Borgmester Jens Hansen var en god borgmester og god ven med de fattige. Men han havde også mange fjender. En dag fik han besøg af en masse kongelige og adelige. Han forsøgte, at opvarte dem efter bedste formåen. Men det hele endte i druk og fuldskab. Borgmestergården fik ødelagt alle vinduer og døre. Et blodigt slag fandt sted foran Rådhuset. Hertugen afgjorde, at borgmesteren var ansvarlig. Ham og hans søn blev idømt en kæmpe bøde, og han måtte afgive sit borgmesterembede.

 

En af byens bedste

Borgmester Jens Hansen eller Kramer havde efter Claus Møller´s mening været en af byens bedste borgmestre. Han var dygtig og klog, og havde udviklet meget i sin embedstid. Han lod kirken restaurere, og forbedrede kirkens indtægter med klokkepenge, fattigpenge m.m. Han havde indført en ny Borgerrangsfordning. Desuden holdt han nøje øje med, hvad der skete i byen.

 

Jens Hansen blev hos sine medborgere

Omkring Mikkelsdag 1626 kom de kejserlige krigsfolk til landet, men Jens Hansen blev hos sine indbyggere. Det var også under hans tid – i 1629, at pesten kom til Aabenraa. Der døde flere hundrede mennesker af denne frygtelige epidemi.

 

Adelige folk i byen

Men få år senere var Hertug Ulrik´s adelige folk i byen. De havde bombarderet Borgmestergården med sten og havde såret Jens Hansen.

Hvad det hele drejede sig om, er lidt uklart. Men begivenhederne resulterede i, at borgmesteren blev afsat fra sin Tjeneste af hans Fyrstelige Naade omkring Paasketid samme Aar, men fik dog tilsidst af Borgerskabet et smukt Vidnesbyrd om, hvorledes han fordum havde ført sit Liv og Embede.

 

Tre konge – sønner i byen

Skal vi prøve at dykke ned i historien og finde sandheden?

Den 10. januar 1632 fik Aabenraa besøg af tre af Kong Christian den Fjerde´s sønner med følge. Det var kronprins Christian, der netop på det tidspunkt var blevet statholder i Sønderjylland og Holsten. Og så var det Hertug Frederik, den senere Frederik den tredje. Den sidste var den kun 20 – årige Hertug Ulrik, der ville på krigerfærd i Tyskland.

 

Kronprinsen og Hertug Frederik fulgte den yngste bror til Aabenraa. Derefter ville denne følge efter sydpå med en skare unge adelsmænd. Men de kongelige´s besøg skabte dramatiske begivenheder.

De fyrstelige personer ankom hen på eftermiddagen. Kronprinsen og de to hertuger tog ind på rådhuset, hvor de spiste til middag. Hertug Ulrik´s krigere blev indlogeret hos forskellige borgere i byen.

 

Efter yderste evne

Borgmesteren boede i en ejendom ved siden af rådhuset. Middagen til de fyrstelige gæster blev tilberedt i borgmestergården. Jens Hansen gjorde sig naturligvis store anstrengelser for at måltidet skulle blive så godt som muligt. Han skriver selv:

 

– og jeg, for min Person har efter yderste Evne skaffet, hvad jeg i Hurtighed kunde bringe til Veje, saa der Gud være lovet, ikke var nogen Mangel.

 

Den næste morgen spiste de fyrstelige atter på Raadhuset. Hertug Ulrik tog derpå afsted med sine brødre og drog sammen med de fleste adelsmænd mod syd, mens kronprinsen og Hertug Frederik ligeledes forlod Aabenraa.

 

Der gik druk i den

Nogle få af Hertug Ulrik´s krigere blev dog tilbage. De havde haft kvarter hos en mand ved navn Luedke Clausen, som var nytilflytter i byen. Måske Har han været indehaver af et værtshus. I hvert fald blev et større drikkelag foranstaltet af de tilbageværende adelsmænd. De nød store mængder af vin og øl, og har sikkert også fået masser af den berømte Aabenraa – øl, Kükelhaen.

De blev stærkt berusede, og gik helt fra sans og samling.

 

Den blodige kamp

Nogle fjender af borgmesteren, herunder måske også Luedke Clausen selv benyttede lejligheden til at hidse de unge adelsmænd op mod borgmesteren. En sand krigsstemning opstod. En af deres vogne blev fyldt med sten. De kørte op foran borgmestergården og et sandt sten – bombardement startede.

De kastede stenene gennem vinduerne og mod døren, så borgmesteren og hans familie hverken kunne opholde sig i forstuen eller i de stuer, der vendte ud mod gaden. Både ejendom og møbler led stor skade. Denne ødelæggelse af sit hjem kunne byens borgmester selvfølgelig ikke se stiltiende til.

 

Borgmesteren blev såret

Hans søn, to bytjenere og nogle få borgere var blev ophidset over adelsmændene hærgen og gik til modangreb. De gik bevæbnet med hellebarder til angreb mod Hertug Ulrik´s mænd. Der opstod en særdeles blodig kamp foran rådhuset i Aabenraa. Der blev uddelt drøje hug fra begge sider og blodet flød.

Luedke Clausen kæmpede på adelsmændenes side. Han forsøgte ihærdigt at få ram på borgmestrens søn. Det lykkedes ham at få tildelt sønnen et dybt sår.

 

Borgmester Jens Hansen havde fra trappen til borgmestergården været vidne til blodsudgydelserne. I sin fortvivlelse ville han forsøge at stifte fred mellem de stridende parter. Men under forsøget fik han to blodige sår i ansigtet. Han måtte trække sig ud af kamphandlingerne.

 

Luedke Clausen klagede

Hertug Ulrik´s folk fandt det passende, at forlade kamphandlingerne. De sprang på deres vogne og kørte syd på. Borgmesteren gav nu ordre til at Byfogeden skulle anholde Luedke Clausen, fordi han havde stillet sig op de adeliges side, og fordi han havde såret sin søn. Luedke Clausen blev sat i fængsel. Her sad han natten over samt den følgende dag, hvorefter han blev løsladt.

 

Luedke Clausen protesterede over borgmesterens handlinger til Hertugen på Gottorp. I et skrift til hertugen skildrer han begivenheden, som om det var borgmesterens søn og bytjeneren, der pludselig uden grund havde overfaldet Hertug Ulrik´s folk. Han havde da lagt sig imellem og så af borgmesterens søn fået et slag i hovedet og et på halsen af en hellebard. Clausen var da flygtet ind i en ærlig Mands Hus. Men borgmestren og hans hjælpere havde forfulgt ham ind i huset og pryglet ham både grøn og blå. Han skulle desuden være blevet såret alvorlig over det højre øje.

Clausen var da som fange lagt i lænker og ført til Byfogedens hus. Der dog næppe tvivl om, at Luedke Clausens fremstilling af sagen er fuldstændig fordrejet. Meget tyder på, at det var Clausen, der var ophavsmand til overfaldet.

 

En bøn i kirken

Borgmester Jens Hansen, der var en meget gudsfrygtig mand, var dybt rystet over episoden. Han henvendte sig til provst Georg Hübschmann og fik ham til den følgende søndag i tilslutning til den bøn, provsten bad i kirken, at bede en kirkebøn forfattet af borgmesteren.

I den kirkebøn beklager borgmesteren sig for Gud og hele menigheden. Han havde på ingen måde givet anledning til den vold og overlast, som var tilføjet ham. Han havde slet ikke gjort de mordlystne noget. Tværtimod havde han ydet Hertug Ulrik´s folk endhver tjeneste og skaffet, hvad de fordrede uden at lade sig nøde. Som følge deraf begærede han af den kristne menighed at den opsendte en bøn til Gud den almægtige, om – såfremt nogen, det være sig mand eller kvinde, have givet anledning til denne voldsdåd og ydet voldsmændene bistand, at Gud, da ville åbenbare det og straffe de skyldige, mens de var i live.

 

Et stort tab for Aabenraa

Skønt borgmester Jens Hansen var en overordentlig dygtig mand, faldt han dog på grund af denne tildragelse i unåde hos Hertugen på Gottorp. Jens Hansen´s fjender havde været stærkere end hans venner. Den sag som Luedke Clausen rejste mod ham, endte med, at han samme år blev afsat fra sit embede. Desuden skulle han i fællesskab med sin søn betale en bøde på 800 Rdl.

Det betød et stort tab for Aabenraa by, at Jens Hansen faldt i unåde. De fattige havde en gpd ven i ham. Han byggede en stiftelse, som senere indgik i Danckwerth – Hansen – Leistmanns Stiftelse, det såkaldte kloster.

 

Kilde: Se

– Litteratur Aabenraa

 

På siden er der flere artikler fra denne tid.