Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Omkring Nørrebroparken (3) Kulturelle Markedsdage (b)

Maj 9, 2021

Omkring Nørrebroparken (3) (b)

Kulturelle Markedsdages Historie – I ti år holdt vi den kørende. Så satte Metro – byggeriet en stopper for det, og siden er det ikke kommet i gang igen. Det har været en sand fornøjelse at være med til arbejdet. En masse musik har vi lyttet til. Der har været klovne, artister, gospel, sæbekasseløb, fodboldturneringer., løb m.m. Her var store loppemarkeder, Tivoli, eksotiske madboder, danseundervisning m.m. Der har været en masse spændende politiske diskussioner. Dette er del af et hæfte, der udkom i forbindelse med jubilæet ”Omkring Nørrebroparken – mens vi kan huske det”

 

Et jubilæumshefte

Dette er en ny – redigering af en artikel fra 2010. Egentlig er det en tredjedel af et hæfte på 48 sider, der blev udgivet i forbindelse med ”Kulturelle Markedsdages 10-års jubilæum”. Vi solgte hæftet fra vores bod og oppe i Steenberg Bog & Ide.

Der var lovet sponsorstøtte forskellige steder fra. Men det udeblev. Undertegnede måtte selv betale regningen. Dertil kom så, at størstedelen af oplaget gik til ved en oversvømmelse i kælderen oppe i butikken. Når jeg så tænker over det, så fik vi aldrig afregnet.

Vi har tilladt os at lave lidt om på teksten fra dengang. Og heftet er for længst udsolgt.

Vi bevæger os lidt rundt i kvarteret og kigger ind på kirkegården i dette afsnit. Desuden beskriver vi Kulturelle Markedsdage, der aldrig siden blev genoptaget, da metroen skulle bygges i Nørrebroparken.

Heftet blev lavet som en slags hyldest til alle de kreative mennesker, der har været med til at arrangere det. Vi havde det mægtig sjovt på de mange møder forud.

 

  • Heftet er skrevet som en hyldest til alle kreative og aktive græsrødder, der befinder sig på Ydre Nørrebro, og som sjældent kommer i medierne. Til lykke med de 10 år.

 

Det blev som skrevet aldrig en 11. gang.

 

Jubilæumsfesten

Jubilæumsfesten blev afholdt i bagende solskinsvejr. ”De Glade Sømænd” havde et kæmpe publikum. Og de nået da også at stifte ”Sømandspartiet” De forærede den lokale fodboldklub 1.000 kr.

Og lige før disse gik på scenen, var der rigtig New Orleans Jazz. Som sædvanlig var der talentkonkurrence for de helt unge.

Lørdagen sluttede med det feminine svar på Gasolin. Ja de kaldte sig Gasoline.

Hvor var det skønt at starte søndagen med en kop kaffe sammen med de travle græsrødder. Nogle så ganske klatøjet ud. De havde holdt vagt hele natten. Og de er faktisk disse græsrødder og frivillige, der har været med til at bære ”De Kulturelle Markedsdage”.

Ja mange af disse har været med i samtlige 10 år. Også da det hele startede.

 

Kulturelle Markedsdages Historie

Det Henning C. Hansen, der tog initiativ til det hele. Han vandrede fra sit beskedne kontor i Søllerødgade rundt til de forskellige andelsboligforeninger. Og det var for at få fat i alle de kreative og aktive mennesker. Det var alle de mennesker, som vi aldrig hører om i medierne.

Og hvis politikerne havde stoppet op og høre nogle af de stikpiller, som Henning gennem ti år har fyret af op fra scenen, ja så ville det have set anderledes ud på Ydre Nørrebro.

Jo det skete da også at vores altid nærværende sprechstallmeister skulle hjælpes fra scenen. Han var simpelthen ”grebet så meget af stemningen”, at han ikke ville gå ned igen. Det var morsomt, men det var der nu ikke alle, der syntes.

 

Foreningen Kulturelle Markedsdages formål

Bag alt dette, der skete i de ti år, stod Foreningen Kulturelle Markedsdage. Foreningens formål var at:

 

  • At afholde markedsdage en gang årligt
  • At styrke identitetsskabende aktiviteter på Ydre Nørrebro
  • At styrke beboeraktiviteter, beboersamvær og integration mellem dansk og udenlandsk oprindelse i lokalsamfundet.
  • At præsenterede det samlede forenings- og organisationsliv i lokalsamfundet
  • At præsentere det offentlige serviceudbud i lokalsamfundet på en anderledes måde
  • At præsentere handelslivet i lokalsamfundet
  • Loppelavet organiserer loppemarkedet

 

Til jubilæumsfesten var det en af områdets egne beboere, der holdt jubilæumstalen, nemlig Nina Thomsen. Dengang var hun borgmester. Og det var en ganske nærværende tale.

Egentlig var det overborgmester Frank Jensen, der skulle have holdt talen, men han sagde, at han var optaget. Men han dukkede dog op med en fotograf.

 

Jeg vidste, hvad Kramer Mikkelsen ville sige

Det var også dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere boligminister Jytte Andersen. Og jeg kunne så fortælle hende, hvad borgmester Jens Kramer Mikkelsen så ville sige. Hun var meget imponeret indtil jeg fortalte hende, at det såmænd var mig, der havde skrevet hans tale.

Ja Jytte var en flittig gæst til vores markedsdage. Hun holdt også selv indvielsestale på et tidspunkt.

 

Da Bertel Haarder dukkede op

Også ministre aflagde besøg på vores markedsdage. Det var så et helt arsenal af bodyguards, da integrationsminister Bertel Haarder mødte op. Der havde atter engang været ballade på Nørrebro, så disse guards var meget nervøse.

En masse TV – folk fulgte med.  Nu har han jo – tro det eller ej – altid været en lun fætter. Jeg kendte udmærket hans baggrund fra Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Til manges fortrydelse råbte jeg:

 

  • Mojn Bertel

 

Dette afstedkom en hyggelig 10 – minutters sønderjysk samtale. Og disse bodyguards blev endnu mere nervøs, for det var slet ikke planlagt. Den gode Bertel kunne godt huske det. For mange år senere til Lise Egholms bogreception mødte jeg ham igen. Ja han stilede direkte hen mod mig, hvor jeg stod med en ordentlig stak af Lises bøger der på Rådmandsgades Skole.

 

Livlige forhandlinger ved det runde bord

Egentlig har undertegnede også været med fra starten, men der var et par år med pauser. I næsten alle årene stod jeg i Nørrebro Handelsforenings stand. Til sidst var det så i dengang.dk’ s stand, hvor vi så også solgte udsalgsbøger oppe fra butikken.

Hvert år foregik der livlige forhandlinger ved det runde bord foran handelsforeningens stand. Vi lærte mange af Ungdomshusets beboere at kende. Men også mange af politikerne fra Borgerrepræsentationen deltog i vores diskussioner.

Nu var Nørrebro handelsforening jo ikke lige populær i alle kredse.

 

Næsten umuligt at holde foredrag

To gange har jeg holdt foredrag på Kulturelle Markedsdage. Men egentlig er det en umulighed. For fra Tivoli larmede det og oppe fra scenen. Den ene gang var der også folk, der via deres mobiltelefon fulgte med i en FCK – kamp. Og så skulle man også lige overdøve Salsa – og Sambarytmer.

 

Byfest uden Røvballebands

Metro Express var engang så venlige at kalde Kulturelle Markedsdage for

 

  • Byfest uden Røvballebands

 

Men ellers har det knebet med medieomtale. De ville hellere berette om ballade på Nørrebro.

 

Tre gyldne minutter på TV 2

Jo engang ringede en TV2- journalist en lørdag formiddag under Kulturelle Markedsdage op i butikken:

 

  • Kan du ikke nævne mig nogle negative episoder med indvandrere?

 

Han var ikke til at slippe af med. Jeg sagde til ham, at han skulle møde op i Nørrebroparken og tale med indvandrerne derude til Kulturelle Markedsdage. Og så sagde jeg til ham, at de var hverken bedre eller dårligere mennesker end alle andre. Og i øvrigt var jeg selv indvandrer – fra Sønderjylland.

Jeg sagde hvis også til ham at han skulle vende den negative attitude. Og hvad skete der. Tre gyldne positive minutter i den bedste sendetid på TV2.

 

Masser af god musik

Gennem årene har det på markedsdagene været spillet lige fra P3 – rock til svedig blues. Og gennem Handelsforeningen har jeg været med til at sponsere Cajun, Jazz, swing m.m.

Og Bertel Haarder blev så glad for et andet orkester Tonefilmorkesteret, som vi havde sponseret. De skulle spille ved et kursus for kvarterløft, som jeg også var med til.

Men ellers har det været navne som Jokeren, Islam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience, Røgslør, det Danske Drengekor, Omar Mazcuk, Fessors Big City Band, Annapuna og mange flere.

Og aldrig vil jeg glemme levende Gospel musik med G-Force søndag formiddage kombineret med gudstjeneste.

 

Masser af forskellig underholdning

Der har været afholdt fodboldturneringer, løb, sæbekasseløb, ponyridning, hoppeborg og meget mere.

Her har været masser af rotter, ja altså på scenen. Vi har oplevet Tante Andante, klovne i massevis og fantastiske artister fra Cirkus Benneweis. Der er danset Salsa, Sambo, Flamingo, Rock and Roll, Hip Hop og meget mere.

Og det var med at holde børnene for ørerne, for de stand upper, der optrådte, gik nogle gange under bæltestedet.

Talrige politikere har optrådt her, når det var valgår. Og sikke meget valggas, de har fyret af. Balloner og pr-materiale er i tidens løb blevet langet over disken.

Kulinariske drikke – og madboder som symboliserer befolkningssammensætningen på Nørrebro, kunne man hvert år opleve. Min favorit var afrikansk mad.

Dårlig samvittighed fik man, når man gik forbi Agenda 21’ s stand. Og gamle dage oplevede man ved Nørrebro lokalhistoriske Forening.

 

Masser af gæster

Kulturelle Markedsdage udviklede sig til en fest på tværs af boformer, indkomster, etniske skæl og alder. Her kommer der gæster både fra Sønderborg, Horsens og Rødovre.

Journalister kunne her opleve et andet Nørrebro, hvis de ellers ville have mødt op. Her var ikke brug for Breaking News helikopteren, som ellers en overgang blev flittig benyttet, når det gjaldt Nørrebro. Dengang havde journalisterne en Nørrebro – knap.

 

Kun få gange var der optræk til ballade

Dengang kendte de lokale betjente rødderne. De få gange, der har været optræk til ballade ja så kendte lokalbetjent Martin rødderne. Men bortset fra da Bertel Haarder var på besøg har det ikke været brug for blå mandskabsvogne. I den forbindelse var det jo skønt at se, at Natteravnene også altid deltog til Kulturelle Markedsdage med en bod.

 

Noget mistænksomt blev opdaget

Til gengæld oplevede dem, der skulle rydde op en mystisk ansamling af rødder med hætter. De vidste dog ikke hvad deres formål var men de var iklædt hættetrøjer. De alarmerede politiet, som åbenbart ikke reagerede på det.

Målet viste sig senere at være Jægersborggade, der blev udsat for massivt hærværk. Det havde åbenbart noget med hashsalg at gøre.

 

Mangfoldigheden afspejlede sig i boderne

Mangfoldigheden i livet på Nørrebro afspejlede sig i boderne. Her var også ”Brug Folkeskolen”. Ja dengang havde 40 pct. af forældrene valgt, at deres poder skulle gå i privatskole.

Et andet paradoks ved kvarteret er at det er overforsynet med projekter og opmærksomhed. Men ofte var det en uoverskuelig sump af statsligt, kommunalt og frivilligt islæt.

Og her er vi så tilbage ved boderne på Kulturelle Markedsdage. Mange af boderne indeholdt jo netop personer og foreninger, der gør noget for de andre på Nørrebro.

I jubilæumsåret var der ingen Kvarterløft eller Områdeløft, der viste frem, hvad de havde udrettet i årets løb.

 

Mange forskellige boder

Lokaludvalget har taget over. De giver penge til fornuftige projekter. Mon de i en fjern fremtid tager initiativ til et lignende projekt? Der er ikke flere områdeløft eller kvarterløft, der kan give penge til Kulturelle Markedsdage.

Normalt dukkede de kommunale institutioner også op med tre – fire boder, fritidsklubber, ungdomsklubber, sportsforeninger med mere. Ja enkelte privatskoler var her også.

Partiforeninger, en enkelt fagforening, et galleri, en avis, en TV – station, en bank, en musikforening og så videre.

 

Tak for hyggeligt samvær gennem årene

De bærende kræfter gennem mange år har foruden Henning G. Hansen været:

 

  • Dorthe Maria, John Dickov, Anker Petersen, Jørgen Bruhn, Ingrid Skovgaard, Erik Skov Olesen, Vivi Vehn, Vera Larsen og alle de andre.

 

Tak for hyggeligt samvær i alle disse år. Nørrebro har meget at takke jer for.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.727 artikler herunder 299 artikler fra Nørrebro:
  • Farvel til Kulturelle Markedsdage
  • Nørrebroparken 1, 2, 4,

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro