kaldte Nachtegall`s Sø. Her lærte Nachtegall sine døtre at svømme. Alt dette plus Rosendal og meget mere, ejede Den Lille Markis, Tutein. Men det var hvis noget om et ulykkeligt ægteskab. Konen var som fattig pige, datter af skræddermester, Wraatz blevet tvunget ind i ægteskabet.

Rosendahl
Kaptajn Mozart Waagepetersen købte i 1855 det statelige hus, Rosendahl og parken mellem Østerbrogade og Strandboulevarden. Hele ejendommen udgjorde 24 tønder land. Det var så her det idylliske sted, Rosenvænget m.m. opstod.
Vi har i den grad også berørt andre lyststeder, Nøjsomhed og Rolighed.

Frederik den Sjette elskede militær
Frederik den Sjette elskede sit militær, og lagde i den grad beslag på Fælleden. I kongens velmagtsdage omkring år 1800 var hver femte af hovedstadens 100.000 indbyggere tilknyttet militæret. Der blev bygget masser af kaserner. Måske var soldaterne de eneste, der ikke led af bolignød. Hver regiment havde sine uniformer og flag.
Som regel var det Vibenhus, der skulle stormes. Og for lokalbefolkningen var det især sjovt at se Borgervæbningen med dens korpulente officerer. Disse trivelige folk blev strammet ind af en kraprød kjole med lyseblå rabatter, gult underfor og vest samt hvide bukser.
De havde kæmpet så tappert mod svenskerne og englænderne, men nu kneb det med disciplinen. De unge drev gæk med de ældre officerer. Og når øvelserne var slut på Fælleden, vandrede de tapre kriger hjem i ujævne geledder. Koner og børn bar derefter diverse geværer, sabler og patrontasker.

Militæret bredte sig
Disse fælleder strakte sig i et areal på 293 tønder land omkring det meste af byen. Dette lå øde hen med et par vandhuller hist og her. Området tilhøret kommunen. Her kunne kreaturerne frit sendes til græsning. Men militæret tilegnede sig i stigende grad bemægtigelsen og jorden.
Man turde ikke sige Frederik den Sjette imod, så han levede. Men det betød, at græsset blev trampet ned og afløst af mos. Det betød, at kreaturerne gik og halvsultede. Det var en skam, for jorden på fælleden var frugtbar. Således hentede slotsgartneren fra Rosenberg Slotshave jord til sine blomster ude på fælleden.

Blegdamsvej nævnes i 1694
Blegdamsvej nævnes første gang i 1694. Det var cirka 30 år efter, at Frederik den Tredje havde befalet blegmændene, at de skulle over på denne side af søen. Strækningen fra Østerbrogade og Skt. Hans Gade mellem Blegdamsvej og Sortedams Dossering blev opdelt i 23 lodder med hver deres dam. Her kunne lærredet fugtes og lægges på bleg.

Manufakturindustrien klarede sig ikke
Manufakturindustrien etablerede sig også her. Klædeindustrien blev fremmet af toldbeskyttelse og voksede. Men englænderne udkonkurrerede den danske tøjindustri. Engelsk klæde var ikke kun bedre. Det var også billigere. Til Frederik den Sjettes store fortrydelse måtte den ene danske manufakturindustri efter den anden dreje nøglen om.
Den kunstige opretholdelse af manufakturindustrierne omkring Sortedams Sø kunne ikke fortsætte. Men det så ud som om, at Kattun – trykkerierne overlevede.

Kun få overlevede
På en af blegdammene boede en hollandsk familie Jenner, som drev et Kattun – trykkeri. Ejendommen lå på 8. blegdam, som vel i dag må være på hjørnet af Fredensgade.
Endvidere kendes Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken (Bomuldsfabrikken). Den lå i mange år på adressen Sortedams Dosseringen 85.

Et stort hus ved 15. blegdam
Men flere og flere fabrikker langs søen måtte efterhånden lukke og private erhvervede sig jord langs søen. Det gjaldt også for tobaksfabrikant Chr. A. Siegumfeldt. Dengang var der mange i tobak. I tidligere generationer lå der tobaksplanter på både Nørrebro og i voldkvarterne. Men sandheden var vel, at det meste var importeret.
Men der på 15. blegdam byggede tobaksfabrikanten et stort hus, der omregnet til nutidens mål har haft et omfang på 240 kvadratmeter. Klausulerne gjaldt endnu, så mon ikke tobaksfabrikanten havde bange anelser, da treårskrigen startede i 1848.

Bagermester Købke flytter ind
Ejendommen ved dæmningen over Peblingesøen blev i efteråret 1833 overtaget af bagermester Peter Købke. Han havde i de sidste 15 år haft Kastellets Bageri. Dette gik gav penge på kistebunden. Før englænderne kom og ødelagde det hele havde bagermester Købke haft et bageri på Trianglen. Det blev nogle vanskelige år for bagermesteren og en voksende børneflok.
Sønnen, Christen Købke blev født, da faderen i Brolæggersstræde 11 forsøgte sig som brygger. Da familien flyttede ud på Blegdammen var Christen blevet 23 år. Stien langs Dosseringen indeholdt et væld af motiver, som Christen senere har beriget dansk kunst med.

Hele 23 værelser
Med de tre etager, som ejendommen indeholdt, var man oppe på hele 23 værelser. Ja godt nok boede der under bagermesterens tag ved folketællingen 1840 hele 16 mennesker. Men alligevel var forholdene så rummelige at det tangerede det herskabelige. Flere af Købkes søskende boede hjemme. Og der var sandelig også plads til en ugift faster.
I 1837 blev Christen Købke gift. Det unge ægtepar fik deres egen lejlighed i ejendommen. Den lå, set fra vejen i venstre gavl og blev beskrevet på følgende måde:
– Opgang til en Forstue af Tômmer og oliemalede Brædder. Herfra Adgang til 4 Værelser med 3 Ovne, pudsede Lofter, Gesimser, oliemalede Vægge, Vindus – og Lysningspanel, Kjökken med Comfur, Spisekammer i Kjælderen, pudset Loft og Vægge.
Købke lavede tre skitser af sin ende af hjemmet på Blegdamsvej.

Købke blev dekorationsmaler
Efter faderens død i 1845 måtte ejendommen sælges. Det hedder i et brev til en af brødrene:
– Du kan nok selv tænke Dig, hvad der har bevæget sig i gamle Moder ved at forlade Blegdammen, ved at gennemgaa i Tankerne det Tidsrum, hun har tilbragt der, og saa ved selv at være Vidne til, at fremmede Folk saaledes skalter og valter med, hvad der har været ens eget, og hvad Moder dog havde glædet sig ved at pleje og passe saa godt.
Dette statelige hus lå mellem Blegdamsvej 74 og Sortedams Dosseringen, hvis man skulle lokalisere det i dag.
Købke flyttede med kone og to børn til en lejlighed i Frederiksborggade 5. Han ernærede sig derefter som dekorationsmaler.

Det frydefulde Østerbro forsvinder
Men den frydefulde idyl på Østerbro led efterhånden et knæk. Willemosegade blev ført tværs igennem det hus, som Søren Kierkegaard havde boet i. Ved Dosseringen blev først Feilbergs Tørrehus på 14. blegdam nedrevet. Til sidst var der kun Manchesterfabrikken på 22. blegdam tilbage. Den palæagtige bygning lå ud til søen og har sikkert ligget der siden 1780. På Købkes tid var det industrimanden J.E. Meyer som her fabrikerede voksdug og siden lakvarer. I forbindelsen med anlæggelsen af Ryesgade i 1892 måtte ejendommen lade livet.

Fru Heibergs brev
I 1875 flyttede Johanne Louise Heiberg ind i en af de nye lejligheder, der lå på hjørnet af Søtorvet og Gothersgade. Her skrev hun til Bjørnstjerne Bjørnson, der boede i ejendommen der tilhørte Manchesterfabrikken. Her fortalte hun om at der om vinteren når vandet var frossen kunne se, at det myldrede med skøjteløbere. Der var desuden en masse boder, hvor man kunne købe forfriskninger. Desuden løb folk rundt med fakler. Hun skrev, at hun ville ønske, at hun var 16 år og kunne løbe med.

Kierkegaard og Hr. Rosenkilde
Langs søerne havde Kierkegaard ofte ledsagelse af skuespilleren Rosenkilde. Julie Sødring skriver i sine erindringer om sin far:
– Som tidligere berørt kendte han Kierkegaard personlig, og ofte foretog de lange Spadsereture i hinandens Selskab. Naar man mødte disse to ejendommelige Skikkelser, Fader i sin sorte Kavai, som han var saa glad over, ”fordi” som han sagde, ”naar jeg trækker den op over Ørerne, saa er der ikke et menneske, som kender mig” – det indbildte han sig virkelig – og Kierkegaard humpede afsted med sit korte Bukseben og svingede den lille Stok, var det ikke muligt at lade være med at vende sig om og se efter dem.
Jo, det var virkelig frydefuldt på Østerbro – dengang.

Kilde:
– Se litteratur Østerbro
– Julie Weber: Sødring – erindringer (1965)
– Frederikke Brun: Ungdomserindringer (1917)
– Søren Kierkegaard: Enten eller (1962)
– Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København – en guldaldermosaik (2000)
– Poul Strømstad: Søerne (1966)
– Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
– Victor Krohn: Fra Østerport til Store Vibenhus (1920)
– Plenge: Nogle træk i livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
– Henriette Lund: Erindringer fra hjemmet (1909)
– Troels – Lund: Et liv (1924)
– Kaper Monrad; Hjemmet på Blegdammen
– Hannover: Maleren Christen Købke (1893)
– Torben Nielsen: Blegdamsvej – En vandring i tid og rum (1958)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Livet omkring Classens Have
– Classens Have 1807
– Classens Have – endnu mere
– Classens Have på Østerbro
– Østerbro i gamle dage
– En digter på Østerbro
– Østerbro 1813
– Badeanstalter på Østerbro
– Østerbro fra 1850
– Østerbro 1830
– Rosenvænget på Østerbro
– Kartoffelrækkerne på Østerbro
– Blegdamme på Blegdamsvej
– Christen Købke – en maler fra Østerbro
– Langelinie – dengang
– Russiske tropper i Fælledparken
– Østerbro – langs søerne
– H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
– Østerbro – dengang og mange flere

Derude – på Nørrebro
Vi er til Søren Kierkegaards begravelse. Når man blev begravet skulle man vise klasse. Og så herskede der en frygtelig uorden på Assistens Kirkegård. I fru Heibergs fødehjem flød gravøllet. Heegaard opkøbte masser af grunde. Men inden var luften forpestet af en fabrikation på hans fabrik – af dyretarme. Wroblevski havde nærmest et landbrug, og digteren Chr. Winther løb med den 17 – årige Marie Hansen. Et superskønt fruentimmer nede fra søen endte på Ladegaarden. Og livet ved søerne var idyllisk, men vandet blev brugt som drikkevand og kloak.

Idyllen ved søerne
Stod man en sommerdag på Stadsoberstens Bastion, med Gothergade i ryggen kunne det se sådan ud:
– Som et blinkende Sølvbaand, begrænset paa den indre Side af Stiernes Trætoppe, slyngede sig i en svag Bue inden for dette Prospekt de tre Søer, der glimtede i Solens Straaler, saa det kunde gøre ondt i Øinene.
– Deres Bredder vare ikke som nu afsatte i lige Linie med Bolværk; ud og ind bugtede de sig, medens Jordsmonnet skød sig fladt ud, ludende Piletræer, Siv og Rør, hvor Vilanden rugede, hvor Drossel og Stær Fløitende, og hvor der var Rørskjæring om Efteraaret, speilede sig i Søernes blanke Flade.
Det var idyllisk, ja det er det vel stadigvæk omkring søerne. Man kan også sige det lige som Bergsøe:
– Tæt uden for Byen strakte Søerne sig som et sidt, fugtigt Bælte, urenset og forgroede, skønt de vare Byens eneste Drikkevandsbeholdere, og uden for Voldene kom et nyt Bælte af mudrede Fæstningsgrave, som ganske vist havde deres idylliske Skønhed men vare i høj Grad sundhedsfarlige, saa meget mere som Vandrenderne fra Søerne førtes igennem dem.

Søerne som kloak og brønd
Søerne fungerede som storbyens brønd, men også ind imellem som kloak.
Her langs søerne, gik Søren Kierkegaard også, især da han boede på Østerbro. Han ville gerne have et glimt af sin elskede, Regine, der boede på Nørrebro. Men hun flyttede til Dansk Vestindien, sammen med hendes mand.

Kierkegaard elskede Ladegårdsåen
Kierkegaard kunne også lide at gå langs Ladegaardsåen. Her var der blevet plantet piletræer, efter at en karet var kørt ud i åen, og et par fine damer var druknet.
Man mente i mange år, at der var rejst en mindesten for disse, men det har så senere vist sig, at være en vandstandsmåler.
Nu var det ikke så let, at gå langs søerne som i dag. Når der var regnvejr kunne man godt synke i til knæerne. Og så var der forskellige aflåste låger, man skulle igennem. Man kunne mod betaling få udleveret en nøgle i Druknehuset. Her gik en ældre mand rundt og passede på diverse ting og sager. Den lå, der hvor Dronning Louises Bro i dag ligger.

Det skønne Fruentimmer
Jo og det er også velkendt efterhånden at her nede ved søerne i Druknehuset, da boede en skønhed:
– Eet ungt Fruentimmer, der var vidt og bredt bekjendt for sin usædvanlige Skjønhed, men hvis Moralitet nok lod en del tilbage at ønske; hun gik under Navnet ”Pigen ved Søen” eller mere poetisk Donna del Largo, hvilket i folkemunde blev til Donna de La’gaard, hvor hun da ogsaa for endda ikke saa mange Aar siden endte sit usselige Liv

En lang kø på Nørrebrogade
Og dengang var der en kæmpe kø, når bønderne drog ind til byen. Ved Nørreport skulle vogne undersøges. Der skulle selvfølgelig betales afgift. Og køen blev større og større. Den voksede på Nørrebrogade, langt forbi kirkgården. Det var aldeles forbudt at bryde rækken. Og her holdt bønderne så med deres hø, halm, tørv, brændsel, fedevarer, æg, grøntsager m.m.
De helt eller halvt sovende kuske lod hesten klare kørslen. Jo, det var lidt af en bedrift, hvis man kunne smugle noget forbi disse posekiggere.
Efterhånden bar det måske ikke altid lige idyllisk ved søerne, efterhånden som industrierne voksede og dampmaskinen holdt sit indtog. Ofte var søerne nu indhyllet røg og damp fra dampmaskinerne.

Luften var forpestet
Det hjalp heller ikke, da isenkræmmer M.A, Heegaard i 1836 anlagde en fabrik ved Blågård. Man forarbejdede musikstrenge af dyretarme. Den ulidelige stank fremkaldte tilbagevendende protester hos naboerne, som udtalte:
– Luften selv i større Afstande ligefrem blev forpestet
Stadslægen måtte kigge på sagen, og han var ikke tilfreds. I hans rapport stod der, at fabrikkens affald fik lov til at rådne op i åbne grave. Men det gik et par år, inden produktionen blev indstillet.
For mange gik den sidste rejse langs Nørrebrogade til Assistens Kirkegård. Følget kunne, hvis man var en velanset borger være temmelig langt. Men for beboerne var det altid spændende at følge med i.

Omkring Store Ravnsborg
Omkring Store Ravnsborg mødte øjet et langt grimt plankeværk, der omsluttede haven med talrige drivhuse og mistbænke. De tilhørte gartner Batzke og senere hans sønner. Vi har tidligere berettet om stedets historie. Det var Christian den Fjerde, der startede med at udlægge det som en skanse. Under Frederik den Sjette blev stedet brugt af en masse foreninger, som holdt af et fristed i det grønne.

Grams forlystelsessted
Et meget søgt traktørsted lå på hjørnet af Nørrebrogade og den nordre side af Fælledvej. Her havde skibskaptajn Gram etableret sig:
– Det var tarveligt, men yderst probert, og var aldrig Tumleplads for larmende Spetakler. Tiden var jo i sig selv baade tarvelig og stilfærdig, og Keglebanen var stærkt besøgt især af Studenter og Officerer. Passerede man de lune Sommeraftener forbi, saa hørte man da ogsaa de rullende Kegler og undertiden, naar en Kreds af afstadige Borgere havde samlet sig i Haven om en 4 – Marks – Bolle, tonede ogsaa gamle Rahbeske Drikkeviser eller Datidens Fædrelandssange ud i den stille Sommeraften.
– Husets Døtre var belevne, velopdragende og meget smukke, og skjønt de færdedes mellem Husets Gjæster og vistnok også hjalp til ved Opvartningen, vovede dog ingen af Gjæsterne at overskride det Sømmerliges Grændser liger overfor dem.

Duften af friske, fine vande
Blandt gæsterne var digteren Christian Winther. Han flyttede til Nørrebro i 1837, og havde lejet sig ind hos en gartnerenke. Huset lå lige over for Slotsgade, men blev revet ned i 1885. Jo og denne gartnerenke havde også to smukke døtre. Den ældste hed, Marie Hansen.
Christian Winther holdt meget af Nørrebro, og bydelens piger holdt meget af ham. Og de holdt også meget af den Duft af friske, fine Vande. Det holdt han meget af, at overstænke sig selv og sit røde silkelommetørklæde med.

Marie Hansen fik sin ridder
Det blev den 17 – årige Marie Hansen, der vandt digterens hjerte. Ja, digteren blev også kaldt Ridderen af Nørrebro. Og han skrev de flotte og kærlige ord om hende:
– Hun er sød/hun er blød
Hun er smal om sit Liv
Hun er bøjelig/og føjelig/ og rank som et Siv
Hendes Kind /er så lind
Og som Rosen saa varm.
Hun er nysselig/og kysselig paa Mund, Haand og Arm.

Et landbrug ved Nørrebrogade
Nørrebrogade havde dengang et spredt bebyggelse. Her lå store gartnerier. Mange embedsmænd begyndte at købe grundstykker i området. En af disse var boghandler Wroblewski´s far. Han købte et areal, der blev afgrænset af de nuværende gader, Korsgade, Griffenfeldsgade, Åboulevarden og Gartnergade. Dertil kom en tønde land ved Peblingesøen.
Her var både udhuse og stalde. Familien havde to køer og en hest. Om vinteren opfedede man en eller to grise, og man holdt også fjerkræ og duer. En fiskepark havde man også på grunden.
Der var et helt lille landbrug, som forsynede familien med mælk, æg, frugt og grøntsager. Ofte var det nok til, at slægt og venner også kunne få noget. Foder til køer og hest producerede man også selv.

Masser af vilde dyr
Det store terræn ud mod Peblingesøen lå hen som uopdyrket. Det stod næsten hele tiden under vand om vinteren. I frostvejr var det en god tumleplads for dem, der skulle begive sig ind i skøjtekunsten.
Her var også en del damme, der efterhånden var blevet overgroet af siv og rør. Her kom ikke så mange mennesker. Til gengæld var her masser af dyr, vildænder, harer, væsel, mår og ræve. Sidstnævnte var ofte på besøg i hønsegården.
Efterhånden rejste der sig i nabolaget kedelige grå kaserner.

Fabrikken blev for lille
I 1855 blev hele ejendommen solgt til fabrikant Heegaard. Der var ikke meget tilbage af Blaagaardens storhedstid. Måske navnene, ja også skal vi da også nævne Slotsgade.
Heegaard have i 1827 efterhånden samlet sig 5 tønder land, som tidligere havde hørt under Blaagaarden. Han bad kongen om lov til at anlægge en Kuppelovn for at drive et Jernstøberi. Allerede året efter var produktionen i gang. Heegaard byggede en lang række bygninger. I 1898 blev det hele revet ned. Flere år senere blev der her anlagt en plads – Blågårds Plads.
Ved Heegaards død i 1837 var der ansat 50 mand i virksomheden. Under Anker Heegaard voksede fabrikken til 75 medarbejdere. Men efterhånden blev fabrikken for lille. I 1857 blev et jernstøberi købt i Frederiksværk.

Heegaard opkøbte jord
Heegaard havde forudset, at København snart ville sprænge sine rammer. Han opkøbte ejendomme i nabolaget og i demarkationsterrænet. I slutningen af 1860´erne blev den jord, som Heegaard havde sikret sig, bebygget. Området blev begrænset af Baggesensgade, Stengade, Korsgade og Blågårdsgade.

Her blev dyrket rabarber
Vi har her tidligere på siden beskæftiget os med Solitude. Denne herskabelige lystgård lå mellem Blågård og Assistent Kirkegård. Hovedgården blev først revet ned omkring år 1900. Ejendommen blev overtaget af erhvervsgartnere, og så blev der dyrket rabarber på grunden. De højhusene så rykkede ind, blev rabarberne hængene, og deraf navnet Rabarberkvarteret.

I Fru Heibergs fødehjem blev der drukket gravøl
Og vi skal da også lige nævne Johanne Louise Heibergs fødehjem, Lille Ravnsborg. Og det var jo her, at
– Salige Afdødes Gravøl drukken efter Jordefærden af de sørgende Efterladte, iført høj, sort Hat og den lange sorte Klædes Ligkappe med et lille Slag. Naar billigt Hensyn tages til den alvorlige Anledning, kunde det dog gaa ret livligt til. Billardet, Keglebanen og de vaade Varer dannedes saaledes en træffende Illustration til det gamle Ord, at ”Sorrig og Glæde, da vandre tilhobe”.

Folk ligger imellem gaverne
Og så er det jo Assistens Kirkegården, som vi allerede har skrevet så flittigt om. Her skete så mange ting. Allerede i 1803 beklagede folk sig i Rahbeks ugeskrift Den danske Tilskuer. Man var ikke tilfreds med at se:
– Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikantere spille den ene Drikkevise efter den anden.

Det blev meget værre
Forholdene blev ikke bedre, snarere tværtimod. Nu kunne graverne heller ikke udholde det mere:
– Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordener paa Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individder, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseelse. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor Folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres Prydelser eller sidde spisende og drikkende paa de skønneste Steder paa Kirkegaardene, henkastende Levninger hist og her.
Ja og sådan fortsatte, og tænk, hvad der så skete i 1858:
– En anden Uorden, som finder Sted paa Kirkegaarden, kan heller ikke lades upaatalt, den nemlig, at Kirkegaarden kun på en Trediedel er omgivet med Mur, medens den øvrige Del saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en mængde Individer af den laveste Klasse (f. Eks. Ladegaardslemmer) , saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad de møder paa deres vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til Skandale og til dyb Bekymring for den Nedbøjede, der ogsaa søger Didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.

En svensker opdagede ikke uorden
Også den svenske digter, Nicander besøgte kirkegården. Han bemærkede dog ikke den uorden, der fandt sted:
– For at nyde en tavs og rolig Fest, vandrede jeg en Aften ud af Nørreport til den saa kaldede Assistence – Kirkegaard, som sikkert er en af de skønneste Kirkegaarde i Europa. Løvfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og lyse Steder, Monumenter, som beskygges af lovfulde Træer, Popler og Taarepile, Urner og Kors, som omslynges af Rosenranker, Vellugt, Fuglesang, gøre Dødens Bolig til et lidet Paradis. Nogle kunne maaske sige, at Stedet er mere en Have end en Kirkegaard.

Det handlede om at vise klasse
Der var stor forskel på, hvad det kostede, at blive begravet. Det handlede om at vise klasse. De otte bedemænd dengang havde delt byen mellem sig i otte dele. Det var ligvognen, der satte standarden. Skulle den være med fløjl eller bare almindelig?
Det høje aristokrati blev begravet om formiddagen eller om middagen. Og de rige så som rige borgere, bryggere, bagere og købmænd, ja de blev begravet om eftermiddagen. Begravelsen foregik fra hjemmet. Alle møbler i værelset blev fjernet og vinduerne blev dækket med tætte hvide gardiner. Her samledes på begravelsesdagen familiens mandelige medlemmer. Gode venner og bekendte deltog også. I stedet for den solide frokost, blev der budt på et glas sherry og et stykke kransekage. Hvis der ikke mere skulle holdes tale, og hvis ingen mere efter bedemandens opfordring ville at se den salig Afdøde blev låget skruet på. Der blev lagt en eller to kranse på kisten, der derefter blev bragt til fløjls – eller Klædes – ligvogn.
De indbudte familiemedlemmer og præsten blev af bedemanden rangeret og råbte op. De skulle så følges ad til de bestilte kareter. Derefter måtte de øvrige gæster finde deres vogne. Derefter satte hele toget sig i bevægelse til Assistens Kirkegård.
Kirkens kordrenge sang her en salme. Præsten holdt en gravtale og forrettede jordpåkastelsen, hvorpå følget blev opløst.

Kierkegaards begravelse
Det var også herude, Kierkegaard blev begravet. Han udåndede den 11. november 1855 på Frederiks Hospital kun 42 år gammel. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv.
Han var ret stejl og ofte viste han uvilje over for statskirken og dens præster. Hvordan mon man så lige greb dette an?
Ja man besluttede sig for, at begravelsen skulle foregå den følgende søndag fra Frue Kirke. Både stedet og dagen forekom for mange provokerende. Onklen, Peter Kierkegaard mødte op fra Pedersborg Præstegaard. Stadens gejstlige mente, at han som kirkens mand burde lave om på tid og sted.
Der var sort af mennesker på Nørrebro. Langs gitre og grave var der mennesker på kirkegården.
Pludselig kom en meget høj, sortklædt, bleg yngre mand frem. Han tog hatten af, så sig om og råbte ud til mængden:
– Maa jeg bede om Ordet?
Det var en slægtning, læge Henrik Lund. Det var ham, der havde tilset Søren Kierkegaard på Frederiks Hospital.
– Den Mand, som i dag bliver begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken, var i levende live, kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham og søgt at rane ham efter døden. Men det skal vidnes ved hans grav.
Lund fortsatte et stykke tid, og holdt næsten en afhandling om modsætningerne mellem den bortgangene og kirken. Da talen var færdig, var der mange der havde regnet med optøjer eller oprør, men intet skete. Enkelte klapsalver hørtes, men de fleste stod bare tavs tilbage.
Jo, Assistens Kirkegård er bestemt ikke kedelig.

Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
– O.B. Wroblewski: Nørrebro i Trediverne (1895)
– Harald Langberg: Uden for voldene (1952)
– Poul Strømstad: Søerne (1966)
– Nicolaj Bøgh: Christian Winther (1900)
– Knud Lyne Rahbek: Erindringer fra mit Liv (1824)
– København Før og Nu
– Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København – en guldaldermosaik (2000)

Hvis du vil vide mere: Læs
– Søerne foran Nørrebro
– Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
– En vandretur på Nørrebro
– Dronning Louises Bro
– Blaagaarden – på en anden måde
– Blågårds Plads på Nørrebro
– Solitude – en lystgård på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Fattiglemmer på Nørrebro
– Byggespekulation på Nørrebro
– Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
– Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
– Johanne fra Lille Ravnsborg
– Sagn og historier fra Brokvarterne
– Da Gertrud rejste fra kisten
– Genforenet på Assistens Kirkegård
– Assistens Kirkegård – en oase
– Assistens Kirkegård – 250 år
– Under jorden på Assistens Kirkegård
– Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
– Livet på Assistens Kirkegård og mange flere

Agga – en sønderjysk pige

Af Kirsten Bjerrum
Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang

Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012

I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.
Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).

Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.

Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.

På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.

Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.

I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.
Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.
Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.
Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.

I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.
Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.
I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.
Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.
Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.

Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.

I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.
Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.
Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.
Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.

Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.

Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.
Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.
Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.
Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.
Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.
Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.
I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.
Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.
Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.
Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.
På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.
På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.
Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.
Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.
Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.
Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.
Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.

Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.
Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.
Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.

Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.
Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.

Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.
Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.
Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.

Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.

Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.
Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.
Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.

Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.
Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.
Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.

Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.

I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.
Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.
Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.
Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.

Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.

En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.
Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.
Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.

Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.

Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.
Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind. Læg os lige mærke til den dato, hvor vi lægger denne artikel ind.

Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum – dengang
– Ude mod Vest

Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø – den tredje tur
– Indre Mission, baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fræ Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu engang
– At plukke sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)

Heimatfest i Tønder 1921
Den 18. – 19. juni 1921 var der gang i den i Tønder. De tysksindede havde set frem til deres Heimatfest. Tyske og Slesvig – Holstenske flag prydede byen og Sportspladsen. Kamptaler efterlod det indtryk, at grænsen igen blev flyttet. Danske Soldater og borgere blandede sig i optoget. Tyskerne svarede igen med ”Oprørsvisen”. Datidens medier havde usædvanlig travlt og Garnisonen i Tønder blev kritiseret for deres rolle. De dansksindede følte sig hånede og krænket. De skrev en protestskrivelse til justitsministeriet.

Genforeningen var ikke smertefri
Genforeningen gik ikke helt smertefri forbi Tønder – egnen. Der var masser af små og store episoder. Og særlig en episode tiltrak mediernes store opmærksomhed. Her blev både militæret og justitsministeriet inddraget. Både de dansk – og tysksindede følte at deres rettigheder i den grad blev krænket.

De tysksindede så frem til festen
Det var lagt op til et stor fest i Tønder den 18. – 19. juni 1921. De tysksindede havde set frem til denne fest.

Oprørsvisen blev afsunget
Den begyndte om aftenen den 18. juni med et optog gennem byens gader, efter at tilrejsende festdeltagere var blevet afhentet på Banegården. Ifølge Flensborg Avis sang deltagerne tyske sange. Men da de nåede Tonhalle blev de mødt af en større mængde danske soldater og civile, som med Kong Christian fuldstændig overdøvede tyskernes sang. Tyskerne stemte straks i med Oprørsvisen.

Wir wollen keine Dänen sein
Tyskerne marcherede ud til byens Sportsplads, der lå ud mod Dragonvej med en ekstra indgang fra Ribe Landevej. Da de kom forbi den danske hovedvagt, sang de smædevisen fra afstemningstiden Wir wollen keine Dänen sein.

Kamptale til den tyske ungdom
På pladsen var der efterhånden forsamlet 7 – 800 mennesker omkring et festbål. Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. Senere talte den daværende socialdemokratiske fagforeningsformand Clausen, ligeledes højstemt patriotisk. Han udbragte et leve for Slesvig – Holsten.
Aftenen blev afsluttet med dans og sang, og ved midnatstid tog man atter ind mod byen.

Slesvig – Holstenske flag overalt
Den følgende dag fandt der sammenstød sted mellem de dansksindede og tysksindede i byens gader. De var til tider ret voldsomme.
Tyskerne havde rejst æresporte med tyske og Slesvig – Holstenske flag forskellige steder i byen. En af dem befandt sig lige i nærheden af den danske hovedvagt.

1.500 tysksindede deltog
Klokken 10.30 blev der på Sportspladsen afholdt festgudstjeneste. Herefter talte folketingsmedlem Schmidt atter engang. Han sagde blandt andet, at Slesvig gennem århundreder havde været tysk, og tysk skulle det atter blive. Klokken 13.30 drog man atter i optog gennem byen. Efterhånden bestod optoget af omkring 1.500 mennesker.
I spidsen af optoget kørte en vogn. På denne var en kopi af Turnvater Jahn. Han var en af høvdingerne fra Napoleonstidens tyske rejsning. Så fulgte børnene og de øvrige deltagere. Rundt omkring faldt danske soldater og civile ind med fædrelandssange, når optoget passerede dem. Det var måske upassende, men de følte deres nationalfølelse krænket.
På turen gennem Østergade ud til Sportspladsen gik soldaterne i spidsen og sang nationale sange.

Kejser Vilhelm på Torvet blev besøgt
På festpladsen, hvor der vajede et stort antal tyske og Slesvig – Holstenske flag bød fagforeningsformand Clausen velkommen. Han talte om tyskernes styrke i Tønder.
De næste talere var Redaktør Bødewadt, Tønder, Dr. Groth, Flensborg og til sidst Dr. Traenkner fra Slesvig. Efter talerne var der forskellige former for idræt.
Ved 18 – tiden gik man igen ind til byen og sceneriet gentog sig. På ny satte danske soldater og civile sig i spidsen og sang fædrelandssange.
Ved Torvet bøjede tyskerne ind på Kirkepladsen for at aflægge et besøg ved Kejser Wilhelms Mindesmærke.

Den danske version
Hovedindholdet af den første danske fremstilling lød således:
– Da Tyskerne i Opløsning fortsatte Marchen til deres Festlokaler, fulgtes de igen af de Danske, som vedblev at synge, hvilket også skete på Tilbageturen ud til Lejren. De Danske fulgte Soldaterne helt ud i Lejren, hvor Splitflaget sænkedes, mens man sang ”Kongernes Konge”.

Den tyske version: Danske udfordringer
Den tyske version var lidt anderledes. Således kunne man læse følgende i Neue Tondernsche Zeitung den 20. juni med et udførlig festreferat og korte gengivelser af talerne:
– Dansk Militær gav endvidere Festtoget et ganske særligt Præg, idet det i Østergade i sluttede Formationer stillede sig i Spidsen for Toget og saaledes bidrog sin Del til, at dette Optog for os Tyskere kunde blive en uforglemmelig Oplevelse. At man foranstaltede en saadan Æresvagt for os, overraskede os unægtelig.
Men den tyske avis klagede over Danske Udfordringer. Danske borgere havde søgt at hindre byens udsmykning med guirlander. Danske soldater havde fra Hærens Automobiler revet guirlander ned og bombarderet tyske indskrifter med stenkast.
Mens den tyske ungdom lørdag aften havde sunget Unpolitische Wanderlieder sang soldaterne udfordrende danske fædrelandssange og rev Lampions fra børnene. Danske statsembedsmænd tilvinkede fra husene de militære demonstrationer med bifald. På hjemturen søgte de danske soldater ved at sætte sig i spidsen at bremse marchen og så videre.

Var militærets optræden skandaaløst?
Den tyske fremstilling blev på flere punkter stemplet som usandfærdig i den danske presse. Til gengæld vendte Neue Tondernsche Zeitung sig den 21. juni mod Flensborg Avis’ s festreferat. Man rettede et meget skarp kritik mod den militære disciplin i Tønder. Blandt de danske blade indtog Hejmdal et neutralt standpunkt. På den ene side gav de tyskerne hovedskylden for urolighederne, på den anden side fandt de militærets optræden for skandaløst og manede til ro og besindighed.
– Vi maa tilstaa, at vi i ingen Henseende finder noet Tiltatalende eller opbyggeligt i den Slags Sammenstød, som sen tyske Fest gav Anledning til, og vi tror ikke, at hverken den danske eller tyske Befolkning i Længden vil høste Gavn eller Glæde af en saadan Tingenes Udvikling. Maaske Tilfælde som disse af den tyske Presse vil kunne benyttes som øjeblikkelig Agitationsstof.

De tysksindede må lære ”Takt – og sømmelighedsfølelse”
Hejmdal fortæller endvidere, om dengang tyske gendarmer gik på jagt efterrød – hvide skorstene eller vinduesforhæng eller dengang de lagde sig på lur for at høre, om man i private hjem sang forbudte Sange.
Redaktør A. Svensson mente, at de tyske medborgere måtte tilegne sig en hvis Takt – og Sømmelighedsfølelse. Han kunne heller ikke forstå udstillingen af de mange tyske og Slesvig – Holstenske flag, som gav tyske tilrejsende falske forestillinger om det nationale styrkeforhold i Nordslesvig. Den slags havde man nok af før og under første verdenskrig.
Bladet Danskeren henviste til, at pastor Schmidt var med til at ophidse tyskerne.
Oberstløjtnant: Skulle Garnisonen have sunget ”Ach du lieber Augustin”
Kommandanten i Tønder, oberstløjtnant Brix udtalte sig til Vestslesvigs Tidende:
– Jeg ser ingen som helst Grund til at forbyde Soldaterne at færdes paa Gaden i deres Fritid. De Instruktioner, jeg har modtaget, tilsigtede kun at forebygge Sammenstød med de tyske Demonstranter og blev i alt væsentlig nøje efterkommet. Overfor forskellige verserende Rygter og Overdrivelser kan jeg som min Opfattelse udtale, at Borgernes og Soldaternes smukke og rolige Afsyngelse af vore Fædrelandssange lagde en velgørende Dæmper paa de altyske Tilkendegivelser, uden paa nogen Maade at gøre Indgreb i disse.
– Men det vilde maaske have været mere beskedent, om vi havde overladt vor By til Nibølseminaristerne og Ligesindede, saa kunde jo de danske Borgere og Byens Garnison have staaet udenfor og sunget ”Ach du lieber Augustin”.

Hejmdal gik i rette med oberstløjtnanten
Hejmdal gik i rette med oberstens udtalelser. Når tyskernes optog var tilladt af de lovlige myndigheder, amts – og politimyndighederne, så burde det være respekteret af soldaterne. Og i hvert fald af deres leder. Retsligt består der ingen flag – og sangforbud. Dog påpegede Hejmdal, at tyskerne havde udvist Taktløshed ved at hejse tyske Faner ved den danske Hovedvagt.

Harmløse sange
Dybbølpostens udsendte kunne berette, at tyskerne havde sunget harmløse sange som Drei Lilien. Men da danske soldater og civile istemte Kong Christian havde tyskerne ifølge Flensborg Avis afsunget Schleswig – Holstein meerumschlungen.
Apenrader Tageblatt protesterede også mod soldaternes rolle i Tønder.

Dansksindede følte sig provokeret
De dansksindede i Tønder følte sig provokeret af visse medier. De følte i den grad deres nationale ære krænket. De mente, at festen var gået over gevind og i den form burde den slet ikke have været tilladt

Gået langt ud over det tilladte
Men Tønder Kommunalforening, sendte denne protestskrivelse til Justitsministeren:
– Bestyrelsen for Tønder Kommunalforening, der repræsenterer de danske Borgere i Tønder, tillader sig herved overfor Justitsministeriet at fremkomme med en Beklagelse over de Former, hvorunder den saakaldte ”Erste Deutsche Heimatfest” i Nordslesvig, der afholdtes i Tønder, har fundet Sted, idet vi formener, at denne Fest er bleven tilladt paa fejle Oplysninger og under fejle Forudsætninger, og at man fra Festledelsens Sider er gaaet lang ud over det Tilladte.

– Hele Festen har formet sig som en Udæskning mod Danmark og mod Tønder Bys danske Borgere og mod det herværende Militær. Der var ved siden af det danske Postkontor en Æresport, hvorfra der Lørdag Morgen til om Eftermiddagen vajede tre store Slesvig – Holstenske Flag. Paa samme Maade var der rejst en Port ved siden af den militære Hovedvagt, smykket med de tyske Farver. Denne Æresport blev rejst allerede Fredag Eftermiddag.

Danske borgere blev hånet
– Gaderne var derhos smykkede med Guirlander, hvorfra ligeledes det Slesvig – Holstenske Flag vajede. Paa Byens Sportsplads, der benyttedes til festen, var paa Hovedmasten hængt det tidligere Kejserriges Flag med det tyske Rigsvaaben, og endvidere vajede paa Pladsen overvejende Slesvig – Holstenske flag.

– Vi fornemmer, at denne Udædkning af Byens danske Indbyggere, ved til denne Grænseby, et indkalde et Par Tusinde Fremmede, pryde Byen med de Slesvig – Holstenske Oprørsfaner, i to Dage at tillade Processionergennem Byens Gader, hvorunder den Slesvig – Holstenske Oprørssang er afsungen, danske Borgere haanede, viftede i Ansigtet med Oprørsflagene og paa anden Maade generede af den Art, at det kunde og burde være undgaaet.

”Den yderste Selvbeherskelse” forhindrede værre udgydelser
– Kun den yderste Selvbeherskelse afholdt flere Gange de Danske fra at skride ind. Men skulde Forhold, som flere Gange de Danske fra at skride ind. Men skulde Forhold, som de, der i disse Dage har fundet Sted, gentage sig, vil det blive vanskeligt at undgaa Moddemonstrationer af skarpere Art. Vi tillader os derfor overfor det høje Justitsministerium at udtale Haabet om, at der vil blive foretaget en Undersøgelse overfor Festens Ledere i Anledning af Anvendelsen i Byens Gader af Slesvig – Holstenske Oprørsfaner og Afsyngelse af Oprørssange fra 48 og i Fremtiden Benyttelse her i Nordslesvig af disse farver ikke maa blive tilladte ved festemblemer, Gadedekorationer eller Flag.

Det var Slesvig – Holstensk Propaganda
– Vi undlader ikke til Slut, at henvise til, at var Festen, ligesom tyske Fester i Fjor, bleven afholdt som en ren Sportsfest paa den dertil indrettede Sportsplads i Forbindelse med senere indendørs Sammenkomster, vilde, selv om de tyske Flag havde smykket Festpladsen, den danske Befolkning ikke have protesteret. Men hele den officielt – politiske Form for Slesvig – Holstensk Propaganda samt den Udæskning mod alt dansk, der før og under festen har fundet Sted, har været af den Art, at vi maa kræve, at Gentagelse ikke i fremtiden tillades paa dansk Grund.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder en del artikler fra Genforenings – tiden.

Velkommen til 1864 og De Slesvigske Krige
Medierne har uhyggelig travlt med at fortælle Sandheden. Men er det nu også sandheden som vi får. Den vil vi i denne nye kategori – forsøge, at finde frem til. Vi henviser også lige til det, vi allerede har skrevet om denne unødvendige krig.
Hændelserne i 1864 har aldrig været så aktuel som nu. Pludselig interesserer hele Danmark sig for denne Unødvendige Krig, som kostede så mange menneskeliv. Men er det nu sandheden vi får i TV – serien og i medierne? Det er ikke meget, som vi hører om optakten til 1864. Krigen var jo længe på vej. Og Danmark vandt som bekendt den Første Slesvigske Krig, og fik storhedsvanvid.
Den gamle redaktør her, skal ikke instruere en dramaserie, og har ikke frit spil til dette. Vi forholder os til historiens fakta. Og indrømmet, det bliver nok fokuseret mest på situationen set med sønderjyske øjne.
Vi vil under denne kategori forsøge, at finde frem til, hvad der er fakta. Alt hvad der relatere til De Slesvigske krige vil blive lagt ind her under denne kategori, såfremt historien ikke appellere mere til en af de andre kategorier.
Allerede nu har vi skrevet en del om perioden under De Slesvigske Krige. Disse artikler vil dog ikke blive flyttet. Vi henviser til de anførte kategorier.

Artikeloversigt: 1864 og De Slesvigske Krige:
Under København:

– Istedløven brøler stadig
– Begik Kongen Højforræderi?
– Rendsborg 1848 – 1851

Under Sønderjylland:

– Slaget om Als
– Sønderjylland til Ejderen

Under Aabenraa:

– Aabenraa 1848 – 1851
– Aabenraa – før prøjserne
– Kysten ud for Aabenraa 2863 – 1864
– Aabenraa 1864

. Aabenraa Amt – i den første tid – efter 1864

– Aabenraa – under Preussisk/Østrigsk styre

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

– Sejren ved Bov
– Kampen ved Bov – og de Slesvigske krige

Under Tønder:

– Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
– Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
– Dagbog fra Møgeltønder
– Ulrich – en Fysikus fra Tønder 1-2
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Soldat i Tønder 1851

– 1864 i Tønder

– Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864

Under Højer:

– Apotekeren fra Højer
– Heltene i Vadehavet

– Hammers Krig i Vadehavet

Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

– Da vi næsten fik en svensk konge

Vi ønsker God Fornøjelse

Velkommen til Besættelsestiden
Dette er en opdatering pr. 31-07-2018. På den originale side vil du i dag kunne finde 106 artikler. Men dertil kommer ialt 144 artikler, som er fordelt rundt på siden. Du vil i det følgende kunne se, hvor du kan finde dem. Vores bog “Grænsen er overskredet” har også givet en enorm interesse for besættelsestiden (før/under/efter). Vi har fundet ting og sager, som vi endnu ikke har offentliggjort, da vi ikke skriftlig kan bevise det.

Vi har fået at vide, at vores bog er dokumenteret. Vi har lagt alle dokumenter på Lokalhistorisk Arkiv i Bov. Der har du mulighed for at finde dem.

Velkommen til denne nye kategori, hvor vi vil fortælle om besættelsestiden herhjemme, men vi vil også beskrive de KZ – lejre, hvor danskere og andre led. Og selvfølgelig skriver vi også, om de krigsforbrydelser, danskere var med til.

Modstandsbevægelsen foretog en masse likvideringer, og det var ikke alt, der var lige efter bogen. Det var det heller ikke, da man skulle tage stilling til retsopgøret. Og politikerne, de klarede frisag, bortset fra et par stykker, de blev dømt af folket.

Vi har allerede skrevet en del om denne frygtelige tid. Disse artikler, vil ikke blive flyttet. Men her henviser vi til dem. Fremtidige artikler om besættelsestiden vil blive lagt ind under denne kategori, såfremt historierne ikke appellere mere til andre kategorier.

 

Under København:

-De danske nazister

– Buchenwald – Rædsler og Lidelser

– Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller glemsel?

– Besættelsestidens Fortrængninger

– Da krigen var forbi

– Danmark var advaret – 9. april

– Danskere i Hitlers tjeneste

– De forfulgte Jøder

– Den Franske Skole – i bomberegn

– Den Franske Skole – endnu en gang

– Dengang – det var alvor

– Flugten over Øresund

– Humor under Besættelsen

– I ondskabens tjeneste af Holocaust

– Landsforræderi og Landssvigere

– Overvåget – dengang

– SS – absurde grusomheder

– Stikkerdrab

– Tyske Flygtninge

– Tyskerluder og Drageyngel

– Duckwitz – den gode tysker

– Frihedsmuseet, Arkivet og selverkendelse

– Tyveri fra Arkivet

– Werner Best

– Landsmænd og Jødeflugt

– Tilfældet – Søren Kam

– Danskere i Tysk Terrors Tjeneste

– De danske Nazister

– Samarbejde med Besættelsesmagten

– I en lovløs tid

– Tvangsarbejde i Det Tredje Rige

– I tysk krigstjeneste

– Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder

– Politik under Besættelsen

– En justitsminister i unode

 

Under Østerbro

– Skud i Vordingborggade

– Besættelse på Østerbro 1 – 4

– Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)

– Flere sabotager på Østerbro

– Hagekorset i Parken

– Mirjams Flugt

– Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

– Riffelsyndikatet på Østerbro

– Sabotører og Stikkere på Østerbro

 

Under Nørrebro:

-De tyske flygtninge på Nørrebro

– De fem dramatiske år på Nørrebro (Foredrag)

– Besættelse på Nørrebro 1 – 5

– Likvideret på Nørrebro

– Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

– Nørrebro – flere sabotager

– Nørrebrogade 156

– Sabotage på Nørrebro

– Varehuset Buldog på Nørrebrogade

– Nørrebro 1945 – to episoder

– Sommeren 1944 på Nørrebro

 

Under Sønderjylland

-Da nazismen kom til Sønderjylland

-Den sønderjyske politiadjudant

-Overvågning i Sønderjylland

-Da Skydstrup fik en flyveplads

– Danskeren – der ville dræbe Hitler

–
– Den sønderjyske efterretningstjeneste

–
– Det Tyske Mindretal

– En stikker fra Sønderjylland

– Holger Danske – Afdeling Eigild

– Holocaust – aldrig igen

– Kampene – 9. april 1940

– Mindretal i Brændpunktet

– Modstand i Kolding

– Opgøret efter 1945

– Sheriffen fra Tinglev

– Stikkeren – mord uden samvittighed

– Sønderjylland – Maj 1945

– Tyskertøsser, Feltmadrasser og Horeunger

– Det Mystiske mord ved grænsen 1 – 2

– Tyske Flygtninge i Nordslesvig

– Modstand og sabotage i Sønderjylland

– Jens Møller – en folkefører eller folkeforfører

– Modstand i Tinglev

– De fem lange år i Sønderjylland

– Modstand i Sønderjylland

 

Under Aabenraa:

-Aabenraa under besættelsen

– Sorgen ramte Aabenraa 1-2

– Frits, Nazister og et kartotek

– Aabenraa – maj 1945

– Aabenraa – under de to krige

– Frits Clausen – lægen fra Aabenraa

– Modstandsbevægelsen i Aabenraa

– Sabotage i Aabenraa

– Fra Varnæs til Felsted (delvis)

– En dobbeltagent fra Aabenraa

– Knivsbjerg – nord for Aabenraa

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

-Frøslevlejren i den sidste tid

-Dansk agent skyld i Gendarmers død

– Bov Kommune under Besættelsen

– Bov Sogn – mellem dansk og tysk

– Dagligliv i Frøslevlejren

– Dramaet ved Viadukten

– En sønderjyde krydser sine spor

– En villa i Kollund

– Frøslevlejren

– Fårhuslejren

– Grænsen – dengang

– Harreslev – dengang

– KZ – lejr, Ladelund

– Mord i Padborg 1 – 4

– Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

– Sandheden om de hvide busser

– Straffelejren

– To skæbner i Kiskelund

– En villa i Kollund – endnu mere

 

Under Tønder:

-Besættelsen og Befrielsen ved Grænsen

-Da Hagekorset blev hejst i Tønder

-Krigsårene i Tønder 1940 – 1945

– Tønder omkring 1930

– Bombeangreb mod Tønder

– Da tyskerne kom til Tønder

– Flygtninge i Tønder

– Historien om Jeppe K. Christensen

– Nazister i Tønder

– Obersten fra Tønder

– Sabotage i Tønder

– Sønderjylland, 9. april 1940

– Tønder og Omegn 9. april 1940

– Tønder – under Besættelsen

– Tønder – efter krigen

– Tønder – Maj 1945

– Tønder – marskens Hovedstad (delvis)

– En frihedskæmper fra Tønder

– Dødsdømte fra Tønder

 

Under Højer:

– Baraklejren i Højer

– Højer 1935 – 1945

– Højer Minder (2) (delvis)

-En Sønderjydes liv på godt og ondt

 

Under Grænsen er overskredet:

• Grænsen er overskredet, anmeldelse og omtale

Hermed 144  artikler om besættelsestiden – flere følger – og nogle af artiklerne er blevet opdateret, grundet nye opdagelser.

Blegdamshospitalet på Nørrebro
Der var kaos, hver gang en ny epidemi brød ud i København. Der manglede i den grad sygehuse. Da planerne om Blegdamshospitalet, kom frem var der masser af betænkeligheder og advarsler fra de nærmeste naboer. Og aviserne kom, da hospitalet, var etableret med frygtelige historier. Langt senere kunne Berlingske dog berette om, at hospitalet tilhørte eliten i Europa.

Se artikeloversigt
Vi har i slutningen af denne artikel henvist til en række andre artikler omkring sygdom og artikler, der har relevans til de emner, der er taget op i denne artikel.

De smittede var udelukket
Krige førte ofte pest og andre epidemiske sygdomme med sig. Med korstogene fulgte spedalskheden. De angrebne var som udstødte. De boede for sig selv, og bar egen dragt, når de var ude og tigge. De skulle klapre med træstokke for at melde deres ankomst, så folk nå at tage sig i agt for dem.
I spedalskhedshospitalerne holdt man kønnene adskilt. Disse hospitaler var viet Skt. Jørgen. I København nævnes Skt. Jørgens Gaard første gang i 1261. I Christoffer af Bayerns Stadsret fra 1443 påbydes alle, der angribes af denne sygdom at tage fast ophold på Skt. Jørgen.
Bygningen blev bevaret som epidemihospital til 1609.

Den sorte død
I 1350 fortæller et sagn, da strandede et skib på den jyske vestkyst. Den medførte Den Sorte Død. Blodstyrtning hjalp ikke.
Seere fulgte dysenteri, tyfus, malaria, kighoste og mæslinger. I det 16. århundrede fortsatte epidemierne. I 1520 raste en voldsom pestepidemi. I 1629 og 1652 ramtes landet igen af en Blodsot og hidsig Feber. Diverse pesthuse blev oprettet mange steder.

Pesten bredte sig lynhurtigt
Byens dårlige hospitalsforhold var sikkert medvirkende til at pestepidemien i 1711 bredte sig så kraftig. Selv efter de første tilfælde, blev der ikke truffet nogle særlige foranstaltninger til at hindre udbredelsen.

12.000 døde af ”Kopper”
Godt nok gik det lang tid til koleraepidemien i 1853, men ind imellem var der mange infektionssygdomme. Således døde over 12.000 personer af kopper. Men folk døde også af mæslinge, malaria og influenza.

Gode råd mod kolera
Fjorten dage efter, at der var konstateret kolera i 1853, bekendtjorde Sundhedskommissionen, at få at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig indelukket, fordærvet og fugtig Luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt Bælte om Maven og uldne Klæder nær Kroppen.
Man skulle sørge for Renlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet. Man skulle endelig vogte sig for uafbrudt Aandstrengelse, nedtrykkendene Sindndslidelser, især Ængstelse og Frygt, Nattevaagen og alt, had der for Resten svækker Legemet. Meget vigtigt skulle man iagtage Maadehold i Spise og Drikke.

Ikke alle kure virkede
På Frederiks Hospital havde man indrettet en særlig afdeling til at modtage kolerapatienter. Man havde også indrettet forskellige teltlejre. Man forsøgte med en speciel Dampseng. Og så måtte patienter pakke sig ind i dyner og tæpper, indtage skoldhed hyldete, og hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev en forgiftning, som ikke hjalp mod koleraen.

Da Kommunehospitalet blev etableret
På Søetatens Hospital i Nyboder modtog man 558 smittede personer. Af dem døde de 385. På Garnisonssygehuset i Rigensgade var næsten hele personalet blevet ramt. Man var bange for, at driften helt skulle gå i stå.
Vor Frelsers Arbejderhus på Christianshavn døde 212 af de 343. De fleste af dem hørte til Gadens lette brigade. Også på Nørrevold indrettedes et samlingssted til 50 patienter, men snart rummede stedet 511 patienter, og af dem døde de 311.
Denne koleraepidemi var direkte årsag til opførelsen af Kommunehospitalet i 1859 – 63. Foruden de medicinske og kirurgiske afdelinger, blev der oprettet en Isolationsbygning for enkeltvis forekommende Tilfælde af farlige smitsomme Sygdomme (Kolera, Kopper) med Plads til 20 Senge (senere udvidet til 42) ligelig fordelte paa begge Køn.

Masser af lazaretter
Men på grund af for lidt plads, blev der nødvendigt at anbringe kolera – patienter i selve hovedbygningen. De patienter, der led af epidemisk øjensygdomme blev anbragt på Almindeligt Hospital. To år efter blev det nødvendigt under truslen af en kommende epidemi at oprette et koleralazaret i en tidligere officersbolig på Kastellet. Et par mindre lazaretter blev yderligere oprettet.
Da der i 1871 opstod en tyfusepidemi viste Kommunehospitalets epidemiafdeling atter engang at være for lille, selv om der i dens have blev rejst et ammunitionstelt og en træbarak. Da denne epidemi døde, steg antallet af koppepatienter. Derfor måtte man tage Enighedsværn i nærheden af Hovedbanegården i brug som kappelazaret. Igen viste det sig, at man slet ikke var ordentlig forberedt.

Erkendte dårlige boliger
Det var omkring 1860erne man påbegyndte opførelsen af Lægeforeningens boliger på Østerbro. Man havde endelig erkendt, at der skulle gøres noget ved de hygiejniske forhold.
Landets hovedstad var i 1853 en hygiejnisk katastrofe. Sundhedsvæsenet var underdimensioneret og ude af stand til at håndtere katastrofen. 4.737 københavnere var i løbet af to uger døde. Lægerne havde ikke forståelse for sygdommens årsag. Deres kundskaber stammede tilbage fra ældgamle dogmer. Deres gode råd var ofte til mere skade end til gavn.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegården havde usædvanlig travlt.
Endelig blæste man til kamp mod fattigdom og smuds. Dem, der havde råd flyttede fra loppebefængte pjalteborge på Nørrebro til det nye modelsamfund på Østerbro. Her kunne børnene opleve grønne omgivelser og mærke den friske luft fra Øresund.
Folk boede i faldefærdige lejekaserner, og vi hører i tidligere artikler her på siden om børneliv i rendestenen, kreaturer på tredjesal og glædespiger.
Lægerne blev efterhånden af Georg Brandes udnævnt til Tidens Helt. Det var det da også grund til. For i løbet af få år, ændrede lægestanden sig. Vi kender makabre amputationer fra De Slesvigske Krige.

Øresundshospitalet
Langt om længe fandt politikerne ud af, at der skulle byggeset egentlig epidemi – hospital samt et hospital for kolerapatienter. Til dette fandt man en grund i en grund i Slagtervænget lige syd for Svanemøllen. Her opførtes i 1866 – 1867, Øresundshospitalet.

Pavillon – eller Baraksystem
Såfremt en epidemi antager større omfang skulle der anvendes et større epidemi, måtte man have et større epidemi – hospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestlige del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.
I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon – eller baraksystemet. Dette skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.

Sognepræst advarede
Sognepræsten ved Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Skt. Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Han skrev bland andet:
– Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom ikke udryddes.
Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordøstlige del af Lammefælleden.

Grundejerne betænkelige
Grundejerne på Blegdamsvejen var også betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse vilde medføre skadelige Følger for deres Ejendomme, idet der matte ventes, at Folk vilde frygte for at bo i Nærheden af et saadant Hospital, og at deres Lejligheder derfor vilde synke meget i Værdi.
Indsigelse fra Ting – og Arresthuset
Indsigelse var der også fra inspektør ved Ting – og Arresthuset, som også var birkedommeren i Københavns Amts Nordre Birk. Denne Hr. Schow mente, at placeringen var uheldig, når man betænkte, hvor mange mennesker, der dagligt færdes på Ting – og Arresthuset.
Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.

Godt indhegnet
Grunden tilhørte Krigsministeriet, og de stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også for vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.
Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men der skulle også være en udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.

12 sygebygninger
Arealet blev større end ventet, på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.

Athene vogtede over hospitalet
Hele projektet blev udarbejdet af arkitekt Heinrich Vilhelm Friedrichsen. Han har også stået for Øresundshospitalets oprindelige bygninger. De fleste af hans bygninger var opført af gule sten med sort skifertag. De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager.
Administrationsbygningerne var beliggende bag et lille anlæg ud til Blegdamsvej med de berømte magnolietræer. Over den lave portfløj var opstillet hospitalets varetegn Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen.

Belægningen var lille
I de første år var belægningen ikke ret stor. Indtil 1883 blev der kun behandlet 30 – 60 patienter hvert år. Men opførelsen af de manglende bygninger blev dog ikke udskudt. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelig form i 1884.

Udlændinge betalte overpris
I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.
Endnu i 1884 blev der kun behandlet 808 patienter. I 1887 var dette antal vokset til 2.130.

584 patienter på en gang
I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.

Et barn var ved at blive kvalt
Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim. Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik barnet overført til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.

Sygeplejerske slog børnene
Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige, der var indlagt for difteri i håret. Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Det førte til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.
Berlingske roste sygehuset
I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:
– Kjøbenhavn staaer nu blandt de første Byer med Hensyn til sit Hospitalsvæsen, og naar man omtaler Europas store Hospitaler, maa da Blegdamshospitalet nævnes som et Mønsterhospital, baade i henseende til selve Indretningen, Behandlingen og Sygeplejen, der nu i Modsætning til ældre Tid staar paa et hit Trin, idet Functionairerne ved denne nutildags udgaae fra de mere dannede Klasser i Samfundet.
Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kunne modtage 600 patienter.

Difteri var en frygtet sygdom
I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, er dødeligheden blevet reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri. 35 døde.

Nye redskaber
Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper, røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.

Den Spanske Syge i 1918 – 1919
En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte Spanske Syge, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.
Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen og St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.

Hospitalet nedrevet i 1974
I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.
I 1974 blev hospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet.
Kilde:
– Blegdamshospitalet i Kjøbenhavn 1879 – 1904
– Steffen Linvald: Blegdamshospitalet (1954)
– Bastholm: Sygdomme i Danmarks Middelalder (1942)
– Carl Bruun: Kjøbenhavn 1 – 3 (1887 – 1901)
– Villads Christensen: København 1840 – 1857(1912)
– O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse 1 – 6 (1877 – 1892)
– Klaus Larsen: Smitstof – Kampen mod sygdom i 1800 – tallets Danmark

Hvis du vil vide mere: Om syge, sygdom og sygehuse: Læs
– Livet på Ladegaarden (Nørrebro)
– De Kellerske anstalter på Nørrebro (-)
– Et Hospital på Nørrebro (-)
– Ladegården – dengang (-)
– Pest på Nørrebro (-)
– En stiftelse på Østerbro (Østerbro)
– Røverhistorier fra Lægekunsten (København)
– Skt. Jørgen – helgen, hospital og sø (-)
– Pest i København (-)
– Et Apotek i Haderslev (Sønderjylland)
– Hekseafbrænding i Ribe (-)
– En Fysikus fra Aabenraa (Aabenraa)
– Sygehuse, apoteker og læger i Aabenraa (-)
– Syge mennesker i Aabenraa (-)
– Aabenraas fattige (-)
– Jordemødre, Hekse og kloge koner (-)
– Fattige i Tønder (Tønder)(-)
– Ulrich – en fysikus fra Tønder (-)
– Sygdom og andre lidelser i Tønder (-)
– Apotekeren fra Højer (Højer)
– Den mærkelige læge fra Højer (-) og mange flere

Artikler omhandlende stikord fra overnævnte artikel: Læs:
– Det Gamle Nørrebro – og de Fattige
– Lokummer på Nørrebro
– Raberberlandet
– Den sidste badeanstalt
– At bo på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Under jorden på Assistens Kirkegård
– Den stinkende kloak på Nørrebro
– Fattiglemmer på Ladegården
– Byggespekulation på Nørrebro
– Livet på Assistens Kirkegård
– Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
– Badeanstalter på Østerbro
– Brumleby på Østerbro

Mere om Urnehoved (2)
Syd for Aabenraa går vi igen engang på jagt efter Urnehoved Tingsted. Syv forskellige steder er blevet udpeget. I tidens løb er der blevet opfundet stier og veje for at dokumentere stedet. Men her på redaktionen mener vi, at have fundet stedet. Men mon ikke mange er uenige med os. Vi passerer os et andet mystisk fænomen, Olgerdiget. Hvad blev det brugt til? Var det en egentlig grænse, eller blot et forsvarsværk?

Hvor lå Urnehoved Tingsted
Hvor lå det, Urnehoved Tingsted? Ja alle har en mening om dette. Gisningerne har næsten nået højder som Atlatis – myten.
Jo, vi har sandelig være her før. Denne artikel kan betragtes som anden del. Og hvorfor nu det? For det første, er det et spændende historisk sted, og for det andet, så har vi fundet noget i vore arkiver.

Urnehoved er et bakkedrag
Egentlig er Urnehoved et bakkedrag som er 2 km bredt og ca. 4 km langt. Cirka i midten i retning øst – vest går skellet mellem Bolderslev og Uge. Det er samtidig skellet mellem Rise og Lundtoft herred. Sydskråningen ligger på Uge Mark. Og nordskråningen ligger på Bolderslev mark.
For de ikke stedkendte, så kan vi fortælle, at vi befinder os syd for Aabenraa på et meget historisk sted.
Dette bakkedrag er en lerknude, og her voksede i oldtiden store egetræer. Jo her var en gammel skov. Det kan man ikke forestille sig i dag. Men nu til dags vokser der egetræer i hegnene og der er masser af liljekonvaller.

Mange gravhøje
I øst bliver landskabet skåret igennem af den gamle okse – og hærvej. På bakkedraget er den brolagt. Nej det er ikke en oldtidsvej, for den førte nemlig uden om skoven ind over Bolderslev og Uge. Den nuværende vej er først anlagt, da skoven forsvandt.
De gamle oldtidsveje førte altid uden om skove og større vandløb. De mange gravhøje på egnen vidner også om en oldtidsvej.
Marknavnene især på Uge – siden vidner om, at skoven forsvandt tidligt. Her finder vi navne som Enge, Tårnenge eller Enghøj.

Olmersvolden
Hen under bakkedraget på Urnehoved går Olmersvolden med sine mange egetræspalisader. Opførelsen af denne mener man stammer tilbage fra Folkevandringen i det 4. og 5. århundrede. Man kan se, at rodenden af egestammerne er brugt her i den østre ende af volden, idet palisaderne øst for Uge har en diameter på 40 – 60 cm. Ude ved Almstrup og Gaardeby (Tinglev sø) har de en diameter på 30 – 40 cm.
Under reguleringen af Uge bæk i 1955 mellem Ligård og Dyrregrav fandt man eksemplarer i kanten af åen, der var ca. 70 cm lange med 40 cm foroven i diameter og tilspidsede.
Olgerdiget eller Olmersvolden er et 12 km langt forsvarsværk. Det starter nær Gårdeby ved Gejlå, som en del af Vidå – systemet. Måske er det fortsat ud i Aabenraa Fjord.
Tænk, at der er brugt 90.000 egestammer til at lave palisaderne.
Tidligere var opfattelsen, at Olgerdiget blev anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Men en udgravning i 2003 fastslår, at Olgerdiget har haft mindst tre byggefaser. Det blev grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. Det er blevet udbygget og rapareret mellem 80 og 90 e.Kr. og mellem 100 og 110 e.Kr. Efter 150 e.Kr. bliver Olgerdiget afløst af Æ Vold 4 km nord for Rødekro. Det betød at Olgerdiget blev opgivet. Forsvarslinjen rykkede mod nord mod Genner Bugt.

Var det selve grænsen?
Måske skal Olgerdiget betragtes som en slags rigsgrænse? Måske skulle det beskytte anglerne mod de frygtelige jyder? Forskellige folkeslag lå ofte i kamp mod hinanden, Angler, jyder, daner m.fl.
De vejfarende skyder nu genvej langs skovbrynet for derved at undgå den store omvej ind over Uge og Bolderslev.

Tingsted allerede i 1074
Sven Estridsøn holdt ting heroppe i 1074, hvor han var syg. Han vender tilbage til sin kongsgård i Søderup, hvor han dør tre dage efter. Indtil 1523 holdes det Sønderjyske Landsting her på Urnehoved. Her blev Danmarks konger kårede og hyldede fra omkring år 1000 indtil 1523.

Historikkere flittige med at opfinde stier og veje
Helt op til syv forskellige steder har man udpeget til at være stedet, hvor tinget blev afholdt. Nærliggende har det vel hele tiden været, at Tingstedet skulle være lige i nærheden af Oksevejen.
Man må sige at diverse historikere har været flittige til at udpege diverse stier til tingstier. Ofte er disse stier af meget nyere datoer. Gamle borge er blevet udpeget, som slet ikke har eksisteret. Jo på et tidspunkt byggede Christian den Fjerde et jagtslot i området.

Gården Urnehoved
Gården Urnehoved ligger ind til Bolderslev skel. Den kaldes for Troldlyk (Trollyck) Og til den knytter sig sagnet om Tingpladsen.
Gården Urnehoved tager navn efter denne mark ligesom de andre gårde, Ligård, Kasvrå og Porsbøl tager navn efter de tildelte marker. Petersborg og Povlskro var for længst flyttet ud. Måske skete det efter en brand i Uge i 1627.
I et ældre dokument kan man se, at gården Urnehoved fik tildelt parcellen Trollyck. Man kan også se, at der tillægges en lille sti hen imod Oksevejen. Den var 33 alen bred og 330 alen lang. Der findes ikke tilsvarende stier til de andre parceller på de såkaldte Tårnenge.

Nørremark
Ind mod Uge skel på Bolderslev – siden, vest for vejen, ser vi en kileformet udvidelse af vejen, der inde ved skellet udgør 21 meter ud over normal bredde. Denne udvidelse mod skellet må absolut fortsætte på den anden side ind mod Uge mark. Vi befinder os nu i det, der efter udskiftningen kaldtes Nørremark. Dette sted har været stort nok til en tingplads.

I skellet mellem Bolderslev og Uge
På et kort fra 1801 er denne plads endnu indrammet af skove på tre sider og er kun åben ud mod vejen. Og skriftlige kilder kan godt pege på dette sted som tingplads.
Dette gælder også for et betydningsfuldt vidnesbyrd af præsten i Uge, Hr. Nicolaus Nissen. Denne omtaler nemlig tinget på Urnehoved i en indberetning fra 1757, som han da henlægger til bakkedraget nord for Uge
– I Skellet mellem Bolderslev og Uge, am. Steindam
Ældre optegnelser
På Casper Dankwerts kort fra 1648, ser vi hvordan Vejen heropover er betegnet med Steindam.
Den gamle friskolelærer Jensen Schmidt, der er barnefødt i Uge 1842 skriver i sine erindringer:
– Ved den gamle Adelvej, ved Skellet mellem Bolderslev og Uge, maaske nord for dette, laa det gamle Danske Landsting paa Urnehoved m.m.
Udskiftnings – dokumenterne peger også i den retning. Så der er vel ingen tvivl mere. Så kan vi vel udelukke de andre seks steder, eller?
En håndfæstning fra 1460
I sin håndfæstning 1460 må Christian den Første:
– Love årligen at samles med sit Mandskab paa Hertgdommen tho Urnehoved.
En ting er sikkert, at Løgpold ved udskiftningen i 1769 hørte ind under Kongsgården i Bolderslev med 5 ½ ottinger, lige som i 1753, hvor ejeren da opfører Stenbjerg Kro der. I 1460 gives denne gård som frigård til Jesse Bundesen.

Kongelev i Bolderslev
I det 13. århundrede findes gården omtalt i Knud Snubbes testamente som Kongelev i Bolderslev (med 6 ottinger jord og helle Urneskoven). Ind under dette Kongelev hører marken Løgpold. Her på denne gamle kongsjord stævner så Svend Estridsen folket til tinge 1074, for at vælge sønnen Knud til sin efterfølger.

Et brolagt stykke
Øst for Oksevejen i hjørnet ind mod skovvejen lå et brolagt stykke. Bakken, som vi befinder os på kaldes Stadsrøggel (røggel betyder stensamling). I gammel tid blev der altid holdt fester her. Det var med telte og dans og her var også marked. Derfor mener mange lokale, at Tinget havde ligget her.
Åbenbart har der også i hel gammel tid foregået marked på dette sted, og det blev også afholdt, når der var ting. Købmænd. Kunstnere og gøglere søgte hertil i stor stil, og fladbød deres varer. Her fandt adelsfruer sammen med deres kavalerer adspredelse.

Markedet flyttet til Bolderslev
Jo det lå tæt på Tinget, men alligevel så langt fra, at larmen ikke greb forstyrrende ind i Tingets forhandlinger. I regnvejr blev bakken forvandlet til ælte, derfor var det fornuftigt at anlægge en stenbro, der hvor teltene skulle stå. Dette marked blev senere flyttet til Bolderslev by.

Tinget flyttede
Jo, Tinget blev holdt i skellet mellem Bolderslev og Uge, ved herredsgrænsen mellem Rise og Lundtofte herreder og ved den gamle adelvej.
Dette bekræftes af den gamle beretning af præsten m.m. Niels Heldvad i 1638, ca. 100 år efter Tingets ophør. Han siger, at Tinget lå syd for Roldsted.
Kasper Dankwert skrev i 1648 i Landesbeschreibung af 1648, at Tinget lå ved Toldsted, østen for vejen ved skoven på den frie mark. Toldsted var på det tidspunkt det nærmeste kendte sted ved Adelvejen.
Her på bakkedraget lå Tinget højt hævet over det falde landskab i ly af skoven, hvor alle de gamle veje og stier stråler ind mod. Her har man fundet hestesko af køre – og rideheste. Her var også rindende vand tilstede til vederkvægelse for folk og fæ.
I den første periode holdtes Tinget på Løgpold på den kongelige jord, det fredhellige sted. I den sidste periode blev det holdt på Trollycken.

Danmarks konger mødte sønderjyderne
Tænk her mødtes Danmarks Konger med den sønderjyske befolkning gennem fem århundrede.

Motiv på Nødpengeseddel
I 1919 blev der fremstillet nødpenge i Uge med motiver af landstinget på Urnehoved på forsiden. Det var den daværende tyske præst, pastor Schumacher, der var initiativtager til dette. Han sagde meget rammende:
– Intet Sogn i Landsdelen har et så gammelt historisk Motiv.
Det er sikkert mange, der er uenige i overnævnte stedfæstelse af Urnehoved Ting.

Kilder:
– Se Litteratur Aabenraa
– Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
– Sønderjysk Årbog (diverse udgaver)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Tinglev og omegn dengang
– Hærvejen i Sønderjylland
– Sønderjyllands Historie indtil 1200
– En tolder – familie fra Hærvejen
– Adelslægten, der uddøde
– Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
– Bylderup Sogn
– Hærvejen til grænsen og meget mere

En adelsborg ved Tørning
Ved Tørning lå vel nok den største borg i Sønderjylland. Den havde sin storhedstid og meget magt blev udbredt herfra. Her sad den berygtede familie Lembek og her residerede familien Ahlefeldt. Kigger man på borgens historie, ja så bliver man i den grad involveret i hele Sønderjyllands historie. Flere gange forsøgte den danske konge at inddrage borgen. Og familien Lembek blev godt sur på Kong Erik, at de atter engang tog grevernes parti. Der har været gang i Sønderjyllands historie.

Et imponerende levn
En af Sønderjyllands største og mest imponerende levn fra adelvældets store tid finder vi ved Tørning. Ja for dem, der ikke er helt inde i geografien, så befinder vi os i det gamle Haderslev Amt. I dag er det nu ikke meget tilbage.

Et bjergslot
På stedet lå en borg i anselige dimensioner, ca. 200 meter lang i nordvest – sydøstlig retning og ca. 150 meter bred på den anden led. Casper Danckwerth har givet udtryk for størrelsen:
– Borgen har efter de Tiders Maade været godt befæstet, og fordi det laae paa et høit Sted, hvor Sporene deraf endnu sees, er det blevet kaldet et Bjergslot.

Lokalbefolkningen brugte murbrokkerne
I grunden er det forbavsende lidt, der er bevaret af dette vældige borganlæg. Det er ikke meget, der vidner om en længst forsvundet fornemhed. Man har fundet rester af søjler af gotlandsk kalksten. Mon ikke lokalbefolkningen har brugt en del af murbrokkerne fra ruinerne selv.

Tilbage til 1331
Navnet Tørning eller Tørninghus dukker ofte op, når man dykker ned i middelalderens historie. Borgen har haft en central betydning for den nordlige del af Sønderjyllands historie.
Ja vi skal helt tilbage til 1331, hvor vi første gang hører om Tørning. Her slutter en holstensk væbner Henneke von Hummersbüttel et forlig med den schauenborgske greve, Gerhard den Tredje. Danskerne kendte denne under navnet Grev Gert eller Den kullede greve.

Vigtigt at have magten
Herremændene med deres svende søgte at stadfæste deres magt ved at befæste deres gårde med voldanlæg og bolværk. Gårdene blev også forsynet med stærke mure og stentårne. Dem, der beherskede borgene, beherskede også magten i Danmark. Dette gjaldt i høj grad for Tørning. Havde man magten her, kunne man også beherske hele omegnens vejsystem, og da først og fremmest den nord – sydgående trafik ned gennem landsdelen.

Den kullede Greve
Det var derfor nødvendig for Grev Gert, at få kontrollen med Tørning. I forvejen havde han et fast greb om Nørrejylland og Fyn. Sammen med sine holstenske stormænd og med støtte blandt de adelige i Nørrejylland var der i sommeren 1326 lykkedes ham, at få sin mindreårige nevø, den kun 10 – årige sønderjyske hertug Valdemar V. Eriksøn gjort til Danmarks konge, som den tredje af navnet Valdemar.
Som tak for hjælpen lod han sig arveligt forlene med hele hertugdømmet Sønderjylland fra Ejderen til Kongeåen og Kolding Fjord.

Ville have Sønderjylland til Holsten
Meningen med dette var åbenlys. Grev Gert ville løsrive hertugdømmet fra kongeriget Danmark til Holsten. Han ville derefter give de holstenske stormænd forskellige pantelen rundt omkring i Danmark og i hertugdømmet Sønderjylland.
Dannelsen af pantelen blev katastrofal for Sønderjylland.

Henneke von Hummersbüttel
Den før nævnte væbner, Henneke von Hummersbüttel havde fået overdraget Hindsgavl og hele det vestlige Fyn som pantlen. Men han havde følt, at det var lidt langt fra sin hjemstavn og faren for oprør blandt danske væbner og bønder lurede hele tiden.
Aftalen med Grev Gert i 1331 gik derfor ud på, at greven skulle overlade Henneke von Hummersbüttel:
– Borgen Tørning med hele fogderiet, samt halvdelen af kirketienden fra hele det sønderjyske område, dersom Hindsgavl skulle blive ham afvundet.

Det blev aldrig en aftale
Som panteherrer på Tørning sad dengang to andre af grev Gerts våbenføre mænd, nemlig ridderne Hartwig og Claus Reventlow. Disse to forpligtede greven sig at købe ud, såfremt at aftalen med Henneke blev gennemført.
Men aftalen kom aldrig i stand. Henneke von Hummersbüttel nævnes endnu i 1348 på Fyn. Meget tyder på, at han gik i Valdemar Atterdags tjeneste. I 1359 nævnes han som død.
Hartwig Rewentlow hører vi om i hele Grev Gerts tid. Claus Rewentlow er muligvis ham, der i 1348 bliver nævnt som Slesvig Domkapitels kanniker.

Hertug Valdemar havde ingen magt
Den unge hertug Valdemar måtte allerede i 1330 opgive sin kongetitel. Han opholdt sig derefter på Tørning. Herfra udstedte han et frihedsbrev til Løgum Kloster. Men det var stadig Grev Gert og hans mænd, der havde den reelle magt.

Mordet på Grev Gert
Men i foråret 1340 var Den Kullede Greve – Grev Gert blevet myrdet. Og det blev den sønderjyske hertug Valdemar, der kom til at betale for Niels Ebbesøns blodige dåd. Greverne overlod hertugen Nørrejylland for 42.000 mark lødigt sølv. Til gengæld skulle han så overlade dem hele Sønderjylland.

Borgen pantsat
Borgen Tønning med Staden Haderslev og hele det tilliggende fogedi skulle hertugen pantsætte til greverne for 10.000 mark lødigt sølv. For samme beløb blev Tønder pantsat. Hele Sydslesvig bortset fra Gottorp med Dänischwohld og med stæderne Eckernförde, Slesvig og Flensborg blev ansat til en sum af 12.000 mark lødigt sølv.
Videre blev der foreskrevet, at hertugen, når han ville indløse de sønderjyske panter, så skulle han først indløse Tørning, derefter Tønder og først til sidst Gottorp.

Nærmest som nutidens grænse i 1350
Valdemar Atterdag havde ægtet hertugens søster og derved modtaget den nordligst del af Nørrejylland. Takket være kongens ihærdige arbejde lykkedes det at få resten af Nørrejylland indløst, og snart blev Tørning og Tønder også indløst. Og omkring 1350 kom grænsen mellem de holstenske grevers og hertugens del af Sønderjylland nærmest til at svare til vores nuværende grænse.

Claus Lembek
Antagelig har hertugen slået en af sine nærmeste rådgivere, Marquard Wulf til ridder mellem 1338 og 1340. Og måske har enken efter denne rådgiver bevaret magten på Tørning ved at indgå ægteskab med den meget berygtede og sagnomspundne Claus Lembek. Vi skal grave i Holstenerpræstens Krønike:
– Dengang (på Valdemar Atterdags tid) var der i Jylland en adelige frue på borgen Tørning, som ægtede en holstener ved navn Claus Lembek. Denne frue havde som enke ved ægteskabsbrev mange godser, som hun ikke kunne forsvare, derfor tog hun den mægtige mand til ægtefælle. Da denne Claus Lembek ville besøge sin hustrus undersåtter, fandt han, at de alle var modvillige og ringeagtede hans befalinger, endog på den måde, at de heller ikke ville ham herberge. Da han var kommet tilbage til sin hustru, åbenbarede han hende, hvorledes der var gået ham. Hun svarede: ”Jeg er en kvinde, jeg kan berede bordet, og hvad dertil hører, og det i rigelig mængde. Se til, at I skaffer et langt og bredt bord, og vend nu tilbage til Eders undersåtter. Thi ordet går, at de danske bønder ikke tager imod få, men mange er de nødt til at tage imod, når de optræder med magt! Derfor hidførte Claus Lembek fra Holsten mange rustede svende, og da tog hans bønder imod ham.
Omkring 1351 skulle der i forbindelse med Valdemar Atterdags indfald i Sønderjylland have været tale om kampe ved Tørning. Kongen forsøgte at belejre borgen, men måtte opgive, da der kom hjælp fra Grev Claus.

De indesluttede var ved at opgive
Sagnet fortæller, at de indesluttede på Tørning var ved at opgive, da de kun havde en eneste ko tilbage. Men de lod den beklæde med forskellig skind, så kongen ikke skulle vide, hvor alvorlig situationen i virkeligheden var.

Claus Lembek var med i alt
Claus Lembek var med i alt, også da der blev sluttet fred med Valdemar Atterdag i 1360 i Kalundborg. Sidste gang han omtales i et brev er i et brev i 1368, hvori han som slotshøvedsmand på Riberhus sammen med sine to sønner, væbnerne Henneke og Wulf Lembek udsteder et skyldnerbrev på 80 mark sølv til en navngiven Ribe – borger.
Han var en virksom mand ud over de sædvanlige. Ham og konen kunne heller ikke finde ro i deres grave. De havde et kobbel glammende sorte hunde, der altid var klar til at gå løs på hovbønderne.
Sønnen, Henneke havde arvet sin fars ”storhed”
Sønnen Henneke havde arvet noget af sin fars storhed. Men modsat sin far koncentrerede han sig om sin hjemstavn. Da Valdemar Atterdag i sine sidste leveår forsøgte at skaffe sig herredømmet over Sønderjylland satte Henneke sig modværge. Atter engang blev Tørning belejret.

Danskerne blev jaget på flugt
Det var i 1372 og den Lübske Krønike fortæller, at kongen havde 500 mand med sig. Men Henneke kunne med sine kun 60 mand jage danskerne på flugt. Meget tyder på, at de havde skydevåben med sig. Man ved, at der blev anvendte krudt i forbindelse med kampen om Gram, som var i kongens hænder. Det var måske første gang i Nordens historie, der blev anvendt krudt i forbindelse med krigshandlinger.

De Holstenske grever tog for sig
Valdemar Atterdag døde pludselig i 1375. Det var samme år, som hertugslægten uddøde. Nu opstod der en helt ny situation i grænselandet. Ingen kunne forhindre de holstenske grever i at bemægtige sig den nordlige del af hertugdømmet. Og deres landsmænd på de største gårde bakkede dem op.

Et åbent slot
Vi ved, at Lüder Lembek på Søgård lovede at holde sin borg som grevernes åbne slot. Også hans slægtning på Tørning stod bag de holstenske grever. I 1376 var Henneke Lembeck, en af de stormænd, der bakkede op om hertug Albrecht af Mecklenburgs krav på den danske krone. Ved den lejlighed blev Henneke omtalt som høvedsmand på Riberhus, som hans far tidligere havde været. Samme år udsendte han et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster. Dette gjorde han i sin egenskab som borgherre i Tønder. Samtidig blev han ejer af Trøjborg, efter at hans navnebroder, en søn af Lüder Lembek til Søgård, var afgået ved døden.

Yderligere besiddelse
Henneke Lembek havde på kort tid fået store besiddelser og meget magt i det sønderjyske. I løbet af et par år fik han også Varde Slot med hele Varde syssel som pant. Da panttiden udløb overlod Dronning Margrethe ham det på tro og love. Han skulle først udlevere det, når det forlangtes.

Stod i tjenestelig forhold til to sider
Problemet for Henneke Lembek var, at han stod i tjenesteforhold til to sider, den danske kongemagt og de holstenske grever. Han måtte som høvedsmand titulere Dronning Margrethe med min Frue. Men han var også hertug – grevens mand i flettoget mod ditmarskerne i 1404. Sammen med andre slesvig – holstenske stormænd måtte han bøde med livet. Også hertug – greven Gerhard den Sjette måtte bide i græsset efter fiaskoen i Ditmarsken.

Trøjborg solgt
Som mere eller mindre selvbestaltet formynder for den faldne fyrstes børn, skaffede Dronning Margrethe sig efterhånden lidt efter lidt herredømmet over alle slotte fra Haderslev over Aabenraa til Flensborg. Under dette fremstød synes dronningen at have fået støtte hos den nye borgherre på Tørning, Hennekes søn, Claus Lembek (sønnesøn af den sagnomspundne Claus Lembek). I 1407 solgte han dronningen, Trøjborg, som hun igen pantsatte til Ribe – bispen, hvorved dette godsdistrikt kom ind under Kongeriget, som en del af de Kongerigske enklaver.

Claus Lembek repræsenterede dronningen
Ved en aftale i Kolding i 1411 repræsenterede Claus Lembek dronning Margrethe og hendes adoptivsøn Erik af Pommern, mens Erich Krummendiek til Rundhof i Angel mødte som repræsentant for enkehertuginde Elisabeth og hendes børn.
Stod på dansk side
Det var to af de fornemste repræsentanter for Sønderjyllands del, der mødtes. Men de var kendt for, at være bitre fjender. Som kongemagtens mand havde Claus Lembek udplyndret nogle af Erich Krummendieks undergivne på Tønder – egnen. Han havde ligeledes forgæves forsøgt at indtage enkehertugindens slot i Sønderborg. I striden med holstenerne stod han helt og fuldt på den dansk – nordiske kongemagts side.

Piben fik en anden lugt
Endnu i 1443 nævnes Claus Lembek på danehoffet i Nyborg som en af kongens mænd. Men snart fik piben en anden lugt. I de nordlige egne af Sønderjylland havde Konge Erik indsat sine egne amtmænd. Hovedparten af disse var stormænd fra Kongeriget.

Chikaneret af kongen
Claus Lembek kaldte disse for landsfremmede og følte sig forurettet. Måske havde dette været hovedårsagen til bruddet med kongen. Mange af hans fæstere på hans strøggods ud over landsdelen var atter og atter blevet udsat for voldshandlinger fra disse mænds side. Snart følte Claus Lembek, at kongen ville ham til livs. Efterhånden blev diverse len frataget ham. Men den værste krænkelse var nok, at kongen havde fremsat den påstand, at han ikke var Henneke Lembeks søn. Og det som måske var det allerværste var, at hans fjende Erich Krummendiek forlod holstenernes sag og tog parti for Kong Erik.

I 1421 kom bruddet
I 1421 kom bruddet. Den 5. april lod Kong Erik Claus Lembek stævne for sig ved to af sine væbnere, en handling, der dels foregik på Gram herredsting, hvortil Tørning jo hørte. Og dels ud for brofjælden til hans borg. Denne stævning gav anledning til, at Claus Lembek udfærdigede et brev mod kongen med klage over den behandling, som han havde været udsat for.
Dette brev fremlagde han under fredsforhandlinger ved Fehmernsund. Claus Lembeks sag var dermed blevet en del af det store opgør mellem Danmarks konge og enkehertuginde Elisabths tre sønner, Heinrich, Adolf og Gerhard, der nu var blevet voksne.
Men det hele endte med, at Claus Lembek opsagde troskaben til den danske konge, og han blev modtaget med åbne arme af de holstenske grever.
Nogle uger senere, pantsatte de som hertuger af Sønderjylland Gram, Hviding, Frøs og Kalslund herreder til Claus Lembek for 3.500 mark lübsk.

Kong Erik stræbte Hr. Claus efter livet
Der gik rygter om, at Kong Erik stræbte Hr. Claus efter livet. Og det var da også Kong Eriks største ønske at erobre Tørning. Men holstenerne lod ikke Claus Lembek i stikken. De sendte derfor i 1422, lige så snart vejret tillod det en hærstyrke til undsætning, og den fulgte naturligvis Hærvejen. De danske styrker forsøgte, at standse holstenerne ved Immervad, men forgæves. Tørninghus var atter engang reddet.
Hanseaterne støttede nu også holstenerne. Det betød at de kongelige styrker nu endelig måtte vige.

Ahlefeldt overtager Tørning
Efter Claus Lembeks død blev hans udstrakte ejendomme af de holstenske grever overdraget til hans svoger – eller måske snarere hans svigersøn – Heinrich Ahlefeldt. Denne overdragelse fandt sted i 1428. Pantesummen for Tørning len var blevet forhøjet med 2.000 mark ud over de 3.500, som Claus Lembek måtte udrede.
Den nye borgherre døde dog allerede et par år senere. Det blev derfor hans to sønner, Hans og Benedikt Ahlefeldt, der kom til at føre arven videre. Men dermed var Tørning også fremover en sikker borg for de holstenske grever.

Blandt de ledende
Bennedikt Ahlefeldt (den ældres) søn Claus Ahlefeldt var inden århundredeskiftet blevet gift med Anna Pogwisch, en datterdatter af Henneke Lembek af Trøjborg, og efter ham, der var Lüder Lembeks søn, arvede han Søgård, som derefter forblev i Ahlefeldernes eje til 1725.
Søgård og Tørning indgik troskab mod de holstenske grever. Det skete bl.a. i slægtskab. Den danske konges nederlag i Flensborg i 1431, betød at en af grevebrødrene, Adolf den Ottende kunne sætte sig til rette i Sønderjylland som hertug af Slesvig. Og Ahlefeldterne på Søgård og Tørning var som medlemmer af det slesvig – holstenske ridderskab at finde blandt de ledende.

Død under en pilgrimsrejse
Hans Ahlefeldt til Tørning var således til stede i Haderslev, da hertugens søstersøn, Christian af Oldenburg i 1448 forud for sit kongevalg førte forhandlinger med medlemmer af Danmarks Rigsråd. Men to år senere døde Hans Ahlefeldt under en pilgrimsrejse ril Rom.
Nu sad Benedikt Ahlefeldt alene tilbage med den kæmpe besiddelse og indflydelse. Christian den Første overlod hele Gram herred til Ahlefeldt. Dette betød med et slag, at bønderne i Gram blev adelsbønder og tjenere under Tørning.

Den gode hustru
Bennedikt Ahlefeldt døde i 1470. Han havde været gift med Dorothea Heesten, der lige som ham selv var af holstensk adel. Endnu i 1496 nævnes hun, da hun skænkede en pengesum til Haderslev Vor Frue Kirke. Hun skænkede også en betydelig sum til opførelse af et nonnekloster i Haderslev.
I ægteskabet var der syv børn. En søn, Diedrich faldt i Slaget ved Brunkenberg i 1471. Det var her, hvor Christian den Første forsøgte forgæves at få magten over Sverige. En anden søn, Benedict druknede i Elben.

Sønnerne arvede Tørning
De to sønner, Heinrich og Hans Ahlefeldt arvede Tørning. Af døtrene blev Anna gift med Hans Pogwich og bosat syd på. Salome blev gift med Henneke von der Wich, der sad som borgherre på det nærliggende Ejsbøl. Margaretha blev gift med Peter Rantzau, der var amtmand på Haderslevhus.
Hans Ahlefeldt var nok den mest frembrusende. Hans ægteskab med Elsebe Rosenkrantz skabte ham indflydelse i kongeriget Danmarks højadel.

Drikkepenge til herskabet
Ved delingen tilfaldt Haderslev amt hertug Frederik. Han har åbenbart haft et nært forhold til herskabet på Tørning. Således kan man se på efterladte regnskaber se, at han under et ophold den 11.9. 1490 havde givet borgens piger 1 Rhinsk Gylden i drikkepenge, mens jægerne havde fået 4 Skilling for at skaffe hunde til jagten.
Under et besøg i 1494 har han rigtig måttet punge ud. Således har kokken og kældersvende fået 1 Rhinsk Gylden, kammerfruen har fået 2 mark lübsk, og der var seks Skilling til portneren. Jo udgifterne under dette ophold beløb sig til 19 mark og 15 skilling.

Gang i overklassens muntre liv
Der var gang i overklassens muntre jagtliv på Tørning, dengang. Men 1494 var også et uigenkaldelige farvel til Tørning. De to brødre solgte deres arveejendom med alt tilbehør til Kong Hans for ikke mindre end 102.000 mark lübsk.
For at skaffe denne enorme sum, måtte kongen give et andet gods i bytte. Heinrich Ahlefeldt fik Pronsdorf mellem Segeberg og Lübeck. Hans Ahlefeldt fik Haseldorf med tilhørende sogne i Elbmarksen nordvest for Hamborg. Til erstatning for indtægterne fik de begge to vellønnede stillinger som amtmænd.
Ahlefeldterne faldt også i Ditmarsken
Som så mange andre stormænd faldt Hans Ahlefeldt i kong Hans og hertug Frederiks fælles krigstogt mod Ditmarsken i år 1500.
Som kongelig borg bevarede Tørning endnu sin centrale placering på egnen i endnu en menneskealder. I 1499 nævnes Claus Krummendiek som amtmand. Herefter fulgte tre personer af familien Rosenkrantz som amtmænd.

Lagt sammen med Haderslev
Ved Christian den Andens forjagelse blev Tørning len blev lagt sammen med Haderslevhus len. Efter sit giftemål i 1525 fik Frederik den Førstes ældste søn, hertug Christian begge områder til sit underhold. Residensen for det lille hertugdømme Haderslev – Tørning blev Haderslevhus.
Dette var medvirkende til, at Tørninghus blev forsømt og som følge heraf gik i forfald. Som alle middelalderborge havde også dette sted for længst mistet sin militære betydning. Christian den Tredje opholdt sig kun en enkelt gang på den gamle borg. Han interesserede sig ikke for jagt, men kun åndelig ting.

Tørning sat i skyggen
Da hans bror, Hans overtog Tørning len i 1544 sammen med Haderslev amt, blev det klart at Tørning var sat i skyggen af Haderslevhus. Kombinationen Haderslev – Tørning varede lige til hertug Hans død i 1580.
Frederik den Anden opførte Hansborg i stedet for Haderslevhus. Og i nærheden af Burkal opførte han sit jagtslot, Grøngård. Tørning fik lov til at gå sin undergang i møde. Den 9. marts 1597 nedbrændte den gamle borg. En ruin ribbet for fordums stortid, stod tilbage.

Bedre at betale afgift end hoveri?
Christian den Fjerde fandt ud af, at der flere penge i, at bønderne betalte mere i afgifter. Så de slap for hoveriet. I årene 1632 – 1633 blev stort set alt hoveriet afløst af stigende afgifter i de kongelige amter.

Under krigsødelæggelserne under Wallenstein i 1627 nævnes kun Tørning Ladegård.

Kilde:
– Anna Hude: Holstenerpræstens krønike (1903)
– J. Kinch, Ribe bys Historie og Beskrivelse 1 (1869)
– Louis Bobè: Slægten Ahlefeldts Historie 1(1897)
– H.V. Gregersen: Egnen omkring Vojens
– De Slesvigske Hertuger (2008)

Hvis du vil vide mere om: Haderslev:
– Haderslev under første verdenskrig
– Haderslev 1917 – 1918
– Haderslevs historie (3)
– Et apotek i Haderslev
– Haderslev – handel og søfart
– Haderslev – i begyndelsen (1)

Hvis du vil vide mere om Adel, slotte og borge i Sønderjylland:
– Gråsten en flig af historien
– De sidste hertuger på Augustenborg
– Margrethe den Første og Sønderjylland
– Abel og hans sønner
– Enklaverne i Sønderjylland
– Caspar von Saldern – hvem var han?
– Mysteriet i Ensted
– Brundlund Slot
– Ahlefeldt og Søgård
– Adelsslægten, der uddøde
– Adelsslægten fra Aabenraa
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Adel og storgårde i Tønder Amt
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Møgeltønder – dengang
– Trøjborg – nord for Tønder
– Schackenborg i Møgeltønder
– Tønderhus – slot, borg og fæstning
– Hertugen af tønder
– Kirker – syd for Aabenraa
– Folk syd for Aabenraa
– Hvor ligger Tumbøl?
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Frederiksberg Slot
– Akeleye – slægten 1 – 9 og mange flere