Artikler
Marts 17, 2018
Klus – et valfartssted lige syd fra grænsen
I dag valfarter en masse danskere over grænsen til grænsebutikkerne, men dengang valfartede man til et sted i nærheden af disse grænsebutikker af en helt anden grund. Var ”Den Krumme Vej” en del af Hærvejen? Det er der uenighed om. Men her bosatte to erimitter sig. Paven havde ellers ment, at det skulle være et utilgængeligt område. De byggede et kapel. Og det blev lidt af et tilløbsstykke. Man siger, at der fundet krykker og bidsler på stedet. Et sagn er tilknyttet valfartsstedet. Vi møder den første protestantiske præst i Hanved sogn. Byggeri af kloster blev godkendt flere gange ved valfartsstedet i Klus. Men det har sikkert skadet hertugelige interesser. Her blev Klusgård bygget og man fandt rester af kapellet. Da man skulle bygge en kartoffelkælder fandt man også et skelet.
Når man fylder sin bil ved grænsebutikkerne
Det er sikkert ikke mange, der ved, at der få kilometer syd for grænsen en gang lå en meget besøgt valfartssted. Det har sikkert været lige så meget besøgt som Kliplev Kirke eller som kapellet ved Ensted. Ja de to sidste steder var noget som familien Ahlefeldt sikkert har tjent mange penge på. Men stederne lå på eller tæt ved Hærvejen, hvor der dengang var masser af mennesker.
Ja selv ned i Padborg Skov lå en helligkilde. Jeg det er Haraldskilde. Og herfra er der også et sagn.
Man havde måske det sidste håb, man var handicappet og ved disse valfartssteder var der måske en chance, hvis man ofrede det sidste, man havde.
Ja man tænker ikke over det eller man ved det nok ikke, når man kører over til grænsebutikkerne og fylder bilen.
Hærvejens forløb diskuteres atter
Nok engang diskuteres Hærvejens forløb. Vi har tidligere artikler påpeget at vejen havde forskellige forløb, afhængig af årstiden m.m. Omkring Bov er diskussionen og Den Krumme Vej eller Krummevejen hørte med til Hærvejen. Det er undertegnede nu helt overbevist om, at den har været.
Flensborgs Nordstad
På dansk hedder det Klus – på tysk Klues. Det ligger lige syd for grænsen i bydelen Nordstaden i det nordvestlige Flensborg.
Den lille forstad blev i slutningen af det 19. århundrede bygget til skibsværtsarbejdere. Men Klus var egentlig en forsvundet landsby, der før i tiden lå længere mod vest ved den del af Hærvejen, der hed Krummevejen.
En erimithytte
Bydelens navn relaterer sig til den eremithytte, der var var opført heri 1300-tallet. Denne hytte lå på vejen mellem Flensborg til Bov. Stedet med eremit – kapellet blev også omtalt som det klus. Stedet hed før Krogris. Kapellet blev opført i 1399 med pave Bonifatius den 19’ s velsignelse.
Men nu var det måske ikke så afsides, som paven mente. For vejen var nærmest en trafikåre. Og de to erimitter havde sat for at hjælpe de vejfarende. I pavens fortolkning skulle de to erimitter bosætte sig på et utilgængeligt sted. Men det var det bestemt ikke. Måske var det også derfor, at kapellet blev en stor succes.
Paven udsendte en hel skrivelse
Det var en hel skrivelse som paven udsendte. Der tales om, at nogle ville være et sted fjernt fra alverdens fristelser, for at hjertet ganske kan hengive sig til det guddommelige. Skove og huler må overlades dem, for at ikke verdens fortrængelighed skal lede dem på afveje. Så vil de stråle ved hellige gerninger sådan, at Kristi troende alle sammen tilskyndes til at give almisser og hjælpe til med at bygge kirker, og aflad vil komme rigeligt fra det apostolske sæde.
Så har nu har Ludolf Swerk, en præst fra Lybæk stift og en lægmand Wilhelm Uterlyre i den hensigt at føre et eneboerliv taget sig for at opføre et kapel til ære for den hellige Jomfru Maria og Augustin og Brigitte i en skov, som kaldes Chroxis-Krogsris i Slesvig stift.
Der loves aflad til alle dem, som give af deres midler dertil. Skænke bøger eller kalke etc. Og derefter andægtigt besøge dette kapel, når det er bygget, på Marias eller Agustinus eller Birgittes højtider i sand bod og bekendelse.
Hvem er kapellet egentlig bygget for?
Man kan således fastslå at kirkebygningen kan dateres til ca. år 1400.
Efterhånden kapellet sig til et valfartssted for pilgrimme, som stod i forbindelse med Ryd Kloster. Det var i det 15. århundrede mest populært.
Der er forskellig opfattelse til hvem kapellet oprindelig er bygget. Men måske er dette ændret i tidens løb. Men det var to tyske eneboere, såkaldte ”klausere” der søgte mod nord. De byggede en hytte, en såkaldt ”Klause”. Disse udtryk blev hængende. Senere er disse blevet afløst af en mere eller mindre officiel kirkelig instans.
Senere tales der kun om kapellet og hertil føjes så et eller flere navne på hellige mænd og kvinder. Ja man kalde den for ”Klausen” eller i datidens skrivemåde ”Klusz”.
Man ville bygge et kloster på stedet
I løbet af kort tid vakte kapellet temmelig stor opmærksomhed. Allerede i 1427 får minoriteter – klostret i Flensborg af pave Martin den Femte tilladelse til at opføre et kloster ved kapellet. Da denne dør kort tid efter, bliver det ikke til noget. Det sker først i 1431, da hans efterfølger Eugenius den Fjerde bekræfter forgængerens tilladelse.
I et brev til biskoppen i Viborg overdrager han denne meddelelse. Denne er givet, efter at kongen, Henrik, som han kaldes i dokumentet har givet sin samtykke til planen. Men det må nu bero på en fejl. For det kan kun dreje sig om Erik af Pommern. Klostret ved Klus skulle bebos af minoriter, og disse skulle have de til et kloster hørende rettigheder.
Byggeriet godkendt flere gange
Klosteropførelsen var godkendt af kongen, men alligevel er sagen yderst uklar. Var den danske krone ejer af jorden omkring Klus, så havde den også ret til at bestemme de kirkelige forhold. Første gang en kongelig godkendelse foreligger er 1427. Samme år dør den holstenske hertug, Henrik. Han skænkede ved sin død kapellet til Ryd kloster ved det nuværende Lyksborg.
Denne donation bekræftes af hans brødre i 1433. Samme år bevidnes overdragelsen af denne og flere ejendomme af klostrets abbed. Er det tale om en fejl fra pavens side, eller har hertugen ved en af deres togter mod Flensborg erobret området?
Der er navn på en af præsterne
Ifølge en gammel flensborgsk krønikeskriver Jonas Hoyer er kapellet opkaldt efter Sct Anna, jomfru Marias moder. Er dette tilfældet, så hed en af præsterne i Klus i 1480, Jens Jaspersen. Han var medlem af Hellig Legemsgilde i Flensborg.
Efter reformationen blev kapellet sløjfet og Klus udviklede sig til et lille sønderjysk kådnersted. Kapellets sten blev brugt til at restaurere Hanved kirke.
Et sagn knyttet til valfartsstedet
Der findes et sagn omkring valfartsstedet.
Man siger, at munke fra Ryd Kloster lod et kapel bygge ved Hærvejen som var tilegnet St. Annen. Syge, lamme, bragte offergaver til Moder Marie og St. Annen og blev sunde. Og hvis ens kvæg eller heste var syge, så var der nok at de bragte ting fra de syge dyr.
Man har således fundet krykker, der beviser, at lamme kunne gå derfra. Man har også fundet rester af bidsler. De helbredtes ting skulle efterlades. Efter at genstanden var lagt ned foran helgenbilledet kunne den syge blive rask igen.
Første protestantiske præst i Hanved sogn
Selv om det blev noget kloster i Klus, har der dog været flere præster. De har beboet et hus, som i 1539 blev taget i brug af den første protestantiske præst i Hanved sogn, Hartvig Davidsen også kaldet Bidsen. Om denne præst fortælles, at han først ikke ville antage Luthers lære. Men han drog til Hamborg og kom på ”bedre tanker” og vente tilbage til menigheden.
Kloster og land skænket til hertugen
Da kapellet fra 1433 tilhørte Ryd kloster i Lyksborg, tilfaldt det ligesom den øvrige del af dette klosters gods kongen i 1544. Ryd kloster og det omliggende land blev skænket Hertug Johan den Yngre i 1582, hvorefter slottet blev opført. Men ejendommeligt nok beholdt kongen meget længe de tidligere klosterbesiddelser omkring Klus som ejendom.
Lå der en gammel borg på området?
Til kapellet hørte sandsynligvis af kapellets beboere anlagte fiskedamme Musbæk – og Moorbæk – dam. Af disse damme findes stadigvæk lave jordvolde i terrænet. Hvorvidt navnene til disse to fiskedamme er opstået, efter at dammene var anlagt eller er overtaget fra folkemunde, er usikkert.
Det er dog påfaldende, at navnet Moorbæk – dam med stavelsen Moor synes at være af tysk oprindelse ligesom navnet Klus. Om vi i betegnelsen Moorbæk har det navn, som man i gamle beretninger finder som stedangivelse for en gammel borg ved Flensborg. Dette kan ikke afgøres med sikkerhed.
I tidligere artikler om Flensborg har vi beskæftiget os meden borg ved ”Flensbeck ved Mordbeck i Ramsherred mark. Ramsherred var den nordlige del af byen. Der findes ikke nord for byen andre bække end det i dag som Laksebæk betegnede vandløb, som i ældre tid kaldtes Moorbæk. Herved ligger de to fiskedamme.
Kongen beholdt stedet i lang tid
Et kongeligt dokument fra 1777 med kongelig underskrift bekræfter en aftale mellem kongen og en købmand fra Flensborg, Jacob Kahl om salget af fiskedamme. Disse blev så senere solgt videre til Familien Rønnekamp, Klusgård. Så længe blev noget af det tidligere klostergods på kronens hænder.
Klusgård
Efter at kapellet var nedbrudt blev der på jordet bygget fire husmandssteder. De blev ifølge dokumenter fra 1614 tildelt forskellige rettigheder. Disse brug blev sammen med den tilhørende jord solgt til familien Rosenkamp. I 1784 byggede Rönnenkamp Klusgård.
Ved opførelsen af den store gård fandt man rester af kapellet. I året 1805 har man ved bygningen af de store lader fundet en del bygningsgrus. Ved udgravningen af kartoffelkælderen i 1833 fandt man et skelet.
Familien Rönnenkamp ejede gården indtil 1984.
Koloni på stedet
Her udviklede der sig også efterhånden et værtshus, det kendes fra 1726 under navnet Slukefter.
Administrativt hørte bebyggelsen til Vis Herred i Flensborg amt. I kirkelig henseende hørte Klus til Bov Sogn. Efter 1864 kom Klus under Nyhus kommune.
I 1900 etableredes ved bygrænsen til Flensborg et nyt kvarter, som blev betegnet som Koloni Klues. Kolonien fik i 1904 en skole. I april 1909 blev den indlemmet i Flensborg kommune.
Det gamle Klus forblev ved Nyhus, indtil Nyhus og Klus i 1938 blev sammenlagt med Harreslev til den nuværende Harreslev kommune.
Klus Skov på et kæmpe areal
Klusris (Klus Skov) ved siden af Klus er opkaldt efter bydelen. Her lå der en nu nedrevet søbadeanstalt. Denne skov var i gammel tid en stor sammenhængende skov, der strakte sig fra Bramstedlund i Ladelund sogn til Jaruplund i Valsbøl sogn. En del af skoven i Bov sogn blev kaldt Krakholdt. Den yderste ende af skoven omkring Oldemorstoft blev betegnet som Krokris (1627)
I løbet af årene blev Krokis dog opkaldt efter landsbyen Klus, hvorimod åen, der snoede sig igennem skoven Krogå, efterhånden fik navnet Kruxå. Og i dag hedder den Kruså, og det hedder byen nord for grænsen også i dag.
Klus og Klusz kendt i lang tid
Navnet Krokris nævnes første gang i slutningen af det 14. århundrede. I 1473 benævnes stedet som Klusz. Her sidestilles Adelby Kirke som stedbetegnelse med kapellet i Klus. Men det hedder endnu ”de Klusz”
I et uddrag fra Gotschlak von Ahlefelds regnskab over indtægter og udgifter for årene 1502 – 05 hedder det Klus.
I Dankwerths kort over Flensborg, der stammer fra 1648 findes Klus brugt som navnet på en landsby.
I Harreslev (Harrislee) finder vi i dag ved siden af den ny anlagte markedsplads den romersk – katolske kirke St. Anna. (1951) Dets navn kan åbenbart henledes til forgængeren ved Klus.
Var ”Den Krumme vej” en del af Hærvejen?
Spørgsmålet er så om kapellet lå på selve Hærvejen. Hugo Matthiessen, der har skrevet mange fantastiske bøger om Hærvejen går kraftig imod at Krumvejen skulle være den direkte Hærvej.
På strækningen mellem Bov og Flensborg ligger ved Nyhus en hellig kilde. Det første de vejfarende mødte i Flensborg, var Skt. Gertruds Kapel lige inden for den nordlige byport. Og Skt. Gertruds Gilde skulle stå fattige pilgrimme bi på deres rejse. Dette nævner Hugo Mathiesen også.
På vejen uden om Flensborg ligger der ingen hellig kilde, intet kapel eller kirke. Det næste sted er Oversø Kirke.
Ville man ikke have kvæget ind i Flensborg?
De ting som Hugo Matthiesen anfører som beviser for, at vejen gik uden om Flensborg er dokumenter, der alle er senmiddelalderlige. På det tidspunkt kan det meget vel være muligt, at man fra Flensborgs side har ønsket at få kvæget uden om byen.
Nyhus placering
Ved at lægge borgen Nyhus ved Krumvejen og ikke ved den anden, spærrede man ikke alene tilgangen til Flensborg, men tillige hele trafikforbindelsen til lands mellem nord og syd. Helt nye opdagelser inden for Flensborgs bymure, synes at pege i samme retning.
Det er lykkedes for den kendte hjemstavnsforsker J. Røschmann, at fastslå et borganlæg ved den nuværende Fruekirke, et anlæg, der måske kan føres tilbage til år 1200. Andre endnu ikke fremdragne borganlæg ved Flensborg, ikke ved Hugo Matthiesens Hærvej synes at tale for, at man i det mindste indtil 1500 har brugt vejen over Flensborg.
En passende afsked
At den verdslige magt i tidlig middelalder har erkendt vejstykkets betydning, før Hærvejen fra Flensborgs beskyttende mure fører syd på i et åbent usikkert land, ses deraf, at der fra Flensborg til Bov findes rester af flere borganlæg enten i terrænet eller i historiske kilder.
Fra kirkelig side har man villet give datidens pilgrim en passende afsked, før han vandrede videre sydover, hvor han skulle gå længe, inden han fandt en kirke eller et kapel.
Et kloster kunne skade hertugelige interesser
Herved kunne Klus opnå en sådan betydning, at endog flere paver har givet tilladelse til klosteropførelse. Antagelig skulle Ryd Kloster ikke svækkes med et stærkt kloster ved Klus.
Den danske konge skulle ikke have et støttepunkt i gejstlig og verdslig henseende, hvad der kunne skade hertuglige interesser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Flensborg: Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen m.m. Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om klostre. Se her på www.dengang.dk
Marts 16, 2018
Brede – under besættelsen
Vi er i Brede sogn nord for Tønder. Der faldt mange skud i Bredebro den 9. april 1940. Ja selv kirketårnet blev der skudt efter. Danske styrker kæmpede mod tyskerne, men blev afvæbnet. Præsten ville ikke hilse på tyskerne. Og ingen kom til tysk marchmusik. De lokale saboterede indvielse af tysk skole, stod der i den tyske avis. Og så ville pastoren i Løgumkloster ikke mindes en frikorps-mand. Den tyske skole brændte ned. Hjemmetyskerne mente, at det var sabotage. Sabotørerne blev tortureret i krone. Gestapo-aktion ved Stjernen ledet af en dansker. Hjemmetyskerne ville ikke i Hipo. Der var placeret sprængstof og landminer ved broen. Den tyske kommandant fik dette fjernet. Man havde 70 på en liste, der skulle anholdes efter besættelsen, men efter overtalelse nøjedes man med 22. Endelig langt og længe kom 30 engelske soldater. Og flygtningene forlod Bredebro. Præsten skrev et brev til dommeren. Han mente, der var på tide med forsoning. Men 5 stykker fra sognet skulle ikke løslades, mente præsten.
Danske styrker afvæbnet
Det er sikkert ikke alle der endnu ved, at vi er nord for Tønder på vej mod Skærbæk. Beboerne blev vækket tidlig om morgenen. Der var fly i luften. Tyskerne var undervejs. Snart kunne beboerne samle ”Oprop” op. Her fortalte tyskerne, at Danmark var under deres beskyttelse.
En maskingeværskole fra Tønder på ca. 25 mand havde taget kampen op mod tyskerne i Sølsted syd for Brede. Nu var de posteret syd for Bredebro bag en barikeret hovedvej. Hovedstyrken var dog i Svanstrup Skov lige nord for broen. Her var hovedvejen nødtørftig spæret af nogle arbejdsvogne.
Ved 7 – tiden var der et kvarters skyderi i gaderne. Jo 9. april 1940 var ikke helt så fredelig i Bredebro. Snart var de danske styrker blevet afvæbnet og var nu under bevogtning i Svanstrup Skov.
En granat mod kirketårnet
Kirken var brudt op. Og kirkedøren stod åben, da pastoren ankom. Inde i kirken så det ikke ud til, at der var beskadiget noget. En tysk underofficer kom meget ophidset imod pastoren da han kom ud af kirken.
Han forklarede, at de tyske styrker var blevet beskudt fra kirketårnet. Og to mænd med blå kasketter var gået ind i kirken lige før pastoren. Den tyske officer ville gerne vide, om denne havde observeret noget derinde. Det kunne pastoren benægte, men den tyske officer troede ham nu ikke.
Der gik mange rygter i byen, hvem der kunne have skudt mod tyskerne oppe fra kirketårnet. Og den dag i dag kan man se skudhuller fra tyskernes kugler. En granat blev også affyret, men ramte dog ikke. Den ramte dog kirkeskibets mur under vindueshøjde.
Fra hjemmetysk side blev der påstået, at præsten havde udleveret kirkenøglen til de danske soldater. Og at det skulle være dem, der havde skudt fra kirketårnet.
En salve mod skrædder-lærlingens vindue
En bonde fra Svanstrup blev antastet af de tyske soldater, der påstod, at der var blevet skudt fra hans gård. Det afviste han og sagde, at man ikke havde sendt bud efter dem. Man ville have arresteret ham, men undlod.
En salve fra en flyvemaskine gennemhullede tagvinduet i skrædder Winds to – etagers hus. Lærlingen der havde værelse lige der, blev heldigvis ikke ramt. Selv om der blev skudt en del, var der ingen sårede i civilbefolkningen eller militæret.
I Sølsted blev fru Hjort, der boede over for kroen og det nye forsamlingshus såret af en granatsplint eller skud. Der blev sagt, at der var to sårede tyske soldater.
Præsten ville ikke hilse på tyskerne
Den tyske kolonne fortsatte nu nord på mod Ribe og Esbjerg. Rygter i byen sagde, at hjemmetyskere på motorcykel viste vejen. Ved middagstid var byen fri for tyske tropper. Både danskere og hjemmetyskere kunne nu tænke over, hvilke forholdsregler de skulle tage.
Den 19. maj kom der tyske tropper fra Nordjylland på vej til den franske front. Bataljonsstaben kom til præstegården. Tyskerne skulle indkvarteres i sognet. De tyske officerer lå i gæsteværelset. Præsten ville nødig hilse på dem.
Senere måtte præsten mens han var til sengs lade sig afhøre om hans rolle den 9. april af to tyske jurister.
”Wo ist die Zivilbevölkerung”
På Versailles – dagen den 28. juni ville hjemmetyskerne flage. Hagekorsflagene var indkøbt. De troede, at det var den dag, at Sønderjylland ville indgå i Das Dritte Reich. Vi har tidligere i artikler berettet om dette.
Fredag den 13.spetember blev der i ”den gamle” nu ”tyske kro” dannet en tysk ”Frauenverien”. Her blev ”unser Führer” hyldet og købmand Brodersen udbragte et ”Sieg-Heil”. Forskellige andre grupper blev dannet men åbenbart var det ikke den store tilslutning. Da et tysk militærorkester gav koncert på ”Stjernen” i Bredebro mødte der kun meget få tilhører. Det fik dirigenten til at udbryde:
Den 16. september blev ”Dansk Samfund” for Brede sogn stiftet i forsamlingshuset. Ca. 500 var til stede. 800 havde allerede tilmeldt sig. Der var masser af møder i sognet både blandt de almindelige borgere og blandt de tysksindede.
De lokale saboterede indvielsen af tysk skole!
To borgere fra sognet var med i det berømte ”Spadeslaget” i Haderslev. Der blev oprettet en ny tysk privatskole. Man havde valgt en Vogelgesang – ejendom. Den lokale dyrlæge var foregangsmanden. Hans forretning var i den grad skrumpet ind, idet de danske bønderne valgte udenbys dyrlæger.
Fra Sudeterlandet var der kommet en sending kul. Det blev brugt som en slags ”Liebesgaben” til de hjem, som lod sig købe til at sende deres børn i tysk skole. Og i Nordschleswigsche Zeitung kunne man læse, at befolkningen i Bredebro saboterede indvielsen af skolen.
En flok mindre Bredebro – drenge gik syngende gennem byens gader med Dannebrog mens gæsterne indfandt sig, og deriblandt var alle spidser fra det tyske mindretal.
Tre omkomne flyvere begravet i Tønder
I pinsen i 1941 blev der afholdt ”Pimpfen – Lager – West. Cirka 150 drenge fra Deutsche Jugend Nordschleswig deltog, vist hovedsagelig fra Tønder. Også her kunne man i den tyske avis at den danske befolkning generede deltagerne ved at flage med Dannebrog.
Der indløb en klage fra den tyske værnemagt over at præstens børn skulle have fornærmet officerer fra den tyske værnemagt. Ja det endte hos politimesteren i Tønder, Martensen-Larsen, der personlig mødte op hos pastoren for at få børnenes underskrift på en undskyldning. Havde de ikke skrevet under, havde det været en sag for Gestapo.
Lyttertårne og flyvarsling
Der blev bygget lyttertårne for flyvarsling på Vognshøj og ved Sølsted. Ved Højer faldt der natten til den 20. august en engelsk flyvemaskine ned. De tre omkomne flyvere blev begravet i Tønder.
Søndag den 3. oktober var der tysk sportsfest i Bredebro. For første gang vajede Hagekorsflaget på stadion. Efterfølgende var der tysk gudstjeneste med 30 deltagere.
1942 startede med, at man fra hjemmetysk side efterlyste frivillige til fronten. Der var hvis kun en, der meldte sig. Men den 25. marts var der session. Og her viste det sig, at en tidligere underskrift bandt adskillige til tysk militærtjeneste.
Den 1. maj kom en nedskudt flyver ind hos en bonde i Harres. Men han kunne ikke skjules og måtte i fangenskab.
Pastor ville ikke mindes frikorpsmand
I 1943 nægtede Pastor Schülein fra Løgumkloster at medvirke ved mindehøjtidelighed i kirken for en falden frikorpsmand fra Ellum. Det var ellers en af hans tidligere konfirmander. Det blev så den tyske præst fra Bredebro, der skulle lede mindehøjtideligheden. Jens Møller fra Det tyske mindretal fordrede at han sammen med en anden præst samt at lektor Rosent, Aabenraa blev fjernet fra landsdelen.
Den 26. marts meldes om et bundt brandbomber på Harres mark, der brændte ud. Ved Lovtrup faldt også et bundt, som ikke kom i brand. Maskinen gik ned ved Obbekær.
Den 19 maj var der dagangreb på Kiel og Flensborg. En dansk børnehave i Nystaden rammes. 15 børn og to lærerinder omkommer.
Den 1. juni er der sabotage mod 6 lokomotiver i Tønder. På broerne i Brede sogn var der nu tysk sabotagevagt.
Tysk skole brænder helt ned
Torsdag den 17 juni lidt før klokken seks er der ild i den tyske privatskole i Bredebro. Den nedbrænder total. Årsagen er antagelig utæthed i skorstenen. Der havde været fest til ud om natten. Man fyrede med aviser. Men tyskerne mente, at det var tale om sabotage. Skolen blev nu indrettet i den tyske kros pakhus.
Den 29. august blev en række kendte mennesker anholdt. Pastor Schülein var en af dem, der blev arresteret.
Den 26. september var der sabotage på jernbanen ved Døstrup og Visby.
I 1944 averterer J. Brodersen i aviserne om lastbiler til tyskerne. Han arbejdede for Organisation Todt.
Den 17. april starter den tyske skole igen i en nybygget ejendom. Dagen efter blev forsamlingshuset igen frigivet.
Den 28. august ankom 12 store antiluftskytskanoner og 3 haubitser til stationen. D blev i første omgang slæbt til Svanstrup Skov. Flere gange holdt Zeitfreiwillige øvelser i Løgumkloster plantage.
Sabotører tortureret på kro
Mandag den 9. oktober blev en sabotørgruppe i Bredebro revet op. Ved midnat blev postbud Jørgensen afhentet og mishandlet på kroen. Han blev ført til videre forhør i Kolding. Fem andre blev ligeledes arresteret. Man havde gemt våben og sprængstoffer i Svanstrup Skov og i Jepsens tømmerlager. Lærer Jessen var så ”venlig” og hjælpe Gestapo med det praktiske.
Den unge frue på kroen kunne ikke holde ud at bo der mere på grund af skrigene fra de torturerede.
Gestapo – aktion ved Stjernen
Den 11. oktober kom Gestapo fra morgenstunden. Tre mand slap væk i sidste øjeblik. Man truede med at springe bilmekaniker Delas hus i luften, hvis han ikke viste sig inden middag. Fru Dela fik ”nervechok” og måtte med ambulance på sygehus.
Pastoren måtte i hemmelighed vie et par. Brudgommen var en politibetjent fra Grenå, som også var sabotør i Horsens.
Den 12. januar 1945 blev 300 mand sendt fra Frøslevlejren syd på. Der var en del fra Brede sogn. Fra 1. februar blev alle søndags – tog aflyst.
Den 3. februar var der Gestapo – kontrol på ”Stjernen”. Lederen var i Sommer-uniform og dansktalende. Bilerne blev standset og undersøgt. Den 17. februar blev de første tyske flygtninge anbragt i private tyske hjem.
Den 18. marts var de ”Zeitfreiwillige” på gaderne i Bredebro efter en øvelse. Den 11. april kom en hel masse rekrutter til byen. Byen skulle nu være garnison med uddannelse.
Vagtmandskabet sov på stationen
Den 15. april var der luftangreb mod stationen. Et sporskifte syd for stationen blev ødelagt. Dagen efter blev der foretaget en sprængning på jernbanestrækningen mellem Bredebro og Døstrup. Dette betød en forstærkning af banevagterne.
Slusen ved Ballum var blevet lukket af militæret. Vandet i åen stiger. Fra 29. april blev al regelmæssig jernbanetrafik indstillet. Vagtmandskabet var igen blevet udskiftet. 100 mand lå i ventesalen på stationen.
Den 20. april var det Hitlers fødselsdag. Hagekors-flaget var hejst på Kommuneskolen ganske vist med hovedet nedad. Efter sognefogedens henstilling blev flaget over til den tyske skole.
Tyskerne ville ikke i Hipo
Rekrutterne skulle aflægge faneed på skolens legeplads, hvor også en hagekorsdekoration var sat op. En del ”tysk – arbejdere” gik ledige på gaden. De turde ikke meretage til Skrydstrup flyveplads på arbejde. General Lindemann kom gennem byen. Han har vel været ved slusen for at se på oversvømmelses – foranstaltningerne.
Den 23. april ved 19 – tiden kom ca. 15 allierede flyvemaskineri forholdsvis lav højde. De fulgte hovedvejen nordpå og beskød alle lastbiler.
De tyske hjemmeværnsfolk havde valget at gå ind i Hipo eller hjemsendes. De valgte det sidste.
Den tyske dyrlæge chikaneret
På Gasse – højene blev der nu anlagt befæstninger. Den 2. maj blev vinduerne slået ind hos den tyske dyrlæge. Under en tur i hestevogn blev han presset ned i en vejgrøft.
Den 3. maj blev 4 mand banket op og taget med af det tyske feltpoliti til Aabenraa. Garnisonen blev alarmeret og marcherede ud til Gasse – stillingen.
Den 4. maj kl. 20.45 kom meldingen om den tyske kapitulation. Flagene gik til tops. Gaderne blev fyldt med glade mennesker.
Kommandanten valgte det fornuftige
Den 5. maj kl. 8 rejstes en flagalle med guirlander ved hovedgaden syd på med transparent ”Wellcome to Denmark”. Der gik rygter om, at en ung SS- løjtnant var ankommet med en sprængningstrop. De skulle have lagt sprængladninger under broen og landminer langs åen. En række personer fra Bredebro gik til den tiltalende kommandant. Han tilkaldte løjtnanten og bad ham fjerne sprængladningerne og uskadeliggøre landminerne.
To Hipo – folk fra Tønder var løbet tør for benzin ved Vollum og bad om benzin i Bredebro. Men de fik ikke noget. De gik så til fods til Ribe. Og her blev de arresteret.
Man havde 70 på en liste
Søndag den 6 maj blev der afholdt befrielsesgudstjeneste med en stopfuld kirke med 500 deltagere. Hjemmetyskerne var nedslåede og afventende. Den 10. maj var en stor menneskemængde forsamlet for at tage imod englænderne. Men der kom kun en enkelt soldat i en bil. Men han modtog til gengæld en kæmpe hyldest.
Frihedskæmpere blev hyldet. 22 hjemmetyskere blev afhentet under folks mishagsytringer og kørt til Tønder i rutebil. Derfra blev de kørt til Fårhuslejren.
Man havde ellers 70 navne på listen. Det var bl.a. to politibetjente ”under jorden”, der havde lavet listen. Men ledende folk i byen mente, at nu kunne der være nok med disse arrestationer.
Endelig kom 30 engelske soldater
I den tyske kro var der indrettet en lejr for 85 russere. De var blevet anvendt til arbejdstjeneste. Der var også en afdeling ungarer i byen. De vendte på hjemsendelse. Natten til den 12. maj lå et regiment i bivuak her i sognet på march syd på.
Den 16. maj kom tyske tropper på gennemmarch syd på i bivuak natten over. Kaptajnen havde kvarter i præstegården. Men præsten viste ham ud næste morgen. Han ”havde krænket gæsteretten”.
Dagen efter kom en engelsk afdeling på ca. 30 mand i 5 vogne fra Skærbæk. Der blev et optog gennem byen med afsluttende bespisning på hotellet. Allerede klokken 16 kørte englænderne videre mod Ballum.
Flygtningene forlod Bredebro
Den 5. juni rejste alle de indkvarterede tyske flygtninge hos hjemmetyskerne til Oksbøllejren. Endnu var der lejre i Bredebro, i forsamlingshuset, i gymnastiksalen og to klasseværelser. I kroen var der stadig tyske drenge og 80 russere og polakker.
Den 5. juli blev flygtningene fra skolen flyttet til baraklejren nord for Tønder. Russerne i kroen var rejst. Og drengene skulle til Hohenwarte ved Højer.
Præstens brev – om forsoning
Præsten Jens Holdt lagde ikke fingrene imellem, hvad han mente om hjemmetyskerne. Men han var dog også forsonende, da besættelsen var over. Måske er der nogen, der kan lære af ham. Han beskrev i enkeltheder borgerne, som var anholdt i Brede Sogn, som var i blevet indsat i Fårhuslejren. Det var dog især 5 personer, som han mente ikke skulle hjemsendes:
På en cykeltur i den forløbne uge har jeg haft lejlighed til at drøfte interneringsspørgsmålet med en del ledende mænd i grænselandet, præster, politikere, forhenværende (danske) internerede (civile og militære), alle med tilknytning til modstandsbevægelsen.
Under indtryk af disse samtaler tør jeg vist fremsætte følgende som det almindelige syn på spørgsmålet. Som udeforstående kan og skal jeg naturligvis ikke blande mig i den kriminelle side af sagen, men denne har også en politisk side, som jeg gerne vil sige lidt om.
Det synes så, som om det psykologiske øjeblik for hjemsendelse af de menige internerede nu er inde. Sindene er kommet noget til ro og begynder at kunne se sagen også fra modpartens side. Vi kan ikke være tjent med at få disse vore hjemmetyske landsmænd gjort til politiske martyrer og forbitrede modstandere, når vi dog siden skal leve sammen med dem og eventuelt håbe at vinde dem med tiden.
Når endvidere enkelte af deres fæller allerede er blevet hjemsendte, må det virke som dansk vilkårlighed, at de selv stadig sidder og måske slet ikke er kommet i forhør. Dertil kommer at høsten er begyndt, og de fraværende landmænd savnes stærkt på deres ejendom. Man behøver vist ikke at frygte for, at den løsladte forsvinder, hvis hans sag på nærværende tidspunkt ikke kan færdigbehandles.
Med hensyn til Heimwehr-folkene som i og for sig vel må bedømmes hårdere end de frivillige ved fronterne tør det vist hævdes, at disse aldrig ville være trådt i aktion på det sene tispunkt af krigen.
En enkelt skulle før sin internering have udtalt, at man i april 45 alle nægtede at lade sig sende til fronten, hvorefter den militære ledelse dekreterede deres hjemsendelse.
Der må i spørgsmålet muligvis tages hensyn til hjemsognenes stilling i national henseende. En mere rent dansk sogn absorberer lettere de hjemsendtes ressentiment end et mere blandet, og han derfor også bedre magte opgaven straks og på en gang. Tiden synes i hvert fald at være inde til, at de menige blandt de internerede hjemsendes nu – for så vidt på samme tidspunkt som modstandsbevægelsens folk
Det var hvis nok kun et rygte
At der skulle have kørt motorcykler foran med hjemmetysker som guider er nok mere et rygte end sandhed. Ved Aabenraa stod der godt nok nogle hjemmetyskere og dirigerede færdslen dengang den 9. april.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 222 artikler om Besættelsestiden Før/under/ efter herunder:
Marts 14, 2018
Endnu flere anekdoter fra Rømø (3)
Den første historie er såmænd sandt nok. Det gav en god akkord at bjerge et skib. Og så skulle kirken flyttes, og skurken fra Sild, der gerne ville have en rød jakke, havde en god ide. Det som strandfogeden foretog sig, var ikke noget borgerne kunne acceptere. En sømand havde svært ved at vælge, hvilken pige, som han ville have. Pludselig var han omgivet af mus. Men det var der også en forklaring på. Æ Piggemand var en person, der ikke kunne tale. Han boede i en hytte, og blev også begravet ved siden af. Den hylende brud kan man endnu høre på Rømø i stormvejr.
En god akkord
De fleste redningsaktioner fra øen fandt i reglen sted under særdeles dramatiske omstændigheder, men det kunne også gå mere roligt for sig.
Den 24. februar 1894 løb den 30 tons store fiskerkutter ”Providentia” af Finkenwerder på grund ved 3-tiden om morgenen lidt syd for den såkaldte Havsandspril. Denne pril skærer sig ind i stranden vest for Kirkeby.
Providentia havde været på fangst i Vesterhavet og befandt på hjemrejsen med en ladning rødspætter. Der blæste vindstyrke seks af vestsydvest og sigtbarheden var enddog overordentlig ringe. Desuden havde højvandet oversvømmet øens vestligste strandbred, hvilket sker en gang imellem, især om foråret og om efteråret.
De fire besætningsmedlemmer kunne selv redde sig i land. De gik nu til strandfoged Peter Petersen Holm i Kirkeby. Det var cirka fem kilometer fra strandingsstedet, for at melde det passerede.
Næste dag var vejret så godt, at strandfogeden kunne begive sig ud til skibet med noget mandskab. Det var dog muligt med hestevogn at køre helt frem til kutteren. Fisken blev losset og senere solgt rundt om på øen. Besætningsmedlemmernes ejendele blev bjerget. Derefter tog de hjem.
Nogle dage senere kom der en forsikringsagent til Rømø. Han skulle vurdere, om der fandtes nogen mulighed for at bjerge kutteren. Under gunstige vejrforhold skulle noget sådant synes muligt. Han lavede derfor en kontrakt med ni af øens indbyggere.
De forpligtede sig til at bjerge skibet og sejle det til Føhr. Når kutteren var afleveret der, skulle de tilsammen have 2.000 mark, hvilket dengang var en meget stor sum penge.
I maj begyndte de ni mænd, da det blev østenvind og godt vejr, at grave en kanal fra skibet ud til Havsandsprilen. I løbet af ti dage var den ret dybe rende klar. Alt var nu klar til ved næste springflod at bjerge kutteren.
Endelig kom den dag, hvor det skulle forsøges. Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var udsigt til en høj vandstand. Derfor blev den sidste barriere mellem kanalen og prilen gravet væk ved ebbe, således at vandet ved den kommende flodtid kunne strømme ind i renden.
Det lykkedes. Skibet kom flot af grunden, og ved hjælp af tove blev den bugseret fra den gravede rende ud i prilen. Herfra bugserede man den over sandbankerne uden for kysten, hvor der den dag kun var en ganske svag brænding. Da skibet var kommet ud i åbent vand, satte man sejl og styrede det igennem Listerdyb.
Trods en ganske anselig læk nåede kutteren endnu samme dag frem til Havneby, hvor nogle mindre reparationer blev udført. Derefter kunne man sejle skibet til Føhr og hæve bjergelønnen.
Det havde været en overordentlig god akkord, når man betænker, at hver mand fik 210 mark for sit arbejde.
Ved søforhøret i Tønder den 11. maj 1894 blev det fastslået, at forliset var sket på grund af letmatrosens uagtsomhed.
Da kirken skulle flyttes på Rømø
Kirken på Røm’ er som så mange andre sømandskirker indviet til Sankt Clemens. Det var en biskop i Rom, som led martyrdøden under kejser Trajan, og som senere fik ry som søfolkenes særlige beskytter.
Om Rømø Kirke fortælles dette sagn:
I begyndelsen af det 17. århundrede levede der på naboøen Sild en skælm ved navn Pua (Povl) Modders. På den tid var det moderne, at mændene på vadehavsøerne skulle have rød jakke på om søndagen og ved andrehøjtider.
Pua kunne imidlertid ikke købe sig en sådan jakke, for skønt han var en dreven tyveknægt havde han aldrig penge, og forblev i øvrigt hele sit liv en fattig stakkel. På grund af sin manglende søndagsjakke måtte ha finde sig i mange drillerier fra Sild-boernes side. De fandt nu lejlighed til at sige tak for sidst for alle de gange, han havde holdt dem for nar.
Til sidst blev deres spot ham for meget, og han vendte sin hjem ø ryggen. I sin søgen efter et nyt sted kom han også til Rømø, hvor beboerne netop på dette tidspunkt havde et stort problem at løse. De ville nemlig flytte deres kirke nogle få alen mod syd, men de vidste ikke ri9gtig, hvorledes de skulle gribe sagen an.
Da de nu ikke kunne blive enige om fremgangsmåden, hørte de gerne den fremmedes råd. Han rådede dem til alle sammen at stille sig på nordsiden af kirken for at skubbe. Den vældige styrke i deres fælles kraft ville uden tvivl få kirken til at flytte sig.
For nu at kunne vide, hvornår kirken var kommet på den rette plads, skulle en af dem lægge sin røde jakke på det sted, hvor de skulle have kirken til at ligge. Når man så ikke længere kunne se den, måtte kirken være rigtig anbragt.
Rømø-borgerne syntes, at det var et godt råd. Og straks begyndte de at skubbe og presse af alle livsens kræfter på kirkemuren, mens Pua Modders en gang imellem løb om på sydsiden for at se, hvor langt de var kommet.
Efter at folkene havde slidt i deres ansigts sved i flere timer og havde trykket deres arme til blods på den ru kirkemur, vendte Pua endelig tilbage fra en inspektion til sydsiden og fortalte, at nu var den røde jakke væk. Kirken stod altså, hvor de ønskede, at den skulle stå.
De var meget stolte af det værk, de havde udført, indtil Pua den følgende søndag havde den frækhed at vise sig i kirken iført den røde jakke.
Nu var borgerne klar over, at de var blevet bedraget. Og Pua fik snart at mærke, at han havde overvurderet deres godmodighed og humoristiske sans. Han undgik dog deres raseri ved hurtigst muligt at flygte tilbage til Sild.
Strandfogeden på Rømø
Rømø led i gamle samme kranke skæbne som Føhr. Mens der strandede talrige skibe på kysten af Amrum og Sild var det kun sjældent, at et løb på grund ved Føhr eller Rømø. Og derfor var der heller ikke meget strandingsgods at bjerge.
Nu er det jo sådan, at ikke enhver kan hente strandingsgods hjem, som man ønsker. Det har man strandfogeder til. De har hver ansvaret for et afsnit af kysten, hvor de har ret til at indsamle, hvad der driver i land. Værdien heraf er deres løn for det udførte arbejde.
For mange år siden fandtes der på Rømø en strandfoged, der kiggede fuld af misundelse over på Silds kyst, hver gang et skib strandede der, uden at så meget som en enkelt pind, drev ind på hans strand. Derfor klagede han sin nød til præsten, som rådede ham til tålmodighed og bøn.
Men da fogeden ikke kunne bede fik han præsten til at bede følgende bøn for sig:
Men det var ikke nok for strandfogeden. I stormfulde nætter bandt han en lygte til halsen på sin hest, og således red han gennem klitterne ved vestkysten. Han håbede på denne måde at lede skibene vild.
De skulle antage den svingende lygte for at være lanternen på et andet skib og således tro at være ud for en sejlbar rende. Om han havde heldet med sig i dette, er ikke kendt.
Men det er en kendsgerning, at han mistede dit embede dom strandfoged på grund af denne ugerning.
Mange indbyggere på øen var jo selv søfolk og de havde absolut ingen sympati for, at man forsætligt lokkede skibe i fordærv. Det kunne jo også være mænd fra øen blandt besætningerne om bord.
Borgen
Nordøst for Kommandørgårdens campingplads ved Mølby ligger en høj, der af de indfødte kaldes Borrebjerg. Det betyder ”Borghøj”. Vi har i en tidligere artikel besøgt stedet. Hvilken slags borg, der har ligget her, og hvem der har boet her, ja det diskuterer man stadig.
Man ved, at grundplanen er firkantet. Bortset fra søsiden har den været omgivet af tre parallelt løbende grave og volde. Mod syd førte en bro over til fæstningen og dannede på denne måde forbindelse til resten af øen.
Historikerne strides om, hvem der har bygget borgen. Nogle tilskriver den ridderen Claus Lembeck, der levede omkring 1370. Under navnet Poul Flemming fra Rømø gjorde han som sørøver skibsfarten til Ribe og Tønder usikker.
Andre mener, at borgen blev opført allerede i det 11. århundrede af vikinger, fordi grundplanen minder meget om andre kendte borganlæg fra vikingetiden. De fund, der indtil i dag er blevet gjort ved udgravninger på stedet, er alle meget svage og tillader ingen sikker datering.
Mange sagn er tilknyttet denne borg. Her er en af dem:
Der levede engang på Rømø en sømand, der ikke kunne beslutte sig til, hvem han skulle gifte sig med. Der var to kvinder, som havde hans interesse. Den ene levede på Sønderland, den anden på Nørreland, og der gik lang tid, uden at han kunne beslutte sig.
Endelig valgte han pigen på Sønderland, og en aften tog han af sted for at fortælle hende om sin beslutning. Da han nu kom forbi borgen, så han sig pludselig omringet af mus, der i store mængder stod på bagbenene omkring ham. De dansede og peb på det skrækkeligste.
Skønt hårene rejste sig på hovedet af ham, fattede han mod og smed grus efter sine uønskede ledsagere. De forsvandt dog ikke af den grund. Først da han badet i sved nåede frem til din udkårnes hus, synes de som sunket i jorden.
Senere fik han at vide af en mand, der havde forstand på slige ting, at pigen fra Nørreland havde været en heks, og at hun havde hævnet sig på den måde, fordi han havde hævnet sig på den måde, fordi han havde forsmået hende.
Æ Piggemand
For en del år siden stod der en lille splitternøgen mand i stalden til en gård i Vråby. Da bonden fandt ham, var han netop i færd med at lange ned i tønden med svinefoder for at spise af det.
Da folkene talte til ham, flygtede han, men vendte dog straks efter tilbage og modtog taknemligt de klædningsstykker, som man gav ham.
Hvor han kom fra, kunne øboerne ikke finde ud af, for enten kunne manden ikke tale, eller også kunne han ikke gøre sig forståelig for folk. I klitterne øst for Vråby byggede han en hytte i de såkaldte Lejrbjerge, hvor svenskerne havde deres lejr i 1644.
Æ Piggemand (pigge betegner i øens dialekt noget småt) tjente til livets ophold ved at gøre rent i staldene på gårdene rundt omkring, og nu og da tiggede han sig også en smule mælk.
Efter sin død skal han være blevet begravet ved siden af sin hytte. I 1901 blev der i Lejrbjergene fundet et skelet, som formodentlig var resterne af den lille ubekendte mand.
Øboerne kunne ikke forklare, hvor han kom fra, men de gættede på, at han var faldet over bord fra et skib og skyllet ind på stranden. Måske har han derved pådraget sig et chock, at han blev stum.
Den hylende brud
En gang levede en rig bonde og en fattig fisker ved siden af hinanden på Rømø. Bonden havde en datter og fiskeren to sønner. De voksede op sammen. Da de havde nået den giftefærdige alder, kunne pigen ikke beslutte sig til, hvem af de to unge mænd hun ville have til mand, for hun syntes, at hun holdt lige meget af dem begge.
Da de var tvillinger, lignede de hinanden som to dråber vand og ingen af dem ville tvinge en afgørelse igennem for ikke at gøre den anden ondt.
Således gik nogle år. Fiskersønnerne var med deres far på havet, og pigen tjente hjemme på gården.
Så en dag blev valget afgjort af sig selv på den sørgelige måde. En af de unge mænd blev på havet. Og efter den sædvanlige sørgetid fejrede pigen og broderen forlovelse. Bryllupsdagen blev fastsat.
Mens bryllupsforberedelserne fandt sted på gården, passede den unge fisker sit arbejde. Men en aften hvor båden endnu ikke var vendt hjem, blev det et frygteligt uvejr. Det stormede og hvinede. Den unge pige løb fuld af angst ned til stranden for at se efter sin elskede.
Mens hun løb langs klitterne, stødte hun pludselig på et lig, som havet havde skyllet op på stranden. Hun genkendte sin forlovede.
Nu var begge hendes friere blevet taget af havet. Det var så hårdt et slag for hende, at hun mistede sin forstand. Hylende løb hun langs stranden, og intet kunne bringe hende til fornuft.
Nogen tid senere vendte brudgommen tilbage. Hans skib var ganske vist gået ned i stormnatten, men han havde reddet livet. Og da han nu atter kom til sit hjem, fandt han kun en vanvittig pige, som ikke ville kendes ved ham.
Det lig, som hun havde fundet, må have været den første broder, der tidligere var blevet skyllet over bord, og hvis døde krop nu var drevet i land.
Men hver gang, det blev stormvejr, løb den ulykkelige pige, hylende langs stranden. Og endnu i dag siger de lokale, at når stormen pisker over hede og klit:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Rømø, her på www.dengang.dk kan du finde:
Marts 12, 2018
Besættelsen og Befrielsen ved Grænsen
Frits Clausen truede med klø. Claus Eskildsen påstod, at tyskerne ikke kom. Jyllands – danskerne skulle sendes hjem. Hitlers fødselsdag blev fejret i forsamlingshuset i Lydersholm. Masser af bomber over området. Borgerne var forarget over Hjemmetyskernes Heimwehr. Tønders betjente var advaret. Hvorfor gik gendarmerne ikke under jorden? Masser af stikkere. Maskinpistoler blev fundet på seminariet Tre tøndringer blev brugt som gidsler. Lektor Aage Rosenkjærs død i Husum. Bagerkonen overfusede den tyske officer. 1.500 flygtninge til Tønder. Folk valfartede for at se 6 døde engelske flyvere. Engelske fly skyder den 4. maj. Frihedskæmpere kom i kamp. Først kom frihedskæmperne, derefter Den Danske Brigade og til sidst Livgarden. Den Danske Brigade var ved at antænde Grøngårds lade.
Frits Clausen truede med klø
I 1938 blev man enige om, at man ville invitere en af fra hvert parti til at holde foredrag i forsamlingshuset i Lydersholm. Da Frits Clausen kom havde han 25 – 30 meningsfæller med sig.
I området havde bageren fra Bylderup Bov nu i lang tid præket om den danske nationalsocialisme. Nu kom giraffen selv. Frits Clausen fortalte, at i ethvert dansk hjem hænger Kong Christian. Og netop her var der en lokal, der afbrød ham. ”Ja og i et tysk hænger Hitler”.
Clausen blev gal og følte sig truffet:
Forsamlingshuset var ikke ret stort. Men mange var blevet berørt over Clausens vredesudbrud. Og formanden mente, at Frits Clausen havde misbrugt forsamlingshusets gæstfrihed. Man havde lagt op til, at det skulle være et almindeligt oplysningsmøde om DNSAP. Og Frits Clausen skulle vide, at dette ikke var et politisk rabaldermøde på en kro.
Den omtalte bager som skulle lede mødet blev bebrejdet, at han ikke havde forsøgt at glatte ud.
Når man kigger på hvilke gæster, der har besøgt det lille forsamlingshus, ja så må man i den grad forbavses.
Claus Eskildsen: Tyskerne kommer ikke
Den 8. april 1940 var der også møde i Lydersholm forsamlingshus. Det var seminarielærer Claus Eskildsen, Tønder, der var på besøg. Inden mødet var der gået rygter om, at alle bilejere skulle havde deres biler parate, men til hvad.
Eskildsen begyndte:
Han fortalte om ”Lebensraum”, viste lysbilleder om beliggenheden af danske stednavnetyper i Sydslesvig.
Det blev uro i salen. Det blev meddelt, at der forelå bud om, at alle gendarmer skulle nordpå kl. 12. Alle pårørende tog straks hjem.
Claus Eskildsen viste på kortet, at Danmark faktisk ligger som en pikkelhue over Tyskland:
Og han gentog, at de ikke kom.
Gendarmerne skulle blive hjemme
Formanden for foredragsforeningen, gårdejer Mathias Christiansen udtalte meget begavet:
Alle var dybt bevægede og sang:
Og det var med tårer i øjnene med ængstelige tanker for hvad der nu ville ske.
Da man kom uden for fløj en flyvemaskine lige over hovedet på dem. Man var spændt på, hvad natten ville bringe. Gendarmerne gik hele natten med deres familier frem og tilbage på vejen i Lydersholm. Til sidst gik de hjem, ventende i spænding. Klokken 3 næste morgen kom der en kontraordre:
De mørke flyvemaskiner
Mellem 4.30 og 5.00 drønede de første store tunge mørke flyvemaskiner over den dansk – tyske grænse. De formørkede næsten himlen. Så lavt fløj de, at de store træer nærmest svajede af lufttrykket.
Og så kom de næsten endeløse kolonner af fremmede soldater af landevejen. Det var ikke alle, der havde trang til at vise interesse for de ubudne gæster, der så fuldstændig brød ikke – angrebspagten.
Taleøvelser i radioen
Mange lyttede til radioen. Der måtte dog være noget vigtigt nyt. Der var morgengymnastik som sædvanlig. Folk lyttede stadig. Ved 8.30 – 9.00 tiden lød en fremmed stemme:
Dette blev gentaget flere gange. Udtrykket ”gør” er tydelig nok, hvor det kommer fra.
Hjemmetyskernes holdning var ikke til at tage fejl af.
Ja sådan råbte en gårdmandskone i Lydersholm højt til hendes tysksindede nabokone.
Jyllands-danskerne skal ud
I Tønder delte hjemmetyskerne chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater, mens de gik gennem byen. Ja de mødte med flere spande vand og kopper til at drikke af. En købmand delte ud af sine varer i lange baner.
Hecht, som alle i Tønder kendte, havde hejst hagekorsflaget på Statsskolens flagstang, mens der blev sunget morgensang. Hagekorsflaget blev hejst på Seminariet og på Tønder Rådhus. Og dramaet omkring Hagekorsflaget på kirketårnet har vi tidligere berettet om.
Om eftermiddagen den 9. april var sognerådsformanden i Udbjerg og en gårdejer i Tønder sammen med et par andre hjemmetyskere på turne på byens restauranter. Hen under aften gik de stærkt beduggede op gennem Tønders hovedgade.
Gårdejeren var så vidt, at han ikke kunne se men nok høre. Gårdejer Mathias Jepsen, Rørkær passerede parret og sagde ”Go Avten”.
Gårdejeren spurgte: ”Hvem er det”, hvortil sognerådsformanden svarede: ”Det er da Mathias fra Rørkær” Den anden slog fast: ”Ja han er god nok. Han kan få lov at bli` her, men alle de andre Jyllands-danskere, de skal Fanden gale mig herut!
Hitlers fødselsdag blev fejret i forsamlingshuset
Livet måtte gå videre. I København fortsatte kongen sine rideture, og det gjorde han også den 11. april. I det lille forsamlingshus i Lydersholm overnattede nu 14 tyske soldater i godt tre uger. De sov i halm.
De gik nu i vagt ved grænsen sammen med de danske gendarmer. – en tysk soldat og en gendarm. Hjemmetyskerne sørgede godt for soldaterne.
Men det vakte dog i den grad harme i den lille by, Lydersholm, at man fejrede Hitlers fødselsdag – i et dansk forsamlingshus. Ganske rigtigt. De tysksindede koner kom gående gennem byen med den ene lagkage efter den anden hen til forsamlingshuset.
De fleste beboere mente nu nok, at det var mere passende, at holde Hitlers fødselsdag i Den Tyske Privatskole. Soldaterne var ellers blevet inviteret hjem privat, men de havde valgt at sige nej tak.
I Lydersholm blev der flaget med Hagekorsflaget, da Paris blev taget. De tænkte vel ligesom som en gårdejer i Jejsing:
Vigtige Datoer fra Besættelsestiden:
Maj 1940
Redaktør Viggo Lausten, Vestslesvigsk Tidende, Tønder, arresteres af Gestapo midt om natten. En måned efter lyder budskabet: Redaktøren har begået selvmord i Vestre Fængsel på grund af de overvældende mange indicier mod ham.
Anklagen lød på spionage (Man mener: næppe helt ubegrundet). Pastor Magle i Tønder holdt en personligt præget og stærk tale.
Dr. Ejnar Dahl, Tønder arresteres. Han blev frigivet en måned efter.
Der kom nye flagstænger ved hver tysk ejendom. Hidtil kunne man altid med sikkerhed hævde, at hvor der var flagstang, bor der en dansker.
Juni 1940
I midten af juni 1940 lød rygter:
Det skulle ske den 28. juni, dagen for undertegnelsen af Versaillestraktaten i 1919. Om formiddagen skulle kong Christian tale i radioen og tage afsked med Sønderjylland. Om eftermiddagen skulle Hitler byde velkommen fra Versailles.
Men dagen før bekendtgjordes i Nordschleswigsche Zeitung, at al demonstration aflystes. Det var en stor skuffelse for hjemmetyskerne. En vagtmester i Udbjerg stod i en have og hørte en samtale mellem sognerådsformanden og en gårdejer:
Købmand Axel Michelsen og politimester Brix arresteres
Legitimationskort indføres og kræves
Der faldt engelske bomber i Tønder. En engelsk flyvemaskine ville ramme tog med soldater ved banegården. I stedet rammes et stort hus, herved dræbes dyrlæge Jensen, datteren Inge, samt fru lærer Larsen og hendes datter Birte (se artiklen Bomber over Tønder). Og senere ville skæbnen, at bomber ramte det samme hus med flere døde.
400 brandbomber faldt natten over Rørkær. 2 huse blev fuldstændig knust. Vognmand Höeg, hans datter Mathilde og fru Höegs gamle far blev dræbt.
Otto og Kirsten Frederiksens gård brændte. I skæret fra den brændende gård forsøgte alle Rørkærs beboere at redde dem i det sammenstyrtede hus. Alle hjalp hvad de kunne. Der blev så oprettet nattevægterkorps, der trådte i funktion under luftalarm
Bagermester Svend Petersen, redaktør Berntsen, fotograf Buchard og kaptajn Dichmann, alle fra Tønder var blevet arresteret
December 1942
Lektor Aage Rosenkjær (en meget afholdt lærer) er blevet anholdt. (Var med til at starte modstandsbevægelsen i Tinglev) (se artiklen: Modstand i Tinglev)
Den 29. august 1943
Det var en dag, man ikke sådan lige glemmer. Læge Dahl og Claus Eskildsen blev igen arresteret. Også pastor Schülein fra Løgumkloster blev arresteret. Uniformer og våben blev taget fra det danske militær. Mandskabet blev interneret.
Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af vore hjemmetyskere i uniform og med gule armbind. I alt var der vel 150, der var flest fra Tønder, men også mange fra Rørkær og Jejsing. De stod vagt ved broer og veje. De forlangte at se legimitationskort også fra gamle naboer, som de udmærket kendte.
Dette betød et skærpende forhold til hjemmetyskerne. Man kunne ikke forstå, at de nu skulle bære våben mod naboerne.
December 1943
Forpagter Mathiesen Hansen, Hestholm blev arresteret og ført til Koldinghus (Staldgården). Han frigives 1 ½ måned efter. Han arresteres dog atter og igen er han væk i 1 ½ måned inden han igen frigives.
Lektor Rosenkjær var blevet ført til Vestre Fængsel og derfra til Frøslev, derfra blev han sendt i KZ – lejr.
Redaktør H.H. Bernsen, købmand Aksel Michelsen, politimester Brix og politimester Martensen-Larsen arresteres.
Godsinspektør Gjerlev arresteres (Vi har mere om familien Gjerlevs lidelser under besættelsen Se artiklen: En frihedskæmper fra Tønder) Efter et halvt år løslades Gjerlev.
Kaptajn Bartholdy og lærer Marcussen arresteres
Sommeren 1944
Lærer Leick, Lydersholm modtog trusselsbreve. Det medførte ”nervechok”. Han må på et halvt års rekreation. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden breder sig også. Det føles som, at der er stikkere rundt omkring, alle vegne.
Grænsegendarmeriets chef, oberst Paludan Müller dør i sit hjem i Gråsten i kamp mod Gestapo (Se artiklen: Var Paludan – Müller en folkehelt?)
Tyskerne arresterede det danske politi. I Tønder blev ingen anholdt, men mange forsvandt. Politimester Brix havde indkaldt til et hemmeligt møde på Tønderhus.
Samme dag havde Grænsegendarmeriets fungerende chef, kaptajn A.S. Ørsted Petersen rundt til vagtmestrene og sagde:
Næste dag ved middagstid kom en tysk lastbil efter gendarmerne. De blev bevogtet af soldater med håndgranater, maskinpistoler og revolver.
Hvorfor gik gendarmerne ikke under jorden?
Måske kan det undre, at ikke flere gik under jorden. Men nu blev de i stedet kørt til internering i Frøslevlejren. Senere blev de sendt syd på. Men til kaptajn Ørsted Petersen havde tyskerne sagt, at såfremt denne ville være behjælpelig med at finde frem til hver enkelt gendarm, så ville de blive løsladt inden for 8 dage.
De enkelte gendarmer stolede på deres kaptajns garanti for løsladelse, måske var det derfor de ikke forsøgte at unddrage at gå under jorden.
De internerede officerer i Frøslevlejren viste dog Ørsted Petersen den kolde skulder på grund af hans holdning.
I Jyndevad var en tysk soldat kommet efter en gendarm. Men soldaten puffede til ham og sagde, at han skulle se, at komme væk.
141 gendarmer føres den 5. oktober til koncentrationslejren Neuengamme og til andre lejre.
Gårdejer Gotthardsen, Lund og vognmand Hans Therkelsen, Bylderup Bov blev arresteret. Man berettede om, at en yngre mand, antagelig stikker, nogle dage forud havde været rundt bl.a. hos Gotthardsen, for at sælge Kaj Munks erindringer. Manden havde rigtig forstået at tale med folk og havde fået Gotthardsen til at fortælle alt for meget.
Masser af stikkere
I hvert fald forsvandt gårdejer Svend Hansen ud af bagdøren, mens et par tyske herrer stod og talte med fru Mette ”om de ikke havde noget halm at sælge”. Sognefoged Mathias Johannsen, Kværnholt og skomagermester Bøgen forsvandt ”under jorden”. Bøgen spadserede en tur hen ad gaden i Bylderup Bov, da han blev advaret.
Efter dette arbejdede stikkerne igen med at sælge ”erindringer”. De var bl.a. hos landmand Aksel Mathiesen, Nolde, snakkede og snakkede.
Bankassistent Erik Svendsen, isenkræmmer Holger Petersen og trafikkontrollør Alfred Nielsen blev arresteret. Sidstnævnte blev dog kort tid efter løsladt. De holdtes en kort tid holdt som fanger i Alexandrineskolens kælder. De blev faktisk brugt som gidsler ved at køre med i de forreste vogne i de tyske troppetog.
En flok fanger gik gennem Tønders gader under skarp bevogtning, deriblandt Holger Petersen, Erik Svendsen, overlægen på Grindsted Sygehus, pastor Riis Højgaard fra Rise og mange flere.
Pludselig dukkede Gestapo op på Seminariet. På loftet fandt de to maskinpistoler. Og yderligere tre fandt de på området. To seminarister blev anholdt.
Da Seminariet gentog arbejdet efter sommerferien, udtalte forstander Morten Bredsdorff over for eleverne, at enhver form for illegalt arbejde ikke ville blive tålt og medføre øjeblikkelig bortvisning.
Da Ortskommandanten i Tønder tryglede den danske politimester om at fortsætte i hvert fald som luftværnschef, fik han som svar de allerede klassiske ord:
I Tønder trængte to berusede tyske underofficerer ind på sygehuset, hvor de i en sygestue generede sengeliggende patienter.
Rygterne svirrede. Nu havde gendarmerne i Neuengamme plettyfus. Tre var døde. I alt var 61 gendarmer sendt hjem.
November 1944
Overbetjent A.H. Sørensen, Tønder blev arresteret, og det gjorde kontorist Kaj Petersen på Burkal kommunekontor også.
Gendarmkonerne led meget. De kunne ikke få noget at vide om deres mænds tilstand. Måske blev de pint eller sultet? Måske er de uden lægehjælp eller pleje?
Brødrene Tygesens forretning i Tønder blev ødelagt ved en påsat brand, antagelig en sabotageaktion.
For tredje gang lykkedes det at redde Tønderhus fra at komme i tyskernes hænder.
Første december 1944
Det var sorgens dag i Tønder. Man havde fået at vide, at lektor Aage Rosenkjær var død den 18. november i Husum. Han var begravet der sammen med 8 andre. Harmen greb også mange Tønder – borgere
Pastor Magle var blevet arresteret.
Overgendarm Jens Petersen fra Lydersholm var død i Neuengamme. Det var den første gendarm fra Lydersholm, der var bukket under. Det greb borgerne i byen om hjertet. Man frygtede det værste. Man vidste, at gendarmerne var syge.
Der var mindegudstjeneste for lektor Rosenkjær i Tønder kirke. Kirken var stuvende fuld. Danske fra Tønder og omegnen deltog.
En enkelt gendarm var kommet hjem. Det forlød, at de var blev flyttet fra Neuengamme til lejre ved Dresden.
Der var mindegudstjeneste i Burkal præstegård for overgendarm Jens Petersen. Pastor Ejnar Høgel sagde nogle gribende ord. En del af familien var tyske, og hjemmetyskere var dog også mødt op.
Toldforvalter Harald Bahnsen Tønder talte på etatens vegne og overgendarm Schultz talte på gendarmernes vegne:
Senere på dagen meldtes om tre gendarmers død syd fra. En personbil var blevet beskudt af allieret flyver ved Stemmild,
Tre gendarmer var blevet løsladt fra Frøslev, heriblandt var kaptajn Ørsted Petersen
Der blev meldt om 6 gendarmdødsfald og ligeledes var politimester Agersted, Aabenraa død. Rygterne svirrede. Man fortalte nu fra Tyskland, at gendarmerne blev brugt som bloddonorer. Et stort antal fangere var ført fra Frøslev til Tyskland som gidsler, deriblandt Erik Svendsen, Holger Petersen og lærer Marcussen.
Februar 1945
En bagermesterfrue fra Tønder er blevet arresteret. Hun sad først i den tyske skoles kælder. Derefter var det så Koldinghus. Man beretter om, at hun ved en fest på Tønderhus havde fået rigeligt. Hun rakte tunge ad en tysk officer, der boede på Tønderhus, da han samlede hendes handske op.
Officeren tilbød at lade det skete være glemt, hvis hun ville give en undskyldning, men hun blev ved med at skælde ud. Ja hun ringede endda officeren op på hans værelse og fortsatte. En sådan opførsel måtte hævne sig.
Masser af arbejdere
350 tyske arbejdere var ankommet til Jejsing – Rørkær for at grave tankgrave, skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder.
På Krusågård var over 200 arbejdere i gang med gravning, gennem køkkenhaver ud på marken. De sov i halm, i forsamlingshuse og skolen. Der er 650 overalt i sognet. De fem af dem var over 70 år.
Marts 1945
Flygtninge fra Østprøjsen strømmede i massvis til egnen. Til Tønder kom der 1.500. De blev indkvarteret hos hjemmetyskere i by og på land. De boede også i lejre, hvorfra de blev sendt ud at arbejde på gårde.
Folk valfartede til døde engelske flyvere
En vinteraften blev en engelsk flyvemaskine skudt ned på en mark ved Jejsing. 6 flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende i to døgn. Folk valfartede for at se det. Den tyske skole i Bylderup kom med læreren i spidsen for at beundre tyskernes værk.
Hvor utiltalende at lade de døde ligge så længe. Det viser ringe respekt og pietet over for døden. En flyver sad fast i en tjørnehæk. Skoledrenge gik og samlede flødekarameller ud af flyvernes lommer.
Fire gendarmer kom hjem
En bombe havde ramt et hus i Rens. En bombe faldt i Nolde, en ved Vindtved, en syd for Jejsing, en i Solderup og nogle syd for grænsen. Alle steder kunne man mærke rystelserne og der var masser af drøn.
På hele strækningen til Tønder blev der gravet firkantede maskingeværstillinger et par meter fra landevejen og med 50 meters afstand.
Fire gendarmer kom hjem fra Neuengamme. Der var i den grad glæde. Og fra alle danske hjem på strækningen fra Jejsing kom folk ud og vinkede.
Hjemmetyskere på arbejde
To hjemmetyskere fra Jejsing og en gårdmand fra Rørkær kørte mod nord med hver deres arbejdsvogn og spand heste. Det forlød, at de skulle til Esbjerg og være med blandt de 8.000 mand, der skulle lave fæstning. De skulle også lave dige ved Rejsby. Det forlød nemlig, at englænderne skulle gå i land i næste uge.
Fra Tønder var der allerede afrejst en masse hjemmetyskere, også kvinder. En hjemmetysk kone fortalte, at de kvinder, der kunne holde ud at grave, også skulle grave. De andre skulle lave mad.
Et hemmeligt sted til Tønders betjente
Betjentene i Tønder havde forskellige steder i området, hvor de overnattede. Og dog! De havde et hemmeligt samlingssted på Margretegård.
Ingen vidste, at de var betjente. Gestapo havde flere gange søgt dem i deres hjem. Aften efter aften. Nat efter nat. Det var først bagefter det gik op for folk, at det var betjente.
Skolebørnene havde fået fri. Man forventede at englænderne hvert øjeblik kunne forventes ved grænsen. Så ville ludtalarmen lyde i byen. En stor flok engelske flyvemaskiner kom syd fra. Nogle fløj meget lavt. Nogle dukkede ned over Sæd. Maskinpistoler knaldede pludselig.
Børn og voksne på cykler smed sig ned i vejgrøfterne.
Frihedskæmpere på vej
Et par hundrede frihedskæmpere var på vej nord fra til grænsen. Lige så snart englænderne havde passeret grænsen skulle de overtage bevogtningen. 60 af dem skulle bo på Grøngård.
Igen var der en masse rygter. Russerne var på Fyn. Amerikanerne var kommet til Aabenraa. Hvad var sandt. Der var uro og spænding.
Den 4. maj 20.30 lød frihedsbudskabet fra London. Dannebrog blev hejst overalt.
Klokken 8 lød kirkeklokkerne fra alle landets kirker. Lige uden for Tønder var der landet et engelsk fly. Her var masser af folk.
Frihedskæmpere i kamp
De frihedskæmpere, der kom nordfra kom i kamp med tyskerne ved Skærbæk. To blev dræbt og flere blev såret. Ved grænsen ved Bremsbøl blev tre frihedskæmpere alvorlig såret. Tyske pansernæver blev kastet mod dem. Blandt disse var to ingeniører fra Statens Jordlovsudvalg. Heron Nielsen fik et maveskud og Christensen fik højre arm ødelagt.
Allerede flere dage før kapitulationen begyndte tyskerne at gå over grænsen. Og mange benyttede de mindre grænseovergange bl.a. ved Bejers Kro.
Ordren lød, at der kun var overgang ved Rens og Sæd. Hver tysker måtte medtage et håndvåben alt andet skulle afleveres. Til transport af levnedsmidler, så måtte der kun medtages en vogn pr. bataljon.
Efterhånden lå der ammunition overalt i grøfter og ved veje. Maskinpistoler, geværer og meget andet våben fyldte også.
Mange af frihedskæmperne kom direkte fra Frøslevlejren. Andre havde også siden lang tid i Vestre Fængsel. Og premierløjtnant Lind var blevet mishandlet på den mest grusomme måde i universitetets kælder i Århus, da han opholdt sig der i tre måneder.
I det lille forsamlingshus var der en sammenkomst for beboere og frihedskæmpere. Seminarielærer Claus Eskildsen holdt tale om Sønderjylland og Sydslesvig.
Den danske brigade ankommer
Den 14. maj 1945 ankom 45 mand fra den danske brigade. De overtog grænsebevogtningen fra Flyvsholm i øst til grænsesten nr. 195 i vest. Denne deling var på Grøngård indtil 17. maj.
Nye soldater kom og overtog bevogtningen. De kedede sig og skød med både det ene og det andet. Pludselig gik der ild i halmen og Grøngårds lade var i stor fare for at brænde ned. Civilforsvarets udrykningstjeneste blev kaldt til assistance og branden blev slukket.
En anden gang legede to kopraler med tåregasbomber. Det blev for meget for husbonden på Grøngård.
Livgarden ankommer
Den 8. juli 1945 kom livgarden og overtog grænsebevogtningen. Den første nat boede de på gården. Men næste dag blev de tre barakker fra gårdspladsen flyttet ned på den tyske skole. Garderne begyndte straks at bygge en rigtig lejr. Garderne blev indkvarteret i private hjem og hjalp med høstarbejdet. De hjalp også, da der brændte en gård i Lydersholm.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden i Tønder, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
På vores hjemmeside har vi i alt 220 artikler fra Besættelsestiden
Hvis du vil vide mere: Om Gendarmerne og deres leder, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
Hvis du vil vide mere: Om Frits Clausen og Nazisterne, på www.dengang.dk kan du finde følgende:
Marts 11, 2018
Kongens Klub i Østergade
Her var udskejelser og orgier sagde aviserne. Her var også en læseklub uden bøger. Ja og så var der spiritistiske beskeder til kunderne. Vi kigger også på ejerne i Østergade 15. Og her har der været liv siden 1500 – tallet. Vi kigger på de første ejere. Her kom maleren Karel von Mander, der blev Chr. Den Fjerdes hofmaler. Måske oprettede han Danmarks første antikvariat. Her boede Ahlefeldt, og Schreck fik igen gang i ejendommen. Og i Kongens Klub måtte man tage to damer med pr. billet. Det var årene efter Struensee, hvor der kom gang i borgerklubberne. Heiberg skrev sange til dem. Men han blev senere udvist grundet majestætsfornærmelse. Kongens Klub fik navneforandring. Drejers klub tilsluttede sig, men hvornår? Her startede Odd-Fellow logen også. Ejendommen blev udvidet med en etage i 1918.
En nænsom restaurering
Ja egentlig var de lige så støjende, som den langhårede ungdom omkring Storkespringvandet. Måske er det kun årene og farverne, der gør en forskel.
Vi skal kigge lidt på Karel von Manders fornemme gård, Østergade 15. I sin tid var den bedre kendt under navnet ”Kongens Klub”. Ja det var der hvor Jørgen Hovmands antikvitetshandel lå. Omkring første verdenskrig lå her en forretning ejet af Ole Haslund og Svend Heymann. Disse to kunsthandlere restaurerede nænsomt den gamle Østergade – gård.
Den gamle ordenshistorigraf dr. phil Louis Bobè har skrevet om huset og dets ejere gennem tiden.
Udskejelser og orgier
Her oppe på førstesalen havde ”Kongens Klub” holdt til. Man sagde, at der her ved nattetide havde fundet ”udskejelser og orgier sted”. I en af de små middagsblade fra dengang var dette omtalt. Og dette resulterede i en politiundersøgelse.
I bladet blev der rettet en række voldsomme angreb mod værten. Og stakkels Frk. Feyerschou ejede senere huset. Hun havde i hendes barndom oplevet klubben. Hun var stolt af den flotte gård. Men hun så ikke gerne, at en sådan klub igen opstod i de gamle lokaler.
Frk. Feyerschou havde arvet ejendommen efter hendes far.
Inde i ejendommens gård var der i 1860erne, Feyerschous Vinstue. Blandt stamgæsterne var digteren Christian Winther. Denne gik også på værtshus på Nørrebro. Og i denne bydel var pigerne vilde med ham.
Brahiminer- klub
I kælderbeværtningen under ”Kongens Klub” holdt den såkaldte ”Brahiminer-Klub” til. Jo klubben skaffede værten fulde huse i en årrække. Selve navnet var hentet fra Jules Verne, hvis ”Jorden rundt i 80 dage”, hvor der en natlig ”Brahama-fest” med en overdådighed af knæfald, hvilket inspirerede nogle unge københavnere til lignende øvelser på deres stamcafè.
Over – brahimin og skarpretter
Højdepunktet var, at man slukkede gadebelysningen, hvorpå alle deltagere sneg sig ned på gulvet under høje hyl. Efterhånden oprettedes en Brahiminer – klub med både over-brahimin og skarpretter.
Journalister fik fat i sagen og fortalte malende om de forfærdelige orgier, hvor der ofredes og afholdtes blodgilder på de henrettede. Kampagnen endte med, at politiet satte en stopper for det støjende natteliv. Usædeligt var det vist ikke. Det hørte til under ”glædesnymferne”, der holdt til på Amagertov.
Jo man arrangerede da ofringer og andre ”Glædelige begivenheder”.
En læseklub uden bøger
Politiet ville ikke give bevilling til nattesold. Så fik værten den ide til at etablere læseklub efter midnat. Det kunne myndighederne ikke sætte sig imod. For et ubetydeligt beløb kunne man blive livslang medlem af klubben. Men der har hvis aldrig været en eneste bog i klubben.
Politiet kunne ikke blande sig i foreningsretten, og det gjaldt jo om at bruge alle krumspring for at holde åben til efter kl. 24.
Spiritistiske beskeder til gæsterne
Den sidste vært hed Niedermann. Han skaffede kælderen et nyt opsving. Han var blevet spiritist og lod gennem ”ånderne” forskellige meddelelser tilflyde sine gæster. Men også hans popularitet visnede. Og værtshuset måtte til sidst lukke.
Og liv kom der først i huset, efter at Ole Haslund og Svend Heymann havde lejet sig ind med senere overtagelse for øje.
Tilbage til 1500-tallet
Men måske skal vi lige kigge på, hvorfor Karel von Manders navn er blevet knyttet til den gamle gård. Det skete ved den internationale berømte flamske malers overtagelse i 1652. Men allerede i 1500-tallet var der gang i stedet. Da var det nærmest som en landsbygade, hvor svinene gik og rodede i andres efterladenskaber. Og disse blev kun fjernes ved meget festlige anliggender. Østergade blev først brolagt i 1681 og fik endda borgmesteren midt i gaden.
De første ejere
Frue Kirkes Højalter og Helligåndshuset var faktisk de første ejere, som 1514 udlejede gården til rådmand Arild Hacke mod en årlig afgift. Denne betaltes også efter reformationen, da kirkernes altergods ellers tilfaldt Universitetet.
I 1543 lejede Jakob Perlestikker gården, som cirka 20 år efter blev købt af Hans Sukkerbager. Om de følgende ejerskifter er det lidt tvivl, indtil den hollandske urtekræmmerske Cornelia van Rooswijck gennem danske slægtninge kommer ind i billedet.
Da maleren kommer til København
Hun var enke efter Karel van Mander nr. 2 og mor til nr. 3 af samme navn.
Cornelias mand havde en fabrik i Holland for vævede tapeter, hvoraf han leverede nogen til Christian den Fjerde til Frederiksborg Slot. Væveren døde i 1623, og enken drog så til København for blandt andet at få sin mands tilgodehavender udbetalt.
Hun havde sine tre små sønner med, deriblandt Karel, der var født omkring 1610. 10 år senere vendte drengen tilbage til Holland, hvor han blev uddannet på Rembrandts atelier. 1634 opholder han sig på ny en overgang i København for at levere tegninger af dragter og dekorationer til prins Christians bryllup.
Kongens hofmaler
Derefter tog han til udlandet for at fuldende sine studier. Han var bl.a. i Italien. Nu var han rustet til sin senere gerning som hofmaler hos Christian den Fjerde. Dermed blev han også tidens modemaler.
Han indledte karrieren med at blive tegnelærer (1641-44) hos Leonore Christine. Og så kom udnævnelsen til kongelig konterfejer, som det så flot hed.
Karel von Mander var en dygtig og intelligent portrættør, ikke mindst af sin kongelige velynder Christian den Fjerde.
Karel oprettede et fornemt pensionat
Han blev en af Københavns rigeste borgere. Samtiden sagde om ham, at han var:
Han havde også andre talenter end de nævnte. Han skrev således adskillige digte. Han skrev også et digt til snustobakkens pris. Det sidste har næppe behaget kongen, som ikke var tilhænger af netop denne last, men så han så mange andre.
Karel von Mander giftede sig i 1640 med Maria Fern, som sammen med ham indrettede og senere administrerede et herberg. Ja det vil vi nok kalde hotel – pension i dag. Det var for fornemme personer i den store gård, der lå nær ved slottet.
Fyrster, adelsmænd, udenlandske diplomater og anden forvænt godtfolk boltrede sig her.
Danmarks første antikvitetshandler?
Men det forhindrede dog ikke vores hovedperson i at dyrke andre interesser. Således havde han 350 sjældne bøger, sejrværker (ure), matematiske instrumenter, udstoppede dyr, en kajak og ”etnografica” af alle mulige slags.
Han solgte også ud af sine kuriositeter. Ja måske var han Danmarks første antikvitetshandler.
Moderen døde 1650, Karel van Mander 1670 og hans kone 10 år senere.
Ahlefeldts gård
Gårdens næste ejer blev sekretæren i det tyske kancelli, Conrad Biermann, senere adlet von Ehrenschildt. Ved arv tilfaldt den hans svigersøn Balthasar von Jessen, der endte som gesandt i Wien.
Derefter blev stedet overtaget af højesteretsassessor Lorentz Kreyer og gik i arv til hans børnebørn frøknerne Sara og Charlotte Elisabeth Boefke. En kort tid var en Johan Simon Nagant ejer, indtil Københavns guvernør, generalmajor Conrad Wilhelm Ahlefeldt overtog den i 1757 og forbedrede interiørerne på mange måder.
Schrecks Gård
I 1775 indledtes den epoke, som bærer overskriften ”Kongens Klub”. Da købte traktør Gottlieb Schreck gården og gjorde den atter til en fornem pension samt indrettede stærkt benyttede klub – og koncertlokaler.
Kongens Klub
Det var udvandrede medlemmer af den navnkundige litterære klub ”Drejers Klub” der i 1782 stiftede ”Kongens Klub”. Man må så sige, at denne klub bragte ejendommen i vanry under forskellige værter.
Ja egentlig starter klubben tilbage fra 1776, da den hed Fichs Klub eller Selskabet i Mad. I 1778 blev lovene nedskrevet, og de var underskrevet af 80 ansete borgere.
Man måtte tage to damer med
I ”Kongens Klub” kunne man også deltage i koncerter. Og medlemmerne, der kun var mænd, havde ret til pr. billet at medbringe to damer. Også ”De Forenede Venneselskab”, hvis lokaler var blevet ødelagt af den store brand tilsluttede sig ”Kongens Klub”.
Årene efter Struensee
Det var i årene efter Struensee, at det var blevet moderne at være medlem af en borgerklub. Den mest prominente var Drejers Klub, der blev stiftet af det danske litteraturselskab som ”læseinstitut og bogsamling”. Formålet var at ”skaffe bekendtskab med den nyeste litteratur” I klubben kunne belæste mænd i fortrolighed udveksle synspunkter helt fri for kvinder og verdens larm.
Hvornår tilsluttede Drejers Klub sig?
Men allerede efter et års tid opstod der splid om den rette tone i debatten, om antallet af spilleborde og anretningernes kvalitet. Resultatet blev at en gruppe af ansete borgere og embedsmænd udvandrede og fandt husly hos Schreck her i Østergade 15. Ja sådan står det anført i flere artikler og bøger. Men Drejers Klub havde nu eksisteret i længere tid.
Således har vi mødt optegnelser, der påstår, at Drejers Klub først tilsluttede sig Kongens Klub i 1842. Det var bl.a. her at Knud Lyne Rahbek havde sin gang. Han var udgiver af diverse liberale skrifter. Ja i klubberne dyrkede man også drikkeviserne. Og det bedste var jo, hvis medlemmerne selv kunne fabrikere drikkeviser.
Egentlig var dette med klubber opstået i England i slutningen af 1600-tallet. Foruden de nævnte klubber var det også Kronprinsens Klub og Det Norske Selskab.
Heiberg skrev sange til klubberne
En af dem, der var populær i de borgerlige klubber var Peter Andreas Heiberg. Men han var ikke populær hos myndighederne. Han startede i 1787 med at udgive den satiriske roman ”Rigsdaler-Sedlens Hændelser i små hefter. Han gav læserne indblik i samfundets sociale lag Heiberg kritiserede tallotteriet, toldspionage, købmændene og adelen. Desuden kunne han heller ikke lide de tyske embedsmænd i den danske statsforvaltning.
Sin første dom modtog han, da han rettede beskyldninger mod krigsflådens militære administration. Heiberg skrev også sangen ”Almindelig Folkesang for hele København” til ”Kongens Klub” den blev så populær, at den blev udgivet i 14,000 eksemplarer. Dengang var der ikke tegn på majestætsfornærmelser, men det kom der sandelig senere.
Udvist for bestandigt af Danmark
Heiberg skrev masser af sange til de borgerlige klubber. Efterhånden havde myndighederne fået nok af Heibergs ironiske skrifter. Men han fortsætte ufortrødent endda de forhør han blev udsat for, blev udgivet. Dette tirrede myndighederne yderligere. Efterhånden udgav han skrifter, hvor myndighederne mente, at han havde begået majestætsfornærmelse. Dette var en alvorlig forbrydelse.
Dertil kom også, at den ny trykkefrihedsordning blev vedtaget den 27. september 1799. Nu var der store begrænsninger i trykke- og ytringsfriheden. Den 24. december 1799 faldt dommen over Heiberg. Han blev landsforvist og forlod under lettere dramatiske omstændigheder København den 7. februar 1800. I rejsevognen fulgtes han af ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbæk indtil Frederiksberg Bakke.
Knud Lyne Rahbæk var også en ivrig deltager i klublivet i København.
Heiberg rejste først til Sverige og derfra videre til Paris. Trods flere forsøg blev han aldrig benådet. Et par af hans politiske skrifter udkom i Norge, der var censuren ikke så hård som i Danmark.
Aktieselskabet ”Østergade 15”
I 1784 købte Schrecks svigersøn, kollektør i Tallotteriet, A. Friisenberg gården. Men han sælger den 10 år efter til isenkræmmer Peter Chr. Klein, som i 1811 afhænder den til strømpehandler Peter Hansen Feyerschou, hvis efterkommere 1906 sælger den fordoms så fornemme gård til Aktieselskabet Østergade 15, hvor så endelig Ole Haslund og Svend Heymann overtager aktiemajoriteten.
Blandt de mange lejere gennem tiderne er der måske særlig grund til at fæstne sig ved fotograf O.C.R. Schou, en af hovedstadens første og mest berømte fotografer, som etablerede sig her i 1868. I 1886 rykkede Gieses kunsthandel ind.
Kongens Klub får navneforandring
I 1877 tilsluttede ”Det forenede borgerlige selskab” sig også til Kongens Klub, der så blev omdannet til Kjøbenhavns Klub. Omkring 1850 var klubben flyttet fra Østergade. I 1846 havde klubben fået lov til at opføre sommerlokaler på Vesterbrogade 2. Man flyttede til vinterlokalerne på Kongens Nytorv 13.
I Østergade 15 forsynede man nu facaden med FH foran Kongens Klub. Og disse to bogstaver stod for forhenværende.
Klubben havde også bibliotek
I 1867 havde klubben bortaktioneret godt 5.000 ”gode og velconditionerede Bøger”. Man kunne låne to bøger af gangen af klubbens bibliotek, men kun i 14 dage. Og der var adgang til klubbens bibliotek mandag og torsdag fra 13 til 14.
Kongens Klub var blevet lidt slidt
Interiøret i Kongens Klub blev med tiden lidt lurvet, hvilket fremgår af en københavners erindringer fra anden halvdel af 1800-tallet:
Odd-Fellow Ordenen flytter ind
Den 29. og 30. juni 1878 foretoges den højtidelige installation af ”Loge nr. 1, Danmark”, herunder også indvielse af 30 kandidater samt af de nye loges lokaler i ”Kongens Klub”. Den 30. juni 1878 regnes som indstiftelsesdagen for ”Loge nr. 1 Danmark, der samtidig blev institueringsdag for Odd-Fellow Ordenen i Kongeriget Danmark. Desuden var logen den første i Skandinavien.
Udvidet med en etage i 1918
Kigger vi på et foto fra 1914 ser vi, at Ole Haslunds Hus er flyttet ind i den forhenværende ”Kongens Klub”. Den Nederlandske Tobaksfilial er veget for Harald Jacobsens udvidelser. Gieses bog – og kunsthandel og Alfred Hinrichsens sportsmagasin er forsvundet. I stedet er det blevet udstillingsvindue for A.C. Illum.
Jo ejendommen var ret imponeret, men det fik antikvitetshandler Ole Haslund styr på, da han i 1918 udvidede med en ekstra etage.
Selv om der ikke er meget tilbage af den oprindelige Karel van Manders gård, kan man dog endnu i kældrene finde fundamenter og levninger fra 1500-tallet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om: Strøget – Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere om: Ahlefeldt – Se her på www.dengang.dk
Marts 8, 2018
Frihedsstøtten – et folkeligt monument
Det har hårdt at være bonde. Stavnsbåndet blev indført i 1733. Der kom lyse tider for danserne takket være Struensee. Denne blev væltet og henrettet i 1772. Bernstorff og Reventlow gik i gang De allierede sig med kronprins Frederik. Denne tog magten. Stavnsbåndet blev ophævet 1788. Masser at tilskud til monumentet, der kostede 13.000 rigsdaler Kronprinsen lagde grundstenen 31. juli 1792. 15 meter obelisk med fire figurer. 1872 måtte figurerne genskabes i norsk marmor. Monumentet måtte flyttes 5 meter. Frihedsstøtten blev stående på alfavej. I 1984 var monumentet ødelagt af vand Kronprinsen genindviede Frihedsstøtten.
Hårdt at være bonde
Dengang var det betydeligt hårdere at være bonde. Man var stavnsbundet fra sit 14. til det 36. år på det godsområde, hvor man var født. Bevægelsesfriheden var begrænset. Efterhånden var man tvangsbundet fra det 4. år til 40. år. Man kunne godt købe fripas, hvis man ellers kunne blive enig om prisen.
Det var omkring året 1700, at godsejerne beklagede sig over, at de ikke havde hold på deres bønderkarle, idet der skulle stilles et vist antal soldater fra hvert gods til landmilitsen. Det viste sig også ofte, at de unge karle rømte.
Stavnsbåndet blev indført
Den enevældige regering under den pietistiske konge, Christian den Sjette greb til den drastiske udvej at indføre Stavnsbåndet i 1733 for at sikre godsejerne arbejdskraft og dermed nye rekrutter til hæren.
Nu var godsejerne sikret billig arbejdskraft med hoveri. Bondestandens mangel på frihed betød lavere placering i forhold til andre i landet. Denne ulighed stred mod de fremherskende ideer overalt i Europa.
Lysere tider for befolkningen
Men Frederik den Femtes tronbestigelse i 1746 begyndte en lysere tid for fædrelandet. Folk åndede lettet op, fordi onde år med kvægpest og trykkede priser afløstes af fremgang på mange områder.
Dette gjaldt også den folkelige oplysning, hvis fornemste repræsentant var Ludvig Holberg, der selvbevidst slog på, at der var lige så nyttigt at læse komedier som at læse bønnebøger og huspostiller. Skuespillere, operatrupper og andre farende folk fik atter indrejsetilladelse i Danmark og Norge. Mange af disse ting kunne man takke Struensee for. Han var en torn i øjet for borgerskabet og adelen.
Struensee var blevet væltet og henrettet i 1772. Så var de reelle magthavere enkedronning Juliane Marie og professor Ove Guldberg, der på vegne af arveprins Frederik regerede landet i den sindssyge Christian den Syvendes navn.
Bernstorff og Reventlow gik i gang
Det var godsejerne A.P. Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow, der tog initiativet til bondens frigørelse. Kronprinsen støttede dem, idet han selv var meget ivrig for reformerne, som han udtrykte sig:
Reventlow var personligt overbevist om, at det var til samfundets bedste at frigøre bønderne. Han begyndte med gode resultater på sine egne godser. Han arbejdede utrætteligt på, at kongen skulle gennemføre en lignende frigørelse over hele landet. Den norske jurist, Colbjørnsen var optændt af oplysningstidens humane ideer om alle menneskers ret ril frihed og lykke. Han nærede et grundfæstet had til den privilegerede adelstand og stavnsbåndet.
Utrygge ved deres forhold til kronprins Frederik
Både Reventlow og Bernstorff var medlemmer af den adlede Høegh-Guldbergs administration, men kom hurtig i modsætning til den nationale og konservative regeringsleder, blandt andet i spørgsmålet om ophævelse af stavnsbåndet. Kredsen omkring Høegh-Guldberg og enkedronning Juliane Marie var også utrygge ved deres forhold til den unge kronprins Frederik.
I 1780 indgik udenrigsminister Bernstorff en såkaldt kontrabandeaftale med England, som udløste Ruslands vrede. Det benyttede Høegh – Guldberg til at afsætte Bernstorff. Også Reventlow kom i konflikt med denne.
Kronprinsen tog magten
Den 14. april 1784 indtog den 16 – årige kronprins sit sæde i Rigsrådet. Høeg – Guldberg og kredsen om enkedronningen havde hindret ham deri så længe som mulig, og med god grund.
Midt under mødet rejste den unge kronprins sig og oplæste et forslag om, at bl.a. A.P. Bernstorff og juristen Henrik Stampe skulle udnævnes som ministre. Guldberg – ministeriet fik tørt besked på, at søge deres afsked.
Stavnsbåndet blev ophævet i 1788
Den 20. juni 1788 kom Stavnsbåndets løsning efter at det i 55 år havde hindret unge danske bønderkarle i at nedsætte sig og søge næring hvor i riget, de måtte ønske det.
Fire år senere forbød vi handel med negerslaver. Først året efter, at vi havde haft den franske revolution vidste Europa, hvad menneskerettigheder var. Nu anerkendte den danske enevælde, at personlig frihed lige så fuldt tilkom bondestanden som andre steder.
Frihedsstøtten blev rejst i 1797
Frihedsstøtten, som i 1797 rejstes uden for Vesterport på grænsen mellem by og land blev et monument over enevældens største bedrift, som digteren Thomas Thaarup udtrykte i de stolte ord, der ses på obeliskens side mod vest:
Masser af støtte
En komité på seks mand, hvoriblandt der burde have været en bonde, bestod bl.a. af historikeren P.F. Suhm, juristen Christian Colbjørnsen, forfatterne Ove Malling og N. Tønder Lund, præsident for Landhusholdingsselskabet Chr. Fabricius blev enige om at udsende en indbydelse til at tegne bidrag til dette monument i Danmark.
De fik så stor tilslutning, at over halvdelen af overslagssummen var tegnet, inden indsamlingen startede. Der fremkom en række forslag om, hvor monumentet skulle stå. Nytorv, Kultorvet eller Halmtorvet. Kronprinsen skar igennem. Monumentet skulle stå i den trækransede runddel uden for Vesterport. Ja dengang var det ret så landeligt.
Kronprinsen lagde grundstenen
Grundstenen blev nedlagt på kronprinsens bryllupsdag den 31. juli 1792. Den 6. november 1797 kunne komiteen tilmelde kancelliet at Frihedsstøtten, der havde kostet 13.000 rigsdaler, stod færdig, omgivet af et jerngelænder med to lygter.
Det var kronprinsen selv, der lagde grundstenen under kanonsalutter fra Vester Vold. Christian Colbjørnsen gav kronprinsen æren for stavnsbåndets ophævelse. Han sagde:
Da kronprinsen forlod stedet, var hele vejen ind til Vesterport og videre ind gennem byen til slottet bestrøet med blomster.
15 meter obelisk
Der fandt ingen afsløringshøjtidelighed sted. Men generalitetet besluttede, at der skulle være en militær vagtpost om dagen. Om natten blev bevogtningen overladt til vægterne. Magistraten vedtog, at staden skulle vedligeholde den 15 m høje obelisk, der består af 30 bornholmske sandsten på et fodstykke af norsk marmor.
Da den dan danske malerkunsts førstemand C.W. Eckersberg skulle male billeder af Danmarks historie til det genopbyggede Christiansborg, valgte han som den betydeligste begivenhed i Christian den Syvendes regeringstid, Stavnsbåndets løsning, fremstillet gennem bøndernes hyldest til kongen og kronprins Frederik.
Billedet som blev malet 1837-39 hænger på Christiansborg og i en af Christian den ottendes bestilt formindsket gentagelse fra 1844 på Frederiksborg slot.
Fire figurer
Fire over to meter høje figurer omgiver Frihedsstøtten. Billedhuggeren Johannes Wiedewelts kvindefigur symboliserer ”Troskaben”. Andreas Weidenhaupts ”Bondefliden” og Nicolaj Dajons ”Fædrelandskærligheden” og ”Tapperheden”.
1872 måtte figurerne genskabes i norsk marmor
Obelisken og figurerne var i sandsten. Det forvitrede dog hurtigt, og figurerne måtte allerede i 1872 genskabes i norsk marmor. Da voldene faldt i 1858, var byen begyndt brede sig ud over Vesterbro og omkranse Frihedsstøtten. Dr omliggende gader fik efterhånden navn efter de store mænd i bondereformen som
Monumentet måtte flytte 5 meter
I 1909 måtte man af hensyn til Boulevardbanen midlertidig nedtage Frihedsstøtten, men to år senere blev den genrejst dog lidt over 5 meter nærmere Rådhuspladsen. En projektørbelysning om aftenen er atter opgivet, idet det skarpe løs for ubarmhjertigt afslørede revner, som togenes underjordiske passage afstedkom.
Kvindefigurerne var temmelig forvitrede og måtte genskabes af Jens Lund. Der opstod en heftig debat allerede dengang, om Frihedsstøtten ikke skulle flyttes til Fælledparken, Frederiksberg Runddel, St. Thomas Plads eller Søndermarken.
Man har ofte talt om at flytte Frihedsstøtten, fordi de moderne forretningsbygninger, der omgiver den, synes at være en uheldig baggrund for den smukke mindestøtte, som, da den blev rejst, stod i en af stadens grønne områder.
Den store græsplæne i Søndermarken over for Frederiksberg slot har været udset til at være det rette sted, men også ”Det Kongelige Veterinær- og Landbohøjskolens have har været på tale.
Frihedsstøtten blev stående på alfavej
Men Frihedsstøtten bliver stående på alfavej dom Nikolaj Abildgaard ønskede det – midt i mylderet på det travle Vesterbro, så alle der haster fra og til kan få øje på de smukke ord på støttens østlige side:
Og siderne inskriptioner:
I 1984 var monumentet ved at blive ødelagt af vand
I 1984 fandt man ud af, at hele monumentet var fyldt med vand og var ved at forgå. Hvis Frihedsstøtten skulle bevares, måtte alt skiftes ud. I 1994 blev Selskabet til restaurering af Frihedsstøtten stiftet.
Kronprinsen genindviede Frihedsstøtten
Man gik i gang med at indsamle midler til renoveringen. Det blev en stor og dyr opgave til 18,5 millioner kroner. Selv med vore dags teknologi har det svært at rejse et monument med samme præcision som kunstnere og stenhuggere beherskede for 207 år siden.
Og det var kronprins Frederik, der på 150 års dagen for Grundlovens vedtagelse, genindviede den ny renoverede Frihedsstøtte.
Nu var det bare ikke alle bønder der fik deres frihed dengang. Det kan du læse i nogle af artiklerne på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Om bøndernes vilkår)
Februar 27, 2018
Dibbernhaus i Aabenraa
Stedet spillede en vigtig rolle for Det Tyske Mindretal under krigen. Vi kigger lige på de vigtigste personer, der var tilknyttet stedet. De brune bastioner vil overstrømme landsdelen, sagde man fra mindretallet. Der var utrolig mange danskere uden tilknytning, der meldte sig til Waffen SS eller Wermacht. Det var også mange leverandører og vognmænd, der søgte tilladelser. Mange forældre fik at vide, at deres søn var eftersøgt for Fahnenflucht. Og det betød dødsdom. Man skulle som regel være aktiv i mindretallet for at få tilladelse. Men en skibsredder fik dommen ”Kein Freund von Deutschland” Og en dame klagede over, at en læger, der havde set et billede af Hitler i hendes stue havde sagt ”Den Jødekarl er snart færdig” En person fra Tønder, der havde begået bedrageri på en flyveplads fik som straf en afgang til fronten. Og så skulle forældre sende et billede af deres søn ”Er fand den Heltentodt”.
Mange skæbner
Vi har skrevet en del om det tyske mindretal også om deres gøren og laden under Anden Verdenskrig og besættelsen. Men inden vi dukker ned i de mange skæbner, kigger vi lige på det tyske mindretal dengang og den sønderjyske befolkning. Dibbernhaus i Aabenraa var stedet, hvor man samlede trådene.
Det var murermester Hans Ohlsen, der i 1898 – 1899 byggede huset for Sanitätsrat Dr. Med. Johannes Dibbern Men efter byggeriet gik murermesteren fallit. Dernæst rejste han med familien til Kiel.
I 2001 var det fare for at huset i Skibbrogade 7, Aabenraa skulle rives ned. Men så købte Rederi Jebsen ejendommen plus de to naboejendomme, 5 og 9 for at renovere dem.
De brune bastioner ville oversvømme landsdelen
Mange følte sig ligefrem krænket af de tysksindede. Deres handling vakte harme i den danske befolkning. Da nazisterne fik magten holdt loyaliteten med Danmark op, var meldingen
Og de skønne ord dukkede op, at der skulle ske en straf efter loven, men der skulle ikke være tale om hævn. Ingen sønderjyder kunne finde på, at tage loven i egen hånd. Men det kom efter besættelsen til at se lidt anderledes ud end disse velmente ord.
Pastor Peperkorn sagde allerede tidligt, at:
Snart overtog nazismen magten inden for mindretallet. Og pastor Schmidt havde bragt de nazistiske ideer til landsdelen, men han ville ikke overtage magten. I mange år kæmpede mange personager om magten og egentlig var det først fjerde valget, Jens Møller, der blev Landesführer.
Han overtog også et folketingsmandat, som valgloven ved en særbestemmelse havde skænket mindretallet.
Ingen ”Machtergreiffung”
Tidlig var der mistanke om spionagetjeneste i mindretallet. Blandt de mistænkte var bankfuldmægtig P. Petersen og Dr. Max Rasch. Da de blev løsladt efter krigen, fik de straks igen ledende poster i mindretallet. Det gjaldt i øvrigt også for mange andre dømte medlemmer af mindretallet.
På et tidspunkt var en af lederne i organisationen i Aabenraa en tysk marineofficer ved navn Pflug Hartung, der havde fået opholdstilladelse som politisk flygtning. Hans datter blev gift med en hvis dansk garderofficer ved navn, von Schalburg.
Efter den 9. april 1940 blev der en del steder ret hurtig nedlagt hverv som sognerådsformænd og sognefogeder. I Aabenraa ville den nazistiske Kreisleiter Schmidt fra Løjt Kloster beslaglægge Frimurerlogen. Både på Dibbernhaus og på Rådhuset blev Hagekors-flaget rejst.
I Haderslev og syd for Aabenraa viste stedlige uniformerede nazister vejen for tyskerne. Og snart viste selvbestaltede nazistiske censorer sig på de danske dagblade. Men det tyske militær tog afstand fra denne ”Machtergreifung”.
Overløjtnant Larsen
Rektor Elholm mente, at det tyske mindretal lige frem vendte Danmark ryggen, og ikke mere kunne regnes for et mindretal. Jens Møller afgav da også flere troskabsløfter til ”Das Dritte Reich”.
Overløjtnant Larsen fra Løjt Skovby kom hjem fra krigen med kun en arm. Han havde udviklet et rent hadforhold til fjenden og Danmark. Det var nok ham, der i en periode førte de barske ord fra det tyske mindretal.
Han havde dog også fået ledende poster i
Man var ligeglade med uniformstilbuddet, og snart vandrede man rundt i alle større byer i Sønderjylland iført uniform.
Asmus von der Heide
En indvandret privatskolelærer fra Angel, Wilhelm Jürgensen og egentlig tysk statsborger vakte vild forargelse blandt sønderjyderne. Han var dominerende i den tyske presse. Under to pseudonymer Asmus von der Heide og Unsere Stimme fik han skrevet en masse artikler, som sønderjyderne sent vil glemme. Efter 1943 fik han hvervet som propagandaleder efter Rudolf Stehr.
Rudolf Stehr – leder af Dibbernhaus
Og denne Stehr var propagandaleder inden Jürgensen og overtog hvervet som leder af det tyske kontor på Dibbernhaus.
Med selvtilfredshed og overlegenhed fik det tyske mindretal fortalt sønderjyderne mange ting, og den løftede formanende pegefinger mange gange.
De fortalte, at mindretallets rolle var bestemt af det tyske udenrigsministerium. Rudolf Stehr beskrev det således:
Mange af de udtalelser der her fremkom var i sig selv landsforræderiske
Også mange danskere meldte sig
Mange fra det tyske mindretal meldte sig ikke kun ved fronten men også rundt omkring i Danmark for at hjælpe den tyske besættelsesmagt.
Mange meldte sig til SS. De fik automatisk tysk statsborgerskab den dag de aflagde ed til Hitler. Man glemmer dog lige at nævne i historiebøgerne, at mange danskere, der ikke havde den ringeste kontakt til mindretallet også meldte sig.
Man var udsat for et stort tryk
Her i huset løb mange tråde sammen. Og her blev der skabt så mange en kugle. Her har Gestapo fundet mange oplysninger. Her blev udarbejdet mange lister på kriminelle.
Nu var det langt fra alle i mindretallet, der ville være med til at vende det danske samfund ryggen og melde sig ind hos nazisterne. Men dem, der forsøgte, at holde sig udenfor, blev udsat for et voldsomt tryk. Fulgte man ikke med, var der mange repressalier som mindretallet brugte. Man kunne risikere, at blive fyret hos sin tysksindede arbejdsgiver.
Under tvang blev mange børn taget ud af de danske skoler og sat ind i de tyske skoler. Børn måtte sige nej til det danske spejderkorps og ja til Hitler Jugend.
Jef Bertelsen Blume
Deutsche Jugendschaft Nordschleswig DJN blev også underlagt partiet. Og leder af denne afdeling var Bertelsen Blume. Han fik titel af Landesführer. På Dibbernhaus fik han lønnet job som partsekretær ved siden af sit job som ungdomsfører. I efteråret 1940 blev han ligeledes medlem af mindretallets ”Det lille politiske råd”.
Fra 1939 var han med til at udpege unge til krigstjeneste. Han lod sig selv hverve, og i to omgange var han ved Waffen SS ved både vest – og østfronten.
I marts 1943 førte han sammen med lederen af organisationen Peter Larsen forhandlinger med SS-Einsatskommando i København om fremtidig hvervning i det tyske mindretal. Fra april 1944 gjorde han igen fronttjeneste, men han nåede lige at være med til at oprette Zeitfreiwillig-korpset og Selbstschutz.
Han blev i maj 1945 taget til fange af amerikanerne og udleveret til dansk politi i 1946. Han blev dømt fem års fængsel i efteråret 1948, men allerede benådet året efter. Fra 1962 til 1966 var Bluhme næstformand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Bitterhed til begge sider
Bitterheden i det sønderjyske over for det tyske mindretal har været til at føle på. Hjemmetyskerne måtte også tage skylden for Gestapos brutalitet. Al denne vrede kom til udtryk den 5. maj1945.
Efter befrielsen var det ikke alt, der gik efter reglerne. Vi har afdækket nogle af forholdende. Men det er ikke særlig populært at afdække disse ting. Og det bliver i den grad sat forhindringer i værk, for at tingene ikke må komme frem.
Ikke alle var tilfreds med Jens Møller
Og det gør diskussionen også om det tyske mindretals leder, Jens Møller. Han havde stor indflydelse gennem sine forbindelser og forhold til Werner Best. Men ekstremister i det tyske mindretal var ikke tilfredse med Jens Møller’ s indsats, især ikke i de to sidste år. Ja som nogle sagde, så genkendte de ham ikke mere.
Så sent som i april 1945 forsøgte Jens Møller at stoppe for ungdomsfører Johan Thorvies forsøg på at kapre flere unge til fronten.
Mange familier i det tyske mindretal var uden forsørger lige efter besættelsen. Forsørgeren sad interneret i Fårhuslejren eller var faldet i krigen. Formuen blev taget fra disse familier. Den danske stat overtog den.
Jens Møller bebrejdede det tyske mindretal, at de ikke havde gjort mere for at hjælpe disse familier, da han efter sin dom, blev aktiv i Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN).
Fahnenflucht
Men hvad skete der egentlig her i Dibbernhaus på det tyske kontor? Ja som vi tidligere har gjort opmærksom på, så afslører de dokumenter, som vi har fundet frem til, at her har man fået kendskab til utrolige skæbner. Af hensyn til familier og efterladte, omtaler vi efter gængse regler ikke navne m.m. Det kan så igen efterlade konspirationsteorier, men det tager vi så på vores kappe.
V.J. fra Ribelandevej i Tønder fik at vide, at hans søn, der boede i Strucksalle var deserteret fra SS og derfor dømt til døden. Der er en livlig brevudveksling, hvor faderen bad om, at man ville skåne hans søn. Forældrene havde den 5. februar fået at vide, at deres søn var dømt til døden på grund af ”Fahnenflucht”. Og den 15. april fik de den sørgelige besked, at sønnen var henrettet i Østrig.
Også en barber fra Kruså var deserteret. Familien havde fået at vide, at hvis han viste sig skulle han med det samme melde sig til de tyske myndigheder.
Fra Tønder stammede der også en Sturnbandführer fra ”Stampersonal-kompagni Buchenwald”.
Forældre skrev til kontoret. De havde ikke hørt fra deres søn i månedsvis, og ville have Dibbernhaus til at hjælpe dem. Men herfra gjorde de opmærksom på, at han havde meldt sig ”bis Kriegsende”.
Forsøgte at få sønner fritaget
Mange forsøgte at få deres sønner frigivet fra tjeneste og brugte mange argumenter. Man kunne ikke alene klare det på gården mere uden sønnens hjælp og meget mere. Men det hjalp ikke, for det stod med småt på de kontrakter, som man underskrev, at man havde tilmeldt sig til krigen var over.
Ja selv via Dibbernhaus skrev man til SS – Artillerikasernen og ville have sønnen hjem. Men den gik bare ikke.
Mindretallet og de tyske myndigheder støvsugede områder efter folk. Man udsatte folk for en kæmpe pression med, at de skulle melde sig. De fik at vide, at ved fronten kæmpede man, og her i ”Guderup” gik Klaus bare, som om intet er hændt og ville ikke kæmpe for ”Der Führer”.
Mange meldte sig
En masse var stadig stærk i troen og håbede på tysk sejr. Således ankom der helt frem til marts/april 1945 ansøgninger til SS. En ansøger fra Løjt ville absolut melde sig til elitehæren Hitler’ s Lebenstandarte.
En person ansøgte om, at blive chauffør for de øverste officerer. Og en var skuffet over, at han blev vraget til SS. Det viste sig, at han ikke var høj nok (1,68) så derfor anbefalede Dibbernhaus, at han i stedet valgte Wehrmacht.
Men ikke alle var lige begejstret for at indtræde i den tyske hær. Således blev en af Aabenraa’ s mest kendte skibsreddere den 6 februar 1945 anmodet om, at indmelde sig. Han svarede dog, at han aldrig havde meldt sig frivillig. Men hvis man var medlem af mindretallet, så fangede bordet. Sådan var svaret. Man havde flere gange forsøgt at få fat i ham.
I oktober 1944 blev der afsendt et brev fra Kz-lejren Auschwitz til en person i Nygade i Aabenraa, at han straks skulle melde sig hos vagtmandskabet, ellers ville han blive anholdt. Antagelig var han ikke kommet tilbage efter endt orlov. Og efter krigen ville Krigsforbryder-jægere sikker gerne have fat i ham.
Den 5. februar 1945 kom der også via Dibbernhaus et brev til L.C. fra Ravsted, at han skulle melde sig i Auschwitz.
Mindretallet sørgede for folk til Ladelund
Det kan også ses ud fra dokumenterne, at Jens Møller sørgede for, at det var folk fra mindretallet som meldte sig som vagter i udelejren i Ladelund. Denne lejr eksisterede kun ganske kort tid. Den fortæller vi også mere om.
En marineofficer fra Kriegsmarine havde været hjemme på orlov i Broager. Men hans kone lå i med en sømand fra Sønderborg. Han ville gerne have at kontoret greb ind over for denne sømand. Det endte dog også med en retssag, hvor der blev fremlagt kærrestebreve. Hvordan denne retssag endte, vides ikke.
Vognmænd stod i kø
En vognmand fra Aabenraa, H.L. skrev til Dibbernhaus om hjælp. Han havde solgt dæk, men det havde åbenbart været ulovligt, for han var blevet idømt 60 dages fængsel. Og nu bedte han det tyske kontor om hjælp, fordi
Masser af firmaer tilbød sig. Der var ingen grænser for firmaernes kreativitet, når man skulle fortælle om deres formåen. Mange tilbød at blive leverandører til tyskerne. Og det var ikke kun firmaer med rødder i det tyske mindretal.
En masse af de sønderjyske vognmænd havde også tilbudt sig. Åbenbart var N.C. Kloster tyskernes foretrukne speditør. Han havde hele 11 tilladelser. Men ellers var det også
I 1938/1939 betagnede man fra tysk side Sønderjylland, som ”Das abgetrente Teil”. Og allerede dengang var eksporten godt organiseret. Åbenbart fandt der møder sted på Dibbernhaus og i Flensborg omkring eksport/import. Det hele skulle ske gennem en koordinator Hans Hermann Christensen, Flensborg.
En masse slagtervare blev leveret af et firma, der hed Köppmann med filialer mange steder.
Det var et stort projekt, man havde sat i gang. ”Lebensmitteln für das Reich”.
Mindretallet fik ikke altid hjælp fra Berlin
Og en interessant detalje, fandt vi ud af. For man gjorde opmærksom på, at overkørslen kun måtte ske ved Kobbermøllen/Kruså. Og dette skulle man fortsætte med:
Dette er en interessant oplysning. For på dansk side, var man først færdig med en motorvej 40 år senere. Og hvorfor taler man om Reichsautobahn?
I det tyske mindretal og syd for grænsen især blandt transportfirmaer i Flensborg var man utilfredse med, at det var danske vognmænd med danske chauffører, der skulle løbe med det hele. De var blevet alt for dominerende.
I Flensborg talte man om, at frostvarer skulle pakkes om, og så køre videre syd på med danske vognmænd. Men de danske vognmænd fik kølelastbiler.
Det blev ikke bedre
De tyske vognmænd og det tyske mindretal mente bestemt, at alt ville blive bedre, efter at vi i 1940 var blevet besat. Men i Berlin gad man ikke høre om lokalpolitik. Wehrmacht forlangte, at hvis eksporten med de vognmænd, man brugte nu, fungerede, ja så skulle man fortsætte med disse. Og som Jens Møller, sagde efter et af møderne:
Der var en ret livlig korrespondance om dette. Og igen engang er det en interessant note, hvor der står anført at alle udgifter skal sendes til den danske nationalbank
Ja den 20. november 1940 aftalte de danske og tyske myndigheder, at afregningen for Tysklandsarbejdere skulle ordnes gennem den danske nationalbank.
Ja allerede den 24. november 1938 blev der aftalt med tyskerne, at ”Volksdeutscher” der tog arbejde i Tyskland, skulle have ekstra tillæg, hvis de havde familier.
Mindretallet mente at det skulle være ”Volksdeutscher”
Det var vigtigt for tyskerne, at al eksport/import skete gennem ”Volksdeutscher” eksportører/importører og vognmænd. Også alle leverandører skulle gerne være fra mindretallet.
På et tidspunkt opstod der så et problem, for mange af chaufførerne var danskere og det var bilerne også. Fra tysk side forsøgte man med tyske chauffører og biler, men her blev udgifterne alt for store.
På kontoret var der sager om en del danske vognmænd, der var udstationeret i Königsberg. Der var vel 20 – 25 forskellige vognmænd.
Mange vognmænd søgte hele tiden om tilladelser. Således søgte en stor vognmand fra Tønder om tilladelse. Men også fra Esbjerg blev der søgt om tilladelser. Og fra Kolding lød budskabet, at man havde svært ved at tiltrække tysksindede chauffører. Men svaret fra Dibbernhaus var, at der i ”Das Dritte Reich” var masser af chauffører.
Man skulle være aktiv i det tyske mindretal
Man søgte også om tilladelser til rejsetransporter fra grænsen til Hamborg og så videre til Berlin. Og så søgte man om returgods.
Et autotransportfirma i Kruså var gået sammen med to andre vognmænd. Under besættelsen udbyggede firmaet sin formue. Og efter besættelsestiden købte man de tro andre firmaer ud.
Man så helst fra Dibbernhaus, at selskabet, der søgte var aktiv i det tyske mindretal og at chaufførerne var Volksdeutscher. Og det allerbedste var om børnene også gik i tysk skole.
Når en vognmand klagede over, at det var svært at holde alle biler i gang, ja så anbefalede man Vogelgesang, kreditforeningsselskabet.
Vognmændene var meget aktive. De sendte billeder ind af deres biler. De roste sig selv i høje toner. Men i Dibbernhaus havde man helt klart deres egne favoritter, som de holdt sig til.
”Kein Freund von Deutschland”
Og så var der adskillige breve til en Dr. Flitz med adressen Hotel Kosmopolit i København. Og de drejede sig alle sammen om ydelser, som firmaer kunne tilbyde. Der var tilbud om dæk og om kolonialvarer som man gerne ville levere til den tyske Wehrmacht. Således tilbød S.C. Lorenzen fra Tønder allerede i 1939, at de kunne levere kolonialvarer til Wehrmacht.
Der var mange danske firmaer, der gerne ville levere varer. Men det kan undre, at man allerede startede på dette i 1939.
Den 21. maj indsendte et stort trælastfirma i Aabenraa’ s nordlige bydel et tilbud om levering 1.000 m3 træplanker til bygning af fly. Åbenbart havde man et samarbejde med en fabrik i Möln.
En motorfabrik i byen leverede en del motorer til Tyskland. Men det kneb med at få tilladelse til at få sendt ingeniører og montører med ned for at montere disse motorer. Også her anbefalede Dibbernhaus folk, der havde børn i tysk skole, og var aktive i det tyske mindretal.
Det havde en skibsredder fra Haderslev ikke. Og Dibbernhaus kunne derfor ikke anbefale, at han fik tilladelse til at anløbe de nordtyske havne. Endvidere skrev man, at skibsredderen var meget danskorienteret:
Æ Skærvefabrik i Smedeby som senere blev flyttet til Vilsbæk forsøgte at sælge skærver til Deutsche Reichsbahn. Og det var åbenbart ikke nok, at formanden var aktiv i det tyske mindretal. For selve foretagenet var en dansk statsinstitution.
”Den jødekarl er snart færdig”
Dr. Lorenzen fra Aabenraa havde skrevet til lederen af det tyske mindretal, om han ikke kunne hjælpe med, at få politimester Andersen fra Tønder løsladt. Han befandt sig i en Kz-lejr. Dr. Lorenzen gjorde opmærksom på, at politimesteren var syg og blandt andet havde astma. Hvad der kom ud af sagen vides ikke.
En læge havde været på besøg hos en dame fra mindretallet. Hendes mand lå ved fronten. På et tidspunkt spurgte fruen, om doktoren ikke lige ville med ind i stuen og se, hvad hun havde fået i gave af hendes mand. Jo, det ville doktoren da godt. Og her hang et stort billede af ”Der Führer”
Det var nu ikke noget som lægen brød sig om. Så han svarede ”at den jødekarl er da snart færdig”. Damen var meget fortørnet over denne bemærkning, og sendte nu en klage via Dibernhaus. Hvad der kom ud af dette, vides ikke.
En protokol på kontoret blev brugt til afregninger og normalt stod der datoer ud foran. Men fra april 1945 blev datoerne skiftet ud med sagsnumre.
Åbenbart har Dibbernhaus også erhvervet en villa i Havneby. Den blev brugt til at efterkomme et ønske fra nazisterne om ”Lebensborn”.
Russere lige i hælene
Der var modtaget en masse forespørgsler fra flygtninge fortrinsvis fra årsskiftet 1945 på familiemedlemmer. Man søgte kone, mand og børn. Der var medsendt svar – frimærker og nogle gange en 5 Reichsmark – seddel. Om man havde svaret på de mange henvendelser, kan vi ikke se. Mange af henvendelserne var henvendt til Volfahrtdienst, Flensburg, men var så åbenbart havnet her.
Disse breve omfattede mange skæbner. Børn blev væk på banegårde, skibet var for fuld, moderen kom ikke med. Og nogle børn eller forældre var indlagt på et lazaret, som så pludselig blev flyttet midt under krigen.
Atter andre var flygtet over isen med russerne i hælene. Således var en mor flygtet med hendes tre børn, da russerne var lige i nærheden. Der er historier om flygtninge, der vandrede rundt i sumpen. Men de blev pludselig væk. Disse russere blev beskrevet som vildmænd af nazisterne. Og det var de måske også. De ville i den grad hævne sig med masser af voldtægter m.m. begået af nazisterne.
Et tilbud til ”Norddeutsche Volksgruppe”
Disse henvendelser fortsatte efter 5. maj 1945. Danskerne ville absolut ikke hjælpe. Det fortsatte også med flygtninge, således ankom der tog til Padborg den 7. maj med flygtninge.
Mange af brevkortene var påtrykt ”Heil Hitler”. Andre var påtrykt en tekst på russisk/ukrainsk/ tysk: ”Følg de stiplede linjer”
Et tilbud til Norddeutsche Volksgruppe kom fra Sudentenland i det nuværende Polen. Det var på brunkuld. Men først skulle man have tilladelse til at importere det. De danske myndigheder forlangte en prøve. Og åbenbart er der blevet leveret en cigarkasse med en prøve. Her har myndighederne så kunne afprøve kullet. Af dokumenter kan vi se, at der i hvert fald er kommet 4.000 tons via Harislee (Harrislev) og Padborg. Og her er det så blevet vejet og fortoldet.
Der var også en opfordring fra Deutsche Reichsbahn, der også opfordrede kvinder fra det tyske mindretal at søge et job som lokomotivfører og andre jobs. Man ville så garantere, at kvinderne kunne få op til 18 dages ferie, når manden vente hjem fra fronten.
Der er en del korrespondance til ”Ortsgruppenführer” Jens Petersen i Bovrup.
”Er fand den Heltentodt”
Dengang udkom et hefte ved navn ”Junge Willen”. Det var udgivet i Flensborg. Her blev alle omtalt som havde begået ”Heltentat für den Führer”. Og her kunne man læse om alle dem, der havde erhvervet tapperhedsmedaljer. Og man kunne læse om dem, der var faldet ved fronten og begravet der.
Således blev Clausen i Strucksalle i Tønder efter at han havde fået vide, at hans søn havde fundet ”den Heltentodt in Stallinggrad” bedt at sende et foto af sin søn – helst i uniform, så ville fotoet blive offentliggjort i bladet.
Men her var også alle dem nævnt med navn og adresse, som trods opfordringer ikke havde meldt sig under de tyske faner ”Für das Vaterland”. På den måde forsøgte man, at presse folk til at melde sig helt op til 1945. Og man lod vide, at dem der ikke meldte sig havde svigtet de andre.
Bladet fortsatte efter 5. maj 1945. Men nu var det ikke beskrivelser at ”Heltentat” m.m. Heftet fortsatte med at hjælpe flygtninge så de fandt frem til deres pårørende.
Vi fandt også i arkivet meddelelser om at Landesjugendverband DJR i Tønder var brændt. Her skulle også være et lager, der opbevarede militærtøj m.m.
Mange fortsatte i Fremmedlegionen
Mange af de tyske soldater fra fronterne fortsatte i Fremmedlegionen. Der blev ikke spurgt om så meget her. Og de tyske soldater var meget velkommen her. De blev ofte indsat de mest farlige steder. Og deres kultur fulgte med. Således var en af de kendteste sange ved østfronten ”Mein lieber kleine Erika” en meget kendt sang i Fremmedlegionen
En dame fra Kiskelund spurgte, hvor faren til hendes barn var. Åbenbart havde hun haft et forhold til en tysk soldat, som nu var forsvundet.
Mange danskere, der havde arbejdet i Tyskland havde fået et stort problem, for både den tyske og den danske stat forlangte skat.
Og så var det åbenbart galt med lønningerne i Tyskland, således klagede flere til Dibbernhaus om manglende løn.
Mange hjemmetyskere studerede i Tyskland under krigen. Her hjalp Dibbernhaus også med at få tilladelser til de forskellige studier. Igen var det en stor fordel ved at være aktiv i det tyske mindretal.
Så sent som den 4. maj 1945 klagede en beboer fra Ballum over, at han ikke kunne afdrage sit lån til Vogelgesang.
Dømt for bedrageri – straf: Sendt til fronten
N.C.P. fra Tønder havde begået underslæb på Fliegerhorst Grove (Karup). Han blev dømt 3 års fængsel og 2 år ved fronten. Dette blev så omgjort til 5 år ved fronten. Ja og så kunne han, hvis han slap levende fra dette også blive dømt efter krigen for dette.
Allerede i 1939 blev Sønderjylland omtalt som ”Gaubund Sleswig – Holstein”. Gau er vel nærmest at sammenligne som landområde. Og egentlig hed det ”Volksdeutscher Gau Bund”
Der var også klager fra Volksdeutscher (hjemmetyskere), at de ikke kunne få arbejde hos danske arbejdsgivere, fordi de havde børn i tyske skoler eller børnehaver.
Ja sådan kunne vi blive ved.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 220 artikler fra Besættelsestiden Før/under/efter, herunder:
Februar 25, 2018
Jagten på det perfekte menneske
Sen danske racehygiejne var ikke et nazistisk udryddelsesprojekt. Men vi praktiserede Eugenik (forbedring af befolkningens kvalitet) herhjemme. 13.000 blev tvangssteriliseret og 4.500 fik det ”hvide snit”. Danske forskere samarbejdede med tyske arvelighedsforskere både før, under og efter besættelsestiden. Europæiske forskere var interesseret i resultater af forsøg i KZ – lejre. Det er moralsk og etisk forkert. Nazisterne roste danskerne i deres arvelighedsforskning. Sig (FACEBOOK – Forbudt ord) blev også forfulgt herhjemme. I Tyskland blev de udryddet. Nobelprisen blåstemplede det ”hvide snit”. Folk fik ændret deres personlighed og fik andre skavanker. I Norge fik man erstatning, men ikke herhjemme. I Tyskland gik man på jagt efter arierne med nordisk blod. Man tog den nordiske kultur med i nazismen. SS-soldater og deres kommende hustruer skulle aflægge prøver. Man havde både i Tyskland og herhjemme blind tiltro til videnskaben og folk i hvide kitler. Tvangsindgrebene herhjemme fortsatte til 1983.
”Eugenik” – forbedring af befolkningens kvalitet
Det er sikkert mange, der ikke mener, at denne artikel hører hjemme under besættelsestiden. Måske nok den tyske del af det, der bliver skrevet, men ikke den danske del. Men det handler om, at vi havde blind tillid til dem i de hvide kitler. Videnskaben havde stor indflydelse både på befolkningen og på politikerne. Det gjaldt både i Tyskland og i Danmark.
Ja i videnskabelige kredse kaldte man det for ”Eugenik”. Og det kan oversættes med at forbedre befolkningens kvalitet.
Lignede den nazistiske raceideologi
Herhjemme havde vi heller ikke så meget til overs for dem, der ikke lignede os. Vi havde vænnet os til jøderne. Men vi har bestemt ikke altid elsket dem herhjemme. Og i Norge og Sverige blev der indført restriktioner over for sigøjnerne.
Og læs vores artikel om, hvad der skete efter besættelsen i Sydslesvig blandt det danske mindretal. Her blev der indført regler om, hvem man måtte gifte sig med. Og de regler nærmer sig den nazistiske raceideologi. Den havde vi trods alt ikke indført herhjemme. Men inden for racehygiejne indførte vi dog trods alt nogle tvangsordninger, som skulle skabe det perfekte menneske bl.a. for at mindske udgifter for vores samfund.
Ikke et nazistisk udryddelsesprojekt
Men vi gik dog ikke så drastisk til værks som vores nabo mod syd. Danske videnskabsmænd samarbejde med tyske videnskabsmænd før, under og efter krigen. Vi leverede vaccine til Buchenwald og vi havde også en dansk læge Værnet, som udførte tvivlsomme eksperimenter. Og kære læsere, vi kan ikke komme helt i dybden i denne artikel, derfor henviser vi til andre artikler i slutningen af denne artikel.
Den danske variant af racehygiejne var ikke et nazistisk udryddelsesprojekt. Det var et velfærdsprojekt. Forplantning var nu ikke mere et personligt spørgsmål. Det blev samfundets anliggende.
Man kan sige at ligheden mellem den danske og tyske stat, var at bruge genetiske viden til at forbedre befolkningskvaliteten og begrænse de offentlige forsorgsudgifter. Fra dansk side ville man jo også bekæmpe lidelser og sygdomme.
Forskerne lavede eksperimenter på rotter og mus, men den menneskelige arvelighed blev undersøgt af slægter og almindelige lægelige undersøgelser.
Ca. 13.000 tvangssteriliseret
Begge stater indførte tvangssterilisation. Og de gamle love blev først afskaffet i 1960erne og 1970erne. Man ville reducere fremkomsten af skadelige arveanlæg i befolkningen.
De fleste, der blev steriliseret efter loven af 1929 var lettere åndssvage. Mellem 1929 og 1967 blev 11.000 og 13.000 danskere tvangssteriliseret.
En læge J.H. Leunbach skrev allerede i 1923 en bog med titlen Racehygiejne. Her udpegede han de grupper, der havde negative arvelige egenskaber:
Ægteskabsforbud
Allerede i 1824 havde man herhjemme en ægteskabslovgivning, hvor der blev påpeget, at dem der ikke var ved ”Fornuftens brug” ikke måtte indgå ægteskab. Og ægteskabslovgivningen af 1922 blev der anvendt racehygiejniske overvejelser, idet man ikke mente, at sindssyge måtte gifte sig.
Personer, der led af medfødt døvhed, arvelig blindhed, sindssygdom, åndssvaghed, epilepsi, alkoholisme, tuberkulose, legemlige misdannelser og kræft var kandidater til ægteskabsforbud.
Blødersygdomme og sukkersyge var også under mistanke for at være arvelige.
En læge skulle også attestere, at den nærmeste familie ikke led under veneriske sygdomme (kønssygdomme). Fra USA kom budskabet om, at kriminalitet og vagabondering også var arvelig belastet.
De åndssvage fik for mange børn
Den grundlæggende tanke i racehygiejne var, at dem man kaldte åndssvage fik mange børn, og man mente, at deres børn blev kriminelle eller fattige på grund af deres nedarvede lave intelligens. Målet med racehygiejne var så, at disse grupper fik færre børn. Dem, der havde gode gener, skulle så have flere børn.
Racehygiejnens teori og praksis blev en del af socialpolitikken, fordi dalende fødselstal og videnskaben om arvelighed vakte stor bekymring. Man henholdt sig til forskeren Morèl der fremsatte den såkaldte ”degenerationsteori:
Velbegavede mænd og velhavende kvinder skulle gifte sig
I 1869 fremkom der en bog af den britiske arvelighedsteoretiker sir Francis Galton. Han forestillede sig, at man ved ar arrangere ægteskaber mellem velbegavede mænd og velhavende kvinder kunne skabe en race af begavede mennesker og derved imødegå den fare for degeneration, som mange af 1800-tallets samfundsdebattører anså for et problem.
At afværge den truende befolkningsforringelse
En alliance mellem Socialdemokratiet, åndssvage – lægerne og kvindebevægelsen sigtede mod en reduktion af den offentlige forsorgsbyrde, højnet sædelighed og bedre sociale forhold. Dette var også baggrund for, at socialminister K.K. Steincke i 1924 nedsatte en sterilisations-kommission. Steincke mente, at der skulle ske indgreb for:
Nazisterne: Vi er ikke alene
I 1929 ved Danmark den første sterilisationslov i Europa, dvs. en lille schweizisk var hvis nok kommet os i forkøbet. Jo vi gik foran herhjemme. Og de tyske nazister brugte også Danmark i deres propaganda. Således optræder det danske flag på en nazistisk plakat fra 1934:
Jo Steincke var bannerfører, men han var nu langt fra alene om synspunkterne. Der var bred enighed om, at undermålernes antal skulle begrænses.
Stort set alle bakkede op, selv venstrefløjen, feminister, socialister og kulturradikale. Man havde en fælles pligt til at sørge for, at samfundet og befolkningskvaliteten var i orden.
Forsorg og anstalter var meget udgiftskrævende. Og i Folketinget var økonomien et ofte benyttet argument, sammen med det kriminalpræventive aspekt.
Man allierede sig med Chr. Keller, som fra 1884 var forstander for de kellerske anstalter i København, men især på Nørrebro. I 1900 flyttede man til Brejning ved Vejle.
Samfundsmæssig skavank
Fra dansk side var man meget begejstret for den tyske lov om racehygiejne, der fremkom i 1934. Man regnede nu med herhjemme, at man kunne gå i gang med at tvangs – sterilisere 25.000 åndssvage. Disse åndssvage blev betragtet som en ”samfundsmæssig skavank”.
De fleste danske læger tog ikke afstand fra den tyske sterilisationslov, snarere tværtimod. I Danmark praktiserede vi vores egen version uafhængig af naboerne mod syd. I Sverige var arvebiologerne meget mere pro-nazistiske end herhjemme.
Den danske sterilisationslov fra 1934 gav ingen anvisning på, hvordan arveligt belastede åndssvage skulle identificere. Den tyske lov fra 1933 krævede, at der forelå dokumentarbar, arvelig belastning før en åndssvag kunne steriliseres.
Den danske lov mere vidtgående end den tyske
Loven af 1934 var et resultat af åndssvagelægernes effektive lobbyvirksomhed. Denne lov kom til at indeholde ganske stærke tvangsmidler. De danske læger var nok for uvidenskabelige og overdrevne i deres vurdering af åndssvages arvelighed. Man ville ikke afvente en mere omfattende viden.
Bevisbyrden påhvilede den enkelte åndssvage eller familierne herhjemme, hvis man ville undgå tvangssterilisation. Ja egentlig var den danske lov mere vidtgående end den tyske.
Steincke måtte forsvare sig for sympatier for nazismen
Efter en skærpelse af ægteskabsloven i 1938 måtte ikke blot sindssyge og åndssvage, men også psykopater, epileptikere og kroniske alkoholister kun indgå ægteskab efter tilladelse fra Justitsministeriet.
Også generel ”Sociale afvigere” skulle tvangssteriliseres. Det gjorde man allerede i Tyskland.
Men nu måtte K.K. Steincke også forsvare sig mod beskyldninger om regeringens sympatier for nazismen.
Positiv og negativ racehygiejne
I Nazi-Tyskland brugte man den ”positive racehygiejne”, som gik på at fremavle mennesker med gode egenskaber. Det kan nærmest sidestilles med den avl, der foregår med dyr for at fremme egenskaber som hurtighed, udseende m.m.
Den ”negative racehygiejne” som blev anvendt i Danmark, foregik ved fravalg af afkom. Det vil sige et skøn over, hvilke mennesker med specifikke skavanker, man ikke ønsker reproduceret, og som derfor skulle tvangs steriliseres.
100.000 mentalt retarderede blev myrdet
Allerede i 1939 havde Hitler taget initiativ til, at der i al hemmelighed blev givet ordre til at 100.000 anstaltsanbragte mentalt retarderede og sindssyge. Det var læge Werner Heyde, der var leder af nazisternes ”Eutanasi-program”. Det var mentalt syge og udviklingshæmmende mennesker, der ikke var ramt af en livsfarlig sygdom, der blev brutalt myrdet.
Og denne læge skaffede sig i Flensborg en ny identit som Fritz Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge. Naboerne vidste det godt, men de gemte sig bag gardinerne.
Københavns Kommune opdaget ”mærkværdigheder”
I 1932 havde man anbefalet ”ufrugtbar-gørelse” af sigøjnere. I Sverige måtte man i 1937 at tatarerne udgjorde ”undermålere”. Sterilisation over for disse ville være relevant.
I 1930erne var sigøjnerne blevet genstand for større opmærksomhed fra de danske myndigheders side. I Københavns Kommune havde man observeret en række ”Mærkværdigheder”, hvad angår boligform, erhverv og livsstil hos bestemte forsorgskrævende familier, ”der bar et særligt udenlandsk præg”.
De levede i husvogne og ernærede sig ved så eksotiske erhverv som kludekræmmere, spåkoner, skærslippere og cirkusartister. Man mente, at de havde sigøjnerblod i årerne.
Kommunen mente, at disse asociale særheder skyldtes arvelige defekter og tog i 1938 initiativet til en undersøgelse af disse familiers forhold.
I København var de sociale og økonomiske problemer ganske massive under krisen i 1930erne, og man var også her begyndt at interessere sig for de særlige grupper af økonomisk belastende asociale, der var eugenikkens hovedmåls-gruppe.
I Danmark stolede man mere på en nazistisk undersøgelse
Den tyske sigøjnerforsker, Robert Ritter indsamlede en masse materiale om sigøjnerfamilier og hævdede, at deres asocialitet kunne spores tilbage i generationer. Han mente, at disse familier fødte børn med belastende egenskaber.
Brun og Bartels undersøgelser førte i en helt anden retning end Ritter. Livsstilen var et resultat af en medfødt rejsetrang, men mente blot ikke, at det var tale om en abnorm eller asocial tendens.
Sigøjnerne i Tyskland havde samme tendens som jøderne, mente Ritter. Fra dansk side afviste man Brun og Bartels konklusioner. Man valgte fra dansk side en nazists konklusioner. Arvebiologisk Institut offentliggjorde i 1943 en bog om sigøjnere. Og man oplyste for offentligheden og tyskerne, at man havde et omfattende register over sigøjnere i Danmark.
Himmler sendte sig (Facebook forbudt-ord) til Auschwitz
Ja i 1942 gav Himmler ordre til, at alle sig (Facebook Forbudt-ord) skulle sendes til Auschwitz. Hvor mange sigøjnere, der her omkom, ja det er man uenige om. Men hvis vi regner romaer med, ja så nærmer det sig nok et par hundrede tusinde.
Registreringer og overvågning
Og det med registreringer og overvågning, ja det kendte man også dengang. Og her havde man et register over sociale afvigere. Således rapportere politiet om en anholdelse:
4.500 fik det ”hvide snit”
Glemt er det også herhjemme, at fra 1939 til 1983 fik knap 4.500 udført et omstridt hjerneindgreb. 70 pct. af disse gik ud over kvinder. Man kan vel ikke direkte overføre dette til begrebet ”Racehygiejne” og dog.
Påfaldende er at det ofte gik ud over helt unge piger. Disse havde ofte været indlagt i 5-6 måneder. De blev ofte erklæret som psykopater. Dengang blev dette ikke anset som en sygdom, men nærmest en karakterafvigelse.
Man betragtede det som en ”hjernesygdom”
De var aggressive og vendte sig ofte mod personalet. De bandede og var seksuel aktive. De kunne være svært at styre og brugte et forfærdeligt sprog. Det var nok til, at de skulle have det ”hvide snit”. En af hensigterne var, at få dem hurtigst muligt udskrevet.
De kunne komme i familiepleje eller blive ansat som hushjælp. Og det hele skete alt sammen mod deres vilje. Før Folketingets Ombudsmand kom til i 1955 var der ikke nogen kontrolinstanser, der kunne varetage borgernes interesse i forhold til psykiatrien. Herhjemme betragtede man psykiatriske lidelser som en hjernesygdom, som man skulle opereres for.
Jubelpressen hyldede det ”hvide snit”
Der var også kun seks psykiatere til 1.000 patienter. Der var ingen, der reagerede over, at 30 pct. af de opererede udviklede epilepsi eller på anden måde fik det værre end før. Frem til midten af 60’erne betragtede man sundhedsvæsnet for et område, hvor der kun skete fremskridt. Også jubelpressen hyldede det ”hvide snit”. Folketinget og skiftende ministre var begejstrede,
Vi sende åndssvage patienter ud på øde øer. Borgerskabet ville fjerne mentale lidelser fra det offentlige liv.
Det var suverænt overlægen på de psykiatriske afdelinger, der bestemte, hvem der skulle have det hvide snit, også selv om patienten var imod.
Nobelprisen blåstemplede det ”hvide snit”
Det hele startede med en portugisisk kvinde i 1935. Hun fik en lokal bedøvelse. Med en skalpel blev der lagt to snit tre centimeter i hver side af kvindens isse, og her blev boret to huller, hvor ren alkohol blev sprøjtet ind for at ødelægge udvalgte steder i den hvide substans forrest i kvindens hjerne.
To måneder efter kunne psykiaterne meddele, at kvinden tilsyneladende var blevet mindre angst, rastløs og paranoid. Men hun var stadig nedtrykt og kom aldrig til at forlade hospitalet. Lægen skiftede alkoholindsprøjtningen ud med en spids kniv. Det endte med, at Danmark blev de flittigste brugere af det ”hvide snit”. I 1939 kom behandlingen til Danmark og i 1949 fik behandlingen det ultimative blåstempel, da Egas Monitz fik nobelprisen for sin opfindelse.
Til forhindring af ”åndelige undermålere”
Og det ”hvide snit” sammen med elektrochokket sikrede psykiaterne anerkendelse. Operationerne sikrede ro på afdelingerne, som var overfyldte.
Hjerneoperationerne lå nærmest i en logisk forlængelse af andre tiltag som i årene forinden var indført fra politisk side. Blandt andet lovgivningen om tvungen sterilisering og kastration af såvel psykisk syge som åndssvage og kriminelle for at forhindre ”åndelige undermålere”, som man kaldte det.
Patienterne forandrede personlighed
Men lægerne handlede i blinde. Man var allerede tidlig klar over bivirkningerne – inkontinens, hæmningsløshed, følelseskulde, apati, epilepsi m.m. Der var en dødelighed på omkring seks procent. Denne var muligvis højere, da man kun registrerede dødsfald umiddelbart i forbindelse med operationerne, selv om mange først døde efterfølgende. Ydermere er dødsfald efter 1950 slet ikke opgjort.
Den største bivirkning var dog, at der skete en forandring i patientens personlighed, idet de blev mere sløve, ligeglade, mister hukommelsen eller blev mere aggressive. De mistede også evnen til at planlægge ting.
Familiemedlemmer kunne ikke mere kende dem. De kunne måske heller ikke mere få kontakt med vedkommende. Patienten befandt sig i en anden verden end før.
Journaler og tidsskrifter havde omtalte bivirkningerne, men der var ingen, der protesterede. Anerkendte tidskrifter som Ugeskrift for læger skrev rosende om det ”hvide snit.
Ved fremkomsten af psykofarmaka faldt antallet af operationer drastisk. Men det havde dog en opblomstring i 1970erne.
Modsat Norge, ingen erstatning i Danmark
Efter en meget kritisk rapport fra en gruppe psykiatere blev det vedtaget, at psyko-kirurgi krævede godkendelse. Siden 1983 er denne form for operation ikke blevet godkendt i Danmark. Efter en tv-dokumentar om emnet lavede Sundhedsstyrelsen en kortlægning af omfanget af ”lobotomier” i Danmark. Men yderligere undersøgelser og eventuel erstatning blev afvist modsat i for eksempel Norge.
På jagt efter arierne
Himmler var tidlig i gang med jagt efter den ariske race. Det var den mest sunde og raske af alle racer. Og snart opstod der et institut ”Ahnenerbe” i velhaverkvarteret i en af Berlins velhaverkvarterer. I 1939 var der ansat 137 tyske videnskabsmænd og forskere. Foruden dette var der beskæftiget 82 assistenter, filminstruktører, fotografer, malere, billedhuggere, bibliotekarer, laboranter, bogholdere og sekretærer.
Ideen om en arisk race var bestemt ikke nazisternes ide. Den blev allerede fremsat i midten af 1800 – tallet af en franskmand. Og en engelsk filosof fremkom i 1899 med tanker, som nazisterne senere tog til sig.
Ja ”Arierne” var egentlig en fiktiv race bestående af høje slanke mænd med hørgult hår fra det nordlige Europa.
Jøderne var en farlig bacille
På den modsatte side anbragte Hitler og Himmler jøderne. De to mente at alle jøder kom fra samme race. De udgjorde en alvorlig trussel mod menneskeheden. De sammenlignede jøderne med en farlig bacille. Og for dem var det meget irriterende, at mellem 1901 og 1939 havde 21 jødiske videnskabsmænd og forskere vundet nobelprisen.
Nazisterne praktiserede både racehygiejne og raceudskillelse som udviklede sig til raceudryddelse. Hitler sagde flere gange, at nationalsocialismen kender kun tyskheden og er ikke beregnet til eksport.
Ja alle ikke-arier udgjorde en trussel mod det tyske blod og ”Volksgemenschaft”.
Det var de germanske arier, der var først i verden. Og disse arier skulle producere masser af børn. I det tredje rige blev faderskabet anset som en af de vigtigste ting.
Homoseksuelle blev jagtet
Og homoseksuelle blev i den grad betragtet som afvigere. Det gav Himmler allerede udtryk for i 1937. De blev jagtet på badeanstalter, på barer. Deres adressebøger blev taget fra dem og de blev smidt i fængsler og KZ – lejre.
De blev udstyret med uniformer og lyserøde trekanter. Og så blev de ellers udsat for diverse forsøg. Den danske læge Værnet stod for nogle af disse.
På jagt efter ”nordisk blod”
Forskere skulle finde beviser for, at et oldgammelt imperium fra Norden havde bosat sig på Krim. Det kunne så retfærdiggøre Hitlers planer om at henrette eller deportere det meste af befolkningen og bosætte SS – mænd og deres koner.
Raceteoretikeren Hans E.K. Günther anså, at kun 6-8 pct. af tyskerne var af nordisk blod. Ved 45 -50 pct. kunne der måske spores nordisk blod. Disse betragtninger kom allerede frem i 1925.
Himmler havde ”en nordisk hjerne”
Himmler mente, at SS kort tid efter oprettelsen, at SS kun skulle tage unge mænd med nordisk blod. De egnede fik et grønt kort, mens de afviste fik et rødt kort. Man kunne bestemt ikke kalde rigsfører Himmler som en mand med nordisk blod. Men som han sagde:
Det var Hugo Boss, der leverede uniformerne. Og de skulle være bedre end hvad man ellers forventede.
Hustruerne skulle også gennem en prøve
De kommende hustruer til SS-soldaterne skulle også gennem en prøve. Jo og SS skulle rigtig udvikle sig til en nordisk adel. Normalt måtte SS – soldaterne ikke pleje omgang med de lokale i de besatte lande. Men de blev opfordret til at pleje omgang med danske og norske piger.
Det gjaldt om at få så mange børn som muligt. De skulle helst se nordiske ud og være sunde og raske. Man skulle føre en detaljeret genealogisk stambog over sine forfædre. Man skulle forske i klansymboler eller i familiens våbenskjold.
Et nordisk akademi
Himmler oprettede også et nordisk akademi. Og det skulle selvfølgelig være på et slot. Der skulle bygges en masse, ja så kunne man jo bare oprette en KZ – lejr i nærheden, der så kunne levere arbejdskraft.
En af de mere kontroversielle historikere mente, at han havde fundet et gammelt hellig skrift som henviste til en nu tabt nordisk civilisation. Han mente også at kunne afkode det til den gamle ariske religion. Nu var det chancer for at genrejse Tyskland som noget stort.
Videnskaben var blevet forladt til fordel for ønsketænkning og drømmen om hæder. Og tænk engang man fandt et gammelt hagekors i Sverige.
Jo alt blev undersøgt. Også Nazismens erklærede fjender. Jøder, Pavestolen, Jesuitter, Frimurer og bolsjevikker. Så havde man hele tiden noget man kunne bruge mod dem. Og så kunne det også retfærdiggøre deres handlinger mod dem.
Den nordiske kultur fandt plads i nazismen
Jo den finske sauna-kultur fandt også indpas i nazismens kultur. På Helgoland var der helbredende kilder, der kunne forbindes til Atlantis. Det kunne også bruges i den nazistiske kultur.
SS lånte også det som man kaldte for Thingplatz. Det skulle være en efterligning af det skandinaviske ”Ting”. Men den nazistiske udgave var mere konstrueret end demokratisk. Sådan et sted skulle ligge ved en naturskønhed eller et arkæologisk fundsted. Af mytologisk eller historisk betydning. Her skulle SS – familierne opmuntres til at gå med fakler og fejre solhvervsfester.
Her skulle oprettes skydebaner og lokale afdelinger af SS og Hitler Jugend skulle holde til her.
Himmler havde sikkert ikke forestillet sig, at mod slutningen af krigen var halvdelen af soldaterne i Waffen SS udlændige. Ja man kan sige, at det var Tysklands første multikulturelle styrke.
Jøder og sigøjnere blev andenrangs borgere
I 1935 havde Ahnenerbe gang i 18 udgravninger i forskellige steder i Verden. Det var resterne af den nordiske kultur og arierne, som man ledte efter.
Himmler ønskede at skille sig af med alle jøder. Også de såkaldte mischlinge, det vil sige personer med blandet jødisk blod.
Med Nürnberg-lovene den 15, september 1935, blev jøder og sigøjnere udnævnt til andenrangs – borgere. De var uden politiske rettigheder, og efterhånden blev flere og flere rettigheder taget fra dem. Seksuelt samvær mellem en tysker og en jøde blev anset som kriminel.
Forsøg med sociale afvigere
I KZ- lejrende blev der gjort masser af forsøg med de såkaldte ”Sociale afvigere”. I racehygiejnes navn blev der myrdet 6 millioner jøder. Dertil kom sigøjnere, homoseksuelle og andre, der ikke passede ind i den nazistiske raceideologi.
Nazisterne mente, at udryddelsen af jøder og andre af racehygiejnens målgrupper var teoretisk legitimeret, moralsk understøttet og til dels udført af akademisk anerkendte tyske videnskabsmænd, der nød høj international prestige.
Man lavede undersøgelser med underafkøling, fosfor, tyfus og mange andre frygtelige ting.
Himmler gik i gang med at lave forsøg i KZ – lejre. Man ville skabe det perfekte menneske. Og har var det især Blok 28 i Auschwitz, der blev brugt. Her blev der udført skrækkelige eksperimenter på ellers raske mennesker.
Ekstra forsyning til SS’ er, der var med til massemyrderi
SS-officerer betragtede stedet som et godt sted at være. Lige i nærheden var der en god restaurant, hvor man kunne få svinekød og de lavede Tysklands bedste is. Her var også mulighed for at stjæle juveler og andre skatte fra de forsømte.
Når der blev kaldt op til massemord, stod soldaterne i kø. Ja de kappedes om det. For dette fik man en ekstra bonus:
Man havde efterhånden fundet et effektiv middel til at myrde med. Det var gassen Zyklon – B. 600 sovjetiske krigsfangere og 250 polakker var i Auschwitz forsøgskaniner.
Himmler mente, at han skulle spille en rolle efter krigen
Himmler mente helt bestemt, at kunne overtale de allierede til at se gennem fingrene med alle hans forbrydelser, som han havde begået. Han var sikker på, at han kom til at spille en afgørende rolle i efterkrigstiden.
Da de allierede nærmede sig blev Ahnenerbes mange afdelinger sprunget i luften, men det lykkedes for de lokale beboere rundt omkring at kapre vin, møbler, tæpper, porcelæn, arkæologiske fund, kunstskatte m.m.
En kultur af løgne, undvigelser og fantasi
Nazismen havde bevidst fremmet en kultur af løgne, undvigelser og fantasi. Efterhånden gik det op for de allierede, hvad man havde haft gang i. Højtstående læger havde medansvar for grusomhederne begået på sindssygehospitaler, børnehjem og i KZ – lejre. Nogle af de mest grusomme eksperimenter fandt man beskrevet i dokumenter, der var gemt i huler. Mange af forsker, læger m.m. regnede med, at de kunne fortsætte efter et stykke tid.
I 1951 så 40 pct. endnu på Hitler med velvilje.
1971: 50 pct. var positive, skulle dog være udført anderledes
De allierede forlangte at alle i offentlige embeder skulle besvare et omfattende spørgeskema. Og svarene førte til en masse nye anholdelser. Således fyrede eller arresterede de allierede 100.000. Det betød at mange skoler pludselig stod helt uden lærere.
Mange af dem, der arbejdede på Ahnenerbe blev aldrig dømt. Og en tysk undersøgelse fra 1971 viste, at 50 pct. af befolkningen stadig mente, at nationalsocialismen var en fundamental god ide. Den skulle bare være udført på en anden måde. Den var bare blevet gennemført på en dårlig måde.
Blind tiltro til folk i hvide kitler
Videnskaben havde en frygtindgydende magt. Og den har i den grad manipuleret for at kunne retfærdiggøre de værste grusomheder under Holocaust. Ahnenerbe har vist os, at ting er blevet fordrejet og forvansket i katastrofal retning. Vi kan nu engang ikke tillade os at glemme denne lektie. Men hvad med den danske del af racehygiejnen. Den skal vi vel heller ikke glemme?
Her havde vi også blind tiltro til folk i hvide kitler.
Hvor er moralen og etikken?
Men mange af de forsøg, der blev udført, vakte almen interesse. Og andre lande fik fat i nogle af de læger, der udførte disse forsøg. Ja man kappedes om at få fat i resultaterne af de umenneskelige forsøg. Moralsk og etisk kan man næppe forstå sådan noget.
Ansete tyske forskningsinstitutter og universiteter deltog i forsøgene. Og de blev gennemført i intimt samarbejde med medicinalkoncerner som Bayer, Behring og Schering.
Herremennesket havde ret til at herske, udnytte og udrydde
Man havde åbenbart blind tillid til, at forsøgene skulle forbedre det tyske ”herremenneskets” genetiske” udrustning. Tyskerne foretog væsentlig flere tvangssterilisationer end danskerne, nemlig 400.000. Motivet var sådan set det samme. Man bar dårlige arveanlæg. Tusindvis af tvangsaborter blev gennemført.
”Herremennesket” havde ret til at herske over, udnytte eller ligefrem udrydde ”undermennesker”. Et folk er åbenbart af en højere racemæssig værdi, hvis det forholder sig rationelt til forplantningen og forbedre den gennem racehygiejne.
De tyske læger bakkede op om nazismen
Halvdelen af alle tyske læger var medlem af NSDAP, en fjerdedel var med i stormtropperne SA og 7 pct. var med i SS. Bortset fra juristerne var det ikke en erhvervsgruppe, der bakkede nazisterne så meget op som lægerne.
Det kan derfor ikke undre, at normale etiske og moralske hensyn blev tilsidesat i KZ – lejrene under de tyske lægers medvirken.
Himmler stillede gerne sin KZ – lejre til rådighed for de medicinske menneskeforsøg.
Danske forskere samarbejde med tyskerne
Helt op til besættelsen havde danske forskere arbejdet sammen med tyske arvelighedsforskere. En af disse var von Verschuer. Han var en meget anerkendt forsker. Han havde arbejdet sammen med Josef Mengele både før og under dennes mange forsøg. Således er der sendt massevis af blod – og vævsprøver af Mengeles forøg til von Verschuer i Berlin.
Men von Verschuer blev frikendt. Han blev udnævnt til professor i human genetik.
En anden forsker, som danskerne arbejdede meget sammen med var en højt anset antropolog Fritz Lenz. Han skrev lærerbøger om racehygiejne. Han beskrev jøderne, som en race, der udelukkende var ude på at kontrollere og udnytte andre mennesker. De var kriminelle og bedrev hvid slavehandel.
Trods disse racistiske beskrivelser blev bogen positiv modtaget i engelske og amerikanske kredse. Også herhjemme blev bogen anmeldt i ”Socialt Tidsskrift”. Her beskrev man bogen:
Også efter besættelsen fortsatte de danske forskere deres samarbejde med Lenz og von Verschuer. I 1956 deltog de to tyske forskere ved en kongres i København.
Tvangsindgrebene i Danmark fortsatte til 1983
Herhjemme fortsatte tvangsindgreb over for åndssvage indtil 1967 og overfor forbrydere indtil 1972. Og som skrevet blev det sidste ”hvide snit” foretaget i 1983.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 219 artikler om Besættelsestiden før/under/efter Besættelsestiden:
Februar 20, 2018
Syd for grænsen – efter besættelsen
Der var 20 mil. Tyskere på flugt. Befolkningen i Slesvig Holsten voksede med 71 pct. 3.000 SS-krigsforbrydere var forsamlet i Flensborg. KZ-fangere skulle bruges som gidsler. Mange lyssky ting i Flensborg. Her gjorde massmordere karriere. Fortrængninger er hemmeligheden bag tyskernes succes. Bønder ville ikke åbne deres spisekammer. ”De æder hundefoder”, sagde bønderne. Dansksindede: ”De er bastarder”. Skibsredderen havde også travlt med at fordømme. Hjælp fra Danmark til de dansksindede. Men tyskerne var lige så sultne. ”De Blå Biler” blev hædret. Tyske historikere mener, at de dansksindedes kampagne minder om nazistisk raceideologi.
20 millioner tyskere på flugt
I 1945 og 1946 var omkring 20 millioner tyskere på flugt fra øst mod vest. Vesttyskland blev oversvømmet af tyske flygtninge fra det baltiske område, hvor deres forældre havde boet i århundrede.
Nogle af dem var på flugt fra Den Røde Hær. Mange af dem, der ikke nåede det blev skudt eller voldtaget. Andre var fordrevet fra Polen, Østpreussen og Pommern. Flugten og fordrivelsen skete under store lidelser.
Af de 20 millioner nåede kun de 15 millioner frem i live. Selv om de internationale medier var til stede, er denne enorme folkevandring knap nok blevet bemærket.
Befolkningen voksede med 71 pct.
Da krigen var slut voksede Slesvig Holstens indbyggertal. I 1939 boede der 1,5 millioner indbyggere. Efter krigen var der 2,6 millioner indbyggere. Situationen betød, at der opstod akut hungersnød, bolignød, arbejdsløshed og spændinger mellem befolkningen og flygtningene.
Befolkningstallet steg med 71 pct. Skulle det samme være sket i Danmark, ville vi have haft 3,9 millioner flygtninge.
3.000 SS-krigsforbrydere i Flensborg
Den britiske besættelsesmagt internerede indtil april 1946 over en million tyske soldater i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten. Her havde topnazister også skjult sig. Rudolf Hess, lederen af KZ – lejren Auschwitz var som marinesoldat Franz Lang en af disse.
Han var kun en af 3.000 SS-krigsforbrydere, der var forsamlet i Flensborg i maj 1945. De fleste af disse nåede at flygte til Sydamerika. Ja nogle flygtede også via Danmark til Sverige.
KZ-fangere skulle bruges som gidsler
I begyndelsen af maj var der vrimlet med KZ- fangere fra Neuengamme til Flensborg. Fra andre steder kom der også fangere og flygtninge. Dengang Himmler havde magten havde han beordret dette. Han ville bruge dem som gidsler, når han skulle forhandle med de allierede.
Himmler var den 2. maj kommet til Flensborg med 150 medarbejdere. Han havde penge og guld med. Men Dönitz, den nye leder, havde afvist ham.
Flere topnazister blev arresteret i Flensborg, hvor de forsøgte at få nye identitetspapirer. Mange fik i de følgende år arbejde i den offentlige administration, på højskoler og i administrationen i Kiels Landsregering.
Mange lyssky tiltag i Flensborg
I 1950erne var Slesvig-Holsten nok det sted, hvor der var flest ansatte med en skummel fortid inden for Wermacht, SS eller Gestapo. Det lykkedes for et flertal af de mange tusinder at komme tilbage til en topstilling.
Forskellige nazistiske hjælpeorganisationer opstod. Werner Best deltog selv aktivt i dette hjælpearbejde i 1950erne og senere.
Da Flensborg blev regeringsby og Dönitz regeringschef skete der en masse lyssky ting i Flensborg. Ja det har vi allerede berettet om.
Massemordere gjorde karriere i Flensborg
Det pæne Flensborg-kvarter, Westliche Höhe var behængt med nazister i efterkrigsårene. Her blev forbrydere pludselig forvandlet til bedsteborgere med hus og have. Naboerne vidste det, men de sagde ikke noget. De nøjedes med at kigge ud bag gardinerne og lade som om intet var hændt.
Det lykkedes med stor succes massemorderne at gøre karriere i Flensborg efter krigen. Godt nok blev 300 af Det Tredje Riges kabinetsmedlemmer og stabsofficerer anholdt den 23. maj 1945 på marineskolen i Mørvig. Men mange slap fri. Flensborg blev et ”Fortielseskartel og hvidvasknings – syndikat”.
Der ikke en anden by i Tyskland, hvor så mange ansvarlige og villige bødler gik under jorden.
Fortrængningen er hemmeligheden bag tyskernes succes
Hans Joachim Beyer er en betydelig nazistisk raceideolog. Han opnåede at blive rehabiliteret som talsmand for den ”Nordelbiske Kirke”. De var vidne om hans deltagelse i massehenrettelser i Ukraine. Han opnåede via kirken at komme ind på Pädagogische Hochschule i Flensborg, hvor han fik et professorat.
Hitlers justitsminister, Franz Schlegelberger fik ved Nürnberg-processerne livsvarig fængsel. Allerede i 1951 blev han løsladt. Han flyttede ind i Dietrich-Nacke-Strasse 21 på Westliche Höhe i Flensborg. I 1962 fik han ved en retsforordning en månedlig pension på 2.984 mark. En faglært tjente dengang 400 mark om måneden.
Carl Oberg legede Dr. Jerkyll og Mr. Hyde på Peter-Christian-Hansen-Weg 8 efter først at være dømt til døden ved en krigsret i Wuppertal og senere benådet. Oberg var SS-fører i Lvov, hvor han var ansvarlig for nedslagtning og tvangsudskrivning af jøder.
Læge Werner Heyde aflivede som leder af nazisternes eutanasiprogram i årene 1939 – 41 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmende mennesker, som ikke led af en livsfarlig sygdom. Han skaffede sig i Flensborg en ny identitet som Fritz Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge.
Listen er lang, vi kunne blive ved. Ja så undrer man sig over at 94 – årige i dag skal i fængsel.
Naboskab kender ingen ideologi. At NSDAP havde forholdsvis høje stemmetal i Slesvig – Holsten er også en væsentlig faktor til at dette kan lade sig gøre. Fortrængningen er netop en af hemmelighederne bag Tysklands hurtige opbygning.
Bønderne ville ikke åbne deres spisekammer
At skulle anbringe den store menneskemængde skabte kæmpe problemer. Familier delte deres hjem med fremmede. Køkken og toilet blev delt. Levnedsmidler blev rationeret og fordelt via rationeringsmærker, som man havde set under krigen. Sortbørshandlen blomstrede. Den gode kontakt til bønderne kunne betyde overlevelse.
Den der ikke kunne finde et privat logi, kunne næsten ikke finde en lejr, der ikke i forvejen var overfyldt. I april 1950 eksisterede der endnu 728 flygtningelejre, som husede 127.756 mennesker. Men så kom der endelig gang i boligbyggeriet og situationen begyndte langsomt at blive bedre.
Andelen af flygtninge i Slesvig – Holsten var steget enormt. Og sulten var et kæmpe problem. Bønderne ville ikke åbne deres spisekammer for flygtningene. Og disse kunne ikke bare bytte med noget for at få mad. De måtte tigge og stjæle for at få noget at spise.
”De æder også hundefoder”
Mange bønder slagtede sort. Egentlig skulle de have spurgt englænderne om lov, men det glemte de. Men det rygtedes hurtig blandt de østpreussiske flygtninge, når der var nogen, der slagtede sort. For så fandt man hurtig ud af, hvor kødet blev opbevaret.
Og de lokale bønder sagde skadefro: ” De æder også hundefoder”. De lokale bønderknægte forsøgte hele tiden at banke flygtningebørnene. Men det var nu ikke altid, de slap heldigt fra dette.
”Du flygtning” blev flygtningene tiltalt med masser af had i stemmen. Man så i den grad ned på dem. Dem der har oplevet at være flygtet fra Østpreussen til Slesvig – Holsten fortæller flygtige historier. Mange af de lokale beboere ligefrem grinede af dem, når de stod uden for og skulle lave mad. De var skadefro. Mange familier skulle dele et ganske lille toilet. Og flygtningene skulle passe på ikke at få stjålet deres få ejendele.
Overalt lå der våben og andre efterladenskaber. Og det var farligt når børn fik fat i håndgranater.
Vinteren 1946/1947 var udsædvanlig koldt. Der var ikke meget varme, der hvor flygtningene opholdt sig. Mange måtte tage ud i skoven og stjæle brændsel og træ for at få nogenlunde varme. Der hang istapper ned ad vinduerne.
Man var stuvet sammen
Børnene fik lus. Og så var der ellers den hårde petroleumskur. Det var noget, der bed. Men en dag var det slut med klø og udyr.
Mange steder blev den hjemmehørende befolkning mere eller mindre stuvet sammen med flygtninge. Der kunne være op til en halv snes personer i et værelse. Der var menneskelige tragedier, der udspillede sig dag for dig. Og der var en ufattelig nød.
Dansk forargelse over flygtningene
I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksterne lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:
Ved et andet fotografi er forargelsen måske endnu større:
Flygtningene fortrængte kommunisterne
Modstanden mod de fremmede blev endvidere forstærket af de forhold, at flygtningene trængte ind i det offentlige liv. Sagen var af mange af de fastboende slesvig – holstenere var blevet afskediget i det offentlige på grund af deres tilknytning til nazipartiet. Dem var der mange af, for i Sydslesvig havde Hitler været umådelig populær, og nazismen havde haft en næsten total tilslutning i befolkningen.
De stillinger, der blev ledige på grund af afnazificeringen blev nu givet til flygtninge, som forklarede, at de skam aldrig i livet havde så meget som drømt om at blive nazister. Resultatet var, at der sad flygtninge på centrale poster i forvaltningen. I skolerne og politiet var op mod to tredjedele af stillingerne besat af flygtninge.
Nazister vendte tilbage til topposter
Men som vi tidligere har skrevet, så var det utallige topnazister, der slap fri og nogle vendte i 1950erne tilbage til topposter overalt, særlig i Sydslesvig.
Dansksindede: ”De avler bastarder”
I såvel danske som sydslesvigske blad holdt danskerne sig nu heller ikke tilbage med beskrivelsen af flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten, ikke blot i Sydslesvig men også i Danmark. Et sted stod der:
Et andet sted stod der:
På flyverblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreusen, Pommern, Sudetenland og som pegede på Sydslesvig. Forneden stod:
Skibsredderen havde også travlt
Skibsrederen A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede for danskhedens skæbne og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om sagen:
A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:
– Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen Beroligelse, ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtningene er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske end tyske Mænd.
Hjælp til det danske mindretal
Fødevaresituationen i Sydslesvig var katastrofal. Hurtigt sendte Danmark hjælp til det danske mindretal syd for grænsen. Gennem den såkaldte Sydslesvig – hjælp fik de dansksindede dobbelt så meget at spise som de andre borgere i Nordtyskland.
Det danske mindretal fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Hvis man ville have andel af disse levnedsmidler, skulle man sende ens børn i dansk børnehave eller i de danske skoler.
Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer her ned til. Deraf stemmer begrebet ”Speck-Dännen”. Fra tysk side var man ikke begejstret over den måde, danskerne agiterede på. Og det gjorde man både efter Første og Anden Verdenskrig. Fra tysk side sagde man:
Mange støttede danskheden
Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav et stort stemmetal til det danske mindretal syd for grænsen. I april 1947 stemte 100.000 på SSW (Südschleswigischer Wählerverband). Man udnyttede situationen og fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker.
Men nu vil det være uretfærdigt at påstår, at det kun var levnedsmidlerne, der var årsag til den store medlemstilgang. Mange af flygtningene brugte tilmeldingen til det danske mindretal som en slags protest mod det tyske samfund.
De tyske myndigheder blev forarget
I mange kommuner nægtede de tyske myndigheder efterhånden at udlevere rationeringsmærker til de dansksindede, fordi de fik hjælp sydfra. Man mente fra tysk side, at der skulle være mad til alle uanset hvilket nationalt synspunkt, man havde.
Fra dansk side påstod man, at alle tilmeldinger til det danske mindretal blev omhyggelig undersøgt, og at man først efter et halvt år kunne komme i betragtning til en levnedsmiddelpakke.
”De Blå Biler” hædret
BT havde i 1946 en længere artikel om de blå biler, der kørte gennem Sydslesvig for at hjælpe de dansksindede sydslesviger. Mottoet var, at danskerne syd på, skulle have lige så meget at spise som danskerne nord på. Følgende kunne man læse i artiklen i BT:
I artiklen er det også denne beskrivelse:
Mon ikke tyskerne var lige så sultne?
Ja egentlig kunne man godt forstå dem. Men hvad med naboerne, som ikke var medlem af Det Danske Mindretal, mon ikke de var lige så sultne?
Men hvad var det så i de pakker, der fremkaldte så stor glæde hos de dansksindede sydslesviger:
Denne portion var beregnet for en person i en måned. Dertil kom at for hver husholdning kom der hver anden måned:
I 1946 uddeltes der 10.000 pakker. Ja og de dansksindede havde også krav på den tyske ration og den bestod af
Det stank af roer i alle sydslesvigske ejendomme. Kogte roer var den daglige middagsmad, brød med mosede roer udgjorde også morgen- og aftensmaden.
Dertil kom rationeringskortene, men uden garanti for at det var dækning for mærkerne:
Man havde beregnet, at den tyske kost gav 1.200 – 1.300 kalorier om dagen. Den danske kost var beregnet til 2.500 – 3.000 kalorier.
Der blev også sørget for varme klæder
Varme klæder til kulden havde kun de færreste. Tøjet var slidt op under krigen. Og skulle man have en erstatning, skulle man betale svimlende sortbørspriser. Værst var det med fodtøjet. Børn måtte holdes hjemme, fordi de ikke havde fodtøj.
De blå biler fra Sydslesvighjælpen kørte fra tidlig morgen til sen aften for at hjælpe de dansksindede med kostbar last af mad og der var også tørv til opvarmning af de danske kulturcentre.
Korsmændene fra Danmark
Hele denne forsyningstjeneste var fortrinlig organiseret. Det danske mindretal havde bygget organisationen op fra bar bund. To – tre butikker i Flensborg og 21 private hjem fordelt over hele landsdelen delte varerne ud.
Varerne kom fra Danmark med biler eller skibe til grænsen ellen til Flensborg Havn. Det hele blev samlet på et kæmpe lager i Storegade 26. Store mængder af brugt tøj blev også sendt fra Danmark til de dansksindede.
Folkene, der delte alt dette ud blev kaldt ”Korsmændene” eller ”Kreutzmänner aus Dänemark”. Det var udkommanderede C.B.U. – folk og frihedskæmpere. De havde alle Dannebrogsmærket på venstre arm.
I skal ikke blive glemt
Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6-8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:
Og lige siden er det strømmet til med midler fra Danmark til Det Danske Mindretal syd for grænsen. De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.
Til sidst fik man dengang en løftet finger fra den engelske regering. De spurgte den danske regering, hvad de egentlig ville med Sydslesvig. Fra dansk side måtte man nu erkende, at grænsen lå fast.
Lokale nazistiske ledere i Slesvig – Holsten som Gauleiter Hinrich Lohse, overborgmester i Flensborg Wilhelm Siewerts og fra 1937 Ernst Kracht gjorde livet surt for danskerne. Skolerne og Flensborg Avis blev løbende angrebet af lokale nazister, men faktisk reddet af centrale nazistiske myndigheder i Berlin.
Den nazistiske raceideologi skal nok også ses i betragtning, fordi nordboerne blev betragtet som arier. Altså som en del af det tyske folk, selv om de endnu ikke havde erkendt det.
Der blev løbende krævet en række loyalitetserklæringer for at kunne få arbejde, understøttelse m.v. Som tyske statsborgere måtte medlemmer af det danske mindretal også aftjene værnepligt. Cirka 700 deltog og omkring 100 omkom.
Man måtte ikke gifte sig med hvem som helst!
I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået tysk flertal. Og l 1971 havde Det Danske Mindretal kun 19.700 stemmer.
I marts 1948 pålagde SSW, at de ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det var man udelukket af det danske mindretal. Og så kunne man heller ikke mere modtage de fordele, som dette indebar.
Det vides, at der på denne bekostning blev smidt 45 medlemmer ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den slesvigske hjemstavnsavis, som specielt udkom til det danske mindretal på tysk, at der var stor fare for det frisiske folks blod.
Folk øst fra blandede sig. Og det var fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordlige del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.
Flere ligheder med nazistisk raceideologi
Det danske mindretal havde bestemt ikke haft det let under Hitler-tiden. Det danske mindretal blev også ladt alene med kravet om ”Danmark til Ejderen” De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kultur og race. Åbenbart skulle man tage stilling til denne igen.
Martin Klatt har i bogen ”Lange Schatten” under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavnsfordrevne, der kom til Sydslesvig øst fra. Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda, der har flere ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk : Om Sydslesvig under/efter krigen:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk : Vi har 218 artikler om Besættelsestiden før/under/efter inklusive Om Tyske Flygtninge:
Februar 16, 2018
Ulve i Sønderjylland
Den sidste ulv blev sidste gang skudt i 1813. Sted- og marknavne præget af ulve. Borger hårdt belastet af ulve. Det var tilladt for bønder selv at jagte ulve. Man lavede ulvegrave. Og så skal vi have sagnet om Spillemanden nede i ulvegraven. Ulveunger blev udgravet af bønder. Ulvene formerede sig mere i krigstid. Gamle dagbøger fortæller om ulvenes hærgen. 10 ulveunger fundet på løgumklosteregnen. 14 ulve ophængt i galge ved Ellum. Schackenborgs tjenere inviteret til jagt. Hesteangreb ved højlys dag. 3.900 klapper var mødt op til ulvejagt. Jægermester Brockendorf fik kål på 300 ulve. Bønderne var lettet, da ulvene var udryddet. Også fordi det ikke var risikofrit at gå på jagt efter ulve.
Den sidste ulv blev skudt i 1813
Det er ikke alle, der er lige begejstret for de ulve, der løber rundt i naturen. Egentlig troede man, at disse var fortrængt til øde og ret utilgængelige skov- og fjeldegne i det nordlige Skandinavien, Sovjetunionen og Polen.
Men inden den sidste invasion, har vi haft ulve i Danmark fra stenalderen til 1813, hvor den sidste ulv blev skudt ved Estvadgård syd for Skive.
I Sønderjylland hærgede de til 1811, da man skød en ulv i Vesterskov ved Haderslev. Men endnu så sent som i 1778 dræbtes der 12 ulve på en klapjagt i den store Farris Skov. Først 1780 dræbtes den sidste ulv på Løjtland.
Sted – og marknavne præget af ulve
Om ulvenes tidligere udbredelse vidner endnu adskillige af vore sted og marknavne, således:
Ægtepar angrebet af ulve
Tidligere tiders mere udbredte skov -, hede – og mosestrækninger gav bedre vilkår for rovdyrenes tilstedeværelse. Men også det meget krat, der var overalt.
Forhadt var ulvene især af bønder og ensomme vejfarende. Om sommeren lod de sig nøjes med bær, insekter og mindre hvirveldyr. På mere barske årstider kunne de godt hitte på at tage fjerkræ, får, svin og kalve. De kunne finde på at angribe heste, når de græssede ude om natten.
Et ægtepar fra Spandet, som i 1763 havde været til barselsgilde i Gånsager, blev på hjemvejen angrebet af ulve, der kom så nær, at de sprang over hammelstokken og ville op i vognen til dem.
Borgere hårdt belastet af ulve
I Hytten herred syd for Slien blev der i løbet af en kortere årrække i 1600 – årene dræbt 1.275 heste og 225 stk. kvæg, kalve og svin af ulve.
I 1737 klagede bønder og borgere ved Aabenraa over ulves og rævens huseren og vildtets forfærdelige skade på deres agre. Men da der blev tale om afholdelse af en klapjagt var der ingen, der gav tilsagn om dette.
Der var tilladt for bønder at jagte ulve
Ellers var der pligt, at bønderne skulle stille til ulvejagt, når og hvor den adelige lensmand, amtmand eller jægermester tilsagde dem. Så skulle de stille med fourage, høforke og hakker eller lignende. De skulle også underkaste sig amtmandens ulvefoged.
Udeblivelse blev straffet med bøde eller hårde foranstaltninger, uanset om det var kongens, hertugens undersåtter. Mens jagtrettighederne almindeligvis tilkom kongen, hertugen og de større godsejere, var ulvejagt tilladt for alle. Bønderne havde nu for det meste meget primitive våben. Man kunne selvfølgelig grave en ulvegrav. Men det gav nu ikke så meget gevinst.
Ulvegrave
Det vil sige, at det gjorde det for degnen Hans Nielsen fra Oksenvad i 1739. Han fangede deri en gammel ulv. På amtsstuen fik han udbetalt 6 rigsdaler. Ifølge jagtforordningen af 1737 var det taksten. For en ung ulv fik man 2 rigsdaler.
Sådanne ulvegrave var normalt 7 – 8 alen dybe. I midten ragede en pæl op, hvorpå der var anbragt et hjul med et fastbundet, som regel levende lokkedyr. Det kunne være en ged, et får eller helst en and, som kunne udholde stærk nattefrost.
Kulerne var oversækket med faldlemme, som igen var ”sløret” med kviste, løv, mos, jord eller sne. Ved Draved og Rødding præstegårdsskov fandtes endnu 1912 spor af sådanne ulvegrave.
Spillemanden i ulvegraven
Et lokalt sagn beretter, at en spillemand fra Arrild, som en aften silde kom fra legestue i Rost gik vild og kom hen til ulvegraven i Ultoft, hvor han faldt ned i graven til ulven. Næste morgen hørte folk spillemanden spille fra ulvegraven. Da de kom nærmere, så de, at han sad og spillede for sin medfange. Således holdt han den på afstand. Men da var der ganske vist kun en streng tilbage på violinen.
Lignende sagn fortælles dog fra Sundeved, fra Himmerland, Djursland og Vendsyssel. Det er nok det, der hedder vandresagn.
Ulveunger udgravet af bønder
Om sommeren blev der taget ikke så få ulveunger, idet disse ligesom rævehvalpe bliver født i en jordhule. Ulvens brunst – og parringstid er fra slutningen af december til midt i marts. Drægtighedstiden varer 9 uger. Kullene er på sædvanligvis 5 – 9, sjældent helt op til 12 unger.
Ungerne blev gravet ud af bønderne, når de fandt en sådan ulvehule.
Ulve formerede sig i krigstid
Især landsbyerne langs Hærvejen var til dels afbrændte, udplyndrede, forarmede eller affolkede efter krigslignende forhold. Og lyngen bredte sig. Under sådanne forhold formerede ulvene sig, og der måtte træffes særlige foranstaltninger mod dem.
Under Svenskekrigene 1657 – 1660 blev bestanden af ulve pludselig forøget. I de følgende over hundrede år udgjorde de en stor plage for befolkningen i Sønderjylland. Under strenge vintre kunne de driste sig ind i landsbyer.
Ulveoverjæger kunne ikke klare sig
I 1677 fandt Christian den Femte det nødvendigt at ansætte en særlig ulveoverjæger, Johann Täntzer i Jylland og hertugdømmet Slesvig. Han fik fri befordring, dertil 2 skilling af hver gård i herredet, hvor ulve blev dræbt og måtte desuden beholde skindene.
Täntzer fangede ulvene dels i ulvegårde og – grave og dels i sakse. Men han kunne ikke leve af hvervet allerede i 1685. Hans efterfølger, Lampmann holdt heller ikke så længe.
Dagbøger fortæller om ulvens hærgen
Men ulvene var stadig en landepleje. P. Rhode, som var præst i Stepping 1760-67 fortæller:
I 1792 skriver en bonde i Ørsted i sin dagbog:
10 ulveunger på Løgumkloster-egnen
I juli 1732 blev der fanget 10 ulveunger på Løgumkloster – egnen. 1737 blev der nedlagt 2 gamle ulve, en han og en hun og 7 unger. Året efter blev der indberet, at der var fanget 2 ulve i Lindet Skov, hvor de ynglede.
14 ulve ophængt ved Ellum
1739 indleveredes der til en amtsstue i Nordslesvig 12 levende ulveunger, hvoraf 6 var fanget på heden. I marts 1756 blev der foranstaltet en ulvejagt i Tønder og Højer herred. Her deltog også Schackenborg og Trøjborg godsers jagtpligtige beboere. Jagten førte til tre ulves død.
Særlig i 1750 var ulveplagen stor omkring Draved. Næsten dagligt oplevede bønderne angreb på deres kvæg. Efter en klapjagt i 1750erne blev 14 ulve hængt op i en galge ved Ellum i nærheden af Løgumkloster.
I slutningen af 1770erne så det ud som om, at de var forsvundet fra skoven.
I maj 1762 blev der udgravet 8 ulveunger ved Frøslev. Og det samme antal blev udgravet tre år efter på samme sted, og her fandt man også en gammel ræv.
Schackenborgs tjenere inviteret
En stor ulvejagt fandt sted i Linnet Skov i maj 1769. I en indbydelse til Grev Schack til Schackenborg bedes greven om:
Heste angrebet ved højlys dag
I maj 1765 klagede beboerne i Tastrup ved Flensborg over omstrejfende ulve, som dræbte deres kvæg. En kådner havde mistet 11 får – og 2. pinsedag ved højlys dag var en hest blevet skambidt på marken.
I området mellem Løgumkloster og Højer afholdtes i oktober 1770 en ulvejagt, hvori deltog 500 klappere og året efter berettes om en ulvejagt nordvest for Løgumkloster, hvor 4 ulve blev skudt, men mange undveg.
Jagtforordningen af 1781 bestemte, at jægermestrene efter landsherrens godkendelse kunne afholde lokale jagter på ulve og lade bønderne tilsige dertil. Men når det blev skønnet nødvendigt, kunne der afholdes store fælles klapjagter landskabsvis over større områder.
3.900 klapper mødt op til ulvejagt
En sådan fandt sted i egnen mellem Kongeå og Vidå i 1695 under ledelse af jægermester Gerhard Brockendorff. Klapperne i disse herreder skulle møde en bestemt tid i hvert herred den 27. juni om aftenen med tre dages proviant og spidse redskaber.
I alt mødte 3.900 klappere. Fritaget for at møde var personer, der var kendt som private ulvejægere eller som afgav kvarter for klapperne. Bønderne opstilledes med ca. 20 alens afstand, og råbende og klappende drog de så af sted. Det var forud bestemt, hvor ”Ulvehaven”, dvs. den indhegning, hvor ulvene skulle drives hen, skulle sættes.
Efterhånden som klapperne rykkede frem, indsnævredes kredsen og når de nærmede sig garnene gik de næsten side om side. ”Ulvehaven” var et lille stykke skov, der var omspændt af ”Jægergarn”, og som det gjaldt at få ulvene drevet ind i.
Klapperne var kun bevæbnet med forke, hvorimod jagtbetjentene naturligvis havde deres skydevåben. Så længe garnene kunne holdes i god stand, blev næsten alle de ulve, der gik i dem, taget. Men blev garnene først bidt itu, var der ofte mange ulve, som undslap.
De ulve, som blev fanget, blev flået. Og kroppen blev hængt op i en galge til skræk og advarsel for andre ulve. Her fik de lov til at hænge, indtil de rådnede op og knoglerne faldt ned af sig selv.
Jægermester Broockendorff fik fat i 300 ulve
I årene 1681 – 90 fik jægermester Brockendorff over 300 ulve, alene i 1684, 42 stykker.
Bønderne åndede lettet op
Ulvejagterne var ikke helt ufarlige for klapperne og jagtbetjentene. De sønderjyske bønder, som på mange måder havde en friere stilling end kongerigets, kviede sig ved at lade sig kommandere af de ofte indvandrede holstenske embedsmænd.
De udeblev ofte i stort tal, idet de foretrak at betale mulkt. Navnlig var vinterjagterne en plage. Man skulle være på benene dag og nat, ofte tre døgn i træk. Mange havde flere mil til mødestedet. Også derfor følte bønderne det som en lettelse, at ulvene i begyndelsen af 1800 – tallet blev udryddet.
Kilde: