Per’ s Awten eller Biikebrennen

Det er en tradition den 21. februar, som er kommet på Unesco’ s Kulturarvsliste. Bålet stammer fra en hedensk fest, hvor man skulle fortrænge de onde ånder. Men det blev også en fest, hvor man tog afsked med hvalfangerne. Og så sendte kvinderne på Sild et budskab til mændene inde på land. Skibsfarten startede igen på denne dato. En tønde og en dukke. Nazisterne brugte festen til propaganda. På Amrum gik konfirmander rundt. Højer Bønderkommune holdt generalforsamling. På Rømø slog man katten af tønden. Sømændene på Rømø havde et specielt ritual. Man kaldte os bålet for Gar-ild. Nu tænder man også b ålet på fastlandet. Bagefter er det grønlangkål m.m. Sange og tekster, der beskriver bålet

 

En tradition den 21. februar

Hvad er det for noget vrøvl vil folk uden for Sønderjylland sikkert sige om dette. Ja se ordet ”Awten” betyder aften.

Og ordet ”Biike” er nordfrisisk. På højtysk hedder det ”Bake” og betyder noget i retning af ildtegn.

Dette blev du sikkert ikke klogere af. Men det er det denne artikel handler om. Hvert år den 21. februar om aftenen blev der brændt bål af langs kysten ud til Vadehavet og langs øerne og Halligerne i Nordfrisland.

 

Ilden skulle fortrænge onde ånder

Dagen efter kaldes ”Peters Stol”. Det nordfrisiske ord biike eller biake henviser til begrebet båke, der endnu anvendes i sømandssproget og betyder fyr, sømærke.

Forhistorien til denne tradition er stadig lidt uklar. Måske skulle ilden i Middelalderen fortrænge onde ånder og beskytte det man lige havde sået.

Man mener dog at bålet stammer tilbage fra en hedensk tradition. Det var et såkaldt offerbål. Man tilbad de nordisk guder Odin og Thor eller den germanske krigsgud Wodan. Man håbede også på god vind og held og lykke for de søfolk, der tog ud og kæmpede. Det var med ordene:

• Vikke tåre! Vikke tåre
• At man tilråbte Odin.

 

Farvel til hvalfangerne

Mændene dansede med kvinder og jomfruer. Den kristne kirke forsøgte senere af forbyde denne tradition. Men traditionen fortsatte så som en slags fastelavnsfest.

På øerne tjente ilden senere til hvalfangernes afsked. Dengang var det kvinderne, der antændte ilden langs stranden. Det var for at give mændene en god og sikker rejse.

 

Kvinderne på Sild – et sagn

Et sagn fra Sild fortæller, at denne ild samtidig fortalte de danske mænd på fastlandet, at kvinderne på øen nu igen var alene på gården. Hun havde brug for hjælp til arbejdet og hun havde også brug for ”andre ting”.

 

Skibsfarten startede på denne dato

Hvalsæsonen startede på ”Petritag” (Petridag – den 22. februar). Det hang sammen med en beslutning fra Hansestæderne fra året 1403. Her havde man besluttet at skibsfarten skulle holde pause mellem ”Martini” (11.november) og ”Petritag”. Andre mener, at det var fordi, at man fra denne dato kunne regne med, at der ikke mere var is på de hjemlige farvande.

 

En tønde og en dukke

Det har ikke altid været et bål, man antændte. Dengang anbragte man en tønde, der var fyldt med strå på en stang.

Mange steder brænder man også en dukke af strå af. Den kalder man ”das Petermännchen” Dengang skulle dukken symboliserer den forhadte pave i Rom.

 

”Thingfest”

På et tidspunkt kaldte man også begivenheden for en ”Thingfest”. Den 21. februar er helligdag for to helgener med navnet Peter. På samme dag mødtes man helt tilbage i den tidligere middelalder og efter gammel skik på de frisiske øer for at holde ting. Ting-dagen fik så tilfældigvis navn efter en helgen.

Det var sådan at man startede på Sild og efterhånden tændte man så bålet på de andre nordfrisiske øer og halliger samt vadehavs-øerne.

 

Man holder fast på den frisiske tradition

Man lagde meget vægt på, at det var blevet en frisisk tradition. Derfor blev hovedtalen syd på altid ført på frisisk. Bag efter blev talen så oversat til tysk. Det var ikke unormalt at man tilbage i tiden mødte op i frisiske nationaldragter.

Ja sådan siger historien. Men er det nu helt rigtigt? For først i begyndelsen af 1900 – tallet blev alle bål tændt samme aften.

 

På Unescos kulturarvsliste

Disse lys hjalp sikkert også med navigationen. Men dengang foregik afbrændingen på en lidt anden måde. I Tyskland er traditionen blevet kulturarv. Siden 2014 er traditionen blevet Unesco Kulturarv.

Dengang fejrede man dagen. Men efterhånden gik traditionen i glemmebogen. Omkring 1900 var traditionen blevet en børnefest.

Men efter Anden Verdenskrig er traditionen igen bragt til ære og hentet frem fra glemslen.

 

Nazisterne misbrugte festen til propaganda

I dag bruger brugte juletræer og gamle buske til ilden. Mange landsbyer, sammenslutninger og større gårde har nu arrangeret deres egne bål den 21. februar. Nogle steder har man lavet en dukke af strå, som man afbrænder.

Sjovt nok så fejrer katolikkerne den 22. februar festen ”Kathedra Petri”.

Under Anden verdenskrig misbrugte nazisterne traditionen til propaganda. Og senere under krigen blev antændelse af bål forbudt. Det kunne nemlig hjælpe englænderne med landkending.

 

Flammerne blev brugt til mange ting

Andre steder bruger man en trætønde, som allerede nænt, som man afbrænder. Denne tønde symboliserer vinteren. Flammerne beskytter også mod sygdom og har helbredende virkning, mener nogle af fortællingerne om denne tradition. Ja flammerne skal også symbolisere fred og frihed.

 

På Amrum gik konfirmander rundt

På Amrum gik konfirmander rundt i januar-måned og samlede brænde til bålet. Man kæmpede på øen om at lave det største bål. Og det var den ældste konfirmand, der fik lov til at antænde bålet. Og på Amrum kalde man traditionen for ”Biake”.

 

Højer Bønderkommune holdt generalforsamling

Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som et bærende element. Allerede for mindst 275 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Så længe kommunen har eksisteret har man holdt generalforsamlingen, dagen efter Per’ s Awten. Det var også den dag, da Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tørvejr og forår begyndte.  Helt op til Anden verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5. Man startede allerede kl. 14. Og så mange en mand fra Højer bar en ordentlig en hjem senere på aftenen.

 

På Rømø slog man katten af tønden

På Rømø drog drengene rundt på Rømø for at tigge om en knippe halm . I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde.  Halm og tønde blev bragt om på en bestemt klit. Tønden blev fyldt med halm og træ og sat op på en nedgravet pæl.

I tidligere tider samledes ungdommen om bålet, så længe det sendte sit lys ind over de mørke klitter. Det lød latter og sang ved bålet. Da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne. De mest kåde prøvede på at skubbe de af pigerne, som de helst ville i lag med ind i ilden.

 

Sømændene på Rømø havde et ritual

Og når vi nu er på Rømø, så var det jo ikke bare sådan at sømændene ikke bare rejste uden videre. . Man skulle først forbi i nabolaget og omkring venner og bekendte samt familie for at sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.

Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes punch og en kop kaffe. Man skulle vogte sig for ikke at snakke for meget om selve afskeden. Det kunne være et dårligt varsel. Man vidste godt at det kunne være sidste gang man sås.

Slægtninge og venner tog hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang. I søfartens storhedstid havde de unge allerede fået hyre. De store rederier fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.

Når sømanden så var kommet velbeholden hjem, skulle han igen besøge venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: ”Goddag – og tak for sidst”. I tidligere tider b lev der i kirken bedt for søfolkene. Og sømanden gik til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver kommandør præsten en rigsdaler for dette.

 

Man kaldte det også for ”Gar-ild”

Man kaldte også bålet for gar-ild efter det gammeltyske ord gar, der betyder færdiggjort, fuldstændigt eller helt. Bålet udtrykker skulle symbolisere en afslutning på vinteren og en lykkelig fuldendelse af sommerens togt for søfolkene. Eller sagt mere ligefrem:

• Væk de tar – Farvel og god rejse – kom godt hjem igen

På Rømø kaldte man også på et tidspunkt begivenheden for ”Garild”. Man slog katten af tønden med en kølle og bind for øjnene. Man hyldede kattekongen og kattedronningen.

 

Også bål inde på fastlandet

Da det inde på fastlandet i 1972 kom til at hedde ”Landeskreis Nordfriesland, begyndte man også her med ”Biike”. I dag kan man syd på opleve 60-70 steder, hvor man antænder bålet. Og over øst på i Wassersleben tænder man også ild.

Og også nord på oplever vi bålet. Det vides, at det bliver antændt på Fanø, Emmerlev og ikke mindst Rømø. Et år var det også bål ved Hohenwarde syd for Højer.

 

Lad os få tændt bålet – på frisisk

Og så holder man ofte tale på den dialekt, der er fremherskende i området. I Nordfrisland ender talen altid med:

• Maaki di biiki ön

Ja nogle steder siger man også:

• Tjen di Biiki ön

Det betyder noget i retning af

• Lad os få tændt bålet

 

Bag efter er der Grønlangkål

Bag efter spiser man så Grønlangkål. På Sild og Før har skolebørnene fri dagen efter.

I dag går man mange gange i fakkeloptog og smider selv faklen ind i ilden. Og så er det ellers musik og mange steder også dans. Så kan man ellers også få ”Glühwein” ”Punch” og pølser.

 

Sange og tekster, der beskriver bålet

I dag kan man vel fejre slutningen af vinteren, selv om det nok lige er tidligt nok. Per’ s Aftens festsang er ”Waedtke tar”. I sangen fortælles biikebålets historie. I Nordfrisland syd for grænsen synges bland andet ”Biikensung”, hvori nordfriserne opfordres til at bekende sig til den frisiske identitet og fordrive onde ånder.

Pers Awten for søste å broue

• Det kun ha ven så køn og dejle
• He’e i den først forårsti
• Det ku ha ven en fest så glajle
• Nå hvo Pers awten er kommet hi
• Og varsle lys og liv og somme
• Den ti æ holle ollemest af
• Men for mæ bliv’et mørkt og jenle
• No ål æ mænd de dreje herfra

 

Waedke Tar – Væk de ta’ r

• I nat havde jeg en mærkelig drøm
• Jeg fløj bort over landet i tid og rum
• Jeg så på det sted, drømmen førte mig hen
• Det var stranden ved Emmerlev, jeg kendte igen
• Det var mørkt, det var ensomt og koldt,
• Men så steg op fra sandet et blussende bål
• Det løb langs med kysten mod syd og mod nord
• Det lyste mod himlen, hvor guderne bor

 

• Og straks om bålet var folk i flok
• De dansed og fested og gik helt amok
• Jeg spurgte en pige, der hen til mig kom
• ”Hvad er det I gør, og handler det om?”
• Hun smilte til mig og hun sagde:
• ”Vi fester for lyset, for dem som vi tror
• Vi ofrer til Odin og Freja og Thor
• Og råber mod himlen, hvor guderne bor”

 

• Om bålet stod folk andægtigt og fromt,
• Væk fra festen fra før, det føltes lidt tomt
• Jeg spurgte den præst, der hen til mig kom,
• ”Hvad er det I gør, hvad handler det om?”
• Han så på mig, og han sagde:
• ”Bike-bålet for Pewtri vi brænder i dag,
• Sant Peter den helgen på ham vi tror”
• Folk hvisked mod himlen, hvor guderne bor.

 

• Og atter drømmen tog mig hen
• Nogle hundrede år til stranden igen
• Om bålet stod folkene alt på ræd
• Mændene fested, mens pigerne græd
• Jeg spurgte en, hun sagde:
• ”Per’ s Awten det er, hvad vi fejrer i dag,
• I morgen rejser vor mænd mod nord
• De rejser derop, hvor hvalerne bor

 

• På de to tysk-danske folkemusikgrupper Drones & Bellows/ Dragseth Duo’ s cd ”Hiimstoun” er der sat musik til disse to tekster.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• bike.de
• ndr.de
• abendblatt.de
• Fritz Joachim Falk: Rømø-som det var dengang. I forfædrenes fodspor
• Per’ s Awten Wikipedia
• Bikebrennen Wikipedia

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.939 artikler
• Under Sønderjylland finder du 235 artikler
• Under Tønder finder du 310 artikler
• Under Højer finder du 79 artikler
• Her finder du en masse om Vadehavet, Tøndermarsken, Vidåen og byerne langs Vadehavet. Her finder du en masse om Vadehavs-øerne og de Nordfrisiske øer.