Skoleeleverne blev tvunget til at elske kejseren. H.P. Hanssen advarede mod hagekorset. Han rokkede lidt ved Jomfru Fannys forudsigelser. Under besættelsen og langt op i 40erne florerede sortbørshandelen i Aabenraa. 200 husstande i byen holdt levende svin. Vi tager også lige en afstikker til Als, Gråsten, Tønder, Højer og Løgumkloster. Dette er Sønderjyllands historie fra ca. 1915 – 1947.
Alle skolebørn skulle elske kejseren
I 1915 skulle skolebørnene i Aabenraa blandt andet synge følgende strofe:
- Kejseren er en elsket mand, han bor i Berlin, og var det ikke så langt herfra, så gik jeg endnu i dag derhen.
Man skulle også kunne den såkaldte hadesang udenad om England. Det første børnene skulle om morgenen var dog at bede en såkaldt krigsbøn:
- Send dine kære engleskarer, at de bevarer os kejseren, ser du Zeppelin flyve på himlen, så hjælp ham dog, at vi kan sejre. Til slut takker jeg dig, at jeg er tysk.
Vendingen Gud straffe England, blev hyppigt brugt. Ja man kunne da få et stempel med dette udtryk, som man så stemplede alle vegne.
Kaput Germania
I foråret 1915 kom de første russiske krigsfanger ud på landet. Tyskerne havde taget 90.000 med et smæk, sagde man. Børnene begyndte at tale med dem – på tysk og med fagter. De gik rundt med armbind, hvor der stod K:G – som betød Kriegsgefangener. Men selv sagde de, at det betød Kaput Germania.
I sommeren 1915 blev alle syttenårige indkaldt. Og de gamle skrev hjem fra fronten, at det skar dem i deres hjerte, at se børn kæmpe og dø. Alt var rationeret. I 1917 stormede man bagerbutikkerne, 200 blev arresteret.
Genforeningen nærmer sig
I den tyske rigsdag rejste H.P. Hanssen i 1918 kravet om genforening, og samme dag talte man om det i den danske rigsdag. Et norsk blad, Tidens tegn
beskrev forholdene i Sønderjylland på en meget rammende måde:
- Tre folks tanker går i disse dage til Sønderjylland. Navnet er ikke taget med på præsident Wilsons fredags-program. Lad os nævne det med den styrke, vi kan. 50 års trofasthed mod Norden kalder på vor oprigtighed, og tre folk ved i dag, at det Tyskland, der taber
land i Nordslesvig, i virkeligheden bliver et større land og vinder varige værdier, en vej til andres tillid. Måtte det tyske folk se og forstå det.
Et kæmpe møde på Folkehjem med H.P. Hanssen som hovedtaler, samlede tusinder af håbefulde mennesker.
Als udråbt til republik
I Aabenraa blev der også nedsat arbejder – og soldaterråd. Ingen måtte rejse gennem Nørreport uden at få et stempel. Man gik på jagt efter skjulte levnedsmidler. På Als udråbte skrædder Topf øen som republik.
Falle Lilholt fra Løjt blev formand for bonderådet i Aabenraa Amt. Den internationale kommission valgte i 1919 H.P. Hanssen som landråd.
Minister for sønderjyske anliggender
Den 24. juni 1919 blev H.P. Hanssen valgt som minister for sønderjyske anliggender. Det sønderjyske ministerium bistod udenrigsministeriet med at finde krigsfangere i det store Rusland og den vide verden.
I det gamle land var folk blevet fanatiske. Folk blev kaldt forrædere for et godt ord.
Willison og hans 35 mand
Endelig den 10. februar 1920 trådte freden i kraft. Og i Aabenraa blev man besat. Besættelseshæren bestod af 35 englændere anført af løjtnant Willison. 5.000 mænd og kvinder anført af et musikkorps bød dem velkommen.
Smukke afstemningsplakater blev fremstillet. Det som stadig er i erindring, forstiller et lille barn, og nedenunder står der
- Mor stem dansk, tænk på mig.
Den 10. februar var en stormfuld dag. Der var to stemmesedler Danmark – Dänemark, Deutschland – Tyskland.
Så enkelt var det.
Mange var kommet tilrejsende for at afgive sin stemme, 550 nordfra og 1.050 sydfra.
Ikke rokke ved Jomfru Fannys spådom
Danske tropper besatte Aabenraa den 5. maj. De kom med skib fra Haderslev, og under stor jubel indtog de Aabenraa syd fra. Det var netop det Jomfru Fanny havde forudsagt. Men H.P. Hanssen havde en finger med i spillet. Han kunne da ikke nænne at rokke ved Jomfru Fannys spådom.
Lige så stor en dag for Aabenraa var det at få udskiftet de gamle blå postkasser med de røde.
Afstemningen i zone 2 var en kæmpe skuffelse for de dansksindede. 80 pct. stemte for Tyskland og kun 20 pct. for Danmark. Mange havde ventet et væsentligt bedre resultat.
Ikke gengælde med ondt
Da kongen senere besøgte Sønderjylland, sagde han blandt andet i Tønder:
- Man skal ikke gengælde ondt med ondt, og det falder naturlig sammen med den danske folkekarakter at følge dette ord. Jeg vil bede Dem glemme gammelt had, og i stedet for tænke på fremtiden og arbejdet.
Tiltalt på tysk
Da borgmesteren i Højer forskrækkede folk med at byde kongen velkommen på tysk, svarede kongen:
- Jeg er altid glad for at træffe ærlige folk, man kan ikke den ene dag stå på den ene side, og den næste dag på den anden.
Amtsfuldmægtig Florander fandt situationen pinlig, trådte frem og begyndte:
- Må jeg på den danske byrådsgruppes vegne.
Længere kom han ikke, kongen afbrød ham:
- Tak, jeg har desværre ikke tid.
Til bedstefars kiste
I Løgumkloster stod en lille dreng med en stor krans. Han havde glemt, hvad han skulle sige, men forsøgte så alligevel:
- Då Kong Christian, vil då nok lig den krans å din bedstefars kist?
Kongen blev meget bevæget, og tårerne piblede frem.
Hellere tysk nød end dansk brød
I afstemningstiden sagde de tyske medborgere:
- Hellere tysk nød end dansk brød.
I kriseårene omkring 1926 blev der knaphed med dansk brød, og Cornelius Petersen udtrykte det på den måde:
- Danmark har snydt og bedraget jer! Det er systemet, der er galt med.
Denne Petersen startede bevægelsen, Bondens selvstyre, og flere bevægelser fulgte.
Nye veje i landsdelen
Fra dansk side gjorde man meget for, at åbne vejene i Sønderjylland. Da Zahle var på besøg lykkedes det, at få ham overtalt til at give penge til anlæggelse af en af skønneste veje i Sønderjylland, Fjordvejen. Det var nu ikke noget amtmand Grev Schack hjemme i Tønder Amt brød sig om:
- Hvem skal køre på alle de nye veje. Det bliver ikke andre end pantefogeden, der har råd til at køre på dem.
Hagekorset på vej
I 1933 var Slesvig – Holstenerne igen på spil. Den gang ikke under den blå – hvide fane, men under hagekorset. H.P. Hanssen råbte vagt i gevær.
Fra Aabenraa skulle en såkaldt politiadjudant holde øje med tyske aktiviteter i grænselandet. Denne stilling blev først nedlagt i 1944. Beretningerne om disse forhold gik direkte til regeringen.
Kronprinsesse – parret bruger Gråsten Slot
De augustenborgske slotte og herregårde var for mange dansksindede skæmmende. Ved genforeningen var der mange, der mente, at staten skulle overtage dem – koste hvad det ville.
Slottet i Gråsten var heldigvis noget mindre. Det var plads både til dommerkontor, politikontor og embedsbolig. . Sønderjyderne sagde:
- Bare da kongen ville flytte ind i et af slottene
Og glæden var stor, da kronprinseparret i 1936 valgte Gråsten Slot som deres sommerbolig. I Gråsten festede man.
Tyskerne kommer igen
Den 8. april 1940 stod masser af soldater opmarcheret syd for grænsen. Et eller andet var i gærde, men fiskebilerne fik uhindret lov til at køre nordpå. Langs Kystvejen kom tyskerne. De tysksindede beboere hilste med Heil
I Bovrup havde Frits Clausen skabt en stor og brav national ungdomsbevægelse. Ja faktisk kom han fra Aabenraa. Engang holdt han et stort nazi – stævne på Galgebakken. Deltagerne kom langvejs fra.
Aabenraas travle modstandsbevægelse
Efter at tyskerne var forsvundet havde modstandsbevægelsen i Aabenraa travlt. Pludselig kunne alle huske, hvad alle havde sagt. Og i kaffeselskaberne blev man advaret mod at sige alt. Modstandsbevægelsen ville have det hele ordnet med det samme. Og trafikken til Fårhuslejren var stor. En resolution blev sendt til regeringen. Følgende forlangtes gennemført med det samme:
- Nordschleswigische Zeitung forbydes
- Al tysk skoleundervisning for mindretallet standses
- Alle medlemmer af mindretallet, der under besættelsen har modarbejdet Danmarks interesser, udvises omgående.
Nu var det dog ingen, der kunne samarbejde med by-lederen inden for modstandsbevægelsen. Regionslederen fra Kolding blev tilkaldt og efter lange forhandlinger fratrådte by-lederen den 24. juni.
Grænsen ligger fast
Ved rigsdagens åbning den 9. maj sagde statsminister Buhl: Grænsen ligger fast. Han gentog dette budskab til Dybbøl – festen den 11. juli. Trods dette blev der samlet over 500.000 underskrifter ind i 1946 med kravet om at befri Sydslesvig for det tysk – holstenske herredømme.
Mange til Fårhuslejren
Jo bølgerne gik højt i efterkrigstiden. 3.408 personer heraf 1.000 fra Tønder Amt blev straffet. Hver anden voksen mand af det tyske mindretal har siddet i
Fårhus – lejren. Kun 49 af de 3.408 var kvinder!
Mindstestraffen var 4 år, men efterhånden blev Fårhus – fangerne prøveløsladt. De fik så tildelt en tilsynsværge. Man var ligeglad om det var ansvarlige nazister eller skikkelige tyskere. Fra Aabenraa blev 825 interneret i Fårhus – lejren.
Stadttheater blev omdannet til Hotel Monty.
Væk med alle tysksindede
Magistraten fulgte en henvendelse fra modstandsbevægelsen at fratage alle tysksindede embedsmænd deres stilling.
Aabenraa Andelsboligforening besluttede, at tysksindede, illoyale eller andre personer, der har været håndlangere for nazismen i fremtiden ikke ville få
tildelt lejligheder i andelsboligforeningen.
Det varede længe inden tonen blev forsonlig. Således kom der i 1960 til et voldsomt sammenstød mellem den socialdemokratiske og den tyske gruppe i byrådet.
Der var lige som i Tønder en klar opdeling af forretninger, hvor man handlede og ikke handlede af hensyn til national tilholdssted.
Tal tysk med mindretallet!
Således fik undertegnede besked på, da jeg tiltrådte som lærling i Tønder, at alle fra mindretallet skulle tiltales på tysk. Den ene af mine chefer sagde:
- Uwe, jeg ved jo fra din familie, at du kan tale tysk. Din familie tilhører jo også mindretallet.
Det gjorde de så ikke på daværende tidspunkt. Men jeg nægtede at efterkomme ordren. Jeg ville tiltale dem på sønderjysk. Det var lige før min karriere
var sluttet, inden den var begyndt. Gad vide, hvad HK ville have sagt, hvis det blev til en sag?
Ligesom i Tønder var det en klar opdeling i danske og tyske foreninger. Aabenraa Skyttelav mærkede pludselig en stor tilgang af danske medlemmer.
Sortbørshandel i Aabenraa
Manglen på alt var fremherskende i Aabenraa efter 1945. Dansk – amerikanere havde samlet ind til 12 store kasser med børnetøj. Fra rådhuset blev tøjet
uddelt.
Som det var tilfældet under krigen så florerede sortbørshandelen i Aabenraa fortsat i anden halvdel af 1940erne. På denne måde fik mange borgere i byen, kaffe, sukker, smør, margarine og amerikanske cigaretter.
Men de var nu meget opfindsomme i byen, for ca. 200 husstande holdt i 1947 svin. Men også høns, ænder og kaniner havde igen fået adgang til byen. Men myndighederne greb ind, og så var det slut med denne næringsvej.
Kilde:
Se
- Litteratur Aabenraa
- Litteratur Tønder
- Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
- www.dengang – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under Aabenraa finder du 169 artikler
- Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler
Redigeret 22. – 01. – 2022