Som næsten overalt i Sønderjylland var det en forvirrende tid. De nationale grupper bekrigede hinanden indbyrdes. Og eliten i Aabenraa var tysksindet. Man havde en borgmester, der ville gøre alt, for at chikanere de dansksindede. Og mange forskellige tropper var i byen. Det blev for meget for begge nationale grupper, da en friskare indfandt sig. En tysk politimester høstede
respekt fra begge sider, da han forhindrede en henrettelse. Og diverse kanonbåde i fjorden gjorde deres til, at det blev en ret så livlig periode i byens historie.

 

Alle kunne mærke krigen

Måske er det ikke så  mange, der tænker på Aabenraa, når man snakker om det 1. Slesvigske Krig eller Treårskrigen. Det er nok mere Sundeved, Bov, Fredericia og Sydslesvig. Det blev som bekendt afsluttet med det meget blodige slag ved Isted. Men Aabenraa kunne bestemt mærke krigen. Og det kunne man vel overalt i Sønderjylland. Hvis du interessere dig for De Slesvigske krige, så se artikel – fortegnelsen bagerst i denne artikel.

 

Idyllen blev brudt

Gang på gang blev idyllen forstyrret i byen med 4.200 indbyggere. Den danske flåde blokerede de tyske havne, og det kunne mærkes i søfarten til og fra Aabenraa. Som et vigtigt knudepunkt gennem Sønderjylland var byen også ramt på landjorden. Fra søsiden  var der også mulig for den danske flåde at hindre fjendens styrker i at få forsyninger. Men Slesvig – Holstenerne ændrede hele tiden taktik.

I en tysk beskrivelse af krigen står der følgende:

• I felttoget 1848 – 50 sejrede det lille Danmark, fordi dets flåde og hermed sø-herredømmet hjalp det ud over alle svage punkter. Den derved opnåede bevægelsesfrihed, der yderligere begunstiges ved krigsskuepladsens art, blev glimrende udnyttet. Alene støttet til flåden, formåede hæren gentagne gange at komme til syne i flanken og ryggen på modstanderne.

 

Eliten valgte tysk

Krigens anested var Kiel og Rendsborg. Efter at Prinsen af Nør den 24. marts 1848 iført dansk generalsuniform sammen med oprørstropper fra Kiel havde overrumplet fæstningen
i Rendsborg, sluttede en del af de i hertugdømmerne garnisonerede officerer og menige sig til oprørerne. Andre forsøgte at drage nord på for at slutte sig til den lovlige danske hær.

I Aabenraa havde embedsmændene anerkendt den provisoriske Slesvig – Holstenske regering. Georg Schow, som i begyndelsen var modstander af af Slesvig – Holstenerne havde fulgt strømmen, ellers havde han sikkert mistet sin borgmesterpost. Fra Københavns side havde man planlagt aktioner, der skulle genoprette ro og orden i byen.

 

Soldater på vej – anholdt

Slesvig – Holstenerne i byen havde oprettet et såkaldt Wohlfahrtsausschuss, som blandt andet var beordret til at forhindre desertører og de til danske bataljoner indkaldte slesvigere fra at gå nord på og slutte sig til den danske hær. De, der blev grebet, sendtes under bevogtning til Rendsborg. Aabenraa’s dansksindede ventede derfor med længsel efter støtte og den kom snart.

Kommandøren for den danske hærs ene flankekorps, generalmajor Wedell – Wedellsborg havde fået ordre til, så snart han havde fået forstærkning af et par bataljoner, at rykke frem fra Kolding for at besætte Aabenraa. Natten til den 29. marts rykkede han frem til Haderslev, med den styrke, som det var lykkedes at samle sammen. Man han savnede hårdt de Slesvigere, som var blevet holdt tilbage bl.a. i Aabenraa.

Den 26. marts afsejlede briggen St. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson fra København med dampskibene Hekla, Gejser og Skirner, en division kanonbåde og korvetten Najaden med kurs mod Sønderjylland. Najaden lagde den 27. til ved Sønderborg, hvis borgere hejste Dannebrog og modtog den med synlig glæde, selv om der også var nogle, der knurrede.

 

Kanonskud mod Flensborgvej

St. Thomas fortsatte op igennem Alssund og ankrede op i Aabenraa Fjord den 30. marts. Briggen var bygget i 1827 og armeret med 16 glatløbede kanoner, men Suenson havde fået ordre til ikke at beskyde Aabenraa uden i yderste nød. Det så heller ikke ud til, at det skulle blive nødvendigt. Da briggen stod ind i havnen, blev der inde fra land viftet med Dannebrogs – flag, svinget med blanke sømandshatte og råbt hurra. Mange af dem havde gjort tjeneste i den danske marine, og holdt det danske flag i ære.

Embedsmændene, som tjente kongens brød og byens apoteker glimrede derimod ved deres fraværelse. De blev nemlig af de forsamlede betegnet som Wühler, det vil sige agitatorer, ophidsere m.m. Men det var netop dem, som Suenson ville opsøge for at forhindre deres landsskadelige og obstruktive virksomhed.

Kort efter, at briggen havde kastet anker, varskoede topgasten i mærset, at der drog tropper frem mod byen syd fra ad Flensborgvejen langs stranden. Fra en vogn vajede det Slesvig
– Holstenske flag. Straks gjorde en kanoner klar til skydning. Snart susede en 18 punds bombe mod vognen med den virkning, at fanen omgående forsvandt. De Slesvig – Holstenske tropper gik i dækning for senere i galop, at forsvinde i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen, men afstanden var for stor.

 

En hjuldamper blev kapret

Det viste sig, at de retirerende var et Slesvig – Holstensk Jægerkorps iført danske uniformer med hvidt armbind og et turner – og studenterkorps fra Kiel samt 40 dragoner, som under
kaptajn Søren Michelsens ledelse havde fået ordre til at foretage rekognoscering mod  Aabenraa. Han var bror til den senere danske marineminister O.V. Michelsen.

Skjult af skovene omkring Aabenraa rykkede de senere ind i byen og afdelingsvis i kvarter. Men af hensyn til briggens nærværelse og på grund af indløbende efterretninger om det nørrejyske korps fremrykning, var tropperne i alarmberedskab.

Dagen efter, den 31. marts, ankom kaptajn Steen Bille med dampskibet Hekla til reden. Han befalede kaptajn Suenson til med 3 orlogsfartøjer at bemægtige sig den i havnen liggende hjuldamper Christian der Achte. Det var fordi, man havde hårdt brug for den som troppetransportskib og dels fordi den ikke skulle falde i Slesvig Holstenernes hænder.

 

Han var ikke dansker

Da det forreste skib nærmede sig landingsstedet, bemærkede Suenson der, en officer i dansk jægeruniform. Suenson antog ham først for at være dansk, idet han havde tilråbt ham på dansk. Men da han fik øje på det hvide armbind blev han klar over sin fejltagelse. Efter en skarp ordveksling gav Suenson en matros ordre til at gribe officeren. Ved denne trussel løb Slesvig – Holsteneren imidlertid om bag en træstabel og reagerede heller ikke, da Suenson lod sine matroser gøre Christian der Achte klar til afsejling. Efter at maskinmesteren, der boede i Aabenraa, var kaldt om bord førtes Aabenraa – damperen til Sønderborg og derfra til Korsør.

 

Fischer – chikaneret

Ombord i en af flotillens skibe befandt der sig også den danske urmager, redaktør og amatørastronom Frederik Fischer, som i 1839 havde startet et dansk ugeblad i Aabenraa. Til trods for, at han var krøbling, var blevet truet sådan af oprørerne, at han fandt det bedst at søge tilflugt hos marinen. Han førtes til Als, siden til Barsø. Han vendte først tilbage til Aabenraa igen i august 1849, hvor norske og svenske tropper havde oprettet tålelige tilstande i hans hjemby. Men under hans fra værd havde tyskerne ødelagt Fischers trykkeri og kostbare astronomiske
instrumenter.

Forinden de danske skibe stod ud af havnen, havde man også sikret sig borgmester Georg Schow. Da denne modtog meddelelsen om, at han var arresteret, fordi han havde brudt sin ed, protesterede han kraftigt. Men Suenson svarede

• Ja alt det kan De fortælle i København, hvortil vi straks skal sende Dem.

Magistraten, som vi i tidligere artikler har fortalt om, havde samme sindelag som deres borgmester, måtte overtage borgmesterens forretninger. Den bestod blandt andet i, at udskrive matroser til den danske flåde. men det uheldige udfald af kampen ved Slesvig den 23. april befriede dem fra denne opgave.

 

Et veldækket bord

Generalmajor Wedel – Wedelsborg fik den næste dags morgen i Haderslev efterretning om oprørernes indrykning i Aabenraa. Han sendte straks ritmester Amle med to eskadroner af 6. dragonregiment mod byen. Da kommandørens spydspids var blevet observeret af oprørerne, forlod de skyndsomst byen. De tvang en skovbetjent til at lede dem gennem Søst – Hjelm – og Årslevskovene ud til Flensborgvejen. På den måde kunne de ikke ses og beskydes af de danske orlogsskibe, som var blevet liggende ude på fjorden.

Ritmester Amle og hans folk trak vest om byen for om muligt at indhente flygtende Slesvig – Holstenere eller omgå dem, men de var ude af syne. Men dragonerne fik et flot måltid mad, som oprørerne havde efterladt. Det var et veldækket for ca. 100 personer.

Den 1. april besatte en større antal røde danske Jenser, Aabenraa. De fik en jublende modtagelse af befolkningen. Stillinger blev indtaget mellem Stubbæk og Hostrup, hvorfra en patrulje udsendtes til Søgård. Dem fandt man dog total udplyndret af oprørerne. Om aftenen blev de sendt tilbage til Aabenraa. Der var sat vagtposter ude i skovene syd og vest for byen.

Enkelte illoyale personer forsøgte at lokke de danske tropper øst på. de spredte rygter om, at Hertugen af Augustenborg opholdt sig på Skovbølgård. Han skulle være forklædt som ejerens søster. Men den hoppede de dog ikke på.

 

Fjenden måtte trække sig tilbage

Generalmajor Wedell befalede, at alle, der havde våben liggende skulle aflevere disse. Herved faldt blandt andet 200 geværer, som den provisoriske regering havde sendt til byen i danske
hænder. Geværerne var i øvrigt dansk ejendom. De stammede fra magasinerne i Rendsborg.

Den 4. april ankom general H. Chr. Hedemann og hans stab til byen. Den danske styrke var nu nået op på seks bataljoner, et jægerkorps, 15 eskadroner og 8 kanoner. I Åbenrå blev der ligeledes indrettet sygestue, feltbageri og feltslagteri. Mange af soldaterne blev indkvarteret i omegnens landsbyer, hvor de blev godt modtaget af bønderne.

Den 5. april blev forposterne skudt så langt frem, at de fik forbindelse med de soldater, der var udstillet af det Slesvigske venstre flankekorps, som nu var rykket frem.

Den 6. april foretog Slesvig – Holstenske afdelinger en rekognoscering mod Rinkenæs, men forposterne fra 1. jægerkorps optog kampen og fjenden måtte trække sig tilbage.

 

7.000 soldater

Den 7. april indtraf de sidste troppeafdelinger af det nørrejyske armekorps. Styrkerne på Sundeved og i Aabenraa talte nu 7.200 mand. Den 8. april satte hele hæren sig i bevægelse syd – og vest på. Den 9. april vandt man slaget ved Bov. Oprørshæren sprængtes fuldstændig og måtte gå i kvarter syd for Ejderen. Blandt de sårede, der blev bragt til sygestuen i Aabenraa var kaptajn J.F. Hegermann – Lindencrone.

Jeg har fået forfald, sagde han til en kammerat, som deltagende henvendte sig til ham. Dagen efter udåndede han.

Under indrykningen af Flensborg blev en byens sønner, Frederik C.J. Regenburg dødelig såret. Han døde der på byens lazaret, den 12. april, kort før Frederik den Syvende ankom for at besøge de sårede. Regenburg var præstesøn, men adskillige forfædre var søfolk.

 

300 sårede blev indskibet

Efter det ulykkelige slag ved Slesvig den 23. april, da en preussisk hær var rykket oprørerne til undsætning, måtte de danske tropper atter rykke nordpå. Fra Aabenraa blev 300 sårede udskibet. Den 27. april nærmede en større fjendtlig styrke sig byen, hvor der endnu lå nogle danske enheder. Men briggen St. Thomas var atter stationeret på reden. De danske soldater nåede at blive indskibet i god tid. Den næste dag blev der udvekslet skud mellem det fjendtlige artilleri og den danske kanonbåd, som var blevet tilbage på fjorden.

 

Masser af tyske soldater

Den 30. april ankom den preussiske garde, og den 1. maj 5.000 hannoveraner. Med de nye besættelsestropper fulgte en af den såkaldte provisoriske regering udnævnte politimester, en dr. Henrici. Han var søn af den augustenborgske hertugs livlæge, og som derfor havde noget kendskab til dansk sprog. Han havde af justitsminister Beseler fået den besked, at der var uroligheder i Aabenraa.

Ved ankomsten til Aabenraa erfarede den nye politimester, at det såkaldte Wolfahrtsausschuss havde udarbejdet en sort liste over de dansksindede. Man var nøjagtig klar over, hvem der skulle arresteret, og hvem der skulle deporteres til Rendsborg. Udvalget havde bedt om beskyttelse mod hvad de kaldte den danske pøbel.

 

Provsten havde sikret sig

En del af danskhedens ledere var allerede fængslet, men af mangel på  bevismateriale, var mange blevet løsladt, hvorefter de fleste forlod byen. Men endnu var situationen spændt. Den tysksindede provst Rehhof var stadig så ængstelig, at han havde forsynet sig med to dobbeltløbede pistoler og en skarpsleben dolk. Han ville ikke udsætte sig selv for at slæbes om bord på et
dansk orlogsskib.

 

Dannebrog atter til tops

Men atter engang skiftede det hele. Den 25. maj fik den kommanderende preussiske general, greve Wrangel, efter russisk tryk, ordre til at rømme Jylland. Få dage efter opslog han sit hovedkvarter på Brundlund Slot. Preussernes ophold i Aabenraa blev dog kun af kort varighed. Da dampskibet Gejser under kommandørkaptajn Paludans ledelse ankom til Aabenraa den 30. maj, var Aabenraa forladt af fjenden. Dannebrog vajede atter i havnen. Snart dukkede også Hekla og Skirner op, og landsatte et jægerkorps og nogle ingeniører, som hidtil havde ligget i kvarter på Als.

 

Politimesteren opfordrer til passivitet

Slesvig – Holstenerne i Aabenraa var atter kommet i en kritisk situation og indstillet på strenge repressalier. Fra flotillechefen var der blevet sendt en skrivelse til magistraten med befaling om at tilkendegive loyaliteten ved at hejse Dannebrog på alle offentlige bygninger. Og alle byens embedsmænd skulle møde ombord til en konference. Politimester Henrici rådede til, at man nægtede at adlyde ordren. Han regnede med, at ingen dansk søofficer ville begynde at beskyde en by, som han udtrykte det:

• deren Bewohner bekanntlich überwiegend dänisch gesinnt seien.

I stedet rådede han til passivitet. Selv foretrak han at forlade byen under beskyttelse af hannoveranske tropper, som lå i dækning ude i skovene vest for byen.

Den 3. juni rykkede der igen preussiske tropper mod Aabenraa. Der udveksledes nogle skud med de danske marinetropper, hvorefter preusserne trak sig tilbage. Ved patruljeringer i omegnens skove, blev der taget fanger, som anbragtes på Hekla.

Efter nederlagene ved Nybøl og Dybbøl trak større tyske styrker mod Aabenraa, hvor der da kun fandtes en mindre enhed ingeniører. For at undgå kampe i byens gader trak kaptajn Ernst sin kommando til Haderslev.

 

Et frygteligt frikorps

Den 10. juni kom von der Tann og hans frikorps til byen. Få dage forinden havde de besejret et dansk jægerkorps ved Hoptrup. Nu turde politimester Henricis atter vise sig i byen. Hans
forhold til den bayerske major von der Tann var dog meget spændt. Efter Henricis eget udsagn optrådte majoren både udfordrende og uforskammet. Politimesteren synes også, at heltekorpset var udisciplineret. Blandt byens borgere var de heller ikke særlig populære på grund af deres “Gewaltthätigkeiten” Mange af byens borgere blev overfaldet. En del blev arresteret og sigtet for spionage uden nogen form for beviser.

Henrici forsøgte sig, at lægge sig imellem. i nogle tilfælde havde han held med sit foretagende. Det skabte en vis form for respekt. Han forhindrede blandt andet, at en dødsdom blev eksekveret. Frikorpset blev efterhånden en plage for alle. Den blev derfor afløst af den preussiske garde.

 

En fællesregering vakte utilfredshed

I mellemtiden havde stormagterne og Sverige mæglet. Den 26. august blev der sluttet våbenhvile i Malmø. Ifølge aftalerne kunne fanger løslades. Det betød, at borgmester Schow kunne vende tilbage til Aabenraa, hvor han kunne fortsætte sit “Wühlerei”med endnu større nidkærhed.

Der blev indsat en såkaldt fællesregering, som hurtig blev særdeles upopulær, fordi den handlede i den provisoriske regerings ånd, og lod de Slesvig – Holstenske embedsmænd forblive i embederne.

 

Rudeknusning

Kort før våbenstilstanden henvendte en dansk deputation sig til den genindsatte dr. Henrici og krævede, at de danske arrestanter blev løsladt. Da Henrici nægtede dette, blev der om aftenen tumulter foran rådhuset. Også på Frederik den Syvendes fødselsdag den 6. oktober blev der demonstreret fra dansk side og Schow forslog politimesteren, at man chikanerede de ledende danske så kraftig, at de blev nødt til at forlade byen. En af metoderne var rudeknusning.

 

Frederiksklubben generes

Men det ville Henrici dog ikke høre tale om. Men noget tyder på, at truslerne alligevel blev udført. Således blev Frederiksklubbens mødelokale stormet af tyske jægere. Der måtte sendes bud efter by-kommandanten, prins Nicolai af Lyksborg. Men lige så snart han havde forladt lokalet, fortsatte hjemmetyskerne, hvor jægerne havde sluppet.

Ruderne blev atter slået ud, og Frederiksklubbens medlemmer blev forulempet på det groveste. Klubben voksede hurtig, og kom til at spille en vigtig rolle i byens nationale liv. Derfor var klubben en torn i øjet hos Slesvig – Holstenerne.

 

Protestbrev

Selv om Frederik Fischer sad over på Als fik han sat en underskriftindsamling i gang. Mange skrev under på protesten:

• Vi protesterer paa det Højriderligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland og at det under hvilket som helst Paaskud løsrives fra dets Forbindelse med Danmark.

I Aabenraa by var der 459 underskrifter, hvoraf de 219 var næringsdrivende. Modforanstaltninger blev da også iværksat. Da våbenstilstanden udløb i slutningen af marts 1849 blev Frederiksklubben ledende mænd forsynet med tvangspas til Kolding.

 

Flere skibe i fjorden

Den 3. april begyndte krigen på ny. Allerede natten forinden var en division kanonbåde under kaptajnløjtnant Gottliebs kommando afsejlet til Aabenraa, for at assistere korvetten Najaden, der havde fået ordre til at besætte byen. Man havde ved rekognoscering erfaret, at Aabenraa var besat af fjendtlige tropper af alle våben. Da eskadren tillige med dampskibet Caroline Amalie den følgende dag nærmede sig havnen, trak tropperne sig i hast ud til et punkt syd for byen. Herfra blev de imidlertid fordrevet med en serie skarpe skud fra kanonbådene. Aabenraa blev derefter besat med en styrke på 100 mand, som dog ved solnedgang atter blev taget ombord. Fjenden var blevet stående uden for byen.

Kaptajn Dirkinck – Holmfelt fik dagen efter dampskibet Hekla til assistance og beordredes til foreløbig at holde Aabenraa besat, hvis han kunne gøre det uden større tab og uden at skade byen. Men da fjenden den næste dag trængte frem påny med større styrker og artilleri blev byen opgivet og de fire kanonchalupper trukket tilbage til Sønderborg, mens 2 kanonjoller og skonnerten Delphinen forblev i fjorden sammen med Najaden for at være i beredskab.

 

Borgmesteren fortsatte sine provokationer

Efter sejren ved Fredericia den 6. juli sluttedes der foreløbig fred i Berlin. En dansk – preussisk styrke blev indsat i hertugdømmerne. Det nordlige Slesvig herunder Aabenraa blev besat med norske og svenske styrker. En bataljon fra Norra Skånska Infanteriregiment fra Kristiansstad og et norsk batteri ankom til Aabenraa den 27 august.

Borgmester Schow fortsatte med sine provokationer. Han kom hurtig i konflikt med den svenske general Malmborg. Denne sørgede for, at Schow blev afskediget af landsforvaltningen.
En ny borgmester, B. Knudsen blev indsat.

Også  magistraten fik nye medlemmer, deriblandt farvemester M. Bahnsen, tobaksfabrikant J.H. Middelheus og sukkerraffinadør A. Andresen. Efterhånden kom hele by-administrationen
under loyale hænder.

 

Tyskerne protesterer

Det vakte selvfølgelig harme blandt hjemmetyskerne, der i deres avis ikke veg tilbage for at bruge ærekrænkende udtryk. De sendte endvidere en protest mod det nye bystyre til landsforvaltningen i Flensborg og statholderskabet i Kiel. Men danskheden var nu så godt etableret i Aabenraa, at den ikke lod sig rokke.

 

Danske styrker mod syd

I juli 1850 opgav Preussen, især under tryk fra Rusland, endelig den Slesvig – Holstenske sag. De sluttede separatfred med Danmark i Berlin og trak tropperne ud af Slesvig. Oprørerne stod nu alene, som da de begyndte. Da Slesvig – Holstenske tropper igen gjorde sig rede til kamp, traf Danmark sine forholdsregler.

Den 16. juli rykkede danske tropper ind i Sønderjylland for at samles i Flensborg. Samme morgen kl. 4 blev 5.brigade indskibet i Assens i 7 dampskibe, 10 transportskibe, 23 transportchalupper og et par småskibe for at sejle over Lillebælt til Aabenraa. Hertil kom flotillen kl.11 samme dag. Fra de fleste huse vajede Dannebrog. En stor mængde borgere kom
tropperne i møde. Kl. 2 var udskibningen tilendebragt, hvorpå de fleste enheder marcherede sydpå under sang og musik. Kun en enkelt deling forblev i Aabenraa.

 

Meget blod og mange tårer

Efter de afgørende slag ved Isted den 24. og 25. juli 1850 og de afslåede angreb ved Mysunde den 12. september og Frederikstad den 4. oktober måtte Slesvig – Holstenerne indrømme deres nederlag. Danmark kunne overtage forvaltningen i Sønderjylland til Ejderen. Den 10. maj 1851 udstedtes amnestipatent, men blandt de 21 personer, var ikke borgmester Georg Schow fra Aabenraa.

I Aabenraa blev dansk ligestillet med tysk i kirken. I folkeskolen blev dansk omsider undervisningssprog. Treårskrigen havde kostet meget blod og ført til mange tårer.

 

Kilde: 

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder 1.783 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

Under Aabenraa (169 artikler):

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1864
• Mennesker i Aabenraa
• En Fysikus fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Sejren ved Bov

 

Under Tønder (283 artikler):

• Dagbog fra Møgeltønder
• Kongeligt besøg i Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Tønder- egnen 1814 – 1848 (1) (b)
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
• Ulrich – en Fysikus fra Tønder
• Vajsenhuset i Tønder

 

Under Højer (77 artikler):

• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet

 

Under Sønderjylland (207 artikler)

• Begik Kongen Højforræderi?
• De sidste Hertuger på Augustenborg
• Istedløven brøler stadig
• Ned med de dansksindede
• Rendsborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen?
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920
• Slaget på Als

Redigeret 8.10.2021