Artikler
April 8, 2018
Lygter og Lygtemænd i København
Der har været lys i gaderne i København i over 500 år. Det startede med et enkelt ved Rådhuset På Gammeltorv. Det var fare for helbred, når man vågede sig ud i mørket også for skarnsfolk. Huusmann henvendte sig til kongen for at forhindre røveri. Byens råd var ikke meget for at sprede lys i mørket. I 1681 var 500 lamper sat op. Læs bare et klageskrift fra 1794. I 1771 var 866 lamper opsat. Struensee beordrede flere. Blikkenslager Irgens måtte ikke have gaslamper. Så producerede han i stedet små gasværker til indendørs brug. Nu skulle gaslevering være kommunalt. Brandes have en romantisk oplevelse i gaslampernes skær. Vægterne stjal tranen. Fra 1866 blev lygtemændene populære. Så var der en opfinder ved navn Thomas Edison. Det gik ud over damernes ”Teint”. Københavns politikere troede ikke på elektriciteten. I 1892 kom så ”Gothersgades elektriske Centralstation. Folk begyndte at græde, da det elektriske lys blev tændt. Den sidste lygtetænder gik på Nørrebro i 1959. Så var der også Lygtemanden, der lokkede folk ud i mosen.
Lys gennem 500 år i København
Gennem 500 år har man forsøgt at belyse gaderne i København. Og Lygtemændenes historie hører sammen med belysningens historie. Og her skal vi lige passe på, for lygtemændene optræder også andre steder, men hvor det er, ja det kan du se i afslutningen af vores historie.
Længe før de egentlige gadelygters tid havde man på rådhusmuren på Gammel Torv fået fastgjort en jernstang, der bar en jernkurv med flammende brændeknuder. Det kunne da godt give noget lys på torvet. Dette har nok været byens første ”gadelygte”. Ja det var i 1500 – årene.
I dag forventer vi, at det er ganske naturligt, at byen ved mørkets frembrud er badet i et lyshav. Aften og nattelivet står i festens tegn, mens strålerne fra tusinder af lyskilderkaster deres glans over gader og stræder.
Fare for helbred, når man vågede sig ud
For mange år siden var der fare for sit helbred, når man i nattens muld og mørke skulle bevæge sig rundt i Københavns gader. Gaderne var fulde af skarn. Værst var det for natteravnene, når de forvildede sig ind i de mange kringelkroge, der fandtes overalt på grund af tiden uregelmæssige byggemetode.
Kun få steder fandtes der fortløbende facaderækker. Var et hus bygget frem mod gadens midte langt fremme for de øvrige havde natteravnene al mulig udsigt til at løbe panden imod det, hvis han ikke lige havde en hornlygte. Men med det svage lys var det garanti for, at han drattede ned i en kælderhals eller snublede i en latrin – rende eller måske faldt om i skarndynge.
Skarnsfolk udgjorde også en fare
Som regel sørgede den fremmede for en stedkendt lygtemand, der for en god betaling lodsede ham frem til bestemmelsesstedet. Men det var alligevel en betænkelig sag at vove sig udendørs efter mørkets frembrud. Ingen gjorde det, hvis ikke det var absolut nødvendigt.
Skarnsfolk gjorde, trods vægternes mere eller mindre skarpe årvågenhed, gaderne yderligere farlige. Af bare ”mørkerædsel” kunne selv skikkelige mennesker begynde at slå løs på hinanden, når de mødtes i en mørk gyde.
Når solen var gået ned, og hvis ikke lige var lidt måneskin var der totalt mørkt i København. Enhver velsitueret, der nødvendigvis måtte ud, lod sig ledsage af tjenere forsynede med fakler, eller senere store hornlygter. Fakler blev nemlig forbudt på grund af deres store brandfare.
Huusmann henvendte sig til kongen for at hindre røveri
I 1675 blev der taget et initiativ for at få lidt lys ved nattetide i den mørke hovedstad. Det var den fremskridtsvenlige Johan Huusmann, der udarbejdede et detaljeret forslag, der i hovedsagen gik ud på at lade gadelygter opsætte over hele byen. Man skulle først forsøge på strækningen Fra Højbro plads til Nørreport.
Jo denne Huusmann henvendte sig også til Christian den Femte med forslag, om at der skulle lys på gaderne:
Byens råd var ikke meget for at sprede lys i mørket
Byens råd var nu ikke meget for at sprede lys i mørket og erklærede:
Det var rigtigt, at borgerne og hele landet var fattigt, men tog man de mange overfald og indbrud i betragtning, der forekom i ly af mørket, kunne det nok alligevel betale sig at opsætte lygter.
Det skete dog først i 1681, fro da blev en vis Strange Helmer betroet pasningen af dem. De var lavet af kobber og monteret på malede stolper.
500 lamper opsat 1681
Man havde i oktober 1680 forsøgsvis opsat lygter på Købmagergade, Højbrostræde (Højbro Plads) og ved stranden. Resultatet var så tilfredsstillende, at det ved en forordning af 25. juni 1681 blev bestemt, at der skulle opsættes 500 lygter i hovedstaden. I lygterne brændte de første par år olie, senere tran.
Byens lyssky elementer så ikke med velvilje på denne lygteopsætning på byens hovedstrøg. Lygterne blev derfor gang på gang udsat for overlast, hvis de ikke ligefrem blev stjålet. Ved lov blev der nu fastsat strenge straffe for enhver, der beskadigede eller stjal byens gadelygter. Enhver, der blev pågrebet i et sådant forehavende ville omgående blive sat i jern på Bremerholm. Ja man fik ”3 års arbejde i jern på Bremerholm”.
Vægterne skulle antages af Huusmann
Lygterne krævede tran, og de skulle stadig efterses. Den første lygtetænder Strange Helmer ved vi ikke noget om. Han virkede nok ikke så længe. For snart blev Johan Huusmann inspektør ved lygtevæsenet, og det nye vægterkorps skulle passe på lysene.
Vægterne skulle ligefrem antages af Huusmann, der på den måde fik stor indflydelse. Efterhånden var der opsat 523 lygter i byen.
Et klageskrift fra 1794
Vægterne, der nu var autoriserede lygtetændere, skulle sørge for, at tranlygterne blev tændt til den tid, der var fastsat i de nye vedtægter. Forholdene var dog langtfra gode. I 1794 udkom et anonymt skrift:
Forfatteren klager over, at lygtemændene slavisk fulgte almanakken. For at spare var lygterne slukkede, når almanakken angav måneskin, hvad der ikke var så godt, hvis det blev overskyet, og byen derfor henlå i totalt mørke. Månen synes nu heller ikke altid villig til at indfinde sig efter almanakkens beregninger.
Forfatteren havde været ude for at blive kørt ned en aften, da lygterne var slukkede trods et bulrende mørke. Harmen over dette sad ham i penne, de han skrev:
Skriftet gav endvidere udtryk for, at gadelygterne ofte trods almanakkens anvisninger ikke blev tændte, og at de i øvrigt brændte så svagt, at de ikke var til nogen nytte. Det var ikke blot sjuskethed, det lå til grund for dette, men tillige vægternes hang til at stjæle af den tran, der skulle anvendes til lygterne. Forfatteren advarede endvidere som fodgænger de kørende om at vise hensyn og skrev:
Kommentarer i tidens aviser og skrifter viser, at forfatteren af det harmdirrende skrift utvivlsomt har haft ret i sine påstande. De københavnske gader var ikke morsomme at færdes i ved nattetide, når alt var mørke.
I 1771 var der 866 lygter i hovedstaden
I tiden fra 1. maj til september brændte lygterne slet ikke. Når kirkeklokkerne klemtede til ildløs skulle lygterne dog tændes, hvordan vejret end var.
Godt nok nævnte en tysk rejsefører, at byen i 1767 blev oplyst af mange tusinde lygter. Men det tal var mere end overdrevet.
Lygternes opsætning betaltes af husejerne, mens lejerne måtte betale, hvad det kostede, at holde dem brændende. Der blev pålignet en lygte- og sprøjteskat, som oprindelig var på 5.000 rigsdaler, men det steg efterhånden, som der kom flere lygter. I 1771 var der 866 lygter i København.
Struensee beordrede flere lygter
Struensee omorganiserede det således, at det kom til at høre direkte under Magistraten. I december 1771 blev der udstedt en kabinetsordre, der påbød, at gaderne skulle forøges til 1,175 lygter.
De hidtidige hornlygter blev ombyttet med lygter af engelsk glas. Borgerne fik lov til at bruge såkaldte begfakler. Festligt må det have været, når de kongelige personer om vinteren kørte til komedier i kaner og karosser. Da oplystes gaderne af løbere med blussende fakler.
Blikkenslager Irgens måtte ikke bruge gaslamper
Det var derfor noget ganske epokegørende, da blikkenslager Johannes Irgens i 1813 tændte et par gaslygter uden for sin butik i Nørregade og dermed oplyste en stor del af gaden med en lysstyrke, man ikke tidligere havde kendt.
Johannes Irgens var nordmand og født i Rørøs, hvor faderen var hytteskriver. Han skulle uddanne sig til en fabelagtig dygtig blikkenslager, der i mange år arbejdede i Stockholm, hvor han fik tilbud om at blive hofblikkenslager. I stedet foretrak han at overtage en afdød morbroders glasværk i København. Det skulle dog ikke blive glas, men gas, der skulle blive hans livs store lidenskab.
Irgens skilte sig af med glasværket og slog sig i stedet ned som blikkenslagermester. Hans dygtighed blev hurtig kendt, og han endte som oldermand for lavet. Det var i sine ledige stunder, han eksperimenterede med gas til belysningsbrug. I baglokalet fremstillede han et lille gasværk, der leverede gas til de to gaslygter, han lod opstille uden for butikken.
Aldrig har nogen erhvervsdrivende i København kunnet skabe sig et bedre blikfang, end Irgens gjorde med sine lygter. Når lygterne efter mørkets frembrud lyste, strømmede folk til. Alle skulle se det vidunderlige lys.
Det blev imidlertid for meget for den ikke særlig begavede politimester Hvidbjerg. Han forbød simpelthen Irgens at have lygterne stående. De forårsagede sammenstrimlen og uro.
Efter kun at have lyst nogle få dage, måtte Irgens tage sine lygter ind. Det skulle gå hen ved et halvt hundrede år, før de atter skulle blive tændt gaslygter i København.
Små gasværker til indendørs brug
Irgens opgav dog ikke ævred. Ganske vist ville ingen gå ind for hans ide om at lade alle byens gader oplyse ved gas, men med hensyn til indendørs belysning havde politiet intet at skulle have sagt. Irgens gik derfor i gang med at fabrikere små lette gasværker til privatbrug.
Størst succes fik han på apparatur, der kunne frembringe gas af blanding af tran og olie. Sådanne apparater blev installeret utallige steder i den danske hovedstad. Således fik Polyteknisk Læreranstalt, Den militære højskole og Hippodromen alle gasbelysning til indendørs brug. Sådanne huse kom til at ligne lysende paladser i den så at sige mørklagte by.
Nu skulle gaslevering være kommunalt
Gasbelysningen gik snart i glemmebogen for det blev alligevel for besværligt med de private gasværker. Man diskuterede det dog i slutningen af 1840erne. På mødet den 5. august 1847 besluttede man, at det skulle være en kommunal opgave at opføre et gasværk
Men så endelig i 1853 traf Borgerrepræsentationen beslutning om opførelse af Vestre Gasværk og det først og fremmest med henblik på gadebelysningen. De osende tranlamper trængte i høj grad til afløsere. Om kogegas talte ingen. Det var det engelske firma Cochrane & Co, der både skulle etablere et vandværk og et gasværk.
I 1857 begyndte det nye gasværk at arbejde. Det blev en succes fra starten, og jubelen ville ingen ende tage, da de 2.000 gadelygter lyste med en glans, man ikke havde kendt til.
De sidste tranlygter eksisterede til 1882.
Brandes havde romantisk oplevelse med gasbelysningen
Jo Georg Brandes erindrede godt nok en, der beklagede sig over det tekniske fremskridt:
Han oplevede det nu selv mere romantisk:
Vægterne stjal tranen
Det var vægterne, der til at begynde med passede gaslygterne, men nogen større popularitet havde de ikke. Det var bekendt, at de før havde stjålet af tranen. Gassen kunne ikke så godt stjæles, men det gjorde dem ikke bedre lidt af befolkningen.
Fra 1866 blev lygtetænderne mere populær
Endelig i 1866 kom Københavns Belysningsvæsens egne folk til. Og nu opstod den kendte skikkelse, lygtetænderen, der med sin stang blev en af gadens populære skikkelser. Det var solide folk, der var til at stole på, men deres kår var også meget bedre end vægternes.
En lygtetænder skulle ikke blot tænde lygterne. Han skulle også sørge for, at de blev slukket om morgenen og om dagen skulle der pudses glas. Hver lygtetænder havde godt og vel et halvt hundrede lygter at passe. Selv om tændingen var lidt af en kunst, da de første lygter ikke så gerne skulle tændes alt for tidligt og de sidste ikke for sent. Det kan hvis godt siges, at lygtetænderne havde travlt på ruten, når man mødte dem på deres lange ture for eksempel ud af Frederikssundsvej.
Som de gamle vægter havde haft kvaler med en måne, der ikke kom frem efter almanakkens anvisninger, således havde en nyere tids lygtetændere deres problemer, om vejret var meget overskuet.
For så kan det godt være, at de blev mødt med ordene:
En opfinder ved navn Thomas Edison
Gasforbruget i København var stigende og den 23. oktober 1878 blev gasværket suppleret af Østre Gasværk og opnåede da selv navnet Vestre Gasværk. Siden blev det suppleret af Sundby Gasværk og Valby Gasværk.
I 1881 deltog den driftige amerikanske opfinder, Thomas Edison på verdensudstillingen i Paris. Her præsenterede han sine nyeste opfindelser, Særlig hans glødelampe og ”lysmaskinen” vakte begejstring. Den kunne køre konstant uden store afbrydelser.
Samme år blev der tændt en elektrisk buelampe uden for ”National”. Ja de fik et komplet lysanlæg med bl.a. 200 Maxims glødelamper, adskillige buelamper og en projektør, indkøbt hos The United States Electric Lighting Comapny.
Det gik ud over damernes ”teint”
Det populære danseetablissement Figaro fulgte hurtigt efter, men måtte gå tilbage til gaslys:
I 1882 fik Gamle Carlsberg strømmen leveret af lysmaskiner fra Siemens & Halske i Berlin drevet af dampmaskiner.
Københavns politikere troede ikke på elektricitetens fremtid
På Københavns Rådhus var det nu ikke den store tillid til elektricitetens fremtid. I 1883 satte professor Julius Thomsen ved budgetforhandlingerne spørgsmålstegn ved, om man kunne vente, at:
Professoren hæftede sig bl.a. ved, at:
I 1875 en ny organisation
I 1890 blev gadebelysningen omorganiseret således at byen blev inddelt i 5 kontrollør- distrikter med 75 uniformerede lygtetændere, der hver havde indtil 66 lygter at passe, og efter oprettelsen af den elektriske centralstation indførtes tillige elektrisk gadebelysning (buelamper) på nogle af de større pladser. Forholdene har stadig udviklet sig.
”Gothersgades elektriske Centralstation”
Det endte med, at Københavns Kommune i 1892 fik sit første el – værk, kaldet ”Gothersgade elektriske Centralstation”. Værket var specielt i den forstand, at det blev bygget inde i midt i byen og inde bag de eksisterende husfacader mod Gothersgade.
Men det første el – værk herhjemme blev etableret af en urmager i Køge.
Elværkerne producerede i starten jævnstrøm, hvilket medførte, at der måtte flere elværker til, da jævnstrøm ikke kan sendes over lige så store afstande som vekselstrøm. Det var dengang uvilje mod vekselstrøm, da man mente, at den simpelthen var for farlig. Stød fra vekselstrøm på 2.000 V var dødbringende. Så var man mere tryg ved der 2 gange 110 V, elværkerne producerede de første år.
Folk begyndte at græde, da lyset blev rigtig tændt
De elektriske gadelygter fik deres præmiere, da kongeparret Christian den Niende og dronning Louise holdt guldbryllup i 1892. Københavns Borgerrepræsentation var temmelig modvillig med hensyn til at finansiere elektrisk gadebelysning, selv om den gav et bedre lys end gaslygterne. Formålet med el – værkerne var nemlig ikke at forære el væk. Borgerne skulle skam selv betale.
I avisen kunne man læse følgende:
Elektricitet bliver den dominerende energiform
På trods af det fik Strøget og Købmagergade gadebelysning i løbet af 1899. Kongens Nytorv blev oplyst af 16 lygter, som københavnerne mest af alt syntes lignede galger.
Efter krigen gik det stærkt tilbage med gasbelysningen til fordel for el – belysning på gader og i stræder.
Pr. 1. marts 1919 fandtes der ca. 600 stykker private og ca. 8.200 stykker offentlige lygter med gas. Der var nu 7 kontrollører og 140 lygtetændere samt 11 netopsættere. Kommunen fabrikerede under normale forhold selv de glødenet, der benyttes i lygterne. Tillige fandtes der af offentlige elektriske lamper ca. 200 buelamper og ca. 800 glødelamper, der blev passet af 1 formand, 5 elektromekanikere og 8 lampetændere.
Allerede i 1927 blev Vestre Gasværk nedlagt. Det var blevet forældet. Elektricitet var blevet den helt dominerende energiform.
Den sidste lygtetænder på Nørrebro i 1959
Så sent som i 1957 bliver gasbelysningen officielt afskaffet i København. På den tid eksisterer der endnu 5.500 gaslygter i byen. De erstattes dog snart af de elektriske gadelamper. Men den sidste lygtetænder går sin runde i Frederik den Syvendes Gade på Nørrebro i 1959.
En anden slags lygtemænd, der lokkede folk ud i mosen
En anden slags lygtemænd hører til i den gamle overtro i Skandinavien. Det skulle eftersigende være små væsener, der er udstyret med en lygte. De ses i mørke og sumpede områder, hvor de forsøger at lokke mennesker med sig ud i mosen.
Men man kan beskytte sig mod lygtemænd ved at vende indersiden af sin hue udad. Man skal heller ikke pege på en lygtemand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2018
Den gamle skole i Felsted
Historien om Felsted føres lang tilbage. Skole-kronik fortæller historie. Degne-boligen bygges. Vækst til byen. En ny degn i 1854. Børnetallet vokser i Felsted. Da skoleråd Sass slog sit hoved. Schrøder blev under preussisk styre. Han ansøgte aldrig om tysk flag. De dansksindede samledes i degneboligen. Schrøder lod sig pensionere i 1889. En ny degn kom til i 1890. Han kunne dog ikke bære det tyske nederlag.
Historien føres langt tilbage
Vi er i Felsted, syd for Aabenraa. Ja vi har været her et par gange før. Historien kan føres mindst 1.000 år tilbage. Dengang lå alle gårdene (undtagen Gl. Egegård) tæt op af hinanden på begge sider af byens to eneste gader, Gråstenvej og Kirkevej. Kirken er fra sidste halvdel af 1200-tallet.
Skole-kronik fortæller historie
I 1880 kom der en forordning om, at der ved de slesvigske skoler skulle føres en kronik. Om den forordning blev gennemført alle steder er nok tvivlsomt. Men nogle steder er det gennemført. I disse kronikker kan man pludselige se tidligere lærers navne. Og så kan man se noget skolens kår og virke mange år tilbage.
Degneboligen bygges
For Felsted skole er 1751 et mærkeår. Da bygges den gamle degnebolig omme bag kirken på kirkens grund. Degneembedet var vigtig, men han var også skoleholder. Degneboligen havde derfor et klasseværelse mod nord.
Omkring 1784 blev jorden udskiftet. De fleste gårde flyttede ud til de omkringliggende marker. Med udskiftningen og udflytningen blev byen delvis affolket. Der var vel kun 6-7 gårde af forskellig størrelse, samt et par kådnersteder tilbage.
Dog var der to-tre kroer med høkeri og små håndværkere som snedker, bødker, farver, skomager, skræddere osv.
Vækst til byen
Den gamle kongelige kro i bymidten var mødested for droschevogne og postvogne på deres ture til og fra Gråsten og Sønderborg. Centrum blev flyttet fra kirken til kroerne.
I 1888 blev mejeriet opført, hvilket fik stor betydning for byen. Ja det gjorde det vel også, da ”Æ Kleinbahn” i 1899 kom til byen. Den kom fra Gråsten, og via Aabenraa og Løjt Land kunne man så komme helt til Løgumkloster på et tidspunkt. Men det tog godt nok lang tid.
Dette førte til vækst og nye tiltag til byen. Og så blev Østergade anlagt.
Skolen blev flyttet 1930 – 1931 til byens anden ende, hvor Sønderborg og Gråsten landeveje stødte sammen.
En ny degn i 1854
Den 1. oktober 1854 overtog Mathias Mathiesen Schrøder hvervet som degn og skoleleder i Felsted. Ja man kan vel også tilføje stillingen, enelærer. Og det var ikke kun på grund af hans stovte særprægede personlighed, han blev husket. Men han vil også huskes for hans lange virksomhed helt til 1889. Det var en national og politisk skæbnesvanger tid.
Schrøder var født i Hoptrup Sogn. Hans kone, Cathrine stammede også derfra. I ægteskabet var der fire børn.
Han begyndte som præparand i Sdr. Vilstrup. Han var opdraget af sin morbror, der hjalp ham til hans uddannelse på Jelling Seminarium. Efter eksamen blev han enelærer i Bjergskov Skole i Kliplev sogn.
Børneantallet vokser
Bag skolen/degneboligen lå parallelt dermed et udhus med stald og lade. Til embederne hørte også degne- og skoleland samt et moseskifte på Storemosen ved Ensted sogneskel. Schrøder drev selv sine jordlodder og holdt herpå 3 køer og 1 hest.
Børneantallet i skolen var stort. Derfor blev det nødvendigt i 1871 at tilbygge en klasse i nord. Det var nu ikke de bedste kår, man tilbød en ung andenlærer. Ja det var nødvendig nu med det stigende antal børn.
Denne lærer fik tilbudt en seng, et skab, et bord, to stole samt en kakkelovn.
Da skoleråd Sass slog sit hoved
Skolestuerne var lavtloftede. Højden var den samme som i degneboligen. Da skoleråd Sass i 1875 var på inspektion i skolen, løb han panden mod en af bjælkerne. Han udbrød dog også:
Herefter forordnede han, at skolelokalernes loft skulle løftes. Det skete i sommeren 1875. Og glade var skolebørnene for det gav lige tre måneders ekstra sommerferie. Samtidig blev der bygget en kvist på i vest midt over skoledøren. Her blev andenlærer – bolig indrettet. I 1903 blev skolen ombygget endnu engang.
Schrøder blev under preussisk styre
Delingen af skolen i to klasser i 1871 var en forbedring af arbejdsvilkårene. Men andenlærer – stillingen blev ofte varetaget af præparander. Fortsat var det Schrøder, der måttetrække det store læs. I 1920 blev de to embeder stillet lige rent lønmæssigt.
I 1880 havde skolen 106 elever. I ældste klasse 31 drenge og 31 piger. Og i yngste klasse 17 drenge og 27 piger.
Schrøder virkede i Felsted først 10 år i den danske tid og derefter 23 år under tysk styre. Han valgte 1864 at blive og tjene den befolkning han var blevet sammenvokset med.
Schrøder havde ikke ansøgt om tysk flag
Man kunne have ventet indgribende ændringer efter 1864. Tysk er sikkert indført som fag i 1870erne. Regeringskundgørelsen af 4. september 1871 forordnede tysk indført som obligatorisk undervisningsfag i alle nordslesvigske skoler. Gennemførelsen af dette stødte på mange vanskeligheder, som vi i tidligere artikler har peget på. Mange lærere var ikke i stand til at give tilfredsstillende undervisning i faget.
Schrøder var dansk. Hans elever huskede senere i livet smilet i hans øjne, når han fra skolevinduet så fru Iversen fra Gammel Egegård bredde Dannebrog ud på hegnet ved haven. Som andet tøj skulle flaget også ud i sol og luft.
Schrøders grundfæstede stilling gjorde det vanskeligt for myndighederne og den stedlige tysksindede befolkning. Betegnede er det, at først den 6. maj 1889 har skolen fået skænket sin første tyske fane af ”Kultus-ministeriet”. Schrøder har næppe ansøgt derom.
De dansksindede mødtes i degneboligen
Den hejstes første gang på kronprinsens fødselsdag. Men åbenbart blev det ikke brugt meget. Og det var heller ikke fordi Schrøder ikke kunne tysk, men han brugte det nu ikke meget i sin undervisning, som han egentlig skulle.
Han var en mand, hvis humor og lune var kendt i Felsted på den tid. Hans kone var energisk og dygtig og var en god medhjælp for ham.
Lærerhjemmet i Felsted vedblev at have rod i det danske. De dansksindede samledes i hjemmet. Her var oplæsning af dansk litteratur og danske sange og salmer. Der var kulturelle danske foreninger som Selskabelig Forening og Sangforeningen. Børnene var med.
Han lod sig pensionere i 1889
Den 1. oktober 1889 lod Schrøder sig pensionere. Han flyttede til Posekjær ved Aabenraa. Han døde i 1901 og blev begravet i Sdr. Vilstrup. Han ville hvile der, hvor han begyndte sin gerning. Sønnen Christian var også gårdmand der. Hans enke boede de sidste år i Felsted. Også hun er begravet i Sdr. Vilstrup.
Schrøder stod meget nær pastor Mørk Hansen, der måtte fortrække til Vonsild 1864. Han fik sit minde på Skamling.
En ny degn i 1890
Den 12. februar 1890 var der igen valg af degn og førstelærer. Man fik tre at vælge imellem. Lærer Schmidt, Skovby, Lærer M. Popp, Avnbøl og lærer Lorenzen fra Østerby ved Daler. Hver af de tre havde først prøve i skolen i tysk og regning med ældste klasse. Derpå var det prøve i kirken, i sang og i orgelspil samt samtale med børnene på kirkegulvet om et stykke fra tredje trosartikel.
Lorenzen blev valgt og indsat som degn og førstelærer i Felsted 30. april 1890. Også han stammede fra Hoptrup sogn. Han var dimitteret fra Tønder Seminarium. Hans hustru var fra Uge sogn. Lorentzen var en samvittighedsfuld og dygtig lærer. Men Lorenzen var tysk og skolens mål blev nu at fremme det tyske mest muligt og trænge det danske ud.
Den første rigstyske lærer fik skolen 5. oktober 1891, en seminarist E. Volstedt fra Preetz i Holsten, dimitteret fra Segeberg.
Lorentzen kunne ikke bære et tysk nederlag
I 1913 var man nået til den første tyske konfirmation. 14 af skolens elever blev konfirmeret på dansk og 8 på tysk. 14 havde fået religionsundervisning på tysk, og så kunne man få 2 frivillige dansk timer i religion. Det var det eneste danske, der var tilbage på Felsted Skole.
Krigstiden prægede i høj grad skolens arbejde. 18. april 1914 blev fejret som en optakt til denne periode. Alt muligt blev samlet ind, frugt brændenælder osv.
Men nedlaget lod sig ikke afvende. Og det kunne Lorenzen ikke bære. Det sidste, der forefindes fra degn og førstelærer Lorensen er følgende:
Lorentzen og hans hustru henlevede deres sidste år i Aabenraa. De er begge stedt til hvile på Felsted kirkegård, nær deres gamle hjem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om egnen: Om egnen – www.dengang.dk indeholder 135 artikler om Aabenraa og Omegn herunder følgende artikler:
Hvis du vil vide mere: Om skoler og lærere – Læs her på www.dengang.dk indeholder følgende artikler:
Marts 27, 2018
Sport – dengang i Tønder
Onkel Martin jysk mester i kuglestød. Egen klub på Lærkevej. Så fik vi professionelt besøg. Hvem skød målet på stadion? En advarsel fra dommeren. Publikum blev udvist i Tinglev. Blodige sportskampe på Lærkevej. Tondern Fussballklub fra 1913. Ros til stadion for enden af Lærkevej. Man kunne få varm vand i bruseren. Så kom der en international fodboldklub og derefter Tønder Boldklub. Der kom forslag til nyt idrætsanlæg, og så blev Samvirkende Idrætsforeninger dannet. Det tog lang tid med Tønderhal 1, og langt hurtigere med hal 2 og 3. En ny svømmehal fik Tønder også. Henning Enoksen sørgede lige for en masse oprykninger. Og det er sandelig blevet skrålet i hallerne.
Onkel, jysk mester i kuglestød
Vi havde for enden af Lærkevej et stort stadion. Her kom vi ret tit. Vi snød os ind, for at se fodbold. Vi vidste godt, hvor der var bedst, og hvor vi ikke blev set. Det var på dette stadion, at min onkel Martin blev jysk mester i kuglestød.
Egen klub på Lærkevej
Men det var også her, at vi skulle løbe 10 kilometer. Og det er godt nok kedeligt på en bane, hvor der bare går rundt og rundt. Men det forlangte vores træner, Kjeld Tychsen, at vi skulle. Jo, det var dengang, vi havde en klub på Lærkevej. Vi fik vores egen bane ude ved Tved Plantage, da det gamle stadion blev revet ned.
Ja vi spillede også mod nogle af de andre gader i Tønder og engang mod en pigeklub, der gjorde ophold på vandrehjemmet i Ryttervej.
Det var dengang også med John og Allan, som hvis nok også kom til at spille på Tønders førstehold.
Et professionelt besøg
Engang stoppede to smarte sportsvogne ude på Nordre Landevej. Det var stjerner fra Hamburger SV, der var på vej til Rømø, som lige fik et kvarter sammen med.
Men her nåede man da at se ens far spille fodbold i en firmaturnering. Han stillede op for murerne, men det var hvis ikke en hel kamp. Han lod sig udskifte. Det var også vi fra Lærkevej kunne se de store helikoptere lande på det gamle stadion. Og det var her vi gik til Skoleidrætsstævne.
Hvem skød målet?
Men det var stort, da det nye anlæg var færdig. Her måtte vi som drenge-spillere bruge hovedbanen den ene gang. Vi vandt over Møgeltønder. 1 – 0. Og hvem skød målet? Det var hjørnespark til os, den ramte mig på låret og gik i mål. Det var stort. Og så kunne man følge Per Keller, der ofte rapporterede om kampe til Jyske eller var det Vestkysten. Og her berettede hans om målscorer. Men det kom hvis aldrig i avisen.
En advarsel fra dommeren
Det var dengang, der altid var sat spillelister op i et skab i Storegade. Så hver gang, der skulle spilles, kørte man så op for at se om, man var på holdet. Det var jeg også dengang vi skulle spille udenbys mod Niebüll. Til træning havde jeg sat bolden i mål med et frispark langt ude fra. Og da der så var frispark til os langt ude fra mod Niebüll blev jeg sat til at sparke. Men ak, fodboldstøvlerne var ikke bundet ordentlig. Bolden røg langt ved siden af. Og så indkasserede jeg en advarsel fra dommeren, da den ene fodboldstøvle røg af. Vi tabte kampen 1-0. Men var da alligevel stolte. Tænk, vi havde været i udlandet og tabte kun meget knebent.
Det var ikke stort dengang, da vi tabte 14 – 0 til Daler til drengestævne. Men vi var enige om, at de stillede med et forkert hold, hvor spillerne var alt for gamle. Nu var min sportslige karriere i Tønder nu ikke ret gloværdig. Jeg havde ”byplads”, der skulle passes. Og det harmonerede ikke rigtig med træningstiderne.
Publikum blev udvist
Det var hvis nok på den gamle bane, at vi så Basse score det ene mål efter det andet. Han havde været eller blev professionel i Morton i Skotland. Og så var det Henning Enoksen, der skød det ene frisparksmål efter det andet. Jo vi skreget også hæse til diverse kampe.
Og til en oprykningskamp i Tinglev viste dommeren os helt ud af stadion. Han mente ikke, at vi skulle have lov til at overvære kampen. Vi havde nok ikke opført os eksemplarisk. På vejen hjem punkterede bussen også. Så det var bare optur.
Engang kørte vi helt til Ikast til pokalkamp. Ja i dag hedder det F.C. Midtjylland.
Og stort var det også, at vi til træning engang fik besøg af Ulrik Lefevre.
Blodige sportskampe
Lillebror dyrkede håndbold, og ro af mine andre brødre gik til roning. Men derhjemme på Lærkevej spillede vi også hockey med en eller anden ubeskrivelig stok. Ofte endte med slagsmål, så sådan en ”Sportskamp” kunne godt ende blodigt. Over hos Cadovius ved p – pladsen og cykelskurene spillede vi fodbold. Ved indgangen til fabrikken spillede vi badminton. Og da der var bilfri søndag havde vi lærkevej – mesterskaber i rulleskøjter. Og hvem tror i så, der vandt?
Ja egentlig dyrkede vi meget sport dengang. Ingolf og jeg cyklede både til Rømø og til Aabenraa.
Tondern Fussballklub von 1913
Her på siden har vi tidligere fokuseret på de tyske sportsklubber i Tønder. Der har været spillet fodbold i Tønder siden 1865. Men den første egentlige fodboldklub var Tondern Fussballklub von 1913. Jo, når man nu havde fået et moderne idrætsanlæg med egen sportscafe, så måtte man da også have en fodboldklub.
Det var et ret så moderne anlæg, man fik dengang i 1912 med såvel boldbaner som atletikbaner.
Ros til stadionet for enden af Lærkevej
Formanden for Jydsk Atletik Forbund, redaktør Ritto, Århus besøgte Tønder med et atletikhold kort efter indvielsen. Han skrev således:
Man kunne få varm vand i bruseren
Sports Cafeen gik i starten i forpagtning blandt interesserede i byen. Men senere fik forpagteren også tilsynsførende på hele stadion. I omklædningsrummet var der brusere. Ønskede man varmt vand kunne man putte penge i gasautomaten.
Og Tønders første kamp blev vundet 3-1 mod Bredebro. Kampen blev under meget mystiske forhold stoppet en halv time før ordinær spilletid.
Ugen efter blev det til 4-0 mod Løgumkloster. Og først nu fik man adgang til det flotte stadion. Man fik anskaffet to transportable jernmål. Men uha, det blev til et 9-1 nederlag til Skærbæk. Men 1913 og 1914 oplevede man masser af succes. Men pludselig satte krigen en stopper for aktiviteter og eksistens.
En international fodboldklub
Men i Cafe Skau i Richtsensgade stiftede man den 17. maj 1920 Internationale Fussball-Club 1920 med statsbetjent V. Arndal som formand. Meningen var at både den danske og den tyske ungdom skulle samles i klubben. Men også de engelske soldater, der førte tilsyn med grænseændringerne blev udført i fred og ro.
Den rent tyske ”Kaufmännischer Turnverein havde taget fodbold på programmet. Den første kamp mellem de to hold endte med en sejr på 14 – 1 til IFC.
Tønder Boldklub
Der kom flere og flere danske embedsmænd til byen, og englænderne rejste efterhånden, så i april 1921 tog man navneforandring til Tønder Boldklub. Det første år var der kun få kampe. Men tænk engang i 1922 spillede Tønder Boldklub mod Valby Boldklub.
Bogtrykker Th. Laursen forstod at samle byens efterhånden tre fodboldklubber i ”Forenede Boldklubber”. Det blev i 1939 til Tønder Sportsforening. Senere kom andre foreninger til, så efterhånden blev foreningen en paraplyorganisation for atletik, fodbold, håndbold, gymnastik.
Forslag til nyt idrætsanlæg
I tiden under besættelsen kom der ønsker frem om forbedringer af forskellige idrætsgrene i Tønder. Byrådet bevilligede penge til et skitseprojekt. Der var tre muligheder. Man kunne udvide den eksisterende sportsplads ved Ribe Landevej. Man kunne placere et idrætsanlæg, som blev placeret i den sydvestlige del af byen eller ved den tidligere markedsplads ved Sønderport. Man blev hurtig enige om den sidste mulighed.
Den mulighed mente de sidste forpagtere på Ribe Landevej, Claus og Gine Johansen dog ikke om. De udtalte:
Samvirkende Idrætsforeninger
Ved Sønderport kom man til at råde over 12 ha. Gamle stalde m.m. skulle først rives ned. Skitseplanen omfattede hovedstadion med fodboldbane og atletikbaner, en kastegård og 2 – 3 træningsbaner til fodbold og håndbold. Man tænkte også på at få anlagt 3 stk. tennisbaner samt et cirkelformet areal til diverse idrætsudøvelser, samt folkelige sammenkomster (friluftsforestillinger). Endelig var der planlagt en 200 meter skydebane. På arealet nærmest Sønderport tænkte man på at få opført en idrætshal med tilhørende omklædningsbygning. Hele anlægget var vist udført med nødvendige beplantninger for læ og skabelse af tiltalende omgivelser.
For at få det hele organiseret dannede man SIFT den 7. nov. 1945 på Tønder Statsskole, og det står for Samvirkende idrætsforeninger i Tønder. Formand blev J.P. Knudsen.
Det tog lang tid med Tønderhal 1
Friluftsbadet blev taget i brug den 10. juni 1951. Selve stadionanlægget blev taget i brug i efteråret 1953. Men nu gik man for alvor i gang med at kigge på hallen. Foreningerne kunne ikke rigtige blive enige om, hvilken hal, man ønskede.
Udgifterne blev anslået til 600.000 kr. Man havde indsamlet cirka 25.000 kr. fra foreningernes side. Og det var for lidt. Der opstod en krise i indsamlingen. Formanden J.P. Knudsen følte ikke at opbakningen var tilstrækkelig. Han mente desuden at nogle foreninger modarbejdede ham, derfor gik han.
Den nye formand Georg Füchsel kunne i 1957 fortælle, at nu havde man rundet 75.000 kr. i indsamlingen.
Den selvejende institution Tønderhallen blev stiftet den 3. maj 1961. Men først i december 1963 kom der gang i byggeriet af Tønderhal 1. Den 9. januar 1965 blev hallen indviet, men den var nu taget i brug inden, bl.a. til julemesse 1964.
Det gik hurtigere med Tønderhal 2
I 1966 begyndte man allerede at tale om endnu en hal. Men det gik dog to år inden man mente, at tiden var moden til endnu en hal. Man havde allerede fremskaffet egenkapital på 300.000 kr. Og Tønder Kommune lovede en garanti på 600.000 kr. til lån i byens banker. De sidste 200.000 kr. skulle man selv skaffe.
Mens man diskuterede forskellige halløsninger kom man i forbindelse med firmaet Cadomus. De kom til at levere deres patenterede elementplader. Selve opførelsen og detailprojekteringen blev overladt til lokale kræfter. Hallen påbegyndtes i forsommeren 1970 og var færdig til ibrugtagelse ved årsskiftet.
Hal 1 og 2 ydede i de kommende år en stor idrætslig støtte til idrætsarbejdet i Tønder. Men nye foreninger kom til, og de ville også gerne have haltimer. I slutningen af 70erne besluttede hallernes ledelse af man ville forsøge at opføre en træningshal i samme størrelse som Tønderhal 1.
En ny svømmehal
I årene 1969-70 fremkom de første tanker om en svømmehal. Dengang var vi mange, der havde glæde af Friluftsbadet. Og hvor mange gange, nuppede Fru Snabe os ikke i, at vi havde glemt at tage en bruser, inden vi kom ud fra omklædningsrummet. Sådan var vilkårene. Og hende Fru Snabe glemmer vi ikke bare.
Men Friluftsbadet havde kun åben i få måneder om året. I november 1971 sendte Tønderhallerne en skrivelse til Tønder Kommune, hvori man foreslog at realisere tankerne om en svømmehal i Tønder.
I 1972 blev der dannet et svømmehalsudvalg. Man tog på studieture. Og tanken om et 50 meter bassin opstod. De første overslag løs på 4,1 millioner kroner. Efterhånden kiggede man på 6 forskellige løsninger.
Endelig blev der forelagt en plan for en traditionel svømmehal med 25 meter bassin, et børnebassin og et soppebassin. Det blev så den plan, der nu er udført. Projektet skulle opfattes som totalentreprise med anvendelse af lokale håndværkere i stor udstrækning.
Byggeomkostningerne ville ikke overskride en sum af 3,9 millioner kroner. I begyndelsen af 1977 kom svømmehalsbyggeriet endelig i gang. Den 27. december 1977 var der indvielse af svømmehallen. Ved samme lejlighed afsløredes et vægrelief af maleren Dücke Johansen skænket af Sparekassen Sønderjylland.
Tønderhal 3 stod færdig
Økonomien i Tønderhallerne var nu af sådan en karakter, at man ikke behøvede at søge kommunal bistand til Tønderhal 3. Kommunen har kun støttet på den måde, at de har stillet grundarealet til rådighed. Hallen blev opført i løbet af 1979 og indviet 3. november 1979. I anledning af opførelsen af hal 3 blev den lange sidegang langs hal 2 opført, så adgangen til hal 3 kunne ske uden brug af hal 2 som adgangsvej.
Den 31. august 1979 var der nyindvielse af den gamle kantine, der blev udformet som egentlig cafeteria.
I 1982-83 blev der indrettet administrationskontor i midten af den tidligere omklædningsbygning til friluftsbadet.
I 1987-88 fik T.S.F. overdraget lokaler på 1. sal i hal 2 til klublokaler.
Henning Enoksen klarede lige oprykninger
I 1959 måtte Førsteholdet i fodbold ned i serie 2, og i 1962 var det så ned i serie 3. I 1965 var det så tilbage til serie 2. Og i 1967 kom Henning Enoksen. Dette betød, at holdet i 1969 rykkede op i serie 1. I 1977 nåede Tønder sandelig 3. division.
Der er blevet skrålet mig i Tønderhallerne
I 2003 blev paraplyorganisationen opløst. De fem afdelinger stiftede deres selvstændige foreninger. Og i fodbold gik det ikke ret godt. Bedre gik det, da man sluttede sig sammen med andre klubber i fodbold.
Hvor har vi ofte siddet som tiskuer og råbt og skreget under håndboldkampe. Ja enkelte gange er det også blevet til et par håndboldkampe nede på gulvet. Ja og til afslutningskoncert til Tønderfestivallen har vi skreget os hæse, når der blev sunget:
Det er faktisk godt gået af Tønder med alle disse faciliteter. Vi må så også håbe, at vores håndboldhold bliver i den bedste række.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Marts 26, 2018
De farlige kvinder
De farlige kvinders ø var Sprogø. De blev betragtet som letfærdig og løsagtig. Åndsvages seksualitet blev anset for at være stærkere. Men nu var de ikke åndsvage. De fleste havde gået i almindelig skole. Opfindsomheden var stor hos kvinderne på Sprogø. Samfundet ville vende den ”uheldige” udvikling. Der var fare for udbredelse af kønssygdomme og det var en økonomisk byrde for samfundet. Kvinderne var selv skyld i deres situation, de fik diagnosen ”moralsvag”. Incest blev ikke set som overgreb. Hjemsendelse skete kun mod sterilisering. Der var en nedladende og kynisk tone. Mænd blev tiltrukket til øen. Samfundet var bange for degenererede børn. Mange af kvinderne fik den tvivlsomme diagnose: ”antisocial åndsvag”. Først i slutningen af 1950erne stillede man spørgsmålstegn. ”Det Hvide Snit” var en måde at pacificere kvinderne og nu handlede det om kontrol.
De farlige kvinders ø
Vi suser lige forbi. Men de fire velholdte længer står her endnu ude midt i Storebælt op Sprogø. Ja øen er faktisk kaldt ”De farlige kvinders ø”.
Vidste du, at hertil blev cirka 500 kvinder deporteret. Og det var i tidspunktet fra 1923 til 1961. De skulle isoleres på ubestemt tid. Seksuelt og moralsk fordærvet, ja sådan lød beskrivelsen af de kvinder der boede her.
De havde ikke meget plads at boltre sig på Gamle Sprogø er ca. 1,7 kilometer lang og 400 meter bred med flere stejle bakker.
Flere mindre øer var i tale. Valget faldt på Sprogø på grund af den geografisk placering. Den lå centralt i Storebælt og i så lang en afstand fra fastlandet at flugt var umulig.
Letfærdig og løsagtig
De var i høj grad til fare for samfundet. Den typiske beboer blev anset for ”letfærdig og løsagtig”. Vi har stadig nemt ved at sige, at noget er galt med bestemte grupper. De professionelle var sikker på, at det var den måde, de skulle behandles på.
Anstalten på Sprogø blev oprettet i 1923. Arbejdsløsheden var stigende. Man bekymrede sig om en dalende kønsmoral. Antallet af kønssygdomme var stigende. Dette satte fokus på seksuelt aktive kvinder som smittespredere. Socialhygiejnen var fremherskende både hos læger og politikere.
Åndsvages seksualdrift blev anset for at være stærk
Initiativet blev i samtiden betragtet som progressivt og humanitært, fordi det befriede anstalterne for at anbringe de seksuelt løsslupne kvinder i lukkede anstalter. I stedet kunne de nu leve i det fri, drive have- og landbrug på øen, ganske vist under opsyn, men dog under langt friere forhold end det var muligt på en af de store anstalter på fastlandet.
Åndsvaghed blev betragtet som arveligt dengang. Og åndsvages seksualdrift blev anset for at være stærkere end andre folks.
Opfindsomheden var stor
Opfindsomheden var stor hos kvinderne. Nogle byggede tømmerflåder, andre forsøgte at smadre det hele for at slippe fri. Og så var det dem, der jævnligt holdt stævnemøder med stenfiskere fra Korsør.
Efter en brand i 1927 blev pigehjemmet genopbygget. Den normale turnus var et halvt år i køkkenet, et halvt år i systuen og et halvt ved landbruget. Men så kunne man sagtens risikere, at det hele startede forfra igen og igen.
Man skulle vende den ”uheldige” udvikling
Visse grupper skulle forhindres i at få børn. Man mente, at forskellige racer og klasser havde nedarvet negative ting, som ville forhindre at gøre menneskeheden bedre. Man skulle vende den ”uheldige” udvikling til at forhindre visse grupper i at få børn.
Vi har tidligere beskæftiget os med racehygiejne med et par artikler her på siden. Og det var de Kellerske anstalter, der startede deres virksomhed på Nørrebro, der holdt opsyn med Sprogø – pigerne i 30 år. Overlæge H.O. Wildenskov fra de Kellerske anstalter formulerede opgaven som at forhindre:
Fare for udbredelse af kønssygdomme
Svagt begavede kvinder blev betragtet som en stor samfundsfare. De var potentielle smittespredere af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet kunne føre til uønskede børnefødsler med stor risiko for ”degeneret arv” Værnet mod dette var blandt andet Sprogø-anstalten.
Arkitekten bag ø-anstalten var Christian Keller, overlæge ved Den Kellerske Aandsvageanstalt. Han var også manden bag Livø-anstalten, der blev oprettet i 1911 til utilpassede mænd. Til en embedsmand i Undervisningsministeriet skrev Keller i 1919, at øen skulle være opholdssted for:
En økonomisk byrde
I april 1922 skriver formand for den Antropologiske Komité, Søren Hansen om nødvendigheden af at oprette Sprogø:
Kvinderne var skyldige i deres egen situation
Birgit Kirkebæk har i sin bog kikket på 18 kvinders journaler med blandt andet diagnoser, breve, lægeattester, skolevurderinger, lovgivning med mere. Og det er i den grad rystende læsning. Det minder i den grad om, dengang det borgerlige Danmark ville have de fattige af vejen i Fattiggårde, og hvor de fattige selv blev gjort skyldige for deres situation.
Det var kvinderne, der her blev gjort skyldige i deres egen situation. Det var i hvert fald ikke mandens ansvar.
”Moralsvag”
Sørine havde ”flakket omkring” Selv var hun født uden for ægteskab og havde selv fået et barn. Derfor blev hun indsat på Sprogø. Hun blev beskrevet som ”kønsligt ustyrlig”. Hun blev anset for normal begavet med ”moralsvag”.
De færreste kvinder var udviklingshæmmede, måske snarere sent udviklede. De fleste havde gået i almindelig skole. Men efter at være testet af øens overlæge havde de fleste en forbavsende lav intelligenskvotient.
Incest blev ikke set som overgreb
Ophobninger af tunge sociale problemer i familien blev taget som udtryk for arvelig belastning. Flere af kvinderne havde været udsat for incest, hvilket ikke blev set som et overgreb, men som en legitimering af diagnosen:
Hjemsendelse kun med at man accepterede sterilisering
Sprogø var en blanding af hospital, arbejdsplads og fængsel. Man var anbragt på ubestemt tid. Det var alene overlægen, der bestemte, hvor længe man skulle blive. Efter at steriliserings-loven var blevet skærpet i 1934 var det nærmest en forudsætning for at forlade øen, at kvinden blev steriliseret.
Næste skridt mod friheden var familiepleje. Her skulle kvinden arbejde uden løn og familien fik penge af forsorgen for at have hende boende.
En nedladende og kynisk tone
Der var 40-50 kvinder af gangen. Der var mange genindlæggelser, mest af disciplinære grunde. De stak af fra deres arbejdspladser.
Overlægens diagnose var ufejlbarlig. Tonen var nedladende og kynisk. Men de to læger Chr. Keller og O.H. Wildenskow nød stor anerkendelse både nationalt og internationalt. Befolkningen opfattede dem som opofrende og humane som kun vilde det bedte for kvinderne.
Mænd blev tiltrukket til øen
Kvinderne blev til tider bæltefikseret og fik indsprøjtninger. De blev opdraget som en slags kønsløse arbejdsbier.
Blandt befolkningen gik der mange fortællinger om kvinderne på Sprogø. Ifølge rygtet var øen befolket af vildfarne unge kvinder, som ikke kunne stå for mandfolk. Det virkede som en magnet, en hel ø fuld af letlevende kvindfolk.
Dette har været fascinerende for mænd udefra. Det skete, at fiskerne samlede kvinderne op eller andre interesserede mandfolk gik i land og havde sex med kvinderne. Jo det var da en fyrbøder der gik på jagt på øen. Også efter kvinder. En af pigerne blev gravid. Manden var gift og havde børn. Han slap med en tjenstlig påtale.
Under krigen var hjemmet lukket. Øen var besat af 100 tyskere, der havde oprettet et antiluftskytsbatteri på øen. I 1947 blev hjemmet åbnet igen.
”Antisocial åndssvag”
Kvinderne var på Sprogø i gennemsnitlig syv år. En enkelt var her i 38 år.
Magda ankom til Sprogø allerede i 1923. Hun flyttede til De Kellerske Anstalter i Brejning i 1929, og her blev hun til 1984, hvor hun så flyttede på plejehjem. I et referat fra et behandlingsmøde på Brejning i 1981 skrives der:
Hun blev på institutionen med det der i dag må kaldes en yderst tvivlsom diagnose som:
Og det i mere end 60 år. Det er frygtelig at tænke på.
Samfundet var bange for degenererede børn
Op gennem 1950’erne var belægningerne dalende. Den kvindelige læge, der fik opsynet med øen i 1959 mente, at klientellet havde ændret sig. Anstalten blev lukket, og den sidste Sprogø-pige forlød øen i 1961.
Allerede inden anstalten var helt lukket ned, blev øen igen overvejet til et socialt formål. Denne gang ville man isolere unge kriminelle.
Samfundet var bange for at få flere degenererede børn. Svaret var, at de sunde skulle opmuntres til at få flere og de usunde skulle tvinges til slet ingen at få eller i hvert fald ganske få. De usunde skulle isoleres. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med tvangssterilisation og Det Hvide Snit. Nazister dengang, takkede Danmark for et banebrydende arbejde m.h.t. racehygiejne.
Først i 1950’erne stille man spørgsmålstegn
Et andet formål med Sprogø dengang, var at det skulle virke afskrækkende for det omgivende samfund.
Øen blev derefter brugt som feriekoloni indtil lukningen i 1976 på grund af brandfare.
Snart vil Sprogøs mørke fortid blive foreviget, når vi ser filmatiseringen af endnu en af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q – bøger.
Allerede i sidste halvdel af 1800-tallet blev såvel åndssvage som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og ”løsagtige personer betragtet som afvigere fra det ”civiliserede” samfund.
Det var ”De Kellerske Institutioner”, der stod for anstalten på Sprogø. Først i slutningen af 1950’erne begyndte man at stille spørgsmålstegn ved filosofien bag ved deres fortolkninger.
En måde at pacificere kvinderne
Af de 4.500 danskere, der i perioden 1939 til 1983 fik Det Hvide Snit udgjorde 70 pct. kvinder. De bandede, var aggressive og frivole. Ind imellem var de også voldelige. Og en sådan ageren kunne i 1940erne og de efterfølgende årtier føre til diagnosen psykopati især, hvis man var kvinde.
Danmark fik den tvivlsomme ære at få verdensrekord sammenholdt med befolkningsstørrelsen i brugen af det omstridte neurokirurgiske indgreb.
På en måde blev det hvide snit en måde at pacificere kvinderne på. Det var som regel unge kvinder, som det gik ud over. Systemet var neget autoritær, og man brugte bestemte trusler, som f.eks. at sende kvinderne på de værste afdelinger eller true dem med elektrochok.
Det kom til at handle om kontrol
Dødeligheden ved indgrebet var 6 pct. Og 30 pct. fik konstateret epilepsi efter indgrebet. Mange fik også forværret deres tilstand. Konstant kvalme, apati, vandladningsproblemer og desorientering var nogle af de symptomer, der overgik de opererede. Der manglede i høj grad kontrol med bivirkningerne.
Efter anden verdenskrig tog operationerne til. Man prøvede ikke andre muligheder. Det kom til at handle om kontrol. Operationen blev efterhånden brugt mod alt.
Psykopater fik tidsubestemte straffe, psykiske syge fik forbud mod at gifte sig og afvigere, som vi har hørt blev sendt ud på øde øer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Marts 24, 2018
Alderstrøst og Håndværkerforeningen
Vi har tidligere været på besøg. Det var dengang, at Nørrebro havde masser af stiftelsesejendomme. At blive gammel dengang, betød at man blev fattig. Byggespekulation havde frie tøjler. Men dengang havde foreninger og organisationer respekt for alderdommen. Haandværkerforeningens motto var ”At virke for Tarv og Bedste”. Vi kigger på flagalleer og jubilæer. Der var fri lægehjælp og medicin. Men man krævede nyordning af ”Næringsvæsnet”. Den 20. november 1840 blev Haandværkerforeningen dannet. Og initiativtager Kramp var en energisk person. I 1915 var man vokset ”Stor og Stærk” Og det var urmager Øberg, der fandt på det med lotteriet. Og hovedsædet er i dag på Moltkes Palæ. Men hvordan ser det ud på Nørrebro i dag for Alderstrøst?
Vi har været her før
Vi har allerede været forbi Alderstrøst, da stiftelsen blev indviet, men nu besøger vi igen stiftelsen 25 år efter. Vi skal også besøge dem, der står bag ved, Håndværkerforeningen.
Masser af stiftelsesejendomme
Men hvordan var det med disse stiftelsesejendomme? Der var et hav af dem på et tidspunkt især på Nørrebro. De fleste er blevet solgt til andelsboliger eller ejeboliger. Nørrebro Handelsforening har endnu deres egen i Prinsesse Charlottesgade.
I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet var der mange af disse velgørende stiftelser for gamle erhvervsvirksomheder og erhvervsforeninger.
Gammel betød fattig dengang
Boligerne var friboliger eller meget billige boliger for tidligere medlemmer. Ofte var der også økonomisk støtte til de ældre. Det drejede sig om at skaffe selvstændige boliger. At være gammel dengang, betød ofte, at man også var fattig. Det offentlige havde ikke selvstændige boliger specielt til de ældre.
Nogle gamle måtte bo på fattiggårdene sammen med andre fattige. Det medførte tab af stemmeret. Almindeligt Hospital i København var et stort fattighus. Først i 1891 blev de fattige gamle skilt ud som en særlig slags fattige.
Byggespekulanter havde frie tøjler
Byggespekulanter på Nørrebro havde næsten haft fri tøjler. Der var ingen byggevedtægter, da man startede spekulationsbyggeriet. Det var fugtige og mørke slumejendomme med forhus, mellemhus og indtil flere baghuse og et minimum af faciliteter skød op på ingen steder. Næsten alt blev bygget efter samme skabelon med korridorlejligheder på et og to små værelser og med direkte adgang til stuen. Det startede i Tømrergade, Smedegade og Murergade. Få år senere var det alle gader i det egentlige Blågårds – kvarter.
Alderstrøst var af en helt anden kvalitet, og så var der ”lokummer for alle”.
Respekt for alderdommen
Da Alderstrøst blev stiftet i 1862 rummede stedet 195 lejligheder. Men efterhånden blev stedet for lille til at rumme alle de gamle. Den 16. juni 1893 blev et kompleks, der bestod af 270 lejligheder indviet.
Stiftelsen var sikret af legater, værdipapirer og kontanter. Ja og så fik man tilsagn om betydelige donationer. Jo dengang kunne man læse disse flotte ord:
At virke for Tarv og Bedste
Kjøbenhavns Haandværkerforening har til formål at virke til Håndværkerstandens Tarv og Bedste. Den blev stiftet i 1840 i en bevæget tid, da frihedsbølgen brød ind over landet og sporedes i alle forhold. Kampen om næringsfriheden satte sindene i bevægelse. Foreningen satsede også uddannelse af de unge. Og omsorgen for de gamle. Særlig på dette punkt ofrede man et energisk stykke arbejde.
Resultatet blev den store stiftelse, der strækker sig mellem Nørrebrogade, Baggesensgade og Blågårdsgade. I starten var det som skrevet 195 lejligheder, der betød friboliger for 240 gamle håndværksmestre, deres enker eller ugifte døtre. Således fik stiftelsen navnet Alderstrøst.
Der blev udvidet
Trangen til friboliger var dog langt større, end stiftelsen kunne hjælpe med. Hvert halve år lå der flere hundrede ansøgninger til de 5 – 10 boliger, som var ledige.
Man købte derfor en grund på 15.000 alen med 1,34 facade mod Møllegade. Den strakte sig herfra på begge sider over til Nørre Alle til den der beliggende Bræstrups Stiftelse.
Jubilæer og flagalleer
Jo i tidens løb har man forstået at markere udvidelser og jubilæer med store flagalleer og festklædte dammer og herrer. Der var skam særlige indbudte, og man var dog ikke blege for at vise, at man var stolte af projektet. Sangforeningen Odeon underholdte, da den næste udvidelse fandt sted. Sølvplade, grundsten og gangbare mønter blev lagt ned.
Lavsbannere var med til at markere den store begivenhed. Festudvalget var blevet hjulpet af bygningens arkitekt, hr. bygningsinspektør Thorvald Sørensen og hr. tømmermester Oscar Kohler. Selve grundstenen blev nedlagt af Stadens overpræsident hr. Kammerherre Klein.
Talrige indbudte herunder den samlende kommunalbestyrelse og forskellige andre autoriteter overværede det højtidelige øjeblik. Hr. Charles Ganderup havde skrevet en kantate, der blev sunget af Odeon under ledelse af Hr. kgl. Kapelmusikus Guldbrandsen.
Haandværkerforeningens formand, Hr. bagermester Lichtenberg, holdt festtalen og bragte de tilstedeværende foreningers tak, samt udbragte et leve for konge og fædreland. Overpræsidenten betonede i sin tale sammenholdet og ”broderlighedens ånd” som man havde givet i omsorg for de gamle og tidligere kollegaer. Alderstrøst var blevet foreningens ”kæreste barn”:
Bygningerne fik store åbne beplantede mellemrum. I dag vil man kalde det for grønne områder. På daværende tidspunkt blev det nævnt at stiftelsen rådede over 1.500.000 kr.
Fri lægehjælp og medicin
Man kunne også i den nye Alderstrøst yde fri lægehjælp og medicin. Man regnede med, at man yderligere skulle indsamle et beløb af 1 ½ million kroner. Idet hver bolig, der blev givet fri repræsenterede en værdi af 6.000 kr.
Her var forsamlingssal, bibliotek, læseværelse og 20 værksteder til beboernes benyttelse. En ringe del kunne bortgives. Resten måtte lejes ud. Men man begyndte også kun med 15 friboliger og efterhånden fik man flere og flere.
Indtægterne kom til dels ved overskud af varelotteri, dels ved bortleje af boliger, dels ved bidrag fra Haandværkerforeningen og legater.
De gamle udtrykte tilfredshed og glæde ved at have fået et godt og hyggeligt hjem.
Man krævede nyordning af ”Næringsvæsnet”
Men hvordan var det med Haandværkerforeningen dengang? Fra Europa kom nye ideer frem. På kaffebarer og i klubberne diskuterede man de store omvæltninger. Man var dog skuffet, da kongen meddelte, at tiden ikke var inde til de store regeringsreformer.
Men erhvervslivet krævede i hvert fald en nyordning af ”Næringsvæsnet” De frisindede så laugs-væsnet (lavsvæsnet) som en del af enevælden. I 1839 blev der nedsat en komite, der skulle kigge på dette. Et par enkelte håndværkere havde også taget til genmæle.
På allerhøjeste sted tog man ikke hensyn til håndværkerstandens egne ønsker. Man erkendte ikke situationens alvor.
På initiativ af den unge snedkermester Lasenius Kramp kom der nogle møder i stand mellem laugenes oldermænd og enkelte ledende mænd i de københavnske håndværkerkredse. Disse møder blev afholdt i Bangs Vinstue på hjørnet af Boldhusgade og Admiralgade (hvor den tidligere Studenterforening) havde til huse.
Diskussionerne førte til, at man hen på sommeren 1840 udsendte en indbydelse til dannelse af en håndværkerforening.
Den 20. november samme år kunne man afholde sit konstituerende møde. Frygten for indgreb i det nedarvede rettigheder havde virkelig formået at samle standen af byens 43 lav
Kramp – en energisk person
Men den første stykke tid må nok betragtes som et nederlag. Måske manglede der en stærk leder eller manglende opbakning fra medlemmerne.
Stifteren, Kramp var en udpræget genial natur, men han var ikke den fødte leder, dertil var hans interesser for vidtgrenet.
Allerede i 1830 havde han begyndt en slags højskoleundervisning af unge snedkere. Hertil kom i 1843 det af ham stiftede Teknisk Selskab, hvis store skoler måske store som de mest stolte monumenter over hans fremsyn.
Han varetog sekretærstillingen i Haandværkerforeningen, redigerede deres beretninger, skrev viser til dens fester, og var i det hele taget sjælen i den. Det skyldtes sikkert, at han overlevede nederlaget og blomstrede op til det store virke for håndværkerstanden.
I Bagernes Lavsbygninger
De første trange år boede foreningen billigt til leje i Bagernes Lavsbygning i Læderstræde. 1850 flyttede man til Skræddermestrenes Lavsbygning i Gammelmønt. Man begyndte forsøgsvis at holde sommer-sammenkomster på Den Kongelige Skydebane.
Man vendte dog tilbage til Læderstræde og lejede forholdsvis store og gode lokaler hos Bagerhusets nye ejer. Og det var såmænd Kramps Tekniske Selskab.
I 1915 var man ”Stor og Stærk”
Først femten år senere flyttede man atter. Man boede to år i leje på førstesal i Vimmelskaftet. Omsider kunne man i 1869 sætte foden på eget hus i den tidligere Frimureloge i Kronprinsessegade. Da foreningen fulgte 75 år rejste man en ”Håndværkerborg” i byens hjerte.
Haandværkerforeningen havde her i 1915 vokset sig stor og stærk. Grunden til dette var at man ikke alene havde ført en dygtig politik, man havde også gjort sin indflydelse gældende.
Urmager Øberg fandt på Lotteriet
Man havde draget omsorg for standens ikke-formuende medlemmer. Allerede dengang havde man rejst alderdomshjem. De store formuer til dette blev blandt andet fremskaffet ved hjælp af Varelotteriet. Det var urmager Øberg, der var kommet med denne tanke i 1852. Og i 1862 kunne man så erhverve sig den store grund mellem Nørrebrogade og Baggesensgade.
I 1887 gik håndværkerlotteriet op i en højere enhed med syv – otte andre lotterier.
Hovedsæde i Moltkes Palæ
I dag har foreningen hovedsæde i Moltkes Palæ på hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade. Foreningen har over 2.000 medlemmer som er ejere og ledere af små og mellemstore virksomheder inden for en bred vifte af erhverv. Herudover er der tilsluttet 35 københavnske lav og foreninger.
Den årlige medaljefest afholdes på Københavns Rådhus. Her uddeles sølv – og bronzemedaljer til de dygtigste af hovedstadens ny udlærte håndværkere.
Haandværkerforeningen og den tilknyttede fond, Alderstrøst ejer og administrerer omkring 700 lejemål, der fortrinsvis er til medlemmerne og deres pårørende.
I dag på Nørrebro
Kigger vi så i dag på Alderstrøst på Nørrebro. Der er facader mod Nørrebrogade 17, (1863) Mellembygning (1870) Baggesensgade 10 (1871) og Blågårdsgade 9. (1879). De blev opført af arkitekt Theodor Sørensen. Alle fløje er med kælder. De er på 4 eller 5 etager.
Anden etape blev opført 1892 med facader mod Møllegade 28 og 30, Nørre Alle 15 og 19, Alderstrøst Passage 2, 4 og 6. De blev fuldent i 1895 af den forrige arkitekts søn, Thorvald Sørensen.
I 1937 – 38 blev Bræstrups Stiftelse i Nørre Alle 17 nedrevet og erstattet af en udvidelse af Alderstrøst. Bygningen er på 6 etager.
De ældste bygninger på Nørrebrogade ejes ikke længere af Haandværkerforeningen, men er nu en afdeling under fsb.
Fra 2003 til 2008 blev Alderstrøst – bygningerne i Møllegade byfornyet for 220 mio. kr. I dag er der også afdelinger i andre bydele, og i nogle afdelinger er ventetiden 4 – 5 år.
Kilde:
(Det er ikke lykkedes for os, at fremskaffe alle disse titler!)
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Marts 21, 2018
Politiassistent Rantzau
Vi har fundet dette pudsige udklip og beskrivelse af politiassistent Rantzau. Fra 1863 til 1891 fungerede han som chef for politiet på Nørrebro. Vi har forsøgt at bibeholde vendingerne fra dengang. Men der, hvor det har været nødvendig har vi redigeret i sproget. Og for at gøre det mere læsevenlig har vi selv sat overskrifterne. Det er en sand lovprisning af Rantzau, og for den sags skyld også af politiet dengang. Men sådan var det jo ikke. Hvornår artiklen er fra, har vi ikke kunnet stadfæste, men den er før 1895, hvor Rantzau døde. Bagerst i artiklen har vi lavet en liste, hvor Rantzau også optræder, eller hvor politiet omkring dette tidspunkt også optræder. Vi har også lavet en liste over artikler, hvor politiet har optrådt med et større mandskab.
Loven blev ændret
Den tid ligger endnu ikke langt tilbage, da hovedstadens befolkning og dens politi stod over for hinanden som to krigsførende magter. Længe efter at Stokkemændene med deres røde livkjoler og trekantede hatte var blevet afløst af de i ydre henseende mindre skrækindjagende korps kunne der på forskellige måder mærkes udslag af de forskellige traditioner for Justitsen.
Heller ikke loven af 11. februar 1863, der grundlagde den nu for Københavns Politis gældende ordning, var nok til at bryde det nedarvede. Der måtte en hel række instrukser, vedtæger og forandringer til for at bidrage til en ny tingenes tilstand.
Men det må indrømmes, at man i årenes løb har arbejdet sig godt frem. Man er nu ikke langt fra det standpunkt, der betegnes som det naturlige at byens borgere ser politivæsnet med samme øjne som på skolevæsnet, brandvæsnet og de forskellige andre væsner med hvilke politiet i flere henseender er jævnstillet.
Staten kunne godt betale noget mere
Ganske vist kan der endnu i Borgerrepræsentationen, når der er tale om ekstraordinære bevillinger til politiets budget fremkomme kritiske indvendinger. Man mener at staten mere end hidtil burde yde støtte til dette. Men man klager næsten ikke mere over politiet og dets optræden. Tværtimod har denne flere gange været genstand for anerkendende omtale og lejlighedsvis kan man høre udtalelser i samme retning fra befolkningen, hvor man navnlig glæder sig over den i politiet stedfindende udvikling fra det militaristiske til det borgerlige.
Rantzau regerede på et større område
Blandt de politifunktionere, der har båret denne udvikling frem har ”Rantzau fra Nørrebro” i mange år været den populæreste. Hans høje, statelige og bredskuldrede skikkelse, der både ved opløb, møder og festligheder, hvor politiet var med, ragede op over al folket, er kendt af enhver københavner, og hans lige så humane som virkningsfulde embedsoptræden var anerkendt i alle i det ham underlagte store politidistrikt.
Indtil for nogle år siden omfattede det både Nørrebro og Østerbro. Med en befolkning på imod 100.000 sjæle. Både den stil færdige del af befolkningen, der lever af at komme i nogen direkte berøring med politiet og den mindre stilfærdige del, der ikke altid ganske er i samme heldige tilfælde har i stedse stigende grad erkendt, at politiassistent Rantzau er en mand på sin rette plads.
Rantzau kom til Nørrebro i 1863
Heri ligger der et vidnesbyrd om, at Rantzau sad inde med betydelige evner, der kunne vokse og udvikles efter tidens forandrede krav. Efter at have været militær under Frederik den Sjette, trådte han i 1845 ind i gamle ”Bræstrups Korps”. Han fik sin uddannelse som politimand, først et par år på Politikamret og senere på Vesterbro, hvor han gjorde tjeneste i 16 år, indtil han i 1863 ved politiets omformning og Crones tiltrædelse blev assistent på Nørrebro.
I de 28 år i hvilke Rantzau har beklædt denne stilling, er der foregået en rivende udvikling på Nørrebro og en ikke mindre rivende udvikling i politiet med forandring både af dets indre organisation og dets ydre optræden. Men det har været almindelig erkendt, at Rantzau stedse forstod at holde skridt med udviklingen.
Han havde lidt friere tøjler
Den anseelse, som han har mødte med fra sin betjentvirksomhed og med hensyn til hvilket man særlig har fremhævet hans samarbejde med Martin Hertz, bl.a. ved pågribelse af den svenske falskmønter – bande i 1860, forstod han stedse at bevare og øge, således at han fik autoritet både hos over- og underordnede.
Skønt han loyalt om end af og til med åbne og frejdige indsigelser, bøjede sig for sin chef, har det dog været almindelig bekendt, at Rantzau ved flere lejligheder har stået friere og kunnet handle med større selvstændighed end hans kollegaer i al almindelighed.
Han fik Ridderkorset
Men der har ingen skade været klaget over, at han har benyttet sin selvstændighed på urette vis, tværtimod har man ved flere lejligheder påskønnet hans konduite, der netop i kritiske tilfælde har røbet både diplomatisk og praktisk sans.
Fra officiel side er hans tjeneste blevet belønnet med Ridderkorset – det eneste mellem politiassistenterne. Og fra befolkningens side er der ved flere lejligheder bl.a. ved hans 25 års jubilæum som politiassistent i kredsen vist ham opmærksomhed på mange måder.
Han klarede også ”Socialistmøder”
Det har i Rantzaus tjenestetid på Nørrebro været mange vanskelige opgaver som politiet netop under hans jurisdiktion. I denne holdtes socialistmøder i begyndelsen af halvfjerdserne og de næsten lige så navnkundige vælgermøder i begyndelsen af firserne. Ved de første mente man ikke, at Rantzau kunne klare sig alene med den ham undergivne styrke, og så gik det som bekendt mindre godt.
Ved de sidste lod man Rantzau træffe sine dispositioner på egen hånd og så blev der ikke noget væsentlig at klage over. Ved det møde, hvor der så værst ud, idet en folketingskandidat – den nuværende kulturminister – klemtes inde på en uhyggelig måde, klarede Rantzau personlig alle vanskeligheder, idet han med sin brede skikkelse banede vej gennem mængden, som blot, idet den dannede passage, sagde nogle vittigheder, på hvilke han svarede med den ham egne Bonbomie.
Han viste sin magt over mængderne
Det var ved sådanne lejligheder, at Rantzau kunne vise sin magt over mængden, som hverken turde eller ville gøre den kraftige og almindelige afholdte mand fortræd, ved de mange festtog, der i årenes løb er gående gennem byen, er man kommet bedst gennem trængslen, når han var i spidsen.
Hvor han gik foran blev der let plads for geledderne, der fulgte efter, og det skete på en lempeligere måde end ved senere lejligheder, hvor flere af hans kollegaer til hest har overtaget denne del af hans opgave. Den sikkerhed, besindighed og autoritet, hvormed han bevægede sig, opvejede fuldt et helt geled af hans yngre kollegaers ride – færdighed.
Han var medgørlig
Men også ved den mere stilfærdige, daglige gerning har Rantzau som politimand vundet anerkendelse. Han var medgørlig, når det kun drejede sig om mindre forseelser, men han kunne også være streng, når det behøvedes. Hans retfærdighedsfølelse var stærkt udviklet, men han fulgte gerne sit gode hjerte, hvor det kunne ske uden skade.
Mange af Nørrebros store befolkning har i stilhed hentet råd og bistand hos ham i vanskelige tilfælde, og han var altid rede til at bøde på ulykke, hvis det var ham muligt. Han var en af de virksomste til at organisere det velgørenhedsværk, der i en årrække er båret frem af stadens politiassistenter, særlig ved jule- og vintertid. Det felt han havde at arbejde med, var særdeles stort, man han lod sig ingensinde skræmme af arbejdet. Han var måske den, der kendte Nørrebros fattige mest, og han har givet mange værdifulde vink på bedt mulige vis at lindre nøden iblandt dem.
46 år i politiets tjeneste
Allerede ved flere tidligere lejligheder, for eksempel ved den nuværende politidirektørs tiltræden har der gået rygter om, at Rantzau ville træde tilbage fra sin anstrengende stilling. Når han har gjort alvor deraf, ligger det ene deri, at hans kræfter og helbred ikke længere slår til.
Efter at have nået en alder af 72 år, hvoraf 46 er tilbragt i politiets tjeneste har han ment, at han med god samvittighed kunne trække sig tilbage til privatlivet. Mange vil beklage, at han har måttet gøre det, men alle vil udtale de bedste ønsker for hans alderdom og det er givet ham forskellige vidnesbyrd om, at disse ønsker er alvorlig mente.
Det er næsten for meget af det gode, den ros som Rantzau får og for den sags skyld også politiet. Men sådan var det langt fra. Skal man basere lokalhistorien ud fra sådan en artikel så er den jo ikke meget værd. Og vi ville jo heller ikke have bragt denne, hvis ikke vi allerede havde bragt andre artikler om politiets arbejde på Nørrebro. Det er ingen tvivl om, at Rantzau var populær og flere borgere dengang mente helt bestemt at Rantzausgade var opkaldt efter denne stolte politibetjent.
Men nu har vi som nævnt også andre historie om politiet og om Rantzau. Han skulle således have en stol at sidde på, mens han dirigerede sine tropper, da fagbevægelsen indfandt sig på Assistens Kirkegård. Og da Station 6 blev bygget fik Rantzau sin egen lejlighed og lejlighed. De andre betjente måtte stadig stå i kø, når de skulle! Og det var ved retiraderne i gården.
Det sjove er også at bemærke, at befolkningen var glade for, at politiet blev afmilitariseret. I dag går man den modsatte vej. Man vil give det militær, der hjælper politiet større beføjelser.
I artiklen hævdes der også, at befolkningen viste mere respekt over for politiet. Det kan man just ikke sige, når man læser andre artikler om politiet omkring den tid. De viste nu heller ikke alle respekt over for deres arbejde.
Rantzau fungerede som chef for Station 6 i perioden 1863 til 1891. Han døde i 1895.
Nu er det også pudsige ting, der kan foregå. Således tilgik der et brev til Rantzau:
Hr. Politiassistent Rantzau!
Brevet er fra Østerbro, og var sagerne endte med, vides ikke.
Hvis du vil vide mere: Om Politiet på Nørrebro så se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Banditter (Banditter er et begreb, vi har samlet artikler, hvor politiet har været til stede i større omgang) se her på www.dengang.dk
Marts 19, 2018
Rungholt og manddrukning et og to
Se overdriver, sagde min mor, da Tønder skulle evakueres. Ikke mange danskere kender Rungholt. Vi kender Strands historie fra 1198. Der er lavet film, digte, noveller, kriminalroman m.m. om Rungholt. I tre dage rassede stormen i 1362. Man troede ikke på begivenheden. Men pludselig dukkede gamle ting frem fra vadehavet. Man fandt også et testamente og en handelsaftale. Der er mange fund fra forskellige perioder. Rungholt var en stor handelsplads. Men eksisterede den for 3.000 år før dens undergang. Der er et sagn i forskellige versioner. Efter 1362 fik Husum skibsadgang. Man støttede Chr. Den Fjerde. En heks fra Rømø blev anklaget for at have sat gang i en stormflod. Ved manddrukning nummer to omkom to tredjedel af Nordstrands befolkning. Kan en dansk by blive det nye Rungholt?
De overdriver, sagde min mor
Jeg glemmer aldrig dengang, da jeg ringede fra Aabenraa til min mor i Tønder, som skulle evakueres på grund af fare for stormflod. Radio Syd sendte direkte hele dagen. Jeg skulle høre, hvordan det gik. ”Åh”, sagde min mor. De overdriver, for jeg kan se, at vinden er drejet. Hun havde i samtalens løb kigget over på overboens vejrhane.
Der var ofte fare på færde dengang, inden vi fik det fremskudte sige. De fleste sønderjyder vil sikkert mene, at det tog alt for lang tid.
Ikke mange danskere kender Rungholt
Mon ikke de fleste sønderjyder kender Rungholt, men det er nok ikke så mange dansker i det hele taget, der kender det sagnombruste sted. Men Rungholt lå omtrent 40 km syd-sydvest for den dansk-tyske grænse, 20 km ude for Husum.
Vi taler med jævne mellemrum om oversvømmelser i Danmark, men det er slet ikke noget i forhold til Rungholt. Det var den 16. januar 1362, hvor 44 sogne blev ødelagt. Man skønner, at omkring 10.000 mennesker omkom. Ja diverse myter fortæller om 200.000 omkomne.
Vi kender Strands historie fra 1198
Vi kender Strands historie fra 1198. Det var betegnelsen for landet ved stranden. Dette kystområde var i højmiddelalderen endnu forbundet med fastlandet og lignede et amfibielandskab med mange priler og floder.
Området blev permanent befolket omkring 1100, da sydfra komne frisere slog sig ned ved kysten (strandfriserne). Største by i området var Rungholt. Strands daværende fem herreder var Edoms Herred i landskabets centrum. Viriks og Beltring Herred lå i nord, Lundebjerg Herred i syd. Pelworm Herred lå mod syd. Det var især de sydlige dele af Strand, der forsvandt i bølgerne.
Et digt og en novelle af Theodor Storm
Men ofte er dette glemt, og historien koncentrerer sig om Rungholt. Det er fordi sagnet om Rungholt blev nedskrevet i slutningen af 1500-tallet og Ditlef von Liliencrons digt ”Trutz Blanke Hans fra 1882.
Her blev befolkningen beskrevet som larmende og fulde mennesker. Men allerede et par år før dette digt havde den berømte forfatter Theodor Storm nedskrevet sagnet om Rungholdt. Ja det indgår faktisk i en af hans ukendte noveller ”Eine Halligfahrt”.
Film og kriminalroman
Og det var egentlig Karl Müllendorf, der i 1845 først fremkom med sagnet i værket ”Sagn, eventyr og viser”. Så sent som i 2001 fremkom en film, der indeholdt alt om rigdom, synd og naturens kræfter. Filmen hed ”Rungholts undergang”.
Ja i 2005 udkom der endda en kriminalroman af Derek Meister, der hed ”Rungholts ære” Det handler om en købmand med samme navn. Han overlever i sidste øjeblik, og siden har han en panisk angst for vand.
I tre dage rasede stormen i 1362
Isen sprak og forvandlede sig til ødelæggende klumper, som med stor kraft slog ind mod de skrøbelige diger, der dermed brast. Store mængder vand fossede ind. Kirker, gårde og staldbygninger blev forvandlet til murbrokker og pindebrænde. I tre dage rasede stormen. Ja på tyske kalder man stormfloden for ”Blanke Hans”.
Stormfloden var 2,40 meter over digerne. Selv de bedste diger dengang har kunnet holde til denne stormflod. Stærke lavtryk og stærke nordvest-storme havde trykket vandet ind i Tyske Bugt.
Tilsvarende katastrofer indtraf fra Rømø i nord og Elben i syd.
En fornyet interesse for Rungholt
Men 100 år senere skete der også noget. Et stykke af randen af halligen Südfall brækkede af, og en efterfølgende erosion frilagde de omliggende vader. Nu åbenbarede der sig pludselig velbevarede bebyggelsesspor.
Fundene var massive rundt om Südfall. Dette retfærdiggøre måske den store interesse for Rungholt. Især takket være hjemstavnsforskeren Andreas Busch fra halvøen Nordstrand kan man få indtryk af katastrofens omfang dengang. Fra 1921 til 1943 kortlagde, beskrev og fotograferede han værfter, grøfter, diger og dige – sluser, der fremkom i vaden. Ja han fortsatte endda helt til sin død i 1972 og lede efter efterladenskaber fra Rungholt.
Testamente og handelsaftale
Ud fra fordelingen og antallet af brønde har han skønnet Rungholts indbyggerantal til mellem 1.500 og 2.000 indbyggere. Det kan sammenlignes med Kiels befolkning i 1300 – tallet. Hamborg havde på samme tidspunkt 5.000 indbyggere.
I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen faste beviser. Især Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en rolle. Man har også fundet et testamente fra 1345 med oplysning om Rungholt og tillige en handelsaftale med Hamborgs købmænd dateret 1. maj 1361, blot otte måneder inden at stormfloden ødelagde byen.
Mange fund fra forskellige perioder
Spor af bebyggelser begyndte først at komme til syne i løbet af 1800 – tallet. De fleste af de bebyggelsesspor, der blev registreret i vaden omkring Hallig Südfall efter 1921 er ikke synlige i dag. De er er enten eroderet væk, er ødelagt af nydannede pril – grøfter eller de ligger begravet i vaden. Flere af værfterne er blevet ødelagt.
Forskellige ø- og halligboere har gjort mange fund. Der er økse og dolke, krus og meget mere. Man kan udlede, at den sydlige del af det nordfrisiske Vadehavsområde har været besøgt i tiden fra 2500 til 1500 f.Kr. Man har endnu ikke fundet fund fra yngre bronzealder eller før – romersk jernalder. Men mellem Pellworm og Südfall er der dukket flere del af lerkar op fra romersk jernalder. Men også romerske mønter fra 2. århundrede e.Kr.
Men man har fundet mange tusinde genstande fra den sene del af 1100- tallet og fra første halvdel af 1300 – tallet. Dette taler for, at Rungholt – området blev slået fuldstændig i stykker.
Kun nord for Südfall er der fremkommet fund fra 15 – og 1600 – tallet, der tyder på en midlertidig beboelse i et mindre område af det middelalderlige kulturlandskab eller på et nyopvokset halligland.
Byen Slesvigs indflydelse blev forringet
I begyndelsen af 1200 – tallet havde Slesvig ikke længere så stor betydning som østvendt havneby og centrum mellem Vest – og Østeuropa. Blandt flere årsager er det også havets tiltagende betydning for den nordfrisiske kyst, som fik konsekvenser for Slesvig by.
Allerede i løbet af 1100 – tallet blev kystboerne på vestkysten fordrevet fra deres hidtidige bebyggelser på den flade marsk og tvunget til at bygge værfter og diger. Forholdene i Ejderen og Treene havde også ændret sig. De store handelsskibe kunne ikke mere sejle her.
Den nordfrisiske kyst var attraktiv
For de handlende fra Hamborg til Flandern var den nordfrisiske kyst stadig attraktiv. Det vidner de mange importfund fra 12 – og 1300 – tallet fra vaderne omkring Südfall om. Udover forskellige landbrugsvarer var det salt, udvundet af det saltmættende tørv, som lokkede de handlende til fra fjerntliggende egne.
Ved halligerne Hooge, Nordmarch – Langenæs og Habel samt i den tilgrænsende fastlandsmarsk er det stadig muligt at finde arkæologisk spor fra gravning efter salttørv.
Man har fundet malmgryder, sværd og dragtdele, som har tilhørt folk af en vis social klasse. Et særligt fund er en pilgrimsbjælde, som viser, at det ikke kun var handlen, der fik folk til at tage rejsen hen over havet.
En stor handelsplads
Indtil videre er der hverken lokaliseret havne – eller en anløbsplads i Vadehavet ved Südfall, der kan have været brugt til handel. Der er hverken fundet spor i landskabet eller arkæologiske genstande, der kan knyttes sammen med en havn eller søfart som sådan.
Men et er i hvert fald sikkert. Rungholt var den største handelsby i området. Der blev fragtet salt, rav, kvæg og afgrøder mellem Rhein – Main – området, England, Norden og Benelux. Det er endda gjort fund som spansk – maurisk keramik med muslimske indskrifter, der tyder på handel med arabiske kulturkredse.
Har Rungholt eksisteret for 3.000 år siden?
Og dette har fået en af Rungholt – forskerne til at komme med nogle opsigtsvækkende påstande. Etnologen Hans-Peter Duerr tog i 1994 sammen med sine studenter en tur ud i Vadehavet. De gjorde særdeles mange fund.
Etnologen mener, at Rungholt allerede 3.000 år før sin undergang har haft forbindelser med minoiske skibsfarer. Man byttede forskellige olier med rav. Duerr påstår, at han har fundet vraget af et skib fra Kreta i Vadehavet. Men det endelig bevis mangler åbenbart. Og åbenbart er Duerr kommet på kant med myndighederne.
Etnologen blev senere professor i Bremen. Og professoren vil ikke overlade sine fund til myndighederne. Han påstår, at have gengivet på et kort, hvor han har fundet skibsvraget.
Og det var hovedbyen i Edoms Herred på Strand. Ved stormfloden mistede Strand forbindelsen til fastlandet.
Byen er nævnt i et dokument fra 1345. Efter datidens forhold var byen velhavende. Den var ikke kun kendt for sine fine salt. Men også for hvalfangst.
Diget har været tæt bebygget og nærmest gennemhullet af talrige brønde. Derfor har det ikke kunnet bruges som havdige.
Sagnet i forskellige versioner
Undergangen blev betragtet som Guds straf over et syndigt land.
Ifølge sagnet ville to svirebrødre lave sjov med den lokal præst. De kaldte ham ud til en døende, som viste sig at være et svin, de havde klædt ud og lagt i seng. De spottede præsten og hældte øl i hans kasse med sakramenterne.
Præsten fik samme nat et varsel og flygtede med sit hushold til en højt beliggende kirke på Ejderstedt. I løbet af natten brød vandet igennem digerne og skyllede Rungholt i havet. Ifølge sagnet kan man på vindstille dage stadig høre Rungholts kirkeklokke ringe under bølgerne.
Og som altid er der forskellige versioner, af dette sagn. Nogle steder, står der, at det kun er søndagsbørn, der kan høre klokkerne. Et andet sted står det anført, at da præsten flygtede havde han været i kirken. Han havde taget sin pige med og to jomfruer kom efter dem, efter at han havde bedt til Gud.
Den danske konge var på besøg
Befolkningen greb ind i naturen ved at forbedre marskens jord, derved blev marsken lavere. Og så er det også lige det at i 1350 hærgede pesten, så måske havde man ikke kræfterne til at vedligeholde digerne.
Måske har man også været en smule hovmodig. For når stormfloder inden den, der her ramte Rungholt gang på gang druknede andre øer og småbyer i det nordfrisiske marskland, så slap Rungholt altid med skrækken.
Det lykkedes heller ikke at genetablere digerne emellem de nutidige øer Pellworm og Nordstrand i tiden efter Den Store Manddrukning. Det ubeskyttede område er i dag blevet til vade.
I 1354 tog den danske konge Valdemar Atterdag på tur i området, og det var særlig omkring Pellworm han tog til. Det var for at skaffe flere afgifter.
Pludselig fik Husum adgang til Skibssejlads
Den Store Manddrukning i 1362 var ikke blot skyld i store tab af menneskeliv og af indvundet land. Den førte også til forandringer i landskabet, som kystbefolkningen profiterede af. For eksempel gennembrød den såkaldte Heverstrøm (kompliceret system af tidevands – render) den strandvold, der på det tidspunkt lå mellem Lundenberg herred og øen Gammel – Nordstrand, så der blev adgang for skibssejlads ind til Husum.
Som efterfølger for Rungholt udviklede denne hidtil ret ubetydelige bebyggelse sig til en rigtig havneby.
Specielle overlevelsesstrategier
Desuden voksede der efter stormfloden halligland op på den del af det ødelagte middelalderlige kulturlandskab, der lå på stabil undergrund. Dette landskab blev beboet af mennesker, og på denne måde opstod de på verdensplan enestående halliger, hvor mennesker indtil i dag takket være specielle overlevelsesstrategier har været i stand til at leve og ernære sig.
I 1426 vedtog repræsentanter fra tre af de i alt fem strandske herreder sammen med repræsentanter fra bl.a. Amrum, Før og Sild den såkaldte ”Syvherreds-Vedtægt”, som stadfæstede det hidtil mundtlige overleverede nordfrisiske retstradition. I 1528 blev den lutherske reformation indført på øen.
Blodhævnen blev afskaffet
Ved den 1544 stedfundne landsdeling mellem kong Christian den Tredje og hans to brødre i hertugdømmerne, tilfaldt øen den haderslevske del af Sønderjylland. Hertug Hans den Ældre opholdt sig flere gange på øen og hjalp med at forbedre kystbeskyttelsen. Ja og sjov nok gik han også meget op i at beskytte Tønder – marsken.
I 1555 udsendte regenten en selvstændig kirkeordning for øen og hjalp med at kodificere den såkaldte spadelandsret. Denne ret kan kort forklares ved, at bor man i marsken fik man ret til jord mod til gengæld at vedligeholde diger og koge.
Med den nordstrandske landsret (strandretten) fra 1572 blev forpligtelsen til at øve blodhævn afskaffet. Efter Hans den Ældres død i 1580 tilfaldt øen gottorperne. I 1593 blev der gennemført en ny herredsinddeling, idet resterne af Lundsbjerg – og Viriks Herreder kom til de øvrige tre herreder.
En stor gren af selvstyre
Omkring 1600 var øen sikret med en gennemgående sø – dige. Størstedelen af landet bag dige – linjen lå under havniveauet, og var derfor i fare for at blive oversvømmet. Men jorden var frugtbar. Derfor blev Strandboerne anset for at være velhavende. Størstedelen af de godt 8.600 indbyggere arbejdede i landbruget. De største erhvervsgrene var mælkeproduktion, korn- og kvægavl, men også udvinding af salttørv. I landsbyerne fandtes der også håndværkere. Godsejere og feudalistiske strukturer fandtes overhovedet ikke. Øen var en af de sønderjyske landskaber med en større grad af selvstyre.
De støttede Christian den Fjerde
Under trediveårskrigen protesterede øens befolkning mod den af Gottorp-hertugen forordnede indkvartering af tysk/kejserlige tropper. De hyldede i 1629 ved Gaikebøl i stedet den danske konge Christian den Fjerde som lensherre over hertugen.
Strandboerne slog derefter først en kejserlig og så en gottorpsk hær tilbage, men blev til sidst nedkæmpet af gottorperne. Vedligeholdelse af digerne led under kampene.
Den store skat er endnu ikke fundet
I Vadehavet finder man hele tiden ting og sager. Det bliver fotograferet, taget op og renset. Og så bliver findestedet kodet ind på et kort. Det er absolut forbudt, at tage tingene med hjem. Vadehavet er nationalpark og er Unesco Verdens kulturarv.
To gange i døgnet bliver området oversvømmet. Vadehavet forandrer sig hele tiden. Materialer bliver hele tiden spulet væk og nye materialer kommer til.
Mange har været på jagt i Vadehavet efter en skat. Myterne omkring Rungholts rigdom har nok været overdrevet. Der er ingen, der har fundet den helt store skat endnu. Meget af det, der findes er også forurening, som har bredt sig til Vadehavet. Det meste af det som findes har ikke relationer til Rungholt.
Rungholt-dage på Nordstarnd
Men en masse ting er dog trods alt blevet fundet, og det er opbevaret tre forskellige steder i Slesvig-Holstens Landsmuseum, i Nissen-Huset i Husum og i Rungholt-museet i Pellworm.
Der er opstået en slags kult omkring den forsvundne by. Ja det er næsten som Nordens Atlantis. Hvert år samles man til Rungholt – dage på Nordstrand.
Der fanges fisk i klostret
I 1532 ramte også en kæmpe stormflod. Alene ved den sydslesvigske halvø Ejderstedt druknede 100 mennesker. På øen Strand omkom 1.500 mennesker. I Tønder stod vandet 3 alen (1,8 meter) højt i Sct. Laurentii Kirke, som ellers var bygget 3,5 meter over havets overflade.
Fra Ribe forlød, at vandet stod så højt, at ”der kunne fanges levende fisk i klosteromgangen” Alle Mandøs beboere omkom under oversvømmelserne, bortset fra 8 mand som tilfældigvis befandt sig på fastlandet. Ifølge legenden rejste de efter stormfloden til Sønderho på Fanø og fandt sig koner, som de bragte med til Mandø, hvor de byggede øsamfundet op igen.
En heks bliver beskyldt for at have igangsat en stormflod
Stormfloden i december 1615 krævede også menneskeliv. Det var den begivenhed, der medførte, at Karen Roed fra Rømø i 1620 kom for Riber Ret. Hun blev dømt og brændt for hekseri, fordi hun ifølge anklagen:
Vandet stod op til Tønder Slots vinduer
Om den samme storm noterer P. Rhode i Haderslev Amts Beskrivelse:
1,6 meter over kirkegulvet i Ribe
Den 11. oktober 1634 oplevede vi Den Anden Manddrukning. Da sagde man, at det var den værste stormflod nogensinde. Her stod vandet højt op af gulvet i Ribe Domkirke. Inde i kirken blev vandstanden næsten mandshøj, 1,6 meter over kirkegulvet.
I Nr. Farup druknede 295 mennesker. Det var halvdelen af sognet. Så langt væk som Seem sogn, der ligger 14 km fra havet omkom 10 mennesker.
Luften var fuld af ild
To tredjedel af Nordstrands beboere omkom
Stormfloden gik især ud over øen Strand, som blev delt i to, hvorved øerne Pellworm og Nordstrand opstod. Af Strands ca. 9.000 indbyggere omkom 6.000. På øen Pellworm kom man forholdsvis hurtigt i gang igen, men på Nordstrand skete det først, da kapitalstærke hollændere indvandrede i 1652.
Også Nordstrand Moor og Hamburger Hallig er en hallig, der opstod dengang. En sandbanke, som måske har rummet en lille skov ved Rungholt ved navn Rungholtsand er bevaret.
Cirka 50.000 køer og heste døde alene på Nordstrand. 19 af øens 22 kirker gik tabt.
I alt regner man med at mellem 8.000 og 15.000 mennesker druknede under denne stormflod. To tredjedele af befolkningen omkom. De fleste landsbyer forsvandt i havet.
Digerne havde ikke samme kvalitet
Digerne havde længe ikke samme kvalitet som i dag, og de havde ikke samme varslingssystem.
Den 220 km2 store ø blev i løbet af kun få timer næsten fuldstændig oversvømmet
Hollænderne genopbyggede Nordstrand
I dagene og ugerne efter stormfloden viste det sig, at store dele af de oversvømmede områder ikke kunne genvindes. Det skyldtes især øens dybe beliggenhed. Det indtrængende vand kunne på grund af landet s dybde ikke løbe ud med det resultat at det hidtidige kulturlandskab i kort tid var forvandlet til vadområde.
Dertil kom, at hertugen ikke var rede til at støtte en eventuel genopbygning. Kun på Pelworm lykkedes det indbyggerne at genopbygge digerne ved hjælp af nederlandske dige – byggere. En del af de overlevende slog sig på halligerne Mor, Grøde, Hoge og Langenæs. Mange forlod og landet. Den nuværende halvø, Nordstrand blev senere befolket og gen inddiget af nederlænderne, som fik ”oktroj” for at genopbygge kogene.
Stormflod 1825
Også natten mellem den 3. og 4. februar 1825 ramte en storm stormflod halligerne. Det var især halligerne, den ramte. 74 mennesker druknede, næsten alle dyr druknede. De fleste huse blev ødelagt og forsvandt helt.
Stormflod 1976
Også mellem den 3. og 4. januar 1976 indtraf en slem stormflod. Målingerne var rekordhøje. Og vi vil nok i fremtiden opleve flere af disse stormfloder. Man har set dem op til 7 meter. Det fremskudte dige ved Højer er hvis nok på 8 meter.
Sommerdigerne kunne ikke modstå stormfloden
Langs den sønderjyske vestkyst havde man sommerdiger. Men de kunne ikke modstå de store efterårs- og vinterstorme. Noget tyder også på, at disse diger var dårlig vedligeholdte. Måske var det på grund af økonomiske problemer.
En af konsekvenserne var også, at kystlinjen blev forandret til nogenlunde den, som vi kender i dag.
Ikke bare skabte stormen og den medfølgende stormflod øen Langli, der indtil den nat var en odde. Stormen satte gang i en proces, der over få årtier flyttede enorme mængder sedimenter og skabte halvøen Skallingen.
Stormen 1634 ramte under højvande
At stormen blev så kraftig skyldtes flere sammenfald. Ingen ved, hvor meget vind der var dengang, men der skal naturligvis meget vind til at presse store mængder havvind ind mod kysten.
Nu ramte stormen også under højvande. Denne storm er nok den, der har haft de største konsekvenser for Danmark.
Kan en dansk by bliver den næste Rungholt?
Vi kan ved hjælp af gamle kort og geologiske undersøgelser fastslå, at datidens kystlinje(1361) lå helt op til 40 km længere mod vest, end den gør i dag. Hundreder af kvadratkilometer land i det gamle Sønderjylland er forsvundet i havet, ædt af voldsomme og dræbende stormfloder især i 1400-, 1500- og 1600-tallet.
Kigger vi på vores nation, så befinder halvdelen af den sig mindre end 20 meter over havets overflade. Store og i mange tilfælde befolkningstætte områder ligger i mindre end fem-seks meters højde, herunder Køge Bugt – området, Amager, det østlige Himmerland og store arealer langs Limfjorden og på Vestsjælland.
Spørgsmålet er bare hvilken dansk by, der bliver det næste Rungholt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Øer i Vadehavet: Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Stormflod og diger Læs her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet. Læs mere på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: I forbindelse med overnævnte artikel. Læs mere på www.dengang.dk:
Marts 17, 2018
Klus – et valfartssted lige syd fra grænsen
I dag valfarter en masse danskere over grænsen til grænsebutikkerne, men dengang valfartede man til et sted i nærheden af disse grænsebutikker af en helt anden grund. Var ”Den Krumme Vej” en del af Hærvejen? Det er der uenighed om. Men her bosatte to erimitter sig. Paven havde ellers ment, at det skulle være et utilgængeligt område. De byggede et kapel. Og det blev lidt af et tilløbsstykke. Man siger, at der fundet krykker og bidsler på stedet. Et sagn er tilknyttet valfartsstedet. Vi møder den første protestantiske præst i Hanved sogn. Byggeri af kloster blev godkendt flere gange ved valfartsstedet i Klus. Men det har sikkert skadet hertugelige interesser. Her blev Klusgård bygget og man fandt rester af kapellet. Da man skulle bygge en kartoffelkælder fandt man også et skelet.
Når man fylder sin bil ved grænsebutikkerne
Det er sikkert ikke mange, der ved, at der få kilometer syd for grænsen en gang lå en meget besøgt valfartssted. Det har sikkert været lige så meget besøgt som Kliplev Kirke eller som kapellet ved Ensted. Ja de to sidste steder var noget som familien Ahlefeldt sikkert har tjent mange penge på. Men stederne lå på eller tæt ved Hærvejen, hvor der dengang var masser af mennesker.
Ja selv ned i Padborg Skov lå en helligkilde. Jeg det er Haraldskilde. Og herfra er der også et sagn.
Man havde måske det sidste håb, man var handicappet og ved disse valfartssteder var der måske en chance, hvis man ofrede det sidste, man havde.
Ja man tænker ikke over det eller man ved det nok ikke, når man kører over til grænsebutikkerne og fylder bilen.
Hærvejens forløb diskuteres atter
Nok engang diskuteres Hærvejens forløb. Vi har tidligere artikler påpeget at vejen havde forskellige forløb, afhængig af årstiden m.m. Omkring Bov er diskussionen og Den Krumme Vej eller Krummevejen hørte med til Hærvejen. Det er undertegnede nu helt overbevist om, at den har været.
Flensborgs Nordstad
På dansk hedder det Klus – på tysk Klues. Det ligger lige syd for grænsen i bydelen Nordstaden i det nordvestlige Flensborg.
Den lille forstad blev i slutningen af det 19. århundrede bygget til skibsværtsarbejdere. Men Klus var egentlig en forsvundet landsby, der før i tiden lå længere mod vest ved den del af Hærvejen, der hed Krummevejen.
En erimithytte
Bydelens navn relaterer sig til den eremithytte, der var var opført heri 1300-tallet. Denne hytte lå på vejen mellem Flensborg til Bov. Stedet med eremit – kapellet blev også omtalt som det klus. Stedet hed før Krogris. Kapellet blev opført i 1399 med pave Bonifatius den 19’ s velsignelse.
Men nu var det måske ikke så afsides, som paven mente. For vejen var nærmest en trafikåre. Og de to erimitter havde sat for at hjælpe de vejfarende. I pavens fortolkning skulle de to erimitter bosætte sig på et utilgængeligt sted. Men det var det bestemt ikke. Måske var det også derfor, at kapellet blev en stor succes.
Paven udsendte en hel skrivelse
Det var en hel skrivelse som paven udsendte. Der tales om, at nogle ville være et sted fjernt fra alverdens fristelser, for at hjertet ganske kan hengive sig til det guddommelige. Skove og huler må overlades dem, for at ikke verdens fortrængelighed skal lede dem på afveje. Så vil de stråle ved hellige gerninger sådan, at Kristi troende alle sammen tilskyndes til at give almisser og hjælpe til med at bygge kirker, og aflad vil komme rigeligt fra det apostolske sæde.
Så har nu har Ludolf Swerk, en præst fra Lybæk stift og en lægmand Wilhelm Uterlyre i den hensigt at føre et eneboerliv taget sig for at opføre et kapel til ære for den hellige Jomfru Maria og Augustin og Brigitte i en skov, som kaldes Chroxis-Krogsris i Slesvig stift.
Der loves aflad til alle dem, som give af deres midler dertil. Skænke bøger eller kalke etc. Og derefter andægtigt besøge dette kapel, når det er bygget, på Marias eller Agustinus eller Birgittes højtider i sand bod og bekendelse.
Hvem er kapellet egentlig bygget for?
Man kan således fastslå at kirkebygningen kan dateres til ca. år 1400.
Efterhånden kapellet sig til et valfartssted for pilgrimme, som stod i forbindelse med Ryd Kloster. Det var i det 15. århundrede mest populært.
Der er forskellig opfattelse til hvem kapellet oprindelig er bygget. Men måske er dette ændret i tidens løb. Men det var to tyske eneboere, såkaldte ”klausere” der søgte mod nord. De byggede en hytte, en såkaldt ”Klause”. Disse udtryk blev hængende. Senere er disse blevet afløst af en mere eller mindre officiel kirkelig instans.
Senere tales der kun om kapellet og hertil føjes så et eller flere navne på hellige mænd og kvinder. Ja man kalde den for ”Klausen” eller i datidens skrivemåde ”Klusz”.
Man ville bygge et kloster på stedet
I løbet af kort tid vakte kapellet temmelig stor opmærksomhed. Allerede i 1427 får minoriteter – klostret i Flensborg af pave Martin den Femte tilladelse til at opføre et kloster ved kapellet. Da denne dør kort tid efter, bliver det ikke til noget. Det sker først i 1431, da hans efterfølger Eugenius den Fjerde bekræfter forgængerens tilladelse.
I et brev til biskoppen i Viborg overdrager han denne meddelelse. Denne er givet, efter at kongen, Henrik, som han kaldes i dokumentet har givet sin samtykke til planen. Men det må nu bero på en fejl. For det kan kun dreje sig om Erik af Pommern. Klostret ved Klus skulle bebos af minoriter, og disse skulle have de til et kloster hørende rettigheder.
Byggeriet godkendt flere gange
Klosteropførelsen var godkendt af kongen, men alligevel er sagen yderst uklar. Var den danske krone ejer af jorden omkring Klus, så havde den også ret til at bestemme de kirkelige forhold. Første gang en kongelig godkendelse foreligger er 1427. Samme år dør den holstenske hertug, Henrik. Han skænkede ved sin død kapellet til Ryd kloster ved det nuværende Lyksborg.
Denne donation bekræftes af hans brødre i 1433. Samme år bevidnes overdragelsen af denne og flere ejendomme af klostrets abbed. Er det tale om en fejl fra pavens side, eller har hertugen ved en af deres togter mod Flensborg erobret området?
Der er navn på en af præsterne
Ifølge en gammel flensborgsk krønikeskriver Jonas Hoyer er kapellet opkaldt efter Sct Anna, jomfru Marias moder. Er dette tilfældet, så hed en af præsterne i Klus i 1480, Jens Jaspersen. Han var medlem af Hellig Legemsgilde i Flensborg.
Efter reformationen blev kapellet sløjfet og Klus udviklede sig til et lille sønderjysk kådnersted. Kapellets sten blev brugt til at restaurere Hanved kirke.
Et sagn knyttet til valfartsstedet
Der findes et sagn omkring valfartsstedet.
Man siger, at munke fra Ryd Kloster lod et kapel bygge ved Hærvejen som var tilegnet St. Annen. Syge, lamme, bragte offergaver til Moder Marie og St. Annen og blev sunde. Og hvis ens kvæg eller heste var syge, så var der nok at de bragte ting fra de syge dyr.
Man har således fundet krykker, der beviser, at lamme kunne gå derfra. Man har også fundet rester af bidsler. De helbredtes ting skulle efterlades. Efter at genstanden var lagt ned foran helgenbilledet kunne den syge blive rask igen.
Første protestantiske præst i Hanved sogn
Selv om det blev noget kloster i Klus, har der dog været flere præster. De har beboet et hus, som i 1539 blev taget i brug af den første protestantiske præst i Hanved sogn, Hartvig Davidsen også kaldet Bidsen. Om denne præst fortælles, at han først ikke ville antage Luthers lære. Men han drog til Hamborg og kom på ”bedre tanker” og vente tilbage til menigheden.
Kloster og land skænket til hertugen
Da kapellet fra 1433 tilhørte Ryd kloster i Lyksborg, tilfaldt det ligesom den øvrige del af dette klosters gods kongen i 1544. Ryd kloster og det omliggende land blev skænket Hertug Johan den Yngre i 1582, hvorefter slottet blev opført. Men ejendommeligt nok beholdt kongen meget længe de tidligere klosterbesiddelser omkring Klus som ejendom.
Lå der en gammel borg på området?
Til kapellet hørte sandsynligvis af kapellets beboere anlagte fiskedamme Musbæk – og Moorbæk – dam. Af disse damme findes stadigvæk lave jordvolde i terrænet. Hvorvidt navnene til disse to fiskedamme er opstået, efter at dammene var anlagt eller er overtaget fra folkemunde, er usikkert.
Det er dog påfaldende, at navnet Moorbæk – dam med stavelsen Moor synes at være af tysk oprindelse ligesom navnet Klus. Om vi i betegnelsen Moorbæk har det navn, som man i gamle beretninger finder som stedangivelse for en gammel borg ved Flensborg. Dette kan ikke afgøres med sikkerhed.
I tidligere artikler om Flensborg har vi beskæftiget os meden borg ved ”Flensbeck ved Mordbeck i Ramsherred mark. Ramsherred var den nordlige del af byen. Der findes ikke nord for byen andre bække end det i dag som Laksebæk betegnede vandløb, som i ældre tid kaldtes Moorbæk. Herved ligger de to fiskedamme.
Kongen beholdt stedet i lang tid
Et kongeligt dokument fra 1777 med kongelig underskrift bekræfter en aftale mellem kongen og en købmand fra Flensborg, Jacob Kahl om salget af fiskedamme. Disse blev så senere solgt videre til Familien Rønnekamp, Klusgård. Så længe blev noget af det tidligere klostergods på kronens hænder.
Klusgård
Efter at kapellet var nedbrudt blev der på jordet bygget fire husmandssteder. De blev ifølge dokumenter fra 1614 tildelt forskellige rettigheder. Disse brug blev sammen med den tilhørende jord solgt til familien Rosenkamp. I 1784 byggede Rönnenkamp Klusgård.
Ved opførelsen af den store gård fandt man rester af kapellet. I året 1805 har man ved bygningen af de store lader fundet en del bygningsgrus. Ved udgravningen af kartoffelkælderen i 1833 fandt man et skelet.
Familien Rönnenkamp ejede gården indtil 1984.
Koloni på stedet
Her udviklede der sig også efterhånden et værtshus, det kendes fra 1726 under navnet Slukefter.
Administrativt hørte bebyggelsen til Vis Herred i Flensborg amt. I kirkelig henseende hørte Klus til Bov Sogn. Efter 1864 kom Klus under Nyhus kommune.
I 1900 etableredes ved bygrænsen til Flensborg et nyt kvarter, som blev betegnet som Koloni Klues. Kolonien fik i 1904 en skole. I april 1909 blev den indlemmet i Flensborg kommune.
Det gamle Klus forblev ved Nyhus, indtil Nyhus og Klus i 1938 blev sammenlagt med Harreslev til den nuværende Harreslev kommune.
Klus Skov på et kæmpe areal
Klusris (Klus Skov) ved siden af Klus er opkaldt efter bydelen. Her lå der en nu nedrevet søbadeanstalt. Denne skov var i gammel tid en stor sammenhængende skov, der strakte sig fra Bramstedlund i Ladelund sogn til Jaruplund i Valsbøl sogn. En del af skoven i Bov sogn blev kaldt Krakholdt. Den yderste ende af skoven omkring Oldemorstoft blev betegnet som Krokris (1627)
I løbet af årene blev Krokis dog opkaldt efter landsbyen Klus, hvorimod åen, der snoede sig igennem skoven Krogå, efterhånden fik navnet Kruxå. Og i dag hedder den Kruså, og det hedder byen nord for grænsen også i dag.
Klus og Klusz kendt i lang tid
Navnet Krokris nævnes første gang i slutningen af det 14. århundrede. I 1473 benævnes stedet som Klusz. Her sidestilles Adelby Kirke som stedbetegnelse med kapellet i Klus. Men det hedder endnu ”de Klusz”
I et uddrag fra Gotschlak von Ahlefelds regnskab over indtægter og udgifter for årene 1502 – 05 hedder det Klus.
I Dankwerths kort over Flensborg, der stammer fra 1648 findes Klus brugt som navnet på en landsby.
I Harreslev (Harrislee) finder vi i dag ved siden af den ny anlagte markedsplads den romersk – katolske kirke St. Anna. (1951) Dets navn kan åbenbart henledes til forgængeren ved Klus.
Var ”Den Krumme vej” en del af Hærvejen?
Spørgsmålet er så om kapellet lå på selve Hærvejen. Hugo Matthiessen, der har skrevet mange fantastiske bøger om Hærvejen går kraftig imod at Krumvejen skulle være den direkte Hærvej.
På strækningen mellem Bov og Flensborg ligger ved Nyhus en hellig kilde. Det første de vejfarende mødte i Flensborg, var Skt. Gertruds Kapel lige inden for den nordlige byport. Og Skt. Gertruds Gilde skulle stå fattige pilgrimme bi på deres rejse. Dette nævner Hugo Mathiesen også.
På vejen uden om Flensborg ligger der ingen hellig kilde, intet kapel eller kirke. Det næste sted er Oversø Kirke.
Ville man ikke have kvæget ind i Flensborg?
De ting som Hugo Matthiesen anfører som beviser for, at vejen gik uden om Flensborg er dokumenter, der alle er senmiddelalderlige. På det tidspunkt kan det meget vel være muligt, at man fra Flensborgs side har ønsket at få kvæget uden om byen.
Nyhus placering
Ved at lægge borgen Nyhus ved Krumvejen og ikke ved den anden, spærrede man ikke alene tilgangen til Flensborg, men tillige hele trafikforbindelsen til lands mellem nord og syd. Helt nye opdagelser inden for Flensborgs bymure, synes at pege i samme retning.
Det er lykkedes for den kendte hjemstavnsforsker J. Røschmann, at fastslå et borganlæg ved den nuværende Fruekirke, et anlæg, der måske kan føres tilbage til år 1200. Andre endnu ikke fremdragne borganlæg ved Flensborg, ikke ved Hugo Matthiesens Hærvej synes at tale for, at man i det mindste indtil 1500 har brugt vejen over Flensborg.
En passende afsked
At den verdslige magt i tidlig middelalder har erkendt vejstykkets betydning, før Hærvejen fra Flensborgs beskyttende mure fører syd på i et åbent usikkert land, ses deraf, at der fra Flensborg til Bov findes rester af flere borganlæg enten i terrænet eller i historiske kilder.
Fra kirkelig side har man villet give datidens pilgrim en passende afsked, før han vandrede videre sydover, hvor han skulle gå længe, inden han fandt en kirke eller et kapel.
Et kloster kunne skade hertugelige interesser
Herved kunne Klus opnå en sådan betydning, at endog flere paver har givet tilladelse til klosteropførelse. Antagelig skulle Ryd Kloster ikke svækkes med et stærkt kloster ved Klus.
Den danske konge skulle ikke have et støttepunkt i gejstlig og verdslig henseende, hvad der kunne skade hertuglige interesser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Flensborg: Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om Hærvejen m.m. Se her på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere: Om klostre. Se her på www.dengang.dk
Marts 16, 2018
Brede – under besættelsen
Vi er i Brede sogn nord for Tønder. Der faldt mange skud i Bredebro den 9. april 1940. Ja selv kirketårnet blev der skudt efter. Danske styrker kæmpede mod tyskerne, men blev afvæbnet. Præsten ville ikke hilse på tyskerne. Og ingen kom til tysk marchmusik. De lokale saboterede indvielse af tysk skole, stod der i den tyske avis. Og så ville pastoren i Løgumkloster ikke mindes en frikorps-mand. Den tyske skole brændte ned. Hjemmetyskerne mente, at det var sabotage. Sabotørerne blev tortureret i krone. Gestapo-aktion ved Stjernen ledet af en dansker. Hjemmetyskerne ville ikke i Hipo. Der var placeret sprængstof og landminer ved broen. Den tyske kommandant fik dette fjernet. Man havde 70 på en liste, der skulle anholdes efter besættelsen, men efter overtalelse nøjedes man med 22. Endelig langt og længe kom 30 engelske soldater. Og flygtningene forlod Bredebro. Præsten skrev et brev til dommeren. Han mente, der var på tide med forsoning. Men 5 stykker fra sognet skulle ikke løslades, mente præsten.
Danske styrker afvæbnet
Det er sikkert ikke alle der endnu ved, at vi er nord for Tønder på vej mod Skærbæk. Beboerne blev vækket tidlig om morgenen. Der var fly i luften. Tyskerne var undervejs. Snart kunne beboerne samle ”Oprop” op. Her fortalte tyskerne, at Danmark var under deres beskyttelse.
En maskingeværskole fra Tønder på ca. 25 mand havde taget kampen op mod tyskerne i Sølsted syd for Brede. Nu var de posteret syd for Bredebro bag en barikeret hovedvej. Hovedstyrken var dog i Svanstrup Skov lige nord for broen. Her var hovedvejen nødtørftig spæret af nogle arbejdsvogne.
Ved 7 – tiden var der et kvarters skyderi i gaderne. Jo 9. april 1940 var ikke helt så fredelig i Bredebro. Snart var de danske styrker blevet afvæbnet og var nu under bevogtning i Svanstrup Skov.
En granat mod kirketårnet
Kirken var brudt op. Og kirkedøren stod åben, da pastoren ankom. Inde i kirken så det ikke ud til, at der var beskadiget noget. En tysk underofficer kom meget ophidset imod pastoren da han kom ud af kirken.
Han forklarede, at de tyske styrker var blevet beskudt fra kirketårnet. Og to mænd med blå kasketter var gået ind i kirken lige før pastoren. Den tyske officer ville gerne vide, om denne havde observeret noget derinde. Det kunne pastoren benægte, men den tyske officer troede ham nu ikke.
Der gik mange rygter i byen, hvem der kunne have skudt mod tyskerne oppe fra kirketårnet. Og den dag i dag kan man se skudhuller fra tyskernes kugler. En granat blev også affyret, men ramte dog ikke. Den ramte dog kirkeskibets mur under vindueshøjde.
Fra hjemmetysk side blev der påstået, at præsten havde udleveret kirkenøglen til de danske soldater. Og at det skulle være dem, der havde skudt fra kirketårnet.
En salve mod skrædder-lærlingens vindue
En bonde fra Svanstrup blev antastet af de tyske soldater, der påstod, at der var blevet skudt fra hans gård. Det afviste han og sagde, at man ikke havde sendt bud efter dem. Man ville have arresteret ham, men undlod.
En salve fra en flyvemaskine gennemhullede tagvinduet i skrædder Winds to – etagers hus. Lærlingen der havde værelse lige der, blev heldigvis ikke ramt. Selv om der blev skudt en del, var der ingen sårede i civilbefolkningen eller militæret.
I Sølsted blev fru Hjort, der boede over for kroen og det nye forsamlingshus såret af en granatsplint eller skud. Der blev sagt, at der var to sårede tyske soldater.
Præsten ville ikke hilse på tyskerne
Den tyske kolonne fortsatte nu nord på mod Ribe og Esbjerg. Rygter i byen sagde, at hjemmetyskere på motorcykel viste vejen. Ved middagstid var byen fri for tyske tropper. Både danskere og hjemmetyskere kunne nu tænke over, hvilke forholdsregler de skulle tage.
Den 19. maj kom der tyske tropper fra Nordjylland på vej til den franske front. Bataljonsstaben kom til præstegården. Tyskerne skulle indkvarteres i sognet. De tyske officerer lå i gæsteværelset. Præsten ville nødig hilse på dem.
Senere måtte præsten mens han var til sengs lade sig afhøre om hans rolle den 9. april af to tyske jurister.
”Wo ist die Zivilbevölkerung”
På Versailles – dagen den 28. juni ville hjemmetyskerne flage. Hagekorsflagene var indkøbt. De troede, at det var den dag, at Sønderjylland ville indgå i Das Dritte Reich. Vi har tidligere i artikler berettet om dette.
Fredag den 13.spetember blev der i ”den gamle” nu ”tyske kro” dannet en tysk ”Frauenverien”. Her blev ”unser Führer” hyldet og købmand Brodersen udbragte et ”Sieg-Heil”. Forskellige andre grupper blev dannet men åbenbart var det ikke den store tilslutning. Da et tysk militærorkester gav koncert på ”Stjernen” i Bredebro mødte der kun meget få tilhører. Det fik dirigenten til at udbryde:
Den 16. september blev ”Dansk Samfund” for Brede sogn stiftet i forsamlingshuset. Ca. 500 var til stede. 800 havde allerede tilmeldt sig. Der var masser af møder i sognet både blandt de almindelige borgere og blandt de tysksindede.
De lokale saboterede indvielsen af tysk skole!
To borgere fra sognet var med i det berømte ”Spadeslaget” i Haderslev. Der blev oprettet en ny tysk privatskole. Man havde valgt en Vogelgesang – ejendom. Den lokale dyrlæge var foregangsmanden. Hans forretning var i den grad skrumpet ind, idet de danske bønderne valgte udenbys dyrlæger.
Fra Sudeterlandet var der kommet en sending kul. Det blev brugt som en slags ”Liebesgaben” til de hjem, som lod sig købe til at sende deres børn i tysk skole. Og i Nordschleswigsche Zeitung kunne man læse, at befolkningen i Bredebro saboterede indvielsen af skolen.
En flok mindre Bredebro – drenge gik syngende gennem byens gader med Dannebrog mens gæsterne indfandt sig, og deriblandt var alle spidser fra det tyske mindretal.
Tre omkomne flyvere begravet i Tønder
I pinsen i 1941 blev der afholdt ”Pimpfen – Lager – West. Cirka 150 drenge fra Deutsche Jugend Nordschleswig deltog, vist hovedsagelig fra Tønder. Også her kunne man i den tyske avis at den danske befolkning generede deltagerne ved at flage med Dannebrog.
Der indløb en klage fra den tyske værnemagt over at præstens børn skulle have fornærmet officerer fra den tyske værnemagt. Ja det endte hos politimesteren i Tønder, Martensen-Larsen, der personlig mødte op hos pastoren for at få børnenes underskrift på en undskyldning. Havde de ikke skrevet under, havde det været en sag for Gestapo.
Lyttertårne og flyvarsling
Der blev bygget lyttertårne for flyvarsling på Vognshøj og ved Sølsted. Ved Højer faldt der natten til den 20. august en engelsk flyvemaskine ned. De tre omkomne flyvere blev begravet i Tønder.
Søndag den 3. oktober var der tysk sportsfest i Bredebro. For første gang vajede Hagekorsflaget på stadion. Efterfølgende var der tysk gudstjeneste med 30 deltagere.
1942 startede med, at man fra hjemmetysk side efterlyste frivillige til fronten. Der var hvis kun en, der meldte sig. Men den 25. marts var der session. Og her viste det sig, at en tidligere underskrift bandt adskillige til tysk militærtjeneste.
Den 1. maj kom en nedskudt flyver ind hos en bonde i Harres. Men han kunne ikke skjules og måtte i fangenskab.
Pastor ville ikke mindes frikorpsmand
I 1943 nægtede Pastor Schülein fra Løgumkloster at medvirke ved mindehøjtidelighed i kirken for en falden frikorpsmand fra Ellum. Det var ellers en af hans tidligere konfirmander. Det blev så den tyske præst fra Bredebro, der skulle lede mindehøjtideligheden. Jens Møller fra Det tyske mindretal fordrede at han sammen med en anden præst samt at lektor Rosent, Aabenraa blev fjernet fra landsdelen.
Den 26. marts meldes om et bundt brandbomber på Harres mark, der brændte ud. Ved Lovtrup faldt også et bundt, som ikke kom i brand. Maskinen gik ned ved Obbekær.
Den 19 maj var der dagangreb på Kiel og Flensborg. En dansk børnehave i Nystaden rammes. 15 børn og to lærerinder omkommer.
Den 1. juni er der sabotage mod 6 lokomotiver i Tønder. På broerne i Brede sogn var der nu tysk sabotagevagt.
Tysk skole brænder helt ned
Torsdag den 17 juni lidt før klokken seks er der ild i den tyske privatskole i Bredebro. Den nedbrænder total. Årsagen er antagelig utæthed i skorstenen. Der havde været fest til ud om natten. Man fyrede med aviser. Men tyskerne mente, at det var tale om sabotage. Skolen blev nu indrettet i den tyske kros pakhus.
Den 29. august blev en række kendte mennesker anholdt. Pastor Schülein var en af dem, der blev arresteret.
Den 26. september var der sabotage på jernbanen ved Døstrup og Visby.
I 1944 averterer J. Brodersen i aviserne om lastbiler til tyskerne. Han arbejdede for Organisation Todt.
Den 17. april starter den tyske skole igen i en nybygget ejendom. Dagen efter blev forsamlingshuset igen frigivet.
Den 28. august ankom 12 store antiluftskytskanoner og 3 haubitser til stationen. D blev i første omgang slæbt til Svanstrup Skov. Flere gange holdt Zeitfreiwillige øvelser i Løgumkloster plantage.
Sabotører tortureret på kro
Mandag den 9. oktober blev en sabotørgruppe i Bredebro revet op. Ved midnat blev postbud Jørgensen afhentet og mishandlet på kroen. Han blev ført til videre forhør i Kolding. Fem andre blev ligeledes arresteret. Man havde gemt våben og sprængstoffer i Svanstrup Skov og i Jepsens tømmerlager. Lærer Jessen var så ”venlig” og hjælpe Gestapo med det praktiske.
Den unge frue på kroen kunne ikke holde ud at bo der mere på grund af skrigene fra de torturerede.
Gestapo – aktion ved Stjernen
Den 11. oktober kom Gestapo fra morgenstunden. Tre mand slap væk i sidste øjeblik. Man truede med at springe bilmekaniker Delas hus i luften, hvis han ikke viste sig inden middag. Fru Dela fik ”nervechok” og måtte med ambulance på sygehus.
Pastoren måtte i hemmelighed vie et par. Brudgommen var en politibetjent fra Grenå, som også var sabotør i Horsens.
Den 12. januar 1945 blev 300 mand sendt fra Frøslevlejren syd på. Der var en del fra Brede sogn. Fra 1. februar blev alle søndags – tog aflyst.
Den 3. februar var der Gestapo – kontrol på ”Stjernen”. Lederen var i Sommer-uniform og dansktalende. Bilerne blev standset og undersøgt. Den 17. februar blev de første tyske flygtninge anbragt i private tyske hjem.
Den 18. marts var de ”Zeitfreiwillige” på gaderne i Bredebro efter en øvelse. Den 11. april kom en hel masse rekrutter til byen. Byen skulle nu være garnison med uddannelse.
Vagtmandskabet sov på stationen
Den 15. april var der luftangreb mod stationen. Et sporskifte syd for stationen blev ødelagt. Dagen efter blev der foretaget en sprængning på jernbanestrækningen mellem Bredebro og Døstrup. Dette betød en forstærkning af banevagterne.
Slusen ved Ballum var blevet lukket af militæret. Vandet i åen stiger. Fra 29. april blev al regelmæssig jernbanetrafik indstillet. Vagtmandskabet var igen blevet udskiftet. 100 mand lå i ventesalen på stationen.
Den 20. april var det Hitlers fødselsdag. Hagekors-flaget var hejst på Kommuneskolen ganske vist med hovedet nedad. Efter sognefogedens henstilling blev flaget over til den tyske skole.
Tyskerne ville ikke i Hipo
Rekrutterne skulle aflægge faneed på skolens legeplads, hvor også en hagekorsdekoration var sat op. En del ”tysk – arbejdere” gik ledige på gaden. De turde ikke meretage til Skrydstrup flyveplads på arbejde. General Lindemann kom gennem byen. Han har vel været ved slusen for at se på oversvømmelses – foranstaltningerne.
Den 23. april ved 19 – tiden kom ca. 15 allierede flyvemaskineri forholdsvis lav højde. De fulgte hovedvejen nordpå og beskød alle lastbiler.
De tyske hjemmeværnsfolk havde valget at gå ind i Hipo eller hjemsendes. De valgte det sidste.
Den tyske dyrlæge chikaneret
På Gasse – højene blev der nu anlagt befæstninger. Den 2. maj blev vinduerne slået ind hos den tyske dyrlæge. Under en tur i hestevogn blev han presset ned i en vejgrøft.
Den 3. maj blev 4 mand banket op og taget med af det tyske feltpoliti til Aabenraa. Garnisonen blev alarmeret og marcherede ud til Gasse – stillingen.
Den 4. maj kl. 20.45 kom meldingen om den tyske kapitulation. Flagene gik til tops. Gaderne blev fyldt med glade mennesker.
Kommandanten valgte det fornuftige
Den 5. maj kl. 8 rejstes en flagalle med guirlander ved hovedgaden syd på med transparent ”Wellcome to Denmark”. Der gik rygter om, at en ung SS- løjtnant var ankommet med en sprængningstrop. De skulle have lagt sprængladninger under broen og landminer langs åen. En række personer fra Bredebro gik til den tiltalende kommandant. Han tilkaldte løjtnanten og bad ham fjerne sprængladningerne og uskadeliggøre landminerne.
To Hipo – folk fra Tønder var løbet tør for benzin ved Vollum og bad om benzin i Bredebro. Men de fik ikke noget. De gik så til fods til Ribe. Og her blev de arresteret.
Man havde 70 på en liste
Søndag den 6 maj blev der afholdt befrielsesgudstjeneste med en stopfuld kirke med 500 deltagere. Hjemmetyskerne var nedslåede og afventende. Den 10. maj var en stor menneskemængde forsamlet for at tage imod englænderne. Men der kom kun en enkelt soldat i en bil. Men han modtog til gengæld en kæmpe hyldest.
Frihedskæmpere blev hyldet. 22 hjemmetyskere blev afhentet under folks mishagsytringer og kørt til Tønder i rutebil. Derfra blev de kørt til Fårhuslejren.
Man havde ellers 70 navne på listen. Det var bl.a. to politibetjente ”under jorden”, der havde lavet listen. Men ledende folk i byen mente, at nu kunne der være nok med disse arrestationer.
Endelig kom 30 engelske soldater
I den tyske kro var der indrettet en lejr for 85 russere. De var blevet anvendt til arbejdstjeneste. Der var også en afdeling ungarer i byen. De vendte på hjemsendelse. Natten til den 12. maj lå et regiment i bivuak her i sognet på march syd på.
Den 16. maj kom tyske tropper på gennemmarch syd på i bivuak natten over. Kaptajnen havde kvarter i præstegården. Men præsten viste ham ud næste morgen. Han ”havde krænket gæsteretten”.
Dagen efter kom en engelsk afdeling på ca. 30 mand i 5 vogne fra Skærbæk. Der blev et optog gennem byen med afsluttende bespisning på hotellet. Allerede klokken 16 kørte englænderne videre mod Ballum.
Flygtningene forlod Bredebro
Den 5. juni rejste alle de indkvarterede tyske flygtninge hos hjemmetyskerne til Oksbøllejren. Endnu var der lejre i Bredebro, i forsamlingshuset, i gymnastiksalen og to klasseværelser. I kroen var der stadig tyske drenge og 80 russere og polakker.
Den 5. juli blev flygtningene fra skolen flyttet til baraklejren nord for Tønder. Russerne i kroen var rejst. Og drengene skulle til Hohenwarte ved Højer.
Præstens brev – om forsoning
Præsten Jens Holdt lagde ikke fingrene imellem, hvad han mente om hjemmetyskerne. Men han var dog også forsonende, da besættelsen var over. Måske er der nogen, der kan lære af ham. Han beskrev i enkeltheder borgerne, som var anholdt i Brede Sogn, som var i blevet indsat i Fårhuslejren. Det var dog især 5 personer, som han mente ikke skulle hjemsendes:
På en cykeltur i den forløbne uge har jeg haft lejlighed til at drøfte interneringsspørgsmålet med en del ledende mænd i grænselandet, præster, politikere, forhenværende (danske) internerede (civile og militære), alle med tilknytning til modstandsbevægelsen.
Under indtryk af disse samtaler tør jeg vist fremsætte følgende som det almindelige syn på spørgsmålet. Som udeforstående kan og skal jeg naturligvis ikke blande mig i den kriminelle side af sagen, men denne har også en politisk side, som jeg gerne vil sige lidt om.
Det synes så, som om det psykologiske øjeblik for hjemsendelse af de menige internerede nu er inde. Sindene er kommet noget til ro og begynder at kunne se sagen også fra modpartens side. Vi kan ikke være tjent med at få disse vore hjemmetyske landsmænd gjort til politiske martyrer og forbitrede modstandere, når vi dog siden skal leve sammen med dem og eventuelt håbe at vinde dem med tiden.
Når endvidere enkelte af deres fæller allerede er blevet hjemsendte, må det virke som dansk vilkårlighed, at de selv stadig sidder og måske slet ikke er kommet i forhør. Dertil kommer at høsten er begyndt, og de fraværende landmænd savnes stærkt på deres ejendom. Man behøver vist ikke at frygte for, at den løsladte forsvinder, hvis hans sag på nærværende tidspunkt ikke kan færdigbehandles.
Med hensyn til Heimwehr-folkene som i og for sig vel må bedømmes hårdere end de frivillige ved fronterne tør det vist hævdes, at disse aldrig ville være trådt i aktion på det sene tispunkt af krigen.
En enkelt skulle før sin internering have udtalt, at man i april 45 alle nægtede at lade sig sende til fronten, hvorefter den militære ledelse dekreterede deres hjemsendelse.
Der må i spørgsmålet muligvis tages hensyn til hjemsognenes stilling i national henseende. En mere rent dansk sogn absorberer lettere de hjemsendtes ressentiment end et mere blandet, og han derfor også bedre magte opgaven straks og på en gang. Tiden synes i hvert fald at være inde til, at de menige blandt de internerede hjemsendes nu – for så vidt på samme tidspunkt som modstandsbevægelsens folk
Det var hvis nok kun et rygte
At der skulle have kørt motorcykler foran med hjemmetysker som guider er nok mere et rygte end sandhed. Ved Aabenraa stod der godt nok nogle hjemmetyskere og dirigerede færdslen dengang den 9. april.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 222 artikler om Besættelsestiden Før/under/ efter herunder:
Marts 14, 2018
Endnu flere anekdoter fra Rømø (3)
Den første historie er såmænd sandt nok. Det gav en god akkord at bjerge et skib. Og så skulle kirken flyttes, og skurken fra Sild, der gerne ville have en rød jakke, havde en god ide. Det som strandfogeden foretog sig, var ikke noget borgerne kunne acceptere. En sømand havde svært ved at vælge, hvilken pige, som han ville have. Pludselig var han omgivet af mus. Men det var der også en forklaring på. Æ Piggemand var en person, der ikke kunne tale. Han boede i en hytte, og blev også begravet ved siden af. Den hylende brud kan man endnu høre på Rømø i stormvejr.
En god akkord
De fleste redningsaktioner fra øen fandt i reglen sted under særdeles dramatiske omstændigheder, men det kunne også gå mere roligt for sig.
Den 24. februar 1894 løb den 30 tons store fiskerkutter ”Providentia” af Finkenwerder på grund ved 3-tiden om morgenen lidt syd for den såkaldte Havsandspril. Denne pril skærer sig ind i stranden vest for Kirkeby.
Providentia havde været på fangst i Vesterhavet og befandt på hjemrejsen med en ladning rødspætter. Der blæste vindstyrke seks af vestsydvest og sigtbarheden var enddog overordentlig ringe. Desuden havde højvandet oversvømmet øens vestligste strandbred, hvilket sker en gang imellem, især om foråret og om efteråret.
De fire besætningsmedlemmer kunne selv redde sig i land. De gik nu til strandfoged Peter Petersen Holm i Kirkeby. Det var cirka fem kilometer fra strandingsstedet, for at melde det passerede.
Næste dag var vejret så godt, at strandfogeden kunne begive sig ud til skibet med noget mandskab. Det var dog muligt med hestevogn at køre helt frem til kutteren. Fisken blev losset og senere solgt rundt om på øen. Besætningsmedlemmernes ejendele blev bjerget. Derefter tog de hjem.
Nogle dage senere kom der en forsikringsagent til Rømø. Han skulle vurdere, om der fandtes nogen mulighed for at bjerge kutteren. Under gunstige vejrforhold skulle noget sådant synes muligt. Han lavede derfor en kontrakt med ni af øens indbyggere.
De forpligtede sig til at bjerge skibet og sejle det til Føhr. Når kutteren var afleveret der, skulle de tilsammen have 2.000 mark, hvilket dengang var en meget stor sum penge.
I maj begyndte de ni mænd, da det blev østenvind og godt vejr, at grave en kanal fra skibet ud til Havsandsprilen. I løbet af ti dage var den ret dybe rende klar. Alt var nu klar til ved næste springflod at bjerge kutteren.
Endelig kom den dag, hvor det skulle forsøges. Vejret viste sig fra sin bedste side, og der var udsigt til en høj vandstand. Derfor blev den sidste barriere mellem kanalen og prilen gravet væk ved ebbe, således at vandet ved den kommende flodtid kunne strømme ind i renden.
Det lykkedes. Skibet kom flot af grunden, og ved hjælp af tove blev den bugseret fra den gravede rende ud i prilen. Herfra bugserede man den over sandbankerne uden for kysten, hvor der den dag kun var en ganske svag brænding. Da skibet var kommet ud i åbent vand, satte man sejl og styrede det igennem Listerdyb.
Trods en ganske anselig læk nåede kutteren endnu samme dag frem til Havneby, hvor nogle mindre reparationer blev udført. Derefter kunne man sejle skibet til Føhr og hæve bjergelønnen.
Det havde været en overordentlig god akkord, når man betænker, at hver mand fik 210 mark for sit arbejde.
Ved søforhøret i Tønder den 11. maj 1894 blev det fastslået, at forliset var sket på grund af letmatrosens uagtsomhed.
Da kirken skulle flyttes på Rømø
Kirken på Røm’ er som så mange andre sømandskirker indviet til Sankt Clemens. Det var en biskop i Rom, som led martyrdøden under kejser Trajan, og som senere fik ry som søfolkenes særlige beskytter.
Om Rømø Kirke fortælles dette sagn:
I begyndelsen af det 17. århundrede levede der på naboøen Sild en skælm ved navn Pua (Povl) Modders. På den tid var det moderne, at mændene på vadehavsøerne skulle have rød jakke på om søndagen og ved andrehøjtider.
Pua kunne imidlertid ikke købe sig en sådan jakke, for skønt han var en dreven tyveknægt havde han aldrig penge, og forblev i øvrigt hele sit liv en fattig stakkel. På grund af sin manglende søndagsjakke måtte ha finde sig i mange drillerier fra Sild-boernes side. De fandt nu lejlighed til at sige tak for sidst for alle de gange, han havde holdt dem for nar.
Til sidst blev deres spot ham for meget, og han vendte sin hjem ø ryggen. I sin søgen efter et nyt sted kom han også til Rømø, hvor beboerne netop på dette tidspunkt havde et stort problem at løse. De ville nemlig flytte deres kirke nogle få alen mod syd, men de vidste ikke ri9gtig, hvorledes de skulle gribe sagen an.
Da de nu ikke kunne blive enige om fremgangsmåden, hørte de gerne den fremmedes råd. Han rådede dem til alle sammen at stille sig på nordsiden af kirken for at skubbe. Den vældige styrke i deres fælles kraft ville uden tvivl få kirken til at flytte sig.
For nu at kunne vide, hvornår kirken var kommet på den rette plads, skulle en af dem lægge sin røde jakke på det sted, hvor de skulle have kirken til at ligge. Når man så ikke længere kunne se den, måtte kirken være rigtig anbragt.
Rømø-borgerne syntes, at det var et godt råd. Og straks begyndte de at skubbe og presse af alle livsens kræfter på kirkemuren, mens Pua Modders en gang imellem løb om på sydsiden for at se, hvor langt de var kommet.
Efter at folkene havde slidt i deres ansigts sved i flere timer og havde trykket deres arme til blods på den ru kirkemur, vendte Pua endelig tilbage fra en inspektion til sydsiden og fortalte, at nu var den røde jakke væk. Kirken stod altså, hvor de ønskede, at den skulle stå.
De var meget stolte af det værk, de havde udført, indtil Pua den følgende søndag havde den frækhed at vise sig i kirken iført den røde jakke.
Nu var borgerne klar over, at de var blevet bedraget. Og Pua fik snart at mærke, at han havde overvurderet deres godmodighed og humoristiske sans. Han undgik dog deres raseri ved hurtigst muligt at flygte tilbage til Sild.
Strandfogeden på Rømø
Rømø led i gamle samme kranke skæbne som Føhr. Mens der strandede talrige skibe på kysten af Amrum og Sild var det kun sjældent, at et løb på grund ved Føhr eller Rømø. Og derfor var der heller ikke meget strandingsgods at bjerge.
Nu er det jo sådan, at ikke enhver kan hente strandingsgods hjem, som man ønsker. Det har man strandfogeder til. De har hver ansvaret for et afsnit af kysten, hvor de har ret til at indsamle, hvad der driver i land. Værdien heraf er deres løn for det udførte arbejde.
For mange år siden fandtes der på Rømø en strandfoged, der kiggede fuld af misundelse over på Silds kyst, hver gang et skib strandede der, uden at så meget som en enkelt pind, drev ind på hans strand. Derfor klagede han sin nød til præsten, som rådede ham til tålmodighed og bøn.
Men da fogeden ikke kunne bede fik han præsten til at bede følgende bøn for sig:
Men det var ikke nok for strandfogeden. I stormfulde nætter bandt han en lygte til halsen på sin hest, og således red han gennem klitterne ved vestkysten. Han håbede på denne måde at lede skibene vild.
De skulle antage den svingende lygte for at være lanternen på et andet skib og således tro at være ud for en sejlbar rende. Om han havde heldet med sig i dette, er ikke kendt.
Men det er en kendsgerning, at han mistede dit embede dom strandfoged på grund af denne ugerning.
Mange indbyggere på øen var jo selv søfolk og de havde absolut ingen sympati for, at man forsætligt lokkede skibe i fordærv. Det kunne jo også være mænd fra øen blandt besætningerne om bord.
Borgen
Nordøst for Kommandørgårdens campingplads ved Mølby ligger en høj, der af de indfødte kaldes Borrebjerg. Det betyder ”Borghøj”. Vi har i en tidligere artikel besøgt stedet. Hvilken slags borg, der har ligget her, og hvem der har boet her, ja det diskuterer man stadig.
Man ved, at grundplanen er firkantet. Bortset fra søsiden har den været omgivet af tre parallelt løbende grave og volde. Mod syd førte en bro over til fæstningen og dannede på denne måde forbindelse til resten af øen.
Historikerne strides om, hvem der har bygget borgen. Nogle tilskriver den ridderen Claus Lembeck, der levede omkring 1370. Under navnet Poul Flemming fra Rømø gjorde han som sørøver skibsfarten til Ribe og Tønder usikker.
Andre mener, at borgen blev opført allerede i det 11. århundrede af vikinger, fordi grundplanen minder meget om andre kendte borganlæg fra vikingetiden. De fund, der indtil i dag er blevet gjort ved udgravninger på stedet, er alle meget svage og tillader ingen sikker datering.
Mange sagn er tilknyttet denne borg. Her er en af dem:
Der levede engang på Rømø en sømand, der ikke kunne beslutte sig til, hvem han skulle gifte sig med. Der var to kvinder, som havde hans interesse. Den ene levede på Sønderland, den anden på Nørreland, og der gik lang tid, uden at han kunne beslutte sig.
Endelig valgte han pigen på Sønderland, og en aften tog han af sted for at fortælle hende om sin beslutning. Da han nu kom forbi borgen, så han sig pludselig omringet af mus, der i store mængder stod på bagbenene omkring ham. De dansede og peb på det skrækkeligste.
Skønt hårene rejste sig på hovedet af ham, fattede han mod og smed grus efter sine uønskede ledsagere. De forsvandt dog ikke af den grund. Først da han badet i sved nåede frem til din udkårnes hus, synes de som sunket i jorden.
Senere fik han at vide af en mand, der havde forstand på slige ting, at pigen fra Nørreland havde været en heks, og at hun havde hævnet sig på den måde, fordi han havde hævnet sig på den måde, fordi han havde forsmået hende.
Æ Piggemand
For en del år siden stod der en lille splitternøgen mand i stalden til en gård i Vråby. Da bonden fandt ham, var han netop i færd med at lange ned i tønden med svinefoder for at spise af det.
Da folkene talte til ham, flygtede han, men vendte dog straks efter tilbage og modtog taknemligt de klædningsstykker, som man gav ham.
Hvor han kom fra, kunne øboerne ikke finde ud af, for enten kunne manden ikke tale, eller også kunne han ikke gøre sig forståelig for folk. I klitterne øst for Vråby byggede han en hytte i de såkaldte Lejrbjerge, hvor svenskerne havde deres lejr i 1644.
Æ Piggemand (pigge betegner i øens dialekt noget småt) tjente til livets ophold ved at gøre rent i staldene på gårdene rundt omkring, og nu og da tiggede han sig også en smule mælk.
Efter sin død skal han være blevet begravet ved siden af sin hytte. I 1901 blev der i Lejrbjergene fundet et skelet, som formodentlig var resterne af den lille ubekendte mand.
Øboerne kunne ikke forklare, hvor han kom fra, men de gættede på, at han var faldet over bord fra et skib og skyllet ind på stranden. Måske har han derved pådraget sig et chock, at han blev stum.
Den hylende brud
En gang levede en rig bonde og en fattig fisker ved siden af hinanden på Rømø. Bonden havde en datter og fiskeren to sønner. De voksede op sammen. Da de havde nået den giftefærdige alder, kunne pigen ikke beslutte sig til, hvem af de to unge mænd hun ville have til mand, for hun syntes, at hun holdt lige meget af dem begge.
Da de var tvillinger, lignede de hinanden som to dråber vand og ingen af dem ville tvinge en afgørelse igennem for ikke at gøre den anden ondt.
Således gik nogle år. Fiskersønnerne var med deres far på havet, og pigen tjente hjemme på gården.
Så en dag blev valget afgjort af sig selv på den sørgelige måde. En af de unge mænd blev på havet. Og efter den sædvanlige sørgetid fejrede pigen og broderen forlovelse. Bryllupsdagen blev fastsat.
Mens bryllupsforberedelserne fandt sted på gården, passede den unge fisker sit arbejde. Men en aften hvor båden endnu ikke var vendt hjem, blev det et frygteligt uvejr. Det stormede og hvinede. Den unge pige løb fuld af angst ned til stranden for at se efter sin elskede.
Mens hun løb langs klitterne, stødte hun pludselig på et lig, som havet havde skyllet op på stranden. Hun genkendte sin forlovede.
Nu var begge hendes friere blevet taget af havet. Det var så hårdt et slag for hende, at hun mistede sin forstand. Hylende løb hun langs stranden, og intet kunne bringe hende til fornuft.
Nogen tid senere vendte brudgommen tilbage. Hans skib var ganske vist gået ned i stormnatten, men han havde reddet livet. Og da han nu atter kom til sit hjem, fandt han kun en vanvittig pige, som ikke ville kendes ved ham.
Det lig, som hun havde fundet, må have været den første broder, der tidligere var blevet skyllet over bord, og hvis døde krop nu var drevet i land.
Men hver gang, det blev stormvejr, løb den ulykkelige pige, hylende langs stranden. Og endnu i dag siger de lokale, at når stormen pisker over hede og klit:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Rømø, her på www.dengang.dk kan du finde: