Alle mand på dæk – Sømandsstrejken 1934
Vi har læst en meget interessant bog af Lars Ulrik Thomsen. Sømændene forsøgte at stoppe bacon-eksporten fra Esbjerg Havn. Rederne havde opsagt overenskomsten. Det gik hårdt for sig i Esbjerg i april 1934. Bogen starter med nogle vigtige paragraffer omkring ytringsfriheden. Rederne havde i disse år gode kår. De havde udnyttet Danmarks neutralitet under Første verdenskrig. Det endte med at Søfyrbøderne blev ladt i stikken. Det var kun tilløb til en enhedsfront, men den holdt ikke. Hvad lærte vi så af strejken? Denne belyses i bogen af forskellige kilder. Der var masser af gadekampe, mange måtte en tur på hospitalet. Og på politiet trak også pistolerne. De brød ind på fagforeningskontorer og fjernede dokumenter. Rederne havde medierne på deres side. Således kunne man i Socialdemokraten læse: ”Det er en forbrydelse at gå i strejke”. Det er vigtigt at fortælle arbejdernes historie. Det burde være pensum i folkeskolen. Nu kan man godt se, hvor forfatterens sympati ligger – men gør det noget?
Det gik voldsom for sig
Lars Ulrik Thomsen har igen begået en interessant bog. Denne gang om den omfattende sømandsstrejke. Dette skyldtes de dårlige arbejdsforhold for sømænd og fyrbøder. Det var en kommunistisk ledelse hos fyrbøderne, der styrede slagets gang.
Særlig voldsom gik det for sig i København og Esbjerg. Politiet blev sat ind for at bryde de strejkendes blokader. Det var for at skruebrækkere skulle gøre de strejkendes arbejde. Ja Rederne kaldte dem for frivillige.
Sømændene forsøgte at stoppe bacon-eksporten
Der var ikke opbakninger fra alle i arbejderbevægelsen. Sømændene havde stemt nej til forligsmandens forslag, Men de overordnede fagforeninger havde sat ja.
I Esbjerg forsøgte søfolkene af stoppe bacon – eksporten.
En del af bogen er en R.F.O ´s pjece fra 1934. Ja man kan sige, at forskellige afsnit er meget afvekslende at læse. Egentlig er bogen et bidrag til arbejderklassens historie.
Vi starter med ytringsfriheden
Bogen starter med at gengive to af de vigtigste paragraffer i grundloven nemlig paragraf 77 og 79 omkring ytringsfriheden. Bogen slutter med en kort beskrivelse af arbejdernes stilling i det danske samfund og historie.
Rederne opsagde overenskomsten
I efteråret 1933 havde rederne opsagt overenskomsten med søfolkene. Dette resulterede i ret voldsomme kampe i Esbjerg og København. Søfolkene i Esbjerg besluttede sig for ikke at arbejde under politibeskyttelse. Danmarks eksportinteresser var truet af strejken. Havnearbejderne havde lavet en støtteaktion og gik ligeledes i strejke.
Socialdemokraterne forsøgte at stoppe aktionerne.
Politiet i Esbjerg fik forstærkninger
Søndag den 15. april 1934 lå havnen øde hen bevogtet af bl.a. københavnske betjente. Om eftermiddagen gik en tusindtallig skare gennem Esbjerg.
I løbet af mandagen voksede spændingerne. Politiet havde forstærkninger fra Århus og Sønderjylland. Der kom til et vældigt slagsmål med politiet. Politiet havde ulovligt brudt ind i søfolkenes fagforeningskontor på havnen og fjernet en masse dokumenter.
I bogen går vi tilbage og hører om forskellige kamphandlinger gennem tiden.
Rederne havde gode kår
Redernes aktier var steget med 50 pct. ifølge forfatteren. De hævede deres profitter på bekostning af søfolkene, ifølge forfatteren. Søfolkene fik stadig dårligere arbejds- og lønforhold. Dertil kom bemandingsregler, der ikke gik i søfolkenes favør.
Stigende tilgang af skruebrækkere
Den almindelige befolkning i Esbjerg fik søfolkenes sympati, da de så politiets voldsomme fremfærd.
Havnearbejderne blev lovet alt landets ulykke hvis de fortsat støtte søfolkene. Problemet var at der var en stigende tilgang af skruebrækkere.
Søfyrbøderne blev ladt i stikken.
Men ak, der blev lavet en særoverenskomst for alle andre i fagbevægelsen. Ja det var ligefrem tale om et forræderi, hvor søfyrbøderne blev ladt i stikken.
Onsdag den 18. april 1934 var Esbjerg lammet af generalstrejke. Søfolkene hadede de mange skruebrækkere, som politiet beskyttede.
Søndag den eftermiddag den 22. april blev der holdt et fællesmøde. Havnearbejderne og søofficererne lod sig misbruge af redderne ifølge forfatteren.
Hvad lærte vi af sømandsstrejken
I bogen gennemgås også pjecen ”Hvad lærte vi af sømandsstrejken”. Her kan vi bl.a. læse at
- Siden 1899 havde der været iværksat Strejker af ”splittelsesmænd” i arbejdsgivernes interesse.
Der var kun tilløb til en enhedsfront
Det lykkedes ikke at få gennemført kravene. Det var kun tilløb til en enhedsfront.
I Norge og Sverige gennemførtes solidaritetsaktioner for de danske søfolk. Man modtog også herfra strejkebidrag. Og det gjorde man også fra nogle fagforeninger herhjemme.
Medlemsbladet ”Faklen”
I bogen får vi også en gennemgang af Strejkens Historie fra Søfyrbødernes medlemsblad ”Faklen”. Her tales om forringede arbejdsvilkår og også osten var blevet dårligere. Foreningen henvendte sig til havnearbejderne, Sømændenes Forbund, kokkene, maskinmestrene, styrmændene og telegrafisterne.
Man fik positivt svar fra slagteriarbejderne i første omgang men dog ikke i anden omgang. Jo det var redderne, der i første omgang havde opsøgt overenskomsten med søfolkene. De betragtede dette skridt som et nedskæringsfelttog.
Andre fagforeninger spurgte ikke medlemmerne
Søfolkene undrede sig over at Kvindeligt Arbejderforbund havde sagt ja til overenskomsten uden at spørge deres medlemmer. Det ved Hovedbestyrelsen, der sagde ja til overenskomsten. Samme fremgangsmåde havde Arbejdsmændene havde gjort.
Søfyrbøderne udsendte snart anden strejkevarsel. De havde spurgt medlemmerne. Og her var der et klart flertal mod overenskomsten.
Masser af gadekampe
I april 1934 kom der som allerede beskrevet til gadekampe. Besætninger blev opfordret til at nedlægge arbejdet anset i hvilken havn man lå også i udlandet. Der lå også en appel til landets havnearbejdere, slagteriarbejdere og alle andre til at bakke søfolkene op.
Onsdag den 11. april 1934 holdt man et 17 – timers møde med redderne. Det førte ikke til noget.
En tur på hospitalet
I København var både søfolk og havnearbejdere klar til strejke. Ca. 1.000 mennesker mødtes på Skt. Anna Plads. Bryggeriarbejderne havde også afvist overenskomsten og bakkede op.
Den 16. april 1934 måtte 10 arbejdere og 2 betjente en tur på hospitalet. Masser af søfolk og havnearbejdere blev arresteret. Politistyrken var nu over 100 mand.
På Torvet var 7.000 manddukket op
Politiet havde trukket pistolerne
Den 17. april 1934 havde politiet trukket pistolerne og 18 blev anholdt. Politiet havde nu ophængt store plakater, der meddelte, at det var forbudt at gå ned på havnen.
Sammenstimlen i gaderne var forbudt. Overtrædelser betød en tur i fængsel.
Onsdag udkom der ikke nogen aviser i Esbjerg. Flere og flere eksportvarer var ophobet på havnen. Fiskerne kunne ikke få lodset.
Kommunistiske provokatører
I København havde arbejderne i Borgergade sat sig kraftig til modværge. Det fremgik af radioavisen at der var kommunistiske provokatører, der havde startet de voldsomme uroligheder.
Arbejderbladets redaktion i Blågårdsgade blev stormet af politiet. Fredag den 20. april fortsatte forhandlingerne med redderne, som ikke ville give sig tværtimod.
Politiet fjernede dokumenter
Lørdag den 21. april var enigheden brudt. Mange kaldte det for et snigløb. Kampfronten var brudt og søfyrbøderne var bragt i en tvangssituation.
Men det var slet ikke slut. Torsdag den 26. april mødte 200 betjente op med og i kampudstyr. Man brød ind i søfyrbødernes kontor i Ny Adelgade i København og beslaglagde en række papirer.
Strejken var over, men det var søfyrbødernes kamp langt fra.
Vi får belyst strejken fra forskellige kilder
I bogen får vi en belysning af strejken fra forskellige kilder, således også fra Dansk Dampskibsrederiforening. Og denne erklæring eller instruks skulle behandles meget fortroligt. Fagbevægelsen måtte under ingen omstændigheder få fat i denne. Og det forstår man godt. når man læser, hvad der står i denne.
Socialdemokraten: Det er en forbrydelse at gå i strejke
Borgerskabet brugte datidens medier til at skabe splittelse hos arbejderne. Og hele den borgerlige presse med Socialdemokraten gav den gas på arbejdernes bekostning.
Således fortalte Socialdemokraten sammen med Børsen, at det var en forbrydelse at gå i strejke.
Vigtigt at fortælle arbejdernes historie
Interessant er også at gennemlæse afsnittet ”Finansfyrster og Platugler”. Forfatteren skriver her, at 1920erne er en vigtig tid for arbejderbevægelsen. Den blev splittet mellem reformistisk og en revolutionær linje. Borgerskabet den aktiverende kraft. Hvert 10. år er der krise i kapitalismen får vi at vide.
Landbruget og industrien udnyttede situationen under Første Verdenskrig, hvor Danmark var neutral. Vi får en gennemgang af, hvordan samfundet udviklede sig og det var ikke til arbejdernes fordel.
En ganske interessant bog, hvor sympatien absolut er på arbejderes side. Men hvorfor ikke? Vi kan takke arbejderne og deres kampe for de forholdsvis gode arbejdsforhold, som vi har i dag. Og Da jeg læste bogen, kom jeg i tanke om min egen rolle i fagbevægelsen for mange år siden.
Generalprøve for Folkestrejken 1943
Ombord på skibene kunne man ikke selv bestemme kosten. Man havde bare at spise det som, der blev serveret for en, dengang.
Og dengang i Esbjerg blev en manufakturhandler brutalt slået ned af politiet. Han stod bare og kiggede på. Forfatteren mener, at denne strejke var en generalprøve på, hvad der skete under folkestrejken i Esbjerg i 1943.
Bogen kan varmt anbefales
Strejken var nu engang ikke forgæves for søfyrbøderne. Forhandlingsklimaet blev forbedret. Man fik lønindrømmelser, ferieforbedringer og andre goder.
Som vi har nævnt flere gange, er det en interessant bog om hændelser, der nok vil gå i glemmebogen, hvis ikke det bliver fokuseret på dem. Gad godt nok vide om sådan noget er et pensum i folkeskolen. Denne bog kan varmt anbefales.
Lars Ulrik Thomsen:
Alle Mand på Dæk – Sømandsstrejken 1934
Forlaget Popula
På www.dengang.dk kan du læse 2.281 artikler
- Under Andre Historier kan du læse 111 artikler