Over Grænser – et festskrift til Hans Schultz Hansen

Vi har læst dette festskrift som er en hyldestartikel til Hans Schultz Hansen, forskningsleder på Rigsarkivet . Bogen rummer 17 indlæg fra hans kollegaer. De er både på dansk og tysk. Vi kommer vidt omkring. Men fællesnævneren er Grænsen. Her får du en anden måde at opleve den sønderjyske historie på. Læs kun en bid ad gangen ellers risikere du at få alt for meget.

 

Forskningsleder

Når der udgives et festskrift, så er det for at hædre en person, og det er det da også i dette tilfælde. Hans Schultz Hansen bor i Bolderslev og han sin gang i Aabenraa. Måske er bogen blevet anmeldt i nogle lokale aviser, men vi har ellers ikke set nogle anmeldelser.

Han er formand for Historisk Samfund for Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Vi har ofte citeret ham som kilde og anmeldt hans pragtfulde bog om ”Genforeningen” i serien om 100 historier fra Danmarksserien. Han er lige blevet 60 år i juni, derfor har kollegaer og andre bidraget med 17 forskellige bidrag. Og bidragene har det tilfældes at de beskæftiger sig med nogenlunde de ting som vores hovedperson også beskæftiger sig med og det er:

 

• Sønderjylland og det nationale spørgsmål
• By-, landbrugs- og erhvervshistorie i regionen

 

Bidrag på både dansk og tysk  

Bidragsyderne er både danske og tyske forskere, derfor er nogle af bidragene også på tysk. Vi er tidsmæssig fra slutningen af 1800-årene og frem til tiden efter 1945. Men der er da også nogle afstikkere langt tilbage i historien.

Og man må da nok sige, at Hans Schultz Hansen er en flittig person. Man bliver helt svedt, når man ser hans bibliografi i bogen.

Når man så ser på disse 17 meget forskellige indlæg, så er der nogle af indlæggene, der forekom en mere interessant end andre. Det kan vel ikke undgås. Det har vel noget at gøre med ens egen interesse at gøre.

 

Alt dette indeholder festskriftet

Vi har nu heller ikke tænkt os at anmelde hvert bidrag, men nøjes med det som har vores interesse. Men bogen indeholder følgende bidrag:

 

• Detlev Kraack & Gerhard Kraack: Eine Briefsammlung aus Broacker (1548 – 1582)
• Jørgen Mikkelsen: Sønderjyske flækker, norske ladesteder og andre europæiske gråzonebyer
• Lars N. Henningsen: En herredsfoged i bondeklør
• Mikkel Leth Jespersen: Søfartsmiljøernes nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig
• Jørgen Witte: Claus Manicus som politisk journalist i kampen om den danske helstat 1830 – 48
• Ortwin Pelch: Hamburg und der deutsch – dänische Krieg 1864
• Klaus Tolstrup Petersen: Bannerfører for folkenes selvbestemmelsesret
• Carsten Porskrog Rasmussen: Bannerferie for folkenes selvbestemmelsesret
• Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung: Tænk om en mægtig hånd ophævede naboskabet med Tyskland
• Uwe Danker: Der Abstimmungsstat ”Plebiscit Slesvig” 1920
• Marianne Kristensen & Lisette Juhl Hansen: Afstemningsdagen vil give et tydeligt bevis for, at vi er danske
• Erik Nørr: Kommunevalgene i Sønderjylland i mellemkrigstiden
• Peter Fransen: De sønderjyske medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn
• Henrik Skov Kristensen: Fangetransporten fra Frøslevlejren til Neuengamme den 15. september 1944.
• Annette Østergaard Schultz & Leif Hansen Nielsen: Vox Populi
• Mogens Rostgaard Nissen: Tryk og modtryk
• Rainer Hering: Kooperation trotz Konflikt
• Leon Jespersen & Christian Larsen: Hvem styrer forskerne?

 

Som det kan ses, er der noget for enhver smag.

 

En Herredsfoged i Bondeklør

”En Herredsfoged i Bondeklør” er en meget fin skildring af en embedsmand, herredsfoged Johann Dietrich von Lange som i begyndelsen får tildelt en betroet stilling på Helgoland og siden i Broager. Vi er tidsrummet 1783 – 1796.

I 1785 kom von Lange i økonomiske vanskeligheder. Han gik konkurs. Unge værnepligtige klagede over, at han udstedte uberegnelige indkaldelser til sessioner. Han kom også i karambolage med sine medarbejdere. Han forstyrrede en gudstjeneste ved sammen med vagter at smide brygger Christian Clausen væk fra familiens stolestader.

Han havde fået to indflydelsesrige fjender, pastor Dithmer og teglværksejer Bonefeld. Og så opdagede Broagerfolket at han levede adskilt fra sin kone. Hans datter Louise fik hele tre uægte børn. Og hun nød godt af von Langes tjenestekørsler. Von Lange spyttede også på folk, der var uenige med ham.

 

85 mand skriver under

Da en rekrut klagede over en indkaldelsesordre, lod von Lange ham indespærre i fængslet. Von Lange kom ellers fra en anerkendt familie. Men hans far var også kendt for at være hård over for hans arbejdere.

Til sidst indbragte 85 bolsmænd, kådnere, teglværksfolk og bryggere en klage. I de følgende måneder kom der endnu flere klageskrifter. Hvis folk ikke hilste hurtig nok på ham, slog han dem med hundepisken.

Men endelig tog Overretten på Gottorp fat i klagen. Amtmand von Dörring måtte flere gange rykke for en redegørelse fra von Lange. I 1795 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge klagerne fra de 85 Broager – borgere.

 

Von Lange frataget sine embeder

Von Lange blev suspenderet med løn under undersøgelsen. Det blev godtgjort at han udsugede sine undersåtter og optrådte som en lille tyran.  Hans liv på Fyn og Helgoland samt det at han levede med en elskerinde betød også at han havde mistet folks agtelse.

I 1797 kom Overretten frem til en afgørelse. Von Lange blev frataget alle sine embeder. Men han klagede til Tyske Kancelli.

Dette hjalp nu ikke meget. Skulle han nu virkelig ydmyge sig til at søge Broager Fattigkasse om hjælp? Derefter blev der stille om von Lange. Han døde i Ekernførde i 1822, 88 år gammel.

Utilfredshed med embedsmænd førte til mange sager dengang. Von Lange – sagen viste hvad resultat det kunne bringe hvis ikke forudsætningerne var til stede.

 

Søfartsmiljøet

En anden interessant artikel er ”Søfartsmiljøernes Nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig”. Og ingen kan gøre det bedre end Mikkel Leth Jespersen.

Skibsrederne i Aabenraa havde deres interesse rettet mod syd særlig Hamborg. Fra at være overvejende danskorienteret blev de tyskorienteret. Modsat var det i Flensborg. Her var interessen rettet mod København, Grønland og Vestindien.

De dansksindede ønskede en opretholdelse af status quo med Slesvig som en del af helstaten under den danske konge. De tysksindede ønskede et forenet Slesvig-Holsten under en liberal forfatning evt. men hertug som samlende figur.

 

Søfarten i Aabenraa

Søfarten i Slesvig måtte genopbygges. Situationen efter 1814 var blevet helt anderledes. Mest uproblematisk skete det i Aabenraa med oplandet Løjt. Her kom der også igen gang i skibsbyggeriet. Først sejlede man til Middelhavslandene og derefter satte man kursen over Atlanten mod de tidligere portugisiske og spanske kolonier i Sydamerika. Efterhånden gik turen også til Fjernøsten.

Oprindelig var Hamborg Aabenraa-skibenes europæiske hjemhavn. Jørgen Bruhn var nok den vigtigste person i hele denne udvikling. Han forblev også på dansk side. Det var derfor, at han blev udnævnt som kongelig agent. Han var ret alene på det standpunkt i familien.

Sammen med hans bror, Hans Bruhn på Høgebjerg og den anden var hans svoger, Jacob Bendixen på Stolliggård etablerede de store rederier.

De tysksindede oprettede en såkaldt Klipperskole på Løjt, hvor man blev undervist i tysk, engelsk og fransk. Læreren var en patriotisk slesvig-holstener.

I Aabenraa var det Frederik Fischer, der var ud af en kaptajnsfamilie, der var absolut dansksindet ligesom Andreas Cornett. Skibstømrerne i Aabenraa gik også på gaden for at stoppe det tyske oprør i 1848.

 

I Flensborg – dansk sindelag

Flensborgs velstand kom bl.a. af handlen med Vestindien. Denne handel var grundlagt af Andreas Christensen. I det hele taget kom det danske sindelag tydeligt til udtryk i Treårskrigen.

 

I Sønderborg overvejende dansksindet

Som den tredje skibsmiljø var det Sønderborg. Mellem 1807 – 1814 havde man her fortsat småskibsfarten. Man havde et lokalt orienteret skippermiljø og langt færre talstærkt reder- og kaptajnsmiljø. Byens søfartsmiljø var overvejende dansksindet.

Christian Petersen var den toneangivende og blev også anset for at være dansksindet. I 1864 var det Christian Karberg, der ejede 11 store sejlskibe. I Treårskrigen stod han i spidsen for det danske parti.

 

De store skibe kunne ikke gå i havnen

I Haderslev kunne de store skibe ikke gå ind i havnen. Nogen afgørende kamp i den nationale kamp syntes søfolkene ikke at have spillet. Ved Stændervalget i 1860 var der kun fem skippere. To stemte dansk, to stemte tysk og en undlod at stemme.

Otto Kier sad i havedirektionen. Han tilhørte en stor sømandsfamilie. Hantilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse. Men i 1848 blev byens sejlskibe ført til Fyn for ikke at havne hos fjenden. På den måde tydede det på, at der var dansk flertal.

Skibsbygger og jernstøber Wolfgang Petersen var den første, der byggede dampskibe med stålskrig i Nordslesvig. Han syntes også at være dansksindet.

 

Søfarten i Sydslesvig

I Eckernførde var det dengang ikke nogen udbredt søfartsby. Der var heller ikke nogen udpræget danskhed i byen.

Byen Slesvig var engang en betydelig søfartsby men efter 1830’erne var Slien begyndt at sande til. Der var heller ikke meget danskhed at finde her, bortset fra fiskerne.

Småskipperne fra Kappel, Arnæs og Maasholm overtog en del skibsfart. Kappel havde i 1864 hele 74 fartøjer. I Arnæs og Maashom var der en del dansksindede. Adskillelsen med Danmark i 1864 blev en katastrofe for disse skipper-samfund. Kappel holdt længst.

På den slesvigske vestkyst var der ikke havnebyer af betydning. Kun Tønning havde et egentligt søfartsmiljø. Havnens interesse var rettet mod England.

Øerne og nogle enkelte kystsamfund leverede masser af søfolk til Nederlandene, Hamborg og København i tiden før englandskrigene. I de Kongerigske Enklaver var troskaben dog stor.

80 pct. af mændene på Amrum var søfolk. Mange af søfolkene fra øerne herunder Rømø havde været beskæftiget på hvalfangerbåde.

 

Claus Manicus – en journalist

Jørgen Witte skriver en artikel om Claus Manicus, en journalist, der forholdt sig kritisk til mange ting. Han fik mange af sine indlæg offentliggjort i Dannevirke, men fik også flere kasseret og det var han godt sur over. Der var nemlig to overredaktører. De var åbenbart ikke altid enige. Ved siden af var han læge og fik egentlig ikke noget for sine skriverier.

Han truede med at levere stof ril blade i Aabenraa og Flensborg, der lå tættere på hans egen mening. Men han forblev dog med at skrive til Dannevirke. Han var modstander af den nationalliberalnationale politik.

Borgmester Schow i Aabenraa regnede med at den fattige urmager Frederik Fischer ville udgive et tamt blad om handel og søfart. Men det skulle være et blad for fædrelande og imod Slesvig-holstenismen. Bladet kom til at hedde Apenrader Ugeblad. Til dette blad begyndte Marcus nu også at levere artikler.

Også til Flensburger Zeitung leverede han stof. Men dette blad udviklede sig efterhånden til at være et blad til fordel for helstaten.

I 1847 skrev han en bog i under navnet C. Hinrichsen. I denne betragtede han Slesvig-Holstenismen som en sygdom. I 1851 – 1864 blev han redaktør af Flenburger Zeitung og stod nu ved sine holdninger.

 

Danskhedens ubestridte leder

Klaus Tolstrup Petersen skriver om de dansksindedes ubestridte politiske leder, Hans A. Krüger fra 1867 til 1881. Da han døde, var det en splittet dansk bevægelse, der ikke kunne blive enige om, hvem de skulle pege på.

Han mente at edsaflæggelsen var en blåstempling af den preussiske annektering. Heller ikke i Landdagen ville han aflægge ed. Han var i begyndelsen også den eneste dansksindede i Rigsdagen i Berlin.

Tobaksavler Junggreen, der senere kom til at sidde her, tillagde nu ikke Hans A. Krüger’ s manglende tyskkundskaber som årsag ti at han ikke fik nogle politiske resultater igennem. Krüger nægtede at acceptere ophævelsen af § 5. Han elskede også at tirre Rigsdagen med provokerende udtalelser.

Fra dansk side var man foruroliget over at Krüger gang på gang rejste spørgsmålet om § 5. Man forsøgte fra dansk side at føre en neutral politik over for tyskerne. De mente at Krügers kommentarer ofte var uvedkommen.

Krüger afviste også en hver forhandling som ikke omfattede hele Nordslesvig.

 

Nationalt land – og skovbrug

Carsten Porskrog Rasmussen skriver om ”Nationalt land- og skovbrug”. De nordslesvigske bønder, der for en stor dels vedkommende var dansksindede sendte deres elever på landbrugsskole i Danmark. Således kom cirka 1,000 af disse til at arbejde under tysk styre.

Fra 1890’erne foregår der en jordkamp. Tyskerne sætter massivt ind. Den bliver så stoppet i 1920 men fortsætter så igen fra 1927 – 1928.

Skovrejsning i Sønderjylland var en del af det nationale tyske projekt. Omfanget var dog markant mindre end nord for Kongeåen.

 

Kielerkanalen fra en anden vinkel

Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung har beskrevet Kielerkanalen fra en anden vinkel. Europas længste kunstige vandvej fra Eidersted til Holtenau blev anlagt fra 1777 til 1784. Nu ville han så kort efter overtagelsen af hertugdømmet ny anlægge forbindelsen mellem Østersø og Nordsø.

Danskerne var slet ikke optaget af at diskutere Hertugstaten som et selvstændigt område. Man diskuterede heller ikke frihedsønsket fra Slesvig – Holstenerne.

 

Englænderne ville ødelægge kanalen

Den britiske admiralitets ønske om kanalens ødelæggelse efter Første Verdenskrig mødte modstand i handelskredse men også fra amerikansk side. En dansk overtagelse ville være urealistisk. Danmark havde også meddelt at man ikke var interesseret.

Den næstbedste løsning var at sikre fri passage for alle skibe. Man fandt frem til et kompromis. Der blev fri passage for alle, der stod på god fod med Tyskland.

 

Danskerne blev forhadt af den tyske offentlighed

I den tyske offentlighed gjaldt Danmark nu som tilhænger af den forhadte Versailles-fred. Men der var stadig nogle, der håbede på en sydligere grænsedragning. Pludselig kunne man læse i Hejmdal, at danske sydslesvigere var interesseret i en Kanalstat.

Claus Eskildsen var kommet med tre forslag i sin bog Dansk Grænselære:

 

• Grænsen skulle ligge fast
• Grænsen skulle flyttes
• Der skulle findes en mellemløsning

 

Danskerne og Sydslesvig blev diskuteret af englænderne i 1947

Den danske regerings holdning til Kanalen blev diskuteret i London i 1947. Danmark mente, at området skulle være internationalt. Danskernes håndtering af sagen ramte lige ned i det, så briterne helst ville undgå.

Det blev aldrig en kanalstat.

 

Versailles – freden

Uwe Danker fortæller om Versailles-freden og Wilsons 14 punkter. Han fortæller også om afstemningsformen, der var til Danmarks fordel. Vi hører om de fremmede troppers ankomst til Sønderjylland i 1920 og CIS’ s arbejde med grænsedragningen.

 

Svenstrup – opstillingerne

Vi gennemgår i en anden artikel de seks forskellige Svenstrup – opstillinger. Det er en form for en national opstilling med sønderjyske piger og et Dannebrog. Lokalt ude i forsamlingshusene har man tilsvarende former. Opstillingerne blev udgivet som postkort og plakater.

Det var som om, at man på Als ville overgå hinanden i danskhed.

 

Var det lokalpolitik eller nationalpolitik?

Erik Nørr skriver om kommunevalgene i mellemkrigstiden. Han stiller det interessante spørgsmål – Var det lokalpolitik eller Nationalkamp? Fem gange blev de afholdt i tidsrummet mellem 1922 – 1937.

15-20 pct. havde ikke valgret. De havde modtaget offentlighjælp og man skulle have bopælspligt i den pågældende kommune, hvor man skulle stemme.

Skattebetaling og skatterestancer spillede også en stor rolle.

 

De hyggede sig i Aabenraa

Men man har da også hygget sig. Således var regningen i 1933 for udgifterne til valgdagen, 230 stk. smørrebrød og 130 snapse på Hotel Royal. 40 gange kaffe med kager hos Cafe Thaysen og betaling for 100 pilsnere, 50 Bavaria og 14 sodavand hos Aabenraa Aktiebryggeri.

I 1933 var stemmesedlen over en meter lang.

De danske partier i Aabenraa og Haderslev rykkede tættere sammen for at undgå den tyske trussel og nazisme.

Den sønderjyske befolkning blev efter 1920 integreret i det demokratiske system. Før 1920 havde de været vant til, at det var den tyske stat, der bestemte deres hverdag.

 

Pludselig anerkendte tyskerne grænsen, men!

Peter Fransen har set på Udenrigspolitisk nævn og deres holdninger til grænselandsspørgsmål i 1936/37.

Et opsigtsvækkende stykke papir blev offentliggjort. Det sluttede således:

• At der ikke for Tyskland i hele det slesvigske område eksisterer et eneste irredenta spørgsmål hverken til den ene eller den anden side.

Tyskerne havde ikke anerkendt 1920 – grænsen, og heller ikke i Weimartiden havde man godkendt den. Det kan så ikke undre, at dette skabte verbale stormløb mod grænsen anført af førende nazistiske kredse i Slesvig-Holsten.

Det var en frustration, der fik Berlin til at trække i land. Resultatet blev at propagandaminister Joseph Goebbels pålagde Flensborg Avis at bringe et dementi, hvoraf det fremgik at en godkendelse af grænsedragningen kun gjaldt Sydslesvig.

Episoden viser vel, hvor usikkert det hele var mht. Nazi – Tyskland.

 

Wilhelm Buhl kaldte Flensborg Avis for Nazi – avis

Indlægget handler også om Udenrigspolitisk Nævn. Og det var i sådan et møde Wilhelm Buhl havde råbet at Flensborg Avis var et Nazi-blad. Der tre sønderjyder i dette nævn var generel uenige. Og Munch var forsigtig og afventende. Udadtil gik nævnet på listefødder.

 

Den første Fangetransport fra Frøslev

Henrik Skov Kristensen skriver om den første fangetransport den 15. september 1944 til Neuengamme. Den omhandlede 195 fanger. Det var et klart brud på forudsætningen for at opføre lejren. I alt blev 1.600 af 7.000 deporteret.

Lejrkommandanten havde ikke ret meget at skulle sige. Der var andre, der bestemte, hvem der skulle afsted syd på.

Vi gennemgår i indlægget de forskellige efterretningstjenester og grupper og hvordan de blev optrevlet. Gestapo har været særdeles effektiv. Her får vi også en oversigt over alle dem, der skulle deponeres efter den fejlslagne Holger Danske aktion i Aabenraa.

Her på den første deportation var også den meget afholdte lektor Rosenkjær fra Tønder.

Efterhånden var der også dødsstraf for våbenbesiddelse. men dog ikke for illegal presse.

 

Det dansk-tyske forhold efter Anden verdenskrig

Interessant er også det tema som Annette Østergaard Schultz og Leif Hansen Nielsen beskæftiger sig med nemlig ”Det dansk – tyske forhold efter Anden Verdenskrig”. Vi oplever en virkelig familie, der dog angives med andet navn. Han er tysker og kan ikke få dansk statsborgerskab. Konen er dansker.

I Modstandsbevægelsens grundliste, stod der at Wilhelm skulle anholdes. Og det blev han den 5. maj 1945. Han håner alt dansk, og er en uønsket person. Døtrene taler kun tysk i forretningerne. Ja sådan skrev modstandsbevægelsen.  Senere får Wilhelm at vide, at arrestationen kun er en sikkerhedsforanstaltning.

To dage efter er politiet der igen. Denne gang er der en bevæbnet modstandsmand med. Wilhelm er 64 år og det kniber med helbredet. Han bliver interneret og først afhørt den 22. maj. Han gjorde selv opmærksom på at han havde været zeitfreiwillig. Dette kunne han ikke undsige sig, da han var tysk statsborger. Han havde forgæves søgt om dansk statsborgerskab.

 

Lange undersøgelser

Den 19. juni blev han igen afhørt af politiet. Han fortæller, at han var udkommanderet til at grave panzergrave. Han deltog dog kun i gravearbejdet i to dage grundet sygdom. Først i slutning af november blev han løsladt med begrundelsen, at han som tysk statsborger var tvunget til at gøre tjeneste. Han fik dog at vide, at han skulle stå til rådighed for politiet.

I det tyske mindretal var man meget utilfreds med retssystemet. Der opstod den såkaldte ”Fårhusmentalitet”. Man forstod heller ikke danskernes manglende forståelse for den loyalitetskonflikt, som de havde været udsat for.

Den 31. december 1946 havde den lokale politimester bestemt at ægteparret skulle smides ud af landet, Man havde talt med 14 personer- Det er næsten en grufuld beretning med masser af afhøringer.

Vi har tidligere beskæftiget os med noget lignende på vores side. Det var et ægtepar i Kiskelund. Her brugte manden sin viden for at presse justitsministeriet. Men det var ikke noget den lokale politimester brød sig om. Det handlede om den berygtede Asmus Jensens sag.

 

Et lille input ad gangen

Festskriftet er en anden form for historiebog. Noget af det vidste vi godt i forvejen måske i en anden version, men så er det igen noget, som man ikke vidste noget om. Det er altid spændende at høre tingene fra forskellige forskere.

Nu skal du nok ikke læse det hele i et hug. Det er befriende at få et lille input ad gangen. Men alt i alt er festskriftet en berigelse for din historieforståelse.

 

• Over Grænser – Festskrift til Hans Schultz Hansen – Historisk Samfund for Sønderjylland

 

• dengang.dk indeholder 1.652 artikler, herunder 191 artikler over Sønderjylland.