Amager – for mange år siden
Masser af små butikker. På ”Sommerlyst” skrålede man tidens slagere. ”Silde er godt”. Bageren og Spækhøkeren. Urte- og Kolonihaveforretningen. Slagteren var til at handle med. Kartoffel-Poulsen. Originaler. Når man hentede fløde. Pengene skulle bruges. Mange ubebyggede områder. En tur til ”Cyklistpavillonen”. Når der var ildebrand. Fascination blandt gadens drenge. Alle fire etager i lys lue. Et stykke jord med redskabsrum. Verdenskrigens skyggesider. Brændselssituationen var kritisk. Man måtte ikke medbringe fødevarepakker. Da ”Den Spanske Syge” nåede Amager. Difteritis, En forfærdelig lugt. Eberts villaby. Kastrup Mølle. Når Amagerbønder tog på Grønttorvet
Masser af små butikker
Vi er langt tilbage i tiden, og det kan godt være at nogle af gadenavnene ikke er blevet rettet. Det var dengang, der endnu var retirader i gården. I gårdene var der også nogle steder lysthuse i forbindelse med små haver. Her var også store grønne træer. Jo vi er Holmbladsgade, der dengang var en meget livlig handelsgade.
Her var et utal af små butikker, der tilsyneladende klarede sig glimrende. Selv i sidebutikkerne var der masser af butikker, brødudsalg, spækhøkere, rulleforretninger, små urtekræmmere, skomagerværksteder og beskedne små værtshuse.
På Sommerlyst skrålede man tidens slagere
Vi er omkring 1912. Det var lige over for Nathanaels Kirke, hvor der lå et værtshus, der hed Sommerlyst. Her var der om sommeren servering uden for på små borde. Her spillede man levende musik og det var tidens slagere, der blev skrålet.
Da der var jul – dengang
Når der var jul, blev risengrøden kogt hen på eftermiddagen og sat ind på sengene godt pakket ind og efterkogt. Så blev gåsen sat på svagt blus. Når juleklokkerne ringede på kirken, så blev vinduerne åbnet. På den måde lukkede man julen ind.
Derefter fik alle pænt tøj på og så gik man over i kirken til julegudstjeneste. Så sad man i kirken og halvfrøs. Der var intet, der hed centralvarme dengang. Børnene ventede bare på afslutningen så de kunne komme hjem til den gode mad.
Et stykke legetøj og så den bløde pakke. Der var altid nye strømper og uldtrøjer. Dem skulle man have på julemorgen og de kradsede altid.
”Sild er godt”
Kl. 12 peb alle fabrikssirener for at markere, at nu var det middagspause. Nede på gaden var der altid liv. Fiskemanden råbte ”Sild er godt” som reklame for hans fiskevogn. Fiskevognen var en enspændervogn og på ladet stod der store kasser med fiskene i. Der var alle slags danske fisk. Vognen holdt lige om hjørnet i Geislergade, så den ikke generede den ”store” trafik i Holmbladsgade. Fiskene blev pakket ind i aviser.
Også Kartoffel – Poulsen råbte højt. Der var også sandmanden. Han kom en gang om ugen. Han kom en gang om ugen. Der blev købt sand til gulve, trapper og spytbakkerne. Disse var messingskåle med en hvid porcelænsskål inden i.
Også frugthandleren råbte med sine varer. Mælkevognen kom hver dag og mælkedrengen bragte mælken op til dørene.
Bageren og Spækhøkeren
Bageren lå på hjørnet af Jemtelandsgade. Det var en fin konditor med flødeskumskager og andet fint brød. I det daværende nr. 6 i Holmbladsgade lå spækhøker Penter. Han solgte svinekød og afskåret pålæg. Rugbrød og sigtebrød købte man i et brødudsalg hos Frk. Nielsen på hjørnet af Hallgrensgade og Holmbladsgade i et lavt hus.
I den anden ende af dette hus lå en skotøjsforretning, som engang brændte. På det efterfølgende brandudsalg kunne man få meget billige skindsko. Men man skulle nok ikke tage dem på til juletræsfesten for inden man så sig om, så lugtede hele salen af røg.
Urte- og kolonihaveforretning
På det andet hjørne af Hallgrensgade var der urte- og kolonihaveforretning. Indehaveren hed Richter. Da han døde solgte fru Richter butikken og flyttede til en kælderbutik i Woltergade på hjørnet af Bøhmensgade. Hun havde en stor dreng til at hjælpe blandt andet som bud. Der blev handlet med alt. Kul, koks og petroleum der blev udleveret i kurve med små rum. Desuden var der alt i kolonialvarer samt krydderier og spegesild i tønder.
Slagteren var til at handle med
Slagteren lå på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade, nu nr. 2. Det var en slagter, hvor man ”pruttede” om prisen. Stort stykke kød på vægten: ”Det koster” – ”Det vil jeg ikke gi, jeg vil kun gi”. Sådan blev man ved inden man nåede til enighed.
Margarine og smør blev købt i en lille smørforretning hos Kølns på hjørnet af Smålandsgade. Alt var i dritler. Så fik man også kapsler med gul farve. Margarinen var nemlig hvid. For at ligne smør skulle man tilsætte den gule farve for at få det til at ligne smør.
Kartoffel – Poulsen
Vi omtalte før, Kartoffel-Poulsen. Han boede langt nede i Pommernsgade. Der kunne man om sommeren købe friske radiser. Han havde lejet et stykke jord nede ved Amager Strand. Her dyrkede han radiser og kun radiser. De boede i et meget lille hus med en stald bagved til hesten og vognen.
Det var et usundt og fugtigt lille hus. I køkkenet var det så vådt, at sneglene kravlede på væggen. Der var et åbent ildsted med et petroleumsapparat i. Der var to ganske små stuer – den ene fine stue, der aldrig blev brugt, og i den anden endnu mindre stue stod en slidt og beskidt sofa, en dobbeltseng, et bord med voksdug og to stole. Så var der heller ikke plads til mere. Mørkt og fugtigt var der også her. Den lille petroleumsovn kunne hverken varme eller langt mindre tørre vægge og møbler.
Originaler
Der gik også originaler rundt. Det var en, der kaldte sig Prins Gustav, på hvis bryst et utal af eksotiske ordner funklede. Mange flere, også kvinder, heriblandt Amagers udgave af ”Jomfru Tidsfordriv” gik rundt. Det var en stakkels kone, der altid var iført en gammel frakke og slidte sutsko uanset vejret.
Lirekassemænd kom ofte. Mange af dem havde træben. Børnene dansede til den livlige musik. Der var også andre musikanter. Spillemænd med violin og harmonika og nogle, der bare sang og dansede stepdans.
Når man skulle hente fløde
Når man skulle hente fløde, skulle man selv medbringe en flødekande. Den kogte fløde stod i store lerfade, hvor det øverst flød det tykke flødeskind, hvoraf det var særdeles vigtigt, at man fik et stykke med i den lille kande. Sommetider var fristelsen for stor, og skindet var næsten spist, inden man nåede tilbage.
Pengene skulle bruges
På Kløvermarken startede flyvemaskinerne. Og så råbte man hurra, når de kom i luften. Pigerne plukkede kamilleblomster, som blev solgt på biblioteket. De gav 10 øre for en store posefuld. Drengene fangede rotter og på brandstationen på Kløvermarksvej solgte de dem for 5 øre stykket.
Og så skulle pengene jo bruges. En stor konditorkage med flødeskum kostede 5 øre. For 2 øre kunne der købes fedtegrever hos spækhøker Penter. Så var der 3 øre tilbage til slikmutter i Pommernsgade. Det blev til et lakridsbånd og en pose bolsjer.
Slikmutter var det man i dang kalder en sinke. Hun var ild rødhåret med papirlotter i og et hårnet over. Hun gik i meget korte kjoler, hvor bukserne hang forneden. Disse bukser var lyserøde og havde broderede tunger. Børnene grinede af hende men først når de var ude af butikken. Der var noget utrygt over hende.
Mange ubebyggede områder
Der var flere ubebyggede områder, der lå som fristelser og indbød til leg. Det var ret ufarligt at krydse gaderne. Der var ikke særligt meget trafik. Ofte var det sjovt at lege på volden. På den anden side ned mod Frankrigsgade var der også mange ubebyggede områder.
Det var måske mere utrygt ved området ved Sundby Kirke. Her lå nemlig præstegården. Lige ved siden af et gråt hus, hvor der over indgangsdøren stod ”Asyl”. Det var et hjem for forældreløse børn.
En tur til Cyklistpavillonen
Der fandtes også noget, der hed Cyklistpavillonen. Den lå mellem det nuværende Amsterdamvej og Gerbrandsvej. Det var et traktørsted med en stor glasveranda ud til Amagerbrogade. Denne pavillon nedbrændte senere.
Bagefter kunne man tage en tur i Alhambra. Det var en meget stor park, som lå bag Cyklistpavillonen. Her var en masse store gamle træer og masser af små vandløb med broer over. Langs stierne var der bænke.
Når der var ildebrand
En gang imellem var der ildebrand. Den brandsikring, vi kender i dag, var ukendt på dette tidspunkt. Der var åbne ildsteder og komfurer. Husene havde meget trækonstruktion. Desuden var folk ofte uforsigtige i deres omgang med ild og petroleum.
Når ilden var opdaget, blev brandvæsenet tilkaldt. Så kom sprøjterne. Det var uhyggeligt, men havde en fascination.
En af de store ildebrande var, da ”Kludebiksen” brændte. Sprøjterne kom ned ad Holmbladsgade. Forrest var altid dampsprøjten. Midt på ladet stod den store kuppelformede dampmaskine, hvor dampen stod fra. Så kom den store stigesprøjte, så den lille stigesprøjte. De blev fulgt af et par mindre sprøjtevogne. Til sidst kom mandskabsvognene. Det var alle åbne røde vogne med masser af blankt messing.
Alle blev trukket af store kraftige heste. Kuskene stod forrest på vognene med tømmerne i den ene hånd og pisken i den anden. Pisken smækkede enten i luften eller på hestens bredde rygge med det formål bestandigt at øge hastigheden på hestene.
Fascination blandt gadens drenge
Hestene galoperede med vildt opspilede øjne, mens fråden fløj fra deres muler. Det satte sig på kuskenes tøj og på hestene selv. Hovene gungrede i brolægningens brosten og gnisterne fløj fra hesteskoenes kontakt hermed. En mand hev ustandselig i den blanke mesingklokkes knebel. Mellem husene rungede dette infernalske spektakel med uheldsbringende ekko.
Fascinationen drev gadens drenge til at løbe med, mens deres træskos klapren blandedes i den skæbnesvangre symfoni, alt imens de sang:
- På’ en på’ en På’ en igen, nu kører Amar’ spøjterne frem.
Kludebiksen var et 4-etagers hus med en lagerplads bagved. Her kunne man sælge gamle klude. Man havde selv sorteret med uld for sig og bomuld for sig. Der var også gammelt jern og ben til benmel., som siden blev brugt til gødning.
Alle fire etager i lys lue
Man kunne altid finde en gammel kakkelovnslåge eller stump rør på lagerpladsen hvis man manglede det. Ellers blev alt solgt videre til den store ”Kludebiks” på Islands Brygge. Her sad fattige koner og sorterede kludene, fjernede knapper og andet. Derefter rev de kludene i strimler, så de senere kunne sælges til papirfabrikkerne.
Den på en gang uhyggelige og spændende udrykning fik børnene til at løbe for enden af Bøhmensgade, der markerede grænsen for børnene for deres mod. Her kunne de se den frygtelige ildebrand. Alle fire etager stod i lys lue, og flammerne slog højt op. Til sidst styrtede murene sammen. Hele bygningen sank i grus. Dermed endte dette sceneri.
Sprøjterne kørte så hjem igen, mens drengene løb ved siden af højt syngende:
- På’ en på’ en på’ en igen nu kører Amar’ sprøjterne hjem.
Nu faldt gaden atter til ro.
Et stykke jord med redskabsrum
Dengang i slutningen af 1912 kunne man købe et stykke jord på 547 m2 for 2.000 kr. Flere gårde på Amager blev udstykket. Det skete bl.a. for gården Sofienhøj.
For prisen fik man også et stykke vej og et redskabsskur.
Rundt om Sundholm var der et hegn med en dyb og bred grøft bagved. Her gik ”lemmerne” som de blev kaldt og rensede grøfterne. Der var også et svinehold, som ofte stank forfærdeligt. Langs hegnet voksede vilde roser.
Vi var nu nået frem til cirka 1916. Og på hjørnet af Augustagade og Amagerbrogade lå der et stort træhus med store udstillingsvinduer. Her blev tidens mest elegante motorcykler udstillet. Enkelte biler var her også. Men så startede Første Verdenskrig og forretningen måtte indse at interessen for disse motorcykler mindskedes og den måtte lukke.
Verdenskrigens skyggesider
Verdenskrigens lange skygger drev også ind over Danmark og Sundholmsvej. I 1916 – 17 var der mangel på alle varer. Rationering var blevet indført på sukker, kaffe, brød, kød og meget mere. På trods af rationeringen var der ikke nok varer. Mange fik tilsendt rugbrød, hvis de havde familie på landet. Men inden det ankom, var det blevet muggent.
Så blev det mugne skåret fra, så blev resten blødt op i vand og tilsat havregryn og gær. Så blev det bagt på ny. Resultatet kunne diskuteres, men det var da brød.
Og saftevand kunne man da også godt lave. Man tog noget eddike rørt op med sukker og fortyndet med vand. Til sidst forsynede man så drikken med rød frugtfarve. Velbekomme.
Dengang fik man sjældent kød. En enkelt gang var der en fisk. Man kunne ikke bare tage ud og fiske på grund af minerne. Minerne drev fra Østersøen op gennem Bælterne og Øresund. Og fra Nordsøen ind i Skagerrak og Kattegat. Det var drivminer, der blev anvendt under Første Verdenskrig.
Brændselssituationen var kritisk
Brændselssituationen var frygtelig om vinteren. Der fandtes ikke kul eller koks til privatforbrug. På en tømmerplads kunne man måske være heldig at samle høvlspåner og de mindste træstykker i en kurv. En gang imellem trykkede tømmerhandleren det ene øje i, så kunne man tage en træklods med.
Ellers blev der fyret med papirbriketter om dagen. Det var aviser, der var lagt i vand for derefter at blive hårdt opvredet. Det kunne så holde kakkelovnen lunken. Om aftenen brugte man så høvlspånerne og de store træklodser. Alligevel sad man viklet ind i tæpper.
Når man gik i seng, var der varmedunk i sengen og den gik på skift.
Man måtte ikke medbringe fødevarepakker
Der blev dengang holdt skarpt øje fra myndighedernes side, hvad landboerne foretog sig. Til festlige begivenheder kunne det være vanskeligt at smugle en flæskesteg fra Måløv til Sundholmsvej. Det var ikke tilladt at medbringe fødevarepakker uden special tilladelse.
En gang om måneden var der storvask. Det foregik i en mørk kælder, hvor der var to små vinduer i øjenhøjde. Derfor måtte man vaske i en køkkenpetroleumslampes skær. Der var ikke afløb. Derfor løb vandet ned i en ”sump” i kælderen. Den måtte tømmes med håndkraft op i vasken ved hjælp af en kasserolle.
Når tøjet skulle tørres, kunne det hænges i gården, men drengene ødelagde det rene tøj ved at slå på det med kæppe. Derfor måtte det bæres op på femte sal og hænges på tørreloftet. Det blev også børnenes arbejde.
Da den Spanske Syge kom
Den spanske syge kom til Amager i 1920. Det var en lungepest, og det blev den også kaldt. Alle familier blev ramt. Der var ikke plads på hospitalerne. Derfor blev en del af Sundholm inddraget til det, der blev kaldt Infirmeriet. Der var mangel på både læger og sygeplejersker. Der blev averteret efter frivillige. De fik udleveret en hvid kittel og kunne så begynde at passe de syge.
De allerfleste syge måtte ligge derhjemme og plejes af andre familiemedlemmer. Og dengang var der ret så dårlige sociale forhold i Holmbladsgade.
Det var hårdt, for feberen steg til 40 – 41 grader, og de syge kunne ikke få vejret. I deres febervildelse kunne de ligefrem blive voldelige. De angrebne lunger kunne ikke få ilt på grund af lungepesten. Der opstod derfor kvælningsfornemmelser.
For at lette på pinslerne for de syge, fandt man på at hænge våde lagner for vinduerne og rundt på snore, der blev trukket om sengene. De kunne give lidt kølighed og lidt fugt i luften, så vejrtrækningen bedredes. Skolerne var for længst blevet lukket.
Difteritis
Der var også mange, der fik difteritis dengang. Så blev man med det samme kørt på Blegdamshospitalet. Man kunne godt besøge vedkommende men det var kun gennem en tyk glasrude man kunne sende kys og hilsner.
En forfærdelig lugt
Dagen efter kom en mand for at desinficere det værelse, man havde ligget i. Manden smurte lim på lange papirstrimler og limede dem på alle vindues- og dørsprækker. En stor gaspatron blev smidt ind i værelset. Døren ud til entreen blev lukket. Også her blev der limet papirstrimler på. I 24 timer måtte døren ikke åbnes.
Da det så blev det, var der en frygtelig stank. Folk hostede og spruttede, inden man nåede at åbne vinduerne. De stod åbne i flere dage.
Efterhånden ebbede epidemien ud. Næsten alle familier havde mistet nogle medlemmer. Hen på foråret i 1921 blev et nyt stykke jord på kirkegården inddraget til de mange syge ofre for sygdommen. Det var uhyggeligt at se de lange rækker af nye gravsteder med kors og sten.
Eberts Villaby
Ovre på Højdevej lå Filipskirken, der dengang var en trækirke. Lidt til højre for Højdevej lå der også et træhus. Det var værtshuset ”Solen”. På Amagerbrogade over for Prinsesse Christines Alle lå husene ”Stjerneborg” og Højdeborg”. Ved Eberts villaby lå hospitalet.
Ebert havde haft et dampvaskeri, vistnok i Norgesgade. Ebert havde opkøbt jordene og solgt dem i parceller. Her blev der bygget en flot villaby. Store herskabsvillaer. For enden af Hans Bogbinders Alle lå Eberts egen store villa med en elegant smedejernslåge.
På hjørnet af Thingvalla Alle lå en stor hvid villa og på hjørnet af Smyrnavej lå ”Ahrensbergs Minde, der var en gammel gård, hvor der var en restauration. En lille villaby lå lidt tilbagetrukket fra Amagerbrogade. På hjørnet af Wilbrandtsvej lå der også en gård ”Fædres Gård”. Fra Ingolfs Alle og hele vejen ud ad Amagerbrogade var der dybe grøfter på begge sider af vejen med en gangsti som fortov og broer over grøfterne.
Ellers var der masser af marker med enkelte småhuse hist og her afvekslende med små kolonihaveforeninger.
Kastrup Mølle
På Kastrup Mølle var der indrettet snedkeri, og der var bygget en trælænge bag møllen hen mod Adriansvej. Her blev der indrettet et maskinsnedkeri. Foran møllen lå en lang hvid bygning. I den ene ende mod nuværende Willumsvej var der en lille kakkelovnsforretning.
Resten af bygningen var kro, Møllekroen. Den havde en have hen til Adiansvej. Her var udendørs servering om sommeren samt en lille legeplads med gynger. Selve snedkeriet blev kaldt for ”Novus”. I mange år regerede her en stor og meget forkælet Sankt Bernhardshund ved navn ”Fylla”.
Når Amager-bønderne tog til Grønttorvet
Om morgenen mellem kl. 6 og 6.30 kunne man observere amagerbønderne på vej til Grønttorvet. De holdt i en lang række med deres hestevogne. Hestene var velernærede og skindene blanke med lange haler og manker. På agestolen sad mand og kone – sommetider kun konen. Manden havde kasket på, og hvis det var køligt, var klapperne slået ned for ørerne og bundtet i sløjfe under hagen.
Konen var altid iført Amagerkyse. Hun virkede altid tyk, men var jo nok polstret godt. Hendes trekantede sjal var bundtet i kryds og tværs over brystet og skørterne struttede.
På ladet var grøntsagerne stillet op. Man må forstå at det var forretning. Når de nåede torvet, skulle grøntsagerne virke fristende på kunderne. Derfor var hvidkål og rødkål stablet i pyramider. Selleri, gulerødder, pastinak og persillerødder, alle med de friske grønne toppe, garneret, næsten pyntet, rundt om. Store bundter porrer, kørvel og grønkål fuldendte billedet. Det var et flot syn at se dem komme forbi i de mange lange rækker.
Der skete en masse navneændringer på gade og veje, pladser m.m. Vi har lang fra fundet dem alle, men her er nogle af de gadenavne og steder i artiklen der har fået nye navne
- Møllevej blev til Sundbyvestervej
- Pladsen ved Møllevej/Amagerbrogade blev til Sundbyvesterplads
- Bøhmensgade (stykket fra Ungarnsgade til Polensgade) – nu Donaugade
- Frankrigsgade (stykket fra Lyneborggade til Lergravsvej) – nu Moselgade
- (stykket fra Wittenberggade til Øresundsvej) – Wartburggade -nedlagt?
- Wibrandtsvej (stykket parallelt med Amager Strandvej) – nu Jorisvej
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- Historiske meddelelser fra København
- kbharkiv.dk
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.588 artikler, herunder 176 artikler fra København herunder:
- Dragør – for længe siden
- Lodsen fra Dragør
- Dragør og Store Magleby – dengang
- Er Amager-bønderne slet ikke fra Holland?
- En Amagerdrengs oplevelse
- Christianshavn fra A til Å
- Amagerbanen
- Amager for længe siden
- Christianshavn for længe siden
- Gamle huse på Christianshavn
- Anekdoter fra det gamle Christianshavn
- Christianshavn – dengang
- Amager fra A til Å