Læs om sognets styreform. Og om præsten der kunne tale i to timer usammenhængende. Om Herrnhuternes indtog. Og præsten, der døde af druk. Og så  fandtes der en trolddomsbog hos præsten. I Løjt begyndte man at få  soveværelse. Efterhånden son velstanden steg, spiste tjeneste – og herrefolket ikke mere sammen ved langbordet.

 

Bulhuset

Fra ældre tid var den mest udbredte byggeform i Løjt – Bulhuset. Det er et rent træhus, båret af lodrette stolper. Væggene udgøres af vandret tømmer. I store dele af landet blev denne byggeform anvendt. Det krævede store mængder af egetræ og bidrog til at skovene blev afhugget. Derfor forbød Christian den Tredje denne byggeform i Nordjylland i 1554.

Anderledes var det i det skovrige Nordslesvig. Bulhusene blev bygget til langt op i 1700tallet. Og især på Løjt kan vi se rester af denne byggeform. Rundt om i landet afløste bindingsværk denne byggeform. Men det blev aldrig rigtig populært på Løjt.

Her var det den hollandsk – frisiske byggeskik med grundmurede huse med tegl, der slog igennem.

De var mere solide, tættere og mere anseelig. Laderne forblev dog bulhuse.

 

Eget soveværelse

!850 – 1860 var en meget velstående periode for Løjt. Dengang blev der bygget meget. Fra slutningen af 1700tallet fik de mere velstående hjem eget soveværelse.

Både herre – og tjenestefolk spiste for det meste sammen. Man færdes også inde i huset i arbejdstøj. Ved spisetiderne samledes man om langbordet.

Men i løbet af 1800tallet vandt den fine stue med polstrede stole og sofa indpas, og separat soveværelse blev mere og mere almindelig i sognets gårde og huse.

 

Herredsfogeden

Den overordnede lokalforvaltning stod amtmanden for. Han var også den som borgerne klagede til, når de var utilfredse med afgørelser på et lavere nivue

I 1660erne hørte det meste af Løjt Sogn – herunder alle selvejergårde – under Aabenraa Amt. Det hørte så igen under Hertugen af Gottorp.

Kancelli- godset Høgebjerg hørte direkte under landsregeringen i Gottorp og gården Dalholt var en del af Gråstens godser.

Herredsfogeden ledede herredstinget og fungerede også som politimyndighed. Indtil 1700tallet var det typisk storbønder, der beklædte dette hverv. Efterhånden blev disse dog erstattet af professionelle.

Løjt hørte til Rise Herred, hvis tingsted imidlertid fra 1771 lå i Aabenraa. Præsterne var også at betragte som professionelle embedsmænd.

 

Sognefogeden

Sognefoged – hvervet var det vigtigste hverv for bønderne. Også dette hverv kunne betragtes som en lokal politi – myndighed. En af opgaverne var at fortælle lokalbefolkningen om nye love og forordninger. De havde opsynet med gårdene og dets vedligeholdelse. Når det var nødvendigt, skulle de opkræve restancer.

Men det kunne godt knibe for sognefogeden at få folk til at forbedre vejene. I 1782 måtte sognefogederne i Løjt opgive at få forbedret vejen fra Kirkeby
til Barsmark.

Ejeren af Fladsten forlangte, at lovændringer skulle forkyndes ham personligt, ellers ville han ikke overholde dem. Sognefogeden skulle sørge for at indkassere
de ekstraordinære skatter.  Den særlige kopskat havde sognefogederne store problemer med at indkassere. Amtmanden brugte sognefogederne til at skaffe sig oplysninger om blandt andet høstudbytte, kvægsyge og vejvæsen.

Sognefogeden fik i det meste af 1700tallet 24 rigsdaler.  Om året samt skattefrihed for sin gård. I praksis gik hvervet i arv. Nogle steder valgte man at vælge to sognefogeder på grund af den store arbejdsbyrde.

Barsø  lå uden for sognefogedens distrikt. Øen havde sin egen foged, der ofte fejlagtig blev kaldt sognefoged. Embedet gik i arv, men mindst tre slægter nåede dog at varetage hvervet mellem 1700 og 1864.

 

Sandemænd

Jyske Lov foreskrev, at der ved hvert herredsting skulle være 8 sandemænd. Ved danske Lov i 1683 blev denne lov indført i hele kongeriget, men reelt kom den ikke til at virke. I Sønderjylland beholdt man dog sandemændene frem til 1864. Deres hoved-funktion var at dømme i mordsager. Men de tog sig også af syns – og skønsager, især i forbindelse med udskiftninger.

Sandemændene var ulønnede, men de fik en hvis betaling for deres arbejde. Og det var kun selvejerbønder, der kunne beklæde dette hverv. Også dette hverv gik i arv. Mindst fire generationer af slægten Bruhn på Nørre Brunsgård i Skovby havde hvervet efter hinanden. Alle sandemændene havde store gårde.

Alle repræsentanter svor loyalitet til landsherren. Efter 1721 var det kongen. Hver gang en ny konge kom til, svor fogeder og sandemænd troskab.

 

Kirkeværger

Der var også bonde – embedsmænd ved kirkerne. Allerede i middelalderen var det ved hver kirke én eller to kirkeværger, også kaldet kirkejurater, som forvaltede kirkens indtægter og formuer, der gik til vedligeholdelse af kirkebygningen. Mange steder mistede kirkeværgerne deres betydning, men ikke i Løjt. Sådanne kirkeværger blev udnævnt for livstid. I Løjt var der to kirkeværger, og i lang tid var det sandemænd af slægten Bruhn fra Skovby, der sad inde med det ene embede.

 

Tolvmænd

Et specielt sønderjysk fænomen var tolv sognemænd, der var en blanding af menighedsråd og sogneråd. De blev kaldt tolvmænd.  De fleste steder blev de valgt tre år ad gangen. I Løjt blev de valgt et år ad gangen. Disse tolvmænd havde indflydelse på præstevalget. De kom også til at forvalte skole – og især fattigkassen.

De borgere, der ikke var så velhavende, havde stort set ingen indflydelse på sognets udvikling. Det var gårdmændene, der var sognets herskende klasse. De forskellige embedsposter var også med til at skabe en elite blandt gårdmændene selv. På Løjt var det de samme slægter, der gennem generationer var indflydelsesrig.

 

Guds ord

Frem til midten af 1700 tallet gik førstepræsteembedet i Løjt i praksis i arv til slægterne Villadsen og Fabricius. I 1754 skulle det nybesættes. Andenpræsten i
Løjt, Lars Hübschmann bad om at få embedet uden valg. Men de forskellige udvalg og råd ønskede dog at få deres valgret respekteret. Man havde tre ansøgere, at vælge imellem, og et lille flertal valgte fængselspræst Bendixen fra Glückstadt.

Men det var nu ikke meget løjtningerne blandede sig i kirkens liv. Jørgen Madsen, gårdejer på Fladsten i midten af 1600 tallet, skrev for hvert nyfødt barn, Gud regere hende (eller ham) med sin Hellig Aand, Amen. Og de døde fik ønsket om en lykkelig opstandelse med.

Storbonden Paul Hansen påkaldte i 1740erne altid Guds lykke og velsignelse, når ét af de skibe, han havde interesser i, stod til søs. Bemærkningerne om deres
lykkelige tilbagevenden blev ledsaget af et Gud ske lov og tak. Gud blev også takket, når der kom brev fra sønnen i det fremmede, og når høsten var kommet sikkert i hus.

 

Trolddom hos præsten

Pastor Fabricius måtte mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Kirkeby. Om pastor Bendixen, Fabricius afløser fortaltes det, at han havde Cyprianus troldomsbog. En tjenestepige skulle have fået fat i den, og havde læst rotterne til præstegården. Præsten havde dog fået dem læst bort igen.

 

Kirkelivet i Løjt Sogn

På initiativ af generalsuperintendant (biskop) Adler blev der skabt en ny agerende gudstjenesteordning for Slesvig – Holsten. Den nye ordning begrænsede salmesangen og messedelen i gudstjenesten. Den indførte nye alterbogstekster, som kun talte lidt om synd og nåde, men så meget mere om rationalistiske
grundtanker visdom og dyd. I 1797 indførtes dette system i alle sogne i Aabenraa Provsti.

I Løjt samlede gårdejer Hans Petersen i Boesgård 118 familieoverhoveder til protest mod den nye ordning. Man ville have den gamle ordning tilbage, men præsten ville ikke bøje sig.

Man bestemte så, at der skulle laves en afstemning. Alle dem, der var imod skulle møde op på Amtshuset i Aabenraa. Der mødte 118 op, godt og vel en tredjedel af de stemmeberettigede. Dem der så ikke mødte op, tog man til indtægt for, at de var tilhænger af den nye ordning. Dette ville beboerne ikke finde sig i. der blev foretaget en ny afstemning, og den viste et svinende nederlag til præsten.

 

Herrnhuter i sognet

På et tidspunkt skete der en vækkelse på Løjt. En ny præst, Andreas Matthiesen var stærkt inspireret af Herrnhuter, og samarbejde med Brødremenigheden i Christiansfeld.

I 1819 var der 110 vakte sjæle i sognet. Helt i herrnhutisk mønster blev man organiseret i særlige grupper for ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker som om hverdagen holdt møder hver for sig, men alle samledes om søndagen. For de vakte var der tale om en ægte Guds oplevelse.

Provsten Paulsen i Aabenraa var stærk bekymret over kirkelivet i Løjt Sogn. I 1815 skrev han således:

• Den fejlagtige og fordærvelige Paastand, at Troen alene gør sagelig, er for den halvdannede meget tillokkende, og er en Sovepude for Dorskhed. Derfor strømmer alle aandeligt forkrøblende Mennesker, ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere, til ham, derfor iler især ængstede kvindelige Sjæle til ham, og Skinhellighed og Hykleri træder mere og mere i stedet for tro Pligtopfyldelse og sand Tilbedelse af Gud i Aand og Sandhed.

 

Præst død af druk

Ak ja, Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst Backmann ind i kampen mod den rebelske præst fra Løjt. Men Backmann forfaldt til druk og endte med at drikke sig ihjel.

Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn.  Vækkelsen var måske årsag til, at det var Indre Mission og ikke den grundtvigske bevægelse, der vandt større fodfæste i Løjt. Præsterne tog også som de fleste andre præster i Sønderjylland parti for Slesvig Holsten i den nationale strid.

 

Skoleliv i Løjt Sogn

Allerede i 1544 blev der påbudt kapelanerne eller andenpræsterne – på landet, at de skulle undervise børnene i den kristne børnelærdom, læsning, skrivning og regning. Påbuddets virkning er dog yderst tvivlsom.

Bønderne oprettede egne skoler. Hvornår man startede i Løjt, vides ikke. Tilbage fra 1704 nævnes der dog en håndværker, som hidtil (har) holdt skole.

I 1704 foreskrev amtmanden og provsten i Aabenraa, at der skulle oprettes sogneskoler i alle sogne i Aabenraa Amt. De fleste steder løb dette dog ud i sandet. Men i Løjt blev der opført et skolehus på 6 fag i Løjt. Erich Kruhl fra Øster Løgum blev ansat til at oplære ungdommen i skrivning, regning og katekismus. Kirkens folk lagde stor vægt på at bibringe befolkningen læsningens kunst. De mente, at man ved at læse Luthers lille Katekismus kunne få gode kristne. Bønderne mente dog, at det var nok, at de kunne regne og skrive. Og i Løjt havde bønderne råd til at holde skole.

Sognebørnene skulle hver søndag lægge en “søsling”(6 skilling) til skolen, men det kneb at få pengene ind hos borgerne i Barsmark, Skovby og Stollig. De havde i forvejen selv holdt skole. Men disse bondeskoler var myndighederne imod. Dem kunne man ikke uden videre føre kontrol med. Og særlig kirken imod dem, da bønderne som skrevet ikke var så meget for, at man blev undervist i katekismus.

Da skolemestrene i Kirkeby klagede over, at bønderne i Skovby selv havde antaget en lærer, svarede gårdmændene, at de i over 70 år havde holdt egen lærer, og at der var over 20 børn i Skovby der behøvede undervisning.

Det var som om, skoleundervisningen i Løjt var væsentlig længere fremme end andre steder i Sønderjylland.

I 1746 stod der både i Barsmark og Skovby nye skolehuse på 5 fag hver, som rummede skolestue, almindelig stue og køkken.

Nogen egentlig uddannelse var det kun ganske få af lærerne der havde inden 1800. Skolemesteren i Kirkeby, Ludvig Brencken, der virkede til 1744, var ifølge præsten, vel sikket nok til at oplære ungdommen, men for voldsom over for børnene. Samme klager kom fra Skovby. Her blev skolemesteren beskyldt for at behandle eleverne som matroser.

Og så var det Hans Mikkelsen, der også var forfatter og poet. Han blev beskyldt for ikke altid at bruge nok tid på skolehvervet. Han fik også løn for at være klog
mand og landmåler. Men nu var lærerlønningerne dog ikke særlig store. Mikkelsen fungerede som skolelærer i 53 år.

 

Oplyse forstanden og opvække hjertet

Myndighederne lagde stor vægt på, at skolerne skulle opdrage befolkningen moralsk. Det gjaldt om at vække og fremelske både fornuft og moral. Men lad os bruge lærer Ebbesens ord på Barsø: oplyse forstanden og opvække hjertet.

Bøndernes og de søfarendes behov lå især i regning, matematik, dansk, tysk, skrivning og læsning. Og måske er det her vi har forklaringen på, hvorfor Løjt
udklækkede så mange kaptajner og styremænd.

 

Ingen dansk nationalfølelse

Hverdagssproget var sønderjysk. Man var vant til, at myndighederne betjente sig af tysk. Den nationale bevægelse bredte sig. Slesvig – Holsten skulle gøres til én stat. Men før 1848 kunne man ikke rigtig mærke noget til disse bevægelser i Løjt Sogn.

Fischer inde fra Aabenraa udtalte i 1843, at man ikke kunne mærke nogen dansk nationalfølelse. Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 besatte Slesvig – Holstenske soldater oprørssoldater hele Løjt Sogn med undtagelse af Barsø. Det var ikke de voldsomme fysiske overgreb, der forekom. Oprørsregeringen
afsatte og udnævnte embedsmænd, opkrævede skatter og udskrev soldater til den Slesvig – Holstenske hær.

En af de afsatte lærere, anden-lærer i Kirkeby, Paul Nissen startede en underskriftsindsamling for en fortsat forbindelse til Danmark. Jørgen Jørgensen på
Harbogård ved Bodum, skrev ved siden af sit navn:

• Jeg har levet under 4 danske konger, har svoret troskab til Frederik den Sjette, og den ed, jeg har gjort, skal aldrig brydes.

 

Embedsmænd afskediget

Under våbenhvilen i 1849 – 1850 gik den danske administrator i Slesvig i gang med en udrensning blandt embedsmændene. I Løjt samlede interessen sig om de to præster, Kaftan og Posselt. De to havde været ivrige Slesvig – Holstenere under krigen. Sognefoged Reuter, der egentlig var dansksindet ville dog bevare præsterne. Men præsterne blev afskediget.

Et dansk bibliotek blev oprettet i Kirkeby, og sidst i 50erne også ét i Barsmark. Forholdet til de tysksindede var normalt.

 

Preusser indkvarteret på gårdene

Krigen i 1864 kom i højere grad til at berøre Løjt. Efter rømningen ved Dannevirke blev Løjt Sogn besat af preussiske og østrigske styrker. De blev indkvarteret rundt om på gårdene.

 

Sociale skel voksede

De store gårde ansatte flere folk, og det sociale skel voksede. Der blev større forskel på under – og overklasse i Løjt Sogn.  Det nationale skel voksede i sognet.
De dansksindede var godt nok i flertal. Men de tysksindede havde store gårde og masser af jord.

Skibsfarten havde skabt stor velstand hos en talmæssig lille klasse af redere og kaptajner. Landbruget var dog ind til 1960 sognets største indtægtskilde.

Fra 1860 til 1890 faldt indbyggertallet med ikke mindre end 500. Børnedødeligheden var stigende og udvandringen var ikke uvæsentlig. En del flyttede også til det nærliggende Aabenraa.

I 1860 var der ca. 200 søfolk i Løjt Sogn. Heraf var de tre fjerdedele menige, altså matroser, dæksdrenge, kokke og skibstømrere. I 1880 udtalte pastor Mumsen:

• I tidligere år var det især skibsfarten, der blomstrede her i Løjt, det forekom at ca. 80 pct. eller derover af mine konfirmanddrenge stak til søs, dette er i de senere år aftaget, og nu er det næsten kun 20 pct. af konfirmationsdrenge, der vier sig til denne levevej.

I Aabenraa kom skibsfarten og skibsbyggeriet i 1870erne og 1880erne i en alvorlig krise. Dette forplantede sig til Løjt.

Det var langt fra kaptajnen til skibsdrengen og fra præsten til kirkegårdsgraveren. Men det var knap så langt fra mesteren til lærlingen. Kun få mestre havde overhovedet medhjælpere.

Det var nemmere for en husmand at blive håndværker ved siden af landbruget end at blive ejer af en gård.

 

De borgerlige idealer i Løjt

Med den stigende velstand nærmede de store gårde sig efterhånden de borgerlige idealer i byen. Der kom malerier på væggene. Og det gamle fællesskab mellem tjenestefolk og herrefolk blev ophævet. Det var slut med langbordet. Tjenestefolkene spiste nu i såkaldte folkestuer.

Landbrugskrisen nåede også  Løjt. Til biskoppen skrev pastor Mumsen i 1880:

• Velstanden i menigheden er heller ikke den samme som tidligere, idet de sidste år ikke har været gunstige for landmanden. Han indskrænker i vid
  udstrækning og anvender heller ikke så mange penge til jordforbedringer som tidligere.

 

Det første andelsmejeri

Hovedproduktet i landbruget i Løjt Sogn var kødkvæg, derfor var krisen ikke så kraftig her som andre steder i Sønderjylland.

Meget sent fik man oprettet andelsmejerier i sognet. Omkring 1870 var produktionen af smør på et meget primitiv stade. Det var heller ikke den gode pris, man fik hos købmanden.

Først da mælken fra flere gårde blev behandlet på en mere hygiejnisk måde med vand eller is-afkøling af mælken, kunne man opnå en bedre kvalitet og dermed få en bedre pris. I årene fra 1885 til 1893 var der hos Jes Eschelsen på Rundemølle et sådant fællesmejeri. Men i december 1893 kunne Hejmdal meddele:

• Mejeriet på Rundemølle standser i morgen sin virksomhed af mangel på tilslutning. Mejeriet var et købemejeri og har aldrig haft ret stor tilslutning, da studeavlen endnu er almindelig i Løjt.

Lukningen gav dog stødet til oprettelse af Løjt Kirkeby Andelsmejeri – ti år efter at det første andelsmejeri i Sønderjylland blev opført i Mejlby ved Lintrup.

 

Første verdenskrig sætter landbruget tilbage

Første verdenskrig betød at mange af brugene blev overladt til kvinder, børn og gamle. Fra 1915 kom der ganske vist russiske krigsfanger, men de kunne ikke erstatte den fraværende driftsleder. Svineholdet blev skåret ned og mælkemængden faldt også katastrofalt. Det kunne mærkes på Stollig Andelsmejeri og Løjt Andelsmejeri.

Bygninger, maskiner og redskaber blev forsømt. Mange løjtninger gemte deres formue til bedre tider, men pludselig faldt markens værdi.

Kilde:

• Litteratur, Løjt
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Skibe i Aabenraa
• Flere skibe i Aabenraa
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa og mange flere 

Redigeret 13. – 01. 2022