Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Dannevirke

April 14, 2023

Dannevirke

Udbygget fra ca. 500 – 1200. Daner – kongen Agantur. 15 – 20 km fra Rigets sydgrænse. Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge. Hvem blev Danernes fjender? Imponerende kampstensmur. Kong Godfred udbyggede muren i 808. Dannevirke angrebet af Saksere, Frankere, Slavere og Tyskere. Det blev et forsvarsværk midt i Hertugdømmet. Først i 1800 blev anlægget genopdaget. I 1864 blev Dannevirke rømmet uden kamp. Hvad består Dannevirke af? Højskolerne brugte en sten fra Valdemarsmuren. En dør/port til Hærvejen. Søren Telling kunne narre dem alle sammen. Danske medier gik i selvsving. Søren Telling anvendte krigsfanger og var nazist. Han alene reddede Dannevirke!!!!Snakkede med Himmler i over en time – påstod han selv!!!! De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening) Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke. Hedeby-museet ville ikke have associeret deres fund med den brune fortid. De historiske fund skal ses i rette sammenhæng. Jo Dannevirke er et symbol på tidligere tiders nationale stolthed.

 

Udbygget fra ca. 500 – 1200

Dannevirke er nordens største forsvarsværk. Det består af volde og mure og blev skabt og udbygget fra år 500 til ca. 1200. Værket skulle sikre rigets grænse mod syd. Det strakte sig mellem fjorden Slien og floden Trenen.

 

Daner – kongen Agantyr

Et sagn fortæller ellers, at det var Gorm den Gamles dronning Thyra, der grundlagde Dannevirke i 900 – tallet. Men de ældre dele af værket er betydelig ældre.

Vi ved ikke rigtig, hvem der herskede i Danmark i 500-700. Eksisterede der overhovedet et samlet Danmark? Men åbenbart må der have været en magt nord for Slien. Grænsebefæstningen blev bygget som et forsvar mod angreb fra stammer sydfra.

Voldene kædes som udgangspunkt sammen med en Daner konge ved navn Agantyr. Sammen med moserne i vest og syd samt skovene i øst dannede Dannevirke et bolværk mod syd.

 

15-20 km fra rigets sydgrænse

Der var to befæstede linjer, Dannevirke og Krovirke. Hovedstillingen var Dannevirke. Krovirke i syd var en alternativ stilling. Hele anlægget gav mulighed for kontrol af færdsel på Hærvejen.

Dannevirke ligger cirka 15 – 20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. Det er anlagt på den jyske halvøs smalleste sted. Der er lagt spærringer ud i Slien. Og der er lagt en beskyttelse af Hedeby.

 

Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge

Og hvorfor ligger Dannevirke ikke lige på grænsen? Ja måske kan det skyldes, at gesandter for den frankiske kejser Karl den Store og Danernes konge Hemming mødtes ved floden Ejderen. Lederen af datidens store europæiske supermagt og kongen af riget mod nord for Dannevirke ville finde ud af, hvor det enes land slutter og den andens starter. De aftalte at Ejderen skulle være det danske kongeriges sydgrænse.  I 1.000 år fungerede den som nordgrænse for de tyske lande.

 

Hvem blev Danernes fjender?

Hvem Danmarks fjende var dengang vides som allerede skrevet ikke. Men senere var det formodentlig sakserne. Senere var det frankerne, det tysk – romerske rige og fra 600 – tallet de vendiske abodritter, der havde bosat sig ved den sydlige Østersøkyst og i 1000-tallet drog de hærgende op gennem Jylland.

Abodritterne boede sydøst for Kiel Fjord.

 

Imponerende kampestensmur

Volden blev grundlagt i slutningen af 400 – tallet og omkring år 500. Helt frem til år 1200 har anlægget været genstand for modernisering. Oprindelig var det bare simple jordvolde, derefter kom en palisadevold – dateret til 737. Den blev udbygget med en Kampestensmur.

 

Kong Godfred udbyggede muren i 808

Forsvarsværket blev bygget af flere omgange og af forskellige bygherre. Den tidligste hovedvold var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. I 600 – tallet påbegyndtes arbejdet med Krumvolden. Omkring 740 Blev hele anlægget udbygget. Dertil hørte Nordvolden som var cirka 1,5 km lang, 10 meter bred og 2 meter høj. Østvolden var ca. 4 km lang og skulle beskytte halvøen Svans.

I de frankiske rigsannaler fortælles, at kong Godfred i 808 sørgede for en befæstning fra hav til hav. Forbindelsesvolden som er dateret 968 er knyttet til Hedeby.

 

Krovirke

I 974 blev Dannevirke angrebet af kejser Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev stormet med held. Udfaldet fik uheldige følger for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskere.

I 983 vendte krigslykken. En dansk – abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.

Efter områdets befrielse fik Harald Blåtand og/eller Sven Tveskæg bygget Kovirke. Volden, der ligner de danske ringborge, var 6,5 km lang, ca. 2 meter høj og 7 meter bred. Spidsgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.

Under Knud den Hellige blev voldene muligvis igen udbygget. I denne afse blev hovedvolden af Valdemar den Store befæstet med Valdemarsmuren.

 

Dannevirke angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere.

Selv om vi havde et fornemt forsvarsanlæg, så blev Dannevirke i tidens løb angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere. Danske eksilkonger, der igen ville genvinde magten har ligeledes løbet Dannevirke over ende med fremmede herre ad flere omgange.

I 1050 blev Hedeby brændt ned af norske Harald Hårderåde. Det var ikke første gang at byen blev ødelagt. Nu orkede beboerne nok ikke mere. Efter at deres huse var lagt i aske. Efter et slavisk angreb i 1066 opgav man helt byen og så flyttede man til den by. Der i dag hedder Slesvig.

I 1131 efter mordet på Knud Lavard rykkede den tyske konge Lothar med 6.000 mand mod Danmark. Men det lykkedes Kong Magnus at besætte Dannevirke med 4.000 mark sølv og få Lothar til at vende om igen.

Et par år senere lykkedes det dog for Lothar at bryde igennem med en ny hær. Dengang slap kong Niels og Magnus ikke så billigt. Det måtte afværges med guld og hyldning af ham som overherre. Godt en snes år senere – i 1156 – måtte den mægtige Henrik Løve, der hjalp Svend Grathe med en hær, at bestikke portvagten for at komme igennem .

 

Et forsvarsværk midt i et hertugdømme

Dannevirkes tid randt ud omkring i midten af 1200-tallet. Da begyndte hertugdømmet Slesvig (nord for Ejderen) og grevskabet Holsten (syd for Ejderen) Slesvig – Holsten blev mere og mere en samlet enhed. Det gav ingen mening at opretholde et forsvarsanlæg midt i dette.

 

Først i 1800 blev anlægget genopdaget

Sagnet fortæller videre, at sjællændere, fynboer, lollikker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke sø, mens skåninger byggede strækningen fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed, der er i disse populære sagn, er uvist.

 

I 1864 blev Dannevirke rømmet – uden kamp

Under Valdemar den Store fik Dannevirke en teglstensfront. Derefter blev den opgivet og gik i forfald. I 1800-tallet blev anlægget genopdaget. Det udviklede sig til et nationalt symbol. En myte om et forsvarsværk i nye dimensioner forsvandt dog. Det skete i 1864, da Dannevirke blev rømmet uden kamp.

I begyndelsen af 1864 bestod voldene ellers af 27 skanser og en bemanding på 38.000. Der blev også lagt dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederikssted anlagdes flere skanser. De danske tropper måtte dog trække sig tilbage – et tilbagetog der førte til det smertelig slag ved Dybbøl.

 

Unesco – kulturarv i 2018

Efter Anden verdenskrig lagde stedet navn til Dannevirke-bevægelsen. Lokaliteten blev fredet i 1950 og fungerer som et fortidsminde med dansk identitet. Ruinen står nærmest i oprindelig fremtoning visse steder. Andre steder er dele helt forsvundet eller fremstår knap så velbevaret.

Cirka 20 km af de oprindelige 30 km voldanlæg kan tages i øjesyn den dag i dag. Dannevirkes historiske voldanlæg samt vikingebyen Hedeby blev i juni 2018 anerkendt som Unesco – verdensarv.

Man må dog betænke, at jordvoldene med tiden er sunket sammen. Voldene var både højere og stejlere end nutildags.

 

Hvad består Dannevirke af?

Skal vi ligge kigge på, hvad Dannevirke egentlig består af:

  • Østervolden (mellem Vindeby Nor og Slien)
  • Forbindelsesvolden (mellem Hedeby og Dannevirke Sø)
  • Nordvolden (nordøst for Dannevirke Sø)
  • Hovedvolden (Thyras Virke) med Kurborg, Thyraborg. Kampstensmuren, Valdemarsmuren samt Hærvejens Viglidsdør, Karlegal eller Kalegat)
  • Kovirke (mellem Rejde Å og Selk Nor)
  • Krumvolden (mellem Hollingsted og Hovedvoldens vesterende i Dannevirke kommune
  • Halvkredsvolden omkring vikingebopladsen Hedeby, Nordens største handelscenter i vikingetiden.
  • Slispærringen (ved den 280 meter brede Stegsvig Snævring i Slien)
  • Små volde som Buevolden og Dobbeltvolden

 

Højskolerne brugte et stykke af Valdemarsmuren

Valdemarsvolden har en længde på ca. 4 km og en højde på ca. 5-7 meter. Den blev bygget af Valdemar den Store i anden halvdel af 1100 – tallet. Det er en udbygning af den tidligere kampstensmur, som formentlig var opført under Knud Lavard. Materialet var teglsten som her blev brugt første gang i Danmark.

På muren har formentlig været påsat et brystværn, hvorfra en forsvarende hær kunne skyde mod de fjendtlige tropper.

I dag er Valdemarsmuren stærk forfalden. Stenene blev brugt til gård – og borgbyggerier i nærheden. Gottorp Slottet har sikkert brugt rester af denne vold. Graver man ind i voldanlægget vil man kunne finde rester af denne imponerende mur.

I dag kan man vel se ca. 75 meter af denne mur. På de ældre danske folkeskoler var det almindeligt at benytte en sten fra Valdemarsmuren som grundsten. Højskolerne opfattede sig i en periode som formidler af et åndeligt Dannevirke til beskyttelse af den danske nationalstat mod fortyskning.

 

En dør/port til Hærvejen

Umiddelbart nord or Viglidsdøren har man fundet resterne af en borg. Hensigten har sikkert været overvågningen af gennemkørslen og sikring af Valdemarsmuren. Under den dansk-svenske krig i 1658 – 1660 blev borgen ombygget til en femkantet skanse.

 

Søren Telling kunne narre dem alle sammen

Det tyske militær oprettede en tankspære på sydsiden af volden. Værnemagten og de nazistiske magthavere frygtede at de Allierede ville lande i Danmark og trænge ind i Tyskland ad denne vej. Det skete dog aldrig.

Utrolig at historien om Søren Tellings historie om sin henvendelse til ”oldtidsinteresserede” Himmler stadig står gældende som fakta under forskellige kilder. Mange tror stadig på historien om at han alene forsvarede Dannevirke mod 400 bevæbnede nazister og 9.000 pjaltede og sultne russiske slavearbejder.

Et telegram fra selveste Himmler skulle stoppe det planlagte arbejde. På ejet initiativ skulle Søren Telling have fået Himmler til at stoppe arbejdet. Denne historie er blevet fortalt siden 1950erne og bliver stadig fortalt.

 

De danske medier gik i selvsving

De danske medier gik nærmest i selvsving, da de hørte om historien og brugte masser af spalteplads for at viderebringe den. Der er blevet tegnet et skønhedsmaleri af denne person som altid var god til at iscenesætte sig selv.

 

Søren Telling brugte krigsfanger

I 1943 deltog Søren Telling i ukrainske udgravninger, hvor han brugte ukrainske krigsfanger. Flere af disse opsætsige krigsfanger blev henrettet i den nærliggende landsby.  Der blev ved samme lejlighed plyndret i lokale kulturskatte.

Allerede i 1941 bar Telling involveret i evakueringen af kulturskatte fra oldtidsmuseet i Kiel for at få bragt dem i sikkerhed. Her blev også brugt krigsfanger. Under denne aktion blev blandt andet Nydambåden bragt til Mölln.

 

Han alene reddede Dannevirke!!!!

Oprindelig var han dansk statsborger, men blev i 1941 tysk statsborger. Fra 1935 til 1941 var han medlem af et dansk nazistparti. Allerede i 1930erne fattede han sympati for nazisterne. Antagelig blev han også medlem af tyske NSDAP.

I 1938 flyttede han til Tyskland og blev arkæologisk assistent ved Slesvig Holstens Landsmuseum i Kiel, dog uden uddannelse.

Pansergraven kom til at ligge langs Dannevirke. Ved dette gravearbejde blev store dele af Dannevirke beskadiget.

Tellings egen beskrivelse betegnede sig selv som manden, der reddede Dannevirke fra ødelæggelse. Han fortalte at Himmler personligt havde givet ham bemyndigelse til at stoppe gravearbejdet ved Dannevirke. Gravearbejdet var først blevet stoppet og planerne derefter ændret, så centrale dele af Dannevirke – volden blev reddet fra ødelæggelserne.

 

Snakkede med Himmler i over en time!!!!

Det var lykkedes for Telling at få fat i Henrich Himmler og tale med ham i telefon i over en time. Derefter havde Himmler sendt et telegram – påstod Søren Telling

Arbejdet med udbedring skaderne ved gravearbejdet var først udbedret i efteråret 1946. Strukturerne ved store dele af den fire kilometer lange Valdemarsmur var dog ødelagt for altid.

 

De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening)

Søren Telling fik et ulønnet arbejde som opsynsmand ved Dannevirke og inspicerede hyppigt voldanlægget med sin motorcykel. Med sit opbrusende væsen kom han derved i konflikt med både den lokale befolkning og myndighederne.

I november 1945 blev Søren Telling amtssekretær i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening). Ret så bizart kunne han dog ikke blive medlem af Den Slesvigske Forening, da tidligere medlemmer af nazistpartier ikke måtte optages. Men for kredse i Danmark og Den Slesvigske Forening vejede hans indsats for Dannevirke og hans nationalistisk – danske indstilling højere end hans nazi – fortid.

 

Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke

Nazisterne brugte også Hedeby og Dannevirke i deres PR – virksomhed. Og til det formål brugte de en ansat arkæolog Herbert Jankuhn. Men han var nu langt fra den værste. Germanerne var var ifølge nazistisk ideologi tyskere og nazisterne brugte den germanske forhistorie til at gøre tyskeren bevidst om sin national-tyske identitet. I det nazistiske verdensbillede var det ikke plads til nogen regional – tysk identitet.

Nazisterne brugte bevidst arkæologien til læren om den germanske race. Blut und Boden – teorien blev underbygget ad arkæologisk vej. De opbyggede en kulturforfalskning af hidtil uset sidestyrke. Og i denne forfalskning indgik Hedeby og Dannevirke. Således fik tyskerne at vide, at her herskede den germanske race. Hedeby og Dannevirke – forskning blev bevidst misbrugt af ideologisk af nazisterne.

 

Museum vil ikke have deres fund associeret med den brune fortid

Tyskernes misbrug og fascination af de nordiske vikinger blev udstillet Focke-museet i Bremen. Men åbenbart så man forskelligt på, hvordan man skulle udstille den nationalsocialistiske interesse i vikingefundene i Hedeby. Slesvigerne ville ikke have deres museum associeret med den nazistiske historie.

Man sagde, at dels var der bedt om fund, der simpelthen ikke lånes ud til nogen som helst. Og dels fordi, at der var tale om genstande, der blev fundet før nationalsocialismens magtovertagelse i 1933. Det ville præsentere vikingefundene som ”symboler” i en fremmed kontekst. Arkæologiske objekter skal ikke bruges som symboler, mente man fra museet i Hedeby.

 

De historiske fund skal ses i rette sammenhæng

De historiske fund skal vises i den rette sammenhæng. Og så understregede man også, at Hedeby ikke har nogen nazistisk fortid. Hedebys historie sluttede i 1066. Samtidig sagde man:

  • Vi og delstatsmuseet har en brun fortid. Forskningen har en brun fortid. Og personerne, der er forbundet med den. Det må man tale åbent om.

 

Tidligere tiders nationale stolthed

Dannevirke kan fortælle om tidligere tiders nationale storhed og afgrænsning overfor tyskerne.

  • Snart vil du også her på siden kunne læse om Hedebys historie

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.968 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 241 artikler
  • Under Tønder finder du 310 artikler
  • Under Padborg, Kruså, Bov finder du 64 artikler

 

  • Sønderjyllands Oldtid
  • Ringborge ved vadehavet
  • Sundeveds fortid
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Fortiden
  • Hjemsted – en oldtidspark, der måske forsvinder
  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Tønders historie – fra begyndelsen
  • De første mennesker i Tønder
  • De første mennesker i Bov
  • Vikinger i Vadehavet
  • Dankirke – syd for Ribe
  • Guldhornene i Gallehus (1)
  • Guldhornenes ældste historie (2)
  • Guldhornene – den tredje historie (3)
  • En ridder fra Gallehus (4)
  • Gallehus – den femte fortælling (5)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland