Arbejderanstalten på Ladegården

Her er den 12. artikel om Ladegården og åen. Arbejderhuse løste ikke problemet. Der manglede gårde og vinduer. Fattige skulle opdyrke jorden. Uldmanufaktur. Mange værksteder på Ladegården. De fattige fik bedre helbred ved udendørsarbejde, mente man. Forventningerne til arbejderne var for store. Omstrukturering på Ladegården. Også en straffeanstalt. Skulle gøre det, hvad man var bedst til. En lang arbejdsdag. Søndagsfri blev inddraget – som straf. Svært at finde arbejde i ”det virkelige liv”. En konsekvent adskillelse. En ny anstalt på Amager.

 

Arbejderhuse løste ikke problemet

I slutningen af 1700-tallet forsøgte Københavns Fattigvæsen løse fattigproblemet ved at opføre Arbejderhuse. Men dette havde slet ikke den ønskede effekt. Tilstrømningen af fattige var langt større end kapaciteten i de overbelagte arbejderanstalter. Mange af disse anstalter endte med at være plejeanstalter for gamle og handicappede end egentlige arbejderanstalter.

 

Der manglede vinduer og gårde

Man blev nødt at gøre noget ved det. Fattigvæsnets løsning var oprettelse af en form for fabrik, hvor fattige arbejdsføre, især mænd kunne arbejde. Fabrikken blev placeret i byens gamle ladegård, som havde stået tom siden 1816.  Men i 1822 var bygningerne stærkt forfaldne. De manglede vinduer og døre, Mange steder var der ikke gulve eller lofter. De omkringliggende jorde var upløjede og udyrkede.

 

Fattige skulle opdyrke jorden

Det betød dog ikke så meget, at bygningerne var faldefærdige og de tilhørende jorder lå brak. Planen var jo at istandsætte bygningerne og opdyrke jorden ved hjælp af de fattiges arbejdskraft. Og fattige var det nok af.

 

Uldmanufaktur

Fra Ladegården åbnede i 1822 til udgangen af 1825 havde 555 fattige haft deres ophold op gården i kortere eller længere tid. Det var primært mænd, der var indsat på Ladegården, men der var selvfølgelig også kvinder imellem. Aldersmæssigt var de fleste indsatte midaldrende og derfor også arbejdsdygtige, når de blev indskrevet.

På anstalten blev de fattige sat i gang med at arbejde i forskellige værksteder. I begyndelsen satsede man mest på uldmanufaktur, som man forventede at kunne afsætte til Fattigvæsnets andre stiftelser, Det Kongelige Uldmanufaktur og Generaltoldkammeret.

 

Mange værksteder på Ladegården

Udover manufakturen var der værksteder for farveri, linnedmanufaktur, rebslageri, lysstøberi, håndværk m.m. Samtidig blev Ladegårdens jorder opdyrket.

De forskellige håndværksopgaver var særlig tiltænkt fattigvæsnets øvrige stiftelser. I løbet af 1823 – 1824 blev Ladegårdens 12 tønder land dyrket. I første omgang forsøgte man sig med hør, men det blev dog snart opgivet. I stedet dyrkede man kartofler, kål og urter.

 

De fattige fik et bedre helbred ved udendørsarbejde

Det udendørs arbejde blev anset for at være godt for de fattiges sundhedstilstand, idet:

• Mangen Fattige har ved dette Arbeide, i Forbindelse med tarvelig Føde og et godt Leie, gienvundet tabt Helbred og tilsatte Kræfter

 

Forventningerne til arbejderne var for store

Arbejderanstalten Ladegården løb hurtigt ind i den samme type problemer, som fattigvæsenets øvrige anstalter led under, Det var for en stor del ufaglært arbejdskraft, der skulle i arbejde. Forventningerne til deres arbejdspræstationer var for høje. Ofte var det mennesker med forskellige former for sociale problemer, der endte uden for fattigvæsnet. Under alle omstændigheder havde anstalten underskud fra starten.

 

Omstrukturering på Ladegården

I et forsøg på at afhjælpe underskuddet blev anstaltens indretning reformeret efter omtrent ti års forløb i 1833. Der blev nu udarbejdet nye reglementer for alt personale og for den indre orden på anstalten. Samtidig blev anstalten delt i tre afdelinger.

 

Også en straffeanstalt

Alle nyindsatte kom i 2. afdeling. Her blev det undersøgt, hvilken form for arbejde, de kunne varetage. Havde de ingen kundskaber blev de oplært. Hvis de viste særlig arbejdsomhed eller førte et ordentligt levned blev de overført i første afdeling. Her fik man en bedre forplejning.

Den sidste afdeling var en tvangsarbejderanstalt – en straffeanstalt for personer, der forbrød sig mod Fattigvæsenets regler og for betlere og løsgængere.

 

Skulle gøre det, hvad man var bedst til

Når den fattige blev indsat på Ladegården, skulle man først vaskes og ”renses”. Derefter blev man anvist plads på en soveværelserne og blev indsat i andel afdeling, hvor han/hun blev indført i det arbejde, inspektøren fandt en bedst egnet til.

 

En lang arbejdsdag

Dagen startede kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. En time efter ringede en klokke og det var tid til at gå i gang med dagens arbejde.

I løbet af formiddagen var der en halv times pause. Kl. 12 var der frokost. Arbejderne i første afdeling havde de bedste vilkår. De kunne holde halvanden times pause, mens arbejderne i anden afdeling måtte nøjes med en times pause. Man arbejdede til klokken otte om aftenen med kun en halv times pause om eftermiddagen. I pauserne blev der serveret mad. De fattige skulle nå at sørge for deres klæders vedligeholdelse og den personlige hygiejne.

 

Søndagsfri blev inddraget – som straf

Om søndagen havde de indsatte fri og måtte forlade anstalten. Men det gjaldt for dem, der ikke havde brudt Fattigvæsnets strenge regler. En meget anvendt straf på Ladegården var, at man ikke måtte forlade anstalten om søndagen. Udgangstilladelsen ophørte på slaget otte. Var den indsatte ikke vendt tilbage, blev et vist antal fremtidige søndagsfridage inddraget.

 

Svært at finde arbejde i ”det virkelige liv”

Det var dog ikke meningen, at de fattige udelukkende skulle arbejde i anstalten. Det udtrykte mål var, at de skulle finde arbejde i det ”virkelige” liv. Derfor fungerede Fattigvæsnet også som en jobanvisning. Mange ladegårdslemmer havde arbejde ude i byen i perioder. Desværre tydede det på, at det var meget vanskeligt for dem at finde arbejde. De var kun ansat i kortere perioder, oftest om sommeren. Om vinteren returnerede de til Ladegården.

 

En konsekvent adskillelse

Livet på Ladegården gik sin vante gang indtil begyndelsen af 1900-tallet. Der blev foretaget flere om – og udbygninger, så anstalten kunne rumme det stadigt stigende antal fattige, der blev indskrevet.

Omkring 1870 gennemførtes en konsekvent adskillelse, både mellem kønnene og mellem de forskellige grupper af mennesker, der efterhånden var samlet her – husvilde, arbejdsfør, mænd, kvinder og børn.

 

En ny anstalt på Amager

Omkring århundredeskiftet var det tvingende nødvendigt, at der blev gjort noget ved den nedslidte arbejdsanstalt. Derfor blev en helt ny stor anstalt opført på Amager og ladegårds-lemmrner flyttet dertil i 1908.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Historiske meddelser fra København
• Patrioter og Fattigfolk

 

Hvis du vil vide mere;

• dengang.dk indeholder 1.993 artikler
• Under Nørrebro finder du 318 artikler

 

• Ladegården uden for Nørreport
• De Fattiges Fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegårdsåen (NørLiv 18)
• Den Fjerdes ladegård
• En tur langs Ladegårdsåen
• Skal Ladegårdens vand atter flyde
• Ladegården og en populær å

 

• På YouTube kan du finde to videoer fra et foredrag undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoerne indeholder en masse fotos fra åen og Ladegården.