Guldsmedehåndværket i Tønder og Omegn

Håndværksvirksomheder blev privilegeret. Håndværk på landet blev forbudt. Voldsomme stridigheder mellem land og by. Et værn mod udenlandsk arbejdskraft. Der måtte betales afgift for at være medlem af Skyttegildet. Bestemmelser blev ikke overholdt. Velstand gik op og ned. Udstrakt frihed til at etablere sig. Mesterstykket skulle sælges. Kravene til mesterstykke. I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve. Ingen logik i uensartet praksis. Erhvervsfrihed i Tønder.  Guldsmedekvarter i Tønder. De lå langt fra Købmandsstanden. Ikke alle guldsmede havde det lige godt. Ingen garantikapital. Udvist fordi han bagtalte rådet.  En svend giftede sig ikke ind i en virksomhed. Medhjælper/lærlinge i Tønder. Landsby – håndværkeren måtte ikke holde medarbejdere/lærlinge. Bestemmelser blev overhovedet ikke overholdt. Mindst et år i udlandet. Guldsmede var ikke nævnt i cirkulære. Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder Landdistrikt. Rømøs kaptajner blev forsynet af lokal virksomhed. Også i Tønder havde guldsmede småbrug.

 

Håndværksvirksomheder blev privilegeret

Med den stadfæstelse af lybske ret som hertug Valdemar 11.6.1354 gav Tønders borgere understreges utvetydigt købstadens rettigheder og privilegier m.h.t. håndværksvirksomhed.

 

Håndværk på landet blev forbudt

Håndværk på landet blev forbudt. Der blev pålagt håndværkere i Tønder, Højer, Slogs. Lø og Hvidding herreder inden seks uger at flytte til Tønder. I hvert sogn måtte der kun være:

• En skrædder
• En tømrer
• En skomager
• En buntmager

Dette håndværkerprivilegium blev fornyet af hertug Chr. Albrecht den 31.10.1691. Og det var i det store og hele i samme ånd. Inden for en omkreds af 2 mil fra byen, måtte der kun bo en skomager, en skrædder, en hjulmager og en smed i hvert sogn.

 

Voldsomme stridigheder mellem land og by

Der opstod voldsomme stridigheder, der uden ophør ud-fægtedes mellem by- og landhåndværkere. Denne strid fortsatte langt ind i 1800-tallet.

 

Et værn mod udenlandsk arbejdskraft

Men her syntes guldsmedene altid at have været de mindst lavsbundne og tilbagetrukne. Det må anses for usandsynligt at der nogensinde har eksisteret et guldsmedelav i Tønder. Men det var det i Ribe.

Men hvorfor var det egentlig ikke et i Tønder? Man havde i 1596 fået hertugelig tilladelse til at oprette et skyttegilde til værn mod:

• Den frembden auslendischen Handtwergleuten

som næsten rev dem:

• Das liebe Brodt aus den Zehnen.

Nej det er ikke en stave – eller trykfejl. Sådan skrev man dengang.

Et lignende gilde som i Tønder kendes fra Flensborg, hvor malere, guldsmede, glarmestre og snedkere slog sig sammen i 1497. Men her findes en håndværksmæssig organisation med omfattende artikler for de enkelte fag. Det var det så ikke i Tønder.  

 

Der skulle betales afgift for at være med i skyttegildet

Skyttegildet må opfattes som en faglig organisation, selv om man ikke kender statuetterne. Men man kunne åbenbart forbyde fremmede at arbejde i byen og på slotsgrunden. Som betingelse for medlemskab krævedes ”ehrliches herkommen” og en afgift på 10 rigsdaler – 5 til gildet og skyttelavet, 5 til hertugen og rådet i Tønder.

Den, der nægtede at betale denne afgift og alligevel understod sig at drive sit håndværk. skulle ikke tåles, men straffes som en foragter af denne nødvendige forordning. Og det blev pålagt borgmester og råd at værne om privilegiet ”steif und fesst” til håndværkerens beskyttelse.

 

Bestemmelser blev ikke overholdt

Historien viser hvor store vanskeligheder, der var med ar få disse bestemmelser overholdt. Således var der mange der slog sig ned uden for byens jurisdiktion liggende Uldgade. Dette problem blev først løst i 1665, da man fik gennemtrumfet at de derboende håndværkere skulle aflægge borgered. Blandt dem er en af byens kendteste guldsmede, Jacob Reimer.

Christian den Fjerdes radikale forbud mod lavene slog ikke rigtig igennem i Hertugdømmerne.

 

Velstand gik op og ned

Følgerne af 30-årskrigen og de senere krige i 1600 – tallet spores også i guldsmedens tal i tiden mellem 1625 og 1675. Da der i århundredets sidste tredjedel igen kommer velstand, mærker man fra regeringens side tiltagende bestræbelser for at lette lavsvæsnets hindringer for unge i at etablere sig. Reelt var det 1500 – årenes retningslinjer som guldsmedene måtte indordne sig under.

 

Udstrakt frihed til at etablere sig

Men der sondres i forordningerne mellem fag med lukkede og åbne lav. Hvor der var guldsmede, var de ofte lukkede. Men for Tønders vedkommende har vilkårene svaret til dem for de åbne lav. Der syntes at have været udstrakt frihed m.h.t. etablering.

Betingelser for et mesterskab var:

• Fremlæggelse af dåbsattest for myndighederne
• At ansøgeren var fast bosiddende
• At han havde erhvervet sig borgerrettigheder
• At han kunne forevise almindeligt lærebrev fra den mester, hvor han havde lært sit håndværk.
• Kunne udfærdige et mesterstykke.

 

Mesterstykket skulle sælges

I 1738-forordningen fremhæves det at den unge mester skal have ret til at fremstille et moderne arbejde som ikke er for kostbart og sådan beskaffent at det kan gøres til penge igen ved salg. Arbejdet skal i nærvær af øvrigheden beskues af to dygtige mestre.

Hver af mestrene skal have en rigsdaler og øvrigheden fire.

 

Kravene til mesterstykke

En plakat angående mester- og svendestykkers forfærdigelse for samtlige guldsmedelav i Danmark blev udsendt af det danske kancelli den 26.4.1822 med følgende krav om et mesterstykke.

Guld:

1. en dåse
2. et såkaldt diadem
3. et brystsmykke
4. et guldsignet med ottekantet indfattet kariolsten, samt dertil tillige enten et par ørenringe, en bryst-nål eller en ring med indfattede stene eller perler.
5. en halskæde besat med stene eller perler. Samt prætention og lås, ligeledes med stene eller perler.

Sølv:

1. en terrin
2. en kaffemaskine
3. et par armstager
4. et par lysestager med drivning eller gravering
5. en platmenage med drivning eller gravering
6. en kaffekande eller tepotte

 

I Løgumkloster måtte en guldsmed aflægge endnu en prøve

I 1858 søger guldsmedesvenden Christian Frendsen fra Tønder om tilladelse til at arbejde som guldsmed i Løgumkloster. Han er født i Tønder 1817. Fra 1834 til 1838 havde han lært guldsmedeprofessionen i Flensborg. Derefter havde han været på vandring i 7 ½ år og siden forestået sin fars forretning i Tønder.

I indstillingen fra Løgumkloster erkendes at ansøgningen opfylder betingelserne m.h.t. Vandreårene. Men han er ikke lavssvend hvilket reskriptet forlanger.

Men man antager ham, hvis han vil aflægger en prøve på amtshuset i Tønder. Her møder han om med guldsmedene Feddersen og Haas. Her bestemmes, at han på Feddersens værksted skal lave en forgyldt sølvpotte. Den bliver godkendt af de to guldsmede og amtmanden. Nu fik han så lov til at nedsætte sig som guldsmedemester i Løgumkloster.

 

Ingen logik i uensartet praksis

Guldsmed Jacob Petersen født i Nibøl og lærling i Tønder hos Christopher Hamburg fra 1844 – 1843 med tilsluttede vandreår søgte om koncession og guld – og sølvarbejder i Nibøl. Det bevilges ham uden at han skal aflægge mesterprøve. Det er svært at finde noget logik i den uensartede praksis.

Da Tønder – guldsmeden Heinrich Hagel seks år senere søger koncession i samme by afvises han med den begrundelse, at konjekturerne ikke kan give mere end en guldsmed arbejde i byen. Og det til trods for, at man året forinden havde givet en guldsmed fra Augustenborg ret til at arbejde i Nibøl.

 

Erhvervsfrihed i Tønder

Men i hovedbyen høres intet om offentlige mesterprøver eller om koncessioner. Denne erhvervsfrihed kan måske være årsag til at der var så mange guldsmede i Tønder. Man har slækket på 1708 – forordningerne og i videst muligt omfang overladt det til håndværkerne selv at regulere deres forhold.

Der kendes til mindst 110 kendte mestre fra Tønder.  I mere end en halv snes tilfælde går virksomheden i arv til sønnen. I tre tilfælde tilbage i 3-4 generationer.

I et reskript fra 1754 understreges det at bestemmelsen om at mesteren skal være fastboende ikke skal forstås som husejere men at det er tilstrækkeligt at den begyndende mester lejer sig ind i en bolig inden han får råd til at erhverve sig en ejendom. Men inden 30 – års krigen anføres de som ejere af stavne i hovedgaden. En overgang, hvor velstanden daler flytter de ud i Tønders periferi. I midten af 1700 – årene genvinder de igen førstepladsen blandt håndværkerne.

 

Guldsmedekvarter i Tønder

Det egentlige guldsmedekvarter – hvis man overhovedet kan tale om sådan et – lå i Spikergade, Slotsgade og Møllevej.

De berømte Bödewadtere boede i Søndergade indtil de i 1854 rykkede ind i en ejendom i Østergade 7, som i mange år var i familiens besiddelse.

 

De lå langt fra købmandsstanden

Som skatteydere lå guldsmedene i forhold til de øvrige håndværk i toppen, men langt fra købmandsstanden. Det har sikkert været anderledes før 1600. Men der er flere vidnesbyrd om de daværende guldsmedes høje sociale rang. Men fem af de ældre var medlemmer af det eksklusive Fastelavnslav. Her havde kun byens spidser adgang.

De urolige tider i 1600-tallet gjorde en ende på velstanden. Således er der i 1625 – 50 kun to guldsmede i Tønder. Fra 1825 – 1850 var der 31 og fra 1875 – 1900 var der 8 guldsmede i Tønder by.

 

Ikke alle guldsmede havde det lige godt

Det var nu langt fra alle guldsmede i Tønder, der sad godt i det. Peter Detleffs blev i 1623 stævnet af guldsmede-enken i anledning af at han ikke havde betalt restbeløbet på en forsikring på 35 mark. Det var seks år efter, at han havde bosat sig. Det endte med, at han blev sat i gældsfængsel. Hans hustru klagede over at han havde siddet i fængsel i 9 uger. 6 dage efter blev han løsladt. Man hører om ham igen i 1625, hvor han prøver på at slippe for soldatertjeneste ved at få en anden til det.

 

Ingen garantikapital

Andre af byens guldsmede findes i skatteregnskaber sammen med ord som Armuth og veramt. I Tønder blev der ikke krævet en garantikapital for at nedsætte sig som guldsmed.

 

Udvist fordi han bagtalte Rådet

I 1725 udvises guldsmed Johan Nielsen fordi han efter at være straffet for hæleri havde bagtalt Rådet. Han undskyldte sig med at han havde været beruset. Det strenge Råd forlangte, at han i offentlig ret skulle ”slå sig på munden”, forlade byen og love at han hverken ville hævne sig på grund af straffen eller nogen sinde slå sig ned i byen.

En del guldsmede forlader byen for at slå sig ned i nærmeste omegn. Det skyldtes personlige – økonomiske eller ægteskabelige problemer.

 

En svend gifter sig ikke ind i en virksomhed

Den i håndværkerkredse så almindelige praksis at en svend gifter sig ind i en virksomhed enten med en enke eller datter til en håndværksmester, er for guldsmedene ikke så almindelig. Det er dog et par tilfælde, hvor enken fortsætter virksomheden og siden gifter sig med den svend der forestår værkstedet.

 

Medhjælpere/lærlinge i Tønder

Det var ikke altid at en guldsmed i Tønder havde nogen medhjælp. Af folketællingslisten 1769 fremgår det at af de ni guldsmedeforretninger dengang, havde kun de tre medhjælp.

Men at så betydelige guldsmede som A.C. Boetewadt og Jürgen Hinrichsen tilsyneladende har været alene om arbejdet viser at guldsmedeværkstederne i Tønder har været små

Folketællingslisten fra 1803 anfører 9 selvstændige mestre, hvoraf de 7 havde svende og/eller lærlinge.

Hos A.C. Boetewadt blev brodersønnen Jacob Andreas Bödewadt hjemkaldt fra Rusland som svend. Men langt det største værksted var hos Paul Hansen i Uldgade. Han havde to svende og to lærlinge.

 

Landsbyhåndværkerne måtte ikke holde svende/lærlinge

Landsbyhåndværkerne måtte hverken holde svende eller lærlinge men bestemmelserne er dog ikke blevet overholdt. Særlig ikke i 1800 – tallet, hvor ellers Tønder amt så sent som i 1852 afslog et andragende fra Fr. Aug, Jacobsen i Læk om at holde en medhjælper.

 

Mindst et år i udlandet

Uddannelsen var ikke endt med læreårene. I fortsættelse af dem fulgte vandreårene, der i visse guldsmedelav var obligatoriske. Man skulle også lige skaffe de obligatoriske 6 Rigsdaler til mesterprøven. En hver mester skulle også i mindst tre år arbejde uden medhjælp. Og så skulle han ifølge et direktiv fra 1745 have været mindst et år i udlandet. Det forbydes desuden at han betaler sig fra dette vandreår med mindre, at der gives kongelig dispensation.

 

Guldsmede er ikke med i cirkulære

I et direktiv fra Gottorp fra 1805 nævnes der at alle landsbyhåndværkere skal have kongelig koncession. Men i et cirkulære i hvilken afgiften for 20 forskellige erhverv nævnes guldsmedene ikke. Godt nok er almindelige smede nævnt. Dette peger på guldsmedenes ejendommelige stilling og muligvis hyppige forekomst i Vesteregnen. I Hvidding Herreds kirkebøger er der et iøjnefaldende stort antal lærlinge, der bor hos de der boende guldsmede og urmagere.

 

Betydelig produktion af sølvgenstande i Tønder landdistrikt

Der var en meget betydelig produktion af sølvgenstande i Tønders landdistrikt. Og det var det ikke alene i Højer, der havde opnået flækkerettigheder i 1736, og hvor der har boet guldsmede fra tiden omkring 1725 men navnlig i Skærbæk. Lidt senere i Døstrup samt i Ballum.

 

Rømø forsynet fra lokal virksomhed

Det sidste sted har en familie gennem fire generationer forsynet specielt Rømø med anselige mængder sølvtøj, specielt knapper. Stamfaderen smeden Lauritz Lauritzen har antagelig som det hyppigt ses haft sølvsmedjen som sideerhverv. Men den hyppige forekomst af sønnens og særlig sønnesønnens arbejder på Rømø, tyder på at familien har forladt det grove jernarbejde til fordel for de ædle metaller. Den sidste i dynastiet – Jonathan Nielsen – var også urmager og særdeles habil.

 

Også i Tønder havde man små brug

Karakteristisk for alle landsbyhåndværkere var at de har drevet større eller mindre landbrug ved siden af håndværket. Men også i Tønder By må det fremhæves at en del af guldsmedene drev mindre brug til supplering af indtægterne.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sigurd Schouby: Guldsmede-håndværket i Tønder – og på Tønderegnen 1550-1900

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk har 2.169 artikler
• Under Tønder finder du 367 artikler

 

• Guld-og Sølvsmede i Tønder
• Da Tønder Handelsforening startede
• Handel før 1864

Ballade i Jægersborggade

Spekulationsbyggeri. Informatek. Schioldan og Alberti. Hensigten var at istandsætte lejlighederne, Godt møde med sagfører. Lejerne var skuffede. Tomme løfter. Rådden vand skulle først fjernes, når man skulle vaske. Demonstration med 3.000 deltagere. Direktør Jørgensen følte sig ikke skyldig. Han mente at demonstrationen var planløs. Inspektør og revisor forsvarer deres chef, Formanden for Jægersborggade Lejerforening får det sidste ord. Trusler om opsigelse. I dec. 1024 blev Aktieselskabet solgt. A/B Jæger er i dag blandt Danmarks største.

 

Spekulationsbyggeri

Jægersborggade på Nørrebro var omkring århundredeskiftet blevet opført som spekulationsbyggeri. I 1924 var der stadig byggeri i gang. De sidste var færdige 1928. Spekulanterne fortsatte med at eje byggeriet indtil 1993, hvor der blev dannet en andelsboligforening AB Jæger med omkring 500 lejligheder.

 

Informatek

I 2001 forsøgte man at genindføre et lokalt erhvervsliv. Og det samme forsøgte vi med Kvarterløft Nørrebro Park, hvor vi indrettede et ”Informatek” i Stefansgade. Et af projekterne var at få gang i Jægersborggade’ s erhvervsliv.

 

Schioldan og Alberti

Der var opstået en strid mellem direktør Carl Jørgensen, fhv. Industrikaféen, nu Provinshotellet og beboerne i Jægersborggade. Det var en kamp mellem ejere og lejere.

Alle Jægersborggade huse på nær et par enkelte blev i sin tid opført af murermester Schioldan og finansieret af tidligere justitsminister og højesteretssagfører Adler Alberti.  Senere tilhørte bygningerne ”Aktieselskabet Jægersborggade”. På dette tidspunkt blev næsten alle aktier ejet af direktør Carl Jørgensen, der nu var selskabets administrerende direktør.

 

Hensigten var at istandsætte lejlighederne

550 lejligheder med ca. 3.000 beboere var berørte af striden. Det var hensigten at istandsætte husene, forhøje lejen, foretage omprioritering og muligvis afhænde husene enkeltvis, når de var bragt i orden.

Det var efter en henvendelse til lejerne om lejeforhøjelse, beboerne stiftede en forening, der skulle varetage deres interesser. Den konstituerede generalforsamling blev afholdt den 27. februar 1924

 

Godt møde med sagfører

Straks efter dannelsen begyndte der forhandlinger mellem Lejerforeningens bestyrelse og ejerens repræsentant, sagfører Vilhelm Christensen i Skindergade. Det hele så ud til at blive ordnet i fordragelighed og på den fredeligst måde.

Der blev lovet store forbedringer, gårdene skulle cementeres, cykelskure skulle opføres, nye kakkelovne skulle opsættes, nye nedløbsrør indlægges og W.C. skulle installeres alle steder, hvor dette var muligt. I løbet af det første år skulle 150 lejligheder grundigt efterses og istandsættes.

 

Lejerne var skuffede

For så vidt var alt godt. Lejerne var glade for at de nu oplevede bedre boligforhold. De erklærede sig villige til at betale en højere leje for de forbedrede boligforhold.

Men ak, sådan skete det ikke. De skønne forhåbninger gik ikke i opfyldelse. Lejerne følte sig meget skuffede. På generalforsamlingen kom skuffelsen og misfornøjelserne stærkt til orde.

 

Tomme løfter

Flere talere mente at man ikke kunne stole på direktør Carl Jørgensens løfter. Han ville bare fortsætte spekulationen i Jægersborggade og drive rovdrift. Det var tomme løfter, som han kom med. Nu var han også blevet ganske umulig at forhandle med. Foreningen måtte finde en ny og skrappere fremgangsmåde.

Ejendommene var i en elendig forfatning. Boligtilsynet havde forlangt forbedringer. Nævnet havde forlangt at forhøjelser af lejen kun kunne ske med forbedringer.

 

Råddent vand skulle først fjernes

Løse sten truede med at styrte ned og såre de mange børn, der færdedes i gårdene og på fortovene. Når en vaskekælder skulle benyttes, måtte konerne bære indtil en snes råddent vand op forinden. En kvindelig beboer forlangte, at Fru Carl Jørgensen skulle prøve at vaske under sådanne forhold.

 

Demonstration med 3.000 deltagere

Generalforsamlingen sluttede med, at der blev vedtaget en resolution, som Lejerforeningens bestyrelse, den følgende dags aften ville overbringe direktør Jørgensen i hans hjem, Gl. Kongevej 23. Og for at give bestyrelsens optræden nødvendig vægt, blev det besluttet at samtlige gadens beboere, i alt 3.000, i samlet trop slutter op bag bestyrelsen og ledsager denne til direktørens hjem.

Politidirektørens tilladelse til demonstrationen blev indhentet. Klokken 18 samledes man på den lille plæne ved Stefansgade og en halv time efter drager forsamlingen afsted med musik i spidsen. Et stort smukt banner med inskriptionen ”Værn dit Hjem” blev båret i spidsen. Andre bannere sås også i forsamlingen. Det var vel en snes bannere med følgende tekst:

• København, kend din By. Kig id i Jægersborggade og se de smukke Omgivelser

 

• Husejerfilantroppen Carl Jørgensen tager kun 33 kr. 50 øre i maanedlig Leje for fugtige Kælderrum til Menneskeboliger – Bolignødens Afhjælpning.

 

• Det forbydes at holde Husdyr, dog undtages Væggelus og Mus. Personer paa over 100 kg maa ikke passere Selskabets trappegange.

 

Direktøren følte sig ikke skyldig

Nu følte direktør Carl Jørgensen sig dog slet ikke skyldig. Han sendte et indlæg til Aftenbladets redaktion. Han bedyrer at hvis lejerne vil ham noget, så kan de altid henvende sig til ham i kontorets åbningstid. Han ønskede ingen forstyrrelser på sin private bopæl. Desuden mente han at Lejerforeningen er lidt for aggressiv.

Han fortalte, at han overtog ledelsen af A/S Jægersborggade Ejendomme den 1. oktober 1923. Han har i den tid foranlediget istandsættelse af gaden og ejendomme og ofret tusinder af kroner ud over ejendommenes overskud.

 

Han mente at demonstrationen var planløs

I de tilfælde, hvor der er sket lejeforhøjelser, er hver enkelt lejer først blevet spurgt og med de fleste er der opnået en frivillig overenskomst – også med Lejerforeningens formand, fortsætter Jørgensen.

Med hensyn til de lovede forbedringer meddelte Jørgensen, at dette store arbejde ikke kunne påbegyndes så længe den forhøjede lejeforhøjelse ikke var indkommet. Han kunne ikke forstå den ”planløse” demonstration. Han mente, at det var for at lægge pres på huslejenævnet.

Da demonstrationen ankom til Jørgensens privatadresse, var denne ikke hjemme. Han havde sendt en inspektør med hvem forsamlingen nægtede at forhandle. Købmand Weirum talte til forsamlingen.

 

Inspektør og revisor forsvarede deres chef

Sagen var langt fra slut i Aftenbladet. Således kom en inspektør og en revisor deres chef til hjælp. De oplyste i en artikel, at Ejendommene Jagtvej 35, Jægersborggade 1 og 3 samt Jægersborggade 21 og 23 var blevet grundig istandsat og forbedret med indvendige spildevandledninger, linoleum på trapper samt installation af W.C. m.m.

De indrømmede at nogle butikker havde fået lejeforøgelse. Til gengæld havde de fået lovning på istandsættelse, uopsigelighed i en årrække m.m. Disse ønsker var blevet opfyldt. De to påstod også, at ikke en eneste af de 520 lejemål havde fået forhøjet deres leje.

Cykelskure var opført i alle gårde. Der var indsat hele ruder i trappevinduer m.m. uden at der var stillet krav om lejeforhøjelse. Fra ejerens side ville man starte med den udvendige reparation, men det kunne Lejerforeningen ikke vente på. De to mente, at direktør Jørgensen var blevet udsat for uretfærdige beskyldninger.

 

Formanden for Jægersborggade Lejerforening fik det sidste ord

Og sagen var endnu ikke slut i Aftenbladet. Således svarede formanden for Jægersborggade Lejerforening, Hr. detailhandler A. Weinum den 23. august 1924. Han skrev bl.a. at der kun er foretaget de allernødvendigste reparationer som installationerne krævede i nr. 21 og nr. 23. Man har således ikke påbegyndt installation af kakkelovne.

 

Trusler om opsigelse

Af de 42 forretningslokaler er ”den frivillige lejeforhøjelse” kun opnået ved trusler om opsigelse. Desuden er den lovede vedligeholdelse aldrig fundet sted. Ligeledes havde 520 lejligheder fået trusler om, at hvis de ikke accepterede lejeforhøjelse, ville de blive opsagt.

 

I december 1924 blev aktieselskabet igen solgt

Striden mellem Carl Jørgensen og lejerforeningen fortsatte et stykke tid endnu. Grundejerforeningen anlagde sag mod politidirektøren for at have tilladt demonstration mod Carl Jørgensen. Aktieselskabet solgte i december 1924 Jægersborggade til et svensk konsortium.

 

A/B Jæger – et af Danmarks største

Det var i 1993 at de fleste af gadens omkring 500 lejligheder blev til AB Jæger. Der findes enkelte mindre andelsboligforeninger i gaden. To opgange er stadig udlejningsejendomme.

Med undtagelse af et par ejendomme, udgør andelsboligforeningen AB – Jæger hele Jægersborggade. I dag er foreningen med sine omkring 450 andele og 65 erhvervslejemål på gadeplan, en af Danmarks største andelsboligforeninger.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• nypolitivennen.dk
• Aftenbladet (mediestream)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.168 artikler
• Under Nørrebro finder du 330 artikler

 

• Endnu et barnemord i Jægersborggade
• Historien om en gade (John Dickow)
• Et barnemord fra Jægersborggade (NørLiv11)
• Jægersborggade Før, Nu og Altid
• En barnemorder fra Jægersborggade (1)
• Barnemorderen fra Jægersborggade (2)
• Barnemorderen fra Jægersborggade – den tredje historie (3)

 

• Alberti på Nørrebro

Tønder – Vi ved ikke alt

Lille-Tønder. På en langstrakt holm i Vidåen. Fra 1200 lignede det en købstad. Klostret bredte sig. Særstilling blandt stadsretter. Byens centrum flyttede. Vi ved ikke så meget. Kender ikke meget til kirkerne.  Kirken blev uskånsomt renoveret. Danmarks eneste bevarede ”Kalenderhus?” Tønder havde stor betydning. Hertugeligt privilegium. Uldgade og Slotsgade blev anlagt. Indlemmet efter protester. Byen mistede status som søfartsby. Digerne var for svage. Tønder blev en forarmet by. I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen. Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Kniplingspigerne blev udnyttet. Centrum for pietismen. Masser af Legater. Tønder blev ret stillestående. Jernbaneforbindelse i 1867. Embedsmænd fyret. I 1898 virkede Tønder som en tysk by. Præget af fordragelighed. Store omvæltninger efter 1920. Dansk borgmester i 1937. I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer.

 

Lille-Tønder

I ældre middelalderlige kilder nævnes Tønder i almindelighed som Lille Tønder eller på plattysk – Lütken Tundern. Den nærliggende by blev kaldt Møgeltønder eller Store Tønder og på plattysk Groten Tundern. Det viser, at Møgeltønder har været mere betydningsfuld. Og Lille Tønder har været Møgeltønders havne – og ladeplads.

 

På en langstrakt holm i Vidåen

Tønder er vokset frem på en langstrakt holm og har været omgivet af to arme af Vidåen, den senere møllestrøm og Skt. Laurentiusbækken. Det ældste Tønder har samlet sig omkring den nuværende skibbro, de to smalle gyder, Kogade og Pebergade og Laurentiuskirken, der lå i den nuværende Vestergade (nr. 33 – 35).

 

I 1200 lignede Tønder en købstad

Allerede omkring 1200 må Tønder have haft et købstadsagtigt præg. I 1238 fik de indvandrede franciskanermunke tilladelse til at anlægge et kloster. De byggede udelukkende deres klostre i købstæder eller i byer med købstadsagtigt præg.

 

Klostret bredte sig

Klostret fik sin beliggenhed syd for den nuværende Skibbrogade. Men efterhånden bredte grund og bygninger efterhånden til begge sider af Møllegade. Sammen med hele sydvestkvarteret brændte det i 1501-02. Klostret blev genopført. Men ved reformationen blev det nedbrudt og dets sten anvendt til store byggearbejder på slottet.

 

Særstilling blandt stadsretter

Det var broder Reinhardt, der tog initiativ Lübeck-lovgivningen og købstadsrettighederne. Den broder Reinhardt blev senere biskop i Odense. Tønder indtager en særstilling hvis ældste stadsretter ellers var mere eller mindre beslægtet med de gamle landskabslove.

 

Byens centrum blev flyttet

Der skete en betydningsfuld regulering og udvidelse af Tønder. Byens centrum blev flyttet fra egnen omkring Skibbroen mod nordøst til Store Torv. Ved denne lejlighed mener man at byen blev opdelt i 120 stavne, det vil sige huse med tilhørende grund og så en andel i den 672 ha store bymark.

Kun disse stavne-besiddere blev betragtet som fuldborgere og kun de kunne indtil stavns ordningens ophævelse i det 18. århundrede blive medlem af råd og deputeret-kollegium. Disse stavne var udelelige og oprindelig havde hver stavns-besidder kun én stavn. Men fra det 16. århundrede kunne hver borger dog eje flere stavne.

 

Vi ved ikke så meget

Egentlig er det ikke meget vi ved om Tønders middelalderlige historie i hvert fald før 1285. Så er det kun slottet eller fæstningen, som vi hører om. Det var i perioder et stærkt fæstningsanlæg. Stormfloder 1593 og 1615 beskadigede slottet. I løbet af 17. århundrede forfaldt det mere og mere. I 1750 – 51 blev det nu meget forfaldne slot revet ned.  Med undtagelse af det i 1740 ombyggede porthus.

 

Kender ikke meget til kirkerne

Og lige som slottet er Tønders middelalderlige kirker også forsvundet. Men kender navnene på dem og heller ikke så meget mere. Det vil sige, at vi kender nogenlunde beliggenheden. Foruden sognekirken, var det den tidligere omtalte Skt. Laurentiuskirke, der formentlig var en romansk kvaderstenskirke opført i tidsrummet 1150 – 1200. Klostret havde en kirke, der var indviet til Vor Frue.

Alle disse bygninger er så grundigt udslettet i reformationstiden. Måske findes der slet ikke rester i jorden. Heller ikke den omkring midten af det 14. århundrede på den nuværende Kristkirkes plads opførte annekskirke til Skt. Nikolaj, søfarendes helgen, ved vi noget om. Vi ved at den var opført af mursten men intet om dens arkitektur. Det vil sige underbygningen af dens tårn, der er opført kort før reformationen, er det eneste, der er besvaret. Resten blev revet ned. I årene 1591 – 92 blev den nuværende Kristkirke opført.

 

Kirken blev uskånsomt renoveret

Kirken har stort set bevaret sit oprindelige udseende. Nogle af den nedbrudte Nikolaj-kirkes udstyr, bl.a. stammer prædikestolen og et enkelt af epitafierne fra den gamle kirkes sidste år. Velhavende borgere har i det følgende århundrede skænket kirken en række anseelige epitafier.

I 1894 blev kirken temmelig uskånsomt renoveret. Ved en ny istandsættelse i 1940erne blev tidligere mindre heldige træk fjernet. Men at komme ind i kirken i dag er storslået.

 

Danmarks eneste bevarede kalenderhus?

Det såkaldte klosterbageri på Store Torv menes at være opført som bolig for et kalenderbroderskab. Er denne antagelse rigtig, ja så er bygningen Danmarks eneste bevarede kalenderhus.

 

Tønder havde stor betydning

Søfarten til Holland var i middelalderen dominerende i byens erhvervsliv. Tønder var i middelalderen en af Sønderjyllands vigtigste byer. For at understrege dette kan nævnes at byen var ansat til 120 skatte-plove, men byer som Haderslev, Slesvig og Aabenraa var ansat til halvdelen eller derunder. Kun Flensborg stod i betydning over Tønder.

Byen havde også en del handel på Norge, men i hovedsagen var det dog handelen på Holland, der betingede byens storhedstid. Der blev eksporteret stude og korn, og man hentede til gengæld kolonial- og manufakturvarer, samt også en del bygningsmaterialer.

 

Hertugeligt privilegium

Stor betydning for Tønders handel var, at der i 1354 blev udstedt hertugeligt privilegium, hvorved byen ikke blot blev indrømmet store toldlempelser, men tillige fik så godt som eneret på handel og håndværk i Hviding, Lø, Højer, Tønder og Slogs herreder. Dette privilegium er det ældste af sin art på dansk grund. Flensborg fik først et tilsvarende i 1491.

Det tønderske privilegium blev dog i tidens løb noget udhulet, først ved enklavernes oprettelse, og da Højer i 1706 fik privilegier. Og bønderne i Hviding herred søgte mod det nærliggende Ribe. Senere kom stridigheder med flensborgske købmænd, der havde trængt sig ind på Tønder – område.

 

Uldgade og Slotsgade blev anlagt

I reformationstiden var indbyggertallet på ca. 1.000. Byen var indhegnet af palisader, der sluttede sig til de naturlige værn i form af Vidåens arme. I syd og øst var der byporte.

Efter reformationen var der på det nedbrudte klosters grund anlagt to nye gader, Uldgade og Slotsgade. De hørte dog ikke under byens jurisdiktion. Det samme var tilfældet med den bebyggelse, som efterhånden opstod vest for Laurentius-broen – den såkaldte Vestergade – forstad.

 

Indlemmet efter protester

Beboerne i de tre gader drev borgerlig næring uden at deltage i købstadens mere tyngende skattebyrder. Dette medførte adskillige klager og stridigheder. Dette førte til gadernes indlemmelse i købstadsområdet 1665. Et område, den såkaldte Slots – og Frigrund forblev stadig amtsgrund. Først efter indlemmelsen i 1920 kom området med i købstaden.

 

Byen mister status som søfartsby

Ved de store inddignings-arbejder i det 16. århundrede blev Tønder afskåret fra havet. Byens betydning som havneby svandt ind. Man forsøgte at oprette sejladsen ved at benytte først Lægan, senere Rudbøl og Højer som losse- og ladepladser, hvor varerne blev omlæsset fra søgående skibe til pramme, der kunne passere sluserne og åen, der efterhånden sandede mere og mere til.

En følge af tilsandingen var, at byen under store omkostninger måtte grave en endnu til dels eksisterende kanal fra Skibbroen til Askesodde. Trods gentagende uddybninger af kanalen, bl.a. ved anlæg af et bolværk i 1841 får havnen ikke mere betydning for byen.

 

Digerne var for svage

Inddigningen gjorde at Tønder-borgerne fik knap så meget vand i gaderne.  Men digerne var for svage. Og vandet skabte mange ødelæggelser.  Men der var også mange andre ulykker ramte Tønder. Fra det 16. århundrede kendtes fem store brande, hvor hele gader blev luernes rov. 1642 brændte Vestergade Forstad. Og 1725 brændte hele Østergade. Også de store pestepidemier ramte befolkningen hårdt. Men også det 17. århundredes krige.

 

Tønder blev en forarmet by

Stude- og kornhandelen standsede i lange perioder, landsknægtshærens vilde plyndringer og store skatteudskrivninger medførte, at det Tønder som i slutningen af det 16. århundrede magtede at bygge den anseelige Kristkirke, nu var en forarmet og gældbunden by.

 

I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen

Forbavsende hurtigt kom Tønder sig i det 18. århundrede ud af det økonomiske udføre. Dette århundrede står tilbage som en ny glansperiode. Det var bl.a. kniplings-industrien, som havde sin glansperiode. Den ramte Vesteregnen allerede i 17. århundrede.

Ved midten af århundredet var der ca. 25 kniplingskræmmere i byen. I 1800 var deres antal gået ned til 13. Det skulle nok opfattes som koncentration i erhvervet. Først i 1830 mærkes der en tilbagegang. Der var ændringer i moden m.m. Tønders købmænd måtte finde nye indtægtsmuligheder.

 

Kniplingshandelen bragte kapital til byen

Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Der blev basis for oprettelse af nye industrier. Der blev oprettet en fabrik til fremstilling af knipletråd.  Og så blev kniplinger på fabriksmæssig fremstilling. Disse butikker måtte dog lukke i begyndelse af det 19. århundrede.

 

Kniplingspigerne blev groft udnyttet

Nogle tobaksfabrikker og en cikoriefabrik, der oprettedes noget senere fik aldrig nogen virkelig betydning for byens økonomi. Befolkningstallet lå ret konstant på ca. 2.500. De tusinder af kniplepiger førte en ret kummerlig tilværelse. I virkeligheden blev de groft udnyttet af deres arbejdsgivere. På denne tid opførtes de statelige patricierhuse som i dag minder os og turisterne om en svunden storhedstid og vel også om at de gamle tøndringer havde en god smag og forstod at bygge godt og solidt. Jo både min far og to onkler var murer.

 

Centrum for pietismen

I første halvdel af det 18. århundrede var Tønder centrum for pietismen. De stor navne i den forbindelse var Schrader og Brorson. Schrader udsendte en tysk salmebog og Brorson udsendte små hæfter. Disse blev samlet i ”Troens rare Klenodie”. Som et minde om Brorson er uden for kirken rejst en buste af ham.

 

Masser af legater

Næppe en by har haft så mange legater som Tønder, men se dette har vi allerede skrevet om. I 1735 fik byen et vajsenhus kombineret med hospital og tvangsarbejderanstalt takket være kniplingskræmmer Peter Strucks store stiftelse.

Nævnes skal også Liebestempel og Seminariet, men se det har vi også allerede gjort flere gange.

 

Tønder blev ret stillestående

I økonomisk og erhvervsmæssig henseende var Tønder i det 19. århundrede en ret stillestående by. Befolkningstallet steg godt nok fra 2.579 i 1803 til 3.969 i 1900. Sammenlignet med andre byer var dette dog ret beskeden. Kniplingshandelen mistede fuldstændig betydning. Byens vigtigste hovedindtægtskilde var de store kvægmarkeder og et relativt velstående oplands handel.

 

Jernbaneforbindelse i 1867

Endelig i 1867 fik Tønder jernbaneforbindelse. Det var med forbindelsen Tønder -Tinglev. I 1887 åbnede den vestslesvigske længdebane. Det var den såkaldte marskbane. Og så endelig i 1892 var det Tønder – Højer banen, der blev indviet. I 1920 havde befolkningstallet passeret 5.000.

I 1867 havde byen fået et kommunalt gasværk. 1901-02 fulgte vandværket og 1910 – 11 elektricitetsværket.

 

Embedsmænd fyret

Tønder havde et stort flertal, der gik ind for den slesvig-holstenske bevægelse. Men selv om folkesproget var sønderjysk så var ikke blot administrationssproget tysk men tillige også i overvejende grad kirke – og skolesproget. Rabiate Slesvig-holstenske embedsmænd blev fyret og erstattet af folk nordfra. Det modsatte skete, da området kom under preussisk styre. Dansktalende børn måtte nu atter i tysk skole.

 

I 1898 virkede Tønder som en tysk by

Småkårsfolk måtte nu atter dukke hovedet. Det danske stemmetal svandt mere og mere ind.  I 1867 var der kun 78 danske stemmer. Dette var i 1898 svundet ind til 13. Set udefra var Tønder tilsyneladende en helt tysk by.

I årene før den Første Verdenskrig skete der dog en samling af de danske kræfter i byen, Ved Rigsdagsvalget i 1912 blev der afgivet 80 danske stemmer. Dette svarede til 9,1 pct. af samtlige afgivende stemmer.

 

Præget af fordragelighed

Forholdet mellem de to nationaliteter har i modsætning til andre sønderjyske byer været præget af fordragelighed. Mellem de to slesvigske krige sad nogle af de virksomme ”Klosterbrødre”, der i grundtvigsk ånd krævede en mere liberal politik over for tyskerne i Tønder. I 1908 besluttede det tyske magistrat enstemmigt at advare borgerne kod at tiltræde den altyske forening ”Deutscher Verein”, hvis formand var den berygtede dommer, dr. Hahn.

 

Store omvæltninger efter 1920

1920 blev en omvæltning for Tønder. Byen mistede ved grænsedragningen sit rige opland mod syd. Sammen med omlægningen af landbruget til danske forhold betød det at kvægmarkederne mistede deres hidtidige betydning. Eksportmarked med lukkede stalde blev indrettet. Et svineslagteri og æg-pakkeri er ligeledes blevet indrettet.

Der kom grænsegendarmer og toldbetjente og byen fik en garnison. En række halvt eller helt offentlige institutioner kom ligeledes til byen. Seminariet blev udvidet. En tidligere kommunal realskole blev et fuldt udbygget statsgymnasium.

Nye kvarterer opstod mod nord og vest og senere mellem den til jævnede Skibbro-kanal og hovedbanegården. I 1920 var byens gader belagt med toppede brosten og ad uhumske rendestene blev regn – og spildevand ledet bort. Tidligere var Tønder omgivet af en kæmpe sø. Men det satte afvandingen til dels en stopper for.

 

Dansk borgmester i 1937

Der kom et alderdomshjem i Leos Alle. I en tidligere skolebygning kom der et nyt bibliotek og et amtsmuseum blev indrettet. Tønderhallerne. Udendørs og indendørs svømmestadion.  Og meget mere.

Ved afstemningen i 1920 blev der afgivet 1.437 tyske og 566 danske stemmer. Efter fraflytning af tyske embedsmænd og tilvandring af danske, samt ved oprindelige tysksindede arbejders tilslutning til det danske socialdemokrati fik de danske borgerlister sammen med Socialdemokratiet flertal i byrådet i 1933. Men grundet personfnidder lykkedes det først i 1937 at få en dansk borgmester,

 

I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer

Ved Folketingsvalget i 1950 udgjorde den tyske andel af de afgivende stemmer kun 19,3 pct. Og sådan kunne vi blive ved. Men egentlig ville vi gerne fortælle endnu mere om Tønders fortid, men som vi tidligere har været inde på, så findes der ikke så mange kilder, som vi egentlig godt kunne ønske.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carstens: Die stadt Tondern
• Kirkeskov: Sønderjylland – et topografisk værk
• Claus Eskildsen: Tønder 1243-1943
• Lennart S. Madsen: Tønderhus – en købstadsby
• Tønder – gennem tiderne

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.167 artikler
• Under Tønder finder du 366 artikler

 

• Tønder – Strejftog i historien 1-3
• Tønder – Vi ved ikke så meget 1-2
• Tønder – fra starten (1)
• Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)
• Hvorfor fik Tønder først en borgmester i 1937?
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
• Tønder i 1880
• Trafik i Tønder – dengang
• Tønder – Marskens Hovedstad
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Tønder 1940 – 1851 (1)
• Tønder 1851 – 1864 (2) og mange flere

 

 

 

 

 

 

 

Aabenraa – for længe siden

Vi er igen i Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet. Kvinder i ”baus” uha – uha. Honningkager gik som varmt brød. Duften af grisemarked. Militærparade på Store Torv. Saftevand og kager på kejserens fødselsdag. Festgudstjeneste. Fest til den tidlige morgenstund. I skolen skulle man lære udenad. Naverekspressen. Sadelmagersvende blev udvist. Bøde for at afsynge forbudte sange på folkehjem og i kirken. Rosenvold fik sin erindringsmedalje og hævn.

 

Kvinder i plusbukser – uha – uha

En årlig begivenhed var cykelløbet fra Hamborg til Haderslev. De kom selvfølgelig også gennem Aabenraa. Ved et løb efter 1900 var der mellem sportsfolkene to damer i tækkelige pludderbukser. Det vakte sandelig en del opsigt, da de passerede Søndertorv. Tilskuerne på fortovene grinede:

• Nej se – se dæe – to Kvindfolk, aa di hæ minsandten kuns bavs aa!

Dengang var der kun en damemode med hensyn til kjolens længde og det var maxi!

 

Honningkager gik som varmt brød

Oppe på Store Torv var der hver sommer krammemarked – æ Jahrmærken – med skydetelte, kram – og slikboder og ikke at forglemme ”Braunschweiger Honingkuchen”. De gik som varmt brød af karruselmusikken i købmand Danielsens gård. Senere blev sommermarkedet afholdt for enden af Store Raadhusgade.

 

Duften af grisemarked

Før den blev anlagt, var der hver lørdag formiddag også grisemarked på Store Torv. Der holdt masser af vogne, belæsset med masser af små pattegrise. Deres høje, skingrende hyl lød fra tidlig morgen over pladsen. Duften fra deres ekskrementer fyldte luften. Men der var ingen, der klagede over støjplagen eller luftforureningen.

 

Militærparade på Store Torv

Det hele var forbi klokken et. Da skulle torvet være ryddet. Her holdt kejser Wilhelm den Andens bror, storadmiral prins Heinrich af Preussen med sin stab højt til hest militærparade under de hyppige landingsmanøvrer, i hvilken mandskabet på de 4-5 store på Reden opankrede panserskibe deltog.

Til tonerne af fejende tysk militærmusik defilerede i strakt parademarch marinesoldater og infanterister fra landsdelens garnisoner forbi de høje herrer, efter anstrengende og meget realistiske øvelser mellem Aabenraa og Haderslev. Landsoldaterne var indkvarteret hos byens borgere. Klokken ti aften lød tappenstreg fra torvene.

 

Saftevand og kager til kejserens fødselsdag

I skolerne i Aabenraa skulle man også høre om kejserens lyksaligheder. Men det første møde med dette fik børnene i børneasylet i Persillegade. Her tog to fromme diakonisser fra Flensborg sig af en større flok. Og til kejserens fødselsdag den 27. januar fik børnene saftevand og kager. Og så marcherede ungerne ellers rundt i gården og sang til træskotramp og hurraråb.

I drengeborgerskolen gik man fra 7. til 1.klasse. Og i 7. klasse blev kejserens fødselsdag også fejret men uden kager og saftevand. Til gengæld havde man fri allerede halvti.

 

Festgudstjeneste

Foran Skt. Nikolaj Kirke havde Krigsforeningen taget opstilling. Der var festgudstjeneste kl. 10. På de forsamlede krigers venstre fløj stod ”Meyenberg Dadderada”. Han kom fra arbejderhuset. Han var en fordrukken forhenværende preussisk underofficer. Den dag var han renvasket og vandkæmmet og marcherede stolt med sine soldaterkammerater og ”Volksgenossen”. Under den gamle major Marinis kommando ind i kirken.

 

Fest til den tidlige morgenstund

Den lille pæne mand var iført sin gallauniform pyntet ”mit Orden und Ehrenzeichen”. Han havde selvfølgelig sin officerspikkelhue med særlig lang spids på hovedet og sabel ved sin side. Om aftenen festede Krieger – og andre tyske foreninger på byens fine hoteller til den lyse morgen. Her var Meyenberg Dadderada dog ikke med.

 

I skolen skulle man lære udenad

Den preussiske disciplin var ikke særlig tillokkende for de stakkels skoleelever i Aabenraa. Det stillede store krav til at lære udenad – tyske salmer – ofte op ril 12 vers, fædrelandssange, alenlange digte af de tyske klassikere og meget mere. Spanskrøret blev brugt flittigt. Og særlig den berygtede lærer Schwien, som var en skrap holstener. Han mente at pædagogikken skulle være brutal. Han forlangte korrekt gengivelse af både bibelhistorien og salmevers. Det var over 70 børn i klasserne og de færreste talte tysk derhjemme.

Modsætningen til Schwien var Peter Clausen. Han var nordslesviger og dansksindet. Her var alt terapi bandlyst. Han var en af de få, der fortsatte sin lærergerning efter indlemmelsen i 1920.

Clausen fortalte også rektor, at han var helt sikker på, at Nordslesvig kom til Danmark. Da den iltre rektor hørte dette for han op. Han ville indberette dette til de relevante myndigheder. Men Clausens kollegaer gjorde rektor opmærksom på, at det var ham selv, der bad om Clausens mening. Så der skete ikke mere i denne sag.

Halvdelen af lærerne kom syd fra.

 

Naverekspressen

Fra Aabenraa gik der hver lørdag et kreaturtog til Düsselsorf. Ifølge preussisk lov skulle dette tog ledsages af 8 – 10 personer. Dem fandt man som regel i svendeherberget på Nørreport. Det var gratis transport til Rhinlandet. Derfor kaldte man toget for Naverekspressen.

 

Sadelmagersvende blev udvist

Så var det lige historien om saddelmager C.F. Rosenvold i Søndergade 6. Han var dansksindet. Og i Køllertiden gjorde de tyske myndigheder alt for at genere ham. I særlig grad var det landråd von Uslar på Brundlund Slot, der var efter ham. Landråden forfulgte ham direkte og udviste hans dygtige danske sadelmagersvende.

Ofte stod Rosenvold uden arbejdskraft til sin omfattende virksomhed med fremstilling af sele-og ridetøj, kufferter, lædervarer af enhver art samt møbelpolstring.

Når en tidsbestemt udvisningsordre var indløbet fra landråden, kom politibetjent Matzen luskende på fristens sidste dag. Så stod han i naboen, hestehandler Tøgersens gård bag en pille i porten for at se, om den udviste danske svend var rejst.

 

Bøder for at afsynge forbudte sange på Folkehjem

Flere gange fik Rosenvold bøder, fordi han ved møder på Folkehjem havde sunget forbudte sange. Matzen noterede emsig, hvem der havde bragt ”das grosse Vaterland i fare ved for eksempel at synge ”Jeg er en simpel bondemand”.

Også ved de danske gudstjenester i frimenighedskirken var den nidkære politibetjent til stede i fuld krigsmaling med pikkelhue og sabel. Men Rosenvold lod sig ikke kue. Han fik sin hævn.

 

Rosenvold fik sin erindringsmedalje

Rosenvold havde nemlig under krigen i 1871 været rekrut ved husarerne i Slesvig, men han var sluppet for at komme i felten, da krigen sluttede, inden han var færdig med uddannelsen.

I Køllertiden var der indstiftet en erindringsmedalje til alle dem, som havde været i tysk militærtjeneste under krigen mod Frankrig. Ordenen var en rund gul messingplade på størrelse med en voksen femkrone. Den blev af folk aldrig kaldt andet end Citronordnen. Den kunne fås efter ansøgning til landrådskontoret. Og så blev den overrakt af von Uslar selv.

Dette kunne Rosevold ikke stå for. Han samlede sine militærpapirer og sendte disse med en ansøgning til kontoret på Brundlund Slot, ansøgningen kunne ikke afvises. Da han efter et stykke tid modtager medaljen, stod der om aftenen følgende i Hejmdal:

• Sadelmager C.F. Rosenvold i Aabenraa som i den senere Tid har faaet flere danske Svende udvist, er i Dag blevet dekoreret af Hr. Landråd von Uslar med Erindringsmedaljen for tysk Militærtjeneste under Krigen 1870 – 71.

Det har sikkert været en besk pille at sluge for landråden. Rosenvold og hans danske venner morede sig kongeligt.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.166 artikler
• Under Aabenraa finder du 225 artikler

 

• I fængsel i Aabenraa 1902
• Aabenraa i begyndelsen af 1900-tallet
• Aabenraa – krogede gader og toppede brosten
• Aabenraa omkring 1900
• Dengang i Aabenraa
• I skole i Aabenraa
• Gamle butikker og erhvervsliv i Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Aabenraa i gamle dage
• Originaler fra det gamle Nørrebro

 

 

 

 

 

Sandheden om Elvira Madigan og Sixten Sparre

En sagnomspunden kærlighedshistorie. Opbygget omkring det romantiske. 30.000 besøger årligt det lille egnsmuseum. Danmarkshistoriens mest fejlfortolkede kvindedrab. Man vidste ellers meget tidligt, hun var blevet dræbt. Det stod i politirapporten og i Kirkebogen. Og så meddelte Elviras mor det også i Politiken. Elvira var cirkusartist. Hun fik sammen med hendes halvsøster et guldkors af kongen. Løjtnant Sixten Sparre forelskede sig i hende. Løjtnantens familie gik konkurs. De flygtede i 1889. Mordet og selvmordet i Nørreskoven 18. juli 1889. Elvira var skræmt. Øresundspostens fremstilling 25. juli 1889. Brudebuketter på Elviras grav. Gravstedet flyttet flere gange. Sixten var i bundløs gæld. Hans oldebarn skriver en bog. Sixten var optaget af datidens romantiseringer af døden. Broderen betalte alle begravelsesomkostninger. En vis modstand i menighedsrådet. Besøgende skal selv vælge, hvilken vision der er rigtig på egnsmuseum.

 

En sagnomspunden Kærlighedshistorie

Det er en af de mest sagnomspundne kærlighedshistorier. De to elskende endte deres dage i en skov på Tåsinge i 1889. Fortællingen er nærmest en Romeo og Julie historie. I de senere år er der kommet nye ord til romantikken – nemlig mord, stalker og metoo.

 

Opbygget omkring det romantiske

En masse historier, film, teaterstykker m.m. er bygget op omkring den romantiske fortælling. Man kan så undre sig over, at historikerne var så længe om at finde ud af at det her var tale om mord. Det meddelte Elviras mor allerede samme år med en lang indlæg i Politikken. Det er som om, at de tidligere bøger selv digter afslutningen – uden egne undersøgelse.

 

30.000 besøger årligt det lille egnsmuseum

Også medierne forsøgte at overgå hinanden med forkerte oplysninger. Og så blev episoden også til en skillingsvise dengang. Ja selv Dræsine-Banden indspillede en plade om dette drama. Men andanten til Mozarts klaverkoncert nr. 21 i C-dur er den vi kender som Elvira Madigan.

Hvert år besøger 30.000 mennesker Elvira og Sixtens gravsted på Landet kirkegård og på Tåsinge Museum.

 

Danmarkshistoriens mest fejlfortolkede kvindedrab

Jyllands Posten har i en leder har beskyldt museet for at romantisere historien og hylde en morder. DR har taget sagen op. Og her udtaler man fra museets side, at man slet ikke kan genkende Jyllands Postens udlægning.

Jyllands Posten kalder mordet for Danmarkshistorien mest fejlfortolkede kvindedrab.

 

Man vidste tidligt, at hun var blevet dræbt

Avisen kalder det også Danmarks største politisvigt. Men var det nu det. De kalder det jo også mord og dette står også i kirkebogen.

Avisen glemmer også, at Elvira´s mor den 3. august i Politiken skriver, at Sixten dræber hendes datter. Hun skriver også, at Sixten vil skyde sig selv, hvis datteren ikke sagde ja. Han bildte hendes datter ind at han var skilt.

 

Elvira var cirkusattest

Elvira hed i virkeligheden Hedvig Antoinette Isabella Elonora Jensen. Hun var dansk-norsk cirkusartist. Hendes speciale var linedans. Hun blev faktisk født i Flensborg den 4. december 1867.

Hedvigs far er Frederik Jensen. De mødte hinanden i Cirque du Nord, hvor Hedvigs mor arbejdede. Frederik var artist og da han tog orlov, da Hedvig fødtes, mistede han jobbet. Et par år efter døde han. Moderen stod nu alene med datteren. Hun arbejdede i cirkusset Cirque Francois Loisset, hvor amerikaneren John Madigan var tilknyttet. John og moderen dannede nu par, men de blev først gift i 1891, Han var kunstberider og lærte Hedvig at ride.

I 1879 grundlagde John Madigan og Elonora deres eget lille cirkus. De optrådte foruden i Skandinavien i Paris, London, Berlin, Bruxelles, Amsterdam og Odessa.

 

Et guldkors af kongen

Med sin familie turnerede hun rundt om i Skandinavien. Hun debuterede allerede som fem- årig. I 1886 Kom hun til København og optrådte på Kunstplænen i Tivoli. Her optrådte hun sammen med hendes halvsøster Gisella iført en hvid trikot.

Forestillingen blev en overvældende succes. Søstrene modtog efter en privat optræden hver et guldkors af Christian den Niende som tak.

 

Løjtnant Sixten Sparre forelskede sig i hende

Løjtnant Sixten Sparre mødte hun efter en forestilling i Kristianstad.

Han forelskede sig i den berømte cirkusprinsesse. Utallige indtrængende kærlighedsbreve blev sendt til hende. Problemet var bare, at denne Sixten var en gift mand af adelig slægt og børn. Kærlighed mellem disse to var derfor ikke særlig velanset.

 

Løjtnantens familie gik konkurs

Som barn voksede han op på et slot og fik alt, hvad han pegede på, indtil familien gik konkurs. Uden penge var Sixten Spare nødt til at lade sig hverve til militæret, hvor han fik en gratis uddannelse. Senere mødte han Luitgaatd Adlercreutz og fik dermed muligheden for at gifte sig til penge – Penge der ikke holdt. Ved hans død skyldte Spare det som i dag svarer til ca. en million kroner.

 

De flygtede i 1889

I 1889 flygtede de sammen til Stockholm, derefter København, Svendborg og til sidst til Troense på Tåsinge. Det var efter at cirkusset kom til Sundswall i det nordlige Sverige. Sixten ventede på Hedvig ved jernbanestationen i Böllnäs. Hedvig pantsatte sine smykker og så stak de ellers af.

Inden flugten havde Sixten tømt børnenes bankbøger svarende til 185.000 kr. i nutidens penge

 

Mordet og selvmordet i Nørreskoven 18. juli 1889

Den 15. juli 1889 kom parret til Svendborg. Deres penge var brugt. Sixten havde sendt et telegram hjem til sin familie for at bede om flere penge men havde fået afslag. Uden penge og uden fremtidsudsigter sagde parret den 18. juli, at de ville tage en lille skovtur. De tog ud i Nørreskoven, hvor mordet skete den følgende morgen.

Ifølge obduktionsrapporten skød Sixten først Elvira og derefter sig selv. Hun blev 21 år. Han blev 34 år.

 

Elvira var skræmt

At Elvira skulle være lykkelig, modsiges i den grad af vidner fra badegæster, der mødte parret. De beskrev Elvira som skræmt og isoleret, hvis råb om hjælp ikke blev hørt.

I en af de bøger, som vi har læst, står der stadig at læse, at det var

• Fælles tanke – fælles beslutning.

Det var det skønneste kærlighedsforhold, der nogensinde har eksisteret. – ak ja. Samme forfatter lavede hvis nok også en film. Den blev kun vist en gang.

 

Øresundsposten fremstilling 25. juli

Øresundsposten den 25. juli 1889 (oversat til nudansk) beskrev de sidste timer således:

 

• Derefter er de kun set i live i et hus ved Nørreskov, hvor de fik et glas vand. Gennem et sumpet krat var de kommet til en lille åben plads, hvor de under nogle små bøgetræer, havde spist deres mad. Madkurven var tom.
• Under dem lå et tæppe og desuden fandt man en paraply og en parasol. Han lå til venstre for hende, ramt af et revolverskud i højre tinding, hun var såret af et lignende skud i venstre tinding.
• Det var åbenbart, at han havde skudt hende og derefter sig selv, thi hendes arme var foldet sammen over brystet, og hans lå udstrakt ved siden af sammen med våbnet. Begges ansigtsudtryk var ganske rolige.

 

Brudebuketter på Elviras grav

Det er tradition at brude gift i Landet Kirke lægger deres buket på Elvira Madigans grav. Men den er også flyttet en del gange i tidens løb De originale gravsten er rigtig nok tilbage på kirkegården, men ikke på den plads, hvor Elvira og Sixten hele tiden har hvilet.

 

Sixten var i bundløs gæld

Sixten var manisk, selvoptaget og i bundløs gæld. Han tog Elvira med sig sikkert under falske forudsætninger. Nogle mener han var en hensynsløs svindler. Han udnyttede stakkels Elvira for egen vindings skyld og for at få opmærksomhed omkring egen person. Noget tyder også på han var sindssyg.

Hustruens medgift var smuldret bort. Sixten kedede sig i ægteskabet

 

Oldebarn skriver bog

Katinka Lindhe er radiojournalist, bibliotekar og slægtsforsker og ikke mindst oldebarn til Sixten Sparre har begået en bog om oldefar. Hun har haft adgang til familiearkiver og kigget i gamle aviser. Selv om det var tabu i familien at snakke om Sixten Sparre har hun fundet interessante ting frem.

 

Sixten var optaget af datidens romantiseringer af døden

Han var påvirket om datidens romantiseringer om døden. Han var inspireret fra Østrig, hvor kronprins Rudolf den 30. januar 1889 skød sig selv og sin elskerinde. Han efterlod et brev til sin kone. Han tog sin revolver med i sin sparsomme bagage, hvilket indikerer at mord og selvmord var planlagt.

Sixten Sparre var en psykisk ustabil type, der have planlagt sin dødsrute. Han ville gøre op med det samfund, der ikke forstod hans digtekunst.

 

Broderen betalte begravelses-udgifter

Ifølge Dines Bogø er den oprindelige grav fra 1889 midt på en kirkesti lige syd for det store egetræ. Det var Sixten Sparres bror, Edvard, der rejste ned fra Stockholm. Han betalte for gravpladsen, gravstenene og andre udgifter i forbindelse med broderens død.

I datidens adelskredse var der tradition for store gravpladser. Måske var det også for at skrue ned for skandalen.

 

En vis modstand i menighedsrådet

Langt ind i moderne tid fandtes der nok stadig en vis modstand i menighedsrådet med at gravene på nogen måde blev gjort iøjnefaldende. I Sixten Sparres tilfælde handlede det jo om en morder, selvmorder og endda ægteskabsbryders grav. Ifølge den roman version af dramaet ville hun jo dø med sin Sixten. Men i kirkebogen og i dødsattesten står der mord som dødsårsag.

Uanset hvad man mener om den nye minde-plads, findes der altså ingen markering af de oprindelige gravsteder. Det er ellers muligt nu, hvor stedet er blevet identificeret. Midt på kirkestien.

 

Besøgende skal selv vælge mulighed

På Tåsinge har museet givet de besøgende to muligheder:

• Mord eller ulykkelig kærlighed?

Folk skal selv vælge side. Men sandheden er jo, at det er en tragedie.

 

Kilde:

• dr.dk
• jyllands-posten.dk
• denstoredanske.lex.dk
• information.dk
• da.wikipedia.org
• visitsvendborg.dk
• faa.dk/
• Svendborg Historie
• Anders Enevig: Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre
• Katinka Lindhe: Sixten & Elvira, Historien om et mord
• Klaus Grönqvist: En dråbe faldt
• E. Møller Pedersen: Historien om Elvira Madigan

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.165 artikler
• På Andre Historier finder du 104 artikler

Mysteriet på Assistens Kirkegård (4)

Måske er dette ikke så meget om Assistens Kirkegård, men artiklen viser, at der var lignende historier som Giertrud Bodenhoff.

Lignende historier fra hele Europa. Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve. I fare for at blive levende begravet. Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven. Succes med en bog på fransk. Liget forbundet til en klokke. Pas på dørkarmen. Et menneske anses for at være død uden at være det. Havde vendt sig i kisten og spist tre af sine fingre. Alfred Nobel var bange. Den døde datter var gået op på sit værelse. Ligsynsloven blev ændret. Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive. Angsten for at vågne i krematoriet. Interessant tilfælde af skindød.

 

Lignende historier fra hele Europa

Jo den indledende gyser fra Assistens Kirkegård er blot en af mange historier. I stort set hele Europa eksisterer der lignende historier.

 

Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve

Vi skal også huske at i slutningen af 1700-tallet var det at være graver noget af det laveste, man kunne påtage sig i samfundet, Graverne på Assistens Kirkegård var derfor en værre omgang gavtyve og hjemme-brændere.

I et enkelt mausoleum fandt man hele fem fremmede kroppe. Har havde røverne for nemheds skyld valgt at dumpe kroppene efter plyndringerne. I historisk tid er en epidemisk frygt for at blive levende begravet med jævne mellemrum dukket op.

 

I fare for at blive levende begravet

Det skyldtes blandt andet, at der ikke før 1900-tallet blev endelig klart for lægevidenskaben, hvornår en person med sikkerhed kunne erklæres død.

Som barn havde Winsløv to gange været så syg, at familien troede at han var død og klar til begravelse. Måske var det derfor han forfattede et lille videnskabeligt værk med. I bogen hævder han, at de af lægerne der anvendte dødstegn, var så usikre, at alle nulevende personer stod i fare for at blive levende begravet.

 

Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven

Han beskriver episoder, hvor lig havde rejst sig lyslevende fra kister lige som på Assistens Kirkegård. Kun egentlig forrådnelse var tegn på at man var klar til at komme i jorden, mente Winsløv.

Han nævner eksempler på folk, som man troede døde, men som er:

• brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven.

 

Succes på fransk

Bogen var skrevet på latin. Men en franskmand øjnede en sensation. Han fik tilladelse til at oversætte bogen på fransk. Og det blev en stor succes.

I Tyskland indrettede man flere såkaldte Leichenhäuser. Til kadaverets fingre bandt man store, der havde forbindelse til en klokke. Dette kunne så advare vægterne. Som vi tidligere har skrevet, kæmpede man også herhjemme med at oprette overvågningsanstalter.

 

Liget forbundet til en klokke

Sådan en blev også bygget på Assistens Kirkegård. En snor forbandt ligene til en klokke i graverens værelse på første sal. Jævnligt skulle graveren også blæse i trompet og lægge mærke til om ”ligene” nu skar ansigt.

Og som bekendt havde H.C. Andersen altid en papirlap med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skindød”. Jo, der er sandelig tilfælde, hvor mennesker, der var erklæret døde, har vist livstegn og som efter genoplivningsforsøg er vendt tilbage til livet.

 

Pas på dørkarmen

Engang havde en portør banket på kisten, som traditionen bød. I kisten lå en ældre kvinde, hvis enkemand havde sagt det sidste farvel ved indgangen til krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede de ved en fejl kisten hårdt mod dørkarmen. Da blev der ”opstandelse” i kisten. Med rystende hænder fik de chokerende portører skruet kistelåget af. Der lå den endnu levende kvinde.

Enkemanden var nu ikke enkemand længere. Han fik endnu nogle måneder sammen med sin kone. Da kisten efter noget tid blev rullet ind, udbrød hendes hårdtprøvede ægtefælle spontant:

• Dørkarmen. Pas for Guds skyld på Dørkarmen!

Men er historien nu rigtig – eller er det også en vandrehistorie?

 

Et menneske anses for at være død uden at være det

Der er historier om, at en slægtning vågnede op ved lugten af fisk, som blev serveret til begravelsesgæsterne.

I 1827 skrev Niels Lang Nissen, professor og rektor ved Metropolitanskolen i bogen ”Om Skindød, Levendes Begravelse og Lighuset”:

• Et Menneske kan anses at være dødt uden at være det. Og denne Tilstand af ufuldkommen og blot tilsyneladende død kan vedvare længe, stundom endog over 8 Dage et saadant Menneske, ved falskeligt at holdes for dødt, kan blive begravet i levende live, og naar han opvaagner i Graven, og der kommer tilbage til Bevidsthed og Bevidsthed om sin Tilstand maatte dø den skrækkeligste død, der vel kan tænkes.

 

Havde vendt sig i kisten og spist tre fingre

I 1849 berettede et lægetidsskrift om et tilfælde i Utrecht, hvor en kolerapatient ved en hastig begravelse havde fået en stor pengeseddel med i lommen. Da man gravede liget op for at redde pengesedlen, så man at den døde havde vendt sig i kisten – og havde spist tre af sine fingre.

Ja folk kunne skræmme hinanden ved at berette om kradsemærker på indersiden af låget på kisten.

 

Alfred Nobel var bange

Dynamittens opfinder, Alfred Nobel var så besat af frygt for skindøden, at han i sit testamente bestemte, at man efter hans død skulle skære hans pulsåre over og brænde hans lig.

 

Den døde datter var gået op på sit værelse

I 1867 kunne man den 14. oktober 1867 i Næstved Tidende (oversat til nudansk) læse følgende:

• I Fyens Stiftstidende meddeler en indsender følgende tilfælde af skindød, der indtraf henimod årene tyverne, da indsenderen opholdt sig på en herregård i en anden provins. På en nabogård boede en særdeles agtet og formuende familie, hvis ældste datter omtrent 16 år gammel pludselig blev syg – af en stærk forkølelse. blev der sagt.
• Nogle dage forløb, hun syntes hensovet og blev af lægen erklæret død. I sengen, hvor hun døde, blev hun over et døgn og blev så bragt til herregårdens store sal, hvor hun, iklædt lig-dragt, blev lagt på et udslået bord. Hun havde ligget her dag og nat, da husjomfruen om morgenen kom farende til moderen med den beretning, at frøkenen var borte og kun bordet tilbage.
• Familien og gården kom nu i bevægelse, der næsten var større, end da dødsfaldet blev bekendt, thi den unge pige var hjertelig afholdt, og den tanke, at man ikke engang skulle have hendes lig til en hæderlig begravelse, rørte alle dybt. Men hvor var liget ført hen, blev foreløbig en uopløftelig gåde. Nogle mente, at en rovfugl havde bortført det gennem et åbentstående vindue, andre, at en eller flere kirurger havde stjålet det. Men det urimelige i den første formodning blev straks indlysende og den anden viste sig også snart at være ugrundet.
• Tiden trak sig nu hen til op på formiddagen, da nogle ridende karle blev udsendte fra gården for at efterforske i omegnen, om ingen mistænkelige vogne færdedes på vejen deromkring.
• Imidlertid søgte husets frue op i sin elskede datters kammer for ved minderne der at græde ud. Da hun havde siddet her et øjeblik så hun ind i den gardinhængte seng, og med forfærdelse og glæde så hun ikke alene sin for død antagende datter at ligge der, men bemærkede endog, at hun hørligt åndede let og godt.

Artiklen fortsætter nu med at man sender bud efter den læge, der erklærede hende død.  Han forbød dem at vække hende. Efter 30 timer vågnede hun og fortalte at hun frøs i den store sal, derfor lagde hun sig i sit kammer.

 

Ligsynsloven blev ændret

Problemet er egentlig, hvornår man er død. Indtil 1875 var det kun i København, at der krævedes en læge til at skrive en dødsattest. I 1875 udvidedes ligsynsloven kravet til at gælde fem købstæder plus Frederiksberg.

På landet kunne det være distriktslægen. Men hvis den døde nu befandt sig mere end et par kilometer fra lægeboligen, skulle der tilkaldes ligsynsmænd. Det kunne være den lokale politimester eller ”ro paalidelige Mænd”, udpeget af sognerådet. Der blev også bestemt at en afdød ikke måtte flyttes de første seks timer efter dødens indtræden. Og så skulle dødsårsag også angives.

 

Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive

I tidens løb har der været mange forslag til, hvordan man skulle afgøre om en var afgået ved døden. Man kunne stikke, brænde eller skære på et følsomt sted for at se om der kom en reaktion. Eller – endnu bedre – lade den døde ligge i sin seng i tre fulde døgn, indtil der

• Opstiger en hæslig Lugt og leddene er blevet stive.

Først derefter kan man trygt begrave den døde.

 

Angsten for at vågne i krematoriet

I 1880erne blev ligbrænding et hedt diskussionsemne. I 1881 blev Foreningen for Ligbrænding dannet. Loven om ligbrænding blev først vedtaget i 1892. Men debatten havde atter engang fyret op om debatten for skindød. Nu var det ikke kun angsten for at vågne op i en kold mørk grav, der nærede angsten. Det var angsten for at vågne op i krematoriets 800 grader varme forbrændingskammer.

 

Interessant tilfælde af skindød

I 1920 kunne man i Ugeskrift for Læger” referere:

• Et interessant Tilfælde af Skindød

En 23 – årig kvinde havde ”af ulykkelig Kærlighed” taget en overdosis morfin plus sovemidlet barbital. Efter et døgn blev hun fundet bevidstløs – udendørs ved en temperatur over frysepunktet. Hun døde på vej til hospitalet, og en række dødstegn optrådte: muskelstivhed, mangel på reflekser, ophør af puls og respiration og ingen hjertelyde. Kvinden blev erklæret død og lagt i en kiste.

Den næste dag åbnede politiet kisten for at identificere liget.

• Betjentene saa nu til deres Skræk, at Liget havde blaalige læber, og at der var let Bevægelse af Larynx.

En tilkaldt læge kunne hverken konstatere puls eller åndedræt, men det var meget svage hjertelyde. Her kunne man kun høre svage hjertelyde. Der blev givet injektioner med kamfer og koffein. Man foretog maveskylning. Man anbragte hende i varmt bad og gav kunstigt åndedræt. Langsomt kom kvinden til sig selv og overlevede.

Læs også vores artikel: Død eller Skindød

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org/
• biografiskleksikon.dk
• powinternational.dk
• kristeligtdagblad.dk
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke: Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s Mysterium
• Personalehistorisk Tidsskrift
• Historiske Meddelelser fra København
• Albert Fabritius: Giertrud Birgitte Bodenhoff s Mysterium og Gravrøverierne på Assistens kirkegård.
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Markil Gregersen, Tommy Heisz: Dødens årsag
• Medicinsk Forum
• Berlingske Tidende
• Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn
• Ugeskrift for læger

 

Hvis du vil vide mere:

Assistens Kirkegård:

• Mysteriet på Assistens Kirkegård 1-3
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Røde faner på Assistens kirkegård
• Præster og døden på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård

Kirker på Nørrebro:

• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op?
• Marthahjemmet på Nørrebro
• En kirke på Nørrebro
• Samuels kirke – 100 år
• Johannes kirke

 

• Mosaisk Nordre Begravelsesplads

København:

• Død eller skindød
• Begravelser – dengang
• Petri – og omgivelserne

Østerbro:

• Østerbros kirker
• Holmens Kirkegård
• En engelsk kirke på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård

Vesterbro

• Vesterbros kirke-liv

 

Mysteriet på Assistens Kirkegård (3)

Starcke beskyldt for at fjerne beviser. Kendt forfatter mente også, at gravrøvere gik efter smykker. Vielsesring og ørenringe var med Giertrud i graven. Sikkert gravrøverier i adskillige år. Måske var gravpladser ikke så tilfældige. Hvorfor blev familiehistorier bare forkastet? Mistanken om gravrøveri i den Bodenhoffske gravplads. Man troede også på historien hos Bodenhoff i 1804. Historien om de røde kinder fra 1798. Måske har andre sladret om episoden på Frederiks Hospital. Giertrud og Mejsling kendte hinanden. Oehlenschlægers novelle. Politiadvokat: Giertrud kan have været udsat for vold. Påfaldende, hvordan skelettet havde forskubbet sig. Arkæolog: Hun er begravet skindød. Begejstret for Starckes bog. Fabritius var også begejstret i begyndelsen. Ikke begejstret efter egne undersøgelser. Læs også 4. afsnit i denne afsnit.

 

Beskyldt for at skjule beviser

Viggo Starcke, der udgav bogen om Giertrud Bodenhoff i 1954 mente ikke, at Fabritius kritik var retfærdig. Og at han på arkivet skulle have fjernet nogle beviser, kan han slet ikke genkende. Det er vel folkene på Landsarkivet, der har ansvaret for, at tingene kommer rigtig på plads.

 

Kendt forfatter mente også, at gravrøvere gik efter smykker

Starcke gjorde Fabritius opmærksom på, at det var mangel på beviser, der ikke gjorde Meisling til at være gravrøver. I øvrigt citerede Berlingske Tidende den 1.7.1934 Dr. Louis Bobé for at sige:

• Det viste sig, at Ugerningsmændene i mange Tilfælde straks efter Jordfæstelsen havde røvet de Dødes Smykker og Ligklæder, optaget Kisterne og solgt dem og kastet Ligene tilfældigt i Gravene og der maatte skaffes i alt 50 kister for at nedlægge dem deri.

 

Vielsesring og ørenringe med i graven

Starcke mente, at Meisling især var interesseret i velstående begravelser. Ifølge Kirkeministeriet var det ikke forbudt at tage værdigenstande med i graven. I familie – krøniken fra Rosted fastholdes det, at hun fik sine guldørenringe med i graven ligesom vielsesringen.

 

Sikkert gravrøverier i utallige år

Starcke tvivlede også på at ”Karle, der stjæler de Dødes Kister og Ligklæder, høfligst skulde lade Guldringe ligge”.

Man kan tvivle på om påstanden om at de ”uordner”, der foregik på Assistens Kirkegård blev opdaget forholdsvis hurtigt. Lignende ting er sikkert foregået i 1798, da Giertrud blev begravet.

Således har det åbenbart været almindeligt at kisterne blev taget inden graven var tilkastet. Tidligere gravere havde gjort det samme.

 

Måske var gravpladser ikke så tilfældige

Fabritius anfører, at det var tilfældigt, hvor en grav blev anlagt. Det var noget graverne selv bestemte. Men da Andreas Bodenhoff blev begravet i 1796, fik Madamme udstedt et skøde på gravstedet. Det er vel ikke et tegn på tilfældighed.

 

Hvorfor blev familiehistorier forkastet?

Starcke er forundret over, hvordan Fabritius bare forkaster 4 familiehistorier. Familien Rosted taler om:

1. Sygdommen syntes at være en ”Byld i Øret”
2. Gravrøveren siges at være død på Frederiks Hospital. I 1816 døde Meisling på dette hospital. Og han blev udpeget som gerningsmanden.
3. Madamme synes at være vågnet op i kisten. Skelettets placering bekræftede, at hun har bevæget sig aktivt i kisten. Familien fik kendskab til ugerningen efter graverens død. I 1804 kan familien ikke have haft mistanke om mord.

 

Mistanke om gravrøveri i den Bodenhoffske gravplads

8 dage efter at gravrøverierne blev opdaget, kunne man den 16.1.1804 læse i ”Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn” læse:

• Blandt dem, der efter al Formodning ere plyndrede, nævnes Grosserer Bagge, Bogholder Lacoppidan, agent Gyldendahl, Madamme Bodenhoff og forvalter Berthelsen.

Åbenbart har det allerede dengang været mistanke om gravrøveri. At familien Rosted ikke ønskede politimæssig undersøgelse af graven er vel forståelig. En anden ting er at gennembryde en tyk murhvælving, hvorover der stod et kostbart marmor-monument.

Hvem ønsker at se deres eneste barns lig gravet op 6 år efter begravelsen.

 

Man troede også på historien hos Bodenhoff

Når Fabritius skriver, at familien Bodenhoff i modsætning til familien Rosted ikke tror på historien er det ikke korrekt. Kammerherre Ernst Bodenhoff stillede i sin bog ”Den gamle General” sig afvisende over for historien. Hans to sønner Max og Willie Bodenhoff, der oprindelig delte faderens skepsis, ændrede opfattelse, da de havde set det samlede materiale og undersøgelsens resultat.

Og også i ”Den Bodenhoffske Slægtebog” skrev Nana Lange:

• Ifølge Familietraditionen skal hun være bleven begravet som skindød, men atter være vaagnet op til Livet.

 

Historien om de røde kinder er fra 1798

Den historie med de røde kinder, stammer ikke fra 1804 men fra 1798.

 

Måske har andre sladret om episoden på Frederiks Hospital

At den senere biskop Münster har brudt skriftemålets tavshed, behøver det ikke at være. Det kunne jo være at Meisling har bedt Münster om at fortælle familien Rosted, hvad der skete, efter at han var død.

Det kunne jo også være andre, der havde sagt det, for eksempel Münsters bror overmedicus O.H. Münster eller personalet på Frederiks Hospital. Som fattiglem har Meisling næppe ligget på enestue. Så andre patienter må have hørt hans skriftemål.

 

Giertrud og Meisling kendte hinanden

I 1797 var Giertrud gudmor for Meisling’ s søn, Andreas. Det var 6 dage efter at Wiederwelt havde afleveret det færdige monument. Da må hun og Meisling have været til stede. Det betyder også, at de må have kendt hinanden. Meisling vidste, hvor rig hun var. Hvis hun er vågnet op i kisten og set at gravrøveren var Meisling, ja så havde han kun et valg.

 

Oehlenschlægers novelle

At Oehlenschlægers novelle skulle have inspireret til hele balladen, er måske snarere omvendt. Han meddelte, at novellen bygger på en virkelig hændelse. Han besøgte ofte overmedicus Münster på Frederiks Hospital. Og den udkom tre år efter at Meisling døde.

Novellen foregår ikke i København men i Køln. Novellen slutter lykkelig. Det gør vores historie ikke.

 

Politiadvokat: Giertrud kan have været udsat for vold

Knivstik og kvælning vil ikke kunne ses på et skelet. Politiadvokat Lotinga nævnte at et dask med en spade kan have medfødt døden uden at dette kan ses på skelettet. Man kan ikke nægte at Giertrud Bodenhoff har været udsat for vold. Starcke mente derfor, at Fabritius konklusion er for vilkårlig.

 

Påfaldende, hvordan skelettet havde forskubbet sig

At skelettet skulle have forskubbet sig og det åbenbart ikke var ualmindeligt i ældre begravelser er dog stadig lidt mystisk. Kirkegårdens erfarende personale mente ikke tidligere at de havde set noget lignende. Kriminalpolitiets teknikere syntes også, at det så påfaldende ud.

Konservator ved Nationalmuseet, Peter Linde, der vel var den mand her i landet, der havde set flest grave, har næsten altid i uforstyrrede grave fundet de døde i normal begravelsesstilling, selv om kisten har været båret ned ad stejle trapper til dybe kældre.

 

Arkæolog: Hun er begravet skindød

Den erfarende arkæolog dr. med. Vilh. Møller-Christensen, der har kendskab til 2.000 grave, siger det samme.

Denne arkæolog er sikker på, at Giertrud Bodenhoff er er blevet begravet skindød. Man kan altid fordreje undersøgelser både for og imod ved at misforstå, overse eller udelade vigtige kendsgerninger.

 

Begejstring for Starckes bog

Men hvad mener man om Starckes bog.

Overlæge Dr. med. Greve Otto Moltke:

• Jeg tilstår at have læst Bogen med uddelt Fornøjelse. Stilen er så levende. Viggo Starckes Viden om Mennesker, Ting og Sæder er så omfattende, at man læser den som en tidshistorisk Skildring af Rang.

Arkivar Magnus Sørensen:

• Det er et Kunstværk, Fortids Stemninger genoplivet. Kunsterisk – eller rettere litterært – har den givet mig Indtryk, der stemningsmæssigt mindede om visse sider sf Seven Gothic Tales.

Dr. med Vilh. Møller-Christensen:

• Det fremgår af Bogen, der dels er en omhyggelig kritisk Gennemgang af samtlige til Sagen knyttede Traditioner, og dels er en udførlig Udgravningsberetning, at det er lykkedes at løse Opgaven, og at Dr. Starcke har nået et Resultat, der kan stå for Kritik.

Konservator Peter Linde, Nationalmuseet:

• Den hele Undersøgelse, der har hentet Bistand hos Specialforskere af allerhøjeste Rang, er blevet et Mønster og Forbillede for fremtidige Forsøg på Løsning af lignende Opgaver.

 

Fabritius var i begyndelsen også begejstret

Fabritius mente, at den måde som Viggo Starcke havde behandlet sit stof på ikke kunne godkendes af den personalhistoriske forskning. Trods dette så anmeldte han Viggo Starckes bog positivt. Han anerkendte rigtigheden i fem punkter:

1. Muligheden for skindød
2. Opvågning i kisten
3. Aktiv bevægelse i kisten
4. Dødens indtræden i kisten
5. Kvælning – men ikke kværkning – som dødsårsag

 

Ikke begejstret efter egne undersøgelser

Selvfølgelig har denne Fabritius også et svar i denne situation. Han siger, at efter han har foretaget sine egne undersøgelser så har han skiftet mening på alle punkter. Han mener også at Louis Bobé har alt for lidt kendskab til sagen.

Og så anbefaler han at Viggo Starcke anskaffer sig bogen, der hedder Historisk Teknik, som bliver benyttet på et elementært trin i undervisningen på universitetet.

Enhver videre diskussion skal udsættes indtil Viggo Starcke får lejlighed til at erhverve sig blot de enkleste kildekritiske forudsætninger, herunder har stiftet bekendtskab med sonderingen mellem det vi kalder primære kilder og de øvrige.

 

Læs også 4. afsnit i denne serie

Men vi er ikke færdige med denne serie. Vi afslutter den med en vol. 4, hvor vi undersøger om folk virkelig har oplevet det at være skindød. Og så må du selv ud fra det, vi har skrevet bedømme om historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff er rigtig.

 

Kilde: (For hele serien)

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org/
• biografiskleksikon.dk
• powinternational.dk
• kristeligtdagblad.dk
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke. Giertrud Bodenhoff’ s Mysterium
• Personalehistorisk Tidsskrift
• Historiske Meddelelser om København
• Albert Fabritius: Giertrud Bodenhoff’ s Mysterium og Gravrøverierne på Assistens Kirkegård
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Markil Gregersen, Tommy Heisz: Dødens årsag
• Berlingske Tidende
• Nyeste skildringer fra Kjøbenhavn
• Ugeskrift for Læger

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.163 artikler
• Under Nørrebro finder du 328 artikler
• Under København finder du 212 artikler

 

Assistens Kirkegård:

• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Mysteriet på Assistens Kirkegård 1-2
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Røde Faner på Assistens Kirkegård
• Præster og døden på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård

Kirker på Nørrebro:

• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du røbe mig Nørrebro op?
• Martha – hjemmet på Nørrebro
• En kirke på Nørrebro
• Samuels Kirke – 100 år
• Johannes Kirke

 

• Mosaisk Nordre Begravelsesplads

København:

• Død eller skindød
• Begravelser – dengang
• Petri – og omgivelserne

Østerbro:

• Østerbros Kirker
• Holmens kirkegård
• En engelsk kirke på Østerbro
• Garnisons kirkegård
• Krigergraven på Garnisons kirkegård

Vesterbro:

• Vesterbros Kirke liv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mysteriet på Assistens Kirkegård (2)

Fabritius var en af Starckes kritikkere. Manden døde 5 måneder efter bryllup. Dødsårsag ikke anført. Hvad har fremvirket ”Chikanen”? Hun havde en tandlidelse. Var det en naturlig død. Røverne turde ikke lade hende leve? Broderen mente: ”Hun havde røde kinder”. Den bodenhoffske slægtsbog. Familien Zahle mente, at præsten var Münster – den senere biskop. Men flygtede Meisling ikke til Amerika. Det var ham, der døde på Frederiks Hospital. Rygter om, at hun skulle være dræbt med en økse. Fabritius mente, at historierne er utroværdige. Uorden på Assistens Kirkegård. Overgraver Meisling dømt for hæleri. Manglende bevis for gravrøveri. Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt. Hvorfor tog de ikke smykker? Giertruds smykker var væk. Kendtes grave blev plyndret. Fabritius mente, at det var en af Oehlenschlægers skyld i balladen. Årsagen til skelettets stilling. Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting.

 

Fabritius – en af Starckes kritikkere

Det var bestemt ikke alle, der troede på Mysteriet om Giertrud Birgitte Bodenhoff. En af disse kritikker var Albert Fabritius. Og det var en person, som man lyttede til. Han var genealog og historiker.

Han var ubønhørlig i sine krav om historisk skoling og arbejdsmetode. Han slog hårdt ned på mangler i så henseende i sine anmeldelser. Han slog hårdt ned, så han tog modet fra mange nybegyndere. Han var skarpsindig og utrolig effektiv.

Det kom til at gå ud over Viggo Starcke. Ikke i første omgang. Men først da han selv havde gennemført sine egne undersøgelser. Velkommen til anden del af vores serie om Mysteriet på Assistens Kirkegård.

Han mente ikke at sagen var så oplagt. Han synes, at der er sjusket i efterforskningen.

 

Manden døde 5 måneder efter bryllup

Giertruds mand som hun ægtede to dage før hendes 17-års fødselsdag, døde allerede fem måneder efter deres bryllup. Hun fortsatte hans forretning og deltog trods sin unge alder med dygtighed i den betydelige virksomhed, der blandt andet omfattede tømmerhandel og skibsfart.

 

Dødsårsag ikke anført

De nåede ikke at få nogen børn. Hun blev overlevet af hendes mor og sine tre halvbrødre, der arvede hendes formue på 188.722 Rdl.

I en dødsannonce dateret den 18. juli kan vi se, at hun er død efter 6 dages sygdom. Fra begravelsesprotokollen oplyses der at hun er blevet begravet den 23. juli ”fra Kildevæld”. Men der er en åben plads, der hvor dødsårsagen skulle have været anført.

 

Hvad havde fremvirket ”Chikanen”?

Hendes bror har anført, at hendes død var smertefuld og af ”Chikane fremvirket”. Det kan skyldes fortrædelighed, vanskelighed m.m. Men ikke legemlig overlast, drab og mord.

Måske har hun været ude for vanskeligheder enten i forretningen eller fra familien Bodenhoffs side. Er det rimeligt at antage, at broderen, der har nævnt ordet ”chikaner” måske kan have været sådan noget, der har medvirket til hendes død.

Overlæge Starcke har selv nævnt ordet ”selvmord” – i så fald ved hjælp af opiumflasken. Og et mord den 18. juli, vil der overhovedet ikke være tale om.

 

Hun havde en tandlidelse

Men hvad så med hendes sygdom? Den varede som vi har hørt i seks dage? ”Familietraditionen” siger, at hun døde af en byld i øret. Den anatomisk-antropologiske undersøgelse af skelettet i januar-februar 1953 konstaterede sandsynligheden af tandsmerter som følge af to store angreb af caries i overkæbens forreste store venstre kindtand.  Og i venstre visdomstand i underkæben.

En så alvorlig tandlidelse kan vel godt af såvel familien som lægen meget vel kan have opfattet sygdomsbilledet som en ørelidelse.

 

Var det en naturlig død?

Det kan således anses for sandsynligt, at Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s sidste sygdom var en alvorlig kompliceret tandlidelse, so kan have medført døden. Som dødsårsag er der derefter tre muligheder:

• Tandlidelsen
• Uheld ved overdosering
• Selvmord i form af opiumsforgiftning

 

Røverne turde ikke lade hende leve

Men der var også andre muligheder iflg. ”Familietraditionerne” (Familie-beretningerne)

1. Overlæge Starcke beretter, at:

• I Sommernatten efter at Følget havde forladt Kirkegården og de store Porte var blevet lukket, åbnede et Par Gravrøvere hendes Kiste for at stjæle afdødes Smykker – Det siges, at hun havde to kostbare Ørenringe med i Graven, som hun havde fået af sin Mand, og da Røverne havde svært ved at få dem af, brugte de Vold og rev dem ud. Derved revnede Bylden i Øret, og den Døde, der kun havde været skindød, åbnede Øjnene.
• Hun rejste sig halvt i kisten og råbte ”O, tag mig bort fra dette skrækkelige sted. Hun havde tryglet og bedt og lovet dem en rejse til Amerika. Men røverne turde ikke lade hende leve. De slog hende ihjel med en spade.
• Mange år senere lå en af røverne på dødslejet og her erkendte han sine syndere. Det var på Frederiks Hospital i Bredgade. Han tilstod sin ugerning over for en tilkaldt præst.
• Familiemedlemmer har nedskrevet episoden. Dog er dette ført videre i forskellige versioner. Et sted stod det bare, at de lukkede lågen igen.

 

Broderen mente ”Hun havde røde kinder”

1. Inden for familien Wellmann fortælles den samme historie med den tilføjelse, at dagen efter begravelsen kom

• den unge Hr. Rosted hos Wellmann’ s og han blev ved med at komme tilbage til følgende ”Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min Søster med røde Kinder”

 

Den Bodenhoffske slægtsbog

1. Nanna Lange oplyser i sin bog ”Den Bodenhoffske Slægtebog, at familietraditionen går ud på, at hun blev vækket af sin skindøde tilstand ved, at en graverkarl, der ville stjæle smykkerne, afhuggede en af hendes fingre for at få fat i en kostbar ring, og at han for at få fat i en kostbar ring, og derefter kløvede hendes pande med sin økse.

Nanna Lange har dog ikke kunnet finde nogle beviser på dette. Hun anser det for overordentligt usandsynligt, at man har ladet hende begrave, uden at der kunne konstateres sikre dødstegn.

 

Familien Zahle mente at det var Mynster, den senere biskop

1. I familien Zahle har man en lignende historie. Her tilføjer man, at den præst, der modtog røverens tilståelse, var Jacob Peter Mynster, som stod i venskabeligt forhold til familien.

 

Men flygtede morderen ikke til Amerika?

1. Endelig har en descendent af rektor Simon Meisling kunnet berette at morderen var Meislings broder, som efter gravrøverprocessen i 1804 var flyttet til Amerika, hvor han døde.

 

Rygter om at hun blev dræbt med en økse

3. I Fædrelandet for 3. oktober 1867 omtaler en indsender, der da snart er 70 år gammel, at han i en tidlig alder havde hørt rygtet. Traditionen her gik i denne form, at røveren har villet afskære ringfingeren og har dræbt hende med en økse.

 

Fabritius mente, at historierne var utroværdige

Åbenbart har historierne floreret i forskellige versioner. I 1890erne på Assistens Kirkegård har man fortalt dem, når man passerede det Bodenhoffske gravsted.

Albert Fabritius mente at historierne a og b kunne føres tilbage til samme kilde. – Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s brødre. Historie c kommer fra familien Bodenhoff. Fabritius mente ikke at familien Rosted troede på historien.

Fabritius mente at historie d var utroværdig. Det var ikke sandsynligt, at han kunne sidde mordtilståelse overhørig ved et dødsleje. Hvordan skulle han omgå sit præsteløfte?

Fabritius mente at historie e var for usikker til at man kan tillægge det nogen værdi. Har graver Christian Meisling skrevet hjem fra Amerika om sagen? Og så døde han jo på Frederiks Hospital i 1816.

At han var indblandet i skandalen på Assistens Kirkegård, var det ingen tvivl om. Historierne d-f kan man godt undlade, mente Fabritius.

Hvordan vidste familien Rosted i grunden, hvad der var sket? Havde Mynster fortalt dem at Meisling var morderen.

 

Uorden på Assistens Kirkegård

I januar 1804 blev København opskræmt af rygter at den uorden, der var sket på Assistens Kirkegård. Politimesteren havde indrykket en opfordring til folk og anmelde, at de gerne ville have deres grave undersøgt.

Starcke skrev i sin bogs 2. kapitel, hvorledes sagen blev rejst af skomager Jørgen Nicolai Meyer, der mistede sin søn kort efter jul 1803. Han lod ham begrave på Assistens Kirkegård den 6. januar 1804. To dage efter ville han besøge sin søn. Han fandt ham liggende, berøvet ligkisten oven på jorden under en bunke jord og sne.

Overlæge Starcke har også gennemgået sagens akter. I hans bog kan vi læse, at graverkarle systematisk har ikke blot stjålet smykker og ligklæder, men i mange tilfælde også kisterne, som de solgte til snedkere eller brugte til brændsel. Også kadetter deltog i graverundersøgelsen.

De seks værste graverkarle blev ved hof – og stads-retten idømt flere års tugt- og rasphus.

 

Overgraver Meisling dømt for hæleri

Overgraverne, heriblandt Meisling blev fradømt deres embeder og idømtes betydelige pengebøder. Men de fik ikke Tugt – og Rasphus på grund af manglende beviser.

 

Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt

Den Bodenhoffske grav var ikke blandt de grave, der blev undersøgt. Dette kunne skyldes at man næppe i 1804 var klar over at Giertrud Birgitte Bodenhoff menes at være myrdet. Og så var det lige det faktum, at det store marmormonument i et underjordisk gravkammer med metertykt murværk har været en hindring.

 

Hvorfor tog de ikke smykker?

For det tredje så ville myndighederne begrænse undersøgelserne til grave lige før 1804. Kun enkelte er fra tiden før 1800. Selv om man måske havde en mistanke om gravrøveri, er man afstået fra sådan en undersøgelse. Men egentlig ville det da være fristende at stjæle fra Københavns rigeste enke. Og man fandt da heller ikke de smykker, som hun var begravet med.

Ved forhørene af gravrøverne fik man at vide, at der var smidt brænde over plankeværket til Meislings gård. Han skulle være vidende om alt, hvad der skete. Det var mest pudebetræk og lagener, man gik efter. De nægtede at have taget smykker og ligklæder. Men hvorfor skulle de ikke have taget smykker?

Det viste sig, at man havde undersøgt 43 gravsteder fra 1791.

 

Også kendtes grave blev plyndret

Åbenbart var de blevet advaret af Meisling om ikke at røve de kendtes gravsteder. Men en række kendtes gravsteder var nu alligevel blevet plyndret, bl.a. Søren Gyldendals.

 

Fabritius mente at en af Oehlenschlægers noveller var skyld i balladen

Fabritius mener, at de fleste historier er opstået mellem 1804 og 1820 og også at Oehlenschlægers novelle ”Reichmuth von Adocht” fra 1813 er det litterære ophav til hele sagen. Desuden fastslår han, at kraniet ikke bærer spor af vold.

Politiadvokat Lotinga erklærer sig enig med Starcke i at vores hovedperson muligvis kunne have været kvalt. Men røverne kunne vel også bare have lagt låget på igen.

 

Årsagen til skelettets mærkelige stilling

Fabritius fandt ud af, at kisten var formuldet og sunket sammen. Det kunne måske forklare, at skelettet havde flere afvigelser fra det normale leje. Den slags placeringer var ikke unormalt ved ældre begravelser.

Han konkluderer, at Meisling ikke er erklæret skyldig i røveri men i hæleri. Han slår fast at historierne fra den Rostedske familie er opspind.

Desuden kan den måde Viggo Starcke har behandlet sit stof på ikke godkendes som almindelig forskning. Fabritius erklærer:

 

Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting

• Også personalhistorien er underkastet den almindelige historiske tekniks og metoders regler, og dem må man følge
• Kritik er en nødvendig Ting.

Selvfølgelig har Viggo Starcke svaret på denne kritik. Men den må du vente med til 3. afsnit.

 

Kilde (for hele serien)

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org/
• biografiskleksikon.dk
• powinternational.dk
• kristeligtdagblad.dk
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke: Giertrud Bodenhoff’ s Mysterium
• Personahistorisk Tidsskrift
• Historiske Meddelser om København
• Albert Fabeitius: Giertrud Bodenhoff´s Mysterium og Gravrøverierne på Assistens Kirkegård
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Markil Gregersen, Tommy Heisz: Dødens årsag
• Berlingske Tidende
• Nyeste Skilderier af København
• Ugeskrift for Læger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.162 artikler
• Under Nørrebro finder du 327 artikler
• Under København finder du 212 artikler

 

Assistens Kirkegård:

• Da Gertrud rejste fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens kirkegård
• Røde Faner på Assistens Kirkegård
• Præster og døden på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens kirkegård

Kirker på Nørrebro:

• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op?
• Martha-hjemmet på Nørrebro
• En kirke på Nørrebro
• Samuels kirke – 100 år
• Johannes Kirke

 

• Mosaisk Nordre begravelsesplads

 

København:

• Død eller skindød
• Begravelser – dengang
• Petri – og omgivelserne

 

Østerbro:

• Østerbros kirker
• Holmens kirkegård
• En engelsk kirke på Østerbro
• Garnisons kirkegård
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård

 

Vesterbro:

• Vesterbros kirke liv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mysteriet på Assistens Kirkegård (1)

Mange spændende historier fra Assistens Kirkegård. Københavns rigeste enke blev begravet. Et monument blev rejst. Var hun blevet begravet skindød? Hvor blev hendes smykker af? Gravrøveri var ikke ukendt. Viggo Starcke skrev artikel i Hjemmet. Hun blev begravet med røde kinder. Nye oplysninger. Konservator foreslog undersøgelser af graven. Tilsammen efterlod bogen et overbevisende indtryk. Skelettets stilling var ejendommelig. Ingen kranielæsioner. Meget opium kunne føre til bevidstløshed. Dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed. Hvem var Viggo Starcke?

 

Mange spændende historier fra Assistens Kirkegård

Der er mange historier at fortælle fra Assistens Kirkegård. En af disse er historien om Giertrud Birgitte Bodenhoff. Hvad skete der egentlig? Blev hun begravet skindød? Begik hun selvmord? Eller blev hun myrdet i kisten? Med nutidens teknik har man sikkert bedre kunne fastslå, hvad der skete.

Men i denne serie kigger vi på, hvad medierne skrev dengang og hvilken ballade som Starckes bog udløste.

 

Københavns rigeste enke

Den 4. juni 1796 afgik den 33 – årige grosserer og tømrerhandler Andreas Bodenhoff ved døden og blev begravet på Assistens Kirkegård. Hans unge 17-årige enke Giertrud Birgitte Rosted lod på hans grav rejse et fornemt marmormindesmærke af Wiederwelt. To år senere led hun selv en smertefuld død.

Dengang var hun Københavns rigeste – ja måske Europas rigeste enke. Døden var fremkaldt af ”chikane” som det hed, dengang. Ja sådan hed det i hendes broders, kontorchef i Admiralitetet, justitsråd Christian Ludvig Rosteds ”Familie Annotationer”. (betyder noter) fra sit landsted Kildevæld på Strandvejen.

 

Et monument

Stor var sorgen over den unge smukke kønne og livsglade enkes bortgang. Hendes mor, justitsrådinde Cecilie Margrethe Rosted, hvis ”eneste kiære og uforglemmelige Datter” hun var, lod Wiederwelt udføre en sarkofag af marmor og to kvindelige statuer, der blev anbragt på graven foren monumentet for hendes mand, mens hendes jordiske levninger blev stedt til hvile i en underjordisk muret gravhvælving.

 

Var hun blevet begravet skindød?

På det tidspunkt kunne de sørgende efterladte ikke vide, at hendes død i generationer fremover skulle beskæftige fantasien. Til slut skulle dette give anledning til at hendes grav efter mere end halvanden hundrede års forløb blive åbnet for om muligt at få opklaret om hendes død skyldtes naturlige årsager. Måske var hun begravet skindød og derefter myrdet i sin kiste.

 

Hvor blev hendes smykker af?

En tradition (overlevering) hos familien Rosted fortæller nemlig, at natten efter hendes begravelse skal et par gravrøvere havde brudt hendes kiste op for at stjæle to kostbare ørenringe. Det var en foræring fra hendes mand, som hun fik med i graven. Som følge af deres brutalitet, skal en byld i hendes øre imidlertid være revnet.

Den døde, der kan have været skindød, skal til røvernes forfærdelse hav rejst sig op i kisten og bedt dem tage hende væk ”fra dette skrækkelige Sted”. Men man turde hende ikke lade hende leve. De skal have slået hende ihjel med en spade.

Adskillige år senere blev en af gravrøverne indlagt på Frederiks Hospital og på sit dødsleje skal han over for den tilkaldte præst have tilstået sin ugerning.

 

Gravrøveri var ikke ukendt

På Assistens Kirkegård var gravrøverier ikke noget ukendt begreb. Da man i 1804 ved en tilfældighed kom på sporet af et større komplot, blev i alt 509 grave undersøgt – men ikke den Bodenhoffske. Når dette skete, er det sikkert, dels fordi man kun har undersøgt de nærmest foregående års begravelser. Og måske også fordi man kunne formode at hendes død ikke var naturlig. Så var det også lige det, at hun var gravsat i et muret hvælv under et tungt marmormonument. Det var ingen grund til at tro, at hendes grav var blandt de plyndrede.

 

Viggo Starcke skrev artikel i Hjemmet

En dag i 1951 fik overlæge Viggo Starcke opfordring til at skrive en artikel i ”Hjemme”, og som emne valgte han Giertrud Birgitte Bodenhoffs liv og død, der siden hans tidligste barndom havde optaget ham stærkt. Vores hovedperson var søster til hans tipoldefar på mødrenes side. Artiklen gav anledning til, at der fremkom en række nye vigtige oplysninger.

 

Begravet med røde kinder

Stiftsprovstinde Metha Lützhøft i Odense, som er en efterkommer af snedkermester Carl Wilhelm Wellmann, der i sin ungdom havde været ven med en af Giertrud Birgittes brødre, meddelte således, at der i hendes familie var en ”tradition” om, at denne broder dagen efter begravelsen ikke havde kunnet forstå, hvorfor han søster var blevet begravet med røde kinder.

 

Nye oplysninger

Rektor Otto Zahle fortalte, at i hans familie vidste man, at den præst, der havde modtaget røverens tilståelse, var den senere biskop over Sjælland, Jacob Peter Mynster. Denne var en af hans mormors gode venner.

Fra en kendt familie fik Starcke desuden oplyst, at i denne mente man at vide, at morderens navn var Christian Meisling. Denne skulle have været overgraver på Assistens Kirkegård, hvor han i 1804 havde været impliceret i gravrøveri-skandalen. Det kostede hans embede og en bøde. Men det lykkedes dog ikke at bevisehans medskyld. Og denne døde i 1816 på Frederiks Hospital.

Christian Meisling har fru Bodenhoff kendt, for i juni 1797 holdt hun hans søn, der blev opkaldt efter hendes afdøde mand over dåben i Frue Kirke.

 

Konservator foreslog undersøgelser af graven

Da de fremkommende oplysninger således supplerede familien Rosteds familiehistorie, foreslog konservator ved nationalmuseet Peter Linde i januar 1952 dr. Starcke, at han skulle undersøge Giertrud Birgitte’ s grav for om muligt, at få ting be- eller afkræftet.

Efter at forskellige vanskeligheder var overvundet, lykkedes det ham i december samme år at opnå de nødvendige tilladelser. Da undersøgelserne var afsluttet. Da undersøgelserne var afsluttet, gjorde dr. Starcke rede for disse i en bog, der udkom på Berlingskes Forlag.

 

Tilsammen efterlod bogen et overbevisende indtryk

I bogen, der er spændende som en kriminalroman, meddelte han alle detaljer, der fremkom. Hver for sig var det nok ikke et endeligt bevis. Men tilsammen efterlod det et overbevisende indtryk om, at Giertrud Birgitte ikke er død nogen naturlig død.

Den 9, januar 1953 blev gravet åbnet. Murhvælvingen i gravkammeret, der var ca. 1 m tyk, blev gennembrudt. Men da man var trængt igennem den, opdagede man, at graven var næsten helt opfyldt med ler. Hvornår dette er sket, ved man ikke, men det bevirkede at der måtte iværksættes et minutiøst udgravningsarbejde under ledelse af konservator Linde.

Amatørarkæologen politibetjent Binneballe skulle under største forsigtighed ved hjælp af en ske og sine fingre fjerne leret.

 

Skelettets stilling var ejendommeligt

Efter nogle dages forløb kom kisten til syne og nogle dage senere skeletdelene. Den 19. januar var skelettet helt frilagt. Dets stilling var ejendommelig – i hvert fald havde det faste kirkegårdspersonale aldrig set noget tilsvarende.

Hovedet var rullet næsten helt rundt, så ansigtet nærmest vendte nedad. Rygsøjlen lå krummet fra lænden til halshvirvelsøjlen. Som følge heraf lå den venstre side af bækkenet lidt højere end den højre hofteskål. Begge arme lå strakte langs kroppens sider. Det højre knæ lå lidt længere nede end det venstre, der lå i en stilling, som viste, at det havde været bøjet. I graven var der ingen smykker, trods det faktum, at hun var begravet med to ørenringe.

 

Ingen kranielæsioner

23, januar overførtes skelettet til antropologisk laboratorium på Universitetets medicinsk – anatomiske institut for at blive underkastet en anatomisk-antropologisk undersøgelse, der blandt andet viste, at der ingen tegn forelå på at der skulle være kranielæsioner.

Men man fandt ud af at hun kunne have lidt af en akut ørebetændelse eller haft stærke tandsmerter, som kan have været opfattet som øresmerter.

 

Meget opium kunne føre til bevidstløshed

Hvis hun har fået opium mod dette, som var datidens eneste smertestillende middel og som indeholdt morfin kan det have medført en bevidstløshed. Det kunne have været udlagt som om hun var død. Og dette kan med rette give anledning til røde kinder, som Wellmann omtalte, hun skulle være begravet med.

Ra Rosteds ”Familie Annotationer” desuden meddeler, at hendes død var smertefuld og fremvirket af ”chicane”, kan det måske betyde, at hun som følge af vanskeligheder, der kan have voldt hende mange bekymringer. Måske havde hun ingen modstandskraft, da hun blev ramt af voldsom tandbetændelse.

 

Dødsårsag kunne ikke fastslås med sikkerhed

Selv om dødsårsagen ikke med absolut sikkerhed kan fastslås, synes alle beviser dog at pege på, at enkefru Bodenhoff er blevet begravet skindød ifølge bogen. Ved grav-røvernes brutale behandling er vågnet op og har bevæget sig og derefter lidt en smertefuld død i sin kiste.

• Der er gået mange år, siden disse uhyggelige Begivenheder fandt Sted

Sådan slutter dr. Starcke sin interessante bog. Og nu hvor bogen kom frem er der mange, der får medlidenhed med den ulykkelige unge kvinde, hvis liv trods tabet af hendes mand alligevel så forholdsvis lys ud.

 

Hvem er Viggo Starcke?

Men hvem er denne Viggo Starcke. Han var politisk aktiv i Rets-forbundet i 1920erne og partiets formand 1938 – 1939. Han var medlem af Folketinget 1945 – 1960 og 1946 – 1957 formand for folketingsgruppen. Fra 1957 – 1960 var han minister uden portefølje.

Nu var det bestemt ikke alle, der var enig i Viggo Starckes konklusioner. Men det kan du læse i næste artikel i denne serie.

 

Kilde: (for hele serien)

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org/
• biografiskleksikon.dk
• povinternational.dk
• kristeligtdagblad.dk
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke: Giertrud Birgitte Bodenhoff´s Mysterium
• Personalehistorisk Tidsskrift
• Historiske Meddelelser om København
• Albert Fabritius: Giertrud Birgitte Bodenhoff`s Mysterium og Gravrøverierne på Assistents Kirkegård
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Medicinsk Forum
• Berlingske Tidende
• Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
• Ugeskrift for læger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.161 artikler
• Under Nørrebro finder du 326 artikler
• Under København finder du 212 artikler

Assistens Kirkegård

• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Røde faner på Assistens på Assistens kirkegård
• Præster og døden på Assistens Kirkegård
• Under Jorden på Assistens Kirkegård

 

Kirker på Nørrebro

• Flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Martha-hjemmet på Nørrebro
• En kirke på Nørrebro
• Samuels kirke – 100 år
• Johannes Kirke

 

• Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

 

København

• Død eller skindød
• Begravelser – dengang
• Petri og omgivelserne

Østerbro

• Østerbros kirker
• Holmens Kirkegård
• En engelsk kirke ved Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård

Vesterbro

• Vesterbros Kirke liv

 

Danmarks bedste flyver

Dette er et forsøg på at anmelde Rene Rasmussen: ”Danmarks bedste flyver” Christian l. Johannsen var en af Lendemarks stolte sønner. På et fly allerede i 1912. Deltagelse i Første Verdenskrig. Han smed Dannebrog ned under Dybbøl – festen. Han var ikke populær i det danske luftvåben. Han mistede sin licens i Danmark. Arbejdet fortsatte i Tyskland. Få timer fra at miste livet i Atlanterhavet. Han blev kaptajn i Hitlers Luftwaffe. Det er lykkedes for forfatteren at distancere sig fra hovedperson. Der bliver gået i dybden. Han følte sig veltilpas i begge lande. Han undgik retsforfølgelse herhjemme. Bogen kan varmt anbefales.

 

En af Lendemarks stolte sønner

Her gik jeg og troede, at det hed pilot. Men det hed det måske ikke dengang. Christian L. Johannsen er født i Lendemark i nærheden af Bylderup i 1880. Men han er opvokset i Flensborg af dansksindede forældre.

 

På et fly allerede i 1912

Siden sin barndom interesserede han sig for fly. Og tidligt allerede i 1912 fik han chancen for den første flyvetur. Det var som pilot hjemmebygget fly, som den lokale cykelsmed havde konstrueret. Efter fjerde forsøg lykkedes det med en flyvetur på ca. en kilometer. Som knægt var han lidt af en vovehals.

 

Deltagelse i Første Verdenskrig

Som 30.000 andre nordslesvigere skulle Christian også deltage i Første Verdenskrig på tysk side. Han startede som infanterist, men ville hellere uddannes som pilot. Da han blev såret, benyttede han lejligheden til at opsøge om optagelse på en flyverskole. Og således startede hans fly-karriere sådan rigtigt. Mange farlige episoder oplevede Johannsen under Første Verdenskrig.

 

Han smed Dannebrog ned under Dybbølfesten

Allerede omkring 1919 udnævnte pressen ham som ”Danmarks bedste flyver” Og i 1920 opnåede han berømmelse ved at smide et Dannebrog ned under afstemningsfesten ved Dybbøl.

Han gennemførte Danmarks første forbryderjagt fra luften og fløj med den første kvindelige faldskærmsspringer i Danmark, den engelske Miss Boyden.

 

Han var ikke populær i det i det danske luftvåben

Versailles-freden tillod ikke at tyskerne havde deres eget flyvåben. Han flyttede med sin familie tilbage til Danmark og blev ansat som sagkyndig. Han kritiserede sikkerheden og det var ikke særlig populært.

Det skabte fjendskab og dette fortsatte gennem hans karriere. Efterhånden blev han pilot i Dansk Luft Rederi i Lundtofte og fløj forskellige flyvninger som reklameflyvninger, taxaflyvning, flyvning med aviser, journalister og andet godtfolk, som gerne ville opleve noget nyt.

 

Han mistede sin licens i Danmark

Men ansættelsen var nu ganske kort. Selskabet gik konkurs i 1923. Efter kort ansættelse i selskabet Dansk Lufttransport fik Johannsen sit drømmejob hos Det Danske Luftfartsselskab (forløberen for SAS). Men det var ikke uden modstand. De gamle officerer havde stadig et horn i siden på ham.

Desværre måtte Johannsen nødlande et af DDL-s rutefly på Stevns, da det løb tør for benzin. Det var omstridt, hvem der bar skylden. Men faktum var at Johannsen fik frataget sin licens.

 

Arbejdet fortsatte i Tyskland

I mellemtiden var der kommet lempelser i begrænsningerne i den civile flyvning i Tyskland. Her fik Johannsen nu arbejde som avis – flyver og flyveinstruktør.

I 1929 skulle han flyve et Avro Avian fly fra London til Kina. Turen tog 62 dage. Her skulle Johannsen uddanne kinesiske militærpiloter. Turen til Kina var lang og fuld af udfordringer og eventyr. Og Kina ville opbygge et luftvåben.

 

Få timer fra at miste livet i Atlanterhavet

Men det faldt ikke rigtig Johannsens smag. Han returnerede derfor til Tyskland. Nu blev han en del af en gruppe, der skulle flyve Junckers fly fra Berlin til New York og tilbage igen. Det var i 1931. Men det gik nu ikke helt efter planen. Benzinen slap op, inden man nåede land i USA. Man befandt sig da ud for New Foundland. Eller var det nu et defekt tændrør. Man måtte nødlande på havet. Her kæmpede man i seks døgn. Mad og drikke var sluppet op. I sidste øjeblik blev de reddet af et norsk fragtskib, M/S Belmoira. Vraget sank få timer efter redningen.

Beskrivelsen af dette forløb er i bogen ganske spændende.

 

Han blev kaptajn i Hitlers Luftwaffe

Vi får så en beskrivelse af Johannsens tilbagevenden til Tyskland, hvor Johannsen deltager i adskillige operationer for det nye Luftwaffe. Han havde ellers erklæret sig for dansksindet. Han nåede rangen som kaptajn i Hitlers Luftwaffe.

Hvad Johannsen helt specifikt beskæftigede sig med i den sidste tid inden kapitulationen får vi ikke at vide.

Parrets eneste søn, Werner ydede militærtjeneste i Tyskland. Han døde i 1851 i Indokina.

Nogle år efter krigen vendte Johannsen og frue tilbage til Danmark, hvor han fik et fredeligt job som lappeskrædder. På grund af sit tyske statsborgerskab undgik Johannsen retsforfølgelse i retsopgøret. Men dansk flyvning vendte ham ryggen i de næste tyve år.

 

Det er lykkedes for forfatteren at distancere sig

Bogen tegner et meget detaljeret billede af en interessant personlighed. Kildematerialet, noter og litteratur fylder ca. 20 sider. Nu var Johannsen heller ikke en person, der holdt sin mund og måske overdrev med sine egne bedrifter. Forfatteren har skullet forholde sig meget kritisk til disse kilder.

Det synes som om, at det er lykkedes for Rasmussen at distancere sig fra den vidtløftige Johannsen og opbygget sine egne konklusioner.

 

Der bliver gået i dybden

Spændende er også historien set i betragtning af det dansk/tyske og så det at Johannsen havde meldt sig ind i NSDAP. Han var med i både Første og Anden verdenskrig for tyskerne. Hvor lå hans sindelag? Hovedpersonen var farverig og historien set som en del af flyhistorisk interesse er også interessant. Der bliver gået i dybden.

 

Han følte sig vel tilpas i begge lande

Bogen bærer dog præg af at han var nazist. Han følte sig vel tilpas i begge lande. Til sidst valgte han dog sit fødeland, Danmark – hvor han døde i 1972. Hans kone var også fra Altona i Tyskland. Egentlig interesserede politik ham ikke rigtig.

 

Bogen kan varmt anbefales

Sproget er, hvor der er masser af kilder, nærmest journalistisk, mens der, hvor kildematerialet er mere sparsomt lidt mere tørt, men mættet med en masse detaljer. Bogen kan varmt anbefales. Nu husker vi igen Christian L. Johannsen.

Værket er på 352 sider og er rigt illustreret.

 

Kilde:

• René Rasmussen:

Danmarks bedste flyver

Historisk Samfund for Sønderjylland