Arbejdere og Fagbevægelse under besættelsestiden 

Hvordan klarede fagbevægelsen sig under besættelsen? Der stod 240 mia. kr. på clearingkontoen. Højegaard-kredsen var storleverandører til den tyske krigsindustri. De ville gerne have regeringsmagten. Det ville DNSAP også – men dem troede tyskerne aldrig på. Ville tyskerne tage kontrollen med fagbevægelsen? Arbejdsgiverne sagde nej til dyrtidsregulering. Nej til strejker. Kommunister blev anholdt. Fagbevægelsen hjalp i høj grad med at hverve Tysklandsarbejdere. Folk der rejste hjem før tid, fordi de var utilfredse med forholdene derned, fik ikke hjælp. Tysklandsarbejdere blev betragtet som værnemagere. 90.000 – 100.000 arbejdere arbejdede i perioder ved vestkysten. Tyskerne ville have, at arbejdere på en tysk arbejdsplads meldte sig ind i Dansk Arbejderfront. Advokat Carl Madsen ville have at alle entreprenører blev straffet. Mange udnyttede da også situationen. Til sidst var Werner Best træt af situationen. Nu skulle alle tysklandsarbejdere ved vestkysten arbejde efter tyske rettigheder. Den danske fagbevægelse blev sat ud af spil. Formanden advarede mod sabotage. Tyskerne ville gerne have ham som statsminister. Men han blev dog ”kun” socialminister. Efter krigen måtte han aflevere alle tillidsposter. Statens ungdomslejre havde hegn og vagter. Dansk landbrug dækkede 10 – 20 pct. af tyskernes forbrug. Masser af strejker. Det endte med folkestrejker. Tilgangen til arbejderbevægelsen var stigende.

 

Forskellige konklusioner

Skal man søge kilder om dette tema, får man vidt forskellige konklusioner. Resultatet afspejler, hvem man spørger. Hvordan klarede fagbevægelsen sg under besættelsen?

Der var masser af arbejdsløse:

• 1939: 18 pct.
• 1940: 24 pct.
• 1941: 18 pct.
• 1942: 15 pct.
• 1943: 11 pct.
• 1944: 8 pct.

Men man skal nok tage disse tal med en gran salt, fordi man ændrede i stistik – metoden.

Arbejderne var udsat for prisstigninger og et reallønsfald på 20 pct.

 

Der stod 240 mia. Kr. på clearingkontoen

Tyskernes forbrug voksede til 8 milliarder danske kroner ved krigens afslutning. Nationalbanken trykte pengene og tyskerne brugte dem til at finansiere deres krigsindsats. Denne pengetrykning satte yderligere skub i inflationen og udhulede arbejdernes lønninger. De 8 milliarder kr. svarende til 240 mia. kr. i 2025 priser fik tyskerne betalt af de danske skatteborgere.

 

Højgårdskredsen var storleverandør til den tyske krigsindustri

Flere folk forsøgte at lave et stormløb mod regeringen. De var bedre kendt som Højgårdskredsen. Forsamlingen bestod af Gunnar Larsen fra F.L. Schmidt. K. Højgård fra entreprenørfirmaet Højgård & Schultz. Peter Kampmann fra ingeniørfirmaet Kampsax. Niels Høst fra shipping – firmaet DFDS. Prins Axel fra shipping – firmet ØK og skibsreder A.P. Møller.

De var alle storleverandører til den tyske krigsmaskine. De forventede at kongen udjævnede et fagministerium bestående af folk fra Højgård – selskabet. De forventede et samarbejdsministerium i samarbejde med Venstre og De Konservative.

 

Tyskerne havde visket kongen noget i øret

Åbenbart følte Socialdemokratiet sig presset for de tog Gunnar Larsen med som trafikminister. Det er måske muligt at tyskerne har visket kongen i øret, at sådan regering ønskede man ikke.

 

Tyskerne troede aldrig på DNSAP

Der fandtes også 29 forskellige organisationer inden for den fascistiske og nazistiske retning. De forsøgte at bekæmpe hinanden. Den største af disse var DNSAP. De havde i starten af 1943 under 20.000 medlemmer. De troede de kunne gennemføre et kup. Men dem troede tyskerne nu aldrig på. De blev kun brugt som trussel mod de danske partier.

 

Ville tyskerne tage kontrollen med fagbevægelsen?

Der herskede stor usikkerhed med, hvad der ville ske med fagbevægelsen. I Holland og Norge havde nazisterne overtaget kontrollen. I Tyskland havde nazisterne fuldstændig overtaget kontrollen. Ville det samle ske i Danmark?

Ville de frie fagforeninger blive erstattet af den Tyske Arbejderfront? Sådan skete det i Tyskland allerede i 1933. En dansk delegation af erhvervsfolk og faglige ledere var inviteret til Tyskland i 1940 og to ture flere fulgte i 1941.

I Norge blev flere af de norske ledere henrettet med det samme, mens andre blev idømt lange fængselsstraffe eller sendt til Tyskland.

 

Arbejdsgiverne sagde nej til dyrtidsregulering

I 1939 gik arbejdsgiverne i forbindelse med overenskomsten med til automatisk dyrtidsregulering. Men i ly af besættelsen sagde DA nej til dette. Og ved lov blev dyrtidsreguleringen sat i bero. Men hvor var DSF?

 

Nej til strejker

Samtidig blev der indført tvungen arbejdsdeling. I september 1940 gennemførtes ”Lov om Arbejdsforhold, som indeholdt – totalforbud mod strejker og Tvungen voldgift som betød forbud mod almindelige OK – forhandlinger.

Fagbevægelsen accepterede også lønstop for at imødekomme tyskernes krav

 

Da kommunisterne blev anholdt

Nazisterne forlangte at Dansk politi anholdt ca. 70 kommunister efter en liste, som de havde modtaget af netop dansk politi.

Mange tillidsmænd var kommunister. De blev ikke advaret eller hjulpet efter at være blevet anholdt af dansk politi. Da ”De Røde enker” søgte hjælp hos bl.a. De Samvirkende Fagforbund vendte disse det døve øre til. De sendte en skrivelse rundt og beklagede ”De Røde enkers henvendelse. De argumenterede for, at de havde gjort, hvad de kunne, men de havde absolut intet gjort. Og kilder siger endda, at man advarede mod disse ”Røde enker”, der ville sende hjælpepakker ned til deres pårørende i KZ – lejren.

Også Danmarks Radio havde lukket mikrofonen for jøder og kommunister. Og politiet hjalp radioen med en liste over kommunister. I medierne lød der heller ingen protester over kommunistloven og de mange anholdelser. Reelt blev 1.050 anholdt. Flere blev dg løsladt efter et par måneder.

 

DKP i vildrede

DKP må have været i vildrede. I august 1939 talte Aksel Larsen om folkefrontspolitikken, hvor fascismen var hovedfjenden. Efter at Hitler og Stalin indgik en ikke angrebspagt var det nu England, Frankrig og socialdemokraterne, der var den vigtigste fjende.

Fra juni 1941, hvor Tyskland angreb Sovjet gik man tilbage til Folkefronten.

 

Fagbevægelsen hjalp i høj grad til at hverve Tysklandsarbejdere

Som vi tidligere har skrevet, var fagbevægelsen med til at sende mindst 127.000 arbejdere til Tyskland. (kilder angiver også et større antal) Flere steder står det anført, at det ikke var tvang. Men nægtede de at tage af sted blev understøttelsen taget fra dem, eller hvis man var mellem 18 år og 25 år blev man sendt i arbejdslejr.

Uden fagbevægelsens aktive rolle var der nok ikke rejst så mange danskere til Tyskland for at arbejde. Håbet var at få en goodwill hos tyskerne. Fagbevægelsen var også bange for at de arbejdsløse vil søge mod yderfløjene -nazisterne og kommunisterne.

Fagbevægelsen mente, at der var nok arbejde at få hos tyskerne både ved vestkysten og syd på. Man ville ikke støtte ”dovne” arbejdere, der gik hænderne i lommen. Der var jo i grunden en masse arbejde at få.

 

Hjemvendte, der var utilfreds med arbejdsforholdene kunne ikke få hjælp

Forholdene i Tyskland var slet ikke som man havde lovet. Brød man kontrakten og forsøgte at rejse hjem blev man sendt i arbejdslejr. Lykkedes det for danske arbejdere at komme hjem, fordi arbejdsforholdene var elendige – ja så blev de også straffet, da de kom hjem. Understøttelsen blev frataget dem.

 

Tysklandsarbejdere betragtet som værnemagere

Når Tysklandsarbejdere så vendte hjem, blev de nærmest betragtet som værnemagere og nedgjort. Politikere og historikere fastholdt denne historie i mange år. Tyskerne truede med at hvis det ikke blev sendt nok arbejdere til Tyskland ville de lukke for brændsel og kokslevering.

 

Arbejdsformidlingen henviste ledige til at arbejde for tyskerne

Arbejdsformidlingen henviste også arbejdsløse til at arbejde på tyske arbejdspladser i Danmark. Der blev bygget bunkers langs vestkysten og på Rømø havde tyskerne et større forsvarsanlæg.

 

90.000 – 100.000 arbejdere ved vestkysten

Fra dansk side ville man forhindre at der kom tyske firmaer og eventuelt krigsfanger. Atlantvolden blev hovedsagelig bygget af dansk arbejdskraft. Mange entreprenører meldte sig. Og de udførte nok ikke altid lige arbejdet efter bogen. Således fakturerede de arbejde, som ikke var blevet udført. Det skønnes at mellem 90.000 og 100.000 var beskæftiget her i kortere eller længere tid.

 

Advokat Carl Madsen ville have alle entreprenører straffet

Den navnkundige advokat Carl Madsen ville have entreprenører, der havde tjent formuer ved at arbejde for tyskerne, dømt. Men entreprenørerne kunne henvise til at bl.a. Stauning og Christmas Møller havde presset dem. I den sidste ende var det Den Danske Nationalbank, der betalte via clearingkontoen.

 

Mange udnyttede situationen åbenlyst

Der opstod arbejdsgivertyper bestående af fallerede forretningsfolk som entreprenører, og ”deciderede outsidere”. Værnemagtsarbejdet udviklede sig til at nogle udnyttede situationen hensynsløst. Måske skal vi lige nævne at organisationsprocenten hos arbejderne ved vestkysten kun var på ca. 35 pct.

 

Der blev arbejdet mange timer

Lige som de arbejdere, der tog syd på, blev de arbejdere, der arbejdede på vestkysten beskyldt for at være kollaboratører.

At arbejdere betragtede det at arbejde her som favorable gjaldt nu ikke for alle. De arbejdede også mange timer. Mange steder blev der arbejdet på akkord. Flere steder var der tale om haste-arbejde, hvor normal arbejdstid ikke slog til.

Der er også beretninger om at almindelige arbejdere havde en ugeløn på 100 kr. Og de skulle så ugentlig af med 50 kr. i kost og logi. De lokale forstod at udnytte situationen, når det gjaldt logi.

 

Dårlige forhold

Det generelle var, at der var lange arbejdsdage på 10 – 14 timer. Mange arbejdede alle ugens dage. om vinteren

Men de høje lønninger skabte utilfredshed blandt de almindelige arbejder på de danske arbejdspladser. Som allerede skrevet oplevede disse reallønsfald og dyrtid.

Mange steder boede 3-4 arbejdere på et værelse. Fagbevægelsen holdt lav profil, så længe der ikke opstod konflikter. Man ville ikke give tyskerne anledning til at reagere.

 

Tyskerne ville have arbejderne over i Dansk Arbejderfront

Allerede i 1942, hvor byggeaktiviteterne knap var gået i gang, lød det fra tyskerne, at danske arbejdere, der arbejdede på tyske arbejdspladser skulle melde sig ind i Det Danske Arbejderfællesskab – bedre kendt som Dansk Arbejderfront.

I december 1942 kom de første store strejker på de tyske arbejdspladser. Reaktionen kom prompte fra Werner Best Minister Kjærbøl lovede at han ville gøre alt for at forhindre kommende strejker.

De tyske arbejdspladsledere forlangte nedsættelse af priserne. Men både priser og lønninger fortsatte med at stige i 1943, Regeringen fortsatte med at udvide priskontrollen.

 

Werner Best sørgede for at den danske fagbevægelse mistede indflydelse

Efterhånden blev det for meget for Werner Best. Han beordrede de danske aftaler annulleret. Nu gjaldt der tyske betingelser. Den danske fagbevægelse havde nu ikke mere at gøre på de tyske arbejdspladser.

Der blev indført arbejdskort for at forhindre misbrug af arbejdsløshedsunderstøttelse. Til stor frustration blev der nærmest genindført stavnsbånds-lignende forhold for landbrugsarbejderne

 

Formanden advarede mod sabotage

Den 13. september 1942 advarede formanden for De Samvirkende Fagforbund, Lauritz Hansen arbejderne i Berlingske Tidende:

• På baggrund af den senere tids stærke provokationer i skrift og tale hvor specielt danske arbejdere aldrig så længe bevægelsen har eksisteret, benytter jeg lejlighed til at sige, at danske arbejdere aldrig så længe vor bevægelse har eksisteret, har benyttet sabotage som våben. Det gælder for tiden før 9. april og gælder helt og fuldt i tiden, der er fulgt efter.
• Og jeg giver derfor det råd, som jeg ved hidtil er blevet fulgt for fremtiden og mit råd er følgende:
• Lad med at lade jer provokere til dette eller hint. Vend ryggen og det døve øre til hvis nogen ligegyldigtom de udgiver sig for at være ven eller fjende opfordrer dig til sådan noget.
• Jeg har læst flyveblade, som opfordrer andre til at udøve sabotage, ja det er altid lettere at råde, at lokke andre til at begå handlinger, som man ikke selv tør tage ansvaret og straffen for.
• Jeg siger derfor til jer: Lad provokatørerne passe sig selv – lad som om de slet ikke eksisterer. Vi kender dem ikke. De er luft for os.

 

Han måtte aflevere alle sine tillidsposter

I 1936 blev han sekretær i De Samvirkende Fagforbund som senere kom til at hedde LO. Fra 1938-1945 sad han i Københavns Borgerrepræsentation. Han blev socialminister i samlingsregeringen under Scavenius. Tyskerne var åbenbart glade for ham. De ønskede ham som statsminister i 1942.

Efter besættelsen mente Socialdemokratiet, at han havde været illoyal over for partiet. Han blev derfor tvunget til at forlade alle sine tillidsposter. Allerede i 1940 mente han at fagbevægelsen skulle tilpasses Tysklands ønsker.

I illegale blade kritiserede kommunisterne fagbevægelsen og deres rolle i hvervningen. En dansk arbejder overtog nu en tysk arbejders plads, der blev sendt til fronten.

 

Statens Ungdomslejre

Statens ungdomsleje var opbygget efter de tyske arbejdslejre som forbillede. Der var hegn og pigtråd om lejrene med vagter. Måske var lejrene også en slags værne mod at de unge skulle finde på at melde sig under de yderliggående partier.

Der var fastsat ved lov, hvad de unge skulle beskæftige sig med. Allerede i 1938 var den første lovgivning om disse forhold blevet vedtaget. Her blev et ungt menneske mellem 18 år og 25 år anbragt, hvis han/hun som var arbejdsløs og ikke ville til Tyskland anbragt. Her var 28 timers fysisk arbejde og nogle timer på skolebænken. De unge betragtede opholdet som internering.

Ophold i disse lejre var en slags frivillig tvang. Dem, der nægtede, blev trukket i understøttelse. Disse unge blev betragtet som ”arbejdssky”. Før besættelsen var der 5- 6.000 indsatte.  I 1940 var der 12-16.000 indsatte.

 

Dansk landbrug dækkede 10 – 20 pct. af tyskernes behov

Tysklandsarbejdere blev betragtet som en støtte til den tyske krigsindustri. Men det gjorde landbrugsprodukter også. Dansk landbrug dækkede 10-20 pct. Tyskerne ensrettede den danske produktion efter deres behov.

 

Masser af strejker

I 1943 er det særlig i jyske og fynske byer arbejdere på større virksomheder nedlægger arbejdet. I sommeren 1944 bryder Folkestrejken ud i København. Et gå-tidligt hjem møde udviklede sig til generalstrejke – anført af arbejdere på B&W. Over 100 mennesker bliver dræbt og ca. 600 såres. Tyskerne truer med at bombe forskellige kvarterer.

I sommeren og efteråret 1944 er der mindst 40 overenskomststridige strejker. Den 4. juli 1945 strejker 100.000 arbejdere. Man forlanger en 40 timers arbejdsuge og fuld lønudligning. Strejkerne handlede også om afskaffelse af lov om arbejdsforhold af 1940.

 

Tilgangen til fagbevægelsen var stigende

Nogle historikere er inde på at fagbevægelsen mistede anseelse under besættelsen. Men det er nu ikke tilfældet. Tilgangen til de forskellige fagforeninger var stigende.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• fho.dk
• wikipwdia.org
• socialister.dk
• arbejdermuseet.dk
• sidensaxo.dk
• Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Arbejderhistorie – diverse udgaver
• Jensen, K. Bundgaard: Fagbevægelsen under krig og besættelse
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet 2
• Henning Tjørnehøj Fremad og atter Fremad – Lo’ s Historie
• Terkel Stræde; Arbejderbevægelsen og Tysklandsarbejderen
• Randbøl Sogns lokalarkiv og Museumsafdeling
• Årbog for Arbejderbevægelsens Historie: Hans Kirchhoff: Vor eksistenskamp er identisk med Nationens kamp – Tove Lund: Fagbevægelsens forhold til samarbejdspolitikken
• Børge Houmann: Det illegale Land og Folk
• Anonym: Værnemager og Spion
• Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat – Krig og Hverdag 1940 – 1945
• Claus Bundgård Christensen: De danske Befæstningsarbejdere under den 2.Verdenskrig 1-2
• Hans Kirchhoff: At handle med ondskaben
• Axel Olsen: Dansk Arbejderforbund gennem 50 år – 1897 – 1947

 

• Hvis du vil vide mere:
• dengang.dk indeholder 2.270 artikler
• Under Besættelsestiden (før. under, efter) finder du 450 artikler
• Under København finder du 219 artikler

 

• Sandheden om besættelsestiden
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Retsopgøret i Sønderjylland
• At handle med ondskaben
• Besættelsestidens fortrængninger
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Scavenius – samarbejdets kunst eller fortrængninger
• Frits Clausen 1-6
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Værnemager eller landssviger
• Efter kapitulationen i Sønderjylland
• Statens ungdomslejre
• Danske aviser – under besættelsen
• Hitlers spisekammer
• Retsopgøret under og efter besættelsen
• Fagbevægelsens indflydelse på tysklandsarbejder
• Tysklandsarbejder og dansk erhvervsliv
• Tysklandsarbejdere var ikke de bedste elementer
• Min far var fremmedarbejder i Hitlers Tredje Rige
• Har tyskerne betalt deres krigsgæld ?
• Rømø under besættelsen og mange flere artikler