Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Omkring Nørrebroparken 4 (b)

Maj 11, 2021

Omkring Nørrebroparken 4 (b)

Dette er sidste del at teksten i hæftet ”Omkring Nørrebroparken – mens vi endnu husker den”. Vi kigger på området og besøger Assistens Kirkegård. Desuden får du en artikeloversigt, hvis du vil vide endnu mere om kvarteret. Heftet blev udgivet i forbindelse med Kulturelle Markedsdages 10- års fødselsdag.

 

I forbindelse med 10 året for Kulturelle Markedsdage udgav vi et hæfte på 48 sider. Her er sidste del. Vi har lavet lidt om på teksten fra dengang. Hæftet blev solgt for 20 kr. ved vores bod og oppe i boghandlen. Det er for længst udsolgt.

Ja det meste af oplaget gik tabt under en oversvømmelse i kælderen til boghandlen.

Teksten har tidligere været offentliggjort.

 

Værd at vide om kvarteret

 

Lundtoftegade

I medierne blev gaden udråbt som ghetto. I dag er man ude af dette. Det er et etagebyggeri fra 1970’erne, der præger gadebilledet.  En stor del af befolkningen har en anden etnisk baggrund end dansk.  Gaden strækker sig fra Borups Plads til Hyltebro i nord.

 

Hyltebro

Under Hyltebro løber Lygteåen i skumle rør. Indtil 1909 dannede dem grænse til Brønshøj.  Hvorfor broen over åen blev kaldt Hyltebro, vides ikke. Allerede i 1500 – tallet lå her en bro. Den var af træ og efterhånden så nedbrudt at en ny måtte opføres. Den blev omkring 1717 erstattet af en stenbro.

 

Jagtvej

Jagtvej var egentlig en sti. Her red kongens mand på fasanjagt eller lerdueskydning eller Papegøje – skydning på Borgmester Vang (1694). Her optrådte også falke. Jagtvej blev forbundet til Tagensvej i 1899.

 

Nørrebros Runddel

Nørrebros Runddel er Danmarks ældste runddel. Den blev anlagt i 1750. Det var der, hvor kongens jagtselskab samledes før jagten i skovene nord for København.

Snart blev der bøvl med nogle poppeltræer, der var plantet med 8 – 10 alens mellemrum. Møllerne påstod at træerne tog vinden fra deres vejrmøller. Så kunne man jo lige så godt omdanne dem til hestemøller, sagde de.

I 1844 blev det derfor besluttet at borthugge hver anden af træerne. Forskønnelsesforeningen anbefalede at man fremover plantede linde – eller elmetræer.

 

Stefansgade

Gaden er en gammel markvej, der hed Havremarksvej. Den er ca. 750 meter lang og Gade-lavet udnyttede, at der var noget, der hed Kvarterløft. Tomme butikslokaler blev fyldt med trendy-butikker. Her finder vi også byens ældste beværtninger.

Ja, Stefanshus er vel omkring 119 – 120 år gammel. Og Cafe Lille Peter er vel omkring 110 år gammel. Herfra stammer mange legender. Blandt andet om Moster Inge som var Danmarks første striptease – danserinde. Efter sigende skulle hun have optrådt på Moulin Rouge. I en sen alder skulle hun have haft meget smukke ben. Men mændene holdt sig på afstand. Hun havde nemlig et meget iltert temperament.

Engang havde de her Danmarks billigste øl – priser.

Gaslygterne holdt sig længe i Stefansgade. Hver morgen og hver aften kom lygtemanden og gik fra lygte til lygte. På en stang var der monteret et slags fyrtøj, som blev betjent via en lang snor. Om aftenen åbnede lygtemanden for gassen. Så brændte gadelygten hele natten. Om morgenen slukkede han så for gassen.

Engang var en bil kørt i en af gaslygterne. Hele Stefansgade måtte evakueres. Gassen sivede ud og der var eksplosionsfare.

 

Petersdal

Der hvor Elgiganten i dag ligger, lå engang landstedet Petersdal. En del af bygningen blev i mange år drevet som Cafe Petersdal. Bygningen blev nedrevet i 1930’erne. I stedet opførtes Nora Bio. Dengang var det Københavns tredje største biograf. Den blev lukket i 1977 og afløst af et supermarked.

Petersdal strakte sig fra Hyltebro til Lundtoftegade og Esromgade.

 

Petershvile

Over på den anden side lå Petershvile, der engang havde samme ejer som Petersdal. Det var renteskriver Peter Feddersen. Endnu i 1880 drev han gården som et selvstændigt landbrug sammen med Ventegodt.

Gården lå i nærheden af Nissedal. Og denne gård hed sandsynligvis Mester Jokums Gård indtil 1766. Her boede bøddelen. Det kan dem, der i dag bor på Heimdalsgade 2 så tænke lidt over.

På et kort fra 1865 skimtes også en gård ved navn Enigheden, ikke at forveksle med mejeriet Enigheden.

 

Ventegodt

Her på stedet boede i mange år, jøden Melchior. Når børnene skulle i skole inde i byen, skulle de spørge de rejsende om de måtte køre med. Kostede det mere end 2 skilling måtte de stakkels børn gå den lange tur til fods.

Gården lå der allerede i det 18. århundrede.

 

Jægersborggade

En af de mere kendte gader i området er Jægersborggade. Den er kendt for sin omfattende hashhandel. Sådan er det dog ikke mere. Ja og så er det en meget aktiv handelsgade. Efterhånden har gaden fået samme gode ry som Elmegade.

De første spor går tilbage til midten af 1880’erne. Dengang var det en grusvej som kantedes af enkelte et – eller toetagers huse. Anlæggelse af en jernbanestation for enden var skyld i en meget hurtig udvikling.

Man skulle tro, at gaderne mellem Jagtvejen og Stefansgade var byget på samme tid, så trøstesløse så de engang ud. Undtagelsen var nok Bjelkes Alle med dets småhaver foran husene.

Ved udgangen af 1886 var hele 18 byggekonsortier i gang i Jægersborggade. Den store byggematador Alberti har tjent masser af penge i denne gade. I begyndelsen var det et kompagniskab mellem Cloetta og justitsråd Albert Nicolaj Schioldan, der ejede gaden.

På hjørnet af jagtvejen og Jægersborggade optrådte der syngepiger fra 1889 til 1903. de blev så skiftet ude med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Cafe Jægersborg. Det var også det år en svensk godsejer besluttede, at han ville skille sig af med denne gade.

Land og Folk sluttede n af sine artikler med at konstatere med følgende linje:

 

  • Sådan kan man jo også frigøre sig for sine forpligtelser

Gaden havde de følgende år en lidt broget tilværelse med forskellige ejerskaber. Det endte med at beboerne købte ejerskabet. Andelsboligselskabet AB Jæger var en realitet og sikkert en af landets største på området.

Og tidligere var der nærmest rockerkrig i gaden. I den ene halvdel nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til mens Fithy Few var i den anden halvdel. Galopping Goose blev senere til Hells Angels med hovedkvarter i Titangade som de måtte fraflytte i 1996.

 

Husumgade

Gaden lå mere eller mindre ubebygget i en halv snes år. Først i vinteren 1898 – 1899 skete her en ændring.

 

Folmer Bendtsens Plads

Hvorfor mon det hedder Folmer Bendtsens Plads? Ja maleren Folmer Bendtsen er slet ikke fra Nørrebro. Han er født på Vesterbro Så kam han i pleje i nærheden af Runddelen. Efter at have været ude at sejle bosatte han sig i Lygtekvarteret omkring 1925.

Som kommunist blev han anholdt og sat i Horserødlejren. Herfra flygtede han i 1943. Efterfølgende blev man aktiv i modstandsbevægelsen BOPA. I 1953 havde han et opgør med DKP efter Stalins forbrydelser.

Man kan godt kalde Folmer Bendtsen for arbejderklassens maler. Ifølge ham selv kunne kunsten være med til at løse sociale problemer ved at vise arbejdernes vilkår og dermed overbevise borgerskabets sociale samvittighed.

 

Julius Bloms Gade

Denne Julius Blom var tømrermester og brandmajor. Ud over sin medvirken i en lang række opførelser af huse på Nørrebro, medvirkede han til modernisering af Københavns brandkorps. Han blev forfremmet til vicebrandmajor. Senere modtog han titlen som etatsråd. Tidlig i sin karriere sad han i Borgerrepræsentationen.

Han var knyttet til en række institutioner som Sparekassen, Nye Danske Brandforsikring, Rysensteen og Københavns Sporvejsselskab.

Julius Blohm døde den 14. juni 1900 som en velhavende mand. Han efterlod sig flere børn.

 

Heinesgade

Gaden er omkring 1904 opkaldt efter overretssagfører Nathan Heine. Han var ekspert i byggesager.

 

Bjelkes alle

Navngivet 1878 efter rigsadmiral Henrik Bjelke. Han var søofficer i krigene mod Sverige. Omkring 1644 hindrede Frederik den tredje en duel mellem Bjelke og adelsmanden Hannibal Sehested. Af samme grund lod Bjelke sig pensionere i1650.

Da det trak op til krig i 1657, blev han alligevel udnævnt til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels Juels overkommando. I 1662 blev han udnævnt til rigsadmiral.

 

En kirkegård med det hele

Der blev ikke kun gravet over på kirkegården, når der skal graves nye grave. Her er blevet anlagt en ny Metro – station.  Og denne kirkegård rummer så meget. Ikke kun de lokale bruger kirkegården. Den er et tilløbsstykke for alle københavnere.

Kirkegården blev indviet den 6. november 1760, da disciple fra Vor Frue Skole sang ”Penge som Judas slængte”. I begyndelsen anså man kirkegården som en fattig-kirkegård. Men det ændrede sig da adelsmanden fra Augustenborg Slot, Johan Samuel Augustin blev begravet her på kirkegården.

Denne Augustin skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøet men en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb.

 

I døden er ikke alle lige

Augustin banede vej for at det bedre borgerskab nu ville lade sig begrave herude på Nørrebro. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så var der ellers forskellige gradueringer. Ville man begraves tæt på muren, ja så kostede det ekstra.

Da grosserer Jøren Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro.

Da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt med

 

  • Fløjls – Ligvogn med fire heste
  • Kusk, biløber
  • 8 ligbærere
  • 9 vogne til sørgeparrene
  • 25 tjenere
  • Og 2 politibetjente

 

Det bedste borgerskab ville beundres i døden. De købte flere gravsteder på en gang. I 1920 indførte man begrebet ”Normalbegravelse” Fra den tid skulle man ikke betale ekstra for orgelspil og andet.

 

Offentligt værtshus

I 1805 havde bladet ”Politivennen” beklaget, at der var stavefejl på gravstenene. Desuden fandt man det uanstændigt at især ”de laveste Klasser” festede på livet løs blandt gravene. Politivennen kaldte det for

 

  • Offentligt Værtshus i Benhuset

 

Ja og så overholdt man ikke regulativet med hensyn til, hvor langt man skulle lægge en ned i graven. De tre alen blev langt fra fulgt. Så det var frit løb for de herreløse hunde, der så her på kirkegården kunne få sig et bid.

 

Manglende selvjustits

Der kom også klager over manglende selvjustits. Snart var det opgravede knogler, der fik lov til at flyde på jorden, snart var det graverne, der mødte op i lurvet påklædning. Ja så havde man også lige glemt at grave til en begravelse.

Man diskuterede i 1806, om det skulle hedde Gravløkken, Mindeparken, Fredslunden eller Fædremarken. Men der kom i hvert fald et skilt op, hvor der stod ”Hvilested for de Afdøde. Medlem af den Kristne Menighed i Kjøbenhavn.

 

Overvejede tribune og entre

Der var mange meninger om, hvordan man skulle begå sig på kirkegården. Rødhårede skulle farve deres hår. Det kunne passende smøres med komøg for ikke at bryde den højtidelige stemning. Det mente i hvert fald digteren og lægen J.C.I. Tode. Han mente også at tilmurede begravelser var farlige, fordi de holdt på dunsterne. Når graven så skulle åbnes for at indsætte den næste, ville man være udsat for en forfærdelig giftatmosfære.

Tilstrømningen til kirkegården var enorm. Man talte om at indføre entre fra 4 til 10 skilling. Det vil sige, at det selvfølgelig skulle være gratis for kirkegårdsarbejderne og de pårørende.

Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde eller stok skulle formenes adgang. Det skulle ikke bare bekendtgøres med en plakat, nej der skulle sandelig ansættes en vagtpost. Og så talte man om at ansætte vagtpost.

Tribuner skulle opsættes, hvis det var kendte, der skulle begraves.

 

Madkurve – fænomenet

I 1907 blev alle opsynsmænd fyret. De solgte sprit på kirkegården. Det var med til at sætte ekstra gang i løjerne. Og ulykkerne fortsatte. For allerede i 1820 blev der klaget og krybskytteri på harer og agerhøns på kirkegården.

Det var altid liv hos de døde. Selv H.C. Andersen lagde mærke til det.  I et af sine sidste eventyr ”Portnøglen” fra 1872 skriver han om:

 

  • Hvæsende Lirekasser og snærende Klarinetter og spisende Folk blandt Gravstenene.

 

Det var netop det som eventyret handlede om – Madkurve – fænomenet på Assistens Kirkegården.

En rejsebeskrivelse af F.J. Meyer beskriver udmærket forholdene:

 

  • Det er Samlingssted for havarerede Existenser, et slags Forlystelsessted af den forskelligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som paa Søn – og Helligdage tilbragte halve Snese Timer her, i Hundrede liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve eller Madposer og Ølfasker, spisende, smøgende, tryllende sig Fulde af Øl og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og frastødende Danse til Tonerne af hvæse Lirekasser eller snærende Klarinetter.

 

Da Gertrud rejste sig fra kisten

Natten til den 23. juli 1798 skete der noget dramatisk på Assistens Kirkegården. Atter engang var der gravrøvere på spild. Da de nåede den 20 – årige Gertrud Bodenhof’ s kiste rejste denne sig halvvejs op og udbrød:

  • Så befri mig dog fra dette mørke sted

Hun lovede gravrøverne ”Guld og grønne skove og en rejse til Amerika”. Men de to gravrøvere tog en spade og dræbte hende.

Historien er ganske vist. En af røverne tilstod hændelsen på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for ingen ringere end Jens Peter Mønster – den senere biskop af Sjælland.

Gertrud’ s bror havde givet udtryk for, at han ikke kunne forstå, at hendes søster havde røde kinder, da hun blev lagt i kisten.

 

Begrebet ”Skindød”

Allerede i 1783 havde den navnkundige teolog Dr. Bastholm erklæret, at der skulle blæses med trompet, for at se om den afdøde skar ansigt eller om man vågnede.

Ved Nørrebros Runddel blev der i 1808 oprettet et lokale for eventuelle skindøde. De afdøde blev forbundet med en snor om håndleddet. Således var snoren forbundet med en klokke i graverens stue. Hvis klokken så lød, ja så var det fare på færde.

Når H.C. Andersen var ude at rejse, havde han altid et skilt med, når han lagde sig til at sove. På skiltet stod der ”Jeg er kun skindød.

Bedemænd begyndte at sælge kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af……

 

Da vandet løb ned i Ladegårdsåen

I 1833 stod kister i vand. Og dette vand løb ned i Ladegårdsåen. Det havde man advaret imod. Men ingen havde gjort noget ved det.

I 1879 kunne man i ”Blade fra Kirkegaarden” læse, at nogle beboere ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at de havde drukket vand fra Ladegårdsåen. Den skulle så atter engang være blevet forurenet af vandet fra kirkegården.

Dette var så det sidste fra vores lille hæfte fra dengang. men vi har samlet en oversigt over artikler så du kan få meget mere at vide om området omkring Nørrebroparken:

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken – mens vi stadig kan huske det

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.728 artikler, heraf 300 artikler fra Nørrebro bl.a.:

  • Farvel til Kulturelle Markedsdage
  • Gader og veje på Nørrebro
  • Omkring Nørrebroparken 1-3
  • Historien om en gade – Jægersborggade
  • Jægersborggade – før, nu og altid
  • En barnemorder fra Jægerborggade (NørLiv 11)
  • Barnemorderen fra Jægersborggade – den tredje historie
  • En barnemorder i Jægersborggade
  • En Nørrebro-drengs oplevelse
  • Den gamle jernbane på Nørrebro
  • Tog til Nørrebro
  • Nørrebros mange stationer
  • Jernbanen satte sine spor (NørLiv7)
  • Actionhelten fra Stefansgade(NørLiv3)
  • Stuntkvinden fra Stefansgade
  • Jagtvej på Nørrebro
  • Kampen om Ungdomshuset 1-3
  • Ungdomshusets Historie 1-2
  • Bomben i Søllerødgade
  • Bomben i Søllerødgade – endnu mere
  • Gadedreng fra Lundtoftegade
  • Gadedreng fra Lundtoftegade – endnu mere
  • Dramaet i Husumgade
  • Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens kirkegård – en oase
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under jorden – på Assistens kirkegård
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Røde faner på Assistens Kirkegård

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro