Artikler
November 10, 2015
Himmler og hans datter
Himmler fortrød aldrig det som han gjorde. Han prøvede at redde sit eget skind før krigsophør. Hitler blev rasende, fordi han forhandlede med vesten. Dönitz fik magten, og denne ville ikke vide af Himmler. Og Gertrud, datteren som i den grad blev forkælet, beundrer sin far og mener at verden har taget fejl af ham. Hun leder organisationen Stille Hilfe. Og den har Søren Kam og andre danskere haft stor glæde af. Ved grænsen hjalp Vagner Kristensen og andre danske nazister tyske kammerater til at flygte i frihed. Også kirken, Vatikanet og det amerikanske efterretningsvæsen hjalp tyske top – nazister.
Total germanisering
Heinrich Himmler var efter Hitler, den mest mægtige mand i Det Tredje Rige. Han var den drivende kraft i udryddelsen af millioner af jøder. Han udførte hæmningsløs alle Hitlers planer. Det drejede sig både om opbygningen af KZ – lejrene og gasningen af de indsatte.
Heinrich Himmlers plan gik ud på en total germanisering af de besatte områder. Hans grusomhed var frygtet i hele riget.
Russiske kilder
Der hersker usikkerhed om den nazistiske SS – chef Heinrich Himmlers sidste dage og død. Problemet er, at historikere har henholdt sig til vestlige kilder. Vi ved så meget, at han flygtede til Nordtyskland. Men russiske kilder har en anden fortolkning af hans sidste dage og død.
Himmler forsøgte vestlig kontakt
Det er almindelig kendt, at Himmler i foråret 1945 forsøgte at få kontakt med de vestlige allierede for at sikre sin politiske situation. Blandt andet havde han søgt kontakt med Folke Bernadotte, der havde erklæret sig beredt til at forsøge sig som formidler i forhandlingerne mellem Tyskland og de vestlige allierede om separatfred.
Nyhedsbureauet Reuters kunne den 28. april berette om Himmlers forhandlinger med de vestallierede. Denne nyhed gjorde Hitler aldeles rasende. Forræderen fik frataget samtlige sine poster.
Forladt føreren den 19. april
Himmler havde allerede om aftenen den 19. april forladt Berlin og efterladt Føreren i bunkeren. Sammen med Nordgruppe – Ohlendorf satte han kurs mod Flensborg. Det var det nordligste tilflugtssted for en masse ledende nationalsocialister – fem dage før den røde hær sluttede ringen om Berlin i et jerngreb.
Den 17. april havde han kontakt med svenskerne
Men allerede den 17. april skulle Himmler have opholdt sig på SS Sanatoriet Hohenlychen i Brandenburg. Det ligger cirka 100 kilometer nord for Berlin. Her stod han i forbindelse med en svensk delegation. Han forhandlede sikkert officielt om frigivelse af skandinaviske KZ – fangere. Men selv ønskede han en hurtig ende på krigen og personlig overlevelse.
Himmler opsøgte blandt andet storadmiral Dönitz i Flensborg, der dog ikke havde brug for ham.
Himmler antog ny identitet
Nu antog han sig en ny identitet, skaffede sig falske papirer lydende på navnet Heinrich Hitzinger, en sergent som Gestapo havde henrettet. Himmler havde tilfældigvis en bemærkelsesværdig lighed med denne. Han ændrede sit ydre ved at skifte sin karakteristiske frygtede sorte uniform ud med et andet antræk og anbragte en sort klap over det ene øje. Sammen med flere af sin stab vandrede han nu rundt i det nordlige Tyskland i et par uger, for så igen at sætte kursen mod syd.
Pågrebet den 21. maj
Den 21. maj blev Himmler, der på det tidspunkt kun var ledsaget af sine to granvoksne adjudanter Macher og Grothmann pågrebet sammen med disse i landsbyen Meinstadt. Arrestationen blev foretaget af to russere i en kombineret russisk – britisk patrulje på i alt fem mand på et tidspunkt, hvor briterne havde trukket sig tilbage for at drikke kaffe.
Omkring klokken 19.30 besluttede Gubarev og Sidorov sig for at køre den sidste runde omkring landsbyen. Fra udkanten af denne fik de øje på skikkelserne af tre personer, der kom ud af en skov for at passere en gade for atter at forsvinde ind i en anden skov.
Patruljen råbte de tre mand an, og Gubarev affyrede et varselsskud med sit gevær for at få dem til at gøre holdt. En af dem blev stående, mens de to andre fortsatte mod skoven.
Den ene af de arresterede viste det sig senere, var Heinrich Himmler. Han var iført en grå officerskappe, soldaterstøvler, men civile benklæder, en sort hue og over venstre øje havde en sort klap. I hænderne holdt han en stok, som han benyttede som krykke. På armen havde han et ur med kompas. Overskæget var barberet væk.
Briterne ville løslade dem
Russerne gjorde det forståeligt, at de ville se deres papirer. Tilsyneladende var de ikke i besiddelse af papirer. De blev nu ført hen til det hus i landsbyen, hvor englænderne opholdt sig. Himmler og den ene adjudant fremviste nu nogle tyske identitetspairer.
De forsøgte med fagter og enkelte brokker at fortælle, at de kom fra et lazaret. Himmler pegede på sit tilbundne øje og venstre ben samt krykken. Han forsøgte at overbevise de forsamlede, at han var syg.
Dette fik også de engelske soldater til at foreslå, at de skulle lade dem gå. Men Gubarev var af en anden opfattelse. Han insisterede på, at de blev bragt til den engelske lejr, hvilket skete.
Der var gjort en god fangst
Først tre dage efter erfarede de to russere, at de havde gjort en virkelig god fangst. Det var selveste Gestapos øverste chef, Himmler. Han var blevet ført til en anden by, hvor det under et forhør havde taget gift og var død.
Da de tre tyske fangere i to dage var blevet tilbageholdt i britisk fangenskab, uden at der var sket noget, erklærede den ene af fangerne 23. maj, at han var Heinrich Himmler. Han forlangte derefter at tale med en officer i den britiske sikkerhedstjeneste.
Himmler tog en giftpille
Den britiske officer kontrollerede rigtigheden af påstanden ud fra biografiske oplysninger. Han fandt identiteten dokumenteret. Derpå blev Himmler transporteret videre til 2. britiske arme i Lüneburg, hvor han under en kropsvisitation bed hovedet af en glasampul med cyanid, som han havde skjult i munden, hvorefter han trods ihærdige redningsforsøg fra briternes side døde i løbet af et kvarters tid.
Himmler blev hurtig begravet
Først næste dag blev liget undersøgt af en retsmediciner, hvorefter det blev brændt og transporteret til et ukendtsted på Lüneburger Heide, hvor det blev begravet.
Det forkortede referat af Himmlers sidste dage på baggrund af dokumenter fra det tidligere sovjetiske arkiv stemmer i hovedtrækkene overnes med oplysninger, som den engelske retsmediciner Hugh Thomas for nogle år siden fremlagde.
Svage argumenter fra en retsmediciner
Men Hugh Thomas sigter i sin bog mod sensationen. Først peger han og ikke uden grund på forskellige uoverensstemmelser i de britiske beretninger og hastværket med at få liget skaffet af vejen. Men så peger han på, at den person, der tog giften, ikke var Heinrich Himmler men Heinrich Hitzinger.
Men selv om Hugh Thomas er retsmediciner, så baserer hans påstande på svage argumenter. Han sammenligner fotos af en yngre levende Himmler med fotos af dennes dødsmaske, som viser ansigtet af en person med et asymetrisk kranium og en hævelse i højre side af ansigtet. Himmler havde på kendte fotos et typisk symmetrisk kranium og nul hævelse.
Liget blev opgravet et halvt år senere
Af større interesse er det imidlertid, at britisk arkivmateriale kunne tyde på, at liget af Himmler et halv års tid efter begravelsen blev opgravet for atter at blive obduceret.
Det endelige svar på det spørgsmål, må vi vente med til år 2045, hvor arkivmaterialet er fuldt tilgængelig. I mellemtiden befinder vi os så på kanten af konspirationsteorier.
Hvorfor skulle en så mægtig mand gemme sig?
Man kan så undre sig over, at en så mægtig mand som Himmler, skal gemme sig i mørke skove. Han må have kendt til Fluchtrute Nord. Gennem denne organisation er mange ledende nazister forsvundet til Sydamerika. Vi ved, at han opsøgte Dönitz i Flensborg. Storadmiralen havde fået magten og ledelsen tildelt af Hitler, men ville som skrevet ikke have noget med Himmler at gøre.
Til Malmø – gennem Danmark
Og det er da heller ikke alle, der tror, at Himmler ligger begravet på Lüneburger Heide. Vi bevæger os på kanten af konspirationsteorier. Således har Erik Søndergård brugte tre år for at finde ud af, at Himmler blev ført til Sverige gennem Danmark. Han kom til Sverige med en af De Hvide Busser den 8. maj. Det vil sige, at et vidne i Harrislee skulle have set ham blive kørt med en personbil mod den danske grænse. Turen gennem Danmark forløb planmæssigt. I Malmø kunne SS – chefen drage lettelsens suk.
Dræbt med et nakkeskud
Han blev senere overført til et militært område i det vestlige Skåne og dræbt med et nakkeskud. Det skete på en mark tilhørende den svenske krone. Her blev han også begravet. I 1968 blev hans lig udvekslet med en svensk spion.
Inden da havde Himmler boet på tre adresser. Men allerede inden 23. maj skulle han være blevet skudt.
Datteren forsvarede ham
Kun Føreren var mægtigere og mere grusom som Himmler. Men trods dette, så forsvarede Himmlers datter, Gudrun Burwitz ham. Og det gør hun stadig. Hun har passeret de 86 år. Hun bor nede syd på i en lille landsby kaldet Fürstenreid. Byen ligger lige ude for München. Hendes mand var i årevis med i ledelsen i NPD. I dag er Wulf – Dieter forfatter. Ægteparret taler sjældent eller slet ikke med journalister.
De mest grusomme bliver tilgivet
Men Gudrun taler mere i hendes organisation Stille Hilfe für Kriegsgefangene und Internierte. Selv de mest grusomme Nazi – bødler bliver tilgivet og hjulpet af denne organisation.
Gudrun blev født den 8. august 1920. Hun betragter sin far som god og værdig.
To børn uden for ægteskab
Himmler fik også en søn, Helge sammen med sin sekretær, Hedwig Potthast. Hans forhold til sin otte år ældre kone, Marga blev mere og mere kølig, da de det viste sig, at hun ikke kunne få flere børn.
Allerede i 1938 havde Himmler sin elskerinde. Med hende fik han foruden Helge også Nanette – Dorothea. Børnene fik han med Hedwig i 1942 og 1944. Der var også en plejesøn, Gerhard von der Ahé.
Gudrun mente som 12 – årig, at det blev en svær kamp
Da tyskerne gik ind i Sovjet skrev den 12 årige Gudrun til hendes far:
150 tulipaner fra Holland
Men forholdet til Gudrun var altid godt. Hun blev altid forkælet og blev endda flere gange fløjet ind fra München til Berlin. I maj 1942 sendte han datteren en masse frugt og grønt samt 150 tulipaner fra Holland.
Gurun mente, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser
Sammen med sin mor sad Gudrun fire år i fængsel i den britiske besættelseszone. Hun påstod senere, at hun skulle undgælde sin fars forbrydelser.
Himmler mente, at han gjorde det rigtige
Den 17. april skrev Himmler det sidste brev til familien. Han beskrev aldrig de forbrydelser, som han gav ordre til. Og han angrede aldrig. Han mente, at han gjorde det rigtige. Hans bror mente, at Himmlers mål var at bevise menneskets negative sider. Det var tydeligt, at Himmler var jødehader. Det blev han allerede i 1920erne.
Dømt til døden i 1948 – Først fængslet i 2000
Et eksempel på en af dem, der blev hjulpet af Stille Hilfe er Anton Malloth. Han var en brutal vagtmand i KZ Theresienstadt. Allerede i 1948 blev han dømt til døden. Indtil 1988 levede han som ganske normalt i Sydtyrol. Selv om der forelå masser af internationale arrestordre på ham og selv om de tyske myndigheder kendte hans opholdssted, kunne han leve et roligt og ubekymret liv. Gudrun sørgede personlig for ham, og han modtog offentlig socialhjælp.
Blandt de utallige som organisationen har hjulpet var også Samuel Kunz. Han havde selv myrdet utallige fanger, men ellers var han medskyldig for 400.000 død i KZ Belzec. Også Karel Faber, som stod for utallige hollænders mord hjalp organisationen med gode advokater.
Stille Hilfe sørgede for gode advokater og for at veteranerne kom på et gode alderdomshjem.
Først i år 2000 blev Malloth arresteret og idømt livsvarig fængsel. Han døde dog allerede efter to år.
Alle får udmærkelser, bare ikke Pappi
Allerede som barn var Gudrun stolt af at have en så berømt far. Hun var dog skuffet og ærgerlig over, at faderen aldrig fik nogle udnævnelser. I sin dagbog skrev hun:
Püppi eller Nazi – Prinsesse
Hendes far kaldte hende Püppi og Nazi – Prinsesse. Hun fulgte ofte hendes far på rejser. Hun var også med under et besøg i KZ Dachau. Hun skrev fuld af beundring i hendes dagbog:
Min livsopgave at stille min far i et andet lys
Da hun hørte om hendes fars selvmord brød hun fuldstændig sammen. I det eneste udførlige interview, som hun har deltaget i, sagde hun:
Endnu har vi dog ikke ses den bebudede bog, som hun gerne ville skrive.
Hun er et ikon
Stille Hilfe er i den grad knyttet til Gudrun Burwitz. Blandt SS – veteraner og heriblandt Søren Kam var og er hun et ikon. Organisationen blev grundlagt i 1951. Og det var simpelthen for at hjælpe veteraner i retssager.
Den første præsident var prinsesse
Den første præsident i organisationen var prinsesse Helene Elisabeth von Isenburg. Hun skulle forinden have udnyttet sin tilknytning til højadelen og Vatikanet til gennem den såkaldte Rattenlinie over Sydtyrol og Rom og så videre til Sydamerika. Prinsessen døde i 1974.
Kirken og Vatikanet hjalp gerne
Men allerede i 1943 blev denne flugtrute organiseret bl.a. ved hjælp af den østrigske biskop Alouis Hudal. Jo, kirken hjalp skam gerne til.
Flere gange har paven forsøgt at hindre at massemordere blev henrettet. Gang på gang har paver søgt om benådning. Det forekommer ret mystisk, men kigger man på organisationen bag Rattenlinie kan man måske bedre forstå det.
Hvad så med amerikanerne?
I 1947 udtalte en amerikansk agent:
Men den amerikanske efterretningstjeneste greb ikke ind. De brugte selv ruten. Og mange top – nazister fik også hjælp af amerikanerne til at skifte identitet. Det var blandt andet denne rute, at Adolf Eichmann og Josef Mengele brugte.
Og bag dette arbejde stod sandsynligvis også den omtalte prinsesse sammen med både den evangeliske og katolske kirke. Prinsessen arbejdede sammen med Hans Ulrich Rudel. Han skulle have skudt 519 russiske Panzer. Han blev blandt nazisterne betragtet som en virkelig helt.
En berømt/berygtet dansk flugthjælper
Over den dansk – tyske grænse kom mange eftersøgte SS’ er. De bankede på døren til det lille gartneri og nævnte så kodeordet Phalaenopsi. Ordet åbnede døren til friheden. Den unge danske flugthjælper Vagner Kristensen åbnede døren. Han havde frivillig meldt sig til SS – Division Wiking. Han hjalp sine tyske venner til næste samlingspunkt.
Vi befandt os på Fluchtrute Nord, som også involverede argentinske embedsmænd i den argentinske ambassade i København.
På denne måde blev også Johann von Leers hjulpet i frihed. I sit hjemland var han eftersøgt for ikke alene at være ansat i propagandaministeriet men også for at have deltaget i henrettelse af tusinder af jøder.
Han kom videre med skib fra Malmø til Ægypten. Der menes at i alt 100 nazister indgik i det ægyptiske sikkerhedstjeneste. Også SS – Hauptsturmführer Alois Brunner fik en ledende funktion hernede. Og senere fulgte også den danske flugthjælper Wagner Kristensen.
En stolt Vagner Kristensen
Det var sådanne historier, der blev fortalt, når de gamle SS – veteraner mødtes, når Stille Hilfe kaldte til SS – Treffen. Og her mødte Vagner Kristensen også frem. Måske mødte han nogle af de mange danskere, der ikke nåede at blive straffet i Danmark og faktisk aldrig blev det.
Slagteren fra Lyon
Erich Priebke og Klaus Barbie fik også hjælp til flugten til Sydamerika.
Denne Klaus Barbie blev kendt som Slagteren fra Lyon. Og han stod også på de amerikanske eftersøgningslister. Men uofficielt fik han løn af den amerikanske efterretningstjeneste. Han skulle blandt andet spionere i Frankrig. Men da franskmændene fandt ud af dette i 1951, opstod der ballade.
Amerikanerne gav ham nu en ny identitet og sørgede for, at han kom til Sydamerika. Men dette er nu ikke et enkelt tilfælde. Sammen med de tyske flugtorganisationer gjorde amerikanerne dette i mange tilfælde.
Amerikanerne brugte ”de store” som spioner
Der er også mange tilfælde, hvor den amerikanske efterretningstjeneste har brugt meget nære medarbejdere af Hitler, hvis det passede ind i deres formål. På den måde reddede amerikanerne dem fra en sikker dødsdom.
Således brugte amerikanerne også Reinhard Gehlen, Han var chef for den østlige afdeling af Hitlers spionagetjeneste. Ham kunne amerikanerne godt bruge i Den Kolde Krig. Så sent som i 1956 var Gehlen også aktiv i den tyske efterretningstjeneste BDN.
Til ære for de danske frontkæmpere
Det var en stolt Vagner Kristensen der i 1990erne kunne holde tale på vegne af de danske frontkæmpere ved et SS – Stævne i Ulrichsberg i Østrig. Stævnet var som sædvanlig arrangeret af Stille Hilfe. Det var også Vagner Kristensen, der i 1985 udtalte:
Dönitz hentede tusinder til Flensborg
Allerede den 1. maj 1945 overtog Dönitz ledelsen af den sidste tyske regering. Hovedkvarteret var området omkring Marineskolen Mörwik. Sportsskolen tjente som regeringsbygning. Dönitz og nogle enkelte ministre bosatte sig på damperen Patria. Albert Speer bosatte sig på Glücksborg Slot.
Men nu var det ikke kun regeringsmagten Dönitz fik tiden til at gå med. I tusindvis af nazister blev hentet til Flensborg og forsynet med falske papirer. Ved Nürnberg – processen blev han idømt 10 års fængsel.
De mest eftersøgte drog videre gennem Danmark og via Sverige til Sydamerika.
Millioner ofre på samvittigheden
I det hele talt så omtales massemordere hos Stille Hilfe som Kriegsverurteilte. Og alle disse har millioner af ofre på samvittigheden.
Stille Hilfe samlede penge ind til de brune venner og sørgede for, at der blev smuglet informationer ind i fængslerne. Organisationen forsøgte at påvirke politikere til at vise mådehold, når de skulle uddele straffe. Blandt de prominente, som støttede organisationen var blandt andet Franz – Josef Strauss. Han var formand for CDU/CSU. Også den katolske kirke, som vi her i artiklen tidligere har berettet om, støttede Stille Hilfe.
Helt i tråd med Stille Hilfe oprettede Konrad Adenauer og den tyske regering i 1950erne en Hjælpecentral, der skulle hjælpe tyske statsborgere, der var anklaget for krigsforbrydelser i andre lande. Det var helt i Stille Hilfe’s ånd. Og centralen arbejde meget tæt sammen med organisationen
En skummel fortid
I bogen Stille Hilfe für braune Kameraden stilles der spørgsmålstegn ved den tyske retssamfund. Mange af dommerne havde en skummel fortid. Og med held fik de gang på gang forhalet en oplagt sag.
Stille Hilfe bliver til HNG
Foreningen eller organisationen tæller i dag 100 medlemmer og de bliver endnu mindre. Men der er allerede sørget for en efterfølger. Den får forkortelsen HNG (Hilforganisation für nationale um inhaftierte Neonazis).
De blev brændt, på grund af smittefare!
I det hemmelige forsøger foreningen også at sprede budskabet om nazismen og man forsøger hele tiden at hverve nye medlemmer. Således har man et meget aktivt medlem, Gertrud Herr. Hun var tidligere funktionær i Bund Deutscher Mädel (BDM). Ved en forsamling i Hetendorf i Lüneburger Heide, havde hun over for sikkert ret ekstrem højre orienterede unge mennesker sagt følgende:
Er det ikke Strafbart?
Egentlig er fortielsen af Holocaust strafbart, også i Tyskland. Men åbenbart gælder dette ikke for Stille Hilfe.
Daily Mail har i en artikel en gang direkte skrevet, at Gudrun Burwitz oplærer unge højreradikale kvinder til nazisme.
Ifølge en artikel i Prawda skulle Gudrun Burwitz nu opholde sig på et alderdomshjem i München.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 149 artikler fra Besættelsestiden herunder:
November 7, 2015
Sikringsstilling Nord
Denne historie er det nok ikke så mane skolebørn, der har hørt om. Tyskerne byggede et kæmpe forsvarsværk tværs over Sønderjylland. Man begyndte i 1916, fordi man var bange for at englænderne ville gå i land. De ville hurtig ned til Kielerkanalen og spærre for de tyske u – både. Tyskerne fik etableret en forsvarslinje på 50 km. Den skulle være i tre rækker. Man brugte 2.000 straffefanger og oprettede 15 baraklejre. På Årø blev der etableret u – båds spærring. Og i Tønder blev der oprettet en luftskibsbase. Efter Genforeningen valgte man at bortsprænge forsvarsværket, men man glemte dog nogle af batterierne m.m. Disse kan i dag beskues. Andre er blevet tildækket og skjult.
De begyndte i september 1916
I september 1916 påbegyndtes sikringsstillingen af pionerer fra 9. armekorps i Altona. Den gik fra Hoptrup i øst til Rømø i vest. Stillingen blev nu aldrig gjort færdig. Men den udgjorde faktisk nok den stærkeste feltfæstning i Europa.
Tyvstart i 1915
Men allerede fra midten af april 1915 og et par uger frem rapporterede den danske generalstabs Efterretningssektion om stor tysk aktivitet på en linje fra Haderslev – Gram – Brøns. Omkring Styding og Jegerup blev der gravet skyttegrave og opsat pigtrådsspærringer. Den store aktivitet skyldtres sikkert rygter om en britisk invasion. I løbet af en månedstid var situationen igen normal.
50 kilometer lang forsvarsværk
Pionerstabens hovedkommando blev placeret i Toftlund. De militære straffefangere blev fordelt på 32 kompagnier af 250 mand.
Linjen var 50 kilometer lang og bestod af 900 bunkers og 40 batterier. Det hele var forbundet med skyttegrave og jernbaner. Her var utallige signalstationer og avancerede oversvømningsanlæg.
De svære batterier blev placeret i blandt andet Lerskov, Andholm, Strandelhjørn, Gammelskov og Drengsted. Skudvidden var på 17 kilometer. Kommunikationen i stillingen foregik med radio, telefon eller lyssignaler afgivet af karbidprojektører i et udbygget fintmasket system af højtbeliggende blinkstationer fra blandt andet Venbjerg, Stenhøj, Toftlund og Gasse Høje.
Planen var tre linjer
Går man i dag på opdagelse i den sønderjyske natur, kan man se rester af dette storslående anlæg.
Stillingen kom til at bestå af to parallelt liggende fodfolkslinjer ca. 100 – 400 meter fra hinanden. Foran stod et system af trådhegn samt lette og mellemsvære kanonbatterier.
En tredje linje var faktisk planlagt længere mod syd. Mellem de to sydligste linjer var der opstillet 8 svære 24 cm kanonbatterier fra udrangerede kystpanserskibe.
Planerne blev hele tiden ændret
I løbet af 1916 – 1918 blev konstruktionerne ændret. Ved krigsafslutningen nærmede man sig den type, der blev udviklet i mellemkrigstiden frem til Anden Verdenskrig og som blev opført langs Vestkysten i forbindelse med Atlantvold – programmet.
Der blev også bygget 50 flankeringsbunkere fordelt over hele stillingen. De var forsynet med skydeskår, og var beregnet til beskydning af fjenden i flanken (siden) med enten maskingeværer eller revolverkanoner (skudvidde ca. 2 – 3 kilometer)
2.000 straffefangere skulle hjælpe
For at bygge dette store forsvarsværk var der udkommanderet en pionerbataljon bestående af 6 kompagnier. De havde rådighed over 2.000 straffefanger. Det var både politiske fanger og egne soldater, som havde forbrudt sig mod militærets regler og boede i forskellige fangelejre.
15 baraklejre
Straffefangerne boede i 15 baraklejre spredt tværs over Sønderjylland. Arbejdet var ofte umenneskeligt hårdt. I Løgumkloster blev der i 1915 oprettet en særlig krigsfangekirkegård til de mange krigsfangere, der omkom under strabadserne. Men dette er nok ikke helt sandt, hvad der står i historiebøgerne. For til selve dette arbejde brugte tyskerne kun straffefangere.
Men disse fangere levede også et usselt og hårdt liv. Mange døde som følge af sygdomme. Ja, der registreret 71 begravelser af straffefangere i stillingsområdet. Man sandsynligvis er det reelle dødstal langt højere
Man blev aldrig helt færdig, men det var i grunden utroligt var man nåede på bare to år.
Store vej – og sporanlæg
Tyskerne anlagde cirka 10 kilometer normalspor i forbindelse med Statsbaner og cirka 40 km meterspor i forbindelse med Amtsbanerne. Desuden anlagde man tipvognsspor. Vejanlæg blev også anlagt i betydelig omfang. Ja i flere tilfælde anlagde man 800 meters tømmerbroer over bløde engstrækninger eller slugter.
Formålet var at etablere et fjernforsvar for flådebasen i Kiel og den vigtige kanal til Nordsøen.
Englænderne havde lovet franskmændene hjælp
I 1905 modtog Frankrig fra engelsk side underhåndstilsagn om assistance i tilfælde af, at skulle der opstå krig mod tyskerne ville en styrke på 100.000 englændere blive landsat i Esbjerg og/eller evt. Ålbæk bugt ved Frederikshavn med det formål at erobre Kielerkanalen ved et hurtigt fremstød, hvorefter det ville være muligt at neutralisere den tyske østersøflåde ved at holde den indespærret i Østersøen.
I perioden 1905 – 1909 var der således adskillige engelske flådebesøg i Esbjerg
Tyskerne var under Første Verdenskrig vel ikke helt ubegrundet bange for en britisk invasion på den jyske vestkyst. Og man kunne vel ikke undvære så meget mandskab til at forsvare sig mod briterne. De tyske soldater var travlt beskæftiget ved begge fronter. Ja selv en krigserklæring fra Holland og Danmark var man bange for.
Uindskrænket u – bådskrig mod alle
Den engelske flådeblokade var blevet en alvorlig belastning for tyskerne.
Allerede i 1916 besluttede den tyske hærledelse at iværksætte uindskrænket ubådskrig mod Storbritannien. Den påbegyndtes i februar 1917 og gik ud på uden varsel at sænke alle skibe uanset om de var allierede eller neutrale i farvandene omkring Storbritannien. Men de nøjedes nu ikke kun med dette farvand.
Andre forsvarsværker
Til kontrol med minefeltet i Lillebælt, blev der på Årø etableret en spærring for ubåde, bevogtet af et 10,5 cm kanonbatteri umiddelbart syd for Årøsund.
Zeppeliner i Tønder
Lige nord for Tønder blev der i løbet af de første krigsår anlagt en base for luftskibe, der efter konstruktøren kaldtes Zeppeliner. I 1916 udvidede man med et brintgasværk og en base for Albatros – maskiner, der skulle tage kampen op mod engelske jagerfly, hvis de vovede sig så langt. Men det gjorde de, den 19.juli 1918, hvor de kastede bomber over basen. To af de tre haller blev ramt, ligesom to luftskibe udbrændte. Du kan læse andet steds her på siden om dette angreb. Efter den tid blev basen kun anvendt som nødhavn for de tyske zeppeliner.
Toska var den største af hallerne, ja det var Nordens største byggeri. Den havde en længde på 242 meter, 73 meter i bredden og 42 meter i højden.
På basen var der normal ca. 500 soldater.
Kun et enkelt regiment tilbage
Bemandingen af Sikringsstilling Nord blev aldrig rigtig iværksat. Særlig på vestfronten var der brug for mandskab.
Ved krigens slutning var der kun en enkelt kavaleriregiment dragoner tilbage. Deres opgave var hovedsagelig at tilse anlæggene. I månederne efter våbenhvilen i november 1918 tog også disse syd på. I 1919 kom der arbejdshold fra Krupp – fabrikkerne og afmonterede de store kanoner og jernbanespor.
Man valgte at sprænge
I løbet af 1923 – 26 valgte man at sprænge så mange anlæg som lodsejerne og omstændighederne tillod. Ved våbenstilstanden at tage deres materiale med eller at destruere det. Også nedbrydningen af luftskibshallerne skete under kontrollerede former. Det var den såkaldte Militære Kommission, der varetog dette. Og det skete under fransk ledelse. Egentlig burde der et eller andet sted ligge en masse materiale om forsvaret, men tyskerne ville ikke rigtig udlevere noget, dengang.
Og der findes ikke ret meget historisk materiale omkring denne Forsvarsvold.
Mellem 1922 og 1925 blev det meste af forsvarslinjen fjernet af danske ingeniørtropper. Men enkelte steder kan forsvarslinjen tydelig ses. De bedst bevarede bunkere ses ved Arnholm syd for Hovslund, Gammelskov sydvest for Bevtoft, ved Rugbjerg og Strandelhjørn.
En bunker midt i Arrild Ferieby
Midt i Arrild Ferieby blev der i vinteren 2010 – 11 udgravet den specielle bunker Elfriede. Over begge indgange er indridset årstallet 1917. Bunkeren måler ca. 5 x 15 meter og er udstyret med kraftige jernhængsler og øskener ved indgangene så de har kunnet låses udefra. Hvad bunkeren var udtænkt som, vides ikke. Måske var den beregnet som depotrum. I krigstid kunne den fungere som en stor mandskabsbunker.
Bunkeren, der lå i 2. skyttegravslinje er forsynet med geværhuller.
Forsvarsværk i glemmebogen
Og egentlig gik dette forsvarsværk så i glemmebogen. Og det er vel ikke ret mange skolebørn, der har fået noget at vide om dens eksistens. Men så tog ingeniør Mogens Scott – Hansen fat. Frem til midten af 1970erne har han fået kortlagt og tegnet resterne af Sikringsstilling Nord. Den fynske ingeniør fra Danfoss havde allerede som 12 – 13 årig været ude for at kigge på anlægget.
Et halv snes år brugte han hele sin fritid på at kortlægge anlægget. Hele 700 sønderjyder med kendskab til anlægget fik besøg af fynboen.
Hvad kan man se i dag?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se
November 7, 2015
Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
Kommer Danmarks ældste adelsslægt fra Bolderslev? Og egentlig ved vi ganske lidt om de første Snubbe og Urne. Men de to familier kendte hinanden. Det viser en episode efter et testamente af Knud Snubbe. Denne ville Jens Urne ikke godkende. Men egentlig gik voldgiften ham imod. Var det fordi han skyldte Knud Snubbe penge? Vi gengiver testamentets ordlyd, og egentlig stiller vi flere spørgsmål end afgiver svar.
Storbønderne Snubbe og Urne
Det var ikke kun familien Ahlefeldt, der var store grundbesiddere i Sønderjylland. Længe før, var det storbønderne Snubbe og Urne.
Urne – slægten fra 1321
Spændende er set om det er den samme slægt, som vi kender fra Sjælland. Her nævnes Urne – slægten fra 1321. Ja faktisk er det Danmarks ældste adelsfamilie. Navnet er også knyttet til Sønderjyllands gamle landsting, Urnetinget. Og her peges der på syv forskellige placeringer.
Et gammelt Testamente
Knud Snubbes navn nævnes i forbindelse med et testamente, der kan dateres til tiden 5.12. 1279 til 11.10.1283. Testamentet opgives til at være beseglet af udstederen, sognepræsterne Hr. Svend i Bulderop og hr. Thyge i Uge.
I dette testamente betænkes en række kirker og kirkelige institutioner og personer med pengegaver. Også klostret i Løgum med jordegods i Bolderslev og Urne fik gaver.
I Dansk Adels Årbog fra 1904 tales om en forsvundet landsby Urne. Indrømmet, dette kender undertegnede ikke noget til.
Bjolderup Stenen
Vi kender Bjolderup – stenen, der fortæller:
Stenen kan dateres til 1200 – tallet.
Knud Snubbe’ s søn
Ifølge testamentet havde Knud Snubbe en søn, ved navn Mathæus (Mads)(Matthias). Han skulle efter sin far arve tre ottinger skov i den vestlige del af bolet Haldensbol på Bolderslev Mark.
Klosteret i Løgum fik tildelt tre ottinger i samme bol mod øst. Tre ottinger i Ættersbøl, som ligger vest for Haldersbøl, samt hele Knuds skov i Urne.
Tre slægter ved navn, Snubbe
Hvem Knud Snubbe var vides ikke. Hvor han har haft sæde vides heller ikke. Adelsårbogen fra 1918 opfører tre slægter af dette navn, to fra Sjælland og som tredje – den sønderjyske, der uddøde først i det 16. århundrede. Slægten synes, at have haft en murtinde som våben.
De bedst kendte slægter af navnet Snubbe var egentlig en slægt, idet de var forbundet på spindesiden. De hørte begge hjemme på Sjælland. De førte i deres våben to vesselhorn og havde for de ældste familiemedlemmers vedkommende forbindelse med Hvide – slægten.
Den sønderjyske Snubbe – familie ikke så kendt
Den sønderjyske Snubbe – familie er mindre kendt. Om det er denne slægt, der senere har boet på Brødsgård i Harte Sogn, Brusk Herred i Vejle Amt, kan ikke bevises men heller ikke afvises.
Knud havde som anført en søn, Mathæus. Hans hustru som overlevede ham, hed Crystina (Kristine). Det er påfaldende, at det ikke er hustruen, men Knuds mor, som ikke nævnes ved navn, der tildeles rådighed over boet.
Jens Urne protesterer mod testamentet
Det synes heller ikke at være et slægtsskab mellem slægterne Snubbe og Urne. Af sidstnævnte kender vi Ketil Urne og Johannes (Jens) Urne, som protesterede mod Knud Snubbes testamente. Til sidst fik han den jord i Bolderslev som Løgum Kloster skulle have haft ifølge testamentet.
Mystik om jordstykket
Det er noget mystik om dette jordstykke. Urne afledes ofte i formerne Ure, Ore og det anvendes om skovstrækninger. Det var derfor Ketil og Jens Urne, som var knyttet til stedet. Så er spørgsmålet, hvorledes det er gået til, at Knud Snubbe har kunnet testamentere Urne – slægtens jord i Bolderslev til klostret i Løgum?
En mærkelig afgørelse
Voldgiftsdommen af 2.6.1290 går ud på, at Jens Urne stilles over for valget, enten at modtage 100 mark af klostret og da afstå fra videre forfølgelse eller at få den omstridte jord og at betale munkene 500 mark.
Denne afgørelse synes mærkelig, og man har med rette ment, at der måtte ligge noget bagved, som ikke fremgår af de bevarede breve. En mulig forklaring er vel denne, at Knud Snubbe har lånt et medlem af Urne – slægten penge og fået jordegodset i pant. Det ville da være de 500 mark, som Jens Urne skulle betale. Jord og skov har rimeligvis været mere værd, og klostret skulle derfor, hvis Jens Urne gav afkald på jordegodset, erlægge 100 mark til udligning.
Hvad er en bol?
Det er ingen tvivl om, at de to bol, som nævnes, Haldensbol og Ættebold, har været agerbol, det ene med skov. Begrebet bol er det ikke fuld enighed om. Men man kan vel slå fast, at bolet er jordenheden, der må regnes med i den ældste landsby.
Forskerne er enige i, at den enhed, som ottingen er en ottende del af, er og kun kan være bolet, og at otting og mark guld er forskellige navne på samme størrelse, idet bolet også bestod af 8 mark guld.
Men bol var sikkert noget andet i Knud Snubbes dage end på udskiftningstiden, for ikke at tale om en endnu senere tid. Bolsmanden er fra at være storbonde, dernæst i den tid, vi har sikre vidnesbyrd fra, at have det samme som bonde i modsætning til kådner.
Hvad stod det egentlig i Testamentet?
Men hvad stod der egentlig i dette testamente. Det er ganske interessant. Her er det så nogenlunde oversat til nydansk:
Ribe, 5. december 1279 – 11. oktober 1283
Et våben eller tegn i Hjordkær Kirkebog
I Bjolderup Sogns Historie er ud fra Urne – slægtens våben og visse tegn i Hjordkær ældste kirkebog draget den slutning, at jorden omkring Toldsted muligvis har tilhørt slægten Urne. Men denne teori skal nok tages med alle mulige forbehold.
I Hjordkær kirkebog er angivet en fugleklo.
I denne kirkebog er også anført andre mærker. Således er der ud for vielser tegnet en blomstervase. Ved et drab findes ude i marginen et sværd.
Der er tegnet fugleklo uden for slægten Arnkiel på Toldsted. Det var sognets prominente slægt. Og på en eller anden måde, har præsten ønsket et særmærke.
Men tolder – familiens våbenmærke lignede i den grad Urne – familiens våben.
Og man kan vel næppe forvente, at præsten har vidst, at det var her at Urne – slægten besad jord flere hundrede år før. Men var tolderfamilien Arnkiel en gren af Urne – slægten?
Urne – slægten repræsenteret i andre adelsslægter
Urne – familien kan først følges med sikkerhed fra Ridder Niels Urne, som levede i 1380. Det spændende er, at adelsfamilierne giftede sig ind i hinanden. Og medlemmer af Urne – familien har giftet sig ind i blandt andet Akeleye – slægten. Åbenbart er de også i familie med Snaff – slægten fra Emmerlev – egnen.
Adelsslægten Ulfeldt’ s våben består af en halv ulv og en halv ørn. Men egentlig var det medlemmer af Urne – familien, der startede denne slægt. Og da vi i en artikel fortalte, at Urne – slægten var uddø i 1903, var der en person af Akeleye – familien, der protesterede. For tag en gang at læse de ni artikler, som vi har om denne adelsslægt, ja så har Urne – familien også blandet sig her.
Og kig en gang hos adelsslægten Strange. Deres våbenskjoldbrugte også i deres våben en ørn, der blev til en ørneklo lige som hos Urne – slægten. Det er ikke en tilfældighed.
Danmarks ældste adelsfamilie?
Nu er Den Gamle Redaktør her ikke slægtsforsker, men det kunne være interessant, at få koblet den sønderjyske del af Urne – slægten til den sjællandske, for så er Bolderslev – slægten, Danmarks ældste adelsfamilie. Ja de nævnes første gang i 1321 på Sjælland.
Urnetinget
Navnet Urne er selvfølgelig knyttet til Sønderjyllands gamle landsting Urnetinget. Men egentlig er vores viden også her, stærkt begrænset. Første gang omtales stedet som efter afholdt ting i forbindelse med Svens Estridsens død i 1074 i Søderup. Og det er i Knytlingasagaen. Ifølge Saxo lod Harald Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer.
Læs ellers vore artikler om Urnehoved, der fungerede som Sønderjyllands landsting indtil 1523.
Hvis du vil vide mere: Læs
November 3, 2015
Tro og Overtro i Rørkær
Troldebogen Cypranos var flittig anvendt, og troen på bogens magt levede i mange år. Helligvandskilden helbredte mange. Og det ganske vidst. Den var et sandt tilløbsstykke. Undersøgelser i 1927 viste, at vandet var meget radiumholdigt Amuletter blev flittig brugt. Ja man kun også gå rundt med en kartoffel eller en knogle. Også Korsvejen ved Rørkær spillede en rolle på Skt. Hans aften. Urter, salver og drikke kunne også have en helbredende virkning. Den 21. februar blev der afbrændt fakler og sat ild i halm på Hybjerg.
Afbrænding af fakler og Halm på Hybjerg
Skoleungdommen afholdt en stor fest, samtidig de afbrændte fakler den 21. februar på Hybjerg. Et helt læs halm blev samlet hos bønderne, og så blev det ellers samlet til et stort bål. Dette blev så antændt om aftenen. Det var et prægtigt syn og kunne ses viden om.
Efter festen drog alle børn i sluttet trop syngende danske sange hjem. Jo det var i 1880erne. Skikken blev kaldt Svi æ vinter a æ by.
Urter, salver, krydderier og drikke
Forskellige urter, som var beskrevet i gamle husråd mod diverse sygdomme blev samlet. Sank Hans nat blev alle urter sat op under bjælken. Det var nemlig en almindelig tankegang, at legemlig skrøbelighed af forskellig slags var påført mennesker eller dyr ved trolddom. Modforholdsregler fungerede bedt Sankt Hans nat.
Der fandtes mange salver, drikke og krydderier, som ved en stærk tro kunne helbrede. Rester af denne overtro findes stadig.
Rester af hedensk tankegang
En mand i Rørkær havde det uheld, at der døde flere dyr. Manden rejste til den kloge mand i Lillehorn (Sydslesvig) for at få besværgelse for den trolddom, en mand fra byen havde indgivet hans dyr.
Manden, som var mistænkt var nu for resten almindelig bekendt for ikke at være af de bedste. Han var faktisk ikke vel set i staldene. Det var rester af gammel hedensk tankegang i en oplyst by.
Ved en korsvej
Når man søgte råd for sygdomme og alt ondt var der visse stunder, hvor midlerne virkede kraftigere. Imellem Rørkær og Jejsing er en korsvej, hvor før i tiden mange søgte hen særlig Sank Hans aften for at søge råd mod sygdom.
Amuletter
Et middel mod sygdom var også amuletter.
Kromanden Rudolf Nissen gik helt ind til sin død med en lille rund knogle i lommen mod gigt, andre med en kartoffel eller et stykke svovl. På et tidspunkt var Voltakorset meget almindeligt.
Mirakler ved Helligvandskilden
Bortset fra alt dette, var det dog mest Helligvandskilden ved vejen på bakken efter Tønder, der blev besøgt.
Her søgte mange tusinde særlig Sankt Hans aften tilflugt for helbredelse. Folk havde den stærkeste tro på, at vandet fra denne kilde havde helbredende kraft. Det er særlig helbredelser for febersyge, der fortælles om.
Men der sandelig også sket mirakler. Således beretter amtmanden i Tønder von Königstein den 15. august 1703 til den Gottorpske regering om et mærkeligt mirakel fra kilden:
Amtmanden fortsætte med, at han har sat en vagt ved kilden, for at få konstateret flere af sådanne tilfælde osv. Som nævnt havde folk en stærk tro til dette vand. Endnu sidst i 1800 – tallet havde folk en stærk tro til dette vand.
Undersøgelser 1927: Det er ganske vist!
I 1927 blev vandet kemisk undersøgt, og det viste sig, at vandet var radiumholdigt. Et sygehus i Schweitz svarede, at vandet var meget virksomt mod feber. Så måske er de gamle fortællinger ikke bare myter.
Hvordan kilden har det nu vides ikke. Det er efterhånden en hel del år siden Den Gamle Redaktør her på siden har været forbi. Men redaktøren er inviteret til at holde foredrag i nærheden, så måske en dag kunne man måske dyppe fødderne eller hænderne i kilden.
Troldebogen: Cyprianus
Dengang havde man også en troldebog, der blev kaldt Cyprianus. Den var skrevet med røde bogstaver. Det stod i den, at
Den rigtige Cyprianus kendes fra det 16. århundrede og indeholder væsentlige anvisninger på at besværge ånder.
Trykte eksemplarer kendes først 100 år senere. Omtrent hver side indeholder farvelagte magiske figurer. Foruden at være håndbog i magi og åndemaning giver bogen anvisning på – med og uden Djævlens Hjælp, at udføre forskellige nyttige kunstner såsom:
Endelig kan man ved hjælp af Cyprianus slukke ild og stille storm.
Troen på bogens magt levede længe
Troen på bogens magt levede længe i Rørkær og andre steder. Man vidste alle sammen dengang, hvem i byen, der havde bogen. Og kigger du godt efter her på vores side, så kan du se, at vi også har nævnt bogen i vores historier om Løjt.
Nu kunne vi selvfølgelig også have fortsat med varsler, som også hørte til dagligdagen dengang, men det venter vi lige med til en anden gang.
Kilde: Se
Hvis du vide mere om: Artikler fra området i nærheden:
Oktober 22, 2015
De Svenske Forbindelser – under 2. verdenskrig
Svenskerne eksporterede jernmalm og kuglelejre til den tyske krigsindustri. I Polen opdagede en svensk ærkebiskop meget tidligt, hvad der skete med polakkerne. Men informationerne blev bremset af den svenske regering. Og i Polen blev syv svenskere anholdt af tyskerne. De havde videresendt fotos m.m. fra KZ – lejre til englænderne og amerikanerne. Og det svenske udenrigsministerium fik tidligt besked om udryddelseslejre. Men man holdt informationerne for sig selv. Fire dødsdømte svenskere blev købt fri for stigende eksport af kuglelejre. Og så planlagde svenskerne en aktion ”Red Danmark”.
Bernadotte tog æren
Var svenskerne virkelig så neutrale under Anden Verdenskrig? De tjente styrtende med penge på eksport til tyskerne. Og Grev Bernadotte forsøgte at tage hele æren med projektet De Hvide Busser.
Smiger og underdanighed
Man må sige, at svenskerne sikkert lige som danskerne var påvirket af krigskonjekturerne. Men svenskerne var trængt af både den norske og den danske besættelse. Men landet var i særdeleshed presset af finnerne mod øst.
Måske kan man ikke bebrejde svenskerne noget, når de var til møde i magtens korridor. De brugte smiger og underdanighed. De var ofte til møde i Rigskancelliet og forsøgte at spille deres kort rigtig.
Kongelige begejstret af nationalismen
Nationalsocialismen greb også de kongelige i Skandinavien. Allerede i 1930erne ved vi, at nogle kongelige var begejstret for denne filosofi.
Kong Gustav den Femte var selv af tysk ophav. Gennem sin tyske svigerdatter, Sibylla af Sachsen – Cotburg – Gotha og dennes nazistiske far, fik kongen også impulser. I et brev fra foråret 1941 stilet til den tyske rigskansler giver kongen udtryk for tyskernes succes i kampen mod bolsjevismen i øst.
Nu blev brevet dog aldrig sendt, statsministeren modsatte sig. Men kongen formidlede sine tanker til den tyske ambassadør sikkert uden statsministerens vidne.
Ærkebiskop informeret om jødeudryddelse
Allerede i 1942 skulle den svenske ærkebiskop Erling Eidem have fået besked om jødeudryddelser i de polske områder. Men han gik dog ikke videre med disse oplysninger.
Nu opfattede Rigskancelliet ikke Sverige som speciel tyskvenlig trods en meget eftergivende politik i krigens første tre år.
Men i Sverige fylder begivenhederne i Norge og Danmark ikke særlig meget. Og heller ikke Sveriges rolle under krigen er der større interesse for.
Svenske industrifolk anholdes
I løbet af juli 1942 arresteres flere svenske forretningsfolk i Warzawa. De føres alle til Gestapos hovedkvarter. Senere føres de til Berlin. En grundig efterforskning iværksættes, og efter et halv år afleveres en rapport til Himmler. Fire af svenskerne bliver dømt til døden for spionage.
Det var ingen tvivl, om at svenskerne hjalp deres jødiske ansatte og skaffede disse fødevarer på det sorte marked.
Polakkere sendes i tvangslejre
En af de dømte svenskere tog allerede i september 1939 fotos af jødiske polakker, som blev tvunget til at gå med mærker på tøjet. De måtte som bekendt heller ikke gå på fortovet, men skulle gå på kørerbanen. Og i maj 1940 skildrede han, hvordan tusindvis af polakker blev sendt til Tyskland som tvangsarbejdere.
Han rapporterede alle sine iagttagelser hjem til Sverige. Og når de var hjemme og skulle tilbage igen til Polen, havde de tøj med til polakkerne og jøderne.
Efterhånden blev et par af svenskerne det vigtigste forbindelsesled mellem den polske modstandsbevægelse og eksilregeringen i London.
En svensker i jødisk ghetto
I maj 1942 havde svenskerne besøg af to repræsentanter fra Warszawas ghetto. De havde simpelthen sneget sig ud. 400.000 mennesker var stuvet sammen på fem kvadratkilometer. Forholdene var helt umenneskelige. En af svenskerne, Sven Normann blev smuglet med ind i ghettoen, hvor han nåede at tage en hel masse fotografier. Men en ghettovagt opdagede ham og smed ham ud.
Kort efter blev hans fotos sendt i britiske ugerevyer og amerikanske biografer. De to jødiske mænd forsynede Sven Norman med 2.000 negativer, dokumenter og fotos fra dødslejrene i Polen. De var her i 1942 begyndt at aflive mennesker i et ubegribeligt omfang. Mindst 700.000 jøder var allerede aflivet på daværende tidspunkt.
Den svenske presse underlagt censur
Sven Normann undgik kontakt med de svenske myndigheder, for hans gøren og laden var direkte i strid med den svenske neutralitetspolitik. Ja den svenske regering udsendte endda et særligt pressedirektiv, med besked om, at undgå detaljerede skildringer af grusomheder i forbindelse med krigen.
Men gennem BBC fik befolkningen detaljerede oplysninger om udryddelser af jøderne. De engelske aviser kastede sig også over de horrible nyheder. Den 2. juni 1942 var man klar over, hvad der skete. Den 9. juli 1942 aflagde den britiske informationsminister et stort anlagt pressemøde om udryddelser af jøderne. Ministeren lovede at stille de skyldige for retten.
Overvåget af sikkerhedstjenesten
I Stockholm var man ikke begejstret for Normanns informationer. Den svenske sikkerhedstjeneste havde overvåget ham. I løbet af 1942 udsendte man i Sverige to publikationer oversat fra engelsk. Men straks blev begge publikationer konfiskeret efter direkte ordre fra den svenske regering.
Himmler var efterhånden blevet meget vred på svenskerne. På et møde i marts 1943 mente SS – generalen Ernst Kaltenbrunner, at de fire anholdte svenskere skulle skydes. Så kunne man jage svenskerne et skræk i livet, efter at de optrådt så uvenligt.
Men Himmler mente, at han kunne udnytte situationen til sin egen fordel.
Det svenske udenrigsministerium underrettes
Samme dag, som Goebbels noterer i sin lommebog, at deportationen fra ghettoen i Warszawa foregår planmæssig, stiger diplomaten, Göran von Otter på nattoget til Berlin efter et hårdt program i Warszawa. Han får ikke nogen soveplads, og må stå i gangen. Her kommer han i snak med en officer ved navn Kurt Gerstein.
Gerstein har været på tjenesterejse og fortæller Otter, at han med egne øjne har set, hvordan jøder dræbes. 15.000 på en dag i Belzec. Og 25.000 på en dag i Treblinka. Gerstein fremviste tegninger af lejrene, og fortalte detaljeret om aflivningen på dødsfabrikkerne. Gerstein mente, at hele Verden burde alarmeres. Og Göran von Otter aflagde da også en mundtlig rapport til det svenske udenrigsministerium. Men nødråbet blev herfra ignoreret.
Mange år senere, er det kommet frem, at den svenske regering bevidst skrinlagde oplysningerne.
Dømt til døden
Den 30. juni var det nu efterhånden syv svenskere, der stod foran den berygtede dommer, Roland Freisler ved Folkedomstolens 1. afdeling. Og det endte med, at fire af svenskerne blev dømt til døden, en enkelt fik livsvarig fængsel og to blev frikendt.
Fangerne er fængslet i Moabit – fængslet i Berlin. Og normalt bliver disse domme udført omgående. Hjemme i Sverige aner folk ikke, hvad der foregår. Pressen har af den svenske regering fået at vide, at de ikke skal omtalte dommene.
Det svenske diplomati arbejder på højtryk
Diplomatiet arbejder intenst. Kong Gustav den Femte skriver et brev til Hitler og trygler om nåde. I den tyske ledelse sker der i løbet af de næste måneder et tovtrækkeri. Man er bestemt ikke enige i, hvad der skal foregår.
Udenrigsminister Joachim von Ribbentrop vil sætte Sverige på plads og give dem en lærerstreg. Men her i 1943 trækker Himmler i en anden retning. Efter flere nederlag på Østfronten er tyskerne under pres. Svenskerne kan derfor blive nyttige forhandlingspartnere.
Himmler lover frigivelse
Adolf Hitler ændrer dommen til tugthus på livstid. De svenske fangere føres til et sikkert sted ca. to timers kørsel fra Berlin. Men hvorfor gjorde Hitler lige det?
Det kneb efterhånden for tyskerne at få kuglelejre. Men det kunne svenskerne da godt klare, såfremt de fængslende blev løsladt. Allerede før jul 1943 rejste Walter Schellenberg til Stockholm for at forhandle med rustningsminister Albert Speer. Det blev meddelt Hitler, at det svenske firma SKF kunne levere en langt større portion, som den svenske regering ellers ville give lov til. Og de svenske kuglelejre var af en langt bedre kvalitet, end hvad en tysk fabrik kunne fremstille.
Himmler håbede på eftergivenhed
Himmler garanterede personligt for frigivelsen. Men de sidste tre blev dog først løsladt tre dage før jul i 1944. Men mon ikke de bare har været gidsler, så tyskerne var sikker på fortsatte leverancer af jernmalm og kuglelejer. Selvfølgelig håbede Himmler på, at svenskerne ville tale deres sag for Vestmagterne.
At Himmler, så som tak for sin indsats også i forbindelse med De Hvide Busser, skulle være kommet til Sverige for der at være blevet skudt med et nakkeskud, ja det er nok det, man kalder konspirationsteori.
Krigsfronten måtte ikke komme til Danmark
Kunne det tænkes, at fronten rykkede til Danmark og Norge? Eller kunne det tænkes at russerne udnyttede situationen og sikrede sig herredømmet over Østersøen? Det var jo lige før, at russerne var kommet først.
Ja dette sad man faktisk og tænkte over i Sverige i 1942. Svenskerne, som ellers havde erklæret sig neutral, ville af taktiske grunde forhindre at krigsfronten kom til Danmark.
Svenskerne tænkte på militær intervention
Vi vidste godt, at svenskerne trænede 12.000 norske polititropper og 3.600 mand fra Den Danske Brigade. Men vi har nok ikke vidst, at svenskerne faktisk planlagde en militær intervention i Danmark. Den svenske forsvarsstab var klar til kamp i samme øjeblik, det var nødvendigt.
Man begyndte at lægge planer, og en af disse var at gå i land på Sjællands kyst. Ja man kan godt være lidt overrasket over, at svenskerne så tidlig kunne forudse tyskernes sammenbrud. Godt nok havde tyskerne lidt nederlag i Nordafrika, men alligevel.
Hvad skulle det svenske militær?
Begivenhederne i Danmark i efteråret 1943 gjorde planerne mere aktuelle. Svenskerne formulerede en indgriben i Danmark på, at de ville genskabe roen og sikre, at en fremmed magt ikke overtog herredømmet såfremt de tyske tropper led sammenbrud. Det svenske militær skulle:
25.000 mand var parat
I 1944 reviderede man atter engang planerne. Planen var, at 3. hærkorps skulle bestå af fire cykelbårne infanteriregimenter, en motoriseret brigade og en panserbrigade. Disse skulle gennemføre en landgangsoperation på Sjælland.
Landgangen skulle ske med små fartøjer og fiskerbåde i ly af mørket. To regimenter på ca. 4.700 mand skulle gå i land på strandene ved Helsingør. Fem bataljoner på i alt 3.900 mand skulle angribe Københavns – området.
Et regiment skulle stige i land i Køge Bugt. Værløse Flyveplads skulle indtages ved landsætning af luftvejen. Efter at havnene var indtaget, skulle de tunge delinger transporteres over. Til sidst skulle en forstærket infanteribataljon besætte Bornholm.
Den totale styrke er ikke opgivet, men mon ikke vi nærmer os et antal på ca. 25.000 mand. I juli 1944 blev der gennemført øvelser. Og det foregik ganske gnidningsfrit. Det tog et kompagni kun et kvarter om at gå i land med hele deres tunge udrustning heriblandt panserværnsraketter.
Den Danske Brigade tiltænkt en vigtig rolle
Senere blev også Den Danske Brigade en del af planen. Det danske efterretningsvæsen Ligaen havde fuld kendskab til planerne. De gik i eksil i Stockholm og formidlede efterretninger videre til svenskerne.
Og svenskerne var ret hurtige til at få rapporterne fra Danmark. De blev hele tiden opdateret om forholdene.
Var planerne realistiske?
Var planerne egentlig realistiske? Ja den svenske udrustning fejlede ikke nogen. Men de svenske soldater manglede kamperfaring. Men nu var de tilbageværende tyske soldater i Danmark nok ikke af højeste klasse, men de havde trods alt, kamperfaring. Men mon ikke kampgejsten hastigt aftagende.
Nu var det ikke alle svenske militærfolk, der var lige begejstret for planerne. Lederen af hele projektet troede heller ikke selv på det.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Oktober 19, 2015
År Nul – En fortælling om 1945
Dette er anmeldelse af en fantastisk læseroplevelse: Ian Buruma: År nul – en fortælling om 1945. Lang tid vil det gå, inden læseoplevelsen er fortrængt. Når man er færdig med bogen, siger man ”Hold da op”. Vi oplever en masse dramatik og bliver ført rundt i verden, dog ikke til Norden. Egentlig var det meningen, at tavlen skulle vaskes ren. Men det blev den aldrig. Læs bogen – det er en ”thriller” uden lige.
Det er en gribende oplevelse
Det er en gribende oplevelse. Verden forsøger igen at blive normal, men det er bestemt ikke let. Vi oplever Nürnberg – processerne. Det skulle være det endelige opgør med nazismen. Men blev det også det?
Hævn
Man ønskede en verden uden frygt, og egentlig måtte man starte helt forfra. Men man havde lige glemt det lille ord, Hævn. Ja denne hævn er endnu ikke slut. Jagten på 92 – årige krigsforbrydere er endnu ikke afsluttet. Og det skat for, at retfærdigheden sker fyldest. Men hvorfor har man så ikke foretaget det store fra dansk side de sidste 70 år?
Dyriske mennesker
Forfatteren, Ian Buruma tager afsæt i hans egen families historie. Hans far blev deporteret til Berlin som tvangsarbejder. Han oplevede rædslerne i arbejdslejrene. Faderen ønskede inderligt at det hele igen blev normalt.
Men hele verden havde oplevet det dyriske menneske. Kulturen var sunket i grus. Og det dyriske kommer hele tiden frem i bogen.
Staten skulle først have afklaret alt med kollaboratøren. Ja egentlig kunne det være svært at få øje på forskellen mellem retssalen og gadens parlament. Regnskaber skulle gøres op.
Fredsaftalerne i Jalta og Postdam gjorde ondt værre. Der kom nye overgreb, flere folkeforflytninger med millioner af fordrevne hjemløse.
Talrige voldsorgier
Japanerne var også mestre i dyriske forbrydelser, men dette hører vi ikke så meget om. Tropperne begik talrige voldsorgier. Kvinder i alle aldre blev voldtaget og myrdet. Spædbørn blev smadret mod vægge. Mænd blev lemlæstede for sjov og derefter massakreret.
I Japan tog man ikke retsopgøret som så mange andre steder. En tidligere KZ – leder blev premierminister. Den krigeriske Japanske kejser blev af strategiske grunde blev helt fritaget for skyld.
Civilisationen skulle genoprettes
Hospitaler blev plyndret. Buruma siger det meget rammende, at det gjaldt ikke kun om at genoprette lov og orden men også civilisationen. Men han påstår også at alene en mistanke kunne betyde en kontant afregning.
Buruma går frisk til den, og kommentere rask væk domsafsigelser. Han er kritisk over for retsopgøret mod nazisterne. Men han udtrykker dog også en hvis retfærdighed.
Blodrus i Frankrig
Ifølge forfatteren så improviserede man sig frem og forsøgte at afnazificere og demokratisere Tyskland.
Særlig i Frankrig opstod en blodrus. Dette resulterede i mord på adskillige kvinder, der havde haft en tysk soldat som kæreste.
Tra gange så mange kønssygdomme i1945
Jo og de allierede soldater oplevede også en masse. De velnærede canadiske og amerikanske soldater blev nærmest betragtet som halvguder. Og så havde de en masse herlige varer med.
Tilbedelsen af disse soldater udviklede sig til en erotisk besættelse.
Således blev der i 1945 i de parisiske hospitaler indlagt fem gange så mange kvinder med kønssygdomme som i 1939.
I Holland blev der født 7.000 uægte børn i 1946. Det var tre gange så mange som i 1939.
Læbestift i Bergen – Belsen
I KZ – lejren Bergen – Belsen husker oberstløjtnant Gonin, at alle kvinder lå med læbestift, afmagrede uden sengetøj eller natkjole. Man så dem gå omkring med et tæppe men med meget røde læber. Men de var nu mere end et nummer. De var ved at komme tilbage til civilisationen.
Uret var gået i stå
Det var dog som om, at Verden ikke kom videre. Uret var sat i stå. Der måtte en udrensning i gang for, at man kunne komme videre. Men den kom aldrig, hævder forfatteren. Sår blev til ar. Traumerne blev siddende.
Bogen er fra første side meget gribende. Den er meget markant, og man glemmer den ikke lige med det samme. Ja man fristes til at sige, at bogen er stærk moralsk.
Vi befinder os i en verden, hvor mange byer ligger i ruiner. De overlevende søgte efter deres slægtninge og håbede til det sidste. Andre havde mistet deres værdighed.
Fantastisk indlevelsesevne
Selv om det er grumme ting, som vi har med at gøre, ja så flyder læsningen i et letflydende sprog. Forfatteren ikke alene skriver godt. Han har også den indlevelsesevne, der skal til for at formidle denne del af historien.
Man ville hurtigst mulig væk fra krigen, derfor lukkede man også øjnene for grusomheder. Det skulle gå hurtigt med at komme tilbage til normaliteten. Men menneskerne var blevet forandret. Det normale liv kunne ikke bare genoptages.
Bombarderet med skæbner
Vi bliver i den grad bombarderet med skæbner. Der er sindsoprivende dramaer, dog uden dansk deltagelse. Til gengæld er vi rundt i hele verden med et særligt blik på Kina og Sydøstasien.
Freden sænkede sig ikke over Verden i 1945 og tavlen blev aldrig helt visket ren. Bogen er fuld af paradokser og moralske gråzoner. Udrensninger fortsætter af tjekkerne. Em sovjetisk dommer, der havde deltaget i Stalins udrensning bliver anklager ved Nürnberg – processerne. Eliten slap for videre tiltale.
Demokratiets nyetablering var enorm besværlig og præget af mange studehandler.
Ian Buruma: År nul – en fortælling om 1945 – Gyldendal (400 sider)
Oktober 18, 2015
Indvandring på Nørrebro
Dette er en større anmeldelse af en væsentlig ny bog om Nørrebro nemlig: Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. Vi går lidt videre, og kigger også på vores egne iagttagelser gennem årene. Selv om bogen er en akademiske afhandling, kan den med få undtagelser godt bruges som en lokalhistorisk bog. Vi får samtidig en konsekvensanalyse om udviklingen af Nørrebro. I slutningen i artiklen har vi en større artikelsamling for dem, der vil vide endnu mere.
Over hver femte har indvandrerbaggrund
Vidste du, at Nørrebro er et af de kvarterer i København med størst andel af personer med indvandrerbaggrund. For at være helt præcis – 28,3 pct.
Her er masser af fremmede butikker
Mange butikker har arabiskklingende navne. Og her er masser af indehavere med udenlandsk baggrund. For besøgende er det overraskende er masser af muslimske institutioner. Ja, her er moskeer. Og helt konfliktfri er det nu heller ikke.
Dette er en væsentlig bog
Dette er en større anmeldelse af bogen Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 af Garbi Schmidt. Vi har selvfølgelig skriftligt henvendt os til forlaget, med en besked om at vi ville lave en anmeldelse på vores side samt på www.norrebro.dk . Men forlaget har ikke engang gidet at svare. Men dette skal selvfølgelig ikke influere i vores anmeldelse.
Vi har selv investeret i bogen, og har forståelse for, at forlaget anvender deres markedsføringskroner et andet sted. Modsat forlaget mener vi dog, at Nørrebro – borgerneskal have kendskab som vi efter gennemlæsningen mener, er en meget væsentlig bog. På en fascinerende måde bliver også samfundsdebatten gennem tiderne rullet op. Forfriskende er det at se en forsker frem for en historiker oprulle problematikken på Nørrebro.
Nørrebro opstået i hast
Nørrebro blev til ved en nødvendighed. København var blevet for lille. Dengang var Nørrebro, Københavns kloak.
Nørrebro blev opbygget i hast og helt uden planlægning. Det gik i den grad ud over sundhedstilstanden. Og kombineret med fattigdom og underernæring betød det en tidlig død samt en stor børnedødelighed.
Et åbent projekt
Forfatteren har været meget åben om hendes projekt. Meget tidligt meldte hun ud omkring formålet med bogen. Og det har været et større efterforskningsarbejde i gang. Man må nok sige, at det har været et imponerede research – arbejde, der er foretaget. Og det er selvfølgelig lagt meget overskueligt frem i bogen.
Jo det har altid været en masse vildskab omkring Nørrebro. Forskning tager ingenting for givet. Jo, det er tydeligt, at det er en forsker og ikke en historikere, der har skrevet bogen. Det er ofte stærke følelser og holdninger, der har været på spil i bydelen.
Syv hovedafsnit
Som forsker kan man let få en over snuden. Og emnet kan jo sagtens give Garbi Schmidt en sådan.
Bogen indeholder syv hovedafsnit. Det første indeholder det teoretiske og metodiske grundlag for afhandlingen. Dette afsnit er måske lidt tungt for ikke akademikere.
Vi gennemgår perioderne:
Det handler om at prioritere
Med et så omfattende materiale, som forfatteren har fundet frem til, ja så handler det også om at prioritere. Og her kan man så være enig eller uenig i, hvad der skal tages med. Forfatteren har gjort brug af den omfattende litteratur om Nørrebro, pensionistberetninger, avisartikler, allerede kendte undersøgelser m.m.
En masse arkivalier, folketællinger, statistik, feltarbejde og samtaler er ført. Og hun graver dybt. Derfor står historien pludselig i et helt andet lys. De citater, der er anvendt giver afhandlingen en slags action.
Et ganske imponerende resultat
Resultatet er også ganske imponerede. Der bliver lagt erindringer frem og diskuteret. I nogle tilfælde betvivler forfatteren også diverse konklusioner i tidligere udgivelser. Og dette er ganske godt argumenteret. Ja det gør faktisk læsningen meget interessant. Der lægges en professionel afstand til stoffet, der gør det særdeles interessant for lokal interesserede at læse. Til yderligere forskning må bogen også være interessant.
Det kan måske være lidt irriterende for noget, at bogen som sådan er en afhandling og at det er en akademisk tilgang til stoffet. Det er trods alt en doktordisputats. Men det vender man sig nu hurtig til. Nu er vel også mest i første afsnit.
Man kan så diskutere denne prioritering. Man kom måske lidt tættere på ved også at bruge lokale digitale medier. Således er 3.600 artikler tilgængelig på www.norrebro.dk. Her kan man finde mange eksempler på lokale integrations – initiativer, problemer og løsninger på indvandrer butikkers situation. Her er også andre historier i forbindelse med diverse kampe på Nørrebro.
Konsekvensanalyse
Bogen er fyldt med grafiske fremstillinger, som nok ikke altid falder så heldige ud. Interessant billedmateriale er brugt, måske ikke i et så rigt et omfang som man forventer, når det er en lokalhistorisk bog. Men det er jo som sådan ikke. Den kan sagtens bruges til dette formål. Den Gamle Redaktør her, som er godt inde i Nørrebros historie har fået masser af ny viden.
Selvfølgelig er meget af det, som bliver fortalt kendt viden.
Vi får beskrevet stedet og de sociale forhold i de perioder, der bliver skildret og hvilke begivenheder, der præger bydelen. Dette giver en hel anden beskrivelse end man er vant til med en slags konsekvensanalyse.
Indvandrerhistorisk lys
Forfatteren sammenligner på en smart måde fortid og nutid med kommentarer til de historiske kilder. På den måde fastholdes læserens interesse hele tiden.
I nogle eksempler kommer vi helt tæt ind på nogle familier, bl.a. den jødiske familie Edelmann fra Baggesensgade. De måtte flygte til Sverige under besættelsen.
For første gang har vi fået samlet Nørrebros historiske set i indvandrerhistorisk lys. Indvandrerne har i høj grad været med til at tegne bydelens historie. Disse indvandrere troede, at de nu kunne komme ud af elendigheden og fattigdommen. Men sådan forholdt det sig ikke altid.
Stand, religion og profession var vigtigst
I 1700 – tallet havde op til en femtedel af befolkningen i København tysk som førstesprog. På det tidspunkt var kun godt en femtedel af dem, der fik borgerskab i København født i byen. Men 20 pct. var født i Jylland.
Man kunne jo frygte dengang, at denne sammensætning havde ført til masser af sammenstød. Men dengang spillede stand, religion og profession en langt større rolle for københavnerne end etniske og kulturelle tilknytninger. Sådan er det dog ikke i dag.
En del forsvandt mere eller mindre frivilligt
Der er vel i perioden 1900 – 2014 kommet 400.000 flygtninge til Danmark. En del af disse landede på Nørrebro. En del er rejst igen, frivilligt såvel som ufrivilligt. Disse blev i visse tilfælde modtaget med blomsterbuketter, andre blev modtaget med masser af vrede.
Indvandringen var også den væsentlige forklaring på befolkningseksplosionen mellem 1850 og 1900, hvor Københavns befolkning voksede fra 120.000 til 370.000.
Der er brugt meget lokalhistorisk litteratur
Vi får en gennemgang af historisk litteratur af Nørrebro. Og en del af denne litteratur bliver flittig brugt på en meget tilgængelig måde af Garbi Schmidt. Således citeres boghandler Wroblevski for at beskrive jøderne som:
Positive og negative indtryk
Allerede dengang fastslog Villads Christensen:
Digteren Johan Jørgensens beskrivelse af Nørrebro i 1893 er også meget negativ:
Andre beskrev Nørrebro som mere positiv. De beskriver arealerne som åbne og landagtige. Det ser vi blandt andet i alle de pensionist – skildringer, der er med i bogen:
Her var også en kammerråd
Det kan gå være, at der var masser af slum og arbejdere på Nørrebro. Garbi Schmidt nævner da også, at her var både kammerråd, professor, akademiker, justitsråd, oberstløjtnant, kaptajn m.m.
Men allerede dengang var bydelen symbolet på den kaotiske og uregerlige by. Og der var virkelig mange fattige mellem 1885 og 1915. At drikke var en del af arbejder og fritidskulturen, dengang.
Pladser og gader brugt til manifestationer
I 1872 strejkede malerne for at få forkortet deres arbejdstid. Og de blev selvfølgelig støttet af Pio i bladet Socialisten. Ja politidirektør Crone havde ikke meget til overs for Socialisterne. I hans breve til justitsministeren overdrev han i den grad om de farer, som Socialisterne udgjorde. Han var i den grad med til at overdrive situationen.
Nørrebros gader og pladser blev i den grad brugt til demonstrationer og optog til at markerer følelser og meninger. Og sådan er det jo den dag i dag. Vi ser stadig masser af demonstrationer for snart den ene sag og snart den anden. Det kan både være folk fra den yderste venstre fløj og religiøse markeringer.
Arbejderne og kirkerne
Ja dengang blev de store begravelsesoptog for Arbejderbevægelsens medlemmer brugt til at markere sig. Politidirektør Crone opfordrede kirkerne til at forbyde arbejderbevægelsens røde faner i kirkerne.
Men kirkerne var dog noget betænkelig, for en del arbejdere havde også været med til at samle ind til disse kirker. Andre arbejdere igen mente nu også at kirkerne og præsterne var kapitalismens forlængede arm, så de skulle i hvert fald ikke samle penge ind til kirken.
Og det var da bestemt heller ikke alle præster på Nørrebro, der var lige populære. Særlig den indremissionske præst, Pastor Steen fra Johanneskirken var upopulær hos arbejderne:
Ja sådan stod det at læse i Socialdemokraten i 1887 efter begravelse af Adam Petersen. 10.000 arbejdere havde samlet sig.
En forsørges død kunne den gang føre til familiens undergang. Mange måtte også gå tidlig i seng under dynen om vinteren. Der var ikke penge til kul.
Politiet var opmærksomme på socialister og anarkister
I 1875 fik Danmark sin første udlændingelov. Det var politiet, der afgjorde om man kunne få opholdstilladelse. Der var nu flere der blev udvist, end folk, der fik indrejsetilladelse. Efter 1891 var offentlig forsørgelse betinget af dansk indfødsret. Lovgivningen blev langsomt strammet fra 1908. Politiet var især opmærksomme på socialister og anarkister.
”Oversvømmes” af jøder
Jøder var underkastet særlige regulativer længe før udlændingeloven fra 1885. Christian den Fjerde havde ellers inviteret de første til Danmark med henblik på at udvikle landet. I 1813 var der 2.400 jøder i København.
I den danske befolkning var der åbenlys skeptisk mod jøderne. Det kom i høj grad frem i en artikel i Politiken den 7. september 1913. Her blev der fortalt, at de (jøderne) var fattige både i åndelig og materiel henseende. Bladet mente, at:
Berlingske holdt sig nu heller ikke tilbage. De beskyldte de russiske og polske jøder for at være kriminelle.
Omkring 1920 – 25 blev den jødiske tilstedeværelse på Ydre Nørrebro mere markant via en del jødiske familiers ejerskab af boliger i haveforeningerne Taga og Liljen. I Taga var der cirka 35 jødiske familier, som havde et haveforeningshus. Og tænk så havde de alle 4 – 5 børn.
Seks gader følges
Vi følger seks forskellige gader på Nørrebro i forskellige tidsperioder. Det er en smart måde at forenkle budskabet på. Og dengang i 1880erne var det endnu ikke normalt, at gifte kvinder havde et arbejde. Ud af 244 kvinder, var de 201 uden for arbejdsmarkedet.
Et dansk studie fra 1887 viser således at 78,2 pct. af de ugifte kvinder i København var selvforsynende. Blandt de gifte kvinder var 6,6 pct. selvforsynende.
Også dengang var der forskelsbehandling af arbejderklassens børn og middelklassens i skolen. Og en masse børn på Nørrebro døde under diverse epidemier.
Der var let at finde bolig på Nørrebro
Byggeriet på Nørrebro tiltrak også udlændinge. Herfra var mange fra Tyskland. Fra 1890 til 1915 blev Københavns befolkning øget med 205.900 indbyggere.
Det var i begyndelsen let at finde bolig på Nørrebro. Og ofte kunne man bo gratis i flere måneder i bydelen. Dette forhold kan tilskrives, at der blev bygget virkelig meget dengang.
Men brokvarterets huse var bedre end i Indre By, konkluderer forfatteren.
På et tidspunkt var det almindeligt, at patienter fra Almindelig Hospital fik udgang om torsdagen, ja vi har nævnt det i tidligere artikler. Så gik ellers den vilde tigger – jagt. Butikker havde samlet to – øre til dem. Men det var nærmest et kapløb, om at komme først. Men politiet stoppede efterhånden Legen.
I begyndelsen af 1900 – tallet boede der blandt andet brasilianer, tyskere, ungarere, italienere, polakkere, svenskere, russere og franskmænd i området nord for Dronning Louises Bro.
Borgerskabet ville af med Socialister
Når man diskuterer indvandrere har man en tilbøjelighed til kun at diskutere religion og kultur. Så stopper diskussionen. Det burde også dreje sig om boligforhold, uddannelse, social marginalisering og psykisk helbred.
Problemet med indvandrere var også, at mange sikkert var socialister. Og de var ikke særlig velset dengang af borgerskabet. Dem ville man gerne hurtig af med igen. Men nu var det ikke kun udlændige, der bosatte sig på Nørrebro. Nej, det var især også jyder. Og ligesom i dag så fandt de forskellige grupper sammen, og det gjorde jyderne selvfølgelig også.
Svenskerne var ”småkriminelle”
Men i begyndelsen var det svenskerne der dominerede. Der var rigtig mange af dem. Og de fleste af dem var meget fattige. I bogen er der også anekdoter, blandt dengang i 1888, da der nærmest opstod diplomatisk krise mellem Danmark og Sverige, da Danmark udviste to svenskere for en forbrydelse de slet ikke havde begået.
Og når vi nu er ved emnet, så skrev Politiken i 1913 da Kong Gustav besøgte København, at der i Landskrona boede 12.000 svenskere, så boede der i København 18.000 svenskere. Andelen af svenskere i perioden 1880 – 1911 var i København på 4 pct. I 2010 var dette tal faldet til under 1 pct.
I de seks gader, som Garbi Schmidt har udvalgt var der i perioden 1890 – 1911 en stor overvægt af svenskere blandt indvandrere. Det svarede til 54 pct.
Svenske piger, der kom hertil blev opfattet som løsagtige. Jo fordomme var det nok af. De fordomme, når det gælder Nørrebro er endnu ikke forsvundet. De svenske mænd blev opfattet som skruebrækkere. Måske nærmer vi os datidens Social Dumping.
Fagbevægelsen var bange for løntrykkere
Arbejdsmændenes Forbund var dog utilfredse med den svenske arbejdsindvandring. Forbundet opfordrede Rigsdagen til, at der skulle tages hensyn til danske arbejdere, ved udførelse af statens arbejde.
Fagforeningerne dengang, var ikke begejstrede for disse løntrykkere. Og lige som jøderne, der gik mærkelig klædte og talte jiddish, så var det det samme med jyderne. De gik også mærkelig klædte og talte et underligt sprog.
Mellem 1900 og 1920 var der stor bekymring for, om de jødiske indvandrere lige som svenskerne var en mulig byrde for velfærdssamfundet
Efter svenskerne var det jugoslaverne, der dominerede indvandrergrupperne.
Troen spillede også en rolle
Troen udgjorde selvfølgelig også en rolle og ikke mindst katolicismen. Vi får i bogen også historien om de fire katolske Sankt Joseph – søstre, der kom til København med skib fra Frankrig. Men man havde fra kirkens side ikke tænkt sig, at betale for søstrenes ophold. Det var meget surt i starten. Men efterhånden bakkede de tyske præster op om sagen. Og man startede med kirken ved Sankt Joseph Hospitalet.
Grundet pladsmangel erhvervede man en grund på hjørnet af Fælledvej/Nørrebrogade. Og i 1912 stod den nye kirke færdig (Læs artiklen: Et hospital på Nørrebro).
Nørrebro var Byens kloak
På Nørrebro kneb det stadig med sundheden efter 1915. Fattigdommen var stadig stor. Bydelen blev ikke mere regnet for Byens Kloak. Men alligevel var det langt fra byens sundeste sted. Det var her, at børnedødeligheden stadig var størst. I 1036 døde 119 småbørn under et år på Indre Nørrebro. Antallet af svenskere faldt efterhånden. Generelt blev der stillet større og større krav til flygtningene.
I de seks udvalgte gader var der nu i 1940 26 forskellige nationale grupper.
Regeringen i 1938: København er ”mættet med” udenlandske jøder
I 1938 udtalte Troels Hoff som repræsentant for regeringen:
Ingen pligt til at tage tyske undersåtter
I Politiken omtaltes Krystalnatten og dens følger. I Jyllands Posten var man nærmest forstående over for følgerne. Men Politiken følger et par dage efter op på historien:
Og avisen slutter:
I Danmark havde man yderligere skærpet reglerne. Man kan undre sig over, at Danmark kun ville modtage et meget begrænset antal tyske jøder.
Det kunne ikke gå hurtig nok med at sende dem ud af landet igen. Allerede i 1938 kunne justitsminister Steincke med stolthed berette om, at der dengang kun var givet opholdstilladelse til 1.300 jødiske flygtninge.
De tyske flygtninge skulle holdes ude
I 1940 var der en jødisk brydeforening på Nørrebro. En del jøder boede på Birkegade. De blev i erindringer kaldt for Østjøder.
Besættelsestiden på Nørrebro var også kaos, uro og frygt (Se artikeloversigten i slutningen af artiklen)
Efter krigen var der nærmest tale om undtagelsestilstand, når det gælder de tyske flygtninge. De blev forbundet med nazisme, krig og besættelse. De blev også de fleste steder behandlet derefter. De skulle absolut holdes ude for det danske samfund.
Cirka 250.000 flygtninge blev sendt til Danmark. Også sårede tyske soldater blev sendt her til.
90.000 flygtninge i København
Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt til at huse flygtninge. Forholdene var både før og efter befrielsen kaotiske. Også de sanitære forhold var en katastrofe.
Hurtigt var der mangel på de allermest nødvendige lægemidler og forbindingsstoffer.
Der måtte findes nye lokaler til undervisningen. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, Nora Bio, KFUM og en lokal Hestskosfabrik.
Jagtvejens Skole’ s elever blev delt ud i Anna Kirke, Havremarkens Skole, et asyl, et privat hjem og Frelsens Hær’ s lokaler i Gormsgade.
Nørrebro – knægte i ”Frihedskampen”
Flygtningene lignede nu ikke herrefolket. Det lykkedes for nogle Nørrebro – knægte at franarre flygtningene grønne 5 mark og røde 10 mark sedler mod lovning af Wienerbroth. Disse flygtninge fik nu aldrig deres Wienerbroth. Nørrebro – knægtene mente, at de havde bidraget til frihedskampen. Og pengene – ja de var nærmest værdiløse.
De ”grimme” flygtninge
Forældrene havde fortalt deres poder, at de tyske flygtninge var grimme og at de opførte sig grimt.
Ved skolens låge i Prinsesse Charlottesgade håbede mange, at få et glimt af disse grimme mennesker. De rigtige modige danske børn rakte tunge af de tyske børn.
Journalister blev iført gasmasker
Den danske befolkning var delt i to. Den ene del mente, at de tyske flygtninge fik i overflod, som danskerne kun kunne drømme om. Den anden halvdel mente, at flygtningene levede i skidt og møg, og at det var direkte sundhedsfare for den øvrige befolkning.
Politikens journalister ville besøge de tyske flygtninge i Folkets Hus på Jagtvej 69. De blev bedt om at tage gasmaske på. Mange steder var det forfærdelig forhold, som vi bød flygtningene. Politiken skrev i øvrigt om forholdene:
Ja tænk engang – 519 flygtninge var stuvet sammen i Folkets Hus i maj 1945.
Lugten var gennemtrængende på Jagtvejens Skole
Jo det var virkelige uhumske forhold, man udsatte de tyske flygtninge for. Beskrivelsen af Jagtvejens Skole får vi her:
Hvordan flygtningene selv oplevede deres situation får vi ikke at vide.
Vi vil fandeme ikke rage i Nazi – lort
I Stevnsgades Skole var der indkvarteret 400 mennesker. Snart var WC´ er forstoppet, og det flød med uhumskheder. Men det kneb gevaldig med at få danske håndværkere til at ordne det. Som en af dem sagde dengang:
Tyskerne blev indkvarteret i baraklejre, skoler og medborgerhuse. De fik forbud mod at kontakte danskere. Vi kunne ikke lide dem og betragtede dem som en del af det nazistiske system.
Vores kirker skal ikke vanhelliges
I bogen får vi også beskrivelser af, hvordan Nørrebro – borgerne betragtede flygtningene. En beboer havde en tirsdag eftermiddag set en procession af tyske flygtninge komme vandrende fra Sjællandsgades Skole til Simeons Kirke. Den 26. juni 1945 skrev han i Nørrebro Folkeblad:
Garbi Schmidt har fundet frem til en del andre erklæringer, der ligner denne.
13.174 tyske flygtninge døde i danske lejre
Arbejdsminister Kjærbøl førte ellers en stram kurs over for de tyske flygtninge. Han påpegede, at de under ingen omstændigheder måtte have kontakt med lokalbefolkningen.
Og langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge ikke skulle have det bedre end de danskere, der var i KZ – lejre.
Tænk engang mellem 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt. Ud af disse var 7.859 børn.
Slum og misligholdte ejendomme
Nørrebro havde i 1960erne et ry som slum med misligholdte ejendomme, skrubbeløse ejere, overset og tilsidesat af et bystyre, som kun langsomt begyndte at interessere sig for sanering. Men det var også et sted med sammenhold og alternative og socialt eksperimenterende bevægelser.
Alene i dette afsnit anvender forfatteren hele 57 artikler fra Lokal Avisen Nørrebro og Nord – vest Avisen.
Vi er på det tidspunkt, hvor industrien manglede arbejdskraft. Fra syd kom de, først jugoslavere og siden andre folkeslag.
Butikkerne forsvandt efterhånden
I 1940 boede der 115.353 mennesker på Nørrebro. I 1960 var tallet 105.305 og i 1970 var der 90.646 på Nørrebro. De lokale arbejdspladser faldt af efterhånden Også antallet af butikker gik kraftig tilbage. I 1954 var der 300 dagligvarebutikker, og i 1970 var dette tal faldet til 150.
Men nu var det sådan, at efter saneringen så forsvandt der endnu flere butikker på Nørrebro. Nu var det endelig slut med, at Nørrebrogade var Danmarks største handelssted
Der var liv i Blågårdsgade
Men i Blågårdsgade var der dengang masser af liv. Her var masser af butikker og værtshuse. Lejlighederne var små, og man kan sige, at værtshusene blev forældrenes dagligstue. Selv i Prins Jørgensgade var der masser af små butikker og værksteder.
Denne gade blev bogstavelig undermineret af rotter. Ja på et tidspunkt opstod der et kæmpe hul i asfalten. Og rotterne kom ind i lejlighederne hos folk, når de ikke var hjemme.
I Møllegade var det også gang i den. Her var både ungdomsklub, slagsmål og kvinder, der blev slået halvt ihjel.
Her på Indre Nørrebro opererede Støvlebanden. Efter sigende overfaldt de ældre og sagesløse. Egentlig var der ikke så mange lokale sammenstød med indvandrere. Men her på Nørrebro var der dog også en afdeling af De Vilde Engle. Og disse kunne ikke lide indvandrere.
I bogen får vi også et nærmere indblik i bulldozersaneringen.
Kinesiske restauranter på Nørrebro
I efteråret 1961 kunne man i flere indlæg i Politikken læse, hvor tilsidesat Nørrebro – borgene følte sig i forhold til Vesterbro. Beskrivelsen af Nørrebro som slum, mørke baggårde og usunde lejligheder var klart i overtallet i avisens spalter.
I 1969 blev Nørrebro mål for grupper af kinesiske flygtninge særligt fra Taiwan. Flygtningene boede ofte i kummerlige lejligheder, ejet af boligspekulanter, hvilket de danske omgivelser var forarget over. De tjente til vejen og dagen ved at etablere de første kinesiske restauranter i Danmark.
Narko, vold og indvandring
Skildringen af indvandrergrupper begynder først i midten af 1970erne. Men i Aktuelt i september 1971 kan man læse følgende:
Fremmedarbejderne flyttede sammen i bestemte ejendomme og efterhånden blev overskrifterne:
Slumstormerne startede på Nørrebro
Jo, Nørrebro har altid været arnested for alternative (socialistiske) ideer. I 1930erne var der kampe mellem KU og DKU i området omkring Blågårds Plads.
Man siger altid, at det folkene omkring Sofiegården, der var de første Slumstormere i 1969. Men allerede i 1966 havde murerlærlingene og deres aktiviteter omkring lærlingekollegiet Murergården kunne sammenlignes som sen slumstorme – aktivitet.
Slumstormerne havde opbakning blandt Nørrebros befolkning. Vi får også i bogen historien om Nørrebro Beboeraktion.
Grobund for kreativitet
Indvandringen var markant ringere. Men den repræsenterede nu langt flere lande. Flere gange fremhæves tilliden, kreativiteten i byrummet. Men Nørrebro havde stadig mange dårlige bygninger, slum og masser af børn. Og de gik for lud og koldt vand, hed det sig. Her var mangel på luft. Men igen en gang, her var grobund for kreativitet.
Der indløb klager over sigøjnerne, der ikke ryddede op efter sig. Og så forsvandt der træ fra en nærliggende byggeplads. Ja og så opstod der pludselig en debat om negre i lokalavisen.
I anden halvdel af 1969 brugte man begrebet gæstearbejder. Men på Nørrebro blev narkotika – problemerne nu mere og mere forsidestof. Forskellige misbrugscentre opstod. Og disse narkomanere og pushere blev aldrig accepteret af Nørrebro – borgerne i samme grad som alkoholikerne.
Pludselig var der modstand mod indvandring
I 1973 blev der indført indvandrerstop. Men i 1980 var der 796 jugoslaviske indvandrere på Indre Nørrebro og 445 på Ydre Nørrebro. Gruppen af pakistanske indvandrere var den næststørste. Derefter fulgte tyrkere og marokkanere. I de seks gader vi følger var der nu repræsenteret 50 lande.
Pludselig opstod der modstand mod indvandrerne på Nørrebro. Det skete i takt med den stigende arbejdsløshed. Medierne og politikerne betragtede dog efterhånden indvandrerne som et blivende fænomen.
14 – 16 timers arbejdsdag
De første indvandrerkiosker opstod. Disse udviklede sig senere til grønthandlere. I dag ser vi jo også en masse fast food butikker, som er ejet af indvandrere. Guldsmede – og cykelbutikker fulgte efter. Indvandrerne overtog de små butikker, som danskerne ikke kunne få til at løbe rundt. Familien levede i baglokalerne og de arbejde 14 – 16 timer i døgnet.
Nørrebro blev venstreorinteret
Kampen på Byggeren følger vi også i bogen. Her var masser af indvandrerbørn. Man oversatte protestbreve på tyrkisk og andre sprog, og fik også disse forældre til at skrive under. Desværre blev konflikten løst med vold.
Nørrebro i perioden 1978 – 1982 var en bydel med en klar venstreorienteret vælgerskare.
BZ’ erne var ret så aktive på Nørrebro. Vi får i bogen alle de kendte aktioner. Måske kunne vi i forbindelse med vore lokalhistoriske aftner lave et tema, der netop hed Slumstormere, BZer og Autonome på Nørrebro.
Kontrasternes bydel
I det sidste afsnit følger vi udviklingen fra 2000 – 2010. Københavns Kommune var i den periode både en aktiv med – og modspiller. Det er også perioden omkring urolighederne omkring Ungdomshuset. Både autonome og indvandrerunger sætter gaderne i brand.
Mellem år 2000 og 2010 var der hundredevis at integrationsprojekter i gang i bydelen.
Nørrebro er mangfoldighedens centrum. Det har forfatteren ganske ret i. Men det er også kontrasternes bydel
Mange uroligheder
De forskellige uroligheder i bydelen beskrives gennem artikler fra de store dagblade. Da bandekonflikten raserede holdt folk sig væk fra disse områder. Rydningen af Ungdomshuset fylder også godt i bogen.
I perioden 2000 – 2010 blev Nørrebro det kvarter i København, hvor andelen af indvandrere og efterkommere af indvandrere var størst, nemlig mellem 24 pct. og 29 pct.
Islam – et besværende element
Islam er i forbindelse med integration et besværende element i Lise Egholms optik. Hun var som bekendt en markant skoleleder på Rådmandsgades Skole. Hendes bøger er bestemt værd at læse. Undertegnede har anmeldt dem på www.norrebro.dk
De mange grupper viser fortsat deres holdninger ved demonstrationer m.m. særlig på Nørrebrogade og Blågårds Plads. Særlig sidstnævnte har en symbolsk betydning. Det er så forskellige grupper som Hizb ut Tahrir, Reclaim the Street, Autonome, Antifacistisk organisation, forskellige religiøse grupper m.m.
Bogen kan varmt anbefales
Bogen er bestemt værd at læse. Men husk lige, at det er en doktorafhandling. I et enkelt afsnit er det lidt meget akademisk tilgang, og du skal heller ikke forvente lokalhistoriske fotos på alle sider. Men den kan sagtens læses af alle med hang til lokalhistorie. Ja den giver faktisk meget mere. Man forstår bedre sammenhængen med forskellige tilgang. Vi havde nogle få kritiske bemærkninger.
Her kan du få endnu mere at vide
Og det var at vi manglede noget i beskrivelsen af indvandrer – butikkerne og de besværligheder, som de har haft, men kære læser, de ting kan du læse på www.norrebro.dk Her har du 3.600 artikler til rådighed. Du kan med fordel bruge søgefunktionen. Her kan du også læse om Ungdomshuset og smadrede butikker m.m.
Og på www.dengang.dk kan du fortsætte med at læse om nogle af emnerne. Vi bringer her neden under en artikelliste.
Vi har i løbet af denne artikel skamrost Garbi Schmidt for sin bedrift. Fantastisk godt gået.
Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010, Museum Tusculanums Forlag. (489 sider)
Hvis du vil vide mere (relevans til denne artikel): Læs
Nørrebros Historie:
Arbejdere:
Tyske Flygtninge:
Besættelsen på Nørrebro:
Autonome, BZ’er og Slumstormere samt sanering:
Afslutning
Egentlig har Nørrebro været god til at forholde sig til forskelligheder. Den viden, kultur og globale netværk som de fremmede kommer med, er med til at berige Nørrebro. I Nørrebro Handelsforening besøgte vi engang Per Pallesen, der dengang var direktør på Nørrebro Teater. Han sagde dengang meget rammende:
Men det er en skam, at politikerne i Københavns Kommune med deres forskellige tiltag er med til at ensrette Nørrebro. På den måde mister bydelen efterhånden sin mangfoldighed.
September 28, 2015
Kliplev Marked
Markedet er nok Sønderjyllands ældste. Det eksisterer stadig. Dengang var det et kæmpe tilløbsstykke. Kvæget blev drevet langs Hærvejen. Og mange boliger i Kliplev blev omdannet til værtshuse. Håndværkerne omdannede deres værksteder til dansesteder. En værtinde optrådte i næsten bar figur. En godsinspektør tjente masser af penge. I mange år var der ikke kontrol. Og så var det lige det med kræmmervare. Vi kigger også nok engang på Familien Ahlefeldt og pilgrimsmålet Skt. Hjælper i Kliplev Kirke.
Vi husker ”Kliple Mærken”
Det var normalt dengang i Sønderjylland, at vi skulle til marked. Om det så var Kloster marked (Løgumkloster), Højer Fåremarked eller Kliplev Marked. Her på siden kan I opleve min fars oplevelser på kvægmarkedet i Tønder. Ja vi har skam flere artikler, hvor de utallige markeder i Tønder indgår.
Undertegnede husker endnu, at have hørt og set Raquel Rastenni til Kliplev Marked, eller på sønderjysk Kliple Mærken. Så det må da godt nok være en del år siden. Vi benytter også lige lejligheden til at beskrive den interessante historie, der eksisterer her i området.
Storbonden Klippi
I Folkevandringens storhedstid var det her, at storbonden Klippi regerede. Ja vi skal helt tilbage til bronzealderen, hvor bygden eksisterede. Her ligger også to gravhøje, der efter myterne skulle indeholde de jordiske rester af Kong Hjerne og hans datter.
Her lå også kronegods. Men Erik Menved gav afkald på dette i 1313 til fordel for den sønderjyske hertug og hans efterkommere. Slægten Limbek har også her haft indflydelse og ejerskab. Pludselig stod der hellere ikke mere, Kliplev på det helle. Nu hed det pludselig Lundtoft herred (1344).
Adelen have overtaget Kliplev
Nu var det slut med, at de frie bønder kunne mødes i Kliplev. Adelen havde nu også overtaget denne by. Ja næsten hele området mellem Flensborg og Aabenraa hed nu Lundtoft Herred. Og godsherrerne sad på Søgård.
Ud fra navnet Årtoft må vi udlede, at her har været et gammelt stormandssæde. Det gamle nordiske ord årr antages for at være betegnes for højtstående kongelig embedsmand.
I 1398 måtte familien Limbek give afkald på deres magt i området. En datterdatter af Hans Limbek havde giftet sig med Claus Ahlefeldt. Han fik Søgård under sig. Indtil konkursen i 1725 var det denne slægt, der regerede i området.
På Grevernes side
Benedikt Ahlefeldt garanterede at han og hans slægt ville kæmpe på grevernes side mod kongemagten. Det berømte Ribe – møde beseglede sammenholdet mellem Slesvig og Holsten. Blandt de første, der beseglede dette, var Claus Ahlefeldt, slægtens tredje mand på Søgård.
Denne støttede også kongen med penge, og som tak for dette, fik hanhele den kongelige del i Lundtoft Herred. Det lykkedes først for Frederik den Første at få indløst det pantsatte herred i 1498.
Vi har i tidligere artikler beskrevet stridighederne hos Ahlefeldterne, der endte med bygning af en kæmpe mur igennem hovedgårdens borggård. Men det varede nu kortvarig. Som bekendt omkom Jørgen Ahlefeldt i kampen mod ditmarskerne.
Men stridighederne fortsatte mellem Frantz og Gregers.
Lykkelig er det sogn, i hvilken der ingen adel findes
Ahlefeldterne følte sig som konger i deres område. Således opstod der også en strid med Conrad Ziegler, diakon i Kliplev. Han var også præst i annekssognet Kværs. Grunden til uenigheden var, at Hans Ahlefeldt ville nedbryde Kværs Kirke. Men kongen gav den gæve præstemand medhold.
Det er sikkert ikke mange, der ved det. Men denne episode er årsag til et lille latinsk rim på bagsiden af altertavlen i Holbøl Kirke. Oversat står her:
Helt oppe på rangstien
I 1643 blev Søgård lagt i ruiner af svenskerne. Men det var endnu ikke slut for elendigheden blandt omegnens befolkning. For nu kom polakkerne og brandenburgerne. Gårde blev brændt ned og egnens befolkning flygtede.
Men adelsfamilien rejste sig igen. Frederik Ahlefeldt nåede helt op på rangstien. Se blot her:
Han besad slægtens egenskaber som heftighed og stridbarhed i forbindelse med dygtighed, arbejdsomhed og kundskabsfylde.
Godset blev solgt
Men som bekendt varer intet for evigt. Formueforholdene var i 1722 i en sørgelig forfatning. Kreditorerne havde i 1725 håbet på, at det hele blev solgt for 490.000 rdl. Men ak på aktionen i Slesvig kom der kun 253.000 rdl.
Hovedopkøberen var hertug Christian August af Augustenborg.
Man havde kun succes med brændevinen
Der kom senere nye herrer på Søgård, blandt andet landråd von Thienen. Han blev afløst af Werner von der Schulenburg. Han viste sig dog sjældent selv på sit gods. Men han betragtede det som en kærkommen indtægtskilde. Men selve driften var overladt til inspektører. En af disse var Peter Rasch. Da Hertugen af Augustenborg i 1790 gik med planer om, at overtage Søgård – Årtoft, fik Peter Rasch dette initiativ forpurret.
Han fik også forhindret, at det stedlige pottemageri blev nedlagt. Købstadshåndværkerne forsøgte at få det bekæmpet. Men det lykkedes ikke for ham, at få Paulskro flyttet over på Aabenraa – vejen. Omsætningen i den kendte kro ved Hærvejen faldt nemlig markant efter at postruten med diligencekørsel i 1764 blev omlagt til vejen fra Aabenraa over Stubbæk stenbro forbi Ensted Kirke til Kliplev.
Men den gode Peter Rasch havde hele to gange sin herre ved at stjæle træer. Så alle grevens træer blev nu mærket med G.v.S. Godsherren var heller ikke tilfreds med pastor Klincker.
Det gik ikke godt med økonomien. På Årtoft gik det endnu dårligere. Det var kun brændevinen, som man havde succes med.
Under Aabenraa Amt
Den 27. oktober 1852 kom Søgård, Årtoft, Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård ind under amtsøvrigheden i Aabenraa.
En anden ting, der kom til at præge Kliplevs udvikling var Skt. Hjælper. Men vi skal heller ikke glemme Den sorte død i midten af det 14. århundrede. Den bortrev i hast en stor del af befolkningen.
Skt. Hjælper i Kliplev
Man dyrkede i høj grad Helgen – og relikvieddyrkelsen. Snart fik dette også en plads i den folkelige gudsdyrkelse. Pilgrimsrejser blev nu en livsfornødenhed for den søgende sjæl.
Ad Hærvejen vandrede syndere med fast greb om pilgrimsstaven fremad mod det forjættede valfartssted. Det var således også tilfældet med Skt. Hjælper. Hvis ikke han kunne hjælpe, hvem kunne så?
Selv Dronning Magrethe den Første har nævnt Skt. Hjælper i Kliplev. Men egentlig forekommer denne helligdom kun få steder. Således er det allerede i 1440 en Skt. Hjælpers Kapel i Flensborg. Og et Skt. Hjælpers Gilde er kendt fra Svenborg i 1477. Ved den store Vestervig Klosterkirke i det sydlige Thy ligger Skt. Hjælpensbjerg.
Hvordan så Skt. Hjælper ud?
Men hvordan så denne Skt. Hjælper i Kliplev egentlig ud? Ja vi kan kun gøre os forestillinger om det, da hans billede blev fjernet fra sin plads før 1710 i Kliplev kirke.
På den tid havde præsten i den nærliggende Holbøl kirke, Samuel Nissen givet en beskrivelse af den gamle valfartskirke. Han mener, at den har været viet til den hellige jomfru, fordi hele hendes levnedsforløb fandtes fremstillet på alteret. Til sin patron havde kirken selve Frelseren.
Måske er det et autentisk billede af Skt. Hjælper på kirkeklokkerne i Kværs, der indtil 1704 var annekssogn til Kliplev. På denne findes nemlig et lille relief, der efter alt at dømme må være en afstøbning af et pilgrimstegn. Da klokken er blevet støbt i 1472 til brug for kirken i Kliplev er det grund til at drage denne slutning.
Også klokken i Kliplev, som er støbt i 1638 har relieffer af en pilgrim og et brystbillede af Kristus. På denne tid var valfarterne endnu ikke glemt.
Et lignende billede som i Kærs findes også på kirkeklokken i Jørl i Sydslesvig.
En stor klods
Kronisten Jonas Hojer fortæller i sin skildring fra 1628 om Skt. Hjælper, at han var
Det gik åbenbart noget tid, inden det omsider lykkedes for de Lutherske at få bugt med den skammelige helgendyrkelse.
Han vil være min hjælper
Da Gregers Ahlefeldt i 1559 skulle gravsættes i slægtskapellet i Kliplev kirke, var tilliden til Skt. Hjælpers bistand i hver fald endnu usvækket. Hverken Gregers eller hans efterkommere mente at kunne undvære Hjælperens bistand. På hans kiste blev hans valgsprog således påsat:
Historien om den unge pige
Der eksisterer også den historie om den unge pige, der på sine bare ben vandrede til Kliplev og blev så underfuldt bønhørt. Hendes kæreste var i nødværge kommet for skade at dræbe en medbejler, og døden var ham derfor vis. Men i sin nød vendte hans pige sig til Skt. Hjælper, hvem hun oprigtigt fortalte alt, hvad der var hændt. Ved et tilfælde kom Kong Hans, fortæller sagnet videre til uset at overhøre pigens anråbelse af Hjælperen, da han netop gæstede valfartsbyen.
Ved at høre hendes brændende bøn, besluttede han sig da at gribe ind, og den onde skæbne blev således lykkelig afværget, uden at pigen fik sagens rette sammenhæng at vide. Hun levede derfor sidenhen i den tro, at det var Skt. Hjælper, der havde bønhørt hende.
Skt. Hjælper lå på loftet
Man kunne kun se Skt. Hjælper gennem et gitter, men alligevel lykkedes det for noget at vanære figuren.
Men Skt. Hjælper har nu for længst forladt Kliplev. Ifølge Oldsagskommissionen lå det dog endnu i 1808 oven på kirkens hvælvinger, men hvor det siden er blevet af, er der ingen, der ved.
Skt. Hjælper tog sig også af de firebenede
Ja så kommer vi endelig frem til overskriften. Kliplev marked er et ægte barn af middelalderens valfarter. Jo de kendte handelsmesser er også valfartssteder i handelsmæssig henseende.
Ja og Skt. Hjælper tog sig også af de firebenede. Og mest travlt havde han på årets to korsmesser, den 3. maj og 14. september. Og når man nu som kvægdriver gik af Hærvejen var det ikke den store omvej at gå til Kliplev.
Vi ved, at der i 1475 kom en bekendtgørelse, at de kongerigske handlende ikke måtte drive deres kvæg sydligere end toldstederne i Ribe, Kolding og Assens. Men dette blev allerede ophævet tre år efter.
Niels Heldvad skrev det i almanakken
Kliplevs beliggenhed betød, at man også efter reformationen kunne tiltrække masser af folk. Valfartstidens traditionelle mødested for høj, lav, rig og fattig har bevaret sit ry helt til vore dage. Vores store kalenderskriver Niels Heldvad, som vi tidligere har omtalt i en artikel udsendte sine årlige almanakker fra 1590 til sin død i 1634. Det var her naturligt at omtale markedsdagene i Kliplev – det eneste landmarked på den jyske halvø, som der ofres en notits på.
Efterhånden mistede kirkeårets helgendage deres betydning og Kliplev Marked blev afholdt på andre tidspunkter. Man måtte dog også tage hensyn til, hvornår andre markeder blev afholdt. Blandt disse var Hanved og Tønder marked.
Datoerne skulle overholdes
I 1636 måtte myndighederne gribe ind og indskærpede, at markedsterminerne skulle overholdes. I 1650 truede kongen godsherren i Søgård med en bøde på 100 rigsdaler, dersom han ikke omgående sørgede for at få forkøbet og handelen før og efter de rette markedsdage bragt til ophør.
Men åbenbart var der stadig problemer for i 1688 udsendte Frederik Ahlefeldt en bekendtgørelse, at Kliplev marked skulle afholdes den 14. april og den 14. september. Overtrædere af denne bestemmelse ville blive bragt i arrest i Kliplev.
Dyr blev beslaglagt
Efter Ahlefeldternes konkurs i 1725 tog man ikke disse datoer så højtidelig. Det lykkedes så nogenlunde for den nye godsherrer Godske von Thienen og dennes inspektør Andreas Jessen, at få folk til at overholde datoerne. Endvidere blev det fastslået, at handelen ikke måtte starte før klokken 10 om formiddagen på selve markedsdagen.
Der er eksempler på, at dyr er blevet beslaglagt, fordi reglerne ikke er blevet overholdt. Og Frederik Ahlefeldt har flere gange sendt soldater ud på markerne omkring Torp, Uge og Bjerndrup for at drive kvæget til Kliplev.
Ulovlig handel
Den ulovlige handel foregik dog stadig og havde et betydeligt omfang. Det skete på selve Hærvejen og begyndte ved Rødekro. Siden fortsatte det i Bolderslev, ved Stenbjerg kro, Urnehoved – banken, i Uge og ved Årtoft lige frem til Kliplev mark.
Også kongen var træt af, at man ikke overholdt reglerne. Den pietistiske Christian den Sjette udsendte den 8. september 1744 en kundgørelse fra Gottorp:
Kongen forlangte, at ejeren af Søgård gods omgående sørgede for, at noget sådant ikke fandt sted for fremtiden. I modsat fald ville han have forspildt al kongelig nåde!
Oven på denne skylle måtte præsterne nu ved deres salighed bedyre, at der ikke havde været afholdt – offentligt! – marked i passionsugen.
Hvad der var forefaldet af uregelmæssigheder, beroede udelukkende på de sørgelige tilstande, som kammerherre Godske von Thienens langvarige sygeleje og påfølgende død havde medført.
En lystig påske
Markedsdagen den 4. april havde dog været en påskelørdag – men om det virkelig er lykkedes at overbevise den pietistiske konge om, at al markedshandel så har ligget stille de tre helligdage (3. påskedag helligholdt man også dengang) lyder utroligt.
Det har utvivlsomt været nogle lystige påskedage, man fejrede i Kliplev i 1744 til trods for, at pietistisk ensretning var landets officielle kurs. Og den stedlige gejstlighed synes ikke at have haft noget som helst at indvende herimod.
Kvægpest
De følgende år lå studehandlen stille på grund af den forfærdelige kvægpest. En overgang så det ud til at blive kvægbrugets ruin. Derfor var det ikke marked i 1745 og tre fire år frem. Ja helt frem til 1758 måtte terminerne på grund af kvægsygen fastsættes ved årlige forordninger.
Kliplev Marked – det fornemste
I 1745 nævnes det, at:
Protesterne mod kræmmerne
Det var ikke alle, der var glade for kræmmermarkedet, således mente man i Aabenraa, at det kunne måtte være et kvæg – og hestemarked. Men det blev solgt mange andre ting på Kliplev Marked.
Eneret til handel med kroerne
For Paulskro og for kroen i Gejlå betød handelen af Hærvejen alt. En række Flensborg – Købmænd og – Bryggere ville betale temmelig store summer for at få eneretten til at forsyne kroerne på Søgård – Årtoft godsområde med vin, mjød, fransk brændevin og kornvin til gængs torvepris.
Bestemmelserne sagde, at når der var Kliplev Marked, ja så måtte enhver, der var bosat i Kliplev sælge drikkevarer, når det blot skete på egen jord eller i eget hus.
En trist skæbne
Der mange skæbner forbundet med Kliplev mærken. En stakkels og forfrossen mand gik rundt i nærheden af Paulskro. Han tiggede og hjalp med at passe kvæget. En dag kom han ind på kroen for at få noget varme, bestilte en øl. Han satte sig foran ildstedet, fik en gryde og varmede øllet. Så så han, at der blevet leveret fisk tilbage fra gæster på kroen til køkkenet. Han spurgte som om han kunne få dette. Ja, det kunne han godt med han måtte betale en skilling for det. Men efter kort tid sank han sammen foran ildstedet. Overgangen fra kulde til den pludselige varme var for meget. Han døde, uden at nogen egentlig kendte hans navn.
Matroserne i Kliplev
En dag kom en flok matroser marcherende fra Flensborg til Aabenraa. De ville gøre turen kortere ved at springe over hækken gennem præstens have. Ja efternølerne ville afkorte turen endnu mere, ved at gå gennem laden. Det ville præstens karl ikke finde sig i. Det kom til en slåskamp, hvor en af matroserne fik tildelt et sår.
Matroserne hev nu sten op ud af kirkegårdsdiget. Uheldigvis ramte en af stenene gårdshunden. Præsten noterede omhyggelig i sin fremstilling af episoden, at han derved led et tab på 10 rigsdaler. Og karlen måtte søge tilflugt hos sin husbond, da de tre matroser havde fået hjælp hos deres kammerater.
40 mand stormede nu ind i præstens køkken, hvor de nu forsøgte at få fat i karlen. Præsten havde sendt bud efter rettens stedlige håndhæver, nemlig godsinspektøren. Samtidig indfandt præst Nicolaus Nissen fra Uge sig også i præstegården. Stillet over for så mange myndighedspersoner fortrak de sidste matroser sig fra Kliplev Præstegård.
Ikke alle gæster var lige ærlige
Det var heller ikke alle krogæster, der var lige ærlige. Det gjaldt bl.a. for den såkaldte Baron Johann Ludwig von Werder. Han var en falskner, tyv og bedrager. Men endelig på Genner kro lykkedes det at få fat i ham.
En forsvarlig rus hørte nu engang med til et rigtigt marked. Når man derfor i 1835 kunne rapportere om fundet af en døddrukken bondekarl fra Rens midt på Kliplevs gade, var det ikke noget særsyn.
Den berusede dyrlæge
Ja selv den nye dyrelæge, der skulle føre tilsyn med de tilførte kreaturer var nemlig til stadighed beruset. Han hed Johann Hansen Schmidt og var fra Løjt. Man kaldte ham:
Omsider i 1829 kunne godsøvrigheden besinde sig til at afskedige ham.
Farlig for det borgerlige samfund
Ikke alle kunne tåle spritten. En af dem var gæstgiver Eduard thor von Straten, der i 1841 blev betegnet som direkte farlig for det borgerlige samfund. Gennem årene havde han ret hyppige deliriumsanfald.
Som årsag til dette antydede han selv, at det skyldtes at Kobbermøllen var gerådet i skurkehænder. Her hentydede han til, at hans far, Josias thor Straten i 1839 blev nødt til at gå fra denne ejendom som en ruineret mand.
Øget tilgang af kræmmere
Fra slutningen af 1812 tales der om en udvidelse af markedet. Dette skyldtes ikke en øget tilgang af kvæg – og hestehandlere men øget tilgang af kræmmere.
En forordning af 1743 forbød på det strengeste at kræmmere måtte gæste markederne. Dette var forbeholdt erhvervsdrivende fra købssteder og flækker.
Forslag afvist af godsinspektør
Med den stigende tilgang af kræmmere kom et forslag om at man skulle kræve indførelse af stadepenge. Indtil da havde sandmand Peter Hansen forlangt 4 skilling pr. telt og beholdt pengene selv.
Borgmester Schow fra Aabenraa havde fået den juridiske myndighed. Han henvendte sig til godsinspektør Friedrich. Godsinspektøren afviste kategorisk forslaget. Der var jo ikke tale om misbrug eller uorden.
Endnu et forslag afvises
Men dette var kromand Jacob Schönberg i 1821 bestemt ikke enig i. Han anmodede borgmesteren om øget tilsyn med markedet. Lovstridige optrin var der mange af. Personlige ejendele var ikke ordentlig beskyttet. Kromanden gav udtryk for, at militæret skulle tilkaldes lige som tilfældet var ved markedet i Handeved. Men også dette forslag blev afvist.
Beholdt godsinspektøren pengene selv?
Men toldforvalter Schlottfeldt, Aabenraa, der varetog sit embede med omhu havde fået en klage i 1823. Her blev godinspektøren beskyldt for at håndhæve kontrollen med de varer som kræmmere og håndværkere førte til Kliplev marked. Det kunne ikke kontrolleres, hvor meget gebyr, som godsforvalteren tog for dette. Toldforvalteren henvendte sig derfor til godsforvalteren også med hensyn til at stille med en kontrollør fra Aabenraa.
Et helt år varede det, inden godsforvalteren svarede. Han mente ikke, at der skulle komme en kontrollør. Selv havde han bare fulgt gammel skik og brug. Hvor meget han forlangte i gebyr, vides ikke. Og hvad der skete i sagen vides heller ikke.
Mange huller i forbuddet
Indtil 1850 tilhørte Lundtofte Herred, Tønder Amt. I 1824 havde man herfra sendt et påbud til godsforvaltningen på Søgård, om at der ikke måtte faldbydes kræmmervarer på Kliplev marked.
Men der var dog mange huller i Forbudsæren, således blev der tilladt salg af Tønder – kniplinger på Kliplev marked i en forordning af 23 juli 1832.
Mange markeder i Sønderjylland
Nu var Kliplev Marked ikke det eneste marked i Sønderjylland. Vi har tidligere berettet om både svine, heste og kvægmarked i Tønder. I Bolderslev har det også ligget et meget gammelt marked i tilknytning til Landstinget på Urnehoved Banken.
Også i Rise har det ligget et meget gammelt marked. Men allerede i 1530 blev det flyttet til Aabenraa.
Det navnkyndige Kloster marked har undertegnede deltaget i mange gange. Men her skal vi kun tilbage til 1681. Som det ikke er tilfældet i Kliplev fik man fra starten lov til at afholde kræmmermarked her i Løgumkloster.
Jo, der var også markeder i Øster Løgum, Gråsten og mange andre steder. Ja man påtænkte faktisk engang, at flytte Kliplev marked til Gråsten.
Myndighederne viste ansigt
Fra 1877 blev det pålagt, at der skulle erlægges 10 pf. For hvert stykke hornkvæg. Og nu skulle man anmode myndighederne om at gøre brug af udskænkningsretten. Og pludselig i 1881 dukkede der en gendarm op. Han forbød kort og godt enhver handel med kramvarer.
Fra alle sogne indløb der nu protester mod dette. På markedet oplevede man også en tilbagegang af hornkvæg på helt op til 30 pct. De prøjsiske myndigheder havde store problemer med at håndhæve forbuddet mod salg af kramvarer.
Der var gang i Kliplev Marked
Der blev spist og drukket i stor stil i en stor del af boligerne i Kliplev. Kroerne havde for længst opgivet grundet den store tilstrømning. Havde en gæst fået for meget, ja så blev vedkommende lempet ud. De andre fortsatte og har sikkert spillet Skat og 66.
Både hjemlige og udenbys musikanter sørgede for underholdningen. Et sted optrådte værtinden i et kostume, der mindede om slet ingenting. Det var nu mere, end hvad myndighederne kunne tolerere. Hun mistede bevillingen for stedse.
Håndværkerne ryddede deres værksteder for de danselystne. Steningen var høj, når de gamle landsby – spillemænd spillede op til den populære kædedans, der gik under navnet Kliple Mærken.
Jo på markedet kunne man købe kasketter, hatte, honningkager, kavinge og alt inden for isenkram, rebslageri, lædervarer, skotøj, piber, galanterivarer, damepynt m.m.
Enhver, der havde penge og ikke ødslede dem bort til svir, drik og gøgl, kunne her forsyne sig til lange tider.
Her var karruseller, gynger, gøglertelte med forevisning af både kæmper og dværge, stærke mænd, afrettede dyr og taskenspiller kunstnere. Her var i den grad sørget for adspredelse. Men selvfølgelig var det handelen, der var det bærende element.
Kliplevs gader var mærket
Men Kliplevs gader var også præget af det enorme opløb. Særlig hvis det havde været en regneperiode op til et sådant marked, ja så lignede hele området nærmest en sump.
I 1909 blev der udstedt forbud mod afholdelse af markeder på offentlig vej. I 1912 fandt Kliplev Kommuneråd en ekstra plads foruden den gamle. Men i praksis foregik bestigelsen af dyr dog overalt i Kliplev by.
Kliplev blev stationsby
Da Kliplev i 1901 blev stationsby på den ny anlagte forbindelse mellem Tinglev og Sønderborg begyndte nye tider. Nu kunne man transportere de firebenede på en anden måde.
Kliplev havde fået ry som markedsby. Men betegnelsen folkestævne er nok blegnet lidt i dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ahlefeldt:
Om Hærvejen:
Om Områder lige i nærheden:
Og mange andre
September 27, 2015
Skud i Vordingborggade
Egentlig bor vi i en nogenlunde fredelig gade. Men den 26. september 1942 genlød Øresundsgade, som den hed dengang af en masse skud. Var det Dansk Politi, der likviderede en frihedskæmper eller var det tale om selvforsvar? Politiets forklaring stemmer ikke overnes med retsmedicinernes undersøgelser. Skudende faldt i den periode, hvor dansk politi samarbejde med den tyske besættelsesmagt. I radioen havde Danmarks Statsminister opfordret til at man angav alle sabotører.
En forholdsvis fredelig gade
Normalt er vores gade en forholdsvis fredelige gade. Vi kan høre børnene over fra Vibenhus Skole. Og så kan vi høre helikopteren, når den drøner over vores ejendom for at lande på Rigshospitalets tag. Og så drøner ambulancer og politibiler nogle gange forbi ude på Østerbrogade. En gang om året tørner FCK og Brøndby – fans sammen, og der bliver pisset op ad murerne i Vordingborggade. Og så kan vi ikke undgå at høre, når værtshuset Hermod lukker midt om natten.
73 år
Vi bor lige i nærheden af det sted, hvor to politifolk for 73 år siden nedskød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael Rottbøll. Jo, det var den 26. september 1942. Det var dengang politifolk med justitsministerens billigelse jagtede modstandsfolk. Ja justitsministeren betragtede folk som Rottbøll som terrorister.
Nutidens eksperter burde undersøge sagn
Sagen er aldrig blevet efterforsket. Historikere mener modsat andre, at det hele foregik ”efter bogen”. Det var dengang, vores gade hed Øresundsgade opkaldt efter en fabrik af samme navn.
Forklaring og fakta
Modstandsmanden blev gennemhullet, angiveligt fordi han skød først. Ja sådan var politiets udlægning. Men retsmedicinernes rapport afslører store uoverensstemmelser mellem politiets forklaring og fakta.
Handlede i nødværge?
Spørgsmålet er om politiet handlede efter ordre fra tyskerne? Hverken justitsminister eller politifolkene er draget til ansvar. Det hedder sig i dette tilfælde og andre, at de handlede i nødværge. Drabet på den 25 årige Rottbøll blev forsøgt retfærdiggjort. Det gjorde andre mystiske drab under besættelsen faktisk også.
Landsskadelig virksomhed
Den danske regering havde sat lighedstegn mellem landsskadelig virksomhed og faldskærms – folk fra England.
Støtte modstand og sabotage
Rottbøll var aktiv i efterretningsorganisationen SOE (Special Operation Executive), som blev oprettet på initiativ af Winston Churchill i England i 1940. Formålet var at aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande som Tyskland havde besat, herunder også Danmark.
Officielt Danmarks fjender
Men disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks skulle fanges.
Ikke et let job
Rettbøll var SOE´s leder i Danmark. Det var hans ansvar at organisere og modtage våben og materiale, der skulle bruges til sabotage. Desuden var det hans opgave at sørge for radiokontakt til London.
Hæren var imod sabotage
Det var ikke et let job. Han var både forfulgt af dansk politi og tyskerne. Desuden opstod der modsætningsforhold mellem de to efterretningstjenester SOE og SIS. Et tilsvarende modsætningsforhold opstod der også indbyrdes blandt SOE – folkene.
Det danske militær ville heller ikke samarbejde. De var imod sabotage af tyske anlæg. SOE havde forpligtet sig til at respektere de danske efterretnings – officerers sabotagefjendtlige linje.
Tyskerne pejlede sig frem til SOE´s adresser. Deres pejlevogne var forklædt som danske lægebiler.
Den første nedkastning var en fiasko
SOE var begyndt at nedkaste faldskærmsagenter ned over Danmark. Rottbøll havde kontaktet Dansk Samling om hjælp til at skaffe indlogering, sendesteder for radiotelegrafister, rationeringsmærker og legimationskort.
Inden Rottbøll ankom, var to andre agenter blevet nedkastet. For den første, Carl Johan Bruhn var det skæbnesvangert. Faldskærmen foldede sig ikke ud, og han blev dræbt på stedet. Den anden Paul Johannesen fik ingen hjælp af sine landsmænd og sendeudstyret blev ødelagt ved nedfaldet.
Det danske militær ville ikke hjælpe
Rottbøll forsøgte gennem militæret at få organiseret modstand mod tyskerne. Men de ville absolut ikke medvirke. De ville heller ikke levere sprængstof til sabotagehandlinger. Egentlig fik han en aftale med Stadsadvokaturen for Særlig Anliggender. Den gik ud på, at politiet ikke skulle jagte og skyde mod SOE – agenter. Men åbenbart er denne melding ikke blevet sivet ud til alle. Det hjalp i hvert fald ikke Rottbøll.
Store dusører
Og jagten på faldskærmssoldaterne var for alvor gået i gang fra de danske myndigheder. På finansloven var der afsat midler, så politiet kunne udlove dusører for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af fjenderne.
Dusøren var et hidtil uset beløb. Det almindelige beløb var 5.000 kr. for at angive en SOE – agent. Men kilder talte om, at man fik helt op til 25.000 kr.
325 betjente var mobiliseret
Den livlige trafik på radioen bragte tyskerne på sporet af Johannesen og Rottbøll. Ikke mindre end 325 politifolk blev mobiliseret i jagten på spionerne og terroristerne fra England.
145 betjente i Valby
Den 5. september 1942 slog dansk politi og tyskerne til i et godt samarbejde. Især var det politikommissær Odimar, der plejede dette samarbejde.
De omringede en boligblok i Valby. Da Poul Johannesen åbnede blev han med det samme beskudt af overbetjent Østergaard Nielsen. Johannesen besvarede ilden og dræbte overbetjenten. Men han blev overmandet og bragt til Politigården. Men inden han nåede frem, lykkedes det ham at sluge en Cyankalium – pille, som Faldskærmssoldaterne bar på sig.
Diverse fristeder
En af Rottbøll´s fristeder var hos en købmand i Nøjsomhedsvej. En andet sted var Løgstørgade 23.
Gestapo fik et tip
I august 1942 fik Gestapo beviser for, at Rottbøll befandt sig illegal i Danmark. En tidligere kollega fra vinterkrigen i Finland havde for penge stukket ham. Senere indkasserede han et større beløb for at angive, at han holdt til på Café Heidelberg.
Den 30. august skiftede Rottbøll atter adresse. Denne gang til Øresundsgade 19 (Vordingborggade 19). Han flyttede ind under dæknavnet Kaj Rasmussen.
Den berømte sabotage – tale
Den 2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte sabotagetale:
Var det Christmas – Møller?
I efteråret 1942 havde den landflygtige Christmas – Møller opfordret danskerne til at sætte Europa i brand. Måske var det dette, der fik statsminister Buhl til mikrofonen?
Nye adresser
Den 25. september havde Rottbøll fundet nye adresser til alle. Selv skulle han flytte til Frederiksberg, dagen efter.
Kl. 17.35 cyklede Rottbøll mod Østerbrogade medbringende senderen. Den blev taget med til hans nye vært. Denne mente, at han skulle flytte ind med det samme, men Rottbøll afslog. Han skulle nok have sagt ja. Men han kunne ikke vide, at politiet havde været forbi på Øresundsgade, men igen var kørt med uforrettet sag.
Politiet var på vej
En af besættelsestidens stikkere havde for en god dusør afsløret, at en faldskærmssoldat holdt sig skjult i Øresundsgade 18 5.sal t.v.
Den 26. september 1942 ankom syv civilklædte politifolk til Øresundsgade. Fire af betjentene tog bagtrappen. Resten fortrappen. Begge hold havde medbragt en hund.
Kl. 6.30 ringede de på hos værten, Johan Balslev. I første omgang benægtede han, at der var en logerende. Balslev blev bedt om, at trække sig tilbage til stuen. Kriminalbetjent Øst bankede på døren til det kammer, hvor Rottbøll havde logi.
Der bankes to gange på hans dør. Ifølge politifolkene kom en mand ud iført pyjamas med hænderne på ryggen.
Politiet: Rottbøll skød først
Øst forklarede, at det var dansk politi, der ville tale med ham. Få sekunder efter udviklede det sig til en tragedie. Manden trådte tilbage ind i værelset, der kun var sparsom belyst. Efter eget udsagn gik Øst sammen med en kollega på ham.
De er angiveligt bange og trænger Rottbøll op i en krog. Til politirapporten forklarede Øst, at den ukendte mand affyrede et skud, som han straks besvarer. Han havde hele tiden haft et fast greb om sin pistol i højre frakkelomme.
Øst forklarede, at de afgav flere skud. Rottbøll sank sammen – død. Hele episoden varede under et minut.
Øst havde mærket, at det sved i hans underliv. Desuden var det blod på hans hænder. Han var bange for, at være blevet ramt, og beder kollegaerne tilkalde en ambulance. Det viste sig efterfølgende, at et projektil havde ramt hans bæltespænde og derefter ændret retning. Blodet i hånden var Rottbølls. Øst var uskadt.
Der var åbenbart sket en del forvirring under episoden. Betjentene fra bagtrappen kunne derfor ikke bidrage til sagens opklaring.
Det er de to kriminalbetjente Øst og Rasmussen, der er involveret i skyderiet. De støtter senere hinanden i deres forklaringer. Først da skyderiet var over, når den tredje betjent Døssing frem.
Der blev ikke foretaget ballistiske undersøgelser, der kunne give svar på, hvilke patroner, der var affyret fra bestemte våben. Så det er betjentenes udsagn, der er udslagsgivende.
18 synlige skader
Liget af den ukendte mand kørtes efter drabet til Retsmedicinsk Institut. Ifølge den rapport, der blev udarbejdet var der 12 synlige indskudshuller i ligets mave, overkrop, hals og hoved. Antagelig har et skud tværs gennem hjernen været dødelig.
I alt blev 18 synlige skader beskrevet.
Alt tyder på, at en af de to betjente har sat sin pistol mod Rottbølls tinding og trykket på aftrækkeren.
Møllevingerne drejet i kors
Da budskabet nåede til Rottbølls hjem på Børglum Kloster, blev møllevingerne drejet i kors. Og det er de stadig.
Bisat på Børglum Kloster
Fredag den 2. oktober blev der givet tilladelse til, at Rottbølls lig må transporteres til familien på Børglum Kloster. To dage efter blev Rottbøll bisat fra stedets private domkirke. Tyskerne havde forlangt, at dette skulle foregå i stilhed.
Men lokale kræfter iværksatte en indsamling til et mindesmærke. Bidragene kom fra fiskere, landmænd, arbejdere, præster, håndværkere og handlende. Mindestenen blev afsløret den 18. juli 1943.
I det illegale blad Frit Danmark kunne man læse under overskriften En Frihedskæmper hædres:
Det var ikke kun tyskerne, der gerne ville have forhindret en sådan indsamling, men også de danske myndigheder. Men den 29. august 1943 var der mange flere, der tog afstand fra både den tyske besættelsesmagt og den danske regering.
Omfattende efterforskning
Et omfattende efterforskningsarbejde blev sat i værk. Således blev viceværten i Øresundsgade 19 afhørt. Han beskrev den myrdede som meget kultiveret. Ud fra elevatorens rytme kunne han fortælle, at mandspersonen kom hjem på de mest aparte tider – nogle gange også om morgenen.
Petersen fra femte kunne berette om, at en radio blev sat i gang hos Balslev mellem 6 og 7 om morgenen. Viceværten havde kun en gang set ham med en fremmed. De havde en kuffert med.
I bogen Man skyder da helte stilles der en række spørgsmål til opklaringen af mordet. Forfatteren konkluderer, at nutidens eksperter, der ikke er farvet af, at have haft begivenhederne tæt inde på livet, ville kunne give en afklaring af de virkelige hændelser.
Frihedsmuseet: Rottbøll skød først
På Frihedsmuseet mener man, at det var Rottbøl, der skød først. Dette står også på museets hjemmeside.
800 tons våben/sprængstof
I alt blev der nedkastet 53 faldskærmsagenter over Danmark. Med den høje tabsrente frem til efteråret 1942, kom tjenesten først for alvor til at virke fra 1943. Under hele besættelsestiden forsynede England og USA den danske modstandsbevægelse med ca. 800 tons våben, sprængstoffer og andet materiel.
Krigshelt
Et paradoks var, at den mand som det officielle Danmark jagtede, 11 år efter sin død blev hædret som en af det britiske imperiums officielle krigshelte. Denne heltestatus fik han aldrig i Danmark.
SOE var handlingslammet i et halvt års tid, hvorefter Flemming Muus overtog ledelsen. Egentlig kom SOE først rigtig i gang i 1943. Man hjalp især med våben til jernbaneaktioner.
Danmarks sorte samvittighed
Var det Danmarks sorte samvittighed? Politiet skal nok ikke være stolt af sin indsats i denne situation. Det samme gælder andre mord og mystiske dødsfald fra den tid, hvor man bevidst forfalskede rapporter, og prøvede på at viske tavlen ren. Se eksempler på hjemmesiden www.dengang.dk
Ollerup Gymnastikhøjskole
Rottbøll tilbragte en tid på Ollerup Gymnastikhøjskole. Det var under Niels Bukh´s tid. Denne valgte Hitler.
Rottbøll var sammen med Bukh og andre fra Ollerup Gymnastikhøjskole til et propaganda – stævne for nazismen. Men han lod sig ikke rive med, som så mange andre.
Han blev elitegymnasiast og soldat i Livgarden. Han var i såkaldt dannelsesophold i udlandet. Og i perioder var han kvægfarmer i Argentina. Han meldte sig frivillig til Den Finske Vinterkrig. Efter den 9. april søgte han mod England for at melde sig i allieret tjeneste i kampen mon nazisterne. Og her i England gennemgik han en hemmelig militær uddannelse.
Kriminalbetjent hædret
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Men politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling til hele korpset:
Mørklagt i 73 år
I 73 år har sagen nu været mørklagt. Det samme har den nådeløse og aktive indsats som den det danske politi spillede i jagten på de få danskere, der satte sig op mod nazismen i de første år under besættelsen.
Det betændte forhold mellem modstandsbevægelsen og politiet har været vendt og drejet af historikere og journalister mange gange.
Rottbøll var, da han blev skudt af dansk politi i Vordingborggade i allieret tjeneste. Han var chef for Speciel Forces operationer i Danmark.
Var det angst og nervøsitet?
Andre historikere betvivler, at politiet skulle være særlig samarbejdsvillige med tyskerne. De sætter tvivl om, det var tale om en decideret likvidering. De mener, at angst og nervøsitet kunne være årsagen til de mange kugler mod Rottbøll. Det skal ses i kølvandet på begivenhederne uger forinden, som vi også har beskrevet i artiklen.
Likvidering?
Skuddene mod Rottbøll er affyret så tæt, at det nærmest er tale om en likvidering. Havde man ønsket at pacificere ham, havde man sigtet efter lårbensknoglen.
Måske burde teknikere gennemgå sagen på ny.
Det samme gælder andre forhold under besættelsestiden. Men den rigtige historie, får vi nok først, når arkiverne bliver åbnet for offentligheden og ikke kun for de få udvalgte.
Læge dømt
En læge ved navn, Esther Ammundsen blev i Københavns Byret idømt 6 måneders fængsel, fordi hun havde hjulpet Faldskærmssoldaterne.
Spioner rekrutteret fra Hamborg
Amerikanerne og englænderne havde længe planer om at besætte Danmark. De havde derfor spioner, der skulle rapportere om tyske forsvarsværker i Danmark. Noget af denne aktivitet kom fra Hamborg. Og nogle af spionerne blev rekrutteret fra dansker – kolonien, dernede fra.
Hvem skulle befri Danmark?
At det så var russerne, der var lige ved at komme først, er en anden historie. Men det kunne have fået alvorlige følger, for de anerkendte ikke Danmark som allieret. Ja, hvem skulle egentlig befri Danmark?
Da freden kom var det uklart. Var vi et tyskvenligt land, et neutralt besat land, eller var vi faktisk i krig med Tyskland efter 29. august 1943?
Regeringens rolle var uklar
Så sent som en uge før, den danske befolkning havde fået nok af tyskerne, opfordrede regeringen og kongen til, at man undgik sabotager og andre terrorangreb mod den tyske besættelsesmagt. Sabotører skulle angives.
Den 5. maj fremtrådte en ny regering med statsminister Buhl. Hans tale fra 1942 var en svær kamel at sluge for Frihedsrådet.
Politiet blev sat til at jagte engelske faldskærmssoldater. De betragtede dem ligesom regeringen som terrorister. Så måske handlede de i god tro, da de skød Rottbøll i Vordingborggade?
Var det for fantasifuldt?
Selv om der faldt mange skud på Vordingborggade, så tvivler diverse historikere på, at der var tale om en likvidering fra dansk politis side.
Men man skal dog ikke glemme, at der også inden for politiet var nazister.
Kilde:
Birthe Lauritsen: Man skyder da helte /Puella Edition
www.dengang.dk /Uwe Brodersen
Gert Jensen: Michael Rottbøl – manden bag myten (forlaget Vestvendsyssel)
Klaus Skot – Hansen: Fra Børglum Kloster til Special Forces (1996)
Peter Birkelund m.fl.: Faldskærmsfolk – SOE’ s arbejde i Danmark 1941 – 1945
Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra Danmark 1 – 2
www.dengang.dk indeholder 146 artikler fra Besættelsestiden
September 19, 2015
Skal Ladegårdåens vand atter flyde?
Man vil gerne frilægge Ladegårdsåen. I øjeblikket ligger den i rør. Der er masser af myter om denne å. Her er begået mord, selvmord og selvdøde heste og kreaturer er flydt i denne. Vi skal også høre om den gård, der dannede navn til åen. Her var både rigtig ladegård, Fattiggård, Arbejderanstalt, Tvangs – arbejderanstalt, Sindssygehus, Kvæsthus, Krigshospital, Fængsel, Pesthospital og meget mere. Her opholdt der sig mordere, fattige, offentlige fruentimmer, arbejdsløse, sindssyge og mange flere. Her er historien om savn, lidelse, sygdom og fattigdom
En fast borg for menneskers nød og fattigdom
Ladegårds historie er lige så broget som livet. Det er et sagn om megen lidelse, sygdom og fattigdom. Det blev den faste borg for menneskets nød og fattigdom.
Åen skal atter frilægges
De gamle billeder med børn, der boltrer sig i Ladegårdsåen skal genoplives. Det er bare den lille hage ved det, at det koster fem milliarder kroner.
Stykket fra Søerne til Jagtvejen blev rørlagt i 1897. Stykket fra Jagtvej til Borups Allé blev rørlagt i 1942. Og det sidste stykke ved Ågade, som bestod af Grøndalsåen og Lygteåen blev tildækket i 1962.
Der er mange, der gerne vil have åen tilbage. Men det er en dyr fornøjelse. Og en ny delrapport slår tvivl om, at man overhovedet kan få åen til at flyde. For åbenbart mangler der vand. Men 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrum Sø forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet.
Jo Ladegårdsåen eksisterer skam, og den leverer bl.a. vand til Søerne, Østre Anlæg og Kastellet. Men hvorfor man så vil sikre vandet i Grøndals Å, ved at vende vandet i Ladegårdsåen, det forekommer mystisk. For uanset om Ladegårdsåen frilægges, så sikrer åen vand i København. I sommers kunne man se bunden i Søerne, fordi man pumpede vandet ud mod Rødovre.
Fastholder man, at vandet i Ladegårdsåen skal vendes får vi næppe en frilæggelse af åen.
En gammel Å
Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455 – 1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så pasende også bruges som et forsvarsværk. Åen blev samtidig skellet mellem Københavns Byjorder og Utterslev Bymark.
Vandet kom fra Gentofte Sø, Emdrup Sø og Lersøen. Emdrup – eller Lundehussøen løb oprindelig ud i Øresund gennem Rosbækken. Den blev forbundet med Gentofte Sø, opdæmmet ved Lyngbyvej og ledt ind i Lersøen, hvorfra den via Lygteåen blev forbundet med Ladegårdsåen.
Emdrup Sø får en del af sit vand fra Utterslev Mose. I 1523 ønskede man at forbedre vandforsyningen, derfor uddybede man åerne.
Lygte – Løgh – Sump
Af navnet Lygten kan vi udlede, at her var sump. Ordet stammer fra det gamle danske ord for løgh. Og området ned til åen var i mange år et sumpet engdrag.
Og vi kender alle den gamle Lygten Kro, der lå der, hvor den gamle stationsbygning på Lygten Plads ligger. Jo, vi har stadig en kro, der hedder Lygten Kro, men det er nu ikke den samme, og ligger ikke på den samme plads.
Lersøen blev berygtet
Her på siden har vi flere gange beskrevet livet i Lersøen. Det var her kurvemagerne hentede deres materiale og baptisterne blev døbt. Her havde byens fuglehandlere nok at lave med at fange diverse fuglearter. Og her boede byens afskum. Det var Storm P blandt andet fandt sine motiver.
Lersøen blev senere tildækket og blev Københavns største godsbanegård. Ja og så fik den en latrinstation opkaldt efter sig.
Under jorden mødes Grøndalsåen og Lygte Å i Ladegårdsåen.
Masser af vand i Ladegårdsåen
Egentlig har der i tidens løb været masser af vand i Ladegårdsåen. Og der er masser af historier og myter om åen. Her er uønskede børn blevet druknet, en bankrøver har skudt sig selv i åen, døde dyr som heste og kreaturer er blevet ført med åen i tidens løb.
En af myterne fortæller at 4 ud af 6 mennesker natten mellem den 26. og 27. november 1812 druknede, da deres hestevogn faldt i åen. De havde været til bryllup og fået noget at drikke. Men historien findes i diverse versioner.
Således skulle to jødiske kvinder været på besøg på Rolighed, da de med hest og vogn styrtede i søen.
Og myterne fortæller også, at der er rejst en mindesten for de omkomne. Men denne sten var dog blot en højdemåler.
Af hensyn til folkesundhed
Fra at levere drikkevand udviklede Ladegårdsåen sig i stedet til at være en kloak. Af hensyn til folkesundheden blev den efterhånden rørlagt. Ja og denne meget omtalte Ladegårdså er selvfølgelig opkaldt efter Kongens Ladegård.
En flot ladegård
Christian den Tredje lod anlægge en ladegård til Københavns Slot i 1548. Den blev anlagt i Nyby. På Christian den Fjerdes tid var den for lille. En ny måtte bygges.
Egentlig skulle kongens ladegård have ligget uden for Øster Port. Men det blev aldrig til noget. Fra 1620 øjnede man en anden mulighed. Kongen overtog nemlig den gamle Sankt Jørgensgård og udløbet af en år, der nu fik navnet Ladegårdsåen.
Han byggede nu en ny ladegård på det nye sted. Den store lade var ikke mindre end på 100 fag. 500 stykker kvæg stod opmarcheret. Et sindrig rørsystem bevirkede, at der kom vand op i krybberne. Ovenover var der en lade, som man kunne køre til. Der var åbenbart lavet en rampe.
Kongen tog selv aktivt del i driften, En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.
Nye bygninger tilknyttet Ladegården
Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et Svertehus, som nærmest var et farveri. Dette havde sikkert forbindelse til Ladegården.
Mellem Blegdamshuset (1621) i det nordvestligst hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et såkaldt Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.
Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600 tallet. Det vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.
Fæstningsgraven havde afløb til Skt. Jørgensø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen som følge af det ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne og ud til markerne.
Til gavn for kongen
Ladegårds – anlægget bestod foruden af den store lade med udbygget gavl mod sydøst af tre – fire mindre bygninger rundt omkring og en hovedbygning.
I 1623 var Ladegården klar. Den første foged hed Rasmus Jensøn. I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid, og de skulle lystre fogeden.
Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfter og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på de rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.
Kornet skulle renses, så den kunne bruges til Kongens Bryghus.
Hele produktionen, der ikke skulle bruges af kongen, skulle sælges fra torvene. Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.
Portene skulle åbnes ved ind – og udkørsel af nøje afregnet gods, og ingen måtte opholde sig alene i laden. Dyrene, der ikke var så let at opdrage, skulle for en sikkerheds skyld alle brandmærkes med Ladegård – mærket.
Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og dette skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer måtte de spinde – til gavn for kongen.
Ny Ladegård
Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne, og der skulle etableres hele 18 broer over disse afvandingskanaler.
Men ak. En storm i 1628 ødelagde store dele af laden, og en del kvæg omkom. Men straks blev laden genopført. Den ny lade var grundmuret i hele tre etager. Og voldgravene rundt om stedet fik nu vand fra Ladegårdsåen og Rosenåen.
Fogeden havde travlt
Fogeden havde nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det. I
1639 var der en del fisk i dammene. Det fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.
Ny forpagter
I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte dog også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af Friederichsborg Slots ladegård. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.
Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.
En del grundejere havde mistet jord i forbindelse med anlæggelse af Nykiøbenhavn. De fik erstatningsjord på Ladegårdens arealer. Dette indskrænkede også forpagterens muligheder.
Hollænderne kommer
Markerne fra den gamle landsby, Solbjerg blev udset til at være den ny Hollænderby. Hollænderne lagde deres gårde ved siden af det nuværende Allégade. Men de havde svært ved at levere de pligtige varer til Kronen. I et forsøg på at rejse penge solgte de grunde til velhavende københavnere. Men denne handel var ulovlig, da de ikke selv ejede grunden.
Og i 1651 blev dele af Ladegården indrettet som pesthus. Det blev kortvarigt indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner for takket være svenskerne led bygningerne stor skade.
Hvor blev bøhmerne af?
I 1653 havde Frederik den Tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie om at få lov til at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.
De kunne opbygge et lille fristed med kirke, skole, valkemøller, farverier og pressehus. Men af en eller anden grund kom de aldrig rigtig i gang. Måske har det noget at gøre med et mord, der skete på stedet. Klædemagerne forsvandt lige så brat, som de var kommet.
20 hollandske gårde
Ladegården var med den omskiftelige tilværelse efterhånden blevet meget brøstfældig.
Tyve hollændere som vi allerede har hørt om, havde i 1651 fået tilladelse til at dyrke afgrøder på en del af Ladegårdens jorder. Det lykkedes ret hurtig at bygge en lille by op. 20 gårde blev opført.
Da svenskerne i 1658 – 59 belejrede København skød de bygningerne i grus
Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner som Gabel overtog.
Den gule Hest
I 1670 blev der givet tilladelse til krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at bygge og bage, således at tilrejsende til Nødtørftighed for Penge kunne overnatte og overleve.
Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne diviteres med, når blot der erlagdes told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn Den gule Hest tydede på en hvis standard.
Gabel erhvervede også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Han havde dog gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.
I 1682 lå der tre fiskedamme på grænsen mellem Vestre og Nordre Forstad på Ladegårdens jord. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse damme.
Kronen overtager atter gården
Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget i stedet for Ladegården. Et kort fra 1685 viser, at man dog bibeholdt den ydre del af skansen.
Selve gården havde lidt stor skade under krigen. Christoffer Gabel havde fået skødet på gården. Hans søn Waldemar Christopher havde overtaget den. Men han var kommet i pengenød. Derfor overtog Kronen atter gården.
I 1683 blev dele af Ladegården udlejet til kongelig musikant, Johan Alter. Andre dele af gården fungerede som offentlig værtshus med beboelse af justitsråd, Edvard Kruse.
Kvæsthus
Omkring 1690 overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710 – 1711 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af Kronen fået skænket gården.
I en periode fungerede Ladegården som krigshospital.
Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle lide kuldens kvaler.
Da Ladegården eller Krigshospitalet blev omdannet til midlertidig pestlazaret, flyttedes de syge soldater som i forvejen var på gården til Nyhavn.
Senere blev det besluttet at flytte de faste lemmer til Falkonérgården.
I 1697 nedbrændte det meste af Ny Hollænderbyen. Bønderne var fortsat bagud med at levere varer, så det hele var gået tilbage til kongen.
Et stort rækværk blev bygget rundt omkring lazarettet. En pestkirkegård blev etableret omkring 1710 – 1711 på Ladegårdens jord. Også den nærliggende Vodroffgård var indrettet som pesthospital. Begge steder var en barber (kirurg) chef.
Igen Krigshospital
Da epidemien var over, blev Ladegården igen omdannet til krigshospital for landetatens soldater. Men også en del af statens ansatte kom herud. Fra 1716 ved vi, at der var indlagt 254 patienter, heraf var 149 soldater.
Men igen engang blev Ladegården også brugt til lystigere ting. I 1724 fik inspektøren Davis Schack kongelig privilegium til holde værtshus på stedet.
Fattighus og husvildebolig
I 1728 blev udbrændte lemmer overvist hertil fra Brøndstræde Hospital. Ladegården var blevet istandsat og fra 1. juli blev det et egentlig krigshospital, der samtidig blev brugt til fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for Militæretaten.
Og Ladegården blev også brugt som husvildebolig for nogle af dem, der mistede deres bolig under Københavns brand. 2.000 huse blev dengang lagt i ruiner.
Produktionssted
Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården.
En kapital på 1.200 Rdl. som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderens Enker overførtes til Krigshospitalskassen.
I 1748 blev gården radikalt ombygget. Fra 1734 blev der også indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sechmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Sidstnævnte tog sig også af undervisning af børnene.
Beskæftigelse af alle lemmer
Efterhånden startede der produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve – og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.
Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed.
Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte bruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.
Sindssygehospital
I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den nye institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet Sankt Hans Hospital.
Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Skt. Jørgens Sø.
Allerede fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.
Men nu måtte Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne.
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest nøgne rundt kun iført pjalter.
Ulægelige og gyselige sygdomme
Under et tag samlede man patienterne fra det gamle Sankt Hans Hospital. Afsindige og Tossede gik side om side med Almisselemmerne med ulægelige og gyselige sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, De veneriske patienter. Man ville ikke have disse på de almindelige hospitaler.
Nu var de ikke længere væk, end at en Medicus i godt vejr lovede at aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler.
Hvor lå Ladegården?
Mod nord grænsede ejendommen ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdsåens nedre løb. Og denne vej fulgte den nuværende Åboulevard ud til det sted, hvor H.C. Ørstedsvej munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej og gik derefter stik mod vest, nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.
Længere mod vest grænsede ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer Mariboe.
Mod syd var naboen, den kendte frederiksbergske ejendom, Forhåbningsholm. Skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej. Mod øst grænsede ejendommen op til Vodrupgård, og den lille ejendom Mosendahl, der tilhørte kattuntrykker Appel.
På denne ejendom, der lå umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St. Jørgens Sø og Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 – tallet.
Bomber mod lemmerne
I 1807 havde fjenden søgt ly ved Ladegården. Byens kanoner var rettet mod stedet. Lemmerne måtte leve i evig frygt for at blive ramt. Englænderne bragte dog lemmerne i sikkerhed i Frederiksberg Kirke.
Generalmajor H.E. Peymann rapporterede til Kronprins Frederik:
I 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup uden for Roskilde. Store dele af Ladegården lå øde hen i seks år.
Man havde ellers været i gang med et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu for Hospital for Gale og Afsindige.
Københavnerne blev fattigere
Efter englændernes bombardement fulgte i 1813 statsbankerotten og året efter tabet af Norge. En langvarig depressionsperiode fulgte som for Danmarks vedkommende betød en alvorlig landbrugskrise.
Byens indbyggere blev fattigere, og det samme skete for byens næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsen var dengang underlagt staten.
København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativer til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner op stod. Det var Opfostringshuset, Tugt – , Raps – og Forberingshuset og Ladegården.
Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde oh arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man de fattige at bestille noget.
Arbejderanstalt
I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge, om der var behov for en arbejderanstalt, hvor Københavns arbejdsføre fattige kunne beskæftiges. Året efter blev Arbejderanstalt Ladegården indviet.
De første fattiglemmer ankom den 1. oktober samme år.
Et moderne landbrug blev indrettet. Til avlens fremme fik man tilført latrin inde fra byen. Der blev også satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindelig håndværk samt et lysstøberi.
Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man havde regnet med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.
Pjaltehæren
Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede Pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks hed det:
Men samtidig blev det påpeget:
For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var Paradisets Have.
Ladegårdens rygte var aldeles afskrækkende
I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var
Man mente, at de skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burde lønnes lavere. Man overvejede at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken:
Ledelsen gik af
I 1833 gik den hidtidige ledelse af, og institutionen blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret.
Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.
Tvangsarbejderanstalt
I 1833 synes det som om, at man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end man havde forstillet sig i 1822. Kongen befalede, at Ladegården skulle overgå til Det Københavnske Fattigvæsen. Kongen befalede også, at der skulle træffes foranstaltninger, så Ladegården fra den 1. november 1833 kunne indrettes som Tvangsarbejderanstalt. Denne skulle lige afsondret fra de andre arbejdsafdelinger. Der skulle være et særligt arbejdsrum for tvangsarbejdere, og der skulle indrettes isolationsceller.
I Pustervig var meningen med isolationscellerne, et ønske om at opdrage og forbedre de indsatte. Men sådan var det ikke på Ladegården. Her var det udelukkende en straf for de genstridige. Her var det afskrækkelsen, der var i højsæde.
Tumult og ballade
Gennem tiden har her været masser af tumulter og ballade. Således blev Ladegården sat i brand den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Da man så opførte et højt plankeværk og forsøgte at adskille kønnene opstod der ballade. Dette ville beboerne ikke finde sig i.
Uordentlige fattige
Tvangsarbejderafdelingen var anvendt til betlere og uordentlige fattige. Der var nu to afdelinger for fabriksarbejdere, og en afdeling for indslusning. Desuden var der en slags eliteafdeling, som man skulle gøre sig fortjent til. En af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig. På den afdeling kunne man med sin indsats gøre sig fortjent til ekstra goder.
Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner m.m.
I 1850 havde der været ikke mindre end 2.000 personer ind og ud af anstalten. I 1870 var der mere end 4.000.
Koleraen ramte Ladegården hårdt
Koleraepidemien i 1853 ramte Ladegården ekstra hårdt. Koleraen er en vandbåren infektionssygdom og den har gode kår, hvor mange folk er sammenstuvet. Efter to døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe.
Så falder temperaturen, og pulsen bliver mærkbar. I sidste ende dør man af dehydrering. I forvejen var der på Ladegården ophobet snavs og sygdomme. Ledelsen foretog sig absolut intet for at forhindre en forværelse. Det vil sige, at man havde købt kister på forhånd.
Ballade, når der var udgang
I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.
Beboerne levede stort set deres eget liv. Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers ind til byen eller rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når lemmerne dukkede op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.
Fattiggård og minihospital
I 1870 opførtes Fattiggården. Den omfattede husvildeafdelingen (30 familier), Kvindeafdelingen (220 fabriksarbejdere), sygestue for kvinder, mødreafdelingen, tvangsafdeling for kvinder samt lemmeafdeling for kvinder.
Ja lemmeafdelingen var egentlig en filial af Almindelig Hospital.
I 1870 omfattede Ladegården med Arbejderanstalten cirka 770 fabriksarbejdere og på sygeafdelingen var der plads til 46 patienter. Dertil kom en tvangsafdeling for mænd.
Ladegårdslemmer blev anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet. Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmer ikke undlod sig med at benytte lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.
Cirka 1875 blev der oprettet en opdragelsesanstalt for drenge, som egentlig også var en afdeling af Almindelig Hospital. Senere blev der også indrettet en smittemistænkelig afdeling.
Da Sankt Johannes Stiftelsen blev oprettet i 1875 forsvandt lemmeafdelingen og opdragelsesanstalten for drenge.
Planer om ny anstalt
Sidst i 1800 – tallet fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindeligt Hospital.
Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.
Svært ved at komme fattigdommen til livs
I København havde man svært ved at komme fattigdommen til livs. Det lykkedes vel først omkring 1900, hvor der blev indført ordentlige love, der også respekterede de fattiges retsstilling.
Man havde nu inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distrikt ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle have til opgave at opspore trængende, gøre indstilling om hjælp, som skulle ydes. I det hele taget skulle de føre kontrol og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.
Man ville simpelthen det offentlige tiggeri til livs.
I første omgang fik man udpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal. Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true med økonomiske repressalier, hvis man ikke bøjede sig. Men modstanden var ret massiv, så til sidst måtte man nøjes med 64 forstandere.
Liv og helse
Dengang skulle man have opholdt sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne gøre krav på nødtørftig underholdning, det vil sige føde, husly, klæder og varme således at man kunne opretholde Liv og Helse.
Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsnet havde hånds – og halsret
Men Fattigvæsnet havde hånds – og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde også stillet det fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.
Al henvendelse om hjælp skulle rettes til de lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindelig Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter.
Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de enlige mandfolk i hovedstaden, der normalt gik under betegnelsen sjovere. Det var dem, der kom til at udføre meget usikre og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.
Offentlige Fruentimmere
Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.
Men hvad var et Offentligt Fruentimmer?
Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse offentlige fruentimmere anbragt på Ladegården.
Prostitution var i slutningen af 1800tallet et lovligt erhverv, såfremt kvinderne lod sig registrere hos politiet. I 1892 var der således indskrevet 538 prostituerede. Derudover fandtes der en såkaldt hemmelig prostitution, det vil sige kvinder, der drev erhvervet uden at lade sig registrere.
Christiane Adolfine Larsen
Til disse hørte Christiane Adolfine Larsen. I juni 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig meget af tiden på Ladegården.
Den 43 – årige tilstod ved indlæggelsen:
Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Bergs Hospital), der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.
Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.
Ikke særlig velset
Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med disse. De blev betragtet som uordentlige fattige. Ja, de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. Det er den samme holdning, der er i dag.
Ladegården havde to sygestuer, hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 var der kun indlagt mindre syge personer. Men i 1870 blev dette ændret. Nu kunne Ladegården selv behandle:
Moralen var primitiv
I 1880erne, da arbejdsløsheden var på det højeste, klagede fagbevægelsen over ulig konkurrence fra Ladegården.
Når der var udgang til lemmerne, måtte det ikke ske samtidig for begge køn. Så skete der ulykker, mente man. Når der var helligdage og lemmerne forlod Ladegården vakte de Offentlig Skandale, når de fordrukne og larmende vendte hjem om aftenen. Ja nogle skulle endda hentes.
Det var en meget broget flok, der befandt sig på Ladegården. Det var den forarmede håndværksmester, løsladte forbrydere og letlevende fruentimmere. Moralen var primitiv og dikteret af forholdene.
I 1904 var der 572 lemmere herude.
Udflytning til Sundholm
Da arbejderanstalten Sundholm blev indviet i 1908 blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet herud til Amager.
Dog fik Ladegården lov til at stå frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.
Det sidste, der forsvandt, var Ladegårdens flotte have. En have som man i mange år kunne beundre fra togskinnerne. Men denne have var nu ikke indrettet for at lemmerne skulle plukke roser. Den var indrettet til inspektørens velbefindende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs