Aabenraa – hvordan så byen ud dengang?

Der var masser af oversvømmelser. Folk fra Løjt og Stollig måtte hente tang ved Sønderport, men ikke sten. Dem kunne man selv bruge. Vi kigger på Kapelbjerget. Endelig kom der en dæmning. Vi besøger Bispens enemark og Gamle Opnør. Sten fra Skt. Jørgen blev brugt til Nymølle. Aabenraa var godt sikret mod fjender. Og så behøvede man ikke mere at køre over Toldsted. Varnæsfolk havde lavet en sommervej. Og galgen blev placeret på Arnbjerg. Så var det lige historien om Bygraven og heri blev også transporteret tyvegods. Der var problemer med at bygge på Storetorv på grund af Bygraven. Fyrsten ville gerne have teglværksgrunden.

 

Masser af oversvømmelser

Ved vintertid drev østenvinden fjordvandet ind over engene vest og sydvest for Aabenraa. Samtidig kom der masser af nedbør. Sønderchausse lå betydelig lavere end nu. Alt det land, der lå op til Hjelm vest og sydvest for Sønderport lignede ofte et hav.

Jo, det var også de store oversvømmelser i 1872 eller Nytår 1914, da byen trods forhøjelser, diger og dæmninger fra næsten alle sider havde forsøgt at gardere sig. Dengang sejlede og stagede man rundt i både. Hverken bro eller Sønderchausse var at øjne. Fjorden gik helt op til Rebekkagangen, ja helt til Kilegaard og viste sig på Nybro. Ja selv i Slotsmøllen.

Var ulykken sket var det skik og brug at frivillige mødtes ved Sønderport.

 

Man måtte hente tang men ikke sten

Det var først i det 18. århundrede, at der her kom en sommervej som aldeles ikke kunne bruges om vinteren. Ja det var dårligt nok, at den kunne bruges om sommeren. Indtil da gik færdslen over slottet.

Vi ved at de i år 1611 kom fra Stollig og Løjt og hentede tang uden for Sønderport. Men de måtte ikke tage stenene. Dem kunne Aabenraa nemlig godt selv bruge til deres stenbro.

 

Kapelbjerget

Lidt syd for byen og dens Sønderport lå ved Sommervejens sydlige end, hvor Vejrmøllen stod, en holm eller en bakke i retningen fra øst til vest. Denne blev i 1737 kaldt Kapelbjerget eller Andreaskapellet. Den lå her i katolsk tid.

I den vestlige ende lod Dronning Margrethe den Første i 1411 bygge et nyt slot. Men som følge af hendes død blev det i første omgang kun til et Porthus. Syd for Andreaskapellet helt over til Posekjær var bortset fra en holm (Fru Annas Eng) alt kun sand og tang. Strækningen mellem Kapelbjerget og Sønderporten lå om vinteren altid under vand.

 

Endelig kom en dæmning

Først en del år efter 1411, måske først i Kong Hans tid er Slotsvejen og Møllebroen blevet anlagt. Og det var i form af en dæmning.

Det er derfor, at Claus Organist skriver i år 1600, at dem der i ældste tid ville nordpå, måtte over vandet til Varnæs for derfra at tage med færgen til Årøsund og videre.

Claus Møller (organist) meddelte at byens grænse mod vest, begyndte der, hvor Nybro senere kom til. Her løb i tidligere tid en å, nord om Kongelund eller Kongegården, det gamle slot, så den blev skilt fra byen.

 

Bispens Enemark og Gamle Opnør

Dengang i begyndelsen af det 14. århundrede kaldte man vandet syd for Sønderport for ”Nørets Vand” eller Nørets mund”. Og syd her for lå jorderne fra Hostrup, Stubbæk og Årup. Og der hvor Farversmølle senere lå, kaldte man dengang ””San vith Lith”.

Længe før byen fik en byret lå i nærheden en bispegård med Bispens Enemark, der strakte sig helt hen til landsbyen ”Gammel Opnør”.

Og tæt her ved i udkanten af Hjelm lå Kongens Forhøjning. En gammelt sagn fortæller, at her skulle Valdemar Sejr været gået i land på sin hjemrejse fra Estland. Derfra skulle han havde begivet sig til Urnehoved Ting.

De gamle landsbyer Heisel og Gammel Opnør er siden forsvundet. Peter Amtsskriver indførte dem dog i sin Jordebog i 1609.

 

Sten fra Skt. Jørgens Kapel blev brugt til Nymølle

Skt. Jørgens Kapel ophørte efter Reformationen. Det var opført som et sygehus for spedalske. Og det blev bortforpagtet til ”den fyrstelige nåde”. Da dette ophørte, blev stedet nedbrudt. Men tømmer og sten blev brugt til bygning af Nymølle.

Ved denne lejlighed forsvandt også ”Skt. Jørgens Karpedam. I inventaret fra 1709 blev der opgivet en dam men uden karper. Den var nærmest overgroet.

En såkaldt ”Pippel” dannede tidligere grænsen mellem Aabenraa By og Herredet. Vandeløbet blev dengang ikke kaldt å men ”Pippel”.

 

Aabenraa var godt sikret

Hele egnen hørte til herredet. Og så er det hele diskussionen med hvornår det hed Opnøraa og Gammel Opnør. Vi har allerede skrevet to artikler om temaet. Der er lidt diskussion og forskellige meninger om det. Men der findes en tegning fra 1641, der viser en lille by omkring Kongslund lidt syd for den gamle rådhus. Den var omgivet af en bygrav og en byvold, som fra ”Kiil” i øst gik nord om Vestergades kålgårde og vest om det gamle slot ved Vestergades den gang sydvestligste hjørne. Her mundede det ud i indvandet eller ”Nøret”. Dengang, skriver Claus Møller, var byen er de bedst sikrede byer i hele landet, endda stærkere end Slesvig.

 

Ikke mere over Toldsted

Imod øst var ”det salte vand”, som man dengang kaldte fjorden, i syd og vest indvandet eller ”Nøret”. Imellem var en bygrav af forsvarlig bredde og dybde.

Med Brundlund var der bygget en dæmning, mølle og møllebroen. Med den lange bro var der skabt en ny forbindelse syd på. Nu behøvede man ikke at tage over Toldsted. Med dæmningen og møllebroen var der knap så meget vand især om sommeren. Af ”Nøret” blev der nu kun en Mølledam tilbage.

 

Galgen på Arnbjerg

Den nuværende Hjelmalle blev anlagt i sidste halvdel af det 16. århundrede som en Slotsvej med 2 sluser eller to bække, der løb langs med den. Jorden til den hentede man fra ”Fru Annes Eng”, hvor byens rettersted en kort overgang havde været. Derfra blev den flyttet til op på Arnbjerg, der fik navnet Galgebakken.

 

En sommervej til Varnæs

Omtrent ved samme tid havde Varnæsfolk syd for Posekær anlagt en ”Forte” ind til byen – det var omkring 1611. Det var dog kun en sommervej. Man kunne ikke bruge den om vinteren. I flere hundrede år har Sønderschausse så kun været en sommervej.

 

Historien om Bygraven

Bygraven førte ned til Nøret, og tjente senere sammen med Slotsgraven til værn for Brundlund. Slotsgraven fik vandet fra indvandet. Slotsgraven sorterede under amtmanden. Mens byen sørgede for Bygraven. Men den forsømte man. Til sidst blev det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (frøer). Det gav så Bygraven det gamle navn ”Paidsik”.

Ligesom navnet ”Nøret” forsvinder også begrebet ”Bygraven” men ”Paidsik” bliver hængende. Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der fra vest til øst gik langs med de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige ende af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe ud i ”kiil” (Kilen).

I 1707 lå ”Paidsik” i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt sønden om rådhuset, som en øde sump fra vest til øst, kan vi se i Stavnsprotokollen.

 

Tyvegods i Bygraven

Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i Bygraven, så noget tyder på, at man havde sejlet med både i den.

Claus Møller nævner, at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og Tyvkjæret”. Rak og pak skule have holdt til ”ved Aaen nothern By”. Åbenbart har de også fragtet deres tyvegodser i byrenden. Men ellers forlød det fra historien, at tyverpak holdt til i Ramsherred.

 

Problemer på Storetorv

Hvor Bygraven gik over Vestergade, lå købmand Schmidts hus. Og man sagde, at den slog revner grunden Bygraven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide, at han på sin grund skulle sørge for, at bygraven skulle være mindst en alen bred.

I lang tid var Byrenden synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da man skulle bygge et større hus her, kunne man ikke bare gøre det. Der var nemlig ikke en sikker grund. Man skulle først igennem 3 – 4 alen fyld.  I en bredde af 26 alen fra nord til syd var det derefter en fed brun morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde stødte man på fast lergrund. Man traf her rester af et bolværk eller plankeværk på 12 – 15 tommers tykkelse.

Åbenbart har Byrenden haft en normal dybde på 8 fod.

Aabenraa har fra gammel tid været inddelt i stavne. Nord på gik det til hertugens Teglværk på den såkaldte Klinkebjerg og derfra til Kolstrup ad den såkaldte Kolstrup Stenbro eller Kolstrupper Kirkeforte, som den efter reformationen blev kaldt.

 

Teglværksgrunden

Teglgården var ikke ældre end i midten af det 16. århundrede. Den havde afløst galgen og retterstedet her, som fra ældre tidret passede til det såkaldte Ramsherred med Tyvekjærsbækken nedenfor og Retten som nærmeste nabo, ikke langt derfra på den gamle Vægterplads. Dengang var den ganske ubeboet. Efter gammel skik boede uærlige folk (bødelen) afsondret.

Trods skelstenen hørte Teglværksgrunden dog til byen. Men ” Hans Fyrstelige Nåde” havde i sin tid ønsket at få den. I bytte havde byen så fået ”Fru Annas Eng”. Den brugte man så som rettersted. Men ved denne lejlighed havde byen mistet en del af ”Fællesfægangen”. Den havde Kong Valdemar i sin tid købt til byen for ”sine egne penge”.

Fra den gamle tid længe før år 1600 havde enhver stavnsejer har ret til ”fællesfægang” og ”madeskift”. Men man havde også en stavnspligt. Man skulle holde broer og veje vedlige.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 140 artikler om det Gamle Aabenraa og Omegn herunder:

• Aabenraa for meget længe siden
• Aabenraa havde navneproblemer
• Aabenraas oprindelse
• Aabenraa fra 1544
• Aabenraa – dengang
• Aabenraa – en by der hed Opnør
• Fra det Gamle Aabenraa
• Aabenraa’ s historie og mange flere