Artikler
November 30, 2024
Olgerdiget ved Tinglev
Kontrollerede den Hærvejen? Nævnes første gang i 1768. Sådan stod det at læse i 1846-48. Landmanden gjorde sine egne opdagelser. Systematiske udgravninger. En stor del af Olgerdiget er efterhånden ødelagt. ”Skansen” fundet ved Ligård. Hærvejen blev længere mod øst. Reparationer og forstærkninger. Forbilledet er ”Limes” – romernes grænsefæstning. To stammeområder i Sønderjylland? Uro og kamp om magtområder. Det krævede en stor indsats, Flere spørgsmål og svar trænger sig på. 90.000 egestammer blev brugt. Arkæologier og historikere er uenige med hinanden. Kender vi nok til vores fortid? Var den sønderjyske del et selvstændig angler-rige? Kan de forskellige sagn lære os noget? Det er svært at finde sandheden om Olgerdiget.
Kontrollerede den Hærvejen?
Der er efterhånden skrevet en del om dette sted. Og det, der er skrevet, er ofte ikke samstemmende. Olgerdiget kan henføres til Jernalderen. Hovedopfattelsen er at det var en vold, der skulle kontrollere Hærvejen. Ja, der findes antagelser, at Olgerdiget skulle være fra 279 e.Kr.
Stedet ligger øst for Tinglev og kan følges over en strækning på ca. 12 km i luftlinje. Visse steder kan man stadig ane volden i landskabet.
Nævnes første gang i 1768
Første gang, navnet nævnes, er i Pontoppidans Danske Atlas fra 1768. I 1928 var der en landmand, der beskrev volden fra Urnehoved til Gårdeby. Denne landmands kortlægning førte til at Hugo Matthiesen foretog den første arkæologiske undersøgelse af anlægget ved Almstrup i 1928.
Sådan stod der i 1846-48
Allerede i Antiquarisk Tidsskrift 1846 – 48 står følgende:
Ude i Tinglev Mose er der også fundet planker. Øst for Tinglev Sø er også fundet rester.
Landmanden gjorde sine egne opdagelser
Og landmanden forsøgte selv at forske i sagen.
Denne landmand H.P. Jørgensen fra dengang foreviste også Olgerdigets forløb for den daværende leder af Haderslev Museum, Hans Neumann, som efterfølgende indledte nogle arkæologiske undersøgelser. Det var i 1955.
Systematiske udgravninger
I 1957 foretog Vilhelm La Cour fra Nationalmuseet en undersøgelse og i årene fra 1963 til 1972 gennemførte Haderslev museum en række små systematiske udgravninger.
En stor del af Olgerdiget er ødelagt efterhånden
Den centrale del af Olgerdiget består af en voldgrav og nogle palisaderækker, der dækker 7,5 km. Problemet med Olgerdiget er at en stor del er ødelagt gennem tiden. Meget af volden er pløjet væk. Der er ikke fundet oldsager i forbindelse med udgravningerne. Men forskellige pæle er det lykkedes at konservere. De findes i dag på Haderslev museums oldtidsudstilling.
”Skansen” fundet ved Ligård
I 2003 ville Jes Jepsen som ejer gården Ligård ved Uge etablere en kreaturstald i forlængelse af den eksisterende stald. I forvejen var der fundet pæle i bækken ved Ligård og spor efter en vold i marken syd for bækken.
Her er fundet spor af et anlæg, men kalder for Skansen. Det er et system af små grave med mellemliggende lav vold. Derfor var det al mulig grund til at skærpe opmærksomheden da kreaturstalden skulle etableres.
Udgravningerne foretaget af Neumann har sikkert været for små. Man kunne se at Olgerdiget var etableret under forskellige perioder.
Hærvejen blev lagt længere mod øst
I området ved Uge samles en række oldtids- og middelalderveje på en mindre strækning omkring vandskellet. Hærvejssporet fører over Urnehovedbanke. Det gamle hærvejsspor som også kaldes Oksevejen, førte derimod fra Poulskro over Uge, Porsbøl og Porså til Bolderslev.
Undervejs skæres den af Olgerdiget omkring Ligård. Det er også heromkring der er fundet masser af grøfter. Måske er Skansen en yngre nordøstlig forlængelse af Olgerdiget. Den blev anlagt i forbindelse med at Hærvejen blev flyttet østpå.
Reparationer og forstærkninger
Palisadegrøfterne har forskellige dybder. Dette tyder på reparationer eller forstærkninger af anlægget. Men egentlig kender man ikke palisadernes egentlig højde. Efter den nyeste teknologi har man fundet ud af, at dele af Olgerdiget blev bygget allerede i 1. århundrede e.Kr. Tidligere troede man at det var 219 e.Kr. Men der er også fundet palisader fra 178 e.Kr. Efter dette tidspunkt er Olgerdiget ikke blevet forbedret. Men det er hele tiden samme konstruktion, som vi taler om.
Forbilledet er ”Limes” – romernes grænsefæstning
Ja egentlig minder det hele om den romerske grænsebefæstning ”Limes”. Denne dannede en ca. 550 km lang grænse langs Rhinen og Donau mellem Romerriget og germanerne fra kort efter Kristi fødsel og de næste 400 år.
Romerne byggede først vagttårne af træ siden af sten, som blev anbragt med korte mellemrum langs grænsen. Man mener at Limes byggeteknisk har dannet forbillede for Olgerdiget og senere ”æ vold”.
To stammeområder i Sønderjylland?
Der findes masser af volde i det jyske – ofte anbragt i forbindelser med forhindringer som moseområder og vandløb og dermed spærrer adgangen til et landområde. Olgerdiget har haft front af træ og vold og grav anbragt på angribersiden, ligesom ved Limes. Åbenbart har det drejet sig om to stammeområder og kontrol af den nord-sydgående trafik igennem Jylland.
Uro og kamp om magtområder
Vi har i tidligere artikler omtalt ”Æ Vold” ved Øster Løgum. Denne vold er dateret til 278 e.Kr. Og vi har også tidligere omtalt sejlspærringerne ved mundingen af Haderslev Fjord.
Fra dengang stammer våbenfund fra Thorsbjerg, Nydam og Ejsbøl (200 – 500 e.Kr.). Nej, vi kender ikke fjenden. Men romerske og græske forfattere skriver om magtkampe og folkevandringer i landene mod nord.
Det var en tid præget af uro og kamp om magt og landområder.
Det krævede en stor indsats
Bygningen og vedligeholdelsen af Olgerdiget har krævet en større indsats af materialer og mandskab, end det enkelte landsbysamfund har kunnet præstere.
Noget tyder på, at der dengang var en nord – og en syd-gruppe. Noget tyder på at syd-gruppen var jyderne. Nord og syd for Olgerdiget var der forskellige landbystrukturer og byggeskik, dvs. mellem Jyder og Angler.
Flere spørgsmål og svar trænger sig på
Har det været Anglernes grænseværn eller vejspærring mod en ny og større nabomagt. Angelriget har ekspanderet nordpå og ”Æ Vold” har måske dannet den nye grænse.
Ja undersøgelserne af Olgerdiget startede for snart 100 år siden, men der er stadig flere spørgsmål end svar.
90.000 egestammer blev brugt
Måske er vi her vidne om oprettelsen af Danmark. 90.000 egestammer er anvendt til volden. Nogle steder er der tale om 3-5 parallelt løbende palisaderækker.
Den jyske halvø var delt ind i forskellige kulturområder, hvor bl.a. gravskikke og den keramiske produktion fremviser lokale særpræg. Man kan dog endnu ikke konstatere sig etnisk, religiøst og politisk fællesskab.
Men ser man forklaringerne og selve voldforløbet, så er det dog nogle forklaringsproblemer. Grænsespærringen tillod en åbenbar blottelse mod nord? Hvorfor?
Arkæologer og historikere er uenige med hinanden
Er nogle jordvolde så ødelagte af pløjning, at man ikke længere kan konstatere dem? Læser man en del litteratur omkring temaet så viser det sig at historikerne og arkæologerne er uenige med hinanden.
Jyderne dominerede fra Skjern Å til Ejderen i ældre romertid. I det 2. århundrede dukkede anglerne op syd fra. Samme stammenavn dukker op forskellige steder på Europa – kortet samtidig.
Kender vi nok til vores fortid?
Vi ved at anglerne deltog i togterne til England i det 5. århundrede. Men hvad med danerne? Kender vi sandheden om dem? Danerne var udgået fra sveernes stamme og fordrev herulerne fra deres bosteder. Herulerne var fra det 3. århundrede ret hjemløse.
Frankiske kilder fra det 6. århundrede omtaler jyderne og danerne som to selvstændige folkeslag.
Var den sønderjyske del et selvstændigt angler-rige?
Var den sønderjyske del af daner-riget for en tid et selvstændigt Angelrige? I en rejsebeskrivelse fra år 900 skelnes det mellem syddaner i Jylland og norddaner på øerne og fastlandet (Skåne og Halland).
Jyderne hører man ikke så meget om. De har heller ikke nedfældet deres historie. Deres besiddelser indlemmes snart i det saksiske Sydengland.
Kan de forskellige sagn lære os noget?
Der findes et gammelt sagn formet i et digt, der handler om et felttog, der udvidede Anglerriget. Var det tværs over Jylland? Og sikrede dets grænser. Var det med Olgerdiget? Nej, der findes ingen historisk bevis for at det skulle være Offa af Angel.
Var Jylland i virkeligheden et selvstændigt rige? Denne situation ændres i hvert fald i det 10. århundrede, hvor jydernes konge i Jelling, Harald Blåtand vandt al Danmark og Norge – og gjorde danerne kristne.
Det er svært at finde sandheden om Olgerdiget
Det Anglerrige i Sønderjylland, der igennem 700 år skulle have været et militært og kulturelt magtcenter i Norden er således ikke en historisk realitet. Indbyrdes er det modstridende og alt for sparsomt. Vi har her forsøgt at angive, hvor svært det er at finde sandheden om Olgerdiget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 28, 2024
Stefans Kirke og Ydre Nørrebro- dengang
Foredrag 28-11-24 – Igen engang et skønt og engageret publikum i Karmel i Vedbækgade med rundstykker kaffe og folkehøjskolesang.
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Angelika kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”. Hvordan mon Frimodt ville have set på Ondt Orgel og fejring af Kim Larsens fødselsdag. Jo vi skal da hilse på et par særprægede præster. Men vi skal også kigge på, hvad der skete her dengang kirken blev indviet – 1874 på hovedsagelig Ydre Nørrebro.
For 8 år siden til min afskedsreception i Steenberg Bog og Ide var det stuvende fuld. Min skønne lillesøster ville gerne vide, hvem alle disse folk var. Og da jeg så bl.a. forklarede hende, at der var diverse præster, kordegne, menighedsrådsformænd, kirketjenere m.m. så kiggede hun alvorligt på mig og sagde:
Bør man ikke have respekt for en præst – Jo, men det afhænger jo sandelig også af præsten selv. Jeg har tre korte præstehistorier, som jeg vil fortælle:
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været i kirken sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været her
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager. Jeg har oplevet folk falde i søvn. Men en god kaffe hjælper på dette. En enkelt har råbt ”Det er løgn”. Han blev lige så stille eskorteret ud af publikum.
I en pause var det tre skønne piger, der påstod at jeg var fuld af løgn. Det var tre piger fra RUC i forbindelse med et foredrag om besættelsestiden.
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Vi ved at Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet. Denne præst fik stor betydning for Stefans-kirken.
Men se inden der blev bygget kirker på Østerbro og Nørrebro så hørte befolkningen til Vor Frue og Trinitatis. Allerede i 1852 diskuterede to teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten, Hvad man skulle gøre. Der var ikke bygget kirker i uendelige tider. En komite med 7 medlemmer startede med en underskriftsindsamling for at få gang i byggerierne. Og så gik man ellers i gang med Skt. Johannes Kirken. Men efter hele 8 år gik byggeriet i stå – der var ikke flere penge – Men man blev færdig
Kan du råbe Folket op på Nørrebro
Frimodt var i 1865 audiens hos Frederik den Syvende. Efter myterne så blev Frimodt spurgt:
Da Frimodt svarede, at det håbede han, sagde kongen:
Ak, denne Frimodt fik nået meget, selv om han kun blev 50 år.
Der var trængsel i Johannes – kirken. Et samaritter-korps stod parat hver søndag. Folk besvimede under hans flammetaler. Frimodt var den mest omtalte præst i København. Nogle kaldte ham Helvedes Prædikanten, der malede byen rød over København. Man var grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne. Adskillige hulkede højt og udstødte ubeherskede suk og skrig.
En af hans effektive virkemidler var at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte talte til en kirkegænger nede på det tætpakkede kirkegulv:
Frimodt brugte Jesus i kampen mod Socialisterne
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro – nemlig Stefans – kirken.
Frimodt tog initiativ til at Stefans-kirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
Socialister var i 1870erne stærk kirkekritiske, fordi kirken ikke som dens Herre stillede sig på de fattiges side. De blev behandlet på samlebånd, dåb og fællesbegravelser af flere på en gang, samt bunkebryllupper.
Gå ikke ind i Syndens hule
Jo denne præst var berømt og berygtet. Hver søndag stod et samaritter-korps parat. Kirkegængerne besvimede under søndagsgudstjenesten. Det skete under pastorens dundertale.
Han stod også parat foran Nørrebros Teater og råbte til teatergængerne:
Måske er det ikke så mærkeligt at han af socialister blev fremstillet som borgerskabets og overklassens typiske ”gejstlige Lakaj”
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Det var faktisk noget af hans have til landejendommen Christiansdal. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefans-kirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en Skt. Clements Kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
I 1872 samlede Frimodt en kreds af mennesker på Store Ravnsborg. Nu skulle der samles ind til en ny kirke på Ydre Nørrebro.
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
Anden Juledag 1874 kunne Nørrebros sognekirke nr. 2 indvies.
Det var en rød murstenskirke. Der kunne være 1.200, hvoraf der var 500, der kunne sidde ned. Det hed sig, at kirken ”agtes opvarmet ved ovne”
Det forcerede spekulationsbyggeri bag Stefans kirken førte ikke til den senere jernbanestation. I en af datidens medier stod det beskrevet på følgende måde:
Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg. Nej jeg skal ikke gennemgå indretningen men lige nævne, at en efterkommer til denne Skifter Andersen var jeg ofte oppe at diskutere med i min dunkle fortid som HK – formand i Aabenraa.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefans-kirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte den antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefans-kirken en søndag gennemførte:
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det var filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund. Det var sikkert en ølhund. Normalt har hunde ikke adgang til værtshuse.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt her, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne – menighedshuset for Stefans-kirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Håndgerningsforening
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
Sygepleje
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Kirken oprettede som allerede sagt en Håndgerningsforening. Som ordinært medlem betalte man hvert år 5 kr. Så kunne man hvert andet år få gratis tøj til 8 kr. Det var så de mest trængende, der fik først. Efterhånden var det 200 kvinder med i denne forening.
Afstanden mellem de stadig flere tilflyttere og præsterne ved de for få kirker blev større. Vel var det ikke mange, der meldte sig ud af folkekirken eller undlod at bruge den ved de vanlige lejligheder
Da liget åbnede døren
Man samarbejdede med Martha-hjemmet, hvor der også blev ydet et stort socialt arbejde. Her havde man en ordning med at man ydede begravelseshjælp til familier, hvor der var sket dødsfald. Her blev der så sendt bud efter en nonne fra Martha-hjemmet fra en familie i Rabarberlandet. Her skulle manden så være afgået ved døden.
Nonen kom på besøg. Under et lagen lå der godt nok en person og hustruen fældede nogle tårer. Nonen løftede kortvarig lagnet. Og familien fik de 5 kr. i begravelseshjælp. Hun gik så ned af trappen og ud i gården, hvor det regnede. Hun fandt ud af at hun havde glemt hendes paraply oppe hos familien. Hun skyndte sig op ad trapperne og bankede på.
Hvem der nu fik det største chok, melder historien ikke noget om – for det var liget, der åbnede døren.
Illustreret Tidende, da kirken blev indviet
Fattigdommen herskede. Mændene drak og kvinderne sladrede tiden bort. Dette kunne man læse i Illustreret Tidende i forbindelse med kirkens indvielse. Desuden stod der:
Sikke dog man kunne bruge det danske sprog dengang.
Kirken skulle bringe kristendommen til sognets mange fattige hjem.
Renvaskede Nørrebro – Børn
Da Simeons Kirken blev anmeldt i Politikken skrev avisen om altertavlen:
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
Stifteren af Bespisningsforeningen
Ejeren af Lygtevej 8 (Nu Bog& Ide, Nørrebrogade 163) hed engang Ottesen. Han var urtekræmmer og medstifter af bespisningsforeningen på Nørrebro. Han var også kvarterets fattigforstander og postmester. Butiksdrengen fungerede som postbud.
27 mere eller mindre beskidte værtshuse
Fra Runddelen ud til Lygtekroen lå en overgang 27 mere eller mindre beskidte værtshuse på en gang. Det var bl.a. Den Hvide Svane på Nørrebrogade 175 og Nykro. Ja sidstnævnte måtte lade livet så kirken kunne bygges. Man må åbenbart have været tørstige dengang. Og ude på Lygtekroen snød man med øllet.
De stakkels børn fra Ventegodt
Der var også tre lystgårde herude. Allers i det nuværende Odinsgade, Meyers Lystgård ved nuværende Jægersborggade og Ventegodt. Der var også et par småhuse. Senere måtte Melchoirs børn på Ventegodt ved Esromgade gå i skole på Højbro Plads, hvis de ikke kunne komme med en mælkebonde for 2 skilling. Kostede det 3 skilling måtte de gå.
Da mølleren sad på toilet
Bag St, Stefans Apotek lå engang en mærkværdig bygning. Det var resterne af Øllunds Mølle. Man sagde engang at hvert andet træ på Nørrebrogade måtte fældes for at skaffe vind nok til møllen. Man har også sagt, at poppel-træer tog for meget blæst, derfor plantede man elmetræer i stedet.
Under en storm skete der så store ødelæggelser, at man pludselig fra vejen kunne se mølleren sidde på lokum.
Børnene måtte arbejde 6 ½ time om dagen
Tænk engang. Da man begyndte at bygge Stefans-kirken i 1873, blev den første fabrikslov indført. Den bestemte at børn mellem 10 og 14 år, måtte arbejde 6 ½ time om dagen og at de skulle stoppe en time før skole, så børnene i ”ro og mag” ”kan spise sig til energi og friske hjerner” til undervisningen. En elev fortæller fra den tid:
Og børns indtægt var vigtig, for i 1874 gik 70 pct. af arbejder-familiens indtægt til fødevarer.
16 pct. af børnene var under 10 år
Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne var under 10 år. Mange af disse børn arbejdede i svovlstik. Fabrikker (tændstik-fabrikker) og var udsat for fosfor-dampe.
Skattevæsnet fremmede små lejligheder
Nørrebro var befolket af arbejdere dengang. Byggespekulanterne havde gode kår. Byggede man lejligheder under 29 kvm var det afgiftsfri. Og ikke nok med det. 70 pct. af familiens indtægt gik til fødevarer. Så for at få det hele til at løbe rundt fik man også logerende. Mange steder spiste, opholdt man sig og sov i samme rum.
Epidemierne havde gode forhold på Nørrebro
Ikke alle steder havde man køkken og indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Og det var bestemt ikke det reneste vand man fik herfra. Var der ål i drikkevandet skulle man tilkalde vandkiggeren.
Det blev til typisk 5 – etagers ejendomme man byggede dengang. Det var et kedeligt gråt byggeri. Mottoet for byggespekulanterne var ”Byg tæt – Byg Billigt – Byg Højt. Gårdene var lange og lange skakter. I bunden skulle der foruden legende børn være plads til foruden legende børn være plads til skure og lokummer – de såkaldte retirader.
Den dårlige kvalitet og de mange mennesker på få kvadratmeter bevirkede dårlige hygiejniske forhold. Epidemier og sygdomme havde gode forhold på Nørrebro. Det havde dyr som lus og lopper også, ja også fnat.
Sådan tømte man natpotten
Man brugte flittig natpotten i de nørrebroskeer hjem. Og det var de ældste knægte, der skulle tømme disse om morgenen inden de gik i skole eller inden de gik på arbejde. Dette hverv høstede ikke mange point hos de andre knægte i gården. Og disse knægte blev også kaldt for ”Pølsedrenge”.
Gamle fru Hansen på femte brugte en anden metode, når hun skulle tømme natpotten. Hun hældte det hele i vaskekummen. Så kunne man risikere at det dukkede op hos naboen. Og en herlig duft bredte sig så en varm sommerdag. Men se ikke alle havde fået en vaskekumme. Så fru Hansen pakkede måske det store ind i avispapir og resten fra potten blev så ekspederet ud ad vinduet.
Disse retirader nede i gården var de rene smittekilder. Ofte skulle 20 familier deles om en retirade. Man skulle huske at banke med træskoene for at få rotterne til at flygte.
Det var mørkt
Man sagde om Nørrebro at det var meget mørkt. Stod man på en af broerne over Ladegårdsåen kunne man se Frederiksberg badet i lys. Det eneste lys på Nørrebro – siden stod i Korsgade.
Nørrebros Runddel
Fire år efter kirkens indvielsen skrev et dagblad også om besværlighederne i at komme over Runddelen:
Ja når vi nu taler om Runddelen, så blev den flotte bygning, der rummer Cafe Runddelen opført året efter kirkens indvielse. Her har uret øverst oppe vist halv to de sidste mange år. Bygningen har indeholdt ventesal for sporvogns-passagerer og brandstation.
Og tænk engang det var Henry Heerups barndomshjem.
Den første beboer var fotograf Niels Willumsen. Han opførte et hus på grunden som man kaldte for ”Havehuset”, Han var en af Københavns første fotografer. Han boede her fra 1855 til 1870. Han døde kun 58 år gammel. Mange fotografer døde i en forholdsvis ”ung” alder. Man sagde at det var fordi man brugte så mange farlige kemikalier.
Hørkræmmer Alpers købte grunden og oprettede en butik. Men det gik ikke. Familien udvandrede til New Zealand. Og her fik sønnen en strålende karriere, som lærer, journalist, skuespiller og advokat. Han endte som højesteretsdommer.
Den tredje grundejer var malermester Franck. Han byggede netop den flotte ejendom og en masse andre.
Vi skal da også lige nævne tømrermester Mottlau, der i starten af 1870erne flyttede ind i en stor villa ved Runddelen. Villaen var tegnet af Stefans Kirkens arkitekt. Det var en temmelig rummelig villa med 10 værelser. Senere overtog De Kellerske anstalter villaen med 30 patienter.
Møllen på Runddelen
Ja her på Runddelen lå i mange Ørsteds Mølle. Rygterne vil vide, at under en storm blev der ødelagt så meget, at man pludselig kunne se, at mølleren sad på toilet.
Arbejderne kæmpede
Arbejderne kæmpede for at forbedre forholdene. Men det var nu ikke let. Det var fyringsgrund, hvis man organiserede sig. Lige som præsterne var de fleste politikere og embedsmænd også imod disse socialister.
To år efter kirkens indvielse ville man bruge grundloven til et fælles møde på Fælleden. Resultatet var 74 kvæstede husarer og 23 kvæstede betjente. Antallet af kvæstede arbejdere gad man ikke opgøre. Politimester Krone og justitsminister Krieger var to af dem, der ikke kunne lide socialister.
På Kastellet sad soldater med skarpladte geværer klar til at rykke ud. Arbejderne skulle knækkes. Politimester Crone og justitsminister Krieger kunne heller ikke lide socialister. De satte Grundloven ud af kraft.
Man glemte Pio
De tre socialistiske ledere Pio, Gerleff og Brix blev da også anholdt. Efter flere år i fængsel blev de sendt til udlandet med rige industri foretagender som sponsorer. Men især Pio blev også glemt af sine ege. Man skrev smædeskrifter om ham.
Der kom to stationer
I mange år susede tog gennem Nørrebro uden at holde. Hos de forskellige poster gjaldt det om at holde øje med disse tog, så man kunne få fodgængere væk og bommene ned. På ladegården var mange fra byens lette brigade anbragt. Mange gange tog deres kavalerer eller alfonser turen med jernbanen og kastede smøger over til dem.
Og tænk engang, Statsbanernes personale, der skulle arbejde i helligdagene, fik nytårsaften punch og æbleskiver – det var stort.
Da jernbanen så endelig gjorde, holdt på Nørrebro fik man hele to stationer – Station A og B – men det var hele 14 år efter kirkens indvielse. De fine damer fik dog beskidte kjoler og sank i til knæene, når de skulle forsøge at nå Station A.
Værre var forholdene, da godsstationen blev indrettet. 67 gange gik bommene ned på Nørrebrogade i løbet af et døgn. Og i begyndelsen var det en hest, der erstattede en rangermaskine.
Forceret spekulationsbyggeri
Da kirken blev indviet, var Jægersborggade blot en smal grusvej. Men da banegården var anlagt, kan det da godt være, at der skete en udvikling.
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans-kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation.
De standsmæssige butikker kom på Nørrebrogade
Efterhånden dukkede de standsmæssige butikker frem på Nørrebrogade. Det var hørkræmmere, spækhøkere og tobakshandlere. Men her lå også flotte tøjbutikker og hattemagere. I sidegaderne lå butikker i kældre. Her var en duft af røget flæsk, Gammel Ost., krydderier og brændt kaffe.
En jordemoder kostede 8 kr. og en konfirmation 5 kr.
Panserbasserne var fede
Panserbasser var dengang fede. En overgang boede de på stationerne som kaserner. Hvis de ville gifte sig, skulle de spørge om lov. Mange steder i butikker og på værtshuse stod der en lille en eller en bajer parat til dem. Man skulle jo helst holde sig gode venner med dem.
Den kollektive trafik – dengang
Uden for kirken kunne man stige på Nørrebro Sporvejs 2- etagers hestesporvogne. Taksten var 5 eller 10 øre afhængig af længden på rejsen. Man brugte røde mærker, der ikke var større end et frimærke. Og så kunne man bare ved at løfte sin hat eller vifte med sin paraply få sporvognen til at stoppe.
Før disse hestesporvogne kunne man køre rundt i såkaldte rumlekasser, ja sådan kaldte man omnibusserne, som var endnu mindre affjedret end hestesporvognene. Når disse kørte over brostenene, så væltede passagerne over hinanden. De to omnibusser, der betjente Nørrebro blev kaldt Napoleon og Victoria.
Nørrebros Sporvejsselskab var dannet i 1863. Og Nørrebro Remise blev efterhånden udvidet til at kunne tage 200 vogne. Det er den nuværende Nørrebrohallen.
Og tænk et år før kirkens indvielse skiftede Lygtevejen fra Runddelen til Lygtekroen navneforandring til Nørrebrogade.
Præsterygter
Nogle år før var der gået præsterygter på Nørrebro – Uha – Uha. Johanne Louise Heibergs mor madam Henriette Pättges ville skjule sin jødiske herkomst og konvertere til kristendommen. Men det løb ud i sandet, fordi præsten var blevet så betaget af madam Pättgges.
Carl Aller’ s eksperimenter
Tre år før kirkens indvielse fik Carl Aller sit svendebrev som bogtrykker. Han havde opfundet en ny trykkermetode. I sin barndom i Odinsgade havde han foretaget forskellige kemiske forsøg. Vinduerne var helt sorte på sit værelse efter alle de eksplosioner, som han havde fremkaldt. Men det havde åbenbart imponeret naboens datter, Laura. De blev forelsket og skabte sammen Nordens største blad imperium.
Jyderne samlede sig
Omkring Nordbanegade havde jyderne forsamlet sig. Det var et mærkeligt folkefærd. De havde et mærkeligt sprog og en mærkelig religion (Indre Mission) og spiste mærkelig. De spiste kartofler. Det var først, da de begyndte at gå på bordel og værtshuse at Nørrebro – borgerne begyndte at acceptere dem.
Og jo, som sønderjyde følte jeg mig også accepteret på Nørrebro efter over 25 år i boghandlen og næsten lige så mange år som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Så det kan jo godt være at Nørrebro er en tolerant bydel. Med disse ord vil jeg takke forsamlingen for tålmodigheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 27, 2024
Tønder – efter Første Verdenskrig
Der var mangel på ret meget. Lyset blev slukket meget tidligt. Svært at skaffe godt brød. Ledige præstejobs. Hvordan var forholdene? Førstepræsten i Tønder syntes at afståelsen af Tønder var uretfærdig. Den kirkelige administration skulle lægges under dansk lovgivning. Man havde droppet dansk gudstjeneste. Tønders førstepræst kunne godt dansk. Indre Mission i Tønder var aktiv. Tønders kommende præst var træt af at bo på hotel. Jernlågen var låst for de danske soldater. En ny provst i Tønder. Genforenings-gudstjenesten. Dannebrog kom til at flagre fra kirketårnet. Kunne alle præster fremover bestride deres jobs. Præsten og mindetavlen i Bylderup. Uden tilladelse satte han en omstridt mindetavle op. Konfirmations-undervisningen blev ham frataget. Afstemningen i Visby. 10 tyskuddannede præster fortsatte.
Der var mangel på meget
Byen var i høj grad mærket af krigstidens forsømmelser. Der var mangel på maling, sæbe, soda og adskilligt andet. Butikkerne var halvtomme. Og det som de havde at byde på, var i reglen dårlige varer. Det kneb med lys og varme.
Kirken kunne ikke opvarmes. Man kunne ikke skaffe det nødvendige brændsel. Det var en hel særlig foranstaltning kirken blev opvarmet dagene omkring afstemningen. Ellers holdtes gudstjenesterne i Missionshotellets sal. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, måtte man tage til takke med en kold kirke.
Lyset blev slukket tidligt
Selv på Schackenborg måtte man nøjes med at opvarme et par enkelte værelser.
Det elektriske lys blev slukket ret tidligt på aftenen. Man måtte nøjes med et par stearinlys i tomme flasker som stager.
Svært at skaffe godt brød
I den første tid fik man det sorte blandede krigsbrød. Det var nu ikke alle, der kunne tåle dette. Over grænsen blev der skaffet noget mel. Og så var det godt, hvis man kendte bagermester Thorvald Petersen. Han kunne skaffe noget bedre brød.
Fra krigsårene var især børnene underernæret. Deres tøj var efterhånden også gennemlidt.
Ledige præstejobs
En gammel ordning betød at provsten skulle blive boende i Tønder. I efteråret 1919 var pastor Grube rejst bort. Dermed var jobbet som andenpræst ledigt. Men også rundt omkring var der efterhånden ledige præstejobs.
Hvordan var forholdene?
Men hvordan var forholdene, der hvor der var ledige jobs? I Højst var pastor Thiesen allerede bortrejst i 1919. Han havde fået et embede nede i Holsten. Også i Ravsted var der et ledigt job. I begyndelsen af 1920 var pastor Th. Tiedje blevet tysk præst i Göteborg.
Det lille Ubjerg Sogn havde været ledigt i 6 – 7 år og var blevet betjent af pastor Bolten fra Møgeltønder, indtil han rejste bort. Sognet blev derefter betjent af pastor Münchmeyer i Aventoft.
Førstepræsten i Tønder syntes at afståelsen af Tønder var uretfærdig
I Tønder havde provst Steffen været førstepræst siden 1910. Han var født i Sydslesvig. Han var helt ud tysksindet. Han følte at afståelsen af Nordslesvig og især Tønder var en stor uret. Han holdt længe fast ved at det var en fejl at Tønder var kommet til Danmark.
Kirkekollegiet i Tønder havde i 1919 henvendt sig til biskoppen i Ribe om man ikke måtte beholde pastor Steffen i endnu 5 år. Og fra Ribe forlød det at den danske regering havde til hensigt at imødekomme menighedernes ønsker. Men man nævnte dog ikke noget om provsteembedet. Der skulle også en afstemning til i menigheden.
Den kirkelige administration skulle lægges under dansk kirkelovgivning
Meningen var at den kirkelige administration skulle lægges om efter dansk kirkelovgivning. Kunne man det med en tyskuddannet og tysksindet præst?
Den månedlige danske gudstjeneste i Tønder, som andenpræsten ellers havde plejet at holde, var på dette tidspunkt helt indstillet. Andenpræsten Albert Petersen var død 11. marts 1917.
Man havde droppet den danske gudstjeneste
Den 18. maj 1917 havde kirkekollegiet droppet den danske gudstjeneste:
Tønders Førstepræst kunne godt dansk
Grunden til dette havde utvivlsomt været den stærke nationale stemning og præstens stærke udfald mod englænderne selv under gudstjenesten. Nu havde provst Steffen tidligere i Løgumkloster og Adsbøl – Gråsten prædiket på dansk.
Indre Mission i Tønder var aktiv
Den danske menighed forekom ikke ret aktiv. Men det gjorde Indre Mission, der samledes i Missionshotellet. Det var under ledelse af præsterne Nicolai Nielsen og Hans Tonnesen, som prægede denne kreds og dens møder. Byens præster tog ikke del i dette, men det gjorde pastor Hansen fra Hostrup.
Opbakningen var størst fra omegnen – Hostrup, Abild, Højst, Burkal, Emmerske m.fl.
Der fandtes egentlig ikke nogen grundtvigsk kreds i selve Tønder. Pastor Jørgensen fra Frimenigheden i Skærbæk holdt i den forbindelse ofte møder i Visby Kirkesal og en enkelt gang i Rørkær.
Tønders kommende præst træt af at bo på hotel
Den 29. februar 1920 arrangerede Kirkeligt Samfund af 1898 igen en dansk gudstjeneste. Det var pastor Kring, der prædikede.
Den kommende præst og sin familie, pastor Erik Christensen var efterhånden trætte af at bo på hotel. De boede endnu en tid på Grand Hotel. Trafikinspektør Joest havde købt en ejendom i Carstensgade. Her blev præstefamilien tilbudt et par værelser. Her boede de så et par måneder.
Man ventede nu på at andenpræsteboligen blev ledig. Den blev beboet af et par ”husvilde – familier”. Først da den blev ledig kunne præstefamilien flytte ind.
Først da provst Steffen fra 3. november var flyttet til Læk og lejligheden var gjort i stand kunne pastor Christensen med familie flytte ind i den gamle provstegård.
Jernlågen var låst for de danske soldater
Den 5. maj holdt 2. bataljon under oberstløjtnant Elmer sit indtog i byen. De mange mennesker fra byen og omegnen var samlet i Jernbanegade for at tage imod de danske soldater. Men de måtte vente ret længe idet jernlågen ind til jernbaneterrænet, hvorfra soldaterne skulle komme, netop den dag var aflåst og nøglen måtte findes et sted.
En ny provst i Tønder
Lidt senere på dagen kom de danske grænsegendarmer. Og to dage efter kom en afdeling af de danske dragoner. Danskerne var ved at overtage styret. Efterhånden gennemførtes det efterhånden på de forskellige områder – Jernbanen, Post, Telegraf og Telefon, Penge, Retsvæsen, Skolevæsen. Og den 26. maj blev Erik Christensen konstitueret som provst for Tønder Provsti.
Genforenings-gudstjenesten
Den 9. juli afholdtes Genforeningsgudstjenesten. Der var udpeget en dansk præst til at holde den i hver af de nordslesvigske kirker. Kun Højer, Tønder og Ubjerg havde man ikke fået med.
I Højer fik man efter nogen forhandling det ordnet således, at pastor Henriksen fra Frue Kirke i København overtog den.
I Tønder overtog pastor Erik Christensen den. Fra kl. 11 til 12 blev der ringet med kirkeklokkerne. Alteret var smukt pyntet med blomster og med en ny alterdug, som en kreds af damer i Aalborg havde skænket. Trods en meget regnfuld dag var kirken fuld men dertil hjalp soldaterne også.
Dannebrog flagrede fra kirken
Da kongen og dronningen kom på besøg, skulle den nye danske præst tage stilling til, om man ville flagre med dannebrog. I første omgang sagde han nej. Han ville ikke skilte med det nationale. Men da man fra tysk side opfordrede til at flagre med Dannebrog fra kirketårnet, sagde provsten ja.
Sammen med den tyske menighed blev man enige om skiftevis dansk og tysk gudstjeneste, skiftevis Højmesse og eftermiddagstjeneste. Men det var dog ikke uden sværdslag. Fra dansk side ønskede man ligestilling. Man foreslog at benævnelserne Første – og Andenpræst faldt bort. Fra tysk side mente man at det var ok med flest tyske gudstjenester, da de var flest.
Kunne alle præster bestride deres jobs?
Efter at pastor Steffen var taget til Leck, kom pastor Beuck til Tønder. Denne præst har vi tidligere skrevet en artikel om. Pastor Beuck overtog også præstegerningen i Ubjerg.
I Tønder blev den danske og tyske menighed enige. Men det var ikke lige let rundt i de enkelte sogne.
Det var tvivlsomt om alle præster kunne blive ved med at bestride deres erhverv ude i landsognene.
Præsten i Bylderup
I Bylderup var von Helmholt præst. Han var Hannoveraner. Han havde en tid været katekel ved Petri Kirke i København. Han var kommet til Bylderup i 1913. Under krigen blev han indkaldt. Og ikke mindst var hans optræden, når han var hjemme på orlov meget udæskende over for den danske del af sognets befolkning.
Det var ikke bedre efter hans hjemkomst fra krigen. Hans nervesystem havde nok lidt noget i krigen. Han var i hvert fald meget uligevægtig.
Mindetavlen i Bylderup
Nogle af de dansksindede, hvis sønner var faldet i Bylderup Sogn, klagede over præsten. Han havde lavet en mindetavle for de faldne og forsynet den med det Slesvig – Holstenske våben og en tysk indskrift om, at de var faldne for fædrelandet.
Nogle af de dansksindedes sønner havde præsten overtalt forældrene til at lade komme med på mindetavlen. Andre havde nægtet at lade præsten tage navnene med på pladen.
Nu skulle tavlen så afsløres ved en mindefest i kirken i nærmeste fremtid. Og dette ville en gruppe forældre gerne have forhindret. Provsten i Tønder indberettede det straks til Stiftsøvrigheden. Og denne forbød ved skrivelse af 22 juni direkte til pastor von Helmholt at ophænge mindetavlen, før den var blevet godkendt af de kirkelige myndigheder.
Uden tilladelse satte han mindetavlen op
Pastoren måtte over for biskop Koch afsløre at han havde fået skrivelsen den 26. juni før afsløringen fandt sted. Men alligevel havde han foretaget afsløringen. Tilmed havde han egenhændig flyttet kirkens gamle krucifiks fra dets plads på kirkeskibets nordvæg og ophængt mindetavlen på dets plads.
Myndighederne gjorde det nu klart for pastoren, at man havde vanskeligt ved at anerkende ham til at blive. Pastoren underskyldte sig med sine dårlige nerver.
Pastoren var også rejst uden rejsetilladelse og holdt tysk gudstjeneste på kongens fødselsdag. Han trak hele tiden sit svar til myndighederne.
Ko0nfirmations-undervisningen blev frataget ham
Hen på efteråret, hvor konfirmationsundervisningen skulle begynde, kom der en anmodning om, at en anden skulle undervise børnene. Dette blev endda støttet af de tyske menighedsmedlemmer. Pastor Schülein, som havde begyndt sin virksomhed i Højst blev da konstitueret til at besørge konfirmationsundervisningen i Bylderup. Og da von Helmholt endelig rejste, foreløbig til Lockstedter Lager, blev Schülein konstitueret i embedet indtil præstevalg havde fundet sted.
Mindetavlen i Bylderup blev ændret. Det Slesvig – Holstenske våben og den tyske indskrift blev fjernet og de manglende danske navne blev derefter optagne.
Afstemningen i Visby
I Visby var Niels Møller præst siden 22. november 1908. Både han og hans hustru var nordslesvigere og begge dansksindede. Men deres klædedragt og fremtræden var påfaldende, at den var almindeligt samtaleemne på egnen. Man ville af alt mindst tænke, at de var præstefolk. Derudover var det vist egentlig ikke noget at sige dem på.
Men der var mange, der hellere ville have en præst på en anderledes virksom måde. Det var ikke let at gribe direkte ind. Man blev nødt til at afvente afstemningen.
Afstemningen i Visby endte 146 mod 146. Efter lang tids behandling blev sagen afgjort til pastor Møllers fordel. Men denne trak sig og lod sig pensionere grundet sygdom.
10 tyskuddannede præster fortsatte
På grundlag af afstemningerne blev 10 tyskuddannede præster i deres embeder i Tønder Provsti. To blev stemt ud. Af disse kom den ene, pastor Jacobsen ind i et nyt embede nemlig den i Ubjerg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 25, 2024
Zeppeliner i Tønder – Baggrund og Betydning
Ambitionerne er tårnhårde- Herude skal der fortælles mange historier. Da basen blev bombet. Tyskerne regnede med en tæt blokade. Den tyske flåde var den engelske underlegen. Den engelske blokade udeblev. Tyskerne ændrede strategi. Rekognoscering blev prioriteret. Luftskibe synes at være svaret. Tønder – basen var tættest på den engelske flåde. Fra 500 meters højde kunne man et sigt på 47 sømil. Englænderne vidste det allerede i 1912. 277 togter fra Tønder. Nålestiksoperationer mod to engelske havne. Jyllandsslaget med 250 skibe og 90.000 mand. Den tyske flåde trængt i defensiven. Jyllandsslaget fik betydning for luftskibene. 40 pct. af luftskibene blev mistet. I begyndelsen var der ingen fare for luftskibene. Største problem var opdriften. Kulde- og højdesyge. Kejseren mente ikke, at luftskibe skulle bombe. 11 luftskibe angreb i 6 km’ s højde. 73 engelske fly angreb. Endelig lykkedes det at få ram på Tønder. Tønder – basen havde betydning for krigen.
Ambitionerne er tårnhøje
Dette er hvis nok vores 9. artikel om dette spændende tema. Men gad godt nok vide, hvad der sker derude – nord for Tønder. Jeg kan se at sidste opslag på Facebook var den 19. august, da frivillige hjælpere i gang med at montere vægge.
Og ambitionerne herude er tårnhøje. Mon disse ambitioner holder? Kan man få nok fondsmidler m.m. til det. Og hvordan skal museet, som indtil nu er drevet af frivillige, indgår i det store projekt? Det må det være kloge mennesker, der ved noget om.
Vi har i vores tidligere artikler beskrevet anlæggelsen af luftskibebasen i 1915 og bombningen af basen i 1918 af britiske fly.
Herude skal det fortælles mange historier
Meningen med projektet herude var også at fortælle historien om de tyske flygtninge og forsvarslinjen over Sønderjylland/Nordslesvig. Vi har lavet en liste over artikler, som vi har begået over disse temaer.
Da basen blev bombet
Den 19. juli 1918, da basen blev angrebet, bestod basen af en stor dobbelt hangar Toska med de to zeppeliner L 54 og L 60 samt en mindre hangar, Tobias med en såkaldt lænkeballon. Desuden bestod basen af lys-fyr, benzinlagre, barakker, radiostation, gasværk, flyhangar og andre installationer.
Angrebet blev foretaget fra historiens første anvendelige hangarskib H.M.S. Furious, der var udstyret med syv fly af typen Sopwith Camel. Basen nord for Tønder blev overrasket kl. 4.32 af en gruppe på tre fly og ca. fem minutter efter fulgte yderligere tre fly.
Jo det blev en succes for briterne. Tyskerne mistede L 54 og L 60 samt fik ødelagt deres lænkeballon.
Tyskerne regnede med en tæt blokade
Chefen for den tyske admiralstab, admiral von Tirpitz og den tyske Hochseeflotte gjorde sig nogle tanker før krigen. Tirpitz regnede med en tæt blokade af Tyskland med udgangspunkt i Tyske Bugt. Ved en sådan tæt blokade kunne den britiske Grand Fleet udsulte den tyske befolkning og på den måde ødelægge landets industri og infrastruktur. Den tyske admiralstab udviklede derfor sin strategi ud fra denne forventning.
Den tyske flåde var den engelske underlegen
Ved krigens udbrud var den tyske flåde den engelske underlegen i antallet af slagskibe i forholdet 23 mod 32. Også i forholdet til tilvæksten af nye skibe var den tyske flåde den engelske underlegen. Den tyske Hochseeflottes plan var at svække den engelske flåde ved nålestiksoperationer i kystnære områder.
Den tætte engelske blokade udeblev
Uheldigvis for den tyske admiralstab udeblev den engelske tætte blokade. Englænderne havde allerede opgivet denne plan i 1912. Den stadige udvikling af minder og torpedoer umuliggjorde en tæt overvågning af Helgolandsbugten.
Englænderne introducerede i stedet en fjernblokade, hvor den sydlige blokadelinje spærrede den Engelske Kanal omkring Dowerstrædet og den nordlige blokadelinje spærrede strædet mellem Skotland og Norge.
Tyskerne ændrede strategi
Tyskerne ændrede nu strategi. Det kan sammenfattes således:
Rekognoscering blev prioriteret
Dette betød, at den tyske flåde måtte opsøge fjenden, Flåden blev derfor nødt til at prioritere rekognoscering højere for at undgå tab. Men bedre rekognoscering krævede flere store skibe. Og det havde man hverken tid eller råd til at anskaffe sig.
Luftskibe syntes at være svaret
Pris og produktionshastighed fik derfor vital betydning for marinestrategi og – taktik. Der måtte tænkes nyt og luftskibe syntes at være svaret på både nytænkning og behov.
Det tog kun seks uger at bygge et Zeppelin – luftskib mod ca. to år for et slagskib. Et luftskib af typen L 3 kostede i 1914 desuden 1.000.000 rigsmark, mens en let slagkrydser kostede 8.800.000 rigsmark. En tung slagkrydser kostede hele 59.000.000 rigsmark.
Tønder-basen var tættest på den engelske flåde
Halvanden måned efter krigsudbruddet den 16. september 1914 besluttede flådeledelsen at anlægge tre luftskibsbaser i Hage, Namur og Tønder.
Basen i Tønder var tættest på størsteparten af den engelske hjemmeflåde, der lå stationeret i Scapa Flow på Orkneyøerne nord for Skotland. Tønder-basens beliggenhed var et bevidst valg. Ifølge krigsdagbøgerne trådte Tønder-basen ind i krigen den 4. maj 1915.
Fra engelsk side betragtede man også Tønder-basen for at have stor krigsmæssig betydning. Det ser vi også ud fra de forskellige angrebsforsøg.
Fra 500 meter havde man et sigt på 47 sømil
Den tyske marine fandt ud af, at luftskibene i en højde af 500 meter havde et sigt på 47 sømil. Det gjorde dem særlig velegnede til rekognoscering, minesøgning og eskorteflyvning for flådens skibe, hvilket også endte med at blive marineluftskibenes militære hovedformål.
Englænderne vidste det allerede i 1912
Allerede i 1912 havde engelske teknikere været oppe i et tysk luftskib. De rapporterede at ved systematisk og regelmæssig patruljering af kysten vil det i godt vejr være muligt for tyske luftskibe at opdage enhver fjende, der nærmer sig og give rettidig advarsel om angrebet.
277 togter fra Tønder
277 rekognosceringstogter blev det foretaget fra Tønder. Og det toppede i 1916. Men tallene afslører også stor ineffektivitet. Således var basen ikke i stand til at flyve i 896 dage ud af de 1.174 dage, den var operativ. De kæmpemæssige luftskibe var navnlig sårbare over for vejr – og vindforhold.
Nålestiksoperation mod to engelske havne
Det berømte Jyllandsslag foregik fra den 31. maj til 1. juni 1916. Egentlig var indledningen den 25. april 1916. Det var en nålestiksoperation mod havnene Lowestoft og Yarmouth ved den engelske nordsøkyst. Angrebene på de to kystbyer skulle føre til en deling af Grand Fleet, hvorved den tyske flåde ville opnå overlegenhed over for den ene halvdel.
Fra basen i Tønder deltog L 7. Operationen mislykkedes. Situationen blev ikke forandret. Den tyske admiralstab lagde en ny koordineret plan for angreb på kystbyen Sunderland længere mod nord og med samme formål. Både ubåde og zeppeliner skulle deltage i angrebet.
Jyllandsslaget med 250 skibe og 90.000 mand
På grund af dårligt vejr i dagene fra den 23. maj og frem til den 30. maj var luftskibene dog ikke i stand til at rekognoscere.
Jyllandsslaget mellem Grand Fleet og Hochseeflotte var det største søslag i verdenshistorien. I slaget deltog i alt 250 skibe med en bemanding på 90.000 mand. England havde – igennem efterretninger – fået forhåndskendskab til de tyske planer og havde truffet sine forholdsregler.
Den tyske flåde blev trængt i defensiven
Slaget mellem de to flåder kulminerede ca. kl. 15.30 den 31. maj 1916 i en kraftig artilleriduel som resulterede i betydelige tab på begge sider. England mistede fjorten skibe og 6.274 mand, Det tyske tab var på elleve skibe og 2.545 mand.
På trods af Grand Fleets relativt større tab, blev den tyske Hochseeflotte alligevel trængt i defensiven og slaget endte i et tysk strategisk nederlag. Fra tysk side ville man ikke sætte resten af den kejserlige flåde på spil. De satte sig i løbet af natten igennem til Wilhelmshafen.
Begge parter påberåbte sig sejren. England beherskede dog fortsat havet. Den 2. juni havde de 32 slagskibe og krydsere klar, hvorimod Tyskland først atter kunne stå til søs i august.
Luftskibene fik slet ingen indflydelse på Jyllandsslaget. L 21 beskrev fra sin position i Nordsøen vejret som tåget med lavtliggende skydække og en sigtbarhed på tre – ti sømil.
Fra Tønder deltog L 24 og L 22 med opstigning kl. 0.10 den 1. juni.
Jyllandsslaget havde stor betydning for luftskibene
Havde luftskibene kun ringe betydning for Jyllandsslaget så havde Jyllandsslaget så meget desto større betydning for luftskibene – i hvert fald for luftbasen i Tønder. I månederne efter Jyllandsslaget – juli, august og september 1916 – skete der en markant forøgelse af flyvningerne.
Det fremgår af Tønder-basens krigsdagbog, at der i de tre sommermåneder blev fløjet 62 rekognosceringsmissioner. Året 1916 var det år, hvor Tønder-basen var mest aktiv under krigen.
40 pct. af luftskibene blev mistet
Den tyske Hochseeflotte havde i perioden juni – oktober 1916 ni skibe til reparation i tørdok. Der skulle kompenseres for de manglende skibe og den tyske marines eneste mulighed var en intensiveret brug af luftskibene.
40 pct. af luftskibene blev mistet. Admiral Scheer mente at luftskibene kunne tvinge englænderne ud af krigen. Det skulle ske med strategisk bombning af infrastruktur. Men for Tønder – basen var angrebsflyvning kun af minimal betydning. Tønder-basen fløj kun 25 ud af 352 bombemissioner.
I begyndelsen ingen fare for luftskibene
I begyndelsen af krigen udgjorde fly ingen fare mod luftskibe. I 1916 kunne et fly dog gå 3,3 km og var blevet forsynet med kaliber 303 maskingevær. Også inden for antiluftskyts gik udviklingen stærkt. Således var fragmentgranaten særdeles farlig for luftskibene. Det gjaldt for luftskibene at komme uden for flyenes rækkevidde.
Den 28, februar 1917 blev en ny type luftskibe indsat. De var uden for normal flys rækkevidde indtil slutningen af krigen. På det tidspunkt kunne britiske Bristol og Avro fly opnå samme flyhøjde som luftskibe.
Største problem var opdriften
Men zeppelinernes største problem var opdriften. Den blev leveret af brint. Brintens største problem var at den var meget let antændelig. Men den lod sig ikke udskifte med f.eks. helium, som kun fandtes i USA. Dette var luftskibets akilleshæl gennem hele krigen.
Kulde- og højdesyge
Et stort problem var også at de højtflyvende zeppelinere var kulde- og højdesyge. De lave temperaturer førte til forfrysninger. I mere end 4.000 meters højde kunne højdesyge påvirke besætningen. Højdesyge medførte hovedpine, kvalme, åndenød, ekstrem træthed, næseblod, besvimelse – og i nogle tilfælde døden.
Kejseren mente ikke at luftskibe skulle bombe
Primitive iltapparater blev udviklet til brug for luftskibene. Men ulemperne ved disse iltapparater var større end fordelene. Meteorologer kunne ikke give en nøjagtig vejrudsigt. Dårligt vejr i stor højde førte til fejlnavigering, afdrift, fejlbombning m.m.
Den 25. maj 1917 bombede tyske flyvemaskiner for første gang England. Kejser Wilhelm den Anden sammenlignede flyangrebene med luftskib angrebne natten før og konkluderede:
Men den 16. juni 1917 angreb L 42 og L 48 England. Ved den lejlighed blev L 48 skudt ned.
11 luftskibe angreb
En af de største angreb med luftskibe fandt sted den 19. oktober 1917. Elleve marineluftskibe deltog herunder L 45 og L 54 fra Tønder. Angrebshøjden var ved den lejlighed ca. 6.000 meter. Men i denne højde var luftskibene fanget i en storm med vindhastigheder på op til 110 kilometer. Fem af de elleve luftskibe herunder L 45 fra Tønder gik tabt. Den tyske luftskibsledelse bedømte ikke angrebet som nogen absolut katastrofe men beskyldningerne føg og meteorologerne endte med at få skylden.
73 engelske fly angreb
Fra engelsk side blev angrebet bedømt som bekymrende. Det havde ikke været muligt at høre angrebet fra jorden. Ikke færre end 73 flyvemaskiner var blevet sendt op for at imødegå angrebet, men ingen af dem var i stand til at nå zeppelinernes flyhøjde.
Endelig lykkedes det at få ram på Tønder
Basen i Tønder blev forsøgt angrebet både den 25. marts 1916 og den 4. maj 1916 før det endelig lykkedes den 19. juli 1918. Fra en tysk krigsfange havde briterne desuden fået informationer om et ammunitionsdepot seks kilometer øst for Tønder, som skulle forsyne alle militære installationer i Nordslesvig med ammunition. Krigsfangen havde udført straffearbejde på Tønder – basen i et halvt år. Om dette depot rent faktisk har eksisteret, vides ikke.
Tønder-basen havde indflydelse på krigen
Måske kan man konkludere at Tønder-basen er årsag til, at der ikke kom et afgørende og formentlig afgørende og krigsforandrende angreb fra Grand Fleet. Tønder – basen var med til at opretholde presset på den engelske infrastruktur. Og var med til at tvinge briterne til at holde en stor del af deres militær hjemme.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 23, 2024
Valdemar Sejr
Ny bog af Lars Kjær. Danmarkshistorien har været anskuet fra en lidt for snæver vinkel. Danmark var en af Europas stærkeste magter. Han skabte stabilitet. De drak tæt ved Hoffet. Valdemar Sejr blev bortført. Han tabte hævntogtet. Han kom ikke på sit korstog Nye bemærkelsesværdige vinkler i bogen. Forvrængninger i historien. Dansk identitet skabt under Valdemar Sejr. Forræderi, baghold og mord – en del af den politiske virkelighed. Store forleninger. Et veldisponeret værk.
Danmarkshistorien blev anskuet fra en lidt snæver vinkel
En ny bog har set dagens lys. Forfatteren er Lars Kjær, der har skrevet flere bøger om dette tema. Det specielle ved denne er, at forfatteren placerer Danmark og Valdemar Sejrs mange krige og opgør i en større europæisk sammenhæng. Efter 1864 har man sikkert anskuet Danmarkshistorien fra en lidt snæver vinkel.
En af Europas stærkeste magter
Dengang mistede vi en tredjedel af riget. Og engang var Danmark mægtig og stor. Vores hovedperson bliver beskrevet som en klog konge. Han beskrives heller ikke som en erobrerkonge. Han brugte smidigt diplomati og ægteskaber. Han blev opfattet som en imperiebygger – og det hedder bogen også som undertitel. Dengang var Danmark en af Europas stærkeste magter.
Han skabte stabilitet
Valdemar Sejr fik lagt Holsten, Ditmarsken, Lübeck og Hamborg ind under den danske konge. Han fik også lagt de nordtyske Østersø – områder fra Elben frem til Gdansk i Polen lagt ind under Danmark.
Valdemar Sejr vandt de lokale stormænds tillid. Han gav stabilitet, fred og beskyttelse i to årtier.
Valdemar Sejr tilbød beskyttelse. Men ak, brødrestrid ødelagde imperiet.
De drak tæt ved Hoffet
Valdemars hær og hof bestod af folk fra mange lande. Foruden at udbygge Dannevirke, så anlagde han en bymur omkring Lübeck.
Der blev drukket tæt ved hoffet. På to nætter indtog hoffet 12.200 liter øl – svarende til 7,6 liter pr. mand pr. dag.
Valdemar Sejr blev bortført
Nu var ikke alt lutter idyl. Valdemar Sejr led også nederlag. Han tilbragte også et par år i fangenskab. Den nordtyske fyrste Henrik af Schwerin bortførte Valdemar og sin søn fra Lyø og krævede en større sum for at løslade ham. I denne periode brød imperiet sammen. Han forsøgte at genskabe imperiet men oplevede igen nederlag.
I 1225 blev aftalen for de tos frigivelse endelig aftalt. Ud over en stor løsesum skulle Valdemar Sejr aflevere alle områder mellem Ejderen og Elben samt alle venders lande mod øst bortset fra Rügen. Dette betød østersøvældets tilintetgørelse. Ejderen var igen blevet Danmarks sydgrænse.
Valdemar måtte love ikke at føre hævntogt mod grev Henrik af Schwerin og som garanti stille ti gidsler til rådighed.
Valdemar Sejr tabte hævntogtet
Efter sin frigivelse fritog paven Valdemar for at betale løsesummen og overholde de garantier, han havde stillet. Herefter forberedte Valdemar sig på et hævntogt. Men der var ikke mange, der støttede ham. I det afgørende slag ved Bornhöved tabte Valdemar mod de nordtyske fyrster.
Man han formåede dog at genvinde noget af det tabte.
Han kom ikke på korstog
Men en ting opnåede han aldrig – og det var at komme på korstog. Han hadede lediggang og stolede på sine mænd. Det lykkedes ham at få tillidsfulde folk bl.a. fra Hvideslægten.
Saxo fortæller at han var afholdt for sin ”menneskelighed” men frygtet af sine fjender for sin dygtighed i krige. Han kunne også godt bruge brutal vold. Sent i livet gav han danskerne Jyske Lov.
I 1214 giftede hun sig med en portugisisk kongedatter med hvem han fik fire sønner med.
Nye bemærkelsesværdige vinkler i bogen
Der er i bogen bemærkelsesværdige nye vinkler på historien. Der er masser af detaljer og nyheder i bogen. Han lå således konstant i krig med sin fætter, biskoppen i Slesvig, Valdemar Knudssøn.
Forvrængninger i historien
I Estland i 1219 var det ikke Dannebrog, der skaffede Daner kongen sejren, men venderne. Historien set gennem internationale linser giver forvrængninger i historien, men det er modigt af forfatteren at vise os dette.
Vi får samtidsskildringer af Saxo. Og så får vi historien trukket tilbage til vores sagntid. Selvfølgelig skal vi også høre om sildefangsten ved Skanør.
Dansk identitet blev skabt under Valdemar Sejr
Dansk identitet blev skabt under Valdemar Sejr og under krønikeskriveren Saxo. Var hans erobringer overmodige? Hvordan kunne Valdemar tro, at Danmark kunne bære et imperium?
Det våben som du ser i dit pas med de tre løver, var oprindelig Valdemars våben. Bogen er trods sin akademiske standard meget let at læse. Som kongesøn fik han en god opdragelse med flere års ophold i Norge. Han mestrede det latinske alfabet og var fortrolig med de nordiske runer.
Forræderi, baghold og mord – en del af den politiske virkelighed
Af hans egenskaber fremhæves hans talent for forhandling. Det var samarbejde mellem de forskellige folkeslag, der skabte hans imperium. Handelen voksede, byernes antal blev mangedobbelt. Og det var råd til at bygge hundredvis af kirker.
Alt var dog ikke fryd og gammen. Forræderi, baghold og mord var en del af den politiske virkelighed.
I 1218 satte han selv kronen på hovedet af sin søn Valdemar den Unge i overværelse af rigets 15 bisper ved et møde i Slesvig. Erik (4. Plovpenning) blev i 1221 kronet som medkonge, mens Abel blev hertug i Sønderjylland.
Store forleninger
Sønnerne uden for ægteskab, Niels og Knud, var hhv. 1216 og 1219 blevet forenet med Halland og Estland senere Blekinge. Det skulle dog vise sig, at ordningen efter Valdemars død skabte store problemer.
Valdemar den Unge døde i 1231 efter et vådeskud. Han gav de andre store forleninger, ikke blot sine ægtefødte børn Abel og Christoffer men også sønnen Knud, som han havde fået med Esbern Snares datter Helena, og Niels samt sine tyske søstersønner Albert af Orlamünde og Otto af Braunschweig-Lüneburg.
Abel blev hertug i Sønderjylland og Christoffer den 1. herre til Lolland og Falster.
Et veldisponeret værk
Bogen er flot udstyret med flotte illustrationer og tænk engang – 60 sider med kilder, noter og register. Dertil kommer et kæmpe analysearbejde. Jo det er et ret veldisponeret værk, vi her har med at gøre.
Kilde:
November 21, 2024
Når Facebook tror, at man kun sender Spam
Facebook er med til at forøge vores læserantal. Cirka en tredjedel af vores aktiviteter kommer derfra. To tredjedele finder selv hjemmesiden. Flere repressalier har ramt os. Skal kontakte diverse lokale administratorer, hvis artikler skal ud af spamfilter. Vi forstår, at du ”muligvis” har gode hensigter. Sikkerhedssystem registrerer. Vores adfærd er ikke acceptabel. Hvilke standarder har vi overtrådt? Facebook forventer værdighed. Burde dette ikke være gensidigt? Hvorfor får Facebook ikke et almindeligt menneske til at læse vores artikler? Vi beskyldes også for misbrug, chikane og ”kvantitet”. Vi har desuden fremsat trusler, hadefuld retorik og udpenslet vild. Overforbrug af funktioner? For Facebook udsender vi hele tiden Spam. Kan man tillade sig at blive ved med at fremsætte nye beskyldninger? Det ender nok kun med hjemmesiden www.dengang.dk. Bare rolig – vi fortsætter med at skrive – men måske på andre ”kanaler”.
Er med til at forøge læserantallet
Når Facebook har fået øje på en, hænger de ved. I tidens løb har vi været udsat for meget, og man skulle tro, at toppen var nået.
Ingen tvivl om, at vi har været glade for Facebook. De har været med til at højne læserskaren på vores hjemmeside og udgør i dag en tredjedel af vores aktiviteter. Jo vi ved det er gratis, men de får vel også en del data herfra.
Flere repressalier har ramt os
Jo, vi har fortalt Facebook om vores problemer. Men det er de lige glade med. Vi har været fuldstændig blokeret flere gange. I øjeblikket er der andre repressalier, der plager os. Facebook har fjernet os fra en del grupper, hvor vi plejede at dele vores artikler. Hvor mange grupper det drejer sig om, ved vi ikke helt nøjagtig.
Skal kontakte diverse administratorer
Andre gange lægger de vores artikel op i et spamfilter i en gruppe. Det kan så først offentliggøres, når vi har kontaktet administratoren fra den pågældende gruppe. De må snart være godt trætte af dengang.dk.
Det er ikke alle gange, at systemet fortæller os, at artiklen lige skal godkendes. Nej, det må vi selv finde ud af.
Nej, det er ikke lokale, der spærrer for vores artikler eller indfører nye godkendelsesregler. Det er Facebook. Og det er svært at kæmpe mod algoritmer. På et tidspunkt måtte vi ikke engang trykke på Like.
Vi forstår, at du muligvis har gode hensigter
Facebook har sendt et hav af rapporter eller oversigter over, hvorfor vi oplever repressalier. Men det er svært at se, at man har begået noget kriminelt. Algoritmerne bekymrer sig ikke meget om det, man faktisk skriver. Men Facebook skriver:
Og så lige det nedvurderende sprog ”Vi forstår du muligvis har gode hensigter”. Ja selvfølgelig har jeg det. Men beskyldningerne gennem årene fra Facebooks side har efterhånden været grove.
Sikkerhedssystem registrerer
Beskyldningerne mellem linjerne fortsætter:
Hvad er det for et sikkerhedssystem? Artiklerne kan da ikke have givet den mindste anledning til alarm.
Vores adfærd er ikke acceptabel
Igen engang bliver vi beskyldt for at vores adfærd ikke er acceptabelt. Vi har ikke misbrugt Facebook og Fællesskabsreglerne. Hvad skulle det have været, som vi har slået op, der virker mistænkelig og stødende. Det er historiske artikler, som vi deler videre. Og så har vi gennemlæst Fællesskabsreglerne. Vi kan ikke se, hvor vi har overtrådt Fællesskabsreglerne. Og så har vi ikke sendt venneanmodninger. Kære algoritme, så fortæl os dog, hvor vi har været kriminelle.
Hvilke standarder har vi overtrådt?
Facebook påstår, at vi har overtrådt standarder. Tjenesterne har gjort det muligt for to milliarder mennesker at kommunikere. Facebook tager deres rolle i misbrug af tjenesten alvorlig. Det er er derfor de har udarbejdet standarder for, hvad der er tilladt på disse tjenester.
Hvad har vi dog gjort?
Facebook forventer værdighed?
Vi har spredt historisk viden, hvor vi ofte er gået ned i ukendte detaljer. Vi har ofte selv lavet research. Derfor er der ofte kommet små sælsomme historier ud af vores skriverier.
Facebook ønsker at sikre at deres indhold er autentisk. Det er indholdet på dengang.dk. Facebook fjerner indhold, der kan bidrage for skade på personers sikkerhed. Ofte er artikler på dengang.dk blevet fjernet uden nøjagtig begrundelse. Nej, vi fremmer ikke vold, pædofili, terror eller hvad vi ellers i årenes løb er blevet beskyldt for. Facebook skriver:
Kære Facebook – vi har aldrig på Facebook krænket folk eller chikaneret dem – igen en gang tomme beskyldninger.
Hvorfor får I ikke almindelige mennesker til at læse artiklerne?
Kære algoritme eller Facebook sådan føler vi det ikke. Vi synes at det er under vores værdighed, at I behandler historiske artikler på den overfladiske måde, som i gør. I kan jo se at de lokale administratorer gang på gang godkender vores artikler. Hvorfor får I ikke et almindeligt menneske til at læse artiklerne en gang imellem i stedet for en algoritme, der måske burde forsynes med kunstig intelligens. Så kunne det måske være, at vi var fri for jeres repressalier. Så kunne det være at jeres fordomme mod Spam vil ophøre og at vi ville komme tilbage til alle de grupper som I har smidt os ud af.
Vi beskyldes for misbrug, chikane og kvantitet
Ja åbenbart er 4 delinger hver dag til forskellige grupper for meget for Facebook. Jeg kunne forstå, at det kan være et problem, hvis dette blev sendt et sted hen. Men det er 6 delinger, der deles ud blandt ca. 25 grupper. Nej det er kun max 4-5 grupper, der får hver dag. Men det er åbenbart også for mange.
Vi har ikke fremsat trusler, hadefuld retorik og udpenslet vold
Flere gange har Facebook åbenbart misforstået indholdet i vores historiske artikler. De skriver:
Vi har fået slettet boganmeldelser, fordi vi åbenbart har overtrådt disse bestemmelser.
Overforbrug af funktioner
Og så får vi ellers at vide:
Åbenbart mener Facebook at vi nu har nået til disse begrænsninger.
For Facebook udsender vi automatisk Spam
Med andre ord, Facebook er ret bevidste om, at hver gang vi udsender en artikel med 5 fotos, så er det Spam. Men hvordan definerer Facebook dette begreb. Ja det er er der flere læsere, der spørger om.
Vi har været glade for at bruge Facebook til at formidle vores historiske artikler og de allerfleste har dog også meldt tilbage, at de er godt tilfredse med artiklerne.
Kan man tillades sig disse uberettigede beskyldninger?
Men det kan jo ikke blive ved med at gå med alle de repressalier og begrænsninger, som vi bliver udsat for. Vi er ved at miste tålmodigheden. Og så er det ydmygende hele tiden at skulle blive udsat for de til tider ret alvorlige beskyldninger. Tænk, hvis man skulle udsættes for dette i en af vores hjemlands aviser.
Det ender nok udelukkende med hjemmeside
Vi fortsætter selvfølgelig med at skrive, men det ender nok med, at du på et tidspunkt ikke mere kan finde os på Facebook, men skal gå direkte til vores hjemmeside www.dengang.dk
Vi ved godt, at vi har brokket os nogle gange. Det kan se under disse artikler hernede. Vi har efterhånden opgivet at komme i forbindelse med Facebooks administration.
Venligst
Uwe Brodersen
www.dengang.dk indeholder 2.190 artikler
Under Andre Historier finder du 107 artikler
November 10, 2024
Børsen
Vi har læst Anders Ravn Sørensens bog om Børsen. På 336 sider skrives der Danmarks- og Københavnerhistorie gennem 400 år. I april 2024 skete katastrofen. Et medrivende værk, letlæst, tilgængelig og spændende. Det var hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri. Christian den Fjerde havde store ambitioner. Kongen måtte dog låne penge hos mor. Dengang blev de handlende kaldt ”ukristelige vindesyge”. Pengene var brugt og Børsen blev solgt. En central handelsplads. Grossererne klagede over larm og beskidte dragter. Byens sociale og centrale scene. Jødefejden 1819 startede på Børsen. Kræmmere, tiggere og købekoner presset ud. Grosserer Societetet købte Børsen. De revolutionære indtog Børsen. Næstformand offer for nazisternes kugler. En happening i 1969. Værdipapirerne flyttede ud.
I april 2024 skete katastrofen
Bogen var næsten færdig. Men en katastrofe bevirkede, at der måtte skrives en ekstra artikel om Børsen. Det var i april 2024 halvdelen af en af Københavns smukkeste bygninger lå i ruiner. Bygningen kan fortælle masser af danmarks- og københavnerhistorie.
Vi så det alle sammen. Kunstværker blev båret ud af bygningen. Ja også det berømte store børsbillede, der nu har sin midlertidig plads på Skagen Museum.
Københavnerne var rystet. Måske lige så meget som i 1728 og i 1795. Ja så var det også Københavns Slots brand i 1794 og Christiansborgs brand i 1885.
Et medrivende værk, letlæst, tilgængelig og spændende
400 års historie kæder personer og begivenheder sammen. Værket er medrivende. Det lykkes for forfatteren at få belyst var bygningen har betydet økonomisk, handelsmæssigt og kulturelt for Danmark. Det er også en perfekt handelshistorie for det danske land.
Bogen er meget oplysende og tilgængelig. En god indføring i, hvad bygningerne har været brugt til. Men bogen indeholder nu meget andet. Jødefejde og finanskrak får vi også. Og så er den letlæst, spændende og medrivende.
Hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri
Bogen er utrolig smuk med flotte illustrationer. Og vi får netop masser af historier om lige fra brande, byldepest og ballade. Siden 1624 har bygningen været hjemsted for handel, investeringer og iværksætteri.
Christian den Fjerde havde store ambitioner
Jo, Christian den Fjerde havde store ambitioner. I 1616 oprettede han Ostindisk Kompagni, der skulle bringe varer og indtægter til landet. Han fik også skaffet arbejdskraft til landet – jøder. Det gjorde han trods kirkens advarsler.
Dengang i 1620erne var der vand i begge sider af bygningen. Skibe lagde til og fik lastet deres varer. Nu var børsbygningen ikke kun en handelsplads for varer men også et postkontor. Børsmesteren fik til opgave at modtage og udlevere borgernes post.
Kongen måtte låne af mor
Og pengene til det flotte byggeri. Ja dem lånte Christian af sin mor – Sophie af Mecklenburg.
Håndværkerne fik nogenlunde frie tøjler, men kongen kunne alligevel ikke lade være at blande sig. Ofte greb kongen ind for at ændre noget.
De handlende var ”ukristelig vindesyge”.
I Børssalen kunne man erhverve sig eksotiske varer fra boder. Boghandlere solgte vovede skrifter. Også udenlandske handlende skulle sælges fra Børsen. I starten var de københavnske kræmmere sig noget tilbage. Dengang så man ned på de handlende. Man kaldte dem for ”ukristelige vindesyge”.
Pengene var brugt – Børsen blev solgt
Christian den Fjerde brugte masser af penge til andre bygninger og tabte krige. I regentens sidste år måtte han sælge Børsen til den rige købmand Jacob Madsen for 50.000 rigsdaler. Da denne døde overtog hans enke, Karen Eilersdatter, bygningen. Ja og denne havde svært ved at klare dagen og vejen. Ejerskabet af Børsen blev hun bestemt ikke rig af.
En central handelsplads
Da hun døde, overtog staten ejerskabet. Ejerskabet af de Caribiske Øer og slavehandel gjorde igen Børsen til en central handelsplads. Købmænd og skibsejere tjente penge på slavehandlen. Nu var det ikke sådan at slaver på kød og blod blev solgt inde i Børsen.
Bogen følger også de katastrofer som København blev udsat for. I 1709 var byen udsat for kopper. I 1710 var det plettyfus og i 1711 rasede byldepesten. Varer og sølvpenge kunne være dødbringende, alt frygtede man kunne smitte. Den Store Nordiske krig rasede til 1721.
Grossererne klagede over larm og beskidte dragter
I 1759 klagede grossererne over larm, som kom fra de handlende, der solgte billige og grove varepartier. De pæne børshandlende fik støv og snavs på deres pæne dragter. I 1772 skulle spiret tages ned og i 1775 kom et nyt dragespir op.
Byens centrale sociale scene
Dansk Asiatisk Kompagni bragte varer og kapital til Danmark. Dette smittede af på Børsens aktiviteter. Struensees trykkefrihed fra 1770 til 1772 smittede af på de frimodige skrifter. Børsen blev byens centrale sociale scene, hvor soldater, handlende, tiggere, købekoner og tyve færdedes.
Jødefejden startede på Børsen
Endelig blev Meyer som den første jøde optaget i Grosserer Societet, som for det meste bestod af magtfulde købmænd. Men det var også i Børsen, at Jødefejden i 1819 tog sin begyndelse. Mange jødiske handelsfolk og vekselerer havde deres gang her. Men antisemitiske opslag blev sat op på netop Børsen.
Frederik den Sjette, der var enevældig konge måtte erklære undtagelsestilstand for at få bugt med løjerne.
Kræmmere, tiggere og købekoner presset ud
I løbet af 1800-tallet blev kræmmere, tiggere og købekoner presset ud af Børsen. Finere folk og købmænd overtog stedet. Flotte butikker i København overtog efterhånden Børsens tidligere rolle som central handelsplads. Det var særlig omkring Østergade og Pilestræde de nye flotte butikker kom.
Grosserer Societetet købte bygningen
I 1856 overtog Grosserer Societetet bygningen for 70.000 Rigsdaler. Man lovede at frede bygningen. Men i første omgang fjernede man brandfarlige ovne og skorstensrør. Der kom en ny brandsikret mur op midt i bygningen.
Det blev rammen om et finans-og industrieventyr. Senere kom så handlen med obligationer, aktier og andre værdipapirer.
De revolutionære indtog Børsen
Privat-banken og C.F. Tietgen indtog Børsen. Omkring Første Verdenskrig rykkede også Gullaschbaronerne ind. De revolutionære indtog Børsen i 1918. Det var en regulær storm på bygningen. Nu ville de sætte en stopper for ”Dansen og Guldkalven”.
Næstformand offer for nazisternes kugler
I bogen skildres også begivenhederne, da Grosserer Societetets næstformand William Prieme blev skudt af nazisters kugler foran sin hatteforretning i Mikkel Bryggersgade. Og så nævner forfatteren at Danmark kom gennem krigen med en opblomstring af handlen.
En happening i 1969
Happeningen den 29. maj 1969 er også omtalt. Det var her, hvor Lene Adler Petersen går nøgen gennem Børsen bærende på et hvidt kors. Det var i relation til Det Nye Testamente, hvor Jesus fordrev de handlende.
Værdipapirerne flyttede ud
I 1974 rykkede værdipapirerne ud. Dansk erhvervsliv og internationale forbindelser rykkede ind.
Vi får en flot Københavner – historie, som ikke blot er en pæn jubilæumsbog. Den er oplysende og interessant. Bogen er som allerede skrevet let læsende og spændende.
Kilde:
Børsen
Hvis du vil vide mere:
November 7, 2024
Aabenraas skønhed
Hvilken overskrift skal man give denne artikel. Det kunne have været – Højdepunkter og nedture i Aabenraas historie – Udpluk fra Aabenraas historie. Det kunne også have været – Vigtige begivenheder i Aabenraas historie – I hvert fald prøver vi på få sider at gennemgå Aabenraas historie. Fra et af de steder jeg boede i Aabenraa, havde jeg frit udsyn til Galgebakken. Det var skønt.
Stedets henrivende skønhed
Allerede tidligt havde man øje for Aabenraas skønhed. I indledningen til byens ældste krønike fra 1635 fremhæves:
Vi ved det efterhånden, idet Aabenraa har navn efter den forsvundne landsby Opnør, som sandsynligvis har ligget lidt nordvest for fjordens ”inderste vig” Kilden, hvor senere Skt. Jørgensgaard, et midlertidigt hospital lå.
Det lille fiskerleje Opnør
Opnør var navnet for det lille fiskerleje, som havde dannet sig, hvor den nuværende Mølleå udløb. Her havde der dannet sig en bekvem landingsplads for mindre fartøjer. Den lille bygd havde efterhånden bredt sig ud til den sydlige del af det langstrakte bakkedrag, der hæver sig op fra stranden.
Skibbrogade hed dengang Østergade
Den nuværende Skibbrogade, der engang hed Østergade, forbandt da havnen med torvet (nu Storetorv), hvorfra Søndergade igen søgte ned mod fjorden, mens Fiskergade fulgte kystlinjen langs med bankens rand, hvor husene kunne ligge i sikkerhed ved højvande.
Skt. Knuds Gilde
I løbet af middelalderen har Aabenraa efter alt at dømme været i vækst. Som en forlængelse af Fiskergade opstod således på den anden side af Østergade (Skibbrogade) Gildegade, som sikkert har sit navn efter Skt. Knuds Gilde. Det har ligget en Skt. Knuds kirke, hvor de to gader støder sammen.
Slottet for enden af Vestergade
Anlægget af Vestergade må også hidrøre fra den tid, idet det ældste slot, vi har kendskab til, lå i engdraget for enden af denne gade.
Den brede voldgrav
I tilknytning til slottet har byen i syd og vest været værnet af en bred voldgrav, der endnu i det 17. århundrede har kunnet spores som et sumpet morads, der på grund af sit dyreliv gik under betegnelsen ”Paddesig”. Imod nord kunne man tidligere finde spor af byens gamle værn i en dyb slugt syd for Rådhusgangen.
Byens nuværende hovedkirke Skt. Nikolaj har derfor oprindeligt ligget uden for selve det bebyggede område, oppe på by-bakkens top, mens borgernes huse har nøjedes med den sydøstligste del.
Til Skt. Nikolaj var der i middelalderen knyttet syv gejstlige, de såkaldte ”marianere”, hvis boliger lå omkring kirken.
Byens ældste kirke
Byens ældste kirke har været et Skt. Andreas kapel, som indtil reformationen lå på det såkaldte Kapelbjerg – syd for kirken. Hvorom alting er fortæller de to kirkers helgenavne med al ønskelig tydelighed om beboernes næringsveje. Uden tvivl er Aabenraa nemlig opstået som et lille fiskerleje, hvorfra der med tiden også har udviklet sig en del søfart.
Næring på havet
Selve beliggenheden ved den brede og dybe Aabenraa Fjords inderste vig, som på alle sider er omgivet af store skove, har tidligere henvist beboerne til at søge deres næring på havet. Deres kirker blev derfor indviet til Skt. Andreas og Skt. Nikolaj, henholdsvis fiskernes og de søfarendes skytshelgener.
Rettigheder fra efter 1200
Man regner med at Aabenraa kan føre sine rettigheder som købstad tilbage til tiden efter år 1200. Dens stadsret, den såkaldte ”skrå”, kendes ganske vist kun i en latinsk oversættelse fra 1335. Den hævder dog at indeholde vedtægterne, således som de var på kong Valdemar Sejrs tid.
De økonomiske forhold i middelalderen
På grundlag af skråen er det muligt at danne et billede af de økonomiske forhold i middelalderens Aabenraa. En paragraf handler således betegnende nok i om skipperens forhold. Meget tyder på at aabenraaerne har deltaget i middelalderens store sildefiskeri ved Skånes Øresundskyst.
Landbrug har dog også spillet en stor rolle for datidens aabenraaer, idet kongen gav dem en ”fægang” på syv omkringliggende landsbyers marker.
Første gang vi hører om Aabenraa – er i 1231
Vi hører første gang indirekte om Aabenraa i kong Valdemars Jordebog fra 1231. Her er der opført told blandt de kongelige indtægter fra Rise herred. Dette kan vel kun hentyde til indførsel over havnen i Aabenraa. Det passer udmærket med at kong Kristoffer i 1257 gav toldfrihed til munkene i Løgumkloster for varer, som de måtte indføre over havnen i Aabenraa.
En myte om at venderne allerede i 1148 skulle have afbrændt Aabenraa by og slot kan ikke bekræftes.
Aabenraahus afbrændt i 1247
Men i 1247 skulle Aabenraahus være blevet afbrændt under kampene mellem de to brødre Erik og Abel. Efter genopførelsen i 1366 sad den sønderjyske hertug Henrik inde med slottet. Men i sine sidste år lykkedes det dog Valdemar Atterdag at komme i besiddelse af det. Ved dennes død overgav slotsfogeden slottet til holstenerne, Jo Aabenraa kom i ilden mellem det danske kongehus og de holstenske grever.
Margrete den Første lod Brundlund opføre
Under sit arbejde med at genvinde det tabte, lykkedes det i 1404 dronning Margrete den Første at komme i besiddelse af Aabenraahus. I 1411 lod hun slottet nedrive og genopføre det i det vandrige og sumpede område lige syd for byen. Men midt i det hele døde dronningen. Det blev ikke det store flotte slot, som man egentlig havde tænkt sig. Det blev betydelig mindre.
Under Gottorp fra 1544 – 1713
I 1429 faldt slottet i fjendtlige hænder efter en belejring på fire uger. Først i 1460 blev det sammen med hertugdømmerne overladt til Christian den Første. Under de efterfølgende arvedelinger skiftede Aabenraa by og slot adskillige gange herre. I 1544 kom Aabenraa under Gottorp, hvortil det hørte indtil 1713.
Men egentlig levede aabenraaerne med by og egn deres liv i fredelige tider ret uafhængig af, hvem der førte det store ord på Brundlund Slot.
Befolkningen var oprindelig danskere
Mens By-skråens ordvalg tydede på, at Aabenraas befolkning oprindelig var dansk af nationalitet, må man dog regne med et vist tysk element – især af håndværkere – i løbet af 1400 – tallet. Det plattyske sprog vandt indpas og blev almindelig i administrationen. En plattysk oversættelse af Skråen fra den tid foreligger. Plattysk blev også brugt ved gudstjenesterne efter reformationen.
Aabenraaerne tog parti for kongen
Overgangen til den ny tid kom ikke til at gå sporløst hen over det lille bysamfund. Under adelens og holstenernes opgør med Christian den Anden tog aabenraaerne klart parti for den folkekære konge.
Kommandanten på Brundlund, Benedikt von der Wisch var en af kongens tro tilhængere. Aabenraa måtte derfor tages med storm af hertug (senere konge) Frederiks landsknægte. Når de for så brutalt frem skyldtes det en gamle myte om at borgerskabet med borgmester Hans Kristensen i spidsen havde nægtet at udlevere dem øl:
De store brandkatastrofer
Endnu en voldsom ulykke ramte byen inden århundredets udgang, idet en kvindes uforsigtighed med brændende tande på et høloft i 1576 gav anledning til en voldsom ildebrand. Husene blev et let bytte for ilden. Borgerhusene stråtækte bindingsværks- eller bulhus-konstruktioner frembrød et let antændeligt materiale.
Hele 7 gange var Aabenraa udsat for storbrande. Men så greb myndighederne også ind. Det viste sig nemlig at 196 af de 217 beboelseshuse havde stråtag. Det blev påbudt 84 husejere at få lagt tegl i løbet af seks uger, mens de resterende 112 skulle have deres huse teglhængte inden udgangen af det følgende år.
Den mest frygtelige hændelse i Aabenraas historie var imidlertid brandkatastrofen i 1610, der gjorde et voldsomt indtryk i samtiden.
Mordet på Claus Esmarch
Og så var det byens borgmester Claus Esmarch, der blev myrdet uden for Nørreport. Åbenbart var det svigerforældrene der stod for ugerningen. De var særdeles kendte folk.
Bådebygger startede branden
Mange mente derfor, at det var Guds vilje, da en ildebrand i løbet af et par timer i løbet af et par timer fortærede så godt som hele byen. En bådebygger og hans medarbejder havde været beskæftiget med skibstømrerarbejde, hvortil de brugte åben ild for at holde tjæren flydende. Sluppet løs i en kraftig østenstorm fængede ilden imidlertid hurtigt i det brændbare stof.
Hvorfor hedder gaderne sådan?
Omkring år 1600 var hele by-banken blevet inddraget til bebyggelse, Navne som Vægterpladsen, Jomfrugangen og Pottegade giver os en mindelse om tidens byvægter, utugtskvinder og håndværkerliv.
Persillegade lå derimod endnu uden for byen på den vestlige bakkerand, hvis mange køkkenhaver navnet hentyder til, mens Ramsherred på bakkens fald imod nord efter navnet at dømme har været hjemsted for ”samfundets udskud”.
I løbet af 1700-tallet blev der flere gader i byen. Wollesgyde har navn efter den kendte skipper og rådmand Oluf Rudbeck, som lod en ejendom opføre, hvor senere posthuset kom til at ligge.
Rebekkagangen har måske fået navnet efter en datter af provst Bargum. Barkmøllegade og Klinkbjerg vidner om dengang man anvendte fint-malet bark til garvning og den betydelige teglværksindustri. Mange af de gamle navne har således et indhold, der formår at gøre fortiden levende for os.
Det gælder også for Nørre – og Sønderport på hver sin side af by-banken, hvor vægternes bomme ved mørkets frembrud har skulle sikre borgerne mod fremmedes færd ved nattetide.
Krigsnød
Det 17. århundrede var de store kriges tid. Aabenraa måtte dele skæbne med Danmark. Forskellige sygdomme og epidemier kom til. Under krigen opholdt Wallenstein her på et tidspunkt og drømte om en Østersø-flåde med station i Aabenraa Fjord. Endnu værre blev det under de påfølgende svenskekrige, især da Polakker og Brandenburger kom os til hjælp.
I 1658 sluttede provst Hübschmann derfor med god grund sin kirkebog med ordene:
Skibsfarten i Aabenraa
Omkring 1700 var de vigtigste handelspartnere Sverige, Nordtyskland og de baltiske havnebyer. Og det var selvfølgelig af vandvejen.
Huset Gottorps nære politiske tilknytning til den svenske stormagt har gjort det let for de aabenraaske søfolk at vinde indpas i disse lande, hvorfra man kunne forsyne hjemmemarkedet med tømmer, tjære, kalk, natur-sten, samt hør og hamp. Men skibenes aktionsradius øgedes hele tiden.
I 1692 har de således hentet ladning på den russiske Ishavs-kyst. Under den store nordiske krig blev indledt med handlen til Vesteuropa.
Den hertugelige regering på Gottorp som indtil 1713 var neutral, så med stor velvilje på den aabenraaske skibsfart. I løbet af 1700-tallet besejlede Aabenraa – sipperne tillige Middelhavet. Foruden de forannævnte handelsvarer indgik nu også vin og salt fra Spanien og Frankrig, fisk fra den norske kyst, samt en betydelig eksport af koen og brændevin.
Skibsreder Michael Jebsen sendte således i 1788 ikke færre end 1.000 potter prima kornbrændevin i fade med byens segl og navnetrækket M.J. til Norge.
Under Napoleonskrigene gik handelen tilbage og aabenraaske søfolk blev taget til fange af englænderne.
Storhedstiden for skibsfarten
I den første halvdel af det 19. århundrede indledes den egentlige storhedstid for den åbenråske skibsfart. Efter de spanske koloniers løsrivelse startede handlen med Latinamerika. Brigantinen ”Perlen” af Aabenraa rundede således Kap Horn i 1824. Jørgen Bruhn var den førende mand i byens økonomiske liv. Byens sønner optrådte hjemmevant i alverdens havne. I Hong Kong kunne man omkring 1870 være heldig at se et dusin skibe fra Aabenraa på en gang.
Farvel til skibsværfterne
Men i slutningen af århundredet var sejlskibenes tid forbi. I 1882 blev det sidste skib bygget på et af byens tidligere så betydningsfulde skibsværfter bygget. En epoke i byens udvikling havde fundet sin afslutning. De store skibsbyggerier var i midten af 1800-tallet præget af dynastierne Paulsen, Andersen og Michelsen.
Men i Aabenraa evnede man ikke at omstille sig til fabrikation af jernskibe. Med skibsværfternes nedlæggelse mistede livet i Aabenraa et karakteristisk træk. I 1870erne startede Michael jebsen et dampskibsrederi i byen.
I 1859 var 82 skibe hjemmehørende i Aabenraa
Tænk engang, at i 1859 var hele 82 skibe hjemmehørende i byen. Aabenraa var ubestridt hertugdømmets forende søfartsby og overgik også sin gamle rival – Flensborg. Et minde om søfarten findes i de mange villaer i ”Chinatown”, som borgerskabet døbte et kvarter i byen, hvor de hjemvendte kaptajner og styrmænd fortrinsvis har lagt op til.
Var den tyske kultur finere end den danske?
Den tyske kultur i Aabenraa blev betegnet som finere end den danske. Men som urmager Frederik Fischer i 1838 sagde:
Når kongen var på besøg, stod de stolte skibstømrere i geled med den blanke økse på nakken. Jo i de kredse havde man let ved at tage standpunkt. I 1864 regnede man Aabenraa for at være en dansk by.
Bakkerne var engang en hindring for fremkommeligheden
Fra gammel tid har de store bakker omkring Aabenraa været et vejproblem. Den gamle landevej mellem Haderslev og Flensborg og den historiske hærvej holdt sig uden om Aabenraa. Først omkring 1840erne kom det gang i den nord-sydgående færdsel i Aabenraa.
Den flotte postgård
Brundlund Slot var oprindelig bygget i røde munkesten. Og Slotsgade hørte ikke engang med til byen. Noget der også er skønt ved Aabenraa, er den tidligere postgård i Søndergade. Det er ligefrem et rokoko- slot og jeg erindrer med en pragtfuld have.
I Den Gamle By i Århus ligger en gammel håndværker og høkerbolig, som før lå på hjørnet af Storegade og Pottegade. Ja og så er det jo den idylliske Vægterplads.
Der kunne sikkert siges meget mere om skønne Aabenraa, men det har vi efterhånden gjort i talrige artikler her på siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 2, 2024
Lauritz Thaysen – en arkitekt fra Tønder
Han betød meget for Tønders arkitektur. Egen tegnestue 1904 – 1930. Voksede op under beskedne kår. Startede som selvstændig lige efter skolen. En lille beskeden lejlighed ved tegnestuen i Richtsensgade. Hans gennembrud kom i 1907. Baupflege Kreis Tondern. Stadsbygmester. Masser af offentlige og private opgaver. Mange gode medarbejdere. Bygninger til embedsmændene Leos Alle. En af Thaysens dødssønner. Thaysen sagde ja til nyt job. Han troede, at hans død var nært forestående. Han ville ikke ind i Nazistpartiet. Boede forskellige steder. En pensionisttilværelse gennem 40 år. Hans død var ubemærket i Tønder. Hans tegninger blev reddet.
Han betød meget for Tønders arkitektur
Han var en af de mest markante repræsentanter for hjemstavnsstilen i Sønderjylland. Han kom til at sætte sit præg på byggestilen i Tønder. En lang række fornemme bygninger både for offentlige myndigheder og private er tegnet af ham.
I begyndelsen af 1900 blomstrede arkitekturen i Sønderjylland, ikke mindst i Tønder. Landråd Rogge var hovedmanden bag etableringen af foreningen ”Baupflege Kreis Tondern. I Møgeltønder var det godsinspektør Hans Christian Davidsen, der kom til at betyde meget for byggestilen.
Egen tegnestue 1904 – 1930
Men i Tønder var det absolut Lauritz Thaysen, der havde størst betydning. Han havde sin egen tegnestue fra 1904 til 1930.
Voksede op under beskedne kår
Han var født i et lille gavlhus, der sammen med endnu et gavlhus lå, hvor nu Frigrunden 1 ligger. Han var den mindste af en søskendeflok på fem. Han voksede op under små kår. Faderen var kommis i en af byens forretninger. Han døde, da Lauritz var 14 år gammel.
Moderen indrettede en del af det lille hus som pensionat for at kunne ernære sig og de tre yngste børn. Lauritz Thaysen ønskede at blive arkitekt. Et ønske, der syntes at være umulig. Men rektor Hübenthal på ”Kaiserliche Realschule”, hvor den velbegavede dreng fik lov at gå havde opdaget drengens evner.
Åbenbart var det ved rektors mellemkomst at knægten fik lov til at læse videre efter endt skolegang i Tønder. Han læste videre I Eckernförde og Darmstadt, hvor han dimitterede i foråret 1904 som 23 – årig.
Startede som selvstændig arkitekt
Den 1. april 1904 indrettede han sig som selvstændig arkitekt i Tønder, hvor han indrettede sin tegnestue i Richtsensgade 23.
Måske vovede han springet, fordi han inden sin eksamen havde vundet en konkurrence om en ny kommuneskole i Løgumkloster. Bygningen var næsten færdig, da Thaysen startede sin virksomhed.
En lille beskeden lejlighed
Han manglede åbenbart aldrig opgaver. Hurtigt fik han ansat flere arkitekter.
I stueetagen indrettede han lejlighed til sin mor. Førstesalen var forbeholdt kortvarigt lejemål til to familier. Det var i forbindelse nogle, der var blevet husvilde i forbindelse med Thaysens renovering og ændringer på deres huse.
Tegnestuen lå på anden sal, tagetagen, hvor kvistvinduerne gav godt lys til tegnebordene. Også hans egen beskedne lejlighed blev indrettet i tagetagen. Thaysen tillod sig ikke nogen luksus bortset fra at han altid var ulastelig klædt i velsiddende skræddersyet tøj.
Han var dog også en af de første i Tønder, der havde bil – en Adler. Senere stillede han altid en bil til rådighed for sine medarbejdere, når de skulle på byggesyn – det var en Opel.
Hans gennembrud kom i 1907
Det egentlige gennembrud som arkitekt kom i 1907, da han vandt en konkurrence om tegninger til byens realskole (Tønder Statsskole/Gymnasium). Realskolen stod færdig i 1910. Men allerede inden havde han leveret tegningerne til Schleswig-Holsteinische Bank i Vestergade.
Baupflege Kreis Tondern
I slutningen af 1907 var Lauritz Thaysen sammen med landråd Rogge en af bagmændene bag ”Baupflege Kreis Tondern. I Kunst-Kalender Schleswig Holstein 1912 skriver Rogge om de første tre år med foreningen, at foreningens formål var at højne håndværkers og bygherrers kvalitetsbevidsthed og støtte lokalarkitekter i at vælge gode materialer, gode bygningsdetaljer og harmoniske bygningskomplekser.
Foreningen kom til at betyde meget for Lauritz Thaysen i de små 10 år, hvor den var aktiv. Og det gjorde den også for H.C. Davidsen i Møgeltønder.
Stadsbygmester
Omkring 1910 blev Thaysen udnævnt til stadsbygmester. Dette hverv varetog han ved siden af sin tegnestue. Dette bestred han indtil 1926, hvor hans nærmeste medarbejder F. K. Jürgensen overtog hvervet, der nu blev betragtet som et erhverv på fuld tid.
Kloakeringen af Tønder var en af de store opgaver for Thaysen. Elektrisk gadebelysning var en anden stor opgave, som han varetog som en del af sit offentlige embede.
Masser af offentlige opgaver
En del offentlige byggerier var også opgaver for Thaysen inden Første verdenskrig. Det var Horsbøl Skole i 1911, Eggebæk Skole i 1912 og Løjt Kirkeby Skole i 1913. Og så var det tegninger til Tønders tidligere sportsplads med tribune ude ved Dragonvej.
I 1912 vandt Thaysen en konkurrence til en ny landbrugsskole i Tønder og året efter en konkurrence om et kurhotel i Glücksborg.
Mange opgaver
Landbrugsskolen nåede kun at modtage et hold inden Første Verdenskrig. Så måtte de unge mennesker til fronten. I 2002 blev denne bygning ude på Ribe Landevej fredet.
Inden 1914 nåede han også at tegne Alexandrine Schule opført som pigeskole i 1913, senere realskole og politistation. Men også private huse gjorde han sig i. Blandt disse skal nævnes Vestergade 38 opført i 1909, Storegade 2 opført i 1910 og Østergade 7 opført til guldsmed Bödewadt i 1914.
Mange gode medarbejdere
Nu var Thaysen også heldig med gode medarbejdere, således Andreas Dall, der efter krigen blev selvstændig arkitekt. Han er bedst kendt for sine tegninger til Duborgskolen i Flensborg og Ansgarskolen i Slesvig.
Nic. Andersen blev også selvstændig arkitekt. Han tegnede bl.a. det tidligere Tønderhus på hjørnet af Spikergade og Gråbrødretorv. Han tegnede også Alderdomshjemmet Leos Alle 2 -8 – den ældste del af Leos Plejehjem.
Bygninger til embedsmænd
Efter 1920 var det nye arbejdsopgaver for Lauritz Thaysen. Mange embedsmænd flyttede til Tønder og skulle have et sted at bo. Den danske amtslige administration flyttede til byen. I årene fra 1920 til 1930 var det tiår, hvor Thaysen skabte mange markante herskabelige huse i byen.
En af disse villaer var til bryggeriejer W. Neven. Den ligger på Ribe Landevej 37. Men også Ribe Landevej 2 og 30 er tegnet af Thaysen. Villa Johanna, Ribe Landevej 18 var ikke et typisk Thaysen hus. Ribe Landevej 7 er blevet ødelagt efter ændringer.
Leos Alle
Leos Alle var egentlig en markvej, der forbandt Tønder med Garnisons første hjemsted ved Dragonvej/Ryttervej. Endnu tidligere var dette markvejen, der gik til landsbyen Tved og gårdene nord for Tønder.
Her opstod i løbet af 1920’erne og 1930’erne et villakvarter i en blanding af vestslesvigsk hjemstavnsstil og Bedre Byggeskik. Markant for byggegrundene var at de var relativ store. Blandt de arkitekter, der tegnede husene her, var Thaysen.
Også Dr. Brenners hus Popsensgade 4 er skabt af ham. Carstensgade 43 blev opført som privatbolig for pastor Schmidt-Vodder.
En af Thaysens dødssønner
Ja Thaysen tegnede også mit lærersted, Andersen & Nissens Boghandel opført i 1923. Også en markant bygning i Storegade.
Men bygningen, Storegade 6 som var til bogtrykker Gustav Rothe var nok en misforståelse. Bygningen var uharmonisk og virkede som en hån mod de omkringliggende bygninger. Her lå i sin tid værtshuset ”Zum Weissen Schwan, som aldrig burde være revet ned. Sigurd Schoubye kaldte altid dette hus for en af Thaysens dødssynder.
Thaysen sagde ja til nyt job
I 1930 sagde Thaysen ja til et job som rådgivende arkitekt for opførelsen af en del mindre gårde udstykket fra godser i Holsten.
Han troede, at hans død var nært forestående
At Thaysen ønskede at blive ansat som arkitekt i stedet for at være selvstændig kunne måske være fordi han ønskede et mindre stressende liv. Han led nemlig hele livet af hypokondri. Det betyder, at han troede at hans død ville være nært forestående.
De legemlige svagheder, som han mente at have, søgte han gennem hele sit voksne liv at lindre gennem talrige kurophold.
Han ville ikke ind i nazistpartiet
Men nu blev Thaysen kun fem år i Kiel. Han søgte i 1935 sin afsked fra sin stilling som ”Siedlungsbau”- projektet. Årsagen var at hans arbejdsgiver Höfebank ønskede at alle deres medarbejdere meldte sig ind i det tyske nazistparti NSDAP.
Boede forskellige steder
Selv om Thaysen hele sit liv var tilknyttet det tyske mindretal så var han afgjort antinazist. Han afslog opfordringen og sagde i stedet sin stilling op. Han flyttede først til Flensborg i et par og i 1938 – 39 flyttede han tilbage til sin fødeby.
Også her oplevede han en stigende nazificering, hvilket gjorde at han i 1939 via Sønderborg flyttede skiftevis til Vejle og Kolding. I 1964 fik han en bolig på alderdomshjemmet Grønnegården i Aabenraa. Her boede han de sidste 10 år af sit liv. Her døde han i 1974 to dage efter, at han var fyldt 94 år.
En pensionisttilværelse gennem 40 år
Man kan undre sig over at efter han var blevet 55 år tegnede han ikke huse og levede en pensionisttilværelse i næsten 40 år. Måske havde det noget at gøre med, at han mente, at han snart skulle dø.
Allerede i 1947 tegnede han sin egen gravsten og fik den fremstillet hos stenhugger Finsen i Tønder. Alt var mejslet på stenen blot ikke hans dødsdag.
Hans død var ubemærket
Onkel Lauritz var damernes ven, der fandt tid til mere end pleje af sit helbred på de mange udenlandsrejser. Da han døde i 1974, skrev Der Nordschleswiger en nekrolog. Ellers foregik hans død ubemærket i Tønder. Kun hans nærmeste slægt deltog.
Hans tegninger blev reddet
At hans tegninger er bevaret, kan vi takke apoteker Hans Iver Toft og museumsleder Sigurd Shoubye for. De fandt i 1975 på loftet over stadsbygmester F.K. Jürgensens enkes sidste bolig en meget stor samling arkitekttegninger. Det viste sig at være Lauritz Thaysens arkiv, som hans trofaste medarbejder F.K. Jürgensen havde flyttet hele sit liv. De befinder sig nu på Lokalhistorisk Arkiv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 30, 2024
Familien Schack i Møgeltønder
Kirken var en magtfaktor. 11 generationer på Schackenborg. Ikke alle lensmænd var lige egnet. Hans Schack (1) havde militære strategiske evner. Møgeltønderhus var nærmest en ruin. Han opkøbte jord og ejendom. Han var upopulær som godsejer. ”Grevskabets smukkeste klenodie”. Østersfiskeriet blev bortforpagtet. Mange grevinder blev enker. Slotsgade blev anlagt. Greve mistede en arm. Grevinde bestak højesteretsdommer. Den onde grevinde. Grevinde måtte ikke gifte sig igen. Den onde grevinde overtog igen herskabet. Karlene stak af fra landsdelen. Grevskabet tynget i gæld. Man ville sælge Schackenborg på en auktion. En greve, der interesserede sig for godsdrift. Greven kendt som forsker. Tre forskellige borde til bespisning. Sadelmageren fik travlt. Når der var dækket op til middag hos grevefamilien. Der blev talt mange sprog. Når grevefamilien tog med toget. Fra tre oldenborgere til en gammel krikke. Der var skam også spøgelser på Schackenborg. Greven klarede overgangen til dansk styre. Farvel til grevefamilien.
11 generationer på Schackenborg
Gennem historien regerede 11 generationer af familien på Schackenborg. Allerede omkring 1050 lå her et fæstningsværk eller en storgård. I 1234 nævnes Møgeltønderhus første gang i skriftlige kilder.
Kirken var en stor magtfaktor
Kirken blev en stor magtfaktor. De danske biskopper var på en gang både kirkeledere, herremænd og politikere ligesom de også håndhævede den kirkeretslige doms- og straffemyndighed.
Slottet Møgeltønderhus var sammen med de tilstødende landområder og godser samt hele byen Møgeltønder ejet af biskoppen i Ribe.
Ikke alle lensmænd var lige egnet
Fæstebønderne skulle betale landegilde – en årlige afgift til jordejeren for brugen af bygninger og jorder på fæstegodset. De skulle udføre hoveri for godsejeren. Og så skulle de også betale tiende ril kongen og til kirken. De lensmænd, der var knyttet til godset, var nu ikke alle lige egnet til deres arbejde.
Langt op i middelalderen gik kirke og kongemagt hånd i hånd.
Hans Schack havde militære strategiske evner
Hans Schack blev født i 1609 og tilhørte en nordtysk adelsslægt. Den danske regering havde brug for ham under kampen mod svenskerne. Hans Schacks militære strategiske evner førte ham i både svensk, tysk og fransk krigstjeneste
Mens hans krav var store. Han forlangte en klækkelig gage, adelige privilegier samt løfte om et len for livstid.
Møgeltønderhus lignede en ruin
Efter stormen op København blev han udnævnt til feltmarskal. Hans opgave var at befri Danmark for svenskerne. Den 14. november 1659 slog den danske hær under Hans Schacks ledelse svenskerne i Nyborg.
I 1661 fik Hans Schack et lens-brev på Møgeltønder len. Møgeltønderhus lignede dengang nærmest en ruin.
Et trefløjet slot i barok blev opført. Oprindelig var det opført i røde mursten. Meget af materialerne fik man fra Hans den Ældres storslåede slot Hansborg, som nu lå i ruiner.
Hans Schack opkøbte jorde
En af de første opgaver var nu at få samlet jordene, der lå meget spredte. I 1671 blev Hans Schack udnævnt til lensgreve. Familien flyttede dog allerede ind i 1668. Og så opkøbte hans Schack ellers jord i området. I 1661 blev det gamle bispegods ved Ballum opkøbt. I 1664 var det gården Roj mellem Tønder og Møgeltønder. Samme år blev Gram Slot med tilhørende jorder købt.
I 1663 modtog Hans Schack Danmarks fornemste orden – Elefantorden.
Hans besiddelser i Vest- og Nordslesvig strakte sig efterhånden over et halvt hundrede landsbyer. Han havde patronsret over adskillige kirker
Han var upopulær som godsejer
Lige så populær Hans Schack var som feltherre, lige så upopulær var han som godsejer. Han brugte de samme metoder fra hærledelsen i hans enorme landbrug. Men dette vandt ikke genklang hos de lokale fæstebønder.
Allerede da Schackenborg blev bygget ved hjælp af bøndernes hoveriarbejde vakte det bøndernes vrede. I 1672 rejste 60 fæstebønder til København for at protestere. Det var dog ingen succes. Mange af dem blev fængslet og bøndernes anfører mistede sin fæstegård.
Den 27, februar 1676 døde Hans Schack af sygdom. Han blev begravet under stor pomp og pragt i Trinitatis Kirke i København. Han efterlod sig en arv på 2.500 tønder land i form af grevskabet Schackenborg.
Grevskabets smukkeste klenodie
Samme år fik grevskabet bekræftet deres ret til:
Og området dækkede øerne, Amrum, Vesterland, Før, List på Sild og den sydlige halvdel af Rømø.
I gamle dage blev dette betegnet som:
I 1683 blev grevskabet på grund af skatterestancer nødsaget til at afstå ”det smukke klenodie” til kongen, men kongen bestemte at Grev Otto D. Schack og hans søn i livstid skulle have en årlig pension på 1.000 Rigsdaler og at han og hans søn skulle nyde og bruge østersfangst ved øerne i deres livstid.
Østersfiskeriet blev bortforpagtet
Østersfiskeriet blev udnyttet til bortforpagtning. Ifølge jordebogen af 1683 bragte forpagtningen en årlig indtægt på 900 Rigsdaler. Denne afgift steg gennem historien. Desuden skulle forpagteren også levere grevskabet 20 tønder østers i 1695. Dette antal faldt, da udbyttet af østers også efterhånden faldt.
Mange grevinder blev enker
Flere af grevinderne blev i årenes løb enker, ofte i de helt unge år. Feltherrens gemalinde Anna Blomme sørgede som anke for administrationen af godset. Hun havde også stor indflydelse på sønnen O.D. Schack.
Slotsgade blev anlagt
Godset gik først i arv til Hans Schacks søn, Otto Didrik Schack, der som sin far var tæt knyttet til det danske kongehus. Otto Didrik døde dog allerede i 1682, hvorefter hans enke Sophie Dorothea Schack overtog administrationen af Schackenborg. Hun forskønnede Schackenborg og fik bl.a. anlagt parken syd for Schackenborg ved vejen ind til Møgeltønder.
Hun anlagde også Slotsgade, hvor en del af slottets funktionærer og håndværkere havde deres bopæl. Jo hun havde også kirkelige interesser. Hun viste også interesse for konfirmations-undervisningen som Daler – præsten Anders Wedel havde forsøgt at indføre mod sognebørnenes modstand.
Greve mistede sin ene arm
O.D. Schack efterlod en mindreårig søn, Hans Schack (2). Og her var det så moderen der stod for opdragelsen. Ligesom farfar blev denne både officer og civil embedsmand. Som led i sin militære uddannelse deltog han i den spanske arvefølgekrig på fransk side og mistede i slaget ved Höchstädt i 1704 sin højre arm. Lige som far og farfar blev han amtmand i Ribe.
Sophie Dorothea Schack drev grevskabet gennem årtier og som i begyndelsen havde Nic. Tych som overadministrator. Hun havde ikke de store stridigheder.
Grevinde bestak højesteretsdommer
Anderledes var det med Anna Sophie født Rantzau. Hun blev meget tidlig enke efter den tidligere nævnte enarmede greve Hans Schack, der døde i 1719. Hun overtog formynderskabet over stedsønnen Otto Didrik Schack (2). I hendes tid fandt de store processer med bønderne i Møgeltønder birk sted.
Hun blev i den grad forhadt og bestak højesteretsdommer Christian Scavenius
Stridighederne mellem grevskabet og fæstebønderne blev først afsluttet i 1720erne med en højesteretsdom.
Først i 1750erne fik slottet sit nuværende udseende med hvidpudsede mure.
Den onde grevinde
Anna Sophie blev kendt som ”Den onde Grevinde”. Hun ville indføre stavnsbånd for kvinder på hendes sjællandske godser. Hun var sikkert en af familien Schacks ”sorte får”
Da stedsønnen Otto Didrik blev myndig og overtog administrationen blev forholdet til bønderne ændret. Det var i 1730erne. Det var i pietismens tid. Det schackenborgske grevskab gjorde en stor indsats for at oprette nye skoler. Næsten hver en lille landsby fik sin egen skole.
Grevinde måtte ikke gifte sig igen
Grev Otto Didrik Schack døde under et ophold i Ballum 1741 kun 31 år gammel. Han efterlod sin elskede enke Anna Ernestine som han blev gift med i 1731. Det blev en omvæltning for den før så livsglade enke. Hun blev nu formynder for sine fire børn. Hun fik hjælp af en ven af den afdøde ægtefælle, kaptajn i marinen, Otto Meyer, der boede i Tønder.
Det udviklede sig efterhånden til en kærlighedsaffære mellem de to. Den gamle enkegrevinde Otto Didriks stedmor satte sig imod, at de to kunne indgå ægteskab. Sognepræsten i Møgeltønder var også forarget over dette forhold. Han ville ikke tage Anne Ernestine til alters.
Kongen fik enkedronningen til at nægte dem tilladelse til at indgå ægteskab. Disse stridigheder tog hårdt på grevinde Anna Ernestines helbred. Den gamle grevinde fik også udvirket at hun i 1747 fik frataget administrationen over Schackenborg og formynderskabet over børnene.
Den onde grevinde overtog igen herskabet
Grevinde Anna Sophie kunne derefter overtage begge dele. Det var en krank skæbne der overgik grevinde Anna Ernestine, der døde året efter i en alder af kun 34 år.
Den gamle grevinde Anna Sophie overtog nu igen administrationen af grevskabet og sørgede for opdragelsen af stedsønnens børn, bl.a. af Hans Schack (3). Da Han nåede myndighedsalderen, overtog han i 1755 selv grevskabet. På grund af dettes dårlige økonomi måtte han indtage en høj stilling i centraladministrationen. Og foruden dette var han amtmand i Ribe.
Grevskabet tynget i gæld
Han måtte også finde sig i, at der blev nedsat en kommission, der skulle afvikle grevskabets tyngende gæld.
Det var i de sidste årtier af 1700- tallet blevet gennemført store reformer til gavn for grevskabets undersåtter. Ved en særlig kongelig bevilling 1770 fik de deres fæstegårde overladt som ejendom. Også den store hovedgårdsmark på ca. 3.000 demat blev udstykket og gjort til arvefæste. Man var et par årtier foran de store landboreformer i Kongeriget.
Karlene rejste fra landsdelen
Bondekarlene i de vestslesvigske egne rejste væk. De ville undgå den forhadte militærtjeneste og tog til Holland eller andetsteds for at blive sømænd. Dette medførte at området blev underforsynet med unge karle. Derfor tog grevskabet ofte de unge menneskers parti. De var interesseret i at hver gård og kåd var besat.
I 1790 var det den fattige underklasse, der gjorde oprør på grund af kornmangel og de store prisstigninger. Dette oprør varede i nogle år og ophørte ved århundredeskiftet da kornpriserne igen faldt.
Grev Hans døde i 1796 i en alder af 61 år. Han blev en af de grever, der levede længst. Hans søn generalmajor Otto Didrik Schack (3) opnåede en alder på 51 år. Og hans søn igen Hans Schack (4) blev kun 28 år gammel.
Man ville sælge Schackenborg på auktion
Grevskabet måtte således i lange tider styres af enkegrevinder og indsatte administratorer. Alt dette førte til at økonomien ikke altid var den bedste. I begyndelsen af 1800-tallet talte man om at sælge Schackenborg på auktion.
I 1796 opdagede man igen at der var østers ude i Vadehavet. Det gav anledning til uenigheder med forpagteren og også med rentekammeret. Forpagteren var dengang Mathias Asmussen i Tønder.
En greve, der interesserede sig for godsdrift
Under Otto Didrik Schack (4), der levede fra 1810 – 1856, kom der igen en mand, der interesserede sig for godsdrift – især for skovbrug. Han begyndte tilplantningen af Gallehus Skov.
Men allerede i 1856 døde den driftige greve i en alder af 46 år. Dengang var Hans Schack (5) kun fire år. Først i en alder af 23 år kunne han overtage administrationen. Han så en fordel i at sælge de gårde på den gamle hovedgårdsmark, som var i arvefæste. For den sum som han fik til rådighed, købte han Solvig, Store Tønde, Fællesværre og Slotfelt.
Greven kendt som forsker
Det var nu ikke som greve, han blev kendt, men som forsker. Han havde fra sin ungdom studeret ægyptologi sammen med sit jurastudium. Han nød stor international anerkendelse. I Sønderjylland blev han kendt i forbindelse med udgivelsen af en salmebog.
Han kunne ikke deltage i det nationale arbejde på grund af en ed han havde aflagt.
Vi skal også huske godsinspektør H.C. Davidsen. Han var en meget dygtig fotograf. Han har ikke blot fotograferet den Schack’ ske familie med også omegnen.
Tre forskellige borde til bespisningen
Ellen en af døtrene var 20 år, da hendes far døde. Hun fortæller, at hendes far kom til skade efter fald fra en hest og dette led han af hele sit liv.
Det krævede meget opvarmning på Schackenborg og et stort personale. Der var alene tre ”Folkeborde” ved måltiderne:
Dertil kom kusken, der var gift og havde egen husholdning, Ja så var det kontormedhjælperen, der skulle have sin mad bragt over på kontoret,
Var der vask, slagtning eller hovedrengøring, troppede adskillige koner fra landsbyen op til hjælp. De gik sjældent tomhændede hjem.
Sadelmageren fik travlt
Hvert efterår kom sadelmageren og så blev de løse tæpper rullet sammen, Der blev slået Brysselertæpper over hele gulvet i dagligstuerne med alle deres krinkelkroge. Sommergardinerne blev taget ned og mørke uldne vintergardiner hængt op med klunker og draperinger. Det måtte saddelmageren tage sig af. Men først skulle der hænges hvide gardiner op, hvis broderede kant skulle rage et par håndsbredder ud over de uldne.
Rundt omkring på Schackenborgs loftsrum kunne der findes smukke udskårne dragkister.
Når der var dækket op til middag
Til middag var greven altid klædt i kjole med sort slips og stribede benklæder. Grevinden var i lang kjole. Hver dag, når familien var gået tilbords troppede en pige op i dagligstuen og rettede på gulvtæppets frynser, som var bragt i ulave af kjolen.
Før middagen samledes familien i dagligstuen. En anden tjener i grønt med sølvvåbenknapper slog fløjdørene op. Greven bød grevinden under armen og førte hende ind i spisesalen hen til hendes stol, hvor den første tjener i blåt med forgyldte våbenknapper stod bag den og skubbede den ind under hende.
Lærer og lærerinde fulgte trop, enten ærbar side om side eller med hinanden under armen som et bedre brudepar. Børnene sluttede optoget.
Der blev talt mange sprog
Det har sikkert virket meget kaudervælsk for udenforstående at lytte til borsamtalen. Til greven skulle man tale dansk eller fransk. Og greven talte tysk til huslæreren. Grevinden talte engelsk med lærerinden, der gerne ville holde sit engelsk vedlige. Imens stod de to tjenere i baggrunden ved anretterbordet,
De voksne drak altid rødvin til middagen. Grevinden kun vand. Børnene fik husholdnings-øl – måske det samme som hvidtøl med en dejlig røget smag.
Børnene måtte nøjes med to retter. De gik så fra bordet før desserten. Det vakte ingen protester kun når bedstemor var på besøg. Om søndagen var der dog også tre retter til børnene.
Dengang blev der også holdt heste, skønt der ikke var meget anledning til kørsel. Men dyrene skulle røres. Så daglig gik turen til Tønder.
Når grevefamilien skulle med toget
Det var et helt cirkus, når grevefamilien skulle til deres årlige tur til Danmark. Det var et større optog. Greve og Grevinde var på første klasse. Børnene med lærer og lærerinde var på anden klasse. Og tjener og kammerjomfru var på tredjeklasse. Dertil kom et utal af store tunge trækufferter. Inden toget var nået Tinglev, havde greven allerede tømt den ene af de store madkurve.
Fra fire oldenborgere til en gammel krikke
Da hestebesætningen engang trængte til fornyelse, blev der anskaffet 4 flotte sort – brune oldenborgere, der kørtes i 4-spand. Det var et smukt syn, når de kørte rundt i gården, mens kusken svingede med sin lange pisk.
Hele denne herlighed blev under Første Verdenskrig reduceret til en meget tarvelig enspændervogn forspændt med en gammel krikke med opbunden hale.
Der var skam spøgelser på Schackenborg
Selvfølgelig Har Schackenborg også sit spøgelse. Det er den onde grevinde, der brændte sin kammerjomfru – at det så er på Gram og ikke på Schackenborg, det skulle være sket, generer hverken spøgelset eller folkeovertroen.
Der skulle også have vist sig en lille grå kvinde med et fint ansigt og et gråt tørklæde om hovedet. Og i 1890erne skulle nogen være gået rundt omkring i den sydvestlige del af huset og tage i dørene. Hundene reagerede, rejste børster og var bange.
På Schackenborg boede også 4 – benede væsener. Der var rotter i kælderen og mus bag tapetet. På loftet var der mår. Desuden svaler i køkkengangen og stork på taget.
Greven klarede overgangen til dansk styre
Sønnen Otto Didrik Schack var ved sin fars død kun 23 år gammel. Han var i gang med juridiske og kunstneriske studier i München, da han måtte overtage administrationen og grevskabet. Allerede fra 1905 var han medlem af Tønder Kredsdag. Efter Første Verdenskrig var han også en del af det betydelige Kredsudvalg. Han var godt rustet til at tage jobbet som amtmand efter indlemmelsen.
På fremragende vis klarede han den vanskelige overgang fra preussisk til dansk styre. Han kom til at tage fat i det nationale arbejde. Han var medstifter af det første Landeværn og dettes første sekretær. I afstemningstiden blev han formand for Vælgerforeningen. Den 11, juli holdt han tale ved den berømte Genforeningsfest på Dybbøl Banke. I 1949 døde Otto Didrik Schack.
Farvel til grevefamilien
I 1993 forlod Lensgreve Hans Schack og lensgrevinde Karin Schack Schackenborg den egn, hvor slægten har været tilknyttet i 330 år. Det var et mønsterlandbrug som Hans Schack overlod til Prins Joachim – ja sådan lyder det i kilder.
Men i dag i 2024 er der hverken kongelige eller grevelige på Schackenborg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: