Marcus Lauesen venter på skib

Han skulle så meget igennem. De gyldne laurbær. Gyldendal løb med kassen. Konsulent på Reitzel blev fyret. På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer. Anmelderne kendte ingen nåde. Hovedperson i romanen datter af Hans Bruhn. Fast bopæl i Kina. Nyt blod i familien, da Marcus Lauesen kom til. Skibsrederiet i bogen er Jebsen. Aabenraas borgerskab kendte hinanden. Vi hilser på nogle spændende og aparte mennesker. Den gamle dame viste stor fortællekunst. Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt. Fik hjælp af H.P. Hanssen. Nøglen til hans forfatterskab. Hans hovedværk var tilegnet H.P. Hanssen. Han havde ramt landsdelens tone. Højskolelærer og journalist. Det var ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Hele 28 udgivelser blev det til. Og laurbærrene fik han på et ”ikke så respekteret forlag”. Bjarne Nielsen Brovst hyldestbog til ham blev af anmeldere betegnet som ”Sentimental mytologisering” Forventningspres førte ham ud i misbrug.

 

Han skulle så meget igennem

Han var en stor forfatter, der desværre skulle så meget igennem. Og hans store gennembrudsroman byggede på virkelige personer.

 

De Gyldne Laurbær

Han fik boghandlernes Gyldne Laurbær. Og det er stort. Der har jeg har jeg også stået. Nej ingen af mine tre udgivelser, har fået disse. Men jeg stod der et år på Nimb og holdt en hyldesttale til modtageren – Jane Aamund. Hun havde tårer i øjnene, under mit indlæg.  Jeg fik et kram og et kys på kinden. Og det fik jeg også af Susanne Bjerrehus og et dunk på skulderen af Asger Aamund.

Sikke en anerkendelse til Marcus Lauesen, en forfatter fra Løjt. Han fik priden for sin såkaldte ”comeback – roman eller hyldest til sin mor ”mor”.

Det bliver en lang artikel. For det kommer til at handle om forfatteren og personerne i hans største roman.

 

Gyldendal løb med kassen

Det var i 1931, at Marcus Lauesen havde sendt manuskriptet ”Og nu venter vi på skib” til Reitzels Forlag. Her havde den 23- årige forfatter allerede fået udgivet en digtsamling og to mindre sønderjyske romaner. Det var samme år, hvor Nis Petersen fik udgivet Sandalmagerens Gade.

I grunden har de to romaner meget til fælles selv om de er langt fra tid og sted.

Men det som der ikke er nævnt mange steder, er at Forlaget C.A. Reitzel havde en meget bidsk kritikker, der kasserede romanen og kaldte det for et makværk. Han blev da også fyret, for Gyldendal løb med hele kassen

 

På et halvt år blev der solgt 38.000 eksemplarer

Marcus Lauesen var den første sønderjyske forfatter, der tænkte og skrev anderledes på dansk. På blot et halvt år solgte ”Og nu venter vi på skib” 38.000 eksemplarer. Et helt årti frem til besættelsestiden var Marcus Lauesens roman om Sønderjylland og Nis Petersens om Rom de mest læste i Danmark.

 

Anmelderne kender ingen nåde

Og Lauesens bog er en nøgleroman – bygget over virkelige personer. Sådan hedder det vist.

Bogen handler om skibsrederenken Juliania Hagemeyer der går til grunde i en ny tid omkring Første Verdenskrig. Det er en egensindig og afmægtige kamp for stolthed og dens langsomme erkendelse af nederlaget, der er bogens tema.

Det var en kæmpe omvæltning for den unge forfatter. Han tjente rigtig mange penge på kort tid. Han blev feteret og efterspurgt. Forventningerne til hans følgende produktion var næsten ødelæggende. Hans senere tilværelse med litterære nederlag og social nedtur skulle på en ret så direkte måde føre til hans død i 1975. Anmelderne kendte ingen nåde.

 

Marcus Lauesen var proletaren

Og i et interview fra 1964 fortæller han at hans opvækst som søn af en fattig dansksindet arbejderfamilie gjorde ham uværdig til at komme sammen med datteren af en tidligere rig, tysksindet skibsreder – og kaptajn-familie.

Det var Lucie Sophie Kirschstein. Hun var hovedperson i bogen – Juliane Hagemeyer.

Men den gamle dame ønskede at se ”proletaren”. Hun inviterede Marcus og sønnedatteren til søndagsmiddag. Hun tog begges hænder og udbrød_

• Seid gut zu einander

 

Datter af kaptajn Hans Bruhn

Nogle gik ned med flaget i Aabenraa, med værdigheden i behold. Andre var præget af nedgangen, da sejlskibsperioden var over.

Den gamle dame imponerede Marcus. Han kendte hende kun i en ganske kort periode fra 1928 – 1930, da var hun over 80 år gammel. Hun var den navnkundige og kongelige agent Jørgen Bruhns ældste søns datter og født 1842 på Nymølle – datter af kaptajn Hans Bruhn Hendes mand var kaptajn J.C. Kirschstein, som var søn af møller Kirschstein i Sønderborg.

 

Fast bopæl i Kina

Den unge Kirchstein kom straks efter sin konfirmation i huset hos familien Bruhn og fik sin uddannelse i rederiet. Da Lucie fyldte 19 år, blev de forlovet og få år efter fulgte hun sin mand ud til Kina. De fik fast bopæl i Nordkina.

Det var skik og brug at kaptajnen havde sin kone med på de mange langstrakte ture. I 1872 blev deres første barn født. Da Kirschstein fyldte 50 år havde han tjent nok og vente hjem til Aabenraa. Som så mange andre Kina – kaptajner byggede han et hus på Nørre Chausse (Haderslevvej). Han døde i 1907 og hans enke overlevede ham i 23 år.

Hendes to sønner er også hovedpersoner i Marcus Lauesens bestseller. Så var det Juliane’ s søster Jenny i romanen. Hun viser tydelige tegn af Lucie Kirchsteins yngste søster. Hun elskede at gå imod strømmen.

 

Nyt blod i familien

Det fortælles at hun som ung kom ridende fra Nymølle for at aflevere sin fars fine kravetøj til vask og strygning hos Jomfru Fanny. For at chokere folk sad hun baglæns på hesten. Da hun fik at vide at hendes grandniece var blevet forlovet med Marcus Lausen var hendes kommentar:

• Godt, at der kommer nyt blod ind i familien

Lægen ”Dr. Bachmann” i bogen har meget tilfældes med den gamle dames huslæge dr. Dibbern, der havde praksis i sit store hus, Skibbrogade 7.

 

Skibs-rederiet var Jebsen

Det skibs-rederi, der kaldes ”Michelsen” hentyder til rederiet Jebsen. Fætteren ”Hans Jessen” i bogen repræsenterer de medlemmer af familien, der blev Kina – kaptajner.  I meget ligner han Lucie Kirschsteins fætter, Jørgen Bruhn, der i sine senere år var havnefoged i Aabenraa.

Sindslidelser, tungsind, særheder og selvmord er også forekommet i den store familie. Folk i Aabenraa sagde, at det var fordi fætre og kusiner giftede sig.

 

Aabenraas borgerskab kendte hinanden

Byen Aabenraa, der i 1920erne kun havde 7.000 indbyggere. Her kendte alle i det såkaldte ”borgerskab”. Landet er Løjt Land, den skønne halvø, som forfatteren kendte særdeles godt og hvis natur han beskriver så levende i mange af hans bøger.

”Skovmølle” er en opdigtet gård på Løjt. Den ligner nok mest gården ”Dalholdt” i Barsmark. Men der er også lånt træk af gården ”Høgebjerg” i Skovby. Marcus Lausen har ladet den fremstå som Juliane Hagemeyers fødested, vel nok fordi han ikke vidste ret meget om hovedpersonens fødegård ”Nymølle” vest for Aabenraa. Måske ville han også begrænse ”landet” til Løjt Land.

Øen med værftet er Kalø i Genner Bugt. Den ø har vi tidligere beskrevet i artikler. Måske skal vi lige afvige lidt fra bogen, for ikke alle medlemmer af borgerskabet i Aabenraa er med i bogen. Men her skal vi da lige møde nogle af dem.

 

Spændende og aparte mennesker

Der kom masser af spændende og aparte mennesker hos Lucie Kirschstein. Det var den gamle fru provst Götting, der talte plattysk. Så kom de uadskillelige tvillingsøstre fru Emilie Sommer og fru Marie Offersen, der gik under et navn ”Æ Mille-Midde”. Her kom også en lille forsagt kaptajnsenke, der var kendt som ”Æ Trauerweide”.

Så var det Anna Davidsen (Dåfitsen) ”mæ æ Hat”. Hun bar Aabenraas største og tungeste damehatte. Så var det lige Jacob Bruhn ”æ havnemest. Han var meget elskelig men kunne bande så stygt med sin statelige kone, Dora, datter af orgelbygger Marcussen. Hun lignede grangiveligt de billeder man havde set i skolen af ”Kaiserin Auguste Victoria.

En trofast ven var den gamle kaptajn C.C. Fischer, bror til redaktør Frederik Fischer. Venskabet opstod, da kaptajn Fischer, der havde kone og børn ombord forliste med sit skib på Kinakysten. Her blev han optaget hos familien Kirschstein, da de boede i Nordkina. Her måtte de vente i flere måneder, indtil der kom et nyt skib hjemmefra, som Fischer kunne overtage.

 

Den gamle dame viste stor fortællekunst

Det betagede Marcus Lauesen, at den gamle fru Kirschstein trods hendes høje alder foruden hendes klogskab besad en stor fortæller-kunst. Og han beundrede også den værdighed som hun beholdt og hvormed hun bar sin skæbne. Første Verdenskrig havde tæret på den formue, som hendes mand havde efterladt. Inflationen var i den grad brudt ud.

At hun syntes godt om den unge mand, der skulle giftes med hendes barnebarn, fremgår af et brev som hun skrev til barnebarnets forældre. Sympatien var gensidig. Det kan vi i hvert fald læse i den fremragende roman ”Og vi venter på skib”.

 

Opvokset i fattigt landarbejderhjem i Løjt

Marcus Lauesen voksede op i et fattigt landarbejderhjem. De dansksindede var tvungen i krig i første verdenskrig. Men allerede til den fransk – tyske krig i 1870 – 71 blev unge nordslesviger uanset nationale tilhørsels-forhold udskrevet. Derfor foregik der en massiv udvandring til Danmark eller USA.

Den begavede dreng voksede op som, hvad man kaldte ”gammelmandsbarn”. Hans far var 68 år ved hans fødsel og moderen var over 40. Faderen var vejmand, graver og krigsveteran fra 1864.

Drengen levede under forhold, hvor pietistisk – missionsk moral og tysk skolegang var vilkår i det snævre sognemiljø. Disse forhold prægede hans forfatterskab.

Trods sin ungdom ved Lauesen meget om livet og menneskene. Især smerten og lidelsen. For ham betød Første Verdenskrig noget afgørende. Og det til trods for han endnu var meget ung, da krigen holdt op.

 

Nøglen til hans forfatterskab

Hans debutbog udkom i 1928. Det var en digtsamling, der hed ”Guds Gøglere”. I hans digtsamling fra 1930 ”Høstelegi står der på omslaget:

• Hvem ved, måske er livet døden og døden er livet.

Måske er dette citat nøglen til hans forfatterskab.

 

Hans hovedværk er tilegnet H.P. Hanssen

Hovedværket ”Og nu venter vi på skib” tilegnede Lauesen den ledende sønderjyske politiker H.P. Hanssen og hans hustru Helene. De havde som flere andre på egnen tidligt set det unge menneskes evner og anlæg. De hjalp ham praktisk videre gennem gymnasiet i Aabenraa og senere til videre studier i København. Også Løjts tyske præst hjalp Marcus.

Senere blev han optaget i pastor C.J. Ludvigsens hjem i Aabenraa, hvor han et par år boede som en slags plejesøn.

 

Han havde ramt landsdelens tone

Til H.P. Hanssens 70-års fødselsdag i 1932 skrev han bl.a.:

• Uden sværd og blod

Det skal leve som et solskin

Over tidens flod

Han havde ramt landsdelens tone. Således er verset sat på genforeningsstenen i Sønderhav.

 

Højskolelærer og journalist

Han virkede også som foredragsholder og skrev mange kronikker i hovedstadsbladene. Han rejste i det meste af Europa og 1936 – 37 til Malya, Filippinerne, Kina og Japan. Siden slog han sig ned i sin fødeby og tog del i det danske grænsepolitiske arbejde.

Marcus blev højskolelærer og journalist. Han blev inspireret af Helge Rode og Amartin Andersen Nexø og blev forfatter.

 

Ikke hjemstavnslitteratur med dialektpræg

Nej det er ikke jovial hjemstavnslitteratur med dialektpræg. Lauesen skrev roligt ofte som personernes indre, eftertænksomme undren på, hvorfor det nu skulle være sådan, ensomt, ubegribeligt og med døden som en selvfølgelig, velkommen afklaring. Der er også noget umærkelig humor, underfundig, med det der engang hed klogskab.

 

Hele 28 udgivelser

Han lå bestemt ikke på den lade side. Hele 28 udgivelser blev det til. Blandt de bøger, der her skal fremhæves, er fra 1940 en bog om faderen, gengivet med titlen ”Far” Og med mindebogen ”Mor”. Fik han så boghandlernes De Gyldne Laurbær. Og det er ikke anmelderne, der uddeler denne, men boghandlerne.

Anmelderne var hårde ved ham. Havde det været for dem, så havde han nok ikke fået nogen laurbær.

 

På et ”ikke så velrespekteret forlag”

Marcus Lausens bog om sin mor udkom på Stig Vendelkærs forlag. Dette forlag var vant til at udgive ”mindre pæne bøger”. Når tyskerne kom ind i boghandlen i Tønder dengang og købte forlagets bøger, skulle vi huske at sige:

• Nur für den eigenen Gebrauch

Man kaldte ”Mor” for Marcus Lausens ”Comeback – bog”.

 

Sentimental mytologisering

Da Bjarne Nielsen Brovst skrev en hyldestbog til Marcus Lauesen, skrev anmelderne, at her var der tale om en sentimental mytologisering.

Hver gang Lauesen udgav en ny bog, måtte han ustandselig høre for, at berømtheden fra 1931 var langt bedre. Den succes døjede han med resten af sit liv. I diverse litteraturhistorie, der er så grundige, at de overhovedet nævner ham, ja så undlader de ikke at påpege den store romans dominans.

 

Forventningspres førte ham ud i misbrug

Det blev en del af de barske vilkår, han måtte leve under resten af sit liv. Men han er stadig en væsentlig, menneskelig digter.

Det store forventningspres fra omverdenen og sikkert også fra ham selv førte ham ud i alkoholmisbrug. Han døde på Kirkens Korshærs Herberg på Nørrebro. Han ligger begravet på kirkegården i Løjt.

I 2000 udkom en samling af hans digte og samlinger udvalgt af digterens søn, Nils Lauesen og udgivet af Lokalforeningen i Løjt.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• biografisk.lex.dk
• gravsted.dk
• politiken.dk
• jyllands-posten.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Marcus Lauesen: Og nu venter vi på skib
• Frederik Nielsen: Danske digtere i det 20. århundrede
• Bjarne Nielsen Brovst: Lykkebarnet fra Løjt
• Kaptajn Hans Bruhns erindringer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.024 artikler
• Under Aabenraa finder du 206 artikler

 

• Søfartshistorie i Aabenraa og Løjt
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søen folk fra Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i verden
• Briggen Gazelle fra Aabenraa
• Fra skibsdreng til reder
• Da briggen Chico blev overfaldet (b)
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer i Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• Aabenraa – storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa

 

• Historier fra Løjt
• Lærer i Løjt i 25 år
• Landmåleren fra Løjt (Hans Mikkelsen)
• Da Løjt havde to præstegårde
• Ann Rytter – et folkeminde fra Løjt
• Rytterkilden – en sagn fra Løjt
• Dengang – på Løjt Land
• Da Barsøerne blev arresteret
• Løjt for 170 år siden
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt Land – den femte tur (5)
• Løjt – mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historie og kultur (7)
• Løjt – det 8. besøg