Artikler
April 23, 2016
En avis i Tønder
Tondernsche Zeitung (med og uden n) eller Intelligenzblatte skiftede navn flere gang under dets eksistens fra 1813 til 1929. Samtidig følger vi Tønders historie i en del af dette tidsrum. Den prøjsiske pressefrihed var særdeles skrøbelig. Mange dansksindede aviser oplevede bøder og ansatte blev fængslet I lange tider var Tondersche Zeitung særdeles farveløs. Men så prægede den Slesvig – Holstenske filosofi bladet. Og så blev bladet en egentlig kredsavis.
En avis med ændret holdning
Tondersche Intelligenzblatt var et ugeblad, der fra 1813 blev udgivet i Tønder af seminarieforstander Forchammers enke.
I 1840 blev de hendes søn, Heinrich Forchammer, dets faktiske redaktør.
Ludwig Andresen, der i bogen Beiträge zur neueren Geschichte der Stadt Tondern antager, at det skyldtes, at bladet fra dette tidspunkt antog en stærk Slesvig – Holstensk tendens. Og dette var det ikke alle, der syntes om.
Et brev fra en berømt Fysukus
Et brev blev forfattet til en ukendt.
Brevskriveren er ingen ringere end Fysikus F.E. Ulrik, der var fysikus i Tønder fra 1854 til 1864. Han var en særdeles interessant og foretagsom læge. De tysksindede brugte ham også, men gik ud af bagdøren. Og det var dem, der bogstavelig talt stenede ham ud af Tønder. Vi har tidligere skrevet om ham.
Han var levende optaget af praktiske, sociale og nationale spørgsmål. Han var medstifter af Vestslesvigsk Tidende, da dette blad udkom i Møgeltønder i 1856.
Brevet var stilet til en professor. Hvem denne var, har det ikke været muligt at fastslå.
Hustruen købte et trykkeri
Seminarieforstander Johan Ludolph Forchammer var forstander for Tønder Seminarium fra 1803 til sin død 1810. En af hans sønner blev jurist og retshistoriker i Kiel. En anden blev professor i filologi i Kiel, og deltog i oprøret i 1848.
Familien Forchammer fik syv børn, og mange af dem fik betydningsfulde stillinger. Da manden døde, var det forholdsvis begrænsede midler, der stod til rådighed for familien. Men enken købte et trykkeri, og startede avisen.
Brevet fra 1854
Den her omtalte etatsråd Forchammer var den berømte danske geolog J.G.F. Forchammer, direktør for Polyteknisk Læreranstalt efter H.C. Ørsted.
Den omtalte greve er grev Arthur Reventlow, der var amtmand i Tønder fra 1850 til 1860. Man var i danske kredse ikke tilfreds med hans nationale holdning.
Vi har i forsøgt at gengive Ulriks bog i nudansk. Derfor har vi foretaget en skånsom redigering.
Det er en sag, jeg vil bringe på banen for Dem. Måske kan De ikke hjælpe. Men De kan få et indblik i forholdene herover. De ved, at der herover i denne afkrog har eksisteret et Ugeblad, som i ironiens lys, kaldte sig ”Intelligents Blatt. Det var kun et annonceblad og naturligvis på tysk.
Det blev udgivet af en Madamme Forchammer, en mor til etatsråden i København eller måske snarere hans bror. I oprørets tid blev bladet naturligvis oprørsk, og er derfor blevet undertrykt. I åndeligt henseende stod bladet for et usselt standpunkt, som alt herover. Det var en løgn ikke alene i sproglig henseende.
Imidlertid er det dog altid et savn ikke at have et annonceblad. Foruden Forchammers mor eller bror var der 3 – 4 andre ansøgere om privilegiet. De var dog dansksindede. Og har alle fået afslag.
Jeg har en mistanke om, at Greven heller ikke er ligeglad med, hvem der får privilegiet. Derfor frygter vi det værste.
Da bladet ikke bliver et ”Tendensblad”, ikke en gang et simpelt ”Tidende” som dens mange brødre herovre i provinsen, men kun et adresseavis, så vil sagen måske ikke forekomme mange så vigtig som mig. Men privilegiet kan måske blive udvidet med tiden til et Tidende. Og når bladet så samtidig er tysk, kan det blive farligt.
Tønder Amt er næsten helt igennem dansk talende. Ifølge Sprogreskriptet er der kun to små herreder med tysk skole og retssprog, imod 4 aldeles danske herreder og et amt, Løgumkloster samt tre dansktalende flækker og staden Tønder.
Nogle af dem, der taler dansk med de smukkeste danske dialekter er tyskerne. Ser De, det harmer mig, at det bliver løget om de faktiske forhold. Derfor trænger jeg til at udtale mig derom og det bedrøver mig, at en mand for hvem jeg har næret en så dyb agtelse, og hvem jeg føler dyb taknemmelighedsgæld til for den åndrighed, hvormed han som lærer har bidraget til min udvikling, at en sådan mand kan være så svag, så egenkærlig, at han derved bliver blind for den skade, han anretter ved sine intriger.
Af aviserne ser jeg, at den ene efter den anden af vore bedste mænd forsagt trækker sig tilbage. Det er et dårligt varsel for, hvad den næste måned vil bringe. Gud give de tilbageblivende mod og klogskab.
For resten er her intet nyt, jo dog. Forleden var her Thierschau, en kontrademonstration imod en, der består i de jyske enklaver på dansk, naturligvis til stor glæde for vor Arthur.
Så snart Leth kommer hjem rejser Grevens tredje sekretær Hr. Cornils til København. Cornilds er vel en tysker og ikke brugelig i det danske, men efter min mening er han vel den bedste og mest pålideligste af de tre.
Lev vel
Bladet havde mange navne
Men Ulriks kamp så ikke ud til at lykkes. Bladet fortsatte i forskellige kombinationer. Og blev også til sidst opslugt af Nordschleswigsche Zeitung. Men ellers var kombinationen:
Men Tondernsche Zeitung oplevede, at blive 116 år. Man påstod, at bladet var i stand til at tilpasse sig de forskellige politiske holdninger. Men det passer i hvert fald ikke i forhold til Ulrik’ s brev.
Et godt indblik i Tønders kultur – og folkeliv
Alt handler ikke om de politiske forhold. Kigger vi bladets spalter igennem, får vi et ganske fint indblik i Tønders kultur – og folkeliv.
I begyndelsen kom ugebladet hver torsdag i et meget lille format, der blev kaldt lille oktav. Rent litterært og politisk var det nok ikke så meget at komme efter. Men der var masser af anekdoter. Man bragte mange artikler fra tyske aviser eller familiejournaler. Og så fik man diverse statistikker serveret.
Man kunne læse diverse informationer fra digegreven og borgmesteren. Og så var der kørerplaner og priser på bestemte ydelser.
Påbud fra Magistraten
I 1835 advarede Magistraten mod at smide dyrehud på gader og veje. Man måtte heller ikke ved mørkets frembrud gå uden et lys (Laterne). Der var ingen gadelys dengang. Kun på markedspladsen brændte ved vintertide en Laterne.
Rådet anmodede også om, at man skulle behandle brøndende ordentligt. Fire af byens 32 brønde fik deres vand fra Vidåen.
Tønders lystigheder
Men der var også tilbud i C.H. Hansen’ s have, hvor han arrangerede koncerter. De kostede 4 Skilling. Og Hr. Marwig fra Slesvig ville lade to luftballoner stige til vejrs. Og dette skete nede på Blegen.
I 1831 kunne man hos gæstgiver Andreas Petersen i Storegade opleve en skuespilgruppe give forestillinger. Jo der skete noget i Tønder, dengang.
Mange af Tønders kendte værtshuse fra dengang optræder i spalterne gang på gang. Mange større handelsvirksomheder kan genoplives i spalterne. Men også små virksomheder kan man finde. Således reklamerede Madame Soundso med at hun kunne påsætte nye hårlokker og reparere de gamle.
Men vi bliver da også mindet om, at i 1820 opstod Tønder Spar – og Lånekasse. I samme år blev foreningen Harmonie stiftet. Biblioteket i denne forening havde i 1853, 5.000 bind.
Kongen på besøg – to år i træk
Endvidere kan vi læse, at kong Frederik den Sjette to år i træk besøgte Tønder. Det var både i 1824 og i 1825. Markedspladsen blev udvidet i 1828. Det skete på bekostning af Byvægten. Den blev så sat op ved den gamle kirkegård.
Tilladelse til Uld – Kræmmermarked
I 1827 fik Tønder kongelig tilladelse til at afholde Uld – og Kræmmermarked til pinse. I 1829 var seminariet blevet omorganiseret. Og i 1831 så man et nyt slags Fattigvæsen i byen. Og sandelig i 1835 fik byen en ny borgmester, justitsråd Paul Sibbers. Den gamle borgmester, etatsråd Horup døde i 1839. Dengang var det ikke politisk konfliktstof i bladet.
Et hyldestdigt til kongen
Det var ikke noget om konflikten mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Ja der var endda et digt i forbindelse med kong Frederik den Sjette’ s fødselsdag. Og dette digt var helt uden politisk bismag.
Bladet ændrede holdninger
Selv om det på denne tid ikke var nogen egentlig boghandel i byen, ja så var borgerne ikke politiske analfabeter. For der var bogsælger, og andre blade. Blandt disse var Kieler Korrespendenzblatt, Schleswig – Holsteinischen Blätter og Itzehoer Nachrichten.
Men pludselig i 1840, som vi tidligere skrev, ændrede bladet sin linje. Nu fik vi pludselig anti – danske tendenser. I næsten hvert nummer forekom nu politiske kommentarer.
Kampen for den Slesvig – Holstenske linje
Bladet bragte flere af købmand Todsens indlæg. Og han var i den grad præget af den Slesvig – Holstenske linje. Han stod i spidsen af propagandaen i Tønder. Når det var markeder i byen, ja så kunne han samle en masse tøndringer, der var enig med ham.
Den uofficielle redaktør på avisen dengang, Heinrich Forchhammer var nok ikke selv politisk aktiv, men tydeligvis var han en forkæmper for den Slesvig – Holstenske filosofi. Han var aldrig bange for, at han skulle miste sit privilegium.
Fra den 27. juli til den 29. juli 1842 var kongen på besøg i Tønder. Der fandt store festligheder sted.
Den første boghandler i Tønder
En forordninger vedr. det at drive boghandel i Slesvig – Holsten blev samme år vedtaget.
En boghandler fra Flensborg havde indtil da forsynet borgerne i Tønder med borger. Men det var nu undtagelser. For på markeder blev der også tilbudt bøger. Og trykkerierne i Tønder solgte også bøger.
Skindmager Krützny i Spikergade solgte kunstbøger (stentryks – bøger) fra et firma i Flensborg. Bogbinder Seyffarth i Søndergade solgte også bøger. Men Tønders første egentlige boghandler var Dröhse, der startede i 1853.
Under ingen omstændigheder samarbejde med Flensborg Avis
I 1843 erklærede avisen i Tønder, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med Flensborg Avis. Det var tydeligt, at de to aviser stod langt fra hinanden.
En hyldest til det tyske
Samme år blev der holdt en jubelfest i Tønder. Og det var med skyttekorpset forrest, derefter fulgte alle politikere i Rådet. Herefter fulgte nærmest en ceremoni, hvor borgmesteren foran det gamle billede, hvor broder Reinhard overrækker den Lybske Lov til byen, holdt en bevæget tale. Heri gav borgmesteren udtryk for glæden ved at det tyske sprog var blevet bevaret både kirke – og skolesproget.
Festdagen blev afsluttet med en storstilet fest for specielt indbudte gæster i Stadt Copenhagen. Men ikke nok med det. Hele byen var illumineret. Og ved midnatstid sang sangforeningen ved markedspladsen. Og et stort festoptog afsluttede det hele.
Det anti – danske blev forstærket
Den anti – danske stemning blev forstærket, da købmand Todsen og Thor van Straten afleverede en note fra borgerne i Tønder. Denne note var egentlig en tilkendegivelse af det Slesvig – Holstenske synspunkt. En tilsvarende nota blev overrakt fra andre byer.
En hyldest til frisernes fest
I 1844 bragte Tondernsche Intelligenzblatt hele programmet for Frisernes Fest i Bredstedt. Og en af de vers, bladet bragte var denne:
So nenne mir das stolze Land
So weit sich dehnt der Friesenstamm,
Von Widau bis zum Eiderdamm
Dass sol les sein, dass soll es sein
Das, edler Friese, nenne dein
I 1846 døde borgmesteren, og efterfølgeren blev Broder Knudsen.
Et fattigt år – i 1847
Alt var pludselig blevet dyrere i 1847. Magistaten udnævnte et udvalg, der skulle iværksætte ting, der skulle lindre den nød, der var opstået i Tønder. En frivillig indsamling indbragte 381 Rthlr. Sparekassen gav 426 Rthlr. Pengene gik til fordeling af korn, brød, kartofler og brænde til de fattigste i byen.
Tønder anerkendte den provisoriske regering
Kong Christian den Ottende døde den 20. januar 1848. Hans søn, Frederik den Syvende fulgte. Og han startede med en erklæring om, at Slesvig Holsten skulle samles i det danske rige. Det var samme år, som vi oplevede den franske revolution.
Erklæringen blev selvfølgelig trykt i bladet. Som bekendt fulgte oprøret. Fra Tønder lød det, at man anerkendte den provisoriske regering i Kiel.
Våben til en borgervæbning i Tønder
Den 31. marts modtog Tønder By 200 geværer og 50 sabler til en Borgerbevæbning. Købmand J.C. Iwersen blev chef for borgergarden.
Men tingene udviklede sig hurtigt i byen. Den 4. april rykkede dansk militær ind i Tønder ledsaget af Ribe Frikorps.
Patriotiske kampsange
Seminariet blev indrettet som lazaret. Og livet i Tønder i den tid har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men i 1849 bragte Tondernsche Intelligenzblatt en masse patriotiske kampsange. En af disse lød sådan:
Denn der Völker Geist erwacht
Geist der Freiheit, neugeboren
Brich hervor durch Tod und Nacht!
Skolesproget igen dansk
Nederlaget ved Isted slukkede lystet for Slesvig – Holstenerne. I Tønder samlede man via et lotteri sammen til alle sårede tyskere. Nu blev skolesproget igen dansk. Kirke – og retssproget var blandet.
I 1849 var foreningen Harmonie blevet til en egentlig borgerforening. I Tønder startede også en afdeling af den rent danske forening Dansk Samling.
Upopulær borgmester i tyske kredse
Og fra 1850 blev avisen igen helt uden politiske kommentarer. Danske proklamationer og forordninger kom til at præge avisen. I 1853 blev Johannes Heinrich Holm udnævnt som borgemester. Han var dansksindet og ikke særlig populær i byen. I hvert fald ikke i de tyske kredse.
Bladet blev tosproget
Fra 1855 ændrede bladet størrelse. Nu kom det i det såkaldte Kvartformat. Og nu blev bladet tosproget. Ja det helt nøjagtige titel for bladet blev:
Gedruckt und herausgegeben von H. Forchhammer in Tondern
Mange af de samme annoncer blev både trykt på dansk og tysk. Avisen fik et noget tamt udseende. Men åbenbart var hænderne bundet hos udgiveren. Overholdt han ikke retningslinjerne, ja så truede der en økonomisk ruin.
Nye danske aviser
Især foreningen Klubben fra 1850 var meget aktiv kunne man se i avisens spalter. Men nu var der også kommet nye danske aviser, Den danske slesviger (1850) og Vestslesvigsk Tidende (1856).
Bedre jernbane og kanal
I 1862 kunne man i Tondernsche Intelligensblatt læse om, at det var vigtigt, at man i Tønder fik en bedre jernbaneforbindelse. Desuden var der artikler om en mulig forbedring af Vidå – kanalen.
Ejder – danskere spredte had
De såkaldte Ejder – danskere skabte panik i grænselandet hos de tysksindede. Men de spredte også had. Størstedelen af befolkningen i Tønder jublede, da de fik meddelelsen, at Dannevirke måtte ryddes den 6. februar 1864.
Slesvig – Holstenske flag prydrede Tønder
Dagen efter rykkede de danske tropper, som havde besat Frederiksstad ind ad Søndergade i Tønder. Da de danske tropper havde forladt byen, rejste tøndringerne det blå – hvide – røde flag overalt i byen. Og den i danske kredse forhadte sang,
Gjaldede overalt i byen.
Borgmesteren tvunget ud af byen
Den 12. februar var der ellers feststemning i Tønder. 1.000 mennesker deltog i et stort optog. Samme dag blev borgmester Holm tvunget ud af byen. Om aftenen viste de første prøjser sig. Tønder blev erklæret som en varig fredsgarnison.
Den 13. februar rykkede et preussisk infanteriregiment ind i byen. Den 14. og 15. var det østrigske tropper, der ankom.
Danske annoncer blev ikke trykt
Under det, der skete i 1864 forholdt avisen sig meget neutral, ja nærmest tilbageholdene. Fra 1865 blev titlen på bladet Wöchentliches Intelligenzblatt. Og danske annoncer blev ikke trykt.
I september 1868 besøgte kong Wilhelm den Første Tønder. Han modtog byens hyldest. I 1871 blev Tønder indlemmet i Det Tyske Kejserrige. Slesvig – Holstenerne accepterede efterhånden dette.
Bladet skifter igen navn
I 1869 havde man i Tønder besluttet, at man ville skabe et kredsblad og det skulle kombineres med det blad, som man havde i forvejen. Så nu ændrede navnet sig til
Den 1. juli 1871 overtog J.W. Goos, Forchammers virksomhed. Dette betød, at avisen igen skiftede navn. Nu til følgende:
Amtsbladet blev udskilt, og i udkom en gang om ugen. Tondernsche Zeitung kom i begyndelsen nu to gange om ugen. Fra 1. oktober 1876 endda tre gange om ugen.
Avisen fik nye abonnenter
Nu kunne man læse politiske oversigter, betydningsfulde nyheder fra lokalområdet og fra provinsen. Dette skete også i erkendelse af, at befolkningen havde mere forståelse for pressen. Og for avisen betød denne ændring flere abonnenter.
Den 1. april 1889 overtog J.H.N. Thamssen avisen. Han havde været redaktør på Inselboten, en avis på øen Föhr. Fra 1. januar 1896 udkom avisen daglig.
Avisen fik større og større betydning og abonnenterne strømmede til. Den var nu på 6 – 8 sider. Og søndagsudgaven var nu illustreret. Ind imellem udkom bladet også med tillæg.
Avisen blev sammenlagt med Nordschleswigsche Zeitung
Tondernsche Zeitung blev udvidet sammen med aflæggeren Der Schleswiger i Nibøl. Og Neue Tondernsche Zeitung måtte af økonomiske grunde og efter pres fra det tyske udenrigsministerium i 1929 sluttes sammen med Nordscleswigsche Zeitung, der fik hovedsæde i Aabenraa.
Danske aviser i Sønderjylland
Det første danske blad i Sønderjylland blev startet af købmand Peter Chr. Koch i Haderslev i 1838. Det hed Dannevirke. Og i 1856 kom Flensborg Avis. I oktober 1879 udkom Hejmdal.
Vi har tidligere været inde på Vestslesvigsk Tidendende, der startede i Møgeltønder i 1859. Det fortsatte til 1871, da redaktør C.A Willemoes måtte rejse til Danmark. I Tønder genoptog P.A. Skovøy udgivelsen i 1882, men af økonomiske grunde blev avisen en del af Flensborg Avis i 1885. Formelt blev bladet dog først nedlagt i 1961.
En særdeles skrøbelig pressefrihed
Formel herskede der pressefrihed i Det Tyske Kejserrige. Men gjorde det nu også det? For den preussiske presselov og (fra 1874) den tyske rigspresselov samt den almindelige borgerlige presselov gav de preussiske myndigheder rige muligheder for at følge den presse, der ikke var enige med styret.
De danske aviser, der udkom i tidsrummet 1868 – 1914 skulle tilsammen betale 100 bøder på sammenlagt 16.000 rigsmark.
Lange fængselsstraffe og udvisninger
Dets medlemmer måtte afsone 70 fængselsstraffe med en varighed på cirka 16 år. Redaktør Jens Jessen måtte således afsone 4 ½ år.
Medarbejderne var også hårdt ramt af udvisninger. Ved krigsudbruddet i 1914 blev næsten alle danske journalister og redaktører kortvarig arresteret og deres aviser forbudt. Udgivelserne var under resten af krigen underkastet streng mediecensur.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
April 20, 2016
Et Pottemagerri ved Kliplev
Ved østkysten var pottefremstillingen af særdeles høj kvalitet. Her lå de gode råstoffer. Vest på var leret mere klæghurtigt. Men i Kliplev var det også den fordel, at det var på et gods. Har var man heller ikke underlagt lavsbestemmelser. Men de hævdvundne bestemmelser blev angrebet i 1800 – tallet. Og pottemager Högström blev hele tiden angrebet. Men det var nok ikke, fordi han tog deres kunder, de andre pottemagere klagede. Det var hans kvalitet, som de andre ikke kunne hamle op med. Men efterhånden fik han nok, og flyttede fra Området. En svend fortsatte et andet sted i sognet i et hus, man kaldte Æ Pothus.
Særdeles høj kvalitet
Pottemagerriet er et af de ældste håndværk. I Hertugdømmerne blev der fremstillet af særdeles høj kvalitet. I året omkring år 1800 oplevede det gamle håndværk sågar en opblomstring.
Bedste forhold – øst på
Det var især i de østlige egne, at der både var tilstrækkelig med rød – og blåler. I Haderslev har man fundet rester af pottemagerværksteder fra 1500 – og 1600tallet. Ved vestkysten var leret mere klægholdigt.
Fra 1700 – tallet opstod der også disse værksteder på landet, bl.a. Rinkenæs og på Sundeved.
Det sidste værksted drevet efter gammelt mønster var pottemager Knies værksted i Skast ved vestkysten. Den eksisterede til 1880.
Bedre forhold på godserne
Et af de steder, hvor håndværket blev drevet med største dygtighed var i Kliplev. Her var også det naturgivne grundlag for det. Her forekom de fineste lerarter. Man kan sige, at håndværket blev drevet på selve åstedet for råmaterialet. Men dette skyldtes også de særlige forhold. For siden middelalderen hørte Kliplev Sogn ind under Søgård og Årtoft godser.
Uhindret af de omkringliggende købstæders privilegerede håndværkerlav, kunne håndværkere her frit etablere sig. Her kunne de unddrage sig enhver kontrol fra misunderlige fagfæller i byerne. Godsstyrelsen var også interesseret i disse håndværkers fortsatte trivsel.
De hævdvundne rettigheder angribes
Men på begge sider af 1800 – tallet skete der en masse indgreb mod godsejernes hævdvundne rettigheder. Trods en sej modstand fra det Slesvig – Holstenske Ridderskab blev flere og flere rettigheder afskaffet. Købstædernes håndværkerlav søgte at komme godsområdernes landhåndværk til livs.
Klager over pottemagerriet i Kliplev
Også pottemagerne klagede i nabobyerne klagede. Man mente at pottemagerriet i Kliplev kørte Utrolig stærkt. Man evnede endda at holde to svende. Og så rejste pottemageren rundt og faldbød sine varer, og det skete også i købstæderne. Man var i stand til at tage konkurrencen op med byhåndværkerne. Men han var heller ikke tunget af skatter og afgifter. Og udgifter til transport af råmaterialet havde man heller ikke i Kliplev.
Ja fra hele tre byer var der klager mod pottemager Högström.
Skulle skrive et forsvarsskrift
Han fik af godsmyndigheden ordre til i løbet af 8 dage at forfatte et forsvarsskrift. Men han var ikke selv i stand til at føre pen. Så måtte advokat Freuchen i Aabenraa i gang. Og det blev så til en længere redegørelse.
Han faldbød ikke sine varer
Högström mente ikke, at det var sandt, at han rejste rundt og faldbød sine varer. Det havde han slet ikke behov for. Varerne blev købt på hans bopæl. Han kunne ikke nå at producere så meget, at varerne også kunne faldbydes på markeder.
Han mente, at hans konkurrenter var ude efter at ramme ham personligt ved at ødelægge hans erhverv. Desuden nævnte også, at der til Aabenraa var 2 ½ mil. Til Flensborg var der 3 mil og til Flensborg hele 4 mil. Han mente, at det var i hans fulde ret, at drive erhvervet. Kunderne var de stedlige landboer.
Ingen lavsvæsen inden for pottemagere
Der var ikke tale om lavsvæsen inde for pottemagervirksomheder. To pottemagere havde fået kongelig bevilling til at etablere sig. Den ene var i Broager og den anden var ved Stabel på Blansgårds område. Begge disse steder lå langt nærmere Sønderborg, end Högströms i Kliplev.
Man var misunderlig på kvaliteten
Argumenterne var kørt i stilling, for Högström nævnte også at pottemagerne inde i byerne overhovedet ikke kunne forsyne deres eget opland. Der indførtes således anselige partier pottemagerarbejde fra Stettin, Rostock og Hamborg.
Problemet var nok ikke, at Högström stjal kunder. Det var nok snarere, at ingen kunne levere samme kvalitet. Råstoffet fandtes lige ved hans hjem. Det var en meget finkornet lerart. Takket være den, var han i stand til at fremstille store kakkelovne, som i skønhed overgik dem fra Christiansfeld. Han havde sin faglige uddannelse fra udlandet.
Men han havde dog stor respekt for Herrnhutter – koloniens håndværkere.
Godsinspektøren forsvarede ham
Godsinspektøren Peter Rasch gik også ind i sagen. Og foreløbig blev sagen henlagt, men den skulle snart blusse op igen.
På diverse teglværker blev der også fremstillet potter, både urtepotter og alle mulige andre slags. På Vesterhavs – øerne eller Halligerne blev der også fremstillet stentøj, som blev fragtet til Husum og nærliggende havnebyer.
Godsinspektøren anmodede derfor om, at Högström fik lov til at fortsætte, da pottemagerriet og beslægtede erhverv ikke nødvendigvis hørte til i byerne. Åbenbart lykkedes det at bevare pottemagerriet i byen.
Et potteværksted mere
Ja der kom endda et pottemageri mere, idet Christian Thomsen i året 1800 overtog en parcel på 25 tdr. hedeland beliggende på den alleryderste del af Årtoft Mark. Her opførte han en ejendom som blev kaldt æ Pottehus. Leret blev hentet lige i nærheden og i Torp.
Det kunne dog ikke udnyttes til andet end grovere brugsgenstande såsom fade, tallerkner og krukker, der hurtigt fandt anvendelse i omegnens landbohjem.
Ingen nybegynder
Christian Thomsen var langtfra en nybegynder. I 1788 findes hans navn i forbindelse med nogle retsakter. Han var kommet i klammeri, han skulle have forvoldt i anden mands hus.
Muligvis var han dengang svend hos Högström, der hvis nok havde virksomhed på Fuglsang i Holm Skov. Dette sted er også nævnt i 1781, da en skrædder boede her.
Högstrøm forsvandt fra egnen
Högström var af svensk herkomst og barnefødt i Göteborg. Han blev gift i Kliplev i 1788. Men det forlyder, at han efter de nævnte klager skulle have forladt sognet. Man hører ikke mere om ham.
En svensk koloni af pottemagere
Men der kan påvises en hel lille koloni af svenske pottemagere i Kliplev Sogn de følgende år. I 1790 døde således en pottemagersvend Jens Nielsen Lundgreen fra Jönköping. Og i 1794 blev et niårigt barn begravet af pottemager Christian Hansen Plambeck.
Og vi kan fortsætte med det svenske. For i 1821 giftede Johannes Aschenberg fra Ängelholm sig med en datter af Christian Thomsen og fortsatte svigerfars arbejde i Pottehus. Denne var i en alder af 90 år død i 1818.
Betingelsen for giftemål var sikkert faglig dygtighed ud i pottemagerriet.
Tyskere fortsætter
Anden gang datteren giftede sig var da også med en pottemager, denne gang en mand af tysk herkomst, nemlig Johan Gottfried Liebscher.
Pottemagerdynastiets sidste overhoved var Christoph Heinrich Streibig. Han ejede stedet omkring 1850erne.
De efterfølgende beboere har ikke haft noget med dette erhverv at gøre. Markedet var vel efterhånden blevet overdynget af billige industrivarer, så pottemager – virksomheden ikke mere kunne løbe rundt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ahlefeldt:
Om Hærvejen:
Om Området – lige i nærheden:
April 17, 2016
Guldalder – guide til København (1)
Her er første del af vores guide til Guldalderens København. Vi besøger Amagertorv 4, hvor vi besøger en gammel sømand. Men ellers er det Amaliegade, vi aflægger et besøg. Vi vil finde ud af, om vi her kan finde Guldalderen. Ja her også her kom H.C. Andersen, hvor han besøgte Collins ejendom. Men her befandt man sig altid i tusmørket. Det samme mente Johanne Louise Heiberg, når hun kom på besøg. Men vi besøger nu også andre interessante ejendomme. Og vi skal da også høre om den maler, der ikke turde at fri. Så blev han dræbt af et vådeskud nede i Sønderjylland.
Kan man lave sådan en guide?
Kan man godt lave sådan en guide? Ja vi forsøger. Nu kan man vel ikke bare gå ind og besøge alle disse ejendomme, men vi forsøger alligevel at finde historiske højdepunkter fra guldalder – tiden, når vi nu vandrer gennem byen.
Egentlig var guldlader – tiden noget man tilegner de bedre borgerskab, men vi forsøger lige at indflette noget mere.
Vi skulle måske have valgt et tour – forslag, så man selv kunne lave en byvandring, men vi har for nemheds skyld valgt at holde det hele i alfabetisk form. Og her i første del koncentrerer vi os for Amagertorv/Amaliegade
Amagertorv 4
Denne ejendom stod her antagelig før Københavns første store brand i 1728. Her døde i året 1827, kommandør i Søetaten, Peter Norden Sølling.
Han var eksemplet på den danske sømand i tiden omkring englandskrigene. Indtil 1807 var danskerne stolte af deres flåde. Men ellers var de danske sømænd nu ikke særlig velhavende. Men dette fik Sølling til at opstille en bombe, der skulle fungere som en kæmpe sparebøsse.
Tænk engang, bidragene var så store, at man kunne købe et gammelt hus på Christianshavn (Brogade – nu nedlagt). Dette hus blev brugt som alderdomshjem til gamle sømænd. Huset fik navnet Bombebøssen. Det eksisterer stadig, dog i en nyere version og på at andet sted i Overgaden under Vandet.
Amaliegades historie
Vi skal nok lige tilbage til tiden efter 1660, hvor Sophie Amalie anlagde en stor have i denne bydel. I 1749 blev haven opgivet. Her var også en eksercerplads og tømmer – og opslagspladser. Kongen forærede arealet til byen under betingelse af, at der opførtes forsvarlige bygninger inden for fem år.
Man projekterede så en hel ny bydel, kaldet Frederiksstaden. Man anlagde Amaliegade, der gennemskærer slotspladsen.
Frederik den Femtes hofbygmester Nicolai Eigtved var hovedleverandør af tegninger. Hele seks af bydelens palæer og 12 af borgerhusene kommer fra hans tegnestue. I andre tilfælde skulle han godkende tegninger.
Da Eigtved døde, var det Thurah, der tog over.
Amaliegade 8
Maleren C.A. Jensen fra Bredsted ved Husum opnåede stor popularitet med hans livsfulde små portrætter. Familien Jensen boede her indtil 1830.
I en periode var han den mest populære portrætmaler i det københavnske. Der var ikke den sædvanlige stivhed og højtidelighed over hans portrætter. Der var sprudlende liv, elegant og hurtig penselføring i en chokerende moderne form. Men han var for dygtig, og man kunne dengang ikke bare have en komet, der skubbede de gamle ud. Kritikeren N.L. Høyen fik ham stoppet i slutningen af 1840erne.
Amaliegade 9
I 1838 flyttede gehejmekonferenseråd Jonas Collin og hans familie fra Bredgade hertil. I gården i Bredgade stod et gammelt træ. Det gik rygter om nedrivning af gården. Og H.C. Andersen skrev om træet: Det gamle træ – oh lad det stå. Men det hjalp dog ikke.
Det var i Bredgade, at H.C. Andersen kom og fik gode råd. Denne Collin var en mand med sære meninger. Gårdspladsen måtte ikke luges. Derfor var det eldorado for mælkebøtter. Alle besøgende fik besked om at gå af køkkenvejen. Den besked fik H.C. Andersen også.
Vores national – digter kom mange steder, og han bragte masser af sladder med sig. Men det var nu ikke alt, Collin ville finde sig i. Således fortalte Andersen om sen slægtning til Collin, at vedkommende havde pletter i hovedet, og at det lignede råddent kød.
Collin var en god meddirektør af Det Kongelige Teater. Johanne Louise Heiberg har i hendes erindringer beskrevet besøg hos Collin. Og hun beskrev det, som man mødtes i tusmørket.
Amaliegade 13
Gehejmestatsminister J.S.v.Møstring var det gamle styres mand. Han gjorde karriere i Tyske Kancelli. I 1813 blev han overdirektør i Rigsbanken. Det var ham, der skulle redde Danmark ud af statsbankrotten i 1814. Han blev præsident for Rentekammeret, datidens finansministerium.
Vores hovedperson var en god repræsentant for enevælden fra 1819 frem til sin død i 1843. Om sommeren lå statsministeren på landet i sit endnu eksisterende landsted på Frederiksberg kaldet Mørstings Hus.
Amaliegade 18
Det gule Palæ bliver også kaldt Slavehandlerens Palæ. Bygherren H.F. Bargum sendte slaver til Vestindien mod at få sukker til Europa. Hans arkitekt var den fornemme N.H. Jardin.
I 1816 troede man at ejendommen skulle blive hjemsted for Frederik den Sjette’ s datter Prinsesse Caroline, da hun i 1812 blev forlovet med Christian af Hessen. Men ak og ve. Forbindelsen gik over styr.
I stedet blev hun i 1829 formælet med Christian den Ottendes yngre og ikke særlig begavede bror Prins Ferdinand. De to blev installeret på Bernstorffs Palæ.
I 1842 levede her et ungt ægtepar, Louise af Hessen og hendes gemal, prins Christian af Glücksborg. Ved giftemålets indgåelse var der ikke meget, der tydede på, at her var landets kommende konge og dronning.
Prinsen var officer i Hestegarden og var yngre søn af den ubetydelige hertug af Glücksborg. Men moderen var var søster til Frederik den Sjettes dronning Marie. Prinsessen var datter af landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel.
Først efter Tronfølgeloven af 1853 blev prins Christian udpeget som tronfølger. De levede nærmest borgerlig indtil Frederik den Syvendes død i 1863. Og det stod heller ikke skrevet over deres fire børns vugge, at to af disse skulle blive konger og to skulle blive gift med henholdsvis den engelske konge og den russiske zar.
Amaliegade 22
I 1850 døde Adam Oehlenschläger. Han var netop blevet 70 år, og var blevet fejret ved en stor fest på Skydebanen på Vesterbro. I sin takketale sagde han blandt andet:
Men derfra går – vil det naturens orden –
Endnu en smuk allé til kirkegården
Kort tid efter blev han syg og døde. Han ligger begravet ved siden af sin trofaste Christiane på Frederiksberg Kirkegård.
Et par forinden boede Georg Carstensen her. Det var på den tid, hvor han arbejdede på Vinter – Tivoli i Casinobygningen længere henne i Amaliegade/Toldbodgade.
Og ejendommen, ja det er et prægtigt 7 – fags hus tegnet af arkitekt Nicolai Eigtved i midten af 1700 – tallet. Det er så senere blevet forhøjet med halvanden etage.
Lige ved siden af lå Almindeligheden, ja sådan kaldte man Almindeligt Hospital. Her boede et stort antal invalider, sindssyge og åndssvage, gamle og ulykkelige mennesker. Her var også en sygeafdeling. Forholdende var forfærdelige – også målt med datidens øjne.
I krigene 1801 og 1807 blev her også indlagt kvæstede soldater. Fra 1809 blev patienter med kønssygdomme behandlet her. I 1846 udbrød der en stor epidemi med barselsfeber. Og i 1853 døde her 90 pct. af de 500 kolera – ramte. Og så kunne det godt være, at de kloge herrer begyndte at kigge på et bedre sygehusvæsen i København.
Uden tvivl er Oehlenschläger stødt på nogle af disse, og givet dem en skilling. Han var kendt som en godhjertet mand.
Amaliegade 27
Bygningen er den sydlige del af arkitekten Laurids de Thurahs pavilloner til Det Kongelige Frederiks Hospital (I dag Kunstindustrimuseet). Det er opført i midten af 1750erne.
I denne ejendom lejede maleren Johan Th. Lundbye sig i efteråret 1841 ind hos lægefamilien Krebs. Kunstneren er kendt for sit store værk, En dansk kyst. Mon ikke dette værk er en af milepælene i Guldalderen. Det er da i den grad nationalromantisk.
Forinden havde Lundbye sammen med sin ven P.C. Skovgaard udsmykket Skovgaards onkel H.C. Aggersborgs lejlighed i den nu forsvundne ejendom, Holmens Kanal 4.
Denne Lundbye havde forelsket sig i proprietærdatteren Louise Marie Neergaard fra Vedbygård. Men ak, den evigt tvivlende maler fik aldrig taget sig mod til at fri. Og en menneskealder senere, fortalte den aldrende frøken til kunsthistorikeren Karl Madsen, at hun skam ville have sagt, Ja. Men hvorfor tog hun så ikke et initiativ? I stedet oplevede vi et drama, for Lundbye havde meldt sig frivillig til hæren. Og endnu mere, ak og ve. Han døde ved et vådeskud ved Bedsted i Sønderjylland.
Det var det første skud, der blev løsnet i Treårskrigen.
Amaliegade 45
Dette statelige hus er opført af tømrermester Andreas Hallander i 1790 – 1791.
I 1817 fik ejendommen ny ejer. Det var den fra Norge hjemvendte Ferdinand Henrik Rørbye. Han havde den fornemme titel, overkrigskommissær.
Blandt han og hustruens mange børn var den siden så kendte maler, Martinus Rørbye. Han kom på Kunstakademiets Kunstskole i 1820. Han har blandt andet foreviget udsigten fra forældrenes stuelejlighed på 1. sal.
Han døde i det nu nedrevne Amaliegade 33.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Guldalderen:
April 16, 2016
Optakten til 9. april 1940
Allerede den 8. januar indløb de første meldinger til København. Og her fortolkede man meldingerne forkert, selv om de fleste kom fra den tyske overkommando. Men man mobiliserede hverken herhjemme eller i Holland, Norge eller Sverige. Man foretog heller ikke sabotageaktioner inden invasionen, selv om den var nært forestående. Sverige valgte så de tre første krigsår at samarbejde med tyskerne indtil krigslykken vendte. Invasionen var en personlig sejr for Hitler. Tyskerne var klar over, at det var overraskelsen og hurtigheden af aktionen, der var altafgørende.
Masser af meldinger til København
I slutningen af december 1939 ankom F.H. Kjølsen til det Kongelige Danske Gesandtskab I Berlin. Han overtog stillingen som marineattaché.
Inden besættelsen af Danmark modtog Kjølsen en masse informationer om, hav der var i gærde. Og han rapporterede om alt, hvad han hørte til København.
De første meldinger allerede i januar 1940
Allerede den 8. januar 1940 modtog han de første vage informationer om Tysklands militær – politiske planer. Og disse modtog han af den græske Marineattaché. Informationen gik på, at i det tidlige forår skulle der ske et angreb mod Holland. Samtidig ville tyskerne øge tryk mod Danmark, så der kunne tillades, oprettelse af militære luftbaser. Dette skulle ske for at opnå bedre forbindelseslinjer til Norges nordlige havne.
Militære støttepunkter i Jylland
Den 13. februar modtog Kjølsen nye oplysninger. De stammede fra den tidligere rumænske Militærattaché i Berlin, der nu var flyttet til Stockholm. Oplysningerne gik på, at tyskerne ville oprette militære støttepunkter i Jylland samt på den norske vestkyst. Der forelå ingen planer mod Sverige. Dette skyldtes bland andet svenskernes bedre beredskab og så det faktum, at Sverige ikke besad Nordsø – havne.
Den 1. april, troppekoncentrationer i Nordtyskland
Den 1. april rejste Kjølsen til København for at orientere ministerierne og ministrene. Med sig havde han et håndskreven notat fra Gesandten, Kammerherre Zahle. Dette notat var adresseret til udenrigsminister Dr. Munch. Denne skrivelse omtalte de tyske troppekoncentrationer i Nordtyskland, samt tyskernes frygt for. At vestmagterne ville rette et angreb mod malmlejerne i Nordskandinavien.
40.000 soldater i Nordtyskland
Efter en flere timer lang samtale med udenrigsminister Munch, fik Kjølsen det svar, som han skulle give videre, at Danmark ville forsvare sig med våbenmagt. Ved mødet fortalte Kjølsen, at der var forsamlet cirka 40.000 tyske soldater lige syd for grænsen.
Pålidelige kilder
Tilbage i Berlin fik Kjølsen besøg af den svenske marineattaché. Han fortalte, at han fra pålidelige kilder, Oberkommando der Wehrmacht i Berlin fik følgende besked:
Meldinger stammede fra den tyske overkommando
Lige efter mødte den hollandske militærattaché på med enslydende meldinger. Han havde fået informationerne fra højtstående tyske officerer, som sad i selve den tyske Overkommando. Disse var utilfredse med det nazistiske styre i Tyskland. De havde ved flere lejligheder givet militære oplysninger af stor betydning med det formål at undergrave det tyske system.
Danmark var ikke mobiliseret
Den hollandske militærattaché forespurgte, om Danmark var mobiliseret. Han ville gerne have besked om dette. Endvidere advarede han om, at Gestapo overvågede alle udenlandske repræsentationer.
Samme eftermiddag rejste Legationssekretæren til København for at aflevere disse vigtige informationer. Det blev til et møde med udenrigsministeren i dennes bolig klokken 19. Munch kontaktede senere på aftenen statsminister Stauning.
Fejlmelding fra den norske legationsråd
I Berlin blev der holdt en nær kontakt mellem det hollandske, svenske og norske Gesandtskab. Den norske Legationsråd Stang var blevet orienteret om, at angrebet ikke gjaldt Norge.
Fra dansk og svensk fastholdt man dog, at angrebet nok gjaldt Danmark – Norge.
Melding fra amerikanerne
Den 7. april modtog Kjølsen en orientering fra USA’ s marineattaché, Commander Schrader samt den svenske Marineattaché, at den samlede transportflåde ved Svinemunde var afgået med vestlig kurs i Østersøen.
Fra amerikansk side mente man, at destinationen var Narvik. Også disse oplysninger blev givet videre til København. Meddelelsen blev givet videre pr. chiffertelefon til Udenrigsministeriet med besked om at videresende beskeden til Marineministeriet. Uvist af hvilken grund blev dette dog ikke gjort.
Den tyske ordre var givet – stadig ingen dansk reaktion
Den hollandske militærattaché kunne oplyse, at der nu var givet ordre fra den tyske Overkommando til at ordren skulle udføres (Befehl ist ausgegeben). Dette blev indberettet i en skrivelse fra Gesandten, der blev afsendt den 8. april.
Arkiver og dokumenter blev brændt
Om morgenen den 9. april tilintetgjorde minister Zahle alle politiske indberetninger fra 1933 på Gesandtskabet i Berlin. Man forventede, at det snart blev besat.
I København var Udenrigsministeriets fortrolige arkiv blevet brændt.
Prins Aksel til møde hos Görring
Umiddelbart inden den 9. april ankom Prins Axel til Berlin, hvor han var i en særlig mission i anledning af den udenrigspolitiske situation i forbindelse med nogle skibsforhandlinger for Nordsø – farten.
Prins Axel blev tirsdag formiddag kaldt til Rigsmarskal Görring, hvor han fik meddelelse om Danmarks besættelse og de dermed forbundene begivenheder.
Tyskerne kunne sejle direkte til vores hovedstad
På trods af disse meddelelser, var der ikke blevet mobiliseret i Danmark. Og det var det såmænd heller ikke i Norge. Tyskernes overraskelsesangreb lykkedes over al forventning.
Viceadmiral Rechnitzer havde trods indberetninger heller ikke sikret den danske flåde. Tyskerne kunne derfor uhindret sejle direkte til vores hovedstad. Det københavnske forsvar reagerede ikke.
Heltegerninger i et umobiliseret Norge
I Norge var kun de bataljoner, der lå på Oslofjordens østlige side blevet mobiliseret. Flere af de norske landbesætninger var ubemandede. Minespærringer var ikke blevet udlagt. Men trods se manglende foranstaltninger, kæmpede nordmændene bravt. Den svære krydser Blücher blev sænket af Oscarsborgs Fæstning i Oslofjorden.
Den tyske krydser Königsberg blev sænket ved Bergen. Karlsruhe blev sænket ud for Kristianssand. Hele den tyske jagerflotille gik tabt i Narvik. Men det sidstnævnte skyldtes hjælp fra englænderne.
Hvis det nu var blevet mobiliseret?
Havde Norge lyttet til advarslerne kunne man have nået endnu bedre resultater, når man tager de naturlige forsvarsmuligheder med.
Men havde man fra dansk side allerede mobiliseret den 4. april kunne dette også have fået virkning for Norge.
Overraskelsen var altovergørende
I Nordschlewigsche Zeitung den 8. april 1942 udtaler General Kaupisch:
Man kunne have forsinket fremmarchen
Man kan udlede af dette, at selv med de få midler, som vi rådede over, måske kunne have forsinket operationen.
Og egentlig var oplysningerne fra Berlin tilstrækkelig til, at man kunne have iværksat et eller andet, bl.a. bortsprængning af broer, jernbanestrækninger m.m., ødelæggelser af landingspladser, så man kunne have forsinket tyskernes fremmarch.
Der må have været nogle militære strategiske eksperter, som modtog meldingerne fra Berlin, der evt. kunne have reageret.
Tyskerne havde frygtet sådanne sabotager, for det kunne i den grad have forsinket deres fremfærd, så aktionen i bedste fald var blevet afblæst.
Holland og Sverige mobiliserede heller ikke
Men det var ikke kun i Norge og Danmark, man ikke reagerede. Det gjorde man heller ikke i Holland. I Holland kunne man således have iværksat oversvømmelser.
Heller ikke i Sverige mobiliserede man. Tvært imod iværksatte man et omfattende samarbejde med tyskerne i eksport af malm, og tilladelse til tysk troppetransport gennem det neutrale Sverige. Det betød blandt andet at friske tyske tropper og kampudstyr blev transporteret til Narvik, så tyskerne efterhånden også her kunne tage magten.
Men hvad med englænderne? Kunne de ikke have nået at etablere en velkomstkomité ud for Norge?
En personlig sejr for Hitler
For Hitler personlig blev aktionen også en sejr. Storadmiral Raeder fra Den Tyske Marine havde kaldt operationen for risikabelt, fordi at aktionen skulle ledes af særlige officerer fra Wehrmachtfürrungsstab under Hitler’ s personlige ledelse.
Hitler’ s renommé som strateg steg til uanede højder. Var foretagenet derimod mislykket Kunne det have ført til uoverskuelige verdenspolitiske konsekvenser.
Kjølsen blev udvist
Kjølsen blev senere udvist på foranledning af chefen for den tyske kontraspionage Abteilung Abwehr, Admiral Canaris. Han havde fundet ud af Kjølsens rapportering, som dog ikke førte til noget som helst.
Udenrigsministeren valgte den forkerte mulighed
Kjølsen havde i maj 1940 møde med udenrigsminister Munch. Her udtalte udenrigsministeren, at der forelå to muligheder før 9. april, enten at indberetningerne var rigtige, og så tage konsekvensen deraf. Eller også, at de ikke var det, og så gjaldt om ikke at skabe panik. Og det var så den sidste mulighed, man valgte i Danmark.
Det er altid let at være bagklog
Nu kan vi sagtens være bagklog, så mange år efter. Men overfaldet kom jo som et chok for danskerne, og man var total uforberedt. Som min far fortalte mig, så vidste han 14 dage før, at noget var i gærde. Han havde talt med en tysk fiskevognmand, der fortalte, at det var sort af soldater syd for grænsen.
Og i andre artikler, som vi har skrevet om, fortæller vidner om, at danske rekognosceringsfly fløj langs grænsen i ugen inden den 9. april. Desuden krænkede tyske militærfly mange gange det danske territorium i ugerne op til 9. april.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: så læs de 160 artikler vi har om Besættelsestiden indeholdende blandt andet:
April 13, 2016
En sønderjydes liv på godt og ondt
Fra 1920 til ca. 1945 havde Højer en markant landbetjent. Han havde ikke meget til overs for Det Tyske Mindretal. I 1947 blev han og familien nærmest truet ud af byen. En spændende erindringsbog er udkommet om denne markante personlighed. Vi følger ham fra opvækst til sit virke i Strib. Hans lidelser under Første Verdenskrig og hans flugt fra Gestapo oplever vi også. Kitta og Sven Petersen fandt Theodor Hansen Hartung’ s erindringer samlet i et blåt ringbind hos et familiemedlem. De mente med rette, at det skulle udgives. Men ingen forlag ville udgive det. Men så tog ægteparret selv fat. Og resultat er en flot, spændende og dramatisk bog udgivet på deres eget forlag – Hartungs Forlag
Slægtsforskning kan føre til mange ting
Slægtsforskning kan føre til mange ting. Og det gjorde det sandelige også for Kitta og Sven Petersen. For pludselig hos et familiemedlem dukkede et blåt ringbind frem med en ringbind med en spændende historie på 160 tætskrevne sider.
Dengang i 1950erne, da Thomas Hansen Hartung havde skrevet sine erindringer henvendte han sig også til diverse forlag. Men ingen ville udgive det interessante manuskript. Siden lå ringbindet og samlede støv.
Flot gennemillustreret bog
Da Kitta og Sven havde læst erindringerne blev de i den grad grebet af manuskriptet, at de ville hjælpe Sven´ s grankusine med at udgive bogen. Det viste sig dog, at være svært for ingen ville udgive den.
Og hvad gør man så, når man tror på sagen. Ja man udgiver den selv. Et hobbyforlag blev oprettet.
Og ikke nok med det. Man opsøger lokale arkiver, for at gøre bogen endnu mere interessant. Det koster, at få udgivet en bog i professionelt design, layout og tryk. Så en del af Sven og Kittas’ s pensionsopsparing er gået til dette formål.
En masse tid er blevet brugt på digitalisering og fremskaffelse af fotos, der kunne give et ekstra kolorit til bogen.
Resultatet er blevet en flot gemmeillustreret og indbundet bog på 200 sider, som kan sælges for 200 kr. plus forsendelse.
Dramatisk og barsk bog
Her på redaktionen beundrer Den Gamle Redaktør altid folk, der gør den slags. Hver gang sådan en bog udkommer, bliver man meget klogere på historien. Man begynder, at kunne se en sammenhæng. Og denne bog har bestemt fortjent at komme ud i en større kreds. Det er en dramatisk og barsk historie om en mand, der i den grad har oplevet en masse.
En trist pensionering
I 1960 fik Thomas Hansen Hartung efter ansøgning bevilliget sin afsked efter 40 år i det danske politi. Han var dekoreret med Ridderkorset og Fortjeneste – medaljen for 40 år i Statens tjeneste. Nu skulle han nyde livet sammen med sin kone.
Men blot halvanden måned efter sin pensionering dør han under ferieophold i Avignon af et hjertetilfælde.
Her kan du få bogen
Desværre kan du ikke bare gå ned i din lokale boghandel og købe den. Det er det ikke penge til. Du kan bestille den direkte hos forlaget Hartung – Tlf. 50 92 66 43, eller pr. mail forlagethartung@yahoo.dk Du kan også afhente bogen på Lokalarkivet i Tønder, som er beliggende på biblioteket eller Museet ”Mellem Slesvigs grænse” i Rens
Spændende, medrivende og interessant bog
Det er en spændende og medrivende bog:
Det er også en yderst interessant bog. Ja der masser af action og spænding i den. Og vores hovedperson er i den grad god til at fastholde oplevelser og standpunkter.
Gode illustrationer
Man kan også forbavses over erindringernes kvalitet, når man betænker den ringe skolegang, som vores hovedperson har været igennem. Og det var så i hovedsagen tysk.
Vi oplever en standhaftig person, der har sine meningers mod. Han står ikke tilbage for noget. Og egentlig forstår man ikke, at ikke et eneste forlag vil binde sig an med denne bog.
Og teksten er levendegjort med flotte illustrationer med måske enkelte lidt slørede fotos. Men sådan må det være, når man tænker unde hvilke vilkår, de er taget. Ellers virker illustrationerne meget relevante til den historie, vi får fortalt.
Vi får kort, afstemningsresultater og meget mere. Med i bogen er også befalinger fra Det Tyske Mindretal, oversat til dansk. Det er en meget smart ide til dem, der ikke er så velbefarende i det tyske sprog.
Overraskende og en brik til forståelse af Sønderjyllands historie
Den Gamle Redaktør kender endda til en del omkring forholdene i Højer, men alligevel virker passager i denne bog overraskende. Og det kommer den vel også til for andre i området.
For dem, der ikke bor i området er bogen en vigtig brik til forståelsen for Sønderjyllands komplicerede historie.
En børneflok på 10
Vores hovedperson er født i 1894 som en i en børneflok på 10. På et tidspunkt ejede faderen en lille landejendom i Sottrup Mark i Bylderup Bov Sogn. Moderen var en såkaldt rigsdansker fra Hjerting.
De mange børn bevirkede, at forældrene arbejde hele døgnet, for at få det hele til at hænge sammen.
Fire kilometer til skole
Som 8 – årige måtte Theodor gå de fire kilometer til skolen i Bylderup og hjem igen. Og det i al slags vejr. De første par år var der et par timer på dansk resten var på tysk. Og de danske timer blev sløjfet efter et par år.
Der var mange lektier, der skulle klares. Men moderen kunne ikke hjælpe. Hun kunne ikke et ord tysk. Og faderen havde travlt med at gå til hånde på gårdene rundt omkring. Om aftenen og i weekenderne klarede han bedriften derhjemme.
Den tyske skolelov gav elever fra 9 – års alderen dispensation, så de kunne nøjes med at gå i skole onsdag og lørdag formiddag om sommeren. Og det benyttede Theodor sig af. Det kunne så være med til at forbedre økonomien i husholdingen.
Og egentlig hører vi i historien at Fysikus heller ville drikke punch end undervise børnene. Og godt nok var der kontrol på, hvordan undervisningen foregik, men ifølge forfatteren så var denne kontrol yderst mangelfuld.
En grusom kaptajn
Som 19 – årig mødte Hartung (Theodor) så til i 1913 session i Flensborg. I to år var han ved 86. Infanteriregiment også kaldet Königen Victoria.
Han fik en af de værste kammersergenter, man kunne forestille sig. Rekrutskolen var frygtet og det var på grund af en grusom kaptajn.
I 1914 brød krigen ud. Seks dage efter krigsudbruddet var Hartung sammen med alle de andre blevet læsset op i kreaturvogne. Og snart var man i direkte krigshandlinger ved fronten.
Dramatiske krigshandlinger
I bogen bliver vi ført igennem nogle særdeles dramatiske krigshandlinger. Og nogle gange bliver der også kæmpet med bajonetterne. Og i den grad blev der mistet folk og kammerater hele tiden.
Der fulgte lige kortvarig en gylden tid i Lockstedt med masser af øl. Men snart var den tid forbi. Og så gik det igen syd på. Alle fem brødre deltog i krigen.
Tre gange blev Hartung såret
Tre gange blev Hartung såret. Den første gang var blodtabet så stort, at han ikke følte nogen sult. Han måtte selv gå den lang gang til lazarettet. Temperaturen var nede på minus 33 grader.
Den nødtørftige forbinding var groet sammen i såret. Langefingeren var lige så tyk som håndledet. Og da man endelig var sat i en togvogn på vej til videre behandling snød Hartung og tre andre sårede sønderjyder sig hen i de forreste vogne, da de havde hørt at disse kørte længere nord på.
Det hele endte med, at Hartung blev indkvarteret i Kolberg. Efter tre måneders indkvartering her, blev han sendt til et rekreationskompagni i Haderslev. Og straks fik han bevilliget orlov og kunne tage hjem og besøge mor og far.
Tvangsforflyttet til fronten
Derefter blev han sat til at undervise rekrutter. Han røg uklar med en, der havde højere rang, som endnu ikke havde prøvet krigens rædsler. Og denne var skyld i, at Hartung blev tvangsforflyttet til fronten i Frankrig. Her lå de to lytterposter kun 16 meter fra hinanden. Og man kunne mærke, at franskmændene gravede under deres skyttegrav.
Den 1. juli deltog Hartung i det frygtelige Somme – slag. Det var et rent helvede med konstant beskydning. I næsten 8 dage sov han oven over en død fransk soldat, der efterhånden ikke lugtede så godt, som han skrev i bogen. Men det var umuligt, at komme af med den døde fjende. Og så sov man, hvis man ellers kunne det kun et par timer i træk.
Atter engang blev Hartung såret både i ryggen og i foden. Nærmest kravlende og med stor held fandt han et lazaret. Han gennemgik en operation helt uden bedøvelse. Også denne episode er meget dramatisk skildret i bogen.
I 1917 fik han tildelt Jernkorset. Og vi får også en gennemgang af den mad, der blev serveret under krigen. Og endelig var der fred.
Alle kom nogenlunde helskindet igennem
Og endelig kunne Hartung vende hjem til mor og far. Med stor glæde kunne han konstatere, at alle brødre mere eller mindre var sluppet mere eller mindre helskindet gennem helvedet.
Den internationale Kommissions Polititjeneste
Hartung fik nu en stilling som rejsende med motorer og landbrugsmaskiner. Men så mødte han gårdejer Thomas Thomsen fra Ravsted, der havde fået til opgave at finde egnede folk til Den Internationale Kommissions Polititjeneste. Han fik 14 dages betænkningstid og egentlig tjente han ganske godt som rejsende. Men alligevel sagde han ja til politiopgaven.
Til et møde hos Grev Schack i Møgeltønder fik han beskrevet sit arbejde, og hvad man forventede af ham og de andre der var mødt op.
Hartung og hans bror blev sendt til øen Föhr, hvor befolkningen i første omgang troede, at de var franske gendarmer.
Da Anden zone ikke kom til Danmark, blev de udkommanderede trukket tilbage. Og Hartung kom til Tønder. Den 28. maj blev han så kommanderet til at gøre tjeneste i Højer Flække.
Den 5. august 1920 blev Hartung gift med Marie Christine Jensen i Ribe Domkirke.
Højer var tysksindet
Hurtigt fandt vores hovedperson ud af, at byen var overvejende tysksindet. Men som han selv skriver:
Hartung og hans kollegaer var bestemt ikke tilfredse med ordensbestemmelserne. De mente, at de var alt for humane over for det tyske mindretal. I bogen fortæller han, at de runder den tyske tid, altid var en tysk gendarm til steder under de offentlige danske møder med både pikkelhue, sabel og revolver.
Nu kunne Det Tyske Mindretal holde møder helt uden tilsyn.
I begyndelsen efter 1920 var der tre betjente i Højer. Men de to udførte paskontrol ved slusen. Men mange gange om natten var der brug for alle tre i Højer’ s gader. Store flokke råbte og skreg, og truede med at smide de tre betjente ud af byen.
Den tyske gendarm, som Hartung aldrig havde mødt, havde forladt byen. Nu var det så en tysk by – betjent tilbage, som var ansat af kommunen.
En barnefader blev fundet efter seks år
Da Kong Christian den Tiende red over grænsen den 10. juli 1920 var Hartung sammen med kollegaer fra hele landsdelen kommanderet op til den gamle grænse.
En del sager om tyske barnefædre måtte Hartung også tage sig af. En pige kendte således ikke barnefaderens navn. Men hun vidste, at han havde været tysk marinesoldat i Tønder. Han var ansat på luftskibsstationen. Det lykkedes at finde frem til faderen, men det tog hele seks år.
Sager, hvor faderen var taget til Amerika måtte Hartung skam også tage sig af. Og så var det også de mange skilsmissesager, som bød på en masse problemer.
Kurser på Politiskolen
Desværre var der også mange selvmord i Hartungs distrikt, og det var bestemt ikke noget, som han brød sig om. Og at tage sig af sindssyge var også noget, han måtte affinde sig med.
For Hartung var det lidt af et problem, at han nu skulle begå sig på dansk. I skolen havde han næsten kun lært tysk. Han fik dog hjælp fra en kriminalassistent i Tønder, der havde været folkeskolelærer.
I de første to år i Højer var Hartung ansat på prøve, samtidig med, at han skulle gennemgå to kurser på Politiskolen.
I 1920 var 10 ud af 11 byrådsmedlemmer tysksindet. Byen var ret velhavende, og formuen lå hovedsagelig på tyske hænder.
Der blev i den grad smuglet alt muligt over grænsen. Efterhånden som inflationen slog igennem i Tyskland kom der også flere grænseoverløbere.
Atter engang – stormflod
I august 1923 var der atter engang stormflod ved Højer. En tysk damper med 123 feriebørn kunne ikke komme i land, da anløbsbroen var oversvømmet. Der var stor fare for at damperen ville gå ud på forlandet og lave hul i diget. De ville have været ganske katastrofalt. I sidste øjeblik lykkedes det for kaptajnen at få skibet på ret kurs.
I Hartung’ s distrikt fra grænsen til Højer var der strandet 28 større eller mindre skibe. Desuden var der kommet 180 læs strandingsgods. Det meste af det var fra bygningen af Hindenburg – dæmningen.
I bogen får vi også nogle eksempler på, hvor Hartung med fare for sit liv reddede strandede personer.
Wermacht stjal æg
Selv på den nu forsvundne ø, Jordsand patruljerede vores hovedperson. I 1939 fik han anholdt to æggetyve. Og tyverierne fortsatte gennem hele besættelsen. Hartung vidste udmærket, at det var den tyske Werhmacht, der stod bag dette.
I 1937 kom Hartung ind i byrådet i Højer. Han heftede sig også ved, at der gik cirka 20 år efter Genforeningen, inden byen fik en dansk præst.
Hartung var beskæftiget 24 timer i døgnet
Gang på gang måtte han rykke ud. Nazisterne og Det Tyske Mindretal overholdt ikke uniformsforbuddet. Om aftenen var der eksercits på Hotel Stadt Tondern, og da havde alle brune uniformer på. Dem havde den tyske købmand i byen skaffet. Kunne man ikke betale denne kontant, kunne man sagtens hos købmanden få en afbetalingsordning.
Nu skulle man tro, at de tysksindede ville holde til i deres eget forsamlingshus, Deutsches Haus. Men den var for lille, og der måtte man ikke servere spiritus. Men det gjorde de så alligevel. Og det betød, at Hartung en enkelt aften måtte uddele 28 bøder.
Alle blev stillet over for dommeren. De skulle betale 20 kroner. Men det var det nu ikke alle, der ville, så de valgte brummen. Episoden fandt plads i adskillige tyske aviser. Og her var parolen, at det var hetz fra den danske betjent.
Hartung fortæller i bogen, at nazisterne og Det Tyske Mindretal holdt ham beskæftiget i 24 timer i døgnet.
Nationalmærker blev sat
Efter tyskernes indtog i Polen voksede spændinger i byen. Hartung måtte sammen med nogle hjælpere sætte nationalmærker i rødt og hvidt op på digerne og i kogene syd for Højer. Store tagflader blev malet som Dannebrog. Om natten lyste projektører på dem.
Ingen ville tage ansvar
Hos Familien Hartung boede en unge grænsegendarm, der den 8. april havde fået at vide, at han skulle forlade sin post. Hartung havde længe vidst, at noget var under opsejling. Og han havde indrapporteret alle sine observationer. Men ingen ville tage ansvar for det, der var under opsejling.
I bogen fortæller Hartung meget rammende:
Den aften besøgte Hartung også grænsen, men den tyske vagt ville vanen tro ikke hilse på ham.
Beboere fra Højer ville hylde ”Befrierne”
Snart hørtes lyden af en masse fly. Og om morgenen blev hagekors – flaget hejst i kirketårnet, på borgmesterkontoret og mange andre steder rundt om i byen.
Hartung havde stor foragt, for alle de beboere, der nu hastede af landevejen mod Tønder for at hilse deres befrier velkommen.
Mindretallet måtte selv spise kagerne
I Deutsches Haus stod den store opdækning stadig uberørt. Byens tysksindede bagere havde bagt en masse kager til deres befrier. Men disse los vente på lod vente på sig. Nu måtte medlemmerne af Det Tyske Mindretal selv i gang med at fortære kagerne.
Luftslaget var ”Opspind”
I begyndelsen af krigen observerede Hartung fra digerne et større luftslag over øen Sild. Åbenbart var det kommet københavnerbladene for øre. Nationaltidende ringede derfor Hartung op, som så berettede, hvad han så.
Et par dage efter kunne han så i Nordschlewigsche Zeitung læse, at hans beretning var det pure opspind.
Nazi – march anført af skorstensfejermesteren
Bortset fra et vagtkorps ved Højer Sluse varede det et stykke tid, inden der kom flere tyske soldater til byen.
Efterhånden bestemte besættelsesmagten mere og mere. Ofte blev han forhindret i at gribe ind over for ulovligheder. Sådan var det også når der to gange om ugen var Nazi – march gennem Højer’ s gader anført af den lokale skorstensmester. Ja selv de tyske lærere og den tyske præst deltog og endda også havnemesteren.
Patruljeskibe var smuglerskibe
Jævnligt anløb flere tyske skibe, Højer Sluse. De tilhørte den tyske marine på Sild. Men det var ikke i tjeneste ærinde, at de kom. Det var de rene smuglerskibe. Men de danske myndigheder kunne ikke gøre noget. De måtte ikke betræde skibene.
42 miner, 9 lig, 6 nedstyrtninger og 45 bomber
Hele 42 miner har Hartung været med til at afmontere eller bringe til sprængning. Alene på Jordsand blev et dusin uskadeliggjort.
Indtil 19. september 1944 faldt der i Hartungs distrikt 45 bomber, uden at nogen kom til skade.
Ni lig er der bragt i land fra nedstyrtede fly, amerikanere, englændere og en enkelt tysker. Og på landjorden styrtede i alt seks fly ned i løbet af besættelsestiden.
Et amerikansk fly var styrtet ned nord for Højer. Hartung var tidlig på stedet, og fremskaffede en whisky til en af de sårede amerikanere. Han håbede, at kunne bringe de sårede til Tønder Sygehus, men snart nåede tyskerne frem.
Højer blev patruljeret af hjemmetyskere
Der var mange Zeitfreiwillige, der meldte sig i Højer. De aflagde ed til Føreren på Det Tyske Station under overværelse af højtstående tyske officerer.
Efter undtagelsestilstanden den 29. august blev Højer patruljeret af 42 hjemmetyskere. De var i fuld uniform udrustet med tyske geværer og med hver 30 patroner. De skulle nu våge over danskerne i byen.
En ny kommandant i Højer
I august 1944 fik Højer en ny kommandant. Han var værre end et helt kompagni soldater, mente Hartung.
Indbydelserne var sendt ud til Hartungs fødselsdag, men det blev aldrig til noget. For han var smuttet. Han følte at jorden brændte under ham. To gange havde hans hus nu været omringet at militær med maskinpistoler.
Hartung på flugt
I Tønder var Hartung blevet indkaldt med andre betjente. Politimester Brix, der i seks uger havde været i Gestapo’ s klør, fortalte om fremtiden. Han opfordrede betjentene til at skaffe sig falsk identitet og gå under jorden. Der lå ID – kort klar på stationen.
Den næste dag forsvandt Hartung fra Højer. Og det skete fra Visby Station. Han var bange for at blive genkendt i Tønder.
I Kolding mødte han sin svigersøn, der var på vej mod Højer til fødselsdagsfesten. Han fik besked på, at fjerne ammunition og våben. Desuden skulle fortrolige indberetninger om hjemmetyskernes gøre og laden bortskaffes. Desuden skulle han sørge for, at Hartungs bil blev uskadeliggjort. Den skulle nødig falde i tyskernes hænder.
Hurtigt tog Hartung videre til Brædstrup, hvor han kom i forbindelse med en illegal gruppe. Under sin flugt skiftede han identitet tre gange. Og det var da også ved at gå galt flere gange. Således mødte han i Fredericia en hjemmetysker fra Højer, der nu arbejdede for Værnemagten i Odense.
Bøving blev snuppet
Under sin flugt havde Hartung været i kontakt med politifuldmægtig Bøving, den senere politimester i Tønder. Denne var også på flugt, men blev snuppet af Gestapo i Lunderskov. Under mishandlingen på Staldgården i Kolding, fik han beskadiget sine ene hånd.
Regnskabets time var kommet
Den 5. maj om eftermiddagen kunne Hartung tage tilbage til Højer. Regnskabets time var nu kommet. Arrestordrerne var allerede skrevet, så det var kun en formalitet at snuppe alle de tysksindede, som ikke havde opført sig rigtig under besættelsen. Jo landsforræderne blev sendt i Fårhus – lejren.
Godset Hohenwarte som havde tilhørt en kaptajnløjtnant i den tyske marine blev beslaglagt. Og her blev 150 flygtninge anbragt. Og denne flygtningelejr blev Hartung nu leder af. Ja det hed sig, at det var tyske flygtninge, men det viste sig, at de kom fra hele 26 lande. Så det lå et kæmpe arbejde forude med at skrive til diverse ambassader.
Alvorlig advarsel
Under besættelsestiden og den begyndende nazisme i Højer havde Hartung fået et meget anstrengt forhold til Det Tyske Mindretal. Og dette forhold var gensidigt.
Ad omveje fik han visket i øret, at det nok var bedst, at han forsvandt fra byen, for det kunne være, at det skete noget. Truslerne tog familien alvorlig. Så de forlod Højer.
Den 7. januar 1947 startede Hartung en stilling som landbetjent i Strib i Middelfart Politikreds.
Hartung i Efterretningsvæsnets rapport
I PET’ s rapport om overvågning af den yderste højre fløj bd. 2, kan man læse om Hartungs indberetninger.
Her kan man også læse, at der i efteråret 1945 var et yderst spændt forhold mellem de dansk og tysksindede i Højer. De lokale tysksindede optrådte truende og provokerende over for landbetjenten. De var rasende over for de sanktioner, de mente, at de dansksindede havde indført over for dem.
Efterretningsvirksomhed over for Det Tyske Mindretal
Indberetningerne fra Højer fra december 1945 var den første, der viste forholdet mellem dansk og tysk. Politikommissær Brix bad sine kollegaer om at indsende stemningsrapporter om holdningen i mindretallet.
Bøving fra Tønder bakkede denne holdning op. Og han støttede også Brix planer om en efterretningsvirksomhed over for Det Tyske Mindretal
Hvis du vil læse mere: Temaer, der relaterer til denne anmeldelse/artikel:
April 3, 2016
Shawarma – Street på Nørrebro
En masse ting sker i øjeblikket på Nørrebro. Butiksstrukturen bliver i den grad ændret. De små kiosker og grøntbutikkerne forsvinder. Men cykelbutikker, gulsmede, slikbutikker og frisører formér sig som fluer. Og selvfølgelig også shawarma – barerne. Der er 17 – 18 stykker på Nørrebrogade, som både kaldes Shawarma – Street og Indvandrernes Hovedgade. Disse er kommet for at blive. Vi bringer et par anmeldelser for at beskrive madkulturen disse steder. De brune Værtshuse afløses af øko – barer, og i sidegaderne opstår gourmet – restauranter. Men befolkningen på Nørrebro ændrer sig også. Nu er det ikke mere arbejderne, der domminerer.
Nørrebro i forandring
Kigger man på Nørrebro vokser antallet af cykelbutikker, slikbutikker, frisører og shawarmasteder. For par et par år siden var det grønthandlere og små kiosker, der var mange af. Men antallet af disse butikker falder.
I sidegaderne er det gourmetkokke, kaffekendere, ølkendere og naturvinsprofeter, der spreder sig.
Der er ikke så meget arbejderkvarter tilbage. Og de brune værtshuse var en del af arbejderkulturen. Ja egentlig også socialismen. Det hjalp hellere ikke dengang, da regeringen fremskyndede etableringen af kolonihaver, så man kunne komme druk og socialisme til livs. Man var af den opfattelse, at når man skulle passe haven, så var der ikke tid til at dyrke disse to farlige ting.
Masser af værtshuse
De lå dengang side om side – de gule værtshuse. Her fik arbejderne et lille en efter arbejde. Ja mange investerede hele lønnen på disse værtshuse. Men alle disse værtshuse forsvinder nu på bekostning af diverse caféer. Fra 2008 til 2013 faldt antallet af værtshuse med 18 pct.
Mange højtlønnede blander sig i Nørrebros befolkning. I dag kan man se BMW og Audi i gaderne.
På Nørrebro kan man i dag få urtepolenta, ramsløg og økologisk gin. Ja sådan er det i hvert fald hos Spisebar 20 på hjørnet af Kapelvej og Rantzausgade. Her lå det gamle værtshus Valdemar Atterdag. Men nu er det heller ikke de samme gæster, der kommer i lokalerne.
Her kommer unge og lokale mellem 25 – 40 år. De vil godt spendere lidt mere, end det en shawarma eller en burger koster.
Hvorfor hedder det nu ”De Brune værtshuse”?
Ja egentlig er der flere forklaringer på dette men mon ikke denne, er den rigtige?
Nikotinen fra de cigaretter, som de besøgende røg hang fast i gardinerne, væggene og tæpperne
Shawarmaen består
I denne artikel fokuserer vi på en kultur, der har bosat sig på Nørrebrogade, der også bliver kaldt for Indvandrernes Hovedstrøg. Når vi nu har valgt, at bringe anmeldelser af shawarma – steder er det ikke for, at fremhæve nogle steder frem for andre. Nej, der er for at kigge på den specielle madkultur, der her har udviklet sig.
17.000 ville være dommer
Hvert år kårer man på Nørrebrogade årets shawarma. Og det er i den grad et tilløbsstykke. Der er jo lange køer af folk. Det er jo de folk, der får smagsprøver og skal give point til Nørrebros shawarmaer.
Tænk engang 17.000 havde tilmeldt sig, og det var sort af mennesker på Nørrebro. Men kun 400 blev udnævnt som dommere. Sådan er det hvert år.
Shawarma – Street
Og sådan et arrangement koster. Ikke alle politikkere mener, at sådan et arrangement skal støttes af Nørrebro lokaludvalg. Nogle mener, at det er skjult erhvervsstøtte til en bestemt branche. Men ak, pengene er god givet ud. Bydelen får positiv omtale på grund af et eksotisk særpræg
På Nørrebro findes der vel 18 – 19 shawarma – steder. Hovedparten ligger på Nørrebrogade. Og 11 af disse var med i det lokale mesterskab. Ja ikke uden grund bliver Nørrebrogade kaldt for Shawarma – street. Og hvordan gik det sidste gang. Her er resultat:
Mange aviser og blade har kopieret ideen
Ja og nu har diverse blade kopieret ideen, bl.a. Politiken, Euroman, Børsen, MetroExpres. Og sikkert også flere blade. De har kåret Københavns bedste Shawarma. Vi kigger på, hvad der kendetegner, en god shawarma.
Ingen spisepenge til redaktøren
Nu kunne man jo også udstyre denne sides redaktør med spisepenge, men desværre så er Nørrebro Handelsforenings økonomi efterhånden begrænset, så den går ikke. Men hvad er en shawarma:
Pølsevognens værste fjende
Det er ingen tvivl om, at denne ret er pølsevognens værste fjende. Prisen ligger mellem 30kr og 50 kr.
Stolte indvandrere disker hundredetusinder af disse mellemøstlige ruller over diskene. Kvaliteten varierer fra det rædderlige til det delikate.
Stegt kød i ovn
Nu er det ikke alle steder, der er lige gode, skal vi hilse at sige. Men det er der sandelig heller ikke, når du skal have en burger eller en pizza.
Nogle steder er det svært at få en rigtig shawarma eller döner kebab. Det er fordi, de ikke er lavet af hele stykker kød, men af elendigt hakket kød.
Döner Kebab fra Tyrkiet
I Tyrkiet er det ligefrem kunst at lave en god kebab. Man kan ligefrem uddanne sig til kebab – svend. Det kræver tid og indsats. Og her er der tale om slow food.
Döner kebab har sin oprindelse fra den vestlige del af Tyrkiet fra ca. 1853. Ideen er, at saften og kraften fra det tilberedte kød ikke skal forsvinde bed i ilden, som det kan ske ved vandret tilberedning. Derfor bruges løsningen med et oprejst spyd, hvor bunden oftest er kraftigst.
Det kød, der blev brugt blev valgt ud fra områdets landbrugsmæssige struktur. Der blev anvendt lam i områder med meget fåreavl og så videre.
En shawarma i Vestberlin
I 1971 serverer tyrkeren Mehmet Aygun for første gang en shawarma, som vi kender den i dag i Vestberlin. Han lægger kødet sammen ned salat i et pitabrød, hvilket er en nyskabelse. Måske burde denne mand have taget patent på sin opfindelse. For retten bliver en kæmpe succes verden over.
Den første Shawarmabar i Danmark
I 1980 får Danmark sin første shawarmabar på Strøget. Det er de libanesiske brødre Mounzer, der overtager en almindelig grillbar. Mange går forbi, og ser noget mystisk. Kød der bliver drejet rundt på et spyd.
Men allerede i 1973 kunne man i bladet Mad og Gæster se den eksotiske nyhed.
I takt med, at der kommer flere indvandrere opstår der flere shawarmabarer. Madstederne bliver populære. Også danskerne har efterhånden taget den fremmede ret til sig.
Ulækre Bakterier
Men i 2005 rettes opmærksomheden på disse madsteder. Det resulterer i, at Jyllands Posten får foretaget en undersøgelse, der viser at 6 ud af 10 undersøgte shawarmabarer serverer mad med ulækre bakterier. Myndighederne skærper derefter kontrollen med disse nye madsteder.
Grækere bruger gerne svinekød
Nogle steder er krydderblandingen så stærk, at kødsmagen fuldstændig forsvinder. Ja nogle gange er den ligefrem parfumeret. Kardemomme og kanel bliver ofte brugt. Ofte forsvinder kødsmagen ved dette.
Marineringen, grøntsager, dressingen og brødet skal gå op i en højere enhed.
Af gode grunde bryder araberne sig ikke om svinekød. De foretrækker lam, okse eller kalv. Grækerne skærer gerne en gris i skiver
Nogle bruger hakket kød, der bindes sammen med det såkaldte ”kødklister – bindemiddel”. Det skal man holde sig fra, hvis man vil have en god shawarma.
Közem, Nørrebrogade 186, Vinder af Nørrebrogade – mesterskabet 2015:
Her er der kalv på spyddet, som naturligvis bygges på stedet, der bryster sig af, at lave alting selv. Brødet er hjemmebagt, og det er rigtig godt, ligesom det saftige, men magre kød, er sagen for dem, der ikke ønsker for meget fedt i shawarmaen. De friske salater fyldes gavmildt i den relativt store shawarma. Omgivelserne er indbydende, ligesom der er bordservering og god plads til at sidde på.
Københavnske Kebab Kritikere KKK, der er en facebook – gruppe besøgte i 2014 også madstedet. De beundrede antallet af retter og betjeningen. Dog mente de, at afrydderne måske var lidt for effektive.
Højdepunktet var de reelle saftige, velkryddere og saftige kødstykker.
Men kritikkerne var dog lidt skuffede over de andre retter. Således mente man, at der i nogle af de tyrkiske egnsretter var alt for meget ris.
Man var begejstret for indretningen. Man mente, at det var en bommert, at der var et billede af en gondol fra Venedig i lokalet.
La Centrale, Nørrebrogade 31, besøgt af tre kokkeelever med www.mx.dk (nr. 2 i Nørrebrogade – mesterskabet 2015)
Sheik Shawarma, Nørrebrogade 98, dette sted for betegnelsen ”Bedst til prisen”. Besøgt af www.mx.dk med tre smagsdommere.
Bab Al Hara, Nørrebrogade 104. her var dommerne enige om, at det nok ikke var så godt (www.mx.dk )
Dürum Symfoni, Nørrebrogade 104 (Nr. 3 på Børsens Hitliste)
Kebabistan, Nørrebrogade 162 – Testvinder hos www.mx.dk
Dürum Bar, Nørrebrogade 195 – (Nr. 3 i Nørrebrogade – mesterskabet) (www.mx.dk)
Nørrebro – Shawarmaer er godt placeret
Og kigger vi på Børsens hitliste, så ligger Nørrebro jo flot placeret. Bladet havde fået topkokke til at vurdere kvaliteten på disse shawarmaer. Ja hele 7 kokke har man så allieret sig med.
Børsen havde i første omgang udset sig 22 shawarma – steder. Disse steder blev så til sidst skåret ned til 7 steder, som blev besøgt sammen med kokkene. Børsens Hitliste så således ud:
Marts 26, 2016
Danmarks længste og smalleste Loppemarked
Vi har skridtet af. Der er 333 meter fra Kapelvej til Nørrebros Runddel. Går vi den anden vej er det 85 cm. Du må ikke træde meget ved siden af, så bliver du torpederet af en cykel. Dette loppemarked kan nu fejre 30 års fødselsdag. Og det kan vi kun takke Inga og Gunnar for. Der har sandelig været lagt mange hindringer i vejen i tidens løb. Således ville emsige politikere og embedsmænd nedligge det, fordi det ikke var strømlinjet nok. Her står Inga så fra april til oktober. Gunnar har trukket sig lidt tilbage. Men han har dog optrådt som julenisse og julemand mange gange ved Runddelen. Og det er ved det juletræ, der i den grad har været udsat for hørværk, brugt til barrikade eller brugt til bål. Vi kigger på loppemarkedet, men også på de to loppemarkeds – kæmpere.
30 år – takket være to kæmpere
Tænk engang, Nørrebro Handelsforenings Loppemarked fylder 30 år. Og det kan vi kun takke de to gæve folk Inga og Gunnar Berling for. I mange år har de kæmpet for loppemarkedet. Og det har ikke altid været lige let. Så gælder det også specielle regler lige for dette loppemarked. Det kan læses i slutningen af denne artikel. Disse regler betyder også ulig konkurrence i forhold til andre loppemarkeder.
Store udfordringer
Der er også mange udfordringer m.h.t. parkeringsregler og ud – og indpakning. Men takket være ægteparret Berling har loppemarkedet eksisteret gennem finanskriser, bandekrig, ungdomshus – konflikter, Nørrebrogades ombygning og meget mere.
Det startede i 1986
Ja det hele startede i 1986 med et møde i Medborgerhuset på Blågårds Plads. Dengang var det mest bydelens butikker, der havde en stade langs kirkegårdsmuren. Siden har mangfoldigheden været til stede.
333 meter lang og 85 cm bred
Strækningen fra Kapelvej til Nørrebros Runddel er nøjagtig 333 meter, og hele strækningen har ofte været fyldt af stader. Man skal i den grad passe på, at man ikke træder forkert, for så bliver man torpederet af en cyklist. Fra muren ud til cykelmotorvejen er der kun 85 cm.
På den anden side har man så i flere år haft en Metro – byggeplads, der også har givet udfordringer.
Vi tage lige næste sæson
De to har bestyret loppemarkedet i 29 år. Og som de siger hver gang:
Truet med økse
Ja egentlig har de ikke haft problemer med kommunen eller politiet. Det vil da sige, at politiet måtte tilkaldes, da en stadeholder mente, at Inga håndhævede reglerne for stramt. Han ville heller ikke betale. Så han truede med en økse. Inga måtte flygte og gemme sig i en butik over på den anden side, mens stadeholderen løb efter hende. Der var masser af drama.
Fra Juleplatte til hårtørrer
Her kan du købe alt lige fra juleplatter, spisestel, røgelsespinde og forgyldte statuetter. Her er både ragelse og kvalitetsvarer. Her finder du også kvinder i farverige gevanter. Og her hattemagere og her er havegipsfigurer, kunst og husflid.
Her kan du finde en god antikvarisk bog og en hårdtørrer.
Julens udfordringer
Fra april til oktober står hun her, damen med den høje hat. Ja ofte afholdes der også juleloppemarked. Og Gunnar og Inga har ofte optrådt som julemand og julenisse ved juletræet på Nørrebros Runddel og delt gaver ud. Men loppemarked om søndagen, ja det har man opgivet.
Og det juletræ er i tidens løb blevet brugt til bål, barrikade og udsat for masser af hærværk. Ja også diverse storme m.m. har gjort sit. Og sidste år var der hærværk med lysene. Ikke alle på Nørrebro mener, at der skal fejres jul.
Da Buschaufførerne nægtede at køre
Mange politikere har i årenes løb lovet bedre forhold for loppemarkedet, men det er dog ikke sket. Ja man kan sige, at efter reguleringen af Nørrebrogade er det faktisk blevet værre. Københavns Kommune er glade for initiativet. Og hvert år får de to et takkebrev fra kommunen. Jo Nørrebro Handelsforenings Loppemarked er et vigtigt aktiv for Nørrebrogade.
Samarbejde med Københavns Kommune har da også været perfekt. Måske dog ikke lige den fredag eftermiddag, hvor Inga blev ringet op, og der fra kommunens side blev sagt, at man blev nødt til at aflyse loppemarkedet næste morgen. Først efterfølgende fandt de to bestyrere ud af, at aflysningen skulle have været for hele perioden.
De fik at vide, at buschaufførerne nægtede at køre på Nørrebrogade, hvis der ikke blev gjort mere for fremkommeligheden. Vejarbejdet generede åbenbart mere end planlæggerne havde regnet med, og så skulle det gå ud over Loppemarkedet.
Det hele skal være strømlinjet
For cirka 8 år siden ville emsige politikkere og embedsmænd nedlægge loppemarkedet i forbindelse med reguleringen af Nørrebrogade. Men bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening fik dog forhindret dette.
Det er mærkeligt, at når man endelig laver aktiviteter, der også bliver rost i internationale blade, ja så skal det nedlægges. Vi skal i vores samfund passe på, at det hele ikke bliver så strømlinet og forudsigeligt, at det hele bliver alt for kedeligt.
25 – års jubilæet druknede i regn
For 5 år siden var det lagt op til det hel store 25 års jubilæum. Annoncer, plakater, Balloner, klovne og levende musik, men ak det hele druknede i regn. Musikken måtte flyttes til Café Runddelen.
Overskuddet var minimal
Dette forhold med ulig konkurrence kunne også mærkes i sidste sæson, hvor overskuddet ikke blev så stor. Inga fik opfordring til også, at lave loppemarked om søndagen, for at skaffe noget aktivitet på gaden. Men det var nu ikke den store succes. Så det har man opgivet igen. Nu er det så kun hver lørdag formiddag fra april til oktober, såfremt regnen ikke siler ned.
For et par år siden nedsatte man lejeafgifterne og forlængede stademeterne. En anden udfordring for stadeholderne er, at man ikke må holde på Nørrebrogade og aflæsse varerne. Det skal ske i sidegaderne.
Overskuddet til sociale og kulturelle formål
Det specielle ved dette loppemarked er også at overskuddet uddeles så andre i bydelen får glæde af dette. I løbet af årene har en række sociale og kulturelle organisationer på Nørrebro haft glæde af loppemarkedet. Blandt andet er Kulturcentret på Kirkegården og det nu nedlagte Remisens – center i Griffenfeldsgade blevet betænkt. Også projektet Billedkunst langs Kirkegårdsmuren har nydt godt af overskuddet.
Engang blev overskuddet brugt til at få malet muren. Men den opgave påtager Kommunen dog nu selv.
De sidste år er noget af overskuddet anvendt til julebelysningen og for at dække Nørrebro Handelsforenings underskud på denne konto. Interessen fra de forretningsdrivende til at medvirke i julebelysningen er trods opsætning af flere kæder, faldende.
Danmarks længste loppemarked
Engang blev loppemarkedet kaldt for Danmarks Længste Loppemarked. Det var dengang de fine fruer blev sendt til Nørrebro, mens mændene sad i møder i diverse ministerier.
Gunnars eventyrlige liv
Skal vi lige kigge på dem, der bestyrer af loppemarkedet. Ja Gunnar er ikke så meget med mere. Han har for længst passeret de 80 år. Vi var med til hans reception for nogle år siden. Han er utrolig åndsfrisk. Børn, børnebørn og oldebørn slæber ham gerne med i Tivoli. Eller er det omvendt.
Han blev dog noget forbløffet til sin runde fødselsdag, da Tivoligarden pludselig dukkede op.
I utallige år har han siddet i bestyrelsen eller været suppleant i Nørrebro Handelsforening. Til hans 80 – års fødselsdag var der hængt fotos op fra Gunnars eventyrlige liv. Han har slæbt levende grise i Nordhavn. Jo det var bare op på skuldrene. De kunne godt være genstridige, nævnte Gunnar.
Han har været ansat i Aller – koncernen. Det var i de gode gamle dage, hvor Kurt Thybo brugte en masse penge. Gunnar selv fik en fantastisk god ugeløn, men han var også på i døgnets 24 timer, hvis dette var påkrævet.
Gunnar som nazist
Blandt andet besøgte han de smukke Rapport – piger og fragtede fotos af disse forskellige steder hen. Men Gunnar blev også brugt til forskellige anderledes reportager. Således blev han engang iført Nazi – uniform. Han skulle så vandre op og ned af Strøget. Her modtog han talrige spytklatter, tilråb og trusler. Som Gunnar siger:
En populær bedste – og oldefar
For ca. 12 år siden blev Gunnar alvorlig syg. Han var indlagt på diverse hospitaler. Men han kom sig. I dag er det kun knæene, der volder besvær. Nej, han vil ikke opereres for det. Og han går endda til gymnastik.
Jo Gunnar er utrolig populær. Til hans runde fødselsdag holdt diverse børnebørn nogle utrolige flotte hyldesttaler.
Han indrømmer dog, at han ikke altid kan huske navnene på alle cirka 18 børnebørn og 3 – 4 oldebørn. Og der er da hvis kommet nogle ekstra til. Men som Gunnar siger:
Inga´ s butik er en nostalgisk hule
Jo det kunne vi da også se på de skønne døtre. Men er det ikke 47 – 48 år han nu har holdt sammen med Inga. Vi glæder os allerede til guldbrylluppet. Mon Tivoligarden så kommer igen?
Lige over for Assistens Kirkegård har Inga sin butik på Nørrebrogade 92. Det har hun haft i cirka 32 år. Og det er som om at komme ind i en fortidens hule. Her florerer nostalgien. Og her finder du frimærker, førstedagskuverter, frimærkealbum, gamle mønter, nostalgiske blade, indbydelser, sporvognsbilleder. Ja og her er en speciel Elvis – afdeling.
Her kan du finde bøger om Anden verdenskrig, gamle noder og dåser. Ja, her er et sandt eldorado for samlere. Her er ældgamle glansbilleder og endda guldmedaljer.
Efter at have lukket butikken et stykke tid grundet sygdom, er Inga snart klar til at betjene hendes faste kunder i både ind – og udland.
Fra 2. april til 29. oktober
Den 2. april starter den nye sæson – den 30. Og den varer til helt til den 29. oktober.
Og det er Inga Berling, damen med den sorte hat, der er loppemarkedets politibetjent. Der er nemlig en masse regler, der skal overholdes, ellers fungerer sådan et loppemarked slet ikke. Og så kan myndighederne finde på at lukke det.
Indskrivning inden kl. 9.00
Enhver vil tolke reglerne på deres egen måde. Men den går bare ikke med Inga som politibetjent.
Der er indskrivning fra kl. 8.00 – 9.00. Der er ingen, der må opstille før. Og kommer man for sent efter klokken 9.00 er der ingen nåde. Så kan man ikke blive indskrevet. Og som Inga siger:
Tag affaldet med
Der pakkes sammen mellem klokken 15.00 og 16.00. Og alle deltager. Man skal tage alt sit affald med.
Man skal være opmærksom på, at en stadeplads er fem meter lang, og den er kun en meter bred. Jo, det er Danmarks absolut smalleste loppemarked. Barnevogne og kørestole skal stadig kunne komme forbi.
Varer og stole må ikke stå i fortovskanten. De skal stilles op af kirkegårdsmuren.
Inga Berling gør opmærksom på, at pladsen koster 200,- kr. Og dette beløb skal betales kontant. Der modtages ikke kort. Man skal også fremvise legitimation. Det er noget myndighederne forlanger.
Der er tjek på det
Og Inga har tjek på det. Hver stade har et nummer. Og dette får man udleveret hos Inga, når man betaler. Den strenge Dame med den høje hat fastslår, at Ingen må stille op, før nummer og stadebrev er udleveret. Overholder man ikke denne regel, så får man lov til at pakke det hele sammen og tage hjem med det samme.
I en periode havde nogle af stadeholderne en tendens til at læsse affaldet over i kirkegården og bruge denne som toilet. Bliver dette opdaget, er der kontant bortvisning. Dette var kirkegården ikke særlig tilfreds med. Og det kan man jo godt forstå.
Inga oplyser, at der er toilet på Kappelvej, og at man må bruge toiletterne i virksomhederne over på den modsatte side af Nørrebrogade.
Og så skal man selvfølgelig også overholde reglerne, at man kun må sælge egne brugte ting, og noget man selv har lavet. Der må heller ikke sælges mad og drikke, guld, sølv og ædelstene eller andre dyre ting. Det må man kun, hvis man har marskandiserbevilling, som man selvfølgelig skal have med.
Herfra skal lyde de hjerteligste lykønskninger, og tak for jeres store indsats gennem alle disse år. Vi er sikker på at hele bydelen påskønner jeres indsats.
Her i denne kategori kan du læse meget mere om Nørrebro Handelsforenings Historie. I dette år 2016 er det 125 år siden, at urtekræmmere startede foreningen
Marts 25, 2016
Guldalderens København – sådan var det også (2)
København var ikke overbefolket med kulturelle fyrtårne. Måske var Guldalderen slet ikke så poetisk som man ville gøre den til. En læge fortalte, at der et sted var et lokumssæde til 40 – 60 beboere. Selv i slutningen af 1840erne var der stadig stinkende, beskidt og sundhedsfarligt at bo i København. Frederik den Sjette var elsket af overklassen, men hadet af underklassen. Filosof og præst blev dømt til døden. Og så var forfølgelsen af jøderne nok mere omfattende, end det vi læser i historiebøgerne. Og så var der oprør i fængslet. Fangerne frøs og sultede på grund af besparelser. Militæret bombede fængslet i brand, og kongen håbede at mage fangere var gået til. Børnene var afmagrede og usunde.
Uden noget som helst
Det vrimlede med fattige familier, som af død og ødelæggelse havde været forjagede fra hjemmet. De gik nu med deres børn, slæbende med bylter. Det var kun lidt bohave, de havde fået med. De vendte nu tilbage for at se og håbe på, at ikke alt var gået op i luerne.
København 1807
Byens stolthed, det smukke tårn på Vor Frue Kirke var der ikke mere. Mange gravmonumenter og kapeller var tilintetgjort. Det var gyselig, at gå igennem de afbrændte gader. Farligt var det også. Mange mure var faldefærdige. Mængder af grus og store huller var der overalt. Vi er i København i 1807.
Mange havde mistet det hele
Foruden Universitetet og Frue Kirke var i alt 305 huse brændt og cirka 1.600 beskadiget. Endnu var der ar efter branden i 1795.
Blandt andet havde Johanne Louise Heibergs forældre mistet alt. Deres vinhandel brændte under bombardementet. De måtte nu ernære sig som værtshusholdere i Brogade på Christianshavn. Det var her Johanne Louise startede sin karriere ved at danse for gæsterne på beværtningens billardbord.
Den 76 – årige grosserer Jørgen Bech mistede hele sin formue. Hans hus og tømmerpladser brændte.
De hjemløse
Stadskonduktør Jørgen Henrik Rawert som var byens arkitekt mente, at der skulle gøres noget for de brandlidte. Størstedelen opholdt sig i Kongens Have og på andre åbne pladser i byen. De trængte sig også i hobetal ind i gårde og huse, hvor de i mange henseender var til hinder.
I am an American
Vreden mod englænderne var stor. På et værtshus fik en engelsktalende sømand store tæsk, selv om han protesterede og råbte:
Stilen skulle være ædel og passende
Kronprins Frederik og hans ministre gav nærmest C.F. Hansen frie hænder. Han skulle blot sørge for, at den arkitektoniske stil var ædel og passende.
Råd – og Domhuset som var Rådhus indtil 1903 fik en æresfrygtindgydende facade mod Nytorv. Den mindede borgerne om, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, så endte det med uden barmhjertighed bag de dystre mure i bygningens fængsel ud mod Slutterigade.
Ja Christiansborg blev sparsommeligt bygget over ruinerne af det forrige slot. Det gik nu meget langsomt. En ung tysk dame, der var på besøg i København i 1821 skrev undrende i hendes rejsedagbog, at slottet udvendig var genopbygget, men indvendig lå den ganske øde. Ja og inden man var helt færdig, brændte det atter engang i 1884.
C.F. Hansen fik da også lov til at bygge Slotskirken. Det blev til en tempelagtig bygning med kuppel, der skulle bringe de romerske bygninger i erindring.
Byens håndværksmestre udnyttede situationen
I Skindergade 34 blev han arkitekt til et stort boligkompleks beregnet til udlejning til Familier af den ringe håndværkerstand.
Men byens håndværksmestre var ikke sent til at udnytte situationen. De opkøbte brandtomterne i Skt. Pederstræde, Teglgårdsstræde og Peder Hvitfeldtsstræde. Her opførte de masser af udlejningsejendomme og udnyttede hver kvadratmeter.
Den unge tyske turist fra 1821 fandt det meget ejendommeligt, men noterede at det så da meget pænt ud.
Et lokum med tre sæder
De fleste ejendomme var på tre etager med kvist. Kældrene blev brugt til butik eller beboelse. Lejlighederne var yderst små. Der var et par værelser med lavt til loftet og fælles køkken. Udenomsbekvemmelighederne var yderst sparsommelige. Til de 21 lejligheder i Landemærket nr. 17 blev der i gården bygget et lokum med tre sæder.
De samme bygmestre og andre byggede i gader som Kronprinsessegade, Sølvgade og Dronningens Tværgade rene herskabslejligheder. Her var brede hvidskurede gulvpladder.
Man skulle have kommandantens tilladelse
Der var i den grad mangel på byggepladser. Foran voldene måtte man kun bygge lette skure, der hurtig kunne rives ned, hvis fjenden skulle indfinde sig. Man skulle i alle tilfælde have kommandantens tilladelse. Dette betød, at disse ejendomme ikke kunne belånes.
Alt dette betød, at der på store dele af Østerbro og Nørrebro lå ret så planløst byggeri bestående af boder og midlertidige huse. Her lå også gårde, gartnerier og gamle lystejendomme med store ubebyggede arealer.
Slagterhusene
Uden for Vesterport på vejen til Frederiksberg stod i det åbne landskab Frihedsstøtten. Ved det nuværende Gasværksvej lå byens slagtere. Her lå lave enetages huse med en lav port der førte ind til gården og til slagteriet, som næsten uden undtagelse fandtes i disse ejendomme.
Det var ikke unormalt med blodige rendestene, blodplettede fortove, svinske og blodige slagtersvende. I forbindelse med dette opstod der andre virksomheder:
Sammen med affaldet inde fra byen, som svinene fik at spise, bød disse industrier nu ikke just til vellugt i kvarteret.
100.000 indbyggere
Dengang boede der 100.000 indbyggere i København:
Jyderne påvirkede dialekten
Hvis man tænker på, hvor mange der levede af hoffet, militæret og offentlig forsorg, var der ikke mange tilbage.
Kun et tredjedel af dem, der løste borgerskab som håndværksmester, var født i byen. Tænk engang. Antallet af jyder i hovedstaden var så stor, at dette kom til at påvirke den øresundsdanske dialekt.
Mange talte tysk
Indvandrere satte i den grad deres præg i byen. En stor del af flådens mandskab var norske. Flertallet af underofficererne var tyske. Kommandosproget over for de danskfødte soldater var tysk. I mange kredse var hovedsproget tysk.
2.000 – 3.000 jøder
Der var mellem 2.000 og 3.000 jøder, som var meget let genkendelige på grund af deres særprægede klædedragt. Københavnerne så, at jøderne åbnede deres vinduer i tordenvejr. De var lige glade med at regnen fossede ind. I henhold til den gamle forordning, skulle Messias engang indfinde sig under torden og lynild.
Og jøderne stod der, så længe uvejret varede.
De rige havde mange ansatte
Der var stor forskel på rig og fattig. Dengang kunne en ung advokat bo i en herskabslejlighed og have både tre piger og en kusk ansat. Man havde også karet og en stald med flere heste.
Den rige grosserer C.W. Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde en tjenestestab, der bestod af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.
De spiste godt
Man spiste godt i de kredse. På engelsk vis fik man kraftige roastbeefs, bøfstege, plumbuddinger samt andre velsmagende retter. Hver dag var der desserter af buddinger, frugter og kager. Dertil fik man engelsk porter og dernæst fine bordeuxvine, portvine eller maderia alt efter de bedste sorter.
Efter middagen blev der straks serveret kaffe ledsaget af fine likører. I mange af disse huse importerede man lækkerier fra udlandet.
Fruen læste dansk og tysk litteratur
Man talte tysk, fordi det var fint og gerne også fransk. Det gjorde man også til børnene. Fruen fulgte med i den nyeste danske og tyske litteratur. Ofte fik børnene klaverundervisning og gik i fransk skole to gange om ugen eller havde privat fransk lærer.
H.C. Andersen besøgte moster, der var bordelværtinde
I mange kvarterer i byen boede der kun fattige. Ja de allerfattigste blev kaldt for Pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borger – og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og nu den forsvundne Peder Madsens Gang.
Men også i bordelkvarteret omkring Holmensgade boede de. Det var for resten her, at H.C. Andersen sin moster Christiane, bordelværtinden, der ærgrede sig over, at han ikke var en pige.
I visse ejendomme i Sølvgade og Rosengade levede et proletariat af soldater og underofficerer, af ufaglærte arbejdere med deres familie, enker, vaskekoner og fattiglemmer.
De syge lå sammenstuvet på loftet
I dette kvarter var der også stalde og brændevinsbrænderier. Her var masser af sygdomme, men lægen kom her sjældent. På et lille område var en masse mennesker stuvet sammen. En beskrivelse fra dengang siger:
De døde kunne ikke komme ud
En anden beskrivelse fra 1808:
Ja det er også ganske uhyggeligt, hvad en præst kunne fortælle:
Blege, afmagrede og usunde børn
I disse omgivelser levede der også mange børn. Den overstående præst bemærkede:
Disse børn levede i snavs og uvidenhed. Så kunne det være svært at leve op til det, som i 1809 blev frembragt i tidsskriftet Penia. Ja egentlig var der to budskaber, som ikke rigtig hang sammen, her er budskab nr. 1:
Og her er så budskab nr. 2:
Jo der var familier i disse huse, der købte det brød, der var bestemt til svinetønden.
Pjaltenborg
Og tænk engang, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der blandt andet holdt til på det stinkende og svinske Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå.
For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Men Pjaltenborg var ikke noget særligt. Der fandtes en masse andre huse, der tilbød noget lignende. De blev kaldt:
Fire års fængsel for tiggeri til 72 – årig
Begyndte de fattige at tigge, ja så faldt hammeren. Således kunne den københavnske avis Flyveposten, at den 72 – årige Karen Marie Olsdatter blev idømt 4 års forbedringsarbejde for Betleri. Fem gange i forvejen var hun blevet dømt for denne forseelse.
Sidste gang hun var blevet truffen på hjørnet af Bredgade og Kongens Nytorv. Hun havde forsøgt at opvække folks opmærksomhed ved kun at trække på skuldrene. Men det var nok til den strenge straf.
Frygt for brandfare
I 1820 kom den første sparekasse til byen. Og allerede i 1790 havde man på Holmens Skibsværft opsat en Ildmaskine (Dampmaskine). Men den kom hvis aldrig til at virke.
Da det første dampskib ville lægge til i 1819, ville myndighederne ikke tillade dette af frygt for brandfare.
Kongen og embedsmændene bedragede
Statens øverste embedsmænd berigede sig ved bedragerier, og selv Frederik den Sjette på egne vegne for statens penge. Men hvad nyttede det, når kultureliten hyldede ham som den bedste konge nogensinde. Her i blandt var blandt andet Oehlenschläger, H.C. Andersen og Grundtvig.
Oprør i Fængslet
I Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavns Torv fyldtes med 500 fanger, selv om der maksimalt kunne indsættes 300. På grund af besparelser og nedskæringer led fangerne så meget af sult, kulde og mishandlinger, at de kastede dig ud i et desperat oprør.
Militæret blev sat ind. Fængslet blev skudt i brand med kanoner og oprøret blev nedkæmpet. Frederik den Sjette kom selv til stede, og han sagde højlydt, at han ønskede, at fangerne var blevet brændt inde i fængslet.
Kongen forlangte derefter, at hver 10. fange blev henrettet. Disse skulle udtages ved lodtrækning, skyldige og uskyldige mellem hinanden. Det endte dog med, at kun 14 blev halshugget. Resten slap med pisk og nye hårde fængselsstraffe.
Jødefejden værre end antaget
To år senere i september 1819 udbrød jødefejden. Underklassen kastede sig over den jødiske del af byens indbyggere. De forfulgte og mishandlede dem på gaden. De smadrede deres butikker. Og H.C. Andersen observerede optrinet. Egentlig var angrebet rettet mod regeringen og skyldtes det hårde styre.
Og denne jødefejde er nok blevet pakket væk i den gængse Danmarkshistorie. Den kulturelle elite var bannerføre i den litterære jødefejde, der fandt sted i perioden fra 1813 – 1816.
København i undtagelsestilstand
Og så blomstrede fejden op igen, da der i 1830 blev lagt de første grundsten til Synagogen i Krystalgade. Også ved denne lejlighed opstod der folkelige optøjer.
Jødeforfølgelserne i 1819 er vel nærmest blevet betegnet som drengestreger. Men de var voldsomme og vedvarende mellem 1819 og 1820. Ja militæret blev sat ind, og København var nærmest i undtagelsestilstand.
Befolkningen havde brug for en syndebuk. Håndværkere og arbejdere mistede deres arbejde: Man troede, at jøderne stod stærkt med de store handelshuse selv om nogle af dem også gik fallit. Jøderne blev betragtet som kongens og regeringens allierede. Den 4. september 1819 viste vreden sig for alvor. Politiet kunne ikke styre folkemængden. Derfor blev husarerne hidkaldt. Østergade blev ryddet med sabel.
Militæret blev på foranledning af Frederik den Sjette bedt om, at besætte København. Faktisk varede oprøret over et år. Jøderne blev anset for at være med til at underkue underklassen.
Kultureliten førte an
Men også kultureliten var med i oprøret. Således blev den anti – jødiske litteratur oversat til dansk i disse år. Alle fordomme blev brugt af danskerne mod jøderne. De var pengegriske, troløse og skadelige. Selv om Grundvig anses for at være en af jødernes støtter, så behagede deres kræmmerånd ham ikke.
Ja kigger vi på selveste Kierkegaard, så var han også præget af anti – jødiske holdninger.
Filosof og præst dømt til døden
Lige efter holdt Jacob Dampe, der var doktor i filosofi en prædiken i Helligåndskirken. Den handlede om frihed i ord og handling i overensstemmelse med kristendommens ånd. Men det var myndighederne bestemt ikke enig med ham. Han blev anholdt og dømt til døden. Men i sidste øjeblik blev han benådet og sendt i livsvarig fængsel på Christiansø.
Frederik den Sjette forhadt af underklassen
Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog gennem København overfaldet af folkemængden.
I sidste øjeblik lykkedes det for de ledsagende officerer, at trænge angriberne tilbage. Ligtoget skyndte sig væk fra Vesterbro og fortsatte i hast til Roskilde.
Forlystelseshave og jernbane
I 1843 fik Georg Carstensen lov til at anlægge en forlystelseshave lige uden for Vesterport. Og den 20. maj 1847 klokken halvni om morgenen kunne det første tog forlade København mod Roskilde. Måske var kongen blevet advaret om, at det kunne være en halvfarlig tur, for militærorkesteret spillede Beskærm Vor Konge, Store Gud.
København fik en ny forfatning. Borgerrepræsentationen blev valgt af Københavns 2.000 rigeste mænd.
Stinkende vand og mudder
Trods jernbanetog, borgerlig frihed og andre fremskidt var svineriet fortsat stort i byen. Byggegrundene var mange steder opfyldte lossepladser. Gaderne var urenlige med åbne rendestene med ringe fald. De stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder.
Drikkevandet var dårligt. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder som trankogerier og fiskebløderier lå midt mellem folks boliger. Der var stadig tilladt at begrave lig på kirkegårdene inden for voldene. Endnu i 1840 blev der holdt 1.500 køer i byen. Enkelte steder var staldene indrettet på første sal, så dyrene måtte hejses op og ned.
Et lokumssæde til 40 – 60 mennesker
Folk var stuvet sammen. Lokummerne lå endnu for det meste i gårdene. Natmændene bar tønder med lort tværs gennem de steder, hvor folk boede og færdedes.
En læge bemærkede:
Det begyndte på Nyboder
Hvor de fattige boede hærgede sygdommene, og de fattige smittede de rige. Den 12. juni 1853 blev to mænd fra Nyboder smittet af kolera. Inden udgangen af måneden var 47 døde. Man regnede med at 5.000 døde.
København var ikke befolket med kulturelle fyrtårne
Nej København var dengang ikke kun befolket af kulturelle fyrtårne. Den poetiske forestilling om København dengang har sikkert lidt et knæk med denne artikel – beklager. Det er bestemt ikke et skønmaleri.
Men egentlig var Danmarks eksistens truet. Og under denne undtagelsestilstand fik datidens kreative mennesker til at sætte historien på dagsordenen i alle kunstformer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Marts 25, 2016
Guldalderens København (1)
Guldalderen varede fra 1800 til ca. 1854. Men man opdagede det først i slutningen af århundredet. Kvinder samlede kunstnerne i saloner m.m. Nye foreninger opstod. Men ikke alle deltog i Guldalderen. Nye blade opstod, men de blev hurtig lukket igen. De var upassende. Men det var den rigeste periode i dansk kulturhistorie. To brande betød fornyelser i København. Kongen ville dog ikke afgive magt, og ikke alt var lige idyllisk. Bombardement af København, koleraepidemi og statsbankrot slog ridser i lakken.
København 1800 – 1854
Guldalderen er tiden fra ca. 1800 til ca. 1854. Men det var nu ikke fremgang hele tiden. Danmark kastede sig i en alliance med Rusland og Frankrig. Derfor måtte man forvente en krig mod England. Denne indledtes allerede i 1801 med Slaget på Reden den 2. april.
Kronprinsen forsinkede freden
Danmark forhandlede til det sidste, men hver gang, man skulle have svar på vigtige spørgsmål, gik det 14 dage. Kronprinsen befandt sig nemlig i Holsten og et sendebud var en uge, om at komme derned, og en uge om at komme tilbage.
Danmark var helt uforberedt
I 1806 sluttede englænderne fred med vores to allierede, men ikke med Danmark. Og rygterne gik på, at Danmark var ved at gøre sin flåde kampklar.
I al hemmelighed sendte englænderne deres flåde mod Danmark. Man sendte et ultimatum. ”Enten udleverer I jeres flåde, eller bomber vi København”
Det endte med at tropper gik i land i Vedbæk. Og den 2. september 1807 begyndte bombardementet af København.
Det endte med statsbankrot
Krigen varede ved, og i Norge var det hungersnød. Den danske handel lå i ruiner og økonomien brød sammen. I 1813 oplevede vi statsbankrotten. Året efter måtte vi afhænde Norge til Sverige.
Forholdene blev meget knappe. Og denne knaphedsperiode varede til begyndelsen af 1830erne.
Men lyrikken og malerkunsten vandt frem.
Kongen ville ikke afgive magt
Regeringen og politikken var nervøs og streng. Frederik den Sjette havde bestemt ikke i sinde, at lade enevælden afløse af friere forhold.
Således blev forholdene over for den frække skrivelyst skærpet. Yderligere kom der en skærpelse af trykkefriheden.
Heller ikke Christian den Ottende havde i sinde at give afkald på enevælden. Han satte sig på tronen i 1839. Det slesvigske spørgsmål håndterede politikerne meget klodset. Det resulterede i Den Slesvigske Treårskrig. Danskerne mente, at de havde vundet krigen.
Den store kolera – epidemi
I 1853 opstod den store koleraepidemi. Den fik store og uhyggelige følger. Men man fandt dog ud af, at København var et usundt sted at bo i.
Folk boede alt for tæt sammen, hygiejnen var elendig. Byggetætheden var høj og stanken var forfærdelig. Det var til dels voldene, der var skyld i dette. Og dette selv om englændernes bombardement viste, at voldene ikke var til stor nytte. Men militæret havde det sidste ord.
Mange deltog slet ikke i Guldalderen
Guldaldertidens København omfatter hovedsagelig kunstnerne, forfattere, billedkunstnere, skuespillere, forretningsmænd, journalister, videnskabsfolk, teologer, smukke eller kloge kvinder.
Alle de andre, dem der havde bygget byen eller boede i den er kun bipersoner på malerier. Tjenestepiger og – karle og arbejdere er slet ikke med. Man kan sige, at det er dybt uretfærdigt. Men sådan er og var det.
At vi så her i vores nye serie her på siden også inkluderer disse i en senere artikel, ja det er så bare snyd.
To brande bragte fornyelse
To store brande i 1700 – tallet udslettede så godt som alt middelalderligt byggeri. Og pludselig fandt man ud af begrebet brandforsikring. På forbavsende kort tid lykkedes det at genopbygge byen endda med et nyt slot, Christiansborg.
Brandene viste, at der var behov for pladser. Vi fik Højbro Plads. Gammel Torv blev forenet med Nytorv. C.F. Hansen blev kaldt til.
Englændernes bombardement
Men byens trængsler var bestemt ikke forbi. Her tænkes på Københavns bombardement i 1807. I midten af 1820erne var det C.F. Hansen’ s lærling Peder Malling, der trådte til. Smagen skiftede. Bindesbølls mesterværk, Thorvaldsens Museum blev opført i 1839 – 47.
C.F. Hansen havde travlt. Han stod for genopbygningen af Christiansborg Slot, Domhuset, Metropolitanskolen, Vor Frue Kirke m.m.
De handlende fik konkurrence
Fra 1808 befandt nøglerne til portene sig ikke mere hos kongen oppe på slottet. Fra 1821 kunne man komme gennem Nørreport mod betaling.
Torvehandelen udgjorde en stærk konkurrent til den eksisterende handel. Spækhøkere, Urte – og Hørkræmmere var ikke glade for den stigende torvehandel.
Fiskerkonerne kom fra Skovshoved og Tårbæk. De havde fiskene med i træbøtter. På Højbro Plads kunne man finde Amager – koner, som solgte grøntsager og blomster. På Gammeltorv og Nytorv holdt Valby – folket til.
Ja så var det jo også lige Slagterboderne, Kultorvet og Halmtorvet.
Det rigeste afsnit i dansk kulturhistorie
Samtiden kendte ikke selv noget til begrebet Dansk Guldalder. Det var først i slutningen af århundredet, at man indså, at det var en af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie. I malerkunsten var det Jens Juel og Nicolai Abildgaard. Og sønderjyden C.W. Eckersberg blev i 1818 professor på Kunstakademiet.
Så var det også lige billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Og en hærskare af digtere, anført af H.C. Andersen opstod. På filosofiens område var det nok Søren Kierkegaard der sammen med sit forfatterskab blev verdensberømt.
På musikkens område var det Niels W. Gade og Lundbye. Blandt videnskabens folk var det H.C. Ørsted.
Og så var det Købke, Grundtvig, Oehlenschläger og alle de andre.
Langt op til de fineste
Ja så fik vi også grundloven den 5. juni 1849, selv om arbejderne mente, at den ikke gjaldt for dem. Og måske skal vi lige have med, at bompengene blev afskaffet i 1852. Militæret opgav deres jernring.
På overfladen var Guldalderen harmonisk og idyllisk, men så enkelt kan man dog ikke beskrive tiden. Det var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Dette kunne man ikke se i Guldalderens kunst. Den afspejlede den veluddannede borgerklasse.
Malerkunsten blomstrede fra 1825 til 1850.
Nye foreninger opstod
En række foreninger efter engelsk forbillede blev dannet. Klubviserne blev til fællessang. Udenlandske solister kom til landet. Mange koncerter blev afholdt på Det Kongelige Teater.
Ikke alle aviser var ”passende”
Nye Skilderie af Kjøbenhavn, Berlingske Tidende og Adresseavisen blev borgerskabets foretrukne aviser. Andre forsøgte sig. Men ofte blev blade udpeget som smudslitteratur og skandalepresse. Ofte bevirkede sprog og indhold at udgiverne blev stillet for pressedomstolen.
Kvinderne samlede kunstnerne
Flere kvinder drev saloner og samlingssteder, hvor de intellektuelle samlede sig og diskuterede. Det var kvinder som Kamma Rahbek, Frederikke Brun, Charlotte Schimmelmann og Louise Hegermann – Lindencrone. Ude på Østerbro var det Fru Heiberg, der holdt Hof. I hendes nabolag boede der mange af de toneangivende malere og kunstnere. Ja lige i nærheden var det Roligheden, der dannede ramme om diskussioner. Men også Bakkehuset på Frederiksberg, et palæ i Bredgade eller Sophienholm ved Bagsværd Sø, skete der en masse spændende.
Der kommer mere om Guldalderen
Vi vender tilbage til Guldalderen senere her på siden. Vi kigger blandt på dem, der ikke deltog i disse lyksaligheder. Og så foretager vi en byvandring i Guldalderen.
Hvis du vil vide mere:
120 artikler fra København og Omegn
79 artikler fra Østerbro
206 artikler fra Nørrebro – herunder:
Marts 22, 2016
Aabenraa omkring 1900
Man sang smedeviser. Vi kigger på Rektorskolen og politi – Matzen, der gik med sabel. Jo spanskrøret blev flittig brugt i Aabenraa. Så kunne man lære at cykle på en cementbane. Og så var det hurtigere at komme til Hamborg, end til Flensborg med Kreisbahn. Bødker Thøgersen gik midt under en koncert. Byen havde to fængsler. Den ene fangevogter kunne godt lide en Gewessen. Man kunne se meget fra vinduet, også de fulde. Dem, der ikke kunne rejse sig tog Politi – Matzen med. Her i byen lå masser af købmandsgårde.
Lærlinge havde travlt
Lærlingene skulle fylde skufferne med alt muligt dengang hos byens mange købmænd. I kælderrummene blev vin fyldt på flasker fra ankre. I store glasskabe stod en masse spændende chokolade, fyldte chokolader, gule grønne og blå. Finere bolsje – arter stod i selvstændige glasbeholdere. Der var også bolsjedåser under disken.
Der var i den grad store fristelser for børnene, når de besøgte Aabenraas mange købmandshuse dengang. Og disse købmandsgårde var vel nærmest også isenkrambutikker.
Varerne skulle hentes ved toget eller ved dampskibet
Midt på dagen var der travlest. Men allerede klokken seks om morgenen åbnede man, og først om aftenen klokken 21 var det lukketid.
De mange gårdkarle gik i træsko, blå busserand, med blå kasket og blåt forklæde. De havde travlt og lavede næsten alt muligt. Oppe på kornloftet var der opbevaret en masse korn. Og så skulle der hele tiden hentes varer ved toget eller nede ved dampskibet. Det skete enten med trækvogn eller med hest og vogn.
Mange markedsdage i Aabenraa
Markedsdage var der mange af i Aabenraa. Så blev der solgt luftballoner, honningkager og legetøj. Ja så var der jo også karruseller. Salgsboderne stod helt nede fra begyndelsen af Storetorv og op forbi rådhuset. Engang var der en to – etagers karrusel. Og også den blev trukket af en hest, der gik rundt og rundt. Oppe i Bjerrings Gård var der en Wiegenschankel. Om aftenen foregik der ting og sager, der var forbudt for børn.
Så kom Cirkus Lobe også til byen. De fik opstillet deres heste i diverse stalde rundt omkring i byen. Det var imponerende at se små piger gå hen ad en lang tynd snor. Og så lavede de luftakrobatik på hesteryg. Selvfølgelig var der også klovne og dumme August.
Den skønne og den grimme
Det var dengang da den smukke dyrlæge Fru Schmidt boede i Ramsherred. Og modsætningen til hende var Peter mæ æ Gesicht. Han hed sådan, fordi han ingen næse havde. Man kaldte ham også for Pæ Daidi.
Drengene løb efter Tumbe – Andersen
På gaden tog man altid hatten af for Provsten og Pastor Grønning.
Drengene løb altid efter Tumbe – Andersen, Meinberg eller Sile – Drea. Og så kunne man slet ikke finde ud af, hvem der var dansk eller tysk. Men de danske børn fik at vide, at de skulle holde på, at de var danske.
Jo Politi Matzen gik skam med sabel.
Man så en masse fra vinduet
Om vinteren kunne man få meget fornøjelse af, at sidde oppe fra vinduet og kigge ned på Storegade. Her var en livlig færdsel. Der var masser af flotte køretøjer. Og når der var sne, kunne man opleve kaner. Kusken stod bag på med en ordentlig pisk. Foran på hestene var der smukke bjælder, der sad på noget, som lignede brudeslør.
Lige over for lå Qvæseum, hvor der blev holdt session og kontrolmøder over for de værnepligtige.
To fængsler
Der var også hele tiden mange fulde folk. Engang imellem kom Politi – Matzen efter dem, der var faldet om på gaden. Han læssede dem så op på en trækvogn, som han lånte i nærmeste opgang. Så blev de kørt op på fængslet bag rådhuset.
Der var også et andet fængsel oppe i Storegade. Dette kunne man se nede fra Maden. Her sad rigtige onde mennesker, der havde myrdet, stjålet og begået en masse andre synder.
Fangevogteren fik også en til sidebenet
Men fangevogter Liebenau havde for det meste styr på det men ikke altid. Når han kom gående med fangere, der havde været ude i byen, kunne han godt være så fuld, at knægtene løb efter ham.
Postvogn og hippodron
Man kunne sandelig få meget med her oppe fra vinduet.
Der var også postvognen, der kørte mod Gråsten. Marcus Rasmussen fra Nygade kørte denne vogn.
Engang imellem besøgte hippodronejer Haberjahn Aabenraa. Her kunne man så få en ridetur som i en mange i cirkus. Her kunne der også ride damer. For nogle af hestene var forsynet med damesaddel. Så fik damerne bundet et langt skørt om sig inden de kom op på hesten.
Og tænk, så kunne man tage skibet til Eliselund eller endnu længere til Varnæs eller Ballebro. En af dampskibene hed Rota.
Fattigforstanderen producerede sodavand
I Skibbrogade boede Senater Andersen, der lavede sodavand. Og her færdedes Tumbe – Andersen. Det var nemlig sådan, at Senater Andersen havde byens fattigforsørgelse under sig. Og Tumbe – Andersen var lem på fattiggården.
Dansk – tyske misforståelser
Ikke langt derfra lå Rektorskolen i Fiskergade. Og her foregik det meste på tysk. Ja det var så lige det med det tyske og det danske sprog. Der forekom nogle sjove misforståelser.
Pastor Grønning holdt en lig prædiken, hvor han kom til at sige:
Og pastor Grønning sagde også engang:
Lignende misforståelser forekom også på skolerne dengang
Kejser Wilhelm var over det hele
Skolerne var prøjsisk statsinstitution. I hver eneste klasseværelse hang et billede af Kejser Wilhelm og af hans bedstefar, samt af Bismarck.
Og ikke nok med det. På første side af skrive og kladdehefter var der et billede af kejseren.
På skolepladsen stod en sort og hvid malet flagstang. Her blev det flaget med det prøjsiske statsflag med den griske ørn.
Spanskrøret blev flittigt brugt
På Aabenraa’ s skoler blev spanskrøret flittig brugt. Dumhed blev straffet lige så hårdt som andre forseelser. Og hjalp dette ikke, så bandede og svovlede den gamle rektor Nicolaisen på Rektorskolen, så savlet flød ned på hans vest.
Han havde lejlighed i ejendommen, og hen på eftermiddagen bad han en elev åbne døren. Så skreg han til alle i ejendommen kunne høre det til hans yngste datter:
Slåskampe og blodtud
I Aabenraa var der dengang endnu en kommuneskole, den såkaldte borgerskole, hvor man ikke betalte skolepenge. Her lærte man heller ikke fransk eller engelsk. Til gengæld lærte man en masse bibelhistorie og så skulle man lære vers udenad. Og denne skole klarede sig alt bedst, når børnene skulle høres i konfirmationsundervisningen.
Forholdet mellem rektorbanditterne og borgerskoleeleverne var ikke særlig gode. Det ente ofte i vilde slåskampe og blodtud.
Skolekasketter
Og på rektorskolen havde man efter prøjsisk tradition såkaldte skolekasketter. Jo højere man kom op i klasserne jo mere spraglede blev de. Måske skal det lige nævnes at frikvarterne også var voldsomme. Her var der ingen gårdvagt på den tid.
Man gik i skole fra 8 – 12 og igen fra 13.30 til 15.30. onsdag og lørdag eftermiddag havde man fri.
Da maveindholdet kom op
Nu var alle timer ikke lige kedelige. Således mente Heine Schmidt, at han kunne holde et ordentligt stort stykke skipperskrå i munden i en hel time. Det gik nu ikke ret længe, så kom både skrå og Heine’ s maveindhold sprøjtende over skolebordene.
I stedet for en endefuld med spanskrøret fik han lov til at gå hjem.
Da bødker Thøgersen havde fået nok
Tænk engang, dengang var der hele to orkestre i byen. Det ene var blevet ledet af Gamle Knack. Og det andet blev ledet af musikdirigent Barth.
Et stort musikban skulle besøge Aabenraa dengang. Han hed Willy Burmesiter. Han var et kæmpe navn og havde udgivet en række plader. Stadttheater var stoppet og også bødker Thøgersen var mødt op. Men ak, koncerten blev indledt med at den berømte musikers medspiller fortalte, at hvis Willy Burmeister havde vidst, hvilken lille flække (Nest), han skulle optræde i, så havde han aflyst koncerten, men nåde skulle ske ret.
Måske var det ansporet af denne bemærkning at bødker Thøgersen midt under forestillingen gik højlydt hen til indgangsdøren og bankede med sin pibe. Højlydt forkyndte han:
Og så gik bødker Thøgersen sin vej.
Selskabelig Forening og Kogeforeningen
I Aabenraa var der også en Selskabelig forening. Det var dæknavnet for Frederiksklubben. Men efter Aabenraa – forhold var både kontingent og deltagelse ret eksklusivt. Måske var det kun for det bedre borgerskab.
Der var også Kogeforeningen. Hovedformålet var at få borgerskabets fruer til at give noget af deres overflod til de fattige, så de kunne få noget at spise. Det var enkefrue Rothe, der stod for dette. Opgaverne var næsten det samme som den tyske Frauenverein.
Udleveringen af mad juleaftensdag foregik fra kaptajn C.C. Fischers hjem i Slotsgade. Men forberedelserne var foregået hjemme hos de enkelte damer.
Ja så havde man også Sprogforeningen, hvor navnet Sønderjylland var slettet af censuren. Prøjserne forbød, at man brugte dette ord.
De rigtige knægte holdt til ved havnen
Og nede ved havnen holdt de rigtige knægte til. De store trælagre kunne bruges til meget. Og måske stødte man på nogle af de ældre kaptajner, der kunne fortælle mangt og meget ude fra søen.
Den store oversvømmelse
Nytårsdag 1904 var der en stor oversvømmelse i Aabenraa. Vandet stod helt op til Rådhusgade og ned til Søndergade. Op mod 1000 stykker kvæg, der stod opstillet i de store karantænestalde, inden de blev sendt syd på, druknede.
Den langsomme kredsbane
Man havde fået den såkaldte Kredsbane. Men den lavede så mange buer og man skulle gennem mange omveje på Løjt Land inden man kom til Løgumkloster. Man sagde dengang, at der tog lige så lang tid, at komme fra Aabenraa til Løgumkloster, som fra Aabenraa til Hamborg.
I kupeerne på kredsbanen fød det med skråtobak, pibekradsning og brede spytklatter.
Lær at cykle
På Storetorv lå en cykelhandler, der var meget opfindsom. Han arrangerede kurser i at lære at cykle. Og dette foregik på en cementbane. Cyklen blev spændt til en stang og så kørte man ellers i kreds. At damer også cyklede var ganske ualmindeligt i Aabenraa.
Gifte kvinder gik med Kapothat
Dengang gik damerne endnu med lange nederdele, der slæbte hen af jorden. Men i regnvejr kunne man bruge kilterbånd med små klemmer i. Dette arrangement holdt nederdelen løftet så meget fra jorden, at den ikke slæbte i vandpytterne.
Gifte kvinder gik med Kapothat med bånd under hagen. Hvis man var enke havde hatten en antydning af hvid farve. Dette betød, at man over sørgeperioden.
Ny realskole
Snart kom det frem, at Rektorskolens dage var talte. Nu skulle man have en realskole i byen. Det var også tale om, at byen skulle have en marinestation. Men den kom til at ligge i Sønderborg. En kasserne for Landarmeen blev heller ikke til noget.
Men realskolen blev bygget ude på Kirkegårdsvejen. Foreløbig blev det til en forskole og to almindelige klasser.
De dansksindede holdt møder
I disse år blev der også bygget en ny sal ude på Folkehjem, som Sprogforeningen havde købt. Før hed stedet Sweitzerhalle. Her blev afholdt regelmæssige sommerkoncerter i haven. Og ellers mødtes det danske borgerskab her til foredrag og andre arrangementer.
En populær smædesang
Og skal vi da ikke slutte denne artikel med en smædesang, der kan synges på melodien ”Det haver så nyligen regnet”. Denne smædesang var særdeles populær især i de danske kredse i Aabenraa. Vi mangler noget i tredje vers, men jeg håber, at læserne lige bære over med dette:
Han er stiv, han er stædig som en hund
Og forgæves de ”sittliche Germaner”
Lægger Laas for hans pæredanske Mund.
Lære Tysk vil han ej
Og han gør ”viel Geschrei”
Naar en Tysker ham hjælpe vil paa Vej.
Thi det Tyske lyder dog så flott
Hvorfor vil I ej sige ”Apenrade”
”Hadersleben” – ”Ach ja Du lieber Gott
Flaget sot, rødt og hvidt.
Bør I hejse ret lidt
Det er ”Wunderschöner Klang” i disse Ord
Og af den Grund til at faa dem galt i Halsen
Er det ikke de allermindste Spor
Brug som valgsprog det beskedne: Gott mit uns
”Hoch der Kaiser” lod rulle over Tungen
Tøm for Bismarck ”som manchen” Skaal til Bunds
Straks den tyske Gendarm
Med sin kraftige Arm
Vil jer trykke til sin ”zünftige” Barm
Han var ”ganz gewiss” gjort ”Rechnung ohne Wirt”
Sønderjyden ej er egnet
Han endnu ej har Verdenssproget lært
”Sehr Famos” er hans svar:
Jeg er dansk som min far
Og min søn, han bliver, hvad hans Fader var.
Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Og den oprindelige tekst er skrevet af en lærer på Efterslægtens Skole i København, Johan Ottosen. I sin ungdom havde han været meget engageret i det sønderjyske arbejde i Studenterforeningerne.
Den sønderjyske kampsang
Sangen blev hurtig sønderjydernes kampsang under den prøjsiske undertrykkelse. Den blev da også forbudt af prøjserne. Oprindelig havde Den Blå Sangbog sangen med. Men efter, at den blev forbudt, var der en tom side, der hvor sangen skulle have været.
Sangen blev under besættelsestiden udbredt over hele Danmark, som en protest mod tyskerne.
Melodien frembringer stadig følelser
Og sangen kan stadig frembringe følelser. Da min afdøde kone havde produceret en film om computersproget Comal 80, brugte hun melodien som underlægning. Men det ville TV Syd ikke være med til. De vil ikke vise filmen med den underlægningsmusik. Hun blev så nødt til at fjerne musikken, som var indspillet af en Aabenraa – musikker.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: