Artikler
Maj 20, 2018
Flere minder fra Tønder Statsseminarium
En dansk og en tysk afdeling. Historier fortrinsvis fra 1869 – 1872. Fra Harmoni via Phønix til Enigheden. Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab. Seminariedirektør Schmidt. Pastor Eye var til diktat og doven. Efterfølgeren var ikke bedre. Rickmers var dårlig til dansk. Dansklærer Petersen var den bedste. Johansen havde familiemæssige problemer. Papa Wilms var godheden selv. Seminaristerne var ikke til havedyrkning. Richter var en betydelig og doven pædagog. Krause var en fin mand. Vi hilser på det vigtige eksaminationskollegium. Der var to fraktioner hos de danske seminarister. Man gik langs Borgerdiget eller drak en æggesnaps.
En dansk og en tysk afdeling
Vi har efterhånden et par historier fra Tønder Statsseminarium og Tønders skoleliv. Og tænk engang det var Nordens ældste læreruddannelsesskole oprettet i 1788.
I de første 20 år efter 1864 var seminariet delt i to afdelinger, en A – afdeling, som var tysksproget, og en B – afdeling som var dansksproget. I 1884 flyttede den danske afdeling til Haderslev og seminariet i Tønder blev rent tysk.
De tyske elever bar både før efter 1884 uniformer efter forbillede fra de tyske ”Studentenburschenschaften.
Fra ”Harmoni” via ”Phønix” til ”Enigheden”
I den danske afdeling var der barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet her i 1869 – 1872, som vi skal beskæftige os med. Den danske semarist – forening hed ”Harmoni”. Det var en forløber for ”Enigheden”.
Men inden da hed foreningen Phønix. Møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var underholdning med foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Efter hver optagelsesprøve blev det fejret med et såkaldt ”Fuchsschaumaus”. Hertil var seminarielærerne også inviteret.
Den danske hue behagede ikke det tyske borgerskab
Man optog også skikken med at bære hue, men det var dog ikke den samme som de tyske seminarister. Oprindelig var foreningens medlemmer udstyret med en grøn hue. I slutningen af 1870’erne blev den så byttet om med en hue, der mindede meget om den danske studenterhue.
Men ak, det vakte forargelse blandt de tyske seminarister og Tønders tyske borgerskab. Efter en huekrig endte det med, at huen blev forbudt i 1878. Så var det også lige den meget lange pibe, der hørte med til udstyret.
Sanglærer Johansen
Dengang hed sanglæreren Johansen. Han var selv en original med et vittigt smil om sin lærde mund. Han spurgte altid seminaristerne, om de kunne synge. Ofte var svaret:
Seminariedirektør Schmidt
Jo det var dengang at det hed seminariedirektør, og han hed dengang i 1869 Schmidt. Ja og allerede i 1865 blev den bagerste bygning forhøjet med en etage. I 1905 blev en helt ny statelig seminariebygning taget i brug.
Og Schmidt han blev senere præst og endog provst i Svenstrup på Als. Han kunne godt være streng og til dels opfarende. Men han var en meget dygtig lærer og afholdt. Især var han fortrinlig til religionsundervisning.
Pastor Eye var til diktat
Pastor Eye’s undervisning bestod af diktat. Han underviste i religion og pædagogik. På grund af sin dovenskab blev han anset som en dårlig lærer, og så var han ilde anset. Eleverne kunne finde på at pibe af ham, så han måtte forlade klassen. Han kom meget hurtig videre til Medelby. En søn af ham, advokat Eye i Flensborg, blev for nogle år siden skudt i en duel.
Efterfølgeren var ikke bedre
Pastor Engel var Eyes efterfølger. Han var stort set ikke bedre. Det var også en meget dårlig undervisning. Hans undervisningsmetode var også diktat. Men hans sætninger var i reglen så lange og lærde og opstyltede, at han ikke selv kunne holde rede på det.
De teologiske kandidater, der var på seminariet forstod ham heller ikke. Han var senere præst på Als. Og skulle have været en ret dygtig prædikant.
Rickmers var dårlig til dansk
Rickmers, degnen fra Medelby, som underviste i matematik, historie og geografi var et hjertensgodt menneske og et mønster af en skolemester. Hans kundskaber rakte ikke så langt, så han gav ikke så meget. Til gengæld kunne alle følge med.
Han talte så dårlig dansk, så i begyndelsen måtte seminaristerne tage sig sammen for ikke at knække sammen af grin.
Rickmers tilbragte sine sidste dage i Flensborg og blev en meget gammel mand.
Dansklærer Petersen var den bedste
Petersen var uden tvivl den bedste lærer. Han var senere kredsskoleinspektør i Aabenraa. Han var en fortrinlig underviser i dansk sprog (Meiers grammatik) og litteratur. Dengang var dette et hovedfag. Ved siden af dette havde han en ”ædel karakter”. Derfor var hanhøjagtet og elsket.
Johansen havde familiemæssige problemer
Johansen var lærer i musik og gymnastik og så også i fysik. Han kunne ikke fornægtes dygtighed. Men han var hvis ude i ægteskabelige og andre familiære problemer. Det bevirkede, at han ofte var brutal og uberegnelig. Han kunne i undervisningstimerne finde på at drille eleverne.
Når man mødte ham på gaden kunne han lige så godt ligne en murermester. Han gik ikke så meget og i tøj og udseende.
Papa Wilms var godheden i sig selv
Papa Wilms som han i almindelighed blev kaldt hørte egentlig til afdeling A. Han var lærer i botanik og zoologi. Dette foregik så på tysk.
Han havde på grund af sin barnlige, næsten til barnagtighed grænsende godhed og i sin ejendommelighed til aldrig at se fremad i undervisningen meget svært ved at opretholde disciplinen. Derfor lærte man aldrig noget hos ham.
En gang imellem følte han sig fornærmet. Han kunne faktisk en hel time sidde og hulke som et barn.
Seminaristerne interesserede sig ikke for havedyrkning
Büsing var lærer i havedyrkning. Skønt han kun var gartner, var han ikke uden evner i at undervise. Men seminaristerne interesserede sig ikke lige for dette fag. Så de fik vel aldrig rigtig noget ud af havekultur.
Richter, en betydelig og doven pædagog
Richter blev senere seminariedirektør, først i Tønder, dernæst i Augustenborg. Han var ganske vist en meget betydelig pædagog, men utilbørlig og doven og gav derfor en højst tarvelig undervisning i tysk sprog, der indskrænkede sig til et par timer om ugen. For det meste bestod den kun i simpel diktat og oversættelse. Dette bidrog ikke just til at udvide seminaristerne kendskab til det tyske sprog.
Så hjalp det, at man i de sidste studieår havde tysk undervisningssprog i historie, geografi og naturfagene.
Krause var den fine mand
Krause hørte også til afdeling A, det tyske afdeling. Han gav undervisning i skønskrift. Han ville gerne spille den fine mand i form af at bukke og skrabe. Dog var han som musiklærer i den tyske afdeling vistnok mere grundig og dygtigere and danskernes Johansen.
Det vigtige eksaminationskollegium
Provinsialskoleråd var til den tid dr. Schneider. En legemlig kun lille mand. Åndelig derimod var han en betydelig mand. Skoleråd var forhenværende præst i Bylderup, Matzen. Og så var der Generalsuperintendent dr. Godt. Disse tre hørte med til Seminariets eksaminationskollegium.
Da læreren skålede på Danmark
Ja mange af seminaristerne tjente lidt penge i den danske privatskole i Tønder. Har var bestyreren, Tørsleff ved dyrskuet i Visby kommet til at udbringe en skål for Danmark. For ikke at falde i den strenge gendarms fangarme måtte han erklære, at det var damerne han havde skålet for. Hvis han ikke havde kunnet overbevise gendarmen om dette var han landet i fangenskab i Köningsberg.
To fraktioner
De forskellige skikke man havde i den danske afdeling kunne godt tage overhånd og komme til at ydmyge den enkelte. Og det var ikke altid lige sagen. Der dannede sig to grupper, som var udstyret med ”totenschlâger”. Men nu kom det dog ikke til egentlige kamphandlinger.
Langs Borgerdiget eller en æggesnaps
Rundt om i Tønder kunne man få logi hos beboerne, bl.a. hos farver Hansen i Søndergade. Nogle af seminaristerne sparede. Og det gjorde de så også på tøjet. Nogle gik kun i vadmelsbenklæder, og kun ved festlige lejligheder tog man så en hvis krave på.
Opholdet på seminariet betød at mange bånd blev knyttet sammen. Det var lutter unge, livsgalde mennesker, der i det hele taget havde det meget behageligt, men man længtes efter at blive færdig og være en fri mand.
Man løb og spadserede langs borgerdiget ved Vidåen. Der var mange værtshuse, der lokkede. Og konditor Hamerich havde nogle velsmagende kager. Her kunne man også nyde en æggesnaps.
Der var da også enkelte fra den danske afdeling, som man ofte mødte i danselokalerne og krostuerne i byen. Det skete da også, at seminarister blev bortvist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 232 artikler om Tønder og Omegn herunder:
Maj 18, 2018
De Sønderjyske Piger
Vi solgte ”De Sønderjydske piger” som plakat i Padborg Boghandel til 98,- kr. men det var københavnske forlæggere, der tjente mange penge på det nationale. Ja faktisk startede det med, at Drachmann var i Sundved, og så hvordan gravene fra 1864 blev passet. Og i København ville Bojesen tjene hurtige penge. Han fik sørget for et billede at to piger, Valborg og Helga i folkedragter. Drachmann skrev et digt til, og så var lykken gjort. Der kom en masse galanterivarer til. I København fulgte forlægger Strandberg med. Men da en fotograf lavede et postkort med to balletdansere på Dybbøl Skanse forestillende danske soldater, ja så lugtede folk lunten. 300 sønderjyske piger var på besøg i København og Nordsjælland. Omkring Genforeningen blomstrede ”De Sønderjydske Piger” op igen. Man må sige at gennem historien er det nationale og ”De Sønderjydske Piger i den grad blevet ”misbrugt”.
Plakater til 98,- kr.
Vi solgte dem i Padborg Boghandel for 98,- kr. som plakat. Men hvad er det egentlig for noget? Ja det blev det helt store tilløbsstykke. Var det en velgørende organisation eller hvem tjente på dette?
Ja egentlig blev de fremstillet til at være en hurtig kommerciel succes. Men det blev også et sandt og ægte symbol på trofasthed og udholdenhed.
Jo det er to piger med resignerende blikke fotograferet i folkedanserdragt foran et malet skovmotiv. Historien om dette nationale symbol tager sin begyndelse i 1864.
Man passede en grad i Sundved
Efter erobringen af Als den 29. juni 1864 blev hele øen finkæmmet for soldaternes efterladenskaber. Mange lokale gemte fund fra krigen. Men egentlig følte de sig skamfulde ved ikke at aflevere disse fund til myndighederne.
Hos Cathrine Fink i Bøffelkobbel i Sundved blev der passet på en grav med to danske soldater. Trods fattige kår blev graven passet og plejet efter alle kunstens regler.
Glem os ikke – Glem os ikke
Ved denne grav aflagde digteren Holger Drachmann et besøg i 1877. Formålet med at rejse til området var for at hente åndelig næring og kraft.
Digteren traf Cathrine Fink og hendes gamle halvblinde mor. Dette gjorde et stort indtryk på ham. Han fik forevist husets gæstebog og alle de efterladenskaber, som man havde samlet fra soldaterne. Han beundrede gravens udpyntning med Dannebrog. Ved afskeden vendte Cathrine sig om mon Drachmann og sagde med et fast blik:
Drachmann: Derovre fra Grænsen
Drachmann lod Cathrine indgå i et digt inkluderet i en rejsebeskrivelse fra Als og Dybbøl med titlen ”Derovre fra Grænsen”. Den blev udgivet sidst på året i 1877. I digtet bliver Cathrine Fink et symbol på alle sønderjyske pigers trofasthed og håb. Ja digtet blev også hurtigt sat i musik og kom senere i Højskolesangbogen.
Men det var nu ikke Drachmanns fortjeneste at digtet og symbolet blev så populært. Det skyldtes den københavnske forlægger, Ernst Bojesen i 1879. Han havde året før åbnet en papir- og kunsthandel i Vimmelskaftet. Han havde store planer om bogudgivelser. Men forlagsvirksomhed krævede en betydelig kapital. Og det kneb med at finde en rigtig ”sellert”.
Bojesen fik en ide
Kunne man finde det rigtige, så var lykken gjort. Det var dengang en udbredt fornøjelse, at købe fotografier af kongefamilien eller populære skuespillere og sætte dem ind i svære læderbetrukne albums side om side med familieportrætterne. Også varer af denne art forhandlede Bojesen med skiftende held.
I 1878 blev den yngste af Christian den Niendes døtre, prinsesse Thyra, bortgiftet til hertugen af Cumberland. Bojesen annoncerede ivrigt med billeder af hertugen – uden nogen videre held.
Lidt bedre gik det med et fotografi af den populære skuespiller Emil Poulsen. Han spillede rollen som Ambrosius. Dette bragte Bojesen en pæn fortjeneste. Men det var hovedsagelig til københavnere.
Kunne han bare finde et billede, som hele Danmark kunne bruge? Men så fik han en ide. Bojesen var blevet anmodet, om at skaffe nogle biografiske data over Drachmann og hans bog ”Derovre fra Grænsen”. Forespørgslen kom fra en tidligere skolekammerat, Carl Steffensen, der var bosat i Flensborg. Han skulle holde foredrag om Drachmann og hans nye bog.
En kæmpe succes var født
I en artikel skrevet i 1919 har Ernst Bojesen selv skildret, hvorledes ideen opstod, billedet udformedes og markedsførtes. Han bad sin ven sørge at formå et par unge danske piger til at stå/sidde foran byens bedste fotograf i nogle originale folkedragter.
Alt lykkedes. Proprietær Toftes to smukke døtre hjalp og fotograf Schumann løste sin del af opgaven på smukkeste måde. Der blev lavet nogle smukke randtegninger. Vilh. Bergsøe skrev to smukke vers. Og så indflettede han Drachmanns begyndelseslinje. Bojesen var fra starten klar over, at han havde skabt en succes.
Gennem et energisk salgsarbejde fik han hurtigt gjort billedet kendt over hele landet. Han fortæller selv i artiklen i Politiken fra 1919:
Ja den eneste drivkraft var at skaffe omsætning og fortjeneste. Han foregøgler ikke at have haft nationale motiver.
Direktør for Gyldendal
Året efter fik Ernst Bojesen succes med en humoristisk kalender. Senere opgav han detailboghandel og koncentrerede sig kun om forlagsvirksomhed. Han kaldte sit forlag ”Det Nordiske Forlag”. Hans speciale i de første år var til dels børnebøger, dels fædrelandshistorie. I 1903 blev forlaget lagt sammen med Gyldendal og Bojesen blev dets direktør.
Helga og Valborgs far
De to unge piger med de vedmodige blikke var søstrene Helga og Valborg Tofte. Deres far Hans Mikkelsen Tofte stammede fra Tirslund sogn i Midtsønderjylland. Efter at have taget lærereksamen blev Tofte ansat i Skærbæk. Efter den ulykkelige kamp ved Brøns den 22. januar 1849 samlede han sine skolebørn og fortalte, hvad der var sket.
Efter Treårskrigen blev Tofte ansat i Flensborg dels som anden – lærer i den nyoprettede danske borgerskole og som degn i den danske kirke. I 1853 giftede han sig med en pige fra Styding.
De fik fem børn, heriblandt døtrene Valborg og Helga. Og danskheden havde fremgang i Flensborg. Men lærernes løn blev beskåret efter krigen. I 1867 nægtede han at aflægge eden til Kejser Wilhelm. Dette betød fyring. Men heldigvis blev han ansat på den danske landbrugs- og højskole i Aagaard i Oversø sogn.
Under meget vanskelige kår virkede Tofte her indtil 1889, da skolen måtte lukke.
De to pigers skæbne
Valborg var på billedet iført en alsingerdragt, mens den anden var iført en dragt fra Før. Både Nord- og Sydslesvig var således repræsenteret. I en beretning fra 1911 fortalte Valborg, at dragterne tilhørte de to søstre. Helga og Valborg var opvokset i bymiljøet i Flensborg.
Helga Tofte med Før-dragten ser noget forknyt ud på billedet. Få år efter blev hun angrebet af galopperende svindsot og døde helt ung i 1883.
Søsteren, Valborg fik en lysere skæbne. Hendes fætter musiklærer H. Tofte ved Skårup Seminarium på Sydfyn så billedet. Ja så opdagede han, at hans kusine, som han ikke havde set siden de var børn, nu var blevet en ung smuk kvinde.
Han knyttede atter forbindelse til den sønderjyske del af familien og allerede det følgende år blev de gift. De valgte at bosætte sig i Skårup og hertil flyttede også den gamle degn Tofte.
Han havde lovet først at klippe sit hår og skæg, når Sønderjylland kom hjem til Danmark. Men han døde som 92 – årig i 1917.
Valborg og mand flyttede til Bylderup sogn
Valborg deltog i afstemningen den 14. marts 1920 i Flensborg. Det var en skuffelse, da hendes fødeby overvejende stemte tysk. Til gengæld var det en stor glæde for hende at opleve sin datter og svigersøn blive præstepar i Bylderup sogn efter Genforeningen.
Kredsen blev herved sluttet, da en gren af Tofte – familien vendte tilbage til Sønderjylland for at gøre en national indsats. Præsteparret blev energiske forkæmpere for danskheden i både Bylderup og Burkal sogne.
En kæmpe succes
Billedet af ”De Sønderjydske Piger” blev en enorm succes. Det udkom i 4 – 5 forskellige størrelser. Det første oplag på 500 blev revet væk. I en annonce i Nordisk Boghandlertidende i maj 1879 undskylder Bojesen, at der er ventetid på ordrene.
Billedet blev udgivet i en national bevæget tid. I 1878 havde Preussen og Østrig slettet paragraf 5 i Prager – freden. Sprogstriden blev også skærpet.
Næsten alle samfundslag havde taget billedet til sig, og dets nationale mission understregedes af, at Bojesen lod det første eksemplar overrække til den sønderjysk fødte Kong Christian den Niende. Senere blev der fremstillet et eksemplar i legemsstørrelse til hans datter Dronning Dagmar af Rusland.
Lødigheden blev ikke sikret
En strøm af souvenirs med fotoet af ”De Sønderjydske Piger” fulgte i kølvandet på udgivelsen af billedet. I løbet af sommeren 1879 blev Bojesen bestormet med forespørgsler fra fabrikanter, og for at sikre såvel lødigheden af produkterne som en fortjeneste til sig selv indgik Bojesen aftale med firmaet Moritz F. Henriques om, at dette firma fik eneret til at forhandle galanterisager.
Men denne eneforhandling fik dog begrænset værdi. Fra 1880erne dukkede der talløse piratudgaver af pigerne op på alskens sager, produceret i Danmark og England. Det var varer som kaffestel, pibehoveder, askebægre, tobaksdåser m.m. Billedet blev ikke gengivet som glasfotografi men som stregtegning på engelske fajancetallerkner og krus, som porcelænsmaling på askebægre og som farvelagte billeder på tysk porcelæn.
Sønderjylland og Sønderjysk blev forbudt at bruge
Fra 1895 blev det forbudt at bruge ordene ”Sønderjylland og ”Sønderjydsk” forbudt af de tyske domstole. Nu kunne man så i stedet få porcelænsstel med den sigende indskrift ”De Sønder…Piger” Ja disse stel mindede om en urimelig og smålig national forfølgelse. Men sager som dette var med til at fastholde billedets folkeyndest og understreger det nationale budskab.
Strandberg havde også succes
Bojesen var bestemt ikke den eneste københavnske forlægger, der spillede på de nationale strenge. Julius Strandberg, samtidens største skillingsvisedigter og – forlægger, havde grundlagt sin virksomhed i 1863. Han havde ingen skrupler ved at lægge sig i kølevandet på Bojesen.
En stor succes havde han med et skillingstryk med en vise på melodien ”De vog dem, vi grov dem”. Det handlede om en sønderjysk pige, hvis kæreste falder i krigen. Nu sidder hun ene ved graven og trøster alle de andre sønderjyske piger.
De sidste på skansen
I Tyskland blev Bojesens billede efterlignet under titlen ”Unsere wiedergewonnene Schwester”. Der blev også gjort et forsøg på at udgive det originale foto for at udgive det under titlen ”Scleswig – Holstein”. Men dette forsøg blev dog ikke realiseret. Forsøget på at overtage symbolet har nok været for gennemskueligt. Den danske undergrund ville let kunne skimtes under en tysk fernis.
Det var også den københavnske fotograf Peter Fristrup, der skulle med på følelserne. Han lavede et foto med titlen ”De sidste på skansen”. Motivet var to menige, danske soldater på en sønderskudt Dybølskanse. Fristrup fik Vilh. Bergsøe til at digte nogle strofer og i hele sin udførsel var billedet en tydelig parallel til ”De Sønderjydske Piger”.
Men det blev dog aldrig en succes. Det lugtede for meget af fidus. Han havde valgt to balletdansere som modeller. Ja og billedet kom i to forskellige udgaver. Billedet nåede dog at komme som postkort og en del galanterivarer.
300 sønderjyske piger på besøg
”De Sønderjydske Piger” blev et symbol på alle sønderjydernes trofasthed over for den danske arv, deres tålmodighed og udholdenhed. Og det syntes at være dette symbol, der fik danske patriotiske kredse til at invitere unge sønderjyske piger til at aflægge besøg i København og Nordsjælland.
Der meldte sig så mange værtsfamilier at hele 300 sønderjyske piger kunne tage af sted. Der var samlet middag for alle piger på Skodsborg under forsæde af Københavns overpræsident Christine Skau.
Turens højdepunkt var en mindehøjtidelighed i Roskilde Domkirke og en nedlæggelse af en sølvkrans ved Frederik den Syvendes gravmonument.
”De Sønderjydske Piger” kom tilbage
I 1894 begyndte Den nordslesvigske Sprogforening udgivelsen af en almanak. På forsiden var gengivet støtten på Skamlingsbanken. Bagsidemotivet var en bearbejdelse af et populært billede af Mord Danmark med sværd i hånd beredt til at forsvare riget. Hun var gengivet kampberedt ved Alssund med et landskort over Sønderjylland i sin anden hånd.
Det endte med at almanakkens redaktør ved en bøde. Tyskerne kunne ikke lide det. Nu blev bagsidemotivet ændret til ”De Sønderjydske Piger”. Kortet over landsdelen blev bevaret med det famøse ord Sønderjylland slettet med tykke sorte streger.
Med krigsudbruddet i 1914 blev alt nationalpolitisk arbejde af ikke-tysk karakter stoppet. Almanakken udkom i krigsårene med et neutralt billedløst omslag. Først i 1921 var der ikke muligt at udkomme med nationale holdninger. Og nu var Moder Danmark også tilbage.
I 1960 gennemgik almanakken en modernisering, og så var De Sønderjydske Piger tilbage.
Fornyet liv omkring Genforeningen
I afstemningstiden fik de nationale symbol.er, såvel de danske som tyske, et fornyet liv. ”De Sønderjydske Piger” blev nu omtegnet og anvendt i talrige nye sammenhænge. Nogle var meget kommercielle mens andre nærmest var komiske.
Jo det blev anbragt ved Danevirke med Istedløven i baggrunden. Andre med en rigtig Genforeningssommer var udarbejdet af ugebladet ”Hus og Hjem” blev en stor succes. Det blev sendt til forsamlingshuse, højskoler og almindelige skoler.man havde sandelig også udarbejdet nationale skuespil, hvor ”De Sønderjydske Piger” indgik. I Flensborg indgik tre sønderjyske piger, en fra hver afstemningszone. Her indgik også Mor Danmark.
Pigerne mere eller mindre misbrugt
Jo, ”De Sønderjydske Piger” indgik i mange sammenhænge. Således blev de også brugt i forbindelse med Vibe-Hastrups sko – creme og Diamant Metal – Pudsecreme. Ja i 1920 kunne man også købe håndrullede cigarer af mærket ”De Sønderjydske Piger”.
Særlig hos fotograf Biehl i Gråsten overlevede ”De Sønderjydske Piger” og ”De sidste paa Skansen” i meget lang tid i form af forskellige versioner i postkort.
Og pigerne blev sandelig også sat i forbindelse med Skamlingsbanken. Jo, der var sandelig mange, der tjente ikke så lidt på det nationale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi en masse artikler om 1864, Genforeningen m.m. Hjemmesiden indeholder 154 artikler fra Sønderjylland. Dertil kommer artikler fra Tønder, Aabenraa, Højer, Padborg/Kruså/Bov.
Maj 16, 2018
Når man blev syg i Aabenraa
Vi besøger den første barber/kirurg i Aabenraa. Strid mellem kirurger og læger. En melding fra Dr. Herholdt, Dehnfeldt holdt kun i to år. Fysikus Dr. Wiggers måtte ikke gå af, selv om han var utilregnelig. Claus Hess var i Skyttelauget. Eksperterne var Stabsschirurg Dr Schmidt fra Haderslev. I Tønder måtte man opgive sygehuset. En jordemoderskole blev oprettet. Betingelse for en uddannelse var, at man kunne læse og skrive. Skarpretter Röseler havde kirurgisk indsigt. Fysikus fik åreladning hos skarpretters datter. Degn Hans Michelsen tog brødet ud af munden hos fysikus. Og så var det lige en urmager, en bager og en kludekræmmer. Brokskærer Andreas Petersen fra Hejls havde stor succes.
Den første barber/kirurg i Aabenraa
Den første barber/kirurg vi kender navnet på i Aabenraa er Jens Balber, der i 1608 stod anklaget for at have deltaget i uorden og spektakler. Han blev dog ikke dømt nogen straf. Den første barber med privilegium har nok været Jürgen Detlefsen. Han kom til Aabenraa i 1610. Han søgte straks om at få privilegium. Men han fik først sin koncession i 1614.
To kirurger i Aabenraa
Hans virkeområde var Aabenraa by og amt. I 1646 blev hans koncession delt, idet hans svigersøn fik den ene. Derefter har der i mange år virket to kirurger i Aabenraa. I 1744 fik den tredje kirurg lov til at komme til byen. Det var den tidligere dragon Mathias Petersen. Han havde efter 20 års tjeneste fået meget stor viden om medicin. Han var i 1754 til prøve hos fysikus Bössel i Flensborg. Her fik han lov til at virke som kirurg.
Strid mellem læger og kirurger
I slutningen af 1700 – tallet var der også i Aabenraa strid mellem kirurger og læger. Opfattelsen var at læger ikke havde begreb om kirurgi. Og man var af den opfattelse, at læger slet ikke måtte beskæftige sig med dette. Nu var medicinallovgivningen anderledes i Hertugdømmerne end i Kongeriget.
Ved en forordning i 1757 blev hertugdømmerne Slesvig og Holsten opdelt i 10 fysikatdistrikter. En af disse var Aabenraa/Løgumkloster. Og en fysikus er vel det samme som en embedslæge.
En meddelelse fra Johan Daniel Herholdt
Vi har forsøgt, at gengive et meddelelse antagelig fra Johan Daniel Herholdt. Men vi har friholdt denne meddelelse for latinske udtryk og forsøgt at oversætte det til Nu – dansk. Det har nu ikke været helt let. Denne Herholdt er født i Aabenraa og uddannet kirurg. Ja han var en af de helt store koryfæer inden for lægevidenskaben i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Der findes et portræt af ham på Statens Museum for Kunst.
Johan Daniels far var kommet til Aabenraa i 1756. En af byens tre kirurger døde i 1754. Det var ikke lykkedes for enken at sælge privilegiet. Herholdt overtog det og lovede at gifte sig med den ”umyndige og uforsørgede” datter Metta Catharina, hvilket skete i 1758. Herholdt blev borger i Aabenraa i 1759.
Dehnfeldt holdt kun i to år
I ægteskabet var der to sønner nemlig Mathias Peter og Johan Daniel. Efter konens død giftede han sig med Susanne Dorothea Lundten. Med hende fik han fem børn. Nummer tre i rækken var sønnen Johan Friedrich Wilhelm Herholdt. Han virkede som kirurg i København. Hans søn blev en kendt arkitekt.
Som det var normalt dengang giftede kirurgsvenden Nicolai Nielsen Dehnfeldt sig med enken i 1783, men allerede to år efter forlod han Aabenraa.
Fysikus Dr. Wiggers
Medicinalvæsnet i Aabenraa og Løgumkloster blev dengang bestyret af fysikus Dr. Wiggers. Under hans opsigt praktiserede to kirurger en gammel mand ved navn Dr. Zehr og en yngre Hr. Hess. På Akademiet havde ingen af dem gjort væsen af sig.
Wiggers var læge og i perioden 1757 – 1789 fysikus i Husum. Wiggers mentale tilstand blev med årene mere og mere uklar og konfus. Han søgte derfor allerede i 1805 sin afsked efter at i 20 år have virket som fysikus. Ansøgningen blev dog ikke imødekommet. Først i 1809 fik han sin afsked efter fornyet ansøgning.
Hvorfor man, i en så betydningsfuld position fastholdt en person der med årene afslørede flere og flere aparte træk, formentlig en paranoid tilstand, må stå hen i det uvisse. Wiggers døde 1811.
Claus Hess var i Skyttelauget
Claus Hess er dog blevet portrætteret af Aabenraa-maleren, Jes Jessen og det er iført Aabenraa Skyttelaugs gallauniform. Maleriet er gengivet i bogen, Aabenraa Skyttelaug 1734 – 1984.
Hess havde været i dragonregimentet. Og så havde han været skibsdreng på fregatten Christiania til Vestindien. Senere sejlede han med orlogsskibet Holstein. Claus Hess virkede i Aabenraa til 1805. Herefter flyttede han til Tønder, hvor sønnen Hainrich Christian Hess var distriktskirurg
Zehr var kommet til Aabenraa i 1765. Han giftede sig med kirurgen Martin Kiers datter og overtog svigerfars privilegium i 1772
Dr. Schunk havde lærerbogen med
Der har ikke været mulighed for at finde frem til, hvem der lokalt har eksamineret dem, om det var den nuværende leder eller den tidligere, D. Schunk. De to kirurger var indlemmet i Flensburger Barberamt. Ingen af dem havde fast løn.
Man fortalte om Schunk, at han stod kirurgerne bi under forefaldne operationer. Uden at kunne bruge kirurgiske instrumenter påtog han sig at bestemme hvor og hvornår instrumentet skulle føres. Han tog en lærerbog ”Heisters Chirurgie” med til den syges bolig. Så oplæste han i patientens påhør med myndig ryst, hvorledes det til operationen fornødne apparat skulle ordnes. Derefter bad han kirugerne skære i Jesu navn.
Under afviklingen kiggede han skiftevis i lærerbogen og på kirugernes hånd. Stakkels syge mennesker i Aabenraa – dengang.
Man fik fat i ”Hr. Stabsschiurg Schmidt” fra Haderslev
Heller ikke Dr. Wiggers formodede at vinde patienternes tillid. Hans manglende evner kunne ikke rigtig bruges til noget. Kirurgerne klarede især frakturer udmærket.
Dem der havde de økonomiske muligheder hentede en ekspert fra en af de nærmeste købstæder, således havde ”Hr. Stabsschirurg Schmidt fra Hadersleben stor anseelse”
Sygehuset måtte ophøre i Tønder
”Doctor Krickhouff den ældre fra Tønder” skulle have været den første, der havde indført koppeindpodning på stedet. Han tjente gode penge her. Byen havde også en par jordemødre og et apotek.
I pietismens navn fik han skrabet penge sammen til et sygehus i Tønder. Bygningen stod færdig i 1784 på adressen Østergade 15. Men byens borgere var ikke så begejstret for at bo så tæt på et sygehus og fattiggård. Så desværre måtte dette ophøre. Krichauff blev afskediget i 1802 grundet manglende syn.
Koppesygdommen kunne ofte forløbe fatalt. Den første læge, der foretog ”variolationen” i forbindelse med kopper var vist nok fysikus i Tønder, Johan Fabricius.
Jordemoderskole i Flensborg
Der blev også nævnt Jordemødre. Fysikus i Flensborg Georg Bössel havde indrettet en jordemoderskole i Flensborg i 1755. Han havde udgav også en lærerbog. Og så stillede han som betingelse inden, at de startede deres uddannelse, at de kunne læse og skrive.
Apotekerudsalg i Aabenraa
I Aabenraa har der i tidens løb været flere tilløb til apotekerudsalg. Den første apoteker med privilegium var Thomas Fabricius. Han fik i 1709 privilegium til at etablere et apotek. I 1727 fik han kongelig bevilling. På grund af de store etableringsudgifter fik han også lov til at drive vinhandel og krydderiudslag sammen med sit apotekerudsalg. Dette var almindelig for apotekere dengang. Men det førte altid til konflikter med de andre handlende.
Lægerne bad Gud om hjælp
De fleste havde medicinske fordomme. Og de fleste af lægerne bad om, at Gud hjalp dem. Måske var der også nogle, der håbede på trolddom, såfremt, der ikke straks skete fremskridt i patienternes tilstand.
Kvaksalveriet var meget udbredt. Næsten alle, der var ramt af fattigdom forsøgte at ernære sig af denne vej.
Skarpretter Röseler havde kirurgisk indsigt
Skarpretterne mente, at de havde forstand på menneskernes kroppe. De mente at have forstand på kirurgi. Således havde en af dem, Rösler fået lov til at praktisere i denne kunst.
Hinrich Christoph Röseler var født i Bargholtst, Ahrensbök i 1711. Han tilhørte en kendt bøddelslægt i Holsten. I 1743 blev han ansat som bøddel iaf Aabenraa by og amt. Han havde i 1742 giftet sig med Anna Cathrine Stöckler, der var datter af skarpretteren i Tønder, Joh. Christoph Stöckler.
Udover sit fag havde Röseler nogen kirurgisk viden, som han udnyttede kommercielt, hvilket var årsag til stor vrede og utilfredshed hos kirurgerne. I 1780 indgik han et forlig med kirurgerne om, at han fremover kun ville beskæftige sig med arm – og benbrud. Men han har nok ikke overholdt aftalen. Der kom til et dramatisk opgør i marts 1786.
Aabenraa – kirurgerne havde forsamlet sig foran Röselers hus og prøvede forgæves at komme ind i det.
Husets nuværende adresse er Nygade 42. I gavlkvisten minder initialerne HCR endnu i dag om den tidligere ejer. Han var den sidste bøddel i Aabenraa.
Fysikus fik åreladning ved skarpretters datter
Hans datter som blev gift med styrmand Claus Clausen havde efter faderens død også praktiseret inden for kirurgien. Og dette betød tab i indtægt for de uddannede kirurgere. Derfor klagede de i 1792 til Magistraten.
Dette betød en straf til Rösslers datter på 5 rd. og et forbud på at udøve kirurgi. Men dette holdt hende dog langt fra tilbage. Hun rejste på landet og oprettede diverse kure. Atter engang blev hun anklaget. Hun havde ikke noget at sige til hendes undskyldning, men sagde, at blot gjorde det af menneskekærlighed.
Men hun fortsatte dog sin virksomhed. Selv fysikus kom til åreladning hos madame Clausen. Hun blev privilegeret som kvaksalver.
Degn Hans Michelsen fra Løjt
Jo der var masser af disse, bl.a. en degn ude fra Løjt Sogn. På apoteket kunne man få en masse recepter fra denne.
Det var Hans Michelsen. Fysikus Schunk kunne i den grad mærke at degnen fra Løjt var i gang som sygdomshelbreder. Fysikus var kun delvis lønnet af det offentlige. Han havde på et år kun haft 12 – 20 patienter privat.
På foranledning af fysikus udstedte amtmanden derfor 1751 et forbud mod at Michelsen fortsatte sine aktiviteter. Men Michelsen fortsatte. I en skrivelse anfører Michelsen, at Schunk var ”lidet berømt” for sin lægevirksomhed. Når Michelsen ikke selv kunne klare paragrafferne henviste han til stiftfysikus i Ribe, Anker Andersen.
En urmager, en bager og en kludekræmmer
Så var det også en kludekræmmer, der selv hentede medikamenter på apoteket. Disse brugte han i by og på land. Jo så var det også en gammel bager, der ved at beskue urinen kunne uddele lige det rette lægemiddel.
Ja og den engelske urmager, der befattede sig med at føle på pulsen og så meddele sine medicinske urmagerkundskaber. Det var familien Green fra Aabenraa, der var indvandret fra Liverpool. Det var en nyskabelse dengang i Aabenraa.
Kloge koner fra landet kom også ind til Aabenraa og udbredte deres kendskab til adskillige sygdomme. Der var en, der var berømt for at helbrede unge piger.
Brokskærer Andreas Petersen fra Hejls
I Hejls som ligger ca. en mil fra Christiansfeld var der en gammel ærværdig bonde, Andreas Petersen på cirka 70 år, der var nok den mest erfarende ”brokskærer” som Danmark nogensinde har kendt. Fra sit 22. år har han beskæftiget sig med denne gren af kirurgien. Han havde nu for egne midler indrettet et lille sygehus med seks senge til brok – patienter.
Inden for fire uger var kuren over. Hans seks senge var hele tiden fulde. I de sidste 50 år havde omtrent 50 været under kniven. Kun et par skulle være døde under kuren. Hans søn skulle være ved at lære faderens kur. Men så vidt det kan fastslås, blev dette hvis aldrig til noget.
Andreas Petersen var født i Mjolden. Ved giftemål med Karen Jørgensen fra Hejls overtog han svigerforældrenes ejendom. Fysikus Hartmann havde overværet en operation. Han mente ikke at forholdene var sådan, at det skulle skrides ind over for sådanne operationer. Andreas Petersen blev opsøgt af folk fra hele Jylland og Hertugdømmerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Maj 10, 2018
Løjt Land – for 170 år siden
Vi er nord for Aabenraa. Vi kigger på patroens indberetning fra omkring 1837. På Løjt praktiserede man ”Ydre Tugt og Ærbarhed”. Man var enige om, at der kun var ”Kun eet Løjt i Verden” Når man skulle vælge en pige skete det ud for følgende prioritering – slægt, sogn og penge. Barsmark, Skovby og Stollig var de fedeste byer. Har var masser af hovmod. Man skulle i hvert fald ikke blande sig med dem sydfra. Man skulle ikke glemme, at man var bønderbørn. Kådnere og håndværkere var mellemstanden. Fattigdom sås hos småfolk. De rige bønder blev drillet med at de kom fra et ”Bejkunsogn”. Her var masser af tiggere. 80 pct. af en konfirmations-årgang tog på havet. I 1880 kunne pastoren stadig mærke selvfølelse og indbildskhed.
Vi er nord for Aabenraa
Er det ikke længe siden vi har været på Løjt? Forleden fik jeg en invitation fra to gamle venner i Løjt. Og så kom jeg til at tænke på alle de ulykker, vi lavede sammen dengang. Men jeg kom også til at tænke på Løjts natur. Og egentlig er det jo også en masse historier knyttet til denne natur. Man har været god til at passe på kultur og historier på løjt Land.
Der er sikkert et par stykker, der endnu ikke er klar over, hvor vi befinder os. Vi er nord for Aabenraa.
Pastorens indberetning fra 1837
Det var Løjts daværende hovedpræst, pastor Matthiesen, der i en indberetning fra 1837 skriver om forholdene i sit sogn. Om Løjt sogns befolkning skriver han bl.a.:
Ydre tugt og ærbarhed
Pastoren gjorde opmærksom på, at fattige folk havde stor risiko for at blive endnu fattigere, såfremt der ikke var afsætning af varer. Risikoen var større på Løjt Land end andre steder.
I sognet havde man udmærkede man sig ved hollandsk skik:
Men nu var det som om, at sognet var blevet mere ”engelskpræget”. Men pastoren hæftede sig ved, at borgerne måske ikke skiltede så meget med deres velstand som andre steder. Overdreven ødselhed ved gilder og højtider tiltog meget før den sidste krig. Men under den trykkende krig og tiden derefter aftog dette.
”Kun eet Løjt i Verden”
Men nu var alt ikke lige rosende ifølge pastoren. Vrangsiden fulgte følgende indskrift:
Præsten havde været i sognet i mange år og kendte sin menighed. Løjtingernes selvfølelse var en kendsgerning, der imellem kunne give sjove udslag. Det var som om, at Løjt var et land for sig selv.
Slægt, sogn eller penge?
Selv om løjtingerne færdedes næsten hjemmevant ved Kap som ved Kinas kyster så hang de dog med dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod.
Løjts bondeslægter var indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne, at havde en bondesøn fundet sig en brud, spurgte man først:
Og hvis ikke:
Hvis det nu heller ikke slår til, sagde man:
Barsmark, Skovby og Stollig – de fedeste byer
Man havde en utiltalende ringeagt over for udensogns folk. Særlig dem helt syd for Aabenraa Fjord havde man ikke noget til overs for. Egnene nord for Genner bugt regnede løjtingerne mere for deres ligesindede.
Stoltheden tiltog jo længere øst på, man kom. I Løjt havde man tidligere end i nogen anden egn oplevet det gamle landsbyfællesskab. Enhver bonde kunne frit dyrke sin egen jord. Herremandsvælde som syd for Aabenraa Fjord, ja det kendte man ikke på Løjt.
Søfarten i 18. og 19. århundrede bragte ydermere velstand. Sognets fedeste byer var Barsmark, Skovby og Stollig samt den østligste del af Kirkeby.
Masser af hovmod
Haderslev Næs og Løjt Land rummer mange ligheder både geografisk og historisk. Nordenfjords møder man da også bondeslægter med lige så stor selvfølelse som på Løjt.
Foruden stoltheden over at være løjting rådede der blandt sognets bønder et stærkt standshovmod. Bønderne var sognets aristokrati. Gårdmændene var den økonomisk bedre stillede del af sognets folk. De havde de fleste rettigheder og de følte sig som den bedste stand især overfor den store Kirkebys talrige befolkning af ”småfolk”. Det var denne rodløse og traditionsløse masse, der tilmed ofte lod hånt om de moralske grundsætninger, der for bondeslægterne stod urokkelige.
Det var dengang, da gårdmændenes navne endnu stod på de bedste pladser i Løjt kirke som et minde om fortidens standsforskel. Kådnere og småfolk måtte finde sig til rette i kirkens afkroge.
Men der fandtes også mange gårdmandshjem, hvor det var et smukt forhold mellem husbond og tyende og et smukt nabovenskab, selv om den nabo var ringere end den anden både på jord og penge. Men de mest latterlige var jo de mest i øjefaldene og derfor er der bevaret flest historier om dem.
Husk på, at I er bønderbørn!
Gamle Kathrine i Nørregaden gav sine børn følgende råd:
Også gammel Eskel på Møllergård vidste nok sin plads på rangstien. En fattig dreng fra Kirkeby fik engang tjeneste hos ham. Men inden han tiltrådte pladsen, gav en gammel daglejer, der nok kendte manden på Møllergård, ham følgende råd:
Drengen fulgte rådet, og Eskel på Møllergård var særdeles tilfreds med den høflige dreng.
Kådnere og håndværkere var mellemstanden
Som forståeligt er, var standshovmodet størst i sognets østlige byer, mindst i sognets magre vestlige del. I Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med.
Ved siden af denne velstillede og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i sognet en talrig underklasse af fattige ”småfolk” som det hed dengang.
En mellemstand mellem bønderne og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt jord på Kirkebys magre Vestermark. Mange kådnere for til søs, mens konerne passede stedet. En hel del husmænd sad i ret gode kår. Det samme gjaldt mange håndværkere.
Fattigdom stor hos småfolk
Men flertallet af Kirkebys befolkning var jordløse arbejdere, og de måtte tjene føden ved daglejerarbejde på gårdene, ved tørvegravning eller tilfældigt arbejde.
Hos mange af disse ”småfolk” var fattigdommen stor. Hos mange familier gjorde brændevinen ondt værre. Som oftest havde arbejderfamilierne mange børn, og børnene måtte tidligt hjælpe til at hjælpe med at tjene til føden.
”Bejkunsogn”
Fra maj til mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise sogne. Pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene. Og dette gik i høj grad ud over skolegangen. I 1835 blev det meddelt, at det om sommeren hører til sjældenhederne, at der blot var en tredjedel til stede af de børn, der skulle være i Kirkebys ældste klasse.
I nabosognene var Løjt kendt for sine mange tiggersker ”bejkunner”. Med en hvis skadefryd lod man ofte de stolte løjtinger bønder høre, at de var fra ”æ bejkunsogn”.
Selv om mulighederne for, at fattigfolks børn kunne arbejde sig frem til gode kår, dengang kunne synes ringe, har vi dog også fra Løjt sogn eksempler på, at flid og sparsommelighed kunne bringe en mand fra småfolkenes lag til anseelse og velstand.
Chresten Hansen Timand var i napoleonstiden kommet til sognet som en fattig tjenestedreng. I 1832 havde han lagt så mange penge op, at han kunne købe sig en gård i Nørby. Han er farfader til den kendte grosserer Cornelius Hansen i Flensborg.
80 pct. af en årgang tog på havet
Men for småfolks sønner som for bøndernes lå ellers chancerne på havet dengang. Pastor Mumsen, sognets første præst efter 1864, skriver, at det var hændt, at over 80 pct. af drengene på et års konfirmandhold siden drog til søs. Og på havet tjente mange løjtinger sig frem til velstand, men mange fandt deres grav i bølgerne. Mange slog sig ned på fremmede strande og blev der. Mange hørte slægten slet ikke fra mere.
Da guldfundene i Californien rygtedes i 1848 lod også flere løjtinger sig lokke til at prøve lykken. Men udvandringen fra sognet tog først ordentlig fat efter 1864. Og de løjtinger der skabte sig et nyt hjem hinsides Atlanten, kan tælles i hundreder.
I 1880 stadig selvfølelse og indbildskhed
Endnu i 1880 kunne Løjt – præsten skrive:
Den skønne fødestavn
Og siden er udviklingen gået videre i retning af at udjævne forskelle og særegenheder, såvel egnsforskelle som standsforskelle.
Findes der endnu en lille rest af fortidens standshovmod i sognet, da vil de fleste løjtinger møde det med et overbærende smil.
Løtingernes kærlighed til deres skønne fødestavn er vel ikke mindre and før, dog er det aldeles uden gran af ringeagt for andre egne, når vi giver vore oldeforældre ret i, at:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 136 artikler fra Aabenraa og Omegn herunder 11 artikler fra Løjt Land:
Da Løjt i den grad er med i Søfartens historie i Aabenraa er det også relevant at kigge på disse artikler:
Maj 7, 2018
Da krigsforbryderne flygtede
Myndighedernes manglende interesse. 94-årig idømt 5 års fængsel. Et skjult Nazi-bosted i junglen. Et tilflugtssted hos topnazister. Men de var velkommen hos Perron. Tyskerne kunne hjælpe sig selv. BND slettede vigtige dokumenter. Brunner flygtede og fortrød, at han ikke dræbte flere jøder. Han overlevede to brevbomber. Aribert Heim var en frygtelig læge. Der blev foretaget operation uden narkose. Han kunne arbejde uden for rampelyset som læge i Tyskland. Men så måtte han flygte. Familien kendte dog hans opholdssted. Eichmann skrev et nådesbrev. Dommen blev dog ikke omstødt Eichmann sendte 400.000 i KZ – lejr.
Myndighedernes manglende interesse
Vi har gennem et par artikler kigget på krigsforbryderne under Anden Verdenskrig. Mange blev aldrig straffet. De blev med amerikanernes hjælp sendt til Sydamerika eller brugt som agenter. Nazisterne fik hjælp af kirken til at komme af med deres værste forbrydere. Ja en af de værste Mengele var et par gange hjemme i Tyskland på besøg. Og det vidste myndighederne udmærket.
Herhjemme blev de uniformerede krigsforbrydere sendt hjem i begyndelsen af 1950erne. Krigsforbrydelser er det også blevet udøvet på østfronten. Men de danske myndigheder har aldrig været interesseret i at pågribe disse. Men dem der meldte sig til Frikorps Danmark og Waffen SS slap ikke.
I denne artikel dukker vi ned i nogle af disse krigsforbryders flugt.
94 – årig idømt 5 års fængsel
En SS – vagt fra Auschwitz skal have fem års fængsel for at have været med til at slå mange tusinde mennesker ihjel. Det var den 94 – årige Reinhold Hanning, der stod tiltalt for at have medvirket til over 170.000 drab i den tyske dødslejr Auschwitz, hvor ofrene døde af sult, hvis de ikke blev myrdet i gaskamrene.
Han var til stede, da ungarske jøder blev tvunget til Auschwitz og myrdet på samlebånd. Over 300.000 af dem blev sendt direkte ind i de gaskamre, tyskerne havde bygget. Hanning havde meldt sig til Waffen-SS Totenkopf.
Han erkendte, at have gjort tjeneste i Auschwitz, men afviser, at han var i den seksion, hvor tyskernes dødsmaskine kørte i døgndrift.
Et skjult bosted i junglen
Et hold arkæologer har undersøgt en klynge ruiner i et afsides hjørne af Argentina. Det er tæt ved grænsen til Paraguay. Hele området er dækket af tæt skov. Kun ved at hugge sig vej med macheter, kunne eksperterne fra Buenos Aires universitet skaffe sig adgang til bygningsresterne.
Her fandt de en del tysk mønter fra slutningen af 1930erne, skår af porcelæn ”Made in Germany” samt nazistiske symboler på væggene. Arkæologerne konkluderede, at de havde fundet en hemmelig lejr for tyske nazister.
Det har krævet betydelige anstrengelser og økonomiske midler. Og det ligger et sted, som på et tidspunkt har været fuldstændigt utilgængeligt – langt fra alfavej og de få spredte lokalsamfund. De er bygget af materialer, som ikke var typisk for den regionale arkitektur.
Et tilflugtssted for topnazister
Måske har lejren i skoven været tiltænkt som et tilflugtssted for ledelsen af det nazistiske Tyskland. Det blev sikkert opført for det tilfælde, at de skulle få brug for at forlade Tyskland i hast og holde sig skjult.
Nazisterne havde tilsyneladende midt under Anden Verdenskrig dette hemmelige projekt, som handlede om at bygge tilflugtssteder til toplederne i tilfælde af nederlag i krigen. De skulle ligge på utilgængelige steder, midt i ørkener, i bjergområder eller midt i junglen som her.
Her var fordelen, at beboerne kunne være i Paraguay på mindre end ti minutter. Det er et beskyttet sted, som er let at forsvare. Her kunne de leve i fred.
De var velkommen hos Peron
Men til syvende og sidst blev det aldrig brug for gemmestedet, for da Det Tredje Rige faldt, blev lederne budt velkomne med åbne arme i Argentina. Tusindvis af nazister, italienske fascister og kroatiske Ustasha – folk ankom med til Argentina med præsident Juan Perons velsignelse.
De kunne hjælpe sig selv
Man anslår at op mod 5.000 nazister søgte tilflugt i det sydamerikanske land, blandt dem Adolf Eichmann, som vi vender tilbage til og Josef Mengele, som vi allerede har skrevet en større artikel om.
Ja sådan fortalte Peron selv inden sin død i 1974.
BND slettede vigtige dokumenter
Det tyske efterretningstjeneste BND har destrueret dokumenter fra mindst 250 ansatte, som var aktive i Gestapo, det nazistiske Tysklands politiske parti og den nazistiske eliteorganisation SS.
BND blev først dannet i 1956, men grundstenen til efterretningstjenesten blev lagt allerede i 1945. Ifølge det politiske ugemagasin Spiegel havde omtrent 10 pct. af BND’ s ansatte under Den Kolde Krig en skummel fortid i SS.
Brunners dokumenter blev også slettet
I 1990’ erne slettede BND ifølge Spiegel bevidst også alle dokumenter om Alois Brunner. Han var en af de mest eftersøgte nazister og forhenværende SS – general. Langt om længe fik man Alois Brunner dømt for krigsforbrydelser, men da var han for længst flygtet til Syrien. Og her nægtede de at udlevere ham.
Brunner havde arbejdet tæt sammen med Adolf Eichman omkring udryddelse af Europas jøder. Han blev sidst set i 2001, og da var han 99 år. Jo han var en af de mest eftersøgte, og det var ikke kun fordi, at han var Eichmanns højre hånd.
Han fortrød, at han ikke dræbte flere jøder
Brunner var ansvarlig for deportation for deportation af ikke færre end 128.500 jøder til koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. I modsætning til Eichmann, som vi senere vender tilbage til lykkedes det for Alois Brunner at holde sig uden for rækkevidde af både Mossad og Simon Wiesenthal Center. Det til trods for, at han har været den tidligere topnazist, som israelerne helst ville have fat i. men det fik de aldrig.
Han var død af naturlige årsager i den syriske hovedstad Damaskus, hvor han efter alt at dømme havde opholdt sig siden 1950’erne.
Overlevede to brevbomber
Han var notorisk antisemit, sadist og fanatisk nazist. I 1985 gav han et interview til et tysk nyhedsmagasin. Han fortalte, at det eneste, han fortrød var, at han ikke dræbte flere jøder.
I sommeren 1943 blev Brunner leder af koncentrationslejren i den franske provinsby Drancy, hvor forholdene ændre sig til det værre. Herfra blev der også flere deportationer til Auschwitz.
Alois Brunner overlevede to brevbomber, men mistede både et øje og flere fingre, da de sprang.
Aribert Heim – en frygtelig læge
Aribert Helm var læge i en række KZ – lejre og i Mautthausen. Han udførte en række forsøg, der kostede i tusindvise af jøder livet. Hein flygtede i 1962 lige inden sin retssag. Han har formentlig opholdt sig i Egypten. I 2009 forlød det, at han døde i 1992, men dette er aldrig blevet bekræftet.
Det var kaotiske tilstande i årene efter Nazitysklands kapitulation. Her lykkedes det for utallige krigsforbrydere at undslippe. I løbet af sommeren 1945 var amerikanske og britiske styrker i Tyskland nødt til at løslade millioner af mænd, uden at have nået at kontrolleret deres aktiviteter under krigen. Det var for at redde høsten og for at få ryddet op i ruinerne. Folk sultede og det var smittefare.
Først et halv års tid senere blev små enheder dannet, der skulle samle oplysninger til brug i retsopgøret. Tidligere KZ – fangere udgjorde her et uvurderligt korps af frivillige som hjælp med at kortlægge uhyrlighederne i nazisternes arbejds – og dødslejre.
Operation – uden narkose
I Mauthausen i nærheden af Wien var mottoet ”Venichtung durch Arbeit”. Og det havde lejrledelsen faktisk også held med. Alene i 1939 døde halvdelen af de 16.000 fanger. Mange døde i Aribert Heims hænder. Han var østrigsk ishockey-stjerne og Waffen SS – læge.
Helt raske jøder blev aflivet med indsprøjtninger i hjertet med benzin, fenol eller andet godt. Han forsøgte at skabe tillid, og sagde, at det var kun en lille operation, som det drejede sig om. Snart ville de igen blive sat fri.
Men Heim foretog de mest vanskelige operationer. Det drejede sig om mave, lever og endda hjerneoperationer. Dette medførte næsten omgående død. Og det skete uden narkose. Han dræbte også folk med et flot tandsæt.
Uden for rampelyst – i Tyskland
Han slap ud i forbindelse med en stor amnesti i julen 1947. Derefter lykkedes det for ham at holde sig helt uden for rampelyset. Simpelt sjuskeri med navne og fødested gjorde livet lettere for krigsforbrydere. Man kan undre sig over, hvor let det var for Heim og andre krigsforbrydere at blive i Vesttyskland.
Tænk engang trods afnazificering og registrering lykkedes det for Heim helt frem til 1962 at leve som hospitalslæge, siden som praktiserende læge i Baden – Baden. Da det det så brændte på tog han til Cairo, hvor præsident Nasser havde taget imod adskillige af Heims nazikollegaer.
Heims familie kendte til hans opholdssted
Han konverterede til islam og levede under navnet Tarek Hussein Farid. Han vedblev livet igennem at studere materiale, der kunne underbygge hans dybfølte jødehad.
I mange år, helt frem til 1979 modtog Heim endda indtægterne fra en ejendom i Berlin, som hans kone og en advokat administrerede for ham.
Folkestemningen i Tyskland vendte i 1978, da tv – serien Holocaust blev vist.
Kun en håndfuld mennesker kendte til nazi – lægens opholdssted, og de holdt tæt hele vejen. En datter fra et tidligere ægteskab, anede tilsyneladende intet. Hun blev genstand for international opmærksomhed, da hun som voksen flyttede til Chile og giftede sig der. Aha så måtte faderen også befinde sig der!
Hans yngste søn Rüdiger, der var født i ægteskab nummer to var den eneste, der havde fysisk kontakt med ham. Han besøgte ham flere gange i Cairo. Han tav også længe efter at han var død i 1992.
Eichmann skrev et nådebrev
Vi slutter med historien om Adolf Eichmann. Ifølge ham selv var han bare en menig medarbejder, der måtte parere ordre fra nazisternes topledelse. Langt efter hans henrettelse i 1962 i Israel, fandt man et brev om nåde fra krigsforbryderen.
Brevet var stilet til Israels daværende præsident, Yitzhak Ben – Zvi den 29. maj 1962. Det er skrevet blot tre dage før Eichmann blev hængt:
Dommen blev ikke omstødt
I brevet beder han præsidenten have forståelse for tiden under krigen, lige som han gentager dele af sit forsvar fra retssagen:
Også hans hustru og brødre skrev til præsidenten og bad om nåde for Eichmann. Det fik dog ikke Ben-Zvi til at omstøde dommen.
Han sendte 400.000 til KZ – lejre
Adolf Eichmann var under krigen oberstløjtnant i SS og koordinerede de mange tog, der sendte jøder til koncentrationslejre i Polen. I 1944 alene sendte han omkring 400.000 ungarer afsted. Da Heinrich Himmler i 1945 beordrede, at Endlösung – fordrivelsen af jøder fra Europa – skulle stoppe, fortsatte Eichmann sit arbejde.
Ved krigens slutning blev han taget til fange af amerikanske styrker, men i 1946 lykkedes det ham at stikke af. Han begyndte at kalde sig Ricardo Klement. Han boede i en periode i Italien, inden han i 1950 flygtede til Argentina.
Her levede han med sin familie og arbejdede blandt andet for Mercedes Benz, inden han i 1960 blev fanget af agenter fra den israelske efterretningsvæsen, Mossad. De behøvede ham, klædte ham ud som en flysteward og smuglede ham ud af landet til Israel.
Nogle tvivlede på hans rolle
I 1961 blev han kendt skyldig i krigsforbrydelser ved en israelsk domstol, og året efter blev han hængt.
Eichmanns sidste brev blev fundet, da man i Israel var ved at digitalisere præsidentens arkiver.
Adolf Eichmanns rolle i Anden verdenskrig bliver fortsat diskuteret. Nogle mener, som han, at han blot var en embedsmand, der gjorde, hvad han blev bedt om, mens andre mener, at han brændte for nazisternes sag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 227 artikler om besættelsestiden før, under og efter – herunder:
Maj 6, 2018
Tønder – vidste du det?
Kun 23 pct. i Tønder i 1920 stemte dansk. Og der var 86 pct. i Møgeltønder, der stemte dansk. Hvorfor egentlig? Hvad var baggrunden for hjemmetyskerne? Dengang tillagde man Ribe-bispens borg større vægt end Tønders borg. Det var øvrigheden, der var skyld i Tønder og Møgeltønders forskel. Møgeltønderhus var et torn i øjet på hertugen. Et kloster blev bygget i Tønder i 1238. Abel kiggede mod Kiel. Tønder fik en håndskreven stadsret fra Lübeck. Masser af kampe dengang også omkring Tønder. Greven takkede Tønders borgere. Tønderfik tysksprogede præster. Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe – i kirkespørgsmål. Højtysk i kirken i 1652 Først 30 år efter i Slogs Herred. Landsdelen blev ikke indlemmet i 1720. Borgerskabet i Tønder forblev knyttet til de hertugelige. De fandt sig til rette.
Kun 23 pct. danske stemmer i Tønder i 1920
I 1920 var der et højt tysk flertal til fordel for Tyskland i Tønder by, Højer flække og landsogn, samt i Ubjerg. Der var også tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg og Tinglev, dog i mindre størrelsesorden.
Ja i Tønder var der kun 23 pct. danske stemmer og i Højer var der 27 pct. danske stemmer. At de to byer så alligevel kom til Danmark kan vi vel takket de geografiske forhold for, bl.a. Vidåens forløb.
86 pct. danske stemmer i Møgeltønder
Ak og ve, der har været mange diskussioner om denne grænsedragning. Til den nordtyske rigsdag i 1867 var der et knebent dansk flertal til en linje syd for Flensborg. Skulle det tyske herredømme fra 1864 til 1920 nu belønnes med at trække grænsen nord for Flensborg.
Ja tænk engang i den gamle danske kongelige enklave i Møgeltønder var der i 1920, 86 pct. danske stemmer.
Efter statsbankrotten 1813 var Hamborg blevet den magnet, der trak handlen sydpå. Og længe inden var studehandlen gået i samme retning. Menigmand vidste, at tyske møntsorter var at foretrække frem for de kongerigske efter statsbankerottens onde år.
”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere
Almindelige borgere og bønder sendte deres bedre begavede poder syd på til en uddannelse. Også studievejen gik mod syd til tyske universiteter.
Hos mange sønderjyder herskede der en vis stolthed over at være ”slesvigere”. Kongerigets indbyggere især ”Jyllændere” var den tids fremmedarbejdere i Sønderjylland. Denne indstilling blev først ændret midt i 1800-tallet, da man nordfra kunne fremvise grundloven fra 1849, højskolerne, andelsbevægelsen m.m.
Hvad lå til baggrund for ”hjemmetyskerne”?
Mange historikere har fremhævet det gottorpske styre, der regerede mellem 1580 og 1713/20 regerede Aabenraa, Løgumkloster og Tønder amter som en forudsætning for den hjemmetyskhed, der kendes i årene efter 1830 og navnlig i 1840 med 1848 som klimaks. Denne opfattelse finder vi også i værket ”Da Sønderjylland vaagnede”.
Indtil 1720 havde Aabenraa tilhørt den gottorpske hertug. Denne havde i den grad et had til det danske kongedømme. Det var ikke det store kongelys, der voksede frem omkring Brundlund Slot.
Det var også den opfattelse den hjemmetyske historiker fra Tønder, Ludwig Andresen opfattede det gottorpske styre i Nordslesvig.
”Det skyldes Tønders opland”, sagde Claus Eskildsen
Men der er undtagelser, der bekræfter reglen. Således havde Varnæs syd for Aabenraa 94 pct. danske stemmer. Det tyder på, at en personlig påvirkning på lokalt plan kunne spille en rolle mellem dansk og tysk. Men ak, Troels Fink har afvist Ludwig Andresens påstande. Det er sådan noget, der gør Sønderjyllands historie interessant.
Der fandt en indvandring sted syd fra som var naturlig. Det har præget stemmetallene. Øvrigheden, kirkens og skolens sprog har været tysk.
At Tønder blev så tysk, skyldtes Tønders opland, mente Claus Eskildsen.
Tønder har eksisteret i Vikingetiden
Mon ikke både Tønder og Møgeltønder har eksisteret under vikingetiden? Tønder bruges både om lokaliteter i byen og i Møgeltønder. Når Ribepræsten i 1214 bruger marknavnet Lundevrå, er det tale om Møgeltønder.
Først i middelalderen begyndte man at skelne de to lokaliteter. I 1130 brugte den arabiske geograf Idrisi betegnelsen ”Tundria”. Man diskuterer stadig, om det var Møgeltønder eller Tønder!
Ludwig Andresen mener, at det er Møgeltønder også fordi denne by skulle have været langt ældre end Tønder.
Ribe-bispens borg var større end borgen i Tønder!
Bispeborgens by fik navnet Møgeltønder (1288: Mykæltundær).(Storetønder) Ja købstaden fik den mere ydmyge betgnelse ”Lilletønder” (1313: Lytlætundær). Dette skyldtes nu ikke, at Tønder var mindre. Men Ribe – bispens borg i Møgeltønder var større end den fyrsteborg, der blev anlagt til beskyttelse af købstaden Tønder.
Det har antagelig aldrig været en havn ved Møgeltønder. Skibene er søgt så langt som muligt op ad Vidåen. Store skibe har den gang uhindret kunne finde en ankerplads. Der har været mange ideer om, hvordan byens navn er opstået. En af forslagene er, at man har tændt fyrtønder for at vise de ankommende skibe, hvor der var landingsmulighed.
Det var øvrigheden, der skabte forskellen på Tønder og Møgeltønder
Det var ikke befolkningen, der skabte en forskel mellem de to bebyggelser. Det var derimod øvrigheden.
I 1200 – årene er en bispegård under Ribe vokset sig stor. Og det er på de øvrige gårdes bekostning. Vi ved, at den gennem 40 år kendte og i 1043 afdøde biskop Odinkar af Ribe overtog en tredjedel af ”Sinland” (den tids navn for Sønderjylland). Han har befæstet sin magtstilling ned til Vidåen.
Dette er kun en formodning, men en kendsgerning er, at Ribe stift i middelalderen nåede sydpå til Vidåen. Måske eksisterede der allerede i 1214 en stor borg i Møgeltønder. En kendsgerning er det fra to breve fra 1233 og 1258, at bønderne fik at vide, at de skulle overholde deres kørselspligt. Først i 1265 bruges benævnelsen Møgeltønderhus.
Møgeltønderhus var en torn i øjet på hertugen
Det var på den tid en fejde mellem biskoppen af Ribe og Sønderjyllands hertug. Kampene viser med al tydelighed, at Møgeltønderhus har været en torn i øjet på Sønderjyllands hertug. Dette modsætningsforhold har naturligvis har berørt Hertugens by Tønder.
Det er som landingssted og ankerplads, at Tønder først findes nævnt, og derfor er det helt naturligt, at et sejlskib indgår i byens våben. Også her krævede kongemagten som andre steder at opkræve told af den handel, der foregik. I Tønder må der også have været afsætning af den salt, som friserne bragte. Måske har denne handel været mere beskeden ind i Ribe, hvor navnet Saltgade vidner om en hvis handel.
Et kloster blev oprettet i 1238
Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævner dog intet om Tønder. Den nævner kun en indtægt på 120 mark af Højer og Lø herred. Måske kan det skyldes, at Tønder endnu i 1231 indgik så stor et bysamfund.
Men i 1238 blev der oprettet et kloster i Tønder. Franciskanerne havde allerede i 1225 oprettet et kloster i Lübeck. Året efter grundlæggelsen i Tønder havde hertug Abel overtaget sit herredømme i Sønderjylland. Det havde hans fader, Valdemar Sejr bestemt.
Abel har været mistænkt for broder – mord. Men han har været en foretagsom mand. Ligesom hans broder fik han øgenavnet ”Plovpenning”. Han forsøgte at få faste indtægter fra byerne. Og det var også hans forsøg at få skat af friserne, der førte til hans død i 1252.
Åbenbart kunne Ribe – bispen stille krav til fæstebønderne. Men købmænd og håndværkere fik derimod en modydelse for de skatter, som de skulle betale. De fik løfte om fyrstemagtens beskyttelse. Hertugen ville skabe en sønderjysk pedant til Ribe.
Abel kiggede mod Kiel
Abel kiggede mod Kiel. Grundene i Tønder blev indrettet i ”stavne”. Her kunne der så pålægges såkaldt ”arnegæld”. Her blev der også afsat plads til torv, kirke og kirkegård. Men middelalderen igennem forblev den kirke dog kun som kapel.
Det var indviet til de handlendes og søfarendes særlige helgen, Skt. Nikolaus. Men i Tønder bevarede den oprindelige kirke, indviet til Skt. Laurentius, sin plads som byens sognekirke.
For yderligere at gøre Tønder attraktiv for købmænd og handlende, måtte byen have sin egen stadsret. En sådan betød nemlig, at hertugens bysamfund var blevet en rigtig købstad med egen lovgivning, der var unddraget den lov, der gjaldt for landet som helhed. I det her berørte til fælde Jyske Lov for det Danske Rige vest for Storebælt.
En nedskreven stadsret
En nedskreven stadsret var endnu på den tid i Danmark såvel som i Sønderjylland et yderst sjælden fænomen. I Sønderjylland går Slesvigs stadsret og Aabenraas bys skrå efter alt at dømme tilbage til ca. 1200.
Men det betød ikke, at disse byers særlige lovgivning var kendt uden for en snævrere kreds. Derimod var Lübecks stadsret almindelig kendt, idet den også dannede forbillede for retsvæsenet inden for mange af de nye tyske byer, der blev grundlagt ved Østersøen.
Jo Tønder fik sin stadsret fra Lübeck i ærbødighed for Jyllands ”berømmelige” hertug Hr. Abel og i henhold til lederen af Franciskanerordenen i Danmark, broder Reinhards anmodning til glæde for Tønders borgere.
Ja man kunne i Tønder læse, hvordan man skulle begå sig på den lokale fjord ved Lübeck.
Tyske handlende havde nok ikke nogen indflydelse
Denne Reinhard var også en af hertug Abels rådgivere. Han tilgodeså både sin ordens og sin fyrstes interesse ved at anbefale, at Tønder fik sin stadsret. Hertugen gav byen markedsrettigheder og ved hjælp af sine mænd på borgen i Tønder gav han sin beskyttelse. Til gengæld modtog han faste indtægter i form af skat og told.
Tønders lybske stadsret var et særsyn både set fra tysk og dansk side. Lübeck var den eneste by, der havde overladt sin stadsret til en by, der ikke lå i Tyskland. Tyske historikere har travlt med at påpege, at
Nu havde Reinhard også stor indflydelse dengang i Lübeck, der dengang var Nordeuropas førende by. Abel såvel som Reinhard har sikkert været bekendt med, at også Kiel fik lov til at bruge den lybske stadsret.
Bønderne skulle levere hø og brænde
Bønderne skulle hvert år levere et læs brænde og et læs hø til bispegården i Lustrup. Ærkebiskop Jacob Erlandsen havde i 1256 bandlyst kong Christoffer den Første. Der opstod en kirkekamp, hvor Ribe – bispen valgte at holde med kongen. Hertug Abels søn, Erik den Første, fulgt af Slesvigs biskop, støttede ærkebiskoppen.
Dermed var der lagt op til en kamp også på Tønder – egnen. I 1265 lykkedes det Erik Abelsøn at ødelægge Ribe-bispens ”faste hus” i Møgeltønder. Nogen tid efter blev de to parter dog forligte. Alt vidner om, at borgen i Møgeltønder fortsat hørte under Ribe.
Kampen viste også, at borgerne i Tønder og Møgeltønder stod i hver sin lejr. Men dette var nu ikke den eneste kamp. Middelalderen igennem var det regelen, at de to byer med samme navn hørte til hver sin lejr.
Kampe også omkring Tønder
I kampene mellem Erik, Abel og Christoffer og mellem de to sidstes efterkommere kom Tønder atter og atter i brændpunktet. I 1248 fratog Erik Plovpenning sin broder Abel Tønderhus og Tønder købstad. I 1271 indtog Erik Klipping Tønderhus og lod borgen sløjfe. Året efter var kong Erik atter i Tønder og sidste gang var i 1285, året før han blev myrdet i Finderup Lade.
Kampene mellem de to grene af den gamle kongeslægt var ophørt, da Gehard den Tredje af Holsten – Rendsburg (Den kullede Greve) i 1325 gjorde sig til herre over Sønderjylland og det danske rige vest for Storebælt.
Clausen – linjen – allerede dengang
Efter hans voldsomme død i 1340 var Tønder med borg pantsat til grevens sønner. I 1345 lykkedes det for Sønderjyllands hertug, Valdemar den Femte, at indløse pantet. Det betød at hertugen og hans søn, de sidste af Abels slægt (der uddøde 1375), kun havde den nordlige del af Sønderjylland at regere over, nemlig landet nord for linjen Tønder – Flensborg. Ja det var med andre ord den senere ”Clausen – linje”, idet Kær herred hørte under fogderiet Læk.
Tønder var dermed igen under den sønderjyske hertug. Men det kom kun til at vare i ti år, fordi Danmarks konge, Valdemar Atterdag, i 1354 under et hærtog mod Nordfrisland satte sig i besiddelse af Tønderhus.
Ribe-bispen måtte beholde sin ejendom
Hertugen fik imidlertid hjælp af de holstenske grever, hvem der i 1357 lykkedes at fravriste kongen Tønder. Men først under de påfølgende fredsforhandlinger et par år senere fik Sønderjyllands hertug atter herredømmet over Tønder.
Under de mange kampe nævnes Ribe – Bispens gård i Møgeltønder kun en enkelt gang i 1338. i 1361 blev det også nævnt, at Ribe – bispens besiddelser fremover skal forblive i hans besiddelse.
Dette skal nok ses i betragtning af den store landefred som Valdemar Atterdag fik vedtaget på danehoffet i Kalundborg i 1360. Det var her besluttet, at hertug Valdemar den Femte og hans søn ”frit og fordelagtigt skulle nyde alle deres love og rettigheder, som nogen hertug af Jylland frit og mest fordelagtigt har kunnet det fra arilds tid”.
Men til gengæld måtte de samme hertuger ”på deres tro love ” at holde landefreden i overensstemmelse med gammel skik og brug.
Netop som Valdemar Atterdag i 1375 skulle til at overtage dødsboet efter de sønderjyske hertuger af Abels – slægt, døde han selv.
De holstenske grever udnyttede situationen
De holstenske grever var ikke sene til at udnytte den svækkelse af den danske rigsmagt, som var den umiddelbare følge af kongens død. De besatte hurtigt hele Sønderjylland. I august 1386 besluttede dronning Margrethe af taktiske grunde at anerkende deres herredømme over grænselandet. Men det var dog kun på betingelse af, at de tog Sønderjylland som et len af Danmark.
For Tønder betød dette, at byen i hvert fald fra 1377 var under uafbrudt holstensk styre. Det var derfor kun en naturlig følge af dronning Margrethes anerkendelse, at den holstenske greve straks i september 1386 bekræftede Tønders privilegier.
Greven takkede Tønders borgere
I den langvarige krig om herredømmet over Sønderjylland, der førtes i årene fra 1409 – 1410 til 1431 – 1r435 var først og fremmest Flensborg brændpunktet. Men der var også jævnligt kampe om Tønder, der dog i hele perioden forblev på holstenske hænder.
Næppe var krigen overstået før sejrherren, Adolf den Ottende i sin egenskab af hertug af Sønderjylland (eller som man nu sagde – Slesvig) og greve af Holsten i 1436 bekræftede Tønders privilegier.
Bemærkelsesværdigt er det, at han da benyttede lejligheden til at takke ”byens indbyggere” for deres trofasthed og velgerning imod ham og hans forfædre. Det er med andre ord et udtryk for, at middelalderens mennesker også kunne tage et politisk standpunkt.
Skellet mellem Møgeltønder og Tønder voksede
I de følgende år fulgte Tønder grænselandets almindelige udvikling. Det betød, at Tønder efter det berømmelige møde i Tønder fik Danmarks konger af det oldenborgske hus som deres hertuger. Men det betød også, at Tønder hver gang der eksisterede en sidelinje af dette kongehus, hørte under sidelinjen.
Det gjaldt 1490 – 1523, da den senere kong Frederik den Første endnu kun var gottorpsk hertug. Det gjaldt endvidere, da Hans den Ældre 1544 – 1580 havde sin lille haderslevske hertugdømme, der også omfattede Tønder. Og det gjaldt også for årene 1580 – 1720, da Tønder var en del af det gottorpske hertugdømme ”Slesvig – Holsten – Gottorp.
I løbet af denne lange udvikling var skellet mellem Tønder og Møgeltønder blevet endnu skrappere. I 1407 var det lykkedes for Dronning Margrethe at erhverve Trøjborg Gods. Dette skænkede hun uden videre til Ribe bispestol.
Biskoppen var en stormand
Derved skete der en stor udvidelse af det bispegods, der havde Møgeltønderhus som kærnepunkt. Denne erhvervelse blev ikke omstødt ved fredsslutningen i 1435. Men egentlig blev erhvervelsen udvidet med Vesterland – Føhr og List på nordsiden af Sild. Det var ingen tvivl om, at begejstringen for Ribe bispestol i Tønder har kunnet ligge på et meget lille sted.
Biskoppen af Ribe var i middelalderen som dansk stormand medlem af Danmarks rigsråd. Han styre af de områder, der ved siden af havde fået betegnelsen ”De Kongerigske” eller ”Nørrejyske Enklaver” fulgte derfor den lovgivning, der gjaldt i kongeriget Danmark. Møgeltønder og det tilhørende bispegods hørte ikke med til hertugdømmet Slesvig. Denne administrative ordning gjaldt helt frem til 1864.
Tønder fik tysksprogede præster
I kirkelig henseende hørte Tønder ligesom Møgeltønder (og Højer) til Ribe stift. I det lange tidsrum, da holstenerne havde herredømmet, indtog det plattyske sprog efterhånden førstepladsen i byen som administrationens sprog. Det var måske noget, der var begyndt helt tilbage i 1325. Det var i hvert fald tilfældet efter Adolf den Ottendes sejr i 1435.
På den tid havde det ført til, at byens ledende borgerskab gjorde brug af dette sprog, så noget ”højere” og ”fornemmere” skulle udtrykkes, noget som den hjemmelige dansk – sønderjyske dialekt ikke egnede sig til.
Dette betød, at det plattyske sprog helt naturligt vandt indpas i kirkens forkyndelse. Det blev derfor nødvendigt, at Tønder fik tysksprogede præster.
Den første vi kender, er Johann Meyendorp, født i Hamburg i 1448 og forfatter til en håndskreven postille på plattysk. Den sidste før reformationen er Johann Overscherer. Han var fra Gottorp og fik i året 1500 sin kollarts af biskop Ivar Munk. Ribe – bispen har tilsyneladende fundet det i orden, at købstaden Tønder under Ribe stift, men beliggende i hertugdømmet Slesvig (der indtil 1840 havde tysk øvrighedssprog) fik en præst sydfra.
Højer snuppede Tønders rolle som havneby
Noget sådant var naturligvis helt utænkeligt i nabosognet Møgeltønder, der både i verdslig og gejstlig henseende var en del af kongeriget Danmark. I Højer derimod blæste der andre vinde. Ved år 1500 havde Højer overtaget Tønders rolle som havneby.
Herfra kendes i 1485 et klagebrev til den verslige øvrighed over, at den daværende biskop af Ribe havde krævet ”gæsteri” i Højer. Et sådant krav, der føltes som en slags ekstraskat, havde Ribe – bisperne aldrig tidligere fremsat. Afvisningen tyder på, at sognefolket i Højer ønskede at have så lidt som muligt ar gøre med stiftsstaden Ribe.
Det er bemærkelsesværdigt, at den kulturelle udvikling allerede så tidligt peger sydpå i Højer, ganske svarende til den, der kendes fra købstaden Tønder. Også i Højer ønskede man at markere skellet til Møgeltønder.
Tønder ønskede løsrivelse fra Ribe i kirkelig henseende
Under reformationen der i Sønderjylland var blevet indledt, efter at den senere Christian den Tredje i 1525 var blevet hertug af Haderslev og Tørning, er det helt tydeligt, at Tønders borgere ønskede at følge den udvikling, der fandt sted i Slesvig stift.
Til trods for Iver Munks indsigelse over for hertug Christian i Haderslev fik Tønder ligesom de andre sønderjyske købstæder en evangelisk præst allerede i 1526. Han hed Johann Decker. Han blev hentet direkte fra Wittenberg.
Det var helt tydeligt, at tøndringerne ønskede at benytte kirkeforandringen til at løsgøre sig fra Ribe. Her fandt de beredvillig støtte hos den verdslige magt.
De gamle forhold blev genskabt
Efter Johann Deckers død i 1540 var det Slesvigs biskop, Gottschalk Ahlefeldt, der bekræftede byrådets valg af hans efterfølger og lod ham indsætte i embedet. Kongerigets biskopper var blevet fjernet i 1536. Ahlefeldt bekræftede Tønders valg.
I årene 1544 til 1580 hørte Tønder som nævnt under hertug Hans den Ældre af Haderslev. Han ønskede sin egen fyrstekirke for sit lille hertugdømme uafhængig af Ribe stift. I 1550 fik Tønder derfor egen superintendent. Dette embede og et tilsvarende for Haderslev – Tørning fastholdt han indtil sin død.
En voldgiftsdomstol i 1578 havde endda givet ham medhold, men efter 1580 genskabtes de tidligere administrative forhold for kirkens vedkommende, dog med den undtagelse, at Tønder by og en række sogne deromkring (bl.a. Højer, Ubjerg, Abild, Brede m.m.) kun med hensyn til kirkeregnskaberne var underlagt et tilsyn fra Ribe. Reformationen var derfor med til at uddybe skellet mellem Tønder og Møgeltønder.
Først højtysk i kirken i Tønder i 1652
I løbet af den gottorpske tid fra 1580 til 1720 skærpedes forholdet mellem Tønder/Højer og Møgeltønder. Det ses bl.a. af, at den gottorpske generalprovst Jacob Fabricius (den ældre), der i sine erindringer oplyser, at han ikke kunne et ord på tysk, da han som barn kom fra Tønder til Rendsburg.
Da han som stor dreng vendte tilbage nogle år senere til Tønder, havde han i mellemtiden glemt sit danske sprog.
I reformationens første årtier var det endnu det plattyske sprog, der indtog pladsen som det ”højere” sprog, og det er karakteristisk for denne sprogligt – kulturellesituation, at Tønders borgmester og råd i 1631 protesterede imod, at deres nyansatte sognepræst efter den tids skik var begyndt at prædike på højtysk.
Det plattyske sprog var mere forståeligt for den enfoldige menighed, klagede bystyrets mænd og præsten fulgte henstillingen. Overgangen til højtysk i Tønder bykirke skete først i 1652, da Stephan Kenckel blev Tønders provst og førstepræst.
Plattysk i Slogs Herred til 1683
I hertugdømmets nordslesvigske landsogne var kirkens og skolens sprog ganske vist dansk, men den verdslige øvrighed benyttede sig af tysk. Unge fra landet, børn af den sønderjyske bonde – overklasse, måtte derfor søge til byernes ”tyske, skive- og regneskoler, dersom de ønskede en fremtid inden for administration, f.eks. som fogeder eller skrivere.
Kendte eksempler herpå fra Tønders nærmeste omegn er medlemmer af herredsfogedslægten fra Hajstrup i Bylderup sogn, den navnkundige Nis Hinrichsens efterkommere. Drengene herfra fik en videregående uddannelse i de nærliggende købstæder, Tønder og Flensborg. I visse tilfælde fortsatte deres uddannelse i Lübeck og Lüneburg.
Som det sprog den verdslige øvrighed benyttede sig af også ude i landsognene, blev tysk derfor brugt ved udstedelser af tingsvidner og ved indførelser i tingbøgerne. Dette skete, selv om befolkningen havde sønderjysk som hverdagssprog.
Lige som man i 1631 i Tønder havde klaget over en præst, der havde benyttet lutherdommens mere uforståelige højtyske sprog i prædikener, skal det også ses som et karakteristisk udtryk for den sproglige situation, at man i Slogs herred holdt fast i det plattyske som øvrighedssprog. Først i 1683 afskaffede man det her.
For de dansk-sønderjyske bønder var det nemmere at forstå plattysk end højtysk. Slogs herred var nok det sted, hvor plattysk holdt sig længst som kultursprog.
Et andet åndeligt klima i Møgeltønder
I Møgeltønder og de øvrige enklavesogne var alt dette totalt anderledes. Her fulgte udviklingen de samme retningslinjer som gjaldt i Ribe stifts og stiftsamts vestjyske sogne nord for Kongeåen. Det medførte, at der generation efter generation blev vedligeholdt en forståelse for, at det ikke var ligegyldigt, om man var kongerigsk eller hertugelig – slesvigsk undersåt. Det er ud fra dette, at der kan tales om, at et ”åndeligt klima” skilte beboerne i Møgeltønder fra dem, der var bosatte i Tønder og Højer.
Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne
Gottorperne søgte også at gå engang ved at knytte sig til Danmarks fjender, svenskerne. Den danske konge var efterhånden blevet godt trætte af gottorperne. Man forsøgte to gange en militær besættelse 1675 – 1679 og 1684 – 1689. Embedsmændene følte sig tro over for gottorperne.
I Tønder var det provst Stephan Kenckel, der ledede modstanden mod den kongelige øvrighed, der fulgte med besættelseshæren. I 1672 nægtede 62 fremmødte gejstlige under ledelse provsterne Troels Arnkiel i Aabenraa og Stephan Kenckel i Tønder at aflægge troskabsed til Danmarks konge. Sagen blev derefter opsat indtil videre.
Undersåtlig troskabsforhold
Under den nye kongelige besættelse blev der i stedet rejst krav om, at alle embedsmænd skulle indsende deres kalds – og ansættelsesbreve til kongelig stadfæstelse. I 1685 valgte Stephan Kenckel da så i modsætning til sin embedsbroder i Aabenraa at rette sig ind efter dette påbud.
Denne episode er tidligere tolket som national tilkendegivelse i stil med den nationale vækkelse, der kom i 1830 – 40rne. Men det var vel nærmere tale om undersåtlig troskabsforhold.
Landsdelen blev ikke indlemmet
Under den store nordiske krig (1700 – 1720) lykkedes det omsider for den danske kongemagt at nå sit mål. Hele hertugdømmet Slesvig, hele det sønderjyske område, kom ved inkorporationen i 1720 under kongeligt styre. Men det betød bare ikke, at landsdelen blev indlemmet i kongeriget Danmark.
Det særlige hertugdømme og dets administration bestod også fremover. Det var også efter 1720 tale om en nøje tilknytning til Holsten (kongens andel af Holsten) og efter mageskiftetraktatens ikrafttrædelse i 1773 til hele Holsten.
De gottorpske sympatier syntes at være forsvundet ret hurtigt efter 1720. i årene efter 1708 – 1709 kom fyrstestaten under den berygtede baron Görtz misregime. Han fik pålagt borgerne en særlig skat i forbindelse med den såkaldte ”Lüneburger Saltoktroni”.
Der var noget der skabte modvilje. Men ellers skete der mærkeligvis ikke de store ændringer inden for det administrative. Det Tyske Kancelli i København var dem, der havde den egentlige mangt.
Uro mellem godsherskab og fæstebønder
Godsområderne med centrum i Schackenborg var præget af stridigheder mellem godsherskab og fæstebønder. I hertugdømmerne var hoveriet afløst af en fast pengeafgift. Her gjaldt lovgivningen om stavnsbåndet ikke. Det stod også bønderne frit for at handle med deres produkter på markeder. Alt dette havde man større fordele af ved at bo i en hertugelig by fremfor en kongerigsk by.
Borgerskabet knyttet til de hertuglige
Den europæiske uro i tiden 1789 og 1815 rystede også det dansk-norsk-slesvig-holstenske monarki. Begrebet ”Patria”, ”Vaterland”, ”Fædreland” var nøje knyttet til den gamle helstat. Efter statsbankerotten og tabet af Norge voksede nye tanker frem om sammenhørighed.
I Tønder forblev det ledende borgerskab knyttet til de hertugelige. Da hertugen af Augustenborg drog politisk fordel af denne stemning, sluttede tøndringerne sig til slesvig-holstenismen på trods af de bindinger, som de fleste af dem havde til deres dansk – sønderjyske folkesprog.
Tøndringerne fandt sig til rette
Som det efter overgangsperioden 1864 til 1871 gik de fleste slesvig-holstenere, fandt tøndringerne sig til rette under det nye Tyske Rige. De blev tyskere. I Møgeltønder var det stik modsatte tilfældet. Her var man dansk.
Stemmeafgivningen ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 viser klart skellet mellem de to byer af samme navn.
Men kan det ikke tænkes, at man i Tønder tilegnede sig den tyske kultur og sprog som et modsætningsforhold eller en protest til ”det kongerigske” repræsenteret af Møgeltønder og Ribe og dermed til begrebet ”det danske”. Den Gamle Redaktør her er godt klar over, at Ludwig Andresen slet ikke ville være enig, såfremt han levede. Man får altid på puklen, når man mener noget andet end historikere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om specielt Tønders/Møgeltønders Historie – www.dengang.dk indeholder 231 historier om Tønder og omegn herunder:
Hvis du vil vide mere: Om specielt Sønderjyllands Historie – www.dengang.dk indeholder 154 historier om Sønderjyllands historie herunder:
Maj 2, 2018
Lov og Ret i Sønderjylland – dengang
Man kan fortælle Sønderjyllands historie på mange måder. Men hvis du læser dette, kan du se, at Sønderjylland i den grad blev svigtet af sløve politikere i København. Hvorfor blev Sønderjylland ikke indlemmet i Danmark i 1720? Hvorfor blev retssystemet i landsdelen hele tiden fortysket? Det skyldtes også svigt. Blev Frederik den Fjerdes hof for tysk? Den Holstenske adel brugte sine kort meget kløgtigt. Der var hele tiden kun tilløb til dansk retsstilling? Danske Lov blev lovprist over hele Europa. Men ”Det Tyske Kancelli” forbød at bruge den. Hvorfor trak de hele tiden det længste strå? I 1658 var vi den grad ved at miste Sønderjylland. I bagklogskabens lys kunne Sønderjylland sikkert være sparet for mange lidelser, hvis vi havde haft nogle flere karsynede konger og politikere.
Sønderjyllands historie – endnu mere kompliceret
Sønderjyllands historie er kompliceret. Man skal i den grad have tungen lige i munden. Hvis vi nu kigger på lov og ret, bliver det så lettere at fortælle Sønderjyllands historie? Vi forsøger.
Ja allerede nu må vi konstatere, at det bliver endnu sværere at fortælle historien. Men hvis du nu holder ud helt til sidst, stiller du måske også spørgsmålet, hvorfor Sønderjylland ikke blev indlemmet i Danmark, da der under Frederik den Fjerde virkelig var mulighed for det.
Fra 811 – Danmark ved Ejderen
Fra traktaten i 811 med Karl den Store til 1864 gik grænsen for det danske rige i princippet ved Ejderen. Men det er dog tidligt blevet et særligt hertugdømme som dansk len. Gennem 500 år var man nøje bundet sammen med Holsten.
Groft sagt kan man sige, at sønderjyderne i hovedsagen har dansk oprindelse og natur, men gennem langvarige tryk syd fra. Man er blevet stærkt påvirket af tysk sprog og kultur. Denne forbindelse eller modsætning mellem nordisk natur og tysk kultur lever i mange slesvigere som enkeltpersoner.
Hertugdømmet Slesvig – første gang i 1340
Og for landsdelen som helhed er det foreløbige resultat, at over halvdelen af den i dag er tysktalende og under tysk styre.
Denne dobbeltstilling ses også i brugen af de to navne Sønderjylland og Slesvig. Da hertugdømmet blev til, kaldtes hertugen på latin ”dux Jutiæ” (Jyllands hertug) Siden blev dette ændret til ”dux Slesvicensis” (Hertug af Slesvig).
Navnet Slesvig for landsdelen træffes første gang 1340 i en skrivelse fra den holstenske grev Gert (det var ham jyderne kaldte ”den kullede”, men holstenerne kaldte ham ”den store”). Skrivelsen kom fra byen Slesvig, som var de holstenske grevers faste holdepunkt i det sydlige Sønderjylland. Det blev også de gottorpske hertugers residensby. Flensborg blev dog kongernes by.
Fra 1460 en slags realunion
Dengang var dog hertugdømmets stilling som len af Danmark helt klar. Indtil 1459 sad de holstenske grever som hertuger af Slesvig i det danske rigsråd. Men efter ”Ribe-aftalen” af 1460 var Sønderjylland i ”en slags realunion” med det tyske grevskab Holsten.
Denne aftale var indgået på den ene side af det holstenske ridderskab, som nu havde overtaget Slesvig, og på den anden side den tyske grev Christian, som netop var blevet konge over Danmark, Norge og Sverige.
Fælles landsherre for de to provinser var dog stadig kongen af Danmark eller de slægtninge, han delte dem med. Navnlig var Sønderjylland stadig dansktalende bortset fra friserne på vestkysten fra Tønder til Ejderen.
Ejderen – et klart skel mellem dansk og tysk ret
Kun det sydøstlige hjørne til nord for Egernførde var for alvor tysktalende. Desuden havde tysk sprog fået overtaget i byerne Husum og Slesvig og til dels også i Flensborg.
Den tidligere appelvej fra Sønderjylland til Viborg Landsting eller kongens retter – ting blev nu afskåret.
Ejderen var endnu ved middelalderens slutning et klart skel mellem tysk og dansk ret. Men også her er historien kompliceret. For Tønder havde lybsk stadsret ligesom Rensborg, der halvvejs lå i Holsten. Ja så var det også lige Burg på Femern, der oprindelig lå under Fyns Stift. Men siden kom den til hertugdømmet Slesvig.
Slesvig – Danmarks ældste stadsret fra 1200
Slesvigs gamle stadsret er fra 1200. Det er Danmarks ældste. Den bygger i høj grad på Hedebys gamle ret. Og den har slægtsskab med tilsvarende love nede ved Rhin – egnen.
Senere danske rigslove blev brugt i Sønderjylland. Jyske Lov blev 1300 – tallet oversat til plattysk. Ja og dette sprog var til omtrent 1600 – tallet regeringssprog i Sønderjylland. (Og Holsten). Ja selv på Helgoland blev Jyske Lov anvendt. Det hørte også til Nordfriesland. Dertil kom også nogle helt specielle love.
Øje for Øje – Tand for Tand
Efter Christian den Andens fald skete der en væsentlig begrænsning af det danske retsgrundlag i Sønderjylland. Reformationen hernede begyndte allerede i 1522 i Husum. Den endelig form kom dog først i 1542 med en tyskpræget kirkeordning med udelukkende tysk kirksprog op til Flensborg Fjord uden hensyn til det danske – på vestkysten frisiske – folkesprog. Dette berørte også retsudviklingen.
Man begyndte ligesom nord for Kongeåen og i de andre protestantiske lande at bruge det Gamle Testamentes retsregler (Mose Lov), især i straffesager. Det gav indpas for regler som ”øje for øje, tand for tand, liv for liv”.
Urnehoved blev afskaffet
Den jyske højadel undsagde i 1523 Christian den Anden. På det gamle sønderjyske landsting Urnehoved samledes bønderne for at støtte kongen. Herredsfogeden Nis Henriksen talte hertugens sag og blev jaget væk med pile i sin kappe. Denne dramatiske historie har vi mere om et andet sted.
Året efter blev dette landting ophævet. Det blev erstattet af et årligt landdag i første omgang i Flensborg. Her havde bønderne dog ingen adgang. Det blev behersket af den holstenske adel.
Det var som om, at den sønderjyske almues medvirken i retsplejen efter reformationen blev ret så begrænset.
Kongen styrede det hele gennem et tysk kontor
Hertug Friedrich var udpræget holstensk. Han lærte aldrig at tale rigtig dansk. Vidste du for resten, at Frederik den Niende var den første, der blev født Frederik med dansk stavemøde?
Også som konge blev Frederi9k den Første boende på sit kære Gottorp. Nord for Kongeåen blev landet styret fra København gennem rigsråden og kongens danske kansler. Denne deling blev fastholdt, da sønnen Christian den Tredje overtog magten. Det Tyske Kancelli flyttede dog fra Gottorp til Slotsholmen i København.
Fra 1536 styrede kongen af Danmark det danske hertugdømme Sønderjylland (eller sin del af det) fra Danmarks hovedstad København, men gennem et tysk kontor og på tysk – sammen med det tyske Holsten.
Plattysk udgave af Jyske Lov
I 1544 blev hertugdømmerne delt mellem kongens brødre. Nu kom der også et kongelig regeringskancelli I Glückstadt i Holsten. Men det hele blev styret på tysk, og det fik følger.
Foreløbig gjaldt dansk ret uindskrænket ned til Ejderen. Under Christian den Fjerde blev en plattysk udgave af Jyske Lov autoriseret.
I Holsten brugte man den såkaldte Carolina. Den var allerede i brug før 1600. Man brugte den sammen med den ældgamle ”Sachsenspiegel”.
Fra danske retssager i 1500- og 1600 – tallet brugte man også ”kejserretten”, hvis man ikke lige kunne anvende noget herhjemmefra. Men ellers blev tysk og romersk ret ikke anvendt meget i Danmark. Det gjorde man meget mere i Sverige.
Tysk Romerret vandt indpas
Men efterhånden fandt tysk romerret ind i Sønderjylland.
I 1636 kom en revideret landsrets – ordning. Denne skelnede klart mellem Hertugdømmet Slesvig, hvor man skulle dømme efter Jyske Lov og ”Gammel sædvane” og Hertugdømmet Holsten, hvor sagerne skulle afgøres efter ”holstenske sædvaner”, saksisk ret og romerretten.
Men samme år blev det af der for de to hertugdømmer i fællesskab oprettet en specialdomstol for adelige og kirkefolk. Her blev der påbudt at bruge kejser Karls ”pinlige halsretsordning”. Med andre ord en tysk straffelov men kun for en begrænset del af befolkningen.
Tysk uddannede advokater vandt indpas i Sønderjylland
I Holsten indførte man en tysk skik med universitetsuddannede advokater. De brugte Corolina. Også til Sønderjylland kom disse advokater. Endnu brugte man i Danmark den mere enkle danske retspleje, der kunne administreres af flere.
I Sønderjylland fik de tysk uddannede advokater efterhånden større indflydelse. I begyndelsen blev deres forordninger afvist, men i det lange løb satte tysk jura et stærkt præg på retsforholdene i Sønderjylland. Og det skete særlig efter 1700, hvor de fleste dommerembeder blev besat med tysk uddannede jurister.
Bålet som straf for trolddom
Jyske Lov fik længe efter Valdemar Sejr en tillægsstraf om trolddom. Carolina fastsatte bålet som straf for skadelig trolddom. Efter reformationen flammede heksebålene overalt i Europa. I selve kongeriget Danmark brændte den første heks 1540 på Møn og den sidste i 1693.
I Sønderjylland brændte den første heks på Als fra 1543. Og den sidste var i 1686 i Angel på godset Runtoft.
I 1658 var vi ved at miste Sønderjylland
Ved den ulykkelige Roskilde fred i 1658, hvor Danmark ikke blot mistede hele Skåne, Halland og Blekinge, ja da måtte man også opgive suveræniteten over den hertugelige del af Sønderjylland. Hertugen af Gottorp var svigerfar til karl 10. Gustav. Han havde indgået forbund med Sverige mod Danmark. Denne store gevinst for Gottorp blev opretholdt ved fredsslutningen 1660 efter Sveriges nederlag og den svenske konges død.
I øvrigt så kan københavnerne takke en række gæve sønderjyder for, at de holdt for det svenske pres. Vi kan nævne navne som Nansen, Schack, Ahlefeldt, Tuxen og Rostgaard.
Danmark mistede lenshøjheden over hele Sønderjylland. Danske historikere har ikke tillagt dette nogen væsentlig betydning. Men det har tyske jurister og historikere. Det fik en række indgribende for den indre retsudvikling i hertugdømmet. Det var som om både Frederik den Tredje og Christian den Femte var klar over denne afståelse mod sydvest.
Pres fra naboerne – aflever det erobrede land
Christian den Femte understregede, at Sønderjylland ikke var noget tysk land. Han lod oprette en tavle over en af Rendsborg – fæstningens porte:
Kongen havde et dårligt forhold til hertug Christian Albrecht. Denne opholdt sig i Karl Gustavs lejr i Brønshøj under Københavns belejring som Danmarks fjende. Da kongen fik lejlighed til det i 1684 besatte han hertugens dele af Slesvig og forenede det med de kongelige dele af hertugdømmet.
Han indrettede et specielt kontor og befalede, at der i hertugdømmet skulle dømmes efter Jyske Lov. Kongen nedsatte samtidig et udvalg, der skulle udarbejde en ny lov for Slesvig. Men ak efter pres fra Sverige, Tyskland og Frankrig måtte kongen efter fem år igen udlevere de gottorpske dele af Slesvig.
Tilbage ved den gamle styreform
Nu var Sønderjylland tilbage ved den gamle styreform, hvor styret var tysk og blev udøvet af holstenere.
Danmark havde fået en ny lov af 1683, men den kom ikke i første omgang til at gælde i Sønderjylland. Danske Lov gjaldt ikke syd for Kongeåen. Det var nu suverænt hertugdømme. Og dog for loven gjaldt i de kongerigske enklaver.
Et forfald af retsplejen i Sønderjylland
Det skete dog en slags forfald omkring retsplejen i Sønderjylland. Amtmanden overtog en del af de borgerlige sager. Det skete først i herrederne og senere i byerne. Dog ikke i Flensborg.
I særlig vanskelige retssager blev der indhentet udtalelser, der afgjorde diverse sager. Det gjorde man også i Sønderjylland, men de tyske universiteter, som man spurgte kendte ikke det danske retssystem.
Sønderjylland igen en provins
Det sønderjyske retssystem blev mere og mere trukket i tysk retning. Men så kom den stund, da det lykkedes at drive den gottorpske hertugslægt helt ud af Sønderjylland. Under den store nordiske krig optrådte Gottorp på ny som Sveriges faste allierede og Danmarks fjende. Denne gang kunne den dan danske konge slå til og gøre ende på den stadige trussel i ryggen på Danmark.
I 1713 lod han sine tropper besætte hertugens sønderjyske områder. Ved fredsslutningen i 1720 blev han stilling som eneherre i Sønderjylland fastslået. Sønderjylland var nu igen en provins som før 1326, 1460 og 1658. Det forkvaklede styre i landsdelen kunne afskaffes.
Klartskuende statsmænd efterlyses
Frederik den Fjerde fik ikke indlemmet Sønderjylland i Danmark. I 1713 havde han magt til at gøre det og ville det også. Men i de 7 år, der gik til freden blev sluttet, kom ridderskabet atter til kræfter. De ville ikke opgive magten i Sønderjylland, som de havde oparbejdet gennem 3 – 400 år.
Kongehusets betroede medarbejder, sakseren von Breitenau, der boede i Lûbeck, fremhævede i en erklæring i 1721 også en del modargumenter mod Sønderjyllands indlemmelse i Danmark. Og det var blandt andet problemer med ridderskabet. Og det kunne også være praktisk at have Sønderjylland som forsørgelse af yngre sønner. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre som følge af Kongeloven.
Andre rådgivere gik ind for fuld indlemmelse i Danmark, som også var kongens eget ønske. Men som så ofte før i Danmarkshistorien savnede man også på dette tidspunkt en klartskuende statsmand, som kunne sætte sine ideer igennem.
Frederik den Fjerdes hof var nok for tysk
Afgørende var nok, at Frederik den Fjerde og hans hof var mere tyskpræget end både Christian den Fjerde og Femte. Kongen blev måske også optaget af en helt anden sag. Straks efter sin dronnings død indgik han regulært ægteskab med Anne Sofie Reventlow og gjorde hende til dronning. Ja dette bevirkede yderligere en fortyskning af hoffet. Det tyske kancelli støttede selvfølgelig von Breitenau. De var ikke interesseret i at afgive magt.
Det endte så med, at kongen mente, at indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark skulle ske lidt efter lidt. I første omgang skulle hertugdømmet ”genforenes med kronen”. Det er et noget uklart udtryk som tolkes vidt forskellig fra tysk og dansk side.
Måske kunne man have sparet Sønderjylland for lidelser
Der gennemførtes i 1721 en arvehyldning på Gottorp slot ved repræsentanter for de slesvigske stænder, og Frederik den Fjerdes navnetræk blev anbragt på alle offentlige bygninger i hertugdømmet.
Men kongens titel var stadig ”Konge til Danmark og Norge, hertug til Slesvig, Holsten osv. med Slesvig som et særligt område ved siden af det danske.
Det blev så resultatet af det hele. Man nåede aldrig videre heller ikke lidt efter lidt. Havde man været mere radikal, kunne man måske have sparet Sønderjylland for mange lidelser senere hen.
Det eneste, der skete var i 1713, hvor de gottorpske områder med den kongelige del af hertugdømmet og så oprettelsen af nogle fælles slesvigske institutioner uden forbindelse med Holsten.
Tilløb til brug af dansk ret
I de første år var det dog tilløb til at gå videre i dansk retning. Alle slesvigske domstole fik ordre til at anskaffe en ny udgave fra 1717 af Jyske Lov i tysk oversættelse med udførlige noter.
Kongen gentog også forbuddet mod at bruge fremmede notarer i Sønderjylland. Det blev dog ikke brugt til at undlade holstenere. Og ordningen bortfaldt, da der blev udstedt en ny advokat-ordning i 1740.
Denne forbød derimod at henvise til fremmed ret eller bruge latinske vendinger. Men denne forskrift havde lige så list betydning som alle de tidligere. I 1746 blev det forbudt at indhente udtalelser fra tyske universiteter.
Hvorfor brugte man ikke Danske Lov?
Det kan undre, at man ikke gjorde mere for at indlemme Slesvig i kongeriget. Man gjorde heller ikke meget for at udvide Danske Lov til at omfatte Slesvig. Det blev heller ikke grebet ind over for det tyske retssprog i dansktalende områder.
Det absurde var også, at herredsfogederne syd for Kongeåen efterhånden blev besat med tyske jurister. Købstædernes rådhusretter blev også tyske. Efter 1720erne slog Karl den Femte’ s ”pinlige halsretsordning” (Carolina) i brug i Sønderjylland.
De tyske torturregler var strengere
Det var som om, at straffene ved tyveri nu blev betydelig mildere. En tyv slap nu med kagstryning (pisk) samt brændemærke, landsforvisning eller lignende. Jyske Lovs hovedrolle i tyverisager var nu forbi.
De tyske torturregler var væsentlig strengere end de danske. I Sønderjylland brugtes tortur derfor i videre omfang end nord for Kongeåen. Sidste gang var i 1767 mod nogle jøder i Flensborg. I 1770 blev tortur helt forbudt i Slesvig grundet en forordning af Struensee. Ja i Holsten fortsatte man endnu 25 år med tortur.
Danske Lov blev rost i Europa
Als overgik til kongen i 1730 og Ærø i 1750. Overretten ville heller ikke bruge Danske Lov på disse øer. Ja det mystiske var, at Carolina var 150 år ældre end Danske Lov. Ja overalt i Europa roste man Danske Lov. Men i Sønderjylland måtte man ikke bruge denne lov. Det sørgede Tyske Kancelli for. Ja det virker godt nok forunderligt.
Det passede de tyske jurister fint, at man holdt den danske lovgivning ude af spillet.
Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret
Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret på deres godser. Og bønderne fandt ikke nåde i den danske lovgivning, da den ikke blev brugt. Nogle bønder i Sundeved måtte kæmpe i mange år for at få fastslået, at de var selvejere og ikke fæstebønder.
Jyske Lovs middelagtige regler brugtes endnu inden for civilretten. De tyske jurister rynkede over bønderne som lægdommere. De fattede ikke advokaternes tysk – latinske foredrag.
Den tyske overklasse opfattede det som en tysk provins
Noget af det, der holdt sig længst, var arvereglerne, herunder at broderlod var det dobbelte af et søsterlod. Det sidste gjaldt også fordeling af kirkestole, som dengang var et vigtigt tegn på velstand.
For den tyske overklasse så det danske hertugdømme ud som en tysk provins. Landbefolkningen i det nordlige og Mellem – Slesvig talte ”plat-dansk” eller det vi i dag vil kalde sønderjysk.
Man må huske på at holstenerne så ned på det fattige Jylland med store heder og magre kvæg. Dette blev sendt syd på for at få kød på kroppen i marsken.
Dansk svigt og sløvhed
Historien viser dansk svigt og sløvhed både i grænselandet og i København ikke mindst på det retslige og juridiske område. Hvorfor trak Danske Kancelli gang på gang det korteste strå i forhold til Tyske Kancelli?
Det var en kæmpe fejl i Danmarks grænsepolitik. Frederik den Fjerde forsømte trods faderens indskærpelse at løse det slesvigske spørgsmål. I tiden efter 1713 forsømte han at hele såret. Derved fik de dygtige holstenere adgang til deres målbeviste politik at fjerne Sønderjylland mere og mere fra Sønderjylland indtil katastrofen i 1864. Med brutal prøjsisk magt blev Sønderjylland hævet fra Danmark.
Situationen for 1920 må vente
Egentlig kunne vi også kigge på situationen lige før 1920. Her så det unægtelig også sløvt ud fra København. Politikerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere Sønderjylland. Men den historie kan vi tage på et senere tidspunkt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands historie, Se her på www.dengang.dk :
Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret i Sønderjylland, Se her på www.dengang.dk
Mange andre artikler kan indeholde elementer artiklen: Se her på www.dengang.dk
April 30, 2018
Ikke alle krigsforbrydere skulle fanges
Dødsstraf genindført. Vi besøger skydeskuret på Christiania. Hvordan gjorde man i Norge? Da Ib Birkedal Hansen blev henrettet. Ikke et attraktivt turistmål. 90 pct. blev udryddet i Bobruisk. Flere danskere til stede. Danske myndigheder ikke meget interesseret i at forfølge krigsforbrydere. Hvorfor undersøges dokumenter først nu? En soldaterbog kan sælges for 25.000. Nu laver man endelig en systematisk undersøgelse på Arkivet. En masse dokumenter er forsvundet. Skal vi have medlidenhed med Søren Kam? Han medvirkede til meget mere. Vidner til Division Wikings brutalitet. Et overtal af danskere. Fortielseskultur. Danskerne hørte til ”De Gode! Kaj Munks morder var CIA-agent. Hjalp amerikanerne til en lavere straf?
Dødsstraf genindført
Det gik bestemt ikke helt retfærdigt til, da man skulle kigge efter krigsforbryderne efter Anden verdenskrig. Pludselig forsvandt dokumenter, krigsforbrydere kunne bruges som agenter, og amerikanerne hjalp dem til at komme til Sydamerika. Kigger man i historiebøger undres man over kommentarer og meget mere.
Vi begynder vores historie meget upassende på Christiania. Og det er en del år siden, at ”Den Gamle Redaktør” gik på jagt efter dette frygtelige sted. De uniformerede tyske krigsforbrydere blev sendt hjem i begyndelsen af 1950’erne. Mange af disse slap for videre tiltale efter at de var hjemkommet. Men deres danske håndlangere blev henrettet.
I 1945 var dødsstraffen blevet indført for landsforræderi begået under besættelsen. Der hvor juraen ikke mente, at der skulle en henrettelse til, klarede modstandsbevægelsen selv paragrafferne ved at likvidere både skyldige og uskyldige.
Skydeskur på Christiania
I årene frem til 1950 blev der henrettet 46 danske mænd ved skydning i Viborg eller i København. Og i København var det på det nuværende Christiania. Store entreprenørmaskiner på larvefødder har næsten fjernet alle rester af henrettelsespladsen. Hvis man ser godt efter, kunne man endnu se den afløbsrist, der skulle lede blodet væk.
Henrettelserne foregik ved at de dødsdømte blev bundet fast i et skydeskur inden en deling på ti politibetjente affyrede deres geværer på otte meters afstand. Skuret blev revet ned i 1950. Men for et par år siden på Christiania kunne vi ved en af stierne langs Christianias vold se resterne.
Da pladsen blev anlagt i 1945 lå den bag et gammelt krudtmagasin på det militære område, der hed Bådsmandsstrædes Kaserne. Da vi var der var der en del løbere og cyklister her.
Her var for tre år siden nærmest ukrudt, høje græsser og buske. Men vi anede et gammelt betonfundament på cirka fire meters længde og halvanden meter bredt. Dette udgjorde gulvet i skydeskuret. Her blev de dødsdømte bundet med tov. Derefter fik de en hætte over hovedet. En henrettelsespeloton på ti betjente sørgede for resten. En eventuel forbier blev opfanget af skurets brædder eller den bagvedliggende vold.
Hvordan gjorde man i Norge?
Henrettelsespladsen er hvis nok omfattet af museumslovens bestemmelser. Og det er en del af det fredede fortidsminde Christianshavns Vold. Men der er åbenbart ingen interesse for at bevare dette.
Det er modsat henrettelsespladsen Ryvangen nord for København, hvor man har indrettet en national mindepark for faldne frihedskæmpere.
De danske myndigheder havde været i Oslo for at studere den praktiske udførelse af nazilederen Vidkun Quislings henrettelse i efteråret 1945. Med hjem fra Norge havde man tegninger, lige fra skydeskuret og fundamentet til henrettelsespelotonens opstilling og præstens og lægens medvirken.
Da Ib Birkedal Hansen blev henrettet
Den sidste henrettede var Ib Birkedal Hansen. Denne har vi tidligere beskrevet her på siden. Han var chefen for de københavnske stikkere. Under besættelsen var han den højest placerede dansker i Gestapo og tyskernes foretrukne torturbøddel. Han havde en gruppe medarbejdere omkring sig, den såkaldte Birkedal – gruppe.
Efter besættelsen blev han pågrebet og dødsdømt. Den 20. juli 1950 skulle han så henrettes. Da han i vestre Fængsel gjorde klar til henrettelse, kunne han ikke stå på benene og talte usammenhængende. Han fik besøg af sin bror, men kunne tilsyneladende ikke genkende ham. Senere ankom moderen, hustruen og en lillebror. Dem kunne den dødsdømte i første omgang heller ikke huske. Man talte om, at han skulle erklæres for sindssyg og dermed slippe for henrettelse.
Men der var ingen nåde. Inden han blev kørt på henrettelsespladsen fik han serveret nogle rugbrødsmadder, men spiste kun pålægget. Han blev også tilbudt præst men afviste tilbuddet. Klokken 1 om natten blev han så skudt. Efter henrettelsen blev den dødsdømte erklæret død af to læger.
Ikke et attraktivt turistmål
Christianitterne er nok heller ikke begejstret for, at dette bliver et turistmål. Oppe i Viborg har man været i stand til at fjerne alle resterne. Her var man bange for, at stedet ville blive misbrugt af ”tosser”.
Men stedet her på Christiania er omtalt i bogen ”Turen går til besættelsestidens København”. De gamle nazister plejes nu heller ikke at mødes her men på Vestre Kirkegård, hvor en gammel SS – soldat ligger begravet.
90 pct. blev udryddet i Bobruisk
Den verdensberømte Nazi-jæger Efraim Zuroff troppede op i Danmark. Han var sikker på, at danskere arbejdede som SS-vagter i den berygtede koncentrationslejr Borbruisk i Hviderusland. Han havde navnene på fire, hvoraf de to endnu levede, da han var på besøg. Men Nazi-jægeren var sikker, at der var mange flere.
Danskerne var SS-vagter i lejren. De var ansvarlige for disciplinen og fangernes forhold i lejren. I den tid danskerne var i lejren, døde stort set alle jøderne, der var internerede der. Men da Nazi – jægeren var i København i 2015 ville myndighederne ikke rigtig tage affære.
90 pct. af de indsatte i udryddelseslejren blev enten dræbt eller døde af anstrengelser som følge af tvangsarbejde. Men åbenbart skal ikke alle stilles til ansvar. Men der er ellers en del dokumentation i bogen ”En skole i vold” af Therkel Stræde og Dennis Larsen.
To åres fængsel, da de kom hjem
Bogen beskriver Frikorps Danmark og tyskernes rædselsherredømme i Hviderusland under krigen og dokumenterer med baggrund i erindringer, retsdokumenter og andre historiske papirer danskernes rolle i blandt andet Bobruisk – lejren.
Ja den fremviser beviser for, at Helmuth Leth Rasmussen var med i den inderste vagtkreds omkring Bobruisk – lejren, der blandt andet stod for massehenrettelser og andre uhyrlige overgreb.
Størstedelen af dem, der arbejde i tysk tjeneste blev idømt to års fængsel efter besættelsen. Kun i ganske få tilfælde fik frikorpsmedlemmernes konkrete handlinger under krigen et yderligere retslig efterspil.
Man skal ikke skjule krigsforbrydelser
Mange gange har jurister og historikere pointeret, at Danmark har forsømt at tage et endeligt opgør med frikorpsfolkenes rolle i krigsforbrydelser. En stor del af Frikorps Danmark – soldaterne blev efter krigen afhørt af dansk politi. Og det er især politirapporter og afskrifter af afhøringer, som nu kan belaste dem.
En tysk domstol dømte den 94 – årige Oscar Gröning, også kendt som ”Bogholderen fra Auschwitz til fire års fængsel for meddelagtighed i massedrab. Grönings arbejde i Auschwitz var at holde regnskab med værdigenstande konfiskeret fra de internerede jøder.
Wiesenthal – centrets opfattelse er, at den danske anklagemyndighed bør afprøve frikorpssagerne ud fra samme logik. Det nytter ikke noget, at man forsøger at skjule krigsforbrydelser fra Anden Verdenskrig.
Dokumenter er forsvundet
På meget mystisk vis er mere end halvdelen af de dokumenter, der blev oprettet i forbindelse med dansk politis afhøring af Helmuth Leif Rasmussen om hans rolle i den berygtede udryddelseslejr efter krigen, forsvundet. Dokumenterne om den danske SS-vagt er simpelthen revet ud af sagsmapperne.
Ja andre eksperter mener, at ¾ af dokumenter er forsvundet. Helmuth Leif Rasmussen valgte at skifte navn.
En dansker har beskrevet, hvordan jøder blev myrdet med koldt blod, når de ikke længere kunne arbejde.
Forkerte meldinger fra Arkivet
Ja egentlig har vi fået at vide, at stort set alle arkivalier er fundet igen. Men det er åbenbart ikke tilfældet.
Rigsarkivet er i gang med at skabe et komplet overblik over arkivalier fra tiden under den tyske besættelse og fra det efterfølgende retsopgør. Man er gået i gang med en systematisk gennemgang og sikkerhedsscanning af dokumenterne. Egentlig burde dette arbejde være færdig i år.
Tyveri meget mere omfattende
De fleste arkivalier fra retsopgøret er omfattet af Arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år. Disse vil først blive frit tilgængelig i årene 2020 – 2025. Men vi har en meget lukket lov omkring arkivalier.
På baggrund af en stikprøveundersøgelse genanmeldte man sagen til Københavns Politi den 6. februar 2015. Og politiet henlagde sagen igen den 23. april 2015.
Hvorfor undersøges dokumenterne først nu?
Måske er omfanget af tyverier fra arkiverne meget mere omfattende, end de vi tror. Chef – Nazi – jægeren har engageret den danske historikker, Dennis Larsen og den islandske arkæolog Vilhjalmson til systematisk at gennemsøge Statens Arkiver for flere danske Frikorps – soldater, som kan knyttes til krigsforbrydelser i udlandet.
Det kan så undre, at man først nu begynder at undersøge arkiverne med henblik på afstraffelse. Og vi har også før set, at dokumenter er forsvundet. Men får bare den deprimerende besked:
Og det er så uden forklaring. Det fik vi også at vide, da vi var i gang med vores bog, hvor vi undersøgte et mystisk mord efter besættelsen.
En soldaterbog kan sælges for 25.000 kr.
Og de to har fundet rigtig mange mangler. Især soldaterbøger og foto mangler af tidligere SS – frivillige. I disse bøger, kan man se, hvor den enkelte har gjort tjeneste. Alt imens bliver disse SS – folk ældre og flere dør i mellemtiden. Sådan en soldaterbog koster på det sorte marked 25.000 kr.
En systematisk undersøgelse på arkivet
Hvis en nynazist kan gå ud fra arkiverne med dokumenterne under armen, så er det ganske alvorligt, siger nazi-jæger, Efraim Zuroff. Hos SA (Statens Arkiver) har man nu også iværksat ”en systematisk undersøgelse” af omfanget af tyveriet. Denne undersøgelse har nu varet i flere år, og forventes afsluttet dette år.
Tyskerne ville ikke udlevere Søren Kam
Tidligere sager viser, at det er uhyre vanskeligt at få myndighederne eller de ansvarlige politikere at gøre noget ved de krigsforbrydelser, der blev begået under tyskernes blodige overgreb i deres nabolande.
Dette blev illustreret af sagen om Søren Kam, som tyskerne beskyttede mod at blive retsforfulgt. Da der til sidst blev stillet krav om at få ham udleveret i overensstemmelse med den europæiske arrestordre nægtede tyskerne at leve op til forpligtelserne. Men med til historien hører også, at de tyske retsinstanser ikke kunne godkende de danske beviser. Således kunne han ifølge de tyske retsinstanser ikke dømmes for mord, men kun for manddrab.
Skal vi have mellidenhed med Søren Kam?
Søren Kam mistænkes for at have været aktiv i drabet på den nazi-kritiske chefredaktør, Carl Henrik Clemmensen og for at have hjulpet til at røve listen over danske jøder fra Synagogen i København. Det var den, der gjorde det muligt for tyskerne i 1943 at forsøge at få fat i alle danske jøder, så de kunne blive sendt til de tyske dødslejre.
Det findes en bestemt grundfortælling blandt de danske SS-mænd om historiens forløb. Det er en fortælling, der er skabt i et isoleret miljø. Men blev Søren Kam frataget sit fædreland på grund af falske og grundløse Ja det har man nærmest indtryk af, når man ser nogle de udgivelser og film, der er lovet over og om ham.
Historien bliver ikke helt fordrejet
Men nu lykkedes det dog ikke helt for Søren Kam at fordreje historien. Således har han forklaret, at han affyrede sin pistol i retning af Clemmensen, da han allerede lå dø på gaden. Men en obduktionsrapport viser, at alle skud mod ham blev affyret mens han stod op. Dermed slap Kam for at stå til ansvar i Tyskland.
Men var det ikke noget med, at det blev sandsynliggjort, at et projektil fra Kam’s våben efterlod en dræbende læsion.
Frede Klitgård mente helt bestemt, at han skulle udleveres, mens Mogens Fog var af den mening, at retsopgøret var afsluttet og at det i bund og grund var bedst, at han blev i Tyskland.
Dette har Søren Kam også medvirket til
I bogen om Søren Kam bliver det dog underspillet, at Søren Kam var den første leder af Schalburg – terrorkorpset. Kendsgerningerne var, at der blandt Kams første 60 elever og undervisere befandt sig fire af de fem værste danske terrorister målt i antal af drab på danske civile under hele besættelsen. Kendsgerningerne var, at Kam på Schalburg-skolen var chef for bl.a.:
Mindst 14 pct. af Kam’s Schalburg – folk blev også involveret i den tyske terror i Peter – og Schiøler-grupperne.
Søren Kam gav Wener Best gode ideer
Kam havde allerede i forsommeren 1943 foreslået den rigsbefuldmægtigede Werner Best at bruge Schalburg-skolens bedste folk i væbnede ”anti – terrorgrupper mod den danske modstandsbevægelse
Vidner til division Wikings brutalitet
SS-soldaterne inklusive Søren Kam mente, at brutaliteten alene tilkom ”Den Røde Hær”. Således prøver Søren Kam at bilde læseren ind, at division Wikings chef, Felix Steiner modsatte sig ordren om brutalisering.
Søren Kams enhed spillede selv en meget aktiv rolle i udryddelseskrigen. Det dokumenteres af den tyske historiker Hannes Heer. I 2005 publicerede han sin forskning med den sigende titel:
Her dokumenteres at SS-Division Wiking, som i Tarnopol og Zlocow myrdede løs fra 3. juli 1941. Herefter satte massakren ind med økser og spidshakker, håndgranater og maskingeværild. Man så panikslagne jøder, der med stokkeslag og geværkolber som kvæg blev drevet ned ad gaderne af SS – soldater og militsfolk.
Og hvad var det lige Søren Kam forsøgte at bilde os ind?
Ifølge Hannes Heer fastholdt SS Division Wikings deltagelse i 1941 – massakren med en henvisning til et bestemt notat til den tyske generalstab fra chefen for 4. armêkorps.
Et overtal af danskere
SS-tropperne havde ifølge Hannes Heer et overtal af danskere, men at den efterfølgende forvaltning tilmed havde et dansk islæt i form af Dr. Mogens von Harbou, der i Tarnopol ledede civilforvaltningen som Kreishauptmann.
Fortielseskultur
Mogens von Harbou var af dansk uradel, men også tysk statsborger. Han havde det overordnede ansvar for at 25.000 jøder blev deporteret fra Tarnopol til den nærliggende KZ-dødlejr Belsec.
Det mærkelige er, at Harboes søns udgivelse ”Wege und Abwege” fra 2013 om den effektive fortielseskultur, der fulgte i hans fars forbrydelser ikke er blevet nævnt med et eneste ord i de danske medier.
Vi tilhørte de ”Gode”
I vores selvforståelse husker vi Danmarks rolle som de gode. Vi redede 6.000 jøder til Sverige og noget med modstandsbevægelsen. Det passer ind i vores selvforståelse som de gode. Og så snakker vi ikke mere om det.
Dr. Harboe havde held til at tilintetgøre forvaltningens akter før sin evakuering. Han begik selvmord i 1946 inden han skulle retsforfølges. Konen levede med en af hans nærmeste kollegaer, der som en profileret udgiver af Süddeutsche Zeitung havde held til at skjule sine forbrydelser.
Søren Kam blev 93 år. Han blev en af de mest prominente Årets døde i 2015.
Danmarkshistoriens mest afgørende mord
Han førte formentlig pistolen i et af danmarkshistoriens mest afgørende mord. Alligevel kom han først for retten fem år efter mordet. Han blev løsladt efter sølle seks års afsoning. Jo det var Louis Nebel, digterpræstens Kaj Munks morder. Han fik en blid skæbne sammenlignet med andre af Anden Verdenskrigs forbrydere. Spørgsmålet er, om USA – eller vores allierede – kom præstemorderen til undsætning?
Morderen var CIA-agent
Det daværende CIA hyrede i Anden Verdenskrigs sidste år flere hundrede nazister som dobbeltagenter. Det viser frigivne amerikanske krigsdokumenter. Schweiziskfødte Louis Nebel var en af dem.
Det danske politi gjorde et stort arbejde for at opklare mordet på Kaj Munk. Alligevel trak retsopgøret mod Louis Nebel ud i årevis. Han og hans fire medgerningsmænd undgik dødsstraf. Først i 1949 kom Nebel for retten. Han blev idømt 16 års fængsel. Men allerede i 1952 blev han benådet.
Var det pres fra USA?
Spørgsmålet er om, der kom pres fra USA. Det kan være, at det lykkedes for amerikanerne at forhale retssagen, så Munks mordere i sidste ende undgik dødsstraf. Befolkningen i de år var chokeret over, at Nebel slap så billigt. Måske kan man i Rigsarkivet finde sådan en ”henstilling”, hvis det ellers var adgang.
Efter benådning og løsladelse etablerede Louis Nebel sig i Tyskland med job on ny familie. Det sidste livstegn fra ham var et brev dateret 1953. Hvad der siden blev af Kaj Munk – moderen og dobbeltagenten står hen i det uvisse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 226 artikler fra Besættelsestiden, før, under og efter, herunder:
April 28, 2018
C.F. von Schalburg – hvem var han?
Han blev en af de mest forhadte. Han skippede medicinstudiet og blev officer i Livgarden. Han var populær blandt de almindelige soldater. Han blev gift med baronesse. Familien fik nær tilknytning til kongefamilien, og det upåvirket af at han var nazist. Bolsjevikkerne var de store fjender. Chokeret over at være udråbt som landsforræder. Den danske regering var feje bløddyr, sagde han. Militær og fædreland før familie, var hans motto. Han blev kommandant for Frikorps Danmark. Her havde han mange dumdristige aktioner med mange tab. Han døde også under et dårligt planlagt angreb, Han var en ekstrem og voldsom person. Men også et religiøst menneske. Det har hårdt for familien. Hans kone blev idømt et års fængsel for at have stiftet en fond i hans navn. Sønnen flyttede til udlandet træt af forfølgelse. Konen lod sig fotografere i Kärnten med Søren Kam. Søster Vera er blevet hovedperson i en tysk spillefilm. Hun fortsatte som spion og bosatte sig i England.
En af de mest forhadte
Det vakte en del opmærksomhed, at Schalburg havde haft nære forbindelser med kongefamilien. Men sjovt nok vakte det ikke så meget opmærksomhed, da man så, hvem der mødte op til hans mindehøjtidelighed.
Han var nok en af de mest forhadte nazister, som vi har haft. Og en af grundene er sikkert Schalburgkorpset, der blev opkaldt efter ham. Men dette oplevede han ikke selv.
Han er født i Zmeinogorsk i Sibirien i Rusland i 1906. Han var den ældste af tre børn af den danske godsejer og direktør August Theodor Schalburg og hustru Helene Schalburg. Hans mor var af russisk adel.
Han skippede medicinstudiet
I 1907 blev han døbt i den lutherske tro og fik navnet Christian Frederik Schalburg. Familien havde forbindelser til tsarhoffet.
Som ung fik Schalburg en militær uddannelse i zarens kadetkorps i Sankt Petersborg. Oktoberrevolutionen tvang familien på flugt til Danmark i 1918. Det
I 1925 droppede han medicinstudiet.
Populær officer
Åbenbart var det lykkedes ham, at starte en militær karriere i Livgarden. Han ønskede at tage kampen op mod kommunisterne. Men han klarede sig nu kun middelmådig.
Som officer var han uhyre populær blandt de menige for sin alternative ledelsesstil. Han klarede kun med nød og næppe officersuddannelsen. Teoretisk var han ikke skarp. Hans undervisere mente, at han var for impulsiv og kampivrig i forhold til hærens doktriner.
Det blev dog anerkendt, at han havde en udadvendt personlighed. Han havde særlige evner i forhold til træning og føring af soldater i felten. Med sin udadvendte smittende entusiasme vandt han let soldaternes respekt.
Gift med en baronesse
I 1927 blev han viet til den fire år yngre baronesse Helga Frederikke von Bûllow. Og i 1929 blev han sekondløjtnant og premierløjtnant samme år. Han var lærer ved fodfolkets kornetskole 1932 – 34.
På Sankt Lukas Stiftelsen fødte hans hustru den 22. november 1934 deres søn, Alexander. Fadderne var bl.a. Prins Gustav til Danmark og storfyrstinde Olga Alexandrovna af Rusland. Hun var datter af kejserinde Dagmar.
Nær tilknytning til kongefamilien
C.F. Schalburg lærte kongefamilien at kende gennem den russiske zar – familie, som søgte tilflugt hos det danske kongehus, efter den blev kuppet i 1917. Kuppet fik også afgørende betydning for Schalburg – familien, der før kuppet havde levet en privilegeret tilværelse som adelige i Rusland.
Oprørerne voldtog den unge Schalburgs mor og i kampene døde flere familiemedlemmer.
Zarfamilien og familien Schalburg blev tæt knyttet i Danmark og igennem zar – familien blev Schalburg også en nær ven af flere danske kongelige.
Som vagthavende officer spiste Schalburg ofte med den danske konge, og han gik til private fester hos kongens brødre, prins Gustav og prins Harald.
Ja tænk engang i 1936 blev han af kongen udnævnt som kammerjunker. Denne titel beholdt han til sin død.
Schalburg ville have lillesøster hjem
I 1938 var hans lillesøster Vera von Schalburg blevet sovjetisk agent og siden rekrutteret af Abwehr og sendt til England. Schalburg var meget misfornøjet med dette. Det ville skade hans og DNSAP’ s navn, hvis dette blev kendt, at hans søster både havde været i sovjetisk og tysk tjeneste.
Jo hans smukke søster var balletuddannet.
I 1938 – 39 gennemførte Schalburg officersskolens kursus i taktik
I 1939 blev han leder for partiets ungdomsorganisation Nationalistisk Ungdom (NSU). Det var dengang en art spejderbevægelse, men som under Schalburgs ledelse blev mere militaristisk. Han får et tæt forhold til NSU-drengene. Mange fulgte ham senere ind i Waffen SS.
I maj 1939 tog han sagen op omkring sin søster med den tyske gesandt i Danmark, Renthe-Fink, som udvirkede, at Vera blev hjemkaldt fra London.
Venskab – upåvirket af, at han var nazist
Han meldte sig i den finske vinterkrig. Nu kunne han tage kampen op mod kommunisterne. Men han kom dog aldrig i kamp. Dengang bakkede hans familie og venner ham op. Kongefamilien havde stor forståelse for, at han tog afsted. Kongens bror, prins Gustav skrev i et afskedsbrev, at han ville savne ham, og takkede for det ”aldrig svigtende venskab”. Dronning Margrethes bedstemor, dronning Aleksandrine, sendte ham en kærlig afskedshilsen. På det tidspunkt havde han gennem to år været topnazist i Danmark og udtrykt rabiate holdninger offentligt.
Ja kongehusets venskab til Schalburg og den store beundring for ham var upåvirket af, at Schalburg på det tidspunkt var topnazist. Det var i høj grad gennem Helga Schalburg man havde kontakt med den kongelige familie. Familien havde tilknytning til det russiske emigrantmiljø.
I 1930’ernes Danmark var det ikke masserne, der brugte energi på at tage afstand til nationalsocialisterne. For den brede befolkning var ligegyldighed snarere end had en langt mere dækkende beskrivelse af synet på nationalsocialisme. Det var derfor ikke usædvanligt at finde medlemmer af partiet blandt samfundets elite.
Kongen og Schalburg delte nok ikke ideologiske overbevisninger ud over hengivenhed til Gud, konge og fædreland.
Bolsjevikkerne var de store fjender
Da Schalburg tog afsted, overlod han sin lille søn i storfyrstinde Olgas varetægt. De holdt tæt brevkontakt. I et af brevene fra Olga, står der om sønnens tid hos hende:
Egentlig var det hans mening at tage til Rumænien for at kæmpe. Der kunne han kæmpe mod russerne.
Han opfattede bolsjevismen som fremmed, ikke – russisk. Han slog Bolsjevikkerne i hartkorn med den russiske kirke og jødedommen. Det er sikkert oplevelserne under den russiske revolution, som udmøntede sig i, at det var den jødisk styrede kommunisme, der var skyld i familiens ulykke. Og som nu truede hele Europa.
Chokeret over, at blive udnævnt til landsforræder
Efter Tysklands angreb på Danmark den 9. april 1940 betød Schalburgs forhold til DNSAP, at mange af hans venner ligesom store dele af den danske befolkning vendte ham ryggen. Han fik betegnelsen ”Landsforræder”.
I breve til Danamark i dagene efter besættelsen, lagde han heller ikke skjul på sin loyalitet. I et oprørt brev til partifører Frits Clausen bekendtgjorde han, at ingen af medlemmerne i NSU fra nu af måtte synge tyske sange. I et brev til sin kone, der var tyskfødt, understregede han, at hun efter det passerede nu måtte være:
Han opfattede sig selv som dansk nationalist. Han betragtede dansk militærs indsats som en skændsel. Han mente, at det danske militær i den grad burde have gjort modstand. Hans kammerater sagde dengang, at han græd som pisket den 9. april 1940. Han blev chokeret, da han fandt ud af, at han blev betragtet som landsforræder.
Den danske regering var feje bløddyr, sagde han
Indtil den 9. april 1940 havde Schalburg kunne leve et normalt liv i Danmark med sin tilknytning til DNSAP. Kongehuset kunne lide ham. Han havde venner og en omgangskreds, men vandene kiltes den 9. april. Han var lamslået og forstod ikke, hvad der skete. Nu slog folk hånden af ham. Ved hjemkomsten fra Finland røg han ind i en sort periode, hvor han var enormt depressiv.
Han var bragt ud af kurs og afsøgte forskellige muligheder. Han betragtede regeringen som feje ”bløddyr” Han var ked af, at venner ikke mere ville hilse på ham og hans kone.
Himmler kunne lide Schalburg
Schalburg meldte sig i Waffen SS og kom i Division Wiking. Han gjorde i sommeren 1941 tjeneste som ordonnans-officer i felttoget mod russerne. Han talte flydende russisk.
Han følte sig tiltrukket af Waffen SS, hvis nazistiske ideologi i grunden var ateistisk, og som anså russere for at være undermennesker og Rusland som primitivt. Nazisterne var de eneste, der førte den kam, som han ønskede.
Inden for de nazistiske kredse blev den altopfordrende soldat opfattet som forbilledlig. Lederen af Waffen SS Heinrich Himmler fremhævede gang på gang Schalburg, der jo også havde et imponerende arisk slægtsblad. Nedstammende fra aristokratisk russisk familie med forbindelse til zaren og gift med en adelig dansker.
At Himmler efter Schalburgs død overtog fadderskabet for Aleksander Schalburg handlede sikkert om videreførsel af en arisk blodlinje lige så meget som det handlede om hengivenhed.
Militær og Fædreland før familie
Schalburg kom til at betyde mere som symbol end som menneske og soldat. Han var netop den type soldat, som Det Tredje Rige krævede, hvis projektet skulle lykkes. Han var sp dedikeret, at han allerede inden brylluppet gjort sin kone det klart, at militæret og fædrelandet altid kom før alt andet. Kampen først, familien bagefter. Det kan virke paradoksalt, at patrioten endte som landsforræder.
De blodige ugerninger som tyske ”Einsatz-Gruppen” begik bag fronten støttede han ud fra en opfattelse af, at en ”afhøvling” af den jødiske befolkningsgruppe kun ville redde Tyskland.
Schalburg klarede sig bedre i Waffen SS
Han var kommet i den rette hylde mod kommunisterne. Krigen på østfronten radikaliserede ham. Han brændte alle sine broer. Nu var der kun en vej frem.
Fra fronten skrev Schalburg til nazi-avisen Fædrelandet, at han glædede sig over, at den tid var forbi, ”hvor germansk blod gik tabt i jødiske ægteskaber”. Schalburg hævdede stolt, at Tyskland var grund til, at Europa ikke var ”oversvømmet af negre, jøder og underverdensmennesker”.
Han betragtede det at kæmpe mod Sovjetunionen som nødvendig for at beskytte Danmark og Europa mod kommunismen. Schalburg klarede sig bedre i Waffen SS end i den danske hær. Han fik et godt forhold til højtstående nazister. Således inviterede SS – rigsføreren Heinrich Himmler ham i 1942 til et møde med Adolf Hitler. Efter Schalburgs død blev Himmler desuden fadder til hans søn.
Dumdristige operationer
Hurtigt fik Schalburg som den første dansker den tyske hædersmedalje, Jenskorset. Schalburg skrev straks til Kong Christian den Tiende, og bad om lov til at bære korset uden på sin danske uniform. Tilladelsen blev givet.
Til danske aviser talte han varmt for racens renhed og jødernes dårligdomme. I Fædrelandet skrev Schalburg senere, at hans inderste ønsker var opfyldt:
Schalburg fandt endelig mening i sit liv. Han glædede sig over kampene ved fronten, og han førte krig med en hidtil uset voldsomhed og dristige operationer.
I 1942 blev han også SS – Sturmbannführer
Kommandant for Frikorps Danmark
Det var også i 1942 at Schalburg blev udnævnt som kommandant for Frikorps Danmark. Med en særlig dansk enhed kunne den nationalt sindede Schalburg kæmpe for og imod alt, hvad hans verdensbillede indeholdt for Danmark, for Rusland, for nazismen – og mod kommunismen.
Som officer var han en praktisk indstillet taktikker. Han havde næppe større talent som leder af store militære operationer. Men han fik det bedste ud af soldaterne.
Flere af de danske soldater, som han kæmpede med, beskrev ham som frygtløs grænsende til det dumdristige. Har bar ofte kasket i stedet for stålhjelm. Han kunne stå helt uberørt, selvom en granat slog ned kun få meter fra ham.
Han kaldte krigen for skøn. Som kommandør i Frikorps Danmark kastede han sin afdeling ud i store tab.
Døde under katastrofalt dårligt planlagt angreb
Von Schalburg døde den 2. juni 1942, da han under et angreb trådte på en landmine og blev ramt af granatsplinter fra russisk artilleri. Han ligger begravet på Frikorps Danmarks kirkegård i Biakowo.
Angrebet var katastrofalt planlagt og kostede ca. 20 mand livet. I erkendelse af sit ansvar kastede von Schalburg sig ind i kampen for at redde stumperne ved at sætte gang i angrebet, der var gået i stå på grund af et velforberedt forsvars artilleri.
Han fik den død, han altid havde ønsket sig, den heroiske død. At falde i spidsen for sine mænd, ofre sig, at kæmpe for fædrelandet.
Det fejlslagende angreb var angiveligt årsagen til, at ingen implicerede danske SS – officerer opnåede forfremmelser af betydning i resten af krigen på trods af de meget store tab i korpset. Opfattelsen af de danske officerer var tilsyneladende ret entydig. Næstkommanderende K.B. Martinsen skulle have nedlagt protest mod angrebet. En række delingsførere forsøgte at påpege svagheder i planen. Men da K.B. Martinsen ikke standsede dem, kunne von Schalburg fortsætte.
En ”bloddreng” mistede livet, da Schalburg skulle bjerges. Ja i alt 10 – 12 mistede livet under den episode med Schalburgs død.
En ekstrem og voldsom person
Efter sin død blev Schalburg nærmest en legende og en nationalhelt i Waffen SS – veteranmiljøet. Han efterlevede til fulde de nazistiske værdier om kamp og offervilje. Fascinationen af Schalburg er videreført i nynazist -, veteran – og samlermiljøer.
Han var stærkt idealistisk præget. Mange af hans tekster var gengivet i NSU-sangbogen. Han havde et meget uroligt temperament, sikkert mere russisk end dansk. Han førte dagbog. Og så skrev han masser af læserbreve til aviserne og skrev adskillige antikommunistiske og antisemitiske skuespil – opbyggelig underholdning til ungnazisterne.
Schalburg var en ekstrem og ganske voldsom person. Han drev krig med sådan en dødsforagt, som om han havde set i kortene, at det blev hans endeligt at kæmpe den kamp.
Han var også et religiøst menneske
Med til historien om Schalburg hører også, at han var et dybt religiøst menneske. Han konverterede til den ortodokse kirke, og selv ved fronten passede han sin kirkegang. At et sådant religiøst gemyt fandt sig hjemme i en ateistisk organisation som SS, der skændede kirker og væltede kors under deres fremmarch siger nok noget om Schalburgs evne til at konstruere sin egen virkelighed.
Han forvaltede også sin kristne tro på en særlig måde. Jesu død tolkes som et krigsoffer, og han foragtede præster, der gav udtryk for, at man ikke måtte slå ihjel.
Da Schalburg falder, får han ikke som de andre faldne SS’ere, en dødsrune. Hans kammerater rejser et kors og sætte bagved også et ortodoks kors.
En dansk medalje, Schalburgkorset blev opkaldt efter Schalburg. Medaljen blev aldrig tildelt danske soldater i tysk tjeneste. Ja der er tvivl om, den nogensinde blev uddelt.
Det var nærmest som en statsmands begravelse
Den 18. juni 1942 blev der afholdt mindehøjtidelighed i Odd Fellow Palæet i København. Det var med deltagelse af prins Harald, prinsesse Helena, statsminister Buhl, udenrigsminister Scavenius og forsvarsminister Brorson. Kong Christian den 10. deltog klogelig ikke. Officielt var det, fordi han var syg.
Det var nærmest en statsmandsbegravelse. Der deltog 352 personer fra den danske og tyske elite. Også hærens øverstbefalende, generalløjtnant Gørtz deltog. Udenrigsminister Scavenius nedlagde en krans med ordene:
Schalburg – korpset
Ja og så var det lige Schalburgkorpset, der blev opkaldt efter vores hovedperson. Det var et tysk forsøg på at erstatte den danske hær efter dens opløsning den 29. august 1943. Et formål var at bekæmpe sabotagen. De tyske terroraktioner, der i mange tilfælde blev udført af danskere i form af bombeattentater mod civile mål blev kaldt schalburgtage.
Efterkrigsårene var hårde for Schalburgs efterladte.
Fra kongelig bespisning til kludeklip
Rundt om det store spisebord sad familien nu og klippede klude og kludesko. Få år forinden havde de siddet her og spist med prins Gustav og andre kendte mennesker. Schalburg-familien mistede alt. I Information skrev man, om det forkastelige i, at Schalburgs enke modtog enkepension. Så den mistede hun, og fik den aldrig tilbage. Også pensionen fra SS bortfaldt. Læge kunne Helga Schalburg ikke få arbejde. Da hun så endelig fik det, blev hun fyret øjeblikkelig, da arbejdsgiveren fandt ud af, hvem hun var. Længe levede den lille familie af at sælge ud af deres ting. De måtte blandt andet ty til at sy kludesko.
Sønnen, Aleksander mærket af forfølgelse
Sønnen Aleksander Schallburg var mærket af at være vokset op som søn af ham, der for mange danskere personificerede landsforræderi og ondskab. Han levede hele sit liv i udlandet for at undgå offentlighedens fordømmelse. Men alligevel beholdt han sin fars efternavn – af stolthed. Han huskede sin far som netop en far og ikke som et af Waffen SS stærkeste symboler. Han tog skarp afstand fra sin fars antisemitisme.
Aleksander døde i 2006.
Et års fængsel til Helga Schalburg
Helga Schalburg var også medlem af partiet. Hun var et feteret midtpunkt i SS – veteranmiljøet. Og det var hun i kraft af hendes mands status. Hun havde haft mange bevæggrunde til at holde kontakten til SS – miljøet. Det er ikke noget, der tyder på, at hun undsagde den nazistiske ideologi efter krigen. I disse kredse var det sikkert det eneste sted, hvor hun ikke blev udsat for fordømmelse og had.
Helga von Bûlow var egentlig datter af en tysk friherre og kaptajn i Kaiserliche Marine, Friederich August Heinrich von Bülow og Frederikke Hedevig Christiane. Hun var født i Wilhelmshaven. Faderen døde uventet af sygdom i 1916.
Efter mandens død stiftede hun ”C.F. von Schalburgs Mindefond. Efter en række konflikter med DNSAP omkring kontrollen med fonden meldte hun sig ud af DNSAP den 24. april 1943. Hun kaldte sig nu kammerjunkerinde Helle von Schalburg.
I 1948 blev hun idømt et års fængsel ved Københavns Byret, fordi hun havde oprettet fonden. Selv i samtiden blev der mødt med kritik, fordi hun fik så hård en dom for dette, mens større fisk slap. Hun slap med 93 dages internering efter at kongen havde benådet hende.
Lod sig fotografere med Søren Kam
Hun blev gentagende gange udsat for chikane. I august 1949 søgte Helga Schalburg at få sin søn indmeldt på Johannesskolen på Frederiksberg. Men hun fik den tilbagemelding, at det kun kunne ske, hvis hun skiftede efternavn. Det ville hun dog ikke efterkomme.
I 1986 lod hun sig fotografere i den østrigske delstat Kärnten sammen med de tre danske bærere af Jernekorsets Ridderkors, hvoraf den ene var Søren Kam.
Vera blev hovedperson i tysk spillefilm
Hvad blev det så af Vera von Schalburg. Ja hun blev snart lige så berømt/berygtet som sin storebror. I 2012 kom der en film om hendes eventyrlige liv ”Die Spionin”.
Engelsk kontraspion
I 1925 boede hun endnu sammen med sine forældre og yngste bror August i Borups Alle 4. Hendes bor havde sørget for, at hun kom hjem fra England som spion. Men natten til den 30. september 1940 blev hun sendt i vandflyver fra Stavanger og landsat med gummibåd nær Buckie i Skotland.
Hun var sammen med to andre agenter. Meningen var, at Vera skulle tilbage til London som værtinde i en fashionabel teatersalon i Mayfair, hvor centrale politikere færdedes.
De tre agenter blev dog hurtig arresteret. De to andre blev hængt. Men Vera undgik det ved at gå i britisk tjeneste. Hun blev oplært af Peter Ustinovs far, MI15 – manden, Klop Ustinov. Derefter blev hun sendt til Isle of Wight, hvor briternes fanger sad. Her skulle hun udspionere dem ved at lade som om hun selv var fange.
Efter krigen rejste Vera til Tyskland, men vendte tilbage til England, hvor hun boede til hendes død i 1993.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 225 artikler om Besættelsestiden før, under og efter, herunder:
April 26, 2018
Mere Politi og Flere “Banditter” på Nørrebro (2)
Foredrag den 26. april 2018 på Pilegården i Brønshøj. Dette er en del af et længere foredrag i Aktivitetsgruppen. Vi kigger på den rigtige politimand dengang fra 1863. Og så kigger på Fællevejens Politistation. De unge betjente måtte ikke gifte sig uden tilladelse, ja der stod ligefrem, at de ikke kunne brødføde en familie med den løn de fik. Ja vi kigger på politiassistent Rantzau, der var stor på mange områder. Og så var nedhentningen af ”Svenske Stina” en våd fornøjelse. En betjent havde en god sidefortjeneste i salg af øl til overpris ved nattetide. Ja så var det lige Dagmar Overby, barnemoderen fra Jægersborggade. Og nedskydningen af en betjent i Husumgade. Men det kom så nogle hårde ord fra politidirektøren, fordi man glemte at hilde på de kongelige. Ja og så var det syndikalisterne, der voldte politiet besvær. Det var Byggeren, Allotria, 123 skud, Hypnosemordene og dengang Bogudsalget blev ødelagt, fordi man lige skulle rydde et hus.
Hvem er banditter?
Nu er ordet Banditter i dette indlæg brugt lidt ironisk. For egentlig er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke banditter. Og dog, hvis de ikke overholder landets love er de vel banditter?
Der har altid været banditter på Nørrebro. Folk her i bydelen har ikke fundet sig i noget som helst. Og selvfølgelig kan man ikke holde et foredrag om dette emne på 20 minutter.
Så kære lyttere, resten af dette, som jeg vil sige, kan I læse på www.dengang.dk
Den stærke mand forlod skyndsomt landet
Allerede dengang, det første Nørrebro opstod omkring 1635 – 1640, var det ballade herude. Det var nærmest kaotiske tilstande med skøger, røvere og banditter.
I 1722 bosatte Den stærke mand sig på Nørrebro. Men ak, han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.
– Han kunne løfte en Kanon på 2.000 – 2.500 Pd. Vægt med den ene Hånd og drikke et Glas Vin med den anden.
Magistraten lod politiet gribe ind:
– for meddelst det Foragerlige, syndige Levned, derved øverst og for den store Lejlighed, det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkens Tildragelse.
Den Stærke Mand forlod skyndsomt landet i hast, efterladende ubetalte veksler og andet gæld, foruden knuste pigehjerter. Han havde lovet adskillige piger sit hjerte.
Hvad krævede man af en betjent?
Ja man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle ikke lide af nogen legemlig mangel, der gjorde èn ”uskikket” til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Man måtte heller ikke være straffet for noget i den offentlige mening ”Vanærende Handling”.
Og ifølge Regulativ af Københavns Politis indretning af 1863, så skulle ugifte overbetjente og betjente tage bopæl på politiets kaserner, som skulle oprettes ved alle stationer. Men så kom der også et månedlig fradrag for leje, lys og varme. En almindelig betjent blev trukket 6 kr. i løn hver måned. Hvor meget de tjente, vides ikke.
I regulativet blev det også påpeget, at man skulle behandle de udleverede uniformsstykker og øvrige rekvisitter forsvarligt.
Der var penge til svovlstikker
Man skulle altid bære uniform og politiskilt. Hver mand fik udleveret en uniformsfrakke og en ”overkjole” samt et halsbind og et par benklæder. Endvidere en hat, en hue, hætte og en regnkappe. Det påhvilede hver enkelt betjent, at vedligeholde sin uniform.
Hver mand fik udleveret en ”kontrabog”, som skulle indeholde alle oplysninger om hans uniforms – og udrustningsgenstande. Ved forflyttelse til en anden station skulle bogen gennemgås. Uniforms – og udrustningsgenstande efterses af en overordnet.
Den filthat, som man fik udleveret, blev efter få år erstattet af en hjelm. Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, der meget ofte blev misbrugt til at prygle borgerne med. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten også en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olier, væger og svovlstikker kunne det bevilliges 5 Skilling om måneden pr. lygte.
Giftemål krævede tilladelse
Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev de ”dueligste” udtaget til inspektionsbetjente. I dagsbefalingen stod der, at betjente i den anden lønningsklasse næppe ville kunne ernære en familie. Og man ville kunne komme i meget trange kår. Og for at forhindre ”Fordærvelige” kår af sådan et ægteskab og det dermed gik ud over tjenesten, krævede det tilladelse.
De stakkels politibetjente blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse. Man havde fri medicin og frit ophold på et hospital.
Uha, man glemte at hilse på de kongelige
Da opdagelsespolitiet kom som en nyskabelse, måtte den enkelte betjent ikke tilkendegive, at han kendte personen fra Opdagelsespolitiet. Denne skulle forblive hemmelig over for den brede befolkning.
Betjentene måtte ikke røre nogen, og de måtte ikke uden grund indlade sig på en samtale med borgerne, sådan officielt. Man måtte heller ikke have hænderne i baglommen, Så måtte man heller ikke patruljere med en hund. Men så i 1863 kunne politidirektøren så komme med en formaning:
Nu var det dog ikke hver dag kongehusets medlemmer kørte gennem Nørrebro.
Da Louisegade blev til Prins Jørgensgade
Det hører til sjældenhederne, at en gade skifter navn på grund af dårlig rygte. Men det skete for Louisegade, opkaldt efter fabrikant og isenkræmmer Heegaards kone. I stedet blev den til prins Jørgensgade efter Frederik den Tredjes søn.
Vi skal tilbage til den 2. marts 1867. Smedesvend Svend Rathje var kommet hjem fra arbejde hos et jernbaneværksted. Han kunne ikke forstå, at døren var åben. Inde i soveværelset lå hans kone i en kæmpe blodpøl. Hun var blevet slået i hovedet og efterfølgende kvalt.
300 mennesker blev afhørt, og Rathje blev selv mistænkt. Men ret hurtig fandt man frem til vaneforbryder Ole Jensen. Men da denne skulle overføres til København, så gik noget galt.
Fangervogteren var ikke blevet afløst på turen. Han gav Ole Jensen og to andre tugthusfangere penge til en falske brændevin, som de kunne dele. Og efterfølgende stak de selvfølgelig af.
Men han blev dog pågrebet igen og sendt til Amerika. Nu var det ikke altid amerikanerne var tilfredse med at få tilsendt mordere og andre forbrydere, så ofte blev disse returneret igen.
Rantzau var den store chef
Fælledvejens Station eller Station 6 blev placeret på Fælledvej 13 og stationslederen var politiassistent Rantzau. Han boede selv inde i nummer 11. Men lokalerne var meget dårlige, så i 1865 flyttede man stationen hen til Fælledvej 18.
Ja og området dækkede i begyndelsen også hele Østerbro og ud til byens grænse, der gik ved Lygtekroen ved Lygteåen og den senere Harreskov – bane.
Rantzau var stationens første chef. Han var her fra 1863 til 1891. Og man sagde om ham, at han til sidst vejede 300 pund.
Tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere
I 1868 var den gal igen. Da blev betjentene gjort skyldige i, at det ikke anholdte tiggere, der på befærdede veje bad om almisser.
En stor del af tiden skulle betjentene også føre tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere. Og så skulle man også påse, om tyre nu blev ført forsvarlig gennem gaderne. Det var ikke nok med en ring i næseborene.
Slaget på Fælleden
Vi kender nok alle Slaget på Fælleden. Udgangspunktet kom fra Nørrebro. En folkesamling på Nørre Fælled skulle forhindres. Pøbelen skulle bekæmpes.
Det var i 1872, og 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Man har aldrig registeret, hvor mange arbejdere, der kom til skade. Det bekymrede man sig ikke om. Disse arbejdere ville blot bruge grundloven til forsamlingsfrihed. Men det mente politimester Crone og justitsminister Krieger ikke, at de skulle have lov til.
Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet sad militær parat med skarpladte våben. Jo Crone brugte alle midler. Han brugte stikkere, der blev betalt af arbejdsgivere fra store koncerner. Når stikkerne blev opdaget blev nogle af dem sendt i asyl i et eksotisk land igen betalt af store koncerner.
De tre socialistiske ledere oplevede en ikke særlig demokratisk retssag. Og de blev udvist af landet efter et par års fængsel.
Huslejestigning
I 1874 blev politiet sagt op af ejeren af ejendommen, Fælledvej 18. Men de måtte da gerne blive boende såfremt de ville betale 25 pct. mere i husleje. Det gik kommunalbestyrelsen med til, men så forlange man også et opsigelsesvarsel på fem år.
Tegning til ny station færdig
I 1881 kunne man præsentere tegninger til nye station på Fælledvej. Polidirektøren var så stolt. I oktober 1884 var den nye station klar til indflytning.
Det kneb med disciplinen
Det kneb i den grad med disciplinen inden for politiet dengang i 1882, da Crone var politidirektør. Når politiet var på nattjeneste lagde de sig til at sove. En stald i gartnergade var et yndet tilholdssted for natposterne.
En anden ældre kollega bad sin yngre kollega at vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden betjent havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen kl. 6.30.
Man måtte ikke gå på beværtning
Det var strengt forbudt for betjenten at gå på beværtning, men det var dog tilladt, at få bragt forfriskninger, som han selv skulle betale, hvis det ellers var i orden med overbetjenten.
Men det med at gå på værtshus på Nørrebro, blev nu ikke overholdt af betjentene.
Betjentene skubbede forbryderne over til Nordre Birk
Betjentene skulle sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Desuden skulle de sørge for, at lågerne til latrinvognene var lukket. Det havde Nørrebros hunde ellers store glæde af. Ja betjentene skulle også sørge for, at skolebørnene ikke larmede, når skoledagen var ovre.
Men det var nu ikke altid lige let at holde styr på forbryderne. Så ofte havde man en mistanke om, at betjentene forsøgte at genne de urolige elementer over på den anden side af åen til Nordre Birk, hvor der aldrig kom en betjent.
Kvaksalver – lovgivningen
I 1889 forsamlede der sig over 2.000 mennesker på Nørre Fælled. Hr. Huth indledte sit foredrag om håndspålæggelse og varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismens helbredene virkning. Hr. Bruhn afsluttede med, at kvaksalver – lovgivningen skulle ophæves. De læger, der gav forkert medicin er værre end mænd, der helbreder ved håndspålæggelser og strygninger. Alle de forsamlede mente derefter, at kvaksalver – loven skulle ophæves. Ved denne lejlighed fik politiet også anholdt en del mennesker.
Den runde mave havde sin virkning
Dengang vejede en panserbasse alle omkring 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kan lette komme til at puffe til banditten med denne mave.
Når der var lønningsdag på Nørrebro dengang, vrimlede det med fulde folk i bydelen. I slutningen af 1800 – tallet blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Og i stedet for at tage lønnen med hjem til den hårdt trængte familie, blev den investeret i flydende varer. Mange gange var det nok at sige, Se så at komme op. Men andre gange skulle de fulde slæbes med på stationen. Det kunne også hænde, at betjentene skulle leje en trækvogn for at transportere de fulde personer.
Altid mindst to betjente
Skulle der anholdes folk i Den Sorte Firkant var det altid nødvendigt at sende mindst to betjente, selv om der bare skulle udskrives en bøde. Ofte satte de anholdte sig til modværge. Men det kunne også foregå på en fredelig måde. Men det kostede som regel noget brændevin.
Hvis den anholdte havde noget, fik han lov til at drikke det inden afgang. Og var der ingen til at hente brændevinen, ja så måtte en af betjentene hente det.
Jo der skulle sandelig kraftige betjente til at gå her. Der var konstant slagsmål, tyveri, husspektakler m.m.
Betjente måtte også ofte stille op for at stoppe gadekampe. Således udkæmpede Krügersgade og Rabarberne flere store slag. Og Rabarberne tog på plyndringstugt over hos De Fine på Frederiksberg.
Betjent Grøn
Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik ind og hilste på de handlende i Blågårsgade. Som regel fik han en pølse af slagteren eller en cigar af tobakshandleren.
Hos bageren ventede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Ja, han behøvede ikke at tage madpakke med hjemmefra.
Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og han havde fået morgenmad.
Hjelmen blev derude
En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, som var ved at drukne sig. Betjenten vadede ud efterham, og fik ham med stort besvær halet i land og bragt ham tilbage på hospitalet.
Der blev sørget godt for den forsvundne, men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjem i det drivvåde tøj. Undervejs var der dog en underofficer, der fik ham op i sin lejlighed. Med et par snapse blev betjenten kvikket op. Ligeledes fik han lånt et par sivsko og en sort stiv hat som erstatning for hjelmen, der blev derude.
En kollega, som han mødte undervejs var af den mening, at vores betjent havde en ordentlig brandert på. Men den våde betjent nåede dog hjem. Helt glemt blev han dog ikke. Han fik sin belønningsmedalje. Men hjelmen blev derude i søen. Måske ligger den der endnu.
Betjent Rantzau
Betjent Rantzau var så populær, at de Nørrebro – borgere der måske ikke var så historie – kyndige troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Under en aktion på Assistens Kirkegård måtte man finde en stol til Rantzau. Han kunne ikke holde ud, at stå op. Rantzau var stor på mange måder. Han vejede god og vel 300 pund.
Rantzau var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Ja hans optræden blev belønnet med Ridderkorset. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Men han kunne være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro – borgere fik gode råd af den afholdte betjent. Han stod også i spidsen for velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.
Efter at have nået en alder på 72 år, heraf 46 i politiets tjeneste, kunne han med god samvittighed trække sig tilbage til privatlivet.
Hurtigløberen og slagteren
Det var en betjent, som man kaldte for Hurtigløberen. Han skulle engang bringe ”Kæmpen” til stationen. Kæmpen blev kaldt for Slagteren. Han kunne til enhver tid have krøllet betjenten sammen. Men ved hjælp af kløgtighed fik betjenten han dog lokket med på Fælledvejens Station. Betjenten drillede simpelthen slagteren med at sige, at den turde ikke turde følges med ham.
Respekt for Gendarmerne på Ydre Nørrebro
Det var efter, at typograf Julius Rasmussen skød på konseilspræsident Estrup, at Gendarmkorpset blev oprettet. De patruljerede på Ydre Nørrebro i tidsrummet 1891 – 94. Der var to underofficerer og 23 menige gendarmer.
De talrige bøller i Allersgade og Gormsgade var konstant krig med politiet. Men de havde den dybeste respekt for gendarmerne. Deres instruktioner gik på, at når en person var anholdt, måtte man ikke røre den anholdte. Han skulle gå tre skridt foran. Hvis han forsøgte at løbe, måtte gendarmen ikke løbe efter ham. Han skulle råbe ham an. Hvis den anholdte ikke standsede, skulle han skyde på ham med sin karabin. Foruden karabinen var gendarmen bevæbnet med en omdrejningsrevolver med seks skarpe skud.
Når lampen i underofficerens kontor var slukket, vidste gendarmerne, at han var gået til ro. Så gik de til ro hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum. Så gik de klokken 5 hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de så kaffe.
Mødt med klapsalver
Da Gendameriet ved et politisk forlig i 1894 blev ophævet blev de provisorisk ansatte 100 betjente også opsagt, men politidirektør Eugen Petersen holdt på, at disse ikke kunne undværes. Han undlod derfor at lade yderkvarterne tilse af politi, hvilket selvfølgelig medførte uholdbare forhold.
Borgerrepræsentationen vedtog skyndsomst at ansætte de 100 mand igen. Der foretoges så en omformning af styrken, således at yderdistrikterne også blev afpatruljeret.
De betjente, der fik tjansen på Jagtvej blev mødt med klapsalver. Folk lå i vinduerne og viftede med alt muligt. Disse forhold har hvis ikke eksisteret siden. Men det var sådan, at disse betjente, var de første som beboerne havde set i mange måneder.
Eget toilet til Rantzau
Da Fælledvejens Politistation blev bygget, var Rantzau den eneste, der fik sit eget kloset i sin lejlighed på stationen. De andre betjente måtte stå i kø i gården. Her var anbragt to latriner og et pissoir.
I 1884 bestod Københavns Politikorps af en overbetjent og 60 politibetjente.
I 1906 var der blevet indlagt hele fire klosetter i huset. De gamle retirader var omdannet til automobil vagt.
Ja da man så sidenhen forlod Station 6 på Fælledvej, glemte man at låse efter sig.
Et par dage efter gik en beruset mand ind på stationen og iførte sig en uniform. Derefter gik han hen på Sankt Hans Torv, hvorfra han dirigerede trafikken i hans kæmpe brandert.
Pastoren og samvittigheden
I 1903 nægtede Pastor Iversen fra Hellig Kors Kirken at vie murer August Jensen og hans kæreste. Mureren havde nemlig været gift før. Og det stred mod pastorens samvittighed. Men mureren gik til kirkeministeriet, der alarmerede biskoppen. Det endte med at pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Men præsten appellerede til Højesteret, og til alles overraskelse blev han frikendt.
De offentlige fruentimmer på Ladegården
Og så havde vi Ladegården. Det at være fattig blev nærmest også udråbt for at være kriminelt. Her blev også de mindreværdige kvindelige lemmer anbragt. Det var de såkaldte skøger.
Politiet havde allerede i 1874 begyndt at registrere offentlige fruentimmer. Der blev gennemført en Lov om Foranstaltning til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse. Myndighederne forsøgte at dæmme op for de omfattende kønssygdomme. Og disse var det stor mulighed for at få, på Nørrebro.
Horeunger uden rettigheder
Tænk at 10 pct. af alle nyfødte dengang var såkaldte horeunger, uden rettigheder. Loven af 1866 kunne give kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års fængsel.
Fra 1879 risikerede kvinder, der havde født i dølgsmål, livsvarig fængsel. De måtte på Ladegården finde sig i spørgsmål som
– Hvor var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
– Hvordan foregik det?
Også meget tragisk er det at på Fødselsstiftelsen døde på et tidspunkt halvdelen af de fødende kvinder af barselsfeber. Men så begyndte lægerne og jordemødrene at finde ud af, at de skulle vaske hænder.
Her på Ladegården samlede man løsladte fangere, tiggere, elementer, der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede i samfundet.
Når lemmerne endelig havde udgang, skete det ofte at datidens salatfad samlede dem op på bydelens værtshuse
De faldt i Blegdamsgrøften
.
Ofte måtte betjentene hente berusede personer fra de mange samlinger, som Borgervæbningen foretog på Fælleden. Nogle faldt i den store grøft omkring Blegdamsvej og er efter sigende aldrig dukket op igen. Gad vide om, hvis man nu begyndte at grave, aå kunne det måske være, at man fandt nogle af dem, der blev dernede.
Betjentene, der skulle føre de berusede bort greb ofte til det nærmeste en græsende hest eller ko. Så var det lettere at transportere den berusede.
Bøller i Fredensgade og Ryesgade
De allerværste holdt til i Fredensgade og Ryesgade. Der var slagsmål, værtshusorden, husspektakler og lignende. Og det var hårdt for en betjent. Man skulle gå patrulje her fra kl. 6 til 18.
Som ny betjent fik man altid at vide, at man skulle skrive sin rapport om. Med et godt trick, var bare at beholde den gamle rapport, og så bare at aflevere denne et par dage efter. Så blev man rost for at have skrevet en meget bedre rapport.
Patrulje i løb
Det var ikke særlig populært, at skulle gå patrulje fra Runddelen ud til Lyngbyvej i slutningen af 1890’erne. Denne patrulje foregik ofte i løb. Stanken var ubeskrivelig. Det skyldtes det latrindepot, der lå i nærheden. Her læssede de såkaldte chokoladevogne deres indhold af i løbet af natten. På varme sommerdage skete der ofte eksplosioner her. Når dette skete, er patruljen sikkert gået endnu hurtigere.
Ude på Lersøen foregik der ofte razziaer. Her holdt alle byens tvivlsomme eksistenser til. Mange af disse kæmpede om Maja Robinsons gunst. Man forsøgte flere gange fra politiets side at få hende ud af sumpen. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge, og at hun hver måned fik hustrubidrag. Og så var der fest herude.
Nogle af disse ofte alkoholiserede personer opholdt sig også nu og da på Fælleden. Og her organiserede Karen Spidsmus overfald på de godtfolk, der forsøgte at passere Fælleden til fods.
Svært at styre Lersø – bøllerne
Det var svært at holde styr på Lersø – bøllerne. Et stort slag fandt sted mellem politiet og Lersø – bøllerne den 30. september 1901. Egentlig var det ikke et slag, men et brutalt overfald på en betjent, som de næsten slog ihjel.
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade, efter mere sprut. Inden de nåede Dyrehaven havde de begået flere overfald og røverier.
Da de nu var ved at blive ædru gik vejen hjemad til Nørrebro igen. Men her stod politiet parat, og anholdt blev Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøje, Lange – Hermann og andre. Det lykkedes dog ikke ved den lejlighed at anholde den egentlige hovedmand, Ferdinand Eriksen.
Han og Karen Spidsmus var datidens Bonney og Clyde. Ferdinand startede sin kriminelle karriere som 13 – årig. På et tidspunkt flygtede de to til Århus. Her blev de anholdt, men under dramatiske forhold flygtede de.
Ferdinand døde i 1919 på Kommunehospitalet. Karen Spidsmus, som i øvrigt stammede fra Rababerlandet blev 80 år gammel. Mange revytekster er skrevet over de to.
Rabarberland – en udfordring for politiet
Rabarberlandet var dengang også en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig, og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn og fik to brækkede arme ud af det. Oprøret i Rabarberland bredte sig, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.
Da politiet dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var dukket op, og ret hurtig var de tre af dem blevet gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør, og ret hurtig foretrak politiet.
Mærket af politiets behandling
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen meget mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ikke hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte, vides ikke. Men kort tid efter døde Eriksen. Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på Vestre Kirkegård.
Efter episoden mente Rabarberlandet ikke at ord hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. Og så havde man det indtryk at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.
Ingen pardon
En af de værste gader dengang var Rantzausgade. Her var det næsten altid værtshusuorden, overfald og slagsmål. Der var oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så skulle betjentene ikke slæbe den anholdte så langt, og så kunne de få hurtigere hjælp. Når de anholdte nægtede at gå med betjentene, blev de simpelthen slæbt af sted. Det var ingen pardon.
En dag mødte to betjente ”Røde Svend” i bedugget tilstand. De to betjente fik fat i hver sin arm. Men ”Røde Svend” smed sig bare på gaden. Han ville køres til Korsgade – vagten:
Og så tog de to betjente ham i hver sit ben og trak af med ham med hovedet bagud. Han råbte flere gange, at han gerne ville gå, men han blev på denne måde ”kørt” hele vejen til politivagten. Og han bad aldrig senere, om at blive kørt en eneste af de mange gange, han blev anholdt for beruselse, vold eller tiggeri.
Masser af øl til betjentene
En øl-handler i Korsgade var så glade for politiet, at han hver nat stillede en – to kasser øl ud til betjentene, som havde nøgle til rummet. Men ham, der havde nøglen solgte ikke kun til sine egne kollegaer. Han solgte også til tørstige Nørrebro – borgere med fortjeneste. For han købte også øl hos ølhandleren og solgte dem med fed fortjeneste, når værtshusene havde lukket.
Når traktørstedet Vodrofflund lukkede om morgenen vidste de, at de i Korsgade kunne få den sidste bajer. Og så er det lige meget, hvad den koster. Så den omtalte betjent solgte øllet til overpris. Når han så skulle skåle med, så blev de nødt til at købe en til ham også.
Det forlød, at han om sommeren kunne sælge 800 bajere på en måned. Og når han så kunne få helt op til 1 kr. stykket, så var det ikke en dårlig forretning.
Billigere for betjenten selv at betale
I Smedegade boede en værtshusholder, der samtidig var vognmand. Ofte blev politiet hentet, fordi en gæst ikke kunne eller ville betale. Så gik turen til politivagten i Korsgade. Nogle dage kom så en tilsigelse til møde i retten.
Dem der gik mest ud over, var den enkelte betjent. Han skulle selv betale for transporten, og det var ikke helt billig, at køre i sporvogn. Og havde han haft nattevagt, var det lige sin sag, at skulle møde i retten. Det var billigere for betjenten at betale af egen lomme de 14 øre, der kostede for en øl.
De gamle gik på plyndringstogt
Når de gamle fra Almindeligheden havde udgangstilladelse om torsdagen gik de på plyndringstogt til bydelens forskellige større forretninger. Nu var nogle af butikkerne forberedt, så de havde valgt at forære de ældre nogle billige gaver.
Svenske Stina var en våd fornøjelse
En sommeraften omkring år 1900 patruljerede to betjente i Rantzausgade, der dengang hed Nordvestvej. De hørte noget larm fra sidegaderne. Det viste sig, at være en kvinde i et meget let kostume siddende i vindueskarmen med fødderne i tagrenden, der havde påkaldt opmærksomhed.
Hun råbte ned til de mange forsamlede mennesker på svensk. Den ældste af de to betjente sagde beroligende til sin yngre kollega:
Døren til værelset var uaflåst, og ganske stille listede betjentene ind. De fik Stina ind på værelset trods en del protester. Men hvis damen ikke kom med på stationen ville hun sikkert kravle ud på taget igen.
De to betjente blev enige om, at den mest praktiske måde, at få hende ned på ad den smalle trappe, var at lade kvinden ”ride ranke” på skulderen af den ene betjent. Med stort besvær fik de hende losset op på skulderen af ham. Han tog et solidt tag i hvert ben, og så gik det ned ad trappen.
Desværre havde damen været utæt og vendingen ”Det løb ham koldt ned af ryggen” kunne sikkert bruges ved denne anledning. Men man kan måske også bruge denne vending ”At nar man havde fået Fanden på ryggen, må man bære ham”. Betjenten kunne ikke komme af med hende før nede ved døren, og da var han våd helt ned til strømperne.
Dramaet i Husumgade
Sofus Rasmussen havde været redaktør af det socialistiske blad Skorpionen. Han var blevet dømt for bagvaskelse og meget mere, men var flygtet til Sverige. Men det rygtedes hurtig, når han besøgte sine forældre i Husumgade 12. Her var han også blevet set den 13. november 1907.
De to civile betjente Elmer og Gemsøe blev sendt til stedet. Ingen havde taget sig af, at Rasmussen havde truet med at skyde politibetjente, når de ville anholde ham. Man vidste åbenbart ikke, at han altid gik rundt med to skarpladte pistoler.
Meningen var, at de to betjente skulle nærme sig lejligheden ad to forskellige trapper, men Elmer havde fået forkerte anvisninger.
Det endte med, at Gemsøe blev skudt fra nærmeste hold. Han boede i Ægirsgade 36. Fra vinduerne kunne man se over til Balders Hospital. Og det var netop det, hans to døtre gjorde, da far blev kørt på hospitalet. De kaldte endda på deres mor, da ambulancen kom med den syge mand, som derefter blev båret ind på hospitalet. Men den syge mand var død og var deres far.
Barnemorderen i Jægersborggade
En af århundredets største massemordere boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte børn og brændte dem bagefter i kakkelovnen. Hun tjente penge som barnepige. Og jo flere børn hun kunne passe, jo flere penge tjente hun. Når moderen så kom, og mente at Lille Peter så anderledes ud, ja så kunne Dagmar fortælle, at han sandelig også havde spist godt. Sandheden var så bare, at Lille Peter for længst var blevet kvalt og brændt. Tre af mordene menes, at være blevet begået på Assistens Kirkegård.
Det menes, at hun i tidsrummet 1911 – 1920 har myrdet 25 børn. Hun blev dog kun dømt for 8 mord.
Et lig i Ladegården
Den 1. september 1913 fandt en fisker tidlig om morgenen et lig i Ladegårdsåen. En betjent blev tilkaldt og hjalp med at få liget bragt i land. Manden var skudt med en kugle i panden. Det viste sig at være en Lindorf Larsen, der havde begået selvmord. Han havde været involveret i et større bankrøveri på Østerbrogade 14 dage tidligere.
Problemer med Syndikalisterne
I årene fra 1916 til Første Verdenskrigs slutning var det ballade med Syndikalisterne. De mente, at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet var i Folkets Hus, Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle hen. Man lod sive ud, at det var Flæskehallen, der skulle plyndres. Man vidste udmærket, at politiet havde stikkere ude.
Det endte med, at der blev storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnet med køller. De slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker fra byggepladsen til det tredje Christiansborg.
En militærnægter på Aaboulevarden
Den 9. august 1918 var en militærnægter årsag til en større tumult ved Åboulevarden. Han hængte sin uniform på en af gadens lygtepæle. Den åbenlyse foragt for militæret fik politiet til at trække stavene.
Dagen efter samlede man sig til protestmøde i Fælledparken under mottoet:
Mødet samlede 7 – 8.000 mennesker. En civilklædt betjent blev slået ned og efterfølgende kom det til voldsomme uroligheder på Nørrebro.
Den 13. november 1918 var 50.000 mennesker forsamlet på Grøntorvet. Det gik nok mest ud over det ridende politi. Men vel omkring 100 betjente blev såret. Næste dag fortsatte urolighederne.
Borgerne åndede efterhånden lettet op. Og bladene begyndte at lave en indsamling til politiet. Justitsministeren uddelte et ekstra gratiale til alle betjente, uanset om de havde været i kamp eller ikke. Men politiinspektør Steffensen fik ikke et Ridderkors, som han havde håbet.
Verdens første spiritusprøve
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendig. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle kunne føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kun stå med samlet ben og lukkede øjne var kørekortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting, man skulle observere:
10.Er det tegn på sygdom?
Knipler i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet. Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mænd. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes løs fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.
Konservative fik en på frakken
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 samlet sig på Blågårds Plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Men disse havde forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.
Hypnose – moderen
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne, Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne med blev skudt. Pistolmanden går til kasseren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok, og et dræbende skud bliver affyret.
Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens aviser. I maj 1974 kunne BT skrive:
– Hypnose – morderen tog gift – kunne ikke stå for presset.
For ikke mange år siden lykkedes det for TV – og Filmmanden, Poul Martinsen at opspore den anden hovedperson i dramaet.
123 værtshuse
Omkring 1965 havde politiet også rigeligt at se til. Der var nemlig registreret ikke mindre end 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Slumstormere
I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det Folkets Hus.
I 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette.
Kampen om Byggeren
I 1980 foregik der adskillige gadekampe på Nørrebro. Det var kampen om Byggeren, en legeplads på Indre Nørrebro. Medierne kaldte aktivisterne for
– Forkælede venstreorienterede
– Venstreorienterede ballademagere
Men sandheden var at mange beboere var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Ja man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro Beboeraktion var blevet dannet. Og de bestod ikke kun af forkælede venstreorienterede. Således var Nørrebro Handelsforening med i denne aktionsgruppe.
Bulldozere kørte hæmningsløst mod træbarakker, hvor der sad forældre på taget. Man var ligeglad. Børn blev slået med knipler, og en pige banket i maven af en betjent. Flere hundrede blev indlagt på Rigshospitalet. Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Et mærkeligt samfund?
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til et stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti.
De unge foragtede verdenssamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje til Rutana i Nansensgade.
BZ ‘erne var for alvorlig trådt i funktion. I oktober 1981 gik det ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummivarefabrik Schønning og Arvé, der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud.
Overborgmester Weidekamp udtalte:
– Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.
De unge får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet. De havde gravet en tunnel under vejen, og kravlede pludselig op hos en meget forbavset håndværker.
I maj 1982 blev Bazoka på hjørnet af Baggesensvej og Stengade besat.
I mellemtiden havde Tinglutti fået økonomiske problemer på Jagtvej 69. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. man overvejede at rive bygningen ned. Men Nørrebro Handelsforening mente, at bygningen var bevaringsværdig. Det mente man sikkert, for at holde Irma væk. De var interesseret i grunden.
De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte:
– De unge får et hus og jeg har fået fred.
Men det fik overborgmesteren langt fra. Han besøgte huset, men det endte med, at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på de unges bekostning.
Manden ville købe Nørrebrogade
Vi skal da heller ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede vel også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Mercur. På Nørrebro Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren.
Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt dog sted fra Stefans – Kirken.
I 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade – byggeriet til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Kollektivet havde bestået i tre år.
Braget i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var springet i luften. En 29 – årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem de skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.
113 skud på Nørrebro
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. Mange fik ar for livet. 92 betjente blev skadet og 11 demonstranter og tilskuer blev ramt af skud.
Gennem 90’erne bryder mange betjente sammen. Politikere fastholder at alle demokratiske spilleregler var overholdt. Politiledelsen frikendte sig selv. I 1999 myrdede en af de ledere, der var med den aften, sin kone. Året efter hængte han sig selv i Ringsted Arrest. Hele seks undersøgelser måtte man igennem. Gennem årene følte alle deltagende betjente sig skyldige.
En af sideeffekterne efter denne episode var at den hendøende BZ – bevægelse genopstod.
Også politiet ændrede strategi efter 18. maj. I flere bøger gives der udtryk for, at folk i efterfølgende kampe på Nørrebro slap billigere. Men det gjorde butikkerne langt fra. Hærværket steg. Grafitti og rudeknusning kom der meget mere af.
19 sårede betjente
I 1995 oprettede McDonald en ny filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.
Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.
En panserværnsraket
Det var den 6. oktober 1996, klokken var 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægirsgade, som undertegnede kendte, mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA´s tilholdssted i Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt.
Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket mod HA’s hovedkontor over hovedet på alle betjente. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.
Gå ind på fortovet
Den 8. – 9. maj 1999 fandt et sandt plyndringstogt sted på Nørrebro. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig direkte i livsfare. Men der var ingen hjælp at hente. De ringede forgæves efter hjælp. Angiveligt var det udvisning af en tyrker, der havde udløst urolighederne.
Politiet rykkede først ind, da alle “banditter” havde forladt stedet.
Formand med livvagt
Nørrebro Handelsforening opgjorde skaderne til millioner af kroner. Justitsminister Frank Jensen lovede økonomisk støtte, men den kom aldrig. De andre handelsforeninger i området lavede en indsamling til deres kollegaer på Nørrebro. Ingen blev nogen sinde gjort ansvarlig for disse uroligheder. Ved en høring på Blågårds Plads måtte formanden for Nørrebro Handelsforening have en livvagt med. Han blev under mødet direkte truet af folkevalgte fra Borgerrepræsentationen.
Masser af rådne æg og tomater
Den 16. november 2000 blev salget af Ungdomshuset vedtaget. Dette resulterede i mange års ballade.
Og så skal vi da også lige have med, at Anders Fogh Rasmussen ikke var velkommen på Nørrebro. Han blev mødt med rådne æg i Stengade.
Det samme gjaldt for Pia Kjærsgaard den 14. februar 1998. Hun måtte søge tilflugt i en bank.
Gyldne tider for glarmestrene
Talrige gange måtte butikkerne i de kommende år skifte vinduer. Det var gyldne tider for glarmester – branchen. Mange butikker var udsat for masser af hærværk og røverier, men opbakningen til forbedringer fra politikernes side kunne ligge på et meget lille sted.
Den 18. november 2002 blev det venstreradikale kollektiv Buntzen i Baldersgade udsat for en razzia. Politiet udtalte, at det var en ren bombefabrik.
Den 16. december 2003 var der igen borgerkrig på Nørrebro. Tv 2 ´s Breaking news – helikopter var igen til stede.
Et bogudsalg med følger
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Boghandelen åbnede kl. 7 om morgenen, og fra køkkenet oplevede vi det som en sand actionfilm. Fra helikoptere blev politiet firet ned på Ungdomshusets tag.
Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev udsat for brandtrusler, hvis de betjente strømere.
I bedste Breaking News fulgte seerne begivenhederne på nærmeste hold.
Dagen efter opløste politiet en demonstration med tåregas på Sankt Hans Torv. I Breaking News kunne man følge med, da unge røvede en Irna – butik. Dette fik de lov til i 45 minutter. 44 butikker gik det ud over. Skaderne beløb sig atter op i nærheden af flere millioner kroner.
Du skal visiteres
Et par dage efter nedrivningen var Heinesgade stadig spæret. Betjente var sikkert trætte efter mange dages vagt og overarbejde. Den ene morgen, hvor undertegnede skulle på arbejde, forlangte en betjent, at jeg skulle bevise, at jeg arbejde ind i butikken. Jeg blev godt nok sur, og spurgte om jeg skulle gå rundt med alle butikkens bøger. Betjenten blev mere sur, og bekendtgjorde derefter, at det var visitations – zone. Han ville nu påbegynde en visitation, men en kollega kom ham i forkøbet.
– Vær så god, at passere.
436 anholdelser
Den 1. september 2007 var det galt igen. Adskillige butikker blev smadret. Dem, der forsøgte, at ringe efter hjælp, fik at vide, at de skulle holde sig inden døre.
Den 6.oktober 2007 havde de unge proklameret besættelse af et hus i Grøndalsvænge. Forinden havde de afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, blokadebygning og meget mere. Det lykkedes for de unge, at holde huset besat i 25 minutter. Og imponerende er det også, at der skete 436 anholdelser.
Ja sådan kunne vi blive ved. Vi har ikke omtalt de mange banderelaterede forbrydelser, der er sket, og meget mere.
Det har kostet samfundet 200 millioner kroner
Men i grunden er det tankevækkende, at vide, at det har kostet samfundet ca. 200 millioner kroner al den ballade med de unge. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man tabt omsætning med, kan man lægge 20 millioner kroner oven i. Og så er det lige det med forsikringen for detailhandlerne. Men den lagde vi lige i denne omgang.
På www. norrebro.dk kan du læse en masse, om de kampe, der er foregået. Her på www.dengang.dk kan vi henvise til:
Bulldozersanering ødelægger detailhandelen
Alberti på Nørrebro
Arbejderkamp på Nørrebro
Barnemoderen fra Jægersborggade
Bomben i Søllerødgade
Bomben i Søllerødgade – endnu mere
Byggeren på Nørrebro – nok engang
BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
De vilde – på Nørrebro
Dramaet i Husumgade
Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade
Fattiglemmer på Ladegården
Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
Hvorfor skulle Janne dø?
Hypnose – mordene – nok engang
Hypnose – mordene på Nørrebro
Kampen på Fælleden
Ladegården – dengang
Lersø – bisser
Lersø – bøller og bisser, nok engang
Moral, etik, horeunger og fattighjælp
Nørrebro Beboeraktion og Kampen om Byggeren
Nørrebro, den 18. maj 1993
Rabarberlandet
Skyd efter benene
Slumstormere, Besættere og Autonome
Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
Fælledvejens Politistation
Ned med arbejderne Og mange flere
Kilde: