Stinne mæ æ Biffel/Biwl

Hun havde altid biblen med. ”Det er biblen, der bærer mig, sagde hun. Der er ingen i Løgumkloster, der glemmer Stinne. Hendes mand døde pludselig. På sindssygehospital i Slesvig. Medlem af den lokale Missionsforening. Hun gravede tørv til sognets fattige. På Klostermarked. Gøglerne var hendes gode venner. Den velhavende bonde gav den fattige familie en ko. Den dyre frakke forærede hun væk. Hun samlede ind til krigsfangerne. En gave til kongen. Kongen gav hende en returbillet. Befriede en datter fra Sindssygehospital. Gør som Gud ville have det. Tiden er kostbar. Gik Stinne for vidt? Frygtet, latterliggjort og beundret. Hun ville ikke æres. Foruden bronzestatue også et teaterstykke og en mindetavle. Mern hvad hedder bibel egentlig på sønderjysk?

 

Hun havde altid biblen med

Hun hed egentlig Kjestine Andersen. Hun var en kendt historisk person og original fra Løgumkloster. Hun var dybt religiøs og havde altid bibelen med.

Men egentlig var hun en kendt Moder Teresa – en ekstrem godhjertet kvinde. Trods trange og fattige kår hjalp hun samfundets svageste, herunder de fattige, de syge og gøglerne på det lokale ”Kloste – mærken”.

Under krigen hjalp hun de militære straffefanger, som levede kummerlige forhold i Sønderjylland.

 

”Det er biblen, der bærer mig”

Da folk spurgte hende om hun ikke skulle have en mindre og lettere bibel, svarede hun prompte:

• Det er ikke mig, der bærer bibelen. Det er bibelen, der bærer mig.

 

Det er ingen der glemmer Stinne

Der var ingen, der glemte Stinne. I maj 2023 i anledning af Løgumkloster 850-års jubilæum – blev der indviet en statue af hende. Og så hænger der også en mindeplade på husmuren på Vestergade 21, hvor hun boede.

 

Træskulptur af Stinne

En overgang stod der en træskulptur af Stinne. Det var nu ikke alle, der var tilfredse med denne. En nat skruede spægefulde sjæle hende af soklen og lagde hende til hvile på en bænk. Hun blev genrejst men rådnede senere op indefra. Mon ikke det var en form for hærværk. Nogle som ikke kender Løgumklosters historie?

Gerningsmanden havde gjort det, fordi han mente, skulpturen var så grim, at det var en skændsel for Stinne og for byen.

 

En værdig bronzeskulptur

Den nuværende bronze-skulptur er værdig for både Stinne og for Løgumkloster. Den er udført af en kunstner fra Amager. Selve afsløringen blev foretaget af Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen. Og også et tiptip – oldebarn til Stinne – nemlig unge Ella.

 

 

Hun levede fra 1855 til 1951. Gennem årene kom der flere og flere historier om hende. Mange af dem forekom helt utrolige.

De mennesker, hun hjalp, oplevede ikke en skør særling, men en varmhjertet og handlekraftig kvinde. Det må være en statue værd.

 

Hendes mand døde pludselig

Hun blev født i et lille hjem ”I Skærbæk ud mod Rømø” den 13. oktober 1855. Hendes forældre var småkårsfolk med en stor børneflok.

Pludselig døde hendes mand. I en alder af 33 år var hun alene med børn og en gård. Det var nok mere end hvad hun kunne klare. Hun var håbløst udfordret og forsøgte at begå selvmord. En bog skrevet af lokalhistorikeren Preben Jørgensen om Stinnes liv udkom i 1993.

Hun var blevet gift med en landmand. Da manden døde var det en børneflok på tre eller fem. Vores kilder er ikke enige.

 

På sindssygeanstalt i Slesvig

Hun var for mange en slags Frans af Assisi, som trolovede sig med fattigdommen.

Hun var kendt som en markant lokalpersonlighed ofte beskrevet som en særling. Efter en psykisk krise fandt hun en dyb tro. Hun brugte resten af sit liv på at rejse rundt og hjælpe mennesker i nød.

Hun kom på psykiatrisk anstalt i Slesvig. Hendes tre eller fem børn blev taget fra hende. Hun var på anstalten i flere år, men efter eget ønske kom hun tilbage til Løgumkloster. Hendes børn forblev i pleje. Hun havde ”svage nerver” og svigtende helbred.

Men hun var dog ikke helt helbredt, da hun blev udskrevet.

Ole Caspersen har skrevet et teaterstykke om hende. Han siger, at hun efter hendes mands død fik en svær depression.

 

Medlem af den lokale missionsforening

Hun blev medlem af den lokale missionsforening og begyndte at forkynde Guds ord. Man sagde, at hun midt i elendigheden fik et åndeligt gennembrud og hendes syge sjæl blev helbredt gennem troen på Guds nåde.

Hun sagde, at hun var

• ”villig til at tjene min frelser og gå med bud om ham til mennesker, jeg vil gå straks i morgen”,

Hun hjalp med næsten alt

Hun begyndte at gå rundt i Nørre Løgum, hendes eget sogn. Her opdagede hun nogle hjem, hvor der på grund af fattigdom eller sygdom trængtes til hjælp. Det kunne være i køkkenet eller børnepasning. Men hun var også ude på marken eller inde i staldene.

I nabosognet Arrild slog hun sig ned et stykke tid. Her var moderen død fra en børneflok. Her var det nok at tage fat på – både ude og inde. Hun skånede ikke sig selv. Når der var møder om aftenen tog hun børnene med.

 

Tørv til sognets fattige

Under Første Verdenskrig lå hendes store søn Peter ved fronten. En dag fik svigerdatteren besøg af Stinne, der bad om at låne en hest og en vogn. Hun skulle ud i tørvemosen og grave tørv til sognets fattige.

 

På Klostermarked

Til Klostermarked dukkede hun op på værtshusene. Hun snakkede med folk og bibelen var hendes vigtigste værktøj. Den blev hendes visitkort. Nej, det var ikke en lille fin lommebibel i en håndtaske, men en stor slidt bibel indsvøbt i sort klæde.

Jo til markedet havde hun i dagene forud gået rundt og indsamlet rugbrødsskorper til hestene. På Kloster – markedet (Kloste – Mærken) kunne der komme op til 1.000 heste. Så gik hun rundt og fodrede hestene. Hun havde en sæk på nakken og et par spande vand i hænderne:

• De er da også Guds skabninger.

Gik hun forbi en mark, hvor kreaturerne så ud til at lide af tørst i sommervarmen, hældte hun vand op til dem.

 

Gøglerne var hendes gode venner

Gøglerne blev hendes gode venner. Hun besøgte dem år efter år i deres telte. Det var ikke altid blide ord hun havde til dem. Efter hendes død spurgte mange af gøglerne efter hende. De savnede hendes besøg.

 

Jesus mener os det godt

Når det lille amtstog var forsinket delte Stinne ”traktater” ud. En mand trak på skulderen og sagde til sidemanden:

• Hun mener os det godt.

Stine, der også kunne være slagfærdig svarede, da hun hørte det:

• Nej lille ven, det er Jesus, der mener dig det godt.

Dem, der normalt ikke kom i kirken skulle også høre om den store frelse, som Jesus havde sørget for i påsken. Så de kunne blive reddet fra fortabelsen. Bare ved at tro.

 

Den velhavende bonde forærede en ko

En familie var ved at ende på Fattighuset. De havde mistet deres få køer. Det var i Branderup, hvor hun jævnligt kom.

Hun gik til sognets rigeste bonde og fik ham med bibelens ord til at give familien en ko. Selv om han i lang tid nægtede dette, så overtalte hun ham.

Hun valgte selv koen og trak den hen til den fattige familie.

 

Den dyre frakke

Engang havde Stines søn givet hende en ualmindelig dyr og også ret dyr jakke. Og så kom Stine til at sidde over for en fattig og dårlig klædt kvinde. Resultatet blev at Stinne kom hjem uden frakke. Sønnen bemærkede at næste gang ville han ikke købe så dyr en frakke.

 

Hun samlede ind til krigsfangerne

Under Første verdenskrig gik hun til krigsfangelejrene i sognet. Der var to stykker. Selv om det var strengt forbudt tog hun levnedsmidler med til fangerne. Hun tilberedte masser af suppe også til de fangere, der stod bag Sikringsstilling Nord.

Hun gik fra hus til hus og samlede fødemidler ind – kød, kartofler, grøntsager m.m. Gruekedlen med dampende suppe blev stillet op i vejkanten og ved siden af denne stod et skilt skrevet på tysk:

• Gib den Hungrigen Brot (giv den sultne brød – Esajas bog 58,7)

Det passede rigtig de tyske magthavere, men hun lod sig ikke så let afvise. Hun talte ikke selv tysk. Hun søgte hjælp hos pastoren i Nr. Løgum. Sammen konstruerede de et trækors, hvorpå den tekst stod

Hun så folk lide og følte sig forpligtiget til at gøre noget imod det. Også selv om hun fik problemer. Men hun følte også at livet gav mening.

 

I arresten i Flensborg

Mange sønderjyder blev under Første Verdenskrig tvunget i krig. Derfor gik Stinne efter myterne til fods fra Løgumkloster til Flensborg. Hun ville give mændene det sidste ord med, inden de gik i krig.

Som skrevet kunne hun ikke ret meget tysk, men hun havde lært sig selv at sige:

• Jesu geh voran.

Det var de første ord i en tysk salme.

Hun havde ingen pas. Hun mente, at hendes bibel var hendes pas til Himmeriget. Så kunne hun også komme til Flensborg, mente hun. Men den opfattelse havde myndighederne åbenbart ikke. En nat i arresten blev en af følgerne.

 

En gave til kongen

Nu havde Stinne dog ikke den store respekt for disse myndigheder. Da Christian den 10. opholdt sig i Løgumkloster var det lykkedes hende at overrække kongen et billede af Jesus. Hun skulle have sagt til ham:

• Han er også en konge.

Kongen spurgte efter hende og sendte en hilsen.

 

Kongen gav returbillet

Flere år senere var hun til fods gået til København til fods. Hendes mål var kongen. Hun ville sørge for at en søn af en Løgumkloster-familie blev befriet fra militærtjeneste. Hans arbejdskraft var nødvendig på gården derhjemme.

Hun havde ikke søgt om audiens. Trods dette lykkedes det for hende ifølge myten at tale med kongen. Hendes mission havde været en succes. Og kongen gav hende 20 kr. til en togrejse tilbage.

 

Befriede en datter fra Sindssygehospitalet

I Løgumkloster boede en kone hvis datter var kommet på sindssygeanstalten i Viborg. Moderen kunne ikke selv rejse hjemmefra. Så Stine tog afsted hjemmefra til Viborg – til fods. Pigen længtes hjem, og Stine tog hende med hjem uden at tænke på følgerne. Fordi hun længtes hjem.

Et stykke tid efter blev Stinne indkaldt til retten i Løgumkloster. Hun var meget forknyt og gik ind til arrestforvarerens kone. De bad sammen, før Stinne gik op i retsbygningen. Mens Stine blev forhørt, slog hun op i sin bibel og sagde:

• Her står skrevet

Dommeren sagde:

• Det er godt, gå De bare igen,

Og så skete der ikke mere i den sag. Dagen efter kontaktede myndighederne amtsforstander Meier i Løgumkloster. Han kunne dog berolige med, at arrestanten var en ganske ufarlig person, der i det hele taget ikke gjorde andet end godt.

 

Gør som, hvad Gud ville have det

Når hun kom frem på sine missionsrejser, blev hun ofte budt til bords og spise med. Det var kun lidt kartofter og sovs, som hun tog. Skulle hun ud på længere rejser gav slægt og venner penge med til billetten. Men disse penge blev tit brugt til at hjælpe andre

Hendes søn, Peter sagde ofte til hende:

• Denne gang skal du nu tage med toget mor

Hun svarede ham hver gang:

• Ja lille Peter, Jeg skal nok gøre det sådan, som Gud vil have det.

Så tog hun alligevel turen til fods med det resultat at hun ofte kom hjem med flere penge, end hun rejste ud med. De blev også brugt til at købe nye bibler med.

 

Tiden er kostbar

Hendes familie bad hende ofte om at blive hjemme, når vejene var for dårlige eller når vejret var for dårlig. Hun svarede:

• Nej tiden er for kostbar. Jeg skal gå så længe jeg kan.

Ofte kom hun hjem, forkommen og gennemblødt.

 

Gik Stinne for vidt?

Hun bad for alle. Men det var nu mange, der mente under krigen, at hun nu godt kunne stryge Hitler af listen. Hun svarede dem:

• Han kan da ikke være ringere, end at jeg også kan bede for ham.

 

Frygtet, latterliggjort og beundret

Om historierne er helt rigtige, er det ikke muligt at få klarlagt i dag. De hører til overleveringerne om en kone, der blev frygtet, latterliggjort og beundret. Fælles for alle historierne om hende er nemlig at hun efterlevede sin overbevisning i handling uden tanke for egen ære.

 

Hun ville ikke æres

Som ældre blev hun bedt om at fortælle om alt som hun havde oplevet. Men det ønskede hun ikke. Hun ville ikke æres.

Da Stinne blev 70 år, fyldtes salen i Løgumkloster Missionshus til sidste plads. Gode venner sørgede for traktementet. Og dette blev så en fast tradition. Til sidst fik Stinne ordet og sagde med et glimt i øjet:

• Havde I vidst, at jeg blev så gammel, havde I nok ikke begyndt så tidligt med at fejre min fødselsdag.

 

Nu også et teaterstykke om hende

Kjestine Andersen døde i 1951. Men hendes historier lever stadig. En bog fortæller om hendes liv. En skulptur minder os om hende. Og nu er et teaterstykke også skrevet om hende. Manden bag teaterstykket, Ole Caspersen siger til Der Nordschleswiger:

• Jeg har skrevet den ene og den anden fiktive person ind i stykket. Også dialogen er noget som jeg har udtænkt.

 

54 medvirkende søges

Ja instruktøren søger hele 54 medvirkende. Planen er at stykket skal opføres i Løgumkloster kirke i 2027.

Caspersen har bl.a. læst diverse dokumenter fra dengang Stinne var indlagt i Slesvig. Og det bliver ikke alt sammen tragisk. Masser af humor er også med i stykket.

Der bliver søgt mange skuespillere og det er i alle aldre. Ansøgningen skal sendes til formanden for Amatør-Teater-Foreningen i Løgumkloster, Anton Schultz.

 

Men hvad hedder bibel på Sønderjysk

Men hvad hedder en bibel på sønderjysk – ”Biffel eller Biwl”?

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• nordschleswiger.dk
• udfordringen.dk
• ugeavisen.dk
• Preben Jørgensen: Stinne

 

Hvis du vil vide mere:

• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Et slot i Løgumkloster
• Soldater i Løgumkloster
• Krigsfangelejren ved Løgumkloster
• Kloster Marked
• Et kloster – 15 km fra Tønder