Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Østerbro Husholdningsforening

Oktober 25, 2020

Østerbro Husholdningsforening

Der blev bygget hele 22 blokke. 4.700 døde inden for tre måneder af kolera i København. Det var de fattiges egen skyld. Man kiggede på de selvforskyldte fattigdomsårsager. Tab af helbred var dog et samfundsanliggende. Arbejderne skulle lære en god tone, orden og sædelighed. Planløs godgørenhed faldt ikke i god jord. Ulrik var den egentlige initiativtager til foreningen. Sortimentet blev hele tiden udvidet. Det var mændene, der sad i bestyrelsen. Varerne skulle konkurrere både i kvalitet og pris. I planlægningen var det ikke taget hensyn til selvforsyning. Bibliotek fik succes. Velbesøgte fester. Og disse vakte forargelser i borgerskabet. Marx og Pio satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken. Havde arbejderne overhovedet kultur? Og så kunne beboerne faktisk selv. Ikke alle respekterer dog det fredede område.

 

I dag er det et museum

Dette er bestemt ikke historien om en almindelig Husholdningsforening. Og det er vel også historien om Brumleby, som først fik det navn meget senere. Det er også historien om arbejderne, som man gerne ville opdrage på. I 1868 startede Østerbro Husholdningsforening. I dag er det museum.

Disken er af brunt træ, lamperne har krøllekant forneden. Væggene er i originalfarver. Kælderen, der dengang blev brugt som varelager bliver i dag brugt til aktiviteter. Bag ved butikken ligger biblioteket. Ovenpå kan man se brugsuddelerens lejlighed samt karlekammer og kontor.

 

Hele 22 blokke, blev der bygget

Arkitekterne var Gottlieb Bindesbøll (blokkene A-H 1853-57) og Vilhelm Klein (blokkene J – S 1866 – 72) Bindesbøll lod sig inspirere af italienske landarbejderboliger og stod for de otte første af i alt 22 blokke.

Husene blev opført i rækker som aflange længer i to etager, holdt i hvidt og okker med skifertage. Det banebrydende i planlægningen var de mange friarealer og fællesfaciliteter, vaskehuse, forretninger, badeanstalt, sløjdlokale m.m. Lejlighederne var meget små (ca. 25 m2) Som regel var disse beboet af familier med mange børn.

 

4.700 døde inden for tre måneder i København

I 1853 var der koleraepidemi i København. På bare tre måneder kostede koleraepidemien over 4.700 menneskeliv alene i København. Den havde hærget der, hvor folk boede tættest og under kummerlige forhold.  Der var en sammenhæng mellem overfyldte boliger, dårlig hygiejne og sygdom.

 

Det var de fattiges egen skyld

Og efter den nye næringslov i 1857 opstod der sociale problemer. Der var stigning i antallet af daglejere. Og tilgangen til det offentlige fattigvæsen blev sat i forbindelse med hinanden.

Man mente, at det var de fattiges egen skyld, at de var blevet fattige. Man mente at kunne løse problemet ved at ”hæve” arbejderklassens stade gennem forebyggende initiativer som bedre boliger, syge – og understøttelsesforeninger.

Efter tidens målestok var boligstandarden høj. Man havde eget køkken og huslejen var lav. I 1870’erne husede bebyggelsen 2.000 mennesker.

 

De selvforskyldte fattigdomsårsager

Lægerne var primært optaget af hygiejnens indvirkning på epidemier og børnedødelighed. Præsterne fokuserede på, hvordan boligen som ramme om familielivet var med til at fremskynde familiens opløsning. Det var kvindernes udearbejde på fabrikker, de uægte børns stigende antal, kvindernes løsagtighed, de uægte børns stigende antal samt mændenes forbrug på værtshuse.

Man fokuserede mere på de ”selvforskyldte” fattigdomsårsager i stedet for at stille spørgsmålet om lønnen var den rigtige.

 

Tab af helbred, et anliggende for samfundet

Lægeforeningens Boliger på Østerbro var fra starten et socialt arrangement. Her opstod også Københavns første brugsforening, Østerbro Husholdningsforening.

Det var en kreds af engagerede læger med lægen Emil Hornemann som ideologisk bannerfører der indsamlede midler til en permanent bebyggelse uden for den overfyldte bys volde. Sundheden for den arbejdende klasse var særlig vigtig, mente Hornemann, da de fattige kun havde deres arbejdskraft at sælge. Tabet af helbredet var også et anliggende for samfundet, mente han.

 

En god tone, orden og sædelighed

Med inspiration fra engelske eksperimenter med mønsterboliger, nævnes at boligerne medførte:

 

  • En god Tone, Orden og Sædelighed.

 

Jo man kiggede skam også på arbejdernes moral. Og så diskuterede man i bestyrelsen, hvem der skulle optages. Skulle det være de ”allerfattigste” eller blot de ”fattigste”. Den første gruppe levede på fattighjælp. Og den anden gruppe havde deres arbejdskraft.

Til de ”allerfattigste” regnede man enkerne og de ældre.

 

Planløst Godgørenhed

Formålet med Lægeforeningernes Boliger var at gøre de enkelte hushold selvhjulpne og undgå at komme under fattigvæsnets forsørgelse. Men både den offentlige og den private hjælp kom til at spille en stor rolle for de enkelte hushold.

Mange gange blev hjælpen kun givet i form af naturalier.

Pastor Munck gik imod den offentlige brødhjælp og den ”planløse Godgjørenhed” uddybede dette synspunkt med et moralsk argument:

 

  • Hvilken flou og bitter Bismag det Brød har, som de ikke selv have erhvervet.

 

Ulrik – den egentlige initiativtager til foreningen

I Danmark fik husholdnings- eller forbrugsforeningerne samme udformning som i Tyskland. Lægen F.F. Ulrik udtalte sig om dette:

 

  • Det er ikke en Forening til Indkjøb af billige Livsfornødenheder, men en forening af den ubemidlede Klasses materielle Midler og den bedre stillede Del af Samfundets aandelige Kræfter, der i samvirkende Arbeide hen til det Formaal: at hæve den første Klasse i saavel materiel som aandelig Henseende.

 

Ulrik var den egentlige initiativtager til oprettelse af foreningen i Lægeforeningens Boliger. Som bestyrelsesmedlem og senere formand for boligerne havde han et godt kendskab til dette byområde. Spareprincippet blev indbygget i ordningen:

 

  • Og sætter dem istand til at spare blot ved deres Fortæring og øvrige Forbrug”
  • Jo mere han kjøber, jo større hans Forbrug er, desto rigere bliver han.

 

Sortiment blev udvidet

Efterhånden blev varesortimentet udvidet. Man fik smør, rugbrød, sigtebrød, hvedebrød, ost, fedt, gryn, mel, øl, mælk, sennep og svovlstikker.

Efter et års tid handlede man med ”colonialvarer” som kaffe, rosiner, te, melis, kandis, St. Crois rom og krydderier.

Udsalg af brændevin krævede næringsbrev og borgerskab til detailhandel, hvilket udsalget fik i løbet af det første år.

Der var røster fremme, der hævdede, at foreningerne kun skulle handle med brænde, brød og smør som nødvendighedsartikler til fattige. Men det var i ”luksusvarerne” overskuddet var at hente.

Man startede det store byggeri i 1853. Lys, luft og renlighed var stikordene dengang. det skulle ikke være lige som inde i byen, hvor det hele var sølet ind i den gamle boligmasse uden kloakering.

 

Den lønnede bogfører fik masser at se til

Det var en tendens til at overlade det meste arbejde til den lønnede bogfører, der dermed fik større beføjelser. Den allerførste bestyrelse sad derfor heller ikke længe. På generalforsamlingen måtte bestyrelsen stå til ansvar. Foruden klager over uhøflig betjening i udsalget, elendige varer ”fordervet Flesk” og ”Fløde som Vand” kunne selve bestyrelsens måde at forvalte tingene på at blive bragt op:

 

  • At naar Medlemmerne ikke kom til Bestyrelsen (navnlig Formanden) og klagede, da var Grunden den, at man betragtede Formanden som Fattigforstander, da hans Optræden ligeoverfor Medlemmerne udviste Noget saadant.

 

Konflikterne mellem medlemmer, bestyrelse og udsælgeren blev tolket som ukyndighed og forsøg på kupmageri som led i det ”socialistiske Røre” der ”maatte øve en betydelig Indflydelse paa Gemytterne iblandt en Arbejderbefolkning, der levede saa nær ved Bevægelsens Hovedsæde”

Kritikken af bestyrelsen sigtede mod to sider, dels rettet mod den daglige drift, dels mod foreningens ideologiske sigte.

I foreningsbladet ”Arbeideren” blev der givet mange gode råd om, hvordan foreningen kunne drives frem til at give et pænt overskud.

 

Det var mændene, der sad i bestyrelsen

Nu var det nok heller ikke så let at være medlem af sådan en forening. For det første skulle man bruge tid i foreningen og dernæst skulle varerne betales kontant. Om det første punkt – foreningsarbejdets omfang – var problemet især aktuelt for bestyrelsen, der skulle på indkøbsture m.v.

Man diskuterede om bestyrelsesarbejdet skulle lønnes og opfattes som arbejde. Forhandlinger med foredragsholdere, musikere og ture rundt i byen skildres som:

  • Forbundet med Tidsspilde og Forbrug af Lommepenge.

Nogle oplevede foreningen som mere pligtbetonet end andre. Det var mændene, der var med i foreningen. Principielt var det åbent for både mænd og kvinder. Og bestyrelsen var udelukkende sammensat af mænd. Men det var kvinderne, der stod for husholdningen.

 

Varerne skulle konkurrere både i pris og kvalitet

Et væsentligt princip var kontant afregning, både ved vareindkøb hos leverandør og i foreningens udsalg.  Og så kunne ikke alle forstå det logiske. Medlemmerne svigtede opbakningen og havde en egoistisk ”handlemåde” som en forklaring på Husholdningsforeningens svingende resultater. Et andet punkt var det forhold, at medlemmerne hævede deres tilgodehavende i ”utide” – dvs. uden at melde sig ud.

Varerne skulle konkurrere på pris, men også kvalitet:

 

  • Foreningens Fløde vandt ganske overordentligt Bifald. Slige Varer havde Kjøberne ikke kjendt, thi Fløden var ganske ægte uden Tilsætning

 

Problemet var ikke blot at få indtægterne til at slå til men også at lødiggøre indkøbene, altså kostens kvalitet og næringsindhold.

 

Der var ikke taget hensyn til selvforsyning

Nu ville det jo være skønt, hvis man selv kunne stå for brødbagningen. Dels havde lejlighederne ikke ovne, dels fik en del familier uddelt brød fra private hjælpeforeninger og den offentlige fattighjælp bestod for en stor del i netop uddeling af rugbrød.

Desuden tyder netop vareudvalget i Østerbro Husholdningsforening på, at brød var en af de helt store artikler.

Daglige fornødenheder som brændsel, fødevarer, tobak/brændevin blev en væsentlig del af salget.

Efterhånden kunne man også købe blusser, sokker, træsko, franske trætøfler og almindeligt arbejdstøj. Og skomagerartikler var der sandelig også.

Nu var det ikke i planlægningen af lejlighederne taget helt højde for selvforsynings-økonomiens udfoldelse. Der manglede ovne, opbevaringsplads til redskaber og madvarer samt mulighed for dyrehold i tilknytning til boliger. Det sidste var ovenikøbet forbudt ifølge reglementet.

Men der var bedre muligheder herude for fælleskøkkener end i Indre By og for at udfolde disse sider.

 

Bibliotek fik stor succes

Man oprettede sit eget bibliotek og havde så stor succes, at man måtte indføre begrænsninger på udlån af særlig populære bøger og tidsskrifter. Foreningen skabte liv i det lille samfund.

Oplysning og læsning skulle fremme dannelsen. Biblioteket tilbød romaner af Dickens, Balzac, Walter Scott og mange flere. Der var også politisk litteratur på hylderne af Berbel, Engels med flere samt teologi – og historiebøger.

 

Velbesøgte fester

Foreningens fester samlede familierne uden for boligen med fællesspisning, underholdning og sang. En af deltagerne til sådan en fest beskriver det på følgende måde:

 

  • En saadan Balaften blev imødeset med spænding, særlig maskeraden. ”Stadsen” blev lagt frem paa Sengen – til beskuelse allerede Klokken fire om Eftermiddagen, det var det eneste Sted den kunde ligge uden at være ivejen i den lille Lejlighed. Klokken syv begyndte Droskerne – allerede at rulle ind af Strandvej sporten for at faa saa mange ”Ture” der kunde naaes med ”Lotte” paa den Festaften. Ballet begyndte Klokken otte.

 

Normalt blev der serveret kogt laks, forloren skildpadde og kalvesteg. Det kostede en krone pr. kuvert og 35 øre for en dessert. Ballet varede til klokken seks. Og bagerne havde god afsætning på de varme boller og på morgenkrydderne.

 

Festerne vakte forargelse i borgerskabet

Men der var nu ikke alle der var lige begejstret for at foreningen skulle afholde disse fester. Det vakte forargelse i borgerskabet. Der var ikke sammenhæng mellem fattigdom og manglende økonomisk sans.

Man mente at fælles for den offentlige og private hjælp var at man fratog familierne ansvaret for deres egen økonomi og hindrede, at pengene gik til ”unødvendigheder”. Derfor var det for borgerskabet provokerende, når de fattige holdt fest – var glade og ubekymrede for en enkelt aften.

 

  • At leve ”paa Stormandsviis

 

Skulle være forbeholdt de få. Husholdningsforeningen skulle tage sig af helt andre opgaver.

Det hele drejede sig også om at få lønnen til at strække til. Det var ment som et alternativt eller rettere en forebyggende indsats overfor de socialistiske ideer om højere løn og kortere arbejdstid.

 

Marx og Pio satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken

Brugerne gik ind i foreningen men på forskellig måde. De tilpassede de nye muligheder idet medlemstallet steg og omsætningen blev forøget. Hertil kom nye former for samvær, fester, sangkor og hjælpeforanstaltninger. Set ud fra brugernes synsvinkel indgik foreningen som en del af dagliglivet.

Nu var det jo sådan, at i Brumleby gik der hele tiden opsynsmænd, der var ansat af bestyrelsen. De kunne smide beboerne ud, hvis de ikke overholdt reglerne.

Skulle man virkelig spare op af sin lave løn, altså betale dividende eller generelt kæmpe for højere løn. Både Pio og Karl Marx satte spørgsmålstegn ved brugsforeningstanken. Alligevel kæmpede arbejderne for at komme ind i bestyrelsen.

Vi har også tidligere påvist at handelsforeninger, urtekræmmerforeninger m.m. ikke var begejstrede for brugsforeningstanken. De mente, at disse blev forfordelt af politikerne.

 

Havde arbejderne kultur?

Beboerne i Lægeforeningens Boliger fik gradvis flere lokale muligheder for at handle eller på anden måde skaffe dagligvarer.

For arbejderne blev fritiden en nødvendig kontrast til arbejdets rutine og afhængighed, tiden kunne blive udfyldt af udlængsel og eventyr, samvær og fest.

For borgerskabet var festen en uforståelig letsindighed og ligegyldighed – ja selve årsagen til fattigdom og nød. De kulturelle aktiviteter i husholdningsforeningen skulle udbrede dannelse ud fra den tanke, at arbejderne ingen kultur havde.

 

Brugerne kunne faktisk selv

Foreningen blev gradvist overtaget af brugerne. Hermed var de borgerlige igangsættere helt ude af billedet. Tros ideerne om selvhjælp havde de ikke taget højde for, at brugerne faktisk kunne selv.

Fra slutningen af 1960’erne var det mange unge og studerende, der flyttede ind.

 

Arkiv fundet under tykt lag duemøg

Brugsen eller købmanden fortsatte helt frem til 1984, hvor den blev udkonkurreret af de nye supermarkeder. Egentlig havde man regnet med at arkivet var gået tabt. Men på mirakuløs vis dukkede det op, da huset efter lukningen blev undersøgt. På loftet fandt man en flig af en presenning med flere centimeter duemøg på og derunder lå hele arkivet fra 1868 og frem.

 

Man kæmpede imod nedrivning

Da beboerne i Brumleby fra 1960 til 1980’erne kæmpede mod nedrivningen af deres kvarter, var sikringen af Østerbro Husholdningsforening til museum en del af planerne. Selv om Brumleby allerede blev fredet i 1959 var planerne om højhusbyggeri på stedet langt fremme Så det var godt kæmpet dengang.

Mellem 1992 og 1996 blev Brumleby gennemgribende saneret ved arkitekten Gehrt Bornebusch i samråd med beboerne. Efter saneringen varierede lejlighederne i størrelsesorden fra 35 til 110 kvadratmeter.

Inden da var der mange steder stadig fælles lokum i gården. Nu blev 550 lejligheder lagt sammen til 242 lejligheder.

Til stuelejlighederne er tilknyttet en have, som beboerne kan indrette efter eget behov. Lejlighederne på 1. sal kan få tildelt en af de mange små haver ude på området. Fællesarealerne med de mange fredede træer er tilknyttet visse fælles regler.

Undertegnede ved ikke om der er flere lysthuse tilbage. De midter-områder der er fælles bruges til legeplads og fester.

 

Et museum opstod

Efter forskellige ansøgninger lykkedes det i 2014 at få et tilbud fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til 4,8 millioner kroner på betingelse af, at Nationalmuseet skulle stå for restaureringen.

I butikken er væggene blå og rosa, mens reolerne, der er malet som egetræ, har rosa indre. Det hele afsluttes med en bort af malede liljer.

På biblioteket er væggene rosa, mens reoler har fået deres finde guldkanter tilbage. Jo man tænkte dengang at også arbejderne skulle omgives af flotte farver.

Den 16. november præcis på 130 årsdagen for Husholdningsforeningens indvielse kunne beboerne i Brumleby sige velkommen i museet. Nu sidder der så en bestyrelse for Brumleby Museum bestående af beboerne samt repræsentanter fra Københavns Museum, Arbejdermuseet, COOP og Nationalmuseet.

 

Ikke alle har respekt for det fredede område

Og måske er man heldig at komme på en rundvisning. 25 beboere har meldt sig som frivillige kustoder.

Tænk engang her var både Børneasyl, Badeanstalt, Mødesalen, der blev kaldt Kostalden. Ja for hver blok blev der dengang bygget vaskehus med gruekedel, som i dag er skiftet ud med vaskemaskine og tørretumblere.

Ja den gamle badeanstalt er der endnu. Bygningen ligger ud mod Østerbrogade. Og der står Rambow på den. Men der er nu ikke alle, der har noget til overs for de flotte fredede bygninger. Når der ikke lige er Corona-restriktioner så bliver der i den grad ofte larmet i Parken og hele Brumleby bliver forvandlet til et stort offentlig toilet.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 91 artikler fra Østerbro:

  • Mordet i Brumleby 1914
  • Brumleby på Østerbro
  • Fra Østerport til Svanemøllen

 

Man kan sige at artiklen indeholder speciel industri – kultur. Det finder du også under vores kategori ”Industri på Nørrebro”. Her var også medtaget Nordvest. Her finder du 61 artikler om Industri, arbejdere m.m.

 

Under kategorien Tønder (269 artikler) finder du to artikler om initiativtageren til Østerbro Husholdningsforening F.F. Ulrich


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro