Noget tyder på, at der i nærheden af Højer, er sket vikingetogter til England. Omkring år 900, så kyststrækningen helt anderledes ud. Man mener, at der omkring Højer var en bugt, denne lå kun 7 kilometer fra Tønder. Man ved også at besejlingen til Tønder, var særdeles god. Og i Tønder var der i slutningen af 900 – tallet en stor vikingeborg.

Tønder kom på verdenskortet, på grund af de gode havneforhold. Men tilsandingen i slutningen af 1500 – tallet betød, at havnen rykkede længere vest på, og det nød Højer godt af.

Fakta er, at der altid har været gode muligheder for Højer, at blive en søfarts og søhandelsby. En dyb pril syd om Kiers gård har kunnet benyttes af datidens sejlskibe. Senere har Vidåens udløb givet adgang til havnen.

Højer bliver søfartsby
I 1642 havde Højer – Rudbøl 9 sejlskibe. St. Anna af Højer var dengang vestkystens største skib på 2.088 tdr. På det tidspunkt lå Tønders havn i Rudbøl og Højer, og varetransporten ind til Tønder foregik med både eller mindre skibe. Men efterhånden sandede besejlingsforholdene til.
Ved Kiers gård udførtes flere tusinde kreaturer om året. Men her blev besejlingsforholdene også dårligere.

Da Holland lukkede for import af stude i 1770, gav det store tab for Højer.

Mede små både til Tønder
I 1799 gravede man Højer Kanal fra Nørremølle ud gennem Vadehavet, og det satte igen skibstrafikken i gang.
Byen led meget ved krigen mod England i 1807 – 14. I de år havde man en kystmilits, som i givet fald skulle forsvare mod engelske angreb.
Omkring 1850 kunne man foruden danske skibe, træffe skibe fra England, Norge, Sverige og Hamborg. Minsandten om Højer ikke fik en norsk – svensk vicekonsul.
10 – 12 togangsbåde besørgede trafikken til og fra Tønder ad Vidåen.
I 1855 blev der oprettet regelmæssig dampskibsforbindelse mellem Højer og Lowesoft i England. Men det varede kun et par år, fordi sejlrenden sandede til. Efterhånden blev konkurrencen fra Tønning for hård.

En ny sluse
Da Ny Frederikskog blev inddiget i 1861 betalte Højer og Tønder i forening 9000 rigsdaler for, at der blev indrettet en åben sluse, så skibe med mast kunne gå igennem den ind til Højer Havn. Denne havn blev anlagt lige inde for diget. Anløbspladsen for rutedamperne til Sild var uden for slusen. Men ak og ve, tilsandingen tog til.

Egentlig skulle den gamle sluse have været indviet af Frederik den Syvende, men han kunne ikke. Det viste sig, at han var indisponeret. Man havde ellers lavet en flot sølvske, som skulle bruges til formålet.
Denne sølvske fandt man igen frem, da dronning Margrethe skulle indvie den nye sluse.
I 1870 foretog man en uddybning af kanalen, og i de følgende år var der en livlig trafik af ind – og udgående varer over Højer havn.

Højer som transitby
Højer havde en god indtægt som transitby for trafikken til Sild, indtil jernbanen mellem Tønder og Højer Sluse blev oprettet i 1892. Men desværre gik byen så glip af turistindtægterne.

Efter 1920 havde Højer stadig betydning for skibstrafikken. Dampskibsselskabet Sylt varetog med hjuldampere forbindelsen mellem Højer og Sild. For året 1921 – 22 betalte man 30.000 kr. for benyttelsen af anlægsbroerne uden for slusen. I 1924 var afgiften 7.500 kr.

Aktiviteter på Højer Havn
Den grimme stationsbygning lå bag diget, nord for slusen. Den rummede også telegrafstation opg en imponerende restaurant. Bag diget var også en drejeskive, hvor lokomotiverne kunne følge sporet langs Vidåen hen til den imponerende bygning Slusefabrikken.
Her lå godshavnen, som sejlskibene benyttede, når de lossede byggematerialer, brændsel og kunstgødning.
På havneområdet var der også en kalkovn, hvori man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Denne kalk var af meget fin kvalitet.

Slut med de tyske gæster
Efter grænsedragningen i 1920 fortsatte strømmen af turister til Sild over Højer sluse på den måde, at jernbanevognene blev plomberede ved grænsen, så tyske turister uden pas kunne fortsætte til stationen ved slusen, hvoraf de fra en indhegnet passage kunne gå lige ned til dampskibene til Sild.
Hele herligheden ophørte i 1927, da Hindenburgdæmningen til Sild var færdig. Straks efter blev stationsbygningen med restauranten nedrevet.

Nye eventyr
Fra 1920erne til omkring 1932 var det stille ved Højer Havn. Men pludselig fandt et par grossister inde i Tønder ud af, at man lige så godt kunne få importeret brændsel og byggemateriale via Højer end fra østkysten. Dette eventyr varede i en kort årrække, og da kunne man godt opleve en 5 – 6 skibe på en gang.

I 1930 dukkede Mads Sørensen fra Esbjerg op, og lejede sig ind i den nedlagte tangmelsfabrik ved æ vie bro. Han kom med tre kuttere, og udførte reparationer på sine egne og andre kuttere.

Masser af fisk i Højer
Fra Højer blev der udført et omfattende havfiskeri. Og inden for og uden for Højer Sluse foregik der et omfattende ålefiskeri. Det var eftertragtet at få fiskepart i området. JKeg har nogle flotte fotos, hvor min Opa er i gang med at sætte åleruser. Som nævnt i andre artikler havde han både en fiskekutter og en lille motorbåd.

Under krigen var der i perioder livlig aktivitet på havnen, fordi den tyske værnemagt fik sejlet en mængde materialer herfra til Sild til befæstning af denne ø mod et eventuelt angreb fra de allierede.

Tom Juhl – en driftig herre fra Hotel Sylt
Tom Juhl fra Hotel Sylt var en meget driftig herre. Nøjagtig 25 år efter, at Højer – List forbindelsen blev nedlagt, blev der foretaget en prøvesejlads på ruten. Og trods besværlige pas – og andre formaliteter blev ruten meget benyttet. Den 31. maj 1952 startede det nye eventyr.
Samme herre stod for initiativet til blåmuslingefiskeri i Vadehavet. Der blev givet tilladelse til oprettelse af muslingebanker og i 1954 startede han sammen med lokale fiskere Højer Muslingeeksport. I 1959 eksporteredes 7.000 tons muslinger fra Højer.

For at kunne klare belastningen opførtes 29 meter kajmur uden for slusen, Højer kanal blev atter engang uddybet, vejbanen op over diget blev asfalteret, og der blev opsat toiletskur.

Ud over fiskerbåde anløb der i 1962 180 fartøjer, Højer Havn.
Men med det fremskudte dige og den lukkede sluse var det slut med erhvervseventyret ved og omkring Højer Havn.

Højer Bådklub
I 1976 oprettedes Højer Bådklub, som har gjort et stort stykke arbejde med at anlægge en lystbådehavn på det gamle havneterræn. Og så må vi ikke glemme Ruderverien Hoyer.
Blandt bådfolket nyder havnen stor respekt. Siden jeg kom i området som barn, er det da også blevet ryddet gevaldigt op, og stien er blevet til en asfalteret vej.

Vidaafabrikken opført 1918
Når vi gik ud til Oma og Opa ude i ny Frederikskog, har jeg tit set den enorme 4 – etagers bygning til højre for æ vie bro. Jeg har da også været derinde adskillige gange.
Bygningen blev opført i 1918 af Det Slesvig – Holstenske Fodermelsselskab. Tanken var, at fabrikken af søgræs skulle fremstille fodermel.

Bygningen havde sit eget el – værk, og står på nedrammede pæle. Hele herligheden kostede 300.000 guldmark. Man havde regnet med at vadehavet kunne levere al den søgræs, man skulle bruge. Men her tog man gruelig fejl.

Kørertøjer bliver samlet
Allerede i 1920 blev bygningen solgt til et privat selskab fra Højer. Ejerne solgte inventaret og i de følgende år, blev bygningen mest brugt af fiskere og skippere.
I 1937 overtog J.H. Hansen bygningen. Han havde fået kontrakt på at samle Adler – personvogne og Krupp – lastbiler. Der var ikke rigtig plads til dette inde i Højer, hvor han også havde en stor virksomhed. En kæmpe ombygning, måtte han foretage.

Arbejder for den tyske værnemagt
Under besættelsen arbejdede fabrikken for den tyske værnemagt. Der blev fremstillet heste – trænvogne og dele til u – både. Man reparerede biler, og til sidst blev der lavet transportable træhuse til vagtposterne ved Vesterhavet.

Mange aktiviteter i fabrikken
Efter krigen blev fabrikken beslaglagt af Staten og købt af autoforhandler Nicolai Chritiansen, som for en kort tid lavede køleskabe i bygningen. Endvidere er der lavet pensler og koste, lager for gamle vogne og autoværksted. Jeg mener også, der har været indrettet lejligheder der.
Der har været kunstgalleri og nu har Højer Lys domicil i bygningen.

Og udenfor glider Vidåen forbi. Dens arme når helt over til Rødekro. Vi har badet i Vidåen mange gange, dog ikke fra Slusen, det turde vi dog ikke. Det var der andre, der gjorde.

Og de fantastiske planer om at lave en Nordostseekanal samt en togrute fra Højer til St. Petersborg har vi ikke glemt. Her må du dog, kære læser, kigge under Tønders Historie.

Masser af glasplader fra Højer

For cirka 60 år siden fandt jeg sammen med mine to skønne kusiner en papkasse indeholdende glasplader med motiver fra Højer. Og det var i Nørregade. Andreas Martinsen var også fotograf. Klenodier som påskønnes. Lukket på grund af glæde. Oldefars bror. 18.296 glasplader blev afleveret. Et stykke unik kulturhistorie fra Højer. Førstesalen hos Laurids Matthiesen var indrettet som attalier. Opvokset på postholdergården. En opløftet stemning. Cathrine var musikalsk. Succes som forretningsmand. Han sad i Menighedsråd og Byråd. Fotoapparater til Tønder Museum. Nevøen sikrede glaspladerne. Laurids var med i Skyttekorpset. En opgave for lokale ildsjæle.

 

Glasplader på loftet

Det er vel ca. 60 år siden, hvor jeg besøgte mine to skønne kusiner Christel og Elke, der boede hos onkel Kedde (Kedde Smaj) og tante Annelise i Nørregade. Oppe på loftet fandt vi en kasse med glasplader, der viste motiver fra det gamle Højer.

Hvad der blev af disse glasplader vides ikke. Men antagelig har det været fotograf Laurids Matthiesen, der har været på spil.

 

Andreas Martinsen var også fotograf

Det kan også være Andreas Martinsen, der i 1912 overtog en forretning i Storegade 21. Her drev han bogbinder – virksomhed, bogtrykkeri med papir – og bladhandel. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”Der rote Mielcke.

Da Mielcke rejste tilbage til Berlin overtog Martinsen selv forretningen. Han indrammede selv billeder og butikken blev udvidet med foto. Og tobaksvarer kunne man også få her. Hans store lidenskab blev fotovirksomhed. Han indrettede et mørkekammer på loftet og lavede selv sine billede med forstørrelser m.m.

 

Klenodier som påskønnes

Sine motiver fandt han i byens gader og i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier som påskønnes.

Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes i dag på Søfartsmuseet i Esbjerg dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.

 

Lukket på grund af glæde

I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrende holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet, satte han et skilt op i døren:

• Wegen Reichtums geschlossen

Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede for lidt fastere husorden.

Det var her Tage Bundgaard oprettede en rigtig boghandel. Og da han lukkede, var det virkeligt et sagn for Højer

 

Oldefars bror

Men se det var også en anden fotograf i Højer, Laurids Matthiesen. Og ham har journalist Volker Heesch beskrevet i Der Nordschleswiger. Det var hans oldefars bror. Oppe på loftet i Storegade 8 fandt man efter Matthiesens død en enestående samling.

Han var urmager og fotograf. Gennem årtier var han en indflydelsesrig person i Højer. Han var født og opvokset i Højer og kom i lære som guldsmed hos farbroderen Boh Matthiesen. Han blev også uddannet som urmager. Fra 1893 til 1959 virkede han som fotograf. Han lærte fotografering i Flensborg.

 

18.926 glasplader er afleveret

Laurids Matthiesens fotografier findes i mange fotoalbummer i Højer og Omegn. I 1986 modtog Institut for Sønderjysk Lokalhistorie (ISL) hele 18.926 glaspladenegativer. Et udvalg på 554 af Laurids Matthiesens billeder er tilgængelig på Museum Sønderjyllands hjemmeside.

Her det både det bedre borgerskab men også familie fra de små landbrug i nørheden af Højer og soldater fra Første og Anden Verdenskrig fotograferet under deres ophold i Højer.

 

Et stykke kulturhistorie

Foran hans kamera skulle alle stå stille. Hans børneportrætter viser at børnene var blevet grundigt instrueret. Familier er fotograferet foran deres huse, ved bryllupsfester, men også i situationer hvor storfamilien præsenteres sammen med deres smukke hjem.

Embedsmænd som politibetjenten fra kejserriget og skoleleder ”Hauptlehrer Riggelsen” er afbildet lige som landmænd i arbejdstøj. Her er fotos fra Højers glansperiode som havneby med skibstrafik til Sild og med to banegårde i byen og ved ”Hoyer – Schleuse.

Der er billeder af dampskibe og ”Schnellzug” fra Hamborg og en masse optagelser fra Hotel Sylt.

 

Førstesal indrettet som atelier

Matthiesen arbejdede i sit atelier som var indrettet på 1. sal i butiksejendommen, som stadig ligger på hjørnet af Storegade og Mellemgade i Højer. Store vinduer mod nord sørgede for god belysning uden fare for forstyrrende sollys.

Laurids Matthiesens datter, pianisten og organisten Cathrine Matthiesen fortalte at hendes far arbejdede meget akkurat ved fremkaldelsen af billederne. Der gik ofte lang tid med retouchering, før han var tilfreds med resultatet. Slægtninge beskriver ham som et venligt og meget interessant menneske.

 

Opvokset på postholdergården

Laurids Matthiesen blev født i ejendommen på hjørnet af Østergade og Klostergade i Højer, hvor hans far Johannes Matthiesen havde postholdergården. Laurids Matthiesen voksede op sammen med otte søskende. Faderen, som gik i uniform med hat og fjer, kørte med den gule postvogn for den ”kaiserliche Post” mellem Højer og Tønder, indtil jernbanen kom.

Om livet på postholdergården i Højer findes en beretning fra Christian Petersen, som var nabo til Laurids Matthiesens barndomshjem. Han fortæller om posthornets klang og om nattevægteren, der gik rundt i Højer og råbte:

• De Glock hat 10 g’sschlag´n

Når klokken var 22.

 

En opløftet stemning

Hos Johannes Matthiesen var der en løftet stemning, og der blev sunget højt, når naboerne blev indbudt til punch. Mange familiemedlemmer spillede et musikinstrument. Laurids Matthiesen blev gift med Bothilde Andersen fra Højer. Hun var søster til det mangeårige byrådsmedlem og borgmester i Højer, Hans Andersen. Parret fik to døtre, Marie og Cathrine.

 

Cathrine var meget musikalsk

Mens Marie giftede sig og flyttede til Oldenbüttel i Holsten blev Cathrine hos forældrene i Højer. Hun var meget musikalsk og fik klaverundervisning ved pianisten Marie Hoffmann som under Første Verdenskrig var kommet fra St. Petersborg til Tønder.

På initiativ fra Marie Hoffmann kom Laurids Matthiesens datter på konservatoriet i Leipzig. Cathrine Matthiesen, som var kendt som ”Tidde musik”. Hun virkede i mange år som musiklærer i byen. Hun var organist for den tyske menighed.

 

Succes som forretningsmand

Laurids Matthiesen havde succes som forretningsmand. Han var meget interesseret i teknologi og tekniske fremskridt. Han handlede også med symaskiner og cykler. Man kunne også købe briller hos urmageren og fotografen. Flere gange besøgte han udstillinger og messer i Hamborg, Berlin og Køln. Sammen med sin kone rejste han bl.a. til Sverige og Schweiz.

I opgangstiderne skabte han sig en betydelig formue, som han delvis tabte efter Første Verdenskrig, fordi de tyske Reichsanleihen” blev værdiløse.

 

Han sad i Menighedsråd og byråd

Laurids Matthiesen, som var medlem af kirkekollegiet (menighedsrådet) i Højer, virkede allerede før Første Verdenskrig som byrådsmedlem. Ved valget til ”Fleckenskollegium ” den 18. marts 1919 opnåede Matthiesen igen et mandat i bystyret.

Laurids Matthiesen fremstillede postkort med både dansk og tysk tekst. Han fortsatte med at være tro mod den tyske menighed i byen. Han lod sig ikke indoktrinere af nazisterne i 1930erne. Indtil krigens afslutning optog familien tyske flygtninge i hjemmet.

 

Fotoapparater til Tønder Museum

I dødsboet var der en masse takkebreve fra mange af disse flygtninge, der blev flyttet til Oksbøl – lejren. I 1950erne stod Laurids Matthiesen bl.a. i kontakt med museumsinspektør Sigurd Schoubye fra Tønder Museum. Fotoapparater og teknisk udstyr blev overladt til museet.

 

Nevøen sikrede glaspladerne

Matthisens nevø, Laurids Holm kan vi takke for, at mange af glaspladerne blev reddet. De lå under et utæt tag i papkasser og var ved at gå i opløsning. I 1986 blev det kontraktligt fastlagt at interessenter fra Højer kunne få aftryk af Matthiesens glasplader.

 

Laurids var med i Skyttekorpset

Laurids Matthiesen, der af helbredsmæssige grunde ikke havde været soldat, var allerede som ung mand medlem af skytteforeningen i Højer. Han var igennem mange år ”Shiessmeister”. Han blev udnævnt som æresmedlem af foreningen.

Ligesom da Kong Christian den Tiende blev hilst velkommen af Højers bystyre, var Laurids Matthiesen også med, da Schützenverein ved modtagelsen af kong Frederik den Niende i Højer.

 

En opgave for lokale ildsjæle

Laurids Matthiesens samling af glasplademotiver indeholder masser af emner, som kunne bruges til videre udforskning af Højers kulturarv. Tænk engang, hvis de to fotografers fotos kunne have indgået i en udstilling i Vidå – fabrikken sammen med Europa-Jensens biler og en Marsk – udstilling. Det ville også have trukket folk til.

Som vi tidligere flere gang har nævnt kom vi dengang med forslag til Tøndermarsk-initiativet – dengang. men vi hørte aldrig noget. Det må være nogle lokale ildsjæle, der kunne tage dette op.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Claus Rolfs: Geschichte des Kirchenspiels und Fleckens Hoyer
• Deutscher Volkskalender Nordschleswig
• Folmer Christiansen: Sparekassen I Højer 1843 – 1993 med træk fra Højer By
• Der Nordschleswiger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.108 artikler
• Under Højer finder du 91 artikler
• Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter

(Det var min familie, der kaldte fabrikken for dette navn – Men egentlig er det Vidå – fabrikken)

De tre koge – syd for Højer

Vi badede der som unge. En fiskekutter og en motorbåd. Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år. Der blev udstedet oktrojer(privilegier). Jorden blev overtaget frit og frank. Hvem var interessenterne? Selvbestemmelse. Hvad står der i forordningerne? Inddigningen afsluttet i 1861. Slusen stod færdig i 1860. En parallelvej og tre tværveje blev anlagt. En bro over Vidåen. Jorden tildelt ved lodtrækning. Højer Bønderkommune tabte retssag. Møgeltønder Kog fik ejendomsret. De største lodsejere – de fik tildelt ekstra jord. Selvstyre, skattefrihed og retten til forlandet er historie. Men hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse? Nybygger-stemning i Ny Frederikskog.

 

Fakta:

• I artiklen omtales nogle gamle ord og begreber som vi lige her vil forklare så du bedre kan forstå, hvad vi skriver om:

 

• Digepligt: Ingen stykke dige uden jord med ansvar for det og ingen jord uden digepligt
• Spaderet:
• En mad eller en kommune, der ikke opfylder sin pligt over for digearbejdet, havde forbrudt sin jord (sagt på nudansk: Hertugen kunne smide folk ud)
• Hvert areal har lige stor byrde, om det ligger helt ude ved diget eller længst inde.
• Demat:
• Sønderjysk;dagslet) Det er det markareal, en bonde kan slå med en le på en dag (5.000m2).
• Rode:
• Gamle dansk længdemål af varierende størrelse. Ved kongelig forordning af 1698 sattes 1 Rode til 10 Fod (3,14m)
• Oktroj:
• Privilegie givet af staten/Kongen eller Hertugen med vidtgående rettigheder til kogene især i Tøndermarsken.

 

Vi badede der – som unge

Efterhånden har vi skrevet en del om disse områder. Men der er stadig ting at berette om disse unikke områder. Det var jo dengang, vi kunne bygge tømmerflåde og sejle og bade i prilerne. Det må man hvis ikke mere. Vi havde fået at vide, hvornår vi senest skulle være ude af området og bag diget.

Det var i det område, hvor man nu har anlagt en saltvands-sø.

 

En fiskekutter og en motorbåd

Det var dengang, der endnu var Forsøgsstation. Nu er dette igen blevet til Hohenwarde. Og nede ved fabrikken ved broen lå Opa’ s fiskekutter. Han havde så senere kun en motorbåd, som jeg fik lov til at styre på kanalen.

Som jeg har omtalt i efterhånden mange artikler efterhånden, sad vi ofte på stormfulde aftner ude i Ny Frederikskog og lyttede til Blåvand Radio, Lyby Radio og Norddeich Radio. Det var kystradiostationer.

Det var dengang vi også så Sort Sol, men dengang var det skue som vi observerede endnu ikke navngivet.

 

Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år

Tøndermarsken udgør samlet et område på 10.000 -12.000 ha. Den er opstået gennem mindst tusinder års stadige ændringer og tilvækst ved kysten langs Vadehavet. Udviklingen med dannelse af nyt forland fortsætter. Det første havdige på det det nuværende danske område blev bygget i 1556. Som vi tidligere har omtalt i artikler, var det hertug Hans, der var bygherre.  Det vil sige, han pålagde beboerne i marsken at gennemføre arbejdet.

 

Hertugen afgav rettigheder

Jordejerne i de enkelte koge blev pålagt den fremtidige vedligeholdelse af havdiget og afvandingsanlæggene. Det var landsherren, der ejede alle rettigheder til stranden. Men fra slutningen af 1500-tallet begyndte hertugen at afgive rettighederne til benyttelse og ind-digning af forlandet.

 

Der blev udstedt oktrojer (privilegier

Der blev udstedt oktrojer (privilegier). Det handlede om rettigheder og forpligtelser. I det nuværende danske områder findes en oktroj for Ny Frederikskog fra 1690 og en oktroj for Rudbølkog fra 1712.

Fra 1956 afgav Frederikskogerne ejendomsretten til forlandet. Den fremskudte dig fra 1982 ejes af Sønderjyllands Amt.

 

Jorden blev overtaget frit og frank

Gammel Frederikskog blev ind-diget i 1692. Oktrojen blev underskrevet 15. oktober 1690 af Hertug Christian Albrecht på Gottorp. Jordene blev overladt som ejendom til interessenterne, deres arvinger og efterfølgere. Jordene kunne pantsættes, bortgives, testamenteres eller sælges uden myndighedernes tilladelse.

Jordene blev overtaget frit og frank uden nogen afgifter og pålæg de første 17 år. De første 17 år kunne kvæg, korn og andet sælges uden told og licenser. Hvad der var behov for i denne kog, måtte frit indføres. Man måtte opstille vind – og hestemøller uden for, på og inden for digerne og udnytte dem til fri malen, brygning og bagning.

De kunne have herberg, bygge gårde og stalde samt drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag. Jordarealerne skulle interessenterne selv fordele ved lodtrækning, så enhver fik sin del på en rimelig måde.

 

Hvem var interessenterne?

Interessenterne var hovedsagelig købmænd og embedsmænd fra Tønder, samt en del mindre jordbrugere i Horsbüll herred. Den største ejer var kniplingshandler Peter Struck i Tønder med 313 demat jord. Provst Kenckel fik 105 demat.

På hans grund blev der anlagt et stort værft og opført gården Kenckelhof. Gården var beboet til omkring 1740 og blev derefter nedbrudt.

Den næststørste ejer var Peter Thomsen var Peter Thomsen fra Rudbølgård med 130 demat. Hans søn Thomas Thomsen byggede værftet og gården, der senere blev kaldt ”Inspektørværftet” Her boede slægten og handelsmanden Peter Jacobsen i mange år. Fra 1816 til 1848 boede kogs-inspektør Hans Heinrich Brodersen på gården.

Den fjerdestørste ejer var herrefoged Fedder Lundten i Højer med 86 demat. I alt var der 43 jordejere med tilsammen 1.202 demat græsningsjord. De ny ejere fik bevilliget udstrakt selvstyre. I kogen gjaldt Ejdersteds landsret. Det betød bl.a. at kogs-bestyrelsen havde politi – og retsmyndighed.

 

Selvbestemmelse

Bestyrelsen skulle sørge for diger, veje, vandløb, skolevæsen og andre fælles anliggender. Oktrojen blev bekræftet mange gange, senest i 1854. Den 24. marts 1859 godkendte ministeriet en plan for en dige-linje, dige-profil og slusebyggeri, der var udarbejdet af kaptajn von Carstensen. Amtmand Reventlow for Tønder Amt, der også var overdigegreve, sendte den 5. april 1859 forordningen til kogs-interessenternes efterretning og videre foranstaltning.

 

Hvad stod der i forordningen?

Af forordningen fremgår:

1. Den oktroj, der blev tildelt interessenterne i Frederikskog den 15. oktober 1690, betragtes som gyldig for den nye kog, der opstår ved inddigningen , i samme omfang som for den gamle kog, for så vidt oktrojen ikke er ændret ved senere almindelige love og forordninger, så at det forland foran kogen, der nu skal inddiges, bliver koginteressenternes ejendom.
2. Hvad angår det slusebyggeri. Der står i uadskillelig forbindelse med inddigningen, så skal der kun opføres en kombineret sluse som skal indrettes i overensstemmelse med de krav, der er opstillet i den skriftlige erklæring fra kaptajn von Carstensen af 20. januar d.å. og som Rudbøl – Sydvesthørns general-vandings-kommune har erklæret sig indforstået med. Med hensyn til materialet til den ny sluse har det kongelige ministerium måtte anse det for ønskeligt at slusen bygges af sten i stedet for af træ. På dette område overlades dog valget til Frederikskogene.

 

Inddigningen afsluttet i 1861

På dette grundlag begyndte man i 1859 inddigningen, som blev afsluttet i 1861. Det nye havdige gik i en snorlige linie fra Siltoft ved den gamle Viddingherreds nordvestlige hjørne til Højer Klev. Bygherren var Kogs-bestyrelsen med koginspektør Refslund i spidsen og digegreve Nissen fra Tønder som tilsynsførende.

I sommeren 1859 byggede man ”Kaidiget” (lav beskyttelsesdige) på forlandet med en fuld længde på ca. 7.000 meter. Arbejdet beskæftigede ca. 300 mand i to måneder. Dette dige led imidlertid skade under stormfloder i august 1859, marts 1860 og pinsen 1860. Diget måtte derfor istandsættes flere gange.

 

Slusen stod færdig i 1860

Stenslusen blev bygget af bygmester J.F. Weise fra Husum. Bygningen blev påbegyndt i september 1859. Den 25. maj 1860 blev der afholdt slusefest. I december 1860 stod slusen færdig. Prisen var 130.000 rth. (rigsthaler).

Havdiget blev bygget sommeren 1860 med færdiggørelse og enkelte reparationer i foråret 1861. Der deltog 18 entreprenører. Diget blev fremstillet som håndarbejde med brug af hestekøretøjer, trillebørere og af materiale opgravet uden for diget. I alt blev der beskæftiget ca. 3.000 arbejdere i løbet af anlægsperioden 1860 – 1861.

Arbejderne boede i området og måtte ikke forlade kogen uden polititilladelse. Havdiget kostede 221.836 rth.

 

En parallelvej og tre tvær -veje blev anlagt

Kogs-bestyrelsen besluttede at anlægge en vej parallelt med havdiget ca. 628 meter øst for diget og derefter for hver 120 roder. Der blev anlagt tre tværveje. Langs vejene og mit imellem vejene blev der gravet afvandingskanaler, der forsynedes med sieler ved udløb i Vidåen. Siele er betegnelsen for en mindre vandings-sluse. Disse anlæg blev udført af kogen og udgør endnu det eksisterende vej-og afvandingssystem.

 

En bro over Vidåen

Over Vidåen blev der i 1861 bygget en kørerbro med en broklap, som kunne åbnes for skibsfart. Broen kostede 4.798 rth.

Alle anlæg var færdige og regnskabet afsluttet den 12. oktober 1861. Inddigningen med sluse kostede 455.125 rigsdaler. Heraf modtog kogen 69.000 rigsdaler som tilskud. Restbeløbet på 386.125 rigsdaler blev betalt af jordejerne i Ny frederikskog efter arealets størrelse, idet vaj og vandløb var fritaget. Udgifterne blev fordelt således (i rigsdaler):

• Frederikskog 327.449
• Den Kongelige Regering 38.865
• Treherreds – kogene 10.024
• Møgeltønder – kog 6.736
• Rudbøl – kog 2.751
• Viding Herred 247

Frederikskogenes andel blev betalt dels af opsparet kapital og dels af nye lån. Disse lån blev tilbagebetalt i løbet af de 17 skattefri år.

 

Jorden fordelt ved lodtrækning

I maj 1861 blev jordene fordelt mellem alle, der havde rettigheder i den nye Frederikskog. Først udlagde man de arealer, som regeringen og de øvrige koge havde krav på. Dernæst fordelte man resten af jordene ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i det gamle Frederikskog.

Arealet syd for Højer indtil Vidåen og Sejersbæk tilhørte på forhånd Landes Herrenschaft, dvs. regeringen. Desuden fik regeringen et areal ved Højer-Rudbøldiget nord for den gamle Højer sluse i alt 175 demat.

 

Højer Bønderkommune tabte retssag

I de følgende år opstod der én retsstrid om disse arealer, idet Højer Bønderkommune gjorde krav på arealet. Kommunen havde hidtil haft brugsretten til området. Det var rent faktisk matrikuleret 1844 efter det danske system, som en del af bønderkommunens jord. Bønderkommunen tabte retssagen ved overretten i Flensborg. Dermed mistede de rettighederne til jorden. Senere blev der afgivet tre demat til den ny slusemesterbolig og 1 ½ demat til havneplads for Højer flække.

Det gamle havdige mellem Højer og Rudbøl tilhørte henholdsvis Møgeltønderkog og Treherredskog. De havde vedligeholdelseses-pligten og oprindelig også retten til forlandet.

 

Møgeltønder Kog fik ejendomsret

Fra 1853 foreligger en overenskomst om udlejning af forlandet foran Højer bønsserkommune og foran treherreds dige. Møgeltønderkog havde ingen overenskomst, og den fik tildelt forlandet foran sin del af det gamle dige ved Sejersbæk til Vidåen. Der var 33 demat, som staten gjorde krav på, men retten for Møgeltønder – Ballum Birk Tilkendte Møgeltønderkog ejendomsretten.

Treherreds kog ejede oprindelig forlandet foran deres del af Højerdiget. I 1789 indgik man en overenskomst med Frederikskog om Lille Vade. Det er arealet mellem Højerdiget og Generalstrømmen, gående fra Rudbølkog-diget til Højer Sluse (det gamle afløb fra Højerkog). Lille Vade skulle tilfalde Frederikskogen.

Til diget hørte cirka 90 meter spadeland, som en del af diget. Treherredskog fik tildelt 21 demat mellem Højerdige og Vidåen. Rudbølkog og Vidding herreds kog gjorde også krav på en andel af det ny inddigede areal. De fik alene tillagt en del af deres spadeland som afgiftspligtigt areal.

 

Lodtrækning i Tønder

Resten blev fordelt ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i Gammel frederikskog. Lodtrækningen fandt sted den 25. maj 1861 i Tønder efter annoncering og indbydelse. 73 jordejere eller stedfortrædere var mødt frem. Efter drøftelser om samtlige punkter i protokollen, der var skrevet på både dansk og tysk, blev protokollen underskrevet af alle. Så fulgte lodtrækningen. De største jordejere trak først.

 

Den største lodsejer

De nye ejere overtog straks deres nye arealer. Den største lodsejer var C.R.P. Angel på Bjerremark. Og så er vi ved historien om Hohenwarte som du kan læse i en speciel artikel.

Den næststørste lodsejer var Tønder Vajsenhus-

Efter inddigningen i 1861 påbegyndte man forlandsarbejdet. Det var som aktiv indvinding af nyt land. Og dels for at beskytte diget. I 1956 blev der indgået en overenskomst mellem Frederikskogenes kogs-bestyrelse og Statens Jordlovsudvalg. I overenskomsten fastslås at Frederikskogene i henhold til Oktrojen fra 1690 er ejere af forlandet på 334 ha. Men nu blev den danske stat delvis ejere af forlandet.

 

Det fremskudte dige 1979 – 81

Lov om det fremskudte dige for Tønder Marsk blev vedtaget den 8. juni 1977. Det fremskudte dige og Vidåslusen blev bygget 1979 – 1981 af Sønderjyllands Amt. Diget er bygget 1.400 meter vest for det gamle havdige fra 1861. Det går fra Emmerlev Klev i nord til landegrænsen og fortsætter på tysk side til Sild – dæmningen. Ved inddigningen opstod Margrethe-kog med et areal på ca. 1.200 ha.

 

En beskyttelses-lov

I henhold til overenskomsten fra 1956 blev en tredjedel af det oprindelige forland overdraget fra Frederikskogerne til Staten. På landbrugsarealerne blev anlagt markveje, gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. De 244 ha, som tilhørte Frederikskogene blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 1. marts 1984 og overfrednings-nævnets kendelse af 12. november 1985.

Arealerne skal henligge i vedvarende græs og må ikke beplantes eller bebygges. Frederikskogerne modtog en erstatning for fredningen.

 

De største lodsejere fik tillagt jord

Folketinget vedtog den 12. marts 1988 en lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Loven omfatter bl.a. hele Gammel Frederikskog og størstedelen af Ny Frederikskog. Loven bestemmer at størstedelen af arealerne skal bevares eller tilbageføres til vedvarende græs og høj vandstand i kanaler og skelgrøfter om sommeren.

Loven gav mulighed for at der gennemføres en jordfordeling i området. Frederikskogernes arealer i Magrethe-kog blev inddraget i denne jordfordeling, der blev afsluttet i 1992. Frederikskogerne afgav et samlet areal på 94 ha i Magrethe-kog til staten og modtog 57 ha spredtliggende arealer i Gammel og Ny Frederikskog, samt i Rudbølkog.

Lodsejerne i Frederikskogene har altid været klar over, at de var medejere af Frederikskogs forland. Straks efter inddigningen i 1981 fremsatte nogle større lodsejere krav om at få udmatrikuleret deres andel af jorden i Magrethe-kog. Tidspunktet for udstykningen blev dog forskudt pga. fredningen i 1984, lov om Tøndermarskens naturbevarelse i 1988 og jordfordelingen i 1992.

Kogs-bestyrelsen besluttede på sit møde den 13. september 1994, at grundejere med mere end 15 ha i Frederikskogene kan få tillagt jord. De mindre grundejere skulle have udbetalt deres andel af jordværdien.

Tildeling af jord eller udbetaling af jordværdien skete til den, som var bidragspligtig og tinglyst grundejer i gamle og ny Frederikskogs ejerlav den 1. november 1994.

 

Selvstyre, skattefrihed og retten til forland er nu historie

Privilegierne gælder ikke længere ude i kogene. Skattefrihed, selvstyre og retten til forland er nu historie. Det offentlige – Sønderjyllands Amt – har overtaget rettigheder og forpligtelser ved det nye havdige.

 

Hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse?

Utroligt at det så ikke gælder den gamle Højer Sluse, som forfalder mere og mere. Det gamle dige og slusen skulle egentlig udgøre det for en ekstra sikkerhed, sagde man dengang, da det nye havdige blev indviet. Men jeg gad godt nok at vide, om den ekstra sikkerhed reelt er til stede.

Det står ellers også i vedtægter m.m., at Kogs – bestyrelsen var og er pligtig til pleje og vedligeholdelse af andre diger. Gælder det så også for den gamle sluse eller det Sønderjyllands Amt?

Fællesopgaverne bestyres og repræsenteres ved kogs-inspektøren.

 

Nybygger-stemning i Ny Frederikskog

Det var så herude i Ny Frederikskog at jeg som ganske spæd blev slæbt ud hver weekend, hvor min far og onkel Jacob byggede et hus for Oma og Opa. Det var i begyndelsen af 1950erne. De havde før boet i Klostergade i Højer. Det var ægte nybygger – stemning, men jeg kan ikke huske det mere.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Poul Andersen: Højer Bønderkommune
• Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer 1843-1993med træk fra historien fra 1920
• Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
• Peter Vestergaard: Det fremskudte dige ved Højer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.087 artikler
• Under Højer finder du 90 artikler
• Under Tønder finder du 344 artikler
• Hohenwarte
• Gårdejer på Søgård ved Højer
• Højer Bønderkommune
• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag digerne
• Gårde i Højer
• Højer – Bondeby i Marsken
• Gammel Frederikskog dengang
• Syd for Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Højer – stormflod og diger
• Tønders mange legater
• Stormflod 1976
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Friserne – syd for Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Tøndermarsken 1-2
• Nolde og Tøndermarsken
• Stormflod i Vadehavet – endnu mere
• Stormflod – som Guds straf
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Højer – som havneby og mange flere

Højer – Flække, Landsogn og Herred

Symboler på Højer.  Ejendomme skifter ejerskab. Købstadsrettigheder. Tønder protesterede. Købmænd og håndværkere fik indflydelse. Masser af skibsfart Besejlingsforholdene blev dårlige- Tønder-Højer banen stoppede. Befolkningstilvækst. Danskere og tyskere fandt sammen i sorg. Højer er en blanding af nyt og gammelt. Var det forkert at udnævne Højer som flække? Hvorfor heder det egentlig Højer? Kongen modtaget på tysk. En topografi fra 1853. Højer – berømt for sit gode kød. Højer Landsogn. Da digerne ødelagde Tønder Havn. Rudbøl som forstad og kanal.

 

Symbolerne på Højer

Møllen og Tæppefabrikken kan tages som symboler på gammelt og nyt i Højer. Og vel også Den Gamle Sluse er et symbol på Højer, selv om man ikke har været særlig påpasselig med at vedligeholde den.

Det gamle Højer består af smalle og lidt uregelmæssige gader og mange smukke gårde og huse.

 

Ejendomme skiftede ejerskab

Fra Middelalderen indtil 1879 har byen været delt mellem forskellige jurisdiktioner. I Valdemars Jordebog nævnes byen som Krongods. Men allerede i Middelalderen henlagdes nogle gårde under det adelige Kærgaard i Emmerlev Sogn.

I første halvdel af det 15. århundrede blev disse ejendomme først overladt som pant og senere solgt til ridder Martin Gyrsting, der igen 1436 afhændede dem til Ribe domkapitel. Efter reformationen blev ejendommene (3 gårde og 17 huse) atter krongods, men ved et mageskifte 1663 med feltherre Hans Schack kom de ind under Møgeltønder, det senere Schackenborg. Ejendommene var kongerigske enklaver og var tingpligtige under Møgeltønder birk.

Det øvrige og langt overvejende del af Højer (1613: 19 gårde og 52 huse) var krongods indtil 1313, da de sønderjyske hertuger fik disse ejendomme overladt som pant, noget senere som eje.

 

Købstadsrettigheder

Så langt man overhovedet kan spores tilbage har Højer haft birkerettigheder, rettigheder som flækken beholdt indtil nyordningen af administrationen efter 1864. Tildelingen af birkerettigheder betød dog ikke, at Højer fik købstadrettigheder.

 

Tønder protesterede

Den var langt op i tiden et landsbysamfund med ganske vist forholdsvis mange kådnere og inderster, der hovedsagelig ernærede sig ved handel og håndværk. Da næringslivet i det 17. århundrede tog et ret betydelig opsving, medførte dette lange stridigheder med Tønder, som, forsvarede sine købstadsrettigheder, ikke ville anerkende Højers ret til at drive by-næring.

Et forbud mod, at Højerborgerne drev handel og håndværk, ville imidlertid gøre hovedparten af dem brødløse. Den gottorpske regering indrømmede i 1706 under Tønders protest Højer retten til at drive handel og håndværk mod en årlig afgift på 40 Rigsdaler. I 1736 blev dette privilegium stadfæstet af den danske konge. I 1743 kaldtes Højer for første gang for en flække. Privilegierne blev udvidet i 1822 og i 1825 fik man også ret til at holde markeder.

 

Købmænd og håndværkere fik indflydelse

Under denne udvikling skiftede byens næringsliv karakter. Det skete også en ændring i den politiske struktur. Oprindelig havde bønderne, der i overvejende grad var selvejere, været næsten enerådende med hensyn til byens styre. Nu fik byens købmænd og håndværkere også indflydelse.

 

Masser af skibsfart

Som følge af inddigningerne blev Højer efterhånden lade – og losseplads for Tønder. Navnlig i det 17. århundrede var der fra Højer en betydelig handel og skibsfart på Holland. Fra landingspladsen ved den Kier’ ske gård afsejlede årligt ca. 35 skibe med gennemsnitligt 50 – 60 okser ombord til Holland. Også betydelige mængder af korn blev udskiftet dertil. På hjemturen medbragtes kolonialvarer og bl.a. senere de eftertragtede vægfliser.

I det 18. århundrede aftog denne handel. Men så tog østersfiskeriet i Vadehavet et opsving. Højer blev centrum for dette fiskeri, der varede til omkring 1900.

 

Besejlingsforholdene blev dårligere

Som følge af tilsanding blev besejlingsforholdene på Højer forringet. Det blev i 1799 at nødvendigt at grave en kanal et stykke ud i Vadehavet. Kanalen fik dog på grund af krigen mod England ikke straks den betydning, man havde regnet med.

Også på anden måde søgte man at hjælpe skibsfarten. I 1820 anlagde man således en ny losseplads på det sted, hvor Sejersbækken løber ud i Vidåen. Det var her, at Frederik den Sjette 1825 landede efter sit besøg på halligerne i anledning af stormflodskatastrofen.

I midten af det 19. århundreder er der en ikke en ubetydelig sejlads på byen. Efter en ny uddybning af kanalen og anlæg af en mole uden for slusen kunne der fra 1870erne indsættes tørre dampskibe i den stadig voksende badetrafik på Sild.

 

Tønder – Højer – Banen stoppede

Anlægget af Tønder-Højer banen i 1892 kom på en vis måde til at skade byens erhvervsliv. Nu var det ikke mere nødvendigt for de tusinder af badegæster at overnatte i Højer.

Allerede længe inden bygningen af Hindenburg-dæmningen mellem fastlandet og Sild i 1927 havde betydningen af trafikken på Sild i det væsentlige udspillet sin rolle for Højers vedkommende. Havnen er nu uden betydning. Nogle år efter anlæggelsen af dæmningen standsede persontrafikken på Tønder – Højer banen og nogle år efter stoppede også godstrafikken.

 

Befolkningstilvækst

I 1925 boede der 1.136 mennesker i Højer, men den voksende tæppefabrik trak flere folk til byen. Hurtigt nåede man op på 1.500. Den befolkningstilvækst fik også betydning i nationalpolitisk henseende. Den overvejende del af befolkningen tog parti for Slesvig-holstenismen fra 1840.Højer var i lang tid et af tyskhedens faste støttepunkter i Nordslesvig.

 

Danskere og tyskere fandt sammen i sorgen

Indtil 1946 var byrådets flertal tysk. Ved Folketingsvalget i 1950 var der kun en tysk andel på 34,3 pct. Vi har tidligere beskrevet den triste drukneulykke i 1952. Men episoden viste at danske og tyske fandt sammen i den knugende sorg og byens kulturelle foreninger fandt sammen om fællesarrangementer af forskellig art.

 

Blanding af nyt og gammelt

Vi har allerede nævnt at Højer er en ejendommelig blanding af gammelt og nyt. I den indre bys snævre og krogede gader møder man gamle særprægede, tæt sammenbyggede småborgerhuse, enkelte efter byens størrelse pæne forretningsejendomme. Indimellem er det mindre stråtækte landbrugsejendomme og dengang med ikke altid lige appetitlig duftende mødding ud til gaden. Gamle gårde ses endnu i bybilledet.

Langs byens udfaldsveje er nye kvarterer vokset op, især mod nord ud mod Ballumvej. Byens ældste bygning er kirken. Den er opført i senromantisk stil omkring 1100. Men forskellige tilbygninger, ombygninger m.m. efterlader ikke meget tilbage af den helt gamle kirke.

 

Var det forkert at udnævnte Højer til flække?

Nogle historikere kalder det forkert at udnævne Højer som flække, idet byen omkring 1850 kun havde handels- og håndværkerrettigheder ved et særligt privilegium. I den tyske tid var Højer købstad efter den lille købstadslov (kleine Städteordnung).

 

Hvorfor hedder det Højer?

Et højdedrag (Høvver) har måske givet byen navn i modsætning til nabosognet Daler. I 1340 kaldes byen ”Hæthar”. Korttegner Meyer kalder byen for ”Høwer” og andre igen Høyer, hvilket er det officielle tyske navn. I folkesproget hedder byen ”Høwwer” I svunden tid deltes Højer i Syd Højer og Nord Højer.

 

Kongen modtaget på tysk

Første gang Christian den Tiende besøgte Højer, blev han modtaget med en tale på tysk. Og egentlig burde Højer have været til Tyskland påstår nogle, men grundet den forestående afvanding forblev byen i Danmark. Man kan så diskutere om den formulering er rigtig. H.V. Clausen som tegnede grænsen i 1891, havde tegnet grænsen syd for Højer.

Vi har også tidligere nævnt at tiden efter 1920 var urolige i Højer. Der var masser af skærmydsler mellem dansk og tysk. Engang i 1930erne var der 20 storkepar i byen, men de har for længst forladt byen.

 

En topografi fra 1853

Højer har haft en stor fortid. Schrøder skriver bl.a. i sin ”Topographie” fra 1853 ved skibsfarten, Han skriver:

• Højer har nu 4 Skibe og i Gennemsnit laster i Kanalen – Vesterhavet, lagde til – 80-90 Skibe. Udførslen af Produkter af alle Slags er ikke helt ubetydelig, og Ladningerne gaar til Hamborg, Altona, Bremen, Holland og England. Siden 1852 er der indrettet en regelmæssig Dampskibsforbindelse mellem her og Loweatoft i England og mellem Højer og Sild er et meget bekvemt Færgeskib som ugentlig sejler 2 Gange frem og tilbage.

Inden Verdenskrigen havde Højer en tid lang dampskibsforbindelse med Rømø. Det var den bekendte damper ”Rømø”, der gjorde turen for at hente gæster til Pastor Jacobsens bade sted Lakolk.

 

Højer – berømt for sit gode kød

Højer var en driftig by med et godt opland. Den var ikke fattig på kroer, hvor mange gode købmandsforretninger. Højer er lige som Tønder kendt for sit gode kød. Inden krigen blev der i Højer fremstillet ”Høyer Rauchfleisch” som fandt stor afsætning i forskellige egne i Tyskland.

 

Højer Landsogn

Højer Landsogn omfatter Gamle Frederikskog, Ny Frederikskog og Rudbølkog. Disse koge skærmes af diger, frisernes stolthed:

• Vorherre skabte havet men friserne satte det grænsen

 

Da digerne ødelagde Tønders Havn

I 1553 opførtes under Christian den Tredje bl.a. diget fra Højer over Rudbøl, Lægan til Grelsbøl i Kjær Herred. Som bekendt har Tønder et skib i deres byvåben, men med diget var det slut med den direkte forbindelse til havet. Lægan blev derefter anløbsplads.

1564 – 66 rejstes dæmninger over Vidåens tre arme mellem Fegetasch og Rudbøk. Og så videre. I 1861 blev den nye Frederikskog inddiget. Viddåen blev inddæmmet for fjerde gang og Tønders nærmeste han blev derved Slusen ved Højer.

 

Rudbøl som fristad og kanal

I 1629 skulle ifølge Trap den tidligere borgmester Cornelius Claasen fra Medebleck i Holland af Hertug Friedrich den Tredje fået koncession på at inddige hele bugten op til Højer på engang samtidig med at bygge en kanal fra Rudbøl til Flensborg. Den 27. oktober 1629 fik den nye stad Rudbøl:

• Som samme Sted skulde funderes og anrettes

Der skulle være religionsfrihed lige som Frederiksstad.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Poul Andersen: Højer Bønderkommune
• Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer 1843-1993 md træk af historien fra 1920
• Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
• Peter Vestergaard: Det fremskudte dige ved Højer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.086 artikler
• Under Højer finder du 89 artikler
• Under Tønder finder du 344 artikler

 

• En sort dag i Højers historie
• Dansk og tysk i Højer
• Højer- Bondeby i marsken
• I skole i Højer
• Fra slusevej og andre steder i Højer
• En ny vandretur i det gamle Højer
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• En gåtur i Højer
• En mølle i Højer
• Flere anekdoter fra Højer
• Dagligliv i Højer – dengang
• Bådfolket i Rudbøl
• Højer Tæppefabrik
• Sidste tog fra Højer
• Kanal gennem Tønder
• Rudbøls historie
• Højer som havneby og mange flere

Højer omkring 1930

Tøndermarskens afvanding. På Tønder station. Rudbøl – et eksotisk sted. Om bord på ”Æ bagger” Et lille miserabelt hus i Søndergade. 50 år bag i tiden. Familien ”overlevede” i Højer. Herman ville ikke kendes ved Ole. Den lille og den store klasse. To gode lærere. Ole’ s projekter. Efterår og jul i Højer. Til aftenmøde i forsamlingshuset. På Hindrichsens firlængede gård. Store forhold. Hindrichsen blev en god ven. Højer havde næsten alt. Møg på de toppede brosten. Ole blev bådejer for 10 kr. Båden flød som en svane. Sejlads på Vidåen. Dækselev hos Lauritzen.

 

Tøndermarskens afvanding

Hvordan var det at være barn i Højer i 1930? Ja det skal vi se gennem Ole’s øjne. Faderen var skibsfører i Vandbygningsvæsnet. Han var blevet forflyttet i forbindelse med det store afvandingsprojekt i Tøndermarsken.

Vi er i 1927 og den 9 – årige Ole rejser med sin mor og fires søskende til Højer fra Esbjerg. Det var som at rejse til et fjernt ukendt land. Det som en fremmed verdensdel.

Faderen var rejst i forvejen og var fører af vandbygningsvæsnets uddybningsfartøj med den sjove betegnelse U/F Nr. 2. men i Højer nøjedes man med at sige ”Æ bagger”.

 

På Tønder Station

Efter en togrejse, der forekom uendelig lang. Det eneste imponerende var synet af Ribe domkirkes imponerende tårn. Endelig ankom man til Tønders Hovedbanegård, der dengang var et knudepunkt med tog i alle verdenshjørner.

U/F nr. 2 havde hjemsted i Højer, men ved ankomsten befandt den sig på Rudbøl Sø, hvor den virkede i tilknytning til det omfattende projekt – Tøndermarskens afvanding. Fartøjet sørgede for opgravning og oppumpning af de enorme mængder af fyld, der var påkrævet af digebygningen langs Vidåen. Det var et arbejde, der strakte sig over flere år.

På Tønder Station ventede far. Han fortalte, at man nu befandt sig på et sted, hvor store flokke af løsgående kvæg blev drevet gennem gaderne, og hvor det var forekommet, at en stud havde taget sig en tur gennem en butiksrude. Ole havde håbet på, at det var rigtige cowboys, der jagtede kvæget.

 

Rudbøl – et eksotisk sted

I en lejet bil kørte familien nu vest på. Det var en overraskelse for Ole at se den vidstrakte flade marsk og den høje himmel. Ved Møgeltønder blev kursen sat mod Rudbøl. Men man nåede dog lige at beundre det smukke hvide Schackenborg med voldgraven og parken. Men greven fik man dog ikke hilst på. Faderen fortalte at han havde travlt, fordi han også var amtmand.

Og så fik Ole at vide, at den første Schack i Møgeltønder var en dygtig general, der engang for længe siden havde reddet os i fra ikke at blive svenskere.

Rudbøl var også et eksotisk sted for Ole. Tænk man kunne se over til et fremmede land. Her gik mænd med geværer i blå uniformer. De blev kaldt gendarmer. Og der var politifolk med mærkelige høje kasketter, som man ikke kendte nordpå.

 

Om bord på ”Æ bagger”

Ved bredden af Rudbøl Sø blev familien nu indskibet i storbåden fra U/F Nr. 2. med raske åretag bragte bomstærke matroser familien ombord til midlertidig indkvartering på ”Æ bagger”. Først næste dag gik det mod Højer.

Splitflaget vejede agter og skibskokken havde sørget for en god velkomstmiddag. Nu var det ikke en køje til alle fem børn, men en plyssofa var ikke at foragte.

Sejlturen til Højer ad Vidåens brede vandvej var imponerende. En del maleriske møller fandtes endnu dengang langs bredderne. Man følte sig hensat til Holland, som faderen havde fortalt om.

 

Et lille miserabelt hus i Søndergade

Der blev lagt til kaj et stykke øst for Højer Sluse ved den store fabriksbygning, hvor man tidligere havde forsøgt sig med at producere fodermel af tang.

Herfra var der et godt stykke at gå ind til Højer. Men vejen var bundløs af ælte. Det var begyndt at blive mørk. Regn satte ind med en strid vind fra vest. Jo familien var fremmede og egnen viste sig afgjort ikke fra den venlige side. Endnu værre blev det, da familien omsider nåede frem til deres fremtidige bolig i Søndergade, et lille miserabelt hus, der skulle rumme den store familie.

Det havde været umuligt at opdrive andet. Afvandingsprojektet havde bragt et stort antal fremmede til byen. Der herskede den rene Klondike – stemning. Mange måtte lade sig indkvartere under ret kummerlige forhold.

 

50 år bag i tiden

For de handlende var der gyldne tider, og gode lejeindtægter kunne indkasseres af husejerne.

Det var et jammerligt syn, der mødt familien, da de havde låst sig inde i de iskolde små stuer. Alt flyttegods stod urørt i kasser på gulvet. Så det havde lange udsigter med at få bragt mad på bordet og gjort senge klar til de sultne og trætte børn.

Faderen var vant til at tage tingene som de kom, han var ukuelig. Omsider kom der nogenlunde styr på det herskende kaos. Der blev tændt op i kakkelovnene og det kolde komfur. Vand til madlavningen blev hentet ind fra pumpen. Den var placeret ude i gården.

I Esbjerg havde det været indlagt vand, bad med toilet, køkken med gasapparater og afløb til et fungerende kloaksystem var en selvfølge. Men her var det som om tiden var skruet 50 år tilbage i tiden. Intet af dette fandtes her. Ole spekulerede på, om man kunne overleve på dette tilsyneladende ugæstfrie sted.

 

Familien ”overlevede” i Højer

Heldigvis skulle det vise sig, at det kunne man sagtens. Særlig Ole’ s mor kom til at føle sig hjemme i grænselandet. Men man skulle dog lige vænne sig til dialekten.

Den omvandrende fiskemand, Martinsen spurgte:

• Skal I have fisk i morgen?

Det undrede moderen at det ikke var tale om en forudbestilling men varen var medbragt til levering, her og nu.

 

Hermann måtte ikke kende Ole

Dagen efter ankomsten stiftede Ole bekendtskab med en jævnaldrende dreng, der hed Herman Sigismund. Han var kommet for at bære vand og brændsel ind til sin voksne søster som var nabo. Ole satsede på bekendtskabet for det kunne være til gavn, når han nu skulle starte i Højer Skole.  Men her havde Ole lige forregnet sig.

Det viste sig at bygningen var delt i en tysk og i en dansk afdeling. Da Herman hørte til den første afdeling, ville han ikke kendes ved Ole, da de mødtes i den fælles skolegård. Han måtte klare sig uden, men fandt dog hurtig gode kammerater blandt de danske børn.

 

Den lille og den store Klasse

At komme fra en byskole i en stor by som Esbjerg til en lille skole, der kun var opdelt i to klasser, ”æ lille o æ stouer Klas”, var en ret besynderlig oplevelse. Ole kom til at tilbringe det første år i ”æ lille klas” inden oprykningen til ”æ stoer”. Det var ydmygende at skulle være sammen med små rollinger, der lige var kommet i skole og nu var i gang med den ABC, som for Ole syntes at ligge en menneskealder tilbage. Og tænk engang! Man skrev på tavler med grifler, der skreg og hvinede.

Ole måtte gå den tunge gang til boghandler Martinsen og købe en af de tavler, som han troede var afskaffet for 100 år siden. Den forhadte tavle blev han dog kvit efter det første års prøvelser.

 

To gode lærere

To unge lærere, Olav Jensen og Thomas Sølbeck stod for undersiningen i Højer Skoles danske afdeling. Mellem de skolebørn, der var født og opvokset på stedet og lærerne var der ingen problemer.

Gennem forældrene som havde gået i tysk skole, havde børnene lært, at lærere var ophøjede personer, som man skyldte ærbødighed og respekt. Noget anderledes kunne det være med tilflyttere nordfra. Der kunne godt opstå situationer, hvor spanskrøret måtte tages i anvendelse.

Olav Jensen var tilhænger af kristen Kolds undervisningssystem med fortælling og højtlæsning for børnene som vigtige faktorer. Mange af hans kollegaer på egnen var af samme opfattelse, og ingen af dem havde meget til overs for den såkaldte sorte skole.

Lærer Sølbeck var en venlig mand, der udover at undervise i ”æ lille klas”, stod for tegning og geografi. Han havde som helt ung været tysk soldat i Verdenskrigen, hvorfra han fra tid til anden fortalte om rystende oplevelser.

Undervisningen i tysk blev leveret af lærer Brockmann fra den tyske afdeling. Der blev givet en vis indsigt i dette vanskelige sprog, men nogen forøg på at lære eleverne den komplicerede grammatik blev der ikke gjort.

 

Ole’ s projekter

Lommepenge var et ukendt begreb hos Ole’ s familie. Så måtte han selv ud at tjene. Han havde bemærket en masse uld på pigtrådshegnene. Han samlede en masse uld i en plasticpose og gik hen til Højer Tæppefabrik. Men den venlige fru Kærby kunne desværre meddele at produktet ikke egnede sig til tæppefremstilling.

Så begyndte Ole at dyrke den lille køkkenhave foran huset. Dertil kom lørdagsfejning samt indebæring af brændsel og vand. Overskuddet af disse aktiviteter blev omsat i en forretning, der forhandlede grøntsager of slik. For 5 øre kunne man erhverve et stykke chokolade, der bar bogstaverne BLOCK.

 

Efteråret i Højer

Når sæsonens store ålefiskeri i Vidåen og uden for Slusen var afsluttet, var efteråret gået på hæld. Kæmpe flokke af stude var hentet i kogene, hvorfra de under brøl og skrål blev drevet til banen, hvor kreaturvogne ventede på at føre dem til en uvis skæbne. Nogle af studene kom på stald og kunne således se frem til nok en sommer i fennernes frodige græs.

Vildgæs i talløse højtflyvende kileformationer drog larmende sydpå og vestlige storme satte ind. At forlandet dermed kom til at stå oversvømmet med bølgeslag nær digefoden, blev dengang betragtet som en helt naturlig hændelse, der sjældent påkaldte pressens interesse.

 

Jul i Højer

Dagene blev stadig kortere. Det blev vinter og julen nærmede sig. Det frivillige brandværn ”Æ Feuerwehr” musicerede under tysk kommando på Torvet med ”Oh Tannenbaum” som glansnummer. Bagerbutikkerne i Højer bugnede med juledyr i mange varianter. De blev solgt for maget små penge, så børnene var flittige aftager. Selv de mindste butikker i byen strålede af lys og pynt.

I skolen blev der gjort juleforberedelser med indøvelse af julesalmer. Det foregik også om aftenen, hvor voksne var inviteret med som deltagere. En festdag var det inden jul, når store mængder af gode bøger og usolgte julehæfter fra forrige år var lagt frem til uddeling. De var indsamlet og sendt som gaver af venlige mennesker oppe i ”det gamle land”.

På skift kunne man gå frem og forsyne sig med en favnfuld af eget valg. Alt blev læst og genlæst med den største interesse i juleferien.

I en længere periode op mod jul blev der i Højer Kino efter skoletid kørt den samme underholdende film. Handelsstandsforeningen var den gavmilde sponsor. Adgang fik man ved at fremvise billetter, som man fik gratis, når man havde ærinde i butikkerne. Filmen var udmærket, men det kunne blive trættende, når de mange børn, der efterhånden havde set den utallige gange. Derfor kunne man sangene udenad. Nu kunne man så efterhånden overdøve de optrædende på lærredet.

Gamle traditioner, som de fleste steder var ophørt i kongeriget, fandt man dengang lyslevende i Sønderjylland. Minsandten om man ikke juleaften sendte anden til stegning hos bageren. Den blev så fin brun og sprød at mor næppe kunne have gjort det bedre i egen ovn. Egne småkager kunne man også få bagt hos bageren.

For byens danske børn var årets højdepunkt julefesten i det nye forsamlingshus ”Højerhus”, på Ballumvej. Her blev der danset om juletræet. Der blev oplæst julefortællinger af lærer Sølbeck, som også legede de elskede sanglege. Til slut fik hvert barn udleveret en herlig godtepose indeholdende et æble, en appelsin, konfekt og et stykke chokolade.

 

Til aftenmøde i forsamlingshuset

I de kommende år gik Ole nødig glip af aftenmøderne i forsamlingshuset, hvor der kom mange interessante foredragsholdere fra nær og fjern. At han var der som den eneste mindreårige mødte aldrig indvendinger. Mødesales vægge var beklædt med ribber. De blev benyttet ved vinterhalvårets frivillige gymnastik.

Der fandtes også en scene, som blev anvendt, når der blev spillet dilettantkomedie og ved besøg af professionelle skuespillere.

 

På Hindrichsens firelængede gård

Et par år efter familiens ankomst til Højer var afvandingen af Tøndermarsken i det store og hele tilendebragt. ”Æ Bagger” havde for stedse forladt Vidåen gennem broerne, der måtte afspærres og demonteres mens det stod på. Herefter var dens opgave at holde sejlrenden gennem Højer Kanal åben for den endnu ret anselige skibsfart.

Afvandingsfamiliernes bortrejse skabte albuerum og den anstrengte boligsituation lettede. Projektets generalstab forlod også den bygning, der havde rummet såvel tegnestue som ingeniørernes private lejligheder.

Det var stuehuset til en firelænget gård i byens østligst udkant. Den tilhørte familien Hindrichsen, og da man indtil videre ikke havde brug for boligen, blev den udlejet. Den kom i folkemunde til at hedde ”Æ ingeniørgoer”.

 

Store forhold

I denne spændende kæmpestore bolig kom Ole og hans familie til at tilbringe nogle gode år. En større kontrast til det hidtidige tilholdssted i Søndergade kunne man dårligt tænke sig. Nu havde familien næsten for meget plads med kæmpestore stuer og værelser, køkken, gange og bryggers som balsale. Hele herligheden lå midt i en imponerende have med plæner og høje træer.

Under disse forhold gav familien gerne afkald på moderne faciliteter. I de højloftede stuer skulle der fyres i de store flisekaminer, hvorfra varmen havde en kedelig tendens til at forsvinde op under loftet. Ved vintertide var det isnende koldt på køkkengulvets og gangenes skakbrætmønstrede flisebelægninger.

Her var dog den fordel, at pumpen stod indendørs i bryggerset. Her befandt retiraden sig også. Over køkkenets enorme komfur kunne man læse den rammende indskrift:

 

• Ein guter Herd ist Gottes Werd

 

Hindrichsen blev en god ven

Landbruget blev drevet sammen med Hindrichsens ejendom inde på Nørrevej. Den rummelige stald var om vinteren fyldt med prægtige stude, der blev fodret og tilset af folk, der kom ud fra Nørrevej. Bortset fra stald og lade, stod avlsbygningerne tomme. Der var således intet i vejen, at Ole måtte benytte hønsehuset i den østlige længe. Ret hurtig kom han op på at have en bestand af 20 høns, duer og fire gæs, som gav et rimeligt afkast.

Hans Fedder Hindrichsen som ofte kom derud, blev Oles gode ven. Han lærte hurtigt Ole meget om kvægopdræt og agerbrug. Det skete ofte i den lune stald, når han selv røgtede. Ole var nu ikke så velset ved aftensbordet, når en stram lugt fra hans trøje bredte sig.

 

Højer havde næsten alt

Skulle man dengang handle kunne man tage toget til Tønder, hvor udvalget var større. Men egentlig var det ikke nødvendigt. Højers butikker kunne levere alt, hvad der behøvedes af fødevarer. Hertil kom at byen var velforsynet med dygtige håndværkere.

Et større antal små og store landbrug lå inde midt i byen, hvor de satte deres tydelige præg. De åbne møddinger og rendestenene tog folk som en selvfølge. Det var tradition for, at folk i Højer levede længe.

 

Møg på de toppede brosten

Der kunne dog være gener, når der skulle køres møg ud. Det dækkede på det nærmeste gadernes toppede brosten, når de fyldte vogne dagen igennem var skramlet hen over dem på vej til marks med læs efter læs. Heller ikke over dette blev der klaget. Enhver fejrede for sin egen dør, når dagen var forbi.

 

Ole blev bådejer for 10 kr.

I en tidlig alder havde Ole besluttet for at søge sit levebrød til søs. Hans højeste ønske var at få sin egen båd. Men den slunkne kasse i Tønder Landmandsbank havde hidtil været en hindring for sådan et projekt. Men en dag var heldet med ham.

En bagerlærling havde en ældre med brugbar båd, som han blev nødt til at skille sig af med, da han skulle til en anden by. Det var undgået Ole’s opmærksomhed. Da det ikke var lykkedes for ham at slippe med båden, stod han nu med foden på togets trinbræt, klar til afrejse. Ole kom forpustet løbende.

 

• Hvad skal du have for din båd?
• 10 kroner

 

Ja sådan lød svaret. Løbende ved siden af toget rakte Ole ham sedlen. Nu var han blevet bådejer.

 

Båden flød som en svane

De næste dag var det besigtigelse og afprøvning. Ole blev beroliget. Den trak ikke vand ind i faretruende mængder. Det var eller havde i det mindste været en særdeles solid båd i kravelbygget i eg og med svære tætsiddende spanter. Alderen var ubestemmelig.

Båden trængte dog til en kærlig hånd. Efter års misrøgt. Hjælp fandt Ole hos den enøjede Skak Bossen, der havde et imponerende håndelag til en opgave netop af denne art. Svøb og essing blev fornyet – dog ikke med eg. Det skete med forskallingsbrædder i svensk fyr.

Kvaliteten blev med omhu udsøgt hos tømmerhandler Johs. Pørksen i Mellemgade. Efter opmaling flød båden på vandet som en svane. Ole var stolt.

Stagfok og sprydsejl blev syet af lagenlærred og alt var i skønneste orden. Båden kom til at hedde ”Denisse” opkaldt efter en amerikansk penneveninde.

 

Sejlads på Vidåen

Sejlads såvel på Vidåen som uden for slusen blev Oles kæreste fritidsbeskæftigelse ofte ifølge af en eller to kammerater. Når vinden var sydlig så var der ingen sag at stå kanalen ud.

Oftest var vinden dog i vest. Det betød en langsommelig og sej udtur med kryds på kryds mellem kanalens bredder indtil man nåede åbent vand, omtrent hvor Hjerpsted Kirke tonede frem nord for Emmerlev Klev.

Tidevandsstrømmen var en hjælp eller hindring alt efter forholdene, og man gjorde klogt i at tage den i betragtning. Langt fra land blev der nu sjældent sejlet, men en enkelt sommertur til Rømø blev klaret med bravour, med telt og proviant medbragt til nogle dages campering derovre.

 

Dækselev hos Lauritzen

Da skoletiden var forbi og tiden var inde til udmønstring som dækselev i et af rederiet Lauritzens skibe, måtte båden atter skifte ejer. Den blev solgt til den lokale købmand, These Nielsen. Prisen blev 100 kr. som dog skulle afregnes i butiksvarer.

Dengang vidste Ole ikke, at næste gang han kom under sejl i en åben båd, skulle det blive på Atlanten efter et dramatisk krigsforlis. Men den historie kan vi evt. vende tilbage til en anden gang.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Højer
• Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.578 artikler:

• Under Højer (73 artikler) finder du bl.a.:
• Gårde i Højer
• Højer – Bondeby i marsken
• Syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
• Vadehavet ved Højer
• Højer Tæppefabrik
• Sidste tog fra Højer
• Højer – som havneby
• Højer, stormflod og diger
• Rudbøls historie
• Bådfolket i Rudbøl

 

• Under Tønder (254 artikler) finder du bl.a.:

 

• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tønder. Marsken og Afvandingen
• Tøndermarsken – under vand
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Tøndermarsken
• Schackenborg i Møgeltønder

 

 

 

 

Fornemt besøg i Højer

I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.

 

Egnen plaget af stormfloder

Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933.  I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.

Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.

Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.

Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.

 

Det slesvigske fastland strakte sig milevidt

Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.

Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.

På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.

På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.

 

De frisiske stammer

Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.

Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.

Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.

 

Marsken er lav

Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.

På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.

 

Masser af diger blev anlagt

Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.

I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.

 

Vadehavs-øerne var fastland

Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.

 

Mange omkom under stormflod

Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.

Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.

Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:

• Blev helt fordærvede i denne Guds forfærdelige Stormflod

Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.

Folk omkom også under helteforsøg

De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv.  I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.

Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.

De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.

 

Også i nyere tid har det været fare på færde

Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.

 

Der var ofte vand i marsken

Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.

Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.

 

Der pumpes bestandigt

Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.

 

Rudbøl og Rosenkrantz

Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.

De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.

 

De gamle frisergårde

Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.

Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.

Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.

Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.

 

Levende drengebørn i digerne

Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.

 

Masser af storke i Højer

Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,

Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.

 

Byer med en ejendommelig form

Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.

Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.

 

Den vestlige vej over Hjerpsted

Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.

 

Hærværk over Oldtidshøje

Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.

 

Fremragende udsigt

Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.

 

Trøjborg

Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.

Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.

Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.

 

Ballum Marsk knap så storslået

Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.

Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.

 

Katastrofen i Misthusum

I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.

Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer

 

• Med Huse og Gaarde, Kretter og Femon, Korn og Kierne, Mænd og Kvinder sørgeligen henved 44 Mennesker, som jeg her udi Kirkegaarden begraved

 

Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.

Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:

• Mist og fordruknet Fader, Moder og Søskende, og Hus og Hjem ere ganske borte med alle, saa at en ganske ringe Ting af hans Gods var efterbeholden.

 

Beboerne vendte tilbage

Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:

 

• 1634 da skeede den store Flod oc borttog al det Hvs.

 

Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.

 

 

Kilde:

• Achton Friis: De Jyder Land 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf

249 fra Tønder

• 72 fra Højer

186 fra Sønderjylland

 

• Tøndermarsken
• Nolde og hans liv vest på
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort Sort – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tønder, Marsken og afvandingen
• Tøndermarsken 1-2
• Tøndermarsken – under vand
• Syd for Tønder
• Aventoft – en by ved grænsen
• Stormflod
• Stormflod – som Guds straf
• Rungholt og manddrukning et og to
• Stormflod ved Vestkysten
• Højer – Stormflod og diger
• Diger
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Hertugen af Tønder
• Landet bag digerne
• Højer, stormflod og diger

 

• Vidå

Travlhed ved Højer Sluse

Fiskeri ved Højer

Askerode ved Vidåen

Omkring Vidåen og havnen i Tønder

Kanal gennem Tønder

En vandmølle i Tønder

 

• Vadehavsøer
• Mandø – endnu en historie
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Vingeskudt på Mandø
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Soldater på Jordsand
• Føhr – en ø i vadehavet
• Øerne – syd for Højer
• Dæmningen – syd for Højer

 

• Vadehavet
• Langs Vadehavet
• Vikinger i Vadehavet
• Heltene i Vadehavet
• Søslaget ved Højer
• Vadehavet ud for Højer
• Apotekeren fra Højer

 

• Rømø
• Anekdoter fra det gamle Rømø 1-3
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø den tredje tur
• Vægfliser fortæller historie
• På jagt efter Mærsk Familien
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø – under besættelsestiden

 

• Syd for Højer
• Saltvandssøen ved Højer
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Gammel Frederikskog – dengang
• At plukke sut ved Højer
• Syd for Højer
• Rudbøls historie
• Bådfolket i Rudbøl
• Højer – som havneby
• Friserne – syd for Tønder
• Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum

 

• Trøjborg
• Trøjborg, den fjerde historie
• Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Trøjborg, et slot nordvest for Tønder

 

• Andre
• Klager over præsten i Ballum
• Agga – en sønderjysk Pige (Ballum)
• Ballum – dengang
• Da Ballum næsten fik en havn
• Mellem Højer og Ballum
• Søfolk fra Emmerlev
• Indre Mission, Baptister og andre
• Kogsbøl ved Emmerlev
• Emmerlev Skole
• Kniplinger nord for Højer
• Tønder 1932-1933
• Vest på – dengang og mange flere.

 

 

Højer-bondeby i marsken

Der var gårde inde i byen. Og det larmede ofte. Gårdene forsvandt efterhånden. Så var det Lige Højer Bønderkommune, der holdt generalforsamling på Peers Daw. Der var mange, der fik en ”glant awten”. Og derude på marsken var ”Æ Kluhstach” et nødvendigt redskab. En sensation var det, at nu måtte damerne også komme med til generalforsamling. Afvandingen af Tøndermarsken blev meget dyr. Ikke alle storbønder kunne betale. I forvejen var antallet af tvangsaktioner seks gange højere i Sønderjylland end andre steder. Der var masser af studefedning og fåreavl og afsætning af lam. Mange heste var de også herude. Og så besøger vi lige min Opa ude i Ny Frederikskog. Ja så var det også uldsalg. Og det var ikke alle steder, man behandlede tjenestefolkene ordentlig. De velhavende bønderfolk var meget selvbevidste. Og så kigger vi lige på begrebet ”Soda-bønder”.

 

Gårde inde i byen

Højer har fra gammel tid været en bondeby. Den gamle centrale del af byen virkede endnu i 1920 som en blanding af landsby og købstad med store, brede marskgårde. De var delvis bygget på lave værfter ved siden af almindelige huse, håndværkernes værksteder og de handlendes butikker.

Til Højer flække hørte noget landbrugsjord nord og øst for byen samt Højer Mark, der er en del af Højer Kog.

 

Det larmede i byen

Det prægede naturligvis byen, at gårdene med deres stalde og lader lå inde i den. Møddingen lå ved gården. Korn og hø skulle køres hjem, gødning køres ud. Hver dag rumlede de tunge arbejdsvogne med de jernringede hjul gennem gaderne, trukket af svære, jernskoede heste.

Larmen var voldsom, og det var ikke just lavendler, det duftede af. Men det var det nu heller ingen, der klagede over. Byen var ikke kloakeret og spildevand fra køkken og stald løb ud i de åbne rendestene.

Fra de tre smedjer lød dagen igennem hammerlag med jern. Bønderne var smedens bedste kunder. Hestene skulle skos, vognbeslag blev fremstillet og landsbrugsredskaber skulle repareres.

 

Gårdene er forsvundet

I løbet af de første år efter Genforeningen ophørte driften af en del af gårdene og i begyndelsen af 1960’erne blev de, der endnu var i gang, flyttet ud eller nedlagt. I 1948-49 var byen blevet kloakeret og alt dette i forening ændrede bybilledet stærkt.

Den sidste gang, da ”Den Gamle Redaktør” var i byen, stod nogle af gårdene der endnu som var de i drift. Af andre er kun stuehuset bevaret. Desværre er mange totalt forsvundet. Den sidste gård, der var i drift var fra Tøndervej 1.

 

Højer Bønderkommune

Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som de bærende element. Allerede for mindst 375 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Gennem lange tider dannede præcist formulerede dokumenter det juridiske fundament for det lokale bondesamfund og det praktiske grundlag for fællesskabet.

Men man skal dog eje mindst 25 demant jord i Højer ejerlav for at blive medlem. I spidsen for Bønderkommunen står en oldermand. Embedet gik oprindelig på skift hvert år, og ingen kunne undslå sig. Det var for så vidt et æreshverv.

Da man et år valgte en husmand, blev en af storbønderne meget fortørnet:

• Det var et svineri, at sådan en småmand skulle være oldermand i Bønderkommunen

Og den pågældende bonde tog ikke mere husmanden i arbejde, som han ellers plejede. Jo også bland landmændene i Højer var der standsforskel.

 

Generalforsamling på Peers daw

Så længe Bønderkommunen har eksisteret, har den årlige ”Generalforsamling” fundet sted den 22. februar. Og det var på ”Peers daw”. Jo det var den dag, hvor Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tøvejr og forår begyndte.

Helt op til Anden Verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5.

Medlemmerne samledes i den lille sal, som regel kl. 14. Oldermanden bød velkommen og aflagde årsberetning og regnskab. Derpå drøftede man kommunens anliggender. Der blev valgt oldermand for det kommende år.

 

Æ Kluhstach

Man lejede en markmand, som skulle have opsyn med de dyr, medlemmerne havde på græs i kogen.

Han fik en bestemt pris pr. demant og aftalte beløb pr. hest, stud, får og lam. I tiden fra den 10. maj til den 10. november var han forpligtet til hver dag at gå hver enkelt fenne igennem tælle dyrene og se efter, at de kunne stå på alle fire ben.

Når markmanden færdes i kogen havde han altid din ”kluhstach”(springstok) med. Ved hjælp af den svang han sig let og elegant over de vandfyldte grøfter, der til dels tjente til ”hegn” om fennerne, dels drikkevand til dyrene.

Ja da ”Den knap så gamle Redaktør” dengang øvede sig i den sport derude så det nok knap så elegant ud. Men det blev efterhånden bedre og mere elegant.

 

En glant awten

Det lukkede møde i Højer Bønderkommune var nu afsluttet. Nu gik man ind i den store skænkestue. Her bød oldermanden velkommen til de mange ikke-medlemmer, der var mødt op, og bestilte en ”Lokalrunde”. Så tog man fat på udlejningen af Bønderkommunens jord. Sædvanligvis var det de samme, der år efter år lejede de samme fenner og veje.

De fleste var jordløse husmænd, som ved dette lejemål fik mulighed for at holde køer eller får. Auktionen varede en time eller to. Imens var der dækket op i den lille sal for Bønderkommunens medlemmer.

Det var altid et animeret måltid og en lang ”glant awten. Indtil midnat betalte kommunekassen fortæring og drikkevarer, derefter var det for egen regning. Ved højtidelige lejligheder og altid, når et nyt medlem skulle optages, kom den prægtige punchebolle fra 1840 på bordet, og den, der skulle optages, måtte sørge for indholdet.

Det var ikke altid, at de gode høvringer var helt appelsinfri, når de Peers daw gik hjem fra Stadt Tondern. Et år anførtes der ligefrem i protokollen, at man havde et voldsomt bøvl med at få transporteret to navngivne mænd til deres hjem. Og den ene havde stor besvær med, inden han tumlede ind ad sin dør, at få sig befriet for de fleste af de torne, der stak ham, fordi han undervejs var fladet om i en tornebusk.

 

Nu måtte damerne komme med

I 1965 besluttede man efter en lang debat at tage damerne med til de følgende års petrifest-dog så få som muligt! I 1972 kom der for første gang en kvinde i bestyrelsen. Det var Boy Matthiesens enke, Mette, som siden 1979 var kasserer for Bønderkommunen.

Peers daw er ikke længere hele byens festdag, men medlemmerne samledes alligevel den 22. februar til en gemytlig aften og nu har man altid damerne med.

 

På gesten

De fleste gårde i Højer ligger på gesten, det forholdsvise høje land, hvor man er i nogenlunde sikkerhed for stormfloder. Men det meste af deres jord er beliggende i marsken og drevet den på marskens betingelser.

Indtil slutningen af 1920’erne var kogene hver vinter oversvømmede af ferskvand fra vandløbene, fordi disse ikke hurtigt nok kunne få de store vandmasser ud i Vadehavet gennem Højer sluse. Gårdene i marsken er bygget på værfter, så de stod på det tørre også om venteren.

Skulle man på besøg på nabogården, måtte man sejle. Dette gjaldt også, når børnene skulle i skole og når man havde ærinde i byen. Men gårdmændene i Højer havde deres på det tørre.

 

Afvandingen af Sejersbæk-lavningen

Fra 1859 til 1910 blev der udarbejdet forskellige planer til områdets afvanding, men ingen af dem blev gennemført. I 1926-27 blev Sejersbæk-lavningen endelig afvandet. Den havde hver vinter stået under vand. Når frosten så satte ind var det en glimrende skøjtebane, flittigt benyttet af drengene fra Emmerlev, Daler og Visby sogne. Men når de så nærmede sig Højer, og Højerdrenge var på isen, gav det altid slagsmål.

Du kan læse mere om det kæmpemæssige projekt med at afvande Tøndermarsken i andre artikler. Ikke alle var begejstret for dette projekt og slet ikke Vadehavsmaleren Nolde. Derfor flyttede han fra Rudbøl til Seebüll.

De samlede omkostninger ved afvandingen af Sejersbæklavningen blev 245.000 kr. Deraf betalte lodsejerne en tredjedel. Men bønderne i Højer var ikke impliceret i foretagenet.

 

Afvandingsudgifterne kunne ikke betales

Anderledes så det ud med afvandingen af Tøndermarsken, som berørte alle landmænd i Højers område. Udgifterne som lodsejerne skulle betale blev beregnet ud fra fire forhold.

De store gårde i Højer, der havde meget kogsjord kom af med ret mange penge. Årene efter Genforeningen var økonomien i forvejen gennemhullet. I 1920 havde bønderne ikke tillid til den danske krone, men havde stor tillid til den tyske Mark. Under 20’ernes inflation blev de lænset for kapital. Da nu afvandingen var gennemført, kunne kogsjorden faktisk ikke betale afvandingsudgifterne.

Nogle af de gamle velhavende gårdmænd i Højer ville ikke øge gælden på deres gårde, derfor satte de dem til dels ud af drift, og det er grunden til, at flere store gårde her så længe ikke har været i brug.

 

Mange tvangsauktioner i Sønderjylland

Nu var det ikke kun dette, der voldte bønderne vanskeligheder. I det kolde forår 1928 frøs mange kreaturer ihjel. Samme år var høsttiden så regnfuld, at man måtte bjerge deres korn fra båd.

I 1929 voldte oksebremsen stor skade og i 1930 hærgede kvæg tuberkulosen slemt i Sønderjylland. Kun 5-6 pct. af kreaturerne gik fri. Fra 1930 til 1931 sank marskjordens lejeværdi fra 80 til 60 kr. pr. demant.

Alle disse forhold sammen med de vanskeligheder som overgangen fra tyske til danske landbrugsforhold medførte, at der i 1931 var seks gange så mange tvangsaktioner i Sønderjylland som i det øvrige Danmark.

 

Studefedning og fåreavl

Studefedning og –handel, fåreavl og husdyrbrug har været det bærende i egnens landbrug. Her har altid været holdt mange får, dels af gårdejere og husmænd, dels af andre, som holdt dem for at skaffe sig en indtægt eller som hobby, som derudover ikke var landmænd.

På Højeregnen var hvidhovedet marskfår tidligere den næsten enerådende fårerace, et kraftigt, ret tvivlsomt dyr, robust nok til at klare vinteren uden at komme på stald. I løbet af 2. verdenskrig blev der følelig mangel på ”nyt blod” i egnens fårebestand, fordi der ikke var forbindelse over grænsen.

Enkelte fåreavlere havde dog i ny og næ held til at skaffe sig et avlsdyr sydfra. Det blev indført på en speciel facon, som importøren forklarede på følgende måde:

• Jo, de gik hen å løf øve væ æ grav ue væ æ græns

Omkring 1960 fik marskfåret en alvorlig konkurrent i Texelfåret fra Holland. Det har lidt kortere uld og afsætter mindre talg end marskfåret. De er velegnet for de gode græsgange her. Efterhånden er de to racer blevet stærkt blandet.

 

Afsætning af lam

Afsætningen af lam til slagtning begyndte ved pinsetid, da de første lam gik til Kødbyen, da de første lam gik til Kødbyen. Indtil for 25 år siden afsattes næsten hele produktionen til kommissionær i København. De blev slagtet i Tønder og sendt i kølevogn med tog til hovedstaden.

Hvis tilførselen var lille, fik man særdeles god pris, men København var et følsomt marked. Enkelte fåreavlere solgte lam og udsætterfår til opkøbere for en fast pris pr. stk.

 

Uldsalget

Ved siden af lammene gav uldsalget også en vigtig indtægtskilde for fåreavleren. Inden klipningen skulle fåret vaskes. Indtil midt i 1950’erne foregik det på den måde, at fåret blev anbragt i et skoldekar, og fik hældt soda- og sæbevand ned ad ryggen.

Der blev gnedet godt ind og derpå blev der skyllet med flere spande rent vand. Nogle havde et særligt vaskebord med en fordybning i midten og en vandret pude af træ og sækkelærred i den ene ende. Der var også nogle, der simpelthen stod i åen med fåret og vaskede det der. Ulden skulle tørre på dyret. Det tog normalt et døgn, hvis det var tørvejr.

Efter at håndklipning var afskaffet og man var gået over til maskinklipning, blev fåret ikke vasket inden klipning. Nu sendte man den snavsede uld til vask i Tyskland.

Det var nu fynboer, der var de første, der foretog maskinklipning i Højer. Det meste uld blev opkøbt af byens købmænd. Hans Pørksen havde en overgang nærmest monopol på uldhandelen. Senere købte også Jens R. Petersen og J.M. Johannsen uld. Fra 1943 til midt i 50’erne kom en uldopkøber fra Kolding regelmæssigt til byen.

Mange fåreavlere lod deres får græsse på forlandet. Bedre græsning fandtes ikke. Pludselig højvande har ofte overrasket en flok får. De er ikke i stand til selv at redde sig op på diget. Det er sket at en gruppe på et halvt hundrede får er druknet.

 

Pludselig kom der røde køer

I 1920’erne havde man i Højer næsten udelukkende korthåndskvæg. Enkelte krydsninger med en anden race kunne dog forekomme. Det var dog en sensation, da Boy Matthiesen i 1947 anskaffede en besætning af røde køer.

Normalt var der kun en tyr i Højer. Den var i lang tid opstaldet ved Fattighuset, men den har også været på en af byens større gårde. På et tidspunkt havde kalvene i Højer en ejendommelig farve. Dette skyldtes en ”blåskimlet tyr” i Emmerske.

Det var ikke almindeligt, at bønderne havde kreaturer på stalden til opfedning. Man købte om foråret, græssede dem om sommeren og solgte dem.

 

Masser af kvæg-epidemier

Omkring 1947 skulle de i Nørrejylland af med deres tuberkelsmittede kreaturer. En stor del af dem kom til marsken og blev græsset færdig her, og mange blev tykke og fede, selv om du kun var skind og ben, da de kom.

Kvægavlen var præget af epidemier i 1922, 1923, 1938 og 1951. Sidste gang havde man dog vacciner mod sygdommen.

 

Masser af heste

De fleste arbejdsheste på gårdene var jyske heste. Der var dog enkelte belgiere og temmelig mange krydsninger. Der var ikke meget hesteopdræt. Dog havde Rasmus Hindrichsen undertiden haft 12 heste på stalden. Deriblandt var et par øg og et par køreheste.

Normalt havde gårdene de arbejdsheste, de have brug for. De fleste havde en enkelt let kørehest, der tillige gjorde tjeneste som tredje hest ved pløjning og for selvbinderen.

Der var hingste, der blev sat på sommergræsning i kogene. Græsset var det bedst tænkelige og jordbunden var sund for hestenes ben. De kom hertil om foråret fra hele Danmark, til dels med særtog. Antallet kulminerede omkring 1947, da det var oppe på godt 900. Betalingen for en hingst i sommergræsning svarede til landlejen for 2 ½ demat jord.

I Gammel Frederikskog kostede det 50 kr. mere end i Ny Frederikskog og 100 kr. mere end i Højer Kog. Det svarede til forskellen i jordens bonitet.

 

Derude hos Opa

Min Opa, derude i Ny Frederikskog havde får, svin, gæs og høns. Det var sjovt at se når fårene blev klippet. Det var som om, de skammede sig, når de var blevet klippet. Det var knap så sjov at se og høre når svinene blev aflivet.

Man skulle heller ikke gå ind til gæssene. De kunne godt finde på og løbe efter deig og hakke efter dig.

Så tog Opa ofte et svin eller et halvt svin med på sin knallert til Strucksalle i Tønder, og der stod min mor så og klarede resten. Vi lavede pølser, leverpostej m.m. Men jeg brød mig aldrig om blodpølse og blodsuppe.

Det skete midt under det hele, at arbejdsløse kom og skulle have deres understøttelse. Min far var kasserer i murerforbundet, så udbetalingen skete i køkkenet.

Det skete når Opa var på besøg i Tønder, at han måtte skynde sig tilbage og lukke sluseportene, når vinden havde ændret retning eller han på skyformationerne kunne se noget faretruende. Han var i perioder slusemester ved Højer Sluse.

Lige syd for grænsen har en berømt forfatter skrevet en roman, der hedder ”Der Schimmelreiter”. Og den handlede om stormflod og mystiske ting man kunne se på himlen.

Min Opa var nok det, der hed fritidslandmand. Hans hovederhverv var fisker, og han havde en kutter liggende, der hvor der nu ligger fritidsbåde.

Af den slags som min Opa var der en del af i Højer og omegn. Dem kan man nok ikke lige betegne som ”Sofa-bønder”, som vi senere kommer ind på.

I bryggerset hang der ofte masser af fiskegarn, der skulle laves eller flikkes sammen. Og når stormen så susede derude i Ny Frederikskog sad vi og lyttede til Blåvands radio og lyttede til fiskerne ude på Vesterhavet.

 

Stor forskel på behandling af tjenestefolk

Folkeholdet var naturligvis forskelligt på gårdene. Fedder ”Buhn” havde altid to karle og to piger. Hans søn Rasmus havde en karl, senere da han fik mange malkekøer, desuden en fodermester. Men derudover brugte han daglejere til alt, hvad der skulle laves ud over den daglige drift. Og det kunne være grøftegravning, grøbling, udkørsel af mødding og ikke mindst, når høet skulle bjerges.

Der var stor forskel på, hvordan husbonds folkene behandlede deres piger og karle. En mand, der var karl på en af gårdene i 20’erne skildrer forholdene således:

• Der blev lavet to slags mad på gården, en til familien og en til tjenestefolkene. Den sidste var ussel. Gårdfolkene og tjenestefolkene spiste hver for sig. Vi blev ikke regnet for meget. Vores soveplads var en kasse, slået op af brædder og fyldt med halm

En anden fortæller fra en anden gård:

• De havde pige og karl, som spiste for sig selv, og maden blev øst op for dem, før den gik ind til herskabet. Havde de ikke fået nok i første omgang, kunne de bare gå ind i stuen for at få mere, men dertil var de for generte. Konen på gården var lidt fin på det. Hun sagde til karlen: ”Du skal sige ”De” til min mand”. Det var ellers ikke skik i Højer. Det var den samme frue, der betroede en veninde: ”Jo, jeg siger goddag til småfolk, så bliver de så glade”.

Man har også et eksempel på, at husbonds folkene på en gård gav deres karl en ko i bryllupsgave. Det var faktisk en årsløn. På nabogården gjorde de ligeså for den pige, han skulle giftes med.

 

De velhavende bønderfolk var selvbevidste

De velhavende bønderfolk var i almindelighed meget selvbevidste. Under krigen havde en tysk soldat foræret en husmands søn et par rulleskøjter. To af hans kammerater ville også gerne have et par. De forsøgte at få deres velbjærgede bedstefar til at forære dem det. Men han svarede:

• Se, småfolk de kan give deres børn rulleskøjter. Jeg kan give dem en kogsfenne!

Men rulleskøjter kunne der ikke blive.

Engang vedtog kogsbestyrelsen, at der skulle være led for alle fenner. Det fik en af de store gårdmænd til at sige:

• Ja, småfolk, der kun har en enkelt fenne, ”det ka de jo sawt. Men hva mæ en stakkel, der ha så manne”

 

De mange kogsfenner

Gårdene i Højer havde tidligere deres jord fordelt på en mængde forskellige fenner. Det hang til dels samme med, at bønderbørn, der ikke arvede gården, ofte som arvelod fik en eller flere marskfenner. Dette har også været medvirkende til, at kogsfenner ofte ejes af folk, der bor langt fra egnen, i nogle tilfælde i udlandet.

I 1961-62 blev der foretaget en stor jordfordeling. Ja efter manges mening den største, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Den betød en meget stor forandring, idet de fleste bønder nu fik deres jord samlet i to-tre blokke.

Men det kan stadig være svært for udenforstående at finde ud af, hvem i en familie, der egentlig ejer de forskellige arealer, der drives sammen under en gård:

• Det er tantes fenne, det er min onkels, det er min fætters og de to er min søsters. Men det er alle sammen vores.

 

Masser af marskjord

Landbruget i Højer havde først og fremmest marskjorden som grundlag. Til Højer by hørte 56 pct. af Højer Kog. Men en del heraf ejedes af folk uden for Højer. Til gengæld havde bønderne i Højer også jord i de øvrige koge.

I 1920 var næsten ingen kogsjord under plov. De anvendtes til græsning af kreaturer og til høslæt. Foruden de arealer, der blev ejet af landmænd i Højer og andetsteds, tilhørte noget Højer Bønderkommune. Endvidere var der en del legatjord, skænket til velgørende formål af velhavende jordejere.

Endelig ejede kirken ret store arealer, der sorterede under menighedsrådet, som også bestyrede det meste af legatjorden. Meget af jorden blev hvert år udlejet til bønder og jordløse husmænd.

 

”Sofa-bønder”

Mange Højer-bønder skulle kun kigge efter græssende stude og får. Kun få havde køer og svin. Onde tunger, måske misunderlige bønder, kaldte disse Højer-bønder for sofa-bønder. Dagens dont bestod i en tur rundt for at se til får og stude. Senere mødtes man så på kroen over en grog. Her kunne man slå en handel af og drøfte dagens emner.

En lille udgiftspost til langt op i forrige århundrede for kogsregnskabet gik til præsten. Han skulle gå i forbøn for diger, sluser, jord og kvæg. Det var noget man bad Vorherre om at passe på.

Ja og den sidste tærskning, der foregik i Højer by var i 1961 ved Nørregade 35.

 

Kilde:

• Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 64 artikler om det gamle Højer og omegn. Vi har også talrige artikler om Tøndermarsken, bl.a. disse:

 

• Omkring Vidåen og havnen i Tønder
• Det frisiske salt
• En vandmølle i Tønder
• Emil Noldes liv-vest på
• Tønder, marsken og afvandingen
• Friserne-syd for Tønder
• Vikinger i Vadehavet
• Tøndermarsken under vand
• Aventoft-byen ved grænsen
• Drømmen om en havn i Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken 1
• Tøndermarsken 2
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Gammel Frederikskog-dengang
• At plukke sut ved Højer
• Landet bag digerne
• Syd for Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Rudbøls historie
• Fiskeri ved Højer
• Vadehavet ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Højer-stormflod og diger
• Højer som havneby og mange flere

Fra Slusevej og andre steder i Højer

Vi fortsætter vores historiske vandring gennem Højer. Denne gang, Slusevej, Kogsgade, Strandvej, Møllegade og Storegade. Vi besøger fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”. 2.000 bonevoksmaskiner stod ude ved kunderne. Min mor turde ikke at gå over Æ vie Bro. Paula passede vaskeriet, Karl var altid ude at fiske. Adde Post var speciel med afholdt. Kjærby måtte købe en bolig til den danske præst. Og så hed de både Califonen, Grünewald og Højer Storskov. Så var det Fiskehandleren, der kunne lide fisk. Og der var også huset med de 11 børn og en enkelt vandhane. Vi skal besøge Sorte Marie, Andreas pust og den muntre slagter. En lille forvaltning styrede Højer. Æ Bohsti var der også. Så skulle der være plads til trækbasunen. Og Æ Knogedrejer boede også i byen. Og der var lysthuse til de velstående i Højer. Dette og meget mere kan du læse i denne lidt større artikel.

 

Vi fortsætter vores historiske vandretur i Højer inden alle de gamle bygninger er revet ned. Og som vi tidligere har nævnt mange gange. Det kan være, at vi kommer til at nævne bygninger, som ikke står der mere, men så ved I, hvad der har været på adressen. Indrømmet at det er længe siden Den Gamle Redaktør har været i Højer.

 

Kogsgade

Vi er nåede til Kogsgade. På højre side lå der et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev også kaldt Caroline ”Pandhus”, fordi husets tag var af teglsten (tagpander). Ja egentlig var de fleste huse bygget sådan i Højer, men det har nok været et særsyn, da dette hus blev bygget.

 

Fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”

I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset, lod det nedrive og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.

I Kogsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn Christian startede i tyverne med at lave skocreme. Senere gik han over til at lave bonevoks. Det var begyndelsen til fabrikken ”Kemi og Teknik for Gulvpleje”

Den sidste skocreme blev solgt i Brugsen i Visby under Anden Verdenskrig. Bonevoksfabrikken blev en meget ejendommelig virksomhed. Den fremstillede selv bonemaskiner, som den udstationerede ude ved kunderne. Så aftog man fra fabrikken bonevoks, klude, påføringsredskaber, og hvad der ellers er brug for ved gulvpleje.

 

2.000 bonevoksmaskiner ude hos kunderne

Blev en maskine defekt, modtog kunden omgående en anden. Den defekte blev hjemtaget til reparation. Og selv de brugte klude blev returneret til fabrikken, hvor de blev vasket. Deres voksindhold blev udtrykket, renset og genanvendt.

Fabrikken fik kunder over landet og nåede til at have 2.000 bonemaskiner udlånt. I begyndelsen lavede smeden i Nørregade, Peter Schmidt, maskinernes jernstel. Højer Elværk drejede valserne, som børsterne skulle sidde på. Trige i Odense leverede motorerne.

Men efterhånden overtog fabrikkens veludstyrede maskinværksted mere og mere fabrikationen. Til sidst lavede man det hele selv. I 1960erne var der ansat 20 mand i virksomheden, og den havde en salgsfilial i København.

Men da det blev almindeligt, at der kom tæpper på gulvene i mange institutioner, gik det tilbage for fabrikken. Senere drev Chr. Johannsen og hans kone næsten det hele selv.

 

Han glemte at søge dansk indfødsret

Over for bonevoksfabrikken ligge Kogsgade 1, der tilhørte Familien Lorentzen. Her boede Lucie, enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år ved Genforeningen. Men på det tidspunkt var han ikke i Højer, fordi han var til søs. Da han ikke senere gjorde noget for at få dansk indfødsret, forblev han tysk statsborger. Det medførte, at han i Anden verdenskrig måtte gøre tjeneste i det tyske marine, hvad der kostede det ene ben.

Korsgade 6, der ligger nord for den nedlagte jernbanelinje, er bygget af Chr. Lorenzens far. Enkefru Knochenhauer har haft lotterikollektion i huset. Hun boede alene. For at føle sig tryg, havde hun altid en politikappe og kasket hængende i entreen.

 

Slusevej

På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige er der rejst en mindesten for Frederik den Sjette. Her gik han i land i 1825. Her var den gamle strandbred. I nærheden var der udskibningssted og ladeplads. Ja i dag er det vel 3 km til havet herfra.

 

Her holdt Feuerwehr øvelser

Det sjove med stenen er, at den er flyttet et par gange. En af navnene er visket ud. Måske var det fordi han var Slesvig – Holstener.

Vest for Slusevej anlagde man i 60erne et areal til industrikvarter. Der må piloteres her, hvis man skal anlægge en fabrik. Og det giver en væsentlig fordyrelse. I 1970 anlagde Linda og Peter Gildberg her deres møbelfabrik, Marsk Møbler. Senere kom Elmo også til. ”Den Gamle Redaktør” her mener dog, at have besøgt Elmo tidligere i Møgeltønder.

Øst for Slusevej lå den tyske skytteforening, skydebane og skyttehus. Her holdt Feuerwehr også øvelser, inden de tog til efterslukning. Og det foregik i mange år på Ohlsens Hotel. Her var også Steigerturm og stativ til tørring af slanger.

 

Mor turde ikke gå over ”Æ vie Bro”

Her er også udsigt til ”Den hvide Fabrik, som vi tidligere har omtalt.

Og så er det ”Æ vie bro” over Vidåen. Det var hertil Rudbøl – borgerne sejlede til, når de skulle i kirke inde i Højer. Min mor havde altid betænkeligheder ved at gå over denne bro. Hun var ellers opvokset her, og havde tjent ude i de store gårde i marsken bl.a. Poppenbøl.

 

De maleriske hvide pumpemøller

Længere mod øst stod på hver side en malerisk hvid pumpemølle. De skulle sørge for en passende vandstand i marskens grøfter. Men disse blev fjernet efter Anden Verdenskrig. Mellem den hvide bro og den gamle sluse ligger på nordsiden af åen et havneanlæg, der blev oprettet af diget i 1861. Det var her min Opa’ s flotte fiskekutter lå.

 

Strandvej

Vestpå fra Kiers Gaard løber Strandvej. Den har navn efter den gamle strandbred, der gik parallelt med den et halvt hundrede meter mod syd.

 

En damper på Vidåen

På Strandvej 2 ligger en gård, vi tidligere har omtalt. Før Første Verdenskrig var det vest for denne gård kun fire huse på Strandvej, nummer 12, 15, 17 og 33.

Strandvej 6 blev i 1931 bygget af købmand Niels Petersen. Han havde solgt sin forretning på hjørnet af Skolegade og Nørregade til skomager Jacobsen. Han købte en hel fenne, Kiers Gaards toft. Den blev senere udstykket til byggepladser. Det var Præstegården på Nørrevej, Søskendehjemmet Strandvejen 6 og 8 samt alle husene på Strandmeden er bygget på den.

Niels Petersen var et meget alsidigt menneske. Han var først købmand, derefter kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank, fåreavler og biavler. I en del år ejede han en lille damper på Vidåen. Den brugte han mest til lystsejlads.

 

En flyvemaskine blev byttet med benzin

Lige efter Første Verdenskrig kom har i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han måtte dog af med den igen, men fik adskillige tromler benzin for den. Og det tjente han som den gode handelsmand, han var adskillige penge på.

 

Paula passede vaskeriet, Carl var ude at fiske

I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue. For en del år siden kunne man endnu på østgavlen se rester af malede bogstaver som bekendtgjorde at her var ”Wäscherei und Plätterei. Vestgavlen havde en lignende påmaling bare på dansk.

Vaskeriet blev ejet af Paula og Carl Hansen. Men han blev kaldet reer, fordi han som ung havde tjent på Andreas Matthiesens gård, Møllegade 9, som var ejet af Friedrich Wilhelm Reer. Det er mange måder, at få et øgenavn på. Vaskerimaskinerne stod i udhuset nede bagved. Det var nok mest Paula, der passede vask og strygning. Carl fiskede.

 

Adde Post var speciel men afholdt

Mellem nummer 17 og nummer 19 var der en lille, køn vej, der førte hen til Kiers Gård. I nummer 19 boede Adolf Nielsen, Adde post, som var landpostbud i Kærgård og Sejerslev. Han var meget vellidt, hvor han kom frem på sin rute. Han forrettede mange ærinderfor folk, bragte bud og gjorde småindkøb.

Han havde sine små særheder. Han tog for eksempel ikke imod et bundt pengesedler, hvis ikke de vendte på samme måde. I et hus klemte han altid hånden på et defekt dørhåndtag. Beboerne lovede at rette fejlen, men fik det ikke gjort. Så gjorde Adde kort proces. Han tog en skruetrækker med, skruede låsen af, tog den i tasken og afleverede den hos smeden. Næste dag, da den var repareret, satte han den i døren igen.

 

Kjærby måtte købe bolig til præsten

Det var bygmester Bernd Matzen, der byggede Adolf Nielsens hus i krisetiden i begyndelsen af 1930erne. Samtidig byggede han et ”søsterhus” ved siden af med salg for øje, nummer 21. Det lykkedes ham da også at få det solgt og siden har det skiftet ejer mange gange. I 1935 købte fabrikant A.R. Kjærby det, for at pastor N.P. Nielsen kunne få et sted et bo, indtil præstegården på Nørrevej blev bygget. Og den ballade har vi skildret i en tidligere artikel.

Strandvej 16 – 38 er tolv ældreboliger, opført af EGV (Ensomme Gamles Værn). De er opført på Digegårdens grund.

 

Califonien, Grünewald eller Højer Storskov

Strandvej 40 er bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. Han blev pensioneret i 1919. Han havde sikkert håbet at få nogle gode år i sit nye hus. Han døde allerede året efter, at det blev opført. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer.

Huset ligger i læ i en lille løvtræsplantage mod vest, som oprindelig hed Californien. Hvorfor, ja det vides ikke. Senere blev det kaldt Grünewald.

Friedrich Hagge byggede også her Walheim i 1908. Ja den omtalte plantage blev også på et tidspunkt kaldt Højer Storskov. De har altid været beskedne i Højer

 

Schützenverein

Over for nummer 40 går vejen ned til det område, hvor Støtteforeningen FDF/FPF byggede kredshuset ”Høwringen” Højer Idrætsforening har ejet grunden.

På det samme areal begyndte ”Schützenverein” sin virksomhed. Skydebanen lå lige syd for og parallelt med Strandvej.

 

Møllegade

Ja egentlig burde vi starte med Højer Mølle. Men du kan finde en artikel om denne på vores hjemmeside.

 

Fiskehandleren, der ikke spiste fisk

I Møllegade 7 boede gartner Wanderscheek, da han havde afstået gartneriet i Herbergsgade. Det kunne være svært for udeforstående at følge med, når han og hans kone talte sammen. Han talte plattysk og hun sønderjysk.

Senere købte Peter Martinsen huset. Han havde været landmand i Emmerlev. Men da han boede i Møllegade var han fiskehandler. Han var forundret over, at når han kørte rundt med sin lille trækvogn, at han kunne sælge fisk. Selv spiste han aldrig fisk.

 

11 børn og en vandhane

I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse nr. 3 – 5 boede Petersen, det vil sige, at han blev kaldt for Bruer. Det var fordi, at han var ølbrygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Man undrer sig over, at familien kunne få plads i det lille hus for der var mange børn. Det var barn nummer 11, Elfried, der overtog det. Endnu i hans tid var der kun en vandhane. Han døde i 1980. Den var anbragt i vaskerummet i udhuset.

I nummer 5 boede der en ”syster”, Anna af Laustens. Hun var enke og gik rundt og syede for folk i deres hjem.

 

Andreas Pust eller Æ Friesenskomache

Møllegade 1 tilhørte Mads Hansen, som var arbejder og landmand. Under Første Verdenskrig var han forvalter på Kiers gård, da Chr. Kier var indkaldt. Senere drev han sit eget landbrug. Han havde temmelig mange køer, som var indlogeret i Møllegade 9. Den jord, som han drev lejede han.

Hos Mads Hansen boede æ Friesskomache til leje i en lille tilbygning. Han var enkemand og ungkarl og stammede fra Friesland, deraf navnet.

Boligen bestod af et rum, hvori han lavede mad, spiste og sov og hvor han også havde sit skomagerværksted. Særlig sundt har det ikke været. Han led så stærkt af astma, at han også blev kaldt Andreas Pust.

 

Den muntre slagter

I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine yngre dage havde han øldepot og gik ud som husslagter. Når han havde slagtet svin for en familie, kom han om aftenen og skar det hele ud. Det var altid festligt, for Mathias var en munter mand og en god fortæller. Men det kunne mange steder være svært at få varmet alt det vand, der skulle til. Derfor indrettede han et slagteri i Møllegade.

Derefter kom folk drivende med deres slagtesvin til ham. Det hændte også, at flere familier købte et kreaturer i fællesskab. Det blev slagtet hos Trip. Om aftenen hentede de forskellige deres part hos ham. Senere indrettede han slagterbutik i huset. Denne blev ført videre af hans datter, Emma.

De der leverede kød til hende, påstod at hun var den besværligste aftager. Det kunne ikke blive godt nok til hende. Man det kom hendes kunder til gode. I 1968 blev forretningen nedlagt.

 

Storegade

Fra Trips går vi op af Storegade. På hjørnet i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Han blev kaldt Manstein, fordi han i Første Verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af dette navn.

 

Kirketjeneren og harmonikaren

Både kirketjenerhvervet og tilnavnet gik i arv til hans søn, Christian. Nicolai Christiansen var tysk, men gjorde tjeneste ved både de danske og tyske gudstjeneste. Hans yndlingssalme var Grundtvigs ”Har hånd du lagt på Herrens Plov….Han holdt meget af musik. En sommeraften kunne man ofte finde ham spillende på harmonika uden for hans hus.

Han var den sidste kirketjener, der brugte ”æ klingpung”.

 

De mange skræddere, dengang

På den modsatte hjørne i nummer 33, havde Wolf Frandsen et lille snedkerværksted i den østlige ende, og i nabohuset nummer 31, boede skrædder Diedrichsen, en af de mange skræddere, der dengang var i Højer.

På den anden side af gaden i nummer 32, var der også systue. Her boede Marie Friedrichsen. Et skilt ved siden af døren bekendtgjorde, at hun var linnedsyerske. Hun syede dynebetræk m.v. for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13.

 

Sorte Marie

Hun var helt sorthåret, hvorfor man kaldte hende ”Sorte Marie”. Ellers omtaltes hun som Marie Klåj, fordi hendes far hed Nicolai. Han var gadefejer og drog byen rundt med sine ”kåer” og sin ”lihm”.

Midt for huset stod ude ved gaden en vandpost, som var fælles for flere huse. Marie havde et bord stående uden for køkkendøren med nord. Her vaskede hun altid op, sommer og vinter, uanset vejret.

 

Storbrand den 21. april 1949

Mellem Maries hus og Skolegade har der ligget fire huse. Men de tre brændte eller blev så stærkt beskadigede ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus i nummer 28 blev stående. På den nærmeste tomt blev der bygget en telefoncentral. I 1991 blev nummer 28 nedrevet. Andelsboligforeningen opførte de boliger, der nu omgiver hjørnet Storegade/Skolegade, og som tidligere indbefatter ”Lises hus” og den gamle skole.

 

Pastor Rolfs hus

På den anden side af Storegade er nummer 29 bygget af trælasthandler Brinck. Han havde haft forretningen Mellemgade 1. Da han havde solgt denne, flyttede han hen i nr. 29. Efter hans død købte pastor Rolfs huset og boede der de to år han levede efter at være pensioneret. Hans datter, Magrethe holdt hus for ham, til han døde, og boede derefter i huset så længe hun levede.

 

En lille forvaltning styrede flækken

I nummer 27 finder vi det gamle borgmesterkontor. De sidste to tyske borgmestre har boet her og resideret herfra. Pladsforholdene var meget beskedne. Men nu var bemandingen heller ikke så overvældende.

Endnu under Anden Verdenskrig administreredes Højer flække kun af tre personer. Det var borgmester Hans Andersen og hans kontormedhjælper Johannes Brodersen. De arbejdede sammen i Storegade. Og Marie Matthiesen passede byens kasse i Herbergsgade.

 

I sidste øjeblik for søstrene

Øst for borgmesterkontoret har ligget et langt, hvidkalket, stråtækt hus, som tilhørte skomager Andreas Lund. Da huset brændte i 1949, blev det ejet af Martha Lund, som boede der sammen med sin søster. Det var i det hus, ilden opstod. På trods af forholdsvis stille vejr bredte ilden sig hurtigt.

Det kunne have udviklet sig til en sand katastrofe. De frivillige brandværn og Falcks slukningsmandskab fik begrænset skaderne.

Naboerne mente, at søstrene var ude, da branden begyndte. De lå dog og sov middagssøvn i deres soveværelse på loftet. Det var i sidste øjeblik, at man fik dem reddet.

Kroejeren skulle have gårdhave

I det lille hus bag ved Lunds boede Hans Mikkelsen, som også var skomager. På tomten efter de to huse samt deres haver, blev det senere p – plads.

Mellem denne og kroen i Skolegade 1 har der ligget et meget smalt toetagers hus, som dog blev lidt beskadiget ved branden. Den er dog senere blevet købt af kroejeren, der har revet det ned for at give plads til den lille gårdhave.

 

Tredje generation nedlagde manufakturforretningen

Vi går over Skolegade og fortsætter ad Storegade. På hjørnet til højre i nummer 23 var Jens R. Petersens Manufakturforretning. Da den blev nedlagt i 1990 var det tredje generation, der ejede den. Manufakturhandleren har gennem mange år haft kontor for Tønder Bank, tidligere Tondernbank.

 

Der rote Mielcke

I nummer 21 var der allerede 125 år siden bogbinderi med papir – og bladhandel. I 1912 overtog Andreas Martinsen forretningen. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”der rote Mielcke”, der lærte ham sit fag.

Da Mielcke rejste tilbage til Berlin, fortsatte Martinsen selv med bogtrykkeriet. Han indrammede billeder og i hans butik kunne man også købe tobaksvarer. Men hans store lidenskab var fotografering. På det område var han selvlært. Han indrettede mørkekammer på loftet og lavede selv sine billeder og de forstørrelse, som han havde brug for.

 

Stor samling af fotos

Sine motiver fandt han i byens gader, i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier, som påskønnes.

Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes dels på Søfartsmuseet i Esbjerg, dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie.

 

Husholdersken fejede vennerne ud med ”æ lihm”

I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrene holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet satte han et skilt i døren:

• Wegen Reichturms geschlossen

Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede sikkert for en lidt fastere husorden.

Da hun en dag fandt en flok af vennerne i spisekammeret i færd med at gøre indhug i en steg, hun havde beregnet til søndagsmiddagen, fejede hun dem ud med ”æ lihm”.

 

Stor tab for Højer, da Bundgård lukkede

Før Martinsen blev gift, var den vestlige ende af huset lejet ud til en skrædder Menge, som havde sit skrædderbord stående ved vinduet ud til gaden. Var han en aften meget træt, hændte det, at han lagde sig til at sove på bordet.

Martinsen efterfølger var Tage Bundgård. I hans tid var det virkelig en boghandel. Det var et smertelig tab for Højer, da butikken i 1984 blev lukket.

 

Æ Bohsti

I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham blev den stump gade, der øst for huset forbinder Storegade og Søndergade kaldt Bohsti. Der har været mange forskellige slags forretninger i nummer 17. Manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning, malerforretning med malervarer og tæpper.

Midt på Bohsti udmunder Skippergade. Det gule hus på sydsiden i nummer 1 blev ejet af manufakturhandler Jens R. Petersen. Hans enke boede der, til sønnen Friedrich blev gift, så flyttede han derind med sin kone. Der var ingen børn.

 

Der skulle være plads til trækbasunen

I det langt mindre hus på nordsiden, nr. 4 var der derimod en masse børn. Der boede møllersvend, Jep Westergaard. Husrum var der ikke meget af med derimod hjerterum. Mange af børnenes kammerater kom der gerne.

Her øvede også det daværende FDF – orkester under ledelse af restauratør Lauritz Petersen i Toldgade. På grund af de trange forhold, måtte trækbasunblæseren stå ud for et åben vindue, som han stangede resten af basunen ud ad.

Jep Westergaard forulykkede ved løbskørsel, som nær havde kostet ham livet. Længe gik han med hovedet bundet ind. Og siden fik han en sølvplade indsat i panden.

 

Hjuler Jensen byggede posthuset

Vi går nu tilbage til Storegade. Og på nummer 26 på hjørnet af Skolegade lå posthuset. Postmester og postekspedient har det været i Højer siden 1850. Posthuset har oftest været på den pågældendes hjemadresse, sidst i Storegade 16.

Men så besluttede hjuler Jensen, om hvem vi har skrevet flere artikler om, at Højer skulle have et regulært posthus. Han byggede det høje hus på hjørnet, og lejede det i 1897 ud til postvæsnet. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var ”Kaiserliches Postamt”. Har flyttede postkontor, telegrafstation og telefoncentral ind. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der her 16 ansatte.

 

Den første telefonforbindelse i Danmark

Og man etablerede faktisk herfra den første telefonlinje i Danmark, og den gik helt til Møgeltønder. Det var i februar 1878.

Historien melder intet om den praktiske betydning af dette pionerforetagende. Apparatet i Møgeltønder var opstillet på Vesterkroen og betjentes af købmanden. Den stedlige postforvalter, der var en ældre herre, ville ikke have noget at gøre med den nymodens tingest.

I Storegade 24 har Jacob Thimsens bedstefar haft en lille vognmandsforretning. Bag huset havde han stald til vogn og heste, og udkørsel til Storefade var der vest for huset.

 

Weichensteller Schmidt blev smidt ud af Danmark

Nummer 22 har tilhørt Weichensteller (sporskifter)Schmidt, der, som navnet viser, var ansat ved jernbanen. Senere boede skipper Wolf Decker der. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han var tysk statsborger og blev udvist af Danmark i 1945. Derpå boede han på Sild, hvor han stammede fra. Men han og hans kone er begravet på Højer Kirkegård. Siden har Marie Thomsen haft ismejeri i huset indtil 1986.

 

I Cafe Danmark kom byens ungdom

I Storegade 20 har der altid været bageri. Peter Løck har haft det, og han havde samtidig cafe, hvor man også kunne få en punch. Men han måtte holde op, fordi han ikke kunne tåle melstøvet. Han solgte det til Lauritz Andersen.

I dennes Cafe Danmark kom byens ungdom. Og når de unge var ved muffen, kunne de her traktere deres udkårne med en Eisbrecher.

 

Masser af bagere

I 1934 købte Lauritz Andersen kroen Skolegade 17. Derefter skiftede bagerne i et væk. Til sidst overtog kulhandler Fedder Hindrichsen ejendommen. Måske var brændselsregningen blevet for stor. Efter at bageriet havde været forpagtet ud et par gange, købte Heinrich Clausen det. Han fortsætte med bageri og cafe til 1967.

De følgende ejere har ikke opretholdt cafeen, men heldigvis var bageriet i brug sidste gang, ”Den Gamle Redaktør” var på stedet. Men det er godt nok også lang tid siden. Ja tænk dengang i begyndelsen af 1900 var der 13 bagerier. Men det var måske fordi, man eksporterede ”covinge”(tvebakker).

 

Der var plads til natteravne på koren

I naboejendommen i nummer 18, havde Asmus Petersen købmandsforretning, før han byggede Søndergade 4A. Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset, og den blev senere overtaget af Peter Jensen.

Det var et hyggeligt sted i hans tid. Og det kunne godt hænde, at kunderne havde svært ved at bryde op ved lukketid. Men krostuen kunne med et tykt, sort gardin deles i to rum. Så kunne der godt være gæster i den nordlige halvdel, uden at man kunne se det fra gaden. Ja og så kunne natteravnene bare lodses ud til Postgade.

 

Overdækket keglebane

Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen. I nordvæggen førte et par døre ind til den overdækkede keglebane. Ja det var den sidste i Højer.

Her kunne man endnu i 1920erne dyrke den ædle sport. En rask dreng kunne tjene en god skilling ved at være keglerejser. Peter Jensen drev også landbrug. Han havde desuden vognmandskørsel fra banen. Senere har der igen været kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.

 

Sæbehus

Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen, som havde skotøjsbutik. Derefter har Ottilie Roll der haft Tatol – udsalg. Det førte hun så videre over på den anden side af gaden. Fhv. købmand Niels Petersen, Strandvej 6 var søn af Nicolai Petersen overtog huset efter sin far. Han var i en periode kontorbestyrer for Tønder Landmandsbank i det lokale, hvor der havde været sæbehus.

Det var et spartansk udstyret rum, hvor kunden sad i en vakkelvorn stol. Men i kraft af Niels Petersens personlighed og lune gemytlighed var det et sted, hvor man befandt sig godt. Efter at bankfilialen er flyttet, har Ejnar Nielsen haft legetøjs – og glarmesterforretning i huset.

 

Mange ejere i nummer 10

Hjørnet af Mellemgade i nummer 10 var Sparekassens domicil, senere Bikuben. Vi går tilbage til Bohsti. På hjørnet i nr. 15 boede fhv. købmand Johannes Brodersen, der sammen med borgmester Hans Andersen administrerede flækken.

Nabohuset nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Matthiesen på en grund, hvor der har ligget en stråtækt lade, som blev ejet af Friedrich Hagge, medens han var kromand i nummer 18. En tandlæge købte laden, rev den ned og byggede det høje toetagers hus, hvor han havde sin tandklinik. Siden har barber Wendicke købt det og haft sin salon dér. Han har solgt det til Tønder Landmandsbank (Sydbank). De havde kontorlokaler og funktionærbolig i huset, indtil den flyttede hen i Skolegade 8. Stofhuset har også holdt til her.

 

Masser af øl til arbejdere ved afvandingen af marsken

I Storegade 11 havde Sparekassen lokale, da Carsten Volquadsen, som ejede huset, var kasserer for den.

I nummer 9 Havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning. Han fik beskadiget sit ene ben i Første Verdenskrig og derfor forpagtede han forretningen ud først til ”Den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.

Under afvandingen kørte han øl til de folk, der arbejde der. Det var en ganske god forretning. Gravemester Scheer skulle efter sigende altid have en kasse øl stående inden for rækkevidde.

 

Æ knogedrejer

Fra 1929 til 1971 var der Tatol – udsalg. Derefter har der været sygekassekontor. I to perioder har der boet en dyrlæge i huset. Senere blev det kun lejligheder. Den sydlige del af huset har adressen, Skippergade 4.

På hjørnet af Mellemgade, i Storegade 80, var der et pibedrejeri. Det blev ejet af ”knogedrejer” Bensien. Han lavede, drejede og udskar ting af ben, for eksempel kunstfærdige rørstykker, der indgik i de lange tobakspiber.

 

Cigaretter blev solgt stykvis

Christian Hagge overtog huset og havde samtidig forpligtet sig til at sørge for enkefru Bensiens bespisning. Han var selv ungkarl, men betalte Augusta Westergaard, Skippergade 2, for hver dag at bringe mad om til fru Bensien.

I butikken blev der indrettet en grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. En del af varene avlede han i haven ”Waldheim” Strandgade 33, hvor han boede. Men han solgte også slik og tobaksvarer. Cigaretter kunne man købe stykvis. De billigste kostede én øre. I mange år havde medlemmerne af familien Lorenzen, der kom fra Møgeltønder, grøntforretningen. Og så blev der blomsterforretning. Nu er det hvis kun beboelse.

 

Æ Bækkerhus

Storegade 5 bliver under tiden kaldt for ”æ Bækkerhus”. Det er fordi, at her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østligste del af huset. Men det har ikke været meget plads. Der var mange børn i familien. Der skulle også være stald til et par køer, for bageren leverede mælk til Højer mejeri.

Der var dør mellem stalden og bageriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, blev han nødt til at åbne døren til stalden, ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspaden derind. Efter at bageriet var nedlagt, har der været tre, senere kun to lejligheder i huset. I en periode boede der en skomager i en af dem.

 

Laurids Matthiesen og hans 18.000 billeder

På den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning på hjørnet af mellemgade i den høje bygning, som han havde opført, hvor der tidligere havde ligget et lavt stråtækt hus. Der var to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.

Han var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på 1. sal i det nuværende Mellemgade 2. I egnens chatol – og kommodeskuffer, på vægge og i albums findes en utrolig mængde portrætter med Laurids Matthiesens navn på.

I lokalhistorisk Arkiv findes kopi af hans bestillingslister fra årene 1893 – 1959, omfattende godt 18.000 billeder. En meget stor del af de pågældende glasplader opbevares i ”Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.

De udgør en klædedragtens kavalkade fra denne periode og et stykke egnshistorie. Tyske og danske soldater, frihedskæmpere, håndværkere af mange slags og privatpersoner af alle samfundslag.

 

Det var sjovt at besøge Laurids Matthiesen

Det skal have været hyggeligt og morsomt at komme i hans atelier og blive ”tæjn a”. Ingeborg Mathiasen beretter om et besøg, at hun blev anbragt i en stol, hvorefter Matthiesen gik om bag sit højbenede apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:

• Se nå effens æ lidte venle ue.

Så smilede Ingeborg bredt

• Nej, itt få mydde

Hun strammede masken

• Ja å itt få lidt

Da han fandt udtrykket tilfredsstillende, forsvandt han igen bag omhænget, men idet han trykkede af, kunne hun ikke holde masken. Hun brød ud i voldsom latter og Matthiesen dukkede forfærdet frem:

• No har do øjt mæ det hele

Man kunne også blive foreviget foran bagtæppe med et flot skovparti.

 

Oceaner af varer i isenkrambutikken

Isenkramforretningen i Storegade 6 tilhørte i gammel tid Olde Nissen og da hans efterfølger A.M. Hansen overtog den, fulgte navnet med, så han længe blev kaldt Hansen Olde.

Der var utrolig mange slags varer i butikken. Alt almindelig isenkram, lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Han solgte ofte jægernes jagtudbytte for dem og i frugttiden tillige æbler, pærer og bær. I 1930erne og 1940erne kunne byens koner komme med deres fyldte konservesdåser og få påloddet låg. Det foregik på en maskine, der også renskar dåsens kant, så de kunne bruges igen og igen.

Der var skuffedarium med utallige skuffer til søm, skruer og ”dimser” af mange slags. Men der var også medicinalvarer som kamillete, hoffmannsdråber, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler samt briller og lakrids. A.M. Hansen opnåede at blive 106 år gammel. Han blev efterfulgt af sin søn, Mathias Hansen, som drev forretningen videre i samme gode ånd, indtil det blev nedlagt i 1990.

 

Lysthuse til de velstående

I næste hus i nummer 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage og Putz – forretning af hans ugifte datter, senere af Bothilde Aarup. Også Anna Hansen havde butikken, som blev nedlagt ved hendes død i 1987.

Huset på hjørnet af Torvegade har tilhørt slægten Todsen. Den ugifte Elly Todsen var den sidste af familien, der boede der. I haven bagved stod endnu i lang tid en af de gamle lysthuse som tidligere fandtes i mange velstående høvringers haver. Her kunne husets frue have sine veninder til eftermiddagste.

 

Port og staldbygning til Ohlsens Hotel

Vi slår lige et lille slag hen ad Torvegade. Huset nr. 5 er bygget af maler Sørensen, som havde sit værksted her. Grunden tilhørte tidligere Ohlsens Hotel på Torvet. Det var en port og en staldbygning på den, og her kunne hotellets kørende gæster spænde fra.

 

Vi er slet ikke færdige

Og kære læsere, vi er endnu ikke færdige med vores historiske vandreture gennem det gamle Højer. Serien fortsætter.

 

Kilde:

• Se Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 61 artikler om Det Gamle Højer og omegn herunder:

• Historisk vandretur fra Torvet i Højer
• Fra Kovej og andre steder i Højer
• En historisk vandretur i det gamle Højer
• En gåtur i Højer
• Højers gamle huse
• Dengang i Højer
• Sidste tog fra Højer
• Anekdoter fra Højer
• Højer – før i Tiden
• Dagligliv i Højer – dengang
• Flere anekdoter fra Højer
• Det gamle Højer
• Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
• Højer Tæppefabrik
• Hvem boede på Kiers Gård
• Højer kirke
• Brand i Højer
• At plukke Sut ved Højer
• Højer som havneby
• Travlhed ved Højer Sluse
• Gammel frederikskog – dengang
• Syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
• Et mejeri i Højer
• Brand i Højer
• En mølle i Højer
• Boghandlere i Tønder (incl. Boghandler Bundgård – Højer)

 

Hvis du vil vide noget: Om Hjuler Jensen:

• Erindringer fra Tønder og Højer (under Tønder)
• Den hvide fabrik – som oplevelsescenter?
• Europa Jensen – fra Højer
• En vogn fra Højer

 

 

 

 

 

Før var det begravelsesstemning, når Amerika – bådene sejlede. På vandet måtte man godt bruge motorerne. Automobilen måtte ikke køre på Strandvejen. Automobildrosken pressede Droskekusken. Der var 480 hestedrosker i København. I 1907 var der kun en hestesporvogn tilbage. Syrevognene var afløst af rigtige sporvogne med et imponerende passagertal.

 

København – uden biler

Det må have været eldorado dengang for mange af nutidens politikere i Borgerrepræsentationen – De ønsker, København uden biler. Og en by kun med hestesporvogne uden forurening, må være et eldorado i deres øjne.  Det vil sige at hesten jo engang imellem fik noget besørget. Vi befinder os i København omkring 1907.

 

En Hestesporvogne tilbage

Tilbage var dog kun en hestesporvogn. Den kørte fra Gl. Torv og til enden af Vendersgade. Rejsen tog kun 4 -5 minutter, og havde vel 4 – 5 passagerer på hver tur. Det var da også et overbærende smil, der mødte hestesporvognen.

 

De første elektriske sporvogne

Det var dengang i 1897, da de første elektriske sporvogne kom på gaden. For at undgå luftledninger forsøgte man sig med de berygtede syrevogne. Dem opgav man hurtig efter utallige klager.

Da de første rigtige elektriske sporvogne kom, var det som om en ny verden åbenbarede sig. Store ruder og elektrisk lys var det på vognene, da de første gang kørte gennem Falkonéralléen. Det nye trafikmiddel nærmest revolutionerede gadelivet. Nu havde man vænnet sig til det. Andre nymodens ting som telefon og elektrisk lys havde man også hurtig indfundet sig med.

 

De måtte dog kæmpe

De elektriske sporvogne måtte dog også kæmpe, inden de blev accepteret. Københavnerne mente at de mange luftledninger vansirede deres gader. Man jamrede over al den spektakel som dette ville medføre. Man forfærdedes over den hensynsløse fart, disse moderne uhyrer kunne skyde og spåede mange ulykker.

Der opstod dog også en del ulykker, indtil man lærte de nye vogne at kende.

 

Ikke tid til at gå på kælderbeværtning

Man kunne nu ikke mere løbe over sporet foran næsen på den eller springe af eller på så ugenert som i gamle dage. Konduktørerne skulle også tilpasses nye tider. Som i fordoms tider var det ikke mere tid til opsøge den nærmeste kælderbeværtning, inden turen kunne gå videre. Overflødig passiar og alskens svinkeærinder var der ikke mere tid til.

Det var heller ikke mere tid til at kysse hele familien farvel, som i hestesporvognens dage.

 

Imponerende passagertal

Nu skulle man selv kende sit stoppested. Sporvogns – funktionæren var ikke mere ens barnepige. Nu var det slut med hestene.

Og tænk engang. I 1906 befordrede de københavnske linjer 63.668.968 passagerer. Lægger man dertil, at Tuborg – Klampenborg befordrede 1.878.420 passagerer og at det frederiksbergske selskab befordrede 12.065.771 passagerer, ja så når vi op på imponerende 77.613.159 passagerer. Det betød, at datidens befolkning hver især kørte i sporvogn ca. 150 gange om året.

 

En september – søndag i København

Det største antal passagerer det københavnske selskab ekspederede i 1906 var 248.556 på en september – søndag, mens det mindste antal var 141.942 på en januar – mandag. Anden pinsedag løb tallet alene på ruten Tuborg – Klampenborg op på 39.130.

Også dengang var man utilfreds, når vognene var overfyldte, eller hvis man en varm sommerdag ikke indsatte flere åbne vogne. Vognstyreren skulle dengang have særdeles gode nerver.

 

Så var der også drikkepenge

Og det var ikke godt, da der ved nytårstid 1907 indtraf en fire dages sporvognsstrejke. Det faste kørende personale havde en ugentlig arbejdstid på 58 timer, vognstyreren dog 55. Heri er dog ikke medregnet regnskabsaflæggelse, aflevering af vognene o.s.v.

Lønnen var 11 – 1.800 kr. om året. Beklædningsgenstande og pension fik man efter et vist åremål. Jo og så fik man sandelig også drikkepenge, som på nogle ruter androg ikke så lidt.

Københavnerne havde medlidenhed. De vidste, at sporvognene kørte fra tidlig morgen til sen aften. Sporvogns – funktionærerne arbejde i al slags vejr.

 

Drosker

Men de blev næppe så populære som de københavnske droskekuske. Disse kuske var mange gange rigtige københavnere opvokset på stenbroen. Men han kunne nu også være importeret fra bondelandet. Han kunne være begyndt som karl hos en vognmand.

Gaden blev hans liv, drosken hans hjem og betjenten hans fødte fjende. Han kunne aldrig drømme om, at lade Lotte stå uden tilsyn ved kælderbeværtningen. Det var også streng forbudt at ryge tobak på bukken.

 

Kusken

Han blev ikke forbavset over noget som helst, og han var sværd at imponere. Når han nu og da blev højrøstet  var det fordi hans erfaring, sagde ham, at visse folk skulle have det på den måde.

Med et dask med tøjlerne sætter dyret i det luntetrav, der var kendetegnet for de københavnske droske – heste. Han styrer gennem gadens trængsel så sindigt, som sad han hjemme i sin egen sofa, og lader helst Lotte om at klare vanskelighederne.

Det var kun en ting, der kunne bringe kusken ud af fatning, og det var betalings – spørgsmålet. Kusken kunne godt finde på at ligge lidt ekstra på, når det var sent. En egentlig takstordning var endnu ikke indført.

 

480 drosker

Hele 480 drosker kørte rundt. Det var dem med hvide numre, der havde fast offentlig holdeplads. Så var det dem med gule numre, der ikke havde holdeplads. Ofte skyldtes det at have fast holdeplads et privilegium, der kunne være lejet ud på anden eller tredje hånd, men som bortfaldt ved ejermandens død.

En droske med fast holdeplads var bunden til denne plads. Han måtte ikke tage en anden plads. Der var drosker, der først kørte ud ved 8 – 9 tiden om aftenen og så ellers kørte hele natten.

 

Mange regler

Mange regler skulle overholdes. Det gjaldt både droskernes og hestens stand. Årligt gennemgik politiinspektøren droskerne. Og dette førte ofte til konflikter. I yderste konsekvens kunne køretilladelsen inddrages. Det var ikke en spøg. Kuskens levebrød var dermed væk.

De fleste droske – kuske ejede selv deres køretøjer.

 

Taksten

Langt om længe indførte man faste takstregler. Man indførte en dag –  og en nattakst. Dagtaksten var 50 øre for de første 1.000 meter. Og 10 øre for hver følgende 500 meter. Nattaksten var 50 øre for de første 500 meter, og 10 øre for hver 250 meter. Denne takst lå væsentlig under, hvad andre storbyer forlangte.

Droske – ejerne henvendte sig da også flere gange til magistraten, endda med trussel om strejke, for at få forholdene forbedret. Man ville gerne have indført en tredje takst for befordring af flere end to personer, og for kørsel udover en bestemt bygrænse.

 

Droske – automobilerne

Men en langt større fare for disse drosker var droske – automobilerne, der var dukket frem overalt i København. Efterhånden overtog de københavnernes gunst. Man havde tidligere gjort nogle forsøg, men det var der kommet
nogle lidet pyntelige rumlekasser ud af. Publikum var vel også ængstelige for den uvante fart.

Men det kunne ikke vare længe før disse praktiske og pokkers behagelige drosker ville være en fordel for dem, der havde travlt.

Og så var vel slut med den sindige, seje og lidt storsnudede københavnske droskekusk.

 

Cyklerne erobrede alle befolkningslag

Cyklerne var ved at erobre alle befolkningslag. København var også dengang Europas mest cyklende by, ja måske i hele verden.

Overalt dukkede cyklerne op. Fra tidlig morgen til sen aften hjuler det afsted, til nytte og glæde, i al slags vejr og i al slags føre. De sværmede gennem byen ud til forstæderne. Ved sommertid så man dem fare ud ad Strandvejen i flok. De søgte skovrestauranterne , hvor der var lidt musik og et glas billigt øl.

Cyklen var ikke mere den luksus, som kun en forholdsvis lille kreds have råd til. Ja man kunne sige, at cyklen var et såre demokratisk befordringsmiddel, der gjorde alle lige.

Noget af det, der forundrede fremmede, der kom til København allermest, var at så mange damer cyklede. Mange steder i udlandet kunne damer, der ville regnes til selskabet ikke tillade sig en sådan ekstravagance, som her heldigvis ingen tog anstød af.

 

80 – 100.000 cykler i København

Her stødte der ingen, når officeren i fuld uniform med sablen spændt op til styret og militærkappens skøder hægtet op til siderne, susede hen ad gaden. Hvor mange cykler, der var i København er svært at sige. Tanken om, alle cyklister skulle registreres, blev heldigvis kun ved tanken.

Et skøn kun være, at mellem 80 og 100.000 cykler kørte rundt i København omkring 1907.

 

Automobillov

Og så var det de hvæsende og klodsede tingester med deres ilde lugt, som mest af alt ligner arrige køtere, der kørte rundt. Jo disse motorcykler var ilde set. Og bedre ville det næppe gå automobilerne.

De indfanger vel nogle få af ”the upper ten”, som tidligere dyrkede cyklen.

I øjeblikket var der ikke fare for at automobilerne bredte sig. En ny automobillov skulle snart vedtages, og den skulle indeholde et forbud mod at køre på Strandvejen.

 

Man måtte godt bruge motoren på vandet

Der var ingen forbud mod at bruge motorerne på vandet. På søerne var de grimme og ildelugtende petroleumsbåde blevet afløst af en mere pyntelig type. Men de blev næppe en konkurrent i byens trafik.

I havnen fortrængte de nye motorfærger de gemytlige gamle færgemand og deres læderbetrukne robåde.

 

Ved havnen

Og så er vi ved havnen. Byen er skudt længere ud i Øresund. Her i 1907 havde havnen en udstrækning af 1,4 Mil. Lægger vi kajmure og bolværker sammen opnår vi en samlet længde på 3 ½ Mil. Og det er vel nærmest tale om et kompleks af forskelligt prægede havner til forskellige formål for søfart.

Tilsammen åbnede disse havne sig for 20.000 skibe årligt. I registertons var det 3 ½ million. Det var tal, der langt fra nåede de største verdenshavne. Således nåede London op på 17, mens tallet for Hamborg var 9,2.

 

Frihavnen – en verden for sig selv

Frihavnen var en verden for sig selv. Det var herfra Amerika – bådene gik. Så var det Kvæsthusbroen. Her var der forbindelse til provins – havnene. Mens de store udenlandske  linjer kun afgik en gang om måneden eller hver 14 dag, så var det faste ruter hver dag til provinsen.

 

En livlig trafik

Vognene holdt i kø i en uafbrudt række fra Nyhavn ned til Dampskibsbroen og Kvæsthusgade. Det hele forekom lidt grumset af alskens affald. Halvslumrende sad de bagerst kuske og ventede på at få læsset af.

Ved bolværket lå de små dampere med en svag sort røg væltende op af skorstenen. Papkasse efter papkasse blev slæbt over Langangsbroen. På dækket stod styrmanden med en liste i hånden. Civile herrer i overfrakke og galoscher færdedes uhyre optagne på dækket, ivrige for , at de firmaer de repræsenterede, skulle få deres varer betrygende indladet. En enkelt passager kommer slentrende med sin vadsæk.

 

Masser af både

De dampere, der skulle gå til de større byer som Århus og Ålborg skulle gå rettidigt.

På St. Annæ Plads lå De Forenede Dampskibsselskabs kontor. De havde altid travlt. 2.577 mennesker sejlede på firmaets 115 skibe.

Og så var det Svitzer med deres 15 dampere. Det blev stiftet i 1833. Hvert år bjergede firmaet ca. 120 skibe.

Men ellers lå her også Sundfarten og Damskibsselskabet Øresund. Længere nede ad Børs – broen lå selskabet Turistens smådampere. Sommeren igennem førte de tusindvis af tyskere og hundreder af danskere forbi den danske Rivieras kystpanorama.

Den meste dampskibstrafik på europæiske havne foregik ved Toldboden. Her lå dampere, der gik til Middelhavet, Rusland, Tyskland, England og Frankrig.

Det var mest fragtdampere, som dog også tog passagerer med. Her blev man anråbt af uniformeret personale, der spurgte en om ens ærinde.

 

Begravelsesstemning

I gamle dage var der nærmest begravelsesstemning, ved Amerika – bådenes afgang. Venner og slægtninge var bevægede ofte med tårer og med favnen fuld af blomster.

Denne afskedsbevægelse kendtes ikke mere på samme måde. Nu var det ikke mere så usædvanligt at folk tog til Amerika.

 

De mange havne – knejper

Nede ved Islands Brygge lå de islandske dampere. Man kunne se de flittige små bugser – dampere hvæsende afsted.

Ved havnen lå også havnearbejdernes stamcafé Far – West. Og så var det Gasværkshavnen. Her var mange forskellige slags skibe. I kanalerne mellem gaderne kunne der ses flotte Finne – skuder og Marstal – skuder lå der masser af i Børskanalen. Stentøjs – jagter lå ved Højbro. Frugtbådene fra Rudkøbing lå nede ved Gammelstrand. De lollandske både med fede oste lå ved Christianshavns kanal.

Humøret fejlede ikke noget i de Christianshavnske Knejper, hvor færgemændene holdt til. Her kunne man også høre musik fra en harmonika. Ved hjørnet af Nyhavn og Holbergsgade lå det smukke sømandshjem Bethel.

Og i Nyhavn hører man masser af sprog og dialekter. Stamgæsterne søger til deres beværtninger, og tatovereringsmanden har en god omsætning.

 

Kilde: 

• Litteratur København (under forberedelse) 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: Om Trafik, Søfart m.m.: 

• www.dengang.dkindeholder1.783 artikler

Under København (191 artikler)

• Christianshavn for længe siden
• Historien om Københavns havn
• Linje 18
• Tog til København

 

Under Østerbro (101 artikler) 

• Gamle havne på Østerbro
• Langelinje – dengang
• Nord for Østerbro
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie

 

Under Nørrebro(304 artikler) 

• Flere spor på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Nørrebros mange stationer
• På sporet af Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Søerne foran Nørrebro
• Tog til Nørrebro

 

Under Sønderjylland (207 artikler) 

• En jernbanestrækning i Sydslesvig
• Hærvejen i Sønderjylland
• Povlsbro ved Hærvejen

 

Under Aabenraa (169 artikler) 

• Aabenraa – som søfartsby
• Fere skibe fra Aabenraa
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Briggen Chico af Aabenraa
• Aabenraa – skibe og søfart
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Toldsted på Hærvejen
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Tog til Aabenraa

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler) 

• Hærvejen til Grænsen

 

Under Højer:

• Dæmningen – syd for Højer
• En Vogn fra Højer
• Højer – som havneby
• Sidste tog fra Højer
• Vadehavet ved Højer
• Øerne – syd for Højer

 

Under Tønder (283 artikler) 

• Drømmen om en havn i Tønder
• En bane gennem Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen, Tønder
• Tog til Tønder
• Trafik i Tønder – dengang
• Vikinger i Vadehavet og mange flere artikler 

Redigeret 11. – 01 – 2021

Vi tager i den første del af Højers gamle huse på rundtur i en smuk by. Vi finder også ud af, hvem der boede inde bag murene. Og det skete mangt og meget bag de skønne huse. Det var dengang, man havde en opråber. Og det var dengang en fabrikant, skulle købe et hus til den dansksindede præst. Og tænk engang- der var 13 bagere i Højer. På vores rundtur møder vi kun en. Måske burde man gøre bare lidt mere for at bevare Højers skønne gamle huse.

 

Sit eget miljø

Det er godt nok længe siden, at jeg er gået rundt i Højer og kigget på de gamle huse og bøndergårde. Og der er mange af dem. Højer har sit helt eget miljø.

Som vi tidligere har skrevet her på siden er Højer en ældgammel landsby. Men byen blev ophøjet til flække, da Tønder stoppede med at være havneby. Dette hverv overtog Højer. Herfra blev der eksporteret tusindvis af stude til Holland.

 

Bebyggelsen noget særligt

Bebyggelsen ligger spredt mellem brede og smalle gader, torve og småpladser. Dertil kommer mange flotte private haver.

De ældste huse er vel fra 1700 – tallet. Stilarterne er forskellige. Men som helhed er bebyggelsen noget særligt.

 

Ikke en turistreklame

Dette er ikke en turistreklame. Den lokale turistforening for længst holdt op med at linke til denne side. Dette er et forsøg på via hukommelse, at gå en tur gennem Højer, som jeg så ofte gjorde dengang i slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne.

Jeg havde/har en del familie her i byen, som flittige læsere sikkert har opdaget. Vi besøger nogle af de mennesker, vi også i andre artikler, har besøgt.

 

Brug ikke cement

Det ubehandlede røde murværk er det mest fremherskende. Det skal ikke bare overkalkes, som det er sket nogle steder. Skader i murværket er sikkert opstået under fugning, fordi man har brugt cement. I stedet burde man have brugt kalkmørtel. Håndstrøgne røde teglsten burde bruges i stedet for glatte maskinsten.

 

Forkerte døre og vinduer

Nogle steder ser man også forkerte døre og vinduer. Det ødelægger helhedsindtrykket. Det er en god tradition med hvidmalet træværk, vinduer, porte og døre.

 

Nej til cementtag

Kigger man på tagkonstruktioner, er disse også meget forskelligartet. De ældste huse er fortrinsvis dækket med strå. Man ser også cement tag. Tænk hvis man kunne fortsætte med tegl eller strå.

 

Huse mister sine skorstene

Det er også synd at man fjerner skorstene, fordi man ikke mere har brug for den. Brug den som aftræk fra køkken og bad. Når et hus mister sin skorsten, mister huset en del af sin historie.

 

Haver og stakitter

En del udhuse har det bedst af at blive revet ned, mens andre er med til at danne et særpræg. Sådanne udhuse skal plejes lige som haverne.

 

Jeg husker Højers flotte haver med velplejede hække. Og stakitterne er i Højer flottest i hvid maling.

 

Hvor er brostenene?

Mange af husene i Højer virker tilfældig anbragt. Det samme gælder nogle af vejløbende. Det skal ikke så mange fejlgreb til, før helheden ødelægges.

Nogle steder kan det måske betale sig at reetablere brostensbelægning i stedet for asfalt og betonfliser.

 

Belysningen

Lysmaster ødelægger hyggen. Belysning skal glide naturlig ind i byen. Det må aldrig være overdimensioneret i en by som Højer.

Der er masser af flotte træer i Højer. Og løvtræer klæder omgivelserne.

 

Herbergsgade

I Herbegsgade består den østligste del af en række ensartede huse. Den vestre del bestod i hvert fald dengang af haveanlæg. Det var her den tidligere præstegård lå. Her er også en muret dige af kløvede sten. Mest interessant er nok huset på adressen Herbergsgade 6.

 

Gaden løber parallelt med Klostergade. Her oprettedes et herberg for rejsende håndværkssvende i 1881. Det var i nummer tre. Ved indgangen stod Herberge zur Heimat.

Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend skrive sig på en opslagstavle. Bestyreren hed i mange år, Jens Hedegaard. Han var saddelmager, og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede blandt andet kørepiske, man  kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.

 

Bageri uden strøm

I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 overtog han bageriet, Ballumvej 6. Men i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og ikke elektrisk lys.

Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første dunhammer, der var dyppet i brændbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen.

 

Glashuset

På grunden Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var det i begyndelsen af 1900 tallet et landbrug med mødding, og så lige ved siden af bageren. I 1924 blev det nuværende hus opført. Det rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde Glashuset.

Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2. På et tidspunkt havde menigheden sin egen kirke på Buen 4.

 

Æ Bykass

Og på nummer 9 befandt byens finanskontor sig i mange år. I folkemunde hed det æ bykass. Før genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2.

 

I Herbergsgade 11 boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Trods et halvt hundrede år som høvring, havde endnu ikke lært sproget, bortset fra et enkelt ord. I stedet for når sagde han wenn. På sjællandsk lød det så sådan:

       Vænd du nu kommer hjem

 

Kirkegårdsgade

Kirkegårdsgade domineres af en høj ladebygning. Den flotte længe på nr. 1 klæder gaden. Også her ser vi de murede diger af kløvede sten. Indkørslen til Torvet er flot. Store træer dominerer østsiden.

 

En flot vinkelbygning er Kirkegårdsgade 1/ Nørregade 19 – 21

Ved siden af, skal også fremhæves Kirkegårdsgade 3.

 

Klostergade

Klostergade domineres af haveanlæg på østsiden. Terrænet falder stærk mod syd. Der er to flotte huse i nr. 7 og 9. To lave hvidkalkede stråtækte huse ligger blandt rødstens –  byggeri. Det er et lille gavlhus i nr. 1 samt et langhus i nr. 5.

Dengang jeg gik der, var der dog en del ting, man kunne gøre bedre, prøv at se indledningen.

 

Historien om ”klosteret”

Og klosteret har aldrig  ligget i Højer. Forklaringen er følgende:

 

       En hvis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far bl.a. en halv plov land ( ca. 50 demat) i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for sin sjæls frelse. Den betgnedes senere , da feltherre Hans Schack overtog den, Vor Frue Toft eller Kloster i Høfver. Den var fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder), og noget af dem må vel have ligget nær det område, hvor nu Klostergade går.

 

Så lad nu være med at gå rundt og lede efter klostre i Højer.

 

Og i det lille stråtækte Klostergade 1, har jeg været. Gad vide, om der har boet familiemedlemmer her. Jeg kan desværre ikke huske det. Her et flot stråtækt tag. Et virkelig flot hus, og dengang særdeles godt vedligeholdt.

 

I nummer fem finder vi et stråtækt saddeltag. Huset ligger på en høj kraftig sokkel.

 

I Klostergade 9 havde Andreas Troelsen sin landbrugsejendom. Foderstoffer, halm og hø havde i en nu nedrevet lade over på den anden side.

 

Søndagsskole i Klostergade

I klostergade 7 har der været købmandsforretning. Den blev ejet af familien Martensen. Her har hvis nok også været døgnkiosk.

 

Familien har også ejet Klostergade 5. her var der en religiøs indskrift på muren:

 

       Siehe ich komme und errette deine Seele.

 

Jo Martensen holdt søndagsskole for børn, og det skete i butikken. Og det siges, at han ved den lejlighed ofte åbnede for bolsjedåsen.

 

Kovejen

Kovejen har usammenhængende gadesider. Her må vi fremhæve det fine mejeri. Længst mod øst ligger et par stråtækte huse, med en fin have og en lav hæk.

 

Vest for Kovej 2 havde der været en stor branddam med træstatik omkring. Der blev tit smidt skrammel i den. Og det pyntede bestemt ikke. I 1930 blev dammen fyldt op, blandt andet med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der blev anlagt en mindelund på stedet.

 

På Kovejen nummer tre finder vi et flot syvfags hus. Den har en fortræffelig beliggenhed.

 

Lige ved siden af i nr. 5 finder vi et nifags hus. Kvistpartiet hæmmes lidt med for store vinduer.

 

Højer Mejeri lå i nummer 8. Den har vi skrevet om tidligere.

 

Nummer 17 er på fem fag med en etage. Her finder vi igen stråtægt saddeltag.

 

Markgade

Markgade er meget bredere end de fleste gader. Bebyggelsen ligger tilbage med forhaver hævet over gadeniveau. Gaden præges af den store gård, Markgade 1.

 

Vi finder tre sammenbyggede grundmurede længer i en etage. Murværket er i rød tegl. På vestgavlen skimtes årstallet 1827. Bygningerne virker meget velholdte og har gennemgået en del ombygninger. Men det gamle præg er delvis bibeholdt.

 

I nummer to finder vi et elvefags langhus. En flot bygning.

 

Mellemgade

Mellemgade er en af de snævre gader. Nogle af husene virker lidt forvirrede i deres materialevalg. Storegades tvillingehuse dominerer. Gaden afsluttedes med en gul træbygning.

 

I nummer fire finder vi et flot hus, dog ikke af så ældre dato. Dn er opført af røde normalsten. Bygningen danner en fin afslutning for Postgade.

 

Møllegade

Møllegade har sit udspring ved pladsen ved møllen. Her er masser af gavl – og langhuse. En flot udsigt er der også til masser af små haver. Gaden afsluttes i syd af fabriksbygninger.

 

Æ friesenskomache

I nummer 1 finder vi et etagers hus med stråtækt. Huset ligger for enden af Søndergade. Den er omgivet af flere gode huse.

Huset blev ejet af Mads Hansen. Han var arbejder og landmand. Under første verdenskrig var han forvalter på Kiers Gård.

Han havde temmelig mange køer. De var indlogeret i den store stald i nummer 9.

Ti leje i en lille tilbygning boede Æ Friesenskomache.

 

I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine unge dage havde han øldepot, og gik ud som husslagter. Senere indrettede han en slagterbutik i huset.

 

I nummer tre finder vi et tre fags hus i en etage, bygget sammen med nabohuset.

I nummer fire finder vi et fem fag stort gavlhus i en etage. Stråtækt og bygget sammen med en værdifuld husrække.

Bygningen følger smukt gadeforløbet, når vi tager nummer 5 med. Den er bygget sammen med nabohuset og virker meget vedligeholdt. Her finder vi igen stråtækt sadeltag.

 

Brygger med 11 børn i et lille hus

I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse boede brygger Petersen. Han var brygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Hvordan familien kunne få plads i det lille hus, snakker man hvis stadig om i Højer. Der var mindst 11 børn. Folk havde opgivet at tælle.

 

Et grundmuret gavlhus finder vi i nummer seks. Murværket er placeret på en mørk sokkel.

 

Uforståeligt skænderi

I nummer syv boede gartner Wanderscheck, der havde afstået sit gartneri i Herbergsgade. Uforstående måtte opgive, når mand og kone her begyndte at diskutere. Han talte plattysk og hun talte sønderjysk.

 

I nummer ni finder vi et skønt langhus. Igen er der brugt rødt tegl og stråtækt tag. I syd er der en stor velvokset have. Bygningen virker meget velholdt.

 

Og i nummer 9 B finder vi selve møllen, som vi indgående har beskrevet i en selvstændig artikel. Nogle af de oprindelige bygninger i forbindelse med møllen er revet ned.

Ja og her har vi så Højers højeste sted. Møllen har vi omtalt i en særskilt artikel.

 

Nørregade

Nørregade er den gade man kommer til, når man kommer til Højer fra Tønder. Det er en flot indkørsel. Bebyggelsen er af varierende karakterer og alder. Baghusene vender ud mod Nørregade. Her en blanding af gamle småhuse og gårde og nyere større villaer.

Gadens vestlige ende optages af en række sammenbyggede stråtækte huse. Her kunne farvevalget måske have været bedre. Bygningerne omkring nr. 35 er udsædvanlig flotte. Også nummer 37 er flot. Der er masser af store flotte  træer i haverne.

Noget forvirrende mundede gaden ud i Skolegade dengang. 

 

Flotte huse i Nørregade

Helt ud til gaden i nummer 2 har ligget en smedje. Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Smedjen blev nedlagt i 1960 i forbindelse med en gaderegulering.

 

I nummer fire finder vi et et grundmuret langhus i en etage. Det er byget sammen med nabohuset i vest. Murværket er i sort tegl.

 

Et flot hus finder vi også i nabobygningen. Sammen med nummer fire udgør det en helhed.

 

I nummer 10 finder vi et forhus med vognport. Det er et velholdt hus med en markant sokkel. Det er god facade mod Nørrevej. I sydgavlen finder vi årstallet 1842. Indkørslen er belagt med pigsten. Huset har stor betydning i gadebilledet.

 

Apoteker Nagel blev kaldt Søm

Ja det var her det gamle apotek lå. Herman Nagel var apoteker i 50 år, og en del år tillige postmester. Og Nagel var gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde ude i Vesterhavet. Da tyskerne skulle finde et øgenavn til apotekeren valgte de søm. Den danske oversættelse af Nagel er jo netop søm.

 

Et grundmuret langhus i otte fag med stråtækt tag finder vi i nummer 11.

 

Ved siden af finder vi en grundmuret vinkelbygning. Der er fire fag ud mod gaden. Der er en tværlænge mod sydøst. Der er et flot stråtækt tag. Et meget charmerende hus må man sige, dog ligger det lidt klemt inde af det store nabohus i vest.

 

I nummer 18 finder vi et langhus i otte fag. Murværket er i rødt tegl. Sydfacaden er smuk og velbevaret. Nordfacaden er knap så velbevaret. Med have, stakit og hække er det med til at fastholde Nørregades flotte husrække.

 

Nabohuset er i fem fag med en etage. Et godt hus med med uheldige tilbygninger.

 

Vi fortsætter i nummer 22. Her kunne farvevalget måske have gjort oplevelsen lidt bedre. Huset ligger noget klemt bag garagen.

 

Vi har et flot hus, som har været udsat for hårdhændet ombygning i nummer 25. Gårdspladsen er med pigsten. På huset er en bemærkelsesværdig kvist. Måske burde man have taget et andet vinduesvalg.

 

Et flot og stateligt hus i hele tolv fag med en etage finder vi nummer 26. Murværket er igen af røde teglsten med stråtækt tag. En tværlænge er senere bygget til. Gavlen er rigt dekoreret. Også haven er flot med velvoksede træer.

 

I nummer 30 finder vi et langhus, der er bygget sammen med nabohuset. Det er seks fag og en etage. Haven er mod syd med hvidkalkede udhuse i nord.

 

I nummer 32 finder vi fem sydfag. Det er et velholdt hus, som med dens sammenbygning med nabohuset udgør en fin helhed. Husene ligger desværre lidt klemt. Forhaven er fin tilpasset huset med stakit.

 

Nørregade 33 er en del af en sammenbygget husrække. De danner alle sammen en storartet helhed. Her finder vi også en pigstensbelægning.

 

Nr. 35 er en arkitektonisk perle, med skønhedsfejl. Her en karakteristisk vognport, der fylder i gadebilledet. Også i nummer 39 findes et flot hus, der dog ødelægges af nogle forkerte vinduer.

 

Nørregade 42 er et langhus bygget sammen med nabohuset. Sammen med nummer 46 har husene en værdifuld gadefacade. Indgangspartiet er dog uheldigt.

Nummer 46 er på fem fag. Desværre savnes skorstenen, og et nyt vindue klæder ikke bygningen.

 

Af andre flotte huse her på Nørregade skal også fremhæves 48 og 50,

 

Nørrevej

Nørrevej er baggaden til Nørregade. Her havde byen sin nordlige afgrænsning. Man kan stadig ane, at gaden var en tilkørselsvej. En smuk trærække langs Nørregade 26 giver vejen karakter. Desværre er mange af de gamle huse blevet skalmuret. Det er en skam. En af Højers flotte bygninger ligger her. Det er købmandsgården.

Også Nørrevej 3 er en perle.

Udmundingen i Skolevej er dog ikke så spændene.

 

Uden for Nørrevej 100 var der en lavning uden for diget, hvor der stod vand, når vinteren satte ind Det var æ gåspøt. Når den var tilfrosset var det en ideel skøjtebane.. manglede der vand kunne man få Æ Freiwillige Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse derude.

 

En speciel vognmandsforretning

Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget og ned til damperen. Der skulle et spand gode heste til at trække det tunge læs op over diget.

Huset blev solgt til Chr. Bundes, der også havde sin vognmandsforretning her med busser og lillebiler.

 

Æ armhus

På Nørrevej 27 lå æ armhus. Egentlig hed det korrekt, Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det var et stråtækt hus fra 1741. Ja det brændte faktisk i 1838. Et nyt hus blev opført samme sted. Den tidligere stald blev indrettet til arresthus. I folkemunde hed det Æ armhusgaf. Og bestyreren var også arrestforvarer. Han fik forresten i 1909 den fyrstelige løn af 80 pfennig om dagen for at sørge for en indsat.

Det kønne gamle hus blev i 1985 solgt til ungdomshuset.

 

Afholdsbeværtning

På Nørrevej 62 har der undertiden på facaden kunne skimtes bogstaverne IOGT. Det stod for International Order of good Templar. I 1896 kunne Højer opleve, at få en afdeling af denne internationale organisation.

Og festerne uden indtagelse af alkohol blev afholdt i afholdsbeværtningen i Toldgade 3.

 

Is i kælderen

I skal da også lige vide at på hjørnet af Nygade på Nørrevej 58 boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864 og blev 99 år. Husets kælder havde meget tykke mure, og fungerede som ishus. Her opbevaredes den is, som man om vinteren havde hentet op af Vidåen.

 

På Nørrevej 54 havde barber Jacobs sin salon. Han gik rundt og klippede høvringe i deres hjem. Han fjernede også tænder på folk. Kneb det med, at få folk til at være stille, måtte han have konen til hjælp.

 

I Nørrevej 56 boede maler Jensen. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen.

 

Mange industrier dengang

I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrikant, som tilhørte købmand Knudsen i Nørregade. Der dukkede mange industrier op i Højer i løbet af 1800 – tallet. Der har således været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådevævsfabrik og kalkbrænderi.

 

I Nørrevej 13  havde kurvemager Schmidt sin forretning med indgang fra Skolegade. Han solgte også måtter, pottemagervarer og legetøj.

 

Og i Nørrevej  9 har undertegnede tilbragt mange fornøjelige timer, når onkel Kedde og Tante Annelise, samt mine kusiner, blev besøgt. Det var her smedjen lå. Den blev overtaget af Jeppe Nielsen i 1880 og nedlagt i 1962.

 

Boede i den gamle postvogn

I Nørrevej 7 boede gamle Jes fra Frifelt. Han var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav. Og det var uden for diget ved Nørrevej. Han boede, når han var derude i den gamle postvogn fra Ballum. Han var også strandfoged og oparbejdede efterhånden et stort lager, som han afhændede til private og en produkthandler,

Gavlhuset er i dag meget fremherskende. En hvidtning af skorstenspiben vil betyde at husets arkitektoniske værdier vil komme til sin ret.

 

Et gammel stråtækt hus finder vi på Nørrevej 3. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen. I tre generationer var man rebslagere. Ja her er der tale om et virkelig smukt og velbevaret hus.

 

Fedder Træ og Fedder Buhn

Men den mest imponerende bygning på Nørrevej er Hindrichsens købmandsgård fra 1760 på Nørrevej 1. Familien byggede også det store hus, Nørregade 38 til beboelse. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig, mens den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.

 

Gården omgives mod flere sider af værksteds – og lagerbygninger. Ud mod Nørregade kan endnu skimtes hejseværk m.m. Her er tale om et storslået og usædvanlig smukt bygningsanlæg.

 

Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. i 1930erne hed de begge Fedder. Jamen så kaldte man dem da bare Fedder Træ, og Fedder ”Buhn” .

 

Postgade

Postgade består af to lange udbrudte husrækker. Her er blandt andet store flotte bygninger. De små åbninger giv et flot kig til Storegades baghuse og haver. Bebyggelsen er foregået over en lang årrække. Ældst er nummer 1, 10, 11,12 og 14 samt den lange gård nr. 8. Også nr. 5 og 7 er flotte.

Her er gode flotte facader. En værdig afslutning har gaden i øst med Mellemgade 4.

 

Postgade 4 og 6 bør også fremhæves som gode bygninger. Og nummer 8 er en blanding af land og by. I den ene ende havde man beboelse og stald, adskilt af en forstue. En flot bygning, der burde nænsom restaureres.

 

I nummer 11 havde gartner Johannes Møller haft værksted. Han var oprindelig bødker.

 

Skippergade

Skippergade presser sig ind mellem ro større gader. Her har haverne og bagfacaderne stor betydning. En gul træbygning pynter gaden. En blanding af småhuse og haver kunne være udnyttet bedre. Måske skulle man fritlægge brostensbelægningen.

 

Skolegade

Skolegade virkede temmelig uhomogen dengang. Bygningerne lå spredt. Flere gadeudmundinger medvirkede til gadens opløsning. Gaden kunne godt gøre flottere med en bedre beplantning.

 

Revolutionen på Centralhotellet

I nummer 1 lå Centralhotellet. Det var her, der blev dannet arbejder – og soldaterråd, dengang revolutionen kom til Højer. En marinesoldat foreslog en kendt håndværker som formand for rådet. Men han protesterede:

 

       Nej, nej det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwerbevisning

 

Men marinesoldaten, der åbenbart kendte forholdene i Højer og kunne æ sproch, svarede:

       Det er jawns så’n jen Vorherre vil ha’

 

Dette argument bøjede håndværkeren sig for. På den måde forløb revolutionen i Højer.

 

Skolegade 3 er også lidt af en perle. En murranke flankere døren med årstallet 1708. Huset ligger meget åbent. Det er ikke uden grund fredet i klasse b.

 

Skolegade 15 er et ellevefags langhus i en etage. Bygningen tager sig flot ud både fra Skolegade og Møllegade. Øst for huset er et smukt haveanlæg.

 

Skatspillernes kro

I Skolegade 17 havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørestald mod syd. Her kunne man tøjre sin hest ved granitpæle. Gottfriedsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste. Kroen blev besøgt af mange skatspillere. I husets nordøstligste hjørne var der samtidig en købmandsbutik.

Den sidste kromand på stedet hed Lauritz Andersen. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20.

 

Kusk på ligvognen

Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt i 1934. Han overlod kroen til sin søn Fidde. Men det blev aldrig mere kro. Fra ejendommen blev drevet som landbrugsejendom. Desuden blev der drevet en del vognmandskørsel fra ejendommen. I næsten et halvt århundrede var Fidde kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Fidde elskede heste, og Jeppe smed havde nok at gøre med at ordne dem.

 

Storegade

Storegade er byens forretningsgade. Der er gennemskærende gader, som giver gaden forskellige karakterer. Meget harmonisk er husene nærmest Torvet. Brug af sprossede vinduer ville her have givet underværker. Husene består af en blanding af toetagers og små enetagers langhuse samt et enkelt gavlhus.

 

En bankbygning ved Bjærgegade skræmmer helhedsindtrykket. En afstemning af farverne kunne give gaden et bedre helhedsindtryk. Jeg kan huske at sparekassebygningen havde en kedelig lyseblå bemaling.

Indkørslen fra Torvet er smuk og særpræget. Gaden afsluttes i vest af et malerisk billede af tætliggende småhuse. Her ses også en fin gavl fra Strandvejen 2.

 

Storegades flotte huse

Storegade 2 er et grundmuret langhus. Det er et flot hus med fine detaljer. Og så har bygningen stor værdi i gaderummet.

Her i Storegade er der masser af flotte huse. Men det er som om, at en del af disse får lov til at forfalde. Nr. 4 – 7 – 11 og 12 er værd at bemærke.

 

I Storegade 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage – og Putz – forretning af hans ugifte datter.

 

Her hen på Storegade 5 flyttede Falle sin cykelforretning. Det var hos gartner Lorentzen.

 

Æ Bækkehus

Der havde han et lille værelse og en butik. Værkstedet foregik i det fri ude i gården. Også om vinteren. Lejen var 12 kr. om måneden for hele herligheden. Da pladsen blev for trang, flyttede han hen i Torvet 9.

Ejendommen hed i folkemunde æ Bækkerhus. Her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østlige del af huset. Der var mange børn i familien, og enstald med et par køer skulle der også være plads til. Bageren leverede nemlig mælk til Højer Mejeri. Der var en dør mellem stalden og mejeriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, måtte han have døren til stalden lukket op. Ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspanden derind. I en periode boede der også en skomager i huset.

 

18.000 portrætter

Over på den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager  – og guldsmedeforretning. Vi er på hjørnet til Mellemgade.Tidligere havde der ligget et lavt stråtækt hus. Der var nu to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.

Matthiesen var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på første sal. Havde Matthiesen

bare skrevet navn på alle de portrætter ,han havde efterladt, kunne man måske have et fuldstændigt personalhistorisk kartotek over Højers befolkning.

I Lokalhistorisk Arkiv findes bestillingslister fra årene 1893 – 1959. De omfatter hele 18.000 billeder.

En meget stor del af disse, er på glasplader og findes i dag i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa. Det var også sådanne glasplader, jeg fandt på et loft hos onkel og tante i Nørregade.

 

Alt muligt i Storegade 6

I Storegade 6 var der masser af vare i den gamle isenkrambutik. Der var utrolig mange varer i butikken. Foruden almindelig isenkram, var der lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Her blev også solgt jægernes udbytte. Og husmødrene kunne få deres påloddet låg på deres konservesdåser.

Ja man kunne faktisk også få kamillete, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler, samt briller og lakrids. Var der nogen, der sagde brancheglidning?

Den oprindelige ejer A.M. Hansen blev 106 år. Forretningen blev først nedlagt i 1990.

 

Knogledrejer Bensien

På hjørnet af Mellemgade i Storegade 7 har der været pibedrejeri. Det blev ejet af knogledrejer Bensien. Christian Hagge overtog huset under betingelse af, at han skulle sørge for enkefrue Bensiens bespisning.

I butikken blev der drevet grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. Varerne avlede han i haven ved Waldheim, Strandgade 33. Et eksotisk navn. Men lige i nærheden ligger et lige så eksotisk sted – Højer Storskov.

Hagge solgte også slik og cigaretter. Og sidstnævnte blev solgt stykvis, de billigste kostede 1 øre. I mange år havde familien Lorentzen fra Møgeltønder, butikken. Og så blev det hvis nok blomsterbutik.

 

Masser af bajere under afvandingen

I Storegade 9 havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning på et tidspunkt. Han fik sit ene ben beskadiget under første verdenskrig og forpagtede butikken ud til den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.

Under afvandingen af marsken kørte han øl til de folk, der arbejdede der. Og de var åbenbart tørstige. Det blev en god forretning.

I butikken var også Tatol – udsalg. Her har været sygekassekontor, og dyrlæge har der også været i huset.

 

Storegade 15 var købmandsbutik. Her boede Johannes Brodersen (er hvis ikke i familie). Sammen med borgmester hans Andersen administrerede han flækken.

 

Nabohuset i nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Mathiesen. Her lå i eb stråtægt lade. Den blev ejet af kromanden, Hagge. Siden var der barbersalon. Sydbank har været her, og også Stofhuset.

 

Storegade 18 bør fremhæves, for her har butikken ikke ødelagt bygningen. Man har bevaret de små vinduer.

 

Æ Bohsti

I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham, blev den stump gade, der forbinder Storegade med Søndergade kaldet Bohsti. I nummer 17 har der både været manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning og Farvebøtten.

 

Bundgårds Boghandel

I 1912 overtog Andreas Martinsen et bogbinderi med papir – og bladhandel . Han var uddannet bogbinder. Han indrammede billeder og sin butik kunne man også købet tobaksvarer. Han lærte sig bogtrykkeri – faget, men hans store lidenskab var at fotografere.

Martinsens efterfølger var Tage Bundgård. Det var et smertelig tab for Højer, da han i 1984 opgav butikken. Og det er nok Bundgårds fortjeneste, at Højer Mølle blev bevaret. For cirka et år siden fik jeg en hilsen fra Bundgård via hans datter.

 

Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen. Han indrettede en skotøjsbutik. Derefter var der Tatoludsalg. Her var også en afdeling af Tønder Landmandsbank. Derefter var der legetøjs – og glarmesterbutik i ejendommen.

 

Bagermesteren havde melallergi

I nr. 18 havde Asmus Petersen købmandsforretning, inden han byggede i Søndergade 4a.

Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset. Det blev overtaget af Peter Jensen. Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen.

Senere blev der igen kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.

 

Peter Løck havde her i nummer 20 bageri. Samtidig var det café. Her kunne man få sig en lille punch – eller en stor. Men bagermesteren måtte holde op – han var allergisk over for mel. Det hele blev solgt til Lauritz Andersen. Nu hed cafeen, Cafe Danmark. Her kom byens ungdom og fik Eisbrecher,

Herefter fulgte talrige bagermestre, indtil Fedder Hindrichsen overtog bygningen. Senere blev det igen bageri. En overgang Højers eneste. Tænk engang var der 13 stykker. De eksporterede tvebakker!!!!

 

Udvist af Danmark

Weichensteller Schmidt boede her i nummer 22. Senere var det skipper Wolf Decker. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han blev udvist af Danmark i 1945, fordi han var tysk statsborger. I bygningen har også været ismejeri.

 

I nr. 23 var Jens R Petersens manufakturforretning. Manufakturhandleren havde gennem mange år haft kontor for Tønder Bank.

 

I nummer 24 befandt der sig en lille vognmandsforretning. Bag huset var der stald til vogn og hest.

 

Posthus med 16 ansatte

På hjørnet af Skolegade i nr. 26 lå posthuset. Det var hjuler Jensen, der mente at Højer skulle have et rigtigt posthus i 1897, selv om man havde postekspedition siden 1850. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var Kaiserliches Postamt. Ved slutningen af første verdenskrig var her 16 ansatte.

 

I nr. 27 lå det gamle borgmesterkontor, og de to sidste tyske borgmestre har siddet her.

 

I nr. 33 boede Wolf Frandsen, der havde et lille snedkerværksted., og i nr. 31 boede skrædder Diedrichsen.

 

To flotte huse i nummer 32 – 34 er fredet i klasse B. Den sammenbyggede husrække 32. 34 og Møllegade 4 danner en samlet bygningskrop. Indgangspartiet i nr. 34 er særdeles flot.

 

Sorte Marie

I nummer 32 var der indrettet systue. Her syede Marie Friedrichsen dynebetræk for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13. Marie var helt sorthåret. Man kaldte hende for Sorte Marie eller Marie Klåj, Hendes far hed Nicolai.

 

Kirketjeneren blev kaldt for manstein

Mellem Maries hus og Skolegade har ligget fire huse, men de tre brændte ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus (nr. 28) blev stående. Det blev i 1991 revet ned.

 

Det velholdte hus i nummer 35 er smukt sammenbygget med nabohuset. Nummer 37. og her i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Man kaldte ham for Manstein, fordi han under første verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af samme navn.

 

Søndergade

Søndergade har et bugende forløb. Den østre ende er den mest harmoniske. Brostensbelægningen, beplantningen og den lave husrække er medvirkende til dette. Her lå grønthandleren i skyggen af et stort træ. Det må være lige til et postkort. Mange af gadens andre huse er værd at bemærke.

 

Det er dog som om helheden har lidt skade med nybyggeri. Også friarealerne kunne gøres bedre. Gadens vestre ende er harmonisk. Den er begrænset af lave huse. Og den afsluttes af Møllegade 1.

 

En velhavende mand

Vest for Søndergade 1 har der ligget en enlænget, stråtækt gård, som tilhørte Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand og farver. Han farvede det garn, som blev spundet især af fåreavlernes koner. Derefter blev garnet vævet af ni professionelle vævere.

 

Da landbruget var nedlagt købte hotelejer Jordt i 1921 gården. Han byggede den om til et toetagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Det havde til hus her indtil 1957.

 

I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. Det blev i 1987 solgt til slagter Andreas Müller. I 1990 rev han det hele ned, og opførte garager og lagerbygninger på stedet.

 

Byens største kolonialhandel

I Søndergade 4 A, lige over for Kogsgade lå byens største kolonialforretning. Den første indehaver var Asmus Petersen. Så var det Hans Pørksens tur. Foruden gødningsstoffer og uld, bestyrede han en filial af Handelsbanken. Så fulgte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk, som indehaver af huset.

 

I Søndergade 4 B havde Hanne Brodersen (hvis ikke i familie) sin butik med tobaksvarer og slik. Sammen med sin mand havde hun bestyret Sygehuset , Søndergade 33.

Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer, for derpå at marchere ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn. Så stod hun på stationen og solgte slik og cigaretter til de stakkels soldater.

 

Dansker ind til 50

Søndergade 7 var oprindelig bygget som landbrugsejendom. Omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig her som snedker. Under 1. verdenskrig var han soldat i Rusland. Tysk militær havde da indrettet skomagerværksted i huset.

 

Først i 1934 blev et moderne værksted etableret. Lützens var tyske, men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds. Han talte:

 

       ti, tyve, tredive, fyrre, føfdich, søsdich o.s.v.

 

I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Nu lavede man også ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år bedemand.

 

Både i nummer 7, 9 og 11 boede der i 20 erne tre søskende Lützen.

 

Højers udråber

Søndergade 8 – 10 er et ottefags langhus i en etage. De to sammenbyggede småhuse danner en flot helhed. Den lille forhave er velgørende for såvel hus som gadens forløb.

I den østlige del boede i mange år, byens officielle udråber, Karl Hansen, også kaldet Karl Færch. Hant jente også penge ved at grave grøfter ude i kogene.

 

       O Morn æ det skattebetalen

       I Jawten æ det kino å æ klok ot

       De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer

       De æ lot for æ vand o Kovej fra klok ti te klok fire.

 

Når der var bal på Hotel Sylt, var Karl balletmester iført hvide glacéhandsker.

 

Ved siden af i nummer 10, boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet. Butikken var på loftet inden for det lille kvistvindue.

 

Fiddes Sporvogn

Fidde Eckholdt flyttede ind i nummer 9. helt oppe i hans høje alderdom havde han heste. Han kørte blandt andet til fåremarkederne. Ja man talte sågar om Fiddes Sporvogn.

Over i haven til Skippergade 2, har det ligget et stråtækt hus med storkerede på østgavlen.

Huset har gennemgået en misforstået vedligeholdelse, derved har det mistet en del af det oprindelige materialevalg.

 

Søndergade 11 er fredet i klasse B. Et prægtigt lille hus med et fint indgangsparti. Huset indgår i en fin helhed med nabohusene. Her ser vi også gadens brostensbelægning. 

 

Kiers Gård

Den berømte Kiers Gård finder vi på adressen Søndergade 12 (Læs artiklen – Hvem boede på Kiers Gård?) Det er tale om en firlænget gård med vognport. Her har vi tale om et prægtigt bevaret gårdanlæg, lige ud til marsken. I østgavlen ser vi en murranke, formet i årstallet 1759.

 

Den filosofiske gartner

I Søndergade 13 lå en gartnerforretning med indgang under kastanietræet. Ja og her citerede den tysksindede gartner, Hostrup før afstemningen i 1972:

 

       Hvad er denne brydningstime, skumring eller gry?

 

Butikken i gavlen var dengang beskyttet af et velvoksent træ. Med den fine husrække bagved, samt vognhuset nordfor, er det sikkert et af de steder Tursitforeningen helst vise frem. Ja og huset er fredet i klasse B.

 

Fra cykler til Lillebil

I Søndergade 15 har det oprindelig været landbrug. I den østlige ende var det en ajlekule ud til Korsgade. Senere har her været cykelværksted, og derpå isenkramforretning. Ja herfra var også lejebil – kørsel.

 

Ja og her forsøgte man for anden gang i Højer at oprette en brugsforretning. Jeg mindes også, at der har været et cafeteria her.

 

Kødkontrollen

Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han stod for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet i slagtehusene og ved hjemmeslagtning. Huset blev i Højer kaldt æ Fleischebshauers hus. Det blev siden overtaget af Tæppefabrikken.

 

Gadefejeren

I det lille hvide hus i haven boede Johannes Wilhelmsen. Han var gadefejer, og drog rundt i byen med kost og skovl og en lille tohjulet vogn. Som han selv sagde, Æ ha wrådt i de her skjien gae. Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede.

 

I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding. Han var også glarmester. Han desinficerede også værelser efter smitsomme sygdomme. Man hidkaldte hellere ham end dyrlægen.

 

Den lokale fostermor

I nummer 27 boede Jens Hansen, kaldet Jens Amerika. Han ville gerne fortælle, om sin tid i Amerika, hvor alt simpelthen var så stort. I huset var også et øldepot.

 

I en årrække boede den lokale Fostermor (jordemoder) i nummer 29. Senere blev huset beboet af lærer Hans Brockmann.

 

I nummer 31, som ligger på hjørnet af Møllegade var der smugkro. Og det var ikke kun, når det var fåremarked.

 

Torvegade / Torvet

Torvegades bebyggelse er koncentreret til vestsiden. Husene ligger spredt med grønt imellem. Hjørnehuset, Storegade 2, leder godt ned mod Torvet.

 

Højers torv er forholdsvis stort. Her flere prægtige bygninger med flotte træer ved kirken og præstegårdene. Her kunne man også i min ungdom se Hotel Sylt.

Egentlig hed det Æ Mærkensplads. Meget ejendommelig blev det også kaldt Æ bjerg. Gamle hævringe snakkede om at de skulle Æ ska ned o æ bjerg.

 

Nøbbelser eller løbbelser

Endnu i 1940erne var det en stor gruset plads. Senere legede børnene ofte her med deres nøbbelser. Ja nogle kaldt dem også for løbbelser. Hvad hed de egentlig de små lerkugler?

Vi har i tidligere artikler beskrevet livet på Torvet i Højer. Det må have været en hel speciel oplevelse, at se markedsfornøjelserne i skæret af bodernes karbidlamper.

 

Torvet har ofte været midtpunkt for festlige begivenheder, så som kongebesøg. Men en mørk september – aften holdt der på Torvet en stor lastbil over ved kirkegårdsmuren. Det var danske gendarmer, der var anholdt af tysk militær. De havde ikke tabt humøret. De kendte ikke deres skæbne, der ventede dem, en tysk koncentrationslejr. Nogle af dem kom aldrig tilbage.

 

Præstegården, Torvet 1 er fredet i klasse B. Omkring huset er en velvokset have med store flotte træer. Det er en markant bygning med kraftige gavlkviste, og velholdt.

 

Torvet 3 og 4 er et seksten fags langhus. På gavlen ses en murranke med årstallet 1756. i haven er et flot ottekantet lysthus. Et muret dige og et stakit omkranser haven.  Dette hus samt nummer seks danner en fin afslutning på torverummets sydlige del.

 

Hotel Sylt

På pladsens sydøstligste hjørne lå Hotel Sylt. Den blev bygget oven på det gamle gæstgiveri Fährhaus. Her tog de rejsende ind, når de ventede på båden til Sild.

Det var mellem 1875 og 1880 den gamle stråtækte færgekro blev afløst af en enlænget, toetagers hotelbygning opført af Anders Nissen fra Hjerpsted.

Indtil jernbanen Tønder – Højer Sluse blev anlagt i 1892 bevarede hotellet sin status som færgekro.

 

Det var liv og glade dage, billardstue og dilettantkomedie på hotellet. Det var jo også her på hotellet at Falle residerede, før han blev cykelsmed.

Det før så hæderkronede hotel, blev af borgerskabet i Højer betegnet som en bule og revet ned i 1978.

 

Æ Sprøjthus og æ Stormklok

I Torvets nordøstligste del har der været Æ sprøjthus. Her kunne Æ Feuerwehr have deres sprøjte og materiel. I enden af huset var der parkeringsplads for ligvognen.

 

Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård.

 

I 1740 overlod den daværende ejer af Højer – gård en toft i det nordvestligste hjørne af Torvet. Han byggede et hus med bageri. På huset var anbragt en klokke. Den kaldte man Æ Stormklok. Der blev ringet med denne klokke, når der var brand og stormflod. Og bageren havde en aftale med nattevægterne, at de lige slog et klemt på dem, så bagersvendene blev vækket. Huset blev revet ned i år 1900.

 

Birkeretten i krostuen

Og så var det på Torvet 9 at Falle Simonsen boede. Og ham og tildels hans datter Lisbeth har vi skrevet en del om, her på siden.

På ankre på østgavlen ses årstallet 1827.

 

På det sted, hvor Torvet 7 ligger, var i gammel tid, Tinghus. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer Herred.

Skampælen ved kirkegårdsmuren var et vidnesbyrd om rettens dommermyndighed.

Men her var også kro, oprindeligt i et dejligt stråtækt hus. Noget tyder på, at Birkeretten i slutningen havde et lokale på kroen.

 

Hotel Højer

Det hyggelige hus blev erstattet af et højere hus. Her lå Bahnhofshotel, som senere blev til Ohlsens Hotel. Det var her at Feuerwehr i en årrække havde efterslukning.

 

Jens Lyhne Kristensen blev i 1969 ejer af kroen. Den gennemgik en tiltrængt renovering og blev omdøbt til Hotel Højer. I 1986 overtog en andelsboligforening lokalerne.

 

Torvet 6 A – D blev bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I A havde slagter Møller sin butik. Den flyttede til Søndergade. Jo det var de berømte Højer Pølser, som vi også spiser her i København.

 

Østergade

Vi er nået til Østergade, hvor især nummer 4 falder i øjnene. Men der masser af andre interessante huse på gaden. Gaden afsluttes i øst af en høj biografbygning. Den ødelægger meget af harmonien. Hvorfor er gaden ikke brostensbelagt?

 

Ja, hvis vi lige skal kigge på nummer 4, så er det et ottefags langhus.  På gavlkvisten hænger en hustavle med inskription og årstallet 1757. Det er et meget smukt hus, som spiller en stor rolle i gadebilledet. Og vi skulle også lige fremhæve de to huse nr. 5, 6, 10, 14, 16 og 18.

 

Nygade

Vi skal da også lige har Nygade med. Lige overfor udmunder Margrethevej. Hej, det har ikke noget med vores dronning at gøre. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9 Margrethe Sønnichsen.

 

Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev meget flittig benyttet af de to koner, der flere gange dagligt besøgte hinanden. Så da vejen blev gjort i stand og asfalteret var det jo helt naturligt, at den skulle hedde Margrethevej.

 

Nygade 1 blev bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Den sidste overvagtnester var Albert Solager. Han sluttede sin karriere som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.

 

Toldgade

Hvis vi kigger på Toldgade 5, ja så finder vi en toldbygning fra 1910. Her var både ekspedition, kontor, lager og bolig for en toldassistent.

 

Toldgade 8 er opført af brødrende Schmidt, der var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj omkring Nygade – Toldgade.

Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget.

 

Toldgade 6 og bygningerne lige nord på hørte til Meinert Lützens Møbelfabrik. Han lavede selv elektrisk lys med en dampmaskine, inden der var el – værk i byen.

 

Vi har hvis før i en artikel fortalt om beboeren i Toldgade 4. Her boede den sidste ridende gendarm  i den tyske tid.

 

Strandvejen

Den gamle strandbred gik parallelt med vejen, et halvt hundrede meter mod syd.

 

Her finder vi på nummer to en prægtig bygning, smukt beliggende ved Kiers Gård. Vinkelbygningen er fra 1757.

 

En damper og en flyvemaskine

Strandvejen 6 blev bygget i 1931 af købmand Niels Petersen. Han var et meget alsidigt menneske. I mange år ejede han en lille damper på Vidåen, som han brugte til lystsejlads. Lige efter første verdenskrig var han i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han var endreven handelsmand og en farverig person.

 

I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue.

 

I nummer 19 boede Adde Post. Han var landpostbud i Sejerslev og Kærgård. Han tog kun imod et bundt pengesedler, når de alle var vendt samme vej.

 

Den hjemløse præst

Og i nummer 21 boede pastor N.P. Nielsen en overgang. Det var fabrikant A.R. Kjærby der måtte købe huset til pastoren, indtil præstegården var færdig. Og denne strid mellem den tyske og danske menighed har vi tidligere beskrevet.

 

Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen. Han var blevet pensioneret i 1919, og håbede på nogle gode år i det nye hus. Men han døde kort efter indflytningen.

 

Savner du nogle af gaderne og vejene i Højer i denne artikel, så har du været opmærksom. Men disse steder, vender vi tilbage i en senere artikel. Det var også nogle af gaderne og vejene vi ikke helt blev færdige med. Det kan du læse i artiklen Flere Gamle Huse i Højer, når den engang bliver færdig. Er det noget, der ikke helt passer, skyldes det hukommelses – svigt fra dengang, jeg vandrede gennem de smukke gader i Højer. 

 

Kilde: Se

       Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere: Læs om beboerne i de gamle hus i Højer:

 

       Anekdoter fra Højer

       Dagligliv i Højer – dengang

       Den mærkelige læge fra Højer

       Det gamle Højer

       En Mølle i Højer

       En vogn fra Højer

       Erindringer fra Højer

       Et mejeri i Højer

       Flere anekdoter fra Højer

       Heltene i vadehavet

       Hvem boede på Kiers Gård?

       Højer Kirke

       Højer Tæppefabrik

       Højer – historie og oplevelser

       Højer minder 1 – 3

       Højer – som havneby

       Højer – stormflod og diger

       Højers historie

       Sidste tog fra Højer

       og mange flere artikler om Højer