Da Ribe havde en rigtig havn

Der var gået stødt tilbage for Ribe. Verdenshandlens tyngdepunkt – havde forlagt sig. Skibene blev stadig større. I slutningen af 1800-tallet kom der en rigtig havn i Esbjerg. Nordtyskland blev større aftager af kvæg. Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø. Mange pramme til udlejning. I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning. Ribe var i en dvaletilstand, Hvor var tolderne? Præsterne fortalte om ulovlighederne En kommission undersøgte forholdene i Ribe. Endnu en undersøgelse om Ribe Havn. Brolægning og reparation af bolværk. Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe. Befolkningen gør oprør. Havnen brugtes som losseplads. Ingen begejstring for Havnekommission i Ribe. Fanø – skipperne udnyttede situationen. Overlodsmester med nye kanalplaner. Fire driftige handelsmænd forlangte nye aktiviteter. Forsinkelser i udskibning af korn. Lavpunktet i udskibning af korn. Lavpunktet var nået. Kanalen udgravet i 1855 – 56.

 

Der var gået stødt tilbage for Ribe

Det var gået tilbage for Ribe. Og eneste trøst var, at der også var gået tilbage for de fleste andre sø-købssteder.  I århundreder var der gået stødt tilbage for Ribe. Nu mærkedes der slet ikke noget mere til guldstrømmen i de små købstæder. Havnene var sandet til, skibsbroerne var elendige tilstande havde lammet borgernes energi.

Måske burde man ikke undersøge en bys dårlige økonomi på vej ned. Man tænkte tilbage til den gang, hvor Ribe klarede sig så godt.

 

Verdenshandlens tyngdepunkt havde forlagt sig

Beliggenheden på den ellers utilgængelige jyske vestkyst som den yderste danske forpost til modtagelsen af den vesteuropæiske handel, hvis betydning steg umådeligt, efter at søvejen til Indien og den ny verdensdel, Amerika, havde forlagt verdenshandlens tyngdepunkt til England og Holland,

 

Skibene blev stadig større

Naturen lagde også en hindring imellem. Skibene blev stadig større og større. Åen blev mere og mere sandet til. Næringslivet blev desuden ramt af en række krige som i det 16- og det 1700’erne udmarvede riget. Således svækkedes interessen for at forbedre havnene.

 

I slutningen af 1800-tallet kom der en havn i Esbjerg

Da regeringen så endelig tog sig sammen til at forbedre Ribes havn, var den så ødelagt, at det ikke mere kunne betale sig at gøre noget. Handelsskibene gik nord om Skagen og ned til København.

Da der i slutningen af 1800’ernes slutning kom en ny havn i det vestlige Jylland, var det ikke i Ribe men i Esbjerg.

 

Nordtyskland blev større aftager af kvæg

Handelsvejene var allerede i 1600’ tallet blevet ændret i betydelig grad. Mens tidligere såvel ind- og udførsel var gået søværts over Ribe vestpå, var udførslen vokset over land idet Nordtyskland var blevet stadig større aftager af vores kvæg. Denne handel trak sig længere over mod øst, selv om Ribe forblev med at være en af de påbudte toldsteder.

 

Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø

Man havde ikke tidligere overvurderet Ribes værdi som søhandelsstad eller rettere sagt, at man har overvurderet Ribes Ås sejlbarhed. Der fulgte besværlige omladninger af varer i pramme ved Fanø, Mandø og Rømø. De bemægtigede sig efterhånden byens hele handel.

 

Mange pramme til udlejning

Det havde dog vist sig at allerede fra ca. 1500 – tallet havde større skibe fået prammet deres varer ind i havnen. Prampenge spillede en ikke ringe rolle som indtægtskilde i 1600’erne. Havnen ejede et betydeligt antal til udlejning og med forskellige takster fastsat udlejningen efter turens længde.

 

I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning

I 1600erne blev der arbejdet godt med åens oprensning. Der blev anskaffet en dyr muddermaskine. Man tænkte på at gennemskære holmen for at forbedre indsejlingen. Invasion af fremmede hære med de deraf følgende ødelæggelser og hele det stagnerende næringsliv, sløvede sindene.

 

Ribe var i en dvaletilstand

Åen blev forsømt og byen gled i en dvaletilstand, der ganske vist gjorde sit til at bevare det gamle og særprægede ved staden, men som ikke netop fremmede dens bymæssige karakter.  I 1747 blev det danske havnevæsen langt under rentekammeret, men dette skulle kun udøve en kontrollerende myndighed. Det var absolut intet ønske at samle de ledende tråde dette sted.

 

1768: En masse ulovlig import af varer

I 1768 blev der lavet en rapport om forholdene i Ribe. Ganske indlysende så var det store problem jo, at de større skibe ikke kunne gå op i Ribe havn. Åbenbart var der blevet tilladt Ribe – borgere, at klargøre deres skibe ved Sønderho på Fanø. Her kunne de ligge mere sikker end hjemme i Ribe. Åbenbart foregik der en masse ulovlig import og eksport af varer, som myndighederne også forsøgte at komme til livs.

 

Varerne læsset af på øerne

Ofte kom Ribe-borgernes varer slet ikke til Sønderho, men de blev læsset af på den mølleå, der gik midt ned gennem byen. De varer, som bådene ikke kan komme af med i Ribe, læssede de af på Mandø, Fanø eller Rømø.

Fanø-boerne selv handlede med lærred- og fiskehandel, brænde – og tørveprodukter. I Hamborg, Holland og Bremen tog de igen klæder, fine lærreder, salt, vin, tobak, kaffebønner, hør, blår, kort og meget mere med hjem. Jo de tog meget mere med hjem, end hvad disse Fanø – borgere kunne konsumere.

 

Hvor var tolderne?

Men myndighederne begyndte nu at spørge sig selv:

• Hvordan kan det være at disse Fanø – borgere får alle disse varer uden at en eneste tolder ser det?

Hverken betjente eller toldere var særlig ihærdige med at undersøge de importerede varer.

 

Præsterne fortalte om ulovlighederne

Kritikken gjorde ingen særlig indtryk i Generaltoldkammeret. De alt for nære toldgrænser til land havde givet søfolkene særrettigheder fra gammel tid. I 1701 havde tolderne opnået at forordningen om toldsvig blev læst op fra prædikestolene i hele amtet. Bønderne undskyldte sig altid med, at de ikke kendte den, eftersom de så sjældent kom til tinge.

Amtmanden havde ladet forordningen rundsende til præsterne, der skulle lade den gp videre med påtegning efter oplæsning.

 

En kommission undersøgte forholdene i Ribe

En halv snes år senere blev der af regeringen nedsat en kommission til undersøgelse af forholdende ved Ribe toldsted, hvor det nu åbenbart var embedsmændene, der gjorde sig skyldig i svig og underslæb, idet såvel told – som bromændene måtte foreligge deres bøger for kommissionen.

 

Endnu en undersøgelse om Ribe Havn

I 1774 blev havnevæsnet lagt ind underunder det vestindiske og guineanske rente- og generaltoldkammer. Kort efter sin oprettelse tog dette kammer med det drabelige navn fat på at skaffe sig klarhed over havnenes tilstand, idet amtmændene blev beordret til gennem en indberetning, der for første gang kaster lys ud over forholdene ved Ribe havn. Stiftamtmand Lawetaus indberetning kastede for først gang lys over forholdene ved Ribe havn. Forholdene var følgende:

• Havnen var meget ringe, da indsejlingen gennem mange år har været tilstoppet med sand, at kun fartøjer på 20 – 24 læster kunne gå ind til sædvanlig losse – og ladested. Det lå ca. ¾ mil fra byen. Herfra befordredes varerne videre med pramme og både ad åen, eller, som fra gammel tid kaldtes ”revieren”. Men denne var på sine steder så tilstoppet, at bådene kun, når vandet var højt, kunne drive over bankerne, hvilket naturligvis forårsagedes mange dages ophold. Der var ingen steder, hvor skibene kunne ligge i vinterhavn. En sådan en måtte søges på Fanø – 3 mil fra byen.
• Hvad havnens økonomi angik havde den in gen økonomi. Dens indkomst var ca. 30 rigsdaler årlig i tøndeafgift i tønde- og kabelpenge, som efter gammel takst opbevaredes af hvert fartøj, som sejlede mellem Riber dyb eller ekspederedes på toldboden.
• Indtægten indgik i byens offentlige kasse. Men indtægterne kunne knap nok dække udgifterne til to søtønder ud for Sønderho.
• Det eneste der kunne hjælpe, var en oprensning af åen, men hvorfra skulle midlerne komme? Eneste mulighed var bropenge.

 

Brolægning og reparation af bolværk

I ældre tid var det to kaptajner, der deltes om at vedligeholde søtønderne i Ribe dyb på skift. Senere bortforpagtede man vedligeholdelsen. Men åbenbart tjente en fuldmægtig ved Toldvæsnet, Jens Sønnichsen en masse ”kolossale” men ulovlige indtægter ved dette.

I 1791 fandt man også ud af at Ribes brolægning var i en dårlig forfatning. Man anvendte i hvert fald 2.622 Rigsdaler på hårdt tiltrængt reparation på bolværk og brolægning. Men mens broen nu stod pudset til at modtage flere både, groede åen stadig mere og mere til.

 

Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe

Tre år senere tog borgmester Balle sammen med prammand Jørgen Andersen til Fanø for at rådføre sig med skipperne der, om hvilke foranstaltninger, der ville være de bedste. Et af de bedste råd, der blev givet, var at man lavede et ris-gærde. Man ville indskrænke løbet og bringe strømmen til at skære i bunden.

 

Befolkningen gør oprør

Den 17. april 1795 blev skibsbroen vidne til et formeligt oprør. Byens borgere havde ansøgt om, at der måtte blive udstedt forbud mod kornudførsel, da det inden for amtets grænser var svært at få fat i det.

Den pågældende dag fik man at vide, at det var en stor pram på vej til byen læsset med rug. Der var kommet forbud mod korneksport. Man havde en mistanke om at kornet var påtænkt til eksport.

Købmændene lovede nu, at de ville sælge lige så meget som de ville eksportere men borgerne ville ikke give sig. Jo, der var en del oprør i Ribes næringsliv i disse år. Man klagede også over at fem kniplingshandlere havde fået borgerbevis i byen uden at tage ophold. Det samme gjaldt for tre skippere.

 

Havnen brugt som losseplads

I maj måned havde en Hr. Kümmel klaget til rentekammeret over, at der faldt jord ud i åen fra et bolværk. Hovedpunktet i klagen var dog at der kastedes alt muligt skarn og affald ud i åen. Men dette var sådan set ikke noget nyt. Gennem århundreder havde åen fungeret som byens losseplads. Det var en let måde at komme af med ens affald på.

 

Ingen begejstring for havnekommission i Ribe

I 1798 blev der besluttet at en havnekommission skulle nedsættes i hver havneby under den nyudnævnte over-lods. Men i Ribe var det ikke just begejstring for dette arbejde. Der var ingen overensstemmelse med de faktiske forhold:

1. Der fandtes ingen havn for skibe i vinterleje
2. Der boede ingen skippere eller borgere, der havde skib i fart til og fra byen
3. Fremmede varer hjemførtes fra Hamborg ved en på Sønderho boende skipper
4. Desuden kom der årlig fra Norge nogle ladninger kalk og tømmer, men ellers var der ingen handel.

 

Fanø – skipperne udnyttede situationen

Indtægter til opgravning af åen kunne ikke findes gennem havnens handel og kunne heller ikke findes i byens offentlige kasse. Man mente heller ikke at dette kunne betale sig. Fanø havde taget Ribes eneret. En havnekommission er helt unødvendigt, mente man.

Det skete ikke noget. Havnekommissionen lå i dvale. De eneste, der kunne finde ud af at sejle på åen var Fanø – skipperne. Og de tog helt ublu priser for transporten.

 

Overlodsmester med nye kanal – planer

Overlodsmester Løvenørn ville grave en kanal gennem holmen. Men kommissionen var slet ikke enig med ham. Den kanal, som han forslag var beregnet til en længde af 12-1.300 alen og så dyb at 7 fod dybtgående fartøjer kunne passere den. Desuden skulle der anlægges en kommunikationskanal på 60 alen mellem åen og slotsgrunden i den hensigt at etablere den så længe tiltrængte vinter-havn. Dette ville koste ca. 10.000 Rigsdaler. Dertil kom anskaffelse af en muddermaskine til ca. 500 Rigsdaler.

Den indtægt der nu gik til Sønderho ville gå til Ribe. Og størstedelen af udgiften ville blive indvundet ved inddæmninger på 71 tdr. land. Men også dette arbejde gik i sig selv.

 

Fire driftige handelsmænd forlangte aktivitet

I september 1810 krævede havnen forlangt oprensning af åen, fra bommen til Bjerum Bæk. Det var et forsøg at få arbejdet skubbet over på andre men det mislykkedes. Byen havde fået en tilvækst af fire driftige handelsmænd. Nu skulle der ske noget.

 

Forsinkelser i udskibning af korn

Kaptajnløjtnant Winkler på Fanø klagede i 1811 til amtmanden over, at der i høj grad kneb med kornudskibningen fra Ribe. Udskibningen blev forsænket unødvendigt.  Amtmanden tog sagen i sin egen hånd og beordrede borgmesteren til at sammenkalde de ledede mænd og få gang i havnekommissionen. Men man kunne ikke finde havnekommissionens papirer. Det gik en hel måned. Men ak og ve – det hele døde atter engang.

I november 1812 indløb en ny klage over at kornet til Norge ikke kunne udløbe hurtig nok. Amtmanden ville nu have besked på, hvorfor der ikke var foretaget noget.

 

Lavpunktet var nået

Den 1. maj 1813 mindede amtmanden havnekommissionen om at tiden var inde til at grave åen op. Der var ikke foretaget som helst i årene op til. Men der skete absolut intet.

Situationen kunne næppe blive dårligere. Lavpunktet var nået. Der eksisterer dog en meddelelse fra 1814, hvor en bom var blevet fjernet. Den havde fra gammel tid spærret for indløbet til skibsbroen. Men det var som om fjernelse af denne varslede en ny tid.

 

Kanalen udgravet i 1855-56

Fra 1826 arbejdede havnekommissionen regelmæssigt. Kanalen blev gravet i 1855-56. Holmens gennemskæring i 1918 – 1918 bliver således et nyt kapitel i Ribes handelshistorie.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. artikler
• Otto Smith – Ribe havn 1750 – 1814
• Ribe Amt

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.221 artikler
• Under Sønderjylland finder du 274 artikler:

 

• Ribe – i begyndelsen (1)
• Ribe – Hekseafbrænding (2)
• Riber – Ret (3)
• Ribe fra 1660 (4)
• Fra Sønderho til Ribe
• Dankirke – syd for Ribe
• Ribes militær og Borgervæbning
• Ribe – brevet
• Fra den gamle til den ny grænse
• Mandø – en ø i Vadehavet 1-2
• Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
• Flugten over grænsen 1914 – 1918
• En meget lang jernbanestation
• Kongeåen – en mærkelig grænse
• Pas på grænsen 1-2
• Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen