Omkring Rømø – dæmningen

Engang var her enestående flot. Den svorne vej. Da kongen var i Ballum. En krig kom i vejen. Slaget i Vadehavet. Den russiske udenrigsminister truede. Hvad var det nu hans Markmand så? Dengang de var velhavende på Rømø. Da skipperne var Rømø fortalte om deres togter. En besværlig overfart. Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin. Man ville have et havdige. Det startede med franskmænd. Russerne var mere hårdføre. Brorson var også imponeret af naturen. Det var som Tour de France. Forslag om Rømø Dæmning er fra 1939

 

 

Engang var der her enestående flot

Naturen mellem Ballum og Astrup Banke er specielt. Hele dette område skiftede karakter fra årstid til årstid.  Om foråret er det vældigt spraglet blomstertæppe. Her var engang en masse strand – og vadefugle. Her var engang masser af stude. Engang var her også en mægtig skøjtebane.

Der er nu stadig særdeles skønt og anderledes i området.

 

Den svorne vej

Her er masser af overleverede sagn og virkelige begivenheder fortalt fra slægt til slægt. Det var bl.a. historien om ”Den svorne vej”.

Bymændene i Misthusum aflagde en højtidelig ed på at de stod på deres egen jord. De havde fyldt jord i deres støvler derhjemme. De svor altså men og kunne aldrig finde fred.

Efter sagnet skal folk i mørke stormnætter have mødt dem ude på det sted, hvor de svor falsk ed. Den dag i dag bærer vejen navnet som et vidnesbyrd om disse mænds forbrydelse.

Og sagnet beretter yderligere, hvorledes hævnen ramte deres by, da den store flod i 1634 brød ind over sletten og ”borttog al det Huus”, som der stod udskåret på en gammel bjælke i en af de nybyggede gårde. Over 40 mennesker fandt deres død i bølgerne.

De tomme banker taler deres tavse sprog om ulykkesnatten den 11. oktober 1634. Denne landsby blev udslettet i løbet af nogle få timer.

 

Da kongen var i Ballum

Cirka ti år efter var der igen opstandelse på samme egn. Det rygtedes at selve Hans Kongelige Majestæt Christian den Fjerde havde indfundet sig i Ballum. I hans breve fortæller han om formålet med sin rejse i datidens afsides liggende landsby i Riget.

Kongen havde længe syslet med tanken om at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der placeret et ”Leje for en Flådeafdeling” her. Han ville ved selvsyn finde ud af, om der kunne indrettes en havn på dette sted.

Hans tanker gik i retning af ”En fornem handels-stad” for at bruge hans egne ord.  Med denne plan traf han også forberedelser til at beskytte kysten.  Og den påtænkte handelsbys nærmeste opland med et dige fra Ballum til Astrup Banke.

 

En krig kom i vejen

Men det blev kun ved tanken. For snart var der atter krig.  Det var i 1644 både nord og syd af stærke fjendtlige kræfter. En forenet hollandsk – svensk flåde ankrede op samme forår i farvandet mellem øerne og Ribe.

 

Slaget i Vadehavet

I Lister Dyb blev de fjendtlige skibe dog overrasket af den gamle konge som fører for 7 større skibe, mens den fjendtlige flåde bestod af 28 mindre fartøjer.

Ivar Vind, der var kaptajn på ”Trefoldigheden” skriver i sine optegnelser:

• Den 16. maj var jeg med den Kongelige Majestæt på trefoldigheden i Lister Dyb i Tønderhus Len med 7 skibe mod 28 svenske og hollandske skibe og Gud gav Hans Majestæt lykke og sejr over dem. Fjenden måtte trække sig tilbage gennem Lister Dyb.

Kanonernes brag opskræmte naturligvis befolkningen langs hele kysten fra Ribe til Højer. Dr. Joachim Timmermann, der var medlem af Ribe Domkapitel, udtalte kort efter i en latinsk tale, at fjenden der havde besat Ribe, teede sig noget hovmodigt:

• Vi derimod bad efter vor sædvanlige skik, dels i afkroge og lønkamre, dels i gyder og kirker den højeste Gud, der står ethvert stort foretagende bi, da vi først hørte noget, der ikke var torden, men dog noget som meget ligner torden. Det var den uovervindelige Kong Christian. Han der er Danmarks frelser og opretholder.
• Nogle bestiger tårnene, andre kirkens tag. Atter andre løber ud på marken for nærmere at iagttage grunden til så stort et brag. Vi så da, hvad vi forbavsedes over. Og hvad efterverdenen næppe vil tro, at 7 skibe med så frygteligt brag tordnede løs på sørøvernes uægte orlogsmænd, at disse så snart vinden var dem gunstig anså det for fornødent at frelse sig med største skam over til fastlandet.

Sådanne beretninger fra fortiden kunne fængsle drengenes fantasi.

 

Den franske udenrigsminister truede

Af landsbyen Misthusum blev kun Markmandens Hytte tilbage bygget på tomterne af den sidste gård. Fortællingen om forholdene i ældre tid vedblev med at leve. De blev blandet med sagn og sære forvarsler som ting der var sket.

Nogle havde set soldater i røde bukser færdes ude ved strandkanten.

I begyndelsen af 1900 – tallet udtalte den franske udenrigsminister som en trussel mod Tyskland, at man kunne landsætte 100.000 på vestkysten af Slesvig Holsten. Dette fik tyskerne til at reagere. Man lagde mærke til visse forsvars-foranstaltninger.

 

Hvad var det Hans Markmand så?

Og gamle Hans Markmand fra Hundegade, der var synsk, havde gang på gang lagt mærke til to runde ildskriver så store som en tallerken, der i rasende fart inde fra landsbyen suste frem mod havet. Jo den gamle markmand var en pålidelig mand. Men hvad kunne det være?

Overtro?

 

Dengang de var velhavende på Rømø

Kiggede man ud over markerne kunne det hænde dengang at man kunne se sejlene fra en skude ude i Vadehavet. Det var en skipper fra Rømø, der havde et ærinde inde på fastlandet. Han satte kursen mod det lille brohoved ved åmundingen.

Det var dengang en oplevelse. For godt nok lå Rømø kun en god mils afstand over på den anden side af Vadehavet. Men de var noget for sig. Mennesker derover havde deres eget sprog.

Jo engang havde der boer ca. 40 kommandører på Rømø. De sejlede på Grønland. Dengang var der rige dage på Rømø. Mangen en gård på fastlandet stod i gæld til dem. Siden gik det ned ad bakke.

 

Da skipperne fortalte om deres togter

Men mændene blev regnet for fode sømænd. Kvinderne, der dengang endnu gik i deres smukke nationaldragt passede landbruget, som ikke gav så meget afkast. De gamle skippere havde buskede fuldskæg, det vejrbidte ansigt, ringene i ørene, den vuggende gang og det syngende tonefald.

De fortalte gerne om deres togter mod nord til Ishavet på hvalfangst eller langt mod syd til Molukkerne i det indiske ocean.

 

En besværlig overfart

Overfarten fra Rømø til fastlandet skete ellers dagligt ved højvande over Ballum med en færge. Det har altid været en omstændig sejlads.  Man skulle altid indrette sig efter vejr og vind. Båden kunne ikke gå ind til kysten.

Både mennesker, fragten og posten måtte det sidste stykke vej befordres i et hestekøretøj med høje hjul.

 

Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin

Omkring 1900 – tallet, da pastor Jacobsen fra Skærbæk gennemførte alle sine fortyskningsprojekter flere steder på egnen, etablerede han også et dampskibsrederi. Dette skulle skabe en tidssvarende forbindelse til øen over Skærbæk brohoved.

Jo han skabte også bade-stedet Lakolk. Engang var her 2.000 badegæster om sommeren. Men de små dampskibe sad ofte i døgnvis på vaderne. Dette førte til megen morskab hos de lokale. Således forfattede Laurids Krog fra Brøns små sarkastiske digte om pastorens vandgang.

Hele herligheden varede kun et par år. Det blev en kostbar fiasko med disse projekter.

 

Man ville have et havdige

Nu modnedes tanken mere og mere tanken om at virkeliggøre den gamle plan om anlæg af et stort havdige fra Ballum til Astrup Banke. Dette dige skulle beskytte et areal på 5.000 hektar. Det var den såkaldte Bredeå-lavning, der ofte var oversvømmet.

Stemningen voksede efter den store stormflod den 6. april 1904, der voldte stor skade. Og der kom flere stormfloder den 12. marts 1906, 5. og 6. november 1911 og en endnu større stormflod den 12. juni 1913.

 

Det startede med franskmænd

Kort efter besluttede et flertal af lodsejere at nu skulle diget bygges. Omkostningerne var beregnet til 1.400.000 mark. Planen udførtes under den Første Verdenskrig i årene 1914 – 1918. Det var til dels ved hjælp af krigsfanger.

Således så man i de første krigsår 120 franskmænd beskæftiget ved dette dige-arbejde. De bar uniform med røde bukser. Varslet var gået i opfyldelse men dog lidt anderledes end man havde forestillet sig.

 

Russerne var mere hårdføre

Senere blev arbejdet fortsat af muhamedanske russiske krigsfanger. De var mere hårdføre end franskmændene. Man så dem om morgenen ligge kælende derude på den grønne eng med ansigtet vent mod østen i bøn til Allah.

Dette dige forandrede landskabets præg og udseende. Marsk-jorden blev nu taget under kultur. Sammen med dige-arbejdet gav man Brede Å et nyt udløb ved en kanal med sluse. Ved slusen blev der indrettet en landingsplads.

Inden dæmningen brugte man så større motorbåde som færger. I badesæsonen var der meget trafik og broget liv ved ind – og udskibning. Måske var det som Hans Markmand i sin tid så?

 

Brorson var også imponeret af naturen

Paradiset er delvis ødelagt. Også Hans Adolph Brorson fra Randerup oplevede det. I en af hans kendte salmer siger han:

• Hvad skal jeg sige, når jeg går
• blandt blomster i enge
• og fuglesangen sammenslår
• som tusind harpestrenge

De blomstrende enge er så godt som forsvundet. De blev brugt til græsning.

 

Det var som Tour de France

Slut er det også med de festligheder, der var til Sankt Hans. Hele området genlød dengang af landboungdommen.

Pigerne skulle rive det slagne hø ud i lange strenge. Det kunne godt give vabler i hænderne. Græsset var lettest at fælde ved nattetide.

Så kom her en masse stude. De blev så igen afløst af det rige fugleliv. Men er det lige så mange tilbage som dengang da vi cyklede fra Tønder til Rømø? Dette var en Tour de France værdig. Det forekommer mig at vi altid havde modvind.

Og dengang eksisterede øen Jordsand stadig. Denne ø er nu forsvundet. Gad godt nok vide om den dukker op igen engang.

 

Forslag om Rømø Dæmning fra 1939

Den 9. december 1935 blev der indsendt et forslag til Ministeriet for offentlige Arbejder om etablering af en Rømø-dæmning. Samtidig indeholdt forslaget metoder til indvinding af land. Man mente at sådan en foranstaltning kunne mindske faren for stormflod.

Allerede i 1847 var der bevilliget 400 Rigsdaler til fremme af sådan et foretagende.

Ved lov af 23. marts 1939 bemyndigedes Ministeriet for offentlige Arbejde at

• lade anlægge en flodfri færdselsdæmning fra et punkt på Sønderjyllands vestkyst vest for Skærbæk til et punkt på østkysten af Rømø lidt nord for Nørre Tvismark samt til at lade dæmningens krone forsyne med 6 meter bred vejbane.

Endnu samme år påbegyndtes det indledende arbejde. Og dæmningen har i dag en længde af 9,2 kilometer og en højde på 6,25 meter.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.821 artikler
• Under Sønderjylland finder du 213 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler

 

• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Rømø – under besættelsen
• Flere anekdoter fra Rømø
• Anekdoter fra Rømø
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten i Ballum
• Aggi – en Sønderjysk pige
• Mellem Højer og Ballum
• Bredebro – dengang
• Langs brede Å
• Langs vadehavet 1-2
• Hvem ejede Brede Kirke
• Brede under besættelsen
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Soldater på Jordsand
• Pastor Jacobsen fra Skærbæk og mange flere